Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Obama på alle kanaler: kapitalen satser alt på “Demokraternes” kandidat

30.Okt. 2008 – 05:12

“En økonomi som ærer arbejdets værdighed”

Med næsten rene kommunistiske hyldninger til arbejdet forsøgte Barak Obama igår at forføre amerikanerne i præsidentvalgkampens slutspurt. Det skete primetime på de fire store TV-kanaler. Obama-kampagnen købte 30 minutters tid på alle de store landsækkende kanaler fra CNN og FOX til CBS. Pris : 4 millioner dollar
Det siges ligefrem at der findes så mange penge i Obama´s -kampagnekasser at der ikke findes tilstrækkelig med reklametid.

Obama på alle kanaler.

Pengene fosser så at sige ind i Obama-kampagnens valgfond. Brede lag i USA´s herskende kapitalistiske overklasse satser nu alt på at få valgt “afroamerikaneren” Barack Obama til ny præsident.
En af årsagerne er som Obama selv udtrykker det: “It´s time for a Change”. USA´s herskende kapitalistiske overklasse er i krise. Økonomien
og profitterne opretholdes kun i kraft af omfattende statsstøtte, samtidig som massearbejdsløsheden,inflationen,underskuddet på betalingsbalancen og statsgælden eksploderer. Overklassen forsøger at vælte krisens byrder over på skuldrerne af arbejderklassen og de underste lag. Men arbejderklassen vil aldrig acceptere at betale for kapitalens krise. Maskinarbejder-strejken på Boeing-flyfabrikkerne er et varsel til den kapitalistiske overklasse om skærpede klassekampe.

Derfor satser de nu på “Demokraten Obama”. Han skal afbøje og pacifisere arbejderklassens og andre brede demokratiske lags protester i kølvandet på den kapitalistiske krise.
En anden årsag er at Obama ligesom republikaneren John McCain, er fortaler for en fortsat USA-imperialistisk interventionspolitik og samtidig har et “uplettet” rygte verden over; og faktisk er mere populær i Europa end i hjemlandet:

Barak Obama i Berlin: Ich bin ein schwarzer berliner

Polen:Krisen slår mod eksporten

18.Okt. 2008

Underskuddet i Polens handels- og betalingsbalance stiger,samtidig som inflationen lå på 4,5 % i September steg lønningerne med 10,9 %, mens stigningen i beskæftigelsen stagnerer.

WARSZAWA, Polska – 14.Okt 2008 – -

Kapitalismens krise rammer eksporten fra Polens kapitalistiske industrier som stagnere, men importen fortsætter med to-cifrede vækstrater, hvilket øger underskuddet på handelsbalancen som alene i august løb op i 1503 millioner ~ 1,5 milliarder €uro.(ca 13 milliarder kr)
Stagnationen i Polens eksport vil føre til et fald i beskæftigelsen og massefyringer pga af faldet i eksportordrer. Det vil derfor ikke overraske os om vi i de kommende måneder vil opleve en stigning i arbejdsløsheden.
Beskæftigelsen i private kapitalistiske virksomheder løb op i 5,404 millioner mennesker i September, en stigning på 4.1% pro anno.

Væksten i eksporten stagnerer signficantly in August

Poland recorded a current account deficit of €UR 1736 millioner i August fra €UR 1.222 milioner i Juli , according to central bank figures released Monday.

The trade gap amounted to €UR 1503 millioner.

Eksportens of goods grew by 7.1% pro anno to €UR 9246 millioner. Det er kun nogle få procent over inflation som i September lå på 4,5 % – langt over direktiverne i de kapitalistiske €uro-pagtregler (ØMU)

Importen steg med 17,5% til €UR 10.749 millioner.
Poland sported a surplus on services of €UR 167 mln in August, a negative balance on income of €UR 991 mln and a balance on current transfers at a positive €UR 591 mln.

MATEUSZ SZCZUREK, ING BSK ECONOMIST

The deficit in trade was slightly lower than we had expected. But the slowdown in exports is notable. It is not something that should scare us as to some extent it is the effect of a smaller number of working days in August. But it is also the effect of a slowdown abroad and we will not run away from worse data on exports in the coming months. That does not have to mean a decrease of the deficit. We are threatened by a slowdown in investment growth, so lower imports will follow in the footsteps of smaller exports.

ERNEST PYTLARCZYK, BRE BANK ECONOMIST

We see a rise in the C/A deficit, a rise in trade deficit. Stagnation i eksport-væksten ligger i linie med vore diagnosis that the economy of the EU and of Poland is slowing down. We are slightly surprised with large growth of imports, but we are leaning towards an opinion it is a one-off.
Wages counting out bonus payments from profit at PLN 3,171 were up 11.0% year on year on a monthly increase of 0.3%.

Poland’s corporate employment measured 5.404 mln persons in September, an increase of 4.1% y/y, up by 0.1% from the prior month.

The tie up of jobs and wages pushed the nominal corporate wage bill up 15.4% year on year on a 0.3% up month on month, calculations against the data showed.

Inflation rate declines to 4.5%
Warsaw, Poland October 15, 2008
Poland’s September consumer prices were up 4.5% y/y, and up 0.3% month on month, after 4.8% y/y inflation in August, stats office GUS informed in a statement.

Trade deficit continues to widen
Warsaw, Poland October 15, 2008
Poland’s trade deficit, as measured by customs declarations, hit EUR 15.2216 bln through the end of August, the Central Statistical Office (GUS) said.

Expressed in dollars, the trade deficit measured $23.3931 milliarder

The figures are based on customs data, not the payment flows recorded by the central bank in current account releases. Also, whereas the NBP releases data covering a given month, GUS releases cumulative data, in this case, for the January-August period.

In the first eight months of the year, exports grew 16.2% to EUR 76.473 bln and imports were up 18.9% over the Jan-Aug 1997 period to EUR 91.695 bln.

In dollar terms, eksporten were up 33.2% to $117.101 bln and imports grew 36.3% to $140.494 bln.

Wages still growing at an annual clip well above 10%
Warszawa, Polska – Pazdzernik.. 16, 2008
Poland’s average corporate gross wage measured PLN 3,172 in September, a rise of 10.9% y/y on a 0.2% rise month on month, the stats office GUS said.

Wages counting out bonus payments from profit at PLN 3,171 were up 11.0% year on year on a monthly increase of 0.3%.

The tie up of jobs and wages pushed the nominal corporate wage bill up 15.4% year on year on a 0.3% up month on month, calculations against the data showed.

USA: beskæftigelsen falder for 9. måned i træk.

3.Okt. 2008

Nye tal fra USA viser at beskæftigelsen i USA´s kapitalistiske økonomi udenfor landbruget faldt med 159.000 personer i september. Det er 9. måned i træk, at beskæftigelsen falder. Det er ikke set siden sidste gang, den amerikanske økonomi var i recession.
Det officielle antal arbejdsløse er nu oppe på 9,5 millioner. Dermed har 2,2 millioner flere meldt sig i arbejdsløshedskøen i løbet af de sidste 12 måneder.
Det betyder at andelen arbejdsløse af hele arbejdsstyrken steg med 1,4 procent i løbet af de tolv sidste måneder til 6,1 %. Til de næsten 10 millioner officielt arbejdsløse skal lægges andre millioner mennnesker som kapitalen og dens stat af den en eller anden grund har udelukket fra det kapitalistiske arbejdsmarked. F.eks de mange millioner deltidsarbejdende som gerne vil arbejde fuld tid, især pga af de lave lønninger.
Den reelle arbejdsløshed er langt højere som denne tabel viser:
Last Updated: Oct 3, 2008

Faldet i beskæftigelsen sker samtidig som staten; med støtte fra Bush-Obama og MacCain; har bevilget billioner til Finanskapitalen efter ordre fra Wall Streets finanskonger for at holde dem på godt humør og sikre deres profitter.
Det amerikansk folk og arbejderklassen verden over betaler kapitalismens krise gennem massefyringer og reallønfald.
Finanskapitalens profitkrise – som for alvor brød ud sommeren 2007 med de faldende priser på det kapitalistiske boligmarked – førte til spekulation i afgrøder som hvede, kaffe og naturråstoffer, ligesom olie og guld blev udsat for kapitalistisk spekulation, hvilket har kastet endnu mere benzin på det kapitalistiske inflationsbål.

FORBRUGER PRICE INDEX: AUGUST 2008

FORBRUGER Price Index for All Urban Consumers (CPI-U) decreased
0.4 percent in August, before seasonal adjustment, the Bureau of Labor Statistics of the U.S. Department of Labor reported today. The August level of 219.086 (1982-84=100) was 5.4 percent higher than in August 2007.
Den kapitalistiske inflation påvirkede altså forbrugerpriserne med en stigning på 5,4 % fra August 2007 til samme måned i år.
Det er især fødevare (6,1%) ,transport (12,1%) og energi (27,2 %) som udhuler den brede amerikanske befolknings levevilkår. Og ifølge de Forenede Staters Labor Department tal for de sidste 3 måneder er inflationen stigende.
Når lønningerne for den amerikanske industriarbejder samtidig kun steg fra $17.57 til $18.17 pr time dvs lige godt 3 % betyder det at reallønnen udhules og levevilkårerne forringes i endnu højere grad for den amerikanske industriarbejder. (KIlde: US Labor Dep.:Average hourly earnings of production and nonsupervisory workers(1) on private nonfarm payrolls by industry sector and selected industry detail, seasonally adjusted )

Fødevarer og brænselspriser er steget med to-cifrede procenter i de fleste kapitalistiske stater hvilket har ført til reallønsfald og sult for de fattigste lag iblandt jorden folk.
Kilde :Bureau of Labour Statistics

 

“FAKTA om USA: Samlet Beskæftigelse og arbejdsstyrke (Household Survey Data) Offentliggjort 3.Oktober 2008. DEn samlede civile arbejdsstyrke i de Forenede Stater udgør 154,7 millioner mennesker and the labor force participation rate (66.0 percent) were essentially unchanged over the month. Antal beskæftigede var 145.3 millioner. Antallet mennesker who worked part time for economic reasons rose by 337,000 to 6.1 million in September, an increase of 1.6 million over the past 12 months. This category includes persons who would like to work full time but were working part time because their hours had been cut back or because they were unable to find full-time jobs.

FBI gransker kollapsede finansgiganter

24. Sep. 2008 – 08:41

Samtidigt som Bush-regeringens har travlt med at redde Wall Streets kapitalistiske finansvirksomheder ud af bankerotten med skattemidler har det amerikanske forbundspoliti
FBI fået så mange tips om omfattende bedragerier og lovovertrædelser hos de fallerede finansgiganter at der er indledt en efterforskning af 26 finansvirksomheder.
Presset på og kritikken af Bush-regeringen stiger for hver time der går efterhånden som omfatningen af den finanskapitalistiske krise forværres.
Under et møde på Capital Hill skal finansminister Henry Paulson blandt andet være blevet kraftigt opfordret til at gå hårdt frem mod de ansvarlige topdirektører i de kapitalistiske finansgiganter som nu ligger uddøde som dinosaurer og spreder en stank af blod, død og panik blandt Wall Street´s finanshajer – eftersom det ellers kan blive svært at i andre sammenhæng holde en høj profil mod de som forsøger at snige uden om sit ansvar.
Kritiken mod Bush – også fra “liberalt og demokratisk” hold – sker også for at imødekomme den folkelige vrede der retter sig mod Bush-regeringen og den kapitalistiske elite der slipper ustraffet afsted med at lyve, bedrage og om krig , terror, tortur og aflytning i Irak , Afghanistan såvel som i selve USA samtidigt som Bush-regeringen og den kapitalistiske elite og finanshajerne på Wall Street har raget milliarder til sig uden og indenfor lovens rammer samtidigt som det store flertal i Staterne: arbejderklassen og andre kulturbærende og arbejdende lag betaler regningen i form af død og invaliditet i Irak og Afghanistan, stigende inflation, massefyringer, tvangssauktioner og indskrænkninger af de demokratiske rettigheder.
I USA taler man om at MAIN Street – omtrent manden på gaden – betaler regningen for den fest som WALL Streets finanshajer og profitnarkomaner har holdt de sidste år.
FBI´s bedragerimistanker retter sig mod nogle af USA´s og den kapitalistiske verdensordens giganter: det gælder investmentbanken Lehman Brothers, de offentlige realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, ligesom forsikringsgiganten AIG nu bliver en sag for FBI , rapporterer amerikanske medier.
CNN meddelte at de fire selskaber indgår i en større udredning som handler om 26 amerikanska finansfimaer ifølge en FBI-chef. Dessutom granskes 1 400 mindre selkskaber og individer mistænkte for huslånsrelaterede bedragerier.

Myndighederne vil undersøge om disse firmaer og deres chefer i deres jagt efter at “score kassen” har bidraget til de finansielle problemer at gennem at opgive “urigtige oplysninger”.
FBI utreder också specifikt om finansinstitutionernas chefer bevidst har levereret fejlagtig information om den finansielle styrke i deres virksomhed.
Men også de investmentbanker som “solgte” boligkreditterne” bl.a “subprime”-lån videre som finanskapitalistiske kreditobjekter til fonde og banker i Europa er i søgelyset.

Allerede sidste år fik FBI tips og tog initiativ til en bredere granskning af finanssektorn og den måde som finanskapitalen “strikkede” boligkreditter sammen på.
Men FBI – der heller ingen lovgivende myndighed har – opførte sig som som tjeneren der spørger herren “Anything else, Sir”. Finanshajerne har ikke haft noget at frygte hos FBI:
At komme til bunds i lovovertrædelserne og den finanskapitalistiske krisesump på Wall Street vil kræve en organisation med samme styrke og indstiling som Stalin´s NKVD .

Det illustererr Lehman Brothers chef, Richard Fuld bedst da han i april erklærede ”det værste er ovre”om krisen i USA.
Så sent som i juni erklærede han eksempelvis for at berolige finansmarkedet i forbindelse med en nyemission af aktier på 6 milliarder dollar og en rapport som viste tab i nomegnen af 3 milliarder ved at :

“…med vor stærke budgetbalanse og med de forbedringer vi har set på finansmarkedet siden marts er vi vel positionerede for at gennemføre vor strategi”,

sagde chefen for firmaet som tre måneder senere indleverede konkurs-papirerne.

Ingen av bank- och finansinstituten vill kommentere forlydenderne om FBI-undersøgning.

Kilder: BBC News. +CNN

USA: billionregning til skatteyderne udskrevet af Bush-regeringen

19.Sep. 2008 -16:32

“Main Street” skal betale for Wall Streets spekulation og fejlinvesteringer

USA´s finansminister Henry Paulson bekræftede idag på en pressekonference i forbindelse med den bebudede kriseplan som blev lanseret, at staten hjælper den kriseramte finanskapital ud af krisen ved at opkøbe de enorme beløb i de afskrevne bolig- og forbrugskreditter.

På pressekonferencen fremhævede Paulson at “redningspakken” kun var det første av flere skridt som skal tages for at “amerikansk økonomi og verdensøkonomien skal komme ut av den finansielle krisen.”
USAs finansminister Henry Paulson fremlægger endnu en “redningsplan” for den kriseramte finanskapital.
Ifølge det som har kommet frem indtil nu så opkøber den amerikanske stat de millioner af lån , f.eks “subprimelån” og andre lån som de kapitalistiske kreditinstitutioner har afskrevetog på den måde “tilføre markedet milliarder i frisk egenkapital”.
På spørgsmål fra journalister indrømmede Bush-regeringens finansminister Paulson at der er tale om “hundrevis af milliarder dollar fra staten”.

Regningen for hele operationen er det amerikanske skattebetalere som må betale. Derfor må amerikanerne – ifølge finansminster Paulson – forberede sig på stigende skatter fremover.
Bush-regeringens gigantiske redningsaktion som skal betales af skatteyderne – støttes af Centralbankchef Ben Bernanke og “oppositions”-partiets “Demokraternes” leder i parlamentet, Nancy Pelosi. -
Det sker gennem at regeringen overtager alle misligholdte boliglån fra de kapitalistiske finansinstitusjoner i USA og placerer dem in statslig fond.
Dette skete også i 1930, gennem oprettelsen af det statslige selskab Home Ownes Loan Corp. Kort tid efter krakket på Wall Street i oktober 1929

USA´s præsident Georg Bush appelerede idag til at støtte krisepakken “på tværs af partiskel”. Den aktuelle plan ligner en statsindgreb , som blev iværksat af Reagan-regimet i slutningen af 1980´erne hvor kapitalismen også var i krise -
pga omfattende spekulation og tvangsauktioner på boligmarkedet – den såkaldte «savings and loand-krise». Reagan-regeringen opkøbte de forfaldne boliglån for at redde de konkurstruede finanskapitalister og placerede de udestående kreditter i Resolution Trust Corppp . Den gang løb regningen til skatteyderne op i mellem 3- og 400 milliarder.
Regningen denne gang bliver betydeligt større. Både politisk og økonomisk.
Allerede nu står det klart at den tillid som USA kunne regne med i Kina,Japan i de arabiske lande er klart svækket . Svækket politisk og militært pga krigen imod Afghanistan og Iraks folk og den stærke modstand supermagten møder fra 2001 til idag. Tidligere i år blev USA´s marionet-regime i Grusien/Georgia ydmyget da russiske styrker knuste Saakasvili-regimets forsøg på at indtage Syd-Ossetien med vold. Det skete bare nogle måneder inden USA´s europæiske Nato-allierede (Tyskland og Frankrig) havde nedlagt veto mod at optage Grusien og Ukraine i militæraliancen Nato.

Panikken på Wall Street og den kapitalistiske finanskrise er det foreløbige klimaks for USA´s økonomiske krise. Den amerikanske finanskapital er i realiteten bankerot. Og sidder fast i en skruestik af ubetalte boligkreditter, stigende renter og manglende likvider. Bushregeringen har i flere omgange efter at krisen på det kapitalistiske kreditmarked brød ud sidste år – stadig mere febrilsk – grebet ind ikke mindst fordi det er tilliden til hele USA´s kapitalistiske økonomi og dermed tiliden til dollaren som verdensvaluta der står på spil . . . . :

- Det amerikanske boligmarked udgør cirka 12.000 milliarder dollar altså omkring 71 billioner kr – svarende til 31 gange Norges årlige GDP (som er 2.288.693 millioner kr). Af dette udgør subprime-kreditterne cirka 25 procent, det vil sige 3.000 milliarder dollar – næsten 18 billioner kr. Hvis krisepakken går igennem er det et statsindgreb der bliver mange gange større end den i 1980´erne. Hvem skal betale denne regningen ? Skal de utstede statsobligasjoner? Hvem vil købe dem ? spørger makroøkonomen Shakeb Syed på norske Handelsbanken´s Capital Markets til TV2-Norge.
De håber sikert at kineserne eller arabiske kapitalfonde kommer deres amerikanske allierede til hjælp eller måske den statslige norske eller russiske oliefond. * * * * *

Barclays opkøber “juvelerne” i Lehman Brothers til discountpris

     I løbet af bare en uge er USA´s to største offentligt styrede boligkreditinstitutioner blevet nationaliseret for at at redde “verdensøkonomien” og det konkurstruede forsikringsselskab AIG bevilget milliardkreditter af staten for at at redde “økonomien” samtidigt som USA´s nationalbank Federal Reserve sammen med Eurolandenes centralbank ECB og Bank of England pumper hvad der svarer til en billion dvs over tusind milliarder kroner ind på markedet for at forkæle finanskapitalen med likvider.
Det bekræfter den kommunistiske analyse at kapitalismen ikke kan klare sig uden omfattende statslig hjælp selvom der stadig er et par højre- og venstreliberale økonomer og politikere der snakker om “kapitalismens frie markedskræfter sikrer velstand og velfærd for alle”.
I modsætning til Bear Stearns, AIG samt de offentligt støttede realkreditinstitutioner Fannie Mae, Freddie Mac blev Lehman Brothers overladt til de “frie markedskræfter”, sjakalerne og andre rovdyr i finansjunglen. En af konkurrenterne hedder Barclays. Den britiske bank overtager Lehman-bygningen i New York og hele Lehman´s afdeling for fondshandel og investering på kapitalmarkedet i Nordamerika.
Finanskapitalen bag Barclays betaler en discountpris på 1750 millioner dollar for virksomheder som er vurderet til 72 milliarder dollar , altså ca 40 gange så meget. Barclays formand Robert Diamond kalder overtagelsen for “en chance for livet”. – (lifetime chance)
Barclays er selv såret af finanskrisen og måtte afskrive hele £2.4 miliarder (pund) godt 25 billioner kr af bankens aktiver i det første halvår 2008. Konkurrenten Royal Bank of Scotland afskrev endnu mere : £5.9 milliarder – som en følge af finanskrisen der blev udløst af “subprime”-kreditsystemets sammenbrud da priserne på det kapitalistiske boligmarked begyndte at falde i USA sidste år.

Barclays fik tidligere i år omfattende finansiel hjælp fra kapitalistiske stater og selskaber i Asien på £4500 millioner pund. Det var den arabiske oliestat Katar, “Temasek Holdings of Singapore”, “China Development Bank” og “Japans Sumitomo Mitsui Banking Corporation of Japan som købte andele for omkring 47.000 miliarder =47 billioner kr.

Hvem betaler kapitalismens finanskrise ?

Først og fremmest arbejderklassen betaler gennem massefyringer i den produktive sektor og boligbygeriet som mindsker – og stigende inflation især på fødevare og opvarmning, brændsel og huslejer samtidig som skatterne for arbejderklassen forhøjes.
Idag fortæller hjælpeorganisationer bl.a i New York at køerne foran deres “folkekøkkener” hvor de uddeler billig mad til trængende vokser – i stadig større udstrækning er det folk som har arbejde, men som ikke har råd til at spise sig mætte pga lave lønninger og den kapitalistiske inflation
Den kapitalistiske finanskrise mærkes f.eks i Staterne for lejere der bor i ejendomme – hvis ejere ikke har “opfyldt deres låneforpligtelser” til de kapitalistiske storbanker – De kapitalistiske ejere af storbankerne har skruet tommeskruerne på de “kunder” som har “misligholdt” deres kreditvilkår og kræver tvangsauktioner for at sikre finanskapitalens profitter.
I den kapitalistiske jungle er det de fattigste og mennesker i bunden af den kapitalistiske samfundspyramide – der betaler den højeste pris for kapitalens mislykkede forretninger – Udover de millioner af hjemløse i de Forenede Stater rammer “markedsjunglens kapitalistiske love” de millioner af amerikanske familier der af finanskapitalen blev lokket af drømmen om at bo i “eget hjem.
Subprime-lånemarkedet udviklede sig til et af den kapitalistiske verdens største spekulationsobjekter som både europæisk,kinesisk og arabiske kapital investerede i. Dette gigantiske kreditcirkus – som har været medvirkende til “de store vækstrater i både amerikansk og kinesisk økonomi” – er i realiteten kollapset. Og ingen kan idag komme med et bud på omfanget af hvor store beløb der er “tabt” – i finanskapitalistisk spekulation. -

Finanskrisen har udviklet sig til en fødevarekrise – pga kapitalistisk spekulation og underproduktion – også i en af den kapitalistiske verdens finansmetropoler og en af verdens rigeste byer : New York:Millioner overlever ved hjælp -af -suppekøkkener og velgørenhed

Kina: Rekordoverskud på handelsbalancen: 163 milliarder kr. mens millioner lever på sultegrænsen

10.Sep 2008 – 10:33

Handelsoverskuddet med udlandet løb i august op i 163,3 milliarder kr.  

Eksporten fra Kinas kapitalistiske erhvervsliv steg i august med 21,1 procent sammenlignet med samme måned i fjor. Eksportindtægterne var sammenlagt 767,5 milliarder kroner.($134,9 milliarder)
Regningen for importen løb op i 604,2 milliarder kroner($106,18 milliarder), en opgang med på 23,1 prosent sammenlignet med fjoråret.
Det giver et overskud på 28,7 milliarder dollar ~163 milliarder kr. Samme beløb i 12 måneder vil bringe overskuddet op på godt 1800 milliarder kr altså 1,8 billioner svarende til 1423 kr for hver eneste af de 1300 millioner kinesere eller 355 timers arbejde ~ 9 uger til en timeløn på 4 kr.
Det vil sige at hver eneste kineser – olding såvel som spædbarn – arbejder gratis i ni uger a 40 timer for at producere handelsoverskuddet – dvs de værdier og vare som sendes ud af landet.

Den nye rekord i handelen med udlandet sker i en situation hvor flere hundrede millioner kinesere lever omkring eller under sultegrænsen.

Kinas kapitalistiske økonomi er ikke i stand til at sikre folk mod sult og arbejdsløshed endsige sikre gennerel velfærd :socialt og sundhedsmæssigt og sikre ordentlige arbejdsforhold.
Ikke fordi Kina er fattigt, men fordi Kinas underordning under kapitalismen i ind- og udland først og fremmest sikrer at rigdommen ophobes hos en lille minoritet.

 Selvom overskuddet er ny rekord er Kinas handelsoverskudd mindsket med 6,2 procent i perioden fra januar til august i år, sammenlignet med tilsvarende periode i fjor.

Inflationen i Kinas kapitalistiske økonomi fortsætter også med at udhule arbejderklassens levevilkår.
For arbejderklassen går mellem halvdelen og en tredjedel til køb af fødevare. Fødevare-priserne steg 10,3 procent p.a. i august, dog faldt den samlede inflation til 4,9 procent i august fra 6,3 % i juli, men samtidig steg inflationen i grossist-leddet til 10,1 procent i august – hvilket er den højeste i 12 år, ifølge statistik fra regeringen.* —–
Kilder: China’s trade surplus widened to a monthly record of $28.7 billion in August

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

30.Sep. 2008 – 20:12 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.

Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitter

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen? 
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
  Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !

Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. –  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.

“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

  Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”

12 juni 2008 – 20:03

Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark

“Danmark har for lav arbejdsløshed”.

Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende poltiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.

Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.

For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.

Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik blev bevidst holdt udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.

Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.

Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.

Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.

Nationalbankdirektør Bernstein forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.

Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark

Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.

Kina: Levevilkårerne udhules med 10 % prisstigninger – den højeste inflation i tolv år

11.aug. 2008 20:34
Den kinesiske regering meddelte mandag, at priserne var gået 10 procent op i juli – sammenlignet med samme måned i fjor.

Nye økonomiske nøgletal viser, at prisinflationen i Kinas kapitalistiske økonomi nu er på det højeste niveau i 12 år. Dermed fortsætter den kapitalistiske inflation med at udhule levevilkårerne for arbejderklassen og det store flertal af Kinas folk som bruger hele lønnen til de daglige livsfornødenheder.
På det kapitalistiske aktiemarked i Shanghai, faldt kurserne så kraftigt at det såkaldte Composite Index nu er nede i nærheden af ved laveste niveau i det seneste halvandet år.
I sidste måned viste rapporter at eksport-væksten fra Kinas kapitalistiske økonomi falder kraftigt. I det første halvår af 2008 faldt væksten i eksporten i det industrielle centrum, Guangdong-provinsen, fra 26,5 til 13 procent. Og på de kapitalistiske aktiebørser i Shanghai og Shenzen er kursen faldet med 50 procent siden nytår.
En væsentlig årsag er prisstigningerne på brændstof. Eftersom det bliver svært at vælte de stigende produktionspriser over på kunderne, vurderer flere økonomer, at det vil ramme de kinesiske virksomheders indtjening.
Prisen for at transportere en standard 40-fods container fra Shanghai til Boston er allerede steget fra 3000 dollars i 2000 til 8000 dollars i dag. Og hvis den udvikling fortsætter, så mener Stephen Jen fra investeringsbanken Morgan Stanley endda, at det kunne blive »dødsstødet til den østasiatiske eksportmodel«.

Derfor er Kinas kapitalistiske økonomi mere sårbar end f.eks den amerikanske fordi den i højere grad er eksportafhængig.
Hvad der nu sker med Kinas eksport til Europa og Amerika via oliedrevne supertankere, hvis energipriserne fortsat bliver høje satte USA´s finanskapitalistiske hoforgan Wall Street Journal forleden fokus på.
Ifølge Jeff Rubin og Benjamin Tal fra den canadiske bank CIBC er det sandsynligt, at yderligere prisstigninger bremser den europæiske og amerikanske kapitalismes udflytning af produktion til Kina. For med endnu dyrere olie bliver det – alt andet lige – mere attraktivt for at placere produktionen nærmere de kapitalistiske markeder i Europa og Amerika.
Kilder:Xinhua/°/Nyhedsbureauet Direkt/°/Wall Street Journal

Brødprotester i Ægypten

8 juni 2008 – 00:31 *

Den kapitalistiske fødevarekrise førte til sammenstød

mellem tusinder af demonstranter og politistyrker efter at myndighederne havde stoppet uddelningen af melrationer i den ægyptiske by Burullus.
Ifølge den statskontrollerede avis al-Ahram blokerede 8.000 mennesker en vej i syv timer som en protest mod nedskæringer i fødevarhjælpen. Politiet brugte knipler og tåregas for at sprede folkemassen.
Priseksplosionen på hvede , også som en følge af kapitalistiske spekulation – har sat hårdt pres på Ægyptens statslige støttesystem af brød. Mange fattige byboere er afhængige af billigt brød for at kunne overleve og efterspørgselen på subventionerat brød er øget.

Rekordhøj inflation i “€uroland”

31.juli 2008 – 11:34 *

Bruxelles( Inflationstakten i kapitalistiske stater der er tilsluttet €uro-området (Maasticht-traktatens ØMU ) steg i juli til den rekordhøje niveau på 4,1 procent. Det viser EU-landenes egen statistik fra Eurostat.
Dermed fortsætter kapitalen i de Euro-landene med at vælte byrderne fra den kapitalistiske råvarespekulation og finanskrisen over på de brede arbejdende befolkninghslag som bruger hovedparten af deres løn, pension og dagpenge til mad, opvarming og boligleje.
Og de overenskomster der er indgået i det seneste års tid bliver nu i rekordfart udhulet og vendt til en reallønsnedgang.
I juni var inflationen i €uro-landene 4,0 procent.
Noteringen på 4,1 procent er den højeste siden de kapitalistiske stater i EF/EU begyndte at registrere prisstigningtakten i 1997.

Kilde: REUTERS/TT-interpres

Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.

5.aug 2008 – 12:30

“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.

Fisk for sex

På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.

50 millioner flere sulter

De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.

“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.

Anna Sandvig Brander/ e24.no

Sydafrika: Titusinder i protest mod inflationen

23.juli 2008 – 21:56 *

Johannesburg (South Africa) – - – Flere end 25.000 demonstrerede i dag i den sydafrikanske storby Johannesburg
for at protestere mod de forhøjede priser på mad, brændsel og el som udhuler arbejderklassens og andre arbejdendes løn og levevilkår
Flere end fire millioner lever under fattigdomsgrænsen i det kapitalistiske Sydafrika og de mærker inflationen og de stigende priser i den kapitalistiske økonomi – så at sige til sultegrænsen.

USA:Inflationen over 5 procent

16.juli 2008
Forbruger-priserne i USA steg med 1,1 procent i juni, sammenlignet med måneden inden.
Men når prisstatistikken sammenlignes med samme måned 2007 er forbrugerprisindekset mere end 5 procent højere.
Det viser ciffrer fra USA´s statistik-bureau.
Dermed ser det ud til at den kapitalistiske inflation for alvor har bidt sig fast og udhuler amerikanernes købekraft og levevilkår. En købekraft som ikke længere kan opretholdes med kreditter og “sub-prime”-lån som finanskapitalen profiterede på indtil krisen for alvor satte ind sidste år.
For priserne på det kapitalistiske boligmarked fortsætter med at falde hvilket har ført til en bølge af tvangsauktioner, massefyringer og konkurser i de kapitalistiske kredit- og bankselskaber.
Inflationen og krisen på det kapitalistiske kreditmarked fører uundgåeligt til et fald i den produktion som bliver afsat i de Forenede Stater. Det gælder også store dele af Kinas kapitalistiske industri som eksporter deres varer til USA-markedet bl.a gennem Wall Mart-kæden.
USA kan eksportere krisen gennem en omlægning af indlandsproduktionen til eksport, men da resten af verden også er ramt af den kapitalistiske finans- og bankkrise ser det ud som en blindgyde bortset fra at de euro-asiatiske kapitalister i EU-Japan-Kina-Rusland næppe vil acceptere at “betale” USA´s krise ved at overlade markedsandele til USA-kapitalister.

Måneden inden i maj steg forbrugerpriserne med 0,6 procent sammenlignet med måneden inden. Inflationstakten var 4,2 procent på årsbasis. Først og fremmest fødevare og energi-priserne – de mest livsnødvendige varer er ramt af den kapitalistiske inflation.

Frygten råder i USA :Finanskrisen fordybes.

21.Apr. 2008 – *
NEW YORK *(Bloomberg/e24.no)- Den kapitalistiske finanskrise som blev udløst i fjor efter sammenbruddet i det såkaldte subprime-kreditmarked – et omfattende kapitalistisk spekulationscirkus som ingen idag vover spå omfanget af – fortsætter .
Tvangsauktioner, konkurser , massefyringer sender tusinder af amerikanere ud i hjemløshed og arbejdsløshed. Millioner af fattige amerikanere som ikke har råd til at eje deres bolig er udset til at betale for finanskapitalisternes krise og fejlspekulationer.
I visse byer ligner hele kvarterer spøgelsesbyer – hvor halvdelen af beboerne er tvangsauktioneret ud af deres hjem – mens husene forfalder og kriminelle plyndrer de tomme huse sidder den anden halvdel der stadig har et hjem og ser gaderne forvandlet til kulisser for det kapitalistiske forfald og kriminalitet. Men nu bliver de finanskapitalistiske kreditselskaber på Wall Street og banker i Europa som i deres jagt efter hurtige profitter har skabt de “fordelagtige” “subprime”-kreditlån – stævnet af flere kommuner i USA, bl.a Deutsche Bank – en af Europas største banker har fået flere stævninger.

Det er en reaktion på det som siges mand og mand imellem at : “MAIN-street betaler regningen – mens Wall-street får milliarder i statsstøtte”

- – - Stadig stadig flere spørger sig selv om jubel-prognoser fra USAs ledende kapitalistiske banker har vært noe vel optimistiske.

Mandag morgen blev det kjent at USAs nest største bank, Bank of America, (BAC) leverer et resultat i første kvartal som er langt under analytikernes forventninger.

Resultatet for banken faller 77 prosent i forhold til samme periode i 2007. Aktien gik ned med 2,5 prosent.

Stort bedre går det ikke for Ohios største utlåner, National City. Banken faller til sitt laveste nivå på hele 17 år etter at de ble tvunget til at skære ned på selskapets dividende, altså selskapets inntekter fra aksjer.

Dystre ciffrer

Nu sælges aktien til udsalgspris :40 prosent lavere end aktieprisen ved børslukningen i sidste uge. Aktien rasede ned 21,6 etter at meldingen ble sluppet og er klokken 19:41 norsk tid ned 27,17 prosent, og står dermed for mandagens største fall på S&P.

Nedturen for to store amerikanske banker fører til at frykten nok en gang får fritt spillerom på Wall Street. S&P falt rundt lunchtider i New York med 0,4 prosent til 1.384,46 poeng. Dow Jones falt 0,36 prosent til 12.797,58 poeng, mens Nasdaq falt 1,7 prosent til 12.797,58.

- Vi kommer til å se langt flere dårlig resultater fra bankene og en god del flere nedskrivninger, sier analytiker Kevin Caron i til Bloomberg tv.

Flere nedskrivninger venter

Dette er et langt mer pessimistisk syn enn toppsjefene i JPMorgan, Goldman Sachs, Lehman Brothers og Morgan Stanley har uttrykt de siste ukene. En etter en har de påstått at vi har lagt bak oss det verste av kredittkrisen.

- Hvert kvartal har de spået at det værste er ovre. De siger at vi har taget afskrivningene og herfra er det rosenrødt. Og hvert eneste kvartal har de taget fejl. Jeg tror vi ser det samme igjen her, sier grunnleggeren av hedgefondet T2 Partners, Whitney Tilson, til Bloomberg.

I tillegg til de to nevnte bankene faller flere regionale amerikanske banker. First Horizon National i Memphis, Tennessee, Cleveland-baserte KeyCorp og Philadelphia-baserte Sovereign Bancorp rammes alle av investorenes frykt for videre kreditproblemer.

- Svagere resultat fra Bank of America svækker investorenes håb om at selskapet vil slippe fra problemene på de globale kreditmarkedene, siger analytiker Nicholas Mosley til MarketWatch.

Nye løgne fra regeringspartiet Venstres EU-ordfører: “fødevarepriserne er faldet i de lande, som har indført €uro”

7.jun 2008
Eftersom kritikerne af valuta-unionen i €uroland hvor EU´s kapitalistiske nøglestater følger Maastrich-traktatens kapitalistiske budget- og inflationsmål – ser ud til at vinde terræn er regeringspartiets Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen gået i panik idet han udtaler :

“Vores mission er nu at gå op imod de fordomme og fortælle fakta: Euroen er en af de stærkeste valutaer overhovedet, og fødevarepriserne er faldet i de lande, som har indført euroen,” siger Aastrup Jensen.

Er fødevarerpriserne faldet i Tyskland, Frankrig og Italien ?
Eurustat – EU´s egen statistik-organisation fortæller noget andet .
Derfor er der rejst en debat om, hvorvidt euroen vil medføre prisstigninger.
Samtidigt som flere af det kapitalistiske erhvervslivs trofaste- EU-støtter nu ser en fordel i at stå udenfor – ligesom England og Sverige. Aktuelt handler det om at Saxo-bankdirektøren Lars Seier Christensen har meldt ud, at kronen er mere holdbar end euroen. Det sker samtidigt som Saxo-direktøren ikke kommer med nogen kritik af indholdet i Maasstricht-traktaten som udgør grundlaget for €uro-valuta-unionen og den ærkekapitalistiske statsbudget´s og inflationsmål, og som Danmark i realiteten følger.

Kina: Fødevarer 22 % dyrere på et år

13.maj 2008 – 08:30 *

Inflationstakten steg igen i Kina i april, ifølge officielle beregninger. Fødevarepriserne lå 22 procent højere end for et år siden, mens stigningen i forbruger-priserne som helhed var 8,5 procent, en del mere end mange analytikere og regnedrenge havde spået.

Inflationsfaren fortsætter med at bekymre kineserne. Efter en lettere afmattning i marts tog pris-stigningstakten fart igen i april, ifølge officielle data som blev offentligjort samme dag som den ødelæggende jordskælv som ramte de indre dele af Kina.

I gennemsnit lå forbrugerpriserne 8,5 procent højere i april end et år tidligere, hvilket var noget højere end mange “eksperter og regnedrenge” havde forud-spået. Det er det næsthøjeste inflationatal som er er registreret de sidste tolv år, kun overtruffet i februar måned , også i år da Kinas forbrugerprisindeks steg med 8,7 procent.

Den ekstra høje inflationstakt i februari kan delvis forklares med effekter af den voldsomme snestorm i januari-februari. I marts afmattedes forbrugerprisstigningen til 8,3 procent, men i april steg dette tal igen, ifølge Kinas nationale statistik-kontor.

Det som er alvorligst er at levneds-middelspriserna fortsætter at stige kraftigt.
Det udhuler levevilkårerne for flertallet af kinesere – lavtlønnede arbejdere og bønder yderligere – for ikke at sige : skærer den ned mod minimum eller under.
I april var fødevarepriserne som helhed 22 procent højere end for et år siden, sammenlignet med 21 procent i marts. Flæskekød var 68 procent dyrere i april end for tolv måneder siden og grønsager har gået 14 procent op i pris. Nu vokser spørgsmålet om hvor meget kornpriserne i den kinesiske detaljhandel vil stige fremover, efter at kun at have gået op marginelt hidtil i år.

Hidtil er det næsten udelukkende fødevarepriserne som har drevet det kinesiske forbrugerprisindeks. Øvrige varer steg bare med 1,8 procent i april. Men spørgsmålet er om andre varer på det kapitalistiske marked – ikke mindst en række industriprodukter – vil blive fordyret i fremover efter alle prisstigninger på råvarer, energi og andre tilsatsvarer.

Som et forvarsel om flere prisstigninger blev det i fredags meddelt at Kinas producentprisindeks steg med 8,1 procent på årsbais fra i april i fjor til nu i april . Efter den besked erklærede den nye vice-statsminister Wang Qishan at staten behøver gribe ind for bremse investeringer i husbyggeri og fabriker. Samtidigt skal stigningen i pengemængden dæmpes og strømmen af udenlandske kapitalistiske investeringer skal kontrolleres hårdere for at begrænse mulighederne for at score kortsigtige profitter, oplyste Wang Qishan i fredags ifølge nyhedsbureau AP.

Det optrappede pres på priserne i Kinas kapitalistiske økonomi har fået adskillige økonomer til at efterlyse en hurtigere forhøjelse af den kinesiske valuta ; Yuan`ens vekselkurs for at dæmpe importudgifterne.
Men en dyrere Yuan vil gøre kinesiske varer i udlandet dyrere. Især det på det amerikanske marked vil kinesiske produkter blive dyrere da dollaren samtidigt falder i værdi. Kinas Nationalbank har bevidst holdt Yuan´en nede for at sikre afsætning for kinesiske varer i udlandet. USA´s og en af verdens største supermarkedskæder Wal-Mart – får hovedparten af deres varer produceret i Kina og har dermed både kunnet score store profitter og dumpe priserne i deres supermarkeder i Staterne.
Dermed er lønningerne i den industrielle vareproduktion på verdensplan blevet trykket ned. På den måde medvirker Kinas regering til et internationalt skruebrækkeri og løntrykkeri.
Igår reagerede Folkets Bank, Kinas nationalbank, med at forhøje reservekravet for landets banker med 0,5 procent sådan at de nu skal holde 16,5 procent af den indsatte kapital i reserve.

I marts erklærede statsminister Wen Jiabao at Kinas inflationsmål for i år er 4,8 procent. Men det bliver svært at klare, kommenterer statistik-kontorets chef-økonom Yao Jingyuan i søndags, ifølge avisen China Daily.

Inflation rammer især de fattigste lag i det kinesiske klassesamfund
Nogle eksempler på prisstigningstakten i Kina i april (prisniveauet samenlignet med samme måned ifjor). Stigningen i procent, ifølge Kinas nationale statistik-byrå:
• Flæskekød: 68 procent.
• Madolie: 47 procent.
• Stål: 41 procent.
• Råolie: 38 procent.
• Kul: 21 procent.
• Friske grønsaker: 14 procent.
• Forbrugerprisindex (inklusive mat): 8,5 procent.
• Forbrugsvarer (eksklusive mad): 1,8 procent.

Inflationen oppe i 8,5 % i Kina

12.maj 2008 – 1:34 *
Inflationen i Kinas kapitalistiske økonomi fortsætter med at gøre indhug i befolkningens husholdningsbudgetter. Den er ifølge de kinesiske myndigheder oppe i 8 og en halv %
på årsbasis udregnet efter prisstigningerne i april måned .
Det er den højeste inflation i næsten tolv år, ifølge den officielle kinesiske statistik .

Inflationen accellererer i Kinas kapitalistiske økonomi.

Nu advarer regeringen mod at der er brug for nedskæringer for få bugt med de økonomiske problemer som Kinas kapitalistiske økonomi er inde.

“Stigningen i forbrugerpriserne er stadig høje”, skriver landets statistikmyndighet i en pressemeddelelse og konstaterer at Kina ” fremover nøje må følge de kommende pristendenser samt prioritere kontrollen af prisudviklingen og af inflationen endnu mere en hvad der hidtil er gjort.”

En indirekte kritik af “KKP”- regeringens nærmest liberale passitivitet overfor den kapitalistiske prisudvikling.
På den anden side kræves der magiske evner for at kontrollere prisudviklingen i en “fri kapitalistisk markedsøkomi som ligger åben for import og eksport” af både inflation og forbrugsvaner

Asien: Højere fødevarepriser kan føre til bolig-krise

21.apr. 2008 – 21:23

Det kapitalistiske boligmarked i Asia har hidtil sejlet igennem den kapitalistiske finanskrise som en båd på et hav uden andet end småkrusninger. De højere fødevarepriser fører imidlertid til at det kan blåse opp til kuling.

- Høyere priser på mad og brænsel kan påvirke boligmarkedet negativt på flere måter, sier seniorøkom Prince Christian Cruz i Global Property Guide.

Høyere priser på disse varene vil ifølge Global Property Guide føre til høyere inflasjon og høyere rente.

- På makronivå kan høyere mat- og oljepriser føre til inflasjon. Da vil sentralbanken i landet trolig heve styringsrenten for å få kontroll over inflasjonspresset, sier Cruz.

Dyr ris

Asiatiske husholdninger er særlig utsatt for de seneste økningene i fødevarepriserne. Det siste året har risprisen steget med hele 90 prosent, ifølge FNs landbruksorganisasjon.

Dette innebærer at den essensielle ingrediensen i det asiatiske kjøkkenet ikke lenger er rimelig for den jevne asiater.

Samtidig har prisene på hvete, soyaolje, mais og sukker gått opp med henholdsvis 160, 104, 37 og 26 prosent, mens prisen på råolje har steget med nærmere 80 prosent det siste året.

Stærkt inflasjonspres

Dermed er inflasjonspresset stort for økonomier i Asia, som den siste tiden har opplevd en sterk vekst i boligprisene.

Ved utgangen av 2007 hadde boligprisene i Kina steget med hele 35,43 prosent i forhold til året før. I Singapore steg de på årsbasis med 31 prosent, i Hong Kong med 25 prosent og på Phillipinene med over 15 prosent.

I Kina har styringsrenten steget fra 3,3 prosent i mars i fjor til 8,3 prosent i år. I Hong Hong Kong har den steget fra 0,8 til 6,3 og i India fra 5,9 til 7,4.

Store rentehopp

Høyere rente har en negativ påvirkning på boligprisene fordi en får lavere investeringsvilje og konsum, som igjen påvirker folks vilje til å kjøpe ny bolig. Samtidig blir det dyrere å betjene boliglån noe som fører til at færre ønsker å belåne seg til over pipa.

- Situasjonen er uheldig fordi de fleste asiatiske boligmarkedene ikke har kommet seg siden finanskrisen i Asia i 1997, sier Cruz.

Selv ikke den rekordsterke boligprisveksten det siste året har fått prisene opp på nivået de lå på før Asia-krisen, påpeker han.

Global Property Guide mener at de lkapitalistiske boligmarkeder i Kina, India, Singapore, Phillipinene og Thailand er de som mest sandsynligt vil bliv er ramt af indstrammingen i pengepolitikken.

KIlder: Marthe Skaar/e24.no

Dollarens fremtid som verdensvaluta

13.Nov. 2007 – *

Nedenstående analyse fra en prokapitalistisk skribent og analytiker er skrevet i november sidste år hvor finanskapitalens profitkrise ikke var så akut som den er nu hvor Bush-regimet sætter hele den kapitalistiske stats troværdighed og naturligvis USA´s Nationalbankens livsvigtige dollarseddeltrykkeri ind med 700 milliarder i trykfriske dollar for at bringe finansbaronerne på bedre humør.
Det sker for at forhindre at finanskapitalens kvælertag på det kapitalistiske kreditmarked og pengeomløbet spreder sig til livsnerven: de produktive sektorer i kapitalistiske økonomi, hvor arbejderklassen skaber de virkelige værdier og . merværdien, profitterne til de kapitalistiske aktionærer og ejere.
Wall Streets profitkrise falder nu sammen med flere andre kriser: Fødevarekrisen,
med galoperende kapitalistisk inflation også på oliepriserne som udhuler både arbejderklassens levevilkår, men også presser profitterne i en række brancher , f.eks flybranchen; Stigende statsgæld og underskud på USA´s finanslov og betalingbalance, Altsammen peger i retning af at kapitalismen i USA er på vej ind i en langvarrig depression der kan udvikle sig til en revolutionær systemkrise.

KRONIK

The Death Of The Dollar

 

Little wonder that “The Death of the Dollar” was the headline story as I sat in the studios of the Fox Business Network yesterday. In the past few weeks, the greenback has hit parity against the Canadian dollar, and a record low against the U.K. pound, as well as the Australian and New Zealand dollars. The U.S. dollar index, which tracks its value against a basket of six leading currencies, has fallen to never-before-seen levels. For Americans, London has become as overpriced as Tokyo was in the late 1980s. And much like the Japanese then, Europeans traveling to the United States now fancy themselves as the planet’s über-rich.

“Death of the Dollar”: Doomsday for the United States?The dollar’s relentless descent has been greeted by barely concealed glee among the foreign press as a symbol of the decline of the United States. Readers’ comments on the London-based Financial Times Web site regularly call the United States “the next Argentina” — the poster child of how one of the world’s wealthiest nations has devolved into poverty and chaos. As one commentator put it: “yawn, America’s so yesterday, baby.” (sic).

The argument is familiar. Fears that U.S. subprime woes might push the U.S. economy into a recession are spooking investors holding U.S. dollar-denominated assets. The U.S. economy has become dangerously dependent on foreign capital. Foreign investors have (finally) tired of financing the profligate ways of the United States and are driving the dollar — the proxy of the economic health of the nation — even lower. After running current account and trade deficits since the early 1980s, the U.S. current account deficit ballooned to 7% of GNP. Foreign central banks — fearing the United States may not be able to repay its huge debts in outstanding Treasury bonds — are rushing to unload their greenback reserves. This will tip the Titanic that is the U.S. economy into the cold waters of economic depression. The crowds are rooting for the United States’ collapse on both sides of the pond. Harvard economist Ken Rogoff argues that the subprime mess has irretrievably tarnished the U.S. image as a global financial center. A few weeks ago, I attended a seminar on “Why the World Hates America” at London’s annual “Battle of Ideas.” There, everyone with a North American accent was quick to point out that they were Canadian lest they had to endure the shame of being American. Political scientist Andrei Markovits argues that anti-Americanism is the new anti-Semitism. Except anti-Americanism is not a sign of prejudice: it’s now a sign of sophistication.“Death of the Dollar”: Wishful Thinking…But like the presidential candidacy of my Harvard classmate Barack Obama, the talk about the demise of the United States is more about wishful thinking than what is really there. Yes, the dollar has declined. But it’s hardly fallen off a cliff. It may have hit record lows against the euro, but the euro is a young currency. It’s only if you look at the short term, say, since January 2002, that the dollar’s fall against the euro seems out of whack. Turns out, the value of the dollar in euro, (assuming the German mark transformed into the euro on January 1, 1999), is about the same as it was in the mid-1990s. According to research by Brown Brothers Harriman, the now-defunct German mark hit a record high in 1995 that would be the equivalent of a euro level of $1.4575. Yesterday, it closed at $1.4576.

Nor is a weak dollar all bad news. A weaker currency provides a boost to the U.S. economy, making U.S. exports more attractive at a time when consumer spending is slowing down and the housing market is a drag on growth. Thanks to a weaker dollar, growth in U.S. exports is already shrinking America’s external deficit. During the past three quarters the deficit has been cut by $119 billion, falling from about 6% of gross domestic product to 5%. The adjustment appears to be continuing as the U.S. trade deficit narrowed by a stronger-than-expected $56.4 billion in September. The federal budget deficit has also come down sharply to 1.2% of GDP, well below its historical average. Meanwhile, U.S. economic growth numbers were revised upward from 3.1% to 3.9% in the third quarter of 2007. U.S. worker productivity in the third quarter rose to 4.9%, the strongest pace in four years. The United States also was rated the #1 most competitive economy in the world by the World Economic Forum. None of that sounds like “the next Argentina” to me.“Death of the Dollar”: … And A Great ExaggerationSo what accounts best for the dollar’s recent rout? The Fed’s recent interest rate cuts mean that global funds are flowing away from U.S.-denominated assets. At the same time, based on purchasing power parity — the long-term value toward which currencies should converge — the euro and the New Zealand dollar are now 25% to 30% overvalued, while the Japanese yen is 30% undervalued against the U.S. dollar.

And while the op-ed pages of European business publications celebrate the current bout of dollar weakness as a metaphor for the decline of the U.S. Empire, they should be careful what they wish for. French President Nicolas Sarkozy – in a remarkably engaging speech to the U.S. Congress that is well worth watching – already has lamented the negative effects of the high euro exchange rate. European triumphalism notwithstanding, if the dollar gets much weaker, European economies could go into a tailspin. Calling the direction of currencies is notoriously difficult. The U.S. dollar — and the United States itself — is as hated as it has ever been in recent memory. Yet all is not as it seems. In what was the most widely read story on the financial Web sites last week, it was reported that supermodel Giselle stopped taking payments for her work in U.S. dollars. Turns out the whole story was a figment of a Brazilian blogger’s imagination. In that way, it sounds much like the arguments made for the “death of the dollar.”

Underskrevet Nicholas A. Vardy

Polen:”Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)

- KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden konservativ gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.   

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor flertallet af de stemmeberettige: 59% ; blev hjemme. Dvs. regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne ikke udgjorde meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettige polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

“Stocznia Lenina” – På Lenin-Skibsværftet byggede arbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig : Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister.

Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til udenlandske banker løb op i ca 330 milliarder Dollar~1800 milliarder kr. i 1980`erne. – Efter at Gomulka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart. Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse at betale regningen til de kapitalistiske storbanker gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød.Det udlyste først strejker i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin under sommeren 1980. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
*- – - – — – -
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December.For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte de kapitalistiske renter på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i udlandet for at undgå et sammenbrud for den  ”nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning”, hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.          

Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981. Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)Under krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

ORIGINALTELEGRAM:Legendary Gdansk Shipyard being sold to Ukranian company The EU has demanded the shipyard cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity.The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti.Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday.In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *    BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa   Partilederen Władysław Gomułka – som forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva . Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker. Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz). Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen. Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt. Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød etc. var varer som de statslige butikker var underforsynede med.” Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken. Sie streikten dennoch.Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Der Præsident, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen.Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“. Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau.Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten.Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.

DDR Historie Del III

Juni 2003 *

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *

” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:

Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

“- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt

Del III (Afsluttende)

Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« den 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistisk hetz.
Vi bringer en artikel af Kamerat Waltraud Aust, som første gang blev offentliggjort i 1983 i KPD´s teoretiske organ , »Kommunistische Hefte«.
Waltraud Aust oplevede selv den 17. Juni med egne øjne og ører. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.

16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee

Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst. Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole »Nieder mit den Normen. Streikt« Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. In einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den »goldenen Westen« getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.

Provokateure werden festgenommen

Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor die Werkstore zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie »Nieder mit der Regierung«, »Nieder mit den Normen«, »Wir wollen freie Wahlen« und ähnliche.

In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vor dem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt weiter. Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:

Befehl des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:

1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953.

-
Den Røde Hær´s kampvogne patruljerer i Berlins gader i juni 1953.

-
Militærkommandanten i Berlins sovjetiske sektor
Generalmajor Dibrova

Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr »Eigentum« wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten »Ostwerte« um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der »Tag X« bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.

Eine Kluft zwischen der Partei und den Massen

Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde. Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300 000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Warnke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: »Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen«. Oder »Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen«.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: »Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …«
»Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen.
Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauern und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.«
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als »Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni« verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander, in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.

Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne.
Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?

• Waltraud Aust

Ovenstående artikel blev trykt første gang i KPD´s teoretetiske organ Kommunistische Hefte nr.9/2003 .
KPD _ Tysklands Kommunistiske Parti – skal ikke forveksles med det revisionistiske “Deutsche Kommunistische Partei” D.K.P. – som blev oprettet i 1968 som et led “afspændingen” mellem øst og Vest: DKP blev godkendt som et legalt “kommunistisk” parti og støttet både af Natolandet Vesttysklands socialdemokratiske regering og Brezhnjev-regimet i Sovjetunionen. DKP blev legaliseret som et forfatningstro og statsanerkendt “kommunistisk alternativ.  Samtidig blev forbudet mod det revolutionære forfatningsfjendtlige KPD opretholdt. Alene bogstaverne K.P.D. gav den slagne (i Anden Verdenskrig) kapitalistiske overklasse i Tyskland minder om deres nazistiske fortid og “nederlaget til den Kommunistiske Internationale”