Om den russiske revolutionens betydelse

9.NOVEMBER 2014

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, stærke følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt de kapitalistiske klassers jagt efter maksimal-profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme revolutionens betydelse og erklære kommunismens død, som de herskende udbytterklasser i vest såvel som i øst har proklameret hver eneste dag siden 1917. * * * *

Oktober-Revolutionen´s sejr var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet, ikke bare i Rusland, men i hele Europa og Asien, Amerika og resten af verden .

Revolutionen´s sejr gav livskraft og næring til fødselen af en revolutionær autonom venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende revolution i Rusland opmuntrede ikke bare arbejderklassen, men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale bevægelse og de nationale demokratiske befrielseskampe i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den borgerlige indiske leder og tidligere Statsminster i det befriede Indien Javaharlal Nehru fremhæver at Oktoberrevolutionens sejr inspirerede den antikoloniale befrielsesbevægelse i Indien mod Churchill´s og Chamberlains Storbritannien koloniale undertrykkelse med ordene :

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ “Næsten samtidigt med oktoberrevolutionen under den store Lenins ledelse begyndte vi i Indien en ny fase i vor kamp for friheden. Vort folk voksede sig stærkt i denne mangeårige kamp og stod overfor undertrykkelse med mod og udholdenhed . Selvom vi fulgte en anden vej i vor kamp”
“under Mahatma Gandhis ledelse beundrede vi Lenin og blev påvirket af hans eksempel” ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi idag kan forestille os. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 som betød massearbejdsløshed, fattigdom, sult og armod i kapitalismens hovedlande samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne, opbyggede verdens første socialistiske velfærdssamfund med 7 timers arbejdsdag, hvor arbejderklassen havde befriet sig fra kapitalismens massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult, kulturelt armod, vulgærreligiøs overtro og analfabetisme , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. * * *

For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet; 76% på verdensplan, i perioden 1928-35; accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og social-reformer som de borgerligt-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemførte.
Længe Leve Kommunismen
Længe leve Arbejdernes og Bøndernes Union – Sovjet-magtens basis” proklamerer denne plakat

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Som allerede Karl Marx ; det internationale proletariats kommunistiske leder,slog fast så er “revolutioner . . historiens lokomotiver”
Oktober-revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Hver eneste, politiker, journalist ja hver eneste borger i hvilket som helst land i verden har en mening om Oktoberevolutionen og den sovjetiske revolutionen. Vladimir Lenin og Joe Stalin er også idag verdensberømtheder på linje med Kammerat Jesus. * * * *
Da Folkerepublikken Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai fik spørgsmålet om betydelsen af den franske revolution, svarede han at det var alt for tidligt at udtale sig om. Hvis En Lai har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland efter den første imperialistiske verdenskrig , er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede i og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund og stat. * * * *

- Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. Den blev betragtet som en realistisk mulighed for de fattige og undertrykte at befri sig fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner.

Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  “den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis de hvide kontrarevolutionære , provestlige kræfter havde lykkedes med den voldelige borgerkrig de udløste i Rusland efter Oktoberrevolutionen i 1917; for ikke at tale hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. I Hitler-Tyskland´s atomlaboratorier var man som bekendt godt igang med at fremstille atombomber under ledelse af nazi-regimets førende atomdoktor; Werner von Braun.
* * * * *
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med den revisionistiske provestlige Hrustjov-grupppes magtovertagelse og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. De revolutionære kommunistiske principper om arbejderklasssens ledende rolle i opbygningen af kommunismen frem mod kommunismens højeste fase: det klasseløse samfund forkastes, i stedet taler den revisionistiske Hrustjov-grupppe om “hele folkets stat og parti” , en småborgerlig socialdemokratiske skrivebordsteori som i realiteten fører Sovjetunionen mod den politiske og økonomiske afgrund. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken – optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Unidad Popular (Folke-Enhed) regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han angiveligt er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov” .

Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdsprogrammer. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “friheder på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra Radio Moskva i det statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet, som den revisionistiske Brezhnjev-klike nu var på vej til at køre mod opløsningen og afgrunden.
Seks år senere i Chile og Tyve år senere i det opløste Sovjetunion hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer med den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s og den tidligere revisionistiske SUKP-leder Boris Jeltsins som topfigurer.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder.

Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af Arbejderen det revolutionære DKP/MLs dagblad , Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Derfor talte Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” om at der ikke fandtes noget altenativ til kapitalismen ( TINA:”There is no alternativ” ). Det socialdemokratiske Labour-regime var igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklassen og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjendtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejdsklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioneer af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag.
Samtidigt som krisen for Sovjetunionen og dets vestlige støttepartiers prokapitalistiske revisionistiske projekt blev stadig mere åbenbart. Med krisen i Polen og JUgoslavien som de tydeligste eksempler.
Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgerlige-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotters påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt i 1793-94.

Der er grund til at fremhæve at Den Store Franske Revolution IKKE var nogen proletarisk revolution I sin karakter var den franske revolution borgerlig-kapitalistisk, men folkets krav og kampmetoder satte et stærkt præg på hele revolutionens udvikling fra 1789-94.
Vi ved at arbejderbefolkningen talte op imod halvdelen *8) af Pariserbefolkningen på den tid. Samtidigt som det fremvoksende franske bourgeosis forskellige fraktioner overtog ledelsen af revolutionen for at sikre sine kapitalistiske klasseinteresser, men det var de folkelige arbejdende klasser og intellektuelle lag der gennem “væbnet kritik” fra neden førte revolutionenen igennem hvorved de aftvang den politiske hegemon (bourgeosiet) indrømmelser og førte hele bevægelsen fremad. Sammen med alle de arbejdende og kulturbærende klasser sikrede plebejerne (arbejderne og de fattige lag) at revolutionen ikke blev stoppet af de reaktionære kontrarevolutionære klasser men fortsatte og dermed “reddede revolutionen” som den kommunistiske arbejderleder Friedrich Engels udtrykker det. Hvad mere er så

“var borgeren . . . for fej . . . til at forsvare sine egne interesser , hvorfor plebejeren måtte gøre alt arbejdet for ham . . . og dermed var det altså kun disse plebejere, der førte revolutionen igennem ” *9)

Det var arbejderne (plebejerne) der sikrede den borgerlige revolutions sejr:

“For det revolutionære bourgeoisi tjente sans-culotterne som en styrbar masse , der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition” *10)

Samtidig med at jabobinerne gav de folkelige masser væsentlige indrømmelser, beordrede de den plebejiske befolknings sande ledere til guillotinen ligesom de påtvang arbejderne en katastrofal maksimalløn og fastholdt Le Chapeliers arbejderfjendtlige lovgivning. Det var derfor kun naturligt at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres sociale og demokratiske rettigheder også under jacobiner-regimet. Den Franske revolution under jacobinernes (Robespierre med flere) sikrede den kapitalistiske produktionsmådes gennembrud og bourgeoisiets magtovertagelse.
To år efter stormen på Bastiljen vedtager Nationalforsamlingen under ledelse af den borgerligt -reformistiske gruppering La Gironde i 1791 “Le Loi Chapelier”, loven om forbud mod arbejdernes organisering – coalitions ouvrières (fagforeninger). Loven, som forbyder den fremvoksende arbejderklasse at organisere sig håndhæves, i næsten et hundrede år. Ikke engang Robespierres jacobinske demokrati tør ophæve loven. I 1884 ophæves loven som et resultat af det franske proletariats revolutionære kampe og kommunistiske organisering og bevidsthed (Marx, Engels, Lafargue.) Stadig var hovedparten af befolkningen (5/6) frataget den “stemme- og valgret” som hyldes som et demokratisk grundprincip. Først i 1944, under indtryk af den Røde Hærs og modstandsbevægelsen sejrige befrielseskrig mod det nazi-fascistiske tyranni, tildeles de franske kvinder denne demokratiske ret. Alligevel gyser det velstående reaktionære bourgeoisi af idag (2007) stadig ved tanken om den “franske revolutions skrækvælde”, da gilioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, som stod i spidsen for den Jacobinske Sociale Republik fra stormen på Bastiljen den 14 august 1789 knuste med støtte fra de det store flertal i det franske folk de feudale klassers magt, herunder det klerikale hierarkis magtpositioner.


Maximillian Robespierre som stod i spidsen for det revolutionære-demokratiske regime efter revolutionen i 1789 likviderede det enevældige monarki gennemførte en agrar revolution og besejrede revolutionens internationale fjender, er stadig, idag mere end 200 efter revolutionen hadet i det borgerlige i Frankrig med det skræmmende øgenavn “skrækvældets leder”. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.

Det materiale, vi idag råder over fortæller os at de fattige arbejdende lag spillede en afgørende rolle for Den Store Franske Revolutions forløb.
Georges Lefebvre , en af Frankrigs mest fremtrædende historikere lagde vægt på at ” et stort antal af revolutionens afgørende begivenheder . . . . vil ikke kunne fortolkes rigtigt uden hensyntagen til sans-culotternes rolle”. . . . . . *11). . . . . Blandt Sans-Culotterne, det vil sige blandt de plebejiske masser i byerne , udgjorde lønarbejderne de laveste lag og var bevægelsens mest revolutionære kraft. Det drejede sig om manufakurarbejdere, om svende, lærlinge, småvirksomhedernes arbejdere, kort sagt, om “hovedstadens fattigste elementer” *12) for at bruge en karakteristik af en anden fransk historiker.
Vi ved at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under det som de borgerlige kontrarevolutionære kræfter dengang og idag kalder skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret (“skrækvældets” modstandere nægtede 5/6 af folket stemmeretten) afskaffede slaveriet i kolonierne, vedtog Deklarationen om de menneskelige rettigheder i 1793, gratis skolegang blev indført samme år * ———
Historikeren Dr. Marisa Linton*13) fra Kingston University fremhæver at Robepierre var en revolutionær demokrat som mente at alle mennesker havde ret til at stemme , også de fattige besiddelsesløse masser, ligesom han var modstander af slaveriet i de franske kolonier. Absolut ikke ekstreme synspunkter idag, men på den tid var det en radikal holdning. Robespierre anså at dødsstraffen var en barbarisk og grum straf – undtagelsen var de forrædere som begik forbrydelser mod sit land og folk. For disse forbrydere, som begik hvad vi idag kalder forbrydelser mod menneskeden var straffen døden. Det krævede landets og folkets retsbevidsthed. Efter eksekutionen af Kong Ludvig XVI (den 15.) på Place de la Révolution i Paris i januar 1793 udtalte Robespierre:“Ludvig må dø, så nationen kan leve”.
Nøglen til skærpelsen af Robespierres og de øvrige revolutionære kræfters politik skal søges i de kontrarevolutionære kræfters optrappede terroraktioner som med udenlandske støtte forsøgte at knuse revolutionen.
Dr. Linton fremhæver at det største tab af menneskeliv skete i 1793 under borgerkrigen i Vendée i Frankrigs vestlige provins, hvor de kontrarevolutionære kræfter anførte reaktionære bondehære i angrebet på revolutionære og republikanske folkemasser. Så mange som en kvart million oprørere og 200.000 republikanere blev slagtet i dette kontrarevolutionære blodbad som blev begået flere måneder inden det som kaldes “Robespierres skrækvælde” kom på dagsordenen. Det skete i september 1793 hvor nationalkonventet vedtog en “tvangslov” mod den kontrarevolutionære terror. Love som tillod det revolutionære regime “med jern regere over de som ikke kan regeres af retfærdighedens love“.
Dr. Linton fremhæver at billedet af Robespierre som en tyran der hersker over Frankrig er en karikatur. Den “ekseptionelle terror” som den Jacobinske sociale Republik gennem “Velfærdsudvalget” brugte mod den kontrarevolutionære antidemokratiske feudaladelige pøbel var ikke et værk af Robespierre alene. Undertrykkelsen af den kontrarevolutionære pøbel var en fælles beslutning i “Velfærdsudvalget” hvor Robespierre var en af tolv medlemmer.
Derfor er vore dages bagvaskelse og tilsvining af Robespierre et udtryk for en historie-revisionistisk livsløgn af de politiske og sociale kræfter som idag føler sig beslægtet med Kongeriget Frankrigs kontrarevolutionære kræfter.
Marisa Linton fremhæver at :

“Da Jacobinerne kom til magten, skrev de den mest demokratiske, lige og frihedselskende forfatning, som verden endnu havde set. Derefter lagde den på hylden “for freden”. Robespierre ophørte ikke med at være demokrat, men han mente, at andre ting var vigtigere – især republikkens overlevelse. Alt skal underordnes den. Sommeren 1793 udgjorde en større krise for revolutionen. Frankrig lå nu i krig med flere europæiske magter. Der var borgerkrig i Vendée og oprør mod den Jacobinske regering. Frankrigs vigtigste general, Charles-Francois de Périer Dumouriez, havde forsøgt at føre sine tropper mod Paris for at styrte Nationalkonventet. De revolutionære kræfter var under angreb fra alle sider. På den baggrund vedtog Nationalkonventet selv strenge foranstaltninger, der tillod brutale metoder i tilfælde af ekstrem fare for landet.”

Når de borgerlige og socialdemokratiske kræfter idag tager afstand fra det de kalder “den revolutionære Robespierres terror” er det et hykleri som kun overgås af deres hykleri overfor vore dages kapitalistiske verdensorden.
Den “ekseptionelle terror” som det franske folk med Robespierre som leder udøvede mod de reaktionære kontrarevolutionære klasser som med alle midler kæmpede for at opretholde deres priviliegier var i sammenligning med den daglige vold, terror, tortur og blodige undertrykkelse mod folkemasserne under de feudale regimer fra Ludvig XIV (“solkongen”) til Ludvig XVI både mild, demokratisk og retfærdig.
Men for vore dages borgerlige og socialdemokrater er de herskende kapitalistiske klassers frihed til at udbytte de besiddelsesløse klasser, den fattigdom, vold, terror og undertrykkelse som udspringer af kapitalens frihed til at udbytte helt “naturligt”, i bedste fald et “nødvendigt onde” som de acceptere uden at blinke men måske fælder en krokedille-tåre over. Eller kapitalens offrer “undskyldes” med “onde” og “dårlige” kapitalister og deres håndlangere i det statskapitalistiske voldsapparat og domstolene.
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd, fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklassen danner
“Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie.
“Les Muscadins” er en forløber for dødspatruljer og terrorkorps i de herskende udbtterklassers tjeneste som de “Sorte Hundreder” i Rusland; Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland i 1930´erne med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins. Denne højreradikale kontrarevolutionøre pøbel er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, Filipinerne og andre lande som Ukraine hvor hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytningen af arbejderklassen og folket

Robespierres fald og dermed omstyrtelsen af den Jacobinske Sociale Republik og det revolutionære-demokratiske diktatur som havde støtte fra et flertal i det franske folk bliver ledsaget af angreb og fjernelse af progressive reformer og bagvaskelse af Robespierre og den jacobinske republik som et “rædselsvælde”. 20 år senere geninføres monarkiet med slægten Bourbon på Frankrigs trone.

2.December 1804 : Napoléon Bonaparte kåres til Kejser af Frankrig

DE økonomiske og politiske kræfter som stod bag Robespierres fald i 1794 fortsatte deres “klassekamp” mod de progressive kræfter og i år 1799 styrter de “direktorialregeringen”.
Kuppet organiseres af artilleriofficeren Napoléon Bonaparte som kupleder, det såkaldte , brumairekup i november 1799.

Kejser Napoléon Bonaparte er i realiteten Frankrigs “nye diktator” hvilket både Frankrigs og andre folk i Europa snart skal få at føle
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver flere end tusind mennesker livet.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
Man kan kort sagt sige at i kampen mellem liberalisme og demokrati vinder liberalismen.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*
Revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab reduceres til erhvervsfrihed for fabrikanter og “selvstændige entrepenører”; “demokratiet” forlammes af antifaglige love, politichikane, hvid terror og begrænsning af stemmeretten til ældre mænd med kapital.
Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab blev ikke realiseret men overlevede i de kulturbærende og demokratiske lag: i proletariatet og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm, et håb om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning med kommunismen , det klasseløse samfund som mål.
Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men medførte samtidigt at den socialistiske idé for alvor slog rod i det franske proletariat. *Kontrarevolutionen i Rusland og Sovjet fra 1956 er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – ifølge Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale” i 1956 mod den revolutionære Stalin-epoke . I realiteten forsägte Hrustjov-gruppen at revidere marxismen gennem at afskrive det revolutionære indhold i kommunismen , arbejderklassens ledende rolle – så da Sovjetunionen blev opløst i 1991, fandtes der kun et skelet, en karikatur af den socialisme som blev opbyget efter 1917.
Sovjet-Rusland var igen kapitalistisk, gældsat og afhængigt af de vestlige kapitalistiske stater. Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De kommunistiske idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om plan-styret samfundsøkonomi hvor alle menneskers ret og pligt til at arbejde og hendes behov for føde, bolig, transport, bevægelse, uddanelse, kultur, leg og sport realiseres.
For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Det kapitalistiske klassesamfund og dets spindoktorer benægter at den kommunistiske revolutions idéer lever – ja kapitalismens forskellige fortalere fra såvel venstre- som højreliberalt hold erklærer dagligt både arbejderklassen og kommunismen død og begravet. Det sker fordi kommunismen giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande.

Halvvejs til Moskva

Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” ,den “sociale markedsøkonomi” eller “New Deal” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England snakkede de om at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.

“Halvvejs til Moskva”

. . . . fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister (Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.
Tony Benn; tidligere leder af de britiske socialdemokrater i Labour udtrykker det sådan:

” Uanset fordele og ulemper med kommunismens lang magtindehav i Moskva så er det et uafviseligt faktum at blot eksistensen af Sovjetunionen opmuntrede de arbejdende masser til at kaste kolonialismens åg af sig og at denne eksistens indgav håb for de fattige som samfundstoppen her så som en trussel.

Det er derfor muligt at hævde – hvilket jeg gør – at den virkelige frygt for kommunismen i London, i grund og bund ikke var baseret på en frygt for de russiske generaler, men en frygt for det britiske folk som i krisetider ville foretrække socialismen. Set i dette lys så gjorde Hitler et godt job når han knuste fagbevægelsen, kommunisme og socialisme i Tyskland samtidigt som han opbyggede militæret mod enhver tænkbar sovjetisk fremrykning. For dette fik han en diskret støtte”
“Set i dette perspektiv begyndte den kolde krig ikke med Berlin-blokaden 1948 ,men kan spores tilbage til interventionskrigen 1920 da en stor arme blev sendt afsted for at knuse revolutionen”
Det fremgår desuden helt klart ud fra nyligt åbnede dokumenter . . . . .”
.

Tony Benn i forordet til Professor Clement Leibovitz´værk: The Chamberlain- Hitler Deal”
http://cleibovitz.upwize.com/images/Chamberlain-Hitler%20Deal%20(Front).jpg
I og med det socialistiske Sovjets og den Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers ledende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til, i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s reaktionære herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredte sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland som førte landet ud i borgerkrig efter befrielsen i 1944

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1946 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede sig, ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til klassen for at pacificere klassen og forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa efter den “Røde sejr” i 1945 blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution tanke-gangen og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Løkke, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Løkke,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – – – – – – -

- – – – -
Løkkes, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, (ud-)dannelse,kultur og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

*8) “Artisans and Sans-Culottes. Popular Movement in France and Britain during the French Revolution” af Gwyn A. Williams* London 1968*
*9)”Friedrich Engels an Victor Adler den 4 December 1889″ Se Marx/Engels Werke bind 37 side 318 (Dietz Verlag, Berlin 1974)
*10) ” Les Sans-Culottes parisiens en l`an II Mouvement populaire et gouvernement révolutionaire (1793-1794) af Albert Soboul (Paris 1958)
*11)Citeret efter Ja.M. Sakher: “De rasendes bevægelse” (russisk)(Moskva 1961 side 21
*12)”Jacques Roux, le curé rouge, et le Manifeste des Enragés” side 77 af Maurice Dommanget, Paris
*13) I September-nummeret af BBC HistoryMagazine /2013 artikel om “The French Revolution’s Man of Terror” afviser Dr.Marisa Linton fra Kingston University de gamle reaktionære spindoktores historie om Robespierre som den “grumme diktator, der regerede Frankrig med et skrækvælde” som “i vid udstrækning en myte, begået af de mænd, der væltede ham.”

Højreradikal terror i Bruxelles: Mistænkt gerningmand har deltaget i den vestligt støttede borgerkrig mod al- Assad-regimet i Syrien

1.Juni 2014 08:12

PARIS (Le figaro)
En 29 årig højreradikal franskmand blev fredag arresteret da han steg af en bus i Marseille efter en rejse til den belgiske hovedstad Bruxelles.
Angiveligt står den anholdte bag massakren på et jødisk museum i den belgiske hovedstad den 24 maj hvor fire mennesker brutalt blev mejet ned af en åbenbart ensom gerningsmand. – – -

I den 29-årige mistænktes bagage fandt politiet en maskinpistol og et håndvåben lignende de som blev brugt i angrebet ugen inden. På sig bar gerningsmanden ifølge politiet også en usb-nøgle med en video, hvori han angiveligt indrømmer angrebet.
Anklagemyndigheden i Paris meddeler at man i den 29 åriges kuffert også fandtes et stykke stof påskrevet : “Den islamiske stat Irak og Syrien ” navnet på en højreradikal arabisk kamporganisation, som også er aktive i den “vestligt støttede krig” for at styrte det uafhængige al-Assad -regime i Syrien. En krig som understøttes af både Hollande-regimet i Frankrig, USA såvel som som Thornings Danmark.
Den 29-årige højreradikale frankmand har også deltaget i den vestligt støttede borgerkrig i Syrien for at styrte det – af USA og Frankrig – uafhængig al-Assad-regime.

Terror i Syrien, Ukraine og i Belgien

Idag er der ingen der kan være i tvivl : Frankrig og en række Nato-landes regeringer  og deres mikrofonholdere i medierne har oppisket en ensidig chauvinistisk hetz mod al-Assad-regimet (og Janukovitj-regimet i Ukraine) og dermed ikke bare gjort det legitimt for de USA-allierede fascistiske regimer i Saudi-Arabien,Katar (Qatar) og andre stater at sende våben og tusinder af stærkt højreradikale terrorister ind i Syrien;  ligesom Nato-landet Tyrkiet spiller en beskidt rolle i Syrien, men gennem den ensidige og ligefrem løgnagtige propaganda om at regimet i Damaskus har “gasset tusinder ihjel” har man opmuntret uerfarne og desperate unge ikke bare fra Frankrig hvor flere hundrede, der er tale om mellen 5 og 800 alene fra Frankrig som helt legalt med det “socialistiske” Hollande-regimes opmuntring har rejst til Syrien for at spille “nyttige idioter” i Frankrigs og USA´ s uerklærede krig mod al-Assad-regimet
Hvis den mistænkte 29 årige højreradikale franskmand bliver fundet skyldig i massakren i Bruxelles den 24.maj  er det åbenbart hvad det er for forbrydelser som ikke bare Præsident Hollande , men også Statsminister Thorning har opmuntret ikke bare i  Syrien, men også i Europa (Belgien, Frankrig og Ukraine). Det er som bekendt ikke det første attentat i Europa af en højreradikal deltager i krigen mod al-Assad-regimet i Syrien.
I 2012  blev flere dræbte på en skole i franske Touluse i et attentat udført af en højreradikal deltager i borgerkrigen i Syrien og vi vil heller ikke glemmer den højreradikale “antikommunistiske kriger” Anders Behring Breivik massakre i juli 2011 i Norge.

DEn franske Præsident Francois Hollande ; som har opmuntret mellem fem og otte hundrede højreradikale franskmænd at rejse til Syrien for at praktisere deres individuelle bombe-terror mod ubevæbnede kvinder, børn og mænd for at styrte al-Assad og oprette et højreradikal fascistisk regime a la Saudi Arabien og Katar, fik et anfald af hysterisk og hyklerisk oprigttighed om at hans budskab til disse højreradikale er : “jihadister er at vi vil bekæmpe dem, vi vil bekæmpe dem og vi vil bekæmpe dem”, udtalte han. . . . .”

Det er en “grande nyhed” . . . pludselig er Frankrigs præsident blev modstander af den terror som han og Nato-lederne i tre år har opmuntret , understøttet, finansieret og bevæbnet i Syrien.

Det er et faktum at den højreradikale terror har kostet titusinder af menneskeliv i Syrien !

UDEN at kunne styrte al- Assad-regimet endsige oprette et folkedemokratisk regime uden kapitalismens og imperialismens uretfærdigheder.

Eller er det med de titusinder af ofre i Syrien, som med den halve million arabiske børns død
( sanktionerne mod Saddam Hussiens Irak) : som USA´s Udenrigsminister Madeleine Albright
svarede på spørgsmålet om offrerne var værd priset ? : Ja. For i Præsident Hollandes og Thornings Europa er menneskeliv . . . .

Ukraine: Det USA/EU støttede regime i Kiev optrapper konflikten med befolkningen

9. Maj 2014 04:48

USA´s marionetregime i Kiev optrapper konflikten med store folkegrupper i landet.

Afviser arrogant Putin-regimets forsøg på “våbenhvile” med opfordring om at udskyde folkeafstemning om autonomi i ukrainske regioner, som “varm luft”.

KIEV ( -)   Onsdag opfordrede Ruslands Præsident Vladimir Putin lederne af den folkelige modstandsbevægelse i Ukraine , at udskyde den folkeafstemning om  autonomi eller uafhængighed fra det ikke-folkevalgte regime i Kiev, der er udlyst den 11. maj i flere regioner   Ruslands præsident gik så langt at han gav sin støtte til præsidentvalget som den USA/EU støttede regime i Kiev planlægger at afholde den 25.maj.

Nu skulle man tro at det USA-støttede regime i Kiev vil takke Putin for den udstrakte hånd og sikre ro til forhandlinger og gennemførelse af det valg som regimet planlægger at afholde den 25 i denne måned. . . . . . . . . . . . . .

Men fra Premierminister Arsenij Jatseniuk´s kontor i Kiev kom der arrogante udtalelser om at Putin´s opfordring var “varm luft”.
Samtidigt kom det USA-støttede marionetregime med trusler om at optrappe den voldelige militære undertrykkelse af den ukrainske protestbevægelse som indtil igår har kostet flere dusin menneskeliv i de østlige regioner og sandsynligvis opimod flere end 100 døde i det fascistiske mordbrandattentat i Sortehavs-metropolen Odessa.

* Efter AFGHANISTAN, JUGOSLAVIEN, IRAK, LIBYEN og SYRIEN er “turen” nu kommet til UKRAINE at blive “befriet” af USA og dets “socialistiske” , “liberale”, anarkistiske og fascistiske allierede i Europa.*

Lederen af det USA og EU-støttede regime i Kiev ;Arsenij Jatsenjuk udtalte kryptisk

“Ukraine har ikke udlyst nogen folkeafstemning den 11.Maj. Hvis terrorister og separatister, som understøttes af Rusland, fik ordre om at udskyde hvad der ikke var planlagt, så er det deres interne sag,”

Arrogante ord fra lederen af et statskapitalistisk fallibo, fuldstændigt afhængigt af finansiel støtte fra USA,IMF og Rusland og en militærmagt med styrker som ikke bryder sig om at slå deres brødre og søstre ihjel fordi de protesterer mod et regime som ikke er folkevalgt men som har taget magten gennem et voldeligt statskup.
Når Junta-lederen alligevel taler som en politiker med “stor magt” skyldes det åbenbart at han har USA´s støtte til optrappe konflikten med den folkelige protestbevægelse, at knuse den om ikke med militær magt så med hjælp af de fascistiske stormtropper som fredag den 2.maj stod bag mordbrand og terror i Odessa. De fascistiske partiers stormtropper opfordres nu til at melde sig til den nydannede National Garde. DE skal sættes ind mod protestbevægelsen i øst og syd og knuse den i et blodbad hvis det går som Jatseniuk og USA håber.

Juntaens “Forsvarsminister: Andrij Parubij – en af stifterne af det Social-Nationale Parti, forløber for det fascistiske “Svoboda” (Frihedspartiet) som nu kontrollere nøgleposter i regeringen i Kiev , udtalte at de militære angreb på protestbevægelsen vil fortsætte, hvad enten de protesterende aflyser folkeafstemningen elller ikke:
“The counter-terrorist operation will continue unhindered, despite the presence of terrorist and insurgent groups in the Donetsk region,”( Andrij Parubij)

Idag, den 9.maj er det årsdagen for Stalins Røde Hær og de allieredes befrielse af Ukraine, Rusland og de andre Sovjetrepublikker og andre lande i Europa fra den nazi-fascistiske besættelse, terror og folkedrab,
For USA´s og EU´s fascistiske allierede er befrielsesdagen en anledning til at optrappe konflikten med nye provokationer for på den måde at udskrige deres “revanschistiske hævnlyst” over deres “nederlag til Stalins Røde Hær”

Tidligere i denne uge, several reports emerged of fears of a new fascist massacre in Odessa, directed against participants in May 9 rallies. Several officials in eastern Ukraine canceled planned festivities, citing the risk of bloodshed.
Obama-regeringen´s repræsentanter vendte virkeligheden på hovedet, ved at udråbe Rusland som aggressor, and US Assistant Secretary of State for European and Eurasian Affairs Victoria Nuland attacked the Kremlin, saying that to date, Russia

“has fulfilled none of its commitments”

to reduce tensions in Ukraine.
With monumental hypocrisy, Nuland—who was caught on tape plotting the installation of Jatsenjuk during the right-wing protests that led to the putsch of February 22 in Kiev—attacked the Kremlin for its

“efforts to destabilize eastern and southern Ukraine.”

The response of the anti-Kiev protesters in eastern Ukrainian regions around Donetsk and Luhansk undermined claims that the protests are simply an intelligence operation concocted by the Kremlin. They said they intended to ignore Putin’s request to postpone the referendum.

“The referendum will happen on May 11,” said Donetsk People’s Republic leader Denis Pushilin. “The date of the referendum will not be postponed.”

Officials in Slavyansk—which has been besieged by forces from the pro-Kiev Ukrainian National Guard and fascist Right Sector paramilitary group, suffering dozens of casualties in repeated Kiev regime attacks—also dismissed Putin’s advice to postpone the referendum.

“If we don’t have a referendum on the 11th, then we will lose the trust of the people,” a spokesman in Slavyansk said. “We face the choice: referendum or war, and we choose the peaceful way.”

The rejection by Washington and Kiev of Moscow’s attempt at an accommodation exposes the fraud of the presentation of the Ukraine crisis by Western governments and media outlets. The aggressor is not the Kremlin, which is ineffectually seeking to work out a truce that neither the Kiev regime nor its Western backers wants.
Rather, it is Washington and its European allies that have stoked up the situation by installing and encouraging an unpopular, far-right regime in Kiev that is determined to drown internal opposition in blood.
A recent poll by the Washington, DC-based Pew Research Center found that only 41 percent of Ukrainians support the Kiev regime. Disapproval ratings are above the national average of 59 percent in the eastern Ukraine, reaching 67 percent. Popular opposition can be expected to grow this month, as the Kiev regime’s unpopular 50 percent price increases for natural gas go into effect.
For de kapitalistiske oligarker bag Putin-regimet i Kreml, while they are stunned by the drive for regime change and civil war in Ukraine unleashed by Washington and Berlin, they are above all afraid of the risk that popular opposition to the Kiev regime in Ukraine and in Russia could trigger a movement in the working class.
May Day rallies in Russia—the first since before the collapse of the Soviet Union in 1991—reportedly gathered millions throughout the country and over a hundred thousand in Moscow for the international holiday of the working class.
Members of the anti-Kiev self-defense militia in Slavjansk denounced Putin for making concessions to Kiev.

“He is a coward. He is afraid of losing his money,” one fighter, who gave his name as Rustem, told the Guardian .“Instead of helping Russian people here, he is betraying us. He will pay for this with a revolution in Red Square,” Rustem added. “Russian people will not stand by and watch this happen.”

Rustem talte under en begravelse af fire mænd i Slavjansk. De blev dræbte i landsbyen Semovka af bevæbnede styrker loyale til det ikke-folkevalgte regime i Kiev. Tre af de dræbte var medlemmer af en militsgruppe af modstandskæmpere, den fjerde som blev begravet var chaufføren af en lastbil blev ramt af kugler og brændte op.
Tidligere blev Irina Boevets, en 30 årig lærer som blev ramt en vildfaren kugle da hun gik ud på sin altan, begravet
As mourners filed by the coffins of the four men, they chanted slogans against Obama and German Chancellor Angela Merkel, the two heads of state who have led the imperialist intervention in Ukraine: “Glory to Russia, shame on America, shame on the EU, Shame on Obama and Merkel!”
En kvinde fra Slavjansk udtalte “It is impossible to turn back to Ukraine after the events in Slavjansk. We will not forgive the killing of our people.”

Ukraine :Fascistisk mordbrandattentat i Odessa: 39 døde

EU´s og USA´s fascistiske allierede bag –massakre i Odessa

3. Maj 2014 06:48
ODESSA (Interpres) . . . .   I hvad der kun kan beskrives som en fascistisk massakre mistede 39 modstandere til det USA- og EU-støttede regime i Kiev livet fredag.
Fascistiske bøller satte ild på den store fagforeningsbygning som var et center for modstanden til det liberal-fascistiske kupregime i Kiev som aktivt understøttes økonomisk og politisk af USA, EU og den Internationale Valutafond IMF.
Den eneste chance de indespærrede aktivister i fagforeningsbygningen havde for at undslippe døden var at hoppe ud gennem vinduerne.
For folkene i Ukraine, Rusland og andre Sovjet-republikker bringer de fascistiske banders brandattentat minder om de nazi-fascistiske styrkers terror under deres besættelse af Sovjetunionen 1941-44.
Ifølge øjenvidner, blev de indespærrede modstandere af den liberal-fascistiske junta i Kiev som forsøgte at redde livet gennem at hoppe ud den ildspåsatte fagforeningsbygning omringet og tæsket af bøller fra den neo-nazistiske “højre sektor understøttet af medløbende fodbold-hooligans. Video-film viser kvæstede og sårede overlevende blive angrebet.


Den prægtige Fagforeningsbygning i sortehavsbyen Odessa blev skueplads for den fascistiske pøbels mordbrandattentat: 39 ukrainske aktivister indespærrede i bygningen betalte den højeste pris for deres modstand til det USA- og EU-støttede kupregime i Kiev.

Som i Jugoslavien , som i Irak, som i Syrien sår USA og EU bevidst splid og had
puster til de etniske, nationale og kulturelt-religiøse forskelle for at svække og nedbryde arbejderklassens enhed, nedbryde den folkelige modstand mod den reaktionære kapitalistiske krisepolitik og på den måde at herske gennem svage afhængige regimer. “Divide and Rule” som det hedder på internationalt imperialistsprog
Mordbrandattentatet har rystet den demokratiske og antifascistiske offentlighed i hele Ukraine, Rusland såvel som i resten af verden .
Massakren understreger og påviser den brutale og voldelige karakter af det regime som med USA´s og EU´s støtte erobrede magten gennem et voldeligt kup i februar.

” DEN SANDE UKRAINSKE ÅND”

Samtidigt hånes offrene for det fascistiske mordbrandattentat af det USA/EU-støttede regimes medløbere, også i parlamentet (Verkhovna Rada)i Kiev hvor Irina Farion hyldede mordbranden med ordene:

“BRAVO ODESSA ! I HAR VIST DEN SANDE UKRAINSKE ÅND . . . . LAD DÆMONERne BRÆNDE I HELVEDE ! FODBOLD FANS ER DE BEDSTE OPRØRERE

Fagforeningernes hus blev sat i brand af fascistiske tilhængere af juntaen i Kiev efter they surrounded and destroyed the tent camp of anti-government activists that stood in front of the building on Odessa’s Kulikovo Field Square.
It was torched in a storming attempt after some of the anti-Maidan activists rallying in the square barricaded themselves inside the building.
Earlier reports of the clashes in Odessa said that both sides used Molotov cocktails and, allegedly, gunfire. Part of the pro-Maidan activists reportedly bore insignia of den højre-radikale “Højre Sektor”-gruppe.
The majority of the victims were found on the floors of the Trade Unions House having apparently burned to death or suffocated from smoke. Others jumped out of the building’s windows, according to police.
As the building was engulfed in flames, photos posted on Twitter showed people hanging out of windows and sitting on windowsills of several floors, possibly preparing to jump. Other images showed pro-regime elements celebrating the inferno. Some jeered on Twitter:

“Colorado beetles are being roasted up in Odessa,”

using a derogatory term for oppositions-aktivister wearing St. George’s ribbons.
Thirty of the victims were found on the floors of the building, having apparently suffocated from smoke inhalation. Eight more died after jumping out of windows to escape the blaze, according to local police. Ukraine authorities said a total of 43 people died in Odessa Friday and 174 others sustained injuries, with 25 still in a critical condition.
The violence started as around 1,500 supporters of the Kiev authorities, who recently arrived in the city, gathered at Sobornaja Pladsen i Odessa centrum.
Bevæbnede med kæder og køller and carrying shields, they marched through the city, chanting “Glory to Ukraine,” “Death to enemies” and “Knife the Moskals [derogatory for Russians].”
ODESSA; befriet af Stalins Røde Hær den 7.april 1944 , få timer efter de nazistiske besættelses styrkers massakre på 306 mennesker i landsbyen Holodnaya Balka udenfor Odessa . . . . . . 70 år senere, den 2.maj 2014 gennemfører fascistiske bander mordbrandattentatet på Fagforeningernes Hus, et centrum for modstanden mod den USA- og EU-støttede ikke_folkevalgte junta i Kiev

As the Odessa outrage occurred, US President Barack Obama, at a joint White House press conference with German Chancellor Angela Merkel, explicitly endorsed the military offensive being carried out by the unelected Kiev government against protesters occupying official buildings in eastern Ukraine.
Despite Western media attempts to cover up what happened in Odessa—with multiple reports stating that “the exact sequence of events is still unclear”—there is no doubt that the killings in the southern port city were instigated by thugs wearing the insignia of the Right Sector, which holds positions in the Kiev regime, along with the like-minded Svoboda party.

Odessa has been among the southeast Ukrainian cities swept by protests since the February coup. At the end of March, thousands rallied in the city, challenging the legitimacy of the coup-imposed government med kravet om en folkeafstemning om regionens autonomi.
The Odessa massacre is the largest death toll so far since the Ukrainian regime, at the urging of the Obama administration, renewed its full-scale military assault on anti-government protests and occupations.

Ukraines HÆR sat ind mod den folkelige modstand

Den liberal-fascistiske junta har under trusler fra EU- og USA givet ordre til militæreret om at knuse modstanden mod kupregimet.
Earlier Friday, interim Ukrainian President Oleksandr Turchynov said many separatists had been killed in a government offensive in Slavyansk. Kiev officials said troops overran rebel checkpoints surrounding the city of 130,000 people in an operation launched before dawn, adding that the city was now “tightly encircled.”
Despite the use of helicopter gunships, the assault stalled, however, because of local resistance. By early afternoon, the Ukrainian troops were halted in the villages of Bylbasovka and Andrejevka, where residents flocked to their lines to argue with them and urge them not to fight.
In Andreyevka, about 200 people formed a human chain to stop armoured personnel carriers and trucks. In Bylbasovka, residents chanted “Shame! Shame! Shame!” In the nearby town of Kramatorsk, people blocked roads with trolley cars and buses in an attempt to prevent the army from entering.
At his press conference with Merkel, Obama seized on reports that two Ukrainian helicopters had been struck by ground fire. He cited unconfirmed allegations by the Ukrainian intelligence agency SBU that one was hit by a heat-seeking missile as proof that Russian forces were involved. By the evening, however, even the New York Times admitted that no evidence had been produced of heat-seeking missiles.
Along with Obama’s incendiary claim, his backing for Kiev’s military onslaught points to a drive by the US and its European partners to create civil war conditions and goad Russian President Vladimir Putin’s administration into intervening, in order to provide the pretext for crippling economic sanctions and a NATO confrontation with Russia.
Washington pushed for the renewed offensive just days after the Kiev regime appeared to back away from an all-out military assault, saying it was “helpless” to stop the occupations of buildings, which have spread to at least 17 cities and towns.
Putin sought to forestall the US-led push by signing a so-called peace agreement with the US, the European Union and Ukraine two weeks ago, which provided for ending the building occupations and halting plans for a military crackdown. This pact has been swept aside by Kiev and its backers. Putin’s spokesman yesterday said the “punitive operation” mounted by Ukraine had destroyed the agreement.
Russia called another emergency UN Security Council meeting Friday to denounce Ukraine’s actions. Moscow’s ambassador, Vitaly Churkin, warned of “catastrophic consequences” if the military operation continued, only to be denounced by his US counterpart, Samantha Power, who called the attack “proportionate and reasonable.”
Power, who made a name for herself by championing US military interventions in Libya and elsewhere in the name of “human rights” and the “protection of civilians,” declared that Russia’s concern about escalating instability was “cynical and disingenuous.” In keeping with US government propaganda since the beginning of the crisis, she baldly asserted that Russia was the cause of the instability.
It was Washington and its allies, particularly the German government that orchestrated the ultra-nationalist February putsch in Kiev and then exploited the reaction of Moscow, and Ukraine’s Russian-speaking population, to accuse Russia of threatening Ukraine.

FEM MILLIARDER DOLLAR har det kostet at få et marionetregime installeret i magtens korridorer i Kiev

Having poured some $5 miliarder into the country to install the Kiev regime via violent paramilitary operations, it is now accusing Russia, without producing any serious evidence, of doing the very same thing.
Ukraine’s initial military assault last month began after CIA Director John Brennan surreptitiously visited Kiev.

A second push followed a visit by US Vice President Joseph Biden.
There is evidence of ongoing US involvement. The Russian Foreign Ministry said English-speaking foreigners had been seen among the Ukrainian forces mounting the assault on Slavyansk on Friday, echoing its previous charges that Greystone, a US military contractor, is working alongside the Ukrainian military.
In part, the US operation seems directed at preventing an autonomy referendum planned by anti-Kiev opponents on May 11. In addition, a Ukrainian presidential election, scheduled for May 25, is seen by the Western powers as a means of lending legitimacy to the coup government in Kiev.  The most widely-promoted presidential candidate, billionaire oligarch Petro Poroshenko, er fortaler for ukrainsk medlemskab i den aggressive NATO-krigsalliance og  the subordination of the country to the dictates of the European Union and the International Monetary Fund.
But with the Kiev regime failing to suppress the opposition, Washington appears intent on provoking a confrontation and then accusing Russia of preventing the presidential poll from proceeding. Meanwhile, on the pretext of training exercises, US troops are being deployed in the Baltic states of Latvia, Lithuania and Estonia, as well as Poland, bringing NATO forces right up to Russia’s borders.

KILDER:

ODESSA er Ukraines fjerdestørste by med flere end en million indbyggere. Den store havne- og industriby har aner tilbage til antikken hvor stedet var en græsk koloni; blev grundlagt som russisk by i 1795
Dn franske greve de Richelieu, en flygtning fra Revolutionen i hjemlandet, blev udnævnt til Guvernør for byen af Czar Aleksander I i 1803, and he is credited with designing the city and organizing its services.
I 1819 the city was made a free port, and it became home to an extremely diverse population of russere, ukrainere, jøder, polakker, rumænere, grækere, bulgarere, albanere, armenere, Italienere, og franskmænd. Odessa’s growth blev afbrudt af Krim-krigen 1853–1856, during which it was bombarded by British and French naval forces. I revolutionsåret 1905 udbrud en arbejderopstand i Odessa. En opstand som blev støttet af mandskabet på panserkrydseren Potiomkin.
The classic motion picture Panserkrydseren Potemkin, by Sergej Eisenstein,
commemorated the uprising and included a scene in which  hundreds of Odessan citizens were murdered on the great stone staircase (now popularly known as the “Potemkin Steps”), in one of the most famous scenes in motion picture history. The actual massacre took place in streets nearby, not on the steps themselves. At the top of the steps, which lead down to the port, stands a statue of the Duc de Richelieu.
Under borgerkrigen efter den Store Socialistiske Oktoberrevolution
1917-1920
. En borgerkrig som blev aktivt understøttet af de samme vestlige imperialistmagter (som idag hykler om deres “ikke-indblanding” i Ukraines og Ruslands indre anliggender) var Odessa under besættelse af several groups including the Ukrainian Tsentral’na Rada, the French Army, the Red Army and the White Army. Finally, in 1920, the Red Army took control of Odessa and united it with the Ukrainian SSR, which later became part of the USSR. Under Anden Verdenskrig, fra 1941 til 1944, var Odessa besat af naziallierede rumænske tropper og life went on as usual; but in 1944 the German Nazi army moved in and during the April 1944 battle, the city suffered severe damage and many casualties until its liberation by the Red Army on 10 April 1944. Despite everything, the city preserved its unique cosmopolitan mix of Russian/Ukrainian/Mediterranean culture, and the city’s multiethnic communities have had great influence on its development. Today the city is surrounded by heavy industry and is a Ukrainian naval base and home to a fishing fleet. The central core and the Black Sea embankment make for nice strolling amidst pockets of history.

KILDER: The criminals first killed and then burned people in Odessa in broad daylight

Nye løgne fra Obama i Bruxelles

BRUXELLES (*) Da USA´s præsident Obama i torsdags (26.marts) talte i Bruxelles, angreb han Rusland for “forbrydelser mod folkeretten og angreb på Ukraines suverænitet og territorielle integritet.”

Obama henviste til konflikten omkring den hovedsaglig albansk beboede jugoslaviske provins Kosova og dets ensidige selvstændighedserklæring i 2008.

Kosovos ensidige uafhængighedserklæring blev ikke anerkendt af FN , men USA og nogle kapitalistiske Nato-stater (dog ikke alle) understøttede og anerkendte Kosovo. Et brud på FN´s Charter som mange kritikere af USA´s aggressive udenrigspolitik idag hævder gør det umuligt at fordømme “Ukraines tab af halvøen Krim” efter en folkeafstemning som ikke var kontrolleret endsige overvåget af den liberalt-fascistiske junta som havde taget magten gennem et voldeligt kup uden folkedemokratisk opbakning og gennem brud på Ukraines grundlov. * * *

Det er også vigtigt at informere de historieløse journalister og politikere i USA og EU at Krim tilhørte Rusland frem til 1954 hvor den opportunistiske klovn Nikita Hrustjov sammen med tretten bureaukrater vedtog at give Krim til Sovjetrepublikken Ukraine som en “gave”. Gruppen af højreopportunister omkring den ukrainsk fødte Hrustjov forsøgte med den forfatningsstridige “flytning” af Krim , uden at spørge Krimboerne, at fedte sig ind hos de nationalistiske og fascistiske kræfter i den Ukrainske Sovjetrepublik som stadig med USA´s støtte terroriserede befolkningen i Ukraine. Den højreradikale nationaslist Bandera, som idag hyldes i de EU- og USA-understøttede herskende kredse i Ukraine som en “nationalhelt”,sluttede sit fordbryderiske liv i 1959 hvor Hrustjov-regimet besluttede at “legen var god” og likviderede den ukrainske ultranationalist i Wien.

Den Højreopportunistiske Sovjetleder Nikita Hrusjtjov på ukrainsk frimærke fra 2009


Den i vesten hyldede højreopportunistiske klovn Nikita Hrusjtjov i skyggen af statsmanden Joe Stalin

Set i lyset af den højreopportunistiske Hrustjov-gruppes administrative beslutning , i strid med Sovjetunionens forfatning og uden folkeafstemning, at “give russiske Krim som en gave til Ukraine” i 1954 er det svært af se “folkeafstemningen på Krim om tilslutning til Rusland” i 2014 som andet end et “demokratisk fremskridt”

1*)

Alligevel erklærede den historieløse Obama i Bruxelles :

“Kosovo forlod først Serbien efter en folkeafstemning som organiseredes uden at være i strid med folkeretten, men i i nøje samarbejde med FN og Kosovos naboer. Ingenting som overhovedet mindede om dette skete på Krim.””

I virkeligheden blev der ikke gennemført nogen folkeafsteming i Kosovo. Derimod var Kosovos selvstændighedserklæring en direkte følge af Nato´s folkeretsstridige aggressionskrig mod Jugoslavien i 1999.

Obama´s løgne om “folkeafstemingen i Kosovo” viser, at både Obama og hans spindoktorer og rådgivere som uden tvivl vil få skylden for historieforfalskningen om Kosovo tramper rundt som amatører på den internationale scene. Det amerikanske folk fortjener bedre end at blive repræsentertet af en amatør der slynger omkring sig med selvopfundne (livs-)løgne.
Da Obama omtalte Rusland som en “regional magt” – kom det Hvide Hus på overarbejde med at forklare medierne USA naturligvis ikke skriver atomvåben-aftaler på lige fod med de “regionale magter”.

red/ZG

Kilder:
“there was no Kosovo referendum”

Se Obamas løgn om Kosovo her.

NOTER

1*) Hrusjtov-gruppen opmuntrede den 19 februar 1954 de højreradikale kræfter i Ukraine da Krim oblast (Amt eller egn på ca 26.00 km2=Jylland) som indtil da havde været en del af den Russiske Sovjetrepublik gennem et dekret overlod halvøen til Ukrainske SSR, uden folkeafstemning men begrundet med hvad Hrusjtov-kliken kaldet halvøens “geografiske, økonomiske og kulturele nærhed til Ukraine”.
Overladelsen blev præsenteret af den i Ukraine fødte Nikita Hrusjtjov som en “gave til Ukraine”

Hrusjtjov-regimets “gave” (overladelsen af Krim fra Rusland til Ukraine) var et brud mod Sovjetunionens forfatning (fra 1936).
De instanser i RSFSR (den Russiske Sovjetrepublik) som tog beslutningen have ifølge republikens daværende grundlov ingen beføjelser til at gøre det. Den eneste måde at ændre RSFSR’s territorium ville have været en folkeafstemning i RSFSR, som ikke gennemførtes i 1954.
Byen Sevastopol var desuden gennem en ukas den 29 oktober 1948 klassificeret som underlagt republikansk styre (d.v.s. direkt under Moskva) og havde egen administration og budget. Ifølge den russiske side idag omfattes Sevastopol ikke af “overladelsesteksten” fra 1954.

Efter Sovjets opløsning fortsatte konflikten mellem Ukraine og Rusland angående Sevastopols og sortehavsflådens tilhørsforhold. En venskapstraktat mellem Rusland og Ukraine blev indgået 1997, i og med hvilken Rusland siden har lejet en plads i militærhavnen i Sevastopol. Traktaten løber over tyve år og udløber 2017.[57] Grænsedragningen i Kertj-sundet er stadig omstridt.[58] Den 23 december 1998 blev republikens nuværende konstitution vedtaget, hvor Krim anerkendes som en autonom republik i Ukraine.[59]

Efter at den højreliberale Viktor Jusjtjenko havde vundet præsidentvalget den 21 november 2004, hvor 82 procent af befolkningen på Krim stemte på dennes modstander Viktor Janukovitj, beordrede Jusjtjenko fyring af alle myndighedspersoner på Krim, for at “skifte regimet og dets repræsentanter ud”.[60]

Da amerikanske tropper i juni 2006 gik i land i havnen i Feodosija udløste det store protestdemonstrationer i byen. Protesterne rettede sig både mod den amerikanske militære tilstedeværelse, som blev opfattet som et klart brud mod forfatningen eftersom Krims parlament ikke havde godkendt det, og mod den aggressive NATO-militæralliance og den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenkos planer om at føre Ukraine ind i den aggressive Nato-krigsalliance.

*15 år * 1999-2014: Nato indleder terrorkrig mod Jugoslavien

24.marts 2014

Den 24 marts 1999 startede bombefly fra USA og flere Nato-lande et omfattende terrorbombardement af Jugoslavien,

Nato´s aggressionskrig under navnet Operation Allied Force var i strid med Folkeretten, FN´s Charter som. Det var was the first time that NATO used military force without the approval of the UN Security Council and against a sovereign nation that did not pose a threat to members of the alliance.

Nato´s bombekrig eller Operation Allieret styrke blev overfor de jugoslaviske folk døbt operation “Merciful Angel” (Barmhjertige Engel)
De kolde fakta om Nato´s Barmhjertige Engel-operation mod folket i Serbien var flere tusind dræbte, opimod fire tusind, flere end 10 tusind sårede. To tredjedele (2/3) af offrene var civile herunder et hundrede børn. De “barmhjertige” Nato-styrker s were using missiles with depleted uranium, causing massive cancer disease, deformation of newly-born babies unknown before. NATO polluted soil, water and food production for unbelievable period of four billion years. Direct economic damage caused by aggression was estimated to an amount of over one hundred billion dollars.

omfattende antikrigsdemomstrationer overalt i verden

Danmarks radikal-socialdemokratiske regering tilsluter sig fra første dag den folkeretstridige krig mod et suvereænt land. Statsministeren dengang hed Nyrup Rasmussen, udenrigsministeren Niels Helveg Petersen (R), forsvarsministeren Hans Hækkerup (S). Og 2014 markerer 15 året for den vanvittige bombning af Serbien og Kosovo fra 24 marts til 10. juni.


KOMMENTAR Zivadin Jovanovi,Formand for the Belgrade Forum for a World of Equals, Serbia

As the NATO aggression against Serbia (FRY) 15 years ago had shown there are no humanitarian military interventions whatsoever.
NATO has become the most dangerous tool for massive violation of human rights in the second half of XX and first two decades of XXI centuries. Therefore NATO as remnant of the cold war area should be abolished and its entire military bases, as well as military bases of member
countries all over the world, should be dismantled.

Violation of Human rights of Serbs in the Province of Kosovo and Metohija
The struggle for peace and the struggle for full respect of universal human rights, as defined by UN Declaration on protection of human rights, are interdependent and non-separable. Violations of sovereignty and territorial integrity, military interventions, aggressions and occupations go hand in hand with massive violations of the basic human rights.
It is clear that there are no humanitarian military interventions.
NATO military aggression against Yugoslavia ( Serbia ) which started March 24rth, 1999 was launched to allegedly protect human rights of Kosovo Albanians. It was carried out in blatant violation of the basic principals of International Law and without approval of UN Security Council. The precedent was used later in various other parts of the world whenever it suited the interests of USA and NATO: Afghanistan , Iraq , and Libya . There are threats that it may be used against other countries like Syria, Iran, North Korea or any other country.

Immediately after the end of the aggression, USA constructed on Serbian soil in Kosovo and Metohija the biggest American base in the world known as Bondsteel. This was the beginning of mushrooming of USA and NATO military basis all over the Balkans and Eastern Europe .
Today there are more USA and NATO military basis in Europe than any time during the Cold War Era.
Why?
Warsaw Pact has been disbanded. There are no confronting socio-political systems; all European countries apparently enjoy free market economies and multi-party parliamentary democracy. What and who to defend and where from by so many military bases and long range ballistic rockets carrying nuclear warheads? From international terrorism? Cyber attackers? International organized crime groups? Rogue states?
The overall economic, financial, political and moral crises of the leading countries of the West will probably lead to further spreading of interventionism, militarization and total disregard of the basic principles of international relations. Cover up justifications will not be a problem. So far there has been abundance of “positive” experiences of “humanitarian interventions”, “protection of civilians” from dictatorial regimes etc. The richest and militarily the strongest are not ready to carry alone the burden of the crises that they have caused themselves. Their might is serving them to transfer the burden of the crises to the weaker, especially, if the weaker happen to have oil, gas, or strategic minerals.
The crises have already caused the most massive violation of human rights such as the right to employment, education, health, information, privacy.
Shortly after NATO “humanitarian” aggression on Yugoslavia (Serbia), it became clear that intervention actually resulted in an unprecedented scale of violation of human rights of Serbs and non-Albanians of Kosovo and Metohija Province. Alliance between NATO and the Albanian terrorists and separatists during the military aggression (KLA), continued ever since and reached its peak in February 2008 by unilateral proclamation of illegal secession of the province from Serbia. This act would never be possible without NATO aggression, occupation and support. It, again, violated the basic principles of the national and international laws, UN Charter and UN Security Council’s resolution 1244 (1999) which guaranties sovereignty and territorial integrity of Serbia.
The consequences are that Kosovo and Metohija after 12 years of being under UN mandate continues to be the source of instability in the Balkans, organized international crime and spring board of extremism and terrorism toward the rest of Europe.
The Province of Kosovo and Metohija is the birth place of Serbian nation, culture, religion and state. Thousands of Serbian medieval monuments witness to this. There are two large communities living in the Province – Kosovo Serbs, who are Orthodox Christians, and Kosovo Albanians, the great majority of whom are Moslems. Before the beginning of the Second World War Serbian population in the Province were majority. Today, Serbs make less than 10 percent of the total population of the Province. The drastic change in national structure was due to the policy of ethnic cleansing of Serbs occupation for about 500 years, then by fascist-Nazi occupation forces (1941 – 1945) of over decades if not centuries – first by Turkish Empire which kept the Province under Mussolini and Hitler and finally by NATO aggression and occupation which continues up to these days.
UN Security Council Resolution 1244, of June 10, 1999 put the end of the NATO aggression but introduced military occupation of the Province, formally by international UN mandated forces (KFOR), in reality by NATO forces. Ever since June 1999, we have been witnessing large scale of individual and even institutionally-sponsored violation of basic human rights and freedoms of Kosovo Serbs and other non-Albanians.
Here are some examples of major human rights violations.
No free and safe return for 250,000 displaced Serbs from Kosovo and Metohija
After June 1999, International Red Cross noted some 250,000 Serbs and other non-Albanians who had been expelled by terror, intimidation and ethnic cleansing leave their birth places and homes in Kosovo and Metohija. Current UNHCR data show return of some 18,000 Serbs, but in reality this number is some 6,000, or 2.1%. UN Mission and other international stakeholders organized the process of the return, but no results. Therefore, Serbia remains the country with the highest number of refugees and displaced persons in the whole of Europe.
No justice for the victims
After June 1999, close to 1,000 Serbian and other non-Albanian civilians have been abducted and eventually killed. In July 1999, 14 people, including children, in the village of Staro Gracko were killed while harvesting in the field. In the winter 2002, a bomb was planted and set-off under a passenger bus killing many Serb passengers. In August 2003 a group of Serbian children playing by the river in village of Gorazdevac , were killed. Thousands of other crimes against Serbs in the Province have been committed and none of the culprits brought to justice although justice and police are directly managed by UN and EU missions (UNMIK, EULEX).
Human organs trafficking
In December 2010, Special Rapporteur of the Parliamentary Assembly of the Council of Europe, Swiss MP Dick Marty , published Report on trafficking of human organ of abducted Serbs in 1999. The Parliamentary Assembly adopted the Report and passed Resolution demanding independent international investigation. So far no results because the people involved in this organized crime are Kosovo Albanian top politicians, former leaders of the terrorist KLA (UCK). They enjoy support and protection from Washington, London and Berlin.
We demand that the investigation in the human organs trafficking in Kosovo and Metohija be conducted under auspices of UN Security Council without further delay.
Illegal occupation of Serbian-owned property
After June 1999, Kosovo Albanians simply occupied all immovable and movable possessions of 250,000 Serbs who left Kosovo, but also of Serbs who remained there. Often, owners were either killed or expelled by force from their properties. In September 1999, the UN founded a body that was supposed to facilitate the return of property to legal owners, the Housing and Property Directorate, but there are no results.
General insecurity
Since June 1999, there was almost no freedom of movement outside the so-called enclaves in which Serbs found their safety. Today Serbs still cannot access their businesses and land without risk of being attacked end even killed. They still cannot go churches and cemeteries without KFOR military escort. Some of Serbian enclaves even today continue to be fenced by barbed wire and their inhabitants living in ghetto-like conditions.
Rewriting history
Ever since NATO aggression in 1999, there has been systematic destruction of any traces of Serbian monuments and Christianity in Kosovo. Some 150 Serbian Orthodox churches and medieval monasteries have been destroyed, originating from as early as 13th and 14th centuries, including some from the UNESCO List of World Heritage. In addition, there has been a wide-spread exercise to rename remaining churches and monasteries as “Byzantine” or “Albanian”, or “Albanian castles and towers.
Violation of right to health
Kosovo Albanian authorities have been stopping and seizing shipments of medical equipment and medical drugs intended for medical facilities in Serbian enclaves. In addition, they have been willfully and intentionally trying to worsen situation for Serbian populated areas, by cutting the electric power supply. For three years in the row, in winter time they have been cutting power supply to Serbian enclaves.
Violation of right to education
Since June 1999, all cities and towns in Kosovo except Mitrovica in the north were ethnically cleansed and became mono-ethnically Albanian. Serbs and other ethnic groups were driven to villages. School facilities were inaccessible for Serbian schoolchildren. They had to resort to inadequate premises for schools. However, most drastic situation is in Gorani community. The Goranis are local Serbian speaking ethnic group of Muslim belief, who have been exposed to incessant assimilation attempts and forced to accept Albanian language and Albanian curriculum. This pressure still goes on.
Struggle for peace and struggle for social, economic, political and cultural human rights are the duty of peace movements and all peace loving forces.
Freedom, equality in rights and opportunities and sovereignty of states and nations are preconditions for full respect of human rights as provided for in the UN GS Declaration on human rights.
Liberal corporate capitalism in its imperialistic stage is the chief source of massive violation of the basic human rights of the mankind.
Global economic, financial, political and moral crisis of the western societies is accompanied by the most massive violation of the basic human rights after the end of the Second World War.
Global interventionism, wars and violations of human rights, disrespect of the international law and abuse of United Nations, are immanent features of corporate capitalism.
As the NATO aggression against Serbia (FRY) 13 years ago had shown there are no humanitarian military interventions whatsoever.
NATO has become the most dangerous tool for massive violation of human rights in the second half of XX and first two decades of XXI centuries. Therefore NATO as remnant of the cold war area should be abolished and its entire military bases, as well as military bases of member countries all over the world, should be dismantled.
The use of the missiles with depleted uranium should be formally banned by international convention.
Abuse of human rights for spreading domination of imperialism is impermissible and should be stopped forthwith.
All Serbs and other non-Albanians expelled from the Province after NATO aggression 13 years ago are entitled to free and safe return to their homes in the Kosovo and Metohija Province.
Territorial integrity and sovereignty of each country should be fully respected in the interest of peace and stability. Natural and economic resources, including oil and natural gas reserves, are subject to sovereign control and exploitation by concrete countries and can not be excuse for any interference or intervention from abroad.
The role of the UN, respect of the UN Charter and UN GS Declaration on protection human rights should be reaffirmed and reinforced.
The sovereignty and territorial integrity of Serbia should be respected and UN SC resolution 1244 (1999) fully implemented.
Unilateral secession of Serbian Province of Kosovo and Metohija is not acceptable and should not be recognized. We call for peaceful solution of the issue of the status respecting UN SC resolution 1244 and equal human rights of all inhabitants of the Province.
All pressures and blackmails against Serbia to trade its sovereignty over the Province of Kosovo and Metohija in exchange for candidacy or membership in European Union are neocolonial methods which should be condemned and rejected as absolutely unacceptable.
Zivadin Jovanovic, President of the Belgrade Forum for a World of Equals, Serbia

Bragt 2012

Libyen; år tre efter Nato´s “befrielses”-krig mod landet :To politikere skudt ihjel på gaden

2.Marts 2014 22:08

TRIPOLI (AFP) Demonstranter foran parlamentet i Tripoli åbnede ild mod parlamentarikere.

To medlemmer af parlamentet i Tripoli blev søndag ramt og såret af skud fra demonstranter, der har stormet Nationalkongressen, oplyser parlamentsformanden ifølge nyhedsbureauet AFP. Det skriver DR Nyheder
– To parlamentsmedlemmer blev ramt af kugler, da de forsøgte at forlade stedet i deres biler, siger Nuri Abu Sahmein på tv-stationen Al-Nabaa og gav bevæbnede demonstranter skylden for skyderiet.
Snesevis af demonstranter har søndag stormet Libyens overgangsparlament, hvorefter nogle af dem drog hærgende gennem bygningen, siger øjenvidner.
Demonstranter bortført
Demonstranterne kræver, at overgangsparlamentet opløses, ligesom de raser over den natlige bortførelse af demonstranter, der deltog i en aktion foran parlamentet.
I en kort erklæring afviser det libyske justitsministerium bortførelsen af unge, som udtrykte deres synspunkter.
Tidligere sagde demonstranter, at bevæbnede mænd havde opløst en protestaktion (sit in) lørdag aften, inden nogen af dem blev anholdt. De var dog ikke i stand til at opgive noget antal.
KIlder : DR/AFP/ Ritzau