USA: Krisen fortsætter :storbanken CIT group konkurs

2.Nov. 2009 04:03:58

CIT Group ansøger om “konkursbeskyttelse”: 60 milliarder kr i gæld uden sikkerhed

New York (Reuters) Krisen for USA´s kapitalistiske økonomi fortsætter trods astronomiske skattedollar i støtte til kapitalen.
Efter flere månaders krise meddelte den kapitalistiske finanskoncern CIT Group´s velbetalte direktører at finanskoncernen – en af USA´s største – er et konkursbo. Sammenbruddet i koncernens finanser sker trods to-cifrede milliardbeløb i statslån.

CIT har givet kreditter til først og fremmest hundredetusinder af små og mellemstore virksomheder i USA. Søndag måtte ledelsen i finanskoncernen tilstå at de mange miliarder skattedollar i støttelån er så langt ude at svømme at banken ikke kan garantere nogen finansiel sikkerhed eller garantier for de mange milliarder i statslån.

Gennem omstrukturering håber CIT at blive af med et gældsbjerg på omkring 10 milliarder dollar; i omegnen af 60 miliarder kr..

CIT`s operative divisioner, heriblandt CIT Bank, indgår ikke i konkursansøgningen, men udskilles som en forventet profitabel enhed som kan fortsætte med at akkumulere profitter til private kapitalister.

Det senaste året har CIT Group fået flere milliarder dollar i støttelån fra både USA:s regering, via det gigantiske statskapitalistiske støtteprogram Tarp, samt private långivere.
Disse milliarder er nu forsvundet ned i den kapitalistiske krisesumps umættelige nedløb.

Omstruktureringsplanen går ut på att långivare får sina fordringar nedsatte, men i gengæld bliver nye ejere af koncernen.

Almindelige aktionærer i CIT taber alt hvis “konkursansøgningen” og rekonstruktionen bliver gennemført.
KIlder: TT/Reuter

Overskud på 19.500 millioner kroner på tre måneder for energimonopol ! Hvem sagde krise ?

4.Aug. 2009 16:45

Milliardprofitter for Statoil_NorskHydro : 19,5 milliarder kroner.

Trods den kapitalistiske krise fortsætter de storkapitalistiske energimonopoler med at rage milliardoverskud til sig.
Idag offentliggjorde den statskapitalistiske energi-gigant Statoil-NorskHydro sit regnskab for 2.kvartal. Selvom overskuddet
er mindre end sidste år viser selskabets egne tal, milliardprofitter på 19.500 millioner dvs 19,5 milliarder kroner inden skat.
Profitterne for monopolkoncernens i de samme tre måneder sidste år løb op i 62,1 milliarder inden skat.

Kronik : Det mest miljøvenlige er at afstå fra shopping

19.juli 2009 05:23 * * * * *

Jordens miljø , luften, jorden og havene og den natur vi mennesker kommer fra og lever i, er ingen maskine som vi blot kan skifte ud, men forudsætningen for menneskehedens og vore mange slægtninge i dyreverdens overlevelse. Under kapitalismen er mennesket blevet fremmedgjort fra sig selv og naturen. Ud af den kapitalistiske markedstænkning reduceres mennesker til varer , produkter som kan udskiftes eller smides væk. Historisk blev det illustreret i sin mest ekstreme form i det kapitalistiske Tysklands KZ-lejre hvor storkapitalen (IG Farben) udbytter slavearbejderne til sidste åndedrag. Hvis mennesket er et produkt ifølge den kapitalistiske markedstænkning kommer tanken om at forbedre “produktet menneske” naturligt ind. Derfor arbejder man på højtryk i de kapitalistiske genmanipulations-laboratorier med at udvikle “de perfekte gener” som vil blive udbudt på det kapitalistiske marked. Loven om enlige kvinders ret til statsautoriseret kunstig befrugtning (insemination) er den murbrækker som kapitalen håber vil åbne op for accept af “fuld liberal frihed på markedet” til udvikling og salg af “menneskefostre og gener” ikke bare til “enlige og lesbiske kvinder” , men til hele kollektiver af mænd og kvinder, producentforeninger, sportsklubber, virksomheder . . . . . U name it.

Varen arbejdskraft og de mennesker som er tvunget til at sælge den under kapitalismen bliver – ligesom naturen og dyrerne – som en uafvendelig følge af bourgeoisiets jagt efter den maksimale profit – reduceret til vare som kan købes, sælges, forbedres eller destrueres alt efter de kapitalistiske konjunkturer. Dermed ligger vejen også åben for det kapitalistiske markeds “genetiske forbedring” af både menneske og natur. I realiteten vil det betyde menneskehedens død og skabelsen af kapitalistiske aliens-væsener – bioteknologiske produkter, kreaturer der altid lyder kapitalen, som aldrig gør oprør, protestere, eller blive træte og syge før “sidste forbrugsdato” og som ikke kræver nogen pension og andre “menneskelige rettigheder”. En brutal kapitalistisk virkelighed som er på vej , godt nok med små skridt som altid begrundes i “menneskegodhedens tjeneste” . . som de “enlige mødre som ikke kan finde en mand de vil have børn med”. En af det danske liberale bourgeoisis papegøjer ; akedemikeren Helmuth Nyborg, udtrykker det på denne måde : “med insemination kan [man] fremavle både klogere og stærkere børn” i et interview i avisen Information .
Et faktum som de fleste mennesker idag er bevidste om hvis de får et par minutter til at reflektere over deres liv , er at vi i stigende omfang er fremmedgjorte overfor samfundet – altså det store kollektiv af mennesker – der er ingen følelse af fællesskab. Allerede Karl Marx skrev om i det nittende århundrede om arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen. Idag er det udbredt til mennesker i andre lag og klasser. Ligesom den udbredte rodløshed og søgen efter idenditet , som er en følge af fremmedgørelsen under kapitalismen og bourgeoisiets ideologiske og økonomiske splittelses- og individualiseringsstrategi overfor proletariatet og dets allierede. Fremmedgørelsen ytrer sig også ved at kapitalen forsøger at knyttet folks idenditetssøgen til produkter, varemærker og statussymboler som f.eks tøj- bilmærker. Allerede Karl Marx skrev om at de herskende klassers tanker er de de herskende tanker,ideologi eller bevidsthed. De klasser og lag som står nærmest den kapitalistiske overklasse ser sin position i det kapitalistiske klassehieraki bekræftet gennem købet af statussumboler, som biler, klæder, boliger og andet som det er muligt at erhverve for penge. Jagten på statussymboler er en af de vigtigste drivkræfter for den kapitalistiske handel. Alene i Danmark lever flere end 300.000 mennesker af sygeligt købemani eller Shopping addiction, ifølge Psykiatrifonden. Det er et udbredt fænomen i kapitalismens hovedland USA, hvor millioner af mennesker er blevet shopaholics, som en følge af den omfattende kapitalistiske “shopping”-propaganda, reklame for køb af de nyeste produkter. Disse menneskers idenditet er så undergravet at de som robotter ikke er i stand til stoppe købemanien, fordi hele deres idenditet er overtaget af “kapitalistisk shopping”.

Den kapitalistiske markedstænkning om at du er en vare – et individ som konkurerer med andre individer på det kapitalistiske marked gør også at stadig flere mennesker opfatter hinanden som “konkurrenter” på markedet, et marked hvor taberne risikere at stå på gaden uden et hjem eller en arbejdsplads at komme til hverdag. Det er virkeligheden ikke bare i de undertrykte u-lande, men også i rige kapitalistiske stater som USA og Rusland og omend i mindre udstrækning i Tyskland og de skandinaviske lande. Den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen og rovdriften på naturens rigdomme og jagten efter den maksimale profit har nu ført menneskeheden ud i , ikke bare trafikkaos og en kollosal forurening af luften og jordens atmosfære som hverdag tager livet af tusinder af mennesker i de kapitalistiske stater i form af overdødelighed og trafikulykker, men også til at flere end en milliard mennesker idag sulter eller er underernærede. Kapitalismens profitjagt og konkurrencekamp  har ført  til udviklingen af en kapitalistisk herrefolks-mentalitet uden respekt for både mennesker, natur og jordens rige dyreliv.
Forbrug og berigelse i form af statussymboler er blevet den nye religion som en følge af den kapitalistiske markedstænkning og dens allestedsnærværende propaganda for produkter af enhver art: reklamen. “Shopping” er  blevet den største og vigtigste fritidsbeskæftigelse i den kapitalistiske verden.

Den revolutionære kommunistiske arbejderleder Karl Marx skrev om kapitalismens varefetishisme og arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen såvel som i “fritiden”. Den er ikke blevet mindre siden det nittende århundredes “unge kapitalisme”.
I Danmark, Sverige såvel som i andre kapitalistiske stater er mediene fra aviser til fjersyn , radio og internettet fyldt med reklamer, altså propaganda for produkter,service fra de kapitalistiske selskaber som på den måde forsøger at øge salget og rage markedsdele til sig. I byerne er politikere konstant under pres fra aggressive erhvervsfolk der kræver et handelsvenligt miljø med parkeringsmuligheder, gågader og storcentrer hvor den “frie handel” kan øge deres omsætning.
Køb og forbrug af varer og produkter og især mærkesvarer som bilmærker , tøjmærker er blevet den nye religion.
Vi opfordres ikke bare fra de kapitalistiske handlere , men fra mange andre, f.eks borgerlige politikere til at shoppe “for at holde hjulene i gang”. “Shoppingen” skal tage os ud af kapitalismens  økonomiske krise. Men kan vi virkelig shoppe os ud af en krise som er skabt gennem forbrug på kredit ?

. . .. . . .. Under et år tog jeg time-out fra unødvendigt shopping og levede som anti-forbrugerist. Et valg som vækte mange følelser hos mennesker, skriver Ann-Christin Gramming i en kronik i avisen Gøteborgs-Posten idag

Det grønneste valg er at afstå

Hver anden kvinde siger at de har shopping som hobby. Modebloggere er vore nye magthavere. Shopping er blevet en livsstil men hvem er du hvis du ikke shopper?  Hvad laver du hvis du ikke shopper eller overhovedet har råd til at shoppe?

Sociologen Zygmunt Bauman diskuterar i sin bok Konsumtionsliv begrebet konsumtion (når vi køber nødvendigheder) og konsumisme (alt det der andet unødvendige vi køber eller drømmer om at købe).

Han peger på hvordan vi i dagens “brug – og smid væk” samfund til og med selv er blevet forvandlet til varemærker. Vi lever i et forbruger samfund hvor vi dels forbruger men samtidigt selv er forbrugsvarer som skal sælges på markedet.

Forbrugeristisk begær
Under et år tog jeg selv time-out fra onödig shopping och levde som anti-konsumist. Inspireret af Judith Levines bog Not buying it besluttede jeg mig for at bekæmpe det forbrugeristiske begær og finde ud af hvad jeg egentlig ville savne ,hvilke mine behov var. Visserligen ägnade jag mig åt ofrånkomlig konsumtion av mat, medicin och förbrukningsartiklar, men allt det där andra som utgör guldkanten i vår vardag avstod jag ifrån. Var det något som jag behövde fick jag försöka att låna, byta eller köpa det begagnat.

Shopping blev en vana
Varför shoppar vi? Jag upptäckte ganska fort att jag ofta hade shoppat för jag hade tillfälle. Shopping hade blivit en vana, en naturlig del av vardagen.
Arbetar man som jag i stan, är det så enkelt att gå en runda i butikerna på lunchen eller efter jobbet. Alltid hittar man något som är på extrapris. Vid löning var det självklart att unna sig lite extra, lunch ute eller en tidning och när man var deppig kunde man trösta sig med genom att shoppa en tidning, ett läppglans eller lite choklad. Men efter mitt shoppingcelibat upptäckte jag att det inte var prylarna som jag saknade, inte shoppingen i sig.

Det var de sociala sammanhangen som i sig krävde konsumtion som jag saknade, att inte gå ut med kollegorna och äta lunch eller hänga med på after work.

Ikke kede sig
Jag fick radikalt ändra mina vanor för att klara köpstoppet. Jag slutade gå i affärer för att inte bli sugen, tog med mig lunch till jobbet och letade upp gratisaktiviteter på helgerna. Jag lånade böcker och tidningar på biblioteket och bytte kläder och barnprylar med kompisar.

Tanken var ju inte att sitta hemma och ha tråkigt utan på helgerna gjorde vi utflykter med familjen i stället för att ta en sväng på stan med fika och shopping. Vi träffade kompisar och deras barn hemma, grillade på gården eller hade knytkalas i stället för att köpa take-away.

Köpstoppet visade sig väcka många känslor hos människor. Jag hade många intressanta diskussioner, inte minst runt kaffebordet på jobbet, men de flesta var positiva till projektet. Många tyckte att det var ett häftigt projekt, men erkände att de nog inte själva skulle klara det någon längre period. De ville inte avstå från nya kläder, eller från en tidning då och då.

En del pekade på det absurda i att göra ett projekt av vad de uppfattade som naturlig sparsamhet. En sparsamhet som de flesta barnfamiljer levde under för inte allt för många år sedan, under en tid när det ännu var otänkbart att låna till konsumtion. Shopping som fritidssysselsättning har ju främst kommit på senare år, men är det bara yngre som ägnar sig åt ohejdad shopping?

I ett ekorrhjul
Genom vårt ständiga shoppande låser vi in oss i ett ekorrhjul av arbete och tidspress. Alla de saker vi shoppar behöver skötas, behöver förvaras, och kanske försäkras innan de byts ut eller uppgraderas för att slutligen förpassas till soprummet. Tänk på all den tid vi skulle få över genom att dra ner på vår shopping! För att inte tala om all den tid vi lägger ned på drömmar och planering av framtida inköp. Hur många tänker egentligen på hur många timmar vi måste arbeta för att kunna köpa en pryl?

Det är naturligvis inget fel på att vilja omge sig med vackra saker men ibland handlar shopping inte om själva prylen utan om ett försök att stilla vår inre oro. Men blir vi någonsin nöjda? Kan vi verkligen shoppa oss lyckliga mer än för stunden? Jag tror inte det.

Gyllene tillfälle
Vi uppmanas från många håll att shoppa, att konsumera “för att hålla hjulen igång” och för att ta oss ur den ekonomiska krisen.
Men är det verkligen så lätt? Kan vi göra så att två svenska arbetare får behålla sina jobb genom att shoppa tre par onödiga skor och en platt-tv? Kan vi verkligen shoppa oss ur en kris som har skapats genom en konsumtion på kredit, en konsumtion för pengar vi inte ännu tjänat?

Om nu den fria marknaden är vår frälsning, skall vi då inte kunna få välja att avstå? Varför kan vi inte se krisen som ett utmärkt tillfälle att bryta våra konsumtionsmönster?

Vi har nu ett gyllene tillfälle att förändra våra vanor och ta ett första steg för att uppnå en hållbar konsumtion. Ekoreko shopping i all ära men det grönaste valet är ju ändå att avstå.

Ann-Christin Gramming er Bibliotekar og har skrevet værket “Köp inte denne bok” , som udkom 2008.

Kronikken kunne læses første gang i Göteborgs-Posten den 19.Juli 2009

.

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Nye milliarder i statsslån til Generel Motors-koncernen

23.Maj 2009 09:03

GM-kapitalen på vej mod konkurs modtager nye milliarder i statslån

DETROIT -WASHINGTON(Reuters) – Et af den amerikanske kapitalistiske økonomis “stoltheder” og tidligere verdens største bilproducent General Motors (GM) er som bekendt et kapitalistisk fallitbo, ligesom Chrysler –  som allerede er erklæret konkurs og nu er underlagt Chapter 11 i i USA´s konkurslovgivning. Fredag blev den synkende skude General Motors – det som engang var flagskibet for den amerikanske kapitalisme – beriget med yderligere et statslån da Obama-regeringen bevilgede et 4 milliarder dollars lån for at undgå den fuldstændige konkurs. Dermed har GM-kapitalen alene i år modtaget regeringslån på 19 milliarder skatteborgerdollar uden sikkerhed for hverken at lånet bliver tilbagebetalt eller at GM-direktører afholder sig fra at sende regningen for virksomhedens krise til de ansatte gennem nye massefyringer.
GM-direktørerne udtalte at de regner med at summen skal stige til 27 milliarder dollar efter 1. juni hvor regeringens tidsfrist for selskabet for at “fremlægge realistiske fremtidsplaner” løber ud. Ifølge regeringen vil Gm blive sat i konkurs hvis den plan som GM fremlægger ikke lever op til de kravene .

Samtidigt som Obama-regeringen giver GM-direktørerne milliarder i statslån uden sikkerhed planlægger GM at fyre endnu flere ansatte
Ifølge GM-kilder handler det fyringer af flere tusind arbejdere og andre ansatte som General Motors ledelse planlægger at fyre i Nordamerika inden den uundgåelige konkurs den 1 juni. Det fremgår af kilder Bloomberg News har været i kontakt med.
Massefyringerne vil blive “mindst lige så store som i begyndelsen af 2009 hvor 4.400 mennesker blev fyret af GM-ledelsen, meddeler Bloomberg News.

Sverige: Staten sikrer storbankerne milliardprofitter

Trods gigantiske tab og afskrivinger af lån i Sverige såvel som i en række andre kapitalistiske lande tjener de svenske storbanker milliarder.

Staten sikrer storbankerne milliarder i renteprofitter

Anledningen er at det såkaldte rentenetto – dvs forskellen mellem bankernes ind- og udlåning – stiger, Det skriver den borgerlige avis Svenska Dagbladet (uafhængig konservativ). Ifølge avisen er stigningen hele 19 milliarder kr alene de sidste tolv måneder. Den ellers bank- og kapitalistvenlige avis konstaterer at bankerne kan takke statens støttepakke for at pengene så at sige fosser ind i banken.
“Eftersom bankerne ved at de når som helst kan gå med i det statslige garantiprogram har de kunnet forkorte løbetiden på sin finansiering, hvilket indebærer en øget refinansieringsrisiko. Staten har i vis udstrækning overtaget risikoen”, siger Masih Yazdi, analytiker på Finansinspektionen, til avisen. Bankerne udnytter også muligheden for at kræve højere betaling for at låne penge ud i lavkonjunkturen, fremgår det.

Regningen  for den svenske stats hjælpeaktion for at sikre bankerne milliard-profitterne sendes til skatteborger og bankernes kunder der altså alene de sidste 12 måneder har betalt 19 milliarder svenske kroner mere end de er blevet tilskrevet i renter for deres opsparing.

Nye massefyringer på Volvo-fabrikkerne i Sverige

22.April 2009 10:34

Arbejderprotester mod massefyringer på Volvo Lastvagnar i Sverige

Uroen og vreden gærer på fabrikkerne i den kapitalistiske transport-koncern Volvo efter ledelsens beslutning om at kaste yderligere 1500 arbejderere og funktionærer på gaden. Det sker efter at de kapitalistiske ejere på aktionær-generalforsamling – i april – blev beriget med aktieudbytter på 4000 millioner S. kr.
At Volvo-koncernen er en guldgrube for de kapitalistiske ejere er der ingen tvivl om. Sidste år fik kapitalisterne 20 milliarder i udbytter – som nu betales af arbejderne og andre ansatte i form af arbejdsløshed og direkte lønnedgang.

Den storkapitalistiske Maskin – og transportkoncern AB Volvo offentligjorde i dag en plan om yderligere massefyringer. Det er 1 543 arbejdere og andre ansatte på Volvo Lastvagnar, Volvo Construction Equipment, Volvo Penta og på motorfabrikken “Volvo Powertrain”.

Masseprotester mod Volvo-ledelsens udbetaling af milliard-profitter til aktionærerne
13.marts 2009
Sidste tirsdag blev et protestbrev med underskrifter sendt til AB Volvo´s ledelse. 900 arbejdere på Volvo lastvagnar i Göteborg havde skrevet under mod uddelingen af 4 milliarder i udbytter til aktionærerne. Der er tale om næsten hundredre procent opbakning.

Arbejderne protesterede mod Volvo-ledelsens uddeling af milliarder til aktionærerne , og krævede at pengene istedet skal bruges til at redde arbejdspladserne.

Drivande i underskriftsindsamlingen har været medlemmer af de faglige klubbers bestyrelser , hvilket også gør underskriftsindsamlingen til en intern faglig kritik af den socialdemokratiske ledelse af Fællesklubben.

Fælllesklubbens afgående formand Olle Ludvigsson, tillige Metalarbejderforbundets repræsentant i AB Volvos styrelse,var ikke engang i stand til at tage afstand fra aktieutdelningen på fyra miljarder kronor.

Protestlistorna lämnades över bara dagarna efter att AB Volvo föreslagit höjd bonus för 250 av företagets chefer, en ren provokation mot arbetarna.
Det får därför ses som en delseger när AB Volvo, dagen efter Volvoarbetarnas protest, drog tillbaka förslaget på höjd bonus. AB Volvo motiverar sitt beslut med att de tagit intryck av den breda kritik av förslaget som funnits ”såväl externt som internt”.

Men inte ens när AB Volvo drar tillbaka ett provokativt förslag kan de hålla sig från att rikta en ny provokation mot arbetarna.

AB Volvos styrelseordförande Finn Johnsson säger att de tagit intryck av IF Metalls krisuppgörelse. Alltså, när arbetarna riskerar betala krisen med sänkta löner är Volvocheferna så ödmjuka att de avstår från att höja sina redan höga löner.

Det bästa svaret Volvoledningens arrogans kan få är protester från arbetarkollektivet. Att 900 arbetare samlar sig bakom ett tydligt krav mot företagsledningen, om så bara genom en namninsamling, är viktigt och positivt. Fortsätt så.

Kilde: – WICTOR JOHANSSON i Proletaren.se – 11, 2009

Krisens USA: Detailhandel ned med 9,4 % på et år

14 april 2009 – 15:48
Omsætningen i detailhandelen dvs amerikanernes private forbrugsindkøb faldt med 1,1 procent i marts sammenlignet med februar, viser statistik fra USA´s handelsministerium.
Nedgangen var større end ventet.
Økonomer og kapitalistiske regnedrenge havde spået en stigning detaljhandelen på 0,3 procent.
Eksklusive bilsalget mindskede detaljhandelen i marts med 0,9 procent.
Sammenlignet med samme måned i fjorl var den totale detaljhandelsnedgang i marts på 9,4 procent.

USA: 742 000 færre arbejdspladser i marts måned

3.April 2009 02:45

Beskæftigelsen på USA:s privtkapitalistiske arbejdsmarked faldt med 742 000 arbejdspladser i marts måned. Det viser ny statistik fra institutet ADP. Nedgangen er den største sidan ADP begyndte sine opgørelser i 2001.

ADP reviderer også nedgangen i beskæftigelsen i USA i februar ned fra tidligere offentliggjorte 697 000 færre arbejdsplaser til 706 000 .

Mellem januar og marts er flere end to millioner arbejdspladser blevet nedlagt, ifølge en beskæftigelsesrapport fra USA´s Arbejdsministerium _ Labor Department som kom fredag.
Det officielle arbejdsløshedstal nu oppe på 13.2 millioner mennesker i de Forenede Staters kapitalistiske økonomi hvilket svarer til 8, 5 %.

Krisens USA: Hvert tiende borger modtog madkuponer i januar

3. April 2009 – 06:19

WASHINGTON (Reuters ) Regningen for den kapitalistiske krise betales af arbejderklassen og de allerfattigste i “Gods Own country” , USA.
Kapitalisterne har fyret millioner amerikanere alene i løbet af det sidste år. De har stillet sig i den arbejdsløshedskø der allerede talte millioner. Den officielle arbejdsløshed nåede i februar op på godt 8 procent – den højeste i 25 år. Mange af disse mennesker får kun arbejdsløshedsstøtte i nogle måneder hvis de overhovedet får nogen hjælp. Mange oplever derefter at de bliver tvangsauktioneret ud af deres hjem enten fordi de ikke har kunnet betale huslejen eller afdrag og renter til de kapitalistiske realkreditselskaber.
Kapitalismen viser sit sande ansigt under krisen. Når kapitalens og den kapitalistiske overklasse ser profitterne mindske sendes regningen til de brede arbejdende lag. De mennesker som så at sige sikrer kapitalen de daglige profitter. De mennesker som i kraft af deres daglige arbejde i USA såvel som i andre lande har gjort USA´s overklasse til verdensrigeste og har bygget amerika op til det det er idag må bærer de tungeste byrder i form af arbejdsløshed, hjemløshed og fattigdom hvis de ikke bliver dræbt eller såret i krigene i Irak eller Afghanistan.
Antallet mennesker som får madkuponer i USA er nu ope på godt 32 millioner mennesker. Dvs hver tiende indbygger modtog disse Welfare kuponer i januar. Det viser USA´s regerings egen statistik som kom torsdag. Det indebærer at endnu flere end de godt 32 millioner som har familier/børn som skal forsørges – overlever i kraft af Welfare kuponerne.
At uddele fødevarekuponer er USA´s vigtigste hjælpeprogram mod hunger blandt landets fattige. I gennemsnit fik hver bidragsmodtager næsten 113 dollar i januar, svarende til godt 700 kroner.
Januar var den femte måned i træk som antallet uddelte kuponer steg.
Fødevarehjælpen er et tydeligt tegn på hvor dyb den kapitalistiske krise er i USA. Den økonomiske konjunkturnedgang er nu inde på sin 16. månad og ingen ny “superkonjunktur” er i sigte.

Island : Største proteststorm siden 1949

21.Jan. 2009 – 17:53

REYKJAVIK ( e24.se)
I flere dage har islændingene protesteret mod den kapitalistiske krise, koruption og den borgerligt-reformistiske regerings politik udenfor Alltinget- det islandske parlament i Reykjavik i
Protest-stormen betegnes som de mest omfattende siden 1949, da den prokapitalistiske regering sagde ja til integrere landet i den aggressive forsvarsalliance Nato.
Protestaktionerne som for alvor startede i tirsdags og fortsatte under natten mot onsdagen blev gentoptaget senare på dagen da parlamentet Alltinget samlades for en ny session.
Da statsminister Geir Haarde skulle forlade sit kontor i centrala Reykjavik
kastade demonstranter snwboldew og æg imod ham. Haarde måtte søge ly i tjenstebilen inden han fik hjælp af tililende politistyrker.
Demonstrationerna inleddes i tisdags i samband med att alltinget samlades för
førsta gangen i år. De omkring tusen demonstranterna som samlats utanfor
Alltings-byggnaden blev under tisdagsaftenen stadig våldsamma. Deltagarna
krævede regeringens afgang och nyvalg samt kastade toalettrullar och sko mot
byggnaden.
Politiet brugte flera gånger pebarspray for at hindra demonstranter at tage sig
ind i parlamentsbyggnaden. En grupp demonstranter tænde eld på juletræet på
Alltingstorget och slog parkbænke i stykker som de derefter satte ild på.
Politiet havde ikke helt kontroll over situationen før klokkan tre, onsdag morgen, rapporterar islandska medier. Ett 30-tal demonstranter greps under tisdags aften . Några skadades lindrigt.
Protesterna, ofta flera gånger om ugen, holdes oftast lige ud for Alltinget.
“– Vi som er dette lands borgare, uttrycker vora følelser mot myndigheterna som agerar som om vi ikke
eksisterade, sagde Hördur Torfason under den fredliga delen av demonstrationerna. Musikeren Torfason leder
protestbevægelsen Folkets stemmer som organiserat den senaste tidens protester.
Demonstranterna har också tidigare krævt regeringens avgång och nyval, ett krav som regeringen avvisat.
I sidstew uge blockerade demonstranterna indgången til Alltinget och polisen fick också den gang bruge fysisk vold for at fjerne dem.
Islandsk fjernsyn viste billeder på hur statsminister Haarde och andra ministrar handgripligen hindrades från att komma in i alltinget och överöstes med förolämpningar.

Delvis våldsamma protester mot regeringen har pågått i Reykjavik ända sedan finanskrisen, som drabbat Island extra hårt, slog ut i full blom i oktober.

Da nationaliseredes landets tre størsta banker da de stod inför omedelbar konkurs till følge av den internationella krisen. Trots att IMF/Världsbanken godkendt lån till Island på motsvarande omkring 18 miljarder kronor ventas islænningarna drabbas hårt av arbetsløshet och recession.

USA i krise: industriproduktionen fortsætter faldet: ned med 1,4 % i februar

16. Mar 2009 – - -14:43

WASHINGTON (FED/Reuters) – - Industriproduktionen i USA´s kapitalistiske erhvervsliv fortsætter nedad : med et fald på 1,4 procent i februari sammenlignet med januar måned. Samtidigt som flere millioner har mistet deres arbejde og dermed købekraft sidder den kapitalistiske økonomi i USA fast i en skruestik: Med den kapitalistiske krises konkurser,tvangsauktioner og massefyringer følger faldende indkomster hos de brede lag, hvilkert fører til mindsket salg i detailhandelen og dermed produktionen af forbrugsvarer. Det har ført til en mindsking af produktionen i letindustrien (forbrugsvarer) hvilket nu virker ind på sværindustrienm dvs. produktionen af produktionsmidler, maskiner, transport såvel som udvinding af råvarer;metaller olie osv.. Krisen løses ikke gennem at trykke flere dollarsedler og give dem gratis (0,5%) til finanskapitalen. Derfor er udsigterne USA´s kapitalistiske økonomi mørke.
Også den såkaldte kapacitetsudnyttelse i industrien – som er en opgørelse over hvor stor en del af fabrikkernes produktionskræfter der i realiteten udnyttes – faldt til 70,9 procent, sammenlignet med 71,9 procent i januar. Dvs. næsten 30 % af USA´s preoduktionskræfter står ubenyttede hen, samler støv så sige
At næsten 30 procent af de industrielle produktionskræfterne i USA´s kapitalistiske erhvervsliv står ubenyttede hen, dementere de neoliberale såvel som borgerligt-reformistiske økonomers og politikeres påstande om kapitalismens effektivitet.
Det betyder at den revolutionære marxistiske analyse af kapitalismen som et ikke bare ineffektivt, men også menneskefjendtligt og naturfjendtlgt samfundsystem bekræftes. * * * ** * * *
Kilder: USA´s Nationalbank: Federal Reserve.

Krisens Japan: Eksporten ned med 46% i januar

25.Feb. 2009 03:45 -

Eksport ned med 46 procent: “alvorligste krise siden Anden verdenskrig” ifølge Japans regering

TOKYO (BBC )  Eksport fra  verdens største økonomi – efter de Forenede Stater – det kapitalistiske Japan er den laveste i ti år. Nye tal for januar måned viser at eksporten styrtdykkede med hele 45,7 procent i januar i år sammenlignet med samme måned 2008. Det fremgår af de officielle tal fremlagt af Japans regering.
Krisen på det kapitalistiske finansmarked knyttet til det kapitalistiske boligmarked som i 2007 for alvor brød igennem har nu bredt sig til realøkonomien – de kapitalistiske staters egentlige (mer-) værdiskabende produktionsliv. Finanskapitalens krav på profitter og sikerhed for den kapitalistiske fremtid tager nu kvælertag på de kapitalistiske økonomiers produktive liv,.

Landets handelsunderskud løb op i 9,9 milliarder dollar, svarende til 69 milliarder kr – det er det højeste underskud siden statitikken over den japanske handelsbalance bbegyndte i begyndelsen af 1980´erne, rapporterer brittiske BBC.

Også salget af japanske biler er faldet med 69 procent. “Den alvorligste krise siden Anden verdenskrig”, siger den Japanske regering.

Kapitalismens krise: Ukraine på randen af konkurs

23:Feb. 2009 – 7:11

Kapitalistisk krise: Ukraine på randen af statsbankerot

Ukraine står på randen af konkurs, rapporterer de internationale medier

Ukraine 2009 :Folkelige protester i mod nedskæringer, massearbejdsløshed og den øgede fattigdom som ukrainerne nu for alvor får at mærke som en følge af den kapitalistiske verdenskrise.

Den kapitalistiske krise rammer kapitalistiske stater jorden over. Og efter Island – er Ukraine et af de lande som er hårdest ramt af den kapitalistiske krise.
Statsminister Julia Timosjenko og Præsident Viktor Jusjtjenko – som kom til magten efter den EU- og USA- støttede “orange revolution” i 2004 – skriger nu skældsord efter hinanden i det ukrainske parlament i et forsøg på at fralægge sig ansvaret for den truende kapitalistiske statsbankerot.
– - – - – — – - – - — – - – -
En af landets storbanker, Nadrabank, trådte i betalingsstandsning i sidste uge og er nu underlagt de finanskapitalistiske konkursforvaltere samtidigt som den Internationale valutafond (IMF) sagde nej til et tidligere bevilget lån på godt 13 milliarder kr. Med en udlandsgæld på 105 miljarder dollar – ~ 754 millarder kr – er Ukraine foruden Ecuador, som blev erklæret statsbankerot i december ifjor et af de lande med tilknytning til US-dollaren som har den højeste udlandsgæld. Samtidigt er den ukrainske valuta er devalueret med 50 procent overfor US_dollaren på ett år.
Den kapitalistiske krise tager nu kvælertag på Ukraines produktive liv. Nye tal viser at produktionen i landet falder med 30 procent. Industriproduktionen faldt i januar med hele 34 procent set i forhold til samme måned i fjor, informerer Børsen

På den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i Kiev er indekset styrtdykket med 85 procent. I parlamentet forsøger den tidligere vest-støttede præsident Viktor Jusjtjenko desperat for at blive af med statsminister Julia Timosjenko – som nu for alvor udfordrer Jusjtjenko om magten . Hver for sig repræsenterer disse ukrainske ledere storkapitalistiske interesser i ind – og udland (EU/USA/Rusland)

“Krisen var dyb for en måned siden men den er blevet endnu værre. Der findes økonomer her som sammmenligner Ukraines situation med Rusland´s i efteråret 1998 da hele bankvæsenet gik i konkurs”, siger en diplomatkilde til SvD Näringsliv.

Nej til imperialistisk krig i Jugo Osetinskaja (Syd-Ossetien)

10.August 2008

Foruden den Grusinske/Georgiske Fredskomite er der kommet en række udtalelser og analyser af krigen i Grusien som indledtes den 8.August med Sakaschvili-regimets angreb på Jugo-Osetinskaja- SydOssetien.

Blandt andet kom de russiske ungkommunister i Russian Communist Youth League (Bolsheviks) med en udtalelse som bringes her:

Om  den imperialistiske krig i Jugo-Osetinskaya (Syd-Ossetien)

The long-running conflict in South Ossetia entered a more violent stage on August 8, 2008, when Georgian troops carried out an open aggression and intruded into South Ossetia, shelling the city of Tskhinvali with Grad missiles. The bourgeois regime of Saakashvili is trying to keep the illusion of Georgia’s national unity at all cost, without consideration for how many lives this may cost. Russia, which also got involved in this conflict, is sending a large number of military resources to the area of military action. There are already many victims on both sides.

Both in Russia and in Georgia, the governmental authorities are trying to use the conflict for their own benefit and this also includes promoting nationalistic hysteria, drawing the working-class peoples’ attention from internal problems and from class struggle. As rightly noted in the declaration of the Central Committee Secretariat of the PKRP-RPK [Russian Communist Workers Party-Russian Party of Communists], working peoples’ attention is drawn away from real problems by shouts of ‘Support our country!’ The RCYL(B) condemns this attempt to set working people of different countries against each other by using nationalistic feelings. Lenin wrote that ‘people have always been, and will always remain dumb victims of deception and self-deception in politics until they learn to discern class interests behind the various moral, religious, political and social phrases, declarations and promises’.

It is obvious that the Georgian authorities and capitalists, who are dependent upon the imperialists of the USA and the European Union, are interested in solving the issues of their territorial unity as soon as possible in order to become a part of NATO and turn Georgia into an alternative route for transporting oil and gas into Europe around Russia.

Naturally, the Russian capitalists are not happy with this scenario. The Russian authorities would like to have a presence in the region and a weak Georgia and unsettled national issues serve this purpose well. Many ‘patriotic’ statements can be heard about protecting Russian citizens in South Ossetia, but people for some reason forget that when for a week in the beginning of August there was shooting from both sides, the Russian government didn’t even think of protecting its citizens. The so-called peacekeepers didn’t intervene in the conflict, allowing the Georgian government to think that it may take more radical actions. Nobody remembered about ‘enforcing peace’ either. Moreover, the Russian government has still not used the powerful economic leverage that it has and that can have a significant influence on Georgia. We believe that the current situation, when the government in South Ossetia is formally Georgian but actually dependent on Russia, is directly beneficial to the Russian capitalist class. lf the Russian government was really interested in solving this problem, it would recognize South Ossetia’s independent status and act on the possibility of stopping the war before it began. Instead of doing this, the Russian government is engaging in a furtive political game, trying to use the situation for its gain.

RCYL(B) considers the war in South Ossetia an imperialist war, which does not serve the purposes of justice and which is conducted for the benefit and profit of capitalists of different countries. The people of Ossetia became a victim of a struggle between two capitalist cliques. Neither Georgia nor Russia is really interested in an actual resolution of the issue of South Ossetia independence. RCYL(B) does not support either of these countries in this war. We respect the right of the people of South Ossetia to self determination, which has been expressed in a referendum. National borders should not serve as an interference in the struggle of working people against capitalists.

RCYL(B) condemns the aggressive actions of the Georgian government, which will lead to a new and possibly a lengthy conflict in the Caucasus. The Russian government is also responsible for this war: it has provoked Georgia into an open and armed conflict by its inconsistent actions and supported an unstable situation in South Ossetia.

Once more Lenin’s words that in a capitalist order the rearrangement of the spheres of influence can only take place by war have proven to be right. All responsibility for this new war lies with capitalism and more particularly, the government of Georgia, as well as American, European and Russian imperialists. The ‘peace enforcement’ that Russia speaks about is nothing but the regular ‘patriotic’ rhetoric, which is meant to veil the real interests that the capitalists are pursuing in an imperialist war from which the working people of all countries can not benefit.

The Revolutionary Communist Youth League (Bolshevik) calls for an immediate end to the war in South Ossetia, the withdrawal of Georgian and Russian troops from the region and for the granting of guarantees of South Ossetia’s inviolability by both countries. Georgia must restore the villages, utility systems and infrastructure destroyed by its troops. All sides to the conflict must ensure the return of refugees of all nationalities to their homes.

RCYL(B) demands that the Russian and Georgian governments and the international community immediately recognise South Ossetia’s independent status.

No support to the governments of Georgia and Russia in the South Ossetia conflict!
We are against imperialist war!
No to the aggression and militarism of the ruling regime of Georgia!
Down with the continuous reason for war – capitalism!
The Bureau of the Central Committee of the Russian Communist Youth League (Bolsheviks)
10th August 2008
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _

Spaniens Kommunistiske Parti  PCE(ml) slår i en udtalelse fast at 

Kapitalen har igen sat Kaukasus i brand 

Once again the Caucasus region has become a scene of confrontation between great powers.

On repeated occasions, our Party has referred to the attempt of Yankee imperialism to tighten the net around Russia: the recently concluded agreement with Poland and the Czech Republic to establish an anti-missile shield in the area, as well as the attempts, so far unsuccessful, to integrate Ukraine and Georgia into NATO, were clear examples of this.

On this occasion, with at least the consent of the U.S., their Georgian ally, the Mafioso Mikhail Saakashvili, set out to massacre the population of South Ossetia (which is in favour of joining Russia), an attack that was also a warning to the equally rebellious region of Abkhazia. The Russian response, in defense of both its peacekeeping troops that were stationed there as well as of its citizens in Ossetia, was not long in coming and was more forceful than expected, leading to the destruction of key military installations in different cities of Georgia, in a harsh counter-offensive.

Naturally, contradictory reports were put out by both sides, regarding both attacks against the civilian population and non-military infrastructure, as well as the use of prohibited weapons. However, we must emphasise the shameful role of the Western press, which has brazenly supported Washington’s version, gradually developed by the U.S., systematically hiding the responsibility of Georgia in beginning the conflict and exceeding even the position of the leaders of the EU, who quickly but in a ‘friendly’ manner have worked to obtain an agreement among the opposing parties, conscious of what they were risking.

The aggression has concluded, for the moment, in a draw, in which the U.S. (with the support of France and the United Kingdom) is trying to go back on the agreements for the cease fire, while the Russians have suspended their collaboration with NATO, increased the area controlled by their troops in Georgia and opened the ‘Pandora’s box’ of the future status of South Ossetia and Abkhazia. With the blocking of any possible solution in the UN, the immediate result of Saakashvili’s adventure will therefore be a precarious equilibrium, filled with uncertainties about the future of his country and, of course, of its population.

However, the key point of the clash is not just political. As Medvedev stated, ‘we will never let anyone kill our citizens, soldiers and peacekeeping officers unpunished. Russia has economic, political and military options for that.’ In effect, with its response Russia has expressed more than its anger at Western policies in Kosovo, or at the expansion of NATO. Russia has shown that it is in a position to begin to recover its influence and to intervene effectively in the shaping of international politics, on the three fronts mentioned.

It is clear that this was a political and diplomatic victory of Moscow over Washington: it has ‘bruised’ the Georgian Mafioso ally of the U.S.; it has opened the door to the independence of Abkhazia and South Ossetia under its tutelage, before the entrance of Georgia into NATO; and it has paid the U.S. back with interest for the slap in the face it received in Kosovo, leaving Bush without arguments against the future independence of those two regions. As for the EU, the division of opinions that already occurred at the Bucharest Summit regarding Russia has been consolidated. Although the United Kingdom, France the Baltic Republics and Poland are aligned with the U.S., Condoleezza Rice could not impose U.S. authority at the extraordinary meeting of the NATO Council, called on August 19 at the demand of the U.S., to ‘put Russia in its place’. The Alliance did not accept Bush’s proposal to reduce its links with Russia, nor was it willing to accelerate the incorporation of Georgia, which is the goal the U.S. is seeking as a result of the conflict.

On the military level, the clash in Georgia can be related to the struggle that the U.S. and Russia are maintaining, with the clear predominance of the former, but in which Russia is preparing to advance its positions: besides its military collaboration with Byelorussia, Moscow is trying to renew its military presence in Cuba, as was announced just a few days before the Georgian attack against South Ossetia; with this, the Russians ‘moved their piece’ under the pressure of the U.S. deploying its missile shield in Poland; their Foreign Minister also stated that ‘we will have to react, and not only with diplomatic protests’. The demonstration of force in Georgia faced with Saakashvili’s aggression can therefore be a warning of what Russia will not tolerate in the future.

But the touchstone, the unifying element of all these contradictions is undoubtedly the economic one. The resolution with which Russia has faced the crisis, going way beyond assuring its Ossetian citizens, has the same profound causes as the attitude of Washington’s European allies: economic interests. Russia, which is extending its economic influence around the world thanks to trade agreements and investments, makes up a third of its Gross Internal Product with its profits from oil and gas, which are primarily purchased by the European Union. In fact, the commercial trade between Russia and the EU is some seven greater times than that between Russia and the U.S. These figures explain the relative coolness with which the Europeans and the Russians have carried on their relations in the last weeks, above all within NATO in relation to the U.S. Besides, the Europeans should look favourably on the fall of an element such as Saakashvili, who is not very good for their business; and, with him, the loss of influence of the U.S. in the Caucasus, which complicates the relations between Russia and the EU.

However, the strategic importance of Russia for the transport of hydrocarbons, both their own as well as those from the Caspian region, has diminished since the opening in 2005 of the BTC [Baku-Tbilisi-Ceyhan] oil pipeline, that connects Azerbaijan with Turkey, passing through Georgia. Currently, besides, countries such as Turkmenistan, Kazakhstan and probably Uzbekistan are trying to escape from the dependence on Russia’s gas lines, leaning toward Turkey (via Armenia), a country that is trying to put an end to Gazprom’s status as the only buyer of Central Asian gas, with the approval of Israel. Without a doubt, the deepening of the instability in Georgia contributes to making the transport of hydrocarbons through the BTC less attractive, and serves to show the EU (and its oil companies and the BTC stockholders) that their best option is Russia. As Konstantin Simonov, General Director of Russia’s National Energy Security Fund, stated: ‘this situation increases the attractiveness of the Russian routes of supplying energy resources to Europe’. Thus the war in Georgia would have as a result, whether consciously or not, of definitively dissuading Europe from using the corridor from the Caspian Sea and Central Asia via Azerbaijan, Turkey and Georgia. Moreover, the Russian demonstration can serve as a ‘warning for seafarers’, directed at the other former Soviet republics of the region to maintain their economic and political links with Moscow, after years of Yankee penetration.

Finally, without forgetting that the origin of the conflict was the aggression by the Georgian chauvinist State, backed by the U.S., we cannot forget that at the base of the problem are the inter-capitalist contradictions, the fight for access to and control of strategic regions for the extraction and transport of hydrocarbons. And that is the fundamental reason not only for the pressure and the aggressiveness of the U.S. and its main allies against Russia, but also of the latter’s efforts to respond to the attacks and to build new alliances.

For the Self-Determination of the Peoples and Against Capitalist Looting

Imperialists Out of the Caucasus!

Madrid, August of 2008
Communist Party of Spain (Marxist-Leninist)
Secretariat of the Central Committee

___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _
The Class Roots and Sources of the Aggressive Actions of Georgia Against South Ossetia and Abkhazia and the Aggravation of the Situation in the Caucasus

Aleksej Danko

The national hostility along the boundaries of the territory of Georgia – Abkhazia and Ossetia, that has now reached the level of open military confrontation between the Georgian authorities and the local population of these autonomous regions, began to appear already at the time of the establishment of revisionism in the Soviet Union; these contradictions were prevented from breaking into open conflict with the help of the system of Soviet social-imperialism. The domination of the Soviet social-imperialists in the territory of Abkhazia and South Ossetia was performed through Georgia by the hands of the Georgian bourgeoisie. Therefore the population of these autonomous regions was never particularly fond of the Georgian authorities, as they regarded the latter as exploiters. This situation promoted anti-Georgian sentiments on a mass scale, which at the same time diverted the attention of the population from the central causes and the culprits of both the national and class oppression in the Caucasus, as well as on any other territory of the social-imperialist Soviet Union. These are the sources that led to the military confrontation of the population of Abkhazia against the Georgian oppressors and the bloody military action in Tskhinval on August 8, 2008.

The worsening of the situation in Abkhazia and South Ossetia gained momentum after the collapse of the Soviet Union. The Georgian bourgeoisie, having acquired independence from the oppression of Soviet social-imperialism, took decisive action to subject the economic potential of the different regions to its interests. Its great-nation interests pushed the chauvinist regime of Zviad Gamsakhurdia into power. Under the excuse of defending the territorial integrity of Georgia, this regime quickly liquidated the autonomy of South Ossetia and Abkhazia by depriving their people of the most basic national rights. Most of all, it was the liquidation of the autonomy that enabled the Georgian chauvinists to harshly suppress any form of discontent of the disenfranchised people of South Ossetia and Abkhazia.

In this situation the peoples of South Ossetia and Abkhazia could not refuse assistance from any foreign state, including that of Russia, because such assistance would be regarded as a direct challenge to the sovereignty of Georgia. The peoples of South Ossetia and Abkhazia have no choice but to stand up in defence of their territories and to decisively withstand the aggression of the Georgian oppressors by de facto declaring their independence from Georgia. From this point of view the interests of the local bourgeoisie and the broad popular masses of South Ossetia and Abkhazia concurred in this particular situation.

After the disintegration of the Soviet Union a number of independent states were formed. Russia happened to be the strongest and most prosperous of those states. Russia was able to even retain the status of an imperialist power, although secondary with respect to other imperialist countries. Moreover, the majority of the former republics of the Soviet Union remained economically dependent on Russia. In particular, economic life in Georgia depended almost exclusively on the distribution of electrical power from Russia. In addition, in a number of underdeveloped regions of the former Soviet Union the economic control of Russian capital remained insurmountable. South Ossetia and Abkhazia belong to this type of regions, where the economic interests of the Russian imperialists and the local bourgeoisie overlapped strongly long before the Georgian bourgeoisie even tried to establish its hegemony in these regions. As a result, in the territories of South Ossetia and Abkhazia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed and the local bourgeoisies happened to be on the side of the former.

What do the interests of the Russian imperialists in Abkhazia consist of? Minerals, coal and various metals are extracted from its soil. Abkhazia has significant hydraulic resources relevant to industry. The climatic conditions of Abkhazia allow for citrus and other sub-tropical fruits to grow. Abkhazia has unique and favourable conditions for the development of the tourist industry. Moreover, the Abkhazian coast stretches 200 kilometres, which has the potential to significantly increase the influence of either Russia or Georgia on the Black sea, including their military presence.

By comparison, South Ossetia’s economic potential and natural resources do not play such a decisive role in explaining the sources of the conflict between the interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie. The territory of South Ossetia stretches over the north of Georgia and is separated from Russia by the mountains of the Caucasus. It is the geographic situation of South Ossetia that could be the main reason for the confrontation between Georgia and Russia for the control of this territory. The presence of the Russian army on the territory of South Ossetia allows the Russian imperialists to more efficiently control the influence of other imperialist countries on Georgian territory against Iran and the Middle East, where the Russian imperialist have significant economic interests. Therefore the possible presence of Russian armed forces and Special Forces in the territory of South Ossetia, with any legal status, may prevent the Georgian bourgeoisie to place in the territory of Georgia foreign military bases, which are undoubtedly considered by the Georgian bourgeoisie as a source of profit. Therefore on the territory of South Ossetia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed head on. The Russian imperialists are interested in preserving its influence on the South Ossetian territory at any cost; this is achieved with the assistance of the pro-Russian South Ossetian regime and population. The Georgian bourgeoisie is heavily invested in expunging Russian influence on the other side of the Great Caucasian Mountains and in cleaning the territory of South Ossetia from the anti-Georgian and pro-Russian rival population. It is because of this reason that the Georgian armed forces during the time of the aggression of August 2008, seem to have been given the orders to obliterate the population of South Ossetia (more than 30 thousand civilian South Ossetian citizen became refugees according to the Russian government)

In the period of the dictatorship of the proletariat the land, forest, hydraulic and other natural resources of the USSR belonged to the whole society, i.e. it belonged to all the nations on equal footing. The peoples of the Soviet Union lived in a united and friendly family, not fighting but helping each other. The borders between national establishments had a formal character and were determined exclusively from the point of view of the administrative convenience. As a result North Ossetia (north to the Great Caucasian Mountains) formally belonged to Soviet Russia and South Ossetia (south to the Great Caucasian Mountains) to Soviet Georgia. Under these conditions the unity of the Ossetian people was preserved.

The aggravation of the situation in the Caucasus around South Ossetia and Abkhazia resonated so widely and suddenly in the international arena that it became even more prominent that the conflict between Kosovo and Serbia. These evens generated a swift and open conflict between a number of imperialist powers, especially between the US and Russia. This is understandable, since towards 2008 the territory of Georgia became contentious due to the struggle between the imperialists of the US and Russia for the control over Iran and Azerbaijan (a significant contingent of Russian capital is present in Iran and, Russia and Azerbaijan have longstanding economic ties). American imperialists do not have economic presence and influence in Iran. Therefore the US tried to build air and rocket bases in the territory of Georgia with the purpose of using them against Iran in order to destabilise this country, to turn this country into a region of high risk for foreign investment and to create the conditions to expel its imperialist rivals from Iran. Moreover, the US imperialists are interested in the control over the transit of oil from Azerbaijan through Georgia and over the oil ports on the Georgian coast; this would allow the US to establish direct control over the Black and Caspian seas and would turn Georgia into a solid satellite leading to the diminishing of the influence of Russian imperialism in the area.

The leading powers in Western Europe, especially France and Germany, played a shady role in the events described above. What concrete interests did France and Germany pursue in these events? France, Germany and Russia have trade ties with Iran. Therefore they are not interested in the US using the Georgian territory for to put military pressure on Iran. This would enhance the risk factor for Western European and Russian investors.

For instance, the head of the French oil company Total stated in July 2008 that because of the aggravation of the geopolitical tension in this region his company is not planning to invest in the most important Iranian gas bed, in South Pars.

On the other hand, both France and German are not interested in further strengthening the positions of the oil and gas industry of the Russian imperialism in the world market because the French and the German economies significantly depend on the import of oil and gas, which are to a great extent supplied by Russian oil and gas corporations and the price for oil and gas has a direct impact on the profits of the capitalists of Western Europe.

In the beginning of July 2008 the head of ‘Gazprom’ (the Russian gas monopoly. Note of translator) visited Iran and help negotiations with the president of the country with regards to developing cooperation in the area of oil and gas. This included negotiating Russian involvement in the building of a gas extraction plant in South Pars. According to a statement of the press office of ‘Gazprom’ both sides agreed to create a joint venture for oil and gas related projects in Iran, Russia and other countries. In addition, the Iranian side put forward the question about the possibility of Russia supplying gas to the northern regions of Iran on a long-term basis.

Iran is has the second largest reserves of gas and a tighter cooperation of Russia and Iran, according to the majority of experts, could allow these countries to determine the gas prices in the world market.

Therefore the imperialists of Western Europe are not interested in the consolidation of the influence of the Russian gas and oil corporations in countries with oil and gas resources in the Caspian area, such as Russia, Iran and Azerbaijan. Azerbajan’s oil flows through Georgian territory. In order not to allow Russia to attain direct control over the transit of gas from Azerbaijan through Georgian territory, Western imperialists managed to place their own observers along the border of South Ossetia, under the banner of the European Community.

As a result, in the territory of Georgia global interests of a number of imperialist powers clashed and therefore the conflict went beyond the boundaries of a regional conflict. This conflict not only further complicated the situation in the Caucasus but also could spark a world war.

The US imperialists tried to achieve its aggressive plans using the Georgian armed forces. With this purpose they financed the militarisation of Georgia, supplied this country with modern weaponry through third countries, trained army personnel for military action with the help of American and other foreign instructors and guaranteed full support to the bourgeois regime in Georgia. The rapid intervention of a large contingent of the Russian armed forces, which had been prepared for this possibility, ruined US plans for the swift take over of South Ossetia and Abkhazia by the Georgian army. The Russian armed forces prevented military action against Abkhazia, expelled the Georgian troops from the territory of South Ossetia, defeated the Georgian army to the level that it became unable to fight further and inflicted destructive blows on a number of military objects in Georgia. Soon after the conclusion of military action the bourgeois authorities of Russia declared the independence of the republics of South Ossetia and Abkhazia, who proclaimed their sovereignty fifteen years ago. This gave the possibility to the Russian imperialists of turning its ‘peacekeeping’ military contingent with limited rights and liberty of action into a regular military contingent based upon bilateral agreements with the sovereign republics of Abkhazia and South Ossetia. This strengthened the positions of Russian imperialists in this region. The Russian imperialists managed to conceal its predatory essence under the propaganda of saviours of the South Ossetian and Abkhazian peoples and their independence. We can only recognise heroism in those soldiers and civilians who died fighting the Georgian aggression, since the bourgeoisie is not able to display selfless actions in defence of other nations.

Ukraine, Israel and other countries supplied modern weaponry, including weapons produced with the participation of Russian military capital to the Georgian army. Therefore, they did not only exposed themselves as loyal servants of the interests of US imperialism, but earned their profit at the expense of the blood and suffering of the civilian population of Abkhazia and South Ossetia.

Aleksey Danko
Leningrad
Information

The Ukrainian-Russian accord on production and scientific-technical cooperation in the area of military production is in force since 1993. In 2004 a bilateral inter-government agreement was adopted that regulates the export of military goods to third countries. Towards 2005 about 1330 Russian and Ukrainian companies operated within the framework of programmes of cooperation of the Commonwealth of Independent States (CIS) under preferential trade conditions.

Despite the fact that the volume of military-technical ‘cooperation’ has diminished over the years, the volume of military trade with Russia accounts for 30% of the total military trade of Ukraine. Even though the two countries happened to be in opposite sides of the conflict, both made money out of the trade of these lethal merchandise. According to the Ukrainian centre overseeing the reconversion and disarmament of the armed forces, in 2007 Ukraine earned somewhere between 600 million and one billion USD in military trade. In particular, Georgia purchased 10% of the military merchandise traded by Ukraine.

Conclusion: Russian companies also made profits out of the armament of Georgia through ‘third countries’ (in this case through Ukraine).

Ukraine
Proletarian Marxist-Leninist Organisation ‘Red Commune’.
We Call On

The progressive forces of all countries to support the peoples of South Ossetia and Abkhazia in its struggle for independence and to put pressure on the governments of their countries to acknowledge the sovereignty and establish diplomatic ties with the republics of South Ossetia and Abkhazia.

The proletariat of South of Ossetia and Abkhazia to take into account and remember that the local bourgeoisie is also their irreconcilable class enemy and that the unity with this class during the period of struggle for independence was forced and temporary.

To the progressive forces of Georgia, specially the proletariat to develop active struggle against the aggressive and chauvinist policies of the ruling regime of Georgia and against the location of military bases of imperialist countries in their territory.

To the Russian proletariat, to expose the predatory character of the domestic and foreign policies of the Russian bourgeoisie (for instance, in 1962 the elite forces and army of the social imperialists of the Soviet Union mercilessly opened fire over Novocherkass workers on strike; in 1999 the Russian imperialists violently suppressed the workers protests in the cellulose plant in Vyborg, Leningrad; the Russian imperialists, in their struggle for the control of the oil of Grozni, unleashed their military might over the civilian population of the Chechen republic) in general and with regards to the oppressed people of South Ossetia and Abkhazia. Lead the struggle against the development of Russian chauvinism and the violence against the Georgian people.

Proletarskaya Gazeta #30
November 2008

Obama på alle kanaler: kapitalen satser alt på “Demokraternes” kandidat

30.Okt. 2008 – 05:12

“En økonomi som ærer arbejdets værdighed”

Med næsten rene kommunistiske hyldninger til arbejdet forsøgte Barak Obama igår at forføre amerikanerne i præsidentvalgkampens slutspurt. Det skete primetime på de fire store TV-kanaler. Obama-kampagnen købte 30 minutters tid på alle de store landsækkende kanaler fra CNN og FOX til CBS. Pris : 4 millioner dollar
Det siges ligefrem at der findes så mange penge i Obama´s -kampagnekasser at der ikke findes tilstrækkelig med reklametid.

Obama på alle kanaler.

Pengene fosser så at sige ind i Obama-kampagnens valgfond. Brede lag i USA´s herskende kapitalistiske overklasse satser nu alt på at få valgt “afroamerikaneren” Barack Obama til ny præsident.
En af årsagerne er som Obama selv udtrykker det: “It´s time for a Change”. USA´s herskende kapitalistiske overklasse er i krise. Økonomien
og profitterne opretholdes kun i kraft af omfattende statsstøtte, samtidig som massearbejdsløsheden,inflationen,underskuddet på betalingsbalancen og statsgælden eksploderer. Overklassen forsøger at vælte krisens byrder over på skuldrerne af arbejderklassen og de underste lag. Men arbejderklassen vil aldrig acceptere at betale for kapitalens krise. Maskinarbejder-strejken på Boeing-flyfabrikkerne er et varsel til den kapitalistiske overklasse om skærpede klassekampe.

Derfor satser de nu på “Demokraten Obama”. Han skal afbøje og pacifisere arbejderklassens og andre brede demokratiske lags protester i kølvandet på den kapitalistiske krise.
En anden årsag er at Obama ligesom republikaneren John McCain, er fortaler for en fortsat USA-imperialistisk interventionspolitik og samtidig har et “uplettet” rygte verden over; og faktisk er mere populær i Europa end i hjemlandet:

Barak Obama i Berlin: Ich bin ein schwarzer berliner

Brittisk økonomi i krise: produktionen stagnere

24.OKt. 2008 – 13:07
Storbritanniens bruttonationalprodukt (BNP) falder for første gang i 16 år : det viser officiel statistik for udviklingen under det tredje kvartal som kom fredag.
BNP mindskede med 0,5 procent sammenlignet med kvartalet inden, ifølge det nationale brittiske statistikkontor. Det er den første kvartalsvise nedgang siden andet kvartal 1992 og den største nedgang sidan fjerde kvartal 1990.

Sammenlignet med det tredje kvartal 2007 steg BNP med 3 promille, hvilket også er den laveste ciffer siden begyndelsen af 1990èrne.

Statistiken øger forventningerne om at den brittiske nationalbank Bank of England skal sænke den kapitalistiske statsrente med yderligere 0,5 procentenheter næste måned. Den førte til at kursen på det brittiske pund faldt i forhold til €uro.

Japan: Ny bundrekord på Tokyobørsen:laveste kurser siden 1982

27.Okt. 2008 – 02:15

Japanske aktier i ny bundrekord

Japans Nikkei-indeks faldt mandag morgen til det laveste niveau i 26 år, da børsen i Tokyo åbnede.

At kapitalismens krise fordybes kan afspegles i at kurserne på aktiespekulationsbørsen i Japan; den kapitalistiske verdensordens næst-største økonomi ved åbningen idag faldt til de laveste kurser i 26 år.
   Det såkaldte Nikkei-aktieindeks på børsen i Tokyo faldt med 1,06 procent ved åbningen i dag
Det er ny bundrekord. Ikke siden 1982 har aktierne været så billige.
Faldet på Nikkei-225-indekset fortsatte gennem dagen med 6,4 procent i eftermiddagens handel
Det bredere Topixindeks faldt med 7 procent till 749,5.

Også i det kapitalistiske Kina faldt kurserne. På aktiebørsen i Shanghai faldt kurserne med 2,3 procent. Hongkong åbnede med at falde med 2,0 procent , mens Sydney ved frokosttid var nede med 1,4 procent. Det såkaldte Kospi-indeks på den kapitalistiske aktiebørs i Sydkorea faldt med 0,6 procent trods en sænkning af den kapitalistiske statsrente som den sydkoreanske stat sænkede med 0,75 procent til 4,25 procent.

I Japan proklamerede Statsminister Taro Aso at der allerede ligger nye statslige hjælpe-pakker klar for at støtte de kriseramte aktie spekulanter og det kapitalistiske aktiemarked med blandt andet udpumpning af nyt kapital til bankerne når de behøver det.

Hvem sagde at kapitalismen er krisefri og klarer sig uden statsstøtte ?

Hvorfor fortsætter kurserne med at falde trods statslige billion-garantier til de kriseramte finanskapitalister ?

Forklaringen er flere:DELS er det idag meget dyrere at finansiere aktiespekulationen gennem lån hos storbankerne som nu har strammet kreditgivningen for at sikre profitterne; DELS ser de storkapitalistiske aktiespekulanter i Japan; såvel som i USA, Sverige og Danmark; at profitterne i de børsnoterede selskaber og udbytterne til aktionærerne vil blive mindre eller ligefrem suspenderet under den krise som nu udvikler sig fuld styrke i den kapitalistiske verden. Når kurserne begynder at falde følger alle småspekulanterne efter og sælger ud af deres aktier, af frygt for at miste deres sparepenge.

NØGLETAL for Asiens største kapitalistiske aktie-spekulationsbørser: Kraftige fald overalt undtagen i SydKorea

(kl 07:54) merk: markedene stenger på ulike tidspunkt)

JAPAN: Nikkei 225 : minus 6,36% – - – - – - – Topix :minus 7,40%

KINA: Hang Seng (Hong Kong):minus 12,9 % – - – - – Taiex (Taiwan): minus 4,65% – — – — Shanghai Composite:minus 6,22% – - – - – - – Shenzhen Composite :minus 6,05%

Syd-Korea: Kospi:plus 0,82%

INDIEN: Mumbai Sensex 30: minus 6,72%
Børsen på FILIPINERNE faldt også med : minus 12 %

Kilde:AFP/e24.no

Polen:Krisen slår mod eksporten

18.Okt. 2008

Underskuddet i Polens handels- og betalingsbalance stiger,samtidig som inflationen lå på 4,5 % i September steg lønningerne med 10,9 %, mens stigningen i beskæftigelsen stagnerer.

WARSZAWA, Polska – 14.Okt 2008 – -

Kapitalismens krise rammer eksporten fra Polens kapitalistiske industrier som stagnere, men importen fortsætter med to-cifrede vækstrater, hvilket øger underskuddet på handelsbalancen som alene i august løb op i 1503 millioner ~ 1,5 milliarder €uro.(ca 13 milliarder kr)
Stagnationen i Polens eksport vil føre til et fald i beskæftigelsen og massefyringer pga af faldet i eksportordrer. Det vil derfor ikke overraske os om vi i de kommende måneder vil opleve en stigning i arbejdsløsheden.
Beskæftigelsen i private kapitalistiske virksomheder løb op i 5,404 millioner mennesker i September, en stigning på 4.1% pro anno.

Væksten i eksporten stagnerer signficantly in August

Poland recorded a current account deficit of €UR 1736 millioner i August fra €UR 1.222 milioner i Juli , according to central bank figures released Monday.

The trade gap amounted to €UR 1503 millioner.

Eksportens of goods grew by 7.1% pro anno to €UR 9246 millioner. Det er kun nogle få procent over inflation som i September lå på 4,5 % – langt over direktiverne i de kapitalistiske €uro-pagtregler (ØMU)

Importen steg med 17,5% til €UR 10.749 millioner.
Poland sported a surplus on services of €UR 167 mln in August, a negative balance on income of €UR 991 mln and a balance on current transfers at a positive €UR 591 mln.

MATEUSZ SZCZUREK, ING BSK ECONOMIST

The deficit in trade was slightly lower than we had expected. But the slowdown in exports is notable. It is not something that should scare us as to some extent it is the effect of a smaller number of working days in August. But it is also the effect of a slowdown abroad and we will not run away from worse data on exports in the coming months. That does not have to mean a decrease of the deficit. We are threatened by a slowdown in investment growth, so lower imports will follow in the footsteps of smaller exports.

ERNEST PYTLARCZYK, BRE BANK ECONOMIST

We see a rise in the C/A deficit, a rise in trade deficit. Stagnation i eksport-væksten ligger i linie med vore diagnosis that the economy of the EU and of Poland is slowing down. We are slightly surprised with large growth of imports, but we are leaning towards an opinion it is a one-off.
Wages counting out bonus payments from profit at PLN 3,171 were up 11.0% year on year on a monthly increase of 0.3%.

Poland’s corporate employment measured 5.404 mln persons in September, an increase of 4.1% y/y, up by 0.1% from the prior month.

The tie up of jobs and wages pushed the nominal corporate wage bill up 15.4% year on year on a 0.3% up month on month, calculations against the data showed.

Inflation rate declines to 4.5%
Warsaw, Poland October 15, 2008
Poland’s September consumer prices were up 4.5% y/y, and up 0.3% month on month, after 4.8% y/y inflation in August, stats office GUS informed in a statement.

Trade deficit continues to widen
Warsaw, Poland October 15, 2008
Poland’s trade deficit, as measured by customs declarations, hit EUR 15.2216 bln through the end of August, the Central Statistical Office (GUS) said.

Expressed in dollars, the trade deficit measured $23.3931 milliarder

The figures are based on customs data, not the payment flows recorded by the central bank in current account releases. Also, whereas the NBP releases data covering a given month, GUS releases cumulative data, in this case, for the January-August period.

In the first eight months of the year, exports grew 16.2% to EUR 76.473 bln and imports were up 18.9% over the Jan-Aug 1997 period to EUR 91.695 bln.

In dollar terms, eksporten were up 33.2% to $117.101 bln and imports grew 36.3% to $140.494 bln.

Wages still growing at an annual clip well above 10%
Warszawa, Polska – Pazdzernik.. 16, 2008
Poland’s average corporate gross wage measured PLN 3,172 in September, a rise of 10.9% y/y on a 0.2% rise month on month, the stats office GUS said.

Wages counting out bonus payments from profit at PLN 3,171 were up 11.0% year on year on a monthly increase of 0.3%.

The tie up of jobs and wages pushed the nominal corporate wage bill up 15.4% year on year on a 0.3% up month on month, calculations against the data showed.

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse bliver følgen af kapitalismens krise

20.Okt.2008

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse det kommende år

Det internationale LO´s chef Juan Somavia udtaler at “antallet af arbejdsløse kan stige til 210 millioner i slutningen af 2009 mod 190 millioner i 2007 “.
I forbindelse med fremlæggelsen af ILO´s raport om følgerne af den kapitalistiske krise for jordens folk tilføjer Somavia at “antallet af working poor som lever for mindre en dollar om dagen kan stige med omkring 40 millioner – mens de som lever for mindre end 2 dollars om dagen med mere end 100 million”. * * * *

Somavia påpeger at “This is not simply a crisis on Wall Street, this is a crisis on all streets. We need an economic rescue plan for working families and the real economy, with rules and policies that deliver decent jobs. We must link better productivity to salaries and growth to employment”,

Og Mr. Somavia beder Bush og Sarkozy om at reformere kapitalismen på det kommende krise-topmøde i New Yoprk med ordene: > > > > >
“Protecting and promoting sustainable enterprises and decent work opportunities must be at the heart of the Summit on the Financial Crisis recently announced by Presidents Bush and Sarkozy”,

og endvidere skal kapitalismen forbedres:

“We must return to the basic function of finance, which is to promote the real economy. To lend so that entrepreneurs can invest, innovate, produce jobs and goods and services.”
The global financial crisis could increase world unemployment by an estimated 20 million women and men, the Director-General of the International Labour Office (ILO) said today. “We need prompt and coordinated government actions to avert a social crisis that could be severe, long-lasting and global”, he added.
Somavia also said that the current crisis would hit hardest such sectors as construction, automotive, tourism, finance, services and real estate. He also noted that the new projections “could prove to be underestimates if the effects of the current economic contraction and looming recession are not quickly confronted”.
Based on revised global growth estimates by the International Monetary Fund1 (IMF), the UN and early reports suggesting rising job losses for most countries where data was available, ILO Director-General Juan Somavia said the ILO’s preliminary estimates indicated that the “number of unemployed could rise from 190 million in 2007 to 210 million in late 2009.”

Danmark:Fra lykkeland til kriseland

21.Okt. 2008 – 07:13

Den kapitalistiske krise tager “glansen af Danmarks økonomi”

   For et lille år siden gik der ikke en dag uden at champagnepropperne sprang i de kapitalistiske overklassekvarterer i Danmark , mens entusiasmen og lykke-følelsen nåede nye højder i den selvfede aggressive danske overklasse.
Det kom til udtryk i Nytårstalen 2008 – hvor Danmarks Statsminister talte om at,

“Den stærke danske økonomi vækker opsigt. Det går bedre i Danmark end nogensinde.”

og Fogh talte ligefrem om at “Det økonomiske opsving er en social revolution. “

Nu skriver de internationale medier om at

” Den globale finanskrisen tager glansen af Danmarks økonomi. Overskuddet på den offentlige virksomheten faller fra 56 til 7 milliarder kroner næste år, og den økonomiske vækst kan blive tilnærmet lik nul.
Væksten beregnes nå til mellom 0,75 og 1 prosent i år og til mellom 0,0 og 0,5 prosent neste år, kunngjorde regjeringen i København mandag. Ved siden av finanskrisen bidrar lavere oljepris til å svække danskernes offentlige finanser,

som det formuleres på Børsens netsider.

Ustabile finanser

“– I finansdepartementets økonomiske redegjørelse for august 2008 ble det regnet med et overskudd på de offentlige finansene på 64,5 milliarder i 2008 og 55,8 milliarder i 2009. Men krisen reduserer dette til rundt 53 milliarder i år og 7 milliarder neste år, skrev avisen.

– Danmarks offentlige finanser er i dag er svært ustabile. Indtægterne fra særskilte poster – som avhenger av utviklingen på finansmarkedene, aksjekurser, oljepris og så videre – har sammen med konjunkturene relativt stor betydning i Danmark, fastslår finansminsteriet.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen understreker at den økonomiske situasjonen preges av stor usikkerhet. Det er fare for en global lavkonjunktur, som også vil berøre Danmark, sagde han mandag.

Kinas økonomiske vækst stagnerer og massearbejdsløsheden stiger

20.Okt. – 2008 10:25

Væksten i Kinas kapitalistiske økonomi falder for tredje kvartal i træk – -

Li Xiaochao, talsmand for Kinas centrale Statistik-kontor, meddelte idag at væksten i Kinas brutto-nationalprodukt BNP faldt til 9 procent i tredje kvartal. Det er dermed 3.kvartal i træk at BNP-væksten falder og mere end en procent mindre en de 10,1 procent som var den officielle stigning i andet kvartal.
I de første ni måneder i år var den officielle vækst 9,9 procent pro anno, mod 11,9 procent for hele 2007.
At det hovedsagligt er eksporten fra de kapitalistiske eksportvirksomheder der har holdt væksten i Kinas økonomi oppe vidner det faktum at eksporten fra Kinas kapitalistiske industrier ligger oppe på en årlig stigning på over 20 procent, men uden tvivl vil den krise – som breder ud sig i både USA og EU som idag er Kinas største aftagere af vare – også komme til at slå mod eksporten fra Kinas industrier.
Allerede nu er flere tusind virksomheder i Kinas kapitalistiske økonomi lukket som en følge af den krise som har ramt hele den kapitalistiske verden. Og de fyrede arbejdere protester eller stiler sig i den køen af andre arbejdsløse kinesere.
Som de 7 tusind arbejdere på en legetøjsfabrik i Dongguan som blev fyret i onsdags :Masseprotester mod lukningen af fabrik i Dongguan fortsætter

Kilder: Xinhua+ Financiel Times

Kina: Masseprotester mod lukningen af fabrik i Dongguan fortsætter

17.Okt. 2008 -

Omkring 2,000 arbejdere gik fredag på gaden for tredje dag i træk i den sydkinesiske by Zhang Mu Tou for at protestere mod den chockerende lukning af fabriken der beskæftiger 7000 ansatte

Den kapitalistiske krise slår også hårdt mod økonomien i det kapitalistiske Kina. Det “kapitalistiske mirakel” i flere af landets “blomstrende økonomiske frizoner” stagnerer nu med konkurser, fabrikslukninger og massefyringer til følge.

Zhang Mu Tou (Xinhua,Kina) – - – Arbejderne på fabrikken fortsatte fredag for tredje dag i træk protest-demonstrationen udenfor den store kapitalistiske legetøjsfabrik i Dongguan som ejerne besluttede at lukke onsdag. 6500 arbejdere står nu på gaden uden arbejde, mange af dem også hjemløse. De ansatte har ikke fået løn i to måneder. Og i Kina har arbejderne ikke organiseret nogen arbejdsløshedskasse, endsige har ret til dagpenge. – -
Den konkurstruede fabrik leverer legetøj til USA. Store dele af Kinas kapitalistiske industrier er afhængige af eksport til det kapitalistiske verdensmarked. Især USA-markedet er en stor køber af kinesiske varer, som f.eks legetøj fra fabriken i Dongguan. Og det bliver Kinas og USA´s arbejderklasse der er udset til at skulle betale for krisen gennem massefyringer og arbejde uden løn i flere måneder som det har været tilfældet på legetøjfabrikken i Zhang Mu Tou.

Vrede arbejdere samledes udenfor fabrikkens lukkede porte for at protestere mod lukningen som beskyttes af tilkaldte politistyrker. Arbejderne kræver samtdig løn for de måneder hvor de har arbejdet “gratis” -udbetalt. – - – Video fra arbejderprotesterne mod lukningen af legetøjsfabrikken i Guandong
– – – – – – – – – – – – – – – – – – -
Guan Dong Workers protest Nyhedsindslag fra NDTV: Toy Factory Bankruptcy Protest: Hundreds of workers gather outside a large toy factory in Zhang Mu Tou of Guangdong province, of southern China Friday, Oct. 17, 2008. – - — – – - — – — -
Hundreder af arbejdere protesterede fredag for den tredje day i træk outside the factory that closed in southern China amid a global slowdown that has begun hurting Chinese manufacturers.
Omkring 500 arbejdere were milling around outside fabrikken i Dongguan, mens politistyrker blokerede porten til fabriksområdet. Arbejderne kræver bl.a lønninger som de har tilgode betalt af fabrikens ejer i Hong Kong , Smart Union Group (Holdings) Ltd., som havde tre fabriker i Dongguan i Guangdong-provinsen, bl.a en af Kinas største legetøjsfabrikker som de nu har lukket. – – -
Arbejderne demonstrerer udenfor en regeringbygning mod lukningen af fabrikken i in Zhang Mu Tou . Chinese police officers stand guard as hundreds of workers gather , 17.okt 2008.

Over halvdelen af Kinas eksport-virksomheder i legetøjsbranchen er lukket i år

  I ugen meddelte det officielle nyhedsbyreau Xinhua at 52,7 % ud af 3,631 legetøjs-eksportører bukkede under i 2008.  DE lukkede pga højere produktions-omkostninger,  lønstigninger for arbejderne, og valutakursstigningen af de kinesiske kroner :yuan ifølge Xinhua. DE fleste fallitter er sket på små fabrikker. 
Fabrikken Smart Union, which supplied household brands such as Mattel and Disney, went bankrupt earlier this week, leaving 7,000 workers both jobless and in many cases homeless.
The company, which is listed in Hong Kong, blamed an over-reliance on the US market for its collapse and did not clarify whether its staff would be paid.
“I have not been paid for two months and I cannot afford to rent an apartment in the city,” said Ma Ping, a worker, to the Southern Metropolis Daily newspaper. She added that she had seen suppliers block the factory gate in protest in the past. Mrs Ma slept in the dormitories that Smart Union provided on site.
“This is the first private company in China to go bust because of the financial crisis,” said Chao Gang Ling, a professor at Shanghai’s Finance University.
A spokesman for the municipal government said that officials were locked in talks with representatives of the workforce to try to resolve the crisis.
The protests outside the factory have not resulted in any injuries yet, although the local police have threatened some dissidents with prison sentences if they continue to vent their anger.
On its website, the local government said: “At this time I hope you will respect the law and not do anything that would hurt or cause concern to your parents and family.”
The factory closed Wednesday, the same day the company issued a notice to Hong Kong’s stock market saying it was suspending trading of its shares pending the release of an announcement. Calls made to the company’s Hong Kong main office were not answered.

The Southern Metropolis Daily, one of the most popular mass-market dailies in Guangdong, reported on its Web site Thursday that workers were shocked that the factory had closed. Unidentified laborers were quoted as saying the plant was operating as normal on Tuesday and there were no apparent signs it was about to close.

About 1,000 laborers protested outside the factory’s main gate, where the local government posted a notice saying the plant was closed because of “unfavorable business conditions,” the paper said.

Nyhedsburauet Xinhua rapporterer at ifølge de kinesiske toldmyndigheder er eksporten til USA fra Kinas kapitalistiske industrier faldet med 5,2 procent – alene i de første syv måneder af 2008 – på grund af den kapitalistiske krise.

Tyskland: 500 milliarder €uro i statsgarantier til kapitalistiske banker

17.Okt. 2008

At kapitalismen ville være bankerot uden statslig understøttelse og -garantier må efterhånden være gået op for selv de mest tungnemme elever i de borgerligt-liberale og reformistiske børnehaverklasser i løbet af det sidste års tid med “krigsoverskrifter” om den kapitalistiske krise i alle betydende medier verden over.

Og i dag stemte et stort flertal – 476 ud af 576 medlemmer af Tysklands Forbundsdag -parlamentets underhus – ja til den kristen-socialdemokratiske Angela Merkel-regerings 500 milliarder store “Finans-markeds-stabiliseringpakke” – en støttepakke til den kapitalistiske banksektor. Det sker selvom der ikke er en eneste tysk bank der offentligt har sagt at man behøver statslige garantier eller fondes finansielle resourcer for at klare sig.
Socialdemokraten Steinmeier og Kristendemokraten Merkel enige om at stille 500 milliarder €uro til rådighed for den tyske finanskapital.

Allerede mandag har private banker mulighed for at få akut “krisehjælp”.
Både den småborgerlige gruppe fra De Grønne/Bündnis 90 og det venstresocialdemokratiske Linke-parti´s Forbundsdagsmedlemmer stemte nej til at stille 500 milliarder til rådighed for de kriseramte kapitalistiske banker. Dog stemte Linke-partiet´s medlem i Forbundsrådet – overhuset – ja da der var afstemning om den kapitalistiske stabiliseringspakke der.
Også i det tyske parlament overhus, Forbundsrådet, ventes Merkel-regeringens støttepakke for finanssektoren vedtaget. Merkel fik støtte efter at hun gik med til at lade forbunds-finansloven stå for 65 procent af udgifterne til pakken, mens delstaterna skal stå for 35 procent af de 480 milliarder €uro – 4500 milliarder kr . . . dvs 4,5 billioner kr. – to gange hele Norges Bruttonationalprodukt og næsten tre gange Danmarks årlige BNP
I korthet består pakken af 400 milliarder €uro i bankgarantier og 100 milliarder €uro i form af statlige fonde.

FAKTA om STATEN og KAPITALEN :

I virkeligheden har kapitalismen ikke været uden statslig støtte på den ene eller anden måde siden den engelske kapitalisme i det 19.århundrede var igang med at udrydde store dele af arbejderklassen gennem børnearbejde, sultelønninger og 12 timers arbejdsdag.
Som de kommunistiske ledere Karl Marx og Friedrich Engell´s påviste opstod staten – også den kapitalistiske – som et redskab for de herskende klasser til at beskytte rigdommen og opretholde klasseherredømmet med hjælp af både militære, politimæssige og økonomiske midler.
I 1920´erne efter den statstøttede første inter-kapitalistiske verdenskrig 1914-1918 fandtes der tendenser til et frit kapitalistisk marked især i USA , med omfattende aktiespekulation som sluttede i krakket på Wall Street i oktober 1929.

KILDE; Rote Fahne News – 18.10.08 – - Milliardenpaket für Banken verabschiedet

Der Deutsche Bundestag verabschiedete gestern das 500-Milliarden-Euro-Paket zugunsten der Banken mit 476 Ja-Stimmen gegen 99 Nein-Stimmen, einer Enthaltung und 36 nicht abgegebenen Stimmen. CDU/CSU, SPD und FDP stimmten mit Ja, Bündnis 90/Die Grünen und die Linkspartei mit Nein.
Im Bundesrat wurde das “Finanzmarktstabilisierungsgesetz” einstimmig verabschiedet, mit Zustimmung der Vertreter der Linkspartei aus der Berliner Landesregierung.

Boligbyggeriet ned med 6,3 % i september USA

17.Okt. 2008 – 14:42

Den kapitalistiske krise rammer byggeriet i USA med fuld styrke. Det viser nye tal.
Boligbyggeriet i USA faldt med 6,3 procent i september, sammenlignet med måneden inden, til en årstakt på 817.000 boliger(sæsonsjusteret).

Antallet byggetiiladelser faldt samtidigt med 8,3 procent i forhold til månaden inden, til en årstakt på 786.000 (prognoserne sagde 840.000).

Byggeriet af flerfamiliehuse steg med 7,5 procent, til en årstakt på 273.000, mens byggeriet af enfamilieshuse mindskede med 12,0 procent, til en årstakt på 544.000.

I august løb boligbyggeriet op i en årstakt på 872.000 boliger (revideret). – - – - – - -
Kilde: Bloomberg News

USA: Industriproduktionen styrtdykker. 4,5 % nedgang på et år

 Oktober 2008 _  Den kapitalistiske industriproduktion faldt med 2,8 procent i september i forhold til august og oplever dermed sit største fald siden 1974. Det viser statistikken i en rapport fra USA´s nationalbank FED – Federal Reserve.
På tolv måneders sigt ligger den kapitalistiske industriproduktion nu 4,5 lavere end ved samme periode i fjor.

Det er langt under hvad de kapitalistiske regnedrenge og analytikerne bl.a Dow Jones Newswire havde ventet, nemlig at industriproduksjonen ville falle med 0,8 prosent.

To orkaner, strejker og usikkerhed på arbejdsmarkedet får skylden.

  De kapitalistiske industriers kapacitetsutnyttelse faldt samtidig med 2,3 prosentpoeng til 76,4 prosent. Dette er også et langt større fall end kapitalens regnedrenge og analytikerne havde forudspået. Snittet i perioden fra 1972 til 2007 ligger på 81 prosent.

De reviderede tal for industriproduksjonen i august blev blev revideret til et fall på 1 procent. Kapacitetsudnyttelsen forblev uændret på 78,7 prosent.

- Orkanene Gustav og Ike og en strejke ved en av de største civile flyproducenter havde en betydelig indskrænking på produksjonen, skriver Federal Reserve.

27.000 maskinarbejdere på Boeing-flyfabrikkerne i Washington state, Kansas og Oregon var i forrige måned i en strejke for at forbedre de ansættelsesvilkår som den statstøttede flymonopolgigant Boeing tilbyder arbejderne. Kapitalen bag Boeing forsøger at presse lønningerne gennem at outsource dvs at “licitere” dele af produktionen ud -  af Boeing-fabrikkerne til underleverandører hvor arbejderne er dårlige organiserede og hvor de kollektive overenskomster som Boeing har skrevet under på ikke gælder.
Men i FED´s rapport lægger man ikke skjul på at orkanuvejret fik den største indvirkning på industriproduksjonen. Totalt svækkede de to orkaner produksjonen med 2,25 prosentpoeng, mens streiken får skylden for svækkelsen med 0,5 prosentpoeng.

Industrial production/capacity utilization – USA

Industriproduksjonsindeksen er et mål på den fysiske produksjonen, i volume , fra industri, bjergværk og energiforsyning. Det siste elementet kan svinge mye fra måned til måned, avhængigt av vejret.

Tallet som angives er sæsonjusteret, og i USA fokuseres det på ændring fra foregående måned.

 

Arbejderklassens realløn falder

3.OKT: 2008 – 16:14
I september steg den gjennomsnittlige timelønnen med 0,03 dollar til 18,17 dollar. Det tilsvarer en økning på 0,16 prosent og ligger under analytikernes forventninger på 0,3 prosent. På ett år har timelønnen økt 3,4 prosent, og viser at arbejderklasssen ikke har været i stand til at tilkæmpe sig højere løn i et vanskelig arbeidsmarked.

Den gennomsnittlige arbeidstid faldt 0,1 timer til 33,6 timer, mens analytikerne ventet her at arbeidsugen ville ligge fast på 33,7 timer.

Industrien ramt af krisen
Ifølge det amerikanske arbeidsministerium har orkanen «Ike» ikke haft nogen invirkning på ledighetstallene.

Blandt sektorene som blev hårdt ramt av nedgangen i beskæftigelsen er den vareproduserende industrien der 77.000 stillinger forsvant fra lønningslistene. Fremstillingssektoren mistet 51.000 jobber, mens bygg- og anleggsbransjen blir rammet av nedgangen i boligbyggingen, og rapporterer et fall på 35.000.

Lavere offentlig jobbvekst
Blant den mest negative overraskelsen er at beskæftigelsen i tjenestesektoren falt med 82.000 i september. Det er den største nedgangen på over fem år.

Arbeidsintensive tjenester utgjør en stor majoritet av beskæftigelsen og er normalt mer immune for sykliske oppbremsinger enn produserende. Handelsnæringen mistet 40.000 jobber, mens innen finansnæringen falt 17.000 stillinger.

De midlertidige ansettelsene falt med 24.100 og blir ansett som en ledende indikator for den videre utviklingen i arbeidsmarkedet.

Innenfor sundhed og uddannelse blev det en stigning i beskæftigelsen på rundt 25.000, mens sektorer omkring rejseliv og fritid steg med 17.000 stillinger. Hos myndighederne øgede arbejdsstyrken med 9.000 stillinger i september.

FAKTA * * * * FAKTA om “Employment report” en – fra USA
Dette er en månedlig rapport om arbeidsmarkedet i USA. Den er baseret på to forskellige spørgeundersøgelser.

Ledighetstallet er basert på en spørgeundersøgelse som dækker omkring 60.000 husstande. Beskæftigelsen, udenfor landbruget, samt tal for middel-længden af arbejdsugen og timelønnen, er baseret på en rundspørge blandt cirke 375.000 virksomheder.

Markedet lægger normalt mest vægt på undersøkelsen som er gjort blandt virksomhederne, og i den rapporten fokuseres det mest på selve beskæftigelsen. Rapporten inneholder også tal for de forskellige dele af erhvervslivet, og specielt industriudviklingen bliver fulgt nøje.

Tallene for arbejdsugens længde og timelønnen er også indikatorer på om efterspørgselen efter arbejdskraft på det kapitalistiske arbejdsmarked stiger eller synker.

Japansk finanskapital redder Morgan Stanley

13.Okt. 2008 02:34 *

Japans største kapitalistiske bank, Mitsubishi UFJ, bliver ny storejer i den kriseramte amerikanske bank Morgan Stanley. De japanske finanskapitalister bag Mitsubishi UFJ har gennem at indskyde ni milliarder dollar – ca 55 milliarder kr. – vist hvilken betydning kapitalen i verdens næststørste økonomi har for USA. De japanske allierede får 21 procent af stemmerne i Morgan Stanley-bankens bestyrelse. Aktien steg som en raket og blev en af de populæreste aktier blandt spekulanter på Wall Street.

Nye massefyringer på Fords Volvofabrikker : 3300 fyret

12.Sep. 2008 – 20:11

Den kapitalistiske krise slår hårdt mod Ford´s datterselskab :”Volvo Personvagnar” (Volvo PV ) og de titusunder af ansatte på fabriker i Sverige, Belgien og Holland.
Oveni de 2000 som blev fyret tidligere i år kom ledelsen i den Ford-ejede bilkoncern idag med en “ny kriseplan” med massefyringer af 3300 ansatte på Volvo bilfabrikerne i Sverige og Belgien.
2.000 arbejdere skal ifølge ledelsen i den FORD-ejede bilkoncern forlade fabrikkerne sammen med 700 funktionærer på Volvo PV i Sverige og 600 på bilfabrikken i Belgien.
Ifølge Metalarbejderforbundets Fællesklub indebærer ledelsens “plan” at sammenlagt 2 250 kollektiv-ansatte tvinges til at forlade Torslanda-fabrikken i Göteborg.

“Truslen” eller meddelelsen om massefyringer af 3300 mennesker – kom efter at Ford´s topdirektør (CEO) Alan Mulally under en pressemiddag på den internationale biludstilling i Paris havde afvist rygter om salg af Volvo PV til højestbydende, men samtidigt krævet at – Volvo ska “forbedre sin udgiftsstruktur”; Med andre ord : Ford kræver at profitterne igen begynder at strømme fra Volvo-bilfabrikkerne ned i FORD-koncernens tomme kasser.
Men Ford og Volvo PV kan ikke fyre sig ud af krisen. Fakta er at at underskuddet i Volvo PV løb op i 1600 millioner svenske kroner alene i de første seks måneder i år. Fords underskud (tab) løber op i over 40 milliarder kr bare i år, samtidigt som Ford-salget i september måned faldt med 34 procent i USA. Den var tiende måned i træk at Ford´s salgstal pegede nedad.

I ly af den 700 milliarder store redningsplan for Wall Streets finanskapitalister bevilgede USA´s politikere et statsgaranteret lån på 25 milliarder dollar til Generel Motors, Chrysler og andre automobilkapitalister i USA, dog ikke Ford..
Både Ford, GM og andre er på vej mod konkurs hvis situationen på det kapitalistiske bilmarked ikke ændres drastisk eller at den amerikanske stat fortsætter med at finansiere bilselskabernes løbende kasseunderskud.

At bygge biler er tung industri som kræver enorme leverancer af forarbejdede stål-karosser, motorer og andre bil-reservedele. Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

Fords krise er alvorlig og datterselskabet Volvo PV´s kris er alvorlig og forværres af at virksomheden ligger efter sine konkurrenter i udviklingen av nye motorer. Det siger SVT -Rapports økonomireporter Jan Nylander efter at Volvo-ledelsen har offentligjort planer om fyringer af 3300 ansatte .

“- I augusti faldt salget med over 30 procent og alene i år beregnes Volvo ifølge mine kilder tabe 70.000-80.000 biler sammenlignet med den prognose de gjorde for bare et år siden.”

Salget i USA blev halveret i september.

“- De varsel vi har set er bare begyndelsen. Ifølge mine kilder vil 15.000-20.000 mennesker miste sine jobs inden dette er ovre.”
Den her krisen slår ikke bare mod Göteborg men mod hele Vestsverige. Også General Motor som ejer datterselskabet Saab med bilproduktion i Trollhättan er hårdt ramt af den kapitalistiske krise og overproduktionen på det kapitalistiske bilmarked, hvilket giver sig udslag i stærkt faldende salg.

Det her vil fremfor alt at slå mod underleverandørerne.

 Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

 

Volvo Personvagnar – en del af den kriseramte FORD-koncern -

     Ford-koncernens finansielle krise som falder sammen med den gennerelle kapitalistiske finanskrise , USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser og overproduktionen på bilmarkedet. Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet Volvo Cars budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer tidligere i år blev fyret på Volvo´s fabrikker i Olufstrøm og Torslanda i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

 

“Kapitalismens jungle-lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

  Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbilsdivisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar (dengang= 50 milliarder svenske kr.) var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som fællesklubbens formand Olle Ludvigsson manende slog fast.
Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i “cool cash” for at komme over varemærket Volvo og de profitter som bilarbejderne løbende skaber på de rullende produktionsbånd i Sverige og i Belgien.

Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsens ledelse i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW – som blev født i tredivernes hårde klassekampe hvor KOMINTERN-partiet Communist Party of the USA spilede en afgørende rolle i kampen mod den magtfulde ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger. Den gang var den kapitalistiske krise, massearbejdsløsheden både dybere og højere. – Nu kommer UAW FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-orginserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for blodpenge fra de kapitalistiske narkokartelllers virksomhed – velkommen. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nylig har købt 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasarsspillet og hvidvaskningen af de kriminelle organisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – siger han nu offentligt til Ford-ledelsen: “sælg Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.

SVENSKA — —–8 okt. 2008 – 18:45
Volvo Personvagnar presenterade sin nya sparplan på en presskonferens i dag. Planen innebär att utöver de 1.200 som tidigare varslats får ytterligare 3.300 gå.
Volvo Personvagnar varslar ytterligare 3300 personer om uppsägning, varav 2 000 arbetare och 700 tjänstemän i Sverige. I Göteborg handlar det om 1650 arbetare och 580 tjänstemän. I Skövde och Floby drabbas 60 tjänstemän.

Hvorfor slår det så hårdt mod lige Volvo?
- Först måste sägas att det här är en kris som slår mot alla biltillverkare. Men anledningen att Volvo drabbats hårdare är att Volvo er så afhængigt af USA. Der har man set de største salgnedgange.
ong>

De som får gå är 2.000 arbetare och 700 tjänstemän på Volvo PV i Sverige och 600 utomlands. Flera lokala politiker var inbjudna till presskonferensen, vilket understryker att läget för Volvo är mycket allvarligt.
-Det här är ett varsel i en storleksordning som vi inte sett på länge, säger IF Metalls ordförande Stefan Löfven.
“Svåra tider”
Volvos vd Stephen Odell var mycket samlad när han berättade om de rekordstora ned- dragningarna.
-Det är svåra tider, de kräver svåra beslut. Vi behöver dra ner mer än vi trott, sade han.
Volvos verkstadsklubb kommenterade varslet så här:
Volvos verkstadsklubb konstaterar i ett pressmeddelande att varslet innebär att totalt 2 250 kollektivanställda i Göteborg tvingas lämna företaget.
- Spekulationerna är över, nu har vi en klar bild av läget för Volvo Personvagnar”, säger Olle Ludvigsson, ordförande för Volvo Verkstadsklubb i Göteborg, som omfattar både Volvo PV och AB Volvo.
- Ovissheten som våra medlemmar levt med under en längre period, som förstärkts av medias spekulationer, har bidragit till en stor oro och frustration. Men nu när vi ser den verkliga omfattningen av varslet, kan vi fokusera på förhandlingsarbetet med turordningar och hur vi praktiskt löser alla de omflyttningar som neddragningarna innebär, säger Olle Ludvigsson.
Olle Ludvigsson, uttrycker viss förståelse för onsdagens varsel.
- För oss på Metall-sidan finns en korrelation mellan hur många bilar som tillverkas och hur många vi kan vara. Sedan får vi studera varslet och se om det är rimligt, säger Ludvigsson till TT. Han är orolig för framtiden för dem som nu blir utan jobb och pekar bland annat på att a-kassan för dem som jobbat nattskift kan bli så låg som 53 procent av deras inkomst.
IF Metalls ordförande Stefan Löfven kräver extraordinära insatser av regeringen för att trygga utbildningsplatser och liknande för alla som sägs upp. Han efterlyser krafttag från regering, företag och fack för att rädda den svenska fordonsindustrin.
- Hur bygger vi för en fortsatt fordonsindustri i Sverige? I grunden är den stark, säger Löfven.
SACO: “Hur ska vi utveckla framtidens bilar”
- Risken är att vi inte får tillräcklig kraft att utveckla och marknadsföra framtidens bilar. Jag ser neddragningen som en jätterisk för hela vår överlevnad. Det säger Magnus Sundemo, ordföranden för fackförbundet Akademikerna med 1 800 medlemmar på Volvo Personvagnar. Han tycker att det är sorgligt att det gått så långt men är inte förvånad med tanke på försäljningsnedgången.
Samtidigt framhåller han att det finns en stor vilja hos medlemmarna att vara med och vända situationen, bland annat har ett frivilligt projekt bland ingenjörer dragit i gång där man träffas i grupper under luncher och på fritiden för att hitta lösningar för nya bränslesnålare bilar.
- Det är våra jobb det handlar om. Om vi sitter med armarna i kors och bara väntar på att företaget ska dö har vi inget kvar, vi måste sätta axeln till, säger han.
Vd Stephen Odell säger att företaget trots neddragningarna ska ha kvar offensiv forskning.
- Givetvis påverkas forskningen av neddragningarna men det ska ändå finnas tillräckligt med resurser, säger han till TT.
Unionen kräver kriskommission
Fackförbundet Unionen kräver en kriskommission för Västra Götaland med extraordinära resurser och hjälpåtgärder till dem som förlorar sina jobb, skriver förbundet i ett pressmeddelande från den pågående kongressen i Örebro.
Unionen talar om den “synnerligen allvarliga utvecklingen på svensk arbetsmarknad” och kräver skräddarsydda lösningar för enskilda drabbade, men också satsningar för långsiktig utveckling i regionen.
“Utgångspunkten ska vara att de drabbade även fortsättningsvis ska klara sin försörjning och få kvalificerat stöd till kompetensutveckling och att snabbt finna ett nytt arbete”, heter det.
TT

FAKTA om Volvo Personvagnar – - – - – -

Redan i juni i år lades ett storvarsel på Volvo. Den 25 juni varslades 2000 om opsigelse hvoraf 1.200 ansatte i Sverige. Halften metalarbejdere og halvdelen funktionærer. Nu kom så “kriseplanen” med fyringer af yderligere 3300 ansatte i selskabet.
Det sker samtidigt som de såkaldte frivillige opsigelser – dvs “efter eget ønsker” – fortsætter. De sidste to år har Volvo PV mindskat personalen på den måde med 2 500 personer.Volvo Personvagnar hade vid årets början cirka 24.400 anställda över världen, varav 17 600 i Sverige. I belgiska Gent, där Volvo PV också har en fabrik, jobbade cirka 4.100.
Antallet ansatte har stadigt mindskat de sidste år. 2003 havde Volvo PV godt 28.100 ansatte.
Kilde: Svt.se/ volvocar.se/ TT

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

USA: Milliardstøtte til USA´s bilindustri i ly af Wall Street-krisen

28. Sep 2008 – 06:03
USA´s parlament – kongressen – har i ly af den store opmærsomhed omkring krisen for Wall Streets finanskapitalister og forhandlinger om den 700 milliarder store redningplan – lynhurtigt i løbet af lørdagen godkendt finansielle støttegarantier til USA´s kapitalistiske bilindustri i form af lånegarantier for 25 milliarder dollar (cirka 145 milliarder kroner).
Det sker fordi USA og nogle af verdens største kapitalistiske bilkoncerner : General Motors , Chrysler og Ford ikke kan klare sig på det frie kapitalistiske bilmarked, men har belånt virksomheder og fabrikker så meget at de kapitalistiske kreditorer bl.a på det kriseramte Wall Street nu afviser flere lån.
Ford er så langt ude at de har pantsat selve firmamærket – logoet for at skaffe kapital, men har dog i kraft af kontakter hos kapitalister knyttet til den omfattende hvidvaskning af kriminelle indkomster i Las Vegas lykkedes indtil nu med at undgå konkurs og statslige milliardlån, sådan som GM og Chrysler er afhængige af nu.

Senatet godkendte forslaget om milliarder i långarantier til bilindustrien lørdag, mens Repræsentanternes Hus vedtog det tidligere i ugen. Som vi ved har Præsident George W Bush intet imod statslig hjælp til storkapitalister der er truet at bukke under på det frie marked. Han har derfor lovet at han underskriver beslutningen.

“Vi er meget tilfredse med at kongressen har valgt at agerea i disse svære tider”, sagde Greg Martin, kommunikationsdirektør ved General Motors Washington-kontor.

Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske bilindustri få statslig hjælp.
I 1980 bevilgede kongressen også lånegarantier for bilindustrin. Da greb man ind for at støtte USA´s tredje største bilproducent Chrysler med 675 millioner dollar – et beløb der idag svarer til mange gange flere skattedollar.

USA´s bilindustri er ramt af faldende salgstal og i flere år har der cirkuleret rygtet om en konkurs for både GM og Ford og Chrysler som for nogle år siden blev opkøbt og solgt igen af storkapitalen bag tyske Daimler.
Dise konkurs-rygter har selskaberne kynisk brugt til at udpresse arbejderne organiseret i UAW i overenskomsforhandlinger til at acceptere massefyringer, lavere løn, dårlige sygesikrings- og pensionsgoder igennem og statlige milliardlån til lavrente.

Ikke kun amerikansk-ejede , men også udenlandske bilproducenter og underleverandører kan få statslige garantier hvis de har fabriker i USA som er mere end 20 år gamle.

Læs mere om krisen for bilindustrien i Staterne: 

Ford på vej mod konkurs – underskud i andet-kvartal på 87 milliarder dollar

Nyt kæmpekrak på vej i USA:Forsikringsgiganten AIG på vej mod konkurs

16 Sep. 2008 – 14:03

Trods omfattende statsindgreb med nationalisering af de to største real-kreditinstitutioner, trods finansiel hjælp til JP-Morgan´s overtagelse af USA´s anden største investmentbank Bearn Stearn og trods de kapitalistiske staters udpumpning af billioner af nye dollars til favorable kreditvilkår i flere omgange ser det ikke ud som om Lehman Brothers bliver det sidste offer i den dødskamp som foregår i den finanskapitalistiske jungle.
Trods statslige nødlån og special-tilladelser ser det ud til at verdens 18. største kapitalistiske selskab – forsikringsselskabet AIG med 126.00 ansatte skal gå samme skæbne til møde som investmentbanken Lehman Brothers mødte.
I hvert fald ligger selskabet ned og dødskramperne er nu så alvorlige at de kapitalistiske kreditorer i den kapitalistiske jungle kræver at selskabet ligger 75 miliarder dollar dvs 450 milliarder kr på bordet inden 24 timer
AIG – som for bare et år siden var verdens højest vurderede forsikringskoncern, har siden årsskiftet tabt 92 procent af sin børsværdi. Wall Streets kapitalistiske spekulanter og imvestorer “stemmer med fødderne” og har paniksolgt den konkurs-truede aktie.
Trods alle desperate redningsindsatser blev AIG´s kredit-karakter dumpet fra AA- till A- dvs AIG bliver vurderet endnu et trin mere risikabelt for de store finanskapitalister i den den kapitalistiske jungle (kilde: Standard & Poors).
AIG er derfor nu i akut behov af kapital for at overleve og undgå at blive opædt af større kapitalister i den finanskapitalistiske jungle. Ifølge ubekræftede oplysninger i amerikanske aviser forsøger nationalbanken (FED) at overbevise AIG´s kapitalstærke konkurrenter og andre af den finanskapitalistiske jungle´s overlevende banker og finanskapitalister til at låne selskabet 75 milliarder dollar inden 24 timer dvs senest torsdag morgen kl. 9.00 skal der stå 75 milliarder dollar ~ 450 milliarder kr.
Finanskapitalens “regnedrenge” er allerede nu i gang med at regne ud om det kan betale sig at overtage konkursboet AIG. -

Baggrund:Største statsindgreb i økonomien siden depressionen i 1930´erne

Finanskrisen i USA påviser kapitalismens fallit

10.Sep. 2008 22:23 *

Kapitalismens fortalere af alle politiske afskygningner har travlt nu.

Travlt med at (bort-) forklare at Bush-regeringens statsindgreb i søndags med overtagelse af USA´s to største offentligt støttede realkreditselskaber ikke sker for at redde finanskapitalens profitter men for “samfundets skyld” eller som den engelske liberale filosof John Stuart Mill udtrykte det : “Argumentet for den private ejendomsret er intet andet end det fælles vel“.

Nøglespørgsmålet der naturligt rejser sig er : 

Hvornår holdt den private ejendomret op med at tjene det “fælles bedste”  ?

Var det søndag den 8. september hvor Bush-regeringen´s Finansminister Henry Paulson forsøgte at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem den reelle nationalisering af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. ?

Eller var det meget længere tid siden ?

Spørger man samtlige uafhængige økonomer med undtagelse af de der er knyttet til Bush-regeringen og Paulson´s Finansministerium i Washington vil svaret blive at den “private ejendomsret” ikke har tjent det “fælles bedste” i rigtig mange år.

Vi behøver bare gå tilbage til krakket på Wall Street i 1929 som udløste den kapitalistiske verdenskrise hvor USA og resten af den kapitalistiske verden blev trukket ned i en økonomisk “depression” og krise.
Mens man indførte 7 timers arbejdsdag og var i gang med at opbygge verdens første socialistiske stat med fuld beskæftigelse , gratis uddanelse og velfærd for alle i Sovjetunionen.

For at modvirke den kapitalistiske krise og for at stoppe den kommunistiske indflydelse begyndte man for alvor at bruge den kapitalistiske stat i USA med New Deal-politikken og med socialreformen i Danmark i 1933 (Kanslergadeforliget) – - — – -

Kapitalismen og Stuart Mills “private ejendomsret” kunne og kan ikke sikre det “fælles bedste” hverken før eller efter 1929, men med “depressionen” og med det socialistiske Sovjets “smittende” eksempel og KOMINTERN-partiernes voksende indflydelse indser de private kapitalister og ejendomsbesiddere og deres politikere at hvis man ikke giver indrømmelser til den bevidstgjorte og kæmpende arbejderklasse og gennemfører sociale forbedringer og indfører reformer og griber ind i økonomien med statstøtte vil kommunismens tilhængere blive stadig stadig større – og flere vil blive overbeviste om at socialismen er det eneste som kan sikre det “fælles bedste” . Kort sagt revolutionen banker på !

Med andre ord: kapitalismens krise i 1930 ´erne og den realistiske mulighed for en revolution for det “fælles bedste” som i Sovjet – gjorde kapitalisterne og deres politikere i både liberale og konservative partier til “liberale kommmunister” eller “socialliberalister” som gik “halvvejs til moskva” – som man sagde i England efter befrielsen. De borgerlige tilhængere af kapitalismen begyndte for alvor at støtte “reformer”, social hjælp og bistand og statstøtte for at sikre den kapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne på lang sigt. Det blev “god borgerlig” politik især under indtryk af “kommunismens succes” i Sovjet fra 1930 ´erne og frem.

Idag lyder den borgerlige politiks hovedparole:

 

” Privatiser Profiten, Nationaliser underskuddet”

Hvilket ikke er til det “fælles bedste” men til berigelse af en lille snyltende kapitalistisk overklasse
- — – - – - — – — – -
Ingen uafhængige økonomener eller mennesker ved deres fulde sansers brug kan påstå at den nuværende økonomiske udvilkling i den kapitalistiske verdensorden der hersker på kloden er til det “fælles bedste” . Flere hundrede millioner mennesker er arbejdsløse, mens endnu flere slaver til sultelønninger eller dør af sult og helbredelige sygdomme på samme tid som produktivkræfterne og udvindingen af naturrigdomme gør det muligt at sikre hele menneskeheden et godt liv til det “fælles bedste”.
Mere om kapitalismens krise:
USA: Statsindgreb for at redde finanskapitalens profitter påviser kapitalismens fallit

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

30.Sep. 2008 – 20:12 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.

Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitter

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen? 
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
  Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !

Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. –  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.

“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

  Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

Den danske neo-fascismes populistiske fader Mogens Glistrup – død

2.juli 2008 – 05:56 *

Nulskatteadvokaten og stifteren af det ultraliberale og racistiske

Fremskridtsparti i 1972 Mogens Glistrup er død.

Mogens Glistrup stiftede – efter at have fået taletid i et af, “de røde lejesvende” styrede, DR´s mest populære fjersynssprogrammer Focus - det højreliberale Fremskridtparti, Det som blev forløberen til Dansk Folkeparti og andre racistiske dækorganisationer.
Glistrup og Fremskridtpartiet appelerede både til småborgerskabet som var i konflikt med den mægtige kapitalistiske stat og dens bureaukratiserede kontrol og skatteopkrævning og til “egoistiske” velaflagte borgere som så en chance for slippe for at betale skat.
Kun i de mest tilbagestående lag i arbejderklasssen fik Glistrup og Fremskridtpartiet gennemslag.
Allerede efter et par år står det klart at Glistrups højtreklamerede “nulskattevision” er en kapitalistisk utopi som ligesom Thatchers kyniske dystopi om at “samfundet eksisterer ikke”- en vision som ville betyde indførelse af jungleloven og kapitalismens undergang på længere sigt.
Derfor nedtoner Glistrup og hans neo-fascistiske fremskridtsparti-fæller senere i 1970 ´erne “nulskatteideologien” og udtalelserne om at :

“Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.” 

fra stiftelsen i København i 1972 glider i baggrunden . I slutningen af 1970´erne toner Fremskridtpartiets sande fascistiske ansigt frem med en åben racistisk hetz mod “jøderne”, undskyld muslimerne.

I 1960´erne begyndte Mogens Glistrup´s stjerne at stige frem i den reaktionære kapitalistiske overklasse i København som kapitalistiske skatterådgiver og advokat for de rige, bl.a for hans gode ven, kapitalisten og nazi-sympatisøren Simon Spies. Som ejer af et mondænt advokatbureau skabte han det ene fiktive aktieselskab efter det andet med formålet at “give til de rige” ved unddrage staten millioner i skatter – angiveligt helt legalt ifølge Glistrup og flere skatte”eksperter”.
Derfor er det ikke forkert at sige at:

Fremskridtpartiets virkelige mål var Bevarelsen af kapitalistisk rigdom

I partiets samledes alle mulige obskure småborgerlige, anarkistiske og kapitalistiske skattesvindlende typer ud over nazi-sympatisøren Simon Spies, f.eks den politiske bonderøv Kristian Poulsgaard. Han bidrog til Fremskridtpartiet som underholdende politisk cirkus. Men det var de mere alvorlige skræmmende typer som dyrlægen A. Th. Riemann som i flere omgange blev dømt for hans hadefulde racistiske hetz mod muslimer der udstak Fremskridtpartiets og senere Pia Kjærsgaard klare racistiske anti-muslimske kurs.
Hetzen mod muslimer som allerede i slutningen af 1970´erne var begyndt at vinde acceptans i borgerlige kredse som en legitim politisk strategi for at splitte arbejderklassen og de progressive kræfter på samme måde som tidligere hetzen mod jøder blev set som en legitim måde at manipulere, ophidse og splitte de arbejdende og progressive lag for på den måde at opretholde den kapitalistiske orden og ejendomsret mod en truende socialistisk revoltution.
Det udtrykkes også i det danske borgerlige presseburau Ritzau med ordene:

Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande.

Jo . Glistrup var en rigtig helt i borgerlige kredse: “Lavere skat” og “ned med muslimerne” og genindførelse af dødstraffen.

I 1980´erne ryddede formiddagsbladet BT forsiden med en udtalelse fra “fremskridts”-lederen”:
“Lad dem dø” – sammen med billedet af sultende udmagrede mennesker i et af de undertrykte lande som imperialismen havde udbyttet og undertrykt til “sultedøden”.
Glistrup gav udtryk for hans afstumpede og kyniske facistiske menneskeforagt med kravet om at “lade dem dø’” – disse udsultede mennesker skulle ikke hjælpes med at overleve ifølge Glistrup, men overlades til “det frie kapitalistiske junglelov” så at sige.
Udtalelserne blev mødt af en storm af protester – dog ikke fra “Fremskridt”-partiets medlemmer.

Kopi af Ritzau´s telegram:

“Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, døde tirsdag aften i sit eget hjem. Glistrup stiftede i 1972 Fremskridtspartiet, som ved jordskredsvalget året efter kom i Folketinget med hele 28 mandater. Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande. Han sad i Folketinget fra 1973 til 1990 afbrudt af et ophold i Horserød Statsfængsel fra 1983 til 1986 for skatteunddragelse.

Ballade i Fremskridtspartiet førte i 1995 til dannelsen af Dansk Folkeparti, hvor Glistrups tidligere suppleant, Pia Kjærsgaard, blev formand.”

Glistrups politiske medløber Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på hans betydning som udløser af den neofascistiske fornyelse med ordene:

“- Glistrup var en enestående fornyer. Det skal man ikke tage fra ham. Han talte, så almindelige mennesker kunne forstå det. Pludselig blev politik meget mere nærværende. Så rørte han ved ømme punkter: Bureaukratiet og skattepolitikken. Det gjode han fantastisk, men han blev jo så sin egen værste fjende. Han har altid været sin egen, men jeg tænker tilbage på ham med respekt. …. Han er den politiker, der har betydet mest for mig. Det kan ikke være anderledes. Det var ham, der fik mig til at gå ind i politik. Det var ham, som jeg beundrede mest i de første mange år. At tingene så vendte, er velkendt for de fleste.”

Og IKKE et eneste ord om hovedfjenden : “muslimerne” fra Glistrups politiske arvtager P.Kjærsgaard.

Højreliberale Jyllandsposten kalder den afdøde Fremskridtsleder for “dansk politiks provo” – men der var intet “fornyende” eller progressivt eller fremskridtvenligt over partiets politik, snarere tilbageskuende , tilbagestående, småborgerligt og reaktionært.

Fakta om Mogens Glistrup

Mogens Glistrup var fra 1955 til 1963 lektor i skatteret i Danmark, og han skrev bl.a en lærebog i området. Den kapitalistiske stats bureaukrati voksede i 1960´erne sideløbende med den offentlige velfærdsektor og skatterne steg og steg. Det var også et led i imødegåelsen af den “kommunistiske trussel” som for alvor voksede frem efter det socialistiske Sovjet´s og dets alieredes sejr i befrielseskrigen i 1945. Velfærdsrettighederne og kontrollen med borgerne skulle modvirke “kommunistisk indflydelse”. Det gælder i alle de vesteurropæiske lande – undtagen Spanien,Portugal og Grækenland hvor fascistiske regimer blev holdt ved magten af USA og UK.
Redaktøren på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt Bent Hansen udgav i 1969 bogen “Velstand uden velfærd”, hvor han redegjorde for, hvordan det store statslige administrationsapparat privilegerede dem, der havde særlige juridisk og økonomisk ekspertise, mens de borgere, som ikke havde kundskaber til at forstå og kritiserede administrationen, fik svært ved at gøre sig gældende. Glistrup har siden fortalt, at han da godt kunne have sat sig i studiet og analyseret problemerne med den offentlige sektor og redegjort for, hvordan dem med de gode advokater selv kunne bestemme, hvor meget de ville betale i skat, hvorimod den lille mand uden advokat og revisor var henvist til at betale den fastsatte skatteprocent.
FOCUS-udsendelsen som blev vist i DR – som jo var “styret af de røde lejesvende” som en Venstrepolitiker udtrykte det – fik dramatiske effekter. Finansminister Poul Møller skrev et brev til Radiorådet, hvor han spurgte, hvordan en advokat kunne få lov til at fremsætte “meninger i så flagrant strid med landets love?”
Men en ligningsdirektør fortalte fire dage efter udsendelsen til B.T., at Glistrups manipulationer og transaktioner, var inde for lovenes grænser ,så vidt han kunne se. 10 dage senere erklærede Mogens Glistrup i et radiointerview, at hans egen trækprocent var nul.
Glistrup blev i 1971 opstillet for Det Konservative Folkeparti, men den lokale opstilling blev annulleret. Han stiftede så Fremskridtspartiet den 22. august 1972 og ledede det som kampagneleder 1973-1983 og 1999-2001.

Læs også : Ultraliberalisme og muslimhetz hånd i hånd 

 

Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro

3.Apr. – 2008

“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:

” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”

Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem

På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.

Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo MOro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978

ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.

Det erklærede kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”

Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.

Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:

“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.

“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.

I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.

Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.

“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:

“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”

Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).

Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.

I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?

Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’

Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”. En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er vigtigt at understege at BR ikke opstod i et vacum. I 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana, et fascistisk bombeattentat som var et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner sloig ind på (12 december 1969 ).
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe poliriske mulighed for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise.

BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere idnappet. center for Læs videre om : PET´s “nyttige idioter” i Blekingegade

Frygten råder i USA :Finanskrisen fordybes.

21.Apr. 2008 – *
NEW YORK *(Bloomberg/e24.no)- Den kapitalistiske finanskrise som blev udløst i fjor efter sammenbruddet i det såkaldte subprime-kreditmarked – et omfattende kapitalistisk spekulationscirkus som ingen idag vover spå omfanget af – fortsætter .
Tvangsauktioner, konkurser , massefyringer sender tusinder af amerikanere ud i hjemløshed og arbejdsløshed. Millioner af fattige amerikanere som ikke har råd til at eje deres bolig er udset til at betale for finanskapitalisternes krise og fejlspekulationer.
I visse byer ligner hele kvarterer spøgelsesbyer – hvor halvdelen af beboerne er tvangsauktioneret ud af deres hjem – mens husene forfalder og kriminelle plyndrer de tomme huse sidder den anden halvdel der stadig har et hjem og ser gaderne forvandlet til kulisser for det kapitalistiske forfald og kriminalitet. Men nu bliver de finanskapitalistiske kreditselskaber på Wall Street og banker i Europa som i deres jagt efter hurtige profitter har skabt de “fordelagtige” “subprime”-kreditlån – stævnet af flere kommuner i USA, bl.a Deutsche Bank – en af Europas største banker har fået flere stævninger.

Det er en reaktion på det som siges mand og mand imellem at : “MAIN-street betaler regningen – mens Wall-street får milliarder i statsstøtte”

- – - Stadig stadig flere spørger sig selv om jubel-prognoser fra USAs ledende kapitalistiske banker har vært noe vel optimistiske.

Mandag morgen blev det kjent at USAs nest største bank, Bank of America, (BAC) leverer et resultat i første kvartal som er langt under analytikernes forventninger.

Resultatet for banken faller 77 prosent i forhold til samme periode i 2007. Aktien gik ned med 2,5 prosent.

Stort bedre går det ikke for Ohios største utlåner, National City. Banken faller til sitt laveste nivå på hele 17 år etter at de ble tvunget til at skære ned på selskapets dividende, altså selskapets inntekter fra aksjer.

Dystre ciffrer

Nu sælges aktien til udsalgspris :40 prosent lavere end aktieprisen ved børslukningen i sidste uge. Aktien rasede ned 21,6 etter at meldingen ble sluppet og er klokken 19:41 norsk tid ned 27,17 prosent, og står dermed for mandagens største fall på S&P.

Nedturen for to store amerikanske banker fører til at frykten nok en gang får fritt spillerom på Wall Street. S&P falt rundt lunchtider i New York med 0,4 prosent til 1.384,46 poeng. Dow Jones falt 0,36 prosent til 12.797,58 poeng, mens Nasdaq falt 1,7 prosent til 12.797,58.

- Vi kommer til å se langt flere dårlig resultater fra bankene og en god del flere nedskrivninger, sier analytiker Kevin Caron i til Bloomberg tv.

Flere nedskrivninger venter

Dette er et langt mer pessimistisk syn enn toppsjefene i JPMorgan, Goldman Sachs, Lehman Brothers og Morgan Stanley har uttrykt de siste ukene. En etter en har de påstått at vi har lagt bak oss det verste av kredittkrisen.

- Hvert kvartal har de spået at det værste er ovre. De siger at vi har taget afskrivningene og herfra er det rosenrødt. Og hvert eneste kvartal har de taget fejl. Jeg tror vi ser det samme igjen her, sier grunnleggeren av hedgefondet T2 Partners, Whitney Tilson, til Bloomberg.

I tillegg til de to nevnte bankene faller flere regionale amerikanske banker. First Horizon National i Memphis, Tennessee, Cleveland-baserte KeyCorp og Philadelphia-baserte Sovereign Bancorp rammes alle av investorenes frykt for videre kreditproblemer.

- Svagere resultat fra Bank of America svækker investorenes håb om at selskapet vil slippe fra problemene på de globale kreditmarkedene, siger analytiker Nicholas Mosley til MarketWatch.

USA: Verdens største forsikringselskab AIG i krise: har tabt 60 milliarder kr.

10.maj 2008 *

Kapitalismen i krise : Hvad koster kapitalismen ?

For sjette dag i træk slog prisen på råolie ny rekord da den nåede sit højeste niveau nogensinde med 126,20 dollar pr tønde. Det fik de kapitalistiske aktiekurser på Wall Street til falde med 0,8 % ( Dow Jones) fredag.
Det kapitalistiske industriindeks S&P 500 gik 0,6 prosent ned . 

Energipriserne påvirker selskaper som driver ulike former for transport og dermed er avhengige av drivstoffprisene.

Goldman Sachs nedjustering af profit-prognosen for USAs største raffineriselskap, Valero Energy Corp. trækker også ned, skriver Bloomberg.

Flere skeletter i skabet

De andre store faktorene på New York-børsen i dag er American International Group (AIG) og Citigroup, som kunngjorde at banken vil kvitte seg med enorme verdier for at bedre lønnsomheten.

AIG er verdens største forsikringsselskap, og kom fredag med nyheten om at underskuddet gør det nødvendigt for selskabet at skaffe 12,5 milliarder dollar for at dække tabbene. Kapitalen bag AIG har været en af støttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåningen på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på bologmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkrditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig” .
“Subprime” -realkreditterne som blev foreslået af Clinton-regeringen allerede i 1993 – og den planmæssige sænkning af FED- USAs Nationalbanks – statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001.

AIG-akien faldt med syv prosent.

“- Måske er den værste del av finanskrisen ikke ovre alligevel. Vi finder flere skeletter her efterhånden som vi kæmper os gennem dette kaos,” siger Art Hogan, chef-strateg hos Jefferies & Co til MarketWatch.com

Den teknologi-tunge Nasdaq-aktieindeks ligger så at sig fladt fredag.

Finanskrisen i USA: tvangsauktioner tvinger tusinder af lejere på gaden

28.mar 2008 –  * Den kapitalistiske finanskrise mærkes for lejere der bor i ejendomme – hvis ejere ikke har “opfyldt deres låneforpligtelser” til de kapitalistiske storbanker – De kapitalistiske ejere af storbankerne har skruet tommeskruerne på de “kunder” som har “misligholdt” deres kreditvilkår og kræver tvangsauktioner for at sikre finanskapitalens profitter.
I den kapitalistiske jungle er det de fattigste og mennesker i bunden af den kapitalistiske samfundspyramide – der betaler den højeste pris for kapitalens mislykkede forretninger -Udover de millioner af hjemløse i de Forenede Stater rammer “markedsjunglens kapitalistiske love” de millioner af amerikanske familier der af finanskapitalen blev lokket af drømmen om at bo i “eget hjem” til at underskrive de såkaldte “subprime”-kontrakter – boligkredit uden sikkerhed. Det gælder også de lejere – som bor i ejendomme der nu bliver tvangsauktioneret. 38 procent af de ejendomme som tvangsauktioneres beboes af lejere. En af de ramte er Adriana Diharce i Californien.“- Vi er chockerede. Vi tvinges til at acceptere “tilbuddet” om at tage imod 2 500 dollar for at forlade boligen – i løbet af 14 dage” siger Adriana Diharce til CBS Evening News. Hendes mand Jesse Vasquez tilføjer: “Vi betaler huslejen til tiden hver hver måned; vi troede at alt ville være i orden”. –  -  - Subprime-lånemarkedet udviklede sig til et af den kapitalistiske verdens største spekulationsobjekter som både europæisk, kinesisk og arabiske kapital investerede i. Dette gigantiske kreditcirkus som har været medvirkende til “de store vækstrater i både amerikansk og kinesisk økonomi” er i realiteten kollapset.Og ingen kan idag komme med et bud på omfanget af hvor store beløb der er “tabt” – i finanskapitalistisk spekulation.Goldman Sachs siger ganske vist i en ny rapport at den kapitalistislke finanskrise indtil nu har kostet omkring 1200 milliarder dollar indtil nu – men hvem siger at krisen er ovre ?

Kinas kapitalistiske banker på vej mod konkurs ?

25 februari 2008 – 20:40
Kinas kapitalistiske økonomi har haft hvad de kapitalistiske medier i vest kalder “fantastiske vækstrater på over ti procent 5 år i træk”.
Men sammenligning med de økonomiske vækstrater i det socialistiske Sovjet i 1920′erne og 1930′ erne som i gennemsnit lå på 19% i perioden 1927-53 – bortset fra krigsårene 1941-45 – er Kinas kapitalistiske vækst mindre både kvantitativt og ikke mindst kvalitativt.
Den økonomiske udvikling i det socialistiske Sovjet var netop kendetegnet ved en udvikling og vækst af en højere kvalitet hvor arbejderklassens ikke bare kortsigtede, men også langsigtede interesser blev sat i højsædet.
Syv timers arbejdsdag blev realiseret i det socialistiske Sovjet. For visse grupper i den tunge industri – minearbejdere f.eks var sekstimers ikke en drøm eller et krav men reel virkelighed.
7 timers arbejddag er endnu i 2008 ikke blevet realiseret i Danmark for arbejderklassen og andre arbejdende lag.
Hvem ved hvor mange timer kineserne arbejderne om dagen under de kapitalistiske vilkår som hersker i Folkerepublikken idag ?
Nu kommer der advarsler fra finanskapitalistiske kredse om udviklingen i Kinas statskapitalistiske banksektor. Banker som har bakket op omkring den kapitalistiske udvikling som Kina gennemgår.
Kinas Nationalbank i Peking afhængig af både Kinas egen og USA´s kapitalistiske økonomi.
Denne udvikling har nemlig kunnet gennemføres gennem at bankerne har udlånt penge uden at bryde sig “låntagernes kreditværdighed”. Det har været mindre vigtigt om modtagerne af de kapitalistiske banklån kunne betale tilbage. Det vigtige har istedet været at holde den kaitalistiske “damp oppe” og sikre den tilliden til den fortsatte kapitalistiske opbygning.
Det minder en del om den såkaldte “subprime”-långivning på det kapitalistiske boligmarked i USA. Denne långivning udviklede til et gigantisk subprime-kreditcirkus som ingen af finanskapitalens regnedrenge har kunnet gennemskue omfanget af. Krisen i kølvandet på sammenbruddet for boligkreditmarkedet fik flere af USA’s største banker og kredit-institutioner på fallittens rand.
De bliver nu holdt oppe af omfattende statsstøtte.

Christer Ljungwall, doktor i nationalekonomi udtaler om det kapitalistiske kreditmarked i Kina:
-Man låner penge ud til forbundsfæller, man subventionerer krediter osv. I mange tilfælde har man også dårlig check på farerne. Man tager den enkleste vej,”

Banksystemet en svag punkt 

Christer Ljungwall arbejder som gæsteforsker på forskningsinstitutet for økonomi, ved Beijing universitet. Han er udsendt af handelshøjskolen i Stockholm for at følge udviklingen i Kina. Lige præcis banksystemet i Kina er en ganske ukendt, men meget svag punkt mener han.

-Hos en stor del af lånen som blev givet for 3-4 år siden i forbindelse med den store investeringsboom har man dårlig check på hvem låntagerne er. Det er rutiner som man ikke er lykkedes at få styr på, siger Ljungvall.

Med banker som sidder med dårlige lån op til begge ører er Kina slet ikke så stærkt rustet som det kan se ud som.
Hvis landets udviklingstakt begynder at falde kan det være meget svært for bankerna at få sine penge tilbage. En del kan blive tvungen ud i konkurs.

Det afhænger af småsparerne
Det værste som skulle kunne ske er at kunderne mister tilliden til sin bank. De kinesiske bankers basis er nemlig småsparerne.

-Husholdningernes opsparing løber op i 18 trillioner yuan. Ligger man dertil virksomhedernes opsparing på 14 trillioner så har du en kapital som overstiger BNP for hele 2007, siger Ljungvall.
Hvis bare 10 procent af småsparene tog sine opsparinger ud skulle der blive en alvorlig krise i Kinas banksystem. Det er farligt at tro at den kinsesiske økonomi er urokkelig, konkluderer Christer Ljungwall, doktor i nationaløkonomi.

Samtidigt er det vigtigt at tage den kapitalistiske industri-vareproduktionssektors afhængighed af udlandet i betragtning. Klarer Kinas kapitalistiske fremstillingsindustri at holde produktionstakten oppe hvis deres vigtigste udenlandske markeder bliver trukket med ned af den finanskapitalistiske krise som har spredtr sig fra Wall Street til resten af verden ?
Allerede idag ved vi at store dele af arbejderklassen i Kina er beskæftiget med at producerere lavprisprodukter til amerikanske Wall Mart og andre kapitalistiske hyper-markedskæder.

Hvis USA´s kapitalistiske økonomi for alvor bliver fanget af endnu en kapitalistisk depression vil orderbøgerne hos de kapitalistiske salgsdirektører i Kina blive betydeligt tyndere i den takt som Wall Mart og de andre udenlandske aftagere afbestiller ordrer eller simpelthen erklæres konkurs.

Bolånekrisen truer en million britiske hustande

4.feb 2008 – 07:34
Storbritanniens statslige Finanstilsyn advarer om at flere end en million britiske familier med boliglån kan få alvorlige problem.
Spanien og Storbritannien er de lande i Europa som riskerer at gå i USA:s fodspor når det kapitalistiske ejendomsmarked
falder. i 2007 krävde banker och finans institut i USA tvangsauktioner af 1,3 millioner hjem hvor ejerne ikke længere kunne eller ville betale sine boligkreditter Med faldende priser kan gælden til de kapitalistiske boligkreditor overstige den faldende pris på ejendom og ejerne finna det föga meningsfullt att fortsätta med betalningar. Banken får ta sin säkerhet som är mindre värd än skulderna. Fastighetsproblemen i USA har utlöst en internationell finansiell kris när storbanker förlorar astronomiska belopp på dåliga bolån. Nu kan turen komma till regionala banker och kredit kassor, varnar värderingsinstitut som Standard & Poor’s. Värdepapper för enorma belopp är på väg att få sänkt kreditvärdering.I Europa varnar brittiska motsvarigheten till Finansinspektionen, Financial Services Authority, för problem när 1,4 miljoner fastighetslån skrivs om. Det kan innebära ökade bokostnader med 210 pund i månaden, cirka 2600 kronor, skriver myndigheten i sin årliga riskrapport.Ökade kostnader drabbar yngre familjer hårdast som har köpt när priserna var höga. Bara lagfart, avgifter och insats motsvarar idag omkring 350000 kronor i Storbritannien. För den som köper för första gången och inte har några vinster från tidigare boende att ta till, blir inträdet på fas tighetsmarknaden en ekonomisk pärs.Trots en viss nedgång sedan toppnoteringarna sommaren 2007 ligger priserna i januari 2008 över dem för ett år sedan. I januari 2007 var utgångspriset för medelvillan i England motsvarande 2,8 miljoner kronor medan det nu är 2,9 miljoner kronor, enligt nätmäklaren The Rightmove.Tillväxten i Storbritannien faller dock och många tror att 2008 blir ett svårt år för den brittiska fastighetsmarknaden. Men med räntor på väg ner förutspås dock ingen krasch. Ansedda RICS, Royal Institution of Chartered Surveyors, förutspår oförändrade priser.Till saken hör att det har byggts relativt lite i Storbritannien trots efterfrågan på bostäder. Det handlar om knappt 250000 bostä der om året.Det står alltså inga tomma betongskelett från övergivna fastighetsprojekt. Sådana är det däremot inte svårt att hitta i Spanien där en överhettad ekonomi snabbt kyls av.Det finns en likhet mellan Storbritannien och Spanien. Båda är konsumtionsekonomier som har väldiga underskott i utrikeshandeln. Spanien är emellertid i en klass för sig. Med ett bostadsbyggande på 800000 bostäder om året har byggindustrin spelat en avgörande roll i landets ekonomiska expansion.Nu är festen slut. Att en begynnande fastighetskris ännu inte har fått allvarliga finansiella konsekvenser kan bero på att spanska banker, enligt Londontidningen Telegraph, har parkerat stora paket med bolån hos Europeiska centralbanken.

USA: Statsbudgettet slår nye rekorder: Over 3 BILLIONER Dollar foreslås i ny finanslov

4.feb 2008 * Det siges ofte fra både højre- og venstreliberalt hold at USAs kapitalistiske økonomi er en “fri liberal markedsøkonomi” som klarer sig udenhjælp fra staten. Men et kig på USAs regerings forslag til ny finanslov giver et andet billede. Bush-regeringens sidste forslag til USA-Finanslov er uhørt på alle måder. Det er verdens første finanslov/statsbudget på over tre billioner dollar.Underskuddet spås blive i samme klasse som rekordåret 2004.Præsident Bush sendte mandag en finanskapitalistisk bombe til kongressen i Washington: hvor han detaljeret redegør for hvordan 3.100.000.000.000 dollar skal spenderes under finanslovåret 2009.Det er første gang USA:s finanslov omfatter mere end 3 billioner (=3 000 milliarder) dollar eller hvad der svarer til 15 billioner kr (dagens kurs) . Også underskudet er i verdensrekordklasse: For året 2008 forudspås det havne på minus 410 milliarder dollar, mens næste år skal slutte på minus 407 milliarder. Dermed er det amerikanske underskud oppe i samme rekordniveau som i 2004, året hvor USA med et underskud på 412,7 milliarder dollar noterede det største underskud hidtil.Ciffrerne er også markant ringere end det Hvide Hus tidligere prognoser, som for 2008 lå på minus 258 milliarder, for 2009 på 213 miljarder dollar. – - – – - – - – - – - – - – - – -
I præsidentens sidste finanslovforslag inden han forlader det Hvide Hus om knapt et år fremgår det at regeringen regner med en BNP-stigning på 2,7 procent i år og 3,0 procent næste år – om det er i faste og dermed reelle(dvs minus inflation) eller løbende priser fremgår ikke – hvilket er uforandret i forhold til tidligere prognoser. I finanslovsforslaget “lover” Bush nedskæringer/besparinger i sundhedsforsikringssystemet på 208 milliarder dollar.Årsagerne til megaunderskuddt skal bl.a findes i en “stimulanspakke”, bestående af skatte-nedskæringer og andre mindskninger af Washintons indtægter på 150 milliarder dollar, dels i de galopperende udgifter til de militære eventyr i Irak og Afghanistan. Forsvarsministeriet – Pentagon – vil i 2009 få 515 milliarder skattedollar til bl.a at forsætte aggressionskrigene mod Iraks og Afghanistans folk – det er alene en stigning på 7,5 procent sammenlignet med 2008. Udover det forlanger Bush-regeringen ydrligere 70 milliarder til den militære virksomhed i Afghanistan og Irak. – – – -
3,1 billioner dollar svarer til godt 15.000 milliarder kr, som hvis de blev delt ud til alle jordens mennesker ville give mere end 2400 kr til hver eneste kvinde , mand – spædbarn såvel som olding. – -
USA:s statsgæld er dog endnu mere svindlende. Fra 5,6 billioner dollar da Bush-regeringen tiltrådte i 2001 er den nu vokset til cirka 9 billioner – mere end 45 000 milliarder kr. Det indebærer at USA i gennemsnit skylder hver eneste levende menneske på jordkloden mere end 6.400 kr. – – -
Underskuddet forsvinder ikke fordi en ny præsident og regering tiltræder i 2009 . Uanset hvem af kandidaterne i USAs to-partisystem der bliver “udpeget” til at sidde i det Hvide Hus vil hun/han “arve” det statsfinansielle underskuld og gæld. Selvom “Demokraterne” nu dominerer kongressen og har muligheder for at gøre problemerne mindre for Bush´s efterfølger, uanset om det bliver en “demokrat eller republikan”. Selv om flere af Bush-regeringens forslag til 2009-finansloven vil blive forkastet i kongres-afstemninger.

Europas største bank – : – Schweiziske UBS “afskriver” op imod 100 milliarder kr som en følge af sammenbruddet på boligmarkedet i USA

3.febr. 2008

Europas største bank schweiziske UBS “afskriver” 100 milliarder kr til det amerikanske “subprime-kreditcirkus”. Banken er nu i amerikanske myndigheders søgelys 

  De finansielle tab for den kapitalistiske schweiziske storbank UBS er nu oppe i omegnen af 100 milliarder kr. UBS har nu gjort afskrivningar på sammanlagt 18,4 milliarder dollar som en følge af sammenbruddet på  det kapitalistiske “subprime” spekulationscirkus på  USAs kapitalistiske boligmarked. UBS lægger skylden for de store tab på koncernens investerings-division som skal have spekuleret i værdipapirer knyttet sammen med subprime-krditterne. En talsmand for UBS siger at de subprime-relaterade nedskrivninger nu løber op i sammenlagt 18 milliarder dollar, i omegnen af 100 miliarder kr. UBS regnskab fremviser et tab for fjerde kvartal 2007 på cirka 12,5 milliarder schweizerfranc. For helåret regner banken med et tab på 4,4 milliarder schweizerfranc. Dermed er UBS en av de banker som er hårdest ramt af den såkaldte kredit-krise som netop nu vurderes at have krævet tab på sammenlagt 130 milliarder dollar, svarende 730 milliarder kr i banksystemet. Det er først og fremmest amerikanske banker som har fået tæsk, deriblandt to af de største: Citigroup og Merill Lynch. De to bank-giganter meddelte for nogle uger siden at de behøver kapital-indskud på sammanlagt 133 milliarder kr som en følge af de gigantiske kredit-tab.De finanskapitalistiske medier kalder “tabet” i Europas største bank enormt. Men faktum er at det ikke er større end at bankens topdirektører stadig sidder i deres stillinger, at banken trods afskrivninger 12,5 milliarder schweizerfranc på det amerikanske kredit-marked i 4.kvartal kommer ned på et tab på 4,4 miljarder schweizerfranc for helåret 2007Men afskrivningerne gør at behovet for ny kapital betyder en omvæltning af navnene og nationaliteten på ejerne i flere bankgiganter.  De penge som de kriseramte europæiske og amerikanske banker behøver kommer fortrinsvis fra Asiatiske og arabiske statslige kapitalister. Det er institutioner i Singapore, Sydkorea, Kuwait ogh Japan som kommer med nyt, frisk kapital for at redde deres euroamerikanske  venner til gengæld for poster i de finanskapitalistiske mastodonter.
——–
UBS reklamere med sit logo på Bahnhofstraße i Zürich

Die Abschreibungen bei der UBS wegen der Krise auf dem US-Hypothekenmarkt summieren sich auf 18,4 Milliarden Dollar – damit ist die Bank am stärksten von allen europäischen Kreditinstituten von den Subprime-Problemen betroffen.Die US-Staatsanwaltschaft ermittelt einem Zeitungsbericht zufolge gegen die Schweizer Großbank UBS wegen ihrer Geschäfte auf dem US-Hypothekenmarkt. Dabei gehe es um die Frage, ob die Bank Investoren gegenüber zu hohe Bewertungen für Derivate angegeben habe, obwohl sie wusste, dass die Papiere inzwischen weniger wert seien, berichtete das Wall Street Journal unter Berufung auf mit den Ermittlungen vertraute Personen.Die Staatsanwaltschaft habe noch keine Zwangsmaßnahmen eingeleitet, hieß es weiter. Die Ermittler aus New York arbeiteten eng mit der US-Börsenaufsicht SEC zusammen, die kürzlich ihre Untersuchungen gegen UBS und Merrill Lynch ausgeweitet hatte. Die UBS war zunächst nicht zu erreichen. Ein Merrill-Lynch-Sprecher lehnte eine Stellungnahme

KILDER: Yahoonews: CHICAGO - U.S. government prosecutors are investigating whether Swiss banking giant UBS misled investors by reporting inflated prices of mortgage-backed securities it held despite knowing those valuations had eroded, the Wall Street Journal said on Saturday.

Den kapitalistiske Camorra bag krisen i Napoli

I over 14 år er renovationen i den italienske region Campanien blev kaldt en nødsituation.Lokalpolitikere,det kapitalistiske erhvervsliv med den storkapitalistiske mafia-organisation Camorraen som leder, har indgået en uhellig alliance og gjort skraldehåndteringen til en milliardforretning. Marigliano bliver kaldt dødens triangel på grund af alle illegale lossepladser. For første gangs-besøgeren ser det ud som helvedet på jorden. For befolkningen er det den reelt eksisterende hverdag. Alle er imod at bo midt i skraldet, men få tror på en løsning. Iblandt blusser vreden op, som det nu er sket i den sidste tid. Men i forstaden Pianura vil indbyggerne alligevel ikke at den nedlagde losseplads skal åbnes igen efter elleve år. Vreden retter sig mot myndigheterna, som anklagas for at handle forkertt. Ofte ligger den kapitalistiske Camorra bag protesterne. Camorra´en har en intresse i at miljø-kaoset består og at affalds-problemerne i Campanien forbliver uløste.

“Skrald, det er guld for os”, udtalte en afhoppet boss til anklageren Franco Roberti i Napoli allerede i 1992.

I udredningen som fulgte findes alle brikkerne: skralde-opsamlingsvirksomheder som ledes af af Camorraens stråmænd, korrumperede lokalpolitikere og store områder forgiftede af illegalt dumpet affald. De nuværende lossepladser er for få og dårligt udrustede for at kunne tage imod alt husholdningaffald. Camorraens bosser har jorden og de redskaber som behøves, hvor det offentliges resourser ikke slår til. Parallelt med dette pågår siden 1990´erne en illegal handel med miljøfarligt industriaffald. Virksomheder i nord-Italien sælger sit affald til Camorraen, som “overtager” det ofte forgiftede affald gennem at dumpe det i naturen.” – - -
Skriver Kristina Kappelin,Korespondent for SVT i Italien

Selv om myndighederne forsøger at løse den aktuelle krise, tvivler en mafia-ekspert på, at det vil lykkes at opnå en holdbar løsning. Der er udelukkende tale om symptom-behandling:

“Disse løsninger vil fjerne affaldet fra gaderne, men i løbet af året vil det ligge der igen,” siger Roberto Saviano til nyhedsbureauet AP.

Milliard-forretning

Saviano lever under politibeskyttelse, efter at han i 2006 i bogen “Gomorrah” afslørede Camorra-kapitalisternes omfattende kontrol med alt fra modehuse til narkohandel og affaldshåndtering. —-

Her påviser han, hvordan firmaer kontrolleret af Camorra vinder kontrakter på offentlige opgaver ved at underbyde konkurrenter, hvorpå de dumper giftigt affald i naturen eller blander det giftige affald med andre materialer og sælger det videre som gødning.

Anklagemyndigheden mener, at Camorraen`s forretninger alene i Campania-regionen løber op i mindst 600 mio.€-euro , ca 4500 milioner kr. om året.

Skraldet hober sig op i Napolis centrum og blokerere nu også trafikken. 

USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression

16.nov.2007  14:47

 

Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.

Dårlig boligmarked

Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.

Men nå er festen slutt.

 

-
Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly -

Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.

- Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.

Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.

Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.

- Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.

I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.

For mange boliger

Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.

Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.

Høyere renter

Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.

Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.

Verdifullt seminar

Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.

 

Kapitalismens “Nye Verdensorden”: Antallet “underudviklede” lande stiger

9 Juli 2007

Antallet “underudviklede” lande fordoblet

Verdens mest underudviklede lande har –  trods den såkaldte kapitalistiske “globalisering” –  sakket endnu længere ned af udviklingsstigen fremgår det af en ny FN-rapport. Mens visse lande blomstrer bliver andre stadig mere marginaliserede.
Antallet mindre udviklede lande er fordobblet siden 1971, “50 lande får i dag ikke del i den økonomiske vækst som den øvrige verden har oplevet”.
I disse lande – som f.eks Mauretanien og Gambia. bor tolv procent af verdens befolkning men de nås bare af to procent af de globale investeringer,

USA´s finanskrise:6500 fyret efter American Home´s konkurs

6.Aug. 2007 _ -

Den kriseramte amerikanske boligkredit-gigant

American Home  

tog mandag et skridt nærmere konkurs da finansvirksomheden ansøgte om konkursbeskyttelse i følge USA´s konkurslovgivning.

Flere kapitalistiske finans-virksomheder som ikke låner penge ud til husholdninger med “lavere kreditværdighed” – dvs de beskæftiger sig ikke med så kaldte subprimelån, dvs udlåning til fattigere familier som de kapitalistiske storbanker har nægtet lån – har i løbet af året rapporteret at en voksende andel af kunderne har svært ved at betale sine lån. “American Home” havde netop ikke subprimelånen som hovedgruppe,men henvendte sig til noget mere velhavende kunder, med højere kredit-sikkerhed.

Den kriseramte amerikanske bolig-kredit-selskab American Home blev et af de første ofre for den krisen i den kapitalistiske finanssektor i de Forenede Stater.
Konkursen er et tegn på at kredit-krisen nu også rammer virksomheder og deres kredittagere som ligger udenfor betegnelsen “ikke-kreditværdige”, men tilhører de bedre-stillede i “middelklassen”. American Home, som er USA´s tiende største private boligkredit-institut, udlånte i fjor cirka 330 milliarder kr. Selskabet meddelte i fredags at det nedlægger størstedelen af sin virksomhed hvilket betyder at flertallet af de 7400 ansatte som er beskæftigede mister deres arbejdsplads.

Konkursen for American Home blev en realitet da de storkapitalistiske banker som finansirer virksomheden lukkede for kreditten og i stedet begyndte at kræve tilbage-betaling af de penge som de tidligere havde lånt ud til American Home og andre kredit-institutter.
Den tyske storbank Deutsche Bank er American Homes største kredit-giver.

Sydafrika:Våben mod sygeplejersker

15, juni 2007 – 13:58

 

Sydafrikansk politi skød mod strejkende

Sydafrikansk politi åbnede i dag ild mod strejkende sygeplejersker i Durban og flere blev såret. Politiet benægter beskydningen men oplyste at tolv sygepjersker var anholdte. De strejkende kræver tolv procents lønforhøjning og strejken omfatter siden fredag flere sygehuse og myndigheter i KwaZulu-Natal-provinsen. Strejken blev udlyst af den mægtige landsorganisationen Cosatu efter et forslag om at forhøje præsident Thabo Mbekis løn med 57 procent. ANC-Regeringen har samtidigt påbudt lave løn-stigninger for den brede befokning “for at dæmpe inflationen”.

Den hemmelige krig mod Rusland

 

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse og vækker både følelser og passion.Og – det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.  Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse. Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet. Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina (Viet Nam), Indien,Iran, Algeriet, Irak og andre arabiske lande lande.I anledning af 90 året og frem mod 100 året – for revolutionen bringes en serie artikler i de næste ti år – om denne afgørende begivenhed i menneskehedens historie. Her findes også mulighed for at læse den internationale “bestseller” og et af de bedst dokumenterede og velskrevne værker om revolutionen og Sovjets historie,nemlig: “The Great Conspiracy against Russia” ( Den hemmelige krig ) *

* *The Great Conspiracy against Russia * * skrevet af forfatterne Michael Sayers og Albert E. Kahn kan læses HER * *:Bogen findes udgivet på dansk :”Den hemmelige krig” og norsk :”Den store sammensvergelsen”. Den norske udgave indeholder også 30 siders kilde- og navneregister

Polen:”Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)

- KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden konservativ gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.   

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor flertallet af de stemmeberettige: 59% ; blev hjemme. Dvs. regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne ikke udgjorde meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettige polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

“Stocznia Lenina” – På Lenin-Skibsværftet byggede arbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig : Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister.

Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til udenlandske banker løb op i ca 330 milliarder Dollar~1800 milliarder kr. i 1980`erne. – Efter at Gomulka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart. Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse at betale regningen til de kapitalistiske storbanker gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød.Det udlyste først strejker i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin under sommeren 1980. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
*- – - – — – -
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December.For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte de kapitalistiske renter på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i udlandet for at undgå et sammenbrud for den  ”nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning”, hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.          

Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981. Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)Under krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

ORIGINALTELEGRAM:Legendary Gdansk Shipyard being sold to Ukranian company The EU has demanded the shipyard cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity.The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti.Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday.In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *    BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa   Partilederen Władysław Gomułka – som forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva . Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker. Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz). Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen. Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt. Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød etc. var varer som de statslige butikker var underforsynede med.” Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken. Sie streikten dennoch.Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Der Præsident, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen.Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“. Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau.Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten.Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.

DDR Historie Del III

Juni 2003 *

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *

” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:

Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

“- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt

Del III (Afsluttende)

Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« den 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistisk hetz.
Vi bringer en artikel af Kamerat Waltraud Aust, som første gang blev offentliggjort i 1983 i KPD´s teoretiske organ , »Kommunistische Hefte«.
Waltraud Aust oplevede selv den 17. Juni med egne øjne og ører. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.

16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee

Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst. Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole »Nieder mit den Normen. Streikt« Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. In einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den »goldenen Westen« getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.

Provokateure werden festgenommen

Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor die Werkstore zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie »Nieder mit der Regierung«, »Nieder mit den Normen«, »Wir wollen freie Wahlen« und ähnliche.

In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vor dem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt weiter. Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:

Befehl des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:

1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953.

-
Den Røde Hær´s kampvogne patruljerer i Berlins gader i juni 1953.

-
Militærkommandanten i Berlins sovjetiske sektor
Generalmajor Dibrova

Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr »Eigentum« wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten »Ostwerte« um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der »Tag X« bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.

Eine Kluft zwischen der Partei und den Massen

Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde. Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300 000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Warnke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: »Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen«. Oder »Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen«.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: »Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …«
»Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen.
Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauern und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.«
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als »Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni« verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander, in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.

Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne.
Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?

• Waltraud Aust

Ovenstående artikel blev trykt første gang i KPD´s teoretetiske organ Kommunistische Hefte nr.9/2003 .
KPD _ Tysklands Kommunistiske Parti – skal ikke forveksles med det revisionistiske “Deutsche Kommunistische Partei” D.K.P. – som blev oprettet i 1968 som et led “afspændingen” mellem øst og Vest: DKP blev godkendt som et legalt “kommunistisk” parti og støttet både af Natolandet Vesttysklands socialdemokratiske regering og Brezhnjev-regimet i Sovjetunionen. DKP blev legaliseret som et forfatningstro og statsanerkendt “kommunistisk alternativ.  Samtidig blev forbudet mod det revolutionære forfatningsfjendtlige KPD opretholdt. Alene bogstaverne K.P.D. gav den slagne (i Anden Verdenskrig) kapitalistiske overklasse i Tyskland minder om deres nazistiske fortid og “nederlaget til den Kommunistiske Internationale” 

* Kapitalismens historie: fra tvangarbejde og slaveri til statstøttet markedsdiktatur og krig

2006 Både liberale og socialliberale , altså borgerlige reformister af den ene eller anden “social” – “demokratiske” observans vil ikke, som marxismen og de revolutionære kommunister, dele samfundet ind i klasser: Og idag benægter de klassernes eksistens og at der foregår en klassekamp mellem det kapitalistiske samfunds hovedklasser : Bourgeoisiet og Proletariatet, Kapitalen og Arbejderklassen.
Et liberalt synspunkt lød sådan her:
“Liberalismen indeler ikke samfundet sort/hvidt, arbejder/kapitalist. Ejendomsretten er ikke givet til en særligt udvalgt gruppe (klasse) af en gudelig magt. “K.Lund

Til det vil jeg sige at jeg heller ikke inddeler samfundet i “sort/hvidt”, men tager udgangspunkt i den objektive virkelighed, som Marx lærte os. Du siger du har læst Kapitalen af Karl Marx, men hvad har du lært ?
Hverken du eller jeg kan leve af den blå luft. Vi er nødt til at have penge
til at købe mad, tøj og andre livsfornødenheder som bliver produceret af
arbejderklassen i produktionen. Hvis du er kapitalist behøver du ikke
bekymre dig om det daglige brød, men kan beskæftige dig med hvad du
finder interessant.
Hvorimod flertallet af befolkningen ikke har andre muligheder end at
sælge deres arbejdskraft på det kapitalistiske arbejdsmarked.

Og nej, den kapitalistiske ejendom er ikke “givet af en gudelig magt”,
kapitalister udkæmper drabelige konkurrencekampe indbyrdes, iblandt
føre det til krig, som Første og Anden Verdenskrig og USA´s voldelige overfald
på Irak i 2003. For det meste er det fredeligere, og slutter ved domstolene eller
et firma`s konkurs.

Men hovedsagen er: Flertallet af mennesker kan ikke blive kapitalister,
dvs befriet for at skulle sælge deres arbejdskraft. Der findes hverken idag
eller i hele verdenshistorien noget land eller sted på jorden hvor flertallet af befolkningen
var besiddere, udbyttere eller kapitalister, altså var befriet fra nødvendigheden
af at sælge sin arbejdskraft.
Det er en liberal utopi. Kapitalismen kræver et stort arbejdskraft-marked
for at kunne akkumulere kapital gennem udbytningen af arbejdskraften.

¨Siden skriver du at det var kapitalisterne “Mads Clausen fra Danfoss”
og “Den gamle A.P. Møllers” “hårde arbejde der har sat dem i den
situation.”,

Jeg skal ikke vurdere hverken den ene eller den anden kapitalist`s
arbejdsindsatser. Hovedsagen er at uden arbejderklassen skulle der i
ikke findes nogen somhelst rigdom eller kapital hos Danfoss og
Mærsk-Møller-kapitalisterne. Det er gennem udbytningen af arbejderne
på Danfoss-fabrikkerne og arbejderne på de Mærsk-Møller-ejede
virksomheder Lindø, Mærsk kontainer og rederi-virksomhed og gennem
den af staten godkendte udplynding af Nordsøen`s naturresourcer, at
disse kapitalister er blevet landets mægtigste (“har sat dem i den situation”
,som K. Lund så diplomatisk udtrykker det)

Der findes altså, som det fremgår af både Marx/Engel`s omfattende
videnskabelige arbejder, men også ved at kigge på virkeligheden
idag en objektiv forskel på den del af befolkningen som er tvunget
til at sælge deres arbejdskraft. Og den del som lever af andres
arbejde, gennem kapitalistisk aktieudbytter eller gennem køb og salg
af levende kapital (produktionsvirksomheder)…….

Det er denne klassedeling der har ført til klassekampen mellem
kapitalister og arbejdere med en småborgerlig middelklasse såvel som mellemlag
der vakler mellem klasserne, (oftest hælder de sig til den herskende
kapitalistklasse.)

Der bliver ikke ændret på denne klassedeling ved at Student
Kristian Lund, eller hvad du nu bruger din tid på, arver en kapitalistisk
virksomhed af Onkel Børge. Eller ved at kapitalist Lund´s virksomhed
går konkurs og han må gå på socialkontoret eller starte et
lommeregner-firma med kommunal “igangsætterydelse” eller hvad
den hjælpen nu hedder

Så skriver du : “Kapitalismen bruger ikke vold. Det er STATEN
der bruger vold. Staten konfiskerer min ejendom med trusler om vold.”K.Lund

Ja og meget værre STATEN og de frie kapitalistiske medier oppisker
hysteriske og chauvinistiske stemninger mod andre folk, for at forsvare
deres aggressive krigsplaner. Tidligere mod Sovjet..senere mod Vietnam,
Afghanistan og Irak. Uden staten skulle de førende kapitalist-lande, med
den imperialistiske Führer-stat USA i spidsen ikke have ret mange “frie”
markeder og lande at udplyndre.

Og hvor kommer staten fra ?…? Staten er ikke en isoleret,af en kinesisk mur, fra samfundet adskilt, institution. Staten opstod som historisk institution efter den urkommunistiske periode i menneskehedens historie, da mennesket fik et overskud af arbejdet…..

Ved f.eks at læse Friedrich Engel`s værk: “Familiens, privatejendommen og statens oprindelse” . . . .vil du forstå at det var og er for at beskytte ejendommen/overskuddet af produktionen , at staten opstod.
Hvor skulle kapitalismen være idag uden den kapitalistiske stat ? ? ?

D e n sidste gang, vi kan sige at liberalismen, den frie markedsøkonomi,
blev realiseret i sin fulde udstrækning, var i kapitalismens barndom og den industrielle revolutions epoke.

Dengang var den frie markedsøkonomi igang med at udrydde store dele
af den arbejderklasse som den liberale (kapitalistiske) overklasse levede
af.
Det var i proletariatets barndom under den kapitalistiske industrielle revolution, da klassen endnu var lille og uerfaren og derfor ikke kunne slå
fra sig, at kapitalisterne gennem statsmagten brugte den fra feudalsamfundet så ubredte ikke-økonomiske tvang. Statsmagten sikrede gennem loven, etableringen af arbejdets “normale” afhængighed af kapitalen og realiseringen af “normen”, altså at det fremvoksende kapitalistiske bourgeoisie tilranede sig merværdien.

Overgangen fra det feudale klassesamfund til det kapitalistiske ditto var ingen fredelig eller ikke-voldelig epoke. Tværtimod. Kapitalismens genesis og
dens fremvoksen til global imperialisme tilhører de allerblodigste perioder og mindst fredelige i menneskehedens historie.

Den kapitalistiske epoke tog sin start i det 16.århundrede.
Epoken forløber uafbrudt, efter stabiliseringsprocessen i først og fremmest England, Frankrig og Nederlandene gennem det 16.,17. og 18. århundrede
om end i forskellige tempi og intensitet .
Forudsætningen for kapitalismens fremvækst var skabelsen af et arbejdsmarked.
Denne “skabelse” kan man kalde den oprindelige akkumulation.
Karl Marx fremhævede ofte denne akkumulations mangfoldige metoder,
men identiske indhold og sammenfattede det med metaforen “arbejdernes trældom” (Marx:Kapitalen, 1. bog 4, side 1001)
Når de ruinerede bønder og håndværkere i kapitalismens barndom måtte forlade hus og hjem/værksteder fandtes der ofte intet arbejde til disse voksende skarer af fattige (pauperer) eller de kunne ikke straks tilpasse sig til de nye livsbetingelser eller ville ikke underkaste sig den nye arbejdsdiciplin. Disse ofre for kapitalismens voldsomme fremvækst blev i realiteten fredløse tiggere, vagabonder og hjemløse uden noget bestemt arbejde. Vagabondvæsenet i Europa, en virkelig social katastrofe, blev et almindeligt og varigt fænomen. Med vedtagelsen af fattigloven i 1601 erkendte man fra officiel engelsk side, ekspropriationens følger. Også i Frankrig måtte man fra officiel side indrømme et enormt antal “fattigtiggere”. De hjemløse i Paris grundlagde ligefrem deres eget samfund som de kaldte “vagabondernes kongerige”
Mængden af “lediggående pøbel” i 15-1700-tallets Europa forbavsede samtiden og foruroligede de besidende klasser og der blev vedtaget en række lovforanstaltninger, statslige akter, som Marx beskrev som “blodlovgivning”.

I England udfoldede den oprindelige akkumulation sig over en bred front med voldelige metoder fra slutningen af det 1400-tallet. Den havde et stormende forløb gennem tre århundreder, og om England kan begrebet “agrarrevolution” bruges i hele sin betydning. De sørgeligt kendte indhegninger (“enclosures”) af personligt frie bønders jord, de landbrugslove som parlamentet udarbejdede under borgerkrigen i det 17.århundrede midte , og andre tvangsforanstaltninger medførte at den overvældende del af den arbejdende befolkning blev “befriet” for ejendom. Processen blev også fremmet af et system af skatter og statsgæld og andre af den oprindelige akkumulations løftestænger. Allerede ved masse-ekspropriationens begyndelse vedtoges i England i 1495, en lov, der indledte en hel række blodige og samtidige hykleriske og skinhellige forordninger. De bekendtgjorde paupernes (fattige) pligt til at arbejde (vi ser lignende træk idag med tvangsaktivering af
bistandsmodtagere og arbejdsløse), gav de lokale myndigheder vage
råd om hvordan de skulle sørge for arbejde til de fattige, og hvordan de
skulle lære deres børn at arbejde.

En i 1562 vedtaget lærlingelov tvang pauperne og især deres børn til at stå i lære, dvs i realiteten som lønarbejdere eftersom en læretid dengang
ikke var andet end maskeret kapitalistisk udbytning.
Efter den borgerlige revolution i midten af det 17.århundrede begyndte
det engelske parlament at understøtte nye metoder for tvangspolitikken.
Blandt disse vil jeg først og fremmest fremhæve loven om oprettelse
af Workhouse (arbejdshuse). Skønt borgerlig-liberale historikere gør alt for at fremhæve arbejdshusenes “velgørende ” rolle, var disse huse i virkeligheden et middel til gennem tvang at indrage pauperne i den
kapitalistiske udbytning´s virkefelt, en særlig form for kapitalistisk
organiserede virksomheder.
Med Bosættelsesloven fra 1662 blev den ikke-økonomiske tvang
overfor pauperne og det fremvoksende proletariat endnu mere fysisk
defineret.
Denne lov pålagde de lokale myndigheder at sikre pauperne en bolig.
I virkeligheden bandt den de fattige til deres sogn og tjente således arbejdskøbernes interesse, da de på den måde garanteredes en arbejdskraftsreserve. De lokale myndigheder henviste efter skøn
pauperne til “lærepladser”, lønarbejde, arbejdshuse og andre igen til
tugthuse og fængsler. Med fattiglovgivningen blev der skabt en situation
i landet, hvor folk blev udsatte for fredsdommerens vilkårlighed og et net
af forbud, chikanerier og voldshandlinger mod disse de besiddelsesløse millionmasser.

Som følge af den oprindelige akkumulations tvangsmetoder og den
økonomiske forarmelse blev arbejdsmarkedet kolossalt udvidet i perioden.
Ifølge opgørelser fra en engelsk statistikker fra slutningen af 1600-tallet,
fortæller Gregory King i Two Tracts (Baltimore,1936, side 39) at nødlidende
fattige og deres familier udgjorde mellem en fjerdedel og halvdelen af
landets befolkning på 5 en halv million mennesker.

Karl Marx talte om at folkets ekspropriation “er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild” (Kapitalen 1. bog 4 side 1000)
Kapitalismens fødsel bliver beskrevet af samtidens forfattere fra de
mest forskellige ideologiske retninger.
Thomas More skrev om bøndernes tragedie:” Væk trasker de…..bort fra deres huse, som de var vante til og fortrolige med….” (skrev T.More i : The Utopia, Princeton,New York 1947, side 34).
Den franske skribent Jean de La Bryère som var en dristig kritiker af den tids fejl og mangler, skildrede 1600-tallet franske bønders pinefulde armod: “askegrå i ansigtet, forbrændt af solen” står de bøjet over jorden,
og livet opretholdes med rugbrød, vand og rødder” fra Les caractères ou les moeurs de ce siècle” af La Bruyère, Paris,1853 side 290f)
Den italienske oplysningsfilosof Pietro Verri beskev de proletariserede lombardiske bønders liv : “Denne ulykkelige bonde, barfodet, klædt i pjalter, uden andet at spise end brød af rug og hirse….en halmbunke er hans seng, en faldefærdig rønne hans hjem, hans liv er kummerligt og arbejdet slidsomt” ( Citeret efter A.D.Rolova: “Italien i det attende århundrede” fra “Italiens historie” (russisk) bind 1 side 512, Moskva 1970)

Den progressive slovakiske økonom S.Te`sedik skildrede i 1784 resultaterne
af den økonomiske klassedeling i landsbyerne, hvor et lag af rige bønder (kulakker) voksede frem: “Vampyrer og despoter findes også blandt bønderne, mægtige og velaflagte bønder søger at tilegne sig alle privilegier og gevinster og at vælte alle pligter og byrder over på befolkningens fattigste lag…”
- citeret efter A.M. Kharkova m.fl.: Det feudale livegenskabssystems forfald og udviklingen af kapitalistiske relationer inden for landbruget i de tjekkiske og slovakiske områder i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det
19. årh. (fra “Tjekkoslovakiets historie” (russisk) bind 1 side 321f,
Moskva 1956) – -
I England blev der fra det 16. til det 18.århundredeudstedt snesevis af love, som samlet udgjorde et helt vurderingssystem af de fattiges “forbryderiske handlinger” og en dertil svarende skala af straffe, bl.a
dødsstraf, slaveri, offentlig piskning, brændemærkning og mange andre straffe. Lignende love udstedtes i Frankrig fra 1540`erne. En forordning fra 1777 foreskrev tvangsarbejde for enhver rask pauper mellem 16 og 60 år. Ud over de statslige love udstedte byerne fororninger mod “dagdrivere og tiggere”. Grusomme straffe mod de “dovne” fattige blev der også lovgivet om i Nederlandene på 1500-tallet, og senere i byrådenes opslag i den kapitalistiske mønsterstat Holland. De lidelser og ofre som folkemasserne ydede under den oprindelige akkumulation, udgør “hemmeligheden” bag kapitalismens tilblivelseshistorie. Den borgerligt-liberale fremstiller kapitalismen i lyse idealistiske farver og fortræner at kapitalismens tilblivelseshistorie ikke er så idyllisk som den liberale ideologi vil give indtryk af. I fortænger den kendsgerning at kapitalismen skabte en ny klasse, proletariatet, gennem eksproprieringen af folket. At kapitalismen blev rig og fed gennem vold og tvang. Al ejendom og rigdom som kapitalen siden har raget til sig har de opnået først og fremmest gennem udbytningen af arbejderklassens – merarbejdet og merværdierne – gennem tvang, vold og trusler derom. Ligesom gennem slaveri, erobring, besættelses af fremmede lande og udplyndring disse landes rigdomme.

I en af den franske tekstilmanufakturer arbejdede et stort antal
børn,citat:….
” deriblandt også sådanne, som endnu ikke rigtigt kunne gå”
(J.K. Novosjilov:Arbejdsvilkårene i Frankrigs centraliserede manufakturer i det 17.århundredes anden halvdel” i “Skriftsamling fra den statslige pædagogiske højskole i Arkhangelsk” (russisk)2.samling, 1958 side 104 og 106)

Kvindearbejde og i endnu højere grad børnearbejde
(og her taler vi ikke om en times arbejde efter skoletid) var uhyre udbredt. DE kapitalistiske arbejdskøbere i et arbejdshus skriver med tilfredshed:
” Vor fordel består deri, at vi i klædefabrikationen kan beskæftige alle fra 7 til 80 år” (fra St. Sepulchre:
Workhouse Commitee Minute Book, 1727-29 (Guildhall Library, MS 3137/1)

Efterhånden som arbejderklassen voksede sig stor og stærk og skaffede sig blodige erfaringer med den kapitalistiske udbytning begyndte klassen at
organisere sig og for alvor at slå igen. Der blev indført begrænsninger af børnearbejdet i fabrikker og miner, men børnearbejdet var stadig udbredt i landbruget og i handelen, altså i brancher hvor udbytningen af børn og unge fortsatte i stort omfang. Men også i små-industrien beskæftigedes hundrede tusinder af mindre-årige. I de Forenede Stater(USA) arbejdede der i 1880, 182 000 børn og unge under 16 år i forarbejdsindustrien, de udgjorde 6,7 procent af samtlige industriarbejdere. I Tyskland arbejdede 215 000 børn i alderen under 14 år, ifølge folketællingen fra 1895, i forskellige industrivirksomheder, heraf 38 000 på fabrik. Nogle lande lagde næsten ingen begrænsninger på børne-arbejdet og tillod udbytning af mindre-årige i et omfang og i former, som ledte tankerne hen på forholdene under den tidlige kapitalismes England. For eksempel arbejdede børn og unge i Belgien selv i kulminerne på lige fod med voksne mænd, 12-14 timer i døgnet. Børn,unge og kvinder udgjorde i slutningen af det 19-århundrede 40 % af Italiens arbejdsstyrke. I slutningen af 1870´erne havde den internationale arbejderklasse vokset sig stor og stærk og skolet af kommunistiske ledere som
Marx, Engels, Bebel, Liebknecht, Pio og Geleff begyndte den for alvor at slå tilbage.
Vældige strejke-kampe som oftest varede måneder og omfattede hundrede tusinder af arbejdere rystede de kapitalistiske lande. I 1875 gik 15 000 tekstilarbejdere ved Fall River i de Forenede Stater br />ud i en strejke der varede otte uger.
Minearbejderne i Pensylvania strejkede i syv måneder.
En ti ugers strejke lammede i 1878 bomuldsindustrien i Lancashire,
England. På sit højdepunkt omfattede den 300 000 arbejdere.

I 1889 gennemførte 60 000 havnearbejdere, matroser, fyrbødere og andre arbejdere i Londom`s dokker og på værfterne en fem ugers
hårdnakket kamp mod arbejdsgiverne. 25 000 Berlinske murere og tømrere strejkede i 1888 i to måneder. I Frankrig nedlagde 24 000 tekstilarbejdere i Roubaix arbejdet i maj 1890 og året efter strejkede næsten alle arbejdere i glasvare-industrien. I Staterne deltog flere hundrede tusinde arbejdere i strejkekampene i 1894. Den største var jernbanearbejder-strejken, der begyndte på Pullman- vognfabrikerne i Illinois og omfattede 150 000 mennesker i hele landet.

Ofte var strejkerne i disse år som regel af økonomisk karakter,
i hvert fald brød de ud som en protest mod de lave lønninger og de hårde arbejds- og levevilkår og med krav om højere løn. Den
udløsende faktor var sædvanligvis et overgreb fra myndighederne, konkrete kapitalister eller virksomhedsledelser. De krav som arbejderne opstillede var i vidt omfang de samme i de forskellige lande: Højere løn, indførelse af 10, senere 8 timers arbejdsdag, socialforsorg i tilfælde af sygdom, invaliditet og alderdom, begrænsning af kvinde- og børnearbejde, lovpligtig arbejderbeskyttelse, kapitalist-ansvar ved arbejdsulykker, afskaffelses af bødesystemet, forbedring af boligforholdene og så videre. Disse strejker udviklede sig næsten altid til begivenheder der sprængte de økonomiske rammer. Arbejderne erfarede at når kapitalisterne var i knibe trådte hele det mægtige voldelige
statsapparatet med politi og national-garden i front ind for at hjælpe
kapitalen.
Det vakte på den anden side kræfter tillive i arbejderne, hærdede
dem og styrkede deres overbevisning om fortsat aktiv kamp.
Når staten og myndighederne greb ind på kapitalisternes side,
somme tider under stor brutalitet, var det den bedst tænkelige
propaganda for at arbejderklassen måtte organisere sig politisk.
Myndighederne greb ofte til provokationer, terroriserede arbejderne
og indsatte ikke sjældent tropper. (hvilket også indgår i kapitalisternes planer i Danmark, i Naksov 1931 blev hæren sat ind mod demostrerende arbejdere, ligesom den senere er blevet moboliseret ved flere strejker i 1980`ernes Danmark.)
Sådan som minearbejderstrejken i Pennsylvania blev kvalt i 1875 var desværre ikke atypisk.
De kapitalistiske mine-ejere “ansatte og bevæbnede en bande selvbestaltede lov-og-orden-håndhævere, der… . . sammen med kul- og jernmalm-selskabernes private vagtkorps overfaldt arbejderaktivister, lokkede dem i baghold og myrdede dem”. (fra Richard O.Boyer/Herbert M.Morais:“Labors Untold Story” side 51, Cameron,New York 1955)
19 strejkeledere blev henrettet på grundlag af opdigtede anklager. Maj-dagene i 1886 satte sig uudslettelige spor i den amerikanske arbejderbevægelses historie. En bølge af demonstrationer skyllede over landet fra New York til San Francisco med hovedkravet 8-timers arbejdsdag. Kampens centrum var Chigago, hvor 40 000 strejkende var på gaden den 1.Maj – en mængde som dengang gjorde stort indtryk. De velorganiserede og fredeligt gennemførte strejker og demonstrationer fortsatte i endnu to dage. Men den 3.maj åbnede
politiet ild mod arbejderne, idet de benyttede et sammenstød mellem strejkende og skruebrækkere på landbrugsmaskin-fabriken MacCormick, som påskud.
Resultatet var 6 døde arbejdere og 50 hårdt sårede.
Dagen efter var der masse-protest-møde på en central plads i Chigago`s centrum. Efter at at arbejderlederne havde holdt taler hvor de fordømte politi-myndighedens handling og advarede mod nye voldshandlinger fra myndighedernes side, samtidig som de opfordede arbejderne til at vise sammenhold, fasthed, ro og organisationsånd, dukkede politiet op samtidig som en uidentificeret person smed en bombe på pladsen. Ved eksplosionen blev en politimand dræbt og fem andre såret. Politiet åbnede ild mod mængden og skød og slog løs på de flygtende arbejdere. Efter de blodige begivenheder i Chigago indledte myndighederne en hetzkampagne mod arbejderbevægelsen og alle progressive i hele landet, samtidig som der blev foretaget massearrestationer. Otte af Chigago arbejdernes ledere blev stillet for retten, anklaget for mord, selvom de alle med undtagelse af en havde forladt pladsen, før bombe-eksplosionen . Til nævninge var udpeget personer som alle åbent havde udtrykt deres had til alt progressivt og forsvar for arbejderklassens rettigheder.
Senere kom det frem at hovedvidnerne simpelthen var bestukket. Derfor blev 7 af arbejder-lederne dønt til døden ved hængning.
Der bredte sig nu en bevægelse til forsvar for de dømte, ikke bare i Staterne men langt udenfor USA´s grænser. Fra hele kloden strømmede protestskrivelser og petitioner til Chigago om mildning af dommen. Under indtryk af proteststormen benådede guvernøren to af dødsdommene til livsvarigt fængsel. Men fire arbejderledere blev henrettet. I 1893 blev de tre fængslede løsladt af den nye guvernør i erkendelse af at deres skyld ikke var bevist og at de i lighed med deres henrettede kammerater havde været ofre for en kapitalistisk skueproces. Chigago-begivenhederne er bare et eksempel. Kapitalismen fortsatte med og uden statens hjælp at bruge alle mulige lovlige såvel som ulovlige metoder for at presse arbejderklassen tilbage.
Masse-strejkerne og demonstrationer i foråret 1886 med deltagelse af ialt 350 000 mennesker i de Forenede Stater, førte til at 185 000 arbejdere opnåede indførelse af 8-timers arbejdsdag. Desuden blev arbejdsdagen for 200 000 arbejdere nedsat fra 12 til mellem 9 og 10 timer. (ganske vist benyttede kapitalisterne sig i de følgende år af en konjunkturnedgang til på ny at forlænge arbejdsdagen).
I takt med de kapitalistiske staters overgang til stadig mere imperialistiske stræben, efter at kapitalisternes og de stater de klontrolerede havde opdelt hele jordkloden i kolonier og “ineressesfærer”, blev staten et redskab til at erobre kolonier med råstoffer og “lebensraum”, som du selv er inde på var den industrielle revolutions England og Tyskland præget af en stærkt bevæbnet stat, som kunne føre erobringskrige og slå oprør ned. Staten blev en uundværlig del af “den frie liberale markedsøkonomi”. Den sørgede for at diciplinere (bl.a.-Bismarks forbud mod SPD) og uddanne arbejdskraften

Når den kapitalistiske spekulations-børs i New York i 1929 “krakede” står det klart for selv de mest tungnemme fortalere for liberal-kapitalistisk “markedskonomi”, at kapitalismen var igang med at grave sin egen grav og derfor behøvede statslig skatteyder-financieret hjælp. br />
I det 20 .århundrede har den “liberale og frie” markedsøkonomi i
hovedtræk bestået af s t a t s indgreb, . s t a t s støtte,
. .s t a t s reguleringer, . . . . . s t a t s finansierede imperialistiske
krige, s t a t s støttede fascistiske Coup d`Etat ( f.eks Franco,
Salazar og Pinochet).

Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden
o m f attende…. s t a t s støtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . s t a t s l i g egnudviklingshjælp,
New deal,… Keynes-økonomi,…..Marshallhjælp,…. s t a t s støttet militærproduktion, som i Bush’ s Amerika antager samme kollosale og
omfattende former som i Hitlers Tredie Rige.

D e r f or taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om
Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end socialdemokraterne.
For det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i
en periode kan klare sig uden statsstøtte, men der går ikke lang
tid før den kommer i krise, som en følge af dens iboende
uløselige modsætninger.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euroamerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes grådige stæben efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder en af de største banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – viler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen”s “frie marked” officielt fremhæves som det ideologiske forsvar for udbytningen, aggressionskrigene, fattigdommen, hungersnøden, korruptionen og alle de andre forbrydelser som vi kender til i dette enogtyvende århundrede.

Siden siger du
K.Lund:”"at den franske revolution og tiden derefter var med til at
frigøre individet fra tidligere tiders tyranni?”"

Netop, det var nødvendigt at med vold styrte det feudale “tyranni”
i Frankrig 1789. Og det var folket, især pariser-proletariatet
der stod i spidsen for og ydede de største ofre i denne revolution.

Amerikanerne slog sig fri fra det britiske koloni-styre gennem en
“voldelig” befrielseskrig. Du har vel hørt om den amerikanske revolution.

I Kejserriget Rusland hvor Kejseren blev afsat ved februar-revolutionen i 1917.
I det Tyske Kejserrige abdikerede Kejseren i 1918, som en indømmelse
til den tyske revolutions kræfter, det samme skete i Kongeriget
Østrig-Ungarn i 1918.

venlig hilsen Ole S.Larsen