INTERPRES

USA: offrer for Agent Orange-giftbesprøjtningen under USA´s aggressions krig mod Viet Nam´s folk afvises igen i amerikansk domstol

23.Februar 2008 -
En forbundsdomstol i de Forenede Stater har afvist vietnamesiske krigsoffrers krav på erstatning fra virksomheder som producerede plantegiften Agent Orange.

Domstolen anser ikke att det er bevist at brugen af Agent Orange under Vietnam-krigen stred mod forbudet mod kemisk krigsføring eller at giftet er skyld i de skader som har ramt tusinder af vietnamesere.

Forbunds-domstolen fastslår dermed en afgørelse i en distriktsdomstol i New York 2005. Vietnamesiske kilder sagde at dommen formodentlig skal ankes til USAs Højesteret

Holland: Racisme; vold og diskriminering af muslimer optrappes ifølge Europarådets racismekomité

12 feb 2008 – 06:17

Islamofobi og antisemitisme optrappes og udbredes i Holland

Islamofobi vinder terræn i Holland, hvor vold ogh diskriminering mod muslimer er i stigning, hvis man skal tro en rapport fra Europarådets racisme-komité(ECRI).

Ifølge ECRI har islamofobi “øget dramatisk” i landet siden 2000. Stemningerne er blevet understøttet af begivenheder som 11 september-aangrebene i USA og mordet på den “islam-kritiske” film-instruktør Theo van Gogh 2004, hedder det.
Antisemitismen er i stigning og ordet “jøde” anvendes stadig oftere som et skældsord som det var udbredt i Europa i tidligere tidsperioder som under den “kristne inkvisition” og i nazi-tiden , hvor højreradikale medier og politikere i det borgerligt-kapitalistiske Europa og USA udpegede f.eks Roma (Zigøjnere) som syndebukke og ikke mindst “jøde-kommunisterne” som en trussel mod den vestlige (kapitalistiske) civilisation. De blev “syndebukke” for den kapitalistiske krise; “undermennesker” der skulle overvåges, undertrykkes og skaffes af vejen som det for alvor skete under krigen i KZ-lejrerne eller deporteres til Palæstina.
Det fremgår af Europa-Rådets rapport at der i hollandske skoler stilles spørgsmålstegn ved den nazi-tyske tilintetgørelse af Neuropas “indre fjender”, som blev udpeget som “jøde-bolsjevikiske undermennesker” og “zigøjnere” – dvs Roma og Sinti – ligesom det nazityske regime “tilintetgjorde” tusinder og atter tusinder af mennesker der dyrkede Jehovas Vidner, var handicappede, homoseksuelle eller mentalt handikappede.
I et bilag til raporten redegør regeringen for “modforanstaltninger”.

ADVARSEL ! KARIKATUR-tegninger som Jyllands-Posten ikke vover trykke

Februar 2008

Danmark igen i terror-karikaturernes greb

Jyllands-Postens terrorkarikatur-forestilling om  “Hvordan forhåner og latterliggør vi muslimer så provokerende at den kristen-zionistiske forestilling om civilisationernes sammenstød bliver realiseret” ? bliver nu gentaget i 18 danske aviser: Ikke kun JP, men alle aviser med respekt for “ytringsfriheden og det frie ord” genoptrykker nu de antisemitiske terror-karikaturer af den semitiske profet Muhammed. Det sker efter at Politiets Efterretningstjeneste PET kom med anklager mod tre personer for at “planlægge likvidering af Kurt Westergård – en af terrorkarikatur-tegnerne. Det viser sig at PET kun har mistanker,men ingen beviser mod de tre anklagede. Alligevel bliver to af de anklagede udvist af landet – alene på “mistanker” eller ” indicier” som kun PET kender til –  direkte udvist uden retssag – og uden dom – en “god” dansk tradition fra 1930′ erne. Og de to tunesiske statsborgere kom altså til at spille “nyttige idioter” i PETs og JP/Politikens forestilling den “muslimske verdens demokratiske underlegenhed”. I 1930-erne og under krigen udpegede Hitlernazisterne og dets kapitalistiske støtter i aviser og radio;  “jøde-kommunisterne” som “undermennesker” der med Moskva som centrum konspirerede for at nedbryde og knuse den kristent-ariske vestlige civilisation.

“DEN EVIGE JØDE” – Fascistisk karikatur – og propagandaplakat fra 1930´erne

JyllandPostens terrorkarikaturer af muslimer idag har klare ligheder med de nazistiske jøde-karikaturer fra 1930´erne som denne nazistiske filmplakat om den “evige jøde”. Karikaturtegninger af jøder,slaver og f.eks af Sovjetunionens leder Stalin var popuære på Jyllands-Posten i 1930´erne da de danske aviser sympatiserede med den tids mest aggressive kapitalistiske stormagt; Nazi-Tyskland.

Ordvalget idag er naturligvis et andet , men meningen er den samme. Dengang brugte man “jøderne” som syndebukke altså som skydeskiver – dels fordi de udgjorde en genkendelig ikke-kristen minoritet, dels fordi jøderne udgjorde en ikke ubetydelig kraft i den socialistiske opbygning i Sovjetunionen i 1930′ erne – og i den Kommunistiske Internationale – KOMINTERN . Derfor blev de udpeget som syndebukke for kapitalismens krise og manglende evne til at tilfredstille massernes behov for arbejde, brød, boliger,uddannelse og kultur.

- Den nazistiske hetz kampagne mod “jøde-bolsjevismen”, dvs “kommunismen som jo i realiten” i følge de nazistiske spindoktorer; var en “jødisk konspiration for at erobre verdensherredømmet”, var ikke bare en konkretisering og levendegørelse af “fjenden” og “syndebukken” , men også – ligesom idag en rambuk – der politisk-ideologisk skulle “forklare” den planlagte aggressionskrig mod det kommunistiske Sovjetsamfund som en “befrielseskrig” hvor de sovjetiske folk skulle “befries fra hvad tyske medier kaldte det “stalinistiske åg”. *
Idag skal forhånelsen af muslimerne som vore dages “underlegne” bruges til at “forklare” og propagandere for aggressionen mod de arabiske folk og deres naturrigdomme – idag Palæstina , Irak, Afghanistan; Iran – dog ikke det feudal-kapitalistiske Saudi-Arabien fordi det fascistiske kongedømme i Riyadh , har underlagt sig de samme stormagtsinteresser som fører krig mod Iraks folk. – – – – Med den “forhånende og latterliggørende” dagsorden i baghovedet begyndte den anti-muslimske provokation da Jyllands-Posten bestilte karikatur-tegninger i 2005 af profeten Muhammed. Det skete også i forståelse med de kristen-zionistiske kræfter i Georg Bush` s højreliberale bagland. Bl.a Mr. Pipes roste Redaktør Rose for karikaturerne af Muhammed, som blev bragt i avisen i september samme år. Karikaturtegningerne førte til den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig” som det blev udtrykt. – Eksperter mener at handels-mærket, the brand “made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder. Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Den 9.februar 2006 bliver Kultur-redaktør Rose “suspenderet på ubestemt tid – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag ?Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav JP/-Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel.
Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.

Det danske bidrag til Holocaust-tegnekonkurrencen af Jørgen Bitsch

* *

CENCUREN af Jørgen Bitsch´s karikatur sker ikke kun på JyllandsPosten , men også i en række venstreopportunistiske medier, der ikke ønsker at konfrontere den prozionistiske konsensus. Det sker dog UDEN nogen form for debat eller dialog.
Man kan kritisere tegningen for dens fokusering på de jødiske offrer for for den tysk-europæiske imperialismes aggression under Anden verdenskrig. Det er et faktum at flertallet af offrerne i nazisternes KZ-lejre ikke var jøder, men blandt andre sovjetiske krigsfanger, Romer (kaldet “zigeuner” i Nazityskland), homoseksuelle, handicappede og mennesker der troede på “Jehovas Vidner” udover flere millioner “slaver” ,antifascister og modstandskæmpere i de besatte lande. Flere end 12 millioner mennesker døde i den tyske imperialismes KZ-lejre, hvor der samlet var 18 millioner fanger. Læs interview med satiretegneren Jørgen Bitsch * * * * *

BAGGRUND: JyllandsPostens antisemitiske Karikaturtegninger satte Danmark i den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig_________________

På CNN fortalte Kulturredaktør Flemming Rose at han ville sige ja til at trykke satire-tegninger med kristendommen (Kammerat Jesus) og den zionistiske Stat Israel som tema, blandt andet ved at tage kontakt med den iranske avis som stod bag den internationale Holocaust-tegnekonkurrence, hvor den danske tegnr Jørgen Birsch deltog med ovenstående tegning.

- Dagen efter var Mr.Rose suspenderet som redaktør på JP – “ytringsfrihedens flagskib” i Danmark – på ubestemt tid. Og disse “farlige ” farlige satiretegninger blev aldrig trykt i avisen.
Vi behøver ikke spørge JPs redaktører om de vil genoptrykke Der Stürmers nazistiske “satiretegninger” af de jødiske “untermenschen”, for det vil åbenbare JPs historiske forkærlighed for antisemitisk “forhånelse ” for en bredere offentlighed i ind- og udland.

- Men forhånelsen og bespotningen af muslimer og andre semitter er ikke isoleret til den danske kapitalistiske overklasses aggressive ideologiske flagskib “JyllandsPosten”.

Kritik af Staten Israel stemples automatisk som “antisemitisk” trods det faktum at Israel netop ikke er en “jødisk stat” i den forstand at der ikke kun bor jøder men også andre etniske grupper i Staten Israel og det faktum at flertallet af verdens jøder netop ikke bor i Israel. Det fik amerikaneren Norman Finkelstein – efter-kommer af jødiske KZ-fanger som blev ofre for det sidste vestlige imperialistiske stormagtsprojekt – at mærke da han skrev bogen “Holocaust-industrien” om zionisternes politiske og økonomiske misbrug af det nazistiske folkemord. Denne stolte jøde blev stemplet som “antisemit” af Søren Vinterberg i avisen Politikens anmeldelse af bogen. * * * *
* Tegner:Mr. Derkaoui Abdellah fra Marokko som her viser en satirisk-tragisk vinkel på bygningen af den zionistiske Apartheid-mur ned gennem Palæstinas land, hvor milioner af ofre for det nazistiske KZ-system bliver brugt som “good will”-forsvar for opretholdelsen af det zionistiske apartheid-regime i Palæstina. * * * * *
* __________

Flere karikaturtegninger fra Holocaust-tegnekonkurrencen
FLERE karikaturtegninger ____


JyllandsPostens grænseløse hykleri

Hvem stod bag JyllandsPostens antisemitiske karikaturtegninger ? 

* * _________________________

* * * * * Karsten Johansen skrev denne mail:: 

” . . . . omtalte Flemming Rose har i dag oppført et i sannhet selsomt skuespill:”Jyllands-Postens kulturredaktør ville bringe nye tegninger, denne gang af Jesus og jødeudryddelser. Nu fastslår avisens chefredaktion, at der ikke bringes nye tegninger.Af Anders BørsmoseDer bliver ingen nye tegninger af hverken jødeudryddelser eller Jesus i Jyllands-Posten. Det forsikrer avisens chefredaktør Carsten Juste. Udmeldingen går stik imod udtalelser, som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har givet til både CNN og TV 2 Nyhederne. I TV2 Nyhederne i aften fremgik det, at Jyllands-Posten på søndag ville bringe en serie nye tegninger.Blandt andet viste TV 2 en tegning, hvor der gøres grin med Jesus – en anden tegning skulle angiveligt vise jøde-stjernen tegnet på en bombe.»Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en specielt antiislamisk kurs«, sagde kulturredaktør Flemming Rose til TV 2 i sin begrundelse for at bringe de nye tegninger.Men i kortfattet erklæring fra Jyllands-Posten lægger chefredaktion afstand til kulturredaktøren.»I et indslag i TV 2 Nyhederne onsdag den 8. februar kl. 19.00 hed det, at Morgenavisen Jyllands-Posten på søndag vil bringe en række antisemitiske og antikristne tegninger. Dette er ikke korrekt«.Til den amerikanske tv-station CNN sagde Flemming Rose ellers i går, at »min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem«. Nu lyder det således fra avisens chefredaktion:»Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger«.

‘Jeg har begået fejl’

Jyllands-Postens kulturredaktør erkender da også, at han har lovet mere, end han kan holde. »Jeg har begået en fejl. Jeg står 100% bag avisens linie og Carsten Juste i denne sag«, siger Flemming Rose til DR Nyheder.”

Jyllands-Posten vil ikke gengive iranske holocaust-tegninger

Jyllands-Posten er alligevel ikke klar til at samarbejde med en iransk avis og offentliggøre karikaturtegninger af den jødiske holocaust, som Teheran-avisen har udskrevet en konkurrence om.
JP’s kulturredaktør Flemming Rose har ellers præsenteret avisens plan over for det amerikanske tv-selskab CNN.- Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem, sagde han til CNN’s American Morning. Men 18.20 onsdag kom følgende kontra-ordre og tilsyneladende irettesættelse af Flemming Rose fra Jyllands-Postens ledelse: “Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, var i går på CNN citeret for en oplysning om, at Jyllands-Posten agtede at bringe nogle bebudede iranske Holocaust-tegninger samme dag, som en iransk avis agter at bringe dem. Denne oplysning bygger på en overfortolkning af Flemming Roses udtalelse.”Videre hedder det, at “Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger” /ritzau/”Det bør etter min mening nøye etterforskes, hvem denne Rose egentlig er, ikke minst fordi et par av de famøse karikaturer, som jeg har dokumentert her, er rasistiske hetskarikaturer av kjent merke a la Der Stürmer og en synes, noe forblommet og fordekt sjølsagt, som man alltid kan vente det av folk av fascistisk kaliber etter 1945, å oppfordre til folkemord på islamtilhengere. Det er samtidig opplagt, at en hel kabale av islamske fascister med kontakter i områdets mest reaksjonære regimer, og sannsynligvis i samarbeid med europeiske fascister og i det mer skjulte understøtta av diverse etterretningstjenester (inge nevnt ingen glemt), har VENTET I FEM MÅNEDER til et for dem gunstig tidspunkt, med å lansere de (åpenbart for enhver som tenker litt ) nøye planlagte “spontane demonstrasjoner” “mot tegningene”, mens de samme tilsynelatende særdeles varme islamtilhengerne ikke løftet en finger, da nyheten om at Koranen var brukt som dasspapir i USAs Guantanamo-torturleir turnerte godt og grundig over hele verdenspressa. De har heller aldri reageret på israelske avisers karikaturer av Muhammed.
På Antiwar.com skriver ~ Justin Raimondo om :(Something is)”Rotten in Denmark :Flemming Rose and the clash of civilizations” at …..

“Flemming Rose, the “cultural editor” of Jyllands-Posten, who commissioned the cartoons and now is at the center of a rapidly-escalating controversy.Here is his Wikipedia biography, which states that he has “links with U.S. neoconservatives,” but lacks citations. Rose is apparently a big fan of Daniel Pipes ? the controversial anti-Arabist appointed by George W. Bush to the U.S. Institute of Peace ? and authored an entirely uncritical profile of Pipes, originally published in Jyllands-Posten and translated here.Pipes is the founder of Campus Watch, an organization devoted to stamping out any and all academic treatments of Middle Eastern affairs that don’t conform to his narrow strictures, which might be mildly described as fanatically hostile to Islam, Arabs, and anyone who opposes his extreme Israeli nationalism. Campus Watch is engaged in compiling blacklists of professors who refuse to spout the pro-Israel party line, and actively encourages students to spy on their teachers and report miscreants.None of this is mentioned in the profile authored by Rose: instead, we are given a long disquisition on his subject’s view of “militant Islam” as a threat supposedly on a par with communism and fascism ? again, uncritically, in spite of the lack of proportion evinced by such an extravagant claim, to say nothing of the lack of evidence marshaled by Pipes.It looks like Rose used to be a laid-back kinda guy, as indicated by his testimonial to the effectiveness of Acem meditation techniques:”As a journalist, my challenge is to get behind all the stereotypes that both my readers and I bring with us from the past. They prevent us from seeing the complexity and constant changes taking place regarding almost any subject. Acem Meditation helps me discover my own blind spots and thereby write more genuine and revealing articles.”That was then, but now he is talking about the rising struggle between Islam and the West as a “clash of civilizations,” and characterizes the controversy over the publication of the 12 tasteless caricatures as being”About the question of integration and how compatible is the religion of Islam with a modern secular society ? how much does an immigrant have to give up and how much does the receiving culture have to compromise.”So much for getting “behind all the stereotypes” and seeing the “complexity” in spite of his “blind spots.” These days, it seems, Rose has been entirely blinded by the kind of hate exhibited in those cartoons, which dramatize the neoconservative view of the Muslim world as inherently terroristic ? a view that the perpetrators of this provocation were hoping would be demonstrated in the Muslim reaction.” 

KILDER :Mail fra Karsten Johansen blandt andre. *

**** EFTERSKRIFT: Det skal siges at Dagbladet Information bragte nogle af de såkaldte Holocaust-karikaturer den 8.september 2006.
Hovedparten af de “ytringsfrie” danske medier – herunder JP-Politikens-koncernens dagblade nægtede at trykke disse, herunder JP – hvor Kulturredaktør Flemming Rose ligefrem blev afsat umiddelbart efter at han havde sagt ja til disse karikaturer.
Dog trykte Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken Jørgen Bitsch´s bidrag til den iranske satiretegnekonkurrence om holocaust i fobindelse mede et kritisk interview med kunstneren.
******

Kina : De rige køber sig til flere børn

10.maj 2007 *

Det kapitalistiske Kinas rige velhavende middel- og overklasse betaler sig fri af den lovpligtige et-barns politik.

PEKING (IPSNews/Xinhua)- På husvægge i de kinesiske byer ser man opslag af typen “færre fødsler, højere kvalitét på nationen”. Men i det nye urbane Kina udfordrer stadig flere regeringens regler for at kontrollere folketallet.

Det var under den prokapitalistiske leder Teng Hsiao-p’ing (Dèng Xiǎopíng) at Kina i slutningen af 1970’erne indførte sin kontroversielle etbarns-politik . Ifølge reglerne udskrives der saftige bøder til par som føder flere end et barn. Regelen har med brutal effektivitet holdt folketallet nede , men i Kina er især den kapitalistiske overklasse nu blevet så rig i kraft af profitterne fra udbytningen af arbejderklassen og finanskapitalistisk spekulation gennem disse år at mange familier i byerne i dag har råd til at betale for at få mere end et barn.

Tjenstemænd som arbejder med familieplanlægning advarer nu mod dennne udvikling. Chefen for den nationale befolknings- og familjekomité, Zhang Weiqing, sagde i denne uge at antalet rige kinesere som har flere end et barn stiger lavine-artet. Ifølge en forskningsrapport fra komittéen vælger næsten ti procent af landets rigeste at få hele tre børn, eftersom store familier traditionelt forbindes med rigdom og lykke i Kina.

Udover at det bekymrer myndighederne så skaber babyboomen blandt de rige vrede blandt resten af befolkningen – som oprøres over at de som har penge og magt kan forbigå love og regler.

Bøden for par som får flere end et barn varierer mellem forskellige regioner. I de rige kyst-provinser, som Guangdong i det sydlige Kina, bliver der udskrevet bøder på omkring 152 000 kr. pr barn. Kinesiske medier har eksempelvis rapporteret om en Guangdong-familie som betalte 600 000 kr for at “udvide sin familie” udover lovens rammer .

Denne tendens kommer på et tidpunkt hvor spændingerne vokser mellem landets rige og fattige. En ny undersøgelse gjort af dagbladet China Youth Daily viser at mere end 60 procent af de adspurgte var af den opfattelse at det var uretfærdigt at de rige kunne slippe udenom etbarnsloven, ved at betale bøderne som det koster at få mere end et barn.

Den strikte etbarnspolitik har holdt befolkningvæksten nede i Moder Jords folkerigeste land, og den er også blevet kritiseret for at være krænkende. Kritiken har blandt andet handlet om de kvinder som bliver tvunget til at abortere, om tvangssteriliseringer og om den systematiske abortering af pigefostrer.

De kinesiske familieplanlæggere har de seneste ti år arbejdet for at slippe fri af dette makabre image – hvor pigefostre så at sige bliver smidt i skraldespanden inden fødslen.
Under den sidste halvdel af 1990´erne er reglerne blevet læmpet. Blandt andet så har visse familier på landet fået tilladelse til at føde yderligere et barn om deres første-fødte var en pige eller om børnene var handikappede på den ene eller anden måde.

På den kinesiske landsbygd – hvor flertallet af kineserne stadig lever – er den traditionelle forkærlighed for drengebørn stadig udbredt, blandt andet af praktiske årsager. Det minimale sociale offentlige hjælpesystem dækker i dag bare indbyggerne i byerne. Derfor er landsbygd-befolkningen ofte afhængigt af at deres barn forsørger dem på deres ældre dage.

De rige familier i byen vil i mindre udstrækning vælge at få flere børn for at sikre sin fremtidige forsørgelse. De bekymrer sig istedet for at børn uden søskende bliver selvoptagede, respektløse og dovne. I Kina kaldes den yngre generationen som er vokset op uden søskende iblandt for “de små kejsere”.

Omarbejdet og oversat artikel af Antoaneta Bezlova
IPSnews-Peking

Andre artikler om etbarnpolitiken:

Protester mod etbarnspolitikken

Et-barnspolitiken under kritik

Skæv kønsfordelning bekymrer kineserne

Amerika:Halv million mord i Brasilien i løbet af ti år – ifølge regeringsrapport

30.januar 2008

Flere end 100 mennesker bliver myrdet hver eneste dag i det kapitalistiske Brasilien . . . .  Det er de blodige kendsgerninger man kan udlede af en brasiliansk regeringsrapport der opgiver at næsten en halv million mennesker er blevet myrdet i løbet af  ti år i det folkerigeste land efter USA på “Guds eget kontinent” .

BRASILIA (Raymond Colitt/Reuters) – Næsten en halv million mennesker er blevet myrdet i Brasilien i det sidste årti the homicide rate is gradually falling due to better social welfare, more policing and fewer firearms, a study said on Tuesday.
I ti året fra 1996 to 2006, er omkring 465 tusind mennesker blevet slået ihjel , according to a study published by two aid groups and the federal government. The vast majority were shot. Gang-related violence routinely shakes Brazil’s major cities, temporarily shutting down neighborhoods and killing innocent bystanders. Eksperts say corrupt and under-staffed police cannot cope; they cite the vast disparity between rich and poor as one of the main underlying causes of the violence. A series of high-profile crimes in 2006 and 2007 made public safety Brazilians’ top concern. Polls show widespread dissatisfaction with President Luiz Inacio Lula da Silva performance on this issue.
Many of Brazil’s 12 most violent cities are in the Amazon region, where conflicts over land and natural resources are often resolved by hired gunmen, the report said. Foz de Iguacu, gateway to a famed waterfall and a major tourist attraction, is the fifth-most violent municipality, with 99 homicides per 100,000 inhabitants, more than twice the rate in the most crime-ridden U.S. cities. But the number of homicides in 2006 fell for the third consecutive year to 46,660 from a peak of 50,980 in 2003, according to the report. Government campaigns to destroy firearms as well as increased social welfare programs and tougher policing helped reduce the murder rate, the report said. But millions of youths in desperate social and economic straits still provided a breeding ground for future criminals, they said. “The falling homicide rate is good news but let’s not celebrate too much,” said Jorge Werthein, co-author of the report and executive director of Latin American Technological Information Network (LATIN), an inter-governmental group of six Latin American countries. “It is still totally unacceptable by any international standard,” Werthein said. (RED.:Alan Elsner)

KZ-AUSCHWITZ : BEFRIET 27.Januar 1945 af den Røde Hær

27.Januar 1945

I mange lande bliver befrielsen af KZ-lejr Auscwitz-Birkenau idag ihukommet og der bliver gennemført mindemøder og arrangementer for at sætte focus på det systematiske og planlagte folkemord på den imperialistiske Anti-Komintern-pagt´s fjender i Europa: det kapitalistiske Tyskland og Italiens “indre fjender og undermennesker” : såkaldte “jødekommunister”, “terrorister” – “sabotører” – “handicappede”, “Zigeunere” (dvs Roma og Sinti-folket)- “Jehovas Vidner”; “jøder” ; “bolsjeviker”.
Mange af KZ-offrene og deres pårørende lever ikke længere iblandt os; men den internationale AUSCHWITZ- bevægelse virker udødelig; præcis som mindet om de millioner af mennesker som gik dødsvejen i KZ-lejrerne. Mindet om dem er udødeligt. Og vi der lever idag sværger på at de ikke døde forgæves. Den imperialistiske Antikominternpagts millioner af ofre er idag en mægtig kraft i det antifascistiske og antiimperialistiske kamp. Denne udødelige millionhær fra dødsriget udgør et mareridt og skrækbillede for vore dages imperialistiske magthavere, dels fordi disse magthavere er arvtagere til de kapitalistiske klassekræfter og stormagter som bragte de fascistiske kræfter til magten i Europa og ikke mindst fordi sejren over fascismen påviser hvilke kræfter den organiserede arbejderklasse under kommunistisk ledelse er i stand til at udløse. * * *
IDAG tiltrækker den internationale AUSCHWITZ-bevægelse nye menneskegenerationer som i solidaritet ønsker at lære og kende til historien om det mest omfattende folkemord siden slave-togterne. Og engagere sig i det antifascistiske arbejde og kamp. Så når visse borgerlige og socialdemokratiske kræfter stræber efter gøre historien om Auschwitz til en sag for museumsinspektører og historikere, mens de brede befolkningslag skal “marchere fremad” og ikke “hænge sig i fortiden” viser det blot at disse kræfter igen – ligesom på Antikomintern-pagtens og KZ-lejrernes tid – vælger at tjene de kapitalistiske interesser som ikke ønsker at folk drager lærdomme af historien og opnår bevidshed om hvem der bragte Hitler-regimet , Mussolinis regime, Franco-regimet og andre vestlige fascistiske regimer til magten.
Andre borgerlige og kontrarevolutionære kræfter forsøger ligefrem at gøre Auschwitz-dagen til et korstog mod kommunismen og Stalins socialistiske Sovjet. Faktum er at Stalins Røde Hær og deres allierede befriede Europas og Asiens folk fra at synke ned i et barbarisk nazi-fascistisk tyranni under de Euro-japanske storkapitalisters ledelse. Der er flere årsager til at både borgerlige og socialdemokratiske politikere og historikere viderefører Gestapos og Nazi-Tysklands propagandabilleder af Stalin og det socialistiske Sovjet, godt nok med visse modifikationer, f.eks udelader man de mest skrigende feberfantasier og åbenbare løgne om verdens første kommunistiske stat fra Gestapo/CIAs propagandalaboratorier. * * * * * * *

For det første er “kommunismen ” ikke så død som de borgerlige-socialdemokratiske magthavere og medierne gerne vil give indtryk af. Ved at gentage de gamle antikommunistiske skrækhistorier, ved at forstørre og demonisere visse overtrædelser af den socialistiske legitimitet i det “kommunistiske Sovjet” og samtidig gøre Stalin og de revolutionære kommunister ansvarlig for samtlige dødsfald; den fascistisk-trotskistiske femtekolonnes terror og sabotage inde i Sovjetunionen samtidig som man, i lighed med den kristne inkvistion udpeger Stalin, Lenin og andre kommunister ikke bare som “kættere” og “satans efterfølgere”, men som “historiens værste massemordere” for dermed at afskrække og dermed skræmme folk til at tage afstand fra kommunismen. Det sker samtidig som man forsøger at ophøje de antikommunistiske feberfantasier til rene og “videnskabelige sandheder”, for at overbevise om kapitalismens som den eneste fremtid for menneskeheden og skræmme folk væk fra at gå den kommunistiske vej.
Det minder betænkeligt om, ikke bare den fascistiske propaganda på Hitlers tid, men også om vore dages ultralliberale “spin” om det kapitalistiske “frie markeds overlegenhed” og menneskehedens fremtid som en “evig sejlads på kapitalismens frie marked”

For det andet har de samme borgerlige medier, socialdemokraterne og højreopportunister som Ole Sohn (SF); bistået af både erklærede “kommunistiske” grupperinger som Betty F.Carlsson´s “KPiD” og Jørgen Petersens “KP” *); og de “venstreradikale autonome” som taler om “statssocialismen” **) i Østeuropa og Sovjetunion” opmuntret de neo-nazistiske og højreradikale grupper ved at godtage sovjet-ledelsen´s selvopfattelse om det var “socialismen der brød sammen i 1989″ og at “kommunismen døde med Sovjets opløsning i 1991″, som historiske fakta.
Det lig som blev begravet i Moskva i 1991 var ikke kommunistisk, men en revisionistisk; statskapitalistisk karikatur som brød sammen: – årsaget af krisen i den statskapitalistiske “selvforvaltningsøkonomi”, den statslige gældssætning til udenlandske banker, Tjernobyl-atomkraftulykken og det militære sammenbrud i Afghanistan.
Ved at hævde at Sovjet´s sammenbrud var “kommunismens sammenbrud” opmunter de borgerlige og reformistiske medier de neo-og gammelnazistiske grupperinger som især i 1990´erne gennemførte progromer, mordbrand og overfald på “muslimer” og andre ikke-europæiske indvandrere i Tyskland og andre europæiske stater.
Deres revanshcistiske stræben blev opmuntret gennem opfattelser om at “Vi havde ret” – i det nazistiske overfald på Sovjet i 1941 – fordi “kommunismen brød jo sammen i Sovjet i 1991 som “alle borgerlige medier ” påstod.

For det tredje  befinder de borgerlige klasser og deres politikere sig stadig i en forsvarsposition overfor deres forræderi og nazi-kollaboration optil og under krigen. Derfor prøver man stadig idag at fordreje de historiske fakta : at Europas og USA´s kapitalistiske Over- og middelklase og deres borgerlige og socialdemokratiske partier - med hæderlige antifascistiske undtagelser – bragte Hitler, Mussoloni , Franco-regimerne til magten.

Det er et faktum at de kræfter som bragte HITLER , MUSSOLINI og FRANCO til MAGTEN i mellemkrigstidens Europa, idag er mere magtfulde end i tiden optil den verdenskrig de udløste i 1939.

*Idag er det den internationale AUSHWITZ-dag til minde om de millioner af ofre for det fascistiske barberi som udgik fra den vestlige “civilisations hovedland Tyskland ” – også kaldet Holocaust (Tilintetgørelsen).

Januar 1945: Stalins Røde Hær har befriet de overlevende fanger i KZ Auschwitz.

AKKURAT den 27.januar 1945 havde styrker fra Den Røde Hær kæmpet sig frem til området hvor det tyske KZ-lejr-kompleks Auschwitz-Birkenau lå og befriede de udsultede og forpinte overlevende fanger. Når den Røde Hær og Stalins Sovjetunion viderebragte information om forholdene i KZ-Auschwitz og vidnesbyrd fra de overlevende fanger til de kapitalistiske stormagters medier og politiske ledere i vest blev de afvist som “jødisk-kommunistiske overdrivelser og propaganda”.


* * + + + + + + Børnefanger i KZ-Auschwitz, befriet 1945 af Stalins Røde Hær (Foto :B. Fishman) + + + + + + + * *

Selv idag 63 år efter ser man tydelige tegn på at de borgerlige og reaktionære kræfter har problemer med beskrivelsen af KZ-Auschwitz. Kulturredaktør Mikael van Reis på det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten vælger at formulere sig sådan her :

Idag er det Holocaust mindesdag og 63 år siden de allierede tropper nåede Auschwitz.”

Læg mærke til den orwellianske omskrivning af “tropper fra Sovjetunionens Røde Hær” til det mere acceptable udtryk for den borgerlige redaktør: “allierede tropper”. Tankerne går i retning af . . . . ? noget andet . . . . end kendsgerningen at “Stalins Røde Hær befriede KZ-Auschwitz”.
* * * * *

Journalisten Mikael van Reis har læst et vidnesmål af Schlomo Venezia som indrammer katastrofen i desshisnande vidd och detalj. Venezia overlevede otte måneder i Infernos nederste kreds.

Ny BOG med en KZ-fanges Erindringer fra *Schlomo Venezia *Sonderkommando – ett vittnesmål * Oversættning: Lotta Riad* Forlag:Bonniers

Den tidligere hønseavler og SS-leder Heinrich Himmler sætte pris på landbrug og beordrede derfor Joachim Caesar som chef for landbrugsafdelningen til at opføre en mønster-parkhave i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det gjorde han i formen af en kosmisk plan hvor fire dyrkede jordstykker blev delt af fire stier som forestiller paradisets floder og som mødes i midtercirkelens livstræ. Denne plantering blev placeret i umiddelbar tilslutning til gaskammeret i Krematorium II som var omgivet af høje hækker for at forhindre indsyn. Beplantningen var altså afset som et sidste glimt af verden for de tusinder som gik mod sin snarlige død. Lejren blev fotografet fra luften sommeren 1944 af de allieredes fly som intresserde sig for I G Farbens Bunafabrik lige ved siden af . Lejrens funktioner blev identifiseret langt senere, men hvad troede fotoanalytikerne at de så på disse luftfotos sommeren 1944 ? Det var under maj til juli som godt 400 000 ungarske jøder blev myrdet i de fotograferade bygninger. Denne sidste sommer stod kapaciteten i top.


Buna-Werke – eller Auschwitz III -Monowitz var en arbejdslejr som var under kontrol af den kapitalistiske monopol-Koncern IG Farbenindustrie. Den lå i tilslutning til det enorme Auschwitz-Birkenau KZ-lejrsystem. Herfra rekruterede IG-Farben billig arbejdskraft som så at sige blev udbyttet til sidste dråbe sved og blod. Det var den kapitalistiske drøm om arbejdskraft uden rettigheder og uden løn der blev virkeliggjort. Fra KZ-Auschwitz blev titusinder af fanger udskrevet til arbejde i IG-Farben fabrikkerne. Ingen af dem overlevede. *

I september blev Bunafabriken bombarderet , men ikke dødsfabriken. Sammenlagt blev mellem 1,5 og 2 millioner mennesker myrdet i Auschwitz-systemet. Betragter man nu billederna fra augusti 1944 kan man faktisk skelne Caesars have. Paradisets symmetriske utopi indføjet i Infernoets morderiske eksakte dystopi. Fuldbyrdet kynisme. Dog forblev parken længe uidentifiseret. Den amerikanske kunstner Ronald Jones gjorde Caesars kosmiske park til udgangspunkt for et værk som blandt andet visades på Borås konstmuseum 1999. Shoa eller förintelsen var “det største mordprojekt som nogensinde er udformet af mennesket” konstaterer den italienske forsker Marcello Pezzetti og de fem Auschwitzkrematorier var “det største mordkompleks som mennesket nogensinde udviklet”. For at transportere hundretusinder af mennesker fra hele Europa med hesigten at aflive dem pinefuldt i det sydlige Polen, krævedes et enormt logistisk apparat hvor hvert hjul skulle snurre for at dødsmaskinen skulle kunne arbejde nat såvel som dag. Mobiliseringen var total.
*PRIMO LEVI* overlevede KZ-fangenskabet som en af de tusinder af Auschwitz-fanger som Stalins Røde Hær befriede i januar 1945
Selv da krigslykken på østfronten svigtede. Togene skulle rulle. Processen havde tre tidsmæssige skridt – først juridisk diskriminering af jøderne, siden social ghettoisering og endelig deportation og udryddelse. Denna sidste kreds koncentreres til krematorierne og da fly-billederne blev taget befinder den enogtyveårige Schlomo Venezia i Krematorium III i Auschwitz-Birkenau som udvalgt til Sonderkommando, specialkommandoen, som bestod af de jøder som skulle arbejde i krematorierne. Nazisternas förintelsemål var också utplåningen av alla vittnen. Altså blev Sonderkommando gasset efter nogle måneder. Det lykkedes for Venezia som en af de meget få at overleve i otte måneder og han overlever således også oprøret i oktober 1944 og dødsmarscherne til Østrig. Han stifter familie, men er tavs om hans erfaringer i syvogfyrre (47) år. Sedan orkar han berätta.
Den samtalsbok med honom som nu finns på svenska ramar in katastrofen i hisnande vidd och detalj. Han var en af de 46 000 jøder som blev deporteret fra Saloniki hvor omstændighederne var fattige, informationerne få men familiebåndene stærke. De var dele af den store italiensk-jødiske koloni som blev beskyttet af et italiensk statsborgerskab, men efter 1943 vender lykken og hele familien deporteres. Schlomo havner altså som ung og stærk i helvedestrattens nederste kreds. Sonderkommando skulle tvinge folk til at tage klæderne af, fösa in dem i kamrarna, sedan släpa ut de döda, klippa hårflätor, dra ut guldplomber, rengöra kamrarna och bränna kropparna. Hver transport tog tre dage at ekspedere. Døden trak fulde huse, som Paul Celan formulerede det. Der fandtes inget valg – for den som ikke deltog hele vejen ventede et nakkeskud fra den bestialiske sergant Moll, også kaldt Malahamove eller Dødsengelen. Ändå medverkade inte Sonderkommando handgripligt i dödandet, det skötte “tysken” till mästerskap, men de kommer så nära som är absolut möjligt när de tvingas leda åldringar till nackskott. En bråddjup formulering hos Venezia fäster sig. De dömda skall känna att också de dödar de dömda, alltså sig själva: “Jag tyckte att det värsta var att man tvingades låta den döde ramla ihop. Man kände tyngden från kroppen i fallet som man drogs med i mot sin vilja. Det var hemskt att höra kroppen falla till marken. Även om jag visste att personen var död gjorde jag allt för att mildra fallet.” Han befinner sig i helvetet och kanske minns Schlomo Venezia den femte sangen slutrader i Dantes Inferno: “av ångest blev jag som en döende och sjönk i vanmakt; och sedan föll jag, som en död kropp faller.” E caddi come corpo morto cade. Schlomo Venezias ekstreme erfaringer findes nu her samlet i al sin hemska lugn och liksom Primo Levi bekräftar han den överlevandes svarta sjukdom – domen om livstida förlust av levnadsglädje: “Allt för mig tillbaka till lägret … Man lämnar egentligen aldrig krematoriet.”

Man kan tro att efter treds år er denne katastrofe grundligt udforsket, men som pionerenn Raul Hilberg påpegede kort før sin død august i fjor er det måske kun omkring tyve procent af holocaust vi har kendskab til. Han havde sandsynligvis kendskab til den franske katolske prästen Patrick Desbois enastående, nu pågående arbete att med lantbefolkningens hjælp dokumentera hundredevis, tidigare okända massgravar i Ukraina. Där gällde kulor och inte gas när nazisternas mobila dödsskvadroner började turnera landskapet sommaren 1941. Desbois är utrustad med prästkappa, tolk, kameramän, kartograf, ballistiska experter och ett mycket återhållet, ickeanklagande lugn. Hans beregninger ökar väsentligen de tidigare kalkylerna av antalet mördade i Ukraina till mellan 1 och 1,5 miljoner. “Vi har ventet længe på Jer”, siger de aldrende bønder

slutter Mikael van Reis hans anmeldelse.
w54* —-
Fanger i tysk KZ-lejr

FAKTA om KZ–AUSCHWITZ

KZ-lejr er en forkortning af “Konzentrations Lager” som egentlig stammer fra engelsk “concentrations camp” som de engelske imperialister oprettede i Sydafrika og Kenya da de koloniserede disse lande og folk i det 19.århundrede. Også da med millioner af ofre. AUSCHWITZ er det tyske navn på den polske egn og by Oswięcim, ikke langt fra Krakow og Katowice.I begyndelsen af 1940 blev flere koncentrations- og tilintetgørelseslejre bygget i det tyskbesatte område.De tre hovedlejre var: Auschwitz I, her myrdedes cirka 70 000 polske intellektuelle og sovjetiske krigsfanger.Auschwitz II (Birkenau), Tilintetgørelseslejren hvor ca 1,5 millioner mennesker myrdedes, hvoraf en million var jøder og 19 000 romer.Auschwitz III (Monowitz). Arbejdslejr for den kapitalistiske tyske koncern IG Farben. Den sidste transport af jøder ankom fra Berlin den 5 januari 1945. 17-18 januari beordrede den tyske lejrkommando generel evakuering. Cirka 66 000 udmargede fanger blev tvunget ut på en marsch i vinterkulden med retning mod andre koncentrationslejre i det Tyske Rige og Østrig. Da den RØDE HÆR når frem til lejren findes 7 000 fanger tilbage , de som var for syge for marschen. * * – – – – – – – – -

Læs mere på AUSCHWITZ.org.pl

 
I hele Europa og Sovjetunionen blev 18 millioner holdt som fanger i de nazi-fascistiske KZ-lejre. For 12 millioner af disse mennesker blev KZ-lejrerne deres sidste opholdssted hvad enten de blev gasset, skudt, tortureret eller udsultet til døde.      Det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten skriver bl.a i sin leder 27.januar:

Minnesdag för offren Insikten att Förintelsen var en noga planerad monstruös förbrytelse med många miljoner offer får aldrig förblekna. Det var som ett svart hål. Ingenting fanns i böckerna. Till en början famlade den katolske prästen Patrick Desbois efter dokumentation i sitt sökande efter sanningen om nazisternas brott i det ockuperade Ukraina under andra världskriget. Men han fick kontakt med gamla människor, som sedan dess burit på sina minnen av vad de bevittnat. De visade var massgravarna fanns. Många hundra har lokaliserats under de senaste årens sökande.Ett inte alldeles tydligt medvetande om omfattningen av den del av de nazistiska massmorden som begicks i Ukraina har klarnat. Nu finns de konkreta beläggen och vittnesmålen, tack vare den franske prästen. Hans insats skildras i Times senaste nummer. Bara i Ukraina mördades långt över en miljon människor, de flesta judar som drabbades av nazisternas utrotningspolitik. I dag på Förintelsens minnesdag hedras de många miljoner som föll offer för det kapitalistiske og imperialistiske Hitler-regimen. Syftet med minnesdagen sträcker sig längre så. Den är en varje år återkommande maning till manifestationer för att minnena inte skall blekna bort. Men den är också en allvarlig påminnelse om hur viktigt det är att inte trivialisera det förfärliga som hände och låta sig invaggas i föreställningar om att framtiden ändå är trygg mot sådana hot. Efterkrigstiden – om vi ser oförvillat på vår värld – stärker knappast tron att vi kan låta vår uppmärksamhet på hot mot mänskliga rättigheter avtrubbas. Förintelsekonferensen i Stockholm år 2000 hölls bland annat därför att okunnigheten föreföll ha ökat med avståndet i tid. Riksdagen skapade Forum för levande historia av samma skäl. Uppdraget är inte begränsat till nazismens brott. . . . .. Det har vållat en del pinsam oro och protester bland dem som på ett eller annat sätt kan räknas sig till sympatisörerna. Nazismens brottsliga avsikter var kända från början, men många ville inte tro at det kunde bli så illa. Sverige täppte alltmer till sina gränser för jødiske flygtninge. Til forskel fra en del annat kan det inte förklaras som bara et udslag av realpolitik for at forsøge hålla landet utanför kriget. Inte heller uppvägs det av att Raoul Wallenberg genom modiga insatser ändå lyckades rädda livet på många tusen judar. Vi kan inte påverka historien i efterhand, men får inte heller tillåta att den förvrängs. Mätningar tyder på att de allmänna kunskaperna om nazismen och Förintelsen numera blivit bättre än när historieämnet i skolan sågs över axeln. Det er positivt, men går selvklart ikke at slå sig til ro med. Patrick Desbois udholdende arbejde er et af flere eksempeler på at billedet af det nazistiske folkemord stadig er ufuldstændigt. Tilintetgørelsens mindesdag er også en nødvendig påmindelse om det.”

————-NOTE:Om Patrick Desbois, se interview i New York Times samt på
www.ushmm.org hvor der findes billedkilder.

*)”KP” og “KPID” er R-S-SF-regeringen´s og EL´s små støttepartier som åbent erklærer at “det var socialismen som brød sammen” i Sovjet i 1991, helt i samme ånd som det Sovjet-afhængige og finansierede “DKP” (Ole Sohn,Frank Aaen,og andre).

I sit oplæg på et fællesmøde 2 mellem “KP(ML)” og KPiD om et program for en sammenslutning af de to grupperinger udtalte Martin Jensen fra “KPid” nemlig:
“Vi undrer os derfor over når Jørgen i DKP/ML’s jubilæumsinterview i Arbejderen hævdede at DKP/ML blev dannet i 1978 på grund af DKP’s højredrejning. I 1976 vedtog DKP sit program, der i mangt og meget svarer til det vi diskuterer på disse 3 møder mellem vores ledelser. (…)
Men grundlæggende er vores program ikke et opgør med 1976 programmet.”

**) DE Venstre-Radikales snak om “Statssocialismen” rejser spørgsmålet om der findes en “Privatsocialisme” (læs mere i “sjov med de Venstre-Radikale”)

Generelstrejke i Italienske havnebyer efter to arbejderes død i havn nær Venedig

18.Jan 2008

Fagforeninger opfordrer til landsomfattende strejke i Italiens havne efter arbejders død

MILANO (Reuters) – Tre af Italiens fagforbund opfordrer til strejke i alle Italiens havne fra fredag efter to arbejderes død i en havn nær Venidig. Udlysningen af strejken som kan lamme hele landet sker netop som det italienske parlament debater sikkerheden på arbejdspladserne. Det sker efter en brand på det kapitalistiske ThyssenKrupp stålværk i Torino hvor under syv arbejdere døde i sidste måned. Fagforbundene CGIL, CISL og UIL udtalte i en presemeddelse at de “protester mod antallet ulykker som har nået et uacceptabelt niveau i 2007 og , desværre , fortsætter”.

They called for for an immediate strike. It was not immediately clear how big the strike would be or how long it could last as unions said its terms would be set locally.”The protest is aimed at those companies which do not guarantee work safety,” the unions said.Two workers died early on Friday after being overcome by fumes while cleaning a ship’s grain hold at Porto Marghera near Venice.(Reporteret af Ilaria Polleschi; redigeret af Michael Roddy for The Guardian

“Den unge Stalin” : Nyt murstensværk af Simon Montefiore dementerer de borgerlige og trotskistiske myter om den revolutionære sovjetiske leder

Posted in Historien, OKTOBER 1917, Rusland ° Rossija by interpres on fredag, januar 18, 2008

Den del af Stalins livshistorie som belyses mest i Montefiores nye værk :tiden inden Oktober-revolutionen i 1917 og dannelsen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (senere Ruslands Kommunistiske parti (bolsjevikerne) og Al-Unionens KP (b)) og Stalins rolle i det hele, er tidligere blev beskrevet helt anderledes. Stalins rolle i revolutionen 1917 er tidligere ikke blevet tildelt særlig megen plads.
Ifølge Montefiore beror det på at han på denne tid ikke var kendt udenfor den inderste kreds af revolutionærer samt at mange har købt Trotskijs stærkt politisk farvede billede af den revolutionære kommunist som en provinsiel middelmådighed og en magtliderlig psykopat.
Uden tvivl demeterer Montefiore disse vulgære antikommunistiske myter og vrang-billeder af Stalin fordi de arkiver han har haft til adgang – blandt andet Stalin-arkivet – afkræfter det ensidige billede af Sovjet-lederen som vi er “opdraget” med i vesten. På samme måde som andre borgerlige ,men seriøse forskere og historikere med integritet – an outdoor mind, som amerikanerne siger – har måtte afskrive indholdet i de gamle vestlige historiebøger om Sovjetunionen på Lenins og Stalins tid som antikommunistisk spin og feberfantasier.
Montefiore dementerer i interviews med aviser og Tv-stationer at mange af de hidtidige vestlige Stalinbiografier intet har med virkeligheden. Gang på gang – gentager han at Trotskij´s Stalin-“teser” ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og ligesom i forfatterens første Stalin-biografi er det billede som Montefiore formidler af Stalin mere kompleks og sammensat end tidligere vulgære sort -hvide billeder af den revolutionære kommunist som formidles af både borgerlige-socialdemokratiske medier, politikere og “forskere”.

Montefiore ser på objektet for sin forskning i en type af lys som gør den revolutionære bolsjevik mere menneskelig. Han tegner et billede af et sammensat menneske med mange talenter – helt forskellige fra de vulgære og ondsindede portrætter som de borgerlige medier, politikere og akedemikere tegner – blandt andre inspireret af revanschisten og den tidligere mensjevik Leon D. Bronstein alias Trotskij. * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Først og fremmest er der grund til at understrege at forfatteren ikke er hverken revolutionær kommunist eller socialist, og slet ikke marxist, men hans værk giver et helt andet indtryk af den revolutionære kommunist og leder af verdens største og første socialistiske stat, fordi han ikke tager de tidligere borgerlige-reformistiske, nazistiske og trotskistiske dæmoniserende Stalin-biografier for gode varer udover at forfatteren, som alle jøder, er bevidst om den rolle som kommunisterne spillede som redningplanke for Ruslands nationale mindretal , heriblandt de russiske jøder som ville have endt det samme sted som de tyske, polske og andre nazi-besatte europæiske landes jøder hvis Lenins og Stalins parti – det revolutionære kommunistparti havde tabt borgerkrigen og kampen om magten i Rusland til de hvide fascistiske styrker – uden at glemme betydningen af udfaldet af den Anden Verdenskrig .

Det billede af den unge Stalin som toner frem i værket er langt fra det stereotype billede som vi har vænnet os ved. – Hvilket gør værket interessant.

Også Grover Furr har, ud fra en ikke-kommunistisk position, gennem hans forskning kommet frem til et andet billede af
Sovjetunionens og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder gennem næsten tredive år: Det sker i ariklen Stalin and the Struggle for Democratic Reform/ DEl I (af Grover Furr)

Den danske overklasses hoforgan Berlingske Tidendes kommunistjæger Bent Blüdnikow skriver i en anmeldelse :
“Hvad Montefiore fremmaner er ikke det sædvanlige billede af en ikke alt for begavet men magtliderlig person, men tværtimod en sammensat figur med stor begavelse.”


Soso alias Stalin som senere blev Onkel Joe med resten af verden , revolutionær kommunist, international statsmand og politiker er hovedperson i endnu et værk:
Tidligt opdagede hans omgivelser at han var udrustet til at blive noget specielt – et vidunderbarn, en l´enfant terrible – som både er intellektuel nysgerrig og lærerig, slagsbror, kordreng – digter – rebel – præsteseminarist – som udvikler sig til en speciel ung mand, men moderens drøm om at se sin eneste søn blive præsteviet bliver dog ikke opfyldt eftersom de kristne bønner og den teologiske eksercits på seminartiet keder “Soso”. Det var en stenhård religiøs skole som gjorde mange til ateister for livet.
Men den unge Stalin´s appetit for læsning og kundskab blev på ingen måde ødelagt, men han søger mod mere moderne og omstyrtende tanker der kunne forklare folkets elendighed og verdens uretfærdigheder. Det første han får fat i er bøger af forskellige typer.
På nætterne læser han forbudte bøger.
Marx og Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russiske klassikere og de russiske socialister, for eksempel Plechanov. Uden tvivl har den unge Soso også stiftet bekendtskab med Marx og Engels .

Vi ved at Karl Marx værk Kapitalen udkom i meget større oplag i Rusland end i Marx eget hjemland. Faktisk blev første bind af Kapitalen udgivet på russisk bare fire og et halvt år efter original-udgaven, den 27.marts 1872. Stalin beholdt livet igennem en passion for litteratur ,læsning og dannelse og det udbredte vestlige billede af den revolutionære parti- og statsleder, som en udannet og grov macho-diktator , er ifølge Montefiore fejlagtig.

Uretfærdighederne i Czarrusland – som Stalins hjemstavn Grusien var en del af – fører ham frem til en kommunistisk overbevisning og han bliver medlem af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti RSDAP -. For at forsyne partiet med penge røver han banker – bliver Korrespondent – Forfører – Revolutionær – Mand og Fader og bliver en mesterlig politiker, uovertruffen Statsmand og ubestridt leder af den socialistiske lejr frem til hans bortgang i 1953.
Stalins forførende og sammensatte personlighed hvor den sjældne kombination af intellektuel uddannelse, åndelig dannelse og street-smartnes giver os forklaringen til hvorfor han ikke bare forførte kvinderne , men også hvorfor Stalin blev det socialistiske Sovjets og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder i næsten tredive år. År efter år blev Stalin genvalgt med et overbevisende flertal ved afstemningerne i det sovjetiske kommunistparti ( A-UKP(b) :Al-Unionens KP(bolsjevikerne)).

Og det er sikkert ikke langt fra sandheden at sige som USA´s præsident Eisenhower udtalte om Ho Chi Minghs vietnamesiske parti; at Stalin og det sovjetiske parti ville få “firs procent af stemmerne i et frit valg”

Bogen følger unge Stalin fra fødselen i 1879 i Grusien hvor han døbes Josef Vissarionovitsj Dzjugasjvili og til med oktoberrevolutionen i 1917. Kapitlet om revolutionen dækker vel bare 50 sider og er i grunden det mindst interessante i bogen, og det er i tråd med Sebag Montefiores overordnede metode. Han er ikke optaget eller særlig indsat i hverken revolutionsteori eller af forholdet mellom stat og revolution, heller ikke av den anden internasjonales sammenbrud da de sosialdemokratiske parlamentsmedlemmene stemte for sine regjeringers krigsbevilgninger. Det var den internationale arbejderbevægelses største nederlag at den ikke klarede at forhindre udbruddet af første verdenskrig som i grunden Anden verdenskrig var en fortsættelse af.

* *
yuyfr awe ______ Originaludgaven : “Young Stalin” forfattet af Simon Sebag Montefiore og den norske udgave: Den unge Stalin * Oversætter (til norsk):Jorunn CarlsenKategori: Biografi Forlag: Cappelen, 498 sider 2007

Læs Aftenpostens interview med forfatteren

OM FORFATTEREN :

Forfatteren Simon Sebag Montefior kom til verden i London 1965, er historiker og journalist. Han tilbragte størstedelen av 1990`erne med att rejse rundt og rapportere fra det som tidligere var Sovjetunionen samt undersøge de nyåbnede arkiver. Han har tidligare utgivit en lovprist biografi om “Potemkin: The Prince of Princes”. ___________ -
Den kommunistiske verdensbevægelse og Sovjetunionens ubestridte leder i næsten tredive år; Joe Stalin genstand for endnu et værk. * * * * *

Riz Khan -interview med forfatteren: Stalin – A new look? – 21 Jan. 2008

Kort -film om udviklingen i STALIN´s SOVJETUNION

________Det følgende er et uddrag af et interview med Mr. Montefiore som Jan Eklund gjorde for Dagens Nyheters regning hjemme hos forfatteren :

Vi synker ned i nogle bløde sofaer i dagligstuen med et tilstødende bibliotek. Jeg skimter en drinkvogn. I det ene hjørne står et lille flygel med private fotografier bag sorte indramninger. Solen siver ind gennem vinduerne fra den stille gade. På den ene væg hænger et stort oliemaleri af den pudrede kejserinde Katarina den store (“ja, det er ægte 1700-tal”). Lige overfor hænger et endnu større maleri af en stram herre med pipskæg og stok (må være fra den anden halvdel af 1800-talet).
“- Det er min forfader sir Moses Montefiore. Hans slægt kom fra Italien. En meget bemærkelsesværdig og fremgangsrig mand. Han var bankier, omgik med kongefamilier og overdådige magnater. Men min far er læge. Nå, hvad skal vi tale om? JEG FORESLÅR Stalins ungdom – og hans egen.
“-Åh, siger han, min var ret lig andre drenge med bedre baggrund
Privatskolor, Cambridge, latterlige hatte og alt det dér. Jeg læste lidt af hvert på universitetet, blandt andet historie, tog hurtigt en eksamen og flyttede til New York. Der sad jeg på en investeringsbank i nogle år og kedede mig ihjel. Det kunne ikke være meningen med livet. I wanted to go crazy.”
Da Berlinmuren bliver revet ned i Europa 1989 var Montefiore 24 år gammel. Og da selv Sovjetunionen begyndte vise sprikker sagde den unge bratten op sin stilling fra banken og rejste derover. Det var da hans rigtige ungdom begyndte. Den unge Montefiore rejste rundt i de sydlige republiker omkring Sorte Havet og det Kaspiske Hav. Det eksotiske og østerlandske Rusland. Der Stalin fødtes og fyrst Potiomkin ekspanderade det russiske imperium i den anden halvdel af 1700-tallet.
“- Det var drømmeposition for en ung mand som ville skrive, siger han. Alle korrespondenter sad i Moskva. Og da det begyndte buldre i provinsen var jeg på den rette plads. SIMON SEBAG MONTEFIORE rapporterade til amerikanske New Republic och New York Times, brittiske Sunday Times og Spectator. De borgerlige intellektuelles husorgan. Og rejsen gik senere til et Baltikum i opbrud samtidig som Sovjetunionen blev opløst . Sådan fortsatte hans liv nogle år. Han fortæller at han var en håbløs romantisk eventyrere, rastløs og ude af stand til at slå sig til ro. En barndomsven beskrev ham som en krydsning mellem Woody Allen og Biggles. Og det var de jødiske slægtsrødder – foruden i Italien også i Baltikum, Polen og Rusland – som havde vækket lysten til at lære det vældige rige i øst at kende. Da Sovjet-unionen var kaputt og situationen lugnat ner sig började han skriva på sin första bok om Katarina den stora og Potemkin. Montefiore besøgte de trakter som furst Potemkin koloniserade i syd og det skabte konkretion og liv til en historie som ellers let kunne blive perukmæssig. Och han aflivede den sejlivede myte om Potemkin som ett simpel pr-man och billig kulisemager. Det var ogå en burlesk och uventet moderne kærlighedshistoria. DEN BOg blev læst i Kreml og åbnede vejen til Stalins arkiv. Montefiore befandt sig på rette plads på det rigtige tidspunkt. De russiska arkiven var lukket indtil Sovjetlederen M. Gorbatjov besluttede at åbne dem. Men det er ikke hvem som helst som får tilladelse til at se dem.- Men kilderne om Stalin i Grusien overtraf mine vildeste fantasier. Her fandt han hemmelige partidokumenter og politirapporter, private breve, kærlighedsmeddelanden, moderens nedtegnede minder af sønnen og nære slægtninges skildringar. . . . Och modern var kärleksfull och såg till att pojken fick utbildning. DEN UNGE JOSEF gick på præsteseminariet i Tbilisi. Det var en stenhåd religiøs skole som gjorde mange til ateister resten af livet. Om natten læste han forbudte bøger. Marx och Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russsiske klassikere. I de sene teenageår publicerade Stalin flera dikter under pseudonym. De var sensationellt bra och regnes stadig som mindre klassikere i Grusien. Den ældre Stalin ville ikke kendes ved dem. Nu findes de oversatte i Montefiores bok.

“- Det forklarer noget af den paradoksale respekt som Stalin altid havde for kunstnerer, siger Simon Sebag Montefiore.

Han læste ofte – ikke bara med censur for øje – men var mistænksom mod den .. .. . russiske modernisme og påbød social realism.
Fast innanför västen klappade nog ändå ett romantiskt och klassiskt 1800-talshjerte. STALIN blev vist bort fra skolen 21 år gammel i 1899 og indledte en osannolik bana som oborstad revolutionär och bandit. Han var uppvuxen i ett våldsamt klansamhälle där det vara lika nära till sången och poesin som till vinet, nävarna och pistolen. Under hela 1900-talet fram till revolutionen levde han underjordiskt som en blandning mellan revolutionär, gangster och folkhjälte. Den unge Stalin lekte katt och råtta med czarens hemmelige politi, rånade banker, agiterade, utpressade, kidnappade och lät mörda avhoppare och spioner. När andra diskuterade teori i rökiga källare fixade handlingsmänniskan Stalin pengar till revolutionen. Och skickade dem vidare till Lenin i exilen. Under det största och mest spektakulära rånet i Tbilisi 1907 dödades över fyrtio personer (Stalins gäng kastade hemmagjorda granater mot czarens soldater). Det var en stor nyhet i verdenspressen men ingen vidste da hvem som der var hjernen bag kuppet. OCH HAN GIFTE sig men flydde snart hemmet och gjorde tonåriga tjejer på smällen men visade sällan eller aldrig ånger. Hans utdragna ungdom påminner om maffian, dagens etniska krigare eller religiösa extremister. Kunde bli en bra Hollywoodfilm. Ja, nickar Montefiore, förhandlingar pågår. – Visst var han en psykopat och ett monster. Men det var jo hvad vi lærte i skolen og det siger ingenting. Stalin var en enestående personlighed og en ohyggelig slug politiker. Meget charmerende desuden. Og hans intellektuelle begavelse er havnet i skymundan därför att Lenin och Trotskij på ytan var så belevade och briljanta. Mange historikere har købt Trotskijs beskrivelse af Stalin som en butter buse och provinsiell middelmådighed. Man kan lika gärna påstå att han var en intellektuell och egensinnig bohem. Simon Sebag Montefiore ser inte nogen afgørende forskel mellem leninisme og stalinisme. Og han er heller ikke forskartypen som vrider och vänder på teoretiska texter. Handlingarna och källorna får tala. Han ser lite trött ut när jag frågar om saken. “- Lenin hyllade våldet och tvekade inte att använda det som politiskt och personligt maktmedel. Detsamma gällde Stalin. De var väldigt överrens på den punkten och båda var skoningslösa. Trotskij hade inga invändningar. Däri låg den ryska revolutionens tragedi. MONTEFIORE SKILDRAR den ärorika stormningen av Vinterpalatset som en amatörmässig fars (motståndet var obefintligt). Och påstår att flere mennesker blev skadet under Sergej Eistensteins berömda filmatisering av revolutionen (“Oktober”) än när de röda verkligen intog palatset. Plundring och ett klassiskt ryskt fylleslag vidtog. I Nikolaj II:s vinkälllare fanns tokajer från Katarina den storas tid och rikligt med Château dYquem från den goda årgången 1847…Min timme är slut och Simon Sebag Montefiore sviktar nerför den branta trappan på lätta ben. Jag undrar vilka skatter som ryms på de övre våningsplanen – och om han har någon vinkällare – men frågar i stället om han inte tröttnat på alla lovord.- Jag forstår at du driller, siger han og skratter. Och visst kan seriøsa skænderier live op i tilværelsen. Men ærligt talt: en forfattare kan aldrig få tillräckligt med beröm.

DEn unge Stalin er på 392 sider og udkom 2007 Karl Pike anmeldte Young Stalin i britiske medier med bl.a disse ord:

In the early part of Young Stalin, Montefiore depicts the future leader – or Soso as Montefiore often calls him – as having a Fagan-like magnetism. He describes the town in which Stalin lived as Dickensian in nature and the stories of the man’s various terrorist attacks and robberies are all the richer for the imagery that Montefiore creates. This magnetism is what made Stalin so attractive to women and there were many conquests for the Georgian – all thoroughly dissected and dealt with in Young Stalin. If Montefiore strays into biographical hyperbole, it is momentary and quickly sobered with an obvious sign of Stalin’s dark and aggressive character. The ruler’s historical image of being the ‘grey blur’ in the Politburo, sneaking around waiting for Lenin to pop his clogs has always been seen as too blunt, too simplistic and too easy to explain as a way of avoiding a cruel man’s talents. Montefiore points out Lenin’s various spots of paperwork in the aftermath of the October 1917 revolution, with one in particular featuring what appears to be the handwritten names of two people who were – if you like – the first two names on the team sheet. Stalin features just below Trotsky at a time when many Bolsheviks, particularly exiled ones, had no idea who Stalin really was. The four most powerful men in Russia after the collapse of the February 1917 government were Lenin, Trotsky, Stalin and Sverdlov, although the latter dropped away after being absorbed in party matters.Montefiore manages, by the time we arrive at 1917, to have fleshed out Stalin as a comprehendible figure, allowing readers to understand why Lenin consulted with him on so many matters. He provided the Bolsheviks with funds when others were idealising in western Europe and he served time in Siberia when many were denying their true political mentality. Although his final rise was unlikely, he was very much a man of the time. Montefiore points out that had the tea drinkers – Bukharin and Kamenev – as Lenin called them succeeded over the hard men, Soviet Russia would have turned out very different. When Montefiore soars, he makes references to the continuity between Leninism and Stalinism, about how the two were inseparable and then draws the reader’s attention back to 19th century Stalin and the signs he was showing then. This is marvellous work, drawing new ties and reinvigorating old ones. More significantly, it points out new avenues which should be explored in the future.

UDDRAG AF YOUNG STALIN (Denver Post:

“Det glemte folkemord” – om det USA-støttede statskup i Indonesien 1965

25.juli 2007

KRONIK

om de sociale, politiske og økonomiske konsekvenser af massemordet i Indonesien for godt 40 år siden
En bortglemt massakre i et land med 234 millioner mennesker. De politiske, sociale og økonomiske konsekvenser er stadig i dag skæbnesvangre. Af en eller anden grund taler vi sjældent om dette.
”I løbet af fire måneder døde flere mennesker i Indonesien end i Vietnam på 12 år”, skrev Bertrand Russell 1967. Folkemord plejer at være intressante for vore medier og definitionen er i denne sag ikke svær at bruge: En million ubevæbnede civile blev dræbt i løbet af en meget begrænset tidsperiode. (Sammenlignet med mordet på en miljon civile armenier med geværer og stikvåben 1915 – 22, det systematiske drab på seks millioner jøder og romer med giftgas och skydevåben 1940–45, mordet på en miljon tutsier i Rwanda med køller, stikvåben og skydevåben 1994.)
Men det handler ikke bare om en million dræbte indonesiske kommunister 1965–66, men også om 1,5 millioner borgere som blev indespærret i nogle af verdens grusomste fængsler og koncentrationslejre – hvor de sad indespærrede i op til 15 år uden lov eller dom.
De som tog initiativet till massemordet fik støtte til deres kup af USA. Lige siden kuppet har de største amerikanske selskaber ligesom vesteuropæiske och japanske selskaber udbyttet landet på en usædvanlig hensynsløs måde. Flera store svenske industrivirksomheder, først og fremmest i forpakningsindustrien som anvender træ som råvare, deltager i vests udplyndring af Indonesien og har gjort det siden kupgeneralen Suhartos diktatur.

Indonesiens tidligere præsident – Den Skydeglade Suharto eller “Slagteren fra Jakarta” – en vigtig allieret for det kapitalistiske Vest gennem 30 år.

En hurtig historie-repetition: Efter befrielsekrigen mod hollænderne blev den nationale folkehelt, Sukarno, præsident. Han fremstod som anti-imperialistisk leder for de u-lande som ikke havde allieret sig med vestmakterna og bad amerikanerne gå ad helvede til med sin US-aid.
Sukarno nationaliserede en lang række amerikanske, brittiske og især hollandske store virksomheder. Han fik først og fremmest støtte af hæren og det kommunistiske parti, Partai kommunis Indonesia, som med sine tre miljoner medlemmar var verdens tredje største kommunistparti efter det sovjetiske og kinesiske. Kommunisterne var fattige landarbejdere som kæmpede for en landreform, men også intellektuelle og kunstnerer var partimedlemmer. Sukarno opgav parlamentarismen og inførte det mystiske begreb ”Guided democracy”.

1961 forsøgte CIA myrde Sukarno. I 1962 begyndte den daværande leder for CIA´s asiatiske afdelning, William Colby, at sprede rygtet om at P.K.I., det kommunistiske parti, planlagde et kup. CIA oprettede et kartotek på 20 tusind lokale kommunistiske ledere som overleveredes til oprøriske reaktionære generaler. CIA gav også oprørsgeneralerne omfattande økonomisk støtte.
(Omfattande dokumentation av USA:s politik i Indonesien fra slutningen af halvtredserne til og med kuppet findes i George Washington University´s arkiv, udlagt på nettet i National Security Archive:.
Suhartos kup kom samtidigt som økonomien var i krise og en hungerskatastrofe truede. De gudløse (= ateistiske) kommunister ude i landsbyerne blev beskyldt for komplot og sammensværgelse for at gennemføre ritual-mord. Man fulgte et gammelt hollandsk kolonialt mønster. Massemordet blev overladt til lokale godsejer-militser og lejesoldater.
Vidnesbyrd om massakrerne blev filmet af tv-selskabet ABC-News. I The troubled war och The battle for Asia synes interiører fra indonesiske fængsler. Magre, rådvilde fanger sidder på lergulv og gentager forskræmte den muslimske imamens ”Allah Akba” (“Gud er stor”). Ifølge speakerteksten skal fangerne ”genopdrages”. Kameraet bevæges forbi celle efter celle fyldte med bedrøvede unge kvinder, hvis ansigter er mærkeligt hævede. Speakeren taler om unge kvindelige fanger som skal henrettes fordi de ”har planlagt kommunistiske ritualmord”. (Det findes ikke en eneste overlevende kvindelig fange som ikke er blevet voldtaget i fængselet, siger menneskerettighedsorganisationen Syarikat Indonesia, som blev dannet så sent som år 2000).

Som en følge af Suhartos kupp bliver Indonesien skueplads for en af de største økologiske katastrofer i verden. ”Indonesien mister sine værdifulde skove i rasende takt. Sumatra og Kalimantan vil være fældet i løbet af 5 respektive 10 år”, skrev Svenska Naturskyddsföreningen i 2006. Det anslås at Suharto selv fik omkring 45 milliarder dollar i bestikkelse af de selskaber som har ført an i den hensynsløse udnyttelse og er derfor – ligesom den tidligere diktator Marcos på Filippinerne (hvor skovene også blev fældet i en rasende takt ) – en af verdens rigeste mænd.
De moralske konsekvenser virker ligeså så katastrofale. Flere end en million tidligere politiske fanger og deres børn er stadig frataget en række borgerrettigheder, de er anden klasses borgere som registreres og overvåges.
I Yogyakarta, Javas gamle huvudstad, møder jeg nogle af dem som har siddet i årtier i fængelse og i lejre på fangeøen Buru. De og deres voksne børn lever under konstant overvågning. Sorg og frygt har ødelagt hele livet for disse familier. I 1965 blev de udpeget som “ritualmordere” og de bliver stadig mistænkeliggjort.
Da Suharto faldt i 1998 efter landsomfattende strejker og optøjer, blev en freds- og forsoningskomité endeligt dannet af den politiske leder efter Suharto, Abdurrahman Wahid. Komiteen blev lovlig så sent som 2004 – men fornyligtn blev den erklæret ”unconstitutional” – ulovlig. Der er hele tiden blev blevet sat forhindringer for komiteens arbejde. En eneste massegrav er åbnet, men en islamisk organisation protesterede så voldsamt at dna-prover ikke har kunnet tages. . . . . . . .
Ligene har inte heller kunnat begravas normalt utan har fått läggas tillbaka i massgraven.

Hvad sker der i et land hvis den vigtigste samtidshistorie aldrig fortælles? Hvis historiebøgerne hopper over den?
Hvis de som lever nu aldrig får ta stillning til hvorfor ingen tog hand om dessa tusenden och åter tusenden omkringdrivande föräldralösa barn? Hvis det aldrig fortælles varför vattenkanalerna i vissa städer, som i Surabaya, var igenproppade av lik? Hvad skulle ha hänt i Sydafrika om inte sannings- och försoningskommittéerna hade arbetat i åratal och noggrant dragit fram de begångna brotten? Hvad skulle ha hänt Europa efter andra världskriget om Förintelsen aldrig hade nämnts?

MAJ WECHSELMANN

Læs også: Slagteren fra Djakarta 

De baltiske lande: tilholdssted for nazister

Baltikum tilholdssted for nazister

4.januar 2008
Estland, Letland og Lithauen er blevet et bekvemt tilholdssted for aldrende neo- og gammelnazister, skriver Wiesenthalcentret i Wien. I Estland lever Gestapoofficeren Michail Gorsjkov ,ligesom millionæren Harri Männil, tidligere nazi-kollaboratør , som idag pendler mellem Latinamerika og Tallinn. I Vilnius, Lithauens hovedstad bor den tidligere politimand Algimantas Dailid som har begået krigsforbrydelser men blev løsladt af hensyn til “hans høje alder”.
For fem år siden havde Wiesenthalcentret øjnene på fem hundrede (500) “fhv.” nazister i 17 lande.
I 99 tilfælde rejstes anklager mod disse, hvoraf 21 i fjor; hovedsagligt i Italien.
Kilde:
regnum 4/1

Bronze-statuen i Talinn: Befrielsesmonumentet i Estland flyttet

1 maj 2007

Symbolet på sejren over fascismen i 1945: “Aljosja” – en Bronze-statue af en Røde Hær Soldat i Talinn´s centrum er under store protester fjernet fra hans plads i Talinns centrum. 


“Aljosja” – symbolet for Estlands befrielse – stod ydmygt og stout på samme tid og vogtede ved gravpladsen og mindelunden for de tusinder af Røde Hær-soldater der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland i næsten 60 år – indtil Estlands EU-og Nato-støttede regering besluttede af grave de jordiske rester af Røde Hær-soldaterne op og flytte “Aljosja” til en mere “ydmyg” plads i byens udkant.

      

Kan “Aljosja” gøres ansvarlig for den revisionistiske statskapitalistiske udvikling i Estland og de andre Sovjet-republikker der førte til unionens opløsning i 1991, sådan som Estlands reaktionære regering gør ?

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landene ledende politikere til at gøre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
De herskende kapitalistiske/feudale udbytterklassser i Estland, såvel som i Letland, i Litauen, i Finland, i Ungarn , i Danmark, i Rumænien, i Kroatien, i Franco-Spanien og det fascistiske Italien var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens revolutionære kommunister , jøder og slaviske undermennesker. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland og Danmark såvel som Sverige meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941.
Siden 1991 har de officielle medier i Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper har taget “propagandaløgnen om “kommunismens død” for gode vare. Og gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, men også borgerlige antikommunister har følt sig opmuntret og bekræftet i deres opfatning om at “vi havde ret” i “krigen mod Stalins Sovjet i 1941″ og i oprettelsen af “jerntæppet” og støtten til de antikommunistiske hekseprocesser og den kolde krig mod “kommunismen” efter Churchillis “jerntæppetale i 1946.
Derfor ser de nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historie-bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og i de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrustjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet som skulle forsvare de omfattende “reformer” af politik, økonomi og arbejderklassens magtpositioner i Sovjet og andre lande førte til nedbrydelsen af planøkonomien og styrkelsen af “direktørernes” positioner. Det var en udvikling – som som for alvor tog fart med Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – der opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og en styrkelse af den reaktionære kristen-katolske kirke især i Polen og Ungarn.
Dér fulgte nu “Jøde-progromer” i blandt andet Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991. I deres iver for at vise at Sovjet virkelig har ændret kurs, væk fra Stalins revolutionære linje giver den revisionistiske Hrusttjov-gruppe ordre om at fjerne Stalingrad ; den by som blev symbol for den antifascistiske befrielseskamp i hele verden fra fra “verdenskortet” ved at “omdøbe” den. Dermed tilfredstiller den sovjetiske topledelse den blodtørstige hævntørst som er udbredt hos de revanchistiske reaktionære kræfter i vesten om et opgør med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske linje som havde bragt så store sociale , økonomiske og demokratiske fremskridt for arbejderklassen og de undertrykte folk, især efter den Røde Hærs og den antifascistiske modstands sejr i 1945

Talinn: “Aljosja” Røde Hær-soldaten stod i Talinn´s centrum som Monument over Estlands Befrielse fra nazi-tysk besættelse, terror og barberi i 1945. Mindelunden med gravpladsen og monumentet opførtes i 1947 som et minde om de tusinder af soldater fra den Røde Hær der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland. 2007 besluttede den estniske regering – hen over hovedet på den antifascistiske opinion og trods voldsomme folkelige protester at flytte hele mindelunden, opgrave de jordiske rester efter de antifascistiske martyrer og flytte monumentet til afsidesliggende plads i byens udkant.
Flytningen af Aljosja er også i strid med Geneve-konventionen som både Estland´s regering og deres alierede i EU og USA har skrevet under på.
Men i denne sag behøver man åbenbart ikke at vise respekt for internationale konventioner som man ellers bekender sig til. Og det er åbenbart ikke noget nyt : Fangelejren i Guantanamo på Cuba hvor USA´s regering holder krigsfanger i strid med Genevekonventionerne viser det. For at omgå de internationale konventioner om krigsfanger kalder USA´s regering og medier fangerne for “illegale kæmpere”.

Levninger efter ni soldater fundet  

Levninger af ni sovjetiske soldater er fundet ved de udgravninger som den estniske regring beordrede for at flytte “Aljosja” – Befrielsesmonumenmtet i Talinn´s centrum, til en krigskyrkegård udenfor byens centrum. Det oplyser pressetjenesten ved det estniske forsvarsministerium,ifølge det russiske nyhedsbureau RIA. Udgravningerne skal fortsætte frem til midten af maj indtil alle rester er fundet. I slutningen af juni planlægges en gen-begravning af ligresterne ved det befrielses-monumentet, som offentligheden fik adgang til igen i går.

Bronssoldaten “geninvies” den 8. maj

Statuen som Nato-og EU-landet Estlands regering beordrede fjernet fra Tönismägi-pladsen i hovedstaden Tallinn´s indre by blev flyttet til en krigskyrkegård udenfor Tallinn og der skal det holdes en højtidelig ceremoni i morgen tisdag den 8 maj, dagen føre den dag som befrielsen fejres i Rusland (og i Sovjet).
Gennem valget af dag markerer Estland´s herskende klasse ikke bare landets tilpassning til de “nye” vestlige Nato- og EU-allierede, hvor sejren over Antikominternpagten i Anden Verdenskrig fejres den 8 maj) men hele meningen med sejren formuleres med en talende formulering fra Estlands Udenrrigsministerium hvor det i historie-revisionistisk ånd hedder at det ikke bliver en ceremoni;
“for at indvie mindesmærket over soldaten-befrieren … Det bliver en mindesceremoni til ofrerne for den Anden Verdenskrig”.
Til disse offrer hører “naturligvis” også Estlands egne faldne SS-soldater og alle de andre fascistiske krigsforbrydere, mordere, torturbødler, KZ-lejrfangevogtere såvel som for Der Führer himself … Adolf Hitler.
Rusland sender ingen officielle repræsentanter til ceremonien i Tallinn.

* ** * * * ** * ** * *** * ** *** ** * *
“Aljosja” på den internationale dagsorden

Striden mellem Rusland og hele den internationale antifascistiske opinion på den ene side og Nato- og EU-staten Estland om flytningen af befrielsesstatuen “Aljosja” i Tallinn´s indre by fortsætter nu både i Estland og på internationalt plan.

Moskva har rejst spørgsmålet i FN mens Estland beder den ikke-folkevalgte EU-kommission om støtte.
Rusland beskylder Estland for at vanhellige mindet af de sovjetiske soldater som faldt i krigen for Baltikum´s befrielse. Da den Røde Hær´s styrker kom til Tallinn så de den estniske fane blafre på Lange Herman ved siden af en meget større hitlertysk flag med hagekorset.
Estland var det eneste land i verden hvor en fascistisk regering kom til magten med støtte af en majoritet i offentlige valg. Ikke engang i Tyskland lykkedes det for nazisterne at overbevise et flertali noget parlamentsvalg. Estlands Statsminister Uluots opfordrede under nazi-tysk besættelse den 7. februar 1944 i en berygtet radiotale unge estere at tilslutte sig til SS,de nazi-tyske terrorkorps og dødspatruljer. 32 tusind estere fulgte opfordringen.
Estland var til forskel fra de andre baltiske stater(Letland og Lithauen) et land hvor der ikke var partisanbevægelse mod den tyske besættelse.
De estniske kollaborationspolitikere havde tidligt gjort landet “judenfrei” og udrenset kommunister. De blev indespærret oh henrettet.
Dagens estniske stat betragter sig som en arvtager til den fascistiske stat, som landet blev befriet fra i september 1944 af den Røde Hær. Når præsident Ilves siger at den Røde Hær kom som “undertyrykkere” er det en sandhed som behøver en vis modifikation for at udtrykke det diplomatisk. De estniske SS-soldater blev i stor udstrækning benpådet, mens eksempelvis hver eneste dansker som har tjent i SS blev idømt fængelsstraf i storleksordningen et til to år. Ud af de 1050 estniske nazikollaboratører som NKVD anholdte i 1946 blev 993 personer løsladt. Set i lys af udviklingen frem til idag kan der rejses rimelige spørgsmålstegn ved denne beslutning.
Den diskriminering som den russisktalende del af befolkningen i Estland (omkring 30 procent) udsættes for i Estland er en direkte fortsættelse av den fascistiske racepolitik.
Estland´s regering svarer på sin side med at komme modanklager om at Rusland bland
er sig i landets “indre anliggender”. For hvilken pris forsøger man at fremmnane en russisk trusssel. President Putins kansli anklagas for at have hacket sig ind i de estniska myndigheters hjemmesidor. Rusland anklagas for att ha stoppat oljeleveranserna etc.
Om det har funnits funderingar på russek sida att inleda handelssanktioner så tycks dock de tankarna ha svalnat. Oljan till Estland går på transit, så ett leveransstopp drabbar knappast Estland alls. Handeln mellan landerna er också marginell.
De enda sanktionskraven i skrivande stund er den estniske utrikesministern Urmas Paet krav att EU ska inføra sanktioner mot Ryssland. Dessutom forsøger esterna – liksom Sverige – att forsena den tysk-ryska gasledningen Nordstream.
“Truslen” mot den estniska regeringen och presidenten kommer inifrån men man forsøker oskadliggøra det genom att tala om marodører som dirigeras från Ryssland. I virkeligheden var 40 procent i det estniske parlament imot flyttningen av “Bronssoldaten” och en majoritet av befolkningen. Med henvisning till “truslen” fra Rusland” kan de effektivt tystas.
At Rusland vælger at rejse sagen i FN er ingen tilfældighed. Der bliver det efter en saglig granskning meget svært at komme udenom Genève-konventionernes stadganden om krigstidige grave. Artikel 34 i tillægsprotokoll 1 fra 12 augusti 1949 foreskriver at krigstids grave bare må flyttes efter overenskommelse mellem de “krigførende parter”. Estland som selv betragter sig som en sådan part har valgt at åbne 12 soldatergrave uden først i mindst fem år at have forsøgt at nå en overenskommelse, som det er påkrævet ifølge Genèvekonventionen.
Trods at man fra russisk side har detaljerede uppgifter om de soldater som finns begravda på Tönismägi under bronssoldaten väljer Estland nu att betrakta dem som “okända” – som om den ryska sidan skulle ljuga om sina egna krigsgravar. För att de ryska anhöriga ska kunna återbörda kvarlevorna till Ryssland krävs att de individuellt ansöker hos den estniska regeringen och dessutom genomgår DNA-kontroll, hvilket er en helt anden procedure end den Genèvekonventionerna foreskriver. En russisk parlamentarisk delegation som nyligen besökte Tallinn fick inte tillträde till platsen för utrgävningarna.
Ryssland säger sig dock nu offeiciellt vilja medverka till att kvarleverna av soldaterna från Tönismägi återbördas till Ryssland.
Beträffande den ryss som knivhöggs till döds under kravallerna säger Estlands Moskvambassadör Marina Kaljurand, i ett uttalande som naturligtvis föregriper en opartisk förundersökning, att han sannolikt mördades av “andra marodörer”, och att “full information” överlämnats till ryska ambassaden i Tallinn.

* * * * * * * * * ** * * * **

Timur Nisametdinov/Scanpix.Antinazistisk Mindesmærke i Talinn vækker stærke følelser

Folkeforsamlinger forbydes i Tallinn

1 maj 2007 – Efter opløben i sidste uge i Tallinn i forbindelse med den regeringsbeordrede flytning af “Aljosja”, det antifascistiske befrielses-monument forbydes alle offentlige forsamlinger og salg af alkohol i den estniske hovedstad frem til den 11. maj.

Estlands myndigheder vil :”øge sikkerheden i forberedelse til den 9 maj”. Den dag er estnisk og russisk befrielsesdag og den Røde Hærs sejr over Nazisttyskland i 1945 fejres, og i Tallinn er den i seks årtier blevet højtideligholdt ved dette monument.

Store grupper af antifascister vil den 9 maj også demonstrere mod flytningen af Befrielsesmonumentet og kræve at statuen skal stå på den plads den har stået på i 60 år. Især russiske aktivister gik på gaden for at protestere
Russisk besøg ved statuenEn parlamentsdelegation fra den russiske Duma som besøger Tallinn lagde tirsdag en krans fremfor den bronzesoldaten på krigskyrkegården.
Begivenheden vakte en vis forbløffelse i Tallinn og blev hovednyheten i de estnisk spogede medier.Tegn på acceptFor Estlands regering ser det ud som denne symbolske handling bydes velkommen. Den kan tolkas som att Moskva, eller åtminstone duman, accepterar det kontroversiella beslutet att flytta statyn från innerstaden till kyrkogården. Kransnedläggningen skulle också kunna ses som en uppmaning till den ryska minoriteten i Estland att besöka monumentet på dess nya plats och upphöra med de våldsamma protester som följt på flytten.USA och Nato stöder Estland 3 maj 2007 – kl.20.26

Nato och USA viser nu sin støtte til Estland i den pågående konflikten med Ryssland. 

Flytten av gravmonumentet fra Anden Verdenskrig er et internt anliggende for Estland, siger Natochefen Jaap de Hoop Scheffer.

Rusland opfordres at til “ophøre med IT- hackerangrebene mod estniske ministerier og myndigheder, samt at beskytte Estlands ambassade i Moskva ifølge Wien-konventionen.

Ruslands utrikesminister svarer på kritiken och kræver omedelbar adgang til de russiske statsborgere som er arresteret i Tallinn

Flyttet statue rejst i Tallinn *30 april 2007 – kl.20:42 Bronze-Statuen af Røde Hær-soldaten som blev flyttet fra centrum av Tallinn restes i dag på en stor krigskyrkogård hvor fortrinsvis russiske soldater fra den Anden Verdenskrig hviler. Offentligheden fik omedelbart tillträde till monumentet. Flytten av statyn i förra veckan utlöste upplopp i Tallinn med skadegörelse och plundringar. Statsminister Andrus Ansip får nu kritik även bland ester för flytten av statyn, rapporterar TT. Regeringen anklagas bl.a. för att medvetet ha provocerat fram de ryskspråkiga ungdomarnas skadegörelse.Gick lugnt tillNär statyn restes gick allt helt lugnt till. Det var inte många andra än journalister som var på plats. En officiell genindvielse av den 2,5 m höga statyn sker i nästa vecka, i sambande med minnesdagen för Nazitysklands kapiltulation.
Statyn står nu på en stor krigskyrkogård utanför Tallinns centrum, där främst ryska soldater från andra världskriget vilar. Själva statyn kom alltså på plats i dag. Det stenmur som också ingått i monumentet beräknas vara på plats i juni.Öppen för allmänhetenRegeringen har hela tiden hävdat att detta är den rätta viloplatsen för de soldatstoft som de senaste dagarna grävts upp invid en busshållplats i innerstan.Krigskyrkogården och statyn är från och med nu tillgängliga för allmänheten.Hittade gravar I dag meddelade det estniska försvarsdepartementet att man funnit nio kistor vid utgrävningar där statyn tidigare stod invid en busshållplats. Kvarlevorna ska identifieras och stoftet efter eventuella soldater kommer att flyttas till krigskyrkogården.Polisen grep ungdomar i Narva 29 april 2007 – Estnisk polis grep i går 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Orsaken var, enligt polisen, att cirka 100 tonåringar som samlats utanför ett läroverk började skrika glåpord och uppträda aggressivt. På lördagen inleddes de omstriddda utgrävningarna av sovjetiska soldatgravar i Estlands huvudstad Tallinn. Regeringens beslut att gräva upp stoften och flytta dem till en krigskyrkogård har bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn som bl.a. spridit sig till städerna Narva och Johvi i nordöstra delen av landet.Lugnt i TallinnUnder natten grep estnisk polis 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Det var tonåringar som hade samlats utanför en skola och skrek slagord och uppträdde aggressivt. Natten till söndagen blev däremot relativt lugn i Tallinn efter de senaste två dygnens våldsamma upplopp.Polisen gjorde bara enstaka gripanden, medan man de två föregående nätterna tagit in sammanlagt omkring 800 personer. Vädret bidrog Polisens massiva tillslag tidigare i kombination med kyligare väder tros ha bidragit till att gatorna i Tallinn var relativt tomma under natten till söndagen. Sent på lördagskvällen kom ett uttalande från den organisation som företräder den ryska minoriteten i Estland, där man fördömde de upplopp som ryskspråkiga ungdomar legat bakom Estlands regering: Rätt flytta statyn
29 april 2007 –  Estlands regering avvisar kategoriskt alla anklagelser om att felgrepp från dess sida skulle ha bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn.Att flytta bronssoldaten var rätt, sade utrikesminister Urmas Paet i dag.-Det enda vi kan se nu är att det borde ha gjorts tidigare. Oron kring monumentet började för ett par år sedan. Beslutet hade varit mindre smärtsamt då, förklarade Paet.Efter två nätter med upplopp i Tallinn blev natten till söndagen relativt lugn. Polisen grep bara några enstaka.

Bronsstatyn återinvigs 8 maj29 april 2007 – 

Estlands försvarsminister Jaak Aaviksoo sade i dag att bronsstatyn, krigsmonumentet som flyttades, officiellt ska återinvigas den 8 maj.Statyn ska då ha satts på plats på en krigskyrkogård i Tallinn. Just nu hålls statyn gömd på hemlig plats.Efter den senaste tidens bråk i Estland är utrikesminister Urmas Paet orolig för den estniska ambassadens säkerhet i Moskva.-Vår personal kan inte röra sig fritt, säger Paet och anklagar Ryssland för lögner om fascism i Estland.Lugnt i TallinnUnder natten grep estnisk polis 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Det var tonåringar som hade samlats utanför en skola och skrek slagord och uppträdde aggressivt.Natten till söndagen blev däremot relativt lugn i Tallinn efter de senaste två dygnens våldsamma upplopp.Polisen gjorde bara enstaka gripanden, medan man de två föregående nätterna tagit in sammanlagt omkring 800 personer.Vädret bidrogPolisens massiva tillslag tidigare i kombination med kyligare väder tros ha bidragit till att gatorna i Tallinn var relativt tomma under natten till söndagen.Sent på lördagskvällen kom ett uttalande från den organisation som företräder den ryska minoriteten i Estland, där man fördömde de upplopp som ryskspråkiga ungdomar legat bakom.

Soldatgravar öppnas i Tallinn28 april 2007

På lördagen inleddes de omstriddda utgrävningarna av sovjetiska soldatgravar i Estlands huvudstad Tallinn.Regeringens beslut att gräva upp stoften och flytta dem till en krigskyrkogård har bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn.Flytten av monumentet bronssoldaten på fredagen ökade vreden bland de ryskspråkiga ungdomarna.Natten till lördagen gick ryska ungdomar åter bärsärkagång i Tallinn och möttes av kravallpolis. Ett 60-tal människor skadades och ca 600 greps.Innan de kontroversiella utgrävningarna av de ryska soldatgravarna inleddes hölls en mässa för de döda som leddes av en ortodox och en lutheransk präst. Kvarteret där gravarna ligger var noga avspärrat och bevakat av polis.I natt väntar sig polisen att nya kravaller ska bryta ut i staden och avspärrningar har upprättats. Hårdast bevakat är parlamentet på Domberget. Det har spärrats av som rådde det inbördeskrig, rapporterar TT:s utsände.

Tio skadade i fortsatt oro i Tallinn 28 april 2007 – 00:21 Ett hundratal människor skadades och cirka 600 greps vid fortsatta oroligheter i Estlands huvudstad Tallinn i natt. Det rapporterar SVT:s utsände på plats, Hasse Svens. Även i staden Johvi 160 km nordöst om Tallinn drog flera hundra personer runt och slog sönder fönster på byggnader och bilar. Balladen begyndte om torsdagen efter flytten av ett monument i Tallinn över sovjetiska soldater som stupade i andra världskriget. Flytten har väckt starka reaktioner i Moskva och bland Estlands ryskspråkiga befolkning. I estlands huvudstad samlades i går kväll stora grupper av estniska och ryska ungdomar som följde efter varandra på gatorna och skrek “Ryssland, Ryssland” eller “Estland, Estland”.En del av demonstranterna viftade med flaggor medan andra kastade stenar och flaskor i flera timmar innan de skingrades av polisen.Kravallutrustad polis med vattenkanoner, gummibatonger och ljudbangar skingrade vandaliserande grupper som slog sönder fönster på konstakademien i centrala Tallinn och plundrade spritbutiker i närheten. 28 april 2007 – Det estniska centerpartiet, som är i opposition till regeringen, är kritiskt till att statyn över fallna Sovjetsoldater i Tallinn flyttadesC-ordföranden Edgar Savisaar skrev i går på sin blogg att flytten ökar spänningen mellan landets estnisktalande majoritet och den ryskspråkiga minoriteten.Savisaar befarar att händelserna i Tallinn bestående skadar integrationen av minoriteten. “Vanliga arbetande ryssar har förlorat tilltron till staten.

” Många av centerns anhängare tillhör den rysktalande minoriteten. 25 april 2007 * Estere mod flytning af bronzeoldatNästan hälften – 49 procent – av alla estländare är emot regeringens planer på att flytta ett sovjetiskt krigsmonument i Tallinn till en krigskyrkogård. 37 procent är för, enligt en enkät bland 1.001 personer.Omstridt statue i Tallinn

Bland ryskspråkiga och andra icke- ester är hela 86 procent emot flytten, rapporterar tidningen Eesti Päevaleht i dag.Estlands ryskspråkiga invånare vill behålla statyn som en symbol för den sovjetiska segern över den tyska naziarmén i andra världskriget. Segerdagen den 9 maj firas alltid där. 

26 april 2007 * Oroligt vid krigsmonument i TallinEstnisk polis använde batonger och tårgas för att tvinga tillbaka de demonstranter som attackerade polisens avspärrning kring ett omstritt sovjetisk monument från 2:a världskriget.Blandade känslor i EstlandEnligt nyhetsbyrån Reuters hade folkmassan under torsdagskvällen vuxit från ett hundratal till runt tusen personer som protesterade mot att sovjetiska soldatgravar grävs upp.Rysk UD har i dag protesterat mot de estniska planerna att flytta gravarna.Men i Estland betragtes monumentet af mange som et symbol for den sovjetiske ockupationen.

26 april 2007 * Ryska UD varnar Estland – -I Tallinn planerar estniska myndigheter att göra utgrävningar kring ett omstritt sovjetiskt krigsmonument och flytta det. Nu protesterar ryska UD.Vi ser de estländska myndigheternas aktiviteter som ett försök att skriva om historien om andra världskriget. Det som händer kommer att påverka de fortsatta relationerna med Estland, sade en UD-talesman i Moskva i dag.Polisen spärrade i morse av området kring den sk bronssoldaten, där utgrävningar av sovjetiska soldatgravar ska inledas. De kvarlevor som hittas ska flyttas till en krigskyrkogård.Enligt lokala medier fanns mellan två och tre hundra poliser på plats. Regeringen vill även flytta statyn, men den ryska minoriteten vill bevara den som symbol för den sovjetiska segern över nazisterna i andra världskriget.Demonstranter ska ha tvingats bortEnligt dagstidningen Postimees tvingade polisen bort några rysktalande aktivister som vägrade lämna området. Senare rådde lugn och den stora polisstyrkan ersattes med säkerhetsvakter från ett privat bolag.Premiärminister Andrus Ansip sade till den estländska televisionen att regeringen ännu inte fattat det definitiva beslutet om flytt av bronssoldaten.

Bakgrund

Bronzemonumentert Alosja oldaten i Tallinn sattes upp 1947 till minne av stupade Röda armé-soldater, som hade varit med och drivit ut Hitlers naxitrupper ur staden tre år tidigare.På sovjettiden firades “befrielsen” högtidligt invid bronssoldaten varje år den 9 maj. For fascisterne og for mange reaktionære estere var det stødende, eftersom de opfatter befrielsen – fascismens nederlag og uddrivelsen af de nazistiske besættelsen styrker som begyndelsen på “sovjetisk besættelse”. De opfatter statuen som et symbol på undertrykkelse og ikke befrielse. Og det er uden tvivl også derfor art den reaktionære Estiske regering beordrede den provokative flytning af Bronzesoldaten uden hensyn til den antifascistiske opinion.
Efter protesterne og balladen den 9 maj sidste år mellem estniske skinheads og unge aktivister hvoraf mange var etniske russere erklærade Statsminister Andrus Ansip att monumentet måste flyttas eftersom “det splitter samfundet”.TT

En død og 60 skadede i Tallinn-protester -

27 april 2007 *  Nattens oroligheter i Estlands huvudstad Tallinn krævede livet på en 21-årig deminstrant og ca 60 personer blev skadet. Oprindelsen var myndigheternas beslut att flytta ett monument over sovjetiske soldater som faldt under befrielsen af Estland i slutningen af Anden Verdenskrig.

Estlands brutale nedkæmpning af protesterne mod flytning af “Aljosja” har vækket internationale protester :Her unge som i en sørgemarsh foran Estlands ambassade i Moskva for at hædre minnet af den russisk talende 21-årige ester som døde efter de estniske myndigheders brutale bedkæmpning af protester i Tallinn. På tranperanten står der: “I vil blive stillet til ansvar for en russisk helt!”

Den estniske premiärministern Andrus Ansip fördömer upploppet som en kriminell handling som inte har med minnet av dem som stupade att göra.Omkring 1.000 personer hade samlats för att protestera när situationen urartade i kravaller med förstörelse i stora delar av Tallinns innerstad.

Monumentet står nu på hemlig plats.

Foto: Timur Nisametdinov.

Ska Polen følge Estland?

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje iblandt Nato- og EU-landet Polens ledende politikere til at gøre en “revanchistisk revision” af landets nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den den Røde Hærs befrielse af landet er tilstede.
Men også i Polen er den histioriske bevidsthed ikke vasket helt “hvid og ren” trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet som for alvor tog fart i 1956 med den Hrustjov-støttede Gomułka-gruppes magtovertagelse.

I Litauens kritiserede formanden for parlamentet Viktoras Muntianas den 2 maj de estniske myndigheder for “dårlige forberedelser” af “nedmonteringen af Bronzesoldaten. “Det er meget svært for en almindelig russer at forstå tale hvor befrielsen kopples til besættelse”, sagde Muntianas.
Kommentaren blev fulgt op af en udtalelse fra Statsminister Kirkilas med henvisning til præsident Adamkus hvor EU kritiseres for at have undladt at støtte den Estiske regering tilstrækkeligt.
Samme piruetter noteres fra Polen hvor den polske generalkonsul i Sankt Petersburg udtalte at “ingen tænker fjerne gravpladsr og monumenter over sovjetiske soldater i Polen” , ifølge interfax 2/5 – hvilket fulgtes af helt andre toner fra Warzawa af den højreliberale kulturminister Kaziemierz Ujazdowski som sagde at den polske regering er igang med at udarbejde et program for at “flytte” monomenter fra den socialistiske æra. Et af de førsta monumenter som skal flyttes er et monument i Warszawa som hylder samarbejdet mellem
den polske folkehær: Armia Ludowa og den Røde Hær i befrielsen av Polen.
I Polen findes sammenlagt 561 monumenter over den Røde Hær og 638 soldatergravpladser. I Katowice har man nyligen rest en statue over USA´s tidligere præsident Ronald Reagan och nu vill de lokala myndigheter flytta på ett sovjetmonument på Frihetstorget.
Den såkaldte “Katynkommité” kræver en mere systematisk nedmontering. Det er en skam at polske skattebetalare skal betale for vedligeholdelsen af 2 000 sovjetiske monumenter, anser denne kommité som består af pårørende til polske officerer som Goebbels – sammen med de reaktionære polske ledre, anklagede Sovjetunionen for at have slået ihjel.
Det findes ialt c:a 4 000 sovjetiske krigsmonumenter i Central- og Østeuropa hvor 2,5 millioner Røde Hær soldater ofrede livet i befrielseskrigen mod Anti-Kominternpagtens styrker . I Tjekkiet og Slovakiet er disse monumenter under statens beskyttelse og der er kun rapporteret nogle enkelte tilfælde af vandalisme – trods den voldsomme antikommunistiske propaganda mod Stalin´s Sovjet siden 1956 .
I Tyskland har forbundsrepubliken siden 1993 påtaget sig vedligeholdelsen af mindesmærker for Sovjetunionens Røde Hærs befrielse af landet, men vandaldåd har forekommet. I Bulgarien ville myndigheterne i hovedstaden Sofia 1996 fjerne en 16 meter højt monument over den Røde Hær, men den bulgarske Højesteret satte en stopper for nedrivningsplanerne. I Ungern forsvandt de fleste monumenter saklöst i början av 90-talet och en del samlades i en park utanför Budapest. 200 000 personer har skrivit på en petition för att avlägsna ett monument som ännu står kvar i centrala Budapest. I Litauen åtnjuter de sovjettida monumenten ännu statens skydd, men nya uttalanden av president Adamkus tyder på att en demontering kan bli aktuell.
Sovjetiska krigsmonument finns också i Holland, Norge, Finland, Österrike, Frankrike, Jugoslavien och Rumänien.

Anholdte fik tæsk i Tallinn

Estlands politi anklagas for brutalitet i forbindelse med gripandena vid upploppen i Tallinn. Vittnen berättar om hur de blivit misshandlade i de tillfälliga arrestlokalerna.
Polisens arrrestlokaler har inte räckt till för att ta emot alla personer som greps under oroligheterna på fredag kväll. Polisstyrkorna tog fast åtminstone 600 personer.
Ett lager strax invid D-terminalen i Tallinns hamn har därför fått tjäna som tillfällig arrestlokal. Dit hamnade också Priit Utsar, 34, när han blev gripen på väg hem från en pub i Gamla stan.
Jag hade passerat platsen där statyn hade stått när jag hörde att polisen skrek någonting. I nästa ögonblick blev jag gripen av tre poliser som pressade mej mot stängslet och bakband mej, säger han till Huvudstadsbladet.
Efter det fördes han till lagret vid D-terminalen och beordrades på ryska av en hjälppolis att sätta sig ner.
När Priit Utsar förklarade att han är oskyldigt gripen blev han slagen med batong och beordrad att sätta sig ner.
Jag lydde men eftersom jag har dålig blodcirkulation i benen så reste mej upp efter en stund.
Det resulterade i att två poliser med kravallutrustning sprutade tårgas i ansiktet på honom. Priit Utsar släpptes efter knappt två timmar i fångenskap och sökte sig sedan till sjukhus för vård.
Priits berättelse är inte den enda som vittnar om övervåld. På tidningen Postimees ryska sajt skriver signaturen slavikus 75:
I går togs jag av polisen när jag var på väg hem. De föste iväg mig med batongerna. Fällde mig med ansiktet mot asfalten, vred om armarna på mig och förde mig till D-terminalen, till en barack där det fanns 300 personer, eller flera. Och tro mig, mer än hälften av dem var helt vanliga människor. Många reste sig upp när de inte längre kunde sitta på huk. De blev genast omkullslagna och misshandlade. Det fanns också många ester där, de blev ännu värre slagna än våra bröder, en slogs i ansiktet så att han blödde trots att han inte hade visat någon aggressivitet. Det fanns också några utlänningar där, från Danmark eller Tyskland. En av dem var över 60 år. Han bad att man skulle förklara honom hans rättigheter och då misshandlades han av två poliser. Inför ögonen på alla slog man hans huvud mot väggen så han började blöda och sedan misshandlades han med batong, skriver slavikus 75.
TT:s Arne Bengtsson har mødt den russiske aktivist Jurij Zuravljov som greps sent fredag kväll:
Jeg så folk som blive slået i hovedet. Blod flød. Ett par unga pojkar intill mig fik batongslag mot hjerttrakten. Även flickor misshandlades, säger den 33-årige Juri Zuravljov.
Polisens talesman Harry Puusepp säger till Interfax att ingen har slagit ungdomarna.
De har behandlats artigt, fastslår Puusepp enligt den ryska nyhetsbyrån. Riksåklagare Norman Aas tillbakavisar också uppgifterna om misshandel. Vi var som mest 450 personer i den lokal dit jag fördes, berättar Zuravljov och visar en video tagen med mobiltelefon när ungdomarna sitter med handfängsel. De som ställde sig upp blev slagna på fötterna, säger Zuravljov.
Natolandets Forsvarsminister Jaak Aaviksoo sade vid en presskonferens i går att militär personal medverkat i polisaktionerna men att försvarsmakten som sådan inte varit inblandad.
De flesta af de anholdte er løsladt etapevis. I går meddelades att av samtliga cirka tusen gripna sitter 46 häktade och förundersökning pågår mot dem. Flera misstänks ha gjort sig skyldiga till uppvigling, vilket kan ge upp till fem års fängelse.
nils-erik friis/hufvudstadsbladet
ANDRE KILDER :
russland.ru 2/5, interfax 2/5, itar-tass 3/5; regnum.ru 3/5, strana.ru 7/5

Kilder

Olof Palme udleverede navne på svenske borgere til CIA

13. jan. 2008 –

Palme udleverede navne til CIA

STOCKHOLM (-) Sveriges tidligere socialdemokratiske statsminister, Olof Palme, udleverede navne på svenske aktivister på venstrefløjen til CIA i 1950, afslørede avisen Dagens Nyheter søndag.
Avisen henviser til tidligere hemmeligt stemplede dokumenter, som viser Palmes nære samarbejde med USA.
6r -
1953: Den unge aristokrat Olof Palme igang med karrierren : Som formand for Sveriges Studenterkorps deltager han her siddende til venstre på første række i Studentriksdagen i Lund

Det pågældende dokument blev oprettet på den amerikanske ambassade i Stockholm i september 1950. Olof Palme, der dengang var 23 år, udpegede ifølge dokumentet mindst tre svenske kommunister for CIA. Palme blev medlem af den socialdemokratiske studenterklub i Stockholm samme år.
Inden Palme gjorde karrierre hos Socialdemokraterne var han en af den svenske studenterbevægelses frontfigurer. Som sådan deltog han blandt andet i Verdensungdomsfestivalen 1950 i Praha (Prag) som var en global anti-imperialistisk manifestation for freden. Da Palme vender hjem gik han til USA´s ambassade for at udlevere navne og oplysninger om tre svenske festival-deltagare som han anså havde “mistænkelige kommunistiske sympatier.” Dokumenterne som beviser Palmes stikkeri offentliggøres i DN 

Hemmeligt USA-ambassade-dokument påviser at Palme udleverede navne på svenske venstreorienterede til USA

Svensk oversættelse af det hemmelige dokument findes her – Frigørelsen af tidligere hemmeligtstemplede dokumenter fra USA´s ambassade påviser at Palmes nære samarbejde med USA gik så langt at han udleverede navne på venstreorienterede svenskere i 1950.

Sveriges senere Statsminister Oluf Palme kom fra en adelig svensk overklasse-familie og blev opdraget nærmest aristokratisk, med egen barneplejerske. Allerede som barn talte han flydende fransk. Han var tidligt involveret i militært efterretningarbejde. Fra tidlig ungdom var han klart borgerligt orienteret og indgik bl.a. et proforma-ægteskab med en tjekkisk kvinde i for at “befri hende fra kommunismen”. Palme havde allerede tidligt i hans ungdom politiske ambitioner på den borgerlige side i retning af det traditionelle overklasseparti Höger-partiet. (Højre;idag Moderate Samlingspartiet , Sveriges konservative parti som idag kalder sig det “nye “arbejderparti” under Formanden og Statminister Fredrik Reinfeldt ) – – – PÅ EN LISTE over en mulig fremtidig karriere og erhvervsvalg har han markeret stilingen som “minister” med minus, det vil sige at Oluf Palme under ingen omstændigheder kunne tænke sig at blive “minister” med ordene “ej i nuværende regering”; som var socialdemokratisk med hans kommende chef Tage Erlander som leder.Billedet af Palmes politiske holdninger forstærkes yderligere af hans stllingtagen til hvilke samfundsreformer han opfattede som vigtigst at sætte en stopper for ved et såkaldt “aspirant”-prøve som rekrutterne på den militære kadetskole som den 20-årige Palme var optaget på i 1947 blev bedt om at tage stilling til.
Der var ingen tvivl om hvor han stod: Palme krævede “fuld frihed for det private erhvervsliv” og han afviste “inddragelse af indkomster”, altså nej til skatteforhøjelser. . . . . . . Han sagde også nej til “nationalisering af produktionsmidler”. Det var holdninger som stod i modsætning til den socialistiske fremmarch som prægede hele Europa – efter det socialistiske Sovjets sejr i befrielseskrigen imod det fascistiske tyranni i 1945 – med undtagelse af de britisk-amerikanske støttede militær-regimer i Grækenland, Portugal og Spanien – .Både i Skandinavien og i England hvor man talte om at “gå halvvejs til Moskva” begyndte man at udforme omfattende sociale reformprogrammer, med socialt boligbyggeri og fuld beskæftigelse indskrevet Målet var at ” . . . . omdanne samfundet i socialistiske retning” som det blev formuleret i det svenske Socialdemokratis efterkrigsprogram. Den “skandinaviske socialismes” “befrielsesprogram” – efterkrigsprogrammet – var inspireret af socialismens succes i Sovjet. Svenske arkitekter og folk fra byggebranchen rejste til Sovjet for at få inspiration til hvordan man startede et “socialt boligbyggeri” , hvor alle fik mulighed for at få en bolig.De dokumenterede borgerlige reaktionære holdninger som Olof Palme havde som 20 årig modsiges af Statsminister Palmes senere erindringer hvor han hævder at han var venstreorienteret allerede som 17-årig og blev fuldblods “socialist” som 20- 21 årig med medlemsskab i Socialdemokratisk Ungdom SSU i 1949. Faktisk findes der ingen SSU-dokumenter om Palme fra den tid. . . . Det var en åbenlys efterkonstruktion fra Statsministerens side. . . . . Anyway . . . Olof Palme rejste efter afsluttet militærtjeneste på den svenske kadet-skole i 1947 til de Forenede Stater. Blev indskrevet på college – universitetet i Ohio hvor han for alvor gav sig i kast med politiske studier. Han skriver flere artikler: I martsnummeret af Kenyon-college-avisen The Advocate skrev Palme om Sveriges sikkerhedspolitiske situation med udgangspunkt i det mislykkede borgerlige statskup og den revolutionlære kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948. Artiklen har et klart konservativt koldkrigs-synspunkt på hvad der kaldes “trusselen om en kommunistisk revolution med støtte fra Sovjetunionen”. De konservative og højreliberale politikere forsøgte at udbrede billedet af Stalins Sovjet som en aggresiv imperialistmagt der søgte at erobre verdensherredømmet. Forskningen i Sovjetunionens hemmelige arkiver dementerer disse konspirationsteorier om Stalins Sovjet. At den Røde Hær efter befrielsen af Berlin i 1945 omgrupperer styrkerne til forsvarspositioner bekræfter tværtimod at Stalins Sovjet havde mistanker om en engelsk-amerikansk aggression. I 1998 blev Stalins mistanker bekræftet da papirer fra de hemmelige engelske krigsarkiver afslørede The Unthinkable plan”om en engelsk-amerikansk aggresion mod Sovjet. Palme rejser spørgsmålet : Hvilken farer indebar det for Sverige ? Palme mente at Sverige havde tre alternativer: at lade sig optage i den sovjetiske blok, hvilket han afviste; at tilslutte sig de kapitalistiske “vestmagter”; eller at beholde den samme kurs som Sverige havde haft i 150 år år – – den neutrale. Selv var han fortaler for neutraliteten uden at være overbevist:’” det står tilbage at se om strikt neutralitet stadig fungerer i vor tid”. Den 23.april 1949 befandt Olof Palme sig ombord på den dampdrevne togfærge “Drottning Victoria” på vej over Østersøen,fra Odre Port til Trelleborg i Sverige. Han kom fra den polske hovedstad Warszawa hvor han deltog i en stor, international studenterkonference og møder som repræsentant Sverige studentersammslutning (SFS) . Det internationale studenter-samarbejde i International Union of Student IUS var præget af den skærpede klassekampe i disse år hvor arbejderklassen og de undertrykte folk flyttede sine positioner frem i kamp mod de kapitalistiske stormagter som brugte vold, terror og nu havde erklæret den “kolde krig mod kommunismen”. * * * *
Det svenske studenter-forbund SFS havde forladt IUS i protest mod hvad de kaldte “kommunistisk dominans og kontrol”. Palme var fra starten drivende i at samle de konservative og reaktionære studenter i de kapitalistiske lande som en modvægt til den kommunistiske ledte IUS.
Tilbage i Sverige afgiver han “rapport” om de venstreorienterede og kommunistiske studenter blandt de delegerede på konferencen til Robert F Woodward – en af Palmes kontaktpersoner på USA´s ambassade i Stockholm.
Efter mødet sammenfatter Woodward en rapport og sender den til Washington:

“Interviewet af denne ambassade ved hans tilbagekomst husker Herr Palme kun tre af navnene på de ‘syv eller otte’ kommunistiske observatører, de resterende fire eller fem var, med hans ord, fuldstændigt ukendte og ubetydelige personer.” 

Palmes besøg i Warzsawa var egentlig bare et delmål og blev gennemført i forbindelse med en længere rejse i foråret 1949. Hovedmålet var Praha – det folkedemokratiske Tjekkoslovakiets hovedstad. I Prag traf Palme den kvinde som skulle blive hans første hustru; Jelena Rennerova som var jævnaldrende. Men deres ægteskab havde intet med kærlighed at gøre. Det folkedemokratiske Tjekkolsovakiet tillod ikke fri ud- og indvandring. En måde at udvandre legalt var at gifte sig med en udlænding. I december 1949 vendte Palme tilbage til Tjekkoslovakiet for at blive viet med studenten Jelena R. Den 21.december blev de viet på borgmesterkontoret i Praha.

Palmes politiske ambitioner internationalt var tidligt udstukket, men de skulle tilpases den “socialistiske” virkelighed i Sverige. Han må have indset at der på den tid var større chancer for at få polistiske indflydelse og karrierre i det Socialdemokratiska Arbetare Partiet, SAP. Derfor meldte han sig ind her, hjulpet bla. af hans kontakter i den militære efterretningstjeneste. Det er meget uklart hvornår, men klar dokumentation “dukker” først op i 1956.

Sveriges Statsminster Olof Palme blev myrdet i et politisk attentat den 28.Februar 1986. Mordet er – toogtyve år efter – stadig ikke opklaret. Stærke og begrundede mistanker er rettet mod facistiske og højreradiklale dele af det svenske politi og militær.

Læs også     

Omfattende politisk registrering i Sverige

Se filmen: Spioner i Folkhemmet

Andre kilder: Ungdomsbiografien :”Olof Palme – Bland nazister och spioner : Olof Palmes ungdomsår” af Jonas Gunnarsson        

Tagged with: , ,

Rusland:Ny Metrostation indviet i Moskva

Posted in Kommunisme, LEKSIKON om det TYVENDE ÅRHUNDREDE, Rusland ° Rossija, Sovjet-revolutionen by interpres on onsdag, januar 9, 2008

I lørdags blev Strogino, den nye metrostation i Moskva indviet, den bliver ny endestation på Kuntsevo-Linjen. I maj 2008 skal “Slavjanskij bulvar“-stationen på linjen Arbatsko-Porkorvskaja åbnes. I 2009 planlægges yderligere fire stationer og til den tid når metroen for første gang udenfor det egentliga Moskva til Moskva Guvernement (Amt).


Moskvas smukke metro udvides med flere stationer i år og næste år

Kilder:newsru.com 29/12 

Den kapitalistiske Camorra bag krisen i Napoli

I over 14 år er renovationen i den italienske region Campanien blev kaldt en nødsituation.Lokalpolitikere,det kapitalistiske erhvervsliv med den storkapitalistiske mafia-organisation Camorraen som leder, har indgået en uhellig alliance og gjort skraldehåndteringen til en milliardforretning. Marigliano bliver kaldt dødens triangel på grund af alle illegale lossepladser. For første gangs-besøgeren ser det ud som helvedet på jorden. For befolkningen er det den reelt eksisterende hverdag. Alle er imod at bo midt i skraldet, men få tror på en løsning. Iblandt blusser vreden op, som det nu er sket i den sidste tid. Men i forstaden Pianura vil indbyggerne alligevel ikke at den nedlagde losseplads skal åbnes igen efter elleve år. Vreden retter sig mot myndigheterna, som anklagas for at handle forkertt. Ofte ligger den kapitalistiske Camorra bag protesterne. Camorra´en har en intresse i at miljø-kaoset består og at affalds-problemerne i Campanien forbliver uløste.

“Skrald, det er guld for os”, udtalte en afhoppet boss til anklageren Franco Roberti i Napoli allerede i 1992.

I udredningen som fulgte findes alle brikkerne: skralde-opsamlingsvirksomheder som ledes af af Camorraens stråmænd, korrumperede lokalpolitikere og store områder forgiftede af illegalt dumpet affald. De nuværende lossepladser er for få og dårligt udrustede for at kunne tage imod alt husholdningaffald. Camorraens bosser har jorden og de redskaber som behøves, hvor det offentliges resourser ikke slår til. Parallelt med dette pågår siden 1990´erne en illegal handel med miljøfarligt industriaffald. Virksomheder i nord-Italien sælger sit affald til Camorraen, som “overtager” det ofte forgiftede affald gennem at dumpe det i naturen.” – – -
Skriver Kristina Kappelin,Korespondent for SVT i Italien

Selv om myndighederne forsøger at løse den aktuelle krise, tvivler en mafia-ekspert på, at det vil lykkes at opnå en holdbar løsning. Der er udelukkende tale om symptom-behandling:

“Disse løsninger vil fjerne affaldet fra gaderne, men i løbet af året vil det ligge der igen,” siger Roberto Saviano til nyhedsbureauet AP.

Milliard-forretning

Saviano lever under politibeskyttelse, efter at han i 2006 i bogen “Gomorrah” afslørede Camorra-kapitalisternes omfattende kontrol med alt fra modehuse til narkohandel og affaldshåndtering. —-

Her påviser han, hvordan firmaer kontrolleret af Camorra vinder kontrakter på offentlige opgaver ved at underbyde konkurrenter, hvorpå de dumper giftigt affald i naturen eller blander det giftige affald med andre materialer og sælger det videre som gødning.

Anklagemyndigheden mener, at Camorraen`s forretninger alene i Campania-regionen løber op i mindst 600 mio.€-euro , ca 4500 milioner kr. om året.

rdtSkraldet hober sig op i Napolis centrum og blokerere nu også trafikken. 

Krisemøde i Italiens regering:Kapitalistiske Camorra bag skraldekrisen i Napoli

6 januari 2008 -

Italiens regering holder krisemøde om skraldebjerget.         

NAPOLI (RAInews) Napolitanerne vader stadig rundt i dynger af stinkende skrald. Derfor samledes Italiens regering mandag til krisemøde om hvordan mere end 100.000 tons skrald som hober sig op på gader og veje i og omkring storbyen Napoli skal kunne “renoveres”.
De stinkende dynger af skrald har hobet sig op som en følge af den den kapitalistiske Camorra´s kontrol over renovationen i byen. I mere end 15 år har Napoli-beboerne måttet kæmpe med kroniske problemer om hvor skraldet skal læsses af . I december holdt renovations-arbejderne op med at hente skraldet eftersom alle skraldepladeser var fulde. 
Først i 2009 ventes regionens førsta nye forbrændingscentral åbnes. I venten på den demonstres der mod den kapitalistiske mafias aflæsning af farligt affald fra andre dele af Italien og beboerne er begyndt  at brænde skraldet af selv.
Skraldet er blevet en sundhedsfare og mange pladser er farlige at færdes i for børn. Derfor holder mange forældre deres børn hjemme fra skolerne. I vrede over situationen væltede Napolitanernerne i weekenden skraldet ud over gader og bus-leder i Napolis centrum for at skabe kaos og tvinge myndighederne til at løse situationen. I fredags blev en snes dukker hængt op i træer og gadelamper. Dukkerne forestillede myndighedspersoner, deriblandt  borgmesteren Rosa Russo. “Send Rosa Russo væk ” stod der på en af dukkerne.

Skraldekrisen er blevet “en virkelig tragedie”, forklarede præsident Giorgio Napolitano som selv kommer fra den syditalienske byen.
Statsminister  Romano Prodi lovede at forsøge løse problemet en gang for alle. Han beordrede også Napolis skoler at åbne igen og motiverede det med at “miljøen er den samma om man er hjemme eller i skolen”.Enten misforstod Signor Prodi årsagen til at Napolis børn ikke kom til skolerne i protest mod den kapitalistiske skraldekrise eller også forsøgte han hjælpe Napolis trængte politikere med at komme ud af krisen uden at løse problemet.

Relaterede artikler:     

Italien:den kapitalistiske Camorra bag renovationskrise

Staten Israel 60 år: “Jødernes hjemland” eller Palæstinas største og farligste terrororganisation ?

15.maj 2008 *

DEL I

Da Staten Israel for 60 år siden blev udråbt var der ikke mange som var bevidste om de bagvedliggende politiske sammenhænge og Israels afhængighed af imperialismen som et neokolonialt brohoved.

Længe fremstod Israel som “jødernes hjemland” og en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer, fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne feltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.


Israels første Statsminister David Ben Gurion læser erklæringen der udråber Staten Israel i Maj 1948, mens Theodor Herzl fra væggen skuer ud over forsamlingen.

“ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND”

Israel fremstod som et befrielses-projekt der med “socialistiske kibbutzer” opdyrkede ørkenen og malaria-sumpene i det “ubeboede Palæstina”. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947 da FN vedtog delingsplanen. Palæstina var et øde ørken- og sump-land. Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved.
Det var hvad den zionistiske bevægelse og dens imperialistiske støtter i først og fremmest USA fortalte både de overlevende jøder efter befrielsen i 1945 og offentligheden i vest. Sandheden var og er at Palæstina hverken var ubeboet eller nogen ørken som zionisterne derfor kunne lægge beslag på uden modstand.

“Der hviler en hellig glans over Israels fødsel” skrev en skandinavisk journalist som overværede udråbelsen Israel i 1948. Næsten tyve år efter – sommeren 1967 – efter Israels angreb på de arabiske lande Ægypten, Syrien og Jordan beskrev den kendte skribent Isaac Deutscher Israels skabelse gennem en metafor om en mand der hoppede ud

“fra øverste etage i et brændende hus, hvor mange af hans familemedlemmer allerede var gået under. Han overlevede. Men da han faldt skadede han et menneske som stod nedenfor og han kom til at brække hans arme og ben”   . . . .   Deutscher konkluderer: “Hvis begge havde opført sig rationelt ville de ikke have blevet fjender”.

 

Følelser af identifikation, skyld og medfølelse overskyggede – på en fuldstændigt begribelig måde – den politiske virkelighed. Deutscher – og mange med ham – gennemskuede hverken den koloniale zionisme eller de imperialistiske stormagters rolle :
Det var ikke manden som sprang ud fra det brændende hus der skadede nogen. Da han alvorligt skadet var havnet på gaden stod 1*) Hr. Z. og Hr I. dernede og førte ham hen til et hus hvor Hr. Z. med Hr. I.´s hjælp var igang med at jage de tidligere beboere ud.

Den mytologi som udgjorde den politisk-ideologiske baggrund til oprettelen af Israel var ikke sand.
Som med andre begivenheder er det et samspil af politiske-økonomiske kræfter og ikke mindst historisk-religiøse faktorer der i et dialektisk samspil og kamp udviklede sig i tiden optil skabelsen af staten Israel.

Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
Den jødisk-amerikanske forfatter Norman Finkelstein taler ligefrem om “Holocaust-industrien” for at beskrive zionisternes politiske og økonomiske misbrug af Holocaust.
Hovedsagen er jo,  at det vi idag har kendskab til, om Staten Israel og dens forbrydelser mod det palæstinensiske folk kunne den tids venstreorienterede og andre progressive af gode grunde ikke vide.

I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri -
alt nazistisk ja alt tysk blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel.
Samtidigt er det også vigtigt at huske på at “jødehadet” ikke var udryddet trods sejren i den antifascistiske befrielseskrig mod det tolvårige “kristne” tusindsårsrige som havde domineret Europa. Nazisternes propaganda mod “Jøde-kommunismen” havde hjernevasket ikke mindst de tysktalende folk.
Den blev understøttet af store dele af den kapitalistiske (kristne) overklasse i Europa og USA og ikke mindst kristne præster,biskopper, kardinaler og den kristne pave i Rom som jo i århundreder ja faktisk siden korsfæstelsen af Kristus, alias Kamerat Jesus –  havde udpeget jøderne som “satans og djævelens redskab”.
Antisemitismen var stadig udbredt i Europa efter befrielsen i 1945 – selvom den var slået ned “under jorden” så at sige med nazismens nederlag – var dens egentlige bagmænd den kristne kirke så godt som urørt – til trods for at den kristen-katolske Pave havde velsignet de fascistiske regimer under Mussolini, Hitler og Franco/Salazar.
I 1946 udviklede begivenhederne i den polske by Kielce sig til en egentlig antijødisk progrom: 1600 jøder blev slået ihjel, mens kristne præster i Polens kirker stadig omtalte jøder som et problem.
Progromen i Kielce sammen med mange andre jøde-fjendtlige hændelser i efterkrigtidens Europa gjorde det meget lettere for zionisterne at progandere for jødisk masseindvandring til Palæstina idet de med en vis berettigelse kunne sige at “jøderne er et undertrykt folk i Europa” – Og “undertrykte folk” har som bekendt altid ret.

Samtidigt var der i arbejderklassen og blandt progressive kræfter et antinazistisk raseri og had i Europa – ikke bare blandt jøder – i Europa i 1940´erne som vi ikke kan ignorere: At udelade de antinazistiske sympatier for jøderne som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for de arabisk-semitiske folk hvadenten der er jøder, muslimer ,kristne eller revolutionære kommunister i Palæstina og andre lande i Mellemøsten.
Israels oprettelse var først og fremmest en følge af USA´s fremryking som den ledende imperialistiske stormagt efter Anden Verdenskrig – og med den forbindelse der under krigen var oprettet mellem Washington og den Verdenszionistiske organsation. Højkvarteret for den zionistiske Verdensorganisation blev flyttet fra London til New York og under David Ben Gurions ledelse blev det såkaldte Biltmore-program vedtaget i 1942. Her proklameres for første gang officielt at målet var som det udtrykkes :“et jødisk samfund integreret i den nye demokratiske verdens strukturer” Med andre ord : En ren jødisk stat var målet.
De zionistiske ledere havde skiftet imperialistisk alliance-partner: fra det britiske stormagtsimperium som skulle komme ud af krigen som en stormagt i opløsning og forfald til den fremstigende supermagt USA.
Med USA i ryggen skulle zionisterne nu indlede hvad de forblændede “venstre”-zionister betegner som deres “anti-imperialistiske befrielseskrig”.

Allerede inden Japans angreb på Pearl Harbour i december 1941 havde stærke økonomiske grupper efterstræbt en amerikansk deltagelse i verdenskrigen – med formålet at udvide USA´s indflydelse og dets adgang til kapitalistiske markeder og råstoffer overalt på jordkloden. Pearl Harbour blev den anledning som Roosevelt-regeringen kunne bruge til at overvinde den isolationistiske og pro-nazististiske indflydelse fra dele af det amerikanske erhvervsliv (Ford, Hearst og andre)
I 1945 stod USA til forskel fra næsten alle andre stater som havde deltaget i krigen med et uskadt produktionsapparat og en næsten overophedet økonomi.
Kapitalakkumulationen og de voksende finanskapitalistiske profitter gjorde blandt andet den amerikanske stat i stand til at redde kapitalismen i Vesteuropa gennem Marshall-planen og på den måde genoprette og udvide markedet for amerikansk kapital..
På hele kloden udnyttede USA de europæiske kolonimagters svaghed – England var f.eks tungt gældsat til USA – til at åbne og trænge ind på de markeder som de hidtil havde forsøg reservere for sig selv.
En forudsætning for det zionistiske projekt : “staten israel”´s succes var masseflugten af jøder fra deres hjemlande til Palæstina – til staten Israel – og fordrivningen af palæstinensere som boede i det område som Staten Israel blev oprettet på .
Den historiske udvikling har afsløret myterne om “staten israel” som “jødernes hjemland”.
Staten Israel er idag ingen “jødisk stat” i den forstand at den kun har jødiske statsborgere. Og jøderne i Israel udgør en minoritet af verdens jøder.
Vi ved f.eks at den zionistiske stat fra første dag havde problemer med at få fat i folk til sin koloni.
Vi ved at zionismen fader Theodor Herzl i begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde aftaler med det russiske Czar-regimes antisemitiske Udenrigsminster Plehve om transport af jøder til Palæstina – samtidigt som flertallet af de jøder som selv kunne vælge begav sig til USA og Vesteuropa.
Vi ved at zionisterne gjorde aftaler med Hitler-regimet om oprettelse af opsamlingslejre for jøder der skulle deporteres til Palæstina,
F.eks ved vi at zionist-delegaten R.Kastner i Budapest aftalte med Adolf Eichmann at et antal rige ungarske (zionistiske) jøder fik frit lejde at flygte til Schweiz mod at zionisten Kastner til gengæld overtalte 800.000 modstræbende og mistænksomme fattige jøder – som sikkert havde aninger om hvad der ventede dem – at stige på togene til “speciallejrerne” i Auschwitz *2)
Vi ved også at den israelske efterretningstjeneste sendte agenter til Irak i begyndelsen af 1950`erne for at sprænge synagoger i luften , sætte ild på jødiske butiker – altsammen for at indgyde frygt blandt de hundrede tusinder af irakiske jøder og give indtryk af at de var truet af “arabisk terror” og kun havde en udvej:at flygte til Israel for at undgå kommende forfølgelser i Baghdad.
Vi ved at zionistiske agenter hjemsøgte jøderne i Marokko for at skræmme dem med at en anti-jødisk progrom stod for døren.
Vi ved at jøderne i (Nord-)Yemen blev narret til Israel under indbildning af religiøse forestilinger om at “himmelriget er nær”.
Palæstinenerne blev tvunget ud af deres eget land for leve i eksil, i flygtningelejre eller som statsløse fremmedarbejdere for at betale prisen for den europæiske imperialismes jødeforfølgelser. Hvor længe skal de betale denne pris ?

Og vi ved at zionistiske agenter og radiosendinger uafbrudt forsøgte at rykke jøderne i det socialistiske Sovjet løs og skille dem fra deres sovjetiske moderland for at afstedkomme en masseudvandring af jøder til Israel.
Stalins Sovjet modsatte sig at åbne grænserne for zionistiske hvervekampagner for på den måde at imødekomme zioniststatens behov for arbejdskraft og kanonføde gennem udvandring af sovjetiske jøder.
Myterne og de falske historiebillederhar været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer.
I begyndelsen af 1960´erne er den palæstinensiske modstandskamp så udviklet at den også kommer på dagsordenen inde i det zionistiske Israel.
At det palæstinensiske folk er sat på dagsordenen også i Israel kom til udtryk da formanden for det højre-zionistiske parti Herut: Menachem Begin – senere Israels Statsminister – da han blev spurgt om hvad han mente om at anerkende eksistensen af det palæstinensiske folk med disse ord :

“Pas på min ven. I det øjeblik du anerkender begrebet Palæstina knuser du din ret at bo i Ein Hahoresh. Hvis dette er Palæstina,og ikke Israels land, da er I erobrere og ikke de som dyrker dette lands jord. Da er I indtrængere. Hvis dette er Palæstina, så tilhører det et folk som boede her inden I kom. Det er kun hvis dette er Israels land at I har ret at bo i Ein Hahoresh og i Deganiyah B.. Hvis dette ikke er Jeres land, Jeres fædreland, Jeres forfædres og Jeres sønners land, hvad gør I så her ? I kom til et andet folks hjemland , som de påstår, og I har taget deres land . . . .” M.Begin i efteråret 1969 på kibbutzen Ein Hahoresh ifølge Avisen Yediot Aharonet/ 17.Okt.1969.

 


Dette citat fra Begin belyser meget klart det som er det centrale i Palæstina-spørgsmålet: det faktum at Israel er en KOLONI. Israel er ikke en normal stat som andre stater. Men en stat som er oprettet i et “erobret” land :
Palæstina. Zionisterne “kom til et andet folks hjemland” : De fordrev palæstinenserne og “tog deres land” som Begin udtrykker det.

Hvad er fakta om Palæstina:
I det historiske Palæstina har der boet jøder såvel som ægyptere,assyrier, babylonier og andre som erobrede landet. Det siges at for tre tusind år siden kom Moses og hebræerne (jødiske stamme) til Palæstina som omkringstrejfende hyrder. Historikere diskuterer stadig om Moses var hebræer eller egypter. Men inden år 1000 – før vor tidregning . . . . . Kom hebræerne da til et urørt ørkenland ? Omkring seks tusind år inden Moses og hebræerne siges at have kommet til Palæstina – vi skriver altså år 7000 f.v.t. – blomstrede en af de ældste landbrugscivilisationer i Palæstinas land.Mange erobrere beherskede eller bosatte sig i det frugtbare land: . . Egyptere . .assyrier . . .babylonier . . beduinstammer fra ørkenen – blandt den hebræerne. Men de afløstes alle af andre erobrere eller blev en del af den bofaste jorddyrkende befolkning. Disse kom til at udgøre grundstammen og gav alle deres bidrag til Palæstinas folk. I mere end 1300 år taler dette folk arabisk. MEN vi har jo lært noget andet i folkeskolen.
I skolebøgerne er Palæstina ; “jødernes hjemland”. Som om “jøderne” var et folk eller en race. Det påstår både zionister og anti-semiter ganske vist. Men Jødedommen er en religion som ligesom buddismen, Jehovas Vidner eller andre kristne sekter tiltrækker mennesker fra alle racer. Der findes altså både sorte, hvide såvel som asiatiske jøder. De jøder som bibelen beskriver beherskede landet bare i nogle hundrede år ud af dets 10.000 årige historie. Allerede inden Jerusalems ødelæggelse under den romerske besættelse for 2000 år siden levede de fleste jøder udenfor Palæstina og levede af at drive handel i fremmede lande. I middelalderens Europa blev jøderne et “handelsfolk”, eftersom deres religion i modsætning til den kristne religion tillod dem at tage kapitalistisk rente. Jøderne blev symbolet på “pengeudlåneren” i det “kristne” Europa. Ud over den kristne kirkes fordømmelse af jødedommen som kættersk og kamp mod de “jødiske kættere” findes her uden tvivl et af de vigtigste kim til jødehadet i Europa, som kom til at spille en hovedrolle i det imperialistiske Tysklands forberedelse til erobringskrigen mod det “jødebolsjevikiske Sovjet” .
Mange – bl.a. et helt folk i det sydlige Rusland – Khazarerne – overgik til jødedommen. Efterhånden fandtes der jøder i alle folkeslag og samfundsklasser. Men Jødehadet – også kaldet antisemitisme – som opmuntredes af den kristne kirke var ikke udryddet. Den kristne spanske inkvisition som blev oprettet i 1480 var et korstog mod Spaniens “jøder og muslimer” (maurerne).
Under inkvisitionen blev jøder og muslimer udpeget som kættere og fjender. Progromerne under inkvisitionen tvinger jøder og de arabiske maurere som havde bidraget til Spaniens kultur, udvikling og civilisering til at konvertere til kristendommen eller flygte hvis de ikke blev fanget og mishandlet til døde i inkvisitionens torturkamre. Fra år 711 og frem til 1492 havde Spanien arabiske herskere. Da levede muslimerne fredeligt side om side med kristne og jøder. [på siden islamstudie.dk findes uddybning om Spanien og den kristne inkvisition ] Racismen – jødehadet – blev brugt af overklassen for at splitte og aflede folkets utilfredshed ved at udpege JØDEN som syndebuk. Sådan gjorde nazisterne senere på samme måde som man idag udpeger ” muslimer” og “araberne” som syndebukke for den moderne kapitalistismes elendighed. I det 19. århundredes Vesteuropa blev jøderne assimileret, (integreret hedder det vist på politikersprog) de overgav deres jødiske religion og traditioner. De smeltede sammen den øvrige “kristne” befolkning. Men i Østeuropa som rystedes af brydningen mellem feudalisme og kapitalisme kom jøderne i klemme og blev ramt af progromer (forfølgelser). Mange flygtede til Vesteuropa og blev arbejdere og fattige håndværkere, fik socialistiske ideer og blev kommunister (socialdemokrater). Da blev det antisemitiske våben – jødehadet – igen taget i brug for at splitte arbejderbevægelsen. Idag bruges antisemitismen til at udpege “muslimerne” til syndebukke for at splitte arbejderklassen og den progressive bevægelse.

“Et LAND UDEN FOLK, TIL ET FOLK UDEN LAND” var zionisternes parole da de propaganderede for den zionistiske kolonisering af Palæstina.

Men Palæstina var et af den arabiske verdens frugtbareste og højest udviklede lande. Achad -Haam – en zionistisk skribent – slog i bogen “Ved skillevejen” fra 1891, fast at : . . . “Vi som bor udenlands bilder os ofte ind at Palæstina idag er næsten øde, en uopdyrket vildmark, og at hvem som helst som vil kan købe land så meget som han behager dér. Men det forholder sig i selve sagen ikke på den måde. Det er svært at finde uopdyrket mark nogensteder i landet”. . . . . . <> Næsten 18 år efter Staten Israels oprettelse udtrykker den israelske general Moshe Dayan karakteren af det zionistiske projekt : <>
” Jødiske byer bygges hvor der tidlige lå arabiske byer. I kender ikke engang navnene på disse arabiske byer , og jeg bebrejder jer ikke for det, eftersom geografibøgerne fra den tid ikke længere eksisterer. Det er ikke bare bøgerne som ikke findes længere, de arabiske byer findes heller ikke. Nahalal erstattede Mahlul, Gvat erstattede Jibta, Sarid erstattede Haneifs, og Kfar Yeshoshua erstattede Tel-Shaman. Der findes ikke en bebygget plads i dette land som ikke tidligere havde en arabisk befolkning. “ * Citeret fra avisen Ha`Aretz den 4.apr.1969 <> Fordrivelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk var en åbenbar konsekvens af den zionistiske kolonistat “Israel”s oprettelse. I 1896 formulerede Theodor Herzl den zionistiske bevægelses krav om en “jødisk stat”. Herzl tilegnede bogen “Jødestaten” til en af Europas mægtigeste finanskapitalister : Baron Edmond De Rotschild. Det var de jødiske kapitalisters interesser Herzl havde for øje. Rotschild og andre finansierede de første jødiske kolonier i Palæstina.
Formålet med koloniseringen var klart:

1) At i tidens ånd oprette en koloni,hvor de kunne investere sin kapital uden konkurrence med andre (ikke-jødiske) kapitalister.

2) At vende strømmen af “besværlige” og fattige øst-jøder væk fra Europa til kolonien i Palæstina.

3) at på den måde bekæmpe den fremvoksende socialisme blandt jøderne.

At det jødiske kapitalistiske bourgeoisie opfandt zionismen på denne tid var helt i tidsånden. Århundredskiftet (1897) var den europæiske kolonialismes blomstringstid. Herzl forbillede var erobringen af Sydafrika og Rhodesia. Hans idol var “erobreren” Cecil Rhodes. I et brev til Rhodes skriver Herzl:

“De tilbydes at hjælpe med at skabe historie. Det handler ikke om Afrika men om en del af Lilleasien (Osmanske imperium,red.anm), ikke englændere, men jøder. Hvorfor henvender jeg mig til Dem ? Fordi det er noget kolonialt”.

-
Siden det 16.århundrede havde tyrkerne i det osmanske rige kontrolleret Palæstina. Zionisterne behøvede hjælp for at erobre landet. England var den imperialistmagt som beherskede Mellemøsten og imperiet behøvede sikre Suez-kanalen og søvejen til Indien.:

“Det ville blive et slag mod England hvis nogen af hendes rivaler fik kontrol over Syrien. Vi må beholde Syrien for os selv. Ville det ikke være en fornuftig politik at opmuntre den jødiske nationalfølelse og hjælpe dem . . . ? “ spørger Lord Shaftesbury i 1876.

Herzl er begejstret :

“Med et slag vil England få 10 millioner hemmelige undersåtter, 10 millioner agenter for Englands storhed og indflydelse”.

Herzl skriver om “Jødestaten”: <>

“For Europa vil vi dér udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, en kulturens forpost mod barbariet”.

Herzl udtrykker her essensen i den zionistiske kolonisering. Men når Herzl skriver at den zionistiske koloni skal blive en “kulturens forpost mod barbariet” udtrykker han ikke bare de herskende europæiske kolinimagters herrefolksideologi – “den euroæiske civilisations overlegenhed” – men Herzl inviterer interesserede stormagter til at samarbejde. Han formulerede sig på denne måde fordi han vidste at de ledende imperialistmagter i Europa på den tid allerede var begyndt at interessere sig for muligheden at splitte den fremvoksende arabiske selvstændigheds-bevægelse ved at oprette en jødisk bastion. En engelsk minister udtalte sig i den retning allerede i 1842. Et par årtier senere begyndte Frankrig at oprette specialskoler for jøder – i forskellige dele af den arabiske verden., for at gøre disse til sine koloniale håndlangere. Palæstina og hele den arabiske verden blev i det 19.århundrede udsat for forskellige projekter fra de europæiske stormagters side med formålet at erobre markeder osv.

Palæstina havde i 1850 omkring en halv million indbyggerer – hvoraf godt firs procent var muslimer, ti procent kristne og mellem fem og syv procent jøder.
Den store majoritet af befolkningen var bønder som levede på sultegrænsen i en situation hvor de tilbagesående feudale forhold og de tunge skatter under sultanatet forhindrede udvikling.
* * * * *
På grund af sin geografiske position mellem tre verdensdele er Palæstina i årtusinder blevet gennemkrydset og besat af erobrere. Det er et land uden naturrigdomme, men det har en strategiske placering.
Inden den franske general Napoleon Bonaparte blev Kejser udfærdigede han under et felttog i Ægypten og Palæstina i 1798 en proklamation hvor han opfordrede de europæiske jøder til at udvandre til Palæstina og gøre virkelighed af sine religiøse forestillinger.

Ofte blev religionen (mis-) brugt som (helligt-)påskud for at få fodfæste – Storbritannien skred f.eks ind i Damuskus i 1840 for at – som det blev udtrykt: “beskytte den jødiske minoritet “, Frankrig greb ind i Libanon samme år : “for at beskytte druzerne og de kristne maroniter”, fra Tyskland kom kristne tempelriddere mellem 1867 og 1907 for at kolonisere Palæstina som en slags moderne korsriddere. Og langt inden den politiske zionismes “fødsel” i 1897 havde den franske kapitalist Rotschild finansieret indvandring af jøder til Palæstina med den åbenbare hensigt at stimulere samme udvikling dér som i Algeriet – 19 kolonier som tilsammen opgik til 5000 personer blev oprettet med Rotschilds støtte frem til år 1900. Omkring århundredskiftet forsøgte Herzl at stille det zionistiske projekt til tjeneste for regeringer i Tyrkiet, Tyskland,Rusland og England uden at opnå nogen fremgang. Staten Israel har altså fra den første begyndelse – inden oprettelsen i 1948 – en klar kolonialistisk karakter med tydelige og afhængige politisk -økonomiske forbindelser til de imperialistiske kolonimagter. Israel er altså ikke styret så meget af “jødernes religiøse” interesser som af de politisk-økonomiske kapitalistiske interesser. Det ses også af at det tidlige zionistiske lederskab var indstillet på at oprette en koloni hvorsomhelst det var muligt. – Både Uganda, såvel som Cypern, Madagaskar og Argentina bliver diskuteret som mulige zionistiske kolonier.

Kilder: Staffan Beckman´s værk :”Palæstina og den Arabiske Revolution”

N O T E R
1*) Deutscher´s metafor om Hr. Zionist og Hr. Imperialist
2 *) Israeli Socialist Organisation, Matzpen:The other Israel

“Tro aldrig at palæstinensernes sag er håbløs

Posted in 60 år:Palæstina 1948 ° Katastrofens år, Historien, i Palæstina ° Filastin, KOMMENTAR by interpres on onsdag, januar 2, 2008

KRONIK

Jag vil begynde med at sige: Tro aldrig at palæstiniernas sag er håbløs! -
Läget är fruktansvärt just nu – men det har det varit så många gånger tidigare; och varje gång utvecklas motståndet på nytt, som fågeln Fenix ur askan. Och i ständigt nya variationer. Tänk bara på när Israel invaderade Libanon sommaren 1982, då PLO och Yassir Arafat lät sig transporteras bort till det avlägsna Tunisien och Ariel Sharon och de libanesiska fascisterna obehindrat kunde genomföra sina pogromer i flyktinglägren Sabra och Shatila. Till en tid såg det lika eländigt och hopplöst ut som nu – och det israeliska ledarskapet kunde inbilla sig att palestinierna var krossade en gång för alla – så togs de och världen fullkomligt på sängen av den fantastiska, stenkastande intifadan som mer än någonting tidigare avslöjade Israels kolonialism och förbrytelser mot det folk vars land de ockuperat.Ibland har motståndet tagit former som upprört många – även mej – men jag kan garantera att det aldrig har varit värre än Israels bombningar, massakrer, fördrivningar, dess kontinuerliga mord, kidnappningar, tortyr, hussprängningar, utsvältning och ständiga, ”smygande” kolonisering. Man kan inte begära att de som kämpar för sin befrielse mot en av världens starkaste och mest utvecklade mili-tärapparater alltid ska ha rena händer och nöja sig med att kasta sten – särskilt när de (än så länge) dominerande makterna och staterna i världen decennium efter decennium utnyttjar en bakvänd, ”positiv” antisemitism till att blunda för Israels hantering och motiv, till att utnyttja denna koloniala statsbildning som ett imperialistiskt brohuvud…då ”västvärldens” (och just nu ”medlaren” Tony Blairs) helt avgörande intresse är att kväsa varje självständig rörelse som kan hota kontrollen över Mellanösterns olja och marknader (men vi ser ju själva, med egna ögon, att inte ens världens absolut starkaste militärmakt USA kan terrorisera folk till underkastelse!).Någon har sagt att de ständigt upprepade morden och massakrerna mot palestinierna ”bara” är den synliga aspekten av ”en annan död”: den rasistiska förnekelsen av det palestinska folkets verklighet och själva fysiska existens – den förintelse som förebådades redan när den tidiga sionismen talade om Palestina som ”ett land utan folk som väntar på ett folk utan land”…den förnekelse som hela tiden driver palestinierna att slåss med näbbar och klor, med allt som finns till hands, för att vidmakthålla och bekräfta sin existens…så att de inte ska röna samma öde som Amerikas indianer, Australiens aboriginer etc, etc, etc.*Det var punkt ett – tro inte att palestiniernas sak är hopplös, inbilla er inte att de kan kväsas, att de kan ge upp.Punkt två, som jag också riktar till mig själv, är: försök att förstå varför det muslimska Hamas blev största parti när de ockuperade palestinierna röstade 2006 (och tydligen är tendensen densamma i flyktinglägren i Jordanien, Syrien och Libanon). – Visst är det också i hög grad i protest mot det korrumperade Fatah, men det finns också, även bland de många moderna och utbildade palestinierna, ett djupare skäl: religionen med dess sammanhang med kulturen, historien och identiteten, är i stort sett den enda sfär dit kolonialismen och imperialismen inte kan nå, inte kan komma åt och ockupera och förstöra – en sfär som fortfarande, också för de bara vagt religiösa, kan ge identitet, självkänsla, självrespekt och styrka! – Vi kan tycka vad vi vill, men dit är det de har vänt sig efter alla segrar och nederlag och förändringar i världsmåttstock, detta har blivit en kärna i deras kamp mot förintelsen…Det är deras kamp – och vi som hoppas och vill bidra till att det en dag ska finnas ett demokratiskt Palestina för såväl araber som före detta israeler måste ju se att dagens situation är mycket, mycket långt därifrån – men orsaken är inte Islam och Hamas! – Det vi ser är ett tillstånd av splittring och nästan ofattbar nöd och utsatthet skapad av de makter som bara vill ha ”fred” på sina, extrema villkor – de som i stället för att straffa ockupanten förövaren straffar offren.Och här lever vi med regeringar, den ena efter den andra, som tydligen inte skäms för att gå hur långt som helst i följsamhet mot USA, EU och Israel – som till och med sviker de grundläggande demokratiska principer de annars alltid hyllar (och som är deras levebröd). – Vi har en utrikesminister som i egenskap av valobservatör bekräftade att valen i de ockuperade områdena var oklanderliga – och sedan dess ställt upp på bojkott, utsvältning och antidemokratiska manipulationer för att ”fel” parti vann.Så till den grad omyndigförklarade är palestinierna att inte ens deras demokratiska val och strävanden tillåts existera. Israel och imperialismen har framtvingat eller utsett den regering som passar dem – den som avvisats av det palestinska folket inte bara för att den är korrumperad utan naturligtvis också för att den inte representerar annat än underkastelse inför fienden, för att den väg den före detta befrielseorganisationen Fatah beträtt inte lett till – och inte kan leda till – annat än fördjupad ofrihet och förnedring!Punkt 3 (eller ”to b”): politiskt formerad eller utnyttjad religion är i dagens värld nästan alltid bakåtsträvande, auktoritär och fascistoid, men vi får inte blanda ihop Hamas med till exempel al-Kaida, fanatiska zionistledare och nybyggarzionister eller president Bush och hans rabiata högerkristna – och inte ens med det panarabiska Muslimska brödraskapet av vilket Hamas de facto är den palestinska grenen. – I den palestinska situationen, och så som den utvecklats de senaste decennierna är Hamas först och främst inte en religiös väckelserörelse utan tillsammans med andra organisationer en befrielserörelse representerande ett förtryckt, fördrivet och kämpande folk!Vi vet att en religiös rörelse i regel innehåller reaktionära, grumliga och ibland rasistiska element, vi måste alltid bekämpa exempelvis den antisemitiska propaganda som sprids från olika konservativa eller extremistiska regimer och organisationer – också om den skulle härröra från Hamas! – men vi måste se att Hamas kämpar i en konkret situation, att Hamas i nuet har palestiniernas förtroende i grund och botten av helt andra skäl än sina religiösa målsättningar: för att Hamas står för konsekvens, ståndaktighet, oegennytta i kampen mot en imperialiststödd kolonisation, ockupation och statsterrorism.Vi kan knappast samverka med Hamas på samma sätt som vi gjorde med FNL i Vietnam – eller som vi i Kommunistiska Partiet kontinuerligt samverkar med den marxistiska Folkfronten för Palestinas befrielse, PFLP – men i vår strävan att ge det palestinska folket allt tänkbart stöd, i vår solidaritet med de utsatta och kämpande, kan vi försvara Hamas mot fiendens manipulationer, mord och kidnappningar, försvara dess ståndaktighet och vägran till underkastelse – ständigt bidra med att peka ut orsakssammanhangen.Det er palestinierna som valt dem. Det er fienden som vill få oss att tro att Hamas (och f.eks det shiitiska Hizbollah i Libanon) bara är varianter av al-Kaida.*Israel är en kolonial stat vars medborgare inte kan uppnå verklig fred förrän det koloniala förhållandet till ursprungsbefolkningen och omgivningen upphört.Och man kan inte ”kompensera” en förintelse med en annan.
STAFFAN BECKMAN er journalist og forfattar som har arbejdet for palæstinensernes sag i 40 år. – – — —
Kronikken bragt første gang i Proletaren nr. 38, 2007

Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (III)

DEL III : Den afsluttende del af artiklen om Che Guevaras økonomiske tænkning og socialismens politiske økonomi er kun delvis bearbejdet og oversat til de skandinaviske sprog. Det vil ske gradvist løbet af den kommende tid.

Mange er blevet forledt til at tro at oprettelsen af socialiseret kollektiv planlægning i  bestemte områder i den statsejede sektor i overgangens økonomien er en farlig utopi. Overgangen til NEP i det krigshærgede Sovjet er sædvanligvis brugt som historisk eksempel, som angiveligt illustrerer at socialiserede og kollektive organisationsformer ikke passer til de økonomiske betingelser og forhold i et tilbagestående landbrugsland. Faktisk var indførelsen af den markedslignende økonomiske selvforvaltning(kalkulering) i den statslige industri –   lige modsat –  et relativt kortlivet fænomen i Sovjetunionens  økonomiske historie fordi man tidligt blev klar over at  NEP-politikken kunne få katastrofale konsekvenser hvis den markedslignende økonomiske selvforvaltning – finansiel  kalkulering –   skulle blive pålagt alle statssektorenes områder.Efter de første stadier af overgangen fra den såkaldte “Krigskommunismes” økonomi til liberaliseringen af den sovjetiske økonomi, udtrykte den sovjetiske ledelse bekymringer for at Lenins plan om industrialiseringen  af landet ville blive sat på spil hvis markeds-forhold skulle få lov at virke i hele den statsejede sektor.Allerede i 1923, udtrykker Ruslands Kommunistiske Partis(Bolsjeviker) XII Kongres omfattende bekymringer:

»På den anden side, sværindustrien, som knapt har fået kontakt med markedet og som er fuldstændig afhængigt at statskontrakter, behøver for dens genopbygning anseelige og vel beregnede financielle midler fra staten. Det indbefatter også i høj grad jernbanen og søtransporter«    

(* 10;s.380.)Til trods for hvad højre-opportunisterne har forsøgt at bilde folk ind, fastsætter Sovjetregeringen efter NEP´s tidlige stadier, en grænselinje mellem økonomiens sektor I og II. (
Letindustri og sværindustri eller forbrugsvareproduktion og produktionsmiddelsproduktion, INPS. anm.).Mens letindustrien fremviste betydelige vækst under de første stadier af liberaliseringen af økonomien, , hovedsaglig beroende på genoplivelsen af markedsforhold, fremviste sværindustrien små eller ingen tegn på at blomstre op under de markedslignende økonomiske kalkulering (selvforvaltning).

Hvis den markeds-lignende økonomiske selvforvaltning skulle blive påtvunget sværindustrien, hvis Sovjet-planen  –  uden hensyn til produktionskræfternes udviklingsniveau og det indbyrdes styrke-forhold i økonomiens forskellige sektorer og tyngden af ikke socialistiske produktionsformer gensidighedsforhold – skulle benægte den tunge industris anseelige langsigtet finansiel hjælp til en bæredygtig reproduktionsproces vil denne sektor blive tvunget ind i en recession)(produktionnedgang):.(Dermed vil) Planerne om en hurtig industrialisering af et stort og tilbagestående (både teknisk og kulturelt)  land være  dødsdømt og med den, kollektiviseringen og den socialistiske opbygning.   

»Det gensidige forhold  mellem let- og svær industrien kan ikke blive bestemt ved hjælp af markedet, fordi det vil TRUE med at likvidere sværindustrien i de næste få år; sværindustrien kan komme sig(genvinde sin styrke), denne gang som et resultat af markedets anarkistiske udvikling og på grundlag af den private ejendom »(*10, s.382)   Den socialistiske udviklingslov – hvor det fremgår at produktionsmiddel-industrien (sværindustrien) udvikles hurtigere end letindustrien og landbruget –  vil nødvendigvis føre til en mere eller mindre betydningsfuld del af produktionskræfterne ejet af den socialistiske stat vil gøre det muligt at styre anderledes ifølge lovene om arbejdets fordeling og organisation end de som er arvet fra den kapitalistiske produktionsmåde. Mens markedsforhold i betragtelig grad var tilladt, midlertidigt af selve NEP(under -politiken) til at regulere produktionen og arbejdets fordeling mellem mere eller mindre udspredte og uafhængige økonomiske enheder i den statslige industri, var den sovjetiske stat fra begyndelsen tvungen til at definere konkretiseringen af denne lov om socialistisk produktion ved på en måde at bryde med selve NEP. Etableringen af socialistisk planlægning på grundlag af den socialistiske produktionsmåde i bestemte sektorer holder absolut karakter. Princippet holder som heldhed uanset produktivkræfternes udviklingsniveau i landet som overgår til socialismen. Stats-sektorens socialisering afhænger stærkt af de konkrete historiske betingelser i det land som overgår (til det nye samfund). Dog er staten fra den første begyndelse bunden til at indføre det socialistiske planprincip  sådan at det virker på en direkte, socialisered måde (ikke ved hjælp af markedet) i bestemte sektorer af økonomien, først og fremmest i sektor I (sværindustrien).
Det er det grundlæggende  princip for overgangs-økonomien som Guevara gjorde sit bedste for at støtte gennem at  forsvare det statsfinancielle plan-system, som et system overfor det markedslignende »Økonomiske selvforvaltning«´s system foreslået af den sovjetiske revisionismes tilhængere på øen. Som vi vil berøre mere detaljeret , er  Guevara’s økonomiskie tanker ,det statsfinansielle plan- system – som han forsvarede – fuldstændig i modsætning til Trotskijs skjulte højre-orienterede økonomiske teorier. Trotskij modsatte sig fra NEP´s tidlige stadier til enden af hans politiske karrierre indførelsen af et ægte planøkonomisk princip i bestemte sektorer af stats-sektoren, gennem at forsvare NEP som en absolut og universelt princip : Det udtrykkes på denne måde:

‘Men den Nye Økonomiske Politik (NEP)  kommer ikke (does not flow) alene fra det indbyrdes forhold mellem byen og landsbyen. Denne politik er et nødvendigt stadium i udviklingen af statsejet industri. Mellem kapitalismen, hvorunder produktionsmidlerne er ejet af private individer og alle økonomiske forhold reguleres af markedet ; —Jeg siger , mellem kapitalismen og fuldstændig socialisme, med dens samfundsmæssige planhusholdning, er der en række overgangs stadier ; og NEP-politikken er hovedsaglig et af disse stadier. Lad os analysere dette spørgsmål, med jernbanen som eksempel. Netop jernbane-transporter som er et områder der i allerhøjeste grad er forberedt for socialistisk økonomi. Jernbanerne, ikke kun de privat-ejede, men også de statsejede baner, gør regningen op med alle de andre økonomiske virksomheder med hjælp af markedet . Under the particular system var det økonomisk uundgåeligt og nødvendigt fordi udrustningen og udviklingen af en en speciel bane er afhængigt af hvor vidt den kan betale sig økonomisk. Om en særlig jernbane linje er nyttig for økonomien økonomien kan kun afgøres gennem markedet. 11)  

Guevara’s statsfinansielle plansystem er vejen og midlet til til Cuba´s industrialisering. En af de grundlæggende principper for den socialistiske økonomi er baseret på udviklingen af industriel produktion, hovedsaglig sværindustrien, som krumtappen og motoren for udviklingen af den socialistiske økonomi.
Imperialistisk domination is based upon the concentration if industry and technology in the hands of imperialist corporations. Exploited countries are deprived of the means and necessary knowledge to secure the development of labour productivity, a key element to sustained development of the forces of production.In order to overcome economic backwardness and the relations of dependence on the imperialist countries, i.e. the ultimate goal of a genuine process of national-liberation, it is imperative to turn around the character of economic relations with the outside world. This implies a deep re-structuring of the economies, which for long years have been geared towards fitting the economic needs of the imperialist countries, and to turn these countries into self-sufficient and prosperous socialist industrial ones. Genuine independence, true anti-imperialism is no more than rhetoric statements without massive policies of socialist industrialisation, which is the material basis for long-term and sustained independence. Over a hundred years of national-liberation movements have taught us that the socialisation of the means of production, as opposed to half-measures disguised by pseudo-socialist phraseology, is the only way towards national independence. Here lies the essence of the internationalist policies of the Soviet State during the post-war period. The economies of dependent countries, such as Cuba back in the 50’s, is based upon the extraction and the early stages of manufacturing of raw materials. The main source of revenue of Batista’s Cuba was the export of sugar, which price in the international market was out of the control of the country and, as repeatedly pointed out by the leaders of the Cuban revolution, undershot the actual value.The only possible way that economically and culturally backward countries can attain economic and sustained political independence, lies on the development of heavy industry, which is the only possible way to lay the foundations for sustained economic growth. This fundamental point of the socialist construction lies at the centre of attention of Guevara’s economic thought and to it he devoted most of his practical and theoretical efforts while remaining in office.

Commodity-Money Relations and the Law of Value/ Vare-Penge Forholdet og Værdi-loven


I denne del vil vi kort afdækkke Guevara’s forståelse af vare-penge forholdet (i marxistisk forstand) og værdiloven i den socialistiske industri. Vi mangler stadig skrevet materiale til at kaste ordentlig lys på hans holdning til land-reformen performed during the early stages of the Cuban revolution. His understanding of the collectivisation of the large mass of petty producers is also unknown to us, although we hope that in the near future archival materials may be made available to the public in Cuba. As illustrated in the previous section, at the centre of Guevara’s economic thought stands the modellen for det statsfinsielle plansystem. This system is intimately related to Guevara’s understanding of the role of plan, which, as discussed, fundamentally differs from that envisioned by right-wing revisionism in the Soviet Union and the former People’s Democracies in Eastern Europe. Much on the contrary, it bears close resemblance to the conception of economic planning, which prevailed in the Soviet Union before Stalin’s death and stands in line with the economic policies that had become ‘standard’ in the former People’s Democracies in Eastern Europe in the period of 1948-1953. Guevara’s attitude to the role of market categories and relations are consistent with his understanding of plan and are very close to Stalin’s formulations in Economic Problems. Guevara explicitly denies the need for commodity exchange between socialist enterprises and categorically denies the commodity character of the means of production. He supports the correct view that commodity exchange involves change of ownership. Commodity exchange between state enterprises is viewed by the Argentinean by a contradiction per se, since in the budgetary system the socialist enterprise is an organic element of a bigger enterprise, the State. Within this system the labour among enterprises does not adopt the form of commodity exchange. Means of production, financial resources are not owned by the socialist enterprise, as the latter lacks its own account and revenue is automatically deposited in a socialised account. In this system, the means of production are allocated to a given production unit according to the needs and future perspective of economic development and dictated by a centralised plan. Guevara does not deny the existence of commodity production and the coexistence of different production modes. He supports Stalin’s views that commodity relations are not inherent to the socialist sector but that the existence of the latter is due to the presence of different forms of property within the Cuban economy. As opposed to the Soviet Economy in Stalin’s time, the Cuban country side had not undergone the process of collectivisation of the petty producer. In the concrete-historical situation of Cuba, the incipient socialist industrial sector had to coexist with a large mass of independent producers. However, this concrete-historical circumstance does not prevent the socialist sector, however small and poorly organized, to operate under a different regulator of production than that operating in the country side. Guevara writes:

‘We believe that the partial existence of law of value is due to the remnants of the market economy, which is also manifests itself in the type of exchange between the State and the private consumer’ (Che Guevara, op.cit. i ‘Om det statsfinansielle system’, s..95. Oversat fra spansk.)

This statement is very close to Stalin’s well-known statement given in Economic Problems:

‘But the collective farms are unwilling to alienate their products except in the form of commodities, in exchange for which they desire to receive the commodities they need… Because of this, commodity production and trade are as much a necessity with us today as they were thirty years ago…’ (J.V. Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1952, p.19-20).

In addition, as pointed out by Guevara, there remains the need for commodity-money bonds between the State and the private producer, as the worker in socialism still received a significant fraction of the social fund for the satisfaction of individual needs in money terms. The exchange between the state and the individual producer is performed under the form of a commodity exchange, as

‘…this transfer occurs when the product leaves the state sector and it becomes property of an individual consumer’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p. 46. Oversat fra spansk.)

With the socialisation of all the means of production and the liquidation of individual and collective forms of production, there would be no need for commodity-money exchange in socialism. As a matter of fact, the realisation of the socialist principle of distribution does not necessarily imply the existence of commodity-money relations, as a category of production. These views were ‘exposed’ and refuted by Soviet economists, who after a series of discussions re-wrote chapters in the Manual of Political Economy regarding the political economy of socialism.Naturally, these views were also not shared by many economists in Cuba, as manifested in a more or less full-fledged controversial discussion during 1963-1964. For instance, Alberto Mora (Minister of Foreign Trade during that time) in 1963 openly attacked Guevara’s views, by comparing them with Stalin’s, which were published in Economic Problems. He rejected Guevara’s theses on the grounds that the most serious ‘scientific’ discussions held in the Soviet during the second half of the 1950’s and early sixties indicated that Stalin’s views were wrong, that the law of value operates in socialism as a regulator of production, as the product in the socialist economy remains and will remain commodities all the way till communism:

‘When some comrades deny that the law of value operates in the relations among enterprises within the State sector, they argue that the entire State sector is under single ownership, that the enterprises are the property of the society. This, of course, is true. But as an economic criterion it is inaccurate. State property is not yet fully developed social property that will be achieved only under communism.’ (A. Mora, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt i “Man and Socialism in Cuba”, Atheneum, New York, 1973, p. 227)

The well-known Trotskyite economist, Ernest Mandel, who was very active during what he called the ‘Great Debate’ in Cuba, enters into a long-standing controversy with Charles Bettelheim, a French right-wing revisionist scholar. The latter also became active during the economic debate, this time as a fervent supporter of the ‘socialist-market’ conception advocated by the pro-Soviet economists in the island. Despite Mandel’s views that means of production in the socialist economy do not circulate as commodities, he is very keen on exposing Stalin’s views advocated by Guevara with regards to the causes of the law of value in the socialist sector. In the section of the ‘Historical conditions leading to the extinction of mercantile categories’ of a well publicised article in Cuba he states:

‘Although we have criticized several of comrade Bettelheim’s positions, we agree with him completely in rejecting Stalin’s theory that the basic reason for the mercantile categories in the Soviet economy is the existence of two forms of socialist property: ownership by the people (that is, the State) and ownership by more limited social groups (essentially the Kolkhozy)’. (E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt
i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 70)

Mandel has an opinion of his own and does not need to refer to the Soviet pseudo-science to ‘expose’ Guevara’s ‘primitivism’. The author advocates that only the abundance of consumer goods, which are closely linked to the development of forces of production, will create the objective conditions for the abolition of commodity-money relations in the sphere of private consumption. Moreover, he seems to be proud that

‘The new program of the CPSU, approved by the XXII congress, incorporated this idea as set forth in our Traite d’Economie Marxiste’ (E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 71).

Guevara advocated the correct view that the law of value does not operate within the socialist sector as a regulator of production. He is able to grasp, unlike his detractors, a crucial element in the political economy of socialism:

‘We insist on the analysis of the cost, since part of our conception refers to the fact that it is not strictly necessary that cost of production and price coincide in the socialist sector’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.47. Oversat fra spansk ).

Guevara understood that the price setting in the socialist sector, as a quantifier of the flow of labour circulating among different subjects of the state industry, does not necessarily have to coincide with the cost of production. If the labour exchange between different sectors of the socialist economy were to be governed by the exchange according to equal value, less profitable or even not profitable enterprises would not be able to survive and the process of extended reproduction of the socialist economy would be brought to its knees. If the law of value is forced to operate as a regulator of the proportions of labour exchanged between enterprises in the socialist sector it would not be possible to overcome the disproportions between sectors of the economy, which are inherited from capitalism, let alone colonialism and neo-colonialism. This consequently leads to a more complex concept of profitability of the socialist economy, which was touched upon in the previous section, which Stalin formulated in Economic Problems and which Guevara embraces wholeheartedly. It is true that the abstract formulation that prices in the socialist sector do not necessarily correspond to the cost of production contains within itself a strong potential and it represents a serious step forward in the evolution of the understanding of political economy of socialism. This statement represents a tremendous step forward with respect to the theories of right-wing revisionism, which does not conceive labour exchange outside the boundaries of commodity-money relations. However, this statement does solve right away the most intricate problem of the political economy of socialism, which is to concretise what are the actual proportions of labour that correspond to the historical-concrete situation and the development of the forces of production and forms of management of a given country. This is a titanic task that needs to be resolved by the revolutionaries of a given country, which Guevara genuinely and with the best of his abilities tried to solve for the concrete conditions of Cuba. Guevara is an advocate of the strictest economic accounting, for the same reasons that Stalin criticised many of Soviet managers and plan making for neglecting the operation of the law of value as a strong instrument for economic accounting in socialism. Indeed, accounting in value terms proves a powerful tool to evaluate the effectiveness of the socialist enterprise, and this is most appreciated by Guevara:

‘The cost would yield an index of the management of the enterprise; it is irrelevant that these prices are higher or lower than the prices in the socialist sector, or even, in some isolated cases, than those prices used to sell the product to the people; what matters is the sustained analysis of the management of the enterprise…, which is determined by it’s success or failure to reduce costs’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.49. Oversat fra spansk )

At the end of the day, one of the fundamental goals of the enterprise in socialism as well as in communism

‘ …reduces to a common denominator…: the increase of labour productivity as the fundamental basis for the construction of socialism and indispensable premise for communism.’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.51. Oversat fra spansk ).

I Guevara’s statsfinasielle plansystem, skal penge indenfor den socialistiske virksomhed først og fremmest anvendes som et middel til calculation, as a strong algebraic tool for determining the effectiveness of the enterprise, the correctness of the use of the resources granted by the State to the enterprise, a means to determine if the enterprise is doing enough to reduce costs, etc… In his very important article, ‘About the Budgetary System’ exposes one of the most prominent differences between his conception and the role given to money by the pro-Soviet economists in Cuba within the so called ‘Economic Accounting’ system:

‘Another difference is the way money is used; in our system money operates as arithmetic money, as a reflection, in prices, of the management of the enterprise, which the central organs will analyze in order to control the functioning of the latter.’ (Che Guevara, op.cit. in ‘om det statsfinansielle plansystem’, s. 80 Oversat fra spansk

Guevara’s views are consistent with the well-known exposure of Notkin’s ‘marketists’ views by Stalin:

‘Why, in that case do we speak of the value of the means of production, their cost of production, their price, etc.?…Firstly, this is needed for purposes of calculation and settlement, for determining that the enterprises are paying or running at a loss, for checking and controlling the enterprises. …’ (J.V. Stalin, op.cit, p.58-59).

As the economic discussion in Cuba progresses and the contradictions between Guevara’s line and the pro-Soviet economists (including Charles Bettelheim), from the one hand, and the Trotskyite elements in Cuba (Cuban nationals as well as foreigners) Che has unavoidably to clash with the economic conception advocated by the Soviet revisionists. Towards the end of this discussion, in 1964 Guevara expresses himself in a more and more explicit and eloquent way regarding the differences between his model and the ‘market-socialist’ type of development advocated by the revisionists. The exposition of the differences, which at first, in 1961 Guevara had put in rather mild, almost academic terms, turns controversial and bitter in 1964, leaving no doubt that the contradictions had become irreconcilable and that the Cuban leadership would have to take a stand more sooner than later. Whether the Soviet revisionist leadership demanded Guevara’s removal from his posts in the economy of the island, as a pre-requisite to sustained economic aid, or whether his detractors in Cuba played a leading role in the events that followed the economic discussions, remains a matter of speculation. Regardless, it is clear to us that Guevara engages in an important theoretical debate till the very end and was never curbed by the overwhelming wave of criticism triggered by his writings, which he faced almost alone. In addition, we can only imagine how upsetting to pro-Soviets and Trotskyite elements in the island would be to accept that the leading economist, a holder of a key command position in the Cuban economy, dares, not once, not twice, but at least three times that we are aware of, to cite and defend Stalin’s works as an authoritative reference against his opponents. Che openly and in print criticises the revisionist manual of political economy published in the Soviet Union in the early sixties, with regards to the insistence of the Soviet revisionists to develop commodity-money relations in socialism, let alone the transition to socialism. After a series of gradual changes operated in the economic literature of the 1950’s followed by crucial economic discussions held towards the end of that decade, the Soviet economists published a new manual of political economy under the redaction of a leading economist, Ostrovitianov. In this important document all the products in socialism are proclaimed to be commodities, including the means of production (with the utterly inconsistent exemption of labour force) and the law of value, which is used in a conscious way by the socialist plan, operates as the regulator of proportions of labour among enterprises, whether state owned or cooperatives. As opposed to Stalin’s plans for the gradual shrinkage of the sphere of operation of the commodity-money relations and categories, the Soviet revisionists envisioned a plan to further enhance the role of these in the economy and to provide the enterprises with more independence. The operation of the law of value will disappear only when the highest of communism is accomplished in a more or less distant future. Guevara rebels against the new theses advocated by the Soviet revisionist economists by rejecting altogether the plans for developing commodity-money relations in socialism, which are treated by us as a departure from the political economy of socialist developed by Lenin and Stalin:

‘Why develop? We understand that the capitalist categories are retained for a time and that the length of this period cannot be predetermined, but the characteristics of the period of transition are those of a society that is throwing off its old bonds in order to move quickly into the new stage.The tendency should be to, in our opinion, to eliminate as fast as possible the old categories, including the market, and, therefore, material interest – or better, to eliminate the conditions of their existence’ (Che Guevara, in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 142).

It is unfortunate, however, that Che’s reasoning is plagued with idealist assertions, according to which commodity-money relations allegedly embody within themselves the ideological burden of the capitalist society. As will be touched upon the next section, Guevara equates to a great extent commodity-money relations and categories with the concept of material incentive, which he understands as a mechanism aimed at motivating and enhancing labour productivity by the same means as used in capitalism. Material incentive and consciousness appear in Guevara’s thought as two poles of one of the main (if not the most relevant one) contradiction in the process of socialist construction.Guevara should not be accused of a left-wing attitude with regards to the role of commodity-money relations in socialism. Nowhere in Che’s writings can one find appeals to implement the policies of war communism in the Cuban economy. Much to the contrary, he is aware of the need to retain commodity-money relations for an undetermined period, as a result of the presence of a large mass of individual producers. Despite glaring idealist elements in Guevara’s thought we need to give him credit for identifying correctly the sphere of application of commodity money relations and the fundamental reasons leading to the inevitability of the latter in the socialist transition in general and in the Cuban revolutionary process, in particular. In summarising the increasing contradictions between the line of thought and the economic reforms accomplished under his office, and the push for market relations advocated by the ‘marketists’ in Cuba Guevara states:

‘We deny the possibility of consciously using the law of value, in the conditions that a free market does not exist, which expresses directly the contradiction between producers and consumers; we deny the existence of the commodity category in the relation among state enterprises and we regard them as part of one big enterprise, the State (although in practice it does not happen yet in our country).’ (Che Guevara, op.cit. in ‘On the Budgetary System’, p96. Oversat fra spansk).

When Guevara admits to the fact that the state sector in Cuba does not function as a ‘one big enterprise’ he is most likely referring to the coexistence of the Ministry of Industry, the INRA and the Ministry of Foreign Trade, the latter two lead by Carlos Rafael Rodriguez and Alberto Mora, respectively, both rabid ‘market-socialists’. The latter had expressed their disagreement with Guevara’s plans for industrialisation of the island based on the argumentation that Cuba was not prepared for forms of economic relations consistent with develop stages of socialisation of the labour process. Rodriguez states as late as in 1988:

(det) ‘statsfinansielle plansystem står nærmere det fremtidige samfund … this system requires conditions that we will not be able to achieve in a long time’ (Carlos Rafael Rodriguez i Che Guevara Cuba y el camino al socialismo, New International, New York, 2000, p.42. Oversat fra Spansk).

By arguing that Cuba was never (not even after 30 years of revolution) for higher forms of exchange between state enterprises, Rodriguez openly polemicises in 1988, as he used to do 25 years before, with Che’s assertion that products exchanged between state enterprises do not adopt the form of commodities. Guevara sticks to the very end to his conception that the commodity-money relations are not inherent to the socialist economy, and especially to the socialised sector, which he tried so hard to build up since the very early stages of the Cuban revolution. Market relations come about as a result of the presence of important remnants of private producers and they are bound to disappear with them (both in form and content). Even though, Guevara refrains (to the best of our rather sketchy and fragmental knowledge of the evolution of Guevara’s thinking) from referring openly to his opinion with regards to the plans of collectivising the private producer, we believe that he would have advocated for a ‘Soviet-style’ type of bond between the socialised sector and the collective farms. As an advocate of retaining the main means of production outside the operation of commodity-money relations (i.e. mean means of production are not treated as commodities in content, regardless of the need to use value categories to assess the amount of labour involved in them) it seems natural that Guevara would have envisioned a concept pretty much like the machine tractor stations, as a main factor for the increase of labour productivity. We believe this statement is substantiated since the rational core of the economic Guevara’s economic thought, despite strong elements of idealism and mechanicism, remains very close to the economic forms adopted in the Soviet Union under Stalin, which had become standard and were successfully applied with whatever modifications between the end of the 40’s and Stalin’s death in the countries of People’s Democracies in Eastern Europe. We have every reason to believe that Guevara was to a certain extent acquainted with Stalin’s Economic Problems and the basic differences of principle between the so called Stalin’s model and the model of ‘market-socialism’ advocated by Rodriguez, Mora et al in Cuba. In probably his last article ‘Man and Socialism in Cuba’ a letter addressed to Carlos Quijano, editor-publisher of the Uruguayan weekly Marcha, written early 1965, Guevara reiterates his position once more, leaving us no doubt that he stood for his principles till the very end.

‘Pursuing the chimera of achieving socialism with the aid of blunted weapons left to us by capitalism (the commodity as the economic cell, profitability, and individual material interests as levers, etc.) it is possible to come to a blind alley’ (Che Guevara, i ” Man and Socialism in Cuba” på Atheneum, New York, 1973, p. 342).

Unfortunately, Guevara does not give up certain elements of idealism that makes his economic thought so distinct as well as vulnerable and inconsistent. This side of Guevara’s economic thought has been publicised the most both in Cuba by his detractors and outside Cuba by Trotskyism and neo-Trotskyism. The clear connection between a significant number of Guevara’s statements on political economy and the so called ‘Stalinist’ model of socialist construction is very much silenced. Che’s writing are twisted by picturing his economic thought as a continuation of his idealist and voluntarist stand in questions regarding the interrelation between the masses, the party and the guerrilla warfare, for which he is most commonly known.

On Guevara’s Alleged Trotskyism

Guevara soon entered into conflict with the Soviet revisionist leadership. As we have seen above, Che acknowledges differences of principle, as early as 1961, between the economic model established in what he used to call, socialist countries, and the plans for industrialisation he was advocating. Guevara’s economic reforms were bound to clash with the character of the agrarian reform and the plans suggested by the Soviet Union that Cuba was to remain a primarily a sugar cane producer for longer than anticipated by Che. As the character of the Cuban revolution consolidated and the Cuban leadership accommodated to the economic relations between the island and the Soviet Union, it was necessary that Cuban economists align with the new political economy created by the revisionists. Guevara’s plans soon met glaring resistance within Cuba. Due to the worsening of Guevara’s relations with the Soviet leadership, many in Cuba felt a big deal of embarrassment. According to several of Guevara’s biographers, the Soviets accused Che’s economic views of Trotskyism. It was just a matter of time that Che is to leave his post of Minister of Industry and his that plans for industrialisation of the island are to be revised in favor of a sugar cane industry based development. Trotskij is usually portrayed as a ‘radical left-wing’, as an advocate of extreme measures with regards to resolution of contradictions both in politics and economics. Trotskij’s alleged push for the militarisation of the economy has led many to believe that Trotskyite economic theories are opposed to the politics of the New Economic Policy (NEP) with regards not only to the relations between the individual producer and the state sector but also with regards to the liberalisation of the state sector. In this section we will try to substantiate the fact, that Trotsky’s economic theory cannot be classified as left-wing, much on the contrary, it does not deviate significantly from the right-wing revisionism in questions of socialist construction and the role of commodity-money relations during that period. The myth about Trotsky’s alleged leftist stand in resolving contradictions in the transitional period, conceals the truly essence of Trotskyism in economic questions. Guevara’s economic thought has nothing to with Trotsky’s attitude to commodity money relations and categories in the transitional period; their views are complete opposed to each other. Such allegations with regards to Guevara’s economic thought are unfounded and preposterous, to say the very least. As covered above, Guevara’s economic thought does suffer from serious elements of mechanicism, which does not make him a Trotskyite, as such mistakes were common to many economists in the Soviet Union during the Stalin period.It is very interesting to observe how the Russian bourgeoisie is willing to appreciate in Trotsky the ‘virtues’ of a ‘market-socialist’, which many in the left movement do not seem to be able to grasp. To commemorate the 125th anniversary of Trotsky’s birth, a leading economic journal, Voprosi ekonomiki (‘Questions of Economy’) published an article under the title ‘Economic views of L.D. Trotsky’. In this article the authors attribute Trotsky’s heavy-handedness during the revolution and the civil war to the historical circumstances of that time, that in fact Trotsky had become one of the first push for the liquidation of the policies of war communism and the liberalisation of the economy by allowing several forms of property to coexist for an indefinite period of time. The authors draw the bourgeois reader’s attention to the true and poorly publicised Trotsky’s merit as being one of the first to advocate a mixed economic model for the transition to socialism:

‘The transition to NEP significantly changed Trotsky’s economic views. In a number of his works during that time he agitates in favour of the development of market relations, material stimulation, the understanding of the plan, as rigorous management in the sense of foreseeing and synchronising various sectors of social production. During the period of NEP Trotsky formulated a number of very important, even original ideas, namely: about the incompatibility of the methods of war communism in the conditions of NEP, about the need for each enterprise to have its own accounting balance, about the objective limitations to transferring resources from the agrarian sector to industry…’

(M.Voeikov and S.Dzarasov, ‘Economic Views of L.D. Trotsky’ in Voprosi Ekonomiki No.11, 2004, p.152).

Trotskyite economic doctrine seriously overlaps with Bogdanovism/Bukharinism in the understanding of the essence of the plan. Trotsky, in his renowned work ‘The Soviet Economy in Danger’, written late 1932, starts off by equating one of the economic laws of the socialist economy and the transition to socialism, the planned principle with preconceived harmony of economic proportions:

‘However, light-minded assertions to the effect that the USSR has already entered into socialism are criminal. The achievements are great. But there still remains a very long and arduous road to actual victory over economic anarchy, to the surmounting of disproportions, to the guarantee of the harmonious character of economic life.’ (The Soviet Economy in Danger, in ’Writings of Leon Trotsky 1932’, Pathfinder Press, New York,1973, p.260. Underlined by us).

The famous and infamous principle of equilibrium and harmony of the proportions of labour in the socialist economy is advocated by Trotsky in a rather unambiguous way. Within the eclectic framework of Trotskyism, centralisation of the economic policy alters the abstract principle of harmony of the economic processes. Trotsky, in his attempt to oppose the transition of the Soviet economy towards higher forms of economic organisation, comes around as full fledged right wing revisionist, adding no more substance to the right wing opposition led by Bukharin/Rykov.

‘It is impossible to create a priori a complete system of economic harmony. The planning hypothesis could not but include old disproportions and the inevitability of the development of new ones. Centralized management implies not only great advantages but also the danger of centralizing mistakes, that is, of elevating them to an excessively high degree. Only continuous regulation of the plan in the process of its fulfillment, it’s reconstruction in part and as a whole, can guarantee its economic effectiveness.’ ( loc. cit.).

Trotskij’s ‘continuous regulation’ is the backdoor to substantiating his rebuffal of the party’s line to shrink the operation of the commodity-money relations in the economy, which lead to the liquidation of capitalist exploitation in the country and the consolidation of the socialist economic laws. Once opponents, Bukharin and Trotsky converged into Bogdanovism as the construction of socialism progressed in the Soviet Union.When Trotsky appeals to the impossibility ‘to create a priori a complete system of economic harmony’ it is implied that the central economic organs, are not in a position to undertake the tasks of centralised economic management, regardless of the development of the forces of production and the socialisation of the means of production. Deformations of the socialist economy inevitably take place as centralised decision-making overpowers workers’ democracy and a caste of administrators takes over as a ‘communist bureaucracy’. Once more, the objective character of the economic laws in general and the economic laws of socialism in particular, is overruled and loses its raison d’etre in the economic thinking of right-wing revisionism. Instead, Trotsky, as a poorly concealed right-wing revisionist, appeals on and on to the need for establishing harmony between the different branches of the socialist economy, which lies at the basis of his political economy.Trotsky’s bogdanovism is not a phenomenon of the 1930’s, much on the contrary, is inherent to his economic thinking from the very early stages of economic reforms in Soviet Russia. In summarising the developments in Soviet Russia since the victory of the October revolution, Trotsky states that the period of war communism had to end in order to restore equilibrium in labour exchange between the peasantry and the working class and between branches of the state sector, as:

‘Every economy can exist and grow only provided certain proportionality exists between its various sectors. Different branches of industry enter into specific quantitative and qualitative relations with one another. There must be a certain proportion between those branches which produce consumer goods and those which produce the means of production. Proper proportions must likewise be preserved within each of these branches. In other words, the material means and living labor power of a nation and of all mankind must be apportioned in accordance with a certain correlation of agriculture and industry and of the various branches of industry so as to enable mankind to exist and progress.’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’, Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.228).

The postulate about proportionality of portions of labour among branches of the economy was conceived as a general, non-historic law that would apply on all economic systems. Marx’s considerations about the need for the establishment of certain proportions in which labour is exchanged in every economic system, and revised in a mechanical fashion by Bogdanov/Bukharin had a simple consequence in practice: the application of the law of value as a regulator of production was to be perpetuated in the socialist economy under the abstract consideration about the need for proportionality. This abstract concept is shared by Bukharin and Trotsky:

‘The problem of the proportionality of the elements of production and the branches of the economy constitutes the very heart of socialist economy’. (The Soviet Economy in Danger, p.265).

The ultimate goal of right-wing revisionism in questions concerning the transition to socialism is to provide every possible ideological means to perpetuate the economic relations of capitalism and to undermine the process of socialisation of the relations of production. In doing so, right-wing revisionism creates eclectic forms, Trojan horses in political economy. The postulate about the need of proportionality proved a euphemistic attack against the party line to curtail the operation of the law of value in the socialist sector and capitalist exploitation in the Soviet economy. By appealing to an abstract concept of proportionality without, leaving its concretisation as a loose end in the economic thinking, naturally leads to the perpetuation of relations of production existing hitherto. Abstract formulations in general, and in political economy in particular, without a concretisation within the concrete-historical framework inevitably render hollow abstractions, double-edged swords in the hands of revisionism.Certainly, Trotsky casts out his disguise of left-wing revisionist by bluntly stating:

‘The innumerable living participants in the economy, state and private, collective and individual, must serve notice of their needs and of their relative strength not only through the statistical determinations of plan commissions but by the direct pressure of supply and demand. The plan is checked and, to a considerable degree, realized through the market.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 275. Underlined by us).

Here, Trotsky makes an open appeal to the implementation of market relations as the ‘judge’ of the correctness or effectiveness of the economic policies developed by the plan makers. In other words, in the transitional economy the market is the beginning and the end of the economic system, the medium in which the struggle between the planned and market principles evolves into higher forms of development. It is within the market and according to the rules of the market that the superiority of the socialisation of the means of production is supposed to be put to the test. At some point in time the capitalist and petty bourgeois forms of productions will collapse under the inevitable overwhelming economic pressure of the socialised sector, which at that time it able to develop higher forms of labour productivity. Trotsky, as a vulgar right-wing economist, therefore stands against what had been usually referred by them as extra-economic measures to suppress the market principle in the economy, advocating instead a gradualist approach to the resolution of the contradictions between the socialist and the rest of the economic forms.Trotsky’s economic thought is plagued with metaphysics; the metaphysical division of the economic system of the transitional society into the planned system and the market system holds a prominent place in the economic works of Trotskyism. This anti-dialectical approach to the economic processes has been already exposed in the mid 1920’s in the Soviet Union by the majority of the party, including Bukharin/Rykov. But despite these differences, the left-wing and right-wing opposition agreed on the main proposition: let the market be the regulator of the labour exchange not only between industry and the country side, but within the economic subjects of the socialist sector.The idealist, metaphysical and non-historic postulate of proportionality of the elements of production lies on the basis of the right-wing theories of Trotsky/Bukharin and gives then a certain resemblance of self-consistency. The market represents the realm where the law of value, which is the concretisation of the postulate of proportionality, regulates the flow of labour among economic subjects, whether socialised or not. Needless to say, Trotsky is not the first concretise the postulate of proportionality, which he had recently embraced, nor he was the first to establish such a line of thought. The appeal to preserve the commodity-money relations in the form that existed during NEP clearly predates Trotsky’s assertions about the need for proportionality. While we have to give credit to Bogdanov/Bukharin for their pioneering work in the descending line of modern revisionism, Trotsky does not deserve such an honour, as his contribution does not go beyond popularising the vulgar political economy of right-wing revisionism.Apart from the metaphysical as well as mechanical idiosyncracy of Trotskyite thought, which does not deserve to be the main topic of the present discussion, it is useful to bring out quotations like the following:‘In this connection three systems must be subjected to a brief analysis: (1) special state departments, that is, the hierarchical system of plan commissions, in the center and locally; (2) trade, as a system of market regulation; (3) Soviet democracy, as a system for the living regulation by the masses of the structure of the economy.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 273. Underlined by us) Far from sticking to left-wing orthodoxy, Trotsky sounds more like Yugoslav Titoite, more like a pro-Western market liberal, rather than anything else.Trotsky takes a right-wing stand with regards to the role of NEP in the transition to socialism. Despite earlier attacks on the party to strength and develop further the economic and political link between the working class and the peasantry, Trotsky turns into a fervent advocate of the early forms of the transition to socialism adopted by the party. Moreover, he accuses the latter for liquidating the union between the working class and the peasantry. As a vulgar ‘market-socialist’, Trotsky considers the NEP as an inevitable step due to the significant weight of petty private production in the countryside, regardless of the concrete-historical conditions of revolutionary Russia:‘The need to introduce the NEP, to restore market relationships, was determined first of all by the existence of 25 million independent peasant proprietors. This does not mean, however, that collectivization even in its first stage leads to the liquidation of the market.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 275).The need to transition to market relations between industry and the peasantry holds absolute character. According to Trotsky, due to the backwardness of the Russian peasantry and the level of mechanisation of labour in the country side, the only possible form of peasant production with other producers is inevitably commodity-money relations. Trotsky’s mechanical and metaphysical thinking does not conceive of the socialist state and the individual peasant engaging in other forms of exchange, as well. Trotsky views the process of collectivisation as a forced administrative measure to unnaturally suppress the commodity-money bond between the city and the countryside. It is only through the evolution of the market, that certain conditions are created that the peasant feels it is more profitable to produce as a member of a larger production unity rather than remaining an individual producer. Hence it is believed that collectivisation should be performed by the forces of the market, that the market will suppress itself in a natural way.Trotsky’s inevitability of market relations as the dominating bond between production agents during the transition to socialism does not reduce to the interrelations between industry and the peasantry, much on the contrary: ‘This policy (NEP, our note) is a necessary stage in the growth of state-owned industry. Between capitalism, under which the means of production are owned by private individuals and all economic relations are regulated by the market—I say, between capitalism and complete socialism, with its socially planned economy, there are a number of transitional stages; and the NEP is essentially one of these stages’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’,Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.233).

NEP involved far more than the realisation of peasants production in a free market and the establishment of economic ties between the countryside and industry based on supply-demand. Never mind the cohabitation of the socialist sector with state capitalism and petty capitalist exploitation in both the country side and the city, NEP introduced broad pro-market reforms within the socialist sector based on commercial accounting. It is true, however, that the expansion of commodity-money relations were seriously curtailed in the socialist sector in the second half of the twenties, which Trotsky viewed as a bureaucratic-administrative attack on the principles upon which Lenin allegedly conceived the path to socialist construction. It is here, where Guevara rebels against right-wing revisionism by advocating the right of the socialist state to determine the character of the relations of production and to regulate the proportions of labour exchange between branches of the state sector according to the global needs of the socialist state rather than the profitability of individual enterprises.Much against Guevara’s views, Trotsky during the very early stages of NEP, during the transition from ‘war communism’ advocated the de-centralisation of the state sector:‘The policy of a centralized bureaucratic management of industry excluded the possibility of a genuine centralized management, of fully utilizing technical equipment along with the available labor force.’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’,Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.230).

As a result of the efforts to de-centralise state industry in 1921, specially light industry, so advocated by Trotsky, negative effects were felt soon, such as:‘…violation of plan discipline, separatism; some state officials tried to replace the state plan organisation – VSNKh – by some ‘social organization of industry’ (P.I. Lyashchenko, History of the People’s Economy of the USSR, Moscow 1956, Volume III, p. 153. Translated from Russian).

Guevara supported the correct view that economic calculation does not necessarily imply market relations as factors determining production in the state sector, that economic accounting is not necessarily tied to commodity-money relations, as advocated by the supporters of the Soviet-style model in Cuba.

Trotskij takes sides with Soviet revisionism:After the administrative suppression of the NEP, the celebrated ‘six conditions of Stalin’—economic accounting, piecework wages, etc.—became transformed into an empty collection of words. Economic accounting is unthinkable without market relations.” (The Soviet Economy in Danger p.276. Underlined by us)

The history of the political economy of socialism has exposed the intimate link between the postulate of proportionality in the exchange of labour among different branches of the economy and the mechanical transportation of market relations to socialism. Metaphysics and mechanicism, common to the economic thought of right-wing revisionism, are closely interrelated with vulgar and superficial understanding of economic categories, which impels the ideologists of right-wing revisionism to equate exchange to commodity exchange and economic equilibrium to the operation of the law of value. The vulgar economic thought advocated by Trotsky and the right-wing opposition does not conceive another form of economic exchange other than commodity-money relations. It is not conceivable that the socialist state establishes a different content in the economic ties among objects of the socialist economy, which may violate the rigid principle of profitability of the individual enterprise. The ability of the planning bodies to establish labour exchange among socialist enterprises, which violates that principle, is viewed as a deformation, as a disproportion. Right-wing revisionism is unable to grasp and appreciate the great power in the hands of socialist planning to establish certain proportions of labour exchange that fit the needs and growth perspectives of the socialist economy, regardless of the overall level of socialisation of economy. In this sense, right-wing economists conceive the plan as a corollary of subjective (aprioristic, according to Trotsky) measures to organise, rationalise the labour exchange among profit-making individual enterprises. Guevara wholeheartedly rejects such a vulgar view of the plan, by advocating the right of the socialist planning to establish a different character of economic relations among the state enterprises, which does not necessarily follow the principle of profitability of the individual enterprise as the leading criterion for economic effectiveness.Guevara openly exposed the view advocated by Trotsky and the ideologists of modern revisionism that economic accounting ‘is unthinkable’ without commodity money relations. Much on the contrary, Che advocated strict accounting, based on centralised responsibility and accountability of the management of the socialist enterprise, as a key element of the budgetary finance system, which lies at the centre of this economic thought. In his economic system economic accounting in the socialist sector is dissociated from the essence carried by commodity money relations. Even though Guevara does not seem to grasp the dialectical evolution of market categories in socialism, his thought contains the basic elements to arrive at this understanding. Guevara’s accepts the correct view that the price, despite being a category inherited from the market economy, may be used within the socialist sector for calculation purposes. Hence, he does not reject the use of the form of market categories, which brings him closer to the Marxist-Leninist understanding developed by Lenin-Stalin. On the other hand, it is not clear to us that Guevara understood the evolution of the principle of economic accounting, which was introduced in 1921, through the NEP all the way to the massive collectivisation and the consolidation of the economic basis of socialism in the 1930’s, all the way to the publication of Stalin’s Economic Problems. An analysis of the category of economic accounting, shows that a deep change in the content had taken place, which, despite the fact that the term was in use in the 1930-50’s, it reflected a different type of management to which Guevara’s budgetary system bears strong resemblance.According to Tablada and Borrego, Che Guevara paid special attention to the analysis of the causes, which lead to the abolition of the war economy and the establishment of (NEP). This issue is covered on a multiple of occasions in their books and has been the topic of a big deal of speculation, including allegations that Guevara allegedly accused Lenin of going too far in the development of market relations during the early stages of the NEP. Regardless of speculations, Che makes a strong case out of Lenin’s statements, in which NEP is considered as a retreat in the practice of the revolutionary process is compared to the peace of Brest-Litovsk. It is evident, despite the wealth of confusion fostered by Guevara’s bourgeois, Trotskyite and neo-Trotskyite biographers, Guevara does not consider NEP as an inevitable step in the transition to socialism, as a general and universal statement, but rather, a product of the historical-concrete conditions of revolutionary Russia. After quoting Marx, Lenin and Stalin (this article was written in 1964, when anti-Stalinism was already solidly established in the Soviet Union and the former People’s Democracies in Eastern Europe, with the exemption of Albania), Guevara concludes:

‘As we see, the retreat that Lenin mentioned was due to the economic and political situation of the Soviet Union. These policies may be characterised as a practice, which is closely linked to the historical situation of the country, and, therefore, they do not hold universal character.’ (Che Guevara, ‘Che y la Economia’, Editorial de Ciencias Sociales, Habana, Cuba 1993, p. 74. Oversat fra spansk).

The argumentation in favour of NEP-type of economic reforms as an unavoidable step in the transition process between socialism and capitalism renders a fundamental element of the economic theory of right-wing revisionism, including Trotskyism, which Guevara rejected altogether. A historical example, which refutes NEP, as a compulsory stage for new revolutionary states, is served by the first steps adopted by the People’s Democracies in Eastern Europe between 1948 and 1953. The governments of the People’s Democracies set an economic course based on the priority of heavy industry over other sectors of the economy. The policies of what bourgeois ideologists called the Stalinist economic model resulted in a spectacular growth of the socialist industry, a conditio sine qua non for a massive process of socialisation of means of production both in the city and the countryside. Even vicious anti-communists publicists, such as F.Fejto, a Hungarian born journalist based for a long time in France, admits:‘Between 1949 and 1953, the industrial production of the six Comecon countries rose by 114 per cent, and in certain countries, like Hungary, where the ambitious planners knew no limits the results had been even more spectacular. Heavy industrial production increased fivefold; the engineering industry was seven times more productive in 1953 than in 1938. (F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 362).
Further, Fejto elaborates on the very interesting case of the transition to socialism in Hungary, specially the events that followed the abrupt change of ‘gears’ imposed by the Soviet leadership weeks after the death of Stalin. Hungary’s party, lead by Matyas Rakosi, one of the most fervent supporters of Stalin’s policies, launched in 1949 a campaign of collectivisation, which, although far from finalised, was well underway towards 1953. With Stalin’s death a swift change in the character of the Soviet leadership took place. The new Soviet leadership, at first initiated most likely by Beria, imposed on the leaders of the fraternal parties in Eastern Europe a line of forcible de-Stalinisation. The revisionist leadership ordered Eastern European leaders to slow down the tempo of industrialisation and to basically liquidate the process of ‘forcible’ collectivisation. In a number of countries, peasants were allowed to desert the collective farms (‘de-collectivisation’) if they wished to; private exploitation of land together with the restoration of the artisan class and private business. It was argued that the ‘Stalinist’ economic reforms had gone too far, that allegedly broad masses of the peasantry and the working class in those countries were frustrated to see that the unquestionable economic growth did not result into meaningful enhancement of the standards of living of the population, including that of the working class. There is no question that the ideological and organisational chaos induced by the policies of forcible de-Stalinisation’ encouraged anti-communist elements within the middle classes, petty bourgeoisie and workers aristocracy to demonstrate compulsively, while entire party organisations proved hopeless, in disarray. The Hungarian leader, Matyas Rakosi, did his best to stand up against Soviet revisionism and its supporters in the country; he succeeded in remaining in office till July 1956, when he basically was forced into exile by the Soviet leadership. Following orders from the Soviet revisionist leadership, Rakosi was forced in July 1953 to give up the post of Prime Minister, which passed to Imre Nagy, who even in the words of Fejto:‘…revived Bukharinist ideas that had gone underground in Stalin’s lifetime’
(F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 363).

Certainly, Nagy was a fervent advocate of NEP-style treatment of the economic contradictions between the socialist sector, the peasantry and other petty producers. Soon after he gains office in July 1953, he launches a set of ‘liberalising’ measures, which became known as the ‘New Course’. In his last work, written in 1955, he states:‘In a socialist society, when determining the tempo of economic development and the ratio between the various economic branches, the proportion between production and consumption and between consumption and stockpiling must be in harmony with the requirements of the basic economic law of socialism, guaranteeing a gradual advance of society’ (I. Nagy, ‘On Communism’, Frederick A. Praeger Publishers, New York, 1957, p. 98).
Nagy advocated ad nausea the need for harmonic balance between the resources spent on sector A and sector B of the economy. The well known concept of certain harmonic proportions invented by Bogdanov/Bukharin and plagiarised by Trotsky comes out again and again, as the backdoor to the development of commodity-money relations both in the socialist and non-socialist sectors, as a regulator of production. It is interesting, that unlike Bukharin/Trotsky, he uses Stalin’s citations of the mid twenties to substantiate the need to have NEP-style relations in the transitional economic system. In fact, by ‘basic economic law of socialism’ Nagy implies the well-known formulation given by Stalin in Economic Problems. This, however, does not prevent Nagy from remaining a vulgar right-wing economist, which Guevara’s economic thought has nothing to do with.According to Nagy, the only bond that the socialist sector and the private producer can have in the early stages of the transition from capitalism to socialism is the market. It is only through the market that the process of socialisation of production can prove its advantages over capitalist forms of management and production. Nagy is explicit: ‘The NEP policy must be carried out unconditionally, as it means the establishment of increasingly closer relations in the exchange of goods between the city and the village, between the socialist industry and the system of small holdings producing for the market, facilitating the switch to a socialist system of agricultural farms on a large scale.’ (I.Nagy, op. cit., p. 82. Underlined by us.)
Nagy on and on bitterly complains about the staggering disproportions and ‘distortions’ inflicted on the Hungarian economy by Rakosi’s clique, referring to the fast development of heavy industry with respect to light industry, and specially the countryside. Nagy’s attack on Rakosi’s ‘clique’ becomes even more acute when touching upon the treatment of individual peasants and the collectivisation. He initially refers to Rakosi’s ‘clique’ as adventurous, as later on as open left wing ‘fanatics’ and deviationists. Finally, while quoting Lenin and Stalin’s works in the 1920’s, putting their writings out of context, Nagy establishes a parallel between Rakosi’s struggle to uphold the principles of Marxism-Leninism, regardless of whatever mistakes in its implementation, and the Trotskyite left wing opposition in the Soviet Union in the 1920’s by appealing to‘The resolutions of the Bolshevik Party in the Fifteenth Congress, which were forged in the battle against the extreme ‘left-wing’ Trotskyist opposition…’ (I.Nagy, op. cit., p. 82. Underlined by us).

It is not the first time that right-wing opportunism portrays the struggle for the basic principle of centralisation of means of production in the construction of socialism as a left-wing, Trotskyite deviation. These allegations of Trotskyism that were thrown at Guevara are to be understood in the historical context, which corresponds to the time when right-wing revisionism, led by the revisionist leadership of in the Soviet Union, disbanded the ‘Stalinist’ plans for the socialisation of the means of production in industry and the countryside. Modern revisionism turned the state sector in the People’s Democracies into an aggregation of independently producing enterprises, which engage in labour exchange with other enterprises and the state via commodity-money relations; in the country side the process of collectivisation was halted and reversed, and in some countries farm cooperatives were turned into independently producing enterprises, following the model imposed by the revisionists in the Soviet Union.

It is in this context, that Guevara’s fight against followers of the Soviet economic model in Cuba, despite his mechanical and idealist mistakes, renders a substantiated critique against right-wing revisionist theories for the construction of socialism.Guevara’s plans for the industrialisation of the Caribbean island need to be understood within the historical-concrete situation corresponding to the restoration of capitalism in the Soviet Union and the People’s Democracies in Eastern Europe. Despite elements of idealism and mechanicism, Guevara’s model of budgetary finance system and his refusal to implement commodity-money relations and the law of value as the regulator of proportions among state enterprises bears strong resemblances with the economic system existent in the Soviet Union during the 1930-50’s. Hence, it was natural that Guevara’s plans for industrialisation faced fierce resistance by Soviet revisionism and its followers in the island. It is evident to us, that allegations of Trotskyism or left-wing deviationism thrown by right-wing revisionists are utterly unfounded. Nevertheless, more investigation is needed to throw light on Guevara’s ideological evolution in the 1950’s and early 1960’s and on how he came to propose the budgetary finance system, as the fundamental pillar for the industrialisation in Cuba.

Idealism and Mechanicism in Che’s Economic Thought

Despite the progressive character of Guevara’s economic thought, and its invaluable positive impact on the economic discussion held in Cuba during the first half of the 1960’s, which represents a courageous struggle and more or less consistent and substantiated against modern revisionism, Che’s thinking needs to be considered critically. Notwithstanding the substantiated struggle against the right wing theories of socialist construction, which turns Guevara’s works as most relevant materials for the study of questions related to socialist transformation, is plagued with serious mistakes. Guevara’s eclecticism is inherent to his thought in general, and cannot be neglected when evaluating Guevara’s role in the Cuban revolution and the theory of socialist transformation.Guevara’s mistakes in political economy can be classified into two groups: idealism and mechanicism. Idealist mistakes were committed by Guevara when evaluating the role of consciousness in political economy. When we refer to mechanicism in Guevara’s economic thought we mainly imply his failure to grasp the dialectical evolution of economic categories involved in commodity-money relations during the transitional epoch. Needless to say, Guevara’s mistakes has been extensively used by the bourgeoisie and the representatives of revisionist tendencies, such as Trotskyism and neo-Trotskyism to mystify the revolutionary and rip off his contribution to the political science and political economy from its Marxist logical core and divorce it from a number of Marxist-Leninist principles, which Guevara tried to uphold in a more or less consistent manner.Guevara’s mistakes in political economy have been used inside and outside the island to consider Guevara’s contribution to the economic transformations in the early stages of the Cuban revolution in isolation from the principles of socialist transformation adopted by the People’s Democracies during the post-war period, so demonised by modern revisionism. Guevara’s thought is portrayed by many as a specific phenomenon of the Cuban revolution, thus, completely ignoring its strong links with the so called ‘Stalinist’ economic theories and modus operandi during the transitional period. Although we do not wish to portray Guevara’s economic thought as a faithful concretisation of the principles of Marxism-Leninism in the conditions of revolutionary Cuba in the 60’s, we feel it would be a serious mistake not to evaluate Guevara’s thought within the concrete-historical epoch corresponding to systematic violation of the principles of Marxism-Leninism, which lead to the restoration of capitalism in the Soviet Union and the liquidation of socialist construction in Eastern Europe. While evaluating critically Guevara’s economic thought and identifying areas of inconsistency, we feel compelled to appreciate and value the positive and progressive that Che upheld under very difficult conditions of struggle against imperialism and revisionism.Idealism is present throughout Guevara’s works all the way till his last published work, ‘Man and Socialism in Cuba’. It leads Guevara to proclaim consciousness and education as primary with respect to the study of relations of production in the transitional economy, including the construction of communism. Impressed by the early philosophical works of young Marx, Guevara states:‘The word conscious is emphasized because Marx considered it basic in stating the problem. He thought about man’s liberation and saw communism as the solution to the contradictions that brought alienation – but as a conscious act. That is to say, communism cannot be seen merely as the result of class contradictions in a highly developed society, contradiction that would be resolved during a transitional stage before reaching the crest. Man is a conscious actor in history. Without this consciousness, which embraces its awareness as a social being, there can be no communism [underlined by us]’ (Che Guevara, in ‘On the budgetary finance system’, trykt i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 124).The role of consciousness and education is ubiquitously stressed by Guevara in his economic works as the leading factor the transition to higher forms of economic organisation. In Guevara’s system political economy ceases to be an independent discipline, the objective character of the economic laws of the transitional society hold secondary character with respect to the cultural formation of the new man. The economic laws of socialism, like those of capitalism, exist and evolve with the development of the forces of production and the historical conditions at times independently from level of consciousness of the masses. In fact, in certain historical situations, masses as a whole remain unaware of the essence of the economic essence of both revolution and counter-revolution.The role of consciousness and education, play undoubtedly a fundamental role in the construction of the new society. However, political economy remains an independent discipline and the study of the objective laws that govern it remains a titanic effort. Only scientific analysis and synthesis of the relations of production can make possible the sustained economic development necessary for the construction of the socialist and communist societies. As opposed to capitalism, during the course of the transition to socialism, objective and subjective conditions are given for the masses to participate consciously in the construction and scientific analysis and synthesis of the socialist construction. It is clear that the more conscious and active participation of the working class in the socialist construction, the more solid are the foundations of the socialist formation. It is clear too, that the more conscious the working class about the essence of the economic transformation, the more robust the economic development and the less influential the forces of counter-revolution.Economic development under socialism and the development of consciousness and socialist culture – two phenomena, which go hand by hand. Generalisation on the basis of the history of the Soviet Union indicates that consciousness and socialist culture require a material basis, without which further economic development and further development of consciousness. However, according to Guevara consciousness and socialist education are supposed render the primary engines of economic development in socialism:‘The hopes in our system [budgetary finance system, - note by us.] point to the future, towards a more rapid development of consciousness, and through consciousness, to the development of the productive forces’.(Che Guevara, op.cit. in ‘Socialist plan: its meaning’, p147. Translated from Spanish). *

In Guevara’s system, socialist economic development is not really the engine of consciousness, but all the way around, consciousness is the source of socialist economic development. Guevara’s idealism turns voluntarist. In this respect, Che’s idealism may be compared to Mao’s idealist views in political economy, despite the fact that Guevara displays a significantly more progressive stand with respect to commodity-money relations than the latter. Mao, in his critique of Stalin’s Economic Problems, bitterly complains about the fact that the latter does not include the study of the superstructure in the analysis of the socialist economy:

‘Stalin’s book from first to last says nothing about the superstructure. It is not concerned with people; it considers things not people…They speak only of the production relations, not the superstructure nor politics, nor the role of the people. Communism cannot be reached unless there is a communist movement’. (Mao Tsetung, A Critique of Soviet Economics, Monthly Review Press, New York and London,1977, pp.135-136).

Guevara supports the wrong idealistic view that commodity-money relations per se and in general are a manifestation of the alienation of the human being in the process of production. Guevara interprets mechanistically and metaphysically the role and place of economic forms inherited from capitalism in the socialist economy:‘The alienated human individual is bound to society as a whole by an invisible umbilical cord: the law of value. It acts upon all facets of his life, shaping his road and his destiny. (Che Guevara in ‘Man and Socialism in Cuba’, Atheneum, New York, 1973, p. 340).

One of the major and profound mistakes displayed by Guevara’s economic thought, a mistake common to many others who have genuinely claimed allegiance to Marxism-Leninism, is his failing to grasp Lenin’s and Stalin’s teachings with regards to the dying off of economic categories inherited from capitalism. These teachings may be succinctly expressed in the well-known Stalin’s assertion in Economic Problems. In his answer to A.Notkin, Stalin stresses:

‘The fact of the matter is that in our socialist conditions economic development proceeds not by way of upheavals, but by way of gradual changes, the old not simply being abolished out of hand, but changing its nature in adaptation to the new, and retaining only its form; while the new does not only destroy the old, but infiltrates into it, changes its nature and its functions, without smashing its form, but utilizing them for the development of the new. This, in our economic circulation, is true not only of commodities, but also of money, as well as banks, which, while they lose their old functions and acquire new ones, preserve their old form, which is utilized in the socialist system.’ (J.V. Stalin ‘Economic Problems of Socialism in the USSR’, Foreign Languages Publishing House, Moscow, 1952, p.59).

Guevara commits the colossal mistake, which has been more or less successfully exploited by neo-Trotskyism and other bourgeois ideologies, to mechanically and metaphysically extrapolate the character of the economic categories implemented during the NEP to later stages of the socialist construction in the Soviet Union. Guevara, de facto blames the adoption of such economic forms like economic accounting, profit, credit, etc… implemented in the 1920’s for the right wing deviationist economic theories that he was fighting in the 1960’s, without appreciating the profound changes operated in the content of those categories during the 1930-50’s:‘In the Soviet Union, the first country to build socialism, and those who followed its example, determined to develop a planning process that could measure broad economic results by financial means. Relations among enterprises were left in a state of more or less free play. This is the origin of what is now called economic calculus (a poor translation of the Russian term, that might better be expressed as auto-financing, or, more precisely, financial self-management) -

Roughly speaking, then, financial self-management is based on establishing broad financial control over the enterprise activities, banks being the principal agencies of control. Suitably designed and regimented material incentives are used to promote independent initiative toward maximum utilization of productive capacity, which translates into greater benefits for the individual worker or the factory collective. Under this system, loans granted to socialist enterprises are repaid with interests in order to accelerate product turnover’. (Che Guevara, in ‘On Production Costs and the Budgetary System’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p 114). -

It is clear that, the transition to socialism in the Soviet Union, which followed the implementation of market-type economic relations in most of the economy, had to carry within itself certain economic forms, which are inevitably inherited from capitalism. However, Guevara apparently fails to grasp that the concept of economic accounting evolves dramatically over the years, as the character of the economic relations evolved. The concept of economic accounting never disappears from the Soviet economic literature, however, its content evolved in time in order to be accommodate the planned principle of the economy on the basis of socialised property and the liquidation of bourgeois and petty-bourgeois forms of production. The economic accounting of the more or less disseminated production subjects confined to the Soviet artels in the 1920’s bears little resemblance with the economic accounting of highly concentrated Soviet industry in 1930-50’s. The character of the labour exchange among the different production subjects during the 1930-50’s bear close resemblance to that of the budgetary finance system advocated by Guevara in the 1960’s.It is not clear to us, to what extent Guevara is able to appreciate the qualitative changes operated in the interpretation of the content of economic categories over the history of the political economy of the Soviet Union. It is unclear whether Guevara sees in the preservation in the Soviet Union of economic forms such us, economic accounting, profit, credit, banks, etc… as a sign of economic backwardness, or rather as a sign of the concrete historical conditions under which the transition to socialism took place in the Soviet Union. For instance, Guevara advocated for the liquidation of the concept of credit in socialism, even though the form of credit was never liquidated in the Soviet Union:‘In our system [the budgetary system. Our note.] the Bank supplies certain amount of resources to the enterprises according to the budget; here the interest rate is not present’. (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, pp.45-46. Translated from Spanish). -

The same applies to the economic category of profit, which was never liquidated in the Soviet Union but was categorically denied by Guevara within the context of the budgetary finance system in Cuba. Guevara seems to understand mechanically the economic relation of the State with socialised production subjects:

‘…Because the State Enterprise in the conditions of Cuba, is just a centre for production. It has a budget, a budget for production; it should meet the goals of production and deliver its product to the Ministry of Domestic Commerce, or to other state industries. Thus, the enterprise does not have profit, does not have money; all the profit, all the difference between what was sold and the cost belongs to the Cuban state. The enterprise is reduced to production.’ (Che Guevara på Konferensen ‘Økonomi og Plan’ ved Universidad del pueblo i 1961. Oversat fra spansk.

As a matter of fact, the history of the political economy of the Soviet Union has demonstrated that the principle of socialist planning on the basis of socialised forms of production does not contradict the implementation of such economic forms as profit, as long as the latter do not express the relationship between independent producers, but on the contrary is used as one of the indexes of economic effectiveness, etc… To state that profit is not the leading economic criterion in socialist industry is generally speaking correct. However to interpret sole presence of the concept of profit, regardless of its relative weight in the definition of economic effectiveness, as a sign of economic backwardness is strictly speaking incorrect. I artiklen ‘Bank, Credit and Socialism’ afslører Guevara glimrende the vulgar and fetishist economic views of those in Cuba who did not understand the need to re-define the role of banks in a socialist economy and that the economic functions of the banks in capitalism cannot be mechanically transported to socialism. His conclusions are generally speaking correct, correct in the sense of abstract formulations. Det er hans følgeslutninger med hensyn til Vare-Penge forholdet (commodity-money relations) og Værdilovens rolle i overgangsøkonomien. However, they are correct in the abstract and may turn dangerous is applied mechanically to concrete-historical conditions.Unfortunately, the evaluation of Guevara’s economic thought renders confusing and inconclusive since the budgetary finance system is conceived as a result of the struggle with right-wing economic theories, which absolutise the role of commodity-money relations. Det statsfinansielle plansystem er uden tvivl et modtræk og en reaktion mod de højreorienterede revisionistiske økonomiske teorier og fortjener at blive påskønnet som sådan. Further investigations, possibly on the basis of archival materials, will hopefully throw valuable light on the role of mechanicism and metaphysics in Guevara’s economic thought.


Kilder:   

11) L.D. Trotskij * ‘The First Five Years of the Communist International’ * Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.233-4. –

Che Guevara, op.cit. in ‘On the Budgetary System’, p.95. Oversat fra spansk.

J.V. Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1952, p.19-20

Che Guevara, op.cit. i ‘Considerations on Expenses’, p. 46. Oversat fra spansk.

A. Mora, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 227.

E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 70.

Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.47. Oversat fra spansk

Che Guevara, op.cit. in ‘About the Budgetary System’, p.80 Oversat fra spansk

Che Guevara, in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 142.

Carlos Rafael Rodriguez i “Che Guevara Cuba y el camino al socialismo”, New International, New York, 2000, p.42. Oversat fra spansk.

M.Voeikov and S.Dzarasov, ‘Economic Views of L.D. Trotsky’ in Voprosi Ekonomiki No.11, 2004, p.152.

The Soviet Economy in Danger, in ’Writings of Leon Trotsky 1932’, Pathfinder Press, New York,1973, p.260. Underlined by us.

P.I. Lyashchenko, History of the People’s Economy of the USSR, Moscow 1956, Volume III, p. 153. Oversat fra russisk.

Che Guevara, ‘Che y la Economia’, Editorial de Ciencias Sociales, Habana, Cuba 1993, p. 74. Oversat fra spansk.

F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 362).
(I. Nagy, ‘On Communism’, Frederick A. Praeger Publishers, New York, 1957, p. 98.

Che Guevara, op.cit. in ‘Socialist plan: its meaning’, p147.Oversat fra spansk.

Mao Tsetung, A Critique of Soviet Economics, Monthly Review Press, New York and London,1977, pp.135-136.

Che Guevara, i ‘On Production Costs and the Budgetary System’, trykt i “Man and Socialism in Cuba”, Atheneum, New York, 1973, p 114.

Che Guevara, på konference n ‘Økonomi og Plan’ på Universidad del pueblo – 1961. Oversat fra spansk.

Indianere nægter at være “amerikanere”

Posted in Historien, i Amerika ° Americas by interpres on søndag, december 30, 2007

20 december 2007 * 

  Efterkommere af Sitting Bull, Lakotaindianerne, har beslutet at bryde alle sine traktater med USA og anser sig ikke længere være “amerikanere”. Indianernes ledere har meddelt udenrigsministeriet at de 150 år gamle traktater ikke gælder længere. Lakotaindianerna vil istedet selv udstede pas og kørekort.Amerikanere som bosætter sig på deres jord og afsiger deres US-amerikanske statsborgarskab slipper for at betale skat.Århundreders undertrykkelse og folkemord på Amerikas oprindelige indbyggere viser sig idag bl.a ved at middellevealderen blandt lakotamænd er blandt de laveste i verden, 44 år.

Neo-nazister vil “demonstrere” i Tjekkiet

Posted in i Euroasien ° Eurasia, KRIG - TERROR og FASCISME, Krystalnatten, MODER JORD ° FN by interpres on tirsdag, december 18, 2007

24. Oktober 2007 *

Nazi-provokation i Prag:

PRAHA (Hospodarske Noviny) Neo-nazisterne i Tjekkiet planlægger en demonstration i Prag på årsdagen for Krystalnatten  

Neo-nazister findes også i den tjekkiske hovedstad. Og med sædvanlig sans for timing har de anmeldt en march gennem Prags jødiske Josefov-kvarter den 10. november. En march, som byens lokale myndigheder har givet grønt lys for, oplyser avisen Hospodarske Noviny. Senere sagde byrådet nej.

Hvorefter en domstol gav grønt lys til fascisternes provokation med henvisning til “menneskerettighederne, og ytringsfriheden”. Nu trækkes den tjekkiske præsident ind i striden. Præsidenten opfordres til at skride ind mod neo-nazister, der vil demonstrere på årsdagen for Krystalnatten den 10. november 1938. Datoen er ikke tilfældig. Den 10. november er det 69 år siden, at nazisterne i Hitlers Tredje Rige gennemførte en “terror”-offensiv mod Tysklands millioner af “jødiske undermennesker” kaldet Krystalnatten – en aften, der begyndte den 9. november 1938, og en nat, da et stort antal jødiske butikker og kirkegårde blev smadret og sat i brand. 26.000 mennesker blev fængslet, og alene i Tyskland og Østrig blev over 100 jøder dræbt på få dage. Anledningen, udtænkt af Nazitysklands ledende spindoktor; propagandaminister Joseph Göbbels, var mordet på en tysk diplomat i Paris, udført af en jødisk flygtning. Ifølge Göbbels viste attentatet i Paris at man ikke kunne stole på hvad Europas fascistiske medier kaldte de “jødisk- kommunistiske undermennesker”, som nazisterne i mange år havde udpeget som “mordere”, “tyve” og “terrorister” der “planlagde at nedbryde den vestlige kristne civilisation” for at indføre et “jøde-kommunistisk verdensherredømme” med Stalins Sovjetunion som centrum .

Årsdag for Krystalnatten

Hverken datoen eller stedet for den planlagte demonstration er tilfældig. Demonstrationen, der arrangeres af Unge Nationale Demokrater, handler officielt om at “protestere mod Tjekkiets deltagelse i besættelsen af Irak”. Men de unge nynazister ønsker – fuldstændigt ufølsomt – at demonstrere i Prags jødiske Josefov-kvarter netop den 10. november – årsdagen for Krystalnatten i 1938, da et stort antal jødiske butikker og kirkegårde blev smadret og sat i brand. En klar provokation – Nu opfordrer den amerikanske forskningsinstitution Simon Wiesenthal Center præsident Vaclav Klaus til at gøre sin indflydelse gældende og standse demonstrationen trods domstolens “henvisning til ytringsfriheden”:

“Hundrede millioner ofre for Anden Verdenskrig betalte prisen for misbruget af sådanne rettigheder, der efterlod selve demokratiet forsvarsløst,”  

skriver centret i et brev til den tjekkiske præsident.

Prag bør huske historien

Simon Wiesenthal Center opfordrer præsidenten til at afværge “forstyrrelsen af den offentlige ro og orden” og understreger ifølge The Jerusalem Post, at alt andet vil efterlade pletter på Tjekkiets omdømme.

“Prag – mere end nogen anden by – bør genkalde sig den direkte forbindelse mellem Krystalnatten og den tjekkiske overgivelse i München af overherredømmet til Hitler,” 

skriver dr. Shimon Samuels til præsident Klaus. 80.000 tjekkiske jøder blev syndebuke og ofre for den nazi-tyske imperialismes aggression inden og under den Anden Verdenskrig. I dag har Tjekkiet et lille jødisk samfund, der tæller nogle få tusinde mennesker. De første jøder udenfor Palæstina og den arabiske verden menes at have bosat sig i Praha – Prag – for omkring 1000 år siden.

Om den russiske revolutionens betydelse

9.NOVEMBER 2007

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, stærke følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt de kapitalistiske klassers jagt efter maksimal-profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme revolutionens betydelse og erklære kommunismens død, som de herskende udbytterklasser i vest såvel som i øst har proklameret hver eneste dag siden 1917. * * * *

Oktober-Revolutionen´s sejr var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet, ikke bare i Rusland, men i hele Europa og Asien, Amerika og resten af verden .

Revolutionen´s sejr gav livskraft og næring til fødselen af en revolutionær autonom venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende revolution i Rusland opmuntrede ikke bare arbejderklassen, men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale bevægelse og de nationale demokratiske befrielseskampe i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den borgerlige indiske leder og tidligere Statsminster i det befriede Indien Javaharlal Nehru fremhæver at Oktoberrevolutionens sejr inspirerede den antikoloniale befrielsesbevægelse i Indien mod Churchill´s og Chamberlains Storbritannien koloniale undertrykkelse med ordene :

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ “Næsten samtidigt med oktoberrevolutionen under den store Lenins ledelse begyndte vi i Indien en ny fase i vor kamp for friheden. Vort folk voksede sig stærkt i denne mangeårige kamp og stod overfor undertrykkelse med mod og udholdenhed . Selvom vi fulgte en anden vej i vor kamp”
“under Mahatma Gandhis ledelse beundrede vi Lenin og blev påvirket af hans eksempel” ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi idag kan forestille os. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 som betød massearbejdsløshed, fattigdom, sult og armod i kapitalismens hovedlande samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne, opbyggede verdens første socialistiske velfærdssamfund med 7 timers arbejdsdag, hvor arbejderklassen havde befriet sig fra kapitalismens massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult, kulturelt armod, vulgærreligiøs overtro og analfabetisme , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. * * *

For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet; 76% på verdensplan, i perioden 1928-35; accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og social-reformer som de borgerligt-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemførte.
Længe Leve Kommunismen
Længe leve Arbejdernes og Bøndernes Union – Sovjet-magtens basis” proklamerer denne plakat

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Som allerede Karl Marx ; det internationale proletariats kommunistiske leder,slog fast så er “revolutioner . . historiens lokomotiver”
Oktober-revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Hver eneste, politiker, journalist ja hver eneste borger i hvilket som helst land i verden har en mening om Oktoberevolutionen og den sovjetiske revolutionen. Vladimir Lenin og Joe Stalin er også idag verdensberømtheder på linje med Kammerat Jesus. * * * *
Da Folkerepublikken Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai fik spørgsmålet om betydelsen af den franske revolution, svarede han at det var alt for tidligt at udtale sig om. Hvis En Lai har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland efter den første imperialistiske verdenskrig , er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede i og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund og stat. * * * *

- Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. Den blev betragtet som en realistisk mulighed for de fattige og undertrykte at befri sig fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner.

Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  “den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis de hvide kontrarevolutionære , provestlige kræfter havde lykkedes med den voldelige borgerkrig de udløste i Rusland efter Oktoberrevolutionen i 1917; for ike at tale hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. I Hitler-Tyskland´s atomlaboratorier var man som bekendt godt igang med at fremstille atombomber.

* * * * *
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med den revisionistiske provestlige Hrustjov-grupppes magtovertagelse og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. De revolutionære kommunistiske principper om arbejderklasssens ledende rolle i opbygningen af kommunismen frem mod kommunismens højeste fase: det klasseløse samfund forkastes, i stedet taler den revisionistiske Hrustjov-grupppe om “hele folkets stat og parti” , en småborgerlig socialdemokratiske skrivebordsteori som i realiteten fører Sovjetunionen mod den politiske og økonomiske afgrund. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken – optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Unidad Popular (Folke-Enhed) regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han angiveligt er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov” .

Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdsprogrammer. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “friheder på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra Radio Moskva i det statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet, som den revisionistiske Brezhnjev-klike nu var på vej til at køre mod opløsningen og afgrunden.
Seks år senere i Chile og Tyve år senere i det opløste Sovjetunion hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer med den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s og den tidligere revisionistiske SUKP-leder Boris Jeltsins som topfigurer.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder.

Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af Arbejderen det revolutionære DKP/MLs dagblad , Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Derfor talte Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” om at der ikke fandtes noget altenativ til kapitalismen ( TINA:”There is no alternativ” ). Det socialdemokratiske Labour-regime var igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklassen og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjendtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejdsklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioneer af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag.
Samtidigt som krisen for Sovjetunionen og dets vestlige støttepartiers prokapitalistiske revisionistiske projekt blev stadig mere åbenbart. Med krisen i Polen og JUgoslavien som de tydeligste eksempler.
Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgerlige-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotters påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt i 1793-94.

Der er grund til at fremhæve at Den Store Franske Revolution IKKE var nogen proletarisk revolution I sin karakter var den franske revolution borgerlig-kapitalistisk, men folkets krav og kampmetoder satte et stærkt præg på hele revolutionens udvikling fra 1789-94.
ø.Vi ved at arbejderbefolkningen talte op imod halvdelen *8) af Pariserbefolkningen på den tid. Samtidigt som det fremvoksende franske bourgeosis forskellige fraktioner overtog ledelsen af revolutionen for at sikre sine kapitalistiske klasseinteresser, men det var de folkelige arbejdende klasser og intellektuelle lag der gennem “væbnet kritik” fra neden førte revolutionenen igennem hvorved de aftvang den politiske hegemon (bourgeosiet) indrømmelser og førte hele bevægelsen fremad. Sammen med alle de arbejdende og kulturbærende klasser sikrede plebejerne (arbejderne og de fattige lag) at revolutionen ikke blev stoppet af de reaktionære kontrarevolutionære klasser men fortsatte og dermed “reddede revolutionen” som den kommunistiske arbejderleder Friedrich Engels udtrykker det. Hvad mere er så

“var borgeren . . . for fej . . . til at forsvare sine egne interesser , hvorfor plebejeren måtte gøre alt arbejdet for ham . . . og dermed var det altså kun disse plebejere, der førte revolutionen igennem ”

*9)
Det var arbejderne (plebejerne) der sikrede den borgerlige revolutions sejr:

“For det revolutionære bourgeoisi tjente sans-culotterne som en styrbar masse , der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition” *10)

Samtidig med at jabobinerne gav de folkelige masser væsentlige indrømmelser, beordrede de den plebejiske befolknings sande ledere til guillotinen ligesom de påtvang arbejderne en katastrofal maksimalløn og fastholdt Le Chapeliers arbejderfjendtlige lovgivning. Det var derfor kun naturligt at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres sociale og demokratiske rettigheder også under jacobiner-regimet. Den Franske revolution under jacobinernes (Robespierre med flere) sikrede den kapitalistiske produktionsmådes gennembrud og bourgeoisiets magtovertagelse.
To år efter stormen på Bastiljen vedtager Nationalforsamlingen under ledelse af den borgerligt -reformistiske gruppering La Gironde i 1791 “Le Loi Chapelier”, loven om forbud mod arbejdernes organisering – coalitions ouvrières (fagforeninger). Loven, som forbyder den fremvoksende arbejderklasse at organisere sig håndhæves, i næsten et hundrede år. Ikke engang Robespierres jacobinske demokrati tør ophæve loven. I 1884 ophæves loven som et resultat af det franske proletariats revolutionære kampe og kommunistiske organisering og bevidsthed (Marx, Engels, Lafargue.) Stadig var hovedparten af befolkningen (5/6) frataget den “stemme- og valgret” som hyldes som et demokratisk grundprincip. Først i 1944, under indtryk af den Røde Hærs og modstandsbevægelsen sejrige befrielseskrig mod det nazi-fascistiske tyranni, tildeles de franske kvinder denne demokratiske ret. Alligevel gyser det velstående reaktionære
bourgeoisi af idag (2007) stadig ved tanken om den “franske revolutions skrækvælde”, da gilioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, som stod i spidsen for den Jacobinske Sociale Republik fra stormen på Bastiljen den 14 august 1789 knuste med støtte fra de det store flertal i det franske folk de feudale klassers magt, herunder det klerikale hierarkis magtpositioner.


Maximillian Robespierre som stod i spidsen for det revolutionære-demokratiske regime efter revolutionen i 1789 likviderede det enevældige monarki gennemførte en agrar revolution og besejrede revolutionens internationale fjender, er stadig, idag mere end 200 efter revolutionen hadet i det borgerlige i Frankrig med det skræmmende øgenavn “skrækvældets leder”. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.

Det materiale, vi idag råder over fortæller os at de fattige arbejdende lag spillede en afgørende rolle for Den Store Franske Revolutions forløb.
Georges Lefebvre , en af Frankrigs mest fremtrædende historikere lagde vægt på at ” et stort antal af revolutionens afgørende begivenheder . . . . vil ikke kunne fortolkes rigtigt uden hensyntagen til sans-culotternes rolle”. . . . . . *11). . . . . Blandt Sans-Culotterne, det vil sige blandt de plebejiske masser i byerne , udgjorde lønarbejderne de laveste lag og var bevægelsens mest revolutionære kraft. Det drejede sig om manufakurarbejdere, om svende, lærlinge, småvirksomhedernes arbejdere, kort sagt, om “hovedstadens fattigste elementer” *12) for at bruge en karakteristik af en anden fransk historiker.
Vi ved at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under det som de borgerlige kontrarevolutionære kræfter dengang og idag kalder skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret (“skrækvældets” modstandere nægtede 5/6 af folket stemmeretten) afskaffede slaveriet i kolonierne, vedtog Deklarationen om de menneskelige rettigheder i 1793, gratis skolegang blev indført samme år * ———
Når de borgerlige og socialdemokratiske kræfter idag tager afstand fra det de kalder “den revolutionære Robespierres terror” er det et hykleri som kun overgås af deres hykleri overfor vore dages kapitalistiske verdensorden.
Den “ekseptionelle terror” som det franske folk med Robespierre som leder udøvede mod de reaktionære kontrarevolutionære klasser som med alle midler kæmpede for at opretholde deres priviliegier var i sammenligning med den daglige vold, terror, tortur og blodige undertrykkelse mod folkemasserne under de feudale regimer fra Ludvig XIV (“solkongen”) til Ludvig XVI både mild, demokratisk og retfærdig.
Men for vore dages borgerlige og socialdemokrater er de herskende kapitalistiske klassers frihed til at udbytte de besiddelsesløse klasser, den fattigdom, vold, terror og undertrykkelse som udspringer af kapitalens frihed til at udbytte helt “naturligt”, i bedste fald et “nødvendigt onde” som de acceptere uden at blinke men måske fælder en krokedille-tåre over. Eller kapitalens offrer “undskyldes” med “onde” og “dårlige” kapitalister og deres håndlangere i det statskapitalistiske voldsapparat og domstolene.
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd, fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklassen danner
“Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie.
“Les Muscadins” er en forløber for dødspatruljer og terrorkorps i de herskende udbtterklassers tjeneste som de “Sorte Hundreder” i Rusland; Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland i 1930´erne med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins. Denne højreradikale kontrarevolutionøre pøbel er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytningen af arbejderklassen og folket

Robespierres fald og dermed omstyrtelsen af den Jacobinske Sociale Republik og det revolutionære-demokratiske diktatur som havde støtte fra et flertal i det franske folk bliver ledsaget af angreb og fjernelse af progressive reformer og bagvaskelse af Robespierre og den jacobinske republik som et “rædselsvælde”. 20 år senere geninføres monarkiet med slægten Bourbon på Frankrigs trone.

2.December 1804 : Napoléon Bonaparte kåres til Kejser af Frankrig

DE økonomiske og politiske kræfter som stod bag Robespierres fald i 1794 fortsatte deres “klassekamp” mod de progressive kræfter og i år 1799 styrter de “direktorialregeringen”.
Kuppet organiseres af artilleriofficeren Napoléon Bonaparte som kupleder, det såkaldte , brumairekup i november 1799.

Kejser Napoléon Bonaparte er i realiteten Frankrigs “nye diktator” hvilket både Frankrigs og andre folk i Europa snart skal få at føle
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver flere end tusind mennesker livet.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
Man kan kort sagt sige at i kampen mellem liberalisme og demokrati vinder liberalismen.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*
Revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab reduceres til erhvervsfrihed for fabrikanter og “selvstændige entrepenører”; “demokratiet” forlammes af antifaglige love, politichikane, hvid terror og begrænsning af stemmeretten til ældre mænd med kapital.
Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab blev ikke realiseret men overlevede i de kulturbærende og demokratiske lag: i proletariatet og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm, et håb om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning med kommunismen , det klasseløse samfund som mål.
Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men medførte samtidigt at den socialistiske idé for alvor slog rod i det franske proletariat. *Kontrarevolutionen i Rusland og Sovjet fra 1956 er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – ifølge Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale” i 1956 mod den revolutionære Stalin-epoke . I realiteten revidere Hrustjov-gruppen marxismen gennem at afskrive det revolutionære indhold i kommunismen , arbejderklassens ledende rolle – så da Sovjetunionen blev opløst i 1991, fandtes der kun et skelet, en karikatur af den socialisme som blev opbyget efter 1917.
Sovjet-Rusland var igen kapitalistisk, gældsat og afhængigt af de vestlige kapitalistiske stater. Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De kommunistiske idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om plan-styret samfundsøkonomi hvor alle menneskers ret og pligt til at arbejde og hendes behov for føde, bolig, transport, bevægelse, uddanelse, kultur, leg og sport realiseres.
For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Det kapitalistiske klassesamfund og dets spindoktorer benægter at den kommunistiske revolutions idéer lever – ja kapitalismens forskellige fortalere fra såvel venstre- som højreliberalt hold erklærer dagligt både arbejderklassen og kommunismen død og begravet. Det sker fordi kommunismen giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande.

Halvvejs til Moskva

Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” ,den “sociale markedsøkonomi” eller “New Deal” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England snakkede de om at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister (Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.
Tony Benn; tidligere leder af de britiske socialdemokrater i Labour udtrykker det sådan:

” Uanset fordele og ulemper med kommunismens lang magtindehav i Moskva så er det et uafviseligt faktum at blot eksistensen af Sovjetunionen opmuntrede de arbejdende masser til at kaste kolonialismens åg af sig og at denne eksistens indgav håb for de fattige som samfundstoppen her så som en trussel.

Det er derfor muligt at hævde – hvilket jeg gør – at den virkelige frygt for kommunismen i London, i grund og bund ikke var baseret på en frygt for de russiske generaler, men en frygt for det britiske folk som i krisetider ville foretrække socialismen. Set i dette lys så gjorde Hitler et godt job når han knuste fagbevægelsen, kommunisme og socialisme i Tyskland samtidigt som han opbyggede militæret mod enhver tænkbar sovjetisk fremrykning. For dette fik han en diskret støtte”
“Set i dette perspektiv begyndte den kolde krig ikke med Berlin-blokaden 1948 ,men kan spores tilbage til interventionskrigen 1920 da en stor arme blev sendt afsted for at knuse revolutionen”
Det fremgår desuden helt klart ud fra nyligt åbnede dokumenter . . . . .”
.

Tony Benn i forordet til Professor Clement Leibovitz´værk: The Chamberlain- Hitler Deal”
http://cleibovitz.upwize.com/images/Chamberlain-Hitler%20Deal%20(Front).jpg
I og med det socialistiske Sovjets og den Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers ledende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til, i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s reaktionære herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredte sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland som førte landet ud i borgerkrig efter befrielsen i 1944

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1946 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede sig, ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til klassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution tanke-gangen og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Løkke, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Løkke,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – – – – – – -

- – – – -
Løkkes, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, (ud-)dannelse,kultur og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

*8) “Artisans and Sans-Culottes. Popular Movement in France and Britain during the French Revolution” af Gwyn A. Williams* London 1968*
*9)”Friedrich Engels an Victor Adler den 4 December 1889″ Se Marx/Engels Werke bind 37 side 318 (Dietz Verlag, Berlin 1974)
*10) ” Les Sans-Culottes parisiens en l`an II Mouvement populaire et gouvernement révolutionaire (1793-1794) af Albert Soboul (Paris 1958)
*11)Citeret efter Ja.M. Sakher: “De rasendes bevægelse” (russisk)(Moskva 1961 side 21
*12)”Jacques Roux, le curé rouge, et le Manifeste des Enragés” side 77 af Maurice Dommanget, Paris

90 året for Finlands Selvstændighed:Krav om LENIN-Statue i Helsinki

Posted in Historien, Norden ° Skandinavia, OKTOBER 1917 by interpres on torsdag, december 13, 2007

6.Dec. 2007 -

Leninstatue i Finlands hovedstad

Nu føres kravet om en statue af Sovjetunionens første leder Lenin i Finlands hovedstad Helsinki igen frem, i forbindelsen med 90 årsdagen for selvstændigheden. Måske bliver det virkelighed denne gang. En gruppe velkendte finske kulturfolk har underskrevet et opråb for at rejse en statue af Lenin i Helsinki Leninpark. Underskriverne overlod sit krav til borgmesteren i hovedstaden; Jussi Pajunen i sidste uge. Allerede år 2000 fandtes der en plan for en Leninstatue. Men projektet blev stoppet af lokal opinion. Også i foråret fandtes der planer om en statue. Men projektet blev ikke realiseret , måske på grund af sammenstøddene i Tallinn i forbindelse med den estniske regerings provokative flytning af befrielsesmonumentet fra byens centrum. Nu er det en Leninbuste i rød granit, fra Leningrad (Sankt Petersburg), som det aktuelle opråbet handler om. “– Lenin havde en andel i at Finland blev selvstændigt” , siger en af initiativtagerne, Päivi Hartzell. Historikeren Jari Sedergren siger til Helsingin Sanomat at finner har tolereret forskellige typer af monumenter uden nogen større passion. Det findes både monument som hylder de hvide og de røde – de kæmpende sider i den finske borgerkrig som fulgte efter selvstændigheden – rundt omkring i hovedstaden. Disse plejer ikke at blive vandaliseret, foræller Lena Malmberg for avisen Flamman.


FAKTA om SOUMI * Finland

Officiellt namn: *Suomen Tasavalta *(Republiken Finland) Selvstændighed: 1918 * Areal: 338.145 km2 *Hovedstad: Helsinki 559 300 indbyggere *Folketal: 5,3 mio.*Statsstyre: Republik, enhetsstat*Statschef: præsident Tarja Halonen*Regeringschef: statsminister Matti Vanhanen
KORT HISTORIE 

• 1809 bliver Finland erobret af Kejserriget Ruslands militære styrker. det sker under Czar Aleksander den I.

Inden 1809 havde Finland været en del af det aggressive feudale militærregime; Kongeriget Sverige, .

Resultatet af Czarens erobring bliver et storfyrstedømme med meget vidtgående autonomi indenfor det russiske imperium. Samtidigt gror de nationalistiske følelser med fremmende af det finske sprog som vigtigste kendetegn.

• 1899: Stadig flere russisficeringstendenser kulminerer i det så kaldte februar-manifest.

• 1904: Studenten Eugen Schaumann skyder den forhadte Czar-russiske generalguvernør Nikolaj Bobrikov i Helsinki, tager stt eget liv og bliver helt.

• 1905: Revolution i hele Rusland. czarens vestligt støttede militær slår skånselsløst oprøret ned. Novembermanifestet gengiver Finland mange rettigheder men indrømmelserne hjælper ikke Czarregimet mod de stadig stærkere nationale befrielsesbestræbelser.

• 1906: Parlamentet i landdagen ændres fra stander-rigsdag til en moderne enkamme-rigsdag med almindelig stemmeret, også for kvinder. Dog er flere hundrede tusinde standsløse og  modtagere af fattighjælp – både mænd og kvinder frataget denne ret.  

• 1917: Efter februarrevolution som fører til Czarens fald vedtager landdagen i juli en lov som styrker selvstyret.

Den 6.december underskriver det revolutionære Ruslands nye kommunistiske folkekommisærer Lenin og Stalin dekretet om  national frihed for Ruslands folk.

 

 Samme dag
vedtager den finske landdag et forslag om selvstændighed.

Nytåret 1918 anerkender det revolutionære bolsjevikiske Rusland Finlands suverænitet fulgt af blandt andre Danmark, Norge og Sverige den 4 januari 1918.

Beslutningen om Soumis – Finlands – selvstændighed blev taget den 6.december 1917 og var et resultat af Oktoberrevolutionen. Alle folks ret til uafhængighed var et grundlæggende krav for det nye revolutionære proletariske regimes bolsjeviker – de russiske kommunister som kom til magten i Rusland i oktober samme år. Dekretet om frihed og uafhængighed for alle det gamle Czar-Ruslands folk blev underskrevet af Lenin og Stalin i sin egenskab af Folkekommisær for nationale spørgsmål. Finlands frihed som fejres i disse dage var en direkte følge af bolsjevikernes magtovertagelse gennem den socialistiske Oktoberrevolution. Et faktum som flere “erfarne og professionelle” journalister fortrænger i disse dage. 

* * * * * * - – –

EU:7% af Italiens BNP kontrolleres af kapitalistiske gangster-syndikater

23. okt. 2007 06.17

NY Rapport:Kapitalistisk mafia omsætter for mere end 700 milliarder 

MED EN ÅRLIG omsætning på 90 milliarder euro ~ 720 milliarder kr – er de kapitalistiske gangster-syndikater – sammenlagt en af landets største kapitalistiske sammenslutninger.
Det fremgår af en ny rapport til det italienske indenrigsministerium som slår fast at kapitalistiske gangstergrupper – med navne som “Ndrangheta” – “Camorra” – “Cosa Nostra” og “Mafia”  – årligt omsætter for tre-ciffrede milliard-beløb og i realiteten kontrollerer 7 procent. af EU-landet Italiens BNP.
Kilde:Corrierre Dela Sera ; La mafia? «È la prima azienda italiana»,

DE italienske gangster-syndikater er opdelt i forskellige grupper som Cosa Nostra,Maffia,Camorra og Ndrangheta som ligesom andre kapitalistiske selskaber kæmper og konkurerer om indflydelse,markeder og kapital.

c
Demonstration mod gangster-syndikatet Ndrangheta i Locri; Oktober 2005 __________________
I de senere år er mafiaen også begyndt at “samarbejde” med andre større “legale” firmaer, ved at udøve vagt-virksomhed, opkræve beskyttelsespenge eller foretage anden form for pengeafpresning. Det skriver Italiens Sammenslutning af Detailhandlende i en ny rapport, som samtidig fordømmer mafiaens metoder.Betaler beskyttelsespengeI rapporten anslås det, at syv procent af Italiens økonomiske produktion går gennem organiseret kriminalitet, og at hver femte forretningsdrivende betaler beskyttelsespenge til mafiaen. På Sicilien er det fire ud af fem.Men det er ikke kun hos butikkerne, at mafiaens folk henter penge. Rapporten fastslår, at alle brancher er berørt.Lige fra fødevarefremstilling til turisme og fra ejendomshandel til servicefagene. - Betaler gerne. – De større firmaer er ifølge rapporten mere tilbøjelige til at forhandle en aftale på plads med mafiaen end at nægte at betale.Viceindenrigsminister Marco Minniti siger ifølge BBC som reaktion på rapporten, at stigningen i mafiaens aktiviteter er alarmerende.Den kapitalistiske mafias omsætning på 90 milliarder € gælder Italien. Der er altså ikke taget højde for at de kriminelle kapitalistiske sammenslutninger opererer internationalt. Flere med indsigt i den kapitalistiske våben- narko- og sexhandel udenfor lovens rammer vurderer at denne illegale handel har en omsætning der gør de kapitalistiske bagmænd til verdens rigeste og mest magtfulde. Relaterede artikler : Masseanholdelser af mafia-medlemmer * * * * * *
Italien – Den kapitalistiske mafia bag renovationskrise

Kapitalismens Indien:77 børn arbejdede på tekstilfabrik i New Delhi

1 Nov. 2007 – NEW DELHI ( – )
Indisk politi tog i dag 77 børn som arbejdede på en tekstilfabrik i New Delhi i forvaring. Det var den tredje razzia i løbet af ugen. I de to tidligere er mange børn blev taget i forvaring, siger en talsmand for stiftelsen Save the Childhood. Under dagens razzia fandt myndighederne børnene i et lokale hvor de sad og broderede sarier og indiske bryllupsklæder. Nogle af børnene var bare ti år gamle, de fleste fra østprovinsen Bihar. Det fremgår af officielle tal at der arbejder mere end 12,6 millioner børn bl.a. på restauranter eller i fabriker i Indien. Andre uafhængige kilder taler om op imod 60 millioner børne-arbejdere i det som kaldes “verdens største demokrati”.

Spanien år 70 efter borgerkrigen: Genoprettelse for de antifascistiske martyrer

31 Oktober 2007 *

Offrene for den spanske borgerkrig på den demokratisk-republikanske side skal anerkendes efter godt 70 år.

En lov om at anerkende offrerne for krigen og det fascistiske regime der fulgte blev onsdag vedtaget i Cortes det spanske parlamentets underhus. Loven annulerer IKKE  de domme som Franco-regimet afsagde mod mistænkte modstandere efter summariske retssager, men erkærer dem “illegitime”. Beslutningen indebærer også at statuer, plakater og andre symboler for fascist-regimet – 22 år efter den “demokratiske transition” – skal fjernes fra offentlige bygninger. Loven skal også godkendes af Senatet. Efter Franco´s død i 1975 kom der ingen sandheds- og forsonings-kommissioner eller retssager om det USA-støttede Francoregimes notoriske forbrydelser mod Spaniens folk og mange af Franco-regimets militære og politiske allierede forblev på deres magtpositioner i det spanske samfund. Franco-styrkernes oprør og forræderi mod Spaniens demokratisk valgte regering kostede 500.000 mennesker livet i Borgerkrigen 1936-39, men tusinder blev sårede, udsatte for represalier eller blev flygtninge.
I et interview fortalte den tidligere fange og torturoffer, dømt for at “hjælpe oprørere” – i et af Franco-regimets fængsler ;Marcos Ana : “ . . . . 40 år senere går vi stadig rundt i byer med gader opkaldte efter El caudillo,” sagde han med hentydning til Franco.

KRITIK AF LOVEN FRA REPUBLIKANSK  ANTI-FASCISTISK SIDE :

Marcus Ana kritiserer loven for ikke at annulere alle Franco-regimets militær-retsager men blot erklærer dem illegitime. Hr.Ana, hvis dødsdom blev omstødt udtalte at det “næsten var en ydmygelse” efter alle hans lidelser, at få et stykke papir som sagde at hans dom var illegitim. Diego López Garrido, politisk ordfører for den spanske Socialist-parti afviser kritikken, med at parlamentet ikke kan annulere Francoregimets domme, fordi det angiveligt “vil føre lovgiverne ind i domstolenes territorium”. Dermed anerkender Socialist-partiets talsmand i realiteten Franco-regimets retsager som legitime juridiske handlinger. Franco-regimet var allieret med Nazi-tyskland og deltog i krigen og aggresionen mod Sovjetunionen, men i Tyskland havde man vel ingen problemer med at “annulerer” Hitler-regimets domme ? – Selvom den nye lov gør de fascistiske domme “illegitime” , hvilket gør det muligt for tidligere politiske fanger eller pårørende til de dømte at rejse sager ved domstolene om kompensation, bliver det – ifølge historikere og andre involveret i at kæmpe for genoprettelse – slet ikke tale om en kompensation på milliarder af euros som en klar “annullering af de facistiske domme ” vil betyde. En klar “annulering af Franco-regimets domme” skulle “udsætte staten for en strøm af retsager med krav om milliarder af euro” som det skræmmende lyder fra fortalerne for den lov der i realiteten ikke vil koste særlig meget. Men med tanke på de enorme profitter som det spanske kapitalistiske overklasse inkasserer på udbytningen af Spanien´s og de Latinamerikanske folks arbejde er der ingen der kan sige at “Spanien ikke har råd” til at betale “milliarder af euro” til offrerne for den spanske overklasses regime under Franco.

27.September 1975 henrettede Franco-regimet fem antifascister: Billedet er fra mindeshøjtideligheden i år: ” * * * * * * * * * *

Tale i forbindelse med årsdagen for Franco-regimets henrettelse af de fem antifascister

 

 

Aldrig glemme , Aldrig tie

Un año más ante la tumba de García Sanz, junto a la de Elena Ódena, rendimos homenaje a los cinco fusilados aquel negro 27 de septiembre del 75. Cinco jóvenes (Chiki y Otaegui, de ETA, y Baena Alonso, Sánchez Bravo y García Sanz del FRAP) asesinados por un Estado terrorista, pues terrorismo era el practicado por la dictadura, terrorismo de Estado que ha seguido durante largos años después.
Nuestros camaradas eran luchadores por la libertad, jóvenes revolucionarios, comunistas. Eran tiempo en los que ante el silencio y la pasividad cobarde de unos o interesadamente ignorada por otros, llevábamos a cabo una dura lucha en condiciones harto difíciles. Todos los militantes del PCE (m-l) y del FRAP, éramos conscientes de la traidora maniobra que se preparaba para mantener un franquismo sin Franco, mediante una monarquía espuria, y un señuelo de democracia. Había que luchar para impedirlo. No se pudo evitar, la traición era ya profunda. Pagamos un alto precio, pero el empeño era justo. Y aunque todavía hoy son muchos los interesados en ocultar aquel batallar, en silenciarlo o desnaturalizarlo, nunca podrán borrar ni hacer olvidar que, en aquel tiempo de represión, torturas, asesinatos de Estado, de mentiras y canalladas sin fin, había jóvenes, principalmente, y veteranos militantes, que se enfrentaron decididamente a la dictadura sabiendo lo que arriesgaban.”

Film til minde om Spaniens antifacistiske martyrer * * * * *Homenaje a los fusilados el 27-Septembre de 1975

Læs mere om Spanien og borgerkrigen 1936-39: LA GUERRA NACIONAL REVOLUCIONARIA
DEL PUEBLO ESPAÑOL CONTRA EL FASCISMO

Kilder: AFP/ New York Times/ pceml.info

Stalins atom-spion dekoreret posthumt

2 November 2007

Stalins atomspion “adlet” med Ruslands fornemste orden

 MOSKVA De som elsker spionhistorier ville have taget en fridag for at overvære den ceremoni som udspillede sig i Kreml hvor en ukendt amerikansk-sovjetisk statsborger blev tildelt Ruslands fornemste pris. Modtageren af ordenen; Georg Koval; kunne af naturlige årsager ikke deltage. Han forlod denne verden den 31.januar 2006. * * *
Alle kender til Kim Philby og Richard Sorge som blev overbeviste kommunister i 1930´erne og blev Stalins hemmelige spioner. Men hvem var den fuldstændigt ukendte person som Præsident Putin tildelte Ruslands fornemste orden idag ?

Ifølge den historie som bl a New York Times har gravet frem så havde Koval det perfekte dække for at blive spion for den revolutionære sovjet-bolsjevikiske militære efterretninghstjeneste G.R.U.

Georg Koval var født i de Forenede Stater, i Iowa, var altså amerikansk statsborger , talte perfekt amerikansk og spillede baseball med sine soldaterkammerater.

Hans familie havde russisk-jødiske rødder og   

i 1932 udvandrede Koval-familien til det nydannede jødisk autonome område Birobidzjan i den unge Sovjet-stat. George blev en dygtig kemiker, mens hans væsentligste uddannelse og bidrag til det socialistiske moderland var hemmeligt : Under Anden Verdenskrig var han sovjetisk topspion med kodenavnet Delmar, uddannet af Stalin’s legendariske militære efterretningstjeneste G.R.U.,som også hvervede Kim Philby og Richard Sorge i det kapitalistiske Vesteuropa.  

I 1940 rejste Georg Koval tilbage til hans fødeland USA . En amerikaner der vender hjem.

I virkeligheden var hans opgave at trænge ind i den amerikanske atomforskningns allerhelligste kerne.   

I USA blev George Koval indkaldt og gjorde tjeneste i hæren til 1943 da han ved et tilfælde blev udtaget til en specialuddannelse på City Collage på Manhattan.Derefter lykkedes det for ham på en eller anden måde at trænge ind i det amerikanske atombombeprojektet.

*

1948 flygtede Koval tilbage til Sovjetunionen hvor den første prøvesprængning af en atombombe skete et år senere.Tre år senere blev det jødisk-kommunistiske ægtepar Julius og Ethel Rosenberg dømt til døden på falske anklager for atomspionage til fordel for Sovjetunionen. Det var en følge af de amerikanske myndigheders desperate jagt efter Stalins spioner og “kommunister”. Ægteparret Ethel og Julius Rosenberg blev uskyldige syndebukke for den såkaldte McCarty-periodes anti-kommunistiske hekse-jagt da de blev henrettet i den elektriske stol i juni 1953.  – –    
-
-
Amerikaneren

 

“George Koval kom til verden i 1913 som barn af det jødiske ægtepar Abraham og Ethel Koval i Sioux City i delstaten Iowa.
Hans amerikanske fødested havde et stort jødisk samfund og et halvt dusin synagoger. I 1932, under den Store Depression, som amerikanerne kaldte den kapitalistiske verdenskrise, emigrede familien Koval til det socialistiske Sovjet.
De slog sig ned i byen Birobidzhan,(Биробиджан
) som var hovedstad i det jødiske autonome område som Stalin havde oprettet som et sekulært jødisk hjemland.Georg Koval blev 94 år og levede i Rusland til sin død i 2006.
Tagged with:

Svenske direktørers løn mod skyerne:34 arbejderlønninger til direktørerne

Posted in Kapitalisme, LEKSIKON om det TYVENDE ÅRHUNDREDE, Sverige by interpres on fredag, november 30, 2007

29 november 2007 –

Direktørslønen i det kapitalistiske erhvervsliv mod nye højder.  

Ifølge LO-tidningen  bliver lønforskellene mellem direktører og arbejdere stadig større i Sverige. I fjor gik der 34 industriarbejderes løn på en direktør-løn. Bladet har sammenlignet middellønnen for industriarbejdere med topdirektørerne gager, i landets 100 største virksomheder. De direktører som har siddet på deres poster hele perioden 2003-2006 har fået et “lønløft” på 57 procent, syv gange mere end industriarbejdernes godt otte procent i samme periode.

Gennemsnitlig direktørløn på 8,3 millioner                

I gennemsnit tjente en administrende direktør på de 100 største virksomheder 8,3 miljoner S.kr i fjor. De høje lønninger i toppen af listen presser gennemsnittet op, men halvdelen af de 100 direktører tjente mere end 5,9 miljoner kronor om året. Samtidigt konstateres at direktørerne betaler meget skat. I top ligger H&M`s Stefan Perssons med 621 millioner i fjor takket være sin milliardformue.

En formueskat som Riksdagen nu har fjernet. Total-inkomstligaens toppnavn Lundbergs topchef Fredrik Lundberg betalte 163,8 millioner i skat.

Kapitalist-sammenslutningen “Svenskt Näringsliv” mener at løn-statistikens sammenligning med industriarbejderløninger er “vildledende og populistisk.”

-Vi skal huske at ADs løn oftest består af en fast og en bevægelig del. Går det godt for virksomheden, går det godt for AD og også for de ansatte, siger Jan-Peter Duker på Svenskt Näringsliv til det svenske nyhedsbureau TT.

Duker henviser også til en undersøgelse som viser at gennemsnitslønnen for Sveriges samtlige admintrerende direktører er 36.000 kr. Duker siger dog intet om hvornår den undersøgelse blev lavet. Den kapitalistiske arbejdskøbersammenslutning “Svenskt Näringsliv” har 55.000 medlemsvirksomheder.

Direktør-ligaens Top Ti i Løn 

 

Direktør KONCERN Total inkomst 2006, millioner S. kr
Fredrik Lundberg Lundbergs 413,2
Dan Sten Olsson Stena 126,9
Sören Mellstig Gambro 72,6
Mats Qviberg Öresund 44,7
Carl-Henrik Svanberg Ericsson 36,7
Kjell Åkesson Lindab 36,4
Johan Löf Raysearch 34,4
Thomas Erséus Kungsleden 31,1
Arne Carlsson Ratos 30,4
Torsten Jansson New Wave Group 28,1

Kilde: LO-tidningen

Lönerna för direktörerna i de 100 största företagen fortsätter att utvecklas mycket snabbare än för de anställda. Lige siden “LO-Tidningen” begyndte at sammanställa løn- och inkomstutvecklingen för storföretagens direktörer vid millenie-skiftet har tendensen varit densamma – överhetens löner och inkomster ökar avsevärt snabbare än andras. Mellan 2002 och 2004 steg den gennemsnitlige løn for topdirektørerne (CEO=administrerende direktører) i de 100 største virksomheder i Sverige med 1,5 miljoner kr, en stigning med 33 procent.  

Sverige 2009: største indkomsforskelle i 60 år

  Kapitalistisk terminologi:I de kapitalistiske virksomheder har den øverste chef titlen som Administrerende Direktør AD (VD i Sverige) og i USA det militært klingende Chief Executive Officer (CEO). 

Ukraine: Massegrav fra Anden Verdenskrig opdaget

Posted in ANDEN Verdenskrig, Historien, i Euroasien ° Eurasia, Rusland ° Rossija, TYSKLAND ° Deutschland, Ukraine by interpres on fredag, november 30, 2007

6 juni 2007 – KIEV

Massegrav fra Anden Verdenskrig som kan indeholde mere end 5.000 jødiske offrer for det nazistiske folkemord mod folkene i Sovjetunionen 1941-45 opdaget

Massegraven i landsbyen Gvozdoka i Ukraina blev opdaget i sidste måned af en arbejder som var i gang med nedgravningen af en gasledning i byen. Ifølge lokale beboere kan det dreje sig om jøder fra Ukraina og Moldavien som blev myrdet i 1941. I fjor opdagedes en massegrav som indeholdt 3.500 lig i syd-Ukraine. Mere end 800.000 ukrainske jøder døde under krigen. Den værste massakren skete i Kiev hvor 34.000 jøder blev skudt ihjel af de dansk-støttede fascistiske besættelsesstyrker i løbet af to dage i september 1941. Sammen regnet mistede næsten 27 millioner mennesker livet i Sovjetunionen under krigen, hovedparten var ubevæbnede civile.

Rusland 1917: Manifest til alle kæmpende muslimer !

Posted in Historien, MODER JORD ° FN, OKTOBER 1917 by interpres on fredag, november 23, 2007

Næsten 100 år efter omstyrtelsen af det imperialistiske social-revolutionære Kerenskij-regime vækker Oktoberrevolutionen stadig stor interesse, følelser og passion.

    Faktisk er det ikke så meget selve den kommunistiske magtovertagelse på revolutionsdagen den 25.oktober 1917 som gør at Oktoberevolutionen den dag idag er en rød klud for alle kapitalismens fortalere fra de højreliberale sorte profesorer til venstreliberale og socialister i Socialdemokratiet, i SF og Enhedslisten.  * Arbejderklassen og de udbyttede klasser havde før gjort oprør og revolutioner der styrtede de herskende udbyttende klasser fra magten. Vi behøver blot gå tilbage til Pariser-kommunen i 1871 hvor arbejderklassen styrtede den herskende klassse og oprettede den proletariske Kommune som efter et par måneder blev nedkæmpet med hjælp af væbnede styrker fra det kapitalistiske Kejserrige Tyskland.    Som en følge af revolutionens sejr i oktober kunne Formanden for Folkekommisærernes Råd Lenin sammen med Kommissæren for nationaltetsspørgsmål Stalin den 3.December 1917 sammensætte et manifest til alle kæmpende muslimer i Rusland og Orienten:
“Arbejderne og soldaterne i vest samles allerede under socialismens banner og stormer imperialismens fæstninger; som det blev udtrykt.

En af Sovjet-magtens første skridt var at offentliggøre alle hemmelige traktater mellem Czar-rusland og de kapitalistiske stormagter i vest. Det viste sig at Bismarcks tyske Kejserrige havde givet Rusland et løfte om besættelsen Konstantinopel.(idag Istanbul i Tyrkiet) 

 

»Vi erklærer« ; fortsatte Manifestet, »at den afsatte czars hemmelige traktat om besættelsen af Konstantinopel nu er revet i stykker og ødelagt. Folkekommisærernes Råd modsætter sig erobringen af fremmede territorier. Konstantinopel skal forblive på muslimske hænder« 

 Langs hele sydfronten skulle de nye signaler fra Moskva velkomnes. Kongen af Afghanistan, Amanullah Khan, var omsider lykkedes med at bryde det britiske herredømme som hans land havde stået under og tiltvinge sig retten til at føre sin egen udenrigspolitik.Et af de første skridt blev at oprette diplomatiske forbindelser med Rådsrusland.

»Måtte det afghanske folk stræben at følge det russiske eksempel blive den bedste garanti for den afghanske statens styrke og selvstændighed« sagde Kalinin i en hilsen til monarken. »Oprettelsen af permanente diplomatiske forbindelser mellem disse to store folk åbner vidtstrækte muligheder for gensidig hjælp mod ethvert forsøg fra rovlystne fremmede at gøre indtrængen på andres frihed og ejendom.«     

 Da Lenin tog imod den nye afghanske ambassdør Muhammed Wali Khan den 14.oktober 1919 erklærede han:

»Jeg rækker en venskabelig hånd, og håber at De vil hjælpe hele orienten med at frigøre sig fra den europæiske imperialismes undertrykkelse«. 

Afghanistan og Rusland havde den samme interesse i at drive det britiske imperialistiske styrker ud af Centralasien, det samme gjaldt Persien – idag Iran.  * * * *  Storbritannien og Rusland havde i 1907 indgået en skammens traktat om Persiens deling i interesse-sfærer. Den persiske regering fik i januar 1918 at vide at traktaten var revet istykker af Folkekommisærernes Råd i det nye Rusland. Senere skulle den Røde Hær forfølge general Dinikin hvide hær helt ind i det nordlige Persien, hvor den forskansede sig og udråbte »Sovjetrepublikken Ghilan«.

Dette forsøg på at eksportere revolutionen blev til sidst likvideret af Lenin og Tjitjerin, Reza Shah som lige havde taget magten i Persien forhandlede sig frem til en sovjetisk-persisk traktat.. Alle de gamle traktater fra Czar-tiden blev annuleret, men Rusland beholdt retten til at intervenere hvis en tredje magt invaderede Persien og derfra truede de sovjetiske folk. Om den britiske hær endnu en gang rykkede ind i Persien, ville den Røde Hær altså også gøre det.

 I Tyrkiet havde Kemal Atatürk taget magten. Han var en revolutionær reformator som forbød tørklædet, haremmet, purdahn og al kommunistisk virksomhed. Tyrkiet gik altså langt videre i »religions-bekæmpelse« end Lenins og Stalins kommunistiske Sovjet hvis man betragter »forbud af tørklædet« som den vigtigste kampskridt mod religion. De revolutionære kræfter i Kommunistiske Internationales Parti-i Tyrkiet gik frem, men måtte arbejde under jorden.

Men det forhindrede ikke Kemal Atatürk fra at foreslå Lenin en alliance »mod den fremmede imperialisme, som truer begge lande ». 

Rusland svarede med at tilbyde diplomatiske forbindelser og våbenhjælp. Lenins råd til Sovjets første sendebud i Tyrkiet vidner om Moskvas nye ligeberettige syn på de fattige og undertrykte lande og folk:

»Respekter den tyrkiske regering og folket. Vær ikke hovmodige ! Bland jer ikke i tyrkernes indre anliggender ! – England har ophidset grækerne mod dem.
De står overfor en svær opgave. Selvom vi er fattige kan vi hjælpe Tyrkiet materielt. Og vi bør gøre det. Det tyrkiske folk skal føle at det ikke står alene.  . . . . . .] Lær Dem sproget, hold kontakt med enkle mennesker og med offentlige personer, omgiv jer ikke med barrierrer og fæstningsmurer som den autokratiske czars ambassadører gjorde ! – Tager De Deres børn med ? Fortræffeligt. Børnene kommer til at lære sig tyrkisk, og De skal også studere sproget – det er meget vigtigt”. 

USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression

16.november 2007  
Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.

Dårlig boligmarked

Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.

Men nå er festen slutt.

 

-
Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly *

Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.

- Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.

Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.

Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.

- Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.

I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.

For mange boliger

Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.

Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.

Høyere renter

Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.

Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.

Verdifullt seminar

Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.

 

Kina: Mediestorm efter slavearbejdernes befrielse

17 juli 2007 – *

 

Mediestorm efter befrielse af slavearbejdere

Stats- och partifunktionærer kritiseres nu hårdt i kinesiske medier, efter att det blev opdaget att mindst tusind mennesker, mange af dem børn, har været tvunget til at arbejde som slaver på teglværk i Kina.
Partiet har ganske vist bedt om undskyld, noterer bladet Kinas Ungdomsdagblad, ifølge Reuters.

“Men vi har endnu mere grund at spørge os selv om hvorfor det først var efter at medierne viste omfattende rapportager om sagen og den centrale ledelse blev chockeret at de lokale myndigheder kom på tanken at bede disse arme arbejdere på landsbygden om undskyld”

, skriver “Kinas Ungdomsdagblad”.
Mand blev slået ihjel
Chefen for ett av de værste teglbrug, Wang Binbin, er specielt i søgelyset. Han er søn til en lokal partisekreterær, Wang Dongyi, ifølge den højtstående tjenestemand Zhang Ming. Det siges at Wang Binbin drev den teglfabrik i Hongtong hvor en arbejdsleder har tilstået at han slog en mand i 50-årsalderen ihjel med med en spade. I tv vistes billeder fra Hongtongfabriken med udmagrede, nedslitte arbejdere.

Anklager politiet

Pårørende fortæller at politiet vægrede overhovedet at inspektere værkerne da de bad om det.- Alt politiet behøvede gøre var at inspektere teglværken, for så skulle de have set att de her børn var smugglet dertil, men det vægrede de gøre hvordan vi end bønfaldte dem, sagde Chai Wei, som søger efter sin forsvundne 17-årige søn.Forældrer til børnene som forsvandt har også anklaget tjenstemænd og politifolk for indblandning eftersom de nægtede lede efter børnene.

Brændte med teglsten

Slavearbejderne blev bortrøvet , ofte fra banegårde, og derefter solgt til teglværkerne. De befriede, hvoraf flere småbørn, beretter om hvordan de måtte sulte og blev slået med køller. Hvis de forsøgte rømme blev de brændt med hede teglsten. Mange levede under umenneskelige og uhumske forhold. På mindst et værk blev de låst inde om natten og måtte sove på stapler af mursten. Omkring 120 personer blev arresteret efter at flere ends 35.000 politifolk blev sendt ud for at kontrollere arbejdsforholdene ved 7.500 teglværksovne. Omkring 450 personer er blevet “befriet” de seneste dage i provinserna Henan och Shanxi i centrala Kina.

Polen dømt for diskrimination i Europa-domstolen

3 Maj 2007 – * * *

Europadomstolen dømte Polen for brud på menneskerettighederne

Polske myndigheter diskriminerede da de forbød en gayparade i Warszawa 2005. Det slår den Europæiske domstol for Menneskerettigheder fast. Da paraden blev stoppet var den nuværende præsident Lech Kaczynski borgmester i den polske hovedstad og hans avisudtalelser påvirkede beslutningen om at forbyde marschen, ifølge domstolen. Paraden gennemførtes alligevel men deltagerne udsatte sig dermed for en betydelig risiko,ifølge domstolen. Polske myndigheder tilbageviser kritiken og anser at der fandtes konkrete trusler mod sikkerheden. Polens præsident og tidligere Warszawa-borgmester Lech Kaczynski var sammen med Lech Walesa en af lederne af den højre-liberale Solidarnosc-fagbevægelse som blev stiftet i 1980. Solidarnosc fik støtte af Pave Jan Paweł II (Johannes Paulus II), ligesom USA under Ronald Reagan og dansk LO og “socialistiske” organisationer som SF, VS og SAP bidrog  til bevægelsen, der  på kort tid fik 10 millioner medlemmer. Det Sovjet-revisionistiske “DKP” støttede derimod åbent det socialfascistiske polske regime; som i december 1981 indførte åben militær undtagelsestilstand og satte hæren ind mod arbejderklassens protester.

Narko tager livet af 80.000 russere hver år

10 NOVEMBER. 2007
MOSKVA – Cirka 80.000 russere dør hvert år af narkotika og narko-relaterede problemer, hvis man skal tro rettighetsgruppen Human Rights Watch (HRW). Gruppen kritiserer Rusland for ikke at hjælpe misbrugere tilrækkeligt.
“Omkring 70.000 russere dør hver år af forskellige sygdomme som er relaterede til brug af narkotika og yderligere 10.000 dør af overdoser” heder det i HRW:s udtalelse.
Gruppen anser at der satses for få resourser på behandling af misbrugere som vil blive fri af misbruget. HRW mener at ordentlig behandling skulle redde mange liv.
Hvilken rolle det russiske klassesamfund med dets kapitalistiske milliardærer, spekulanter, narkobaroner og kriminelle gangstersyndikater med forbindelser til Amerika og det vestlige Europa spiller for udbredlsen af det morderiske stofmisbrug blandt mennesker i Rusland, nævner “menneskerrettighedsorgansiation HRW” ikke med et ord.

Brasilien:dødspatrulje pågrebet

8.November 2007

Tyve medlemmer af en formodet dødspatrulje med over 25 drab på samvittigheden blev igår pågrebet. Blandt de anholdte er ud over butiksejere og private sikkerhedsvagter også 10 politifolk.
Vold, mord og dødspatruljer er blevet almindelige i det kapitalistiske Brasiliens storbyer, hvor politiet er ineffektivt og butiksejere må hyre private vagtværn.       

FN’s særlige udsending, Philip Alston, ankom til Brasilien tidligere på ugen for at møde myndigheder og borgerrets-grupper og diskutere beskyldninger om tortur og likvideringer begået af private sikkerhedsvagter.

ANDRE nyheder fra Brasilien :

1500-personer i det kapitalistiske gangstermiljø anholdt af brasiliansk politi
Ildkamp i Brasil mellem politi og kapitalistiske narkogangsterere: 18 døde *

Volden har antaget massemords karakter i Brasilien     

*Tolv døde under politiaktion i Brasil

Tagged with:

Kapitalistisk mafialeder fanget efter 25 år under jorden

Posted in Hvad koster kapitalismen ?, ITALIEN ° Italia, Kapitalisme, Kapitalismens Sorte Bog by interpres on fredag, november 9, 2007

5 November. 2007 - Efter 25 år under jorden måtte den kapitalistiske mafiaboss Salvatore Lo Piccolo opgive efter at have været efterlyst i et kvart århundrede. Men som DR.nyheder skriver kan man”så spørge sig selv, hvordan det kan lade sig gøre at være på flugt siden 1983 – som han har været? Det må betyde, at han har været beskyttet af forskellige, sikkert også politiske kræfter – men samtidig betyder det nok også, at nogen har set en interesse i at fjerne beskyttelsen. Tiden var ude for Lo Piccollo. Han blev arresteret i dag på Sicilien sammen med sin 32-årige søn Sandro og to andre mafialedere. Alle fire stod på listen over Italiens mest eftersøgte. De anholdtes da de sad i et møde på en gård udenfor Palermo. Nogle skud blev affyret, men ingen blev skadet. Italienske efterforskere tror at den 65-årige Lo Piccolo senior, kaldet Il Barone – “Baronen”, blev udpeget som ny Capo di tutti Capi – og overtog topposten som leder for Cosa Nostra – den kapitalistiske mafia ; efter at den forgående “bossernes boss” Bernardo Provenzano blev fængslet i fjor.

-Det her var ingen almindelige undslupne men mægtige mafiachefer, sagde dommer Francesco Messineo.

Arrestation skete på årsdagen -
Kvartetten arresteredes præcis på årsdagen for mindet af tidligere offrer for den kapitalistiske mafia´s terror, en dag som sicilianerne høgtidligholder , blandt offrerne var blandt andre dommer som Giovanni Falcone og Paolo Borsellino som begge blev myrdet i 1992. Lo Piccolo indledte sin karrierre i den kapitalistiske mafia, som livvagt for en siciliansk gangster og “arbejdede sig siden op” indenfor “systemet”, det kapitalistiske mafia-hieraki indtil han 2006 kunde overtage efter Provenzano.

DEN SOM IKKE ER MED OS er . . . . .

… er TERRORIST•

Vi hører ofte ordet terrorist i medierne. Det talas om ”det terrorstemplede regeringsparti Hamas” eller ”det terrorstemplede befrielsesbevægelse PFLP”. Terrorist-begreppet bruges i medierne, uden at stille spørgsmålet om hvilke kræfter der har sat en slags moderne “jødestjerne” på disse organisationer?

“TERRORISTER”-  VOR TIDS Jøder ? 

Idag har en stor del av de bevægelser og partier som står i modsætning til de herskende kræfter i Washington,Bruxelles,Moskva og Peking fået den moderne “jødestjerne” : *TERRORIST*; klistret på sig, både af USA og EU , ligesom det kapitalistiske Kinas og Ruslands ledere understøtter “terror-kampagnen” . Formålet er at stemple al national og social befrielsekamp som terrorisme, hvilket er fuldstændig i strid med både FNs Charter og Genève-konventionen. Når Israel koldblodigt henretter palæstinenske ledere så løfter den danske eller svenske regering knapt nok telefonen for at protestere. Hverken den danske eller svenske socialdemokrati betragter staten Israel som nogen terror-stat, trods dens overlagte politik for at at udrydde de palæstinensiske ledere gennem målrettede henrettelser – politiske mord – som hidtil har kostet mere end hundrede palæstinske ledere livet. Statens Israels ledere afviser arrogant at følge nogle af de FN-resolutioner som er vedtaget f.eks resolution 194 som skulle sikre de palæstinensiske flygtninge retten til at vende hjem. Besættelsen af af de områder som den israelske stats hær erobrede i krigen i 1967 er illegal og folkeretsstridig. 40 år efter krigen er områderne fortsat under kontrol af israelske styrker og den zionistiske kolonisering fasholdes og udvides. Men når palæstinenserne som kæmper mod denne illegale besættelse gennemfører et vellykket attentat mod en minister i den israeliske krigs-kabinet , berygtet for hans anti-arabiske racisme og ultra-radikale planer om en Endlösung på det palæstinensiske spørgsmål gennem mere brutal fremfart i krigen og fordrivelse af alle palæstinensere, så stempler hele det danske og svenske nomemklatura Folkefronten for Palæstinas Befrielse -PFLP – som en ”terror-organisation”; som om de var afhængige vasal-stater underlagt Issrael og USA . – – – – – – – – – — – – – – – – — – – — – – – – -
Da det palæstinska folk stemte for en regering ledt af Hamas til at lede den i øvrigt amputerede palæstinenssiske myndighed udsættes det palæstinske folk for en udsultningspolitik, og Hamas bliver stemplet som en “terror-organisation”.

Men hvad ligger der bagved terrorstemplingen?

Fra ”Vietcongterrorister” til “Hamas-terrorister” -

  Det er inget nyhed at imperialismen, i dens forskellige former og under forskellige historiske perioder, har stemplet dem som har kæmpet for sit folks befrielse som lige akkurat ”terrorister”. Da en desperat jødisk flygtning i 1938 angreb den tyske ambassade i Paris og dræbte en tysk diplomat var det netop et desperat og uoverlagt protest mod den politiske undertrykkelse og diskrimination i Nazi-tyskland og et terror-angreb som udløste den berygtede Krystalnat – den fascistiske klapjagt i november 1938 på “jøde-terroristerne” og de “jøde-kommunistiske undermennesker” og “terrorister” i hele det tyske rige. — – – — – – — — – — – — – – – – — – — – – -
Den amerikanske krigsmaskine i Viet Nam kaldte de vietnamesiske frihedskæmpere for ”Vietcongterrorister”, samtidig som vietnamesiske børn løb skrigende gennem de vietnamesiske landsbyer efter USAs napalm-bombardementer. Den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC, som kæmpede mod Apartheidsystemet i Sydafrika, blev af forskellige reaktionære elementer kaldt  en ”terror-organisation”. Under arabernes befrielseskamp gav franskmændene de algeriske patrioter i 1950- och 1960-talen samme epitet. Men der findes en vigtig forskel sammenlignet med idag. På den tid var det i Danmark ,Sverige og andre europæiske lande muligt – trods de reaktionæres hysteri – at indsamle penge til befrielsesbevægelser. Da den vietnamesiske frihedskamp pågik og der blev indsamlet penge til støtte for denne kamp, blev pengene overført til det daværende FNL:s kontor i Prag.  

Det blev dog politianmeldt (i Sverige) at det konservative studenterforbund i 1960′ erne. Men den direkte økonomiske støtte gav ikke anledning til nogen politiindgriben men blev set som et udspil fra en bestemt højre-falang i svenske samfund. Hvis den vietnamesiske frihedskamp, som blev terror-stemplet af USA, havde udspillet sig i dagens verden var den reaktionære studenterklubs standpunkt blevet ophøjet til lov. De daværende FNL-grupper skulle, oversat til dagens situation,være blevet anklaget for støtte til terrorisme. Situationen idag er betydeligt skærpet end da USA´s krig mod Viet Nams folk pågik.

Åben Støtte

Også i 1980´erne kunne solidaritetskomiter, partier og privatpersoner åbent støtte PFLP og den palæstinensiske modstandskamp. Ligesom der åbent blev organiseret betydelig støtte både materielt og finansielt til befrielsesbevægelser rundt om i verden, blandt andre til ANC i Sydafrika, ZANU i Zimbabwe, FMLN i El Salvador og Sandinisterne i Nicaragua. Men nu er styrkeforholdene ændrede. Forbudet mod støtte til ”terrorister” gælder ikke bare bevæbnede bevægelser eller politiske partier, men omfatter også ren humanitær hjælp. De fleste af Proletarens læsere kender til solidaritetsforeningen Emmaus Björkå, som sedan länge haft ett humanitärt hjälpprogram i det palestinska flyktinglägret Shatila i Libanon. Støtten fra Emmaus er via PFLP gået til palæstinensiske enker i lejrerne. Gennem EU:s famøse “sorte” terror-lister blev dette humanitære arbejde. forbudt . Journalisten Mattias Håkansson spurgte Anders Kruse, högsta juridiskt ansvarige på svenska utrikesdepartementet, varför PFLP förts upp på listan. Kruse förklarade att den svenska regeringen inte var redo att diskutera orsaken till besluten att tillföra PFLP och andra palestinska befrielseorganisationer på listan:

”Det er et principielt spørgsmål. Bag beslutet ligger pågående undersökningar och annan information vi fått som inte kan göras offentliga. Det finns ett regelverk och EU följer detta. Men vi kan inte offentliggöra den underliggande informationen och vi vill inte offentliggöra hur vi fått denna information.”

Læs de ord igen. Her har vi en talsmand for den svenske regering som ikkte med et eneste ord kan motivere hvorfor PFLP er med på EU´s terrorliste. I et cirkelresonemang henvises til EU´s beslutning som Sverige er en del af.
Segraren bestämmer

Det här med att betecknas som terrorist är inte heller något evigt epitet. Den svenske författaren Strindberg skrev för 100 år sedan boken ”Liten katekes för underklassen”. Strindberg ställde frågan: ”När blir en revolution laglig?”  

Och han svarade själv: ”Det är när den segrar.”Med en parafras utifrån dagens situation hade Strindberg lika gärna kunnat säga: ”När blir en nationell befrielsekamp laglig? Det är när den segrar.” I alla fall i Sydafrika och Vietnam. Nelson Mandela kallades för kommunist eller terrorist av reaktionära krafter här i Sverige på 60-, 70- och 80-talen. När diskussionerna om bojkott av Sydafrika var som mest intensiva i mitten av 1980-talet tillade det nuvarande socialdemokratiska borgmester i Göteborg, Göran Johansson, att ANC var en isolerad studentklubb i London. Men idag står dignitärerna i kö för att få tid hos Nelson Mandela. Nu är det inget självändamål för en befrielseledare att uppvaktas av olika statsmän och dignitärer, men det säger ändå en hel del om hur benämningarna förändras alltefter hur de geopolitiska prioriteringarna förändras.

Vietnam lockar.

Den svenska overklasse som på 1960-talet kaldte FNL för terrorister, anordnade hösten 2004 en stor Vietnamaften i Stockholms stads-hus i Stenbäcks-sfærens regi och med selveste drottning Silvia närvarande. Vietnam håller på att bygga ut sitt mobiltelefonnät. De som på skolgårdarna skrikit ”FNL – go to hell” bockade och bugade inför de vietnamesiska gästerna, för idag handlar det om stora affärer. Gårdagens ”Vietcongterrorister” har blivit respektabla affärspartners.Terroristbeteckningen är alltså inte så evig som det låter i nyhets-uppläsningar. Historien gav befrielsekämparna rätt i fallen Sydafrika och Vietnam. Men dagens imperialism är, trots tillfälliga bakslag, mäktigare och aggressivare än någonsin. De terroriststämplingar som vi nu ser handlar inte ett dugg om juridik utan om en politisk kampanj i mycket bestämda syften. Det tar inte många veckor innan något verkställs först i USA för att sedan antas av EU. EU:s terrorlistor är väldigt lika USA:s, vilket understryker den europeiska borgarklassens underordnande ställning visavi supermakten. Lad os tage terror-stemplingen af Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP), dets væbnede gren New Peoples Army (Nye Folkehæren) (NPA) samt paraplyorganisationen den Nationale Demokratiske Fronts (NDF) politiske rådgivare, professor José Maria Sison som eksempel. Den 9 augusti 2002 udtalte USA´s daværende udenrigsminister Colin Powell at Washington betragter CPP – det Filippinske kommunistparti som en udenlandsk terror-organisation. Tre dage senere fik Sison, som siden 1987 har levet i Holland som politisk flygtning, stempelen ”Specielt udpeget global terrorist” af USA. Derefter gik der ikke engang et døgn inden den hollandske regering satte Sison på sin terrorliste. Derefter gik der yderligere to dage inden den anden amerikanske “puddelhund” i Europa, Storbritannien, gjorde samme sag. Den 29.augusti fulgte den canadiske regering USA og nogle dage senere blev CPP og José Maria Sison sat på den “sorte” terrorliste i Australien. Hele processen blev afsluttet den 30 oktober da EU´s ministerråd besluttede at stemple Sison som ”terrorist”. Det tog altså bare nogle få måneder fra en udtalelse af Powell till att hela EU terror-stemplade Sison.

EU:s ”terrorlagar” är en parodi på juridik. Vem som skall stämplas som terrorist beslutas efter diskussioner och förhandlingar mellan EU:s utrikesministrar och under USA:s överinseende. Allt sker utan någon som helst juridisk undersökning, fastställande av bevismaterial, förhör och annat som hör till i en rättsstat. EU:s ledare talar gärna om ”rättstatens principer”, ”den västerländska rättsuppfattningen” och annan skåpmat för den allmänna opinionen.Men godtycket är skriande och hyckleriet uppenbart.I EU:s ”gemensamma ståndpunkt” om definitionen av terrorism nämns handling som ska ”injaga skräck i befolkning” eller ”omfattande förstörelse av regeringsanläggning, infrastruktur (osv)”.

Israelisk statsterrorism

Detta är exakt vad den israeliska staten gjort mot palestinierna i decennier, men när det svenska etablissemangets politiker svarar på frågan ifall inte Israels politik är statsterrorism svarar de unisont och upprört att så inte är fallet.Den amerikanska och europeiska imperialismen försöker utnyttja händelserna den 11 september 2001 maximalt för att ändra lagstiftningen i alla berörda länder. Vidgade terroristbegrepp, censur mot hemsidor som i Danmark, indragna ekonomiska bidrag till organisationer som inte ställer upp på USA:s världsbild, som i fallet med RKU i Sverige, lagstiftning om militärs insättande mot demonstranter – allt detta hänger ihop med den så kallade teroristlagstiftningen och begreppet ”kriget mot terrorismen”.Att genomskåda propagandan kring beteckningen ”terrorist” och ”terrorism” är ett nödvändigt steg i kampen mot den europeiska reaktionen och den amerikanska imperialismen.
Kilder:DR.nyheder/Proletaren 16, 2006

Big Brother-staten på vej til at overvåge hele dit liv

2007

Storebror ser dig – nu skal alle overvåges !

Det er frivilligt at deltage i TV-programmet “Big brother”. Alle ved at de bliver overvågede – dag og nat – overalt i bigbrother-huset. Her er ikke tale om at krænke folks integritet eller hvad vi nu kalder “privatlivets fred” ; men i Orwells mareridt sker overvågningen ufrivilligt; på samme måde som det hemmelige politi (PET) idag overvåger og registrerer mennesker uden vores kendskab endsige tilladelse. Det sker sideløbende med at de store kapitalistiske medier understøttet af “spindoktorer” og højreliberale redaktører i samarbejde med deres politikere har udviklet en “newspeak” – et nysprog hvor især ordene “islam” og “kommunisme” hver eneste dag sættes i forbindelse med “krig” og “terror” , ja man får indtrykket at de udgør en fare for den “kristne og demokratiske civilisation”.
Det minder om det orwellianske “Nysprog” hvor Krig kaldes “fred” , slaveri kaldes “frihed”i de officielle medier i den dystopiske roman “1984” skrevet af Georg Orwell alias Eric Blair i 1948.
På universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater diskuterer profesorer og deres studenter i fuldt alvor tesen om “Clash of Civilizations” – “civilsationernes samenstød” mellem den “kristne og den muslimske civilsation”.  Tidligere – på Hitlers og Staunings tid i 1930´erne var den “vestlige kristne civilsation” angiveligt truet af en “jøde-kommunistisk” sammensværgelse med Stalins Sovjet som centrum, ifølge de fascistiske konspirationsteorier som med Nazi-Tyskland som centrum blev spredt verden over.
Hvor udbredt og omdiskuteret disse højreliberale teser er fremgår af google hvor en søgning giver mere end 1,7 millioner resultater.


Under dække af slagord som “krig mod terror” opbygges et omfattende elektronisk og paramilitært overvågningssystem i de kapitalistiske Nato- og EU-stater.

Derfor begynder Orwells modbydelige forestiling nu at træde frem og udvikle sig til brutal virkelighed. Det begyndte allerede inden den 11.september 2001. -
I Danmark blev Tvind-loven fremlagt af den socialdemokratiske Nyrup-regerings radikale skoleminister i 1998.
Den blev vedtaget med støtte fra hele den borgerlige og socialdemokratiske nomenklatura. – – -
Men fakta er at den var et brud på den grundlov som de samme partier ved festlige lejligheder hylder som “verdens mest demokratiske” -
At terrorangrebene den 11.september, som blev udført af velbjergede intellektuelle fra de USA-allierede stater Saudi Arabien og Ægypten; skulle få følger i USA var klart. Angrebet på det gigantiske World Trade Center i New York var et angreb på USA. Men hvem kunne tro at vi i Skandinavien skulle blive ramt? *
Fakta er at skandinaviske lande som Danmark og Sverige – trods en erklæret neutralitetspolitik i mellemkrigtiden – allierede sig med den stærkeste kapitalistiske stormagt. I tiden optil den sidste verdenskrig var det Tyskland, idag er det USA. Danmark og Norge blev “tvangsindmeldt” i USA´s aggressive militæralliance Nato, mens Sverige under den angivelige “neutrale” facade samarbejdede politisk og militært med USA.
Navnene på tusinder af kommunister, antiimperialister og andre modstandere af den borgerlige orden blev registreret af de hemmelige politi under de borgerlige og socialdemokratiske regeringer i de nordiske lande. Efter 1968-69 blev den hemmelige politiske registrering erklæret ulovlig, men den fortsatte. Og det gik så langt at navnene på de registrerede i Danmark og Sverige blev sendt til USA.
I slutningen af 1960´erne indførte myndighederne i flere skandinaviske lande den centrale person registrering af alle – kaldet CPR . CPR-nummer-systemet var og er en krænkning af privatlivet ikke bare fordi det knytter din fødselsdag sammen med offentlig registrering, men i realiteten har gjort det umuligt at leve et normalt liv uden et CPR-nummer. Det kræves ikke bare ved ansættelser i offentlig tjeneste, men også i private virksomheder, når du låner bøger, behøver lægehjælp eller bliver indlagt på hospitalet.
CPR-systemet er enestående for de nordiske lande og findes hverken i Tyskland eller i de Forenede Stater. Ikke fordi disse kapitalistiske staters magthavere ikke vil indføre det direkte hvis de fik muligheden, men fordi den folkelige modtand er så omfattende. Tyskerne og amerikanerne er bevidste om at det kan og bliver misbrugt af politifolk, militærfolk, politikere og andre myndighedspersoner.
Men i Storbritannien – en stat som de nordiske lande både politisk og økonomisk er stærkt knyttet til planlægger myndighederne nu indførsel af et ID-kort hvor ikke bare foto, men også fingeraftryk og øjets “iris” er registreret i kortets chips. Samtidigt skal hver eneste borger svarer på 47 personlige spørgsmål som også registreres i det enorme “Big brother” -register som myndighederne i Eric Blairs alias Georg Orwell´s fædreland er igang med at oprette.
På den anden side var Orwell selv en meget ivrige spion mod hans egne landsmænd. Han oprettede sit egen liste over “borgere” som han ikke stolede på i “kampen mod kommunismen”.
Bl.a filminstruktøren og skuespilleren Charlie Chaplin blev registreret af Orwell som “upålidelig”.
Orwell antikommunistiske hysteri udviklede sig til stikker-virksomhed da han udleverede Charlie Chaplin´s og andre navne fra hans lister over “upålidelige” borgere til de britiske myndigheder.
Det er måske derfor at det ikke virker spor overraskende at borgerne i Orwells hjemland idag er et af verdens mest kameraovervågede og at britiske myndigheder nu er i gang med at opbygge det mest omfattende “Big Brother”- register.
Det er ikke bare på Camp Guantánamo at grundlæggende retsprinciper og internationale konventioner sættes ud af spillet. Danmarks Statsminister Poul Nyrup Rasmussen lod i 2001 USA´s præsident forstå at “Vi er med Jer hele vejen” uden at præcisere at “vi” modsætter os at bekæmpe “terror” med bomber, invasioner, statsterror og tortur. Statsterror, altså aggressionskrig som den er defineret i FN´s Charter er et brud på folkeretten – en forbrydelse mod menneskeheden. * De grundlæggende retsprinciper og internationale konventioner sættes ud af spillet i en slags permanent undtagelsestilstand. Fundamentale principper som “At du er USKYLDIG TIL DET MODSATTE ER BEVIST . . .. og Retten til fri meningsdannelse . . .og retten til et privatliv er demokratiske grundpiller som trues af terror-lovgivningen og nye krænkende overvågningslove. Lovene udgør den juridiske side af den USA-ledte ”krig mod terror”. * En krig som trænger ind overalt på kloden – fra terrorstempling af en demokratisk valgt regering i Palæstina – og befrielsesbevægelser som PFLP og kurdisk-tyrkiske PKK, filipinske NPA; til retsforfølgelse af solidaritetsaktivister og massearrestation af unge muslimer på grundlag af stats-fabrikerede (PET-) beviser , til udvisning af angivelige terrorister – med hemmelige beviser – fra Sverige til lande som bruger tortur til amerikansk terrorstempling af de norske oliselskaber Statoil og Hydro fordi USA ikke kunne lide deres handelspartnere.
“Krigen mod terror” bruges som en murbrækker for den kapitalistiske kontrarevolution især i de afhængige lande og neo-kolonierne hvor arbejderklassens og de undertrykte folks kamporganisatiner udpeges som “terrororganisatiner”; ofte uden skyggen af reelle beviser.


Stykke for stykke som med spegepølsen fjernes de tilkæmpede politiske rettigheder
indtil der bare er ord-fraser – der ikke gælder i virkeligheden – tilbage. Indtil der kun er det “tavse flertal” – som ikke er “jøder”;”sigøjnere” (Roma), “kommunister” ; “terrorister”; “islamister”; “socialistiske ballademagere” og alle de andre aktive modstandere af den kapitalistiske verdensordens undertrykkelse af sociale og nationale rettigheder for jordens folk ; tilbage til at kæmpe for disse rettigheder. Eller som den tyske antifascist og KZ-fange Martin Niemöller udtrykte det :

„Da nazisterne tog kommunisterne, protesterede jeg ikke, for jeg var ikke kommunist.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, for jeg var ikke socialist.
Da de tog fagforeningfolkene , protesterede jeg ikke, for jeg var ikke medlem af fagforeningen
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, for jeg var ikke jøde.
Da de kom efter mig var der ingen tilbage til at protestere.

Hvis de borgerlige og socialdemokratiske politikere fortsætter, uden reel modstand, vil der blive et kontrolsamfund hvor myndighederne kan udpege hvem som helst som “terrorist” , tilbage. Beviserne er hemmelige og umulige at kontrollere. Overvågningen er generel – Det hemmelige politi ( PET; SÆPO) får nu udvidet sine legale overvågningmuligheder yderligere – For eksempel har FRA: Försvarets radioanstalt i Sverige fået politisk ordre om at spionere mod al tele- og internetkommunikation som passerer landets grænser.
Det hemmelige politi og efterretningstjenester har fået lovparagraffer der gør det muligt at spionere mod os – uden at der findes den mindste mistanke. * Storebror ser dig og vil vide alt. Alle er i princippet udpeget til “terrorister” indtil du har bevist din uskyld? USA har den mest omfattende registrering af individer og organisationer som er terror-stemplede. Alt muligt som USA´s magthavere ikke bryder sig om findes med på listerne. En overgang fandtes de norske olieselskaber Statoil og Hydro med på den sorte terrorliste. Cuba og Iran peges ud som ”stater som støtter terrorisme”, mens Osama bin Ladins Saudi Arabien og Pakistan kaldes allierede i “krigen mod terror”.

Samtidig er flere hundrede personer, organisationer og virksomheder terror-stemplede.

USA´s (og Israels) liste over terrororganisationer

  Direkte efter den 11 september satte EU-bureaukraterne sig ned og afskrev den terrorliste som USA allerede havde opført. – Det foregik nærmest efterprincippet : Hvem kan USA (vi) ikke lide ? På EU´s lister indgår såvel det filippinske kommunistpartis CPP´s stifter, såvel som palæstinensiske Hamas og PFLP, colombianske FARC og kurdiske PKK. – FN har også en liste. Den omfatter 350 personer og 123 organisationer. Den retter sig udelukkende mod firmaer og personer med forbindelser til hvad der betegnes som “talibanerne eller al-Kaida”. Men også FN´s liste er i store træk skabt efter USA´s ønsker . Det var for eksempel USA:s finansministerium som foreslog at FN-kommitén skulle skrive al-Barakaat og de tre svensk-somaliere på listen. De blev terrorstemplet uden at USA havde fremlagt nogle beviser og uden at spørgsmålet blev diskuteret i komittén. EU:s ministerråd har besluttet att gøre EU-lov af sanktions-kommitténs liste. Dermed bliver den også lov i Danmark og Sverige. Uden det mindste krav på beviser, tilføjes nye navne til FN-listen, som med automatik også er terrorstemplet i Danmark og Sverige.

Den hemmelige krig mod Rusland

 

  Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse og vækker både følelser og passion.Og – det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse. 

Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for
krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.

Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina (Viet Nam), Indien,Iran, Algeriet, Irak og andre arabiske lande lande.
I anledning af 90 året og frem mod 100 året – for revolutionen bringes en serie artikler i de næste ti år – om denne afgørende begivenhed i menneskehedens historie. Her findes også mulighed for at læse den internationale “bestseller” og et af de bedst dokumenterede og velskrevne værker om revolutionen og Sovjets historie,nemlig: “The Great Conspiracy against Russia” ( Den hemmelige krig ) *

* *The Great Conspiracy against Russia * * skrevet af forfatterne Michael Sayers og Albert E. Kahn kan læses HER * *: -
Bogen findes udgivet på dansk :”Den hemmelige krig” og norsk :”Den store sammensvergelsen”. Den norske udgave indeholder også 30 siders kilde- og navneregister

Kina: Fem chef-tjenestemænd fyret for omfattende drikkevandsforurening

Posted in Hvad koster kapitalismen ?, Kapitalisme, Kapitalismens Sorte Bog, KINA ° Zhongguo by interpres on tirsdag, november 6, 2007

11 juni 2007 –

Fem straffes for miljøskandale i Kina

Fem højtstående tjenstemænd er afskediget eller har fået en advarsel for at de har bidraget til at forgifte drikkevandet i Kinas tredje største sø.

Omfattende pædofil-liga afsløret med skandinaviske deltagere

5. nov. 2007

Ti danskere,otte nordmænd og otte svenskere med i omfattende pædofilring

Den omfattende jagt på et pædofil-netværk – operation “Koala” – kom for alvor i gang efter en razzia i Australien sidste år som gav ett antal spor som man fulgte op.
En ny pædofil-sag ryster Europa. Opimod 100 personer er sigtet og 23 piger under 16 år er identificeret som ofre i en sag som også har forgreninger til Skandinavien .
Operation “Koala” har pågået hele året i alle de 27 europæiske lande. I Frankrig er hidtil 25 mistænkte arresteret, men man taler om at ialt 2.500 personer er i søgelyset.

Computere er beslaglagt. Hele ti danskere har haft kontakt til den omfattende verdensomspændende pædofil-ring, som det europæiske politisamarbejde Europol i samarbejde med blandt andet australsk politi har optrevlet.
- Den danske del af operationen består af 10 sager fordelt på ni politikredse. Så det har været i hele landet,

siger politikommissær Søren Thomassen til ekstrabladet.dk.
Kendt til sagen længe
– Vi har kendt til den i et godt stykke tid. I foråret modtog vi materialet, fortæller Søren Thomassen.

Ifølge ham tyder intet på, at der er sket misbrug af børn på dansk grund.

Han vil ikke komme nærmere ind på, om der er sket fængslinger i sagen. Ligesom han heller ikke kan komme med yderligere oplysninger om danskerne i operationen, der for det danske politis vedkommende nu fortsætter ude i de enkelte kredse.

Via Australien
Europol fik færten af det pædofile netværk sidste år, da australsk politi beslaglagde en film, hvorpå en belgisk pige blev misbrugt af sin far.
Tippet fra australsk politi førte Europol over Belgien og Italien til Ukraine, hvor en italiener havde filmet flere overgreb i et studie. Da italieneren blev anholdt, fandt politiet 3000 email-adresser i hans computer.

Den italienske mand misbrugte ukrainske børn og optog det på film, som han sendte rundt til pædofile i 19 lande i Europa, heriblandt Danmark.

Bestilt arbejde
Misbruget blev bestilt af de pædofile, som oplyste italieneren om deres seksuelle fantasier med børn. Blandt andet sendte de manden undertøj, som de tændte på at se børnene i, og italieneren sørgede så for at optage uhyrlighederne på film.
Det gik ud over 21 børn på mellem ni og 16 år fra Ukraine, før politiet kom på sporet af misbruget.

- Rent størrelsesmæssigt kan man ikke sige, der er tale om en særlig stor sag. Men i vores optik er det altid vigtigt, når man kan være med til at stoppe misbrug af børn. Uanset om de er danske eller ej, siger Søren Thomassen til ekstrabladet.dk. : : : *

Kina: Flere børn fødes med misdannelser

Posted in Hvad koster kapitalismen ?, Kapitalisme, Kapitalismens Sorte Bog, KINA ° Zhongguo by interpres on lørdag, november 3, 2007

29 oktober 2007 – 11:14
PEKING – -

China Daily

Flere kinesiske menneskebørn fødes med misdannelser, fremgår det af en ny statslig rapport.
Antallet misdannelser hos børn stiger kraftigt i Kina, rapporterer landets statslige myndigheder. Årsagen siges være miljøgifte, oplyser Ekot(Radioavisen på SR.se).
Siden år 2001 er antallet misdannelser steget med næsten 40 procent. Nu regner Kinas centrale Befolknings- og familieplanlægningskommission med at mellem fire og seks procent af alle kinesiske børn fødes med misdannelser.
Forurenet vand, højt indehold af kemikalier, luftforurening og store kuldistrikter udpeges som årsagen til de mange nyfødte med misdannelser. Aller værst er det i provinsen Shanxi i det centrale Kina. > > > > > > > > > > * * * KILDER:
Baby born with birth defects every 30 seconds * * * * *
China Daily

Originaltelegram :
BEIJING (China Daily.30.Okt)
Birth defects in China have increased by nearly 40 percent since 2001, according to statistics from the country’s birth deformity monitoring center.
The figure was cited in a recent report by Jiang Fan, deputy head of the National Population and Family
Planning Commission, at a conference in Chengdu, capital city of Southwest China’s Sichuan Province.

Jiang said the rate of defects among all Chinese infants rose from 104.9 per 10,000 births in 2001 to 145.5 in 2006,
affecting nearly one in every 10 Chinese households.

The total expenses they generate total several hundreds of billion yuan, he said.

They affect about one million of the 20 million babies born every year, with about 300,000 babies suffering from
“visible deformities.” This means that birth deformities affect up to 6 percent of the children born every year.

“A baby with defects is born every 30 seconds in China, and this situation has worsened year by year,” he said.

Statistics show that only 20 to 30 percent of these infants could be cured or treated. About 40 percent suffer
lifelong deformities, while the remaining 30 to 40 percent die shortly after birth.

Attention needed

Jiang called for elevated State and public attention to redress the trend, which he said “directly affects China’s
comprehensive national strength, its international competitiveness, sustainable socio-economic development, as
well as the realization of our strategic vision to construct a full-scale well-off society”.

Although more detailed figures are still unavailable, existing numbers are enough to correlate the high occurrence
of birth defects to geographic, environmental and economic factors as well as the level of education and health, An
Huanxiao, head of the northern Shanxi Province’s family planning authority, said.

There is a correlation between birth defects and proximity to environmentally degraded areas, said An Huanxiao,
head of family planning in the heavily polluted northern province of Shanxi, source of much of the nation’s coal.
Shanxi tops the nation in birth defects, Xinhua said.
A correlation can also be drawn with parents’ poverty and low education, An was quoted as saying.
China suffers from serious pollution, the price of its stunning economic rise, with air quality in major cities regularly
exceeding danger levels and millions of
people lacking access to clean water.

Shanxi now tops the nation in birth defect rates.

Residents in its northern mountainous regions are more vulnerable than those in the southern flatlands, and birth
deformity rates among people within and around the province’s eight major coalmines are far greater than the national
average, An said.

Rural communities and poverty-stricken areas are much more likely to birth babies with congenital defects than cities
and economically developed regions. The statistics are also higher in places where basic education and endemic diseases
are less prevalent.(China Daily 10/30/2007 side 3, )

Vatikanet saligkårer “kristne ofre” under den spanske borgerkrig

29 Okt. 2007 * —–
Søndag saligkårede Vatikanet 498 præster,munke og nonner som blev dræbt under det spanske borgerkrig.De fleste af ofrene blev dræbt ved krigens begyndelse i 1936 af militser, sandsynligvis af anarkistisk-trotskistisk observans som ikke bare kæmpede for at forsvare den demokratiske republik mod general Franco´s oprørstyrker, men også mod kirken og andre dele af det spanske samfund som de ville “udrydde” fordi de mente at Spanien efter Folkefrontens sejr i 1936 var i samme situation som Rusland i oktober 1917, ja at anarkisterne mente ligefrem at Spanien var klar til at indføre det klasseløse samfund, kommunismens højeste fase. Et katastrofal fejlvurdering. I de områder, der endnu var under republikansk kontrol, gik det især ud over præster, munke og nonner. Det er således forkert at tale om “kristne ofre” for den republikanske Folkefrontsregering. Folkefrontsregeringen gav ikke ordre til de anarkistiske ultraventre-grupper eller nogen andre militser om at henrette kristne præster,nonner eller munke. I alt blev mindst 7.000 gejstlige ofre for hvad kirken kalder den »røde terror« under borgerkrigen : “De værste forfølgelser af kristne i nyere europæisk historie”; hævder Spaniens kristen-katolske kirke, som i årtier har forsøgt overtale den Hellige Stol i Rom til at kanonisere deres martyrer som salige og helgener. Først under Pave Johannes Paulus II (polakken Karol Wojtyła) begyndte Vatikanstaten at vise interesse for sagen, men siden er det gået stærkt. Den tidligere pave nåede at kanonisere 470 . Og i dag følger yderligere 498 ved en rekordstor ceremoni i Rom, hvor op mod en million troende ventes at fylde Peterspladsen.
yyk
Efter de nazi-tyske bombardementer af den spanske by Guernica i 1937 malede Pablo Picasso et værk som blev døbt efter den ødelagte by hvor tusinder af ubevæbnede civile mistede livet.. . . . . . .. . .. . .. ..

Enhver er som bekendt salig i sin egen tro. Og hvis kirken foretrækker at mindes sine ofre ved at udstyre dem med en glorie, er det deres “private religiøse sag ” så at sige. Når dagens ceremoni alligevel vækker harme hos mange spaniere, skyldes det, at kirkens andel i borgerkrigen langtfra begrænser sig til rollen som offer.

Ledende biskopper velsignede Francos fascistisk-inspirerede oprør: »Et korstog mod Kains sønner«, som en af dem formulerede det.Samtidig deltog adskillige præster i de massive forfølgelser, der under og efter krigen kostede op mod 150.000 livet. Selv ikke i sit eget hus har kirken rent mel i posen. Ingen taler om at saligkåre de 16 baskiske præster, der blev dræbt af de »sorte« for deres støtte til republikken.Kirken burde starte med at undskylde sit medansvar for Franco-regimets slagterier, fremhæves det ikke bare fra den republikanske antifascistiske fløj i Spanien men også fra flere katolske organisationer. Så længe det ikke sker, kan masse-saligkåringen vanskeligt ses som andet end enprovokation fra kirkens side. Et forsøg på at påvirke den ophidsede debat, der i de seneste måneder har raset om arven fra 30´ernes spanske broderstrid. Den kristen-katolske kirke havde tætte bånd til general Francos højreradikale oprørsstyrker, der med hjælp fra Hitler´s og Musolini fascistiske Tsykland og Italien vandt borger-krigen i 1939 og holdt de spanske folk nede i et tilbagestående fascistisk tyranni i mere end 40 år. Vatikanet havde i 1934 velsignet det nazistiske styre i Tyskland gennem konkordatet. Borgerkrigen startede med general Franco´s forræderi mod den demokratisk valgte Folkefronts-regering. Franco blev støttet af Nazi-Tyskland og Fascist-Italien og Franco´s Spanien sendte også styrker – den Blå Division – for at deltage i den nazi-fascistiske Antikominternpagts aggression mod Sovjet i 1941. Den hellige stol i Rom udpegede styret i Moskva , som et “gudløst, jødisk-kommunistisk tyranni”. Paven bandlyste overhovederne for den Spanske republik, og erklærede åndelig krig mellem det hellige sæde (pavestaten) og den demokratisk valgte Folkefrontsregering i Madrid.Francos regering blev d. 3. august 1937 anerkendt af Vatikanet; 20 måneder før borgerkrigen sluttede. Pavens kåring af de spanske ofre er den største enkelte saligkåring i den kristen-katolske kirkes historie. Saligkåringen, som er det første skridt til en mulig helgenkåring har oprevet følelserne i Spanien. Kåringen kritiseres, fordi den kun anerkender ofre på den ene side af borgerkrigen. Men Vatikanet forsikrer at saligkåringen ikke er et politisk stillningtagen, at det ikke handler om “bitterhed, men… forsoning”. Men faktum er at Vatikanets opsigtvækkende kåring er vel-timet.
Kirkens provokation kommer præcis inden Spanien, på onsdag, vedtager den såkaldte »lov om den historiske hukommelse«, der giver juridisk oprejsning til ofrene for det fascistiske Franco-regimes standretter og støtte til at åbne massegrave. Samtidig får offentlige og private institutioner – herunder kirken – påbud om at fjerne mindesmærker, der hylder Franco-falangisternes side i borgerkrigen. Såvel det højreradikale konservative Partido Popular såvel som den spanske kristne bispe-konference raser mod loven og har kritiseret den for at »rive op i sårene fra borgerkrigen« og true »ånden fra transitionen« – det vil sige den såkaldte demokratisering–process efter Francos død i 1975. Ganske vist støttede KOMINTERN-partiet PCE Republikken, men partiet var i mindretal i Folkefrontsregeringen. Alligevel blev verden forledt til at tro at det var en kommunistisk revolution der var igang i Spanien fra 1936 – takket være den borgerligt-kristent kontrollerede presse i de “vestlige lande” , som dækkede over sandheden eller videregav de anarkistiske ultravenstregruppers drømme om den direkte indførelse af den statsløse kommunisme” og de trotskistiske teser om at Spanien i 1936 var i samme situation som Rusland i oktober 1917.
sdry*
Franco sidste handling var at genindføre monarkiet. Spaniens nuværende Kong Juan Carlos, blev personligt udpeget og utnævnt af general Franco inden hans død.*

De sidste antifascistiske martyrer for det USA- og Nato-støttede Franco-regimes 40 års lange terrorregime, var de fem antifascistiske kæmpere fra FRAP og ETA : José Luis Sanchez Bravo (22), José Humberto Francisco Baena Alonso (24), Ramón Garcia Sanz (27), Juan Paredes Manot “Txiqui” (21) og Ángel Otaegui Echevarría. (33). Regimet nåede at henrette dem kort tid før Franco selv døde. Det skete i 1975 , med internationale protester verden over som følge. Den 19. november 2005 blev martyrerne æret og ihukommet af den antifascistiske og republikanske bevægelsens i en række spanske byer.

Læs mere om Spanien og borgerkrigen 1936-39: LA GUERRA NACIONAL REVOLUCIONARIA DEL PUEBLO ESPAÑOL CONTRA EL FASCISMO

Litteratur om den Spanske Borgerkrig:

Roman af Nordahl Grieg * * UNG må VERDEN ENDNU være som udspiller sig i både Spanien og Sovjet 1936.

  <

FAKTA om Vatikanet ,Paven, Hitler,Mussolini og Franco * * *Paverne Pius XI og Pius XII afslog gentagne gange at fordømme Hitler og andre nazister for deres forbrydelser under 2. verdenskrig, endsige ekskommunikere dem. Den katolske kirke ville heller ikke annullere det konkordat, som pave Pius XII havde indgået med Hitler. Tværtimod blev nazismen opmuntret og velsignet af den katolske kirke til at gå i krig og til medvirke til at udrydde kættere som Roma, Sinti,Jehovas Vidner,jøderne og gudløse kommunister og socialister. Det vil føre for vidt her at gennemgå de flere hundrede eksempler på svig og vold, som nazismen med pavens velsignelse og hjælp gennemførte som “katolsk kontrarevolution” under 2 verdenskrig, og som én gang for alle skulle gøre det af med alle kættere,demokrati og gudløshed. Men enkelte eksempler, belyser dette. I 1939 havde den katolske kirke hjulpet den “kristen katolske” general Franco med at erobre magten og undertrykke de kommunistiske “ugudelige kætterske” kræfter som stræbte efter sociale og demokratiske fremskridt. Den dag Hitler døde, skrev den katolske presse følgende rosende nekrolog over hans liv:  

”Adolf Hitler, den katolske kirkes søn, døde mens han forsvarede kristendommen. Det er derfor forståeligt, at der ikke findes ord til at klage over hans død, idet der findes så mange der ophøjer hans liv. Over hans jordiske levninger står hans sejrrige dydighedsfigur… Må Gud give Hitler hans sejrskrans”.   

Spanien blev den tredje front i Vatikanets “hellige krig” mod demokratiet og kommunismen. Tre præsidenter af den Spanske republik, Niceto Alcalá Zamera, Manuel Azaña og Juan Negrin havde fremlagt fem love, vedtaget i Spanien, for at blokere for Vatikanets indblanding i den Spanske republik. De foreslog at :Al romersk-katolsk ejendom skulle nationaliseres. Alle romersk-katolske kirker skulle beskattes. Ikke flere skoler i præsternes hænder. Alle skoler, munke og nonne-klostre, skal være under Spansk kontrol. At anerkende andre religioner som Islam,Jødedom og andre kristne trosretninger som den protestantiske.. . . .. . Dette var resultatet af at man fandt barnelig under klostrene. Det udløste en blodig kristen-katolsk krig imod Vatikanet. Paven lejede adskillige divisioner af lejetropper til at kæmpe under Franco og likvidere alle romerske katolikker, jøder og protestanter, som modsatte sig dem.  

Spanien og de frivillige i de internationale Brigader

30 året for Franco-regimets fald

+ + Det fascistiske Franco-regimes efterfølger,Prinz Juan Carlos, idag Spaniens konge og regimets Führer ;General Franco fejrer i 1973 ; 40 året for stiftelsen af den spanske fascistiske Mord- og Terrororganisation; Falangen – – –

Fire år efter “befrielsen” af Irak:4 millioner flygtninge

6.juni 2007 –

4,4 millioner irakere på flugt


Irakisk flygtning beskytter sit barn med sit tørklæde i en teltlejr.

Strømmen af flygtninge i det “befriede” Irak fortsætter med uformindsket styrke. Det rapporterer FN:s flygtningekommissariat UNHCR i dag.
Efter bombningen af den shiitiske helligdom i februari 2006 har godt 822.000 irakier forladt sine hjem for at flygte til andre dele af landet.

Antallet irakiske både indenlandske og flygtninge ud af landet er nu oppe i hele 4,4 millioner mennesker, hvoraf omtrent halvdelen har forladt landet.
1,4 millioner bor i Syrien og 750.000 i Kongeriget Jordan samtidig som mellem 750.000 og en million irakere er på flugt eller er flygtet til det tredje naboland Iran.

Ifølge UNHCR’ s talskvinde Astrid van Genderen Stort flygter lavt regnet mellem 30.000 og 50.000 irakere til Syrien hver måned.

-UNHCR øger sina insatser i regionen i hurtig takt , men krisens omfatning er hårrejsende udtaler talskvinden Jennifer Pagonis.

Godt halvdelen af irakerne som har fået flygtningestatus i Syrien i år behøvede særlig hjælp. Flere var torturoffrer, ifølge Pagonis.
Bara i år har 130.000 irakier fået flygningestatus i de omgivende lande.

Jenifer Pagonis hovedorganisation FN (UN) har dog godkendt den folkeretsstridige udenlandske besættelse af Irak.
Denne besættelse er den egentlige årsag til at Iraks folk flygter i milliontal.

Kilder: FN’ s Flygtningeorganisation: UNHCR, Iraqi Refugee Aid Council.

Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (II)

I Cuba fremstilles Guevaras Statsfinansielle Plan-system udarbejdet for Cubas særegne vilkår, oftest som om Che på en måde »opfinder« en særlig »model« som passer hans mere eller mindre utopiske syn på overgangen til det socialistiske samfund. På den måde betragtes Guevaras økonomiske tænkning isoleret fra den historiske epoke, hvor kapitalismen bliver genindført i Sovjetunionen og de tidligere Folkedemokratier. Guevaras økonomiske tænkning blev højst betragtet som et alternativ til det bureaukratiserede “selvforvaltende” statskapitalistiske markedstilpassede system som blev støttet af den kontrarevolutionære Hrusttjov-gruppe i Sovjet , Tito-kliken i Jugoslavien. Dette syn blev genoplivet på Cuba i slutningen af 1980´erne da den sovjetiske økonomi og hele det såkaldte » selvforvaltende socialistiske« system viste klare tegn på opløsning.
Det er dog afklarende at se at nogle af øens ledende økonomer indrømmer at Guevaras økonomiske tænkning ikke kommer ud af det blå:

»I retrospektivet er det Statsfinansielle Plan-System et bidrag af stor værdi. Vi vil ikke sige – og I ved det godt – at Che opfandt det Statsfinansielle Plan-System. Det kom allerede fra de socialistiske lande; i en hel tidsperiode styrede det Statsfinansielle Plan-System store dele af økonomien i Sovjetunionen«              

(Carlos R. Rodriguez i *5)eyVi behøver ikke sige at Rodriques med »en hel tidsperiode« henviser til den økonomiske model udviklet under Stalin, som for alvor med den Første Femårsplan (1927-32) indleder den socialistiske opbygning der inspirede arbejdere og undertrykte i hele verden og gjorde socialismen til et realistisk alternativ til kapitalismen. Dog bidrager Rodriques fejlagtigt til at pålægge Guevara det synspunkt at overgangen til socialismens højere former, eller fulstændig socialisme muligør at det Statsfinansielle Plan-System kan blive ført ud i praksis til hele økonomien, at hele økonomien angiveligt kunne fungere som en stor virksomhed, med en social fond til at dække produktionens og distributionens behov.
Faktisk definerer Guevara det Statsfinansielle Plan-System omtrent lige modsat som et middel til at tilfredsstille de øjeblikkelige/umiddelbare behov opstillet af den statslige industri-organisation og som det vil fremgå af det næste kapitel, tillader tilstedeværelsen af vare-penge forhold (commodity-money relations) mellem staten og andre produktions enheder og tillader eksistensen af andre produktionsformer end den statsejede. Det Statsfinansielle Plan-System er udtænkt af Che som en modsætning til den revisionistiske “selvforvaltnings”-model der indførtes i Sovjetunionen og de tidligere folkedemokratier efter Stalin bortgang, med Hrustjov-gruppens “anti-stalinistiske” markedslignende selvforvaltningreformer. Guevara afslørede den grundlæggende forskel mellem det statsfinansielle Plan-System og det markedslignende økonomiske eller finansielle selvforvaltningssystem, hvor hver enkelt virksomhed skulle forvalte sin økonomi med overskud; så tidligt som i 1961, altså i de aller første stadier af socialiseringen af industrien i landet. Guevaras tanker til fordel for centraliseringen af statsindustrien udtænkes inden »El gran debate« - Den store Debat og det står klart for os at Che havde klare forestillinger om det Statsfinansielle Plan-System inden han bliver opslugt i den ophidsede diskussion med tilhængerne af de revisionistiske teser om “økonomisk selvforvaltning” som Hrustjov-gruppen var i fuld gang med at fuldføre i Sovjetunionen. Vi har alle mulige grunde til at tro at “Che” var insat i den sovjetiske økonomis historie og helheden af den socialistiske folkehusholdning på Stalins tid. Guevara forkaster fra begyndelsen forestillingen om fri foretagsomhed i den socialistiske sektor som indbefatter muligheden for de individuelle økonomiske enheder at virke som mere eller mindre uafhængige producenter eftersom . . .

»i de socialistiske lande, besidder virksomhederne en bank-kredit, skaffer sig penge , producerer med de penge som den modtager, sælger deres produktion, og overlader da en del af profitten til staten og beholder en del af profitten til interne behov. Forskellen er at vores selskaber ikke sælger, men overlader produkterne og arbejderne er af lønnet af staten »              

(Che Guevara på Konferencen »Økonomi og Plan« på Universidad del Pueblo, 1961 oversat fra spansk).
rrt I Guevaras system sælger virksomhederne intet fordi så skulle et vare-penge forhold får fuld virkning; både i form og indhold når produkterne er fremmedgjorte af en uafhængig producent eller den individuelle forbruger . . . . . . . . . . . . . . I modsætning til den finansielle selvforvaltning i det revisionistiske system, cirkulerer arbejdskraften mellem de enkelte virksomheder i statssektoren og mellem virksomhederne og staten i form af fordeling eller tildeling ifølge de kontrakter som den socialistiske plan fastsætter:

»At udarbejde en plan gennem hvilken virksomheden vil blive tildelt de nødvendige midler af staten for at gennemføre efektive kontrakter . . . og også at overføre indtægterne fra salget til samfundets kasser« *6)      

I Guevaras system fungerer virksomheden som en del af en større virksomhed, som ikke besidder finansielle midler med hvilke det kan gøre egne beslutninger om produktion og reproduktion. Eftersom den socialistiske virksomhed ikke har :« . . . . .egne midler, fordi dets indtægter er overført til det nationale Planbudget ‹‹ Che Guevara (*7) Guevara modsætter sig urokkeligt enhver form for udveksling mellem de socialistiske virksomheder i den socialistiske sektor på andre måder end fordeling af resourcer. Arbejdskraftens bevægelser i den socialistiske sektor bliver af Guevara set som en samling af arbejdet i en sammensat produktions-kæde. I dette system er virksomheden ikke i stand til etablere en udveksling af arbejdskraft uafhængigt af planen, eftersom virksomhedens samlede produktionsaktivitet er fastsat af planen og ikke af fabrikkens direktion/direktør.
Staten i skikkelse af Stats-Banken er begyndelsen og afslutningen for de arbejdskraft -bevægelser som har at gøre med den socialistiske virksomheds produktionsaktiviteter: Den skaffer sig de nødvendige finansielle midler for at skaffe sig produktionsmidler og den overleder indtægterne til National Banken. Disse midler bliver derefter brugt af det socialistiske planhusholdningsystem til sikre den udstrækte reproduktion af de enkelte produktionsenheder, til kapital-investeringer eller til ikke-produktive sociale behov og tilfredstillelse af menneskelige behov.. I denne betydning udvinder virksomheden ingen ekstra profit per se; den overfører en positiv balance mellen produktionsomkostningerne og indkomsterne og det er den socialistiske stat som tager den endelige beslutning ifølge planen om hvad der videre skal ske med den positive balance, med overskuddet, ikke direktøren som det blev udbredt praksis i de lande der fulgte de sovjetiske og jugoslaviske “direktørers” og partilederes revisionistiske “selvfinansierings”-reformer. Forestillingen om socialistisk planlægning i Guevaras system er nært forbundet med forestillingen om hele produktions-systemets lønsomhed og nytte.
Den socialistiske folkehusholdnings effektivitet er ikke resultatet af en mekanisk sammenregning af de enkelte virksomheders resultater. En positiv balance i regnesummen af de enkelte overskud er muligt i det kapitalistiske system i ekspansions-tider endskønt den bliver negativ under den kapitalistiske produktions-nedgang (depression).BORTSET FRA AT DET socialistiske system ikke kender til recession eller kriser fremviser det socialistiske produktionssystem de største vækstrater, ikke kun fordi sammentællingen af de enkelte overskud giver en positiv balance. Den socialistiske produktionsmådes fortrin fremfor den kapitalistiske ligger ikke bare i økonomiens planmæssige karakter, at den socialistiske stat er i stand til at tage beslutninger for hele det produktive system;ikke de enkelte producenters samordning, men styringen af arbejdskraft bevægelserne imellem de socialistiske virkomheder, hvor det er af største vigtighed at produktionsenhederne er mest lønsomme ved hjælp af maksimal reduktion af produktions-omkostningerne, mens effektiviteten af økonomien skal vurderes som en helhed, men også i at arbejdet og arbejderklassen er den ledende og styrende klasse overfor kapitalen og markedet som
bekæmpes i den revolutionære udviklingen frem mod komunismens højeste fase hvor både klasser , stat, marked og penge er afskaffert.
Med andre ord : Proletariatets Diktatur med den revolutionære kommunist Karl Marx ord

»Eftersom dette system er baseret på den den centrale kontrol med økonomien bliver den relative effektivitet af en virksomhed kun et index; det der virkelig betyder noget er den samlede produktive systems lønsomhed«              

- Che Guevara, op.cit.*8 – ty

Dette begreb, som er et mere komplekst begreb med hensyn til de enkelte virksomheders rentabilitet, var blevet klart udtrykt af Stalin i »Socialismens Økonomiske Problemer« .

I diskussionen mod højre-afvigelserne, er den eneste måde at forstå at bestemte sektorer i økonomien kan virke uden overskud eller endda producere med tab igennem en bestemt tidsperiode , er at . . . en mere sammensat forståelse af hele den socialistiske økonomis lønsomhed.

»Hvis lønsomhed , ikke set fra de enkelte virksomheders eller fabrikkers standpunkt, og ikke engang for en periode af et år , men fra hele økonomiens standpunkt og over en periode af lad os sige ti eller femten års, . . . .således at den midlertidige og ustabile lønsomhed for nogle fabriker og industrigrene er uden nogen sammenligning med den højere form af stabil og permanent lønsomhed som vi får fra loven om balanseret udvikling af den nationale økonomi og fra økonomisk planlægning . . . . «              

9) J.V.Stalin i Socialismens Økonomiske Problemer i USSR, 1952. * * *

Læs TREDJE DEL:    

* * * * * *

KILDER:

*1)        

Rafael Martinez* * Che Guevara og socialismens politiske økonomi * * i tidskriftet Revolutionary Democracy* April 2005 * vol.XI,No 1)

*2)        

Orlando Borrego * * Che el Camino del Fuego * *Imagen Contemporanea* Havanna 2001.

*3)        

Fidel Castro i * *Che Guevara, Economics and politics in the transition to socialisme” Pathfinder;New York 2003 side 39)

*4)        

Che Guevara * * Letter to Armando Hart Dávalos * * Contracorriente,Havanna, september 1997, N75)

*5)        

Carlos Rafael Rodriguez * * Che Guevara, Cuba and the Road to Socialism«; New York,1991 s. 39-30. Oversat fra Spansk af Bruce Mellado).

*6)       

Che Guevara op.cit. Kollektive diskussioner: Enestående Beslutninger og Ansvar, s.3 Oversat fra Spansk: Discusión colectiva:Decisión y responsabilidad únicas)

*7)        

Che Guevara, op.cit. i »Betragtninger om udgifter« ;s.46 :Considerations on Expences« oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*8)        

Che Guevara, op.cit. Considerations on Expences« s.48 (:oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*9)        

J.V.Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Language Publishing House, Moscow 1952, pp. 28-29) : Socialismens økonomiske problemer

*10)        

«Sovjet-regeringens Beslutninger om økonomiske spørgsmål«, Moskva 1957; Bind 1;Oversat fra russisk. * * * * *

Koruptionsdømt præsident benådet

Posted in FILIPINERNE ° Pilipinas, Hvad koster kapitalismen ?, Kapitalisme, Kapitalismens Sorte Bog by interpres on mandag, oktober 29, 2007

25 Okt. 2007 – * * *
MANILA( -) Filippinernes tidligere præsident Joseph Estrada, som nyligt blev dømt til livstids fængsel for omfattende kapitalistisk korruption, er benådet.
Han har også måttet love at aldrig mere iklæde sig et offentligt embede.
Den 70-årige Estrada søgte benådning hos sin eftertræder Gloria Arroyo med henvisning til landets retningslinjer om att personer over 70 år skal slippe fængsel.
Estrada får dog ikke de 87 millioner dollar han nåede at rage til, inden livstidsdommen den 12 september. Estradas private kapital overtages af den filipinske stat.

Rwanda 1994: “Kristent” folkemord i den Nye Verdensorden

Kronik -

 – til minde om ofrene for folkedrabet i Rwanda 1994

Bare tre år efter at de Forende Staters Præsident Georg Bush havde proklameret starten på en ny verdensorden – med USA som denne ordens håndhæver – udvikler begivenhederne sig til et folkemord i det afrikanske stat Rwanda. – – – -

I løbet af hundrede dage bliver en million mennesker ofre for dette “kristent”- inspirerede folkemord. Ti år efter mindes folk i Rwanda folkemordet og der holdes en mindes-højtidelighed. – – – –

En række afrikanske statsoverhoveder deltog den 7.april – i mindeshøjtideligheden i hovedstaden Kigali, bland dem Thabo Mbeki fra Sydafrika, Mwai Kibaki fra Kenya och Yoweri Museweni fra Uganda. * *
Men fra de “kristne” Nato-lande er der næsten ingen statsoverhoveder der har valgt at komme til Rwanda om at hædre ofrene. Trods at flere af disse landes militære, politiske og religiøse ledere var mere end lovligt involveret i Rwanda i årtier. * * *

Der kom mange afrikanske ledere til ceremonim , men kun en europæer: den belgiske Statsminister Guy Verhofstadt. ”-Vi inviterede alle og alle som vil sørge med os bør komme hertil, ” sagde den rwandiske minister Robert Bayigamba.

Ifølge Dokumentar-filmen”I Guds navn” blev omkring en million mennesker myrdet i løbet af 100 dage efter den 7 april 1994.
Da Præsidenten for den eneste supermagt, de Forenede Staters Georg Bush efter den “kolde krigs” afslutning erklærede at nu var en Ny Verdensorden indledt var der mange der troede at nu ville verden blive fredeligere, mere retfærdig og demokratisk. -
rt Kort over Rwanda * * * * * –  

MEN DENNE NYE VERDENSORDEN har ikke ført til de fredelige og demokratiske fremskridt som lovet. Slet ikke i Europa. – Tværtimod-Splittelsen og borgerkrigen i Jugoslavien blev opmuntret af EU-landet Tyskland som var styret af en “kristelig-demokratisk” regering. (CDU)

PÅ årdagen for folkedrabet i Rwanda vil det være på sin plads at hædre ofrene. Det kan der derfor også være grund til at se nærmere på hvad der skete og hvorfor. Begivenhederne der fulgte efter nedskydningen af flyet som Rwandas præsident Juvenal Habyarimana rejste i om aftenen den 6. april 1994 og de 13 uger, der fulgte,bliver idag kaldt folkemordet i Rwanda: 1.000.000 mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratisk-sindede hutuer, blev dræbt i et masemord der i effektivitet overgik de nazistiske KZ-lejre. De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at Rwanda forblev kristent og at de “ugudelige kommunistiske tutsier” blev holdt væk fra magtens korridorer. Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor; “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skriver i en artikel forud for 10-årsdagen. Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.

“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.  

Svigtet af det internationale samfund

Samtidig anklager Rwandas præsident, Paul Kagame, det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 10 år siden. Rwanda nuværende præsident Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:

” Franskmændene var der da folkemordet skete. De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne”  

udtalte Kagame i et fransk radiointerview. Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP).
Det er et faktum at militære enheder fra Nato-landene Belgien og Frankrig var aktive i træningen af de kristne dødspatruljer. Allerede i 1990 gennemfører franske soldater Norôit-operationen for at hjælpe den kristne regering med at slå FPR-guerillaen offensiv tilbage, samtidig som franske statsborgere undsættes. I april 1994 da præsidenten fly skydes ned, nærmest som et signal fra himmelen til de kristne dødspatruljer om at starte folkemordet, lander franske styrker (Amaryllis-operationen) for at undsætte udlændige. Men først evakuerer de den myrdede præsidents familie til Paris. Hvor de lever den dag idag. I juni samme år gennemføres operation Turquoise. Med FN-mandat opretter de franske styrker en “fredet zone”, samtidigt bremses FPR-guerillaens offensiv og tusinder af regimets massemordere kan flygte til nabolandet Zaire. Iøvrigt citerer det franske dagblad Le Monde undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport for, at Kagame og en gruppe af hans rådgivere gav ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.

I løbet af 100 dage er omkring en million tutsier og demokratisk-sindede hutuer slået ihjel. Der er er tale om massemord som overgår det tempo som Europas nazi-fascistiske herskere udryddede dets fjender i KZ-lejrerne under krigen i Europa fra 1941-45. Hutu-militser flygter til Zaire og tager godt to millioner hutu-flygtninge med sig.

Hvordan kunne dette folkemord organiseres og fuldbyrdes ? 

 

Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i guds navn .Den ny producerede dokumentar-film “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo har produceret for SVT i samarbejde med DR og NRK , afslører også den støtte som folkemordet fik af de kristeligt-demokratiske partiers internationale CDI. Det var især belgiske “kristen-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet. De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.

Fra dokumentarfilmen: “I Guds navn.”  

Vi er i junglen i det nordøstlige Rwanda.

- “I er Jeus Hær “- Hvad gør vi inden vi går i seng ?- Vi beder. En kvinde beder :” – Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg. Du har givet os mad og nu er tiden kommet for at sove. Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed. I Jesu navn. Amen”  

Det lyder fromt som vi kender det fra da mange af os lærte Fadervor. Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede kristne folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven i den vestlige del af landet på grænser til Congo.De misbruger kammerat Jesus navn ved at kalde sig “Jesu Hær” og de består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd. De hævder at de er “Guds udvalgte folk“.

Det er heller ingen ny religiøs tradition. De zionistiske krigsforbrydere og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det udvalgte folk. Med amerikanske våben og det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker – palæstinensere, jøder,kristne,ateister og andre der kommer i vejen for skabelsen af det “hellige land Izrael”. Står det ikke skrevet i det Gamle testamente:

“Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed og du skal udrydde til og med deres navn så at de ikke mere findes under himmelen” fra Femte Mosebog 7:24  

Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk, etnisk og religiøst had mod deres landsmænd. De kristne fundamentalistiske grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”. Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994. Flere kristne præster og nonner blev dømt som skyldige i retsprocesserne efter befrielsen af Rwanda. Folkemordet blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og

“Kristelige-Demokratiske Internationale”   

- CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet.

Alain De Brouwer fra CDI:-“ Jeg godtager kritikken;det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete. Jeg må give vore kritiker ret”  

dfghTo millioner rwandier flygter til nabolandene i 1994:Her får Genevieve et knus af sin far som hun ikke har set under ti års landflygtighed.

For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda´s historie. Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne europæiske kirke. I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni. Det var som i andre koloniserede lande de kristne missionærer der indledte den åndelige-kulturelle kolonisering af Rwanda efter at den belgiske hær med kirkens velsignelse – i “Guds navn så at sige – indvaderede landet i 1916.
Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet. Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig jord for kirkens “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“. For befolkningen havde den samme religion, og kongeriget Rwanda havde et velfungeredene centralt-styret statsapparat. Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet. Hurtigere end i noget andet land i Afrika omvendes hele folket til kristendommen.

Rwanda ; den kristne KRONJUVEL 

Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden. Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes. Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse. Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu-folket. Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier og de får en bedre uddannelse. Efterhånden som de nye demokratiske anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden , især efter den Røde Hærs og dens allieredes sejr over de fascistiske kolonimagter i Anden Verdenskrig, øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke. Når selvstændighedens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære afrikanske ledere. I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene, en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet ,udtrykte det :

“kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen” (fra ¤I Guds Navn¤- Dokumentarfilm).  

Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk. Derfor begynder man nu at spekulere i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket. Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne og kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen og i 1959 gennemføres et pro-belgisk statskup.De kristne Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.Nu dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter europæisk forbillede. Alain Brouwer, fra CDI:

“Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater, som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/o.anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger”  

Men det “kristeligt-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolkets. Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet. De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom. Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin, som gennem sine tætte bånd til det nye regime har stor indfydelse ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan. Ærkebiskoppen skiver i et brev:

“Kommunismen er aktiv. Satan findes”  

Jean Damascene siger i interviewet :

“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.(fra “I Gudsnavn”)  

Andre ministre i den “kristeligt-demokratiske” regering taler om guerillaen som

“kakkelakker” . 

Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere. Nazisterne sammenlignede jøderne med “rotter” som truer den kristne vestlige civilisation og derfor må udryddes. Den endelige løsning på “jøde-problemet” eller Endlösung som de nazistiske ledere kaldte det blev vedtaget på Wann-See-konferencen Nazityskland i 1941. Som hævn for tutsie-guerillaen´s aktioner dræbes tusinder af tutsier af det “kristne” regime som får hjælp af begisk militær. Regimet begynder også at udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet”. I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propaganda fortsætter. I 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident.
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige. Og der offentligegøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.Den ligeledes “stærkt troende” belgiske Kong Baudauiemme og Præsident Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.Regimet bliver i løbet 70´erne og 80`erne stadig mere kristent fundamentalistisk. Kirken bliver stadig mere integreret i det politiske styre. Snart findes der ikke et kommunekontor eller regeringbygning hvor kirkens mænd ikke kommer og går. Præsteskabet deltager overalt i partiarbejdet. Ærkebiskoppen sidder i det “kristeligt-demokratiske” partishovedbestyrelse.
Etnologen Pierre Envy spørger:

“ Hvad skal man sige om denne kristendoms-fiksering ? Den var nærmest obligatorisk. For at gå i skole skulle man være døbt. Børnene havde intet valg. Om man ville uddanne sig skulle man være døbt. For at komme ind i det system som kirken havde skabt også på det økonomiske område skulle man være kristen.”

”Kristen-demoktraterne “ i Bruxelles sætter pris på at den kristne indflydelse er stor, men også at regimet i Rwanda er udtalt anti-kommunistisk. I Rwanda har de europæiske kristelige-demokraterne og CDI fundet et land og skabt et regime på det afrikanske kontinent som de kan stole på. Det europæisk-støttede kristent-kapitalistiske regime har nu så stor magt i Rwanda at man vedtager en lov der tvinger alle borgere at være medlemmer af det “kristeligt-demokratiske” parti. Fængslerne fyldes med samvittighedsfanger. Det bliver forbudt at tilhøre et samfund der sætter spørgsmål ved kirkens indblanding i landets styre. Wilfried Martens er Belgiens Statsminister da folkemordet starter i 1994. Han er de “kristeligt-demokraternes grå eminence” i Europa og vise-præsident i CDI. Også Martens støtter Rwandas regering. Under et besøg i Rwanda lover Martens yderlige bistand på omkring en milliard franc. Martens, udtaler:

“Der fandtes en stor gensidig symtati mellem Belgien og Rwanda. det er helt åbenbart. Vi havde et system til udviklingssamarbejde, et meget specielt og unikt program for Rwanda.”   

Habyarimana-regimets magt styrkes af den internationale støtte og bistand som ikke bare kristen-demokraterne giver, men også det “socialistiske” Frankrig under Mitterand. Men under det “kristeligt-demokratiske” regime bliver det stadig sværere for folkeflertallet at holde sulten fra døren. I begyndelsen af 90erne er der hungersnød i Rwanda , samtidig som den lille elite omkring præsidenten i årenes løb har lagt beslag på over halvdelen af landets ressourcer. På samme måde har den kristne kirke gennem dens enestående magtposition beriget sig og ejer store dele af den mest frugtbare jord i landet.For at kontrollere befolkningen intensiveres den etnisk-religiøse splittelsesvirksomhed.Og når Paven , den polsk fødte Johannes Paulus den Anden besøger Rwanda i september 1990 for at opmuntre og støtte sine trosfæller og det “kristne regime” opnår regimet en af sine største propagandasejre nogensinde.
Men det er værd at huske at også nazisternes Tredie Rige blev velsignet af Paven, endda gennem et skriftligt konkordat. En gruppe flygtninge fra Rwanda danner i eksilet Rwandese Alliance for National unity: RANU. Målet er at finde en løsning for flygtningenes problemer og at bekæmpe det kristen-fascistiske Hutu-regime Rwanda. I nabolandet Uganda har de fordrevne tutsi-folk opnået at få hjælp med at skaffe sig våben for at indlede befrielsen af deres hjemland. De opbygger en veldrustet befrielses-hær, som de kalder Rwandas Patriotiske Front-FPR . Guerillaen første ledere er Fredric Jemár. Han er socialist og vinder hurtigt støtte hos den udarmede befolkning. Bare nogle uger efter Pavens besøg i Rwanda den 1.oktober 1990 indleder FPR angrebet på Rwanda ´s kristne Hutu-diktatur. Præsident Habyarimana flygter samme dag til sine europæiske venner i Bruxelles. Han får umiddelbart audiens hos Kong Baudouiemme. Kongen skriver et brev til den kristeligt-demokratiske statsminister Martens, som straks tager imod præsidenten. Martens´s og den belgiske regering beordrer nu et direkte indgreb for at hælpe det kristne Hutu-regime. Inden dagen er slut letter fly med belgiske tropper med kurs mod Kigali. Men Præsident Habyarimana indser hurtigt at en konventionel militær sejr mod den veludrustede og bevidstgjorte FPR-guerilla-hær er umulig. Derfor danner det kristeligt-demokratiske parti en milits som skulle blive rygraden i folkemordets gennemførelse. Det er gennem det kristne regeringspartiets ungdomsforbund at der opbygges dødspatruljer. Guerillaen rykker hurtigt frem og vinder terræn-. Regeringshæren bliver stadig mere udmattet og desillusioneret fordi mange soldater indser at at den kristne regeringshær vil tabe krigen. Regeringen får stadig sværere ved at rekruttere unge mænd til hæren.
Og stadig flere områder går over til FPR-guerillaen. Ungdomsmilitsen trænes både af militær, politi og politikere og Præsident Habyarimana får det kapitalistiske erhvervsliv til at ekvipere militsen. Men de kristne kapitalister leverer ikke bare uniformer, men også våben, som de udruster ungdomsforbundet med. Volden mod tutsie-minoriteten trappes op. Regelrette progromer gennemføres åbent efter ophidsende gudstjenester eller lokale partimøder. Flere internationale mennerettighedsgrupper rapporterer nu om massakrer. Det får regimet til at indlade sig på fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania efter opfordring fra FN. Præsident Habyarimana rejser til Arusha for at begynde freds-forhandlinger med tutsi-guerillaén FPR.

Men den kristelige internationale CDI ønsker ingen fred og de fraråder Præsident Habyarimana at underskrive en fredsaftale med tutsi-guerilaen som betragtes som “kommunister”. CDI kalder det “uforsvarligt at forhandle med FPR”. Leon Saur som er en af de ledende “kristelige demokrater” i Belgien måtte sige fra og nedlægge sin post i protest mod hvad han kalder;.“Det handlede om at beskytte Guds værk mod ondskabens kræfter.“.

I stedet for fredsforhandlinger forestår den kristelige internationale at regimet hurtigt udskriver valg, trods krigen i landet. Men den vigtigste opposition: guerillaen og tutsierne i eksil får ikke lov at deltage. Det forklarer formanden for det borgerligt-kristne regeringsparti Mathieu Ngirumpatse: “Alle skal ikke regne med at få politiske poster. Vi må acceptere faktum, at alle ikke kan blive politikere”. De borgerligt-kristne partiers internationale CDI er med deres afvisning af fredsforhandlinger med til gøde jordbunden for de mest ekstreme chauvinistiske og voldelige kræfter i landet. Borgerkrigen fortsætter og propagandaen fra regeringen får stadig mere religiøse undertoner. Den kristne regeringstro presse offentliggør :“Hutu´s ti bud”, som opfordrer til forfølgelse af tutsier på alle områder af samfundet. I en kristen avis opfordrer man til at holde op med at prædike kærlighed og enighed i en dialog mellem Jesus,Maria og Josef. Præsidenten portrætteres i den store hvide biskopsdragt. Også kirkens deltager i den etniske hetz og beskriver tutsierne som:“Fordømte af Gud”En af de mest opmærksomme taler holdes af Léon Mugasera, en af det “kristne” regeringspartis ledere. Hans taler når gennem radio ud til hele folket:

“ Vi må virke for at udrydde de der vagabonderne. Som bibelensiger: Hvis en slange kommer for at bide dig og du lader det ske vil dublive tilintetgjort.”

Til det siger Jean Damascene:

“Psykologisk er tutsien nu en slange. Skal han have lov til at leve ? Umuligt. Dræb ham eller bliv selv myrdet. Det er selvforsvar.”  

Nu opbygges en privat radiostation af eliten omkring den “kristne” præsident og hans famile. En af finansiererne er forretningsmanden Felicienne Karabuga. Som også var med til at finansiere indkøb af våben til ungdomsforbundets milits. Gennem denne radiostation Radio Mille Colinnes, senere kaldt Radio Mord kan den kristne elite fylde æteren med etnisk hadpropaganda uden begrænsninger. En af de mest aktive programledere er belgieren Georges Ruggio, som uden hæmminger hetzer mod tutsierne:

“De trodser herren og Han vil fordømme dem i al evighed. Folkets og Guds lynild vil forenes for at straffe dem som de fortjener”.  

Mr.Ruggio er idag dømt for forbrydelser mod menneskeheden og for at have opfordret til folkemord i hans radioudsendelser.Nogle måneder inden folkemordet hopper en af ungdomsforbundets ledere af for at advare omverdenen om hvad der sker: at et folkemord planlægges. Den belgiske senator Alain Destexhe, som fik en undersøgelseskommission nedsat udtaler :

“ Vi fandt dusindvis af beviser i det belgiske udenrigsministeriums arkiv som klart viser at det ikke bare var Belgien som kendte til sagen, men også FN, USA og Frankrig.”  

FPR-guerilaen avancerer og Præsident Habyarimana indser at krigen er tabt og forsøger redde noget af hans egen magt. Mod CDI´s vilje rejser han til Arusha og underskriver en fredsaftale om magtdeling med guerillaen. Det kristne ungdomsforbund og Hutu-militæret som allerede er kommet langt i deres forberedelser til folkemordet ser præsidenten agerende som et forræderi.Den 6.april om aftenen ved indflyvningen til Kigali bliver præsidentens fly skudt ned af et missil. Alle ombord omkommer. Bare nogle timer efter starter det som skulle blive historiens blodigste folkemord.På private radio-stationer opildnes befolkningen til had og blodbad: “Vi skal tilintetgøre tutsi-terroristerne med vore machete-knive og våben. Gud har forberedt helvede for dem” lød det på Radio RTLM. Overalt i landet massakreres tutsier. Det kristne ungdomsforbunds milits og militæret holder landet i et jerngreb. Vejafspærringer sættes op overalt. Ingen tutsier skal undslippe Guds straf. Også oppositionelle Hutuer jages og myrdes. Alle tutsier skulle udryddes.Ikke engang spædbørn blev skånet.Under det tre måneder lange folkemord fortsatte kirken med at give regimet moralsk støtte.De kristne biskopper forfatter et dokument hvor de lover lydighed og støtte til den nye præsidenten og hans regime:

“ De katolske biskopper glæder sig over den nye regering og lover støtte. De hylder Rwanda´s væbnede Styrker (F.A.R.)”   

Mange af landets præster, nonner og pastorer hjælper aktivt med dræbe tutsier. Også de “kristelige demokrater” i Bruxelles fortsætter med at støtte sine parti-venner. I dokumenter fra så sent som juni måned 1994 altså to måneder inde i folkemordet, opfordres de “kristeligt-demokratiske” partier i Europa til at fortsætte med at støtte vennerne i Rwanda.CDI:

“Kristelige demokrater bør hjælpe sine venner i Rwanda” 

CDI giver også Rwanda-regimet diplomatisk støtte i dets kontakter med den belgiske regeringen. Léon Saur, fhv. generelsekretær for det kristeligt-demokratiske PSC siger:

“Overgangs-regeringen gjorde ingenting for at stoppe massakrerne. Og fordømte dem ikke – de havde jo selv iscenesat dem. Men overfor omverdenen hævdede regeringen at den ikke kunne stoppe massakrerne. Jeg sagde at de i det mindste skulle fordømme dem, men det skete aldrig.”

Regimets europæiske venner søger formildende omstændigheder for at forklare folkemordet. CDI forsøger lægge røgslør over hændelserne ved at hævde at FPR-guerillaen har begået krigsforbrydelser.Midt under det blodige folkemord anklages de som forsøger stoppe folkemordet- tutsi-guerillaen – for selv at begå folkemord – på hutu-majoriteten Ingen beviser bliver dog præsenteret. Alain De Brouwer, CDI:

“To paralelle folkemord. Det skrev jeg i rapport i slutningen af maj (1994,o. anm.).

Belgiens daværende statsminister Wilfried Martens følger op:

“Folkemordet på tutsierne var forfærdeligt,men guerillaen begik også forbrydelser”

I juli 1994 besejrer FPR-guerillaen endeligt over det “kristeligt-demokratiske” folkemordsregime . . . Da er mere end million blevet myrdet og tre millioner er på flugt. Men den “Kristeligt demokratiske Internationale” – CDI fortsætter med at beskytte deres folkemords-venner. Alain De Brouwer rejser til flygtningelejrerne for at træffe det fordrevne regimes ledere. Sammen bliver de nu fortalere for at gennemføre den fredsaftale som CDI tidligere afviste. En magtdeling mellem FPR-guerillaen og det kristne regime. Til det siger den belgiske senator Alain Destexhe at de kristelige demokrater

“ . . . holdt fast ved at regeringsmagten i Rwanda burde deles med morderne. Det er selvfølgelig en uhyggelig fejltagelse, både politisk og moralsk. Men de fremturede, selvom alle fremhævede at det var overgangsregeringen (den kristne,o.anm.) som lå bag massakrerne”.  

I Arusha, hvor der tidligere blev holdt fredsforhandlinger oprettes nu en international domstol. Det kristeligt-demokratiske regeringsparti´s formand Mathieu Ngirumpatse arresteres og anklages for folkemord. CDI står dog stadig fast ved sine venner og forsvarer Mr.Ngirumpatse. Efter det europæisk-støttede regimes fald fyldes fængslerne med tusinder af mordere.Men den kristne CDI opfordrer den nye FPR-regering til at løslade fanger, men det bliver afvist.Nu bliver tonen stadig mere aggressiv fra CDI og dets venner i eksil,som truer med et militær tilbagekomst. I en CDI -skrivelse står der:“Hutuerne har besluttet at vende tilbage med eller uden Kigali´s tilladelse”

Underskrevet Ole S.Larsen

Alle citater stammer fra det franske nyhedsbureau AFP , “Göteborgs Posten” og Dokumentar-Filmen: “ I Guds navn” som er produceret i et samarbejde mellem DR , NRK og SVT. 

sr Præsident Kagame besøger Museet til minde om Folkemordet i Murambi, 2004

FAKTA om Rwanda 

 

 

Folketal: 8,4 millioner -
Etnisk sammensætning: ~84% hutuer, ~15% tutsier, ~1% pygmæer
Areal: 26.338 km*2 (~Jylland) Hovedstad: Kigali 412.000 – Statsform:Borgerlig Republik
Sprog: Fransk, kinyarwanda, engelsk (alle officielle)
Religion: ~57% kristne-katolikker, ~26% kristne protestanter og ~5% muslimsk*Rwanda´s regerings hjemmeside*fj

Polen: “Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)

- KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden konservativ gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.   

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor 59% , hvilket betyder at flertallet af de stemmeberettige; blev hjemme. Regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne udgjorde i realiteten ikke meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettigede polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. *
Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

asf

Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur den 11.November 1948, fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister
– På “Stocznia Lenina”: Lenin-Skibsværftet; ,byggede værftsarbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig: De titusinder af værftsarbejdere udgjorde sammen med Polens minearbejdere, stålarbejdere og andre arbejdere den politiske og økonomiske ryggrad i det nye folke-demokratiske Polen som blomstrede ud af ruinerne af den nazi-tyske besættelse efter befrielsen i 1944. PÅ “Stocznia Lenina” arbejdede der godt 15 tusind arbejdere da de i august 1980 besluttede gå i strejke for at få fjernet den revisionistiske Gierek-regerings chock-forhøjelse af madpriserne.

Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til kapitalistiske banker i udlandet i 1980`erne oppe i godt 30 milliarder Dollar hvad der idag svarer til opimod 100 milliarder dolar, over en halv billion kroner.
– Efter at Gomulka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart. Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse at betale regningen til de kapitalistiske storbanker gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød. Det udlyste først strejker blandt arbejderne i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin; sommeren 1980. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
serrg*- – – – — — -
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December. For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte renterne på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i kapitalistiske banker i udlander for at undgå et sammenbrud for den  “nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning” eller “markedstilpasning” , hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten.
Umiddelbart efter proklamationen af krigsretstilstanden i december 1981 dikterer miltær-Juntaen under Wojciech Jaruzelski at arbejderklassen skal arbejde 20 % mere det vil sige seksdages arbejdsuge bliver militær lov for at tvinge arbejderklassen at betale renter og afdrag til de kapitalistiske banker: Enhver modstand, protester, aktioner endsige strejker bliver straffet af særlige militær domstole . også arbejderaktivister, intelektuelle og journalister som informere den polske offentlighed om situationen eller som regimet udtrykker dert “spreder falsk information ” bliver straffet af militær-domstolene med lange fængselsstraffe . Polens kulminer sættes under direkte militærkontrol. de klassevevidste kampvillige minearbejdere skal arbejde med militærets maskingeværer i ryggen for at sætte en stopper for modstanden mod krigsretstilstanden fra det polske proletariats kerne-tropper.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.          

Søsætning i Dok 1 af nybygning på Skibsværftet i Gdansk
Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. r5656u Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981.

Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren og som her militsen kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)

iutftyjUnder krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

  ORIGINALTELEGRAM:Det legendariske skibsværft i Gdansk er ved at blive solgt til et Ukranian company. Det sker efter at EU har stillet krav om at værftet cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity. The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti. Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday. In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *   

BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa  

Partilederen Władysław Gomułka – som i 1960´erne forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva .
Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker.
Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz).
Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen.
Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt.
Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i
Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød og andet var varer som de statslige butikker var underforsynede med.”
Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken. Sie streikten dennoch.Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Præsidenten, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen.Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“. Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau.Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten. Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.
 

Amerika:To tusind børn er livstidsfanger i USA

Posted in Kapitalisme, Kapitalismens Sorte Bog, MODER JORD ° FN, USA by interpres on mandag, oktober 22, 2007

19 oktober 2007 –

Mindst 2.225 børn og unge under 17 år er dømt til livstids-fængsel i USA. Børnene kan ikke frigives vilkårligt men er tvungen til at sidde straffetiden ud, og det er akkurat livstid.

-Det er døden i fængslet istedet for død gennem henrettelse

siger Bryan Stevenson på organisationen Equal Justice Initiative som har skrevet en rapport om de livstidsdømte.
Børnene sidder i “normale” voksenfængseler og bliver ofte udsat for mishandel og voldtægt. Livstidsdommene strider mod FN´s børnekonvention, men USA har ikke underskrevet den.
y

HAR ANKET
Equal Justice Initiatives advokater har indledt en retslig strid mod de hårde straffe og anket domme over hele landet. Bryan Stevenson håber at Højesteret så småt vil tage spørgsmålet.

Børnefanger i USA
• Mindst 2 225 unge under 17 år er dømt til livstids-fængsel i USA uden mulighet for vilkårlig frigivelse, ifølge en rapport fra organisationen Equal Justice Initiative. Straffen er forbudet ifølge FN´s børnkonvention, som USA ikke har underskrevet.
• Af de dømde var 73 under 15 år da de begik sine forbrydelser.
• Halvdelen af de dømde er sorte. Sammenlagt udgør de sorte – afroamerikanerne – 12 procent af USA´s befolkning.
• Unge aftjener sine strafudsoninger sammen med voksne.
Kilder: TT-AFP

Kosova-albaner anholdt for krigsforbrydelser

16 Okt. 2007 *

FN-politi i Kosovo anholder kosova-albaner

Den anholdte mistænkes for indblandning i en massakre i forbindelse med Nato´s såkaldte Kosovokrig i 1999.; hvor 14 serbiske bønder blev skudt ihjel. Det skete under sommeren 1999 i landsbyen Staro Gracko. Hændelsen beskrives som en av de værste hævnmassakrer mod serbere i provinsen. Det skete kort efter krigen i 1999 hvor Nato-styrker bombede jugoslavien og drev de jugoslaviske regeringsstyrker ud af Kosovo. I den situation, som opstod efter hærens udmarsch, begik de kosova-albanske terrorgrupper forbrydelser mod serbiske civile overalt i Kosovo.

Tagged with:

Nobels Fredspris til krigsanstifteren Al Gore

13 Okt. 2007 * Dagen efter at Al Gore blev tildelt den private Nobels Fredspris af den norske priskomite i Oslo hyldes han i – ikke bare amerikanske medier, men også i flere skandinaviske. Der findes dog undtagelser: Den kapitalistiske erhvervsavis The Wall Street Journal – som idag kontrolleres af den højreliberale mediebaron Mr.Murdoch – skrev om prisen uden at nævne Mr.Gore ved navn. Avisen nævnte istedet en række navne som de mente fortjente prisen bedre. Det er hoved sagligt blandt de social-liberale forsvarere af kapitalismen i USA såvel som i de nordiske lande at Al Gore og Bill Clinton opfattes som et af de få lyspunkter i det mørke billede af USA som en egoistisk stormagt der med krig, terror og tortur forsøger at kontrollere verden – som stadig flere har fået øjnene op for. – – – – – — – -
Visse højreliberale og – radikale aviser påstår at pristildelingen af Al Gore er ensidigt rettet mod de Forenede Stater. En analyse som visse venstre-liberale kommentarer også deler. I disse kommentarer ses priset som et “europæisk pegefinger mod George W Bush”, og de højre-liberale vulgær-kapitalistiske republikanere i det Hvide Hus. Og det er måske netop meningen med prisen i år. I hvert fald ser det europæiske bourgeoisie hellere en mere venstre-liberal-orienteret politiker i det Hvide Hus i Washington. Det betyder ikke at Gore er en progressiv kraft for fred og en retfærdig verdensorden, slet ikke anti-kapitalist. –

DET RÆKKER MED AT spørge : Er Al- Gore imod kapitalismen i USA ? Nej vel; Gore ser at der findes en mulighed for at bruge mijø-problemerne til at fremme USA´s kapitalistiske interesser i verden. Den strategi kan ganske vist komme imodsætning til visse kapitalistiske olie- og benzin-selskaber og andre særintereseer: f.eks bil- fly- og lastbilsindustrien. Men Gore er ingen trussel mod disse kapitalisters “legitime” interesser. Hyldesten til Gore får – i visse medier – en nærmest religiøs klang: Her kommer kapitalismens messias , frelseren som skal redde den amerikanske kapitalisme og dens europæiske allierede .

ANGIVELIGT fik Mr. Gore prisen for hans “miljø-engagement”. Uden tvivl har Gore et stort engagement i miljøet. Det er der mange der har. Men er det nok med engagement. ? Gore stiller ikke spørgsmålet om modsætningen mellem kapitalistisk profitjagt i økonomi og natur (markedsøkonomi) og hensynet til mennesker og moder jord, – altså menneskets og naturens sundhed,opretholdelse og reproduktion. Mr. Gore accepterer det brutale folkemorderiske og naturnedbrydende statsstøttede kapitalistiske profitsystem ligesom han accepterede at præsidentvalget i år 2000 blev afgjort til Georg Bush fordel uden stemmeoptælling. – – – -
Præsident Bush har et stort engagement i “bekæmpe terrorisme” og i særdeleshed i at “befri Irak fra terror og tyranni”. – Men der er vel ikke mange selvtænkende mennesker der mener at Bush´s engagement har ført til mindre “terror og tyranni” i verden. – Men hvad har miljø-engagement med fred at gøre ?
DET ER ET faktum at den private nobel-komité i mange år er gået langt udover de pris-kriterier som angives i våbenfabrikanten Alfred Nobels testamente. Alfred Nobel skrev i sit testamente, at fredsprisen skulle gives til :

“en person, der har udrettet det største eller det bedste arbejde for broderskab mellem nationerne, for afskaffelse eller reduktion af stående hære, og for afholdelse eller fremme af fredskongresser.” 

Nobel-komiteen er en privat forening som naturligvis kan uddele prisen til hvem de vil. Og vi andre behøver ikke spilde mere tid på det; end hvis komitéen til fremme af kanariefuglenes fremtid uddeler en pris til Fogh,Gore eller Bush. Men hvad har miljøet med freden at gøre ? – MAN SKAL VÆRE MEGET bogstavtro for at hævde at der er vandtætte skoder mellem politik, økonomi, medier,miljø, natur-rigdomme , krig og fred. Men at give “fredsprisen” till en krigsanstifter er at skænde hensigten med Alfred Nobels testamente. SELVOM Al Gore idag optræder og rejser verden rundt som velrenommeret klimaprædikant, så er hans politiske CV fyldt med krigsforbrydelser som han ikke angrer og endda forsvarer idag. Al Gore var vicepræsident under Bill Clinton 1993-2001. I disse år gennemførte USA ikke bare den folkeretstridige krig mod Jugoslavien – støtte af den radikal-socialdemokratiske Nyrup-regering i Danmark. Krigen mod Jugoslavien var et brud på Folkeretten som den fremstår i FN´s Charter. Det var også uden mandat fra Sikkerhedsrådet da Clinton/Gore bombede Serbien og Kosovo, baseret på en helt utilstrækkelig forståelse af Jugoslavien og en propaganda om folkemord, der har forårsaget dagens miserable situation kaldet Kosovo , USA intervenerede også militært på Haiti og i Somalia, bombede i Irak, Afghanistan og Sudan og oprettholdt en folkemorderisk økonomisk blokade mod Irak med mindst 500.000 døde børn som følge. Al Gore har blod på sine hænder. Al Gores begyndte hans krigeriske “karrierre” allerede inden han blev valgt til vicepræsident. Faktisk var Gore en af bare ti “Demokratiske” senatorer som i 1990 stemte for den første Irak-krig. Ifølge fredsforskaren Jan Øberg havde Clinton og Gore faktisk en historisk chance at få en virkelig nedrustning i verden gennemført, eftersom de var ledere af den eneste tilbagestående supermagt efter den kolde krigs afslutning. Men istedet for att slå in på nedrustningens vej, så indledte Clinton og Gore en kraftig udbygning af USA’s militære tilstedeværelse i verden, især i Centraleuropa og i de tidligere sovjetrepubliker, en politik som opretholdt, ja faktisk skærpede den atomvåbentrussel som er og forbliver den største trussel mod miljøet såvel som mod menneskeheden. Derfor er tildelingen af fredsprisen til Al Gore en skandale ! Det skal straks siges at Nobel-fredskommitéen tidigere har gjort skandaløse prisuddelinger. Således fik krigsforbryderen Henry Kissinger fredsprisen i 1973, godt nok måtte han dele den med Nordvietnams chefsforhandler Le Duc Tho, som nægtede at tage imod prisen på grund af det skandaløse selskab. 1978 var turen kommet til den zionistiske apartheidstat Israels leder Menachem Begin. Han var tidligere en af lederne for den zionistiske terrororganisation Stern-ligaen.
Krigerstaten Israel blev også belønnet i 1994 gennem Shimon Peres og Yitshak Rabin, da med formanden for den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO , Yassir Arafat som alibi. – Al Gore er ikke den første krigsanstifter som har fået fredspriset. Men når man nu giver prisen til endnu en krigsanstifter , indebærer det yderligere en devaluering af prisens troværdighed. Al Gore peger på et problem. Men motsætter sig ethvert skridt mod en virkelig løsning av det: Gore rejser overhovedet ikke spørgsmålet om modsætningen mellem kapitalistisk profitjagt i økonomi og natur (markedsøkonomi) og hensynet til mennesker og moder jord, – altså menneskets og naturens sundhed,opretholdelse og reproduktion. For Mr. Gore er den kapitalistiske rovdrift på natur og mennesker en naturlov og den højeste samfundsform. Derfor accepterer han det brutale folkemorderiske og naturnedbrydende statsstøttede kapitalistiske profitsystem.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.