9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938
9.Nov 2009 – 20:34
71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!
Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.
Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.
So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.
Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.
Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.
Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.
Ny massakre i USA: TRETTEN dræbte på militærbase i Texas
5.Nov. 2009
USA´s krig og terror mod Iraks og Afghanistan folk får følger i Terrorismens hjemland:
13 dræbte og 30 sårede i nyt amerikansk blodbad
TEXAS; (US Army): Masakren på USA´s største militærbase, Fort Hood, godt 100 km nord for Austin i Texas, har indtil nu kostet 13 mennesker livet. Yderligere 30 er sårede i blodbadet
Blodbad i Irak, Afghanistan . . . og i USA.
Krigen og terroren i Irak og Aghanistan blev pludselig virkelighed for de soldater og officerer fra USA-hæren , som var samlet på Fort Hood for at gennemføre en militær-ceremoni som skulle sende dem afsted for at deltage i Bush/Obama-regimets krig mod Iraks og Afghanistans folk.
En 39 årig oberst ødelagde afskeds-forestillingen da han åbnede åbnede ild inden ceremonien var indledt. Amerikanske medier rejser spørgsmålet om hvordan en enkelt officer elene kunne afstedkomme en sådant blodbad. Og talsmænd for US Army vil ikke afvise at flere blev dræbt af hvad der kaldes “friendly fire”, altså kugler fra andre bevæbnede der også åbnede ild under ceremonien. Amerikanske medier stiller derfor spørgsmåltegn ved om den 39 årige oberst kan gøres ansvarlig for alle ofre.
Fra militærbasen Fort Hood er tusinder af soldater blevet sendt i krig i Irak og Afghanistan.
Alle dræbte, undtagen to civilke – var soldater på vej til Irak og Afghanistan. Gerningsmanden – en 39 årig amerikansk officerer – født i Virginia i 1970 var selv på vej til at blive sendt i til Afghanistan – mod hans vilje.
Ifølge Sky News opholdt et større antal civile sig inde på militærbasen, i anledning af den planlagte eksamensceremoni.
USA´s største militærbase ; Fort Hood huser omkring 5.000 officerer i aktiv tjeneste og godt 45.000 som nyrekruterede
på vej til krigen mod Iraks og Afghanistans folk. Hood-Basen – er hovedbase for US´s Army udsendingen af soldaster til Irak og Afghanistan.
Dagens massakre er heller ikke den første blodige hændelse på basen.
I september 2008 skød en soldat en en officer ihjel inden han tog sit eget liv.
Samtidig minder massakren amerikanerne om andre massenedskydninger i det som også kaldes United Armed States, f. eks de 13 dræbte på et center for immigrants i nærheden af New York i April, the deaths of 10 during a gunman’s rampage in Alabama in March, and 32 people killed at Virginia Tech, the deadliest shooting in modern American history.
Mere info på vej/JR
Kilder: New York Times, Sky News, US Army
Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede
6.Sep-2009 -
Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde
DORTMUND (Rote Fane) Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i den vesttyske by Dortmund´s gader. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op inde i Dortmund´s centrum med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP
ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)
Birmingham:90 anholdte under sammenstød mellem højreradikale og antifascister
6 Sep 2009 – 10:10
DET nye Europa: Racistiske sammenstød i Birminghams gader.
Flasker og mursten fløj gennem luften ved et sammenstød mellem unge mennesker og en gruppe højreradikale, som var samlet i den brittiske storby Birminghams centrum, lørdag eftermiddag.
Samtidigt som den kapitalistiske krise, massearbejdsløsheden og nedskæringer af dagpenge tvinger millioner af mennesker til at leve i den yderste nød og fattigdom i storbyer optrapper de fascistiske dækorganisationer deres rascistiske og voldelige aktiviteter som det skete i Birminghanm i Weekenden.
Flaskerne for gennmem luften mellem de højreradikale og deres modstandere mens murstenene blev rettet mod politiet som greb ind ind. Godt 200 personer deltog i “opgøret” som udviklede sig til slagsmål. Politiet arresterede flere end 30 personer.
Sammenstødet begyndte med at en lille, højreradikal gruppe af “antimuslimer” som kalder sig English Defence League protesterede mod hvad de kaldte “militante islamister”.
Birminghampolitiet måtte hente forstærkning fra tre andre distrikter for at forhindre at sammenstødene skulle udarte til egentlige borgerkrigslignende tilstande. For at forhindre yderligere sammenstød var uropolitiet udstationeret i alle byens kvarterer. * * *
Kilder: The Times:90 anholdte under højreradikal demonstration i Birmingham Ø Ø Ø
BBC: Sammensrtød mellem højreradikale og antifascister:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/england/west_midlands/8239818.stm
Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre
April 2009 -
Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser
Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.
Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.
Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.
Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris
Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.
I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.
Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.
Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).
Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.
N O T E R -
*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.
Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) . * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)
Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)
Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen
New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.
*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. |
Afghanistan: Polsk besættersoldat dræbt
11.Aug. 2009 – 09.18
32-årige Kaptajn Daniel Ambrozinski :tiende polske offer for USA´s og Nato´s militære besættelsesoperation i Afghanistan
Kaptajn Ambrozinski blev meldt savnet igår i Ajuristan-området hvor hans deling, en styrke på omkring 60 soldater, både polske besættelsesstyrker og afghanske kollaboratør-troper blev angrebet af afganske modstandsstyrker.
DE afghanske partisaner som angreb de polsk-afghanske besætterstyrker tilføjede Nato-styrkerne svære tab, udover den dræbte polske soldat, blev yderlige fire polske og otte afganske soldater såret i den seks timer lange ildkamp. Natolandet Polens Udenrigsminister Radek Sikorski var synligt rystet da han om modstanden udtalte :
“Det var den mest violent shoot-out since our troops started military operations in Afghanistan”
Polen har som lydig Nato-satellitstat sendt 2000 soldater ind i Afghanistan for at hjælpe USA med at holde landet besat, sikre en USA-venligt regime og undertrykke den folkelige modstand mod USA´s “befrielsesprojekt som af Nato kaldes “international sikkerheds styrke” _ “International Security Assistance Force (ISAF)
Tidlig tirsdag morgen blev Kaptajn Daniel Ambrozinski fundet død, efter en omfattende eftersøgning af både Polish-Afghan-American squad at 2.30 CET after an all-night search. Den 32-årige Kaptajn Daniel Ambrozinski blev dermed den tiende polske soldat hvis sidste rejse bliver den flere tusind kilonmeter lange rejse til hjemlandet. Han efterlader sig kone og to børn.
Det fremgår ikke af de officielle pressemeddelelser hvor mange afghanere – ubevæbnede civile såvel som modstandskæmpere – Kaptajn Daniel Ambrozinski selv har dræbt , såret eller tortureret.
Ambrozinski, trænede Afghan troops, was shot dead when a patrol comprising dozens of Polish and Afghan troops was attacked by the Taliban. According to Lieutenant Colonel Dariusz Kacperczyk, the spokesman of the Operational Headquarters, Polish soldiers were patrolling the area as part of the “Over the Top” operation which had been conducted there since Mid-July. It was an uneven fight. There were twice more Taliban than Polish soldiers and the rivals had heavy weapons.
. Recently, the Polish contingent has set up their base in the Ajuristan region. So far, ten Poles have been killed in the course of Polish mission in Afghanistan.
The Polish Ministry of Defense is considering adding 200 more troops to the Polish units already present in Afghanistan. (mg/di/mmj)
Poland’s Defence Ministry says a Polish soldier has been killed in an exchange of fire with the Taliban in Afghanistan.
in the eastern Ghazni province, the ministry says.
Deputy Defense Minister Stanislaw Jerzy Komorowski says Ambrozinski was member of an Afghan-Polish foot patrol of 50 troops that came under Taliban fire. Ambrozinski was initially considered missing. He is the 10th Polish soldier killed in Afghanistan since March 2002.
Four other Polish troops were injured in the exchange of fire. / / / Slawek Szefs.
Polski Radio : Dramatyczne wieści z Afganistanu. Patrol z polskimi żołnierzami wpadł w zasadzkę talibów w wiosce w górzystej prowincji Ghazni. Rozpętała się bitwa. Czterech Polaków jest rannych, ale – co najgorsze – w czasie walki zaginął jeden z naszych żołnierzy. . . . ..
Mieszany polsko-afgański patrol patrolował trudny teren wokół położonej w wysokich górach bazy w miejscowości Sangar w Adżiristanie, w północno-zachodniej części prowincji Ghazni. Grupa około 60 żołnierzy, w tym kilkunastu Polaków z zespołu doradczo-szkoleniowego, poruszała się pieszo. Kiedy nad ranem czasu afgańskiego żołnierze weszli do małej wioski, wpadli w zasadzkę talibów. Rozpętała się strzelanina. /AP
_ _ ___ __ _ __ _ _ __ _ _ _ _ __ _ __ _ _ __ _ __
Afghanistan : Modstandsgrupper angriber hovedstaden med raketter
4.August. 2009 17:12
KABUL ( – ) Militante oprørsgrupper angreb i dag, tirsdag den afghanske hovedstad Kabul med mindst ni raketer.
Angrebet viser at “talibaner” og andre modstandsgrupper er i stand til at slå til mod hovedstaden hvor den USA-indsatte
præsident Karzai – også kaldet Kongen af Kabul – har forskanset sig.
Flere af raketerne slog ned i området hvor Nato-styrkernes højkvarter og flere udenlandske ambassader ligger.
Modstandsbevægelsen Taliban angreb idag Kabul for første gang, med raketter fra bjergene omkring den afghanske hovedstad. Taliban hævder at de skød tolv raketter. Politi i Kabul hævder at det drejede sig om mindst ni.
To af raketterne slog ned på det såkaldte diplomatstrøg Wazir Akbar Khan; en af dem omkring 100 meter fra USA´s ambassade, i nærheten av et hospital, oplyser politichef Sayed Abdul Ghafar til Reuters. Området huser også hovedkvarteret for Nato-styrken Isaf. Mindst én raket ramte i nærheden af den internationale lufthavn, godt 16 kilometer fra byen.
Bemærkelsesværdigt raketangreb
Dette er det første større angreb i år mot Kabul, som tidligere har vært hjemsøgt av modstandsbevægelsens martyraktioner, bilbomber og attentatforsøg mod præsident Hamid Karzai. Karzai er de vestlige besættelsesmagters favoritkandidat stiller til valget den 20. august.
Det bemærkelsesværdige er at det tog halvanden time fra første til sidste raket, med tanke på den korte afstand til USA´ største flybase i Bagram, stik nord for Kabul, og basen på lufthavnen i Kabul.
Under den sovjetiske hærs besættelse blev Kabul sjældent angrebet med raketter fra bjergene omkring Kabul . Hovedstaden blev først lagt i grus under borgerkrigen under Mujahedin-regimet (1992-96) indtil Taliban indtog byen i oktober 1996.
Guvernør Mohammad Halim Fedaye i Maidan-provinsen, rett vest for Kabul, unnslapp uskadd fra en veibombe tirsdag. Angrepet er en del av Talibans opptrapping foran det USA- og Nato-regisserte valget under full okkupasjon. Taliban har oppfordret folk til å boikotte valget.
Forrige søndag overlevde Karzais visepresidentkandidat, Mohammad Qasim Fahim, et liknende attentatforsøk i Kunduz-provinsen i nord. Krigsherren Fahim er tidligere forsvarsminister og kommandant i Nordalliansen,
Fire dager før ble den tidligere Taliban-kommandanten mulla Salam Rocketi, en av Karzais 38 utfordrere, utsatt for bakholdsangrep på vei til Kabul fra valgkamp i den nordlige Baghlan-provinsen.
Motstand
US Marine-soldater , med kamperfaring fra Irak, har allerede varslet at modstanden de møder i Afghanistan, er « hårdere» end i Irak. Sergant Jacob Tambunga, troppechef i Kompani C i 1. batalion af 5. Marine-korps, oplyser til New York Times at de tre angreb han oplevede i Helmand-provinsen i syd, varede længere end noget angreb han oplevede i den urolige Anbar-provinsen vest i Irak.
- Dette er to forskjellige verdener. I Irak angreb de og stak af. De her fyre bliver og manøvrerer mod os, siger han til avisen.
- Det var ren held at vi ikke havde langt større tab, tillægger Sergant Brandon Tritle, troppeschef i Kompani C .
- Hvis de havde haft bedre våben, ville vi være i alvorlige vanskeligheder, siger en Marines til NY.Times.
Blodig juli
71 soldater fra Nato-koalitionens besættelsesstyrker blev dræbt i juli. Det er det største tab i nogen måned i den snart otte år lange krig, «en krig som allerede er en av de længste i USAs historie», konstaterer Washington Post.
41 af de dræbte var fra USA, 22 fra Storbritannien. Tre amerikanere blev dræbt lørdag, tre søndag i den nye måned.
Kilder: Klassekampen/Reuter/New York Times/Washington Post
Skærpet politisk krise i Nepal: Hærchefen nægter at afgå
22.Maj 2009
Prachanda afgår i protest – krisen i Nepal skærpet
Nepals “kommunistiske” statsminister, den maoistiske leder Pushpa Kamal Dahai, bedre kendt under hans nom de guerrre Prachanda, afgik mandag den 4.maj. Det sker i protest mod at hærchefen for Nepals militærstyrker og de politiske kræfter der modsætter sig afgørende demokratiske ændringer af Nepals hær, nægte at følge den nepalesiske regerings beslutning om at afskedige hærchefen. Den konstitutionelle præsident Ram Baran Yadav greb ind i den politiske beslutning og nedlagde veto mod regeringens beslutning om at afskedige hærchefen Rookmangud Katawai.
Det ville svare til at Kongeriget Danmarks statsoverhoved Dronning Margrethe nægtede at underskrive Folketingets beslutninger og dermed “enevældigt” blokerede for hvad der på grundlovsmøder kaldes Danmarks “demokratiske” tradition. I modsætning til Nepal´s nye republikanske forfatning, kræver Danmarks monarkistiske grundlov Dronningens underskrift af alle nye love for at de skal træde i kraft. En lov der ikke er underskrevet af den danske monark er med andre ord “grundlovsstridig”. Med andre ord har den danske monark en grundlovsfæstet ret til at indlægge veto mod enhver lov som hun og hendes kapitalistiske klassefæller finder “forkert” “uretfærdig” “kommunistisk” , “stalinistisk” eller “i strid med menneskerettighederne” eller hvad de reaktionære kræfter kan finde på for at forsvare deres klasseinteressr og privilegier.
Prachanda – Nepals Statsminster og leder for NKP(m) Nepals Kommmunistiske Parti (maoister) bekendtgjorde sin beslutningen om at afgå som Premierminster i en tale til nationen i mandags, mindre end et døgn efter at to af NKP(m)´s koalitionspartnere i den nepalesiske regering , deriblandt det revisionistiske Nepals Kommunistiska Parti-Forenede Marxist-leninister), som i daglig tale går under navnet UML, havde forladt regeringen i protest mod hærchefens afskedigelse.
Dermed bekræfter de revisionistiske ledere i UML at de ikke er en pålidelig revolutionær kraft, men en vaklende småborgerlig gruppering.
Prachanda – Nepals afgående Statsminster beskrev præsident Yadavs beslutning om at stoppe regeringens afskedigelse af hærchefen som ”anti-konstitutionelt”, som et slag mod demokratiet, fredsprocessen, og den nye nepalesiske republik og bad ham om at trække beslutningen tilbage.
Prachanda gik til angreb på det erklærede Kommunistiske Parti – kaldet NKP-UML, som siger en sag den ene dag men bakker den næste dag efter være udsat for pressionm fra udenlandske magter. Hvilke magter blev ikke udtrykt direkte i talen, men det er åbenlyst at Prachanda talte om indisk og vestlig indblandning.
”Vi vil ikke tillade indblandning i Nepals indre anliggender.”
Regeringens afgang er kulminationen på kraftmålingen mellem de revolutionære kræfter, de vaklende småborgerlige reformistiske kræfter og de gamle reaktionære kræfter som stadig har kontrollen over hæren.
Forfatteren Basanta Lohani, fra hovedstaden Kathmandu, skriver i Nepal News: ”Jeg støtter regeringens beslutning om at afskedige hærchefen Katawai, ikke fordi han fortjente at blive afskediget men fordi at de udenlandske herrera diktat skal stoppes et eller andet sted inden dette land forvandles til en fuldstændig satellitstat. Den udenlandske indblandningen er blevet for stor under disse år. Nu er der nok.”
Basanta Lohani fortsætter: ”Maoisterne har udvist et fantastisk mod. Også når de var fuldstændigt isolerede fra de andre, så stod de imod og tillod ikke at den udenlandske indflydelse skulle sejre denne gang.”
Ifølge fredsaftalet skal de nitten tusind (19.000) soldater i Folkets befrielsehær integreres i den nepalesiske hær, noget som hærchefen og de reaktionære magtstrukturer modsætter sig.
Kampen om kontrollen over hæren bliver nøgle-spørgsmålet i Nepal i de kommende måneder.
Nej til demokratiske reformer af hæren
I talen konstaterede Prachanda at : > > > > > > >
”Den interimistiske konstitution giver ikke præsidenten nogen beføjelser til at agerr som et parallelt magtcentrum…Spørgsmålet om et civilt styre over den nepalesiske hær har været et meget følsomt emne lige siden Nepal blev udråbt til republik.” ( 2008, overs. anm) . . . . . .
”jeg håber at min afgang vil skabe en positiv mulighed til at løse op for det nuværende dødvande.”
Efter Prachandas og NKP(m) afgang står landet uden regering, og partiet ved at de andre potentielle regeringspartier ikke har tilstrækkeligt med pladser for at kunne deres egen regering.
Siden valget i april sidste år har maoisterne gennemført en succerig kampagne for monarkiets afskaffelse, men de gamle kræfter støttet af udenlanske magter (Indien og vestmagterne) modsætter sig at den gamle kongelige hær “reformeres i demokratisk retning. Det gælder også maoisternes og de revolutionære kræfters kamp for at gennemføre en jordreform til gavn for det store flertal af arbejdende og kasteløse i Nepals landdistrikter.
Allerede i løbet af mandagen indledte NKP(m) og de revolutionære og demokratiske kræfter de første masseprotester mod reaktionens obstruktion af den demokratiske proces i Nepals gader. Kampen om statsmagten og hvilken vej Nepal skal gå fortsætter.
Borgerlig-refomistisk front mod maoisterne i Nepal
Søndag den 17. maj gik hele 300.000 mennesker ud på gaderne i Nepals hovedstad Katmandu for at demonstrere sin støtte for maoisterne i den pågående kraftmålning overfor Indien og dets nepalesiske allierede og håndlangere.
Kraftmålingen kom for alvor til udtryk i begyndfelsen af maj hvor præsident Ram Barad Yadav i strid med forfatningen vægrede acceptere den maoistiske regerings beslutning om at afskedige hærchefen, general Rookmangud Katawal. Under krigen blev han berygtet for sin brutalitet mod de fattige som støtter NKP(M); Nepals Kommunistiske Parti (Maoister) .
Gennem at afgå som Statsminister den 4 maj har lederen af NKP(M) Prachanda bevidstgjort folket om forskellen mellem at bare at indehave regeringsmagten i en borgerlig stat og at have magten i en socialistiske stat efter en revolution. Den borgerlige stat er afsløret som en klassestat i Nepal. Maoisterne og de progressive kræfter har gennemført omfattende folkelige manifestationer mod det som beskrives som et kup mod Nepals legitime progressive regering.
Antimaoistisk regering
Mandag 25 maj blev Madhav Nepal indsat som Statsminister. Han har oprettet et provisorisk minikabinet på tre personer, som senere skal udøges. Madhav Nepal repræsenterer højrefløjen i det splittede revisionistiske “Nepals kommunistiske parti – Forenede marxist-leninister (UML)” og var partiledere frem til valget i april 2008. Efter at have tabt til maoisterne i to valgkredse afgik han.
Efter mycket schackrande och med indisk inblandning har Madhav Nepal nu fått stöd av 22 av parlamentets 24 närvarande partier. UML har tillsammans med det Nepal´s socialdemokratiske Kongressparti, en række småpartier som gamla rojalister, etniska chauvinister og en del erklærede venstreorienterede partier oprettet hvad de kalder en ”Demokratisk Allians”.
Denna uhellige alliance savner en politisk plattform och riskerar at blive sprængt i atomer ved mindste påfrestning. Den principløsa alliansen er kun enige i et spørgsmål, at stoppe maoisternes kamp for at gennemføra demokratiska och sociala reformer.
Sitter inte länge?
Med det kommunistiske partis (maoisterne) dominans af det udenomparlamentariske liv, og med 40 procent af parlamentets pladser, vil den borgerligt-revisionistiske Madhav Nepals- regering ikke overleve særlig lang tid, trods udenlandsk imperialistisk støtte.
South Asia Analysis Group, som står nær det kapitalistiske Indiens etablissement, indræmmer det med disse ord: . . . .
”Med tanke på de interne modsætninger og den fuldstændige opposition fra landets største parti, maoisterne, er det ikke klart hvor længe regeringen vil kunne sidde.”
Nepals og maoisternes svaghed er den nepalesiske arbejderklasse svaghed. Der findes ingen storindustri af betydning. Og derfor intet sværindustrielt proletariat til at føre revolutionen fremad og fastholde det kommunistiske perspektive for klassens allierede i andre klasser og for det maoistiske parti. Uden en arbejderklasse er snakken om en socialistisk revolution rene idealisme og skrivebordsteorier. Nepal er et af verdens fattigste lande. Store dele af Nepals arbejderklasse arbejder i udlandet og Nepal er afhængig af de pengeoverførseler som de udvandrede arbejdere sender til deres familier og slægtninge i hjemlandet. Nepals elite: kapitalistiske og feudale overklasse og deres partier føler deres privilegerede stilling sikret i kraft af støtte fra det kapitalistiske vesten og Indien, mens Nepals største parti (NKP(M) oh de progressive og revolutinære kræfter ikke har nogen udenlandsk allieret af betydning, selvom en række venstregrupper, (ikke kun maoister) og progressive politikere rundtom i Asien har protesteret mod kuppet mod maoisterne, Nepals regeringsparti men disse har ikke samme geopolitiske pondus som hvis Rusland/Kina eller USA slog i bordet for det demokratiske proncip at generaler vælges af politikere ikke af hæren eller af enevoldskonger eller præsidenter. Desuden er det havneløse Nepal helt uafhængige af Indien med hensyn til handel l handel og energitilførsel som går gennem Indien.
Nabolandet mod nordøst, Kina, “blander sig ikke i Nepals indre anliggender” , hvis ikke Kinas interesser i Tibet trues. Det er et faktum som Indien forholdt sig til i sin taktik. Man udøver en grov pression mod Nepal uden dog (endnu) at gå til direkte militære intervention mod maoisterne. Også fordi det skulle skabe problemer for Indien både i Peking , Moskva og Washington. * * * * – – – – - – – – – - –
BAGGRUND 2 (klassekampen.no skriver:
President Ram Baran Yadav bad søndag general Rookmangud Katawal om at bli i stillingen som forsvarssjef, etter at statsminister Pushpa Kamal Dahal, bedre kjent som Prachanda, hadde bedt ham om at gå av. Ifølge presidenten, som har vært en framtredende politiker for opposisjonspartiet Nepali Congress (NC), er avskjedigelsen av Katawal grundlovsstridig. Som øverstkommanderende for de væpnede styrkene, er det han som sitter med den avgjørende beslutningen.
I går kom Prachandas respons: Han trekker seg fra stillingen som statsminister.
- Presidentens handling er et angrep på det unge demokratiet og fredsprosessen. Interimsforfatningen gir ikke presidenten rett til at agere som parallell makt, sa Prachanda i sin avskjedstale.
Intens feide.
President Yadav grep inn på oppfordring fra atten partier i den grunnlovsgivende forsamlingen, blant dem CPN – United Marxist-Leninist (UML) og det største opposisjonspartiet NC. Forsvarssjef Katawal hadde da nektet å akseptere avskjeden.
Søndag var det Prachandas tur til ikke å akseptere brevet med ordren fra presidenten. Han mener at presidentens inngrep er forfatningsstridig, fordi Nepal har et regjeringsbasert styresett hvor presidenten spiller en seremoniell rolle.
Ifølge maoistlederen handler spørsmålet om forsvarssjefens posisjon om «at opprettholde den sivile overhøyheten» over de væpnede styrkene. Katawal er en innbitt motstander av å integrere maoistenes Folkets frigjøringshær i regjeringsstyrkene.
Det har ført til en rekke kontroverser mellom forsvarssjefen og maoistenes forsvarsminister Ram Bahadur Thapa («Badal»). Katawal rekrutterte vel 2800 nye soldater – i strid med 12-punktsavtalen som ligger til grunn for fredsprosessen. Høyesterett valgte likevel å godkjenne rekrutteringen fram til da.
Deretter forlenget Katawal tjenestetida til tre pensjonerte brigadegeneraler, gamle monarkister, med tre år uten å konsultere regjeringen. Igjen kom høyesterett, en «overlevning» fra det gamle regimet, Katawal til unnsetning.
Maoistene mobiliserer
Ledelsen i maoistpartiet («Maobadi») betegnet i går presidentens beslutning som «et kupp». Informasjons- og kommunikasjonsminister Krishna Bahadur Mahara sa etter møtet at maoistene vil motsette seg presidentens beslutning i gatene, i parlamentet og i retten. Han mener at presidenten undergraver folks ønsker og fredsprosessen.
Prachanda har snakket med riksadvokat Raghab Lal Baidya om mulighetene for å gå til rettslige skritt mot Yadav. Medlem av sekretariatet, Top Bahadur Rayamajhi, vil stille presidenten for riksrett.
Lila Mani Pokharel, medlem av maoistenes sentralkomité, går langt i å hevde at visse partier har villet ha en konfrontasjon mellom maoistene og hæren for å utløse et «valgforberedende» kupp som i Bangladesh. Pokharel retter fingeren mot blant andre Surya Bahadur Thapa, lederen for det monarkistiske Rastriya Janashakti Party (RJP).
«Grensemarkering»
Etter tretten dager i håp om i det minste å få UML og de andre regjeringspartiene med seg, om ikke NC, ga Prachanda opp forsøket på å oppnå konsensus for å sparke Katawal. Forsvarssjefen har blitt en merkesak for Maobadi – både innad i egne rekker, hvor Prachanda har blitt kritisert for å være svak overfor opposisjonen, og overfor UML. Omdanninga av regjeringshæren er et nøkkelspørsmål i fredsavtalen, og Katawal har direkte utfordret regjeringen gjennom sine beslutninger.
Gjennom oppgjøret med Katawal har maoistene indirekte bedt UML om å velge side. Mange maoister nedover i rekkene har hatt vansker med «konsensus»-linja til Prachanda i regjeringen.
Nå ble UML konfrontert med samme valg: Å gå sammen med Maobadi om å omforme Nepal til en ny stat eller å dekke seg bak «konsensus» og bli med NC og andre opposisjonspartier langs en helt annen vei ut fra «minst felles multiplum»?
UML
UML begrunner sitt uttog av regjeringen med at maoistene brøyt konsensus.
- Tida har kommet for å skape en ny allianse med alle partier med nasjonal konsensus, proklamere UMLs generalsekretær Ishwor Pokharel etter at partiet trakk seg ut.
UML har vært splittet i synet på Katawal. Innenriksminister Bam Dev Gautam som nå har gått av, ville ha forsvarssjefen sparket. Det samme skal ha vært tilfelle med Pokharel.
Da partilederen Jhala Nath Khanal kom tilbake fra Kina, la UML fram sitt eget forslag: Å avsette Katawal og nestkommanderende Kul Bahadur Khadka som maoistene ville ha på posten, og forsvarsminister Badal.
Det skulle bane vei for nr. 3 i generalstaben, generalløytnant Chhatra Mansingh Gurung. Både «Badal» og Khadka motsatte seg forslaget som helt åpenbart var å plassere UML i posisjon.
UML har fått med seg minoritetspartiet Madhesi Janadhikar Forum (MJF), Sadbhavana Party og CPN (Samyukta/United) ut av regjeringen og er klar for koalisjonsforhandlinger med NC. NC er imidlertid større enn UML og vil kunne komme til å kreve statsministerposten som Khanal lenge har villet ha.
NC tar trolig med seg Terai Madhesh Loktantrik Party (TMLP), Rastra Prajatantra Party (Nepal) og andre småpartier inn i regjering fra opposisjonen.
India har gitt klarsignal til en ny regjering, skriver Times of India. Det blir bekreftet av nepal News. Indias ambassadør Rakesh Sood var raskt ute med full støtte til forsvarssjefen og kom med klare advarsler om at regjeringen ville bli felt dersom Katawal ble avsatt etter å ha vært i New Delhi og konsultert med utenriksminister Pranab Mukherjee.
Å sparke Katawal har blitt et spørsmål om «nasjonalitet og suverenitet», erklærte maoistene sekretariat fredag. Det stemplet UML og NC som “mellemmænd for indisk ekspansjonisme”.
* * * * * * * * * * * * * * * * *
Den konstitusjonelle krisa i Nepal skjerpet seg ytterligere i går, da maoistene varslet at de vil lamme parlamentet inntil president Ram Baran Yadav unnskylder for å ha nektet regjeringen å sparke Nepals forsvarssjef, general Rookmangud Katawal.Uthalingstaktikk
Nepals forente kommunistparti – maoistene, som førte folkekrig mot monarkiet i ti år fram til 2006 – ble største parti i valget i april 2008, og har 40 prosent av de 610 setene i nasjonalforsamlingen. Med over en tredel av kongressrepresentantene kan maoistene derfor i praksis blokkere den så lenge de vil.
En liknende forhalings- og treneringstaktikk har de andre store partiene, Nepali Congress (Kongresspartiet) og Nepals kommunistparti – forente marxist-leninister (UML) i varierende grad brukt mot maoistene. All tautrekkingen gjorde at det tok lang tid å få på plass en regjering etter valget i april i fjor, og maoistlederen Prachanda (Pushpa Kamal Dahal) kunne først tiltre som statsminister i august.
Da regjeringssamarbeidet med UML sprakk som følge av krangelen om hærledelsen, hadde ikke lenger regjeringen flertall i parlamentet, og Prachanda trakk seg mandag. Maoistene sa i går at de ikke trakk seg fordi de mistet flertallet, men «av etiske grunner» fordi presidenten utfordret avgjørelsen til regjeringen, som har den utøvende makten, ifølge nettstedet Nepalnews.
- Et kupp
Maoistene mener at presidenten ikke har dekning i den midlertidige grunnloven for å overprøve statsministeren, ettersom presidentrollen først og fremst skal være seremoniell, og ikke politisk. Presidenten kunne nektet å godkjenne avgjørelsen om å sparke hærsjefen, og sendt saken til nasjonalforsamlingen, men ikke overprøvd avgjørelsen, mener de.
- Den midlertidige grunnloven gir ikke presidenten noen rett til å handle som en parallell makt, sa Prachanda.
Maoistene har karakterisert presidentens handlemåte som «et kupp», og beskylder ham for at underminere fredsprosessen og demokratibyggingen i det fattige og krigsherja landet.
Prachanda sparket forsvarssjefen etter en langvarig strid, som blant annet handlet om at generalene har trenert integreringen av de maoistiske geriljasoldatene i hæren, et tiltak nedfelt i fredsavtalen fra 2006.
19.000 maoistsoldatene er forlagt i leire, med våpnene nedlåst, under FN-kontroll.
Regjeringskrise
Ifølge Al Jazeera ba presidenten Prachanda fortsette å lede en midlertidig regjering inntil en ny regjering er på plass, noe maoistene har avvist.
Presidenten har fått støtte fra maoistenes hovedrivaler, Kongresspartiet og UML, og har bedt de politiske partiene jobbe for at danne en ny regjering innen lørdag.
På et møte i Katmandu i går diskuterte sentrale partiledere muligheten til å danne en koalisjonsregjering med støtte fra alle partiene. Verken maoistene eller Madhesi-partiet Madhesi Janaadhikar Forum deltok på dette møtet, ifølge Nepalnews.
På møtet i nasjonalforsamlingen i går varslet maoistenes Narayan Kaji Shestra at hans parti ikke ville tillate regulære møter i parlamentet før presidenten trekker tilbake sin avgjørelse. Han sa også at det ikke ville bli dannet noen ny regjering før så skjer.
Deretter ropte maoistene slagord.
Parlamentspresident Subas Nemwang hevet møtet og utsatte forhandlingene til onsdag, ifølge Nepalnews i så stor hast at han glemte formaliteten med å lese opp brevet fra presidenten om at statsministeren har trukket seg.
Samtidig utnytter maoistene sin folkelige støtte, og har varslet at de vil «ta til gatene» og la folket si sin mening.
I går kom det til kraftige sammenstøt mellom maoistiske demonstranter og politi utenfor presidentpalasset i Katmandu, der lokalmyndighetene hadde erklært demonstrasjonsforbud.
Ifølge nettstedet Nepalnews ble flere dusin aktivister arrestert i morgentimene. Det var også varslet demonstrasjoner i går ettermiddag.
FN bekymret
FNs sikkerhetsråd diskuterte i går situasjonen i Nepal. FNs generalsekretær Ban Ki-moon har beklaget at Prachanda har trukket seg, og understreket viktigheten av å fortsette fredsprosessen. I en uttalelse sa Ban at han er lei seg for den siste utviklingen, men «oppmuntret av maoistpartiets forsikringer om å fortsette fredsprosessen, inkludert fortsatt deltakelse i utarbeidelse av grunnloven».
Den nye grunnloven var planlagt ferdig til mai 2010, en tidsplan som nå står i fare.
Afghanistan: Helikopterstyrt på Nato-base : 16 døde
19 Juli 2009 – 16:22
KANDAHAR (Interfax) Mindst 16 personer omkom idag da en russisk Mi8-helikopter styrtede på de udenlandske besættelsesstyrkers flybase i Kandahar i det sydlige Afghanistan.
Helikopteren – som ejes af et civilt russisk selskab – styrtede direkte i marken under starten, sagde en talsmand for det russiske luftfartsværk til Interfax.
Det kapitalistiske Rusland har gennem længere tid hjulpet de Nato-allierede i krigen og besættelsen i Afghanistan.
Foruden de 16 dræbte skal fem personer være skadet i ulykken, som ifølge Nato´s preessekontor ikke indtraf på grund af den afhanske modstandsbevægelses beskydning men af andre årsager.
Mi-8 helikopter over den tjetjenske by Grozny i Rusland, (septem. 18, 2002)
Den russiske helikopter-besætning var på hvad Nato-besættelsesmagten kalder en “opgave til støtte for de fredsbevarende styrker” i Afghanistan. Den ulykkesramte fly-base ligger på en Nato-base.
Ulykken er ikke den første for de udenlandske lyftstyrker i Afghanistan
Tidligt lørdag morgen styrtede et krigsfly fra USA´s luftsvåben (U.S. Air Force) af typen F-15E Strike Eagle fighter i det centrale Afghanistan, hvorunder to besætningsmedlemmer omkom. U.S.A.´s militær benægter officielt at F15-jagerflyet blev fældet af hvad de kalder “fjendtligt ild”, dvs de afghanske modstandsstyrkers kamp.
I sidste uge skød afghanske modstandstyrker en Mi-6 transporthelikopter ned i det sydlige Afghanistan. Seks ukrainske civile ombord på helikopteren omkom.
Tidligere i juli , blev en britisk og to canadiske soldater dræbt i en anden helikopter-styrt i Zabul-regionen. Igen lagde de udenlandske styrkers talsmænd vægt på at “det ikke ser ud til at ulykken” er en følge af “fjendtligt ildgivning” dvs fra de afghanske modstandstyrker som besættelses-styrkerne fra Nato-landene får stadig sværere ved at undertrykke og pacificere.
Andre kilder :
RIA-Novosty: 15 Tote bei Absturz eines russischen Hubschraubers in Afghanistan
JASON STRAZIUSO, Associated Press Writer
KABUL – A Russian-owned civilian helicopter crashed and burst into flames shortly after takeoff at southern Afghanistan’s largest NATO base Sunday, killing 16 civilians in the latest in a string of deadly aircraft crashes in the country.
Højtstående britisk officer dræbt i Afghanistan
3. Juli 2009 – 07:21
En højtstående brittisk officer er dræbt i en sabotage-aktion mod de udenlandske styrker i det sydlige Afghanistan.
Det britiske militære “Angrebsministerium – som officielt kalder sig “Forsvarsministeriet” og fører krig mod Afghanistans folk på vegne af Storbritannien og Nato – bekræftede at Oberstløjtnant, Rupert Thornloe, kommandant for den Welsh Guard´ens første batalion , blev dræbt i en bombeaktion udført af afghanske sabotører i onsdags.¨
Oberstløjtnant Thornloe var den højst rankede brittiske hærofficer som er blevet dræbt siden krigen i den Persiske golf mod Irak i 1991.
Den dræbte britiske officer , som blev 40 år, havde tidigere gjort tjeneste for de kongelige britiske besættelsesstyrker i Nordirland og Irak og var kommandant for godt et tusind officerer og soldater i Afghanistan.
Under den afghanske sabotage-aktion i Lashkar Gah i Helmand-provinsen blev en anden udenlandsk soldat også dræbt : den 18 årige menig Joshua Hammond.
Dermed er det officielle antal af dræbte i blandt de britiske besættelsesstyrker i Afghanistan siden den USA-anførte invasion i 2001 oppe på 171.
Kilde: Telegrapf >>>>> “http://www.telegraph.co.uk/news/newstopics/politics/defence/5725309/Highest-ranked-officer-in-three-decades-killed-in-Afghanistan.html
The Daily Telegraph</em></a>, Lieutenant Colonel Rupert Thorneloe (pictured on patrol), CO of the 1st Bttn Welsh Guards, has been killed in Afghanistan by an IED.<br /><br />He is the first CO to be killed in action since the death of Lt-Col H Jones of the 2nd Bttn the Parachute Regiment in 1982 at Goose Green in the Falklands War and the highest-ranking British Army officer to be killed in either Afghanistan or Iraq. <br /><br />Thornloe’s death comes less than two weeks after the death of Major Sean Birchall, also of the Welsh Guards. He is the third Welsh Guards officer to be killed on the current roulement, with Lt Mark Evison killed on 12 May after sustaining injuries whilst on patrol outside Check Point Haji Alem in Helmand.<br /><br />The first bare details were reported early Wednesday afternoon by AFP, which <a href=”http://www.google.com/hostednews/afp/article/ALeqM5izzATHhgPyhXfKlW3L5Y-lBHOHaQ” target=”_blank” rel=”nofollow”>released details of an incident</a> in which a bomb blast (IED) had killed two and wounded six in southern Afghanistan, bringing to 158 the number of international soldiers to lose their lives in Afghanistan this year.<br /><br />It took until mid-morning today for the MoD publicly <a href=”http://www.mod.uk/DefenceInternet/DefenceNews/MilitaryOperations/TwoSoldiersKilledInHelmand.htm” target=”_blank” rel=”nofollow”>to confirm</a> what has been known to the media since yesterday – that they were two of ours, “one soldier from 1st Bttn Welsh Guards and the other from 2nd Royal Tank Regiment.” <br /><br />The MoD website, however, makes no mention of Lt-Col Thorneloe or of the injured – although two were very seriously injured, one of whom is “critical”. No other names have yet been given, in accordance with normal practice. Tpr Joshua Hammond of the 2 Royal Tank Regiment has now been named. He was, presumably, the driver. <br /><br />This, according to <a href=”http://www.telegraph.co.uk/news/newstopics/politics/defence/5720497/Two-British-soldiers-killed-in-Afghanistan-explosion.html” target=”_blank” rel=”nofollow”><em>The Daily Telegraph</em></a> and others, brings the number of British personnel killed since the start of operations in October 2001 to 171. The explosion, we are told, happened whilst on a deliberate operation near Lashkar Gah, the media informing us that they were taking part in Operation Panther’s Claw.<br /><br />According to <em>The Daily Telegraph</em>, Lt-Col Thorneloe, with the others, was riding in a Viking as it was negotiating a canal crossing. The explosion took out the rear compartment of this articulated vehicle, as well as the tractor. That would bring to eight the number of troops killed in Vikings, with Thorneloe the most senior, regarded as a “high flier” and former aide to defence secretary Des Browne.<br /><br />If the unverified details are correct, then they would seem to reinforce the intelligence <a href=”http://defenceoftherealm.blogspot.com/2009/06/road-rage.html” target=”_blank”>coming out of theatre<
Kina: 184 dræbte efter demonstration i Chinjiang-regionen
9.Juli 2009
Konflikten i Kinas Xinjiang-provins er den værste etniske konflikt i 60 år
Det vurderer Kina-eksperten Harald Bøckman ved universitetet i Oslo.
Baggrunden for de voldelige uroligheder i Kinas Xinjiang-region er den anarkistiske kapitalistiske udvikling som Kinas folk gennemlever i disse år. Det er har ført til øgede klasseskel ,mellem arbejderklasen, bønderne og den kapitalistiske overklasse og øgede skel mellem forskellige etniske grupper i dagens kapitalistiska Kina. Det er den egentlige baggrund til volden og gadekampene i Urumqi.
At konflikten mellem etniske grupper, især mellem den oprindelige uiguriske befolkning og etniske indvandrede hankinesere er optrappet er der ingen tvivl om. Situationen er så skærpet at Kinas præsident Hu Jintao afbrød sit besøg i Italien inden G8-topmødet var begyndt og rejste tilbage til hjemlandet.
Det viser udviklingen fra søndagens fredelige demonstrationer i Urumqi – hovedstaden i Chinjiang-regionen – hvor flere tusinde mennesker demonstrerede i forbindelse med et drab på to etniske uigure på en fabrik i sidste måned, som udartede med voldelige sammenstød mellem folkegrupperne, væltede politibiler, 150 dræbte og endnu flere sårede. Det er ikke helt klart hvordan den fredelige demo udartede sig til optøjer, med barrikader, angreb på køretøjer og huse og sammenstød med politiet.
Kinesisk Uropoliti konfronterer demonstrerende borgere i Xinjiang-regionens hovedstad Urumqi.
Men det kan se ud til at de voldelige optøjer starter da en gruppe demonstranter — som startede fredeligt — nægtede at følge politiordrer om at fjerne sig . Ifølge officielle medier skal mere end 140 være dræbte og over 800 sårede.
Det som umiddelbart udløste søndagens protester fra uigurerne var drabet på to uigurer på en fabrik i det sydlige KIna i slutningen af juni måned. Drabsmændene var angiveligt hankinesere.
Men egentlig handler protesterne om en langt dybere utilfredshed ikke bare iblandt Kinas otte millioner uigurer.
Mange hævder at de er udsatte for politisk, kulturel og religiøs diskriminering. Kinas kapitalistiske udvikling fordyber de økonomiske og sociale skel mellem klasser og folkegrupper. Uigurerne er utilfredse med at hankineser flytter ind i provinsen og dominerer det økonomiske og politiske liv.
Uigurerne, som udgør omtrent 45 procent af Chinjiangs befolkning på omkring 20 millioner, lever i et område som under to perioder i 1930´erne og 1940´erne var den selvstændige Østturkestanske republik. Da den anden Østturkestanske republik blev oprettet var den under ledelse af blandt andre en uigur med støtte fra Sovjetunionen. Men fra og med 1949 har det østturkestanske område været en del af Folkerepublikken Kina under navnet Chinjiang (Xinjiang)
12 juli 2009 – 19:52
Antallet sårede i hovedstaden Ürümqi viser sig nu – 12.juli – at være betydeligt større end hvad som hidtil har været kendt, rapporterade statslige kinesiske medier på søndag. Myndigheterne vurderer nu antallet skadede i gadekampene for en uge siden til 1.680 personer.
Mindst 184 personer er blevet dræbt i den blodigeste etniske konflikt i Kina i 60 år.
Kilder: China state media: 140 killed in riots in west * * * * * 129 killed, 816 injured in China’s Xinjiang violence
Det svenske nyhedscenter SVT (~DR) raporterer > > > > > > > :
6 juli 2009 – 19:46
Al trafik var bandlyst, kommunikationen med omverdenen er blokeret og gaderne er fulde af sikkerhetsstyrkor. Stemningen var spændt idag mandag i byen rümqi i den urolige Xinjiang-provins efter at mindst 150 mennesker er blevet dræbt i de blodigste optøjer i flera årtier.
-Hela byen er praktisk taget i undtagelstilstand, fortalte frugtthandleren Yang Yin på telefon til nyhetsbureauet Reuters.
Enligt vittnesuppgifter till nyhetsbyrån AFP ska flera tusen uiguriska invånare ha deltagit i upploppen i söndags.
Den statlige kinesiske fjernsyn viste billeder af mennesker som vælter en politibil, en liggende kvinde som bliver overfaldet med spark og slag og andre sønderbankede og grædende mennesker.
Mindt ottehundrede mennesker skal være skadede og nogle hundrede aresteret.
-Uigurerne kastede sten på trafikanter. De attackerade bara hankineser. Jag så manga mennesker blødende på jorden, sagde en kvinde fra den hankinesiske befolkningsgruppe til AFP. — – -
Skarpe skud – - – –
Den kinesiska regimen lägger skulden för våldsamheterna på uigurerna. Upploppet ska ha iscensatts av den separatistiska rörelsen Uiguriska världskongressen och dess ledare i amerikansk exil Rabiya Kadir.
Men exiluigurer hävdar i stället att den kinesiska regimen överreagerat och skjutit skarpt in i fredligt demonstrerande folkmassor.
-Ungdomarna viftade till och med med kinesiska flaggor för att visa sina fredliga avsikter, säger Mahinour Hazanova, ordförande i Svenska uiguriska kommittén, till TT.
Enligt Mahinour Hazanova var upprinnelsen till söndagens upplopp en händelse i slutet av förra månaden då två uigurer dödades av hankineser på en fabrik i södra Kina. Men egentligen handlar protesterna om ett mer omfattande missnöje bland Kinas åtta miljoner uigurer.
Många hävdar att de är utsatta för politisk, kulturell och religiös diskriminering. Liksom i Tibet finns det klagomål om att hankineser flyttar in i provinsen och dominerar det ekonomiska och politiska livet.
Tvångsförflyttning
-Regimen försöker förbjuda vårt språk i skolorna. De tvångsförflyttar unga uigurer från Xinjiang och flyttar in hankineser i stället. Det var det demonstrationen handlade om. Folk orkar inte leva med pressen längre, säger Mahinour Hazanova.
Sedan helgens våldsamheter är alla sätt att kontakta släktingar och vänner kapade. Telefonlinjer och internet ligger nere. Oron är stor bland de cirka 700 uigurer som bor i Sverige.
-Vi har ont i hjärtat. Man vill bara skrika och berätta, säger Mahinour Hazanova.
Xinjiang är en otillgänglig region med höga berg och vidsträckta öknar. Uigurerna talar ett turkspråk och har närmare band till sina centralasiatiska grannar än till centralmakten i Peking.
Värre än på 60 år
Men de ymniga gas- och mineralfyndigheterna i Xinjiang gör att det är viktigt för den kinesiska regimen att behålla kontrollen över området.
Den senaste tiden har konflikten med den uiguriska minoritetsgruppen ökat och är idag värre än på 60 år hävdar Kina-experten Harald Bøckman vid universitetet i Oslo.
Och söndagens våldsamheter är bara en början, menar Kaiser Abdurusul, uigurisk författare från Xinjiang som nu lever i Enköping.
-Massakrerna vil fortsætte. Det vil ske igen. Folket har inget valg længere. Mange mere ekstrema ræsonerar sådan her : hvis vi venter, dræber de os. Hvis vi kæmper dræber vi også, men da kommer vi i hvert fald i himmelen, siger han til det svenske nyhedsbureau TT.
| “FAKTA om FAKTA om Xinjiang/Øst-Turkestan. * * *I den autonome region i det nordvestlige Kina bor 20 millioner mennesker fra 47 forskellige etniske grupper. Området grænser op til Afghanistan, Russland og flere centralasiatiske lande. Rundt 8,3 millioner av befolkningen tilhører den turkmeniske folkegruppe kaldet uighurene, som på grund af den skæve kapitalistiske udviking Kina er blevet stadig mere marginaliseret socialt og økonomisk. Udviklingen i 1990´erne har for alvor sat de kinesiske turkmeneres sociale og politiske rettigheder på dagsordenen. Blandt uigurerne findes der radikale nationalistiske grupper som kræver fuldstændig autonomi og dermed løsrivelse fra Folkerepublikken, men flertallet af uigurerne støtter ikke disse radikale gruppers krav, selvom regeringen i Peking beskylder uigurerne for seperatisme og dermed løsrivelse Kina. Peking-regeringen beskylder både udenlandske og indenlandske kræfter for at konspirerer for at løsrive Xinjiang. Flere uighur-grupper stemples som “terrorister med bånd til al-Kaida”. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Efter 11.september 2001 var KKP-lederne i Peking hurtigt til at “bidrage” til USA´s “krig mod terror” gennem at udpege “seperatistiske muslimske uigurer” som en “terroristisk trussel”, som skulle bekæmpes med alle midler. Menneskerettsgrupper beskylder på sin side Kina for at utnytte terrorpåstandene for at at slå ned på grupper som kæmper for minoritetens rettigheter. I april blev to uighurer henrettet, dømt for at have angrepet politiet i Xinjiang fire dager før OL i Beijing. Dissidenten Rebiya Kadeer som blev tildelt Raftoprisen i 2004 for sin kamp for uigurenes rettigheter. Hun og andre eksil-uighurer bliver nu beskyldt for at stå bak uroen i Chinjiang. |
Facebook presset til at fjerne nazipropaganda om “Holocaust-løgnen”
8.Maj 2009 05:34
OSLO (NRK) Facebook er igen - selvforskyldt – ude i en kritikstorm fordi nazister tillades at bruge Facebook som en platform hvorfra de spreder deres fascistiske budskab om at Holocaust er en “jøde-kommunistisk løgn”. Efter en omfattende kritikstorm besluttede Facebooks kapitalistiske bagmænd at fjerne nogle nazistiske og historie-revisionistiske sider hvor nazisternes massemord på Europas nationale og etnisk-religiøse mindretal, som Roma, Sinti (Zigeunere) , Jøder, Slaver, Jehovas vidner, handicappede og andre mindretal under krigen, benægtes.
At tillade spredningen af racistisk og nazistisk propaganda er ikke bare moralsk forkasteligt men også i strid med FN – pagten som de fleste stater har skrevet under på.
Facebook fungerer som et center for ikke bare Anders Fogh og hans venner, men også for spredningen af nazistisk propaganda.
Ofrerne for Nazitysklands aggression og terror mod Europas folk bliver nu forhånet og skændet ind i døden : Nazister på Facebook hævder at det aldrig er sket. Deres liv og skæbne er en “jøde-kommunistisk” propagandaløgn hævder højreradikale historie-revisionister på Facebook /Billedet er fra den jødiske Ghetto i Warszawa i maj 1943.
I november sidste år måtte ledelsen bryde med deres ultraliberale principper om ytingsfrihed for både neonazisters og højreradikales racistiske hetz og forsvar for nazistiske forbrydelser og deres ofrers ret til at ytre sig ” som udtrykkes gennem at Facebook støtter den frie strøm af information, og tilbyder grupper et forum for diskussion af vigtige emner.” som f.eks racismen og de fascistiske forbrydelser mod menneskeheden. Facebook blev efter en proteststorm tvunget til at fjerne en række fascistiske og racistiske italienske neo-nazi-facebook sider som blandt andet brugte Facebooks “frie informationsstrøm” til at den hetze mod Italiens “sigøjnere” (Roma og Sinti)
Alligevel ser vi at Facebook forsøger at omgå deres ny erklærede “Kamp mod nazistiske og racistiske ytringer” ved at tillade nazi-propaganda i lande hvor det ikke er forbudt i loven eller hvor der ingen protester er. Som denne PCMag- artikel på Facebook i Maj (2009) illustrerer :
“We have recently begun to block content by IP in countries where that content is illegal, including Nazi-related and Holocaust denial content in certain European countries,” the Facebook spokesman said. “The groups in question have been blocked in the appropriate countries.”
Albansk partileder myrdet i attentat
3. maj 2009 – 08:07
TIRANA (AFP): - Næstformanden i Albaniens “socialistiske” oppositionsparti, Fatmir Xhindi, blev igår skudt ihjel i nærheden af hans hjem i Roskovec, godt 100 km syd for hovedstaden Tirana.
Socialist-Partiet meddeler at Xhindi netop havde forladt et valgmøde i hans hjemegn da hans mordere dukkede op og skød ham ned. Gerningsmændende forsvandt i en bil og brugte maskinpistoler, meddeler Klodian Branka, talsmand for det socialdemokratiske Socialistpartiet.
Der er ikke umiddelbart kommet yderligere oplysninger frem om attentatet. Det regerende “Demokratiske Parti” er ikke umiddelbart kommet med nogen udtalelse om mordet på en af Albaniens ledende politikere.
Albanien som blev indlemmet i den aggressive militæralliance Nato i sidste måned, skal have parlamentsvalg i slutningen af næste måned.
Tirsdag sendte den albanske regeringen en ansøgning om at indlemme landet i EU.
“Socialisterne” har ikke modsat sig en EU-ansøgning men har taktisk kritiseret at ansøgningen blev sendt inden valget.
Efter et voldeligt vestligt støttet oprør mod den “kommunistiske regering ” i 1992-93, har landet og flertallet af befolkningen kæmpet med massearbejdsløshed og – fattigdom, omfattende kapitalistisk svindel,kriminalitet og korruption, sønderfaldende infrastruktur og stagnation i landets inustrielle og materielle produktionsgrundlag.
Fra Albanien og Kosova styrer resourcestærke kapitalistiske grupper omfattende narko-transporter . I realiteten har de gjort landet til et transit-punkt for en stor del af narko-importen fra sydvestasien til Europa, ligesom de kapitalistiske bagmænd har gjort Albanien til en “transit”-station for en omfattende handel med kvinder og børn til den internationale kapitalistiske prostitutionsindustri . . . . . .. . .
MERE om udviklingen i ALBANIEN efter kontrarevolutionen i 1991: Kommunister vandt frit valg
Fatmir Xhindi har i hans politiske arbejde på lovens og retsområdet uden tvivl været et irritationsmoment for stærke kapitalistiske grupper og deres profitable forretninger. Xhindi efterlader kone og tre børn.
Kilde: Albansk politiker likvideret i skudattentat (AP/Llazar Semini,
KORT om Fatmir Xhindi (albansk) lindi në Fier në 1 prill të vitit 1960. Kreu studimet e larta në Universitetin “Eqerem Cabej” në Gjirokastër, dega histori.
Që prej vitit 1991 është bërë anëtar i Partisë Socialiste, ndërkohë që është zgjedhur si deputet i zonës 68 në Fier, në vitin 2005. Aktivitetin politik e kryente në Tiranë por banonte në Roskovec.
Xhindi është i martuar dhe babai i tre fëmijëve.
Irak: Fem udenlandske soldater dræbt i bombeattentat i Mosul
10.April 2009 19:56
MOSUL (afp) – Den irakiske modstandsbevægelse gennemført idag fredag et attentat mod besættelsestropper fra US-Army i den nordirakiske by Mosul. Sabotøren rettede aktionen mod en deling udenlandske soldater fra US-Army. Ialt otte personer mistede livet og mere end en snes blev sårede da den irakiske modstandskæmper bragte sin lastbil med sprængstoffer til udløsning ved et checkpoint udenfor politihovedkvarteret i Mosuls sydlige kvarterer og dermed går ind i den lange række af heroiske irakiske modstandskæmpere der offrer deres eget liv og dermed bliver modstandens martyrer. USA´s militærledelse indrømmer at de mistede fem soldater under attentatet. Derudover mistede 2 irakiske politimænd livet. Blandt de sårede er to US-soldater og tyve (20) irakiske politiofficerer.
Tidligere i år – i februar – blev fire andre USA-soldater og en tolk dræbt i Mosul da en irakisk modstandsmand gennemførte et bombeattentat mod besættelsestropperne. Også denne modstandskæmper mistede livet i bombeattentatet .
At USA´s hær – verdenshistoriens største og mest veludrustede hær – siden Nazistysklands storhedstid – efter seks års militær besættelse, krig og terror mod Iraks folk stadig ikke har kontrol over andet end den såkaldte #”grønne zone” # i Baghdads centrum omkring USA´s ambassade – bekræfter den udbredte folkelige modstand mod de udenlandske besættelsesstyrker og modstandsbevægelsens styrke.
Ifølge amerikanske medier er det officielle antal faldne US-soldater i Irak nu oppe på 4.271 siden 2003. Det er dog ikke de virkelige tal, men US-Army´s “officielle” optælling som f.eks ikke regner de mange tusind sårede soldater som senere aflider af de skader de har pådraget sig i krigen mod Iraks folk med i antallet faldne. I en rapport fra den amerikanske Accounting Office och Association of War Veterans of America opgives antallet dræbte US-soldater til 35 til 40 tusind. Altså næsten ti gange så mange som de officielle.
I et eksklusivt interview med Dr. Muthanna al Dhari, fra de Muslimske Lærdes Forbund i Irak – AMSI´s presse- og informationsafdelning med den progressive svenske avis Proletaren.se viderebringes et andet billede af situationen i Irak som AMSI – der er blevet en stemme for modstanden mod besættelsen. Et billede som bestrider det billede som medierne i USA og EU om at modstanden “er død” og at der er “fremgang for” det vestlige “befrielsesprojekt” i Irak.
Proletaren spørger Dr. Muthanna al Dhari • Mod besættelsen står den irakiske modstand. Efter seks års kamp for at befri Irak, hvad ser De som modstandens vigtigste fremskridt?
Dr. Muthanna al Dhari : Modstandens fremgang er store og vi vil nævne følgende.
På det generelle plan har modstanden:
1. Forringet anseelsen for den unipolære verdensorden [USA som ensom supermagt] og gjort USA forlegen overfor omverdenen.
2. Har sat en stopper for USA´s planer om at skabe et nyt Mellemnøsten og medført at mange af planens enkelte del mislykkedes.
3. Lettet trykket på andre modstands-fæste i verden og givet plads for nye. Eksempel på dette er Afghanistan, Libanon, Somalia og Palæstina.
4. Givet moralisk støtte til kræfter som modsætter sig den amerikanske og imperialistiske globalisering, både i Asien og Latinamerika, og opmuntret dem til at udfordre den amerikanske regering.
Når det gælder Irak har modstanden resulteret i:
1. 35 til 40 tusind dræbte amerikanska soldater, ifølge rapporter fra amerikanske Accounting Office och Association of War Veterans of America.
2. 164.000 modstands-aktioner mod besættelsesstyrkerne, ifølge der amerikanske Accounting Offices rapport fra juli 2008.
3. At den amerikanska besættelsesmagt er blevet tilføjet så store skader, at den vil behøve fem år for at modernisere sit krigsmaskineri, ifølge Baker-Hamilton-kommissionens rapport.
4. Flere end 150 tusind fysisk skadede ogh psykiskt funktionshindrade soldater.
5. At et stort antal af USA´s besættelsessoldater har begået selvmord, og antallet stiger år för år.
AFP / Washington Post : Bombe dræber fem US-soldater i Mosul
- – – Al Jazira:14 Irakere dræbte , Scores Injured in War Attacks
Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier
25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.
Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.
Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.
Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.
“Varehusmordbranden”
Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? . Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.
Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :
“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”
Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man – det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA – kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks” politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa. En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.
R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.
Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.
Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:
“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967
Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”
I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:
Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?
Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.
I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.
Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland
Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:
“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”
En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.
Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *
Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.
Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:
“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”
Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.
Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.
Om karakteren af den “individuelle terror”:
.. .. . skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:
“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”
Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:
“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]
Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.
I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :
Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Statsgæst geladenen Shah Muhammed Reza Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.
Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF
Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -
Kritik
Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.
- kadi –
Mere om Tysklands historie efter 1945
BAGGRUND – - KRONIK * * ANALYSE Kommunismus und Terrorismus Teil I Wie bestellt zum 30. Jahrestag der Entführung und schließlichen Tötung von Hans Martin Schleyer findet die Polizei in einem Dorf im Sauerland drei islamistische Terroristen. Als Beweis zeigt sie Plastikbehälter, mit Blondierungs- und Desinfektionsmittel Wasserstoffperoxid[1] (H2O2). In reiner Form wird es als Treibmittelzusatz für kleine Raketen benutzt. Niemand im Dorf hat die angeblichen Terroristen gesehen, obwohl sie die etwa 730 Kilogramm von dem Wasserstoffperoxid in Besitz gehabt haben sollen – übrigens legal erworben. Auch nicht, als sie diese Menge an Plastikkanistern ausgeladen hatten. Wie sie das wohl gemacht haben? Die Rote Armee Fraktion (RAF) – ihre Ursprünge und ihre politische Wirkung DEL III
|
Tyskland:Brede protester mod den neo-fascistiske dækorganisation NPD
4.April 2009 – BERLIN (Rote Fahne) Under protester og antifascistiske demonstrationer afholdt det neo-fascistiske NPD idag sit ekstraordinære landsmøde under politisbeskyttelse i Berliner-bydelen Reinickendorf´s Rådhus. Allerede tidligt om morgenen var
flere hundrede mennesker strømmet til for at protestere . NGG – Det tyske Hotel-restauration og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbund – har opfordret hoteller og restauranter til ikke at udleje hotelværelser eller servere mad til landsmødet og dets deltagere.
“Forbud mod alle fascistiske organisationer”, er det åbenbare krav der rejses i Tyskland . Det er især er rettet mod den neo-facistiske volds og terror-organisation NPD, som med skattemidler afholder landsmøde i Berlin i disse dage.
Das Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg wies am Freitag eine Beschwerde des Bezirksamts gegen einen Beschluss des Berliner Verwaltungsgerichts zurück, der der NPD einen Anspruch auf den Ernst-Reuter-Saal im Reinickendorfer Rathaus zugestanden hatte. Die faschistische Partei steckt nicht nur finanziell in der Krise, nachdem die Verwaltung des Bundestages der NPD angesichts so genannter “Fehler im Rechenschaftsbericht” für das Jahr 2007 eine Strafzahlung von insgesamt 2,5 Millionen auferlegt hat.
Obwohl die NPD aufgrund des reaktionären Parteiengesetzes mit Millionen aus Steuermitteln ausgestattet ist, erhielten die Faschisten bei den letzten Wahlen eine deutliche Abfuhr. Innerparteiliche Querelen, Unterschlagung von Parteigeldern und Intrigen erschüttern die NPD, die als Sammelbecken faschistischer Schläger- und Mörderbanden dient.
Tjekkiet: Modstanden tvinger regeringen til at udskyde ratificeringen af USA´s “missilskjolds”-base i landet
17.Mar 2009 – 19:56 – -
PRAHA ( ) * * Tjekkiets Statsminister udskyder ratificeringen af det amerikanske missilskjold på tjekkisk jord på grund af manglende opbakning i parlamentets underhus.
Den tjekkiske Statsminster Mirek Topolánek udtaler, at hans regering udskyder en afstemning i parlamentet om USA´s planer om et USA-kontrolleret missilskjold på tjekkisk jord af frygt for, at det vil blive nedstemt i parlamentet.
“Regeringen har besluttet at trække aftalen med USA om at sætte en radarstation op på tjekkisk jord tilbage”, siger Topolánek i en kort udtalelse til nationalt tv.
At det ikke er en reel demokratisk indrømmelse til den udbredte folkelige modstand til USA´s militære oprustning på tjekkisk jord, men kun et taktisk tilbageskridt for senere at få de amerikanske missilskjold-planer igennem, bekræfter Nato-landets Tjekkiets regeringsleder ved at hævde :
“Det er ikke et udtryk for, at vi afviser ratificeringsprocessen, for vi kan genindføre spørgsmålet i underhuset, når som helst vi ønsker det”,
Flertal i Overhuset
For at blive vedtaget skal missilskjold-projektet ratificeres i begge kamre af det tjekkiske parlament samt underskrives af præsidenten. I overhuset er der indtil nu stadig flertal for USA´s planer om at oprette en militært missilskjolds-radarbase, der samme med opstilling af amerikanske raketter på en base i Polen kan sættes ind mod “militære trusler” fra Iran eller Rusland.
EU-landet Tjekkiets Centrum-højre-liberale regering har imidlertid ikke på nuværende tidspunkt det tilstrækkelige antal stemmer i underhuset til at ratificere aftalen.
Prag og Washington underskrev sidste år to aftaler for installeringen af en missilradar sydvest for den tjekkiske hovedstad, der skulle forbindes med to andre anlæg i Polen.
Kilde:Titzau
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:
|
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.
|
Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)
Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker
I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?
|
|
Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”. Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimelighederTil at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine. Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –
|
Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta
*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.
I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks
(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -
Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre
|
|
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki.
|
Mindst ni døde under familieopgør i Covina , USA
COVINA, Californien (27.dec. 2008) – - Mindst 9 mennesker der var samlet til en julemiddag i en villa i Covina blev dræbte i hvad der ligner et voldeligt opgør efter en skilsmissse.
Ni døde under julemiddag i USA
Manden til en af deltagerne kom til villaen iklædt som julemand for siden at gå amok med et skydevåben. Angiveligt som hævn for “uretfærdigheder” under og efter en skilsmisse. Hævnen kostede otte mennesker livet, inklusive eks-konen og hans egen moder som
havde taget stilling i skilsmissesagen imod sønnen.
Julen – som i den vestlige verden symbolisere både midvinter ,solhvervet og den religiøse kristne højtid skulle jo være fredens , hjerternes fest. Men for deltagerne ved denne amerikanske jule-frokost blev den modsatte, og den sidste i livet.
På julemiddagen deltog gerningsmanden´s hustru og flere slægtninge til parret
I de udbrændte ruiner af en villa i middelklasse-området i sovebyen Covina fandt politiet, anden juledag, ligene af otte mennesker.
Den 45-årige amerikaner Bruce Jeffrey Pardo var gerningsmand og det niende offer for hans desperate hævntogt der ialt kostede kostede ni mennesker i Covina.
Kilde: Yahoo News
I en anden del af de Forenede stater forsøgte en kvinde at tage sit eget liv efter at have taget livet af sin 8-årige søn.
PORT ST. LUCIE — Residents of Southeast Bowie Street were shocked to learn that the woman they knew as “courteous but not real sociable” is suspected of killing her 8-year-old son and trying to kill herself on Christmas Day.
Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk
14 feb 2009 – 16:04
Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “
MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.
“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag.
“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”
Sovjet havde som mest udkommanderet omkring 130.000 soldater i Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” forandring – det vil medføre.
Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.
Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.
I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.
Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.
Brezhniev i samtale med en anden krigsforbryder USA´s Præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet ikke var et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.
Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979
Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.
L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den sovjetiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP
Irak: Fire amerikanske soldater dræbt i Irak
9.Feb. 2009 – 20:08
Fire amerikanske soldater og deres tolk blev i dag dræbt af af modstandere til USA´s militære tilstedeværelse i Irak, oplyser US-Army
Tre af soldaterne døde på stedet, da en sabotør udløste en bombe i en bil fyldt med sprængstoffer i den nordirakiske by Mosul.
En fjerde soldat og tolken blev hårdt såret og døde senere.
KILde: AFP+ BBC: Four US soldiers killed in Iraq
Bagram – ”værre end KZ-Guantanamo” ?
22.Jan. 2009 -
“Europa jubler over lukningen af Guantanamo”
lyder den jublende overskrift i flere medier, men de borgerlige medier “glemmer” i deres iver for at “forskønne” det nye regime i Washington (Obama) at fortællle at USA allerede i dag bruger Bagram-fangelejren i Afghanistan som Guantanamo II hvor de “illegale kæmpere” – illegal combattans som USA – i dets selvproklamerede krig mod terrorismen – nægter at anerkende som “krigsfanger” ifølge Geneve-konventionerne som USA har skevet under på .
Den “illegale” fangelejr ved Guantanamo Bay på Cuba vil blive lukket lyder det fra USA´s nye regeringe under Barack Obama´s ledelse. – men få kender til at der eksisterer endnu en “illegal” USA-kontrolleret fangelejr – i Bagram i de afghanske hovedstads omegn
Her holder USA og dets allierede militær-styrker opimod 700 mennesker som fanger – næsten tre gange så mange som på Guantanamo. Denne fangelejr planlægger USA at udbygge til at kunne holde opimod 11.000 mennesker til fange.
Kirgizistan kræver USA ud af Manas-basen
4.feb. 2009 – 21:44
Kirgizisk nej kan få betydelse for USA´s krig mod Afghanistans folk
Den centralasiatiske republik Kyrgyzstans beslutning om at lukke den amerikanske militærbase i landet er definitivt oplyste en talsmand for den kirgiziske regering idag fredag.
Regeringen i hovedstaden Bisjkek tog beslutningen om at lukke Manas-basen tidligere i år, og parlamentet forventes at godkende præsidentens beslutning senere i denne uge.
Bred folkelig støtte til beslutningen
Trods at der en overgang blev talt om russisk pression i sagen ser det ud til at USA blev taget på sengen.
Journalister fra nuhedsbureauet Reuters forsøgte onsdag at pejle stemningerne omkring den afspærrede Manas-lufthavn.
På den snedækkede steppe udenfor Bisjkek kom journalisterne i kontakt med den vind-hærdede fårehyrde Ulan.
– Jeg støtter lukningen. Vi mener at flybasen ødelægger vor natur, siger Ulan, som håber at fårene i og med beslutningen snart skal få en større end at græsse på.
Efter den såkaldte “tulipanrevolution” i 2005 hvor præsident Askar Akayev blev tvunget ud i eksil sendte USA repræsentanter til hovedstaden Bisjkek for at sikre sig fortsat adgang til lufthavnen på Manas-basen. Bakijevs nye regering rejste imidlertid krav om højere betaling (100-200 millioner dollar årligt). Efter 12 måneders forhandlingar fik USA fri adgang til Manas for 17,5 millioner om året.
Men utilfredsheden med militærbasen blandt kirgiserne og forholdet til USA blev stadig køligere.
I september 2003 blev tre kirgisere idømt straffe for forsøg på at organisere et angreb på basen. Den 8 juli 2004 var der endnu et forsøg på at angribe basen , angiveligt af militante modstandere til den amerikanske militære tilstedeværelse fra Uzbekistan.
Den 6 december 2006 blev den 43-årige kirgisiske lastbilschauffør, Aleksander Ivanov, skudt ihjel. Han skal have udført en transport til basen da han blev dræbt. Hurtigt udviklede sagen sig til en diplomatisk incident. Præsident Kurmanbek Bakijev stillede nu krav om at USA´s militærpersonale blev frataget deres diplomatiske immunitet.
Beslutningen om lukningen Manasen-bas er et nederlag fordi basen dér, ses som en afgørende forsyningsdepot for den militære offensiv i Afghanistan.
. . USA er nu blevet bedt om at forlade Manas lufthavnen udenfor Bishkek i Kyrgyzstan
Meddelelsen om lukningen kom efter forhandliner mellem Kirgizistans præsident Kurmanbek Bakijev og Ruslands præsident Dmitrij Medvedev.
– - Den kirgisiske
præsident Kurmanbek Bakiyev og hans russiske kollega Dmitrij Medvedev (højre) i samtale under underskrifts-ceremonien for samarbejdsaftalen i Moskva den 3. Februar 2009. (Kilde:Xinhua/Reuters Photo)
Ifølge russiske mediekilder var USA ikke forberedt på beskeden om at forlade basen.
Kirgiziskt nej kan skabe endnu større problemer for USA´s krig mod Afghanistans folk ‘
Nu risikerer tæppet at blive trukket væk under USA´s præsident Barack Obamas højt prioriterede krigføring i Afghanistan, efter Kirgizistan´s beslutning om at kræve de amerikanske styrker ud af landet. Militærbasen er en afgørende forsyningsbase for krigen mod Afghanistans folk som i Natolandenes medier kaldes “militæroffensiven mod talibanerne og terornetværket al-Kaida”
- – - – - –
USA har hidtil brugt basen til logistiske formål og service for de amerikanske styrker i Afghanistan
Manas-luftbasen i Bisjkek har været hjem for en tusind mand stærk amerikansk luftbase siden 2001, da Kirgizistan gik med i USA ´s “koalition mod terror” efter 9/11-angrebet på USA. Den amerikanske base har været det vigtigste knudepunkt til at flytte soldater og udrustning til de amerikanske styrker og deres allierede i Afghanistan fra fjernere liggende USA- flybaser og tilladt flyvetider på 90 minuter, i stedet for syv timer som det kan blive nu.
Præsident Kurmanbek Bakijev er gået med til at lukke basen blandt andet efter krav fra SCO (Shanghai Cooperation Organization), en samarbejdsorganisation mellem bl. a Rusland, Kina og en del centralasiatiske stater. Præsidenten fremhæver også den kirgiziske offentligheds negative indstilling til basen samt økonomiske overvejelser.I Moskva blev Bakijev lovet 80 miljarder rubler som (ca 17 milliarder kr, dagens kurs) i russisk støtte – hvad der svarer til næsten halvdelen af centralasiatiske lands bruttonationalprodukt.
Rusland har også lovet landet et lån på 300 millioner dollar til en investering i Kyrgyzstan´s energi-industri, meddelte en funktionær som ønskede at være anonym.
Rusland bekræfter dermed endnu engang at landet ikke forholder sig passivt til rivaliserende imperialistiske stormagters (læs USA og EU-landene) neokoloniale bestræbelser i området . Det står også klart at USA får store problemer med at klare krigen i Afhanistan uden Manas-basen uden russisk hjælp. Det var også derfor at Medvedev under mødet med i Moskva understegede at Rusland og Kyrgyzstan vil fortsætte samarbejdet med USA om krigen og besættelsen af Afghanistan, uden dog at uddybe hvordan.” – Manas er den hovedsaglige base for at fragte gods til USA´s styrker i Operation Enduring Freedom (OEF) – af kritikere af Nato-koalitionen kaldet Operation Endlösung – udtaler Ruslands Nato-sendebud Dmitrij Rogozin til nyhedsbureaet Interfax.
Manas-basen er ikke populær blandt Kirgiserne og den har været mål for flere protestaktioner
Efter at USA´s militære styrker blev bedt om at forlade Uzbekistan i 2005 er Manas den eneste base for USA i de centralasiatiske tidligere sovjetrepubliker. Uden den riskerer USA at blive udleveret til Moskvas velvilje. Der findes allerede idag en aftale mellem Nato og Rusland om civile forsyninger til Afghanistan, men det er slet ikke i stand til at opfylde de krav som et avanceret krigsmaskineri som OEF (“Operation Endlösung” ) kræver.
” – Når det handler om den militære fragt er det mere kompliceret, Rusland har aldrig diskuteret det med Nato, siger Rogozin.
Irak år 6 efter “befrielsen”: 24 dræbte i bombetattentater i Baghdad
28 juli 2008 – 11:04
Mindst 24 mennesker blev dræbt og 70 skadet da bomber som angiveligt var rettet mod “shiamuslimske pilgrimme” blev bragt til ud løsning i Baghdad, ifølge Reuters.
11 dræbte i eksplosion
Samtidigt som pilgrimme var vej ind i den irakiske hovedstad for at fejre en stor religiøs højtid, detonerede tre bomber med kort mellemrum.
Mindst en million mennesker forventes komme til helligdommen Kadhamiya for at være tilstede under høljtiden som kulminere på tirsdag.
Ifølge de første politirapporter var det kvindelige bombeaktivister der lå bag attentater , hvorunder de selv mistede livet.
Landminer dræber eller skader 50 mennesker i Afghanistan hver måned
12.Jan. 2009 – 01:45
I gennemsnit dør eller skades 50 mennesker hver eneste måned i Afghanistan på grund af landminer, informerer FN.
Godt 460.000 trampeminer og 20.000 kampvognsminer er siden 1991 blevet desarmeret. Trots det er Afghanistan
det land som er hårdest ramt af miner.
Efter ca 30 års krig, terror og udenlandsk militær indblanding er store områder stadig dækket af minefelt og omkring 150.000 afghanere er handikappede efter at have trådt på skjulte miner.
To tredjedele af landet skal angiveligt være renset for miner. Målet er at røje alle miner til 2013, hvilket FN-folk bedømmer blive svært.
30 året: Afghanistan invaderes af styrker udsendt af Brezhnev-regimet i Sovjet
27.Dec. 2008
1979- 2009 : Den 27.December 1979 sender Brezhnev-regimet store sovjetiske militær-styrker ind i Afghanistan.
Det afghanske folk lever stadig 30 år efter den sovjetiske invasion i 1979 under udenlandsk militær besættelse , terror og undertrykkelse.
Tidligere forsøgte de engelske imperialister at kontrollere afghanerne og deres land men måtte trække sig ud. For 30 år siden forsøgte Brezhnjev-regimet på Sovjetunionens vegne at erobre landet , samtidigt som USA sendte våben og instruktører ind i landet til “udvalgte oprørsgrupper”. Det skulle vise sig at det social-imperialistiske Brezhnjev-regime med invasionen af Afghanistan havde begået ikke bare forbrydelser mod Folkeretten og FN´s charter, men også en militær strategisk fejltagelse som har fået større politisk- ideologisk betydelse, især i den arabiske og muslimske verden , end man dengang kunne overskue.
Det kriseramte Sovjet måtte indse at forsøget på at gøre Afghanistan til et nyt Tjekkoslovakiet ikke kunne realiseres uden fortsat krig, terror og tortur mod afghanerne.
Den politisk-økonomiske krise skærpes i Sovjet i 1980´erne og bevidstheden om krisens omfang når helt op i overbygningen, toppen af det sovjetiske parti med Michail Gorbatjovs overtagelse af posten som leder i 1985. De socialdemokratiske “selvforvaltnings-reformer” i den økonomiske basis, som Hrusjtjov-gruppen gennemførte efter det kontrarevolutionære “kup” på partikongressen i 1956 , satte profitten som mål for de enkelte virksomheder og gav direktører og topchefer i de sovjetiske virksomheder næsten fuld autonomi til at “handle på markedet” for varer og arbejdskraft, havde opmuntret de kapitalistiske kræfter i økonomi og politik. Den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes “selvforvaltningsreformer” førte til stagnation og krise som i 1980´erne når et omfang som får ledelsen til at tale om nødvendgheden af “omstrukturering” – “perestroika” og åbenhed – “glasnost” for at få omfanget af krisen og det truende sammenbrud i den sovjetiske økonomi frem i lyset.
Samtidig havde de revisionistiske ledere gennem at optage milliardlån i kapitalistiske banker i udlandet – fortrinsvis i (vest-)Tyskland -
i realiteten pantsat det engang så mægtige Sovjetunions politiske og økonomiske uafhængighed.
Den økonomiske krise forbedres ikke af tyngden af udgifterne til krigen og besættelsen af Afghanistan hvor 100.000 sovjetiske soldater skal lære afghanerne om “Brezhnjev´teser om den fredelige overgang til socialismen”.
I 1986 rammes Sovjetuionens folk af endnu en katastrofe, : Atomkraftulykken i Tjenobyl i Ukraina.
Under disse ti år af Sovjetisk og USA-støttet terror og krig mistede 1,3 millioner afghanere og 15.000 sovjetiske soldater livet ifølge pålidelige kilder..
Krigen fremkaldte verdens største flygtingekatastrofe. Af Afghanistans 15 millioner indbygere flygtede 5,5 millioner til nabolandene 2, 5 millioner til Pakistan, mens Iran gav husly til 3 millioner afghanere. Hvilket indebærer at flere end en tredjedel af Afghanistans indbyggere flyttede ud af landet under den Sovjetiske besættelse.
FN fordømte den sovjetiske invasion og krævede fra begyndelsen at de udenlandske tropper skulle trække sig ud.
Den 14. april 1988 underskriver repræsentanter for Sovjetunionen, USA, Pakistan og Afghanistan en FN-aftale i Geneve om en sovjetisk militær tilbagetrækning fra Afghanistan. Den 15.maj 1988 indleder de sovjetiske styrker retrætten, som var slutført den 15 februari 1989.
Jan Myrdal:USA og Sovjet ansvarlig for elendigheden i Afghanistan
2.Dec. 2008 05:34
Det er ikke islam og de feudale stammetraditioner som er ansvarlige for Afghanistans elendighed, men Sovjet med sine lydstater og USA med sine lydstater – som Sverige tilhører. Det skriver forfatteren Jan Myrdal i en kommentar i Sveriges største Dagblad Aftonbladet idag.
Selv en svensk politiker burde indse at man ikke kan frelse folk med maskin-pistoler.
Sverige fører krig i Afghanistan – og snart måske ikke bare med lejesoldater. Det kan blive en pligt for svenske ansatte i forsvaret at slås mod hvad man kalder banditer og ekstremister.
Men til og med en svensk politiker burde indse at man ikke kan frelse folk med maskinpistoler, slår Myrdal fast i kommentarten som kan læses i dagens udgave af Aftonbladet.
Nej til imperialistisk krig i Jugo Osetinskaja (Syd-Ossetien)
10.August 2008
Foruden den Grusinske/Georgiske Fredskomite er der kommet en række udtalelser og analyser af krigen i Grusien som indledtes den 8.August med Sakaschvili-regimets angreb på Jugo-Osetinskaja- SydOssetien.
Blandt andet kom de russiske ungkommunister i Russian Communist Youth League (Bolsheviks) med en udtalelse som bringes her:
Om den imperialistiske krig i Jugo-Osetinskaya (Syd-Ossetien)
The long-running conflict in South Ossetia entered a more violent stage on August 8, 2008, when Georgian troops carried out an open aggression and intruded into South Ossetia, shelling the city of Tskhinvali with Grad missiles. The bourgeois regime of Saakashvili is trying to keep the illusion of Georgia’s national unity at all cost, without consideration for how many lives this may cost. Russia, which also got involved in this conflict, is sending a large number of military resources to the area of military action. There are already many victims on both sides.
Both in Russia and in Georgia, the governmental authorities are trying to use the conflict for their own benefit and this also includes promoting nationalistic hysteria, drawing the working-class peoples’ attention from internal problems and from class struggle. As rightly noted in the declaration of the Central Committee Secretariat of the PKRP-RPK [Russian Communist Workers Party-Russian Party of Communists], working peoples’ attention is drawn away from real problems by shouts of ‘Support our country!’ The RCYL(B) condemns this attempt to set working people of different countries against each other by using nationalistic feelings. Lenin wrote that ‘people have always been, and will always remain dumb victims of deception and self-deception in politics until they learn to discern class interests behind the various moral, religious, political and social phrases, declarations and promises’.
It is obvious that the Georgian authorities and capitalists, who are dependent upon the imperialists of the USA and the European Union, are interested in solving the issues of their territorial unity as soon as possible in order to become a part of NATO and turn Georgia into an alternative route for transporting oil and gas into Europe around Russia.
Naturally, the Russian capitalists are not happy with this scenario. The Russian authorities would like to have a presence in the region and a weak Georgia and unsettled national issues serve this purpose well. Many ‘patriotic’ statements can be heard about protecting Russian citizens in South Ossetia, but people for some reason forget that when for a week in the beginning of August there was shooting from both sides, the Russian government didn’t even think of protecting its citizens. The so-called peacekeepers didn’t intervene in the conflict, allowing the Georgian government to think that it may take more radical actions. Nobody remembered about ‘enforcing peace’ either. Moreover, the Russian government has still not used the powerful economic leverage that it has and that can have a significant influence on Georgia. We believe that the current situation, when the government in South Ossetia is formally Georgian but actually dependent on Russia, is directly beneficial to the Russian capitalist class. lf the Russian government was really interested in solving this problem, it would recognize South Ossetia’s independent status and act on the possibility of stopping the war before it began. Instead of doing this, the Russian government is engaging in a furtive political game, trying to use the situation for its gain.
RCYL(B) considers the war in South Ossetia an imperialist war, which does not serve the purposes of justice and which is conducted for the benefit and profit of capitalists of different countries. The people of Ossetia became a victim of a struggle between two capitalist cliques. Neither Georgia nor Russia is really interested in an actual resolution of the issue of South Ossetia independence. RCYL(B) does not support either of these countries in this war. We respect the right of the people of South Ossetia to self determination, which has been expressed in a referendum. National borders should not serve as an interference in the struggle of working people against capitalists.
RCYL(B) condemns the aggressive actions of the Georgian government, which will lead to a new and possibly a lengthy conflict in the Caucasus. The Russian government is also responsible for this war: it has provoked Georgia into an open and armed conflict by its inconsistent actions and supported an unstable situation in South Ossetia.
Once more Lenin’s words that in a capitalist order the rearrangement of the spheres of influence can only take place by war have proven to be right. All responsibility for this new war lies with capitalism and more particularly, the government of Georgia, as well as American, European and Russian imperialists. The ‘peace enforcement’ that Russia speaks about is nothing but the regular ‘patriotic’ rhetoric, which is meant to veil the real interests that the capitalists are pursuing in an imperialist war from which the working people of all countries can not benefit.
The Revolutionary Communist Youth League (Bolshevik) calls for an immediate end to the war in South Ossetia, the withdrawal of Georgian and Russian troops from the region and for the granting of guarantees of South Ossetia’s inviolability by both countries. Georgia must restore the villages, utility systems and infrastructure destroyed by its troops. All sides to the conflict must ensure the return of refugees of all nationalities to their homes.
RCYL(B) demands that the Russian and Georgian governments and the international community immediately recognise South Ossetia’s independent status.
No support to the governments of Georgia and Russia in the South Ossetia conflict!
We are against imperialist war!
No to the aggression and militarism of the ruling regime of Georgia!
Down with the continuous reason for war – capitalism!
The Bureau of the Central Committee of the Russian Communist Youth League (Bolsheviks)
10th August 2008
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _
Spaniens Kommunistiske Parti PCE(ml) slår i en udtalelse fast at
Kapitalen har igen sat Kaukasus i brand
Once again the Caucasus region has become a scene of confrontation between great powers.
On repeated occasions, our Party has referred to the attempt of Yankee imperialism to tighten the net around Russia: the recently concluded agreement with Poland and the Czech Republic to establish an anti-missile shield in the area, as well as the attempts, so far unsuccessful, to integrate Ukraine and Georgia into NATO, were clear examples of this.
On this occasion, with at least the consent of the U.S., their Georgian ally, the Mafioso Mikhail Saakashvili, set out to massacre the population of South Ossetia (which is in favour of joining Russia), an attack that was also a warning to the equally rebellious region of Abkhazia. The Russian response, in defense of both its peacekeeping troops that were stationed there as well as of its citizens in Ossetia, was not long in coming and was more forceful than expected, leading to the destruction of key military installations in different cities of Georgia, in a harsh counter-offensive.
Naturally, contradictory reports were put out by both sides, regarding both attacks against the civilian population and non-military infrastructure, as well as the use of prohibited weapons. However, we must emphasise the shameful role of the Western press, which has brazenly supported Washington’s version, gradually developed by the U.S., systematically hiding the responsibility of Georgia in beginning the conflict and exceeding even the position of the leaders of the EU, who quickly but in a ‘friendly’ manner have worked to obtain an agreement among the opposing parties, conscious of what they were risking.
The aggression has concluded, for the moment, in a draw, in which the U.S. (with the support of France and the United Kingdom) is trying to go back on the agreements for the cease fire, while the Russians have suspended their collaboration with NATO, increased the area controlled by their troops in Georgia and opened the ‘Pandora’s box’ of the future status of South Ossetia and Abkhazia. With the blocking of any possible solution in the UN, the immediate result of Saakashvili’s adventure will therefore be a precarious equilibrium, filled with uncertainties about the future of his country and, of course, of its population.
However, the key point of the clash is not just political. As Medvedev stated, ‘we will never let anyone kill our citizens, soldiers and peacekeeping officers unpunished. Russia has economic, political and military options for that.’ In effect, with its response Russia has expressed more than its anger at Western policies in Kosovo, or at the expansion of NATO. Russia has shown that it is in a position to begin to recover its influence and to intervene effectively in the shaping of international politics, on the three fronts mentioned.
It is clear that this was a political and diplomatic victory of Moscow over Washington: it has ‘bruised’ the Georgian Mafioso ally of the U.S.; it has opened the door to the independence of Abkhazia and South Ossetia under its tutelage, before the entrance of Georgia into NATO; and it has paid the U.S. back with interest for the slap in the face it received in Kosovo, leaving Bush without arguments against the future independence of those two regions. As for the EU, the division of opinions that already occurred at the Bucharest Summit regarding Russia has been consolidated. Although the United Kingdom, France the Baltic Republics and Poland are aligned with the U.S., Condoleezza Rice could not impose U.S. authority at the extraordinary meeting of the NATO Council, called on August 19 at the demand of the U.S., to ‘put Russia in its place’. The Alliance did not accept Bush’s proposal to reduce its links with Russia, nor was it willing to accelerate the incorporation of Georgia, which is the goal the U.S. is seeking as a result of the conflict.
On the military level, the clash in Georgia can be related to the struggle that the U.S. and Russia are maintaining, with the clear predominance of the former, but in which Russia is preparing to advance its positions: besides its military collaboration with Byelorussia, Moscow is trying to renew its military presence in Cuba, as was announced just a few days before the Georgian attack against South Ossetia; with this, the Russians ‘moved their piece’ under the pressure of the U.S. deploying its missile shield in Poland; their Foreign Minister also stated that ‘we will have to react, and not only with diplomatic protests’. The demonstration of force in Georgia faced with Saakashvili’s aggression can therefore be a warning of what Russia will not tolerate in the future.
But the touchstone, the unifying element of all these contradictions is undoubtedly the economic one. The resolution with which Russia has faced the crisis, going way beyond assuring its Ossetian citizens, has the same profound causes as the attitude of Washington’s European allies: economic interests. Russia, which is extending its economic influence around the world thanks to trade agreements and investments, makes up a third of its Gross Internal Product with its profits from oil and gas, which are primarily purchased by the European Union. In fact, the commercial trade between Russia and the EU is some seven greater times than that between Russia and the U.S. These figures explain the relative coolness with which the Europeans and the Russians have carried on their relations in the last weeks, above all within NATO in relation to the U.S. Besides, the Europeans should look favourably on the fall of an element such as Saakashvili, who is not very good for their business; and, with him, the loss of influence of the U.S. in the Caucasus, which complicates the relations between Russia and the EU.
However, the strategic importance of Russia for the transport of hydrocarbons, both their own as well as those from the Caspian region, has diminished since the opening in 2005 of the BTC [Baku-Tbilisi-Ceyhan] oil pipeline, that connects Azerbaijan with Turkey, passing through Georgia. Currently, besides, countries such as Turkmenistan, Kazakhstan and probably Uzbekistan are trying to escape from the dependence on Russia’s gas lines, leaning toward Turkey (via Armenia), a country that is trying to put an end to Gazprom’s status as the only buyer of Central Asian gas, with the approval of Israel. Without a doubt, the deepening of the instability in Georgia contributes to making the transport of hydrocarbons through the BTC less attractive, and serves to show the EU (and its oil companies and the BTC stockholders) that their best option is Russia. As Konstantin Simonov, General Director of Russia’s National Energy Security Fund, stated: ‘this situation increases the attractiveness of the Russian routes of supplying energy resources to Europe’. Thus the war in Georgia would have as a result, whether consciously or not, of definitively dissuading Europe from using the corridor from the Caspian Sea and Central Asia via Azerbaijan, Turkey and Georgia. Moreover, the Russian demonstration can serve as a ‘warning for seafarers’, directed at the other former Soviet republics of the region to maintain their economic and political links with Moscow, after years of Yankee penetration.
Finally, without forgetting that the origin of the conflict was the aggression by the Georgian chauvinist State, backed by the U.S., we cannot forget that at the base of the problem are the inter-capitalist contradictions, the fight for access to and control of strategic regions for the extraction and transport of hydrocarbons. And that is the fundamental reason not only for the pressure and the aggressiveness of the U.S. and its main allies against Russia, but also of the latter’s efforts to respond to the attacks and to build new alliances.
For the Self-Determination of the Peoples and Against Capitalist Looting
Imperialists Out of the Caucasus!
Madrid, August of 2008
Communist Party of Spain (Marxist-Leninist)
Secretariat of the Central Committee
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _
The Class Roots and Sources of the Aggressive Actions of Georgia Against South Ossetia and Abkhazia and the Aggravation of the Situation in the Caucasus
Aleksej Danko
The national hostility along the boundaries of the territory of Georgia – Abkhazia and Ossetia, that has now reached the level of open military confrontation between the Georgian authorities and the local population of these autonomous regions, began to appear already at the time of the establishment of revisionism in the Soviet Union; these contradictions were prevented from breaking into open conflict with the help of the system of Soviet social-imperialism. The domination of the Soviet social-imperialists in the territory of Abkhazia and South Ossetia was performed through Georgia by the hands of the Georgian bourgeoisie. Therefore the population of these autonomous regions was never particularly fond of the Georgian authorities, as they regarded the latter as exploiters. This situation promoted anti-Georgian sentiments on a mass scale, which at the same time diverted the attention of the population from the central causes and the culprits of both the national and class oppression in the Caucasus, as well as on any other territory of the social-imperialist Soviet Union. These are the sources that led to the military confrontation of the population of Abkhazia against the Georgian oppressors and the bloody military action in Tskhinval on August 8, 2008.
The worsening of the situation in Abkhazia and South Ossetia gained momentum after the collapse of the Soviet Union. The Georgian bourgeoisie, having acquired independence from the oppression of Soviet social-imperialism, took decisive action to subject the economic potential of the different regions to its interests. Its great-nation interests pushed the chauvinist regime of Zviad Gamsakhurdia into power. Under the excuse of defending the territorial integrity of Georgia, this regime quickly liquidated the autonomy of South Ossetia and Abkhazia by depriving their people of the most basic national rights. Most of all, it was the liquidation of the autonomy that enabled the Georgian chauvinists to harshly suppress any form of discontent of the disenfranchised people of South Ossetia and Abkhazia.
In this situation the peoples of South Ossetia and Abkhazia could not refuse assistance from any foreign state, including that of Russia, because such assistance would be regarded as a direct challenge to the sovereignty of Georgia. The peoples of South Ossetia and Abkhazia have no choice but to stand up in defence of their territories and to decisively withstand the aggression of the Georgian oppressors by de facto declaring their independence from Georgia. From this point of view the interests of the local bourgeoisie and the broad popular masses of South Ossetia and Abkhazia concurred in this particular situation.
After the disintegration of the Soviet Union a number of independent states were formed. Russia happened to be the strongest and most prosperous of those states. Russia was able to even retain the status of an imperialist power, although secondary with respect to other imperialist countries. Moreover, the majority of the former republics of the Soviet Union remained economically dependent on Russia. In particular, economic life in Georgia depended almost exclusively on the distribution of electrical power from Russia. In addition, in a number of underdeveloped regions of the former Soviet Union the economic control of Russian capital remained insurmountable. South Ossetia and Abkhazia belong to this type of regions, where the economic interests of the Russian imperialists and the local bourgeoisie overlapped strongly long before the Georgian bourgeoisie even tried to establish its hegemony in these regions. As a result, in the territories of South Ossetia and Abkhazia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed and the local bourgeoisies happened to be on the side of the former.
What do the interests of the Russian imperialists in Abkhazia consist of? Minerals, coal and various metals are extracted from its soil. Abkhazia has significant hydraulic resources relevant to industry. The climatic conditions of Abkhazia allow for citrus and other sub-tropical fruits to grow. Abkhazia has unique and favourable conditions for the development of the tourist industry. Moreover, the Abkhazian coast stretches 200 kilometres, which has the potential to significantly increase the influence of either Russia or Georgia on the Black sea, including their military presence.
By comparison, South Ossetia’s economic potential and natural resources do not play such a decisive role in explaining the sources of the conflict between the interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie. The territory of South Ossetia stretches over the north of Georgia and is separated from Russia by the mountains of the Caucasus. It is the geographic situation of South Ossetia that could be the main reason for the confrontation between Georgia and Russia for the control of this territory. The presence of the Russian army on the territory of South Ossetia allows the Russian imperialists to more efficiently control the influence of other imperialist countries on Georgian territory against Iran and the Middle East, where the Russian imperialist have significant economic interests. Therefore the possible presence of Russian armed forces and Special Forces in the territory of South Ossetia, with any legal status, may prevent the Georgian bourgeoisie to place in the territory of Georgia foreign military bases, which are undoubtedly considered by the Georgian bourgeoisie as a source of profit. Therefore on the territory of South Ossetia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed head on. The Russian imperialists are interested in preserving its influence on the South Ossetian territory at any cost; this is achieved with the assistance of the pro-Russian South Ossetian regime and population. The Georgian bourgeoisie is heavily invested in expunging Russian influence on the other side of the Great Caucasian Mountains and in cleaning the territory of South Ossetia from the anti-Georgian and pro-Russian rival population. It is because of this reason that the Georgian armed forces during the time of the aggression of August 2008, seem to have been given the orders to obliterate the population of South Ossetia (more than 30 thousand civilian South Ossetian citizen became refugees according to the Russian government)
In the period of the dictatorship of the proletariat the land, forest, hydraulic and other natural resources of the USSR belonged to the whole society, i.e. it belonged to all the nations on equal footing. The peoples of the Soviet Union lived in a united and friendly family, not fighting but helping each other. The borders between national establishments had a formal character and were determined exclusively from the point of view of the administrative convenience. As a result North Ossetia (north to the Great Caucasian Mountains) formally belonged to Soviet Russia and South Ossetia (south to the Great Caucasian Mountains) to Soviet Georgia. Under these conditions the unity of the Ossetian people was preserved.
The aggravation of the situation in the Caucasus around South Ossetia and Abkhazia resonated so widely and suddenly in the international arena that it became even more prominent that the conflict between Kosovo and Serbia. These evens generated a swift and open conflict between a number of imperialist powers, especially between the US and Russia. This is understandable, since towards 2008 the territory of Georgia became contentious due to the struggle between the imperialists of the US and Russia for the control over Iran and Azerbaijan (a significant contingent of Russian capital is present in Iran and, Russia and Azerbaijan have longstanding economic ties). American imperialists do not have economic presence and influence in Iran. Therefore the US tried to build air and rocket bases in the territory of Georgia with the purpose of using them against Iran in order to destabilise this country, to turn this country into a region of high risk for foreign investment and to create the conditions to expel its imperialist rivals from Iran. Moreover, the US imperialists are interested in the control over the transit of oil from Azerbaijan through Georgia and over the oil ports on the Georgian coast; this would allow the US to establish direct control over the Black and Caspian seas and would turn Georgia into a solid satellite leading to the diminishing of the influence of Russian imperialism in the area.
The leading powers in Western Europe, especially France and Germany, played a shady role in the events described above. What concrete interests did France and Germany pursue in these events? France, Germany and Russia have trade ties with Iran. Therefore they are not interested in the US using the Georgian territory for to put military pressure on Iran. This would enhance the risk factor for Western European and Russian investors.
For instance, the head of the French oil company Total stated in July 2008 that because of the aggravation of the geopolitical tension in this region his company is not planning to invest in the most important Iranian gas bed, in South Pars.
On the other hand, both France and German are not interested in further strengthening the positions of the oil and gas industry of the Russian imperialism in the world market because the French and the German economies significantly depend on the import of oil and gas, which are to a great extent supplied by Russian oil and gas corporations and the price for oil and gas has a direct impact on the profits of the capitalists of Western Europe.
In the beginning of July 2008 the head of ‘Gazprom’ (the Russian gas monopoly. Note of translator) visited Iran and help negotiations with the president of the country with regards to developing cooperation in the area of oil and gas. This included negotiating Russian involvement in the building of a gas extraction plant in South Pars. According to a statement of the press office of ‘Gazprom’ both sides agreed to create a joint venture for oil and gas related projects in Iran, Russia and other countries. In addition, the Iranian side put forward the question about the possibility of Russia supplying gas to the northern regions of Iran on a long-term basis.
Iran is has the second largest reserves of gas and a tighter cooperation of Russia and Iran, according to the majority of experts, could allow these countries to determine the gas prices in the world market.
Therefore the imperialists of Western Europe are not interested in the consolidation of the influence of the Russian gas and oil corporations in countries with oil and gas resources in the Caspian area, such as Russia, Iran and Azerbaijan. Azerbajan’s oil flows through Georgian territory. In order not to allow Russia to attain direct control over the transit of gas from Azerbaijan through Georgian territory, Western imperialists managed to place their own observers along the border of South Ossetia, under the banner of the European Community.
As a result, in the territory of Georgia global interests of a number of imperialist powers clashed and therefore the conflict went beyond the boundaries of a regional conflict. This conflict not only further complicated the situation in the Caucasus but also could spark a world war.
The US imperialists tried to achieve its aggressive plans using the Georgian armed forces. With this purpose they financed the militarisation of Georgia, supplied this country with modern weaponry through third countries, trained army personnel for military action with the help of American and other foreign instructors and guaranteed full support to the bourgeois regime in Georgia. The rapid intervention of a large contingent of the Russian armed forces, which had been prepared for this possibility, ruined US plans for the swift take over of South Ossetia and Abkhazia by the Georgian army. The Russian armed forces prevented military action against Abkhazia, expelled the Georgian troops from the territory of South Ossetia, defeated the Georgian army to the level that it became unable to fight further and inflicted destructive blows on a number of military objects in Georgia. Soon after the conclusion of military action the bourgeois authorities of Russia declared the independence of the republics of South Ossetia and Abkhazia, who proclaimed their sovereignty fifteen years ago. This gave the possibility to the Russian imperialists of turning its ‘peacekeeping’ military contingent with limited rights and liberty of action into a regular military contingent based upon bilateral agreements with the sovereign republics of Abkhazia and South Ossetia. This strengthened the positions of Russian imperialists in this region. The Russian imperialists managed to conceal its predatory essence under the propaganda of saviours of the South Ossetian and Abkhazian peoples and their independence. We can only recognise heroism in those soldiers and civilians who died fighting the Georgian aggression, since the bourgeoisie is not able to display selfless actions in defence of other nations.
Ukraine, Israel and other countries supplied modern weaponry, including weapons produced with the participation of Russian military capital to the Georgian army. Therefore, they did not only exposed themselves as loyal servants of the interests of US imperialism, but earned their profit at the expense of the blood and suffering of the civilian population of Abkhazia and South Ossetia.
Aleksey Danko
Leningrad
Information
The Ukrainian-Russian accord on production and scientific-technical cooperation in the area of military production is in force since 1993. In 2004 a bilateral inter-government agreement was adopted that regulates the export of military goods to third countries. Towards 2005 about 1330 Russian and Ukrainian companies operated within the framework of programmes of cooperation of the Commonwealth of Independent States (CIS) under preferential trade conditions.
Despite the fact that the volume of military-technical ‘cooperation’ has diminished over the years, the volume of military trade with Russia accounts for 30% of the total military trade of Ukraine. Even though the two countries happened to be in opposite sides of the conflict, both made money out of the trade of these lethal merchandise. According to the Ukrainian centre overseeing the reconversion and disarmament of the armed forces, in 2007 Ukraine earned somewhere between 600 million and one billion USD in military trade. In particular, Georgia purchased 10% of the military merchandise traded by Ukraine.
Conclusion: Russian companies also made profits out of the armament of Georgia through ‘third countries’ (in this case through Ukraine).
Ukraine
Proletarian Marxist-Leninist Organisation ‘Red Commune’.
We Call On
The progressive forces of all countries to support the peoples of South Ossetia and Abkhazia in its struggle for independence and to put pressure on the governments of their countries to acknowledge the sovereignty and establish diplomatic ties with the republics of South Ossetia and Abkhazia.
The proletariat of South of Ossetia and Abkhazia to take into account and remember that the local bourgeoisie is also their irreconcilable class enemy and that the unity with this class during the period of struggle for independence was forced and temporary.
To the progressive forces of Georgia, specially the proletariat to develop active struggle against the aggressive and chauvinist policies of the ruling regime of Georgia and against the location of military bases of imperialist countries in their territory.
To the Russian proletariat, to expose the predatory character of the domestic and foreign policies of the Russian bourgeoisie (for instance, in 1962 the elite forces and army of the social imperialists of the Soviet Union mercilessly opened fire over Novocherkass workers on strike; in 1999 the Russian imperialists violently suppressed the workers protests in the cellulose plant in Vyborg, Leningrad; the Russian imperialists, in their struggle for the control of the oil of Grozni, unleashed their military might over the civilian population of the Chechen republic) in general and with regards to the oppressed people of South Ossetia and Abkhazia. Lead the struggle against the development of Russian chauvinism and the violence against the Georgian people.
Proletarskaya Gazeta #30
November 2008
Syv Højesteretsdommere enige: PET brugte “terrorstats”-metoder da tuneser blev fængslet uden retsag
18.Nov. 2008
Højesteret underkender PET
I et halvt år sad en tuneser fængslet uden retssag og beviser. Alene på PET´s mistanker og løse rygter . Men kravet om bevisførelse gælder også PET, slår en enig Højesteret fast.
Politiets Efterretningstjeneste har ikke ret til at kræve mennesker – hvad enten de er danske statsborgere, flygtninge, udenlandske arbejdere og andre indvandrere – fængslet uden at fremlægge konkrete beviser. Det fastslog syv enige dommere i Højesteret i en kendelse i den såkaldte tunesersag i dag.
Læs endvidere : Stasi-staten Danmark:Gangstermetoder mod to tunesere
Nazi-propagandalejr udenfor Rostock lukket af politistyrker
12 aug 2008 – 10:30 *
ROSTOCK;Tyskland – - – En sommerlejr for børn udenfor Rostock som blev drevet af tyske neonazister er blevet lukket af politiet. Næsten 40 børn og teenagere blev bragt tilbage til deres forældre, rapporterer BBC.
Politiet fik tips fra naboer til “eventyrslejren” , som havde mistanker om hvad der foregik på den afsides liggende lejrplads udenfor en forstad til Rostock. På lejren blev der fundet mængder af racistisk propaganda og håndklæder med hagekors.
Lejren betragtes af et netværk mod nazisme som et forsøk på at rekruttere hele familier tll den ultraradikale neonazisme. Ifølge politiet er de nynazistiske grupper i Tyskland blevet stadig mere voldelige.
I en interview med den tyske avis Der Tagesspiegel, siger chefen for Tysklands rigskriminalpoliti, Jörg Ziercke at nynazisterne i landet på senere tid er blevet mere voldsomme.
“-Nynazister har tidligere undgået vold i stor udstrækning, men så ser det ikke ud længere”, siger Ziercke til avisen.”
Andelen dåd med racistiske og fremmedfjendtlige fortegn er steget i Tyskland. Under årets fem første måneder blev der rapporteret 15 sager, hvilket er en femdobbling, sammenlignet med samme periode i fjor.
Ifølge Der Tagesspiegel var deltagerne på lejren mellem 8 og 14 år.
Tidsbilleder af Rusland (1908)
2008 -
For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – verdens største land -
År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter. >
Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene? > > > > > > > > > > Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde! > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > – - – - – - – - – - – - – - – - – - -
Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling. > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.
Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – -
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – -
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. -
- – – – - – -
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – -
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. -
En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne« (“narodnikker” på russisk,RED.anm.) ; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. -
Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. -Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg – altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. -
Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. – – – – – – – – – – -Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem.
Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. – – Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« , »leve den kommende revolution!« – var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903:
»Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken.
- – – – -
Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk.
»Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.«
Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes« generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt – samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand – i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien.
»Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?… Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden – lad det sammen med dig styre landet!
Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt – både for os selv og for dig, kejser!«
I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. -
Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik.
I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. – I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma – det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. – – -
I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne – og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« – en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger – fik den sit brændpunkt. – – -
Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd.
- – – – – – -
Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud – og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt.
- – – – – – – -
Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen – en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen.[Czarruslands parlament, red.anm.]. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. – – – I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt ? – – -
Den valgte det sidste – d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde.
- – – – – -
Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og – hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed – ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem – ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale – har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. – – – Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller – i de fleste tilfælde – til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system – det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver – når kampen kommer, lidt før eller lidt siden – derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. – – – – – Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning – til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder – kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet
»Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter – men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.
Gustav Bang – 1908
Redaktionel efterskrift :
Når man læser Gustav Bangs 100-årige artikel slår det en hvor stor en Ruslands-kender forfatteren er – og hvor profetisk han er når han spørger, trods hans “vestligt” chauvinistiske udgangspunkt :
“hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet (Czar-regimet) knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene ?”
Vi der lever 100 år efter Gustav Bangs artikel ved at den russiske og senere sovjetiske revolution i 1920´erne og 1930´erne og som stod sin ildprøve under Anden Verdenskrig revolutionerede ikke bare Rusland og Europa, men hele verden og for altid har brudt de herskende – kapitalistiske såvel som feudale – klassers arrogante herrefolkstankegang – deres “eneret” på at diktere menneskehedens udvikling og har ændret kommunismens position fra utopi til realistisk mulighed og dermed taget hul på menneskehedens rejse mod det klasseløse samfund.
Samtidigt bekræfter Gustav Bangs beskrivelse af begivenhederne i Rusland gang på gang at den revolutionære kamp medfører indrømmelser og reformer.
Reformerne – hvad enten det er valgret, mindsteløn, syge- og arbejdsløsheds-dagpenge, gratis undervisning og hospitalsbehandling – er i sit væsen biprodukter af den revolutionære kamp – indrømmelser som udbytterne giver i håb om at opretholde deres privilegier, rigdom, ejendomsret og fortsatte ret til udbytning af det besiddelsesløse flertal.
De omtalte råd af “arbejder-deputerede”- dvs valgte af arbejderne – svare til sovjetter på russisk var en ny type græsrodsorganisationer som Lenins og Stalins socialdemokrati (bolsjevikerne) mente var mere demokratiske end “Dumaen” – det centrale parlament.
Der blev også opbygget råd blandt soldaterne og bønderne.Rådene blev rygraden i den socialistiske magtovertagelse i oktober 1917.
Når Gustav Bang omtaler Czarruslands “socialdemokrater” efter 1903 er det Lenins og Stalins bolsjevikiske (flertals) fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) han omtaler. Partiet blev splittet i 1902 i en bolsjevikisk (flertal) og en mensjevikisk(mindretal)
fraktion.Ikke bare revolutionen i 1905, men også Oktoberrevolutionen, som indtraf bare ni år efter Gustrav Bangs artikel og især den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.
Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister”, “social-chauvinisterne” i Staunings og Noskes II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.
Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina,Indokina,Indien,Irak og andre lande.
Modstanden uovervindelig:CPP-NPA kæmper for en retfærdig sag:
25.dec. 2007
Derfor er modstanden uovervindelig: CPP-NPA kæmper for en retfærdig sag
Det skriver det borgerlige filipinske dagblad Philipines Daily Inquirer i en artikel af Delfin Mallari Jr. om hvorfor New Peoples Army – Den Nye Folkehær – stadig efter 39 års kamp “udgør en sikkerhedstrussel”
CPP-NPA fighting for just cause, Sison claims
Ifølge Filippinernes Kommunistiske Parti – CPP´s formand ved stiftelsen Jose Maria Sison, kæmper NPA-oprørerne for en retfærdig sag.
“The Filipino people’s armed revolution for national liberation and democracy against imperialist and feudal domination is a just cause. It is therefore understandable why this armed revolution is indestructible and has successfully persevered against the Marcos fascist dictatorship and the subsequent pseudo-democratic regimes,” Sison said in a statement sent to the Philippine Daily Inquirer on the eve of the CPP’s 39th founding anniversary on December 26.
Kapitalismens Verdensorden :67 millioner flygtninge på jorden
18.Juni 2008 – FN´s Flygtningeorganisation UNHCRopgiver at antallet flygtningne på jorden i 2007 løb op i 67 millioner mennesker. Davon flohen 11,4 Millionen Menschen in andere Länder. 26 Millionen sind Binnenflüchtlinge. Die Hauptgründe sind Verfolgung, Krieg und Naturkatastrophen. Alene i Palæstina er 4,6 Millioner mennesker blevet fordrevet eller etnisk udrenset af Staten Israel fra deres hjemland.
Og flere end 5 millioner irakere har været eller er på flugt fra den USA og Dansk-støttede krig, terror, tortur, kriminalitet som de udenlandske styrker er ansvarlige for.
Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”
30.Sep. 2008 – 11:23 *
75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.
Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.
1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *
4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?
5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland
Irak år 6 efter “befrielsen” : Otte civile dræbte i amerikansk luftangreb
19 september 2008 – 16:32
Otte civile, tre af dem kvinder, blev dræbt under et luftangreb som USA-styrker gennemførte. USA har nu lovet at “udrede hændelsen”.
Målet for det amerikanske angreb var en “al-Kaida-mand” som befandt sig i en bygning i byen Tikrit.
De amerikanske soldater skød manden og beordrede derefter et luftangreb mod bygningen. Tungt bevæbnede helikopterer skal derefter have åbnet ild mod den.
Tre kvinder og et lille barn kunne reddes ud af bygningen.
11.September – Chile 1973 – September USA 2008
29.Sep. 2008
Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.
September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.
Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.
De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.
Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”
75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten. .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden: 
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Afghanistan:Mange døde efter omfattende USA-støttet flyangreb i Nimroz
30 Jun. 2008 – 13:40 *
Mindst 33 afghanere - som af de udenlandske militærstyrker kaldes “talibanere” – blev dræbt i et angreb af afghanske hærstyrker og den USA-anførte militæralliances kampfly i det vestlige Afghanistan i dag, oplyser regeringstjenstemænd.
Indsatsen udspillede sig i provinsen Nimroz, et relativt roligt område grænsende til nabolandet Iran, efter at militante havde angrebet en politistation.
Målet for indsatsen var en lokal talibanledare, som ifølge alliancen er kendt for at ligge bag bombeaktioner.
Ifølge ubekræftede oplysninger faldt 6-8 civile også som offrer for fly-raiden.
Irak år 6 efter “befrielsen” :Tolv døde i bombeattentat i Baghdad
3 Aug. 2008 – 09:48
En serie bombeattentater dræbte mindst tolv personer og skadede mere end 30 i Baghdad søndag morgen.
En af bomberne skar en minibuss i stumper i Baghdad´s nordlige dele. Otte mennesker blev dræbt og 14 blev skadet.
På Palæstina-gaden i Baghdad´s centrum blev 15 mennesker skadet da en vejbombe rettet mod en politipatrulje eksploderede.
En tredje angreb mod et regeringskøretøj skadede mindst to civile i Baghdas sydøstlige kvarterer.
USA-soldat frikendt for drab på ubevæbnede irakere
29 Aug 2008 – 03:38
En tidligere sergant i US -Marines – USA:s søværn (marinekorpset) som stod anklaget for drab på fire ubevæbnede irakiske fanger blev frikendt fra alle anklager af en domstol i Californien.
Allerede her stiller man sig spørgsmålet: Hvorfor skal en retsag om forbrydelser begået i Irak foregå i USA ?
Ifølge anklagen skulle sergenten have dræbt to af fangerne selv for derefter at give underordnede ordrer om at dræbe de to andre irakiske fanger. Mord-anklagen blev afvist og marineofficereren blev frikendt fordi at de to marinekorpssoldaterna vægrede at vidne mod den anklagede.
Faldet blev først opdaget da en af marinekorpssoldaterna tilstod mordet da han skulle ansættes af sikkerhedstjenesten og blev udspurgt med brug af en løgnedetektor .
PET-agent dræbt i bombeattentat mod USA´s spionrede i Pakistan
24.Sep. 2008 – 22:23
Endnu et offer for USA´s og Danmarks krig mod terror
Det bekræftes nu at det krigslignende bombeattentat på Luxury Marriott hotel var en vel forberedt kirurgisk operation mod agenter og spioner fra USA og dets allierede stater.
De udbrændte rester af luksushotellet Hotel Marriott 
-
Den danske spion- og efterretningstjeneste PET oplyser at dets agent ved den danske ambassade i Islamabad den 53-årige Karsten K. , er blandt de dræbte i bombeattentatet i Islamabad.
PET’s sikkerhedsagent Karsten K. betaler dermed den højeste pris for Danmarks støtte til USA´s “krig mod terror” – der tværtimod målet , har ført til øget krig, vold og terror i Afghanistan såvel som i Irak og Pakistan.
Det er retsgenetiske undersøgelser, der nu med sikkerhed har bekræftet, at PET-agenten er blandt de dræbte efter bombesprængningen ved hotel Marriott i Islamabad.
At målet for bombeattentatet var det store femstjernede luksus Hotel Marriott var oplagt. Dels er hotellet et mødested for den pakistanske overklasse og udenlandske “venner”, politikere og spioner.
Hele to etager på Hotellet var reserveret til repræsentanter og hemmelige agenter fra USA. “Det er en offentlig hemmelighed at elevatoren ikke stoppede på disse to etager”, udtaler en pakistansk analytiker som ønsker at være anonym til journalister.
Chefen for PET Jakob Scharf udtaler:“- Det er med dyb sorg, at vi nu har fået vished for, at PET har mistet en dygtig, betroet og meget værdsat medarbejder.
Karsten K. var fra 1982 i en lang årrække kriminalassistent i Københavns Politi, hvor han blandt andet arbejdede i røveriafdelingen og bedrageriafdelingen. Han har været udsendt på internationale opgaver i bl.a. Kroatien, Bosnien og Palæstina. Fra 2006 begyndte Karsten K. i PET’s Sikkerhedsafdeling.Hvor han altså også afsluttede karrierren
KILDER: groundreport.com :
Now it had been confirmed that deadly . . . attack on Luxury Marriott hotel was a well planned surgical operation against secret agents of US and its allies countries.
“It is obvious that Marriott was converted in the main hub of international spies now a day”, An Islamabad based analyst disclosed.
She told this scribe that two floors of the Marriott was reserved for US officials and secret agents. “It is open secret that hotel lifts were not stopped at these floors”, he added, while requested not to be quoted her name.
She disclosed that an officer of British Scotland Yard was also a permanent resident of the hotel.
“These spy rackets were the original target of the blast”, she asserted.
. . . PET, said in a separate statement that one of its agents, a security advisor, had been posted missing, presumed dead. A second PET official was unhurt, it said.Pentagon confirmed two marines killing
The Pentagon confirmed the deaths of two US marines in blast whose were staying in the hotel. Pentagon officially announced that its two marines succumbed to injuries in the blast. These agents were posted in US embassy in Islamabad. .. — – - – - — -
Afghans detainedIslamabad police have detained four Afghan citizens on suspicion of involvement in a bloodiest suicide blast in Islamabad on Sunday evening.
The bloodiest suicide attack took place as a heavy duty dumper truck had been rammed explosive-laden vehicle into luxury hotel late Saturday evening.
A large number of vehicles parked in theparking have completely destroyed. Security officials have said more than 600 kilograms of explosives have been placed in the truck.”
Irak kræver retsager mod “Blackwater”-vagter
17 Aug. 2008 – 14:41
Irakiske myndigheder hævder at de har ret til at stille seks vagter fra det kapitalistiske sikkerhedskoncern Blackwater til ansvar for ihjelskydningen af 17 irakere i Baghdad.
Det var i forbindelse med en amerikansk diplomat-eskort den 16 september i fjor at 17 civile irakere blev skudt ihjel af vagter fra det amerikanske koncern. Blackwater hævder at vagterne handlede i selvforsvar.
Åbenbart er det ikke den USA-støttede “demokratiske regering og retsmyndigheder” der suverænt bestemmer hvem der overtræder landets love, for fakta er at udenlandske firmaer – som i stort tal er myldret ind i Irak efter at US-army invaderede landet – står over irakiske love og myndigheder. Også selvom de har begået de værste forbrydelser: at slå mennesker ihjel. De kan heller ikke gøres ansvarlig ved domstole i USA. Det indebærer at de i realiteten står over loven og ikke kan straffes uanset hvilke forbrydfelser de begår mod Iraks folk
FBI gransker kollapsede finansgiganter
24. Sep. 2008 – 08:41
Samtidigt som Bush-regeringens har travlt med at redde Wall Streets kapitalistiske finansvirksomheder ud af bankerotten med skattemidler har det amerikanske forbundspoliti
FBI fået så mange tips om omfattende bedragerier og lovovertrædelser hos de fallerede finansgiganter at der er indledt en efterforskning af 26 finansvirksomheder.
Presset på og kritikken af Bush-regeringen stiger for hver time der går efterhånden som omfatningen af den finanskapitalistiske krise forværres.
Under et møde på Capital Hill skal finansminister Henry Paulson blandt andet være blevet kraftigt opfordret til at gå hårdt frem mod de ansvarlige topdirektører i de kapitalistiske finansgiganter som nu ligger uddøde som dinosaurer og spreder en stank af blod, død og panik blandt Wall Street´s finanshajer – eftersom det ellers kan blive svært at i andre sammenhæng holde en høj profil mod de som forsøger at snige uden om sit ansvar.
Kritiken mod Bush – også fra “liberalt og demokratisk” hold – sker også for at imødekomme den folkelige vrede der retter sig mod Bush-regeringen og den kapitalistiske elite der slipper ustraffet afsted med at lyve, bedrage og om krig , terror, tortur og aflytning i Irak , Afghanistan såvel som i selve USA samtidigt som Bush-regeringen og den kapitalistiske elite og finanshajerne på Wall Street har raget milliarder til sig uden og indenfor lovens rammer samtidigt som det store flertal i Staterne: arbejderklassen og andre kulturbærende og arbejdende lag betaler regningen i form af død og invaliditet i Irak og Afghanistan, stigende inflation, massefyringer, tvangssauktioner og indskrænkninger af de demokratiske rettigheder.
I USA taler man om at MAIN Street – omtrent manden på gaden – betaler regningen for den fest som WALL Streets finanshajer og profitnarkomaner har holdt de sidste år.
FBI´s bedragerimistanker retter sig mod nogle af USA´s og den kapitalistiske verdensordens giganter: det gælder investmentbanken Lehman Brothers, de offentlige realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, ligesom forsikringsgiganten AIG nu bliver en sag for FBI , rapporterer amerikanske medier.
CNN meddelte at de fire selskaber indgår i en større udredning som handler om 26 amerikanska finansfimaer ifølge en FBI-chef. Dessutom granskes 1 400 mindre selkskaber og individer mistænkte for huslånsrelaterede bedragerier.
Myndighederne vil undersøge om disse firmaer og deres chefer i deres jagt efter at “score kassen” har bidraget til de finansielle problemer at gennem at opgive “urigtige oplysninger”.
FBI utreder också specifikt om finansinstitutionernas chefer bevidst har levereret fejlagtig information om den finansielle styrke i deres virksomhed.
Men også de investmentbanker som “solgte” boligkreditterne” bl.a “subprime”-lån videre som finanskapitalistiske kreditobjekter til fonde og banker i Europa er i søgelyset.
Allerede sidste år fik FBI tips og tog initiativ til en bredere granskning af finanssektorn og den måde som finanskapitalen “strikkede” boligkreditter sammen på.
Men FBI – der heller ingen lovgivende myndighed har – opførte sig som som tjeneren der spørger herren “Anything else, Sir”. Finanshajerne har ikke haft noget at frygte hos FBI:
At komme til bunds i lovovertrædelserne og den finanskapitalistiske krisesump på Wall Street vil kræve en organisation med samme styrke og indstiling som Stalin´s NKVD .
Det illustererr Lehman Brothers chef, Richard Fuld bedst da han i april erklærede ”det værste er ovre”om krisen i USA.
Så sent som i juni erklærede han eksempelvis for at berolige finansmarkedet i forbindelse med en nyemission af aktier på 6 milliarder dollar og en rapport som viste tab i nomegnen af 3 milliarder ved at :
“…med vor stærke budgetbalanse og med de forbedringer vi har set på finansmarkedet siden marts er vi vel positionerede for at gennemføre vor strategi”,
sagde chefen for firmaet som tre måneder senere indleverede konkurs-papirerne.
Ingen av bank- och finansinstituten vill kommentere forlydenderne om FBI-undersøgning.
Kilder: BBC News. +CNN
Rusland får støtte fra nabostater i konflikten med Saakasjvili-regimet og USA
6.Sep. 2008 *
Efter Grusien-krigen : Nyt nederlag for USA og Saakasjvili-regimet i Tbilisi : Den euroasiasiske samarbejdsorganisation SJoS støtter Rusland i konflikten med Saakasjvili-regimet i Tbilisi
Deltagerne i den så kaldte Shanghai-gruppes (Shanghai Cooperation Organisation) SJoS møde i Dusjanbe i den tidligere Sovjetrepublik Tadzjkiistan “udtrykte dyb bekymring over situationen omkring Sydossetien og støtter Ruslands aktive rolle for at fremme fred i regionen”, rapporterer nyhedsmedierne
I udtalelsen fra Shanghai-gruppens møde hedder det :
“SJoS (SCO)´s) medlemsstater byder underskrifterne den 12 august i Moskva af de seks principer for en løsning af konflikten i Sydossetien velkommen og støtter Ruslands aktive rolle for at fremme fred ogh samarbejde i regionen”, bliver det betonet i dokumentet.
Faktum er at de kapitalistiske Nato-stater ikke støtter de seks punkter, til trods for at de ble forhandlet frem af Nato- og EU-landet Frankrig. I FN har Frankrig fremlagt et forslag som kun indeholder de to første af de seks punkter. Og . . . . altså udeladt de sidste fire punkter i den fredsopgørelse som Frankrig selv har forhandlet frem. Hvorfor ? Skyldes det at Grusiens Præsident Saakasjvili hele året har nægtet at skrive under på en aftale hvor han forpligter sig til at løse konflikten med sydosseterne skal løses uden vold ?
I selve sagen er SCO´s udtalelse derfor en støtte for Rusands position.
SCO:s reaktion kan anses vara försiktig, eftersom förklaringen inte kommenterar det ryska erkännandet av Abchaziens och Sydossetiens oberoende som orsakat den senaste tidens intensiva debatt i världspolitiken.
I organisationen indgår Kina, Rusland, Kyrgyzstan, Kazakstan, Tadzjikistan og Uzbekistan – alle tidligere Sovjetrepublikker ligesom Grusien. Iran, Indien, Mongoliet og Pakistan deltager som observatører. Også Irans præsident Ahmadinejad – som uden ophold er udsat for en hysterisk
bagvaskelseskampagne i de kapitalistiske Nato-stater – deltog i mødet. Han benytede lejligheden til at byde forsamlingen på en svidende opgørelse med USA´s bombningar af Afghanistan. Afghanistans præsident Hamid Karzai som deltog som hædersgæst ved mødet, er ganske vist USA´s klient men han har også protesteret mod de amerikanske bombardementer. Nu fik han omverdenens støtte for dette. På mødet deltog politikere og ledere for lande som samlet udgør mere end halvdelen af menneskeheden.
5. september sammentrådte så ODKB – som er SNG´s militære parallellorganisation i Moskva og da blev Grusien/Georgien spørgsmålet rejst igen.
Hvideruslands præsident Aleksander Lukasjenko foreslog at ODKB – som er SNG´s , altså Uafhængige Samfunds Sammenslutning – et forum for en række tidligere Sovjet-republikker – skal tage et enigt standpunkt. I ODKB indgår Azerbajdzjan, Armenien,Grusien(Georgien), Kazakstan, Rusland, Tadzjikistan, Hviderusland, Kyrgyzstan og Uzbekistan,
Tidligere Sovjet-republikker ODKB støtter Rusland
Fredag den 5.september trådte ODKB – Organisationen for aftalen om kollektiv sikkerhed så sammen Præsidenterne for Rusland, Armenien, Hviderusland, Kazakstan, Kirgizistan, Tadzjikistan og Uzbekistan – lande med sammenlagt pmkring 70 procent af det tidligere Sovjets folketal – mødtes i Kreml for blandt andet at diskutere situationen i Kaukasus.
Efter mødet underskrev deltagerne en deklaration om udviklingen i Kaukasus hvor det heder at man deler Ruslands opfattelse om hvordan konflikten i Sydossetien er opstået og udviklet sig og støtter “Ruslands aktive rolle for at fremme fred og samarbejde i Kaukasus”. Georgien/Grusien anklages for “militære handlinger i Sydossetien som har ført til mange civile offrer, dødsoffrer blandt russiske fredsbevarere og en alvorlig humanitær katastrofe”. Desuden støtter ODKB det russiske forslag om våbenembargo mod Saakasjvili-regimet.
Ved Shanghai-organisationens topmøde i Dusjanbe den 28 augusti fik Rusland forsigtigt støtte fra sine partnere i Asien, inklusive Kina. Men fra sine nærmeste militære allierede får Rusland et mere langtgående støtte selv om der intet bliver udtrykt i skyldsspørsmålet , som overlades til de enkelte stater.
“Landene i ODKB forbinder sig til at støtte hinanden i tilfælde af et angreb på et af dem. Og de støtter Rusland i det skridt for at afværge angreb på sine soldater”, forklarede vice-direktøren for SNG-institutet Vladimir Zjarichini i et interview med RBC Daily . Hvad angår anerkendelsen af Abchazien og Sydossetien ligger det spørgsmål udenfor organisationens sagsområder. Akkurat som Spanien, Grækenland og Rumænien ikke har anerkendt Kosovo´s ensidige selvstændighedserklæring selv om de er Nato-medlemmer – kan der findes forskellige linjer i den “postsovjetiske lejr”, mener Zjarichin.
På ODKB-mødet blev det også beslutet om at udvikle et fælles kommandostruktur for ODKB´s styrker.
Kilder:polit.ru28/8 * rbc 5/9
FAKTA om SNG: SNG´s Uafhængige Samfunds et forum for en række tidligere Sovjet-republikker.
ODKB (CSTO i engelsk forkortning) – er SNG´s militære parallellorganisation.
Irak år 6 efter “befrielsen”: Skærpet sikkerhed efter bombeattentat dåd i Irak
15 Aug. 2008 – 14:04 *
De USA-støttede irakiske regime havde samlet hvad der lignede en mindre hær omkring Karbala i dag for at beskytte shiamuslimske pilgrimme.
Flere end 40.000 soldater og politifolk var udkommanderet, blandt dem 2.000 kvindelige soldater hvis hoved-opgave var at kropsvisitere andre kvinder blandt de tusinder af pilgrimme som valfarter til den hellige by Karbala.
På tagene i byen lå hundrevis af snigskytter.
Trods den enorme mobilisering af regimets sikkerhedsstyrker blev en bus med pilgrimme udsat for et bombeattentat. En døde og ni blev skadet.
Mindst 25 shiitiske pilgrimme døde og flere end 70 blev skadet i et bombeattentat sent i går som det siges blev udført af to kvinder.
De shiamuslimske højtider i Irak har i de sidste år ofte blevet skændet af blodige attentater. Senest den 28 juli, da tre kvindelige bombeaktivister dræbte 25 shiiter ikke langt fra en helligdom i Baghdad.
Irak år 6 efter “befrielsen”: Bombeangreb på muslimske pilgrimme
14 Aug. 2008 – 21:32 *
“Kvinder dræbte pilgrimmme”
Det er overskriften i den flere internationale presse efter bombeattentatet idag hvor to kvindelige “bombemænd” idag angreb shiamuslimske pilgrimme på vej til en højtidelighed i den hellige by Karbala i Irak.
Begge kvinder mistede livet da de udløste de bomber som ifølge politiet dræbte mindst 17 personer, mens flere end 40 blev skadet ved angrebet. Kvinderne skal have udløst deres bomber 50 meter fra hinanden med fem minutters mellemrum.
Højtiden hvor titusinder shiamuslimer ventes komme til Karbala sker for at vise ære al- Mahdin,en dreng som forsvandt på 700-tallet og som shiamuslimer tror vil genopstå for at skabe retfærdighed i verden.
Krigsret mod vagter i amerikansk fangelejr i Irak
14 Aug. 2008 – 18:02
Seks amerikanske marinesoldater som gjorde tjeneste som vagter i et fangelejr i Irak skal idag stilles for en krigsret anklaget for overgreb, ifølge det amerikanske søværn – US Marines.
Ifølge US-Marines fik to fanger mindre skader efter de mistænkte overgreb og otte andre blev indespæret i et rum som blev sprøjtet med peber-spray. Yderligere syv marinesoldater har fået disciplinære straffe for overgrebene.
Overgrebene på de irakiske fanger skal have sket i Camp Bucca den 14 maj i år. På den store ørkenbase i det sydlige Irak holder USA´s militær 18.000 personer indespærrede.
Irak år 6 efter “befrielsen”:Flere end 20 dræbte i bombe-attentat i Tal Afar
8 Aug. 2008 – 19:22 *
En bilbombe detonerede på et grønsagsmarked i byen Tall Afar i det nordlige Irak på fredags aftenen.
Mindst 21 mennesker blev dræbt og 72 skadet, fortalte politikilder til Reuters.
Angrebet var det seneste i en serie af bombeattentater med dødelig udgang trods de stadig hårdere “antiteroristiske” sikkerhedsregler og kontroller for at stoppe angrebene i det nordlige Irak som USA plejer at fremhæve som “fredeligt” .
Irakiske soldater havde gennemsøgt bilen ved en vejspærring men de havde ikke fundet bomben, meddelte en anonym statstlig funktionær.
USA´s blodige besættelse og krig mod Iraks folk fortsætter på sjette år
Amerikansk kampvogn (tank) patruljerer Tall Afars gader i jagten efter modstandskæmpere og andre “terrorister”.
Irak år 6 efter “befrielse” : 11 dræbte af bombeeksplosion i Kirkuk
28 juli 2008 – 10:53
Mindst 22 personer – der iblandt “bombeaktivisterne” – blev dræbt i et bombeattentat og den deraf følgende ildkamp i Kirkuk i den kurdiske del af Irak, oplyser sikkerhedsfunktionærer til nyhedsbureauet AFP.
Bombeattentater i Irak
Ifølge AP skal 170 andre mennesker være blevet skadet og sårede under eksplosionen der blev udløst mandag samtidigt som tusinder mennesker var samlet for at protestere mod en kontroversiel lov om provinsvalg.
Attentater i Kirkuk blev genemført bare nogle timer efter at flere end 24 mennesker – herunder bombemændene – blev dræbt i bombeattentater i hovedstaden Baghdad.
Olieselskaber knyttet til Bush-familien fik første kontrakt på olieboring i Irak
3 juli 2008 – 13:20
USA´s regering har givet et kapitalistisk olieselskab med nære forbindelser til præsidentens familie “grønt lys” til at skrive kontrakter med det “kurdiske regionalstyre” i Irak.
Det sker trods at det strider mod USA´s erklærede politik og undergraver den USA-støttede regering i Baghdad.
Hunt-Oil med hovedsæde i Dallas, Texas og tætte forbindelser til den regerende Bush-familie – fik oliekontrakter i Irak trods Baghdad-regeringens protester -
Afsløringen , som blev først blev bragt videre af New York Times og Washington Post, bygger på e-post og andre dokumenter som er “sluppet fri” af den amerikanske Kongres.
Forretningskontrakten mellem det kapitalistiske koncern Hunt Oil fra Texas og myndighederne i Kurdistan blev underskrevet i september 2007 og blev straks fordømt af Baghdad-regimet, som kaldte kontrakterne ulovlige. Hændelsen møder nu kritik også i USA.
Kilder:
nytimes.com
Første udenlandske olieselskab siden 1950´erne :Hunt Oil Company fra USA har fået olie-kontrakt i IRAK
Dallasnews:Inquiry urged on Hunt Oil contract in Iraq
Liste over nazisternes jødiske offrer
18,Sep 2008 – 11:49
Forskere i Tyskland har nu for første gang nedskrevet en detaljeret liste over de omkring 600.000 jøder som blev diskrimineret og forfulgt af Hitlertidens nazister.
På de omfattende lister er oplysninger om adresser og deportationsdag for de hundretusinder af jøder som levede i Tyskland mellem 1933 og 1945, da Hitler og nazipartiet havde magten.
Tanken er at listen, som endnu langt fra er endelig , skal gøre det lettere for fortsatte efterforskninger for både historikere og privatpersoner. Kopier af listen skal sendes ud til museer og institutioner.
Hovedparten af de jødiske offrer for fascismen boede dog ikke i Tyskland, men i Polen og Sovjetunionen.
Ialt omkom flere end 12 millioner mennesker – hovedparten ikke-jøder – i de nazistiske tilintetgørelselejre (kz) som for alvor bliver fyldt under krigen efter “Endlösung”-konferencen i Wannsee den 20.januar 1942
– * Krystalnatten 10. November 1938 :Brændende synagoge i Essen
Under krystalnatten som var en nazitysk rigs-progrom mod landets jøder som hævn for et “jødisk terrorattentat” mod den tyske ambassade i Paris. Progromen er “Tysklands hævn” for terror-attentatet på den tyske ambassade i Paris hvor en “jødisk terrorist” myrder en tysk diplomat. “Officielt” mister 91 jøder livet under jagten på “jødiske undermennesker og terrorister” under krystalnatten.
Danmark:Politisk “terror”-dom mod anti-imperialister
18.Sep. 2008 10:45 *
Aktivister tilsluttet den antiimperialistiske solidaritets-gruppe Fighters+Lovers blev torsdag i Østre Landsret idømt fængselsstraf (betinget) fordi de har samlet penge ind til befrielsesorganisationer som f.eks PFLP: Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Et flertal af dommerne kalder indsamlingen af penge til PFLP for ” støtte til terrorisme.” Indsamlingen er sket gennem salg af T-shirts med PFLP paroler.
En af dommerne stemte for frifindelse ligesom byretten tidligere har frifundet Fighters&Lovers.
En solidaritetsaktivist blev frikendt.
At dommen er politisk understreges af samtlige tiltalte tidligere i år blev frikendt i byretten i København.
At både den danske Fogh-regering og den socialdemokratiske opposition med Helle Thorning i spidsen støtter de terrorlove og USA-inspirerede terrorlister som har udpeget palæstinensernes befrielsesfront som “kriminelle terrororganisationer” gør ikke dommen mindre politisk.
Ifølge Østre Landsrets dom er to aktivister blevet idømt seks måneders fængsel, to andre blev idømt fire måneders fængsel, og de to sidste idømt 60 dages fængsel. En blev frikendt Straffene blev for de fire sidstnævnte gjort betingede med et års prøvetid . . skriver /ritzau/
Forsvarsadvokat for de dømte antiimperialister Thorkild Højer meddeler at dommen vil blive anket til Højesteret.
Georgien belønnes for aggression: Milliarder i statsstøtte fra EU
15.Sep. 2008 05:34 *
Milliarder til Georgien fra EU
EU-kommissionen – den ikke-folkevalgte regering i EU - har besluttet at sende 500 millioner €uro ~ 4200 skattemillioner – til Saakasjvili-regimet i Tbilisi Georgien/Grusien fra 2008-2010.
Hensigten er at finansiere det kapitalistiske Grusiens genopbygning efter den krig som Saakasjvili-regimet udløste ved at det voldelige angreb på det autonome område Syd-Ossetien og de russiske fredsbevarende styrker dér den 8.august .
Pengene som svarer til 4,2 milliarder kroner skal gå til “at hjælpe flygtninge i landet, genopbygning og støtte” til Georgiens kapitalistiske økonomi, udtalte EU´s udenrigskommissionær Benita Ferrero-Waldner.
I oktober skal 200 militære EU-observatører sendes til Grusien da de russiske tropper forlader den såkaldte buffertzonen i landet. – ————
11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten
11.Sep 2008 *
11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.
Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
KRONIK
Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen. Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne. I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti(PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:
I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik. I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter. Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind. Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret. Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket. Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej. Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde. Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark. Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem. At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning. På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror. Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes. Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet. Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen. Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig. |
Underskrevet Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-
Amerikansk statsstøtte til terrorgrupper i Iran
10.Juli 2008 *
Ifølge den sædvanligvis velorienterede amerikanske journalist Seymour Hersh støtter USA iranske terrorgrupper
Hersh skriver i The New Yorker at USA´s præsident med godkendelse fra Kongressen fået bevilget op til 400 millioner dollar – over 2 milliarder kr. for at støtte iranske terorgrupper.
Projekt regime-skifte i Iran
Formålet er at destabilisere Irans regering og der,med bane vejen for at bringe et nyt proamerikansk marionet-regime til magten. Sådan man forsøgte i Irak med krigen og besættelsen og som man har planer om på Cuba. Milliardbevillingerne går til små etniske grupper som man formoder kan være med til at splitte og svække Iran, som f.eks minoriteten Ahwazi araberne og folk i Baluchistan samt flere dissident organisationer.
USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne
30.Sep. 2008 – 20:12 *
Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta
Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.
Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.
Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitterSå længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre
Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen?
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale
I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.
At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres
Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.
Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd – er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. – Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.
“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalistDen finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand
15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked
USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.
FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac
Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.
Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)
De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:
Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.
Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.
Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.
Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.
I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.
Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.
Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børnNår USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP
FN: USA bag drabet på 90 afghanere herunder 60 børn i Azizabad
26. Aug. – 2008 07:54 *
KABUL, Afghanistan — En menneskerettigheds-gruppe udsendt af FN har fundet “overbevisende dokumentation” for at 90 civile — der iblandt 60 børn — blev dræbt under amerikanske luftangreb på en landsby i det vestlige Afghanistan fredag, ifølge United Nations mission in Kabul
skriver Carlotta Gall i New York Times
Abdul Waheed Wafa contributed reporting.
Beboere i sorg efter amerikanske luftangreb der ødelægge deres hjem og ifølge FN dræbte 90 mennesker
Protesterende afghanere råbte slagord mod USA da afghanske soldater kom til området som var blevet udsat for amerikanske luftangreb der dræbte omkring 60 børn.
Andre kilder : Al Jazira:Hundreds of Afghans have staged a protest in the Shindand district in western Afghanistan after scores of people were reportedly killed in an raid by US-led forces.
The Afghan interior ministry has said that at least 76 civilians died in Thursday’s attack, most of them women and children.
Hundreds of people shouted anti-US slogans at Afghan soldiers as they arrived in the Azizabad area of Shindand district to bring aid to the families of the victims, witnesses said on Saturday.
Nazister bag dødsmishandel på to unge i Magdeburg ;Tyskland
2.sep 2008 -
Nynazister bag mord på to unge mænd
Den 16. August blev den 20-årige Kunst-studerende Rick L. an einer Bushaltestelle in Magdeburg mit Fußtritten so schwer misshandelt, dass er daran starb. Baggrunden er politisk Rick L. var venstre-orienteret og hans morderer var neo-nazister. Als Täter verdächtigt wird Bastian O., der Polizei als gewalttätiger Neonazi seit 2003 bekannt. Am 24. August wurde ein 18-Jähriger in Bernburg in Sachsen-Anhalt erstochen. Er sollte als Zeuge gegen den ebenfalls polizeibekannten Tatverdächtigen David B. aussagen. Obwohl die Staatsorgane versuchten, den faschistischen Hintergrund der Morde unter den Teppich zu kehren, kam dieser nun ans Tageslicht.
11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen
september 2008 *
Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
KRONIK
“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.
Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.
Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.
Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.
I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”
Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.
Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:
“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”
En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.
I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.
I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.
Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.
Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.
Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.
Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.
Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.
Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.
Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.
At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.
På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.
Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.
Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.
Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.
Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.
Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-
Afghanistan:Seks døde efter angreb på USA-militærbase i Khost
19 aug. 2008 – 10:21
Afghanske modstandere af de USA-anførte Nato-styrker som natten til i dag forsøgte at storme en amerikansk militærbase i Khost i Afghanistan er fundet døde, meddeler provinsens guvernør.
“-Vi har fået rapporter om at en gruppe selvmordsbombere kom tll fods, sagde en talsmand for Isaf Natostyrkernes fælleskontor i Kabul till AFP.
Samtidigt kom der rapporter fra nabolandet Pakistan om at 20 oprørere er blevet dræbt i Bajaur – kendt som tilflugtsegn for “talibanere”.
I de seneste dage er urolighederna øget i Afghanistan. Flere bombeattentater er rapporteret, blandt andet et tidligere attentat mod den samme amerikanske militærbase.
Den Nato-anførte Isaf-styrke bekræftede at basen i Khost i det østlige Afghanistan – kun 30 km fra den grænsen til Pakistan – var blevet angrebet igen, men de kom ikke med nærmere oplysninger.
Khosts guvernør Arsala Jamal sagde at mere end 30 rebeller talibaner deltog i angrebet mod Salerno-basen.
“- De blev beskudt. En del af dem havde sprængt sig.
Andre talibanere gemte sig i hus og på markerne omkring basen”, sagde han.
En bombeattentat udenfor Camp Salerno dagen inden dræbte ti afghanske civile foruden bombemanden som også omkom i attentatet. Yderligere 13 andre blev skadede
USA:Seks dræbte i skuddrama i Skagit County
3.sep. 2008 – 08:45
MOUNT VERNON – º – Politiet i delstaten Washington i det nordvestlige USA har arresteret en mand som gik amok og skød vildt omkring sig. Seks mennesker døde i skudregnen og mindst to er skadet.
Blandt offrene i Skagit County findes blandt andre den lokale politichef og to bygningsarbejdere.
Den dramatiske politijagt efter den bevæbnede mand fik en pludselig afslutning da manden, som beskrives som kriminel og psykisk syg, anmeldte sig selv hos politiet i Mount Vernon.
Spanien opfordres til gøre lister over borgerkrigens 1936-39 ofre
3.sep. 2008 – 06:45
Spanien skal sammensætte en liste over de hundredetusinder som blev summarisk henrettet under borgerkrigen 1936-1939, ifølge en beslutning af dommeren Baltasar Garzon.
Garzon blev berømt i 1998 da han var aktiv i sagen for at få lederen af den militærjunta som regerede Chile 1973-90 Augusto Pinochet udleveret til Spanien hvor han skulle være anklaget for menneskerettigsforbrydelser, men Pinochets venner i forskellige kapitalistiske stater viste sig at have større indflydelse end kravet om en retsag mod den chilenske militærjuntas leder.
Opfordringen til den spanske regering, den kristne kirke og landets kommuner om at nu opgøre lister over de døde er det første skridt mod en formel retsudredning.
Spanien regering vil ikke kommentere Garzons beslutning.
Antallet flygtninge stiger voldsomt i USA´s “nye verdensorden”
17 juni 2008 – 14:23
Antallet flygtninge i verden stiger hurtigt som følge af aggresionskrige og væbnede konflikter, fremfor alt i Afghanistan og Irak. Det viser den seneste statistik fra FN´s flygtningeorganisation UNHCR.
År 2007 var 11,4 millioner mennesker registreret som flygtninge i verden. Året inden lå tallet på 9,9 millioner.
Ifølge FN´s flygtningekommissær Antonio Guterres vil konflikter, akut fattigdom og de stigende fødevarepriser i de kapitalistiske lande få antallet til at stige yderligere.
Antallet migranter dvs. antallet ud- og indvanderer – stiger også. Aller flest, 35 millioner, kommer fra Kina.
Ti franske soldater dræbte i Afghanistan
19 aug 2008 – 21:17
Ti franske soldater er dræbt og 21 er skadede i voldsomme ildkampe lige øst for hovedstaden Kabul.
“Øget vold mod udenlandsk militær” skriver vestlige medier om udviklingen i afghanernes land.
I går brød der kampe ud, da afghanske modstandskæmpere som konsekvent kaldes “talibanere” af de vestlige medier – angreb en patrulje af Nato-soldater (som kalder sig ISAF dvs “International Security Assistance Force (ISAF)). Det lyder jo noget mindre krigerisk end Nato.
Det er den franske styrkes hidtil største tab. Frankrig´s regering har udstatioineret 3.000 soldater i Afghanistan.
Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy ankom til Afghanistan i dag for at “udtrykke sin sorg og besøge de sårede på et hospital. Han skal også møde præsident Hamid Karzai.
Fra den politiske opposition i Frankrig rejses der krav om at landet trækker alle franske soldater hjem. Selv den højreliberale politiker Jean-Marie Le Pen krævede i dag at Frankrig “forlader Afghanistan.”
Tæt ved grænsen til Pakistan
Ved en anden større sammandrabning påstod Nato-styrkerne at de “sammen med den afghanske hær” havde slået et angreb på en militærbase i byen Khost nær den pakistanska grænse, tilbage.
Antallet militære angreb mod både udenlandske militær-styrker og afghansk politi er steget dramatisk i den sidste tid, ifølge Anders Fänge, fra “Svenska Afghanistankommitten” i Kabul.
Brasil:Elleve soldater arresteret efter mord i Rio de Janeiro
17 Juni 2008 – 00:42
Elleve soldater er blevet anholdt af politiet i Brasilien. De mistænkes for at have udleveret tre unge mænd til en kriminel bande som siden myrdede dem.
Ligene af de tre, 17, 19 og 24 år gamle, blev fundet i søndags på en losseplads i Rio de Janeiro.
Vidner har fortalt om hvordan soldaterne anholdt trioen i lørdags i et slumområde hvor titusinder af arbejds- og hjemløse forsøger at skabe sig et hjem. De skal derefter være blevet udleveret til ligamedlemmerne i et andet område.
Soldaterne har været udposterede i det fattige slumområde siden december for at beskytte et socialt projekt.
Afghanistan:Hårde kampe mellem oprørere og amerikanske soldater
13 juli 2008 – 19:22
Ni amerikanske soldater blev dræbt i Afghanistan søndag i en af de blodigste kampe siden USA indledte den militære invasion i 2001.
Det var oprørere som tidlig om morgenen stormede en “I.s.a.f.”-postering i provinsen Kunar. Et “dussintal” angribere blev dræbt, ifølge Nato´s presseofficer. 15 nato-soldater og fire afghanske blev skadet blev skadet i Isaf-posteringen.
Samtidigt er mindst 40 afghanere – som bliver betegnet som “militante islamister” af Nato-styrkernes pressetalsmand ´s – blevet dræbt i kampe mellem modstandskæmpere og den USA-anførte koalition i det sydlige Afghanistan. Samtidig blev minst 24 dræbt, hvoraf mange børn i et bombeattentat mod et marked i Uruzgan i syd. Bombeaktivisten døde selv under eksplosionen.
Irak år 6 efter ” befrielsen”:Mindst 51 dræbte i bombeattentat Baghdad
17 juni 2008 – 19:27
Mindst 51 mennesker er omkommet i et sprængstofattentat i den irakiske hovedstad oplyser nyhedsbureauet Reuters. Mindst 75 mennesker blev skadet da bomben eksploderede nær en stor markedsplads.
Eksplosionen indtraf i den hovedsaglige shiamuslimske bydel al-Hurriya i det nordvestlige Baghdad.
En snes butiker brændte og et fleretagershus var helt raseret efter eksplosionen.
Attentatet er det blodigste i Baghdad i flere måneder.
England:Højreradikal pædofil ville “sikre fremtiden for hvide børn”: i fængsel 16 år
26 juni 2008 – 05:08
Neo-nazistisk pædofil fundet skyldig i forberedelse af racekrig
LEEDS (Daily mail) Den 31-årige højreradikale mand med pædofile tilbøjeligheder – opbevarede sprængstoffer i sit hjem i Yorkshire som led i forberedelsen af en nazistisk race-krig , er af en brittisk domstol blevet idømt 16 års fængsel.
Den Hitler-sympatiserende Martin Gilleard som angiveligt ville “sikre fremtiden for hvide børn” har tilstået at han ejer 39.000 pornografiske billeder af børn og desuden en mængde ammunition.
Nazisten Martyn Gilleard – fanget ved en tilfældighed blev idag idømt 11 år for terror af – Crown Court (Landsretten) i Leeds.
Den 31 årige Martin Gilleard blev dømt til elleve års fængsel for terrorisme, et år for de pornografiske billeder af børn og fire år for at han udsatte offentlighedden for fare.
Det var en ren tilfældighed at det britiske politi – som ellers brøster sig af at kunne operere i et af verdens mest overvågede lande med et “imponerende”arsenal af overvågningsudstyr f.eks kamera- telefon og internetovervågning – til sin rådighed – kom på sporet af den nazistiske racekrigstilhænger ved en tilfældighed
Ved husransagningen – som blev udført af politiets børneporno-gruppe – fandt myndighederne foruden de børnepornografiske billeder – bl.a. racistisk litteratur, medlemskort i højreradikale partier og hjemmelavede bomber.
Amerika:10 dræbt under fængselsoprør i Venezuela
1. sep. 2008 -
CARACAS ( 10 fanger er blevet dræbt under et fængselsoprør i Maracaibo i det vestlige Venezuela i weekenden. De fleste af ofrene blev dræbt, da en granat eksploderede midt under et sammenstød mellem rivaliserende bander i fængslet, oplyser myndighederne.
16 indsatte blev kvæstet under oprøret, hvor der også blev affyret skud og sat ild til celler.
Det lykkedes først politi og fængselsbetjente at få kontrol med situationen søndag. Tusinder af pårørende til de indsatte er samlet foran fængslet for at demonstrere mod forholdene og for at få at vide, hvem de dræbte er.
Oprør i det kapitalistiske Venezuelas fængsler er ikke noget særsyn. Inden for det seneste år har 498 indsatte mistet livet under sammenstød i Venezuelas fængsler, og menneskeretsgrupper har flere gange kritiseret forholdene i fængslerne.
FAKTA om Venezuela kriminalforsorg:
26,000 fanger i 30 fængseler. Menneskerettighedsgruppper kritiserer forholdene i fængslerne uden dog at tage hensyn til at det er politisk og moralsk svært at forsvare at kriminelle har bedre forhold end forholdene for manden på gaden. Ifølge fangeretsaktivister er 498 fanger døde som følge af volden indenfor fængselsmurerne i Venezuela.
I hele Latin America,er fængsels-konflikter og revolter , bandeopgør og angreb på vagterne as well as abuse of inmates by poorly-prepared prison guards er udbredte.
I 1994 blev flere end hundrede mennesker dræbt i fængselsmassakre i Maracaibo:
Afghanistan:Fem børn dræbt i Nato´s krig mod oprørere
1. sep. 2008 – 17:05 *
KABUL (AFP,Et artilleriangreb, der var rettet mod en gruppe oprørere i det østlige Afghanistan, kostede mandag tre børn livet, mens syv blev såret.
I en officiel meddelelse fra Nato hedder det, at man i kampe med “Taliban fejlagtigt kom til at ramme et hus beboet af civile afghanere”.
I de seneste uger har Afghanistan været udsat for flere Nato-aktioner, der har kostet civile livet. Det skaber naturligvis øget folkelig modstand mod de udenlandske besættelsestropper – men også yderligere splittelse mellem den USA-støttede regering i Kabul og de udenlandske besættelsesmagt.
Yderlige to børn blev dræbt af udenlandske og afghanske kollaboratørstyrker hvor også børnenes fader blev offer for de udenlandske styrkers brutale fremfærd i Utkheil – området ikke langt fra Kabul. Vrede afghanere samledes ved ofrenes hjem – et hus i Kabul-øst , hvor ligene af børnene og faderen lå fremme i et lervægget døds-seng. Mens hundrevis af protesterende afghanere blokerede vejen- De to dræbte børns moder blev såret, fortalte Yahya Khan, en fætter til familien.
Afghanere samlet omkring ligene af to børn dræbt af styrker anført af US-hærstyrker, idag 1.september 2008. 
De seneste drab på ubevæbnede civile, bryllupsgæster og børn forbedrer hverken de udenlandske styrkers stilling eller den Nato-støttede regerings i Kabul. Tværtimod. Spændingen mellem afghanerne og besættelsestroperne fra de kapitalistiske Nato-stater stiger.
Derfor rejses kravet : NATO ud af AFGHANISTAN , stadig mere højlydt og flere afghanere træder ind i rækken af modstandskæmpere.
ORIGINAL-artikel:from Yahoo-News :KABUL (AFP) - NATO-led troops accidentally killed three Afghan children in artillery fire in eastern Afghanistan Monday, the force said, the latest in a string of civilian casualties caused by foreign soldiers.
Another seven Afghans were wounded in the firing in Paktika province, close to the border with Pakistan, NATO’s International Security Assistance Force said in a statement.
An ISAF patrol had come under fire in Gayan district and called for artillery to return fire, it said.
The first round accidentally landed too close to a compound, known as a qalat, and troops called for fire to be halted but a second shell had already been fired.“The ISAF soldiers went to the qalat and found three dead children and seven wounded civilians,” the statement said.
The force provided medical assistance and evacuated the wounded to military hospitals.
“ISAF deeply regrets this accident, and an investigation as to the exact circumstances of this tragic event is now under way,” it said.
There has been a series of incidents in recent weeks in which Afghan civilians have been killed by international troops in the country to fight Taliban-led insurgents.
Also Monday, Afghans alleged that international troops had killed four people, including two young boys and their father, in an early morning raid in Kabul.
Hundreds of people demonstrated to protest the killings and showed reporters the bloodied bodies of the children.
The allegation that foreign forces were involved could not be verified, with ISAF and the separate US-led coalition denying involvement, as did the Afghan security forces.
“They attacked the house and killed two children, almost two years old, a woman and a man,” one of the demonstrators, Mohammad Naweed, said. It was not clear if the woman was the children’s mother.
Naweed said “foreign forces” also took three men from the house after blasting open the main gate and opening fire.
Monday’s incidents follow allegations that the coalition killed more than 90 civilians on August 22, in the western province of Herat. The toll was reached by separate Afghan government and UN investigation teams, who said most of the dead in the strikes were children.
The coalition has rejected the charge but admitted that five civilians — two women and three children — were killed. They were with 25 militants who had also died, including an important Taliban commander, it has said.
A new joint investigation is expected.
Last Friday, Afghan and German troops killed two children and a woman by opening fire on cars that failed to stop at a checkpoint in the northern province of Kunduz, the German military said.
Kunduz governor Mohammad Omar said a minibus fired upon in the incident had been returning from a wedding.
Civilian casualties damage the reputation of international troops as well as the Afghan government, which analysts say need the backing of the local population if they want to beat a propaganda-heavy Taliban-led insurgency.
The Herat incident prompted the Afghan government to demand a review of the regulations under which nearly 70,000 international troops are in Afghanistan, a key battleground in the US-led “war on terror.”
The coalition announced late Sunday that troops had killed more than 220 militants over the past week in the southern province of Helmand.
Efter Grusien-krigen:Rusland og Syrien styrker forbindelserne
20 aug 2008 – 12:40
DE to uafhængige stater Rusland og Syrien styrker sine militære forbindelser.
Rusland styrker nu sine militære forbindelser med Syrien som svar på at Grusien angiveligt har anvendt israeliske våben i den krig som blev udløst af Saakaszvili-regimets angreb på det autonome område Syd_ossetien natten til OL-åbningsdagen
” -Militært og teknisk samarbejde er selvfølgelig hovedspørgsmålet. Våbenkøb er viktigt og vi burde fremskynde dem”, sagde Syriens præsident Bashar-Assad til den russiske avis Kommersant.
Den russiske militærledelse anklagede i sidste uge Israel for at uddanne Georgiens hær. Den israelske stat tilader private virksomheder at gøre sådanne “udenlandsforretninger” hvis de får forsvarsministeriets godkendelse også selvom det føre til optrapninger af konflikter og krig som i Grusien
Syrien tilbyder Rusland havn
1.sep. 2008 *
Hvis den USA- og EU-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko fører sine planer om at fratage den russiske flåde dets havn i Sevastopol når lejeaftalet løber ud i 2017 så vil Syriens præsident Bashar al-Assad tilbyde Rusland at flytte sin Sortehavs-flåde til Syrien.
Hele Krim-halvøen herunder den smukke Sortehaveby Sevatopolvar en del af Rusland og hørte efter revolutionen under den Russiske Sovjetrepublik.
Men under Sovjet-lederen Nikita Hrusjtjov blev hele Krim-halvøen i 1954, inklusive Sevastopol gennem en administrativ beslutning overført til Ukraina.
Men det syriske udspil er mest en politisk markering. Netop nu opføres en orlogsbase i Novorossijsk som skal stå færdig 2012 og ingenting tyder heller på att president Jusjtjenko skulle kunna gennem føre sin planlagte Nato-tilslutning af landet, mod en meget stærk folkemajoritet.
Kilder;asiatimes 30/8
Den smukke Sortehavsby Sevastopol – i skudlinjen for den USA-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko´s stræben efter Nato-medlemskab.
Pakistansk fordømmelse af USA: Ild fra USA-fly dræber 11 pakistanske soldaster
11 juni 2008 – 16:41
Repræsentanter for det pakistanske militær udtalte i dag skarp kritik mod de amerikanske militærstyrker, efter at elleve pakistanske soldater, her i blandt en højtranket officer, døde under et flyangreb ved grænsen til Afghanistan.
Angrebet “var et grundskud mod fundamentet for samarbejdet mellem landene” ifølge den pakistanske forsvarsmagt.
Amerikansk militær i Afghanistan hævder at operationen var blevet samordnet i forvejen med Pakistan, og at angrebet blev rettet mod “antiafghanska kræfter”.
Grusinske udbryder-områder anerkendes af Præsident Medvedev
26.aug 2008 -
To grusinske (georgian) udbryder-republiker anerkendt af Præsident Medvedev i Rusland
Ruslands præsident Dmitrij Medvedev besluttede i dag anerkende Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater.
Folkeretsligt får anerkendelsen af de grusinske udbryderrepublikker dog ikke større betydning end USA/EU´s anerkendelse af Kosovo-seperatisternes udbrydning fra den tidligere jugoslkaviske republik Serbien.
Begge er i strid med folkeretten og FN har heller ikke anerkendt Kosova.
Beslutningen om at anerkende de grusinske områder som selvstændige stater er ikke i det russiske eller andre af de sovjetiske folks interesse på samme måde som opsplitningen af det tidligere Jugoslavien og Kosova´s udbrydning er i de jugoslaviske folk interesse.
At Rusland nu anerkender to grusinske delrepublikker er ikke som nogen påstår et led i en “russisk masterplan” . Rusland har ingen interesse i en opsplitning af Kaukasus – som Grusien er en del af – med dets rigdom af menneskelige kulturer, sprog og historie. Men Saakasjvili-regimets krigeriske eventyrpolitik mod den autonome delrepublik Syd-ossetien som indledtes samme dag som OL-åbningen i Peking har bragt Rusland i en situation hvor fortsat “russisk militær pasivitet” overfor Saakasjvili-juntaen´s militære aggresion i Syd-Ossetien den 8.august – i strid med indgåede FN-aftaler – med flere hundrede døde civile ,tusinder af sårede og endnu flere flygtninge som følge – ville have stemplet Rusland som svagt og upålideligt ikke mindst i Syd-osseternes ,Abkhazernes øjne, men også i USAS´s og EU´s øjne.
USA angreb Afghanistan for syv år siden – i strid med Folkeretten – fordi de påstod at afghanerne holdt den saudiske terorist Osama bin Ladin skjult.
Hvad nu hvis Rusland finder ud af at USA holder “bagmanden bag gidselstagningen på skolen i Beslan i Nord-Ossetien skjult – vil vi så acceptere at Rusland sender bombefly mod Washington for at tvinge USA til at udlevere “bagmanden” ?
Den russiske præsidents godkendelse har ikke været Ruslands mål.Det sker efter at både befolkning og regering i begge de autonome områder i Grusien /Georgien har appelleret til international anerekendelse igennem flere år. Det sker efter Dumaen´s vedtagelse af en udtalelse der opfordrer til anerkendelse.
Beslutningen kom efter et møde med den russiske sikkerhedsråd i feriested Sotji.
USA-støttede Saakasjvili-regimet
Samtidig har Rusland meddelt NATO Generel-sekretær Jaap de Hoop Scheffers at hans planlagte besøg i landet den 17 oktober er aflyst.
“-Et besøg ville være irrelevant og udskydes, sagde Ruslands NATO
ambassadør Dmitri Rogozin som samtidigt betonede at Rusland ikke – for øjebliket – stopper samarbejdet med Nato i Afghanistan , til nyhedsbureuet Interfax -
Men det er langt fra sikert at anerkendelsen bliver til noget – selv om Overhuset i den Russiske Føderations parlament, Føderationsrådet, har besluttet at støtte en anerkendelse af Abchaziens og Syd-Ossetiens selvstændighed; for i sidste instans kan præsidenten lægge et veto ind
Ombudsmanden i Rusland Vladimir Lukin har sagt at han modsætter sig en anerkendelse av Abchazien og Sydossetien.
“Behøver vi virkelig dette nu? Jeg kan ikke se nogen anden mening med en sådan beslutning end at brænde broerne til yderligre forhandlinger”, sagde Lukin tll Interfax torsdag aften (22/8). At Rusland skal forsvare sine statsborgere i Syd-ossetien er rigtigt, siger Lukin, “men samtidigt burde man bruge hovedet”.
KILDER: interfax 21.aug, newsru.com 25.aug.
Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan
Øget militær spænding ved Sorte Havet ?
Den militære spænding ser ud til at blive optrappet ved Sorte Havet efter at USA har givet ordre til to amerikanske krigsfartøjer om at gå ind i den grusinske havneby Poti for at “leverere nødforsyninger” til Georgien.
Her befinder et kontingent russiske soldater som kontrollerer at regimet i Tbilisi ikke får nye forsyninger af tunge våben til deres krig mod osseterne. .
Bush-regringen siger åbent at de er “beredt til at gå hvor som helst for at leverere humanitær bistand”.
Fint ! Hvad med at sejle til Irak med denne humanitære bistand – irakerne behøver den i langt højere grad – efter fem års krig, terror og besættelse.
Ifølge russiske medier har den raketbestykkede krydser “Moskva” – den russiske Sortehavs- flådes flagskib, lagt ud igen. Militæret siger at fartøjet er ude på et “rutineøvelse” for at teste våben-systemerne. Også andre russiske fartøjer patruljerer i farvandet ud for Grusiens , herunder den autonome del-republiks Abkhaziens kyster .
HVEM HAR SKYLDEN TIL DEN ØGEDE SPÆNDING og STORMAGTERNES MILITÆRE
OPRUSTNING i OMRÅDET ? USA´s lille marionet-dukke i Georgien; Michail Saakasjvili troede helt sikkert – selvom han var klar over at det ville koste blod og menneskeliv i Syd-ossetien og vække lidt postyr i udlandet når han beordrede den USA-trænede hær ind mod civilbefolkningen – at han kunne regne med at have krigsforbryderne, torturbødlerne og folkemordseksperterne i det Hvide Hus i Washington med sig. – –
Men fra det Hvide hus kom der først en stor stilhed og så en masse ord og så blev Udenrigsminster Rice sendt til Tbilisi, men ikke en eneste soldat endige et par satellitbilleder af de russiske troppebevægelser blev sendt til præsidentpaladsert i Tbilisi.
Sakaasvili-regimet klædt af til skindet
Han overvurderede USA´s styrke – som efter angrebskrige mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak er politisk,økonomisk og militært svækket – ligesom han undervurderede Rusland´s beslutsomhed som efter USA´s og Nato´s folkeretsstridige anerkendelse af Kosova-seperatisternes udbrydning fra Serbien ser at USA og Nato gør præcis som de vil uden hensyn til Folkeret og andre “uafhængige folks ” interesser.
| ” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien |
| – Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning. Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Georgiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Georgiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusinere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – sig frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså – allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusinere, ossetere,abkhazere, adzharerne, russerne og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusinere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusinere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-)forklaring ? Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen som havde brudt med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper.
Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusinske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte grusinske/georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” |
Grusien:Nye løgne fra det USA-støttede Saakasjvili-regime
14.aug. 2008
Nyhetsbureauet AP rapporterer fra Grusiens hovedstad Tbilisi at Præsident Saakasjvilis i onsdags påstod at de Forenede Stater er villig til at overtage Grusiens flyvepladser og havneanlæg.
Påstanden var blot endnu en bombastisk udtalelse i en lang række fra den USA-uddannede grusinske leder.
Mr.Saakasjvili med og uden Hitler-mustasche
Saakasjvili har givet daglige interviews på hans flydende Harward-engelsk i de internationale tv-netværk og giver jævnlige TV-udsendte taler.
I onsdags sagde han i et interview med TV-kanalen CNN at russiske tropper var igang med at omringe hovedstaden og planlægger at
“indstallere sin egen regering i Tbilisi”.
Men Associated Press´s journalister i området så ingen tegn på en forberedelser til et prorussisk statskup.
En AP-reporter så dussinvis af russiske lastbiler og køretøjer på vej sydpå fra den centrale by Gori i retning mod hovedstaden Tbilisi, men det blev senere dementeret.
Saakasjvilis sagde derefter til grusinsk fjernsyn at USA´s leverence af humanitær bistand
“indebærer at Grusiens havne og flyvepladser vil blive stillet under USA´s forsvarsministeriums kontrol. “
Saakasjvilis har gentagne gange sammenlignet den russiske indtrængen med Hitlers invasion af Polen 1939, og den sovjetiske indmarsch i Prag 1968 og invasionen af Afghanistan 1978.
Desværre Mr.Saakasjvilis : Sammenligningen holder ikke for alle tre er eksempler på imperialistisk aggression : Invasionen af Polen var en tysk aggression og startskuddet på Anden Verdenskrig og Sovjets indmarch i både Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1978 var (social-) imperialistiske invasioner, mens Ruslands tilstedeværelse i Grusien har FN-godkendelse siden 1990´erne fordi både syd-osseterne og abkhazerne ikke føler sig trygge pga frygt for Tbilisi´s forsøg på tvangs-assimiliing og etnisk udrensning. Hverken i Polen 1939, i Tjekkoslovakiet 1968 eller Afghanistan i 1978 var der et folkeretsligt forsvar for de militære aggresioner
Man må spørge Saakasjvili og hans støtter i Europa og Amerika : Er det Rusland som har dræbt 1 500 civile i Tschinvali? – Er det Rusland som i strid med de folkeretsligt indgåede aftaler med militære midler har forsøgt at tage kontrollen over Sydossetien? S. U.
At Saakasjvili ikke har været i stand til at løse et eneste væsentligt problem for det land som han er præsident for, men har brugt alle kræfter til at opruste Grusien militært og forsøgt at gøre landet til en Nato-militærbase og nu har ført Gruisien ud i den værst tænkelige situation med udsigt til at landet bliver splittet op i tre-fire dele – står klart
Og hans “historiske sammenligner” med situationen i Grusien 2008 viser at han også har en vulgær populistisk forståelse af historien.
I hans TV-tale i onsdags påstod han at
“Rusland har tabt flere flyvemaskiner end i nogen konflikt dette omfang siden 1939″.
Endnu mere vulgært populistisk pladder fra Georg Bush´s, Nato´s og EU´s lille marionet-dukke i Tbilisi.
Saakasjvili, som tog eksamen fra Columbia University Law School, har altid været grov – almost like american gangster – og hans hårde sprog og ophidsende metoder var drivende i det som bliver kaldt “rosernes revolution” dvs hans magtovertagelse efter et tvivlsomt valg i 2003.
Hvad er fakta om Saakasjvili-regimet Georgien – Europas fattigste land ?:
“I juni forhøjede den georgiske regering forsvarsbudgettet på 315 millioner dollars med yderligere 260 millioner. Ifølge Stockholms International Fredsforskningsinstitut, SIPRI, er Georgien/Grusien det land i verden, der har haft den hurtigste vækst i sine militærudgifter. En del uafhængige eksperter er urolige over at udgifterne ikke rapporteres i deres helhed, mens andre mener at de kan underminere fredsprocessen vis-a-vis de separatistiske territorier Abkashien og Syd-Ossetien.” (skriver IWPR Instituttet for Krigs- og Freds-Rapportering i en analyse fra , 2007)
Georgiens militære budget voksede 50 gange fra 2002 (18 millioner dollars) og 2008 hvor det er 900 millioner dollars, og nu udgør 9% af landets bruttonationalprodukt.
Georgien er den tredjestørste besættelsesmagt i Irak. Det har også soldater i Afghanistan og har været i Kosovo. Ligesom Danmark har Georgien været USA´s “trofaste allierede” i den erklærede
“krig mod terror”.
Kilder:AP -13.aug
KOMMENTAR
Kriget i Grusien/Georgien ser nu ud til at ebbe ud. Ruslands stillning er militært set meget stærk. Grusinske tropper har trukket sig tillbaka fra byen Gori. Georgien ligger med blottet hals. Hvis Gori indtages kan russerne afskære den eneste større vej som forbinder hovudstaden Tbilisi med kysten. Uden Gori vil Georgien blive et amputeret land. Russerne vil sikert ikke gå ind i Gori eftersom man skulle tabe sin troværdighed.
Kun nogle titusinder grusinere/georgians viste sin støtte under dagen, for deres præsident. Saakasjvili står under alle omstændigheder som taber i konflikten. Saakasjvili har fået en lussing og USA´s og Israels fremfart i regionen er midleridig stoppet. Rusland har ødelagt den vigtige infrastruktur i havneby Poti og påtvunget den georgiske hör svidende nedrlag. Den begyndande turiststrøm som Georgien satsat så hårdt på at lokka tll landet vil nu tynde ud . Georgien vil blive bedømt som ett osäkert land av presumtiva turister. Saakasjvili får dra sig tillbaka och slicka sina sår. Allvarligt för den georgiska ekonomin är även att 3 av 4 viktiga oljeledningar är satta ur funktion. Även om georgierna samlas kring sin president nu så kommer en ekonomisk kris drabba honom vilket kommer leda till öka missnöje. Saakasjvili har grävt sin egen grav. Georgien har en turbulent historia och den relativa stabilitet som landet upplevt de senaste åren är nu bruten. USA:s president Bush går mot slutet av sin ämbetsperiod. Man vill gärna hinna med så mycket som möjligt innan dess eftersom det finns stora möjligheter att USA:s näste president blir av en betydligt fredligare stort. De 130 amerikanska militærrådgivarna i Georgien ser dog ud til komme på en sværere opgave i fremtiden for at få orden på den georgiske hær. Samtidigt som konflikten brød ut besluttede USA att forstærke sin militæra tilstedeværelse i den Persiska Bugt hvor mindst 2 amerikanske hangarfartøjer er på vej. Risken er stor at USA fremover vil foretage någon typ av aktion mot Iran som er allieret med Rusland. Rusland har nyligen solgt luftforsvarssystem till landet. Men det tager mellem 6-12 månader inden disse systemer kan tages i brug/blive operative . Et begrænset flyangreb mod landet er derfor ikke usandsynlikt. Det er naturligtvis Irans “atom-bombe-program” som USA/Israel forsøger at skræmme med.
Afghanistan:Bryllupsselskab dræbt i Afghanistan
2 aug 2008 – 20:54 *
En minibus med et bryllupsselskab blev lørdag ofre for en vejsidebombe i nærheden af Spin Boldak i det østlige Afghanistan. Brudeparret og over et dussin gæster blev sprængt i luften og dræbt på stedet.
Bomben ved vejkanten var antageligt rettet mod regeringsstyrker, ifølge provinsens politichef. En lang række voldsincidenter blev rapporteret samme lørdag.
Samtidigt skal to franske “bistands-udsendte”, som blev kidnappet for to uger siden, være løsladte. De er begge i 30-års-alderen og var udsendte af Action Contre la Faim (Handling mod Hunger).
Afghanistan: “USA myrdede far og søn”
23 juni 2008 – 09:23
Masseprotester over USA´s mord på far og søn
Hundreder af afghanere protesterede i dag mod USA:s militær, som de holder ansvarlig for at have skudt en far og hans søn ihjel.
-Vi kræver at folk som dræber civile bliver stillet til ansvar for sine handlingar, sagde folk i Khogyani-distriktet i Nangarhar, enligt AFP. Den USA-anførte besættelsesmagt benægter at have dræbt civile.
Derimod opgiver den USA-ledte koalition i dag at deres styrker har dræbt 55 militssoldater i provinsen Paktika ved grænsen til Pakistan, deriblandt tre mennesker som betehnes som “ekstremistledere”, hedder det i koalitionens preseudtalelse.
Så har vi lært et nyt o
40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på den første Sovjetunion
21.aug. 2008
Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen bl.a kan gøre Ruslands atomraketter uskadelige for USA. Og dermed bliver landet trukket yderligere ind i den inter-imperialistiske rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskabet for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100.000 tjekkeres underskrifter , mens 34.000 mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.
“Jeres fædre var befriere -I er angribere”
PRAHA – 21.august 1968 -
- Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.
Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest.
° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °
Brezhnjev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten
Invasionen er styret af Brezhnjev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Hrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezhnjev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:
“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter
Prag 1968
Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezhnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.
Med invasionen viste Brezhnjev at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezhnjevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.
Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen.
Invasionen havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer inspireret bl.a af de ”revisionistiske reformer” i Sovjet som for alvor blev igangsat af Hrusjtjov og stadsfæstet af Brezhnjev- havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution – i stagnation -
I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion. Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.
På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som
”Lenin vågn op , Brezhnjev er blevet tosset!”
Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem.
Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnjevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .
Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava.
Baggrunden for Prag-foråret og Brezhnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi. I løbet af 1960´erne – efterhånden som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i folkehusholdningen slår igennem med arbejderklasens fremmedgørelse og de modsætninger som opstår mellem forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en svag eller ingen vækst overhovedet. Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået. Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.
I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ. At man samtidig som partiet mister den folkelige opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger fordi “partibogen” åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.
Arbejderklasssen fjernes fra partiets program
To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur” - altså arbejderklassens ledende role i kommunismens opbygning - i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Hrustjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”. Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen. Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne.
Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Hrustjtjov-gruppens reformer – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –
Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Hrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva). Under ledelse af den borgerligt-revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967. Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering – altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger. Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat :nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske markedsøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs. Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel” i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”.
Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen. Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at gøre Polens “jøder” til syndebukke. Der gennemføres anti-jødisk progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Hrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og regimets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister, blev af det Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpeget som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn,Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den socialdemokratiske II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.
Komintern-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserne da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær. Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.
Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezhnjev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :
“Jeres fædre var befriere -I er angribere”
Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.
Med befrielsen i 1945 åbnedes nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.
Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat for KSČ: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.
Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.
Kommunistisk 1.maj plakat 1946
Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezhjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..
Fraktionskampe i det tjekkiske parti
I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezhnjev. Men Brezhnjev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezhjnev finder ud af at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” . Faktisk har Brezhnjev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezhjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januari 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezhnjevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezhjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezhnjev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezhnjev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezhnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Hrusjtjov/Brezhnjev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Hrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezhnjevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.
FAKTA om “Warszawa-pagten”
Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) - Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:
“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.”
OPRÅB fra Georgiens Fredskomite:Saakasjvili-regimet må væk .
DEN GEORGISKE /GRUSINSKE FREDS-KOMITE´s erklæring:
TBILISI – 11 augusti 2008
Endnu en gang er Grusien blevet styrtet ned i kaos og blodsudgydelser. Et nyt brodermord ekploderede med fornyet styrke på grusinsk mark.
Til vor store skuffelse havde den georgiske/grusinske Freds-kommité´s og progressive grusinske personligheders advarsler om det skadelige i militariseringen af landet og om faren for en pro-fascistisk og nationalistisk politik – ingen effekt.
Myndighederne i Grusien organiserede igen en blodig krig, da de fornemmede at de havde støtte fra visse vestlige lande og af regionale og internationale organisationer. Den skam som de nuværende magthavere har trukket ned over det grusinske folk vil det tage årtier at vaske væk.
Den grusinske hær, bevæbnet og uddannet af amerikanske instruktører, og også udrustet med svensk forsvarsmateriel, udsatte byen Tschinvali for en barbarisk ødelæggelse. Bombardementerne dræbte civile ossetinere, vore brødre og søstre, børn, kvinder og ældre. Flere end tusind indbyggere i Tschinvali og dets omegn døde.
Der døde også hundrevis af civile grusinske borgere, både i konfliktområderne og på hele Grusiens territorium.
Den grusinske/georgiske fredskommittén udtrykker sin dybe deltagelse med de pårørende og venner til dem som er omkommet.
Hele ansvaret for denne borgerkrig, for tusinder af børns, kvinders og gamles død, i Syd-ossetien ligesom i Grusien falder udelukkende på den nuværende præsident, parlamentet og regeringen i Grusien. Saakasjvili-regimets uansvarlighed og eventyrlighed kender ingen grænser. Den grusinske præsident og hans gruppe er uden tvivl kriminelle og må stilles til ansvar.
Den georgiske/grusinske fredskommité vil sammen med alle progressive partier og sociale bevægelser i Grusien kæmpe for at organisatørerne af dette monstrøse folkemord får en alvorlig og legitim afstraffelse.
Den grusinske fredskomité erklærer og beder den brede offentlighed at ikke identificere den nuværende grusinske ledelse med befolkningen i Grusien/Georgien, med den grusinske nation, og opfordrer alle til at støtte det grusinske folk i kampen mod det kriminelle Saakasjvili-regime .
Vi vädjar til alle politiske kræfter i Georgien, til folkebevægelser og Georgiens befolkning om enhed i kampen for at befri landet fra den folkefjendtlige, russofobiske og profascistiske Saakasjvili-regime!
Den Georgiske Fredskomité,Tbilisi, 11 augusti 2008
Adresse:GRUSIENS FREDSkomite
0182. Apt. 2, quarter 8, house 10, massif 3, Tbilisi, Gruszja/Georgia
Tel: ++ 995 93 761363 Fax/Tel: ++ 995 32 731516
E-post: pc_of_georgia@yahoo.com
blockquote>Oversættelse
: RYSKA-POSTEN/INTERPRES
| ” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien |
| – Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning. Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså . allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusere, ossetere,abkhazere, adzharerne,russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusere/georgiere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt.
Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” Putin forklarede også for de amerikanske og andre af CNN´s seere hvor smertefuld konflikten med Georgien opleves i Rusland : “Den har visse træk af borgerkrig, eftersom Rusland og Georgien har været sammenflættede og en million georgier lever i Rusland”, sagde Putin men erklærede i samme åndedrag at han ikke det mindste sætter spørgsmålstegn ved landets suverænitet. Han fortalte at han talte med “George”, dvs Bush i Peking, som havde sagt at krig i Georgien ikke var noget USA ønskede. Til sin skuffelse opdagede Putin at den amerikanske regering allligevel ike havde gjort mere for at stoppe Georgien tidligt i konflikten. |
Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”
12 juni 2008 – 20:03
Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark
“Danmark har for lav arbejdsløshed”.
Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende poltiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.
Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.
For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.
Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik blev bevidst holdt udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.
Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.
Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.
Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.
Nationalbankdirektør Bernstein forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.
Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark
Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.
Polen ude af Irak i år ?
8 juni 2008 – 01:50
“Polen ude af Irak i oktober”
skriver de internatinonale nyhedsbureaueer.
Det er den polske Forsvarsminister Bogdan Kilch som meddeler at den sidste polske soldat skal være ude af Irak i oktober i år.
Spørgsmålet er om at kan stole på hvad USA´s trofaste allierede i Warszawa nu siger i 2008 , for allerede for næsten fire år kunne CNN meddele , at
(CNN) 2004 — Poland may reduce its commitment of forces to the war in Iraq by 40 percent by January 2005 and have all its troops out by the end of that year, Polish officials said Monday.
Polish President Aleksander Kwasnieswski (SLD=“Venstredemokraterne”; red.) said a withdrawal is in the discussion stage but could not be finalized until after Iraqi elections scheduled for January.
Aleksander Kwasniewski, Ungdomsminister på Sovjettiden – senere Polens Præsident 1995-2004 og fortaler for Nato-medlemskab og krig i Irak.
Den tidligere “ungdomsminster” i Warszawa-pagt-landet Polen i 1980´rne; Aleksander Kwasniewski og hans parti SLD – den organisatoriske videreførelse af regeringspartiet på Sovjettiden – havde trukket Polen med ind i USA´s aggression mod Iraks folk – Men var nu af opportunistiske årsager: den folkelige modstand mod krigen både i Poolen og i Irak – begyndt at snakke om at trække alle polske tropper ud af Irak .
Spørgsmålet er om det igen kun er varm luft og opportunistisk snak. En sag er sikkert: Den polske regering – uanset om den kommer fra “venstre” (SLD,PO) eller “Højre”(PiS) – giver ikke mange politiske eller militære ordrer – uden at spørge “big Brother” i Washington.
I hvert fald lovede Polens Statsminister Donald Tusk i valgkampen en hurtig tilbagetrækning. Senere blev mandat for de 900 de polske soldater forlænnget til oktober 2008.
I 2003 sendte Polens SLD-regering 2.600 polske soldater til Irak. Omkring 1.600 indgår i den Nato-anførte Isaf-styrke i Afghanistan.
Men ifølge opinionsundersøgelser foretaget af Polens borgerlige NATO-støttende medier er “missionen i Afghanistan” næsten ligeså upopulært som det i Irak.
Polskie Radio:Polish troops out of Iraq
Danmark:Terror-karikaturer og muslim-hetz bag krise for turisterhvervet
11.aug.2008 – 11:34 *
Turister dropper Danmark som turistmål
En undersøgelse af turismen i Danmark , som er udarbejdet af analysebureauet Copenhagen Economics, har vist, at landet er den store taber i udviklingen i den internationale turisme. Hvor andre lande omkring os har vækst og antallet af udenlandske turistankomster på globalt plan er vokset med 32 pct. fra 2000 til 2007 har Danmark, som det eneste land i EU, oplevet et fald på 2 procent i internationale besøg. Det skriver Politiken som citerer
direktør Frederik Preisler i reklamebureauet Propaganda McCann for at fremhæve at;
“Danmark blev tidligere opfattet som en frisindet, diplomatisk og meget menneskelig nation, som var et forbillede. I dag er vi nærmest dér, hvor Østrig var for nogle år siden med Jörg Haider i spidsen. Vi bliver opfattet som et lille aggressivt land, som gerne erklærer krig mod muslimer og det meste af den arabiske verden, . . . .”
Uden tvivl er billedet af og det indtryk som andre folk i Europa og ude i verden blevet forandret efterhånden som det er gået op for stadig flere at Danmark´s ledende politikere har valgt at gøre landet til en lille chauvinistisk sattellit-stat og vagthund for “Big Brother” i Washington og deres “interesser” rundt om i hver verden. Det fik Jugoslaverne at mærke da Nato indledte den folkeretstridige krig mod “regimet i Belgrad” – Danmarks regering sluttede op om krigen. Det samme skete i 2001 mod Afghanistan og i 2003 mod Irak . Hver eneste gang “krigstrommerne” lyder fra Pentagon og det Hvide Hus sender USA´s “trofaste” i Wonderful Copenhagen” soldater og våben afsted for at vise “Big Brother” i Washington hvor “pålidelige” man er – uanset om det er i strid med Folkeretten,FN´s Charter.
En sådan uselvstændig” “duksedrenge”-opførsel er ikke populær ret mange steder ud over hos Mr. Sakaaschvili i Georgien. Især tyskerne bliver frastødte over Big Brother og hans duksedrenge. Tyskerne ved af erfaringen – fra 1933-45 – hvad imperialistiske stormagter og deres små duksedrenge kan gøre ved verden.
Det er sikkert en del af forklaringen til at tyske overnatninger i Danmark er faldet med to millioner fra 15,5 millioner overnatninger i år 2000 til 13,8 sidste år.
De blev befriet for ham i 1945
England:Ny terrorlov legaliserer seks ugers arrest uden anklager
11 juni 2008 – 21:07
Helle Thornings venner i New Labour-regeringen nye “terrorlov”: : Seks ugers arrest uden anklager
“Terror-mistænkte” kan nu arresteres i op til 42 dage uden andre begrundelser end politiets eller den britiske , amerikanske eller danske efterretningtjenestes “advarsler” eller “tips” om det menneske som politiet holder indespærret. Det stemte et flertal i House of Common – det brittiske parlament i London igenom i dag.
Forslaget blev vedtaget med 315 stemmer for og 306 stemmer imod.
Dermed undgik New Labour-partiet et nederlag i en sag som partilederen Gordon Brown havde satset hårdt på at få vedtaget.
Polisen behøver mere tid for at lukke krypterede computere op og gå på jagt efter ledetråde over hele kloden, ifølge den socialdemokratiske Statsminister.
36 medlemmer af Labour´s gruppe i parlamentet stemte sammen med det Konservative Parti imod loven.
Om det andet store borgerligt-reformistiske parti i det britiske parlament, de Konservatives nej til loven er ærligt ment kan bedst afsløres med “konsekvens-testen” : Vil I ophæve loven hvis I får et flertal ?
Ingen Konservative parlamentsmedlemmer er kommet med et rent og klart svar på dette afgørende spørgsmål. Derfor anser flere at det de konservative stemte imod for at give regeringen et parlamentarisk nederlag – ikke for at forsvare borgernes demokratiske rettigheder.
Kilder: BBC
Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl
19.juni 2008 *
Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen
Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne fra Kina under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin ligesom de kommunistiske symboler Hammer og sejl nu er bandlyste.
Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen
Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end stater som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker sympati for kommunismen.
Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.
Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “bolsjeviker” i det kommunistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.
Kommunister i Kerala “demonstrerer”
De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Med Hrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.
I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Hrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.
I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang
Sovjetunionens statsvåben
Grusien/Georgien: Europas fattigste land
14.aug 2008 04:23 *
Grusien er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-statistik) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og land nr 112 på jordkloden hvis vi kun regner med denne statistik.
Det kapitalistiske Grusien er samtidigt det land i verden hvor den største andel af befolkning en må klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor, Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og tilfældige job som dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen.
Til DR.nyheder fortæller Tea Gulbiani, der selv har boet 15 år i Danmark:
“- Mindst 50 procent er arbejdsløse, mange må varme deres mad udenfor over åben ild, fordi der er lukket for gassen og i perioder ingen varme. Børn leder efter mad på lossepladsen, og gaderne er fyldt med tiggere.”
Og mange må klare sig med hjælp fra udlandet:
“- Mange har pårørende i Europa eller Rusland, som hjælper, og hjælpen fra vest og USA er stor, men det er jo ikke det samme som at bo i sit eget hjem, siger Tea med henvisning til de mange flygtninge.
Værst er situationen for børn og gamle, siger Tea, der blev chokeret, da hun vendte hjem:
Hun fortæller at der er gadebørn “på hvert gadehjørne nu. Og de gamle, mange må bare ligge, for det er utrolig dyrt at gå til læge.”
Samtidigt som der er store klasseskel i landets befolkning, forklarer Tea Gulbiani:
“- Man ser mange store udenlandske biler og tror slet ikke, fattigdommen eksisterer. Men det er kun 10 procent, som klarer sig godt. De fleste er utrolig fattige. Går du med dem hjem og åbner deres køleskab, er det tomt.”
Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdommen er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støttede over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal skylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom.
Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod massearbejdsløsheden, fattigdommen og mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed – “som Kosovo” – har en vis opbakning.
Grusiens Krystalnat 8.august 2008
Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne”,”zigøjnere” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” for de kapitalistiske klassesamfunds uretfærdigheder, fattigdom. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen for at føre planen om en grusisk “krystalnat” ud i livet . Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens Georgiens problemer.
Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politisk-økonomiske problemer og konflikten med folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland.
” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien – Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik. Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-) forklaring . . . ? Overfladisk kan det se ud som om at samlivet mellem de mange nationaliteter i det
socialistiske Sovjet ligger bag de konflikter og krige som vi har set i de tidligere Sovjet-republikker. Fakta er at den egentlige årsag og
kilden til de etniske ,nationale og religiøse konflikter ikke er nationaliteterne og de etniske forskelle, men de sociale og økonomiske klasseforskelle, fattigdommen og massearbejdsløsheden som udspringer af kapitalismens krise. Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen som havde brudt med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper. Grusien er idag det land i verden hvor den største andel af befolkningen forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor : Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen.Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal skylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom.
Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støttede over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allierede” i Europa. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land.
Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-osseterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske problemer og den etniske konflikt med folket i Syd-Ossetien med militær vold, men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusinere har russiske pas. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet.Grusiens “Krystalnat”
Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat.
I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium.
Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme.
Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså allerede under grusinsk/georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger
Da det russiske imperium opløstes, som en følge af Oktober-revolutionen efter Første Verdenskrig, udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye revolutionære Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917.
De vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod sydosseterne hvor der var udbredte sympatier for de russiske socialdemokrater – Lenins og Stalins bolsjevik-parti. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. De hvide kontrarevolutionære kræfter – Ruslands spirende nazibevægelse – tabte som bekendt borgerkrigen.
Da Sovjetunionen blev dannet året efter, blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien Georgien).
Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusinerne, osseterne, abkhazerne, adzharerne, russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel.
Den dag idag bor der en million grusinere/georgiere i Rusland.
Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusinere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt.
Forbød regionale partier
Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg.Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusinske hus og skoler i Tskhinvali.
Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusinere flygtede ud af Grusien.
I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusinere, ossetere og russere.Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet.
Allerede før krigen var Georgien hårdt ramt af konflikten med Syd-Ossetien, Abkhazien og deres beskyttere i Rusland, som i perioder har betydet lukkede gasrør og boykot af georgiske varer. Konflikten har forarmet befolkningen: “- Mindst 50 procent er arbejdsløse, mange må varme deres mad udenfor over åben ild, fordi der er lukket for gassen og i perioder ingen varme. Børn leder efter mad på lossepladsen, og gaderne er fyldt med tiggere.” som en grusinsk flygtning fortæller til DR.nyheder.
Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt.
Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent er andre grusinere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal.Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :
” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstgøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs.-anm.)
Kl 22:35 begyndte en massiv beskydning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne.
På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker.
… alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang.
Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”.
Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.”
I løbet af foråret bliver kampene mellem ossetiske separatister og georgiske militær-styrker intensifiseret.
Trods en våbenhvile med de syd-ossetiske separatister gennemføre Saakaszvili-regimet et massivt angreb med tunge våben på Sydossetiens hovedby Tschinvali natten til OL-åbningsdagen ,den 8 augusti.Offentlige bygninger i byens centrum samt et helt boligområde skal være ødelagt . Tusinder af mennesker flygter ud af landet i panik til Nordossetien i Rusland. Russiske styrker og kampvogne ruller dagen efter ind i Sydossetien.
Den 10 augusti erklærer Georgien en ensidig våbenhvile og at deras trupper trækker sig tilbage fra Tschinvali. De russiske styrkes fortsætter med at beskyde militære mål bl.a for at “ødelægge aggressorens militære infrastrukturer” i Gori. De følgende dage fortsættes den russiske oprensningaktion mod mål i havnebyen Poti.
Den 12 augusti lukker BP sin mindre pipeline som går til Supsa gennem det centrale Georgien på grund af krigen. Strømmen af olie og gass i den større Baku-Tbilisi-Ceyhan-pipeline blev allerede lukket den 5 augusti efter en brand i det nordlige Tyrkiet. Den fragter dagligt for hvad der varer til 1 million tønder råolie tll udenlandske markeder.
——Fakta om Kaukasus:
Gruzínská republika / Grusien/Georgien
Folketal: 4 millioner 400 000 (2007) på 69 700 kvadrat kilometer. (1/2 gange større end Danmark)
BNP pr indbygger: 2 186 USA-dollar (2007).Vigtigste eksportvare: Levnedsmidler, metalprodukter, kemikalier.Republikken Azerbajdzjan
Folketal: 8 millioner 500 000 (2007) på 86 600 kvadrat kilometer (2 gange Danmark)
BNP pr indbygger: 3 633 USA-dollar (2007).
Viktigste eksportvarer: Olie, olieprodukter.Republikken Armenien
Folketal: 3 millioner (2007) på 29 800 kvadrat kilometer (~Jylland)
BNP pr indbygger: 2 248 USA-dollar (2007).
Vigtigste eksportvaror: Guldartiklar, maskiner, metaller, metalprodukter, metalskrot.
Grusien :Sakaasvili-regimet klædt af til skindet
12.aug. 2008 *
Michail Saakasjvili – leder af USA´s marionet-regime i Grusien (Georgia) er klædt af til skindet.
Mr.Saakasjvili med og uden Hitler-mustasche
1. Først hjælper Mr.Saakasjvili USA med at undertrykke, terrorisere og besætte Irak med to tusind soldater – et af de største bidrag til USA´s “demokratisering af Irak”
Her tier vi naturligvis stille om Folkeretten og respekten for den nationale suverænitet som Sakaaschvilli nu har travlt med at påberåbe sig.
2.Derefter støtter Saakasjvili USA´s folkeretstridige anerkendelse af Kosova- seperatisternes krav i den autonome delrepublik Kosovo om adskillelse fra den tidlige jugoslaviske republik Serbien.
Her nævner vi heller ikke Folkeretten, den nationale suverænitet og Nato´s terror-bombardementer af Jugoslaviens tidligere hovedstad Belgrad.
3.Derefter nægter Saakasjvili gennem flere måneder at underskrive et retsligt bindende “ikke voldserklæring”. Et dokument som skulle fastslå at Grusien ikke vil løse de politiske og etniske konsekvenser af kapitalismens udbytning,fattigdom massearbejdsløshed og, kriminalitet i Syd_ossetien med militær vold. Akkurat inden kampene brød ud i Syd-Ossetien, sagde Michail Saakasjvili at det var “nonsens at kræve at han skulle underskrive et sådant dokument om ikke-brug af vold” – det var “nonsens”, eftersom “Grusien ikke kan bruge vold mod sit eget folk.”
Natten til OL-åbningsdagen indeleder Saakasjvili-regimet et terrorbombardemet af Syd-Ossetiens største by Tschinval bl.a med tunge våben af haubits-typen. Fem grusinske bombefly begyndte samtidigt at bombe byen især rettet mod de fredsbevarende styrkers forlægninger. Store militærstyrker sendes ind i byen. De terrorisere indbyggerne bl.a ved at beskyde hospitaler, børnehaver og boligbebyggelser samtidigt som grusinske soldater myrder flere af deres russiske kolleger i den fredsbevarende styrke i byen. Ialt 12 soldater i de fredsbevarende styrker er omkommet.
Saddam Hussein blev henrettet for angrebene på shiitiske landbyer i Irak, men hvad sker der med Mr.Saakasjvili efter det brutale og morderiske overfald på osseterne i Grusien ?
En bevæbnet ossetier skuer ud over ødelæggelserne Tschinvali efter Saakasjvili-regimet´s angreb på den sydossetiske hovedstad.
I modsætning til Saddam Hussien og Slobodan Milosevitch bliver Mr.Saakasjvili-regime i Tbilisi ikke straffet af hverken EU- Nato eller Hr.Møller ; Danmarks konservative Udenrigsminister som tværtimod vil opmuntre Mr.Saakasjvili og Co ved at
” . . . melde klart ud og tilkendegive, om vi ønsker landet i Nato.”
som han udtrykte det overfor mikrofonholderne på en presekonference.
Og i ugerne op til Saakasjvili-regimets “folkemord” i Syd-Ossetien valfartede en række politikere fra de kapitalistiske Nato-stater til Grusien, blandt andre Danmarks Udenrigsminister Per Stig Møller, tidligere Udenrigsminster Mogens Lykketoft , Condileeza Rice m.flere, samtidigt som en større militærøvelse med deltagelse af tusind amerikanske soldater blev gennemført i Grusien.
Saakasjvili :Olympisk mester i dumhed ,overmod, fejlberegning og morderisk terror mod civilbefolkning.
Hvis der er nogen som vil blive husket i forbindelse med åbningen af de Olympiske Lege i Kina vil det blive Grusiens “store mand” i præsidentpaladset i Tbilisi: Michail Saakasjvili eller Hitler of Georgia som også er en titel han nu slæber rundt på.
Eftersom han troede at hele verden overværede åbningsceremonien af de olympiske Lege i Beijing tog han beslutningen om at sende hele den grussiske hær ind i Syd-Ossetien for at gøre op med landets ” ossetiske terrorister” og “seperatister”, som Saakasjvili-juntaen betegner befolkningen i det autonome grusinske område Syd_ossetien.
USA´s lille marionet-dukke i Georgien; Michail Saakasjvili troede helt sikkert – selvom det ville koste blod og menneskeliv i Syd-ossetien og vække lidt postyr i udlandet når en hær bliver sat ind mod en civilbefolkningen – at han kunne regne med at have krigsforbryderne, torturbødlerne og folkemordseksperterne i det Hvide Hus i Washington med sig. – –
Men fra det Hvide hus kom der først en stor stilhed og så en masse ord og så blev Udenrigsminster Rice sendt til Tbilisi, men ikke en eneste soldat endige et par satellitbilleder af de russiske troppebevægelser blev sendt til præsidentpaladsert i Tbilisi.
Han overvurderede USA´s styrke – som efter angrebskrige mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak er politisk,økonomisk og militært svækket – ligesom han undervurderede Rusland´s beslutsomhed som efter USA´s og Nato´s folkeretsstridige anerkendelse af Kosova-seperatisternes udbrydning fra Serbien ser at USA og Nato gør præcis som de vil uden hensyn til Folkeret og andre “uafhængige folks ” interesser.
Trods alle “patriotiske demonstrationer” i Tbilisi står han i dag stærkt svækket tilbage – og endda længere fra hans mål som præsident:At tage kontrollen over “udbryderrepublikkerne Abkhazien og Syd-Ossetien tilbage , og føre landet ind i den vestlige aggressive militæralliance NATO.
Nu har har han underskrevet en ydmygende våbenhvileaftale og har behov for at give alle mulige andre skylden for alt det gik galt i Kaukasus i en uge med flere olympiske rekorder i dumhed, overmod og mangel på respekt for Kaukasus andre folk.
Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan
Condoleezza Rice var på besøg i Grusien en måned inden Saakasjvili-regimets militære angreb på Syd-Ossetien
Den fredsbevarende styrkes hus i Tschinvali efter Saakasjvili-regimets militære angreb. 12 soldater herfra blev dræbt.
Kapitalismens Grusien: Kriminalitet og lovløshed florerer
13.aug.2008
Både Grusien og Rusland er kapitalistiske klasssamfund med udbredt massearbejdsløshed, fattigdom og omfattende kriminalitet . Det viser sig nu i Grusien hvor der nu befinder sig så mange journalister og fotografer fra de store nyheds-medier at de har fået øjene op for den kriminalitet og lovløshed som hersker i Grusien.
Først sønderbombede det USA-støttede grusinske regime Syd-ossetien og nu florerer lovløsheden i den grusiske by Gori ikke langt fra Sydossetien. Det rapporterer britiske BBC.
Ifølge BBC har flere af byens beboere fået stjålet deres ejendele ved væbnede røverier på åben gade. Skræmte beboere ser hjælpeløst til, mens deres huse brændes af.
“- Vi har troværdige oplysninger om, at landsbyer brændes af, af skyderier og af drab på uskyldige civile,” siger Bryza til grusinsk/georgisk fjernsyn.
FAKTA OM Grusien – GRUSZJA – Georgia -
Grusien er idag Europas fattigste lande og med en PPP (købekrafts-statistik) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og landet er nr 112 hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkningen må klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor, Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og de tilfældige job dagen byder på som en slags omrejsende daglejere må store dele af befolkningen leve. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet
Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og og seperatistiske krav om fuldstændig uafhængighed – “som Kosovo” – har en vis opbakning.
Konfrontation
Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” for kapitalismens problemer i Danmark og det øvrige Europa . Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens “krystalnat”. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler - som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland som ikke passivt kunne tillade Syd-ossetiens “krystalnat” – et “folkemord” på folk hvoraf tusinder har russiske pas og egentlig etnisk hører sammen med nord-ossterne som lever i Rusland – uden at miste enhver respekt hos osseterne og andre kaukasiske folk.
Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder
11 Aug. 2008 – 18:46
Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen
Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.
Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter Weekenden “angreb”
Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiska neo-nazister og højreradikale en illegal marsch gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.
VIDERE om :
Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland
De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig
Grusien har natten til fredag invaderet Syd-ossetien i ly af OL-åbningen
8.Aug. 2008 05:45 *
Grusisk militær aggresion mod det autonome område Syd-ossetien
Væbnede styrker udsendt af det USA-støttede Saakasjvili-regime i Grusien (Georgia) benytter tilsyneladende den internationale opmærksomhed omkring OL-åbningen fredag til at starte en krig mod Syd-Ossetien. Og den autonome region Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali er nu omringet af georgiske militær-styrker.
Ved det valg som bragte Saakasjvili & Co til magten – kaldet “Rosernes revolution” kom han med chauvinistiske løfter om at bringe de tre autonome “udbryderrepublikker” under Tbilisis fuldstændige kontrol. Den tredje autonome republik i Grusien ;Adsjaria var en let oppgave. Men der behøves meget tyngre skyts for at indtage Abkhazien, den største og folkerigeste af Grusiens autonome republikker.
Syd-Ossetien – Grusiens Kosovo ?
Både folk i Jugo-Osetinskaja (Syd-Ossetien), Abchazien, Rusland og internationale folkeretseksperter har sammenlignet situationen for de to grusinske autonome regioner Syd-Ossetien og Abchazien med det tidligere jugoslaviske autonome område Kosovo; som EU og USA nu har anerkendt som en selvstændig stat udenfor Serbien og det Jugoslavien som det var en del af. Det er sket i strid med Folkeretten (FN´s Charter) og Serbiens regering og et flertal af FN´s medlemsstater fastholder at Kosovo folkeretsligt ikke er en selvstændig stat..
USA,EU træder Folkeretten under fode og det vi nu ser i Grusien er de folkeretstridige følger som før eller senere også vil ramme EU og USA . Og følgerne af anerkendelsen af Kosovo som “uafhængig stat” – for det som det USA-støttede regime i Tbilisi kalder “udbryderenklaven” Syd-Ossetien – kan vi begynde at ane konsekvenserne af ikke bare i Kosovo, men også i Kaukasus og hvem ved måske senere i “Basker-landet” ? og er der ikke noget med at folk i Californien er trætte af at være underlagt terrorlove og krigseventyr som bliver dikteret fra Pentagon og det Hvide Hus i Washington ?
Der er grund til at understrege at Rusland ingen interesse har i at ændre på grænserne i Kaukasus, men på den anden side kan man ikke i længden tvinge folk til at bo under samme tag eller i samme land – til evig tid så at sige.
Men hvem har interesse i en balkanisering af Europa og resten af jordkloden for den sags skyld ?
USA og Nato ? -
USA opmuntrede Saakasjvili-regimet
Under alle omstændigheder er det et faktum at USA og Israel har oprustet og trænet Saakasjvili-regimet i Tbilisi som har kvitteret ved at sende 2000 soldater til Irak for at hjælpe USA med undertrykkelsen af den irakiske folks modstand mod besættelsen.
Fra den 5.juli gennemførte ca 1 000 amerikanske soldater den hidtils største militærmanøvre i Grusien under navnet “Immediate Response -2008″ (“Umiddelbar reaktion”). Øvelsen skete indenfor rammerne af Nato´s såkaldte “Partnership for Peace program” ved Vaziani-militær basen, som ligger under 100 km fra grænsen til Rusland. Manøvren gav USA en mulighed for
“at træne med sine georgiske partnere som faktisk står for det tredje største troppebidraget til Irak.”
Udover styrker fra Grusien deltog også soldater fra Ukraine, Armenien og Azerbajdzjan i manøvren.(Kilde; stars and stripes 19/6)
Natten til den 8.august dræbte grussiske soldater flere af deres russsiske kolleger i den fælles fredsstyrke i Syd-Ossetien , åbenbart som et led i Saakasjvili-regimets plan om at overtage den fuldstændige kontrol over folket i Syd-Ossetien.
Ifølge DR´s politiske nyhedsprogram Orientering havde Saakasjvili-regimet i tiden op til den militære aggression mod Syd-Ossetien på OL-åbningdagen forgæves forsøgt at få hjælp fra USA til at flytte deres soldater til området omkring Syd-Ossetien.
Moskva anklager Tbilisi for at have brudt aftalerne som er blevet indgået om Syd-Ossetien.
“- Det grusiske lederskab må komme til fornuft og gå tilbake til en civiliseret måde at løse vanskelige spørgsmål på, siger Boris Malakhov i udenrigsministeriet i Moskva.
Grusiens præsident Saakasjvili udtaler: Den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er “opnået en varig fred”.
Men hvordan var det nu med den “autonome delrepublik Kosovo” i det tidligere Jugoslavien/Serbien ?
Da den herskende gruppe politikere og krigsherrer i Kosova i februar i år udråbte sig til selvstændig stat anerkendte USA og og de ledende EU-stater den ensidige erklæring fra Kosovo, trods protester fra Serbien og flere andre lande som forsvarede Folkeretten. FN har stadig ikke anerkendt Kosovo´s udbrydning fra Serbien og den ensidige proklamationen af den selvstændige stat, simpelthen fordi den er i strid med Folkeretten (FN´s Charter)
Ligesom USA tidligere – med støtte fra Grusien og i strid med folkeretten startede en aggressionskrig mod Iraks folk og nu på 6. år fortsætter en militær besættelse af Irak.
Men EU og især USA er ikke indstillet på at indrømme osseterne den samme ret som albanerne i Kosovo. Det virker nærmest som om den USA-støttede præsident Mikhail Saakasjvili mente at han kunne gøre det samme med osseterne i Grusien som USA har gjort ned Iraks folk.
Han beordrede fuld militær mobilisering mod Syd-Ossetien, men måtte senere trække styrkerne ud af Syd-ossetien efter at osseternes russiske venner var kommet dem til hjælp. Næsten som med de danske terror-karikaturer som udviklede sig til en udenrigspolitisk krise for Danmark da muslimernes meget “store brødre” i udlandet kom deres danske trofæller til hjælp.
Det USA-støttede Saakasjvili-regimes krigsforbrydelser og folkemord i Syd-Ossetien
Inden den militære indmarch i sydossetien – tidligt fredag morgen – havde Grusiens militær bombarderet hovedstaden Tshkinvali så kraftigt at , den ifølge russiske observatører nærmest er lagt i grus.
Syd-Ossetien anklager Grusien for at rette angreb mod civile og siger republikken nu er begyndt at evakuere børn fra Tskhinvali-området over grænsen ind i Nord-Ossetien i Rusland.
Zarina Tedejeva flygtede fra Syd-ossetien efter Saakasjvili-regimets militære angreb og terror mod osseterne i Grusien til en flygtninge-lejr – en halv times rejse udenfor den nord-ossetiske hovedstad Vladikavkasz. Her bor hun nu i et af de 42 telte sammen med sin datter, søster,søsterens datter og to børnebørn. Det er 30 grader varmt og sikkert 40 grader inde i teltet, men Zarina Tedejeva har ikke mistet modet i varmen:
“En lejr er en lejr selvom vi er blevet velmotaget. Jeg er meget taknemmelig overfor vore nordossetiske brødre og Rusland. Selvom forholdene ikke er gode og det er værst for børnene. Vi vil vende hjem så hurtigt som muligt”
Fra hendes hjem i sydossetiske hovedby Tskhinvali søgte hun og børnene ly i en kælder i 3-4 døgn
:
“Jeg sad i en kælder og kunne bare høre hvad der skete. Jeg så ingenting. Der findes ingenting tilbage af byen. Den ligger i ruiner.Udbrændte biler og lig i gaderne . . fortæller Zarina berørt: ” De (det grusiske Saakasjvili-regimes styrker, overs. anm.) skånede hverken børn eller gamle. De skød direkte mod børnehaver. De lod kampvogne køre frem og skyde bygningerne i stumper”
Senere fik hun hjælp med med at flygte til fods nordud til flygtningelejren i Nord-ossetien.
Hendes mand blev i Syd-ossetien for at deltage i kampen mod Saakasjvili-regimets styrker.
Se hele interviewet
Ifølge ossetiske kilder er et tusind og 400 mennesker døde som en følge af det USA-støttede Saakasjvili-regimes aggression. På den grusiske side angives 30 mennesker være dræbte.
“– 70 procent af alle bygninger i Tschinvali er ødelagte og byen har ingen elektricitet, gas eller vand, fortalte Irina Gaglojeva, talskvinde for Syd-ossetiens regering lørdag (9.august)
Situationen er værst for de skadede. Hospitalet har under de her dage været under konstant beskydning fra grusiske tropper. Mange nye sårede og skadede er strømmet til og de skadede opholder sig i kælderen.
“– Der findes stort set ingen muligheder for at give dem nogen humanitær hjælp, siger Irina Gaglojeva.
Sydossetiske børn – som nu evakueres fra deres hjemstavn – ses her under fejringen af Grusiens nationaldag i september 2007.
Syd-Ossetien appelerede i marts måned til FN, EU, Rusland og SNG (Uafhængige Samfunds Sammenslutning, af tidligere Sovjetrepublikker) om international anerkendelse. Det skete efter USA´s og EU´s anerkendelse af Kosovo´s udbrydning fra Serbien
“Grusien og Sydossetien kan ikke eksistere som forenet stat”, hed det i det sydossetiske parlaments resolution som udtrykkeligt nævnte anerkendelsen af Kosovo som argument.
Efter Georgiens bombardementer og invasion siger lederen i Syd-Ossetien, Eduard Kokojtij at han er klar til at mobilisere alle mænd i regionen for en væbnet modstandskamp mod Georgien.
Det sker med russisk militær støtte. Russiske tanks og tropper befinder sig nu i Tskhinvali-området for at forsvare civile ossetere og russere mod de grusiske invasionsstyrker.
Sammenstød sidste uge
Det bekræfter lederen for de russiske fredsstyrker i området. Også kampvogne og krigsfly er sat ind i den militære aktion fra grusisk side.
GRUSIEN´s 2000 soldater trækkes UD af IRAK
Grusien har sendt opimod to tusind soldater til Irak for at hjælpe USA i krigen mod Iraks folk. Halvdelen bliver nu beordret hjem fordi
“soldaterne behøves for at holde de russiske og separatisttyrker stangen i Sydsossetien,” meddelte formanden for Grusiens nationale sikkerhedsråd ifølge Reuters.
Grusiens invasionsstyrker møder modstand: Her brænder en grusisk kampvogn i Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali i et billede fra russisk fjersyn (AP/FIRST CHANNEL) °*°*****
Den militære aktion kommer efter sammenstød hvor omkring 20 mennesker er dræbt i den sidste uge.
“– Jeg bekræfter at der er mindst 15 døde. Det er folk vi har sett i hagene og gatene, siger den russiske TV-journalisten Andrej Tsjistjakov.”
Tolv russiske soldater skal være dræbte og flere sårede i kampene, og deres hovedkvarter ødelagt under den grusiske beskydning.
- “Grussisk aggression” årsag til krigen
Ruslands statsminister Vladimir Putin udtalte under et besøg lørdag i Nord-Ossetien
at ” resultatet af Grusiens aggression i Sydossetien er at dusinvis af mennesker er dræbt og hundredevis er skadet” og videre at
- Det er svært at forestille sig hvordan Sydossetien skulle kunne overtales til at blive integreret igen med Grusien efter dette,” udtalte Ruslands Statsminister som samtidigt kaldte Ruslands indgriben for “velbegrundet, legitim og nødvendig”. Han kaldte de grusiske angreb på den sydossetiske hovedstad Tschinvali for “folkemord”.
Næsten på samme måde som Nato-staternes ledere talte om “folkemord” i Kosovo inden de gav ordre til det militære angreb på det der var tilbage af Jugoslavien, hvor blandt andet hovedstaden Belgrad blev udsat for Nato´s flybombardementer. Rusland har til forskel fra Nato´s krig mod Jugoslavien i 1999 ikke terrorbombarderet civile mål i Grusiens hovedstad Tbilisi.
Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan
Grusiske medie-manipulationer om “abkaziske terorister”:Skød de på sine egne?
Etnisk-sprogligt KORT over KAUKASUS herunder Grusien(Georgia) , Syd-Ossetien (South Ossetia) og Abkhazien(Abkhazia):
| ” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien |
| – Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som udgør 4,4 millioner mennesker som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.
Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet.
Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet.
” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) |
”Det er ikke lykkedes for nogen at underkue det afghanske folk”
31.juli 2008 *
“-Ingen udenlandsk besættelsesmagt er nogensinde lykkedes med at kue det afghanske folk, men i krigens fodspor lider civilbefolkningen”,
fortæller Peter Hjukstrøm til den svenske avis Proletaren
Hjukstrøm er ingen grønskolling når det handler om Afghanistan. Han er “verdensberømt” i Sverige bl.a fordi han har fulgt udviklingen i Afghanistan i over tredive år gennem solidaritetsarbejdet i Svenska Afghanistankommittén og gennem jævnlige besøg i landet.
Peter Hjukstrøm besøgte i år en sommerlejr arrangeret af Kommunistiska Partiet (også kendt som “revolutionärerna”) i Sverige.
På sommerlejren fængslede han deltagerne med sine dybe kundskaber og sit engagemang for landet hvor både svenske, norske og danske soldater befinder sig som en del af Nato´s besættelsesmagt.
Sorgens dag
Den 11 september 2001 var en sorgens dag, aller mest for afghanerne og Afghanistan.
“– George W Bush pegede med hele hånden på Afghanistan, hvor Osama bin Ladin angiveligt befandt sig. Man behøvede ingen dybere intelligens for at regne ud at det skulle indebære en mennesklig katastrofe, siger Peter Hjukström.”
Fra den 1 oktober 2001 til januari 2002, de tre første måneder af USA´s aggressionskrig, døde mellem 3 og 8 tusind civile. En vold som siden da er optrappet i omfatning.
“– I 2001 befandt der sig 13500 amerikanske soldater i Afghanistan. Syv år senere, 2008, finds der mellem 63000 og 68000 udenlandske soldater. Det er en stigning med 10-12000 soldater pr år. Hvad laver de der? Ja, det er ikke for at spille sorteper eller whist (“Fia med knuff).”
“– USA siger at ”alt bare bliver bedre”. Samtidigt planlægger Sveriges forsvarsminister Sven Tolgfors at øge den svenske trup under Natos kommando fra 360-370 soldater til 500 med henvisning til at ”sikkerhedssituationen er forværret.” Et eller andet sted går ligningen ikke op, ” tilføjer Peter Hjukström.
En anden måde at måle den elendighed som USA´s besættelse har ført med sig er den eksplosionsartede stigning af opium-dyrkningen, mener Peter Hjukström. Taliban-regimet beskriver han som rigidt og ekstrem. Men under deres cirka fem år ved magten blev opiumvalmuen forbudt og den forsvandt næsten helt ud af landbruget. Men allerede i år 2002, bare et år efter den amerikanske besættelse, var produktionen i fuld gang igen. Høsten i 2007 gav 8200 tons råopium, hvilket giver 820 tons rent heroin. Det svarer til det dobbelte narkobehov for alle jordens heroin-misbrugere.
“– Ingen kan overbevise mig om at Afghanistan er en succeshistorie. Landet har en af verdens mest gennemkorrumperede økonomier under USA´s besættelse. CIA pumpede under krigens første tre månader en milliard dollar ind til de lokale krigsherrer. De har skabt sine private små fyrstedømmer , forklarer Peter Hjukström.
”Det store spil” – The Great Game som englænderne kaldte det
Trods landets blodige fortid giver det historiske perspektiv et vist håb. I det som den brittiske imperialist Rudyard Kipling kaldte ”The Great game”, Det store spil om Centralasien har USA taget initiativet. Men det er ikke den første stormagt som med vold forsøger at kontrollere det strategisk beliggende land. Frem til den russiske revolution konkurrerede Rusland og England om kontrollen, og brittiske tropper besatte landet frem til år 1919 da de blev smidt ud efter et væbnet oprør.
Næste forsøg blev gjort af Sovjet. I hovedstaden Kabul var der i 1970´erne vokset et tyndt lag af studenter og intellektuelle frem som levede et moderne og sekulariseret liv i sammenligning med den stærkt troende og fattige landsbygd. I dette miljø havde det sovjet-revisionistiske parti PDPA sin base ved tiden for den såkaldte Saur-revolutionen i 1978.
“– De gennemførte et klassisk militærkup, sammen med officer. Men de manglede fuldstændig forankring i arbejder- og bondeklassen, siger Peter Hjukström.
0g tilføjer : “– PDPA blev kaldt for ”Det kongelige kommunistparti” eftersom dele af overklassen og også kongefamilien tilsluttede sig partiet. Det som forenede var sekularismen og foragten for de fattige og illiterate masser på landet og som man anså være tilbagestående. Man forholdt sig ikke på en respektfuld måde mod dem”.
Sovjet och USA
På landsbygden voksede et oprør frem som blev understøttet af CIA med træning og våben via Pakistan. Derefter intervenerede Sovjetunionen militært - Brezhnevs Sovjet gik i fælden så at sige. De afsatte den tidligere præsident og indstallerede sin egen mand ved magten. Invasionen blev en katastrofe. Mellem en halv million og to millioner afghanere døde og fem millioner blev tvunget til at fly, heraf alene tre millioner til nabolandet Iran. Efter store tab trak sig Sovjet sig tilbage i 1989 efter det der i dag kaldes “Sovjets Vietnam”.
Peter Hjukström sammenligner den sovjetiske krigsretorik med den USA-anførte besætelse.
“– Det blev sagt at det skulle blive en ”i tid og rum begrænset indsats, maksimalt seks år”. Krigen varede i ti år. Derefter var landet slået i stumper Halvdelen af førkrigsbefolkningen var enten døde eller på flugt. Hele byer forsvandt. Den amerikanske invasion blev indledt for at fange Osama bin Ladin. Der har gået syv år uden noget resultat og krigen trappes op for hvert år.
“– I virkeligheden handler krigen om en strategisk positionering. Kontrollen over den centralasiatiska regionen med sine gigantiske natur-rigdomme”, fortsætter Peter Hjukström.
De sovjetiske hærstyrker, udsendt af Brezhnev-regimet i Moskva, efterlod sig et minefelt som strækker sig gennem hele landet. FN´s første minerapport viste at der fandtes 10 millioner miner i landet. Den borgerkrig som startede efter att det sovjetstøttede regime til slut brød sammen i 1992 betød at flere millioner miner igen blev udspredt på landsbygden og den nuværende besættelse er fortsat med samme dødelige recept.
Først med talibanernes magtovertagelse i 1996 blev der skabt en slags ordning i landet. Under den korte tid de havde magten gennemdrev de sin radikale politik, med erhvervsforbud for kvinder og offentlig pryglestraf men samtidigt rådede der fred for første gang i næsten tyve år. Det varede i fem år, da USA invaderede.
“– Al historiske erfaringer visear at besættelsen ikke vil blive vellykket. Ingen fremmede magter har lykkedes med at kue det afghanske folk. De vil overvinde de her problemer også og Afghanistan vil genopstå. Det giver mig håb, siger Peter Hjukström.” – -
“– Modstandsgrupperna er vokset i styrke og opererer nu i to tredjedele af landets provinser. For hver bombe som besættelsemagten fælder skabes ny grobund for modstanden.”
Selv om Hjulstrøm beskriver Afghanistan som vor tids trediveårige krig betyder det ikke at der har været krig hver dag for alle. Midt i kaoset har Svenska Afghanistankommittén (SAK,overs.anm.) bedrevet et succerigt solidaritetsarbejde.
Peter Hjukström fortæller om de lysglimt af håb som han har set ved gentagne besøg på de skoler som SAK driver.
“– SAK har satset store resourcer. Uden deres læger ville tusinder af være døde forgæves. Hver syvende kvinde dør i forbindelse med børnefødsel.”
USA ud af Afghanistan!
Bistandsvirksomheden bedrives i form af en langsigtig udviklingsstøtte med fokus på sundhed,pleje uddannelse, handikap-rehabilitering. Støtten gives til landsbygdden og er udformet sådan at den skal komme de fattigste til gode.
“– En lille sum penge til SAK kan hjælpe en pige til at kunne gå i skolen. Samtidigt vil jeg opfordre jer yil at arbejde imod den USA-ledte besættelse af Afghanistan, afslutter Peter Hjukström.”
Interviewet af NILS LITTORIN for Proletaren.se
og
Israelisk minister truer Iran
6 juni 2008 – 12:44
“-Et israelisk angreb på Iran virker “undgåeligt” lyder det fra den zionistiske apartheidstat idag. Truslen om det “uundgåelige ” angreb kommer fra en minister i Israels regering . Det var den tydeligste trussel hidtil om en militær aggression fra Israel.
“-Det vil blive uundgåeligt at angribe Iran med det formål at stoppe deres atomvåbenplaner, sagde transportminister Shaul Mofaz til avisen Yedioth Ahronoth.
Israels og USA´s regering har udtalt at voldsanvendelse mod Iran er “en sidste udvej” hvis sanktionerne som USA og Israel har fået vedtaget i FN:s sikkerhedsråd med Ruslands og Kinas støtte ikke giver “de resultater” som USA of Israel kræver. Og det gør de ikke, anser Shaul Mofaz:
-Sanktionerne er ineffektiveudtaler den israelske minister. Det sker fire dage efter - Israels koroptionsanklagede Statsmister Olmert kom med et “ultimativt ” angreb på Iran´s uafhængighed.(den 4 juni)
Olmert sagde i en tale under sit USA- besøg at Irans “atomprogram” skal stoppes for enhver pris.
Den zionistiske leder kom med en meget stærk advarsel adreseret til iranerne hvor han åbent truede med “ødelæggende efterdønninger” hvis landet fortsætter sit atomkrafts-program.
Olmert mente at internationale sanktioner bare er et første skridt. Mønsteret fra optakten til den anden krig mod Iraks folk er tydeligt. Først sanktioner og underminering af landets evner til at forsvare sig mod militær aggression og når de zionistisk-amerikanske aggressorer er overbeviste om at landet er tilstrækkeligt svækket til for alvor at kunne modstå et angreb vil de slå til. -
Iran benægter at atomprogrammet er af militær art og mener at de har ret til at udvikle elproduktion gennem opbygning af atomkradtværker.
For øvrigt er der intet folkeretsstridigt i at Iran udvikler et atomprogram med sigte på at have et arsenal af atomvåben til at forsvare sig og afskrække USA og andre stater fra at angribe landet og indsætte et regime som de kan kontrollere som de har forsøgt i nabolandet Irak.
Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”
24.juli 2008 – 11:45 *
Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:
“Ich bin ein Schwarzer Berliner”
Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.
Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America” – et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til
-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.
Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA
Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:
“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.”
uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.
Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:
Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”
Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.
Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.
Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.
” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land:
Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.
Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.
Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.
Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.
Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.
Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.
Cuba og Israel
Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)
Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.
Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”
At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.
Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”
Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.
Trusler mod Iran fra Obama
Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”
Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.
Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.
Endnu et socialdemokratisk selvmål
DEcember 2004
Kommentar
Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare.
Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at
“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)
For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.
I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet.
– Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:
”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. (Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).
Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
(G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.
Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?
SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.
I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod.
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror.
Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.
1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”
I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :
“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).
Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.
PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:
”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”
Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet.
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:
”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”
Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering.
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.
N O T E R
1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer.
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU
Sverige: Aflytningsloven´s skjulte mål : “Spionage mod Rusland” frem i lyset
20 juli 2008 – 20:11
Den af Sveriges Rikdag besluttede masseaflytningslov FRA som skal træde i kraft 1.januar 2009 får nu også drøje hug fra kritikere med potentielt større magt og indflydelse.
Det sker i den russiske avis Nezavisimaja Gazeta som hævder at loven er en måde at legitimere spionage mod Rusland.
Den russiske kritik af den svenske masse-overvågningslov kommer nu efter at kilder i den svenske efterretningstjenste har bekræftet at “målet bl.a er at aflytte Rusland”.
Ca 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen passerer i kabler i Sverige.
“- Et parlamentsmedlem har udtalt at Rusland skulle kunne gøre det samme mod Sverige og at der findes muligheder for at omlægge trafiken,(den russiske teletrafik,InPss.,anm,)) siger Sveriges Moskva-ambassadør Jan Molander til Sveriges største nyhedscenter Svt.Rapport.
“FRA-loven muliggør masse-overvågning af ikke bare svenskere,men også danskere,finner, nordmæænd, og russere”
I dag passerar omkring 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen i kablar gennem Sverige.
Norske mobil-brugere advarede
Og russerne er ikke alene om at reagere. Det svensk-finske telekoncern Telia Sonera i Finland har allerede flyttet sine e-post-server fra ud af Sverige. I Norge er media gået ud og advaret Tele2:s mobil-brugere om at deres private sms kan blive smuglæst af svensk efterretningstjeneste eftersom sms mellem norske mobiler sendes via Sverige.
DEn svenske regerings vedtagelse af masse-aflytningsloven FRA og udviklingen af protesterne ligner mere og mere et svensk selvmål. Og der tales nu åbent om at loven måske slet ikke kommer til at træde i kraft om godt fem måneder.
Bombi-bitt/
Sveriges nye “anti-terroristiske” aflytningslov- ”FRA-loven truer retssikkerheden.
Fogh´s Justitsminster nægter at kulegrave PFLP-tilbud om hjælp med Blekingegade-røveriet
20. juli 2008, 12:03
Justitsminister Lene Espersen afviser, at der er behov for at kulegrave, hvorfor PFLP-leders tilbud om at vidne i Blekingegadesagen ikke blev videregivet.
Det havde ikke ændret noget, hvis politiet og anklagemyndigheden havde hørt om, at et højtstående medlem af terrorgruppen PFLP, der var mistænkt i sagen mod Blekingegadebanden, var parat til at vidne i retssagen mod banden.
Det mener justitsminister Lene Espersen (K). Det på trods af, at flere politikere, bl.a. tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), og Jørn Moos, der ledede efterforskningen af Blekingegadebanden, har undret sig over, at vidnetilbuddet ikke blev givet videre – og at PFLP-lederen, Tayseer Kubaa, aldrig blev afhørt.
Den manglende afhøring har ført til fornyet kritik og krav om en undersøgelse af, hvordan Politiets Efterretningstjeneste (PET) efterforskede sagen mod Blekingegadebanden i slutningen af 1980′erne. PET blev nemlig orienteret om Tayseer Kubaas tilbud, som han kom med til Uffe Ellemann-Jensen på et møde i New York i september 1989.
Minister: Ingen relevans for retssagen
Lene Espersen oplyser i et svar til Folketingets Retsudvalg, at selv om PET holdt tilbuddet for sig selv, gentog Tayseer Kubaa kort efter offentligt, at han i forbindelse med retssagen var villig til at give vidneforklaring om “forholdet mellem Blekingegaden og PFLP”.
Justitsministeren henviser samtidig til, at Blekingegadebandens medlemmer ikke var tiltalt efter den gældende bestemmelse i straffeloven om terrorisme. Det skyldtes, at bestemmelsen dengang ikke omfattede støtte til terrorgrupper, som opererede uden for Danmark.
- Spørgsmålet om forholdet mellem Blekingegadebanden og PFLP var derfor kun af begrænset relevans for retssagen. På den anførte baggrund finder jeg ikke noget selvstændigt behov for en undersøgelse af myndighedernes håndtering af den omtalte indberetning (til PET, red.) om mødet i New York den 25. september 1989, svarer Lene Espersen.
Opposition: Uforståeligt
Justitsministeren vil dog ikke udelukke, at spørgsmålet kan blive taget op i forbindelse med den lovede undersøgelse af Blekingegadesagen. Og det vil det, lover Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Karen Hækkerup.
- Det her er en utrolig væsentlig information at få klarlagt. Så kan jeg forstå, at justitsministeren har en anden holdning. Men jeg vil stadig fastholde, at vi skal have undersøgt, hvorfor pokker det gik, som det gjorde i New York med Uffe Ellemann-Jensens møde og de informationer, han fik. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan Lene Espersen allerede nu kan afskrive, at det var en væsentlig information. Tværtimod. Det er en væsentlig information, som understreger behovet for at få gravet dybere i det her, siger Karen Hækkerup.
PET modtog således den 27. september 1989 en fax fra Udenrigsministeriet med et mødereferat, hvoraf det fremgik, at PFLP’s udenrigspolitiske leder var villig til at vidne, fordi hans navn dengang blev sat i forbindelse med Blekingegadebanden.
Tilbuddet blev fremsat på et møde mellem daværende Uffe Ellemann-Jensen (V) og PLO’s daværende udenrigsminister, Farouk Khaddoumi, hvor også Tayseer Kubaa deltog.
Lene Espersen: alt bliver undersøgt
Uffe Ellemann-Jensen har forklaret, at han formodede, at referatet fra mødet var blevet fordelt til de relevante myndigheder i Danmark. Den tidligere udenrigsminister blev derfor overrasket, da det i maj kom frem, at vidnetilbuddet ikke blev fulgt op.
Det seneste krav om en kulegravning af, hvordan PET håndterede Tayseer Kubaas tilbud om at vidne i Blekingegadesagen, skriver sig ind i en række af ubesvarede spørgsmål i kølvandet på journalisten Peter Øvig Knudsens bøger om banden.
Lene Espersen har lovet, at alt vil blive undersøgt i en særlig, hurtigtarbejdende kommission, hvis ikke PET-kommissionens rapport, der ventes inden årets udgang, leverer svar på spørgsmålene.
/ritzau/
Sveriges nye anti-terroristiske aflytningslov – ”FRA-loven” truer retssikkerheden”
10.juli 2008 – *
Protesterne mod FRA-loven – som nu også er anmeldt til Europadomstolen for menneske-rettigheder i Strassbourg – fortsætter som det fremgår af daglige rapportager i svenske medier om manifestationer og demonstrationer mod FRA. Samtidigt vedtages flere love i stilhed. Love som på lignende måde truer retsikkerheden rapporterer – den sædvanligvis velorienterede kommunistiske avis Proletaren – i en kommentar i denne uge.
“Advokatsamfundet” er en av de organisationer som har handlet mod flere af de nye love. I en telefonsamtale med Proletaren.se fortæller samfundets generalsekreterær Anne Ramberg om hvad der sker i det svenske retssamfund.
– Det er et tydeligt mønster. Efter 11 september har vi sett en udvikling som ikke kan sammenlignes med hvordan det så ud tidligere. Principer som var selvfølgelige er blevet kastet overbord med et pennestrøg, siger Anne Ramberg.
- Anne Ramberg – Generelsekretær i de svenske advokaters sammenslutning
Et av de tydeligste eksemper på det er de sanktioner som blev beordret mod tre svenskere af somalisk oprindelse i 2001. Alle deres bankkonti blev indefryste , hvorved deres mulighed for at forsørge sig blev minimeret. Først efter fem års kamp var alle tre afskrevet fra sanktionslisterne.
Nu har regeringen nedsat en udredning som skal belyse sanktionssystemet (se faktaruta). Utredningens forslag som nyligen presenterades møder stærk kritik for maglende retssikkerhet. Sikkerhedspolitiet skriver i sit remiss-ytringer at systemet med sanktionslistor ”fremstår som fremmed for et retssamfund av svensk modell”. Svea hovrätt (Landsretten) konstaterar i sin remiss att det på goda grunder kan ifrågasättas om inte sanktionerna strider mot folkrättsliga åtaganden. Advokatsamfundet er lige så kritiskt i sin udtalelse.
– Vi mener ikke at forslaget opfylder de grundlæggande krav på retssikkerhet som måste stillas. Vi måste opretholde grundlæggande rettigheter, også hvis vi jager terrorister, siger Anne Ramberg.
Hun fremhæver at alle måste garanteres en retssikker prövning i domstol.
– Det måste stilles krav om en vis styrka i bevisen för att någon ska sättas upp på en sanktionslista. Det ska inte räcka med påståenden, menar hon.
Dessutom anser Advokatsamfundet att den som sätts upp på en sanktionslista ska få reda på det, och personen måste också få veta anledningen till att hon eller han har hamnat där. Så gick det inte till när de tre männens tillgångar frystes 2001. Inte ens när de avfördes från sanktionslistorna fick de veta varför de en gång hamnat där, och några bevis mot dem presenterades aldrig.
”En uvane”
Egentligen hade Anne Ramberg helst sett att systemet med sanktionslistor afskaffes helt.
– Jag tycker att det överhuvudtaget är ett oskick med de här listorna, säger hon.
– Men om de nu ändå ska finnas så måste de i alla fall uppnå en grundläggande rättssäkerhet. Det ska inte vara så att personer utan prövning kan tvingas leva på existensminimum i flera år.
I utredningen om den nya lagen som ska reglera sanktionerna kan man läsa att medlemslandene er forpligtede til at gennemføre sanktionsbeslut i respektive länder när EU eller FN:s säkerhetsråd har fattat beslut om internationella sanktioner. Men Anne Ramberg menar att Sverige inte blint kan följa deras beslut.
– Bara för att FN:s säkerhetsråd har antagit en resolution som är bindande så innebär inte det att politikerna och rättssamhället kan luta sig tillbaka – fallet kan prövas i alla fall, menar Anne Ramberg som poängterar att Sverige måste ta ansvar för sina medborgares rättssäkerhet.
Det ansvaret har redan åsidosatts. När de tre svenskarna med somaliskt ursprung sattes upp på sanktionslistan hade Sverige två dygn på sig att protestera, men gjorde inte det.
Anne Ramberg pointerar at det er fint att sanktionerna nu reg-leras i lag, men hon menar att vi inte kan nöja oss med detta.
– Innehållet i regleringarna måste också uppfylla vissa grundläggande krav.
En rimlig lagstiftning måste förhindra att fler utsätts för det som de tre männen utsattes för 2001. Det lagförslag som nu presenterats innehåller inte tillräckliga åtgärder i sådan riktning.
– Jag är rädd för att det som skedde mot somalie-svenskarna kan upprepas, säger Anne Ramberg.
Oron över den nya lagen förstärks av den övriga utvecklingen i samhället. Debattvågorna kring FRA går fortfarande höga. Många är med rätta upprörda över att riksdagen godkände en lag som ger myndigheten rätt att övervaka allas kommunikation. De förändringar som kritikerna inom högerpartierna fick igenom förändrar inte FRA-lagens karaktär.
”Trots alla försök till förbättringar, de flesta av kosmetisk karaktär, kvarstår det illa övervägda förslaget i sak”, skriver Anne Ramberg i ett debattinlägg i Svenska Dagbladet i vilket hon kräver att en sanningskommission upprättas.
– Vi får aldrig stifta lagar som ger redskap att bryta mot de mänskliga rättigheterna. Det finns många exempel i historien där regimer – med stöd av lagen – har brutit mot de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.
Rättssäkerheten
Anne Ramberg menar ändå att det ibland är nödvändigt att göra intrång i den personliga integriteten.
– Men vi får aldrig åsidosätta rättssäkerheten, säger hon och tillägger att det också finns goda skäl att ifrågasätta hur effektiva de nya övervakningslagarna egentligen är. Än så länge finns det inga utredningar som analyserar detta.
Många nya övervakningslagar, som den nya buggningslagen som trädde i kraft vid årsskiftet, har lagts fram utan större debatt. Personer, som palestinska flyktingen Hassan Asad som vistats 11 år i Sverige, vägras uppehållstillstånd med hänvisning till terrormisstankar, men inga bevis presenteras. Samtidigt blir allt fler offentliga platser kameraövervakade. Den ökade övervakningen och avlyssningen motiveras med hotbilder av ”kriget mot terrorismen”.
– Hotbilderna som målas upp utgör i sig en fara. Hotbilderna – i samband med en viss aningslöshet – leder till att ungefär femtio procent av svenska folket tycker det är okej med massavlyssning, säger Anne Ramberg.
• Vad tror du att den ökade rättsosäkerheten kan leda till i ett längre perspektiv?
– Den farligaste konsekvensen är om folk tappar tilltron till samhällets institutioner. Det räcker att folk tror att polis eller militär avlyssnar det som sägs och missbrukar detta, det behöver inte ens vara så.
– Detta är särskilt allvarligt i ett samhälle som inte är homogent. När människor med olika bakgrund ska leva ihop ställer det ännu större krav på att man känner skydd för de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.
I dag är det främst muslimer som utsätts för sanktioner, häktningar, terrormisstankar och andra former av övergrepp. Detta kan vara en av anledningarna till att få hittills reagerat mot utvecklingen.
– Jag tror att folk hade blivit mer upprörda om det var ’Kalle Karlsson’ som drabbades, konstaterar Anne Ramberg.
Samtidigt finns det all anledning att reagera. Rättsosäkerheten som följer i ”terroristbekämpningens” spår drabbar enskilda mycket hårt, och i förlängningen påverkas hela det demokratiska systemet.
– Ytterst är det vår yttrande- och tryckfrihet som hotas, säger Anne Ramberg.
LISA ENGSTRÖM
Proletaren.se nr. 28
FRA-loven´s hemmelige mål : Spionage mod Rusland
Da et flertal i Sveriges Riksdag den 19 juni stemte for at gøre det lovligt med generel masseaflytning af mennesker som anvender tele-kommunikation i Sverige blev det forklaret med “argumenter som vigtigheden af “krigen mod terrorismen”. Det var hovedargumentet fra de forsvarende partier, men faktum er at Forsvarets Radio anstalt (FRA) som nu får som opgave at aflytte al kabelbåren kommunikation som passerer Sveriges grænser vil komme til at udgøre en vestlig spydspids i spionage mod Rusland.
Hovedparten af russernes internationale telekommunkation går gennem kabler der passerer Sveriges grænser. Angiveligt går 80 % af al Ruslands internationale tele-kommunikation gennem kabler eller servere i svensk territorium. Dermed får den svenske stat gennem det omfattende aflytningsmateriale af telefonsamtaler og mailkorrespondence mellem Rusland og andre lande et kort på hånden når de imperialistiske lande udveksler information. Den svenske stats hemmelige tjenester får mulighed for at “købe” sig til andre staters efteretninginformationer gennem at udlevere det “russiske materiale”.
Næsten al kommunikation, også indenfor Sveriges grænser, passerar idag grænsen og vil dermed blive aflyttet. E-post, sms, internet-trafik, chatter og mobil- og telefonsamtaler, alt kan analyseres i hemmelighed uden dommerkendelser eller andre retsinstansers indblanding. Der stilles ikke engang et formelt krav til akytningen om mistanker om lovovertrædelser Alle behandles som mistænkte.
Også regering og myndigheder gives beføjelser til at søge i den private kommunikation. Loven åbner for nye, vilkårlige anvendningsområder. Materialet kan dessuden let misbruges eller havne i forkerte hænder.
Kildebeskyttelse og meddelerfriheden bliver tomme ord hvis hver eneste kontakt med media kan være aflyttet.
Aflyttningen skal beskytte mod vagt definerede ”ydre trusler”. I selve værket udgør den nye lov i sig selv en alvorlig trussel mod borgernes ytringfrihed og deres demokratiske rettigheder.
FAKTA om Sveriges nye Aflytningslov – FRA-lovforslaget
* Loven som træder i kraft den 1 januar 2009 indebærer følgende.
* Forsvarets radioanstalt (FRA) – som ikke er underlagt det svenske militær får
legal ret til at spana i radiotrafik og kabeltrafik, det vil sige internet og telefonledningar.* Signal-søgning (rekognoscering) må ske for at kortlægge “ydre trusler” mod landet.
* Søgning (rekognoscering) i kabel må kun ske når trafiken går over Sveriges grænser.
* Søgning (rekognoscering) sker efter inriktningsbeslut fra regeringen.
* Søgningen (rekognosceringen) sker gennem søgebegreber -for eksempel organisationsnavn eller
kodeord.
* Søgning på personer må bare ske om det er af “synnerlig vikt”.(betydelig vigtighed)* En ny “domstolslignende” nævn skal give tilladelse til søgning (rekognoscering) med søgeord.
* Søgningen er automatiseret og tilladelse gives for højst seks måneder ad gangen.
* Regeringen skal senest i dette efterår komme med nærmere foreskrifter om
tilempning av tilladelsegivningen..* Regeringen skal nedsætte en kommitté som skal følge FRA:s virksomhed fra et
“integritets-beskyttelsesperspektiv”.
* Kommittén skal udse et integritets-ombud som skal overvære tilladelsegivningen.* Ett integritets-beskyttelsesråd oprettes inom FRA.
* Datainspektionen får som opgave at følge FRA:s virksomhed fra et integritetsperspektiv.
I 1990´erne blev der vedtaget internationale sanktioner, som indefrysning af bankkonti og rejse-restriktioner, rettet mod udpegede enkelt individer. Beslutning om sanktioner kan tages af FN:s sikkerhedsråd og EU.
UDTALELSER OM loven:
”ett integritetsintrång som saknar motstycke i ett
internationellt perspektiv. Det är helt främmande för vårt statsskick [...]”
Sveriges Justitsministerium, promemoria”skrämmande brist på förståelse för de krav i fråga om skydd för personlig integritet som följer av regeringsformen och Europakonventionen [...]”
Rikspolisstyrelsen, Høringssvar”förslaget innebär en kränkning av enskilds integritet som vida överstiger den kränkning som förslagen om buggning och preventiva tvångsmedel sammantaget
innebär.” efterretningstjeneste SÄPO i et HøringssvarUtredningen som nu presenterats har i uppgift att se över den svenska sanktionslagen för att anpassa den till de internationella reglerna. Syftet är bla att sanktioner ska kunna införas snabbare.
Desuden ska utredningen analysera ”hur Sverige uppfyller sina folkrättsliga åtaganden”. Detta tolkar utredningen som att ”frysningsbeslut skall kunna genomföras utan dröjsmål”. Det är på det här området som utredningen har mött mycket stark kritik. Främst för att processen är rättsosäker, vilket redan fått allvarliga konsekvenser i Sverige.
Advokatsamfundet præsenterar i sit remissvar seks punkter som skal opfyldes for at sanktioner i det mindste skal følge en absolut minimistandard. Punkterna innefattar bland annat krav på en tillfredställande bevisnivå, möjlighet att överklaga, ret til advokat och domstolsprövning.
Hollywoods billede af Anden Verdenskrig
Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder.
Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.
Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.
Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*
KRONIK
” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.) opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik. Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac. Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . . Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange: 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen. Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper. Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland. Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .
skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.
Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945
Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.
Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.
Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.
Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .
Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.
Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.
NAZITYSKLAND 1933-41
Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.
Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser
Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.
I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”
I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.
I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.
Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.
For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.
Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.
Nazisterne i offensiven
I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.
Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .
Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?
Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.
Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.
I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-
”Peace in our time” ( Fred i vor tid )
som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.
I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.
Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”
I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.
NEUropa under tysk kontrol i 1940
I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .
Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.
I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.
Blitzkrieg
Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.
I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.
Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .
Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.
Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .
Under Nazitysklands kommando
Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.
I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.
I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.
Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.
Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.
I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.
Operation BARBAROSSA
Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.
Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.
Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.
Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.
Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.
Speciel retshåndhævelse
Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.
Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:
Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.
Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.
ORGANISERET BARBARI
Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.
Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.
De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..
Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.
Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..
Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.
Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.
Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.
Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.
Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.
” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.
Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.
”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.
I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :
”Hellere Hitler end Folkefronten!”
Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.
Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.
“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.
Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.
Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.
Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.
A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New YorkJoseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A I Balasjov og G P Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.
De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.
I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”
HVAD er FAKTA ?
Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.
Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.
Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.
Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?
Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.
Var det “enorme forsyninger”?
Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)
De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.
Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >
” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”
Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.
Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?
Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.
Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.
Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.
D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.
De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.
Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945″ hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.
1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandskrig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.
2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Collection of military-historical materials of the Great Patriotic War, issue 18]. Moscow: Voenizdat, 1960. Classified secret.
7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” Central Party Archives of the Institute of Marxism and Leninism, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (1)].
Moscow: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1943] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (3)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16,
no. 5 (1)]. Moscow: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Documents and materials of 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3) [The Russian archives: The
Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (3)]. Moscow: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [The Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.
US-Soldat frikendt for Haditha-massakren
5 juni 2008 – 10:31 *
Endnu en soldat udsendt af US-army i Irak er blevet frikendt for delagtighed i massakren i den irakiske by Haditha som udspillede sig i 2005.
Den nu frikendte efterretningsofficer var ikke med til at dræbe 24 civile mænd, kvinder og børn i hvad der betegnes være en amerikansk hævnaktion. Derimod gav han ordrer om at billeder fra massakren skulle raderes fra fotografi-apparater.
Massakren udspillede sig efter at en amerikansk soldat var blevet dræbt i en bilbombe-sabotageaktion. En udredning viste senere at amerikanske soldater havde skudt civile på nært hold. Fem af de otte anklagede har hidtil fået sine sager henlagte.
Guantanamo-beviser skulle destrueres
9 juni 2008 – 03:08 *
Forhørsledere på USA´s militærbase i Guantanamo på Cuba er blevet opfordret til at ødelægge håndskrivne notater som kan afsløre brutale og ulovlige forhørsmetoder, siger en af fangernes advokater.
Orlogskaptejnen Bill Kuebler som forsvarer den 21-årige canadiske fange Omar Khadr hævder at Pentagon – USA´s Forsvarministerium har givet forhørslederne direktiver for standardprocedurer. Selv fik han instruktionerne fra anklagerne.
- Hvis de håndskrivne notater destrueres har myndighedernea bevidst frataget Omar Khadrs advokater afgørende beviser, siger Kuebler.
Militæret patruljerer Italiens gader , “for at bekæmpe kriminaliteten ” siger regeringen
14 juni 2008 – 19:12
Den italienske regering forsvarer sin beslutning om indsætte militæret i patruljering af landets gader for at få bugt med den omfattende kriminalitet.
“-Der findes en stærk ønske blandt medborgerne om bedre kontrol og højere sikkerhed på gaderne, siger forsvarsminister Ignazio La Russa.”
Han viser ingen forståelse for anklager om at forslaget vil føre til en øget militarisering af landet.
De soldater som nu skal nu patruljerer Italiens gader i kampen mod kriminaliteten er 2.500 mand som tidligare tjenstegjorde i Afghanistan og den jugoslaviske provins Kosovo.
Afghanistan:Flere end 1.100 fanger befriet i fritagelses-aktion mod fængsel i Kandahar
14. juni 2008 – 10:22
Flere end 1.100 fanger, hvoraf flere end hundrede “talibanere”, lykkedes flygte efter et bombeattentat mod et fængsel i Kandahar i Afghanistan i går. Mindst 15 fængselsvagter og et ukendt antal fanger blev dræbt.
Kaos opstod da en tankbil med sprængstoffer kørte ind i fængslets stængsel og eksploderede. Efter lastbilen stormede hvad der af myndighederne kaldes “talibanere” bevæbnede med granatkastare och automatvåben.
-
Fængslet i Kandahar efter bombeattentatet. -
Enndu er ingen af de “undslupne fanger” blevet opsporet. Regeringstjenstemænd utreder nu om angriberne fik “hjælp inde fra fængslet.
SVENSKA: Bilbombsattentat fritog talibaner
En bilbomb exploderade i går ved indgången till Kandahars störste fängsel i Afghanistan.
Alla fångarna rymde, sade provinspresident Wali Karzai, bror till president Hamid Karzai till AP.
To eller flere kørte bilen med den kraftige sprængladning der førte til befrielsen af fangerne. Ingen af dem overlevede selv. Ifølge vidner besköts fängelset också utifrån. Flera poliser dödades, men det var ännu okänt om några interner dödats.
Attacken skakade hela södra Kandahar. Av många hundra interner ska minst 350 ha varit talibaner.
SENESTE : 14 juni 2008 – 20:14 : Seks af de tusind “undslupne” afghanere er fanget igen
Seks av de omkring tusind fanger som blev befriet fra et fængsel i byen Kandahar i Afghanistan i går er arresteret. Det oplyser den afghanska vice inrikesministern Munir Mangal.
Nato- og deres afghanska hjælpestyrker indledte en jagt de “undslupne” hvoraf halvdelen er “talibaner og resten almindelige kriminelle”.
Talibankilder angiver at to mænd kørte en tankbil som eksploderede ved fængselsporten hvorefter andre modstandsmænd på motorcykler angreb vagterne. Busser ventede angiveligt på de undslupne. Et dusin vagter blev dræbt.
Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”
15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad “Weekend-avisen” – også kaldet “Weekend-liberalisten” fordi avisen og dens kapitalistiske stødtroper og bagland i det kapitalistiske erhvervsliv under ugens fem arbejdsdage kræver statstøtte for så i weekenden at dyrke de liberale principper om det “frie kapitalistiske marked” uden statslig indblanding. Hr. Arzrouni har – weekend efter weekend i flæere år – “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Fyringen af ultraliberale skribent sker diskret i det sidste nummer af “Weekend-liberalisten” bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel
Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.
Læs videre i :Plagiater og stor humor
Verdens våbenarsenal vokser: Militærudgifterne op med 45 % siden 1998
9 juni 2008 – 09:41
Verdens militærudgifter voksede i løbet af sidste år med omkring seks procent, på grund af øget våbenproduktion og en stigning i handelen med krigsmateriel.
Cirka 1.339 millarder dollar blev satset på de statslige militærbudgettter i den kapitalistiske verdensordens stater i løbet af år 2007. Beløbet svarer til 7.178 milliarder kr, næsten 7,2 billioner eller hvad Spanien samlede bruttonationalprodukt løber op i. Dermed er verdens samlede militære udgifter øget med 45 procent siden 1998. Den største del af utgifterna står USA for, som nr to på listen kommer Kina.
Ifølge fredsforskningsinstitutet Sipri er den amerikanske stats udgifter, som står for omkring halvdelen af klodens militære udgifter, gået op med 59 procent siden 2001.
Fransk bataljon til Afghanistan
3 april 2008 – 07:44
Frankrig sender flere soldater til Afghanistan for at aflaste Canada, som truer med at trække sig ud hvis de andre Nato-lande ikke “øger sine indsatser”.
Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy lovede i går på Nato-topmøtet i Bukarest at senda yderligere en bataljon, 800-1.000 man, udover de 1.600 franske militærer som er på plats.
De franske soldaterna skal placeras i det østlige Afghanistan. Det indebærer at USA kan flytta tropper fra landets østlige dele til de sydlige dele hvor de canadiske styrker presses af afghanske væbnede modstandere – som rutinemæssigt kaldes “talibanere”.
Amerika: Mindst 14 døde under politiaktion i Rio de Janeiro,Brasil
4 april 2008 – 08:29 *
Mindst 14 mennesker blev dræbt under en politiaktion mod en kapitalistisk narkoliga i et slumområde i Rio de Janeiro.
Målet for de 120 tungt bevæbnede politifolk var den mistænkte ligaleder. Det lykkedes ham at undslippe »politi-hæren«s razzia.
Tre andre personer blev dog pågrebet og automatvåben blev beslaglagt.
De enorme fattigkvarterer og slumbyer i de kapitalistiske storbyers forstæder har udviklet sig til en slagmark for politi og kapitalistiske narko-organisationer.
Volden bliver et stadig mere generende problem for “arbejder”parti-regeringen.
For en måned siden gjorde præsident Luiz Lula da Silva et historisk besøg i slumområderne.
Kosovo :Albanere stjal organer fra serbere
11. apr. 2008 23.20
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch beder nu Kosovos regering om at undersøge beskyldninger om, at etnisk albanske “oprørere” under krigen i slutningen af 1990′erne dræbte snesevis af serbere og solgte deres organer.
Det er den tidligere chefanklager ved FN’s krigsforbryderdomstol i Haag, Carla del Ponte, som i en ny bog skriver, at der blev begået forbrydelser af den karakter.
Fodrede fangerne op
I et brev til Kosovos regering opfordrer Human Rights Watch til, at myndighederne ser nærmere på anklagerne. Brevet er sendt fortroligt til regeringen for en lille uge siden.
Carla del Ponte skriver, at hun har oplysninger om, at mellem 100 og 300 personer – næste alle serbere – blev ført fra Kosovo ind i det nordlige Albanien, hvor de fik fjernet deres indre organer og blev slået ihjel.
- Nogle af de yngre, sundere fanger blev angiveligt opfodret, undersøgt af læger og aldrig slået, hedder det i brevet fra Human Rights Watch, inden deres organer blev fjernet.
Var virkelighedens James Bond russser ?
16.nov 2007 *
Sovjetisk dykker reddede Sovjets topledere fra at blive elimineret i britisk bombeattentat
En nu forhenværende kamp-dykker, Eduard Koltsov, har besluttet at afsløre sandheden om en af den kolde krigs mange incidenter – inden han forlader denne verden. Koltsov havde hyre ombord på fartøjet “Ordzjonikidze” ; som en sovjetisk topdelegation med Nikita Hrusjtjov i spidsen sejlede under et officielt statsbesøg i Storbritannien i 1956
Hrusjtov var populær hos de vestlige imperialistiske ledere – efter hans opgør med den revolutionære kommunisme og den socialistiske opbygning af Sovjet i 1930`erne på den 20.Kongres i marts måned samme år – var “frygten” for “kommunismen” og de partier der fulgte Hrusjtov “nye fredelige linje” blevet afløst af en “samarbejdende og parlamentarisk” ånd.
Derfor blev Hrusjtjov budt velkommen af de britiske magthavere i 1956, men under besøget havde briterne forberedt at vise deres “taknemmelighed ” overfor “Hrusjtjovs fredelige hensigter” med en opvisning af Storbritanniens flere hundrede år lange blodige tradition og erfaringer med blodige krige og attentater.
Omtrent samtidigt som det sovjetiske fartøj “Ordzjonikidze” lagde til kaj i britisk havn ; forsvandt den 47-årige brittiske søofficer Lionel Crabb , en kaptajn og dekoreret helt fra Anden Verdenskrig. Ligesom Koltsov også en kampdykker med erfaring. Hans krop blev senere fundet i vandet udenfor Portsmouth med hovedet afskåret , men identiteten på kroppen blev ikke officielt fastslået og hele sagen blev mørktlagt af de brittiske myndigheder.
Nu siger Koltsov at han dykkede for at undersøge det sovjetiske fartøj og da opdagede en dykker som visste sig at være i gang med at montere en mine på det sovjetiske fartøjs skrog, omtrent ud for skibets ammunitionslager. Koltsov skar struben af attentatsmanden. Officielt benægtede de sovjetiske myndigheder al kendskab til Crabb.
Eduard Koltsov er dog ikke den første fhv. sovjetiske militær som har stået frem for at fortælle om Crabbs skæbne.
KILDE: vzgljad 16/11 2007
Albaner idømt 40 års fængsel for terrordrab på 11 serbere i Kosovo
6 juni 2008 – 20:16
En domstol i Kosovo med internationale dommere dømte i dag Florim Ejupi til 40 års fængsel for et bombeattentat, hvorunder elleve serbiske pilgrimme blev dræbt og yderligere 22 blev skadet.
Dådet, som blev gennemført 2001, var det værste af en serie hævnaktioner mod den serbiske minoritet i Kosovo efter at Nato militært havde angrebet Serbien – i strid med Folkeretten – i en blodig offensiv i området 1998-1999.
Pilgrimmene var på vej til den kristne klosterby Gracanica. Ejupi blev dømt for blandt andet elleve mord, et dusin mordforsøg og terror-handlinger.
Fire amerikanske soldater dræbte i Afghanistan
14. juni 2008 – 15:31
Fire amerikanske soldater som indgår i Nato-koalitionens besættelsesstyrker i Afghanistan blev dræbt lørdag, da de kørte på en vejsidebombe, skriver nyhedsbureauet AP.
Bomben ramte et køretøj, som de amerikanske tropper bruger til at træne afghanske politistyrker i, fortæller den amerikanske oberst David Johnson, ifølge AP.
Fire døde, en såret
“- Fire tjenestegørende medlemmer af koalitionen blev dræbt og en anden alvorligt såret i dag, da de udførte operationer i Farah-provinsen” , hedder det i en erklæring fra den NATO-ledede styrke. Provinsen Farah ligger i det sydvestlige Afghanistan.
Med lørdagens tabstal er 83 udenlandske soldater dræbt alene i år 2008. Størstedelen af de cirka 700 danske soldater i Afghanistan er stationeret i provinsen Helmand.
Mindst 18 døde i fængselsopløb i Honduras
4 maj 2008 – 02:30 *
Mindst 18 personer er fundet døde efter at politiet slog et opløb ned med vold i et fængsel i Honduras i Centralamerika.
Opløbet var det andet med mange dødsoffrer på en uge i et af landets kraftigt overbefolkede fængseler. Sidste lørdag blev ni personer dræbt i voldsomheder e et andet fængsel.
Voldelige overfald og opløb er hverdag i Honduras 25 fængsler, som er bygget for langt færre end sine omkring 12.000 fanger. Ligesom i Guatemala og i El Salvador forsøger unge gadebander – ofte knyttet til de kapitalistiske narkosyndikater – at overtage kontrollen med anstalterne.
Irak år 6 efter “befrielsen”: 35 døde i bombeattentat i Balad Ruz
1 maj 2008 – 18:49
Mindst 35 personer mistede livet og 65 blev skadet i et bombeattentat på en velbesøgt markedsplads nord for Baghdad ,i torsdags. Det oplyser politiet ifølge nyhedsbyreuaet Reuters.
Begge “bombeaktivisterne”, hvoraf den angives at være en kvinde, slog til i byen Balad Ruz mod et bryllupsfølge. De bar vester med sprængstoffer og udløste ladningerna med bare nogle få minuters mellemrum. Ingen af bombe-terroristerne overlevede selv attentatet.
Den anden bombe udløstes da folk begyndte at ruse til for at redde mennesker som blev skadet af den første bombe.
USA bag bombeattentatet mod den danske ambassade i Pakistan ?
12.juni 2008 *
Har den kriseramte og stærkt svækkede Bush–regering en interesse i et “bombeattentat” i “muslimske Pakistan” rettet mod USA´s “nære allierede” i København ?
Et relevant spørgsmål eftersom krigsforbryderne og gangsterne i Washington og Pentagon/CIA har den dårlige vane at “arrangere” “terrorattentater” og give andre skylden for dem. især når de er trængte og i defensiven.
Nu sætter den militante bevægelse Hizb ut-Tahrir spørgsmålet på sin spids :
De mener, at USA udførte bombeangrebet for at skyde skylden på “islamister”.
Det var USA, der stod bag selvmordsangrebet på den danske ambassade i Islamabad den 2. juni. Det skriver den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir i en analyse på en af bevægelsens danske hjemmesider.
Analysen er skrevet af Taimullah Abu-Laban, søn af den afdøde imam Abu-Laban, som vurderer, at USA angreb den danske ambassade for at tvinge den pakistanske regering til at afbryde fredsforhandlingerne med den pakistanske udgave af Taleban, Tehrek-e-Taleban.
Ifølge Hizb ut-Tahrir var det nemlig givet på forhånd, at muslimer ville blive anklaget for angrebet på ambassaden, og at den pakistanske regering derfor ville være nødsaget til at stoppe fredsforhandlingerne med Taleban.
“Den danske ambassade er et oplagt middel for USA, da et angreb mod denne ambassade hurtigt vender mistanken mod muslimerne i Pakistan, eftersom Danmark har gjort sig kendt i den islamiske verden for sin anti-islamiske udenrigspolitik og angreb på muslimernes profet”
, skriver Hizb ut-Tahrir i sin analyse. DEn af USA og Cia stærkt omtalte Al Kaidas mand i Afghanistan, Mustafa Abu al-Yazid, har påtaget sig ansvaret for attentatet på den danske ambassade, men ifølge Hizb ut-Tahrir er der tale om et falsum.
Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro
3.Apr. – 2008
“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:
” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.
Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.
Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.
»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”
Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.
Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem
På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.
Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo MOro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978
ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.Det erklærede kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:
“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.
Den halve sandhed
I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:
“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”
En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.
Ikke med i tv-film
For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:
“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:
“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.
Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.
Spændingens strategi
Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:
“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.
“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.
Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.
I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.
Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.
“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.En større terrorist
Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.
Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.
Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.
Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.
Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”
Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:
“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”
Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).
Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?
Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’
Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlig
leave a comment