9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938
9.Nov 2009 – 20:34
71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!
Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.
Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.
So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.
Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.
Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.
Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.
20 år siden den tyske murs fald: Vest ønskede ikke et forenet Tyskland.
9.Okt. 2009 01:45
Vesteuropa imod et forenet Tyskland
” Jeg elsker Tyskland så meget, at det fryder mig at der findes to”, udtalte den franske forfatter Francois Mauriac i 1958.
Det ser ud til at det faktisk var en udbredt holdning hos de de Vesteuropæiske ledere i 1989.
To måneder inden Berlin-murens fald mødte den daværende sovjetiske præsident Michail Gorbatjov, Storbritanniens leder Margaret Thatcher som erklærede at hverken Storbritannien eller Vesteuropa ønskede at Tyskland blev genforenet. Hun opfordrede de sovjetiske ledere til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sætte en stopper for den tyske genforening.
Det er noget af det der fremgår af de dokumenter som den russiske forsker Pavel Stroilov har læst i Gorbatjov-fondens arkiv.
I arkivet kan man også læse om Sovjetlederens holdning til lederne af de sovjetiske satellitstater i central- og østeuropa – DDR´s Erich Honecker bliver betegnet som et “røvhul” – ligesom hans illusioner om hvordan hans egen perestrojka skulle lykkeliggøre folkene i Warszawapagt-landene er dokumenteret .
Seks dage inden muren blev åbnet diskuterede medlemmerne af den sovjetiske topledelse (politbureauet) om man skulle give ordre om at rive muren ned på eget initiativ…
Jacques Attali, som var president Mitterands rådgiver, erklærede overfor det sovjetiske politbureaus repræsentant at “Frankrig overhovedet ikke ønsker nogen tysk genforening, også selv om det inser at den til sidst er uundgåelig”.
Kilder; The times 11/9
Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede
6.Sep-2009 -
Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde
DORTMUND Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i Dortmund´s gader , i det vestlige Tyskland. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op på en plads inde i Dortmund med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP
ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)
“Fædrelandet kalder” – verdens største statue truet af sammenbrud
21.Apr. 2009
VOLGOGRAD,Rusland (RIA-NOVOSTY) -
Verdens største statue i Mamajev Kurgan-mindes-komplekset for de faldne under slaget om Stalingrad trues af kollaps
Verdens største statue, Fædrelandet kalder, eller Stalingrad-statuen på Mamajev Kurgan- komplekset i Stalingrad, som Hrustjov-revisionisterne i 1956 fjernede fra landkortet og og omdøbte den til Volgograd for at tilfredstille de antikommunistiske og kontrarevoluionære kræfter i ind- og udland, , er nu truet af sammenstyrtning efter mere end fyrre år. Statuen, Moder Rusland vejer 8 000 ton, bare sværdet kvinden holder i sin højre hånd måler 27 meter og vejer alene 14 tons og 300 kg.
Moder Rusland, bygget til minde om de faldne ved det 200 dage lange slag om Stalingrad forestiller - en kvinde som smeder et sværd.Hele mindeskompekset – Mamayev Kurgan eller Stalingrad-mindesmærket tog otte år at skabe .
Sammenlagt faldt en og en halv million soldater under kampene og byen blev næsten helt jævnet med jorden. Flere end 40 000 civile faldt også under de fascistiske styrkers angreb på Stalingrad.
Den 85 meter høje Moder Rusland – mindesmærke over de faldne i det heroiske slag om Stalingrad – skuer
ud over det tidligere Stalingrad, som Moskva-revisionisterne fratog dens heroiske navn og omdøbte til Volgograd i 1956 . * *
kilder: ria-novosti 17.Apr
Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre
April 2009 -
Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser
Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.
Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.
Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.
Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris
Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.
I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.
Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.
Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).
Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.
N O T E R -
*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.
Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) . * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)
Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)
Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen
New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.
*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. |
Irak: År 7 efter “befrielsen” : Olieselskaber fra Kina og Storbritannien har “vundet ” retten til at udvinde olie i Irak
30. Juni 2009
Udenlandske kapitalister skal profitere på Iraks naturrigdomme
Britiske og kinesiske olieselskaber er blevet tildelt retten til at udvinde og profitere på Iraks olierigdomme.
Det storkapitalistiske British Petroleum; BP og det kinesiske Chinas National Petroleum Copmpagny CNPC er – hen over hovedet på det irakiske folk – blevet tildelt retten til at udvinde olie i det store Rumaila -oliefelt.
Det rapporterer Olieministeriet i den USA- og EU – støttede regering.
BP og CNPC bliver de første udenlandske olie-selskaber som investerer i Iraks energi-sektor, siden nationaliseringen som fulgte i kølvandet på den antikolonialistiske befrielse i årerne efter Den Røde Hærs og dens allieredes sejr i befrielseskrigen i 1945.
Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”
19.Juni 2009 16:00
: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede
For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.
Hvert sjette menneske sulter
Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.
Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste
Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.
Madpriserne op med 24 procent siden 2006
Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.
Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.
Kina:12 arbejdere døde efter eksplosion i mine-skakt i Shanxi-provinsen
16.Maj 2009 – 17:42
PEKING (NTB) Kun fire af minearbejderne som arbejdede med udvindingen af de for Kina så vigtige kul-råstoffer slap uskadt fra den eksplosion der idag ramte en mineskakt i Funlan-minen i det nordlige Kina.
De 11 døde av kvælning, sagde Li Yuang som er bestyrelsesformand i det kapitalistiske selskab som driver mine i udkanten av byen Shouzhou i Shanxi-provinsen. Statlige inspektører var på vei til stedet for at granske ulykken, tilføjede han.
Lørdagens ulykke var den foreløpig sidste i en mineindustri som i fjor måtte rapportere om ulykker med til sammenlagt 3.215 dræbte.
Det var ganske vist noget mindre end året før, men alligevel meget højt også i internasjonal målestok.
Kina er en av verdens største produsenter av kul. Landets kapitalistiske økonomi behøver enorme mængder energi og det er især den kinesiske industri har som har et stort behov for energi som først og fremst dækkes av kulminerne.
Tallet på dødsulykker i mineindustrien i Kina ligger år efter år i toppen af den kedelige statistik der tæller antallet af dræbte arbejdere
De offisielle tal regnes også som usikre, fordi mange kapitalistiske mineejere undlader at rapportere ulykker. (©NTB)
I februar kostede mineudvindingen i Tunlan-minen i det nordlige Kina 22 arbejdere livet
China says 12 dead, 11 missing in mine, sea mishaps
16 May 2009 08:00:41 GMT
Source: Reuters
BEIJING, May 16 (Reuters) – An explosion in a mine in northern China has killed 11 miners and injured three, state television reported on Saturday.
The accident occurred in Shanxi, the country’s biggest coal-producing province. China’s pits, the world’s deadliest, claimed the lives of about 3,000 miners in 2008.
In a separate mishap, state television said rescuers held out little hope of finding survivors after a ship with 12 people on board capsized off the coast of Liaoning in northeast China.
The ship, which was transporting sand, overturned on Friday evening. One body has already been recovered. (Reporteret af Zhou Xin og Alan Wheatley; Editing by Alex Richardson)
Facebook presset til at fjerne nazipropaganda om “Holocaust-løgnen”
8.Maj 2009 05:34
OSLO (NRK) Facebook er igen - selvforskyldt – ude i en kritikstorm fordi nazister tillades at bruge Facebook som en platform hvorfra de spreder deres fascistiske budskab om at Holocaust er en “jøde-kommunistisk løgn”. Efter en omfattende kritikstorm besluttede Facebooks kapitalistiske bagmænd at fjerne nogle nazistiske og historie-revisionistiske sider hvor nazisternes massemord på Europas nationale og etnisk-religiøse mindretal, som Roma, Sinti (Zigeunere) , Jøder, Slaver, Jehovas vidner, handicappede og andre mindretal under krigen, benægtes.
At tillade spredningen af racistisk og nazistisk propaganda er ikke bare moralsk forkasteligt men også i strid med FN – pagten som de fleste stater har skrevet under på.
Facebook fungerer som et center for ikke bare Anders Fogh og hans venner, men også for spredningen af nazistisk propaganda.
Ofrerne for Nazitysklands aggression og terror mod Europas folk bliver nu forhånet og skændet ind i døden : Nazister på Facebook hævder at det aldrig er sket. Deres liv og skæbne er en “jøde-kommunistisk” propagandaløgn hævder højreradikale historie-revisionister på Facebook /Billedet er fra den jødiske Ghetto i Warszawa i maj 1943.
I november sidste år måtte ledelsen bryde med deres ultraliberale principper om ytingsfrihed for både neonazisters og højreradikales racistiske hetz og forsvar for nazistiske forbrydelser og deres ofrers ret til at ytre sig ” som udtrykkes gennem at Facebook støtter den frie strøm af information, og tilbyder grupper et forum for diskussion af vigtige emner.” som f.eks racismen og de fascistiske forbrydelser mod menneskeheden. Facebook blev efter en proteststorm tvunget til at fjerne en række fascistiske og racistiske italienske neo-nazi-facebook sider som blandt andet brugte Facebooks “frie informationsstrøm” til at den hetze mod Italiens “sigøjnere” (Roma og Sinti)
Alligevel ser vi at Facebook forsøger at omgå deres ny erklærede “Kamp mod nazistiske og racistiske ytringer” ved at tillade nazi-propaganda i lande hvor det ikke er forbudt i loven eller hvor der ingen protester er. Som denne PCMag- artikel på Facebook i Maj (2009) illustrerer :
“We have recently begun to block content by IP in countries where that content is illegal, including Nazi-related and Holocaust denial content in certain European countries,” the Facebook spokesman said. “The groups in question have been blocked in the appropriate countries.”
Italien: Kapitalistisk byggesjusk kostede
9 April 2009 – 16:39
Torne og slotte fra middelalderen stod stadigt og stabilt efter jordskælvet i Italien i mandags, mens moderne lejlighedskomplekser ramlede sammen som korthus under jordsskælvet, hvilket har oprørt mange italienere.
-
Indbyggere i L’Aquila leder efter overlevende efter jordskjælvet.
Udbredt ansvarsløshed førte til at så mange bygninger kollapsede ved jordskælvet i mandags, udtaler Italiens president Giorgio Napolitano.
Præsidenten besøgte katastrofeområdet i dag og efterlyste en “samvittighedsgranskning” blandt de kapitalistiske bygherrer, inspektører og ejendomsmæglere, som er ansvarlig for byggeri og salg af ejendomme som ifølge præsidenten skulle have modstået jordskælvet hvis sikkerhedsnormerne var blevet fulgt.
Jordskælvet i Italien bliver dermed endnu en tragisk bekræftelse på at “det frie kapitalistiske initiativ” til at bygge boliger til “den pris som markedet fastsætter” koster menneskeliv.
Det kapitalistiske erhvervsliv har i kraft af deres indflydelse og kontakter i den kapitalistiske statsadministration sat kæppe i hjulet for en hårdere lovgivning om byggerier i jordskælvsramte områder, som realiteten allerede blev vedtaget efter et jordskælv for syv år siden hvor 27 børn i en skole døde.
Italiens regering beregner at regningen for genopbygge og reparere de omkring 10 000 ejendomme som blev skadet under skælvet løber op i ca 3 milliorder €uro ~ 26 milliarder kr.
Samtidigt er bekymringen for at virksomheder som styres af stråmænd for de storkapitalistiske forretningsmænd fra den kapitalstærke maffia, som er kendte for at fortolke byggeregulativerne og siukerhedsnormerne meget liberalt – , igen skal få del af de saftige ordrer på genopbygningsarbejdet. Det var hvad der skete efter et af det ødelæggende jordskælv i 1980 ike langt fra Napoli som krævede flere end 2 500 menneskers liv..
Nogle af de mennesker som blev hjemløse bor stadig – næsten 30 år efter – i midlertidige barakker. De er altså på det som ifølge den kapitalistiske oligark, mediefyrste og statsminster Silvio Berlusconi kalder “camping-weekend”.
Dødstallet efter skælvet i mandags blev sent skærtorsdag aften optalt til 279, hvoraf mindst 20 børn. Stadig savnes flere mennesker.
Redningsarbejderne have hen på eftermiddagen ikke fundet nogle overlevende på 30 timer, men regeringen har sagt at eftersøgningen skal fortsætte i det mindste nogle dage til.
Idag fylder hun 130, verdens ældste nulevende kvinde
27.Mar. 2009
At tænke sig . . .. . . at blive 130 og still going strong . . . hvordan er det muligt ?
Helt uden mirakelpiller,genetiske manipulation eller organtransplantationer har Sakhan Dosova levet i 130 år.
Hun er verdens ældste nulevende kvinde og lever i bedste velgående. Nåh ja , der er lidt med hørelsen , hun hører ikke så godt.
I det magiske år 1879, kom verdens ældste nulevende menneske, Sakhan Dosova, til verden. . . .. . . samme år som Einstein og Stalin
Hun fylder 130 år idag.
I medierne skrives der om “en kvinde i Kazakstan som ifølge hendes pas fylder 130 år i denne uge.”
Der lever altså en en kvinde i blandt os som fødtes samme år som da Thomas Edison offentligt demonstrerede det elektriske lys første gang ! Samme år som Onkel Joe – alias Joesef Stalin – den kommunistiske verdensbevægelses og Sovjetunionens ubestridte leder gennem mere end 25 år og fysikeren Albert Einstein blev født.
Sejt !
Sakhan Dosova’s pas viser at hun blev født den 27. marts 1879.
Sakhan Dosova er dermed 16 år ældre end end hidtil ældste levende menneske.
Samme år som Edison opfandt den elektriske pære.
-
Ti børn.
Sakhan Dosova – moder til ti børn - afviser i et intervew i forbindelse med fødselsdagen at hun har nogle hemmeligheder, udover at hun aldrig har taget piller, besøgt en læge eller spist slik. “Men jeg elsker kurt (dvs. en salted tør form for hytteost) og talkan (ground wheat).”
Hun forklarer hendes sejlivethed med humoristisk sans . . . . den har holdt hende ung i hjertet.
Sakhan Dosova har været gift to gange og hun blev enke første gang under det heroiske slag om Stalingrad under Anden verdenskrig hvor hendes første mand blev martyr i den antifascistiske befrielseskrig .
Kun tre børn er i live idag. Alle over halvfems år.
Andre mennesker over 100 år :
| 29. Dec. 2007 * * * Et af ældste nulevende mennesker: Hryhorij Nestor lever ikke længere. Hun blev 116 år gammel. Nestor sov stille ind i søvnen i sit hjem i fredags rapporterer avisen Segodnja.Hun boede i den vestukrainske by Lviv. Ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter skal Nestor være født den 15.marts 1891 i det som dengang var Czar-Rusland.En nabo til Nestor fortæller at hun levede et aktivt liv lige til den sidste nat. I fredags ska hun have klaget over hovedpine inden hun gik i seng. |
| Hendes 116 årige liv blev et liv med blodige krige, omrystende revolutioner der førte til enorme fremskridt og senere borgerlig-revisionistisk kontrarevolution der førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Ukraine,Rusland og de øvrige Sovjet-republikker. Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd. Kun eliten og revolutionært-uddannede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 22 år gammel og stadig student. Stalin var 12 år og gik i klosterskole, mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 22 år og endnu ikke færdig med Pelle Erobreren. Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Amerikaneren Edna Parker er idag 114 år og et andet af jordens ældste nulevende mennesker. |
For ikke så mange år siden slog den franske kvinde Jeanne Calment rekorden. Hun blev et af de mennesker som hidtil har levet længst. Hun døde i 1997, 122 år gammel. Calments alder var videnskabligt bekræftet af læger.
Kapitalistisk prostitution: Kvinder brændemærkres som kvæg
15.Marts 2009 – 16:05
Menneskehandlere og bagmænd brændemærker – bogstaveligt talt – afrikanske kvinder.
Den smertefulde mærkning fungerer som stregkoder på handlede kvinder, der bliver solgt som sexslaver til det kapitalistiske prostitutionsmarked i Danmark.
Det er et nyt fænomen herhjemme, men et kendt eksempel i pigernes hjemlande, hvor alfonser betragter pigerne som kvæg.
Det fortæller Dorit Otzen, forstander på Reden, et værested for prostituerede, til DR-nyheder . Hun har mødt mange af de afrikanske kvinder som slaver i den kapitalistiske prostitution i Danmark og med egne øjne set brændemærkerne på pigernes arme og hofter.
Mærkerne er forskellige, men budskabet er det samme hver gang det samme, siger hun.
- Du kan ikke slippe væk, jeg kan altid finde dig, det er mig, der bestemmer, siger Dorit Otzen.
De uhyggelige spor i huden laves for det meste med brændejern, opvarmede barberknive eller glødende vandrør. Med inspiration fra kvæghyrder.
- Kvinderne er kvæg i mange af de hers øjne. Vi har siddet i danske retsale og hørt alfonserne kalde sig selv hyrder – de vogter kvæg, siger Dorit Otzen.
På Rigshospitalets Brandsårsafdeling kan overlæge Bjarne Alsbjørn nu også registrere, at de brændemærkede sexslaver, er i landet.
- Det er noget nyt for os, vi har ikke set det før, siger han.
Han har på det seneste behandlet kvinder, der vil af med mærkerne – der ligner stregkoder.
Det er en ganske simple ting, ligesom en stregkode, siger Bjarne Alsbjørn.
Kvinderne vil ikke udtale sig
Men kvinderne er umulige at få i tale, og derfor ved overlægen ikke, om kvinderne er sluppet ud af prostitution – eller om de ender tilbage hos bagmændene, efter han har udskrevet dem.
- Kvinderne er meget fåmælte om det. De vil bare af med brændemærket, og det er det, siger Bjarne Alsbjørn.
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:
|
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den russisk-ortodokse krike, overs. anm.) Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.
|
Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)
Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker
I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?
|
|
Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”. Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimelighederTil at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine. Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –
|
Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta
*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.
I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks
(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -
Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre
|
|
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki.
|
Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk
14 feb 2009 – 16:04
Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “
MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.
“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag.
“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”
Sovjet havde som mest udkommanderet omkring 130.000 soldater i Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” forandring – det vil medføre.
Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.
Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.
I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.
Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.
Brezhniev i samtale med USA´s præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet ikke var et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.
Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979
Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.
L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den sovjetiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP
Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder
17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.
3 millioner færre russere siden 2002
Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.
Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12
Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905.
|
Tidsbilleder af Rusland (1908)
2008 -
For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – verdens største land -
År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter. >
Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene? > > > > > > > > > > Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde! > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > – - – - – - – - – - – - – - – - – - -
Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling. > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.
Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – -
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – -
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. -
- – – – - – -
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – -
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. -
En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne« (“narodnikker” på russisk,RED.anm.) ; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. -
Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. -Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg – altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. -
Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. – – – – – – – – – – -Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem.
Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. – – Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« , »leve den kommende revolution!« – var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903:
»Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken.
- – – – -
Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk.
»Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.«
Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes« generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt – samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand – i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien.
»Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?… Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden – lad det sammen med dig styre landet!
Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt – både for os selv og for dig, kejser!«
I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. -
Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik.
I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. – I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma – det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. – – -
I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne – og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« – en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger – fik den sit brændpunkt. – – -
Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd.
- – – – – – -
Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud – og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt.
- – – – – – – -
Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen – en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen.[Czarruslands parlament, red.anm.]. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. – – – I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt ? – – -
Den valgte det sidste – d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde.
- – – – – -
Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og – hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed – ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem – ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale – har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. – – – Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller – i de fleste tilfælde – til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system – det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver – når kampen kommer, lidt før eller lidt siden – derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. – – – – – Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning – til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder – kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet
»Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter – men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.
Gustav Bang – 1908
Redaktionel efterskrift :
Når man læser Gustav Bangs 100-årige artikel slår det en hvor stor en Ruslands-kender forfatteren er – og hvor profetisk han er når han spørger, trods hans “vestligt” chauvinistiske udgangspunkt :
“hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet (Czar-regimet) knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene ?”
Vi der lever 100 år efter Gustav Bangs artikel ved at den russiske og senere sovjetiske revolution i 1920´erne og 1930´erne og som stod sin ildprøve under Anden Verdenskrig revolutionerede ikke bare Rusland og Europa, men hele verden og for altid har brudt de herskende – kapitalistiske såvel som feudale – klassers arrogante herrefolkstankegang – deres “eneret” på at diktere menneskehedens udvikling og har ændret kommunismens position fra utopi til realistisk mulighed og dermed taget hul på menneskehedens rejse mod det klasseløse samfund.
Samtidigt bekræfter Gustav Bangs beskrivelse af begivenhederne i Rusland gang på gang at den revolutionære kamp medfører indrømmelser og reformer.
Reformerne – hvad enten det er valgret, mindsteløn, syge- og arbejdsløsheds-dagpenge, gratis undervisning og hospitalsbehandling – er i sit væsen biprodukter af den revolutionære kamp – indrømmelser som udbytterne giver i håb om at opretholde deres privilegier, rigdom, ejendomsret og fortsatte ret til udbytning af det besiddelsesløse flertal.
De omtalte råd af “arbejder-deputerede”- dvs valgte af arbejderne – svare til sovjetter på russisk var en ny type græsrodsorganisationer som Lenins og Stalins socialdemokrati (bolsjevikerne) mente var mere demokratiske end “Dumaen” – det centrale parlament.
Der blev også opbygget råd blandt soldaterne og bønderne.Rådene blev rygraden i den socialistiske magtovertagelse i oktober 1917.
Når Gustav Bang omtaler Czarruslands “socialdemokrater” efter 1903 er det Lenins og Stalins bolsjevikiske (flertals) fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) han omtaler. Partiet blev splittet i 1902 i en bolsjevikisk (flertal) og en mensjevikisk(mindretal)
fraktion.Ikke bare revolutionen i 1905, men også Oktoberrevolutionen, som indtraf bare ni år efter Gustrav Bangs artikel og især den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.
Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister”, “social-chauvinisterne” i Staunings og Noskes II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.
Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina,Indokina,Indien,Irak og andre lande.
Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”
30.Sep. 2008 – 11:23 *
75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.
Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.
1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *
4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?
5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland
11.September – Chile 1973 – September USA 2008
29.Sep. 2008
Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.
September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.
Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.
De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.
Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”
75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten. .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden: 
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Antallet slaver højere end nogensinde i kapitalismens historie
22.Sep. 2008 02:34 *
Ny bog af historikeren Dick Harrysson påviser at antallet slaver i den nuværende kapitalistiske verdensorden er det højeste i kapitalismens femhundrede årige historie.
Liste over nazisternes jødiske offrer
18,Sep 2008 – 11:49
Forskere i Tyskland har nu for første gang nedskrevet en detaljeret liste over de omkring 600.000 jøder som blev diskrimineret og forfulgt af Hitlertidens nazister.
På de omfattende lister er oplysninger om adresser og deportationsdag for de hundretusinder af jøder som levede i Tyskland mellem 1933 og 1945, da Hitler og nazipartiet havde magten.
Tanken er at listen, som endnu langt fra er endelig , skal gøre det lettere for fortsatte efterforskninger for både historikere og privatpersoner. Kopier af listen skal sendes ud til museer og institutioner.
Hovedparten af de jødiske offrer for fascismen boede dog ikke i Tyskland, men i Polen og Sovjetunionen.
Ialt omkom flere end 12 millioner mennesker – hovedparten ikke-jøder – i de nazistiske tilintetgørelselejre (kz) som for alvor bliver fyldt under krigen efter “Endlösung”-konferencen i Wannsee den 20.januar 1942
– * Krystalnatten 10. November 1938 :Brændende synagoge i Essen
Under krystalnatten som var en nazitysk rigs-progrom mod landets jøder som hævn for et “jødisk terrorattentat” mod den tyske ambassade i Paris. Progromen er “Tysklands hævn” for terror-attentatet på den tyske ambassade i Paris hvor en “jødisk terrorist” myrder en tysk diplomat. “Officielt” mister 91 jøder livet under jagten på “jødiske undermennesker og terrorister” under krystalnatten.
11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten
11.Sep 2008 *
11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.
Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
KRONIK
Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen. Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne. I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti(PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:
I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik. I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter. Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind. Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret. Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket. Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej. Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde. Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark. Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem. At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning. På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror. Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes. Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet. Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen. Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig. |
Underskrevet Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-
USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne
30.Sep. 2008 – 20:12 *
Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta
Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.
Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.
Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitterSå længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre
Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen?
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale
I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.
At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres
Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.
Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd – er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. – Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.
“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalistDen finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand
15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked
USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.
FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac
Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.
Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)
De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:
Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.
Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.
Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.
Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.
I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.
Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.
Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børnNår USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP
11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen
september 2008 *
Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
KRONIK
“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.
Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.
Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.
Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.
I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”
Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.
Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:
“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”
En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.
I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.
I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.
Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.
Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.
Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.
Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.
Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.
Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.
Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.
At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.
På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.
Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.
Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.
Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.
Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.
Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-
Brasil:Elleve soldater arresteret efter mord i Rio de Janeiro
17 Juni 2008 – 00:42
Elleve soldater er blevet anholdt af politiet i Brasilien. De mistænkes for at have udleveret tre unge mænd til en kriminel bande som siden myrdede dem.
Ligene af de tre, 17, 19 og 24 år gamle, blev fundet i søndags på en losseplads i Rio de Janeiro.
Vidner har fortalt om hvordan soldaterne anholdt trioen i lørdags i et slumområde hvor titusinder af arbejds- og hjemløse forsøger at skabe sig et hjem. De skal derefter være blevet udleveret til ligamedlemmerne i et andet område.
Soldaterne har været udposterede i det fattige slumområde siden december for at beskytte et socialt projekt.
Efter Grusien-krigen:Rusland og Syrien styrker forbindelserne
20 aug 2008 – 12:40
DE to uafhængige stater Rusland og Syrien styrker sine militære forbindelser.
Rusland styrker nu sine militære forbindelser med Syrien som svar på at Grusien angiveligt har anvendt israeliske våben i den krig som blev udløst af Saakaszvili-regimets angreb på det autonome område Syd_ossetien natten til OL-åbningsdagen
” -Militært og teknisk samarbejde er selvfølgelig hovedspørgsmålet. Våbenkøb er viktigt og vi burde fremskynde dem”, sagde Syriens præsident Bashar-Assad til den russiske avis Kommersant.
Den russiske militærledelse anklagede i sidste uge Israel for at uddanne Georgiens hær. Den israelske stat tilader private virksomheder at gøre sådanne “udenlandsforretninger” hvis de får forsvarsministeriets godkendelse også selvom det føre til optrapninger af konflikter og krig som i Grusien
Syrien tilbyder Rusland havn
1.sep. 2008 *
Hvis den USA- og EU-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko fører sine planer om at fratage den russiske flåde dets havn i Sevastopol når lejeaftalet løber ud i 2017 så vil Syriens præsident Bashar al-Assad tilbyde Rusland at flytte sin Sortehavs-flåde til Syrien.
Hele Krim-halvøen herunder den smukke Sortehaveby Sevatopolvar en del af Rusland og hørte efter revolutionen under den Russiske Sovjetrepublik.
Men under Sovjet-lederen Nikita Hrusjtjov blev hele Krim-halvøen i 1954, inklusive Sevastopol gennem en administrativ beslutning overført til Ukraina.
Men det syriske udspil er mest en politisk markering. Netop nu opføres en orlogsbase i Novorossijsk som skal stå færdig 2012 og ingenting tyder heller på att president Jusjtjenko skulle kunna gennem føre sin planlagte Nato-tilslutning af landet, mod en meget stærk folkemajoritet.
Kilder;asiatimes 30/8
Den smukke Sortehavsby Sevastopol – i skudlinjen for den USA-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko´s stræben efter Nato-medlemskab.
Roskilde Bank: Endnu et finanskapitalistisk fallitbo reddes af staten
29.aug. 2008 *
SORT mandag for den danske Finanskapital
Roskildebank på falittens rand:Privat bank med milliardunderskud reddes af Nationalbanken
Danmarks statslige Nationalbank besluttede mandag – sammen med de største kapitalistiske banker i Danmark at redde den private bank fra konkurs.
Allerede fredag den 22. blev den 124-årige bank erklæret “insolvent” dvs. ude af stand til at betale sine kreditorer. Samtidig afviste samtlige kapitalistiske banker enhver tanke om at købe banken, men åbenbart har de intet imod at overtage banken, som det skete mandag med Nationalbanken som skatteyder-garanteret sikkerhed.
Alerede i juli blev det klart at Roskilde Bank var på vej mod fallit. Nationalbanken stillede et skatteydergaranteret garanti på den betingelse at banken skulle sælges helt eller delvis.
“Der er så meget rod at ingen har turdet eller villet købe os” udtalte Søren Kaare Andersen, direktør i fallitboet Roskilde Bank.
Bernstein som mener at arbejderklassens lønninger skal trykkes gennem øget massearbejdsløshed på det kapitalistiske arbejdsmarked griber nu ind for at redde den danske finanskapitalen ud af den krise som er opstået pga Roskildebankens fallit. Her havde han ellers en chance for øge den arbejdsløshed som han mener er for lav.
Den danske finanskapital og Nationalbanken påstår at hvis Roskilde Banks havde gået konkurs ville det have kostet finanskapitalen mindst 15 milliarder kr.
Så er det jo bekvemt at have “onkel Bernstein” i Nationalbanken til at redde kapitalen fra at tage konsekenserne af spekulation på det kapitalistiske boligmarked og i byggebranschen.
Bernstein udtaler at : “Roskilde bank har haft en meget “stor eksponering på ejendomsmarkedet og det i en uheldig kombination med en lempfældig kreditkultur.”
Den lempfældige kreditkultur har direktør Niels Valentin Hansen nu i en e-mail til Dagbladet i Roskilde taget amsvaret for.
I foråret indløste direktør Niels Valentin Hansen aktieoptioner for 30 millioner kr – akkurat et par måneder inden bankens kasse var tom. Andre direktører og topansatte har ligeledes indløst millioner af bankens aktier.
Med Valentin Hansen som direktør førte Danmark 8. største bank en meget aggressiv kreditpolitik. F.eks opfordrede man kunder til at låne i banken til køb af bank-aktier med løfter om “et konkurencedygtigt langsigtig afkast”. Alt tyder nu på at de kunder som lod sig lokke af bankens løfter om “konkurencedygtige langsigtig” overskud nu har tabt alle deres penge.
Samtidig har direktørerne i Roskildebanken givet flerciffrede milion-lån til kapitalistiske erhvervsspekulanter som var blevet nægtet lån i andre banker.
Det er ikke første gang at den statskapitalistiske Nationalbank griber ind for at redde finanskapitalen ud af dets krise og falitter. Det skete også da Landmandsbanklen krakkede i 1920´erne. Den kapitalistiske bankrise fortsatte og i 1924-25 gik Danmark 4. og 5. største bank konkurs uden at det fik de “alvorlige finansielle” følger som direktør Bernstein påstår en konkurs for landets 8. største bank idag ville få hvis Nationalbanken ikke havde reddet banken.
Roskildebankens fallit og det politiske indgreb gennem Nationalbankens overtagelse bekræfter endnu engang at kapitalismen ikke kan stå på benene uden statslig hjælp.
Kapitalisterne kan altså ikke klare sig uden statstøtte, dvs arbejderklassens skattekroner i længere tid – selvom forskellige højre og venstreliberale politikere og ideologer påstår at den “liberale kapitalisme” – det vil sige det “frie kapitalistiske marked ” – kan sikre både økonomisk fremgang og velfærd for arbejderklassen – uden statsstøtte ?
Det har den ikke kunnet siden krakket på Wall Street i oktober 1929 -
Siden da har kapitalisterne og det klassesamfund som de hævder er “verdenshistoriens mest fremskredne” kun overlevet med hjælp af statsstøtte i den ene eller anden form, samtidig som paramilitære og politi-styrker står klar og er blevet sat ind når kapitalen ikke har kunnet klare sig i klassekampen mod arbejderklassen. Fortsættes . . . DEL II
Samtlige borgerlige og socialdemokratiske partier i Folketinget støtter Bernsteins overtagelse af Roskilde Bank med socialdemokraten Hækkerup som en af de ivrigste forsvarere.
SVENSKA: Dansk riksbank tar över Roskilde Bank
25 augusti 2008 – 18:48
Danmarks riksbank, Nationalbanken, tvingas att ta över Roskilde Bank i en räddningsaktion. Orsaken är att ingen vill köpa den krisdrabbade banken.
Övertagandet, som beräknas kosta 4,5 milliarder danske kr, innebär att de över 30.000 aktieägarna med stor sannolikhet förlorar sina pengar.
Nationalbanken ställde så sent som i juli ut en garanti på 750 miljoner danska kr och meddelade samtidigt att verksamheten var till salu.
Kraftig utlåning, dålig kreditvärdering och förluster ledde till krisen.
KIlder: Berlingske t. + DR-P1Business:Interview: “Roskildebank tog kunder fra os med hvad der i bankkredse bliver kaldt “fuldstændig urealistiske tilbud om lån ” …..
Grusien:Nye løgne fra det USA-støttede Saakasjvili-regime
14.aug. 2008
Nyhetsbureauet AP rapporterer fra Grusiens hovedstad Tbilisi at Præsident Saakasjvilis i onsdags påstod at de Forenede Stater er villig til at overtage Grusiens flyvepladser og havneanlæg.
Påstanden var blot endnu en bombastisk udtalelse i en lang række fra den USA-uddannede grusinske leder.
Mr.Saakasjvili med og uden Hitler-mustasche
Saakasjvili har givet daglige interviews på hans flydende Harward-engelsk i de internationale tv-netværk og giver jævnlige TV-udsendte taler.
I onsdags sagde han i et interview med TV-kanalen CNN at russiske tropper var igang med at omringe hovedstaden og planlægger at
“indstallere sin egen regering i Tbilisi”.
Men Associated Press´s journalister i området så ingen tegn på en forberedelser til et prorussisk statskup.
En AP-reporter så dussinvis af russiske lastbiler og køretøjer på vej sydpå fra den centrale by Gori i retning mod hovedstaden Tbilisi, men det blev senere dementeret.
Saakasjvilis sagde derefter til grusinsk fjernsyn at USA´s leverence af humanitær bistand
“indebærer at Grusiens havne og flyvepladser vil blive stillet under USA´s forsvarsministeriums kontrol. “
Saakasjvilis har gentagne gange sammenlignet den russiske indtrængen med Hitlers invasion af Polen 1939, og den sovjetiske indmarsch i Prag 1968 og invasionen af Afghanistan 1978.
Desværre Mr.Saakasjvilis : Sammenligningen holder ikke for alle tre er eksempler på imperialistisk aggression : Invasionen af Polen var en tysk aggression og startskuddet på Anden Verdenskrig og Sovjets indmarch i både Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1978 var (social-) imperialistiske invasioner, mens Ruslands tilstedeværelse i Grusien har FN-godkendelse siden 1990´erne fordi både syd-osseterne og abkhazerne ikke føler sig trygge pga frygt for Tbilisi´s forsøg på tvangs-assimiliing og etnisk udrensning. Hverken i Polen 1939, i Tjekkoslovakiet 1968 eller Afghanistan i 1978 var der et folkeretsligt forsvar for de militære aggresioner
Man må spørge Saakasjvili og hans støtter i Europa og Amerika : Er det Rusland som har dræbt 1 500 civile i Tschinvali? – Er det Rusland som i strid med de folkeretsligt indgåede aftaler med militære midler har forsøgt at tage kontrollen over Sydossetien? S. U.
At Saakasjvili ikke har været i stand til at løse et eneste væsentligt problem for det land som han er præsident for, men har brugt alle kræfter til at opruste Grusien militært og forsøgt at gøre landet til en Nato-militærbase og nu har ført Gruisien ud i den værst tænkelige situation med udsigt til at landet bliver splittet op i tre-fire dele – står klart
Og hans “historiske sammenligner” med situationen i Grusien 2008 viser at han også har en vulgær populistisk forståelse af historien.
I hans TV-tale i onsdags påstod han at
“Rusland har tabt flere flyvemaskiner end i nogen konflikt dette omfang siden 1939″.
Endnu mere vulgært populistisk pladder fra Georg Bush´s, Nato´s og EU´s lille marionet-dukke i Tbilisi.
Saakasjvili, som tog eksamen fra Columbia University Law School, har altid været grov – almost like american gangster – og hans hårde sprog og ophidsende metoder var drivende i det som bliver kaldt “rosernes revolution” dvs hans magtovertagelse efter et tvivlsomt valg i 2003.
Hvad er fakta om Saakasjvili-regimet Georgien – Europas fattigste land ?:
“I juni forhøjede den georgiske regering forsvarsbudgettet på 315 millioner dollars med yderligere 260 millioner. Ifølge Stockholms International Fredsforskningsinstitut, SIPRI, er Georgien/Grusien det land i verden, der har haft den hurtigste vækst i sine militærudgifter. En del uafhængige eksperter er urolige over at udgifterne ikke rapporteres i deres helhed, mens andre mener at de kan underminere fredsprocessen vis-a-vis de separatistiske territorier Abkashien og Syd-Ossetien.” (skriver IWPR Instituttet for Krigs- og Freds-Rapportering i en analyse fra , 2007)
Georgiens militære budget voksede 50 gange fra 2002 (18 millioner dollars) og 2008 hvor det er 900 millioner dollars, og nu udgør 9% af landets bruttonationalprodukt.
Georgien er den tredjestørste besættelsesmagt i Irak. Det har også soldater i Afghanistan og har været i Kosovo. Ligesom Danmark har Georgien været USA´s “trofaste allierede” i den erklærede
“krig mod terror”.
Kilder:AP -13.aug
KOMMENTAR
Kriget i Grusien/Georgien ser nu ud til at ebbe ud. Ruslands stillning er militært set meget stærk. Grusinske tropper har trukket sig tillbaka fra byen Gori. Georgien ligger med blottet hals. Hvis Gori indtages kan russerne afskære den eneste større vej som forbinder hovudstaden Tbilisi med kysten. Uden Gori vil Georgien blive et amputeret land. Russerne vil sikert ikke gå ind i Gori eftersom man skulle tabe sin troværdighed.
Kun nogle titusinder grusinere/georgians viste sin støtte under dagen, for deres præsident. Saakasjvili står under alle omstændigheder som taber i konflikten. Saakasjvili har fået en lussing og USA´s og Israels fremfart i regionen er midleridig stoppet. Rusland har ødelagt den vigtige infrastruktur i havneby Poti og påtvunget den georgiske hör svidende nedrlag. Den begyndande turiststrøm som Georgien satsat så hårdt på at lokka tll landet vil nu tynde ud . Georgien vil blive bedømt som ett osäkert land av presumtiva turister. Saakasjvili får dra sig tillbaka och slicka sina sår. Allvarligt för den georgiska ekonomin är även att 3 av 4 viktiga oljeledningar är satta ur funktion. Även om georgierna samlas kring sin president nu så kommer en ekonomisk kris drabba honom vilket kommer leda till öka missnöje. Saakasjvili har grävt sin egen grav. Georgien har en turbulent historia och den relativa stabilitet som landet upplevt de senaste åren är nu bruten. USA:s president Bush går mot slutet av sin ämbetsperiod. Man vill gärna hinna med så mycket som möjligt innan dess eftersom det finns stora möjligheter att USA:s näste president blir av en betydligt fredligare stort. De 130 amerikanska militærrådgivarna i Georgien ser dog ud til komme på en sværere opgave i fremtiden for at få orden på den georgiske hær. Samtidigt som konflikten brød ut besluttede USA att forstærke sin militæra tilstedeværelse i den Persiska Bugt hvor mindst 2 amerikanske hangarfartøjer er på vej. Risken er stor at USA fremover vil foretage någon typ av aktion mot Iran som er allieret med Rusland. Rusland har nyligen solgt luftforsvarssystem till landet. Men det tager mellem 6-12 månader inden disse systemer kan tages i brug/blive operative . Et begrænset flyangreb mod landet er derfor ikke usandsynlikt. Det er naturligtvis Irans “atom-bombe-program” som USA/Israel forsøger at skræmme med.
40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på den første Sovjetunion
21.aug. 2008
Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen bl.a kan gøre Ruslands atomraketter uskadelige for USA. Og dermed bliver landet trukket yderligere ind i den inter-imperialistiske rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskabet for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100.000 tjekkeres underskrifter , mens 34.000 mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.
“Jeres fædre var befriere -I er angribere”
PRAHA – 21.august 1968 -
- Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.
Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest.
° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °
Brezhnjev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten
Invasionen er styret af Brezhnjev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Hrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezhnjev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:
“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter
Prag 1968
Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezhnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.
Med invasionen viste Brezhnjev at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezhnjevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.
Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen.
Invasionen havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer inspireret bl.a af de ”revisionistiske reformer” i Sovjet som for alvor blev igangsat af Hrusjtjov og stadsfæstet af Brezhnjev- havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution – i stagnation -
I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion. Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.
På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som
”Lenin vågn op , Brezhnjev er blevet tosset!”
Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem.
Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnjevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .
Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava.
Baggrunden for Prag-foråret og Brezhnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi. I løbet af 1960´erne – efterhånden som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i folkehusholdningen slår igennem med arbejderklasens fremmedgørelse og de modsætninger som opstår mellem forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en svag eller ingen vækst overhovedet. Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået. Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.
I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ. At man samtidig som partiet mister den folkelige opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger fordi “partibogen” åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.
Arbejderklasssen fjernes fra partiets program
To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur” - altså arbejderklassens ledende role i kommunismens opbygning - i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Hrustjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”. Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen. Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne.
Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Hrustjtjov-gruppens reformer – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –
Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Hrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva). Under ledelse af den borgerligt-revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967. Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering – altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger. Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat :nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske markedsøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs. Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel” i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”.
Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen. Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at gøre Polens “jøder” til syndebukke. Der gennemføres anti-jødisk progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Hrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og regimets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister, blev af det Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpeget som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn,Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den socialdemokratiske II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.
Komintern-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserne da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær. Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.
Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezhnjev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :
“Jeres fædre var befriere -I er angribere”
Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.
Med befrielsen i 1945 åbnedes nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.
Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat for KSČ: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.
Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.
Kommunistisk 1.maj plakat 1946
Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezhjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..
Fraktionskampe i det tjekkiske parti
I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezhnjev. Men Brezhnjev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezhjnev finder ud af at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” . Faktisk har Brezhnjev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezhjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januari 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezhnjevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezhjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezhnjev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezhnjev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezhnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Hrusjtjov/Brezhnjev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Hrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezhnjevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.
FAKTA om “Warszawa-pagten”
Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) - Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:
“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.”
Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl
19.juni 2008 *
Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen
Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne fra Kina under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin ligesom de kommunistiske symboler Hammer og sejl nu er bandlyste.
Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen
Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end stater som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker sympati for kommunismen.
Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.
Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “bolsjeviker” i det kommunistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.
Kommunister i Kerala “demonstrerer”
De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Med Hrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.
I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Hrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.
I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang
Sovjetunionens statsvåben
Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder
11 Aug. 2008 – 18:46
Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen
Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.
Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter Weekenden “angreb”
Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiska neo-nazister og højreradikale en illegal marsch gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.
VIDERE om :
Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland
De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig
Grusien har natten til fredag invaderet Syd-ossetien i ly af OL-åbningen
8.Aug. 2008 05:45 *
Grusisk militær aggresion mod det autonome område Syd-ossetien
Væbnede styrker udsendt af det USA-støttede Saakasjvili-regime i Grusien (Georgia) benytter tilsyneladende den internationale opmærksomhed omkring OL-åbningen fredag til at starte en krig mod Syd-Ossetien. Og den autonome region Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali er nu omringet af georgiske militær-styrker.
Ved det valg som bragte Saakasjvili & Co til magten – kaldet “Rosernes revolution” kom han med chauvinistiske løfter om at bringe de tre autonome “udbryderrepublikker” under Tbilisis fuldstændige kontrol. Den tredje autonome republik i Grusien ;Adsjaria var en let oppgave. Men der behøves meget tyngre skyts for at indtage Abkhazien, den største og folkerigeste af Grusiens autonome republikker.
Syd-Ossetien – Grusiens Kosovo ?
Både folk i Jugo-Osetinskaja (Syd-Ossetien), Abchazien, Rusland og internationale folkeretseksperter har sammenlignet situationen for de to grusinske autonome regioner Syd-Ossetien og Abchazien med det tidligere jugoslaviske autonome område Kosovo; som EU og USA nu har anerkendt som en selvstændig stat udenfor Serbien og det Jugoslavien som det var en del af. Det er sket i strid med Folkeretten (FN´s Charter) og Serbiens regering og et flertal af FN´s medlemsstater fastholder at Kosovo folkeretsligt ikke er en selvstændig stat..
USA,EU træder Folkeretten under fode og det vi nu ser i Grusien er de folkeretstridige følger som før eller senere også vil ramme EU og USA . Og følgerne af anerkendelsen af Kosovo som “uafhængig stat” – for det som det USA-støttede regime i Tbilisi kalder “udbryderenklaven” Syd-Ossetien – kan vi begynde at ane konsekvenserne af ikke bare i Kosovo, men også i Kaukasus og hvem ved måske senere i “Basker-landet” ? og er der ikke noget med at folk i Californien er trætte af at være underlagt terrorlove og krigseventyr som bliver dikteret fra Pentagon og det Hvide Hus i Washington ?
Der er grund til at understrege at Rusland ingen interesse har i at ændre på grænserne i Kaukasus, men på den anden side kan man ikke i længden tvinge folk til at bo under samme tag eller i samme land – til evig tid så at sige.
Men hvem har interesse i en balkanisering af Europa og resten af jordkloden for den sags skyld ?
USA og Nato ? -
USA opmuntrede Saakasjvili-regimet
Under alle omstændigheder er det et faktum at USA og Israel har oprustet og trænet Saakasjvili-regimet i Tbilisi som har kvitteret ved at sende 2000 soldater til Irak for at hjælpe USA med undertrykkelsen af den irakiske folks modstand mod besættelsen.
Fra den 5.juli gennemførte ca 1 000 amerikanske soldater den hidtils største militærmanøvre i Grusien under navnet “Immediate Response -2008″ (“Umiddelbar reaktion”). Øvelsen skete indenfor rammerne af Nato´s såkaldte “Partnership for Peace program” ved Vaziani-militær basen, som ligger under 100 km fra grænsen til Rusland. Manøvren gav USA en mulighed for
“at træne med sine georgiske partnere som faktisk står for det tredje største troppebidraget til Irak.”
Udover styrker fra Grusien deltog også soldater fra Ukraine, Armenien og Azerbajdzjan i manøvren.(Kilde; stars and stripes 19/6)
Natten til den 8.august dræbte grussiske soldater flere af deres russsiske kolleger i den fælles fredsstyrke i Syd-Ossetien , åbenbart som et led i Saakasjvili-regimets plan om at overtage den fuldstændige kontrol over folket i Syd-Ossetien.
Ifølge DR´s politiske nyhedsprogram Orientering havde Saakasjvili-regimet i tiden op til den militære aggression mod Syd-Ossetien på OL-åbningdagen forgæves forsøgt at få hjælp fra USA til at flytte deres soldater til området omkring Syd-Ossetien.
Moskva anklager Tbilisi for at have brudt aftalerne som er blevet indgået om Syd-Ossetien.
“- Det grusiske lederskab må komme til fornuft og gå tilbake til en civiliseret måde at løse vanskelige spørgsmål på, siger Boris Malakhov i udenrigsministeriet i Moskva.
Grusiens præsident Saakasjvili udtaler: Den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er “opnået en varig fred”.
Men hvordan var det nu med den “autonome delrepublik Kosovo” i det tidligere Jugoslavien/Serbien ?
Da den herskende gruppe politikere og krigsherrer i Kosova i februar i år udråbte sig til selvstændig stat anerkendte USA og og de ledende EU-stater den ensidige erklæring fra Kosovo, trods protester fra Serbien og flere andre lande som forsvarede Folkeretten. FN har stadig ikke anerkendt Kosovo´s udbrydning fra Serbien og den ensidige proklamationen af den selvstændige stat, simpelthen fordi den er i strid med Folkeretten (FN´s Charter)
Ligesom USA tidligere – med støtte fra Grusien og i strid med folkeretten startede en aggressionskrig mod Iraks folk og nu på 6. år fortsætter en militær besættelse af Irak.
Men EU og især USA er ikke indstillet på at indrømme osseterne den samme ret som albanerne i Kosovo. Det virker nærmest som om den USA-støttede præsident Mikhail Saakasjvili mente at han kunne gøre det samme med osseterne i Grusien som USA har gjort ned Iraks folk.
Han beordrede fuld militær mobilisering mod Syd-Ossetien, men måtte senere trække styrkerne ud af Syd-ossetien efter at osseternes russiske venner var kommet dem til hjælp. Næsten som med de danske terror-karikaturer som udviklede sig til en udenrigspolitisk krise for Danmark da muslimernes meget “store brødre” i udlandet kom deres danske trofæller til hjælp.
Det USA-støttede Saakasjvili-regimes krigsforbrydelser og folkemord i Syd-Ossetien
Inden den militære indmarch i sydossetien – tidligt fredag morgen – havde Grusiens militær bombarderet hovedstaden Tshkinvali så kraftigt at , den ifølge russiske observatører nærmest er lagt i grus.
Syd-Ossetien anklager Grusien for at rette angreb mod civile og siger republikken nu er begyndt at evakuere børn fra Tskhinvali-området over grænsen ind i Nord-Ossetien i Rusland.
Zarina Tedejeva flygtede fra Syd-ossetien efter Saakasjvili-regimets militære angreb og terror mod osseterne i Grusien til en flygtninge-lejr – en halv times rejse udenfor den nord-ossetiske hovedstad Vladikavkasz. Her bor hun nu i et af de 42 telte sammen med sin datter, søster,søsterens datter og to børnebørn. Det er 30 grader varmt og sikkert 40 grader inde i teltet, men Zarina Tedejeva har ikke mistet modet i varmen:
“En lejr er en lejr selvom vi er blevet velmotaget. Jeg er meget taknemmelig overfor vore nordossetiske brødre og Rusland. Selvom forholdene ikke er gode og det er værst for børnene. Vi vil vende hjem så hurtigt som muligt”
Fra hendes hjem i sydossetiske hovedby Tskhinvali søgte hun og børnene ly i en kælder i 3-4 døgn
:
“Jeg sad i en kælder og kunne bare høre hvad der skete. Jeg så ingenting. Der findes ingenting tilbage af byen. Den ligger i ruiner.Udbrændte biler og lig i gaderne . . fortæller Zarina berørt: ” De (det grusiske Saakasjvili-regimes styrker, overs. anm.) skånede hverken børn eller gamle. De skød direkte mod børnehaver. De lod kampvogne køre frem og skyde bygningerne i stumper”
Senere fik hun hjælp med med at flygte til fods nordud til flygtningelejren i Nord-ossetien.
Hendes mand blev i Syd-ossetien for at deltage i kampen mod Saakasjvili-regimets styrker.
Se hele interviewet
Ifølge ossetiske kilder er et tusind og 400 mennesker døde som en følge af det USA-støttede Saakasjvili-regimes aggression. På den grusiske side angives 30 mennesker være dræbte.
“– 70 procent af alle bygninger i Tschinvali er ødelagte og byen har ingen elektricitet, gas eller vand, fortalte Irina Gaglojeva, talskvinde for Syd-ossetiens regering lørdag (9.august)
Situationen er værst for de skadede. Hospitalet har under de her dage været under konstant beskydning fra grusiske tropper. Mange nye sårede og skadede er strømmet til og de skadede opholder sig i kælderen.
“– Der findes stort set ingen muligheder for at give dem nogen humanitær hjælp, siger Irina Gaglojeva.
Sydossetiske børn – som nu evakueres fra deres hjemstavn – ses her under fejringen af Grusiens nationaldag i september 2007.
Syd-Ossetien appelerede i marts måned til FN, EU, Rusland og SNG (Uafhængige Samfunds Sammenslutning, af tidligere Sovjetrepublikker) om international anerkendelse. Det skete efter USA´s og EU´s anerkendelse af Kosovo´s udbrydning fra Serbien
“Grusien og Sydossetien kan ikke eksistere som forenet stat”, hed det i det sydossetiske parlaments resolution som udtrykkeligt nævnte anerkendelsen af Kosovo som argument.
Efter Georgiens bombardementer og invasion siger lederen i Syd-Ossetien, Eduard Kokojtij at han er klar til at mobilisere alle mænd i regionen for en væbnet modstandskamp mod Georgien.
Det sker med russisk militær støtte. Russiske tanks og tropper befinder sig nu i Tskhinvali-området for at forsvare civile ossetere og russere mod de grusiske invasionsstyrker.
Sammenstød sidste uge
Det bekræfter lederen for de russiske fredsstyrker i området. Også kampvogne og krigsfly er sat ind i den militære aktion fra grusisk side.
GRUSIEN´s 2000 soldater trækkes UD af IRAK
Grusien har sendt opimod to tusind soldater til Irak for at hjælpe USA i krigen mod Iraks folk. Halvdelen bliver nu beordret hjem fordi
“soldaterne behøves for at holde de russiske og separatisttyrker stangen i Sydsossetien,” meddelte formanden for Grusiens nationale sikkerhedsråd ifølge Reuters.
Grusiens invasionsstyrker møder modstand: Her brænder en grusisk kampvogn i Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali i et billede fra russisk fjersyn (AP/FIRST CHANNEL) °*°*****
Den militære aktion kommer efter sammenstød hvor omkring 20 mennesker er dræbt i den sidste uge.
“– Jeg bekræfter at der er mindst 15 døde. Det er folk vi har sett i hagene og gatene, siger den russiske TV-journalisten Andrej Tsjistjakov.”
Tolv russiske soldater skal være dræbte og flere sårede i kampene, og deres hovedkvarter ødelagt under den grusiske beskydning.
- “Grussisk aggression” årsag til krigen
Ruslands statsminister Vladimir Putin udtalte under et besøg lørdag i Nord-Ossetien
at ” resultatet af Grusiens aggression i Sydossetien er at dusinvis af mennesker er dræbt og hundredevis er skadet” og videre at
- Det er svært at forestille sig hvordan Sydossetien skulle kunne overtales til at blive integreret igen med Grusien efter dette,” udtalte Ruslands Statsminister som samtidigt kaldte Ruslands indgriben for “velbegrundet, legitim og nødvendig”. Han kaldte de grusiske angreb på den sydossetiske hovedstad Tschinvali for “folkemord”.
Næsten på samme måde som Nato-staternes ledere talte om “folkemord” i Kosovo inden de gav ordre til det militære angreb på det der var tilbage af Jugoslavien, hvor blandt andet hovedstaden Belgrad blev udsat for Nato´s flybombardementer. Rusland har til forskel fra Nato´s krig mod Jugoslavien i 1999 ikke terrorbombarderet civile mål i Grusiens hovedstad Tbilisi.
Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan
Grusiske medie-manipulationer om “abkaziske terorister”:Skød de på sine egne?
Etnisk-sprogligt KORT over KAUKASUS herunder Grusien(Georgia) , Syd-Ossetien (South Ossetia) og Abkhazien(Abkhazia):
| ” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien |
| – Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som udgør 4,4 millioner mennesker som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.
Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet.
Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet.
” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) |
Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.
5.aug 2008 – 12:30
“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.
Fisk for sex
På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.
50 millioner flere sulter
De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.
“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.
Canada: officiel undskyldning til landets oprindelige folk; 138 år efter starten på den kolonialistiske tvangsassimilering
12 juni 2008 – 03:54 *
Canada´s ledende politiker kom i går med en formel undskyldning for at have tvunget 150.000 af Canadas oprindelige folks børn til at gå i skoler hvor mange af dem blev udsat for seksuelle og andre fysiske overgreb.
Disse skoler – residential schools – for “the aboriginals” eller “native canadian” – inuiter,indianere m.fl – var et led i den kolonialistiske tvangs-assimiliering af Canadas oprindelige folk. Skolerne – skulle – generation efter generation viste det sig – sikre at de oprindelige folks og deres børns modstand mod de nye kapitalistiske koloniherrer´s (kristne-) kultur blev nedbrudt , at deres egen kultur og værdighed som selvstændigt folk blev elimineret og knust.
Titusinder børn af Canadas oprindelige folk -indianer og inuiter – blev så tidligt som i femårsalderen taget fra deres forældre for at blive opdraget på kristne kostskoler og børnehjem hvor de blev forhindret i at tale deres modersmål. Mange af dem blev udsat for seksuelle og fysiske overgreb. -
Nu er der åbenbart ikke brug for denne tvangsassimilering. Måske er det baggrunden til den “følelsesladede” undskyldning fra Statsminister Stephen Harper der i parlamentet sagde at det ikke er muligt at retfærdiggøre det som pågik i de skoler som blev drevet af den kristne kirke, fra 1870´erne frem til 1970´erne. Den samme “tvangs-integration” – med forbud mod at tale deres modermål blev de oprindelige “indianske” indbyggere´s børn i USA også udsat for.
- Canadas regering beder oprigtigt om undskyldning og beder de oprindelige beboere i det her land om tilgivelse for at have behandlet dem grundlæggende forkert. Vi er kede af det, sagde Harper i sin tale. ….. “Today we recognize that this policy of assimilation was wrong, has caused great harm and has no place in our country. …..
This policy has had a lasting and damaging impact on Indian culture, heritage and language.”
……
The government recognizes that the absence of an apology has been an impediment to healing.
…..
To the approximately 80,000 living former students and their family members… we recognize it was wrong to forcibly remove children from their home.
….
Allerede i 1998 kom “the statement of reconciliation” og “the financial settlement” i 2005 – . Derefter troede Canadas borgerligt-reformistiske etablissement at “denne kedelige episode i nationens historie var lukket” (” have closed this sad episode in the nation’s history”. )
Det er sikkert baggrunden til at Canadas Prime Minister juni 2008 holdt en følelsesladet tale i parlamentet House of Commons and deliver and unequivocal mea culpa on behalf of all Canadians – and to recognize that the residential schools program contributed to many of the social problems that are still with us.” som en skribent slår fast
Kort over det kolonialistiske Canadas “residential schools” skoler for tvangsassimiliering for den oprindelige befolkning hvor deres modersmål var forbudt. 
I neo-kolonialismens kølvand: Tragisk bølge af selvmord på Grønland
15 juni 2008 – 14:07
Følgerne af Kongeriget Danmarks kolonisering af Inuiternes land – som vi kender som Grønland er åbenbare og skræmmende : Inuiterne er i løbet af ca 100 år blevet påtvunget en livstil tilpasset de kapitalistiske danske koloni-herrers krav. Udover den kulturelle “holocaust” mod inuiterne som har gjort alkoholmisbruget til en folkesygdom bliver der nu rapporteret om så mange selvmordsforsøg på Grønland´s østkyst at det ligner en epidemi.
Himlen er grå, og i forgrunden ligger blok 12, en af de mange slidte femetagers betonkasser, som danske embedsmænd placerede i Nuuk i 1960’erne.
Fra taget hænger en ung mand i armene, holdt oppe af en teenager, som ligger fladt. Teenageren holder selvmorderen fast i flere minutter, indtil redningsmandskabet kommer de to til undsætning.
Billedet er taget sidste torsdag og ligner til forveksling det, en anden fotograf tog fire dage før. Her er det taget på blok 17 i Nuuk, som er kulissen for en enlig mørk silhuet stående krumbøjet nær afgrunden.
Også dette selvmord bliver dog afværget.
Tendensen går igen andre steder i Grønland.
I byen Tasiilak med 1.800 indbyggere er det næsten hver dag nogen som forsøger tage sit liv.
Sidste week-end måtte politiet rykke ud seks gange for at forhindre dødslängtande ungdomar. Man känner inte till orsaken till de många självmorden.
En undersøgelse fra sidste år viste at hver femte av Grønlands 15-17 åriger har forsøgt at tage sit eget liv, og på østkusten er det endnu flere.
” – Vi kan intet gøre ud over at bringe dem til lægen, hvor de får en indsprøjtning, så de kan sove den af. Og dem, der ikke vil falde til ro, sætter vi i detentionen efter lægelig godkendelse«, siger lederen af den lokale politistation, Kristian Sinngertaat til avisen Politiken.”
“-Under mine 28 år som politimand i Tasiilaq har jag aldrig nogonsinde oplevet så mange forsøg til selvmord. Det er en epidemi, afslutter politichefen.
Hvordan
Endnu et socialdemokratisk selvmål
DEcember 2004
Kommentar
Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare.
Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at
“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)
For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.
I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet.
– Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:
”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. (Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).
Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
(G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.
Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?
SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.
I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod.
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror.
Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.
1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”
I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :
“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).
Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.
PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:
”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”
Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet.
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:
”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”
Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering.
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.
N O T E R
1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer.
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU
Hollywoods billede af Anden Verdenskrig
Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder.
Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.
Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.
Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*
KRONIK
” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.) opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik. Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac. Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . . Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange: 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen. Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper. Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland. Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .
skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.
Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945
Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.
Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.
Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.
Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .
Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.
Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.
NAZITYSKLAND 1933-41
Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.
Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser
Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.
I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”
I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.
I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.
Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.
For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.
Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.
Nazisterne i offensiven
I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.
Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .
Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?
Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.
Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.
I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-
”Peace in our time” ( Fred i vor tid )
som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.
I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.
Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”
I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.
NEUropa under tysk kontrol i 1940
I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .
Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.
I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.
Blitzkrieg
Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.
I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.
Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .
Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.
Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .
Under Nazitysklands kommando
Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.
I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.
I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.
Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.
Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.
I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.
Operation BARBAROSSA
Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.
Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.
Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.
Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.
Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.
Speciel retshåndhævelse
Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.
Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:
Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.
Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.
ORGANISERET BARBARI
Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.
Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.
De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..
Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.
Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..
Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.
Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.
Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.
Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.
Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.
” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.
Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.
”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.
I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :
”Hellere Hitler end Folkefronten!”
Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.
Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.
“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.
Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.
Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.
Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.
A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤