Kronik : Det mest miljøvenlige er at afstå fra shopping

19.juli 2009 05:23 * * * * *

Jordens miljø , luften, jorden og havene og den natur vi mennesker kommer fra og lever i, er ingen maskine som vi blot kan skifte ud, men forudsætningen for menneskehedens og vore mange slægtninge i dyreverdens overlevelse. Under kapitalismen er mennesket blevet fremmedgjort fra sig selv og naturen. Ud af den kapitalistiske markedstænkning reduceres mennesker til varer , produkter som kan udskiftes eller smides væk. Historisk blev det illustreret i sin mest ekstreme form i det kapitalistiske Tysklands KZ-lejre hvor storkapitalen (IG Farben) udbytter slavearbejderne til sidste åndedrag. Hvis mennesket er et produkt ifølge den kapitalistiske markedstænkning kommer tanken om at forbedre “produktet menneske” naturligt ind. Derfor arbejder man på højtryk i de kapitalistiske genmanipulations-laboratorier med at udvikle “de perfekte gener” som vil blive udbudt på det kapitalistiske marked. Loven om enlige kvinders ret til statsautoriseret kunstig befrugtning (insemination) er den murbrækker som kapitalen håber vil åbne op for accept af “fuld liberal frihed på markedet” til udvikling og salg af “menneskefostre og gener” ikke bare til “enlige og lesbiske kvinder” , men til hele kollektiver af mænd og kvinder, producentforeninger, sportsklubber, virksomheder . . . . . U name it.

Varen arbejdskraft og de mennesker som er tvunget til at sælge den under kapitalismen bliver – ligesom naturen og dyrerne – som en uafvendelig følge af bourgeoisiets jagt efter den maksimale profit – reduceret til vare som kan købes, sælges, forbedres eller destrueres alt efter de kapitalistiske konjunkturer. Dermed ligger vejen også åben for det kapitalistiske markeds “genetiske forbedring” af både menneske og natur. I realiteten vil det betyde menneskehedens død og skabelsen af kapitalistiske aliens-væsener – bioteknologiske produkter, kreaturer der altid lyder kapitalen, som aldrig gør oprør, protestere, eller blive træte og syge før “sidste forbrugsdato” og som ikke kræver nogen pension og andre “menneskelige rettigheder”. En brutal kapitalistisk virkelighed som er på vej , godt nok med små skridt som altid begrundes i “menneskegodhedens tjeneste” . . som de “enlige mødre som ikke kan finde en mand de vil have børn med”. En af det danske liberale bourgeoisis papegøjer ; akedemikeren Helmuth Nyborg, udtrykker det på denne måde : “med insemination kan [man] fremavle både klogere og stærkere børn” i et interview i avisen Information .
Et faktum som de fleste mennesker idag er bevidste om hvis de får et par minutter til at reflektere over deres liv , er at vi i stigende omfang er fremmedgjorte overfor samfundet – altså det store kollektiv af mennesker – der er ingen følelse af fællesskab. Allerede Karl Marx skrev om i det nittende århundrede om arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen. Idag er det udbredt til mennesker i andre lag og klasser. Ligesom den udbredte rodløshed og søgen efter idenditet , som er en følge af fremmedgørelsen under kapitalismen og bourgeoisiets ideologiske og økonomiske splittelses- og individualiseringsstrategi overfor proletariatet og dets allierede. Fremmedgørelsen ytrer sig også ved at kapitalen forsøger at knyttet folks idenditetssøgen til produkter, varemærker og statussymboler som f.eks tøj- bilmærker. Allerede Karl Marx skrev om at de herskende klassers tanker er de de herskende tanker,ideologi eller bevidsthed. De klasser og lag som står nærmest den kapitalistiske overklasse ser sin position i det kapitalistiske klassehieraki bekræftet gennem købet af statussumboler, som biler, klæder, boliger og andet som det er muligt at erhverve for penge. Jagten på statussymboler er en af de vigtigste drivkræfter for den kapitalistiske handel. Alene i Danmark lever flere end 300.000 mennesker af sygeligt købemani eller Shopping addiction, ifølge Psykiatrifonden. Det er et udbredt fænomen i kapitalismens hovedland USA, hvor millioner af mennesker er blevet shopaholics, som en følge af den omfattende kapitalistiske “shopping”-propaganda, reklame for køb af de nyeste produkter. Disse menneskers idenditet er så undergravet at de som robotter ikke er i stand til stoppe købemanien, fordi hele deres idenditet er overtaget af “kapitalistisk shopping”.

Den kapitalistiske markedstænkning om at du er en vare – et individ som konkurerer med andre individer på det kapitalistiske marked gør også at stadig flere mennesker opfatter hinanden som “konkurrenter” på markedet, et marked hvor taberne risikere at stå på gaden uden et hjem eller en arbejdsplads at komme til hverdag. Det er virkeligheden ikke bare i de undertrykte u-lande, men også i rige kapitalistiske stater som USA og Rusland og omend i mindre udstrækning i Tyskland og de skandinaviske lande. Den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen og rovdriften på naturens rigdomme og jagten efter den maksimale profit har nu ført menneskeheden ud i , ikke bare trafikkaos og en kollosal forurening af luften og jordens atmosfære som hverdag tager livet af tusinder af mennesker i de kapitalistiske stater i form af overdødelighed og trafikulykker, men også til at flere end en milliard mennesker idag sulter eller er underernærede. Kapitalismens profitjagt og konkurrencekamp  har ført  til udviklingen af en kapitalistisk herrefolks-mentalitet uden respekt for både mennesker, natur og jordens rige dyreliv.
Forbrug og berigelse i form af statussymboler er blevet den nye religion som en følge af den kapitalistiske markedstænkning og dens allestedsnærværende propaganda for produkter af enhver art: reklamen. “Shopping” er  blevet den største og vigtigste fritidsbeskæftigelse i den kapitalistiske verden.

Den revolutionære kommunistiske arbejderleder Karl Marx skrev om kapitalismens varefetishisme og arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen såvel som i “fritiden”. Den er ikke blevet mindre siden det nittende århundredes “unge kapitalisme”.
I Danmark, Sverige såvel som i andre kapitalistiske stater er mediene fra aviser til fjersyn , radio og internettet fyldt med reklamer, altså propaganda for produkter,service fra de kapitalistiske selskaber som på den måde forsøger at øge salget og rage markedsdele til sig. I byerne er politikere konstant under pres fra aggressive erhvervsfolk der kræver et handelsvenligt miljø med parkeringsmuligheder, gågader og storcentrer hvor den “frie handel” kan øge deres omsætning.
Køb og forbrug af varer og produkter og især mærkesvarer som bilmærker , tøjmærker er blevet den nye religion.
Vi opfordres ikke bare fra de kapitalistiske handlere , men fra mange andre, f.eks borgerlige politikere til at shoppe “for at holde hjulene i gang”. “Shoppingen” skal tage os ud af kapitalismens  økonomiske krise. Men kan vi virkelig shoppe os ud af en krise som er skabt gennem forbrug på kredit ?

. . .. . . .. Under et år tog jeg time-out fra unødvendigt shopping og levede som anti-forbrugerist. Et valg som vækte mange følelser hos mennesker, skriver Ann-Christin Gramming i en kronik i avisen Gøteborgs-Posten idag

Det grønneste valg er at afstå

Hver anden kvinde siger at de har shopping som hobby. Modebloggere er vore nye magthavere. Shopping er blevet en livsstil men hvem er du hvis du ikke shopper?  Hvad laver du hvis du ikke shopper eller overhovedet har råd til at shoppe?

Sociologen Zygmunt Bauman diskuterar i sin bok Konsumtionsliv begrebet konsumtion (når vi køber nødvendigheder) og konsumisme (alt det der andet unødvendige vi køber eller drømmer om at købe).

Han peger på hvordan vi i dagens “brug – og smid væk” samfund til og med selv er blevet forvandlet til varemærker. Vi lever i et forbruger samfund hvor vi dels forbruger men samtidigt selv er forbrugsvarer som skal sælges på markedet.

Forbrugeristisk begær
Under et år tog jeg selv time-out fra onödig shopping och levde som anti-konsumist. Inspireret af Judith Levines bog Not buying it besluttede jeg mig for at bekæmpe det forbrugeristiske begær og finde ud af hvad jeg egentlig ville savne ,hvilke mine behov var. Visserligen ägnade jag mig åt ofrånkomlig konsumtion av mat, medicin och förbrukningsartiklar, men allt det där andra som utgör guldkanten i vår vardag avstod jag ifrån. Var det något som jag behövde fick jag försöka att låna, byta eller köpa det begagnat.

Shopping blev en vana
Varför shoppar vi? Jag upptäckte ganska fort att jag ofta hade shoppat för jag hade tillfälle. Shopping hade blivit en vana, en naturlig del av vardagen.
Arbetar man som jag i stan, är det så enkelt att gå en runda i butikerna på lunchen eller efter jobbet. Alltid hittar man något som är på extrapris. Vid löning var det självklart att unna sig lite extra, lunch ute eller en tidning och när man var deppig kunde man trösta sig med genom att shoppa en tidning, ett läppglans eller lite choklad. Men efter mitt shoppingcelibat upptäckte jag att det inte var prylarna som jag saknade, inte shoppingen i sig.

Det var de sociala sammanhangen som i sig krävde konsumtion som jag saknade, att inte gå ut med kollegorna och äta lunch eller hänga med på after work.

Ikke kede sig
Jag fick radikalt ändra mina vanor för att klara köpstoppet. Jag slutade gå i affärer för att inte bli sugen, tog med mig lunch till jobbet och letade upp gratisaktiviteter på helgerna. Jag lånade böcker och tidningar på biblioteket och bytte kläder och barnprylar med kompisar.

Tanken var ju inte att sitta hemma och ha tråkigt utan på helgerna gjorde vi utflykter med familjen i stället för att ta en sväng på stan med fika och shopping. Vi träffade kompisar och deras barn hemma, grillade på gården eller hade knytkalas i stället för att köpa take-away.

Köpstoppet visade sig väcka många känslor hos människor. Jag hade många intressanta diskussioner, inte minst runt kaffebordet på jobbet, men de flesta var positiva till projektet. Många tyckte att det var ett häftigt projekt, men erkände att de nog inte själva skulle klara det någon längre period. De ville inte avstå från nya kläder, eller från en tidning då och då.

En del pekade på det absurda i att göra ett projekt av vad de uppfattade som naturlig sparsamhet. En sparsamhet som de flesta barnfamiljer levde under för inte allt för många år sedan, under en tid när det ännu var otänkbart att låna till konsumtion. Shopping som fritidssysselsättning har ju främst kommit på senare år, men är det bara yngre som ägnar sig åt ohejdad shopping?

I ett ekorrhjul
Genom vårt ständiga shoppande låser vi in oss i ett ekorrhjul av arbete och tidspress. Alla de saker vi shoppar behöver skötas, behöver förvaras, och kanske försäkras innan de byts ut eller uppgraderas för att slutligen förpassas till soprummet. Tänk på all den tid vi skulle få över genom att dra ner på vår shopping! För att inte tala om all den tid vi lägger ned på drömmar och planering av framtida inköp. Hur många tänker egentligen på hur många timmar vi måste arbeta för att kunna köpa en pryl?

Det är naturligvis inget fel på att vilja omge sig med vackra saker men ibland handlar shopping inte om själva prylen utan om ett försök att stilla vår inre oro. Men blir vi någonsin nöjda? Kan vi verkligen shoppa oss lyckliga mer än för stunden? Jag tror inte det.

Gyllene tillfälle
Vi uppmanas från många håll att shoppa, att konsumera “för att hålla hjulen igång” och för att ta oss ur den ekonomiska krisen.
Men är det verkligen så lätt? Kan vi göra så att två svenska arbetare får behålla sina jobb genom att shoppa tre par onödiga skor och en platt-tv? Kan vi verkligen shoppa oss ur en kris som har skapats genom en konsumtion på kredit, en konsumtion för pengar vi inte ännu tjänat?

Om nu den fria marknaden är vår frälsning, skall vi då inte kunna få välja att avstå? Varför kan vi inte se krisen som ett utmärkt tillfälle att bryta våra konsumtionsmönster?

Vi har nu ett gyllene tillfälle att förändra våra vanor och ta ett första steg för att uppnå en hållbar konsumtion. Ekoreko shopping i all ära men det grönaste valet är ju ändå att avstå.

Ann-Christin Gramming er Bibliotekar og har skrevet værket “Köp inte denne bok” , som udkom 2008.

Kronikken kunne læses første gang i Göteborgs-Posten den 19.Juli 2009

.

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Nye milliarder i statsslån til Generel Motors-koncernen

23.Maj 2009 09:03

GM-kapitalen på vej mod konkurs modtager nye milliarder i statslån

DETROIT -WASHINGTON(Reuters) – Et af den amerikanske kapitalistiske økonomis “stoltheder” og tidligere verdens største bilproducent General Motors (GM) er som bekendt et kapitalistisk fallitbo, ligesom Chrysler –  som allerede er erklæret konkurs og nu er underlagt Chapter 11 i i USA´s konkurslovgivning. Fredag blev den synkende skude General Motors – det som engang var flagskibet for den amerikanske kapitalisme – beriget med yderligere et statslån da Obama-regeringen bevilgede et 4 milliarder dollars lån for at undgå den fuldstændige konkurs. Dermed har GM-kapitalen alene i år modtaget regeringslån på 19 milliarder skatteborgerdollar uden sikkerhed for hverken at lånet bliver tilbagebetalt eller at GM-direktører afholder sig fra at sende regningen for virksomhedens krise til de ansatte gennem nye massefyringer.
GM-direktørerne udtalte at de regner med at summen skal stige til 27 milliarder dollar efter 1. juni hvor regeringens tidsfrist for selskabet for at “fremlægge realistiske fremtidsplaner” løber ud. Ifølge regeringen vil Gm blive sat i konkurs hvis den plan som GM fremlægger ikke lever op til de kravene .

Samtidigt som Obama-regeringen giver GM-direktørerne milliarder i statslån uden sikkerhed planlægger GM at fyre endnu flere ansatte
Ifølge GM-kilder handler det fyringer af flere tusind arbejdere og andre ansatte som General Motors ledelse planlægger at fyre i Nordamerika inden den uundgåelige konkurs den 1 juni. Det fremgår af kilder Bloomberg News har været i kontakt med.
Massefyringerne vil blive “mindst lige så store som i begyndelsen af 2009 hvor 4.400 mennesker blev fyret af GM-ledelsen, meddeler Bloomberg News.

Nye massefyringer på Volvo-fabrikkerne i Sverige

22.April 2009 10:34

Arbejderprotester mod massefyringer på Volvo Lastvagnar i Sverige

Uroen og vreden gærer på fabrikkerne i den kapitalistiske transport-koncern Volvo efter ledelsens beslutning om at kaste yderligere 1500 arbejderere og funktionærer på gaden. Det sker efter at de kapitalistiske ejere på aktionær-generalforsamling – i april – blev beriget med aktieudbytter på 4000 millioner S. kr.
At Volvo-koncernen er en guldgrube for de kapitalistiske ejere er der ingen tvivl om. Sidste år fik kapitalisterne 20 milliarder i udbytter – som nu betales af arbejderne og andre ansatte i form af arbejdsløshed og direkte lønnedgang.

Den storkapitalistiske Maskin – og transportkoncern AB Volvo offentligjorde i dag en plan om yderligere massefyringer. Det er 1 543 arbejdere og andre ansatte på Volvo Lastvagnar, Volvo Construction Equipment, Volvo Penta og på motorfabrikken “Volvo Powertrain”.

Masseprotester mod Volvo-ledelsens udbetaling af milliard-profitter til aktionærerne
13.marts 2009
Sidste tirsdag blev et protestbrev med underskrifter sendt til AB Volvo´s ledelse. 900 arbejdere på Volvo lastvagnar i Göteborg havde skrevet under mod uddelingen af 4 milliarder i udbytter til aktionærerne. Der er tale om næsten hundredre procent opbakning.

Arbejderne protesterede mod Volvo-ledelsens uddeling af milliarder til aktionærerne , og krævede at pengene istedet skal bruges til at redde arbejdspladserne.

Drivande i underskriftsindsamlingen har været medlemmer af de faglige klubbers bestyrelser , hvilket også gør underskriftsindsamlingen til en intern faglig kritik af den socialdemokratiske ledelse af Fællesklubben.

Fælllesklubbens afgående formand Olle Ludvigsson, tillige Metalarbejderforbundets repræsentant i AB Volvos styrelse,var ikke engang i stand til at tage afstand fra aktieutdelningen på fyra miljarder kronor.

Protestlistorna lämnades över bara dagarna efter att AB Volvo föreslagit höjd bonus för 250 av företagets chefer, en ren provokation mot arbetarna.
Det får därför ses som en delseger när AB Volvo, dagen efter Volvoarbetarnas protest, drog tillbaka förslaget på höjd bonus. AB Volvo motiverar sitt beslut med att de tagit intryck av den breda kritik av förslaget som funnits ”såväl externt som internt”.

Men inte ens när AB Volvo drar tillbaka ett provokativt förslag kan de hålla sig från att rikta en ny provokation mot arbetarna.

AB Volvos styrelseordförande Finn Johnsson säger att de tagit intryck av IF Metalls krisuppgörelse. Alltså, när arbetarna riskerar betala krisen med sänkta löner är Volvocheferna så ödmjuka att de avstår från att höja sina redan höga löner.

Det bästa svaret Volvoledningens arrogans kan få är protester från arbetarkollektivet. Att 900 arbetare samlar sig bakom ett tydligt krav mot företagsledningen, om så bara genom en namninsamling, är viktigt och positivt. Fortsätt så.

Kilde: – WICTOR JOHANSSON i Proletaren.se – 11, 2009

USA: 742 000 færre arbejdspladser i marts måned

3.April 2009 02:45

Beskæftigelsen på USA:s privtkapitalistiske arbejdsmarked faldt med 742 000 arbejdspladser i marts måned. Det viser ny statistik fra institutet ADP. Nedgangen er den største sidan ADP begyndte sine opgørelser i 2001.

ADP reviderer også nedgangen i beskæftigelsen i USA i februar ned fra tidligere offentliggjorte 697 000 færre arbejdsplaser til 706 000 .

Mellem januar og marts er flere end to millioner arbejdspladser blevet nedlagt, ifølge en beskæftigelsesrapport fra USA´s Arbejdsministerium _ Labor Department som kom fredag.
Det officielle arbejdsløshedstal nu oppe på 13.2 millioner mennesker i de Forenede Staters kapitalistiske økonomi hvilket svarer til 8, 5 %.

Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier

25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.

Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.

Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.

“Varehusmordbranden”

Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof  i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? .  Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.

Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :

“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”

Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man –  det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA –  kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks”  politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste  Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa.  En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.

R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker

Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.

Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:

“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967

Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”

I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og  de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:

Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?

Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.

I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.

Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland

Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:

“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”

 

En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.

Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *

Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.

Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:

“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”

Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.

Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.

Om karakteren af den “individuelle terror”:

..  .. .  skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om  i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:

“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]

Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.

I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :

Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Staatsgast geladenen Schah Mohammed Reza
Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.

Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.

Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF

Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -

Kritik

Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.

• kadi –

Mere om Tysklands historie efter 1945

 

Krisens USA: Hvert tiende borger modtog madkuponer i januar

3. April 2009 – 06:19

WASHINGTON (Reuters ) Regningen for den kapitalistiske krise betales af arbejderklassen og de allerfattigste i “Gods Own country” , USA.
Kapitalisterne har fyret millioner amerikanere alene i løbet af det sidste år. De har stillet sig i den arbejdsløshedskø der allerede talte millioner. Den officielle arbejdsløshed nåede i februar op på godt 8 procent – den højeste i 25 år. Mange af disse mennesker får kun arbejdsløshedsstøtte i nogle måneder hvis de overhovedet får nogen hjælp. Mange oplever derefter at de bliver tvangsauktioneret ud af deres hjem enten fordi de ikke har kunnet betale huslejen eller afdrag og renter til de kapitalistiske realkreditselskaber.
Kapitalismen viser sit sande ansigt under krisen. Når kapitalens og den kapitalistiske overklasse ser profitterne mindske sendes regningen til de brede arbejdende lag. De mennesker som så at sige sikrer kapitalen de daglige profitter. De mennesker som i kraft af deres daglige arbejde i USA såvel som i andre lande har gjort USA´s overklasse til verdensrigeste og har bygget amerika op til det det er idag må bærer de tungeste byrder i form af arbejdsløshed, hjemløshed og fattigdom hvis de ikke bliver dræbt eller såret i krigene i Irak eller Afghanistan.
Antallet mennesker som får madkuponer i USA er nu ope på godt 32 millioner mennesker. Dvs hver tiende indbygger modtog disse Welfare kuponer i januar. Det viser USA´s regerings egen statistik som kom torsdag. Det indebærer at endnu flere end de godt 32 millioner som har familier/børn som skal forsørges – overlever i kraft af Welfare kuponerne.
At uddele fødevarekuponer er USA´s vigtigste hjælpeprogram mod hunger blandt landets fattige. I gennemsnit fik hver bidragsmodtager næsten 113 dollar i januar, svarende til godt 700 kroner.
Januar var den femte måned i træk som antallet uddelte kuponer steg.
Fødevarehjælpen er et tydeligt tegn på hvor dyb den kapitalistiske krise er i USA. Den økonomiske konjunkturnedgang er nu inde på sin 16. månad og ingen ny “superkonjunktur” er i sigte.

Island : Største proteststorm siden 1949

21.Jan. 2009 – 17:53

REYKJAVIK ( e24.se)
I flere dage har islændingene protesteret mod den kapitalistiske krise, koruption og den borgerligt-reformistiske regerings politik udenfor Alltinget- det islandske parlament i Reykjavik i
Protest-stormen betegnes som de mest omfattende siden 1949, da den prokapitalistiske regering sagde ja til integrere landet i den aggressive forsvarsalliance Nato.
Protestaktionerne som for alvor startede i tirsdags og fortsatte under natten mot onsdagen blev gentoptaget senare på dagen da parlamentet Alltinget samlades for en ny session.
Da statsminister Geir Haarde skulle forlade sit kontor i centrala Reykjavik
kastade demonstranter snwboldew og æg imod ham. Haarde måtte søge ly i tjenstebilen inden han fik hjælp af tililende politistyrker.
Demonstrationerna inleddes i tisdags i samband med att alltinget samlades för
førsta gangen i år. De omkring tusen demonstranterna som samlats utanfor
Alltings-byggnaden blev under tisdagsaftenen stadig våldsamma. Deltagarna
krævede regeringens afgang och nyvalg samt kastade toalettrullar och sko mot
byggnaden.
Politiet brugte flera gånger pebarspray for at hindra demonstranter at tage sig
ind i parlamentsbyggnaden. En grupp demonstranter tænde eld på juletræet på
Alltingstorget och slog parkbænke i stykker som de derefter satte ild på.
Politiet havde ikke helt kontroll over situationen før klokkan tre, onsdag morgen, rapporterar islandska medier. Ett 30-tal demonstranter greps under tisdags aften . Några skadades lindrigt.
Protesterna, ofta flera gånger om ugen, holdes oftast lige ud for Alltinget.
“– Vi som er dette lands borgare, uttrycker vora følelser mot myndigheterna som agerar som om vi ikke
eksisterade, sagde Hördur Torfason under den fredliga delen av demonstrationerna. Musikeren Torfason leder
protestbevægelsen Folkets stemmer som organiserat den senaste tidens protester.
Demonstranterna har också tidigare krævt regeringens avgång och nyval, ett krav som regeringen avvisat.
I sidstew uge blockerade demonstranterna indgången til Alltinget och polisen fick också den gang bruge fysisk vold for at fjerne dem.
Islandsk fjernsyn viste billeder på hur statsminister Haarde och andra ministrar handgripligen hindrades från att komma in i alltinget och överöstes med förolämpningar.

Delvis våldsamma protester mot regeringen har pågått i Reykjavik ända sedan finanskrisen, som drabbat Island extra hårt, slog ut i full blom i oktober.

Da nationaliseredes landets tre størsta banker da de stod inför omedelbar konkurs till følge av den internationella krisen. Trots att IMF/Världsbanken godkendt lån till Island på motsvarande omkring 18 miljarder kronor ventas islænningarna drabbas hårt av arbetsløshet och recession.

Kapitalistisk prostitution: Kvinder brændemærkres som kvæg

15.Marts 2009 – 16:05

Menneskehandlere og bagmænd brændemærker – bogstaveligt talt – afrikanske kvinder.

Den smertefulde mærkning fungerer som stregkoder på handlede kvinder, der bliver solgt som sexslaver til det kapitalistiske prostitutionsmarked i Danmark.
Det er et nyt fænomen herhjemme, men et kendt eksempel i pigernes hjemlande, hvor alfonser betragter pigerne som kvæg.
Det fortæller Dorit Otzen, forstander på Reden, et værested for prostituerede, til DR-nyheder . Hun har mødt mange af de afrikanske kvinder som slaver i den kapitalistiske prostitution i Danmark og med egne øjne set brændemærkerne på pigernes arme og hofter.
Mærkerne er forskellige, men budskabet er det samme hver gang det samme, siger hun.
- Du kan ikke slippe væk, jeg kan altid finde dig, det er mig, der bestemmer, siger Dorit Otzen.
De uhyggelige spor i huden laves for det meste med brændejern, opvarmede barberknive eller glødende vandrør. Med inspiration fra kvæghyrder.
- Kvinderne er kvæg i mange af de hers øjne. Vi har siddet i danske retsale og hørt alfonserne kalde sig selv hyrder – de vogter kvæg, siger Dorit Otzen.
På Rigshospitalets Brandsårsafdeling kan overlæge Bjarne Alsbjørn nu også registrere, at de brændemærkede sexslaver, er i landet.
- Det er noget nyt for os, vi har ikke set det før, siger han.
Han har på det seneste behandlet kvinder, der vil af med mærkerne – der ligner stregkoder.
Det er en ganske simple ting, ligesom en stregkode, siger Bjarne Alsbjørn.

Kvinderne vil ikke udtale sig

Men kvinderne er umulige at få i tale, og derfor ved overlægen ikke, om kvinderne er sluppet ud af prostitution – eller om de ender tilbage hos bagmændene, efter han har udskrevet dem.
- Kvinderne er meget fåmælte om det. De vil bare af med brændemærket, og det er det, siger Bjarne Alsbjørn.

USA i krise: industriproduktionen fortsætter faldet: ned med 1,4 % i februar

16. Mar 2009 – - -14:43

WASHINGTON (FED/Reuters) – - Industriproduktionen i USA´s kapitalistiske erhvervsliv fortsætter nedad : med et fald på 1,4 procent i februari sammenlignet med januar måned. Samtidigt som flere millioner har mistet deres arbejde og dermed købekraft sidder den kapitalistiske økonomi i USA fast i en skruestik: Med den kapitalistiske krises konkurser,tvangsauktioner og massefyringer følger faldende indkomster hos de brede lag, hvilkert fører til mindsket salg i detailhandelen og dermed produktionen af forbrugsvarer. Det har ført til en mindsking af produktionen i letindustrien (forbrugsvarer) hvilket nu virker ind på sværindustrienm dvs. produktionen af produktionsmidler, maskiner, transport såvel som udvinding af råvarer;metaller olie osv.. Krisen løses ikke gennem at trykke flere dollarsedler og give dem gratis (0,5%) til finanskapitalen. Derfor er udsigterne USA´s kapitalistiske økonomi mørke.
Også den såkaldte kapacitetsudnyttelse i industrien – som er en opgørelse over hvor stor en del af fabrikkernes produktionskræfter der i realiteten udnyttes – faldt til 70,9 procent, sammenlignet med 71,9 procent i januar. Dvs. næsten 30 % af USA´s preoduktionskræfter står ubenyttede hen, samler støv så sige
At næsten 30 procent af de industrielle produktionskræfterne i USA´s kapitalistiske erhvervsliv står ubenyttede hen, dementere de neoliberale såvel som borgerligt-reformistiske økonomers og politikeres påstande om kapitalismens effektivitet.
Det betyder at den revolutionære marxistiske analyse af kapitalismen som et ikke bare ineffektivt, men også menneskefjendtligt og naturfjendtlgt samfundsystem bekræftes. * * * ** * * *
Kilder: USA´s Nationalbank: Federal Reserve.

Massefyringer på løbende bånd i krisens USA: 853.000 flere arbejdsløse i februar måned

4.mar. 2009 – 17:56

KRISEN SKÆRPES : Alene i februar måned blev 651.000 mennesker fyret i USAs kapitalistiske økonomi.

   Svaret på krisen fra den kapitalistiske kommandoøkonomis herskere og deres politikere er at vælte krisens byrder over på arbejderklassens og de brede massers skuldre. Den officielle arbejdsløshed i USA er nu opppe på 8,1 % *) – den højeste i 25 år. Bag statistikken kæmper millioner med at klare dagen og vejen uden løn. 12 og en halv million mennesker **) har registret sig som arbejdsløse foruden de millioner som ikke er med i statistiken. Alene i de sidste 12 måneder er fem millioner mennesker blev fyret fra deres arbejdspladser som en konsekvens af den kapitalistiske krise. Samtidigt står kapitalisterne i bilindustrien såvel som finanskapitalisterne på Wall Street i kø for at kræve milliarder i statsstøtte for at undgå deres egen konkurs og risikere at skulle leve som folket i “Main Street”. Politikerne i Washington bevilger den ene milliard efter den anden til kapitalen . Seneste med forsikringsselskabet AIG, som nu for tredje gang modtager et tocifret milliardbeløb i statsstøtte. – – -
Kilde: Reuters

*) : Sæson-justeret arbejdsløshedstal ( reelt:8,9 %). Udover de 651.000 fyrede i februar søgte 200.000 nyanmeldte unge og pensionister forgæves efter en arbejdsplads i februar. – – – – -
**): Antallet beskæftigede faldt til godt 140 millioner i februar 2009 fra 144 millioner 550 tusind i februar 2008. ifølge Arbejdsministeriet i Washington
USA´s samlede arbejdstyrke som står til rådighed for det kapitalistiske arbejdsmarked – privat såvel som statsligt – steg med en halv million (498.000) mennesker i februar, til 154 millioner 214 tusind.
Dermed udgør arbejdstyrken 65,6 procent af folk i den erhvervsaktive alder (over 16 år i USA)
Antallet mennesker som står til rådighed for det kapitalistiske arbejdsmarked – men som stadig er arbejdsløse opgøres til
18 millioner 112 tusind i februar samenlignet med 17 millioner 259 tusind i januar. Dermed faldt andelen af beskæftigede af den samlede arbejdstyrke (erhvervsfrekvensen) til 60,0 procent i februar, sammenlignet med 60,5 procent i januar.

Kapitalismens krise: Ukraine på randen af konkurs

23:Feb. 2009 – 7:11

Kapitalistisk krise: Ukraine på randen af statsbankerot

Ukraine står på randen af konkurs, rapporterer de internationale medier

Ukraine 2009 :Folkelige protester i mod nedskæringer, massearbejdsløshed og den øgede fattigdom som ukrainerne nu for alvor får at mærke som en følge af den kapitalistiske verdenskrise.

Den kapitalistiske krise rammer kapitalistiske stater jorden over. Og efter Island – er Ukraine et af de lande som er hårdest ramt af den kapitalistiske krise.
Statsminister Julia Timosjenko og Præsident Viktor Jusjtjenko – som kom til magten efter den EU- og USA- støttede “orange revolution” i 2004 – skriger nu skældsord efter hinanden i det ukrainske parlament i et forsøg på at fralægge sig ansvaret for den truende kapitalistiske statsbankerot.
– - – - – — – - – - — – - – -
En af landets storbanker, Nadrabank, trådte i betalingsstandsning i sidste uge og er nu underlagt de finanskapitalistiske konkursforvaltere samtidigt som den Internationale valutafond (IMF) sagde nej til et tidligere bevilget lån på godt 13 milliarder kr. Med en udlandsgæld på 105 miljarder dollar – ~ 754 millarder kr – er Ukraine foruden Ecuador, som blev erklæret statsbankerot i december ifjor et af de lande med tilknytning til US-dollaren som har den højeste udlandsgæld. Samtidigt er den ukrainske valuta er devalueret med 50 procent overfor US_dollaren på ett år.
Den kapitalistiske krise tager nu kvælertag på Ukraines produktive liv. Nye tal viser at produktionen i landet falder med 30 procent. Industriproduktionen faldt i januar med hele 34 procent set i forhold til samme måned i fjor, informerer Børsen

På den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i Kiev er indekset styrtdykket med 85 procent. I parlamentet forsøger den tidligere vest-støttede præsident Viktor Jusjtjenko desperat for at blive af med statsminister Julia Timosjenko – som nu for alvor udfordrer Jusjtjenko om magten . Hver for sig repræsenterer disse ukrainske ledere storkapitalistiske interesser i ind – og udland (EU/USA/Rusland)

“Krisen var dyb for en måned siden men den er blevet endnu værre. Der findes økonomer her som sammmenligner Ukraines situation med Rusland´s i efteråret 1998 da hele bankvæsenet gik i konkurs”, siger en diplomatkilde til SvD Näringsliv.

Kina:20 millioner flere arbejdsløse kinesere “de seneste par måneder”

2. Feb. 2009 – 15:22
I løbet af de seneste par måneder er flere end 20 millioner af de landarbejdere og bøndere som i løbet af de sidste årtier er emigreret ind til byernes kapitalistiske industrier nu blevet fyret pga af den økonomiske krise i det kapitalistiske Kina
De mange millioner arbejdsløse er tvunget til at flytte tilbage til landdistrikterne – hvor flertallet af Kinas befolkning stadig bor.
Der vil de stille sig i rækken af millioner af arbejdsløse og et liv i fattigdom. Det er kapitalismens lov som slår fuldt igennem i Kina under den kapitalistiske krise.

“- Omkring 15 procent eller 20 millioner af landets 130 millioner landlige tilflytter-arbejdere har mistet deres jobs, efter den globale nedgang har sat ind og arbejdsgiverne skåret ned på produktionen, 

siger chefen for Landbrugsministeriet Chen Xiwen til nyhedsbureauet Xinhau.

Obama på alle kanaler: kapitalen satser alt på “Demokraternes” kandidat

30.Okt. 2008 – 05:12

“En økonomi som ærer arbejdets værdighed”

Med næsten rene kommunistiske hyldninger til arbejdet forsøgte Barak Obama igår at forføre amerikanerne i præsidentvalgkampens slutspurt. Det skete primetime på de fire store TV-kanaler. Obama-kampagnen købte 30 minutters tid på alle de store landsækkende kanaler fra CNN og FOX til CBS. Pris : 4 millioner dollar
Det siges ligefrem at der findes så mange penge i Obama´s -kampagnekasser at der ikke findes tilstrækkelig med reklametid.

Obama på alle kanaler.

Pengene fosser så at sige ind i Obama-kampagnens valgfond. Brede lag i USA´s herskende kapitalistiske overklasse satser nu alt på at få valgt “afroamerikaneren” Barack Obama til ny præsident.
En af årsagerne er som Obama selv udtrykker det: “It´s time for a Change”. USA´s herskende kapitalistiske overklasse er i krise. Økonomien
og profitterne opretholdes kun i kraft af omfattende statsstøtte, samtidig som massearbejdsløsheden,inflationen,underskuddet på betalingsbalancen og statsgælden eksploderer. Overklassen forsøger at vælte krisens byrder over på skuldrerne af arbejderklassen og de underste lag. Men arbejderklassen vil aldrig acceptere at betale for kapitalens krise. Maskinarbejder-strejken på Boeing-flyfabrikkerne er et varsel til den kapitalistiske overklasse om skærpede klassekampe.

Derfor satser de nu på “Demokraten Obama”. Han skal afbøje og pacifisere arbejderklassens og andre brede demokratiske lags protester i kølvandet på den kapitalistiske krise.
En anden årsag er at Obama ligesom republikaneren John McCain, er fortaler for en fortsat USA-imperialistisk interventionspolitik og samtidig har et “uplettet” rygte verden over; og faktisk er mere populær i Europa end i hjemlandet:

Barak Obama i Berlin: Ich bin ein schwarzer berliner

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse bliver følgen af kapitalismens krise

20.Okt.2008

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse det kommende år

Det internationale LO´s chef Juan Somavia udtaler at “antallet af arbejdsløse kan stige til 210 millioner i slutningen af 2009 mod 190 millioner i 2007 “.
I forbindelse med fremlæggelsen af ILO´s raport om følgerne af den kapitalistiske krise for jordens folk tilføjer Somavia at “antallet af working poor som lever for mindre en dollar om dagen kan stige med omkring 40 millioner – mens de som lever for mindre end 2 dollars om dagen med mere end 100 million”. * * * *

Somavia påpeger at “This is not simply a crisis on Wall Street, this is a crisis on all streets. We need an economic rescue plan for working families and the real economy, with rules and policies that deliver decent jobs. We must link better productivity to salaries and growth to employment”,

Og Mr. Somavia beder Bush og Sarkozy om at reformere kapitalismen på det kommende krise-topmøde i New Yoprk med ordene: > > > > >
“Protecting and promoting sustainable enterprises and decent work opportunities must be at the heart of the Summit on the Financial Crisis recently announced by Presidents Bush and Sarkozy”,

og endvidere skal kapitalismen forbedres:

“We must return to the basic function of finance, which is to promote the real economy. To lend so that entrepreneurs can invest, innovate, produce jobs and goods and services.”
The global financial crisis could increase world unemployment by an estimated 20 million women and men, the Director-General of the International Labour Office (ILO) said today. “We need prompt and coordinated government actions to avert a social crisis that could be severe, long-lasting and global”, he added.
Somavia also said that the current crisis would hit hardest such sectors as construction, automotive, tourism, finance, services and real estate. He also noted that the new projections “could prove to be underestimates if the effects of the current economic contraction and looming recession are not quickly confronted”.
Based on revised global growth estimates by the International Monetary Fund1 (IMF), the UN and early reports suggesting rising job losses for most countries where data was available, ILO Director-General Juan Somavia said the ILO’s preliminary estimates indicated that the “number of unemployed could rise from 190 million in 2007 to 210 million in late 2009.”

Kinas økonomiske vækst stagnerer og massearbejdsløsheden stiger

20.Okt. – 2008 10:25

Væksten i Kinas kapitalistiske økonomi falder for tredje kvartal i træk – -

Li Xiaochao, talsmand for Kinas centrale Statistik-kontor, meddelte idag at væksten i Kinas brutto-nationalprodukt BNP faldt til 9 procent i tredje kvartal. Det er dermed 3.kvartal i træk at BNP-væksten falder og mere end en procent mindre en de 10,1 procent som var den officielle stigning i andet kvartal.
I de første ni måneder i år var den officielle vækst 9,9 procent pro anno, mod 11,9 procent for hele 2007.
At det hovedsagligt er eksporten fra de kapitalistiske eksportvirksomheder der har holdt væksten i Kinas økonomi oppe vidner det faktum at eksporten fra Kinas kapitalistiske industrier ligger oppe på en årlig stigning på over 20 procent, men uden tvivl vil den krise – som breder ud sig i både USA og EU som idag er Kinas største aftagere af vare – også komme til at slå mod eksporten fra Kinas industrier.
Allerede nu er flere tusind virksomheder i Kinas kapitalistiske økonomi lukket som en følge af den krise som har ramt hele den kapitalistiske verden. Og de fyrede arbejdere protester eller stiler sig i den køen af andre arbejdsløse kinesere.
Som de 7 tusind arbejdere på en legetøjsfabrik i Dongguan som blev fyret i onsdags :Masseprotester mod lukningen af fabrik i Dongguan fortsætter

Kilder: Xinhua+ Financiel Times

Kina: Masseprotester mod lukningen af fabrik i Dongguan fortsætter

17.Okt. 2008 -

Omkring 2,000 arbejdere gik fredag på gaden for tredje dag i træk i den sydkinesiske by Zhang Mu Tou for at protestere mod den chockerende lukning af fabriken der beskæftiger 7000 ansatte

Den kapitalistiske krise slår også hårdt mod økonomien i det kapitalistiske Kina. Det “kapitalistiske mirakel” i flere af landets “blomstrende økonomiske frizoner” stagnerer nu med konkurser, fabrikslukninger og massefyringer til følge.

Zhang Mu Tou (Xinhua,Kina) – - – Arbejderne på fabrikken fortsatte fredag for tredje dag i træk protest-demonstrationen udenfor den store kapitalistiske legetøjsfabrik i Dongguan som ejerne besluttede at lukke onsdag. 6500 arbejdere står nu på gaden uden arbejde, mange af dem også hjemløse. De ansatte har ikke fået løn i to måneder. Og i Kina har arbejderne ikke organiseret nogen arbejdsløshedskasse, endsige har ret til dagpenge. – -
Den konkurstruede fabrik leverer legetøj til USA. Store dele af Kinas kapitalistiske industrier er afhængige af eksport til det kapitalistiske verdensmarked. Især USA-markedet er en stor køber af kinesiske varer, som f.eks legetøj fra fabriken i Dongguan. Og det bliver Kinas og USA´s arbejderklasse der er udset til at skulle betale for krisen gennem massefyringer og arbejde uden løn i flere måneder som det har været tilfældet på legetøjfabrikken i Zhang Mu Tou.

Vrede arbejdere samledes udenfor fabrikkens lukkede porte for at protestere mod lukningen som beskyttes af tilkaldte politistyrker. Arbejderne kræver samtdig løn for de måneder hvor de har arbejdet “gratis” -udbetalt. – - – Video fra arbejderprotesterne mod lukningen af legetøjsfabrikken i Guandong
– – – – – – – – – – – – – – – – – – -
Guan Dong Workers protest Nyhedsindslag fra NDTV: Toy Factory Bankruptcy Protest: Hundreds of workers gather outside a large toy factory in Zhang Mu Tou of Guangdong province, of southern China Friday, Oct. 17, 2008. – - — – – - — – — -
Hundreder af arbejdere protesterede fredag for den tredje day i træk outside the factory that closed in southern China amid a global slowdown that has begun hurting Chinese manufacturers.
Omkring 500 arbejdere were milling around outside fabrikken i Dongguan, mens politistyrker blokerede porten til fabriksområdet. Arbejderne kræver bl.a lønninger som de har tilgode betalt af fabrikens ejer i Hong Kong , Smart Union Group (Holdings) Ltd., som havde tre fabriker i Dongguan i Guangdong-provinsen, bl.a en af Kinas største legetøjsfabrikker som de nu har lukket. – – -
Arbejderne demonstrerer udenfor en regeringbygning mod lukningen af fabrikken i in Zhang Mu Tou . Chinese police officers stand guard as hundreds of workers gather , 17.okt 2008.

Over halvdelen af Kinas eksport-virksomheder i legetøjsbranchen er lukket i år

  I ugen meddelte det officielle nyhedsbyreau Xinhua at 52,7 % ud af 3,631 legetøjs-eksportører bukkede under i 2008.  DE lukkede pga højere produktions-omkostninger,  lønstigninger for arbejderne, og valutakursstigningen af de kinesiske kroner :yuan ifølge Xinhua. DE fleste fallitter er sket på små fabrikker. 
Fabrikken Smart Union, which supplied household brands such as Mattel and Disney, went bankrupt earlier this week, leaving 7,000 workers both jobless and in many cases homeless.
The company, which is listed in Hong Kong, blamed an over-reliance on the US market for its collapse and did not clarify whether its staff would be paid.
“I have not been paid for two months and I cannot afford to rent an apartment in the city,” said Ma Ping, a worker, to the Southern Metropolis Daily newspaper. She added that she had seen suppliers block the factory gate in protest in the past. Mrs Ma slept in the dormitories that Smart Union provided on site.
“This is the first private company in China to go bust because of the financial crisis,” said Chao Gang Ling, a professor at Shanghai’s Finance University.
A spokesman for the municipal government said that officials were locked in talks with representatives of the workforce to try to resolve the crisis.
The protests outside the factory have not resulted in any injuries yet, although the local police have threatened some dissidents with prison sentences if they continue to vent their anger.
On its website, the local government said: “At this time I hope you will respect the law and not do anything that would hurt or cause concern to your parents and family.”
The factory closed Wednesday, the same day the company issued a notice to Hong Kong’s stock market saying it was suspending trading of its shares pending the release of an announcement. Calls made to the company’s Hong Kong main office were not answered.

The Southern Metropolis Daily, one of the most popular mass-market dailies in Guangdong, reported on its Web site Thursday that workers were shocked that the factory had closed. Unidentified laborers were quoted as saying the plant was operating as normal on Tuesday and there were no apparent signs it was about to close.

About 1,000 laborers protested outside the factory’s main gate, where the local government posted a notice saying the plant was closed because of “unfavorable business conditions,” the paper said.

Nyhedsburauet Xinhua rapporterer at ifølge de kinesiske toldmyndigheder er eksporten til USA fra Kinas kapitalistiske industrier faldet med 5,2 procent – alene i de første syv måneder af 2008 – på grund af den kapitalistiske krise.

Nye massefyringer på Fords Volvofabrikker : 3300 fyret

12.Sep. 2008 – 20:11

Den kapitalistiske krise slår hårdt mod Ford´s datterselskab :”Volvo Personvagnar” (Volvo PV ) og de titusunder af ansatte på fabriker i Sverige, Belgien og Holland.
Oveni de 2000 som blev fyret tidligere i år kom ledelsen i den Ford-ejede bilkoncern idag med en “ny kriseplan” med massefyringer af 3300 ansatte på Volvo bilfabrikerne i Sverige og Belgien.
2.000 arbejdere skal ifølge ledelsen i den FORD-ejede bilkoncern forlade fabrikkerne sammen med 700 funktionærer på Volvo PV i Sverige og 600 på bilfabrikken i Belgien.
Ifølge Metalarbejderforbundets Fællesklub indebærer ledelsens “plan” at sammenlagt 2 250 kollektiv-ansatte tvinges til at forlade Torslanda-fabrikken i Göteborg.

“Truslen” eller meddelelsen om massefyringer af 3300 mennesker – kom efter at Ford´s topdirektør (CEO) Alan Mulally under en pressemiddag på den internationale biludstilling i Paris havde afvist rygter om salg af Volvo PV til højestbydende, men samtidigt krævet at – Volvo ska “forbedre sin udgiftsstruktur”; Med andre ord : Ford kræver at profitterne igen begynder at strømme fra Volvo-bilfabrikkerne ned i FORD-koncernens tomme kasser.
Men Ford og Volvo PV kan ikke fyre sig ud af krisen. Fakta er at at underskuddet i Volvo PV løb op i 1600 millioner svenske kroner alene i de første seks måneder i år. Fords underskud (tab) løber op i over 40 milliarder kr bare i år, samtidigt som Ford-salget i september måned faldt med 34 procent i USA. Den var tiende måned i træk at Ford´s salgstal pegede nedad.

I ly af den 700 milliarder store redningsplan for Wall Streets finanskapitalister bevilgede USA´s politikere et statsgaranteret lån på 25 milliarder dollar til Generel Motors, Chrysler og andre automobilkapitalister i USA, dog ikke Ford..
Både Ford, GM og andre er på vej mod konkurs hvis situationen på det kapitalistiske bilmarked ikke ændres drastisk eller at den amerikanske stat fortsætter med at finansiere bilselskabernes løbende kasseunderskud.

At bygge biler er tung industri som kræver enorme leverancer af forarbejdede stål-karosser, motorer og andre bil-reservedele. Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

Fords krise er alvorlig og datterselskabet Volvo PV´s kris er alvorlig og forværres af at virksomheden ligger efter sine konkurrenter i udviklingen av nye motorer. Det siger SVT -Rapports økonomireporter Jan Nylander efter at Volvo-ledelsen har offentligjort planer om fyringer af 3300 ansatte .

“- I augusti faldt salget med over 30 procent og alene i år beregnes Volvo ifølge mine kilder tabe 70.000-80.000 biler sammenlignet med den prognose de gjorde for bare et år siden.”

Salget i USA blev halveret i september.

“- De varsel vi har set er bare begyndelsen. Ifølge mine kilder vil 15.000-20.000 mennesker miste sine jobs inden dette er ovre.”
Den her krisen slår ikke bare mod Göteborg men mod hele Vestsverige. Også General Motor som ejer datterselskabet Saab med bilproduktion i Trollhättan er hårdt ramt af den kapitalistiske krise og overproduktionen på det kapitalistiske bilmarked, hvilket giver sig udslag i stærkt faldende salg.

Det her vil fremfor alt at slå mod underleverandørerne.

 Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

 

Volvo Personvagnar – en del af den kriseramte FORD-koncern -

     Ford-koncernens finansielle krise som falder sammen med den gennerelle kapitalistiske finanskrise , USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser og overproduktionen på bilmarkedet. Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet Volvo Cars budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer tidligere i år blev fyret på Volvo´s fabrikker i Olufstrøm og Torslanda i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

 

“Kapitalismens jungle-lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

  Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbilsdivisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar (dengang= 50 milliarder svenske kr.) var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som fællesklubbens formand Olle Ludvigsson manende slog fast.
Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i “cool cash” for at komme over varemærket Volvo og de profitter som bilarbejderne løbende skaber på de rullende produktionsbånd i Sverige og i Belgien.

Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsens ledelse i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW – som blev født i tredivernes hårde klassekampe hvor KOMINTERN-partiet Communist Party of the USA spilede en afgørende rolle i kampen mod den magtfulde ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger. Den gang var den kapitalistiske krise, massearbejdsløsheden både dybere og højere. – Nu kommer UAW FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-orginserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for blodpenge fra de kapitalistiske narkokartelllers virksomhed – velkommen. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nylig har købt 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasarsspillet og hvidvaskningen af de kriminelle organisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – siger han nu offentligt til Ford-ledelsen: “sælg Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.

SVENSKA — —–8 okt. 2008 – 18:45
Volvo Personvagnar presenterade sin nya sparplan på en presskonferens i dag. Planen innebär att utöver de 1.200 som tidigare varslats får ytterligare 3.300 gå.
Volvo Personvagnar varslar ytterligare 3300 personer om uppsägning, varav 2 000 arbetare och 700 tjänstemän i Sverige. I Göteborg handlar det om 1650 arbetare och 580 tjänstemän. I Skövde och Floby drabbas 60 tjänstemän.

Hvorfor slår det så hårdt mod lige Volvo?
- Först måste sägas att det här är en kris som slår mot alla biltillverkare. Men anledningen att Volvo drabbats hårdare är att Volvo er så afhængigt af USA. Der har man set de største salgnedgange.
ong>

De som får gå är 2.000 arbetare och 700 tjänstemän på Volvo PV i Sverige och 600 utomlands. Flera lokala politiker var inbjudna till presskonferensen, vilket understryker att läget för Volvo är mycket allvarligt.
-Det här är ett varsel i en storleksordning som vi inte sett på länge, säger IF Metalls ordförande Stefan Löfven.
“Svåra tider”
Volvos vd Stephen Odell var mycket samlad när han berättade om de rekordstora ned- dragningarna.
-Det är svåra tider, de kräver svåra beslut. Vi behöver dra ner mer än vi trott, sade han.
Volvos verkstadsklubb kommenterade varslet så här:
Volvos verkstadsklubb konstaterar i ett pressmeddelande att varslet innebär att totalt 2 250 kollektivanställda i Göteborg tvingas lämna företaget.
- Spekulationerna är över, nu har vi en klar bild av läget för Volvo Personvagnar”, säger Olle Ludvigsson, ordförande för Volvo Verkstadsklubb i Göteborg, som omfattar både Volvo PV och AB Volvo.
- Ovissheten som våra medlemmar levt med under en längre period, som förstärkts av medias spekulationer, har bidragit till en stor oro och frustration. Men nu när vi ser den verkliga omfattningen av varslet, kan vi fokusera på förhandlingsarbetet med turordningar och hur vi praktiskt löser alla de omflyttningar som neddragningarna innebär, säger Olle Ludvigsson.
Olle Ludvigsson, uttrycker viss förståelse för onsdagens varsel.
- För oss på Metall-sidan finns en korrelation mellan hur många bilar som tillverkas och hur många vi kan vara. Sedan får vi studera varslet och se om det är rimligt, säger Ludvigsson till TT. Han är orolig för framtiden för dem som nu blir utan jobb och pekar bland annat på att a-kassan för dem som jobbat nattskift kan bli så låg som 53 procent av deras inkomst.
IF Metalls ordförande Stefan Löfven kräver extraordinära insatser av regeringen för att trygga utbildningsplatser och liknande för alla som sägs upp. Han efterlyser krafttag från regering, företag och fack för att rädda den svenska fordonsindustrin.
- Hur bygger vi för en fortsatt fordonsindustri i Sverige? I grunden är den stark, säger Löfven.
SACO: “Hur ska vi utveckla framtidens bilar”
- Risken är att vi inte får tillräcklig kraft att utveckla och marknadsföra framtidens bilar. Jag ser neddragningen som en jätterisk för hela vår överlevnad. Det säger Magnus Sundemo, ordföranden för fackförbundet Akademikerna med 1 800 medlemmar på Volvo Personvagnar. Han tycker att det är sorgligt att det gått så långt men är inte förvånad med tanke på försäljningsnedgången.
Samtidigt framhåller han att det finns en stor vilja hos medlemmarna att vara med och vända situationen, bland annat har ett frivilligt projekt bland ingenjörer dragit i gång där man träffas i grupper under luncher och på fritiden för att hitta lösningar för nya bränslesnålare bilar.
- Det är våra jobb det handlar om. Om vi sitter med armarna i kors och bara väntar på att företaget ska dö har vi inget kvar, vi måste sätta axeln till, säger han.
Vd Stephen Odell säger att företaget trots neddragningarna ska ha kvar offensiv forskning.
- Givetvis påverkas forskningen av neddragningarna men det ska ändå finnas tillräckligt med resurser, säger han till TT.
Unionen kräver kriskommission
Fackförbundet Unionen kräver en kriskommission för Västra Götaland med extraordinära resurser och hjälpåtgärder till dem som förlorar sina jobb, skriver förbundet i ett pressmeddelande från den pågående kongressen i Örebro.
Unionen talar om den “synnerligen allvarliga utvecklingen på svensk arbetsmarknad” och kräver skräddarsydda lösningar för enskilda drabbade, men också satsningar för långsiktig utveckling i regionen.
“Utgångspunkten ska vara att de drabbade även fortsättningsvis ska klara sin försörjning och få kvalificerat stöd till kompetensutveckling och att snabbt finna ett nytt arbete”, heter det.
TT

FAKTA om Volvo Personvagnar – - – - – -

Redan i juni i år lades ett storvarsel på Volvo. Den 25 juni varslades 2000 om opsigelse hvoraf 1.200 ansatte i Sverige. Halften metalarbejdere og halvdelen funktionærer. Nu kom så “kriseplanen” med fyringer af yderligere 3300 ansatte i selskabet.
Det sker samtidigt som de såkaldte frivillige opsigelser – dvs “efter eget ønsker” – fortsætter. De sidste to år har Volvo PV mindskat personalen på den måde med 2 500 personer.Volvo Personvagnar hade vid årets början cirka 24.400 anställda över världen, varav 17 600 i Sverige. I belgiska Gent, där Volvo PV också har en fabrik, jobbade cirka 4.100.
Antallet ansatte har stadigt mindskat de sidste år. 2003 havde Volvo PV godt 28.100 ansatte.
Kilde: Svt.se/ volvocar.se/ TT

USA: beskæftigelsen falder for 9. måned i træk.

3.Okt. 2008

Nye tal fra USA viser at beskæftigelsen i USA´s kapitalistiske økonomi udenfor landbruget faldt med 159.000 personer i september. Det er 9. måned i træk, at beskæftigelsen falder. Det er ikke set siden sidste gang, den amerikanske økonomi var i recession.
Det officielle antal arbejdsløse er nu oppe på 9,5 millioner. Dermed har 2,2 millioner flere meldt sig i arbejdsløshedskøen i løbet af de sidste 12 måneder.
Det betyder at andelen arbejdsløse af hele arbejdsstyrken steg med 1,4 procent i løbet af de tolv sidste måneder til 6,1 %. Til de næsten 10 millioner officielt arbejdsløse skal lægges andre millioner mennnesker som kapitalen og dens stat af den en eller anden grund har udelukket fra det kapitalistiske arbejdsmarked. F.eks de mange millioner deltidsarbejdende som gerne vil arbejde fuld tid, især pga af de lave lønninger.
Den reelle arbejdsløshed er langt højere som denne tabel viser:
Last Updated: Oct 3, 2008

Faldet i beskæftigelsen sker samtidig som staten; med støtte fra Bush-Obama og MacCain; har bevilget billioner til Finanskapitalen efter ordre fra Wall Streets finanskonger for at holde dem på godt humør og sikre deres profitter.
Det amerikansk folk og arbejderklassen verden over betaler kapitalismens krise gennem massefyringer og reallønfald.
Finanskapitalens profitkrise – som for alvor brød ud sommeren 2007 med de faldende priser på det kapitalistiske boligmarked – førte til spekulation i afgrøder som hvede, kaffe og naturråstoffer, ligesom olie og guld blev udsat for kapitalistisk spekulation, hvilket har kastet endnu mere benzin på det kapitalistiske inflationsbål.

FORBRUGER PRICE INDEX: AUGUST 2008

FORBRUGER Price Index for All Urban Consumers (CPI-U) decreased
0.4 percent in August, before seasonal adjustment, the Bureau of Labor Statistics of the U.S. Department of Labor reported today. The August level of 219.086 (1982-84=100) was 5.4 percent higher than in August 2007.
Den kapitalistiske inflation påvirkede altså forbrugerpriserne med en stigning på 5,4 % fra August 2007 til samme måned i år.
Det er især fødevare (6,1%) ,transport (12,1%) og energi (27,2 %) som udhuler den brede amerikanske befolknings levevilkår. Og ifølge de Forenede Staters Labor Department tal for de sidste 3 måneder er inflationen stigende.
Når lønningerne for den amerikanske industriarbejder samtidig kun steg fra $17.57 til $18.17 pr time dvs lige godt 3 % betyder det at reallønnen udhules og levevilkårerne forringes i endnu højere grad for den amerikanske industriarbejder. (KIlde: US Labor Dep.:Average hourly earnings of production and nonsupervisory workers(1) on private nonfarm payrolls by industry sector and selected industry detail, seasonally adjusted )

Fødevarer og brænselspriser er steget med to-cifrede procenter i de fleste kapitalistiske stater hvilket har ført til reallønsfald og sult for de fattigste lag iblandt jorden folk.
Kilde :Bureau of Labour Statistics

 

“FAKTA om USA: Samlet Beskæftigelse og arbejdsstyrke (Household Survey Data) Offentliggjort 3.Oktober 2008. DEn samlede civile arbejdsstyrke i de Forenede Stater udgør 154,7 millioner mennesker and the labor force participation rate (66.0 percent) were essentially unchanged over the month. Antal beskæftigede var 145.3 millioner. Antallet mennesker who worked part time for economic reasons rose by 337,000 to 6.1 million in September, an increase of 1.6 million over the past 12 months. This category includes persons who would like to work full time but were working part time because their hours had been cut back or because they were unable to find full-time jobs.

Spanien i krise: Massefyringer i bilindustrien

2.okt. 2008 05:45
Idag kom der endnu flere alarmerende nyheder om omfanget af den kapitalistiske krise i Spanien:
De offcielle arbejdsløshedtal er nu oppe over 11 %. Dermed har den spanske kapitalisme overhalet Polens som tidligere havde EU´højeste officielle arbejdsløshedstal. Godt nok er Polens arbejdsløshedstal først og fremmest blevet “forbedret” ved at to millioner arbejdsløse er udvandret til andre andre EU-lande siden EU-medlemskanbet i 2004. Andre millioner er udvandret til USA og andre lande inden Polens EU-medlemskab.

Bølge af massefyringer i Spaniens bilindustri

 

Amerikanske Ford og General Motors planlægger massefyringer i Spanien efter at bilsalget i landet raser.

Kapitalismens krise slår fuldt ud mod bil-branchen i Spanien .

10.Sep 2008 – 12:50
Nybilsalget i august falt med 41 prosent, og dette får flere av bilfabrikantene til at slibe sparekniven

Ford vil opsige op til 1300 af de 7000 ansatte ved fabrikken i Valencia-regionen, mens General Motors (GM) vil fyre 600 ansatte ved fabriken i Zaragoza.

Ingen av selskapene har vært villige til at kommentere ryktene.

Flere må bløde

Tidligere onsdag blev det kendt at Renault opsiger hele 6000 af sine ansatte i Frankrike og resten av Europa.

Også spanske Seat, som er ejet af den kapitalistiske Volkswagen-konsern, har besluttet at skære ned på produktionen af enkelte modeller, men foreløpig uden at nogen skal miste jobben.

 Oveni krisen på det kapitalistiske finansmarked, på boligmarkeet og nu i bilindustrien kommer der nu tal der viser at den kapitalistiske krise også slår hårdt mod Spaniens omfattende turisterhverv. >>>>>>>>

Turistene svikter Europa

10.Sep.   2008   11:12 

Økonomiske nedgangstider har ført til at turisterne svikter de store feriedestinasjonene i Europa. Værst er det for Spania.

Kredittkrise og økonomiske nedgangstider svider for turistnæringen, skriver Dagens Næringsliv (DN).

- Det er tydelig at det ikke reises lige så meget som før. Det florerer av rabatter og tilbud på reiser, sier Brusselturist William Worth til DN.

Nedgang i Tyskland

Inntektene til både tyske restauranter og tyske hoteller har sunket i løpet av årets første seks måneder.

Det blir forventet 1 prosents nedgang ved årsslutt.

- Nedgangen skyldes dårligere økonomiske tider. Folk har mindre penger at bruke på ferie, sier Matthias Meyer i den tyske bransjeorganisasjonen Dehoga til DN.

Værst i Spania

I alle de store europeiske turistlandene peker pilen i samme retning. Italia og Frankrike rapporterer om en lignende nedgang, men aller verst er det for Spania.

Spania er en av de europeiske landene som merker kredittkrisen best.

Den spanske turiststrømmen har sunket med åtte prosent i juli, og turistindustrien er i krise.

Den økonomiske nedgangen har ført til at flere har valgt at legge ferien til hjemlandet.
SAMTIDIG viser tal at hussalget i Spanien sjönk 34,4 procent i årstakt i maj efter en nedgång på 7,1 procent i april.

Det rapporterade det nationella statistikinstitutet INE på måndagen, skriver Thomson Financial News.
Under maj solgtes 50 161 hus. Statistiken viser også nedgang for boliglånene i maj, 40,4 procent i årstakt till 10,48 miljarder €uro, sammenlignet med minus 13,8 procent i april.
 

Kapitalistisk recession truer Spanien´s folk

4.Aug 2008 – 15:57
Antalet personer som er registrerade arbejdsløse nåede den højeste niveau i de sidste ti år da statistiken for juli blev offentlig mandag. En time senare kom der tal der viste at “forbrugertlliden” nåede et nyt bundniveau. Spaniens finansminister Pedro Solbes siger nu at han ikke kan udelukke en recession.
Det skriver Thomson Financial News.
I et interview som blev offentliggjort i avisen El País så sent som søndag sagde Pedro Solbes at han ikke kunne se tegn på at Spanien går ind i en kapitalistisk recession.
“Vi tror inte på någon recession”, lød det da.
Men mandag – i et interview på statslig spansk radio mandag sagde Pedro Solbes at en recession er mulig, måske med begyndelsen sent i år.
“Det fjerde kvartal kan stille os overfor besværligheder, afhængigt af hvordan tingene udvikler sig. . . man kan aldrig udelukke noget man bør arbejde med”, sade Pedro Solbes.”

En recession er to efter hinnanden følgende kvartal med fald i den kapitalistiske økonomi,

Antalet nye arbejdssøgende og ansøgninger om Arbejdsløshedsunderstøttelse, som normal falder i juli i Spanien, steg med 36.492 personer til sammentalt 2,43 millioner. Næsten to ud af tre “fyringer” er sket i den kapitalistiske byggesektor som bl.a i kraft af den omfattende spekulation og “deruleringer” af kreditmarkedet har været igennem et “boom” det sidste årti.
Den spanske arbejdsløshed ligger nu på den højeste niveau siden april 1998.

Spaniens krise ryster hele €uro-zonen
10.Sep. 2008 – 11:31
De som så sent som i foråret argumenterade for at den økonomiske udvikling i Europa skulle kobbles af det inbremsande “amerikanske økonomiske lokomotov” begynder nu at indse at de har taget fejl af omfatningen af kapitalismens krise og systemets antagonistiske modsltninger. Dele af “euro-toget” ser rigtigt vakkelvornt ud, fremfor alt de såkaldte PIGS-lande, (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien). Værst er situationen i Spanien hvor kapitalismens økonomiske hjul nu rent ud risikerer at trille af det kapitalistiske tog , hvilket risikerar at sætte hele eurozonen i gungning.
- – - – - — – - — – - – — – –
For det er åbenbart at det ikke bare er USA som har pumpet en kapitalistiske boligprisbobble op hvor bristningarna kommer at bli en tuff prövning för det finansiella systemet. Även i Europa ser det mycket svajigt ut på många marknader. I Storbritannien är husprisraset redan ett faktum, men även andra bostadsmarknader går mot en till synes oundviklig djup nedförsbacke. Inom eurozonen är det framför allt Irland och Spanien som har upplevt en bostadsbyggnadsbubbla utan motstycke och där en stor och smärtsam korrigering är på gång.
Varningslamporna runt den spanska ekonomin har blinkat rött ända sedan den globala finanskrisen rullade igång för drygt ett år sedan. För om den amerikanska ekonomin har varit i obalans är det ingenting mot Spaniens. Det spanska bytesbalansunderskottet ligger på en nivå som motsvarar 10 procent av BNP och de spanska hushållens och företagens, (utanför banksektorn), skuldsättning ligger långt över genomsnittet för eurozonen.
För företagssektorn motsvarar de finansiella skulderna runt 120 procent av Spaniens BNP att jämföra med eurozonens genomsnitt på runt 70 procent och för de spanska hushållen runt 80 procent av BNP mot eurosnittet på 50 procent.
En mycket stark drivkraft för skuldtillväxten har varit de i Spanien, liksom på Irland extremt låga realräntorne sedan euron infördes 2002. Faktum är att de spanska realräntorna var negativa från eurostarten till hösten 2006.
Denna explosion i skuldsättning har motsvarats av ett frenetiskt fastighetsbyggande på tillgångssidan. Den spanska fastighetsmarknaden såg också ut att vara en motsvarighet till det Eldorado som spanska erövrare sökte finna i Amerika för 500 år sedan.
För prisuppgången på bostäder i Spanien har varit i nivå med eller till och med högre än de hetaste områdena I USA, som södra Kalifornien och Florida där priserna nu rasat med uppemot 40 procent sedan toppen.
Även produktionen av nya spanska bostäder har varit extremt stor. I fjol färdigställdes 800 000 nya bostäder i Spanien, vilket kan jämföras med USA, som har nästan sju gånger större befolkning än Spanien, där nyproduktionen av bostäder i årstakt toppade på runt 1,4 miljoner under 2005-2006.
En mycket kraftig invandring, nästan fem miljoner sedan 2000, samt att runt en femtedel av de nya bostäderna har sålts som semesterhus till nordeuropéer och då inte minst britter har absorberat en stor del av nyproduktionen. Men såväl immigrationsvågen som denna semesterhusefterfrågan håller på att torka upp.
Den spanska ekonomin har också börjat vackla. Tillväxten sjönk till 0,1 rocent under årets andra kvartal. Priserna på bostäder har börjat erodera även om något större ras ännu inte har synts i den officiella statistiken.
Enligt Spanienanalytikern Edward Hugh, knuten till den alltmer uppmärksmmade makrobloggen RGE Monitor, er det högst troligt att prisstatistiken inte visar den verkliga utvecklingen, då den bygger på de initiala utgångspriserna och inte de verkliga avsluten. Enligt Edward Hugh finns det också många intressenter som ikke vill veta av det verkliga tillståndet. Kollapsen för fastighetsutvecklaren Martina Fadesa som fick begära skydd från sina kreditgivare i mitten av juli var emellertid den första stora sättningen i den spanska fasaden.
Byggföretaget med skulder på närmare 50 miljarder kronor är den största konkursen i Spaniens historia.
Det har kastat ett stort mörker över den spanska byggsektorn där antalet påbörjade bostäder sjunkit till en fjärdedel jämfört med det molnfria 2006. Enligt Hugh uppgår bankernas samlade exponering mot den spanske byggsektorn till någonstans mellan 2 500 och 3 000 miljarder kronor. I samma storleksordning är dessutom exponeringen mot fastighetssektorn och utestående obligationer, fram för allt så kallade ”cedulas hipotecarias”.
Selvom de hurtigt voksende tab i Spanien kapitalistiske banksektor endnu har været relativt små, er det svært at se hvordan  de spanske finansielle institutioner skal kunne undvika att gå ner för räkning. Edward Hugh ifrågasätter om den spanska staten är kababel att hantera problemen på egen hand.
Den europeiska centralbanken ECB och eurosamarbetet riskera at blive sat på en hård prøve hvis de finanskapitalistiske
domino-brikker begynder at falde på den iberiske halvø. Mange nationaløkonomer vil ned disse problemer gennem at henvise til at Spaniens BNP bara er 12 procent av €uro-områdets.
Men den “spanske syge” findes i flere lande, som i giganten Frankrig til mindre Irland og den minste Cypern – samtidig som de kapitalistiske økonomier verden over bliver kvalt af finanskapitalens profitkrise.

Den første test kommer allerede i løbet af efteråret når store volymer af  såkaldte ”cedulas” ska refinansieres på den kriseramte kapitalistiske kreditmarked i Europa.

Læs videre: Kapitalismens krise i Spanien et nederlag for både den “regulerede” socialdemokratiske og den “deregulerede frimarkeds” kapitalisme.

Frankrig :Renault i krise: vil fyre 6000

10.Sep 2008 – 08:35
*

 

Bil-koncernen Renault varsler massefyringer af 6000 ansatte for at imødegå nedgangen i salget på det kapitalistiske bilmarked.

Ifølge BBC.co.uk er der tale om at 4900 ansatte i Frankrig skal fyres, mens 1100 arbejdspladser vil blive nedlagt i andre europæiske lande.

Samtlige opsigelser skal være baseret på “frivillighed” betoner koncernen. Fakta er at “frivilligheden” baseres på af de ansatte selv finder ud af hvem der skal fyres , i stedet for at at koncernen udpeger dem. Det kaldes “medarbejderindflydelse”.
Ingenting tyder for øvrig på at det skal bli nogen enkel sag.

Franske fagforeninger er ikke kendt for at stå med hatten i hånden og bede arbejdskøberne om at være “flinke” og lade være med at gennemføre masefyringer.

Organisasjonen CGT, som organiserer Renault-ansatte, har varslet at medlemmerne vil strejke torsdag i denne uge i protest, skriver BBC.co.uk.

Masse-fyringerne kommer som en følge af at Renault-ledelsen har justeret salgsmålet ned sådan at Renault-arbejderne skal bygge 3 millioner biler årligt på verdensbasis i stedet for den tidligere plan om 3,3 millioner .

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

USA: Milliardstøtte til USA´s bilindustri i ly af Wall Street-krisen

28. Sep 2008 – 06:03
USA´s parlament – kongressen – har i ly af den store opmærsomhed omkring krisen for Wall Streets finanskapitalister og forhandlinger om den 700 milliarder store redningplan – lynhurtigt i løbet af lørdagen godkendt finansielle støttegarantier til USA´s kapitalistiske bilindustri i form af lånegarantier for 25 milliarder dollar (cirka 145 milliarder kroner).
Det sker fordi USA og nogle af verdens største kapitalistiske bilkoncerner : General Motors , Chrysler og Ford ikke kan klare sig på det frie kapitalistiske bilmarked, men har belånt virksomheder og fabrikker så meget at de kapitalistiske kreditorer bl.a på det kriseramte Wall Street nu afviser flere lån.
Ford er så langt ude at de har pantsat selve firmamærket – logoet for at skaffe kapital, men har dog i kraft af kontakter hos kapitalister knyttet til den omfattende hvidvaskning af kriminelle indkomster i Las Vegas lykkedes indtil nu med at undgå konkurs og statslige milliardlån, sådan som GM og Chrysler er afhængige af nu.

Senatet godkendte forslaget om milliarder i långarantier til bilindustrien lørdag, mens Repræsentanternes Hus vedtog det tidligere i ugen. Som vi ved har Præsident George W Bush intet imod statslig hjælp til storkapitalister der er truet at bukke under på det frie marked. Han har derfor lovet at han underskriver beslutningen.

“Vi er meget tilfredse med at kongressen har valgt at agerea i disse svære tider”, sagde Greg Martin, kommunikationsdirektør ved General Motors Washington-kontor.

Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske bilindustri få statslig hjælp.
I 1980 bevilgede kongressen også lånegarantier for bilindustrin. Da greb man ind for at støtte USA´s tredje største bilproducent Chrysler med 675 millioner dollar – et beløb der idag svarer til mange gange flere skattedollar.

USA´s bilindustri er ramt af faldende salgstal og i flere år har der cirkuleret rygtet om en konkurs for både GM og Ford og Chrysler som for nogle år siden blev opkøbt og solgt igen af storkapitalen bag tyske Daimler.
Dise konkurs-rygter har selskaberne kynisk brugt til at udpresse arbejderne organiseret i UAW i overenskomsforhandlinger til at acceptere massefyringer, lavere løn, dårlige sygesikrings- og pensionsgoder igennem og statlige milliardlån til lavrente.

Ikke kun amerikansk-ejede , men også udenlandske bilproducenter og underleverandører kan få statslige garantier hvis de har fabriker i USA som er mere end 20 år gamle.

Læs mere om krisen for bilindustrien i Staterne: 

Ford på vej mod konkurs – underskud i andet-kvartal på 87 milliarder dollar

USA´s Præsident :”Hele vores økonomi er i fare”

25.sep 2008 – 06:45

Trusler fra Præsident Georg Bush :”Hele vores økonomi er i fare” og “millioner bliver arbejdsløse”

Baggrunden for Bush´s dystre fremtidsudsigter i “Talen til nationen” er ikke så meget realiteter udover at millioner af amerikanere allerede er arbejdsløse, men den omfattende modstand til den statslige “redningsplan” hvor “Main Street” – som man siger – skal betale for redde Wall Streets finansfyrster fra at bukke under ved at staten garantere opkøb for 700 milliarder dollar af finanskapitalens “dårlige kreditter”

“NO Bail ! – send them to jail” – Nej til statsstøtte – send dem i fængsel” – og Grådighed dræber – “Greed kills” –  fremhæver protesterende amerikanere i New York City mod Wall Street´s finanskapitalister.

Gennem at true med økonomisk sammenbrud og milioner af arbejdsløse håber Bush få den “redningsplan” igennem i Kongressen hvor valgperioden løber ud for flere medlemmer i år.
At Bush samtidigt taler om at “afværge panik” understeger at der virkelig er tale om panik.
Humøret hos Præsidenten i det Hvide Hus har været bedre: Oven i krigen, terroren og hundrede tusinder af døde i Irak og Afghanistan skal nu lægges blodbadet blandt Wall Street´s finanskonger.
Krisen på det kapitalistiske boligmarked og i den kapitalistiske finanssektor som i over et år har ført til faldende profitter, konkurser og en bølge af tvangsauktioner hvor finanskapitalen bag USA´s banker og realkredit-institutitioner kræver kontant betaling “overnight” af familier som ikke har kunnet betale de lån som finanskapitalen på Wall Steet såvel som Danske Bank, Swedbank og andre kapitalistiske banker i Europa har tjent milliardprofitter på , har nu nået et sådant omfang at Bush-regimet har kastet den “neoliberale” maske og kræver en 700 milliarder dollar stor statslig “redningspakke” vedtaget. Pga af den omfattende folkelige modstand mod at redde Wall Steets finansfyrster ud af den spekulationssump hvor de nu ser ud til at synke stadig længere ned i, gik Præsidenten i onsdags tv og kom med åbne “trusler” : “Hele vor økonomi er i fare” (“Our entire economy is in danger.” Præsident Georg Bush 24.Sep. 2008).
700 milliarder nye dollar-sedler trykkes i verdens største seddeltrykkeri hos Federal Reserve – USA´s Nationalbank for at redde finanskapitalens profitter og den kapitalistiske verdensorden fra at synke ned i en dyb depression

FBI gransker kollapsede finansgiganter

24. Sep. 2008 – 08:41

Samtidigt som Bush-regeringens har travlt med at redde Wall Streets kapitalistiske finansvirksomheder ud af bankerotten med skattemidler har det amerikanske forbundspoliti
FBI fået så mange tips om omfattende bedragerier og lovovertrædelser hos de fallerede finansgiganter at der er indledt en efterforskning af 26 finansvirksomheder.
Presset på og kritikken af Bush-regeringen stiger for hver time der går efterhånden som omfatningen af den finanskapitalistiske krise forværres.
Under et møde på Capital Hill skal finansminister Henry Paulson blandt andet være blevet kraftigt opfordret til at gå hårdt frem mod de ansvarlige topdirektører i de kapitalistiske finansgiganter som nu ligger uddøde som dinosaurer og spreder en stank af blod, død og panik blandt Wall Street´s finanshajer – eftersom det ellers kan blive svært at i andre sammenhæng holde en høj profil mod de som forsøger at snige uden om sit ansvar.
Kritiken mod Bush – også fra “liberalt og demokratisk” hold – sker også for at imødekomme den folkelige vrede der retter sig mod Bush-regeringen og den kapitalistiske elite der slipper ustraffet afsted med at lyve, bedrage og om krig , terror, tortur og aflytning i Irak , Afghanistan såvel som i selve USA samtidigt som Bush-regeringen og den kapitalistiske elite og finanshajerne på Wall Street har raget milliarder til sig uden og indenfor lovens rammer samtidigt som det store flertal i Staterne: arbejderklassen og andre kulturbærende og arbejdende lag betaler regningen i form af død og invaliditet i Irak og Afghanistan, stigende inflation, massefyringer, tvangssauktioner og indskrænkninger af de demokratiske rettigheder.
I USA taler man om at MAIN Street – omtrent manden på gaden – betaler regningen for den fest som WALL Streets finanshajer og profitnarkomaner har holdt de sidste år.
FBI´s bedragerimistanker retter sig mod nogle af USA´s og den kapitalistiske verdensordens giganter: det gælder investmentbanken Lehman Brothers, de offentlige realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, ligesom forsikringsgiganten AIG nu bliver en sag for FBI , rapporterer amerikanske medier.
CNN meddelte at de fire selskaber indgår i en større udredning som handler om 26 amerikanska finansfimaer ifølge en FBI-chef. Dessutom granskes 1 400 mindre selkskaber og individer mistænkte for huslånsrelaterede bedragerier.

Myndighederne vil undersøge om disse firmaer og deres chefer i deres jagt efter at “score kassen” har bidraget til de finansielle problemer at gennem at opgive “urigtige oplysninger”.
FBI utreder också specifikt om finansinstitutionernas chefer bevidst har levereret fejlagtig information om den finansielle styrke i deres virksomhed.
Men også de investmentbanker som “solgte” boligkreditterne” bl.a “subprime”-lån videre som finanskapitalistiske kreditobjekter til fonde og banker i Europa er i søgelyset.

Allerede sidste år fik FBI tips og tog initiativ til en bredere granskning af finanssektorn og den måde som finanskapitalen “strikkede” boligkreditter sammen på.
Men FBI – der heller ingen lovgivende myndighed har – opførte sig som som tjeneren der spørger herren “Anything else, Sir”. Finanshajerne har ikke haft noget at frygte hos FBI:
At komme til bunds i lovovertrædelserne og den finanskapitalistiske krisesump på Wall Street vil kræve en organisation med samme styrke og indstiling som Stalin´s NKVD .

Det illustererr Lehman Brothers chef, Richard Fuld bedst da han i april erklærede ”det værste er ovre”om krisen i USA.
Så sent som i juni erklærede han eksempelvis for at berolige finansmarkedet i forbindelse med en nyemission af aktier på 6 milliarder dollar og en rapport som viste tab i nomegnen af 3 milliarder ved at :

“…med vor stærke budgetbalanse og med de forbedringer vi har set på finansmarkedet siden marts er vi vel positionerede for at gennemføre vor strategi”,

sagde chefen for firmaet som tre måneder senere indleverede konkurs-papirerne.

Ingen av bank- och finansinstituten vill kommentere forlydenderne om FBI-undersøgning.

Kilder: BBC News. +CNN

USA: billionregning til skatteyderne udskrevet af Bush-regeringen

19.Sep. 2008 -16:32

“Main Street” skal betale for Wall Streets spekulation og fejlinvesteringer

USA´s finansminister Henry Paulson bekræftede idag på en pressekonference i forbindelse med den bebudede kriseplan som blev lanseret, at staten hjælper den kriseramte finanskapital ud af krisen ved at opkøbe de enorme beløb i de afskrevne bolig- og forbrugskreditter.

På pressekonferencen fremhævede Paulson at “redningspakken” kun var det første av flere skridt som skal tages for at “amerikansk økonomi og verdensøkonomien skal komme ut av den finansielle krisen.”
USAs finansminister Henry Paulson fremlægger endnu en “redningsplan” for den kriseramte finanskapital.
Ifølge det som har kommet frem indtil nu så opkøber den amerikanske stat de millioner af lån , f.eks “subprimelån” og andre lån som de kapitalistiske kreditinstitutioner har afskrevetog på den måde “tilføre markedet milliarder i frisk egenkapital”.
På spørgsmål fra journalister indrømmede Bush-regeringens finansminister Paulson at der er tale om “hundrevis af milliarder dollar fra staten”.

Regningen for hele operationen er det amerikanske skattebetalere som må betale. Derfor må amerikanerne – ifølge finansminster Paulson – forberede sig på stigende skatter fremover.
Bush-regeringens gigantiske redningsaktion som skal betales af skatteyderne – støttes af Centralbankchef Ben Bernanke og “oppositions”-partiets “Demokraternes” leder i parlamentet, Nancy Pelosi. -
Det sker gennem at regeringen overtager alle misligholdte boliglån fra de kapitalistiske finansinstitusjoner i USA og placerer dem in statslig fond.
Dette skete også i 1930, gennem oprettelsen af det statslige selskab Home Ownes Loan Corp. Kort tid efter krakket på Wall Street i oktober 1929

USA´s præsident Georg Bush appelerede idag til at støtte krisepakken “på tværs af partiskel”. Den aktuelle plan ligner en statsindgreb , som blev iværksat af Reagan-regimet i slutningen af 1980´erne hvor kapitalismen også var i krise -
pga omfattende spekulation og tvangsauktioner på boligmarkedet – den såkaldte «savings and loand-krise». Reagan-regeringen opkøbte de forfaldne boliglån for at redde de konkurstruede finanskapitalister og placerede de udestående kreditter i Resolution Trust Corppp . Den gang løb regningen til skatteyderne op i mellem 3- og 400 milliarder.
Regningen denne gang bliver betydeligt større. Både politisk og økonomisk.
Allerede nu står det klart at den tillid som USA kunne regne med i Kina,Japan i de arabiske lande er klart svækket . Svækket politisk og militært pga krigen imod Afghanistan og Iraks folk og den stærke modstand supermagten møder fra 2001 til idag. Tidligere i år blev USA´s marionet-regime i Grusien/Georgia ydmyget da russiske styrker knuste Saakasvili-regimets forsøg på at indtage Syd-Ossetien med vold. Det skete bare nogle måneder inden USA´s europæiske Nato-allierede (Tyskland og Frankrig) havde nedlagt veto mod at optage Grusien og Ukraine i militæraliancen Nato.

Panikken på Wall Street og den kapitalistiske finanskrise er det foreløbige klimaks for USA´s økonomiske krise. Den amerikanske finanskapital er i realiteten bankerot. Og sidder fast i en skruestik af ubetalte boligkreditter, stigende renter og manglende likvider. Bushregeringen har i flere omgange efter at krisen på det kapitalistiske kreditmarked brød ud sidste år – stadig mere febrilsk – grebet ind ikke mindst fordi det er tilliden til hele USA´s kapitalistiske økonomi og dermed tiliden til dollaren som verdensvaluta der står på spil . . . . :

- Det amerikanske boligmarked udgør cirka 12.000 milliarder dollar altså omkring 71 billioner kr – svarende til 31 gange Norges årlige GDP (som er 2.288.693 millioner kr). Af dette udgør subprime-kreditterne cirka 25 procent, det vil sige 3.000 milliarder dollar – næsten 18 billioner kr. Hvis krisepakken går igennem er det et statsindgreb der bliver mange gange større end den i 1980´erne. Hvem skal betale denne regningen ? Skal de utstede statsobligasjoner? Hvem vil købe dem ? spørger makroøkonomen Shakeb Syed på norske Handelsbanken´s Capital Markets til TV2-Norge.
De håber sikert at kineserne eller arabiske kapitalfonde kommer deres amerikanske allierede til hjælp eller måske den statslige norske eller russiske oliefond. * * * * *

Barclays opkøber “juvelerne” i Lehman Brothers til discountpris

     I løbet af bare en uge er USA´s to største offentligt styrede boligkreditinstitutioner blevet nationaliseret for at at redde “verdensøkonomien” og det konkurstruede forsikringsselskab AIG bevilget milliardkreditter af staten for at at redde “økonomien” samtidigt som USA´s nationalbank Federal Reserve sammen med Eurolandenes centralbank ECB og Bank of England pumper hvad der svarer til en billion dvs over tusind milliarder kroner ind på markedet for at forkæle finanskapitalen med likvider.
Det bekræfter den kommunistiske analyse at kapitalismen ikke kan klare sig uden omfattende statslig hjælp selvom der stadig er et par højre- og venstreliberale økonomer og politikere der snakker om “kapitalismens frie markedskræfter sikrer velstand og velfærd for alle”.
I modsætning til Bear Stearns, AIG samt de offentligt støttede realkreditinstitutioner Fannie Mae, Freddie Mac blev Lehman Brothers overladt til de “frie markedskræfter”, sjakalerne og andre rovdyr i finansjunglen. En af konkurrenterne hedder Barclays. Den britiske bank overtager Lehman-bygningen i New York og hele Lehman´s afdeling for fondshandel og investering på kapitalmarkedet i Nordamerika.
Finanskapitalen bag Barclays betaler en discountpris på 1750 millioner dollar for virksomheder som er vurderet til 72 milliarder dollar , altså ca 40 gange så meget. Barclays formand Robert Diamond kalder overtagelsen for “en chance for livet”. – (lifetime chance)
Barclays er selv såret af finanskrisen og måtte afskrive hele £2.4 miliarder (pund) godt 25 billioner kr af bankens aktiver i det første halvår 2008. Konkurrenten Royal Bank of Scotland afskrev endnu mere : £5.9 milliarder – som en følge af finanskrisen der blev udløst af “subprime”-kreditsystemets sammenbrud da priserne på det kapitalistiske boligmarked begyndte at falde i USA sidste år.

Barclays fik tidligere i år omfattende finansiel hjælp fra kapitalistiske stater og selskaber i Asien på £4500 millioner pund. Det var den arabiske oliestat Katar, “Temasek Holdings of Singapore”, “China Development Bank” og “Japans Sumitomo Mitsui Banking Corporation of Japan som købte andele for omkring 47.000 miliarder =47 billioner kr.

Hvem betaler kapitalismens finanskrise ?

Først og fremmest arbejderklassen betaler gennem massefyringer i den produktive sektor og boligbygeriet som mindsker – og stigende inflation især på fødevare og opvarmning, brændsel og huslejer samtidig som skatterne for arbejderklassen forhøjes.
Idag fortæller hjælpeorganisationer bl.a i New York at køerne foran deres “folkekøkkener” hvor de uddeler billig mad til trængende vokser – i stadig større udstrækning er det folk som har arbejde, men som ikke har råd til at spise sig mætte pga lave lønninger og den kapitalistiske inflation
Den kapitalistiske finanskrise mærkes f.eks i Staterne for lejere der bor i ejendomme – hvis ejere ikke har “opfyldt deres låneforpligtelser” til de kapitalistiske storbanker – De kapitalistiske ejere af storbankerne har skruet tommeskruerne på de “kunder” som har “misligholdt” deres kreditvilkår og kræver tvangsauktioner for at sikre finanskapitalens profitter.
I den kapitalistiske jungle er det de fattigste og mennesker i bunden af den kapitalistiske samfundspyramide – der betaler den højeste pris for kapitalens mislykkede forretninger – Udover de millioner af hjemløse i de Forenede Stater rammer “markedsjunglens kapitalistiske love” de millioner af amerikanske familier der af finanskapitalen blev lokket af drømmen om at bo i “eget hjem.
Subprime-lånemarkedet udviklede sig til et af den kapitalistiske verdens største spekulationsobjekter som både europæisk,kinesisk og arabiske kapital investerede i. Dette gigantiske kreditcirkus – som har været medvirkende til “de store vækstrater i både amerikansk og kinesisk økonomi” – er i realiteten kollapset. Og ingen kan idag komme med et bud på omfanget af hvor store beløb der er “tabt” – i finanskapitalistisk spekulation. -

Finanskrisen har udviklet sig til en fødevarekrise – pga kapitalistisk spekulation og underproduktion – også i en af den kapitalistiske verdens finansmetropoler og en af verdens rigeste byer : New York:Millioner overlever ved hjælp -af -suppekøkkener og velgørenhed

Kina: Rekordoverskud på handelsbalancen: 163 milliarder kr. mens millioner lever på sultegrænsen

10.Sep 2008 – 10:33

Handelsoverskuddet med udlandet løb i august op i 163,3 milliarder kr.  

Eksporten fra Kinas kapitalistiske erhvervsliv steg i august med 21,1 procent sammenlignet med samme måned i fjor. Eksportindtægterne var sammenlagt 767,5 milliarder kroner.($134,9 milliarder)
Regningen for importen løb op i 604,2 milliarder kroner($106,18 milliarder), en opgang med på 23,1 prosent sammenlignet med fjoråret.
Det giver et overskud på 28,7 milliarder dollar ~163 milliarder kr. Samme beløb i 12 måneder vil bringe overskuddet op på godt 1800 milliarder kr altså 1,8 billioner svarende til 1423 kr for hver eneste af de 1300 millioner kinesere eller 355 timers arbejde ~ 9 uger til en timeløn på 4 kr.
Det vil sige at hver eneste kineser – olding såvel som spædbarn – arbejder gratis i ni uger a 40 timer for at producere handelsoverskuddet – dvs de værdier og vare som sendes ud af landet.

Den nye rekord i handelen med udlandet sker i en situation hvor flere hundrede millioner kinesere lever omkring eller under sultegrænsen.

Kinas kapitalistiske økonomi er ikke i stand til at sikre folk mod sult og arbejdsløshed endsige sikre gennerel velfærd :socialt og sundhedsmæssigt og sikre ordentlige arbejdsforhold.
Ikke fordi Kina er fattigt, men fordi Kinas underordning under kapitalismen i ind- og udland først og fremmest sikrer at rigdommen ophobes hos en lille minoritet.

 Selvom overskuddet er ny rekord er Kinas handelsoverskudd mindsket med 6,2 procent i perioden fra januar til august i år, sammenlignet med tilsvarende periode i fjor.

Inflationen i Kinas kapitalistiske økonomi fortsætter også med at udhule arbejderklassens levevilkår.
For arbejderklassen går mellem halvdelen og en tredjedel til køb af fødevare. Fødevare-priserne steg 10,3 procent p.a. i august, dog faldt den samlede inflation til 4,9 procent i august fra 6,3 % i juli, men samtidig steg inflationen i grossist-leddet til 10,1 procent i august – hvilket er den højeste i 12 år, ifølge statistik fra regeringen.* —–
Kilder: China’s trade surplus widened to a monthly record of $28.7 billion in August

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

30.Sep. 2008 – 20:12 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.

Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitter

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen? 
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
  Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !

Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. –  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.

“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

  Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen

september 2008 *

Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.

Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.

Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.

Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.

I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:

“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”

Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.

Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:

“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”

I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:

“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”

Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:

“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”

En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.

I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:

“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”

Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.

I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.

Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.

Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.

Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.

Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.

Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.

Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.

Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.

At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.

På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.

Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.

Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.

Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.

Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

Antallet flygtninge stiger voldsomt i USA´s “nye verdensorden”

17 juni 2008 – 14:23
Antallet flygtninge i verden stiger hurtigt som følge af aggresionskrige og væbnede konflikter, fremfor alt i Afghanistan og Irak. Det viser den seneste statistik fra FN´s flygtningeorganisation UNHCR.
År 2007 var 11,4 millioner mennesker registreret som flygtninge i verden. Året inden lå tallet på 9,9 millioner.
Ifølge FN´s flygtningekommissær Antonio Guterres vil konflikter, akut fattigdom og de stigende fødevarepriser i de kapitalistiske lande få antallet til at stige yderligere.
Antallet migranter dvs. antallet ud- og indvanderer – stiger også. Aller flest, 35 millioner, kommer fra Kina.

Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”

12 juni 2008 – 20:03

Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark

“Danmark har for lav arbejdsløshed”.

Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende poltiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.

Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.

For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.

Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik blev bevidst holdt udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.

Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.

Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.

Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.

Nationalbankdirektør Bernstein forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.

Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark

Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.

Kapitalismens Grusien: Kriminalitet og lovløshed florerer

13.aug.2008

Både Grusien og Rusland er kapitalistiske klasssamfund med udbredt massearbejdsløshed, fattigdom og omfattende kriminalitet . Det viser sig nu i Grusien hvor der nu befinder sig så mange journalister og fotografer fra de store nyheds-medier at de har fået øjene op for den kriminalitet og lovløshed som hersker i Grusien.
Først sønderbombede det USA-støttede grusinske regime Syd-ossetien og nu florerer lovløsheden i den grusiske by Gori ikke langt fra Sydossetien. Det rapporterer britiske BBC.
Ifølge BBC har flere af byens beboere fået stjålet deres ejendele ved væbnede røverier på åben gade. Skræmte beboere ser hjælpeløst til, mens deres huse brændes af.

“- Vi har troværdige oplysninger om, at landsbyer brændes af, af skyderier og af drab på uskyldige civile,” siger Bryza til grusinsk/georgisk fjernsyn.

FAKTA OM Grusien – GRUSZJA – Georgia -

Grusien er idag Europas fattigste lande og med en PPP (købekrafts-statistik) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og landet er nr 112 hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkningen må klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor, Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og de tilfældige job dagen byder på som en slags omrejsende daglejere må store dele af befolkningen leve. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet
Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og og seperatistiske krav om fuldstændig uafhængighed – “som Kosovo” – har en vis opbakning.

Konfrontation

Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” for kapitalismens problemer i Danmark og det øvrige Europa . Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens “krystalnat”. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler  - som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland som ikke passivt kunne tillade Syd-ossetiens “krystalnat” – et “folkemord” på folk hvoraf tusinder har russiske pas og egentlig etnisk hører sammen med nord-ossterne som lever i Rusland – uden at miste enhver respekt hos osseterne og andre kaukasiske folk.

Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.

5.aug 2008 – 12:30

“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.

Fisk for sex

På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.

50 millioner flere sulter

De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.

“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.

Anna Sandvig Brander/ e24.no

Sydafrika: Titusinder i protest mod inflationen

23.juli 2008 – 21:56 *

Johannesburg (South Africa) – - – Flere end 25.000 demonstrerede i dag i den sydafrikanske storby Johannesburg
for at protestere mod de forhøjede priser på mad, brændsel og el som udhuler arbejderklassens og andre arbejdendes løn og levevilkår
Flere end fire millioner lever under fattigdomsgrænsen i det kapitalistiske Sydafrika og de mærker inflationen og de stigende priser i den kapitalistiske økonomi – så at sige til sultegrænsen.

Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”

15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad Weekend-avisen hvor han gennem årerne har “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Det sker i det sidste nummer af bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel

Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.

Læs videre i :Plagiater og stor humor

Frygten råder i USA :Finanskrisen fordybes.

21.Apr. 2008 – *
NEW YORK *(Bloomberg/e24.no)- Den kapitalistiske finanskrise som blev udløst i fjor efter sammenbruddet i det såkaldte subprime-kreditmarked – et omfattende kapitalistisk spekulationscirkus som ingen idag vover spå omfanget af – fortsætter .
Tvangsauktioner, konkurser , massefyringer sender tusinder af amerikanere ud i hjemløshed og arbejdsløshed. Millioner af fattige amerikanere som ikke har råd til at eje deres bolig er udset til at betale for finanskapitalisternes krise og fejlspekulationer.
I visse byer ligner hele kvarterer spøgelsesbyer – hvor halvdelen af beboerne er tvangsauktioneret ud af deres hjem – mens husene forfalder og kriminelle plyndrer de tomme huse sidder den anden halvdel der stadig har et hjem og ser gaderne forvandlet til kulisser for det kapitalistiske forfald og kriminalitet. Men nu bliver de finanskapitalistiske kreditselskaber på Wall Street og banker i Europa som i deres jagt efter hurtige profitter har skabt de “fordelagtige” “subprime”-kreditlån – stævnet af flere kommuner i USA, bl.a Deutsche Bank – en af Europas største banker har fået flere stævninger.

Det er en reaktion på det som siges mand og mand imellem at : “MAIN-street betaler regningen – mens Wall-street får milliarder i statsstøtte”

- – - Stadig stadig flere spørger sig selv om jubel-prognoser fra USAs ledende kapitalistiske banker har vært noe vel optimistiske.

Mandag morgen blev det kjent at USAs nest største bank, Bank of America, (BAC) leverer et resultat i første kvartal som er langt under analytikernes forventninger.

Resultatet for banken faller 77 prosent i forhold til samme periode i 2007. Aktien gik ned med 2,5 prosent.

Stort bedre går det ikke for Ohios største utlåner, National City. Banken faller til sitt laveste nivå på hele 17 år etter at de ble tvunget til at skære ned på selskapets dividende, altså selskapets inntekter fra aksjer.

Dystre ciffrer

Nu sælges aktien til udsalgspris :40 prosent lavere end aktieprisen ved børslukningen i sidste uge. Aktien rasede ned 21,6 etter at meldingen ble sluppet og er klokken 19:41 norsk tid ned 27,17 prosent, og står dermed for mandagens største fall på S&P.

Nedturen for to store amerikanske banker fører til at frykten nok en gang får fritt spillerom på Wall Street. S&P falt rundt lunchtider i New York med 0,4 prosent til 1.384,46 poeng. Dow Jones falt 0,36 prosent til 12.797,58 poeng, mens Nasdaq falt 1,7 prosent til 12.797,58.

- Vi kommer til å se langt flere dårlig resultater fra bankene og en god del flere nedskrivninger, sier analytiker Kevin Caron i til Bloomberg tv.

Flere nedskrivninger venter

Dette er et langt mer pessimistisk syn enn toppsjefene i JPMorgan, Goldman Sachs, Lehman Brothers og Morgan Stanley har uttrykt de siste ukene. En etter en har de påstått at vi har lagt bak oss det verste av kredittkrisen.

- Hvert kvartal har de spået at det værste er ovre. De siger at vi har taget afskrivningene og herfra er det rosenrødt. Og hvert eneste kvartal har de taget fejl. Jeg tror vi ser det samme igjen her, sier grunnleggeren av hedgefondet T2 Partners, Whitney Tilson, til Bloomberg.

I tillegg til de to nevnte bankene faller flere regionale amerikanske banker. First Horizon National i Memphis, Tennessee, Cleveland-baserte KeyCorp og Philadelphia-baserte Sovereign Bancorp rammes alle av investorenes frykt for videre kreditproblemer.

- Svagere resultat fra Bank of America svækker investorenes håb om at selskapet vil slippe fra problemene på de globale kreditmarkedene, siger analytiker Nicholas Mosley til MarketWatch.

USA: Finanskrisen slår hårdt mod ungdommen:Laveste andel unge siden 1948 får sommerferiejob

26.maj 2008

Den kapitalistiske finanskrise slår hårdt mod ungdommen i USA.

For millioner af unge er sommerjobbet den første virkelige kontakt med arbejdslivet og for det store flertal som ikke har rige middel- eller overklaseforældre giver sommerjobbet også et nødvendigt tilskud til husholdningskassen .
Nu slår den kapitalistiske krise – udprunget af Wall-street kapitalisternes jagt efter de maksimale profitter på det kapitalistiske bolig og kreditmarked – hårdt mod den amerikanske ungdom.
I år er det kun en tredjedel af de unge mellem 16 og 19 år som tilbydes en sommerferiejob mod tidligere halvdelen. Dermed er andelen den laveste siden man begyndte at regne antallet i 1948
Det fremgår af en forskningrapport fra Centeret for arbejdsmarkedsstudier i Boston.

Blandt spansktalende er andelen af unge der får sommerjob endnu lavere og aller lavest er den blandt USA´s millioner af afroamerikanske unge hvor bare hver femte får et sommerjob.

8.Marts 2008: * Kvindernes Internationale Kampdag *

Selvom der er gået næsten hundrede år siden den internationale revolutionære
arbejderbevægelse gjorde 8.marts til KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG har det kapitalistiske verdenssystem – som har domineret jordkloden dengang og idag med undtagelse af den tid Sovjetunionen var socialistisk – ikke bragt hverken velfærd,uddannelse, arbejde ligestilling eller demokrati til hverken den kvindelige halvdel af menneskeheden eller for flertallet af jordens folk.
Det er korrekt at der – især i de imperialistiske stater – i EU -Nato -Japan -Kina – Rusland – findes en betydelig gruppe et lag af “feministisk frigjorte, rige og ligestillede kvinder i den kapitalistiske middel – og overklasse.
Men disse rige feministiske kvinder udgør bare en lille minoritet i deres egene lande og blandt jordens kvinder.
Også i Danmark,Norge og andre europeiske lande udgør kvinderne en betydelig kraft og styrke i arbejderklassens og andre undertryktes kamp mod den kapitalistiske undertrykkelse.

Udviklingen i Irak viser hvilke stilling kvinderne har i Irak efter USAs “befrielsesaktion” for fem år siden: på alle områder er kvinderne – og deres mænd – presset tilbage som det bliver fremhævet i denne artikel/rapport fra Irak:

Inden den USA-ledte invasion af Irak var det almindeligt, at kvinder blev professorer, læger og havde høje stillinger i administrationen.
I dag tør kvinderne knap nok forlade deres hjem, og langt hovedparten af pigerne kommer ikke i skole, skriver nyhedsbureauet IPS.
Over 70 procent af Iraks piger og unge kvinder går ikke længere i skole eller på gymnasium, viser en undersøgelse fra begyndelsen af 2007 fra det irakiske undervisningsministerium.

I dag ser det endnu værre ud, viser tal fra en ny undersøgelse, som den internationale kvindeorganisation, Women for Women International. Her svarer 76,2 procent af de godt 1500 kvindelige deltagere, at pigerne i deres familier ikke får lov til at gå i skole. Desuden mener 56,7 procent, at pigernes mulighed for at få skolegang er blevet værre efter USA`s invasion.

Kvinders rettigheder og ligestilling blev ellers nævnt som et symbol på det “befriede” Irak efter USA`s invasion i 2003. Det var tilsyneladende bare tomme ord.

‘Dagens Irak er plaget af manglende sikkerhed, mangel på infrastruktur, kontroversiel lederskab, hvilket har ændret kvindernes situation fra relativ autonomi og sikkerhed før krigen til en national krise’, mener Women for Women.

Tilbagerulningen af kvindernes rettigheder efter USA`s invasion viser sig også på en række andre områder.

Kvinderne tvinges ud af arbejdsmarkedet. Over 68 procent af kvinderne i undersøgelsen siger, at udsigterne til arbejde er dårlige, men 70,5 procent siger, at deres familie tjener for lidt til at kunne købe de daglige fornødenheder.

Selv når kvinderne er i arbejde er der vanskeligheder. De fleste frygter nemlig at bevæge sig udenfor hjemmets fire vægge, viser undersøgelsen.

Hele 67,9 procent svarer, at deres muligheder for at gå på gaden, som de ønsker, er blevet værre efter USA`s invasion og besættelse.

- Kvinder har ingen steder at gå hen i fritiden. Vi tilbringer al vor tid hjemme nu. I over fire år har jeg har ikke været udenfor Bakuba. Det eneste sted, jeg kan komme, er hos mine forældre. Husarbejdet og børnene har været hele mit liv. Jeg har ingen mål at opnå, ingen uddannelse at gøre færdig. Nogle gange kan jeg ikke forlade mit hjem i tre uger, siger Um Ali til IPS.

(oversattelse m.j Arbejderen)

Krigen mod Iraks folk :massefattigdom prostitution og handel med børn/

læs også : Den kapitalistiske prostitutions “nyttige idioter”

Fabriksarbejde eller prostitution er valget for millioner af børn

11.jan 2008 07:31

Kampen mod børnearbejde er slået fejl . Det er konklusionen på udtalelser fra danske Red Barnet 

 

Etter internatinelt pres innførte Bangladesh aldersgrense på 14 år i tekstilfabrikkene.

- Da børnene mistetet jobben, havnede mange av dem på gaden, som prostituerede. Dette vet vi, siger rådgiver i danske Redd Barna, Rasmus Juhl Pedersen, 

Værre end fabriksarbejde

Et sted mellom 30.000 og 100.000 barn mistet jobben da tekstilfabrikkene i Bangladesh innførte aldersgrense.

- Å jobbe som prostituert, som hushjelp eller langt nede i produksjonskjeden er langt verre enn å jobbe i tekstilindustrien, mener Juhl Pedersen.

Kamp mod børnearbejde kan skade børn, mener det danske Red Barnet.Kapitalistiske firmaer i Vesten er så redde for at blive forbundet med barnearbeid, et de kaster barna ut av fabrikkene uten at noen forbereder et alternativ.

Velmenende vestlige forbrukere som boikotter produkter som knyttes til barnearbeid kan gjøre mer skade enn gavn, mener det danske Redd Barna.

- Barn over 12 år kan godt arbeide. Det avhenger helt av hvilke forhold de arbeider under, sier Juhl Pedersen.

Ikke greit

Internasjonal sekretær i norsk LO, Karin Beate Theodorsen mener det i prinsippet ikke er greit at barn over 12 år jobber.

- Barn over 12 år skal gå på skole. Det er med på å utrydde fattigdom i verden at barn over 12 år får utdanning, mener hun.

- Hva dersom alternativet er prostitusjon?

- Jeg tror ikke det skjer. Det er ikke sånn at barna havner i prostitusjon dersom de ikke arbeider på fabrikk.

- Kan vi tråkke feil i vårt velmente engasjement?

- Jeg tror ikke man kan tråkke feil. Man må alltid ha et overordnet mål i kampen mot barnearbeid. Det målet er at barn skal ha utdanning, sier Theodorsen.

 

KILDE: NRK.no

Dollarens fremtid som verdensvaluta

13.Nov. 2007 – *

Nedenstående analyse fra en prokapitalistisk skribent og analytiker er skrevet i november sidste år hvor finanskapitalens profitkrise ikke var så akut som den er nu hvor Bush-regimet sætter hele den kapitalistiske stats troværdighed og naturligvis USA´s Nationalbankens livsvigtige dollarseddeltrykkeri ind med 700 milliarder i trykfriske dollar for at bringe finansbaronerne på bedre humør.
Det sker for at forhindre at finanskapitalens kvælertag på det kapitalistiske kreditmarked og pengeomløbet spreder sig til livsnerven: de produktive sektorer i kapitalistiske økonomi, hvor arbejderklassen skaber de virkelige værdier og . merværdien, profitterne til de kapitalistiske aktionærer og ejere.
Wall Streets profitkrise falder nu sammen med flere andre kriser: Fødevarekrisen,
med galoperende kapitalistisk inflation også på oliepriserne som udhuler både arbejderklassens levevilkår, men også presser profitterne i en række brancher , f.eks flybranchen; Stigende statsgæld og underskud på USA´s finanslov og betalingbalance, Altsammen peger i retning af at kapitalismen i USA er på vej ind i en langvarrig depression der kan udvikle sig til en revolutionær systemkrise.

KRONIK

The Death Of The Dollar

 

Little wonder that “The Death of the Dollar” was the headline story as I sat in the studios of the Fox Business Network yesterday. In the past few weeks, the greenback has hit parity against the Canadian dollar, and a record low against the U.K. pound, as well as the Australian and New Zealand dollars. The U.S. dollar index, which tracks its value against a basket of six leading currencies, has fallen to never-before-seen levels. For Americans, London has become as overpriced as Tokyo was in the late 1980s. And much like the Japanese then, Europeans traveling to the United States now fancy themselves as the planet’s über-rich.

“Death of the Dollar”: Doomsday for the United States?The dollar’s relentless descent has been greeted by barely concealed glee among the foreign press as a symbol of the decline of the United States. Readers’ comments on the London-based Financial Times Web site regularly call the United States “the next Argentina” — the poster child of how one of the world’s wealthiest nations has devolved into poverty and chaos. As one commentator put it: “yawn, America’s so yesterday, baby.” (sic).

The argument is familiar. Fears that U.S. subprime woes might push the U.S. economy into a recession are spooking investors holding U.S. dollar-denominated assets. The U.S. economy has become dangerously dependent on foreign capital. Foreign investors have (finally) tired of financing the profligate ways of the United States and are driving the dollar — the proxy of the economic health of the nation — even lower. After running current account and trade deficits since the early 1980s, the U.S. current account deficit ballooned to 7% of GNP. Foreign central banks — fearing the United States may not be able to repay its huge debts in outstanding Treasury bonds — are rushing to unload their greenback reserves. This will tip the Titanic that is the U.S. economy into the cold waters of economic depression. The crowds are rooting for the United States’ collapse on both sides of the pond. Harvard economist Ken Rogoff argues that the subprime mess has irretrievably tarnished the U.S. image as a global financial center. A few weeks ago, I attended a seminar on “Why the World Hates America” at London’s annual “Battle of Ideas.” There, everyone with a North American accent was quick to point out that they were Canadian lest they had to endure the shame of being American. Political scientist Andrei Markovits argues that anti-Americanism is the new anti-Semitism. Except anti-Americanism is not a sign of prejudice: it’s now a sign of sophistication.“Death of the Dollar”: Wishful Thinking…But like the presidential candidacy of my Harvard classmate Barack Obama, the talk about the demise of the United States is more about wishful thinking than what is really there. Yes, the dollar has declined. But it’s hardly fallen off a cliff. It may have hit record lows against the euro, but the euro is a young currency. It’s only if you look at the short term, say, since January 2002, that the dollar’s fall against the euro seems out of whack. Turns out, the value of the dollar in euro, (assuming the German mark transformed into the euro on January 1, 1999), is about the same as it was in the mid-1990s. According to research by Brown Brothers Harriman, the now-defunct German mark hit a record high in 1995 that would be the equivalent of a euro level of $1.4575. Yesterday, it closed at $1.4576.

Nor is a weak dollar all bad news. A weaker currency provides a boost to the U.S. economy, making U.S. exports more attractive at a time when consumer spending is slowing down and the housing market is a drag on growth. Thanks to a weaker dollar, growth in U.S. exports is already shrinking America’s external deficit. During the past three quarters the deficit has been cut by $119 billion, falling from about 6% of gross domestic product to 5%. The adjustment appears to be continuing as the U.S. trade deficit narrowed by a stronger-than-expected $56.4 billion in September. The federal budget deficit has also come down sharply to 1.2% of GDP, well below its historical average. Meanwhile, U.S. economic growth numbers were revised upward from 3.1% to 3.9% in the third quarter of 2007. U.S. worker productivity in the third quarter rose to 4.9%, the strongest pace in four years. The United States also was rated the #1 most competitive economy in the world by the World Economic Forum. None of that sounds like “the next Argentina” to me.“Death of the Dollar”: … And A Great ExaggerationSo what accounts best for the dollar’s recent rout? The Fed’s recent interest rate cuts mean that global funds are flowing away from U.S.-denominated assets. At the same time, based on purchasing power parity — the long-term value toward which currencies should converge — the euro and the New Zealand dollar are now 25% to 30% overvalued, while the Japanese yen is 30% undervalued against the U.S. dollar.

And while the op-ed pages of European business publications celebrate the current bout of dollar weakness as a metaphor for the decline of the U.S. Empire, they should be careful what they wish for. French President Nicolas Sarkozy – in a remarkably engaging speech to the U.S. Congress that is well worth watching – already has lamented the negative effects of the high euro exchange rate. European triumphalism notwithstanding, if the dollar gets much weaker, European economies could go into a tailspin. Calling the direction of currencies is notoriously difficult. The U.S. dollar — and the United States itself — is as hated as it has ever been in recent memory. Yet all is not as it seems. In what was the most widely read story on the financial Web sites last week, it was reported that supermodel Giselle stopped taking payments for her work in U.S. dollars. Turns out the whole story was a figment of a Brazilian blogger’s imagination. In that way, it sounds much like the arguments made for the “death of the dollar.”

Underskrevet Nicholas A. Vardy

USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression

16.nov.2007  14:47

 

Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.

Dårlig boligmarked

Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.

Men nå er festen slutt.

 

-
Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly -

Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.

- Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.

Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.

Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.

- Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.

I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.

For mange boliger

Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.

Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.

Høyere renter

Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.

Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.

Verdifullt seminar

Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.

 

SYDafrika: Antallet fattige fordobblet og 27 % er arbejdsløse

12 nov. 2007 -* Antallet fattige sydafrikanere er mere end fordobblet i de seneste 10 år, viser en ny rapport. Ellers “går det godt” for det kapitalistiske Sydafrika som land og “væksten er stærk”, men trods det øger arbejdsløsheden indenfor alle race-grupper.
Godt fire millioner mennesker eller næsten ni procent af befolkningen i Sydafrika tvinges til at leve på mindre end en dollar om dagen, hvilket er under fattigdomsgrænsen. En dollar er den grænse som Verdensbanken bruger som målestok for fattigdom. Arbejdsløsheden er nu oppe i 27,5 procent af hele befolkningen.

Brasilien:dødspatrulje pågrebet

08. nov. 2007 kl.23:59

Tyve medlemmer af en formodet dødspatrulje med over 25 drab på samvittigheden blev igår pågrebet. Blandt de anholdte er ud over butiksejere og private sikkerhedsvagter også 10 politifolk.Vold, mord og dødspatruljer er blevet almindelige i det kapitalistiske Brasiliens storbyer, hvor politiet er ineffektivt og butiksejere må hyre private vagtværn.       

FN’s særlige udsending, Philip Alston, ankom til Brasilien tidligere på ugen for at møde myndigheder og borgerrets-grupper og diskutere beskyldninger om tortur og likvideringer begået af private sikkerhedsvagter.

ANDRE nyheder fra Brasilien :

1500-personer i det kapitalistiske gangstermiljø anholdt af brasiliansk politi
Ildkamp i Brasil mellem politi og kapitalistiske narkogangsterere: 18 døde *

Volden har antaget massemords karakter i Brasilien     

*Tolv døde under politiaktion i Brasil

USA´s finanskrise:6500 fyret efter American Home´s konkurs

6.Aug. 2007 _ -

Den kriseramte amerikanske boligkredit-gigant

American Home  

tog mandag et skridt nærmere konkurs da finansvirksomheden ansøgte om konkursbeskyttelse i følge USA´s konkurslovgivning.

Flere kapitalistiske finans-virksomheder som ikke låner penge ud til husholdninger med “lavere kreditværdighed” – dvs de beskæftiger sig ikke med så kaldte subprimelån, dvs udlåning til fattigere familier som de kapitalistiske storbanker har nægtet lån – har i løbet af året rapporteret at en voksende andel af kunderne har svært ved at betale sine lån. “American Home” havde netop ikke subprimelånen som hovedgruppe,men henvendte sig til noget mere velhavende kunder, med højere kredit-sikkerhed.

Den kriseramte amerikanske bolig-kredit-selskab American Home blev et af de første ofre for den krisen i den kapitalistiske finanssektor i de Forenede Stater.
Konkursen er et tegn på at kredit-krisen nu også rammer virksomheder og deres kredittagere som ligger udenfor betegnelsen “ikke-kreditværdige”, men tilhører de bedre-stillede i “middelklassen”. American Home, som er USA´s tiende største private boligkredit-institut, udlånte i fjor cirka 330 milliarder kr. Selskabet meddelte i fredags at det nedlægger størstedelen af sin virksomhed hvilket betyder at flertallet af de 7400 ansatte som er beskæftigede mister deres arbejdsplads.

Konkursen for American Home blev en realitet da de storkapitalistiske banker som finansirer virksomheden lukkede for kreditten og i stedet begyndte at kræve tilbage-betaling af de penge som de tidligere havde lånt ud til American Home og andre kredit-institutter.
Den tyske storbank Deutsche Bank er American Homes største kredit-giver.

USA:Chrysler fyrer 10 000 arbejdere

1 Nov. 2007
Krisen for den kapitalistiske bilindustri i de Forenede Stater fortsætter.
Massefyringer og nedlægninger af fabrikker har ramt bilarbejderne på GM og FORD og Chrysler, mens udelandske bilproducenter som den japanske kapitalistiske bilkoncern Toyota øger deres markedsandele, bla. fordi Toyota forhindrer arbejderne i at organisere sig.
Det er muligt takket være de anti-faglige love der blev indført i 1980´erne under Thatcher-Reagan-årernes “liberale revolution”.

Idag kom det frem at den amerikansk bil-koncernen Chrysler planlægger yderligere massefyringer. Igennem de næste 14 måneder frem til nytårsaften 2008 ; skal 10.000 timelønnede arbejdere på Chryslers fabrikker i USA “skæres væk” som det udtrykkes i kapitalistiske slagter-jargong.

Det svarer til flere end en femtedel af selskabets fagligt organiserede arbejds-styrke.
Arbejderne på GM,Fords og Chryslers fabrikker i de Forendes Stater er organiseret i UWA : United Auto Workers.

De nye ejere af Chrysler-koncernen – kapitalfonden Cerberus Capital Management viser med de drastiske skridt at kravet om afkast til kapitalfondens aktionær så hurtigt som muligt for har første proritet..
Cerberus overtog Chrysler i augusti da den tyske industri-konceren Daimler solgte til “højestbydende”.
Nu efter et måneder starter de nye ejere et nedskæringsprogram som hurtigst muligt skal give de nye ejere overskud. Fem bil-monterings-fabrikker skal nedlægges i Nordamerika og produktionen af modellen Dodge Magnum stoppes,det samme gælder den åbne version af PT Cruiser, Chrysler Pacifica og Chrysler Crossfire. Den sidstnævnte model er for hovedparten bygget af Mercedes-komponenter.

Udover fyringer af time-ansatte vil Chrysler også mindske antallet funktionærer – såkaldte “saleried position” – med tusind personer.
Det nye nedskæringer-program kommer efter at 13.000 ansatte blev fjernet fra produktionen og sendt på “udslusningskurser”, som koncernen fremlagde i februar,inden salget til kapitalfonden.

De nye ejere af Chrysler Cerberus Capital Management er et finanskapitalistisk spekulationsselskab – ofte benævnt “Private equity og Venture”-kapitalister. Kriteriet for disse kapitalfonde er maksimal profit på kortest muligt tid uden hensyn til ansatte. De har den samme funktion over de produktionsvirksomheder de køber op, som de store industrikoncerner har i forhold til deres “underleverandører”. (“outsourcing”)
Underleverandørerne får kontrakter af de store industrikoncerner som hele tiden strammer kravene til leverance-tider og prisen med truslen om at de mister kontrakten hvis de ikke lever op til de stadig hårdere vilkår. Kapitalfonden bruger sin kapitalistiske ejendomsret til at fremtvinge så hårde nedskæringer , outsourcing og rationaliseringer i de virksomheder de får kontrollen over. Når “arbejdet er gjort på rekordtid” – med hele lokalsamfund i krise – er det ikke usædvanligt at konvernen sælges igen.

Danmark: Over 350.000 arbejdsløse i 2007

26.okt 2007

ARBEJDSLØSHEDEN ER REKORDHØJ 

Den danske regering siger at arbejdsløsheden er rekordlav, ja at der nærmest er tale om mangel på arbejdskraft. Men en gennemgang af tal fra Danmarks Statistik viser, at adskillige tusinde er ”blevet væk” i beskæftigelses-ministeriets statistik. Det kan undre, at man ”gemmer” ledige, når der er mangel på arbejdskraft. En forklaring kan være, at manglen på arbejdskraft er stærkt overdrevet.Ledighedstallene fra beskæftigelsesministeriet viser kun en del af den reelle arbejdsløshed. F.eks. indgår “aktiverede” ikke i ledighedsstatistikken, på trods af at aktiverede skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet på samme vilkår som ikke-aktiverede ledige. Ledige beordret i fleks-job indgår heller ikke. Hos Landsorganisationen af Arbejds-ledige kan man se et hurtigt regnestykke, der viser, at antallet af ledige, der skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, er knap 355.000. Det største problem med arbejdsløshedsstatistikken er, at den er lavet, så man kan få det resultat, man har brug for. Alt er splittet op i mindre grupper og undergrupper, og det er ikke umiddelbart ligetil at gennemskue, hvilke undergrupper der indgår i hvilke grupper, og hvilke grupper de grupper så indgår i.

Et eksempel: Danmarks Statistik opgør antallet af ledige til 91.100 (august 07), hvoraf 71.800 er forsikrede og 19.300 er ikke-forsikrede. Antallet af dagpengemodtagere blev opgjort til 87.900 i maj 2007. Antallet af kontanthjælpsmodtagere blev opgjort til 74.300 i juni 07.I alt 162.200 – eller 71.100 flere, end der er ledige … Hvordan det kan lade sig gøre, er et mysterium, som ikke umiddelbart lader sig opklare. Ifølge Danmarks Statistik indgår følgende i beregningen af ledigedstallet: ”Statistikken omfatter arbejdsløs-hedsforsikrede dagpengemodtagere samt ledige, der modtager kontanthjælp – herunder ikke-forsikrede personer og forsikrede ledige, der endnu ikke har opnået retten til dagpenge,eller som af den ene eller anden grund har mistet dagpengeretten.”Måden, de opnår deres tal på, er ved at jonglere folk rundt i systemet og ændre deres status, ved at skræddersy aktivering, så folk stadig er ledige uden at fremstå som ledige osv. Mistanken er svær at fortrænge : Forsøger regeringen at pynte på arbejdsløsheds-tallene for både at bedrage vælgerne og sig selv for at skaffe politisk forståelse for “nødvendigheden” af masseimport af udenlandsk arbejdskraft ?

Spørgsmålet er hvor meget de arbejdsløse og den statistik der bliver gjort over dem bliver ændret med en socialdemokratisk-ny alliance-radikal- folkesocialistisk regering. Når man på den ene side sminker sine tal og skjuler den reelle arbejdsløshed og på den anden side kører en kampagne for at importere arbejdskraft, tyder det på, at regeringen forsøger at manipulere med virkeligheden; nemlig det reelle antal arbejdsløse, for at kunne tilfredsstille regeringens magtfulde støtter i det kapitalistiske erhvervsliv der kræver øget import af arbejdskraft, sådan at de kan øge presset på løn- og arbejdsvilkår og dermed øge profitterne til glæde for aktionærerne på Børsen, i stedet for at imødekomme befokningens behov for uddannelse, ordentligt arbejde, billige boliger og kollektiv transport. m.m. Samtidig som regeringen og den socialdemokratiske opposition taler om mangelen på arbejdskraft hver eneste dag er det et faktum at der er 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som holdes uden for arbejdsmarkedet og lever på kummerlige overførselsindkomster. Problemet for regeringen og den socialdemokratiske opposition er, at det kapitalistiske arbejdsmarked er lukket for dem. Mange mennesker ud af den næsten million store hær af folk på bidrag og pension både kan og vil arbejde. Måske kan de ikke arbejde fuld tid, men klarer et halvdagsjob. Det påviser professor Jesper Jespersen og tidl. ‘vismand’ og minister Bent Rold Andersen bl.a i bogen ”Velfærdsdebat på vildspor”. De påpeger at selvom den officielt registrerede arbejdsløshed er meget lav, og Fogh-regeringen bryster sig af disse tal, så er det fup. De officielle arbejdsløshedstal omfatter nemlig ikke de 118.000 på kontanthjælp, de 95.000 på sygedagpenge, de 64.000 i aktivering og de 5.000 på en såkaldte ‘ledighedsydelser’.  Jespersen og Rold Andersen anslår, at næsten halvdelen af de 900.000 – omkring en halv million mennesker, eller mere præcist 427.000 – ville være i stand til at arbejde, hvis der var tilstrækkelig efterspørgsel efter arbejdskraft!

Polen:”Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)

- KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden konservativ gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.   

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor flertallet af de stemmeberettige: 59% ; blev hjemme. Dvs. regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne ikke udgjorde meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettige polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

“Stocznia Lenina” – På Lenin-Skibsværftet byggede arbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig : Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister.

Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til udenlandske banker løb op i ca 330 milliarder Dollar~1800 milliarder kr. i 1980`erne. – Efter at Gomulka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart. Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse at betale regningen til de kapitalistiske storbanker gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød.Det udlyste først strejker i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin under sommeren 1980. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
*- – - – — – -
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December.For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte de kapitalistiske renter på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i udlandet for at undgå et sammenbrud for den  ”nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning”, hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.          

Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981. Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)Under krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

ORIGINALTELEGRAM:Legendary Gdansk Shipyard being sold to Ukranian company The EU has demanded the shipyard cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity.The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti.Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday.In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *    BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa   Partilederen Władysław Gomułka – som forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva . Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker. Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz). Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen. Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt. Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød etc. var varer som de statslige butikker var underforsynede med.” Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken. Sie streikten dennoch.Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Der Præsident, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen.Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“. Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau.Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten.Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.

Amerika: Sulten er hverdag for millioner i USA

12 Okt 2007

Fattige i USA får ingen madkuponer 

 

 

ER du fattig i Staterne er det en social rettighed at du ret til madkuponer for at holde sulten fra døren .

MEN NU VISER det sig at tre miljoner storbyboere og 11,5 miljoner på landet i USA ikke får de madkuponger de har ret til.
Næsten 15 millioner amerikanere står dermed udenfor velfærdsstaten.
I fjor blev der uddelt madkuponer til omkring 27 millioner mennesker. Sammen med de som burde have fået kuponer bliver det ialt 42 miljoner amerikanere som kan beskrives som virkeligt fattige.
Sammanlagt 14 procent av USA:s befolkning er så fattige at de behøver madkuponer for at overleve. Det fortæller organisationen Frac.

Krigen mod Iraks folk: Massefattigdom, prostitution og handel med børn

16 augusti 2007 *

Handel med børn og kvinder i krigens fodspor

 Inden den amerikanske invasion fik irakiske enker, i særdeleshed de hvis mænd faldt i den krig –  som Saddam Hussein-regimet i Baghdad - med støtte fra USA og flere kapitalistiske Natostater – indledte mot Iran i 1980 –  statslig pension og fri skolegang for børnene. For nogle også gratis bolig. Men at regimet ikke var nogen stabil forsvarer af kvinderne og det irakiske folks rettigheder og velfærd understeger de blodige følger af Saddam Hussein´s USA- støttede aggression mod først i Iran og siden aggressionen mod Kuwait som først blev acceperet af den amerikanske ambassadør (April Gillespie) i Irak.

Saddam Hussien havde som den lydige USA-allierede og marionet han var, hele vejen frem til det ydmygende nederlag for den irakiske hær i Kuwait – rettet en forespørgsmål til USA´s ambassadør i Irak om supermagtens holdning til en irakisk invasion af Kuwait. Ambassadør Gillespie meddelte Saddam Hussien at USA ville betragte en irakisk invasion som et “internt irakisk anliggende”. Derfor troede USA´s marionet Saddam Hussein at det var frit frem i Kuwait. At det er naivt at stole på USA´s løfter viser den senere udvikling, med skæbnesvangre følger for det irakiske folk , ikke mindst Iraks kvinder og børnene som nu efter at de havde gennemlevet Saddam Hussiens- regimets næsten ti årige – vestligt støttede aggression og krig – mod nabolandet Iran, nu måtte gennemleve årevis af FN- støttede sanktioner og flyterror, frem mod den udenlandske militære aggression og besættelse i 2003

Idag er situationen sådan i Irak at 15 procent af kvinderne er drevet ud i prostitution for att kunne forsørge familien, mens børnene bliver offrer for menneskehandel . . . . ifølge hjælpeorganisationen Women’s Freedom in Iraq

Alene i Baghdadområdet (over)-lever mindst 350.000 enker, ifølge irakiske vurderinger. Ifølge det irakiske kvinde-ministerium er det muligt at der findes tre millioner enker  i landet.

Læs også  Debra Mcnutt`s kronik :-Privatiseringen af kvinderne. Militær Prostitution og besættelsen af Irak 

Hvor er Kina på vej hen ? *Kommunismen* ? eller er det en kapitalistisk supermagt vi ser vokse frem ?

Baggrund 12.aug.2007

Tidligt om morgenen den 6.januar 2006 eksploderer en bombe i et dommerkontor i Ganxu-provinsen i Kina. Det viser sig at det var en  en kinesisk bonde der gennemførte denne  “terror”-aktion i protest mod rettens afgørelse .

 DEN  62-årige bonde tog sit eget og fem andres liv ved at udløse bomben i et dommerkontor i protest mod dommen i en sag om boet efter hans afdøde søn. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tog bonden  Qian Wenzhao, fem mennesker med sig i døden, og 22 blev såret, da bomben eksploderede på fjerde sal i en   kontorbygning i provinsen Ganxu i den nordøstlige del af Kina. (Kilde :Nyhedsbureauet Xinhua)

EPISODEN ER højst usædvanlig på flere måder.TERROR-AKTIONER og bombesprængninger er ikke hverdag i Folkerepublikken       Og den kapitalistiske udvikling i Kina har forløbet uden større terror-aktioner og bombesprængninger som denne.Men at der er betydelige sociale og økonomiske spændinger i Kina i dag – mellem kapitalistiske velhavere og fattige arbejdere og bønder er klart.De kinesiske myndigheder rapporterede i år 2004 om mere end 74.000 sociale protester og uroligheder i landet. Tallet for 2005 er ikke gjort op, men kommer blandt andet til at inkludere den første episode i mange år, hvor politiet har har åbnet ild og  dræbt kinesiske borgere.

DET SKETE i december i den sydkinesiske by Dongzhou i Guangdong-provinsen. Her protesterede landsbyboerne  imod ekspropriationen af land til bygning af et kraftværk. Bønderne er utilfredse med kompensationen for ekspropieringen. Den 6. December åbnede bevæbnede politifolk fra Shanwei by-styret ild mod protesterende Dongzhou-beboere.       De kinesiske medier rapporterer om tre dræbte og otte sårede. En politi-kommandant blev arresteret, som ansvarlig for dødsskydningerne.
I et åbent brev  protesterer en række intellektuelle mod politi-volden i Dongzhou  : I udtalelsen beskrives Kina som et

“samfund i krise hvor de rige rager til sig hvad de kan fra de fattige, hvilket fører til stadig flere konfrontationer”.    

        At en borger kan finde på at gribe til en så ekstrem metode som at gennemføre en bombe-aktion for at protestere mod myndighederne og gøre sig selv til en martyr for de folkelige protester bekræfter at det ikke er arbejderklassen og flertallet i det kinesiske folk som har magten i Folkerepublikken, men de kapitalistiske klasser i ind- og udland.  Selvom de kinesiske og mulitinationale kapitalister har større frihed end f.eks i skandinavien til at investerer og udbytte Kina`s folk uden begrænsninger så har den kapitalistiske “højkunjunktur”  ikke bragt “velfærd og frihed til alle” som det påstås i visse borgerlige og socialdemokratiske medier.  Ganske vist er der sket en “udvikling” i hovedstaden Beijing og i Shanghai. Her findes en stenrig kapitalistisk overklasse – som i New York eller Moskva – og en velhavende middelklasse vokser frem. Idag er Kina verdens femte største marked for salg af diamanter. Og den ide som  K”K”P – regeringspartiet forsøger at udbrede – ikke bare i Folkerepublikken – , men også i udlandet, at de kapitalistiske reformer og privatiseringer “fører til socialisme” -  at det er “en særlig kinesisk vej til socialismen” eller “socialistisk markedsøkonomi” fremstår for stadig flere som en illusion, et bedrag beregnet på at forsvare den kapitalistiske udvikling og pacificere arbejderklassens protester og kamp. Sandheden er “Kinas Kommunistiske Parti” har opgivet kommunismen.
  I byerne illustreres det tydeligt, at Kina reelt er et klasseopdelt samfund. – Mens en arbejder må nøjes med en timeløn på mellem tre og fire kroner. Så bliver andre milliardærer på rekordtid.  De kapitalistiske privatiseringer som KKP gennemfører,  bl.a. som en følge af kravene fra den kapitalistiske Verdenshandelsorganisation WTO – forventes at sende 45 millioner arbejdere på statslige virksomheder på gaden og berøve millioner af landarbejdere deres eksistensgrundlag når der åbnes yderligere for de kapitalistiske monopolers indtrængen.  Massearbejdsløsheden er hverdag i det kapitalistiske Kina for langt over 100 milllioner mennesker.  Og omkring 800 millioner af Kinas 1300 millioner indbyggere lever stadig i fattigdom på landet. Den kinesiske folkevalgte forsamling Folkekongressen,  som domineres af det borgerliggjorte “KKP” , har gennemført betydelige ændringer af Folkerepublikkens forfatning fra 1949, som formelt afskaffede den kapitalistiske ejendomsret til fabrikker og anden produktion :Den kapitalistiske privat-ejendomsret ligestilles nu med statsejendom – til stor tilfredshed for udenlandske kapitalister fra især USA/EU, som har investeret milliarder af dollars og €uro i Kina. Dermed er Folkerepublikkens forfatning nu en forfatning som ligner den der findes i borgerligt-kapitalistiske stater, hvor beskyttelsen af den private ejendomsret står i centrum. Ændringer af forfatningen fastslår at <>” lovlig privatejendom er ukrænkelig”<> og forpligter staten til <>”at opmuntre, støtte og vejlede den private økonomi/sektor”<&gt;. Partiformanden Jiang Zemin forklarede på kongressen at sammenhængen mellem at garantere kapitalistisk ejendomret i forfatningen og at det parti han er formand for stadig kalder sig kommunistisk med at privatejendom er en slags socialistisk ejendom af produktionsmidlerne eftersom disse private ejendomsbesiddere er en del af det socialistiske samfund ! Voila ! Erasmus Montanus kunne ikke have forklaret det bedre

Men hvad bilder Jiang Zemin sig egentlig ind ? Hvem tror han at han taler til ? Er den politiske skoling og det teoretiske niveau virkelig så lavt i Kina at de delegerede uden diskussion vedtog Zemin´s nærmest “maoistiske” forklaringer. Eller var de delegerede ligeglade – for de kan vel ikke være så dumme at de ikke gennemskuer KKP-ledernes bedrag. Det ligger måske nærmere sandheden at de delegerede på kongressen er “karrierre”-mennesker der som stemmekvæg og nikkedukker stemmer for hvad der bliver serveret, for at sikre den fortsatte karrierre.
I forfatningen garantes “menneskerettighederne” også , men det er ikke retten til arbejde, bolig og frihed for sult der sættes i centrum, men de borgerligt-kapitalistiske friheder på “markedet”. – I samarbejde med de udenlandske kapitalister forsøger de kinesiske ledere give indtryk af,  at de kapitalistiske reformer og privatiseringer er en succes, men det et et fakum at der hver eneste dag er hundredevis af strejker og protester. Om året løber det op i titusindvis af strejker og protester. Og det er et faktum at den kapitalistiske udvikling ikke har sikret en så grundlæggende menneskeret som frihed fra sult. Ifølge FN-rapporter lever flere end 100 millioner kinesere under sultegrænsen.

Alligevel påstår de vestlige medier fra Wall Street Journal , Der Spiegel , til Jyllands-Posten og Politiken, . . you name it .
at Kina “I de seneste 30 år har skabt et økonomisk mirakel . .”

Men er det sandt ? Og hvori består dette “mirakel” ?
* * * * *
DEn gennemsnitlige vækstrate de sidste tyve år har været 9 procent for hele Folkerepublikken. men udviklingen har været meget skævt og den dækker over en ekstrem kapitalistisk udvikling i de “økonomiske frizoner”, i Shanghhai og andre storbyer og dele af kystområderne.
Mens der knap er nogen reel vækst eller udvikling i andre “egsudviklingsområder” samtidig som fattigdom, sult og arbejdsløsheden er udbredt og klassekløfterne øges hver dag,
Der er slet ikke tale om den socialistiske planmæssige og jævne udvikling for både land og by som var kendetegnet for sovjetiske revolution i 1920´erne og frem, som tog sine første skridt ed den første sovjetiske Femårsplan 1927-32.
Sovjet havde i perioden 1929-53 en gennemsnitlig vækstrate i industriproduktion omkring cirka 19 % – undtagen krigs-årene mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år. * * * * *
Den sovjetiske storindustri’s produktion var i 1953 nået op på et sådant niveau at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 – i faste priser – . Her snakker vi altså om vækstrater på et niveau hvor produktionen bliver fordoblet hvert fjerde år. * Det socialistiske mirakel i Sovjetunionen skete på samme tid som hele den kapitalistiske verden var inde i en økonomisk krise så dyb man taler om den Great Depression – den “Store Depression”. * * * * * De sovjetiske folk kunne altså ikke som Kina har haft mulighed for i de sidste ti år hvor verdenskapitalismen har været inde i hvad der så sent som i foråret 2007 kaldtes “superkunjunkturen” – hvor de kapitalistiske profitter og billioninvesteringer så ud til at vokse ind i den kinesiske og verdenskapitalismens fælles himmel.
Trods krise og depression i den kapitalistiske økonomi i Sovjets omverden – i 1930´erne – trods konstant sabotage fra de udenlandsk-støttede terrorgrupper og femtekolonne, terror-trusler og krig mod den unge Sovjetstat overlevede det “socialistiske barn” mirakuløst selvom det var med dybe sår og 27 millioner døde efter den nazistiske Holocaust .
Det gør ikke “miraklet” i Sovjetunionen i den socialistiske periode mindre
Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA og det kapitalistiske Kina i dag, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod – ligesom Kina idag ikke har været i krig i næsten 60 år hvis vi ser bort fra Beijing´s aggresionen mod Viet Nam i 1979.
Fakta er at middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion i årene 1929-53 (undtagen krigs-årene) var 19 % mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år.
Samtidigt er det vigtigt tage i betagtning at en af de vigtigste faktorer for den kapitalistiske vækst i Kina er produktion og eksport af vare til markedet i USA (bl.a Wall Mart) og andre lande. Eksport og import udgjorde i 2006 ca 25 % af væksten i BNP, men faldt til 16 % isidste år.
Derfor er Kinas udvikling de sidste årtier med “kapitalistisk markedsøkonomi” ikke noget mirakel Heller ikke når man tager de udenlandske billion investeringer – fra den vestlige kapitaleksport i betragtning.

Kina har på mange måder været den kapitalistiske verdensordens økonomis bedste ven de sidste femten år. Landet er gradvist blevet et hårdt tiltrængt marked for den “relative overproduktion” fra den kapitalistiske produktion i vesten ligesom vesten har investeret enorme mængder kapital i Kina med “garanteret profit – garanteret af den kinesiske regings væbnede styrker” samtidigt som landet har bidraget til at holde inflationen nede i kraft af de “lave lønninger” 1 – 4 kroner i timen. Det bliver også kaldt også internationalt skruebrækkeri.

Men hvori består det “økonomiske mirakel i Kina” som de borgerlige mainstream-medier i Europa såvel som i USA gerne vil have os til at tro på ?
“Miraklet” består af væksten i og ikke mindst størrelsen af de kapitalistiske profitter der suges ud af den kinesiske arbejderklasse og folk.
At vestlige medier og journalister har problemer med at give et “autentisk og virkelighedsnært ” billede af det kapitalistiske Kina er givetvis sandt. Med få hæderlige undtagelser.

Det billede som flertallet af de “udenlandske og vestlige journalister har er præget af århundreders vestlig racistisk og chauvinistisk kolonihere-tankegang og præget af de senere års hyldning af Peking-regeringens “socialististiske markedsøkonomi” som KKP kalder det kapitalistiske markedsdiktatur som nu breder ud sig i Riget står klart for de fleste mennesker der er i stand til at tænke klart og føler solidaritet med den kinesiske arbejderklasse og folk.

Det blev særligt tydeligt da de Olympiske lege blev afholdt i Kina i 2008

Den egentlige baggrund til at Kina fik fået tildelt værtsskabet af OL – verdens største kapitalistiske mediebegivenhed – af IOC – den internationale olympiske komite; er at Volkswagen, Mcdonald og Coca Cola og de andre storkapitalistiske sponsorer gerne vil takke regimet i Peking for den fortsatte strøm af milliardprofitter som udpresses af det kinesiske proletariat og samtidig flytte sine positioner frem på det kapitalistiske marked i forhold til sine konkurrenter.

DEN Højeste Pris: PRIVATISERINGEN af minerne. 

Den værste mineulykke i Kina skete for 63 år siden - i 1943 - hvor  1.549 minearbejdere omkom. På den baggrund ser den seneste ulykke -  63 år senere, i februar 2004 -  ud som et “fremskridt” , idet 203 minearbejdere omkom i Sujiawan-kulminen i byen Fuxin i Kinas nordøstlige Liaoning-provins. Mere end 200 meter under jorden eksploderede metangas, som naturligt siver ud af kullagene dybt nede i underjorden.    Minesektoren har KKP-regeringen  privatiseret, sådan at den nu er underlagt de brutale kapitalistiske markedskræfter hvor profitten sættes i centrum i den  “frie kapitalistisk konkurrence og pris sætning”. Derfor slækker mange private og offentlige miner på sikkerheden.  Bl.a bruger man stadigt gammelt sikkerhedsudstyr, samtidig med at der ikke ventileres tilstrækkeligt i minerne. Den kinesiske stat som KKP kontrollerer fører en meget liberal og eftergivende linje overfor mine-industrien. Det siges at man  har forsøgt at lukke små private miner, da de har mange mindre dødsulykker,men pga af massearbejdsløsheden fører det til protester og disse miner får lov at fortsætte minebrydningen under livsfarlige sikkerhedsforhold.   Kinas officielle statistikker viser, at for hver en million tons kul produceret i landet, dør der 19 minearbejdere. Heller ikke sulten har den kapitalistiske udvikling fået bugt med hvis man skal tro en  FN rapport fra 2004 hvor det fastslås at 142 millioner mennesker sulter i Kina. 

Kilder:Nyhedsbureauet Xinhua/  

DDR Historie Del III

Juni 2003 *

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *

” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:

Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

“- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt

Del III (Afsluttende)

Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« den 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistisk hetz.
Vi bringer en artikel af Kamerat Waltraud Aust, som første gang blev offentliggjort i 1983 i KPD´s teoretiske organ , »Kommunistische Hefte«.
Waltraud Aust oplevede selv den 17. Juni med egne øjne og ører. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.

16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee

Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst. Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole »Nieder mit den Normen. Streikt« Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. In einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den »goldenen Westen« getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.

Provokateure werden festgenommen

Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor die Werkstore zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie »Nieder mit der Regierung«, »Nieder mit den Normen«, »Wir wollen freie Wahlen« und ähnliche.

In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vor dem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt weiter. Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:

Befehl des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:

1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953.

-
Den Røde Hær´s kampvogne patruljerer i Berlins gader i juni 1953.

-
Militærkommandanten i Berlins sovjetiske sektor
Generalmajor Dibrova

Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr »Eigentum« wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten »Ostwerte« um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der »Tag X« bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.

Eine Kluft zwischen der Partei und den Massen

Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde. Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300 000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Warnke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: »Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen«. Oder »Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen«.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: »Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …«
»Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen.
Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauern und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.«
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als »Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni« verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander, in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.

Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne.
Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?

• Waltraud Aust

Ovenstående artikel blev trykt første gang i KPD´s teoretetiske organ Kommunistische Hefte nr.9/2003 .
KPD _ Tysklands Kommunistiske Parti – skal ikke forveksles med det revisionistiske “Deutsche Kommunistische Partei” D.K.P. – som blev oprettet i 1968 som et led “afspændingen” mellem øst og Vest: DKP blev godkendt som et legalt “kommunistisk” parti og støttet både af Natolandet Vesttysklands socialdemokratiske regering og Brezhnjev-regimet i Sovjetunionen. DKP blev legaliseret som et forfatningstro og statsanerkendt “kommunistisk alternativ.  Samtidig blev forbudet mod det revolutionære forfatningsfjendtlige KPD opretholdt. Alene bogstaverne K.P.D. gav den slagne (i Anden Verdenskrig) kapitalistiske overklasse i Tyskland minder om deres nazistiske fortid og “nederlaget til den Kommunistiske Internationale” 

Amerikas Usynlige "Berlin-mur" skal blive synlig

19 maj 2006

Mexico protesterer mod grænse-hegn

Mexiko har skrevet en formel protest mod USA:s planer om at forstærke den militære overvågning mellem landene. Beslutningen som blev taget af Repræsentant-huset torsdag indebærer at 600 km nye hegn sættes op samtidig som 6.000 national-gardister udstationeres i grænse-egnene .
Costa Rica, Honduras, Guatemala och Nicaragua bakker op om protesten mod USA´s invandringsovervågende skridt.
De 20 milliarder dollar som årligt sendes tilbage af de illegalt invandrede arbejdere i USA er Mexico´s næst største kilde til udenlandsk valuta. Også forskellige private erhvervslivs-foreninger i USA er kritiske til tab af (billig) arbejdskraft.

  Mexico´s præsident Vincente Fox sagde ved et besøg i den mexicanske grænseby Nuevo Laredo at relationen mellem Mexico og USA kan blive alvorligt skadet af præsident Bushs planer om at bygge det 600 km lange hegn og indsætte soldater langs den 3200 km lange grænsen mod Mexico.

” – Hans hensigt at bygge murer, at bygge barrierer langs grænsen, fremmer ikke en relation mellem venner, naboer of forretningspartnere, sagde præsidenten.

  Hvert eneste år emigrerer opimod 500.000 mexicanere over grænsen ind i de Forenede Stater og skapar et stort tryk på skoler og sundhedssystemet i USA. Samtidigt er USA dybt afhængige af den billige og uorganiserede mexicanske arbejdskraft, som i realiteten fungere som lønrykkere.

“Tolv millioner venter”
-Det finns tolv miljoner mexikanere på andra sidan gränsen, som varje dag plågas i väntan på en reform som låter dem leva i fred, sade Mexikos utrikesminister Luis Ernesto Derbez i dag.

Men de amerikanska planerna er ikke endeligt afgjort politisk, og indenrigs modstand mod de aviserade hårda tagen saknas inte. Først og fremmest er det erhvervs og virksomhedsforeninger som er kritiske, og hævder at de ulovligt indvandrede mexikanerna ikke stjæler arbejdspladser, men tværimod udfører nødvendigt arbejde som de “indfødte” amerikanere vægrer påtage sig.

Fox har misslyckats
Den i sommar avgående mexikanske president Vicente Fox har under sina seks år vid magten misslyckats med at beveka USA att underlätta för laglig arbetskraftinvandring. Migrationen norrut är en mycket viktig social och ekonomisk ventil för Mexiko.

Förutom att stora grupper fattiga som annars vore arbetslösa tar sig till arbete i norr, skickar de också tillbaka 20 miljarder dollar i kontanter varje år. Näst efter oljan är det Mexikos största källa till utländsk valuta.

Bush vil forstærke grænsen mod Mexico
16 maj 2006 -/>USA måste satsa miljardbelopp för att stärka bevakningen av landets gräns mot Mexiko, sade president George Bush i ett tv-sänt tal i natt.
-Vi har inte full kontroll över gränsen och jag ska se till att det blir ändring på det, sade Bush.

Enligt Bush ska 1,9 miljarder dollar satsas på att få ordning på problemet med den 3220 km lange grænse. 6.000 nationalgardister ska skickas dit.

Gränspatruller grep i fjol nära 1,2 miljoner mennesker som försökte korsa gränsen. Yderligere 500.000 undkom.

Talet är upptakten till en ny debatt i USA:s senat om reformer av USA:s migrationslagstiftning. Målsättningen för Bushregeringen är att skärpa gränskontrollen samtidigt som den genomför ett nytt program för tillfälliga “gästarbetare”.

Det planeras även åtgärder för att hjälpa de i dag omkring tolv miljoner invånarna i USA som saknar uppehålls- och arbetstillstånd.

* Kapitalismens historie: fra tvangarbejde og slaveri til statstøttet markedsdiktatur og krig

2006 Både liberale og socialliberale , altså borgerlige reformister af den ene eller anden “social” – “demokratiske” observans vil ikke, som marxismen og de revolutionære kommunister, dele samfundet ind i klasser: Og idag benægter de klassernes eksistens og at der foregår en klassekamp mellem det kapitalistiske samfunds hovedklasser : Bourgeoisiet og Proletariatet, Kapitalen og Arbejderklassen.
Et liberalt synspunkt lød sådan her:
“Liberalismen indeler ikke samfundet sort/hvidt, arbejder/kapitalist. Ejendomsretten er ikke givet til en særligt udvalgt gruppe (klasse) af en gudelig magt. “K.Lund

Til det vil jeg sige at jeg heller ikke inddeler samfundet i “sort/hvidt”, men tager udgangspunkt i den objektive virkelighed, som Marx lærte os. Du siger du har læst Kapitalen af Karl Marx, men hvad har du lært ?
Hverken du eller jeg kan leve af den blå luft. Vi er nødt til at have penge
til at købe mad, tøj og andre livsfornødenheder som bliver produceret af
arbejderklassen i produktionen. Hvis du er kapitalist behøver du ikke
bekymre dig om det daglige brød, men kan beskæftige dig med hvad du
finder interessant.
Hvorimod flertallet af befolkningen ikke har andre muligheder end at
sælge deres arbejdskraft på det kapitalistiske arbejdsmarked.

Og nej, den kapitalistiske ejendom er ikke “givet af en gudelig magt”,
kapitalister udkæmper drabelige konkurrencekampe indbyrdes, iblandt
føre det til krig, som Første og Anden Verdenskrig og USA´s voldelige overfald
på Irak i 2003. For det meste er det fredeligere, og slutter ved domstolene eller
et firma`s konkurs.

Men hovedsagen er: Flertallet af mennesker kan ikke blive kapitalister,
dvs befriet for at skulle sælge deres arbejdskraft. Der findes hverken idag
eller i hele verdenshistorien noget land eller sted på jorden hvor flertallet af befolkningen
var besiddere, udbyttere eller kapitalister, altså var befriet fra nødvendigheden
af at sælge sin arbejdskraft.
Det er en liberal utopi. Kapitalismen kræver et stort arbejdskraft-marked
for at kunne akkumulere kapital gennem udbytningen af arbejdskraften.

¨Siden skriver du at det var kapitalisterne “Mads Clausen fra Danfoss”
og “Den gamle A.P. Møllers” “hårde arbejde der har sat dem i den
situation.”,

Jeg skal ikke vurdere hverken den ene eller den anden kapitalist`s
arbejdsindsatser. Hovedsagen er at uden arbejderklassen skulle der i
ikke findes nogen somhelst rigdom eller kapital hos Danfoss og
Mærsk-Møller-kapitalisterne. Det er gennem udbytningen af arbejderne
på Danfoss-fabrikkerne og arbejderne på de Mærsk-Møller-ejede
virksomheder Lindø, Mærsk kontainer og rederi-virksomhed og gennem
den af staten godkendte udplynding af Nordsøen`s naturresourcer, at
disse kapitalister er blevet landets mægtigste (“har sat dem i den situation”
,som K. Lund så diplomatisk udtrykker det)

Der findes altså, som det fremgår af både Marx/Engel`s omfattende
videnskabelige arbejder, men også ved at kigge på virkeligheden
idag en objektiv forskel på den del af befolkningen som er tvunget
til at sælge deres arbejdskraft. Og den del som lever af andres
arbejde, gennem kapitalistisk aktieudbytter eller gennem køb og salg
af levende kapital (produktionsvirksomheder)…….

Det er denne klassedeling der har ført til klassekampen mellem
kapitalister og arbejdere med en småborgerlig middelklasse såvel som mellemlag
der vakler mellem klasserne, (oftest hælder de sig til den herskende
kapitalistklasse.)

Der bliver ikke ændret på denne klassedeling ved at Student
Kristian Lund, eller hvad du nu bruger din tid på, arver en kapitalistisk
virksomhed af Onkel Børge. Eller ved at kapitalist Lund´s virksomhed
går konkurs og han må gå på socialkontoret eller starte et
lommeregner-firma med kommunal “igangsætterydelse” eller hvad
den hjælpen nu hedder

Så skriver du : “Kapitalismen bruger ikke vold. Det er STATEN
der bruger vold. Staten konfiskerer min ejendom med trusler om vold.”K.Lund

Ja og meget værre STATEN og de frie kapitalistiske medier oppisker
hysteriske og chauvinistiske stemninger mod andre folk, for at forsvare
deres aggressive krigsplaner. Tidligere mod Sovjet..senere mod Vietnam,
Afghanistan og Irak. Uden staten skulle de førende kapitalist-lande, med
den imperialistiske Führer-stat USA i spidsen ikke have ret mange “frie”
markeder og lande at udplyndre.

Og hvor kommer staten fra ?…? Staten er ikke en isoleret,af en kinesisk mur, fra samfundet adskilt, institution. Staten opstod som historisk institution efter den urkommunistiske periode i menneskehedens historie, da mennesket fik et overskud af arbejdet…..

Ved f.eks at læse Friedrich Engel`s værk: “Familiens, privatejendommen og statens oprindelse” . . . .vil du forstå at det var og er for at beskytte ejendommen/overskuddet af produktionen , at staten opstod.
Hvor skulle kapitalismen være idag uden den kapitalistiske stat ? ? ?

D e n sidste gang, vi kan sige at liberalismen, den frie markedsøkonomi,
blev realiseret i sin fulde udstrækning, var i kapitalismens barndom og den industrielle revolutions epoke.

Dengang var den frie markedsøkonomi igang med at udrydde store dele
af den arbejderklasse som den liberale (kapitalistiske) overklasse levede
af.
Det var i proletariatets barndom under den kapitalistiske industrielle revolution, da klassen endnu var lille og uerfaren og derfor ikke kunne slå
fra sig, at kapitalisterne gennem statsmagten brugte den fra feudalsamfundet så ubredte ikke-økonomiske tvang. Statsmagten sikrede gennem loven, etableringen af arbejdets “normale” afhængighed af kapitalen og realiseringen af “normen”, altså at det fremvoksende kapitalistiske bourgeoisie tilranede sig merværdien.

Overgangen fra det feudale klassesamfund til det kapitalistiske ditto var ingen fredelig eller ikke-voldelig epoke. Tværtimod. Kapitalismens genesis og
dens fremvoksen til global imperialisme tilhører de allerblodigste perioder og mindst fredelige i menneskehedens historie.

Den kapitalistiske epoke tog sin start i det 16.århundrede.
Epoken forløber uafbrudt, efter stabiliseringsprocessen i først og fremmest England, Frankrig og Nederlandene gennem det 16.,17. og 18. århundrede
om end i forskellige tempi og intensitet .
Forudsætningen for kapitalismens fremvækst var skabelsen af et arbejdsmarked.
Denne “skabelse” kan man kalde den oprindelige akkumulation.
Karl Marx fremhævede ofte denne akkumulations mangfoldige metoder,
men identiske indhold og sammenfattede det med metaforen “arbejdernes trældom” (Marx:Kapitalen, 1. bog 4, side 1001)
Når de ruinerede bønder og håndværkere i kapitalismens barndom måtte forlade hus og hjem/værksteder fandtes der ofte intet arbejde til disse voksende skarer af fattige (pauperer) eller de kunne ikke straks tilpasse sig til de nye livsbetingelser eller ville ikke underkaste sig den nye arbejdsdiciplin. Disse ofre for kapitalismens voldsomme fremvækst blev i realiteten fredløse tiggere, vagabonder og hjemløse uden noget bestemt arbejde. Vagabondvæsenet i Europa, en virkelig social katastrofe, blev et almindeligt og varigt fænomen. Med vedtagelsen af fattigloven i 1601 erkendte man fra officiel engelsk side, ekspropriationens følger. Også i Frankrig måtte man fra officiel side indrømme et enormt antal “fattigtiggere”. De hjemløse i Paris grundlagde ligefrem deres eget samfund som de kaldte “vagabondernes kongerige”
Mængden af “lediggående pøbel” i 15-1700-tallets Europa forbavsede samtiden og foruroligede de besidende klasser og der blev vedtaget en række lovforanstaltninger, statslige akter, som Marx beskrev som “blodlovgivning”.

I England udfoldede den oprindelige akkumulation sig over en bred front med voldelige metoder fra slutningen af det 1400-tallet. Den havde et stormende forløb gennem tre århundreder, og om England kan begrebet “agrarrevolution” bruges i hele sin betydning. De sørgeligt kendte indhegninger (“enclosures”) af personligt frie bønders jord, de landbrugslove som parlamentet udarbejdede under borgerkrigen i det 17.århundrede midte , og andre tvangsforanstaltninger medførte at den overvældende del af den arbejdende befolkning blev “befriet” for ejendom. Processen blev også fremmet af et system af skatter og statsgæld og andre af den oprindelige akkumulations løftestænger. Allerede ved masse-ekspropriationens begyndelse vedtoges i England i 1495, en lov, der indledte en hel række blodige og samtidige hykleriske og skinhellige forordninger. De bekendtgjorde paupernes (fattige) pligt til at arbejde (vi ser lignende træk idag med tvangsaktivering af
bistandsmodtagere og arbejdsløse), gav de lokale myndigheder vage
råd om hvordan de skulle sørge for arbejde til de fattige, og hvordan de
skulle lære deres børn at arbejde.

En i 1562 vedtaget lærlingelov tvang pauperne og især deres børn til at stå i lære, dvs i realiteten som lønarbejdere eftersom en læretid dengang
ikke var andet end maskeret kapitalistisk udbytning.
Efter den borgerlige revolution i midten af det 17.århundrede begyndte
det engelske parlament at understøtte nye metoder for tvangspolitikken.
Blandt disse vil jeg først og fremmest fremhæve loven om oprettelse
af Workhouse (arbejdshuse). Skønt borgerlig-liberale historikere gør alt for at fremhæve arbejdshusenes “velgørende ” rolle, var disse huse i virkeligheden et middel til gennem tvang at indrage pauperne i den
kapitalistiske udbytning´s virkefelt, en særlig form for kapitalistisk
organiserede virksomheder.
Med Bosættelsesloven fra 1662 blev den ikke-økonomiske tvang
overfor pauperne og det fremvoksende proletariat endnu mere fysisk
defineret.
Denne lov pålagde de lokale myndigheder at sikre pauperne en bolig.
I virkeligheden bandt den de fattige til deres sogn og tjente således arbejdskøbernes interesse, da de på den måde garanteredes en arbejdskraftsreserve. De lokale myndigheder henviste efter skøn
pauperne til “lærepladser”, lønarbejde, arbejdshuse og andre igen til
tugthuse og fængsler. Med fattiglovgivningen blev der skabt en situation
i landet, hvor folk blev udsatte for fredsdommerens vilkårlighed og et net
af forbud, chikanerier og voldshandlinger mod disse de besiddelsesløse millionmasser.

Som følge af den oprindelige akkumulations tvangsmetoder og den
økonomiske forarmelse blev arbejdsmarkedet kolossalt udvidet i perioden.
Ifølge opgørelser fra en engelsk statistikker fra slutningen af 1600-tallet,
fortæller Gregory King i Two Tracts (Baltimore,1936, side 39) at nødlidende
fattige og deres familier udgjorde mellem en fjerdedel og halvdelen af
landets befolkning på 5 en halv million mennesker.

Karl Marx talte om at folkets ekspropriation “er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild” (Kapitalen 1. bog 4 side 1000)
Kapitalismens fødsel bliver beskrevet af samtidens forfattere fra de
mest forskellige ideologiske retninger.
Thomas More skrev om bøndernes tragedie:” Væk trasker de…..bort fra deres huse, som de var vante til og fortrolige med….” (skrev T.More i : The Utopia, Princeton,New York 1947, side 34).
Den franske skribent Jean de La Bryère som var en dristig kritiker af den tids fejl og mangler, skildrede 1600-tallet franske bønders pinefulde armod: “askegrå i ansigtet, forbrændt af solen” står de bøjet over jorden,
og livet opretholdes med rugbrød, vand og rødder” fra Les caractères ou les moeurs de ce siècle” af La Bruyère, Paris,1853 side 290f)
Den italienske oplysningsfilosof Pietro Verri beskev de proletariserede lombardiske bønders liv : “Denne ulykkelige bonde, barfodet, klædt i pjalter, uden andet at spise end brød af rug og hirse….en halmbunke er hans seng, en faldefærdig rønne hans hjem, hans liv er kummerligt og arbejdet slidsomt” ( Citeret efter A.D.Rolova: “Italien i det attende århundrede” fra “Italiens historie” (russisk) bind 1 side 512, Moskva 1970)

Den progressive slovakiske økonom S.Te`sedik skildrede i 1784 resultaterne
af den økonomiske klassedeling i landsbyerne, hvor et lag af rige bønder (kulakker) voksede frem: “Vampyrer og despoter findes også blandt bønderne, mægtige og velaflagte bønder søger at tilegne sig alle privilegier og gevinster og at vælte alle pligter og byrder over på befolkningens fattigste lag…”
- citeret efter A.M. Kharkova m.fl.: Det feudale livegenskabssystems forfald og udviklingen af kapitalistiske relationer inden for landbruget i de tjekkiske og slovakiske områder i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det
19. årh. (fra “Tjekkoslovakiets historie” (russisk) bind 1 side 321f,
Moskva 1956) – -
I England blev der fra det 16. til det 18.århundredeudstedt snesevis af love, som samlet udgjorde et helt vurderingssystem af de fattiges “forbryderiske handlinger” og en dertil svarende skala af straffe, bl.a
dødsstraf, slaveri, offentlig piskning, brændemærkning og mange andre straffe. Lignende love udstedtes i Frankrig fra 1540`erne. En forordning fra 1777 foreskrev tvangsarbejde for enhver rask pauper mellem 16 og 60 år. Ud over de statslige love udstedte byerne fororninger mod “dagdrivere og tiggere”. Grusomme straffe mod de “dovne” fattige blev der også lovgivet om i Nederlandene på 1500-tallet, og senere i byrådenes opslag i den kapitalistiske mønsterstat Holland. De lidelser og ofre som folkemasserne ydede under den oprindelige akkumulation, udgør “hemmeligheden” bag kapitalismens tilblivelseshistorie. Den borgerligt-liberale fremstiller kapitalismen i lyse idealistiske farver og fortræner at kapitalismens tilblivelseshistorie ikke er så idyllisk som den liberale ideologi vil give indtryk af. I fortænger den kendsgerning at kapitalismen skabte en ny klasse, proletariatet, gennem eksproprieringen af folket. At kapitalismen blev rig og fed gennem vold og tvang. Al ejendom og rigdom som kapitalen siden har raget til sig har de opnået først og fremmest gennem udbytningen af arbejderklassens – merarbejdet og merværdierne – gennem tvang, vold og trusler derom. Ligesom gennem slaveri, erobring, besættelses af fremmede lande og udplyndring disse landes rigdomme.

I en af den franske tekstilmanufakturer arbejdede et stort antal
børn,citat:….
” deriblandt også sådanne, som endnu ikke rigtigt kunne gå”
(J.K. Novosjilov:Arbejdsvilkårene i Frankrigs centraliserede manufakturer i det 17.århundredes anden halvdel” i “Skriftsamling fra den statslige pædagogiske højskole i Arkhangelsk” (russisk)2.samling, 1958 side 104 og 106)

Kvindearbejde og i endnu højere grad børnearbejde
(og her taler vi ikke om en times arbejde efter skoletid) var uhyre udbredt. DE kapitalistiske arbejdskøbere i et arbejdshus skriver med tilfredshed:
” Vor fordel består deri, at vi i klædefabrikationen kan beskæftige alle fra 7 til 80 år” (fra St. Sepulchre:
Workhouse Commitee Minute Book, 1727-29 (Guildhall Library, MS 3137/1)

Efterhånden som arbejderklassen voksede sig stor og stærk og skaffede sig blodige erfaringer med den kapitalistiske udbytning begyndte klassen at
organisere sig og for alvor at slå igen. Der blev indført begrænsninger af børnearbejdet i fabrikker og miner, men børnearbejdet var stadig udbredt i landbruget og i handelen, altså i brancher hvor udbytningen af børn og unge fortsatte i stort omfang. Men også i små-industrien beskæftigedes hundrede tusinder af mindre-årige. I de Forenede Stater(USA) arbejdede der i 1880, 182 000 børn og unge under 16 år i forarbejdsindustrien, de udgjorde 6,7 procent af samtlige industriarbejdere. I Tyskland arbejdede 215 000 børn i alderen under 14 år, ifølge folketællingen fra 1895, i forskellige industrivirksomheder, heraf 38 000 på fabrik. Nogle lande lagde næsten ingen begrænsninger på børne-arbejdet og tillod udbytning af mindre-årige i et omfang og i former, som ledte tankerne hen på forholdene under den tidlige kapitalismes England. For eksempel arbejdede børn og unge i Belgien selv i kulminerne på lige fod med voksne mænd, 12-14 timer i døgnet. Børn,unge og kvinder udgjorde i slutningen af det 19-århundrede 40 % af Italiens arbejdsstyrke. I slutningen af 1870´erne havde den internationale arbejderklasse vokset sig stor og stærk og skolet af kommunistiske ledere som
Marx, Engels, Bebel, Liebknecht, Pio og Geleff begyndte den for alvor at slå tilbage.
Vældige strejke-kampe som oftest varede måneder og omfattede hundrede tusinder af arbejdere rystede de kapitalistiske lande. I 1875 gik 15 000 tekstilarbejdere ved Fall River i de Forenede Stater br />ud i en strejke der varede otte uger.
Minearbejderne i Pensylvania strejkede i syv måneder.
En ti ugers strejke lammede i 1878 bomuldsindustrien i Lancashire,
England. På sit højdepunkt omfattede den 300 000 arbejdere.

I 1889 gennemførte 60 000 havnearbejdere, matroser, fyrbødere og andre arbejdere i Londom`s dokker og på værfterne en fem ugers
hårdnakket kamp mod arbejdsgiverne. 25 000 Berlinske murere og tømrere strejkede i 1888 i to måneder. I Frankrig nedlagde 24 000 tekstilarbejdere i Roubaix arbejdet i maj 1890 og året efter strejkede næsten alle arbejdere i glasvare-industrien. I Staterne deltog flere hundrede tusinde arbejdere i strejkekampene i 1894. Den største var jernbanearbejder-strejken, der begyndte på Pullman- vognfabrikerne i Illinois og omfattede 150 000 mennesker i hele landet.

Ofte var strejkerne i disse år som regel af økonomisk karakter,
i hvert fald brød de ud som en protest mod de lave lønninger og de hårde arbejds- og levevilkår og med krav om højere løn. Den
udløsende faktor var sædvanligvis et overgreb fra myndighederne, konkrete kapitalister eller virksomhedsledelser. De krav som arbejderne opstillede var i vidt omfang de samme i de forskellige lande: Højere løn, indførelse af 10, senere 8 timers arbejdsdag, socialforsorg i tilfælde af sygdom, invaliditet og alderdom, begrænsning af kvinde- og børnearbejde, lovpligtig arbejderbeskyttelse, kapitalist-ansvar ved arbejdsulykker, afskaffelses af bødesystemet, forbedring af boligforholdene og så videre. Disse strejker udviklede sig næsten altid til begivenheder der sprængte de økonomiske rammer. Arbejderne erfarede at når kapitalisterne var i knibe trådte hele det mægtige voldelige
statsapparatet med politi og national-garden i front ind for at hjælpe
kapitalen.
Det vakte på den anden side kræfter tillive i arbejderne, hærdede
dem og styrkede deres overbevisning om fortsat aktiv kamp.
Når staten og myndighederne greb ind på kapitalisternes side,
somme tider under stor brutalitet, var det den bedst tænkelige
propaganda for at arbejderklassen måtte organisere sig politisk.
Myndighederne greb ofte til provokationer, terroriserede arbejderne
og indsatte ikke sjældent tropper. (hvilket også indgår i kapitalisternes planer i Danmark, i Naksov 1931 blev hæren sat ind mod demostrerende arbejdere, ligesom den senere er blevet moboliseret ved flere strejker i 1980`ernes Danmark.)
Sådan som minearbejderstrejken i Pennsylvania blev kvalt i 1875 var desværre ikke atypisk.
De kapitalistiske mine-ejere “ansatte og bevæbnede en bande selvbestaltede lov-og-orden-håndhævere, der… . . sammen med kul- og jernmalm-selskabernes private vagtkorps overfaldt arbejderaktivister, lokkede dem i baghold og myrdede dem”. (fra Richard O.Boyer/Herbert M.Morais:“Labors Untold Story” side 51, Cameron,New York 1955)
19 strejkeledere blev henrettet på grundlag af opdigtede anklager. Maj-dagene i 1886 satte sig uudslettelige spor i den amerikanske arbejderbevægelses historie. En bølge af demonstrationer skyllede over landet fra New York til San Francisco med hovedkravet 8-timers arbejdsdag. Kampens centrum var Chigago, hvor 40 000 strejkende var på gaden den 1.Maj – en mængde som dengang gjorde stort indtryk. De velorganiserede og fredeligt gennemførte strejker og demonstrationer fortsatte i endnu to dage. Men den 3.maj åbnede
politiet ild mod arbejderne, idet de benyttede et sammenstød mellem strejkende og skruebrækkere på landbrugsmaskin-fabriken MacCormick, som påskud.
Resultatet var 6 døde arbejdere og 50 hårdt sårede.
Dagen efter var der masse-protest-møde på en central plads i Chigago`s centrum. Efter at at arbejderlederne havde holdt taler hvor de fordømte politi-myndighedens handling og advarede mod nye voldshandlinger fra myndighedernes side, samtidig som de opfordede arbejderne til at vise sammenhold, fasthed, ro og organisationsånd, dukkede politiet op samtidig som en uidentificeret person smed en bombe på pladsen. Ved eksplosionen blev en politimand dræbt og fem andre såret. Politiet åbnede ild mod mængden og skød og slog løs på de flygtende arbejdere. Efter de blodige begivenheder i Chigago indledte myndighederne en hetzkampagne mod arbejderbevægelsen og alle progressive i hele landet, samtidig som der blev foretaget massearrestationer. Otte af Chigago arbejdernes ledere blev stillet for retten, anklaget for mord, selvom de alle med undtagelse af en havde forladt pladsen, før bombe-eksplosionen . Til nævninge var udpeget personer som alle åbent havde udtrykt deres had til alt progressivt og forsvar for arbejderklassens rettigheder.
Senere kom det frem at hovedvidnerne simpelthen var bestukket. Derfor blev 7 af arbejder-lederne dønt til døden ved hængning.
Der bredte sig nu en bevægelse til forsvar for de dømte, ikke bare i Staterne men langt udenfor USA´s grænser. Fra hele kloden strømmede protestskrivelser og petitioner til Chigago om mildning af dommen. Under indtryk af proteststormen benådede guvernøren to af dødsdommene til livsvarigt fængsel. Men fire arbejderledere blev henrettet. I 1893 blev de tre fængslede løsladt af den nye guvernør i erkendelse af at deres skyld ikke var bevist og at de i lighed med deres henrettede kammerater havde været ofre for en kapitalistisk skueproces. Chigago-begivenhederne er bare et eksempel. Kapitalismen fortsatte med og uden statens hjælp at bruge alle mulige lovlige såvel som ulovlige metoder for at presse arbejderklassen tilbage.
Masse-strejkerne og demonstrationer i foråret 1886 med deltagelse af ialt 350 000 mennesker i de Forenede Stater, førte til at 185 000 arbejdere opnåede indførelse af 8-timers arbejdsdag. Desuden blev arbejdsdagen for 200 000 arbejdere nedsat fra 12 til mellem 9 og 10 timer. (ganske vist benyttede kapitalisterne sig i de følgende år af en konjunkturnedgang til på ny at forlænge arbejdsdagen).
I takt med de kapitalistiske staters overgang til stadig mere imperialistiske stræben, efter at kapitalisternes og de stater de klontrolerede havde opdelt hele jordkloden i kolonier og “ineressesfærer”, blev staten et redskab til at erobre kolonier med råstoffer og “lebensraum”, som du selv er inde på var den industrielle revolutions England og Tyskland præget af en stærkt bevæbnet stat, som kunne føre erobringskrige og slå oprør ned. Staten blev en uundværlig del af “den frie liberale markedsøkonomi”. Den sørgede for at diciplinere (bl.a.-Bismarks forbud mod SPD) og uddanne arbejdskraften

Når den kapitalistiske spekulations-børs i New York i 1929 “krakede” står det klart for selv de mest tungnemme fortalere for liberal-kapitalistisk “markedskonomi”, at kapitalismen var igang med at grave sin egen grav og derfor behøvede statslig skatteyder-financieret hjælp. br />
I det 20 .århundrede har den “liberale og frie” markedsøkonomi i
hovedtræk bestået af s t a t s indgreb, . s t a t s støtte,
. .s t a t s reguleringer, . . . . . s t a t s finansierede imperialistiske
krige, s t a t s støttede fascistiske Coup d`Etat ( f.eks Franco,
Salazar og Pinochet).

Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden
o m f attende…. s t a t s støtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . s t a t s l i g egnudviklingshjælp,
New deal,… Keynes-økonomi,…..Marshallhjælp,…. s t a t s støttet militærproduktion, som i Bush’ s Amerika antager samme kollosale og
omfattende former som i Hitlers Tredie Rige.

D e r f or taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om
Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end socialdemokraterne.
For det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i
en periode kan klare sig uden statsstøtte, men der går ikke lang
tid før den kommer i krise, som en følge af dens iboende
uløselige modsætninger.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euroamerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes grådige stæben efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder en af de største banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – viler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen”s “frie marked” officielt fremhæves som det ideologiske forsvar for udbytningen, aggressionskrigene, fattigdommen, hungersnøden, korruptionen og alle de andre forbrydelser som vi kender til i dette enogtyvende århundrede.

Siden siger du
K.Lund:”"at den franske revolution og tiden derefter var med til at
frigøre individet fra tidligere tiders tyranni?”"

Netop, det var nødvendigt at med vold styrte det feudale “tyranni”
i Frankrig 1789. Og det var folket, især pariser-proletariatet
der stod i spidsen for og ydede de største ofre i denne revolution.

Amerikanerne slog sig fri fra det britiske koloni-styre gennem en
“voldelig” befrielseskrig. Du har vel hørt om den amerikanske revolution.

I Kejserriget Rusland hvor Kejseren blev afsat ved februar-revolutionen i 1917.
I det Tyske Kejserrige abdikerede Kejseren i 1918, som en indømmelse
til den tyske revolutions kræfter, det samme skete i Kongeriget
Østrig-Ungarn i 1918.

venlig hilsen Ole S.Larsen