Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva

9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.

Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko

-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -

-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem

Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov

Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.

Hurra-råb og advarsler

Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.

“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”

men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:

“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.

 

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.  ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede aggressionskrigen mod Sovjetunionens folk. Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen. Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark. De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand . Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest. Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker. Yderligere flere hundrede tusind soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende. For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater. NAZITYSKLAND 1933-41  Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen. Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser. Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner. Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetalen” i 1946 dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi de gav udtryk for de ledende kapitalisters problemer og interesser Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig også den i 80 – bind. I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ” I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang. Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig. Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik. Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video,internet og Dvd. I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning. I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til . For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD. Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv. Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland). Den nazistiske terning var kastet . Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer. Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen. I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september - ”Peace in our time” ( Fred i vor tid  som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp. Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen. Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; : ” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme” I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind. NEUropa under tysk kontrol i 1940 I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni. Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå. Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj. På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen . Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog. Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. . I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland. PÅ tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen. Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femtekolonne i de herskende kredse, mest åbenbart i Frankrig. Blitzkrieg Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed. De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker . Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk. Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger. To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel. De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens financielle hjælp. Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra USA – lån på ca 22 milliarder ReichMark -rigsmark-RM. Under Nazitysklands kommando Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder. I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium. Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær. I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde. Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul. Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige. Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i Danmark om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen. Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland. I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker. Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer. I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene. Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen. Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger. Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”. Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død”. Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering.. De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Man taler også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (”Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden. Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland: Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særskilte instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne havde udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation. At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen. Hovedparten af dem ubevæbnede civile. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand. De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a erobringen af al-Kud – Jerusalem. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder. Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver : ”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”. Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne. Den forræderiske femte-kolone som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr var sat ud spillet i Sovjetunionen. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. Hitler var på højden af sin popularitet. Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse. I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen. ”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer. I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst. I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. - Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen : ”Hellere Hitler end Folkefronten!” Disse kræfter forrådte deres eget folk. Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp. Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland. Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation. Det bolsjevikiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det bolsjevikiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen. Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD. Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985. A I Balasjov og G P Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny (”Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3 Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget udgivet af KPML(r) Uppsala 2002 Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970 (”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.

Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ? 

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”

Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.

D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.

De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.