9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

9.Nov 2009 – 20:34

71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!

Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.

Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre

April 2009 -

Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser

Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor; Dr. Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.

Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.

Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.

Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris

Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos

+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +

For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.

I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.

Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.

Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).

Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.

N O T E R -

*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.

Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) .    *      *      *     *   *    *      *     *      *   *    *   *  *     *  *  *     *   *  *      *      *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)

Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)

Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen

New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.

*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internatioionale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mikakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling , ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa – udenfor Sovjetunionen – blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og et flertal af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver, jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Pan Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod landets jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 åres venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år. Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

20 år siden den tyske murs fald: Vest ønskede ikke et forenet Tyskland.

9.Okt. 2009 01:45

Vesteuropa imod et forenet Tyskland

 

 

” Jeg elsker Tyskland så meget, at det fryder mig at der findes to”, udtalte den franske forfatter Francois Mauriac i 1958.

Det ser ud til at det faktisk var en udbredt holdning hos de de Vesteuropæiske ledere i 1989.
To måneder inden Berlin-murens fald mødte den daværende sovjetiske præsident Michail Gorbatjov, Storbritanniens leder Margaret Thatcher som erklærede at hverken Storbritannien eller Vesteuropa ønskede at Tyskland blev genforenet. Hun opfordrede de sovjetiske ledere til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sætte en stopper for den tyske genforening.
Det er noget af det der fremgår af de dokumenter som den russiske forsker Pavel Stroilov har læst i Gorbatjov-fondens arkiv.
I arkivet kan man også læse om Sovjetlederens holdning til lederne af de sovjetiske satellitstater i central- og østeuropa – DDR´s Erich Honecker bliver betegnet som et “røvhul” – ligesom hans illusioner om hvordan hans egen perestrojka skulle lykkeliggøre folkene i Warszawapagt-landene er dokumenteret .
Seks dage inden muren blev åbnet diskuterede medlemmerne af den sovjetiske topledelse (politbureauet) om man skulle give ordre om at rive muren ned på eget initiativ…
Jacques Attali, som var president Mitterands rådgiver, erklærede overfor det sovjetiske politbureaus repræsentant at “Frankrig overhovedet ikke ønsker nogen tysk genforening, også selv om det inser at den til sidst er uundgåelig”.
Kilder; The times 11/9

Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede

6.Sep-2009 -

Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde

DORTMUND (Rote Fane) Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i den vesttyske by Dortmund´s gader. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op inde i Dortmund´s centrum med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP

ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)

Dortmund (Korrespondenz), 5.SEP. 2009: Største politiopbud i Dortmunds historie for at beskytte neo-nazister :
Wir waren heute bei der großen antifaschistischen Kundgebung in Dortmund dabei und wollen euch einen aktuellen Zwischenstand berichten:
Ein riesiger Skandal ist, dass den Faschisten von den “autonomen Nationalisten” eine Kundgebung im Dortmunder Norden genehmigt wurde – in letzter Minute durch das Bundesverfassungsgericht. In ganz Dortmund fanden insgesamt ca. 30 antifaschistische Kundgebungen, Demonstrationen, Straßenfeste usw. statt. Zigtausende Dortmunder bekundeten ihren antifaschistischen Protest.

antinazi.wordpress

Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier

25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.

Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.

Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.

“Varehusmordbranden”

Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof  i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? .  Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.

Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :

“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”

Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man –  det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA –  kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks”  politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste  Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa.  En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.

R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker

Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.

Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:

“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967

Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”

I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og  de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:

Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?

Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.

I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.

Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland

Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:

“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”

 

En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.

Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *

Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.

Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:

“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”

Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.

Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.

Om karakteren af den “individuelle terror”:

..  .. .  skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om  i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:

“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]

Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.

I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :

Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Statsgæst geladenen Shah Muhammed Reza Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.

Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.

Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF

Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -

Kritik

Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.

• kadi –

Mere om Tysklands historie efter 1945

 

– - KRONIK * * Af Günter Ackermann/ September 2007 Kommunismus und Terrorismus Teil I 30 Jahre Entführung des Altnazi Schleyer durch die RAF Der imperialistische Staat schürt die Angst vor dem Terrorismus Wie bestellt zum 30. Jahrestag der Entführung und schließlichen Tötung von Hans Martin Schleyer findet die Polizei in einem Dorf im Sauerland drei islamistische Terroristen. Als Beweis zeigt sie Plastikbehälter, mit Blondierungs- und Desinfektionsmittel Wasserstoffperoxid[1] (H2O2). In reiner Form wird es als Treibmittelzusatz für kleine Raketen benutzt. Niemand im Dorf hat die angeblichen Terroristen gesehen, obwohl sie die etwa 730 Kilogramm von dem Wasserstoffperoxid in Besitz gehabt haben sollen – übrigens legal erworben. Auch nicht, als sie diese Menge an Plastikkanistern ausgeladen hatten. Wie sie das wohl gemacht haben? Und noch etwas. Das BKA, diese Polizeitruppe, handelte als wahrer Freund und Helfer. Sie ssie verwässerte das Zeug schon vorher, also fand die Polizei nur maximal ein 3%iges H2O2, sonst nur H2O – Wasser also. Die Drei hätten damit einen gigantisches Friseursalon aufmachen können, Flugplätze hätte sie nicht sprengen können. Trotzdem musste man jetzt zugreifen, denn die Hinweise verdichteten sich – sagt das BKA – dass die Drei Sprengstoffanschläge unmittelbar begehen wollen. Woher sie den Sprengstoff hernehmen wollten, wenn die Grundstoffe im wahrsten Sinne verwässert waren, weiß der Geier. Jedenfalls aber um den 30. Jahrestag der Schleyer-Entführung herum und auch, wo die Diskussion um den Bundestrojaner und anderes als Wind durch den Blätterwald rauscht, kam das als eine Fügung des Himmels. Kommunismus und Terrorismus Nicht erst seit Aufkommen der RAF gibt es die Diskussion um die Stellung der Kommunisten zur Gewalt, insbesondere zum individuellen Terror. 1. Nicht jede Gewalt ist gleich zu bewerten. Da ist zunächst die Gewalt des kapitalistischen Staates gegen das Volk, insbesondere der Terror eines faschistischen Regimes. 2. Der revolutionäre Gewalt der Arbeiterklasse und der mit ihr verbündeten werktätigen Klassen und Schichten gegen die Ausbeuterklassen. 3. Der individuelle Terror einzelner gegen Repräsentanten der Ausbeuterklassen und deren Staat. Zu 1. und 2.: Jeder Staat ist ein Klassenstaat, das Gewaltorgan der herrschen Klasse. Es gilt, die Kräfte, die den Staat beseitigen und damit die herrschende Klasse entmachten wollen, von Staats wegen mit Gewalt daran zu hintern. Die entscheidende Frage ist aber, welche Klasse übt die Herrschaft aus? Im kapitalistisch-imperialistischen Staat ist es die Bourgeoisie, insbesondere die Monopolbourgeoisie, also eine verschwindend kleine Minderheit, deren Machtorgan der Staat ist. Im proletarischen Staat, also der Diktatur des Proletariats, in dem die Arbeiterklasse und die mit ihr verbündeten werktätigen Klassen und Schichten die Herrschaft ausüben, ist es die große Mehrheit des Volkes, die die die Herrschaft ausübt – auch mittels Gewalt – über die verschwindende Minderheit der ehemaligen, ihrer Produktionsmittel beraubten, Kapitalistenklasse. In allen Staatsformen gibt es die Gewalt des Staates für die Aufrechterhaltung der Herrschaft der herrschenden Klasse. Trotzdem sind das zwei qualitativ unterschiedliche Formen der Staatsgewalt. Im kapitalistischen Staat wird die arbeitende Mehrheit von der schmarotzenden Minderheit mittels Gewalt und Terror gezwungen, sich den kapitalistischen Bedingungen zu unterwerfen; in der Diktatur des Proletariats ist es die übergroße Mehrheit der Menschen, die die Werte schaffen, die die ihrer Produktionsmitten beraubten bourgeoisen Minderheit mittels Staatsgewalt daran hindert, die alten Zustände erneut einzuführen. 3. Individueller Terror Lenin stellt die Terroristen und die Ökonomisten auf eine Stufe und schreibt in Was tun? Brennende Fragen der Bewehung[2]: „Die „Ökonomisten“ und die Terroristen sind Anbeter verschiedener Pole der spontanen Richtung: die „Ökonomisten“ – der Spontaneität der „reinen Arbeiterbewegung“, die Terroristen – der Spontaneität der leidenschaftlichsten Empörung der Intellektuellen, die es nicht verstehen oder nicht die Möglichkeit haben, die revolutionäre Arbeit mit der Arbeiterbewegung zu einem Ganzen zu verbinden. Wer den Glauben an diese Möglichkeit verloren oder nie besessen hat, dem fällt es tatsächlich schwer, für seine Empörung und seine revolutionäre Energie einen anderen Ausweg zu finden als den Terror.“ „Die Arbeiter führen ihren „ökonomischen Kampf gegen die Unternehmer und gegen die Regierung“ (…) – die Intellektuellen aber führen den politischen Kampf aus eigenen Kräften, natürlich mit Hilfe des Terrors!“ „Das zeigt eben, daß sowohl die Terroristen als auch die „Ökonomisten“ die revolutionäre Aktivität der Massen unterschätzen, und dies ungeachtet der klaren Beweise, die die Frühjahrsereignisse geliefert haben[3], wobei die einen nach künstlichen „aufrüttelnden Mitteln“ suchen, die anderen von „konkreten Forderungen“ sprechen. Sowohl die einen wie die anderen schenken der Entfaltung ihrer eigenen Aktivität auf dem Gebiet der politischen Agitation und der Organisation der politischen Enthüllungen nicht genügend Aufmerksamkeit. Es ist aber weder jetzt noch zu irgendeiner anderen Zeit möglich, diese Aktivität durch irgend etwas anderes zu ersetzen.“ Es ist klar: Die Ökonomisten meinen, die Arbeiterklasse führe, indem sie um ökonomische Verbesserungen kämpft, bereits einen politischen Klassenkampf und man muss sich nur an diese Bewegung dranhängen, brauche aber keine Aufklärungs- und Organisationsarbeit zu leisten. Die anderen, die Terroristen, verzichten gleich ganz auf die Massen und verüben Anschläge gegen Sachen und/oder töten Repräsentanten des kapitalistischen Systems. Letztere sind meist verwirrte Kleinbürger, die einst, voll humanistischer und reformistischer Ideen, antraten und meinten, so die kapitalistische Realität zu Vermenschlichen, zu verbessern, also einen Kapitalismus mit menschlichem Antlitz zu erreichen. Durch Appelle an die Einsicht der Herrschenden und Eingaben an den kapitalistischen Staat, traten sie einst an, voll des Gutmenschentums. Als sie dann mit der brutalen Realität des Kapitalismus konfrontiert wurden, wussten sie nicht weiter und verfallen dem Terrorismus. Das war in Deutschland bei der RAF nicht anders. So Ulrike Marie Meinhof, eine brillante Journalistin und fortschrittliche Bürgerliche. Ulrike Meinhof wurde von der Friedenskämpferin und Pazifistin Renate Riemeck im pazifistisch-christlichem Geist erzogen und war zutiefst für Frieden, Gewaltlosigkeit und soziale Gerechtigkeit. Aber diese kapitalistische Gesellschaft ist nicht friedlich, gewaltlos und schon gar nicht kann sie sozial gerecht sein. Folglich musste Ulrike Meinhof scheitern und meinte, ihre Ziele nur durch Terrorismus erreichen zu können. Sie hatte nie die revolutionäre Energie der Arbeiterklasse erfahren – das kam in ihrer Entwicklung auch nicht vor. Andreas Baader: Auch er entstammt einer kleinbürgerlichen Familie. Allerdings, bedingt durch den 2. Weltkrieg, ökonomisch deklassiertes Kleinbürgertum. Baader ist eher Lumpenproletarier, der aus dem Kleinbürgertum stammt. Gudrun Ensslin: Pfarrerstochter, im Schwäbischen aufgewachsen, im konservativ-evangelischem Sinne erzogen Ihr Vater war „Alter Herr“ in der Studentenverbindung Normannia. Gudrun war eine Musterschülerin und sehr fromm. Sie wurde von der Studienstiftung des Deutschen Volkes mit einem Stipendium gefördert. Diese halbstaatliches Stiftung fördert, nach eigenem Anspruch, die 10% der Besten eine Abiturjahrgangs. Sie hatte sich aber auch bei der Hochbegabtenstiftung der evangelischen Kirche dem Evangelischen Studienwerk, um ein Stipendium, bemüht und war sogar aufgenommen worden. Dieses Stipendium schlug sie aber aus und entschied sich für die halbstaatliche „Studienstiftung des Deutschen Volkes“. Sie studierte in Tübingen und Berlin und näherte sich dem SDS an. Nach dem 2. Juni 1967 und dem Mord am Studenten Benno Ohnesorg durch einen Polizisten, empörte sich Gudrun Ensslin und rief zur „Gewalt gegen einen gewaltbereiten Staat” auf. Auch sie verzweifelte an der Gewalt des „gewaltbereiten Staates“. Als Kommunist ist das für mich nichts Neues gewesen, ein Staat ist immer gewaltbereit, dazu ist er da (siehe oben). Gudrun Ensslin aber schreibt: „Dieser faschistische Staat ist darauf aus, uns alle zu töten. Wir müssen Widerstand organisieren. Gewalt kann nur mit Gewalt beantwortet werden. Dies ist die Generation von Auschwitz – mit denen kann man nicht argumentieren!“ Sie sitzt gleich mehreren Irrtümer auf: - die BRD war und ist kein faschistischer Staat. Zwar saßen Altnazis in hohen und höchsten Stellen in Justiz, Regierung, Polizei und Wirtschaft, zwar wurden Kommunisten und Oppositionelle, die sich dem herrschenden Antikommunismus und der Kalte-Kriegs-Politik widersetzten, drangsaliert und verfolgt, trotzdem: das war autoritär, aber nicht faschistisch. - „. Gewalt kann nur mit Gewalt beantwortet werden“ schreibt G. Ensslin. Gewalt des Kapitals und ihres Staates muss mittels der revolutionären Gewalt der Massen beseitig werden und dazu bedarf es der Massenarbeit der Kommunisten und es bdarf der Massen der Arbeiterklasse. Das wäre die richtige These gewesen. - „Dies ist die Generation von Auschwitz – mit denen kann man nicht argumentieren!“ Hier lag sie total daneben. Zwar war die Elterngeneration, damals die Kriegsgeneration des 2. Weltkrieges, aber nicht alle Deutschen waren Nazis oder – schlimmer – Nazimörder. Die ersten Opfer der Nazis, bevor die Faschisten den 2. Weltkrieg anzetteln konnten, waren deutsche Kommunisten, Sozialdemokraten, Gewerkschafter, fortschrittliche und demokratische Christen und demokratische Bürgerliche. Ohne den Naziterror gegen diese, vor allem die Ausschaltung der Arbeiterbewegung, wäre der Krieg 1939 nicht möglich gewesen. An diesen Zeilen Gudrun Ensslins sieht man, dass für sie Klassen überhaupt keine Rolle spielten. Die damalige Elterngeneration ist die „Generation von Auschwitz“. Dass viele von ihnen selbst in Konzentrationslagern und Zuchthäusern saßen, spielte keine Rolle. Sie verwechselt die damaligen Repräsentanten der BRD, so den Altnazi und Bundeskanzler Kurt Georg Kiesinger, mit dem Arbeiter auf der Werft, im Bergwerk, der Maschinenfabrik und am Hochofen. Es ist klar, dieser Weg konnte nicht zum Erfolg führen. Allerdings kann man der RAF bescheinigen, dass sie aus an sich humanitären Gründen ihren Kampf führten, aber wie sie kämpften, war falsch. Allerdings ist nicht die Anwendung von Gewalt verwerflich. Auch Kommunisten sind nicht gegen Gewalt. Wir wollen eine menschliche, sozial gerechte und eine friedliche Welt. Damit das aber möglich ist, muss die Herrschaft des Kapitals beseitigt werden. Das Kapital und sein bis an die Zähne bewaffneter Staat, treten nicht freiwillig ab. Aber Kommunisten sind gegen gewaltsame Aktionen Einzelner, sie sind für die revolutionäre Gewalt der Massen, der fühlen sie sich verpflichtet. [1] Auch bekannt als Perhydrol und Wasserstoffsuperoxid [2] siehe [3] Es handelt sich um das Frühjahr 1901, in dem die großen Straßendemonstrationen begannen. (Anmerkung des Verfassers zur Ausgabe von 1907. Die Red.) zurück Kommunismus und Terrorismus Teil II – – - 30 Jahre Entführung des Altnazi Schleyer durch die RAF Der imperialistische Staat schürt die Angst vor dem Terrorismus Die Rote Armee Fraktion (RAF) – ihre Ursprünge und ihre politische Wirkung * * * * * Als die RAF sich bildete und zum bewaffneten Kampf überging, war die Protestbewegung von 1968 an einem Punkt angelangt, der Zukunftsentscheidungen verlangte. Der SDS als Studentenorganisation war nicht die Organisation, die den Protest in die Massen tragen konnte. Er hatte weder eine klare politische Linie, noch konnte er sie entwickeln. Selbst die am weitesten entwickelten SDS-Gruppen in Berlin und Frankfurt schwankten zwischen reinem Protest und radikalem Handeln, das sich aber mehr gegen Sachen richtete. Rudi Dutschke war ein begnadeter Redner über die Köpfe der Zuhörer hinweg. Wer Dutschke öffentlich reden hörte, lief Gefahr einzuschlafen. Er sprach, wie man sagt, in der dritten Meta-Ebene, also wenig massenwirksam. Wenn das vor Studenten in der Uni noch anging, so war er doch unfähig vor normalen Menschen zu reden. Auch, wenn vieles der Inhalte auch unserer Ansicht entsprach, so hatte er nicht erkannt, dass nur eine in den Massen verankerte revolutionäre kommunistische Partei in der Lage gewesen wäre, den Imperialismus effektiv zu bekämpfen. Nach dem Attentat auf Dutschke suchten die linken Studenten nach einem Ausweg aus ihrer politischen Situation. Die einen gingen den „Langen Marsch durch die Institutionen“, traten in die SPD ein, gingen in die Wirtschaft, wurden also Renegaten und machten Karriere. Andere, erkannten zumindest, nur mit der Arbeiterklasse ist revolutionäres Handeln möglich. Aber von ihrer „neomarxistisch“ genannten Ideologie – nicht die Arbeiterklasse macht die Revolution, sondern Intellektuelle – isolierten sie sich vom Proletariat So entstand die „Ruhrkampagne“ in Berlin. Diese Studenten verließen Berlin und die Universitäten und gingen als Arbeiter in die Produktion ins Ruhrgebiet. Da sie aber die falschen ideologischen Grundlagen hatten, und die Arbeiter auf die studierten Besserwisser nicht gewartet hatten, ging das ganz schnell in die Hose. Wieder andere sahen im Kommunismus den Ausweg. Da bot sich die DKP an, die 1968 gegründet worden war. Die KPD/DKP hatte bereits im SDS eine starke Fraktion. Nach der SDS-Auflösung 1970 schlossen diese Studenten sich zum MSB-Spartakus zusammen. Aus denen rekrutierten sich dann im Jahr 1990 ein großer Teil der „Reformer“ in der DKP. Wieder andere sahen in der chinesischen Kulturrevolution den Ausweg. Die auch 1968 gegründete KPD/ML erfreute sich daher zunächst eines regen Zulaufs aus den Universitätsstädten. Natürlich beanspruchten viele der Studenten gleich Führungsfunktionen. aber hier waren die wichtigsten Funktionen bereits von Kommunisten besetzt, also verlor diese Gruppe erst mal an Attraktivität. Der Berliner Studentenführer und Schauspielersohn Christian Semler – später unter Joschka Fischer AA-Mitarbeiter – gründete seine eigene Partei, die er zunächst KPD-AO (A-Null) nannte, später wurde sie in KPD umbenannt. Die Semler-Gruppe orientierte sich mehr nach Kim Il Sun und Nordkorea. Es handelte sich um eine reine Studentengruppe, deren „Arbeiter“ in die Betriebe geschickte Studenten waren oder um einige wenige Renomierarbeiter, viele davon allerdings Lumpenproletarier. Der letzte, der kleinste Teil der Aktivisten der 69er-Bewegung, suchten ihr Heil in der direkten Aktion, also dem individuellen Terror. Es muss aber angemerkt werden, dass keiner der 1. Generation der RAF je in der 68er-Bewegung eine wichtige Rolle gespielt hat. Maßgebliche Funktionsträger des SDS waren auch nicht darunter. Die bekanntesten Mitglieder der RAF, Ulrike Meinhof und Horst Mahler, gehörten selbst auch nie dazu. Ulrike Meinhof hatte als Journalistin bei der Zeitschrift Konkret gearbeitet und Horst Mahler hatte eine eigene Anwaltskanzlei und wurde bekannt als Verteidiger der linken sog. Demonstrationsstraftäter. Andreas Bader war Außenseiter und wurde von den Aktivisten der Linken eher belächelt. Ich wohnte 1967 in Frankfurt am Main und Bader verkehrte, wie ein Großteil der Linken – ich auch – im Club Voltaire. Wir haben uns über sein Gebaren lustig gemacht. Ab ca. 1971/1972 begann die RAF öffentlich zu wirken. Das war die Zeit der Reformen in der BRD, wo die neue Ostpolitik, die fälschlich als Friedenspolitik verstanden und auch so dem Volk verkauft wurde, ihren Höhepunkt erreichte.. Maßgeblich für diese Zeit war der Wechsel der Regierung in Bonn im Jahre 1969. Die studentische Protestbewegung drohte die Unis zu verlassen und die Arbeiter zu erreichen. Um dem entgegen zu wirken, aber auch um der deutschen Wirtschaft ein antifaschistisches Image zu verschaffen, musste jemand Kanzler werden, der eine blütenweiße antifaschistische Weste hatte – also Willy Brandt. Schon die Wahl von Gustav Heinemann zum Bundespräsidenten hatte viele aus der linken Bewegung beeindruckt. In Kölner Republikanischen Club, einen Treffpunkt der Linken in der Domstadt, jubelten viele über diese Wahl. Der KZ-Baumeister Lübke war weg, der antifaschistische Christ Heinemann stand an der Spitze des Staates. Desgleichen als die SPD die Wahl 1969 gewann. Weg war der Göbbels-Mitarbeiter und NSDAP-PG Kurt Georg Kiesinger, nun war jemand Kanzler, der Reformen und Friedenspolitik versprochen hatte. Alle erwarteten jetzt den Kapitalismus mit menschlichem Antlitz. Dass es nur eine kurze Zeit sein wird, in der der Kapitalismus sich menschlich, friedlich und sozial erscheinen lässt, ahnten nur wenige. Willy Brandt war für viele in der Arbeiterklasse ein Hoffnungsträger. Eines der ersten Manöver zur Befriedung der linken Studenten war das sog. Amnestiegesetz, „Mit der Bildung einer Bundesregierung, die mit dem Sozialdemokraten Willy Brandt an der Spitze eine Reformpolitik einzuleiten versprach, entfielen die meisten Voraussetzungen zur Fortführung einer außerparlamentarischen Bewegung. Einige der von der APO freigesetzten Impulse, insbesondere im Bereich der Bildungspolitik, wurden aufgegriffen, andere hingegen eingedämmt oder ganz abgeschnitten. Die Koalition von SPD und FDP legte einerseits mit dem Amnestiegesetz für Demonstrationsstraftäter ein Integrationsangebot vor, andererseits lieferte sie mit dem Radikalenerlass, durch den Systemgegner vom Staatsdienst fern gehalten werden sollten, ein Zeichen der Abschreckung. Zwar wuchs das Potential links von der SPD quantitativ stark an, es stellte jedoch wegen seiner Diffusität keine einheitliche Kraft mehr dar und büßte dadurch viel vom Charakter einer politischen Herausforderung ein.“[1] Auch kam Bewegung in die Außenpolitik. Die überwiegende Mehrheit der Deutschen lehnte die Politik der Hallstein-Doktrin[2] ab. Aber auch die Wirtschaft sah in ihr ein Hemmnis um den Osthandel zu intensivieren usw. Mit der Aufnahme diplomatischer Beziehung zu den sozialistischen Ländern, den Ostversträge usw. erschien den meisten die Politik der neuen Bundesregierung eine Politik des Friedens zu sein. Aber nicht nur die „Friedenspolitik“ Willy Brandts machten den Kanzler beliebt, unter seiner Kanzlerschaft wurden eine Reihe, lange notwendiger sozialer Reformen beschlossen (Lohnfortzahlung im Krankheitsfall) und die Lohnerhöhungen erreichten teilweise zweistellige Prozentzahlen. Als dann die CDU mit Hilfe von FDP-Überläufern versuchte, Brandt zu stürzen, ging ein Schrei der Empörung durchs Land. Ich arbeitete damals auf der Mannesmann-Hütte in Duisburg. Wir legten die Arbeit am Tag nieder, als Brandt gestürzt werden sollte. Meine Kollegen wollten, dass diese Politik des Friedens und der Verständigung, wie sie meinten, fortgesetzt werden solle. Kurz: Brandt gewann ab 1969 zusehends an Popularität. Und in der Situation trat die RAF auf und verkündete, sie verstünde sich als Stadt-Guerilla und wolle durch ihre Aktionen den Staat zwingen, seine faschistische Fratze zu zeigen und wollte damit die Massen zu gewinnen. Genau das Gegenteil trat ein. Anstelle, dass die Arbeiterklasse sich vom kapitalistischen System distanziert und sich nach links und revolutionär orientierte, lehnte sie sich noch stärker an die SPD an. Sie akzeptierte die Brandtschen Berufsverbote und die verschärften Übergriffe der Polizei gegen Linke. Die wurden als für die Fahndung nach der „Bader-Meinhof-Bande“ unerlässliche Maßnahmen den Menschen schmackhaft gemacht, was akzeptiert wurde. So wurde in einer Stadt damals ein 16-jähriger Lehrling, der auf einem geklauten Mofa in der Nacht nach Hause fuhr, von einer Polizeistreife angehalten, als er floh, wurde er von Maschinenpistolenschüssen getroffen und starb. Kurz danach machten wir in der Nacht eine Plakatierungsaktion und waren urplötzlich von schwer bewaffneten Polizisten umringt, MPis im Anschlag. Wir, auch die Genossinnen, wurden durchsucht. Man fand natürlich nichts Verbotenes. Aber erst am Morgen, nach Verhören im Polizeirevier, durften wir gehen. Die RAF hat nie eine nennenswerte Anhängerschaft unter den Arbeitern gehabt. Die RAF-Mitglieder, die nicht von den Unis kamen, waren Lumpenproletarier. Man kann festhalten: Das Konzept der RAF war, bereits bevor die 1. Generation verhaftet wurde, als gescheitert anzusehen. Ihre direkten Aktionen gegen Personen und Sachen isolierten die RAF total von den Massen und boten den Herrschenden den Vorwand, Repressalien gegen revolutionäre Gruppen anzuwenden und die Demonstrationsgesetze zu verschärfen. Mit der Verhaftung der „1. Generation“ der RAF war dieser Abschnitt abgeschlossen. Aber noch Jahre liefen Polizeiaktionen gegen vermeintliche Unterstützer der RAF. In der Regel waren das frühere Bekannte und Freunde einzelner RAF-Mitglieder, die ihnen eine Nacht Unterschlupf gegeben hatten, meist war es einfach überhaupt nichts. Die Betroffenen wurden schärfsten Verhören unterzogen. Manchem wurde sie berufliche Existenz in Gefahr gebracht und einige wurden von Schüssen aus Polizeiwaffen getötet, nur weil sie ins Raster des Bundeskriminalamtes passten. Schleyer-Entführung 1978 und Deutscher Herbst Hans Martin Schleyer war in weiten Kreisen, nicht nur der Linken, eine Unperson. Seine Nazi-Vergangenheit, seine stockreaktionäre Gesinnung und seine Haltung zu Gewerkschaften, machten ihm zum Lieblingsfeind aller, die diese Gesinnung nicht teilten. Schleyer sprach damals schon die Ideen aus, die erst Jahrzehnte später die Neoliberalen auszusprechen wagten: Weg mit den Sozialleistungen, weil das die Gewinne schmälert, keine staatlichen Beschränkungen für die Wirtschaft, niedrigere Löhne und Gehälter, niedrigere Steuern, Umverteilung der Einkommen von unten nach oben. Klar, die Spitzen der Wirtschaft liebäugelten mit diesen Ideen. Dennoch: Damals passten sie nicht in die Zeit, wir befanden uns – trotz neuer Ostpolitik – noch im Kalten Krieg und es galt zu beweisen, dass der Kapitalismus, auch in seiner sozialen Komponente, dem Sozialismus überlegen ist. Diese reaktionäre Gesinnung des Hans Martin Schleyer wurde ihm zum Verhängnis. Am 5. September 1977 kidnappte eine „Kommando“ der RAF Schleyer in Köln. Dort war damals der Sitz des Bundesverbandes der Deutschen Industrie und der Bundesvereinigung der Arbeitgeberverbände. Beiden Lobbyistenverbänden des Kapitals stand Schleyer als Präsident vor. Es begann eine wilde Propaganda-Orgie der kapitalistischen Medien, die ihresgleichen seit 1945 suchte. Jeder, der aber auch nur zu verstehen gab, dass er Schleyer für nicht besonders sympathisch hält, lief Gefahr in das Raster der Polizei zu geraten. So sagte ich bei Tschibo am Hugenottenplatz in Erlangen zu meiner Freundin, dass ich Schleyer für einen Nazi halte. Kurz danach erschien eine Polizeistreife und kontrollierte meine Papiere. Der „Deutsche Herbst“ hatte begonnen. Auch die polizeilichen Maßnahmen waren für jedermann sichtbar. Sie nahmen aber auch kuriose Formen an. So suchte die Polizei nach einer bestimmten Automarke (ich glaube Audi oder BMW). Wer ein Auto dieser Marke fuhr, riskierte angehalten und durchsucht zu werden. Hielt er nicht an oder machte er eine falsche Bewegung, wurde sofort geschossen. Oder im Verkehrfunk des Bayrischen Rundfunks wurden detailliert die Stellen bekannt gegeben, an denen Verkehrskontrollen wegen der RAF statt fanden. Sogar Hubschrauberflüge über Deutschland durch RAF-Mitglieder (nicht die, die Schleyer entführten) wurden bekannt und die Polizei wusste angeblich nichts davon. Heute ist bekannt, dass das BKA von einem örtlichen Polizeibeamten über die Wohnung, in der Schleyer versteckt war, informiert worden war. Alles nur Pannen oder Zufall? Ich meinte schon damals – und heute immer noch – dass die RAF den Herrschenden wie gerufen kam. Hinter dem Kampf gegen den Terrorismus konnten sie demokratische Rechte abbauen und keiner wagte die Stimme zu erheben. Wer es dennoch tat, riskierte als Helfershelfer von Terroristen diffamiert zu werden. Bundeskanzler Helmut Schmidt und die bürgerlichen Parteien gaben sich prinzipienfest: „Wir werden uns nicht dem Diktat von Terroristen beugen.“ So tönte es aus allen Lautsprechern und stand es in den Zeitungen. Dabei hatten sie genau das vorher bereits getan. Am 27. Februar 1975, also eben mal 1 ½ Jahre vor der Schleyerentführung, wurde der Berliner CDU-Chef Peter Lorenz gekidnappt. Die Entführer verlangten die Freilassung und Ausreise der sechs inhaftierten RAF-Mitglieder Horst Mahler, Verena Becker, Gabriele Kröcher-Tiedemann, Ingrid Siepmann, Rolf Heißler und Rolf Pohle in ein Land ihrer Wahl. Als diese (Horst Mahler verzichtete die Ausreise) im Südjemen angekommen waren, wurde Lorenz frei gelassen. Warum sie den im Verhältnis zu Schleyer unbedeutenden Regionalpolitiker Lorenz gegen Inhaftierte ausrauschten, den damaligen Spitzenfunktionär des Großkapitals aber nicht, finde ich verwunderlich. Die Erklärung, man dürfe Terroristen nicht nachgeben, halte ich für fadenscheinig und vorgeschoben. War Schleyer irgend wem im Weg, dass man ihn opferte? Was die RAF-Entführer aber erreichten war, dass nun niemand mehr negativ über Schleyer zu reden wagte. Alle, die noch Wochen vorher negative Äußerungen über Schleyer verkündest hatten, machten ihn jetzt zum ausgesprochenen Gutmenschen. Viele Linke waren erschrocken von dem Terror der Staatsmacht und gingen in eine innere Emigration und schwiegen oder äußerten sich weinerlich. Ich war im Oktober 1977 in Darmstadt bei einem Kongress der Evangelischen Studentengemeinden zur Erinnerung an dreißig Jahre „Darmstädter Wort“[3]. An dieser Konferenz nahmen linke Protestanten aller Alterstufen teil, vor allem natürlich Studentenpfarrer, evangelische Studenten, aber auch Prominente, wie Martin Niemöller und Heinrich Albertz. Interessanterweise waren auch einige Anwälte von einsitzenden RAF-Gefangenen eingeladen und gekommen. Diese waren einem brutalen Psychoterror der Justizbehörden ausgesetzt und sie empfanden es gut, dass sie an dieser Konferenz teilnehmen konnten. Im Gegensatz zu den Linken, die weinerlich ihr Schicksal beklagen, sagten die Protestenten – eindeutig und von Martin Niemöller formuliert – dass sie gegen diese Entführung seien. Aber nur aus einem Grund: Sie wollten nicht, dass aus diesem alten Nazi und SS-Mann Schleyer ein Märtyrer wird. Ich hielt und halte diese Position für richtig. Ende Teil II Es folgt Teil/Del III [1] Wolfgang Kraushaar: Denkmodelle der 68er-Bewegung, in „Aus Politik und Zeitgeschichte“ (Bundeszentrale für politische Bildung 2001) siehe [2] Der Hallstein-Doktrin zufolge wurde die Aufnahme oder Unterhaltung diplomatischer Beziehungen durch dritte Staaten mit der DDR von der Bundesrepublik Deutschland auf Grund ihres Alleinvertretungsanspruchs für das gesamte deutsche Volk als unfreundlicher Akt (acte peu amical) betrachtet und in der Regel mit dem Abbruch beziehungsweise der Nichtaufnahme diplomatischer Beziehungen beantwortet. (Wickipedia) [3] „Das „Darmstädter Wort zum politischen Weg unseres Volkes“ war ein evangelisches Bekenntnis zur historischen Mitverantwortung der Deutschen Evangelischen Kirche für den Nationalsozialismus. Es folgerte aus dem christlichen Glauben an Gottes Versöhnung mit der Welt in Jesus Christus ein neues politisches Verhalten der Christen. Es wurde am 8. August 1947 vom Bruderrat der EKD, dem nach Kriegsende fortbestehenden Leitungsorgan der Bekennenden Kirche (BK), als seine verbindliche Position herausgegeben. Anders als das Stuttgarter Schuldbekenntnis vom 19. Oktober 1945 benannte das Darmstädter Wort konkrete „Irrwege“ der Christen und Kirchen, die aus Sicht der Autoren lange vor 1933 die nötigen, auch sozialrevolutionären Gesellschaftsveränderungen blockiert und so dem Nationalsozialismus den Weg zur Macht geebnet hatten. Damit wollte es das Verhältnis von Kirche und Staat nach nahezu 400 Jahren protestantischer Staatskirchen-Tradition neu bestimmen.“ DEL III Kommunismus und Terrorismus Teil III (Schluss) 30 Jahre Entführung des Altnazi Schleyer durch die RAF Der imperialistische Staat schürt die Angst vor dem Terrorismus Von Günter Ackermann/25. September 2007 Die Aktionen der RAF schwächten nicht den kapitalistischen Staat… „daß individuelle terroristische Attentate unzweckmäßige Mittel des politischen Kampfes sind (…) wir sind gar nicht gegen politischen Mord (…), aber als revolutionäre Taktik sind die individuellen Attentate unzweckmäßig und schädlich.” [1] Diese leninsche Position muss die eines Kommunisten sein. Der kapitalistische Staat ändert nicht sein Wesen, wenn einzelne Gegner den einen oder anderen Repräsentanten des kapitalistischen Systems liquidieren. Und eine kleine Gruppe zu allem entschlossener Terroristen, wird nie anstelle der Partei der Arbeiterklasse und an Stelle des Proletariats die Revolution vom Zaun brechen und siegreich führen können. Die politische Kleinarbeit der allseitigen politischen Enthüllungen, die Organisationsarbeit des Parteiaufbaus, sie Verankerung dieser Partei in den Massen, die Massenarbeit usw. kann nicht ersetzt werden durch terroristische Aktionen Einzelner. Ich sage damit nicht, dass der einzelne Terrorist nicht positive Motive haben kann. Sicher ging es den meisten RAF-Mitgliedern um den Kampf gegen die imperialistische Kriegspolitik, gegen kapitalistische Ausbeutung, gegen Neokolonialismus usw., aber die Methode war wirkungslos. Im Gegenteil. Sie nützte dem kapitalistischen System. Fast könnte man sagen, wenn es die RAF nicht gegeben hätte, hätte der Verfassungsschutz diese gründen müssen. Ich will hier den Aktivisten der RAF nicht unterstellen, dass sie für den Geheimdienst dieses Staates gearbeitet hätten. Subjektiv haben sie sich positiv aus der Reihe derer heraus gehoben, die als Studenten demonstrierten und sich dann anpassten um im Staat, in den Parteien und in der Wirtschaft Karriere zu machen. Sie nahmen den Kampf gegen Imperialismus, Ausbeutung, gegen diese kapitalistische Gesellschaft, die „immer ein Schrecken ohne Ende“ (ist) (Lenin), auf. Aber erfolgreich kann dieser Kampf nur sein, wenn das Proletariat, an dessen Spitze die Partei der Arbeiterklasse steht, diesen Kampf führt. Nicht mittels terroristischer Akte gegen Repräsentanten oder Einrichtungen des Systems ist das Ausbeutersystem zu besiegen, sondern, wie Georgi Dimitroff es beim Reichsgericht dem Nazi Göring entgegen schleuderte: „Massenarbeit, Massenkampf, Massenwiderstand, Einheitsfront, keine Abenteuer – das ist das Alpha und Omega der kommunistischen Taktik.“ Genau das erkannten die RAF-Aktivisten nicht. Sie meinten, sie müssten anstelle des Proletariats kämpfen, dann würde die Arbeiterklasse den Kampf seinerseits aufnehmen. Das Gegenteil war der Fall. Nicht nur, dass es der Arbeiterklasse materiell immer noch relativ gut ging teilweise mit zweistelligen Tarifabschlüssen –, so hatte doch die Sozialdemokratie innerhalb der Arbeiterklasse ihren Einfluss seit der Wahl Willy Brandts, dem angeblichen Friedenskanzler, ausbauen können. Die Wirtschaft florierte. Aber nicht nur das. Terroristische Aktionen Einzelner entsprechen nicht den Kampfformen des Proletariats, die Arbeiter lehnen sie ab. Auch, wenn die Sozialdemokratie die Arbeiter ideologisch entwaffnet hatte, so waren es doch die bewusstesten Teile der Klasse, die das ablehnten. Also genau jene, die immer an der Spitze klassenkämpferischer Aktionen standen und stehen. es lag nicht daran, dass damals die Arbeiter kampfunwillig gewesen wären. Im Jahr 1971 bis 1973 kam es zu einer Welle spontaner Streiks: Ein paar Beispiele: Vulkan-Werft in Bremen, Ford in Köln oder – an diesen Streik habe ich persönlich mitgewirkt – der Streik im Profilwalzwerk bei Mannesmann in Duisburg-Huckingen[2] im Februar/März 1973. Überall haben linke Gruppen organisierend und unterstützend mitgewirkt. Die Arbeiter waren also entschieden kampfbereiter, als sie es heute sind. Trotzdem lehnten sie Terrorismus ab. Die RAF-Aktionen wurden von den Lohnschreibern des Kapitals in der kapitalistischen Presse und den bürgerlichen Politikern hochstilisiert. Teilweise mit bewussten Übertreibungen und Lügen. So sollte die RAF, wie die Medien in die Welt posaunten, im Frühjahr 1972 angeblich geplant haben, an einen belebten Platz in Stuttgart eine Bombe hochgehen zu lassen. Wir wussten, das war eine Lüge. Trotz, dass wir die Aktionen der RAF ablehnten, so wussten wir doch, dass sie zwar militärische Einrichtungen der USA, Vertreter des Großkapitals und hohe bürgerliche Beamte und Politiker als Zielschreibe ihrer Aktionen betrachten, nicht aber das Volk. Eine Bombe an einen belebten Platz hochgehen zu lassen, war nicht Stil der RAF. Es war der imperialistische Staat, dem die Aktionen der RAF nützten. Und sie nützten dem kapitalistischem System. Mit der Entführung Schleyers, die der Lufthansa-Maschine Landshut und der Ermordung Schleyers erreichten die Repressionen ihren Höhepunkt. Schleyer war vor seiner Entführung in der öffentlichen Meinung eine Negativfigur. Er vertrat schon damals lauthals das, was heute unter neoliberal negativ im Bewusstsein der Menschen ist. Er wollte eine härtere Gangart in der Tarifpolitik, weniger Lohn und er wollte die Rechte der Lohnabhängigen beschneiden. Und das zu einer Zeit, wo Brandt und seine SPD alles versuchten, das Eindringen revolutionärer Ideen in die Arbeiterklasse durch, aus der Studentenbewegung entstandenen revolutionären Gruppen, zu verhindern. Das deutsche Großkapital war eben in Begriff, sich als friedlich, sozial und demokratisch weltweit darzustellen. Ein Kanzler mit Friedensnobelpreis, dem die Menschen und Politiker in Ost und West hoch achteten, repräsentierte Westdeutschland. Nach Brandts Abtreten als Kanzler bekam sein Nachfolger Schmidt viel vom Glanz Brandts mit. Sogar in Polen galt Brandt und die deutsche Regierung als Garant der Grenzen von 1945. In der Situation stand an der Spitze der wichtigsten Kapitalistenverbände Deutschlands eine Figur mit Schmisse am Maul, reaktionär bis in die Knochen, der überzeugter Nazi und bei der SS war. Schleyers Haltung war entlarvend und war das genaue Gegenteil dessen, als was sich die BRD im Ausland verkaufen wollte. Schleyer war das, was man sich weltweit als den hässlichen Deutschen vorstellte. Nicht, dass die Spitzen der Konzerne und Banken Schleyers Ansichten nicht teilten – selbstverständlich taten sie das – aber sie sagten es nicht öffentlich, machten auf friedlich, demokratisch und sozial, jedenfalls dem Anschein nach. Ich wage die Behauptung, dass die Entführung Schleyers einer ganzen Menge Leute sehr gelegen kam. Aus der Unperson war das arme Opfer geworden. Der imperialistische Staat konnte seine terroristische Fratze zeigen und die meisten Deutschen fanden das, anbetracht der angeblichen terroristischen Gefahr, gar nicht so schlimm. Mit der Ermordung Schleyers war aus dem Nazi, dem brutalen Kapitalisten, auf einmal der Märtyrer geworden, ein Umstand, der einigen in Bonn und in den Frankfurter Banktürmen sehr gelegen kam. Ich frage mich überhaupt, ob die Bundesregierung und die Behörden wirklich alles taten, um Schleyer frei zu bekommen. So z.B. war dem BKA aufgrund eines Hinweises die Wohnung bekannt, wo Schleyer tatsächlich einige Zeit war. Aber das BKA mobilisierte nicht BGS 9 und stürmte das Versteck, wie es bei anderen Gelegenheiten erbarmungslos gemacht wurde und das selbst dann, wenn die Hinweise, hier seien Terroristen, mehr als vage waren und Unschuldige zu Schaden kamen. Nur da, wo Schleyer sich tatsächlich aufhielt, erschien nicht einmal ein Streifenpolizist. Andererseits aber sperrte man in Bayern Autobahnabfahrten und kontrollierte alle Fahrzeuge, nicht ohne vorher im Verkehrsfunk anzugeben, wo diese Kontrollen stattfinden. Ein Hinweis an die RAF, diese Stellen zu meiden? Den Berliner CDU-Chef Lorenz kaufte die Bundesregierung im Jahr davor frei, der soviel wichtigere Schleyer aber ließ man schmoren und nahm sogar seine Liquidierung in Kauf. Die Polizei sagt heute, das seien unerklärliche Pannen gewesen. Das mag sein, aber an diese Häufung von Zufällen glaube ich nicht. Jedenfalls diente ein toter Schleyer bis heute den Herrschenden der BRD mehr, wie ein lebender, der mit seinen reaktionären Kommentaren und Zwischenrufen zur Politik, die Selbstdarstellung der BRD konterkarierte. Der Tod von Ulrike Meinhof am 8. Mai 1976, Andreas Bader, Gudrun Ensslin und Jan-Carl Raspe am 18. Oktober 1977 Nach der Erstürmung der Lufthansamaschine in Mogadischu und der Ermordung von Schleyer, glaubt man den offiziellen Verlautbarungen, verübten die Mitglieder der RAF in Stuttgart-Stammheim Selbstmord. Ich habe dieser Version nie geglaubt, es gab ganz einfach zu viele Widersprüche und Ungereimtheiten. Læs også :Alle Zeit der Welt, Das zweite Sterben von Ulrike Meinhof, von Anja Röhl og Der zweite Tod, von Ron Augustin Vor allem konnten und durften die Führer der 1. Generation der RAF aus Staatsräson nicht unbeschadet einfach nur im Knast sitzen bleiben. Vor allem nach der Entführung von Schleyer, waren harte Konsequenzen angesagt. Man musste demonstrieren: Wer gegen dieses System kämpft, der wird verlieren. Zuzutrauen ist die Ermordung der RAF-Gefangenen denen allemal. Mit dem Ausgang der Ereignisse – der Tod Schleyers und der der RAF-Gefangenen – konnten die Herrschenden zufrieden sein. Aus dem bekennenden Volksfeind und Reaktionär war der nette Mensch geworden, der für die Ideale der Freiheit den Märtyrertod starb. Schleyer war auf einmal hoffähig geworden, selbst bei den Gewerkschaftern. Gleichzeitig hatten die Herrschenden verschiednes Gesetze verschärft, auch das Demonstrationsrecht. Auf einmal gab es das Kuriosum der „passiven Waffen“, also schützende Kleidung gegen Schläge mit dem Schlagstock und Wasserwerfer, Gasmasken gegen Tränengas, Schutzhelme usw. Facit: Die Taten der RAF sind nicht moralisch verwerflich, sie waren allerdings politisch falsch, weil so keine Revolution zu machen ist. Das Proletariat, vor allem der bewusste Teil davon, lehnt den individuellen Terror ab, denn die Arbeiterklasse weiß aus Erfahrung, dass sie nur Erfolg haben kann, wenn sie als Klasse und nicht als Einzelindividuen handeln. Niemand kann allein streiken, niemand kann sich allein gegen Unternehmerwillkür wehren, das können die Arbeiter nur gemeinsam. Was im betrieblichen Rahmen gilt, gilt auch im Rahmen des gesamten Staates. Nur eine geschlossen handelnde Arbeiterklasse kann eine Revolution erfolgreich führen; geschlossen handeln kann sie nur, wenn sie von einer revolutionären marxistisch-leninistischen Partei geführt wird. Es geht nicht um Gewalt oder Gewaltlosigkeit, sondern so, wie Lenin es formulierte: „Die kapitalistische Gesellschaft war und ist immer ein Schrecken ohne Ende. Und wenn jetzt dieser Gesellschaft (…) ein Ende mit Schrecken bereitet wird, so haben wir keinen Grund, zu verzweifeln.“ (W.I. Lenin) G.A. [1] V.I. Lenin: „An Franz Koritschoner”, 1916, Werke Band 35, S. 217. [2] Gerd Höhne: Wir gehen nach vorn, Berlin 1974, Rotbuch 114 zurück

Tyskland:Brede protester mod den neo-fascistiske dækorganisation NPD

4.April 2009 – BERLIN (Rote Fahne) Under protester og antifascistiske demonstrationer afholdt det neo-fascistiske NPD idag sit ekstraordinære landsmøde under politisbeskyttelse i Berliner-bydelen Reinickendorf´s Rådhus. Allerede tidligt om morgenen var
flere hundrede mennesker strømmet til for at protestere . NGG – Det tyske Hotel-restauration og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbund – har opfordret hoteller og restauranter til ikke at udleje hotelværelser eller servere mad til landsmødet og dets deltagere.
“Forbud mod alle fascistiske organisationer”, er det åbenbare krav der rejses i Tyskland . Det er især er rettet mod den neo-facistiske volds og terror-organisation NPD, som med skattemidler afholder landsmøde i Berlin i disse dage.
Das Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg wies am Freitag eine Beschwerde des Bezirksamts gegen einen Beschluss des Berliner Verwaltungsgerichts zurück, der der NPD einen Anspruch auf den Ernst-Reuter-Saal im Reinickendorfer Rathaus zugestanden hatte. Die faschistische Partei steckt nicht nur finanziell in der Krise, nachdem die Verwaltung des Bundestages der NPD angesichts so genannter “Fehler im Rechenschaftsbericht” für das Jahr 2007 eine Strafzahlung von insgesamt 2,5 Millionen auferlegt hat.

Obwohl die NPD aufgrund des reaktionären Parteiengesetzes mit Millionen aus Steuermitteln ausgestattet ist, erhielten die Faschisten bei den letzten Wahlen eine deutliche Abfuhr. Innerparteiliche Querelen, Unterschlagung von Parteigeldern und Intrigen erschüttern die NPD, die als Sammelbecken faschistischer Schläger- und Mörderbanden dient.

Læs videre her

“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show

Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:

Det gik ikke at organisere en offentlig russisk (synds-)bekendelse gennem at vise “Katyń” – instrueret af polsk films 82-årige patriark Andrzej Wajda. Men Wajdas rygte har lidt skade, hvilket ganske vist ikke er første gang. Allerede i 1980 tilfredstillede han vesten med den politiske og tomme “Jernmanden”, som helt mangler estetiske værdier.  I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) I samme ånd agerer den “retsforsvarande” Natalija Gorbanevskaja, som anser at uden denne syndsbekendelse kan Rusland ikke fortsætte med at eksistere. Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. “Moskva må umiddelbart offentliggøre alle tilbageværende dokumenter i Katyn-sagen”, – erklærede Wajda. Og deri har han ret. Og, fremforalt, det ville ikke skade hvis man undersøgte de bagved liggende årsager til de sensationelle “afsløringer”, som blev offentligjort hos os i denne sag for seksten år siden. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påstås skulle være blevet afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunne ikke skabes så hurtigt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historikere” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømmelse af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 overleverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskere forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådanne som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er desuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.

Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)

*)Læs mere :Katyn: fakta, løgne og myter om en massakre

Lies about the Katyn-massacre

Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker

I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?

 

Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”.      Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimeligheder Til at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine.  Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –

Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta

*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.

I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks

(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -

Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internationale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mirakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling og tusinder af andre polakker, ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og flertallet af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver. jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen,Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod Polens jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 års venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Nazi-propagandalejr udenfor Rostock lukket af politistyrker

12 aug 2008 – 10:30 *

ROSTOCK;Tyskland – - – En sommerlejr for børn udenfor Rostock som blev drevet af tyske neonazister er blevet lukket af politiet. Næsten 40 børn og teenagere blev bragt tilbage til deres forældre, rapporterer BBC.
Politiet fik tips fra naboer til “eventyrslejren” , som havde mistanker om hvad der foregik på den afsides liggende lejrplads udenfor en forstad til Rostock. På lejren blev der fundet mængder af racistisk propaganda og håndklæder med hagekors.
Lejren betragtes af et netværk mod nazisme som et forsøk på at rekruttere hele familier tll den ultraradikale neonazisme. Ifølge politiet er de nynazistiske grupper i Tyskland blevet stadig mere voldelige.
I en interview med den tyske avis Der Tagesspiegel, siger chefen for Tysklands rigskriminalpoliti, Jörg Ziercke at nynazisterne i landet på senere tid er blevet mere voldsomme.
“-Nynazister har tidligere undgået vold i stor udstrækning, men så ser det ikke ud længere”, siger Ziercke til avisen.”
Andelen dåd med racistiske og fremmedfjendtlige fortegn er steget i Tyskland. Under årets fem første måneder blev der rapporteret 15 sager, hvilket er en femdobbling, sammenlignet med samme periode i fjor.
Ifølge Der Tagesspiegel var deltagerne på lejren mellem 8 og 14 år.

Tyskland: 500 milliarder €uro i statsgarantier til kapitalistiske banker

17.Okt. 2008

At kapitalismen ville være bankerot uden statslig understøttelse og -garantier må efterhånden være gået op for selv de mest tungnemme elever i de borgerligt-liberale og reformistiske børnehaverklasser i løbet af det sidste års tid med “krigsoverskrifter” om den kapitalistiske krise i alle betydende medier verden over.

Og i dag stemte et stort flertal – 476 ud af 576 medlemmer af Tysklands Forbundsdag -parlamentets underhus – ja til den kristen-socialdemokratiske Angela Merkel-regerings 500 milliarder store “Finans-markeds-stabiliseringpakke” – en støttepakke til den kapitalistiske banksektor. Det sker selvom der ikke er en eneste tysk bank der offentligt har sagt at man behøver statslige garantier eller fondes finansielle resourcer for at klare sig.
Socialdemokraten Steinmeier og Kristendemokraten Merkel enige om at stille 500 milliarder €uro til rådighed for den tyske finanskapital.

Allerede mandag har private banker mulighed for at få akut “krisehjælp”.
Både den småborgerlige gruppe fra De Grønne/Bündnis 90 og det venstresocialdemokratiske Linke-parti´s Forbundsdagsmedlemmer stemte nej til at stille 500 milliarder til rådighed for de kriseramte kapitalistiske banker. Dog stemte Linke-partiet´s medlem i Forbundsrådet – overhuset – ja da der var afstemning om den kapitalistiske stabiliseringspakke der.
Også i det tyske parlament overhus, Forbundsrådet, ventes Merkel-regeringens støttepakke for finanssektoren vedtaget. Merkel fik støtte efter at hun gik med til at lade forbunds-finansloven stå for 65 procent af udgifterne til pakken, mens delstaterna skal stå for 35 procent af de 480 milliarder €uro – 4500 milliarder kr . . . dvs 4,5 billioner kr. – to gange hele Norges Bruttonationalprodukt og næsten tre gange Danmarks årlige BNP
I korthet består pakken af 400 milliarder €uro i bankgarantier og 100 milliarder €uro i form af statlige fonde.

FAKTA om STATEN og KAPITALEN :

I virkeligheden har kapitalismen ikke været uden statslig støtte på den ene eller anden måde siden den engelske kapitalisme i det 19.århundrede var igang med at udrydde store dele af arbejderklassen gennem børnearbejde, sultelønninger og 12 timers arbejdsdag.
Som de kommunistiske ledere Karl Marx og Friedrich Engell´s påviste opstod staten – også den kapitalistiske – som et redskab for de herskende klasser til at beskytte rigdommen og opretholde klasseherredømmet med hjælp af både militære, politimæssige og økonomiske midler.
I 1920´erne efter den statstøttede første inter-kapitalistiske verdenskrig 1914-1918 fandtes der tendenser til et frit kapitalistisk marked især i USA , med omfattende aktiespekulation som sluttede i krakket på Wall Street i oktober 1929.

KILDE; Rote Fahne News – 18.10.08 – - Milliardenpaket für Banken verabschiedet

Der Deutsche Bundestag verabschiedete gestern das 500-Milliarden-Euro-Paket zugunsten der Banken mit 476 Ja-Stimmen gegen 99 Nein-Stimmen, einer Enthaltung und 36 nicht abgegebenen Stimmen. CDU/CSU, SPD und FDP stimmten mit Ja, Bündnis 90/Die Grünen und die Linkspartei mit Nein.
Im Bundesrat wurde das “Finanzmarktstabilisierungsgesetz” einstimmig verabschiedet, mit Zustimmung der Vertreter der Linkspartei aus der Berliner Landesregierung.

Liste over nazisternes jødiske offrer

18,Sep 2008 – 11:49
Forskere i Tyskland har nu for første gang nedskrevet en detaljeret liste over de omkring 600.000 jøder som blev diskrimineret og forfulgt af Hitlertidens nazister.
På de omfattende lister er oplysninger om adresser og deportationsdag for de hundretusinder af jøder som levede i Tyskland mellem 1933 og 1945, da Hitler og nazipartiet havde magten.
Tanken er at listen, som endnu langt fra er endelig , skal gøre det lettere for fortsatte efterforskninger for både historikere og privatpersoner. Kopier af listen skal sendes ud til museer og institutioner.
Hovedparten af de jødiske offrer for fascismen boede dog ikke i Tyskland, men i Polen og Sovjetunionen.
Ialt omkom flere end 12 millioner mennesker – hovedparten ikke-jøder – i de nazistiske tilintetgørelselejre (kz) som for alvor bliver fyldt under krigen efter “Endlösung”-konferencen i Wannsee den 20.januar 1942
– * Krystalnatten 10. November 1938 :Brændende synagoge i Essen
Under krystalnatten som var en nazitysk rigs-progrom mod landets jøder som hævn for et “jødisk terrorattentat” mod den tyske ambassade i Paris. Progromen er “Tysklands hævn” for terror-attentatet på den tyske ambassade i Paris hvor en “jødisk terrorist” myrder en tysk diplomat. “Officielt” mister 91 jøder livet under jagten på “jødiske undermennesker og terrorister” under krystalnatten.

Nazister bag dødsmishandel på to unge i Magdeburg ;Tyskland

2.sep 2008 -

Nynazister bag mord på to unge mænd

Den 16. August blev den 20-årige Kunst-studerende Rick L. an einer Bushaltestelle in Magdeburg mit Fußtritten so schwer misshandelt, dass er daran starb. Baggrunden er politisk Rick L. var venstre-orienteret og hans morderer var neo-nazister. Als Täter verdächtigt wird Bastian O., der Polizei als gewalttätiger Neonazi seit 2003 bekannt. Am 24. August wurde ein 18-Jähriger in Bernburg in Sachsen-Anhalt erstochen. Er sollte als Zeuge gegen den ebenfalls polizeibekannten Tatverdächtigen David B. aussagen. Obwohl die Staatsorgane versuchten, den faschistischen Hintergrund der Morde unter den Teppich zu kehren, kam dieser nun ans Tageslicht.

Tyskland:126.000 tønder atomaffald truer grundvandet

3.sep . 2008 – 05:45

Atomaffald lagret i lækkende mine

En atomaffaldsskandale af store dimensioner rulles nu op i Tyskland.
I en tidligere saltmine er 126.000 tønder med radioaktivt affald blevet opbevaret på mellem 400-600 meters dybde.

Minen blev taget i brug til forskning i midten af 1960´erne, men er i realiteten blevet endestation for radioaktivt affald. fra landet atomkraftværker. Fra 1967 til 1978 blev saltminen losseplads for alt radioaktivt affald fra de tyske atomreaktorer.

Udgravningen i minen til atomkkraftsaffaldet er idag ustabil og vand strømmer ind minen og tønderne er begyndt at ruste. Derfor trues grundvandet nu af forgiftning.

ORIGINAL-telegram:
3.sep.08 – Atommülllager Asse hat “schwerwiegende Mängel”

Bundesumweltminister Gabriel hat anlässlich eines Statusberichts über das Atommüll-Lager Asse II von “schweren Versäumnissen” des Betreibers gesprochen. Der Betreiber ist das Helmholtz-Zentrum, das dem Forschungsministerium untersteht. Seit 1967 sei bekannt, dass das mittlerweile einsturzgefährdete Bergwerk, in dem 126.000 Fässer mit radioaktivem Müll lagern, undicht sei. Warum die Regierung bisher nichts dagegen unternommen hat, ließ Gabriel offen.

Afghanistan:Fem børn dræbt i Nato´s krig mod oprørere

1. sep. 2008 – 17:05 *

KABUL (AFP,Et artilleriangreb, der var rettet mod en gruppe oprørere i det østlige Afghanistan, kostede mandag tre børn livet, mens syv blev såret.
I en officiel meddelelse fra Nato hedder det, at man i kampe med “Taliban fejlagtigt kom til at ramme et hus beboet af civile afghanere”.
I de seneste uger har Afghanistan været udsat for flere Nato-aktioner, der har kostet civile livet. Det skaber naturligvis øget folkelig modstand mod de udenlandske besættelsestropper – men også yderligere splittelse mellem den USA-støttede regering i Kabul og de udenlandske besættelsesmagt.
Yderlige to børn blev dræbt af udenlandske og afghanske kollaboratørstyrker hvor også børnenes fader blev offer for de udenlandske styrkers brutale fremfærd i Utkheil – området ikke langt fra Kabul. Vrede afghanere samledes ved ofrenes hjem – et hus i Kabul-øst , hvor ligene af børnene og faderen lå fremme i et lervægget døds-seng. Mens hundrevis af protesterende afghanere blokerede vejen- De to dræbte børns moder blev såret, fortalte Yahya Khan, en fætter til familien.
Afghanere samlet omkring ligene af to børn dræbt af styrker anført af US-hærstyrker, idag 1.september 2008.

De seneste drab på ubevæbnede civile, bryllupsgæster og børn forbedrer hverken de udenlandske styrkers stilling eller den Nato-støttede regerings i Kabul. Tværtimod. Spændingen mellem afghanerne og besættelsestroperne fra de kapitalistiske Nato-stater stiger.
Derfor rejses kravet : NATO ud af AFGHANISTAN , stadig mere højlydt og flere afghanere træder ind i rækken af modstandskæmpere.

ORIGINAL-artikel:from Yahoo-News :KABUL (AFP) - NATO-led troops accidentally killed three Afghan children in artillery fire in eastern Afghanistan Monday, the force said, the latest in a string of civilian casualties caused by foreign soldiers.

Another seven Afghans were wounded in the firing in Paktika province, close to the border with Pakistan, NATO’s International Security Assistance Force said in a statement.
An ISAF patrol had come under fire in Gayan district and called for artillery to return fire, it said.
The first round accidentally landed too close to a compound, known as a qalat, and troops called for fire to be halted but a second shell had already been fired.

“The ISAF soldiers went to the qalat and found three dead children and seven wounded civilians,” the statement said.

The force provided medical assistance and evacuated the wounded to military hospitals.

“ISAF deeply regrets this accident, and an investigation as to the exact circumstances of this tragic event is now under way,” it said.

There has been a series of incidents in recent weeks in which Afghan civilians have been killed by international troops in the country to fight Taliban-led insurgents.

Also Monday, Afghans alleged that international troops had killed four people, including two young boys and their father, in an early morning raid in Kabul.

Hundreds of people demonstrated to protest the killings and showed reporters the bloodied bodies of the children.

The allegation that foreign forces were involved could not be verified, with ISAF and the separate US-led coalition denying involvement, as did the Afghan security forces.

“They attacked the house and killed two children, almost two years old, a woman and a man,” one of the demonstrators, Mohammad Naweed, said. It was not clear if the woman was the children’s mother.

Naweed said “foreign forces” also took three men from the house after blasting open the main gate and opening fire.

Monday’s incidents follow allegations that the coalition killed more than 90 civilians on August 22, in the western province of Herat. The toll was reached by separate Afghan government and UN investigation teams, who said most of the dead in the strikes were children.

The coalition has rejected the charge but admitted that five civilians — two women and three children — were killed. They were with 25 militants who had also died, including an important Taliban commander, it has said.

A new joint investigation is expected.

Last Friday, Afghan and German troops killed two children and a woman by opening fire on cars that failed to stop at a checkpoint in the northern province of Kunduz, the German military said.

Kunduz governor Mohammad Omar said a minibus fired upon in the incident had been returning from a wedding.

Civilian casualties damage the reputation of international troops as well as the Afghan government, which analysts say need the backing of the local population if they want to beat a propaganda-heavy Taliban-led insurgency.

The Herat incident prompted the Afghan government to demand a review of the regulations under which nearly 70,000 international troops are in Afghanistan, a key battleground in the US-led “war on terror.”

The coalition announced late Sunday that troops had killed more than 220 militants over the past week in the southern province of Helmand.

40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på den første Sovjetunion

21.aug. 2008
Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen bl.a kan gøre Ruslands atomraketter uskadelige for USA. Og dermed bliver landet trukket yderligere ind i den inter-imperialistiske rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskabet for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100.000 tjekkeres underskrifter , mens 34.000 mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

PRAHA – 21.august 1968 - 

 -  Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.

Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest. 

° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °

 

Brezhnjev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten

Invasionen er styret af Brezhnjev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Hrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezhnjev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter

Prag 1968

  Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezhnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.

Med invasionen viste Brezhnjev at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezhnjevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.

Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen.

  Invasionen havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer inspireret bl.a af de ”revisionistiske reformer” i Sovjet som for alvor blev igangsat af Hrusjtjov og stadsfæstet af Brezhnjev-  havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution –  i stagnation - 

I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion.  Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.

På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som 

”Lenin vågn op , Brezhnjev er blevet tosset!”  

Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem. 
Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnjevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .

Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava.

Baggrunden for Prag-foråret og Brezhnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi. I løbet af 1960´erne – efterhånden som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i folkehusholdningen slår igennem med arbejderklasens fremmedgørelse og de modsætninger som opstår mellem forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en svag eller ingen vækst overhovedet. Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået. Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.

I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ. At man samtidig som partiet mister den folkelige opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger fordi “partibogen” åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.

Arbejderklasssen fjernes fra partiets program

To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur”  - altså arbejderklassens  ledende role i kommunismens opbygning  -  i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Hrustjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”. Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen.  Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne. 

Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Hrustjtjov-gruppens reformer – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –

Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Hrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva). Under ledelse af den borgerligt-revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967.   Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering –  altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger. Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat :nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske markedsøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs. Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel”  i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”. 

Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen. Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at gøre Polens “jøder” til syndebukke. Der gennemføres anti-jødisk progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Hrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og regimets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister, blev af det Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpeget som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn,Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den socialdemokratiske II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.

Komintern-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserne da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær. Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.

Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezhnjev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.

Med befrielsen i 1945 åbnedes nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.
Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat for KSČ: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.

Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.

Kommunistisk 1.maj plakat 1946

Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezhjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..

Fraktionskampe i det tjekkiske parti

  I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezhnjev. Men Brezhnjev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezhjnev finder ud af at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” . Faktisk har Brezhnjev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezhjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januari 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezhnjevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezhjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezhnjev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezhnjev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezhnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Hrusjtjov/Brezhnjev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Hrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezhnjevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.

FAKTA om “Warszawa-pagten”

Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) - Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” 

Wallraff-reportage afslører Discount-koncernen Lidl

5.aug. 2008 *

Rapporterer den tyske nyhedsportal Rote Fahne´s korrespondent fra Gelsenkirchen:

Günter Wallraff undercover: “Wo Arbeit weh tut”

Gelsenkirchen (Korrespondenz), 05.08.08: Phönix wiederholt am Samstag, den 9.8., um 12.45 Uhr die spannende und unter die Haut gehende 30-minutters Reportage af Günter Wallraff. Denne gang er det temaet “Billigproduktion für Großdiscounter” som han med skjult Kamera “angriber”.
Under en anden identitet heuerte er bei einer Großbäckerei im Rheinland an, die für Lidl Billigbrötchen liefert.
Fire uger lang schuftete er unter sklavenähnlichen Arbeitsbedingungen in Schichtarbeit für einen Hungerlohn von 7,66 Euro brutto bei Temperaturen bis zu 50 Grad, verbrannte sich die Arme an heißen Backblechen und entdeckte gefährliche unfallträchtige Sicherheitsmängel an den Transportbändern. Auch die dokumentierte Schimmelbildung an Wänden und Maschinen erfordert harte Nerven beim Zuschauer.

Seine Kollegen beklagten sich über nicht bezahlte Krankheits- und Feiertage und über Mobbing bis hin zu Abmahnungen und Kündigungen. All das ist kein Einzelfall. Man sollte sich die Sendung nicht entgehen lassen. Sie ist aufrüttelnd und bietet viel Stoff für Diskussionen.

Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”

24.juli 2008 – 11:45 *

Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:

“Ich bin ein Schwarzer Berliner”

Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.

Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America” – et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til

-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.

Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA

Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:

“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.” 

uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.

Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:

Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”

Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.

Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.

Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.

” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land: 

Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.

Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.

Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.

Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.

Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.

Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.

Cuba og Israel 

Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)

Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.

Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”

At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.

Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”

Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.

Trusler mod Iran fra Obama

Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”

Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.

Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.

Arzrouni, kapitalismen og det liberale hykleri

22.juli 2008

DEn ultraliberale skribent Christopher Arzrouni kalder i et indlæg på den ultraliberale portal 180-grader – et af de steder som ikke har udelukket ham pga artikeltyverier – den kapitalistiske erhvervsmand Asger Aamund “ny-marxist”.

At Arzrouni har problemer med at tænke selvstændigt beviser han gang på gang – ikke kun når det handler om hans fordømmelse af Naomi Klein´s afsløringer af kapitalismens blodige praksis i “Chockdoktrinen” – men også i dette indlæg
Den kapitalistiske erhvervsmand Aamund kritiseres for at advokere for et mere moderat kapitalistisk “reform”-tempo for det er – ifølge Arzrouni – ” netop ny-marxistisk, fordi den fører ham over i passivitet i forhold til de determinerende samfundsøkonomiske naturkræfter, han har med at gøre. På linje med klassisk marxisme.”

Hverken den klassiske eller marxismen idag er “mekanisk” – men dialektisk. Det er selve kernen i den marxistiske videnskabelige metode og forståelse af verden som Arzrouni også har misforstået.
Den moderne kommunismes fader Karl Marx lagde netop vægt på det dialektisk -vekselvirkende element i historiens og samfundets aktuelle udvikling.
Uden dog at forfalde til en vulgær sammenblanding af alle kræfter som ligegyldige og lige-stærke.
Det afgørende er produktionsforholdene – hvilke klasser bestemmer over merværdien : kort sagt : hvem har magten over produktionsmidlerne og bestemmer produktionens og samfundets udvikling. Men de er netop ikke “mekanisk determinerende”.

Både Hitler, Mussolini, Thatcher og Pinochet repræsenterede stærke og dominerende kræfter i den tyske, italienske , engelske og chilenske kapitalistiske overklasse.
Derfor kom de til magten. (den politiske ikke den økonomiske)
Kapitalen bragte Hitler, Mussolini, Thatcher og Pinochet til magten med forskelllige grader af militær og politimæssig statslig vold.
Bush blev IKKE valgt efter en optælling af stemmerne i valget 2000, men i kraft af støtte fra de dominerende kapitalister i de Forenede Staters olie-e og våbenindustrien.

Problemet for Arzrouni er at han har problemer med at forstå det dialektiske forhold mellem samfundets objektive basis – produktionsforhold- og klasseforskelle – og den politiske- ideologiske overbygning (regering og partier) hvilket gør ham hjælpeløs når han skal sætte en aktuel politisk dagsorden.
Derfor forfalder han nu til det billige populistiske trick at kalde storkapitalisten Asger Aamund “marxist” .
Men på den anden side forhøjer Arzrouni´s tekster jo underholdningværdien af den ultraliberale netportal 180.grader.
Vi ser frem mod flere underholdende liberale indlæg med Hr. Arzrouni som underskriver – ikke nødvendigvis som forfatter – hvor kapitalismens “mekaniske” og mest vulgær-liberalistiske tankegang bliver udstillet. ———
-pavka

Endnu et socialdemokratisk selvmål

DEcember 2004

Kommentar

Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare. 

Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at

“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)

For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.

I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet. 
 – Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:

”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. 
(Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).

Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
 (G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.

Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?

SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.

I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod. 
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. 
 Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. 
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”

I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :

“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).

Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.

PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:

”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”

Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet. 
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:

”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”

Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering. 
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

N O T E R

1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. 
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU

Hollywoods billede af Anden Verdenskrig

Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder. 

Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.

 Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.

 Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
 Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*

KRONIK

” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. 
Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 
I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . 
I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.)
 opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . 
Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik.
 Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) 
Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac.
 Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! 
Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. 
Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . .

Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. 
Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . 
Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange:
 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen.
 Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper.
 Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland.
 Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .

skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig.
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945

Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.

Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.

Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.

Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .

Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.

Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.

NAZITYSKLAND 1933-41

Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.

Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser

Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.

I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”

I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.

I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.

Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.

For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.

Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.

Nazisterne i offensiven

I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.

Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .

Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?

Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.

Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.

I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-

”Peace in our time” ( Fred i vor tid )

som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.

I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.

Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”

I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.

NEUropa under tysk kontrol i 1940

I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .

Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.

I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.

Blitzkrieg

Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.

I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.

Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .

Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.

Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .

Under Nazitysklands kommando

Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.

I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.

I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.

Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.

Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.

I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.

Operation BARBAROSSA

Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.

Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.

Speciel retshåndhævelse

Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.

Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:

Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.

Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.

ORGANISERET BARBARI

Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.

Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.

De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..

Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.

Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..

Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.

Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.

Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.

Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.

Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.

” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.

Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.

”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.

I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :

”Hellere Hitler end Folkefronten!”

Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.

Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.

“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.

Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.

Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.

Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.

A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3

Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002

Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York

Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A I Balasjov og G P Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ?

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”

Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.

D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.

De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.

Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945″ hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.

1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandskrig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.

2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Collection of military-historical materials of the Great Patriotic War, issue 18]. Moscow: Voenizdat, 1960. Classified secret.

7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” Central Party Archives of the Institute of Marxism and Leninism, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (1)].
Moscow: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1943] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (3)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16,
no. 5 (1)]. Moscow: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Documents and materials of 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3) [The Russian archives: The
Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (3)]. Moscow: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [The Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.

Derfor bliver der ingen boycot af OL: USA´s præsident kommer til OL-åbning i Kina

03. jul. 2008 – 23:21

Derfor bliver der ingen boycot af OL i Kina II

Lederen af verdens politiske, økonomiske og militære supermagt USA’s præsident, George Bush rejser til Kina for at give “sin velsignelse” til de kinesiske ledere ved at deltage i åbningsceremonien til OL i Kina den 8. august.

- Præsidenten og fru Bush vil deltage i åbningsceremonierne ved de Olympiske Sommerlege den 8. august, sagde en talskvinde for Det Hvide Hus.

Udover præsident Bush vil også Storbritanniens premierminister Gordon Brown og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy være til stede.
Den danske regering har endnu ikke meldt klart ud om, hvem fra regeringen, der kommer til OL-åbningen.

Kronik: Derfor bliver ingen boycot af OL i Kina

Nye indgreb i ytringsfriheden i EU: Kurdisk TV-station forbydes i Tyskland

24. jun. 2008 20:29 *

Nye indgreb i ytringsfriheden i EU: Kurdisk TV-station forbydes i Tyskland > Forbud på vej i Danmark

Det tyske indenrigsministerium forbyder tv-stationen Roj TV, som sender på kurdisk fra Danmark.
Roj TV, der er populær blandt de kurdiske seere i det sydøstlige Tyrkiet, opfattes af myndighederne som talerør for oprørsbevægelsen Kurdistans Arbejderparti (PKK).

- Roj TV må ikke længere sende i Tyskland, hedder det i en pressemeddelelse fra indenrigsministeriet i Berlin.

Ministeriet siger, at Roj TV er talerør for PKK, og at den propaganderer for vold og forsøger at rekruttere partisaner til den kurdiske befrielsesbevægelse i sine udsendelser, der modtages via satellit.
Med forbuddet bliver også det tyske tv-produktionsselskab VIKO i Wuppertal opløst. Selskabet, som har produceret for Roj, er underlagt Mesopotamia Broadcast A/S i Danmark.
Den tyske indenrigsminister, Wolfgang Schäuble, underskrev forbuddet den 19. juni, efter at hans ministerium har ført sag mod produktionsselskabet VIKO.
I begyndelsen af maj i år blev selskabets lokaler gennemsøgt ved en razzia.

Dansk sag efter sommerferien

Efter sommerferien vil anklagemyndigheden herhjemme afgøre, om der skal rejses tiltale mod Roj TV skriver DR-nyheder.
Sagen har været behandlet af politifolk og anklagere siden sommeren 2005, da PET Politiets Efterretningstjeneste fik en anmeldelse fra den tyrkiske ambassade.
Spørgsmålet er, om ROJ TV kan tiltales for at yde væsentlig støtte til en terrorgruppe.
I to omgange har statsadvokaten for København kigget på resultatet af politiets undersøgelser og har i begge tilfælde valgt at sende sagen retur til yderligere efterforskning.
Både Tyrkiet og USA har længe forsøgt at presse Danmark til at lukke tv-stationen. Flere gange har tyrkiske diplomater afleveret materiale til politiet om stationen.

Spørgsmålet er om det danske retsvæsen vover at modstå politisk pres fra de Nato-allierede stormagter som Tyrkiet og USA og EU´s største land Tyskland og fastholde ytringsfrijheden og kurdernes demokratiske rettigheder.

Naziterror i Tyskland :Solidaritet med Rainer Sauer – Kein Fußbreit den Faschisten!

16.maj 2008 *

Die Linke NRW – Pressemeddelelse
Solidarität mit Rainer Sauer – Kein Fußbreit den Faschisten!

Im Internetportal “You Tube” rufen Neo-Nazis seit Samstagnachmittag (10. Mai) zu Mord gegen den Bocholter Rainer Sauer auf. In einem dreiminütigen Filmbeitrag wird zunächst sein Konterfei gezeigt, dann erscheint ein Maschinengewehr, dazu im Hintergrund Hetzmusik mit eindeutigen Texten. Auch persönliche Daten werden eingeblendet. . . . . . læs videre hos KPD

Rote Fahne News skriver; 3.juni.2008:

Ford-Arbeiter solidarisch mit Rainer Sauer
Saarbrücken (Korrespondenz) – Am 29.05. unterzeichneten 27 Kollegen der Frühschicht von Ford Saarlouis, Tor 1, eine Solidaritätserklärung mit Rainer Sauer.

Es waren vor allem Jugendliche, die folgenden Text unterschrieben:

Ford-Arbeiter in Saarlouis solidarisch mit dem von Neonazis an Leib und Leben bedrohten ver.di-Sekretär Rainer Sauer aus Bocholt

Lieber Rainer,
neofaschistische Morddrohungen haben Dich als engagierten Antifaschisten wiederholt betroffen, zuletzt am 20. Mai 2008. Braune Banden sollen keine Chance haben, ihr Unwesen zu treiben! Die NPD und andre faschistische Organisationen müssen verboten werden. Neofaschismus bedeutet in erster Linie die drohende Zerschlagung der Arbeiterbewegung, richtet sich gegen den Zusammenhalt der internationalen Konzernbelegschaften und blendet mit nationaler Demagogie. Wir drücken unseren Abscheu gegen die Drohungen aus, wünschen dir viel Standfestigkeit und hoffen, dass die faschistischen Täter dingfest gemacht werden.

Storkapitalistisk tele-fusion til 36 milliarder €uro i Kina

3.juni 2008 – *

Det storkapitalistiske mobiltelefonselskab China Unicom overtager (fusionere) fastnettelefonselskabet Netcom for 36 Mrd. €uro – ~ 290 milliarder kr. – – - China Telecom übernimmt ein Funknetz von China Unicom für 9,7 Mrd. €. Die Technik wird auf den UMTS-Standard umgestellt. Ausrüster wie Ericsson, Motorola, Nokia, Nortel und Siemens rechnen mit Milliardenaufträgen.

KIlde: “Rote Fahne News”

125 året for den første sygesikring for arbejdere i Europa

31.maj 2008 *

125 Jahre nach der Einführung der Krankenversicherung für Arbeiter steht das Gesundheitswesen in der Massenkritik

- Heute vor 125 Jahren, am 31. Mai 1883, verabschiedete der Reichstag das Krankenversicherungsgesetz für Arbeiter. Reichskanzler Otto von Bismarck setzte gegen die aus seiner Sicht akute „Gefahr“ einer sozialistischen Revolution das Gesetz „wider die gemeingefährlichen Bestrebungen der Sozialdemokratie“ – „Sozialistengesetz“, 1878 – - gleichzeitig führte er eine ganze Reihe sozialer Reformen ein, um der revolutionären Bewegung den Boden zu entziehen. Ein Kernstück war das Krankenversicherungsgesetz. Jahrzehntelang war nach dem II. Weltkrieg die „paritätisch finanzierte“ Krankenversicherung eine der Säulen der Lebenslüge vom „Sozialstaat“. Inzwischen allerdings gerät die sich deutlich verschlechternde Gesundheitsversorgung für die Kassenpatienten massenhaft in die Kritik.

Viele niedergelassene Hausärzte und Beschäftigte im Gesundheitswesen haben in letzter Zeit gegen diese Zustände protestiert. Auch bei den wöchentlichen Montagsdemos gegen Hartz IV und die Regierungspolitik ist dies immer wieder Thema. Nach 20 Jahren „Gesundheitsreform“ erlebt inzwischen jeder Kassenpatient mit, dass er wesentlich längere Wartezeiten bei Fachärzten hat, dass er viele Medikamente nicht mehr auf Rezept bekommt und neben der Praxisgebühr immer mehr Heilmittel usw. selbst bezahlen muss, dass er nach einer Operation aus dem Krankenhaus entlassen wird, obwohl er noch kaum gehen kann. Weltweit wurden in den letzten Jahrzehnten enorme Fortschritte in der Medizin gemacht – die aber immer weniger den Massen zugute kommen. Im Gegenteil: Seuchen und Massenkrankheiten wie AIDS, Malaria oder Tuberkulose sind wieder auf dem Vormarsch.

Die „WAZ“ meldet heute, dass der Deutsche Städte- und Gemeindebund viele Krankenhäuser in ihrer Existenz bedroht sieht, fast 40 Prozent seien in den roten Zahlen und besonders hart treffe es die kommunalen Kliniken. Schließungen, Verkäufe oder Fusionen könnten die Folge sein. Die Begründung von Seiten der Herrschenden: „Kein Geld da und die Gesellschaft wird immer älter“. Der Anteil der Ausgaben der gesetzlichen Krankenversicherung liegt dagegen seit 1976 konstant bei ca. 6,5 Prozent des Bruttoinlandsprodukts und die Produktivität entwickelt sich so rasant, dass die entsprechende Gesundheitsversorgung auch bei der steigenden Lebenserwartung überhaupt kein Problem wäre! Die MLPD fordert zur Finanzierung der Sozialversicherungen eine umsatzbezogene Unternehmenssteuer von 6 Prozent und eine gründliche und kostenlose medizinische Vorsorge, Betreuung und Behandlung.

Tatsächlich wird das Gesundheitswesen und das gesamte staatliche Sozialwesen seit der Neuorganisation der internationalen Produktion Anfang der 1990er Jahre aber immer umfassender den internationalen Monopolen als Maximalprofit bringende Anlagemöglichkeit für ihr überschüssiges Kapital zur Verfügung gestellt. Große Gesundheitsmonopole wie Fresenius, Rhön Kliniken, Vivantes usw. warten nur darauf, weitere kommunale Kliniken zu übernehmen. Auch die Pharmamonopole treiben mit Monopolpreisen die Kosten in die Höhe. Vor wenigen Tagen erst verhängte das Kartellamt gegen die Bayer Vital GmbH ein Bußgeld von 10,34 Millionen Euro, weil das Monopol die Preise für nicht verschreibungspflichtige Medikamente wie Aspirin durch Absprachen mit Apotheken künstlich hochgehalten hatte.

Kilde: Rote Fahne news

Masseudvandring fra Central-og Østeuropa skaber arbejdskraftmangel

29.apr. 2008 *
Pga massearbejdsløsheden i de kapitalistiske EU-stater i Central- og Østeuropa er millioner af fattige og arbejdsløse arbejdere fra disse nye EU-stater udvandret i jagten på arbejde. Derfor står lande som Polen, Romania and Bulgarien overfor arbejdskraftsmangel i vigtige dele af folkehusholdningen.
Polske,bulgarske og rumænske arbejdere blev lokket til at udvandre til kapitalistiske EU-stater som England,Danmark,Sverige, Tyskland og Spanien,Italien med løfter om gode løn- og arbejdsvilkår.
Resultatet er at store dele af folkehusholdningen i deres i deres hjemlande mangler arbejdskraft.

SOFIA, Apr 21 (IPS) – Worried about the possibility of a slow-down in economic growth because of labour shortages, Eastern European countries have started taking measures to bring their workers back home, and attract foreign labour. But such government interventions can only have a marginal effect.

As a result of massive workers’ migration to Western Europe, countries like Romania and Bulgaria are confronted with labour shortages in many sectors of the economy.

Construction workers are most needed in both countries. Labour shortages are also particularly serious in tourism in Bulgaria and in the textile industry in Romania, while both countries have been losing medics and teachers.

Only in 2007, around 2,000 medics have left Romania in search of better pay. A primary school teacher in Bulgaria barely makes 200 euro monthly, less than a quarter of what she could earn working as a waitress in neighbouring Greece.

On Apr. 12-13 the Romanian Ministry of Labour organised a job fair in Castellon de la Plana, Spain, to persuade Romanian workers that employment opportunities in their home country are now lucrative enough for them to return. A similar fair was held in Italy in February. Spain and Italy are the foremost destinations for Romanian migrant workers.

While official figures place the number of Romanians in Spain at 600,000, unofficial estimates go as high as one million. Another million Romanians are said to be living in Italy. According to the National Block of Trade Unions, the total number of Romanians working abroad reached 3.4 million in 2007, representing 15 percent of the country’s population of 21.5 million.

A similar scenario unfolds in Bulgaria, where the Bulgarian Academy of Science calculated that around one million people have sought work abroad since 1989. Labour migration and low birth rates have caused the population of this country to shrink from 8.9 million to 7.5 million over the past two decades. The main destinations for Bulgarians heading abroad are Germany, Greece, Italy and Spain.

On Apr. 12, Bulgarian Labour Minister Emiliya Maslarova concluded a one-week visit to Vietnam, whose main purpose was the signing of an inter-governmental memorandum aimed at bringing Vietnamese workers to Bulgaria. According to the Bulgarian Construction Chamber, Bulgaria will be short of 20,000 construction workers in 2008, and employers in the sector are interested in hiring Asian labour.

Unemployment rates in Romania and Bulgaria have almost halved since the early 1990s. In March, the unemployment rate was 6.7 percent in Bulgaria and 4.3 percent in Romania.

Economic growth rates stand at around 6 percent in both countries, but such growth rhythms are unsustainable, one of the reasons being the labour shortage. “Bulgaria lost many of its skilled workers in the early period of transition (from state socialism to market economy), and over the past two-three years, it has also been losing unskilled labourers,” Venelin Boshnakov, professor at the University of National and World Economy in Sofia told IPS. “Some sectors of the economy simply die out because employers cannot find workers to hire. This will affect the growth of our economy.”

According to the global market research institute Euromonitor, increased labour costs in Eastern Europe over the last years discourage foreign investors, thus eroding economic growth. Between 2006 and 2007, labour costs have increased by 21.5 percent in Romania and by 17.8 percent in Bulgaria.

But Vesselin Mintchev, economist at the Bulgarian Academy of Science, considers increased costs of labour a good sign, arguing that higher salaries and better working conditions are the only means to keep workers at home. According to Mintchev, one of the first measures the governments in this region should take is to increase the minimum wage.

“Signing agreements to bring a couple of thousand Asian workers to Bulgaria sounds like cynicism to me,” Mintchev told IPS. “It serves the interests of the rich in this country, because it is a way to make sure that some companies who lobby the government get the labour they need. But this does not solve the general problem of labour shortages.

“The companies prefer workers who are easily controlled, which is what happens if you bring foreign workers through inter-governmental contracts,” added Venelin Boshnakov.

With labour shortages and higher labour costs, some commentators have talked about the increased power of labour in Eastern Europe. But Vesselin Mitov, international secretary at Podkrepa, one of the main trade unions in Bulgaria, told IPS that the unions remain “extremely weak”, even in the domains affected by shortages. Often demonised in Eastern Europe as “communist” institutions, trade unions are still to build up their leverage in this region.

Furthermore, governments in Romania and Bulgaria have little room for manoeuvre on the labour market, after engaging on a path of broad economic liberalisation. “With the open markets, Bulgarian employers are now competing over workers with employers all over Europe,” says Vesselin Mintchev. “And Bulgaria is simply losing.”

For the moment, it seems the Romanians and Bulgarians who return home do so not because salaries and working conditions in Eastern Europe have improved considerably, but because opportunities in the West are fewer. “If my family were not already in Spain, helping me, I would come back,” Emil Petreanu, a Romanian construction worker says. “It is now my third time coming to Spain, but never had I had such a hard time finding work.” By Claudia Ciobanu
(END/2008)

Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva

9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.

Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko

-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -

-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem

Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov

Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.

Hurra-råb og advarsler

Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.

“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”

men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:

“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.

 

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.  ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede aggressionskrigen mod Sovjetunionens folk. Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen. Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark. De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand . Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest. Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker. Yderligere flere hundrede tusind soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

bagved fronten. D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne. De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren. Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter * º º º º º * * º * * * º * * º * * * . For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater. NAZITYSKLAND 1933-41 Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen. Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser. Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner. Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetalen” i 1946 dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi de gav udtryk for de ledende kapitalisters problemer og interesser Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig også den i 80 – bind. I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ” I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang. Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig. Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik. Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video,internet og Dvd. I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning. I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til . For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD. Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv. Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland). Den nazistiske terning var kastet . Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer. Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen. I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september - ”Peace in our time” ( Fred i vor tid som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp. Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen. Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; : ” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme” I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind. NEUropa under tysk kontrol i 1940 I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni. Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå. Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj. På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen . Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog. Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. . I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland. PÅ tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen. Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femtekolonne i de herskende kredse, mest åbenbart i Frankrig. Blitzkrieg Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed. De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker . Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk. Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger. To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel. De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens financielle hjælp. Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra USA – lån på ca 22 milliarder ReichMark -rigsmark-RM. Under Nazitysklands kommando Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder. I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium. Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær. I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde. Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul. Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige. Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i Danmark om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen. Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland. I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker. Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer. I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene. Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen. Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger. Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”. Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død”. Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering.. De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Man taler også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden. Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland: Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særskilte instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne havde udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation. At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen. Hovedparten af dem ubevæbnede civile. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand. De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a erobringen af al-Kud – Jerusalem. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder. Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver : ”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”. Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne. Den forræderiske femte-kolone som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr var sat ud spillet i Sovjetunionen. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. Hitler var på højden af sin popularitet. Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse. I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen. ”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer. I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst. I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. - Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen : ”Hellere Hitler end Folkefronten!” Disse kræfter forrådte deres eget folk. Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp. Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland. Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation. Det bolsjevikiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det bolsjevikiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen. Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD. Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985. A I Balasjov og G P Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny (“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3 Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget udgivet af KPML(r) Uppsala 2002 Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970 (”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.

Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ? 

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.” -
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt

Siemens: Systematisk kapitalistisk korruption for over 11 milliarder kr. afsløret

29.apr. 2008
Samtidig som storkapitalisterne bag tyske selskaber som Siemens, Volkswagen, Daimler kræver længere arbejdstid og lønnedgang – udmøntet i Hartz IV-loven – for tyske arbejdere afsløres den ene korruptionsskandale efter den anden. Denne gang er det Siemens-direktørerne der er blevet afsløret-

En intern undersøkelse i den tyske industrigigant Siemens viser ikke overraskende at selskapet har overtrådt lovgivningen i mange lande – samt Siemens´ egne interne regler. I mange tilfælde er det avdekket ren korrupsjon.
Det fastslår det internationale advokatfirma Debevoise & Plimton i sine konklusjoner, som blev offentliggjort tirsdag aften.

Korrupsjonsskandalen skal ifølge Debevoise & Plimton ha et omfang på over 11 milliarder norske kroner, skriver Süddeutsche Zeitung.

Skjulte pengebinger

Undersøkelsen gjelder perioden 1999 til 2006 og dokumenterer bestikkelse og hvitvasking av millliardbeløp. Ulovlighetene er blant annet gjennomført ved at avdelingsledere har opprettet et system av skjulte pengekasser med svarte penger.

- De anførte punktene viser ikke kun direkte korrupsjon, men også mange tilfeller av uregelmessigheter som omgår internasjonal kontroll, heter det i rapporten.

Anklagene mot tidligere Siemens-topper er mange i rapporten. Den nuværende ledelse forventer at den tyske anklagelemyndighet tar seg av oppfølgingen.
Også i Norge

Den tidligere norske Siemens-ansatte Per-Yngve Monsen avslørte i 2005 at Siemens Business Services (SBS) skulle ha overfakturert Forsvaret for kontrakten FISBasis.

Økokrim gav 11. desember 2007 SBS – som er egen juridisk enhet innen Siemens AS – en bøde på 9 millioner kroner for forsettlig bedrageri i forbindelse med overfakturering.

Før denne bøde blev presentert, hadde Siemens betalt vel 75 millioner kroner tilbake til Forsvaret.
I kølvannet av denne saken ble Siemens-direktør Frank Almaas permittert med umiddelbar virkning etter at han ble siktet for korrupsjon. Også Siemens’ tidligere administrerende direktør Hans Lødrup og selskapet selv er siktet.
Bakgrunnen er en golftur til Alicante i Spania i 2004, der Siemens skal ha betalt for fire personer i Forsvaret. Beløpet skal være rundt 17.400 kroner.
24.apr 2008
I første kvartal av forretningsåret 2007/08 betalte Siemens til sammen 127 millioner euro eller godt og vel 1 milliard kroner for konsulenttjenester og forbedring av kontrollsystemer. Dermed er den samlede regningen for slike tiltak oppe i over 1,5 milliarder euro.
Det tilsvarer 12 milliarder kroner, og det vil ikke stoppe der, opplyste Siemens foran konsernets generalforsamling i München torsdag.

52 milliarder i profit i 1-kvartal 2008

Samtidig kan konsernet notere seg for en fortjeneste på nesten 6,5 milliarder euro eller 52 milliarder kroner i kvartalsperioden.

Skandalen om «smøring» av Siemens-kunder, som også har forgreininger til Norge, har skapt spådommer om en skikkelig oppvask på torsdagens generalforsamling. Det var likevel ventet at toppsjefen Peter Löscher ville få beholde jobben.

Sjefene gik

Tidligere har flere av konsernets fremste ledere, blant dem den karismatiske skikkelsen Heinrich von Pierer som styrte Siemens-skuta fra 1992 til 2005, måttet gå fra borde. USAs børstilsyn SEC har kalt korrupsjonen i Siemens «den største slike affæren noensinne».

“Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”

13.feb – 2008 *

FILM – :“NATTENS HÄXOR” -Premiere på Sveriges Television Kanal 2 den 13.april 2008

- Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – -
- Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
- Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.

Nat efter nat – gennem tre år fløj den Røde Hærs 588.regiments kvinder bag de tyske frontlinjer . De gjorde flere flyvetogter end deres mandlige kammerater. Tyskerne kaldte dem foragtfuldt “nattens hekse”. Foto: Russisk (sovjetisk)arkiv
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
- De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – -
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød - interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.

Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.

Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen. I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.
* * * * *
“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *

Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588′eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.

Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.

Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , ultrafeministiske vinkel som kvinder i idag ofte forfalder til. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som overbevist den sovjetiske ledelse om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.

Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet

FAKTA om ANDEN VERDENSKRIG Næsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45.

KZ-Auschwitz befriet 28.januar 1945 af Stalins Røde Hær

Albanien og Kroatien på vej ind i Nato-krigsalliancen

3 april 2008 – 13:50

Sprækker i den kapitalistiske Nato-krigsalliance på bordet ved topmødet i Bukarest –

Krigen og besættelsen af Afghanistan og Nato’s ekspansion i Syd- og østeuropa var varme kartofler for Nato-landenes ledende politikere på Nato-topmødet i Rumæniens hovedstad Bukarest hvor man efter tre dages mødeforhandlinger ikke kunne blive enige om at optage to tidligere Sovjet-republikker: Ukraina og Grusien (georgien) i militæralliancen.

Det var et bagslag for USA’s planer om at optage to af Ruslands nabolande – Ukraine og Grusien i Nato-militæralliancen direkte efter Bukarest-mødet.

Og det var endnu et nederlag for USA’s Præsident Bush i rollen som politisk leder af den “nye verdensorden ” hvor “det demokratiske USA” spiller rollen både som lovgiver, ordenhåndhæver og dommer på det amerikanske såvel som det euroasiatiske kontinent og i den arabiske verden.
Præsidenten var blevet enige med både Ukraines og Grusiens ledere om at Nato-mødet i Bukarest ville tage beslutning om optagelse.

Der opnåedes enighed om at Albanien og Kroatien nu formelt bliver inviteret til at indgå i den ekspanderende aggressive Nato-krigsalliance. Det meddelte Nato’s generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer ved en pressekonference.
 “- Vi er blevet enige om at de her lande skal blive medlemmar i Nato”, sagde de Hoop Scheffer ifølge AFP.
Formelt blev Nato-optagelsen af to nabostater til Rusland blokeret af Frankrig og Tyskland.
Mens Frankrig begrundede afvisningen af Ukraine-Grusien optagelsen med at det “ikke var den rigtige måde at løse Europas sikkerhedsproblemer på” var Tysklands afvisning officielt begrundet med at “tiden ikke er moden”. Der blev talt om at “de må vente til næste Nato-møde i december”.
Men at Nato’ s allierede i Putins kapitalistiske Rusland er en medspiller i Nato’s spil om kontrollen over de euroasiasiske lande og folk gøres også klart af at USA-præsidenten efter Nato-topmødet tog direkte til den kommende vinterolympiske by Sotsji ved Sortehavskysten for at møde Putin “face to face” og diskutere “fælles problemer”.
Ruslands præsident var som tidligere inviteret af Nato til mødet . Her benyttede præsidenten lejligheden til at kalde NATO’s løfter om et eventuelt medlemskab for Grusien og Ukraine for “en direkte trussel” mod Ruslands sikkerhed.
Mr. Bush fløj fra Bukarest til Kroatien, som i realiteten blev optaget som fuldt medlem i militær-alliancen på konferencen sammen med Albanien. Her holder han møder med de kroatiske repræsentanter for derefter at flyve til Sotsji lørdag for et weekend-møde med Mr. Putin.
Hvilke studehandler som de amerikanske og russsiske topledere indgår bag om ryggen på det amerikanske,russiske, afghanske, ukrainske og grusiske folk kan vi kun gætte os til til .
En ting står klart . USA og Nato har store politiske og militære problemer i Afghanistan samtidigt som Rusland grænser op til Afghanistan og har militære og politiske erfaringer i at invadere, terrorisere, torturere, undertrykke folket i Afghanistan fra den sovjetiske besættelse der indledtes i 1978.
Ruslands Præsident Vladimir Putin sagde ifølge New York Times til Nato-landenes ledere at : - – “NATO kan ikke sikre sin sikkerhed på bekostning af andre landes sikkerhed “ , ifølge en embedsmand. Han kritriserede at nogle NATO- medlemmer, formodentlig de som var under sovjetisk kontrol, “gik så vidt som til fuldstændig dæmonisering af Rusland,og de kan ikke engang holde op med det nu.”
- For læsere, lyttere og seere af danske medier er denne vulgære og ensidige dæmonisering af Rusland – som ikke så meget skyldes Putins Nato-venskabelige politik – men Ruslands revolutionære socialistiske og kommnuniske fortid – genkendelig.

Putin afviste at Rusland havde imperialistiske ambitioner. Han sagde at Rusland ønsker “samarbejde med NATO om fælles sikkerhedsproblemer” — “som Afghanistan og terrorismen” — and he agreed with Mr. Bush that the cold war was over, another Western official said.

Mr. Putin clearly did not intend to make waves here, a day before President Bush and he are to meet again in Sochi, a Russian resort on the Black Sea near Georgia, for what is likely to be their last bilateral discussion as presidents. That discussion, he said, will probably center on the proposed missile defense system, which Russia opposes as a threat to its security. “We evaluate the results of this meeting as positive,” Mr. Putin told reporters after the meeting. “The spirit of cooperation and search for compromise prevailed.”
Den Tidligere Jugoslaviske Republik (FYR) Makedonien vil ikke blive “inviteret” fordi navnestriden med Grækenland fortsætter.

Tyskland:Nej til ny “terror”lov om central-registrering af telefonsamtaler

19 mar 2008 – 19:22 *Den tyske forfatningsdomstol siger nej til en lov som kræver registring og oplagring af borgernes telefonsamtaler hos de kapitalistiske telekom-virksomheder. Loven som bygger på et EU-direktiv er foreslået af den Kristeligt-Socialdemokratiske tyske regering .I Sverige foreslås en lignende men mere vidtgående lov om registrering af borgernes private telefonsamtaler indenfor den nærmeste tid.I Danmark blev en lov om registrering af telefon /mail -kommunikation vedtaget og trådte i kraft sidste år.Den tyske version går ud på at telekom-virksomhederne skal spare information om deres kunders data- og telefonsamtaler i et halvår. Domstolen kan ganske vist acceptere sig at data spares men detaljerna må bara udleveres til politimyndighederne ved efterforskning af “meget alvorlige forbrydelser”. På den anden side åbner det for at politiet og deres konspirerende fætre i efteretningtjenetsten “fantaserer” sig frem til ” mord- og terrorkomplotter” uden skyggen af beviser som det er set i Danmark den sidste tid – for at få udleveret private samtalsoplysninger.Den tyske Forfatningsdomstols udtalelser ses som et nederlag for Angela Merkel som er leder af Tysklands Kristelige-Socialdemokratiske regering.

Nye terorlov: PET skal godkende ansatte i it-selskaber

Den halvreligøse New Age-sekt “Scientology”´s målsætninger er i strid med den tyske grundlov

7.dec. 2007 — –

Med blandt andre Hollywood-skuespilleren Tom Cruise som redskab har den semireligøse sekt Scientology haft store planer om et fremstød i Tyskland i forbindelse med indspillingen af en Holywood-film om den tyske nazi-officer Steuffenberg med Cruise i hovedrollen. Hvordan det er gået melder den amerikanske sektledelse intet om. Havde det været en succes havde vi nok hørt om det.
Den tyske protestantiske kirke siger i et svar til Scientology-sektens fremstød at den er en “totalitær organisation”. Talsmanden Thomas Gandow udtaler også: “Tom Cruise er Scientology´s Goebbels” og “Filmen vil give Scientology de samme propaganda-fordele som de Olympiske Lege i 1936 havde for nazisterne” – - – – – -
Og meget tyder også på Scientologys målsætninger er i strid med den tyske grundlov. Det mener de 16 tyske delstaters indenrigsministre og Tysklands indenrigsminister, Wolf­gang Schäuble i hvert fald ifald, ifølge Berlins indenrigssenator Erhart Körting.
- Demonstration mod Scientology på Broadway i New York.

Derfor beder de nu efterretningstje­nesterne øge overvågningen af sekten for at få indsamlet materiale, der næste år skal gøre det muligt at indlede en egentlig efterforskning af Scientology. Først når det er fastslået, om sekten overtræder den tyske foreningslov, skal det afgøres, om Scientology kan forbydes. “Vi skal se på, om det rækker eller ej,” siger Körting, mens hans socialdemokratiske kollega fra Slesvig-Holsten, Ralf Stegner, stempler sekten som et ordinært kriminelt foretagende. Efterretningstjenesterne har længe holdt øje med Scientologys aktiviteter, som, de tyske myndigheder mener, truer demokratiet. Scientologerne selv føler sig forfulgt og bliver bakket op af USA’s udenrigsministerium, der derfor jævnligt kritiserer Tyskland i sin årlige rapport over “menneskerettighederne”.

Scientology-kirken blev i 1970´erne dømt for spionage mod USA´s regering . 11 Scientology-ledere blev i dømt skyldige og idømt fængselsstraffe i en af de største spionagesager mod USA´s regering.
Scientology´s europæiske hovedkvarter holder til huse i København.

NEJ til nazi-march i Lübeck! KPD opfordrer til antifascistiske protester mod NPD-march

KPD skriver i det seneste nummer af avisen ROTER MORGEN om kampen mod de fascistiske aktiveter:
WIR KÖNNEN SIE STOPPEN
Kein Nazi-Aufmarsch in Lübeck!

Die KPD unterstützt den folgenden
Aufruf des Bündnisses
gegen den Nazi-Aufmarsch
in Lübeck.
Am 29. März wollen Mitglieder
der NPD und andere Nazis wieder
durch Lübeck marschieren. Als Anlass
soll der 66.Jahrestag der Bombardierung
Lübecks durch die britische
Luftwaffe herhalten.
Das ist heuchlerisch und zynisch!
Es war das nationalsozialistische
Deutschland, welches den 2. Weltkrieg
verursachte und so Europa
und die ganze Welt in Brand setzte.
Die Geschichte mahnt uns, den
Nazis heute rechtzeitig und konsequent
entgegenzutreten.
Denn sie sitzen schon wieder in
den Parlamenten und die Zahl ihrer
Straf- und Gewalttaten steigt stetig
an.
Auch in diesem Jahr wollen wir
wieder ein deutliches Zeichen setzen
- für Demokratie und Toleranz,
gegen Fremdenfeindlichkeit, Faschismus,
Krieg und Geschichtsverdrehung.
Gemeinsam mit tausenden von
Menschen unterschiedlichen Alters,
unterschiedlicher politischer,
sozialer und kultureller Herkunft
werden wir uns zu einer Kundgebung
versammeln und so unseren
Protest ausdrücken.
Im Anschluss an die Kundgebung
wollen wir gemeinsam versuchen,
uns den Nazis in den Weg zu
stellen. Im Jahr 2006 ist uns dies in
einer bunten Vielfalt der Bevölkerung
gelungen. Wir konnten den
Marsch der Nazis stoppen und sie
so aus der Innenstadt heraushalten.
2007 konnte ihre Kundgebung auf
dem Kohlmarkt verhindert werden.
Die unterzeichnenden Gruppen,
Organisationen und Einzelpersonen
rufen auf:
Kommt zahlreich zur antifaschistischen
Kundgebung
am 29. März 2008 10:30 Uhr,
Treffpunkt: Hauptbahnhof
Gottesdienste vor der gemeinsamen
Kundgebung:
9.00 Uhr Lutherkirche, 9.30 Uhr
Herz Jesu – Kirche,
9:30 St. Lorenz (hinter dem Bahnhof
) 9:30 Uhr St. Marien
nach den Gottesdiensten Prozessionen
zur Kundgebung

Sverige:en af kronjuvelerne i svensk industri opkøbes af kapitalen bag Tysklands største bilkoncern

3 mar 2008 – 20:11

Scania sælges til Volkswagen

   En af svensk industris kronjuveler – Scania’s lastbilsværksteder kommer nu under kontrol af kapitalen bag den tyske bilmonopolgigant Volkswagen (VW). Det sker ved at den storkapitalistiske Wallenberg’s famile salger sine aktier i Scania. Dermed tager den tyske monopol-gigant “den totalen kontrolle” over den svenske lastbilskoncern. Den svenske Scaniachef Leif Östling bliver siddende som adminstrende direktør. Det sker også for at sikre Scanias indordning under den tyske verdenskoncerns planer for fremstød på det kapitalistiske verdensmarked for salg af lastbiler hvor bl.a tyske Mercedes og svenske Volvo dominere markedet. Volkswagen er allerede delejer af den tyske kapitalistiske lastbilskoncern MAN.

 

BAGGRUND:

Volkswagen-kapitalens indtrængen i Scania startede for otte år siden 

skriver Sverriges ledende kapitalistiske erhvervsavis idag:

I marts er det otte år siden Volkswagen trådte ind som ejer i Scania. Efter at samgåendet mellem Volvo og Scania havde fået et nej fra EU:s konkurrensmyndighet, købte Volkswagen aktier i Scania for hvad der svarede til 34 procent af stemmerne i lastbils-producenten i marts år 2000.Det var i september 2006 som tyska lastbilstillverkaren MAN, med fhv Scania-chefen Håkan Samuelsson i spetsen, kom med sitt bud på Scania. -
Storägaren Investor och huvudägaren Volkswagen sa nej till budet, som till slut drogs tillbaka i januari 2007. I dag äger MAN 17 procent av rösterna i Scania. Volkswagen ökade sitt ägande i Scania efter det att budet från MAN röstats ner. I februari 2007 uppgick Volkswagens ägande till motsvarande 38 procent av rösterna.Volvo hängde med som ägare i Scania fram till 2004. Volvo avyttrade sina aktier genom att bilda bolaget Ainax, som fick står som ägare till Volvos förvärvade aktier. 2005 köpte Scania upp Ainax och bolaget likviderades.I ett pressmeddelande skriver Investor att de fört diskussioner med Volkswagen under det senaste året kring olika alternativ för hur ägarstrukturen i Scania ska se ut. Investor skriver också att Scanias ägare dragit en stor fördel av att Investor sa nej till budet från MAN.”Nuvarande marknadsvärdet är cirka 40 procent högre än vad det var våren 2007, då MAN la sitt bud”, skriver Investor.Volkswagen äger även motsvarande 29,9 procent av rösterna i MAN.Investor ejer i dag 88 millioner og 27.028 A-aktier i Scania, hvilket svarar til 11 procent av kapitalen og 20 procent af stemmerne. Om affären får godkänt av den sedvanliga konkurrensprövningen, ger försäljningen Investor 17,6 miljarder kronor. THOMAS BERGSELL for Dagens Industri 

6.800 massefyres af den kapitalistiske industrikoncern Siemens

26 feb 2008 – 12:35
Den tyske kapitalistiske industri-gigant Siemens planlægger at gennemføre nedskæringer i produktionen ved datterselskabet SEN i et omfang der betyder at 6.800 arbejdspladser forsvinder.
Siemens-ledelsen siger at det er en “dramatiskt forandret telekommunikationsmarked” for firmasalg som ligger bag beslutningen.

3.800 ansattte, hvoraf godt halvdelen i Tyskland, siges op direkte. 3.000 jobb forsvinder når dele af SEN sælges ud. På længere sigt vil Siemens sælge hele virksomheden, som har godt 30.000 ansattte.
Ingen arbejdspladser i Danmark ,Norge eller Sverige, berøres umiddelbart af nedskærningerne i Tyskland.

Skatterazzia mod rige tyskere vokser: Milliarder Euro gemt i Fyrstendømmet Lichtenstein.

16 feb 2008 – 20:29

I Tyskland spekuleres der i hvor mange hundrede velhavende og kendte personer fra den tyske over – og middelklasse som har placeret deres personlige kapital på “skatte-frie” konto i Lichtenstein.
Ifølge det tyske finans-ministerium undersøges et “vældigt stort antal sager” for mistænkt skattefusk. Ministeren har opfordret fuskerne til at anmelde sig selv for at få lindrigere straf og Tysklands største avis Bild-Zeitung har blanketter i avisen som kan fyldes i.

Oplysninger fra Spiegel Online om at den tyske efterretningsstjeneste fik adgang til de hemmelige bankkonto fra Lichtenstein for fem millioner euro af en anonym informant som stjal de personlige konti-oplysninger.

26 februari 2008 – 19:15 > > > > > > > > Tyske medier skriver at:Tyske skatte-razzior er lønsomme
Efter tyske myndigheters køb af de stjålne liechtensteinske navnelister på bankkonti har politiet nu gennemført 120 skatterazzior mod 150 personer. 91 av dem har tilstået at de har “undladt at betale skat”, meddeler stats-anklageren.”
72 velhavende tyskere som har haft kapital gemt af vejen i skatteparadiset har anmeldt sig frivilligt til skattemyndigheden for at slippe yderligere straf.
Sammenlagt skal der ifølge skattepolitiet findes omkring 1400 millioner kr i de stiftelser som skattepolitiet hidtil har undersøgt.

Også svenske “skatteflygtninge” har konto i Liechtenstein

26 feb 2008 – 07:27 Svenske myndigheder undersøger Liechtensteinkonti: Der er kommet information om hundredevis af velhavende svenskere som har bankkonti i “skatteparadiset Liechtenstein”.
Disse oplysninger undersøges af “Skatteverkets utlandsenhet”, skriver generaldirektør Mats Sjöstrand i “Dagens Nyheter’s Debatt”.
Sverige er et av ni lande i den kapitalistiske sammenslutning OECD som har fået adgang til dele af det stjålne kunderegister fra en bank i Liechtenstein som tyske myndigheder købte for at jage skattesnydere.
Tyskland har med hjælp af kunderegistreret kunnet afsløre hundrevis af personer som gemte penge af vejen for at undgå at betale skat.
Sverige er meget aktivt i informationsutbyttet indenfor EU og OECD og har i de sidste år mangedobblet antallet af oplysninger som svenska myndigheder spontant sender til andre lande. Også strømmen af information til Sverige er øget betydeligt fremhæver Mats Sjöstrand

Krav på aktion

I Sverige beregnes det internationale skattesnyderi løbe op i minst 46 milliarder S.kr. hver eneste år, men nyheten om bortgemte pengar i Liechtenstein viser at verdens skattemyndigheter ikke står magtløse, skriver Mats Sjöstrand.

Skatteverket har tidligere sagt nej til at kommentere de tyske olysninger. Mandag krævede fhv Erhvervsminister Leif Pagrotsky (s) besked fra Reinfeldt-regeringen om hvad den tænker gøre i sagen. Han vil at Sverige aktivt skal forsøge at få adgang til en del af den tyske dokumentation, et krav som hverken statsminister Fredrik Reinfeldt eller finansminister Anders Borg har villet kommentera.

Frankrig:Le Pen idømt fængelsedom for krypto-nazistiske udtalelser

8 feb 2008 – 16:30 *

Den franske højreradikale politiker Jean-Marie Le Pen blev idag dømt til tre måneders fængsel – dog kun vilkårligt – for at at have udtalt at nazi-besættelsen af Frankrig “ikke var speciel umenneskelig” i et interview i 2005
Le Pen, som siden 1972 er leder for den såkaldte Nationale Front – skal også betale en bøde på 10.000 euro, ca 80.000 kr.
Under Anden verdenskrig deporterede Nazityskland med hjælp af Vichy-regeringen – det franske kollaborationsregime – flere hundrede tusinde “indre fjender” ,Roma,Sinti, antifascister og modstandere til den tyske besættelsesmagt;heriblandt 70.000 franske jøder til koncentrationslejrerne, især mod slutningen af krigen. Det er disse fakta som Le Pen har sat spørgsmålstegn ved og som han nu bliver staffet – dog fik han kun en vilkårlig dom for hans
bagatalisering af den tyske besættelse.

Deutsche Bank´s profitter over 70 milliarder i 2007

6.feb 2008

Ingen finanskrise for Tysklands største bank

En af Euro-zonens største kapitalistiske banker Deutsche Bank AG meddeler at bankens profitter for 2007 løb op i 8700 millioner €-Euro, ca 70 milliarder kr.Udbyttet til de kapitalistiske aktionærer bliver 4,50 € pr aktie ifølge banken.
Says has had no net writedowns related to subprime, cdos or rmbs exposure in Q4 * Says net writedowns in leveraged finance in Q4 were less than 50 million EUR * CEO says expects conditions to remain challenging in 2008 * CEO says uncertainties in marcoeconomic environment are likely to affect capital markets-related business * CEO says reaffirms vision of delivering pretax profit of 8.4 billion EUR in
2008 * Says made provision for credit losses in Q4 of 329 million EUR, up from 131
million EUR, primarily reflecting single counterparty relationship * Says corporate and investment banking had pretax income of 669 million EUR in
Q4, down 43 percent on previous year * Says revenues from sales and trading of debt and other products down 10
percent in Q4 to 1.6 billion EUR * Says corporate banking and securities had pretax profit of 447 million EUR in Q4, down 57 percent

Valget i Hesssen: Nederlag for de racistiske kræfter: KPD om udviklingen i Hessen

KPD- Tysklands Kommunistiske Parti udsendte et par uger inden valget en presseerklæring om CDU´s racistiske kampagne i HessenDIDF Hessen – Presseerklärung gegen Koch

Sofortiger Stopp der Hetze gegen Migrantinnen und Migranten!

15.01.2008 Nach dem brutalen Überfall von München ist für den CDU -Landesminister Roland Koch – kurz vor den Landtagswahlen in Hessen – wieder eine gute Gelegenheit gekommen, um Migranten für seine Wahlkampagne zu instrumentalisieren. Wieder werden Migrantinnen, aufgrund Ihrer Herkunft und kulturellem Hintergrund, als „problematisch, depressiv und mit einer großen Tendenz zur Kriminalität” bewertet. Wieder werden Debatten über neue Gesetze und Strafmaßnahnmen oder Abschiebungen geführt, um das „Ausländerproblem“ in Griff zu bekommen. Die tatsächlichen Ursachen werden jedoch von CDU und Co stillschweigend ausgeblendet. Die Ursachen für Gewalt sind nicht in der Herkunft oder Ethnie zu suchen, sondern liegen in der prekären sozio-ökonomischen Lage der Jugendlichen. Die jahrelange Politik der Regierenden, die Konzerne beschenkt und Arme ausraubt, die steigende Jugendarbeitslosigkeit, fehlende Ausbildungsplätze, Chancenungleichheit in der Bildung, die zunehmende Perspektivlosigkeit und Armut sind die wahren Ursachen für gewalttätiges Handeln aller Jugendlichen, egal welcher Herkunft. Der Großteil der Jugendlichen mit Migrationshintergrund gehört der Unterschicht an und hat dadurch geringere Bildungs- und Zukunftschancen, was gleichermaßen auch für deutsche Jugendliche gilt, die dieser Schicht angehören. Der hohe Anteil nichtdeutscher Tatverdächtiger ist also als Indiz dafür zu verstehen, dass die Situation der Jugendlichen, die aus armen Elternhäusern kommen, miserabel aussieht. Diese Situation wird durch eine Integrationspolitik, die sich auf diskriminierende und rassistische Gesetze oder sonstige Erlasse beschränkt nicht gelöst werden. Die Verschärfungen stellen Migranten unter den Generalverdacht, „integrationsunwillig“ und gefährlich zu sein. Die Abschottungs- und Misstrauenspolitik führt nicht zu einem besseren Zusammenleben, sondern zu mehr Ausgrenzung, die ein Nährboden für Rassismus und Spaltung bietet. Statt Kriminalisierung und Ausgrenzung fordert die DIDF Hessen eine Politik die die gleichberechtigte Teilhabe an allen Bereichen des Lebens zum Ziel hat. Frankfurt, 02.01.08 

KPD om Landdagsvalget i Hessen : Koch-Regeringen må væk!

Landtagswahlen Hessen —– Am 27. Januar finden in Hessen Landtagswahlen statt. Die hessische CDU und ihr Spitzen-kandidat Koch sind mit denselben schmutzigen, rassistischen Parolen in den Wahlkampf gestartet, mit denen sie schon 1999 gewonnen haben. Diesmal aber ist es noch schlimmer.Koch und seine Freunde nehmen den Überfall auf einen Rentner in der Münchner U-Bahn zum Anlass für eine durch und durch reaktionäre, rassistische Hetzkampagne gegen junge Ausländer. Es sieht ganz so aus, als ob sich Koch den Faschisten der NPD als Koalitions-partner anbietet. Seine Polizisten haben in Frankfurt ja auch schon zweimal »brutalstmöglich« dafür gesorgt, dass Faschisten demonstrieren dürfen.. Lassen wir uns nicht hinters Licht führen!Koch braucht Sündenböcke. Die ganze Kampagne soll nurdavon ablenken, dass seine Regierung in den letzten fünfJahren einen Angriff nach dem anderen auf unsere Lebens-lage gemacht hat. Der Platz reicht nicht aus, um alle Schand-taten aufzulisten. Rufen wir einige in Erinnerung!FlughafenausbauUngeniert hält Koch am Ausbau der Flughäfen in Kassel undFrankfurt fest. Nachtflugverbot? Klar, das hat Koch verspro-chen. Aber was schert ihn schon sein Gerede von Gestern?Die Flughäfen werden ausgebaut, ein Nachtflugverbot gibtes nicht. Die betroffenen Anwohner in Kassel und imGroßraum Frankfurt sollen ausbaden, was nur Konzernenwie Lufthansa nützt.SchulenHessen hat eines der schlechtesten Schulsysteme in Deutsch-land. Mit der Einführung des berüchtigten Systems »Unter-richtgarantie plus«, besser »U-Bluff« genannt, hat es sichnoch weiter verschlechtert. Anstatt ausgebildete Lehrkräfteeinzustellen, opfert die Regierung Koch die Ausbildung unse-rer Kinder und verteilt das Geld lieber mit vollen Händen anUnternehmen und Finanzspekulanten.PrivatisierungDie Koch-Regierung steht für eine ganze Privatisierungswel-le. Krankenhäuser, die nicht mehr »rentabel” sind, werdenfür einen Appel und ein Ei Konzernen in den Rachen gewor-den, die weder die Interessen der Beschäftigten noch dieBedürfnisse der Patienten interessieren – sondern allein dieRendite. Letztes Schurkenstück Kochs: die Umwandlung derUni-Frankfurt in eine Stiftungsuniversität und damit ihre Pri-vatisierung. Eine Elite-Uni Frankfurt soll Studierende ausbil-den, die sich ganz und gar den Interessen finanzkräftigerUnternehmen unterordnen.StudiengebührenDazu passt die Einführung von allgemeinen Studienge-bühren. Damit schreckte die CDU nicht einmal davor zurück,gegen die eigene Landesverfassung zu verstoßen. SchonLandtagswahlen HessenDie Koch-Regierungmuss weg!Am 27. Januar finden in Hessen Landtagswahlen statt. Die hessische CDU und ihr Spitzen-kandidat Koch sind mit denselben schmutzigen, rassistischen Parolen in den Wahlkampfgestartet, mit denen sie schon 1999 gewonnen haben. Diesmal aber ist es noch schlimmer.Koch und seine Freunde nehmen den Überfall auf einen Rentner in der Münchner U-Bahnzum Anlass für eine durch und durch reaktionäre, rassistische Hetzkampagne gegen jungeAusländer. Es sieht ganz so aus, als ob sich Koch den Faschisten der NPD als Koalitions-partner anbietet. Seine Polizisten haben in Frankfurt ja auch schon zweimal »brutalstmög-lich« dafür gesorgt, dass Faschisten demonstrieren dürfen.Landtagswahlen in Niedersachsen und Hessen 2008:„Ein lachendes und ein weinendes Auge“oderGysi-Lafontaine-Truppe ist die Alternative nichtVon Günter Ackermann/29. Januar 2008Ein früherer Genosse aus der PDS rief mich an und frage mich, mit Freude in der Stimme: „Was sagst du zu den Wahlergebnissen in Hessen und Niedersachsen?“Meine Antwort: „Ich freue mich und ich bin traurig.“ Ich spürte seine Verblüffung. Freude und Trauer gleichzeitig?Die Freude: Die Wähler der Partei „Die Linke“ wählten diese Partei, weil sie sie für links hielten. Oder, noch klarer: Die FDP-Strategen jubelten sie gar zu Kommunisten hoch. Ein nicht geringer Teil der Hessen und Niedersachsen wählten also eine Partei, von der sie meinten, sie stehe links oder sie sei sogar eine kommunistische Partei. Dass ein relevanter Teil der Deutschen links oder gar kommunistisch wählen, ist sehr erfreulich. Trotz Faschismus, Adenauerzeit, Kalter Krieg, dem Friedenspalme wedelnden Friedensnobelpreisträger und Vater der Berufsverbote, Willy Brandt und dem Ende des Realen Sozialismus, wählen in einem westdeutschen Land die Menschen eine Partei, von der sie meinen, sie sei sozialistisch oder gar kommunistisch. Das ist erfreulich!Die Trauer: Wieder einmal sind sie Rosstäuschern zum Opfer gefallen. Die Bisky-Gysi-Lafontaine-Truppe ist alles andere, aber nicht sozialistisch und schon gar nicht kommunistisch, sondern eine nach außen linkere Variante der SPD. Daran ändert auch nichts, dass diese Partei in Niedersachsen das DKP-Mitglied Christel Wegner auf ihre Liste gesetzt hat und in den Landtag hat wählen lassen. Die DKP-Genossin dient als Feigenblatt und nach außen als Wahrheitsbeweis, dass diese Partei links ist.Es gab immer in PDS-Bundestagsfraktionen Linke und gar Kommunisten. Sie leisteten gute Arbeit, waren auch glaubwürdig. Das war auch notwendig für ihre Fraktion, denn auch sie hatten diese Feigenblatt-Funktion. Ich erinnere an Ulla Jelpke oder andere. Die Grenzen der linken Politik dieser Linken in der Gysi-Lafontaine-Truppe sind allerdings da, wo daraus mehr, als Alibi wird. So ist es kein Zufall, dass keiner dieser Linken in den Kernbereichen einer sozialistisch/kommunistischen Partei tätig ist. Weder im Bereich Sozialpolitik oder Betrieb und Gewerkschaft befinden sich welche. Da sind meist farblose Leute tätig oder westdeutsche Gewerkschaftsfunktionäre aus der ehemaligen WASG, die nur kosmetisch geschönten Kapitalismus anstreben.Die Berliner Sozialsenatorin, Heidi Knake-Werner, eine eindeutig Partreirechte und Vorreiterin der Umsetzung der Politik des Sozialraubs in Berlin, war vor ihrer Zeit in der PDS übrigens Mitglied der DKP.Das Vertrackte: Je besser die Linken ihre Arbeit in ihrem Politikbereich machen, umso mehr binden sie links denkende Mitglieder und Wähler an diese Partei. Da diese Partei aber keine linke Politik macht, nur mit linkem Vokabular um sich wirft, ist ihre objektive Funktion negativ – gleichgültig, ob das von diesen Genossinnen und Genossen so gewollt ist.Dass dies so ist, beweist auch, der Unterschied des Wahlausgangs in den beiden Bundesländern. Im Stammland des neoliberalen sozialdemokratischen Ex-Kanzlers Gerhard Schröder schnitt die Bisky-Gysi-Lafontaine-Truppe entschieden besser ab, als in Hessen, wo sie mal eben die 5% schaffte. Der Grund, so meine ich, ist die Darstellung der SPD. In Niedersachen waren die Spuren des Ex-Kanzlers nicht zu verwischen. Zu viel passierte dort um ihn und seinen Freund Peter Hartz. Der Erfinder der Hartz-Gesetze zur Verelendung breiter Teile der Bevölkerung und das Schmieren von Betriebsräten durch Millionensummen und Luxusreisen mit Besuchen in Edelpuffs, Gangstergeschäfte usw.zum Wohle des Konzerns ist bundesweit bekannt. Aber in Niedersachsen sind diese Spuren schwerer zu verwischen, als in Hessen.Dort wurde mit der Sozialdemokratin Andrea Ypsilanti eine Spitzenkandidatin gekürt, die als „Linke“ verkauft wurde. Da hatte es die Bisky-Gysi-Lafontaine-Truppe logischerweise schwerer. In Niedersachsen war ihnen relativ leicht, sich gegenüber der Schröder-Partei als Kämpferin für soziale Gerechtigkeit zu verkaufen. Ein paar lautstarke Worte und es klappte.In Hessen kam die SPD selbst mit linken Sprüchen und der offen Neoliberale Ex-Minister Clement sekundierte der Spitzenfrau seiner Partei, indem er sich von ihr distanzierte. Frau Ypsilanti hat diese Wahlhilfe dann auch wohlwollend zur Kenntnis genommen.Trauer auch deshalb, weil es Kommunisten noch immer nicht gelungen ist, gemeinsam zu handeln. Zu tief geht der Riss des Verrats des Modernen Revisionismus durch unsere Reihen. Wir sind einfach noch nicht soweit.Aber die Wahlen in Hessen und Niedersachsen sollten uns Ansporn sein. Wir sollten nicht zulassen, dass Rosstäuscher und politische Gaukler mit dem guten Ruf des Kommunismus Stimmen und Anhänger einsammeln, Stimmen und Anhänger, die uns eigentlich gehören.G.A.

Massivt valgnederlag til Tysklands borgerlige regeringsparti i Hessen

28.jan. 2008 – 6:56

Politisk jordskælv i Tyskland:Regeringspartiet CDU tabte valg i Hessen : Tilbagegang fra 49 til 36 %:CDU skabs-racistiske valgkampagne i ruiner       

Forbundskansler Angela Merkels borgerligt-socialdemokratiske regering blev stillet overfor sin første virkelige valg-prøve efter regeringsdannelsen i 2005 da flere end ti miljoner vælgere i to tyska delstater, Hessen och Niedersachsen, i dag valgte ny delstats-landdag (parlament).CDU fik 36,5 procent af stemmerne i delstaten Hessen mot 49 procent 2003, medeler tv-kanalen ZDF. I nabodelstaten Niedersachsen forventes CDU vinde.

CDU-lederne Angela Merkel og Roland Kochs bekymrede miner efter valgnederlaget.        

I Hessen var CDU:s Roland Koch chef for delstatsregeringen og en af regeringspartiets CDUs  politiske “stjerner” og topfigurer. I Hessen opførte Koch sig som en konge med absolut flertal af mandaterne efter sidste valg (49% af stemmerne). I overmod kastede CDU masken i Hessen: I tiden op til valget i går førte CDU en racistisk hetz-lignende linje man skal helt op til Danmark for at finde magen til. Et nederlag for CDU ses derfor som et ekstra stort prestige-tab, også for Angela Merkel. Dels greb hun ind for støtte CDUs valgkampagne i Hessen. Dels blev det afsløret – ikke bare for den tyske offentlighed , men også for folk i nabolandene og i Skandinavien – at der bag det tyske regeringspartis “kristeligt-demokratiske” facade gemmer sig sorte racistiske kræfter der når de aner mulighed for fremgang springer ud af skabet så at sige.Tysklands andet borgerlige regeringsparti socialdemokratiske SPD´s kandidat i Hessen er Andrea Ypsilanti, som betragtes som stående til venstre i partiet selvom hun støtter Merkel-regeringen opnåede 36,7 procent og samme mandattal som CDU. Det er dermed et åben spørgsmål om hvem der kommer at danne regering i nogen form af koalition.

DOKUMENTATION: 

Merkel langer hårdt ud mod ungdomskriminalitet. Og Koch udtaler:” Hvor meget skal vi egentlig tåle fra en lille gruppe af voldelige unge, som ofte er af udenlandsk oprindelse” –Skarp kritik af CDU fra Jødernes centralråd i TysklandANALYSE : 28.jan 2008 11:16:

” …… kristelig-demokraten Roland Koch et klart flertall i delstatsforsamlingen, og han opptrådte som en småkonge sådan som . . . .  statsministre i viktige delstater ofte har for vane. Selv om målingene på forhånd varselet om uvejr, følte Koch sig temmelig tryg på sejren.Resultatet blev at ikke bare mistede  .  .  .  . CDU det absolutte flertall, men selv med støtte fra Fri-demokratene (FDP) vil Koch ikke kunne danne nogen ny regering.

Unge lovovertrædere.

Hvad gik der galt for en så selvbevidst og sejrsikker mand? Koch valgte at føre en meget skarp konfrontasjonslinje i valgkampen. Han malede frem alternativer som mere mindede om himmel og helvede end om virkeligheten. Han satsede spesielt på ting som han vidste ville skabe strid. F.eks. gik han imod den mindstelønsordning som koalitionsregeringen i Berlin til slut ble enige om.Men aller viktigst var det at han valgte ungdomskriminalitet som sin viktigste sak. Ronald mente samfunnet tog med fløjshansker på unge lov-overtrædere, og særlig fremhævede han indvandrere som en negativ gruppe. Han ville sænke aldersgrensen for straffeforfølgelse og planlagde at sende de værste til arbejdslejre i Sibirien.       .   .   .  .  .  .  Forfejlet taktik  - – En sådan satsning har givet politisk gevinst i mange lande, også her i Norge hvor Fremskridtspartiet har spillet netop på kriminalitet og særlig unge og fremmedkulturelle lovbrytere. Det siste er at Unge Høyres (K.U. i Norge,INT.anm) formand foreslår lavere aldersgrense. Det ville han kanskje ikke ha gjort dersom han hadde kjent valgresultatet i Hessen. Der slo dette fullstendig feil. Velgerne ville ikke ha noen skarp konfrontasjon, og de trodde ikke på Kochs utlegninger. Kriminologer og politi og påtalemyndighet tilbakeviste påstanden om at det var unge fremmedkulturelle som sto bak de fleste alvorlige forbrytelser. Det er hvide tyskere.

Angela Merkel’s indgreb i valgkampen

Delstatsvalget i Hessen var så viktig for CDU også sentralt at forbundskansler Angela Merkel kastede sig ind i valgkampen for Koch, til trods for at han var en av de yngre, kristelig-demokratiske mænd som forsøgte at spænde ben for hende. Dette håndterte hun i sin tid meget bra.Det var Angela Merkel som stod oppreist tilbake på kampplassen. Men nå lot hun fortiden være glemt og ga Koch all mulig støtte, til og med i spørsmålet om ungdomskriminalitet. Mange mente at det demonstrerte hvor kynisk og opportunistisk Merkel egentlig er. I hvert fall viste det at hun lyttet til anklagene om at hun forsømte tysk innenrikspolitikk i forhold til verdensarenaen, der han ble en stjerne.

SPD over mot venstre ?

Selv ikke drahjelpen fra Merkel hjalp Koch til å unngå et smertefullt nederlag. Vinneren er sosialdemokratenes Andrea Ypsilant, som ikke bare ble skjelt ut av Koch og Merkel, men også ble stukket i ryggen av gamle sosialdemokrater i kretsen omkring Gerhard Schrøder.Schrøder omtalte henne foraktelig som ”Fru XY”. For disse eldre menn var det avgjørende at hun hele tiden hadde vært skeptisk til Schrøders drastiske reformkurs som hun mente skadet velferdsstaten.Dessuten støttet hun den sosialdemokratiske partiformannen Kurt Beck som vant kampen mot den gamle partitraveren Müntefehring. Bech ville svinge SPD mer over mot venstre med vekt på slagordet ”sosial retteferdighet”, det vil si bevare mest mulig av velferdsstaten. – – -
Dette har gitt full uttelling i Hessen. Velgerne hadde fått nok av et reformprogram som rammet mange av de mest trengende og førte til mer byråkrati, som det såkalte ”Harz IV”, oppkalt etter en sosialdemokrat som selv er tiltalt for ulovligheter.Alle skjønner at Tyskland trenger reformer som politikerne har forsømt i flere tiår, for velferdsstaten er blitt alt for kostbar. Tyskland har nemlig verdens mest sjenerøse velferdsstat og den må slankes. Men ingen grupper vil ta innstramningene på egen kappe.

Redde for velgernes dom

Og politikerne er redd for velgernes dom i 2009. CDUs ministerpresident i Niedersachsen, Christian Wulf, skjønte dette og la opp til en helt annen valgkamp enn Koch. Den var ikke konfrontatorisk. I Niedersachen stod dessuten sosialdemokratene fast på den gamle Schrøderlinjen og det straffet seg.

Venstrepartiet kommer inn

Men verken SPD eller CDU er glade for at venstrepartiet Die Linke, med den tidligere socialdemokratiske formand Oscar Lafontaine som chef, kom inn i de to delstatsforsamlinger, for første gang i Vest-Tyskland. Det gjør det nesten umulig å regjere Hessen slik utsiktene nå ligger an.Men venstrefløyen i SPD vil nok leke enda mer med tanken på et samarbeide på riksplan med Die Linkle slik det er i enkelte delstater, blant annet i Berlin. For storkoalisjonen mellom SPD og CDU/CSU betyr valgresultatet i helgen mer trøbbel.NRK´s Jan Otto Johansen     

Roland Koch brugte kameraet på mobiltelefonen for at tage et billede af pressefotografene da han søndag møtte opp for å avlegge stemme i delstatsvalget. Kochs parti CDU led et klart tilbakeslag ved dette valget,

Originaltelegram: Venstreparti fram i tyske delstatsvalg 

Berlin (NTB-DPA-AP): Det nye tyske venstrepartiet Die Linke er en klar vinner etter søndagens to delstatsvalg, mens det konservative regjeringspartiet Kristeligdemokratene (CDU) er taperen.Den tyske statsministeren Angela Merkels CDU gikk tilbake i begge de to valgene. Verst gikk det i Hessen, der CDU havnet omtrent likt med sosialdemokratiske SPD. CDU raste fra 49 til under 38 prosent. Ingen gruppering har klart flertall, og det ligger an til mye politisk hestehandel for å stable på beina en levedyktig koalisjon i Hessen, som omkranser Frankfurt.I Niedersachsen rett nord for Hessen gikk CDU også tilbake, men ikke like mye. Dermed så partiet ut til å være sikret fortsatt regjeringsmakt sammen med koalisjonspartneren, det liberale fridemokratiske partiet FDP.En klar valgvinner er det nye parti Die Linke, som ble dannet som en udløner af protesterne mod SPDs angreb på arbejderklasssens velfærdsrettigheder Hrtz IV-reformen for et par år siden som da tilhængere af PDS – efterfølgeren til DDRs regeringsparti – og utilfredse sosialdemokrater (la Fontaine og andre ).”Die Linke” fikk 7,1 prosent av stemmene i Niedersachsen, og kom dermed inn i delstatsforsamlingen for første gang. Die Linke kom også så vidt over sperregrensen på 5 prosent i Hessen, som blir karakterisert som et gjennombrudd i partiets bestrebelser på å få fotfeste i vest.Sosialdemokratiske SPD gjorde det bra i Hessen, men måtte nøye seg med 30 prosent av stemmene i Niedersachsen, en tilbakegang på over 3 prosent siden forrige valg. Mange SPD-velgere kan ha gått til Die Linke. (©NTB)27 januari 2008 – 18:19 ——-Den tyska förbundskanslern Angela Merkels parti CDU förlorade viktiga röster i delstatsvalet i Hessen i dag. Regeringpartiet CDU risikerer at tabe magten over Hessen, hvilket da yderligere undergrave den “store koalition” – den socialdemokratiske-kristelige CDU-SPD-koalitionsregering som regereer forbundstaten Tuyskland.I nabodelstaten Niedersachsen forventes CDU:s regeringschef Christian Wulff segra utan problem. ——-

KZ-AUSCHWITZ : BEFRIET 27.Januar 1945 af den Røde Hær

27.Januar

I mange lande bliver befrielsen af KZ-lejr Auscwitz-Birkenau idag ihukommet og der bliver gennemført mindemøder og arrangementer for at sætte focus på det systematiske og planlagte folkemord på Anti-Komintern-pagtens fjender i Europa: det imperialistiske Tyskland og Italiens “indre fjender” og “undermennesker” :  ”terrorister” – “sabotører” – “handicappede” – “Jehovas Vidner” “jøder” “bolsjeviker”.    

Mange af KZ-offrene og deres pårørende lever ikke længere iblandt os men den internationale AUSCHWITZ- bevægelse virker udødelig; præcis som mindet om de millioner af mennesker som gik dødsvejen i KZ-lejrerne. Mindet om dem er udødeligt. Og vi der lever idag sværger på at de ikke døde forgæves. Den imperialistiske Antikominternpagts millioner af ofre er idag en mægtig kraft i det antifascistiske og antiimperialistiske kamp. Denne udødelige millionhær fra dødsriget udgør et mareridt og skrækbillede for vore dages imperialistiske magthavere. Og den internationale AUSCHWITZ-bevægelse tiltrækker nye menneskegenerationer som i solidaritet ønsker at lære og kende til historien om det mest omfattende folkemord siden slave-togterne. Og engagere sig i det antifascistiske arbejde og kamp. Så når visse borgerlige og socialdemokratiske kræfter stræber efter gøre historien om Auschwitz til en sag for museumsinspektører og historikere, mens de brede befolkningslag skal “marchere fremad” og ikke “hænge sig i fortiden” viser det blot at disse kræfter igen – ligesom på Antikomintern-pagtens og KZ-lejrernes tid – vælger at tjene de kapitalistiske interesser som ikke ønsker at folk drager lærdomme af historien og opnår bevidshed om hvem der bragte Hitler-regimet , Mussolinis regime, Franco-regimet og andre vestlige fascistiske regimer til magten. Andre borgerlige og kontrarevolutionære kræfter forsøger ligefrem at gøre Auschwitz-dagen til et korstog mod kommunismen og Stalins socialistiske Sovjet. Faktum er at Stalins Røde Hær og deres allierede befriede Europas og Asiens folk fra at synke ned i et barbarisk nazi-fascistisk tyranni under de Euro-japanske storkapitalisters ledelse. Der er flere årsager til at både borgerlige og socialdemokratiske politikere og historikere viderefører Gestapos og Nazi-Tysklands propagandabilleder af Stalin og det socialistiske Sovjet, godt nok med visse modifikationer, f.eks udelader man de mest skrigende feberfantasier og åbenbare løgne om Stalins Sovjet fra Gestapo/CIAs propagandalaboratorier.

For det første er “kommunismen ” ikke så død som de borgerlige-socialdemokratiske magthavere og medierne gerne vil give indtryk af. Ved at gentage de gamle antikommunistiske skrækhistorier håber man at skræmme folk, ved at forstørre og demonisere visse overtrædelser af den socialistiske legitimitet i det “kommunistiske Sovjet” og samtidig gøre Stalin og de revolutionære kommunister ansvarlig for den fascistisk-trotskistiske femtekolonnes terror og sabotage inde i Sovjetunionen – håber man at sprede så meget giftig propaganda at “den døende kommunisme” mister sin stærke attraktionskraft og sygner hen.

For det andet har de samme borgerlige medier opmuntret de neo-nazistiske og højreradikale grupper ved at godtage sovjet-ledelsen´s selvopfattelse om det var “socialismen der brød sammen i 1989″ og at “kommunismen døde med Sovjets opløsning i 1991″.
Det lig som blev begravet i Moskva i 1991 var ikke kommunistisk, men en revisionistisk statskapitalistisk karikatur som brød sammen – pga krisen i den statskapitalistiske “selvforvaltningsøkonomi”, Tjernobyl-ulykken og det militære sammenbrud i Afghanistan.
Ved at hævde at Sovjet´s sammenbrud var “kommunismens sammenbrud” opmuntrede de borgerlige og reformistiske medier de neo-og gammelnazistiske grupperinger som fra 1990´erne gennemførte progromer, mordbrand og overfald på “muslimer” og andre ikke-europæiske indvandrere i Tyskland og andre europæiske stater.
Deres revanshcistiske stræben blev opmuntret gennem opfattelser om at “Vi havde ret” – i det nazistiske overfald på Sovjet i 1941 – fordi “kommunismen brød jo sammen i Sovjet i 1991 som “alle medier” påstod.

For det tredje  befinder de borgerlige klasser og deres politikere sig stadig i en forsvarsposition overfor deres forræderi og nazi-kollaboration optil og under krigen. Derfor prøver man stadig idag at fordreje de historiske fakta : at Europas og USAs kapitalistiske Over- og middelklase og deres borgerlige og socialdemokratiske partier - med hæderlige antifascistiske undtagelser – bragte Hitler, Mussoloni , Franco-regimerne til magten.

*Idag er det den internationale AUSHWITZ-dag til minde om de millioner af ofre for det fascistiske barberi som udgik fra den vestlige “civilisations hovedland Tyskland ” – også kaldet Holocaust (Tilintetgørelsen).

____* * * * *Befriede fanger efter den Røde Hærs befrielse af KL Auschwitz i januar 1945 * * * * _______________ * AKKURAT den 27.januar 1945 havde styrker fra Den Røde Hær kæmpet sig frem til området hvor det tyske KZ-lejr-kompleks Auschwitz-Birkenau lå og befriede de udsultede og forpinte overlevende fanger. Når den Røde Hær og Stalins Sovjetunion viderebragte information om forholdene i KZ-Auschwitz og vidnesbyrd fra de overlevende fanger til de kapitalistiske stormagters medier og politiske ledere i vest blev de afvist som “jødisk-kommunistiske overdrivelser og propaganda”.    

_ Børnefanger i KZ-Auschwitz, befriet 1945 af Stalins Røde Hær (Foto :B. Fishman) _
Selv idag 63 år efter ser man tydelige tegn på at de borgerlige og reaktionære kræfter har problemer med beskrivelsen af KZ-Auschwitz. Kulturredaktør Mikael van Reis på det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten vælger at formulere sig sådan her :

Idag er det Holocaust mindesdag og 63 år siden de allierede tropper nåede Auschwitz.”                     

Læg mærke til den orwellianske omskrivning af “tropper fra Sovjetunionens Røde Hær” til det mere acceptable udtryk for den borgerlige redaktør: “allierede tropper”. Tankerne går i retning af . . . . ? noget andet . . . . end kendsgerningen at “Stalins Røde Hær befriede KZ-Auschwitz”.
* * * * *

Journalisten Mikael van Reis har læst et vidnesmål af Schlomo Venezia som indrammer katastrofen i desshisnande vidd och detalj. Venezia overlevede otte måneder i Infernos nederste kreds.

Ny BOG med en KZ-fanges Erindringer fra *Schlomo Venezia *Sonderkommando – ett vittnesmål * Oversættning: Lotta Riad* Forlag:Bonniers                    

Den tidligere hønseavler og SS-leder Heinrich Himmler sætte pris på landbrug og beordrede derfor Joachim Caesar som chef for landbrugsafdelningen til at opføre en mønster-parkhave i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det gjorde han i formen af en kosmisk plan hvor fire dyrkede jordstykker blev delt af fire stier som forestiller paradisets floder og som mødes i midtercirkelens livstræ. Denne plantering blev placeret i umiddelbar tilslutning til gaskammeret i Krematorium II som var omgivet af høje hækker for at forhindre indsyn. Beplantningen var altså afset som et sidste glimt af verden for de tusinder som gik mod sin snarlige død. Lejren blev fotografet fra luften sommeren 1944 af de allieredes fly som intresserde sig for I G Farbens Bunafabrik lige ved siden af . Lejrens funktioner blev identifiseret langt senere, men hvad troede fotoanalytikerne at de så på disse luftfotos sommeren 1944 ? Det var under maj til juli som godt 400 000 ungarske jøder blev myrdet i de fotograferade bygninger. Denne sidste sommer stod kapaciteten i top.

Buna-Werke – eller Auschwitz III -Monowitz var en arbejdslejr som var under kontrol af den kapitalistiske monopol-Koncern IG Farbenindustrie. Den lå i tilslutning til det enorme Auschwitz-Birkenau KZ-lejrsystem. Herfra rekruterede IG-Farben billig arbejdskraft som så at sige blev udbyttet til sidste dråbe sved og blod. Det var den kapitalistiske drøm om arbejdskraft uden rettigheder og uden løn der blev virkeliggjort. Fra KZ-Auschwitz blev titusinder af fanger udskrevet til arbejde i IG-Farben fabrikkerne. Ingen af dem overlevede. *

I september blev Bunafabriken bombarderet , men ikke dødsfabriken. Sammenlagt blev mellem 1,5 og 2 millioner mennesker myrdet i Auschwitz-systemet. Betragter man nu billederna fra augusti 1944 kan man faktisk skelne Caesars have. Paradisets symmetriske utopi indføjet i Infernoets morderiske eksakte dystopi. Fuldbyrdet kynisme. Dog forblev parken længe uidentifiseret. Den amerikanske konstner Ronald Jones gjorde Caesars kosmiske park til udgangspunkt for et værk som blandt andet visades på Borås konstmuseum 1999. Shoa eller förintelsen var “det største mordprojekt som nogensinde er udformet af mennesket” konstaterer den italienske forsker Marcello Pezzetti og de fem Auschwitzkrematorier var “det største mordkompleks som mennesket nogensinde udviklet”. For at transportere hundretusinder af mennesker fra hele Europa med hesigten at aflive dem pinefuldt i det sydlige Polen, krævedes et enormt logistisk apparat hvor hvert hjul skulle snurre for at dødsmaskinen skulle kunne arbejde nat såvel som dag. Mobiliseringen var total. Selv da krigslykken på østfronten svigtede. Togene skulle rulle. Processen havde tre tidsmæssige skridt – først juridisk diskriminering af jøderne, siden social ghettoisering og endelig deportation og udryddelse. Denna sidste kreds koncentreres til krematorierne og da fly-billederne blev taget befinder den enogtyveårige Schlomo Venezia i Krematorium III i Auschwitz-Birkenau som udvalgt til Sonderkommando, specialkommandoen, som bestod af de jøder som skulle arbejde i krematorierne. Nazisternas förintelsemål var också utplåningen av alla vittnen. Altså blev Sonderkommando gasset efter nogle måneder. Det lykkedes for Venezia som en af de meget få at overleve i otte måneder og han overlever således også oprøret i oktober 1944 og dødsmarscherne til Østrig. Han danner familie, men er tyst om erfarenheterna i syvogfyrre (47) år. Sedan orkar han berätta. Den samtalsbok med honom som nu finns på svenska ramar in katastrofen i hisnande vidd och detalj. Han var en af de 46 000 jøder som blev deporteret fra Saloniki hvor omstændighederne var fattige, informationerne få men familiebåndene stærke. De var dele af den store italiensk-jødiske koloni som blev beskyttet af et italiensk statsborgerskab, men efter 1943 vender lykken og hele familien deporteres. Schlomo havner altså som ung og stærk i helvedestrattens nederste kreds. Sonderkommando skulle tvinge folk til at tage klæderne af, fösa in dem i kamrarna, sedan släpa ut de döda, klippa hårflätor, dra ut guldplomber, rengöra kamrarna och bränna kropparna. Hver transport tog tre dage at ekspedere. Døden trak fulde huse, som Paul Celan formulerede det. Der fandtes inget valg – for den som ikke deltog hele vejen ventede et nakkeskud fra den bestialiske sergant Moll, også kaldt Malahamove eller Dødsengelen. Ändå medverkade inte Sonderkommando handgripligt i dödandet, det skötte “tysken” till mästerskap, men de kommer så nära som är absolut möjligt när de tvingas leda åldringar till nackskott.En bråddjup formulering hos Venezia fäster sig. De dömda skall känna att också de dödar de dömda, alltså sig själva: “Jag tyckte att det värsta var att man tvingades låta den döde ramla ihop. Man kände tyngden från kroppen i fallet som man drogs med i mot sin vilja. Det var hemskt att höra kroppen falla till marken. Även om jag visste att personen var död gjorde jag allt för att mildra fallet.” Han befinner sig i helvetet och kanske minns Schlomo Venezia den femte sangen slutrader i Dantes Inferno: “av ångest blev jag som en döende och sjönk i vanmakt; och sedan föll jag, som en död kropp faller.” E caddi come corpo morto cade. Schlomo Venezias ekstreme erfaringer findes nu her samlet i al sin hemska lugn och liksom Primo Levi bekräftar han den överlevandes svarta sjukdom – domen om livstida förlust av levnadsglädje: “Allt för mig tillbaka till lägret … Man lämnar egentligen aldrig krematoriet.”

Man kan tro att efter sextio år är denna katastrof grundligt utforskad, men som pionjären Raul Hilberg påpekade kort före sin död förra augusti är kanske bara en tjugo procent av förintelsen kunskapad. Han kände sannolikt då till den franske katolske prästen Patrick Desbois enastående, nu pågående arbete att med lantbefolkningens hjälp dokumentera hundratals, tidigare okända massgravar i Ukraina. Där gällde kulor och inte gas när nazisternas mobila dödsskvadroner började turnera landskapet sommaren 1941. Desbois är utrustad med prästkappa, tolk, kameramän, kartograf, ballistiska experter och ett mycket återhållet, ickeanklagande lugn. Hans beregninger ökar väsentligen de tidigare kalkylerna av antalet mördade i Ukraina till mellan 1 och 1,5 miljoner. “Vi har ventet længe på Jer”, siger de aldrende bønder

slutter Mikael van Reis hans anmeldelse.
* —-
Fanger i tysk KZ-lejr

FAKTA om KZ–AUSCHWITZ      

KZ-lejr er en forkortning af “Konzentrations Lager” som egentlig stammer fra engelsk “concentrations camp” som de engelske imperialister oprettede i Sydafrika og Kenya da de koloniserede disse lande og folk i det 19.århundrede. Også da med millioner af ofre. AUSCHWITZ er det tyske navn på den polske egn og by Oswięcim, ikke langt fra Krakow og Katowice.I begyndelsen af 1940 blev flere koncentrations- og tilintetgørelseslejre bygget i det tyskbesatte område.De tre hovedlejre var: Auschwitz I, her myrdedes cirka 70 000 polske intellektuelle og sovjetiske krigsfanger.Auschwitz II (Birkenau), Tilintetgørelseslejren hvor ca 1,5 millioner mennesker myrdedes, hvoraf en million var jøder og 19 000 romer.Auschwitz III (Monowitz). Arbejdslejr for den kapitalistiske tyske koncern IG Farben.Den sidste transport af jøder ankom fra Berlin den 5 januari 1945. 17-18 januari beordrede den tyske lejrkommando generel evakuering. Cirka 66 000 udmargede fanger blev tvunget ut på en marsch i vinterkulden med retning mod andre koncentrationslejre i det Tyske Rige og Østrig. Da den RØDE HÆR når frem til lejren findes 7 000 fanger tilbage , de som var for syge for marschen. * * – - – - – - – - -

Læs mere på AUSCHWITZ.org.pl  

I hele Europa og Sovjetunionen blev 18 millioner holdt som fanger i de nazi-fascistiske KZ-lejre. For 12 millioner af disse mennesker blev KZ-lejrerne deres sidste opholdssted hvad enten de blev gasset, skudt, tortureret eller udsultet til døde.      Det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten skriver bl.a i sin leder 27.januar:

Minnesdag för offren Insikten att Förintelsen var en noga planerad monstruös förbrytelse med många miljoner offer får aldrig förblekna. Det var som ett svart hål. Ingenting fanns i böckerna. Till en början famlade den katolske prästen Patrick Desbois efter dokumentation i sitt sökande efter sanningen om nazisternas brott i det ockuperade Ukraina under andra världskriget. Men han fick kontakt med gamla människor, som sedan dess burit på sina minnen av vad de bevittnat. De visade var massgravarna fanns. Många hundra har lokaliserats under de senaste årens sökande.Ett inte alldeles tydligt medvetande om omfattningen av den del av de nazistiska massmorden som begicks i Ukraina har klarnat. Nu finns de konkreta beläggen och vittnesmålen, tack vare den franske prästen. Hans insats skildras i Times senaste nummer. Bara i Ukraina mördades långt över en miljon människor, de flesta judar som drabbades av nazisternas utrotningspolitik.I dag på Förintelsens minnesdag hedras de många miljoner som föll offer för det kapitalistiske og imperialistiske Hitler-regimen. Syftet med minnesdagen sträcker sig längre så. Den är en varje år återkommande maning till manifestationer för att minnena inte skall blekna bort. Men den är också en allvarlig påminnelse om hur viktigt det är att inte trivialisera det förfärliga som hände och låta sig invaggas i föreställningar om att framtiden ändå är trygg mot sådana hot. Efterkrigstiden – om vi ser oförvillat på vår värld – stärker knappast tron att vi kan låta vår uppmärksamhet på hot mot mänskliga rättigheter avtrubbas.Förintelsekonferensen i Stockholm år 2000 hölls bland annat därför att okunnigheten föreföll ha ökat med avståndet i tid. Riksdagen skapade Forum för levande historia av samma skäl. Uppdraget är inte begränsat till nazismens brott. . . . .. Det har vållat en del pinsam oro och protester bland dem som på ett eller annat sätt kan räknas sig till sympatisörerna.Nazismens brottsliga avsikter var kända från början, men många ville inte tro at det kunde bli så illa. Sverige täppte alltmer till sina gränser för jødiske flygtninge. Til forskel fra en del annat kan det inte förklaras som bara et udslag av realpolitik for at forsøge hålla landet utanför kriget. Inte heller uppvägs det av att Raoul Wallenberg genom modiga insatser ändå lyckades rädda livet på många tusen judar.Vi kan inte påverka historien i efterhand, men får inte heller tillåta att den förvrängs.Mätningar tyder på att de allmänna kunskaperna om nazismen och Förintelsen numera blivit bättre än när historieämnet i skolan sågs över axeln. Det er positivt, men går selvklart ikke at slå sig til ro med. Patrick Desbois udholdende arbejde er et af flere eksempeler på at billedet af det nazistiske folkemord stadig er ufuldstændigt. Tilintetgørelsens mindesdag er også en nødvendig påmindelse om det.”

————-NOTE:Om Patrick Desbois, se interview i New York Times samt på
www.ushmm.org hvor der findes billedkilder.

Stadig stop for produktionen på Vattenfalls atomkraftværker i Krümmel och Brunsbüttel i Nordtyskland

22 jan 2008 – 44:39

Fortsat stopp för Vattenfalls tyske atomreaktorer.Den svenske statskapitalistiske enegikoncern Vattenfall`s planer om en hurtig genstart af atomreaktorerne på to atomkraftværkeri Tyskland udskydes med flere måneder.

Begge reaktorer i atomkraftværket i Krümmel och Brunsbüttel i nordtyskland har stået stille siden juni sidste år efter to “incidenter”. Dvs produktionsulykker hvor ledelsen mistede kontrollen over kraftsværkets sikkerhed. Delstaten Schleswig-Holsteins socialminister Gitta Trauenicht (SPD) kræver flere reparationer af bl.a. ledninger for at give klartegn til genstart af reaktorerne.Vattenfall´s ledelse anså allerede i november at man hade gjort hvad der blev krævet og havde håbet på at kunne genstarte driften allerede nu i februari. Men det viste sig at være en dagdrøm._______Atomkraftværket i Brunsbüttel * * *Pga de store sikkerhedsproblemer og den følgende lukning af atomkraftværkerne måtte chefen for Vattenfall´s Europa-division Klaus Rauscher i juli træde tilbage. * *Tysk atomkraftværk lukker på-ubestemt tid pga alvorlige mangler i sikkerheden * *Kilder:Brunsbüttel:Neue Sicherheitsmängel festgestellt

Nokia i krise:chefen gemmer sig for pressen efter proteststorm mod planer om lukning af Bochum-fabrikken

21.jan 2008 – 08:21

Nokia aflyser overraskande den pressekonferense som medierne var indkaldt til i forbindelse med at koncernens årsresultatet præsenteres på torsdag.   

Det tolkes som et tegn på at Topdirektør Olli-Pekka Kallasvuo ikke tør møde pressen “face to face” efter den offentlige storm mod Nokia i Tyskland.Nokias topdirektør Olli-Pekka Kallasvuo er Tysklands mest udskældte mand efter at koncernen besluttede at nedlægge mobiltelefon-produktionen i Bochum i Tyskland og fyre samtlige arbejdere til sommer.

Nedlægningen af Tysklands-fabrikken – som ikke er et resultat af at Nokia skærer ned på produktionen af telefoner – men en flyttning af produktionen til i Rumænien – hvor arbejderklassen er mere presset og dårligere organiseret politisk og fagligt.

Samtlige 2300 ansatte på telefon-fabrikken i Bochum står på gaden i juli 2008 hvis Nokia´s lukningsplaner føres ud i livet . ___ Lukningen rammer ikke “bare” de 2.300 mennesker direkte, men yderligere 1.700 arbejdspladser er i fare hos underleverandørerne. Nokia er Bochums næst-største kapitalistiske arbejdskøber efter Opel-bilfabrikken (ejet af GM), som også har fyret store grupper af ansatte på fabrikerne. Tysk LO har reageret kraftigt og opfordrer til boycot og både Forbunds- og delstatsregering har protesteret.
Hvor meget man skal lægge i de mundtlige protester vil vise sig i om de bliver fulgt op af handling.Forbundskanslern Angela Merkel har krævet yderligere forklaringar af Nokia.Nokias Chef-direktør Olli-Pekka Kallasvuo udmales som et monster i medierne – ikke langt fra de Marx`ske kapitalistiske vampyrer. Selv den højrepopulistiske og kapitalistist-venlige presse har set sig nødsaget til at rydde forsiden: “Der job-vernichter”, (Arbejdsplads-dræberen), skriger Tysklands største dagblad Bild ud på sin webbplats med en bild af Olli-Pekka Kallasvuo.

Statsstøtte på 60 millioner € Euro                     

Delstaten Nordrhein-Westfalen kræver att Nokia betalar tillbaka 60 miljoner euro – 565 miljoner kronor – som selskabet har fået i støtte under åren 1995–1999 hvis koncernen går alvor af sine kyniske lukningsplaner.Nokia vægrer at at komme med kommentarer eller svare på spørgsmål om beslutningen som bestemmer fremtiden for opimod ti tusind mennesker i Bochum. Og det skal blive endnu mere tavst ; Olli-Pekka Kallasvuo har fået kolde fødder og afviser alle møder med journalister.Han er gået under jorden.Og nu indstiller Nokia torsdagens planlagte pressekonference i forbindelse med helårsrapporten.På den finske kapitalistiske erhvervsnetportal Kauppalehti.online forklarar Nokias informationsavdelning at “nyordningen” beror på at “investererne foretrækker analytiker-samtaler på nettet”.Det tror ingen på. Tolkningen er at Olli-Pekka Kallasvuo frygter den invasion af tyske journalister som ventes komme til Nokias hovedkontor i Esbo skriver MOSSE WALLÉN på “Dagens Industri”. *

RELATEREDE artikler :  

Fagligt angreb på Nokia 

16.jan 2008 * *

Det Europeiska metalarbejder-fagforbundssammenslutning (EMF) går til hårdt angreb mot telekom-kapitalisterne i Nokias planer om at lukke fabriken i Bochum med 2.300 ansatte.Det er et slag i ansigtet på alle ansatte og lokalbefolkningen, siger EMF-generalsekretæreren Peter Scherrer i ett pressemeddelelse hvor han også advarer om at Nokia-ledelsen gør klogt i at forberede sig på retslige skridt fra forbundets side .EMF vil også undersøge om Nokia får nogen finansiel støtte fra EU for at flytte produktionen til andre europæiske lande. Det skete da Continental nedlagde dækfabrikken i svenske Gislaved for at flytte produktionen til Portugal med statsstøtte fra EU-systemtet. –

Nokia lukker tysk fabrik   

15.jan 2008 10:34 * *Den multinationale kapitalistiske koncern Nokia med hovedsæde i Finland har vedtaget planer om at at lukke mobiltelefonfabriken i Bochum i Tyskland frem imod midten af 2008. Den kyniske beslutning som er sket hen over hovedet på de ansatte og tyske staslige myndigheder som har hjulpet Nokia med “igangsætterhjælp” på 60 milliarder Euro – næsten en halv milliard kroner – begrundes med “konkurrencehensyn som bedre tilvaretages hvis produktionen flyttes til andre mere omkostnings-effektive fabriker i Europa” fremgår det af pressemeddelelsen.Lukningen af fabriken i Bochum berører omkring 2.300 ansatte.

Mor og Far bliver arbejdsløse ! ! Hvad bliver der af os ? er spørgsmålet på denne protestplakat.

ANDRE Kilder:       

Badische Zeitung: Nokia:erste mitarbeiter entlassen.

KPD om Nokias lukning af Bochum-fabrikken:Nokia: Connecting people – FOR FIGHT!

ROTE FAHNE News  

15.Jan.

- Nokia will Werk in Bochum schließen    

Der Handyhersteller Nokia hat angekündigt, dass er bis Mitte des Jahres sein Werk in Bochum schließen will. Die Produktion in Deutschland werde eingestellt und an “wettbewerbsfähigere Werke” in Europa verlagert. Line Fit Automotive und die Forschungsabteilung sollen verkauft werden. Im Bochumer Nokiawerk arbeiten 2.300 Menschen, sie erfuhren erst am Vormittag des 15.1. von diesen Schließungsplänen. Nach Opel Bochum ist Nokia der zweitgrößte industrielle Betrieb in Bochum. Schon im Jahr 2001 gab es heftige Proteste gegen die damals erfolgte Arbeitsplatzvernichtung. “rf-news” wird weiter berichten.

I en af løbesedlerne som cirkulerer på fabrikken opfordrer det tyske arbejderparti MPLD til at at kæmpe imod lukning :    

Aufregung, Wut, Tränen und helle Empörung: Nokia will das Handy-Werk in Bochum schließen! Noch über Weihnachten wurden Sonderschichten gefahren, der Arbeitsdruck auf die Kolleginnen und Kollegen enorm erhöht – und die Bosse hatten die fertigen Stilllegungspläne längst in der Tasche! “Jahrelang haben die uns erzählt, wenn wir nachgeben, geht es aufwärts. Bei Nachtschichtzuschlägen und Wochenendarbeit und, und, und … Es geht aufwärts, aber nur mit den Gewinnen, nicht für uns.” “Nur weil die sich woanders noch höhere Gewinne erhoffen …”, so zwei Nokia-Beschäftigte.Die Kollegen wurden gestern auf Versammlungen zu Schichtbeginn informiert. Aber keiner kam überhaupt in die Produktionshallen rein. Sie wurden nach der Versammlung nach Hause geschickt. Da sage noch einer, die Geschäftsleitung habe keine Angst! Der Eingang von Nokia sieht inzwischen aus wie ein Hochsicherheitstrakt … Diese Einschüchterungsversuche sind unverschämt, unerträglich und müssen sofort beendet werden!Die Kolleginnen und Kollegen spüren: Jetzt muss konsequent geantwortet und der Kampf um jeden Arbeitsplatz aufgenommen werden! Tausende stehen auf der Abschussliste, was aus den Familien wird, kümmert das internationale Übermonopol Nokia einen Dreck. “Zu den 2.300 fest Beschäftigten und bis zu 1.000 Leiharbeitern muss man von weiteren rund 1.000 Betroffenen bei Zulieferbetrieben ausgehen”, so Wolfgang Nettelstroth, Pressesprecher der IGM-Bezirksleitung NRW, zu “rf-news”. Gerade Frauen sind besonders betroffen – viele sind alleinerziehend und würden durch die Schließung ihren Verdienst verlieren. Vor einem Jahr wurde das BenQ-Werk in Kamp-Lintfort dichtgemacht – viele ehemalige Kollegen von BenQ arbeiten jetzt im Bochumer Werk.Nokia ist der weltgrößte Hersteller von Mobiltelefonen. Das Monopol hatte im 3. Quartal 2007 einen sprunghaften Anstieg von 69 Prozent beim “operativen Gewinn”. “Unsere Mitarbeiter – die Basis unseres Erfolgs”, heißt es im Nokia-Geschäftsbericht 2007. Allerdings – und dafür gibt es jetzt kaltschnäuzig den Entlassungs-Tritt? Da ist nicht mehr von “Sozialverträglichkeit”, “sozialem Klimbim” usw. die Rede. “Gewinnstreben ist das treibende Element der Marktwirtschaft”, sagt der Unternehmer-Propagandist Hans-Werner Sinn, Präsident des ifo-Instituts, inzwischen ganz offen. Das ist die nackte Fratze des Kapitalismus!Kämpfen wie bei Opel!Es kann nur eine Devise geben: Kampf um jeden Arbeitsplatz auf Kosten der Nokia-Profite! Denn es zeigt sich, dass es ein Irrweg war, sich auf die Erpressung von Zugeständnissen einzulassen mit dem Argument der “Arbeitsplatzsicherung”.”Kämpfen wie bei Opel” ist der einzig erfolgversprechende Weg im Kampf um die Arbeitsplätze. Die Opel-Kollegen in Bochum haben mit einem mutigen Streik 2004 die Stilllegungspläne der Opel-Bosse zu Fall gebracht – sie werden mit Sicherheit an der Seite ihrer Kollegen bei Nokia stehen!Hier gibt es nichts zu resignieren – notwendig ist es, mutig nach vorne zu gehen! Es wird ein harter Kampf auf der Tagesordnung stehen, in der die Gewerkschaften entschieden zu Kampforganisationen gemacht werden müssen und gegebenenfalls auch selbständig gehandelt werden muss. Entscheidend ist für die Arbeiter und Angestellten, sich nicht in Konkurrenz treiben zu lassen, sondern die Einheit zu festigen: zwischen Stammbelegschaft und Leiharbeitern, zwischen den Kollegen in Deutschland und Rumänien.In einer Situation, in der die Berliner Große Koalition heftig angeschlagen ist, hat dieser Kampf von Anfang an politische Bedeutung und muss auch gegen die Regierung geführt werden: Mit Gesetzen wie Hartz IV konnten die Monopole den Niedriglohnsektor sys­tematisch ausbauen.Dieses menschenverachtende System wird von immer mehr Menschen inzwischen in Frage gestellt. Die MLPD tritt für den echten Sozialismus ein – eine Gesellschaft ohne Ausbeutung und Unterdrückung. Und sie wird ihr ganzes Know-how zur Verfügung stellen, damit die Kollegen entschlossen und zielklar den Kampf für ihre berechtigten Interessen führen können.Die Schließung muss vom Tisch – ohne Wenn und Aber!Kampf um die 30-Stunden-Woche bei vollem Lohnausgleich! 16.jan 2008

Unerträgliche Ausbeutung bei Nokia  

Bochum (Korrespondenz), Die Ausbeutungssituation im Bochumer Nokia-Werk ist unerträglich. Die Montageeinheiten der Handys erforderten für die dort beschäftigten Frauen in der Anfangszeit Laufwege von über 7 Kilometer pro Schicht. Da dies im Endeffekt zu einem sehr hohen Krankenstand führte, hat man diese Prozesseinheiten nach zwei Jahren wieder umgebaut.Diese Arbeitsweise hat dazu geführt, dass die ungewöhnliche, verzwungene Körperhaltung bei allen Montagearbeiterinnen gesundheitliche Schäden in der Muskulatur und im Knochengerüst ausgelöst hat. Keine Montagearbeiterin hat noch gesunde Knochen. 20.Jan 2008:

ÅBENT BREV til Fællesklubbens (Betriebsratsvorsitzende) formand på Nokia i Bochum/18.Jan 2008  

Kaveh Pour-Imani, wohnhaft in Gelsenkirchen, war bis zu seiner Entlassung im Jahre 2001 Facharbeiter bei Nokia in Bochum. Er schrieb heute folgenden Offenen Brief an die Betriebsratsvorsitzende Gisela Achenbach, die ihn tags zuvor bei der Mahnwache beleidigend angriff. Er forderte sie zu einer Entschuldigung auf. Wir dokumentieren seinen Brief, den er heute seinen ehemaligen Kolleginnen und Kollegen zukommen ließ:Kollegin Gisela,während der Mahnwache am 17.01.2008 vor dem Werkstor gegen 22:30 Uhr hast Du mehrere Kolleginnen und Kollegen angeschrieen und mich dabei beschimpft mit den Worten: “Du bist hier das größte Arschloch, das herumläuft” und “Du wirst hier nie wieder einen Fuß auf den Boden setzen, dafür sorge ich”. Die anwesenden ca. 50 Personen waren sehr erschrocken und betroffen über diese aggressive Anmache. Eigentlich sollte doch jeder Mitstreiter willkommen sein. Entsprechend herzlich hatten mich vorher meine ehemaligen Kolleginnen und Kollegen begrüßt. Wie kommt es zu solchen Ausfällen von Dir?Ich war selbst betroffen von der ersten Entlassungswelle bei Nokia in Bochum im Jahre 2001 und solidarisiere mich heute mit allen meinen Kolleginnen und Kollegen, die ihre Arbeitsplätze nicht kampflos aufgeben wollen.Seit der Bekanntgabe der Stilllegungspläne durch die Nokia-Konzernleitung in diesen Tagen sind alle herausgefordert, gemeinsam zu kämpfen. Sofort hat sich eine breite Solidarität unter den Beschäftigten vieler Betriebe und in der gesamten Bevölkerung über NRW hinaus gebildet. Sowohl die Mehrheit der Beschäftigten, als auch der Menschen, die ihre Solidarität bekunden, erwarten dass jetzt konsequent um jeden Arbeitsplatz und gegen die Profitgier des Nokia-Konzerns gekämpft wird.Im Falle eines Streiks würden Belegschaften anderer Betriebe mitkämpfen. Dies machte auch Kollege Einenkel als Betriebsratsvorsitzender von Opel deutlich, als er unter dem Applaus aller Kundgebungsteilnehmer sagte: “Wenn bei Nokia gestreikt wird, läuft bei Opel kein einziges Auto mehr vom Band”. Du versuchst jedoch an der Betriebsratsspitze bei Nokia mit allen Mitteln einen Streik der Kolleginnen und Kollegen zu verhindern, in dem Du sie zum Weiterarbeiten aufforderst.Genauso hattest Du Dich 2001 verhalten, als die Nokia-Geschäftsleitung die Vernichtung von über 200 Arbeitsplätzen ankündigte. An der Spitze des Betriebsrats, der die Interessen von allen Beschäftigten vertreten soll, hast Du aktiv zum Zustandekommen einer Betriebsvereinbarung beigetragen, der die Kündigung von 140 Personen bedeutet hätte. Nachdem ein Kampf der Belegschaft auf diese Weise verhindert und der Widerstand gebrochen wurde, sind die meisten Betroffenen freiwillig mit Abfindung gegangen.Obwohl viel Arbeit anlag, widersprach der Betriebsrat damals mit Dir an der Spitze nicht den Kündigungen von mir und acht weiteren Kollegen, sondern stimmte stattdessen der Ausweitung der Leiharbeit zu! Wie damals fragst Du heute nicht die Beschäftigten, ob sie kämpfen oder verhandeln wollen, sondern verhandelst ungefragt über das Schicksal der Menschen, die Du eigentlich vertreten sollst. Wie damals sprichst Du vom Erhalt des Standorts und signalisierst damit dem Nokia-Konzern, dass Du nicht um jeden Arbeitsplatz kämpfen, sondern bereitwillig einen Teil der Beschäftigten aufgeben willst.Statt die Kolleginnen und Kollegen, die kämpfen wollen zu ermutigen, machst Du ihnen Angst und drohst ihnen, sie würden ihre Abfindung verlieren. Menschen, die sich solidarisieren und Mut machen wollen zu kämpfen, werden von Dir angeschrieen und beschimpft. Man muss jetzt auch kontrovers über den weiteren Kampf diskutieren. Du hast aber anscheinend vergessen, dass in Wirklichkeit die Nokia-Konzernleitung der Gegner der Beschäftigten ist und aus reiner Profitgier die Arbeitsplätze vernichtet.Liebe Kollegin Gisela Achenbach,nachdem Du mich und andere Kolleginnen und Kollegen öffentlich angeschrieen und beschimpft hast, fordere ich Dich auf, Dich ebenfalls öffentlich zu entschuldigen. Gegen die Arbeitsplatzvernichter müssen wir Kolleginnen und Kollegen Solidarität üben und jetzt gemeinsam den Kampf um jeden Arbeitsplatz organisieren!Mit kollegialen GrüßenKaveh Pour-Imani

Mindestens 300 Kolleginnen und Kollegen versammelten sich heute nachmittag zu einer Protestkundgebung vor dem Haupteingang von Nokia in Bochum.   

Die Nokia-Kollegen wurden unterstützt von Kollegen aus anderen Bochumer Betrieben und aus dem Ruhrgebiet: durch eine große Delegation von Opel Bochum mit Schildern und Transparenten, von Thyssen Krupp Steel, HSP Dortmund, von Chemiearbeitern, Gewerkschaftern von Verdi, der GdP Bochum und natürlich der IG Metall, unter anderem vom Bildungszentrum Sprockhövel. Wir von der MLPD verteilten das aktuelle Flugblatt “Nokia: Entschlossener Kampf um jeden Arbeitsplatz! Die Schließung muss vom Tisch – ohne Wenn und Aber!”Wir hatten viele Diskussionen mit den Kolleginnen und Kollegen. Die Atmosphäre war sehr offen für unsere Argumente und sehr politisiert, zumal eine große Zahl “Prominenz” der bürgerlichen Parteien anwesend war: Von CDU-Ministerpräsident Jürgen Rüttgers, NRW-Wirtschaftsministerin Christa Thoben bis hin zu Ottilie Scholz, Bochums SPD-Oberbürgermeisterin usw. Dass die alle so schnell gekommen sind, ist offenbar Ausdruck ihrer Angst, was sich hier an Explosivkraft entwickeln könnte und entwickelt.Unter den Nokia-Kolleginnen, die die Mehrheit der Belegschaft stellen, gibt es eine riesige Wut darüber, wie kaltschnäuzig sie abserviert werden sollen: “Angeblich sind wir nicht flexibel genug, die spinnen doch! Wir haben alle Schichtsysteme durchgemacht und in der Zeit vor Weihnachten Wochenenden und Feiertage durchgearbeitet.” Besonders empört sind Kollegen über den Umgang mit Leiharbeitern: “Die wurden gestern wie die räudigen Hunde aus dem Werk gejagt!” Leiharbeiter-Kollegen von Randstad wurden bereits gestern angerufen, dass sie sich dem Werk auf 500 Meter nicht nähern dürfen!Die Spitzen der bürgerlichen Parteien versuchen jetzt, den Gedanken des entschlossenen Kampfes umzulenken darauf, dass sie sich stellvertretend um die Belange der Kollegen kümmern würden. Dieses Aufgebot an Politprominenz wurde von den Kolleginnen und Kollegen aufmerksam registriert. Ein Teil hofft auf Hilfe aus “der Politik”: “Die können doch nicht zulassen, dass ganz Deutschland zum Armenhaus wird!” Andere sind sehr misstrauisch und sehen, dass sie lernen müssen, selber zu kämpfen. Unsere Argumente, dass die internationale Arbeitersolidarität wächst (z.B. in Russland, Polen usw.) und dass, wer kämpft, auch entsprechende Solidarität bekommt, kamen da gut an. “Wir gehen bis zum Schluss, wir werden kämpfen”, sagte eine Kollegin zu uns.16.Jan 08

Kaum ging der Schließungsbeschluss für das Bochumer Nokia-Werk durch die Medien,schlug den von Entlassung bedrohten Beschäftigten eine breite Welle der Solidarität entgegen.   

Rund 500 Kolleginnen und Kollegen versammelten sich am Mittwochnachmittag zu einer Protestkundgebung vor dem Haupteingang des Nokia-Werks. Vertreten waren unter anderem Delegationen von Opel Bochum, von ThyssenKrupp Steel, von HSP Dortmund, Gewerkschafter der IG Metall, der IGBCE, der GdP sowie von Ver.di. Der Betriebsratsvorsitzende von Opel Bochum, Rainer Einenkel, sicherte den Nokia-Kollegen im Namen der Belegschaft zu: “Wenn bei Nokia Aktionen beschlossen werden, stehen bei Opel die Bänder still.” Nicht nur bei Opel denken die Kollegen so, dass jetzt “alle kämpfen müssen”.CDU-Rüttgers will “Kostenniveau wie in Ungarn”Hektisch machte auch CDU-Ministerpräsident Jürgen Rüttgers am Mittwoch gleich mit zwei Ministern seiner Regierung den Nokia-Kollegen seine Aufwartung. Offensichtlich hat man in Düsseldorf ängstlich registriert, welch explosive Stimmung sich im Werk entwickelt hat. Verhandeln will er mit dem Nokia-Spitzenmanagement über “Möglichkeiten” zur Weiterführung der Produktion. Wie diese aussehen sollen, davon hat unser “Landesvater” schon ein recht klares Bild. Denn laut WDR geht Rüttgers davon aus, dass sich auch “in Bochum das gleiche Kostenniveau wie in Ungarn erreichen” lässt, wohin bekanntlich ein Teil der Produktion verlagert werden soll. Was bedeutet das anderes als eine weitere drastische Verschärfung der Ausbeutung, weiteren Lohnverzicht, weitere Ausdehnung der Arbeitszeit …?Diese Politik des “Verzichts” ist bereits in den letzten Jahren nicht nur bei Nokia vollständig gescheitert. Sie konnte weder bei BenQ noch jetzt bei Nokia den Schließungsbeschluss verhindern. Vor allem: Wie weit sollen wir denn unsere Löhne noch senken und unsere Arbeitsbedingungen noch verschlechtern lassen? Zumal es der Konzernleitung bei der Verlagerung nach Rumänien und Ungarn in erster Linie um die Subventionen für die Neuerrichtung eines kompletten Werks auf noch modernerer technischer Grundlage geht (siehe Artikel S.2).Die Orientierung auf Verhandlungen um “Kostensenkungsprogramme” hat vor allem ein Ziel: die Nokia-Kollegen vom selbständigen Kampf um den Erhalt ihrer Arbeitsplätze abzuhalten. Ausdrücklich sollen Streiks vermieden werden, um die “politischen Verhandlungen” nicht zu “gefährden”. Dabei hat die Nokia-Konzernleitung bereits kaltschnäuzig mitgeteilt, sie stünde für Verhandlungen nicht zur Verfügung!Auf einen groben Klotz gehört ein grober Keil!Unsere Trümpfe jetzt ausspielen!Die Nokia-Belegschaft hat alle Trümpfe in der Hand:• Es ist Bestandteil des Schließungs- und Verlagerungskonzepts von Nokia, dass die Produktion in Bochum so lange durchgepowert wird, bis entsprechende Kapazitäten in Rumänien und Ungarn geschaffen sind. So lange kann die Belegschaft den Konzern mit einem unbefristeten Streik empfindlich treffen.• Jetzt ist auch die Empörung breiter Bevölkerungsschichten über den Schließungsbeschluss und die Unterstützung aus den Betrieben groß und muss für die Organisierung einer wachsenden Solidaritätsbewegung genützt werden.Die Tränen trocknen und nach vorne gehen!Empörung, Wut und Tränen, das war die verständliche und berechtigte Reaktion der Kolleginnen und Kollegen bei Nokia auf den Schließungsbeschluss. Tränen und Wut reichen jedoch nicht aus, um dieser Konzernentscheidung mit aller Konsequenz den Kampf anzusagen. Notwendig ist dafür ein klarer Blick, ein festes Vertrauen in die eigene Stärke, zu wissen, wer wirklich auf der Seite der Belegschaft steht und wer falsche “Freunde” sind sowie die gründliche Verarbeitung der gemachten Erfahrungen.Immer wieder hört man: “Erst mal warten, was der Betriebsrat und die IG Metall sagen!” Dem Betriebsrat sind aber durch die Friedenspflicht des Betriebsverfassungsgesetzes die Hände gebunden und die IG Metall darf auf Grund des kastrierten Streikrechts in Deutschland nur zu Streiks für Tariffragen aufrufen. Viele Nokia-Kollegen waren allerdings zurecht empört, als sie am Mittwoch Nachmittag regelrecht zur Wiederaufnahme der Arbeit genötigt wurden.Der Kampf um jeden Arbeitsplatz kann nur selbständig organisiert werden. Kollegen, die das in die Hand nehmen wollen, müssen sich dafür zusammenschließen. Sie werden alle erdenkliche Hilfe und Solidarität erhalten – nicht nur im Ruhrgebiet, sondern bundesweit und international. Die MLPD wird den Nokia-Kollegen ihr gesamtes Know-how der Führung von Arbeiterkämpfen zur Verfügung stellen.

Teilnehmerinnen der Kundgebung am 16.januar in Bochum _ _ _ _ _ _ _Die Schließung muss vom Tisch – ohne Wenn und Aber!ProtestveranstaltungUm 10.00 Uhr ist am Freitag, 18.1., in Bochum anlässlich einer Pressekonferenz eine Protestveranstaltung geplant. Solidaritätsdelegationen aus dem Ruhrgebiet wollen sich um 9.30 Uhr am Ratshausplatz treffen. Ab Donnerstagabend soll vor dem Nokia-Werk eine Mahnwache organisiert werden.MPLD flugblatt (Løbeseddel/flyers) 17.jan. 2008Gemeinsam kämpfen – Mobil boycott er en afledningsmanøvre (Handy-Boykott ist Ablenkungsmanöver) lyder det fra flere som Roter Fahen -korrespondenten skriver fra Oberhausen (Korrespondenz): Während die ersten der 500 Leiharbeiter von Randstad, die bei Nokia arbeiten, bereits ihre Kündigung in der Tasche haben, rufen bürgerliche Politiker, allen voran SPD-Chef Kurt Beck und CSU-Vize Horst Seehofer dazu auf, keine Handys von Nokia mehr zu kaufen. Medienwirksam gaben sie ihre Nokia-Handys zurück. Auch verschiedene DGB-Funktionäre und Verbraucherschutzorganisationen setzen auf einen Käuferboykott, um Nokia in die Knie zu zwingen. Das ist jedoch ein Holzweg.In der “Financial Times Deutschland” wird treffend kommentiert: “Boykottaufrufe sind immer für Unternehmen unangenehm: Sie kratzen vor allem am Image. Doch auch in der Vergangenheit konnten Käuferstreiks Werksschließungen in Deutschland nicht verhindern.” Ein “angekratztes Image” nimmt Nokia durch seinen Schließungsbeschluss für das Bochumer Werk ohnehin in Kauf, um sein Ziel der Erhöhung der Kapitalrendite auf dem Rücken der Beschäftigten und der Eroberung beherrschender Weltmarktanteile zu erreichen.An den Nerv des Konzerns ginge allerdings, wenn die Beschäftigten von Nokia, ausgehend vom Bochumer Werk, unterstützt von zahlreichen Belegschaften anderer Branchen, in einen international koordinierten Kampf für den Erhalt aller Arbeitsplätze und die Durchsetzung der 30-Stunden-Woche bei vollem Lohnausgleich eintreten. Dass dieser Gedanke aufgegriffen und in die Tat umgesetzt wird, das soll die Propagierung eines individuellen Käuferboykotts vor allem verhindern.19.Jan.08:

Mobil-Boykott – ein Kampf gegen Windmühlenflügel  

20.Jan.2008- Die gleichen bürgerlichen Politiker, die mit ihrer Subventionspolitik Werksschließungen und Produktionsverlagerungen wie bei Nokia gezielt fördern, rufen jetzt scheinheilig zum Handy-Boykott der finnischen Marke auf. _ … – Als ob die Verbraucher die Wahl zwischen “Arbeitsvernichtern” und “Subventionsgewinnern” auf der einen und “sozialen Engeln” auf der anderen Seite hätten. Wer statt einem Nokia-Handy nun eines von Samsung, Motorola oder Sony Ericsson (den nächstgrößeren Konzernen auf der Weltrangliste) kauft, der gibt sein Geld jedoch Monopolen, die in der Vergangenheit nicht weniger durch Massenentlassungen und verschärfte Ausbeutung in ihren Betrieben von sich reden gemacht haben.Samsung (mit 14,5 Prozent auf dem zweiten Platz bei den weltweiten Marktanteilen der Handy-Produzenten – nach Nokia mit 38,1 Prozent), hat allein im dritten Quartal 2007 im Konzernbereich “Electronics” 2.379 Arbeitsplätze vernichtet, während der Umsatz bei der Handy-Produktion um 11 Prozent auf 12,55 Milliarden Euro stieg.Motorola, mit 13,1 Prozent Weltmarktanteil drittgrößter Hersteller, hat seine Belegschaft im letzten Jahr sogar um 3.500 Stellen bzw. 11,4 Prozent verringert. Durch die Vernichtung von weiteren 4.000 Arbeitsplätzen bis Ende 2008 sollen 600 Millionen US-Dollar “eingespart” werden.Sony Ericsson (gegenwärtig 9 Prozent Weltmarktanteil), im Oktober 2001 aus der Fusion der schwedischen Firma Ericsson mit der Handy-Sparte des japanischen Sony-Konzerns entstanden, steigerte seinen Umsatz im letzten Jahr von 10,959 auf 12,916 Milliarden Euro, während die Beschäftigtenzahl weltweit von 7.500 auf 7.000 reduziert wurde. Bereits im Zuge der Fusion waren bei Ericsson über 20.000 Arbeitsplätze vernichtet worden.Man kann also beim Handy-Kauf nur zwischen Arbeitsplatzvernichtern und Arbeitsplatzvernichtern wählen, genauso wie das Ausspielen der verschiedenen Standorte im Kampf um möglichst hohe staatliche Subventionen für neue Fertigungsanlagen zum Standard-Handwerk aller internationalen Monopole gehört. Erinnert sei auch an die Boykott-Aufrufe anlässlich der Pleite von BenQ Deutschland. Für die Boykott-Befürworter waren damals auch Nokia-Handys eine Alternative, die jetzt im Zentrum der Boykott-Aufrufe stehen.Eine Nokia-Kollegen schreibt dazu: “Ich bin Nokianerin und werde wohl bald meinen Arbeitsplatz verlieren. (…) Auch ein Boykottaufruf wird nicht verhindern können, das die Handys weiter verkauft werden.”In einem von vielen Leserbriefen und Beiträgen in Diskussionsforen meint ein Leser der “Ostsee-Zeitung” zur Farce des Handy-Boykotts: “‘Ihr könnt mich mal’-Peter und Verbraucherschutz-Horst geben ihre Nokia-Diensthandys ab. Die wackeren Don Quijotes aus Berlin schlagen so auf die Mühlen der Marktwirtschaft ein. Doch die drehen sich weiter. So funktioniert der Weltmarkt und die Politiker des Exportweltmeisters Deutschland wissen das ganz genau. Deshalb ist dieser Handy-Boykott eine Farce. Diese Weltmarktfalle wird immer wieder zuschnappen, in vielen Branchen. Am Ende stünde ein Total-Boykott. Da muss es andere Wege geben.”Diesen anderen Weg gibt es: Es ist der Zusammenschluss der Arbeiter und Angestellten bei Nokia mit den Belegschaften der Nokia-Werke in anderen Ländern und einer breiten Solidaritätsbewegung im Kampf um jeden Arbeitsplatz. Dass dieser Weg, wenn er entschlossen beschritten wird, erfolgreich ist, das hat zuletzt der selbständige Streik der Bochumer Opelaner im Oktober 2004 gezeigt.

Ny togstrejke forberedes i Tyskland

20 december 2007 – 19:00I de tyske lokomotivføreres fagforbund GDL planlægges nye strejker igen efter nytårsskiftet efter at forhandlingerne med arbejdskøber-siden er brudt sammen, meddelte forbundet torsdag.GDL har genemført en lang række kortvarige punkt-strejker mod såvel fragt- som passagerertrafiken, med målet at opnå en forbedring af lønnen

-Vi vil begynde med at strejke fra og med den 7 januar, siger GDL:s formand Manfred Schell.  

GDL har krævet lønforhøjelser på 31 procent, men i de seneste uger er der kommet visse signaler om at stigninger på 10-15 procent kan være acceptable. Disse “signaler” kommer fra fagforbundets topledelse, ikke fra de tusinder af arbejdende medlemmer som skal leve med den løn hvorom kampen står.Relaterede artikler :Lokomotivfører-strejken en succes: Tyskland lamslået

Om den russiske revolutionens betydelse

9.nov 2007

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  ”den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag,  hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassen

Kontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.

I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs  afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredtes sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland.

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1947 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til arbejderklassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution i tankerne og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Fogh, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Fogh,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -

- – – – -
Foghs, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, boliger og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

Spanien år 70 efter borgerkrigen: Genoprettelse for de antifascistiske martyrer

31 Oktober 2007 *

Offrene for den spanske borgerkrig på den demokratisk-republikanske side skal anerkendes efter godt 70 år.

En lov om at anerkende offrerne for krigen og det fascistiske regime der fulgte blev onsdag vedtaget i Cortes det spanske parlamentets underhus. Loven annulerer IKKE  de domme som Franco-regimet afsagde mod mistænkte modstandere efter summariske retssager, men erkærer dem “illigitime”. Beslutningen indebærer også at statuer, plakater og andre symboler for fascist-regimet – 22 år efter den “demokratiske transition” – skal fjernes fra offentlige bygninger. Loven skal også godkendes af Senatet. Efter Franco´s død i 1975 kom der ingen sandheds- og forsonings-kommissioner eller retssager om det USA-støttede Francoregimes notoriske forbrydelser mod de spanske folk og mange af Franco-regimets militære og politiske allierede forblev på deres magtpositioner i det spanske samfund. Franco-styrkernes oprør og forræderi mod Spaniens demokratisk valgte regering kostede 500.000 mennesker livet i Borgerkrigen 1936-39, men tusinder blev sårede, udsatte for represalier eller blev flygtninge.
I et interview fortalte den tidligere torturoffer og fange, dømt for at “hjælpe oprørere” – i et af Franco-regimets fængsler ;Marcos Ana : “ . . . . 40 år senere går vi stadig rundt i byer med gader opkaldte efter El caudillo,” sagde han med hentydning til Franco.

KRITIK AF LOVEN FRA REPUBLIKANSK  ANTI-FASCISTISK SIDE : 

Marcus Ana kritiserer loven for ikke at annulere alle Franco-regimets militær-retsager men blot erklærer dem illegitime. Hr.Ana, hvis dødsdom blev omstødt udtalte at det “næsten var en ydmygelse” efter alle hans lidelser, at få et stykke papir som sagde at hans dom var illegitim. Diego López Garrido, politisk ordfører for den spanske Socialist-parti afviser kritikken med at parlamentet ikke kan annulere dommene fordi det vil føre lovgiverne “ind i domstolenes territorium”. Dermed anerkender Socialist-partiets talsmand i realiteten Franco-regimets retsager som legitime juridiske handlinger. Franco-regimet var allieret med Nazi-tyskland og deltog i krigen og aggresionen mod Sovjetunionen, men i Tyskland havde man vel ingen problemer med at “annulerer” Hitler-regimets domme ? – Selvom den nye lov gør de fascistiske domme “illegitime” , hvilket gør det muligt for tidligere politiske fanger eller pårørende til de dømte at rejse sager ved domstolene om kompensation, bliver det – ifølge historikere og andre involveret i at kæmpe for genoprettelse – slet ikke tale om en kompensation på milliarder af euros som en klar “annullering af de facistiske domme ” vil betyde. En klar “annulering af Franco-regimets domme” skulle “udsætte staten for en strøm af retsager med krav om milliarder af euro” som det skræmmende lyder fra fortalerne for den lov der i realiteten ikke vil koste særlig meget. Men med tanke på de enorme profitter som det spanske kapitalistiske overklasse inkasserer på udbytningen af Spanien´s og de Latinamerikanske folks arbejde er der ingen der kan sige at “Spanien ikke har råd” til at betale “milliarder af euro” til offrerne for den spanske overklasses regime under Franco.

27.September 1975 henrettede Franco-regimet fem antifascister: Billedet er fra mindeshøjtideligheden i år: ” * * * * * * * * * *

Tale i forbindelse med årsdagen for Franco-regimets henrettelse af de fem antifascister

Aldrig glemme , Aldrig tie

Un año más ante la tumba de García Sanz, junto a la de Elena Ódena, rendimos homenaje a los cinco fusilados aquel negro 27 de septiembre del 75. Cinco jóvenes (Chiki y Otaegui, de ETA, y Baena Alonso, Sánchez Bravo y García Sanz del FRAP) asesinados por un Estado terrorista, pues terrorismo era el practicado por la dictadura, terrorismo de Estado que ha seguido durante largos años después.
Nuestros camaradas eran luchadores por la libertad, jóvenes revolucionarios, comunistas. Eran tiempo en los que ante el silencio y la pasividad cobarde de unos o interesadamente ignorada por otros, llevábamos a cabo una dura lucha en condiciones harto difíciles. Todos los militantes del PCE (m-l) y del FRAP, éramos conscientes de la traidora maniobra que se preparaba para mantener un franquismo sin Franco, mediante una monarquía espuria, y un señuelo de democracia. Había que luchar para impedirlo. No se pudo evitar, la traición era ya profunda. Pagamos un alto precio, pero el empeño era justo. Y aunque todavía hoy son muchos los interesados en ocultar aquel batallar, en silenciarlo o desnaturalizarlo, nunca podrán borrar ni hacer olvidar que, en aquel tiempo de represión, torturas, asesinatos de Estado, de mentiras y canalladas sin fin, había jóvenes, principalmente, y veteranos militantes, que se enfrentaron decididamente a la dictadura sabiendo lo que arriesgaban.”
Mindes film om Spaniens antifacistiske martyrer :Homenaje a los fusilados el 27-Septembre de 1975

Kilder: pceml.info/AFP/ New York Times

Læs mere om Spanien og borgerkrigen 1936-39: LA GUERRA NACIONAL REVOLUCIONARIA
DEL PUEBLO ESPAÑOL CONTRA EL FASCISMO

Ukraine: Massegrav fra Anden Verdenskrig opdaget

6 juni 2007 – 00:22

En massegrav fra Anden Verdenskrig som kan indeholde mere end 5.000 jødiske offrer for det nazistiske folkemord mod de sovjetiske folk 1941-45 er fundet i landsbyen Gvozdoka i Ukraina.

Massegraven blev opdaget i sidste måned af en arbejder som var i gang med nedgravningen af en gasledning i byen. Ifølge lokale beboere kan det dreje sig om jøder fra Ukraina og Moldavien som blev myrdet i 1941.I fjor opdagedes en massegrav som indeholdt 3.500 lig i syd-Ukraine. Mere end 800.000 ukrainske jøder døde under krigen. Den værste massakren skete i Kiev hvor 34.000 jøder blev skudt ihjel af de dansk-støttede fascistiske besættelsesstyrker i løbet af to dage i september 1941.Ialt mistede Sovjetunionens folk næsten 27 millioner menneskeliv under krigen, hovedparten var ubevæbnede civile.

Polen: Mindesmærker fra “sejren over Hitlertyskland og andre sovjetiske mindesmærker skal flyttes”

23 maj 2007 – 17:21

Efter flytningen af Bronzesoldaten “Aljosja” i Talinn – symbolet på sejren over fascismen og Estlands befrielse i 1944 – som førte til borgerkrigslignende tilstande i den estiske hovedstad i maj måned kommer Polen`s regering med en udtalelse om at “Sovjetiske minnesmærker skal flyttes”.Polens regering meddelte i dag at landet har til hensigt at flytte sovjetiske mindesmærker og ændre gadenavne fra den sovjetiske periode. Allerede i 1990´erne efter det sovjet-støttede regimes fald blev der gennemført en “udrensning” af gadenavne opkaldte efter revolutionære og kommunistiske personligheder. For nylig opstod en krise mellem Rusland og Estland efter at den estniske regering – ikke uden chauviniske anti-russiske undertoner – tog beslutning om at flytte en gravplads med flere Røde Hær-martyrer som lå i en lille mindelund sammen med “Alosja”-statue der symboliserer de Røde Hær -soldater som ofrede livet for Estlands befrielse under Anden verdenskrig.Den polske regering garanterer beskyttelse af sovjetiske og tyske militære gravpladser, meddeles det dog.Under ledelse af den tidligere Solidarnosc-aktivist Jarosław Kaczynski kom hans højre-liberale valgparti til magten i 2005 med løfter om at udryde arven fra Polens kommuniske periode. Det skete under chauviniske anti-russiske og anti-tyske toner , samtidig som man ukritisk sluttede op om USA´s “krig mod terror” i Afghanistan og Irak, som den foregående Venstredemokratiske SLD-regering havde indledt. -Ingen skal bestemme for Polen om hvilke monumenter som skal stå i vore byer, sagde Kaczynski nyligt.
Problemet for Kaczynski og andre polske politikere er at de fortrænger at uden Sovjetunionens og dens allierede sejr over Nazityskland – ville Polen været fjernet fra landkortet og polakkerne være andenrangs borgere – udpeget til at slave for de kapitalistiske herskere i et “tredie” tysk-romersk imperium.

Kaczynski-regimets´s antikommunitiske dagsorden gør Polen blind overfor det faktum at Stalins Røde Hær befriede Polen: Uden Stalin´Sovjet og Røde Hærens befrielse af ville Polen været blevet tilintetgjort og polakkerne være slaver: UDEN STALIN og Den Røde Hær ville POLEN være blevet slettet af verdenskortet

Afghanistan: Tre tyske soldater dræbt i bombeattentat

19 maj 2007 – 23:17

Tre tyskere døde efter sabotageaktion i Afghanistan

 

Tre tyske soldater blev dræbt i dag i et attentat i Kunduz i nord-Afghanistan

Attentatmanden udløste sin sprængladning nær en gruppe tyske ISAF-soldater på et marked. Attentat-manden mistede selv livet og ialt mistede 9 mennesker livet og 15 blev skadet.Det er Tysklands værste tab i Afghanistan siden 2003, hvor fire soldater omkom i et bilbombe-attentat i Kabul.Tyskland opretholder en væbnet styrke på 3.000 mand i Afghanistan og har sammen med den svenske trup “ansvaret” for Nato-koalitionens “sikkerheds” i landets nordlige del.

Den højreradikale vold stiger i Tyskland

9 Nov. 2007 – * Antallet personer som utsattes for højreradikal vold i Tyskland steg med 26 procent – fra 375 til 473 sager under årets første ni måneder sammenlignet med samme periode i fjor. I perioden blev 23 voldelige overfald registreret som “antisemitiske” sammenlignet med 21 under hele sidste år. Samtidigt er antallet politi-indgreb mod højreradikale mindsket, rapporterer Reuters.En talsmand for Tysklands indenrigsministerium siger at “situationen overvåges nøje” og ministeriet fremover vil lave en analyse.
Jødisk gravsten skændet med nazi-symbolet i 2001 på den jødiske kirkegård i Schwaebisch, Tyskland. -
Artikler om racismen i Tyskland:

Racististk hetzjagt med otte sårede 

Nazi-infiltrationen i tysk politi skal undersøges

Milliard-profit i Volkswagenkoncernen

 Volkswagen-koncernen melder om stigende profitter 

Volkswagen-koncernen forhøjer sin prognose for profiten i 2007 og beregner at nå sit mål et år tidligere end planlagt. Under det første halvår 2007 øgede salgsindtækterne med 5,7 procent til 54,9 milliarder euro ~455.000 millioner kr.Resultatet af de løbende poster løb op i et overskud på 2,8 miljarder euro~23 milliarder kr.

- Vi har forbedret vor finansielle situation signifikant under årets førtste seks måneder og vil i dette år for første gang hidtil sælge flere end seks millioner biler. Derfor tror vi at Volkswagen-koncernen allerede under 2007 vil fremvise en profit inden skat på 5,1 milliarder € (~42.000 millioner kr.) sagde Hans Dieter Pötsch, finansdirektør på Volkswagen AG,  

efter præsentationen af koncernens halvårsresultat.Volkswagen-koncernen solgte flere biler under første halvår 2007 end under nogen tidligere halvårsperiode.- Vor attraktiva modelprogram går hjem hos kunderne og vi har yderligare forbedret vor position på de viktigste markeder, sagde Hans Dieter Pötsch. Fra koncernens fabrikker rullede 3,1 miljoner biler ud til de forskellige markeder i verden.Det var øgning med 7,8 procent.- Vi er også lykkedes med at forbedre vor produktivitet og udnyttelsen af kapaciteten i vore fabriker. Den stabile forbedring i voår kostnadsstruktur och våra processer har lett till en tydlig ökning av vår förtjänst, fortsatte Hans Dieter Pötsch.Saælget for 1.halvår (januari-juni) steg med 5,7 procent til 54,9 miljarder euro og rörelseresultatet på 2,8 miljarder euro var en klar ökning jämfört med förra året. Profitten inden skat steg med 2,3 miljarder till 3,0 miljarder euro. Volkswagen-koncernens resultat efter skatt blev 2,0 miljarder euro (1,2 miljarder euro 2006).Samtliga märken inom Volkswagen-koncernen kunde notera en ökning av sina rörelseresultat. Volkswagen Passenger Cars ökade sin vinst med 594 miljoner euro till 981 miljoner euro under årets första sex månader. Skälet till detta är en stigande försäljning och förbättrad kostnadsstruktur. Med 1,0 miljarder euro ökade Audis rörelseresultat med 291 miljoner euro.Samtidigt ökade även dotterbolaget Lamborghini sitt resultat.Skoda var återigen framgångsrikt och märkets rörelseresultat steg med 60 miljoner euro till 356 miljoner euro.SEAT minskade förra årets förlust och noterade nu en förlust på 7,0 miljoner euro. Varumärket Bentley stod för en vinst på 85 miljoner euro under första halvåret – en ökning med 59 miljoner euro. Rörelseresultatet för Volkswagen Commercial Vehicles ökade också, med 20 miljoner till 121 miljoner euro.Divisionen Financial Services bidrog återigen positivt till Volkswagen-koncernens vinst. Dess rörelseresultat ökade med 26 miljoner till 511 miljoner euro.Det positiva resultatet och den tydliga kontrollen över kostnader och investeringar har lett till en tydlig förbättring av likviditeten i Volkswagen AG:s Automotive Division. Med 3,3 procent har förhållandet mellan investeringar i anläggningar samt materiel och försäljningsintäkterna blivit kvar på en låg nivå under första halvåret av 2007. Nettolikviditeten steg klart sammenlignet med slutningen af 2006, till 11,8 miljarder euro.Samtidig er Volkswagen koncernen gennem den kapitalistiske kontrol over MAN-lastbiler på vej til også at overtage kontrollen over svenske Scania-lastbiler, som idag er verdensledende i fremstillen af moderne højteknologiske lastbiler, især for de tunge transporter.Kilder:Volkswagen og E24.se

Tyskland :Atomkraftværk lukker på ubestemt tid pga alvorlige mangler i sikkerheden

21 juli 2007 – 17:27

Tysk Atomkraftværk ejet af Vattenfall lukket

Atomkraftværket i Brunsbüttel som ejes af det svenske statskontrollerede Vattenfall – lukkes på ubestemt tid efter at flere sikkerhedsmangler blev opdaget på kraftværket, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Problemen blev opdaget av inspektører inde i et køleanlæg og kraftværket lukkes nu for at kunne gennemføre en nærmere inspektion.

Vattenfalls virksomhed i Tyskland har været hårdt kritiseret efter to brande i slut ningen av juni brød ud i atomkraftværket i Brunsbüttel og Krümmel med bare nogle timers mellemrum.

Tyskland: Erhvervstøtte for 200 milliarder kr.

10 januari 2006 – 01:21Angela Merkel og Franz Müntefering fra CDU og SPD er enige om statsstøtte på 25 millarder Euro-€ til tysk erhvervslivDetaljer i det tyske erhvervsstøtte-program

” CDU og SPD enige om krisehjælp for 25 milliarder euro, næsten 200 milliarder skattekroner. Programmet bliver rost af det kapitalistiske EU´s talsmand. Et EU som til andre tider er optaget med at fremstå som styret af den liberale markedsøkonomis principper

“Den kristen-socialdemokratiske Angela Merkel-regering fremlægger milliardpakke for at tilgodese det private erhvervslivs “finansieringsproblemer og dermed mindske virkningerne af kapitalismens almene krise.Tysklands kapitalistiske markedsøkonomi har udelukket op imod  5 millioner arbejdsduelige(officielt  p.t. 3,5 milioner)  mennesker fra arbejdsmarkedet. Angiveligt skal Forbundskansler Angela Merkel koalitionsregerings næsten 200 milliarder kroner dyre investeringsprogram for 2006 som indeholder hjælp til det “betrængte” kaptalistiske erhvervsliv skaffe arbejde til nogle af disse millioner mennesker udenfor arbejdslivet. Kilder i regeringen opgiver att pengene skal gå til investeringer som “stimulerer væksten, for eksempel transport, forskning og udvikling.”Man vil også satse på ” velfærden i familie-sektoren”.Desuden skal millard-pakken sikre at “Tyskland generobrer sin position som ledende økonomiske nation i Europa”; som Angela Merkel udtrykker det for at opmuntre de “nationale følelser” . Programmets detaljer skal præsenteres i løbet af dagen.

Kilder: AFP+ Deutsche Welle

Tyskland`s Forsvarsminister kritiserer krigsføring i Afghanistan

14 maj 2007 – - * * UBEVÆBNEDE civile offrer i Afghanistan “bekymrer” EU.  Selvom den tyske regering har sendt soldater og våben til Afghanistan for at hjælpe USA med besættelsen og kontrollen over landet får “Nato-koalitionen”´s krigsforbrydelser nu kritik. Det er Tysklands forsvarsminister Franz Josef Jung som “protesterere” mod at Nato´s og USA:s krigføring i Afghanistan kræver uacceptabelt manga civile offrer.

“Jeg har meddelt Natos generalsekreterær att vi må være sikre på at den slags indsatser ikke gøres i fremtiden. Det var ingen fjer i hatten att få det afghanska folk imod os” ; sagde Jung ifølge AFP.

I sidste uge blev mellem 20 og 30 landbyboere dræbt i en USA-ledt operation i syd- Afghanistan. I slutningen af april rapporteres det om næsten 60 civile døde efter Nato´s militære operationer i forskellige dele af landet.

Lokomotivfører-strejken en succes:Tyskland lamslået

12 oktober 2007 DE TYSKE arbejdskøbere som har holdt lokomotivførernes løn nede - med hjælp af massearbejdsløsheden og Hartz-IV-loven – er hovedansvarlige for det kaos som opstod i Tyskland efter at 34.000 lok-førere ved Deutsche Bahn indledte en endage-strejke klokken to i nat. Al lokaltogs-trafik ligger nede.I f.eks Berlin, Hamburg og München var alla lokaltog aflyste.HovedBanegården;Frankfurt an Main
Ifølge fagforbundet GDL er de tyske tog-førerne underbetalte sammenlignet med sine europæiske kolleger. GDL kræver lønforhøjelser på 31 procent. DB er Europas største jernbane- og transportvirksomhed med omkring fem miljoner daglige passagerer og 28.000 tog i trafik. Fjerntogstrafiken er dog endnu ikke berørt af strejken.

Deutsche Bahn´s overskud steg med 44% til 1,4 milliarder €-:11 milliarder kr.

DB´s regnskab for første halvår i år viser at den finansielle omsætning steg til 15,3 milliarder € (126 milliarder kr) hvor nettoresultatet profitten udgjorde 1,4 milliarder € svarende til 11 milliarder kr. En opgang med 44 %.

12 oktober 2007

Millioner af togrejsende i Tyskland blev i dag ramt af en endages-strejke blandt lok-førerne. Propfulde tog och bussar, forsinkelser og trafikkaos på vejene var det synlige resultat av fagforbundet GDL:s punkt-strejke. Ifølge kilder deltog 1.600 lokomotivførere i strejken. Omkring halvdelen af de regionala togafgange aflystes GDL repræsenterar 34.000 lokomotivførere og har forkastet en overenskomst som arbetskøberen det statskapitalistiske Deutsche Bahn – har skrevet med to andre fagforbund. Den overenskomst købte DB med en beskeden lønforhøjelse på 4,5 procent, men GDL kræver 31 procent.

Neo-nazisten Gerd Honsik udleveret

5 oktober 2007 – * DEN ØSTRIGSKE neo-nazist og holocaust-benægter Gerd Honsik blev igår udleveret til Østrig fra Spanien. Den 65-årige Honsik blev i 1992 dømt til 18 måneders fængsel for at have skrevet bogen:”Freispruch für Hitler”, hvor han benægter massemordet på nazismens fjender under Anden verdenskrig og kalder KZ-lejrernes gaskamre for absurditeter.Honsik flygtede til Spanien hvor han har opholdt sig siden. Spanien nægtede flere gange at imødekomme anmodninger fra de Østrigske myndigheder om udlevering. Men i augusti i år anholdtes han og blev udleveret efter at begge lande i april blev underlagt en international lov om en skærpning af lovene mod racisme og etnisk hadpropagandaI Østrig venter Hr. Hansik nu på en retssag om hans kriminelle spredning af nazipropaganda på internetet._______Fanger i tysk KZ-lejr * * * * * * * * * * * * * *

SENESTE:  

Dom i sagen: Halvanden års ubetinget til neonazisten Gerd Honsik

Ny bog : Sovjets kontraspionage mod nazisterne 1941-45

Ny bog om Anden Verdenskrig: Stalin’s Secret War: Soviet Counterintelligence Against the Nazis, 1941-1945 (Modern War Studies)

by Robert W. Stephan 

 Anmeldelse: fra (New York):

The author (Robert W.Stephan, red.anm.)does an excellent job with this book. Descriptions of various Soviet operations, what happened during and the outcomes are all written out and described with details and excellent sources. The reader will see that the myth that all Soviet POW’s who were either liberated or escaped back to their lines from encirclements or German POW camps were sent to Gulag labor camps is a lie. After thorough checking by the NKVD the majority, 90% or more, were sent back to their units or used in another form at the front or in the rear, only around 10% were put into Penal battalions and companies or sent to Gulag camps because of various reasons. An excellent section on how the Germans tried to penetrate the Red Army and NKVD by using POW’s and others, the sheer volume of the amount of agents the Germans sent through Soviet front lines will give rise to an understanding that the NKVD had to be thorough in their jobs and many of those who did return might in fact have been working for the Germans in one way or another. All in all an excellent piece of literature on the time period and a great addition to our understanding of what went on during this war on the Eastern Front. As a comment to the other reviewer, the Soviets did not need to crack the German ‘Enigma’ codes, they had spies in top levels of the US and British secret services and through them received all the knowledge they needed about German activities. Sometimes British and US agencies shared information with the USSR and the NKVD or GRU (military intelligence) would then double check that information from their own spies in the respective agencies.

Tysk minister vil dræbe “terrormistænkte”

9 juli 2007 – 16:45

Tysklands indenrigsminister Wolfgang Schäuble drøftede spørgsmålet om at “kunne bruge målrettede mord på mistænkte terrorister og holde dem i forvaring på ubestemt tid”.
Det var i en interview med ugebladet Der Spiegel på temaet islamisk terrorisme ; som Schäuble ventilerede sine holdninger.
-Vi må forsøge at løse sådane grundlovsmæssige spørgsmål så konkret som muligt og skabe en lovlig grund så vi har den nødvendige frihed i kampen mod terrorismen, forklarede den tyske indenrigsminister.

Kritiken kom direkt
Han tillade at Tyskland burde overveje at definiere terror-mistænkte som “fjendtlige kæmpere”. Det er ikke langt fra den definition US-Army bruger om fangerne i Guantanamo-fangelejren på Cuba: “illegal combattant” for at kunne holde dem som fanger uden anklager på ubestemt tid.
De kristelige demokraters socialdemokratiske koalitionspartner i regeringen; SPD sagde direkte at dette hører ikke hjemme i tysk retsvæsen. Forbundskansler Angela Merkels talsmand sagde at forslaget ikke er aktuelt i den nuværende situation”.

Åbner for hægtning på ubestemt tid
Men Schäuble får støtte fra ledende politikere i det kristen-demokratiske CDU.
-Tyskland er ikke de lyksaliges ø. Grundsatsen må lyde: Sikkerhet først, forklarede delstatens Saarlands regeringschef Peter Müller ifølge
Der Spiegel.
Indenrigsministeren overvejer også at “terror-mistænkte” skal kunne holdes hægtede på ubestemt tid, og han udelukker ikke forbud mod at bruge mobiltelefon eller internet for disse “terror-mistænkte” .

Chefen for Euro-Centralbanken kritiserer Frankrigs økonomi

24.september 2007 – 11:27″Frankrigs offentlige finanser er i uorden og landet må respektera EU:s krav” Sådan lyder det fra Euro-Centralbanchefen Jean-Claude Trichet.

-Frankrigs offentlige finanser er ude i meget store besværligheder og det er et faktum som man har ret til at understrege, sagde i Trichet i en interview med bl.a. franske TV5.

Både modstanderne af Frankrigs tilslutning til EU´s Maastricht-traktat – og den franske EU-tilhænger Præsident Nicolas Sarkozy har gentagne gange kritiseret Euro-bankens politik som årsagen til “lavvækst”, massearbejdsløsheden og styrkelsen af Euro´en.Faktisk er der noget om snakken – for med Maastriht-traktaten som dikterede indførelse af den fælles valuta (€) – det var den Danmark stemte Nej til i 1992 og Sverige i 2003 – er lav inflation på 2 % og en grænse på 3% for de kapitalistiske staters budgetunderskud sammen med maksimum 60% statsgæld i procent af BNP – de højeste mål – uden hensyn til arbejdsløshed eller lønninger.Med andre ord når inflationen skal holdes nede – især prisen på arbejdskraft – den vigtigste vare under kapitalistisk markedsøkonomi – udnyttes den kapitalistiske markedsøkonomi ´s tendens til at lønnen holdes nede når massearbejdsløsheden stiger. Det sker samtidigt som arbejdsløshedsdagpengene forrringes og perioden forkortes. Det er det vi ser i Frankrig og Tyskland – -Euro´ens to hovedlande under voldsomme protester fra arbejderklassen og ungdommen.

Højreradikalisme bekymrer EU-kommissionær

26 augusti 2007 – 05:18

EU´s justits-kommisær Franco Frattini siger i en interview med den tyske avis Bildt am Sonntag at han er bekymret over den tiltagende højreradikalisme i flere europæiske lande.
Udviklingen i Belgien, Danmark, Frankrig, Italien og Tyskland ser han som særlig bekymrende.

Anti-muslimske terror-karikaturer, racisme og nazister viser igen sit hæslige ansigt frem. Her demonstrer neo-nazister og autonome nationalister under parolen : “Kein Vergeben – Kein Vergessen Alliierter Kriegsverbrechen” – (Ingen tilgivelse, vi husker de allieredes krigsforbrydelser – hvormed menes de antifascistiske allierede )”

I sidste uge jog højreradikale en gruppe indere gennem gaderne i den tyske by Mügeln.

Den tyske politiker Kurt Beck har bedt jurister overveje om det er muligt at forbyde det højreradikale parti NPD, som i realiteten er en fascistisk dækorganisation.

Hagekorset – et symbol som dyrkes i højreradikale kredse :Gravsten skændet i 2001, på den jødiske kirkegård i Schwaebisch, Tyskland

Tyske officerer dømt for tortur-metoder

27 augusti 2007

To tyske officerer er fundet skyldige i anklagen for at have mishandlet rekrutter med slag og vandtortur.

Domstolen i Münster dømde den ene til 18 måneders betinget fængel, mens den anden blev dømt til hvad der svarer til 18 tusind kroner i bøder. To andre officerer frikendtes

Betinget fængsel betyder i realiten ikke andet end at officeren har fået en advarsel om at hvis han gør det igen OG
det bliver opdaget og kan bevises at han forsætter med at udøve tortur bliver han indkaldt til et nyt retsmøde.
Bøden svarer ikke engang til en månedsløn EFTER skat.
Yderligere elleve retssager venter på at blive dømt. Nogle gælder mistanker om tortur med elektrisk chock.

Overgrebene skete i 2004 under øvelser som skulle forestille gidseltagning. Officererna hævder at de har
fulgt reglerne.

Det vil sige : Vi fulgte bare ordrer, men gør det forbrydelsen mindre ?

Svar til Kristian Lund om Tysklands deling, Muren :Sovjet foreslog et forenet Tyskland i 1952, men vestmagterne afviste Stalins forslag

Hej Kristian Lund

Vi kan blive enige om at Tysklands deling og senere splittelse med indlemmelse i den aggressive Nato-krigsalliance – hvilket førte til oprettelsen af Warszawa-pagten og senere Berlinmuren – var den dårligste løsning for Tysklands folk.

Men det var ikke det socialistiske Sovjets politik.

Stalins Sovjet foreslog at det tyske folk skulle leve i en “NEUTRAL, UAFHÆNGIG og DEMOKRATISK” stat.

Det ligger også i tråd med Stalins afvisning af de trotskistiske teser om at “eksportere revolutionen” gennem militær intervention” som generallinje.  Derfor afviste Stalin enhver  tale om en invasion af Jugoslavien efter Kominforms klare kritik af de Jugoslaviske “kommunistiske” ledere (den højreopportunistiske Tito-gruppe)  i 1948 hvor Tito´s “parti” blev ekskluderet

Delingen af Tyskland var Vestmagternes og deres tyske allieredes linje og strategi.

Faktisk afviste Vestmagterne i 1952 et sovjetisk forslag om et forenet
Tyskland; den såkaldte “Stalin Note “  . . . .  åbenbart ønskede de vestlige  kapitalistiske NATO-stater (læs USA)  konfrontation og kold krig med det tyske folk som gidsel.

Det var en politik som blev fremhævet på SUKP(b)´s 19. Kongres,i Oktober 1952: med ordene “I overenstemmelse med Potsdam-aftalerne (Potsdamer-Abkommen) har Sovjetunionen uophørligt ført en politik med retning mod at så snart som muligt ordne en fredsaftale med Tyskland, at få samtlige besættelsestropper ud af Tyskland og skabe et forenet (einheitlichen) uafhængigt, fredselskende og demokratisk Tyskland – i betragtning af dette – at eksistensen af et sådant Tyskland ved siden af den fredselskende Sovjetunion udelukker muligheden af nye krige i Europa og gør det umuligt for verdensimperialismen at forslave de europæiske lande.”* ( Langvarige klapsalver)
citeret fra Malenkovs virksomhedsberetning til Centralkomiteen i SUKP(b) i Moskva 1952,

Walter Ullbricht og flere andre ledere i DDR var i realiteten imod kursen for et forenet, neutralt og demilitariseret Tyskland. Når Stalin i samtaler, f.eks kritisere SED-ledernes krav om at forbyde det reaktionære SPD i DDR er det en kritik som rammer Ullbricht og flere andre ledere direkte. Stalin forklarer at DDR-lederne må vende sig til at “slå SPD politisk” , altså at overvinde de politiske konflikter gennem argumenter og diskussioner, i “stedet for gennem “bureaukratiske manøvrer” og forbud. Stalin afviste også forslag om at at dele Berlin med mur og pigtråd i 1952 da Ullbricht bragte ideen om at bygge en mur omkring de vestligt besatte dele af den tyske metropol. Stalins velargumenterede og velgennemtænkte nej til muren forsinkede murbyggeriet i ni år indtil 1961 da den nye Stalin-kritiske Sovjetleder Nikita Hrustjov godkendte den østtyske Ullbricht-gruppe skæbnesvangre murprojekt. Det fremgår også af den nyeste tyske historieforskning i de tidligere hemmelige sovjetiske og østtyske arkiver.
Efter Stalin´s død blev denne orientering af den sovjetiske udenrigspolitik ændret fundamentalt: Hrusjtjov-gruppen stræber efter et DDR under sovjetisk dominans, efter et DDR som kan udnyttes som en økonomisk og militært potentiale i rivaliseringen med USA i forståelse med de revisionistiske ledere i den østtyske stat.
De sovjetiske og tyske ledere der kom efter Stalin forværrede situationen med med deres antikommunistiske hetz mod Stalin som førte til kontrarevolutionen og Sovjetisk invasion i Ungarn 1956; forbudet mod KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) i  august 1956 ; bygningen af Muren i 1961 og  DE FACTO de-nationaliseringer, nedbrydning af den socialistiske plan-økonomi , hvorved der skete en udvidelse af vare-produktionen og i 1965 indførelse af profitten som prioriteret mål i Sovjetisk økonomi . . . optagelse af milliarder af dollarslån i vestlige kapitalistiske banker . . . . til opbygningen af Stasi , invasion i Tjekkoslovakiet i 1968, invasion i  Afghanistan i 1979. Og vi kender alle slutresultatet af  det revisionistiske SUKP og DKP `s politik.

På det amerikanske Wilsoncenter kan du læse mere om hvordan amerikanske historikere taler om “missed opportunity for German unification” i 1952 fordi  de vestlige ledere afviste Stalins forslag om et forenet Tyskland.

FAKTA om Tyskland 1945: Efter Anden Verdenskrig -altså med den tyske kapitalisme´s nederlag i krigen, og dermed Europas befrielse – fra det nazi-fascistiske tyranni stod Tyskland som en befriet og militært besat land.
Nogle lande blev dog ikke befriet: USA og UK tillod ingen befrielse af Franco-Spanien, og Salazar-Portugal samt Kongeriget Grækenland. Selvom Franco-Spanien var allieret med de fascistiske taber-stater: Tyskland og Italien . Det fascistiske Spanien tilsluttede sig Anti-Kominternpagten og Franco sendte et helt kontinent soldater – den “Blå Division” – ind i korstoget mod Sovjetunionen i 1941.

Krigsforbrydelserne som tyskerne og deres allierede fra Italien-Japan-Finland-Ungarn-Rumænien-Kroatien-Danmark og Spanien gjorde sig skyldig i, fik parolen

“*A L D R I G  M E R E “

til at gå verden over.

Aldrig mere skulle Tyskland og dets allierede fascist-stater få mulighed for at gentage dets krigsforbrydelser.

De tre store allierede i den anti-fascistiske krig mod Anti-kominternpagtens styrker blev enige om at Tyskland skulle demilitariseres. Og ikke have mulighed for at tilslutte sig til nogen militær-blok.

Men som “Onkel Joe” ;Sovjetunionens leder Stalin påpegede overfor de meget indflydelsesrige kræfter både i vest , men også i Sovjet, med forfatteren Ilja Ehrenburg som en af de mest fremtrædende fortalere for en nærmest racistisk undertrykkelse af alt tysk – som krævede at tyskerne ikke skulle have deres egen stat, hvilket ikke var et upopulært synspunkt i europa 1945 -

” så kommer og går folk som Hitler, men det tyske folk består.” Es wäre lächerlich, die Hitler-clique mit dem deutschen Volke, mit dem deutschen Staate gleichzusetzen. Die Erfahrungen der Gesichte besagen, dass die Hitler kommen und gehen, aber das deutschen Volk. der deutsche Staat bleibt” som Stalin udtrykte det i en tale den 23. Februar 1943.

Sovjets og Stalins politik var klar: Tyskland skulle ikke fjernes fra kortet: heller I K K E deles, men afmilitariseres og være demokratisk og uafhængigt.

Det var hvad der blev vedtaget på Jalta og i Potsdam efter befrielsen i 1945 af de tre store allierede: Churchill-Roosevelt-Stalin

Det var Sovjetunionens folk – “untermenschen” som nazisterne kaldte de slaviske og andre folk – der havde båret de største ofre og været hovedmålet for den tyske kapitalismes planer for “lebensraum”, kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland og de vestlige allierede lande. .

Og det var først og fremmest den Røde Hær og de sovjetiske og andre partisaner der havde stoppet de tyske planer om et “tusindårsrige”.

Det var den Røde Hær der i befrielsesåret 1945 jog hovedparten af det tyske “herrefolk”´s militære styrker ud af Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Rumænien. Siden gav den Røde Hær dødsstødet til nazi-styrkerne i Tyskland og befriede i maj 1945 den tyske hovedstad Berlin.
-
Demonstration for Tysklands genforening i 1952: Gegen Kolonialen Weststaat – Für eines fries Deutschland ! – (Nej til vestlig kolonistat – For et frit Tyskland )
Sovjetunionen og dets folk – som havde ofret næsten 27 millioner mennesker – langt hovedparten civile – i befrielseskrigen mod de fascistiske styrker – havde et legitimt krav på at Tyskland, Østrig, Finland, Ungarn, Rumænien og andre fascistiske nabo-stater IKKE fik nogen mulighed for at starte nye fjendtlige militære aktiviteter eller deltage i nogen militær-pagt som var vendt mod Sovjetunionen.
Det var klart for alle i 1945, undtagen de slagne reaktionære-fascistiske kræfter.
-
- – KPD i offensiven efter befrielsen i 1945:Valgplakaten kræver Storindustrien i folkets hænder og “brot und brand” til menneskene”
At Sovjet ikke havde som hovedmål at med militær vold fremtvinge “socialistisk omvæltninger” i de lande de befriede i 1945 kan jo også ses af at Østrig som den Røde Hær befriede i 1945 aldrig blev folkedemokratisk endsige socialistisk- selvom de sovjetiske soldater forblev i Østrig til 1955. I Østrig var den revolutionære arbejder- og kommunistiske bevægelse ikke så stærk at de var i stand til at gennemføre socialistiske omvæltninger. Men Østrig blev demilitariset og uafhængig af imperalistiske militæralliancer.

I 1948, altså inden der var noget “Vest” og “Øst”-Tyskland indførtes den såkaldte West-mark som valuta i de af Usa, Frankrig og Storbritanien besatte zoner. Det var klart i strid med alle aftaler, som de allierede havde underskrevet på Jalta og i Potsdam.

Her taltes der om et udelt, neutralt og demilitariseret Tyskland, som skulle betale krigsskadeerstatninger til alle besatte lande, incl Danmark og Sovjet.

Sovjetunionen kunne ikke tillade at der blev oprettet et regime i Tyskland, som var militært aggressivt og fjendligt indstillet over Sovjet.

Uanset om Sovjet havde ´haft en “socialistisk regering” eller om det var et Rusland med en ikke-socialistisk regering, kunne man ikke hverken overfor de sovjetiske folk eller Europa´s folk lade et økonomisk og militært stærkt Tyskland genopstå.
Tyskland skulle forblive udelt, men neutralt og af-militariseret.

Når de amerikansk-britisk-franske besættelsesmagter tillod indførselen af den selvstændige West-mark, uden at rådføre sig med de tidligere sovjetiske allierede som havde befriet det østlige Tyskland, brød man med overenskomsten om Tyskland.
Året efter i 1949, oprettedes en selvstændig Vesttysk stat : Forbundrepulikken, som i 1955 blev medlem af Nato.

Oprettelsen af den “vesttyske” stat var i klar modstrid med alle de fælles overenskomster efter befrielsen.

Sovjetunionen kunne dog sørge for at den østlige del af Tyskland IKKE blev et Nato-opmarsh område. Derfor blev DDR dannet i 1949.
Berlin-muren blev derfor en konsekvens af den vestdikterede deling af Tyskland.

Vest-tyskland fik Marshall-hjælp og slap for at betale krigsskadeerstatninger
(Forbundsrepuklikken skylder alene idag Danmark 500 milliarder kr med renter)

Mens DDR betalte krigsskadeerstatninger til Sovjet, Polen og andre.
Samtidig havde de engelsk-amerikansk-allierede terrorbombet tyske byer som Dresden og andre byer i det østlige Tyskland.

Nej til genoprustning . For tredje gang ? er spørgsmålet på plakaten -
Det havde man gjort – ikke af militære årsager – for man bombede ingen krigsindustrier, men af politiske årsager. For at gøre det endnu sværere for tyskerne i de sovjetisk-befriede områder.

Men nu er Berlin-muren jo IKKE den eneste “beskyttelses”-mur af dette omfang på kloden.
Idag bygger den zionistiske stat Israel en såkaldt “sikkerheds”mur ned gennem Palæstinas land – i strid med international ret – .
Og de amerikanske herskere i Irak er nu igang med at bygge en “sikkerheds”-mur i Baghhad. En mur der skal beskytte amerikanerne mod den irakiske modstandsbevægelses angreb på besættelsesmagten.

På grænsen mellem de Forenede Stater (US) og Mexico foreslår amerikanske politikere nu bygget et mur-lignende stængsel for at gøre den “usynlige mur” synlig og stoppe “illegal emigration” langs denne grænse .

Det amerikanske grænsepolitis jagt på illegale immigranter og flygtninge langs Rio Grande-floden og i Arizona-ørkenen koster hvert år hundrede vis af ofre – nogle af ofrene er håndlangere og pushere for de kapitalistiske narkokarteller, men mange er fattige og arbejdsløse som i desperation efter et job der kan skaffe mad på mordet og tag over hovedet forsøger at krydse grænsen illegalt. / /° °//

Underskrevet Ole S.Larsen

Tyskerne skriver følgende om udviklingen omkring delingen /splittelsen af Tyskland efter Nazityskland´s undergang

Kapitel I: Kampen for demokrati og national enhed

Den tyske arbejderklasse havde ikke nedkæmpet Hitler-Fascismen af egen kraft. Det var i første række Sovjetunionens Røde Hærs som havde tvunget den på knæ. I denne situation kunne kampen for socialismen ikke blive en umidddelbar dagsaktuel opgave, hvad enten det handlede om den sovjetiske besættelsezone eller de vestlige allieredes besættelses-zoner. Derefter var opgaven , at udrydde fascismen med rod , für die Bestrafung der Kriegsverbrecher und die Zerschlagung und Enteignung der Kriegsverbrecher-Konzerne zu kämpfen und den Aufbau eines demokratischen Deutschlands in Angriff zu nehmen.

So erklärte denn das ZK der KPD in seinem Aufruf vom 11. Juni 1945 an das deutsche Volk, daß es falsch wäre, “Deutschland das Sowjetsystem aufzuzwingen”, daß vielmehr ein anderer Weg eingeschlagen werden müsse, der “Weg der Aufrichtung eines antifaschistischen, demokratischen Regimes, einer parlamentarisch-demokratischen Republik mit allen demokratischen Rechten und Freiheiten für das Volk”.

Doch welchen Klassencharakter hätte ein solches Regime gehabt? Dies wäre letztlich durch den Kampf der Klassen entschieden worden, doch ein schwacher bürgerlicher Staatsapparat auf der Grundlage konsequenter Entnazifizierung wäre eine günstige Kampfbedingung für die Arbeiterklasse gewesen, ihre weitergehenden Klasseninteressen durchzusetzen. Jedenfalls dann, wenn es der KPD gelungen wäre, das Vertrauen des größten Teiles der Arbeiterklasse zu gewinnen. Wenn dies der KPD aber nicht gelungen wäre, dann wäre es ohnehin ein schwerer Fehler gewesen, zu versuchen, einen “Sozialismus” zu errichten, der sich hauptsächlich auf die Bajonette einer Besatzungsmacht stützte.

-
De imperialistiske planer om genmilitarisering af Tyskland rejste en omfattende protestbevægelse i hele Tyskland: Plakaten stiller spørgsmålet: FOR TREDJE GANG ?
Neben dieser richtigen Orientierung aber enthielt der Aufruf des ZK der KPD einen schwerwiegenden Fehler, nämlich die These von der angeblichen Kollektivschuld des deutschen Volkes am Faschismus. “Das deutsche Volk” im Ganzen sei “zum Werkzeug Hitlers und seiner imperialistischen Auftraggeber” geworden, “in jedem deutschen Menschen” müsse “Scham brennen”. Gewiß, für allzuviele traf durchaus zu, daß sie mitschuldig waren, auch für Teile der Arbeiterklasse, doch das ganze deutsche Volk?

Viele ArbeiterInnen und Angehörige anderer Klassen und Schichten unterschiedlichster politischer und weltanschaulicher Überzeugung hatten mit großem Mut gegen die Faschisten gekämpft und große Opfer gebracht. Die Kollektivschuldthese war nicht nur ein zufällig falscher Zungenschlag, sondern in gewisser Hinsicht eine Vorwegnahme dessen, was später in der DDR geschah: Eine so “unmündige” Bevölkerung, die angeblich im Ganzen zum Werkzeug der faschistischen Verbrecher geworden war, darf – einschließlich ihrer Arbeiterklasse – nicht selbsttätig handeln. Die Entscheidungen sollen folglich von “fürsorglichen” Funktionären getroffen werden, die “am besten wissen”, was gut für die Menschen ist – und das für immer und ewig.

Doch eilen wir nicht zu weit voraus. Die grundlegende Orientierung der KPD war richtig, und in der sowjetischen Besatzungszone wurden mit der Entnazifizierung und der Nationalisierung der Kriegsverbrecherkonzerne die Grundlagen des deutschen Imperialismus zerstört. Die imperialistischen westlichen Besatzungsmächte verhinderten unter Bruch des Potsdamer Abkommens, daß in ihren Besatzungszonen das gleiche geschah. Insbesondere der US-Imperialismus verfolgte das Ziel, Deutschland zu spalten und Westdeutschland als imperialistische Speerspitze gegen das sozialistische Lager aufzubauen. Sie fanden deutsche Handlanger, deren politischer Führer, Konrad Adenauer, den berüchtigten Satz prägte: “Lieber das halbe Deutschland ganz als das ganze Deutschland halb.”

Diese Haltung des nationalen Verrats entsprach den Klasseninteressen der deutschen Monopolherren. Sie, die Drahtzieher des Faschismus und des 2. Weltkrieges, waren bereit, Deutschland zu spalten, um in Westdeutschland ihre Macht wiederherzustellen. Und 1949 vollzogen sie durch Gründung des westdeutschen Separatstaates die staatliche Spaltung der deutschen Nation. Der Kampf der KPD um Demokratie und um die Wiederherstellung der deutschen Einheit gewann damit besondere Bedeutung.

In der deutschen Linken hat das Wort “Nation” heute einen schlechten Klang. Das beruht unter anderem darauf, daß die Hitlerfaschisten ihre abscheulichen Verbrechen unter anderem damit “begründeten”, sie würden für die “Nation” kämpfen. Doch man darf auf ihre Demagogie nicht hereinfallen: Sie kämpften allein für die Profitinteressen der deutschen Monopole. Für KommunistInnen ist eine Nation gewiß nichts Heiliges und Ewiges; mit dem Sieg des Kommunismus auf der ganzen Welt werden die Nationen abgestorben sein. Doch solange Nationen existieren, muß man mit ihnen als einer realen Kraft rechnen. Nationen haben Rechte, und KommunistInnen müssen diese Rechte verteidigen, insbesondere dann, wenn Imperialisten diese Rechte mit Füßen treten. Und die KPD trat für die Rechte der deutschen Nation ein, ebenso wie die damals noch sozialistische Sowjetunion. Das hatte revolutionäre Sprengkraft, das richtete sich vor allem gegen den US-Imperialismus, die neue Führungsmacht der kapitalistischen Welt, sowie gegen das Adenauer-Regime, das die Interessen der Kriegsverbrecher-Konzerne vertrat und sich an den US-Imperialismus anbiederte.

Wohlgemerkt: Die KPD forderte die Einheit Deutschlands nicht mit dem unmittelbaren Ziel des Sozialismus, sondern mit dem Ziel der Schaffung eines antifaschistisch-demokratischen Deutschlands. Das Ziel des Sozialismus war damit aber keineswegs aufgegeben; vielmehr war der Kampf um Demokratie und die Rechte der Nation zu diesem Zeitpunkt der entscheidende Hebel, um an die sozialistische Umwälzung heranzukommen.

In einem Antrag der Bundestagsfraktion der KPD vom 7. Januar 1952 hieß es: “Der Bundestag wolle beschließen: Die Bundesregierung wird verpflichtet, unverzüglich dem Bundestag einen Entwurf eines Gesetzes über die Durchführung gesamtdeutscher Wahlen vorzulegen.” Am 10. März 1952 unterbreitete die sowjetische Regierung den Entwurf eines Friedensvertrages, der die Bildung einer gesamtdeutschen Regierung und die Durchführung freier, gesamtdeutscher Wahlen beinhaltete – die sogenannte Stalin-Note. Die KPD-Fraktion beantragte, daß dieser Entwurf im Bundestag diskutiert werde, doch die Regierungsparteien verhinderten es. Der damalige Innenminister Heinemann plauderte später – nämlich am 27. November 1963 – in der Frankfurter Allgemeinen Zeitung aus, warum: weil “die Bundesrepublik unter allen Umständen in die NATO hineinsollte.”

Im November 1952 beschloß der Parteivorstand der KPD ein “Programm der nationalen Wiedervereinigung Deutschlands” [Program for Tysklands nationale Genforening. overs.anm.], hvor det blandt andet blev krævet : “Ophøret af Tysklands deling og genforening af Tyskland som et forenet , demokratisk, fredselskende og uafhængig stat.”

“Alle Besatzungstruppen verlassen nach Abschluß des Friedensvertrages das Territorium Deutschlands.” ["Alle besættelsestropper som findes efter udformingen af en fredstraktat for det tyske territorium skal forlade landet."]

“Die Betriebe der Großkonzerne, des Bergbaues, der Eisen- und Stahlgewinnung, der Großchemie, der Großbanken und der großen Versicherungsgesellschaften, deren Besitzer den nationalen Verrat des Adenauer-Regimes unterstützen, werden der Verfügungsgewalt dieser Monopolherren entzogen und in Eigentum des Volkes umgewandelt.” [ .. . . ]

“Allen Betrieben, die durch die Maßnahmen der Okkupationsmächte und durch die Kriegswirtschaftspolitik der Adenauer-Regierung in Schwierigkeiten geraten sind, insbesondere den kleinen Unternehmungen, Handwerksbetrieben und den landwirtschaftlichen Betrieben, wird staatliche Hilfe gewährt. Die private Initiative wird gefördert.”[ ]

Kampen mod genoprustningen af den tyske imperialisme blev nu en væsentlig bestanddel af den nationale og demokratiske kamp. Der allergrößte Teil des deutschen Volkes lehnte die Remilitarisierung ab – de antimilitariske stemninger umiddelbart efter krigssafslutningfen var så stærke, at selv den senere Krigsminister Franz Josef Strauß dengang demagogisk måtte forklare , at den der i Tyskland igen tog et gevær i hånden , ville miste hånden.
Der udviklede sig en bred “Ohne Ich” ( “Uden-mig)-bevægelse”, som KPD med alle kræfter deltog i.

Die KPD verstand es unter anderem, ökonomische Streiks mit Losungen gegen die Remilitarisierung zu verbinden. Bei einer Demonstration gegen die Wiederaufrüstung wurde der junge Kommunist Philipp Müller von der Adenauer-Polizei erschossen. Die Bundesregierung verbot die Durchführung einer Volksbefragung gegen die Remilitarisierung und für den Abschluß eines Friedensvertrages. Die KPD versuchte, dennoch eine Befragung durchzuführen, was zu wütenden Verfolgungen durch den westdeutschen Staatsapparat führte. 1951 wurde das “Blitzgesetz” erlassen, ein Sonderstrafgesetz, das sich gegen die KPD und ihre Aktivitäten richtete. 1951 verbot die Adenauer-Regierung die Freie Deutsche Jugend. 1952 beantragte sie das Verbot der KPD, das 1956 vom Bundesverfassungsgericht ausgesprochen wurde.

Zum Zeitpunkt des Verbots allerdings waren die revolutionären Prinzipien, die das bürgerliche Gericht der KPD vorwarf, deren Führern bereits peinlich geworden – so etwa das Streben nach der Herrschaft der Arbeiterklasse, die grundsätzliche Notwendigkeit, den bürgerlichen Staat in der sozialistischen Revolution gewaltsam zu zerbrechen usw. In der Sowjetunion hatten die Revisionisten um Chruschtschow diese und andere Prinzipien des Marxismus-Leninismus über Bord geworfen und versuchten, sich mit dem Imperialismus zu versöhnen.

Die damaligen Führer der KPD orientierten sich an den Revisionisten in Moskau und in Ostberlin. Ungeachtet dessen trotzten viele KommunistInnen der wütenden Verfolgung durch den westdeutschen Staat, die nun einsetzte. Viele wanderten ins Gefängnis oder wurden anderweitig verfolgt. Die Forderung nach Aufhebung des KPD-Verbots ist bis heute eine elementare demokratische Forderung geblieben.

Kapitel II : Udviklingen i DDR

I denr sovjetiske zone wurden mit großem Erfolg und mit Billigung und Unterstützung des größten Teiles der Bevölkerung die Monopolbetriebe in Volkseigentum überführt. Die faschistischen Kräfte wurden unterdrückt und bestraft, während sich die demokratischen Kräfte entfalten konnten. 1946 vereinigten sich die KPD und die SPD in der sowjetischen Besatzungszone zur SED. Sie zogen damit die Lehren aus der Spaltung der Arbeiterklasse, die zur fürchterlichen Niederlage der Machtergreifung des Faschismus geführt hatte. Neben der SED wurden auch bürgerlich-demokratische Parteien zugelassen. In den Westzonen verhinderten die reaktionären Führer der SPD, die die Pläne der Imperialisten zur Spaltung Deutschlands und Restaurierung eines westdeutschen Imperialismus faktisch unterstützten, die Vereinigung der beiden Arbeiterparteien.

Die Parteien in der sowjetischen Zone strebten an, daß Deutschland bei der Konferenz der Außenminister der vier Siegerstaaten im November 1947 vertreten sein sollte, um den völkerrechtlichen Anspruch auf die Einheit Deutschlands und den Abschluß eines Friedensvertrages entsprechend den Potsdamer Beschlüssen durchzusetzen. Hierzu sollte in allen Besatzungszonen ein einheitlicher deutscher Volkskongreß gewählt werden. Doch Adenauer, der Vorsitzende der West-CDU, sowie Schumacher, der Vorsitzende der SPD, boykottierten dies, da die Wahl eines solchen Volkskongresses die Pläne der US-Imperialisten und der in Westdeutschland fortexistierenden Monopolherren behinderte.

Dennoch wurden in ganz Deutschland Delegierte gewählt. 1948 wurden in ganz Deutschland nahezu 15 Millionen Unterschriften für die Errichtung eines einheitlichen Deutschlands gesammelt, obwohl die Unterschriftensammlung von den westlichen Besatzungsmächten teils behindert, teils verboten wurde. Der vom deutschen Volkskongreß gewählte Volksrat beschloß im März 1949, den Dritten Deutschen Volkskongreß in allgemeiner, gleicher und geheimer Wahl wählen zu lassen. Da dies ein frontaler Angriff auf die Pläne zur Spaltung Deutschlands war, wurde die Wahl in Westdeutschland und Westberlin von den Besatzungsmächten verboten. Bei all diesen Kämpfen um die Einheit Deutschlands standen KPD und SED in vorderster Front.

Mit der Gründung des westdeutschen Spalterstaates “Bundesrepublik Deutschland” im September 1949 war dieser Kampf noch nicht verloren. Mit der Gründung der DDR im Oktober 1949 und der Übergabe der Regierungsgewalt durch die Sowjetunion an die Regierung der DDR war die Spaltung Deutschlands keineswegs anerkannt. In der diesbezüglichen Erklärung der sowjetischen Regierung hieß es vielmehr: “Unter diesen Umständen kann man nicht umhin, das Bestreben deutscher demokratischer Kreise als rechtmäßig anzuerkennen, die Wiederherstellung der Einheit Deutschlands und dessen Wiedergeburt auf demokratischer und friedlicher Grundlage in die eigenen Hände zu nehmen.”
-
Die DDR sollte also ein Provisorium sein, dessen Aufgabe vor allem die Weiterführung des Kampfes um die Herstellung der staatlichen Einheit Deutschlands war. Der Kampf um die Einheit Deutschlands war zu diesem Zeitpunkt der wichtigste Hebel, um an die sozialistische Revolution heranzukommen. Das Scheitern des Planes der Imperialisten, Westdeutschland als Speerspitze gegen das sozialistische Lager aufzubauen, hätte außerdem unter Ausnutzung zwischenimperialistischer Widersprüche der Kriegsgefahr entgegengewirkt und der Sowjetunion eine Atempause verschafft; die sowjetischen Kommunisten hätten bessere Bedingungen gehabt, um im eigenen Land für die Festigung des Sozialismus im Sinne des Voranschreitens zum Kommunismus zu kämpfen. Aus all diesen Gründen sah Stalin die Frage der deutschen Einheit offenbar als eine Schlüsselfrage der internationalen Politik an, betrieben die KPdSU(B) und die sowjetische Regierung den Kampf um die deutsche Einheit mit großer Energie.

So hieß es im Rechenschaftsbericht auf dem 19. Parteitag der KPdSU(B), Oktober 1952: “Gemäß dem Potsdamer Abkommen führt die Sowjetunion unentwegt eine Politik durch, die auf den baldigsten Abschluß eines Friedensvertrags mit Deutschland, auf den Abzug sämtlicher Besatzungstruppen aus Deutschland und auf die Schaffung eines einheitlichen, unabhängigen, friedliebenden, demokratischen Deutschlands gerichtet ist., in Anbetracht dessen, daß die Existenz eines solchen Deutschlands neben der Existenz der friedliebenden Sowjetunion die Möglichkeit neuer Kriege in Europa ausschließt und die Knechtung der europäischen Länder durch die Weltimperialisten unmöglich macht.” (Malenkow, Rechenschaftsbericht an den XIX. Parteitag über die Tätigkeit des Zentralkomitees der KPdSU(B), Moskau 1952, S. 42)

Diese Orientierung der sowjetischen Außenpolitik sollte sich allerdings nach Stalins Tod grundlegend ändern: Chruschtschow strebte eine DDR unter sowjetischer Vorherrschaft an, die für ihn und seine Nachfolger einerseits ökonomisches und militärisches Potential, andererseits Schacherobjekt gegenüber dem westdeutschen Imperialismus war.

Auf einer Parteikonferenz der SED im Juni 1952 wurde beschlossen, “in allen Bereichen der Gesellschaft planmäßig die Grundlagen des Sozialismus zu schaffen”. (Geschichte der SED, Berlin 1978, S. 275) Dies geschah 2 Monate nach der sogenannten Stalin-Note! Wir wollen hier nicht zu einer abschließenden und umfassenden Einschätzung des Beschlusses der Parteikonferenz der SED kommen, doch deutet vieles darauf hin, daß dieser Beschluß übereilt war und der Situation nicht entsprach. Faktisch hieß dieser Kurs: Beschleunigte Kollektivierung der Landwirtschaft, beschleunigte Liquidierung des privaten Eigentums an Produktionsmitteln und Übergang zur Planwirtschaft, Abschaffung bürgerlicher Rechtsnormen, offizieller Aufbau eigener Streitkräfte.

Zwar stellte – wie oben gesagt – der nationale und demokratische Kampf keine eigenständige Etappe dar, sondern war eine Form des Herankommens an die sozialistische Umwälzung. Diese oder jene Schritte zum Sozialismus konnten und mußten daher durchaus ergriffen werden. So mußte sicherlich auch gegen nichtmonopolistische Unternehmer und Großbauern vorgegangen werden, die sich gegen die demokratische Staatsmacht stellten, so mußten freiwillige Zusammenschlüsse von Bauern gefördert werden, so mußten wirksame Maßnahmen zur Landesverteidigung getroffen werden.

Der demokratische Charakter der bestehenden Ordnung konnte nicht ohne diese oder jene sozialistische Maßnahmen behauptet werden, da es keine sozialökonomische Zwischenetappe zwischen Kapitalismus und Sozialismus gibt. Ein Stehenbleiben war also nicht möglich; scheinbarer Stillstand wäre in Wirklichkeit Rückschritt gewesen und hätte letztlich zur Niederlage geführt. Doch es ging um das Tempo des Voranschreitens, und es entsprach wohl kaum den Kräfteverhältnissen, mit großem Tamtam einen gebündelten Maßnahmenkatalog anzukündigen, der in seiner Gesamtheit hochoffiziell den Übergang zum Sozialismus beinhalten sollte. Diese Ankündigung war faktisch die Absage an ein gesamtdeutsches klassenübergreifendes, aber gegen den US-Imperialismus und die westdeutschen Monopole gerichtetes Bündnis zur Erkämpfung der Einheit Deutschlands. Es sieht ganz so aus, als hätten die Kräfte um Ulbricht mit dieser Orientierung Stalins Außenpolitik gezielt desavouiert.

Was Stalin betrifft, so erklärte dieser im Oktober 1952 anläßlich des 3. Jahrestages der Gründung der DDR in einem Telegramm an Otto Grotewohl als den Ministerpräsidenten der DDR: “Ich bitte Sie, meine Wünsche für weitere Erfolge bei dem großen Werk der Schaffung eines einheitlichen, unabhängigen, demokratischen, friedliebenden Deutschland entgegenzunehmen.” (SW 15 S. 388) Es sieht so aus, als wäre Stalin von dem Projekt eines hochoffiziell angekündigten Übergangs zum Aufbau des Sozialismus in der DDR alles andere als begeistert gewesen. Aus Notizen Piecks geht im übrigen hervor, daß Stalin im April 1952 in Unterredungen mit führenden Funktionären der SED sinngemäß erklärt hatte: “Demarkationslinie gefährliche Grenze… Bewaffnung muß geschaffen werden… Nicht Miliz, sondern ausgebildete Armee. Alles ohne Geschrei, aber beharrlich.” Und: “auch Schaffung von Produktiv-Genossenschaften im Dorfe, um Großbauern einzukreisen… Beispiele schaffen – … Niemand zwingen. Nicht schreien Kolchosen – Sozialismus. Im Anfang die Tat – Weg zum Sozialismus – staatliche Produktion ist sozialistische Produktion.” (W. Otto, Sowjetische Deutschlandnote, Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung 3/91, S. 378 f., zitiert nach Kurt Gossweiler, Benjamin Baumgarten und die “Stalin-Note”, in: Streitbarer Materialismus Mai 1998) Doch der Verzicht auf “Geschrei” war nicht die Sache von Leuten wie Ulbricht…

Nebenbei bemerkt: Im Bestreben, die Behauptung unterschiedlicher Zielrichtungen zwischen Stalin und Ulbricht bezüglich der Deutschlandpolitik als absurd abzuqualifizieren, entwickelt Gossweiler u.a. unfreiwillig eine Argumentation, die gerade für eine solche Annahme spricht. Er sagt: “Bei den Bürgern der DDR und von den Freunden der DDR in der BRD (gemeint ist wohl in erster Linie die Führung von SED und KPD, RM) und im übrigen Ausland in Ost und West wurde die Frage erwogen, ob die Verwirklichung dieses Vorschlages der Sowjetunion (der Stalin-Note, RM) keine Gefährdung der in der DDR verwirklichten demokratischen Reformen bringen könnte.

Im November 1952 beschloß der Parteivorstand der KPD ein

“Programm der nationalen Wiedervereinigung Deutschlands”.

Darin wurde unter anderem gefordert:

“Beseitigung der Spaltung Deutschlands und Wiedervereinigung Deutschlands als einheitlicher, demokratischer, friedliebender und unabhängiger Staat.” “Alle Besatzungstruppen verlassen nach Abschluß des Friedensvertrages das Territorium Deutschlands.” “Die Betriebe der Großkonzerne, des Bergbaues, der Eisen- und Stahlgewinnung, der Großchemie, der Großbanken und der großen Versicherungsgesellschaften, deren Besitzer den nationalen Verrat des Adenauer-Regimes unterstützen, werden der Verfügungsgewalt dieser Monopolherren entzogen und in Eigentum des Volkes umgewandelt.” “Allen Betrieben, die durch die Maßnahmen der Okkupationsmächte und durch die Kriegswirtschaftspolitik der Adenauer-Regierung in Schwierigkeiten geraten sind, insbesondere den kleinen Unternehmungen, Handwerksbetrieben und den landwirtschaftlichen Betrieben, wird staatliche Hilfe gewährt. Die private Initiative wird gefördert.”

Doch es überwog die Meinung, die Verwirklichung des sowjetischen Vorschlages bedeute eine noch größere Gefährdung für die gerade wiederhergestellte Herrschaft des westdeutschen Großkapitals und entziehe den Westmächten auch den Westen Deutschlands als Stützpunkt für die Vorbereitung eines Krieges gegen die Sowjetunion, weshalb kaum damit zu rechnen sei, daß sie sich darauf einlassen würden.” (Gossweiler, ebenda) Das heißt im Klartext: Da sich die SED bei Verwirklichung der Vorschläge Stalins gesamtdeutschen freien Wahlen hätte stellen müssen, waren Ulbricht und andere dagegen. Sie hofften aber, die US-Imperialisten und das westdeutsche Monopolkapital würden es dazu nicht kommen lassen, weil – was ja durchaus stimmte – die Durchführung von Stalins Vorschlag deren Interessen und Pläne gründlich durchkreuzen würde. Doch letzteres wäre für Marxisten-Leninisten ein Argument gewesen, alles zu tun, um für die Durchführung der Vorschläge Stalins zu kämpfen, während Ulbricht und seine Leute nicht nur hofften, daß die Imperialisten die Spaltung Deutschlands durchsetzen würden, sondern ihnen das durch die Beschlüsse der II. Parteikonferenz der SED auch aktiv erleichterten.

Differenzen zwischen Stalin und der SED-Führung gab es auch schon früher. Nach dem Zusammenschluß von KPD und SPD in der sowjetischen Zone wollten reaktionäre SPD-Führer auch dort eine SPD weiterführen, die SED-Führung war aber offenbar – im Gegensatz zu Stalin – gegen die Zulassung einer SPD. Im Januar 1947 fand in Moskau eine Beratung Stalins mit führenden Funktionären der SED statt, und in den Notizen Piecks über diese Beratung finden sich folgende Stichpunkte über Stalins Ausführungen: “Zulassung der SPD in sowj. Besatzungszone, ob SED Angst hat vor SPD – man muß sie politisch schlagen”. (Wilhelm Pieck, Aufzeichnungen zur Deutschlandpolitik 1945 – 1953, hrs. v. Rolf Badstübner und Wilfried Loth, Berlin 1994, S. 112, zitiert nach: Kolloquium zum 50. Jahrestag des Zusammenschlusses von KPD und SPD in Sachsen, hrs. v. Landesvorstand Sachsen der PDS, S. 18) Stalin war sicherlich kein Gegner der Unterdrückung konterrevolutionärer Bestrebungen, aber als Marxist-Leninist ging er davon aus, daß man solche Bestrebungen – solange sie einen gewissen Rückhalt in der eigenen Klasse oder in verbündeten Klassen und Schichten haben – zunächst politisch schlagen muß. Das sahen die SED-Führer offenbar anders. Es war übrigens auch Stalin, der die Zulassung bürgerlich-demokratischer Parteien in der DDR angeregt hatte, und er wollte offenbar keine Blockflöten der SED; er wollte Parteien, die einen eigenständigen politischen Faktor darstellten und mit denen die SED sich politisch hätte auseinandersetzen müssen.

SED-Führer wie Ulbricht aber wollten sich nicht politisch auseinandersetzen; sie wollten um jeden Preis ein Terrain, in dem sie die Macht hatten und mit administrativen Mitteln herrschen konnten. Das entsprach übrigens ihrer sektiererischen Gewerkschaftspolitik in der Weimarer Zeit, die darauf hinausgelaufen war, die RGO faktisch als Gegengewerkschaft zum ADGB aufzubauen, womit sie den ADGB dem Einfluß der reaktionären sozialdemokratischen Gewerkschaftsführer überließen. Ein eigener unbestrittener Einflußbereich war ihnen hier wichtiger als eine Taktik, die auf die Herstellung der Einheit der Arbeiterklasse und damit auf die Untergrabung des Einflusses der reaktionären Gewerkschaftsführer gerichtet war.
Auch in der eigenen Partei gingen sie nicht demokratisch vor. Der Beschluß, zum planmäßigen Aufbau des Sozialismus in der DDR überzugehen, war innerhalb der SED in keiner Weise diskutiert worden, geschweige denn in der Arbeiterklasse. Er wurde auch auf der II. Parteikonferenz selbst nicht wirklich, nicht im Sinne einer allseitigen Einschätzung der Situation und eines Abwägens diskutiert, sondern von einer kleinen Gruppe in der Parteiführung durchgepeitscht.

Es deutet vieles darauf hin, daß die Krise im Juni 1953 eine Folge dieses Beschlusses war. Wäre der Sozialismus auf Grundlage eines siegreichen Kampfes für die Einheit Deutschlands aufgebaut worden, so hätten nicht nur die begrenzten wirtschaftlichen Ressourcen der DDR sondern auch die Ressourcen des Westens zur Verfügung gestanden, die Startbedingungen wären also von vornherein wesentlich besser gewesen. Doch die Bedingungen des Kampfes für die Einheit Deutschlands waren durch den Beschluß der II. Parteikonferenz erheblich verschlechtert worden. Der Versuch, zu diesem Zeitpunkt allein im Osten Deutschlands ohne siegreichen Kampf für die deutsche Einheit und mit den begrenzten ökonomischen Ressourcen der DDR den Sozialismus aufzubauen, mußte zu der Notwendigkeit führen, in allen gesellschaftlichen Bereichen den Druck enorm zu erhöhen. Da die ökonomischen Ressourcen des Bürgertums weitgehend wegfielen, mußte auch der Druck auf die Arbeiterklasse erhöht werden, um den hiervon ausgehenden Folgen entgegenzuwirken. Die von der SED-Spitze einseitig dekretierten Erhöhungen der Arbeitsnormen, die zur Krise im Juni 1953 führten, waren möglicherweise ein voluntaristischer Versuch, die Probleme zu lösen, die sich aus dem übereilten Beschluß der II. Parteikonferenz ergeben hatten, doch dieser Versuch sollte sich als Bumerang erweisen: Die Probleme wurden noch größer.

Besonders verheerend und für den Aufbau des Sozialismus absolut tödlich war, daß dauerhaft ein scharfer Riß zwischen Partei und Klasse entstand. Das war nicht in erster Linie Folge der Normerhöhungen an sich – dieser Fehler war korrigierbar, und er wurde auch korrigiert. Es war Folge dessen, daß die Partei der Arbeiterklasse sich angemaßt hatte, diese Erhöhungen ohne jegliche Diskussion mit der Klasse zu beschließen und daß sie diesen Fehler nicht korrigierte. Im Gegenteil: Erste Versuche, diesen Fehler zu diskutieren, endeten mit der Erklärung, die Partei müsse “heraus aus der Büßermentalität”, und das hieß faktisch, sie sollte gegenüber der Klasse den Herrenstandpunkt herauskehren. Kurt Barthel, der Sekretär des Schriftstellerverbandes, brachte dies sehr klar auf den Punkt: Er erklärte den Bauarbeitern der Stalinallee in einem Gedicht, sie hätten das Vertrauen der Regierung verscherzt und könnten es nur wiedergewinnen, indem sie künftig “sehr viel und sehr gut mauern”. Bert Brecht antwortete damals treffend, wenn das Volk das Vertrauen der Regierung verscherzt habe, ob es dann nicht besser wäre, die Regierung löste das Volk auf und wählte ein anderes.

Genau in diesem Sinne agierte die Führung der SED aber fortan, und so war an Aufbau des Sozialismus nicht zu denken. Zwar wurde der Kapitalismus beseitigt, doch ersetzt wurde er durch ein Regime persönlicher Abhängigkeiten, in welchem von oben nach unten Befehle “durchgestellt” wurden. Die Entscheidungsträger an der Spitze des Apparats taten alles, um zu gewährleisten, daß die Befehlsgewalt auf immer und ewig in ihren Händen bzw. den Händen ihrer Nachfolger bleiben sollte. Man sprach zwar von “führender Rolle der proletarischen Partei”, doch dies war ein Hohn auf die marxistisch-leninistische Konzeption einer Vorhutpartei, die daran arbeitet, die Klasse auf die Höhe ihrer geschichtlichen Aufgabe zu heben. Ein solches Regime mußte letztlich zusammenbrechen. Die sachlichen Abhängigkeitsverhältnisse der bürgerlichen Ordnung im Westen erschienen der Mehrheit der Bevölkerung annehmbarer als eine Gesellschaft, die vorwiegend und dauerhaft auf persönlichen Abhängigkeitsverhältnissen beruht. Bei der Massenstimmung, die letztlich zum Zusammenbruch des Regimes führte, spielten freilich auch große Illusionen über die BRD mit, da die Menschen den SED-Funktionären auch dann nicht mehr glaubten, wenn sie ausnahmsweise mal die Wahrheit sagten. Aber auch heute, wo diese Illusionen der bitteren Realität weichen mußten, wollen die allerwenigsten ein Regime im Stile Honeckers wiederhaben.

Und noch eines spielte beim Zusammenbruch der DDR eine Rolle: die Frage der deutschen Einheit. Ironischerweise konnten ausgerechnet die westdeutschen Imperialisten, die die Nation gespalten hatten, die Losung der nationalen Einheit nun für ihre Zwecke nutzen. Dies war ihnen möglich, weil die SED-Revisionisten erklärt hatten, es gäbe nun zwei deutsche Nationen und somit keine offene nationale Frage mehr. Doch eine Nation ist etwas Objektives; sie kann ebensowenig durch Parteibeschlüsse aus der Welt geschafft werden, wie der Sozialismus durch Parteibeschlüsse errichtet werden kann. Besteht eine offene nationale Frage, so wird die eine oder andere Klasse das zu ihrem Vorteil nutzen. Das Proletariat konnte sie nicht mehr nutzen, weil die SED den proletarischen Klassenstandpunkt und damit unter anderem auch die marxistisch-leninistische Haltung zur nationalen Frage aufgegeben hatte. Dies gab dem Monopolkapital der BRD die Möglichkeit, die nationale Frage in seinem Sinne zu nutzen und zu lösen.

LÆS Videre om
Tyskland´s historie i det 20.århundrede som tyskerne selv ser den

50 året for forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti – KPD

Det moderne Tysklands historie begyndte i det nittende århundrede med kapitalismens og den revolutionære arbejderbevægelses fremmarch : * * * * *

Den sovjetisk-tyske traktat: Ein gefährliches Komplott gegen die Völker Europas und der ganzen Welt

Artikel fra „Zeri i Popullit“, centralorgan for Albaniens Arbejdets Parti / 22. August 1970
Die langen Verhandlungen zwischen den sowjetischen Revisionisten und den deutschen Revanchisten wurden vor kurzem in Moskau mit der Unterzeichnung eines einfach „Vertrag zwischen der UdSSR und der BRD“ genannten Paktes abgeschlossen. Nun will man in Moskau und in Bonn gar nicht aufhören, die Glocken zu läuten, um „die Wendung“ in den sowjetisch-deutschen Beziehungen zu feiern und die „vernünftige“ Politik und „friedensbringende“ Rolle der Moskauer Führer und ihrer westdeutschen Kollegen in den Himmel zu heben. Die Staatsführer beider Länder, die Diplomaten, die Journalisten und alle Massenmedien wurden in Bewegung gesetzt, um der Menschheit weiszumachen, der sowjetisch-deutsche Vertrag kennzeichne das „größte historische Ereignis“ in Europa nach dem 2. Weltkrieg, eine „echte Versöhnung“ zwischen den beiden großen Feinden sei zustandegekommen, für unseren alten Kontinent sei nun endlich der Weg zu „dauerndem Frieden“ gebahnt worden. Man ist zugleich bemüht, die Gelegenheit auszunützen, um den Völkern Europas und der Welt aufzuschwatzen, die größten Mächte in Europa, die Sowjetunion und die Bundesrepublik Deutschland, würden nicht nur die bestehenden Grenzen aller europäischen Länder als unantastbar anerkennen und sich feierlich verpflichten, auf jede Gewaltanwendung gegeneinander zu verzichten, sondern seien nun auch „höchste Bürgen“, wie Kossygin sich ausdrückte, „für die Erhaltung der Stabilität und der Ruhe auf dem europäischen Kontinent“.
Würde man das nunmehrige sowjetisch-deutsche Abkommen von der Außen- und Innenpolitik beider Länder losgelöst betrachten, würde man nur die Buchstaben des Vertrages und nicht sein Wesen, seinen Geist betrachten, so könnte man den schönen Worten vielleicht sogar glauben, die man jetzt aus Moskau und Bonn zu hören bekommt. In Europa sind aber noch nicht die Wunden der alten Illusionen verheilt, es leidet noch immer an den Folgen des Glaubens an die „feierlichen“ Versprechungen und Versicherungen der Vergangenheit und kann es sich daher nicht leisten, wieder solchen Illusionen wie in den Dreißiger Jahren zu erliegen und neuen hohlen Versprechungen Glauben zu schenken.
Sogar Hitler hatte einmal erklärt, er werde niemals andere Länder angreifen, er hatte mit allen Ländern, die er dann doch überfiel, sogar „Nichtangriffspakte“ unterzeichnet – dennoch zögerte er keine Sekunde, Österreich auszulöschen und Frankreich zu besetzen, sich eine Reihe kleiner europäischer Länder einzuverleiben und die Sowjetunion zu überfallen. Die europäischen Großmächte hatten sich damals vor aller Welt, schriftlich und mündlich, verpflichtet gehabt, die „bestehenden Grenzen“ der europäischen Staaten mit allen Mitteln zu beschützen. Als es aber zum Handeln kam, billigten sie die Okkupation Österreichs, unterzeichneten sie das Münchner Abkommen zur Aufopferung der Tschechoslowakei, sahen sie ruhig zu, wie Albanien durch den Faschismus überfallen wurde und so weiter.
Allgemein betrachtet, stellt dieser Vertrag ein Abkommen zwischen den beiden neuen imperialistischen Mächten dar, abgeschlossen im Rahmen der sowjetisch-amerikanischen Globalstrategie, zur Festigung ihrer Herrschaftspositionen und Einflussbereiche in Europa und um die Schwertspitze ihrer Aggressionen nach Asien zu richten. Die Lösung der Deutschlandfrage, eine der wichtigsten, umstrittenen Fragen, eine vom 2. Weltkrieg hinterlassene und mit den Geschicken unseres ganzen Kontinents eng zusammenhängende Schlüsselfrage, ist Gegenstand fortwährender Sorgen der Völker Europas. Mit besonderer Aufmerksamkeit haben sie alle positiven und negativen Schritte verfolgt, die in den vergangenen 25 Jahren auf diesem Gebiet getan wurden. In vieler Hinsicht diente die Deutschlandfrage als ein Barometer, um den steigenden oder fallenden politischen Luftdruck in Europa zu messen.
So ergibt sich die Frage: Dient der zwischen Moskau und Bonn unterzeichnete Vertrag der gerechten, richtigen Lösung der Deutschlandfrage und der Gewährleistung wirklicher Sicherheit in Europa?
In dem am 12. August 1970 in Moskau unterzeichneten Abkommen, wie auch in den vielen Reden und Erklärungen der sowjetischen und westdeutschen Führer zu diesem Ereignis wird von der Notwendigkeit des Abschlusses eines Friedensvertrages mit Deutschland nicht nur keinerlei Erwähnung, sondern nicht einmal die geringste Anspielung darauf gemacht. Das kann doch kein Zufall sein!
Einst haben Chruschtschow und auch die Führer, die heute in der Sowjetunion am Ruder sind, fast jeden Tag erklärt, die Sowjetunion könne die Unterzeichnung des Friedensvertrags mit den beiden deutschen Staaten nicht länger hinausschieben, und sollte man in Bonn nicht wollen, so werde man diesen Vertrag mit der DDR allein unterzeichnen. Sie sagten damals, alles sei dazu bereit, man brauche bloß die Feder in die Hand zu nehmen und die Unterschrift unter den Vertrag zu setzen.
Warum aber haben die Herrschaften diese so große Sache, die eine der Grundfragen der sowjetischen Außenpolitik darstellte, nun plötzlich vergessen? Tatsache ist, daß die heutigen sowjetischen Führer in der Deutschlandfrage und in der Frage des deutschen Friedensvertrages voll und ganz vor Bonn kapitulierten. Sie gaben den „vollendeten Tatsachen“ einfach den Segen, vor welche sie die Westmächte und die Bundesrepublik stellten, nämlich die flagrante Missachtung der Beschlüsse von Jalta und Potsdam, die Leugnung aller Ideale und Ziele, für welche das sowjetische und alle antifaschistischen Völker gekämpft hatten, die Vernichtung aller Hoffnungen, den deutschen Militarismus und Revanchismus, diese ständige Quelle von Kriegen und Aggressionen in Europa, ein für allemal mit Stumpf und Stiel auszurotten.
Die sowjetischen Revisionisten können niemand weismachen, daß das Abkommen, welches sie mit Bonn unterzeichneten, einen Friedensvertrag mit Deutschland ersetze. Die Frage dieses Friedensvertrags mit Deutschland geht nicht nur die Sowjetunion an. Es handelt sich um eine Schlüsselfrage für alle europäischen Staaten, die gegen den Nazismus gekämpft haben. Hitlerdeutschland wurde von der großen antifaschistischen Koalition zerschlagen und wie mit Italien hätte auch mit Deutschland von allen am antifaschistischen Krieg teilnehmenden Staaten ein Friedensvertrag unterzeichnet werden müssen. Erst der Abschluss eines solchen Vertrages unter Teilnahme aller Staaten der antifaschistischen Koalition kann eine richtige Lösung bringen. Diesen Vertrag kann kein anderes, von wem auch immer abgeschlossenes Abkommen ersetzen.
Die gegenwärtige Haltung der sowjetischen Führerschaft in der deutschen Frage verletzt aufs Schwerste auch die Interessen des deutschen Volkes selbst, dessen Wunsch es war, das Joch des Militarismus und des Revanchismus abzuschütteln und den wirklichen demokratischen und friedlichen Weg der Verständigung und der Zusammenarbeit mit den anderen Völkern Europas zu betreten. Das Abkommen, das die sowjetischen Revisionisten mit Bonn abschlossen, lässt nicht nur diese Interessen der antifaschistischen und demokratischen Kräfte in Deutschland völlig außer acht, sondern bietet den heute in Bonn herrschenden monopolistischen Kreisen Hilfe und Unterstützung, stellt ihnen ein politisches „Leumundszeugnis“ von internationaler Tragweite aus, begünstigt und ermutigt ihren reaktionären revanchistischen und expansionistischen Appetit.
Die Bildung der DDR war ein markanter Sieg für das ganze deutsche Volk, ein Ereignis von historischer Bedeutung für alle Völker Europas. Die Anstrengungen, welche die Deutschen selbst, sowie alle antifaschistischen und fortschrittlichen Menschen, alle friedliebenden und progressiven Kräfte der Welt gemacht haben, um die völkerrechtliche Anerkennung der DDR als vollberechtigten Staat, vor allem durch die BRD, aber auch durch die anderen Weststaaten, durchzusetzen, haben gezeigt, daß diese Angelegenheit nach wie vor ein entscheidendes Fundament für die Lösung der deutschen Frage bleibt. Vollkommen mit Recht wurde die Anerkennung der DDR als eine mit der wirklichen Sicherung des Friedens in Europa und mit der Bekämpfung der aggressiven Pläne der imperialistischen Mächte, darunter auch Bonns, eng verbundene Frage betrachtet.
Die revisionistischen Kreml-Führer haben nun mit dem in Moskau unterzeichneten Vertrag mit Bonn der DDR, ihrer polititischen Stellung, ihrem Namen und ihrem internationalen Ansehen den Dolchstoß versetzt!
Bei den Besprechungen zwischen Moskau und Bonn sowie im eben abgeschlossenen deutsch-sowjetischen Vertrag wird die DDR von beiden Teilen nicht als ein unabhängiger und souveräner Staat behandelt, dem gegenüber niemand berechtigt ist, sich in seine inneren Angelegenheiten einzumischen, sondern als ein Land, über das andere Staaten bestimmen und dem man diesen oder jenen gemeinsamen Beschluss diktieren und auf- zwingen kann. Die DDR wird von den sowjetischen Revisionisten faktisch als ein Handelsobjekt betrachtet, als ein sowjetisches Faustpfand, mit dem die Herren im Kreml machen können, was sie wollen, für sich behalten, verpachten und verkaufen, ihm dieses oder jenes innere- und internationale politische Statut auferlegen, seine Grenzen öffnen oder schließen, usw.
Bis vor kurzem forderten die sowjetischen Revisionisten noch die vollkommene völkerrechtliche Anerkennung der DDR durch die BRD als Voraussetzung für den Abschluss jeglichen Vertrages mit Bonn. Sie erklärten feierlich, bei den sowjetisch – deutschen Besprechungen könne kein Resultat erzielt werden, falls Bonn nicht auf die Alleinvertretungs-Anmaßung verzichte, falls es nicht seine bisherige Politik der „Vereinigung“ Deutschlands, nämlich der Einverleibung der DDR, verwerfe. Aber von all dem ist im jetzigen Vertrag keine Spur zu finden. Die Moskauer Propaganda sucht diese Kapitulation ihrer Herren zu rechtfertigen, indem sie beteuert, im Vertrag stehe doch, daß die Partner auch die Grenze zwischen der Bundesrepublik und der DDR als unantastbar betrachten. Diese allgemeine Bemerkung im Vertrag kann aber die Realität nicht vertuschen.
Es bleibt die Tatsache, daß die Bundesrepublik die DDR nicht anerkennt, daß sie weiterhin den Anspruch erhebt, sie allein vertrete die ganze deutsche Nation, daß sie die DDR bloß als ein Gebiet betrachtet, das vorübergehend außerhalb ihrer Grenzen geblieben sei, daß aber wohl die Zeit kommen und sich die Wege finden würden, sie wieder in den Schoß des Vaterlandes „zurückzuführen“.
Diese politische Linie und offizielle Haltung der Bundesregierung zur DDR haben die sowjetischen Revisionisten öffentlich akzeptiert, indem sie als offizielles Dokument und als Zusatz zum Vertrag die Note annahmen, die Bonn am 12. August der sowjetischen Regierung übermittelte und in welcher der so genannte „deutsche Wunsch“ ausgedrückt wurde, für die „friedliche Wiedervereinigung“ Deutschlands zu „arbeiten“.
Tatsache bleibt auch, daß eben zu der Zeit, da die sowjetischen Revisionisten den westdeutschen Führern die größten Zugeständnisse machen, die anderen imperialistischen Mächte mit den USA an der Spitze sich zwar herabließen, die DDR zur Kenntnis zu nehmen, jedoch weiterhin Bonns Haltungen und Absichten ihr gegenüber bis zuletzt verteidigen.
Dieser ganze offensichtliche Kuhhandel hinter den Kulissen Moskaus und Bonns zeigt, daß die DDR von den sowjetischen Revisionisten feilgeboten wird. Ob sie sie, ihre Rechte leugnend, sie missachtend und erniedrigend, stückweise oder im Ganzen verkaufen werden, das hängt noch von verschiedenen Umständen ab. Tatsache ist aber, daß die Kreml-Führer, während sie den „Wünschen“ aller Bonner Revanchisten sehr entgegenkommen, sich den Wünschen der DDR und des ganzen deutschen Volkes gegenüber als höchst gleichgültig erweisen.
Im sowjetisch-deutschen Vertrag wird zwar nichts davon erwähnt, die westdeutschen Führer haben aber offen davon gesprochen, daß die sowjetische Regierung sich verpflichtet hat, die „besonderen Rechte“ Bonns in Westberlin anzuerkennen. Einige haben sogar mitgeteilt, daß die sowjetischen Revisionisten nunmehr akzeptiert haben, Westberlin als Bestandteil der Bundesrepublik zu betrachten. Darüber hinaus haben die sowjetisch-revisionistischen Führer offenbar die Aufgabe übernommen, die DDR zu weitgehenden Zugeständnissen in der Frage Westberlins zu zwingen, zu Zugeständnissen, die unmittelbar die Integrität und die Souveränität der DDR berühren. Das ist ein weiterer Verrat der sowjetischen Revisionisten am deutschen Volk und eine offene Ermutigung der revanchistischen Zielsetzungen Bonns. Die Bedeutung des sowjetisch-deutschen Vertrages liegt nicht so sehr in dem, was mit ihm im Moment erreicht worden ist, sondern in seinen späteren internationalen Folgen, in den Wegen, die er für die aggressiven Pläne des sowjetisch-revisionistischen Imperialismus und des deutschen Revanchismus bahnt: Im Zentrum Europas wird eine neue Allianz von Imperialisten geschaffen, entsteht eine neue Achse, die früher oder später neuen „Raum“ verlangen wird zum Schaden der Lebensinteressen der anderen Völker, des Friedens und der Sicherheit in Europa.
Ziel des Vertrages ist es, die Einflussbereiche der Großmächte zu legitimieren und zu sichern, diesen im Voraus das Recht auf Intervention bzw. das Versprechen zuzugestehen, jedem in seinem Bereich freie Hand zu lassen.
Zwar wird im Vertrag die „Unantastbarkeit der Grenzen“ erwähnt, gemeint sind damit aber die Grenzen der Einflussbereiche, da ja die anderen Grenzen sowieso unter der Drohung der Panzer der NATO bzw. des Warschauer Paktes stehen.
Von welcher Art der „Unantastbarkeit“ der Grenzen kann denn schon die Rede sein unter Bedingungen, da die sowjetischen Revisionisten ihren Satellitenländern gegenüber die Politik der „begrenzten Souveränität“ betreiben, und andererseits den USA auf Grund des Nordatlantikpaktes gestattet ist, in die inneren Angelegenheiten der Partner einzugreifen, so oft sie der Meinung sind, irgendwo sei eine Gefahr für deren
„politische Unabhängigkeit“ oder deren „Sicherheit“ entstanden? Kann denn von einer „Unantastbarkeit“ der Grenzen die Rede sein, wenn fremde Truppen, sowjetische und amerikanische, in vielen Ländern Europas stationiert sind und das Recht haben, dort ein und auszugehen, ohne sich der Kontrolle von Seiten der Regierungen der betreffenden Länder unterwerfen zu müssen? Vor zwei Jahren haben die sowjetisch revisionistischen Truppen die Tschechoslowakei okkupiert. Würden sie denn in einem anderen Fall eine solche Handlung nicht wiederholen, bloß weil sie dabei die „Verpflichtungen“ behindern, die sie im Rahmen des sowjetisch-westdeutschen Vertrags unterschrieben haben?
Im Gegenteil! Der Vertrag macht klar, daß die Deutsche Bundesrepublik den sowjetischen Revisionisten vorläufig freie Hand läßt, jenseits der Elbe so zu handeln wie sie wollen, obgleich die Bonner Revanchisten ihrerseits sich natürlich weiter bemühen werden, das revisionistische Kaiserreich durch „friedliche Evolution“ zu unterhöhlen. Kein Schacher zwischen imperialistischen Wölfen, also auch nicht zwischen den sowjetischen Revisionisten und den deutschen Revanchisten, kann ohne gegenseitige Zugeständnisse zustande kommen: Als Gegenleistung für die Anerkennung der sowjetisch-revisionistischen Vorherrschaft im Osten sichert sich Bonn daher von Moskau die Unterstützung seiner wirtschaftlichen und politischen Expansion im westlichen Teil Europas.
Daher haben bürgerlichen Zeitungen des Westens ganz offen und die Erklärungen politischer Persönlichkeiten indirekt, die Befürchtung zum Ausdruck gebracht, daß die im Vertrag verankerte und damit gefestigte sowjetisch-westdeutsche Zusammenarbeit dem Bonner Staat die Möglichkeit geben wird, außer der wirtschaftlichen auch die politische Überlegenheit im Gemeinsamen Markt zu gewinnen, und allmählich zur vorherrschenden Kraft in diesem Räume zu werden. Sie spüren, daß Bonns „Neue Ostpolitik“ und die gründliche Änderung in der Haltung der sowjetischen Regierung zum deutschen Problem der Stärkung des deutschen Revanchismus und den expansionistischen Plänen der sowjetischen Revisionisten dienen. Sie spüren, daß die sowjetisch-westdeutsche Zusammenarbeit direkt ihre nationalen Interessen und die Interessen des Friedens in Europa antastet. Vorläufig gehen sie aber nur so weit, Bedenken und Sorgen zu äußern. Obwohl die Geschichte, der nicht allzufernen Vergangenheit gezeigt hat, daß der deutsche Militarismus niemals auf halbem Wege stehen bleibt, bzw. die Okkupation der Tschechoslowakei keinen Zweifel mehr bezüglich der Pläne der sowjetischen Revisionisten lässt, glauben die machthabenden bürgerlichen Kreise in Europa, daß der deutsche und der sowjetisch-revisionistische aggressive Drang eingedämmt werden könne mit einigen politischen Manövern oder mit der Spekulation auf die zwischen ihnen bestehenden Widerspruche. So glauben beispielsweise viele Politiker im Westen, daß der aggressiven sowjetisch-deutschen Zusammenarbeit mit der Aufrechterhaltung des amerikanischen Einflusses und der amerikanischen Positionen in Westeuropa entgegengetreten werden könne; andere erhoffen die Möglichkeit, dieser Gefahr zu entgehen, vom Abschluss eines allgemeinen Abkommens über die „europäische Sicherheit“, in dem sich die Staaten formell verpflichten sollten, einander zu respektieren. So oder so würde dadurch in Europa aber die Herrschaft der beiden imperialistischen Großmächte in ihren Einflussbereichen sanktioniert und ihnen die Möglichkeit gelassen werden, auf die kleineren, wirtschaftlich und militärisch schwächeren Länder einen Druck auszuüben. Andererseits würde keinerlei formelles Abkommen imstande sein, ohne Ergreifung effektiver Maßnahmen die deutsche Expansion aufzuhalten.
Eine „europäische Sicherheit“, die nicht gegen den amerikanischen Imperialismus und nicht gegen den sowjetischen Revisionismus gerichtet wäre, die nicht den deutschen Revanchismus bekämpfen würde, würde nicht die Sicherheit Europas, sondern dessen Versklavung sein.
Die sowjetischen Revisionisten schlagen jetzt einen großen Propagandalärm, um ihr Abkommen mit Brandt als einen wichtigen Beitrag zur „Sicherheit Europas“ hinzustellen. Das ist eine freche Irreführung, ein großer Schwindel. Mit solchen Losungen wollen sie die Aufmerksamkeit der Völker Europas von der tatsächlichen Lage der Dinge auf ihrem Kontinent ablenken, sie wollen damit die gefährliche Situation vertuschen, die durch ihr imperialistisches Regime in Osteuropa und durch ihre aggressiven Machenschaften in anderen Teilen der Welt entstanden ist.
Unter „europäischer Sicherheit“ verstehen sie nur ihre eigenen Interessen, die Sicherung der Ruhe in ihrem Hinterland, die Sicherung ihres Rückens und ihrer Flanken in Europa, um ihre Kräfte nach Asien zu richten und gegen andere Gebiete, die in ihren aggressiven Plänen inbegriffen sind.
Das deutsch-sowjetische Abkommen passt in mehrerer Hinsicht auch mit Washingtons Globalpolitik zusammen. Genau so wie die sowjetischen Revisionisten wollen auch die US-Imperialisten ihre gegenwärtigen Stellungen in Europa konsolidieren, die „Ruhe“ auf diesem Kontinent und den Frieden mit den hier wirkenden Imperialisten bewahren, um ihre Kräfte nach Asien zu verlegen, wohin ihre Aggression und Expansion derzeit hauptsächlich zielt. Die „Entschärfung“ bzw. Regulierung der deutschen Frage auf der Basis zumindest des gegenwärtigen Status quo passt den beiden imperialistischen Weltmächten ins Konzept und entspricht den derzeitigen Erfordernissen ihrer auf Weltherrschaft gerichteten Strategie. Das zwischen Moskau und Bonn abgeschlossene Abkommen berührt nicht die bestehenden Einflussbereiche in Europa, im Gegenteil, es legitimiert sie sogar. Darüber hinaus bahnt es den Weg zur Beseitigung der amerikanisch-sowjetischen Konfrontation in Deutschland und in Europa, die im Verlauf der geschichtlichen Entwicklung entstanden ist, jedoch jetzt, unter den Bedingungen der sowjetisch-amerikanischen Allianz, eine Last wird, die ihre gemeinsamen aggressiven Pläne behindert.
Es darf daher für die Völker Europas keinen Platz für Illusionen geben. Sie dürfen keineswegs zulassen, daß sie dem Propagandarummel der sowjetischen Revisionisten, der Brandt und Scheel und ihrer amerikanischen Partner erliegen. Sie dürfen nicht den Kapitulanten und jenen glauben, welche die trügerische Hoffnung verbreiten, daß die sowjetisch-westdeutsche Annäherung und das jetzige Abkommen echte Entspannung bringen und wirklich die Kriegsgefahr in Europa bannen könnten.
Die Geschichte hat es so nachdrücklich bewiesen, daß es sich fast erübrigt, noch einmal zu betonen, daß die Versöhnung mit dem deutschen Revanchismus und das Nachgeben ihm gegenüber für die Völker Europas eine Katastrophe wäre.
Viele Politiker der Vergangenheit haben sich bemüht, die Aggressoren von ihren Ländern abzulenken, indem sie ihnen gegen andere Länder, gegen den Osten freie Hand ließen, ihnen dazu sogar noch Hilfe und Unterstützung gaben. Es hat sich jedoch herausgestellt, daß die Aggressoren sich nicht die geringsten Sorgen um die „europäische Zivilisation“ machten und in erster Linie gerade Europa verwüsteten. Auch die neuen Aggressoren, ob US-Imperialisten, sowjetische Revisionisten oder andere, werden zweifellos vorerst Europa zu unterwerfen trachten, seinen Völkern die nationale Freiheit und Unabhängigkeit rauben und jede revolutionäre und demokratische Bewegung hier zu erdrosseln suchen. In der Tat ist die Berufung auf die so genannte „europäische Sicherheit“ nur Deckmantel des Strebens der amerikanischen Imperialisten und der sowjetischen Revisionisten, eine solche knechtende „Befriedung“ Europas zu erreichen. Auf unserem Kontinent kann der Frieden niemals losgelöst von der internationalen Lage, niemals isoliert von dem betrachtet werden, was um uns geschieht. Wie kann es in Europa eine Sicherheit geben, wenn im Nahen Osten, die Aggression weitergeht, wenn die amerikanischen und sowjetischen Truppen in allen Teilen Europas ihre Militärstützpunkte und Kriegsbasen haben, wenn ihre Schlachtschiffe drohend im Mittelmeer kreuzen, wenn die amerikanischen Aggressoren die Flammen des Krieges über die ganze indochinesische Halbinsel verbreitet haben, wenn die sowjetischen Imperialisten China mit einem Feuerring umzingeln und den Krieg gegen dieses Land vorbereiten?
Die Brandherde des imperialistischen Krieges haben sich schon früher überaus rasch vermehrt und verbreitet, sie tun das erst recht heute, da alle Entfernungen zusammengeschrumpft sind und die Isolation des einen Weltteils von den übrigen praktisch unmöglich geworden ist. Der einzige reale Rettungsweg für die europäischen Völker ist es, sich gegen den amerikanischen Imperialismus, gegen den sowjetischen Revisionismus und gegen den deutschen Revanchismus in einer antiimperialistischen Front zu vereinigen, um den „Einflussbereichen“ und den anderen Formen der imperialistischen Vorherrschaft über die europäischen Länder ein Ende zu bereiten.
Das sowjetisch-deutsche Abkommen wird, allen Bemühungen seiner Urheber zum Trotz, ihre Widersprüche beizulegen und daraus imperialistische Vorteile zu schlagen, niemals die von ihnen erwünschten Ergebnisse zeitigen. Sicherlich, dieses Abkommen wird einige Wunden der sowjetischen Revisionisten und der deutschen Revanchisten heilen helfen, es wird zugleich aber neue Wunden aufreißen, nicht kleinere und nicht weniger schmerzliche. Der Abschluss des Vertrages wird unvermeidlich das Eindringen des westdeutschen Imperialismus in die revisionistischen Länder verstärken, was Moskaus Einfluss auf sie zwangsläufig schwächen wird.
Bisher diente den sowjetisch-revisionistischen Führern der deutsche Revanchismus als Argument für Maßnahmen zur Verstärkung ihrer Herrschaft in den Satellitenländern, für die Stationierung ihrer Truppen in diesen Ländern, für die Vergrößerung von deren wirtschaftlicher Abhängigkeit usw.
Werden die sowjetischen Führer die revisionistischen Cliquen dieser Länder jetzt aber noch hindern können, dem nachzueifern, was sie selber so hemmungslos tun, nämlich auch ihrerseits die Brücken zu Westdeutschland und zum Westen überhaupt zu erweitern? Muss dies aber nicht den Einfluss der sowjetischen Revisionisten schwächen, werden sich dadurch nicht die zentrifugalen Kräfte in ihrem Machtbereich mehren und werden auf dieser Basis nicht neue Reibungen und Konflikte entstehen?
Nach der sowjetisch-westdeutschen Annäherung wird es auch in Westeuropa neue Entwicklungen geben. Das Erstarken Bonns wird unvermeidlich auf den Widerstand seiner anderen Partner stoßen, auf den Widerstand all jener, welche die deutsche Vorherrschaft fürchten. Auch wird die Tatsache, daß Bonn bald anfangen wird, so aufzutreten, wie es sich das aufgrund seiner stärkeren Stellung und seiner gestiegenen Kraft in Westeuropa zumutet, Beunruhigung erwecken. Die Bedenken, die das Abkommen schon jetzt in gewissen Kreisen von Paris, London, Washington und anderswo auslöste, sind dafür symptomatisch.
Zwischen den Imperialisten gibt es fortwährend Widersprüche, die niemals aufhören, sondern zunehmen und sich vertiefen.
Ein jeder Teil sucht die eigenen Positionen nicht nur zu bewahren, sondern sie zum Schaden der anderen auszubauen. Jeder solche Schritt der einen Seite hat daher Gegenmaßnahmen der anderen Seite zur Folge.
Vorläufig haben die US-Imperialisten im allgemeinen gegen die Öffnung Westdeutschlands zum Osten hin nichts einzuwenden, schon weil das die Sowjetunion sowohl politisch als auch ökonomisch schwächen wird. Andererseits bedeutet das aber unweigerlich ein Erstarken Westdeutschlands, das als Hauptpartner der USA in der NATO und als die Hauptschlagkraft dieses Paktes, auch mit amerikanischer Unterstützung seine wirtschaftliche, politische und militärische Macht weiter steigern wird. Unter solchen Umständen aber wird der deutsche Imperialismus seine Hände nicht einfach in den Schoß legen, er wird seine Kraft zunehmend gebrauchen, um jemand anderen zu verdrängen. Das heißt, es gibt auf weitere Sicht auch keinerlei Garantie dafür, daß die westdeutschen Imperialisten den US-Imperialisten immer gestatten werden, in Westeuropa die erste Geige zu spielen. Neue Situationen werden entstehen, die Wege zu Gegenmaßnahmen und zu Zusammenstößen werden sich öffnen, und wir können in weiterer Zukunft Zeugen von vorläufig nicht vorherzusehenden Ereignissen werden.
Was das albanische Volk betrifft, verurteilt es das neue imperialistische Abkommen zwischen Bonn und Moskau auf das Entschiedenste und brandmarkt es als ein Komplott, das gegen die Souveränität aller Staaten Europas und gegen die Völker der ganzen Welt gerichtet ist. Als aktiver Streiter im Kampf gegen den Nazismus wird das albanische Volk nach wie vor für die richtige Lösung der Deutschland-Frage kämpfen, es wird entschieden und prinzipienfest die souveränen Interessen der DDR verteidigen. Nach wie vor wird es den Kampf aller, europäischen Völker für die tatsächliche Verteidigung
des Friedens und für wirkliche Sicherheit in Europa, den Kampf gegen die heimtückischen Komplotte der Imperialisten aller Sorten und Schattierungen, ob amerikanische Imperialisten, sowjetische Revisionisten oder deutsche Revanchisten, entschlossen unterstützen.

Racistisk hetzjagt i Tyskland:Otte såret

20 augusti 2007 *
EN FLOK PÅ mere end 50  personer angreb i lørdags otte indere på et marked i Mügeln ikke langt fra Leipzig i Tyskland.

  Den etniske hetz udviklede sig til en progrom-lignende jagt

De flygtende indere løb ind i en pizzeria som belejredes af deres forfølgere indtil politiet kom dem til undsætning , meddelte politiet.

70 politibetjente deltog i “opløsningen af folkemængden”.

-Vi har aldrig haft et voldsudbrud som dette i byen, sagde en talsmand for politiet

Samtlige indere er sårede.

I det område som tidligere var DDR har der været gentagne rasistiske angreb mod udlændinge siden genforeningen i 1990.

Internationale medier om den udbredt højreradikalisme og fascisme i Tyskland

Gravsten skændet i 2001 på den jødiske kirkegård i Schwaebisch, Tyskland.

Læs også KPD´s avis Roter Morgen:”Rassistische Jagd auf Ausländer!”

Tyskland: Kapitalistisk Mafia-fejde bag drab i Duisburg

15. aug. 2007 18.15 

Kapitalistisk mafia-opgør bag brutal likvidering af seks personer på åben gade

SANDSYNLIGVIS ER DET et kapitalistisk mafia-opgør som ligger bag  de brutale mord  på seks italienske mænd på åben gade i  Duisburg i nat.
De seks ubevæbnede mænd fra 16 til 39 år sad ifølge politiet i to biler med tyske nummerplader, da ukendte gerningsmænd koldblodigt henrettede dem i en sand kugleregn. Fem var dræbt på stedet, mens den sjette døde på vej til hospitalet* skriver dr.dk-nyheder

San Lucas Vendetta
De tyske myndigheder har stadig  ikke sagt noget officielt om baggrunden for drabene, men Italiens indenrigsminister, Gulio Amato, siger at drabene formentlig udspringer af en fejde mellem to kapitalistiske to mafia-familier i  Calabrien.

60-medlemmer-af-kapitalistisk-mafiaklan-arresteret i Italien

Gangstermord

• De seks italienere blev alle skudt i hovedet foran en italiensk restaurant

• Da de blev angrebet, sad de i to biler og var ifølge vidner ubevæbnede.

• Ifølge tysk politi tilhører ofrene den kapitalistiske Pelle-Romeo  gangsterfamilie.

• Kilder omkring politiet mener, at gerningsmændene tilhøre en rivaliserende mafiafamilie.

Kilde: Süddeutschen Zeitung

DEN KAPITALISTISKE mafia også bag renovationskrise i Napoli

Ifølge italienske politikilder hører alle seks dræbte til samme familie. I Italien har striden kostet 11 dræbte i løbet af trekvart år.

Politiet i Rom har identificeret fem af ofrene som medlemmer af en familie fra bjerglandsbyen San Luca i Calabrien.

Avisen Corriere delle Sera skriver, at to familier, der begge hører til samme kapitalistiske gangstersyndikat, har bekæmpet hinanden i et blodigt hævntogt, “San Lucas Vendetta”, siden starten af 1990′erne.

   Gangster-syndikatet menes at bestå af omkring 150 forskellige klaner og er ifølge de italienske myndigheder ved at blive lige så magtfuld som den kapitalistiske mafia på Sicilien .

- Mordene er udtryk for et helt enestående opgør, fordi det for første gang fandt sted i udlandet, sagde politiets næstkommanderende i Reggio Calabria, Luigi De Sena, til det italienske nyhedsbureau Ansa.

 Han ser dog bort fra at både den kapitalistiske mafia i USA og Italien er sammenflettet. Således bliver mennesker myrdet hver dag i gangster-opgør der kan have sin rod i begge disse gangsternes hjemlande: USA eller Italien.  

Fejrede fødeselsdag i restauranten
Den tyske mordkomissions leder, Heinz Sprenger, ville dog ikke umiddelbart bekræfte mafiamistanken.

- Vi efterforsker i alle retninger, sagde han på en velbesøgt pressekonference.

En af de dræbte var kendt af politiet i forbindelse med hvidvaskning af penge. De fejrede tirsdag aften den ene italieners fødselsdag i restauranten, hvor de alle seks var tilknyttet som ansatte eller ejere.

Vatikanet: Kun den katolske kirke besidder sandheden om kristendommen

10 juli 2007 – 19:54

“Kun den katolske kirke besidder sandheden om den kristne tro. Protestantismen kan knappest kaldes kirke” ;

hedder det i et officiellt dokument fra den Helige Stol i Rom. I dokumentet fra Vatikanets tros-kongregation, tidligere kendt som inkvisitionen, kritiseres både de kristne ortodokse og protestanter. De anser att “det er svært at se hvordan begrebet kirke overhovedet skulle kunne bruges ” når det gælder protestanter. Tyske protestantiske biskopper har reagerat stærkt og kalder Vatikanets dokument “stødende”.

Nazi-infiltrationen i tysk politi skal undersøges

Tysk  politi  har  i gangsat  en  undersøgelse  af sin egen nazifortid. 
 Historikere  hevdar  at  kriminalpolitiet  er  påverket  af  tidligare  nazister. 
 
 Ifølge tysk radio blev politiet helt frem til 1970`erne ledt af tidligere nazister. 
 
 Historikerne hevder at dette er grunden til at politiet ikke har gjort
 nok  for at  efterforske  kriminelle  højre-radikale. 

Tyskland kritiseres af OSCE for retsproces mod 17 journalister

10 augusti 2007 – 05:07

Den europeiska sikkerheds- og samarbejdsorganisationen OSCE opfordrer Tyskland til at nedlægge retsprocessen mod 17 journalister som angiveligt har offentliggjort  hemmelig information.

OSCE` s  pressefrihedsekspert Miklos Haraszti udtaler  at et samfund som hylder pressefriheden ikke kan rejse retslige anklager mod journalister for hvad de har  offentligjort.

Mistankerne retter sig imod journalister som er kommet i besiddelse af dokumenter fra et parlamentsudvalg på “ulovlig vis”.

Dokumenterne handler om en tysk statsborger som skal vare blevet kidnappets af amerikanske agenter och torturerets i Afghanistan.

Vatikanets og Cia’ s rolle i naziforbryderflugten efter 1945

Væsentlig bog i emnet skrevet af Mark Aarons og John Loftus:Unholy Trinity:How the Vatican’s Nazi Networks Betrayed Western Intelligence to the Soviets.New York: St.Martin’s Press, 1992. 372 sider.

John Loftus is an attorney who worked for the Nazi-hunting unit of the Justice Department until he left in 1981 to write “The Belarus Secret,” and Mark Aarons is an Australian investigative reporter whose work led to the prosecution of Nazi war criminals in that country. In this book they present the most comprehensive account yet in two areas of immediate postwar history: the role of the Vatican “Ratlines” in Nazi smuggling, and the involvement of Soviet intelligence in manipulating these events.
Pope Pius XII and Giovanni Montini (later Pope Paul VI) were involved in a massive obstruction of justice, sheltered by U.S. intelligence officers who had plans to use ex-Nazis in the war against Communism. But everything always went wrong when the U.S. sent agents behind the Iron Curtain. Allen Dulles and James Angleton figured that Soviet mole Kim Philby was the problem, so after 1951 they started backing the rival fascist organizations that Philby had denounced. As the authors reveal for the first time, this simply meant that a different faction in Soviet intelligence was now pulling the strings. “By 1959, the United States had lost every courier, safehouse, and intelligence network behind the Iron Curtain. The intelligence scandal was swept quietly under the rug, just as the Vatican scandal before it.”
ISBN 0-312-07111-6

Industrigiganten Siemens Formand afgår efter afsløring af korruption i milliardklassen i koncernen

20 april 2007 -

Den øverste direktør for den tyske kapitalistiske industrigigant Siemens afgår efter korruptionsafsløring

Korruptionsskandalerna i det kapitalistiske industrikonglomeratet Siemens er nu nået til toppen af firmaet og fælder nu både den tidligere og den nuværande topchef Heinrich von Pierer. Han forlader sin stilling “af hensyn” til selskabet.
Et medlem i koncernledelsen og flere chefer er anholdte under mistanke for indblandning i organiseret kapitalistiske bestikkelse hvor merre end 1400 millioner kr skal være overført fra Siemens-konti.

Pengene skal delvis væreblevet brugt  til bestikkelse for forskellige kontrakter.
von Pierer har været “en af Tysklands mest respekterede virksomhedsledere” og er tidligere blevet set som en mulig tysk præsidentkandidat.

Åben racisme i den tyske hær

15 april 2007 – 01:16

Protester mod racisme i den tyske hær fra USA

Forsvarsministeriet i Berlin er kommet på overarbejde med att underøge en sag om grov racisme. En Hær-instruktør opfordrer angiveligt under en skydeøvelse en menig soldat til at forestille sig at det er sorte amerikaner i New York-bydelen Bronx han skal skyde.Samtidig skriger hærinstruktøren  “MotherFucker . . Mother Fucker” mens soldaten lægger an til at skyde mod målet.  En amatørvideo af hændelsen sendtes lørdag af tyske tv-medier. En Hærtalsmand i Schleswig-Holstein bekræfter at episoden udspillede sig i juli. Den pågøldende instruktør har derefter fået andre arbejdsopgaver. Også  i USA har videon vakt protester. Borgerrettighedskæmperen Al Sharpton siger til BBC at det er skandalløst at fremstille sorte som måltavler.

VELKOMMEN TIL INTERPRES – NYHEDER og BAGGRUND fra hele verden

Velkommen til  www.interpres.blogspot.com

INTERPRES Nyheder og Baggrundsanalyser * * * Uafhængigt af partipolitiske eller økonomiske interesser* * *

Prisen for Nazi-Tysklands besættelse : 207 milliarder kroner

Tyskland skylder stadig store krigsskadeerstatninger

Tyskland har kun betalt en brøkdel af den gæld, landet skylder Danmark for besættelsen skriver Søren Astrup i Politiken

Regningen for besættelsen endte på 11,6 milliarder 1945-kroner.

Men tyskerne  dvs de skiftende borgerlige og socialdemokratiske regimer  -  har smidt i omegnen 200 millioner på bordet, inden de rejste sig og gik fra resten af kravet. Det fremgår af et svar fra udenrigsministeren til det socialdemokratiske folketingsmedlem Kim Mortensen.

Besættelsens pris: 207 milliarder kroner
Det fremgår, at der i november 1945 blev gennemført en konference om erstatningerne mellem de allierede lande, og at de danske myndigheder dengang nåede frem til, at tyskerne havde medført skader for 11,6 milliarder kroner. I nutidens kroner svarer det til næsten 207 milliarder kroner.

Dengang nåede de allierede sammen med blandt andre Danmark frem til, at Danmark havde krav på 0,25 procent af de tyske erstatninger og 0,35 procent af visse tyske industrianlæg og skibe.

Til sammenligning skulle USA og Storbritannien have 25 procent hver, mens Frankrig var berettiget til 16 procent af erstatningerne.

Betalte en lille del af regningen
Efter den aftale fik danskerne maskiner og skibe for 13 millioner kroner. De slagne tyskere efterlod materiel og forråd for 30 millioner kroner. Og det gods, der blev beslaglagt fra tyskerne, indbragte netto hen ved 156 millioner. Dermed nåede tyskerne op på at betale hen ved 200 millioner kroner af den gæld på 11,6 milliarder, de efterlod sig ved besættelsens afslutning.

Betalingen var så lille, at den kun dækkede en smule af statens erstatningskrav. Derfor blev private erstatningskrav slet ikke tilgodeset af de penge, tyskerne sendte.

Senere har vor sydlige nabo betalt 160 millioner kroner for udgifterne til de tyske flygtninge, der opholdt sig i landet efter krigsafslutningen. Andre 16 millioner D-mark er gået til ofrene for det, der betegnes som ‘nationalsocialistiske forfølgelsesforanstaltninger’

Kravet forlangt gentaget flere gange
Siden er diskussionen om tyskernes manglende betaling af krigsskadeerstatning dukket op gentagne gange. I 1977 slog daværende statsminister Anker Jørgensen (S) fast, at hans regering ikke ville tage initiativ til at søge restbeløbet inddrevet.

I 1990 argumenterede den kendte forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen for, at tyskerne – nu Øst- og Vesttyskland blev genforeninget – atter blev mindet om den ubetalte regning for deres krigsforbrydelser og for de varer, de tog ud af landet under besættelsestiden.

Love hjælper krigsofrene
I dag er der flere muligheder for at søge erstatninger for de skader, tyskerne var skyld i. Tre love åbner ifølge ministerens svar i Folketinget mulighed for at kompensere ofrene økonomisk for lidelserne.

Det er Loven om erstatning til besættelsestidens ofre, Lov om krigsulykkesforsikring og Lov om forhøjelse af hædersgaver – erstatninger til veteraner fra frihedskampen, kz-fanger og søfolk fra allieret tjeneste.

Befrielsen: Dagbog kaster nyt lys på den revanchistiske “voldtægtsmyte”

14.jan. 2007 *

Dagbog rejser tvivl om den tysk-revanchistiske “voldtægtsmyte” 

    Vladimir Gelfands “Tysk dagbok 1945-46″ er på mange måder en speciel bog. Det er en usædvanlig øjenvidnesskildring af den Røde Hærs befrielse af Polen og de østlige dele af Tyskland. Eftersom det var forbudt i den Røde Hær at føre dagbog – af hensyn til sikkerheden formodentlig – så har læserne allerede af denne årsag anledning til at være taknemmelig mod forfatteren :den ukrainske løjtnant Vladimir Gelfand som så flittigt brød mod dette forbud.
Gelfand som bara var 21 år under de forbittrede kampe om overgangen ved Oder-floden, hvor han åbenbart viste heltemod, kom til Berlin fast besluttet om at komme til at opleve noget nyt, få lejlighed til at møde mennesker, lære sig tysk – og ikke mindst at nyde kvindeligt selskab. Han var træt af krigen, som havde været hans hverdag i tre år, og hjerteligt træt på översittare og gaphalsar blandt officererne, som hele tiden toppred honom.

Det ser ud som om at Helfand var noget af en hakkekylling, hans dagdrømmende og flittige skrivende var ikke lige underholdende for alle samt at han var fager, intelligent og havde kvindetække väckte naturligtvis de sämre lottades avund. På nogle steder i bogen antyder han at der fandtes officerer i Røde Hæren som også så ned på ham på bagrund af hans jødiske familiebaggrund.

“…hvor mange strabadser, hvor meget spot og spe, hvilken frökhed har jeg ikke måttet tåle under krigen, fordi mit efternavn er Gelfand; fordi jeg fødtes i en jødisk familie og fordi at jeg selv – er jøde”, betroede han sig til faderen i et brev.

For Gelfand var sådanne fænomener kun de sørgelige rester af det gamle samfund.

“Med årene (årtierne, ikke før) vil de nationale modsætninger forsvinde, mistilliden mellem mennesker som frambragts av motsättningarna att försvinna likt en bedövning och livet kommer att bli lättare. Men så länge negrer lynchas under detta århundrade (ty detta avskyvärda och grymma bruk har inte försvunnit från jorden) måste man vara redo att ärligt och värdigt möta och bekämpa människors bittra bedrägeri, att med sina sista krafter strida mot det i mänsklighetens och livets namn. Så har jag beslutat inför framtiden.”

Rätt ofta förlorar sig Helfand i trivialiteter men man kan inte frånkänna honom en viss litterär begåvning. Att föra en så intensiv dagbok (som dock inte täcker krigshandlingarna, då han var förhindrad att skriva) är redan det en bragd. Skildringen av hur en ung man förlorar sin oskuld, upptäcker att han inte är impotent och under ett år av intensivt arbete och umgänge blir man är utlämnande ärlig.

Mer tröttsamma är alla litanior om de orättvisor och den förnedrande behandling han anser sig utsatt för från andra sovjetmilitärer. Och fastän Gelfand är övertygad anhängare av sovjetsystemet och partimedlem saknade han blick för de stora skeendena, snarare var han en rätt självupptagen och fåfäng ung man.

Hans hett bultande hjärta ideligen stötte på besvikelser bland både de ryska kvinnor som medföljde förbanden (och som delvis oförtjänt fick dåligt rykte som “regementsmadrasser”) och tyskor han träffade på stan. Tyskorna fann han ofta vulgära och de flickor som inte bara “grep honom i k-n” men også i hjertet, viste sig snart trolösa eller ointresserade.

“Vad gäller Gelfands möten med kvinnor är det särskilt anmärkningsvärt att det uppenbart inte var fråga om något som helst våld” skriver litteraturvetaren Elke Scherstjanoj i ett efterord till boken.

Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt, vilket är anmärkningsvärt med tanke på att författare som Anthony Beevor “Berlin. Slutstriden” (Historiska Media 2002) citerat siffror som 1,4 miljoner våldtäkter i det ockuperade Tyskland.

Han skildrar inga systematiska massvåldtäkter och plundringar – tvärtom berättar han om unga människor som söker gemenskap, värme och visst kärlek och erotik i ett klimat av tilltagande efterkrigsyra.

I Gelfands bok berättas en hörsägen om hur en tysk kvinnlig bataljon i Berlinchen i nuvarande Polen skulle ha utsatts för massvåldtäkt. Men enligt Elke Scherstjanoj har någon sådan bataljon inte existerat.

Vid ett senare tillfälle erbjuder sig en flicka, som påstår sig ha blivit våldtagen av 20 ryssar, att ligga med Gelfand. Varför frivilligt ligga med den 21:a ryssen? undrar läsaren förbryllat.

Problemet för Gelfand i ett promiskuöst Berlin var inte att hitta flickor som ville ligga med honom. Problemet var att sökte äkta känslor och kärlek. När han i juni 1946 hade dragit på sig gonorré växte missmodet och hemlängtan.

För skribenter som är övertygade om att sovjetarméns intåg i Tyskland var en enda lång serie förbrytelser faller naturligtvis ett vittnesmål som Gelfands utanför ramen. Men kanske valde Gelfand att tiga om egna och andras våldtäkter?

Elke Sjerstjanoj tycks mena att Gelfand teg för att det officiella Sovjet teg:

“Gelfands tystnad visar samtidigt att segrarmakten inte ägnade våldtäkter någon större uppmärksamhet på den tiden och att de uppfattades som rätt harmlösa. I annat fall hade säkert den politiskt aktive Gelfand helt säkert tagit upp ämnet till diskussion”, skriver Sjerstjanoj.

Men det officiella Sovjet teg väl inte. Armétidningen Röda stjärnan fördömde kort före stormningen av Berlin Ehrenburgs tyskerhad og Stalin fordømte i en tale den 28.marts forekomsten af voldtægter og ekscesser. “När ni betraktar tyska flickors kjortelfållar, kom då ihåg varför ert hemland har skickat er hit”, varnade marskalk Zjukov sina underlydande.

Lev Kopelev berettede fra Ostpreussen om hvordan en divisionsbefalhaver, Oberst Smirnov, egenhändigt sköt en löjtnant som medverkat i en gruppvåldtäkt. Totalt dömdes 4 148 sovjetofficerare för olika brott begångna januari-mars 1945 och enligt militära rapporter ska sådana handlingar ha blivit mer sällsynta efter Tysklands kapitulation.

Så varför skulle Gelfand tiga? Han stod dessutom själv i konflikt med många officerskollegor som han fann moraliskt korrupta (“telefonhelte” kalder Gelfand ironiskt de kollegor som kapat åt sig de flesta medaljerna). Superi och svartabörshandel tycks ha varit legio. Även Gelfand stjäl och schackrar på svarta börsen – mest handlar det om klockor som inte fungerar.

Nej, som Kjell Albin Abrahamsson påpekar i en recension i Sundsvalls tidning påminde Gelfand och andra sovjetsoldater mer om Sven Dufva, Svejk och 91:an Karlsson än om hjälteklichéerna. Men ingen av dessa antihjältar var någon våldtäktsman och om Sven Dufva hette det ju: “ett dåligt huvud hade han, men hjärtat det var gott”.

Med tanke på tyskarnas förbittrade motstånd tror jag att alla dessa Dufva, Svejk och Karlsson långt in maj 1945 var fullt upptagna med att klara livhanken. Sovjetarmén förlorade 77 342 man, av vilka 17 032 man oåterkalleligt, bara mellan Wisła och Odra/Oder – dvs. innan de satt sin fot på tyskt territorium.

Men om Gelfand själv inte gjorde tyskarna illa menar Sjerstjanoj att han i alla fall skulle ha föraktat dem och visat “kylig förnöjsamhet” inför deras vardagsproblem.

Helt fri från tyskhat var verkligen inte Gelfand. Han var otvivelaktigt en smula påverkad av Ehrenburgs glödheta tyskhat när han skrev:

“Tyskland står i lågor och det är av någon anledning glädjande att betrakta detta onda skådespel. Död för död, blod för blod. Jag tycker inte synd om dessa människohatare, dessa odjur”.

“På Berlin, den besegrade spottar jag”, ristade han in i det tyska riksdagshusets sten – ord som sovjetcensuren aldrig tillät tryckas.

Men det intressanta är att Gelfand, i viss mån smittad av Ehrenburgs rascisme, i handling var en av dem som visade störst respekt för Tysklands kultur, språk och folk.

När en officerskollega krossade några tyska statyetter räddade Gelfand en Goethebyst med anmärkningen att “vi”, ryssarna, skulle ju i alla fall vara de civiliserade mot det tyska barbariet.

När han beordrades att delta i en plundring av den tyska vetenskapsakademins bibliotek för att bygga upp ett eget regementsbibliotek, reagerade han först starkt negativt. Men sedan han upptäckt att det handlar om ryska böcker som tyskarna stulit under invasionen av hans hemland lugnar han sig.

Att han under ett helt år sysslade med att övervaka nedmonteringen av tyska fabriker som skulle transporteras till Sovjet var naturligtvis inte att jämställa med plundring, det var en del av det krigsskadestånd segrarmakterna beslutat om.

Hur bristfällig Gelfands dagbok än är kan den vara en viss motvikt till den hær af historie-revisionister som arbejder med på att stöpa om mänsklighetens stora seger över Hitlerfascismen till ett brutalt överfall av Stalins horder på den västerländska civilisationen.

Efter kriget levde Gelfand ett långt liv som lärare i Sovjetunionen och efterlämnade drivor med anteckningar som först hans son bringat reda i. Vad svenska Ersatz förlag nu har utgivit i Lars Wiklunds utmärkta översättning är bara en mindre del av Gelfands krigsminnen. Hela perioden 1941-44 har av det tyska Aufbau Verlag liksom av det svenska förlaget bedömts som mindre intressant, men hela materialet finns tillgängligt på ryska på Internet. Stefan Lindgren

“Vänsterns tidning” Flamman recenserar den sovjetiske soldaten Vladimir Gelfands dagbok från andra världskrigets slut, utgiven av förlaget Ersatz. Stefan Lindgren ges nästan ett helt uppslag att i Stalin-kramande anda förneka Röda Arméns systematiska våldtäkter på tyska kvinnor. “Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt”, skriver Lindgren, och Flamman kursiverar meningen.

En dagbok utan våldtäktsskildringar är alltså nog för att misstro vad historikerna uppskattar till 1,4 miljoner tyska kvinnors erfarenheter. Lindgren beskriver den framryckande Röda Armén som “unga människor som söker gemenskap, värme och visst kärlek och erotik”. De systematiska massvåldtäkternas Berlin kallar han lättsamt för “en promiskuös stad” och tar sedan till den äldsta av våldtäktsmyter – “Hon bad om det” – när bevisen tryter.

Lindgren refererar en passage i dagboken där en tysk kvinna erbjuder sig att ha sex med Gelfand; hon har tidigare blivit våldtagen av 20 ryssar. Varför då frivilligt ligga med den 21:a ryssen, undrar Lindgren. Man vet inte om man ska skratta eller gråta. Efter sex års krig var Berlin en skräckstad, bestående av kvinnor utan annat kapital än den egna kroppen. Våldtäkt mot mat, våldtäkt mot skydd, våldtäkt mot att inte bli dödad. Det kan inte kallas för att “söka kärlek” eller vara “promiskuös”.

Lindgren kokar en farlig brygd på lika delar sovjetromantik som kvinnohat. Det är anmärkningsvärt att delar av svensk vänster fortfarande väljer Stalin framför fakta och vanlig anständighet.

Av KATRINE KIELOS

Stefan Lindgren svarar (ännu inte infört):

Katrine Kielos referat (Expressen 16/1) av min artikel i Flamman är otillständigt. Jag har inte försvarat de våldtäkter som bevisligen begicks av Röda armén när den gick in i Tyskland. Jag håller tvärtom för troligt att en politiskt felaktig linje – Ilja Ehrenburgs hatpropaganda mot tyskarna, som visserligen fördömdes på högsta ort, men ändå fick visst genomslag – bidrog till sådana händelser. Att Gelfand själv varken deltagit i eller sett våldtäkter betyder självfallet inte att de inte förekommit.

Men vad ska vi med personliga vittnesmål till om de inte tillmäts någon betydelse alls? Att Gelfand varken såg eller hörde något av en våldtäktsepidemi styrker väl inte precis Anthony Beevors extremt höga och löst underbyggda uppskattning 1,4 miljoner våldtäkter. Beevors version undergrävs också av seriösa historikers verk (Se t ex “Gennadij Bordjugow: Wehrmacht und Rote Armee -Verbrechen gegen die Zivilbevölkerung” på http://airo-xxi.ru/gb/statji/wehrmacht.htm).

Men jag förstår att Katrine Kielos måde at ræsonere om historie i stadig mere allt eller intet-termer anses mera modernt än mitt, mera i linje med det statliga verket “Levande historias” malliga bannbullor.

I detta statligt ledda renhållningsarbete är tydligen alla medel
tillåtna. Kielos formulerar sig på ett sätt som gör att läsaren inte vet
vad som är citat ur min artikel och hennes egen perfida tolkning av vad
jag säger. Frasen “Hon bad om det” finns inte i min artikel.

För övrigt är det uppenbart att Kielos gått in i debatt om en bok som
hon inte har läst – och det är visst inte första gången.

När jag tar avstånd från den enda vägens historia är jag dock i gott sällskap av t ex Finlands utrikesminister Erkki Tuomioja som i ett tal nyligen slog fast att “historia handlar aldrig om en enda sanning eller en enda tolkning”, slog Tuomioja fast (Hufvudstadsbladets 15 december).

Hans kollega, professorn vid Helsinki-universitetet Olli Rehn, kritiserade på ett möte i EU nyligen skarpt de franska historielagar som förbjuder debatt om förintelsen under andra världskriget, om det turkiska folkmordet på armenerna samt om kolonialismens positiva sidor.

Att säga det är inte att glömma Röda arméns förbrytelser. Men vi ska heller inte glömma att det mest framstående offret som drevs till självmord av de röda horderna var – Adolf Hitler.

Underskrevet Stefan Lindgren

DDR´s Historie Del I (tysk og engelsk)

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *

- ” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:

“Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.

Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -
Som Aust fremhæver i begyndelsen af hendes artikel, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt

Die westdeutsche Bourgeoisie hat den diesjährigen “17. Juni” – den 30. Jahrestag der Ereignisse von 1953 – in besonders aggressiver Weise dazu benutzt, ihren Anspruch auf Einverleibung der DDR herauszustreichen und die “Wiedervereinigung” als Ziel der Bonner Politik zu bekräftigen. In diesem Anspruch beruft sie sich auf die Bevölkerung der DDR selbst, die am 17. Juni 1953 ihren Willen zum Ausdruck gebracht hätte, unter dem Diktat des westdeutschen Kapitals zu leben.
Im Rahmen der Kampagne gegen den nach der Bonner Wende verstärkt vorangetriebenen Kurs des Revanchismus ist es daher nützlich und notwendig, sich auch heute mit dem sogenannten Volksaufstand von 1953 zu beschäftigen. Wir veröffentlichen im folgenden den Bericht einer Genossin, die zu jener Zeit in einem Ostberliner Großbetrieb gearbeitet hat und somit unmittelbar an den Geschehnissen beteiligt war

“Schreib’ uns Deine Erlebnisse vom 17. Juni und wie es dazu kam, Du warst doch damals dabei”, bat mich der Redakteur der ›Kommunistischen Hefte‹. – Ja, wie war die Lage damals konkret? Am 17. Juni und davor? In Jena, Ostberlin, in Magdeburg, Leuna oder Bitterfeld? Was waren die Ursachen dafür, daß sich in diesen Städten und in vielen anderen Orten der DDR zwar nicht die Masse, doch immerhin über 300 000 von fünf Millionen Arbeitern und Angestellten an den Streiks, Aktionen und Protestdemonstrationen beteiligten? – Ich lebte damals in Ostberlin, war 18 Jahre alt und politisch in der DDR erzogen worden, in den Jungen Pionieren, der FDJ, der Volkspolizei, der SED. Ohne Anspruch auf Vollständigkeit, möchte ich versuchen, anhand eigener Erlebnisse in Ostberlin die Situation von damals, vor und während des 17. Juni zu schildern.

Die äußere Situation
Wie sah es damals aus in der DDR, als sie noch ein sozialistischer Staat war, auf den sich die Hoffnungen und Blicke nicht nur der Werktätigen in Westdeutschland, sondern ganz Europas richteten? Das Eigentum der Kriegsverbrecher war beschlagnahmt worden, die Monopole restlos beseitigt. Die Verkehrsmittel, die Banken, 70 Prozent der Industrie waren vergesellschaftet. Die Bodenreform begann schon im Herbst 1946. An die 7000 Güter und 3000 Besitzungen wurden enteignet. 2 Millionen Hektar Land wurden an über 500000 landlose und landarme Bauern verteilt und 1000 volkseigene Güter geschaffen. – Das alles waren Maßnahmen, die noch im Potsdamer Abkommen beschlossen waren und ein guter Start für den Aufbau des Sozialismus.
Die spalterische Politik der amerikanischen und britischen Besatzungsmächte, die im September 1949 die Bonner Republik ausriefen, führte im Oktober 1949 zur Gründung der DDR. Dieser Schritt wurde von vielen Menschen begrüßt. Es war ein neuer Anfang in der Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung, daß erstmals die Arbeiter die Macht hatten.
Die Jahre nach dem Krieg waren harte Jahre für die DDR. Die vor der Roten Armee zurückweichenden Faschisten hatten Industrieanlagen, Verkehrswege und Werke zerstört. Die Amerikaner warfen angesichts des Vormarsches der Roten Armee auf Leuna und andere Betriebe ihre Bomben. Die Imperialisten hatten Industrieanlagen, Unterlagen und selbst Personal aus der DDR nach Westen verlagert. Ein schwerer Schlag für die DDR, die keine eigene Schwerindustrie besaß, war es, daß die Imperialisten das Ruhrgebiet und das Saarland von der DDR abschnitten.
Aus den Trümmern, aus dem Stand Null mußte die DDR die Betriebe aufbauen. Und nicht nur die Betriebe. Viele kommunale Probleme mußten gelöst werden, die Schulen, die Behörden und Verwaltungen, alles mußte wieder in die Gänge kommen. Doch wer konnte leiten, lehren, planen, organisieren? Eigene, in sozialistischer Planwirtschaft ausgebildete Fachkräfte gab es noch nicht. Die DDR mußte sich in erster Linie auf die vorhandene bürgerliche technische Intelligenz stützen. Politisch war die Führung ebenso schwierig. Nur wenige Kommunisten und revolutionäre Sozialdemokraten waren der faschistischen Verfolgung entkommen. Die meisten Kader der KPD und SPD hatten die Nazis in Konzentrationslagern und Gefängnissen ermordet. So mußten viele andere fortschrittliche Menschen Aufgaben übernehmen, auch wenn sie nicht ideologisch geschult oder noch sehr jung waren. In vielen Positionen wurden auch sogenannte Antifaschüler eingesetzt. Das waren ehemalige deutsche Soldaten, die in der sowjetischen Kriegsgefangenschaft antifaschistische Schulen besucht hatten. Die meisten allerdings hatten sich nicht aus Überzeugung zu dieser antifaschistischen Schulung gemeldet, sondern aus opportunistischen Gründen, einfach, um durch die Teilnahme nicht arbeiten zu müssen, um mehr Essen zu erhalten, um früher entlassen zu werden. Nicht wenige dieser Antifaschüler wurden später in ihren Funktionen schnell zu Karrieristen und Bonzen.
Sofort, nach der Teilung Deutschlands durch die Westmächte wurde in der Nähe von Frankfurt/Oder das Hüttenwerk J.W. Stalin errichtet. Der erste Hochofen wurde 1951 angeblasen. Im gleichen Jahr entstand das Eisenhüttenwerk West an der Saale. In Stralsund, Wismar und Warnemünde wurden große Werften erbaut. Neue Walzstraßen in Risa, Henningsdorf, der Max-Hütte. Die Textil- und Leichtindustrie wurde wieder aufgebaut, der Braunkohlenabbau wieder aufgenommen. Trotz der vielen Engpässe, die es überall gab, trotz der schlechten Ernährungslage – die Rationen auf den Lebensmittelkarten waren so knapp bemessen, daß für 1 #1/2# Millionen Betriebsarbeiter täglich ein zusätzliches Mittagessen ausgegeben werden mußte –, ging es aufwärts. Und große Teile der Bevölkerung nahmen mit Schwung am Aufbau teil, und auch am politischen Leben. Der erste deutsche Volkskongreß Ende 1947, der unter der Losung “Für Einheit und gerechten Frieden” stattfand und die anschließende Volkskongreßbewegung erfaßten fast die gesamte Bevölkerung. In den Betrieben, Städten und Dörfern der sowjetischen Besatzungszone wurden ständige Komitees der Volkskongreßbewegung gebildet. Die Mitarbeit in diesen Komitees, die Diskussionen in den Versammlungen und die Teilnahmen waren rege und lebendig. Ich erinnere mich an Gespräche im Elternhaus und in der Nachbarschaft, wo man positiv über die neue Entwicklung diskutierte, obwohl man kurz nach Kriegsende noch sehr skeptisch war. Kampagnen und Ereignisse wurden von der Mehrheit der Bevölkerung mitgetragen. Eine gewaltige Leistung anläßlich der Weltfestspiele der Jugend und Studenten 1951 war zum Beispiel die Unterbringung und Versorgung der rund 2 Millionen Gäste in Ostberlin. Hier zeigte sich besonders anschaulich die damals noch vorhandene breite Solidarisierung der Ostberliner Bevölkerung mit ihrem sozialistischen Staat. Hunderttausende nahmen trotz zumeist eigener beengter Wohnverhältnisse die jungen Gäste auf. Auch an politischen Kampagnen beteiligte sich die Bevölkerung aktiv, so am Kampf um den Abschluß eines Friedensvertrages mit Deutschland. Das war äußerst günstig für die junge DDR, denn immerhin hatte das Volk ja keine Revolution gemacht, sondern war befreit worden. Wie konnte es also kommen, daß zwei Jahre später, am 17. Juni 1953, wenigstens ein Teil derer, die damals noch für den Aufbau des Sozialismus waren, sich von der Konterrevolution mißbrauchen ließen?
Berlin
Den 17. Juni muß man im Zusammenhang mit der besonderen Situation in Berlin sehen. Berlin, eine Stadt, aufgeteilt von den Besatzungsmächten in vier Sektoren, den englischen, den französischen, den amerikanischen und den sowjetischen. Besetzt von den jewiligen Truppen. Eine Stadt also, in der in den drei Westsektoren, in Westberlin, die kapitalistischen Interessenvertreter – eng verbunden mit den Konzernherren, Großgrundbesitzem und Monopolisten, die sich kurz vor Kriegsende nach Westdeutschland abgesetzt hatten – herrschten. Und auf der anderen Seite, in Ostberlin unter sowjetischer Verwaltung, die Arbeiterklasse, die Werktätigen, selbständig und unter den schwierigsten Bedingungen, großen Entbehrungen und Opfer den Sozialismus aufbauend.
Vom ersten Tag nach der Niederlage des Faschismus an arbeiteten die Interessenvertreter der Großgrundbesitzer und Konzernherren – wie beispielsweise in Westdeutschland Adenauer, Kaiser und Blank – darauf hin, die volkseigenen Betriebe und den enteigneten Boden der Großgrundbesitzer in der DDR wieder in ihren Besitz zu bekommen. Dazu schien ihnen Ostberlin als Hebel geeignet zu sein. Denn man konnte leicht, ungehindert und zu jeder Zeit aus dem amerikanischen, französischen oder englischen Sektor in den sowjetischen Sektor, also nach Ostberlin fahren oder gehen. Es gab keine “Mauer”, Passierscheine brauchte man nicht. Eine Ausweiskontrolle fand nur ab und zu statt. Der kontinuierliche Wiederaufbau der Betriebe, der Landwirtschaft, die Erfolge im Aufbau einer eigenen Schwerindustrie und andere positive Entwicklungen waren den Imperialisten im Westen ein Dorn im Auge. Den Zweijahresplan hatte die DDR-Bevölkerung vorfristig erfüllt. Nun ging es an den ersten Fünfjahrplan, der von 1951 bis 1955 eine enorme Weiterentwicklung auf allen Ebenen bringen sollte. So wie der zweite Fünfjahrplan der Sowjetunion 1929 den Imperialismus zum Zittern und die Börse in New York sogar mit zum 98
Krachen brachte, so fuhr nun der erste Fünfjahrplan der DDR den Imperialisten im Westen in die Knochen. Von nun an hieß es, verstärkt den Aufbau der DDR zu stören. Ein sozialistisches Land durften sie nicht dulden. Dazu benutzten sie Westberlin.
Durch angeworbene Agenten und Provokateure, “Rias”-Hetze und -Lügen, Bestechung und Korruption, versuchte man von Westberlin aus Stimmung unter der Ostberliner Bevölkerung zu machen und Einfluß zu gewinnen. Hatten die diversen von Bonn ausgehaltenen Geheimdienste und Agentenorganisationen Ostberliner Bürger für ihre Zwecke gewonnen, so schickten sie diese, die ja ohne besondere Genehmigung von Ostberlin aus in die DDR einreisen konnten, nach Mecklenburg, Sachsen, usw., um hier Wühlarbeit gegen die DDR und den Aufbau des Sozialismus zu betreiben. Aber es gab auch noch andere Schwierigkeiten. Da war einmal das große Problem des sogenannten Schwindelkurses, Westgeld wurde 1 zu 5,1 zu 6, 1 zu 7, ja zeitweise 1 zu 8 gegen Ostgeld umgetauscht. Nicht wenige Ostberliner arbeiteten damals legal in Westberlin, erhielten einen Teil ihres Lohnes in Ostmark und einen Teil in Westmark. Das Westgeld wurde zum jeweiligen Kurs umgetauscht, und man lebte in Ostberlin gut davon. Lehrstellen waren in Ostberlin damals noch rar, auch in Westberlin. Aber Ostberliner Jungen und Mädchen wurden in Westberlin bevorzugt als Lehrlinge eingestellt. Andere Ostberliner arbeiteten am Wochenende schwarz in Westberlin. Dies waren in erster Linie Facharbeiter, die dort benötigt wurden. Auch viele Westberliner tauschten ihr Geld in Ostgeld um, fuhren nach Ostberlin und kauften dort, was sie ohne Lebensmittelkarten erhielten. Viele Familien in Ostberlin, besonders in den Randgebieten, hatten Hühner und Kleinvieh.
Eier und auch nicht selten Kaninchen wurden auf Westberliner Märkten für Westgeld verkauft, dieses dann umgetauscht, und zurück ging’s nach Ostberlin. Und nicht nur dies. Im Herbst 1952 wurden zum Beispiel im Bezirk Köpenick zentnerweise Fleisch- und Wurstwaren bei einer Ostberliner Familie beschlagnahmt, die aus Mecklenburger Bauernhöfen stammten und in Westberlin verscheuert werden sollten. Und das war nur ein Fall von vielen.
Westberlin galt als das Schaufenster des Westens. Viele Waren waren wesentlich billiger als in Westdeutschland. Der Preisunterschied wurde durch die Steuern der westdeutschen Werktätigen getragen. Um an Westgeld ranzukommen, gingen einige verbrecherische Elemente sogar soweit, von öffentlichen Einrichtungen in Ostberlin Kupfer und andere brauchbare Metalle zu stehlen und ebenfalls nach Westberlin zu verscheuern. Sabotageakte und Diebstähle in den volkseigenen Betrieben nahmen ab 1951 im erheblichen Maße zu.

Agenten und Provokateure
Parallel zu solchen und ähnlichen Schiebereien, die die Ostberliner und darüber hinaus die gesamte DDR-Wirtschaft erheblich schwächten, kam die organisierte Hetze durch den Rias (Rundfunk im amerikanischen Sektor) und die durch den amerikanischen CIA und andere Agentenorganisationen massenhaft verbreiteten Hetzbroschüren und. Flugblätter, die zur Sabotage gegen die DDR Wirtschaft, zum Sturz der Regierung aufriefen und antikommunistische Hetze verbreiteten. Axel Springer war schon damals, wenn auch noch in den Anfängen, kein Verleger im üblichen Sinne. Sein fester Platz im Zeitungsund Zeitschriftenwesen war ihm durch die Bourgeoisie zugewiesen: Hetze, Lüge, Verleumdung des Kommunismus, brutal, primitiv, zügellos.
Die persönliche und direkte Anwerbung von Agenten und Provokateuren spielte ebenfalls eine große Rolle. Solche Anwerbungen wurden besonders unter den Jugendlichen versucht. In den Ostberliner Tanzlokalen und Restaurants hielten sich haufenweise Westberliner Agenten auf. Es wurden hier kostenlos Karten für Kinoveranstaltungen in Westberlin verschenkt oder Einladungen für andere Vergnügen in Westberlin, die zu besuchen Jugendliche, waren sie noch Lehrlinge und verfügten sie über wenig Geld, nicht abgeneigt waren. Natürlich wurde nicht jeder Agent oder Spion, aber es war ein Weg, leichter an empfängliche Personen heranzukommen und andere unsicher zu machen.
Eine andere wesentliche Methode der Anwerbung von Agenten war die der amerikanischen “Lebensmittelhilfe”. Das waren die sogenannten Care-Pakete. Hier er hielten Ostberliner per Post oder auch persönlich in den Briefkasten gesteckt, die Mitteilung, sich dort und dort in Westberlin ein Lebensmittelpaket abzuholen. Die meisten taten dies, schon wegen der Luxus-Artikel wie Kaffee, Schokolade, die damals in der DDR neben der allgemeinen Lebensmittelknappheit gar nicht zu kaufen waren. Und man brauchte ja keine Weltreise zu machen. Für 20 Pfennig Fahrgeld ein paar U-Bahn-Stationen bis nach Westberlin, dafür dann umsonst ein Paket mit Lebensmitteln, Kaffee und Schokolade und sicher Zigaretten. Das lohnte sich. Nur wenige sehen, daß hiermit eine Agentenwerbung verbunden war. Und auch hier pickte man sich natürlich nur einige, nutzbare Elemente heraus.
Es kam dem amerikanischen CIA auch darauf an, mit diesen Paket-Aktionen Stimmung gegen die DDR-Regierung zu machen. So sollte zum Beispiel die Jugend mit Care-Paketen von ihrem Pfingsttreffen 1960 abgehalten werden. Am 27. Mai 1960 veröffentlichte das offizielle Blatt der amerikanischen Militärverwaltung in Westberlin, “Neue Zeitung”, folgende Meldung: “New York (DPA). Alle Amerikaner werden aufgefordert, noch heute insgesamt 100.000 Dollar zu spenden, damit die Hilfsorganisation (gemeint ist die Care-Organisation) dem Berliner Oberbürgermeister Prof. Ernst Reuter noch vor dem FDJ-Pfingstaufmarsch über den Erfolg berichten kann.”
Um den Aufbau der DDR zu stören und die volkseigenen Betriebe an der Planerfüllung zu hindern, erhielten die angeworbenen Agenten alle nur denkbaren Aufträge: Zerstörung von Maschinen und Transformatoren, Adressen leitender Funktionäre zu sammeln, Berichte von Konferenzen anzufertigen, Werksspionage zu betreiben, Stärke und Bewaffnung der sowjetischen Truppen und der Kasernierten Volkspolizei auszuspionieren, Viehbestände durch Pestbazillen auszurotten, Drohbriefe und Warnungen an Bürger zu verschicken, Hetzschriften und Flugblätter zu verteilen, gefälschte Lebensmittelkarten, Kohlenkarten in Umlauf zu bringen, Verkehrsnetze zu zerstören, Brücken zu sprengen, Eisenbahnstrecken unbrauchbar zu machen, Produktionsabläufe zu stören, Wirtschaftspläne zu desorganisieren, mit gefälschten Briefbögen, besonders der Ministerien und Organisationen zu arbeiten und immer wieder und in erster Linie Menschen abzuwerben nach Westdeutschland. Natürlich hauptsächlich Facharbeiter und Angehörige der Technischen Intelligenz. Neben hohen Honoraren für ihre Arbeit überhaupt erhielten die angeworbenen Agenten noch für jeden, den sie abwerben konnten, ein Kopfgeld. Für einen Wissenschaftler, Ingenieur oder Facharbeiter zum Beispiel je 100,– DM.
Alle diese Agenten bekamen ihre Aufträge von Westberliner Organisationen. Solcher Art Organisationen soll es damals über 80 in Westberlin gegeben haben. Ich erinnere mich hier an die aktivste, brutalste und wahrscheinlich auch größte, an die “Kampfgruppe gegen Unmenschlichkeit” (KgU), vom USA-Geheimdienst ins Leben gerufen. Aus der Reihe der zahlreichen Verbrechen der “KgU”, die damals in Prozessen behandelt wurden, seien hier kurz erwähnt:
• Mehrere Eisenbahnattentate auf der Strecke Magdeburg–Dessau. Zahlreiche Personen wurden hierbei verletzt.
• Die größte Hydraulikpresse der DDR im Ernst-Thälmann-Werk in Magdeburg sollte gesprengt werden.
• Die Hauptturbine sowie der größte Schornstein der Filmfabrik Wolfen sollten durch Sprengung vernichtet werden.
• Durch Säure wurden im VEB-Kombinat ›Otto Grotewohl‹ in Böhlen zahlreiche Motoren von Lastkraftwagen zerstört.
• Die Autobahnbrücke bei Finowfurt, die über den Großschiffahrtskanal führt, wurde mittels Phosphorampullen in Brand gesteckt und die Paretzer Schleuse im Nauener Kanal zur Sprengung vorbereitet.
• Die Schiffswerft Angermünde und ein Hochspannungsmast der Stromleitung nach Güstrow sollten durch Sprengung vernichtet werden.
• Ein Ausstellungspavilion in Dresden wurde durch Sprengbüchsen mit Verzögerungsuhr zerstört.
• Die Diversionsgruppe “Admiral” hatte den Auftrag, Waldbestände im Erzgebirge durch Brandstiftung mit Benzin Phosphor und Nitroflüssigkeit zu vernichten.
• Mit vier Flaschen Säure sollten die Transmissionsriemen und Maschinen im VEB-Feintuch, Finsterwalde, zerstört werden.
Man könnte Bände füllen, mit all dem, was damals alles von Westberlin aus gegen die DDR unternommen wurde. Wie groß allein die amerikanischen “Investition” in dieses blutige Geschäft waren, schreibt die Zeitung “Rheinische Poet” am 1. September 1961: “In der Auslandshilfe (der USA d. Red.) ist ein sorgfältig verschleierter Posten in Höhe von Millionen Dollar enthalten, der für antikommunistische Aktionen in Europa vorgesehen ist. Einzelheiten werden streng geheimgehalten.”
Angesichts dieser Tatsachen könnte man die allerdings hypothetische Frage stellen, wäre es nicht richtiger gewesen, 1950 eine Mauer zu bauen, um sie 1960 wieder abreißen zu können? Auf der anderen Seite hätte eine Mauer 1950 die damals noch vorhandenen Bestrebungen der Wiedervereinigung erheblich behindert.

Unzufriedenheit bei den Arbeitern
Die Vorbereitung auf den Tag X durch den Westen mit allen erdenklichen Mitteln, das war die eine Seite der Medaille. Die andere Seite war, daß die Arbeiter mit Zuständen in den eigenen Betrieben, mit Zuständen in den Gewerkschaften, mit Zuständen in Staat und Wirtschaft, mit dem Verhalten der Staats- und Parteifunktionäre, mit vielen anderen negativen Erscheinungen, die mit Beginn des Fünfjahresplanes verstärkt auftraten, nicht zufrieden 104
waren.
Mit dem Fünfjahresplan, der 1950 in die Wege geleitet und 1951 von der Volkskammer als Gesetz verabschiedet wurde, begannen, so sehe ich es heute, einschneidende Maßnahmen, die von vielen Arbeitern nicht verstanden wurden, und die zur erhöhten Republikflucht führten. Ich selbst war natürlich begeistert, aber was hatte ich schon für Lebenserfahrungen? Ich war Jahrgang 1935. Mit 16, 17, 18 Jahren – da fand ich alles richtig und schick.
Der Fünfjahresplan sah vor: Bis Ende 1955 muß die Industrieproduktion im Verhältnis zum Jahr 1950 ein Ausmaß von 190 Prozent erreichen. Das war eine enorme Sache. Das bedeutete für die Betriebe eine ungeheure Erhöhung der Arbeitsproduktivität. Dazu wurden viele Methoden beschlossen:
• Veränderung der Arbeitsnormen. Das hieß: Weg von den bisherigen erfahrungsstatistischen Normen und hin zu technisch begründeten Arbeitsnormen.
• Einführung neuer Arbeitsmethoden;
• verstärkte Aktivistenbewegung;
• Massenwettbewerbe;
• Prämiensystem;
• Kampagne zur Einsparung aller Arten von Material;
• Senkung der Selbstkosten.
Viele Arbeiter standen diesen Maßnahmen skeptisch gegenüber. Und als FDJler und Parteimitglied hatte man Schwierigkeiten, diese Beschlüsse und Entscheidungen zu erläutern. Um Kampagnen oder wichtige Beschlüsse zu erläutern, wurden FDJler und Parteileute oft zeitweise vom normalen Arbeitsplatz freigestellt. Eine solche Freistellung sahen die Kollegen am Arbeitsplatz verständlicherweise nicht gerne, denn sie mußten ja meine Arbeit mitmachen.
Ich war damals im TRO (Transformatorenwerk Karl Liebknecht, ) tätig und mußte zum Agitieren in die Lehrwerkstatt, aber auch in andere Abteilungen. Einige Auseinandersetzungen, die die Unzufriedenheit der Arbeiter, auch mehrerer Parteigenossen hervorriefen, habe ich noch genau im Gedächtnis:
Die Hälfte der Kantine im TRO war für die Angestellten reserviert gewesen, die andere Hälfte für die Arbeiter aus der Produktion. Die Tische der Angestellten hatten weiße Tischdecken, die der Arbeiter waren wegen der oft beschmutzten Hände und Kleidung kahl. Arbeiter hatten sich darüber beschwert. Die Beschwerde hatte Erfolg. Alle Tische erhielten weiße Decken mit einer Glasplatte darüber. So war das Schmutzproblem gelöst und es gab auch keine Unterschiede mehr, jeder konnte sich hinsetzen, wo er wollte.
Im Zuge des Fünfjahresplanes forderte Walter Ulbricht plötzlich die “Schaffung besonderer Speiseräume” für die Intelligenz. Viele FDGB-Mitglieder und auch SED-Leute verstanden nun gar nichts mehr, denn da sollten nicht nur die besonderen Kantinen für die Intelligenz geschaffen werden, sondern ein ganzer Katalog von Privilegien für die Intelligenz wurde bekanntgegeben. Gegen die Zurverfügungstellung von kostenloser wissenschaftlicher Literatur, Entwicklungs- und Forschungsstätten, Laboratorien usw. war sicherlich nichts zu sagen, aber sehr wohl gegen die materiellen Privilegien, die nun die Intelligenz erhalten sollte: Gesonderte Gehaltsverträge; bessere, gesonderte Wohnungen, Prämienfonds, Ferienorte, Konsumläden wurden benannt, wo die Intelligenz mit Sonderausweisen Lebensmittel kaufen konnte und vieles mehr.
Es war nur allzu verständlich, daß Parteigenossen und Gewerkschafter das nicht verstanden. Gegen diesen ›Unverstand‹ kam die Weisung: “In allen Betriebsabteilungen unserer volkseigenen und ihnen gleichgestellten Betriebe, in allen Staats-, Wirtschafts- und Verwaltungsorganen müssen offen die Fragen des Verhältnisses der Arbeiterklasse zur Intelligenz besprochen und ein offener Kampf gegen das falsche Verhalten von Genossen oder Gewerkschaftsmitgliedern geführt werden.” – Was war wirklich falsch? Falsch war, daß in einem VEB-Betrieb das gesamte Konstruktionsbüro von der Prämienzahlung, die der Betrieb erhalten hatte, ausgeschlossen wurde mit der Begründung, das Konstruktionsbüro ist keine Produktionsstätte. Falsch war, daß Ingenieure und Wissenschaftler wegen ihrer meist bürgerlichen Vergangenheit als “Reaktionäre” abgestempelt wurden. Und ganz daneben ging es, als im TRO zwei Ingenieure auf die Straße gesetzt wurden, weil sie zwar “tüchtige Fachleute, aber ideologisch zurückgeblieben waren”.
Diese sektiererischen Fehler, die sicherlich nicht vereinzelt auftraten, berechtigten aber nicht, der Intelligenz besondere Privilegien einzuräumen und nicht die Argumente, man müsse die Intelligenz für den Fünfjahresplan anfeuern und sie mit diesen Privilegien halten. Ehrliche Kritik und Selbstkritik, kameradschaftliche Zusammenarbeit, Bezahlung der Leistung entsprechend, das wäre die Lösung gewesen. Dann hätte auch die Mobilisierung der Arbeiter größere Erfolge gehabt.
Die Privilegien waren nicht nur für die Technische Intelligenz gedacht. Auch höhere Parteifunktionäre, Gelehrte und Wissenschaftler, und vor allem Schriftsteller, Künstler und andere Kulturschaffende erhielten ebenfalls diese Privilegien. Ein Redakteur beispielsweise erhielt damals vor dem 17. Juni durchschnittlich 800,– Mark monatlich während ein Arbeiter ohne Prämie und Akkord mit 150,– Mark monatlich nach Hause ging. Selbst mit Prämien und hoher Normenerfüllung kam er nur auf höchstens 180,– Mark bis 200,– Mark monatlich. Die Schriftsteller wurden besonders gefördert. Ein Student der Literatur erhielt damals monatlich 800,– Mark Unterstützung. Neben hohen Grundgehältern erhielten die Kulturschaffenden auch noch Vorlesungshonorare, selbst für den billigsten Schund wie Kriminalromane die sich die Arbeiter auf Leseabenden anhören mußten. – Wen wunderte es da, daß immer mehr Arbeiter der DDR den Rücken kehrten?
Auseinandersetzungen innerhalb der Partei und Gewerkschaft gab es auch im Sommer 1952, als es um Aufgaben der Gewerkschaft ging, und wo man hinterher nicht mehr wußte, was nun eigentlich Trumpf war. Auf einer zentralen Gewerkschaftstagung wurde den Betriebsgewerkschaftsleitungen vorgeworfen, sie würden sich zuviel in die Angelegenheiten der Werksdirektoren einmischen. Die Direktoren seien in all ihren Handlungen von den Unterschriften der Betriebsgewerkschaften abhängig. Dieses ständige Dreinreden müsse aufhören. Die Rolle der Betriebsleitungen habe sich gewandelt. In der neue Periode dürfe man die Aufgaben der Betriebsleitung und der Gewerkschaft nicht mehr miteinander vermischen. Welche neue Periode gemeint war, wurde nicht gesagt. Die Betriebsgewerkschaftsleitung wurde aufgefordert, sich künftig nicht mehr so oft bei der Direktion “einzumischen”.
Die Gewerkschaftsfunktionäre im TRO empfanden das als mal hü, mal hott. Was war nun richtig? Früher gab es das Betriebsrätesystem. Die Betriebsräte hatte man 1948/50 aufgelöst, weil es neben diesen Räten die BGL gab und gerade sie im sozialistischen Staat mehr mit einbezogen werden sollte in Entscheidungen und Maßnahmen der Werksleitungen, in Pläne für die Betriebe, für die Arbeiter, die Arbeitswelt. Keiner kam mit dem mehr klar, was nun wieder gesagt wurde.
Es ist sicherlich interessant, wenn diese Entscheidungen und Maßnahmen, die damals in Bezug auf die Kompetenzen der Werksdirektoren und der Gewerkschaften getroffen wurden, heute einmal analysiert werden würden.
Auch mit der verstärkten Aktivistenbewegung war das so eine Sache. Als Hauptaufgabe der Gewerkschaften wurde ausgegeben die Hennecke-Bewegung zielbewußter durchzuführen und zu fördern, um dadurch die Arbeitsproduktivität erheblich zu erhöhen. Dazu wurde extra eine Hennecke-Aktivistenkonferenz durchgeführt. Auf Hennecke waren aber viele Arbeiter nicht gut zu sprechen, und die Gewerkschaft hatte es schwer, über Hennecke-Tage zu diskutieren, geschweige denn, sie vorzuschlagen oder durchzuführen. Adolf Hennecke war ein Aktivist, ein Hauer im Steinkohlenrevier, der am 13. Oktober 1948 eine Tagesnorm von 387 Prozent erreicht hatte, ein Pensum von 30 Tonnen Steinkohle. Adolf Hennecke wurde 1949 dafür mit dem Nationalpreis (der mit Geld verbunden ist) ausgezeichnet, er wurde Mitglied des ZK der SED und Mitglied der Volkskammer der DDR, Held der Arbeit und Verdienter Bergmann.
Adolf Hennecke wurde oft mit Stachanow, einem Hauer im Donezbecken, der 1935 in der UdSSR an einem Tag 102 Tonnen Steinkohle förderte, verglichen. Doch gab es einen großen Unterschied zwischen Hennecke und Stachanow, über den damals nicht gern gesprochen wurde: Alexej Stachanow förderte die 102 Tonnen während einer Schicht aufgrund verbesserter Arbeitsorganisation und Technisierung. Adolf Hennecke schaffte seine Leistung, die fraglos anzuerkennen ist, allein mit seiner körperlichen Kraft. Diese Spitzenleistung diente als Anlaß zur Auslösung der Hennecke-Aktivistenbewegung. Das ununterbrochene Trommeln jedoch, ständig Hennecke-Tage durchzuführen, ging den Arbeitern auf die Nerven. Zumal man von Adolf Hennecke künftig nur noch hörte, wenn er wieder einmal ins befreundete Ausland abgereist war, denn inzwischen war er nämlich längst Abteilungsleiter im Ministerium für Kohle und Energie geworden.
Im TRO erlebte ich auch erste Erscheinungen von Schiebung und Korruption. In der DDR gab es damals noch wenig Textilien und Lederwaren zu kaufen. Eines Tages kam aus der Tschechoslowakei eine größere Sendung von Schuhen für die Werktätigen. Als die Schuhe da waren, ging alles recht geheimnisvoll zu. Zuerst kamen die Frauen der Direktoren dran, obwohl sie gar kein Recht auf diese Schuhe hatten, denn sie waren keine Betriebsangehörigen. Dann bekamen die Sekretärinnen ihre Schuhe. Ein Teil ging an den Parteisekretär, ein anderer Teil an das BGL-Büro. Der Rest wurde an die Betriebsarbeiter verteilt. Die Art dieser Verteilung löste Mißstimmung aus, aber niemand äußerte sie sehr laut.
Im Spätsommer 1952 wurde eine Kampagne durchgeführt, um die Volkspolizei, die noch sehr jung war, zu stärken. Es war für viele Parteimitglieder selbstverständlich, sich zu melden. So ging auch ich zur Volkspolizei. Ich wurde in Berlin-Oberschöneweide eingesetzt. Und hier erlebte ich wieder merkwürdige Praktiken. Die Menschen, die 1952 in den Westen gingen, waren im Gegensatz zu späteren Fluchtbewegungen meistens Menschen aus überwiegend kleinbürgerlichen Verhältnissen: Ärzte, Handwerker, Großbauern, Technokraten. Wer das Verlassen ihrer Wohnungen, Werkstätten, Praxen usw. zuerst bemerkte, wer die Volkspolizei. Oft wurde die Polizei durch die Bevölkerung benachrichtigt, manchmal kamen von den Besitzern auch selbst Briefe, nachdem sie die Wohnung usw. verlassen hatten. In den meisten Wohnungen war Inventar hinterlassen worden, manche schlugen es vorher kaputt oder machten es auf andere Weise unbrauchbar. Diese Wohnungen und Häuser wurden dann, bis die Sache behördlich geregelt war, von der Volkspolizei versiegelt. Es ist in dieser Zeit häufiger vorgekommen, daß die Abschnittbevollmächtigten, die ABV, (das waren die Polizisten, die in den Straßen Streife liefen und einen bestimmten Abschnitt zu betreuen hatten), im guten Einvernehmen mit ihrem Revierleiter sich einen Teil der Möbel aneigneten. Sie hatten auch häufiger die Finger darauf, wer in diese Häuser – oft waren es Villen – einziehen durfte. Natürlich solche, die sich erkenntlich zeigten. Auch wenn ab und zu solche Fälle bestraft wurden und die Presse darüber berichtete, so wurde doch keine Kampagne gegen solche Erscheinungen geführt, geschweige denn, daß man die Bevölkerung, vor allem die Arbeiterklasse zum Kampf gegen Korruption und Vetternwirtschaft mobilisierte.
Und es gab hunderte anderer Erscheinungen: Arroganz und Überheblichkeit der Parteifunktionäre, Streber- und Kriechertum, Kopfnicker und Ja-Sagen, Befehlsempfänger, Aufgeblasenheit und Verschleierung von Fehlern. Es wurde beschönigt und gelobhudelt. Waren schwerwiegende Fehler von Parteifunktionären wirklich nicht mehr zu verdecken, so wurden sie weggelobt, auf Parteischulen abgeschoben oder erhielten andere Posten. Sie fielen immer nach oben. All das brachte der Wirtschaft viel Schaden. Nur selten kamen Bürokratie und Mißwirtschaft ans Tageslicht, wie diese: In der LOWA-Görlitz herrschte großer Unwille unter den Arbeitern, weil dort achtzehnmal die Planauflage geändert wurde. Oder: Die Landesregierung Brandenburg versandte in 14 Monaten insgesamt 2959 Rundschreiben an die Landräte und Bürgermeister, das heißt pro Tag 81/2 Rundschreiben. Wer sollte das lesen und weiter verarbeiten?
Das alles blieb den Arbeitern nicht verborgen. Aber sie wußten keinen Ausweg, es zu ändern. Viele glaubten noch an Anfangsschwierigkeiten in der Aufbauphase. Daß es keine Anfangsschwierigkeiten waren, sondern daß es um prinzipielle Dinge ging, merkten die meisten Arbeiter kurz vor dem 17. Juni, als die DDR-Regierung auf administrativem Weg, ohne die Arbeiter in einer Kampagne vorher darüber zu befragen, die Betriebe zwingen wollte, die Arbeitsnormen um 10 Prozent zu erhöhen. Dieser Fehler wurde von den Agentenorganisationen sofort ausgenutzt, um ihre Provokation, den Tag X, den sie schon lange vorbereitet hatten, zu starten.

Der Tag “X”
Ich arbeitete zu diesem Zeitpunkt im Betrieb Kabelwerk Oberspree, auch KWO genannt, ebenfalls in Berlin-Oberschöneweide gelegen. Bei der Volkspolizei mußte ich aufhören, weil mein Vater die DDR wie viele andere verlassen hatte und bei der Volkspolizei keine beschäftigt werden durften, deren Angehörige “republikflüchtig” waren. Mein Vater, Arbeiter im TRO, war nie Antikommunist, aber auch kein Anhänger der DDR gewesen. Er hatte aber auch nichts dagegen, daß ich mich aktiv und begeistert für den Aufbau des Sozialismus einsetzte. Doch Mißstände und Dinge, die ihm nicht gefielen, kritisierte er offen. Er wurde verhaftet und wegen seiner schweren Kriegsverletzung wieder frei gelassen. Woche für Woche wurde er jedoch aufgefordert, zum Verhör zu erscheinen. Er zog die Konsequenz und ging nach Westberlin.
Im KWO war ich in der Thälmann-Brigade. Wir arbeiteten an Spritzmaschinen, die um Draht eine Isoliermasse legten, der dann auf Kabeltrommeln aufgerollt wurde. In der Brigade arbeiteten fünf Kollegen, drei an Maschinen, ein Materialzubringer, der Brigadier, der das Endprodukt kontrollierte. Wir arbeiteten in zwei Schichten. Unsere Brigade fuhr immer 20 bis 30 Prozent über die Norm, an manchen Tagen, wenn das Material gut war und es keinen Ausschuß gab, sogar 70 bis 80 Prozent. Um auf eine gute Prämie zu kommen, einigten wir uns manchmal und arbeiteten in der Nachmittagsschicht #1/2# Stunde länger.
Unsere Brigade schien eine fortschrittliche Brigade zu sein, denn von den fünf Kollegen waren zwei in der SED und einer in der FDJ. Trotzdem gab es, als die Meister mit den Brigadiers über die neue Normerhöhung sprachen, bei uns helle Aufregung. Immerhin hatten wir zum 1. Mai freiwillig die Normen erheblich übererfüllt. Diese spontane Erregung legte sich jedoch schnell wieder, denn bei genauer Überlegung war es für unsere Brigade keine sehr große Anstrengung. Was zurückblieb, war der Ärger über die Art und Weise, wie der Beschluß über die Normenerhöhung zustande kam, das paßte uns nicht. Der Beschluß war schon Ende Mai für die gesamten Industrie betriebe im Zuge das “Neuen Kurses” gefaßt worden. Dar “Neue Kurs” sah die Verbesserung der wirtschaftlichen Lage der Bevölkerung vor. Wir im KWO, in unserer Brigade hörten von dem Beschluß erst einige Tage vor dem 17. Juni. Vorher war zwar Gemurmel da, aber nichts Offizielles. Das empfanden wir als Hintergehen, als Heimlichkeit und Unehrlichkeit. Und so war es ja auch. Bei dieser Normenerhöhung war nichts von der Diktatur der Arbeiterklasse zu spüren. Sie wurde nicht befragt und um ihre Vorschläge gebeten. Das war es, was einen Teil der Arbeiter so in Empörung versetzte. Waren zudem noch Meister, Brigadiere oder Parteigenossen, mit denen über die Normerhöhung diskutiert wurde oder die sie sogar mit durchsetzen sollten, noch unbeliebt, so kam es schon hier und da zu Protestaktionen.
Und es war nicht nur die geplante Normenerhöhung, die die Unzufriedenheit der Arbeiter wachsen ließ, besonders empörte es sie, daß, während man ihnen zumutete, für das gleiche Geld mehr zu arbeiten, die Gehälter der Bürokraten, der Technischen Intelligenz, der Funktionäre, Direktoren und bürgerlichen Experten nicht gesenkt, sondern sogar noch erhöht wurden. All das zusammen machte es dem CIA leicht, jetzt den Tag X auszurufen, auf den er solange gewartet hatte. Die Rücknahme der geplanten Normenerhöhung am 16. Juni kam da zu spät.
Unsere Brigade hatte beschlossen, die Normenerhöhung durchzuführen. Außer dem Materialzubringer waren wir anderen vier damit einverstanden. Die Parteigenossen sollten jedoch auf der nächsten Zusammenkunft mit der Parteileitung gegen die Art und Weise, wie dieser Beschluß zustandegekommen war, protestieren. Doch dazu kam es nicht mehr.

16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee
Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst.
Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole “Nieder mit den Normen. Streikt” Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. in einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den “goldenen Westen” getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.

Provokateure werden festgenommen
Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor den Werkstoren zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie “Nieder mit der Regierung”, “Nieder mit den Normen”, “Wir wollen freie Wahlen” und ähnliche. In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vordem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt werter.
Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:
Befehl
des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin
Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:
1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953
Militärkommandant des sowjetischen Sektors von Berlin
Generalmajor Dibrowa
Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr “Eigentum” wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten “Ostwerte” um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der “Tag X” bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.

Eine Kluft zwischen dar Partei und den Massen
Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde.
Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300.000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Wamke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: “Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen”. Oder “Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen”.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: “Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …”
“Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen. Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauem und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.”
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als “Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni” verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: Trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.
Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne. Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?

WA

Læs videre i Anden Del

Ovenstående artikel blev første gang offentliggjort i Roter Morgen, organ for KPD, Tysklands Kommunistiske Parti.
Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, ligesom den bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.

As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.

Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Læs videre i DEL II

ENGELSK (oversat af KPD)

50 years ago: June 17, 1953
The People Had Forfeited the Confidence of the Government
On the 50th anniversary of the so-called “People’s Uprising” of June 17, 1953, the press and politicians fell head over heels with self-praise and anti-communist smear campaigns.
We are publishing here an article of Comrade Waltraud Aust [wife of then KPD leader Ernst Aust] that first appeared in 1983 in the theoretical organ of the KPD at that time, “Kommunistische Hefte” [“Communist Notebooks”]. Waltraud Aust herself lived through June 17. Her presentation provides a lively picture of the events of that time.
“Write us about your experiences of June 17 and how it came to that. After all you were there at that time,” said the editor of “Kommunistische Hefte.”

Yes, what was the concrete situation on June 17 and before that, in Jena, East Berlin, Magdeburg, Leuna or Bitterfeld? What were the reasons that, in these cities and many other towns of the GDR {German Democratic Republic], although not the masses, still over 300,000 of the five million workers and employees took part in strikes, actions and protest demonstrations? I was living in East Berlin then, I was 18 old and had been politically educated in the GDR, in the Young Pioneers, the FDJ [Free German Youth], the Volkspolizei {People’s Police], the SED {Socialist Unity Party of Germany]. Without a claim to total understanding, I could try, on the basis of my own experiences in East Berlin, to describe the situation there before and during June 17.
The objective situation
What was it like in the GDR, when it was still a socialist country on which the hopes of not only the working people in West Germany but also all of Europe were pinned? The property of the war criminals had been confiscated; the monopolies had been completely eliminated. The means of transportation, the banks, 70 percent of industry had been socialized. The land reform had already begun in the fall of 1946. 7,000 landed properties and 3,000 estates had been expropriated. Two million hectares of land had been distributed to 500,000 landless and land-poor farmers and 1,000 people’s own farms had been established. These were all measures that had been agreed upon in the Potsdam Accords and were a good start for the construction of socialism.
The splitting policy of the American and the British occupation powers, which proclaimed the formation of the Bonn Republic in September 1949, led to the foundation of the GDR in October 1949. This step was welcomed by many people. It was a new beginning in the history of the German workers’ movement, that for the first time the workers held power.
The years after the war were hard ones for the GDR. The fascists, retreating before the Red Army, had destroyed industrial plants, transportation lines and factories. The Americans dropped bombs on Leuna and other enterprises in the face of the advance of the Red Army. The imperialists had transferred industrial plants, blue prints and even personnel from the GDR to the West. The fact that the imperialists had cut off the Ruhr district and the Saar from the GDR, which had no heavy industry of its own, was a heavy blow for the GDR.
The GDR had to build up its own enterprises from the ruins, from nothing. And not only enterprises. Many local problems had to be solved: schools, authorities and administrations had to be set up. Who would lead, teach, plan and organize? There were not yet any specialists trained in the socialist planned economy. The GDR had to rely primarily on the existing bourgeois technical intelligentsia. Leading was also difficult politically. Only a few Communists and revolutionary Social-Democrats had survived the fascist persecution. Most cadres of the KPD [Communist party of Germany] and SPD [Social-Democratic Party of Germany] had been murdered by the Nazis in concentration camps and prisons. Thus many others progressive people had to take up tasks, even if they were not ideologically trained or they were still very young. Students from the so-called anti-fascist schools were put in many positions. Former German soldiers had attended anti-fascist schools in the prisoner of war camps in the Soviet Union. Most of them did not join the anti-fascist schools out of conviction, but for opportunist reasons, such as not having to work, getting more to eat, or to be released earlier. Many of these anti-fascist students in their later positions turned into careerists and Party bosses.
Right after the division of Germany by the Western powers, the J.V. Stalin Steel Works was constructed near Frankfurt on the Oder. The first blast furnace was fired up in 1951. In the same year the Iron Works West on the Saale was built. Big shipyards were built in Stralsund, Wismar and Warnemünde. New rolling mills were constructed in Risa, Henningsdorf, the Max Works. The textile and light industry was reestablished; brown coal mining was started again. Despite many bottlenecks in all areas, despite the bad food situation – the rations on the food cards were so limited, that each day an extra lunch had to be provided for 1½ million workers – things picked up. A large part of the population took an energetic part in construction and also in political life. The first German People’s Congress took place at the end of 1947 under the slogan “For Unity and a Just Peace” and the subsequent People’s Congress movement involved almost the whole population. In the enterprises, cities and towns in the Soviet occupation zone, permanent committees of the People’s Congress movement were formed. The co-operation in these committees, the discussions in the assemblies and the participation were lively and active. I remember conversations at home and in my neighborhood in which the new developments were discussed in a positive way, while shortly after the war people were still very skeptical. The majority of the population took part in campaigns and events. For example, the accommodation and provision for about 2 million guests in East Berlin in 1951 on the occasion of the World Festival of Youth and Students was a tremendous achievement. Here one could see quite clearly that the East Berlin population at that time showed widespread solidarity of with their socialist state. Hundreds of thousands took in the young guests, despite their own limited living quarters. The population also took active part in political campaigns, such as the struggle for the conclusion of a German peace treaty. This was extremely advantageous for the young GDR, since the people had not made a revolution, but had rather been liberated. So how could it happen that two years later, on June 17, 1953, at least some of those who were at that time still for the construction of socialism could let themselves be misused by the counterrevolution?
Berlin
June 17 must be seen in connection with the particular situation in Berlin. The city had been divided by the occupation powers into four sectors: English, French, American and Soviet. It was occupied by the different troops. It was a city in which, in the three Western sectors, West Berlin, the capitalist political representatives ruled – in close connection with the company owners, the large landlords and the monopolists who had moved to West Germany shortly before the end of the war. On the other side, in East Berlin under Soviet administration, the working class and working people were building socialism independently and under the most difficult conditions, with great privations and sacrifices.
From the first day of the defeat of fascism on, the political representatives of the large landlords and company owners, such as, for example, in West Germany Adenauer, Kaiser and Blank, worked to regain possession of the VEBs [People’s Own Enterprises, the state enterprises of the GDR – translator's note] and the confiscated lands. For them East Berlin seemed to be a suitable point of entry. At that time one could easily go unhindered at any time from the American, French or English sector to the Soviet sector, that is, to East Berlin. There was no “wall”; one did not need a passport. There were only occasional identity checks. The continuous reconstruction of the enterprises and agriculture, the success in the building of a heavy industry and other positive developments were a thorn in the eye to the Western imperialists. The GDR population had fulfilled the Two Year Plan ahead of schedule. Now it was a matter of the first Five Year Plan, which would bring an enormous advance on all levels from 1951 to 1955. Just as the second [first – translator's note] Five Year Plan of the Soviet Union in 1929 made imperialism tremble and was even one element in the crash of the New York Stock Exchange [i.e. the Soviet Union’s success in the Five Year Plan was one element exposing the all-around crisis of capitalism, which was the cause of the crash – translator’s note], so the first Five Year Plan in the GDR now shook the imperialists to the core. From now on it was necessary to interfere with the intensified construction in the GDR. They could not tolerate a socialist country. For this they used West Berlin.
Through recruitment of agents and provocateurs, “RIAS” [Radio Station of the American Sector] smear campaigns and lies, bribery and corruption, they tried to stir up and win influence among the East Berlin population from West Berlin. Once the various intelligence services and organizations of agents from Bonn won East Berlin citizens to their purposes, they would then send them from East Berlin into the GDR, to Mecklenburg, Saxony, and so on, since they didn’t need any travel permit. There they would carry on subversive activities against the GDR and its socialist construction. But there were also other difficulties. There was the big problem of the so-called fraudulent exchange rate: Western money was being exchanged at 1 to 5, 1 to 6, 1 to 7 and even sometimes at 1 to 8 against Eastern money. Quite a few East Berliners were at that time working legally in West Berlin, and they earned part of their salary in East marks and part in West marks. The Western money was exchanged at the prevailing rate, and in East Berlin one could live well on that. Apprenticeships were still rare in East Berlin; also in West Berlin. But they preferred to employ East Berlin boys and girls as apprentices in West Berlin. Other East Berliners moonlighted on weekends in West Berlin. These were primarily skilled workers, who were needed there. Also many West Berliners exchanged their money into Eastern money, went to East Berlin to buy whatever could be purchased without ration cards. Many families in East Berlin, especially in the outskirts, had chickens and small livestock.
Eggs and often rabbits were sold in West Berlin markets for Western money; this was then exchanged and brought back to East Berlin. And not only this. In the fall of 1952, for example, in the district of Cöpenick a hundredweight of meat and sausages was confiscated from some East Berlin families, who had came from Mecklenburg farms to sell this in West Berlin. And that was just one example out of many.
West Berlin was a show window of the West. Many goods were basically cheaper there than in West Germany. The price difference was born by the West German working people through taxes. In order to get hold of Western money, some criminal elements went so far as to steal copper and other valuable metals from public institutions in East Berlin and eventually to sell them in West Berlin. From 1951 acts of sabotage and theft in the VEBs increased to a considerable degree.

Agenter og provokatører

Such black marketeering led to a considerable weakening of the economy in East Berlin and the whole GDR. There were also the organized smear campaigns broadcast by RIAS and the agitation pamphlets and flyers distributed in mass by the American CIA and other organizations of agents calling for sabotage against the GDR economy, the overthrow of the government and anticommunist smear campaign. Axel Springer was already in existence, even though in the beginning it was not a publishing house in the accustomed meaning of the term. Its firm place in newspapers and periodicals was assigned by the bourgeoisie: Agitation, lies, slander against communism, violent, primitive and unrestrained.
The personal and direct recruitment of agents and provocateurs also played a big role. Such recruitment was especially attempted among the youths. In East Berlin dance halls and restaurants there were many West Berlin agents. They gave away free tickets to movie theaters in West Berlin or invitations to other West Berlin amusements. Many visiting youths, who were still apprentices and did not have much money, did not reject such offers. Of course, not everyone became an agent or a spy, but it was an easy way to find receptive people and to make others insecure.
Another essential method of recruitment of agents was the American “food aid.” These were the so-called Care packages. Here East Berliners received by mail or found stuffed in their mailbox an announcement to go to an address in West Berlin to collect ones aid package. Most people did this for luxury items like coffee or chocolate, which could not be bought at all at that time in the GDR because of the general food scarcity. And one did not have to make a world trip for this. For 20 pfennig fare and a few subway stations to West Berlin, one could get a package of food including coffee, chocolate and of course cigarettes. That was worthwhile. Only a few saw that this was one method of recruiting agents. And, of course, one could choose only the most exploitable elements.
The American CIA also used these Care packages to stir up opinion against the GDR government. Thus for example they hoped that the youths who received the Care packages would not attend the Whitsuntide meeting in 1960. On May 27, 1960, the official paper of the American Military Administration in West Berlin, “Neue Zeitung,” published the following announcement: “New York (DPA). All Americans are requested to spend altogether $100,000 so that the aid organization (i.e. Care) of Berlin’s Mayor Prof. Ernst Reuter could report success before the FDJ Whitsuntide march.
To disrupt the reconstruction of the GDR and to prevent the VEBs from fulfilling their plan, the agents used all possible methods: destruction of machines and transformers, collecting addresses of leading functionaries, preparing reports on conferences, carrying out factory espionage, spying on the strengths and weapons of Soviet troops and Volkspolizei in their barracks, wiping out livestock by infection with epidemic diseases, sending threatening letters and warnings to GDR citizens, distributing smear pamphlets and leaflets, putting fake ration cards for food and coal into circulation, destruction of traffic networks, blowing up bridges, making railway lines unusable, sabotaging production, disorganizing economic plans, using false letterheads, especially from the ministries and institutions, and always and primarily to bring people to West Germany; of course primarily skilled workers and members of the technical intelligentsia. Besides large payments for their work overall, the agents earned a head price for each person they recruited. For a scientist, engineer or skilled worker, for example, this amount was 100 German marks.
All these agents received their orders from West Berlin organizations. There were over 80 such organizations in West Berlin. I remember the most active, most brutal and probably also the largest one, the Fighting Group Against Inhumanity (Kampfgruppe gegen Unmenschlichkleit – KgU) created by the U.S. intelligence service. Among the numerous crimes of the KgU that came out in trials we will mention just a few here:
• Several attacks on railroads on the Magdeburg–Dessau line. Many people were injured in these attacks.
• Plans were made to blow up the largest hydraulic press in the GDR, in the Ernst Thälmann factory in Magdeburg.
• Plans were made to blow up the main turbine as well as the largest smokestack in the film plant Wolf.
• Many truck engines were destroyed by acid in the VEB combine “Otto Grotewohl” in Böhlen.
• The highway bridge near Finowfurt over the canal for large ships was set on fire with phosphorus vials and plans were made to blow up the Paretzer Lock in the Nauener Canal.
• Plans were made to blow up the shipyard Angermünde and a high voltage tower on the road to Güstrow.
• An exhibition pavilion in Dresden was blown up with a time bomb.
• The diversion group Admiral had the task of burning down forest groves in the Erzgebirge [mountains on the border with Czechoslovakia – translator’s note] with phosphorous gasoline and liquid nitrogen.
• Plans were made to destroy the transmission belts and machines in the VEB Feintuch at Finsterwalde using four bottles of acid.
One could fill volumes with descriptions of all the plots against the GDR from West Berlin. How large the American “investment” alone in this bloody business was, was described in the newspaper “Rheinische Poet” on September 1, 1961: “In the foreign aid budget (i.e. of the United States – editor) there is a carefully concealed item in the amount of millions of dollars, which is set aside for anti-communist actions in Europe. Details are a closely guarded secret.”
In view of these facts one could ask an admittedly hypothetical question. Would it not have been better to build a wall in 1950 and to tear it down again in 1960? On the other hand, if a wall had been built in 1950, this would have considerably undermined the still existing attempts at reunification.
Discontent among the workers
The preparation for Day X by the West using all imaginable means was one side of the coin. The other side was that the workers were not satisfied with the conditions in their own enterprises, in the trade unions, in the state and economy, in the relations with the state and party functionaries, and with many other negative phenomena, which were intensified with the beginning of the Five Year Plan.
With the Five Year Plan, which was drafted in 1950 and made into law by the People’s Chamber in 1951, as I see it today, far-reaching measures were taken that were not understood by many workers, and that led to increased flight from the GDR. I myself was of course enthusiastic, but what did I have for life experience? I was born in 1935. At 16, 17 or 18 years of age, I found everything fine and correct.
The Five Year Plan provided that by 1955 industrial production would reach 190 percent of 1950 production. That was a major event. It would mean a huge increase in labor productivity for each enterprise. To accomplish this many methods were decided on:
• Change of the work norms. That meant doing away with the former norms based on statistical experience and establishment of norms based on technique [i.e. based on a scientific analysis of the production process – translator’s note].
• Introduction of new work methods;
• An intensified movement of activists;
• Mass competition;
• A system of bonuses;
• A campaign to save all kinds of materials;
• A reduction in costs of production.
Many workers were skeptical about these measures. The members of the FDJ and the Party had difficulty explaining these conclusions and decisions. During these campaigns or in explaining important decisions, the members of the FDJ and the Party were often temporarily exempt from their normal work. Such exemptions were understandably not well-received by their work colleagues, because they had to make up the slack.
At that time I was active at the TRO (Karl Liebknecht Transformer Factory) and had to carry out agitation in the workshop for training apprentices, but also in other departments. I still remember clearly some discussions that showed the discontent of the workers and also of many party comrades:
Half of the cafeteria in the TRO was reserved for the employees and the other half for the production workers. The tables for the employees had white tablecloths; those for the workers were bare, due to the fact that the workers often had dirty hands and clothes. The workers complained about this. Their complaints were successful. All the tables were provided with white tablecloths with a plate of glass on top. In this way, the dirt problem was solved and there was no longer any difference, everyone could sit where they wanted.
In the course of the Five Year Plan, Walter Ulbricht suddenly demanded the “creation of a special dining rooms” for the intelligentsia. Many FDGB [Free German Trade Union] members and also SED people now no longer understood at all, why there should be not only special cafeterias for the intelligentsia but a whole list of privileges for them. There were clearly no complaints about the provision of free scientific literature, development and research workrooms, laboratories, etc. but their were definitely complaints about the material privileges that the intelligentsia was now supposed to receive: separate salary contracts, better, special living quarters, bonus funds, vacation spots, consumer goods stores where the intelligentsia could buy food without rations and much more.
It was all too clear that the Party members and trade unionists did not understand this. In response to this “lack of understanding” came the directive: “In all departments of an enterprise, our VEBs and other similar enterprises, in all state, economic and administrative institutions, the question of the relation of the working class to the intelligentsia must be openly discussed and an open fight must be waged against the incorrect treatment of this relation by comrades or trade union members. What was really wrong? It was wrong that, in a VEB the whole research and development department was excluded from the payment of bonuses of the enterprise, with the reason that the department is not a production department. It was wrong that engineers and scientists were characterized as “reactionary” because most of them came from a petty bourgeois background. And along with that, in the TRO two engineers were fired because, although they were admittedly “capable, skilled workers, they were ideologically backward.”
These sectarian mistakes, which were certainly not isolated ones, did not justify the granting of special privileges to the intelligentsia, nor the arguments that one had to excite the intelligentsia for the Five Year Plan and to keep them with these privileges. Honest criticism and self-criticism, comradely cooperation, payment according to achievement, these would have been the solution. Then the mobilization of the workers would also have achieved greater successes.
The privileges were not only meant for the technical intelligentsia. Higher party functionaries, scholars and scientists, above all writers, artists and other cultural people also received these privileges. For example, an editor before June 17 received an average of 800 marks a month, while a worker, not counting his bonus and piece-rate wages, took home 150 marks a month. Even with bonuses and the overfulfillment of the work norms, he would only earn at most 180 to 200 marks a month. The writers were especially assisted. At that time a student of literature earned 800 marks a month. Besides higher base salaries, cultural people also received honorariums for public readings, even for the cheapest trash like detective novels which the workers had to listen to on reading evenings. It was no surprise that more and more workers were turning their backs on the GDR.
In the summer of 1952 there were also discussions within the party and the trade unions about the role of the trade unions, after which one no longer knew what was right and wrong. At a central trade union conference the trade union leadership in the factory was reproached with interfering too much in the affairs of the factory director. The directors were dependent in all their actions on the signatures of the factory trade union leaders. This constant interruption must stop. The role of the factory management had changed. In the new period the tasks of the factory management and the trade union should no longer overlap. It was not said what this new period was. The trade union leadership in the factory was called upon to stop interfering with the management so often.
The trade union functionaries in the TRO found this confusing. What was correct now? Formerly there was the factory council system. That had been disbanded between 1948 and 1950, because alongside these councils there was the trade union leadership in the factory and they were the ones, in a socialist state, who should be involved in the decisions and measures of the factory leadership, in plans for the factory, for the worker, for the world of labor. No one knew how to handle things, since no one knew what the line would be next.
It would certainly be interesting, if these decisions and measures regarding the powers of the trade unions and the factory leadership would be analyzed today.
Also there was the question of the strengthened activist movement. The main task of the trade unions was supposed to be to consciously carry out the Hennecke movement and thus to considerably increase labor productivity. For this a conference of Hennecke activists was held. But many workers did not have much good to say about Hennecke, and it was hard for the trade unions to even discuss Hennecke days with the workers, much less to carry them out. Adolf Hennecke was an activist, a miner in the coal region, who on October 13, 1948, achieved 387 percent of the day’s norm, 30 tons of coal. In 1949 Adolf Hennecke was rewarded with the national prize (which included money); he became a member of the CC of the SED and of the People’s Chamber of the GDR, a hero of labor and an honored miner.
Adolf Hennecke has often been compared with Stakhanov, a miner in the Donetz Basin, who in 1935 in the USSR produced 102 tons of coal in one day. But there was a big difference between Hennecke and Stakhanov, about which it was not appreciated if one spoke about it: Alexei Stakhanov produced the 102 tons in a shift because of better organization of labor and technique. Adolf Hennecke achieved his success, which was unquestionable, by his physical strength alone. This achievement served as an occasion for the initiation of the Hennecke activist movement. The continuous drumming up, of constantly holding Hennecke days, got on the workers’ nerves. Later, one only heard most of all about Adolf Hennecke when he traveled to a friendly foreign country, for he had long since become a department head in the Ministry for Coal and Energy.
In the TRO I also saw profiteering and corruption for the first time. In the GDR at that time there were few textiles and leather goods to buy. One day a large shipment of shoes for the workers arrived from Czechoslovakia. There was a great deal of secrecy about the shoes. First came the wives of the managers, although they had no right to these shoes, since they were not employees of the factory. Then the secretaries got their shoes. A part went to the Party secretary, and another part went to the factory trade union office. What was left went to the factory workers. This kind of distribution led to bad feelings, but nobody expressed them very loudly.
In late summer of 1952 a campaign was carried on to strengthen the Volkspolizei, which was still very new. For many Party members it was obvious that they should join up. So I also joined the Volkspolizei. I was assigned to the Oberschöneweide district of Berlin. Here I again experienced strange practices. The people who went to the West in 1952 were, unlike later flights on a mass scale, mainly of petty bourgeois backgrounds: doctors, craftspeople, large landlords, technocrats. It was the Volkspolizei who first noticed, who was abandoning their residences, workplaces, practices, etc. Often the police were informed by the population; sometimes the people themselves sent a letter, after they had left their residences, etc. In most of the residences an inventory had been left behind, many people broke them up before they left or made them uninhabitable in some other manner. These residences and houses were then sealed up by the Volkspolizei, until things could be officially settled. At that time it frequently happened, that the district authorities, the ABV, (the police who patrolled the streets and who had to take care of a particular district), on good terms with their precinct leader, took for themselves a part of the furniture. They had a say in deciding who would live in these houses – they were often villas. Of course, they expected something in return. Even when such cases were occasionally punished and the press reported on them, there were no campaigns carried out against such phenomena, much less was the population, especially the working class, mobilized against corruption and nepotism.
There were hundreds of other such phenomena: arrogance and presumption of Party functionaries, careerism and servility, nay-sayers and yes-men, those who just followed orders, conceit and covering up for mistakes. All this was whitewashed. If serious mistakes by Party functionaries could really no longer be covered up, they were sent off to Party schools or sent to take up other positions. They were always kicked upstairs. All this caused a lot of damage to the economy. Only rarely were bureaucracy and mismanagement brought to light, as in this case: in the VEB LOWA in Görlitz there was great resentment among the workers, because the plan had been changed eighteen times. Or: the Brandenburg regional administration sent out 2959 circulars to the regional councils in 14 months, that is, 81/2 circulars a day. Who could read these and act on them?
All this did not go unnoticed by the workers. But they did not know how to change the situation. Many people thought that these were still beginning difficulties in the phase of reconstruction. That these were not beginning difficulties, but fundamental questions, most workers noticed shortly before June 17, when the GDR government, in an administrative manner, without asking the workers about it in a campaign beforehand, forced the enterprises to raise the work norms by 10%. This mistake was exploited immediately by the organizations of agents in order to begin their provocation on Day X, for which they had been preparing for a long time.
Day X
At that time, I was working in the Oberspree Cable Factory (KWO), also in the Oberschöneweide district of Berlin. I had to leave the People’s Police, since my father like many others had left the GDR and one couldn’t work in the People’s Police, if one’s relatives had “fled the republic.” My father, a worker in the TRO, was never anti-communist but he was also not a supporter of the GDR. He also had nothing against the fact that I was working actively and enthusiastically for the construction of socialism. But he openly criticized abuses and things that he did not like. He was arrested and set free again due to his serious war injury. Week after week he was ordered to appear for interrogation. He drew his conclusions and left for West Berlin.
In the KWO I was in the Thälmann brigade. We worked on spray machines, which produced insulating material through which wire was pulled to form cable, which was then rolled up on a cable drum. Five of us worked in the brigade, three on machines, one laborer who brought over the materials and the brigade leader who checked the final product. We worked in two shifts. Our brigade always produced 20 to 30% above the norm; some days, when the material was good and there was no waste, even 70 to 80%. In order to earn a good bonus, we sometimes got together and worked a ½ hour longer on the afternoon shift.
Our brigade seemed to be a progressive brigade, since out of our five co-workers two were in the SED and one was in the FDJ. However, when the foremen spoke with the brigade leaders about the new increase in the work norms we were quite upset. Nevertheless on May 1 we voluntarily considerably overfulfilled the norms. This spontaneous excitement quickly disappeared, for on closer inspection we saw that for our brigade it was no big effort. What remained was anger over the way that the decision about the norm increase came about; we didn’t think it was right. The decision had been made at the end of May for the whole industry in relation to the “New Course.” The “New Course” provided for an improvement in the economic situation of the population. Our brigade in the KWO first heard about the decision a few days before June 17. Of course, there were rumors before then, but nothing official. We felt that was deceptive, secret and dishonest. And it was. This increase in work norms showed no trace of the dictatorship the working class. They were not asked nor were their suggestions requested. That was what made some of the workers indignant. Even the foremen, brigade leaders and Party members, with whom the norm increase was discussed or who were expected to enforce it, did not like it; it already led to protests here and there.
It was not only the planned norm increase that led to the increase in dissatisfaction of the workers; they found it particularly outrageous that, while they were expected to work more for the same money, the salaries of the bureaucracy, the technical intelligentsia, the functionaries, managers and bourgeois experts were not lowered, but rather were raised. All this made it easy for the CIA to call people out for Day X, for which it had waited so long. The withdrawal of the planned norm increase on June 16 came too late.
Our brigade had decided to carry out the norm increase. Except for the laborer, the other four of us were in agreement with it. However, the Party members were expected to protest, at the next conference with the Party leadership, against the manner in which this decision was made. But it was too late for this.
June 16 – Demonstrations on Stalinallee

On June 16 it was discussed in our brigade and in the whole department, that construction workers had demonstrated against the norm increase in Stalinallee. That didn’t seem to us to be an earth-shaking event, because there was no talk of other enterprises taking part. The construction workers on Stalinallee were naive. Groups often congregated and held discussions there, and it was not unusual for them to be provoked, because it was also easy for obscure elements from West Berlin to speak to workers at open building sites where anyone could go in. We did not take the matter very seriously.

After break on the afternoon shift – that must have been between 6 and 7 PM –things became more serious. When we came back to work from our department’s small cafeteria, the brigade leader found a handwritten note on his desk with the slogan “Down with the norms. Strike.” Later he was suspected of having put the note there himself, to start a discussion. The brigade leader tried to discuss it with us, but the discussion didn’t come about, since we as Party and FDJ members didn’t know anything and wanted to speak to the Party leadership first.

In the late evening on the second shift that was hardly possible. The brigade leader gave the note to the foreman on duty in the department. Late that evening, shortly before the end of our shift, Party members came through the factory and gave instructions that all Party members had to report to the Party office next morning. However already during the night Party members and progressive workers were mobilized to form a so-called workers defense. This took place, as I heard later, in many enterprises.

On June 17 we reported to the Party office. The Party informed us that demonstrations had taken place in the inner city against the norm increase, and that early in the morning of June 17 other provocations like looting of food stores (HO stores), destruction of Party and union offices, etc. had occurred. In our KWO, the same handwritten note had been found in various departments, at workplaces and on bulletin boards. Individual provocateurs had gone through the factory and called on the workers to strike. Some of the workers had then left the factory and thus taken part in the work stoppage. Some had not come to work at all, because the RIAS had continually broadcast appeals against the East German government, calling on the workers to strike and spreading wild rumors. This led some workers to be intimidated and stay at home with their families. In many departments, however, everyone came to work.

Our brigade leader and laborer had not shown up to work. Later investigations showed that the laborer had close connections with the CIA, that the brigade leader had worked for years in the black market in West Berlin and now had finally took off with his family to the “golden West.”

The Party members who had to report to the Party office were assigned different tasks. Patrols of the factory were organized, guards were placed at the factory gates, guards were sent around the factory grounds, couriers were sent around to keep in contact with the guards, etc. The factory gates were closed. A small, narrow door was left open. Here those who worked at the factory could go in and out. Those who came in were accompanied to their workplace, those who went out could leave unhindered. Instructions were given not to let oneself be provoked and also not to get into discussions with the demonstrators.

Provocateurs are caught

In the morning of June 17, while we were still distributing our assignments, the Party at the KWO received a call that workers from the Cöpenick district had left work and had joined a demonstration, that was going from Cöpenick and passing through Oberschöneweide towards the inner city. In Oberschöneweide there were several big factories that they had to pass by. The party in the KWO had thus been warned. It issued instructions that individual comrades and FDJ members, if possible in blue shirts and with Party insignias, should stand at the curb by the factory gates to show unity. So we stood at the curb as the demonstrators passed by the KWO, three young comrades in blue shirts, elderly Party members in wind jackets and with Party insignias. Other Party members were stationed in front of the factory gate itself. A group of several hundred workers came towards us. The ones in the front ranks were shouting slogans like “Down with the government,” “Down with the norms,” “We want free elections” and so forth. In the front ranks as well as at the side marched people who were obviously provocateurs and manipulators. They rushed up to us and tried to tear off our blue shirts and insignias. But at that moment many comrades rushed out of the office by the front gate and from the ranks of the comrades who were standing in front of the gate, grabbed the provocateurs and dragged them into the factory. They were taken into custody and later taken away. The demonstrators didn’t concern themselves any further about the ones who were dragged into the factory, but marched on in the direction of the inner city.

At noon the Soviet Military Commander in East Berlin declared a state of emergency. The order was given:

Order of the Military Commander of the Soviet sector of Berlin

To restore a stable public order in the Soviet sector of Berlin it is ordered:

1. As of 1 PM on June 17, 1953, a state of emergency is declared in the Soviet sector of Berlin.

2. All demonstrations, meetings, rallies and other congregations of more than three people are prohibited on the streets and squares as well as in public buildings.

3. All pedestrian and motor vehicle traffic is prohibited from 9 PM to 5 AM.

4. Anyone who violates this order will be punished according to the wartime laws.

Berlin, June 17, 1953
Military Commander of the Soviet sector of Berlin
Major General Dibrova

After the Red Army intervened, the situation calmed down quite quickly. Little by little the workers returned to the factory. While on the next day a considerable number stayed home and waited to see how things would turn out, in the next days almost everyone showed up, except for those who had left for West Berlin. The controls by the Party, the workers defense, the People’s Police, the factory patrols, were still maintained for a certain time.

Similar things took place in other Berlin enterprises on June 17 as were described here. At Potsdamer Platz, on Stalinallee and at Alexander Platz there were worse excesses. Due to looting, arson, the tearing down of red flags, the destructions of Party offices, of traffic equipment [e.g. railway stations, train tracks, bus depots – translator’s note] etc, unfortunately several people were killed on the border with West Berlin. But who was to blame for this?

The ones behind the scenes of this fascist provocation were the imperialist powers in West Germany, who wanted to reverse the socialist achievements, people such as Krupp, Flick and other company owners who wanted to regain their “property.” It was no coincidence that shortly before June 17 the shares of the so-called “Ostwerte” on the stock exchange climbed steeply. The company owners knew that “Day X” was coming. It was also no coincidence that immediately after the failure of the provocation, Adenauer and Co. organized a big day of mourning and business associations contributed hundreds of thousands of Marks for the so-called victims of the putsch.

A Gap Between the Party and the Masses

There can be no doubt that in the GDR on June 17 there was a gap between the Party and government on the one hand and the working masses on the other hand, which widened after June 17.

The great majority of the workers in the GDR had not let themselves be provoked, they had not left work. In all it was six percent of the five million workers and employees. Many were involved only for a few hours. The great majority, despite tremendous instigation, despite the work of agents and fascist provocations, despite their difficult situation, stood behind their socialist state. Also of the 300,000 who demonstrated and struck, there were only a negligible, small section who were reactionary and against socialism. They were simply and rightly outraged.

It was all the more shameful and hypocritical that Herbert Wamke, member of the CC of the SED and chairperson of the FDGB stated the following about June 17 at the FDGB congress in August 1953: “As is known, Hitler also succeeded in winning over certain backward strata of the working class.” And: “The working people who demonstrated and took part in work stoppages on June 17, have stabbed the international working class in the back.”

Kurt Barthel, nicknamed Kuba [KUrt BArthel], spokesperson for the East German writers and at that time Secretary of the Writers Union, also struck the same cynical tone against the workers as the trade union leader did. In an article about the construction workers of Stalinallee he wrote: “You marched with bad company throughout the city. You hung out with the trash who, used by the big arsonists in the world, carry a Molotov cocktail in their bag, with which they will burn down your scaffolding tomorrow. That was not what you wanted. However when it happened, you let it…”

“As one brushes off a piece of dust with ones hand to clean ones jacket, the Soviet-Army swept the city clean. You, however, should go to sleep at nine PM like good children. The Soviet Army and the comrades of the German People’s Police are standing guard for you and for the peace of the world. Are you should be ashamed of yourselves, as I am ashamed? You will have to build many fine houses and you will have to behave very well in the future, before your shame will be forgotten. Destroyed houses can be repaired, that is easy. But destroyed trust is very, very difficult to regain.”

What did this mean? That once again it was the fault of the working class. It was not the mistakes of the government, nor the mistakes of the party that contributed to the protests, it was not bureaucracy, nor laxness, nor corruption and bribery that gave rise to bad provisions and caused indignation, but it was the working class that brought this misery on itself. No word of self-criticism, no word about ones own mistakes, no actions.

Because actions would have meant purging the party, purging it of careerists and bureaucrats, it would have meant listening to criticisms, criticisms by the working class, it would have demanded a self-critical point of view towards ones own mistakes. There were no improvements along these lines. Instead criticisms from the rank-and-file were suppressed more than ever, workers who only dared to expose bureaucracy and corruption were labeled as agents and provocateurs, as “supporters of the fascist putsch of June 17.” Agents – after June 17 almost everyone became a suspect. The mistrust grew, both among those within the Party and outside it. After June 17 many Party people acted towards the workers the way Kuba did: arrogantly and cynically. And it was really true: if one wore the blue shirt or Party insignia, one had power. The relationship between the Party and the workers did not get better. Quite the contrary. If one showed up with the blue shirt or the Party insignia in any enterprise to carry out agitation, many workers made a bow or were extremely reticent in conversation. In the brigade we two Party members often ran into difficulties and were looked at askance, because more and more it happened that we were exempted from work, to work for the Party or the FDJ or to take part in conferences, etc.

Given these conditions, it was no wonder that subsequently, especially in the second half of the 1950s, more and more workers left the GDR.

Thus, what the company owners and big-landlords did not succeed in by staging their fascist putsch in 1953, to turn the GDR back into a capitalist exploiters’ state, was achieved years later through the revisionist policies of the Ulbricht government itself: the first dictatorship of the proletariat, the first workers’ and farmers’ state on German soil, became a thing of the past.

Bertolt Brecht, the well-known communist writer, wrote a little poem about June 17, 1953:
After the uprising of the 17th June
The Secretary of the Writers Union
Had leaflets distributed in the Stalinallee
Stating that the people
Had forfeited the confidence of the government
And could win it back only
By redoubled efforts. Would it not be easier
In that case for the government
To dissolve the people
And elect another?
Ovenstående artikel blev første gang offentliggjort i Roter Morgen, organ for KPD, Tysklands Kommunistiske Parti. Den engelske udgave er KPD´s egen oversættelse.

DDR Historie Del III

Juni 2003 *

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *

” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:

Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

“- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt

Del III (Afsluttende)

Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« den 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistisk hetz.
Vi bringer en artikel af Kamerat Waltraud Aust, som første gang blev offentliggjort i 1983 i KPD´s teoretiske organ , »Kommunistische Hefte«.
Waltraud Aust oplevede selv den 17. Juni med egne øjne og ører. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.

16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee

Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst. Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole »Nieder mit den Normen. Streikt« Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. In einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den »goldenen Westen« getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.

Provokateure werden festgenommen

Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor die Werkstore zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie »Nieder mit der Regierung«, »Nieder mit den Normen«, »Wir wollen freie Wahlen« und ähnliche.

In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vor dem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt weiter. Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:

Befehl des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:

1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953.

-
Den Røde Hær´s kampvogne patruljerer i Berlins gader i juni 1953.

-
Militærkommandanten i Berlins sovjetiske sektor
Generalmajor Dibrova

Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr »Eigentum« wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten »Ostwerte« um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der »Tag X« bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.

Eine Kluft zwischen der Partei und den Massen

Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde. Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300 000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Warnke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: »Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen«. Oder »Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen«.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: »Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …«
»Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen.
Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauern und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.«
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als »Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni« verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander, in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.

Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne.
Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?

• Waltraud Aust

Ovenstående artikel blev trykt første gang i KPD´s teoretetiske organ Kommunistische Hefte nr.9/2003 .
KPD _ Tysklands Kommunistiske Parti – skal ikke forveksles med det revisionistiske “Deutsche Kommunistische Partei” D.K.P. – som blev oprettet i 1968 som et led “afspændingen” mellem øst og Vest: DKP blev godkendt som et “forfatningstro” – legalt “kommunistisk” parti og støttet både af Natolandet Vesttysklands socialdemokratiske regering og Brezhnjev-regimet i Sovjetunionen. DKP blev legaliseret som et forfatningstro og statsanerkendt “kommunistisk alternativ”.  Samtidig blev forbudet mod det revolutionære “forfatningsfjendtlige KPD” opretholdt. Alene bogstaverne K.P.D. gav den slagne (i Anden Verdenskrig) kapitalistiske overklasse i Tyskland minder om deres nazistiske fortid og “nederlaget til den Kommunistiske Internationale” 

DDR´s historie Del II (tysk)

Juni 2003

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin en artikel. * * * * *

” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” lød opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte” til Waltraud Aust som svarede:

Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

- “Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt 

DEl II
Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« am 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistischer Hetze. Wir veröffentlichen einen Artikel der Genossin Waltraud Aust, der erstmals 1983 im damaligen Theoretischen Organ unserer Partei, »Kommunistische Hefte« veröffentlicht wurde.
Waltraud Aust hat den 17. Juni selbst miterlebt. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.
Den ersten Teil des Artikels haben wir in der letzten Ausgabe des Roten Morgen abgedruckt.

Es kam dem amerikanischen CIA auch darauf an, mit diesen Paket-Aktionen Stimmung gegen die DDR-Regierung zu machen. So sollte zum Beispiel die Jugend mit Care-Paketen von ihrem Pfingsttreffen 1960 abgehalten werden. Am 27. Mai 1960 veröffentlichte das offizielle Blatt der amerikanischen Militärverwaltung in Westberlin, »Neue Zeitung«, folgende Meldung: »New York (DPA). Alle Amerikaner werden aufgefordert, noch heute insgesamt 100 000 Dollar zu spenden, damit die Hilfsorganisation (gemeint ist die Care-Organisation) dem Berliner Oberbürgermeister Prof. Ernst Reuter noch vor dem FDJ-Pfingstaufmarsch über den Erfolg berichten kann.«
Um den Aufbau der DDR zu stören und die volkseigenen Betriebe an der Planerfüllung zu hindern, erhielten die angeworbenen Agenten alle nur denkbaren Aufträge: Zerstörung von Maschinen und Transformatoren, Adressen leitender Funktionäre zu sammeln, Berichte von Konferenzen anzufertigen, Werksspionage zu betreiben, Stärke und Bewaffnung der sowjetischen Truppen und der Kasernierten Volkspolizei auszuspionieren, Viehbestände durch Pestbazillen auszurotten, Drohbriefe und Warnungen an Bürger zu verschicken, Hetzschriften und Flugblätter zu verteilen, gefälschte Lebensmittelkarten, Kohlenkarten in Umlauf zu bringen, Verkehrsnetze zu zerstören, Brücken zu sprengen, Eisenbahnstrecken unbrauchbar zu machen, Produktionsabläufe zu stören, Wirtschaftspläne zu desorganisieren, mit gefälschten Briefbögen, besonders der Ministerien und Organisationen zu arbeiten und immer wieder und in erster Linie Menschen abzuwerben nach Westdeutschland. Natürlich hauptsächlich Facharbeiter und Angehörige der technischen Intelligenz. Neben hohen Honoraren für ihre Arbeit überhaupt erhielten die angeworbenen Agenten noch für jeden, den sie abwerben konnten, ein Kopfgeld. Für einen Wissenschaftler, Ingenieur oder Facharbeiter zum Beispiel je 100,– DM.
Alle diese Agenten bekamen ihre Aufträge von Westberliner Organisationen. Solcher Art Organisationen soll es damals über 80 in Westberlin gegeben haben. Ich erinnere mich hier an die aktivste, brutalste und wahrscheinlich auch größte, an die »Kampfgruppe gegen Unmenschlichkeit« (KgU), vom USA-Geheimdienst ins Leben gerufen. Aus der Reihe der zahlreichen Verbrechen der »KgU«, die damals in Prozessen behandelt wurden, seien hier kurz erwähnt:
• Mehrere Eisenbahnattentate auf der Strecke Magdeburg-Dessau. Zahlreiche Personen wurden hierbei verletzt.
Die größte Hydraulikpresse der DDR im Ernst-Thälmann-Werk in Magdeburg sollte gesprengt werden.
• Die Hauptturbine sowie der größte Schornstein der Filmfabrik Wolfen sollten durch Sprengung vernichtet werden.
Durch Säure wurden im VEB-Kombinat ›Otto Grotewohl‹ in Böhlen zahlreiche Motoren von Lastkraftwagen zerstört.
• Die Autobahnbrücke bei Finowfurt, die über den Großschiffahrtskanal führt, wurde mittels Phosphorampullen in Brand gesteckt und die Paretzer Schleuse im Nauener Kanal zur Sprengung vorbereitet.
Die Schiffswerft Angermünde und ein Hochspannungsmast der Stromleitung nach Güstrow sollten durch Sprengung vernichtet werden.
• Ein Ausstellungspavillon in Dresden wurde durch Sprengbüchsen mit Verzögerungsuhr zerstört.
Die Diversionsgruppe »Admiral« hatte den Auftrag, Waldbestände im Erzgebirge durch Brandstiftung mit Benzin Phosphor und Nitroflüssigkeit zu vernichten.
• Mit vier Flaschen Säure sollten die Transmissionsriemen und Maschinen im VEB-Feintuch, Finsterwalde, zerstört werden.
Man könnte Bände füllen, mit all dem, was damals alles von Westberlin aus gegen die DDR unternommen wurde. Wie groß allein die amerikanischen »Investitionen« in dieses blutige Geschäft waren, schreibt die Zeitung »Rheinische Poet« am 1. September 1961: »In der Auslandshilfe (der USA d. Red.) ist ein sorgfältig verschleierter Posten in Höhe von Millionen Dollar enthalten, der für antikommunistische Aktionen in Europa vorgesehen ist. Einzelheiten werden streng geheimgehalten.«
Angesichts dieser Tatsachen könnte man die allerdings hypothetische Frage stellen: wäre es nicht richtiger gewesen, 1950 eine Mauer zu bauen, um sie 1960 wieder abreißen zu können? Auf der anderen Seite hätte eine Mauer 1950 die damals noch vorhandenen Bestrebungen (der DDR – Red.) der Wiedervereinigung erheblich behindert.

Unzufriedenheit bei den Arbeitern
Die Vorbereitung auf den Tag X durch den Westen mit allen erdenklichen Mitteln, das war die eine Seite der Medaille. Die andere Seite war, daß die Arbeiter mit Zuständen in den eigenen Betrieben, mit Zuständen in den Gewerkschaften, mit Zuständen in Staat und Wirtschaft, mit dem Verhalten der Staats- und Parteifunktionäre, mit vielen anderen negativen Erscheinungen, die mit Beginn des Fünfjahresplanes verstärkt auftraten, nicht zufrieden waren. Mit dem Fünfjahresplan, der 1950 in die Wege geleitet und 1951 von der Volkskammer als Gesetz verabschiedet wurde, begannen, so sehe ich es heute, einschneidende Maßnahmen, die von vielen Arbeitern nicht verstanden wurden, und die zur erhöhten Republikflucht führten. Ich selbst war natürlich begeistert, aber was hatte ich schon für Lebenserfahrungen? Ich war Jahrgang 1935. Mit 16, 17, 18 Jahren – da fand ich alles richtig und schick.
Der Fünfjahresplan sah vor: Bis Ende 1955 muß die Industrieproduktion im Verhältnis zum Jahr 1950 ein Ausmaß von 190 Prozent erreichen. Das war eine enorme Sache. Das bedeutete für die Betriebe eine ungeheure Erhöhung der Arbeitsproduktivität. Dazu wurden viele Methoden beschlossen:
• Veränderung der Arbeitsnormen. Das hieß: Weg von den bisherigen erfahrungsstatistischen Normen und hin zu technisch begründeten Arbeitsnormen;
Einführung neuer Arbeitsmethoden;
• verstärkte Aktivistenbewegung;
Massenwettbewerbe;
• Prämiensystem;
Kampagne zur Einsparung aller Arten von Material;
• Senkung der Selbstkosten.
Viele Arbeiter standen diesen Maßnahmen skeptisch gegenüber. Und als FDJler und Parteimitglied hatte man Schwierigkeiten, diese Beschlüsse und Entscheidungen zu erläutern. Um Kampagnen oder wichtige Beschlüsse zu erläutern, wurden FDJler und Parteileute oft zeitweise vom normalen Arbeitsplatz freigestellt. Eine solche Freistellung sahen die Kollegen am Arbeitsplatz verständlicherweise nicht gerne, denn sie mußten ja meine Arbeit mitmachen.
Ich war damals im TRO (Transformatorenwerk Karl Liebknecht, ) tätig und mußte zum Agitieren in die Lehrwerkstatt, aber auch in andere Abteilungen. Einige Auseinandersetzungen, die die Unzufriedenheit der Arbeiter, auch mehrerer Parteigenossen hervorriefen, habe ich noch genau im Gedächtnis:
Die Hälfte der Kantine im TRO war für die Angestellten reserviert gewesen, die andere Hälfte für die Arbeiter aus der Produktion. Die Tische der Angestellten hatten weiße Tischdecken, die der Arbeiter waren wegen der oft beschmutzten Hände und Kleidung kahl. Arbeiter hatten sich darüber beschwert. Die Beschwerde hatte Erfolg. Alle Tische erhielten weiße Decken mit einer Glasplatte darüber. So war das Schmutzproblem gelöst und es gab auch keine Unterschiede mehr, jeder konnte sich hinsetzen, wo er wollte.
Im Zuge des Fünfjahresplanes forderte Walter Ulbricht plötzlich die »Schaffung besonderer Speiseräume« für die Intelligenz. Viele FDGB-Mitglieder und auch SED-Leute verstanden nun gar nichts mehr, denn da sollten nicht nur die besonderen Kantinen für die Intelligenz geschaffen werden, sondern ein ganzer Katalog von Privilegien für die Intelligenz wurde bekanntgegeben. Gegen die Zurverfügungstellung von kostenloser wissenschaftlicher Literatur, Entwicklungs- und Forschungsstätten, Laboratorien usw. war sicherlich nichts zu sagen, aber sehr wohl gegen die materiellen Privilegien, die nun die Intelligenz erhalten sollte: gesonderte Gehaltsverträge; bessere, gesonderte Wohnungen, Prämienfonds, Ferienorte, Konsumläden wurden benannt, wo die Intelligenz mit Sonderausweisen Lebensmittel kaufen konnte und vieles mehr.
Es war nur allzu verständlich, daß Parteigenossen und Gewerkschafter das nicht verstanden. Gegen diesen ›Unverstand‹ kam die Weisung: »In allen Betriebsabteilungen unserer volkseigenen und ihnen gleichgestellten Betriebe, in allen Staats-, Wirtschafts- und Verwaltungsorganen müssen offen die Fragen des Verhältnisses der Arbeiterklasse zur Intelligenz besprochen und ein offener Kampf gegen das falsche Verhalten von Genossen oder Gewerkschaftsmitgliedern geführt werden.« – Was war wirklich falsch? Falsch war, daß in einem VEB-Betrieb das gesamte Konstruktionsbüro von der Prämienzahlung, die der Betrieb erhalten hatte, ausgeschlossen wurde mit der Begründung, das Konstruktionsbüro ist keine Produktionsstätte. Falsch war, daß Ingenieure und Wissenschaftler wegen ihrer meist bürgerlichen Vergangenheit als »Reaktionäre« abgestempelt wurden. Und ganz daneben ging es, als im TRO zwei Ingenieure auf die Straße gesetzt wurden, weil sie zwar »tüchtige Fachleute, aber ideologisch zurückgeblieben waren«.
Diese sektiererischen Fehler, die sicherlich nicht vereinzelt auftraten, berechtigten aber nicht, der Intelligenz besondere Privilegien einzuräumen und nicht die Argumente, man müsse die Intelligenz für den Fünfjahresplan anfeuern und sie mit diesen Privilegien halten. Ehrliche Kritik und Selbstkritik, kameradschaftliche Zusammenarbeit, Bezahlung der Leistung entsprechend, das wäre die Lösung gewesen. Dann hätte auch die Mobilisierung der Arbeiter größere Erfolge gehabt.
Die Privilegien waren nicht nur für die Technische Intelligenz gedacht. Auch höhere Parteifunktionäre, Gelehrte und Wissenschaftler, und vor allem Schriftsteller, Künstler und andere Kulturschaffende erhielten ebenfalls diese Privilegien. Ein Redakteur beispielsweise erhielt damals vor dem 17. Juni durchschnittlich 800,– Mark monatlich, während ein Arbeiter ohne Prämie und Akkord mit 150,– Mark monatlich nach Hause ging. Selbst mit Prämien und hoher Normenerfüllung kam er nur auf höchstens 180,– Mark bis 200,– Mark monatlich. Die Schriftsteller wurden besonders gefördert. Ein Student der Literatur erhielt damals monatlich 800,– Mark Unterstützung. Neben hohen Grundgehältern erhielten die Kulturschaffenden auch noch Vorlesungshonorare, selbst für den billigsten Schund wie Kriminalromane die sich die Arbeiter auf Leseabenden anhören mußten. – Wen wunderte es da, daß immer mehr Arbeiter der DDR den Rücken kehrten?
Auseinandersetzungen innerhalb der Partei und Gewerkschaft gab es auch im Sommer 1952, als es um Aufgaben der Gewerkschaft ging, und wo man hinterher nicht mehr wußte, was nun eigentlich Trumpf war. Auf einer zentralen Gewerkschaftstagung wurde den Betriebsgewerkschaftsleitungen vorgeworfen, sie würden sich zuviel in die Angelegenheiten der Werksdirektoren einmischen. Die Direktoren seien in all ihren Handlungen von den Unterschriften der Betriebsgewerkschaften abhängig. Dieses ständige Dreinreden müsse aufhören. Die Rolle der Betriebsleitungen habe sich gewandelt. In der neue Periode dürfe man die Aufgaben der Betriebsleitung und der Gewerkschaft nicht mehr miteinander vermischen. Welche neue Periode gemeint war, wurde nicht gesagt. Die Betriebsgewerkschaftsleitung wurde aufgefordert, sich künftig nicht mehr so oft bei der Direktion »einzumischen«.
Die Gewerkschaftsfunktionäre im TRO empfanden das als mal hü, mal hott. Was war nun richtig? Früher gab es das Betriebsrätesystem. Die Betriebsräte hatte man 1948/50 aufgelöst, weil es neben diesen Räten die BGL gab und gerade sie im sozialistischen Staat mehr mit einbezogen werden sollte in Entscheidungen und Maßnahmen der Werksleitungen, in Pläne für die Betriebe, für die Arbeiter, die Arbeitswelt. Keiner kam mit dem mehr klar, was nun wieder gesagt wurde.
Es ist sicherlich interessant, wenn diese Entscheidungen und Maßnahmen, die damals in Bezug auf die Kompetenzen der Werksdirektoren und der Gewerkschaften getroffen wurden, heute einmal analysiert werden würden.
Auch mit der verstärkten Aktivistenbewegung war das so eine Sache. Als Hauptaufgabe der Gewerkschaften wurde ausgegeben, die Hennecke-Bewegung zielbewußter durchzuführen und zu fördern, um dadurch die Arbeitsproduktivität erheblich zu erhöhen. Dazu wurde extra eine Hennecke-Aktivistenkonferenz durchgeführt. Auf Hennecke waren aber viele Arbeiter nicht gut zu sprechen, und die Gewerkschaft hatte es schwer, über Hennecke-Tage zu diskutieren, geschweige denn, sie vorzuschlagen oder durchzuführen. Adolf Hennecke war ein Aktivist, ein Hauer im Steinkohlenrevier, der am 13. Oktober 1948 eine Tagesnorm von 387 Prozent erreicht hatte, ein Pensum von 30 Tonnen Steinkohle. Adolf Hennecke wurde 1949 dafür mit dem Nationalpreis (der mit Geld verbunden ist) ausgezeichnet, er wurde Mitglied des ZK der SED und Mitglied der Volkskammer der DDR, Held der Arbeit und Verdienter Bergmann.
Adolf Hennecke wurde oft mit Stachanow, einem Hauer im Donezbecken, der 1935 in der UdSSR an einem Tag 102 Tonnen Steinkohle förderte, verglichen. Doch gab es einen großen Unterschied zwischen Hennecke und Stachanow, über den damals nicht gern gesprochen wurde: Alexej Stachanow förderte die 102 Tonnen während einer Schicht aufgrund verbesserter Arbeitsorganisation und Technisierung. Adolf Hennecke schaffte seine Leistung, die fraglos anzuerkennen ist, allein mit seiner körperlichen Kraft. Diese Spitzenleistung diente als Anlaß zur Auslösung der Hennecke-Aktivistenbewegung. Das ununterbrochene Trommeln jedoch, ständig Hennecke-Tage durchzuführen, ging den Arbeitern auf die Nerven. Zumal man von Adolf Hennecke künftig nur noch hörte, wenn er wieder einmal ins befreundete Ausland abgereist war, denn inzwischen war er nämlich längst Abteilungsleiter im Ministerium für Kohle und Energie geworden.
Im TRO erlebte ich auch erste Erscheinungen von Schiebung und Korruption. In der DDR gab es damals noch wenig Textilien und Lederwaren zu kaufen. Eines Tages kam aus der Tschechoslowakei eine größere Sendung von Schuhen für die Werktätigen. Als die Schuhe da waren, ging alles recht geheimnisvoll zu. Zuerst kamen die Frauen der Direktoren dran, obwohl sie gar kein Recht auf diese Schuhe hatten, denn sie waren keine Betriebsangehörigen. Dann bekamen die Sekretärinnen ihre Schuhe. Ein Teil ging an den Parteisekretär, ein anderer Teil an das BGL-Büro. Der Rest wurde an die Betriebsarbeiter verteilt. Die Art dieser Verteilung löste Mißstimmung aus, aber niemand äußerte sie sehr laut.
Im Spätsommer 1952 wurde eine Kampagne durchgeführt, um die Volkspolizei, die noch sehr jung war, zu stärken. Es war für viele Parteimitglieder selbstverständlich, sich zu melden. So ging auch ich zur Volkspolizei. Ich wurde in Berlin-Oberschöneweide eingesetzt. Und hier erlebte ich wieder merkwürdige Praktiken. Die Menschen, die 1952 in den Westen gingen, waren im Gegensatz zu späteren Fluchtbewegungen meistens Menschen aus überwiegend kleinbürgerlichen Verhältnissen: Ärzte, Handwerker, Großbauern, Technokraten. Wer das Verlassen ihrer Wohnungen, Werkstätten, Praxen usw. zuerst bemerkte, war die Volkspolizei. Oft wurde die Polizei durch die Bevölkerung benachrichtigt, manchmal kamen von den Besitzern auch selbst Briefe, nachdem sie die Wohnung usw. verlassen hatten. In den meisten Wohnungen war Inventar hinterlassen worden, manche schlugen es vorher kaputt oder machten es auf andere Weise unbrauchbar. Diese Wohnungen und Häuser wurden dann, bis die Sache behördlich geregelt war, von der Volkspolizei versiegelt. Es ist in dieser Zeit häufiger vorgekommen, daß die Abschnittbevollmächtigten, die ABV, (das waren die Polizisten, die in den Straßen Streife liefen und einen bestimmten Abschnitt zu betreuen hatten), im guten Einvernehmen mit ihrem Revierleiter sich einen Teil der Möbel aneigneten. Sie hatten auch häufiger die Finger darauf, wer in diese Häuser – oft waren es Villen – einziehen durfte. Natürlich solche, die sich erkenntlich zeigten. Auch wenn ab und zu solche Fälle bestraft wurden und die Presse darüber berichtete, so wurde doch keine Kampagne gegen solche Erscheinungen geführt, geschweige denn, daß man die Bevölkerung, vor allem die Arbeiterklasse zum Kampf gegen Korruption und Vetternwirtschaft mobilisierte.
Und es gab hunderte anderer Erscheinungen: Arroganz und Überheblichkeit der Parteifunktionäre, Streber- und Kriechertum, Kopfnicker und Ja-Sager, Befehlsempfänger, Aufgeblasenheit und Verschleierung von Fehlern. Es wurde beschönigt und gelobhudelt. Waren schwerwiegende Fehler von Parteifunktionären wirklich nicht mehr zu verdecken, so wurden sie weggelobt, auf Parteischulen abgeschoben oder erhielten andere Posten. Sie fielen immer nach oben. All das brachte der Wirtschaft viel Schaden. Nur selten kamen Bürokratie und Mißwirtschaft ans Tageslicht, wie diese: In der LOWA-Görlitz herrschte großer Unwille unter den Arbeitern, weil dort achtzehnmal die Planauflage geändert wurde. Oder: Die Landesregierung Brandenburg versandte in 14 Monaten insgesamt 2959 Rundschreiben an die Landräte und Bürgermeister, das heißt pro Tag 81/2 Rundschreiben. Wer sollte das lesen und weiter verarbeiten?
Das alles blieb den Arbeitern nicht verborgen. Aber sie wußten keinen Ausweg, es zu ändern. Viele glaubten noch an Anfangsschwierigkeiten in der Aufbauphase. Daß es keine Anfangsschwierigkeiten waren, sondern daß es um prinzipielle Dinge ging, merkten die meisten Arbeiter kurz vor dem 17. Juni, als die DDR-Regierung auf administrativem Weg, ohne die Arbeiter in einer Kampagne vorher darüber zu befragen, die Betriebe zwingen wollte, die Arbeitsnormen um 10 Prozent zu erhöhen. Dieser Fehler wurde von den Agentenorganisationen sofort ausgenutzt, um ihre Provokation, den Tag X, den sie schon lange vorbereitet hatten, zu starten.

Der Tag »X«
Ich arbeitete zu diesem Zeitpunkt im Betrieb Kabelwerk Oberspree, auch KWO genannt, ebenfalls in Berlin-Oberschöneweide gelegen. Bei der Volkspolizei mußte ich aufhören, weil mein Vater die DDR, wie viele andere, verlassen hatte und bei der Volkspolizei keine beschäftigt werden durften, deren Angehörige »republikflüchtig« waren. Mein Vater, Arbeiter im TRO, war nie Antikommunist, aber auch kein Anhänger der DDR gewesen. Er hatte aber auch nichts dagegen, daß ich mich aktiv und begeistert für den Aufbau des Sozialismus einsetzte. Doch Mißstände und Dinge, die ihm nicht gefielen, kritisierte er offen. Er wurde verhaftet und wegen seiner schweren Kriegsverletzung wieder frei gelassen. Woche für Woche wurde er jedoch aufgefordert, zum Verhör zu erscheinen. Er zog die Konsequenz und ging nach Westberlin. Im KWO war ich in der Thälmann-Brigade. Wir arbeiteten an Spritzmaschinen, die um Draht eine Isoliermasse legten, der dann auf Kabeltrommeln aufgerollt wurde. In der Brigade arbeiteten fünf Kollegen, drei an Maschinen, ein Materialzubringer, der Brigadier, der das Endprodukt kontrollierte. Wir arbeiteten in zwei Schichten. Unsere Brigade fuhr immer 20 bis 30 Prozent über die Norm, an manchen Tagen, wenn das Material gut war und es keinen Ausschuß gab, sogar 70 bis 80 Prozent. Um auf eine gute Prämie zu kommen, einigten wir uns manchmal und arbeiteten in der Nachmittagsschicht 1/2 Stunde länger.
Unsere Brigade schien eine fortschrittliche Brigade zu sein, denn von den fünf Kollegen waren zwei in der SED und einer in der FDJ. Trotzdem gab es, als die Meister mit den Brigadiers über die neue Normerhöhung sprachen, bei uns helle Aufregung. Immerhin hatten wir zum 1. Mai freiwillig die Normen erheblich übererfüllt. Diese spontane Erregung legte sich jedoch schnell wieder, denn bei genauer Überlegung war es für unsere Brigade keine sehr große Anstrengung. Was zurückblieb, war der Ärger über die Art und Weise, wie der Beschluß über die Normenerhöhung zustande kam, das paßte uns nicht. Der Beschluß war schon Ende Mai für die gesamten Industriebetriebe im Zuge des »Neuen Kurses« gefaßt worden. Der »Neue Kurs« sah die Verbesserung der wirtschaftlichen Lage der Bevölkerung vor. Wir im KWO, in unserer Brigade, hörten von dem Beschluß erst einige Tage vor dem 17. Juni. Vorher war zwar Gemurmel da, aber nichts Offizielles. Das empfanden wir als Hintergehen, als Heimlichkeit und Unehrlichkeit. Und so war es ja auch. Bei dieser Normenerhöhung war nichts von der Diktatur der Arbeiterklasse zu spüren. Sie wurde nicht befragt und um ihre Vorschläge gebeten. Das war es, was einen Teil der Arbeiter so in Empörung versetzte. Waren zudem noch Meister, Brigadiere oder Parteigenossen, mit denen über die Normerhöhung diskutiert wurde oder die sie sogar mit durchsetzen sollten, noch unbeliebt, so kam es schon hier und da zu Protestaktionen.
Und es war nicht nur die geplante Normenerhöhung, die die Unzufriedenheit der Arbeiter wachsen ließ, besonders empörte es sie, daß, während man ihnen zumutete, für das gleiche Geld mehr zu arbeiten, die Gehälter der Bürokraten, der Technischen Intelligenz, der Funktionäre, Direktoren und bürgerlichen Experten nicht gesenkt, sondern sogar noch erhöht wurden. All das zusammen machte es dem CIA leicht, jetzt den Tag X auszurufen, auf den er solange gewartet hatte. Die Rücknahme der geplanten Normenerhöhung am 16. Juni kam da zu spät.
Unsere Brigade hatte beschlossen, die Normenerhöhung durchzuführen. Außer dem Materialzubringer waren wir anderen vier damit einverstanden. Die Parteigenossen sollten jedoch auf der nächsten Zusammenkunft mit der Parteileitung gegen die Art und Weise, wie dieser Beschluß zustandegekommen war, protestieren. Doch dazu kam es nicht mehr.
Nedenstående artikel blev første gang offentliggjort i Roter Morgen, organ for KPD, Tysklands Kommunistiske Parti.

Læs videre i -tredje og sidste del af Waltraud Aust artikel om den kontrarevolutionære juniopstand i 1953 fra Roter Morgen nr. 2003