Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre

April 2009 -

Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser

Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor; Dr. Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.

Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.

Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.

Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris

Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos

+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +

For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.

I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.

Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.

Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).

Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.

N O T E R -

*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.

Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) .    *      *      *     *   *    *      *     *      *   *    *   *  *     *  *  *     *   *  *      *      *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)

Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)

Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen

New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.

*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internatioionale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mikakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling , ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa – udenfor Sovjetunionen – blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og et flertal af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver, jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Pan Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod landets jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 åres venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år. Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Afghanistan: Helikopterstyrt på Nato-base : 16 døde

19 Juli 2009 – 16:22
KANDAHAR (Interfax) Mindst 16 personer omkom idag da en russisk Mi8-helikopter styrtede på de udenlandske besættelsesstyrkers flybase i Kandahar i det sydlige Afghanistan.
Helikopteren – som ejes af et civilt russisk selskab – styrtede direkte i marken under starten, sagde en talsmand for det russiske luftfartsværk til Interfax.
Det kapitalistiske Rusland har gennem længere tid hjulpet de Nato-allierede i krigen og besættelsen i Afghanistan.
Foruden de 16 dræbte skal fem personer være skadet i ulykken, som ifølge Nato´s preessekontor ikke indtraf på grund af den afhanske modstandsbevægelses beskydning men af andre årsager.

Mi-8 helikopter over den tjetjenske by Grozny i Rusland, (septem. 18, 2002)
Den russiske helikopter-besætning var på hvad Nato-besættelsesmagten kalder en “opgave til støtte for de fredsbevarende styrker” i Afghanistan. Den ulykkesramte fly-base ligger på en Nato-base.

Ulykken er ikke den første for de udenlandske lyftstyrker i Afghanistan
Tidligt lørdag morgen styrtede et krigsfly fra USA´s luftsvåben (U.S. Air Force) af typen F-15E Strike Eagle fighter i det centrale Afghanistan, hvorunder to besætningsmedlemmer omkom. U.S.A.´s militær benægter officielt at F15-jagerflyet blev fældet af hvad de kalder “fjendtligt ild”, dvs de afghanske modstandsstyrkers kamp.

I sidste uge skød afghanske modstandstyrker en Mi-6 transporthelikopter ned i det sydlige Afghanistan. Seks ukrainske civile ombord på helikopteren omkom.

Tidligere i juli , blev en britisk og to canadiske soldater dræbt i en anden helikopter-styrt i Zabul-regionen. Igen lagde de udenlandske styrkers talsmænd vægt på at “det ikke ser ud til at ulykken” er en følge af “fjendtligt ildgivning” dvs fra de afghanske modstandstyrker som besættelses-styrkerne fra Nato-landene får stadig sværere ved at undertrykke og pacificere.
Andre kilder :
RIA-Novosty: 15 Tote bei Absturz eines russischen Hubschraubers in Afghanistan

JASON STRAZIUSO, Associated Press Writer
KABUL – A Russian-owned civilian helicopter crashed and burst into flames shortly after takeoff at southern Afghanistan’s largest NATO base Sunday, killing 16 civilians in the latest in a string of deadly aircraft crashes in the country.

Tjekkiet: Modstanden tvinger regeringen til at udskyde ratificeringen af USA´s “missilskjolds”-base i landet

17.Mar 2009 – 19:56 – -

PRAHA ( ) * * Tjekkiets Statsminister udskyder ratificeringen af det amerikanske missilskjold på tjekkisk jord på grund af manglende opbakning i parlamentets underhus.

Den tjekkiske Statsminster Mirek Topolánek udtaler, at hans regering udskyder en afstemning i parlamentet om USA´s planer om et USA-kontrolleret missilskjold på tjekkisk jord af frygt for, at det vil blive nedstemt i parlamentet.

“Regeringen har besluttet at trække aftalen med USA om at sætte en radarstation op på tjekkisk jord tilbage”, siger Topolánek i en kort udtalelse til nationalt tv.

At det ikke er en reel demokratisk indrømmelse til den udbredte folkelige modstand til USA´s militære oprustning på tjekkisk jord, men kun et taktisk tilbageskridt for senere at få de amerikanske missilskjold-planer igennem, bekræfter Nato-landets Tjekkiets regeringsleder ved at hævde :

“Det er ikke et udtryk for, at vi afviser ratificeringsprocessen, for vi kan genindføre spørgsmålet i underhuset, når som helst vi ønsker det”,

Flertal i Overhuset

For at blive vedtaget skal missilskjold-projektet ratificeres i begge kamre af det tjekkiske parlament samt underskrives af præsidenten. I overhuset er der indtil nu stadig flertal for USA´s planer om at oprette en militært missilskjolds-radarbase, der samme med opstilling af amerikanske raketter på en base i Polen kan sættes ind mod “militære trusler” fra Iran eller Rusland.

EU-landet Tjekkiets Centrum-højre-liberale regering har imidlertid ikke på nuværende tidspunkt det tilstrækkelige antal stemmer i underhuset til at ratificere aftalen.

Prag og Washington underskrev sidste år to aftaler for installeringen af en missilradar sydvest for den tjekkiske hovedstad, der skulle forbindes med to andre anlæg i Polen.

Kilde:Titzau

Læs også Protester mod USA-missilskjoldplaner i Tjekkiet

“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show

Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:

Det gik ikke at organisere en offentlig russisk (synds-)bekendelse gennem at vise “Katyń” – instrueret af polsk films 82-årige patriark Andrzej Wajda. Men Wajdas rygte har lidt skade, hvilket ganske vist ikke er første gang. Allerede i 1980 tilfredstillede han vesten med den politiske og tomme “Jernmanden”, som helt mangler estetiske værdier.  I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) I samme ånd agerer den “retsforsvarande” Natalija Gorbanevskaja, som anser at uden denne syndsbekendelse kan Rusland ikke fortsætte med at eksistere. Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. “Moskva må umiddelbart offentliggøre alle tilbageværende dokumenter i Katyn-sagen”, – erklærede Wajda. Og deri har han ret. Og, fremforalt, det ville ikke skade hvis man undersøgte de bagved liggende årsager til de sensationelle “afsløringer”, som blev offentligjort hos os i denne sag for seksten år siden. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påstås skulle være blevet afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunne ikke skabes så hurtigt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historikere” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømmelse af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 overleverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskere forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådanne som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er desuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.

Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)

*)Læs mere :Katyn: fakta, løgne og myter om en massakre

Lies about the Katyn-massacre

Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker

I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?

 

Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”.      Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimeligheder Til at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine.  Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –

Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta

*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.

I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks

(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -

Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internationale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mirakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling og tusinder af andre polakker, ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og flertallet af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver. jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen,Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod Polens jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 års venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk

14 feb 2009 – 16:04

Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “

MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag  USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.

“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag. 

“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”

Sovjet havde som mest udkommanderet omkring 130.000 soldater i Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” forandring – det vil medføre.

Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.

Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.

I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”

Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.

Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.

Brezhniev i samtale med en anden krigsforbryder USA´s Præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet ikke var et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.

Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979

Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.

L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den sovjetiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP

Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder

17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.

3 millioner færre russere siden 2002

Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.

Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12

FAKTA om folkesundheden og middellevealderen i Sovjetunionen/Rusland Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder:> > > > Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905. 3. “Novye Izvestija”4.August 1999

Kirgizistan kræver USA ud af Manas-basen

4.feb. 2009 – 21:44

Kirgizisk nej kan få betydelse for USA´s krig mod Afghanistans folk

Den centralasiatiske republik Kyrgyzstans beslutning om at lukke den amerikanske militærbase i landet er definitivt oplyste en talsmand for den kirgiziske regering idag fredag.
Regeringen i hovedstaden Bisjkek tog beslutningen om at lukke Manas-basen tidligere i år, og parlamentet forventes at godkende præsidentens beslutning senere i denne uge.

Bred folkelig støtte til beslutningen

Trods at der en overgang blev talt om russisk pression i sagen ser det ud til at USA blev taget på sengen.

Journalister fra nuhedsbureauet Reuters forsøgte onsdag at pejle stemningerne omkring den afspærrede Manas-lufthavn.
På den snedækkede steppe udenfor Bisjkek kom journalisterne i kontakt med den vind-hærdede fårehyrde Ulan.
– Jeg støtter lukningen. Vi mener at flybasen ødelægger vor natur, siger Ulan, som håber at fårene i og med beslutningen snart skal få en større end at græsse på.
Efter den såkaldte “tulipanrevolution” i 2005 hvor præsident Askar Akayev blev tvunget ud i eksil sendte USA repræsentanter til hovedstaden Bisjkek for at sikre sig fortsat adgang til lufthavnen på Manas-basen. Bakijevs nye regering rejste imidlertid krav om højere betaling (100-200 millioner dollar årligt). Efter 12 måneders forhandlingar fik USA fri adgang til Manas for 17,5 millioner om året.

Men utilfredsheden med militærbasen blandt kirgiserne og forholdet til USA blev stadig køligere.
I september 2003 blev tre kirgisere idømt straffe for forsøg på at organisere et angreb på basen. Den 8 juli 2004 var der endnu et forsøg på at angribe basen , angiveligt af militante modstandere til den amerikanske militære tilstedeværelse fra Uzbekistan.
Den 6 december 2006 blev den 43-årige kirgisiske lastbilschauffør, Aleksander Ivanov, skudt ihjel. Han skal have udført en transport til basen da han blev dræbt. Hurtigt udviklede sagen sig til en diplomatisk incident. Præsident Kurmanbek Bakijev stillede nu krav om at USA´s militærpersonale blev frataget deres diplomatiske immunitet.
Beslutningen om lukningen Manasen-bas er et nederlag fordi basen dér, ses som en afgørende forsyningsdepot for den militære offensiv i Afghanistan.
. . USA er nu blevet bedt om at forlade Manas lufthavnen udenfor Bishkek i Kyrgyzstan
Meddelelsen om lukningen kom efter forhandliner mellem Kirgizistans præsident Kurmanbek Bakijev og Ruslands præsident Dmitrij Medvedev.
– - Den kirgisiske
præsident Kurmanbek Bakiyev og hans russiske kollega Dmitrij Medvedev (højre) i samtale under underskrifts-ceremonien for samarbejdsaftalen i Moskva den 3. Februar 2009. (Kilde:Xinhua/Reuters Photo)
Ifølge russiske mediekilder var USA ikke forberedt på beskeden om at forlade basen.

Kirgiziskt nej kan skabe endnu større problemer for USA´s krig mod Afghanistans folk ‘

Nu risikerer tæppet at blive trukket væk under USA´s præsident Barack Obamas højt prioriterede krigføring i Afghanistan, efter Kirgizistan´s beslutning om at kræve de amerikanske styrker ud af landet.  Militærbasen er en afgørende forsyningsbase for krigen mod Afghanistans folk som i Natolandenes medier kaldes “militæroffensiven mod talibanerne og terornetværket al-Kaida”   

 - – - – - –

USA har hidtil brugt basen til logistiske formål og service for de amerikanske styrker i Afghanistan 

Manas-luftbasen i Bisjkek har været hjem for en tusind mand stærk amerikansk luftbase siden 2001, da Kirgizistan gik med i USA ´s “koalition mod terror” efter 9/11-angrebet på USA. Den amerikanske base har været det vigtigste knudepunkt til at flytte soldater og udrustning til de amerikanske styrker og deres allierede i Afghanistan fra fjernere liggende USA- flybaser og tilladt flyvetider på 90 minuter, i stedet for syv timer som det kan blive nu.
Præsident Kurmanbek Bakijev er gået med til at lukke basen blandt andet efter krav fra SCO (Shanghai Cooperation Organization), en samarbejdsorganisation mellem bl. a Rusland, Kina og en del centralasiatiske stater. Præsidenten fremhæver også den kirgiziske offentligheds negative indstilling til basen samt økonomiske overvejelser.

I Moskva blev Bakijev lovet 80 miljarder rubler som (ca 17 milliarder kr, dagens kurs) i russisk støtte – hvad der svarer til næsten halvdelen af centralasiatiske lands bruttonationalprodukt.

Rusland har også lovet landet et lån på 300 millioner dollar til en investering i Kyrgyzstan´s energi-industri, meddelte en funktionær som ønskede at være anonym.
Rusland bekræfter dermed endnu engang at landet ikke forholder sig passivt til rivaliserende imperialistiske stormagters (læs USA og EU-landene) neokoloniale bestræbelser i området . Det står også klart at USA får store problemer med at klare krigen i Afhanistan uden Manas-basen uden russisk hjælp. Det var også derfor at Medvedev under mødet med i Moskva understegede at Rusland og Kyrgyzstan vil fortsætte samarbejdet med USA om krigen og besættelsen af Afghanistan, uden dog at uddybe hvordan.

” – Manas er den hovedsaglige base for at fragte gods til USA´s styrker i Operation Enduring Freedom (OEF) – af kritikere af Nato-koalitionen kaldet Operation Endlösung – udtaler Ruslands Nato-sendebud Dmitrij Rogozin til nyhedsbureaet Interfax.

Manas-basen er ikke populær blandt Kirgiserne og den har været mål for flere protestaktioner

Efter at USA´s militære styrker blev bedt om at forlade Uzbekistan i 2005 er Manas den eneste base for USA i de centralasiatiske tidligere sovjetrepubliker. Uden den riskerer USA at blive udleveret til Moskvas velvilje. Der findes allerede idag en aftale mellem Nato og Rusland om civile forsyninger til Afghanistan, men det er slet ikke i stand til at opfylde de krav som et avanceret krigsmaskineri som OEF (“Operation Endlösung” ) kræver.
” – Når det handler om den militære fragt er det mere kompliceret, Rusland har aldrig diskuteret det med Nato, siger Rogozin.

30 året: Afghanistan invaderes af styrker udsendt af Brezhnev-regimet i Sovjet

27.Dec. 2008

1979- 2009 : Den 27.December 1979 sender Brezhnev-regimet store sovjetiske militær-styrker ind i Afghanistan.

Det afghanske folk lever stadig 30 år efter den sovjetiske invasion i 1979 under udenlandsk militær besættelse , terror og undertrykkelse.
Tidligere forsøgte de engelske imperialister at kontrollere afghanerne og deres land men måtte trække sig ud. For 30 år siden forsøgte Brezhnjev-regimet på Sovjetunionens vegne at erobre landet , samtidigt som USA sendte våben og instruktører ind i landet til “udvalgte oprørsgrupper”. Det skulle vise sig at det social-imperialistiske Brezhnjev-regime med invasionen af Afghanistan havde begået ikke bare forbrydelser mod Folkeretten og FN´s charter, men også en militær strategisk fejltagelse som har fået større politisk- ideologisk betydelse, især i den arabiske og muslimske verden , end man dengang kunne overskue.
Det kriseramte Sovjet måtte indse at forsøget på at gøre Afghanistan til et nyt Tjekkoslovakiet ikke kunne realiseres uden fortsat krig, terror og tortur mod afghanerne.
Den politisk-økonomiske krise skærpes i Sovjet i 1980´erne og bevidstheden om krisens omfang når helt op i overbygningen, toppen af det sovjetiske parti med Michail Gorbatjovs overtagelse af posten som leder i 1985. De socialdemokratiske “selvforvaltnings-reformer” i den økonomiske basis, som Hrusjtjov-gruppen gennemførte efter det kontrarevolutionære “kup” på partikongressen i 1956 , satte profitten som mål for de enkelte virksomheder og gav direktører og topchefer i de sovjetiske virksomheder næsten fuld autonomi til at “handle på markedet” for varer og arbejdskraft, havde opmuntret de kapitalistiske kræfter i økonomi og politik. Den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes “selvforvaltningsreformer” førte til stagnation og krise som i 1980´erne når et omfang som får ledelsen til at tale om nødvendgheden af “omstrukturering” – “perestroika” og åbenhed – “glasnost” for at få omfanget af krisen og det truende sammenbrud i den sovjetiske økonomi frem i lyset.
Samtidig havde de revisionistiske ledere gennem at optage milliardlån i kapitalistiske banker i udlandet – fortrinsvis i (vest-)Tyskland -
i realiteten pantsat det engang så mægtige Sovjetunions politiske og økonomiske uafhængighed.
Den økonomiske krise forbedres ikke af tyngden af udgifterne til krigen og besættelsen af Afghanistan hvor 100.000 sovjetiske soldater skal lære afghanerne om “Brezhnjev´teser om den fredelige overgang til socialismen”.
I 1986 rammes Sovjetuionens folk af endnu en katastrofe, : Atomkraftulykken i Tjenobyl i Ukraina.
Under disse ti år af Sovjetisk og USA-støttet terror og krig mistede 1,3 millioner afghanere og 15.000 sovjetiske soldater livet ifølge pålidelige kilder..
Krigen fremkaldte verdens største flygtingekatastrofe. Af Afghanistans 15 millioner indbygere flygtede 5,5 millioner til nabolandene 2, 5 millioner til Pakistan, mens Iran gav husly til 3 millioner afghanere. Hvilket indebærer at flere end en tredjedel af Afghanistans indbyggere flyttede ud af landet under den Sovjetiske besættelse.
FN fordømte den sovjetiske invasion og krævede fra begyndelsen at de udenlandske tropper skulle trække sig ud.
Den 14. april 1988 underskriver repræsentanter for Sovjetunionen, USA, Pakistan og Afghanistan en FN-aftale i Geneve om en sovjetisk militær tilbagetrækning fra Afghanistan. Den 15.maj 1988 indleder de sovjetiske styrker retrætten, som var slutført den 15 februari 1989.

Nej til imperialistisk krig i Jugo Osetinskaja (Syd-Ossetien)

10.August 2008

Foruden den Grusinske/Georgiske Fredskomite er der kommet en række udtalelser og analyser af krigen i Grusien som indledtes den 8.August med Sakaschvili-regimets angreb på Jugo-Osetinskaja- SydOssetien.

Blandt andet kom de russiske ungkommunister i Russian Communist Youth League (Bolsheviks) med en udtalelse som bringes her:

Om  den imperialistiske krig i Jugo-Osetinskaya (Syd-Ossetien)

The long-running conflict in South Ossetia entered a more violent stage on August 8, 2008, when Georgian troops carried out an open aggression and intruded into South Ossetia, shelling the city of Tskhinvali with Grad missiles. The bourgeois regime of Saakashvili is trying to keep the illusion of Georgia’s national unity at all cost, without consideration for how many lives this may cost. Russia, which also got involved in this conflict, is sending a large number of military resources to the area of military action. There are already many victims on both sides.

Both in Russia and in Georgia, the governmental authorities are trying to use the conflict for their own benefit and this also includes promoting nationalistic hysteria, drawing the working-class peoples’ attention from internal problems and from class struggle. As rightly noted in the declaration of the Central Committee Secretariat of the PKRP-RPK [Russian Communist Workers Party-Russian Party of Communists], working peoples’ attention is drawn away from real problems by shouts of ‘Support our country!’ The RCYL(B) condemns this attempt to set working people of different countries against each other by using nationalistic feelings. Lenin wrote that ‘people have always been, and will always remain dumb victims of deception and self-deception in politics until they learn to discern class interests behind the various moral, religious, political and social phrases, declarations and promises’.

It is obvious that the Georgian authorities and capitalists, who are dependent upon the imperialists of the USA and the European Union, are interested in solving the issues of their territorial unity as soon as possible in order to become a part of NATO and turn Georgia into an alternative route for transporting oil and gas into Europe around Russia.

Naturally, the Russian capitalists are not happy with this scenario. The Russian authorities would like to have a presence in the region and a weak Georgia and unsettled national issues serve this purpose well. Many ‘patriotic’ statements can be heard about protecting Russian citizens in South Ossetia, but people for some reason forget that when for a week in the beginning of August there was shooting from both sides, the Russian government didn’t even think of protecting its citizens. The so-called peacekeepers didn’t intervene in the conflict, allowing the Georgian government to think that it may take more radical actions. Nobody remembered about ‘enforcing peace’ either. Moreover, the Russian government has still not used the powerful economic leverage that it has and that can have a significant influence on Georgia. We believe that the current situation, when the government in South Ossetia is formally Georgian but actually dependent on Russia, is directly beneficial to the Russian capitalist class. lf the Russian government was really interested in solving this problem, it would recognize South Ossetia’s independent status and act on the possibility of stopping the war before it began. Instead of doing this, the Russian government is engaging in a furtive political game, trying to use the situation for its gain.

RCYL(B) considers the war in South Ossetia an imperialist war, which does not serve the purposes of justice and which is conducted for the benefit and profit of capitalists of different countries. The people of Ossetia became a victim of a struggle between two capitalist cliques. Neither Georgia nor Russia is really interested in an actual resolution of the issue of South Ossetia independence. RCYL(B) does not support either of these countries in this war. We respect the right of the people of South Ossetia to self determination, which has been expressed in a referendum. National borders should not serve as an interference in the struggle of working people against capitalists.

RCYL(B) condemns the aggressive actions of the Georgian government, which will lead to a new and possibly a lengthy conflict in the Caucasus. The Russian government is also responsible for this war: it has provoked Georgia into an open and armed conflict by its inconsistent actions and supported an unstable situation in South Ossetia.

Once more Lenin’s words that in a capitalist order the rearrangement of the spheres of influence can only take place by war have proven to be right. All responsibility for this new war lies with capitalism and more particularly, the government of Georgia, as well as American, European and Russian imperialists. The ‘peace enforcement’ that Russia speaks about is nothing but the regular ‘patriotic’ rhetoric, which is meant to veil the real interests that the capitalists are pursuing in an imperialist war from which the working people of all countries can not benefit.

The Revolutionary Communist Youth League (Bolshevik) calls for an immediate end to the war in South Ossetia, the withdrawal of Georgian and Russian troops from the region and for the granting of guarantees of South Ossetia’s inviolability by both countries. Georgia must restore the villages, utility systems and infrastructure destroyed by its troops. All sides to the conflict must ensure the return of refugees of all nationalities to their homes.

RCYL(B) demands that the Russian and Georgian governments and the international community immediately recognise South Ossetia’s independent status.

No support to the governments of Georgia and Russia in the South Ossetia conflict!
We are against imperialist war!
No to the aggression and militarism of the ruling regime of Georgia!
Down with the continuous reason for war – capitalism!
The Bureau of the Central Committee of the Russian Communist Youth League (Bolsheviks)
10th August 2008
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _

Spaniens Kommunistiske Parti  PCE(ml) slår i en udtalelse fast at 

Kapitalen har igen sat Kaukasus i brand 

Once again the Caucasus region has become a scene of confrontation between great powers.

On repeated occasions, our Party has referred to the attempt of Yankee imperialism to tighten the net around Russia: the recently concluded agreement with Poland and the Czech Republic to establish an anti-missile shield in the area, as well as the attempts, so far unsuccessful, to integrate Ukraine and Georgia into NATO, were clear examples of this.

On this occasion, with at least the consent of the U.S., their Georgian ally, the Mafioso Mikhail Saakashvili, set out to massacre the population of South Ossetia (which is in favour of joining Russia), an attack that was also a warning to the equally rebellious region of Abkhazia. The Russian response, in defense of both its peacekeeping troops that were stationed there as well as of its citizens in Ossetia, was not long in coming and was more forceful than expected, leading to the destruction of key military installations in different cities of Georgia, in a harsh counter-offensive.

Naturally, contradictory reports were put out by both sides, regarding both attacks against the civilian population and non-military infrastructure, as well as the use of prohibited weapons. However, we must emphasise the shameful role of the Western press, which has brazenly supported Washington’s version, gradually developed by the U.S., systematically hiding the responsibility of Georgia in beginning the conflict and exceeding even the position of the leaders of the EU, who quickly but in a ‘friendly’ manner have worked to obtain an agreement among the opposing parties, conscious of what they were risking.

The aggression has concluded, for the moment, in a draw, in which the U.S. (with the support of France and the United Kingdom) is trying to go back on the agreements for the cease fire, while the Russians have suspended their collaboration with NATO, increased the area controlled by their troops in Georgia and opened the ‘Pandora’s box’ of the future status of South Ossetia and Abkhazia. With the blocking of any possible solution in the UN, the immediate result of Saakashvili’s adventure will therefore be a precarious equilibrium, filled with uncertainties about the future of his country and, of course, of its population.

However, the key point of the clash is not just political. As Medvedev stated, ‘we will never let anyone kill our citizens, soldiers and peacekeeping officers unpunished. Russia has economic, political and military options for that.’ In effect, with its response Russia has expressed more than its anger at Western policies in Kosovo, or at the expansion of NATO. Russia has shown that it is in a position to begin to recover its influence and to intervene effectively in the shaping of international politics, on the three fronts mentioned.

It is clear that this was a political and diplomatic victory of Moscow over Washington: it has ‘bruised’ the Georgian Mafioso ally of the U.S.; it has opened the door to the independence of Abkhazia and South Ossetia under its tutelage, before the entrance of Georgia into NATO; and it has paid the U.S. back with interest for the slap in the face it received in Kosovo, leaving Bush without arguments against the future independence of those two regions. As for the EU, the division of opinions that already occurred at the Bucharest Summit regarding Russia has been consolidated. Although the United Kingdom, France the Baltic Republics and Poland are aligned with the U.S., Condoleezza Rice could not impose U.S. authority at the extraordinary meeting of the NATO Council, called on August 19 at the demand of the U.S., to ‘put Russia in its place’. The Alliance did not accept Bush’s proposal to reduce its links with Russia, nor was it willing to accelerate the incorporation of Georgia, which is the goal the U.S. is seeking as a result of the conflict.

On the military level, the clash in Georgia can be related to the struggle that the U.S. and Russia are maintaining, with the clear predominance of the former, but in which Russia is preparing to advance its positions: besides its military collaboration with Byelorussia, Moscow is trying to renew its military presence in Cuba, as was announced just a few days before the Georgian attack against South Ossetia; with this, the Russians ‘moved their piece’ under the pressure of the U.S. deploying its missile shield in Poland; their Foreign Minister also stated that ‘we will have to react, and not only with diplomatic protests’. The demonstration of force in Georgia faced with Saakashvili’s aggression can therefore be a warning of what Russia will not tolerate in the future.

But the touchstone, the unifying element of all these contradictions is undoubtedly the economic one. The resolution with which Russia has faced the crisis, going way beyond assuring its Ossetian citizens, has the same profound causes as the attitude of Washington’s European allies: economic interests. Russia, which is extending its economic influence around the world thanks to trade agreements and investments, makes up a third of its Gross Internal Product with its profits from oil and gas, which are primarily purchased by the European Union. In fact, the commercial trade between Russia and the EU is some seven greater times than that between Russia and the U.S. These figures explain the relative coolness with which the Europeans and the Russians have carried on their relations in the last weeks, above all within NATO in relation to the U.S. Besides, the Europeans should look favourably on the fall of an element such as Saakashvili, who is not very good for their business; and, with him, the loss of influence of the U.S. in the Caucasus, which complicates the relations between Russia and the EU.

However, the strategic importance of Russia for the transport of hydrocarbons, both their own as well as those from the Caspian region, has diminished since the opening in 2005 of the BTC [Baku-Tbilisi-Ceyhan] oil pipeline, that connects Azerbaijan with Turkey, passing through Georgia. Currently, besides, countries such as Turkmenistan, Kazakhstan and probably Uzbekistan are trying to escape from the dependence on Russia’s gas lines, leaning toward Turkey (via Armenia), a country that is trying to put an end to Gazprom’s status as the only buyer of Central Asian gas, with the approval of Israel. Without a doubt, the deepening of the instability in Georgia contributes to making the transport of hydrocarbons through the BTC less attractive, and serves to show the EU (and its oil companies and the BTC stockholders) that their best option is Russia. As Konstantin Simonov, General Director of Russia’s National Energy Security Fund, stated: ‘this situation increases the attractiveness of the Russian routes of supplying energy resources to Europe’. Thus the war in Georgia would have as a result, whether consciously or not, of definitively dissuading Europe from using the corridor from the Caspian Sea and Central Asia via Azerbaijan, Turkey and Georgia. Moreover, the Russian demonstration can serve as a ‘warning for seafarers’, directed at the other former Soviet republics of the region to maintain their economic and political links with Moscow, after years of Yankee penetration.

Finally, without forgetting that the origin of the conflict was the aggression by the Georgian chauvinist State, backed by the U.S., we cannot forget that at the base of the problem are the inter-capitalist contradictions, the fight for access to and control of strategic regions for the extraction and transport of hydrocarbons. And that is the fundamental reason not only for the pressure and the aggressiveness of the U.S. and its main allies against Russia, but also of the latter’s efforts to respond to the attacks and to build new alliances.

For the Self-Determination of the Peoples and Against Capitalist Looting

Imperialists Out of the Caucasus!

Madrid, August of 2008
Communist Party of Spain (Marxist-Leninist)
Secretariat of the Central Committee

___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _
The Class Roots and Sources of the Aggressive Actions of Georgia Against South Ossetia and Abkhazia and the Aggravation of the Situation in the Caucasus

Aleksej Danko

The national hostility along the boundaries of the territory of Georgia – Abkhazia and Ossetia, that has now reached the level of open military confrontation between the Georgian authorities and the local population of these autonomous regions, began to appear already at the time of the establishment of revisionism in the Soviet Union; these contradictions were prevented from breaking into open conflict with the help of the system of Soviet social-imperialism. The domination of the Soviet social-imperialists in the territory of Abkhazia and South Ossetia was performed through Georgia by the hands of the Georgian bourgeoisie. Therefore the population of these autonomous regions was never particularly fond of the Georgian authorities, as they regarded the latter as exploiters. This situation promoted anti-Georgian sentiments on a mass scale, which at the same time diverted the attention of the population from the central causes and the culprits of both the national and class oppression in the Caucasus, as well as on any other territory of the social-imperialist Soviet Union. These are the sources that led to the military confrontation of the population of Abkhazia against the Georgian oppressors and the bloody military action in Tskhinval on August 8, 2008.

The worsening of the situation in Abkhazia and South Ossetia gained momentum after the collapse of the Soviet Union. The Georgian bourgeoisie, having acquired independence from the oppression of Soviet social-imperialism, took decisive action to subject the economic potential of the different regions to its interests. Its great-nation interests pushed the chauvinist regime of Zviad Gamsakhurdia into power. Under the excuse of defending the territorial integrity of Georgia, this regime quickly liquidated the autonomy of South Ossetia and Abkhazia by depriving their people of the most basic national rights. Most of all, it was the liquidation of the autonomy that enabled the Georgian chauvinists to harshly suppress any form of discontent of the disenfranchised people of South Ossetia and Abkhazia.

In this situation the peoples of South Ossetia and Abkhazia could not refuse assistance from any foreign state, including that of Russia, because such assistance would be regarded as a direct challenge to the sovereignty of Georgia. The peoples of South Ossetia and Abkhazia have no choice but to stand up in defence of their territories and to decisively withstand the aggression of the Georgian oppressors by de facto declaring their independence from Georgia. From this point of view the interests of the local bourgeoisie and the broad popular masses of South Ossetia and Abkhazia concurred in this particular situation.

After the disintegration of the Soviet Union a number of independent states were formed. Russia happened to be the strongest and most prosperous of those states. Russia was able to even retain the status of an imperialist power, although secondary with respect to other imperialist countries. Moreover, the majority of the former republics of the Soviet Union remained economically dependent on Russia. In particular, economic life in Georgia depended almost exclusively on the distribution of electrical power from Russia. In addition, in a number of underdeveloped regions of the former Soviet Union the economic control of Russian capital remained insurmountable. South Ossetia and Abkhazia belong to this type of regions, where the economic interests of the Russian imperialists and the local bourgeoisie overlapped strongly long before the Georgian bourgeoisie even tried to establish its hegemony in these regions. As a result, in the territories of South Ossetia and Abkhazia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed and the local bourgeoisies happened to be on the side of the former.

What do the interests of the Russian imperialists in Abkhazia consist of? Minerals, coal and various metals are extracted from its soil. Abkhazia has significant hydraulic resources relevant to industry. The climatic conditions of Abkhazia allow for citrus and other sub-tropical fruits to grow. Abkhazia has unique and favourable conditions for the development of the tourist industry. Moreover, the Abkhazian coast stretches 200 kilometres, which has the potential to significantly increase the influence of either Russia or Georgia on the Black sea, including their military presence.

By comparison, South Ossetia’s economic potential and natural resources do not play such a decisive role in explaining the sources of the conflict between the interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie. The territory of South Ossetia stretches over the north of Georgia and is separated from Russia by the mountains of the Caucasus. It is the geographic situation of South Ossetia that could be the main reason for the confrontation between Georgia and Russia for the control of this territory. The presence of the Russian army on the territory of South Ossetia allows the Russian imperialists to more efficiently control the influence of other imperialist countries on Georgian territory against Iran and the Middle East, where the Russian imperialist have significant economic interests. Therefore the possible presence of Russian armed forces and Special Forces in the territory of South Ossetia, with any legal status, may prevent the Georgian bourgeoisie to place in the territory of Georgia foreign military bases, which are undoubtedly considered by the Georgian bourgeoisie as a source of profit. Therefore on the territory of South Ossetia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed head on. The Russian imperialists are interested in preserving its influence on the South Ossetian territory at any cost; this is achieved with the assistance of the pro-Russian South Ossetian regime and population. The Georgian bourgeoisie is heavily invested in expunging Russian influence on the other side of the Great Caucasian Mountains and in cleaning the territory of South Ossetia from the anti-Georgian and pro-Russian rival population. It is because of this reason that the Georgian armed forces during the time of the aggression of August 2008, seem to have been given the orders to obliterate the population of South Ossetia (more than 30 thousand civilian South Ossetian citizen became refugees according to the Russian government)

In the period of the dictatorship of the proletariat the land, forest, hydraulic and other natural resources of the USSR belonged to the whole society, i.e. it belonged to all the nations on equal footing. The peoples of the Soviet Union lived in a united and friendly family, not fighting but helping each other. The borders between national establishments had a formal character and were determined exclusively from the point of view of the administrative convenience. As a result North Ossetia (north to the Great Caucasian Mountains) formally belonged to Soviet Russia and South Ossetia (south to the Great Caucasian Mountains) to Soviet Georgia. Under these conditions the unity of the Ossetian people was preserved.

The aggravation of the situation in the Caucasus around South Ossetia and Abkhazia resonated so widely and suddenly in the international arena that it became even more prominent that the conflict between Kosovo and Serbia. These evens generated a swift and open conflict between a number of imperialist powers, especially between the US and Russia. This is understandable, since towards 2008 the territory of Georgia became contentious due to the struggle between the imperialists of the US and Russia for the control over Iran and Azerbaijan (a significant contingent of Russian capital is present in Iran and, Russia and Azerbaijan have longstanding economic ties). American imperialists do not have economic presence and influence in Iran. Therefore the US tried to build air and rocket bases in the territory of Georgia with the purpose of using them against Iran in order to destabilise this country, to turn this country into a region of high risk for foreign investment and to create the conditions to expel its imperialist rivals from Iran. Moreover, the US imperialists are interested in the control over the transit of oil from Azerbaijan through Georgia and over the oil ports on the Georgian coast; this would allow the US to establish direct control over the Black and Caspian seas and would turn Georgia into a solid satellite leading to the diminishing of the influence of Russian imperialism in the area.

The leading powers in Western Europe, especially France and Germany, played a shady role in the events described above. What concrete interests did France and Germany pursue in these events? France, Germany and Russia have trade ties with Iran. Therefore they are not interested in the US using the Georgian territory for to put military pressure on Iran. This would enhance the risk factor for Western European and Russian investors.

For instance, the head of the French oil company Total stated in July 2008 that because of the aggravation of the geopolitical tension in this region his company is not planning to invest in the most important Iranian gas bed, in South Pars.

On the other hand, both France and German are not interested in further strengthening the positions of the oil and gas industry of the Russian imperialism in the world market because the French and the German economies significantly depend on the import of oil and gas, which are to a great extent supplied by Russian oil and gas corporations and the price for oil and gas has a direct impact on the profits of the capitalists of Western Europe.

In the beginning of July 2008 the head of ‘Gazprom’ (the Russian gas monopoly. Note of translator) visited Iran and help negotiations with the president of the country with regards to developing cooperation in the area of oil and gas. This included negotiating Russian involvement in the building of a gas extraction plant in South Pars. According to a statement of the press office of ‘Gazprom’ both sides agreed to create a joint venture for oil and gas related projects in Iran, Russia and other countries. In addition, the Iranian side put forward the question about the possibility of Russia supplying gas to the northern regions of Iran on a long-term basis.

Iran is has the second largest reserves of gas and a tighter cooperation of Russia and Iran, according to the majority of experts, could allow these countries to determine the gas prices in the world market.

Therefore the imperialists of Western Europe are not interested in the consolidation of the influence of the Russian gas and oil corporations in countries with oil and gas resources in the Caspian area, such as Russia, Iran and Azerbaijan. Azerbajan’s oil flows through Georgian territory. In order not to allow Russia to attain direct control over the transit of gas from Azerbaijan through Georgian territory, Western imperialists managed to place their own observers along the border of South Ossetia, under the banner of the European Community.

As a result, in the territory of Georgia global interests of a number of imperialist powers clashed and therefore the conflict went beyond the boundaries of a regional conflict. This conflict not only further complicated the situation in the Caucasus but also could spark a world war.

The US imperialists tried to achieve its aggressive plans using the Georgian armed forces. With this purpose they financed the militarisation of Georgia, supplied this country with modern weaponry through third countries, trained army personnel for military action with the help of American and other foreign instructors and guaranteed full support to the bourgeois regime in Georgia. The rapid intervention of a large contingent of the Russian armed forces, which had been prepared for this possibility, ruined US plans for the swift take over of South Ossetia and Abkhazia by the Georgian army. The Russian armed forces prevented military action against Abkhazia, expelled the Georgian troops from the territory of South Ossetia, defeated the Georgian army to the level that it became unable to fight further and inflicted destructive blows on a number of military objects in Georgia. Soon after the conclusion of military action the bourgeois authorities of Russia declared the independence of the republics of South Ossetia and Abkhazia, who proclaimed their sovereignty fifteen years ago. This gave the possibility to the Russian imperialists of turning its ‘peacekeeping’ military contingent with limited rights and liberty of action into a regular military contingent based upon bilateral agreements with the sovereign republics of Abkhazia and South Ossetia. This strengthened the positions of Russian imperialists in this region. The Russian imperialists managed to conceal its predatory essence under the propaganda of saviours of the South Ossetian and Abkhazian peoples and their independence. We can only recognise heroism in those soldiers and civilians who died fighting the Georgian aggression, since the bourgeoisie is not able to display selfless actions in defence of other nations.

Ukraine, Israel and other countries supplied modern weaponry, including weapons produced with the participation of Russian military capital to the Georgian army. Therefore, they did not only exposed themselves as loyal servants of the interests of US imperialism, but earned their profit at the expense of the blood and suffering of the civilian population of Abkhazia and South Ossetia.

Aleksey Danko
Leningrad
Information

The Ukrainian-Russian accord on production and scientific-technical cooperation in the area of military production is in force since 1993. In 2004 a bilateral inter-government agreement was adopted that regulates the export of military goods to third countries. Towards 2005 about 1330 Russian and Ukrainian companies operated within the framework of programmes of cooperation of the Commonwealth of Independent States (CIS) under preferential trade conditions.

Despite the fact that the volume of military-technical ‘cooperation’ has diminished over the years, the volume of military trade with Russia accounts for 30% of the total military trade of Ukraine. Even though the two countries happened to be in opposite sides of the conflict, both made money out of the trade of these lethal merchandise. According to the Ukrainian centre overseeing the reconversion and disarmament of the armed forces, in 2007 Ukraine earned somewhere between 600 million and one billion USD in military trade. In particular, Georgia purchased 10% of the military merchandise traded by Ukraine.

Conclusion: Russian companies also made profits out of the armament of Georgia through ‘third countries’ (in this case through Ukraine).

Ukraine
Proletarian Marxist-Leninist Organisation ‘Red Commune’.
We Call On

The progressive forces of all countries to support the peoples of South Ossetia and Abkhazia in its struggle for independence and to put pressure on the governments of their countries to acknowledge the sovereignty and establish diplomatic ties with the republics of South Ossetia and Abkhazia.

The proletariat of South of Ossetia and Abkhazia to take into account and remember that the local bourgeoisie is also their irreconcilable class enemy and that the unity with this class during the period of struggle for independence was forced and temporary.

To the progressive forces of Georgia, specially the proletariat to develop active struggle against the aggressive and chauvinist policies of the ruling regime of Georgia and against the location of military bases of imperialist countries in their territory.

To the Russian proletariat, to expose the predatory character of the domestic and foreign policies of the Russian bourgeoisie (for instance, in 1962 the elite forces and army of the social imperialists of the Soviet Union mercilessly opened fire over Novocherkass workers on strike; in 1999 the Russian imperialists violently suppressed the workers protests in the cellulose plant in Vyborg, Leningrad; the Russian imperialists, in their struggle for the control of the oil of Grozni, unleashed their military might over the civilian population of the Chechen republic) in general and with regards to the oppressed people of South Ossetia and Abkhazia. Lead the struggle against the development of Russian chauvinism and the violence against the Georgian people.

Proletarskaya Gazeta #30
November 2008

Tidsbilleder af Rusland (1908)

2008 - 

For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – verdens største land - 

    År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter.                   >

Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene?    >     >      >     >     >      >      >      >       >      >       Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde!     >    >    >     >    >     >    >    >    >     >    >     >    >    >     >    >    >    >    >  > >  > – - – - – - – - – - – - – - – - – - - 

Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling.   >    >    >    >    >     >     >    >    >     >      >       >      >    >     >    >    >    >     >     >     >    >     > Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?    
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.  

Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – -
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – -
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. -
- – – – - – -
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – -
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. -
En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne« (“narodnikker” på russisk,RED.anm.) ; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. -
Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. -Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg – altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. -
Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. – – – – – – – – – – -Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem.
Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. – – Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« , »leve den kommende revolution!« – var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903:

»Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken.

- – – – -
Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk.

»Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.«

Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes« generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt – samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand – i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien.

»Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?… Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden – lad det sammen med dig styre landet!
Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt – både for os selv og for dig, kejser!«

I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. -

Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik.
I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. – I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma – det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. – – -
I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne – og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« – en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger – fik den sit brændpunkt. – – -
Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd.
- – – – – – -
Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud – og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt.
- – – – – – – -
Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen – en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen.[Czarruslands parlament, red.anm.]. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. – – – I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt ? – – -
Den valgte det sidste – d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde.
- – – – – -
Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og – hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed – ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem – ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale – har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. – – – Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller – i de fleste tilfælde – til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system – det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver – når kampen kommer, lidt før eller lidt siden – derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. – – – – – Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning – til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder – kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet
»Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter – men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.

Gustav Bang – 1908

Redaktionel efterskrift :

Når man læser Gustav Bangs 100-årige artikel slår det en hvor stor en Ruslands-kender forfatteren er – og hvor profetisk han er når han spørger, trods hans “vestligt” chauvinistiske udgangspunkt :

“hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet (Czar-regimet) knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene ?” 

Vi der lever 100 år efter Gustav Bangs artikel ved at den russiske og senere sovjetiske revolution i 1920´erne og 1930´erne og som stod sin ildprøve under Anden Verdenskrig revolutionerede ikke bare Rusland og Europa, men hele verden og for altid har brudt de herskende – kapitalistiske såvel som feudale – klassers arrogante herrefolkstankegang – deres “eneret” på at diktere menneskehedens udvikling og har ændret kommunismens position fra utopi til realistisk mulighed og dermed taget hul på menneskehedens rejse mod det klasseløse samfund.
Samtidigt bekræfter Gustav Bangs beskrivelse af begivenhederne i Rusland gang på gang at den revolutionære kamp medfører indrømmelser og reformer.
Reformerne – hvad enten det er valgret, mindsteløn, syge- og arbejdsløsheds-dagpenge, gratis undervisning og hospitalsbehandling – er i sit væsen biprodukter af den revolutionære kamp – indrømmelser som udbytterne giver i håb om at opretholde deres privilegier, rigdom, ejendomsret og fortsatte ret til udbytning af det besiddelsesløse flertal.
De omtalte råd af “arbejder-deputerede”- dvs valgte af arbejderne – svare til sovjetter på russisk var en ny type græsrodsorganisationer som Lenins og Stalins socialdemokrati (bolsjevikerne) mente var mere demokratiske end “Dumaen” – det centrale parlament.
Der blev også opbygget råd blandt soldaterne og bønderne.Rådene blev rygraden i den socialistiske magtovertagelse i oktober 1917.
Når Gustav Bang omtaler Czarruslands “socialdemokrater” efter 1903 er det Lenins og Stalins bolsjevikiske (flertals) fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) han omtaler. Partiet blev splittet i 1902 i en bolsjevikisk (flertal) og en mensjevikisk(mindretal)
fraktion.

Ikke bare revolutionen i 1905, men også Oktoberrevolutionen, som indtraf bare ni år efter Gustrav Bangs artikel og især den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister”, “social-chauvinisterne” i Staunings og Noskes II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.

Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina,Indokina,Indien,Irak og andre lande.

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

Rusland får støtte fra nabostater i konflikten med Saakasjvili-regimet og USA

6.Sep. 2008 *

Efter Grusien-krigen : Nyt nederlag for USA og Saakasjvili-regimet i Tbilisi : Den euroasiasiske samarbejdsorganisation SJoS støtter Rusland i konflikten med Saakasjvili-regimet i Tbilisi

Deltagerne i den så kaldte Shanghai-gruppes (Shanghai Cooperation Organisation) SJoS møde i Dusjanbe i den tidligere Sovjetrepublik Tadzjkiistan “udtrykte dyb bekymring over situationen omkring Sydossetien og støtter Ruslands aktive rolle for at fremme fred i regionen”, rapporterer nyhedsmedierne
I udtalelsen fra Shanghai-gruppens møde hedder det :

“SJoS (SCO)´s) medlemsstater byder underskrifterne den 12 august i Moskva af de seks principer for en løsning af konflikten i Sydossetien velkommen og støtter Ruslands aktive rolle for at fremme fred ogh samarbejde i regionen”, bliver det betonet i dokumentet.

Faktum er at de kapitalistiske Nato-stater ikke støtter de seks punkter, til trods for at de ble forhandlet frem af Nato- og EU-landet Frankrig. I FN har Frankrig fremlagt et forslag som kun indeholder de to første af de seks punkter. Og . . . . altså udeladt de sidste fire punkter i den fredsopgørelse som Frankrig selv har forhandlet frem. Hvorfor ? Skyldes det at Grusiens Præsident Saakasjvili hele året har nægtet at skrive under på en aftale hvor han forpligter sig til at løse konflikten med sydosseterne skal løses uden vold ?

I selve sagen er SCO´s udtalelse derfor en støtte for Rusands position.

SCO:s reaktion kan anses vara försiktig, eftersom förklaringen inte kommenterar det ryska erkännandet av Abchaziens och Sydossetiens oberoende som orsakat den senaste tidens intensiva debatt i världspolitiken.

I organisationen indgår Kina, Rusland, Kyrgyzstan, Kazakstan, Tadzjikistan og Uzbekistan – alle tidligere Sovjetrepublikker ligesom Grusien. Iran, Indien, Mongoliet og Pakistan deltager som observatører. Også Irans præsident Ahmadinejad – som uden ophold er udsat for en hysterisk
bagvaskelseskampagne i de kapitalistiske Nato-stater – deltog i mødet. Han benytede lejligheden til at byde forsamlingen på en svidende opgørelse med USA´s bombningar af Afghanistan. Afghanistans præsident Hamid Karzai som deltog som hædersgæst ved mødet, er ganske vist USA´s klient men han har også protesteret mod de amerikanske bombardementer. Nu fik han omverdenens støtte for dette. På mødet deltog politikere og ledere for lande som samlet udgør mere end halvdelen af menneskeheden.

5. september sammentrådte så ODKB – som er SNG´s militære parallellorganisation i Moskva og da blev Grusien/Georgien spørgsmålet rejst igen.

Hvideruslands præsident Aleksander Lukasjenko foreslog at ODKB – som er SNG´s , altså Uafhængige Samfunds Sammenslutning –  et forum for en række tidligere Sovjet-republikker – skal tage et enigt standpunkt. I ODKB indgår Azerbajdzjan, Armenien,Grusien(Georgien), Kazakstan, Rusland, Tadzjikistan, Hviderusland, Kyrgyzstan og Uzbekistan,

Tidligere Sovjet-republikker ODKB støtter Rusland

Fredag den 5.september trådte ODKB – Organisationen for aftalen om kollektiv sikkerhed så sammen Præsidenterne for Rusland, Armenien, Hviderusland, Kazakstan, Kirgizistan, Tadzjikistan og Uzbekistan – lande med sammenlagt pmkring 70 procent af det tidligere Sovjets folketal – mødtes i Kreml for blandt andet at diskutere situationen i Kaukasus.
Efter mødet underskrev deltagerne en deklaration om udviklingen i Kaukasus hvor det heder at man deler Ruslands opfattelse om hvordan konflikten i Sydossetien er opstået og udviklet sig og støtter “Ruslands aktive rolle for at fremme fred og samarbejde i Kaukasus”. Georgien/Grusien anklages for “militære handlinger i Sydossetien som har ført til mange civile offrer, dødsoffrer blandt russiske fredsbevarere og en alvorlig humanitær katastrofe”. Desuden støtter ODKB det russiske forslag om våbenembargo mod Saakasjvili-regimet.
Ved Shanghai-organisationens topmøde i Dusjanbe den 28 augusti fik Rusland forsigtigt støtte fra sine partnere i Asien, inklusive Kina. Men fra sine nærmeste militære allierede får Rusland et mere langtgående støtte selv om der intet bliver udtrykt i skyldsspørsmålet , som overlades til de enkelte stater.
“Landene i ODKB forbinder sig til at støtte hinanden i tilfælde af et angreb på et af dem. Og de støtter Rusland i det skridt for at afværge angreb på sine soldater”, forklarede vice-direktøren for SNG-institutet Vladimir Zjarichini i et interview med RBC Daily . Hvad angår anerkendelsen af Abchazien og Sydossetien ligger det spørgsmål udenfor organisationens sagsområder. Akkurat som Spanien, Grækenland og Rumænien ikke har anerkendt Kosovo´s ensidige selvstændighedserklæring selv om de er Nato-medlemmer – kan der findes forskellige linjer i den “postsovjetiske lejr”, mener Zjarichin.
På ODKB-mødet blev det også beslutet om at udvikle et fælles kommandostruktur for ODKB´s styrker.
Kilder:polit.ru28/8 * rbc 5/9

 

FAKTA om SNG: SNG´s Uafhængige Samfunds et forum for en række tidligere Sovjet-republikker.

ODKB (CSTO i engelsk forkortning) – er SNG´s  militære parallellorganisation.

Efter Grusien-krigen:Rusland og Syrien styrker forbindelserne

20 aug 2008 – 12:40
DE to uafhængige stater Rusland og Syrien styrker sine militære forbindelser.
Rusland styrker nu sine militære forbindelser med Syrien som svar på at Grusien angiveligt har anvendt israeliske våben i den krig som blev udløst af Saakaszvili-regimets angreb på det autonome område Syd_ossetien natten til OL-åbningsdagen

” -Militært og teknisk samarbejde er selvfølgelig hovedspørgsmålet. Våbenkøb er viktigt og vi burde fremskynde dem”, sagde Syriens præsident Bashar-Assad til den russiske avis Kommersant.

Den russiske militærledelse anklagede i sidste uge Israel for at uddanne Georgiens hær. Den israelske stat tilader private virksomheder at gøre sådanne “udenlandsforretninger” hvis de får forsvarsministeriets godkendelse også selvom det føre til optrapninger af konflikter og krig som i Grusien

 

Syrien tilbyder Rusland havn

1.sep. 2008 *
Hvis den USA- og EU-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko fører sine planer om at fratage den russiske flåde dets havn i Sevastopol når lejeaftalet løber ud i 2017 så vil Syriens præsident Bashar al-Assad tilbyde Rusland at flytte sin Sortehavs-flåde til Syrien.
Hele Krim-halvøen herunder den smukke Sortehaveby Sevatopolvar en del af Rusland og hørte efter revolutionen under den Russiske Sovjetrepublik.
Men under Sovjet-lederen Nikita Hrusjtjov blev hele Krim-halvøen i 1954, inklusive Sevastopol gennem en administrativ beslutning overført til Ukraina.

Men det syriske udspil er mest en politisk markering. Netop nu opføres en orlogsbase i Novorossijsk som skal stå færdig 2012 og ingenting tyder heller på att president Jusjtjenko skulle kunna gennem føre sin planlagte Nato-tilslutning af landet, mod en meget stærk folkemajoritet.
Kilder;asiatimes 30/8
Den smukke Sortehavsby Sevastopol – i skudlinjen for den USA-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko´s stræben efter Nato-medlemskab.

Grusinske udbryder-områder anerkendes af Præsident Medvedev

26.aug 2008 -

To grusinske (georgian) udbryder-republiker anerkendt af Præsident Medvedev i Rusland

Ruslands præsident Dmitrij Medvedev besluttede i dag anerkende Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater.
Folkeretsligt får anerkendelsen af de grusinske udbryderrepublikker dog ikke større betydning end USA/EU´s anerkendelse af Kosovo-seperatisternes udbrydning fra den tidligere jugoslkaviske republik Serbien.
Begge er i strid med folkeretten og FN har heller ikke anerkendt Kosova.

Beslutningen om at anerkende de grusinske områder som selvstændige stater er ikke i det russiske eller andre af de sovjetiske folks interesse på samme måde som opsplitningen af det tidligere Jugoslavien og Kosova´s udbrydning er i de jugoslaviske folk interesse.

At Rusland nu anerkender to grusinske delrepublikker er ikke som nogen påstår et led i en “russisk masterplan” . Rusland har ingen interesse i en opsplitning af Kaukasus – som Grusien er en del af – med dets rigdom af menneskelige kulturer, sprog og historie. Men Saakasjvili-regimets krigeriske eventyrpolitik mod den autonome delrepublik Syd-ossetien som indledtes samme dag som OL-åbningen i Peking har bragt Rusland i en situation hvor fortsat “russisk militær pasivitet” overfor Saakasjvili-juntaen´s militære aggresion i Syd-Ossetien den 8.august – i strid med indgåede FN-aftaler – med flere hundrede døde civile ,tusinder af sårede og endnu flere flygtninge som følge – ville have stemplet Rusland som svagt og upålideligt ikke mindst i Syd-osseternes ,Abkhazernes øjne, men også i USAS´s og EU´s øjne.
USA angreb Afghanistan for syv år siden – i strid med Folkeretten – fordi de påstod at afghanerne holdt den saudiske terorist Osama bin Ladin skjult.

Hvad nu hvis Rusland finder ud af at USA holder “bagmanden bag gidselstagningen på skolen i Beslan i Nord-Ossetien skjult – vil vi så acceptere at Rusland sender bombefly mod Washington for at tvinge USA til at udlevere “bagmanden” ?

Den russiske præsidents godkendelse har ikke været Ruslands mål.Det sker efter at både befolkning og regering i begge de autonome områder i Grusien /Georgien har appelleret til international anerekendelse igennem flere år. Det sker efter Dumaen´s vedtagelse af en udtalelse der opfordrer til anerkendelse.

Beslutningen kom efter et møde med den russiske sikkerhedsråd i feriested Sotji.

USA-støttede Saakasjvili-regimet

Samtidig har Rusland meddelt NATO Generel-sekretær Jaap de Hoop Scheffers at hans planlagte besøg i landet den 17 oktober er aflyst.

“-Et besøg ville være irrelevant og udskydes, sagde Ruslands NATO
ambassadør Dmitri Rogozin som samtidigt betonede at Rusland ikke – for øjebliket – stopper samarbejdet med Nato i Afghanistan , til nyhedsbureuet Interfax -

Men det er langt fra sikert at anerkendelsen bliver til noget – selv om Overhuset i den Russiske Føderations parlament, Føderationsrådet, har besluttet at støtte en anerkendelse af Abchaziens og Syd-Ossetiens selvstændighed; for i sidste instans kan præsidenten lægge et veto ind
Ombudsmanden i Rusland Vladimir Lukin har sagt at han modsætter sig en anerkendelse av Abchazien og Sydossetien.

“Behøver vi virkelig dette nu? Jeg kan ikke se nogen anden mening med en sådan beslutning end at brænde broerne til yderligre forhandlinger”, sagde Lukin tll Interfax torsdag aften (22/8). At Rusland skal forsvare sine statsborgere i Syd-ossetien er rigtigt, siger Lukin, “men samtidigt burde man bruge hovedet”.

KILDER: interfax 21.aug, newsru.com 25.aug. 

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan

 

 

Øget militær spænding ved Sorte Havet ?

Den militære spænding ser ud til at blive optrappet ved Sorte Havet efter at USA har givet ordre til to amerikanske krigsfartøjer om at gå ind i den grusinske havneby Poti for at “leverere nødforsyninger” til Georgien.
Her befinder et kontingent russiske soldater som kontrollerer at regimet i Tbilisi ikke får nye forsyninger af tunge våben til deres krig mod osseterne. .

Bush-regringen siger åbent at de er “beredt til at gå hvor som helst for at leverere humanitær bistand”.

Fint ! Hvad med at sejle til Irak med denne humanitære bistand – irakerne behøver den i langt højere grad – efter fem års krig, terror og besættelse. 

 

Ifølge russiske medier har den raketbestykkede krydser “Moskva” – den russiske Sortehavs- flådes flagskib, lagt ud igen. Militæret siger at fartøjet er ude på et “rutineøvelse” for at teste våben-systemerne. Også andre russiske fartøjer patruljerer i farvandet ud for Grusiens , herunder den autonome del-republiks Abkhaziens kyster .

HVEM HAR SKYLDEN TIL DEN ØGEDE SPÆNDING og STORMAGTERNES MILITÆRE
OPRUSTNING i OMRÅDET ? USA´s lille marionet-dukke i Georgien; Michail Saakasjvili troede helt sikkert – selvom han var klar over at det ville koste blod og menneskeliv i Syd-ossetien og vække lidt postyr i udlandet når han beordrede den USA-trænede hær ind mod civilbefolkningen – at han kunne regne med at have krigsforbryderne, torturbødlerne og folkemordseksperterne i det Hvide Hus i Washington med sig. – –
Men fra det Hvide hus kom der først en stor stilhed og så en masse ord og så blev Udenrigsminster Rice sendt til Tbilisi, men ikke en eneste soldat endige et par satellitbilleder af de russiske troppebevægelser blev sendt til præsidentpaladsert i Tbilisi.

Sakaasvili-regimet klædt af til skindet

Han overvurderede USA´s styrke – som efter angrebskrige mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak er politisk,økonomisk og militært svækket – ligesom han undervurderede Rusland´s beslutsomhed som efter USA´s og Nato´s folkeretsstridige anerkendelse af Kosova-seperatisternes udbrydning fra Serbien ser at USA og Nato gør præcis som de vil uden hensyn til Folkeret og andre “uafhængige folks ” interesser.

” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien

– Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.  Georgiens “Krystalnat” Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Georgiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Georgiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusinere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – sig frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså – allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusinere, ossetere,abkhazere, adzharerne, russerne og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusinere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusinere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-)forklaring ? Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen som havde brudt med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper. Forbød regionale partier   Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg. Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusinske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusinere, ossetere og russere. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt. Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent grusinere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal. Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :  ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte grusinske/georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.”

Grusien:Nye løgne fra det USA-støttede Saakasjvili-regime

14.aug. 2008

Nyhetsbureauet AP rapporterer fra Grusiens hovedstad Tbilisi at Præsident Saakasjvilis i onsdags påstod at de Forenede Stater er villig til at overtage Grusiens flyvepladser og havneanlæg.

Påstanden var blot endnu en bombastisk udtalelse i en lang række fra den USA-uddannede grusinske leder.

Mr.Saakasjvili med og uden Hitler-mustasche

Saakasjvili har givet daglige interviews på hans flydende Harward-engelsk i de internationale tv-netværk og giver jævnlige TV-udsendte taler.

I onsdags sagde han i et interview med TV-kanalen CNN at russiske tropper var igang med at omringe hovedstaden og planlægger at

“indstallere sin egen regering i Tbilisi”. 

Men Associated Press´s journalister i området så ingen tegn på en forberedelser til et prorussisk statskup.

En AP-reporter så dussinvis af russiske lastbiler og køretøjer på vej sydpå fra den centrale by Gori i retning mod hovedstaden Tbilisi, men det blev senere dementeret.

Saakasjvilis sagde derefter til grusinsk fjernsyn at USA´s leverence af humanitær bistand

“indebærer at Grusiens havne og flyvepladser vil blive stillet under USA´s forsvarsministeriums kontrol. “

Saakasjvilis har gentagne gange sammenlignet den russiske indtrængen med Hitlers invasion af Polen 1939, og den sovjetiske indmarsch i Prag 1968 og invasionen af Afghanistan 1978.

Desværre Mr.Saakasjvilis : Sammenligningen holder ikke for alle tre er eksempler på imperialistisk aggression : Invasionen af Polen var en tysk aggression og startskuddet på Anden Verdenskrig og Sovjets indmarch i både Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1978 var (social-) imperialistiske invasioner, mens Ruslands tilstedeværelse i Grusien har FN-godkendelse siden 1990´erne fordi både syd-osseterne og abkhazerne ikke føler sig trygge pga frygt for Tbilisi´s forsøg på tvangs-assimiliing og etnisk udrensning. Hverken i Polen 1939, i Tjekkoslovakiet 1968 eller Afghanistan i 1978 var der et folkeretsligt forsvar for de militære aggresioner

Saakasjvili som Hitler: Med amerikansk støtte angriber vi russerne -

Man må spørge Saakasjvili og hans støtter i Europa og Amerika : Er det Rusland som har dræbt 1 500 civile i Tschinvali? – Er det Rusland som i strid med de folkeretsligt indgåede aftaler med militære midler har forsøgt at tage kontrollen over Sydossetien? S. U.

At Saakasjvili ikke har været i stand til at løse et eneste væsentligt problem for det land som han er præsident for, men har brugt alle kræfter til at opruste Grusien militært og forsøgt at gøre landet til en Nato-militærbase og nu har ført Gruisien ud i den værst tænkelige situation med udsigt til at landet bliver splittet op i tre-fire dele – står klart
Og hans “historiske sammenligner” med situationen i Grusien 2008 viser at han også har en vulgær populistisk forståelse af historien.
I hans TV-tale i onsdags påstod han at

“Rusland har tabt flere flyvemaskiner end i nogen konflikt dette omfang siden 1939″. 

Endnu mere vulgært populistisk pladder fra Georg Bush´s, Nato´s og EU´s lille marionet-dukke i Tbilisi. 

Saakasjvili, som tog eksamen fra Columbia University Law School, har altid været grov – almost like american gangster – og hans hårde sprog og ophidsende metoder var drivende i det som bliver kaldt “rosernes revolution” dvs hans magtovertagelse efter et tvivlsomt valg i 2003.

Hvad er fakta om Saakasjvili-regimet Georgien – Europas fattigste land ?:
“I juni forhøjede den georgiske regering forsvarsbudgettet på 315 millioner dollars med yderligere 260 millioner. Ifølge Stockholms International Fredsforskningsinstitut, SIPRI, er Georgien/Grusien det land i verden, der har haft den hurtigste vækst i sine militærudgifter. En del uafhængige eksperter er urolige over at udgifterne ikke rapporteres i deres helhed, mens andre mener at de kan underminere fredsprocessen vis-a-vis de separatistiske territorier Abkashien og Syd-Ossetien.” (skriver IWPR Instituttet for Krigs- og Freds-Rapportering i en analyse fra , 2007)

Georgiens militære budget voksede 50 gange fra 2002 (18 millioner dollars) og 2008 hvor det er 900 millioner dollars, og nu udgør 9% af landets bruttonationalprodukt.

Georgien er den tredjestørste besættelsesmagt i Irak. Det har også soldater i Afghanistan og har været i Kosovo. Ligesom Danmark har Georgien været USA´s “trofaste allierede” i den erklærede
“krig mod terror”.

Kilder:AP -13.aug

 

 

KOMMENTAR 

   Kriget i Grusien/Georgien ser nu ud til at ebbe ud. Ruslands stillning er militært set meget stærk. Grusinske tropper har trukket sig tillbaka fra byen Gori. Georgien ligger med blottet hals. Hvis Gori indtages kan russerne afskære den eneste større vej som forbinder hovudstaden Tbilisi med kysten. Uden Gori vil Georgien blive et amputeret land. Russerne vil sikert ikke gå ind i Gori eftersom man skulle tabe sin troværdighed.

Kun nogle titusinder grusinere/georgians viste sin støtte under dagen, for deres præsident. Saakasjvili står under alle omstændigheder som taber i konflikten. Saakasjvili har fået en lussing og USA´s og Israels fremfart i regionen er midleridig stoppet. Rusland har ødelagt den vigtige infrastruktur i havneby Poti og påtvunget den georgiske hör svidende nedrlag. Den begyndande turiststrøm som Georgien satsat så hårdt på at lokka tll landet vil nu tynde ud . Georgien vil blive bedømt som ett osäkert land av presumtiva turister. Saakasjvili får dra sig tillbaka och slicka sina sår. Allvarligt för den georgiska ekonomin är även att 3 av 4 viktiga oljeledningar är satta ur funktion. Även om georgierna samlas kring sin president nu så kommer en ekonomisk kris drabba honom vilket kommer leda till öka missnöje. Saakasjvili har grävt sin egen grav. Georgien har en turbulent historia och den relativa stabilitet som landet upplevt de senaste åren är nu bruten. USA:s president Bush går mot slutet av sin ämbetsperiod. Man vill gärna hinna med så mycket som möjligt innan dess eftersom det finns stora möjligheter att USA:s näste president blir av en betydligt fredligare stort. De 130 amerikanska militærrådgivarna i Georgien ser dog ud til komme på en sværere opgave i fremtiden for at få orden på den georgiske hær. Samtidigt som konflikten brød ut besluttede USA att forstærke sin militæra tilstedeværelse i den Persiska Bugt hvor mindst 2 amerikanske hangarfartøjer er på vej. Risken er stor at USA fremover vil foretage någon typ av aktion mot Iran som er allieret med Rusland. Rusland har nyligen solgt luftforsvarssystem till landet. Men det tager mellem 6-12 månader inden disse systemer kan tages i brug/blive operative . Et begrænset flyangreb mod landet er derfor ikke usandsynlikt. Det er naturligtvis Irans “atom-bombe-program” som USA/Israel forsøger at skræmme med.

40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på den første Sovjetunion

21.aug. 2008
Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen bl.a kan gøre Ruslands atomraketter uskadelige for USA. Og dermed bliver landet trukket yderligere ind i den inter-imperialistiske rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskabet for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100.000 tjekkeres underskrifter , mens 34.000 mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

PRAHA – 21.august 1968 - 

 -  Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.

Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest. 

° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °

 

Brezhnjev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten

Invasionen er styret af Brezhnjev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Hrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezhnjev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter

Prag 1968

  Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezhnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.

Med invasionen viste Brezhnjev at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezhnjevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.

Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen.

  Invasionen havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer inspireret bl.a af de ”revisionistiske reformer” i Sovjet som for alvor blev igangsat af Hrusjtjov og stadsfæstet af Brezhnjev-  havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution –  i stagnation - 

I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion.  Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.

På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som 

”Lenin vågn op , Brezhnjev er blevet tosset!”  

Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem. 
Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnjevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .

Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava.

Baggrunden for Prag-foråret og Brezhnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi. I løbet af 1960´erne – efterhånden som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i folkehusholdningen slår igennem med arbejderklasens fremmedgørelse og de modsætninger som opstår mellem forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en svag eller ingen vækst overhovedet. Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået. Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.

I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ. At man samtidig som partiet mister den folkelige opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger fordi “partibogen” åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.

Arbejderklasssen fjernes fra partiets program

To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur”  - altså arbejderklassens  ledende role i kommunismens opbygning  -  i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Hrustjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”. Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen.  Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne. 

Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Hrustjtjov-gruppens reformer – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –

Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Hrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva). Under ledelse af den borgerligt-revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967.   Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering –  altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger. Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat :nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske markedsøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs. Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel”  i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”. 

Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen. Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at gøre Polens “jøder” til syndebukke. Der gennemføres anti-jødisk progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Hrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og regimets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister, blev af det Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpeget som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn,Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den socialdemokratiske II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.

Komintern-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserne da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær. Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.

Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezhnjev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.

Med befrielsen i 1945 åbnedes nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.
Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat for KSČ: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.

Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.

Kommunistisk 1.maj plakat 1946

Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezhjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..

Fraktionskampe i det tjekkiske parti

  I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezhnjev. Men Brezhnjev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezhjnev finder ud af at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” . Faktisk har Brezhnjev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezhjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januari 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezhnjevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezhjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezhnjev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezhnjev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezhnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Hrusjtjov/Brezhnjev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Hrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezhnjevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.

FAKTA om “Warszawa-pagten”

Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) - Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” 

OPRÅB fra Georgiens Fredskomite:Saakasjvili-regimet må væk .

DEN GEORGISKE /GRUSINSKE FREDS-KOMITE´s erklæring:

TBILISI – 11 augusti 2008

Endnu en gang er Grusien blevet styrtet ned i kaos og blodsudgydelser. Et nyt brodermord ekploderede med fornyet styrke på grusinsk mark.

Til vor store skuffelse havde den georgiske/grusinske Freds-kommité´s og progressive grusinske personligheders advarsler om det skadelige i militariseringen af landet og om faren for en pro-fascistisk og nationalistisk politik – ingen effekt.
Myndighederne i Grusien organiserede igen en blodig krig, da de fornemmede at de havde støtte fra visse vestlige lande og af regionale og internationale organisationer. Den skam som de nuværende magthavere har trukket ned over det grusinske folk vil det tage årtier at vaske væk.
Den grusinske hær, bevæbnet og uddannet af amerikanske instruktører, og også udrustet med svensk forsvarsmateriel, udsatte byen Tschinvali for en barbarisk ødelæggelse. Bombardementerne dræbte civile ossetinere, vore brødre og søstre, børn, kvinder og ældre. Flere end tusind indbyggere i Tschinvali og dets omegn døde.
Der døde også hundrevis af civile grusinske borgere, både i konfliktområderne og på hele Grusiens territorium.
Den grusinske/georgiske fredskommittén udtrykker sin dybe deltagelse med de pårørende og venner til dem som er omkommet.
Hele ansvaret for denne borgerkrig, for tusinder af børns, kvinders og gamles død, i Syd-ossetien ligesom i Grusien falder udelukkende på den nuværende præsident, parlamentet og regeringen i Grusien. Saakasjvili-regimets uansvarlighed og eventyrlighed kender ingen grænser. Den grusinske præsident og hans gruppe er uden tvivl kriminelle og må stilles til ansvar.
Den georgiske/grusinske fredskommité vil sammen med alle progressive partier og sociale bevægelser i Grusien kæmpe for at organisatørerne af dette monstrøse folkemord får en alvorlig og legitim afstraffelse.
Den grusinske fredskomité erklærer og beder den brede offentlighed at ikke identificere den nuværende grusinske ledelse med befolkningen i Grusien/Georgien, med den grusinske nation, og opfordrer alle til at støtte det grusinske folk i kampen mod det kriminelle Saakasjvili-regime .
Vi vädjar til alle politiske kræfter i Georgien, til folkebevægelser og Georgiens befolkning om enhed i kampen for at befri landet fra den folkefjendtlige, russofobiske og profascistiske Saakasjvili-regime!
Den Georgiske Fredskomité,Tbilisi, 11 augusti 2008

Adresse:GRUSIENS FREDSkomite
0182. Apt. 2, quarter 8, house 10, massif 3, Tbilisi, Gruszja/Georgia
Tel: ++ 995 93 761363 Fax/Tel: ++ 995 32 731516
E-post: pc_of_georgia@yahoo.com

blockquote>Oversættelse
: RYSKA-POSTEN/INTERPRES

” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien

– Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.  Grusiens “Krystalnat” Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså . allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusere, ossetere,abkhazere, adzharerne,russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusere/georgiere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forbød regionale partier   Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg. Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusere, ossetere og russere. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt. Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent grusere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal. Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :  ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” Putin forklarede også for de amerikanske og andre af CNN´s seere hvor smertefuld konflikten med Georgien opleves i Rusland : “Den har visse træk af borgerkrig, eftersom Rusland og Georgien har været sammenflættede og en million georgier lever i Rusland”, sagde Putin men erklærede i samme åndedrag at han ikke det mindste sætter spørgsmålstegn ved landets suverænitet. Han fortalte at han talte med “George”, dvs Bush i Peking, som havde sagt at krig i Georgien ikke var noget USA ønskede. Til sin skuffelse opdagede Putin at den amerikanske regering allligevel ike havde gjort mere for at stoppe Georgien tidligt i konflikten.

Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”

12 juni 2008 – 20:03

Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark

“Danmark har for lav arbejdsløshed”.

Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende poltiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.

Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.

For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.

Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik blev bevidst holdt udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.

Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.

Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.

Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.

Nationalbankdirektør Bernstein forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.

Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark

Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.

Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl

19.juni 2008 *

Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen

Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne fra Kina under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin ligesom de kommunistiske symboler Hammer og sejl nu er bandlyste.

Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen 

Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end stater som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker sympati for kommunismen.

Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.

 

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “bolsjeviker” i det kommunistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.
Kommunister i Kerala “demonstrerer”

De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Med Hrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.

I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
 Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Hrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.

I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang

Sovjetunionens statsvåben

Grusien/Georgien: Europas fattigste land

14.aug 2008 04:23 *

Grusien er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-statistik) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og land nr 112 på jordkloden hvis vi kun regner med denne statistik.
Det kapitalistiske Grusien er samtidigt det land i verden hvor den største andel af befolkning en må klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor, Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og tilfældige job som dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen.
Til DR.nyheder fortæller Tea Gulbiani, der selv har boet 15 år i Danmark:

“- Mindst 50 procent er arbejdsløse, mange må varme deres mad udenfor over åben ild, fordi der er lukket for gassen og i perioder ingen varme. Børn leder efter mad på lossepladsen, og gaderne er fyldt med tiggere.”

Og mange må klare sig med hjælp fra udlandet:

“- Mange har pårørende i Europa eller Rusland, som hjælper, og hjælpen fra vest og USA er stor, men det er jo ikke det samme som at bo i sit eget hjem, siger Tea med henvisning til de mange flygtninge.
Værst er situationen for børn og gamle, siger Tea, der blev chokeret, da hun vendte hjem:
Hun fortæller at der er gadebørn “på hvert gadehjørne nu. Og de gamle, mange må bare ligge, for det er utrolig dyrt at gå til læge.” 

Samtidigt som der er store klasseskel i landets befolkning, forklarer Tea Gulbiani:

“- Man ser mange store udenlandske biler og tror slet ikke, fattigdommen eksisterer. Men det er kun 10 procent, som klarer sig godt. De fleste er utrolig fattige. Går du med dem hjem og åbner deres køleskab, er det tomt.”

 Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdommen er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støttede over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal skylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom.
Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod massearbejdsløsheden, fattigdommen og mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed – “som Kosovo” – har en vis opbakning.

 

Grusiens Krystalnat 8.august 2008

Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne”,”zigøjnere” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” for de kapitalistiske klassesamfunds uretfærdigheder, fattigdom. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen for at føre planen om en grusisk “krystalnat” ud i livet . Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens Georgiens problemer.

Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politisk-økonomiske problemer og konflikten med folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland.

” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien

– Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik.  Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-) forklaring . . . ? Overfladisk kan det se ud som om at samlivet mellem de mange nationaliteter i det socialistiske Sovjet ligger bag de konflikter og krige som vi har set i de tidligere Sovjet-republikker. Fakta er at den egentlige årsag og kilden til de etniske ,nationale og religiøse konflikter ikke er nationaliteterne og de etniske forskelle, men de sociale og økonomiske klasseforskelle, fattigdommen og massearbejdsløsheden som udspringer af kapitalismens krise. Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen som havde brudt med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper. Grusien er idag det land i verden hvor den største andel af befolkningen forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor : Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal skylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støttede over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allierede” i Europa. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.   Grusiens “Krystalnat” Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-osseterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske problemer og den etniske konflikt med folket i Syd-Ossetien med militær vold, men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusinere har russiske pas. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså allerede under grusinsk/georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløstes, som en følge af Oktober-revolutionen efter Første Verdenskrig, udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye revolutionære Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod sydosseterne hvor der var udbredte sympatier for de russiske socialdemokrater – Lenins og Stalins bolsjevik-parti. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. De hvide kontrarevolutionære kræfter – Ruslands spirende nazibevægelse – tabte som bekendt borgerkrigen. Da Sovjetunionen blev dannet året efter, blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusinerne, osseterne, abkhazerne, adzharerne, russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusinere/georgiere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusinere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forbød regionale partier   Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg. Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusinske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusinere flygtede ud af Grusien. I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusinere, ossetere og russere. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. Allerede før krigen var Georgien hårdt ramt af konflikten med Syd-Ossetien, Abkhazien og deres beskyttere i Rusland, som i perioder har betydet lukkede gasrør og boykot af georgiske varer. Konflikten har forarmet befolkningen: “- Mindst 50 procent er arbejdsløse, mange må varme deres mad udenfor over åben ild, fordi der er lukket for gassen og i perioder ingen varme. Børn leder efter mad på lossepladsen, og gaderne er fyldt med tiggere.” som en grusinsk flygtning fortæller til DR.nyheder. Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt. Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent er andre grusinere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal. Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :  ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstgøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs.-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskydning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” I løbet af foråret bliver kampene mellem ossetiske separatister og georgiske militær-styrker intensifiseret. Trods en våbenhvile med de syd-ossetiske separatister gennemføre Saakaszvili-regimet et massivt angreb med tunge våben på Sydossetiens hovedby Tschinvali natten til OL-åbningsdagen ,den 8 augusti. Offentlige bygninger i byens centrum samt et helt boligområde skal være ødelagt . Tusinder af mennesker flygter ud af landet i panik til Nordossetien i Rusland. Russiske styrker og kampvogne ruller dagen efter ind i Sydossetien. Den 10 augusti erklærer Georgien en ensidig våbenhvile og at deras trupper trækker sig tilbage fra Tschinvali. De russiske styrkes fortsætter med at beskyde militære mål bl.a for at “ødelægge aggressorens militære infrastrukturer” i Gori. De følgende dage fortsættes den russiske oprensningaktion mod mål i havnebyen Poti. Den 12 augusti lukker BP sin mindre pipeline som går til Supsa gennem det centrale Georgien på grund af krigen. Strømmen af olie og gass i den større Baku-Tbilisi-Ceyhan-pipeline blev allerede lukket den 5 augusti efter en brand i det nordlige Tyrkiet. Den fragter dagligt for hvad der varer til 1 million tønder råolie tll udenlandske markeder.

 
——

Fakta om Kaukasus:

 

Gruzínská republika / Grusien/Georgien

Folketal: 4 millioner 400 000 (2007) på 69 700 kvadrat kilometer. (1/2 gange større end Danmark)
BNP pr indbygger: 2 186 USA-dollar (2007).Vigtigste eksportvare: Levnedsmidler, metalprodukter, kemikalier.

Republikken Azerbajdzjan

Folketal: 8 millioner 500 000 (2007) på 86 600 kvadrat kilometer (2 gange Danmark)
BNP pr indbygger: 3 633 USA-dollar (2007).
Viktigste eksportvarer: Olie, olieprodukter.

Republikken Armenien

Folketal: 3 millioner (2007) på 29 800 kvadrat kilometer (~Jylland)
BNP pr indbygger: 2 248 USA-dollar (2007).
Vigtigste eksportvaror: Guldartiklar, maskiner, metaller, metalprodukter, metalskrot.

Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder

11 Aug. 2008 – 18:46

Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen

Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.

Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter weekendens “angreb”

Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiske neo-nazister og højreradikale en illegal march gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.

VIDERE om :

Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland

De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig

Den højreradikale vold og antisemitisme stiger i Tyskland

Grusien har natten til fredag invaderet Syd-ossetien i ly af OL-åbningen

8.Aug. 2008 05:45 *

Grusisk militær aggresion mod det autonome område Syd-ossetien 

Væbnede styrker udsendt af det USA-støttede Saakasjvili-regime i Grusien (Georgia) benytter tilsyneladende den internationale opmærksomhed omkring OL-åbningen fredag til at starte en krig mod Syd-Ossetien. Og den autonome region Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali er nu omringet af georgiske militær-styrker.
Ved det valg som bragte Saakasjvili & Co til magten – kaldet “Rosernes revolution” kom han med chauvinistiske løfter om at bringe de tre autonome “udbryderrepublikker” under Tbilisis fuldstændige kontrol. Den tredje autonome republik i Grusien ;Adsjaria var en let oppgave. Men der behøves meget tyngre skyts for at indtage Abkhazien, den største og folkerigeste af Grusiens autonome republikker.

Syd-Ossetien – Grusiens Kosovo ?

  Både folk i Jugo-Osetinskaja (Syd-Ossetien), Abchazien, Rusland og internationale folkeretseksperter har sammenlignet situationen for de to grusinske autonome regioner Syd-Ossetien og Abchazien med det tidligere jugoslaviske autonome område Kosovo; som EU og USA nu har anerkendt som en selvstændig stat udenfor Serbien og det Jugoslavien som det var en del af. Det er sket i strid med Folkeretten (FN´s Charter) og Serbiens regering og et flertal af FN´s medlemsstater fastholder at Kosovo folkeretsligt ikke er en selvstændig stat..

USA,EU træder Folkeretten under fode og det vi nu ser i Grusien er de folkeretstridige følger som før eller senere også vil ramme EU og USA . Og følgerne af anerkendelsen af Kosovo som “uafhængig stat” – for det som det USA-støttede regime i Tbilisi kalder “udbryderenklaven” Syd-Ossetien – kan vi begynde at ane konsekvenserne af ikke bare i Kosovo, men også i Kaukasus og hvem ved måske senere i “Basker-landet” ? og er der ikke noget med at folk i Californien er trætte af at være underlagt terrorlove og krigseventyr som bliver dikteret fra Pentagon og det Hvide Hus i Washington ?
Der er grund til at understrege at Rusland ingen interesse har i at ændre på grænserne i Kaukasus, men på den anden side kan man ikke i længden tvinge folk til at bo under samme tag eller i samme land – til evig tid så at sige.

 

 

 

Men hvem har interesse i en balkanisering af Europa og resten af jordkloden for den sags skyld ? 

USA og Nato ? -

USA opmuntrede Saakasjvili-regimet

Under alle omstændigheder er det et faktum at USA og Israel har oprustet og trænet Saakasjvili-regimet i Tbilisi som har kvitteret ved at sende 2000 soldater til Irak for at hjælpe USA med undertrykkelsen af den irakiske folks modstand mod besættelsen.
Fra den 5.juli gennemførte ca 1 000 amerikanske soldater den hidtils største militærmanøvre i Grusien under navnet “Immediate Response -2008″ (“Umiddelbar reaktion”). Øvelsen skete indenfor rammerne af Nato´s såkaldte “Partnership for Peace program” ved Vaziani-militær basen, som ligger under 100 km fra grænsen til Rusland. Manøvren gav USA en mulighed for

“at træne med sine georgiske partnere som faktisk står for det tredje største troppebidraget til Irak.”  

  Udover styrker fra Grusien deltog også soldater fra Ukraine, Armenien og Azerbajdzjan i manøvren.(Kilde; stars and stripes 19/6)

Natten til den 8.august dræbte grussiske soldater flere af deres russsiske kolleger i den fælles fredsstyrke i Syd-Ossetien , åbenbart som et led i Saakasjvili-regimets plan om at overtage den fuldstændige kontrol over folket i Syd-Ossetien.

Ifølge DR´s politiske nyhedsprogram Orientering havde Saakasjvili-regimet i tiden op til den militære aggression mod Syd-Ossetien på OL-åbningdagen forgæves forsøgt at få hjælp fra USA til at flytte deres soldater til området omkring Syd-Ossetien.

Moskva anklager Tbilisi for at have brudt aftalerne som er blevet indgået om Syd-Ossetien.

“- Det grusiske lederskab må komme til fornuft og gå tilbake til en civiliseret måde at løse vanskelige spørgsmål på, siger Boris Malakhov i udenrigsministeriet i Moskva.

Grusiens præsident Saakasjvili udtaler: Den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er “opnået en varig fred”.

Men hvordan var det nu med den “autonome delrepublik Kosovo” i det tidligere Jugoslavien/Serbien ?

Da den herskende gruppe politikere og krigsherrer i Kosova i februar i år udråbte sig til selvstændig stat anerkendte USA og og de ledende EU-stater den ensidige erklæring fra Kosovo, trods protester fra Serbien og flere andre lande som forsvarede Folkeretten. FN har stadig ikke anerkendt Kosovo´s udbrydning fra Serbien og den ensidige proklamationen af den selvstændige stat, simpelthen fordi den er i strid med Folkeretten (FN´s Charter)
Ligesom USA tidligere – med støtte fra Grusien og i strid med folkeretten startede en aggressionskrig mod Iraks folk og nu på 6. år fortsætter en militær besættelse af Irak.
Men EU og især USA er ikke indstillet på at indrømme osseterne den samme ret som albanerne i Kosovo. Det virker nærmest som om den USA-støttede præsident Mikhail Saakasjvili mente at han kunne gøre det samme med osseterne i Grusien som USA har gjort ned Iraks folk.
Han beordrede fuld militær mobilisering mod Syd-Ossetien, men måtte senere trække styrkerne ud af Syd-ossetien efter at osseternes russiske venner var kommet dem til hjælp. Næsten som med de danske terror-karikaturer som udviklede sig til en udenrigspolitisk krise for Danmark da muslimernes meget “store brødre” i udlandet kom deres danske trofæller til hjælp.

Det USA-støttede Saakasjvili-regimes krigsforbrydelser og folkemord i Syd-Ossetien

Inden den militære indmarch i sydossetien – tidligt fredag morgen – havde Grusiens militær bombarderet hovedstaden Tshkinvali så kraftigt at , den ifølge russiske observatører nærmest er lagt i grus.
Syd-Ossetien anklager Grusien for at rette angreb mod civile og siger republikken nu er begyndt at evakuere børn fra Tskhinvali-området over grænsen ind i Nord-Ossetien i Rusland.
Zarina Tedejeva flygtede fra Syd-ossetien efter Saakasjvili-regimets militære angreb og terror mod osseterne i Grusien til en flygtninge-lejr – en halv times rejse udenfor den nord-ossetiske hovedstad Vladikavkasz. Her bor hun nu i et af de 42 telte sammen med sin datter, søster,søsterens datter og to børnebørn. Det er 30 grader varmt og sikkert 40 grader inde i teltet, men Zarina Tedejeva har ikke mistet modet i varmen:

“En lejr er en lejr selvom vi er blevet velmotaget. Jeg er meget taknemmelig overfor vore nordossetiske brødre og Rusland. Selvom forholdene ikke er gode og det er værst for børnene. Vi vil vende hjem så hurtigt som muligt”

Fra hendes hjem i sydossetiske hovedby Tskhinvali søgte hun og børnene ly i en kælder i 3-4 døgn
:

“Jeg sad i en kælder og kunne bare høre hvad der skete. Jeg så ingenting. Der findes ingenting tilbage af byen. Den ligger i ruiner.Udbrændte biler og lig i gaderne . . fortæller Zarina berørt: ” De (det grusiske Saakasjvili-regimes styrker, overs. anm.) skånede hverken børn eller gamle. De skød direkte mod børnehaver. De lod kampvogne køre frem og skyde bygningerne i stumper” 

Senere fik hun hjælp med med at flygte til fods nordud til flygtningelejren i Nord-ossetien.
Hendes mand blev i Syd-ossetien for at deltage i kampen mod Saakasjvili-regimets styrker.
Se hele interviewet

Ifølge ossetiske kilder er et tusind og 400 mennesker døde som en følge af det USA-støttede Saakasjvili-regimes aggression. På den grusiske side angives 30 mennesker være dræbte.

“– 70 procent af alle bygninger i Tschinvali er ødelagte og byen har ingen elektricitet, gas eller vand, fortalte Irina Gaglojeva, talskvinde for Syd-ossetiens regering lørdag (9.august)
Situationen er værst for de skadede. Hospitalet har under de her dage været under konstant beskydning fra grusiske tropper. Mange nye sårede og skadede er strømmet til og de skadede opholder sig i kælderen.
“– Der findes stort set ingen muligheder for at give dem nogen humanitær hjælp, siger Irina Gaglojeva.

Sydossetiske børn – som nu evakueres fra deres hjemstavn – ses her under fejringen af Grusiens nationaldag i september 2007.

Syd-Ossetien appelerede i marts måned til FN, EU, Rusland og SNG (Uafhængige Samfunds Sammenslutning, af tidligere Sovjetrepublikker) om international anerkendelse. Det skete efter USA´s og EU´s anerkendelse af Kosovo´s udbrydning fra Serbien

“Grusien og Sydossetien kan ikke eksistere som forenet stat”, hed det i det sydossetiske parlaments resolution som udtrykkeligt nævnte anerkendelsen af Kosovo som argument. 

29.februar i år: EU/USA´s anerkendelse af Kosovo får følger for områder i det tidligere Sovjet-kræver anerkendelse.

Efter Georgiens bombardementer og invasion siger lederen i Syd-Ossetien, Eduard Kokojtij at han er klar til at mobilisere alle mænd i regionen for en væbnet modstandskamp mod Georgien.
Det sker med russisk militær støtte. Russiske tanks og tropper befinder sig nu i Tskhinvali-området for at forsvare civile ossetere og russere mod de grusiske invasionsstyrker.

Sammenstød sidste uge

Det bekræfter lederen for de russiske fredsstyrker i området. Også kampvogne og krigsfly er sat ind i den militære aktion fra grusisk side.

GRUSIEN´s 2000 soldater trækkes UD af IRAK 

Grusien har sendt opimod to tusind soldater til Irak for at hjælpe USA i krigen mod Iraks folk. Halvdelen bliver nu beordret hjem fordi

“soldaterne behøves for at holde de russiske og separatisttyrker stangen i Sydsossetien,” meddelte formanden for Grusiens nationale sikkerhedsråd ifølge Reuters. 

Grusiens invasionsstyrker møder modstand: Her brænder en grusisk kampvogn i Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali i et billede fra russisk fjersyn (AP/FIRST CHANNEL) °*°*****

Den militære aktion kommer efter sammenstød hvor omkring 20 mennesker er dræbt i den sidste uge.

“– Jeg bekræfter at der er mindst 15 døde. Det er folk vi har sett i hagene og gatene, siger den russiske TV-journalisten Andrej Tsjistjakov.”

Tolv russiske soldater skal være dræbte og flere sårede i kampene, og deres hovedkvarter ødelagt under den grusiske beskydning.

- “Grussisk aggression” årsag til krigen 

Ruslands statsminister Vladimir Putin udtalte under et besøg lørdag i Nord-Ossetien
at ” resultatet af Grusiens aggression i Sydossetien er at dusinvis af mennesker er dræbt og hundredevis er skadet” og videre at

- Det er svært at forestille sig hvordan Sydossetien skulle kunne overtales til at blive integreret igen med Grusien efter dette,” udtalte Ruslands Statsminister som samtidigt kaldte Ruslands indgriben for “velbegrundet, legitim og nødvendig”. Han kaldte de grusiske angreb på den sydossetiske hovedstad Tschinvali for “folkemord”. 

Næsten på samme måde som Nato-staternes ledere talte om “folkemord” i Kosovo inden de gav ordre til det militære angreb på det der var tilbage af Jugoslavien, hvor blandt andet hovedstaden Belgrad blev udsat for Nato´s flybombardementer. Rusland har til forskel fra Nato´s krig mod Jugoslavien i 1999 ikke terrorbombarderet civile mål i Grusiens hovedstad Tbilisi.

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan 

Grusiske medie-manipulationer om “abkaziske terorister”:Skød de på sine egne? 

Etnisk-sprogligt KORT over KAUKASUS herunder Grusien(Georgia) , Syd-Ossetien (South Ossetia) og Abkhazien(Abkhazia):

” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien

– Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som udgør 4,4 millioner mennesker som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.  Grusiens “Krystalnat” Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså . allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusere, ossetere,abkhazere, adzharerne,russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusere/georgiere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-)forklaring ? Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen hvor arbejderklassen ikke længere var den ledende klasse. Med Hrustjov-gruppens magtovertagelse brød man med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper. Grusien er idag det land i verden hvor den største andel af befolkningen forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor : Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen.       Forbød regionale partier   Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg. Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusere, ossetere og russere. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt. Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent grusere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal. Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :  ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” Putin forklarede også for de amerikanske og andre af CNN´s seere hvor smertefuld konflikten med Georgien opleves i Rusland : “Den har visse træk af borgerkrig, eftersom Rusland og Georgien har været sammenflættede og en million georgier lever i Rusland”, sagde Putin men erklærede i samme åndedrag at han ikke det mindste sætter spørgsmålstegn ved landets suverænitet. Han fortalte at han talte med “George”, dvs Bush i Peking, som havde sagt at krig i Georgien ikke var noget USA ønskede. Til sin skuffelse opdagede Putin at den amerikanske regering allligevel ike havde gjort mere for at stoppe Georgien tidligt i konflikten.

”Det er ikke lykkedes for nogen at underkue det afghanske folk”

31.juli 2008 *

“-Ingen udenlandsk besættelsesmagt er nogensinde lykkedes med at kue det afghanske folk, men i krigens fodspor lider civilbefolkningen”,

fortæller Peter Hjukstrøm til den svenske avis Proletaren

   Hjukstrøm er ingen grønskolling når det handler om Afghanistan. Han er “verdensberømt” i Sverige bl.a fordi han har fulgt udviklingen i Afghanistan i over tredive år gennem solidaritetsarbejdet i Svenska Afghanistankommittén og gennem jævnlige besøg i landet.

Peter Hjukstrøm besøgte i år en sommerlejr arrangeret af Kommunistiska Partiet (også kendt som “revolutionärerna”) i Sverige.

På sommerlejren fængslede han deltagerne med sine dybe kundskaber og sit engagemang for landet hvor både svenske, norske og danske soldater befinder sig som en del af Nato´s besættelsesmagt.

Sorgens dag

Den 11 september 2001 var en sorgens dag, aller mest for afghanerne og Afghanistan.

“– George W Bush pegede med hele hånden på Afghanistan, hvor Osama bin Ladin angiveligt befandt sig. Man behøvede ingen dybere intelligens for at regne ud at det skulle indebære en mennesklig katastrofe, siger Peter Hjukström.”

Fra den 1 oktober 2001 til januari 2002, de tre første måneder af USA´s aggressionskrig, døde mellem 3 og 8 tusind civile. En vold som siden da er optrappet i omfatning.

“– I 2001 befandt der sig 13500 amerikanske soldater i Afghanistan. Syv år senere, 2008, finds der mellem 63000 og 68000 udenlandske soldater. Det er en stigning med 10-12000 soldater pr år. Hvad laver de der? Ja, det er ikke for at spille sorteper eller whist (“Fia med knuff).”

“– USA siger at ”alt bare bliver bedre”. Samtidigt planlægger Sveriges forsvarsminister Sven Tolgfors at øge den svenske trup under Natos kommando fra 360-370 soldater til 500 med henvisning til at ”sikkerhedssituationen er forværret.” Et eller andet sted går ligningen ikke op, ” tilføjer Peter Hjukström.

En anden måde at måle den elendighed som USA´s besættelse har ført med sig er den eksplosionsartede stigning af opium-dyrkningen, mener Peter Hjukström. Taliban-regimet beskriver han som rigidt og ekstrem. Men under deres cirka fem år ved magten blev opiumvalmuen forbudt og den forsvandt næsten helt ud af landbruget. Men allerede i år 2002, bare et år efter den amerikanske besættelse, var produktionen i fuld gang igen. Høsten i 2007 gav 8200 tons råopium, hvilket giver 820 tons rent heroin. Det svarer til det dobbelte narkobehov for alle jordens heroin-misbrugere.

“– Ingen kan overbevise mig om at Afghanistan er en succeshistorie. Landet har en af verdens mest gennemkorrumperede økonomier under USA´s besættelse. CIA pumpede under krigens første tre månader en milliard dollar ind til de lokale krigsherrer. De har skabt sine private små fyrstedømmer , forklarer Peter Hjukström.

”Det store spil” – The Great Game som englænderne kaldte det

   Trods landets blodige fortid giver det historiske perspektiv et vist håb. I det som den brittiske imperialist Rudyard Kipling kaldte ”The Great game”, Det store spil om Centralasien har USA taget initiativet. Men det er ikke den første stormagt som med vold forsøger at kontrollere det strategisk beliggende land. Frem til den russiske revolution konkurrerede Rusland og England om kontrollen, og brittiske tropper besatte landet frem til år 1919 da de blev smidt ud efter et væbnet oprør.

Næste forsøg blev gjort af Sovjet. I hovedstaden Kabul var der i 1970´erne vokset et tyndt lag af studenter og intellektuelle frem som levede et moderne og sekulariseret liv i sammenligning med den stærkt troende og fattige landsbygd. I dette miljø havde det sovjet-revisionistiske parti PDPA sin base ved tiden for den såkaldte Saur-revolutionen i 1978.

“– De gennemførte et klassisk militærkup, sammen med officer. Men de manglede fuldstændig forankring i arbejder- og bondeklassen, siger Peter Hjukström.

0g tilføjer : “– PDPA blev kaldt for ”Det kongelige kommunistparti” eftersom dele af overklassen og også kongefamilien tilsluttede sig partiet. Det som forenede var sekularismen og foragten for de fattige og illiterate masser på landet og som man anså være tilbagestående. Man forholdt sig ikke på en respektfuld måde mod dem”.

Sovjet och USA

På landsbygden voksede et oprør frem som blev understøttet af CIA med træning og våben via Pakistan. Derefter intervenerede Sovjetunionen militært - Brezhnevs Sovjet gik i fælden så at sige. De afsatte den tidligere præsident og indstallerede sin egen mand ved magten. Invasionen blev en katastrofe. Mellem en halv million og to millioner afghanere døde og fem millioner blev tvunget til at fly, heraf alene tre millioner til nabolandet Iran. Efter store tab trak sig Sovjet sig tilbage i 1989 efter det der i dag kaldes “Sovjets Vietnam”.

Peter Hjukström sammenligner den sovjetiske krigsretorik med den USA-anførte besætelse.

“– Det blev sagt at det skulle blive en ”i tid og rum begrænset indsats, maksimalt seks år”. Krigen varede i ti år. Derefter var landet slået i stumper   Halvdelen af førkrigsbefolkningen var enten døde eller på flugt. Hele byer forsvandt. Den amerikanske invasion blev indledt for at fange Osama bin Ladin. Der har gået syv år uden noget resultat og krigen trappes op for hvert år.

“– I virkeligheden handler krigen om en strategisk positionering. Kontrollen over den centralasiatiska regionen med sine gigantiske natur-rigdomme”, fortsætter Peter Hjukström.

De sovjetiske hærstyrker, udsendt af Brezhnev-regimet i Moskva,  efterlod sig et minefelt som strækker sig gennem hele landet. FN´s første minerapport viste at der fandtes 10 millioner miner i landet. Den borgerkrig som startede efter att det sovjetstøttede regime til slut brød sammen i 1992 betød at flere millioner miner igen blev udspredt på landsbygden og den nuværende besættelse er fortsat med samme dødelige recept.

Først med talibanernes magtovertagelse i 1996 blev der skabt en slags ordning i landet. Under den korte tid de havde magten gennemdrev de sin radikale politik, med erhvervsforbud for kvinder og offentlig pryglestraf men samtidigt rådede der fred for første gang i næsten tyve år. Det varede i fem år, da USA invaderede.

“– Al historiske erfaringer visear at besættelsen ikke vil blive vellykket. Ingen fremmede magter har lykkedes med at kue det afghanske folk. De vil overvinde de her problemer også og Afghanistan vil genopstå. Det giver mig håb, siger Peter Hjukström.” – - 

“– Modstandsgrupperna er vokset i styrke og opererer nu i to tredjedele af landets provinser. For hver bombe som besættelsemagten fælder skabes ny grobund for modstanden.”

Selv om Hjulstrøm beskriver Afghanistan som vor tids trediveårige krig betyder det ikke at der har været krig hver dag for alle. Midt i kaoset har Svenska Afghanistankommittén (SAK,overs.anm.) bedrevet et succerigt solidaritetsarbejde.

Peter Hjukström fortæller om de lysglimt af håb som han har set ved gentagne besøg på de skoler som SAK driver.

“– SAK har satset store resourcer. Uden deres læger ville tusinder af være døde forgæves. Hver syvende kvinde dør i forbindelse med børnefødsel.” 

USA ud af Afghanistan!

Bistandsvirksomheden bedrives i form af en langsigtig udviklingsstøtte med fokus på sundhed,pleje uddannelse, handikap-rehabilitering. Støtten gives til landsbygdden og er udformet sådan at den skal komme de fattigste til gode.

“– En lille sum penge til SAK kan hjælpe en pige til at kunne gå i skolen. Samtidigt vil jeg opfordre jer yil at arbejde imod den USA-ledte besættelse af Afghanistan, afslutter Peter Hjukström.”

Interviewet af NILS LITTORIN for Proletaren.se

 

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 sendte bolsjevikerne et Manifest til alle kæmpende muslimer i Rusland og Orienten

Foreningen Afghanistansolidaritet 

 

 

og 

Afghanistankommittén

Israelisk minister truer Iran

6 juni 2008 – 12:44
“-Et israelisk angreb på Iran virker “undgåeligt” lyder det fra den zionistiske apartheidstat idag. Truslen om det “uundgåelige ” angreb kommer fra en minister i Israels regering . Det var den tydeligste trussel hidtil om en militær aggression fra Israel.

“-Det vil blive uundgåeligt at angribe Iran med det formål at stoppe deres atomvåbenplaner, sagde transportminister Shaul Mofaz til avisen Yedioth Ahronoth.

Israels og USA´s regering har udtalt at voldsanvendelse mod Iran er “en sidste udvej” hvis sanktionerne som USA og Israel har fået vedtaget i FN:s sikkerhedsråd med Ruslands og Kinas støtte ikke giver “de resultater” som USA of Israel kræver. Og det gør de ikke, anser Shaul Mofaz:

-Sanktionerne er ineffektiveudtaler den israelske minister. Det sker fire dage efter - Israels koroptionsanklagede Statsmister Olmert kom med et “ultimativt ” angreb på Iran´s uafhængighed.(den 4 juni)
Olmert sagde i en tale under sit USA- besøg at Irans “atomprogram” skal stoppes for enhver pris.
Den zionistiske leder kom med en meget stærk advarsel adreseret til iranerne hvor han åbent truede med “ødelæggende efterdønninger” hvis landet fortsætter sit atomkrafts-program.
Olmert mente at internationale sanktioner bare er et første skridt. Mønsteret fra optakten til den anden krig mod Iraks folk er tydeligt. Først sanktioner og underminering af landets evner til at forsvare sig mod militær aggression og når de zionistisk-amerikanske aggressorer er overbeviste om at landet er tilstrækkeligt svækket til for alvor at kunne modstå et angreb vil de slå til. -
Iran benægter at atomprogrammet er af militær art og mener at de har ret til at udvikle elproduktion gennem opbygning af atomkradtværker.
For øvrigt er der intet folkeretsstridigt i at Iran udvikler et atomprogram med sigte på at have et arsenal af atomvåben til at forsvare sig og afskrække USA og andre stater fra at angribe landet og indsætte et regime som de kan kontrollere som de har forsøgt i nabolandet Irak.

Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”

24.juli 2008 – 11:45 *

Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:

“Ich bin ein Schwarzer Berliner”

Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.

Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America” – et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til

-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.

Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA

Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:

“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.” 

uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.

Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:

Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”

Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.

Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.

Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.

” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land: 

Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.

Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.

Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.

Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.

Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.

Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.

Cuba og Israel 

Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)

Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.

Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”

At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.

Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”

Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.

Trusler mod Iran fra Obama

Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”

Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.

Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.

Sverige: Aflytningsloven´s skjulte mål : “Spionage mod Rusland” frem i lyset

20 juli 2008 – 20:11
Den af Sveriges Rikdag besluttede masseaflytningslov FRA som skal træde i kraft 1.januar 2009 får nu også drøje hug fra kritikere med potentielt større magt og indflydelse.
Det sker i den russiske avis Nezavisimaja Gazeta som hævder at loven er en måde at legitimere spionage mod Rusland.
Den russiske kritik af den svenske masse-overvågningslov kommer nu efter at kilder i den svenske efterretningstjenste har bekræftet at “målet bl.a er at aflytte Rusland”.
Ca 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen passerer i kabler i Sverige.

“- Et parlamentsmedlem har udtalt at Rusland skulle kunne gøre det samme mod Sverige og at der findes muligheder for at omlægge trafiken,(den russiske teletrafik,InPss.,anm,)) siger Sveriges Moskva-ambassadør Jan Molander til Sveriges største nyhedscenter Svt.Rapport.

“FRA-loven muliggør masse-overvågning af ikke bare svenskere,men også danskere,finner, nordmæænd, og russere”

I dag passerar omkring 80 procent af Ruslands kontakter med omverdenen i kablar gennem Sverige.

Norske mobil-brugere advarede

Og russerne er ikke alene om at reagere. Det svensk-finske telekoncern Telia Sonera i Finland har allerede flyttet sine e-post-server fra ud af Sverige. I Norge er media gået ud og advaret Tele2:s mobil-brugere om at deres private sms kan blive smuglæst af svensk efterretningstjeneste eftersom sms mellem norske mobiler sendes via Sverige.

DEn svenske regerings vedtagelse af masse-aflytningsloven FRA og udviklingen af protesterne ligner mere og mere et svensk selvmål. Og der tales nu åbent om at loven måske slet ikke kommer til at træde i kraft om godt fem måneder.

Bombi-bitt/

Sveriges nye “anti-terroristiske” aflytningslov- ”FRA-loven truer retssikkerheden.

Sveriges nye anti-terroristiske aflytningslov – ”FRA-loven” truer retssikkerheden”

10.juli 2008 – *

Protesterne mod FRA-loven – som nu også er anmeldt til Europadomstolen for menneske-rettigheder i Strassbourg – fortsætter som det fremgår af daglige rapportager i svenske medier om manifestationer og demonstrationer mod FRA. Samtidigt vedtages flere love i stilhed. Love som på lignende måde truer retsikkerheden rapporterer – den sædvanligvis velorienterede kommunistiske avis Proletaren – i en kommentar i denne uge.
“Advokatsamfundet” er en av de organisationer som har handlet mod flere af de nye love. I en telefonsamtale med Proletaren.se fortæller samfundets generalsekreterær Anne Ramberg om hvad der sker i det svenske retssamfund.

– Det er et tydeligt mønster. Efter 11 september har vi sett en udvikling som ikke kan sammenlignes med hvordan det så ud tidligere. Principer som var selvfølgelige er blevet kastet overbord med et pennestrøg, siger Anne Ramberg.

- Anne Ramberg – Generelsekretær i de svenske advokaters sammenslutning

Et av de tydeligste eksemper på det er de sanktioner som blev beordret mod tre svenskere af somalisk oprindelse i 2001. Alle deres bankkonti blev indefryste , hvorved deres mulighed for at forsørge sig blev minimeret. Først efter fem års kamp var alle tre afskrevet fra sanktionslisterne.

Nu har regeringen nedsat en udredning som skal belyse sanktionssystemet (se faktaruta). Utredningens forslag som nyligen presenterades møder stærk kritik for maglende retssikkerhet. Sikkerhedspolitiet skriver i sit remiss-ytringer at systemet med sanktionslistor ”fremstår som fremmed for et retssamfund av svensk modell”. Svea hovrätt (Landsretten) konstaterar i sin remiss att det på goda grunder kan ifrågasättas om inte sanktionerna strider mot folkrättsliga åtaganden. Advokatsamfundet er lige så kritiskt i sin udtalelse.

– Vi mener ikke at forslaget opfylder de grundlæggande krav på retssikkerhet som måste stillas. Vi måste opretholde grundlæggande rettigheter, også hvis vi jager terrorister, siger Anne Ramberg.

Hun fremhæver at alle måste garanteres en retssikker prövning i domstol.

– Det måste stilles krav om en vis styrka i bevisen för att någon ska sättas upp på en sanktionslista. Det ska inte räcka med påståenden, menar hon.

Dessutom anser Advokatsamfundet att den som sätts upp på en sanktionslista ska få reda på det, och personen måste också få veta anledningen till att hon eller han har hamnat där. Så gick det inte till när de tre männens tillgångar frystes 2001. Inte ens när de avfördes från sanktionslistorna fick de veta varför de en gång hamnat där, och några bevis mot dem presenterades aldrig.

”En uvane”

Egentligen hade Anne Ramberg helst sett att systemet med sanktionslistor afskaffes helt.

– Jag tycker att det överhuvudtaget är ett oskick med de här listorna, säger hon.

– Men om de nu ändå ska finnas så måste de i alla fall uppnå en grundläggande rättssäkerhet. Det ska inte vara så att personer utan prövning kan tvingas leva på existensminimum i flera år.

I utredningen om den nya lagen som ska reglera sanktionerna kan man läsa att medlemslandene er forpligtede til at gennemføre sanktionsbeslut i respektive länder när EU eller FN:s säkerhetsråd har fattat beslut om internationella sanktioner. Men Anne Ramberg menar att Sverige inte blint kan följa deras beslut.

– Bara för att FN:s säkerhetsråd har antagit en resolution som är bindande så innebär inte det att politikerna och rättssamhället kan luta sig tillbaka – fallet kan prövas i alla fall, menar Anne Ramberg som poängterar att Sverige måste ta ansvar för sina medborgares rättssäkerhet.

Det ansvaret har redan åsidosatts. När de tre svenskarna med somaliskt ursprung sattes upp på sanktionslistan hade Sverige två dygn på sig att protestera, men gjorde inte det.

Anne Ramberg pointerar at det er fint att sanktionerna nu reg-leras i lag, men hon menar att vi inte kan nöja oss med detta.

– Innehållet i regleringarna måste också uppfylla vissa grundläggande krav.

En rimlig lagstiftning måste förhindra att fler utsätts för det som de tre männen utsattes för 2001. Det lagförslag som nu presenterats innehåller inte tillräckliga åtgärder i sådan riktning.

– Jag är rädd för att det som skedde mot somalie-svenskarna kan upprepas, säger Anne Ramberg.

Oron över den nya lagen förstärks av den övriga utvecklingen i samhället. Debattvågorna kring FRA går fortfarande höga. Många är med rätta upprörda över att riksdagen godkände en lag som ger myndigheten rätt att övervaka allas kommunikation. De förändringar som kritikerna inom högerpartierna fick igenom förändrar inte FRA-lagens karaktär.

”Trots alla försök till förbättringar, de flesta av kosmetisk karaktär, kvarstår det illa övervägda förslaget i sak”, skriver Anne Ramberg i ett debattinlägg i Svenska Dagbladet i vilket hon kräver att en sanningskommission upprättas.

– Vi får aldrig stifta lagar som ger redskap att bryta mot de mänskliga rättigheterna. Det finns många exempel i historien där regimer – med stöd av lagen – har brutit mot de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.

Rättssäkerheten
Anne Ramberg menar ändå att det ibland är nödvändigt att göra intrång i den personliga integriteten.

– Men vi får aldrig åsidosätta rättssäkerheten, säger hon och tillägger att det också finns goda skäl att ifrågasätta hur effektiva de nya övervakningslagarna egentligen är. Än så länge finns det inga utredningar som analyserar detta.

Många nya övervakningslagar, som den nya buggningslagen som trädde i kraft vid årsskiftet, har lagts fram utan större debatt. Personer, som palestinska flyktingen Hassan Asad som vistats 11 år i Sverige, vägras uppehållstillstånd med hänvisning till terrormisstankar, men inga bevis presenteras. Samtidigt blir allt fler offentliga platser kameraövervakade. Den ökade övervakningen och avlyssningen motiveras med hotbilder av ”kriget mot terrorismen”.

– Hotbilderna som målas upp utgör i sig en fara. Hotbilderna – i samband med en viss aningslöshet – leder till att ungefär femtio procent av svenska folket tycker det är okej med massavlyssning, säger Anne Ramberg.

• Vad tror du att den ökade rättsosäkerheten kan leda till i ett längre perspektiv?
– Den farligaste konsekvensen är om folk tappar tilltron till samhällets institutioner. Det räcker att folk tror att polis eller militär avlyssnar det som sägs och missbrukar detta, det behöver inte ens vara så.

– Detta är särskilt allvarligt i ett samhälle som inte är homogent. När människor med olika bakgrund ska leva ihop ställer det ännu större krav på att man känner skydd för de mänskliga rättigheterna, säger Anne Ramberg.

I dag är det främst muslimer som utsätts för sanktioner, häktningar, terrormisstankar och andra former av övergrepp. Detta kan vara en av anledningarna till att få hittills reagerat mot utvecklingen.

– Jag tror att folk hade blivit mer upprörda om det var ’Kalle Karlsson’ som drabbades, konstaterar Anne Ramberg.

Samtidigt finns det all anledning att reagera. Rättsosäkerheten som följer i ”terroristbekämpningens” spår drabbar enskilda mycket hårt, och i förlängningen påverkas hela det demokratiska systemet.

– Ytterst är det vår yttrande- och tryckfrihet som hotas, säger Anne Ramberg.

LISA ENGSTRÖM
Proletaren.se nr. 28

FRA-loven´s hemmelige mål : Spionage mod Rusland 

 

Da et flertal i Sveriges Riksdag den 19 juni stemte for at gøre det lovligt med generel masseaflytning af mennesker som anvender tele-kommunikation i Sverige blev det forklaret med “argumenter som vigtigheden af “krigen mod terrorismen”. Det var hovedargumentet fra de forsvarende partier, men faktum er at Forsvarets Radio anstalt (FRA) som nu får som opgave at aflytte al kabelbåren kommunikation som passerer Sveriges grænser vil komme til at udgøre en vestlig spydspids i spionage mod Rusland.
Hovedparten af russernes internationale telekommunkation går gennem kabler der passerer Sveriges grænser. Angiveligt går 80 % af al Ruslands internationale tele-kommunikation gennem kabler eller servere i svensk territorium. Dermed får den svenske stat gennem det omfattende aflytningsmateriale af telefonsamtaler og mailkorrespondence mellem Rusland og andre lande et kort på hånden når de imperialistiske lande udveksler information. Den svenske stats hemmelige tjenester får mulighed for at “købe” sig til andre staters efteretninginformationer gennem at udlevere det “russiske materiale”.

Næsten al kommunikation, også indenfor Sveriges grænser, passerar idag grænsen og vil dermed blive aflyttet. E-post, sms, internet-trafik, chatter og mobil- og telefonsamtaler, alt kan analyseres i hemmelighed uden dommerkendelser eller andre retsinstansers  indblanding. Der stilles ikke engang et formelt krav til akytningen om mistanker om lovovertrædelser Alle behandles som mistænkte.
Også regering og myndigheder gives beføjelser til at søge i den private kommunikation. Loven åbner for nye, vilkårlige anvendningsområder. Materialet kan dessuden let misbruges eller havne i forkerte hænder.
Kildebeskyttelse og meddelerfriheden bliver tomme ord hvis hver eneste kontakt med media kan være aflyttet.
Aflyttningen skal beskytte mod vagt definerede ”ydre trusler”. I selve værket udgør den nye lov i sig selv en alvorlig trussel mod borgernes ytringfrihed og deres demokratiske rettigheder.

FAKTA om Sveriges nye Aflytningslov – FRA-lovforslaget
* Loven som træder i kraft den 1 januar 2009 indebærer følgende.
* Forsvarets radioanstalt (FRA) – som ikke er underlagt det svenske militær får
legal ret til at spana i radiotrafik og kabeltrafik, det vil sige internet og telefonledningar.

* Signal-søgning (rekognoscering) må ske for at kortlægge “ydre trusler” mod landet.

* Søgning (rekognoscering) i kabel må kun ske når trafiken går over Sveriges grænser.

* Søgning (rekognoscering) sker efter inriktningsbeslut fra regeringen.

* Søgningen (rekognosceringen) sker gennem søgebegreber -for eksempel organisationsnavn eller
kodeord.
* Søgning på personer må bare ske om det er af “synnerlig vikt”.(betydelig vigtighed)

* En ny “domstolslignende” nævn skal give tilladelse til søgning (rekognoscering) med søgeord.

* Søgningen er automatiseret og tilladelse gives for højst seks måneder ad gangen.

* Regeringen skal senest i dette efterår komme med nærmere foreskrifter om
tilempning av tilladelsegivningen..

* Regeringen skal nedsætte en kommitté som skal følge FRA:s virksomhed fra et
“integritets-beskyttelsesperspektiv”.
* Kommittén skal udse et integritets-ombud som skal overvære tilladelsegivningen.

* Ett integritets-beskyttelsesråd oprettes inom FRA.

* Datainspektionen får som opgave at følge FRA:s virksomhed fra et integritetsperspektiv.

I 1990´erne blev der vedtaget internationale sanktioner, som indefrysning af bankkonti og rejse-restriktioner, rettet mod udpegede enkelt individer. Beslutning om sanktioner kan tages af FN:s sikkerhedsråd og EU.

UDTALELSER OM loven:

”ett integritetsintrång som saknar motstycke i ett
internationellt perspektiv. Det är helt främmande för vårt statsskick [...]”
Sveriges Justitsministerium, promemoria

”skrämmande brist på förståelse för de krav i fråga om skydd för personlig integritet som följer av regeringsformen och Europakonventionen [...]”
Rikspolisstyrelsen, Høringssvar

”förslaget innebär en kränkning av enskilds integritet som vida överstiger den kränkning som förslagen om buggning och preventiva tvångsmedel sammantaget
innebär.” efterretningstjeneste SÄPO i et Høringssvar

Utredningen som nu presenterats har i uppgift att se över den svenska sanktionslagen för att anpassa den till de internationella reglerna. Syftet är bla att sanktioner ska kunna införas snabbare.

Desuden ska utredningen analysera ”hur Sverige uppfyller sina folkrättsliga åtaganden”. Detta tolkar utredningen som att ”frysningsbeslut skall kunna genomföras utan dröjsmål”. Det är på det här området som utredningen har mött mycket stark kritik. Främst för att processen är rättsosäker, vilket redan fått allvarliga konsekvenser i Sverige.

Advokatsamfundet præsenterar i sit remissvar seks punkter som skal opfyldes for at sanktioner i det mindste skal følge en absolut minimistandard. Punkterna innefattar bland annat krav på en tillfredställande bevisnivå, möjlighet att överklaga, ret til advokat och domstolsprövning.

Hollywoods billede af Anden Verdenskrig

Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder. 

Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.

 Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.

 Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
 Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*

KRONIK

” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. 
Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 
I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . 
I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.)
 opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . 
Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik.
 Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) 
Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac.
 Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! 
Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. 
Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . .

Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. 
Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . 
Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange:
 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen.
 Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper.
 Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland.
 Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .

skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig.
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945

Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.

Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.

Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.

Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .

Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.

Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.

NAZITYSKLAND 1933-41

Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.

Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser

Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.

I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”

I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.

I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.

Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.

For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.

Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.

Nazisterne i offensiven

I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.

Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .

Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?

Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.

Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.

I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-

”Peace in our time” ( Fred i vor tid )

som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.

I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.

Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”

I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.

NEUropa under tysk kontrol i 1940

I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .

Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.

I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.

Blitzkrieg

Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.

I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.

Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .

Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.

Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .

Under Nazitysklands kommando

Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.

I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.

I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.

Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.

Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.

I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.

Operation BARBAROSSA

Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.

Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.

Speciel retshåndhævelse

Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.

Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:

Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.

Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.

ORGANISERET BARBARI

Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.

Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.

De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..

Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.

Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..

Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.

Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.

Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.

Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.

Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.

” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.

Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.

”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.

I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :

”Hellere Hitler end Folkefronten!”

Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.

Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.

“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.

Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.

Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.

Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.

A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3

Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002

Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York

Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A I Balasjov og G P Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ?

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”

Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.

D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.

De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.

Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945″ hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.

1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandskrig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.

2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Collection of military-historical materials of the Great Patriotic War, issue 18]. Moscow: Voenizdat, 1960. Classified secret.

7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” Central Party Archives of the Institute of Marxism and Leninism, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (1)].
Moscow: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1943] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (3)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16,
no. 5 (1)]. Moscow: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Documents and materials of 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3) [The Russian archives: The
Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (3)]. Moscow: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [The Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.

Skal Rusland få revansche mod Spanien ?

27.juni 2008

Nej desværre blev det ingen revansch for det unge russiske hold.
€uro-millionærerne fra Spanien spillede sig kvikt igennem det russiske forsvar og vandt fortjent – med 3-0 , men russerne var tæt på a score et par gange i aftenens kamp mellem Rusland og Spanien om en plads i UEFA´s mesterskabs-finale.

Det russiske hold som i kampene mod Sverige og de hollandske guldfavoritter charmerede alle
fodboldelskere med deres uforskrækkede og naive angrebsfodbold og leg med bold og modspillere
men kunne i semifinalen ikke leve op til kvarfinalens niveau.
På den anden side har Ruslands træner den hollandske “landsforræder” Guus Hidink sagt at hans mål er at holdet når klimaks tidligst i 2010. Semifinalepladsen var en fjer i hatten og det den største fremgang for det russiske hold i et par årtier.

Spørgsmålet er hvad de spanske “€uro-millionærer” vil stille op mod det effektive tyske fodboldmaskineri i finalen på søndag.

Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”

15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad “Weekend-avisen” – også kaldet “Weekend-liberalisten”1*)
Hr. Arzrouni har – weekend efter weekend i flere år – “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Fyringen af ultraliberale skribent sker diskret i det sidste nummer af “Weekend-liberalisten” bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel.
1 *) Også kaldet “Weekend-liberalisten” fordi avisen og dens kapitalistiske stødtroper og bagland i det kapitalistiske erhvervsliv under ugens fem arbejdsdage kræver statstøtte for så i weekenden at dyrke de liberale principper om det “frie kapitalistiske marked” uden statslig indblanding.

Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.

Læs videre i :Plagiater og stor humor

Moskva 1952: SUKP(b)´s 19.Kongres: Virksomhedsberetningen

- SUKP(b):s Centralkomité´s virksomhedsberetning ved den 19. partikongres (svenska)
5. oktober 1952 Aflagt af Georgij Malenkov

Efter den 19.Kongres – og Stalins bortgang – hvor den revisionistisk-socialdemokratiske Hrustjovgruppe kuppede sig til magten ændrede man straks det kommunistiske parti´s navn: SUKP(b) : Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikerne) . “Bolsjeviker” blev fjernet – hvilket ikke bare var en formalitet men et klart signal om at partiet havde ændret karakter i klar revisionistisk retning.
Hrusjtjov-gruppen repræsenterede ikke arbejderklassen, men direktørerne i de store virksomheder og øvrige lederlag og politikere i det sovjetiske samfund som var “trætte” af den skærpede klassekamp og kolde krig mod arbejderklassen og kommunismen. Med Hrustjov-gruppens magtovertagelse fjernes arbejderklassen fra partiprogrammet , det vil sige: det sovjetiskje parti blev hvad de kaldte “hele folkets parti” som det blev udtrykt. Ikke tilfældigt minder det om de socialdemokratiske partiers ord om “et parti for hele folket”. Og det lyder jo sympatisk, men dækkede over at arbejderklassens rolle som leder af udviklingen frem mod kommunismen – det klasseløse samfund uden privat ejendomsret til produktionsmidlerne, hære,grænser og penge, var afskrevet.
Hvilket i realiteten indebar at kommunismen var afskrevet og det klasseløse samfund blev forvandlet til en småborgerlig frase og utopi uden hold i virkeligheden.
Hrusjtjov repræsenterede i realiteten de mensjevikisk-socialdemokratiske kræfter som havde tabt borgerkrigen og indflydelsen efter den oktober-sejren i 1917.
Nu dukkede de op igen – understøttet af de kapitalistiske kræfter i udlandet (USA/vesteuropa).
For rigtigt at vise Hrusjtjov-regimets venner i USA, Vesttyskland og Europa at der var tale om en ny kurs – et nyt regime – blev Stalingrad - navnet på den sovjetiske storby – symbolet på den ukuelige antifascistiske modstand efter sejren over de fascistiske styrker i 1943 , som indgav håb og kampvilje i hele det af fascismen underkuede Europa – fjernet fra landkortet af den sovjetiske ledelse – under stærke folkelige protester i Sovjet . Det skete for at “please” USA og deres allierede satellitstater i Europa.

Var virkelighedens James Bond russser ?

16.nov 2007 *

Sovjetisk dykker reddede Sovjets topledere fra at blive elimineret i britisk bombeattentat

En nu forhenværende kamp-dykker, Eduard Koltsov, har besluttet at afsløre sandheden om en af den kolde krigs mange incidenter – inden han forlader denne verden. Koltsov havde hyre ombord på fartøjet “Ordzjonikidze” ; som en sovjetisk topdelegation med Nikita Hrusjtjov i spidsen sejlede under et officielt statsbesøg i Storbritannien i 1956
Hrusjtov var populær hos de vestlige imperialistiske ledere – efter hans opgør med den revolutionære kommunisme og den socialistiske opbygning af Sovjet i 1930`erne på den 20.Kongres i marts måned samme år – var “frygten” for “kommunismen” og de partier der fulgte Hrusjtov “nye fredelige linje” blevet afløst af en “samarbejdende og parlamentarisk” ånd.
Derfor blev Hrusjtjov budt velkommen af de britiske magthavere i 1956, men under besøget havde briterne forberedt at vise deres “taknemmelighed ” overfor “Hrusjtjovs fredelige hensigter” med en opvisning af Storbritanniens flere hundrede år lange blodige tradition og erfaringer med blodige krige og attentater.
Omtrent samtidigt som det sovjetiske fartøj “Ordzjonikidze” lagde til kaj i britisk havn ; forsvandt den 47-årige brittiske søofficer Lionel Crabb , en kaptajn og dekoreret helt fra Anden Verdenskrig. Ligesom Koltsov også en kampdykker med erfaring. Hans krop blev senere fundet i vandet udenfor Portsmouth med hovedet afskåret , men identiteten på kroppen blev ikke officielt fastslået og hele sagen blev mørktlagt af de brittiske myndigheder.
Nu siger Koltsov at han dykkede for at undersøge det sovjetiske fartøj og da opdagede en dykker som visste sig at være i gang med at montere en mine på det sovjetiske fartøjs skrog, omtrent ud for skibets ammunitionslager. Koltsov skar struben af attentatsmanden. Officielt benægtede de sovjetiske myndigheder al kendskab til Crabb.
Eduard Koltsov er dog ikke den første fhv. sovjetiske militær som har stået frem for at fortælle om Crabbs skæbne.


KILDE: vzgljad 16/11 2007

FN:s millennium-mål om mindsket småbarns- og mødredødelighed i fare

11 april 2008 – 03:55 *
FN:s millenniummål at mindske småbarns- og mødredødeligheden frem til 2015 ser ud til at forsvinde i den kapitalistiske verdensordens jagt efter profitter og overskud på “bundlinjen.
Mindre end en fjerdedel af de værst ramte lande er på vej til at nå målet, ifølge en vurdering som offentligjordes i medicin-tidskriftet The Lancet.
Mens nogle lande, især Kina, har gjort store fremskridt så har udviklingen i mange flere, især i Afrika i den ikke-arabiske del syd for Sahara, enten stagneret eller gået tilbage,ifølge rapporten.
Flere end ti millioner af jordens menneskebørn dør inden de fylder fem år.
I mindst 15 af de værst ramte lande får hvert femte barn aldrig opleve sin femårsdag.

På den anden side er meningen med den nuværende kapitalistiske verdensorden ikke at redde liv, men at sikre den maksimale profit til klodens dominerende kapitalister hvad enten de bor i USA, EU,Kina,Rusland eller Japan.

Rusland :arbetsløsheden op 15 procent

24.mar. 2008 *

Kapitalismen Rusland : 5 millioner arbejdsløse

I februar 2008 var arbejdsløsheden i Rusland ca 15 procent højere end i januar i år. I absolutte tal var 5 millioner mennesker arbejdsløse (6,6 procent af arbejsskraften), rapporterer Rosstat.
Samtidigt var den officielt registrerede arbetsløshed bare 1 574 000 personer, hvoraf 1,3 millioner fik arbejdsløshedsunderstøttelse

Kilde:rbc 24.mar 2008

Rusland:færre terrorhandlinger i Tjetjenien

10.april 2008 *
Antallet rapporterede terrordåd i det autonome område Tjetjenien i det sydlige Rusland er reduceret med to tredjedele under de seneste to år, rapporterer Ruslands indenrigsminister Rasjid Nurgalijev.

KIlde: itar-tass 10.apr.

Færre aborter i Rusland

22 april 2008 – 14:42
Antalet aborter i Rusland er mindsket med en fjerdedel på fem år.
Alligevel er antalet for 1.000 kvinnor stadig næsten tre gange så højt som i vest.
Sundhedsminister Olga Borzova Forkvinde i det det russiske parlament – Dumaens sundhedsudvalg håber at få ciffrerne ned til den vestlige verdens ca 15 aborter for hver 1.000 kvinde.
Borzova håber at få hjælp af et lovforslag som bl.a. forbyder abortreklamer på andre steder end sygehuse og andre medicinske fakulteter.
I Danmark blev der i 2005 udført 12 aborter for hver 1.000 kvinder i alderen 15-49 år.
Tallene for Island, Norge og Sverige var 12, 13 og 17 aborter for hver 1.000 kvinder samme år.

Den kapitalistiske udvikling i Sovjet/Rusland har ført til et direkte fald folketallet -
Den kapitalistiske frihed har ført til rigdom for et lille mindretal af partipamperer og fhv.- sovjetdirektører, mens det store flertal knapt har råd til dagen og vejen.
Antallet fødsler er fallet til nye lavpunkter – samtidig som kapitalistiske reklamebureauer fortæller om fordelene med en abort.
At der nu ligger et lovforslag på bordet der forbyder abortreklamer er et klart tegn på alvoren i det kapitalistiske Ruslands demografiske problemer.
Det er et faktum at antalet aborter konstant mindsker i Rusland. Fra 2 millioner 138 000 i år 2002 det vil sige 54,2 for hver tusind kvinder – noget nær verdensrekordden – til 1 million 582 000 i 2006 dvs. 40,3 for hver tusind kvinder, oplyser Olga Borzova fra Dumaens sundhedsudvalg
Men abortfrekvensen er stadig to til tre gange højere end i vest, siger hun – hvor 15 aborter pr tusind kvinder er en typisk tal.
Ifølge det nye lovforslag skal reklamer for aborter på gader, i media og forskellige offentlige lokaler foruden medicinske kliniker forbydes. Borzova mente at lovforslaget kunne sammenlignes med de restriktioner for tobaks- og alkoholreklamer som fornylig er blevet indført.
Kilde: interfax 22/4

Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva

9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.

Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko

-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -

-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem

Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov

Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.

Hurra-råb og advarsler

Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.

“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”

men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:

“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.

 

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.  ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede aggressionskrigen mod Sovjetunionens folk. Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen. Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark. De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand . Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest. Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker. Yderligere flere hundrede tusind soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

bagved fronten. D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne. De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren. Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter * º º º º º * * º * * * º * * º * * * . For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater. NAZITYSKLAND 1933-41 Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen. Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser. Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner. Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetalen” i 1946 dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi de gav udtryk for de ledende kapitalisters problemer og interesser Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig også den i 80 – bind. I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ” I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang. Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig. Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik. Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video,internet og Dvd. I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning. I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til . For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD. Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv. Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland). Den nazistiske terning var kastet . Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer. Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen. I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september - ”Peace in our time” ( Fred i vor tid som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp. Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen. Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; : ” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme” I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind. NEUropa under tysk kontrol i 1940 I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni. Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå. Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj. På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen . Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog. Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. . I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland. PÅ tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen. Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femtekolonne i de herskende kredse, mest åbenbart i Frankrig. Blitzkrieg Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed. De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker . Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk. Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger. To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel. De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens financielle hjælp. Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra USA – lån på ca 22 milliarder ReichMark -rigsmark-RM. Under Nazitysklands kommando Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder. I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium. Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær. I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde. Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul. Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige. Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i Danmark om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen. Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland. I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker. Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer. I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene. Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen. Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger. Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”. Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død”. Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering.. De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Man taler også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden. Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland: Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særskilte instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne havde udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation. At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen. Hovedparten af dem ubevæbnede civile. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand. De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a erobringen af al-Kud – Jerusalem. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder. Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver : ”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”. Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne. Den forræderiske femte-kolone som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr var sat ud spillet i Sovjetunionen. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. Hitler var på højden af sin popularitet. Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse. I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen. ”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer. I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst. I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. - Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen : ”Hellere Hitler end Folkefronten!” Disse kræfter forrådte deres eget folk. Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp. Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland. Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation. Det bolsjevikiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det bolsjevikiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen. Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD. Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985. A I Balasjov og G P Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny (“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3 Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget udgivet af KPML(r) Uppsala 2002 Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970 (”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.

Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ? 

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.” -
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt

Sanktioner mod Abchazien ophører –

21.apr. 2008 *
Rusland besluttede i marts at hæve sanktionerne mod udbryderrepubliken Abchazien, som formelt tilhører Grusien (georgien), mens befolkningen på 300 000 for 90 procents vedlkommende er russiske statsborgere. Putin har også instrueret regeringen at “støtte befolkningen” i Abchazien och Syd-ossetien, som har omtrent lige så mange indbyggere.
Sanktionerne blev besluttet af SNG ( *1) i 1996, men Rusland anser nu at det med tanke på den socioøkonomiske udvikling er på tide at bryde blokaden. Omfattende russiske investeringar i Abchaziens turisme strømmer nu ind i området. -
Da USA:s FN-ambassadør Zalmay Khalilzad i FN´s sikkerhedsråd i onsdags fordømte de russiske skridt påmindede Ruslands Vitalij Tjurkin om att de grusiske myndigheder har ignoreret at FN:s generalsekretær har bedt dem om at lukke en militær ungdomslejr nær grænsen til Abchazien og at grussiske kampfly patruljerer henover Abchazien, hvilket bidrager til spændingen. Han krævede også at Grusien skulle trække sine militære styrker tilbage fra Kodor-dalen.

“Det er forbløffende at høre en sådan bekymring fra lande som har haft så travlt med at anerkende en illegal selvstændighedserklæring i en anden region (Kosovo, INT.PR, anm.). De som talar højt om sin bekymring for at folkeretten ikke skal følges burde tænke på sine egne handlinger”, sluttede Tjurkin.

Idag mandag meddeler Newsru.com at postforbindelserne mellem Grusien og Rusland, som har været afbrudte siden 2006, er blevet genoptaget.

( *1): SNG. Uafhængige Staters Sammenslutning opstod efter den kriseramte Sovjet-Unions opløsning i 1991 – som en løsere FN-lignende forening af tidligere sovjetrepublikker.

Kilder: Vremja Novostjej 17/4 og Newsru.com 21/4

Samtaler om flåde-stationen på Krim mellem Rusland og Ukraine

21.aprr. 2008 – 03:45 *I juni indleder Ukraina og Rusland forhandlinger om den russiske flådestation i Sevastopol på Krim, som ifølge den nuværende aftale kan fortsætte til 2017. Rusland betaler 93 millioner dollar – næsten en halv milliard kr – om året i “husleje” for militærbasen, som Ukraines Præsident Jusjtjenko vil overlade til Nato.
Krim-halvøen som blev erobret af Rusland i 1783 og var helt frem til 1954 en del af Rusland. Dette år besluttede Sovjetlederen Nikita Hrustjov (som var af ukrainsk familie) at overføre Krim til den ukrainske sovjetrepublik . Det var en beslutning som blev gennemført som en ren formalitet uden større debat endsige afstemninger i det sovjetiske parti. Derfor rejser spørgsmålet om legitimiteten i Hrusjtjov´s beslutning sig naturligt. Majoriteten af de to millioner indbyggere er etniske russere.
I sidste uge erklærede formanden for Dumaens udvalg for 1*)SNG-spørgsmål at Rusland skulle kunne komme i en situation hvor kravet om at Krim skal (gen-) forenes med Rusland helt naturligt vil blive rejst – hvis Ukraina optages i den aggressive Nato-krigsalliance.
Ukraines Statsminister Julija Timosjenko erklærede i denne uge at det ikke bliver nogen ukrainsk Nato-medlemskab uden en folkeafstemning.

KIlder:Ria-Novosti 16/4

*1) S.N.G. – Sammenslutningen af Uafhængige Samfund – СНГ – Содружество Независимых Государств, – (Sodrużestvo Nezawisimych Gosudarstv)

Iran søger optagelse i Shanghai-organisationen

26.mar 2008 *
Iran har ansøgt om blive helt tilsluttet Shanghaiorganisationen for samarbete (SCO), som omfatter Rusland, Kina og fire tidligere sovjetrepubliker i Centralasien, meddeler Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki igår.

Den islamiske republik Iran har idag ligesom Afghanistan, Indien, Pakistan og Mongoliet observatørsstillning i SCO.

Set fra et russisk synpunkt ville et iransk medlemskab være velkommet, bl a for russerne lettere ville kunne løse spørgsmål om det Kaspiske Hav og energisamarbejde om både olia, gas og atomkraft. -
-zs
Kilde: Ria-Novosti 24.mar

“Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”

13.feb – 2008 *

FILM – :“NATTENS HÄXOR” -Premiere på Sveriges Television Kanal 2 den 13.april 2008

- Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – -
- Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
- Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.

Nat efter nat – gennem tre år fløj den Røde Hærs 588.regiments kvinder bag de tyske frontlinjer . De gjorde flere flyvetogter end deres mandlige kammerater. Tyskerne kaldte dem foragtfuldt “nattens hekse”. Foto: Russisk (sovjetisk)arkiv
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
- De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – -
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød - interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.

Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.

Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen. I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.
* * * * *
“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *

Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588′eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.

Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.

Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , ultrafeministiske vinkel som kvinder i idag ofte forfalder til. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som overbevist den sovjetiske ledelse om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.

Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet

FAKTA om ANDEN VERDENSKRIG Næsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45.

KZ-Auschwitz befriet 28.januar 1945 af Stalins Røde Hær

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan

6.april 2008 – 10:29

Russisk støtte til Natos besættelse af Afghanistan 

USA’s præsident og NATO-alliancens politiske leder Georg Bush rejste direkte til den russiske ferie-by Sotji ved Sortehavet for politiske-militære samtaler med Ruslands præsident Putin efter begge stormagtlederes deltagelse i topmødet i Bukarest.

Det var første gang i Nato-alliancens 60-årige historie at en russisk leder deltog i topmødet – trods invitationer til Putins Rusland optil tidligere topmøder.
Ellers havde Nato allerede i 1952 haft chancen for at få Rusland ind i alliancen da det socialistiske Sovjet søgte om optagelse i “fredsalliancen” . En ansøgning som blev afvist af Nato. Åbenbart var der grænser for Nato´s fredelige hensigter.
På Stalins tid da Rusland var en del af det socialistiske Sovjet var landet et bolværk mod imperialistisk aggresssion hvad enten det var i Europa (den antifascistiske befrielseskrig under 2.verdenskrig) eller i Asien – støtte til Kinas og Koreas befrielse – samtidig som man kritiserede tesen om at “eksportere demokrati og revolution” sådan som vi ser realiseret idag og tidligere med Brezhnev-regimets invasion af netop Afghanistan og USA´s krig invasion og krig mod Viet Nams folk.

Det står klart at de to kapitalistiske stormagter Rusland og de Forenede Stater – ikke udelukkende har modstridende interesser – men også en række fælles interesser.
Både USA og Rusland er imperialistiske stormagter som har en fælles interesse i at holde de undertrykte og afhængige lande og folks stræben efter virkelig uafhængighed og selvstændig udvikling befriet fra den imperialistiske og kapitalistiske udbytning tilbage eller ligefrem undertrykke den militært.

Allerede for et par uger siden udtalte Ruslands vice-udenrigsminister Aleksander Grusjko at : “Rusland er beredt til at bistå Nato i Afghanistan på visse vilkår”
Han krævede bl.a. at “russiske sikkerhetsinteresser respekteres” og nævner at planerne om yderligere Nato-ekspansion i Østeuropa – Ukraine og Grusien – ikke kan accepteres.
Ifølge Grusjko overvejer Rusland at forøge kontakterne med Nato-staterne i Afghanistan-spørgsmålet. Rusland har fra Brezhnev-tidens Sovjet mangeårige politisk-militære erfaringer i at besætte, terrorisere og undertrykke folket i Afghanistan.
Nato’s militære problemer i Afghanistan blev sammen med udvidelsesplanerne og USA’s planer om at bygge et anti-atomart mississkjold system i Polen og Tjekkiet – trods folkelige protester i både Polen og Tjekkiet mod USAs optrapning af det militære kapløb som det er udtryk for – de centrale spørgsmål ved Nato- toppmødet i Rumænien, som afsluttedes i fredags -(4.april)

I flere artikler i verdenspressen rejses spørgsmålet hvilke studehandler Putin og Bush indgår bag om ryggen på deres egne folk og folkene i Afghanistan og andre lande.

At Rusland og USA søger en politisk-militær detente i en række nøglespørgsmål er klart selvom medierne i de kapitalistiske nato-stater fortsætter med den chauvinistiske dæmonisering af Putins Rusland – hvor mulighederne for folkelig demokratiske indflydelse er begrænsede af kapitalens magt sådan som i alle andre kapitalistiskle stormagter.
Allerede inden Nato-mødet i Bukarest slog den indiske veteran-diplomat M K Bhadrakumar fast at det var afgjort at Ukraina og Grusien ikke vil blive medlemmer i Nato under de nærmeste fire år, i en artikel i Asia Times.
Bl.a på grund av Tysklands udtalte modstand. Merkel havde i god tid inden Nato-mødet i Bukarest – som Rusland deltog i for første gang – sagt nej til en Nato-ekspansion med Ukraina og Grusien. “tiden er ikke moden” som hun udtrykte det. Spørgsmålet som visse medier nu spekulerer i er hvilken “pris” Rusland skal betale for denne “indrømmelse” fra Nato. “Det ser meget sandsynligt ud til at Rusland vil blive trukket ind i løsningen af det afghanske problem sammen med Nato”, skriver Bhadrakumar. Bl a kan Rusland åbne sit luftrum for Nato-transporter til Afghanistan, eventuelt begrænset tll transport af civil forsyninger. Ifølge Bhadrakumar er magtskiftet i Pakistans Nordvestlige grænseprovins også en faktor som talar for at Rusland for alvor bliver aktive støtter til Natos aggression mod Afghanistans folk. Det pashtunske venstreparti Awami National Party – som traditionelt har gode russiske forbindelser danner nu provinsregering med Bhuttos PPP.
At der står meget på spil – ikke mindst for den aggressive Nato-krigsalliance fremgår af at der snakkes åbent om katastrofen: at Nato er på vej mod et militært nederlag i alliansens første rigtige krig. At Putins Rusland nu ser ud til vælge side og hoppe i Natos terrorkrigs-båd – trods de seneste års Nato-kritiske retorik fra Putins side viser at Putins kapitalistiske Rusland ikke er en anti-imperialistisk kraft og fjende af alliancen
Den russiske hjælp til Nato med at nedkæmpe modstanden i Afghanistan er åbenbart mere værd end en optagelse af Ukraine-Grusien idag. Det fortæller os at Nato har afgørende militære problemer i Afghanistan.
Spørgsmålet er om Rusland har så meget hjælp at tilbyde. Russiske soldater vil ikke blive budt velkommen i Afghanistan. – - – - De opnåede næsten samme status i landet som tyske soldater i de besatte lande under krigen.
PÅ den anden side : Hvor meget er Nato’s løfter om at stoppe den fortsatte ekspansion helt op til Ruslands grænser – og lade Ukraine/Grusien være alliancefrie – egentlig værd ?

Dem der levede på den tid da Sovjetlederen Michail Gorbatjov sagde ja til sovjetisk troppetilbagetrækning og tysk genforening i 1989 kan fortælle at Gorbatjov og Sovjet fik løfter af Nato-alliancen om at Nato IKKE ville ekspandere østerud og optage Polen,Tjekkoslovakiet og Ungarn og andre bl.a Rumænien i alliancen. Løfterne var ligesom meget værd som Natos snak om “fred, demokrati og frihed”.
Hvis man laver en sammenligning med Irak skulle Nato behøve råde over en halv million tropper i Afghanistan mod de 43 000 som findes idag.

KILDER:Asia Times 14.mar. 2008

NATO-topmødet i Bukarest: Albanien og kroatien på-vej ind i Nato-krigsalliancen 

 

15.mar 2008For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 i Rumæniens hovedstad Bukarest. Det står klart at NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 in Bucharest, Romania.It is clear that NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a turning point in Russia-NATO relations. Russia may be about to join hands with NATO in Afghanistan. A clearer picture will emerge out of the intensive consultations of the foreign and defense ministers of Russia and the United States within the so-called “2+2″ format due to take place in Moscow from Monday through Tuesday next week. From the guarded comments by both sides and the flurry of US diplomatic activity, it appears highly probable that Russia is being brought into the solution of the Afghanistan problem, along with NATO.According to the Russian newspaper Kommersant and the Financial Times of London, the initiative came from Russia when its new ambassador to NATO, Dmitry Rogozin – erstwhile Russian politician with a controversial record as a staunch Russian nationalist who routinely berated the West – signaled a strong interest in this area at a recent meeting of the NATO-Russia Council at Brussels. The plan involves Russia providing a land corridor for NATO to transport its goods – “non-military materials” – destined for the mission in Afghanistan. Intensive talks have been going on since then over a framework agreement.From the feverish pace of diplomatic activity, the expectation of the two sides seems to be that an agreement could be formalized at NATO’s Bucharest summit. In an interview with German publication Der Spiegel on Monday, Rogozin confirmed this expectation, saying, “We [Russia] support the anti-terror campaign against the Taliban and al-Kaida. I hope we can manage to reach a series of very important agreements with our Western partners at the Bucharest summit. We will demonstrate that we are ready to contribute to the reconstruction of Afghanistan.”Russian diplomats have been quoted as saying that Moscow is engaged in consultations with the governments of Kazakhstan and Uzbekistan as regards the proposed land corridor to be made available to NATO.Given the complicated history of Russia-NATO relations, the issue is loaded with geopolitics. Russian President Vladimir Putin hinted as much at a joint press conference with visiting German Chancellor Angela Merkel in Moscow last Saturday. He said, “NATO is already overstepping its limits today. We have no problem to helping Afghanistan, but it is another matter when it is NATO that is providing the assistance. This is a matter beyond the bounds of the North Atlantic, as you are well aware.”Putin also took the opportunity to harshly criticize NATO’s expansion plans:

“At a time when we no longer have confrontation between two rival systems, the endless expansion of a military and political bloc seems to us not only unnecessary but also harmful and counter-productive. The impression is that attempts are being made to create an organization that would replace the United Nations, but the international community in its entirety is hardly likely to agree to such a structure for our future international relations. I think the potential for conflict would be only set to grow. These are arguments of a philosophical nature. You can agree or disagree.”

The implications are obvious. Russia would be willing to cooperate with NATO, but on an equal and comprehensive basis, and, secondly, the sort of selective engagement of Russia by NATO that the US has been advocating will be unacceptable to Moscow. Significantly, Putin frontally questioned the standing of NATO’s monopoly of conflict resolution in Afghanistan.Russian Foreign Minister Sergei Lavrov has also separately signaled Russia’s readiness to provide military transit to Afghanistan for NATO provided

“an agreement is concluded on all aspects of the Afghan problem between NATO and the Collective Security Treaty Organization [CSTO]“. (SjoS IP.,anm.) 

Significantly, Lavrov was speaking immediately after the 7th session of the Russian-French Cooperation Council on Security Issues in Paris on Tuesday. He asserted that “most NATO members, including France”, favor Moscow’s idea of a NATO-CSTO cooperative framework over Afghanistan. Lavrov all but suggested that Washington was blocking such cooperation between NATO and the Russian-led CSTO.On the face of it, Washington should jump at the Russian offer of support to the NATO mission in Afghanistan. Pakistan has proved to be an unreliable partner in the “war on terror”. The growing political uncertainties in Pakistan put question marks on the wisdom of the US continuing to depend so heavily on Pakistan for ferrying supplies for its troops in Afghanistan.US military spokesmen are on record as saying that about three fourths of all supplies are currently dispatched to Afghanistan via Pakistan. There are fundamental issues as well, such as the US’s continued ability to influence Pakistani politics and, indeed, the evolution of Pakistan’s political economy as such in the coming critical period. The coming to power of the Awami National Party (ANP), an avowedly Pashtun nationalist leftist party, in the sensitive North-West Frontier Province of Pakistan, further complicates political alignments. ANP leader Amir Haider Khan Hoti bluntly told Radio Free Europe/Radio Liberty in an exclusive interview this week,

“Our priorities are clear. We first want to move toward peace through negotiations [with the Taliban], jirgas [tribal councils], and dialogue. God willing, we will learn from [failed talks and jirgas in the past] and will try not to repeat the same mistakes. We will try to take into confidence our people, our tribal leaders, and our [clerics] – and together with them, we will try to move toward peace through negotiations.”

Hoti didn’t speak a word about the “war on terror” or the George W Bush administration’s expectations of Pakistani military operations in the tribal areas. It remains a riddle why the Bush administration should have so far kept out of conflict resolution in Afghanistan countries such as Russia and China, whose interests are vitally affected, perhaps even more immediately than the US or European countries. As US statesman Henry Kissinger wrote in an article in the International Herald Tribune on Monday,

“A strategic consensus remains imperative … Pakistan’s stability should not be viewed as an exclusively American challenge.”The million-dollar question is whether there is political will on the part of the Bush administration to reach a “strategic consensus” over Afghanistan with Russia at the forthcoming NATO summit. 

Clearly, Moscow is willing. NATO old-timers such as France and Germany, too, are conscious that the alliance may suffer a defeat in Afghanistan, which would be a catastrophic blow to its standing, and that NATO and Russia after all share the same goals in Afghanistan. The Kremlin has badly cornered the Bush administration. Taking Russia’s help at this critical juncture makes eminent sense for NATO. The alliance is struggling to cope with the war in Afghanistan. By the analogy of Iraq, some observers estimate that a force level close to half a million troops will be required to stabilize Afghanistan, given its size and difficult terrain.But cooperation with Russia involves NATO embarking on cooperation with CSTO (SjoS) and possibly with the Shanghai Cooperation Organization as well. (Russian ambassador to the United Nations, Vitaly Churkin, addressing the Security Council in New York on Wednesday, proposed that for effectively combating drug trafficking originating from Afghanistan, a system of security rings promoted by Russia in the Central Asian region in recent years would be useful and that the potential of CSTO and SCO should be utilized.)What worries the US is that any such link up between NATO and CSTO and SCO would undermine its “containment” policy toward Russia (and China), apart from jeopardizing the US global strategy of projecting NATO as a political organization on the world arena.The most damaging part is that Russia-NATO cooperation will inevitably strengthen Russia’s ties with European countries and that, in turn, would weaken the US’s trans-Atlantic leadership role in the 21st century. At the meeting of the foreign ministers of the alliance at Brussels on March 6, French Foreign Minister Bernard Kouchner urged the NATO Council to “take into account Russia’s sensitivity and the important role it plays”. Moreover, he argued, relations with Russia are already strained over Kosovo and the US’s planned missile defense shield based in Europe, and should not be subjected to further strain.

The French newspaper Le Monde quoted him as saying, “We [France] think that EU-Russia relations are absolutely important. And France is not the only country wanting to maintain a relationship with Russia as a great nation.” (France is assuming the rotating EU presidency in July.)

Indeed, France is not alone in this respect. Germany also has lately shifted to equidistance between the US and Russia on global security issues and is reaching out once again – reminiscent of the Gerhard Schroeder era - as a strategic partner to Russia in European Union-Russia relations.
Two days after her recent visit to Moscow, Merkel addressed the prestigious forum of the German armed forces’ top brass (Kommandeurtagung) in Berlin on Monday, where in the presence of NATO Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, she brusquely proceeded to bury the proposals on NATO membership of Ukraine and Georgia even ahead of the Bucharest summit.
“Countries that are involved in regional or internal conflicts cannot become members,” she said. Merkel added that aspiring countries must ensure that “qualitatively significant” domestic political support would be available for their accession to NATO. Germany has virtually blocked NATO’s further expansion into the territories of the former Soviet Union – a declared goal of Russia.By putting forth a bold blueprint of cooperation with NATO over Afghanistan, Russia has effectively challenged the US to make a choice. It is by no means an easy choice for Washington. How do you deal in the world of tomorrow with a country whose energy exports are close to reaching a milestone of US$1 billion per day?
Russia’s benchmark Urals crude topped a record of $100 per barrel this week and once it trades at $107.5 per barrel, the daily value of crude, refined products and gas exports will hit $1 billion. And, Russia’s 2008 budget is based on an average Urals price of $65 per barrel.Besides, post-Soviet Russia’s influence in Central Asia has peaked even as the first real possibility of the emergence of a “gas OPEC” involving Russia and the Central Asian countries has appeared. This may well outshine all other foreign policy legacies of Russia in the Putin era. Russia has been for long seeking an association of former Soviet gas producers and exporters on the pattern of the oil cartel. Russia and the Central Asian suppliers – Kazakhstan, Uzbekistan and Turkmenistan – have now agreed that starting in 2009, they will switch to the European price formula. The move, which bears all the hallmarks of the Kremlin, elevates energy cooperation between Russia and the Central Asian producers to an altogether higher level of coordination and common strategy in foreign markets. The implications are far-reaching for European countries and the US. Russia has checkmated US-sponsored trans-Caspian energy pipeline projects.Surely, the great shortfall in the Putin legacy has been the failure of his presidency to make Russia a full-fledged partner of Europe. He has now made an offer to NATO that is irresistible – making Russia a participant in the alliance’s Afghan mission. The Russian offer comes at a time when the war in Afghanistan is going badly and NATO can afford to take help from whichever quarter help is available.Washington faces an acute predicament insofar as Moscow won’t settle for selective engagement by NATO as a mere transit route but will incrementally broaden and deepen the engagement, and major European allies might welcome it. Moscow insists on the involvement of the CSTO and even SCO. On the other hand, Russia’s involvement could invigorate the NATO mission in Afghanistan and ensure that the mission is not predicated on the highly unpredictable factor of Pakistan’s partnership. Will Washington bite? Putin, with his trademark fighting spirit of a black belt in karate, could well be counting that his presidency still has five or six weeks to go and that is a lot of time for making Russia NATO’s number one partner globally and ensuring a durable place for Russia within the common European home.
At the very least, history comes full circle when Putin arrives in Bucharest in the next 18 days for the gala 60th anniversary summit of the alliance. That would be 56 years since Stalins Soviet Union suggested it should join NATO to preserve peace in Europe. M K Bhadrakumar served as a career diplomat in the Indian Foreign Service for over 29 years, with postings including India’s ambassador to Uzbekistan (1995-1998) and to Turkey (1998-2001). Kremlin ringleader Putin is ready to send Russian troops to Afghanistan in order to in exchange get the rejection of Georgia and Ukraine to enter NATO, Polish newspaper Wyborcha writes.According to the newspaper in recent talks with Angela Merkel, Putin offered help to NATO countries in the war against the Islamic Emirate of Afghanistan.Ruslands President og Tyskland Kansler Angela Merkel under et mode.
According to the Polish newspaper, Putin is willing not only to create a transport corridor for the movement of NATO forces to Afghanistan from Europe.Currently the transportable transportation is often attacked by Taliban. It is the question of sending Russian troops to help in war against Afghan Muslims. In exchange for this, according to the newspaper, Putin has demanded two things. First of all is not allow Georgia and Ukraine to NATO. Also the Russian president wants to participate in the NATO summit, which will take place in early April in Bucharest, as not a guest, but as a full member of the summit, the Polish newspaper refers to its sources in NATO and in European capitals.According to the Polish newspaper, Western countries are unlikely to support the Putin’s initiative, rapporterer “Echo of Moscow”.

Kavkaz Center

Albanien og Kroatien på vej ind i Nato-krigsalliancen

3 april 2008 – 13:50

Sprækker i den kapitalistiske Nato-krigsalliance på bordet ved topmødet i Bukarest –

Krigen og besættelsen af Afghanistan og Nato’s ekspansion i Syd- og østeuropa var varme kartofler for Nato-landenes ledende politikere på Nato-topmødet i Rumæniens hovedstad Bukarest hvor man efter tre dages mødeforhandlinger ikke kunne blive enige om at optage to tidligere Sovjet-republikker: Ukraina og Grusien (georgien) i militæralliancen.

Det var et bagslag for USA’s planer om at optage to af Ruslands nabolande – Ukraine og Grusien i Nato-militæralliancen direkte efter Bukarest-mødet.

Og det var endnu et nederlag for USA’s Præsident Bush i rollen som politisk leder af den “nye verdensorden ” hvor “det demokratiske USA” spiller rollen både som lovgiver, ordenhåndhæver og dommer på det amerikanske såvel som det euroasiatiske kontinent og i den arabiske verden.
Præsidenten var blevet enige med både Ukraines og Grusiens ledere om at Nato-mødet i Bukarest ville tage beslutning om optagelse.

Der opnåedes enighed om at Albanien og Kroatien nu formelt bliver inviteret til at indgå i den ekspanderende aggressive Nato-krigsalliance. Det meddelte Nato’s generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer ved en pressekonference.
 “- Vi er blevet enige om at de her lande skal blive medlemmar i Nato”, sagde de Hoop Scheffer ifølge AFP.
Formelt blev Nato-optagelsen af to nabostater til Rusland blokeret af Frankrig og Tyskland.
Mens Frankrig begrundede afvisningen af Ukraine-Grusien optagelsen med at det “ikke var den rigtige måde at løse Europas sikkerhedsproblemer på” var Tysklands afvisning officielt begrundet med at “tiden ikke er moden”. Der blev talt om at “de må vente til næste Nato-møde i december”.
Men at Nato’ s allierede i Putins kapitalistiske Rusland er en medspiller i Nato’s spil om kontrollen over de euroasiasiske lande og folk gøres også klart af at USA-præsidenten efter Nato-topmødet tog direkte til den kommende vinterolympiske by Sotsji ved Sortehavskysten for at møde Putin “face to face” og diskutere “fælles problemer”.
Ruslands præsident var som tidligere inviteret af Nato til mødet . Her benyttede præsidenten lejligheden til at kalde NATO’s løfter om et eventuelt medlemskab for Grusien og Ukraine for “en direkte trussel” mod Ruslands sikkerhed.
Mr. Bush fløj fra Bukarest til Kroatien, som i realiteten blev optaget som fuldt medlem i militær-alliancen på konferencen sammen med Albanien. Her holder han møder med de kroatiske repræsentanter for derefter at flyve til Sotsji lørdag for et weekend-møde med Mr. Putin.
Hvilke studehandler som de amerikanske og russsiske topledere indgår bag om ryggen på det amerikanske,russiske, afghanske, ukrainske og grusiske folk kan vi kun gætte os til til .
En ting står klart . USA og Nato har store politiske og militære problemer i Afghanistan samtidigt som Rusland grænser op til Afghanistan og har militære og politiske erfaringer i at invadere, terrorisere, torturere, undertrykke folket i Afghanistan fra den sovjetiske besættelse der indledtes i 1978.
Ruslands Præsident Vladimir Putin sagde ifølge New York Times til Nato-landenes ledere at : - – “NATO kan ikke sikre sin sikkerhed på bekostning af andre landes sikkerhed “ , ifølge en embedsmand. Han kritriserede at nogle NATO- medlemmer, formodentlig de som var under sovjetisk kontrol, “gik så vidt som til fuldstændig dæmonisering af Rusland,og de kan ikke engang holde op med det nu.”
- For læsere, lyttere og seere af danske medier er denne vulgære og ensidige dæmonisering af Rusland – som ikke så meget skyldes Putins Nato-venskabelige politik – men Ruslands revolutionære socialistiske og kommnuniske fortid – genkendelig.

Putin afviste at Rusland havde imperialistiske ambitioner. Han sagde at Rusland ønsker “samarbejde med NATO om fælles sikkerhedsproblemer” — “som Afghanistan og terrorismen” — and he agreed with Mr. Bush that the cold war was over, another Western official said.

Mr. Putin clearly did not intend to make waves here, a day before President Bush and he are to meet again in Sochi, a Russian resort on the Black Sea near Georgia, for what is likely to be their last bilateral discussion as presidents. That discussion, he said, will probably center on the proposed missile defense system, which Russia opposes as a threat to its security. “We evaluate the results of this meeting as positive,” Mr. Putin told reporters after the meeting. “The spirit of cooperation and search for compromise prevailed.”
Den Tidligere Jugoslaviske Republik (FYR) Makedonien vil ikke blive “inviteret” fordi navnestriden med Grækenland fortsætter.

CIA-Spionage i russisk olieindustri

20 mar 2008 – 18:52

Anklager om spionage mod russiske olieselskaber

Russiske myndigheder har rejst tiltale mod to russere med amerikanske pas for industrispionage og oplyser at der under efterforskningen mod olieselskabet TNK-BP blev fundet forbindelser til den amerikanske spiontjeneste CIA.
“Ifølge den russiske efterretningstjeneste – FSB:s information har disse mennesker ulovligt indsamlet hemmelig forretningsinformation for et antal udenlandske olie- og gasvirksomheder”, hedder det i en pressemeddelande fra den russiske sikkerhedstjeneste.TNK-BP er Ruslands tredje største kapitalistiske olieseskab og blev grundlagt 2003 af brittiske BP og russiske TNK. Selskabet har ikke kommenteret begivenheden.

Varvara Semennikova : Et af jordens ældste menneske lever ikke længere

11 mars 2008 – - – - – -

 En af jordens ældste nulevende mennesker, Varvara Semennikova fra den russiske autonome republik Jakutien, lever ikke længere. Hun forlod denne verden i en alder af næsten 118 år. Det meddeler russiske medier.
Hun var næsten jævnaldrende med et anden kvinde :  Hryhorij Nestor som sov ind i december måned i en alder af 116 år. 
Idag fylder hun 130 år : Verdens ældste nulevende menneske

Varvara Semenikova kom til verden den 10 maj 1890 i Jakutien i det som da var Czar-Rusland. Hendes opskrift på at blive så gammel var frisk luft, naturlig mad og fysisk arbejde.

At hun ikke findes med i Guinness rekordbog forklares med at formaliteterne omkring hendes dokumenter er trukket ud på tiden. Men allerede i 2003 blev Semenikova udset til Ruslands ældste menneske.Hendes næsten 118 årige liv forløb fra Czarens tilbagestående feudalkapitalistiske imperium til et liv i verdenshistoriens første socialistiske samfund – hvor det mest avancerede sociale samfundsliv som menneskeheden havde oplevet , med arbejde til alle – 7 timer om dagen blev realiseret. Den socialistiske sovjetiske revolution førte til enorme sociale og menneskelige fremskridt og velfærd og mere end en en fordobling af levealderen hvis vi ser bort fra det nazistiske folkemord mod de sovjetiske folk 1941-45. Hun oplevede den blodige første imperialistiske verdenskrig der først for alvor stoppede efter at revolutionen i Czarrusland havde sejret . Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd.Kun eliten og revolutionært-uddanede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 21 år gammel og stadig student. Stalin var 11 år , mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 21 år.Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens og Dronning Dagmars miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker – efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Hun oplevede senere hvordan de sovjetiske ledere efter Stalin : Hrustchov, Brezhnev og de borgerliggjorte lag i det sovjetiske samfund – som altid blev støttet åbent eller skjult af de borgerlige stater i vest – ødelagde og nedbrød socialismen ved at opmuntre til egoisme, pamperi , materiel statusjagt og foragt for arbejdet gennem “selvforvaltnings”-reformer der styrkede det lag af ledere og direktører på virksomhederne og i forvaltningen , mens den socialistiske planøkonomien blev udhulet for til sidst at være en tom skal uden evne til at producere eller tilfredsstille folkets behov. Hun oplevede at den borgerlige-revisionistiske kontrarevolution førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Sovjet – først under Hrustchov-gruppens og senere Brezhnev-regimets statskapitalistiske “selvforvaltningsocialisme” som endte i Sovjets opløsning og indførelse af “den åbne liberal-kapitalistiske chockterapi” under den tidligere SUKP-leder Boris Jeltzin i Rusland – med visse afvigelser i de øvrige Sovjet-republikker. F.eks er de baltiske lande blevet sat i gang med en kapitalistisk udvikling gennem omfattende statsstøtte fra EU-systemet. Under Vladimir Putin har Rusland genoptaget visse statskapitalistiske former fra Brezhnev-tiden – - fordi den “frie liberale markedsøkonomi ” ikke har kunnet udvikle en holdbar folkehusholdning (samfundsøkonomi) uden statsstøtte som det også er tilfældet i Danmark idag og i Chile under Pinochet i 1970′erne som progressive chilenske økonomer har bekræftet. >

EU/USA’s anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat får følger:To områder i det tidligere Sovjet kræver anerkendelse

22 februari 2008 -

To udbryderstater fra Grusien på vej mod stats-anerkendelse.

Rusland har længe støttet disse områder som har stor russisk befolkning, men har afvist at anerkende de to autonome områder i Grusien som stater udenfor Grusien.

Begge områder: Abchazien og Sydossetien som idag er dele af den USA-støttede stat Grusien (eller Georgia som det hedder i angloamerikanske medier) ønsker selvstændighed.
Hvis det lykkes bliver der tre nye stater i Europa alene i år.

Abchazien har vedtaget en resolution om at bede Rusland, SNG og FN om anerkendelse.
En repræsentant for Ruslands Udenrigsministeium siger dog at Rusland ikke har til hensigt at anerkende de to grusinske provinser.
Derimod kan andre stater i det tidligere Sovjetunion – Hviderusland og Kirgizistan – tænkes gøre det, ifølge Ruslands repræsentant.
Begge provinser brød ud af Grusien i 1990′erne.

At det kommer netop nu er en følge af USA og EU’s anerkendelse af den serbiske provins Kosovo/Kosova.
Og Abchazien og Sydossetien vil sikkert ikke blive de sidste udbrydningsforsøg. De baskiske områder i Spanien, den franske ø Corsika, Skotland, i Italien findes der splittelsestendenser mellem nord og syd og hvorfor ikke Schleswig-Holstein som republik

Rusland : Tidligere minister under Jeltzin-regimet i fængel for million-bedrageri

20 feb 2008 – 17:55

Russisk eks-minister idømt fængselsstraf

Den tidligere minister i Boris Jeltzin-regringen, Jevgenij Adamov blev onsdag dømt til 5 og et halvt års fængsel for bedrageri af en russisk domstol. Han skal have taget millioner af rubel ud af statskasen da han var atomkrafts-minister 1998-2001.

Udover fængselsstraffen i Rusland anklager USA også Adamov for “fejlagtig brug af ni millioner dollar” som USA overførte som bidrag til Rusland for “sikkerhedsforbedringer” ved atomenergianlæg efter Sovjets opløsning i 1991
Eks-ministeren blev genstand for en tvist mellem USA og Rusland 2005, hvor han blev anholdt under et besøg i Schweiz. Han blev senere udvist till Rusland.

Kraftigt stigning i udenlandske kapitalistiske investeringer i Rusland

14.nov 2007

STRØMMEN AF KAPITAL IND I RUSLAND ØGER KRAFTIGT 

År 2007´s udenlandske investeringer i Rusland kommer at overstige 100 milliarder dollar, meddeler formanden for det russiske forbund for private industri- og erhvervsdrivende Aleksandr Sjochin.Det svarer til en stigning med 40 procent mod foregående år. Sammenlagt vil de akkumulerede udenlandske investeringarna løbe op i 200 milliarder dollar svarende til godt en billion kr..Sjochin betonede dog at der findes store mangler i statistiken. Det er svært at adskille hvad der er “russiske” pengre som svømmer frem og tilbage fra forskellige skatteparadis og hvad som er “ægte” udenlandske investeringar.KILDE:
itar-tass 14/11

Leo Tolstojs roman “Krig og fred” filmatiseret i stor europæisk samproduktion

23.nov 2007

- En ny filmatisering av Leo Tolstojs “Krig och fred” har skabt livlig debat på avisernes kultursider og i russisk radio.   

   Den 5. november begyndte TV-kanalen “Rossija” med at sende fire aftener med afsnit i spillefilmsformat af den nye version som er et mangenationalt projekt. Det italienske produktionsselskab Lux Vide har gjort serien for statslige RAI, men også TV-selskaber i Tyskland, Frankrig, Polen og Spanien er indblandede. Budgettet har været på 26 millioner euro, omkring 200 millioner , noget dyrere end den første Arn-filmatisering. Indspilningerne har udspillet sig i Baltikum og Sankt Petersburg. Skuespillerne er rekruteret fra forskellige lande. Russeren Vladimir Ilin spiller Kutuzov, Igor Kostolevskij spiller czar Aleksander I og Dimitrij Isajev har rollen som Nikolaj Rostov – men i øvrigt er rollerne gået til ikke-russere, hvilket næsten ikke mærkes i den professionelt synkroniserede russiske version. Andrej Bolkonskij spilles af italieneren Aleksander Boni, Pierre Bestuchov af tyskeren Alexander Beyer, Natasja Rostova af franske Clemence Poezi, gamle fyrst Bolkonskij af britten Malcolm MacDowell. Den europæiske samproduktionen er den fjerde filmatisering af Lev Tolstojs store roman. Den første film over Tolstojs roman blev lavet i Rusland i 1915 – en stumfilmsversion med den berømde Vladimir Gardin som trækplaster. Den anden var Hollywood-versionen fra 1950´erne med Henry Fonda som Pierre Bezuchov og Mel Ferrer som Andrej Bolkonskij og Audrey Hepburn som dennes hustru. Filmen blev meget populær i vest, men også i Rusland. I midten af 60´erne blev interesset for Hollywood-versionen dog slået ud af Sergej Bondartjuks version i fire afsnit. Bondartjuk selv spillede Bezuchov, hvilket en del kritiker anså var en fejltagelse. Målt med filmfabriken i Holywoods “box-office” filmproduktion var Bondartjuk film “litterær” med lange sekvenser hvor fortællerstemmen læser Tolstojs tekst. En del kritikere oprøres over hvordan vest-verdenen “mishandler” de russiske klassikere, mens andre istedet betoner værdien af at seerne i vest får et indblik i russisk historie og mentalitet udfra et ægte russisk værk. Den nye version kommer sikkert til at skabe en ny bølge af Tolstoj-interesse i vesten.  Horace Engdahl -  formanden for Svenska Akademien som hvert år uddeler Nobelprisen i Litteratur betegner Lev Tolstoj som “Kongen” i litteraturens verden.

Krig og Fred – Война и мир (Vojna i Mir) af Lev Tolstoj blev trykt første gang i 1865- 69 på russisk i Russkij Vestnik

 For de ikke russisk kyndige er “Krig och fred”  kommet i en ny engelsk oversætning af Richard Pevear og Larissa Volokhonsky.
“Krig og fred” udkom første gang på dansk i 1885, seneste udgave i 2004 oversat af Ann Bohr og Marie Tetzlaff på Gyldendal;




200 flere skyskrabere i Moskva på tegnebordet

17.nov 2007 * Ruslands kapitalistiske metropol og hovedstad Moskva vokser eksplosionsartet og har idag Europas største bilpark af millionær-mercedeser. Nu fremlægges der planer om at bygge omtrent 200 nye skyskrabere på mindst 35 etager frem mod år 2015, siger Vladimir Resin som er chef for byens bygnings-kompleks. Disse skal være grupperede i 60 forskellige skyskraberområder i byens periferi. Dessutom bygges der nu parkeringshus i Moskva for at klare byens millionflåde af personbiler. 130 000 pladser bygges allerede dette år og 70 000 tillkommer snart. Heller ikke boligbyggeriet i byen viser nogen synlige tegn på afmatning. Til 2010 skal 12 millioner kvadratmeter bygges og til 2020 70 millioner kvadratmeter. Årstakten ligger nu på 500 000 kvadratmeter. 
KILDE:vzgljad 17.nov 07

Inget drivhusklima i Sibirien: minus 50 grader i flere Sibiriske og fjernøstlige regioner

20.jan 2008

Ualmindeligt koldt i Sibirien og Fjernøsten  

Det unormalt kolde vejr i flere regioner af Sibirien og Fjern Østen, med temperaturer 12 til 14 grader lavere end normalt, blev mod slutningen af ugen mildere. Kuldedyk på ned til minus 50 grader Celsius forsvagedes, men meteorologerna advarer mod at kulden holder i sig til tirsdag.
I Republiken Tuva lukkede skolerne i tre dage da temperaturen lå på minus 39 og lavere.
I Jerzinski-jområdet lukkede skolerne ved minus 43. I Tuva må eleverne hvert år blive hjemme fra skolen på grund af kuldechockbølger.Kulderekordet blev noteret i byen Kuldur med minus -56 grader for 25 år siden.

Kilde: nyhedsbureauet

“itar-tass”

“Den unge Stalin” : Nyt murstensværk af Simon Montefiore dementerer tidligere borgerlige og trotskistiske myter om Sovjetlederen

Den del af Stalins livshistorie som belyses mest i Montefiores nye værk :tiden inden Oktober-revolutionen i 1917 og dannelsen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (senere Ruslands Kommunistiske parti (b)) og Stalins rolle i det hele, er tidligere blev beskrevet helt anderledes. Stalins rolle i revolutionen 1917 er tidligere ikke blevet tildelt særlig megen plads. Ifølge Montefiore beror det på at han på denne tid ikke var kendt udenfor den inderste kreds af revolutionærer samt at mange har købt Trotskijs stærkt politisk farvede billede af den revolutionære bolsjevik som en provinsiel middelmådighed og en magtliderlig psykopat. Uden tvivl demeterer Montefiore disse vulgære antikommunistiske myter og vrang-billeder af Stalin fordi de arkiver han har haft til adgang – blandt andet Stalin-arkivet – afkræfter det ensidige billede af Sovjet-lederen som vi er “opdraget” med i vesten. På samme måde som andre borgerlige ,men seriøse forskere og historikere med integritet – an outdoor mind, som amerikanerne siger – har måtte afskrive indholdet i de gamle vestlige historiebøger om Sovjetunionen på Lenins og Stalins tid som digt og feberfantasier.
Montefiore dementerer i interviews med aviser og Tv-stationer at mange af de hidtidige vestlige Stalinbiografier intet har med virkeligheden. Gang på gang – gentager han at Trotskij´s Stalin-”teser” ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og ligesom i forfatterens første Stalin-biografi er det billede som Montefiore formidler af Stalin mere kompleks og sammensat end tidligere vulgære sort/hvide billeder af den revolutionære kommunist som formidles af både borgerlige-socialdemokratiske medier, politikere og “forskere”.

Montefiore ser på objektet for sin forskning i en type af lys som gør den revolutionære bolsjevik mere menneskelig og tegner et billede af et sammensat menneske med mange talenter – helt forskellige fra de vulgære og ondsindede portrætter som de borgerlige medier, politikere og akedemikere tegner – blandt andre inspireret af revanschisten og den tidligere mensjevik Leon D. Bronstein alias Trotskij.

Først og fremmest er der grund til at understrege at forfatteren ikke er hverken revolutionær kommunist eller socialist, og slet ikke marxist, men hans værk giver et helt andet indtryk af den revolutionære socialdemokrat , kommunist og senere leder af verdens største og første socialistiske stat, fordi han ikke tager de tidligere borgerlige-reformistiske og trotskistiske Stalin-biografier for gode varer udover at forfatteren som alle jøder er bevidst om den rolle som kommunisterne spillede som redningplanke for Ruslands nationale mindretal , heriblandt de russiske jøder som ville have endt det samme sted som de tyske, polske og andre nazi-besatte europæiske landes jøder hvis Lenins og Stalins parti – det revolutionære kommunistparti havde tabt borgerkrigen og kampen om magten i Rusland – uden at glemme betydningen af udfaldet af den Anden Verdenskrig .

Det billede af den unge Stalin som toner frem i værket er langt fra det stereotype billede som vi har vænnet os ved. – Hvilket gør værket interessant.

Også Grover Furr har ud fra en ikke-kommunistisk position gennem hans forskning kommet frem til et andet billede af
Sovjetunionens og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder gennem næsten tredive år: Stalin and the Struggle for Democratic Reform/ DEl I (af Grover Furr)

Den danske overklasses hoforgan Berlingske Tidendes kommunistjæger Bent Blüdnikow skriver i en anmeldelse : “Hvad Montefiore fremmaner er ikke det sædvanlige billede af en ikke alt for begavet men magtliderlig person, men tværtimod en sammensat figur med stor begavelse.”

Soso alias Stalin som senere blev Onkel Joe med resten af verden , revolutionær, bolsjevik, kommunist , statsmand og internationale politiker er hovedperson i endnu et værk:

Tidligt opdagede hans omgivelser at han var udrustet til at blive noget specielt – et vidunderbarn, en l´enfant terrible – som både er intellektuel nysgerrig og lærerig, slagsbror, kordreng – digter – rebel – præsteseminarist – som udvikler sig til en speciel ung mand, men moderens drøm om at se sin eneste søn blive præsteviet bliver dog ikke opfyldt eftersom de kristne bønner og den teologiske eksercits på seminartiet keder “Soso”. Det var en stenhård religiøs skole som gjorde mange til ateister for livet.
Men den unge Stalin´s appetit for læsning og kundskab blev på ingen måde ødelagt, men han søger mod mere moderne og omstyrtende tanker der kunne forklare folkets elendighed og verdens uretfærdigheder. Det første han får fat i er bøger af forskellige typer.
På nætterne læser han forbudte bøger.

Marx og Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russiske klassikere og de russiske socialister, for eksempel Plechanov. Uden tvivl har den unge Soso også stiftet bekendtskab Marx og Engels .

Vi ved at Karl Marx værk Kapitalen udkom i mange gange flere eksemplarer i Rusland end i Marx eget hjemland . Faktisk beholdt Stalin livet igennem sin passion for litteratur ,læsning og dannelse og det udbredte billede af ham som en udannet og grov macho-diktator, er ifølge Montefiore fejlagtig.

Uretfærdighederne i Czarrusland – som Stalins hjemstavn Grusien var en del af – fører ham frem til en kommunistisk overbevisning og han bliver medlem af Ruslands Socialdemokratriske Arbejderparti RSDAP -. For at forsyne partiet med penge røver han banker – bliver Korrespondent – Forfører – Revolutionær – Søn – Mand og Fader og bliver en mesterlig politiker, uovertruffen Statsmand og ubestridt leder af den socialistiske lejr frem til hans bortgang i 1953.
Stalins forførende og sammensatte personlighed hvor den sjældne kombination af intellektuelle færdigheder, åndelig dannelse, indsigt i livets gådefuldheder og praktiske færdigheder giver os forklaringen til hvorfor han ikke bare forførte kvinderne , men også hvorfor Stalin blev det socialistiske Sovjets og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder i næsten tredive år. År efter år blev Stalin genvalgt med et overbevisende flertal ved afstemningerne i det sovjetiske kommunistparti (SUKP(bolsjevikerne)).

Og det er sikkert ikke langt fra sandheden at sige som USA´s præsident Eisenhower udtalte om Ho Chi Minghs vietnamesiske parti; at Stalin og det sovjetiske parti ville få “firs procent af stemmerne i et frit valg”

Bogen følger Stalin fra han blev født som Josef Vissarionovitsj Dzjugasjvili i 1878 og til med oktoberrevolusjonen i 1917. Kapitlet om revolusjonen dækker vel bare 50 sider og er i grunden det mindst interessante i bogen, og det er i tråd med Sebag Montefiores overordnede metode. Han er ikke optaget av revolusjonsteori og av forholdet mellom staten og revolusjonen, heller ikke av den anden internasjonales sammenbrud da de sosialdemokratiske parlamentsmedlemmene stemte for sine regjeringers krigsbevilgninger. Det var den internationale arbejderbevægelses største nederlag at den ikke klarede at forhindre udbruddet af første verdenskrig som i grunden Anden verdenskrig var en fortsættelse af.

* *
______ Originaludgaven : “Young Stalin” forfattet af Simon Sebag Montefiore og den norske udgave: Den unge Stalin * Oversætter (til norsk):Jorunn CarlsenKategori: Biografi Forlag: Cappelen, 498 sider 2007

Læs Aftenpostens interview med forfatteren

OM FORFATTEREN :

Simon Sebag Montefior kom til verden i London 1965, er historiker og journalist. Han tilbragte størstedelen av 1990`erne med att rejse rundt og rapportere fra det som tidligere var Sovjetunionen samt grave i de nyåbnede arkiver. Han har tidligare utgivit en lovprist biografi om “Potemkin: The Prince of Princes”. ___________ -
Sovjetunionens leder Josef Stalin genstand for endnu et værk.
* * * * *

Riz Khan -interview med forfatteren: Stalin – A new look? – 21 Jan. 2008

________Det følgende er et uddrag af et interview med Mr. Montefiore som Jan Eklund gjorde for Dagens Nyheters regning hjemme hos forfatteren :

Vi synker ned i nogle bløde sofaer i dagligstuen med et tilstødende bibliotek. Jeg skimter en drinkvogn. I det ene hjørne står et lille flygel med private fotografier bag sorte indramninger. Solen siver ind gennem vinduerne fra den stille gade. På den ene væg hænger et stort oliemaleri af den pudrede kejserinde Katarina den store (“ja, det er ægte 1700-tal”). Lige overfor hænger et endnu større maleri af en stram herre med pipskæg og stok (må være fra den anden halvdel af 1800-talet).
“- Det er min forfader sir Moses Montefiore. Hans slægt kom fra Italien. En meget bemærkelsesværdig og fremgangsrig mand. Han var bankier, omgik med kongefamilier og overdådige magnater. Men min far er læge. Nå, hvad skal vi tale om? JEG FORESLÅR Stalins ungdom – og hans egen.
“-Åh, siger han, min var ret lig andre drenge med bedre baggrund
Privatskolor, Cambridge, latterlige hatte og alt det dér. Jeg læste lidt af hvert på universitetet, blandt andet historie, tog hurtigt en eksamen og flyttede til New York. Der sad jeg på en investeringsbank i nogle år og kedede mig ihjel. Det kunne ikke være meningen med livet. I wanted to go crazy.”
Da Berlinmuren bliver revet ned i Europa 1989 var Montefiore 24 år gammel. Og da selv Sovjetunionen begyndte vise sprikker sagde den unge bratten op sin stilling fra banken og rejste derover. Det var da hans rigtige ungdom begyndte. Den unge Montefiore rejste rundt i de sydlige republiker omkring Sorte Havet og det Kaspiske Hav. Det eksotiske og østerlandske Rusland. Der Stalin fødtes og fyrst Potiomkin ekspanderade det russiske imperium i den anden halvdel af 1700-tallet.
“- Det var drømmeposition for en ung mand som ville skrive, siger han. Alle korrespondenter sad i Moskva. Og da det begyndte buldre i provinsen var jeg på den rette plads. SIMON SEBAG MONTEFIORE rapporterade til amerikanske New Republic och New York Times, brittiske Sunday Times og Spectator. De borgerlige intellektuelles husorgan. Og rejsen gik senere til et Baltikum i opbrud samtidig som Sovjetunionen blev opløst . Sådan fortsatte hans liv nogle år. Han fortæller at han var en håbløs romantisk eventyrere, rastløs og ude af stand til at slå sig til ro. En barndomsven beskrev ham som en krydsning mellem Woody Allen og Biggles. Og det var de jødiske slægtsrødder – foruden i Italien også i Baltikum, Polen og Rusland – som havde vækket lysten til at lære det vældige rige i øst at kende. Da Sovjet-unionen var kaputt og situationen lugnat ner sig började han skriva på sin första bok om Katarina den stora og Potemkin. Montefiore besøgte de trakter som furst Potemkin koloniserade i syd og det skabte konkretion og liv til en historie som ellers let kunne blive perukmæssig. Och han avlivade den seglivade myten om Potemkin som ett simpel pr-man och billig kulissmakare. Det var också en burlesk och oväntat modern kärlekshistoria. DEN BOKEN lästes i Kreml och öppnade vägen till Stalins arkiv. Montefiore befann sig vid rätt plats vid rätt tillfälle. De ryska arkiven var lukket indtil Sovjetlederen M. Gorbatjov besluttede at åbne dem. Men det er ikke hvem som helst som får tilladelse til at se dem.- Men kilderne om Stalin i Grusien overtraf mine vildeste fantasier. Han fiskade upp hemliga partidokument och polisrapporter, privata brev, kärleksmeddelanden, moderns nedtecknade minnen av sonen och nära släktningars skildringar. . . . Och modern var kärleksfull och såg till att pojken fick utbildning. DEN UNGE JOSEF gick på präst seminariet i Tbilisi. Det var en stenhårt religiös skola som gjorde många till ateister för livet. Om natten læste han forbudte bøger. Marx och Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russsiske klassikere. I de sena tonåren publicerade Stalin flera dikter under pseudonym. De var sensationellt bra och regnes stadig som mindre klassikere i Grusien. Den ældre Stalin ville ikke kendes ved dem. Nu findes de oversatte i Montefiores bok.

“- Det forklarar noget af den paradoksala respekt som Stalin altid kände for kunstnerer, siger Simon Sebag Montefiore.

Han læste ofte – ikke bara med censur for øje – men var mistænksom mod den .. .. . russiske modernisme og påbjöd social realism. Fast innanför västen klappade nog ändå ett romantiskt och klassiskt 1800-talshjerte. STALIN blev vist bort fra skolen 21 år gammel i 1899 og indledte en osannolik bana som oborstad revolutionär och bandit. Han var uppvuxen i ett våldsamt klansamhälle där det vara lika nära till sången och poesin som till vinet, nävarna och pistolen. Under hela 1900-talet fram till revolutionen levde han underjordiskt som en blandning mellan revolutionär, gangster och folkhjälte. Den unge Stalin lekte katt och råtta med tsarens hemliga polis, rånade banker, agiterade, utpressade, kidnappade och lät mörda avhoppare och spioner. När andra diskuterade teori i rökiga källare fixade handlingsmänniskan Stalin pengar till revolutionen. Och skickade dem vidare till Lenin i exilen. Under det största och mest spektakulära rånet i Tbilisi 1907 dödades över fyrtio personer (Stalins gäng kastade hemmagjorda granater mot czarens soldater). Det var en stor nyhet i verdenspressen men ingen vidste da hvem som der var hjernen bag kuppet. OCH HAN GIFTE sig men flydde snart hemmet och gjorde tonåriga tjejer på smällen men visade sällan eller aldrig ånger. Hans utdragna ungdom påminner om maffian, dagens etniska krigare eller religiösa extremister. Kunde bli en bra Hollywoodfilm. Ja, nickar Montefiore, förhandlingar pågår. – Visst var han en psykopat och ett monster. Men det var jo hvad vi lærte skolen og det siger ingenting. Stalin var en enestående personlighed og en ohyggelig slug politiker. Meget charmerende desuden. Og hans intellektuelle begavelse er havnet i skymundan därför att Lenin och Trotskij på ytan var så belevade och briljanta. Mange historikere har købt Trotskijs beskrivelse af Stalin som en butter buse och provinsiell middelmådighed. Man kan lika gärna påstå att han var en intellektuell och egensinnig bohem. Simon Sebag Montefiore ser inte någon avgörande skillnad mellan leninismen och stalinismen. Och han är inte heller forskartypen som vrider och vänder på teoretiska texter. Handlingarna och källorna får tala. Han ser lite trött ut när jag frågar om saken. “- Lenin hyllade våldet och tvekade inte att använda det som politiskt och personligt maktmedel. Detsamma gällde Stalin. De var väldigt överrens på den punkten och båda var skoningslösa. Trotskij hade inga invändningar. Däri låg den ryska revolutionens tragedi. MONTEFIORE SKILDRAR den ärorika stormningen av Vinterpalatset som en amatörmässig fars (motståndet var obefintligt). Och påstår att flere mennesker blev skadet under Sergej Eistensteins berömda filmatisering av revolutionen (“Oktober”) än när de röda verkligen intog palatset. Plundring och ett klassiskt ryskt fylleslag vidtog. I Nikolaj II:s vinkälllare fanns tokajer från Katarina den storas tid och rikligt med Château dYquem från den goda årgången 1847…Min timme är slut och Simon Sebag Montefiore sviktar nerför den branta trappan på lätta ben. Jag undrar vilka skatter som ryms på de övre våningsplanen – och om han har någon vinkällare – men frågar i stället om han inte tröttnat på alla lovord.- Jag forstår at du driller, siger han og skratter. Och visst kan seriøsa skænderier live op i tilværelsen. Men ærligt talt: en forfattare kan aldrig få tillräckligt med beröm.

DEn unge Stalin er på 392 sider og udkom 2007 Karl Pike anmeldte Young Stalin i britiske medier med bl.a disse ord:

In the early part of Young Stalin, Montefiore depicts the future leader – or Soso as Montefiore often calls him – as having a Fagan-like magnetism. He describes the town in which Stalin lived as Dickensian in nature and the stories of the man’s various terrorist attacks and robberies are all the richer for the imagery that Montefiore creates. This magnetism is what made Stalin so attractive to women and there were many conquests for the Georgian – all thoroughly dissected and dealt with in Young Stalin. If Montefiore strays into biographical hyperbole, it is momentary and quickly sobered with an obvious sign of Stalin’s dark and aggressive character. The ruler’s historical image of being the ‘grey blur’ in the Politburo, sneaking around waiting for Lenin to pop his clogs has always been seen as too blunt, too simplistic and too easy to explain as a way of avoiding a cruel man’s talents. Montefiore points out Lenin’s various spots of paperwork in the aftermath of the October 1917 revolution, with one in particular featuring what appears to be the handwritten names of two people who were – if you like – the first two names on the team sheet. Stalin features just below Trotsky at a time when many Bolsheviks, particularly exiled ones, had no idea who Stalin really was. The four most powerful men in Russia after the collapse of the February 1917 government were Lenin, Trotsky, Stalin and Sverdlov, although the latter dropped away after being absorbed in party matters.Montefiore manages, by the time we arrive at 1917, to have fleshed out Stalin as a comprehendible figure, allowing readers to understand why Lenin consulted with him on so many matters. He provided the Bolsheviks with funds when others were idealising in western Europe and he served time in Siberia when many were denying their true political mentality. Although his final rise was unlikely, he was very much a man of the time. Montefiore points out that had the tea drinkers – Bukharin and Kamenev – as Lenin called them succeeded over the hard men, Soviet Russia would have turned out very different. When Montefiore soars, he makes references to the continuity between Leninism and Stalinism, about how the two were inseparable and then draws the reader’s attention back to 19th century Stalin and the signs he was showing then. This is marvellous work, drawing new ties and reinvigorating old ones. More significantly, it points out new avenues which should be explored in the future.

UDDRAG AF YOUNG STALIN (Denver Post:

Spillet om Kaukasus´s naturrigdomme forsætter:

16.nov 2007

Spil uden halvleg i Kaukasus

The great game – “Det store spil” om fremtidens energiresourcer.økonomiske og militære positioner fortsætter uden ophold. Det sidste er at EU har indgået avtal med Turkmenistan om att “studere” muligheterne for gastransporter gennem det Kaspiske Hav ud til andre europæiske lande via Azerbajdzjan-Gruzja (georgia). EU lover godt betalt , siger Andris Piebalgs som er EU:s energikommissær. Betalt af EU´s skatteydere.
Fra russsisk side tager man det roligt på oplysningen. EU:s gasbehov forventes stige til 700 milliarder kubikmeter år 2015. Hele den turkmenske produktion er 70 milliarder kubikmeter, hvorav Gazprom idag køber 45 miljarder, 8 miljarder eksporteres til Iran og resten forbruges lokalt. (Turkmenistans reserver er 2-7 billioner kubikmeter.)
Men energi-spørgsmålet, USA´s og EU´s forsøg på at tegne nye streger på det geopolitiske kort over Kaukasus og omkring det Kaspiske Hav er uden tvivl benzin på turbulensen i området. Efter Præsidentvalget i Gruzja (Gruzínská republika) den 5 januari sætter oppositionen spørgsmålstegn ved stemmeoptællingen, mens presidentvalget i Armenien den 19. februari anses for meget uforudsigeligt. Azerbajdzjan og Gruzja ruster febrilt med amerikanskt støtte, samtidigt som store dele af den russiske militære potentiale i Kaukasus koncentrerats till Armenien. Et muligt skærningspunkt bliver atter igen Nagorno Karabach hvor spændingen stiger.
Følgerna af valget i Kosovo i Serbien, hvor det styrende PDK står på klare chauviniske positioner og måske vil udråbe selvstændighed fra Serbien – støttet af 35-40 procent af de afgivne stemmer med 40 procents valgdeltagelse – med støtte fra Washingtons og Bruxelles, kan blive fulgt op af en umiddelbar opsplitning af Gruzja (Georgia) i mindst tre forskelige stater.
Kilde: vzgljad

Bronze-statuen i Talinn: Befrielsesmonumentet i Estland flyttet

1 maj 2007 – 10:08

Symbolet på sejren over fascismen i 1945: Bronzesoldaten “Aljosja” i Talinn´s centrum er under store protester fjernet fra hans plads i Talinns centrum. 

Stout, ydmyg og stolt på samme tid stod “Aljosja” – symbolet for Estlands befrielse – og vogtede ved gravpladsen og mindelunden for de tusinder af Røde Hær-soldater der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland i næsten 60 år – indtil Estlands EU-og Nato-støttede regering besluttede af grave de jordiske rester af Røde Hær-soldaterne op og flytte “Aljosja” til en mere “ydmyg” plads i byens udkant.

      
Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landene ledende ledende politikere til at gøre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klassser var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens revolutionære kommunister , jøder og slaviske undermennesker. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941.
Siden 1991 har de officielle medier i Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -

At påstå at Gorbatjovs og Brezhnevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper har taget “propagandaløgnen om “kommunismens død” for gode vare. Og gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, men også borgerlige antikommunister har følt sig opmuntret og bekræftet i deres opfatning om at “vi havde ret” i “krigen mod Stalins Sovjet i 1941″ og i oprettelsen af “jerntæppet” og støtten til de antikommunistiske hekseprocesser og den kolde krig mod “kommunismen” efter Churchillis “jerntæppetale i 1946.
Derfor ser de nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren”. historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og i de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet som skulle forsvare de omfattende “reformer” af politik,økonomi og arbejderklassens magtpositioner i Sovjet og andre lande førte til nedbrydelsen af planøkonomien og styrkelsen af “direktørernes” positioner. Det var en udvikling – som som for alvor tog fart med Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – der opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og en styrkelse af den reaktionære kristen-katolske kirke især i Polen og Ungarn.
Nu fulgte “Jøde-progromer” i blandt andet Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.

Talinn: “Aljosja” Røde Hær-soldaten står i Talinn´s centrum som Monument over Estlands Befrielse fra nazi-tysk besættelse, terror og barberi i 1945. Mindelunden med gravpladsen og monumentet opførtes i 1947 som et minde om de tusinder af soldater fra den Røde Hær der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland. 2007 besluttede den estniske regering – hen over hovedet på den antifascistiske opinion og trods voldsomme folkelige protester at flytte hele mindelunden, opgrave de jordiske rester efter de antifascistiske martyrer og flytte monumentet til afsidesliggende plads i byens udkant.
Flytningen af Aljosja er også i strid med Geneve-konventionen som både Estland´s regering og deres alierede i EU og USA har skrevet under på.
Men i denne sag behøver man åbenbart ikke at vise respekt for internationale konventioner som man elers bekender sig til. Og det er åbenbart ikke noget nyt : Fangelejren i Guantanamo på Cuba hvor USA´s regering holder krigsfanger i strid med Genevekonventionerne viser det. For at omgå de internationale konventioner om krigsfanger kalder USA´s regering og medier fangerne for “illegale kæmpere”.

Levninger efter ni soldater fundet  

Levninger af ni sovjetiske soldater er fundet ved de udgravninger som den estniske regring beordrede for at flytte “Aljosja” – Befrielsesmonumenmtet i Talinn´s centrum, til en krigskyrkegård udenfor byens centrum. Det oplyser pressetjenesten ved det estniske forsvarsministerium,ifølge det russiske nyhedsbureau RIA. Udgravningerne skal fortsætte frem til midten af maj indtil alle rester er fundet. I slutningen af juni planlægges en gen-begravning af ligresterne ved det befrielses-monumentet, som offentligheden fik adgang til igen i går.
Antinazistisk Mindesmærke i Talinn vækker stærke følelser

Folkeforsamlinger forbydes i Tallinn

1 maj 2007 – 12:08 Efter opløben i sidste uge i Tallinn i forbindelse med den regeringsbeordrede flytning af det antifascistiske befrielses-monumentet – Røde Hær Soldaten i Bronze forbydes alle offentlige forsamlinger og salg af alkohol i den estniske hovedstad frem til den 11. maj.

Estlands myndigheder vil :”øge sikkerheden i forberedelse til den 9 maj”. Den dag er estnisk og russisk befrielsesdag og den Røde Hærs sejr over Nazisttyskland i 1945 fejres, og i Tallinn er den i seks årtier blevet højtideligholdt ved dette monument.

Store grupper af antifascister vil den 9 maj også demonstrere mod flytningen af Befrielsesmonumentet og kræve at statuen skal stå på den plads den har stået på i 60 år.Især russiske aktivister gik på gaden for at protestere
Russisk besøg ved statuenDen parlamentsdelegation fra den russiske Duma som besøger Tallinn lagde tirsdag en krans fremfor den bronzesoldaten på krigskyrkegården.
Begivenheden vakte en vis forbløffelse i Tallinn og blev hovednyheten i de estnisk spogede medier.Tegn på acceptFor Estlands regering lär den symboliska handlingen vara välkommen. Den kan tolkas som att Moskva, eller åtminstone duman, accepterar det kontroversiella beslutet att flytta statyn från innerstaden till kyrkogården.Kransnedläggningen skulle också kunna ses som en uppmaning till den ryska minoriteten i Estland att besöka monumentet på dess nya plats och upphöra med de våldsamma protester som följt på flytten.USA och Nato stöder Estland 3 maj 2007 – 20:24

Nato och USA visar nu sin støtte til Estland i den pågående konflikten med Ryssland. 

Flytten av gravmonumentet fra anden verdenskrig er et internt anliggende for Estland, siger Natochefen Jaap de Hoop Scheffer.

Rusland opfordres att sluta med IT- attackerna mot estländska departement och myndigheter, samt att skydda den estländska ambassaden i Moskva i enlighet med Wienkonventionen.

Ruslands utrikesminister svarar på kritiken och kræver omedelbar adgang til de russiske statsborgere som er arresteret i Tallinn

Flyttad staty restes i Tallinn *30 april 2007 – 20:38 Bronze-Statuen af Røde Hær-soldaten som blev flyttet fra centrum av Tallinn restes i dag på en stor krigskyrkogård hvor fortrinsvis russiske soldater fra den Anden Verdenskrig hviler. Allmänheten fick omedelbart tillträde till monumentet.Flytten av statyn i förra veckan utlöste upplopp i Tallinn med skadegörelse och plundringar.Premiärminister Andrus Ansip får nu kritik även bland ester för flytten av statyn, rapporterar TT. Regeringen anklagas bl.a. för att medvetet ha provocerat fram de ryskspråkiga ungdomarnas skadegörelse.Gick lugnt tillNär statyn restes gick allt helt lugnt till. Det var inte många andra än journalister som var på plats. En officiell genindvielse av den 2,5 m höga statyn sker i nästa vecka, i sambande med minnesdagen för Nazitysklands kapiltulation.
Statyn står nu på en stor krigskyrkogård utanför Tallinns centrum, där främst ryska soldater från andra världskriget vilar. Själva statyn kom alltså på plats i dag. Det stenmur som också ingått i monumentet beräknas vara på plats i juni.Öppen för allmänhetenRegeringen har hela tiden hävdat att detta är den rätta viloplatsen för de soldatstoft som de senaste dagarna grävts upp invid en busshållplats i innerstan.Krigskyrkogården och statyn är från och med nu tillgängliga för allmänheten.Hittade gravarI dag meddelade det estniska försvarsdepartementet att man funnit nio kistor vid utgrävningar där statyn tidigare stod invid en busshållplats.Kvarlevorna ska identifieras och stoftet efter eventuella soldater kommer att flyttas till krigskyrkogården.Polisen grep ungdomar i Narva 29 april 2007 – 14:20Estnisk polis grep i går 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Orsaken var, enligt polisen, att cirka 100 tonåringar som samlats utanför ett läroverk började skrika glåpord och uppträda aggressivt.På lördagen inleddes de omstriddda utgrävningarna av sovjetiska soldatgravar i Estlands huvudstad Tallinn.Regeringens beslut att gräva upp stoften och flytta dem till en krigskyrkogård har bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn som bl.a. spridit sig till städerna Narva och Johvi i nordöstra delen av landet.Lugnt i TallinnUnder natten grep estnisk polis 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Det var tonåringar som hade samlats utanför en skola och skrek slagord och uppträdde aggressivt.Natten till söndagen blev däremot relativt lugn i Tallinn efter de senaste två dygnens våldsamma upplopp.Polisen gjorde bara enstaka gripanden, medan man de två föregående nätterna tagit in sammanlagt omkring 800 personer.Vädret bidrogPolisens massiva tillslag tidigare i kombination med kyligare väder tros ha bidragit till att gatorna i Tallinn var relativt tomma under natten till söndagen.Sent på lördagskvällen kom ett uttalande från den organisation som företräder den ryska minoriteten i Estland, där man fördömde de upplopp som ryskspråkiga ungdomar legat bakomEstlands regering: Rätt flytta statynPublicerad 29 april 2007 – 18:04 Estlands regering avvisar kategoriskt alla anklagelser om att felgrepp från dess sida skulle ha bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn.Att flytta bronssoldaten var rätt, sade utrikesminister Urmas Paet i dag.-Det enda vi kan se nu är att det borde ha gjorts tidigare. Oron kring monumentet började för ett par år sedan. Beslutet hade varit mindre smärtsamt då, förklarade Paet.Efter två nätter med upplopp i Tallinn blev natten till söndagen relativt lugn. Polisen grep bara några enstaka.

Bronsstatyn återinvigs 8 maj29 april 2007 - 

Estlands försvarsminister Jaak Aaviksoo sade i dag att bronsstatyn, krigsmonumentet som flyttades, officiellt ska återinvigas den 8 maj.Statyn ska då ha satts på plats på en krigskyrkogård i Tallinn. Just nu hålls statyn gömd på hemlig plats.Efter den senaste tidens bråk i Estland är utrikesminister Urmas Paet orolig för den estniska ambassadens säkerhet i Moskva.-Vår personal kan inte röra sig fritt, säger Paet och anklagar Ryssland för lögner om fascism i Estland.Lugnt i TallinnUnder natten grep estnisk polis 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Det var tonåringar som hade samlats utanför en skola och skrek slagord och uppträdde aggressivt.Natten till söndagen blev däremot relativt lugn i Tallinn efter de senaste två dygnens våldsamma upplopp.Polisen gjorde bara enstaka gripanden, medan man de två föregående nätterna tagit in sammanlagt omkring 800 personer.Vädret bidrogPolisens massiva tillslag tidigare i kombination med kyligare väder tros ha bidragit till att gatorna i Tallinn var relativt tomma under natten till söndagen.Sent på lördagskvällen kom ett uttalande från den organisation som företräder den ryska minoriteten i Estland, där man fördömde de upplopp som ryskspråkiga ungdomar legat bakom.

Soldatgravar öppnas i Tallinn28 april 2007

På lördagen inleddes de omstriddda utgrävningarna av sovjetiska soldatgravar i Estlands huvudstad Tallinn.Regeringens beslut att gräva upp stoften och flytta dem till en krigskyrkogård har bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn.Flytten av monumentet bronssoldaten på fredagen ökade vreden bland de ryskspråkiga ungdomarna.Natten till lördagen gick ryska ungdomar åter bärsärkagång i Tallinn och möttes av kravallpolis. Ett 60-tal människor skadades och ca 600 greps.Innan de kontroversiella utgrävningarna av de ryska soldatgravarna inleddes hölls en mässa för de döda som leddes av en ortodox och en lutheransk präst. Kvarteret där gravarna ligger var noga avspärrat och bevakat av polis.I natt väntar sig polisen att nya kravaller ska bryta ut i staden och avspärrningar har upprättats. Hårdast bevakat är parlamentet på Domberget. Det har spärrats av som rådde det inbördeskrig, rapporterar TT:s utsände.

Tio skadade i fortsatt oro i Tallinn 28 april 2007 – 00:21 Ett hundratal människor skadades och cirka 600 greps vid fortsatta oroligheter i Estlands huvudstad Tallinn i natt. Det rapporterar SVT:s utsände på plats, Hasse Svens.Även i staden Johvi 160 km nordöst om Tallinn drog flera hundra personer runt och slog sönder fönster på byggnader och bilar. Balladen begyndte om torsdagen efter flytten av ett monument i Tallinn över sovjetiska soldater som stupade i andra världskriget. Flytten har väckt starka reaktioner i Moskva och bland Estlands ryskspråkiga befolkning. I estlands huvudstad samlades i går kväll stora grupper av estniska och ryska ungdomar som följde efter varandra på gatorna och skrek “Ryssland, Ryssland” eller “Estland, Estland”.En del av demonstranterna viftade med flaggor medan andra kastade stenar och flaskor i flera timmar innan de skingrades av polisen.Kravallutrustad polis med vattenkanoner, gummibatonger och ljudbangar skingrade vandaliserande grupper som slog sönder fönster på konstakademien i centrala Tallinn och plundrade spritbutiker i närheten.28 april 2007 – 09:45 Det estniska centerpartiet, som är i opposition till regeringen, är kritiskt till att statyn över fallna Sovjetsoldater i Tallinn flyttadesC-ordföranden Edgar Savisaar skrev i går på sin blogg att flytten ökar spänningen mellan landets estnisktalande majoritet och den ryskspråkiga minoriteten.Savisaar befarar att händelserna i Tallinn bestående skadar integrationen av minoriteten. “Vanliga arbetande ryssar har förlorat tilltron till staten.

” Många av centerns anhängare tillhör den rysktalande minoriteten. 25 april 2007 * Estere mod flytning af bronzeoldatNästan hälften – 49 procent – av alla estländare är emot regeringens planer på att flytta ett sovjetiskt krigsmonument i Tallinn till en krigskyrkogård. 37 procent är för, enligt en enkät bland 1.001 personer.Omstridt statue i Tallinn

Bland ryskspråkiga och andra icke- ester är hela 86 procent emot flytten, rapporterar tidningen Eesti Päevaleht i dag.Estlands ryskspråkiga invånare vill behålla statyn som en symbol för den sovjetiska segern över den tyska naziarmén i andra världskriget. Segerdagen den 9 maj firas alltid där. 

26 april 2007 * Oroligt vid krigsmonument i TallinEstnisk polis använde batonger och tårgas för att tvinga tillbaka de demonstranter som attackerade polisens avspärrning kring ett omstritt sovjetisk monument från 2:a världskriget.Blandade känslor i EstlandEnligt nyhetsbyrån Reuters hade folkmassan under torsdagskvällen vuxit från ett hundratal till runt tusen personer som protesterade mot att sovjetiska soldatgravar grävs upp.Rysk UD har i dag protesterat mot de estniska planerna att flytta gravarna.Men i Estland betragtes monumentet af mange som et symbol for den sovjetiske ockupationen.

26 april 2007 * Ryska UD varnar Estland – -I Tallinn planerar estniska myndigheter att göra utgrävningar kring ett omstritt sovjetiskt krigsmonument och flytta det. Nu protesterar ryska UD.Vi ser de estländska myndigheternas aktiviteter som ett försök att skriva om historien om andra världskriget. Det som händer kommer att påverka de fortsatta relationerna med Estland, sade en UD-talesman i Moskva i dag.Polisen spärrade i morse av området kring den sk bronssoldaten, där utgrävningar av sovjetiska soldatgravar ska inledas. De kvarlevor som hittas ska flyttas till en krigskyrkogård.Enligt lokala medier fanns mellan två och tre hundra poliser på plats. Regeringen vill även flytta statyn, men den ryska minoriteten vill bevara den som symbol för den sovjetiska segern över nazisterna i andra världskriget.Demonstranter ska ha tvingats bortEnligt dagstidningen Postimees tvingade polisen bort några rysktalande aktivister som vägrade lämna området. Senare rådde lugn och den stora polisstyrkan ersattes med säkerhetsvakter från ett privat bolag.Premiärminister Andrus Ansip sade till den estländska televisionen att regeringen ännu inte fattat det definitiva beslutet om flytt av bronssoldaten.

Bakgrund

Bronssoldaten i Tallinn sattes upp 1947 till minne av stupade Röda armé-soldater, som hade varit med och drivit ut Hitlers naxitrupper ur staden tre år tidigare.På sovjettiden firades “befrielsen” högtidligt invid bronssoldaten varje år den 9 maj. For fascisterne og for mange reaktionære estere var det stødende, eftersom de opfatter befrielsen – fascismens nederlag og uddrivelsen af de nazistiske besættelsen styrker som begyndelsen på “sovjetisk besættelse”. De opfatter statuen som et symbol på undertrykkelse og ikke befrielse. Og det er uden tvivl også derfor art den reaktionære Estiske regering beordrede den provokative flytning af Bronzesoldaten uden hensyn til den antifascistiske opinion.
Efter protesterne og balladen den 9 maj sidste år mellem estniske skinheads og unge aktivister hvoraf mange var etniske russere erklærade Statsminister Andrus Ansip att monumentet måste flyttas eftersom “det splitter samfundet”.TT

En død og 60 skadede i Tallinn-protester -

27 april 2007 *  Nattens oroligheter i Estlands huvudstad Tallinn krævede livet på en 21-årig deminstrant og ca 60 personer blev skadet. Oprindelsen var myndigheternas beslut att flytta ett monument over sovjetiske soldater som faldt under befrielsen af Estland i slutningen af Anden Verdenskrig.

Estlands brutale nedkæmpning af protesterne mod flytning af “Aljosja” har vækket internationale protester :Her unge som i en sørgemarsh foran Estlands ambassade i Moskva for at hædre minnet af den russisk talende 21-årige ester som døde efter de estniske myndigheders brutale bedkæmpning af protester i Tallinn. På tranperanten står der: “I vil blive stillet til ansvar for en russisk helt!”

Den estniske premiärministern Andrus Ansip fördömer upploppet som en kriminell handling som inte har med minnet av dem som stupade att göra.Omkring 1.000 personer hade samlats för att protestera när situationen urartade i kravaller med förstörelse i stora delar av Tallinns innerstad.

Monumentet står nu på hemlig plats.

Foto: Timur Nisametdinov.

Ska Polen följa Estland?

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje iblandt Nato- og EU-landet Polens ledende politikere til at gøre en “revanchistisk revision” af landets nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den den Røde Hærs befrielse af landet er tilstede.
Men også i Polen er den histioriske bevidsthed ikke vasket helt “hvid og ren” trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet som for alvor tog fart i 1956 med den Hrustjov-stątte Gomułka-gruppes magtovertagelse.

I Litauens kritiserede talsmanden for parlamentet Viktoras Muntianas den 2 maj de estniske myndigheder for “dårlige forberedelser” af “nedmonteringen af Bronzesoldaten. “Det er meget svært for en almindelig russer at forstå tale hvor befrielsen kopples til besættelse”, sagde Muntianas.
Uttalandet fulgtes dog op af en udtalelse fra Statsminister Kirkilas med henvisning til præsident Adamkus hvor EU kritiseres for at have undladt at støtte den Estiske regering tilstrækkeligt.
Samme piruetter noteres fra Polen hvor den polske generalkonsul i S:t Petersburg udtalte at “ingen tænker fjerne gravpladsr og monumenter over sovjetiske soldater i Polen” , ifølge interfax 2/5 – hvilket fulgtes af helt andre toner fra Warzawa af kulturminister Kaziemierz Ujazdowski som siger at den polske regering er igang med at udarbejde et program for at “flytte” monomenter fra den socialistiske æra. Et af de førsta monumenter som skal flyttes er et monument i Warszawa som hylder samarbejdet mellem Armia Ludowa den polske folkehær og den Røde Hær i befrielsen av Polen.
I Polen findes sammenlagt 561 monumenter over den Røde Hær og 638 soldatergravpladser. I Katowice har man nyligen rest en staty over USA´s tidligere præsident Ronald Reagan och nu vill de lokala myndigheterna flytta på ett sovjetmonument på Frihetstorget.
Den såkaldte “Katynkommité” kræver en mere systematisk nedmontering. Det er en skam at polske skattebetalare skal betale for vedligeholdelsen af 2 000 sovjetiske monumenter, anser denne kommité som består af pårørende til polske officerer som Goebbels anklagede Sovjetunionen for at have slået ihjel.
Det findes ialt c:a 4 000 sovjetiske krigsmonumenter i Central- og Østeuropa hvor 2,5 millioner Røde Hær soldater ofrede livet i befrielseskrigen mod Anti-Kominternpagtens styrker . I Tjekkiet og Slovakiet er disse monumenter under statens beskyttelse og der er kun rapporteret nogle enkelte tilfælde af vandalisme – trods den voldsomme antikommunistiske propaganda mod Stalin´s Sovjet siden 1956 i Tjekkoslovakiet.
I Tyskland har forbundsrepubliken siden 1993 påtaget sig vedligeholdelsen af de sovjetiske mindesmærker, men vandaldåd har forekommet. I Bulgarien ville myndigheterne i hovedstaden Sofia 1996 fjerne en 16 meter højt monument over den Røde Hær, men den bulgarske Højesteret satte en stopper for nedrivningsplanerne. I Ungern forsvandt de fleste monumenter saklöst i början av 90-talet och en del samlades i en park utanför Budapest. 200 000 personer har skrivit på en petition för att avlägsna ett monument som ännu står kvar i centrala Budapest. I Litauen åtnjuter de sovjettida monumenten ännu statens skydd, men nya uttalanden av president Adamkus tyder på att en demontering kan bli aktuell.
Sovjetiska krigsmonument finns också i Holland, Norge, Finland, Österrike, Frankrike, Jugoslavien och Rumänien.
interfax 2/5, itar-tass 3/5

Anholdte fik tæsk i Tallinn

Estlands politi anklagas för brutalitet i samband med gripandena vid upploppen i Tallinn. Vittnen berättar om hur de blivit misshandlade i de tillfälliga arrestlokalerna.
Polisens arrrestlokaler har inte räckt till för att ta emot alla personer som greps under oroligheterna på fredag kväll. Polisstyrkorna tog fast åtminstone 600 personer.
Ett lager strax invid D-terminalen i Tallinns hamn har därför fått tjäna som tillfällig arrestlokal. Dit hamnade också Priit Utsar, 34, när han blev gripen på väg hem från en pub i Gamla stan.
Jag hade passerat platsen där statyn hade stått när jag hörde att polisen skrek någonting. I nästa ögonblick blev jag gripen av tre poliser som pressade mej mot stängslet och bakband mej, säger han till Huvudstadsbladet.
Efter det fördes han till lagret vid D-terminalen och beordrades på ryska av en hjälppolis att sätta sig ner.
När Priit Utsar förklarade att han är oskyldigt gripen blev han slagen med batong och beordrad att sätta sig ner.
Jag lydde men eftersom jag har dålig blodcirkulation i benen så reste mej upp efter en stund.
Det resulterade i att två poliser med kravallutrustning sprutade tårgas i ansiktet på honom. Priit Utsar släpptes efter knappt två timmar i fångenskap och sökte sig sedan till sjukhus för vård.
Priits berättelse är inte den enda som vittnar om övervåld. På tidningen Postimees ryska sajt skriver signaturen slavikus 75:
I går togs jag av polisen när jag var på väg hem. De föste iväg mig med batongerna. Fällde mig med ansiktet mot asfalten, vred om armarna på mig och förde mig till D-terminalen, till en barack där det fanns 300 personer, eller flera. Och tro mig, mer än hälften av dem var helt vanliga människor. Många reste sig upp när de inte längre kunde sitta på huk. De blev genast omkullslagna och misshandlade. Det fanns också många ester där, de blev ännu värre slagna än våra bröder, en slogs i ansiktet så att han blödde trots att han inte hade visat någon aggressivitet. Det fanns också några utlänningar där, från Danmark eller Tyskland. En av dem var över 60 år. Han bad att man skulle förklara honom hans rättigheter och då misshandlades han av två poliser. Inför ögonen på alla slog man hans huvud mot väggen så han började blöda och sedan misshandlades han med batong, skriver slavikus 75.
TT:s Arne Bengtsson har träffat den ryske aktivisten Jurij Zuravljov som greps sent fredag kväll:
Jag såg folk som blev slagna i huvudet. Blod flöt. Ett par unga pojkar intill mig fick batongslag mot hjärttrakten. Även flickor misshandlades, säger den 33-årige Juri Zuravljov.
Polisens talesman Harry Puusepp säger till Interfax att ingen har slagit ungdomarna.
De har behandlats artigt, fastslår Puusepp enligt den ryska nyhetsbyrån. Riksåklagare Norman Aas tillbakavisar också uppgifterna om misshandel. Vi var som mest 450 personer i den lokal dit jag fördes, berättar Zuravljov och visar en video tagen med mobiltelefon när ungdomarna sitter med handfängsel. De som ställde sig upp blev slagna på fötterna, säger Zuravljov.
Försvarsminister Jaak Aaviksoo sade vid en presskonferens i går att militär personal medverkat i polisaktionerna men att försvarsmakten som sådan inte varit inblandad.
De flesta av de gripna har släppts etappvis. I går meddelades att av samtliga cirka tusen gripna sitter 46 häktade och förundersökning pågår mot dem. Flera misstänks ha gjort sig skyldiga till uppvigling, vilket kan ge upp till fem års fängelse.
nils-erik friis/hufvudstadsbladet

Bronssoldaten “återinvigs” 8 maj
Statyn som flyttades från Tönismägi i centrum av Tallinn har ställts upp på en krigskyrkogård utanför Tallinn och där ska det hållas en högtidlig ceremoni i morgon tisdag den 8 maj, dagen före den sovjetiska segerdagen.
Genom valet av dag markerar Estland inte bara landets övergång till de västallierades läger (i väst firas traditionell segern i andra världskriget 8 maj).
I en talande formulering från Estlands UD heter det att det inte blir en ceremoni “för att inviga minnesmärket över soldaten-befriaren … Det blir en minnesceremoni till offren för andra världskriget”.
Till dessa offer hör naturligtvis även Estlands egna stupade SS-soldater likväl som till exempel … Adolf Hitler.
Ryssland kommer inte att sända någon representant till ceremonin i Tallinn.
regnum.ru 3/5, strana.ru 7/5

Bronze-soldaten på den internationale dagsorden
Striden mellem Rusland og Estland om flyttningen av “Bronssoldaten” i centrala Tallinn fortsætter nu både i Estland och på ett internationellt plan. Moskva har tagit upp frågan i FN medan Estland ber EU-kommissionen om stöd.
Ryssland beskyller Estland för att vanhelga minnet av de sovjetiska soldater som stupade i befrielsen av Baltikum. När de sovjetiska trupperna kom till Tallinn vajade den estniska fanan på Långe Herman och bredvid den en mycket större hitlertysk fana med hakkorset.
Estland var det enda land i världen där en fascistisk regering kommit till makten med stöd av en majoritet i allmänna val. Landets premiärminister Uluots under tysk ockupation uppmanade 7 februari 1944 i ett berömt radiotal unga ester att ansluta sig till SS, vilket också 32 000 gjorde. Estland var till skillnad från de andra baltstaterna ett land där ingen partisanrörelse mot den tyska ockupationen förekom.
Genom estnisk försorg hade landet redan tidigare gjorts “judenfrei” och kommunistfritt. De spärrades in och avrättades.
Dagens estniska stat betraktar sig som en arvtagare till den fascistiska stat, som krossades i september 1944. När president Ilves säger att de sovjetiska soldaterna kom som förtryckare är det en sanning som behöver viss modifikation. De estniska SS-soldaterna benådades i stor utsträckning, mens eksempelvis hver eneste dansker som har tjent i SS blev idømt fængelsstraff i storleksordningen ett till två år. Ud af de 1050 estniske nazikollaboratører som NKVD anholdte i 1946 blev 993 personer løsladt .
Den diskriminering som den rysktalande befolkningen (c:a 30 procent) utsätts för i Estland är en direkt fortsættelse av den fascistiske racepolitik.
Estland å sin sida kommer nu med anklagelser om att Ryssland blandar sig i landets angelägenheter. Till varje pris vill man måla upp ett ryskt hot. President Putins kansli anklagas för att ägna sig att hacka estniska myndigheters hemsidor. Ryssland anklagas för att ha stoppat oljeleveranserna etc.
Om det har funnits funderingar på rysk sida att inleda handelssanktioner så tycks dock de tankarna ha svalnat. Oljan till Estland går på transit, så ett leveransstopp drabbar knappast Estland alls. Handeln mellan länderna är också marginell.
De enda sanktionskraven i skrivande stund är den estniske utrikesministern Urmas Paet krav att EU ska införa sanktioner mot Ryssland. Dessutom försöker esterna – liksom Sverige – att försena den tysk-ryska gasledningen Nordstream.
“Hotet” mot den estniska regeringen och presidenten kommer inifrån men man försöker oskadliggöra det genom att tala om marodörer som dirigeras från Ryssland. I själva verket var 40 procent i det estniska parlamentet emot flyttningen av “Bronssoldaten” och en majoritet av befolkningen. Med hänvisning till “hotet från Ryssland” kan de effektivt tystas.
At Rusland vælger at rejse sagen i FN er ingen tilfældighed. Der bliver det efter en saglig granskning meget svært at komme udenom Genève-konventionernes stadganden om krigstidige grave. Artikel 34 i tillægsprotokoll 1 fra 12 augusti 1949 foreskriver at krigstids grave bare må flyttes efter overenskommelse mellem de “krigførende parter”. Estland som selv betragter sig som en sådan part har valgt at åbne 12 soldatergrave uden først i mindst fem år at have forsøgt at nå en overenskommelse, som det er påkrævet ifølge Genèvekonventionen.
Trods at man fra russisk side har detaljerede uppgifter om de soldater som finns begravda på Tönismägi under bronssoldaten väljer Estland nu att betrakta dem som “okända” – som om den ryska sidan skulle ljuga om sina egna krigsgravar. För att de ryska anhöriga ska kunna återbörda kvarlevorna till Ryssland krävs att de individuellt ansöker hos den estniska regeringen och dessutom genomgår DNA-kontroll, hvilket er en helt anden procedure end den Genèvekonventionerna foreskriver. En russisk parlamentarisk delegation som nyligen besökte Tallinn fick inte tillträde till platsen för utrgävningarna.
Ryssland säger sig dock nu offeiciellt vilja medverka till att kvarleverna av soldaterna från Tönismägi återbördas till Ryssland.
Beträffande den ryss som knivhöggs till döds under kravallerna säger Estlands Moskvambassadör Marina Kaljurand, i ett uttalande som naturligtvis föregriper en opartisk förundersökning, att han sannolikt mördades av “andra marodörer”, och att “full information” överlämnats till ryska ambassaden i Tallinn.

russland.ru 2/5

Kilder

Estland:Politisk forfølgelse af russiske antifascister fortsætter

14 jan. 2008 *

Retssag om maj-optøjerne i Tallinn indledes idag

I dag inleddes en retssag i Estlands hovedstad Tallinn mod fire mænd, med russisk baggrund, som mistænkes for at have “organiserat opløb” som rystede byen i forbindelse med protesterne mod den estniske regerings beslutning om at flytte Bronze-soldaten – et befrielsesmonument rejst i 1947 som symbol på den Røde Hærs befrielse af Estland fra de nazi-tyske tyranni. En ung russer blev dræbt under det estniske politis brutale nedkæmpning af protesterne mod flytningen. Optøjerne rystede Estland.

Kampen om Bronzesoldater i Tallinn

Da monumentet, Bronzestatuen forestillende en sovjetisk soldat, blev flyttet udbrød protester og optøjer. I sammenstød med udkommandere politistyrker blev et ungt menneske dræbt og flere end hundrede skadet. Ifølge anklagersiden havde organisatorerne af “opløbet” støtte fra Rusland. Forsvaret hævder at anklagen er grundløs, og regeringskritikere mener at retssagen er politisk. *

– Denne Røde Hær-soldat vækker stærke følelser 60 år efter skabelsen.

Hvad sker der i Estland ?

Protester mod flytning af befrielses-monument i Estland * * *

Estland: mislykket integration

Spændt stemning i Talinn optil befrielsesdagen

Rusland:Optrapning af racistiske vold

11 januari 2008 – 20:51 Flere end 70 mennesker blev myrdet i racistisk motiverede angreb i fjor, informerer den russsiska menneskerettighedsgruppe Moscow Bureau of Human Rights i en rapport.Sammenlignet med 2005 er der sket en optrapning af antallet angreb med en tredjedel, og antallet dødsoffrer steg med 20 procent, hedder det i rapporten som også angiver at antalet af skadede fordobbledes.Samtidig er flere blevet anklaget for racistiske forbrydelser.-Hvad angår stigningen af forbrydelser forværres situationen, men hvad angår reaktionerne på disse forbrydelser er situationen blevet lidt bedre, siger gruppens leder Aleksander Brod.LÆS endvidere :Racistisk vold stigende i Rusland

Tjetjeniens Præsident:”Vi er et af Ruslands roligste områder”

2.jan. 2008

Tjetjenien på vej mod “normalitet” ?

Skal man tro republikens præsident Ramzan Kadyrov så er Tjetjenien et af Ruslands roligste områden idag, forklarede han på pressekonference i lørdags.

De væbnede separatister er besejret og deres oprørsleder Basajev, Maschadov, Barajev, Khattab og andre er dræbt, sagde han.
- Det er svært at huske hvornår en bil sidst blev kidnappet i Tjetjenien, forsatte Kadyrov.

Hvad angår Doku Umarov ;lederen for den såkaldte Republiken Itjkerija,så repræsenterar han ikke længere noget af betydning og følges bare af to eller tre dusin militante som stadig findes i Tjetjenien, slog Kadyrov fast. Han understregede dog at Tjetjenien stadig behøver bistand under genopbygningen.

Kilder:interfax 29/12/Ryska-Posten

Rusland:Ny Metrostation indviet i Moskva

I lørdags blev Strogino, den nye metrostation i Moskva indviet, den bliver ny endestation på Kuntsevo-Linjen. I maj 2008 skal “Slavjanskij bulvar“-stationen på linjen Arbatsko-Porkorvskaja åbnes. I 2009 planlægges yderligere fire stationer og til den tid når metroen for første gang udenfor det egentliga Moskva til Moskva Guvernement (Amt).

Moskvas smukke metro udvides med flere stationer i år og næste år

Kilder:newsru.com 29/12 

Rusland:Folketallet falder mens middel-levealderen stiger

2.Jan 2008 I Europas folkerigeste land falder folketallet stadig som det er sket i de sidste to årtier.Folketallet faldt med 207 600 mennesker til 142 millioner pr.1 november 2007 oplyser statistik-kontoret Goskomstat i lørdags. En betydelig indvandring gjorde at faldet i folketallet ikke blev større. Antallet af registrerede indvandrere er vokset kraftigt under 2007. Samtidigt rapporterer vice-statsminister Aleksander Zjukov at den forventede middellevealder i Rusland som i 2003 var 64,9 år stigende til 66,6 år i 2006 i fjor antageligt nåede 67,5 år.

96 000 flere menneskebørn kom til verden i det første halvår 2007 end i det første halvår året inden. (Hvilket desværre skyldes et middeltidigt baby-boom i 1980´erne )Under årets første elleve måneder steg realinkomstern i Rusland med 10,1 procent, men inkomstfordelningen er stadig meget skæv: De rigeste ti procent råder over 30,4 procent af alle inkomster. Eksistensminimum udgjorde i andet kvartal 3 800 rubel/måned (ca 800 kr). Omkring 22,3 millioner mennesker tjente mindre end eksistensminimum. 

   

Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke ikke deres 15.fødselsdag.
Kilder:> > > >

Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905.
3. “Novye Izvestija”4.August 1999

*M O S K V A *:Verdens dyreste by at leve i FOR udenlandske tjenstemænd

2007

FOR andet ÅR I TRÆK BLIVER MOSKVA “KÅRET” SOM verdens dyreste by at leve i.

Europas højeste hotelpriser

Ruslands hovedstad har de dyreste hoteller i Europa. I gennemsnit koster en overnatning 263 euro eller omkring 2100 kroner. En årsag er mangelen på hotel-værelser. Mens antallet af besøgende til Moskva stiger hvert år krymper hotelkapaciteten snarere. Det kapitalistiske marked kan åbenbart ikke tilfredstille behovet. Da det enorme “Hotel Rossija” blev revet ned forsvandt 3 000 hotelværelser.

2006 besøgte 2,4 millioner turister Rusland – 100.000 flere end året inden. °Kilde°:russland.ru 8/8

Moskvas smukke metro, bygget i 1930´ernes socialistiske Sovjetunion. Færdig i 1936 og en af “verdens dyreste bys” mange billige offentlige attraktioner.

Men London nærmer sig Moskva med kraftige prisstigninger og en overvurderet valuta. Det meddeler konsultfirmaet Mercer, som udregner lister over leveomkostninger for udenlandske tjenstemænd i 143 byer verden over. Såvel København som Oslo findes med på top-ti- listen, skriver di.se. Stockholm indtager 13.pladsen, 10 pladser ned eller op afhængigt af hvem der betaler regningen – fra plads nr. 23. Den billigste by at leve i er, for femte året i træk, Asunción i Paraguay.
I toppen/bunden af listen findes også Buenos Aires i Argentina, Montevideo i Uruguay, Quito i Equador og Karachi i Pakistan.

Verdens ti dyreste byer – for udlændinge (med sidste års placering i parentes samt indeks for leveomkostninger:           

1. MOSKVA (1) 134,4 

2. LONDON (5) 126,3

3.SEOUL (2) 122,4

4.TOKYO (3) 122,1 

5.HONGKONG (4) 119,4

6.KØBENHAVN (8- 110,2 

7.GENEVE (7) 109,8

8.OSAKA (-) 108,4 

9.ZÜRICH (9) 107,6

10. OSLO (10) 105,8.. 

og her er nogle flere byer fra listen:

– – – – – – – –

13. PARIS (15) 101,4

15. NEW YORK (10) 100   

18. ROM (21) 97,6

22. HELSINKI (25) 93,3 

23. STOCKHOLM (36) 93,1

31. BARCELONA (56) 89,2 

42. LOS ANGELES (29) 87,1

44. BRYSSEL (70) 86,5  

45. BERLIN (72) 85,9

Metroen i Ruslands hovedstad ;70 år i 2006

Moskvas smukke metro blev færdig i 1936 og havde således 60-års jubilæum i 2006 og en af “verdens dyreste bys” mange billige offentlige attraktioner.

Metroen:en af Moskvas turist-attraktioner

DET SKAL UNDERSTREGES AT denne liste IKKE er udtryk for leveomkostningerne FOR de “indfødte” – befolkningen i disse byer.En af årsagerne til Moskvas placering er de skyhøje hotel-priser også omregnet i €(dollar/Euro). Hvis man kender nogen – familie eller venner man kan bo hos i Moskva er byen ikke speciel dyr,nærmere tværtimod. PÅ SAMME måde med Asunción i Paraguay : Den er billig omregnet til Dollar/€, men det skyldes den lave kurs for Paraguays valuta.Leveomkostningerne i landet er ikke “verdens billigste” hvis man skal leve af de lave lønninger i landet.Kilde: Mercer / di.se)

Rusland :Officerer dømte for mord på tjetjenere

28 december 2007 – 11:09

To russiske officerere er dømt for mord på tre civile tjetjenere. Dermed ændrede den russiske militærdomstol to tidligere domme i civil domstol som frikendte officererne.
En af officererne blev idømt til 17 års fængsel. Han rømte dog inden dommen avkunnades og har ikke kunnet anholdes. Den anden blev idømt 15 års fængsel, oplyser russiske medier.
Begge officerer blev i 2003 dåmt for at have myrdet tre ubevæbnede tjetjenske mænd ved en vejspærring i nærheten af lufthavnen i Tjetjeniens hovedstad Groznyj. Beggehar hele tiden hævdet at de er uskyldiga.

Rusland:5000 unge mænd gemmer sig for at undgå 18 måneders militær-tjeneste

18 december 2007 – 14:18Omkring 5.000 unge mænd holder sig nu væk fra den russiske hærs efterårs-sessioner,meddeler russiske militær-talsmænd.Årsagen er at værnepligttiden efter nytår forkortes fra 18 måneder til det et år.Advokatbureauer tjener store penge på at give råd om hvordan man slipper for at blive indkaldt. Andre skaffer sig forfalskede attester og papirer eller hvis de kommer fra velhavende kredse tyer de til bestikkelse for at slippe militærtjenesten.De som ikke møder op på militærets session risikere fængselsstraf.

“Amerikansk” stemmeoptælling i Rusland

14.Dec 2007  - 11:56

Det russiske tidskrift “Argumenty i Fakty” gennemgår i en artikel “valgmatematiken” efter valget til det russiske parlament Duma`en:

Det er den politisk analytiker Valerij Solovej, som i en valganalyse nævner en række intressante forhold omkring valget som styrker beskyldningerne om at det forekom uregelmæssigheder i valget af repræsentanter til Dumaen, dog uden at sige noget om omfanget.

Først noterer Solovej at når den centrale valgkommissionens rapporterede under valgnatten var alla procentsatser for de partier som ikke kom ind i Dumaen uforandrade fra klokken 21 og natten igennem – hvilket er en matematisk umulighed.

Fra Dagestan rapporterer “Ruslands patrioter” at de om morgenen 3 december havde fået 2 100 stemmer, et tal som faldt til 1 576 da stemmetællingen var afsluttet. Lignende fænomer rapporteras fra Omsk. “Ruslands patrioter” på Kamchatka noterede 7,24 procent i det seneste regionalvalg men fik bare 1,84 procent i duma-valget.

Et andet eksempel kommer fra regionvalget i Dagestan i marts 2007 da “Russiske patrioter” fik 7 procent af stemmerne officiellt men 16 procent ifølge en alternativ stemmetælling. I Dumavalget otte måneder senere var resultatet 0,22 procent. Hvordan er det muligt ? 

Solovej finder det også en smule mærkeligt at ingen af de partier som ikke kom ind i dumaen (7% spæregrænse) heller ikke klarede sig over 3-procents-grænsen som er tærskelen for at få statsliga valgbidrag i næste valg. Det er i og for sig ikke matematisk umuligt , men det indebærer at samtlige “småpartier” bliver skyldige at betale tilbage c:a 250 millioner rubel hver til statskassen for udgifter i dette valg bl.a. for reklametid i det statslige TV.

40 millioner vælgere foretrak at lade være med at stemme. 800 000 gjorde deres stemmesedler ugyldige. Det maner til eftertanke, mener Solovej.

En eftertanke som fremkalder billederne af stemmeoptællingen i De Forenede Stater 2000, hvor antallet af spørgsmålstegn og urelmæssigheder var større en antallet af eksakte stemmer . For stemmerne blev aldrig optalt og Præsident. Georg Bush blev valgt af et flertal af dommerne i Højesteret ;ikke gennem et flertal af folkets stemmer.  

Ruslands Præsident Putin har indkaldt den nye russiske Duma til sit første møde den 24.december

 

KILDER: argumenty i fakty 13/12 

100 bøger om Stalin udgives de næste tre år i Rusland

6.Dec 2007 5:34At Stalin tilhører en af Ruslands populæreste ledere og politikere gennem tiderne er et utvivlsomt faktum.Fornylig har fem bøger i en serie på 100 som kaldes “stalinismens historie” set dagens lys i Moskva. Bag projektet står forlaget “Russisk politisk encyklopedi”, Den Russiske Føderations statsarkiv og “Boris Jeltsin-fonden”.

Om det handler om en videnskabelig udgivelse eller propaganda-produkt af hvad Putin fornylig kaldte “udenlandsk-finansierede sjakaler” har læserne nu en mulighed for at afgøre. De hundrede titler udkommer i en strid strøm under en treårs periode.

De førsta fem bøger er tyskeren Jürg Baberowskis “Den røda terror”, Nikita Petrovs og hollænderen Mark Jansons “Stalins gunstling Jezjov”, “Magten og kirken” fra institutet for slavistik, Jelena Zubkovas “Baltikum og Kreml” samt tyskeren Arno Lustigers “Stalin og jøderne”. KILDER: svobodanews 5/12  

Renault investerer milliarder i Avtovaz – Ruslands største bilproducent

Renault går in i Avtovaz

Senast 25 februari vil den kapitalistiske bilgigant Renault-Nissan-alliansen gå ind og overtage 25 procent af aktierne i Ruslands største og mest profitable bilkoncern Avtovaz som producerer Lada-biler. 

Efter modernisering af fabrikerne i Togliatti skal de producere såvel Renault, Nissan som Lada-bilar. Investeringer i produktionen av biler i mellemklassen (af typen “Clio” og “Golf”, som koster 12-15 000 dollar i Rusland) løber op i 900 millioner dollar~4500 millioner kr.

Produktionen skal derefter forøges til 1,5 millioner biler om året.

Fra begyndelsen deltog en rækkke store kapitalistiske bil-producenter, bl a kriseramte General Motors, Fiat, Volkswagen og Magna i diskussionerne, men Renault-Nissan afgik med “sejren”.

Siden 2005 produceres Renaultbilar også i Moskva, ved de gamle Moskvitj-fabriker som idag er en fællesejet joint-ventures mellem Moskva Kommune og Renault. Der ruller 80 000 køretøjer af de løbende produktionsbaner i år. Renault planlægger at fordoble produktionen der .

KILDER: newsru.com 8/12 

Hjemløs vil blive præsident i Rusland

2007

Hjemløs stiller op i præsidentvalget i Rusland Omkring tyve personer har anmeldt sig som kandidater til præsidentvalget i Rusland. Blandt dem centrale valg-komite fundet en “bomzj”,  som betyder “uden bestemt bolig-adresse” -Det minder om ordet bums og er en omskrivning for hjemløs eller, vagabond. Af de tyve er dog kun de tolv godkendt, deriblandt den tidligere skakverdensmester Garri Kasparov ; som imidlertid resignerede fra sit kandidatur kort efter  - desuden opstiller  tidligere stats-minister Michail Kasianov – lederen for organisationen “Sovjetunionens kommunistparti” Oleg Sjenin og den højreliberale formand for partiet Liberaldemokraterne Nijkolaj Kurjanovitj. Tre kvinder er registrerede som kandidater, bl a Moskva-økonomen Tatiana Postnova. Registreringen af kandidater fortsætter til imorgen, den 18 december. Uafhængige kandidater skal inden 16 januar indsamle mindst 2 millioner navneunderskrifter. Valget sker den 2 marts 2008 og valgkampanjen vil løbe fra 2. til 29 februari. KILDER: mixport 8/12, moscowtimes 7/12

 

Om den russiske revolutionens betydelse

9.nov 2007

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  ”den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag,  hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassen

Kontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.

I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs  afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredtes sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland.

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1947 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til arbejderklassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution i tankerne og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Fogh, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Fogh,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -

- – – – -
Foghs, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, boliger og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

Racistisk vold stigende i Rusland

11 november 2007 – 08:15

Hidtil i år er 60 mennesker blevet dræbt i racistiske angreb.  

I løbet af i fjor –  2006;  blev 56 mennesker slået ihjel i forbryddelser med hvad der kaldes fremmed-fjendtlige motiver. Tilsvarende tal for 2005 var 26.Det rapporterer Moskvas menneskerettighedsscenter. 280 mennesker er blevet skaddet i angrebene.Mennesker med rødder i de tidligere sovjetrepubliker som Azerbajdzjan og Gruzja (Georgien) samt koreanere og afrikanere har været de værst ramte. Præsident Putin opfordrede samtidigt politiet til at bekæmpe fremmedhad.

Talinn:Spændt stemning optil befrielsesdagen

8 maj 2007 – 14:54

Spændt i Tallinn optil befrielsesdagen

 

En officiell delegation lagde i dag kranse ned ved Alosja´s fødder- den omskrevne bronzesoldat som Estlands myndigheder har beordreret flyttet til en kirkegård udenfor Tallinns centrum. Dette skal ske i forbindelse med årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning.

Rusland: Otte døde i bus-ekslosion

31 oktober 2007 – 08:19SAMARA,(RIA Novosti) Mindst otte mennesker blev dræbt og omkring 50 blev skadet i en eksplosion i en buss i dag i Togliattigrad – bilbyen ved Volgafloden – i Samara- regionen i det sydlige Rusland.Andrei Derbenev, en talsmand for byens redningstjeneste, sagde tidligere at 20 mennesker var blevet indlagt på hospitalet, hvoraf to var i en kriitisk situation. Flere andre havde også brug for første hjælp. “Mange af dem befandt sig langt væk fra bussen da eksplosionen indtraf, men blev ramt af flyvende dele. Trykket fra eksplosionen knuste flere vinduer på de første etager i en nærliggende bygning.Ifølge regionens guvernør Vladimir Artjakov drejer det om en terrorhandling og anklagemyndigheten har indledt en forundersøgelse. Det fremgår af nyhedsbureauet RIA Novosti at omkring et kilo trotyl var sat fast på undervognen af bussen.Eksplosionen indtraf i myldretrafikken i et kryds hvor bussen gik i rutefart.Togliattigrad -byen ved Volgafloden har omkring 700.000 indbyggere – er bl.a. hjemby for Ruslands største bilfabrik Avtovaz.* OTTE døde og 45 sårede i bombeattentat mod rute-bus i Togliattigrad i Rusland *Kilde:RIA Novosti

Rusland:Valg-deltagelsen højere end i USA

2 december 2007 – 21:02

I modsætning til den russiske valgovervågnings-gruppe Golos har de udenlandske observatører ingen anledning att kritisera valget endnu sent i går aftes.

Flera af dem fremtrådte i tv og roste i stedet genomførselen. En amerikansk observatør, Michael Collins, påpegede at valgdeltagandet var betydligt højere i Rusland end i USA: 59 procent mod USA:s 40 procent.

En vice borgmester for en Paris-bydel, Bernard Perego, sagde at han “så at alt gik rigtig til , præcis som i Frankrig”.

Stalins atom-spion dekoreret posthumt

2 nov.2007 17:34

Stalins atomspion “adlet” med Ruslands fornemste orden

 De som elsker spionhistorier ville have taget en fridag for at overvære den ceremoni som udspillede sig i Kreml hvor en ukendt amerikansk-sovjetisk statsborger blev tildelt Ruslands fornemste pris. Modtageren af ordenen; Georg Koval; kunne af naturlige årsager ikke deltage. Han forlod denne verden den 31.januar 2006. Alle kender til Kim Philby og Richard Sorge som blev overbeviste kommunister i 1930´erne og blev Stalins hemmelige spioner. Men hvem var den fuldstændigt ukendte person som Præsident Putin tildelte Ruslands fornemste orden til idag ?

Ifølge den historie som bl a New York Times har gravet frem så havde Koval det perfekte dække for at blive spion for den sovjet-bolsjevikiske militære efterretninghstjeneste G.R.U.: 

Georg Koval var født i de Forenede Stater, i Iowa, var altså amerikansk statsborger , talte perfekt amerikansk og spillede baseball med sine soldaterkammerater.

Hans familie havde russisk-jødiske rødder og   

i 1932 udvandrede Koval-familien til det nydannede jødisk autonome område Birobidzjan i den unge Sovjet-stat. George blev en dygtig kemiker, mens hans væsentligste uddannelse og bidrag til det socialistiske moderland var hemmeligt : Under Anden Verdenskrig var han sovjetisk topspion,med kodenavnet Delmar, uddannet af Stalin’s legendariske militære efterretningstjeneste G.R.U.,som også hvervede Kim Philby og Richard Sorge i det kapitalistiske Vesteuropa.  

I 1940 rejste Georg Koval tilbage til hans fødeland USA . En amerikaner der vender hjem.

I virkeligheden var hans opgave at trænge ind i den amerikanske atomforskningns allerhelligste kerne.   

I USA blev George Koval indkaldt og gjorde tjeneste i hæren til 1943 da han ved et tilfælde blev udtaget til en specialuddannelse på City Collage på Manhattan.Derefter lykkedes det for ham på en eller anden måde at trænge ind i det amerikanske atombombeprojektet.

*

1948 flygtede Koval tilbage til Sovjetunionen hvor den første prøvesprængning af en atombombe skete et år senere.Tre år senere blev det jødisk-kommunistiske ægtepar Julius og Ethel Rosenberg dømt til døden på falske anklager for atomspionage til fordel for Sovjetunionen.Det var en følge af de amerikanske myndigheders desperate jagt efter Stalins spioner og “kommunister”. Ægteparret Ethel og Julius Rosenberg blev uskyldige syndebukke for den såkaldte McCarty-periodes anti-kommunistiske hekse-jagt da de blev henrettet i den elektriske stol i juni 1953.  – -    
-
-

 

“George Koval kom til verden i 1913 som barn af det jødiske ægtepar Abraham og Ethel Koval i Sioux City i delstaten Iowa.

Hans amerikanske fødested havde et stort jødisk samfund og et halvt dusin synagoger. I 1932, under den Store Depression, som amerikanerne kaldte den kapitalistiske verdenskrise, emigrede familien Koval til det socialistiske Sovjet. De slog sig ned i byen Birobidzhan,(Биробиджан) som var hovedstad i det jødiske autonome område som Stalin havde oprettet som et sekulært jødisk hjemland.Georg Koval blev 94 år og levede i Rusland til sin død i 2006.

Ukraine: Massegrav fra Anden Verdenskrig opdaget

6 juni 2007 – 00:22

En massegrav fra Anden Verdenskrig som kan indeholde mere end 5.000 jødiske offrer for det nazistiske folkemord mod de sovjetiske folk 1941-45 er fundet i landsbyen Gvozdoka i Ukraina.

Massegraven blev opdaget i sidste måned af en arbejder som var i gang med nedgravningen af en gasledning i byen. Ifølge lokale beboere kan det dreje sig om jøder fra Ukraina og Moldavien som blev myrdet i 1941.I fjor opdagedes en massegrav som indeholdt 3.500 lig i syd-Ukraine. Mere end 800.000 ukrainske jøder døde under krigen. Den værste massakren skete i Kiev hvor 34.000 jøder blev skudt ihjel af de dansk-støttede fascistiske besættelsesstyrker i løbet af to dage i september 1941.Ialt mistede Sovjetunionens folk næsten 27 millioner menneskeliv under krigen, hovedparten var ubevæbnede civile.

Polen: Mindesmærker fra “sejren over Hitlertyskland og andre sovjetiske mindesmærker skal flyttes”

23 maj 2007 – 17:21

Efter flytningen af Bronzesoldaten “Aljosja” i Talinn – symbolet på sejren over fascismen og Estlands befrielse i 1944 – som førte til borgerkrigslignende tilstande i den estiske hovedstad i maj måned kommer Polen`s regering med en udtalelse om at “Sovjetiske minnesmærker skal flyttes”.Polens regering meddelte i dag at landet har til hensigt at flytte sovjetiske mindesmærker og ændre gadenavne fra den sovjetiske periode. Allerede i 1990´erne efter det sovjet-støttede regimes fald blev der gennemført en “udrensning” af gadenavne opkaldte efter revolutionære og kommunistiske personligheder. For nylig opstod en krise mellem Rusland og Estland efter at den estniske regering – ikke uden chauviniske anti-russiske undertoner – tog beslutning om at flytte en gravplads med flere Røde Hær-martyrer som lå i en lille mindelund sammen med “Alosja”-statue der symboliserer de Røde Hær -soldater som ofrede livet for Estlands befrielse under Anden verdenskrig.Den polske regering garanterer beskyttelse af sovjetiske og tyske militære gravpladser, meddeles det dog.Under ledelse af den tidligere Solidarnosc-aktivist Jarosław Kaczynski kom hans højre-liberale valgparti til magten i 2005 med løfter om at udryde arven fra Polens kommuniske periode. Det skete under chauviniske anti-russiske og anti-tyske toner , samtidig som man ukritisk sluttede op om USA´s “krig mod terror” i Afghanistan og Irak, som den foregående Venstredemokratiske SLD-regering havde indledt. -Ingen skal bestemme for Polen om hvilke monumenter som skal stå i vore byer, sagde Kaczynski nyligt.
Problemet for Kaczynski og andre polske politikere er at de fortrænger at uden Sovjetunionens og dens allierede sejr over Nazityskland – ville Polen været fjernet fra landkortet og polakkerne være andenrangs borgere – udpeget til at slave for de kapitalistiske herskere i et “tredie” tysk-romersk imperium.

Kaczynski-regimets´s antikommunitiske dagsorden gør Polen blind overfor det faktum at Stalins Røde Hær befriede Polen: Uden Stalin´Sovjet og Røde Hærens befrielse af ville Polen været blevet tilintetgjort og polakkerne være slaver: UDEN STALIN og Den Røde Hær ville POLEN være blevet slettet af verdenskortet

Russiske bombefly udenfor Rusland

17 aug.2007 – 17:13

Bombefly fra ikke bare USA patruljerer nu planeten   

Fjorten russiske bombefly blev  i dag sendt op på patruljeopgaver langt udenfor Ruslands territorium. Præsident Vladimir Putin sagde at Rusland genoptager den prakis som råddede under Sovjet-tiden.Ifølge Putin er de genoptagne langtids-flyvninger et svar på de trusler som andre magter udsætter Rusland for.

-Andre landes strategiske flyvningar fortsætter og det skaber visse problemer med at slå vagt om den Russiske Føderations sikkerhed, slog præsidenten fast.    

Tu 2 eller MIG 1 på vingerne for at overvåge truslerne mod Ruslands sikkerhed

Tjekkiet: Protester mod USA:s missil-skjold-planer

18 november 2007 – 00:06 

USAs planer om at bygge et amerikansk-kontrolleret såkaldt  ”missil-skjold” i Europa møder modstand. Ikke bare fra Rusland.

Washingtons planer indebærer at der skal bygges anlæg i Polen og Tjekkiet i en særlig militærbase nær den russiske grænse.

Amerikansk oprustning af Polen og Tjekkiet i form af en raketaffyringsbase i Polen og en militær radarstation i Tjekkiet

NEJ til USA´s militære radar-system i Tjekkiet  

Et par tusind demonstranter i Tjekkiets hovedstad Prag krævede i går en folkeafstemning om denne militære opbygning.

Bevægelsen “ingen baser” , som organiserede demonstrationen , opfordrede også til en boycot af US-amerikanske varer og virksomheder Ifølge USA´s fortalere for militærbaserne i Polen og Tjekkiet skal antimissil-anlægget beskytte mod angreb fra Iran.

Ruslands Præsident Vladimir Putin hævder dog at det er Rusland som er den formodede trussel – at basen er rettet mod Rusland og at USA dermed åbner for et nyt militært oprustnings-kapløb. 

Den russiske præsident, Vladimir Putin, er dog villig til at samarbejde med USA om missilskjoldet, hvis der er gennemsigtighed om processen.

“- Vi har ingen indvendinger, hvis der er tale om et transparent samarbejde”,  sagde Putin efter et møde med Bush under G8-topmødet og foreslog at bygge et anlæg i Azerbadzan som et led deri .Tidligere har USA netop tilbudt gennemsigtighed.

Problemet for USA og Ruslands “gennemsigtige” militære samarbejde er at det er polakkerne og tjekkerne – som kræver folkeaftemning –  der bestemmer.

Kilder:/ritzau/

Narko tager livet af 80.000 russere hver år

10 nov. 2007 05:25
Cirka 80.000 russere dør hvert år af narkotika ogh narko-relaterede problemer, hvis man skal tro rettighetsgruppen Human Rights Watch (HRW). Gruppen kritiserar Rusland for ikke at hjælpe misbrugere tilrækkeligt.
“Omkring 70.000 russere dør hver år af forskellige sygdomme som er relaterede til brug af narkotika og yderligere 10.000 dør af overdoser” heder det i HRW:s udtalelse.
Gruppen anser at der satses for få resourser på behandling af misbrugere som vil blive fri af misbruget. HRW mener at ordentlig behandling skulle redde mange liv.

Rusland:Mindst 30 mennesker omkom i brand

5 november 2007 – 12:50
Minst 30 mennesker døde i en brand på et russisk alderdomshjm i går i byen Tula syd for Moskva. Personalen holdes ansvarlig for dødsfallene eftersom der blev slået alarm for sent, opgiver det russiske redningsværk.
Branden skyldes en kortslutning og ifølge en kilde i retsvæsendet. Ilden spredte sig hurtigt gennem huset som var byget i 1950èrne, som delvis var af træ. Hjemmet savnede helt brandudrustning.
En udredning skal nu gøre rede for hvorfor de boende ikke blev evakueret i tide. 293 mennesker hvoraf 17 sygeplejersker kunne dog reddes.

Rusland: Fire militær-personer idømt fængselsstraffe

14 juni 2007 – 17:00

Russiske militærpersoner dømt for krigsforbrydelser </h3

En militærdomstol i syd-Rusland dømde i dag fire militærpersoner til mellem 9 og 14 års fængsel for at have dræbt seks civile, hvoraf en gravid kvinde og en tengager, i Tjetjenien.
Sagen har været behandlet i to domstole tidligare og da var de fire blevet frikendt, hvilket oprørte mange. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch beskriver dagens dom som en sejr for retfærdigheden.

Tjetjeniens præsident velkomnmer også dommen. De seks civile dræbtes i 2002 da de dømte skød mod en civil bil og derefter dræbte de overlevende.

Den hemmelige krig mod Rusland

 

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse og vækker både følelser og passion.Og – det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.  Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse. Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet. Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina (Viet Nam), Indien,Iran, Algeriet, Irak og andre arabiske lande lande.I anledning af 90 året og frem mod 100 året – for revolutionen bringes en serie artikler i de næste ti år – om denne afgørende begivenhed i menneskehedens historie. Her findes også mulighed for at læse den internationale “bestseller” og et af de bedst dokumenterede og velskrevne værker om revolutionen og Sovjets historie,nemlig: “The Great Conspiracy against Russia” ( Den hemmelige krig ) *

* *The Great Conspiracy against Russia * * skrevet af forfatterne Michael Sayers og Albert E. Kahn kan læses HER * *:Bogen findes udgivet på dansk :”Den hemmelige krig” og norsk :”Den store sammensvergelsen”. Den norske udgave indeholder også 30 siders kilde- og navneregister

Rusland: Brand i TV-tårnet “Ostankino” i Moskva

25 maj 2007 – 11:57

Brand i tv-tårnet i Moskva

En brand udviklede sig i dag i tv-tårnet i Ostankino i Moskva, Europas højeste fritstående bygning. Årsagen siges væra en kortslutning, hvilket førte til kraftig røgudvikling på 340 meters højde. Ifølge nyhedsbureauet Interfax var branden slukket straks inden kl 11 skandinavisk tid. Tv-tårnet er 540 meter højt og tjener et stort tv-centrum indil. Brande har tidligere indtruffen i tårnet, senest for syv år siden hvilket da førte til evakuering og kraftige afbrud i tv- og radioudsendelserne. Tårnet stod klart 1967. Ved branden i augusti 2000 i tv-tornet omkom tre personer da en elevator styrtede. Den brand var også forårsaget af en kortslutning.

Kapitalistisk korruption hæmmer økonomiens udvikling

9 juni 2007 – 19:19

Kapitalistisk korruption hindrer russisk udvikling

Den omfattande korruption i Rusland hæmmer landets økonomiska udvikling.
Det sagde Ruslands første vice-statsminister Sergej Ivanov idag da han talte ved invielsen av et økonomisk forum i S:t Petersburg.

Ivanov sagde også at Rusland år 2020 skal være en af verdens “ledende økonomier og en demokratisk retsstat.”

Sergej Ivanov tros have gode chancer for at blive Ruslands næste præsident når Vladimir Putin afgår eftersom han ifølge forfatningen ikke kan stille op til valg tre gange i træk.

Rusland: 38 minearbejdere omkom i mineulykke.

24 maj 2007 – 10:06

 

Metangas-eksplosionen i den kapitalisk-ejede Jubilejnaja-kulmine (kolgruva) tog 38 minearbejderes liv tidligt i  morges, da metangas eksploderede i Jubilejnaja- i Kuzbass i vest-Sibirien. To personer savnes stadig.   Jubilejnaja- minen i Kuzbass i det vestlige Sibirien  Ulykken skete under morgenskiftet da 217 arbejdere befandt sig under jorden, ifølge russiske regionale myndigheter. Flere af de reddede var skadede. Et sikkerhetssystem som advarede mod metan-gaseksplosioner var sat ud af funktion. Ulykken skete bare fyrre km. fra Uljanovskaja-minen hvor 110 mennesker omkom i en lignende ulykke for to måneder siden. Minerne ejes af samme selskab som ialt driver mere end 20 miner. Mine-licensen kan blive blive trukket tilbage Det russiske mine-sikkerhedsorgan Rostechnadzor konstaterade nyligt ved en inspektion at mangler som tidligere var blevet påpeget i Jubilejnaja-minen blev udbedret. Organet truer alligevel med at mine-licensen kan komma blive trukket tilbage for firmaet Juzjkuzbassugol. -En sådan beslutning kan meget vel blive aktuelt når årsagen til ulykken er afklaret, ikke mindst med tanke på at mangler allerede tidligere blev afsløret ved arbejdspladser som tilhører Juzjkuzbassugol, sagde en tjenestemand på Rostechnadzors sibiriske afdelning til nyhedsbureauet Interfax. Mine-selskabet ejer mere en 20 miner Koncernen driver flere end 20 miner i området og ejes for 50 procents vedkommende af firma-ledelsen. Den anden halvdel ejes af den kapitalistiske stål- og minekoncern Evraz, hvor den kapitalistiske oligark og milliardær Roman Abramovitj – bedst kendt som ejer af den engelske fodboldklub Chelsea – er en af hovedejerne. Minen ligger ikke langt fra Novokuznetsk, en industriby med en halv million indbyggere ved floden Tom, 1800 km øst for Moskva.  Byen var kendt som Stalinsk 1932 og frem til 1961, hvor SUKP- lederen Hrustjov hen over hovedet på byens indbyggere ændrede navnet. Området – Kuzbass – huser enorme kul-rigdomme og står for en tredjedel af all kul som brydes i Rusland..

Aleksander Litvinenko var britisk spion

27 oktober 2007 – 09:16Britiske medier: Litvinenko på MI6 lönelistaDen tidligere russiske agent Aleksander Litvinenko som døde i London i november i fjor blev betalt af den brittiskefterretnings-tjeneste MI6.Det skriver den britiske avis Daily Mail.Avisen henviser til ikke navngivna “kilder i diplomatkorpset og efterrettelsestjenesten” som siger at Litvinenko inden han døde modtog omkring to tusind pund ~ 22.000 kr hver eneste måned af spionorganet MI6.Litvinenko havde også kontakter med flere af Ruslands kapitalistiske oligarker som lever i eksil i Israel og England

43 anholdt efter racistiske optøjer i Moskva

43 gripna i rasistkravaller i Moskva

” Originaltelegram:23 juni 2007 – 17:16 * Natten mellem fredag og lørdag stødte højreradikale grupper sammen med invandrere på tre forskelige pladser i Moskva´centrum. En mand blev knivskåren og 43 personer arresteret Ifølge en polititalesman er samtliga gripna medlemmar af nationalistiske grupper. Polititalsmanden sagde at de kan venta sig rettsligt efterspil. Det fremgår af organisationen Sova´s overvogning af fremmedhad, at antallet af racistisk motiverede angreb er mangedobblet i Rusland i de sidste år. I år er 32 mennesker blevet dræbt og 245 utsatts för racistisk vold.

Kapitalismens Rusland:Kapitalflugten fortsætter

Ruslands kapitalistiske økonomi går strygende. På G8-mødet i Heiligendamm forklarade f.eks Verdensbanks tidligere chef James Wolfensohn, idag international chefsrådgiver for USA største banksammenslutning ;Citigroup; at Ruslands økonomi ifølge en endnu ikke offentliggjort statistik er fordoblet siden 1990 og at det forbentes at russisk BNP er tyve-dobblet i år 2050.

Men alligevel er det langtfra problemfrit. Friske ciffrer viser at 6 milliarder dollar blev ført ud af landet af private kapitalistiske forretningfolk alene i det første kvartal af 2007, hvoraf 4 milliarder blev “eksporteret” af russiske statsborgare.

År 2005 var kapitalflugten 12,5 miljarder dollar, 2006 18,8 miljarder og i år ser det ud til at den fortsætter med de samme beløb.
Det indebærer at Rusland stadig – trods økonomisk vækst – er nettoeksportør av kapital.

De største modtagere er Holland och Kina. I det sidste tilfælde handler det om at kinesiske gæstearbejdere og forretningsfolk sender sine overskydende indkomster og fortjenester hjem. Men når det gælder Holland handler det mest om at russiske statsborgere sender deres kapital ud af Rusland, antageligt fordi at Holland er kendt som noget af skatteparadis i Europa. Det handler antagligt om kapitalistiske virksomheders profitter som føres ud af privatpersoner for at undgå russisk beskatning. Også SNG, især Ukraine og Kazakstan, tog imod betydelige russiske kapitalinvesteringer, ca. 1,4 miljarder dollar , alene i 1. kvartal.
Kilder: gazeta.ru 17/6

Shanghai Cooperation Organization: “SjoS er ikke Nato”

18.aug.2007

SCO er ikke Nato

“Slyngelstaterne” , “Terrorerens udposter” og hvad magthaverne i det Hvide Hus, i Downing Street og på Christiansborg kalder de lande og folk som de ikke har fuld kontrol over sidder ikke med armene over kors og venter på at de skal lide samme skæbne som folkene i Irak og Afghanistan.

SAMARBEJDSORGANISATIONEN Shanghai Cooperation Organization (SCO eller på russisk: SjOS) består av Rusland, Kina, Kazakstan, Kyrgyzstan, Tadzjikistan och Uzbekistan – med Iran, Indien, Pakistan og Mongoliet som observatører.

Potentielt er det en organisation som skulle kunne udfordre USA´s nuværende magtmonopol på kloden. Men da organisationen holdt toppmøde i Kyrgyzstans hovedstad Bisjkek i denne uge afviste Putin alle sammenligninger med militæralliancen Nato – målet er at fremme en multipolar verden, ikke at skabe nye monopoler. Formålet er udelukkende at værne om stabiliteten i Asien, hedder det. De aftaler som blev indgået på mødet handler om udbytte af sikkerhedsinformation og en traktat om venskab og samarbejde. Siden 9 augusti deltager de seks medlemslande i en fælles manøvre “Fredsmission 2007″ i det sydlige Ural, hvor man bekæmper et udtænkt “terrorangreb”.

Narkotika-strømmene fra Afghanistan, som opgives stå for 90 procent av verdens illegala narko, blev behandlet med opmærksomhed på mødet og Afghanistans præsident Hamid Karzai ankom direkte til mødet efter hans møde med USA:s præsident Bush og Irans Ahmadinejad, som også var på plads i Bishkek.

Ahmadinejad var den som i sin tale gik længst i kritik af USA, en stat som dog aldrig blev nævnt ved navn:

“Desværre finns der stadig stater i dagens verden som er vant til at tale fra en position af vold og trusler”, sagde Ahmadinejad. “Og dette i en tid hvor verden behøver fred og sikkerhed på grundlag af principerna om kærlighed og nåde.”

I forbindelse med møtet i Bishkek holdt Kinas præsident Hu Jintao et særligt møde med Irans præsident.

En nyhed var også at Turkmenistans nye præsident Gurbanguly Berdymuchammedov deltog i topmødet som gæst. Hans forgænger i embedet Nijazov plejede ikke deltage på disse møder.

Såvel Kazakstans president Nazerbajev, som Irans Ahmadinejad og præsident Putin talte for forskelige former af samarbejde på energiområdet. Det er naturligvis noget som sender ”røg”-signaler til USA´s energi-strateger. De lande som var repræsenterede på Bisjkekmøtet svarer sammenlagt for lige så store oliereserver som Saudiarabien og sandsynligvis over halvdelen af verdens naturgas-reserver.

En uge inden mødet var al anden internationeal flytrafik til Bisjkek afskåret. Også på den flyvestation som USA “lejer” i Kyrgyzstan stod al trafik stille. For to år siden kom SCO med en opfordring til USA om at lukke sine militærbaser i Centralasien. For att få være sikker på at beholde sin base i Kyrgyzstan blev amerikanerne kort inden SCO-mødet tvunget til at øge sit bidrag til regeringen i Bisjkek med 16 millioner dollar.

Kilder :ria-novosti 16/8 + kommersant 17/8

Iran og Rusland kræver Nato-retrætte fra Afghanistan

16.okt.2007

UNDER DEN RUSSISKE PRÆSIDENT Putins besøg i Iran blev begge præsidenter enige om at de :

“lægger stor vægt på udviklingen i det krigshærgede Afghanistan og ønsker at dets folk får lov til at leve i fred og ro; at de udenlandske styrker skal trække sine tropper tilbage og lade det afghanske folk tage sig af sine egne anliggender og afgøre sin fremtid”. 

Parterne sagde også at de er bekymrede over den voksende terroristiske trussel fra talibaner og andre ekstremister og at de tænkte deltage i genopbygningen af Afghanistan

“efter at de USA-ledte militære operationer dèr er afsluttet” 

.Muligvis er Rusland på vej væk fra sit hidtidige standpunkt i FN, hvor landet har “godkendt USA:s militære tilstedeværelse i Afghanistan.Da den internationale “sikkerhedsstyrke Isaf (idag domineret af USA-tropper,støttet af tropper fra Danmark og Sverige) fik nyt mandat af sikkerhedsrådet den 20 september valgte Rusland at afstå fra at stemme.Dermed blev den USA-anførte Nato-koalitions besættelse af Afghanistan legitimeret af FN, trods at aggressionen mod Afghanistans folk strider mod FN´s Charter.
Kilder:nyhedsbureauet IRNA

Rusland:70 miljarder dollar i udenlandske investeringer i år

16/9
“I fjor var kapitaltilstrømningen 41 miljarder USA-dollar, i år ligger den på 70 miljarder”, sagde præsident Putin på et diskusionsforum i weekenden. Putin regner med at inflationen vil lande på omkring 8 procent i år.
Putin understregede at han ikke tror på at en stor krise truer Rusland. Situationen er meget bedre end for ni år siden.
“Vi hade ett stort budgetunderskud, var afhængigt av IMF och Verdensbanken, til og med mere end vi idag er afhængige av olje och gas”, sagde
Præsidenten som også sagde at en diversifisering af den russiske økonomi er kommet igang.

Kilder :russland.ru 16/9, gennem ryska-posten.com

Moskva: Ni anklagede for journalist-mord

17 oktober 2007 – 15:13
Ruslands statsadvokat har rejst anklager mod ni personer for misstanler om indblandning i mordet på journalisten Anna Politkovskaja.

En tjenstemand ved statsadvokatens kontor i Moskva bekræftade antallet anklagede, men gav ingen navn. En person “tæt på udredningen” siger dog ifølge nyhedsbureauet Interfax at en af dem er efteretningsofficeren Pavel Rjugazov.
Det skal have været Rjugasov som gav Politkovskajas adresse videre. Den russiske journalist blev myrdet i oktober i fjor udenfor sin lejlighed i Moskva. Hun arbejdede på den lille seriøse avis Novaja Gazeta.

Der findes alvorlige mistanker om at morderens bagmænd skal findes blandt de stenrige kapitalistiske eksil-oligarker som er i konflikt med Putin-regimet, enten pga skattesager eller anden kriminaltet som de er flygtet fra.
Disse oligarker ville gennem mord-attentatet på den – i udlandet velkendte – Putin-kritiske journalist Anna Politkovskaja skade Ruslands rygte yderligere ved at lægge skylden på Putin. For offret var jo kritisk til Putin og Ruslands regeringen.
På den måde kan man lægge skylden for alverdens dødsfald blandt ike bare regerings-kritiske journalister, men også andre kritikere.
Der er doh ikke fremlagt nogle sikre beviser for disse mistanker.

Ny bog : Sovjets kontraspionage mod nazisterne 1941-45

Ny bog om Anden Verdenskrig: Stalin’s Secret War: Soviet Counterintelligence Against the Nazis, 1941-1945 (Modern War Studies)

by Robert W. Stephan 

 Anmeldelse: fra (New York):

The author (Robert W.Stephan, red.anm.)does an excellent job with this book. Descriptions of various Soviet operations, what happened during and the outcomes are all written out and described with details and excellent sources. The reader will see that the myth that all Soviet POW’s who were either liberated or escaped back to their lines from encirclements or German POW camps were sent to Gulag labor camps is a lie. After thorough checking by the NKVD the majority, 90% or more, were sent back to their units or used in another form at the front or in the rear, only around 10% were put into Penal battalions and companies or sent to Gulag camps because of various reasons. An excellent section on how the Germans tried to penetrate the Red Army and NKVD by using POW’s and others, the sheer volume of the amount of agents the Germans sent through Soviet front lines will give rise to an understanding that the NKVD had to be thorough in their jobs and many of those who did return might in fact have been working for the Germans in one way or another. All in all an excellent piece of literature on the time period and a great addition to our understanding of what went on during this war on the Eastern Front. As a comment to the other reviewer, the Soviets did not need to crack the German ‘Enigma’ codes, they had spies in top levels of the US and British secret services and through them received all the knowledge they needed about German activities. Sometimes British and US agencies shared information with the USSR and the NKVD or GRU (military intelligence) would then double check that information from their own spies in the respective agencies.

Talinn`s Befrielses-statue: Blomsterprotest mod Estlands regering

9 maj 2007 – 18:40

På årsdagen for den tyske kapitulation 1945 kunne en russisk blomstermanifestation i Tallinn beskues. Både den nye og den gamle plads for den omskrivne bronzesoldaten – symbolet for den Røde Hærs sejr over fascismen – blev dækket med blomster i protest mot Estlands regering, skriver nyhedsbureauerne

Mange offrer efter brand i Alderdomshjem

21 juni 2007 – 07:32

Mindst ti mennesker omkom i går i en brand i et alderdomshjem i Omsk-regionen i Sibirien. Fire personer skadedes og omkring 300 evakueredes, ifølge det russiske nyhedsbureau Ria-Novosti.
Brandmænd fra fem stationer rykkede ud for at bekæmpe ilden. Branden fik fæste eftersom den tjenstegørende sygeplejerske ikke fandtes på plads og slog alarm.
Branden er den seneste i række alvorliga brande i Rusland, antalet omkomne er betydeligt.

Estland : Mislykket integration

28 juni 2007 – 09:50

Estlands “integration” får det røde kort

Estland har mislykkats med att integrera landets minoriteter og det gælder især russerne. Nu må regeringen prioritera spørgsmålet
Det anser en arbejdsgruppe som arbejdet med de store mellemfolkelige problemer i Estland efter de omfattende gadekampe i Tallinn i foråret mellem estnisk politi og unge af fortrinsvis russisk etnicitet. En ung russer blev dræbt under disse kampe.
Statsborgerskabslovene udelukker russerne. De behøver lukkes ind og få en positiv følelse for Estland, ifølge
sociologiprofessorn Raivo Vetik, som er formand for ekspertgruppen.
Det skal blive en ny diskussion om statsborgerskabspolitiken, menar Velik. Især russiske unge føler sig diskrimineret og i april udløste den estniske regerings beslutning om at flytte et anti-facistisk krigsmonument i Tallins centrum – store protester hos især russerne. Store politistyrker blev sat ind i hvad der gav flere påmindelser om et krigsslag. Under Anden Verdenskrig bidrog den protyske estniske overklasse til at tusinder af “frivillige” deltog i Nazi-Tysklands aggression mod Sovjetunionen.
Ikke mindst den symbolik at det Ruslands-”kritiske” Estlands regering nedmonterer en statue der symboliserer sejren over den tyske fascisme og deres estniske kollaboratører, mens tusinder af antifacister protesterede – ignorede den estniske regering i april. Nu har man tømmermænd.

Tjetjensk politiker mistænkes for Politkovskaja-mord

21 september 2007 – 21:46

Russiske anklagere har rejst anklage mod en tidligere regeringstjenstemand for delagtighed i mordet på journalisten Anna Politkovskaja.
Burajev kommer fra Tjetjenien hvor han tidligere bl.a. har kandiderat til præsidentposten. Ifølge russiske medier blev han fyret fra sin stilling som forvaltningschef for den daværende tjetjenske præsident Achmad Kadyrov i 2003.
Politkovskaja var en skarp kritiker af udviklingen i Tjetjenien. Hun blev skudt ihjel i hendes hjem i oktober.
Regeringen er blevet anklaget for ikke at have givet hende politibeskyttelse.
Ligesom den svenske regering og politi blev anklaget for ikke at beskytte Statsminister Palme på mordsaftenen fredag den 28.Februar 1986

Rusland: “alle bombers fader” testet

11 september 2007 – 22:26

Rusland har prøvesprængt en så kaldt vakuumbombe – et masseødelæggelsesvåben – som pga sin kraft kaldes “alle bombers fader”, skriver russiske medier.
– Resultatet viser at bomben er sammenlignelig med atomvåben i effektivitet och potential, men “miljøvenligare, sagde generalstabens vicechef Aleksander Ruksjin til ORT:s nyhedsprogram i dag.
Tekniken bygger på att brænseldampe spredes i et stort område og antændes. Vakuumeffekten kan suga luften ud af mennesker på flere hundrede meters hold.
USA har brugt sine “alla bombers moder” i Afghanistan.

OGSÅ DEN ZIONISTISKE STAT ISRAEL rapporteres have brugt vakuumbomber de sewneste år..
Våbnet er så nyt at det endnu ikke udtrykkeligt er forbudt internationalt, men USA´s militær “forsikrer at bomben bara tage i brug mod strikt militæra mål.

Venezuela køber russiske geværer

27 Aug. 2007 –

Venezuelas præsident Hugo Chavez har besluttet at købe 5.000 russiske skarpskytte-geværer. Disse våben skal – ifølge Chavez, bruges til at forsvare landet hvis den amerikanske supermagt i Washington invaderer landet .
Under Chavez´ ledelse har Venezuela forøget sit våbenarsenal bl.a. med flyg og helikopterer. Rusland har tidigere solgt militære våben til landet, afset til guerillakrig mod en invasionshær.

Chavez sagde at de russiske Dragunov-geværer , er “verdens bedste, med infrarødt nat-sigte”. Præsidenten fortalte om planerna i den tv-sendte tale som han holder hver uge.

Rusland: Racistisk vold kræver liv

4 Sep. 2007 -

MOSKVA (Sova) – * – Racistisk vold i Ruslandhar krævet 38 mordoffrer hidtil i år, samtidigt som 300 mennesker er skadet. Det angiver den russiske menneskerettihedsorganisationen Sova, ifølge BBC.
Ifølge Sova er det “skinheads”, som ligger bag en stor del af volden og det er først og fremmest mennesker fra Kaukasus og Centralasien som utsættes for overgreb.

Den racistiske vold tiltager, siger Sova og advarer mod at andre minoritetsgrupper, blandt andre de homoseksuelle, stadig oftere er mål for angrebene. Ifølget Sova findes der mere end 60.000 højreradikale skinheads i Rusland.
Kilde: BBC,Sova

Svar til Kristian Lund om Tysklands deling, Muren :Sovjet foreslog et forenet Tyskland i 1952, men vestmagterne afviste Stalins forslag

Hej Kristian Lund

Vi kan blive enige om at Tysklands deling og senere splittelse med indlemmelse i den aggressive Nato-krigsalliance – hvilket førte til oprettelsen af Warszawa-pagten og senere Berlinmuren – var den dårligste løsning for Tysklands folk.

Men det var ikke det socialistiske Sovjets politik.

Stalins Sovjet foreslog at det tyske folk skulle leve i en “NEUTRAL, UAFHÆNGIG og DEMOKRATISK” stat.

Det ligger også i tråd med Stalins afvisning af de trotskistiske teser om at “eksportere revolutionen” gennem militær intervention” som generallinje.  Derfor afviste Stalin enhver  tale om en invasion af Jugoslavien efter Kominforms klare kritik af de Jugoslaviske “kommunistiske” ledere (den højreopportunistiske Tito-gruppe)  i 1948 hvor Tito´s “parti” blev ekskluderet

Delingen af Tyskland var Vestmagternes og deres tyske allieredes linje og strategi.

Faktisk afviste Vestmagterne i 1952 et sovjetisk forslag om et forenet
Tyskland; den såkaldte “Stalin Note “  . . . .  åbenbart ønskede de vestlige  kapitalistiske NATO-stater (læs USA)  konfrontation og kold krig med det tyske folk som gidsel.

Det var en politik som blev fremhævet på SUKP(b)´s 19. Kongres,i Oktober 1952: med ordene “I overenstemmelse med Potsdam-aftalerne (Potsdamer-Abkommen) har Sovjetunionen uophørligt ført en politik med retning mod at så snart som muligt ordne en fredsaftale med Tyskland, at få samtlige besættelsestropper ud af Tyskland og skabe et forenet (einheitlichen) uafhængigt, fredselskende og demokratisk Tyskland – i betragtning af dette – at eksistensen af et sådant Tyskland ved siden af den fredselskende Sovjetunion udelukker muligheden af nye krige i Europa og gør det umuligt for verdensimperialismen at forslave de europæiske lande.”* ( Langvarige klapsalver)
citeret fra Malenkovs virksomhedsberetning til Centralkomiteen i SUKP(b) i Moskva 1952,

Walter Ullbricht og flere andre ledere i DDR var i realiteten imod kursen for et forenet, neutralt og demilitariseret Tyskland. Når Stalin i samtaler, f.eks kritisere SED-ledernes krav om at forbyde det reaktionære SPD i DDR er det en kritik som rammer Ullbricht og flere andre ledere direkte. Stalin forklarer at DDR-lederne må vende sig til at “slå SPD politisk” , altså at overvinde de politiske konflikter gennem argumenter og diskussioner, i “stedet for gennem “bureaukratiske manøvrer” og forbud. Stalin afviste også forslag om at at dele Berlin med mur og pigtråd i 1952 da Ullbricht bragte ideen om at bygge en mur omkring de vestligt besatte dele af den tyske metropol. Stalins velargumenterede og velgennemtænkte nej til muren forsinkede murbyggeriet i ni år indtil 1961 da den nye Stalin-kritiske Sovjetleder Nikita Hrustjov godkendte den østtyske Ullbricht-gruppe skæbnesvangre murprojekt. Det fremgår også af den nyeste tyske historieforskning i de tidligere hemmelige sovjetiske og østtyske arkiver.
Efter Stalin´s død blev denne orientering af den sovjetiske udenrigspolitik ændret fundamentalt: Hrusjtjov-gruppen stræber efter et DDR under sovjetisk dominans, efter et DDR som kan udnyttes som en økonomisk og militært potentiale i rivaliseringen med USA i forståelse med de revisionistiske ledere i den østtyske stat.
De sovjetiske og tyske ledere der kom efter Stalin forværrede situationen med med deres antikommunistiske hetz mod Stalin som førte til kontrarevolutionen og Sovjetisk invasion i Ungarn 1956; forbudet mod KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) i  august 1956 ; bygningen af Muren i 1961 og  DE FACTO de-nationaliseringer, nedbrydning af den socialistiske plan-økonomi , hvorved der skete en udvidelse af vare-produktionen og i 1965 indførelse af profitten som prioriteret mål i Sovjetisk økonomi . . . optagelse af milliarder af dollarslån i vestlige kapitalistiske banker . . . . til opbygningen af Stasi , invasion i Tjekkoslovakiet i 1968, invasion i  Afghanistan i 1979. Og vi kender alle slutresultatet af  det revisionistiske SUKP og DKP `s politik.

På det amerikanske Wilsoncenter kan du læse mere om hvordan amerikanske historikere taler om “missed opportunity for German unification” i 1952 fordi  de vestlige ledere afviste Stalins forslag om et forenet Tyskland.

FAKTA om Tyskland 1945: Efter Anden Verdenskrig -altså med den tyske kapitalisme´s nederlag i krigen, og dermed Europas befrielse – fra det nazi-fascistiske tyranni stod Tyskland som en befriet og militært besat land.
Nogle lande blev dog ikke befriet: USA og UK tillod ingen befrielse af Franco-Spanien, og Salazar-Portugal samt Kongeriget Grækenland. Selvom Franco-Spanien var allieret med de fascistiske taber-stater: Tyskland og Italien . Det fascistiske Spanien tilsluttede sig Anti-Kominternpagten og Franco sendte et helt kontinent soldater – den “Blå Division” – ind i korstoget mod Sovjetunionen i 1941.

Krigsforbrydelserne som tyskerne og deres allierede fra Italien-Japan-Finland-Ungarn-Rumænien-Kroatien-Danmark og Spanien gjorde sig skyldig i, fik parolen

“*A L D R I G  M E R E “

til at gå verden over.

Aldrig mere skulle Tyskland og dets allierede fascist-stater få mulighed for at gentage dets krigsforbrydelser.

De tre store allierede i den anti-fascistiske krig mod Anti-kominternpagtens styrker blev enige om at Tyskland skulle demilitariseres. Og ikke have mulighed for at tilslutte sig til nogen militær-blok.

Men som “Onkel Joe” ;Sovjetunionens leder Stalin påpegede overfor de meget indflydelsesrige kræfter både i vest , men også i Sovjet, med forfatteren Ilja Ehrenburg som en af de mest fremtrædende fortalere for en nærmest racistisk undertrykkelse af alt tysk – som krævede at tyskerne ikke skulle have deres egen stat, hvilket ikke var et upopulært synspunkt i europa 1945 -

” så kommer og går folk som Hitler, men det tyske folk består.” Es wäre lächerlich, die Hitler-clique mit dem deutschen Volke, mit dem deutschen Staate gleichzusetzen. Die Erfahrungen der Gesichte besagen, dass die Hitler kommen und gehen, aber das deutschen Volk. der deutsche Staat bleibt” som Stalin udtrykte det i en tale den 23. Februar 1943.

Sovjets og Stalins politik var klar: Tyskland skulle ikke fjernes fra kortet: heller I K K E deles, men afmilitariseres og være demokratisk og uafhængigt.

Det var hvad der blev vedtaget på Jalta og i Potsdam efter befrielsen i 1945 af de tre store allierede: Churchill-Roosevelt-Stalin

Det var Sovjetunionens folk – “untermenschen” som nazisterne kaldte de slaviske og andre folk – der havde båret de største ofre og været hovedmålet for den tyske kapitalismes planer for “lebensraum”, kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland og de vestlige allierede lande. .

Og det var først og fremmest den Røde Hær og de sovjetiske og andre partisaner der havde stoppet de tyske planer om et “tusindårsrige”.

Det var den Røde Hær der i befrielsesåret 1945 jog hovedparten af det tyske “herrefolk”´s militære styrker ud af Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Rumænien. Siden gav den Røde Hær dødsstødet til nazi-styrkerne i Tyskland og befriede i maj 1945 den tyske hovedstad Berlin.
-
Demonstration for Tysklands genforening i 1952: Gegen Kolonialen Weststaat – Für eines fries Deutschland ! – (Nej til vestlig kolonistat – For et frit Tyskland )
Sovjetunionen og dets folk – som havde ofret næsten 27 millioner mennesker – langt hovedparten civile – i befrielseskrigen mod de fascistiske styrker – havde et legitimt krav på at Tyskland, Østrig, Finland, Ungarn, Rumænien og andre fascistiske nabo-stater IKKE fik nogen mulighed for at starte nye fjendtlige militære aktiviteter eller deltage i nogen militær-pagt som var vendt mod Sovjetunionen.
Det var klart for alle i 1945, undtagen de slagne reaktionære-fascistiske kræfter.
-
- – KPD i offensiven efter befrielsen i 1945:Valgplakaten kræver Storindustrien i folkets hænder og “brot und brand” til menneskene”
At Sovjet ikke havde som hovedmål at med militær vold fremtvinge “socialistisk omvæltninger” i de lande de befriede i 1945 kan jo også ses af at Østrig som den Røde Hær befriede i 1945 aldrig blev folkedemokratisk endsige socialistisk- selvom de sovjetiske soldater forblev i Østrig til 1955. I Østrig var den revolutionære arbejder- og kommunistiske bevægelse ikke så stærk at de var i stand til at gennemføre socialistiske omvæltninger. Men Østrig blev demilitariset og uafhængig af imperalistiske militæralliancer.

I 1948, altså inden der var noget “Vest” og “Øst”-Tyskland indførtes den såkaldte West-mark som valuta i de af Usa, Frankrig og Storbritanien besatte zoner. Det var klart i strid med alle aftaler, som de allierede havde underskrevet på Jalta og i Potsdam.

Her taltes der om et udelt, neutralt og demilitariseret Tyskland, som skulle betale krigsskadeerstatninger til alle besatte lande, incl Danmark og Sovjet.

Sovjetunionen kunne ikke tillade at der blev oprettet et regime i Tyskland, som var militært aggressivt og fjendligt indstillet over Sovjet.

Uanset om Sovjet havde ´haft en “socialistisk regering” eller om det var et Rusland med en ikke-socialistisk regering, kunne man ikke hverken overfor de sovjetiske folk eller Europa´s folk lade et økonomisk og militært stærkt Tyskland genopstå.
Tyskland skulle forblive udelt, men neutralt og af-militariseret.

Når de amerikansk-britisk-franske besættelsesmagter tillod indførselen af den selvstændige West-mark, uden at rådføre sig med de tidligere sovjetiske allierede som havde befriet det østlige Tyskland, brød man med overenskomsten om Tyskland.
Året efter i 1949, oprettedes en selvstændig Vesttysk stat : Forbundrepulikken, som i 1955 blev medlem af Nato.

Oprettelsen af den “vesttyske” stat var i klar modstrid med alle de fælles overenskomster efter befrielsen.

Sovjetunionen kunne dog sørge for at den østlige del af Tyskland IKKE blev et Nato-opmarsh område. Derfor blev DDR dannet i 1949.
Berlin-muren blev derfor en konsekvens af den vestdikterede deling af Tyskland.

Vest-tyskland fik Marshall-hjælp og slap for at betale krigsskadeerstatninger
(Forbundsrepuklikken skylder alene idag Danmark 500 milliarder kr med renter)

Mens DDR betalte krigsskadeerstatninger til Sovjet, Polen og andre.
Samtidig havde de engelsk-amerikansk-allierede terrorbombet tyske byer som Dresden og andre byer i det østlige Tyskland.

Nej til genoprustning . For tredje gang ? er spørgsmålet på plakaten -
Det havde man gjort – ikke af militære årsager – for man bombede ingen krigsindustrier, men af politiske årsager. For at gøre det endnu sværere for tyskerne i de sovjetisk-befriede områder.

Men nu er Berlin-muren jo IKKE den eneste “beskyttelses”-mur af dette omfang på kloden.
Idag bygger den zionistiske stat Israel en såkaldt “sikkerheds”mur ned gennem Palæstinas land – i strid med international ret – .
Og de amerikanske herskere i Irak er nu igang med at bygge en “sikkerheds”-mur i Baghhad. En mur der skal beskytte amerikanerne mod den irakiske modstandsbevægelses angreb på besættelsesmagten.

På grænsen mellem de Forenede Stater (US) og Mexico foreslår amerikanske politikere nu bygget et mur-lignende stængsel for at gøre den “usynlige mur” synlig og stoppe “illegal emigration” langs denne grænse .

Det amerikanske grænsepolitis jagt på illegale immigranter og flygtninge langs Rio Grande-floden og i Arizona-ørkenen koster hvert år hundrede vis af ofre – nogle af ofrene er håndlangere og pushere for de kapitalistiske narkokarteller, men mange er fattige og arbejdsløse som i desperation efter et job der kan skaffe mad på mordet og tag over hovedet forsøger at krydse grænsen illegalt. / /° °//

Underskrevet Ole S.Larsen

Tyskerne skriver følgende om udviklingen omkring delingen /splittelsen af Tyskland efter Nazityskland´s undergang

Kapitel I: Kampen for demokrati og national enhed

Den tyske arbejderklasse havde ikke nedkæmpet Hitler-Fascismen af egen kraft. Det var i første række Sovjetunionens Røde Hærs som havde tvunget den på knæ. I denne situation kunne kampen for socialismen ikke blive en umidddelbar dagsaktuel opgave, hvad enten det handlede om den sovjetiske besættelsezone eller de vestlige allieredes besættelses-zoner. Derefter var opgaven , at udrydde fascismen med rod , für die Bestrafung der Kriegsverbrecher und die Zerschlagung und Enteignung der Kriegsverbrecher-Konzerne zu kämpfen und den Aufbau eines demokratischen Deutschlands in Angriff zu nehmen.

So erklärte denn das ZK der KPD in seinem Aufruf vom 11. Juni 1945 an das deutsche Volk, daß es falsch wäre, “Deutschland das Sowjetsystem aufzuzwingen”, daß vielmehr ein anderer Weg eingeschlagen werden müsse, der “Weg der Aufrichtung eines antifaschistischen, demokratischen Regimes, einer parlamentarisch-demokratischen Republik mit allen demokratischen Rechten und Freiheiten für das Volk”.

Doch welchen Klassencharakter hätte ein solches Regime gehabt? Dies wäre letztlich durch den Kampf der Klassen entschieden worden, doch ein schwacher bürgerlicher Staatsapparat auf der Grundlage konsequenter Entnazifizierung wäre eine günstige Kampfbedingung für die Arbeiterklasse gewesen, ihre weitergehenden Klasseninteressen durchzusetzen. Jedenfalls dann, wenn es der KPD gelungen wäre, das Vertrauen des größten Teiles der Arbeiterklasse zu gewinnen. Wenn dies der KPD aber nicht gelungen wäre, dann wäre es ohnehin ein schwerer Fehler gewesen, zu versuchen, einen “Sozialismus” zu errichten, der sich hauptsächlich auf die Bajonette einer Besatzungsmacht stützte.

-
De imperialistiske planer om genmilitarisering af Tyskland rejste en omfattende protestbevægelse i hele Tyskland: Plakaten stiller spørgsmålet: FOR TREDJE GANG ?
Neben dieser richtigen Orientierung aber enthielt der Aufruf des ZK der KPD einen schwerwiegenden Fehler, nämlich die These von der angeblichen Kollektivschuld des deutschen Volkes am Faschismus. “Das deutsche Volk” im Ganzen sei “zum Werkzeug Hitlers und seiner imperialistischen Auftraggeber” geworden, “in jedem deutschen Menschen” müsse “Scham brennen”. Gewiß, für allzuviele traf durchaus zu, daß sie mitschuldig waren, auch für Teile der Arbeiterklasse, doch das ganze deutsche Volk?

Viele ArbeiterInnen und Angehörige anderer Klassen und Schichten unterschiedlichster politischer und weltanschaulicher Überzeugung hatten mit großem Mut gegen die Faschisten gekämpft und große Opfer gebracht. Die Kollektivschuldthese war nicht nur ein zufällig falscher Zungenschlag, sondern in gewisser Hinsicht eine Vorwegnahme dessen, was später in der DDR geschah: Eine so “unmündige” Bevölkerung, die angeblich im Ganzen zum Werkzeug der faschistischen Verbrecher geworden war, darf – einschließlich ihrer Arbeiterklasse – nicht selbsttätig handeln. Die Entscheidungen sollen folglich von “fürsorglichen” Funktionären getroffen werden, die “am besten wissen”, was gut für die Menschen ist – und das für immer und ewig.

Doch eilen wir nicht zu weit voraus. Die grundlegende Orientierung der KPD war richtig, und in der sowjetischen Besatzungszone wurden mit der Entnazifizierung und der Nationalisierung der Kriegsverbrecherkonzerne die Grundlagen des deutschen Imperialismus zerstört. Die imperialistischen westlichen Besatzungsmächte verhinderten unter Bruch des Potsdamer Abkommens, daß in ihren Besatzungszonen das gleiche geschah. Insbesondere der US-Imperialismus verfolgte das Ziel, Deutschland zu spalten und Westdeutschland als imperialistische Speerspitze gegen das sozialistische Lager aufzubauen. Sie fanden deutsche Handlanger, deren politischer Führer, Konrad Adenauer, den berüchtigten Satz prägte: “Lieber das halbe Deutschland ganz als das ganze Deutschland halb.”

Diese Haltung des nationalen Verrats entsprach den Klasseninteressen der deutschen Monopolherren. Sie, die Drahtzieher des Faschismus und des 2. Weltkrieges, waren bereit, Deutschland zu spalten, um in Westdeutschland ihre Macht wiederherzustellen. Und 1949 vollzogen sie durch Gründung des westdeutschen Separatstaates die staatliche Spaltung der deutschen Nation. Der Kampf der KPD um Demokratie und um die Wiederherstellung der deutschen Einheit gewann damit besondere Bedeutung.

In der deutschen Linken hat das Wort “Nation” heute einen schlechten Klang. Das beruht unter anderem darauf, daß die Hitlerfaschisten ihre abscheulichen Verbrechen unter anderem damit “begründeten”, sie würden für die “Nation” kämpfen. Doch man darf auf ihre Demagogie nicht hereinfallen: Sie kämpften allein für die Profitinteressen der deutschen Monopole. Für KommunistInnen ist eine Nation gewiß nichts Heiliges und Ewiges; mit dem Sieg des Kommunismus auf der ganzen Welt werden die Nationen abgestorben sein. Doch solange Nationen existieren, muß man mit ihnen als einer realen Kraft rechnen. Nationen haben Rechte, und KommunistInnen müssen diese Rechte verteidigen, insbesondere dann, wenn Imperialisten diese Rechte mit Füßen treten. Und die KPD trat für die Rechte der deutschen Nation ein, ebenso wie die damals noch sozialistische Sowjetunion. Das hatte revolutionäre Sprengkraft, das richtete sich vor allem gegen den US-Imperialismus, die neue Führungsmacht der kapitalistischen Welt, sowie gegen das Adenauer-Regime, das die Interessen der Kriegsverbrecher-Konzerne vertrat und sich an den US-Imperialismus anbiederte.

Wohlgemerkt: Die KPD forderte die Einheit Deutschlands nicht mit dem unmittelbaren Ziel des Sozialismus, sondern mit dem Ziel der Schaffung eines antifaschistisch-demokratischen Deutschlands. Das Ziel des Sozialismus war damit aber keineswegs aufgegeben; vielmehr war der Kampf um Demokratie und die Rechte der Nation zu diesem Zeitpunkt der entscheidende Hebel, um an die sozialistische Umwälzung heranzukommen.

In einem Antrag der Bundestagsfraktion der KPD vom 7. Januar 1952 hieß es: “Der Bundestag wolle beschließen: Die Bundesregierung wird verpflichtet, unverzüglich dem Bundestag einen Entwurf eines Gesetzes über die Durchführung gesamtdeutscher Wahlen vorzulegen.” Am 10. März 1952 unterbreitete die sowjetische Regierung den Entwurf eines Friedensvertrages, der die Bildung einer gesamtdeutschen Regierung und die Durchführung freier, gesamtdeutscher Wahlen beinhaltete – die sogenannte Stalin-Note. Die KPD-Fraktion beantragte, daß dieser Entwurf im Bundestag diskutiert werde, doch die Regierungsparteien verhinderten es. Der damalige Innenminister Heinemann plauderte später – nämlich am 27. November 1963 – in der Frankfurter Allgemeinen Zeitung aus, warum: weil “die Bundesrepublik unter allen Umständen in die NATO hineinsollte.”

Im November 1952 beschloß der Parteivorstand der KPD ein “Programm der nationalen Wiedervereinigung Deutschlands” [Program for Tysklands nationale Genforening. overs.anm.], hvor det blandt andet blev krævet : “Ophøret af Tysklands deling og genforening af Tyskland som et forenet , demokratisk, fredselskende og uafhængig stat.”

“Alle Besatzungstruppen verlassen nach Abschluß des Friedensvertrages das Territorium Deutschlands.” ["Alle besættelsestropper som findes efter udformingen af en fredstraktat for det tyske territorium skal forlade landet."]

“Die Betriebe der Großkonzerne, des Bergbaues, der Eisen- und Stahlgewinnung, der Großchemie, der Großbanken und der großen Versicherungsgesellschaften, deren Besitzer den nationalen Verrat des Adenauer-Regimes unterstützen, werden der Verfügungsgewalt dieser Monopolherren entzogen und in Eigentum des Volkes umgewandelt.” [ .. . . ]

“Allen Betrieben, die durch die Maßnahmen der Okkupationsmächte und durch die Kriegswirtschaftspolitik der Adenauer-Regierung in Schwierigkeiten geraten sind, insbesondere den kleinen Unternehmungen, Handwerksbetrieben und den landwirtschaftlichen Betrieben, wird staatliche Hilfe gewährt. Die private Initiative wird gefördert.”[ ]

Kampen mod genoprustningen af den tyske imperialisme blev nu en væsentlig bestanddel af den nationale og demokratiske kamp. Der allergrößte Teil des deutschen Volkes lehnte die Remilitarisierung ab – de antimilitariske stemninger umiddelbart efter krigssafslutningfen var så stærke, at selv den senere Krigsminister Franz Josef Strauß dengang demagogisk måtte forklare , at den der i Tyskland igen tog et gevær i hånden , ville miste hånden.
Der udviklede sig en bred “Ohne Ich” ( “Uden-mig)-bevægelse”, som KPD med alle kræfter deltog i.

Die KPD verstand es unter anderem, ökonomische Streiks mit Losungen gegen die Remilitarisierung zu verbinden. Bei einer Demonstration gegen die Wiederaufrüstung wurde der junge Kommunist Philipp Müller von der Adenauer-Polizei erschossen. Die Bundesregierung verbot die Durchführung einer Volksbefragung gegen die Remilitarisierung und für den Abschluß eines Friedensvertrages. Die KPD versuchte, dennoch eine Befragung durchzuführen, was zu wütenden Verfolgungen durch den westdeutschen Staatsapparat führte. 1951 wurde das “Blitzgesetz” erlassen, ein Sonderstrafgesetz, das sich gegen die KPD und ihre Aktivitäten richtete. 1951 verbot die Adenauer-Regierung die Freie Deutsche Jugend. 1952 beantragte sie das Verbot der KPD, das 1956 vom Bundesverfassungsgericht ausgesprochen wurde.

Zum Zeitpunkt des Verbots allerdings waren die revolutionären Prinzipien, die das bürgerliche Gericht der KPD vorwarf, deren Führern bereits peinlich geworden – so etwa das Streben nach der Herrschaft der Arbeiterklasse, die grundsätzliche Notwendigkeit, den bürgerlichen Staat in der sozialistischen Revolution gewaltsam zu zerbrechen usw. In der Sowjetunion hatten die Revisionisten um Chruschtschow diese und andere Prinzipien des Marxismus-Leninismus über Bord geworfen und versuchten, sich mit dem Imperialismus zu versöhnen.

Die damaligen Führer der KPD orientierten sich an den Revisionisten in Moskau und in Ostberlin. Ungeachtet dessen trotzten viele KommunistInnen der wütenden Verfolgung durch den westdeutschen Staat, die nun einsetzte. Viele wanderten ins Gefängnis oder wurden anderweitig verfolgt. Die Forderung nach Aufhebung des KPD-Verbots ist bis heute eine elementare demokratische Forderung geblieben.

Kapitel II : Udviklingen i DDR

I denr sovjetiske zone wurden mit großem Erfolg und mit Billigung und Unterstützung des größten Teiles der Bevölkerung die Monopolbetriebe in Volkseigentum überführt. Die faschistischen Kräfte wurden unterdrückt und bestraft, während sich die demokratischen Kräfte entfalten konnten. 1946 vereinigten sich die KPD und die SPD in der sowjetischen Besatzungszone zur SED. Sie zogen damit die Lehren aus der Spaltung der Arbeiterklasse, die zur fürchterlichen Niederlage der Machtergreifung des Faschismus geführt hatte. Neben der SED wurden auch bürgerlich-demokratische Parteien zugelassen. In den Westzonen verhinderten die reaktionären Führer der SPD, die die Pläne der Imperialisten zur Spaltung Deutschlands und Restaurierung eines westdeutschen Imperialismus faktisch unterstützten, die Vereinigung der beiden Arbeiterparteien.

Die Parteien in der sowjetischen Zone strebten an, daß Deutschland bei der Konferenz der Außenminister der vier Siegerstaaten im November 1947 vertreten sein sollte, um den völkerrechtlichen Anspruch auf die Einheit Deutschlands und den Abschluß eines Friedensvertrages entsprechend den Potsdamer Beschlüssen durchzusetzen. Hierzu sollte in allen Besatzungszonen ein einheitlicher deutscher Volkskongreß gewählt werden. Doch Adenauer, der Vorsitzende der West-CDU, sowie Schumacher, der Vorsitzende der SPD, boykottierten dies, da die Wahl eines solchen Volkskongresses die Pläne der US-Imperialisten und der in Westdeutschland fortexistierenden Monopolherren behinderte.

Dennoch wurden in ganz Deutschland Delegierte gewählt. 1948 wurden in ganz Deutschland nahezu 15 Millionen Unterschriften für die Errichtung eines einheitlichen Deutschlands gesammelt, obwohl die Unterschriftensammlung von den westlichen Besatzungsmächten teils behindert, teils verboten wurde. Der vom deutschen Volkskongreß gewählte Volksrat beschloß im März 1949, den Dritten Deutschen Volkskongreß in allgemeiner, gleicher und geheimer Wahl wählen zu lassen. Da dies ein frontaler Angriff auf die Pläne zur Spaltung Deutschlands war, wurde die Wahl in Westdeutschland und Westberlin von den Besatzungsmächten verboten. Bei all diesen Kämpfen um die Einheit Deutschlands standen KPD und SED in vorderster Front.

Mit der Gründung des westdeutschen Spalterstaates “Bundesrepublik Deutschland” im September 1949 war dieser Kampf noch nicht verloren. Mit der Gründung der DDR im Oktober 1949 und der Übergabe der Regierungsgewalt durch die Sowjetunion an die Regierung der DDR war die Spaltung Deutschlands keineswegs anerkannt. In der diesbezüglichen Erklärung der sowjetischen Regierung hieß es vielmehr: “Unter diesen Umständen kann man nicht umhin, das Bestreben deutscher demokratischer Kreise als rechtmäßig anzuerkennen, die Wiederherstellung der Einheit Deutschlands und dessen Wiedergeburt auf demokratischer und friedlicher Grundlage in die eigenen Hände zu nehmen.”
-
Die DDR sollte also ein Provisorium sein, dessen Aufgabe vor allem die Weiterführung des Kampfes um die Herstellung der staatlichen Einheit Deutschlands war. Der Kampf um die Einheit Deutschlands war zu diesem Zeitpunkt der wichtigste Hebel, um an die sozialistische Revolution heranzukommen. Das Scheitern des Planes der Imperialisten, Westdeutschland als Speerspitze gegen das sozialistische Lager aufzubauen, hätte außerdem unter Ausnutzung zwischenimperialistischer Widersprüche der Kriegsgefahr entgegengewirkt und der Sowjetunion eine Atempause verschafft; die sowjetischen Kommunisten hätten bessere Bedingungen gehabt, um im eigenen Land für die Festigung des Sozialismus im Sinne des Voranschreitens zum Kommunismus zu kämpfen. Aus all diesen Gründen sah Stalin die Frage der deutschen Einheit offenbar als eine Schlüsselfrage der internationalen Politik an, betrieben die KPdSU(B) und die sowjetische Regierung den Kampf um die deutsche Einheit mit großer Energie.

So hieß es im Rechenschaftsbericht auf dem 19. Parteitag der KPdSU(B), Oktober 1952: “Gemäß dem Potsdamer Abkommen führt die Sowjetunion unentwegt eine Politik durch, die auf den baldigsten Abschluß eines Friedensvertrags mit Deutschland, auf den Abzug sämtlicher Besatzungstruppen aus Deutschland und auf die Schaffung eines einheitlichen, unabhängigen, friedliebenden, demokratischen Deutschlands gerichtet ist., in Anbetracht dessen, daß die Existenz eines solchen Deutschlands neben der Existenz der friedliebenden Sowjetunion die Möglichkeit neuer Kriege in Europa ausschließt und die Knechtung der europäischen Länder durch die Weltimperialisten unmöglich macht.” (Malenkow, Rechenschaftsbericht an den XIX. Parteitag über die Tätigkeit des Zentralkomitees der KPdSU(B), Moskau 1952, S. 42)

Diese Orientierung der sowjetischen Außenpolitik sollte sich allerdings nach Stalins Tod grundlegend ändern: Chruschtschow strebte eine DDR unter sowjetischer Vorherrschaft an, die für ihn und seine Nachfolger einerseits ökonomisches und militärisches Potential, andererseits Schacherobjekt gegenüber dem westdeutschen Imperialismus war.

Auf einer Parteikonferenz der SED im Juni 1952 wurde beschlossen, “in allen Bereichen der Gesellschaft planmäßig die Grundlagen des Sozialismus zu schaffen”. (Geschichte der SED, Berlin 1978, S. 275) Dies geschah 2 Monate nach der sogenannten Stalin-Note! Wir wollen hier nicht zu einer abschließenden und umfassenden Einschätzung des Beschlusses der Parteikonferenz der SED kommen, doch deutet vieles darauf hin, daß dieser Beschluß übereilt war und der Situation nicht entsprach. Faktisch hieß dieser Kurs: Beschleunigte Kollektivierung der Landwirtschaft, beschleunigte Liquidierung des privaten Eigentums an Produktionsmitteln und Übergang zur Planwirtschaft, Abschaffung bürgerlicher Rechtsnormen, offizieller Aufbau eigener Streitkräfte.

Zwar stellte – wie oben gesagt – der nationale und demokratische Kampf keine eigenständige Etappe dar, sondern war eine Form des Herankommens an die sozialistische Umwälzung. Diese oder jene Schritte zum Sozialismus konnten und mußten daher durchaus ergriffen werden. So mußte sicherlich auch gegen nichtmonopolistische Unternehmer und Großbauern vorgegangen werden, die sich gegen die demokratische Staatsmacht stellten, so mußten freiwillige Zusammenschlüsse von Bauern gefördert werden, so mußten wirksame Maßnahmen zur Landesverteidigung getroffen werden.

Der demokratische Charakter der bestehenden Ordnung konnte nicht ohne diese oder jene sozialistische Maßnahmen behauptet werden, da es keine sozialökonomische Zwischenetappe zwischen Kapitalismus und Sozialismus gibt. Ein Stehenbleiben war also nicht möglich; scheinbarer Stillstand wäre in Wirklichkeit Rückschritt gewesen und hätte letztlich zur Niederlage geführt. Doch es ging um das Tempo des Voranschreitens, und es entsprach wohl kaum den Kräfteverhältnissen, mit großem Tamtam einen gebündelten Maßnahmenkatalog anzukündigen, der in seiner Gesamtheit hochoffiziell den Übergang zum Sozialismus beinhalten sollte. Diese Ankündigung war faktisch die Absage an ein gesamtdeutsches klassenübergreifendes, aber gegen den US-Imperialismus und die westdeutschen Monopole gerichtetes Bündnis zur Erkämpfung der Einheit Deutschlands. Es sieht ganz so aus, als hätten die Kräfte um Ulbricht mit dieser Orientierung Stalins Außenpolitik gezielt desavouiert.

Was Stalin betrifft, so erklärte dieser im Oktober 1952 anläßlich des 3. Jahrestages der Gründung der DDR in einem Telegramm an Otto Grotewohl als den Ministerpräsidenten der DDR: “Ich bitte Sie, meine Wünsche für weitere Erfolge bei dem großen Werk der Schaffung eines einheitlichen, unabhängigen, demokratischen, friedliebenden Deutschland entgegenzunehmen.” (SW 15 S. 388) Es sieht so aus, als wäre Stalin von dem Projekt eines hochoffiziell angekündigten Übergangs zum Aufbau des Sozialismus in der DDR alles andere als begeistert gewesen. Aus Notizen Piecks geht im übrigen hervor, daß Stalin im April 1952 in Unterredungen mit führenden Funktionären der SED sinngemäß erklärt hatte: “Demarkationslinie gefährliche Grenze… Bewaffnung muß geschaffen werden… Nicht Miliz, sondern ausgebildete Armee. Alles ohne Geschrei, aber beharrlich.” Und: “auch Schaffung von Produktiv-Genossenschaften im Dorfe, um Großbauern einzukreisen… Beispiele schaffen – … Niemand zwingen. Nicht schreien Kolchosen – Sozialismus. Im Anfang die Tat – Weg zum Sozialismus – staatliche Produktion ist sozialistische Produktion.” (W. Otto, Sowjetische Deutschlandnote, Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung 3/91, S. 378 f., zitiert nach Kurt Gossweiler, Benjamin Baumgarten und die “Stalin-Note”, in: Streitbarer Materialismus Mai 1998) Doch der Verzicht auf “Geschrei” war nicht die Sache von Leuten wie Ulbricht…

Nebenbei bemerkt: Im Bestreben, die Behauptung unterschiedlicher Zielrichtungen zwischen Stalin und Ulbricht bezüglich der Deutschlandpolitik als absurd abzuqualifizieren, entwickelt Gossweiler u.a. unfreiwillig eine Argumentation, die gerade für eine solche Annahme spricht. Er sagt: “Bei den Bürgern der DDR und von den Freunden der DDR in der BRD (gemeint ist wohl in erster Linie die Führung von SED und KPD, RM) und im übrigen Ausland in Ost und West wurde die Frage erwogen, ob die Verwirklichung dieses Vorschlages der Sowjetunion (der Stalin-Note, RM) keine Gefährdung der in der DDR verwirklichten demokratischen Reformen bringen könnte.

Im November 1952 beschloß der Parteivorstand der KPD ein

“Programm der nationalen Wiedervereinigung Deutschlands”.

Darin wurde unter anderem gefordert:

“Beseitigung der Spaltung Deutschlands und Wiedervereinigung Deutschlands als einheitlicher, demokratischer, friedliebender und unabhängiger Staat.” “Alle Besatzungstruppen verlassen nach Abschluß des Friedensvertrages das Territorium Deutschlands.” “Die Betriebe der Großkonzerne, des Bergbaues, der Eisen- und Stahlgewinnung, der Großchemie, der Großbanken und der großen Versicherungsgesellschaften, deren Besitzer den nationalen Verrat des Adenauer-Regimes unterstützen, werden der Verfügungsgewalt dieser Monopolherren entzogen und in Eigentum des Volkes umgewandelt.” “Allen Betrieben, die durch die Maßnahmen der Okkupationsmächte und durch die Kriegswirtschaftspolitik der Adenauer-Regierung in Schwierigkeiten geraten sind, insbesondere den kleinen Unternehmungen, Handwerksbetrieben und den landwirtschaftlichen Betrieben, wird staatliche Hilfe gewährt. Die private Initiative wird gefördert.”

Doch es überwog die Meinung, die Verwirklichung des sowjetischen Vorschlages bedeute eine noch größere Gefährdung für die gerade wiederhergestellte Herrschaft des westdeutschen Großkapitals und entziehe den Westmächten auch den Westen Deutschlands als Stützpunkt für die Vorbereitung eines Krieges gegen die Sowjetunion, weshalb kaum damit zu rechnen sei, daß sie sich darauf einlassen würden.” (Gossweiler, ebenda) Das heißt im Klartext: Da sich die SED bei Verwirklichung der Vorschläge Stalins gesamtdeutschen freien Wahlen hätte stellen müssen, waren Ulbricht und andere dagegen. Sie hofften aber, die US-Imperialisten und das westdeutsche Monopolkapital würden es dazu nicht kommen lassen, weil – was ja durchaus stimmte – die Durchführung von Stalins Vorschlag deren Interessen und Pläne gründlich durchkreuzen würde. Doch letzteres wäre für Marxisten-Leninisten ein Argument gewesen, alles zu tun, um für die Durchführung der Vorschläge Stalins zu kämpfen, während Ulbricht und seine Leute nicht nur hofften, daß die Imperialisten die Spaltung Deutschlands durchsetzen würden, sondern ihnen das durch die Beschlüsse der II. Parteikonferenz der SED auch aktiv erleichterten.

Differenzen zwischen Stalin und der SED-Führung gab es auch schon früher. Nach dem Zusammenschluß von KPD und SPD in der sowjetischen Zone wollten reaktionäre SPD-Führer auch dort eine SPD weiterführen, die SED-Führung war aber offenbar – im Gegensatz zu Stalin – gegen die Zulassung einer SPD. Im Januar 1947 fand in Moskau eine Beratung Stalins mit führenden Funktionären der SED statt, und in den Notizen Piecks über diese Beratung finden sich folgende Stichpunkte über Stalins Ausführungen: “Zulassung der SPD in sowj. Besatzungszone, ob SED Angst hat vor SPD – man muß sie politisch schlagen”. (Wilhelm Pieck, Aufzeichnungen zur Deutschlandpolitik 1945 – 1953, hrs. v. Rolf Badstübner und Wilfried Loth, Berlin 1994, S. 112, zitiert nach: Kolloquium zum 50. Jahrestag des Zusammenschlusses von KPD und SPD in Sachsen, hrs. v. Landesvorstand Sachsen der PDS, S. 18) Stalin war sicherlich kein Gegner der Unterdrückung konterrevolutionärer Bestrebungen, aber als Marxist-Leninist ging er davon aus, daß man solche Bestrebungen – solange sie einen gewissen Rückhalt in der eigenen Klasse oder in verbündeten Klassen und Schichten haben – zunächst politisch schlagen muß. Das sahen die SED-Führer offenbar anders. Es war übrigens auch Stalin, der die Zulassung bürgerlich-demokratischer Parteien in der DDR angeregt hatte, und er wollte offenbar keine Blockflöten der SED; er wollte Parteien, die einen eigenständigen politischen Faktor darstellten und mit denen die SED sich politisch hätte auseinandersetzen müssen.

SED-Führer wie Ulbricht aber wollten sich nicht politisch auseinandersetzen; sie wollten um jeden Preis ein Terrain, in dem sie die Macht hatten und mit administrativen Mitteln herrschen konnten. Das entsprach übrigens ihrer sektiererischen Gewerkschaftspolitik in der Weimarer Zeit, die darauf hinausgelaufen war, die RGO faktisch als Gegengewerkschaft zum ADGB aufzubauen, womit sie den ADGB dem Einfluß der reaktionären sozialdemokratischen Gewerkschaftsführer überließen. Ein eigener unbestrittener Einflußbereich war ihnen hier wichtiger als eine Taktik, die auf die Herstellung der Einheit der Arbeiterklasse und damit auf die Untergrabung des Einflusses der reaktionären Gewerkschaftsführer gerichtet war.
Auch in der eigenen Partei gingen sie nicht demokratisch vor. Der Beschluß, zum planmäßigen Aufbau des Sozialismus in der DDR überzugehen, war innerhalb der SED in keiner Weise diskutiert worden, geschweige denn in der Arbeiterklasse. Er wurde auch auf der II. Parteikonferenz selbst nicht wirklich, nicht im Sinne einer allseitigen Einschätzung der Situation und eines Abwägens diskutiert, sondern von einer kleinen Gruppe in der Parteiführung durchgepeitscht.

Es deutet vieles darauf hin, daß die Krise im Juni 1953 eine Folge dieses Beschlusses war. Wäre der Sozialismus auf Grundlage eines siegreichen Kampfes für die Einheit Deutschlands aufgebaut worden, so hätten nicht nur die begrenzten wirtschaftlichen Ressourcen der DDR sondern auch die Ressourcen des Westens zur Verfügung gestanden, die Startbedingungen wären also von vornherein wesentlich besser gewesen. Doch die Bedingungen des Kampfes für die Einheit Deutschlands waren durch den Beschluß der II. Parteikonferenz erheblich verschlechtert worden. Der Versuch, zu diesem Zeitpunkt allein im Osten Deutschlands ohne siegreichen Kampf für die deutsche Einheit und mit den begrenzten ökonomischen Ressourcen der DDR den Sozialismus aufzubauen, mußte zu der Notwendigkeit führen, in allen gesellschaftlichen Bereichen den Druck enorm zu erhöhen. Da die ökonomischen Ressourcen des Bürgertums weitgehend wegfielen, mußte auch der Druck auf die Arbeiterklasse erhöht werden, um den hiervon ausgehenden Folgen entgegenzuwirken. Die von der SED-Spitze einseitig dekretierten Erhöhungen der Arbeitsnormen, die zur Krise im Juni 1953 führten, waren möglicherweise ein voluntaristischer Versuch, die Probleme zu lösen, die sich aus dem übereilten Beschluß der II. Parteikonferenz ergeben hatten, doch dieser Versuch sollte sich als Bumerang erweisen: Die Probleme wurden noch größer.

Besonders verheerend und für den Aufbau des Sozialismus absolut tödlich war, daß dauerhaft ein scharfer Riß zwischen Partei und Klasse entstand. Das war nicht in erster Linie Folge der Normerhöhungen an sich – dieser Fehler war korrigierbar, und er wurde auch korrigiert. Es war Folge dessen, daß die Partei der Arbeiterklasse sich angemaßt hatte, diese Erhöhungen ohne jegliche Diskussion mit der Klasse zu beschließen und daß sie diesen Fehler nicht korrigierte. Im Gegenteil: Erste Versuche, diesen Fehler zu diskutieren, endeten mit der Erklärung, die Partei müsse “heraus aus der Büßermentalität”, und das hieß faktisch, sie sollte gegenüber der Klasse den Herrenstandpunkt herauskehren. Kurt Barthel, der Sekretär des Schriftstellerverbandes, brachte dies sehr klar auf den Punkt: Er erklärte den Bauarbeitern der Stalinallee in einem Gedicht, sie hätten das Vertrauen der Regierung verscherzt und könnten es nur wiedergewinnen, indem sie künftig “sehr viel und sehr gut mauern”. Bert Brecht antwortete damals treffend, wenn das Volk das Vertrauen der Regierung verscherzt habe, ob es dann nicht besser wäre, die Regierung löste das Volk auf und wählte ein anderes.

Genau in diesem Sinne agierte die Führung der SED aber fortan, und so war an Aufbau des Sozialismus nicht zu denken. Zwar wurde der Kapitalismus beseitigt, doch ersetzt wurde er durch ein Regime persönlicher Abhängigkeiten, in welchem von oben nach unten Befehle “durchgestellt” wurden. Die Entscheidungsträger an der Spitze des Apparats taten alles, um zu gewährleisten, daß die Befehlsgewalt auf immer und ewig in ihren Händen bzw. den Händen ihrer Nachfolger bleiben sollte. Man sprach zwar von “führender Rolle der proletarischen Partei”, doch dies war ein Hohn auf die marxistisch-leninistische Konzeption einer Vorhutpartei, die daran arbeitet, die Klasse auf die Höhe ihrer geschichtlichen Aufgabe zu heben. Ein solches Regime mußte letztlich zusammenbrechen. Die sachlichen Abhängigkeitsverhältnisse der bürgerlichen Ordnung im Westen erschienen der Mehrheit der Bevölkerung annehmbarer als eine Gesellschaft, die vorwiegend und dauerhaft auf persönlichen Abhängigkeitsverhältnissen beruht. Bei der Massenstimmung, die letztlich zum Zusammenbruch des Regimes führte, spielten freilich auch große Illusionen über die BRD mit, da die Menschen den SED-Funktionären auch dann nicht mehr glaubten, wenn sie ausnahmsweise mal die Wahrheit sagten. Aber auch heute, wo diese Illusionen der bitteren Realität weichen mußten, wollen die allerwenigsten ein Regime im Stile Honeckers wiederhaben.

Und noch eines spielte beim Zusammenbruch der DDR eine Rolle: die Frage der deutschen Einheit. Ironischerweise konnten ausgerechnet die westdeutschen Imperialisten, die die Nation gespalten hatten, die Losung der nationalen Einheit nun für ihre Zwecke nutzen. Dies war ihnen möglich, weil die SED-Revisionisten erklärt hatten, es gäbe nun zwei deutsche Nationen und somit keine offene nationale Frage mehr. Doch eine Nation ist etwas Objektives; sie kann ebensowenig durch Parteibeschlüsse aus der Welt geschafft werden, wie der Sozialismus durch Parteibeschlüsse errichtet werden kann. Besteht eine offene nationale Frage, so wird die eine oder andere Klasse das zu ihrem Vorteil nutzen. Das Proletariat konnte sie nicht mehr nutzen, weil die SED den proletarischen Klassenstandpunkt und damit unter anderem auch die marxistisch-leninistische Haltung zur nationalen Frage aufgegeben hatte. Dies gab dem Monopolkapital der BRD die Möglichkeit, die nationale Frage in seinem Sinne zu nutzen und zu lösen.

LÆS Videre om
Tyskland´s historie i det 20.århundrede som tyskerne selv ser den

50 året for forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti – KPD

Det moderne Tysklands historie begyndte i det nittende århundrede med kapitalismens og den revolutionære arbejderbevægelses fremmarch : * * * * *

Den sovjetisk-tyske traktat: Ein gefährliches Komplott gegen die Völker Europas und der ganzen Welt

Artikel fra „Zeri i Popullit“, centralorgan for Albaniens Arbejdets Parti / 22. August 1970
Die langen Verhandlungen zwischen den sowjetischen Revisionisten und den deutschen Revanchisten wurden vor kurzem in Moskau mit der Unterzeichnung eines einfach „Vertrag zwischen der UdSSR und der BRD“ genannten Paktes abgeschlossen. Nun will man in Moskau und in Bonn gar nicht aufhören, die Glocken zu läuten, um „die Wendung“ in den sowjetisch-deutschen Beziehungen zu feiern und die „vernünftige“ Politik und „friedensbringende“ Rolle der Moskauer Führer und ihrer westdeutschen Kollegen in den Himmel zu heben. Die Staatsführer beider Länder, die Diplomaten, die Journalisten und alle Massenmedien wurden in Bewegung gesetzt, um der Menschheit weiszumachen, der sowjetisch-deutsche Vertrag kennzeichne das „größte historische Ereignis“ in Europa nach dem 2. Weltkrieg, eine „echte Versöhnung“ zwischen den beiden großen Feinden sei zustandegekommen, für unseren alten Kontinent sei nun endlich der Weg zu „dauerndem Frieden“ gebahnt worden. Man ist zugleich bemüht, die Gelegenheit auszunützen, um den Völkern Europas und der Welt aufzuschwatzen, die größten Mächte in Europa, die Sowjetunion und die Bundesrepublik Deutschland, würden nicht nur die bestehenden Grenzen aller europäischen Länder als unantastbar anerkennen und sich feierlich verpflichten, auf jede Gewaltanwendung gegeneinander zu verzichten, sondern seien nun auch „höchste Bürgen“, wie Kossygin sich ausdrückte, „für die Erhaltung der Stabilität und der Ruhe auf dem europäischen Kontinent“.
Würde man das nunmehrige sowjetisch-deutsche Abkommen von der Außen- und Innenpolitik beider Länder losgelöst betrachten, würde man nur die Buchstaben des Vertrages und nicht sein Wesen, seinen Geist betrachten, so könnte man den schönen Worten vielleicht sogar glauben, die man jetzt aus Moskau und Bonn zu hören bekommt. In Europa sind aber noch nicht die Wunden der alten Illusionen verheilt, es leidet noch immer an den Folgen des Glaubens an die „feierlichen“ Versprechungen und Versicherungen der Vergangenheit und kann es sich daher nicht leisten, wieder solchen Illusionen wie in den Dreißiger Jahren zu erliegen und neuen hohlen Versprechungen Glauben zu schenken.
Sogar Hitler hatte einmal erklärt, er werde niemals andere Länder angreifen, er hatte mit allen Ländern, die er dann doch überfiel, sogar „Nichtangriffspakte“ unterzeichnet – dennoch zögerte er keine Sekunde, Österreich auszulöschen und Frankreich zu besetzen, sich eine Reihe kleiner europäischer Länder einzuverleiben und die Sowjetunion zu überfallen. Die europäischen Großmächte hatten sich damals vor aller Welt, schriftlich und mündlich, verpflichtet gehabt, die „bestehenden Grenzen“ der europäischen Staaten mit allen Mitteln zu beschützen. Als es aber zum Handeln kam, billigten sie die Okkupation Österreichs, unterzeichneten sie das Münchner Abkommen zur Aufopferung der Tschechoslowakei, sahen sie ruhig zu, wie Albanien durch den Faschismus überfallen wurde und so weiter.
Allgemein betrachtet, stellt dieser Vertrag ein Abkommen zwischen den beiden neuen imperialistischen Mächten dar, abgeschlossen im Rahmen der sowjetisch-amerikanischen Globalstrategie, zur Festigung ihrer Herrschaftspositionen und Einflussbereiche in Europa und um die Schwertspitze ihrer Aggressionen nach Asien zu richten. Die Lösung der Deutschlandfrage, eine der wichtigsten, umstrittenen Fragen, eine vom 2. Weltkrieg hinterlassene und mit den Geschicken unseres ganzen Kontinents eng zusammenhängende Schlüsselfrage, ist Gegenstand fortwährender Sorgen der Völker Europas. Mit besonderer Aufmerksamkeit haben sie alle positiven und negativen Schritte verfolgt, die in den vergangenen 25 Jahren auf diesem Gebiet getan wurden. In vieler Hinsicht diente die Deutschlandfrage als ein Barometer, um den steigenden oder fallenden politischen Luftdruck in Europa zu messen.
So ergibt sich die Frage: Dient der zwischen Moskau und Bonn unterzeichnete Vertrag der gerechten, richtigen Lösung der Deutschlandfrage und der Gewährleistung wirklicher Sicherheit in Europa?
In dem am 12. August 1970 in Moskau unterzeichneten Abkommen, wie auch in den vielen Reden und Erklärungen der sowjetischen und westdeutschen Führer zu diesem Ereignis wird von der Notwendigkeit des Abschlusses eines Friedensvertrages mit Deutschland nicht nur keinerlei Erwähnung, sondern nicht einmal die geringste Anspielung darauf gemacht. Das kann doch kein Zufall sein!
Einst haben Chruschtschow und auch die Führer, die heute in der Sowjetunion am Ruder sind, fast jeden Tag erklärt, die Sowjetunion könne die Unterzeichnung des Friedensvertrags mit den beiden deutschen Staaten nicht länger hinausschieben, und sollte man in Bonn nicht wollen, so werde man diesen Vertrag mit der DDR allein unterzeichnen. Sie sagten damals, alles sei dazu bereit, man brauche bloß die Feder in die Hand zu nehmen und die Unterschrift unter den Vertrag zu setzen.
Warum aber haben die Herrschaften diese so große Sache, die eine der Grundfragen der sowjetischen Außenpolitik darstellte, nun plötzlich vergessen? Tatsache ist, daß die heutigen sowjetischen Führer in der Deutschlandfrage und in der Frage des deutschen Friedensvertrages voll und ganz vor Bonn kapitulierten. Sie gaben den „vollendeten Tatsachen“ einfach den Segen, vor welche sie die Westmächte und die Bundesrepublik stellten, nämlich die flagrante Missachtung der Beschlüsse von Jalta und Potsdam, die Leugnung aller Ideale und Ziele, für welche das sowjetische und alle antifaschistischen Völker gekämpft hatten, die Vernichtung aller Hoffnungen, den deutschen Militarismus und Revanchismus, diese ständige Quelle von Kriegen und Aggressionen in Europa, ein für allemal mit Stumpf und Stiel auszurotten.
Die sowjetischen Revisionisten können niemand weismachen, daß das Abkommen, welches sie mit Bonn unterzeichneten, einen Friedensvertrag mit Deutschland ersetze. Die Frage dieses Friedensvertrags mit Deutschland geht nicht nur die Sowjetunion an. Es handelt sich um eine Schlüsselfrage für alle europäischen Staaten, die gegen den Nazismus gekämpft haben. Hitlerdeutschland wurde von der großen antifaschistischen Koalition zerschlagen und wie mit Italien hätte auch mit Deutschland von allen am antifaschistischen Krieg teilnehmenden Staaten ein Friedensvertrag unterzeichnet werden müssen. Erst der Abschluss eines solchen Vertrages unter Teilnahme aller Staaten der antifaschistischen Koalition kann eine richtige Lösung bringen. Diesen Vertrag kann kein anderes, von wem auch immer abgeschlossenes Abkommen ersetzen.
Die gegenwärtige Haltung der sowjetischen Führerschaft in der deutschen Frage verletzt aufs Schwerste auch die Interessen des deutschen Volkes selbst, dessen Wunsch es war, das Joch des Militarismus und des Revanchismus abzuschütteln und den wirklichen demokratischen und friedlichen Weg der Verständigung und der Zusammenarbeit mit den anderen Völkern Europas zu betreten. Das Abkommen, das die sowjetischen Revisionisten mit Bonn abschlossen, lässt nicht nur diese Interessen der antifaschistischen und demokratischen Kräfte in Deutschland völlig außer acht, sondern bietet den heute in Bonn herrschenden monopolistischen Kreisen Hilfe und Unterstützung, stellt ihnen ein politisches „Leumundszeugnis“ von internationaler Tragweite aus, begünstigt und ermutigt ihren reaktionären revanchistischen und expansionistischen Appetit.
Die Bildung der DDR war ein markanter Sieg für das ganze deutsche Volk, ein Ereignis von historischer Bedeutung für alle Völker Europas. Die Anstrengungen, welche die Deutschen selbst, sowie alle antifaschistischen und fortschrittlichen Menschen, alle friedliebenden und progressiven Kräfte der Welt gemacht haben, um die völkerrechtliche Anerkennung der DDR als vollberechtigten Staat, vor allem durch die BRD, aber auch durch die anderen Weststaaten, durchzusetzen, haben gezeigt, daß diese Angelegenheit nach wie vor ein entscheidendes Fundament für die Lösung der deutschen Frage bleibt. Vollkommen mit Recht wurde die Anerkennung der DDR als eine mit der wirklichen Sicherung des Friedens in Europa und mit der Bekämpfung der aggressiven Pläne der imperialistischen Mächte, darunter auch Bonns, eng verbundene Frage betrachtet.
Die revisionistischen Kreml-Führer haben nun mit dem in Moskau unterzeichneten Vertrag mit Bonn der DDR, ihrer polititischen Stellung, ihrem Namen und ihrem internationalen Ansehen den Dolchstoß versetzt!
Bei den Besprechungen zwischen Moskau und Bonn sowie im eben abgeschlossenen deutsch-sowjetischen Vertrag wird die DDR von beiden Teilen nicht als ein unabhängiger und souveräner Staat behandelt, dem gegenüber niemand berechtigt ist, sich in seine inneren Angelegenheiten einzumischen, sondern als ein Land, über das andere Staaten bestimmen und dem man diesen oder jenen gemeinsamen Beschluss diktieren und auf- zwingen kann. Die DDR wird von den sowjetischen Revisionisten faktisch als ein Handelsobjekt betrachtet, als ein sowjetisches Faustpfand, mit dem die Herren im Kreml machen können, was sie wollen, für sich behalten, verpachten und verkaufen, ihm dieses oder jenes innere- und internationale politische Statut auferlegen, seine Grenzen öffnen oder schließen, usw.
Bis vor kurzem forderten die sowjetischen Revisionisten noch die vollkommene völkerrechtliche Anerkennung der DDR durch die BRD als Voraussetzung für den Abschluss jeglichen Vertrages mit Bonn. Sie erklärten feierlich, bei den sowjetisch – deutschen Besprechungen könne kein Resultat erzielt werden, falls Bonn nicht auf die Alleinvertretungs-Anmaßung verzichte, falls es nicht seine bisherige Politik der „Vereinigung“ Deutschlands, nämlich der Einverleibung der DDR, verwerfe. Aber von all dem ist im jetzigen Vertrag keine Spur zu finden. Die Moskauer Propaganda sucht diese Kapitulation ihrer Herren zu rechtfertigen, indem sie beteuert, im Vertrag stehe doch, daß die Partner auch die Grenze zwischen der Bundesrepublik und der DDR als unantastbar betrachten. Diese allgemeine Bemerkung im Vertrag kann aber die Realität nicht vertuschen.
Es bleibt die Tatsache, daß die Bundesrepublik die DDR nicht anerkennt, daß sie weiterhin den Anspruch erhebt, sie allein vertrete die ganze deutsche Nation, daß sie die DDR bloß als ein Gebiet betrachtet, das vorübergehend außerhalb ihrer Grenzen geblieben sei, daß aber wohl die Zeit kommen und sich die Wege finden würden, sie wieder in den Schoß des Vaterlandes „zurückzuführen“.
Diese politische Linie und offizielle Haltung der Bundesregierung zur DDR haben die sowjetischen Revisionisten öffentlich akzeptiert, indem sie als offizielles Dokument und als Zusatz zum Vertrag die Note annahmen, die Bonn am 12. August der sowjetischen Regierung übermittelte und in welcher der so genannte „deutsche Wunsch“ ausgedrückt wurde, für die „friedliche Wiedervereinigung“ Deutschlands zu „arbeiten“.
Tatsache bleibt auch, daß eben zu der Zeit, da die sowjetischen Revisionisten den westdeutschen Führern die größten Zugeständnisse machen, die anderen imperialistischen Mächte mit den USA an der Spitze sich zwar herabließen, die DDR zur Kenntnis zu nehmen, jedoch weiterhin Bonns Haltungen und Absichten ihr gegenüber bis zuletzt verteidigen.
Dieser ganze offensichtliche Kuhhandel hinter den Kulissen Moskaus und Bonns zeigt, daß die DDR von den sowjetischen Revisionisten feilgeboten wird. Ob sie sie, ihre Rechte leugnend, sie missachtend und erniedrigend, stückweise oder im Ganzen verkaufen werden, das hängt noch von verschiedenen Umständen ab. Tatsache ist aber, daß die Kreml-Führer, während sie den „Wünschen“ aller Bonner Revanchisten sehr entgegenkommen, sich den Wünschen der DDR und des ganzen deutschen Volkes gegenüber als höchst gleichgültig erweisen.
Im sowjetisch-deutschen Vertrag wird zwar nichts davon erwähnt, die westdeutschen Führer haben aber offen davon gesprochen, daß die sowjetische Regierung sich verpflichtet hat, die „besonderen Rechte“ Bonns in Westberlin anzuerkennen. Einige haben sogar mitgeteilt, daß die sowjetischen Revisionisten nunmehr akzeptiert haben, Westberlin als Bestandteil der Bundesrepublik zu betrachten. Darüber hinaus haben die sowjetisch-revisionistischen Führer offenbar die Aufgabe übernommen, die DDR zu weitgehenden Zugeständnissen in der Frage Westberlins zu zwingen, zu Zugeständnissen, die unmittelbar die Integrität und die Souveränität der DDR berühren. Das ist ein weiterer Verrat der sowjetischen Revisionisten am deutschen Volk und eine offene Ermutigung der revanchistischen Zielsetzungen Bonns. Die Bedeutung des sowjetisch-deutschen Vertrages liegt nicht so sehr in dem, was mit ihm im Moment erreicht worden ist, sondern in seinen späteren internationalen Folgen, in den Wegen, die er für die aggressiven Pläne des sowjetisch-revisionistischen Imperialismus und des deutschen Revanchismus bahnt: Im Zentrum Europas wird eine neue Allianz von Imperialisten geschaffen, entsteht eine neue Achse, die früher oder später neuen „Raum“ verlangen wird zum Schaden der Lebensinteressen der anderen Völker, des Friedens und der Sicherheit in Europa.
Ziel des Vertrages ist es, die Einflussbereiche der Großmächte zu legitimieren und zu sichern, diesen im Voraus das Recht auf Intervention bzw. das Versprechen zuzugestehen, jedem in seinem Bereich freie Hand zu lassen.
Zwar wird im Vertrag die „Unantastbarkeit der Grenzen“ erwähnt, gemeint sind damit aber die Grenzen der Einflussbereiche, da ja die anderen Grenzen sowieso unter der Drohung der Panzer der NATO bzw. des Warschauer Paktes stehen.
Von welcher Art der „Unantastbarkeit“ der Grenzen kann denn schon die Rede sein unter Bedingungen, da die sowjetischen Revisionisten ihren Satellitenländern gegenüber die Politik der „begrenzten Souveränität“ betreiben, und andererseits den USA auf Grund des Nordatlantikpaktes gestattet ist, in die inneren Angelegenheiten der Partner einzugreifen, so oft sie der Meinung sind, irgendwo sei eine Gefahr für deren
„politische Unabhängigkeit“ oder deren „Sicherheit“ entstanden? Kann denn von einer „Unantastbarkeit“ der Grenzen die Rede sein, wenn fremde Truppen, sowjetische und amerikanische, in vielen Ländern Europas stationiert sind und das Recht haben, dort ein und auszugehen, ohne sich der Kontrolle von Seiten der Regierungen der betreffenden Länder unterwerfen zu müssen? Vor zwei Jahren haben die sowjetisch revisionistischen Truppen die Tschechoslowakei okkupiert. Würden sie denn in einem anderen Fall eine solche Handlung nicht wiederholen, bloß weil sie dabei die „Verpflichtungen“ behindern, die sie im Rahmen des sowjetisch-westdeutschen Vertrags unterschrieben haben?
Im Gegenteil! Der Vertrag macht klar, daß die Deutsche Bundesrepublik den sowjetischen Revisionisten vorläufig freie Hand läßt, jenseits der Elbe so zu handeln wie sie wollen, obgleich die Bonner Revanchisten ihrerseits sich natürlich weiter bemühen werden, das revisionistische Kaiserreich durch „friedliche Evolution“ zu unterhöhlen. Kein Schacher zwischen imperialistischen Wölfen, also auch nicht zwischen den sowjetischen Revisionisten und den deutschen Revanchisten, kann ohne gegenseitige Zugeständnisse zustande kommen: Als Gegenleistung für die Anerkennung der sowjetisch-revisionistischen Vorherrschaft im Osten sichert sich Bonn daher von Moskau die Unterstützung seiner wirtschaftlichen und politischen Expansion im westlichen Teil Europas.
Daher haben bürgerlichen Zeitungen des Westens ganz offen und die Erklärungen politischer Persönlichkeiten indirekt, die Befürchtung zum Ausdruck gebracht, daß die im Vertrag verankerte und damit gefestigte sowjetisch-westdeutsche Zusammenarbeit dem Bonner Staat die Möglichkeit geben wird, außer der wirtschaftlichen auch die politische Überlegenheit im Gemeinsamen Markt zu gewinnen, und allmählich zur vorherrschenden Kraft in diesem Räume zu werden. Sie spüren, daß Bonns „Neue Ostpolitik“ und die gründliche Änderung in der Haltung der sowjetischen Regierung zum deutschen Problem der Stärkung des deutschen Revanchismus und den expansionistischen Plänen der sowjetischen Revisionisten dienen. Sie spüren, daß die sowjetisch-westdeutsche Zusammenarbeit direkt ihre nationalen Interessen und die Interessen des Friedens in Europa antastet. Vorläufig gehen sie aber nur so weit, Bedenken und Sorgen zu äußern. Obwohl die Geschichte, der nicht allzufernen Vergangenheit gezeigt hat, daß der deutsche Militarismus niemals auf halbem Wege stehen bleibt, bzw. die Okkupation der Tschechoslowakei keinen Zweifel mehr bezüglich der Pläne der sowjetischen Revisionisten lässt, glauben die machthabenden bürgerlichen Kreise in Europa, daß der deutsche und der sowjetisch-revisionistische aggressive Drang eingedämmt werden könne mit einigen politischen Manövern oder mit der Spekulation auf die zwischen ihnen bestehenden Widerspruche. So glauben beispielsweise viele Politiker im Westen, daß der aggressiven sowjetisch-deutschen Zusammenarbeit mit der Aufrechterhaltung des amerikanischen Einflusses und der amerikanischen Positionen in Westeuropa entgegengetreten werden könne; andere erhoffen die Möglichkeit, dieser Gefahr zu entgehen, vom Abschluss eines allgemeinen Abkommens über die „europäische Sicherheit“, in dem sich die Staaten formell verpflichten sollten, einander zu respektieren. So oder so würde dadurch in Europa aber die Herrschaft der beiden imperialistischen Großmächte in ihren Einflussbereichen sanktioniert und ihnen die Möglichkeit gelassen werden, auf die kleineren, wirtschaftlich und militärisch schwächeren Länder einen Druck auszuüben. Andererseits würde keinerlei formelles Abkommen imstande sein, ohne Ergreifung effektiver Maßnahmen die deutsche Expansion aufzuhalten.
Eine „europäische Sicherheit“, die nicht gegen den amerikanischen Imperialismus und nicht gegen den sowjetischen Revisionismus gerichtet wäre, die nicht den deutschen Revanchismus bekämpfen würde, würde nicht die Sicherheit Europas, sondern dessen Versklavung sein.
Die sowjetischen Revisionisten schlagen jetzt einen großen Propagandalärm, um ihr Abkommen mit Brandt als einen wichtigen Beitrag zur „Sicherheit Europas“ hinzustellen. Das ist eine freche Irreführung, ein großer Schwindel. Mit solchen Losungen wollen sie die Aufmerksamkeit der Völker Europas von der tatsächlichen Lage der Dinge auf ihrem Kontinent ablenken, sie wollen damit die gefährliche Situation vertuschen, die durch ihr imperialistisches Regime in Osteuropa und durch ihre aggressiven Machenschaften in anderen Teilen der Welt entstanden ist.
Unter „europäischer Sicherheit“ verstehen sie nur ihre eigenen Interessen, die Sicherung der Ruhe in ihrem Hinterland, die Sicherung ihres Rückens und ihrer Flanken in Europa, um ihre Kräfte nach Asien zu richten und gegen andere Gebiete, die in ihren aggressiven Plänen inbegriffen sind.
Das deutsch-sowjetische Abkommen passt in mehrerer Hinsicht auch mit Washingtons Globalpolitik zusammen. Genau so wie die sowjetischen Revisionisten wollen auch die US-Imperialisten ihre gegenwärtigen Stellungen in Europa konsolidieren, die „Ruhe“ auf diesem Kontinent und den Frieden mit den hier wirkenden Imperialisten bewahren, um ihre Kräfte nach Asien zu verlegen, wohin ihre Aggression und Expansion derzeit hauptsächlich zielt. Die „Entschärfung“ bzw. Regulierung der deutschen Frage auf der Basis zumindest des gegenwärtigen Status quo passt den beiden imperialistischen Weltmächten ins Konzept und entspricht den derzeitigen Erfordernissen ihrer auf Weltherrschaft gerichteten Strategie. Das zwischen Moskau und Bonn abgeschlossene Abkommen berührt nicht die bestehenden Einflussbereiche in Europa, im Gegenteil, es legitimiert sie sogar. Darüber hinaus bahnt es den Weg zur Beseitigung der amerikanisch-sowjetischen Konfrontation in Deutschland und in Europa, die im Verlauf der geschichtlichen Entwicklung entstanden ist, jedoch jetzt, unter den Bedingungen der sowjetisch-amerikanischen Allianz, eine Last wird, die ihre gemeinsamen aggressiven Pläne behindert.
Es darf daher für die Völker Europas keinen Platz für Illusionen geben. Sie dürfen keineswegs zulassen, daß sie dem Propagandarummel der sowjetischen Revisionisten, der Brandt und Scheel und ihrer amerikanischen Partner erliegen. Sie dürfen nicht den Kapitulanten und jenen glauben, welche die trügerische Hoffnung verbreiten, daß die sowjetisch-westdeutsche Annäherung und das jetzige Abkommen echte Entspannung bringen und wirklich die Kriegsgefahr in Europa bannen könnten.
Die Geschichte hat es so nachdrücklich bewiesen, daß es sich fast erübrigt, noch einmal zu betonen, daß die Versöhnung mit dem deutschen Revanchismus und das Nachgeben ihm gegenüber für die Völker Europas eine Katastrophe wäre.
Viele Politiker der Vergangenheit haben sich bemüht, die Aggressoren von ihren Ländern abzulenken, indem sie ihnen gegen andere Länder, gegen den Osten freie Hand ließen, ihnen dazu sogar noch Hilfe und Unterstützung gaben. Es hat sich jedoch herausgestellt, daß die Aggressoren sich nicht die geringsten Sorgen um die „europäische Zivilisation“ machten und in erster Linie gerade Europa verwüsteten. Auch die neuen Aggressoren, ob US-Imperialisten, sowjetische Revisionisten oder andere, werden zweifellos vorerst Europa zu unterwerfen trachten, seinen Völkern die nationale Freiheit und Unabhängigkeit rauben und jede revolutionäre und demokratische Bewegung hier zu erdrosseln suchen. In der Tat ist die Berufung auf die so genannte „europäische Sicherheit“ nur Deckmantel des Strebens der amerikanischen Imperialisten und der sowjetischen Revisionisten, eine solche knechtende „Befriedung“ Europas zu erreichen. Auf unserem Kontinent kann der Frieden niemals losgelöst von der internationalen Lage, niemals isoliert von dem betrachtet werden, was um uns geschieht. Wie kann es in Europa eine Sicherheit geben, wenn im Nahen Osten, die Aggression weitergeht, wenn die amerikanischen und sowjetischen Truppen in allen Teilen Europas ihre Militärstützpunkte und Kriegsbasen haben, wenn ihre Schlachtschiffe drohend im Mittelmeer kreuzen, wenn die amerikanischen Aggressoren die Flammen des Krieges über die ganze indochinesische Halbinsel verbreitet haben, wenn die sowjetischen Imperialisten China mit einem Feuerring umzingeln und den Krieg gegen dieses Land vorbereiten?
Die Brandherde des imperialistischen Krieges haben sich schon früher überaus rasch vermehrt und verbreitet, sie tun das erst recht heute, da alle Entfernungen zusammengeschrumpft sind und die Isolation des einen Weltteils von den übrigen praktisch unmöglich geworden ist. Der einzige reale Rettungsweg für die europäischen Völker ist es, sich gegen den amerikanischen Imperialismus, gegen den sowjetischen Revisionismus und gegen den deutschen Revanchismus in einer antiimperialistischen Front zu vereinigen, um den „Einflussbereichen“ und den anderen Formen der imperialistischen Vorherrschaft über die europäischen Länder ein Ende zu bereiten.
Das sowjetisch-deutsche Abkommen wird, allen Bemühungen seiner Urheber zum Trotz, ihre Widersprüche beizulegen und daraus imperialistische Vorteile zu schlagen, niemals die von ihnen erwünschten Ergebnisse zeitigen. Sicherlich, dieses Abkommen wird einige Wunden der sowjetischen Revisionisten und der deutschen Revanchisten heilen helfen, es wird zugleich aber neue Wunden aufreißen, nicht kleinere und nicht weniger schmerzliche. Der Abschluss des Vertrages wird unvermeidlich das Eindringen des westdeutschen Imperialismus in die revisionistischen Länder verstärken, was Moskaus Einfluss auf sie zwangsläufig schwächen wird.
Bisher diente den sowjetisch-revisionistischen Führern der deutsche Revanchismus als Argument für Maßnahmen zur Verstärkung ihrer Herrschaft in den Satellitenländern, für die Stationierung ihrer Truppen in diesen Ländern, für die Vergrößerung von deren wirtschaftlicher Abhängigkeit usw.
Werden die sowjetischen Führer die revisionistischen Cliquen dieser Länder jetzt aber noch hindern können, dem nachzueifern, was sie selber so hemmungslos tun, nämlich auch ihrerseits die Brücken zu Westdeutschland und zum Westen überhaupt zu erweitern? Muss dies aber nicht den Einfluss der sowjetischen Revisionisten schwächen, werden sich dadurch nicht die zentrifugalen Kräfte in ihrem Machtbereich mehren und werden auf dieser Basis nicht neue Reibungen und Konflikte entstehen?
Nach der sowjetisch-westdeutschen Annäherung wird es auch in Westeuropa neue Entwicklungen geben. Das Erstarken Bonns wird unvermeidlich auf den Widerstand seiner anderen Partner stoßen, auf den Widerstand all jener, welche die deutsche Vorherrschaft fürchten. Auch wird die Tatsache, daß Bonn bald anfangen wird, so aufzutreten, wie es sich das aufgrund seiner stärkeren Stellung und seiner gestiegenen Kraft in Westeuropa zumutet, Beunruhigung erwecken. Die Bedenken, die das Abkommen schon jetzt in gewissen Kreisen von Paris, London, Washington und anderswo auslöste, sind dafür symptomatisch.
Zwischen den Imperialisten gibt es fortwährend Widersprüche, die niemals aufhören, sondern zunehmen und sich vertiefen.
Ein jeder Teil sucht die eigenen Positionen nicht nur zu bewahren, sondern sie zum Schaden der anderen auszubauen. Jeder solche Schritt der einen Seite hat daher Gegenmaßnahmen der anderen Seite zur Folge.
Vorläufig haben die US-Imperialisten im allgemeinen gegen die Öffnung Westdeutschlands zum Osten hin nichts einzuwenden, schon weil das die Sowjetunion sowohl politisch als auch ökonomisch schwächen wird. Andererseits bedeutet das aber unweigerlich ein Erstarken Westdeutschlands, das als Hauptpartner der USA in der NATO und als die Hauptschlagkraft dieses Paktes, auch mit amerikanischer Unterstützung seine wirtschaftliche, politische und militärische Macht weiter steigern wird. Unter solchen Umständen aber wird der deutsche Imperialismus seine Hände nicht einfach in den Schoß legen, er wird seine Kraft zunehmend gebrauchen, um jemand anderen zu verdrängen. Das heißt, es gibt auf weitere Sicht auch keinerlei Garantie dafür, daß die westdeutschen Imperialisten den US-Imperialisten immer gestatten werden, in Westeuropa die erste Geige zu spielen. Neue Situationen werden entstehen, die Wege zu Gegenmaßnahmen und zu Zusammenstößen werden sich öffnen, und wir können in weiterer Zukunft Zeugen von vorläufig nicht vorherzusehenden Ereignissen werden.
Was das albanische Volk betrifft, verurteilt es das neue imperialistische Abkommen zwischen Bonn und Moskau auf das Entschiedenste und brandmarkt es als ein Komplott, das gegen die Souveränität aller Staaten Europas und gegen die Völker der ganzen Welt gerichtet ist. Als aktiver Streiter im Kampf gegen den Nazismus wird das albanische Volk nach wie vor für die richtige Lösung der Deutschland-Frage kämpfen, es wird entschieden und prinzipienfest die souveränen Interessen der DDR verteidigen. Nach wie vor wird es den Kampf aller, europäischen Völker für die tatsächliche Verteidigung
des Friedens und für wirkliche Sicherheit in Europa, den Kampf gegen die heimtückischen Komplotte der Imperialisten aller Sorten und Schattierungen, ob amerikanische Imperialisten, sowjetische Revisionisten oder deutsche Revanchisten, entschlossen unterstützen.

30 millioner russere udenfor Rusland

Udviklingen i Rusland har fort til at omkring 30 millioner russere lever udenfor deres hjemland. Mange diskrimeres, som f.eks i Estland og Letland ligesom de bliver forfulgt eller ligefrem bliver fysisk overfaldet.
En stor del av dem er russere som havnede uden for det Russiske moderlands grænser da SUKP-lederne (bl.a B.Jeltzin) opløste det politisk og økonomiske kriseramte Sovjet-unionen i 1991. Ifølge officielle ciffrer er indbyggertallet  i Rusland i dag 143 millioner.

Russiske skolebøger “forsvarer Stalin”

9 augusti 2007 – 06:48

Det er overskriften i et indslag i  Sveriges største nyhedsmedium :  

“Nya lærebøger i russiske skoler opvurderer Sovjetunionen og beskriver USA som imperialistiskt.” meddeler SVT- Nyheter lettere forskrækket .

Fra  den liberale  avis Dagens Nyheter citerer  ”svt.se/nyheter : “Josef Stalin beskrives som en leder som gjorde hvad han skulle” .

En af nordens største liberale dagblade Dagens Nyheter tordner mod hvad de kalder : “Stalins terror forsvares i Putins nye skolebøger” som er den skræmmende overskrift i avisen.

Avisen citerer en liberal historiker Nikita Sokolov: “Herfra er der bare en vej: mod den voksende nationalisme. Det skal indprentes i ungdommen at vi ikke behøver nogle andre og at vores fortræffelighed rækker langt” 

Bøgerne er blevet mødt af protester fra visse andre historikere , men Duma`en – Ruslands parlament -  har beslutet at “kanonisere” disse historiebøger, sådan at “lærerna kun må  bruges disse bøger.” skriver svt/nyheder.

SVT/Sveriges Radio-SR er Sveriges svar på DR og NRK og er landets største nyhedscenter.

Kvinderne og den Sovjetiske Revolution

Kronik

Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet !

Kvinder  klarer det hele ,  mænd  klarer  resten siger et russisk ordsprog. Når man spørger de borgerlige og socialdemokratiske kritikere af Lenins og Stalins Sovjet om dokumentation for deres vulgære sortmaling af det socialistiske Sovjet kommer de bl.a med en henvisning til den nye abort-lovgivning som blev vedtaget i 1936.
* * * * *
Men hvis man skal sortmale og fordømme det socialistiske Sovjet på grundlag af den lov så må vi jo fordømme alle andre lande herunder Kongeriget Danmark.

HVORDAN VAR KVINDENS STILLING  og rettigheder i de kapitalistiske lande som f.eks Danmark i trediverne?

Proletar-forfatteren Martin Andersen Nexø – som i romanen  Ditte Menneskebarn hyldede proletarkvinden  – mente at kvinden  var den egentlige bærere af kulturen. Bl.a derfor sympatiserede Nexø med den socialistiske opbygning i Sovjet. Der er ingen tvivl om at den danske feministiske bourgeois-kvinde og  andre klynke-feminister ville miste en del af deres privilegier i et  Sovjet-Danmark. Derfor var Sovjet også forhadt i borgerlige feministiske kredse i 30´ernes Danmark såvel som idag. Jeg tror det bliver lettere at forstå hvilken revolution den socialistiske  udvikling var for kvinderne og deres mænd ved at sammenligne Sovjet med andre lande i år 1936, f.eks det borgerligt-kapitalistiske Frankrig hvor kvinderne ikke engang  havde den stemmeret som de sovjetiske mænd og kvinder erobrede efter revolutionen i 1917. Franske kvinder fik stemmeret i 1944 - uden tvivl som en følge af den anti-fascistiske bevægelses fremgange i Anden Verdenskrig - ikke mindst de nazi-fascistiske styrkers nederlag i Stalingrad 1943 gav de demokratiske kræfter en ukuelig optimisme og fremdrift som bl.a førte til kvindelig stemmeret i Frankrig og andre lande i kølvandet på de antifascistiske sejre i modstandskampen. For borgerlige-reformister og venstre-radikale opportunister beskrives de sovjetiske 20`ere som positivt i modsætning til de ”hårde ” 30´ere.
-
* * Sovjetisk bondekvinde “ude med riven” * * *
Ifølge disse var 20´erne det årti hvor der herskede frihed, debatten i samfundet var overalt, kunsten og kulturen blomstrede og der fandtes ifølge disse rige muligheder for den enkelte at udtrykke sig og påvirke samfundsudviklingen. * * ___DET ER ET  skævt billede af virkeligheden.Godtnok var der i 20´erne frihed til at debattere og deltage i et rigt kulturliv, men det var ikke specielt for  dette årti. I takt med samfundsudviklingen og den socialistiske opbygning i 30´erne kunne stadig større dele af den sovjetiske befolkning deltage i samfundsdebatten og i et rigt kulturliv som aldrig tidligere i historien. Det handler om de snesevis af millioner af mennesker som i dette årti fik adgang til det nye moderne samfunds muligheder indenfor kultur,debat og kundskab og uddannelse. De få tusind avangardister og ”genier” under 20´ernes revolution var gode nok. Men det var alligevel bare en yderst priviligeret minoritet som kunne deltage i samfundsdebatten og deltage i kulturen. Det var intet sammenlignet med de millionmasser som fik disse muligheder i kraft af 30´ernes store spring.
* Kommunistisk plakat for Kvindernes Internationale Kampdag 1932.
Teksten omkring den røde fane som den sovjetiske kvinde bærer siger “8.Marts er dagen for den arbejdende kvindes oprør mod køkken- slaveriet”.
Den grå tekst i nederst til højre: “Sig NEJ til undertrykkelsen og Babbittry af arbejdet i hjemmet !”

Det som de borgerlige reformister hylder i de sovjetiske 20´ere er ikke samfunds-debatten og den kulturelle udvikling, men muligheden for den politiske opposition at modarbejde kampen for socialismen. Ikke mindst hyldes den stadige splittelsevirksomhed som forskellige oppositionsgrupper og fraktioner i kommunist-partiet brugte sin tid på i debat-frihedens navn. ALLE DISSE GRUPPER BESTOD gennem alle år af omtrent de samme personer som Trotskij, Sinovjev, Kamenjev, Bucharin, Smirnov, Rykov, Pjatakov, Radek og Sokolnikov som stod i spidsen for en virksomhed der modarbejdede socialismens opbygning. FOR DENNE MINORITET i Sovjetunionen var muligheden for at indføre socialismen i det “tilbagestående Rusland” , ikke-eksisterende. AT TAGE FAT på opbygningen af socialismen i Sovjet stemte ikke overens med socialdemokraternes og trotskisterne dogmatiske “marxisme”. Sovjet skulle  først være “moden” til socialismen, ved at gennemgå en periode med kapitalistisk markedsdiktatur .

Ifølge både Staunings danske socialdemokrater og oppositionen i det sovjetiske kommunistparti i 1920″ erne skulle Sovjet først igennem en fuldstændig kapitalistisk opbygning, hvis de sovjetiske folk skulle følge deres  “dogmatiske marxistiske” skema og udviklingsmodel for at blive “moden til socialismen”. De ville i stedet bruge de kapitalistiske markedskræfter, mens de ventede på at en fordelagtig international udvikling i en fjern fremtid skulle gøre det muligt at indføre deres  ”socialisme” – naturligvis “i hele verden på samme tid “. Disse oppositions-grupper ideer og forslag blev gang på gang nedstemt i bolsjevikpartiet.  I 1927 fik Trotskij og Co 1% af stemmerne i Al-Unionens Kommunistiske Parti(bolsjevikerne) . Nu stod det klart for den småborlige opportunistiske opposition at de var isolerede og aldrig skulle kunne opnå magten ad demokratisk vej.  Derfor begyndte de at opbygge et hemmeligt oppositonsnetværk , hvis mål var at styrte den kommunistiske regering med vold. De fik bl.a støtte af den tyske efterretningstjeneste. I 30´erne gik Trotskij og Co over til sabotage, mord, terror i samarbejde med udlandske kræfter, især den tyske efterretningstjenste Gestapo som forsøgte opbygge en sovjetisk “femte-kolonne” sådan som man lykkedes med  i Frankrig – bl.a general Petain som blev til Vichy-regimet og i Spanien var det landsforræderen General Franco som var lederen af ‘femte-kolonnen” og indledte en kontrarevolution med hjælp fra Nazi-tyskland og Fascist-Italien.    Det afslørede Moskva-processerne  fra 1936- 38 . Leon Trotskij´s terrornetværk var på vej til blive tredivernes Osama bin Ladin, inden han blev afsløret.

HVORDAN  så  d e t  ud i   S o v j e t   i    trediverne ?

Efter 7 års imperialistisk krig og udenlandsk intervention 1914-21 tog de sovjetiske folk fat på at genopbygge landet som var næstentotalt ødelagt. Efter tyvernes genopbygning blev den første femårsplan påbegyndt i 1927 og allerede i slutningen af dette år havde både industrien og landbruget sammenlagt overskredet førkrigsniveauet. *

* I 30′erne BLEV industrien og landbruget opbygget efter socialistiske principper sådan at man allerede i begyndelsen af trediverne kunne indføre 7 : syv-timers  arbejdsdag  – endnu lavere arbejdtid for minearbejdere – noget som arbejderne og kvinderne i de kriseramte kapitalistiske lande drømte om.

Fra venstre-liberalt og anarkistisk hold henvises der til Aleksandra Kollentaj *) – en  betroet medarbejder ved Sovjetunionens Udenrigstjenste gennem flere år bl.a. som ambassdør i Norge og Sverige  - i et forsøg på at bilde folk ind at hun deler deres helt igennem kommunist-forskrækkede “sort-syn” på det socialistiske Sovjet. Madame Kollentaj deler ikke deres sortmaling af socialismen i Sovjet. Tværtimod. Selvom hun ikke var enige i alle beslutninger der blev taget i hendes land – hvem er forøvrigt det ? – De fantaserer og forsøger under falsk flag at drage bolsjeviken og den betroede medarbejder i det socialistiske Sovjets udenrigstjeneste Aleksandra Kollentaj  med ind i sort-malingen af Sovjetunionen´s kvinder. Madame Kollentaj delte ikke deres sortmaling af socialismen i Sovjet.Hvis det virkelig var så frygteligt at kampen for at skabe lighed mellemkvinder og mænd blev “elimineret” , skulle Olesia og millioner af hendes medsøstre ikke have deltaget og kæmpet for den socialistiske opbygning af deres land. De skulle ikke have accepteret det. Og Olesia skulle sikkert have fortalt dem et par sandheder hvis hun var i live, desværre forlod hun denne verden i 1952. * * ___Den danske teater-instruktør ved “det revolutionære Teater” i København Ruth Berlau som i begyndelsen af 30´erne også var skuespiller ved det Kongelige Teater, rejste til Sovjet i den socialistiske opbygningstid i midten af 30´erne og cyklede rundt i landet på Ekstrabladets regning. Hun skrev rejsebreve til avisen om sine oplevelser. Senere bearbejdede hun disse breve og udgav en slags roman om oplevelserne i Sovjetunionen, som fik titlen “Videre”. Hun skriver intet om “elimineringen ” af intentionen om at skabe lighed mellem mænd og kvinder.Jeg tror at Ruth Berlau som rejste rundt i Sovjet i 30´erne vidste betydeligt mere om kvindernes stilling og frigørelse i Sovjet dengang end forskellige semi- og ultra-feminister i det 21.århundrede. Hvis du vil lære de sovjetiske kvinder at kende skulle du læse “Babusjkas døtre” – udgivet på forlaget Modtryk –  skrevet af den amerikanske professor Francine du Plessix Gray. Hun har fransk-russiske rødder og rejste rundt i det store land og talte med især kvinderne, som overalt – fra de baltiske republikker over Rusland til de centralasiatiske lande har meget at fortælle. En anmelder i det nu lukkede “Fri Aktuelt” skrev efter at have læst Babusjkas døtre” at ..<>”KVINDER KLARER DET HELE , mænd klarer resten, som det udtrykkes i et russisk ordsprog …hvor den anden side af kønsproblematikken kommer til udtryk – kvindernes utrolige selvfølelse.”<> Naturligvis var der diskussioner og uenigheder i Sovjet som i Danmark, ligesom der kan henvises til diskussionner i Kominternpartiet DKP , men ingen af datidens kommunister eller andre progressive deler det anarkistiske og ultraradikale “sortsyn” på udviklingen i Sovjetunionen i 1930´erne. – – -

Vedtagelsen af forbudet mod tvungen eller “fri abort”, som det misvissende kaldes idag var et udtryk for de store fremskridt i det sovjetiske samfund.   I intet land på den tid havde kvinderne opnået så store revolutionerende fremskridt på alle områder. Sovjet-revolutionen var om nogens kvindernes revolution.

* Sovjetisk kvinde på kollektiv-landbrug, 1932 * * * * *
Uden de sovjetiske kvinder, som partimedlemmer og -aktivister,som arbejdere og bønder,som lærere og forældre, som kvinder og kærester/ægtefæller ville Sovjetunionen aldrig have opnået de store sociale,kulturelle, materielle,produktionsmæssige og menneskelige fremskridt som det skete i 1920érne og 1930´erne. De kommunistiske arbejder- og bondekvinder udgjorde en ukuelig og afgørende styrke i opbygningen af Sovjetunionen.

Uanset om de borgerlige og ultraradikale femister kan lide det eller ej så fandtes der intet land der havde en så progresessiv lovgivning som Sovjet havde på den tid. I HVILKE ANDRE  LANDE VAR kvinderne befriet for fattigdommens og prostitutionens fornedring ?.Hvor mange lande havde overhovedet en abortlovgivning i 1936 ? – I det socialistiske Sovjet tog man kvindernes situation alvorligt. Men diskuterede kønsforskelle, seksual-politik, og abort-spørgsmålet.
I hvor mange lande var det på dagsordenen i 1936 ? – Man diskuterede kønsdiskrimination, seksualpolitik og abort også i KOMINTERNpartiets DKP´s Arbejderbladet som der refereres til, ligesom det blev diskuteret i Sovjet. Og i Sovjetunionen tog man beslutninger om at vedtage en ny seksual-og abort-lov i 1936. Ligesom en ny grundlov blev vedtaget. Disse love var diskuteret igennem og havde sovjetkvindernes støtte.

I hvilket land havde man i 1936 et så omfattende net af daginstittutioner?

Regeringen vedtog som en følge af den voksende velstand og velfærd i 1936 en ny forfatning/grundlov, og en ny ”abortlov” der blandt andet medførte af “tvungen eller selvbestemt abort” blev afskaffet. Udtrykket fri abort giver jo indtryk af noget positivt, næste som ”frit valg”. Men for kvinden er aborten næsten altid tale om en krænkende og negativ oplevelse. En slags tvang som hun påføres af omgivelserne, familien eller samfundet.  I mange forhold  er det ofte manden som kræver “fri abort”, mens kvinden vil have barnet. Kvinderne og arbejderklassen i Sovjet udgjorde den afgørende kraft for opbygningen af det Sovjet-samfund som blev et forbillede for arbejderklassens og de progressive kræfter. Uden den sovjetiske revolution skulle folkerevolutionen i Kina, den koreanske, vietnamesiske, algierske,cubanske og mange andre lande og folks frigørelse fra den patriakalske kolonialistiske undertrykkelse have været meget sværere at gennemføre. Som jeg tidligere har skrevet så bekæmpede bolsjevikerne analfabetisme, kønsdiskrimination, chauvinisme og rascisme og andre tilbagestående fænomener der hører klassesamfundene til.

Kollosale fremskridt  for  kvinderne i  det socialistiske  S o v je t

Da den kapitalistiske verdenskrise brød ud i 1929 var der et land som ikke blev berørt af denne krise. Mens resten af menneskeheden vred sig under krisens greb ,mens kvinderne og arbejderklassen i de kapitalistiske lande kæmpede med massearbejdsløshed, fattigdom, sult, fascististisk terror og krigsforberedelser – især i Tyskland i tiden efter nazi-regimet blev installeret – var Sovjetunionen ved at slå ind på den mest storslåede økonomiske og industrielle udvikling  i menneskehedens historie. – Den første femårsplan inspirerede sovjetfolkene til uhørte bedrifter af skabende arbejde. Hele byer rejste sig fra de nøgne stepper, nye miner, stål-værker og fabrikker blev skabt. Millioner af bønder, kvinder såvel som mænd lærte at læse og skrive og uddannede sig til faglærte arbejdere, ingeniører, videnskabsmænd, læger, arkitekter og lærere. I løbet af nogle år gennemførtes et årtusindes fremskridt, og musjiker, hvis forfædre i umindelige tider havde bøjet deres pjalteklædte rygge over deres primitive træplove, høstede nu den frugtbare jord med traktorer og mejetærskere . Produktionen voksede i hvad vi kunne kalde “kommunistisk tempo”. – Aldrig tidligere i menneskehedens historie har et samfund udviklets i en sådant tempo. I begyndelsen af 30′erne var den samlede industriproduktion’s værdi 21 milliarder rubel. I 1938 var den steget til 100 milliarder rubel (begge ciffrer i faste 1927-års priser). – Landets  industriproduktion var femdobblet på otte år. – I trediverne kollektiviseredes det sovjetiske landbrug.. I 1930 var det dyrkningsbare areal for alle afgrøder – fra korn til kartofler og andet -118 millioner hektar. Dette areal blev i kraft af den socialistiske kollektivisering øget til 136,9 millioner hektar. Samtidig som landbruget kollektiviseredes fuldstændigt i 30′erne, blev kæmpemæssige problemer for landbrugets mekanisering og modernisering gennemgået og overvundet. I 30′ernes begyndelse havde det sovjetiske landbrug 34.900 traktorer. I 1938 havde landarbejderne og bønderne 483.500 traktorer til brug. En fjortendobling på otte år. I samme periode steg antallet af mejetærskere fra 1700 til 153.500, ligesom antallet tærskeværk steg fra 4300 til 130.800. * * * * * SOCIALISMEN betød også at de sovjetiske folks realindkomster - medregnet prisændringer -  steg sådan at en arbejders realindkomst i 1940 var tre (3) gange så stor som i 1913 og en bondes tre og en halv (3,5) gange så stor og så tager vi samtidigt hensyn til at arbejdsløsheden var afskaffet. Midt under denne gigantiske revolutionære udvikling voksede en Sovjet-generation, der aldrig havde kendt til det czaristiske tyrannis nedværdigelse, op. De millioner af undertrykte mennesker som under Czaren’s og Dronning Dagmar`s imperialistiske regime kun havde lært piskens, progromernes og sultens sprog fik i kraft af revolutionen og den socialistiske udvikling i løbet af trediverne ikke bare mulighed for at læse og skrive, men også at videreudddanne sig.

I det kongelige imperialistiske Rusland var analfabetismen så udbredt at to ud af tre mennesker ikke kunne læse eller skrive i 1913.

Det var gennemsnittet. I ARBEJDERKLASSEN KUNNE tre ud af fire læse og skrive, men den udgjorde bare et par millioner ud af en befolkning på 159 millioner ved krigsudbruddet.       -         Metalarbejderne havde i det kapitalistiske Rusland en arbejdsdag på mellem 10 og 11 timer . (6-dages arbejdsuge), mens de dårligere betalte tekstilarbejdere måtte arbejde 14 timer hver dag. Middel-levealderen for russiske kvinder *) var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. Børnedødeligheden , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt barn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede ikke deres 15.fødselsdag. (Kilde:A.Jenssen, “Tsardömmet vid skiljovägen” * Stockholm 1905). Med revolutionen og den socialistiske opbygning befriede Ruslands millionmasser sig fra udbytning, fattigdom og analbetisme. På trods syv års imperialistisk krig fra 1914 og den udenlandske militære intervention gennemførte russerne og de andre sovjetiske folk en opbygning og udvikling som var uden sidestykke i menneskehedens historie. Folkesundheden blev stadig forbedret og den gennemsnitlige levealder blev fordoblet. Fra 1926 og frem til 1939 var den gennemsnitlige årlige netto-stigning i folketallet cirka to(2) millioner om året eller 1,23%. I begyndelsen af 50′erne steg folketallet med tre millioner om året i det socialistiske Sovjet samtidig som dødeligheden var faldet til mindre end det halve, sammenlignet med 1927. Den gennemsnitlige levealder var fordoblet. I både USA, England og Frankrig var dødeligheden på samme tid betydeligt højere. Under den socialistiske opbygning øgedes bevillingerne til kulturelle og sociale formål i det socialistiske statsbudget fra cirka 2 milliarder rubel i 1930 til 35 milliarder i 1938. Uddannelserne var ligesom sundhedsvæsenet gratis og frit for arbejderklassen og de øvrige arbejdende :Et omfattende program for bygning af fødehjem, barselsklinikker,vuggestuer, og børnehaver blev gennemført og stillet til rådighed for familerne og deres børn. I 1936 blev der bevilget 2174 millioner Rubel mod 875 millioner til disse formål. Gennem en særlig lov blev der indført en betydelig hjælp for børnerige familier. Til disse familier blev der i 1937 udbetalt mere end 1000 millioner Rubel i 1937. Du udtrykker bekymring for familier hvor kvinden føder mere end otte børn, men det var ikke usædvanligt på den tid , heller ikke i Danmark. Min Babushka fortalte mig at i vores slægt var det nærmest ”normalt” med 10-15 børn i begyndelsen af det tyvende århundredes Danmark.
Min oldemor, kom ud at ”tjene” som det hed på en bondegård da hun var 11 (elleve). Her fik hun mad og et sted at sove. Men måtte arbejde fra tidlig morgen til aften, ofte også om søndagen. Disse forhold blev Sovjetbørnene befriet fra.

Læs iøvrigt Anton Makarenko´s ”Vejen til Livet”

“Brev fra Moskva” kvindelige partisaner i Stalingrad 1943
Bolsjeviken Martin Andersen Nexø beskrev proletar-kvindens liv og kamp i romanen ”Ditte Menneskebarn”. Nexø´s hyldning til kvinden var en konsekvens af hans opfattelse at hun var bærere af menneskehedens kultur. Også derfor var Nexø en trofast forsvarer af den socialistiske opbygning i Sovjet. Derfor blev han lagt for had af borgerligt-reformistiske og fascistiske kræfter i Danmark. I 1939 blev Nexø´s bøger brændt af i bogbål i gaderne i Danmark, efter tysk forbillede.
I Sovjet uddannede millioner af Ditte menneskebørn sig. Antallet af studerende indenfor alle uddannelsesformer, også deltidsstuderende havde i 1940 rundet de 49 millioner. Næsten en tredjedel af de sovjetiske folk studerede. I det imperialistiske Ruslandi 1914 var 8 millioner studerende. I begyndelsen af trediverne var analfabetismen bragt ned, men der var stadig 33 % som ikke kunne læse og skrive, men i løbet af nogle få år fik de sidste analfabeter også lært at læse og skrive. I 1938 kunne den sovjetiske folkekommissær for Uddannelser konstatere at analfabetismen var fuldstændigt udryddet. Antallet af biblioteker steg fra 40.000 i 1933 til 70.000 i 1938. Antallet bøger steg under samme tid fra 86 millioner til 126 millioner. Der var 117.000 studenter på de højere læreanstalter i det imperialistiske Ruslands i 1914, men i 1940 var studenternes antal steget til 812.000. Antallet af lærere og undervisningsassistenter på alle højere læreanstalter samt antallet af pædagoger i børneinstitutioner udgjorde i 1953 mere end to (2) millioner, næsten ti gange så mange som i 1914. Samtidig skærpedes den internationale klassekamp, især efter at de tyske kapitalister havde bragt et åbent fascistisk terror-regime til magten i 1933. De sovjetiske folk kæmpede mod inden- og udenlandske fjender’s sabotage og terror, mod tysk-fascistisk sabotage som samarbejdede med en indre femtekolonne.
Stalingrad genopbygges

Efter revolutionens sejr, da RSDAP – det russiske socialdemokrati – senere AKP(b) – blev det ledende parti, var partiledelsen og Lenin tvungen til at konstatere at en del uvelkomne elementer var trængt ind i partiet og statsapparatet. Det var folk som ville gøre karrierre via sit medlemsskab i partiet. Ved den ottende parti-konference i december 1919 rejste Lenin dette problem. Ifølge ham var det<>”naturligt at de dårligste elementer ville klynge sig fast ved det regerende parti alene af den grund at det er det regerende: De meldte sig “under de røde faner” af opportunistiske grunde – for at at gøre personlig karrierre ”<>.
* * * * *
Det var derfor vigtigt at vurdere medlemmernes indsats. Efter Lenins forslag gennemgik partiet en omregistrering af alle medlemmer. Alle medlemmer blev stillet til ansvar for deres handlinger og agerende overfor medlemskollektivet – de som ikke blev anset som pålidelige blev ekskluderede. Det var den første udrensningen af partiet. Denne metode for at styrke partiet gennem at udrense de opportunistiske elementer, kom til at præge kommunist-partiet i mange år fremover.
*
Sovjetisk kvinde i gang med markarbejdet i 1930´erne.
F.eks ved vi fra parti-diskussionerne og ”proverka”´en – kontrol af partibøger og udrensninger – i Smolensk´ i juli 1935 (kilde:Professor J.Arch Getty:Origins of the Great Purges –The Soviet Comunist Party Reconsidered,1985, ) at der ved Proverka-medlemsmødet blev fremført 616 kritikker og anklager mod partimedlemmer og –ledere. Af disse bestod de 143 anklager for ”alkoholisme”, ”kvindeundertrykkelse”, ”brud på diciplinen” og anden lignende kritik. Kvindeundertrykkelse var altså eksklusions-grund under Stalin. Iøvrigt viser den amerikanske professor Getty´s forskning i Smolensk-parti-arkivet som idag befinder sig i USA´s Rigsarkiv, at i modsætning til de borgerligt-reformistiske myter om at bolsjevikerne og Stalin havde ”planlagt, forberedt og gennemført” de politiske begivenheder i 30´erne så var det i højere grad massernes entusiasme der drev den revolutionære udvikling.
Allerede i slutningen af 1920´erne havde Stalin kritiseret og advaret mod det forcerede tempo i kollektiviseringen af landbruget som de fattige bondemasser drev fremad.
*
Delegerede på (Kolkhoz); Kollektiv-brugenes Anden Kongres i Kongreshallen i Kreml , 1933
Den amerikanske professor Getty´s forskning viser også at forestillingen om at udrensningerne i 30´erne var rettet mod de ”gamle bolsjeviker” ikke har noget at gøre med virkeligheden. Getty slår fast at at de fleste borgerligt-reformistiske myter om udrensningerne i Sovjet hviler på ”uholdbare antagelser”. – -
I BEGYNDELSEN AF 1935 var centralkomiteen i bolsjevikpartiet tvungen til at konstatere at over 200.000 parti-medlemsbøger var forsvundet eller i illegalt omløb. De fleste blev givet til folk der havde tabt eller fået sine partibog stjålet. Over 1000 nye parti-bøger var blevet stjålet i partilokalerne og 47.000 var blevet udleveret til folk der aldrig nåede at blive registreret i partiet. * * *PARTIBOGEN VAR ET VIGTIGT DOKUMENT . .. . .. . . Med den kunne en person komme ind ialle partilokaler over hele landet, hvor betydsningsfulde dokumenter blev bevaret og hvor vigtige møder blev holdt. Parti-bogen var derfor en attraktiv vare for fjender, spioner,oppositionelle og udenlandske agenter. Desværre viste det sig at det ikke var særligt svært at skaffe sig en partibog i bolsjevikpartiet og bruge det som dække for undergravende virksomhed, mord og sabotage. Kirov, kommunistpartiets formand i Moskva, blev myrdet af Nikolajev der netop skaffede sig adgang til partihøjkvarteret ved at bruge en gammel ugyldig partibog. Nikolajev var tilknyttet Leningrad-gruppen – en oppositionel terrorgruppe – som havde planlagt den sammensværgelse hvor mordet på Kirov indgik. * * * ____FORESTILLINGGEN OM AT Stalin skulle have ligeså meget kontrol og styre Rusland som en patiark, en “rød Czar” –  stemmer ikke overens med virkeligheden, sådan som de venstre- og højreradikale og liberale antikommunister vil have os til at tro. Disse sorte febefantasier om Stalins enevældige magt udspringer både af den borgerlige idealistiske historie- og menneskesyn og revanschistisk-trotskistiske konspirationsmyter som har overlevet med imperialismens støtte. I virkeligheden strømmede millioner af nye medlemmer i 1930`erne til det det revolutionære kommunistiske parti for at deltage i kampen for den socialistiske opbygning af Sovjetunionen . Den store tilstrømning og den store produktionsøgning som fandt sted var ikke kun positivt. – Partiet var tvungen til at vurdere og prøve nye og gamle medlemmers partiarbejde og deres samfunds- og sociale arbejde. Og ekskludere eller udrense de der ikke levede op til de krav der blev stillet til en kommunist. Udfaldet af denne proces var ikke givet på forhånd. Kampen mod bureaukrati, koruption,opportunisme og magtmisbrug indenfor partiet og staten blev ført på mange forskellige måder i 30´erne og var ikke altid fremgangsrig og uden fejl. Men det var en nødvendig proces. Det socialistiske samfunds udvikling forudsætter debat og kritik som kan rette fejl og finde nye veje. Men udrensningerne var også vigtige af udenrigspolitiske årsager. I 30´erne skete der en udvikling i verden som gjorde at truslen mod Sovjet blev endnu større idet der var sket en fremvæksten af fjender af en ny type i de kapitalistiske lande. Foruden datidens blokade,sabotage og aggressionstrusler fra de gamle kapitalistiske lande dukkede en ny fjende op som havde det som sit første programpunkt at knuse den socialistiske Sovjetunion og som direkte truede de slaviske folks eksistens. NAZISMEN KOM TIL magten i Tyskland i 1933, bl.a med løftet at knuse det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva”, at skaffe ”lebenraum” og nye kolonier med råstoffer og slavearbejdskraft i Sovjet. Allerede i 1925 skrev i Hitler i Mein Kampf om disse erobringsplaner:<>”Dermed trækker vi nationalsocialister bevidst en streg over førkrigstidens udenrigspolitik. Vi fortsætter der hvor man for seks århundrede siden sluttede. (Det tysk-romerske Kejserriges barbariske korstog,min.anm.) …..og peger i stedet for mod landet østpå . . . og går over til fremtidens jordpolitik. Men når vi i vore dages Europa taler om nye landområder, vil vi i første række tænke på Rusland og de af Rusland beherskede randstater”<>De store fremgange og den socialistiske udvikling i Sovjet i 30´erne var livsvigtige, ikke bare for de sovjetiske folks, men for alle slaviske folks og minoriter som jøder, Roma og Sinti, ja for hele de demokratiske menneskeheds overlevelse. De kolossale sociale, materielle og produktionsmæssige fremskridt i 1920´erne og 30 ´erne var fundamentet hvorpå Sovjetunionen og dets allierede sejrede over Nazi-Tyskland i den Anden Verdenskrig.* * * * ____ KAMPEN MOD misforhold og kritik indenfor bolsjevik-partiet og udrensningskampagnerne var en forudsætning for fremgang i produktionen og landets sikkerhed . Om dette snakker de borgerligt-reformistiske kritikere sjældent om. SOVJETFOLKENE MODSTOD verdenshistoriens største imperialistiske aggression – den nazi-fascistiske invasionshær på flere end 5 millioner mand - ;  befriede deres eget og Europa’s lande og folk fra den barbariske fascisme. Opbyggede sit land på nyt , blot 23 år efter den seneste genopbygning havde startet (1922).
Sovjet u n i o n e n blev genopbygget af de sovjetiske folk på bare nogle år sådan at man allerede i 1947 kunne afskaffe rationeringskortene som blev indført som en følge af krigen, ligesom genopbygningen af sovjetsamfundet var overvundet i og man var “kommet over” krigen i 1951. ”Kommet over” var man naturligvis ikke, de fascistiske vestlige barbarer havde bidt dybe blodige sår i den unge Sovjetstat, fascismen havde frarøvet Sovjetfolkene mere end 26 millioner mennesker, mange unge kvinder og mænd, mange af dem tilfhørte det kommunistiske parti ( bolsjevikerne).-
MEN ALLIGEVEL var den sovjetiske storindustri’s produktion i 1953 igen nået op sådan at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 (faste priser) . Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod. Middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion var i årene 1929-53 – undtagen krigs-årene –  cirka 19 % mod 3,5% i USA. Mens stigningen i bruttonationalprodukt –  ifølge nordamerikanske kilder –  var gennemsnitlig 6,4% i årene 1950-58 bl.a pga.. Hrustjov-gruppens socialdemokratisk-revisionistiske selvforvaltning-reformer i økonomi og produktion , som fortsattes under Brezhnev , hvor den faldt til 3,4% i slutningen af 60′erne. * * * * * Underskrevet Ole S. Larsen

NOTER:

*)  Skrev Otto Latsis  i “Novye Izvestija” – 4.august 1999 -  om Rusland i 1890′erne

**) ALEKSANDRA Mikhaylovna KOLLONTAY  var en  russisk revolusjonær kommunistisk kvinde som  kom til verden i 1879, samme år som Joe Stalin.  Som ganske ung –  i 1899 – tilslutter  hun sig til den russiske revolutuionære arbejderbevægelse. I HENDES år i eksil  var hun dog kritisk til Lenins og bolsjevikernes revolutionære kommunistiske linje – frem til 1915 hvor den imperialistiske krig og den chauviniske propaganda i Europa  gjorde det klart for Kollontaj  – at Lenins og Stalins revolutionære parti er den eneste virkelige anti-imperialistiske kraft som kunne stoppe det blodbad som den Første verdenskrig udviklede sig til.  Efter oktoberevolutionen i 1917 blev Kollontaj verdens første kvindelige minister da hun bliver valgt ind i Folkekommisærernes Råd (sovjetter) med  ansvar for social velfærd. Kollontay blev  verdens første kvindelige diplomat da hun i 1922 blev sendt til Oslo, som Sovjets repræsentant.  Fra 1930-45 arbejdede hun som Sovjet-diplomat i Sverige, hvor hun spillede hun en vigtig rolle i Sovjetunionens fredsforhandlinger og opgør med den finske nazi-allierede krigsforbryderstat i 1944.

Hollywood gav i den amerikanske film Ninotchka et vulgariseret og chauvinistisk billede af en kvindelig Sovjetisk diplomat – spillet af Greta Garbo –  som med hendes ukonventionelle syn på seksualitet i 1930´erne var et firkantet og grovt billede af verdens første kvindelige diplomat; Olesia Kollentaj.

Læs videre om den sovjetiske revolution i den bedst dokumenterede bog om udviklingen i Rusland 1917 -40:THE GREAT CONSPIRACY AGAINST RUSSIA [Den hemmelige krig mod Rusland]*

På svenska: DEN STORA SAMMANSVÄRJNINGEN MOT SOVJETUNIONEN
av Michael Sayers och Albert E. Kahn Med forord af senator CLAUDE PEPPER

Eller på tysk:Die große Verschwörung

Kronik: Om den russiske revolutions betydelse

Ruslands Jeltsin tilbød Finland at købe Karelen – Каrelija – en landsdel i Rusland

15 augusti 2007 – 13:13

Finland sagde nej til at købeKarelen

Den tidligere SUKP-leder og Ruslands præsident Boris Jeltsin forsøgte i  1991 at sælge den russiske del af Karelija -Карелия  - til den finske stat.

Karelija  eller Karelen er en nordeuropeisk region som ligger i både Rusland og Finland idag.Men den finske president  Mauno Koivisto mente att prisen var for høj og sagde nej tak , sommeren 1992, skriver avisen Kainuun Sanomat.En hemlig ekspertgruppe havde efter ordre fra  Koivisto udforsket hvad det skulle koste att få Karelen tillbage.Gruppen regnede sig frem til at bare opbygningen af samfundsstrukturen i området ved den sydøstlige finske grænse skulle kosta hvad der svarer til godt 88 milliarder kr.På lang sigt ville opbygningarbejdet have kopstet hvad der svarer til 487 milliarder kr. Beregningerne blev gjort samtidigt som Finland og Rusland forhandlede om en ny aftale.Koivisto følte at priset var for høj; och det fremgår af præsidentens erindinger at han under et topmøde i juli 1992 meddelte præsident Jeltsin at Finland ikke havde råd til at købe Karelen. ¤/SUKP Sovjetunionens Kommunistiske Parti var Sovjets regeringsparti  fra 1956 frem til opløsningen af Sovjet i 1991.

SUKP blev mest kendt/berygtet for  den første Generelsekretær (formand): Nikita Hrustchov som var ansvarlig for kontrarevolution og sovjetisk invasion  i Ungarn og Leonid Breźhnev som var ansvarlig for invasioen i Tjekkoslovakiet 1968 og invasionen og besættelsen af Afghanistan i 1979.   INDEN Hrustchov og Breźhnev hed  Sovjets  ledende  parti : SUKP(bolsjevikerne) . Hrustchov og Brezhnev-gruppen tog “bolsjeviker” ud af navnet – fjernede Stalingrad fra verdenskortet og påbegzndte for alvor de liberale-kapitalistiske reformer der førte til Sovjetunionens opløsning i 1991 hvor den tidligere SUKP- leder Boris Jeltsin stillede sig i spidsen for den liberale chock-terapi.

Rusland: Kirken genforenet efter 80 år

EFTER 80 års splittelse blev den  kristne russisk-ortodokse kirke genforenet den 17.maj under ”en stilfuld ceremoni” som det hedder  i  Frelserkatedralen i Moskva” under overværelse af Præsident Putin. Kirkeoverhovedet “Patriark” Aleksej II og “Metropoliten” Lavr  underskrev der genforeningsdokumentet. DERMED HAR den del af kirken som nægtede at acceptere fredsaftalen som Sovjet-staten sluttede med den kristne ”russisk-ortodokse” kirke i 1927  – nu 80 år senere – vendt tilbage til Rusland og den russiske kirke er blevet genforenet og samlet.   I 1927  valgte et flertal i kirken at accepterer hvad eksil-organisationen -  der flygtede først til Sibirien senere til New York – kaldte ” bolsjevistisk terror”, hvor  som de udtrykker det : “utallige kirker blev ødelagt og mængder af kirkerepræsentanter blev myrdet under kommunistterroren efter revolutionen”.
Fakta er at i 1927 sluttede  kirken fred med Sovjet-staten og opgav sine politiske mål : at få  bolsjevikerne væk  fra magten.Genforeningen og ikke mindst den Sovjet-kritiske Fader Germans udtalelser om “patriakatet . . skabt af Stalin . .”  viser et betydeligt mere avanceret billede af kirkens forhold under Lenins og Stalins “bolsjevikiske styre end det ensidige billede som de der kritiserer den bolsjevikiske periode i Sovjetunionens historie – nærmere bestemt Lenin-Stalin perioden ; 1920`erne og 30` erne  – hvor den socialistiske opbygningsperiode fremstilles som  “ultra-ateistisk” , for at være en tid hvor  “alle præster blev udryddet og alle kirker blev jævnet  med jorden”.  NU VED VI AT DER både fandtes kirker,moskeer og synagoger i det “bolsjevikiske Sovjet”, men de havde ikke den politiske magt som visse kræfter i udlandet kunne ønske sig eller stræbte efter.  Set fra et strengt religiøst standpunkt var den værste periode for Ruslands/Sovjets kristne kirke  årene 1914-1927 med imperialistisk krig,udenlandsk intervention,borgerkrig og fredelig  genopbygning fra 1922. Samt tiden under den nazi-fascistiske aggression 1941-45.Genforeningen 2007   indebærer at en halv million “troende” i kirkeforsamlinger i Storbritannien,Tyskland og USA godkender den 78- årige Aleksej  som kirkeoverhoved . Under ceremonien udtalte Præsidenten - : ” Den kirkelige enighedens opstandelse i dag udgør den vigtigste grund til at genoprette den russiske verdens tabte enighed. Ruslands nationale opvågnen og udvikling er umulig uden stød i vort folks historiske og religiøse erfaringer ” slog Putin fast i Frelserkatedralen.
Putin på besøg i det kristent-ortodokse kloster i Athos i Grækenland. —————–____________
Men ikke alle er tilfredse med denne “kirkelige” genforening: En del russisk-ortodokse kirkeledere udenfor landet er stadig skeptisk til den officielle kirke , som de anklager for at have samarbejdet med NKVD/KGB .”Det patriarkat (kirkeledelse,o.a.) som blev skabt af Stalin 1943 vil ligitimere sig gennem denne genforening . . . . uden at vise nogen anger overfor folket”  udtalte en utilfreds fader German fra den ortodokse kirke i Lyon   Andre betonede i sin tur at genforeningen giver Rusland større politisk magt udenlands . . . . sikert også set som en del af rivaliseringen med den katolske kirke i Rom.Originaltelegram:  * * * Rysk-ortodoxa kyrkan återförenadDen tudelade rysk-orotodxa kyrkan återförenades på torsdagen efter 80 år när dess exilledare slöt fred med patriarken i Moskva.I en ceremoni i den ståtliga Frälsarkatedralen skrev exilkyrkans ledare – metropoliten Lavr, och kyrkans överhuvud, patriarken Alexej II – under ett dokument som bekräftade kyrkans återförening. På plats fanns, förutom en rad kyrkliga potentater, bland andra president Vladimir Putin.De båda kyrkoledarna förenades i en gemensam nattvard och omfamnade varandra, varefter president Putin steg fram och hyllades av patriarken för sina insatser för “tron och landet”. Denne betecknade i sin tur kyrkans återförening som en förutsättning för Rysslands resning och utveckling.Ungefär en halv miljon människor tillhör den rysk-ortodoxa exilkyrkan. Den bildades av präster som gick i landsflykt efter Ryska revolutionen och bröt med patriarken i Moskva när denne 1927 underordnade sig Sovjetstaten. KILDE: gp.se 18.maj 2007  09:41Læs mere på BBC hvor analytikeren Jan Repa skriver om den kristen kirke i Rusland* 

VELKOMMEN TIL INTERPRES – NYHEDER og BAGGRUND fra hele verden

Velkommen til  www.interpres.blogspot.com

INTERPRES Nyheder og Baggrundsanalyser * * * Uafhængigt af partipolitiske eller økonomiske interesser* * *

Befrielsen: Dagbog kaster nyt lys på den revanchistiske “voldtægtsmyte”

14.jan. 2007 *

Dagbog rejser tvivl om den tysk-revanchistiske “voldtægtsmyte” 

    Vladimir Gelfands “Tysk dagbok 1945-46″ er på mange måder en speciel bog. Det er en usædvanlig øjenvidnesskildring af den Røde Hærs befrielse af Polen og de østlige dele af Tyskland. Eftersom det var forbudt i den Røde Hær at føre dagbog – af hensyn til sikkerheden formodentlig – så har læserne allerede af denne årsag anledning til at være taknemmelig mod forfatteren :den ukrainske løjtnant Vladimir Gelfand som så flittigt brød mod dette forbud.
Gelfand som bara var 21 år under de forbittrede kampe om overgangen ved Oder-floden, hvor han åbenbart viste heltemod, kom til Berlin fast besluttet om at komme til at opleve noget nyt, få lejlighed til at møde mennesker, lære sig tysk – og ikke mindst at nyde kvindeligt selskab. Han var træt af krigen, som havde været hans hverdag i tre år, og hjerteligt træt på översittare og gaphalsar blandt officererne, som hele tiden toppred honom.

Det ser ud som om at Helfand var noget af en hakkekylling, hans dagdrømmende og flittige skrivende var ikke lige underholdende for alle samt at han var fager, intelligent og havde kvindetække väckte naturligtvis de sämre lottades avund. På nogle steder i bogen antyder han at der fandtes officerer i Røde Hæren som også så ned på ham på bagrund af hans jødiske familiebaggrund.

“…hvor mange strabadser, hvor meget spot og spe, hvilken frökhed har jeg ikke måttet tåle under krigen, fordi mit efternavn er Gelfand; fordi jeg fødtes i en jødisk familie og fordi at jeg selv – er jøde”, betroede han sig til faderen i et brev.

For Gelfand var sådanne fænomener kun de sørgelige rester af det gamle samfund.

“Med årene (årtierne, ikke før) vil de nationale modsætninger forsvinde, mistilliden mellem mennesker som frambragts av motsättningarna att försvinna likt en bedövning och livet kommer att bli lättare. Men så länge negrer lynchas under detta århundrade (ty detta avskyvärda och grymma bruk har inte försvunnit från jorden) måste man vara redo att ärligt och värdigt möta och bekämpa människors bittra bedrägeri, att med sina sista krafter strida mot det i mänsklighetens och livets namn. Så har jag beslutat inför framtiden.”

Rätt ofta förlorar sig Helfand i trivialiteter men man kan inte frånkänna honom en viss litterär begåvning. Att föra en så intensiv dagbok (som dock inte täcker krigshandlingarna, då han var förhindrad att skriva) är redan det en bragd. Skildringen av hur en ung man förlorar sin oskuld, upptäcker att han inte är impotent och under ett år av intensivt arbete och umgänge blir man är utlämnande ärlig.

Mer tröttsamma är alla litanior om de orättvisor och den förnedrande behandling han anser sig utsatt för från andra sovjetmilitärer. Och fastän Gelfand är övertygad anhängare av sovjetsystemet och partimedlem saknade han blick för de stora skeendena, snarare var han en rätt självupptagen och fåfäng ung man.

Hans hett bultande hjärta ideligen stötte på besvikelser bland både de ryska kvinnor som medföljde förbanden (och som delvis oförtjänt fick dåligt rykte som “regementsmadrasser”) och tyskor han träffade på stan. Tyskorna fann han ofta vulgära och de flickor som inte bara “grep honom i k-n” men også i hjertet, viste sig snart trolösa eller ointresserade.

“Vad gäller Gelfands möten med kvinnor är det särskilt anmärkningsvärt att det uppenbart inte var fråga om något som helst våld” skriver litteraturvetaren Elke Scherstjanoj i ett efterord till boken.

Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt, vilket är anmärkningsvärt med tanke