Italien: Kapitalistisk byggesjusk kostede
9 April 2009 – 16:39
Torne og slotte fra middelalderen stod stadigt og stabilt efter jordskælvet i Italien i mandags, mens moderne lejlighedskomplekser ramlede sammen som korthus under jordsskælvet, hvilket har oprørt mange italienere.
-
Indbyggere i L’Aquila leder efter overlevende efter jordskjælvet.
Udbredt ansvarsløshed førte til at så mange bygninger kollapsede ved jordskælvet i mandags, udtaler Italiens president Giorgio Napolitano.
Præsidenten besøgte katastrofeområdet i dag og efterlyste en “samvittighedsgranskning” blandt de kapitalistiske bygherrer, inspektører og ejendomsmæglere, som er ansvarlig for byggeri og salg af ejendomme som ifølge præsidenten skulle have modstået jordskælvet hvis sikkerhedsnormerne var blevet fulgt.
Jordskælvet i Italien bliver dermed endnu en tragisk bekræftelse på at “det frie kapitalistiske initiativ” til at bygge boliger til “den pris som markedet fastsætter” koster menneskeliv.
Det kapitalistiske erhvervsliv har i kraft af deres indflydelse og kontakter i den kapitalistiske statsadministration sat kæppe i hjulet for en hårdere lovgivning om byggerier i jordskælvsramte områder, som realiteten allerede blev vedtaget efter et jordskælv for syv år siden hvor 27 børn i en skole døde.
Italiens regering beregner at regningen for genopbygge og reparere de omkring 10 000 ejendomme som blev skadet under skælvet løber op i ca 3 milliorder €uro ~ 26 milliarder kr.
Samtidigt er bekymringen for at virksomheder som styres af stråmænd for de storkapitalistiske forretningsmænd fra den kapitalstærke maffia, som er kendte for at fortolke byggeregulativerne og siukerhedsnormerne meget liberalt – , igen skal få del af de saftige ordrer på genopbygningsarbejdet. Det var hvad der skete efter et af det ødelæggende jordskælv i 1980 ike langt fra Napoli som krævede flere end 2 500 menneskers liv..
Nogle af de mennesker som blev hjemløse bor stadig – næsten 30 år efter – i midlertidige barakker. De er altså på det som ifølge den kapitalistiske oligark, mediefyrste og statsminster Silvio Berlusconi kalder “camping-weekend”.
Dødstallet efter skælvet i mandags blev sent skærtorsdag aften optalt til 279, hvoraf mindst 20 børn. Stadig savnes flere mennesker.
Redningsarbejderne have hen på eftermiddagen ikke fundet nogle overlevende på 30 timer, men regeringen har sagt at eftersøgningen skal fortsætte i det mindste nogle dage til.
Italien: Mord og bedragerier på kapitalistisk sundhedsklinik
10 juni 2008 – 00:39
14 personer anholdte for operationer med døden til følge, forfalsking af patientjournaler og forsikringssvindel i million-klassen
Det italienske politi har anholdt 14 personer som mistænkes være indblandede i mord og bedragerier på en privat sundhedsklinik i Milano.
Læger på kliniken skal have udført unødvendige operationer for at få flere penge ud fra sygeforsikringer.
Mindst fem patienter skal være afgået ved døden efter operationerna. Lægerne så bevidst bort fra de risici som de udsatte ældre og svage patienter for.
De 14 arresterede mistænkes for at have snydt forsikrings-selskaberne for i omegne af 12 millioner kr gennem at forfalske patient-journaler.
Arzrouni, kapitalismen og det liberale hykleri
22.juli 2008
DEn ultraliberale skribent Christopher Arzrouni kalder i et indlæg på den ultraliberale portal 180-grader – et af de steder som ikke har udelukket ham pga artikeltyverier – den kapitalistiske erhvervsmand Asger Aamund “ny-marxist”.
At Arzrouni har problemer med at tænke selvstændigt beviser han gang på gang – ikke kun når det handler om hans fordømmelse af Naomi Klein´s afsløringer af kapitalismens blodige praksis i “Chockdoktrinen” – men også i dette indlæg
Den kapitalistiske erhvervsmand Aamund kritiseres for at advokere for et mere moderat kapitalistisk “reform”-tempo for det er – ifølge Arzrouni – ” netop ny-marxistisk, fordi den fører ham over i passivitet i forhold til de determinerende samfundsøkonomiske naturkræfter, han har med at gøre. På linje med klassisk marxisme.”
Hverken den klassiske eller marxismen idag er “mekanisk” – men dialektisk. Det er selve kernen i den marxistiske videnskabelige metode og forståelse af verden som Arzrouni også har misforstået.
Den moderne kommunismes fader Karl Marx lagde netop vægt på det dialektisk -vekselvirkende element i historiens og samfundets aktuelle udvikling.
Uden dog at forfalde til en vulgær sammenblanding af alle kræfter som ligegyldige og lige-stærke.
Det afgørende er produktionsforholdene – hvilke klasser bestemmer over merværdien : kort sagt : hvem har magten over produktionsmidlerne og bestemmer produktionens og samfundets udvikling. Men de er netop ikke “mekanisk determinerende”.
Både Hitler, Mussolini, Thatcher og Pinochet repræsenterede stærke og dominerende kræfter i den tyske, italienske , engelske og chilenske kapitalistiske overklasse.
Derfor kom de til magten. (den politiske ikke den økonomiske)
Kapitalen bragte Hitler, Mussolini, Thatcher og Pinochet til magten med forskelllige grader af militær og politimæssig statslig vold.
Bush blev IKKE valgt efter en optælling af stemmerne i valget 2000, men i kraft af støtte fra de dominerende kapitalister i de Forenede Staters olie-e og våbenindustrien.
Problemet for Arzrouni er at han har problemer med at forstå det dialektiske forhold mellem samfundets objektive basis – produktionsforhold- og klasseforskelle – og den politiske- ideologiske overbygning (regering og partier) hvilket gør ham hjælpeløs når han skal sætte en aktuel politisk dagsorden.
Derfor forfalder han nu til det billige populistiske trick at kalde storkapitalisten Asger Aamund “marxist” .
Men på den anden side forhøjer Arzrouni´s tekster jo underholdningværdien af den ultraliberale netportal 180.grader.
Vi ser frem mod flere underholdende liberale indlæg med Hr. Arzrouni som underskriver – ikke nødvendigvis som forfatter – hvor kapitalismens “mekaniske” og mest vulgær-liberalistiske tankegang bliver udstillet. ———
-pavka
Militæret patruljerer Italiens gader , “for at bekæmpe kriminaliteten ” siger regeringen
14 juni 2008 – 19:12
Den italienske regering forsvarer sin beslutning om indsætte militæret i patruljering af landets gader for at få bugt med den omfattende kriminalitet.
“-Der findes en stærk ønske blandt medborgerne om bedre kontrol og højere sikkerhed på gaderne, siger forsvarsminister Ignazio La Russa.”
Han viser ingen forståelse for anklager om at forslaget vil føre til en øget militarisering af landet.
De soldater som nu skal nu patruljerer Italiens gader i kampen mod kriminaliteten er 2.500 mand som tidligare tjenstegjorde i Afghanistan og den jugoslaviske provins Kosovo.
“Alvorlige økonomiske problemer” i €uro-staterne
18.juni 2008 * I de borgerlige og andre EU-underdanige medier fremstiles EU og den Økonomisk Monetære Union – €urolandenes fælles økonomiske politik som en succes.
Men i realiteten befinder flere af de største kapitalistiske Euro-stater sig i en alvorlig økonomisk krise med massearbejdsløshed, stigende inflation og udhuling af de arbejdendes levevilkår samtidigt som flere lande har store underskud på de kapitalistiske statsbudgetter og underskud på betalingsbalancen – en dødssynd ifølge ØMU – Massstrichttraktaten.
Nordea- økonom: “store økonomiske problemer” i flere €urolande.
Det siger chefanalytiker Anders Matsen fra Nordea.
Han trækker de kapitalistiske €urostater Portugal, Italien, Grækenland og Spanien frem og påviser at alle har lav vækst og ganske store underskud på betalingsbalancen – og rekordstor inflation inden for euro-zonen.
Også den kapitalistiske €uro-økonomi i Tyskland og Frankrig har millioner af arbejdsløse, stigende inflation og problemer med at overholde den liberale Maastrich-traktats skrappe krav til balance på statsbudgettet.
Tre gange “værre” end Danmark i 1980´erne
Set ud fra EU´s kapitalistiske markeds-tilpasningsregler i Maastricht-traktaten (ØMU) ser det “værst” ud i Grækenland, hvor underskuddet nærmer sig 15 procent af bruttonationalproduktet. Da det så “aller værst” for Danmarks kapitalistiske økonomi – dengang i begyndelsen af 1980′erne, hvor vi ifølge den socialdemokratiske Finansminister Heinesen var på vej mod “afgrunden” hvis ikke der blev skårert kraftigt ned på løn og levevilkår for den brede befolkning – var den danske stats underskud kun på omkring 5 procent.
I både Grækenland, Portugal og Spanien - som EU fremhæver “som en økonomisk succeshistorie hvor disse lande oplevede en stor økønomisk vækst og i 1995 havde Portrugal fine tal på betalingsbalancen over for udlandet” i 1990′erne også “da €uroen blev indført” – som det hedder fra EU-kommissionen _ har den kapitalistiske udvikling efter €uro´en indførelse ført til stigende inflation – især i Italien , og sigende underskud på de kapitalistiske statsbudgetter.
Idag har Portugal et underskud på hele 12 procent.
Italien har i årene efter indførselen af €uro måttet kæmpe med store prisstigninger og har idag en af “euro-zonens dårligste økonomier”.
Tidligere kunne hvert land devaluere kronen, marken, francen, liren og pesatasen – altså en nedskrivning af valutaen, så landets varer og arbejdskraft pludselig var billigere over for nabolandene. Men valuta-kursen bestemmes nu i Bruxelles og på det kapitalistiske verdensmarked.
Derfor er det redskab nu ubrugeligt for regeringerne i Rom, Madrid, Lissabon og Athen. I stedet må de igennem krisen på den hårde måde – “lige som Tyskland, der først er ved at komme sig ovenpå genforeningen nu, netop har været det.” vurderer både Anders Matsen fra Nordea og Peter Birch Sørensen, der er økonomisk overvismand.
Det er dog et en forvrænget billede af den økonomiske virkelighed i Tyskland og Frankrig som stadig har millioner af arbejdsløse og som hver eneste måned kæmper for at leve op til de kapitalistiske statsbudgetkrav i den Økonomisk-Monetære Union (Maastricht)
Hvad siger EU ? Har der ikke været meget snak om at det er et solidaritets-projekt ?
EU´s krav er klare: Disse lande må igennem “en meget hård hestekur og få løsnet op for deres meget fleksible arbejdsmarkeder”
Det betyder yderligere forringelser af løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen og andre arbejdende.
EU-fortalerne i Danmark gentager EU-kommissionens krav om at “disse lande” må ” igennem krisen på den hårde måde” og “de kan med fordel skele til det danske” eksempel , mener den økonomiske overvismand i Danmark.
Disse “landene faktisk lære en del fra det danske arbejdsmarked, forklarer Overvismanden.
“- De mangler den fleksibilitet, som vi har, hvor det er nemt at hyre og fyre folk. Det betyder, at man hurtigt kan flytte folk derhen, hvor arbejdet er. Det kan de ikke i Sydeuropa.” fortsætter den danske Overvismand.
Kvinde holdt i indespærret i 18 år – nord for Napoli
13.juni 2008 – 22:55 *
Oveni den aktuelle renovations-krise i Napoli og den brutale racistiske klapjagt på Italiens romer blev endnu en skandale afsløret i går da en 47-årig kvinde blev befriet fra 18 års fangeskab i familens hjem.
En italiensk kvinde som familien havde spærret inde i soveværelset i 18 år, blev fredag satt fri, opplyser politiet.
“– Vi fik et anonymt tips om at en kvinde blev holdt innespærret i et hus utenfor Santa Maria Capua Vetere nord for Napoli” , forteller en polititjenestemann.
Kvindens 80 år gamle mor, ældre søster og yngre bror vil blive sigtet i sagen.
Politiets talsmann forteller om forferdelige hygieniske forhold på kvinnens soverom.
47-åringen viser også tegn til på at have psykiske problemer, men det er uvisst om det skyldes fangenskapet eller om hun hadde slike problemer også før hun ble sperret inne.
Familiemedlemmer skal ha holdt henne fanget siden 1990 da de fant ut at hun var blitt gravid utenfor ekteskap. Politiet fant også kvinnens 17 år gamle sønn i huset.
-
Kilder:
Woman freed after being locked up for 18 years * NTB+AFP
Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro
3.Apr. – 2008
“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:
” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.
Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.
Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.
»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”
Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.
Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem
På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.
Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo Moro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978
ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.Det Nato-positive reformistiske kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:
“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.
Den halve sandhed
I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:
“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”
En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.
Ikke med i tv-film
For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:
“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:
“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.
Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.
Spændingens strategi
Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:
“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.
“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.
Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af hvad der blev kaldt en “kommunistisk valgsejr”. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.
I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra både det reformistiske PCI, men også de revolutionære komunistiske kræfter i det italienske proletariat og folk, gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.
Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.
“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.I parantes kan det bemærkes at der i 1980´rne dukkede en “Socialistisk” terrorgruppe op i Danmark under navnet DSB; Danmarks Socialistiske Befrielseshær som angiveligt gennemførte nogle bombesprængninger. DSB-terroristerne var uden tvivl en sådan reaktionær terrorgruppe som under falsk flag forsøgte at mistænkeliggøre de revolutionære og kommunister. Alene navnet gav associationer til den gammelnazistiske terrororganisation DNSB.
En større terrorist
Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.
Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.
Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.
Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.
Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”
Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:
“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”
Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).
Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.
Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’
Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”. En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er vigtigt at understege at BR ikke opstod i et vacum. I 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana, et fascistisk bombeattentat som var et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner slog ind på (12 december 1969 ).
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe poliriske mulighed for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise.
Samtidigt optrådte det reformistiske PCI stadig mere er reaktionært og klassesamarbejdende og forsøgte systematisk at begrænse den italienske arbejderklasses og ungdoms politiske og økonomiske kampe til hvad kapitalen kunne acceptere, det vil sige indenfor de rammer som det italienske bourgeoisi og deres storekapitalistiske allierede i Nato, dvs USA.
BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere.
Læs også om :RAF: Anarkister og venstreradikale “terrorister” som et politisk redskab for det tyske bourgeiosi * * * * * * * *
Racistisk vold mod romer ryster Italien og vækker protester og “bekymring” i OECD
16 maj 2008 – 22:31
Både Spanien og OECD:s menneskerettighedsorganisation ODIHR udrykte i dag sin bekymring over den seneste uges brutale voldelige angreb mod fremfor alt romer i Italien.
“- Stigmatiseringen af romer og immigranter i Italien er farlig,” sagde ODIHR:s leder Christian Strohal.
Det sker efter at flere hundrede romer måtte flygte da en ophidset folkemasse – nedbrændte deres teltlejr udenfor Napoli pga mistanker om forsøg på børnerov/kidnapning. At angrebet på romerne i Napoli måske ikke var så spontan og uorganiseret som det kan se ud til i media er den kendsgerning at den kapitalistiske Camorra som ser en interesse i at bortlede opmærksomheden fra deres ansvar for renovationskrisen som har sat Napoli på dagsordenen i media i hele Europa samtidigt som Camorra fortsætter med at korrumpere og terrorisere Napolis politiske og økonomiske liv for at fastholde deres milliard-forretninger. Det er derfor ikke utænkeligt at Camorra har organiseret og opmuntret til progromen mod Napolis romer.
Regeringen i Rom har lovet “hårdere skridt” mod illegale indvandrere og mener at det “modvirker fremmedfjentdligheden”.
Renovationskrisen i Napoli: Sammenstød mellem politi og demonstranter i Napoli
24 maj 2008 – 12:15
Den kapitalistiske renovationskrise førte i går aftes til sammenstød mellem politi og demonstranter som modsætter sig opførslen af endnu skraldeaflastningsplads som regeringen i Rom har beordret “for at lindre” skraldekrisen i Napoli.
Fem demonstranter blev anholdt. mens flere blev skadet – lindrigt; ifølge mediekilder.
-
Politiet var udrustet med knipler og tåregas som blev anvendt mod demonstranterne som bl.a. kastade sten. Omkring 1.000 personer forsøkte at blokere vejen til den nye udpegede losseplads i Napolis nordvestlige udkant.
De protesterende stoler ikke på myndighedernes løfter om at skraldet vil blive håndteret på en sikker måde.
Renovation i Napoli kontrolleres af den kapitalistiske Camorra-organisation som scorer store profitter på både legal og illegal affaldshåndtering. Det er blandt andet kommet frem at der kommer store mængder giftigt industriaffald til skraldepladserne i Napoli hvoraf flere ligger indtil befolkede områder.
Idag gik flere tusind napolitanere ud på gaderne for at protestere mod renovationskrisen.
Ifølge en ny lovgivning skal lossepladserne betragtes som militær-zoner.
Napoli: Skraldet ligger nu under militærets kommando.
-
Stinkende affald i Napoli´s gader
-
Stadig flere læger vægrer udføre abort i Italien
23 april 2008 – 06:37
En stigende antal læger vægrer at udføre abort på gravide kvinder i Italien
I fjor afviste 69,2 procent af gynækologerne af “samvittighedsårsager” at udføre “dræbende indgreb på gravide kvinder”.
Aborten – opfattes ifølge mange kristne som “drab på et ufødt menneske”, også når “drabet” sker i den legale graviditets-periode, dvs inden den 24. uge eller 6.måned i Italien
I en undersøgning fra sundhedsministeriet fra 2003 var andelen læger der vægrede “det dræbende indgreb” omkring 60 procent.
Abort inden den 24. uge har været legalt i 30 år, men loven giver ikke mulighed for at tvinge læger til at udføre indgrebet mod deres vilje. ‘
Det var den kristen-katolske kirke (Vatikanet) der fik samvittighedsklausulen ind som en legal mulighed , som stadig flere læger nu påberåber.
Antalet aborter mindskede i fjor med 3 procent til 127.038 i Italien.
Det siges ofte at der er “fri abort” i både Skandinavien og Italien, men faktum er at abort kun må ske inden den 13.uge eller 3.måned og den 24.uge i Italien.
En abort udført senere er ikke “fri” , men ulovlig og opfattes i realiteten som “drab på et ufødt menneske”
Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva
9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.
Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko
-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -
-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem
Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov
Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.
Hurra-råb og advarsler
Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.
“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”
men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:
“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.
|
|
9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner. ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende. |
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
| bagved fronten. D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne. De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren. Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter * º º º º º * * º * * * º * * º * * * . For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.
Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.
I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.
I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
Disse kræfter forrådte deres eget folk. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland.
|
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.
De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.
I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”
HVAD er FAKTA ?
Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.
Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.
Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.
Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?
Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.
Var det “enorme forsyninger”?
Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)
De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.
Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >
” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”
Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.
Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?
Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.
Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.
Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.” -
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt
Flyselskabet Alitalia får nødlån på over 2 milliarder kr af regeringen
23 april 2008 – 00:37
Det kriseramte kapitalistiske flyselskab Alitalia får nu et meget fordelagtigt lån på over 2,7 milliarder kr ad den italienske stat. Det besluttede den afgående center-venstre-regeringen i går.
Lånet skal betalas tilbage i slutningen af året.
Hvad der venter flyselskabets og dets tusinder af ansatte i fremtiden er usikkert efter att Air France-KLM har trukket sit opkøbsbud tilbage. Nogen indenlandsk køber, som den kapitalistiske mediefyrste Silvio Berlusconi talte om optil valget, er ikke dukket op.
Konkurs eller statsovertagelse er to alternativer hvis den internationale kapital ikke finder Alitalia profitabelt nok for at tilfredstille deres profitbegær.
Albanien 1991: Kommunister vandt frit valg
Kommunister vandt frit valg i Albanien
slog dagbladet Politiken fast på sin forside samme dag som det erklærede kommunistiske Albaniens Arbejdets Parti vandt 2/3 af stemmerne i det internationalt overvågede valg i 1991 – godt 17 måneder efter den tyske Murs fald.
”Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt”
skrev Dagbladet Information´s korrespondent den 2.april 1991
- — – - –
Var der tale om et “kommunistisk komplot” – en sammensværgelse mellem det kommunistiske styre og venstreorienterede udenlandske journalister og observatører ?
Det kan ikke udelukkes . Derfor bør sagen undersøges meget nøje.
Det så jo ud som en international konspiration – et forsøg på ”historieforfalskning” hvor både bbc, cnn, New York Times, Le Monde og andre medier fortæller nøjagtig det samme :
Kommunister vinder overbevisende valgsejr.
Men hvad med de omkring 100 internationale observatører der var i landet for at overvåge valget ?
DE kan vel ikke beskyldes for at være deltagere i denne “kommunistiske konspiration” ?
”Alt forløb efter reglerne“ ,udtalte cand.mag. Tue Magnussen fra RUC,der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne.”, ifølge Politiken (2.april 1991)
Informations korrespondent Tue Magnussen skrev
den 2.april 1991 at ”de danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der igår fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad der var imponerende”
Men hvad har Magnussen,Andersen og Glønborg egentlig set ? Er de ikke blevet ofre for en veliscenesat kommunistisk forestilling. Kommunister kan vel ikke vinde frie valg ?
Det er jo i modstrid med alt hvad vi har lært i skolen og af de “demokratiske” danske politikere som Poul Nyrup, Anders Fogh, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard.
Skrev de “demokratiske” danske aviser ikke om den kommunistiske undertrykkelse i Albanien ?
Universitetsuddannede Albaniens-”eksperter” slår meget autoritativt fast – at hvis et kommunistisk parti vinder 2/3 af stemmerne ved et valg som bekræftes af 100 internationale observatører så er der grund til at rejse spørgsmålet: Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere” ? _ _ _ _
Men HVAD ER FAKTA OM VALGET ?
Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk Folketings-valg.
* * “Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister” som dagbladet Politiken skrev.
Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti ,PPSH mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisterne overbevisende sejr var et chock for de borgerlige kræfter, både i og udenfor landet.
Spørgsmålet er :
Hvad gør et parti der har vundet 2/3 af fokets stemmer med en opposition som ikke accepterer resultatet ,men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold,terror og sabotage mod folkets demokratiske valg ?
Hvad skulle Thorning, Fogh eller Søvndal gøre hvis de havde vundet 2/3 af stemmerne , hvis taberne anført af demonstrerende “autonome” ikke vil accepere valgnederlaget, men begynder at terrorisere partikontorer, fabrikker og angribe politikere fra det vindende parti ?
For det var hvad der skete i Albanien.
Det erklærede kommunistiske og marxist-leninistiske parti – som bare nogle måneder efter at de har fået 2/ 3 af stemmmerne – i et valg med 96% stemmmedeltagelse – en overbevisende folkelig opbakning til partiets kommunistiske politik – opløser sig selv.
Det er et flertal af partiets ledende medlemmer og delegerede – ikke medlemmerne, jeg mener ikke der var en medlemsafstemning – der i juni 1991 opløser det “kommunistiske parti” på en hasteindkaldt parti-kongres og inviterer den “voldelige” opposition ind i regeringen.
Ramiz Alia’ s parti PPSH fik IKKE 2/3 af stemmerne for at opløse partiet og overlade ledelsen af landet til USA-støttede kræfter der førte landet ud i den kapitalistiske kontrarevolutions kaos, terror, sabotage, massearbejdsløshed, mord og kriminalitet.
Et flertal i Partiets ledelse forrådte folket og partiets tusinder af menige kommunistiske medlemmer som havde givet dem en overbevisende tilliderklæring ved valget i marts
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet at kriminaliteten var steget med 70 %. i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berisha´s nydannede “Demokratiske Parti “-PD hærgede i gaderne og på flere arbejdspladser sabotererede de produktionen og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om at de både havde retten og flertallet med sig
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske diciplin blev nedbrudt, kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker som ikke blev spærret af med brædder og jerngittrer blev smadret og plyndret.
I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand.
Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet.
Den store magnet var kapitalismens Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjersyns-serier som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty,Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af ved ankomsten til “frihedens land”, Nato-landet Italien.
For det var åbenlyst at de Nato og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte hans tilhængere ind at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk” valgfusk.
Efter valget opmuntrer og organiserer Berisha-Demokraterne til protester , sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.
Bevæbnede tilhænger til Berisha angriber og besætter de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med poltiet dèr resulterer i skudveksling hvorunder tre mennesker mister livet og flere bliver sårede.
I maj måned truer tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden , i luften om “kommunist-regeringen ” ikke afgik
De virksomheder og fabrikker som ikke allerede var saboteret og plyndret blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb som var begyndt i 1990.
Ifølge Unicef blev 1000 ud af landets 3700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt.
For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød,el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre hvorunder fem mennesker omkommer.
På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje.
Fra Grækenland og Jugoslavien smugles køleskabe og fjernsyns–apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder som endnu ikke er gået helt i stå og hvor Berisha-tilhængerne har tilstrækkeligt med folk sørger de for at sabotere og stoppe produktionen.
Den 15 maj erklærer Berisha-Demokraterne “generelstrejke mod kommunist-regeringen”.
Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generelstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.
Men i Albaniens Arbejdets Parti- PPSH, som havde fået 2/3 af folkets støtte og mandat til at forsætte med at lede landet den 31.marts besluttede et flertal af de delegerede på en ekstrakongres – godt to måneder senere
- i juni at nedlægge det “kommunistiske parti” og invitere den “Demokratiske opposition”, som havde tabt valget og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage,plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .
Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti som knapt tre måneder forinden havde scoret 2/3 af folkets stemmer nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerligt-reformistisk program for dette “nye” parti.
Der dannes en “national redningsregering” , et samarbejde mellem PS og Berisha´s Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søger om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond IMF .
Regeringen domineres af vice-statsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De er fast besluttede på at udsætte økonomien for en liberal chock-terapi, ligesom i f.eks Chile og Rusland.
Men trods at PD dominerer denne regering er det ikke nok for Berisha-Demokraterne.. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvinger udskrivningen af et nyvalg den 22.februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valget.
Det sker uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets parti havde fået 2/3 af folkets støtte den 31. marts. ¨
“something was rotten in the Party of Labour of Albania”.
Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier som var blevet valgt.
Derfor kunne Berisha´s PD uden problemer vinde 92-valget der var præget af befolkningens mistillid og reelle boycot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede at den var demokratisk valgt.
Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny Præsident.
Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berisha´s vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltig aktivt i DP´s valgkamp og det var fra USA at Albanien fik den næststørste bistand på 236 millioner Dollar fra 1991-96 efter den italienske bistand .
Den nye US og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af af 442 større fabriker var det kun 105 der kom igang igen under det nye Nato og EU-støttede regime.
I januar 1993 indførte den ”Demokratiske” regering ”fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og sådan fortsætter historien om indførelsen af “kapitalistisk demokrati” i et land i Sydeuropa …
Massearrestationer af kapitalistiske gangster-ledere i USA og Italien
7 feb 2008 – 19:49
I en koordineret amerikansk-italiensk operation arresteredes 54 personer som angiveligt er skyldige i grov kapitalistisk krimalitet i New York og på Sicilien.
Anklagepunkterne er bl.a mord og udpresning.
Vincenzo Licciardi som gik under jorden i 2004 mistænkes være leder af den kapitalistiske Camorra-organisations vigtigste klan: Secondigliano.
Blandt de anholdte findes tre højtstående medlemmer af den kapitalistiske Gambino-familie.
Indenrigsminister Giuliano Amato sagde at arrestationerne viser at “ordningsmagten er igang med at nedbryde de kriminelle organisationer” stykke for stykke samt at kampen mod den organiserede kapitalistiske kriminalitet fortsætter.
Spørgsmålet er dog hvor langt op i det italienske klassesamfund den fortsæter f.eks er er den tidligere Statsminster og kapitalistiske mediekonge Silvio Berlusconi ikke blevet anklaget for hans omfattende aktiviter på den lyssky side af den borgerlige lovgivning.
Generelstrejke i Italienske havnebyer efter to arbejderes død i havn nær Venedig
18.Jan 2008
Fagforeninger opfordrer til landsomfattende strejke i Italiens havne efter arbejders død
MILANO (Reuters) – Tre af Italiens fagforbund opfordrer til strejke i alle Italiens havne fra fredag efter to arbejderes død i en havn nær Venidig. Udlysningen af strejken som kan lamme hele landet sker netop som det italienske parlament debater sikkerheden på arbejdspladserne. Det sker efter en brand på det kapitalistiske ThyssenKrupp stålværk i Torino hvor under syv arbejdere døde i sidste måned. Fagforbundene CGIL, CISL og UIL udtalte i en presemeddelse at de “protester mod antallet ulykker som har nået et uacceptabelt niveau i 2007 og , desværre , fortsætter”.
They called for for an immediate strike. It was not immediately clear how big the strike would be or how long it could last as unions said its terms would be set locally.”The protest is aimed at those companies which do not guarantee work safety,” the unions said.Two workers died early on Friday after being overcome by fumes while cleaning a ship’s grain hold at Porto Marghera near Venice.(Reporteret af Ilaria Polleschi; redigeret af Michael Roddy for The Guardian
Italiens justitsminister truer med at afgå pga koruptionsanklager mod hustruen
16 januari 2008 – 11:34
Italiens justitieminister Clemente Mastella truer med at afgå efter at hans hustru blev anbragt i husarrest mistænkt for kapitalistisk korruption.
-I kampen mellem kærligheden til min familie og magten så vælger jeg det førstnævnde, sagde han i en tale i dag. Hustruen Sandra Lonardo er leder af det lokala parlamentet i Campanien, hvor Napoli er hovedstad.Mastellas afgång skulle kunna føre till en ny regeringskris eftersom regeringen behøver hans parti UDEUR for at få vedrtaget sin politik i parlamentet. Men UDEUR meddelade i dag att partiet fortsætter støtte Prodis regering.Signor Mastella var medlem af DC ;de Kristelige Demokrater, Italiens ledende parti frem til partiets sammnenbrud i 1994 hvor dets politiske -økonomiske deltagelse i de kriminelle kapitalistiske strukturer blev åbenbaret for offentligheden. Mastella fulgte med den kapitalistiske mediebaron Silvio Berlusconi da denne dannede et nyt borgeligt parti på ruinerne af DC. Mastella var Arbejdsminister i den første Berlusconi-regering.Clemente Mastella var selv tidligere hovedperson i en skandale sammen med Overborgmesteren Regionen Sicilien Salvatore Cuffaro da det kom frem at de var “best men” i år 2000 på Francesco Campanella ´s bryllup. Campanella er et tidligere medlem af den kapitalistiske mafia som hjalp den kapitalistiske gangster-boss Bernardo Provenzano da han flygtede og gik under jorden.
17 januari 2008 – 14:57
SIDSTE : : : : : : : :
:Italienskt parti forlader regeringen
Italiens justitieminister Clemente Mastella bekräftade i dag att han avgår. Hans kristne center-parti UDEUR forlader Romano Prodi´s borgerlige koalitionsregeringen.
Beskeden kan färe till en ny regeringskris eftersom regeringen behöver Udeurs stöd. Partiet avser att avgöra från fall till fall om de ska stödja regeringen i fortsättningen.
Italien:Kapitalistiske renovationskrise spredt til Sardinien
12 januari 2008 – 18:35
Italienska myndigheters forsøg på at flytte en del af Napolis skrald til Sardinien møder folkelige protester.
Omkring tusind demonstranter fra øen hovedstad Cagliari har brænd skraldetønder af, kastet sten mod politiet og dumpet skraldeposer udenfor guvernøren Renato Sorus residens. Otte politi-folk skal være blevet skadet under protesterne.
Sardinien var den første region som sagde ja da Statsminister Romano Prodi appelerede ti myndigheder over hele landet om hjælp med at tage en del af skraldebjerget fra Napoliområdet, hvor den kapitalistiske camorra kontrollerer renovationen. En indbringende forretning som sikrer Camorren kapitalistiske bagmænd profitter i milliard klassen.
Brandmænd skadet i Napolis renovationskrise
10 januari 2008 – 12:00
Syv brandmænd blev skadet sent i går aftes udenfor Napoli i den skraldekrig som pågår vid en av stadens avfallsstationer.
Omkring 30 personer kastade kraftiga smällare in i en brandbil där de exploderade och skadade brandmännen. Maskerade män kastade samtidigt sten på en polisbil.
Sopkrisen har pågått i 14 år, men har nu trappats upp. 100.000 ton sopor har blivit liggande i området, där myndigheterna försökt öppna en tidigare stängd soptipp. Problemen förvärras av maffians inblandning.
Små grupper av demonstranter har de senaste dagarna börjat samlas på flera ställen i Neapels utkanter där de muckar gräl med säkerhetsfolk, rapporterar italienska medier.
Den kapitalistiske Camorra-organisation skal blandt andet ägna sig åt att köpa upp industriavfall från norra Italien och sedan dumpa det illegalt i Napoli-området, hvor lossepladserne med mellemrum blir overfyldte.
Sopkrisen förvärras dessutom av vanskötsel och försenade byggen av nya soptippar.
Sedan sopkriget trappades upp i december har mer än 100 000 ton sopor blivit liggande i Campaniaområdet i Neapel. Enligt medierna har små grupper demonstranter de senaste dagarna börjat samlas på flera ställen i Neapels utkanter där de muckar gräl med säkerhetsfolk.
Napoli :Gadekampe mellem politi og demonstranter under renovations-krisen
8 januari 2008 – 16:50
Den kapitalistiske Camorra-organisations greb om Napoli – herunder renovationen – førte i nat til gadekampe mellem borgere og udkommanderede politistyrker.
Udkommanderede politistyrker stødte i nat sammen med demonstranter som blokerede indfarten til en losseplads for skrald i Napoli som myndigheterna vil genåbne.Det skete efter at de tusinder af protesterende blokerede indfarten med bl.a. containerer og store dynger skrald. Ifølge vidner blev et antal demonstranter ført væk i ambulanser efter styrkeprøven med politiet.I går indkaldtes italienske militær-styrker for at flytte på de bjerge af skrald som vokser i Napolis gader og nu udgør en trussel mod miljøet.
Renovations-krisen er flere år gammel og forværres af den lokale kapitalistiske gangsterorganisation Camorra`en som både kontrollerer den legale renovation men også driver ulovlig renovation, bl.a med giftaffald fra den kapitalistiske industri.
Det er i de fattige forstæder til Napoli at lossepladser med både stinkende og giftigt affald udgør en miljø- og sundhedsfare for indbyggerne.DEn kapitalistiske gangsterorganisation Camorra – som tjener milliarder på renovation i Napoli og i Regioen Kalibrien – “importerer” også giftigt og miljøfarligt affald” fra andre dele af Italien til lossepladserne i Napolis forstæder. Det møder nu stigende folkelige protester i form af blokader af disse lossepladser. og det er karakteristisk at det først er nu regeringen sætter militære styrker ind for “løse skraldekrisen” . En krise som har varet i langt over ti år.
Napoli i Camorra-kapitalens greb
Under nogle år i 1980´erne blev omkring 700 personer dræbt i opgørelser inenfor Camorraen. Og Napoli har stadig den blodige rekord som byen med det højeste antal mord i Italien.
Den kapitalistiske Camorra bag krisen i Napoli
I over 14 år er renovationen i den italienske region Campanien blev kaldt en nødsituation.Lokalpolitikere,det kapitalistiske erhvervsliv med den storkapitalistiske mafia-organisation Camorraen som leder, har indgået en uhellig alliance og gjort skraldehåndteringen til en milliardforretning. Marigliano bliver kaldt dødens triangel på grund af alle illegale lossepladser. For første gangs-besøgeren ser det ud som helvedet på jorden. For befolkningen er det den reelt eksisterende hverdag. Alle er imod at bo midt i skraldet, men få tror på en løsning. Iblandt blusser vreden op, som det nu er sket i den sidste tid. Men i forstaden Pianura vil indbyggerne alligevel ikke at den nedlagde losseplads skal åbnes igen efter elleve år. Vreden retter sig mot myndigheterna, som anklagas for at handle forkertt. Ofte ligger den kapitalistiske Camorra bag protesterne. Camorra´en har en intresse i at miljø-kaoset består og at affalds-problemerne i Campanien forbliver uløste.
“Skrald, det er guld for os”, udtalte en afhoppet boss til anklageren Franco Roberti i Napoli allerede i 1992.
I udredningen som fulgte findes alle brikkerne: skralde-opsamlingsvirksomheder som ledes af af Camorraens stråmænd, korrumperede lokalpolitikere og store områder forgiftede af illegalt dumpet affald. De nuværende lossepladser er for få og dårligt udrustede for at kunne tage imod alt husholdningaffald. Camorraens bosser har jorden og de redskaber som behøves, hvor det offentliges resourser ikke slår til. Parallelt med dette pågår siden 1990´erne en illegal handel med miljøfarligt industriaffald. Virksomheder i nord-Italien sælger sit affald til Camorraen, som “overtager” det ofte forgiftede affald gennem at dumpe det i naturen.” – - -
Skriver Kristina Kappelin,Korespondent for SVT i Italien
Selv om myndighederne forsøger at løse den aktuelle krise, tvivler en mafia-ekspert på, at det vil lykkes at opnå en holdbar løsning. Der er udelukkende tale om symptom-behandling:
“Disse løsninger vil fjerne affaldet fra gaderne, men i løbet af året vil det ligge der igen,” siger Roberto Saviano til nyhedsbureauet AP.
Milliard-forretning
Saviano lever under politibeskyttelse, efter at han i 2006 i bogen “Gomorrah” afslørede Camorra-kapitalisternes omfattende kontrol med alt fra modehuse til narkohandel og affaldshåndtering. —-
Her påviser han, hvordan firmaer kontrolleret af Camorra vinder kontrakter på offentlige opgaver ved at underbyde konkurrenter, hvorpå de dumper giftigt affald i naturen eller blander det giftige affald med andre materialer og sælger det videre som gødning.
Anklagemyndigheden mener, at Camorraen`s forretninger alene i Campania-regionen løber op i mindst 600 mio.€-euro , ca 4500 milioner kr. om året.
Skraldet hober sig op i Napolis centrum og blokerere nu også trafikken.
Militæret sat ind mod skraldet i Napoli
7 januari 2008 – 20:55
Krisen i den italienske storby Napoli omkring de omfattende bjerge af stinkende skrald ser ikke ud til at blive løst sålænge den kapitalistiske gangsterorganisation Camorra´en har noget at sige.
Italiensk militær blev i dag udkommanderet for at flytte bjerge af skrald som er vokset i gaderne i Napoli efter at renovationen ophørte for to uger siden.Det rapporteres at politiet er stødt sammen med grupper af indbyggere som protesterar mot planerne om at åbne en ny losseplads for skrald i en forstad som blev lukket i 1996.
At renovation er “big business” for den kapitalistiske Camorra-organisation ser man på gaderne i Napoli.
Det kapitalistiske gangstersyndikat Camorra´en driver en ulovlig renovation i Napoliområdet.; Camorra´en overtog renovationen i 1990´erne og dumpede priserne på andre steder og begyndte at sende skrald til Napoli.DEn kapitalistiske mafia i Napoli har en interesse i at kaoset og skraldekrisen fortsætter.Nyhetsbureauet Reuters skriver at skralde-krisen i Napoli kan være blevet forværret af at mafiaen aktivt forsøger at forlænge krisen.
Ifølge italienska medier flyder omkring 110.000 tons skrald i gaderne i Napoli og omegn.
Spadserertur i Napolis “naturskønne” omgivelser.Andre artikler om Napoli:Kapitalistisk mafia skræmmer Napolis borgere fra vid og sans
Krisemøde i Italiens regering:Kapitalistiske Camorra bag skraldekrisen i Napoli
6 januari 2008 – 21:18
Italiens regering holder krisemøde om skraldebjerget.
Napolitanerne vader stadig rundt i dynger af stinkende skrald. Derfor samledes Italiens regering mandag til krisemøde om hvordan mere end 100.000 tons skrald som hober sig op på gader og veje i og omkring storbyen Napoli skal kunne “renoveres”.De stinkende dynger af skrald har hobet sig op som en følge af den den kapitalistiske Camorra´s kontrol over renovationen i byen.I mere end 15 år har Napoli-beboerne måttet kæmpe med kroniske problemer om hvor skraldet skal læsses af . I december holdt renovations-arbejderne op med at hente skraldet eftersom alle skraldepladeser var fulde. Først i 2009 ventes regionens førsta nye forbrændingscentral åbnes. I venten på den demonstres der mod den kapitalistiske mafias aflæsning af farligt affald fra andre dele af Italien og beboerne er begyndt at brænde skraldet af selv.
Skraldet er blevet en sundhedsfare og mange pladser er farlige at færdes i for børn.Derfor holder mange forældre deres børn hjemme fra skolerne.I vrede over situationen væltede Napolitanernerne i weekenden skraldet ud over gader og bus-leder i Napolis centrum for at skabe kaos og tvinge myndighederne til at løse situationen.I fredags blev en snes dukker hængt op i træer og gadelamper. Dukkerne forestillede myndighedspersoner, deriblandt borgmesteren Rosa Russo. “Send Rosa Russo væk ” stod der på en af dukkerne.
“Tragedie”
Skraldekrisen er blevet “en virkelig tragedie”, forklarede præsident Giorgio Napolitano som selv kommer fra den syditalienske byen.
Statsminister Romano Prodi lovede at forsøge løse problemet en gang for alle. Han beordrede også Napolis skoler at åbne igen og motiverede det med at “miljøen er den samma om man er hjemme eller i skolen”.Enten misforstod Signor Prodi årsagen til at Napolis børn ikke kom til skolerne i protest mod den kapitalistiske skraldekrise eller også forsøgte han hjælpe Napolis trængte politikere med at komme ud af krisen uden at løse problemet.
Relaterede artikler:
140 latinamerikanere efterlyste for mord på italienere under 1970´ernes militære terror-bølge mod arbejderklassen og de progressive kræfter
25 december 2007 – En italiensk dommer udsendte juleaften en arresteringsorder på 140 latinamerikanere som mistænkes for at være indblandet i mordene på 25 italienare i 1970`erne da USA-støttede militære terror-regimer herskede i en række latinamerikanske lande.Disse mord skete under samarbejde med militærregimerne som herskede i mange sydamerikanske stater for at bekæmpe aktive modstandere til den herskende kapitalistiske ordenDe fleste av de efterlyste lever stadig i Latinamerika,en del sidder hægtede under pågående udredninger.Den argentinske fhv junta-leder Jorge Rafael Videla og Uruguays tidligerer præsident Juan Bordaberry er udpeget som mistænkte.
Kapitalistisk mafia-boss arresteret i Napoli
15 dec. 2007 – En af Napolis mest frygtede kapitalistiske gangster-ledere blev fredag arresteret ved en poltirazzia i udkanten af den italienske storby, meddeler politi-myndighederne. – – -
Den 52-årige Eduardo Contini havde i syv år lykkedes at holde sig uden for politiets søgelys. Men i det sidste års tid havde politiet dog optrappet jagten på ham.Indenrigsminister Giuliano Amoto udtalte at “Contini måske var den farligste af alle bosser i Napoli.”
Om den russiske revolutionens betydelse
9.nov 2007
Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?
Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.
Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.
Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.
Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.
Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.
Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i ”den tredje verden” kæmpede ; – såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:
“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.
Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.
*Men lad os se fremad.
At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union – såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”. Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.Det spørgsmål vi rejser idag er :
Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?
De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at
”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret
Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel. Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag, hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassenKontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.
Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.
Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.
At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende og udbredtes sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland.
Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London. I 1947 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.
Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig” udviklede ligger udenfor denne artikels rammer.
Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til arbejderklassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution i tankerne og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.Fogh, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Fogh,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -- – – – -
Foghs, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, boliger og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.
Kapitalistisk mafialeder skudt ihjel af politiet
5 dec 2007
Manden som var leder af den kapitalistiske mafia i byen Gela og var en af Italiens 30 mest eftersøgte mænd, Daniele Emanuello, blev skudt til døde ved en politiaktion på en gård på Sicilien.
Straks inden han døde slugte han dele af en notesbog. Ved obduktionen fandt man rester af noteringer i Signor Emanuellos strube. Det har endnu ikke fremgået om noteringerne er af intresse for efterforskerne.
De kapitalistiske mafia-aktiviter i Italien har en omfatning som kan sammenlignes med de amerikanske gangster-syndikater i USA, Mexico og Brasilien. Bekæmpningen af den kapitalistiske mafia koster hver eneste måned menneskeliv, civile såvel som politifolk og dommere der har haft mod til at træde op imod dens indflydelse. En række af Italiens politiske ledere er dømt eller mistænkes for forbindelser med de kriminelle kapitalistiske aktiviteter. Italiens tidligere Statsminister og kapitalistiske oligark og mediefyrste Silvio Berlusconi har flere gange været i retten anklaget for koruption og andre lovovertrædelser.
38 anholdt i ny razzzia mod den kapitalistiske mafia
4 december 2007 – 23:17I sin seneste aktion mod den kapitalistiske mafia på Sicilien anholdt italiensk politi i dag 38 mistænkte. Ni flere eftersøges. De anholdte anklages for bl.a. udpressning, væbnede røverier og narkohandel. Enzo Santapaola er en af de anholdte: han er søn til en frygtet maffia-boss i Catania – Benedetto “Nitto” Santapaola. Faderen er allerede dømt til livstids fængsel.Ved en razzia i sidste måned anholdtes en av de ledere som de sidste år er udpeget som Capo di capi – “bossernas boss”, Salvatore Lo Piccolo, efter næsten et kvart århundrede på flugt.
EU:7% af Italiens BNP kontrolleres af kapitalistiske gangster-syndikater
23. okt. 2007 06.17
NY Rapport:Kapitalistisk mafia omsætter for mere end 700 milliarder
MED EN ÅRLIG omsætning på 90 milliarder euro ~ 720 milliarder kr – er de kapitalistiske gangster-syndikater – sammenlagt en af landets største kapitalistiske sammenslutninger.
Det fremgår af en ny rapport til det italienske indenrigsministerium som slår fast at kapitalistiske gangstergrupper – med navne som ”Ndrangheta” – “Camorra” – “Cosa Nostra” og “Mafia” - årligt omsætter for tre-ciffrede milliard-beløb og i realiteten kontrollerer 7 procent. af EU-landet Italiens BNP.Kilde:Corrierre Dela Sera ; La mafia? «È la prima azienda italiana»,
DE italienske gangster-syndikater er opdelt i forskellige grupper som Cosa Nostra,Maffia,Camorra og Ndrangheta som ligesom andre kapitalistiske selskaber kæmper og konkurerer om indflydelse,markeder og kapital.
Demonstration mod gangster-syndikatet Ndrangheta i Locri; Oktober 2005 __________________
I de senere år er mafiaen også begyndt at “samarbejde” med andre større “legale” firmaer, ved at udøve vagt-virksomhed, opkræve beskyttelsespenge eller foretage anden form for pengeafpresning. Det skriver Italiens Sammenslutning af Detailhandlende i en ny rapport, som samtidig fordømmer mafiaens metoder.Betaler beskyttelsespengeI rapporten anslås det, at syv procent af Italiens økonomiske produktion går gennem organiseret kriminalitet, og at hver femte forretningsdrivende betaler beskyttelsespenge til mafiaen. På Sicilien er det fire ud af fem.Men det er ikke kun hos butikkerne, at mafiaens folk henter penge. Rapporten fastslår, at alle brancher er berørt.Lige fra fødevarefremstilling til turisme og fra ejendomshandel til servicefagene. - Betaler gerne. – De større firmaer er ifølge rapporten mere tilbøjelige til at forhandle en aftale på plads med mafiaen end at nægte at betale.Viceindenrigsminister Marco Minniti siger ifølge BBC som reaktion på rapporten, at stigningen i mafiaens aktiviteter er alarmerende.Den kapitalistiske mafias omsætning på 90 milliarder € gælder Italien. Der er altså ikke taget højde for at de kriminelle kapitalistiske sammenslutninger opererer internationalt. Flere med indsigt i den kapitalistiske våben- narko- og sexhandel udenfor lovens rammer vurderer at denne handel har en omsætning der gør de kapitalistiske bagmænd til verdens rigeste og mest magtfulde. Relaterede artikler : Masseanholdelser af mafia-medlemmerItalien – Den kapitalistiske mafia bag renovationskrise
Spanien år 70 efter borgerkrigen: Genoprettelse for de antifascistiske martyrer
31 Oktober 2007 *
Offrene for den spanske borgerkrig på den demokratisk-republikanske side skal anerkendes efter godt 70 år.
En lov om at anerkende offrerne for krigen og det fascistiske regime der fulgte blev onsdag vedtaget i Cortes det spanske parlamentets underhus. Loven annulerer IKKE de domme som Franco-regimet afsagde mod mistænkte modstandere efter summariske retssager, men erkærer dem “illigitime”. Beslutningen indebærer også at statuer, plakater og andre symboler for fascist-regimet – 22 år efter den “demokratiske transition” – skal fjernes fra offentlige bygninger. Loven skal også godkendes af Senatet. Efter Franco´s død i 1975 kom der ingen sandheds- og forsonings-kommissioner eller retssager om det USA-støttede Francoregimes notoriske forbrydelser mod de spanske folk og mange af Franco-regimets militære og politiske allierede forblev på deres magtpositioner i det spanske samfund. Franco-styrkernes oprør og forræderi mod Spaniens demokratisk valgte regering kostede 500.000 mennesker livet i Borgerkrigen 1936-39, men tusinder blev sårede, udsatte for represalier eller blev flygtninge.
I et interview fortalte den tidligere torturoffer og fange, dømt for at “hjælpe oprørere” – i et af Franco-regimets fængsler ;Marcos Ana : “ . . . . 40 år senere går vi stadig rundt i byer med gader opkaldte efter El caudillo,” sagde han med hentydning til Franco.
KRITIK AF LOVEN FRA REPUBLIKANSK ANTI-FASCISTISK SIDE :
Marcus Ana kritiserer loven for ikke at annulere alle Franco-regimets militær-retsager men blot erklærer dem illegitime. Hr.Ana, hvis dødsdom blev omstødt udtalte at det “næsten var en ydmygelse” efter alle hans lidelser, at få et stykke papir som sagde at hans dom var illegitim. Diego López Garrido, politisk ordfører for den spanske Socialist-parti afviser kritikken med at parlamentet ikke kan annulere dommene fordi det vil føre lovgiverne “ind i domstolenes territorium”. Dermed anerkender Socialist-partiets talsmand i realiteten Franco-regimets retsager som legitime juridiske handlinger. Franco-regimet var allieret med Nazi-tyskland og deltog i krigen og aggresionen mod Sovjetunionen, men i Tyskland havde man vel ingen problemer med at “annulerer” Hitler-regimets domme ? – Selvom den nye lov gør de fascistiske domme “illegitime” , hvilket gør det muligt for tidligere politiske fanger eller pårørende til de dømte at rejse sager ved domstolene om kompensation, bliver det – ifølge historikere og andre involveret i at kæmpe for genoprettelse – slet ikke tale om en kompensation på milliarder af euros som en klar “annullering af de facistiske domme ” vil betyde. En klar “annulering af Franco-regimets domme” skulle “udsætte staten for en strøm af retsager med krav om milliarder af euro” som det skræmmende lyder fra fortalerne for den lov der i realiteten ikke vil koste særlig meget. Men med tanke på de enorme profitter som det spanske kapitalistiske overklasse inkasserer på udbytningen af Spanien´s og de Latinamerikanske folks arbejde er der ingen der kan sige at “Spanien ikke har råd” til at betale “milliarder af euro” til offrerne for den spanske overklasses regime under Franco.
27.September 1975 henrettede Franco-regimet fem antifascister: Billedet er fra mindeshøjtideligheden i år: ” * * * * * * * * * *
Tale i forbindelse med årsdagen for Franco-regimets henrettelse af de fem antifascister
Aldrig glemme , Aldrig tie
Un año más ante la tumba de García Sanz, junto a la de Elena Ódena, rendimos homenaje a los cinco fusilados aquel negro 27 de septiembre del 75. Cinco jóvenes (Chiki y Otaegui, de ETA, y Baena Alonso, Sánchez Bravo y García Sanz del FRAP) asesinados por un Estado terrorista, pues terrorismo era el practicado por la dictadura, terrorismo de Estado que ha seguido durante largos años después.
Nuestros camaradas eran luchadores por la libertad, jóvenes revolucionarios, comunistas. Eran tiempo en los que ante el silencio y la pasividad cobarde de unos o interesadamente ignorada por otros, llevábamos a cabo una dura lucha en condiciones harto difíciles. Todos los militantes del PCE (m-l) y del FRAP, éramos conscientes de la traidora maniobra que se preparaba para mantener un franquismo sin Franco, mediante una monarquía espuria, y un señuelo de democracia. Había que luchar para impedirlo. No se pudo evitar, la traición era ya profunda. Pagamos un alto precio, pero el empeño era justo. Y aunque todavía hoy son muchos los interesados en ocultar aquel batallar, en silenciarlo o desnaturalizarlo, nunca podrán borrar ni hacer olvidar que, en aquel tiempo de represión, torturas, asesinatos de Estado, de mentiras y canalladas sin fin, había jóvenes, principalmente, y veteranos militantes, que se enfrentaron decididamente a la dictadura sabiendo lo que arriesgaban.”
Mindes film om Spaniens antifacistiske martyrer :Homenaje a los fusilados el 27-Septembre de 1975
Kilder: pceml.info/AFP/ New York Times
Tranportarbejdernes storstrejke lammer Italien
Læs mere på RAInews :Oggi sciopero dei trasporti
* * * eller BBC World News: Italia hit by transport shutdown
-Kapitalistiske gangsterledere arresteret i “mafia-razzia” på Sicilien
13 nov. 2007 *
Italiensk politi greb i dag fem personer som er under mistanke for at være højt opsatte medlemmer af kapitalistiske gangstergruper i Syrakusa på Sicilien. Politiet udskrev også en arrestorder for yderligere 70 mistænkte, rapporterer Reuters. Våben og ca 200 kilo narkotika beslaglades i razzian mod den kapitalistiske Bottaro-Attanasio-klan.
“I og med dagens indsats er klanen blevet halshugget” ; sagde anklageren Ugo Rossi.
Samtidig blev ti personer anholdt i Palermo mistænkte for at være medarbejdere til den kapitalistiske gangsterleder Salvatore Lo Piccolo som selv blev anholdt i sidste uge
EU:s højreradikale blok i indbyrdes slagsmål
8 november 2007 – 18:12
Efter mindre end et år er den chauviniske og og højreradikale partigruppe “ITS” i EU-parlamentet på vej mod splittelse.
Det Storrumænske parti meddelte i dag att dets fem medemmer forlader parlamentabloken ITS :”Identity, Tradition, Sovereignty” – efter at den italienske EU-parlamentarikeren Allessandra Mussolini har udtrykt sig nedsættende om rumænere i Italien.
Senere tog rumænerna dog sin beslutning tilbage, og søger i stedet at få Mussolini ekskluderet.
Den 14 november var splittelsen et faktum , gruppen blev opløst og mister nu omfattende økonomiske støtte fra EU-staten og desuden ret til taletid.
Edward Mc-Millan, EU-parlamentets vice-præsident , meddelte om gruppens opløsning da den kom under de krævede 20 MEPere – for at kunne danne en politisk gruppe med ret til EU- financiel støtte og øget taletid.
McMillan-Scott said: “I have today received letters from Mrs Daniela Buruianä-Aprodu and Mr Cristian Stanescu announcing their decision to leave the ITS Group. Parliament takes note of this decision with effect from today, 14 November 2007. As a consequence, the group ceases to exist with effect from the moment of this announcement.
Kilde:BBC:EU-parlamentet yderste højre blok går imod sammenbrud efter en Rumænsk MEP´udtalelser om at de vil forlade blokken efter en Italiensk kollegas “fremmedfjendtlige” udtalelser.
Storstrejke mod forhøjelse af pensionsalderen i Italien
8 nov. 2007 – * I morgen bliver kollektivtrafiken lamslået af en storstrejke i Italien. Fagforbundet CUB protester imod en pensionsoverenskomst indgået mellem staten og landets tre største fagforbund.Overenskomsten som blev indgået i juli, indebærer at pensionsalderen i Italien skal forhøjes i de kommende år. Fra 57 til 58 år næste år og til 60 år 2011.Morgendagens strejke vil ramme tog , flytrafiken og lokaltrafik i storbyer som Rom, Milano och Torino.Også brandmænd, ansatte i sunhedssektoren og lærere opfordres til at gå med i strejken.
Kapitalistisk mafialeder fanget efter 25 år under jorden
5 november 2007 – 18:40Efter 25 år under jorden måtte den kapitalistiske mafiaboss Salvatore Lo Piccolo opgive efter at have været efterlyst i et kvart århundrede.Men som DR.nyheder skriver kan man”så spørge sig selv, hvordan det kan lade sig gøre at være på flugt siden 1983 – som han har været?Det må betyde, at han har været beskyttet af forskellige, sikkert også politisk – men samtidig betyder det nok også, at nogen har set en interesse i at fjerne beskyttelsen.Tiden var ude for Lo Piccollo.Han blev arresteret i dag på Sicilien sammen med sin 32-årige søn Sandro og to andre mafialedere.Alle fire stod på listen over Italiens mest eftersøgte. De anholdtes da de sat i et møde på en landgård udenfor Palermo. Nogle skud blev affyret, men ingen blev skadet.Italienske undersøgere tror at den 65-årige Lo Piccolo senior, kaldet Il Barone – “Baronen”, blev udpeget som ny Capo di Capo – og overtog topposten som leder for den kapitalistiske mafia Cosa Nostra efter at den forgående “bossernes boss” Bernardo Provenzano blev fængslet i fjor.
-Det her var ingen almindelige undslupne men mægtige mafiachefer, sagde dommeren Francesco Messineo.
Arrestation skete på årsdagen -
Kvartetten arresteredes præcis på den årsdag da sicilianerne høgtidligholder mindet af tidligere offrer for den kapitalistiske mafia, blandt andre dommere som Giovanni Falcone og Paolo Borsellino som begge blev myrdet i 1992.Lo Piccolo indledte sin karrierre i den kapitalistiske mafia, som livvagt for en siciliansk gangster og “arbejdede sig siden op” indenfor det kapitalistiske mafia-hieraki indtil han 2006 kunde overtage efter Provenzano.
Italien:Ingen dømt for mordet på “Guds bankir”
6 juni 2007 – 21:58
| ” Alla fem som stod anklagede for at have myrdet “Guds bankir” – blev frikendt. Vatikanets bankmand Roberto Calvis´s død kan dermed forblive et mysterium. Da Signore Calvi blev fundet hængt under en bro; Blackfriars Bridge i London, i juni 1982 anså ligsynsmanden at det var selvmord. Italienske anklagere genoptog dog udredningen 2002 og fem personer blev retsforfulgt. En domstol i Rom kom i dag fram til at der savnes beviser for at nogen af de fem anklagede slog Calvi ihjel, hvis kollapsede kapitalistiske bank, Banco Ambrosiano, havde Vatikanets bank som største ejer. |
Italien : Fare for kapitalistisk gangsterkrig
13 juni 2007 – 18:23
MAFIA-KRIG frygtes på Sicilien
En av ledarne af den sicilianske gangster-organisation Cosa Nostra blev i dag skudt ihjel på åben gade i Palermo.
Den 46-årige Nicolo Ingarao blev ramt af mindst fire skud da han i morges forlod en politi-station hvor han daglig havde fremmøde-pligt.
Bedømmere frygter at mordet kan udløse krig mellem forskellige grene agf den kapitalistiske mafia, hvis højeste chef Bernardo Provenzano blev fanget for et år siden.
-Det er en meget bekymrende udvikling; siger Palermos anklager Francesco Messineo til nyhedsbureauet Ansa.
Chok-billeder fra den kapitalistiske modeverden
26 Sep. 2007 _ _
Fotomodeller på catwalken er ofte magre på grænsen til det KZ-lignende anorektiske , men kritikken afvises eller debatten begrænses ofte til beklagelser.
DE KAPITALISTISKE modeskabere konstaterer ofte at deres “kreationer kræver en mager krop”.
MEN BILLEDERNE AF DEN NÆRMEST KZ-udmagrede anorektiske model Isabelle Caro har sendt chockbølger gennem den kapitalistiske modebransche.
Franske Isabelle Caro, 27 år var en fremgangsrig model. Nu vejer hun 31 kilo. Sygdommen anoreksi har plaget hende siden hun var 13 år gammel.
– Alle kvinders ideallook og enhver mands drøm ? –
Isabelle Caros udmagrede krop synes nu på reklame-standere og i italienske aviser.
Kampagnen mod den anoreksifremkaldende modebranche finansieres af det italienske tøjfirma Flash &Partners; som – i egen tjeneste – vil vække debat om modebranschens ansvar for det stigende antal offrer for anoreksi.
” -Jeg har gemt og beskytet mig selv alt for længe ” . . .. siger hun til modemagasinet Vanity Fair.
Flash&Partners; oplyser at at den kapitalistiske modeverden påtvinger kvinder et stereotypisk ideal som kan føre til sygdomen anoreksi, dvs kronisk spisevægring.
Billederne blev offentliggjort samtidig som modeugen i Milano og rejste en hidsig debat.
Men den kapitalistiske modeverden vil ikke kendes ved sit ansvar.
Flere topdesigners svarer tilbage og hævder at mode ikke har noget med anoreksi at gøre.
Kampagnen præger gadebilledet i Italien
- – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – * * * * * * – - – - – - – - – - – - – -
Kilder:Daily Telegraph og Isabelle Caro´s blog
Italien: masseanholdelser af maffiamedlemmer
30 augusti 2007 – 18:08
ITALIENSK POLITI greb i dag til massearrestationer af mere end 30 mistænkte medlemmar af en kapitalistisk gangster-liga i syd-Italien som er midt i et blodigt fejde.Fejden i ‘Ndrangheta-ligaen skal være baggrunden til at seks italienare blev skudt ihjel i Duisburg i Tyskland 14 augusti.Fem af de anholdte er kvinder. Anklageren har utfærdiget ialt 40 arresteringsorder mot ligaen, som har sina rødder i Kalabrien i syd-Italien.Offren i Duisburg var 16-38 år gamla och hittades ihjelskudt i to biler nær en italiensk restaurang.Ifølge udrederne slog de italienske gangstere sig ned i Duisburgområdet for cirka 20 år sedan. Mange har en legal fasade som ejere eller ansatte i f.eks. pizzerior, men bedriver samtidigt våbensmuggling, narkotikahandel, falskmynteri och utpressning.De har kunnat operera mere uforstyrret i Tyskland end i hjemlandet, hvor politiet har optrappet jagten på mafiaen mere effektivt, også fordi de truer den kapitalistiske legalitet i Itailen, siger eksperter.
‘Ndrangheta |
‘ndrangheta er navnet på en organiseret kapitalistisk gangsterorganisation i den syditalienska regionen Kalabrien, den sydligste del af det italienska fastland.Ligesom den sicilianske kapitalistiske “mafia” egner “ndranghetan” sig med privat “beskyttelsesvirksomhed”, infiltration av politiska beslutningscentre samt narkotikahåndtering.Det er sandsynligt at ‘ndranghetan er mindre velorganiserad end den sicilianska mafia, og væbnede konflikter mellem forskellige klaner er mere udbredt i Kalabrien end på Sicilien.Namnet ‘ndrangheta er et ord med en omdiskuteret oprindelse.Muligvis kommer det af det græske ord: andraga´ thema som betyder noget lignende: “tapper bedrift” (i syd-Italien talte man længe græsk).
Italien: vilde strejker stopper Alitalia-flyg
23 januari 2006 – 11:21
“Overenskomsstridige” strejker stoppar 250 Alitalia-flyvninger
Såkaldte “vilde strejker” førte i dag til at det statlige italienske flyveselskab Alitalia blev tvunget til at aflyse flere afgange. Omkring 250 fly-afgange er avlyst eller kraftigt forsinkede. Ledelsen af det kriseramte stats-kapitalistiske flyveselskab har fremlagt forslag om fyringer for visse ansatte og divisionering af virksomheden i flere dele – dvs profit- divisionering – så at det bliver tydeligere hvilke dele af virksomheden der går med tab og hvilke der giver profit. Det bliver dermed også lettere for det statskapitalistiske selskab at lokke privat kapital til at blive opkøbe de profitable dele, mens de tabsgivende fortsætter i statskapitalistisk form , finansieret af skatteyderne. Det har Alitia´s ansatte naturligvis gennemskuet og ledelsens nedskæringsforslag har rejst protester fra selskabets tusinder af ansatte. I går blev 121 fly-afgange aflyste. På onsdag skal et møde holdes mellem de faglige klubber og regerings-embedsmænd.
Kapitalismens Italien: Bilforbud i ni storbyer
23 januari 2006 – 00:04
Ni italienske byer forbød i går biltrafik i et forsøg på at formindske luftforureningerne.
Fra kl 10 til 18 stoppedes al biltrafik i Rom, Torino, Alessandria, Varese, Vercelli, Cremona, Trento, Frosinone og Verona, rapporterer AFP.
Regionerna som byerne ligger i kæmper med rekordhøje niveauer af luftforurening.
I Italien findes der ca 32 millioner biler og 58 millioner indbyggere.
De storkapitalistiske ejere af FIAT-fabrikkerne og hele den kapitalistiske bilindustri har store interesser i en fortsættelse af den individbaserede masse-bilisme.
Italien: 60 medlemmer af kapitalistisk mafia-klan arresteret
10 juli 2007
60 anholdt i razzia mod den kapitalistiske maffia i syd- Italien
Politiet i syd-Italien grep i dag 60 personer i en razzia mod den lokale gangsterorganisation: Ndrangheta. De er mistænkt for både smuggling af illegale immigranter og narko. Dertil kommer forsikringsbedragerier i stor skala.
Ifølge oplysninger fra en polititalsmand har de mistænkte svindlet sig til rundt regnet seks millioner euro fra nationale forsikringsselskaber.
Ndrangheta, med base i Calabrien; syd for Napoli, har vokset sig større end den sicilianske kapitalistiske gangsterorganation: Cosa Nostra bl.a. ved at arrangere ægteskaber mellem forskellige klaners medlemmar.
Den kapitalistiske renovationskrise i Napoli: Advarsel fra EU-kommissionen
28 juni 2007 – 02:35
Se Napoli og bliv begravet i affald . . . .eller hvordan er det Lone Kellerman synger.I hvert fald hober skraldet sig op i Napolis gader i et sådant omfang at EU-kommissionen nu har givet Italien en “advarsel”.
EU-kommissionen truer med at trække Italien i retten hvis ikke landet løser Napolis skraldekrise.Miljø-kommissionæren Stavros Dimas opfordrede i går de italienske myndigheder til at sørge for at renovationen begynder at fungera i regionen Kampanien, hvor mange tusind tons skrald hober sig op , rådner og truer folkesundheden.EU-kommissionen giver Italien en frist på en måned, mod normalt to ,til at svara på advarselen.Men nu skal man ikke regne med at en fare som truer hundrede tusinder af mennesker i et EU-land får EU-kommissionen til at gøre alvor af trusselen om retslige konsekvenser.Den kapitalistiske Camorra kontrollerer renovationen i Napoli i samarbejde med bystyret. Misligholdelse, korruption og den kapitalistiske camorras indblandning har forværret skraldekrisen som har pågået i mange år og er en fare for folkesundheden og miljøet.
-
I maj blev politiet igen sat ind for at forsvare den kapitalistiske renovation mod protesterende borgere.
VELKOMMEN TIL INTERPRES – NYHEDER og BAGGRUND fra hele verden
Velkommen til www.interpres.blogspot.com
INTERPRES Nyheder og Baggrundsanalyser * * * Uafhængigt af partipolitiske eller økonomiske interesser* * *
Livstidsdom til Argentinske Junta-officerer
14 Marts 2007 –
Astiz dømt til livstidsfængsel i Italien
En domstol i Italien har dømt fem argentinska militærerfolk, som deltog i den prokapitalistiske junta´s “beskidte krig” mod arbejderklassen og de progressive kræfter , till livstids fængel. De blev dømt in absintio – altså trods deres fravær – for at have kidnappet og myrdet tre italienske statsborgere 1976-83.
Junta-kaptajn Alfredo Astiz i uniform taget i 1985
Flådekaptajn Alfredo Astiz, som også holdes ansvarlig for den svenske statsborger Dagmar Hagelins forsvinding, er en af de fem dømte.
Hundrevis af sager med italienske statsborgere som forsvandt i Argentina er blevet prøvet i Italien, men ingen af de udpegede gerningsmænd er blevetudleveret fra Argentina.
Officiellt regner man med 18.000 “forsvunde” under junta-tiden. Menneskerettigorganisationer er kommet frem til at opimod 30.000 er nærmere sandheden.
De fleste af de mest aktive juntamænd har klaret sig uden at blive stillewt til ansvar for deres forbrydelser takket være amnesti-beslutninger , men Argentinas Højeste Ret har for nyligt erklæret disse beslutninger om straffefrihed ulovlige, og nu venter adskillige af, det argentinske folks bødler – ligeom Astiz, på at blive stillet til ansvar i retssager.
leave a comment