Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier

25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.

Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.

Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.

“Varehusmordbranden”

Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof  i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? .  Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.

Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :

“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”

Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man –  det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA –  kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks”  politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste  Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa.  En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.

R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker

Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.

Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:

“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967

Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”

I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og  de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:

Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?

Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.

I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.

Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland

Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:

“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”

 

En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.

Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *

Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.

Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:

“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”

Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.

Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.

Om karakteren af den “individuelle terror”:

..  .. .  skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om  i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:

“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]

Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.

I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :

Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Staatsgast geladenen Schah Mohammed Reza
Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.

Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.

Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF

Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -

Kritik

Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.

• kadi –

Mere om Tysklands historie efter 1945

 

Jan Myrdal:USA og Sovjet ansvarlig for elendigheden i Afghanistan

2.Dec. 2008 05:34

  Det er ikke islam og de feudale stammetraditioner som er ansvarlige for Afghanistans elendighed, men Sovjet med sine lydstater og USA med sine lydstater – som Sverige tilhører. Det skriver forfatteren Jan Myrdal i en kommentar i Sveriges største Dagblad Aftonbladet idag.

Selv en svensk politiker burde indse at man ikke kan frelse folk med maskin-pistoler.
Sverige fører krig i Afghanistan – og snart måske ikke bare med lejesoldater. Det kan blive en pligt for svenske ansatte i forsvaret at slås mod hvad man kalder banditer og ekstremister.
Men til og med en svensk politiker burde indse at man ikke kan frelse folk med maskinpistoler, slår Myrdal fast i kommentarten som kan læses i dagens udgave af  Aftonbladet.

Sverige :Amnesty kræver udredning af voldtægter

16.Sep. 2008 – 13:40 – -
En betydelig del af alle anmeldte voldtægter fører aldrig til en retsag, skriver Amnesty i en ny rapport. Nu kræver organisationen en uafhængig granskningskommission som skal redegøre for hvorfor der ikke rejses flere sager endsige falder dom i flere voldtægtssager .
Mørketallet er stort, oplyser SR´s nyhedsprogram Ekot. Det handler om voldtægter mod piger og kvinder over 15 år. De aller fleste voldtægter bliver ikke anmeldt til politiet, skriver Amnesty i sin rapport.
Af sidste års godt 3.500 voldtægtsanmeldelser førte bare 13 procent til anklager. Ifølge Amnesty bliver mange kvinder ikke troet.
Katarina Bergehed har skrevet rapporten “Fallet Nedlagt ?” (“Sagen afskrevet ?”)
-Især unge teenagepiger har problemer med at få sine sager videre i retsprocessen. Og det kan dreje sig om kvinder som kommer fra Østeuropa eller Asien, det kan være psykosocialt udsatte personer som f.eks misbrugere, hjemløse eller psykisk funktionshindrede kvinder, siger Bergehed til SR Ekot.
Amnesty kræver nu at regeringen skal nedsæte en granskningskommission som skal undersøge hvorfor flere voldtægtssundersøgelser ikke fører til anklager og domfældelser
–– –– –– –– ––
* ŻS -Łę

Det borgerlige medieflagskib TV2 på vej mod konkurs

19. Okt. 2008 – 03:12

TV2 er på vej mod en økonomisk afgrund,

Stationen, der allerede nu kører med underskud, og som har en voldsom gældsbyrde på 850 millioner kroner, står yderligere til at miste indtægter fra 1. november 2009.
I august fik “TV2″ ellers et statslån på over 500 millioner kr. af den “borgerligt-liberale” regering. Det skete i realiteten imod EU´s regler mod “konkurrenceforvridende statstøtte” , men EU godkendte alligevel statstøtten til TV2, da ingen private banker ville låne stationen penge.
Faktisk lovede Fogh og hans konservative venner at “privatisere TV2″ inden de kom til magten.
Uden tvivl havde EU ikke svært ved at acceptere EU-lånet fordi TV2 viderebringer et ukritisk billede af EU og den danske regerings forsøg på at omkringgå den omfattende folkelige EU-modstand.
:Kilde:epn.dk

Læs videre om det borgerlige medieflagskib TV2´s krise:

1.Privatiser tv2 og deres 213 millioner store underskud/

2.Omfattende statsstøtte til fallitboet tv2 forberedes/

3.Krisen for tv2 fortsætter radio og forlag lukker

4. Statstøtte til fallitboet tv2 fra den “liberale” regering

Tillykke Fogh : Danmark igen kåret til verdensmester i skatteindkomster ifølge nye tal fra OECD

16.Okt. 2008 – 04:45 ‘ – - -

ENDNU et VERDENSMESTERSKAB til DANMARK

Allerede i fjor gjorde Statsministeren Fogh os opmærksom på at Danmark var blevet “verdensmester” i endnu en diciplin. Fogh fortalte ved Folketingets åbning at følge Verdensbanken var Danmark verdensmester i demokrati.

Verdensmestre i skatteindrivning: Statsministrene Anders Fogh og Fredrik Reinfeldt i verdenstoppen – når det handler om skatteinddrivningaf i de kapitalistiske stater : 

Nyt verdensmesterskab til Danmark

Nu venter der endnu en guldmedalje til Statsminister Fogh og den borgerligt-liberale regering.
Denne gang i en diciplin som regeringen selv mener at de er mestre i , nemlig skattetrykket eller rettere sagt “skatteindkomsterne i procent af bruttonationalproduktet.”
Samtidig som den danske regering bruger milliarder af kroner på at sikre finanskapitalens profitter gennem at nationalisere banker og bevilge milliarder af skattekroner for at holde liv i det kriseramte kapitalistiske system, påviser nye tal fra OECD – en sammenslutning af en række storkapitalistiske stater – at Danmark – som på 8. år er under ledelse af en erklæret borgerlig-liberal regering (KV-regeringen) – har verdens højeste skattetryk. Nogle få promiller efter følger en anden skandinavisk stat under borgerlig-liberal ledelse;nemlig Sverige.
Ifølge OECD´s seneste statistik udgør de samlede skatteindkomster til den kapitalistiske stat i Danmark 48,9 % af GDP (Bruttonationalproduktet), mens den i Sverige udgør 48,2 %.

Men det er ikke beskatningen af de kapitalistiske selskaber der ligger bag Danmarks og Sveriges topplacering. Skatteindkomsterne fra de kapitalistiske selskaber udgør bare 3,7 % af BNP i Sverige og 4,3 % af Danmarks BNP.
I Norge udgør skatterne fra de kapitalistiske selskaber derimod 12,9 % af BNP. De samlede skatteindkomster udgør en betydeligt mindre del af BNP i Norge, nemlig 43,4%.
Dvs personskatteindkomsterne i Norge udgør godt 30 % af BNP i Norge, mens de i Danmark og Sverige udgør hhv. 44,6 % og 44,5 %.
I bunden – eller toppen – af OECD´s statistik for 2007 ligger to store kapitalistiske lande, nemlig Mexico og Tyrkiet, hvis skatteindkomster udgjorde hhv 20,5% og 23.7% af landenes BNP.

Middelskatteprocenten i år 2007 for de 30 kapitalistiske stater i OECD er tæt på rekorden 36,1% af BNP fra år 2000.

Se OECD´s tabeler over skatteindkomster i procent af GDP

Sverige: Inflationen steg til 4,4 procent i september

9.Okt. 2008 – 05:45

Stockholm(R.S.) Inflationstakten, prisstigninger på årsbasis forsætter med at gøre indhug i arbejderklassens levevilkår i EU-landet Sverige. Den gennemsnitlige inflation i forbrugerpriserne steg til 4,4 procent i september, ifølge Statistiska Central Byrån.
I augusti var inflationen 4,3 procent pro anno. Det er fremfor alt stigninger i priserne på fødevarer, (8,4%), boligudgifter (9,1% ) og transport (5,1%) der har udhulet den brede befolknings levevilkår, fordi overenskomsterne om lønvilkårerne på det kapitalistiske marked bevidst af arbejdskø’berne og den socialdemokratiske fagforeningstop er blevet holdt inden for de direktiver som regeringen har udstukket i forståelse med arbejdskøberne i svensk erhvervsliv.

KILDE: Statistiska Centralbyrån. Prisstigninger på årsbasis (september 2007 sammenlignet med september 2008). KPI,

Livsmedel och alkoholfria drycker: 7,9%
Livsmedel: 8,4%
Brød og spannmål: 11,9%
Kød: 8,6%
Fisk: 5,6%
Mælk, ost og æg: 11,3%
Oljor og fedter: 11,2%
Frugt: 7,4%
Grønsager: 7,0%
Sötsaker och glass: 3,9%
Øvriga livsmedel: 3,8%
Alkoholfrie drikke: 4,2%
Kaffe, te og kakao: 6,4%
Mineralvatten, læskedrikke, frugt- og grønsagsjuice: 3,3%
Alkohol og tobak: 7,7%
Alkoholhaltiga drycker3,0%
Tobak: 15,5%
Klæder og sko: 1,8%
Klæder: 2,2%
Sko: -0,6%
Boende: 9,1%
Renteudgifter: 22,1%
El och brændsel: 22,1%
El: 22,9%

Nye massefyringer på Fords Volvofabrikker : 3300 fyret

12.Sep. 2008 – 20:11

Den kapitalistiske krise slår hårdt mod Ford´s datterselskab :”Volvo Personvagnar” (Volvo PV ) og de titusunder af ansatte på fabriker i Sverige, Belgien og Holland.
Oveni de 2000 som blev fyret tidligere i år kom ledelsen i den Ford-ejede bilkoncern idag med en “ny kriseplan” med massefyringer af 3300 ansatte på Volvo bilfabrikerne i Sverige og Belgien.
2.000 arbejdere skal ifølge ledelsen i den FORD-ejede bilkoncern forlade fabrikkerne sammen med 700 funktionærer på Volvo PV i Sverige og 600 på bilfabrikken i Belgien.
Ifølge Metalarbejderforbundets Fællesklub indebærer ledelsens “plan” at sammenlagt 2 250 kollektiv-ansatte tvinges til at forlade Torslanda-fabrikken i Göteborg.

“Truslen” eller meddelelsen om massefyringer af 3300 mennesker – kom efter at Ford´s topdirektør (CEO) Alan Mulally under en pressemiddag på den internationale biludstilling i Paris havde afvist rygter om salg af Volvo PV til højestbydende, men samtidigt krævet at – Volvo ska “forbedre sin udgiftsstruktur”; Med andre ord : Ford kræver at profitterne igen begynder at strømme fra Volvo-bilfabrikkerne ned i FORD-koncernens tomme kasser.
Men Ford og Volvo PV kan ikke fyre sig ud af krisen. Fakta er at at underskuddet i Volvo PV løb op i 1600 millioner svenske kroner alene i de første seks måneder i år. Fords underskud (tab) løber op i over 40 milliarder kr bare i år, samtidigt som Ford-salget i september måned faldt med 34 procent i USA. Den var tiende måned i træk at Ford´s salgstal pegede nedad.

I ly af den 700 milliarder store redningsplan for Wall Streets finanskapitalister bevilgede USA´s politikere et statsgaranteret lån på 25 milliarder dollar til Generel Motors, Chrysler og andre automobilkapitalister i USA, dog ikke Ford..
Både Ford, GM og andre er på vej mod konkurs hvis situationen på det kapitalistiske bilmarked ikke ændres drastisk eller at den amerikanske stat fortsætter med at finansiere bilselskabernes løbende kasseunderskud.

At bygge biler er tung industri som kræver enorme leverancer af forarbejdede stål-karosser, motorer og andre bil-reservedele. Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

Fords krise er alvorlig og datterselskabet Volvo PV´s kris er alvorlig og forværres af at virksomheden ligger efter sine konkurrenter i udviklingen av nye motorer. Det siger SVT -Rapports økonomireporter Jan Nylander efter at Volvo-ledelsen har offentligjort planer om fyringer af 3300 ansatte .

“- I augusti faldt salget med over 30 procent og alene i år beregnes Volvo ifølge mine kilder tabe 70.000-80.000 biler sammenlignet med den prognose de gjorde for bare et år siden.”

Salget i USA blev halveret i september.

“- De varsel vi har set er bare begyndelsen. Ifølge mine kilder vil 15.000-20.000 mennesker miste sine jobs inden dette er ovre.”
Den her krisen slår ikke bare mod Göteborg men mod hele Vestsverige. Også General Motor som ejer datterselskabet Saab med bilproduktion i Trollhättan er hårdt ramt af den kapitalistiske krise og overproduktionen på det kapitalistiske bilmarked, hvilket giver sig udslag i stærkt faldende salg.

Det her vil fremfor alt at slå mod underleverandørerne.

 Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

 

Volvo Personvagnar – en del af den kriseramte FORD-koncern -

     Ford-koncernens finansielle krise som falder sammen med den gennerelle kapitalistiske finanskrise , USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser og overproduktionen på bilmarkedet. Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet Volvo Cars budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer tidligere i år blev fyret på Volvo´s fabrikker i Olufstrøm og Torslanda i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

 

“Kapitalismens jungle-lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

  Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbilsdivisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar (dengang= 50 milliarder svenske kr.) var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som fællesklubbens formand Olle Ludvigsson manende slog fast.
Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i “cool cash” for at komme over varemærket Volvo og de profitter som bilarbejderne løbende skaber på de rullende produktionsbånd i Sverige og i Belgien.

Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsens ledelse i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW – som blev født i tredivernes hårde klassekampe hvor KOMINTERN-partiet Communist Party of the USA spilede en afgørende rolle i kampen mod den magtfulde ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger. Den gang var den kapitalistiske krise, massearbejdsløsheden både dybere og højere. – Nu kommer UAW FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-orginserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for blodpenge fra de kapitalistiske narkokartelllers virksomhed – velkommen. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nylig har købt 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasarsspillet og hvidvaskningen af de kriminelle organisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – siger han nu offentligt til Ford-ledelsen: “sælg Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.

SVENSKA — —–8 okt. 2008 – 18:45
Volvo Personvagnar presenterade sin nya sparplan på en presskonferens i dag. Planen innebär att utöver de 1.200 som tidigare varslats får ytterligare 3.300 gå.
Volvo Personvagnar varslar ytterligare 3300 personer om uppsägning, varav 2 000 arbetare och 700 tjänstemän i Sverige. I Göteborg handlar det om 1650 arbetare och 580 tjänstemän. I Skövde och Floby drabbas 60 tjänstemän.

Hvorfor slår det så hårdt mod lige Volvo?
- Först måste sägas att det här är en kris som slår mot alla biltillverkare. Men anledningen att Volvo drabbats hårdare är att Volvo er så afhængigt af USA. Der har man set de største salgnedgange.
ong>

De som får gå är 2.000 arbetare och 700 tjänstemän på Volvo PV i Sverige och 600 utomlands. Flera lokala politiker var inbjudna till presskonferensen, vilket understryker att läget för Volvo är mycket allvarligt.
-Det här är ett varsel i en storleksordning som vi inte sett på länge, säger IF Metalls ordförande Stefan Löfven.
“Svåra tider”
Volvos vd Stephen Odell var mycket samlad när han berättade om de rekordstora ned- dragningarna.
-Det är svåra tider, de kräver svåra beslut. Vi behöver dra ner mer än vi trott, sade han.
Volvos verkstadsklubb kommenterade varslet så här:
Volvos verkstadsklubb konstaterar i ett pressmeddelande att varslet innebär att totalt 2 250 kollektivanställda i Göteborg tvingas lämna företaget.
- Spekulationerna är över, nu har vi en klar bild av läget för Volvo Personvagnar”, säger Olle Ludvigsson, ordförande för Volvo Verkstadsklubb i Göteborg, som omfattar både Volvo PV och AB Volvo.
- Ovissheten som våra medlemmar levt med under en längre period, som förstärkts av medias spekulationer, har bidragit till en stor oro och frustration. Men nu när vi ser den verkliga omfattningen av varslet, kan vi fokusera på förhandlingsarbetet med turordningar och hur vi praktiskt löser alla de omflyttningar som neddragningarna innebär, säger Olle Ludvigsson.
Olle Ludvigsson, uttrycker viss förståelse för onsdagens varsel.
- För oss på Metall-sidan finns en korrelation mellan hur många bilar som tillverkas och hur många vi kan vara. Sedan får vi studera varslet och se om det är rimligt, säger Ludvigsson till TT. Han är orolig för framtiden för dem som nu blir utan jobb och pekar bland annat på att a-kassan för dem som jobbat nattskift kan bli så låg som 53 procent av deras inkomst.
IF Metalls ordförande Stefan Löfven kräver extraordinära insatser av regeringen för att trygga utbildningsplatser och liknande för alla som sägs upp. Han efterlyser krafttag från regering, företag och fack för att rädda den svenska fordonsindustrin.
- Hur bygger vi för en fortsatt fordonsindustri i Sverige? I grunden är den stark, säger Löfven.
SACO: “Hur ska vi utveckla framtidens bilar”
- Risken är att vi inte får tillräcklig kraft att utveckla och marknadsföra framtidens bilar. Jag ser neddragningen som en jätterisk för hela vår överlevnad. Det säger Magnus Sundemo, ordföranden för fackförbundet Akademikerna med 1 800 medlemmar på Volvo Personvagnar. Han tycker att det är sorgligt att det gått så långt men är inte förvånad med tanke på försäljningsnedgången.
Samtidigt framhåller han att det finns en stor vilja hos medlemmarna att vara med och vända situationen, bland annat har ett frivilligt projekt bland ingenjörer dragit i gång där man träffas i grupper under luncher och på fritiden för att hitta lösningar för nya bränslesnålare bilar.
- Det är våra jobb det handlar om. Om vi sitter med armarna i kors och bara väntar på att företaget ska dö har vi inget kvar, vi måste sätta axeln till, säger han.
Vd Stephen Odell säger att företaget trots neddragningarna ska ha kvar offensiv forskning.
- Givetvis påverkas forskningen av neddragningarna men det ska ändå finnas tillräckligt med resurser, säger han till TT.
Unionen kräver kriskommission
Fackförbundet Unionen kräver en kriskommission för Västra Götaland med extraordinära resurser och hjälpåtgärder till dem som förlorar sina jobb, skriver förbundet i ett pressmeddelande från den pågående kongressen i Örebro.
Unionen talar om den “synnerligen allvarliga utvecklingen på svensk arbetsmarknad” och kräver skräddarsydda lösningar för enskilda drabbade, men också satsningar för långsiktig utveckling i regionen.
“Utgångspunkten ska vara att de drabbade även fortsättningsvis ska klara sin försörjning och få kvalificerat stöd till kompetensutveckling och att snabbt finna ett nytt arbete”, heter det.
TT

FAKTA om Volvo Personvagnar – - – - – -

Redan i juni i år lades ett storvarsel på Volvo. Den 25 juni varslades 2000 om opsigelse hvoraf 1.200 ansatte i Sverige. Halften metalarbejdere og halvdelen funktionærer. Nu kom så “kriseplanen” med fyringer af yderligere 3300 ansatte i selskabet.
Det sker samtidigt som de såkaldte frivillige opsigelser – dvs “efter eget ønsker” – fortsætter. De sidste to år har Volvo PV mindskat personalen på den måde med 2 500 personer.Volvo Personvagnar hade vid årets början cirka 24.400 anställda över världen, varav 17 600 i Sverige. I belgiska Gent, där Volvo PV också har en fabrik, jobbade cirka 4.100.
Antallet ansatte har stadigt mindskat de sidste år. 2003 havde Volvo PV godt 28.100 ansatte.
Kilde: Svt.se/ volvocar.se/ TT

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

Stadig flere kvinder fra udlandet trækkes ind i den kapitalistiske prostitution i København

5 Sep. 2008 18:33
Antallet kvinder fra udlandet der er trukket ind i den kapitalistiske prostitution stiger markant i Köpenhamn. Eksperter fruktar nu att staden är på väg att bli hela Nordens centrum för sexindustrin skriver Sydsvenskan

Problemen med trafficking i den danska huvudstaden växer. Ny statistisk visar att antalet utländska kvinnor som säljer sex ökar. Organisationen Reden, som är ett stödcentrum för prostituerade i Köpenhamn, har tagit fram siffrorna utifrån sin besöksstatistik.

Redens härbärge registrerade under årets första halvår nästan 3 000 utländska kvinnor, vilket motsvarar 44 procent av samtliga besökare, uppger Kristeligt Dagblad. Under 2006 utgjorde antalet utländska kvinnor endast 18 procent av besökarna.

– Man kan frukta att Danmark håller på att bli centrum för sexindustrin i hela Norden, säger Dorit Otzen till Kristeligt Dagblad.

En orsak kan vara att från och med den 1 oktober blir det förbjudet att köpa sex i Norge, precis som det sedan tidigare är i både Sverige och Finland.

– När våra grannar på det sättet lägger press på hallickar och kunder är det klart att man börjar se sig om efter en mer lukrativ marknad, säger Dorit Otzen.

I Servicestyrelsen som varje år gör beräkningar av hur många kvinnor som är prostituerade i Danmark understryker man att det inte bara rör sig om ett storstadsproblem.

– Vi vet också att de arbetar i andra delar av landet. Det ser vi på annonser på nätet och i tidningar, säger Mogens Holm Sørensen från Tema Prostiution i Servicestyrelsen till Kristeligt Dagblad.

Kampen mod kapitalistisk prostution, købesex og sexslaveri fortsætter

 
Til nytår indfører Norge et forbud mod køb af sex – det som også kaldes kapitalistisk prostitution. Danmark vil derfor blive “Skandinaviens bordel” eller “prostitutionens fristed” som den kapitalistiske prostitutions højre- og venstre-liberale forsvarere vil udtrykke det.
Og debatten om følgerne af den kapitalistiske prostitution for kvinder, for mænd, børnene og samfundet fortsætter. De højre og vensteliberale prostitutionsfortalere forsøger at fremstå som
fortalere for et “liberalt og frigjort” syn på sex. Problemet er at den kapitalistiske prostutionen og pornoindustri kynisk udnytter og forkvakler både kvinder og mænds seksualitet og behov.
Prostitutionen er udtryk for det kapitalistiske samfunds markedstænkning og tingsliggørelse af de menneskelige relationer og en forhindring for virkelig seksuel og menneskelig frigørelse. -
VIDERE om kampen mod den kapitalistiske prostitution :

Danmark som skandinaviens bordel nu hvor både Finland,Norge og Sverige forbyder kapitalistisk prostitution

Tidligere prostitueret:forbud mod sexkøb er nødvendigt
 

Prostitution er ikke arbejde

Lykkelandet Danmark: “Sundhedstyrelsen” :860.000 dansker drikker for meget

20.Sep. – 2008 *
I et notat med nye tal påviser Sundhedsstyrelsen , at 860.000 voksne danskere det vil sige mellem en fjerdedel og en tredjedel af den voksne befolkning drikker over den grænse som den danske Sundhedstyrelse har sat for alkoholmisbrug . Flere end en kvart million danskere er så afhængige af alkohol at de kan betegnes som alkoholikere der behøver hjælp for at komme ud af misbruget.
Den kapitalistiske “sprit”-industri omsætter alene i Danmark for milliarder hvert år – ikke bare gennem salg, men også i form af reklamer i aviser,fjersyn og andre medier og ikke mindst lobby-grupperne ved EU´s hovedkvarter i Bruxelles, som bevidst forsøger at fjerne alle hindringer for det “frie salg af alkoholiske drikke” , som f.eks høje skatter og afgifter på alkohol, som jo accepteres når det handler om tobak som er mindre sundhedsfarligt for mennesker med “normale” lunge- og helbredstilstand.
Dertil er 400.000 mennesker i Danmark – ifølge Lægemiddelstyrelsen – afhængige eller indtager “lykkepiler”, et produkt fra den kapitalistiske medicin-industri som gennem disse kemiske produkter profiterer på menneskers psykiske og psykosomatiske problemer, som i sin substans er en konsekvens af varefetichismen og fremmedgørelsen af mennesket under kapitalismen.

Barclays opkøber “juvelerne” i Lehman Brothers til discountpris

     I løbet af bare en uge er USA´s to største offentligt styrede boligkreditinstitutioner blevet nationaliseret for at at redde “verdensøkonomien” og det konkurstruede forsikringsselskab AIG bevilget milliardkreditter af staten for at at redde “økonomien” samtidigt som USA´s nationalbank Federal Reserve sammen med Eurolandenes centralbank ECB og Bank of England pumper hvad der svarer til en billion dvs over tusind milliarder kroner ind på markedet for at forkæle finanskapitalen med likvider.
Det bekræfter den kommunistiske analyse at kapitalismen ikke kan klare sig uden omfattende statslig hjælp selvom der stadig er et par højre- og venstreliberale økonomer og politikere der snakker om “kapitalismens frie markedskræfter sikrer velstand og velfærd for alle”.
I modsætning til Bear Stearns, AIG samt de offentligt støttede realkreditinstitutioner Fannie Mae, Freddie Mac blev Lehman Brothers overladt til de “frie markedskræfter”, sjakalerne og andre rovdyr i finansjunglen. En af konkurrenterne hedder Barclays. Den britiske bank overtager Lehman-bygningen i New York og hele Lehman´s afdeling for fondshandel og investering på kapitalmarkedet i Nordamerika.
Finanskapitalen bag Barclays betaler en discountpris på 1750 millioner dollar for virksomheder som er vurderet til 72 milliarder dollar , altså ca 40 gange så meget. Barclays formand Robert Diamond kalder overtagelsen for “en chance for livet”. – (lifetime chance)
Barclays er selv såret af finanskrisen og måtte afskrive hele £2.4 miliarder (pund) godt 25 billioner kr af bankens aktiver i det første halvår 2008. Konkurrenten Royal Bank of Scotland afskrev endnu mere : £5.9 milliarder – som en følge af finanskrisen der blev udløst af “subprime”-kreditsystemets sammenbrud da priserne på det kapitalistiske boligmarked begyndte at falde i USA sidste år.

Barclays fik tidligere i år omfattende finansiel hjælp fra kapitalistiske stater og selskaber i Asien på £4500 millioner pund. Det var den arabiske oliestat Katar, “Temasek Holdings of Singapore”, “China Development Bank” og “Japans Sumitomo Mitsui Banking Corporation of Japan som købte andele for omkring 47.000 miliarder =47 billioner kr.

Hvem betaler kapitalismens finanskrise ?

Først og fremmest arbejderklassen betaler gennem massefyringer i den produktive sektor og boligbygeriet som mindsker – og stigende inflation især på fødevare og opvarmning, brændsel og huslejer samtidig som skatterne for arbejderklassen forhøjes.
Idag fortæller hjælpeorganisationer bl.a i New York at køerne foran deres “folkekøkkener” hvor de uddeler billig mad til trængende vokser – i stadig større udstrækning er det folk som har arbejde, men som ikke har råd til at spise sig mætte pga lave lønninger og den kapitalistiske inflation
Den kapitalistiske finanskrise mærkes f.eks i Staterne for lejere der bor i ejendomme – hvis ejere ikke har “opfyldt deres låneforpligtelser” til de kapitalistiske storbanker – De kapitalistiske ejere af storbankerne har skruet tommeskruerne på de “kunder” som har “misligholdt” deres kreditvilkår og kræver tvangsauktioner for at sikre finanskapitalens profitter.
I den kapitalistiske jungle er det de fattigste og mennesker i bunden af den kapitalistiske samfundspyramide – der betaler den højeste pris for kapitalens mislykkede forretninger – Udover de millioner af hjemløse i de Forenede Stater rammer “markedsjunglens kapitalistiske love” de millioner af amerikanske familier der af finanskapitalen blev lokket af drømmen om at bo i “eget hjem.
Subprime-lånemarkedet udviklede sig til et af den kapitalistiske verdens største spekulationsobjekter som både europæisk,kinesisk og arabiske kapital investerede i. Dette gigantiske kreditcirkus – som har været medvirkende til “de store vækstrater i både amerikansk og kinesisk økonomi” – er i realiteten kollapset. Og ingen kan idag komme med et bud på omfanget af hvor store beløb der er “tabt” – i finanskapitalistisk spekulation. -

Finanskrisen har udviklet sig til en fødevarekrise – pga kapitalistisk spekulation og underproduktion – også i en af den kapitalistiske verdens finansmetropoler og en af verdens rigeste byer : New York:Millioner overlever ved hjælp -af -suppekøkkener og velgørenhed

11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten

11.Sep 2008 *

11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.

Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen. Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne. I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han: “- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.” Denne hans tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet. Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren. Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han: “-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.” I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende: “-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.” Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti(PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan: “- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.” En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer. I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det: “En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner: 1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder; 2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt … 3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.” Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik. I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter. Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind. Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret. Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket. Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej. Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde. Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark. Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem. At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning. På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror. Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes. Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet. Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen. Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

30.Sep. 2008 – 20:12 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.

Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitter

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen? 
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
  Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !

Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. –  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.

“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

  Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen

september 2008 *

Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.

Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.

Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.

Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.

I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:

“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”

Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.

Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:

“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”

I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:

“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”

Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:

“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”

En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.

I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:

“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”

Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.

I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.

Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.

Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.

Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.

Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.

Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.

Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.

Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.

At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.

På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.

Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.

Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.

Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.

Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

Afghanistan:Fem børn dræbt i Nato´s krig mod oprørere

1. sep. 2008 – 17:05 *

KABUL (AFP,Et artilleriangreb, der var rettet mod en gruppe oprørere i det østlige Afghanistan, kostede mandag tre børn livet, mens syv blev såret.
I en officiel meddelelse fra Nato hedder det, at man i kampe med “Taliban fejlagtigt kom til at ramme et hus beboet af civile afghanere”.
I de seneste uger har Afghanistan været udsat for flere Nato-aktioner, der har kostet civile livet. Det skaber naturligvis øget folkelig modstand mod de udenlandske besættelsestropper – men også yderligere splittelse mellem den USA-støttede regering i Kabul og de udenlandske besættelsesmagt.
Yderlige to børn blev dræbt af udenlandske og afghanske kollaboratørstyrker hvor også børnenes fader blev offer for de udenlandske styrkers brutale fremfærd i Utkheil – området ikke langt fra Kabul. Vrede afghanere samledes ved ofrenes hjem – et hus i Kabul-øst , hvor ligene af børnene og faderen lå fremme i et lervægget døds-seng. Mens hundrevis af protesterende afghanere blokerede vejen- De to dræbte børns moder blev såret, fortalte Yahya Khan, en fætter til familien.
Afghanere samlet omkring ligene af to børn dræbt af styrker anført af US-hærstyrker, idag 1.september 2008.

De seneste drab på ubevæbnede civile, bryllupsgæster og børn forbedrer hverken de udenlandske styrkers stilling eller den Nato-støttede regerings i Kabul. Tværtimod. Spændingen mellem afghanerne og besættelsestroperne fra de kapitalistiske Nato-stater stiger.
Derfor rejses kravet : NATO ud af AFGHANISTAN , stadig mere højlydt og flere afghanere træder ind i rækken af modstandskæmpere.

ORIGINAL-artikel:from Yahoo-News :KABUL (AFP) - NATO-led troops accidentally killed three Afghan children in artillery fire in eastern Afghanistan Monday, the force said, the latest in a string of civilian casualties caused by foreign soldiers.

Another seven Afghans were wounded in the firing in Paktika province, close to the border with Pakistan, NATO’s International Security Assistance Force said in a statement.
An ISAF patrol had come under fire in Gayan district and called for artillery to return fire, it said.
The first round accidentally landed too close to a compound, known as a qalat, and troops called for fire to be halted but a second shell had already been fired.

“The ISAF soldiers went to the qalat and found three dead children and seven wounded civilians,” the statement said.

The force provided medical assistance and evacuated the wounded to military hospitals.

“ISAF deeply regrets this accident, and an investigation as to the exact circumstances of this tragic event is now under way,” it said.

There has been a series of incidents in recent weeks in which Afghan civilians have been killed by international troops in the country to fight Taliban-led insurgents.

Also Monday, Afghans alleged that international troops had killed four people, including two young boys and their father, in an early morning raid in Kabul.

Hundreds of people demonstrated to protest the killings and showed reporters the bloodied bodies of the children.

The allegation that foreign forces were involved could not be verified, with ISAF and the separate US-led coalition denying involvement, as did the Afghan security forces.

“They attacked the house and killed two children, almost two years old, a woman and a man,” one of the demonstrators, Mohammad Naweed, said. It was not clear if the woman was the children’s mother.

Naweed said “foreign forces” also took three men from the house after blasting open the main gate and opening fire.

Monday’s incidents follow allegations that the coalition killed more than 90 civilians on August 22, in the western province of Herat. The toll was reached by separate Afghan government and UN investigation teams, who said most of the dead in the strikes were children.

The coalition has rejected the charge but admitted that five civilians — two women and three children — were killed. They were with 25 militants who had also died, including an important Taliban commander, it has said.

A new joint investigation is expected.

Last Friday, Afghan and German troops killed two children and a woman by opening fire on cars that failed to stop at a checkpoint in the northern province of Kunduz, the German military said.

Kunduz governor Mohammad Omar said a minibus fired upon in the incident had been returning from a wedding.

Civilian casualties damage the reputation of international troops as well as the Afghan government, which analysts say need the backing of the local population if they want to beat a propaganda-heavy Taliban-led insurgency.

The Herat incident prompted the Afghan government to demand a review of the regulations under which nearly 70,000 international troops are in Afghanistan, a key battleground in the US-led “war on terror.”

The coalition announced late Sunday that troops had killed more than 220 militants over the past week in the southern province of Helmand.

Roskilde Bank: Endnu et finanskapitalistisk fallitbo reddes af staten

29.aug. 2008 *

SORT mandag for den danske Finanskapital

Roskildebank på falittens rand:Privat bank med milliardunderskud reddes af Nationalbanken

Danmarks statslige Nationalbank besluttede mandag – sammen med de største kapitalistiske banker i Danmark at redde den private bank fra konkurs.
Allerede fredag den 22. blev den 124-årige bank erklæret “insolvent” dvs. ude af stand til at betale sine kreditorer. Samtidig afviste samtlige kapitalistiske banker enhver tanke om at købe banken, men åbenbart har de intet imod at overtage banken, som det skete mandag med Nationalbanken som skatteyder-garanteret sikkerhed.

Alerede i juli blev det klart at Roskilde Bank var på vej mod fallit. Nationalbanken stillede et skatteydergaranteret garanti på den betingelse at banken skulle sælges helt eller delvis.

“Der er så meget rod at ingen har turdet eller villet købe os” udtalte Søren Kaare Andersen, direktør i fallitboet Roskilde Bank.

Bernstein som mener at arbejderklassens lønninger skal trykkes gennem øget massearbejdsløshed på det kapitalistiske arbejdsmarked griber nu ind for at redde den danske finanskapitalen ud af den krise som er opstået pga Roskildebankens fallit. Her havde han ellers en chance for øge den arbejdsløshed som han mener er for lav.
Den danske finanskapital og Nationalbanken påstår at hvis Roskilde Banks havde gået konkurs ville det have kostet finanskapitalen mindst 15 milliarder kr.

Så er det jo bekvemt at have “onkel Bernstein” i Nationalbanken til at redde kapitalen fra at tage konsekenserne af spekulation på det kapitalistiske boligmarked og i byggebranschen.

Bernstein udtaler at : “Roskilde bank har haft en meget “stor eksponering på ejendomsmarkedet og det i en uheldig kombination med en lempfældig kreditkultur.”

Den lempfældige kreditkultur har direktør Niels Valentin Hansen nu i en e-mail til Dagbladet i Roskilde taget amsvaret for.
I foråret indløste direktør Niels Valentin Hansen aktieoptioner for 30 millioner kr – akkurat et par måneder inden bankens kasse var tom. Andre direktører og topansatte har ligeledes indløst millioner af bankens aktier.
Med Valentin Hansen som direktør førte Danmark 8. største bank en meget aggressiv kreditpolitik. F.eks opfordrede man kunder til at låne i banken til køb af bank-aktier med løfter om “et konkurencedygtigt langsigtig afkast”. Alt tyder nu på at de kunder som lod sig lokke af bankens løfter om “konkurencedygtige langsigtig” overskud nu har tabt alle deres penge.
Samtidig har direktørerne i Roskildebanken givet flerciffrede milion-lån til kapitalistiske erhvervsspekulanter som var blevet nægtet lån i andre banker.
Det er ikke første gang at den statskapitalistiske Nationalbank griber ind for at redde finanskapitalen ud af dets krise og falitter. Det skete også da Landmandsbanklen krakkede i 1920´erne. Den kapitalistiske bankrise fortsatte og i 1924-25 gik Danmark 4. og 5. største bank konkurs uden at det fik de “alvorlige finansielle” følger som direktør Bernstein påstår en konkurs for landets 8. største bank idag ville få hvis Nationalbanken ikke havde reddet banken.

Roskildebankens fallit og det politiske indgreb gennem Nationalbankens overtagelse bekræfter endnu engang at kapitalismen ikke kan stå på benene uden statslig hjælp.
Kapitalisterne kan altså ikke klare sig uden statstøtte, dvs arbejderklassens skattekroner i længere tid – selvom forskellige højre og venstreliberale politikere og ideologer påstår at den “liberale kapitalisme” – det vil sige det “frie kapitalistiske marked ” – kan sikre både økonomisk fremgang og velfærd for arbejderklassen – uden statsstøtte ?
Det har den ikke kunnet siden krakket på Wall Street i oktober 1929 -
Siden da har kapitalisterne og det klassesamfund som de hævder er “verdenshistoriens mest fremskredne” kun overlevet med hjælp af statsstøtte i den ene eller anden form, samtidig som paramilitære og politi-styrker står klar og er blevet sat ind når kapitalen ikke har kunnet klare sig i klassekampen mod arbejderklassen. Fortsættes . . . DEL II

Samtlige borgerlige og socialdemokratiske partier i Folketinget støtter Bernsteins overtagelse af Roskilde Bank med socialdemokraten Hækkerup som en af de ivrigste forsvarere.

SVENSKA: Dansk riksbank tar över Roskilde Bank
25 augusti 2008 – 18:48
Danmarks riksbank, Nationalbanken, tvingas att ta över Roskilde Bank i en räddningsaktion. Orsaken är att ingen vill köpa den krisdrabbade banken.
Övertagandet, som beräknas kosta 4,5 milliarder danske kr, innebär att de över 30.000 aktieägarna med stor sannolikhet förlorar sina pengar.
Nationalbanken ställde så sent som i juli ut en garanti på 750 miljoner danska kr och meddelade samtidigt att verksamheten var till salu.
Kraftig utlåning, dålig kreditvärdering och förluster ledde till krisen.

KIlder: Berlingske t. + DR-P1Business:Interview: “Roskildebank tog kunder fra os med hvad der i bankkredse bliver kaldt “fuldstændig urealistiske tilbud om lån ” …..

Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”

12 juni 2008 – 20:03

Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark

“Danmark har for lav arbejdsløshed”.

Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende poltiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.

Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.

For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.

Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik blev bevidst holdt udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.

Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.

Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.

Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.

Nationalbankdirektør Bernstein forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.

Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark

Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.

Danmark:Terror-karikaturer og muslim-hetz bag krise for turisterhvervet

11.aug.2008 – 11:34 *

Turister dropper Danmark som turistmål

En undersøgelse af turismen i Danmark , som er udarbejdet af analysebureauet Copenhagen Economics, har vist, at landet er den store taber i udviklingen i den internationale turisme. Hvor andre lande omkring os har vækst og antallet af udenlandske turistankomster på globalt plan er vokset med 32 pct. fra 2000 til 2007 har Danmark, som det eneste land i EU, oplevet et fald på 2 procent i internationale besøg. Det skriver Politiken som citerer
direktør Frederik Preisler i reklamebureauet Propaganda McCann for at fremhæve at;

“Danmark blev tidligere opfattet som en frisindet, diplomatisk og meget menneskelig nation, som var et forbillede. I dag er vi nærmest dér, hvor Østrig var for nogle år siden med Jörg Haider i spidsen. Vi bliver opfattet som et lille aggressivt land, som gerne erklærer krig mod muslimer og det meste af den arabiske verden, . . . .”

Uden tvivl er billedet af og det indtryk som andre folk i Europa og ude i verden blevet forandret efterhånden som det er gået op for stadig flere at Danmark´s ledende politikere har valgt at gøre landet til en lille chauvinistisk sattellit-stat og vagthund for “Big Brother” i Washington og deres “interesser” rundt om i hver verden. Det fik Jugoslaverne at mærke da Nato indledte den folkeretstridige krig mod “regimet i Belgrad” – Danmarks regering sluttede op om krigen. Det samme skete i 2001 mod Afghanistan og i 2003 mod Irak . Hver eneste gang “krigstrommerne” lyder fra Pentagon og det Hvide Hus sender USA´s “trofaste” i Wonderful Copenhagen” soldater og våben afsted for at vise “Big Brother” i Washington hvor “pålidelige” man er – uanset om det er i strid med Folkeretten,FN´s Charter.
En sådan uselvstændig” “duksedrenge”-opførsel er ikke populær ret mange steder ud over hos Mr. Sakaaschvili i Georgien. Især tyskerne bliver frastødte over Big Brother og hans duksedrenge. Tyskerne ved af erfaringen – fra 1933-45 – hvad imperialistiske stormagter og deres små duksedrenge kan gøre ved verden.
Det er sikkert en del af forklaringen til at tyske overnatninger i Danmark er faldet med to millioner fra 15,5 millioner overnatninger i år 2000 til 13,8 sidste år.
De blev befriet for ham i 1945

Prostitution er ikke arbejde

9.aug.2008 *

Kampen mod den kapitalistiske prostution, købesex og sexslaveri fortsætter

 
  OSLO, (“Klassekampen”) – Den 1.januar 2009 er indfører Norge et forbud mod køb af sex – det som også kaldes kapitalistisk prostitution. Danmark vil derfor blive “Skandinaviens bordel” eller “prostitutionens fristed” som den kapitalistiske prostitutions højre- og venstre-liberale forsvarere vil udtrykke det.
Og debatten om følgerne af den kapitalistiske prostitution for kvinder, for mænd, børnene og samfundet fortsætter. De højre og vensteliberale prostitutionsfortalere forsøger at fremstå som
fortalere for et “liberalt og frigjort” syn på sex. Problemet er at den kapitalistiske prostitution og pornoindustri kynisk udnytter og forkvakler både kvinder og mænds seksualitet og behov.
Prostitutionen er udtryk for det kapitalistiske samfunds markedstænkning og tingsliggørelse af de menneskelige relationer og en forhindring for virkelig seksuel og menneskelig frigørelse.

Også i Norge – som er noget længere fremme end Danmark fortsætter debatten. Her et udpluk fra et debat mellem Marit Nybakk fra det norske ArbeiderParti (Ap) og Rita Lekang fra norsk LO.

“- At definere prostitutionen som arbejde bidrager ikke til at bekæmpe menneskehandelen.”

Det mener Marit Nybakk fra det norske ArbeiderParti (Ap) og Rita Lekang fra norsk LO.

“- Det går imod mit værdisyn at nogen skal leve af at sælge sin krop “, siger Rita Lekang.

“- Målet må være at bekæmpe prostitusjonen” , siger Marit Nybakk.

 

“- Prostitution er ikke arbejde, og kan aldrig defineres som arbejde. Prostitution er vold mod kvinder, og alle statistikker som viser sundheden for kvinder som har har været prostituerede, viser psykiske traumer, ødelagt underliv og så videre. Målet må være at bekæmpe prostitusjon. Selv om mange vil sige at det er en utopi, må vi ha lov til at arbejde for den type mål “, siger Marit Nybakk til den norske avis “Klassekampen. (Foto: Scanpix/norsk LO)

Vil bekæmpe prostitution

Hun er stærkt uenig med partikollega Elvis Chi Nwosu, som i gårdagens “Klassekampen” tager til orde for at give nigerianske prostituerede arbejdstilladelse for at få et mer kontrollerbart prostitusjonsmiljø. Nwosu er i lighed med Nybakk tilhænger av kriminalisering av sexkøb, men han understreger at så længe salg af sex ikke er forbudt, bør de som sælger sex få arbejdstilladelse og betale skat.
Nybakk mener ikke dette er vejen at gå.
“- Målet vårt må være å bekjempe prostitution. Derfor skal vi gøre to ting nu: Vi får trolig allerede fra 1. januar indført forbudet mod køb af sex. Det vil virke normativt og hæve tærskelen kraftigt for mænd som køber sex. For det andet skal vi stille krav til vor egen regering om at komme med forpligtende, klare og konkrete tiltag i statsbudgettet for 2009 som inkluderer målrettede og skræddersyede oplærings-, uddannelses- og kvalifiseringstilbud overfor de enkelte prostituerede. Vi må få udenlandske kvinder ud af prostitusjonen gennom at tilbyde dem muligheter for asyl i Norge og få dem inn i et introduksjonsprogram som gir oplæring og arbeidstræning. Krisecenter-sekretariatet driver allerede Rosa-projektet, hvor det stilles som absolutt krav for at være med at jentene slutter med prostitusjon, siger Nybakk.

- Kvinder er ofrene

Leder for LO´s familie- og ligestillingspolitiske utvalg Rita Lekang forstår argumentet med at dersom sex defineres som arbejde kan det bli lettere at kontrollere, men alligevel mener hun det blir galt.

- Vi har vedtatt gang på gang at salg av sex ikke er arbejde, og det vil forbli vor linje. Noget andet ville betyde at opgive kampen mot prostitusjonen. Det handler om hvilken slags samfund vi skal leve i. Det går imod mit værdisyn at nogen skal leve af at sælge sin krop.

- Vil du da forbyde sexsalg?

- Det er vi ikke begyndt at snakke om. Vi har jobbet hårdt for kriminalisering. Vi må følge nøye med på hva som skjer etter at forbudet blir innført. Det nytter ikke å gå så fort fram, sier Lekang og benytter anledningen til å rose IKEA som har sagt i Dagsavisen at de gjerne ansætter kvinder som vil ut av prostitution.

Leder i Arbeiderpartiets kvinnegruppe Gro Tvedt Anderssen mener man rammer kvinnene dersom sexsalg blir forbudt.

- Kvinnene er ofrene her. De må ikke straffes, men få hjelp til opplæring, slik at de kan få papirer på at de kan noe annet, sier Andersen.

- Misjonærtankegang
Elvis Chi Nwosu har bare begrenset tro på tiltakene for de prostituerte som skal følge i kjølvannet av forbudet mot sexkjøp.

- Det hjelper ikke at Pro Sentret ansetter en nigerianer. Vi trenger ikke blåøyd liberalisme og misjonærtankegang. Vi trenger at statsrådene som står bak handlingsplanen mot menneskehandel tar ansvar. Vi trenger bilaterale avtaler mellom Norge og Nigeria, mer informasjonsdeling, mer kontakt med de afrikanske miljøene, mer politisamarbeid innad i Schengen – det må jobbes på flere plan samtidig, sier han.

Igjen understreker han at hensikten med utspillet hans om å gi arbeidstillatelse til prostituerte var å foreslå en mekanisme for å begrense prostitusjon.

- Hensikten er å tette et smutthull. I dag er det svært lukrativt for nigerianske prostituerte i Norge. Men hvis det ble kjent at kvinner som selger sex uten arbeidstillatelse i Norge, blir sendt på første fly til Nigeria, så ville det sende et drastisk signal til de organiserte kriminelle, sier Nwosu.

Han er positiv til at kvinner som vil ut av prostitusjon skal få opphold og delta i arbeidstreningsprosjekter under den forutsetning at de ikke prostituerer seg. Men han understreker at det må følges opp med kontroll.

- Italia har en slik ordning som mange nigerianske kvinner har benyttet seg av. De har fått opphold på bakgrunn av at de vil ut av prostitusjon. Men det misbrukes. Så snart de får opphold, så reiser de til et annet Schengen-land, som Norge, og selger sex her. Jeg ønsker at politiet kan kontrollere nigerianske kvinner på gata, sjekke deres Schengen-papirer og gjennom dem få informasjon om på hvilket grunnlag de har opphold. Har de opphold på grunnlag av at de ikke skal prostituere seg, og politiet finner ut at de gjør det likevel, så må de bli sendt hjem. Ikke til Italia, men til Nigeria. Vi må få en slik hjemsendelsesavtale med Nigeria, sier Nwosu.

Kilde: Åse Brandvold/avisen “Klassekampen”

”Det er ikke lykkedes for nogen at underkue det afghanske folk”

31.juli 2008 *

“-Ingen udenlandsk besættelsesmagt er nogensinde lykkedes med at kue det afghanske folk, men i krigens fodspor lider civilbefolkningen”,

fortæller Peter Hjukstrøm til den svenske avis Proletaren

   Hjukstrøm er ingen grønskolling når det handler om Afghanistan. Han er “verdensberømt” i Sverige bl.a fordi han har fulgt udviklingen i Afghanistan i over tredive år gennem solidaritetsarbejdet i Svenska Afghanistankommittén og gennem jævnlige besøg i landet.

Peter Hjukstrøm besøgte i år en sommerlejr arrangeret af Kommunistiska Partiet (også kendt som “revolutionärerna”) i Sverige.

På sommerlejren fængslede han deltagerne med sine dybe kundskaber og sit engagemang for landet hvor både svenske, norske og danske soldater befinder sig som en del af Nato´s besættelsesmagt.

Sorgens dag

Den 11 september 2001 var en sorgens dag, aller mest for afghanerne og Afghanistan.

“– George W Bush pegede med hele hånden på Afghanistan, hvor Osama bin Ladin angiveligt befandt sig. Man behøvede ingen dybere intelligens for at regne ud at det skulle indebære en mennesklig katastrofe, siger Peter Hjukström.”

Fra den 1 oktober 2001 til januari 2002, de tre første måneder af USA´s aggressionskrig, døde mellem 3 og 8 tusind civile. En vold som siden da er optrappet i omfatning.

“– I 2001 befandt der sig 13500 amerikanske soldater i Afghanistan. Syv år senere, 2008, finds der mellem 63000 og 68000 udenlandske soldater. Det er en stigning med 10-12000 soldater pr år. Hvad laver de der? Ja, det er ikke for at spille sorteper eller whist (“Fia med knuff).”

“– USA siger at ”alt bare bliver bedre”. Samtidigt planlægger Sveriges forsvarsminister Sven Tolgfors at øge den svenske trup under Natos kommando fra 360-370 soldater til 500 med henvisning til at ”sikkerhedssituationen er forværret.” Et eller andet sted går ligningen ikke op, ” tilføjer Peter Hjukström.

En anden måde at måle den elendighed som USA´s besættelse har ført med sig er den eksplosionsartede stigning af opium-dyrkningen, mener Peter Hjukström. Taliban-regimet beskriver han som rigidt og ekstrem. Men under deres cirka fem år ved magten blev opiumvalmuen forbudt og den forsvandt næsten helt ud af landbruget. Men allerede i år 2002, bare et år efter den amerikanske besættelse, var produktionen i fuld gang igen. Høsten i 2007 gav 8200 tons råopium, hvilket giver 820 tons rent heroin. Det svarer til det dobbelte narkobehov for alle jordens heroin-misbrugere.

“– Ingen kan overbevise mig om at Afghanistan er en succeshistorie. Landet har en af verdens mest gennemkorrumperede økonomier under USA´s besættelse. CIA pumpede under krigens første tre månader en milliard dollar ind til de lokale krigsherrer. De har skabt sine private små fyrstedømmer , forklarer Peter Hjukström.

”Det store spil” – The Great Game som englænderne kaldte det

   Trods landets blodige fortid giver det historiske perspektiv et vist håb. I det som den brittiske imperialist Rudyard Kipling kaldte ”The Great game”, Det store spil om Centralasien har USA taget initiativet. Men det er ikke den første stormagt som med vold forsøger at kontrollere det strategisk beliggende land. Frem til den russiske revolution konkurrerede Rusland og England om kontrollen, og brittiske tropper besatte landet frem til år 1919 da de blev smidt ud efter et væbnet oprør.

Næste forsøg blev gjort af Sovjet. I hovedstaden Kabul var der i 1970´erne vokset et tyndt lag af studenter og intellektuelle frem som levede et moderne og sekulariseret liv i sammenligning med den stærkt troende og fattige landsbygd. I dette miljø havde det sovjet-revisionistiske parti PDPA sin base ved tiden for den såkaldte Saur-revolutionen i 1978.

“– De gennemførte et klassisk militærkup, sammen med officer. Men de manglede fuldstændig forankring i arbejder- og bondeklassen, siger Peter Hjukström.

0g tilføjer : “– PDPA blev kaldt for ”Det kongelige kommunistparti” eftersom dele af overklassen og også kongefamilien tilsluttede sig partiet. Det som forenede var sekularismen og foragten for de fattige og illiterate masser på landet og som man anså være tilbagestående. Man forholdt sig ikke på en respektfuld måde mod dem”.

Sovjet och USA

På landsbygden voksede et oprør frem som blev understøttet af CIA med træning og våben via Pakistan. Derefter intervenerede Sovjetunionen militært - Brezhnevs Sovjet gik i fælden så at sige. De afsatte den tidligere præsident og indstallerede sin egen mand ved magten. Invasionen blev en katastrofe. Mellem en halv million og to millioner afghanere døde og fem millioner blev tvunget til at fly, heraf alene tre millioner til nabolandet Iran. Efter store tab trak sig Sovjet sig tilbage i 1989 efter det der i dag kaldes “Sovjets Vietnam”.

Peter Hjukström sammenligner den sovjetiske krigsretorik med den USA-anførte besætelse.

“– Det blev sagt at det skulle blive en ”i tid og rum begrænset indsats, maksimalt seks år”. Krigen varede i ti år. Derefter var landet slået i stumper   Halvdelen af førkrigsbefolkningen var enten døde eller på flugt. Hele byer forsvandt. Den amerikanske invasion blev indledt for at fange Osama bin Ladin. Der har gået syv år uden noget resultat og krigen trappes op for hvert år.

“– I virkeligheden handler krigen om en strategisk positionering. Kontrollen over den centralasiatiska regionen med sine gigantiske natur-rigdomme”, fortsætter Peter Hjukström.

De sovjetiske hærstyrker, udsendt af Brezhnev-regimet i Moskva,  efterlod sig et minefelt som strækker sig gennem hele landet. FN´s første minerapport viste at der fandtes 10 millioner miner i landet. Den borgerkrig som startede efter att det sovjetstøttede regime til slut brød sammen i 1992 betød at flere millioner miner igen blev udspredt på landsbygden og den nuværende besættelse er fortsat med samme dødelige recept.

Først med talibanernes magtovertagelse i 1996 blev der skabt en slags ordning i landet. Under den korte tid de havde magten gennemdrev de sin radikale politik, med erhvervsforbud for kvinder og offentlig pryglestraf men samtidigt rådede der fred for første gang i næsten tyve år. Det varede i fem år, da USA invaderede.

“– Al historiske erfaringer visear at besættelsen ikke vil blive vellykket. Ingen fremmede magter har lykkedes med at kue det afghanske folk. De vil overvinde de her problemer også og Afghanistan vil genopstå. Det giver mig håb, siger Peter Hjukström.” – - 

“– Modstandsgrupperna er vokset i styrke og opererer nu i to tredjedele af landets provinser. For hver bombe som besættelsemagten fælder skabes ny grobund for modstanden.”

Selv om Hjulstrøm beskriver Afghanistan som vor tids trediveårige krig betyder det ikke at der har været krig hver dag for alle. Midt i kaoset har Svenska Afghanistankommittén (SAK,overs.anm.) bedrevet et succerigt solidaritetsarbejde.

Peter Hjukström fortæller om de lysglimt af håb som han har set ved gentagne besøg på de skoler som SAK driver.

“– SAK har satset store resourcer. Uden deres læger ville tusinder af være døde forgæves. Hver syvende kvinde dør i forbindelse med børnefødsel.” 

USA ud af Afghanistan!

Bistandsvirksomheden bedrives i form af en langsigtig udviklingsstøtte med fokus på sundhed,pleje uddannelse, handikap-rehabilitering. Støtten gives til landsbygdden og er udformet sådan at den skal komme de fattigste til gode.

“– En lille sum penge til SAK kan hjælpe en pige til at kunne gå i skolen. Samtidigt vil jeg opfordre jer yil at arbejde imod den USA-ledte besættelse af Afghanistan, afslutter Peter Hjukström.”

Interviewet af NILS LITTORIN for Proletaren.se

 

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 sendte bolsjevikerne et Manifest til alle kæmpende muslimer i Rusland og Orienten

Foreningen Afghanistansolidaritet 

 

 

og 

Afghanistankommittén

Wallraff-reportage afslører Discount-koncernen Lidl

5.aug. 2008 *

Rapporterer den tyske nyhedsportal Rote Fahne´s korrespondent fra Gelsenkirchen:

Günter Wallraff undercover: “Wo Arbeit weh tut”

Gelsenkirchen (Korrespondenz), 05.08.08: Phönix wiederholt am Samstag, den 9.8., um 12.45 Uhr die spannende und unter die Haut gehende 30-minutters Reportage af Günter Wallraff. Denne gang er det temaet “Billigproduktion für Großdiscounter” som han med skjult Kamera “angriber”.
Under en anden identitet heuerte er bei einer Großbäckerei im Rheinland an, die für Lidl Billigbrötchen liefert.
Fire uger lang schuftete er unter sklavenähnlichen Arbeitsbedingungen in Schichtarbeit für einen Hungerlohn von 7,66 Euro brutto bei Temperaturen bis zu 50 Grad, verbrannte sich die Arme an heißen Backblechen und entdeckte gefährliche unfallträchtige Sicherheitsmängel an den Transportbändern. Auch die dokumentierte Schimmelbildung an Wänden und Maschinen erfordert harte Nerven beim Zuschauer.

Seine Kollegen beklagten sich über nicht bezahlte Krankheits- und Feiertage und über Mobbing bis hin zu Abmahnungen und Kündigungen. All das ist kein Einzelfall. Man sollte sich die Sendung nicht entgehen lassen. Sie ist aufrüttelnd und bietet viel Stoff für Diskussionen.

Danmarks Forsvarchef “sikker” – Flere soldater går døden imøde i Afghanistan

31.juli 2008 / 06:11
Danmarks kommende forsvarschef, vicead­miral Tim Sloth Jørgensen er overbevist om at flere danske soldater vil blive ofre for krigen og besættelsen af Afghanistan. Soldaterne har svært var at beskytte sig mod den afghanske modstandsbevægelses stigende brug af miner og vejsidebomber

“Vi håber selvfølgelig, at vi ikke oplever flere tab, men sandsynligheden taler for, at det ikke kan undgås. Soldaterne har fået det bedste mate­riel og den bedste uddannelse, vi kan give dem, men de vil aldrig være usår­lige. Hvis vi gør pansret på køretøjer­ne tykkere, så bliver sprængladninger­ne bare større,” siger vice/adminral og kommende “Forsvarchef” for Danmarks væbnede styrker (herunder angrebstyrkerne i Afghanistan);Tim Sloth Jørgensen.

Den senest dræbte blev den 28-årige Jesper Gilbert Pedersen. Han var kampvognsfører i hærens Leopard 2 A5-kampvogn, som ellers har ry for at være usårlig. Men fredag i sidste uge lykkedes det for første gang at de afghanske sabotører at få ram på en af de 62 tons tunge kampvogne. Ud over at dræbe Jesper Gilbert Pedersen blev tre andre danske soldater såret, da kampvognen påkørte en sprængladning under en ildkamp i Helmand-provinsen.

Kilder> tv2/nyhederne

Ford på vej mod konkurs: underskud i andet kvartal på 8,7 milliarder dolar

24.juli 2008 – 22:34 *
NEW YORK — Den kapitalistiske bilkoncern Ford Motor Co. offentligjorde idag det største kvartalsmæssige tab i selskabets 105–årige historie. Underskuddet løb op i $8.7 milliarder alene for de tre måneder i andet kvartal. Det svarer til ca 40 milliarder kr.
Ford havde i 2006 et underskud på over $12 milliarder – hvilket da svarede til næsten 80 milliarder kr.-
Ford-koncernen er i en situation hvor den kapitalistiske direktion har pantsat alt af værdi – inclusive Ford-logoet for at kunne finansiere virksomheden, hvilket understeger at koncernen er et reelt kapitalistisk fallitbo.
Kun amerikansk prestige holder koncern oppe. -
Ford på falittens rand – selv Logo´ét er pantsat til finanskapitalen

DE amerikanske bilarbejdere har igennem flere år mærket til at den amerikanske kapitalisme ikke er stabil. Ingen af de “tre store” Ford, GM eller Chrysler har kunnet sikre arbejdspladserne eller de overenskomstsikrede velfærdsrettigheder i form af sygeforsikring og pensionsindbetakinger.

Titusinder af arbejdspladser er nedlagte alene på Ford´s bilfabrikker i de Forenede Stater.

“Because of deteriorating economic conditions, demand has declined dramatically, especially in North America,” said Ford topchef (CEO) Alan Mulally, who also blamed rising gas prices for the decline.
Ford-chefen sagde videre at selskabet “arbejder henimod at reducere den lønnede arbejdstyrke med 15%.”

På de Ford-ejede Volvo-bilfabrikker i Sverige og Belgien er fyresedlerne til to tusind arbejdere allerede under forberedelse.
Der kan komme flere ubehagelige overraskelser fra direktørerne i den kapitalistiske bilkoncerns hovedkontorer i Detroit.
Udover det daglige underskud i koncernens regnskaber har dollarens nedgang givet produktionen på Fords fabrikker i Europa et valuta-underskud som direktørerne i Detroit nu spekulerer i at “fjerne” ved at nedlægge produktion i Europa og flytte den til Staterne.

Kilde: CNN-Money.com

Arbejderne på Ford´s fabrikker har allerede givet store indrømmelser og opofringer som et uddrag af denne artikel viser:

Ford Motor Co. no longer can complain about being hamstrung by high U.S. labor costs
that prevent it from making money domestically.
The automaker’s hourly workers on Wednesday ratified a historic four-year contract that sets lower pay for new hires and puts Ford’s huge retiree health care liability into a trust run by the United Auto Workers.
The UAW represents about 54.000 Ford workers, and 79 percent of those voted in favor of the pact, the union said Wednesday. The UAW typically does not release vote totals. Workers at General Motors Corp. and Chrysler LLC already had ratified similar deals, with the contract passing at Chrysler by only a small margin. . . ./ / .. In addition to the active workers, the deal covers more than 94.000 Ford retirees and 28.000 surviving spouses. It will run until Sept. 14, 2011.
/AP, November 14, 2007 ·/

Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”

24.juli 2008 – 11:45 *

Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:

“Ich bin ein Schwarzer Berliner”

Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.

Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America” – et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til

-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.

Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA

Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:

“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.” 

uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.

Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:

Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”

Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.

Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.

Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.

” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land: 

Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.

Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.

Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.

Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.

Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.

Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.

Cuba og Israel 

Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)

Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.

Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”

At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.

Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”

Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.

Trusler mod Iran fra Obama

Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”

Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.

Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.

Norge :Milliardprofitter i Telenor-selskabet trods finanskapitalistisk krise

22.juli 2008 *
Et af Skandinaviens største kapitalistiske teleselskaber, Telenor med hovedsæde i Oslo havde – trods inflation, stigende bankrenter og finanskapitalistisk krise – alene i 2.kvartal profitter der løb op i 3,25 milliarder norske kr
Det er noget mindre end samme periode sidste år hvor profitten lå på 3,54 milliarder kr. Men stadig langt over 10 % af omsætningen der lå på 23,8 mia. norske kr. (~100 milliarder kr på årsbasis)

Arzrouni, kapitalismen og det liberale hykleri

22.juli 2008

DEn ultraliberale skribent Christopher Arzrouni kalder i et indlæg på den ultraliberale portal 180-grader – et af de steder som ikke har udelukket ham pga artikeltyverier – den kapitalistiske erhvervsmand Asger Aamund “ny-marxist”.

At Arzrouni har problemer med at tænke selvstændigt beviser han gang på gang – ikke kun når det handler om hans fordømmelse af Naomi Klein´s afsløringer af kapitalismens blodige praksis i “Chockdoktrinen” – men også i dette indlæg
Den kapitalistiske erhvervsmand Aamund kritiseres for at advokere for et mere moderat kapitalistisk “reform”-tempo for det er – ifølge Arzrouni – ” netop ny-marxistisk, fordi den fører ham over i passivitet i forhold til de determinerende samfundsøkonomiske naturkræfter, han har med at gøre. På linje med klassisk marxisme.”

Hverken den klassiske eller marxismen idag er “mekanisk” – men dialektisk. Det er selve kernen i den marxistiske videnskabelige metode og forståelse af verden som Arzrouni også har misforstået.
Den moderne kommunismes fader Karl Marx lagde netop vægt på det dialektisk -vekselvirkende element i historiens og samfundets aktuelle udvikling.
Uden dog at forfalde til en vulgær sammenblanding af alle kræfter som ligegyldige og lige-stærke.
Det afgørende er produktionsforholdene – hvilke klasser bestemmer over merværdien : kort sagt : hvem har magten over produktionsmidlerne og bestemmer produktionens og samfundets udvikling. Men de er netop ikke “mekanisk determinerende”.

Både Hitler, Mussolini, Thatcher og Pinochet repræsenterede stærke og dominerende kræfter i den tyske, italienske , engelske og chilenske kapitalistiske overklasse.
Derfor kom de til magten. (den politiske ikke den økonomiske)
Kapitalen bragte Hitler, Mussolini, Thatcher og Pinochet til magten med forskelllige grader af militær og politimæssig statslig vold.
Bush blev IKKE valgt efter en optælling af stemmerne i valget 2000, men i kraft af støtte fra de dominerende kapitalister i de Forenede Staters olie-e og våbenindustrien.

Problemet for Arzrouni er at han har problemer med at forstå det dialektiske forhold mellem samfundets objektive basis – produktionsforhold- og klasseforskelle – og den politiske- ideologiske overbygning (regering og partier) hvilket gør ham hjælpeløs når han skal sætte en aktuel politisk dagsorden.
Derfor forfalder han nu til det billige populistiske trick at kalde storkapitalisten Asger Aamund “marxist” .
Men på den anden side forhøjer Arzrouni´s tekster jo underholdningværdien af den ultraliberale netportal 180.grader.
Vi ser frem mod flere underholdende liberale indlæg med Hr. Arzrouni som underskriver – ikke nødvendigvis som forfatter – hvor kapitalismens “mekaniske” og mest vulgær-liberalistiske tankegang bliver udstillet. ———
-pavka

To cifrede milliardprofitter hos storbankerne

21.juli 2008 –

Trods den omfattende finanskapitalistiske krise i de Forenmede Stater med massekonkurser , – fyringer og tvangsauktioner fremviser USAs næst største kapitalistiske bank “Bank of Americas” tocifrede milliardprofitter for de tre måneder i 2-kvartal i år.
Bankens regnskap for kvartalet viser at banken´s profitter løb op i 3,41 milliarder dollar ~ 16 milliarder kr. – Det er ganske vist en nedgang over 2 milliarder dollar (~10 milliarder kr.) fra 5,76 milliarder i tilsvarende periode i fjor.
Men det er bedre end de finanskapitalistiske regnedrenge havde forudspået. Det fik kurserne på de kapitalistiske aktiespekulations- børser verden over til at stige.

Bank of America profit per aktie blev 0,72 dollar i 2. kvartal. Væsentlig bedre end de forventede 0,48 dollarene, ifølge nyhetsbyreauet Reuters.

Også Skandinaviens største kapitalistiske bank – statstøttede Nordea – har offentliggjort regnskaber der fremviser to-ciffrede milliardprofitter.
Profitten efter skat ble på 693 millioner €uro ~5,7 milliarder kr. i andre kvartal i 2008, mot 816 millioner euro i samme kvartal i fjor.
det svarer til en årsprofit på godt 20 milliarder kr.

Selskapet hadde et driftsresultat på 883 millioner euro i andre kvartal, mot 978 millioner euro i samme periode i fjor.

DE kapitalistiske renteindtægter steg fra 1.043 millioner euro i andre kvartal i fjor til 1.230 millioner euro i andre kvartal i år.

I samme periode gikk driftsinntektene opp fra 1.957 millioner euro til 1.992 millioner euro.

Konsernchef i Nordea Christian Clausen er tilfreds kvartalets milliardprofitter.

– Jeg er glad for at vi har klart at oppretholde et høyt aktivitetsnivå og oppnå rekordresultater i kundeområdene i en periode med svekkede og ustabile finansmarkeder, siger han i en pressemeddelse.

Endnu et socialdemokratisk selvmål

DEcember 2004

Kommentar

Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare. 

Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at

“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)

For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.

I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet. 
 – Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:

”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. 
(Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).

Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
 (G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.

Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?

SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.

I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod. 
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. 
 Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. 
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”

I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :

“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).

Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.

PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:

”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”

Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet. 
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:

”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”

Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering. 
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

N O T E R

1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. 
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU

Sverige: Aflytningsloven´s skjulte mål : “Spionage mod Rusland” frem i lyset

20 juli 2008 – 20:11
Den af Sveriges Rikdag besluttede masseaflytningslov FRA som skal træde i kraft 1.januar 2009 får nu også drøje hug fra kritikere med potentielt større magt og indflydelse.
Det sker i den russiske avis Nezavisimaja Gazeta som hævder at loven er en måde at legitimere spionage mod Rusland.
Den russiske kritik af den svenske masse-overvågningslov kommer nu efter at kilder i den svenske efterretningstjenste har bekræftet at “målet bl.a er at aflytte Rusland”.
Ca 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen passerer i kabler i Sverige.

“- Et parlamentsmedlem har udtalt at Rusland skulle kunne gøre det samme mod Sverige og at der findes muligheder for at omlægge trafiken,(den russiske teletrafik,InPss.,anm,)) siger Sveriges Moskva-ambassadør Jan Molander til Sveriges største nyhedscenter Svt.Rapport.

“FRA-loven muliggør masse-overvågning af ikke bare svenskere,men også danskere,finner, nordmæænd, og russere”

I dag passerar omkring 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen i kablar gennem Sverige.

Norske mobil-brugere advarede

Og russerne er ikke alene om at reagere. Det svensk-finske telekoncern Telia Sonera i Finland har allerede flyttet sine e-post-server fra ud af Sverige. I Norge er media gået ud og advaret Tele2:s mobil-brugere om at deres private sms kan blive smuglæst af svensk efterretningstjeneste eftersom sms mellem norske mobiler sendes via Sverige.

DEn svenske regerings vedtagelse af masse-aflytningsloven FRA og udviklingen af protesterne ligner mere og mere et svensk selvmål. Og der tales nu åbent om at loven måske slet ikke kommer til at træde i kraft om godt fem måneder.

Bombi-bitt/

Sveriges nye “anti-terroristiske” aflytningslov- ”FRA-loven truer retssikkerheden.

Fogh´s Justitsminster nægter at kulegrave PFLP-tilbud om hjælp med Blekingegade-røveriet

20. juli 2008, 12:03

Justitsminister Lene Espersen afviser, at der er behov for at kulegrave, hvorfor PFLP-leders tilbud om at vidne i Blekingegadesagen ikke blev videregivet.

Det havde ikke ændret noget, hvis politiet og anklagemyndigheden havde hørt om, at et højtstående medlem af terrorgruppen PFLP, der var mistænkt i sagen mod Blekingegadebanden, var parat til at vidne i retssagen mod banden.

Det mener justitsminister Lene Espersen (K). Det på trods af, at flere politikere, bl.a. tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), og Jørn Moos, der ledede efterforskningen af Blekingegadebanden, har undret sig over, at vidnetilbuddet ikke blev givet videre – og at PFLP-lederen, Tayseer Kubaa, aldrig blev afhørt.

Den manglende afhøring har ført til fornyet kritik og krav om en undersøgelse af, hvordan Politiets Efterretningstjeneste (PET) efterforskede sagen mod Blekingegadebanden i slutningen af 1980′erne. PET blev nemlig orienteret om Tayseer Kubaas tilbud, som han kom med til Uffe Ellemann-Jensen på et møde i New York i september 1989.

Minister: Ingen relevans for retssagen

Lene Espersen oplyser i et svar til Folketingets Retsudvalg, at selv om PET holdt tilbuddet for sig selv, gentog Tayseer Kubaa kort efter offentligt, at han i forbindelse med retssagen var villig til at give vidneforklaring om “forholdet mellem Blekingegaden og PFLP”.

Justitsministeren henviser samtidig til, at Blekingegadebandens medlemmer ikke var tiltalt efter den gældende bestemmelse i straffeloven om terrorisme. Det skyldtes, at bestemmelsen dengang ikke omfattede støtte til terrorgrupper, som opererede uden for Danmark.

- Spørgsmålet om forholdet mellem Blekingegadebanden og PFLP var derfor kun af begrænset relevans for retssagen. På den anførte baggrund finder jeg ikke noget selvstændigt behov for en undersøgelse af myndighedernes håndtering af den omtalte indberetning (til PET, red.) om mødet i New York den 25. september 1989, svarer Lene Espersen.

Opposition: Uforståeligt

Justitsministeren vil dog ikke udelukke, at spørgsmålet kan blive taget op i forbindelse med den lovede undersøgelse af Blekingegadesagen. Og det vil det, lover Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Karen Hækkerup.

- Det her er en utrolig væsentlig information at få klarlagt. Så kan jeg forstå, at justitsministeren har en anden holdning. Men jeg vil stadig fastholde, at vi skal have undersøgt, hvorfor pokker det gik, som det gjorde i New York med Uffe Ellemann-Jensens møde og de informationer, han fik. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan Lene Espersen allerede nu kan afskrive, at det var en væsentlig information. Tværtimod. Det er en væsentlig information, som understreger behovet for at få gravet dybere i det her, siger Karen Hækkerup.

PET modtog således den 27. september 1989 en fax fra Udenrigsministeriet med et mødereferat, hvoraf det fremgik, at PFLP’s udenrigspolitiske leder var villig til at vidne, fordi hans navn dengang blev sat i forbindelse med Blekingegadebanden.

Tilbuddet blev fremsat på et møde mellem daværende Uffe Ellemann-Jensen (V) og PLO’s daværende udenrigsminister, Farouk Khaddoumi, hvor også Tayseer Kubaa deltog.

Lene Espersen: alt bliver undersøgt

Uffe Ellemann-Jensen har forklaret, at han formodede, at referatet fra mødet var blevet fordelt til de relevante myndigheder i Danmark. Den tidligere udenrigsminister blev derfor overrasket, da det i maj kom frem, at vidnetilbuddet ikke blev fulgt op.

Det seneste krav om en kulegravning af, hvordan PET håndterede Tayseer Kubaas tilbud om at vidne i Blekingegadesagen, skriver sig ind i en række af ubesvarede spørgsmål i kølvandet på journalisten Peter Øvig Knudsens bøger om banden.

Lene Espersen har lovet, at alt vil blive undersøgt i en særlig, hurtigtarbejdende kommission, hvis ikke PET-kommissionens rapport, der ventes inden årets udgang, leverer svar på spørgsmålene.

/ritzau/

Sveriges nye anti-terroristiske aflytningslov – ”FRA-loven” truer retssikkerheden”

10.juli 2008 – *

Protesterne mod FRA-loven – som nu også er anmeldt til Europadomstolen for menneske-rettigheder i Strassbourg – fortsætter som det fremgår af daglige rapportager i svenske medier om manifestationer og demonstrationer mod FRA. Samtidigt vedtages flere love i stilhed. Love som på lignende måde truer retsikkerheden rapporterer – den sædvanligvis velorienterede kommunistiske avis Proletaren – i en kommentar i denne uge.
“Advokatsamfundet” er en av de organisationer som har handlet mod flere af de nye love. I en telefonsamtale med Proletaren.se fortæller samfundets generalsekreterær Anne Ramberg om hvad der sker i det svenske retssamfund.

– Det er et tydeligt mønster. Efter 11 september har vi sett en udvikling som ikke kan sammenlignes med hvordan det så ud tidligere. Principer som var selvfølgelige er blevet kastet overbord med et pennestrøg, siger Anne Ramberg.

- Anne Ramberg – Generelsekretær i de svenske advokaters sammenslutning

Et av de tydeligste eksemper på det er de sanktioner som blev beordret mod tre svenskere af somalisk oprindelse i 2001. Alle deres bankkonti blev indefryste , hvorved deres mulighed for at forsørge sig blev minimeret. Først efter fem års kamp var alle tre afskrevet fra sanktionslisterne.

Nu har regeringen nedsat en udredning som skal belyse sanktionssystemet (se faktaruta). Utredningens forslag som nyligen presenterades møder stærk kritik for maglende retssikkerhet. Sikkerhedspolitiet skriver i sit remiss-ytringer at systemet med sanktionslistor ”fremstår som fremmed for et retssamfund av svensk modell”. Svea hovrätt (Landsretten) konstaterar i sin remiss att det på goda grunder kan ifrågasättas om inte sanktionerna strider mot folkrättsliga åtaganden. Advokatsamfundet er lige så kritiskt i sin udtalelse.

– Vi mener ikke at forslaget opfylder de grundlæggande krav på retssikkerhet som måste stillas. Vi måste opretholde grundlæggande rettigheter, også hvis vi jager terrorister, siger Anne Ramberg.

Hun fremhæver at alle måste garanteres en retssikker prövning i domstol.

– Det måste stilles krav om en vis styrka i bevisen för att någon ska sättas upp på en sanktionslista. Det ska inte räcka med påståenden, menar hon.

Dessutom anser Advokatsamfundet att den som sätts upp på en sanktionslista ska få reda på det, och personen måste också få veta anledningen till att hon eller han har hamnat där. Så gick det inte till när de tre männens tillgångar frystes 2001. Inte ens när de avfördes från sanktionslistorna fick de veta varför de en gång hamnat där, och några bevis mot dem presenterades aldrig.

”En uvane”

Egentligen hade Anne Ramberg helst sett att systemet med sanktionslistor afskaffes helt.

– Jag tycker att det överhuvudtaget är ett oskick med de här listorna, säger hon.

– Men om de nu ändå ska finnas så måste de i alla fall uppnå en grundläggande rättssäkerhet. Det ska inte vara så att personer utan prövning kan tvingas leva på existensminimum i flera år.

I utredningen om den nya lagen som ska reglera sanktionerna kan man läsa att medlemslandene er forpligtede til at gennemføre sanktionsbeslut i respektive länder när EU eller FN:s säkerhetsråd har fattat beslut om internationella sanktioner. Men Anne Ramberg menar att Sverige inte blint kan följa deras beslut.

– Bara för att FN:s säkerhetsråd har antagit en resolution som är bindande så innebär inte det att politikerna och rättssamhället kan luta sig tillbaka – fallet kan prövas i alla fall, menar Anne Ramberg som poängterar att Sverige måste ta ansvar för sina medborgares rättssäkerhet.

Det ansvaret har redan åsidosatts. När de tre svenskarna med somaliskt ursprung sattes upp på sanktionslistan hade Sverige två dygn på sig att protestera, men gjorde inte det.

Anne Ramberg pointerar at det er fint att sanktionerna nu reg-leras i lag, men hon menar att vi inte kan nöja oss med detta.

– Innehållet i regleringarna måste också uppfylla vissa grundläggande krav.

En rimlig lagstiftning måste förhindra att fler utsätts för det som de tre männen utsattes för 2001. Det lagförslag som nu presenterats innehåller inte tillräckliga åtgärder i sådan riktning.

– Jag är rädd för att det som skedde mot somalie-svenskarna kan upprepas, säger Anne Ramberg.

Oron över den nya lagen förstärks av den övriga utvecklingen i samhället. Debattvågorna kring FRA går fortfarande höga. Många är med rätta upprörda över att riksdagen godkände en lag som ger myndigheten rätt att övervaka allas kommunikation. De förändringar som kritikerna inom högerpartierna fick igenom förändrar inte FRA-lagens karaktär.

”Trots alla försök till förbättringar, de flesta av kosmetisk karaktär, kvarstår det illa övervägda förslaget i sak”, skriver Anne Ramberg i ett debattinlägg i Svenska Dagbladet i vilket hon kräver att en sanningskommission upprättas.

– Vi får aldrig stifta lagar som ger redskap att bryta mot de mänskliga rättigheterna. Det finns många exempel i historien där regimer – med stöd av lagen – har brutit mot de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.

Rättssäkerheten
Anne Ramberg menar ändå att det ibland är nödvändigt att göra intrång i den personliga integriteten.

– Men vi får aldrig åsidosätta rättssäkerheten, säger hon och tillägger att det också finns goda skäl att ifrågasätta hur effektiva de nya övervakningslagarna egentligen är. Än så länge finns det inga utredningar som analyserar detta.

Många nya övervakningslagar, som den nya buggningslagen som trädde i kraft vid årsskiftet, har lagts fram utan större debatt. Personer, som palestinska flyktingen Hassan Asad som vistats 11 år i Sverige, vägras uppehållstillstånd med hänvisning till terrormisstankar, men inga bevis presenteras. Samtidigt blir allt fler offentliga platser kameraövervakade. Den ökade övervakningen och avlyssningen motiveras med hotbilder av ”kriget mot terrorismen”.

– Hotbilderna som målas upp utgör i sig en fara. Hotbilderna – i samband med en viss aningslöshet – leder till att ungefär femtio procent av svenska folket tycker det är okej med massavlyssning, säger Anne Ramberg.

• Vad tror du att den ökade rättsosäkerheten kan leda till i ett längre perspektiv?
– Den farligaste konsekvensen är om folk tappar tilltron till samhällets institutioner. Det räcker att folk tror att polis eller militär avlyssnar det som sägs och missbrukar detta, det behöver inte ens vara så.

– Detta är särskilt allvarligt i ett samhälle som inte är homogent. När människor med olika bakgrund ska leva ihop ställer det ännu större krav på att man känner skydd för de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.

I dag är det främst muslimer som utsätts för sanktioner, häktningar, terrormisstankar och andra former av övergrepp. Detta kan vara en av anledningarna till att få hittills reagerat mot utvecklingen.

– Jag tror att folk hade blivit mer upprörda om det var ’Kalle Karlsson’ som drabbades, konstaterar Anne Ramberg.

Samtidigt finns det all anledning att reagera. Rättsosäkerheten som följer i ”terroristbekämpningens” spår drabbar enskilda mycket hårt, och i förlängningen påverkas hela det demokratiska systemet.

– Ytterst är det vår yttrande- och tryckfrihet som hotas, säger Anne Ramberg.

LISA ENGSTRÖM
Proletaren.se nr. 28

FRA-loven´s hemmelige mål : Spionage mod Rusland 

 

Da et flertal i Sveriges Riksdag den 19 juni stemte for at gøre det lovligt med generel masseaflytning af mennesker som anvender tele-kommunikation i Sverige blev det forklaret med “argumenter som vigtigheden af “krigen mod terrorismen”. Det var hovedargumentet fra de forsvarende partier, men faktum er at Forsvarets Radio anstalt (FRA) som nu får som opgave at aflytte al kabelbåren kommunikation som passerer Sveriges grænser vil komme til at udgøre en vestlig spydspids i spionage mod Rusland.
Hovedparten af russernes internationale telekommunkation går gennem kabler der passerer Sveriges grænser. Angiveligt går 80 % af al Ruslands internationale tele-kommunikation gennem kabler eller servere i svensk territorium. Dermed får den svenske stat gennem det omfattende aflytningsmateriale af telefonsamtaler og mailkorrespondence mellem Rusland og andre lande et kort på hånden når de imperialistiske lande udveksler information. Den svenske stats hemmelige tjenester får mulighed for at “købe” sig til andre staters efteretninginformationer gennem at udlevere det “russiske materiale”.

Næsten al kommunikation, også indenfor Sveriges grænser, passerar idag grænsen og vil dermed blive aflyttet. E-post, sms, internet-trafik, chatter og mobil- og telefonsamtaler, alt kan analyseres i hemmelighed uden dommerkendelser eller andre retsinstansers  indblanding. Der stilles ikke engang et formelt krav til akytningen om mistanker om lovovertrædelser Alle behandles som mistænkte.
Også regering og myndigheder gives beføjelser til at søge i den private kommunikation. Loven åbner for nye, vilkårlige anvendningsområder. Materialet kan dessuden let misbruges eller havne i forkerte hænder.
Kildebeskyttelse og meddelerfriheden bliver tomme ord hvis hver eneste kontakt med media kan være aflyttet.
Aflyttningen skal beskytte mod vagt definerede ”ydre trusler”. I selve værket udgør den nye lov i sig selv en alvorlig trussel mod borgernes ytringfrihed og deres demokratiske rettigheder.

FAKTA om Sveriges nye Aflytningslov – FRA-lovforslaget
* Loven som træder i kraft den 1 januar 2009 indebærer følgende.
* Forsvarets radioanstalt (FRA) – som ikke er underlagt det svenske militær får
legal ret til at spana i radiotrafik og kabeltrafik, det vil sige internet og telefonledningar.

* Signal-søgning (rekognoscering) må ske for at kortlægge “ydre trusler” mod landet.

* Søgning (rekognoscering) i kabel må kun ske når trafiken går over Sveriges grænser.

* Søgning (rekognoscering) sker efter inriktningsbeslut fra regeringen.

* Søgningen (rekognosceringen) sker gennem søgebegreber -for eksempel organisationsnavn eller
kodeord.
* Søgning på personer må bare ske om det er af “synnerlig vikt”.(betydelig vigtighed)

* En ny “domstolslignende” nævn skal give tilladelse til søgning (rekognoscering) med søgeord.

* Søgningen er automatiseret og tilladelse gives for højst seks måneder ad gangen.

* Regeringen skal senest i dette efterår komme med nærmere foreskrifter om
tilempning av tilladelsegivningen..

* Regeringen skal nedsætte en kommitté som skal følge FRA:s virksomhed fra et
“integritets-beskyttelsesperspektiv”.
* Kommittén skal udse et integritets-ombud som skal overvære tilladelsegivningen.

* Ett integritets-beskyttelsesråd oprettes inom FRA.

* Datainspektionen får som opgave at følge FRA:s virksomhed fra et integritetsperspektiv.

I 1990´erne blev der vedtaget internationale sanktioner, som indefrysning af bankkonti og rejse-restriktioner, rettet mod udpegede enkelt individer. Beslutning om sanktioner kan tages af FN:s sikkerhedsråd og EU.

UDTALELSER OM loven:

”ett integritetsintrång som saknar motstycke i ett
internationellt perspektiv. Det är helt främmande för vårt statsskick [...]”
Sveriges Justitsministerium, promemoria

”skrämmande brist på förståelse för de krav i fråga om skydd för personlig integritet som följer av regeringsformen och Europakonventionen [...]”
Rikspolisstyrelsen, Høringssvar

”förslaget innebär en kränkning av enskilds integritet som vida överstiger den kränkning som förslagen om buggning och preventiva tvångsmedel sammantaget
innebär.” efterretningstjeneste SÄPO i et Høringssvar

Utredningen som nu presenterats har i uppgift att se över den svenska sanktionslagen för att anpassa den till de internationella reglerna. Syftet är bla att sanktioner ska kunna införas snabbare.

Desuden ska utredningen analysera ”hur Sverige uppfyller sina folkrättsliga åtaganden”. Detta tolkar utredningen som att ”frysningsbeslut skall kunna genomföras utan dröjsmål”. Det är på det här området som utredningen har mött mycket stark kritik. Främst för att processen är rättsosäker, vilket redan fått allvarliga konsekvenser i Sverige.

Advokatsamfundet præsenterar i sit remissvar seks punkter som skal opfyldes for at sanktioner i det mindste skal følge en absolut minimistandard. Punkterna innefattar bland annat krav på en tillfredställande bevisnivå, möjlighet att överklaga, ret til advokat och domstolsprövning.

Hollywoods billede af Anden Verdenskrig

Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder. 

Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.

 Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.

 Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
 Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*

KRONIK

” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. 
Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 
I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . 
I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.)
 opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . 
Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik.
 Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) 
Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac.
 Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! 
Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. 
Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . .

Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. 
Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . 
Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange:
 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen.
 Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper.
 Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland.
 Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .

skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig.
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945

Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.

Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.

Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.

Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .

Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.

Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.

NAZITYSKLAND 1933-41

Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.

Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser

Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.

I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”

I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.

I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.

Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.

For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.

Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.

Nazisterne i offensiven

I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.

Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .

Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?

Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.

Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.

I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-

”Peace in our time” ( Fred i vor tid )

som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.

I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.

Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”

I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.

NEUropa under tysk kontrol i 1940

I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .

Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.

I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.

Blitzkrieg

Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.

I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.

Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .

Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.

Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .

Under Nazitysklands kommando

Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.

I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.

I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.

Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.

Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.

I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.

Operation BARBAROSSA

Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.

Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.

Speciel retshåndhævelse

Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.

Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:

Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.

Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.

ORGANISERET BARBARI

Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.

Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.

De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..

Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.

Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..

Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.

Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.

Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.

Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.

Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.

” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.

Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.

”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.

I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :

”Hellere Hitler end Folkefronten!”

Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.

Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.

“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.

Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.

Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.

Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.

A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3

Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002

Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York

Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A I Balasjov og G P Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ?

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”

Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.

D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.

De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.

Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945″ hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.

1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandskrig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.

2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Collection of military-historical materials of the Great Patriotic War, issue 18]. Moscow: Voenizdat, 1960. Classified secret.

7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” Central Party Archives of the Institute of Marxism and Leninism, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (1)].
Moscow: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1943] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (3)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16,
no. 5 (1)]. Moscow: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Documents and materials of 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3) [The Russian archives: The
Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (3)]. Moscow: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [The Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.

Derfor bliver der ingen boycot af OL: USA´s præsident kommer til OL-åbning i Kina

03. jul. 2008 – 23:21

Derfor bliver der ingen boycot af OL i Kina II

Lederen af verdens politiske, økonomiske og militære supermagt USA’s præsident, George Bush rejser til Kina for at give “sin velsignelse” til de kinesiske ledere ved at deltage i åbningsceremonien til OL i Kina den 8. august.

- Præsidenten og fru Bush vil deltage i åbningsceremonierne ved de Olympiske Sommerlege den 8. august, sagde en talskvinde for Det Hvide Hus.

Udover præsident Bush vil også Storbritanniens premierminister Gordon Brown og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy være til stede.
Den danske regering har endnu ikke meldt klart ud om, hvem fra regeringen, der kommer til OL-åbningen.

Kronik: Derfor bliver ingen boycot af OL i Kina

Den danske neo-fascismes populistiske fader Mogens Glistrup – død

2.juli 2008 – 05:56 *

Nulskatteadvokaten og stifteren af det ultraliberale og racistiske

Fremskridtsparti i 1972 Mogens Glistrup er død.

Mogens Glistrup stiftede – efter at have fået taletid i et af, “de røde lejesvende” styrede, DR´s mest populære fjersynssprogrammer Focus - det højreliberale Fremskridtparti, Det som blev forløberen til Dansk Folkeparti og andre racistiske dækorganisationer.
Glistrup og Fremskridtpartiet appelerede både til småborgerskabet som var i konflikt med den mægtige kapitalistiske stat og dens bureaukratiserede kontrol og skatteopkrævning og til “egoistiske” velaflagte borgere som så en chance for slippe for at betale skat.
Kun i de mest tilbagestående lag i arbejderklasssen fik Glistrup og Fremskridtpartiet gennemslag.
Allerede efter et par år står det klart at Glistrups højtreklamerede “nulskattevision” er en kapitalistisk utopi som ligesom Thatchers kyniske dystopi om at “samfundet eksisterer ikke”- en vision som ville betyde indførelse af jungleloven og kapitalismens undergang på længere sigt.
Derfor nedtoner Glistrup og hans neo-fascistiske fremskridtsparti-fæller senere i 1970 ´erne “nulskatteideologien” og udtalelserne om at :

“Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.” 

fra stiftelsen i København i 1972 glider i baggrunden . I slutningen af 1970´erne toner Fremskridtpartiets sande fascistiske ansigt frem med en åben racistisk hetz mod “jøderne”, undskyld muslimerne.

I 1960´erne begyndte Mogens Glistrup´s stjerne at stige frem i den reaktionære kapitalistiske overklasse i København som kapitalistiske skatterådgiver og advokat for de rige, bl.a for hans gode ven, kapitalisten og nazi-sympatisøren Simon Spies. Som ejer af et mondænt advokatbureau skabte han det ene fiktive aktieselskab efter det andet med formålet at “give til de rige” ved unddrage staten millioner i skatter – angiveligt helt legalt ifølge Glistrup og flere skatte”eksperter”.
Derfor er det ikke forkert at sige at:

Fremskridtpartiets virkelige mål var Bevarelsen af kapitalistisk rigdom

I partiets samledes alle mulige obskure småborgerlige, anarkistiske og kapitalistiske skattesvindlende typer ud over nazi-sympatisøren Simon Spies, f.eks den politiske bonderøv Kristian Poulsgaard. Han bidrog til Fremskridtpartiet som underholdende politisk cirkus. Men det var de mere alvorlige skræmmende typer som dyrlægen A. Th. Riemann som i flere omgange blev dømt for hans hadefulde racistiske hetz mod muslimer der udstak Fremskridtpartiets og senere Pia Kjærsgaard klare racistiske anti-muslimske kurs.
Hetzen mod muslimer som allerede i slutningen af 1970´erne var begyndt at vinde acceptans i borgerlige kredse som en legitim politisk strategi for at splitte arbejderklassen og de progressive kræfter på samme måde som tidligere hetzen mod jøder blev set som en legitim måde at manipulere, ophidse og splitte de arbejdende og progressive lag for på den måde at opretholde den kapitalistiske orden og ejendomsret mod en truende socialistisk revoltution.
Det udtrykkes også i det danske borgerlige presseburau Ritzau med ordene:

Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande.

Jo . Glistrup var en rigtig helt i borgerlige kredse: “Lavere skat” og “ned med muslimerne” og genindførelse af dødstraffen.

I 1980´erne ryddede formiddagsbladet BT forsiden med en udtalelse fra “fremskridts”-lederen”:
“Lad dem dø” – sammen med billedet af sultende udmagrede mennesker i et af de undertrykte lande som imperialismen havde udbyttet og undertrykt til “sultedøden”.
Glistrup gav udtryk for hans afstumpede og kyniske facistiske menneskeforagt med kravet om at “lade dem dø’” – disse udsultede mennesker skulle ikke hjælpes med at overleve ifølge Glistrup, men overlades til “det frie kapitalistiske junglelov” så at sige.
Udtalelserne blev mødt af en storm af protester – dog ikke fra “Fremskridt”-partiets medlemmer.

Kopi af Ritzau´s telegram:

“Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, døde tirsdag aften i sit eget hjem. Glistrup stiftede i 1972 Fremskridtspartiet, som ved jordskredsvalget året efter kom i Folketinget med hele 28 mandater. Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande. Han sad i Folketinget fra 1973 til 1990 afbrudt af et ophold i Horserød Statsfængsel fra 1983 til 1986 for skatteunddragelse.

Ballade i Fremskridtspartiet førte i 1995 til dannelsen af Dansk Folkeparti, hvor Glistrups tidligere suppleant, Pia Kjærsgaard, blev formand.”

Glistrups politiske medløber Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på hans betydning som udløser af den neofascistiske fornyelse med ordene:

“- Glistrup var en enestående fornyer. Det skal man ikke tage fra ham. Han talte, så almindelige mennesker kunne forstå det. Pludselig blev politik meget mere nærværende. Så rørte han ved ømme punkter: Bureaukratiet og skattepolitikken. Det gjode han fantastisk, men han blev jo så sin egen værste fjende. Han har altid været sin egen, men jeg tænker tilbage på ham med respekt. …. Han er den politiker, der har betydet mest for mig. Det kan ikke være anderledes. Det var ham, der fik mig til at gå ind i politik. Det var ham, som jeg beundrede mest i de første mange år. At tingene så vendte, er velkendt for de fleste.”

Og IKKE et eneste ord om hovedfjenden : “muslimerne” fra Glistrups politiske arvtager P.Kjærsgaard.

Højreliberale Jyllandsposten kalder den afdøde Fremskridtsleder for “dansk politiks provo” – men der var intet “fornyende” eller progressivt eller fremskridtvenligt over partiets politik, snarere tilbageskuende , tilbagestående, småborgerligt og reaktionært.

Fakta om Mogens Glistrup

Mogens Glistrup var fra 1955 til 1963 lektor i skatteret i Danmark, og han skrev bl.a en lærebog i området. Den kapitalistiske stats bureaukrati voksede i 1960´erne sideløbende med den offentlige velfærdsektor og skatterne steg og steg. Det var også et led i imødegåelsen af den “kommunistiske trussel” som for alvor voksede frem efter det socialistiske Sovjet´s og dets alieredes sejr i befrielseskrigen i 1945. Velfærdsrettighederne og kontrollen med borgerne skulle modvirke “kommunistisk indflydelse”. Det gælder i alle de vesteurropæiske lande – undtagen Spanien,Portugal og Grækenland hvor fascistiske regimer blev holdt ved magten af USA og UK.
Redaktøren på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt Bent Hansen udgav i 1969 bogen “Velstand uden velfærd”, hvor han redegjorde for, hvordan det store statslige administrationsapparat privilegerede dem, der havde særlige juridisk og økonomisk ekspertise, mens de borgere, som ikke havde kundskaber til at forstå og kritiserede administrationen, fik svært ved at gøre sig gældende. Glistrup har siden fortalt, at han da godt kunne have sat sig i studiet og analyseret problemerne med den offentlige sektor og redegjort for, hvordan dem med de gode advokater selv kunne bestemme, hvor meget de ville betale i skat, hvorimod den lille mand uden advokat og revisor var henvist til at betale den fastsatte skatteprocent.
FOCUS-udsendelsen som blev vist i DR – som jo var “styret af de røde lejesvende” som en Venstrepolitiker udtrykte det – fik dramatiske effekter. Finansminister Poul Møller skrev et brev til Radiorådet, hvor han spurgte, hvordan en advokat kunne få lov til at fremsætte “meninger i så flagrant strid med landets love?”
Men en ligningsdirektør fortalte fire dage efter udsendelsen til B.T., at Glistrups manipulationer og transaktioner, var inde for lovenes grænser ,så vidt han kunne se. 10 dage senere erklærede Mogens Glistrup i et radiointerview, at hans egen trækprocent var nul.
Glistrup blev i 1971 opstillet for Det Konservative Folkeparti, men den lokale opstilling blev annulleret. Han stiftede så Fremskridtspartiet den 22. august 1972 og ledede det som kampagneleder 1973-1983 og 1999-2001.

Læs også : Ultraliberalisme og muslimhetz hånd i hånd 

 

Volvos værste krise nogensinde: 2000 fyres på fabrikkerne i Sverige og Belgien

25 juni 2008 – 11:49 *

2000 fyres på de FORD-ejede Volvo-bilfabriker i Sverige og Belgien 

Ford-koncernens finansielle krise som nu falder sammen med den den gennerelle kapitalistiske finanskrise ,USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser.
Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet Volvo Cars budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer nu bliver fyret på Volvo´s fabrikker i Olufstrøm og Torslanda i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

Læs videre: FORD på falittens s rand

“Junglens lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

   Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbils-divisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar (dengang= 50 milliarderS.kr.) var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som klubformanden Olle Ludvigsson manende slog fast.
  Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i Cash for at komme over varemærket Volvo og de profitter som løbende skabes på de rullende produktionsbånd i Sverige og i Belgien.
Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsens ledelse i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW - som blev født i tredivernes hårde klassekampe mod den magtfulde kapitalistiske ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger – kom FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-orginserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for blodpenge og narkokartelllernes virksomhed. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nylig har købt 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasarsspillet og hvidvaskningen af de kriminelle organisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – siger han nu offentligt til Ford-ledelsen: “sælg Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.
SVENSKA:
Volvo Personvagnar varslar 1.200 personer om uppsägning, främst i Göteborg och Olofström.
Volvos sparpaket
14/6 Volvo PV fördubblar sparpaket
Varslet är uppdelat på 1.105 personer på Volvo Personvagnar i Göteborg, 50 personer på Karosskomponenter i Olofström och 45 på marknadsföringsbolaget Volvo Personbilar Sverige.
Hele nat-skiftet på Torslandaverken ved Gøteborg nedlægges. Det er 600 mennesker, hovedparten arbejdere personer som berøres af nedlægningen af natholdet.
Udover varspålet planerar företaget att minska personalstyrkan med cirka 300 funktionærer udemlands och opsiga kontrakter med omkring 500 konsulenter.

20.maj 2008 – 05;34
Industriforbundet IF Mettall´s blad “Dagens Arbete” analyserer : Volvo Personvagnar står inför sin värsta kris någonsin. Försäljningen sjunker, förlusterna stiger och i bakgrunden styr en utfattig amerikansk ägare med egna, halvtomma fabriker dit delar av Sverige-tillverkningen skulle kunna flytta.

Gårdagens besked att Torslandafabriken skulle gå ner från treskift till tvåskift var knappast oväntat. De signalerna kom redan i februari då det stod klart att Volvos försäljning dalade.

Det oväntade var snarare sättet som nerdragningen offentliggjordes på. Facken fick beskedet via media, inte vanligt på Volvo där ledningen alltid varit noga med att informera facket om förändringar i produktionstakt.

En ny, hårdare attityd från ledningen? Eller ett tillfälligt avsteg från rutinerna som tecken på plötslig frustration?

Hårdare tider väntar Volvo Personvagnar och dess 25 000 anställda.

Kallduschen kom för någon månad sedan då Volvos ägare Ford för första gången särredovisade Volvos resultat för det första kvartalet. Minus 884 miljoner kronor. Jämfört med plus 550 miljoner för ett år sedan.

Ford-ledningen i Detroit avkrävde en åtgärdsplan av Volvochefen Fredrik Arp. Men hans första plan hamnade i papperskorgen. Hårdare tag efterlyses nu.

Det finns tre akuta orsaker till Volvos problem.

1. Dollarkursen. Volvo går runt när dollarkursen ligger runt 7:50 kronor. I dag skvalpar den runt 6 kronorsnivån, ibland under.

2. USA-marknaden. ”Den har kollapsat”, förklarar Fedrik Arp i dagens Göteborgs-Posten. USA köper en fjärdedel av Volvos produktion. I fjol backade efterfrågan från USA med hela 9 procent.

3. Dyrare råvaror. Inköp av exempelvis stål, olja och metall blir allt dyrare.

Till det ska läggas ett otidsenligt modellprogram med törstiga bilar. Volvo har knappast lyckats profilera sig med någon miljövänlig bil, där ligger konkurrenterna långt före.

Enligt Fredrik Arp innebär sjunkande dollar och dyrare råvaror att kostnaderna för företaget stiger med hela 13 miljarder kronor om året. Att kompensera detta med att ta ut högre pris på bilarna låter sig inte göras. I synnerhet inte på den viktiga USA-marknaden där företagen tävlar med frikostiga rabatter.

Amerikanska marknaden har säckat ihop förr. Och då har det alltid spekulerats i att Volvo skulle flytta tillverkning dit utan att något hänt.

Den diskussionen förs även nu. Skillnaden mot förr är att nu har Volvo Personvagnar en amerikansk ägare med egna halvtomma fabriker. Det betyder inte att man kan flytta tillverkning från en dag till en annan över länderna. Volvo är fastvuxen i den europeiska och framförallt västsvenska leverantörsmyllan som förser Torslanda och belgiska Gent med komponenter.

Men under åren har Volvo växt samman med Ford. Volvo delar allt mer med Fords bilar, vilket – teoretiskt – skulle göra det lättare att på sikt börja tillverka Volvo i USA. Men det är ett scenario för några år framåt och har inget med dagens volymsänkning med färre producerade bilar att göra.

Volvo måste brottas med två frågor: Hur ser framtiden ut efter 2012 då dagens modeller ska ersättas med nya? Hur ska företaget klara sig fram till 2012?

Två frågor och två parallella diskussioner där sista ordet tillfaller en ägare som inte har några pengar och som kanske, när allt kommer omkring, egentligen inte alls vill äga Volvo.

Krafter inom Ford vill sälja Volvo för att få in pengar till det sargade moderföretaget. Men Fordledningen har motsatt sig försäljning. Än så länge.

Klart är att Volvo Personvagnar skulle kunna säljas till betydligt lägre pris än vad Ford köpte för. Ford betalade över 50 miljarder kronor. Nyligen skrev man ner värdet på Volvo till hälften, 25 miljarder.

Volvos värde varar, hette det i den gamla reklamen. Frågan är: varar värdet till 2012? Och sedan?

Frågetecknen – och oron – hopar sig kring Volvo Personvagnar.

HARALD GATU

Andre media:

Automotive industry: Carmaker Ford facing dire financial crisis

Liverpoll Daily Post: Credit crisis threat to Ford sale strategy

Hvem ejer et af USA´s sidste familedynastier, Ford Motor Compagny

” Zionismen er i strid med jødedommen”, siger den jødiske rabbiner Yisroel D.Weiss.

20.juni 2008 23:56 *

ZIONISME: Både pastor Alex Awad fra Betlehem og den jødiske præst rabbi Yisroel Dovid Weiss fra New York ønsker en retfærdig løsning for palæstinenserne. – Zionismen er i strid med jødedommen, siger rabbi Weiss. ifølge den norske avis Klassekampen

Nye indgreb i ytringsfriheden i EU: Kurdisk TV-station forbydes i Tyskland

24. jun. 2008 20:29 *

Nye indgreb i ytringsfriheden i EU: Kurdisk TV-station forbydes i Tyskland > Forbud på vej i Danmark

Det tyske indenrigsministerium forbyder tv-stationen Roj TV, som sender på kurdisk fra Danmark.
Roj TV, der er populær blandt de kurdiske seere i det sydøstlige Tyrkiet, opfattes af myndighederne som talerør for oprørsbevægelsen Kurdistans Arbejderparti (PKK).

- Roj TV må ikke længere sende i Tyskland, hedder det i en pressemeddelelse fra indenrigsministeriet i Berlin.

Ministeriet siger, at Roj TV er talerør for PKK, og at den propaganderer for vold og forsøger at rekruttere partisaner til den kurdiske befrielsesbevægelse i sine udsendelser, der modtages via satellit.
Med forbuddet bliver også det tyske tv-produktionsselskab VIKO i Wuppertal opløst. Selskabet, som har produceret for Roj, er underlagt Mesopotamia Broadcast A/S i Danmark.
Den tyske indenrigsminister, Wolfgang Schäuble, underskrev forbuddet den 19. juni, efter at hans ministerium har ført sag mod produktionsselskabet VIKO.
I begyndelsen af maj i år blev selskabets lokaler gennemsøgt ved en razzia.

Dansk sag efter sommerferien

Efter sommerferien vil anklagemyndigheden herhjemme afgøre, om der skal rejses tiltale mod Roj TV skriver DR-nyheder.
Sagen har været behandlet af politifolk og anklagere siden sommeren 2005, da PET Politiets Efterretningstjeneste fik en anmeldelse fra den tyrkiske ambassade.
Spørgsmålet er, om ROJ TV kan tiltales for at yde væsentlig støtte til en terrorgruppe.
I to omgange har statsadvokaten for København kigget på resultatet af politiets undersøgelser og har i begge tilfælde valgt at sende sagen retur til yderligere efterforskning.
Både Tyrkiet og USA har længe forsøgt at presse Danmark til at lukke tv-stationen. Flere gange har tyrkiske diplomater afleveret materiale til politiet om stationen.

Spørgsmålet er om det danske retsvæsen vover at modstå politisk pres fra de Nato-allierede stormagter som Tyrkiet og USA og EU´s største land Tyskland og fastholde ytringsfrijheden og kurdernes demokratiske rettigheder.

Priserne stadig på vej op i EU-landene

18. jun. 2008 – 08:23 *
Den kapitalistiske inflation stiger fortsat, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I Danmark steg priserne i maj med 3,6 procent mod 3,4 procent måneden før. Det nye niveau er det højeste i den periode, som man har målt inflation på et særligt EU-indeks.
Tallene for EU-området steg til 3,9 procent for det seneste år, en stigning fra 3,6 procent i april.
For de lande, der har indført euroen som fælles valuta, var inflationen i maj på 3,7 procent, mens Letland med en inflation på 17,7 procent var det land som var værst ramt af den kapitalistiske inflation.

“Alvorlige økonomiske problemer” i €uro-staterne

18.juni 2008 * I de borgerlige og andre EU-underdanige medier fremstiles EU og den Økonomisk Monetære Union – €urolandenes fælles økonomiske politik som en succes.
Men i realiteten befinder flere af de største kapitalistiske Euro-stater sig i en alvorlig økonomisk krise med massearbejdsløshed, stigende inflation og udhuling af de arbejdendes levevilkår samtidigt som flere lande har store underskud på de kapitalistiske statsbudgetter og underskud på betalingsbalancen – en dødssynd ifølge ØMU – Massstrichttraktaten.

Nordea- økonom: “store økonomiske problemer” i flere €urolande.

Det siger chefanalytiker Anders Matsen fra Nordea.
Han trækker de kapitalistiske €urostater Portugal, Italien, Grækenland og Spanien frem og påviser at alle har lav vækst og ganske store underskud på betalingsbalancen – og rekordstor inflation inden for euro-zonen.
Også den kapitalistiske €uro-økonomi i Tyskland og Frankrig har millioner af arbejdsløse, stigende inflation og problemer med at overholde den liberale Maastrich-traktats skrappe krav til balance på statsbudgettet.

Tre gange “værre” end Danmark i 1980´erne

  Set ud fra EU´s kapitalistiske  markeds-tilpasningsregler i  Maastricht-traktaten (ØMU) ser det “værst” ud i Grækenland, hvor underskuddet nærmer sig 15 procent af bruttonationalproduktet. Da det så “aller værst” for Danmarks kapitalistiske økonomi – dengang i begyndelsen af 1980′erne, hvor vi ifølge den socialdemokratiske Finansminister Heinesen var på vej mod “afgrunden” hvis ikke der blev skårert kraftigt ned på løn og levevilkår for den brede befolkning – var den danske stats underskud kun på omkring 5 procent.
I både Grækenland, Portugal og Spanien - som EU fremhæver “som en økonomisk succeshistorie hvor disse lande oplevede en stor økønomisk vækst og i 1995 havde Portrugal fine tal på betalingsbalancen over for udlandet” i 1990′erne også “da €uroen blev indført” – som det hedder fra EU-kommissionen _ har den kapitalistiske udvikling efter €uro´en indførelse ført til stigende inflation – især i Italien , og sigende underskud på de kapitalistiske statsbudgetter.
Idag har Portugal et underskud på hele 12 procent.
Italien har i årene efter indførselen af €uro måttet kæmpe med store prisstigninger og har idag en af “euro-zonens dårligste økonomier”.
Tidligere kunne hvert land devaluere kronen, marken, francen, liren og pesatasen – altså en nedskrivning af valutaen, så landets varer og arbejdskraft pludselig var billigere over for nabolandene. Men valuta-kursen bestemmes nu i Bruxelles og på det kapitalistiske verdensmarked.
Derfor er det redskab nu ubrugeligt for regeringerne i Rom, Madrid, Lissabon og Athen. I stedet må de igennem krisen på den hårde måde – “lige som Tyskland, der først er ved at komme sig ovenpå genforeningen nu, netop har været det.” vurderer både Anders Matsen fra Nordea og Peter Birch Sørensen, der er økonomisk overvismand.
Det er dog et en forvrænget billede af den økonomiske virkelighed i Tyskland og Frankrig som stadig har millioner af arbejdsløse og som hver eneste måned kæmper for at leve op til de kapitalistiske statsbudgetkrav i den Økonomisk-Monetære Union (Maastricht)

Hvad siger EU ? Har der ikke været meget snak om at det er et solidaritets-projekt ?

EU´s krav er klare: Disse lande må igennem “en meget hård hestekur og få løsnet op for deres meget fleksible arbejdsmarkeder”

Det betyder yderligere forringelser af løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen og andre arbejdende.

EU-fortalerne i Danmark gentager EU-kommissionens krav om at “disse lande” må ” igennem krisen på den hårde måde” og “de kan med fordel skele til det danske” eksempel , mener den økonomiske overvismand i Danmark.

Disse “landene faktisk lære en del fra det danske arbejdsmarked, forklarer Overvismanden.
“- De mangler den fleksibilitet, som vi har, hvor det er nemt at hyre og fyre folk. Det betyder, at man hurtigt kan flytte folk derhen, hvor arbejdet er. Det kan de ikke i Sydeuropa.” fortsætter den danske Overvismand.

Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”

15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad Weekend-avisen hvor han gennem årerne har “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Det sker i det sidste nummer af bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel

Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.

Læs videre i :Plagiater og stor humor

Interpol efterlyser mistænkt pædofil

6 maj 2008 – 07:38 *
Interpol appelerer til offentligheden om hjælp med at identificere en mistænkt pædofil, som ifølge billeder på internetet begår grove overgreb på drenge i alderen seks til otte år.
-Manden er omkring 50 år, har lys hud, blondt hår og er tyndhåret. Han kan meget vel være skandinav, siger Anders Persson på Interpol i Lyon.
Billederne af sex-overgrebene skal angiveligt være taget i Syd-østasien, muligvis Thailand eller Kambodia. Interpol har forsøgt at spore manden i flere år uden held. Overgrebene blev opdaget da politiet fandt billeder på en computer, ejet af en norsk mand.

Danmark:Levende aborter skaber usikkerhed på sygehuse

12. jan 2008 – 14:36

En gang imellem ender sene aborter med et levendefødt barn. Nogle sygeplejersker lader barnet ligge i skyllerummet, mens andre sidder med det i favnen, til det dør.

Et foster, aborteres i 21. eller 22. graviditetsuge overlever nogle gange. Og det levendefødte barn skaber usikkerhed hos personalet, der ikke ved, hvad det skal stille op. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Børnene, der ofte er aborterede på grund af svære fysiske handicaps, er ikke levedygtige og er uafvendeligt døende. Men indtil de drager det sidste åndedrag, skal de ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning have den fornødne omsorg.

Men hvad denne omsorg indebærer, er uklart for hospitalspersonalet. Det fremgår af en række henvendelser, Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød samt Jordemoderforeningen har fået fra såvel jordemødre som sygeplejersker. De to foreninger har derfor holdt møder for at finde ud af, hvad man skal gøre i praksis.

“Altid i favnen”

“Under alle omstændigheder bør der være en fast vagt ved barnet, for uanset om man er nyfødt eller gammel, skal man ikke ligge og dø alene i det her land,” siger Jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo, til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at barnet også skal tilses af en børnelæge, der skal sikre, at det ikke lider.

På Roskilde Sygehus er det gravide par grundigt forberedte på muligheden for en levendefødt abort. Det slår ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen fast.

“Sker det, at barnet er levendefødt, men ikke levedygtigt, skal der være nogen hos det, til det dør. Vi opfordrer forældrene til at holde det, men kan de ikke klare det, er det hos personalet. Altid i favnen på et andet menneske,” siger hun.

Lægges i skyllerummet
Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød hører jævnligt fra jordemødre eller sygeplejersker, der har måttet lægge barnet på et stålbord i skyllerummet – nogle gange med et klæde over for at fremme døden.

Den praksis er formentlig ulovlig, siger lektor i sundhedsret Mette Hartlev, Københavns Universitetet. En abort, der resulterer i et levendefødt barn, skal betragtes som et menneske og behandles derefter.

“Man ville jo aldrig lægge en døende person i et skyllerum, og det aborterede barn har krav på samme respekt som enhver anden. Jeg er ikke sikker på, at man kan forlange, at personalet skal sidde med det, men vil forældrene ikke have barnet hos sig, bør man lægge det i en krybbe og sikre, at det ikke lider. Barnet skal behandles anstændigt,” siger Mette Hartlev til Kristeligt Dagblad.

Statstøtte til fallitboet TV2 fra den “liberale” regering

11.juni 2008

TV 2 har været truet af betalingsstandsning eller direkte konkurs. Professor i medievidenskab Frands Mortensen fra Aarhus Universitet mener, at hjælpen fra kulturminister Brian Mikkelsen til TV 2 i form af statsgaranterede lån er et udtryk for dyb krise.

“- Umiddelbart må det betyde, at TV2 rent faktisk var ved at gå konkurs. At TV 2 rent faktisk ikke kunne låne penge i banken til at betale sine regninger, så TV 2 må have være tæt på at gå i hvert fald i betalingsstandsning. Det er en temmeligt alvorlig situation” , siger Frands Mortensen.

Regeringspartierne gav et valgløfte om at privatisere det borgerlige medieflagskib TV2 .
Men frygten for at den borgerlige mediestation s troværdighed skulle blive reducere til TV3-reklametv status fik Brian Mikkelsen til at udskyde “privatiseringen” selvom salget af TV 2 var et prestigeprojekt Brian Mikkelsen. Derefter fulge en sag i EU-systemtet om “ubrettiget statstøtte”.
Idag er stationen et fallitbo og regeringen har valgt at bryde med de fremherskende liberale principper både i Danmark og EU for at sikre at TV2 kan forsætte som en stor dominerende borgerlig nyhedsformidler der kan sætte dagsorden for det borgerlige og sovcialdemkoratiske Danmark.

Frands Mortensen mener dog ikke, at TV 2 har klaret skærene endnu, fordi EU-Kommissionen først skal godkende hjælpen. Det kan i værste fald tage 18 måneder, lyder det fra medieprofessoren.

Kilde:/ritzau/

Læs videre:Krisen for TV2 fortsætter

Derfor bør TV2 omgående privatiseres

Omfattende statsstøtte til fallitboet TV2 forberedes

10. jun 2008 – 11:03 *
Kulturminister Brian Mikkelsen – og Fogh-regeringen som lovede at privatisere det borgerlige medieflagskib TV2 ved forrige folketingsvalg – vil hjælpe TV2 ud af de akutte økonomiske problemer, stationen er havnet i. Ministeren vil give TV2 adgang til statslig låntagning. Det skriver han i en pressemeddelelse.
Dybt beklageligt

“- Det er naturligvis dybt beklageligt, at TV2/DANMARK står i en situation, hvor man her og nu ikke selv kan skaffe det tilstrækkelige finansieringsgrundlag til at videreføre virksomheden. Som ejer må staten naturligvis medvirke til at løse situationen – i første omgang ved at afhjælpe det akutte likviditetsbehov,” siger Brian Mikkelsen.

I pressemeddelelsen tilføjer han, at der må ske ændringer i TV2’s strategi.
– Så må vi i løbet af efteråret se nærmere på selskabets forretningsmæssige og finansielle grundlag og på den baggrund vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige for sikre den fremtidige udvikling af TV 2/DANMARK, siger Brian Mikkelsen.
TV2-bestyrelsen har desperat forsøgt at finansiere fallitboet ved at optage banklån for 500 millioner kr., men bankerne afviser TV2 låneansøgninger.

Læs videre:Krisen for TV2 fortsætter

Derfor bør TV2 omgående privatiseres

Inflationen i Sveriges kapitalistiske økonomi udhuler tegnebøgerne med 4 % mere end sidste år i maj -

10.jun 2008 05:45 *
Stockholm (Dagens Industri) – Den kapitalistiske inflation i Sverige og de øvrige EU-stater fortsætter med at stige og dermed udhule både lønstigninger og skattelettelser som der er gjort betydeligt reklame for.

Inflationstakten drar iväg till 4 procent i maj. Det är den högsta inflationstakten sedan i slutet av 1993. I april var inflationen 3,4 procent. Boende, livsmedel och bensin gör att pengarna inte räcker lika länge. Men det finns saker som har blivit billigare.

Inflationstakten nåede i maj rekordnivån 4 procent. Det visar nya siffror från Statistiska Centralbyrån, SCB. Inte sedan i december 1993 har inflationen varit så hög.

Också ökningstakten är snabb. Månaden före låg inflationen på 3,4 procent. Totalt steg konsumentpriserna med drygt 0,4 procent under månaden. Analytikernas snittförväntningar var att konsumentpriserna skulle stiga med 0,3 procent, enligt SME Direkt.

4 procents inflation ligger långt över det toleransintervall som infördes för Riksbankens inflationsbekämpning för mer än tio år sedan på 2 procents KPI-inflation plus/minus 1 procentenhet.

Den viktigaste orsaken bakom inflationsstegringen mellan april och maj är att priserna på drivmedel ökat kraftigt. Också skor och livsmedel blev dyrare under månaden.

Sett på ett års sikt var det framförallt ökade kostnader för boende som urholkade penningvärdet: Totalt ökade boendekostnaderna med 6,5 procent. Bidraget till KPI-inflationen var 1,7 procentenheter. Viktigaste orsaken är Riksbankens räntehöjningar, som förklarar merparten av kostnadsökningen.

Priserna på livsmedel har samtidigt blivit 8,3 procent dyrare under det senaste året och prisökningen stod för en fjärdedel av den totala inflationen. Bensinpriserna steg med hela 13,4 procent, vilket bidrar med 0,6 procentenheter till inflationen.

Om vardagslivet har blivit dyrare, så gäller det i stor utsträckning även för nöjena. SCB konstaterar en prishöjning på restaurangmåltider med 5,3 procent samt på alkohol och tobak på 8 procent.

Men det finns undantag. Rekreation och kultur, teletjänster och teleutrustning hör till de fåtalet saker som har blivit billigare under året.

Samtidigt som inflationstakten når rekordnivåer ligger den underliggande inflationen, KPIX, på 2,9 procent. Riksbanken meddelade emellertid på måndagen att den kommer att sluta använda sig av måttet.

Inflationen enligt det harmoniserade EU-måttet, HIKP, var i maj 3,9 procent jämfört med 3,2 procent månaden innan.

Stigande priser på….

Förändring i procent sedan:
apr maj
2008 2007
Livsmedel och alkoholfria drycker 0,5 7,9
Alkoholhaltiga drycker och tobak 0,2 8
Kläder och skor 1,2 0,3
Boende 0,1 6,5
Inventarier och hushållsvaror 0,8 0,1
Hälso- och sjukvård 0,2 1,6
Transport 1,3 5,7
Post och telekommunikationer -0,6 -4,6
Rekreation och kultur 0 -2,8
Utbildning 0 3,3
Restauranger och logi 0,7 5,2
Diverse varor och tjänster 0,2 3 0,2
KPI totalt 0,4 4 4

Will the Irish save the World against the Lisbon-treaty ?

8.juni 2008 * Modstanden mod Lissabon-traktaten – en sminket udgave af den EU-traktat – Nice-traktaten som ikke var så nice og derfor blev nedstemt i folkeafstemninger i både Frankrig og Holland i 2005; øger lavinartet på den grønne ø.
Irerne som i århundreder har kæmpet mod britisk koloni-herredømme organiserer nu modstanden mod den Lissabontraktat som de som det eneste folk i Europa får en lovlig chance at siger nej til – senere i denne uge.

Debatten raser nu i Irland : Her er et udpluk : “Martha” henviser – helt relevant – til FN´s menneskerettighedsdeklaration i et indlæg“:

Article 29.2 of the United Nations Universal Declaration of Human Rights reads as follows:

“In the exercise of his (and her) rights and freedoms, everyone shall be subject only to such limitations as are determined by law solely for the purpose of securing due recognition and respect for the rights and freedoms of others and of meeting the just requirements of morality, public order and the general welfare in a DEMOCRATIC society.”

How can the European Union claim be a genuine “democratic society” when the vast majority of its population is being prevented from voting on an issue so important as the Lisbon Treaty? ”

Stuart fra JA- siden forsøger at narre de uvidende ved at henvise til EF-domstolens godkendelse af den lettiske skruebrækker-virksomheds LAVAL´s dumpning af lønningerne på skolebyggeriet i Vaxholm, hvilket har bragt selv de mest indbidte socialdemokratiske EU-tilhængere på oprørets rand: Samtidigt som han forsøger at bilde de irske læsere ind at LAVAL lønnede arbejderne i Vaxholm ifølge den svenske byggeindustri-overenskomst hvilket er en løgn, skriver han følgende:

“The facts about the Swedish building contract are that a Latvian company, Laval & Partneri, won a Swedish public tender and completed a school construction project using labour engaged in Latvia, at Latvian rates of pay and in contravention of Swedish government-union agreed rates and working conditions (http://www.eurofound.europa.eu/eiro/2005/01/feature/lv0…f.htm). The ECJ upheld the Latvian employers right to engage labour according to Latvian law and upheld the workers free right of engagement anywhere in the EU (http://www.greenparty.org.uk/news/3264). It is widely unreported that the dual judgement of the ECJ also required compliance with all Swedish legislation (i.e. the law, not government-union agreement) and required full rights for all employees recruited within the country of employment.”

Stuart´s stærkt “EU-positive” påstande blive modgået af en kvinde fra Galway:

In Sweden an employer hired workers from another EU state to work in Sweden, but refused to give them Swedish working condition. This case ended up in the European Court of Justice (!), which declared that it was illegal to strike against a company who imported workers, and refused to adhere to registered agreements on conditions in that country in which they were to be employed!

This was because the Court claimed that the action the Swedish Trade Union took, to force the employer into an agreement, was likely to make it more difficult for the company to carry out construction work, so that the Union action constituted a restriction on the company’s freedom to provide services.

So in other words the “free market” and “right” of a company to make money by exploitation, was put above the workers rights of collective bargaining and trying to defend standards.

This means hard-won gains in working standards and rights could be eroded rapidly. This could also lead to employers deliberately pitting workers in one country against workers in another, in order to further reduce standards and rights. If this happens, this could also lead to the displacement of frustration on to “foreign” workers, rather than on those who may seek to exploit them in the first place.

The Lisbon Treaty will give its support to this anti-worker and anti-union ruling through its rules on “undistorted” competition and pro free market economy stance.”

There is a short leaflet here that mentions some issues to do with the EU and workers rights (or lack of them)

Modstanden er omfattende og organiserer sig stadig bedre og når ud til stadig bredere masser i blandt irerne, Sådan skriver de selv :

A broad spectrum of campaigners from Health, trade Unions, mental health campaigners, councillors, academics, writers and community activists came together today to offer their vision of Europe and to challenge the neoliberal anti-woman and anti human agenda. Ailbhe Smuyth ably chaired a thorough and concise platform of speakers who addressed many parts of the treaty and how it is being sold to us. Rita Fagan of St Michaels Estate outlined the devastating consequences of privatisation on communities whose housing needs are not being provided for by market led policies. Bríd Smith, on behalf of Unite argued that because of the Laval case workers, in particular women swill not benefit when capital has more rights over people. Cathleen O Neill a veteran campaigner highlighted the neglect in particular within the health service while Maire O’Connor described the American health companies who have been caught as fraudsters in the States now swooping in on the galloping pace of health privatisation in Ireland. Sinead Kennedy noted how the Women for a yes vote at their press conference yesterday had rewritten womens history in Ireland and the EU claiming that the EU brought about positive change, neglecting the fact that women and men had campaigned and fought vigorously for equality, including many of those at the press conference. Catherine Connolly described reading the treaty, which costs €42 to buy, a reason in itself to vote no another commented, and how so much of it was vague except for the 20 pages on militarism which used phrases like ‘we shall’ rather than vague intentions which have no legal meaning when it came to other issues.

Chairing the press conference, Ailbhe Smyth said: “Women should not be bullied into saying Yes to Lisbon because ‘Europe has been good for us’. We are voting on the Lisbon Treaty, not on past benefits of EU membership, and Lisbon places the interests of the market, not people, at the heart of the European project.”
Lisbon would harm the interests of women in Ireland and throughout the EU in the following ways:
* It would accelerate the opening up of essential social services such as health and education to privatisation, with disastrous consequences for the welfare of families, and for women who are at the frontline as both users and workers.

Pro kapitalistiske Murdoch-kontrollerede Wall Street Journal – som ser EU som en konkurrent til USA skrev om den irske lektie:

An Irish Education
Irish voters struck a blow for democracy in Europe this week, stopping a power play by the Continent’s political elites. On the ballot was the Lisbon Treaty, which European Union grandees in Brussels pitched as a tidying-up exercise to make the bloc’s institutions work better. Most everyone else saw Lisbon for what it really was: An attempt to sneak through a dolled-up version of the failed “EU Constitution.”

That constitution was hailed as Europe’s entrée to a U.S.-size presence on the world stage, complete with a nonelected president and a beefier defense and foreign policy. It was rejected by French and Dutch voters in 2005. Rather than respect that decision, Brussels simply made cosmetic changes and asked governments not to put such a major EU overhaul before voters.

Twenty-six EU members sent the treaty to their legislatures. But Irish law mandates referendums for international treaties to maintain the island nation’s neutrality. And in Thursday’s referendum, 53% of the Irish voted “no.”

Where does the EU go from here? There will be hand-wringing from those who dream of one EU superstate not under God, and jubilation from those who’d like to kill the entire project. Both emotions are exaggerated. The current arrangements are satisfactory for the EU to function, and the Lisbon Treaty won’t be missed. The lesson from Ireland is that European politicians need to sell their grand plans in the open, not via stealth, especially when those plans dilute national sovereignty.

The EU doesn’t need a new treaty to play an important role in the world. It needs political will, whether on terrorism or free trade. On this score, the EU has done better of late. Stronger leaders – Angela Merkel and Nicolas Sarkozy – have replaced Gerhard Schröder and Jacques Chirac. Labor laws and tax codes have been liberalized. As President Bush’s European tour this week shows, EU nations are eager to work with the U.S. even if they don’t love its leader. They recognize more clearly of late that shared values and interests are the glue of the trans-Atlantic alliance.

Europe has tough choices to make that weren’t on the ballot in Ireland. It must summon the nerve to keep moving the Union’s zone of stability eastward, to Ukraine, Georgia and Turkey. The EU is also debating immigration, mainly from Muslim Arab lands. The Continent is saddled with enervating environmental policies (the Kyoto Protocol and carbon cap and trade), low birthrates and unsustainable social-welfare burdens.
. . . . .
– - – - June 14, 2008

Nye løgne fra regeringspartiet Venstres EU-ordfører: “fødevarepriserne er faldet i de lande, som har indført €uro”

7.jun 2008
Eftersom kritikerne af valuta-unionen i €uroland hvor EU´s kapitalistiske nøglestater følger Maastrich-traktatens kapitalistiske budget- og inflationsmål – ser ud til at vinde terræn er regeringspartiets Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen gået i panik idet han udtaler :

“Vores mission er nu at gå op imod de fordomme og fortælle fakta: Euroen er en af de stærkeste valutaer overhovedet, og fødevarepriserne er faldet i de lande, som har indført euroen,” siger Aastrup Jensen.

Er fødevarerpriserne faldet i Tyskland, Frankrig og Italien ?
Eurustat – EU´s egen statistik-organisation fortæller noget andet .
Derfor er der rejst en debat om, hvorvidt euroen vil medføre prisstigninger.
Samtidigt som flere af det kapitalistiske erhvervslivs trofaste- EU-støtter nu ser en fordel i at stå udenfor – ligesom England og Sverige. Aktuelt handler det om at Saxo-bankdirektøren Lars Seier Christensen har meldt ud, at kronen er mere holdbar end euroen. Det sker samtidigt som Saxo-direktøren ikke kommer med nogen kritik af indholdet i Maasstricht-traktaten som udgør grundlaget for €uro-valuta-unionen og den ærkekapitalistiske statsbudget´s og inflationsmål, og som Danmark i realiteten følger.

Lokalformand: “Dansk Folkeparti” er “negativt” og “anti-muslimsk” – præget af “vrede” og “foragt”

7. jun. 2008 – 22:01

Lokalformand går fra Dansk Folkeparti i protest mod partiets “negative” “antimuslimske” politik

Pia Kjærsgaards Folkeparti mister fra på mandag formanden for partiet i Aabenraa-kredsen, René Dupont.
” – Jeg har dags dato meddelt . . . ., at jeg udmelder mig af partiet.” skriver René Dupont bl.a a. i en pressemeddelelse.Dermed har partiet ingen formand i Aabenraakredsen,

DEn tidligere formand for kredsen uddyber kritiken med disse ord:

“- Dansk Folkeparti har valgt at være et negativt, anti-muslimsk parti, der udtrykker vrede, foragt og ser begrænsninger og ikke muligheder for fremtidens Danmark, “

Krystalnat i Danmark :Muslimer overfaldet efter attentatet i Pakistan

4. jun. 2008 – 10:54 *
Muslimer fra Islamisk Trossamfund blev overfaldet, og danskere sendte hademails til trossamfundet efter terrorangrebet i Islamabad.
Kort efter, at nyheden om bomben mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan mandag morgen ramte de danske medier, blev den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed overfaldet på vej til arbejde.

Overfaldet skete lige ved Ryparken Station i Københavns Nordvestkvarter, skriver gratisavisen 24timer.

”Der kom pludselig en mand hen til mig og spurgte, om jeg ikke var en imam, og så slog han mig i ansigtet. Heldigvis kom der hurtigt to danske mænd og skubbede ham væk,” forklarer Kasem Said Ahmed, der tror, at overfaldet hænger sammen med bomben i Pakistan.

Yderligere blev to kvinder på vej til bøn i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej på Ydre Nørrebro truet af tre personer med elefanthuer. Og i løbet af mandagen tikkede flere hademails ind til trossamfundet fra vrede “ofre for den racistiske propaganda mod muslimer.

”Vi er meget kede af, at nogen bebrejder os for terrorhandlingen. Vi har sendt pressemeddelelser ud på både dansk og arabisk, hvor vi beklager bomben og tager dyb afstand fra handlingen,” siger Islamisk Trossamfunds nuværende formand, Billal Assaad, til avisen.

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi vil nu kontakte Islamisk Trossamfund.

”Vil skal sørge for at slå ned på den slags, inden det udvikler sig for vidtgående og bliver en skrue uden ende,” siger Per Larsen

Kilde: Ritzau

Danmark:udenlandsk arbejdskraft skræmmes ud af landet af de racistiske grupper

4. juni 2008 5:54 *
Danmark “går glip af arbejdskraft fra veluddannede indvandrere” fordi “klimaet” overfor udlændinge er så “køligt” at de hurtigt forlader landet igen, konkluderer de kapitalistiske spindoktorer i Danmarks Vækstråd i en pjece, der offentliggøres i dag.
Tre ud af fire udenlandske læger, ingeniører eller andre akedemikere mener ifølge en undersøgelse fra Oxford Research, at det er vigtigt for værtslandet, at befolkningen er åben og inviterende.
Men kun hver tredje er tilfreds med danskerne på det punkt, skriver Berlingske.

Kun hver syvende er positiv

Samtidig er op mod halvdelen af de udlændinge, der kommer til Danmark, negativt overrasket over den danske befolknings åbenhed, mens kun hver syvende er positiv.
Formanden for Vækstrådet Lars Nørby Johansen, giver hele den danske befolkning skylden for problemerne uden at nævne JyllandsPostens antimuslimske karikaturtegninger og islamofobien som spredes fra de højreradikale grupper til højre og venstre for Pia Kjærsgaard – med et eneste ord. :

“- Det er pinligt og dumt. Pinligt, fordi det er væmmeligt at blive konfronteret med, at vi danskere er så lukkede og selvfede, at vi ikke tager os godt af udenlandske medarbejdere. Dumt, fordi det er i vore egen interesse at få udlændingene til at falde til, så vi ikke mangler arbejdskraft, De indvandrere, der kommer til Danmark i dag, bliver i kortere tid end tidligere. Næsten halvdelen af dem, der kom hertil i 2001, er rejst efter mindre end fire år, hvor det for indvandrere i 1990′erne gik 10 år.
Det er især personer, der kommer for at arbejde og uddanne sig, der hurtigt rejser igen.

Storkapitalistisk tele-fusion til 36 milliarder €uro i Kina

3.juni 2008 – *

Det storkapitalistiske mobiltelefonselskab China Unicom overtager (fusionere) fastnettelefonselskabet Netcom for 36 Mrd. €uro – ~ 290 milliarder kr. – – - China Telecom übernimmt ein Funknetz von China Unicom für 9,7 Mrd. €. Die Technik wird auf den UMTS-Standard umgestellt. Ausrüster wie Ericsson, Motorola, Nokia, Nortel und Siemens rechnen mit Milliardenaufträgen.

KIlde: “Rote Fahne News”

Danmarks terror-karikaturkrise fortsætter : redaktører anklages i Jordan

22 april 2008 – 07:40
Elleve danske chefredaktører og en tegner blev i april anklaget – i sit fravær , i en jordansk domstol.
Anklagen gælder blasfemi, forulempning af profet samt forsøg på at splitte Jordans nationale enhed.

Det er en nydannet bevægelse, Profeten forener os, som har taget initiativ til retssagen. Til danske Politiken siger bevægelsens leder at han forventer en snarlig arresteringsorder.
Anklageren har forlangt at Interpol skal sende en arresteringsorder ud.

Her til morgen besluttede Jordans statsadvokat at stævne Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og ti andre danske redaktører.
Det oplyser bevægelsen “Profeten Forener Os” som er en sammenslutning af jordanske medier, organisationer og privatpersoner.
Hvis danskerne ikke møder op, vil næste skridt være at melde dem til Interpol og kræve dem arresteret. Det siger bevægelsens advokat, Osama al-Bettar.

Sagen kan blive en politisk bombe under forholdet mellem Danmark og Jordan, eller endnu videre mellem EU og den arabiske og muslimske verden , som også indbefatter folkerige stater som Tyrkiet og Indonesien.

Ambassade-Attentat: Danmark betaler prisen for de antimuslimske terrorkarikaturer

2.juni 15:34 *

Otte dræbt af bombeattentat i det USA-allierede Pakistans hovedstad

Mindst otte mennesker mistede livet og omkring 30 andre blev såret, da en bombe idag eksploderede foran Danmarks ambassade i , Islamabad Pakistans hovedstad, rapporterer pakistansk stats-tv.
Ifølge en “fremtrædende pakistansk efterretningkilde” var der tale om et attentat rettet mod Danmarks ambassade.

En af de dræbte er en dansk-pakistansk mand.

Attentatmanden bragte bomben til udløsning i en bilen han færdedes i ind mod ambassadebygningen.

Ambassadens port blev ødelagt ved den voldsomme eksplosion, som også forvoldte omfattende skade på selve bygningen, hvis ydervæg væltede, mens sort røg fra eksplosionen kunne ses over store dele af hovedstaden.

Ifølge politiet er foreløbig fem lig blevet bjærget, og mindst to af de dræbte var politifolk, som holdt vagt uden for ambassaden. Et af offrene var dansker og to var ambassadeansatte.

I samtlige medier – danske såvel som pakistanske – knyttes attentatet sammen med JyllandsPostens antimuslimske terrorkarikaturer.

Pakistan har ligesom Afghanistan, Indonesien og Syrien været skueplads for protestdemonstrationer mod JyllandsPostens terrorkarikaturer af proften Muhammed siden karikaturkrisen i 2006.
I februar 2006 blev den danske ambassade i Syrien brændt ned til grunden og ambassaden i Libanon blev sat i brand.

Den danske ambassade I pakistan er tidligere blevet midlertidigt lukket pga protester mod terrorkarikaturerne, og sikkerhedstiltagene fik i foråret atter et nøk opad, efter at flere danske aviser genoptrykning af Jyllands-Postens karikaturtegninger udløste nye pakistanske protester.

Men hvorfor sker attentatet i det USA-allierede Pakistan og ikke i Iran eller andre lande som USA og Danmark har udpeget som “slyngelstater ” ?

PET-agent dræbt i bombeattentat mod USA´s spionrede i Pakistan

Peter Øvigs udflugt til “venstrefløjen”

Maj 2008

Med sine to prisbelønnede bøger om “Blekingegadebanden” og et krav om kæmpehonorarer har Peter Øvig Knudsen påkaldt sig interesse . Han er ikke særlig åbenhjertig om sin kortvarige udflugt til en gruppe maoister på den udefinerede “venstrefløj”. Hos en del tidligere bekendte og mediefolk har det vakt undren og løftede øjenbryn, at han har formået at etablere et så intimt og godt forhold til det hemmelige politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET), at han har kunnet diponere over normalt helt utilgængelige og hemmeligtstemplede dokumenter. Det vides dog ikke konkret, om der som det tidligere har været tilfældet er kompenseret med gentjenester. . . . .
- – - — –

s. 5 i HÅNDSLAG 2/2008

Læst i HÅNDSLAG – Antifascistisk tidskrift nr. 2 – 2008
Udgivet af Folkebevægelsen mod Nazisme og Aktive Modstandsfolk

To arbejdere dræbt af nedfaldende elementer under brobyggeri i Härnösand,Sverige

22 maj 2008 – 10:43
HÄRNÖSAND – To arbejdere omkom og tre blev skadet ved en ulykke ved Ådalsbanens brobyggeri over Älandsfjärden udenfor Härnösand.
De to omkomne – to mænd på 35 og 52-år arbejdede begge med jerbanebro-bygeriet -
For de to skadade som plejes på Sundsvalls sjukhus bedømmes situationen være alvorlig, men ikke livstruende. En 18-årig praktikant som også blev ramt under raset klarede sig med den bare forskrækkelse og lindrige skader.
To af de skadede, en 27-åring og en 56-åring, har mindre alvorlige skader i bugen, i brystkassen og i hovedet. De plejes nu på Sundsvalls sygehus.
Den tredje skadade er en ung, blot 18-årig mand som fik en lindrig skade i brystkassen.
Dødsulykken skete da dele af en støbeform til et brospænd over Saltviksstrand ved Älandsfjärden veg sig og rasede ned. Brospændet befandt sig inden nedstyrtet 20-25 meter over jorden og de nu afdøde og skadede arbejdere.
- Det er en meget usædvanlig ulykke men desværre sker det engang imellem. Det er vældigt tragiskt, siger C-G Henriksson som er projektleder for byggeriet på Banverket.
-
Torsdag morgen, ved syv-tiden, samledes alla ansatte og personale fra Skanskas ledning til en mindesstund ved Älandsfjärdens strand, ikke langt fra ulykkesplatsen.
Byggeriet af jernbanebroen står nu stille

- Vi vil ha klarhet i vad som orsakat olyckan innan arbetet återupptas, sa Skanskas vd Leif Strid på torsdagsförmiddagen vid en presskonferens.
Broraset inträffade på Saltviksstrand på den södra delen av den 770 meter langa bro som ska byggas over Älandsfjärden. Brobygget ingår i en upprustning och nybyggnad av Ådalsbanan mellan Nyland vest for Kramfors och Sundsvall.

FAKTA OM ARBEJDPLADSULYKKER I SVERIGE
Arbetspladsulykker med skadede eller døde er hverdag i Sverige.
Det opskruede tempo som er en følge af den kapitalistiske profitjagt og konkurrence mellem virksomhederne og den kapitalistiske stat og kommuners krav om “nedskæringer og besparinger” er en medvirkende årsag til dø’dsulykkerne. Den største i nyere tid var Estoniaolykken i 1994. Færgen gik i søen – trods at kaptajnen havde fået et stormvarsel – afgangstider skal holdes og pengene rulle ind – en mistet afgang koster “millioner”
I år 2007 døde 71 personer i Sverige vid arbejdspladsulykker. De mest udsatte er de som arbetar i transportsektorn. 32 personer dog efter olyckor med någon form av transportmedel.
Att arbeta på ett byggeri er den tredje farligste beskæftigelse 14 personer dog under 2007.
Faldulykkerne kommer på femteplads i statistiken med 10 døde.
Det er oftest mænd som dør på jobbet, kun syv av de som døde var kvinder. Også i kvindernes tilfælde er transportsektoren overrepræsenteret.
I Västernorrland omkom fem personer under 2007, i Jämtlands amt var ciffren nul.
Torsdagens ulykke er ikke den første ulykke ved brobyggerier i Ångermanland. Under bygningen af den første Sandöbron omkom 18 arbejdere. Også da skyldtes ulykken at støbeformen for spændet styrtede sammen. Ulykken skete den 31 augusti 1939 kloken 16.40. Hændelsen blev overskygget af en anden historisk begivenhed da den Anden Verdenskrigs udbrud med Tysklands indmarch i Polen.

EU: Ny inflationsrekord 3,8 %

Inflationen i de kapitalistiske EU-stater fortsætter opad. Dermed fortsætter udhulingen af løn, pension og dagpenge for de brede arbejdende befolkningslag hvor størstedelen indkomsten går til køb af mad, klæder og andre livsfornødenheder.

EUs egen statistik viser at inflationen i hele det kapitalistiske EU-område var 3,8 procent i marts måned -
Det viser at det såkaldte inflationsspørgelse som de kapitalistiske EU-stater frygter ikke er et dunkelt minde fra fortiden men barsk virkelighed for de millioner af mennesker der hver dag må vende hver kroneeller €uro for at skaffe sig mad på bordet.
EU-statistiken fra februar måned viste en 3,4 % pristis-stigningstakt.
I januar var inflationen også klart over EUro-områdets 2 %, nemlig 3,2 % mål

3,8 procents inflation i EU ligger dermed fortsat på det højeste niveau, siden opgørelsen af det såkaldte “EU-harmoniserede forbrugerprisindeks” blev påbegyndt i 1997.

Også inflationen i Danmark nåede rekord på 3,3 procent i marts

Inflationen i EU fortsætter himmelflugten. I marts var inflationen i EU 3,8 procent, hvilket er en stigning fra 3,5 procent måneden før. Inflationen i EU ligger dermed fortsat på det højeste niveau, siden opgørelsen af det EU-harmoniserede forbrugerindeks blev påbegyndt i 1997.
Det er først og fremmest de stigende fødevare-, benzin- samt uddannelsespriser i EU, der hæver inflationen. For de lande, der har euroen som fælles mønt, var inflationen i marts 3,6 procent, hvilket er en stigning fra 3,3 procent måneden før. Danmark, der jo står uden for euroen, fastholdt i marts inflationen på 3,3 procent, hvilket er det hidtil højeste niveau i indeksets historie.
Inflationen i marts var fortsat højest i Letland, hvilket stadig kan tilskrives blandt andet kraftig stigende priser på fødevarer, alkoholiske drikke og huslejer, oplyser Danmarks Statistik.
– – -

Bent Hansen (S) drømmer om regeringsindgreb for at gøre sygeplejerskernes strejkekrav “ulovlige”

Politiken citerer socialdemokraten Bent Hansen (S) for at sige at han er meget overrasket over, at sygeplejerskerne tilsyneladende overvejer et ulovligt kampskridt.

Der et lodret usandt at tale om “ulovlige” kampskridt – hvis Dansk Sygeplejeråd opfordrer til kollektive opsigelser.
Dansk Sygeplejeråd har indgået en “overenskomst” med arbejdskøberne i de danske regioner (tidligere amter) som Bent Hansen (S) er formand for.
Der er ikke tale om en lov.
Love gældende i Danmark vedtages i Folketinget og i EU-kommissionen.
Hvis Dansk Sygeplejeråd bryder overenskomst-reglerne er der tale overenskomst-stridige kampskridt.
Bent Hansens tale om “ulovligheder” afslører at han drømmer om et regeringsindgreb der ophæver Regions-arbejdskøbernes ønsker og krav til lov og tvinger sygeplejerskerne til at arbejde under en overenskomst de ikke kan acceptere.
Sygeplejerstrejken i Finland : Strejke betaler sig: Over 20 % højere løn til Finlands-sygeplejersker

Terrorhysteri i Sverige : Reaktor 1 på atomkraftsværket Oscarshamn lukket

21 maj 2008 – 22:10 *

Atomkraftsreaktor lukket pga “risiko for sikkerheden (sabotage-mistanker)

Et 300 meter stort område ved Oskarshamn atomkraftværket på den svenske Østersøkyst blev spærret af efter at “spor af et højeksplosivt stof” blev opdaget på hænderne af en svejser
-
Atomkraftsværk under politibeskyttelse * * * * *

Det var højtfølsomme sensorer som viste spor af stoffet under en stikprøvekontrol af svejseren og en pose han bar. Svejseren arbejdede med serviceeftersyn for et firma kontraheret af Atomkraftsværket. Han blev sammen med en kollega arresteret og er under anklage for “sabotage”

Stoffet som svejseren havde “spor af på sine hænder og en pose” er ikke ulovligt at besidde og ifølge opgivelser til politiet handler det om stoffet TATP (triacetontriperoxid) , som er et ekstremt følsomt og upålideligt som sprængstof som kan eksplodere af små stød, tryk eller varme. Det kan så at sige eksplodere som et lyn fra en klar himmel. Derfor bliver det ikke engang brugt af de “nyttige idioter” som tror at de kan terrorisere sig til en bedre verdensorden.
Begge anholdte er hvad politiet kalder “etniske svenskere”
Hverken svejseren eller hans arbejdskammerat har indført noget eksplosivt stof på atomkraftsværket – andet end de mikroskopiske partikler som kraftværkets sensorer registrerede.
Svejserens pose med toalettartikler blev skudt i stumper af indkaldte bombebteknikere og resterne skal analyseres, hedder det i politiets udtalelser.
Efter SKL´s undersøgelse viste det sig at det “farlige” stof var “barberskum”. En ret udbredt stof blandt mænd der barberer sig hver dag.
Ledelsen af atomkraftværke