Kina : Ny mineulykke koster 87 arbejdere livet

22.Nov 2009 05:45

Kapitalismens Kina: Endnu en mineulykke kræver  87 arbejdere livet .

CHINGCHING (Xinhua) : Fredag nat blev 528 minearbejdere udsat for en eksplosion i Chinching-mineen hvor de udvinder de for Kinas industrier så vigtige kulråstoffer. DE fleste minearbejdere nåede i kraft af deres årvågenhed og nærhed til skakterne at slippe ud af minen med livet i behold.
Men 87 af deres arbejdskammerater befandt sig i vanskelige positioner; 5oo meter under jorden, nåede ikke ud og blev ofre for den elendige sikkerhed i Kinas kapitalistiske mineindustrier. Stadig befinder 21 minearbejdere indespærrede i minen. Det er usikkert hvor meget ilt og vand de indespærrede arbejdere har for at overleve udover de 24 timer som allerede er gået.

Ifølge officielle kinesiske kilder døde flere end tre tusinde 200 mennesker under “ulykker” det kapitalistiske Kinas kulminer alene i år 2008.

DEUTSCH: 21.Nov. 20.09 – Kina: 87 Bergleute bei Gaseksplosion umgekommen
Fast 87 Menschen sind bei einer Gaseksplosion in einem Kohlebergwerk im Nordosten Chinas ums Leben gekommen. 21 Bergleute werden noch unter Tage vermisst. Nach Angaben der Rettungsleitstelle hatte ausströmendes Gas die Eksplosion verursacht. Das Unglück ereignete sich im Bergwerk Chinching nahe der russischen Grenze in der Provinz Heilongjiang. Zum Zeitpunkt der Eksplosion um 2 Uhr 30 Uhr Ortszeit arbeiteten 528 Arbeiter unter Tage, teilte die Behörde für Arbeitssicherheit mit. 389 Kumpel entkamen der Eksplosion.

9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

9.Nov 2009 – 20:34

71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!

Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.

Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

20 år siden den tyske murs fald: Vest ønskede ikke et forenet Tyskland.

9.Okt. 2009 01:45

Vesteuropa imod et forenet Tyskland

 

 

” Jeg elsker Tyskland så meget, at det fryder mig at der findes to”, udtalte den franske forfatter Francois Mauriac i 1958.

Det ser ud til at det faktisk var en udbredt holdning hos de de Vesteuropæiske ledere i 1989.
To måneder inden Berlin-murens fald mødte den daværende sovjetiske præsident Michail Gorbatjov, Storbritanniens leder Margaret Thatcher som erklærede at hverken Storbritannien eller Vesteuropa ønskede at Tyskland blev genforenet. Hun opfordrede de sovjetiske ledere til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sætte en stopper for den tyske genforening.
Det er noget af det der fremgår af de dokumenter som den russiske forsker Pavel Stroilov har læst i Gorbatjov-fondens arkiv.
I arkivet kan man også læse om Sovjetlederens holdning til lederne af de sovjetiske satellitstater i central- og østeuropa – DDR´s Erich Honecker bliver betegnet som et “røvhul” – ligesom hans illusioner om hvordan hans egen perestrojka skulle lykkeliggøre folkene i Warszawapagt-landene er dokumenteret .
Seks dage inden muren blev åbnet diskuterede medlemmerne af den sovjetiske topledelse (politbureauet) om man skulle give ordre om at rive muren ned på eget initiativ…
Jacques Attali, som var president Mitterands rådgiver, erklærede overfor det sovjetiske politbureaus repræsentant at “Frankrig overhovedet ikke ønsker nogen tysk genforening, også selv om det inser at den til sidst er uundgåelig”.
Kilder; The times 11/9

Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede

6.Sep-2009 -

Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde

DORTMUND (Rote Fane) Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i den vesttyske by Dortmund´s gader. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op inde i Dortmund´s centrum med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP

ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)

Dortmund (Korrespondenz), 5.SEP. 2009: Største politiopbud i Dortmunds historie for at beskytte neo-nazister :
Wir waren heute bei der großen antifaschistischen Kundgebung in Dortmund dabei und wollen euch einen aktuellen Zwischenstand berichten:
Ein riesiger Skandal ist, dass den Faschisten von den “autonomen Nationalisten” eine Kundgebung im Dortmunder Norden genehmigt wurde – in letzter Minute durch das Bundesverfassungsgericht. In ganz Dortmund fanden insgesamt ca. 30 antifaschistische Kundgebungen, Demonstrationen, Straßenfeste usw. statt. Zigtausende Dortmunder bekundeten ihren antifaschistischen Protest.

antinazi.wordpress

“Fædrelandet kalder” – verdens største statue truet af sammenbrud

21.Apr. 2009
VOLGOGRAD,Rusland (RIA-NOVOSTY) -

Verdens største statue i Mamajev Kurgan-mindes-komplekset for de faldne under slaget om Stalingrad trues af kollaps

Verdens største statue, Fædrelandet kalder, eller Stalingrad-statuen på Mamajev Kurgan- komplekset i Stalingrad, som Hrustjov-revisionisterne i 1956 fjernede fra landkortet og og omdøbte den til Volgograd for at tilfredstille de antikommunistiske og kontrarevoluionære kræfter i ind- og udland, , er nu truet af sammenstyrtning efter mere end fyrre år. Statuen, Moder Rusland vejer 8 000 ton, bare sværdet kvinden holder i sin højre hånd måler 27 meter og vejer alene 14 tons og 300 kg.

Moder Rusland, bygget til minde om de faldne ved det 200 dage lange slag om Stalingrad forestiller - en kvinde som smeder et sværd.Hele mindeskompekset – Mamayev Kurgan eller Stalingrad-mindesmærket tog otte år at skabe .
Sammenlagt faldt en og en halv million soldater under kampene og byen blev næsten helt jævnet med jorden. Flere end 40 000 civile faldt også under de fascistiske styrkers angreb på Stalingrad.
Den 85 meter høje Moder Rusland – mindesmærke over de faldne i det heroiske slag om Stalingrad – skuer
ud over det tidligere Stalingrad, som Moskva-revisionisterne fratog dens heroiske navn og omdøbte til Volgograd i 1956 . * *

kilder: ria-novosti 17.Apr

Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre

April 2009 -

Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser

Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.

Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.

Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.

Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris

Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos

+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +

For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.

I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.

Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.

Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).

Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.

N O T E R -

*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.

Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) .    *      *      *     *   *    *      *     *      *   *    *   *  *     *  *  *     *   *  *      *      *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)

Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)

Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen

New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.

*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internatioionale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mikakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling , ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa – udenfor Sovjetunionen – blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og et flertal af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver, jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Pan Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod landets jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 åres venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år. Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Irak: År 7 efter “befrielsen” : Olieselskaber fra Kina og Storbritannien har “vundet ” retten til at udvinde olie i Irak

30. Juni 2009

Udenlandske kapitalister skal profitere på Iraks naturrigdomme

Britiske og kinesiske olieselskaber er blevet tildelt retten til at udvinde og profitere på Iraks olierigdomme.
Det storkapitalistiske British Petroleum; BP og det kinesiske Chinas National Petroleum Copmpagny CNPC er – hen over hovedet på det irakiske folk – blevet tildelt retten til at udvinde olie i det store Rumaila -oliefelt.
Det rapporterer Olieministeriet i den USA- og EU – støttede regering.
BP og CNPC bliver de første udenlandske olie-selskaber som investerer i Iraks energi-sektor, siden nationaliseringen som fulgte i kølvandet på den antikolonialistiske befrielse i årerne efter Den Røde Hærs og dens allieredes sejr i befrielseskrigen i 1945.

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Kina:12 arbejdere døde efter eksplosion i mine-skakt i Shanxi-provinsen

16.Maj 2009 – 17:42

PEKING (NTB) Kun fire af minearbejderne som arbejdede med udvindingen af de for Kina så vigtige kul-råstoffer slap uskadt fra den eksplosion der idag ramte en mineskakt i Funlan-minen i det nordlige Kina.

De 11 døde av kvælning, sagde Li Yuang som er bestyrelsesformand i det kapitalistiske selskab som driver mine i udkanten av byen Shouzhou i Shanxi-provinsen. Statlige inspektører var på vei til stedet for at granske ulykken, tilføjede han.

Lørdagens ulykke var den foreløpig sidste i en mineindustri som i fjor måtte rapportere om ulykker med til sammenlagt 3.215 dræbte.
Det var ganske vist noget mindre end året før, men alligevel meget højt også i internasjonal målestok.

Kina er en av verdens største produsenter av kul. Landets kapitalistiske økonomi behøver enorme mængder energi og det er især den kinesiske industri har som har et stort behov for energi som først og fremst dækkes av kulminerne.

Tallet på dødsulykker i mineindustrien i Kina ligger år efter år i toppen af den kedelige statistik der tæller antallet af dræbte arbejdere
De offisielle tal regnes også som usikre, fordi mange kapitalistiske mineejere undlader at rapportere ulykker. (©NTB)

I februar kostede mineudvindingen i Tunlan-minen i det nordlige Kina 22 arbejdere livet

China says 12 dead, 11 missing in mine, sea mishaps
16 May 2009 08:00:41 GMT
Source: Reuters
BEIJING, May 16 (Reuters) – An explosion in a mine in northern China has killed 11 miners and injured three, state television reported on Saturday.
The accident occurred in Shanxi, the country’s biggest coal-producing province. China’s pits, the world’s deadliest, claimed the lives of about 3,000 miners in 2008.
In a separate mishap, state television said rescuers held out little hope of finding survivors after a ship with 12 people on board capsized off the coast of Liaoning in northeast China.
The ship, which was transporting sand, overturned on Friday evening. One body has already been recovered. (Reporteret af Zhou Xin og Alan Wheatley; Editing by Alex Richardson)

Facebook presset til at fjerne nazipropaganda om “Holocaust-løgnen”

8.Maj 2009 05:34

OSLO (NRK) Facebook er igen - selvforskyldt – ude i en kritikstorm fordi nazister tillades at bruge Facebook som en platform hvorfra de spreder deres fascistiske budskab om at Holocaust er en “jøde-kommunistisk løgn”. Efter en omfattende kritikstorm besluttede Facebooks kapitalistiske bagmænd at fjerne nogle nazistiske og historie-revisionistiske sider hvor nazisternes massemord på Europas nationale og etnisk-religiøse mindretal, som Roma, Sinti (Zigeunere) , Jøder,  Slaver, Jehovas vidner, handicappede og andre mindretal under krigen, benægtes.
At tillade spredningen af racistisk og nazistisk propaganda er ikke bare moralsk forkasteligt men også i strid med FN – pagten som de fleste stater har skrevet under på.

Facebook fungerer som et center for ikke bare Anders Fogh og hans venner, men også for spredningen af nazistisk propaganda.

Ofrerne for Nazitysklands aggression og terror mod Europas folk bliver nu forhånet og skændet ind i døden : Nazister på Facebook hævder at det aldrig er sket. Deres liv og skæbne er en “jøde-kommunistisk” propagandaløgn hævder højreradikale historie-revisionister på Facebook /Billedet er fra den jødiske Ghetto i Warszawa i maj 1943.

I november sidste år måtte ledelsen bryde med deres ultraliberale principper om ytingsfrihed for både neonazisters og højreradikales racistiske hetz og forsvar for nazistiske forbrydelser og deres ofrers ret til at ytre sig ” som udtrykkes gennem at Facebook støtter den frie strøm af information, og tilbyder grupper et forum for diskussion af vigtige emner.” som f.eks racismen og de fascistiske forbrydelser mod menneskeheden. Facebook blev efter en proteststorm tvunget til at fjerne en række fascistiske og racistiske italienske neo-nazi-facebook sider som blandt andet brugte Facebooks “frie informationsstrøm” til at den hetze mod Italiens “sigøjnere” (Roma og Sinti)

Alligevel ser vi at Facebook forsøger at omgå deres ny erklærede “Kamp mod nazistiske og racistiske ytringer” ved at tillade nazi-propaganda i lande hvor det ikke er forbudt i loven eller hvor der ingen protester er. Som denne PCMag- artikel på Facebook i Maj (2009) illustrerer :

“We have recently begun to block content by IP in countries where that content is illegal, including Nazi-related and Holocaust denial content in certain European countries,” the Facebook spokesman said. “The groups in question have been blocked in the appropriate countries.”

Italien: Kapitalistisk byggesjusk kostede

9 April 2009 – 16:39

Torne og slotte fra middelalderen stod stadigt og stabilt efter jordskælvet i Italien i mandags, mens moderne lejlighedskomplekser ramlede sammen som korthus under jordsskælvet, hvilket har oprørt mange italienere.
-
Indbyggere i L’Aquila leder efter overlevende efter jordskjælvet.
Udbredt ansvarsløshed førte til at så mange bygninger kollapsede ved jordskælvet i mandags, udtaler Italiens president Giorgio Napolitano.
Præsidenten besøgte katastrofeområdet i dag og efterlyste en “samvittighedsgranskning” blandt de kapitalistiske bygherrer, inspektører og ejendomsmæglere, som er ansvarlig for byggeri og salg af ejendomme som ifølge præsidenten skulle have modstået jordskælvet hvis sikkerhedsnormerne var blevet fulgt.
Jordskælvet i Italien bliver dermed endnu en tragisk bekræftelse på at “det frie kapitalistiske initiativ” til at bygge boliger til “den pris som markedet fastsætter” koster menneskeliv.
Det kapitalistiske erhvervsliv har i kraft af deres indflydelse og kontakter i den kapitalistiske statsadministration sat kæppe i hjulet for en hårdere lovgivning om byggerier i jordskælvsramte områder, som realiteten allerede blev vedtaget efter et jordskælv for syv år siden hvor 27 børn i en skole døde.
Italiens regering beregner at regningen for genopbygge og reparere de omkring 10 000 ejendomme som blev skadet under skælvet løber op i ca 3 milliorder €uro ~ 26 milliarder kr.
Samtidigt er bekymringen for at virksomheder som styres af stråmænd for de storkapitalistiske forretningsmænd fra den kapitalstærke maffia, som er kendte for at fortolke byggeregulativerne og siukerhedsnormerne meget liberalt – , igen skal få del af de saftige ordrer på genopbygningsarbejdet. Det var hvad der skete efter et af det ødelæggende jordskælv i 1980 ike langt fra Napoli som krævede flere end 2 500 menneskers liv..
Nogle af de mennesker som blev hjemløse bor stadig – næsten 30 år efter – i midlertidige barakker. De er altså på det som ifølge den kapitalistiske oligark, mediefyrste og statsminster Silvio Berlusconi kalder “camping-weekend”.
Dødstallet efter skælvet i mandags blev sent skærtorsdag aften optalt til 279, hvoraf mindst 20 børn. Stadig savnes flere mennesker.
Redningsarbejderne have hen på eftermiddagen ikke fundet nogle overlevende på 30 timer, men regeringen har sagt at eftersøgningen skal fortsætte i det mindste nogle dage til.

Idag fylder hun 130, verdens ældste nulevende kvinde

 
27.Mar. 2009

At tænke sig . . .. . . at blive 130 og still going strong . . . hvordan er det muligt ?

Helt uden mirakelpiller,genetisk manipulation eller organtransplantationer har Sakhan Dosova levet i 130 år.
Hun er verdens ældste nulevende kvinde og lever i bedste velgående. Nåh ja , der er lidt med hørelsen , hun hører ikke så godt.
I det magiske år 1879, kom verdens ældste nulevende menneske, Sakhan Dosova, til verden. . . .. . . samme år som Einstein og Stalin
Hun fylder 130 år idag.
I medierne skrives der om  “en kvinde i Kazakstan som ifølge hendes pas fylder 130 år i denne uge.”
Der lever altså en en kvinde i blandt os som fødtes samme år som da Thomas Edison offentligt demonstrerede det elektriske lys første gang ! Samme år som Onkel Joe – alias Joesef Stalin – den kommunistiske verdensbevægelses og Sovjetunionens ubestridte leder gennem mere end 25 år og fysikeren Albert Einstein blev født.

Sejt !

Sakhan Dosova’s pas viser at hun blev født den 27. marts  1879.
 

Sakhan Dosova er dermed  16 år ældre end  end hidtil ældste levende menneske.

 Samme år som Edison opfandt den elektriske pære.

-

 Ti  børn.

Sakhan Dosova – moder til ti børn  - afviser i et intervew i forbindelse med fødselsdagen at hun har nogle hemmeligheder, udover at hun aldrig har taget piller, besøgt en læge eller spist slik. “Men jeg elsker kurt (dvs. en salted tør form for hytteost) og talkan (ground wheat).”
Hun forklarer hendes sejlivethed med humoristisk sans . . . . den har holdt hende ung i hjertet.

Sakhan Dosova har været gift to gange og hun blev enke første gang under det heroiske slag om Stalingrad under Anden verdenskrig hvor hendes første mand blev martyr i den antifascistiske befrielseskrig .

Kun tre børn er i live idag. Alle over halvfems år.

Andre mennesker over 100 år :

29. Dec. 2007 * * * Et af ældste nulevende mennesker: Hryhorij Nestor lever ikke længere. Hun blev 116 år gammel. Nestor sov stille ind i søvnen i sit hjem i fredags rapporterer avisen Segodnja.Hun boede i den vestukrainske by Lviv. Ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter skal Nestor være født den 15.marts 1891 i det som dengang var Czar-Rusland.En nabo til Nestor fortæller at hun levede et aktivt liv lige til den sidste nat. I fredags ska hun have klaget over hovedpine inden hun gik i seng.

Hendes 116 årige liv blev et liv med blodige krige, omrystende revolutioner der førte til enorme fremskridt og senere borgerlig-revisionistisk kontrarevolution der førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Ukraine,Rusland og de øvrige Sovjet-republikker. Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd. Kun eliten og revolutionært-uddannede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 22 år gammel og stadig student. Stalin var 12 år og gik i klosterskole, mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 22 år og endnu ikke færdig med Pelle Erobreren. Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Amerikaneren Edna Parker er idag 114 år og et andet af jordens ældste nulevende mennesker.

For ikke så mange år siden slog den franske kvinde Jeanne Calment rekorden. Hun blev et af de mennesker som hidtil har levet længst. Hun døde i 1997, 122 år gammel. Calments alder var videnskabligt bekræftet af læger.

 

Kapitalistisk prostitution: Kvinder brændemærkres som kvæg

15.Marts 2009 – 16:05

Menneskehandlere og bagmænd brændemærker – bogstaveligt talt – afrikanske kvinder.

Den smertefulde mærkning fungerer som stregkoder på handlede kvinder, der bliver solgt som sexslaver til det kapitalistiske prostitutionsmarked i Danmark.
Det er et nyt fænomen herhjemme, men et kendt eksempel i pigernes hjemlande, hvor alfonser betragter pigerne som kvæg.
Det fortæller Dorit Otzen, forstander på Reden, et værested for prostituerede, til DR-nyheder . Hun har mødt mange af de afrikanske kvinder som slaver i den kapitalistiske prostitution i Danmark og med egne øjne set brændemærkerne på pigernes arme og hofter.
Mærkerne er forskellige, men budskabet er det samme hver gang det samme, siger hun.
- Du kan ikke slippe væk, jeg kan altid finde dig, det er mig, der bestemmer, siger Dorit Otzen.
De uhyggelige spor i huden laves for det meste med brændejern, opvarmede barberknive eller glødende vandrør. Med inspiration fra kvæghyrder.
- Kvinderne er kvæg i mange af de hers øjne. Vi har siddet i danske retsale og hørt alfonserne kalde sig selv hyrder – de vogter kvæg, siger Dorit Otzen.
På Rigshospitalets Brandsårsafdeling kan overlæge Bjarne Alsbjørn nu også registrere, at de brændemærkede sexslaver, er i landet.
- Det er noget nyt for os, vi har ikke set det før, siger han.
Han har på det seneste behandlet kvinder, der vil af med mærkerne – der ligner stregkoder.
Det er en ganske simple ting, ligesom en stregkode, siger Bjarne Alsbjørn.

Kvinderne vil ikke udtale sig

Men kvinderne er umulige at få i tale, og derfor ved overlægen ikke, om kvinderne er sluppet ud af prostitution – eller om de ender tilbage hos bagmændene, efter han har udskrevet dem.
- Kvinderne er meget fåmælte om det. De vil bare af med brændemærket, og det er det, siger Bjarne Alsbjørn.

“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show

Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:

Det gik ikke at organisere en offentlig russisk (synds-)bekendelse gennem at vise “Katyń” – instrueret af polsk films 82-årige patriark Andrzej Wajda. Men Wajdas rygte har lidt skade, hvilket ganske vist ikke er første gang. Allerede i 1980 tilfredstillede han vesten med den politiske og tomme “Jernmanden”, som helt mangler estetiske værdier.  I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) I samme ånd agerer den “retsforsvarande” Natalija Gorbanevskaja, som anser at uden denne syndsbekendelse kan Rusland ikke fortsætte med at eksistere. Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. “Moskva må umiddelbart offentliggøre alle tilbageværende dokumenter i Katyn-sagen”, – erklærede Wajda. Og deri har han ret. Og, fremforalt, det ville ikke skade hvis man undersøgte de bagved liggende årsager til de sensationelle “afsløringer”, som blev offentligjort hos os i denne sag for seksten år siden. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.

Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)

*)Læs mere :Katyn: fakta, løgne og myter om en massakre

Lies about the Katyn-massacre

Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker

I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?

 

Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”.      Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimeligheder Til at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine.  Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –

Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta

*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.

I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks

(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -

Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internationale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mirakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling og tusinder af andre polakker, ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og flertallet af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver. jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen,Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod Polens jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 års venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk

14 feb 2009 – 16:04

Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “

MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag  USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.

“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag. 

“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”

Sovjet havde som mest udkommanderet omkring 130.000 soldater i Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” forandring – det vil medføre.

Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.

Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.

I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”

Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.

Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.

Brezhniev i samtale med en anden krigsforbryder USA´s Præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet ikke var et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.

Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979

Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.

L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den sovjetiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP

Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder

17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.

3 millioner færre russere siden 2002

Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.

Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12

FAKTA om folkesundheden og middellevealderen i Sovjetunionen/Rusland Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder:> > > > Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905. 3. “Novye Izvestija”4.August 1999

Tidsbilleder af Rusland (1908)

2008 - 

For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – verdens største land - 

    År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter.                   >

Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene?    >     >      >     >     >      >      >      >       >      >       Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde!     >    >    >     >    >     >    >    >    >     >    >     >    >    >     >    >    >    >    >  > >  > – - – - – - – - – - – - – - – - – - - 

Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling.   >    >    >    >    >     >     >    >    >     >      >       >      >    >     >    >    >    >     >     >     >    >     > Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?    
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.  

Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – -
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – -
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. -
- – – – - – -
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – -
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. -
En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne« (“narodnikker” på russisk,RED.anm.) ; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. -
Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. -Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg – altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. -
Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. – – – – – – – – – – -Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem.
Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. – – Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« , »leve den kommende revolution!« – var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903:

»Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken.

- – – – -
Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk.

»Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.«

Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes« generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt – samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand – i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien.

»Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?… Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden – lad det sammen med dig styre landet!
Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt – både for os selv og for dig, kejser!«

I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. -

Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik.
I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. – I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma – det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. – – -
I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne – og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« – en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger – fik den sit brændpunkt. – – -
Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd.
- – – – – – -
Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud – og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt.
- – – – – – – -
Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen – en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen.[Czarruslands parlament, red.anm.]. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. – – – I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt ? – – -
Den valgte det sidste – d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde.
- – – – – -
Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og – hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed – ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem – ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale – har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. – – – Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller – i de fleste tilfælde – til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system – det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver – når kampen kommer, lidt før eller lidt siden – derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. – – – – – Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning – til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder – kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet
»Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter – men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.

Gustav Bang – 1908

Redaktionel efterskrift :

Når man læser Gustav Bangs 100-årige artikel slår det en hvor stor en Ruslands-kender forfatteren er – og hvor profetisk han er når han spørger, trods hans “vestligt” chauvinistiske udgangspunkt :

“hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet (Czar-regimet) knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene ?” 

Vi der lever 100 år efter Gustav Bangs artikel ved at den russiske og senere sovjetiske revolution i 1920´erne og 1930´erne og som stod sin ildprøve under Anden Verdenskrig revolutionerede ikke bare Rusland og Europa, men hele verden og for altid har brudt de herskende – kapitalistiske såvel som feudale – klassers arrogante herrefolkstankegang – deres “eneret” på at diktere menneskehedens udvikling og har ændret kommunismens position fra utopi til realistisk mulighed og dermed taget hul på menneskehedens rejse mod det klasseløse samfund.
Samtidigt bekræfter Gustav Bangs beskrivelse af begivenhederne i Rusland gang på gang at den revolutionære kamp medfører indrømmelser og reformer.
Reformerne – hvad enten det er valgret, mindsteløn, syge- og arbejdsløsheds-dagpenge, gratis undervisning og hospitalsbehandling – er i sit væsen biprodukter af den revolutionære kamp – indrømmelser som udbytterne giver i håb om at opretholde deres privilegier, rigdom, ejendomsret og fortsatte ret til udbytning af det besiddelsesløse flertal.
De omtalte råd af “arbejder-deputerede”- dvs valgte af arbejderne – svare til sovjetter på russisk var en ny type græsrodsorganisationer som Lenins og Stalins socialdemokrati (bolsjevikerne) mente var mere demokratiske end “Dumaen” – det centrale parlament.
Der blev også opbygget råd blandt soldaterne og bønderne.Rådene blev rygraden i den socialistiske magtovertagelse i oktober 1917.
Når Gustav Bang omtaler Czarruslands “socialdemokrater” efter 1903 er det Lenins og Stalins bolsjevikiske (flertals) fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) han omtaler. Partiet blev splittet i 1902 i en bolsjevikisk (flertal) og en mensjevikisk(mindretal)
fraktion.

Ikke bare revolutionen i 1905, men også Oktoberrevolutionen, som indtraf bare ni år efter Gustrav Bangs artikel og især den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister”, “social-chauvinisterne” i Staunings og Noskes II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.

Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina,Indokina,Indien,Irak og andre lande.

Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”

30.Sep. 2008 – 11:23 *

75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.

Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.

1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *

4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?

5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

Antallet slaver højere end nogensinde i kapitalismens historie

22.Sep. 2008 02:34 *

Ny bog af historikeren Dick Harrysson påviser at antallet slaver i den nuværende kapitalistiske verdensorden er det højeste i kapitalismens femhundrede årige historie.

Liste over nazisternes jødiske offrer

18,Sep 2008 – 11:49
Forskere i Tyskland har nu for første gang nedskrevet en detaljeret liste over de omkring 600.000 jøder som blev diskrimineret og forfulgt af Hitlertidens nazister.
På de omfattende lister er oplysninger om adresser og deportationsdag for de hundretusinder af jøder som levede i Tyskland mellem 1933 og 1945, da Hitler og nazipartiet havde magten.
Tanken er at listen, som endnu langt fra er endelig , skal gøre det lettere for fortsatte efterforskninger for både historikere og privatpersoner. Kopier af listen skal sendes ud til museer og institutioner.
Hovedparten af de jødiske offrer for fascismen boede dog ikke i Tyskland, men i Polen og Sovjetunionen.
Ialt omkom flere end 12 millioner mennesker – hovedparten ikke-jøder – i de nazistiske tilintetgørelselejre (kz) som for alvor bliver fyldt under krigen efter “Endlösung”-konferencen i Wannsee den 20.januar 1942
– * Krystalnatten 10. November 1938 :Brændende synagoge i Essen
Under krystalnatten som var en nazitysk rigs-progrom mod landets jøder som hævn for et “jødisk terrorattentat” mod den tyske ambassade i Paris. Progromen er “Tysklands hævn” for terror-attentatet på den tyske ambassade i Paris hvor en “jødisk terrorist” myrder en tysk diplomat. “Officielt” mister 91 jøder livet under jagten på “jødiske undermennesker og terrorister” under krystalnatten.

11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten

11.Sep 2008 *

11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.

Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen. Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne. I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han: “- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.” Denne hans tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet. Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren. Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han: “-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.” I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende: “-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.” Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti(PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan: “- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.” En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer. I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det: “En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner: 1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder; 2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt … 3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.” Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik. I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter. Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind. Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret. Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket. Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej. Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde. Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark. Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem. At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning. På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror. Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes. Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet. Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen. Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

30.Sep. 2008 – 20:12 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.

Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitter

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen? 
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
  Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !

Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. –  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.

“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

  Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen

september 2008 *

Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.

Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.

Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.

Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.

I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:

“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”

Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.

Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:

“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”

I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:

“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”

Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:

“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”

En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.

I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:

“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”

Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.

I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.

Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.

Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.

Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.

Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.

Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.

Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.

Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.

At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.

På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.

Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.

Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.

Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.

Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

Brasil:Elleve soldater arresteret efter mord i Rio de Janeiro

17 Juni 2008 – 00:42
Elleve soldater er blevet anholdt af politiet i Brasilien. De mistænkes for at have udleveret tre unge mænd til en kriminel bande som siden myrdede dem.
Ligene af de tre, 17, 19 og 24 år gamle, blev fundet i søndags på en losseplads i Rio de Janeiro.
Vidner har fortalt om hvordan soldaterne anholdt trioen i lørdags i et slumområde hvor titusinder af arbejds- og hjemløse forsøger at skabe sig et hjem. De skal derefter være blevet udleveret til ligamedlemmerne i et andet område.
Soldaterne har været udposterede i det fattige slumområde siden december for at beskytte et socialt projekt.

Efter Grusien-krigen:Rusland og Syrien styrker forbindelserne

20 aug 2008 – 12:40
DE to uafhængige stater Rusland og Syrien styrker sine militære forbindelser.
Rusland styrker nu sine militære forbindelser med Syrien som svar på at Grusien angiveligt har anvendt israeliske våben i den krig som blev udløst af Saakaszvili-regimets angreb på det autonome område Syd_ossetien natten til OL-åbningsdagen

” -Militært og teknisk samarbejde er selvfølgelig hovedspørgsmålet. Våbenkøb er viktigt og vi burde fremskynde dem”, sagde Syriens præsident Bashar-Assad til den russiske avis Kommersant.

Den russiske militærledelse anklagede i sidste uge Israel for at uddanne Georgiens hær. Den israelske stat tilader private virksomheder at gøre sådanne “udenlandsforretninger” hvis de får forsvarsministeriets godkendelse også selvom det føre til optrapninger af konflikter og krig som i Grusien

 

Syrien tilbyder Rusland havn

1.sep. 2008 *
Hvis den USA- og EU-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko fører sine planer om at fratage den russiske flåde dets havn i Sevastopol når lejeaftalet løber ud i 2017 så vil Syriens præsident Bashar al-Assad tilbyde Rusland at flytte sin Sortehavs-flåde til Syrien.
Hele Krim-halvøen herunder den smukke Sortehaveby Sevatopolvar en del af Rusland og hørte efter revolutionen under den Russiske Sovjetrepublik.
Men under Sovjet-lederen Nikita Hrusjtjov blev hele Krim-halvøen i 1954, inklusive Sevastopol gennem en administrativ beslutning overført til Ukraina.

Men det syriske udspil er mest en politisk markering. Netop nu opføres en orlogsbase i Novorossijsk som skal stå færdig 2012 og ingenting tyder heller på att president Jusjtjenko skulle kunna gennem føre sin planlagte Nato-tilslutning af landet, mod en meget stærk folkemajoritet.
Kilder;asiatimes 30/8
Den smukke Sortehavsby Sevastopol – i skudlinjen for den USA-støttede ukrainske præsident Jusjtjenko´s stræben efter Nato-medlemskab.

Roskilde Bank: Endnu et finanskapitalistisk fallitbo reddes af staten

29.aug. 2008 *

SORT mandag for den danske Finanskapital

Roskildebank på falittens rand:Privat bank med milliardunderskud reddes af Nationalbanken

Danmarks statslige Nationalbank besluttede mandag – sammen med de største kapitalistiske banker i Danmark at redde den private bank fra konkurs.
Allerede fredag den 22. blev den 124-årige bank erklæret “insolvent” dvs. ude af stand til at betale sine kreditorer. Samtidig afviste samtlige kapitalistiske banker enhver tanke om at købe banken, men åbenbart har de intet imod at overtage banken, som det skete mandag med Nationalbanken som skatteyder-garanteret sikkerhed.

Alerede i juli blev det klart at Roskilde Bank var på vej mod fallit. Nationalbanken stillede et skatteydergaranteret garanti på den betingelse at banken skulle sælges helt eller delvis.

“Der er så meget rod at ingen har turdet eller villet købe os” udtalte Søren Kaare Andersen, direktør i fallitboet Roskilde Bank.

Bernstein som mener at arbejderklassens lønninger skal trykkes gennem øget massearbejdsløshed på det kapitalistiske arbejdsmarked griber nu ind for at redde den danske finanskapitalen ud af den krise som er opstået pga Roskildebankens fallit. Her havde han ellers en chance for øge den arbejdsløshed som han mener er for lav.
Den danske finanskapital og Nationalbanken påstår at hvis Roskilde Banks havde gået konkurs ville det have kostet finanskapitalen mindst 15 milliarder kr.

Så er det jo bekvemt at have “onkel Bernstein” i Nationalbanken til at redde kapitalen fra at tage konsekenserne af spekulation på det kapitalistiske boligmarked og i byggebranschen.

Bernstein udtaler at : “Roskilde bank har haft en meget “stor eksponering på ejendomsmarkedet og det i en uheldig kombination med en lempfældig kreditkultur.”

Den lempfældige kreditkultur har direktør Niels Valentin Hansen nu i en e-mail til Dagbladet i Roskilde taget amsvaret for.
I foråret indløste direktør Niels Valentin Hansen aktieoptioner for 30 millioner kr – akkurat et par måneder inden bankens kasse var tom. Andre direktører og topansatte har ligeledes indløst millioner af bankens aktier.
Med Valentin Hansen som direktør førte Danmark 8. største bank en meget aggressiv kreditpolitik. F.eks opfordrede man kunder til at låne i banken til køb af bank-aktier med løfter om “et konkurencedygtigt langsigtig afkast”. Alt tyder nu på at de kunder som lod sig lokke af bankens løfter om “konkurencedygtige langsigtig” overskud nu har tabt alle deres penge.
Samtidig har direktørerne i Roskildebanken givet flerciffrede milion-lån til kapitalistiske erhvervsspekulanter som var blevet nægtet lån i andre banker.
Det er ikke første gang at den statskapitalistiske Nationalbank griber ind for at redde finanskapitalen ud af dets krise og falitter. Det skete også da Landmandsbanklen krakkede i 1920´erne. Den kapitalistiske bankrise fortsatte og i 1924-25 gik Danmark 4. og 5. største bank konkurs uden at det fik de “alvorlige finansielle” følger som direktør Bernstein påstår en konkurs for landets 8. største bank idag ville få hvis Nationalbanken ikke havde reddet banken.

Roskildebankens fallit og det politiske indgreb gennem Nationalbankens overtagelse bekræfter endnu engang at kapitalismen ikke kan stå på benene uden statslig hjælp.
Kapitalisterne kan altså ikke klare sig uden statstøtte, dvs arbejderklassens skattekroner i længere tid – selvom forskellige højre og venstreliberale politikere og ideologer påstår at den “liberale kapitalisme” – det vil sige det “frie kapitalistiske marked ” – kan sikre både økonomisk fremgang og velfærd for arbejderklassen – uden statsstøtte ?
Det har den ikke kunnet siden krakket på Wall Street i oktober 1929 -
Siden da har kapitalisterne og det klassesamfund som de hævder er “verdenshistoriens mest fremskredne” kun overlevet med hjælp af statsstøtte i den ene eller anden form, samtidig som paramilitære og politi-styrker står klar og er blevet sat ind når kapitalen ikke har kunnet klare sig i klassekampen mod arbejderklassen. Fortsættes . . . DEL II

Samtlige borgerlige og socialdemokratiske partier i Folketinget støtter Bernsteins overtagelse af Roskilde Bank med socialdemokraten Hækkerup som en af de ivrigste forsvarere.

SVENSKA: Dansk riksbank tar över Roskilde Bank
25 augusti 2008 – 18:48
Danmarks riksbank, Nationalbanken, tvingas att ta över Roskilde Bank i en räddningsaktion. Orsaken är att ingen vill köpa den krisdrabbade banken.
Övertagandet, som beräknas kosta 4,5 milliarder danske kr, innebär att de över 30.000 aktieägarna med stor sannolikhet förlorar sina pengar.
Nationalbanken ställde så sent som i juli ut en garanti på 750 miljoner danska kr och meddelade samtidigt att verksamheten var till salu.
Kraftig utlåning, dålig kreditvärdering och förluster ledde till krisen.

KIlder: Berlingske t. + DR-P1Business:Interview: “Roskildebank tog kunder fra os med hvad der i bankkredse bliver kaldt “fuldstændig urealistiske tilbud om lån ” …..

Grusien:Nye løgne fra det USA-støttede Saakasjvili-regime

14.aug. 2008

Nyhetsbureauet AP rapporterer fra Grusiens hovedstad Tbilisi at Præsident Saakasjvilis i onsdags påstod at de Forenede Stater er villig til at overtage Grusiens flyvepladser og havneanlæg.

Påstanden var blot endnu en bombastisk udtalelse i en lang række fra den USA-uddannede grusinske leder.

Mr.Saakasjvili med og uden Hitler-mustasche

Saakasjvili har givet daglige interviews på hans flydende Harward-engelsk i de internationale tv-netværk og giver jævnlige TV-udsendte taler.

I onsdags sagde han i et interview med TV-kanalen CNN at russiske tropper var igang med at omringe hovedstaden og planlægger at

“indstallere sin egen regering i Tbilisi”. 

Men Associated Press´s journalister i området så ingen tegn på en forberedelser til et prorussisk statskup.

En AP-reporter så dussinvis af russiske lastbiler og køretøjer på vej sydpå fra den centrale by Gori i retning mod hovedstaden Tbilisi, men det blev senere dementeret.

Saakasjvilis sagde derefter til grusinsk fjernsyn at USA´s leverence af humanitær bistand

“indebærer at Grusiens havne og flyvepladser vil blive stillet under USA´s forsvarsministeriums kontrol. “

Saakasjvilis har gentagne gange sammenlignet den russiske indtrængen med Hitlers invasion af Polen 1939, og den sovjetiske indmarsch i Prag 1968 og invasionen af Afghanistan 1978.

Desværre Mr.Saakasjvilis : Sammenligningen holder ikke for alle tre er eksempler på imperialistisk aggression : Invasionen af Polen var en tysk aggression og startskuddet på Anden Verdenskrig og Sovjets indmarch i både Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1978 var (social-) imperialistiske invasioner, mens Ruslands tilstedeværelse i Grusien har FN-godkendelse siden 1990´erne fordi både syd-osseterne og abkhazerne ikke føler sig trygge pga frygt for Tbilisi´s forsøg på tvangs-assimiliing og etnisk udrensning. Hverken i Polen 1939, i Tjekkoslovakiet 1968 eller Afghanistan i 1978 var der et folkeretsligt forsvar for de militære aggresioner

Saakasjvili som Hitler: Med amerikansk støtte angriber vi russerne -

Man må spørge Saakasjvili og hans støtter i Europa og Amerika : Er det Rusland som har dræbt 1 500 civile i Tschinvali? – Er det Rusland som i strid med de folkeretsligt indgåede aftaler med militære midler har forsøgt at tage kontrollen over Sydossetien? S. U.

At Saakasjvili ikke har været i stand til at løse et eneste væsentligt problem for det land som han er præsident for, men har brugt alle kræfter til at opruste Grusien militært og forsøgt at gøre landet til en Nato-militærbase og nu har ført Gruisien ud i den værst tænkelige situation med udsigt til at landet bliver splittet op i tre-fire dele – står klart
Og hans “historiske sammenligner” med situationen i Grusien 2008 viser at han også har en vulgær populistisk forståelse af historien.
I hans TV-tale i onsdags påstod han at

“Rusland har tabt flere flyvemaskiner end i nogen konflikt dette omfang siden 1939″. 

Endnu mere vulgært populistisk pladder fra Georg Bush´s, Nato´s og EU´s lille marionet-dukke i Tbilisi. 

Saakasjvili, som tog eksamen fra Columbia University Law School, har altid været grov – almost like american gangster – og hans hårde sprog og ophidsende metoder var drivende i det som bliver kaldt “rosernes revolution” dvs hans magtovertagelse efter et tvivlsomt valg i 2003.

Hvad er fakta om Saakasjvili-regimet Georgien – Europas fattigste land ?:
“I juni forhøjede den georgiske regering forsvarsbudgettet på 315 millioner dollars med yderligere 260 millioner. Ifølge Stockholms International Fredsforskningsinstitut, SIPRI, er Georgien/Grusien det land i verden, der har haft den hurtigste vækst i sine militærudgifter. En del uafhængige eksperter er urolige over at udgifterne ikke rapporteres i deres helhed, mens andre mener at de kan underminere fredsprocessen vis-a-vis de separatistiske territorier Abkashien og Syd-Ossetien.” (skriver IWPR Instituttet for Krigs- og Freds-Rapportering i en analyse fra , 2007)

Georgiens militære budget voksede 50 gange fra 2002 (18 millioner dollars) og 2008 hvor det er 900 millioner dollars, og nu udgør 9% af landets bruttonationalprodukt.

Georgien er den tredjestørste besættelsesmagt i Irak. Det har også soldater i Afghanistan og har været i Kosovo. Ligesom Danmark har Georgien været USA´s “trofaste allierede” i den erklærede
“krig mod terror”.

Kilder:AP -13.aug

 

 

KOMMENTAR 

   Kriget i Grusien/Georgien ser nu ud til at ebbe ud. Ruslands stillning er militært set meget stærk. Grusinske tropper har trukket sig tillbaka fra byen Gori. Georgien ligger med blottet hals. Hvis Gori indtages kan russerne afskære den eneste større vej som forbinder hovudstaden Tbilisi med kysten. Uden Gori vil Georgien blive et amputeret land. Russerne vil sikert ikke gå ind i Gori eftersom man skulle tabe sin troværdighed.

Kun nogle titusinder grusinere/georgians viste sin støtte under dagen, for deres præsident. Saakasjvili står under alle omstændigheder som taber i konflikten. Saakasjvili har fået en lussing og USA´s og Israels fremfart i regionen er midleridig stoppet. Rusland har ødelagt den vigtige infrastruktur i havneby Poti og påtvunget den georgiske hör svidende nedrlag. Den begyndande turiststrøm som Georgien satsat så hårdt på at lokka tll landet vil nu tynde ud . Georgien vil blive bedømt som ett osäkert land av presumtiva turister. Saakasjvili får dra sig tillbaka och slicka sina sår. Allvarligt för den georgiska ekonomin är även att 3 av 4 viktiga oljeledningar är satta ur funktion. Även om georgierna samlas kring sin president nu så kommer en ekonomisk kris drabba honom vilket kommer leda till öka missnöje. Saakasjvili har grävt sin egen grav. Georgien har en turbulent historia och den relativa stabilitet som landet upplevt de senaste åren är nu bruten. USA:s president Bush går mot slutet av sin ämbetsperiod. Man vill gärna hinna med så mycket som möjligt innan dess eftersom det finns stora möjligheter att USA:s näste president blir av en betydligt fredligare stort. De 130 amerikanska militærrådgivarna i Georgien ser dog ud til komme på en sværere opgave i fremtiden for at få orden på den georgiske hær. Samtidigt som konflikten brød ut besluttede USA att forstærke sin militæra tilstedeværelse i den Persiska Bugt hvor mindst 2 amerikanske hangarfartøjer er på vej. Risken er stor at USA fremover vil foretage någon typ av aktion mot Iran som er allieret med Rusland. Rusland har nyligen solgt luftforsvarssystem till landet. Men det tager mellem 6-12 månader inden disse systemer kan tages i brug/blive operative . Et begrænset flyangreb mod landet er derfor ikke usandsynlikt. Det er naturligtvis Irans “atom-bombe-program” som USA/Israel forsøger at skræmme med.

40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på den første Sovjetunion

21.aug. 2008
Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen bl.a kan gøre Ruslands atomraketter uskadelige for USA. Og dermed bliver landet trukket yderligere ind i den inter-imperialistiske rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskabet for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100.000 tjekkeres underskrifter , mens 34.000 mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

PRAHA – 21.august 1968 - 

 -  Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.

Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest. 

° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °

 

Brezhnjev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten

Invasionen er styret af Brezhnjev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Hrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezhnjev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter

Prag 1968

  Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezhnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.

Med invasionen viste Brezhnjev at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezhnjevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.

Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen.

  Invasionen havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer inspireret bl.a af de ”revisionistiske reformer” i Sovjet som for alvor blev igangsat af Hrusjtjov og stadsfæstet af Brezhnjev-  havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution –  i stagnation - 

I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion.  Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.

På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som 

”Lenin vågn op , Brezhnjev er blevet tosset!”  

Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem. 
Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnjevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .

Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava.

Baggrunden for Prag-foråret og Brezhnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi. I løbet af 1960´erne – efterhånden som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i folkehusholdningen slår igennem med arbejderklasens fremmedgørelse og de modsætninger som opstår mellem forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en svag eller ingen vækst overhovedet. Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået. Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.

I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ. At man samtidig som partiet mister den folkelige opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger fordi “partibogen” åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.

Arbejderklasssen fjernes fra partiets program

To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur”  - altså arbejderklassens  ledende role i kommunismens opbygning  -  i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Hrustjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”. Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen.  Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne. 

Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Hrustjtjov-gruppens reformer – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –

Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Hrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva). Under ledelse af den borgerligt-revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967.   Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering –  altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger. Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat :nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske markedsøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs. Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel”  i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”. 

Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen. Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at gøre Polens “jøder” til syndebukke. Der gennemføres anti-jødisk progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Hrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og regimets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister, blev af det Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpeget som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn,Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den socialdemokratiske II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.

Komintern-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserne da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær. Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.

Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezhnjev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.

Med befrielsen i 1945 åbnedes nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.
Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat for KSČ: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.

Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.

Kommunistisk 1.maj plakat 1946

Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezhjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..

Fraktionskampe i det tjekkiske parti

  I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezhnjev. Men Brezhnjev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezhjnev finder ud af at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” . Faktisk har Brezhnjev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezhjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januari 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezhnjevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezhjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezhnjev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezhnjev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezhnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Hrusjtjov/Brezhnjev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Hrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezhnjevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.

FAKTA om “Warszawa-pagten”

Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) - Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” 

Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl

19.juni 2008 *

Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen

Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne fra Kina under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin ligesom de kommunistiske symboler Hammer og sejl nu er bandlyste.

Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen 

Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end stater som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker sympati for kommunismen.

Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.

 

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “bolsjeviker” i det kommunistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.
Kommunister i Kerala “demonstrerer”

De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Med Hrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.

I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
 Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Hrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.

I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang

Sovjetunionens statsvåben

Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder

11 Aug. 2008 – 18:46

Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen

Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.

Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter Weekenden “angreb”

Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiska neo-nazister og højreradikale en illegal marsch gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.

VIDERE om :

Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland

De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig

Den højreradikale vold og antisemitisme stiger i Tyskland

Grusien har natten til fredag invaderet Syd-ossetien i ly af OL-åbningen

8.Aug. 2008 05:45 *

Grusisk militær aggresion mod det autonome område Syd-ossetien 

Væbnede styrker udsendt af det USA-støttede Saakasjvili-regime i Grusien (Georgia) benytter tilsyneladende den internationale opmærksomhed omkring OL-åbningen fredag til at starte en krig mod Syd-Ossetien. Og den autonome region Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali er nu omringet af georgiske militær-styrker.
Ved det valg som bragte Saakasjvili & Co til magten – kaldet “Rosernes revolution” kom han med chauvinistiske løfter om at bringe de tre autonome “udbryderrepublikker” under Tbilisis fuldstændige kontrol. Den tredje autonome republik i Grusien ;Adsjaria var en let oppgave. Men der behøves meget tyngre skyts for at indtage Abkhazien, den største og folkerigeste af Grusiens autonome republikker.

Syd-Ossetien – Grusiens Kosovo ?

  Både folk i Jugo-Osetinskaja (Syd-Ossetien), Abchazien, Rusland og internationale folkeretseksperter har sammenlignet situationen for de to grusinske autonome regioner Syd-Ossetien og Abchazien med det tidligere jugoslaviske autonome område Kosovo; som EU og USA nu har anerkendt som en selvstændig stat udenfor Serbien og det Jugoslavien som det var en del af. Det er sket i strid med Folkeretten (FN´s Charter) og Serbiens regering og et flertal af FN´s medlemsstater fastholder at Kosovo folkeretsligt ikke er en selvstændig stat..

USA,EU træder Folkeretten under fode og det vi nu ser i Grusien er de folkeretstridige følger som før eller senere også vil ramme EU og USA . Og følgerne af anerkendelsen af Kosovo som “uafhængig stat” – for det som det USA-støttede regime i Tbilisi kalder “udbryderenklaven” Syd-Ossetien – kan vi begynde at ane konsekvenserne af ikke bare i Kosovo, men også i Kaukasus og hvem ved måske senere i “Basker-landet” ? og er der ikke noget med at folk i Californien er trætte af at være underlagt terrorlove og krigseventyr som bliver dikteret fra Pentagon og det Hvide Hus i Washington ?
Der er grund til at understrege at Rusland ingen interesse har i at ændre på grænserne i Kaukasus, men på den anden side kan man ikke i længden tvinge folk til at bo under samme tag eller i samme land – til evig tid så at sige.

 

 

 

Men hvem har interesse i en balkanisering af Europa og resten af jordkloden for den sags skyld ? 

USA og Nato ? -

USA opmuntrede Saakasjvili-regimet

Under alle omstændigheder er det et faktum at USA og Israel har oprustet og trænet Saakasjvili-regimet i Tbilisi som har kvitteret ved at sende 2000 soldater til Irak for at hjælpe USA med undertrykkelsen af den irakiske folks modstand mod besættelsen.
Fra den 5.juli gennemførte ca 1 000 amerikanske soldater den hidtils største militærmanøvre i Grusien under navnet “Immediate Response -2008″ (“Umiddelbar reaktion”). Øvelsen skete indenfor rammerne af Nato´s såkaldte “Partnership for Peace program” ved Vaziani-militær basen, som ligger under 100 km fra grænsen til Rusland. Manøvren gav USA en mulighed for

“at træne med sine georgiske partnere som faktisk står for det tredje største troppebidraget til Irak.”  

  Udover styrker fra Grusien deltog også soldater fra Ukraine, Armenien og Azerbajdzjan i manøvren.(Kilde; stars and stripes 19/6)

Natten til den 8.august dræbte grussiske soldater flere af deres russsiske kolleger i den fælles fredsstyrke i Syd-Ossetien , åbenbart som et led i Saakasjvili-regimets plan om at overtage den fuldstændige kontrol over folket i Syd-Ossetien.

Ifølge DR´s politiske nyhedsprogram Orientering havde Saakasjvili-regimet i tiden op til den militære aggression mod Syd-Ossetien på OL-åbningdagen forgæves forsøgt at få hjælp fra USA til at flytte deres soldater til området omkring Syd-Ossetien.

Moskva anklager Tbilisi for at have brudt aftalerne som er blevet indgået om Syd-Ossetien.

“- Det grusiske lederskab må komme til fornuft og gå tilbake til en civiliseret måde at løse vanskelige spørgsmål på, siger Boris Malakhov i udenrigsministeriet i Moskva.

Grusiens præsident Saakasjvili udtaler: Den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er “opnået en varig fred”.

Men hvordan var det nu med den “autonome delrepublik Kosovo” i det tidligere Jugoslavien/Serbien ?

Da den herskende gruppe politikere og krigsherrer i Kosova i februar i år udråbte sig til selvstændig stat anerkendte USA og og de ledende EU-stater den ensidige erklæring fra Kosovo, trods protester fra Serbien og flere andre lande som forsvarede Folkeretten. FN har stadig ikke anerkendt Kosovo´s udbrydning fra Serbien og den ensidige proklamationen af den selvstændige stat, simpelthen fordi den er i strid med Folkeretten (FN´s Charter)
Ligesom USA tidligere – med støtte fra Grusien og i strid med folkeretten startede en aggressionskrig mod Iraks folk og nu på 6. år fortsætter en militær besættelse af Irak.
Men EU og især USA er ikke indstillet på at indrømme osseterne den samme ret som albanerne i Kosovo. Det virker nærmest som om den USA-støttede præsident Mikhail Saakasjvili mente at han kunne gøre det samme med osseterne i Grusien som USA har gjort ned Iraks folk.
Han beordrede fuld militær mobilisering mod Syd-Ossetien, men måtte senere trække styrkerne ud af Syd-ossetien efter at osseternes russiske venner var kommet dem til hjælp. Næsten som med de danske terror-karikaturer som udviklede sig til en udenrigspolitisk krise for Danmark da muslimernes meget “store brødre” i udlandet kom deres danske trofæller til hjælp.

Det USA-støttede Saakasjvili-regimes krigsforbrydelser og folkemord i Syd-Ossetien

Inden den militære indmarch i sydossetien – tidligt fredag morgen – havde Grusiens militær bombarderet hovedstaden Tshkinvali så kraftigt at , den ifølge russiske observatører nærmest er lagt i grus.
Syd-Ossetien anklager Grusien for at rette angreb mod civile og siger republikken nu er begyndt at evakuere børn fra Tskhinvali-området over grænsen ind i Nord-Ossetien i Rusland.
Zarina Tedejeva flygtede fra Syd-ossetien efter Saakasjvili-regimets militære angreb og terror mod osseterne i Grusien til en flygtninge-lejr – en halv times rejse udenfor den nord-ossetiske hovedstad Vladikavkasz. Her bor hun nu i et af de 42 telte sammen med sin datter, søster,søsterens datter og to børnebørn. Det er 30 grader varmt og sikkert 40 grader inde i teltet, men Zarina Tedejeva har ikke mistet modet i varmen:

“En lejr er en lejr selvom vi er blevet velmotaget. Jeg er meget taknemmelig overfor vore nordossetiske brødre og Rusland. Selvom forholdene ikke er gode og det er værst for børnene. Vi vil vende hjem så hurtigt som muligt”

Fra hendes hjem i sydossetiske hovedby Tskhinvali søgte hun og børnene ly i en kælder i 3-4 døgn
:

“Jeg sad i en kælder og kunne bare høre hvad der skete. Jeg så ingenting. Der findes ingenting tilbage af byen. Den ligger i ruiner.Udbrændte biler og lig i gaderne . . fortæller Zarina berørt: ” De (det grusiske Saakasjvili-regimes styrker, overs. anm.) skånede hverken børn eller gamle. De skød direkte mod børnehaver. De lod kampvogne køre frem og skyde bygningerne i stumper” 

Senere fik hun hjælp med med at flygte til fods nordud til flygtningelejren i Nord-ossetien.
Hendes mand blev i Syd-ossetien for at deltage i kampen mod Saakasjvili-regimets styrker.
Se hele interviewet

Ifølge ossetiske kilder er et tusind og 400 mennesker døde som en følge af det USA-støttede Saakasjvili-regimes aggression. På den grusiske side angives 30 mennesker være dræbte.

“– 70 procent af alle bygninger i Tschinvali er ødelagte og byen har ingen elektricitet, gas eller vand, fortalte Irina Gaglojeva, talskvinde for Syd-ossetiens regering lørdag (9.august)
Situationen er værst for de skadede. Hospitalet har under de her dage været under konstant beskydning fra grusiske tropper. Mange nye sårede og skadede er strømmet til og de skadede opholder sig i kælderen.
“– Der findes stort set ingen muligheder for at give dem nogen humanitær hjælp, siger Irina Gaglojeva.

Sydossetiske børn – som nu evakueres fra deres hjemstavn – ses her under fejringen af Grusiens nationaldag i september 2007.

Syd-Ossetien appelerede i marts måned til FN, EU, Rusland og SNG (Uafhængige Samfunds Sammenslutning, af tidligere Sovjetrepublikker) om international anerkendelse. Det skete efter USA´s og EU´s anerkendelse af Kosovo´s udbrydning fra Serbien

“Grusien og Sydossetien kan ikke eksistere som forenet stat”, hed det i det sydossetiske parlaments resolution som udtrykkeligt nævnte anerkendelsen af Kosovo som argument. 

29.februar i år: EU/USA´s anerkendelse af Kosovo får følger for områder i det tidligere Sovjet-kræver anerkendelse.

Efter Georgiens bombardementer og invasion siger lederen i Syd-Ossetien, Eduard Kokojtij at han er klar til at mobilisere alle mænd i regionen for en væbnet modstandskamp mod Georgien.
Det sker med russisk militær støtte. Russiske tanks og tropper befinder sig nu i Tskhinvali-området for at forsvare civile ossetere og russere mod de grusiske invasionsstyrker.

Sammenstød sidste uge

Det bekræfter lederen for de russiske fredsstyrker i området. Også kampvogne og krigsfly er sat ind i den militære aktion fra grusisk side.

GRUSIEN´s 2000 soldater trækkes UD af IRAK 

Grusien har sendt opimod to tusind soldater til Irak for at hjælpe USA i krigen mod Iraks folk. Halvdelen bliver nu beordret hjem fordi

“soldaterne behøves for at holde de russiske og separatisttyrker stangen i Sydsossetien,” meddelte formanden for Grusiens nationale sikkerhedsråd ifølge Reuters. 

Grusiens invasionsstyrker møder modstand: Her brænder en grusisk kampvogn i Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali i et billede fra russisk fjersyn (AP/FIRST CHANNEL) °*°*****

Den militære aktion kommer efter sammenstød hvor omkring 20 mennesker er dræbt i den sidste uge.

“– Jeg bekræfter at der er mindst 15 døde. Det er folk vi har sett i hagene og gatene, siger den russiske TV-journalisten Andrej Tsjistjakov.”

Tolv russiske soldater skal være dræbte og flere sårede i kampene, og deres hovedkvarter ødelagt under den grusiske beskydning.

- “Grussisk aggression” årsag til krigen 

Ruslands statsminister Vladimir Putin udtalte under et besøg lørdag i Nord-Ossetien
at ” resultatet af Grusiens aggression i Sydossetien er at dusinvis af mennesker er dræbt og hundredevis er skadet” og videre at

- Det er svært at forestille sig hvordan Sydossetien skulle kunne overtales til at blive integreret igen med Grusien efter dette,” udtalte Ruslands Statsminister som samtidigt kaldte Ruslands indgriben for “velbegrundet, legitim og nødvendig”. Han kaldte de grusiske angreb på den sydossetiske hovedstad Tschinvali for “folkemord”. 

Næsten på samme måde som Nato-staternes ledere talte om “folkemord” i Kosovo inden de gav ordre til det militære angreb på det der var tilbage af Jugoslavien, hvor blandt andet hovedstaden Belgrad blev udsat for Nato´s flybombardementer. Rusland har til forskel fra Nato´s krig mod Jugoslavien i 1999 ikke terrorbombarderet civile mål i Grusiens hovedstad Tbilisi.

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan 

Grusiske medie-manipulationer om “abkaziske terorister”:Skød de på sine egne? 

Etnisk-sprogligt KORT over KAUKASUS herunder Grusien(Georgia) , Syd-Ossetien (South Ossetia) og Abkhazien(Abkhazia):

” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien

– Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som udgør 4,4 millioner mennesker som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.  Grusiens “Krystalnat” Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså . allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusere, ossetere,abkhazere, adzharerne,russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusere/georgiere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-)forklaring ? Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen hvor arbejderklassen ikke længere var den ledende klasse. Med Hrustjov-gruppens magtovertagelse brød man med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper. Grusien er idag det land i verden hvor den største andel af befolkningen forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor : Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen.       Forbød regionale partier   Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg. Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusere, ossetere og russere. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt. Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent grusere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal. Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :  ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” Putin forklarede også for de amerikanske og andre af CNN´s seere hvor smertefuld konflikten med Georgien opleves i Rusland : “Den har visse træk af borgerkrig, eftersom Rusland og Georgien har været sammenflættede og en million georgier lever i Rusland”, sagde Putin men erklærede i samme åndedrag at han ikke det mindste sætter spørgsmålstegn ved landets suverænitet. Han fortalte at han talte med “George”, dvs Bush i Peking, som havde sagt at krig i Georgien ikke var noget USA ønskede. Til sin skuffelse opdagede Putin at den amerikanske regering allligevel ike havde gjort mere for at stoppe Georgien tidligt i konflikten.

Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.

5.aug 2008 – 12:30

“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.

Fisk for sex

På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.

50 millioner flere sulter

De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.

“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.

Anna Sandvig Brander/ e24.no

Canada: officiel undskyldning til landets oprindelige folk; 138 år efter starten på den kolonialistiske tvangsassimilering

12 juni 2008 – 03:54 *
Canada´s ledende politiker kom i går med en formel undskyldning for at have tvunget 150.000 af Canadas oprindelige folks børn til at gå i skoler hvor mange af dem blev udsat for seksuelle og andre fysiske overgreb.
Disse skoler – residential schools – for “the aboriginals” eller “native canadian” – inuiter,indianere m.fl – var et led i den kolonialistiske tvangs-assimiliering af Canadas oprindelige folk. Skolerne – skulle – generation efter generation viste det sig – sikre at de oprindelige folks og deres børns modstand mod de nye kapitalistiske koloniherrer´s (kristne-) kultur blev nedbrudt , at deres egen kultur og værdighed som selvstændigt folk blev elimineret og knust.

Titusinder børn af Canadas oprindelige folk -indianer og inuiter – blev så tidligt som i femårsalderen taget fra deres forældre for at blive opdraget på kristne kostskoler og børnehjem hvor de blev forhindret i at tale deres modersmål. Mange af dem blev udsat for seksuelle og fysiske overgreb. -

Nu er der åbenbart ikke brug for denne tvangsassimilering. Måske er det baggrunden til den “følelsesladede” undskyldning fra Statsminister Stephen Harper der i parlamentet sagde at det ikke er muligt at retfærdiggøre det som pågik i de skoler som blev drevet af den kristne kirke, fra 1870´erne frem til 1970´erne. Den samme “tvangs-integration” – med forbud mod at tale deres modermål blev de oprindelige “indianske” indbyggere´s børn i USA også udsat for.

- Canadas regering beder oprigtigt om undskyldning og beder de oprindelige beboere i det her land om tilgivelse for at have behandlet dem grundlæggende forkert. Vi er kede af det, sagde Harper i sin tale. ….. “Today we recognize that this policy of assimilation was wrong, has caused great harm and has no place in our country. …..
This policy has had a lasting and damaging impact on Indian culture, heritage and language.”
……
The government recognizes that the absence of an apology has been an impediment to healing.
…..
To the approximately 80,000 living former students and their family members… we recognize it was wrong to forcibly remove children from their home.
….

Men som denne artikel viser er alt ikke som Canadas regering gerne vil have det til at se ud til at være:
Government still failing aboriginal children

Og denne artikel

Allerede i 1998 kom “the statement of reconciliation” og “the financial settlement” i 2005 – . Derefter troede Canadas borgerligt-reformistiske etablissement at “denne kedelige episode i nationens historie var lukket” (” have closed this sad episode in the nation’s history”. )
Det er sikkert baggrunden til at Canadas Prime Minister juni 2008 holdt en følelsesladet tale i parlamentet House of Commons and deliver and unequivocal mea culpa on behalf of all Canadians – and to recognize that the residential schools program contributed to many of the social problems that are still with us.” som en skribent slår fast

Kort over det kolonialistiske Canadas “residential schools” skoler for tvangsassimiliering for den oprindelige befolkning hvor deres modersmål var forbudt.

I neo-kolonialismens kølvand: Tragisk bølge af selvmord på Grønland

15 juni 2008 – 14:07
Følgerne af Kongeriget Danmarks kolonisering af Inuiternes land – som vi kender som Grønland er åbenbare og skræmmende : Inuiterne er i løbet af ca 100 år blevet påtvunget en livstil tilpasset de kapitalistiske danske koloni-herrers krav. Udover den kulturelle “holocaust” mod inuiterne som har gjort alkoholmisbruget til en folkesygdom bliver der nu rapporteret om så mange selvmordsforsøg på Grønland´s østkyst at det ligner en epidemi.

Himlen er grå, og i forgrunden ligger blok 12, en af de mange slidte femetagers betonkasser, som danske embedsmænd placerede i Nuuk i 1960’erne.

Fra taget hænger en ung mand i armene, holdt oppe af en teenager, som ligger fladt. Teenageren holder selvmorderen fast i flere minutter, indtil redningsmandskabet kommer de to til undsætning.

Billedet er taget sidste torsdag og ligner til forveksling det, en anden fotograf tog fire dage før. Her er det taget på blok 17 i Nuuk, som er kulissen for en enlig mørk silhuet stående krumbøjet nær afgrunden.
Også dette selvmord bliver dog afværget.
Tendensen går igen andre steder i Grønland.

I byen Tasiilak med 1.800 indbyggere er det næsten hver dag nogen som forsøger tage sit liv.
Sidste week-end måtte politiet rykke ud seks gange for at forhindre dødslängtande ungdomar. Man känner inte till orsaken till de många självmorden.
En undersøgelse fra sidste år viste at hver femte av Grønlands 15-17 åriger har forsøgt at tage sit eget liv, og på østkusten er det endnu flere.
” – Vi kan intet gøre ud over at bringe dem til lægen, hvor de får en indsprøjtning, så de kan sove den af. Og dem, der ikke vil falde til ro, sætter vi i detentionen efter lægelig godkendelse«, siger lederen af den lokale politistation, Kristian Sinngertaat til avisen Politiken.”
“-Under mine 28 år som politimand i Tasiilaq har jag aldrig nogonsinde oplevet så mange forsøg til selvmord. Det er en epidemi, afslutter politichefen.

Hvordan

Endnu et socialdemokratisk selvmål

DEcember 2004

Kommentar

Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare. 

Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at

“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)

For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.

I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet. 
 – Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:

”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. 
(Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).

Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
 (G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.

Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?

SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.

I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod. 
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. 
 Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. 
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”

I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :

“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).

Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.

PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:

”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”

Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet. 
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:

”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”

Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering. 
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

N O T E R

1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. 
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU

Hollywoods billede af Anden Verdenskrig

Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder. 

Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.

 Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.

 Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
 Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*

KRONIK

” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. 
Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 
I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . 
I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.)
 opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . 
Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik.
 Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) 
Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac.
 Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! 
Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. 
Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . .

Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. 
Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . 
Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange:
 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen.
 Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper.
 Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland.
 Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .

skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig.
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945

Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.

Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.

Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.

Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .

Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.

Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.

NAZITYSKLAND 1933-41

Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.

Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser

Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.

I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”

I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.

I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.

Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.

For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.

Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.

Nazisterne i offensiven

I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.

Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .

Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?

Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.

Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.

I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-

”Peace in our time” ( Fred i vor tid )

som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.

I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.

Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”

I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.

NEUropa under tysk kontrol i 1940

I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .

Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.

I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.

Blitzkrieg

Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.

I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.

Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .

Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.

Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .

Under Nazitysklands kommando

Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.

I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.

I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.

Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.

Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.

I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.

Operation BARBAROSSA

Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.

Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.

Speciel retshåndhævelse

Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.

Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:

Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.

Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.

ORGANISERET BARBARI

Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.

Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.

De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..

Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.

Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..

Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.

Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.

Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.

Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.

Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.

” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.

Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.

”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.

I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :

”Hellere Hitler end Folkefronten!”

Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.

Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.

“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.

Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.

Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.

Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.

A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3

Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002

Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York

Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A I Balasjov og G P Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ?

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”

Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.

D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.

De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.

Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945″ hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.

1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandskrig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.

2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Collection of military-historical materials of the Great Patriotic War, issue 18]. Moscow: Voenizdat, 1960. Classified secret.

7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” Central Party Archives of the Institute of Marxism and Leninism, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (1)].
Moscow: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1943] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (3)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16,
no. 5 (1)]. Moscow: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Documents and materials of 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3) [The Russian archives: The
Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (3)]. Moscow: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [The Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.

Den danske neo-fascismes populistiske fader Mogens Glistrup – død

2.juli 2008 – 05:56 *

Nulskatteadvokaten og stifteren af det ultraliberale og racistiske

Fremskridtsparti i 1972 Mogens Glistrup er død.

Mogens Glistrup stiftede – efter at have fået taletid i et af, “de røde lejesvende” styrede, DR´s mest populære fjersynssprogrammer Focus - det højreliberale Fremskridtparti, Det som blev forløberen til Dansk Folkeparti og andre racistiske dækorganisationer.
Glistrup og Fremskridtpartiet appelerede både til småborgerskabet som var i konflikt med den mægtige kapitalistiske stat og dens bureaukratiserede kontrol og skatteopkrævning og til “egoistiske” velaflagte borgere som så en chance for slippe for at betale skat.
Kun i de mest tilbagestående lag i arbejderklasssen fik Glistrup og Fremskridtpartiet gennemslag.
Allerede efter et par år står det klart at Glistrups højtreklamerede “nulskattevision” er en kapitalistisk utopi som ligesom Thatchers kyniske dystopi om at “samfundet eksisterer ikke”- en vision som ville betyde indførelse af jungleloven og kapitalismens undergang på længere sigt.
Derfor nedtoner Glistrup og hans neo-fascistiske fremskridtsparti-fæller senere i 1970 ´erne “nulskatteideologien” og udtalelserne om at :

“Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.” 

fra stiftelsen i København i 1972 glider i baggrunden . I slutningen af 1970´erne toner Fremskridtpartiets sande fascistiske ansigt frem med en åben racistisk hetz mod “jøderne”, undskyld muslimerne.

I 1960´erne begyndte Mogens Glistrup´s stjerne at stige frem i den reaktionære kapitalistiske overklasse i København som kapitalistiske skatterådgiver og advokat for de rige, bl.a for hans gode ven, kapitalisten og nazi-sympatisøren Simon Spies. Som ejer af et mondænt advokatbureau skabte han det ene fiktive aktieselskab efter det andet med formålet at “give til de rige” ved unddrage staten millioner i skatter – angiveligt helt legalt ifølge Glistrup og flere skatte”eksperter”.
Derfor er det ikke forkert at sige at:

Fremskridtpartiets virkelige mål var Bevarelsen af kapitalistisk rigdom

I partiets samledes alle mulige obskure småborgerlige, anarkistiske og kapitalistiske skattesvindlende typer ud over nazi-sympatisøren Simon Spies, f.eks den politiske bonderøv Kristian Poulsgaard. Han bidrog til Fremskridtpartiet som underholdende politisk cirkus. Men det var de mere alvorlige skræmmende typer som dyrlægen A. Th. Riemann som i flere omgange blev dømt for hans hadefulde racistiske hetz mod muslimer der udstak Fremskridtpartiets og senere Pia Kjærsgaard klare racistiske anti-muslimske kurs.
Hetzen mod muslimer som allerede i slutningen af 1970´erne var begyndt at vinde acceptans i borgerlige kredse som en legitim politisk strategi for at splitte arbejderklassen og de progressive kræfter på samme måde som tidligere hetzen mod jøder blev set som en legitim måde at manipulere, ophidse og splitte de arbejdende og progressive lag for på den måde at opretholde den kapitalistiske orden og ejendomsret mod en truende socialistisk revoltution.
Det udtrykkes også i det danske borgerlige presseburau Ritzau med ordene:

Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande.

Jo . Glistrup var en rigtig helt i borgerlige kredse: “Lavere skat” og “ned med muslimerne” og genindførelse af dødstraffen.

I 1980´erne ryddede formiddagsbladet BT forsiden med en udtalelse fra “fremskridts”-lederen”:
“Lad dem dø” – sammen med billedet af sultende udmagrede mennesker i et af de undertrykte lande som imperialismen havde udbyttet og undertrykt til “sultedøden”.
Glistrup gav udtryk for hans afstumpede og kyniske facistiske menneskeforagt med kravet om at “lade dem dø’” – disse udsultede mennesker skulle ikke hjælpes med at overleve ifølge Glistrup, men overlades til “det frie kapitalistiske junglelov” så at sige.
Udtalelserne blev mødt af en storm af protester – dog ikke fra “Fremskridt”-partiets medlemmer.

Kopi af Ritzau´s telegram:

“Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, døde tirsdag aften i sit eget hjem. Glistrup stiftede i 1972 Fremskridtspartiet, som ved jordskredsvalget året efter kom i Folketinget med hele 28 mandater. Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande. Han sad i Folketinget fra 1973 til 1990 afbrudt af et ophold i Horserød Statsfængsel fra 1983 til 1986 for skatteunddragelse.

Ballade i Fremskridtspartiet førte i 1995 til dannelsen af Dansk Folkeparti, hvor Glistrups tidligere suppleant, Pia Kjærsgaard, blev formand.”

Glistrups politiske medløber Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på hans betydning som udløser af den neofascistiske fornyelse med ordene:

“- Glistrup var en enestående fornyer. Det skal man ikke tage fra ham. Han talte, så almindelige mennesker kunne forstå det. Pludselig blev politik meget mere nærværende. Så rørte han ved ømme punkter: Bureaukratiet og skattepolitikken. Det gjode han fantastisk, men han blev jo så sin egen værste fjende. Han har altid været sin egen, men jeg tænker tilbage på ham med respekt. …. Han er den politiker, der har betydet mest for mig. Det kan ikke være anderledes. Det var ham, der fik mig til at gå ind i politik. Det var ham, som jeg beundrede mest i de første mange år. At tingene så vendte, er velkendt for de fleste.”

Og IKKE et eneste ord om hovedfjenden : “muslimerne” fra Glistrups politiske arvtager P.Kjærsgaard.

Højreliberale Jyllandsposten kalder den afdøde Fremskridtsleder for “dansk politiks provo” – men der var intet “fornyende” eller progressivt eller fremskridtvenligt over partiets politik, snarere tilbageskuende , tilbagestående, småborgerligt og reaktionært.

Fakta om Mogens Glistrup

Mogens Glistrup var fra 1955 til 1963 lektor i skatteret i Danmark, og han skrev bl.a en lærebog i området. Den kapitalistiske stats bureaukrati voksede i 1960´erne sideløbende med den offentlige velfærdsektor og skatterne steg og steg. Det var også et led i imødegåelsen af den “kommunistiske trussel” som for alvor voksede frem efter det socialistiske Sovjet´s og dets alieredes sejr i befrielseskrigen i 1945. Velfærdsrettighederne og kontrollen med borgerne skulle modvirke “kommunistisk indflydelse”. Det gælder i alle de vesteurropæiske lande – undtagen Spanien,Portugal og Grækenland hvor fascistiske regimer blev holdt ved magten af USA og UK.
Redaktøren på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt Bent Hansen udgav i 1969 bogen “Velstand uden velfærd”, hvor han redegjorde for, hvordan det store statslige administrationsapparat privilegerede dem, der havde særlige juridisk og økonomisk ekspertise, mens de borgere, som ikke havde kundskaber til at forstå og kritiserede administrationen, fik svært ved at gøre sig gældende. Glistrup har siden fortalt, at han da godt kunne have sat sig i studiet og analyseret problemerne med den offentlige sektor og redegjort for, hvordan dem med de gode advokater selv kunne bestemme, hvor meget de ville betale i skat, hvorimod den lille mand uden advokat og revisor var henvist til at betale den fastsatte skatteprocent.
FOCUS-udsendelsen som blev vist i DR – som jo var “styret af de røde lejesvende” som en Venstrepolitiker udtrykte det – fik dramatiske effekter. Finansminister Poul Møller skrev et brev til Radiorådet, hvor han spurgte, hvordan en advokat kunne få lov til at fremsætte “meninger i så flagrant strid med landets love?”
Men en ligningsdirektør fortalte fire dage efter udsendelsen til B.T., at Glistrups manipulationer og transaktioner, var inde for lovenes grænser ,så vidt han kunne se. 10 dage senere erklærede Mogens Glistrup i et radiointerview, at hans egen trækprocent var nul.
Glistrup blev i 1971 opstillet for Det Konservative Folkeparti, men den lokale opstilling blev annulleret. Han stiftede så Fremskridtspartiet den 22. august 1972 og ledede det som kampagneleder 1973-1983 og 1999-2001.

Læs også : Ultraliberalisme og muslimhetz hånd i hånd 

 

Japan anerkender minoritetsfolk

6 juni 2008 – 09:30
Japans parlament vedtog i dag at officiellt anerkende folkegruppen ainu som urbefolkning i landet.
Det udtrykkes i en resolution som anerkender mere end hundrede års diskriminering.
Ainu, som har egen kultur og eget sprog, tros hærstamme fra tidlige indbyggere.
-Jeg er så lykkelig. Det føles som at Japan endelig er gået ind i menneskerettighedernes århundrade, sagde ainu-repræsentanten Tadashi Kato.
Omkring 24.000 ainu´er bor i dag på Japans nordligste hovedø Hokkaido, men ciffrerne er usikre og omdiskuterede eftersom mange stadig holder sit etniske oprindelse skjult.

Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”

15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad “Weekend-avisen” – også kaldet “Weekend-liberalisten” fordi avisen og dens kapitalistiske stødtroper og bagland i det kapitalistiske erhvervsliv under ugens fem arbejdsdage kræver statstøtte for så i weekenden at dyrke de liberale principper om det “frie kapitalistiske marked” uden statslig indblanding. Hr. Arzrouni har – weekend efter weekend i flæere år – “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Fyringen af ultraliberale skribent sker diskret i det sidste nummer af “Weekend-liberalisten” bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel

Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.

Læs videre i :Plagiater og stor humor

Moskva 1952: SUKP(b)´s 19.Kongres: Virksomhedsberetningen

- SUKP(b):s Centralkomité´s virksomhedsberetning ved den 19. partikongres (svenska)
5. oktober 1952 Aflagt af Georgij Malenkov

Efter den 19.Kongres – og Stalins bortgang – hvor den revisionistisk-socialdemokratiske Hrustjovgruppe kuppede sig til magten ændrede man straks det kommunistiske parti´s navn: SUKP(b) : Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikerne) . “Bolsjeviker” blev fjernet – hvilket ikke bare var en formalitet men et klart signal om at partiet havde ændret karakter i klar revisionistisk retning.
Hrusjtjov-gruppen repræsenterede ikke arbejderklassen, men direktørerne i de store virksomheder og øvrige lederlag og politikere i det sovjetiske samfund som var “trætte” af den skærpede klassekamp og kolde krig mod arbejderklassen og kommunismen. Med Hrustjov-gruppens magtovertagelse fjernes arbejderklassen fra partiprogrammet , det vil sige: det sovjetiskje parti blev hvad de kaldte “hele folkets parti” som det blev udtrykt. Ikke tilfældigt minder det om de socialdemokratiske partiers ord om “et parti for hele folket”. Og det lyder jo sympatisk, men dækkede over at arbejderklassens rolle som leder af udviklingen frem mod kommunismen – det klasseløse samfund uden privat ejendomsret til produktionsmidlerne, hære,grænser og penge, var afskrevet.
Hvilket i realiteten indebar at kommunismen var afskrevet og det klasseløse samfund blev forvandlet til en småborgerlig frase og utopi uden hold i virkeligheden.
Hrusjtjov repræsenterede i realiteten de mensjevikisk-socialdemokratiske kræfter som havde tabt borgerkrigen og indflydelsen efter den oktober-sejren i 1917.
Nu dukkede de op igen – understøttet af de kapitalistiske kræfter i udlandet (USA/vesteuropa).
For rigtigt at vise Hrusjtjov-regimets venner i USA, Vesttyskland og Europa at der var tale om en ny kurs – et nyt regime – blev Stalingrad - navnet på den sovjetiske storby – symbolet på den ukuelige antifascistiske modstand efter sejren over de fascistiske styrker i 1943 , som indgav håb og kampvilje i hele det af fascismen underkuede Europa – fjernet fra landkortet af den sovjetiske ledelse – under stærke folkelige protester i Sovjet . Det skete for at “please” USA og deres allierede satellitstater i Europa.

Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro

3.Apr. – 2008

“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:

” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”

Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem

På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.

Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo MOro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978

ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.

Det erklærede kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”

Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.

Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:

“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.

“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.

I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.

Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.

“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:

“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”

Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).

Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.

I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?

Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’

Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”. En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er vigtigt at understege at BR ikke opstod i et vacum. I 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana, et fascistisk bombeattentat som var et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner sloig ind på (12 december 1969 ).
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe poliriske mulighed for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise.

BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere.
Læs også om :RAF: Anarkister og venstreradikale “terrorister” som et politisk redskab for det tyske bourgeiosi * * * * * * * *

PET´s “nyttige idioter” i Blekingegade

Kina: Kapitalistisk byggesjusk skyld i tusinder af skoleelevers død har ført til forældreprotester

4.juni 2008 – 06:54 *

Jordskælvet i Kina:

Forældre anklager:byggesjusk slog vore børn ihjel
I den lille landsby Wufu klarede næsten alle bygninger jordskælvet. Men et stort hus – skolen – rasede sammen og 300 børn blev dræbt.
Scenen gentages i landbyer og byer i hele det ramte område

270 elever omkom

De demonstrerende forældre havde alle børn på gymnasiet i Juyuan nær Dujiangyan, hvor 270 elever døde under det kraftige jordskælv 12. maj.

Omfattende kapitalistisk byggesjusk bag mange dødsfald 

En redningsmedarbejder har tidligere udtalt til The Southern Metropolis News, at skolens murbrokker afslørede, at bygningen ikke havde stålforstærkninger i konstruktionen, kun jernwirer.
Derfor anklager forældre myndighederne for, at dårligt byggede skoler er skyld i deres børns død.
Mens andre bygninger overlevede det voldsomme jordskælv i den kinesiske Sichuan-provins, så kollapsede skolerne ned over eleverne.

Det har skabt stor vrede i Kina og har fået mere end 100 kinesiske forældre til at gå på gaden og protestere over myndighederne.

Forældre skubbet væk
»Fortæl os noget,« råbte forældrene, mange af dem med billeder af deres afdøde børn i hænderne.

Kapitalistiske bygherrer snyder 

Mange af forældrene mener, at skolernes ringe standard skyldes de kapitalistiske bygherrer, der springer over, hvor gærdet er lavest for at at score kassen.

Som resultat blev 7.000 skoler ødelagt under jordskælvet, der blev målt til 7,9 på Richterskalaen.

Skoler er blevet en varm kartoffel for hele Riget

Men det er ikke kun forældrene, der er optændt af vrede over de dårligt byggede skoler.

Den tragiske historie har også grebet den kinesiske befolkning og er blevet en varm politisk sag.

De omfatternde protester har gjort det nødvendigt for de kinesiske myndigheder at starte en udredning af hvorfor netop skolebygninger rasede sammen i så stor udstrækning under jordskælvet.
Alle som findes ansvarlige for fuskbyggeriet vil blive straffet skriver nyhedsbureauet Nye Kina.

Den statslige tv-station har da også gentagne gange vist præsident Hu Jintao og andre toplederes besøg på skoler, der midlertidigt er blevet oprettet efter jordskælvet.
Samtidig fortsætter Beijing med at opmuntre kritik af “lokale” myndigheder for på den måde at undslippe ansvaret for de kapitalistiske skandaler og udpege “syndebukke” for de folkelige protester.
Dennne “del og hersk”-taktik har mange journalister iagtaget. Den bliver nu anvendt i stor skal for at undgå at de omfattende protester skal udvikle sig til en bevægelse mod den kapitalistiske udvikling som bærer ansvaret for byggesjusket,koruptionen massearbejdsløsheden. En kapitalistiske udvikling som K”K”P-lederne i Beijing har garanteret deres kapitalistiske støtter i ind- og udland.

Dødstal stiger

Mens forældrene demonstrerer, så stiger dødstallene fra Kinas værste katastrofe i tre årtier.
Ifølge de seneste oplysninger har jordskælvet i sidste måned hidtil krævet 69.107 menneskeliv. Stadig savnes 18.200 mennesker mens opimod 288,431 er sårede eller har fået alvorlige skader.
Fem millioner mennesker er blevet hjemløse som en følge af skælvet.
Derudover er fem millioner kinesere blevet hjemløse.

Jordskælvet gjorde dette spædbarn forældreløs i Beichuan. Sygeplejersken på hospitalet i Mianyang i Sichuan provinsen er foreløbig hendes nye moder.

Krystalnat i Danmark :Muslimer overfaldet efter attentatet i Pakistan

4. jun. 2008 – 10:54 *
Muslimer fra Islamisk Trossamfund blev overfaldet, og danskere sendte hademails til trossamfundet efter terrorangrebet i Islamabad.
Kort efter, at nyheden om bomben mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan mandag morgen ramte de danske medier, blev den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed overfaldet på vej til arbejde.

Overfaldet skete lige ved Ryparken Station i Københavns Nordvestkvarter, skriver gratisavisen 24timer.

”Der kom pludselig en mand hen til mig og spurgte, om jeg ikke var en imam, og så slog han mig i ansigtet. Heldigvis kom der hurtigt to danske mænd og skubbede ham væk,” forklarer Kasem Said Ahmed, der tror, at overfaldet hænger sammen med bomben i Pakistan.

Yderligere blev to kvinder på vej til bøn i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej på Ydre Nørrebro truet af tre personer med elefanthuer. Og i løbet af mandagen tikkede flere hademails ind til trossamfundet fra vrede “ofre for den racistiske propaganda mod muslimer.

”Vi er meget kede af, at nogen bebrejder os for terrorhandlingen. Vi har sendt pressemeddelelser ud på både dansk og arabisk, hvor vi beklager bomben og tager dyb afstand fra handlingen,” siger Islamisk Trossamfunds nuværende formand, Billal Assaad, til avisen.

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi vil nu kontakte Islamisk Trossamfund.

”Vil skal sørge for at slå ned på den slags, inden det udvikler sig for vidtgående og bliver en skrue uden ende,” siger Per Larsen

Kilde: Ritzau

FN:s millennium-mål om mindsket småbarns- og mødredødelighed i fare

11 april 2008 – 03:55 *
FN:s millenniummål at mindske småbarns- og mødredødeligheden frem til 2015 ser ud til at forsvinde i den kapitalistiske verdensordens jagt efter profitter og overskud på “bundlinjen.
Mindre end en fjerdedel af de værst ramte lande er på vej til at nå målet, ifølge en vurdering som offentligjordes i medicin-tidskriftet The Lancet.
Mens nogle lande, især Kina, har gjort store fremskridt så har udviklingen i mange flere, især i Afrika i den ikke-arabiske del syd for Sahara, enten stagneret eller gået tilbage,ifølge rapporten.
Flere end ti millioner af jordens menneskebørn dør inden de fylder fem år.
I mindst 15 af de værst ramte lande får hvert femte barn aldrig opleve sin femårsdag.

På den anden side er meningen med den nuværende kapitalistiske verdensorden ikke at redde liv, men at sikre den maksimale profit til klodens dominerende kapitalister hvad enten de bor i USA, EU,Kina,Rusland eller Japan.

Renovationskrisen i Napoli: Sammenstød mellem politi og demonstranter i Napoli

24 maj 2008 – 12:15
Den kapitalistiske renovationskrise førte i går aftes til sammenstød mellem politi og demonstranter som modsætter sig opførslen af endnu skraldeaflastningsplads som regeringen i Rom har beordret “for at lindre” skraldekrisen i Napoli.
Fem demonstranter blev anholdt. mens flere blev skadet – lindrigt; ifølge mediekilder.
-
Politiet var udrustet med knipler og tåregas som blev anvendt mod demonstranterne som bl.a. kastade sten. Omkring 1.000 personer forsøkte at blokere vejen til den nye udpegede losseplads i Napolis nordvestlige udkant.
De protesterende stoler ikke på myndighedernes løfter om at skraldet vil blive håndteret på en sikker måde.
Renovation i Napoli kontrolleres af den kapitalistiske Camorra-organisation som scorer store profitter på både legal og illegal affaldshåndtering. Det er blandt andet kommet frem at der kommer store mængder giftigt industriaffald til skraldepladserne i Napoli hvoraf flere ligger indtil befolkede områder.

Idag gik flere tusind napolitanere ud på gaderne for at protestere mod renovationskrisen.
Ifølge en ny lovgivning skal lossepladserne betragtes som militær-zoner.

Napoli: Skraldet ligger nu under militærets kommando.
-
Stinkende affald i Napoli´s gader
-

SPIS efter din BLODTYPE – Lev efter dit hjerte

Hvad i alverden – skal min blodtype nu til betemme hvad jeg skal spise ?

Nej, overhovedet ikke.

Du vælger at spise hvad super-”markedet” tilbyder. For det er et mindretal af os der har egne haver og landbrug.

Men spiller det overhovedet nogen rolle hvad man spiser ? 

Ja, det gør det – det ved alle idag. Føden er afgørende for vores sundhed, velbefindende og levetid.

Det er blodet som sørger for at udvinde og transportere næringsstofferne fra den føde vi spiser til alle vitale og mindre vitale organer i kroppen.
Man taler om at “Blod er livets flod”.
Som vi alle har erfaret er det ikke ligegyldigt hvad man stopper i sig for at stille sulten og tørsten. 

Lever man af “junk food”, cola og sprut kommer man ret hurtigt til at ligne en junkie og gå mod en sikker død.
Med andre ord er mad og drikke ikke bare nødvendigt for at overleve, men kan virke som en gift der nedbryder krop og sjæl. Eller som medicin hvis man spiser, drikker og lever sundt med meget motion, hvad enten man arbejder, går, cykler eller løber hver dag.
Vore kroppe har ikke forandret sig væsentligt siden vor urkommunistiske fortid.
Mennesker med blodtype O er så godt som uforandrede – bortset fra en smule mindre behåring på kroppen. Mennesker med blod type A, B og AB er heller ikke forandret væsentligt udover at “blodet” har gennemgået en naturlig kost-”mutering” så kroppen bedre kunne optage den nye føde : afgrøder fra agerbrug og kvægbrug bl.a hvede,mælk og anden føde fra landbryget som blodtype O har problemer med at optage som næring. Det gælder dog ikke rug.

Frem til 1901 troede man at alle mennesker havde samme blodtype – og derfor blev næsten alle blodtransfusioner til dødelige eksperimenter.
Idag ved vi at blod er afgørende for liv og død, vor sundhed

Under urkommunismen – i stenalderen – havde alle mennesker samme type blod – nemlig O for Original

Næsten halvdelen (~ 41 % ) af os der lever i de skandinaviske lande har den samme blodtype som de første mennesker – jægerne og samlerne i vor urkommunistiske fortid , nemlig blodtype O – for Oprindelig eller Original -

Senere da mennesket begynder at dyrke jorden – og udvikler kvæg- og agerbruget – og hun begynder at ernære sig i kraft af føde fra markens afgrøder – opstår den blodtype som sammen med type O er den mest udbredte blodtype (~44%) i Skandinavien A – for Agerbrug.
Den opstår og udvikles naturligt som en tilpasning til de nye kostvaner som vi får i den nye epoke med afgrøder fra jord og husdyr i et dialektisk samspil med menneskets krop.
Mennesker med blodtype A – søger ofte mod en vegetarisk kost fordi den lettere optages som næring i deres blodomløb.
. . . to be continued . . . . . .. fortsættes . . .. . .

Efter de amerikanske læger Dr. Peter D’Adamo og Cathrine Whitney fremlagde deres revolutionerende teser om sammenhængen mellem kost, sygdom og blodtype er de blevet både mødt med stor interesse , men også fra indædte angreb fra kapitalistiske interesser i de mægtige medicin-selskaber og blandt de moderne kulakker i de store fødevareselskaber som ser “blodtype-teserne” som en trussel mod det profitable marked for fødevare og medicin.
Det er ikke formålet med denne artikel at fremlægge den kapitalistiske kritik af blodtype-dieten – den sørger “kapitalen” selv for at få frem.

Men derimod selve indeholdet i blodtype-dieten og den store interesse fra ikke bare patienter , men også andre læger som f.eks læge Knut T. Flytlie der f.eks skriver : “Der er gode erfaringer med at blodtype-kost hjælper på mange forskellige lidelser: Blodsukker-ubalance, luftvejs allergier, fødevarer allergier, svampeproblemer, fordøjelsesproblemer, tarmsygdomme, sukkersyge (diabetes 2), overvægt, undervægt og meget andet.”

Det som imidlertid skiller blodtype-teorien fra andre teorier om sunde spisevaner og levevis er at den betoner det individuelle; at det som er sundt for Anna med blodtype O Rh+ , vil være usundt for Adam med blodtype A.
Peter D’Adamo er amerikansk læge som i over 20 år har forsket i sammenhængen mellem blodtype, kost og helbred. Han byggede videre på faderens erfaringer og har brugt dennes og sine egne erfaringer og viden i sin lægepraksis og set patienternes mange småskavanker forsvinde og patienter med alvorlige sygdomme få det langt bedre gennem en blodtype-diet – noget som flere års medicinsk behandling aldrig bevirkede.
Den græske læge Hippokrates, som levede for 2400 år siden, skal have udtalt:
“Lad din medicin være din mad og din mad være din medicin.”

. .. . .. fortsættes

Børn solgt som slavearbejdere i kapitalismens Kina

30 april 2008 – 15:11 *
Flere end tusind børn og unge slider som slavearbejdere i Kinas kapitalistiske industrier.

Børn fra 7 til 16 år er rekruteret fra et fattigt landbrugsområde i provinsen Sichuan i det sydlige Kina, rapporterer avisen China Daily. Ligaen som rekruterede dem fik hvad der svarer til 220 kroner for hvert barn. Børnene får omkring 2:25 kroner i timen for det arbete.
Dagen inden havde avisen Southern Metropolis en reportage hvor det fortælles at børn er blevet solgt “som kålhoveder” til værksteder i Dongguan. Nogle hundrede børn er hidtil blevet reddet fra fabrikerna i Dongguan.

Ny arbejderbeskyttelseslov

I fjor blev en lov med visse forbedringer af arbejder-beskyttelsen i Kina, efter afsløringer om at børn og mentalt handikappede blev udbyttet under slavelignende forhold.
Nu har en special-gruppe tilsat for at redde de andre og anklage de som ligger bag børnehandelen.
-Vores arbejderbeskyttelse og vor faglige organisation skal udrede situationen i alle virksomheder i byen, siger Wang Yongquan, talsmand for myndighederne i Dongguan.
Alle vil dog ikke blive reddet, der findes børn som har taget jobbet “frivilligt” som det udtrykkes. I det område som børnene kommmer fra, er landbruget ikke i stand til for at forsørge en familie og mange forældrer er “glade for at deres børn tjener penge”.

Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva

9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.

Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko

-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -

-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem

Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov

Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.

Hurra-råb og advarsler

Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.

“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”

men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:

“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.

 

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.  ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede aggressionskrigen mod Sovjetunionens folk. Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen. Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark. De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand . Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest. Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker. Yderligere flere hundrede tusind soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

bagved fronten. D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne. De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren. Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter * º º º º º * * º * * * º * * º * * * . For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater. NAZITYSKLAND 1933-41 Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen. Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser. Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner. Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetalen” i 1946 dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi de gav udtryk for de ledende kapitalisters problemer og interesser Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig også den i 80 – bind. I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ” I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang. Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig. Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik. Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video,internet og Dvd. I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning. I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til . For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD. Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv. Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland). Den nazistiske terning var kastet . Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer. Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen. I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september - ”Peace in our time” ( Fred i vor tid som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp. Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen. Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; : ” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme” I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind. NEUropa under tysk kontrol i 1940 I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni. Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå. Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj. På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen . Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog. Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. . I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland. PÅ tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen. Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femtekolonne i de herskende kredse, mest åbenbart i Frankrig. Blitzkrieg Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed. De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker . Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk. Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger. To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel. De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens financielle hjælp. Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra USA – lån på ca 22 milliarder ReichMark -rigsmark-RM. Under Nazitysklands kommando Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder. I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium. Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær. I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde. Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul. Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige. Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i Danmark om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen. Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland. I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker. Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer. I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene. Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen. Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger. Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”. Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død”. Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering.. De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Man taler også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden. Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland: Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særskilte instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne havde udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation. At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen. Hovedparten af dem ubevæbnede civile. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand. De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a erobringen af al-Kud – Jerusalem. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder. Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver : ”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”. Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne. Den forræderiske femte-kolone som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr var sat ud spillet i Sovjetunionen. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. Hitler var på højden af sin popularitet. Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse. I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen. ”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer. I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst. I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. - Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen : ”Hellere Hitler end Folkefronten!” Disse kræfter forrådte deres eget folk. Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp. Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland. Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation. Det bolsjevikiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det bolsjevikiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen. Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD. Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985. A I Balasjov og G P Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny (“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3 Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget udgivet af KPML(r) Uppsala 2002 Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970 (”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.

Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ? 

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.” -
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt

Siemens: Systematisk kapitalistisk korruption for over 11 milliarder kr. afsløret

29.apr. 2008
Samtidig som storkapitalisterne bag tyske selskaber som Siemens, Volkswagen, Daimler kræver længere arbejdstid og lønnedgang – udmøntet i Hartz IV-loven – for tyske arbejdere afsløres den ene korruptionsskandale efter den anden. Denne gang er det Siemens-direktørerne der er blevet afsløret-

En intern undersøkelse i den tyske industrigigant Siemens viser ikke overraskende at selskapet har overtrådt lovgivningen i mange lande – samt Siemens´ egne interne regler. I mange tilfælde er det avdekket ren korrupsjon.
Det fastslår det internationale advokatfirma Debevoise & Plimton i sine konklusjoner, som blev offentliggjort tirsdag aften.

Korrupsjonsskandalen skal ifølge Debevoise & Plimton ha et omfang på over 11 milliarder norske kroner, skriver Süddeutsche Zeitung.

Skjulte pengebinger

Undersøkelsen gjelder perioden 1999 til 2006 og dokumenterer bestikkelse og hvitvasking av millliardbeløp. Ulovlighetene er blant annet gjennomført ved at avdelingsledere har opprettet et system av skjulte pengekasser med svarte penger.

- De anførte punktene viser ikke kun direkte korrupsjon, men også mange tilfeller av uregelmessigheter som omgår internasjonal kontroll, heter det i rapporten.

Anklagene mot tidligere Siemens-topper er mange i rapporten. Den nuværende ledelse forventer at den tyske anklagelemyndighet tar seg av oppfølgingen.
Også i Norge

Den tidligere norske Siemens-ansatte Per-Yngve Monsen avslørte i 2005 at Siemens Business Services (SBS) skulle ha overfakturert Forsvaret for kontrakten FISBasis.

Økokrim gav 11. desember 2007 SBS – som er egen juridisk enhet innen Siemens AS – en bøde på 9 millioner kroner for forsettlig bedrageri i forbindelse med overfakturering.

Før denne bøde blev presentert, hadde Siemens betalt vel 75 millioner kroner tilbake til Forsvaret.
I kølvannet av denne saken ble Siemens-direktør Frank Almaas permittert med umiddelbar virkning etter at han ble siktet for korrupsjon. Også Siemens’ tidligere administrerende direktør Hans Lødrup og selskapet selv er siktet.
Bakgrunnen er en golftur til Alicante i Spania i 2004, der Siemens skal ha betalt for fire personer i Forsvaret. Beløpet skal være rundt 17.400 kroner.
24.apr 2008
I første kvartal av forretningsåret 2007/08 betalte Siemens til sammen 127 millioner euro eller godt og vel 1 milliard kroner for konsulenttjenester og forbedring av kontrollsystemer. Dermed er den samlede regningen for slike tiltak oppe i over 1,5 milliarder euro.
Det tilsvarer 12 milliarder kroner, og det vil ikke stoppe der, opplyste Siemens foran konsernets generalforsamling i München torsdag.

52 milliarder i profit i 1-kvartal 2008

Samtidig kan konsernet notere seg for en fortjeneste på nesten 6,5 milliarder euro eller 52 milliarder kroner i kvartalsperioden.

Skandalen om «smøring» av Siemens-kunder, som også har forgreininger til Norge, har skapt spådommer om en skikkelig oppvask på torsdagens generalforsamling. Det var likevel ventet at toppsjefen Peter Löscher ville få beholde jobben.

Sjefene gik

Tidligere har flere av konsernets fremste ledere, blant dem den karismatiske skikkelsen Heinrich von Pierer som styrte Siemens-skuta fra 1992 til 2005, måttet gå fra borde. USAs børstilsyn SEC har kalt korrupsjonen i Siemens «den største slike affæren noensinne».

“Kampen” om PETs “Nyttige idioter” i Blekingegade fortsætter

7.mar 2008 * * * * *
DR´s “selvsvingende” nyhedsprogram som indtil nu er sendt under navnet “Selvsving” går i dybden med den politiske arv efter Blekingegade-gruppen – der som som bekendt havde “GANG i DEN” – for 20-25 år siden – med at opfylde rollen som PET´s nyttige idioter” uden egentlig selv at opdage at de 25 år senere spiller hovedrollerne i den forestilling som i de borgerlige medierne kaldes “venstrefløjens blodige ideologi og praksis”.
Selvom 99 % af de mennesker som opfatter sig som “venstreorienterede” ikke sympatiserede eller sympatisere med Blekingegade-gruppens “aktiviter”.
Det er ikke bare i de anarkistiske,ultraradikale og autonome smågrupper at der stadig findes folk der hylder arven fra Blekingegade-gruppen, men også på den såkaldte “venstrefløjsportal Modkraft” , hvor f.eks redaktør Martin Limblom ukritisk har ført an i fremstille Blekingegade-gruppen og deres opportunistiske autonome sympatisører som en del af den “røde og kommunistiske venstrefløj”, hvad de aldrig var. Det er hos Modkraft, i de autonome anarkistiske miljøer, hos Blekingegadegruppens og RAF´s opportunistiske medløbere og wannabees at PET og alle Folketingets overvågningspartier finder nye “aktuelle” argumenter for at skærpe PETs overvågnings og aflytningsterror og den generelle “terrorlovgivning” – rettet mod solidaritets-organisationer.
Men ifølge Selvsving er kampen om Blekingegadebandens hjernebefriede “aktiviteter igang med at udvikle sig til en farce” – : En forfatter og et filmselskab slås nu om rettighederne til virkeligheden i miljøet omkring Blekingegade. Og hvis kampen om virkeligheden fortsætter, bliver farcen sikkert snart til en film – men hvem skal så have rettighederne? ” -
“Blekingegade”-forskeren Peter Øvig der udover at være beriget med millioner af kroner på bøgerne om den pseudo-revolutionære gruppe også har Cavlingprisen, Den Berlingske Fonds Journalistpris og Montanas litteraturpris på “kontoen” krævede 1,9 millioner kr. af filmselskabet Zentropa og Peter Aalbæk for at være “konsulent” på filmatiseringen.

Imidlertid mente filmselskabet at Øvig´s rådgivning ikke var næsten to millioner værd. I stedet indledte Filmselskabet et samarbejde med Jørn Moos, efterforskningsleder i sagen. -

Men så let slap filmselskabet ikke af med Øvig – Han kræver nu – gennem journalistforbundet “aktindsigt i Filminstituttets støtte til Zentropas og Moos´s Blekingadeprojekt”. – - – -

Hvorfor ? kan man som menigmand spørge sig selv

Journalistforbundet svarer: Både ud fra en ophavsretlig og en markedsføringsretlig betragtning må forbundet formode , at Øvigs “rettigheder er blevet krænket” -

Peter Aalbæk fra Zentropa kommenterer den “ophavsretslige” krænkning af Kejseren af Blekinggades eneret” til historien :

“Det må være gået med Peter Øvig som med så mange andre, der har fået succes. Hans hoved er blevet for stort”

-
Imidlertid blander en tredje eller er det fjerde part sig nu i farcen omkring arven fra Blekingegade”: Det er Lars Willemoes – som må siges at være Godfather til Blekingegadehistorien. Han skrev sidst i 1980′erne og begyndelsen af 1990′erne en række artikler om den venstre-opportunistiske terror-gruppe i avisen “Information” .
Til Politiken siger han om Øvigs bøger:

“Jeg sagde til ham , at hvis han citerede fra mine artikler, ville jeg gerne have, at han skrev, hvor han havde det fra. Det gør han faktisk ikke«, siger Lars Villemoes.

Om Øvigs krav om ophavsret og aktindsigt :»Jeg kender ikke Zentropasagen i detaljer, men det lyder meget underligt, at han kører ud med sådan et krav. Det er meget driftigt af ham på den måde at slå sig ned som manden med ophavsretten«, siger Lars Villemoes der også – ligesom flere eksperter – peger på, at Øvig i hvert fald ikke har ophavsret til politiets materiale eller sagen som historisk begivenhed.

“Han kan allerhøjest have ophavsretten til den tekst, han selv har lavet – og den burde han have givet en langt bedre kildeangivelse. Der er jo nærmest ikke nogen”, mener Lars Villemoes.

Som også siger at Øvig ved at læse hans artikler har fået serveret »en færdig opskrift til hele værket«.

Samtidig udtaler Stemme nr I og II fra Blekingegruppen sig om deres “terroristiske eventyr i 1980 ´erne” og i Øvigs sensationsprægede bøger optræder et medlem kaldet “stemmen” jævnligt.

“Stemme nr I” – som Peter Øvig førte lange natlige samtaler med for at skaffe sig stof til til de bøger som gjorde ham til millionær ligesom “Stemme II” optræder anonymt så der findes ingen mulighed for at kontrollere om deres udsagn er sande eller er nye livsløgne, “politiske fantasier” eller efterrationaliseringer.

“Stemmen II” fik mulighed for at udtrykke sit syn og fortælle hvad han havde lært siden efter opløsningen af gruppen.
Det som går igen hos disse “Stemmer” fra den opløste gruppe er mangelen på selvindsigt og selvkritik både hos Blekingegadefolkene.
Det minder næsten om nogle af de gamle DKP’ ere som nægter at erkende at DKP har forandret sig fra 1970`erne til idag. At DKP blev opløst og deres politiske strategi brød sammen, DKPs dagblad “Land&Folk” blev nedlagt – næsten samtidigt med Sovjetunionens opløsning i 1991.
Mangelen på en ærlig selvkritik gør det svært for dem at drage ærlige politiske lærdomme af deres politiske nederlag.
At Øvigs “stemmer” og Blekingegade-gruppens politiske sympatisører på den anarkistiske og venste-opprtunistiske fløj ikke har lært noget af deres politiske strategis nederlag bekræfter interviewet med “stemmen II” i “Clartè -tidskrift for venstreintellektuelle”.
“Bankrøverbande”-medlemmet kalder sig ”Den anden stemme fra Blekingegade 2 …”. fik fuld anonymitet til at udtrykke sit politiske syn og hvad han har lært af gruppens politiske sammenbrud. Men “Stemmen II” har åbenbart ikke lært noget – og ligner en der drømmer sig tilbage til 1980′ernes “spændende røvertogter” og den individuelle terrors strategi og han forsvarer gruppens aktiviteter idet han siger:

”Du har dit syn på verden. Jeg har et andet, og paradoksalt ønsker og kræver vi formentlig begge en mere retfærdig verden med mindre lidelse og sorg. Din vej kræver respekt for dansk lov, dansk demokrati samt for ”dansk ejendom og formuer”. Den mere demokratiske vej kræver samme respekt for alle folkeslags værdier.”

Som om en socialistisk strategi – i 1980´erne eller idag – er et valg mellem individuel terror og eller total underkastelse under den kapitalistiske ejendomsret hvadenten den nu er privat eller statslig !
Som om (klasse-)kampen for revolutionære forandringer af samfundet kan afgøres af små selvudnævnte autonome elitære grupper der hver for sig “terroriserer fjenden” og “nedbryder samfundstrukturen med bankrøverier og kidnapninger” !

Gruppens sekteriske isolering fra arbejderklassen og de undertrykte folk som de – sikkert fra begyndelsen af et ærligt hjerte – ville solidariserer sig med – ser “stemmerne” åbenbart ikke som noget problem.
Den sekteriske isolering var både en følge af gruppens småborgerlige klasseoprindelse og en følge af den tidligere DKP’ers Gottfred Appels venstreopportunistiske ideologiske kurs.

Det betyder ikke at det var forkert at kritisere og bryde med DKP i begyndelsen af 1960′erne. Det var der tusinder af revolutionære og progressive arbejdere og intellekuelle der gjorde. De indså at DKP ikke længere var arbejderklassen parti til forberedelse af den socialistiske revolution – som nu i vor tid det 21.århundrede mere end nogensinde er nødvendig.

” Lenin skrev i november 1900 en et par linjer om “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – - Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

DEn russiske socialdemokrat Lenin rammer plet : Den omtalte “økonomisme” er højre-opportunismen som DKP repræsenterede i 1960´erne, mens “terrorismen” er venstreopportunismen som Appel-gruppen, RAF og Brigate Rosso repræsenterede.

At Højreoportunismen og Venstreopportunismen er politiske tvillinger blev anskueligtgjort af det DKP-støttede DDR-regime i 1970 ´erne da efterretningstjenesten Stasi aktivt understøttede RAF i deres “individuelle terrorstrategi” i Vesttyskland som førte til højredrejning , yderligere inskrænkning af de demokratiske rettigheder og fascisering af det (vest-)tyske voldsapparat .

Albanien 1991: Kommunister vandt frit valg

Kommunister vandt frit valg i Albanien

slog dagbladet Politiken fast på sin forside samme dag som det erklærede kommunistiske Albaniens Arbejdets Parti vandt 2/3 af stemmerne i det internationalt overvågede valg i 1991 – godt 17 måneder efter den tyske Murs fald.

”Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt”
skrev Dagbladet Information´s korrespondent den 2.april 1991
- — – - –
Var der tale om et “kommunistisk komplot” – en sammensværgelse mellem det kommunistiske styre og venstreorienterede udenlandske journalister og observatører ? 

Det kan ikke udelukkes . Derfor bør sagen undersøges meget nøje. 
Det så jo ud som en international konspiration – et forsøg på  ”historieforfalskning” hvor både bbc, cnn, New York Times, Le Monde og andre medier fortæller nøjagtig det samme :

Kommunister vinder overbevisende valgsejr.

Men hvad med de omkring 100 internationale observatører der var i landet for at overvåge valget ?
DE kan vel ikke beskyldes for at være deltagere i denne “kommunistiske konspiration” ?

”Alt forløb efter reglerne“ ,udtalte cand.mag. Tue Magnussen fra RUC,der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne.”, ifølge Politiken (2.april 1991)

Informations korrespondent Tue Magnussen skrev
den 2.april 1991 at ”de danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der igår fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad der var imponerende”

    Men hvad har Magnussen,Andersen og Glønborg egentlig set ? Er de ikke blevet ofre for en veliscenesat kommunistisk forestilling. Kommunister kan vel ikke vinde frie valg ?
Det er jo i modstrid med alt hvad vi har lært i skolen og af de “demokratiske” danske politikere som Poul Nyrup, Anders Fogh, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard.

Skrev de “demokratiske” danske aviser ikke om den kommunistiske undertrykkelse i Albanien ?
Universitetsuddannede Albaniens-”eksperter” slår meget autoritativt fast – at hvis et kommunistisk parti vinder 2/3 af stemmerne ved et valg som bekræftes af 100 internationale observatører så er der grund til at rejse spørgsmålet: Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere” ? _ _ _ _

Men HVAD ER FAKTA OM VALGET ?

Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk Folketings-valg.

* * “Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister”  som dagbladet Politiken skrev.

Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti ,PPSH mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisterne overbevisende sejr var et chock for de borgerlige kræfter, både i og udenfor landet.

Spørgsmålet er :

Hvad gør et parti der har vundet 2/3 af fokets stemmer med en opposition som ikke accepterer resultatet ,men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold,terror og sabotage mod folkets demokratiske valg ?
Hvad skulle Thorning, Fogh eller Søvndal gøre hvis de havde vundet 2/3 af stemmerne , hvis taberne anført af demonstrerende “autonome” ikke vil accepere valgnederlaget, men begynder at terrorisere partikontorer, fabrikker og angribe politikere fra det vindende parti ?

For det var hvad der skete i Albanien.

Det erklærede kommunistiske og marxist-leninistiske parti – som bare nogle måneder efter at de har fået 2/ 3 af stemmmerne – i et valg med 96% stemmmedeltagelse – en overbevisende folkelig opbakning til partiets kommunistiske politik – opløser sig selv.

   Det er et flertal af partiets ledende medlemmer og delegerede – ikke medlemmerne, jeg mener ikke der var en medlemsafstemning – der i juni 1991 opløser det “kommunistiske parti” på en hasteindkaldt parti-kongres og inviterer den “voldelige” opposition ind i regeringen.

Ramiz Alia’ s parti PPSH fik IKKE 2/3 af stemmerne for at opløse partiet og overlade ledelsen af landet til USA-støttede kræfter der førte landet ud i den kapitalistiske kontrarevolutions kaos, terror, sabotage, massearbejdsløshed, mord og kriminalitet.
Et flertal i Partiets ledelse forrådte folket og partiets tusinder af menige kommunistiske medlemmer som havde givet dem en overbevisende tilliderklæring ved valget i marts

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet at kriminaliteten var steget med 70 %. i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berisha´s nydannede “Demokratiske Parti “-PD hærgede i gaderne og på flere arbejdspladser sabotererede de produktionen og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om at de både havde retten og flertallet med sig
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske diciplin blev nedbrudt, kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker som ikke blev spærret af med brædder og jerngittrer blev smadret og plyndret.

I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand.
Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet.
Den store magnet var kapitalismens Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjersyns-serier som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty,Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af ved ankomsten til “frihedens land”, Nato-landet Italien.

For det var åbenlyst at de Nato og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte hans tilhængere ind at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk” valgfusk.

Efter valget opmuntrer og organiserer Berisha-Demokraterne til protester , sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.
Bevæbnede tilhænger til Berisha angriber og besætter de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med poltiet dèr resulterer i skudveksling hvorunder tre mennesker mister livet og flere bliver sårede.

I maj måned truer tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden , i luften om “kommunist-regeringen ” ikke afgik
De virksomheder og fabrikker som ikke allerede var saboteret og plyndret blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb som var begyndt i 1990.

Ifølge Unicef blev 1000 ud af landets 3700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt.
For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød,el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre hvorunder fem mennesker omkommer.

På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje.
Fra Grækenland og Jugoslavien smugles køleskabe og fjernsyns–apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder som endnu ikke er gået helt i stå og hvor Berisha-tilhængerne har tilstrækkeligt med folk sørger de for at sabotere og stoppe produktionen.
Den 15 maj erklærer Berisha-Demokraterne “generelstrejke mod kommunist-regeringen”.

Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generelstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.
Men i Albaniens Arbejdets Parti- PPSH, som havde fået 2/3 af folkets støtte og mandat til at forsætte med at lede landet den 31.marts besluttede et flertal af de delegerede på en ekstrakongres – godt to måneder senere
- i juni at nedlægge det “kommunistiske parti” og invitere den “Demokratiske opposition”, som havde tabt valget og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage,plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .

   Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti som knapt tre måneder forinden havde scoret 2/3 af folkets stemmer nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerligt-reformistisk program for dette “nye” parti.

Der dannes en “national redningsregering” , et samarbejde mellem PS og Berisha´s Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søger om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond IMF .
Regeringen domineres af vice-statsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De er fast besluttede på at udsætte økonomien for en liberal chock-terapi, ligesom i f.eks Chile og Rusland.

Men trods at PD dominerer denne regering er det ikke nok for Berisha-Demokraterne.. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvinger udskrivningen af et nyvalg den 22.februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valget.
   Det sker uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets parti havde fået 2/3 af folkets støtte den 31. marts. ¨
“something was rotten in the Party of Labour of Albania”.
Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier som var blevet valgt.
Derfor kunne Berisha´s PD uden problemer vinde 92-valget der var præget af befolkningens mistillid og reelle boycot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede at den var demokratisk valgt.
Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny Præsident.
Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berisha´s vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltig aktivt i DP´s valgkamp og det var fra USA at Albanien fik den næststørste bistand på 236 millioner Dollar fra 1991-96 efter den italienske bistand .
Den nye US og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af af 442 større fabriker var det kun 105 der kom igang igen under det nye Nato og EU-støttede regime.
I januar 1993 indførte den ”Demokratiske” regering ”fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og sådan fortsætter historien om indførelsen af “kapitalistisk demokrati” i et land i Sydeuropa …

“Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”

13.feb – 2008 *

FILM – :“NATTENS HÄXOR” -Premiere på Sveriges Television Kanal 2 den 13.april 2008

- Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – -
- Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
- Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.

Nat efter nat – gennem tre år fløj den Røde Hærs 588.regiments kvinder bag de tyske frontlinjer . De gjorde flere flyvetogter end deres mandlige kammerater. Tyskerne kaldte dem foragtfuldt “nattens hekse”. Foto: Russisk (sovjetisk)arkiv
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
- De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – -
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød - interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.

Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.

Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen. I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.
* * * * *
“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *

Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588′eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.

Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.

Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , ultrafeministiske vinkel som kvinder i idag ofte forfalder til. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som fik ham overbevist om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.

Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet

FAKTA om ANDEN VERDENSKRIG Næsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45.

KZ-Auschwitz befriet 28.januar 1945 af Stalins Røde Hær

Ny bog om Antisemitisme i Polen efter befrielsen af KZ-Auschwitz

23 Juli 2006 – * En ny bog om antisemitismen – altså jødehadet - i Polen har rejst en ophidset debat i forfatterens hjemland. I Europa havde jødehadet været en “god” kristen tradition – siden den kriste kirke for alvor fik magten undet det tysk-romerske kejserrige og frem til og under Anden Verdenskrig. Polen som så ofte havde måttet kæmpe for sin egen identitet og selvstændighed var i flere århundreder et fristed for millioner af jøder , f.eks de som havde flygtet fra den kristne spanske inkvisition, men der skete noget i Polen og andre europæiske lande i mellemkrigsårerne da de reaktionære kapitalistiske kræfter opmuntrede den fascistiske tankegang og bragte Mussoloni, Hitler og Piłsudski til magten – Polen forvandledes i 1930`erne – samtidigt med Tyskland – fra at have været et fristed hvor jøder og kristne levede side om side til at blive jøde-hadende og krigsophidsende hvor de herskende reaktionære klasser opmuntrede hadet og frygten for den “jødekommunistiske sammensværelse”. I de kristne kirker sparede præsterne ikke på krudtet i kritikken af de “kætterske” jøder og kommunister.

Da Polen samtidigt blev invaderet og besat af Nazityskland i fem år er det måske ikke så mærkeligt at den blodigste pogrom i fredstid i det tyvende århundredes Europa som forfatteren gør opmærksom på – udspillede sig i den polske by Kielce – et år efter krigens afslutning den 4.Juli 1946.
Progromen mod jøderne i den polske by Kielce i 1946 fik som følge at halvdelen af de jøder – 100 000 ud af 200.000 – som havde overlevet krrigen og den tyske besættelse forlod deres polske hjemland. Mange udvandrede til Palæstina for senere at blive en del af den nye “jødiske stat” Israel. Kielce-massakren blev endnu et argument for oprettelsen af Staten Israel. Kielce-progromen blev endnu en antisemitisk “byggesten” hvorpå Staten Israel blev oprettet i 1948: Og endnu et åbenbart eksempel på forbindelsen mellem zionismen og jødethadet. Zionismen som antisemitismens janusansigt – dens politiske tvilling. Idag ved vi at Staten Israel – og antisemitismen behøver hinanden. Forbrydelser og terror begået af staten Israel opmuntrer (uberettiget) antisemitismen, mens antisemitismens udbredelse med vold og terror mod jøder i Europa som følge styrker udvandringen af jøder til den zionistiske stat. Det var ikke uden grund at flere af de ledende tyske nazister udtalte : “Jeg er også zionist”
Foruden Kielce-massakren som udspillede sig i det befriede Polen – efter befrielsen af KZ-Auschwitz – var der under den nazityske besættelse flere antijødiske progromer bl.a i Juli 1941 i byen Jedwabne hvor 1600 jøder mistede livet ifølge Gross

Gross skrev om Jedwabne-massakren i bogen “Neighbors” – naboer – en bog der også vakte opmærksomhed i Polen.
Om bogen der har fremkaldt stemmer – med ikke ubetydelig opbakning i det “kristent-katolske” Polen som hævder at det er en “antipolsk” bog skrevet af den “antipatriotiske” polak Jan Gross”. 
Forfatteren til disse bøger koncentrerer sig om det kristne chauvinistiske jødehad og progromer i hans fødeland Polen og naturligvis Nazityskland. – – Men var situationen for jøder,Romer og andre etnisk-religiøse mindretal i resten af det tysk-dominerede og allierede Europa – i tiden optil og under den Anden Verdenskrig – meget bedre ?.
– – – – – -
Det er også værd at notere sig at det revisionistiske Hrustchov-støttede Gomułka-regime – som kom til magten i Polen i 1956 efter Hrustjovs berygtede “hemmelige tale ” mod Stalin i marts 1956 på SUKPs 20.kongres – aktivt brugte jødehadet som et led i kampen mod de “kommunister og sådanne jøder som støttede Stalins politik” – for at forsvare de prokapitalistiske reformer (selvforvaltning i virksomhederne> større magt til direktørerne) som for alvor fra 1956 blev gennemført og som førte Polen og Sovjet mod den økonomiske afgrund i 1989.
Gomułka-regimets populistiske antijødiske propaganda – som var knyttet sammen med opgøret med Stalins revolutionære kommunistiske linje som Hrustjov i marts 1956 forsøgte at sætte igang i Sovjet og de folkedemokratiske stater som Polen og Ungarn – blev understøttet af den kristne kirke og i 1956-57 og i 1968 fik Polens jøder mærke konsekenserne af den “nye revisionistiske linje” som var rettet mod “sådanne jøder som støttede Stalins politik”.
I 1968 måtte 20.000 “jøder” i Polen forlade deres hjem, arbejdspladser og hjemland i en progrom iværksat af Gomulka-regimet – støtte af den kristne kirke. Tomasz Gross født i 1947 var en af dem der måtte forlade hans hjemland efter at han blev fængslet i 1968 som en følge af krisen for det revisionistiske regime med stigende protester og uroligheder som regimet forsøgte at aflede med endnu en progrom rettet mod landets jødiske minoritet.

*

Netop i marts måned var det 40 år siden Gomulka-regimets jøde-deportationer. Læs mere i brevet fra Polen :Mindeshøjtideligholdelse af 40 året-for det revisionistiske regimes jøde deportationer/

Her følger en amerikansk anmeldelse af bogen * * * “Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz,’’ * * * af Jan T. Gross

* En gang i de sene 1950’ere, gik et nygift jødisk par arm i arm gennem gaderne i Łódż. Som alle overlevende fra deres generation af polske jøder , havde disse to gennemlevet Holocaust against enormous odds, making the joy of that moment all the more poignant. “Look at them,” snerrede en velklædt forbipasserende hånligt , højt nok at til at de kunne høre det : “Som om de var i Tel Aviv.”
For det yngre jødiske par var budskabet klart : Jews had no business living in Poland, let alone being happy there.*

* * * –The armed guard of the Wroclaw Jewish Committee, 1945-6.

I thought of these two people, who later became friends of mine, as I read Jan T. Gross’s new book:

“Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz.”

Den polsk fødte Gross, a professor i historie ved Princeton University, does not recount their story; even had he known it, there’d have been no room, or time. He has too many greater indignities to relate. He has to tell how surviving Polish Jews, having escaped the fate of 90 percent of their community — three million people — returned to their homeland to be vilified, terrorized and, in some 1,500 instances, murdered, sometimes in ways as bestial as anything the Nazis had devised. One might have thought that if anything could have cured Poland of its anti-Semitism, it was World War II. Polish Jews and Christians were bonded, as never before, by unimaginable suffering at the hands of a common foe. One might also have thought there’d have been pity for the Jewish survivors, most of whom had lost nearly everything: their homes, their youth, their hope, their entire families. Besides, there were so few of them left to hate: only 200,000 or so in a population of 20 million. Instead, returning Polish Jews encountered an anti-Semitism of terrible fury and brutality. Small wonder, then, that nearly as soon as they set foot on Polish soil, most fled all over again. Many went westward, to a place that, oddly enough, had suddenly become an oasis of tranquillity and safety by comparison: Germany. Far from being celebrated, those Poles who had sheltered Jews during the war — and there were many — begged them to say nothing, lest their neighbors deride them as “Jew lovers,” or beat them, or break into their homes (searching for the money the Jews had surely left behind) or kill them. Polish attitudes toward the Germans remain understandably bitter. *

– - – - – -

Under den tysk fødte Pave Benedict XVI´s rejse til Polen i maj , da han besøgte Auschwitz, valgte han at tale mest italiensk. Men som Gross minder os på, in at least one respect many Poles applauded Hitler: just as he offered a final solution to Germany’s Jewish problem, he was taking care of Poland’s, too. Nazi policies toward the Jews, the legendary underground Polish diplomat Jan Karski reported to his government-in-exile in London in 1940, formed “a sort of narrow bridge where the Germans and a large part of Polish society meet in harmony.”It wasn’t only Karski saying so. Eyewitnesses in the Warsaw ghetto saw Poles watching approvingly or even helping out, acting as spotters as German soldiers shot Jews. Polish girls were overheard joking, “Come, look, how cutlets from Jews are frying,” as the ghetto burned. Nazi accounts of Judenjagd, or “Jew hunts,” detailed how Poles pitched in to find any stray Jews the Germans somehow managed to miss. As the deportations proceeded, and practically before the trains had left for Chelmno or Belzec or Treblinka, Poles gathered on the outskirts of towns, waiting to plunder Jewish property or move into Jewish homes. And while the Nazis killed millions of Jews, Poles killed thousands — most famously, as Gross related in “Neighbors” (2001), a book that caused an uproar in Poland, 1,600 of them in the town of  Jedwabne Jedwabne in July 1941 — crimes little noted at the time nor since remembered in Polish history books.With the war over, and to tumultuous applause, a thousand delegates of the Polish Peasants Party actually passed a resolution thanking Hitler for annihilating Polish Jewry and urging that those he’d missed be expelled. Indeed, the mopping up soon began. Returning to their villages and towns, Jews were routinely greeted with remarks like “So, ____? You are still alive.” Their efforts to retrieve property were futile — and, sometimes, fatal. Some Jews met their end on trains — not cattle cars this time, but passenger trains, from which they were thrown off. If the trains weren’t moving fast enough, they were beaten to death.This is a book filled with arresting, appalling images. There’s Treblinka, September 1945: a lunar landscape pockmarked with craters, where Poles had dug thousands of holes searching for gold fillings amid the bones and ashes. Or Polish synagogues disassembled for construction projects, and Jewish cemeteries used for landfill. Or Jewish schoolchildren being harassed and Jewish artisans and professionals denied work.With the police and courts looking the other way, Jews were murdered randomly, or in pogroms. Behind these massacres, invariably, was the old canard of Jews killing Christian children for their blood, but with a new twist: Jews now craved gentile blood not just to make matzos, supposedly, but to fortify their own emaciated selves.In the most notorious episode, 60 years ago this month, residents of Kielce, among them policemen, soldiers and boy scouts, murdered 80 Jews. “The immense courtyard was still littered with blood-stained iron pipes, stones and clubs, which had been used to crush the skulls of Jewish men and women,” the Polish-Jewish journalist Saul Shneiderman wrote the following day. It was the largest peacetime pogrom in 20th-century Europe, Gross says. But he maintains that Kielce was nothing special: during this era, it could have taken place anywhere in Poland. Polish intellectuals, Gross notes, were mortified by what was happening in their country. Only a psychopath, one wrote, could have imagined such cruelty.Days before the pogrom, the Polish primate, Cardinal August Hlold, had spurned Jewish entreaties to condemn Roman Catholic anti-Semitism. Afterward, he charged that by leading the effort to impose Communism on Poland — Jews were in fact prominent in the party, though hardly in control — the Jews had only themselves to blame. The point was seconded by the bishop of Kielce, who suggested that Jews had actually orchestrated the unrest to persuade Britain to hand over Palestine. It was a neat trick: being Communists and Zionists simultaneously. Only the bishop of Czestochowa condemned the killings, and was promptly reprimanded by his colleagues. One wonders how Karol Wojtyla, then a young seminarian, later Pope John Paul II, viewed this cesspool of ignorance and intolerance.
If the Church gave the Jews short shrift, the same was true of the Communists, even the Jewish ones. For them, ignoring the Jewish plight, as well as Polish complicity in wartime atrocities, offered a way to ingratiate themselves with a wary nation. Besides, what was to be done? When Polish Jewish leaders called for the Communists to do something to stop the hatred, one official had a ready rejoinder. “Do you want me to send 18 million Poles to Siberia?” he asked. How can one explain this madness? Gross conjures up the famous remark of the former Israeli prime minister Yitzhak Shamir — that Poles suck in anti-Semitism with their mothers’ milk — only to dismiss it. “Untenable in the light of common sense or empirical evidence,” he says. So, too, Gross writes, are spurious claims of ritual murder or Jewish-Communist complicity. Instead, he argues that Poles were feeling guilty: so implicated were they in the Jewish tragedy, aiding and abetting and expropriating, that the mere sight of those wraiths returning from the camps or exile or hiding, people who knew the Poles’ dirty secrets and held title to their property, was too much to bear. So they murdered Jews or chased them away.But Gross’s evidence, right down to an anti-Semitic revue that was staged in January 1947 near the largest Jewish cemetery on the planet, Auschwitz (a local policeman had the starring role), overwhelms his theory. Such an enormous and varied inventory of inhumanity, one that included the cruelty of children too young to have felt guilt or remorse for anything, transcends any set of historical conditions. A more likely, if less politically palatable explanation, is that through their own state-of-the-art anti-Semitism, the Germans emboldened many Poles to act upon what they had always felt. The comment from Shamir, a Polish Jew himself, may strike us as deeply offensive, simplistic, racist. But whatever Gross may believe, he buttresses Shamir more than he discredits him.Ultimately, what’s far more important than the “why” of this story is the “that”: that a civilized nation could have descended so low, and that such behavior must be documented, remembered, discussed. This Gross does, intelligently and exhaustively. That he digresses from time to time, that his chronology can be confusing, that he repeats himself and occasionally lets his indignation get the better of him, doesn’t really matter.Two additional waves of government-inspired anti-Semitism, in 1956-7 and 1968-9, drove out most of those Polish Jews who, despite everything, had held on. (Among them were those newlyweds; the husband later told me that on his first day in New York he felt more at home than he ever had in Poland.) Now, despite occasional anti-Jewish episodes — in May, for instance, the country’s chief rabbi was punched on a Warsaw street by someone shouting “Poland for Poles” — and widespread suspicions that Jews still run things there, Poland has become a place of necro-nostalgia. Klezmer music wafts out of Krakow’s old Jewish quarter. There’s matzo in every Polish supermarket. And in liquor stores, the faces of happy Hasidim — more than you’ll now see in a lifetime in Lublin or Bialystok — stare out from bottles of Polish kosher vodka, prized for its supposed purity. Meantime, young people with even the most tangential Jewish ties now lay proud claim to their heritage. But as Gross reminds us in this depressing, devastating and infuriating book, the luckiest Polish Jews, not just before Hitler but after, were the ones who got away. / / / / forfattet af David Margolick
New York Times

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan

6.april 2008 – 10:29

Russisk støtte til Natos besættelse af Afghanistan 

USA’s præsident og NATO-alliancens politiske leder Georg Bush rejste direkte til den russiske ferie-by Sotji ved Sortehavet for politiske-militære samtaler med Ruslands præsident Putin efter begge stormagtlederes deltagelse i topmødet i Bukarest.

Det var første gang i Nato-alliancens 60-årige historie at en russisk leder deltog i topmødet – trods invitationer til Putins Rusland optil tidligere topmøder.
Ellers havde Nato allerede i 1952 haft chancen for at få Rusland ind i alliancen da det socialistiske Sovjet søgte om optagelse i “fredsalliancen” . En ansøgning som blev afvist af Nato. Åbenbart var der grænser for Nato´s fredelige hensigter.
På Stalins tid da Rusland var en del af det socialistiske Sovjet var landet et bolværk mod imperialistisk aggresssion hvad enten det var i Europa (den antifascistiske befrielseskrig under 2.verdenskrig) eller i Asien – støtte til Kinas og Koreas befrielse – samtidig som man kritiserede tesen om at “eksportere demokrati og revolution” sådan som vi ser realiseret idag og tidligere med Brezhnev-regimets invasion af netop Afghanistan og USA´s krig invasion og krig mod Viet Nams folk.

Det står klart at de to kapitalistiske stormagter Rusland og de Forenede Stater – ikke udelukkende har modstridende interesser – men også en række fælles interesser.
Både USA og Rusland er imperialistiske stormagter som har en fælles interesse i at holde de undertrykte og afhængige lande og folks stræben efter virkelig uafhængighed og selvstændig udvikling befriet fra den imperialistiske og kapitalistiske udbytning tilbage eller ligefrem undertrykke den militært.

Allerede for et par uger siden udtalte Ruslands vice-udenrigsminister Aleksander Grusjko at : “Rusland er beredt til at bistå Nato i Afghanistan på visse vilkår”
Han krævede bl.a. at “russiske sikkerhetsinteresser respekteres” og nævner at planerne om yderligere Nato-ekspansion i Østeuropa – Ukraine og Grusien – ikke kan accepteres.
Ifølge Grusjko overvejer Rusland at forøge kontakterne med Nato-staterne i Afghanistan-spørgsmålet. Rusland har fra Brezhnev-tidens Sovjet mangeårige politisk-militære erfaringer i at besætte, terrorisere og undertrykke folket i Afghanistan.
Nato’s militære problemer i Afghanistan blev sammen med udvidelsesplanerne og USA’s planer om at bygge et anti-atomart mississkjold system i Polen og Tjekkiet – trods folkelige protester i både Polen og Tjekkiet mod USAs optrapning af det militære kapløb som det er udtryk for – de centrale spørgsmål ved Nato- toppmødet i Rumænien, som afsluttedes i fredags -(4.april)

I flere artikler i verdenspressen rejses spørgsmålet hvilke studehandler Putin og Bush indgår bag om ryggen på deres egne folk og folkene i Afghanistan og andre lande.

At Rusland og USA søger en politisk-militær detente i en række nøglespørgsmål er klart selvom medierne i de kapitalistiske nato-stater fortsætter med den chauvinistiske dæmonisering af Putins Rusland – hvor mulighederne for folkelig demokratiske indflydelse er begrænsede af kapitalens magt sådan som i alle andre kapitalistiskle stormagter.
Allerede inden Nato-mødet i Bukarest slog den indiske veteran-diplomat M K Bhadrakumar fast at det var afgjort at Ukraina og Grusien ikke vil blive medlemmer i Nato under de nærmeste fire år, i en artikel i Asia Times.
Bl.a på grund av Tysklands udtalte modstand. Merkel havde i god tid inden Nato-mødet i Bukarest – som Rusland deltog i for første gang – sagt nej til en Nato-ekspansion med Ukraina og Grusien. “tiden er ikke moden” som hun udtrykte det. Spørgsmålet som visse medier nu spekulerer i er hvilken “pris” Rusland skal betale for denne “indrømmelse” fra Nato. “Det ser meget sandsynligt ud til at Rusland vil blive trukket ind i løsningen af det afghanske problem sammen med Nato”, skriver Bhadrakumar. Bl a kan Rusland åbne sit luftrum for Nato-transporter til Afghanistan, eventuelt begrænset tll transport af civil forsyninger. Ifølge Bhadrakumar er magtskiftet i Pakistans Nordvestlige grænseprovins også en faktor som talar for at Rusland for alvor bliver aktive støtter til Natos aggression mod Afghanistans folk. Det pashtunske venstreparti Awami National Party – som traditionelt har gode russiske forbindelser danner nu provinsregering med Bhuttos PPP.
At der står meget på spil – ikke mindst for den aggressive Nato-krigsalliance fremgår af at der snakkes åbent om katastrofen: at Nato er på vej mod et militært nederlag i alliansens første rigtige krig. At Putins Rusland nu ser ud til vælge side og hoppe i Natos terrorkrigs-båd – trods de seneste års Nato-kritiske retorik fra Putins side viser at Putins kapitalistiske Rusland ikke er en anti-imperialistisk kraft og fjende af alliancen
Den russiske hjælp til Nato med at nedkæmpe modstanden i Afghanistan er åbenbart mere værd end en optagelse af Ukraine-Grusien idag. Det fortæller os at Nato har afgørende militære problemer i Afghanistan.
Spørgsmålet er om Rusland har så meget hjælp at tilbyde. Russiske soldater vil ikke blive budt velkommen i Afghanistan. – - – - De opnåede næsten samme status i landet som tyske soldater i de besatte lande under krigen.
PÅ den anden side : Hvor meget er Nato’s løfter om at stoppe den fortsatte ekspansion helt op til Ruslands grænser – og lade Ukraine/Grusien være alliancefrie – egentlig værd ?

Dem der levede på den tid da Sovjetlederen Michail Gorbatjov sagde ja til sovjetisk troppetilbagetrækning og tysk genforening i 1989 kan fortælle at Gorbatjov og Sovjet fik løfter af Nato-alliancen om at Nato IKKE ville ekspandere østerud og optage Polen,Tjekkoslovakiet og Ungarn og andre bl.a Rumænien i alliancen. Løfterne var ligesom meget værd som Natos snak om “fred, demokrati og frihed”.
Hvis man laver en sammenligning med Irak skulle Nato behøve råde over en halv million tropper i Afghanistan mod de 43 000 som findes idag.

KILDER:Asia Times 14.mar. 2008

NATO-topmødet i Bukarest: Albanien og kroatien på-vej ind i Nato-krigsalliancen 

 

15.mar 2008For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 i Rumæniens hovedstad Bukarest. Det står klart at NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 in Bucharest, Romania.It is clear that NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a turning point in Russia-NATO relations. Russia may be about to join hands with NATO in Afghanistan. A clearer picture will emerge out of the intensive consultations of the foreign and defense ministers of Russia and the United States within the so-called “2+2″ format due to take place in Moscow from Monday through Tuesday next week. From the guarded comments by both sides and the flurry of US diplomatic activity, it appears highly probable that Russia is being brought into the solution of the Afghanistan problem, along with NATO.According to the Russian newspaper Kommersant and the Financial Times of London, the initiative came from Russia when its new ambassador to NATO, Dmitry Rogozin – erstwhile Russian politician with a controversial record as a staunch Russian nationalist who routinely berated the West – signaled a strong interest in this area at a recent meeting of the NATO-Russia Council at Brussels. The plan involves Russia providing a land corridor for NATO to transport its goods – “non-military materials” – destined for the mission in Afghanistan. Intensive talks have been going on since then over a framework agreement.From the feverish pace of diplomatic activity, the expectation of the two sides seems to be that an agreement could be formalized at NATO’s Bucharest summit. In an interview with German publication Der Spiegel on Monday, Rogozin confirmed this expectation, saying, “We [Russia] support the anti-terror campaign against the Taliban and al-Kaida. I hope we can manage to reach a series of very important agreements with our Western partners at the Bucharest summit. We will demonstrate that we are ready to contribute to the reconstruction of Afghanistan.”Russian diplomats have been quoted as saying that Moscow is engaged in consultations with the governments of Kazakhstan and Uzbekistan as regards the proposed land corridor to be made available to NATO.Given the complicated history of Russia-NATO relations, the issue is loaded with geopolitics. Russian President Vladimir Putin hinted as much at a joint press conference with visiting German Chancellor Angela Merkel in Moscow last Saturday. He said, “NATO is already overstepping its limits today. We have no problem to helping Afghanistan, but it is another matter when it is NATO that is providing the assistance. This is a matter beyond the bounds of the North Atlantic, as you are well aware.”Putin also took the opportunity to harshly criticize NATO’s expansion plans:

“At a time when we no longer have confrontation between two rival systems, the endless expansion of a military and political bloc seems to us not only unnecessary but also harmful and counter-productive. The impression is that attempts are being made to create an organization that would replace the United Nations, but the international community in its entirety is hardly likely to agree to such a structure for our future international relations. I think the potential for conflict would be only set to grow. These are arguments of a philosophical nature. You can agree or disagree.”

The implications are obvious. Russia would be willing to cooperate with NATO, but on an equal and comprehensive basis, and, secondly, the sort of selective engagement of Russia by NATO that the US has been advocating will be unacceptable to Moscow. Significantly, Putin frontally questioned the standing of NATO’s monopoly of conflict resolution in Afghanistan.Russian Foreign Minister Sergei Lavrov has also separately signaled Russia’s readiness to provide military transit to Afghanistan for NATO provided

“an agreement is concluded on all aspects of the Afghan problem between NATO and the Collective Security Treaty Organization [CSTO]“. (SjoS IP.,anm.) 

Significantly, Lavrov was speaking immediately after the 7th session of the Russian-French Cooperation Council on Security Issues in Paris on Tuesday. He asserted that “most NATO members, including France”, favor Moscow’s idea of a NATO-CSTO cooperative framework over Afghanistan. Lavrov all but suggested that Washington was blocking such cooperation between NATO and the Russian-led CSTO.On the face of it, Washington should jump at the Russian offer of support to the NATO mission in Afghanistan. Pakistan has proved to be an unreliable partner in the “war on terror”. The growing political uncertainties in Pakistan put question marks on the wisdom of the US continuing to depend so heavily on Pakistan for ferrying supplies for its troops in Afghanistan.US military spokesmen are on record as saying that about three fourths of all supplies are currently dispatched to Afghanistan via Pakistan. There are fundamental issues as well, such as the US’s continued ability to influence Pakistani politics and, indeed, the evolution of Pakistan’s political economy as such in the coming critical period. The coming to power of the Awami National Party (ANP), an avowedly Pashtun nationalist leftist party, in the sensitive North-West Frontier Province of Pakistan, further complicates political alignments. ANP leader Amir Haider Khan Hoti bluntly told Radio Free Europe/Radio Liberty in an exclusive interview this week,

“Our priorities are clear. We first want to move toward peace through negotiations [with the Taliban], jirgas [tribal councils], and dialogue. God willing, we will learn from [failed talks and jirgas in the past] and will try not to repeat the same mistakes. We will try to take into confidence our people, our tribal leaders, and our [clerics] – and together with them, we will try to move toward peace through negotiations.”

Hoti didn’t speak a word about the “war on terror” or the George W Bush administration’s expectations of Pakistani military operations in the tribal areas. It remains a riddle why the Bush administration should have so far kept out of conflict resolution in Afghanistan countries such as Russia and China, whose interests are vitally affected, perhaps even more immediately than the US or European countries. As US statesman Henry Kissinger wrote in an article in the International Herald Tribune on Monday,

“A strategic consensus remains imperative … Pakistan’s stability should not be viewed as an exclusively American challenge.”The million-dollar question is whether there is political will on the part of the Bush administration to reach a “strategic consensus” over Afghanistan with Russia at the forthcoming NATO summit. 

Clearly, Moscow is willing. NATO old-timers such as France and Germany, too, are conscious that the alliance may suffer a defeat in Afghanistan, which would be a catastrophic blow to its standing, and that NATO and Russia after all share the same goals in Afghanistan. The Kremlin has badly cornered the Bush administration. Taking Russia’s help at this critical juncture makes eminent sense for NATO. The alliance is struggling to cope with the war in Afghanistan. By the analogy of Iraq, some observers estimate that a force level close to half a million troops will be required to stabilize Afghanistan, given its size and difficult terrain.But cooperation with Russia involves NATO embarking on cooperation with CSTO (SjoS) and possibly with the Shanghai Cooperation Organization as well. (Russian ambassador to the United Nations, Vitaly Churkin, addressing the Security Council in New York on Wednesday, proposed that for effectively combating drug trafficking originating from Afghanistan, a system of security rings promoted by Russia in the Central Asian region in recent years would be useful and that the potential of CSTO and SCO should be utilized.)What worries the US is that any such link up between NATO and CSTO and SCO would undermine its “containment” policy toward Russia (and China), apart from jeopardizing the US global strategy of projecting NATO as a political organization on the world arena.The most damaging part is that Russia-NATO cooperation will inevitably strengthen Russia’s ties with European countries and that, in turn, would weaken the US’s trans-Atlantic leadership role in the 21st century. At the meeting of the foreign ministers of the alliance at Brussels on March 6, French Foreign Minister Bernard Kouchner urged the NATO Council to “take into account Russia’s sensitivity and the important role it plays”. Moreover, he argued, relations with Russia are already strained over Kosovo and the US’s planned missile defense shield based in Europe, and should not be subjected to further strain.

The French newspaper Le Monde quoted him as saying, “We [France] think that EU-Russia relations are absolutely important. And France is not the only country wanting to maintain a relationship with Russia as a great nation.” (France is assuming the rotating EU presidency in July.)

Indeed, France is not alone in this respect. Germany also has lately shifted to equidistance between the US and Russia on global security issues and is reaching out once again – reminiscent of the Gerhard Schroeder era - as a strategic partner to Russia in European Union-Russia relations.
Two days after her recent visit to Moscow, Merkel addressed the prestigious forum of the German armed forces’ top brass (Kommandeurtagung) in Berlin on Monday, where in the presence of NATO Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, she brusquely proceeded to bury the proposals on NATO membership of Ukraine and Georgia even ahead of the Bucharest summit.
“Countries that are involved in regional or internal conflicts cannot become members,” she said. Merkel added that aspiring countries must ensure that “qualitatively significant” domestic political support would be available for their accession to NATO. Germany has virtually blocked NATO’s further expansion into the territories of the former Soviet Union – a declared goal of Russia.By putting forth a bold blueprint of cooperation with NATO over Afghanistan, Russia has effectively challenged the US to make a choice. It is by no means an easy choice for Washington. How do you deal in the world of tomorrow with a country whose energy exports are close to reaching a milestone of US$1 billion per day?
Russia’s benchmark Urals crude topped a record of $100 per barrel this week and once it trades at $107.5 per barrel, the daily value of crude, refined products and gas exports will hit $1 billion. And, Russia’s 2008 budget is based on an average Urals price of $65 per barrel.Besides, post-Soviet Russia’s influence in Central Asia has peaked even as the first real possibility of the emergence of a “gas OPEC” involving Russia and the Central Asian countries has appeared. This may well outshine all other foreign policy legacies of Russia in the Putin era. Russia has been for long seeking an association of former Soviet gas producers and exporters on the pattern of the oil cartel. Russia and the Central Asian suppliers – Kazakhstan, Uzbekistan and Turkmenistan – have now agreed that starting in 2009, they will switch to the European price formula. The move, which bears all the hallmarks of the Kremlin, elevates energy cooperation between Russia and the Central Asian producers to an altogether higher level of coordination and common strategy in foreign markets. The implications are far-reaching for European countries and the US. Russia has checkmated US-sponsored trans-Caspian energy pipeline projects.Surely, the great shortfall in the Putin legacy has been the failure of his presidency to make Russia a full-fledged partner of Europe. He has now made an offer to NATO that is irresistible – making Russia a participant in the alliance’s Afghan mission. The Russian offer comes at a time when the war in Afghanistan is going badly and NATO can afford to take help from whichever quarter help is available.Washington faces an acute predicament insofar as Moscow won’t settle for selective engagement by NATO as a mere transit route but will incrementally broaden and deepen the engagement, and major European allies might welcome it. Moscow insists on the involvement of the CSTO and even SCO. On the other hand, Russia’s involvement could invigorate the NATO mission in Afghanistan and ensure that the mission is not predicated on the highly unpredictable factor of Pakistan’s partnership. Will Washington bite? Putin, with his trademark fighting spirit of a black belt in karate, could well be counting that his presidency still has five or six weeks to go and that is a lot of time for making Russia NATO’s number one partner globally and ensuring a durable place for Russia within the common European home.
At the very least, history comes full circle when Putin arrives in Bucharest in the next 18 days for the gala 60th anniversary summit of the alliance. That would be 56 years since Stalins Soviet Union suggested it should join NATO to preserve peace in Europe. M K Bhadrakumar served as a career diplomat in the Indian Foreign Service for over 29 years, with postings including India’s ambassador to Uzbekistan (1995-1998) and to Turkey (1998-2001). Kremlin ringleader Putin is ready to send Russian troops to Afghanistan in order to in exchange get the rejection of Georgia and Ukraine to enter NATO, Polish newspaper Wyborcha writes.According to the newspaper in recent talks with Angela Merkel, Putin offered help to NATO countries in the war against the Islamic Emirate of Afghanistan.Ruslands President og Tyskland Kansler Angela Merkel under et mode.
According to the Polish newspaper, Putin is willing not only to create a transport corridor for the movement of NATO forces to Afghanistan from Europe.Currently the transportable transportation is often attacked by Taliban. It is the question of sending Russian troops to help in war against Afghan Muslims. In exchange for this, according to the newspaper, Putin has demanded two things. First of all is not allow Georgia and Ukraine to NATO. Also the Russian president wants to participate in the NATO summit, which will take place in early April in Bucharest, as not a guest, but as a full member of the summit, the Polish newspaper refers to its sources in NATO and in European capitals.According to the Polish newspaper, Western countries are unlikely to support the Putin’s initiative, rapporterer “Echo of Moscow”.

Kavkaz Center

Hvad blev der af UFO´erne ?

10.april 2008 *
– - – - -
Der var engang – for ikke så længe siden – at der hver eneste dag året rundt kom anmeldelser ind til den statslige rumfartsstyrelse NASA i Houston, USA , om Unidentified Flying Objects eller UFO´er fra mere eller mindre ophidsede borgere der angiveligt havde oplevet landingen eller set lyset fra mere eller mindre fantatiske flyvende objekter eller var det rumfartøjer bemandede med “aliens”- rumvæsener fra et andet solsystem ude i iblandt de uendelige galakser. – -
– - – - * * * * *Fata Morgana . . Solen . . månen . . eller en UFO ?

- Omkring UFOerne opstod der en hel semi-religiøs bevægelse. Der blev skrevet halve biblioteker af UFO-bøger.NASA meddeler at de nu for tiden så godt som aldrig modtager nogen UFO-anmeldelser. Der spekuleres i de tidligere UFO-interesserede medier om hvad årsagen er til at UFOerne så at sige forsvandt i de semi-religiøse fantasitåger.

En af de mest troværdige forklaringer der fremføres er den om at de fleste mennesker idag har en mobiltelefon med indbygget kamera og eftersom UFOerne i realiteten mere var en “New Age -religion som fremkaldte Fata Morgana på UFO-vidnernes nethinder – end objektiv realitet kommer der ingen anmeldelser ind til NASA – slet ingen billeder. Svenskerne har dog stadig en landsorganisation, kaldet Riksorgansation UFOSverige På deres UFO-portal referes blandt andet USA´s tidligere præsident Jimmy Carter for at sige : “Hvad jeg så var intet rumskib” om den uidentificerede genstand han så sammen med 25 andre.Og nordmændene på UFO-NORGE – - – -Det danske UFO-selskab gemmer sig på siden

igap.dk  

 

hvor der findes flere “vidne”-citater fra flere berømte UFO-vidner- – – – – – – – – – – – – – – - – -Jimmy Carter på CNN om hans “UFO-erfaringer” – – – – – – – – -
Skandinavisk UFO information viderebringer dog en del tvivl i artiklen: Bliver vi manipuleret ?

– – – Spor efter fremmede fra det ydre rum “aliens” ? eller et naturkunstværk i Umeå ?
UFO-Aktuellt udreder sagen for sine læsere > > > > :

“En far och søn var ute og gå en tur da de fik øje på noget mærkeligt på en mark vid Nydala-badet i Umeå. En cirkelrund formation hvor græsset var nydeligt nedbøjet med en lille virvel i cirkelens midte . Inde i cirkelen fandtes yderligere tre cirkler. Disse så ud til at være brændte og vældigt eksakte. Spekulationer tog snart fart efter at lokalavisen Västerbottens-Kuriren vänt sig till “UFO-eksperterna” Bob Lind och Sune Hjorth. Hjorth klargjorde att det rörde sig om “en farkost eller elektromagnetisk farkost” medan Lind trodde att ett jordprov på platsen skulle visa sig vara radioaktivt. Att Västerbottens-Kurirens utsända hittade en cigarettfimp i en av cirklarna avskräckte ingen av de inblandade från att spekulera om utomjordiska besökare. En kvinna ringde till Försvarets Forskningsanstalt som skickade ut två personer för att ta ett jordprov. Analysen visade att radioaktiviteten inte var högre än normalt. Men Hjorths och Linds utomjordiska besökare gick plötsligt upp i rök. En grupp konstnärer som kallar sig Grupp 4 erkände att de hade tillverkat cirklarna med hjälp av en planka, inspirerade av engelska cirkelmakare. Med en metallring och en gasolbrännare hade de stubbat gräset. De använde även sprayfärg för att göra cirklarna mörkare. Cigarrettfimpen var också deras. Cirklarna gjordes redan den 17 september men upptäcktes inte förrän den 20. Gruppens syfte var att få fokus på konstens möjligheter att spränga gränser och inte att lura folk. Aviserne skrev dog bare om rumvæsener og intresserede sig overhovedet ikke for kunst og da en av kunstnerne besøgte pladsen hørte han folk diskutere den ene UFO-teorien efter den anden.”

UFO´er og intelligente marsmænd nåede også at inspirere Holywoods filmindustri. Allerede i 1950´erne hvor man – måske også som et udtryk for en massekulturel fortrænging af de omfattende antikommunistiske hekseprocesser mod Amerikas progressive og kommunistiske skuespillere ,fagforeningsaktivister, forfattere skreg med i koret af antikommunistiske koldkrigs-ophidsere – indspillede flere hundrede seriøse film med rekordbudgetter om faren fra det ydre rum.
Besættelsen af det ydre rum fortsatte i “virkeligheden ” med månekapløbet mellem USA og USSR . Og i 1970´erne og 80´erne toppede film som “Star Wars” - “Aliens” biografernes filmlister.
En af de mindre kendte film om truslen om en invasion af planeten jorden af aliens skabninger fra det ydre rum – er Tim Burtons “Mars Attacs” fra 1996. På dette tidspunkt ser den “amerikanske drøm om at forene jordens folk i et fælles krig mod Aliens fra planeten X” ud til at være faldet fra hinanden. Invasionen af UFO ´er viste sig at være et mareridt fra drømmefabriken i Holywood. Dog er filmen aktionfilmen “Independence Day” også fra 1996 et klart bevis på at Hollywood og USA´s førende massekulturindustri var dybt optaget af at sælge budskabet om USA´s ledende rolle i kampen mod de “fremmede” – Aliens – intelligente rumvæsener og deres forsøg på at kolonisere jordkloden.
Hvorimod “Mars Attacs”er en underholdende parodi over 1950´ernes rumfilm – ikke et alvorligt spacedrama eller Aliens-gyser, Ved hjælp af specialeffekter – og en svinedyr rolleliste med Jack Nicholson,Glenn Close, Pierce Brosnan, Michael J. Fox i nogle af hovedrollerne bliver filmen seværdig.
Se bio-trailer fra Mars Attacs – ™ “Mars angriber” ° ” ° § § § § § §° ° § § § § ° §
Mer fra \”Mars angriber\”

Kilde: UFO-Aktuellt nr. 4 – 1999

Gigantisk eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet registreret af Nasa-satellit

21 mars 2008 –

Lyset fra en eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet kunne ses med det blotte øje

meddeler de Forenede Staters rumfartsstyrelse Nasa entusiastisk. Angiveligt skal det være den mest lysende eksplosion som er opdaget i rummet efter et massivt energi-udbrud 7,5 milliarder lysår ude og synligt med det blotte øje. Hvilket betyder at eksplosionen fandt sted for cirka 7,5 milliarder år siden. Og altså inden jordkloden kom til.—– — – — – — – - -Men et lysår er ikke som man kan forføres til at tro en tidsangivelse , men et afstandsmål. Et lysår er den afstand som lyset når at tilbagelægge i løbet af et år. Eftersom lysets hastighed er ca 300. 000 km pr.sekund vil lyset i løbet af et år tilbagelægge 3600 sek. gange 24 gange 365 =9 billioner 460 milliarder 800 milioner km under et år. Men den eksplosion som Nasa angiveligt har registreret skete 7,5 milliarder lysår ude i universet. Det betyder at afstanden bliver endnu mere astronomisk nemlig 7,5 milliarder gange 9.460.800 billioner km (den strækning lyset tilbagelægger i et år). Det svarer til 70.956.000.000.000.000.000.000 km (70 trilliarder og 956 trilioner km).  Eksplosionen blev noteret af Nasas Swiftsatellit. Nasa tror at sprængningen skete halvvejs ude i det synlige universum. Stephen Holland ved Nasa: “-Inget andet kendt foremål eller lysfænomen har kunnet ses med det blotte øje fra en så uendelig afstand – det fjerneste genstand som er set uden optisk hjælp. – Det som gør Nasas “opdagelse” af eksplosionen endnu mere verdensfjernt er at ;eftersom det tog lyset fra eksplosionen 7,5 milliarder år om at komme til jorden – i 2008 – er eksplosionen i virkeligheden sket for 7,5 milliarder år siden – det vil sige inden Moder Jord blev skabt. – – – -
Så blev vi så kloge. Hvor er det godt, at vi har NASA. Vi venter spændt på næste eksplosion i rummet og ikke mindst hvor mange trilliarder kilometer ude i universet det skete og hvor mange milliarder år tilbage i tiden det skete

Hvad skete der med UFO´erne ?

 

 

Polen:Mindeshøjtideligholdelse af 40-året for det revisionistiske regimes jøde-deportationer”

8 mars 2008 – 20:04 – - – -
I dag mindes vi 40 året for den revisionistiske Gomułka-regerings antisemitiske progrom: landsforvisningen af 20.000 jøder. Højtideligholdelsen af årsdagen – blev holdt på banegården i Warszawa, hvor mange af de 20.000 deporterede polske jøder begyndte deres rejse ud af landet.
Der var altså tale om at disse polske borgere bogstaveligt talt blev anbragt på gaden – fyret fra deres arbejdspladser, mens “rigtige” polakker var flyttet ind i deres lejligheder – samtidig som de fik besked om at stige på et tog ud af landet. En af dem var den internationalt anerkendte sociolog Zygmunt Bauman. Han og hans kone Janina mistede både arbejde og hjem i 1968.
Som ung teenager nåede han sammen med forældre og søskende at nå i sikkerhed i Sovjetunionen inden den tyske invasion i Polen 1939.
Det var ikke første gang at polske jøder var blevet beordret op i et tog. Dengang – under krigen – var destinationen ukendt for dem . I 1968 viste de hvilke land de rejste til.Deportationen var kulminationen på det revisionistiske Gomulka-regimes antisemitiske kampagne vendt både mod revolutionære kommunister (“stalinister” som Gomułka kaldte dem ), spirende ungdomsoprør og mod landets jødiske minoritet. Toneangivende kræfter i det regerende PZPR – det Forenede Arbejderparti – spillede i forståelse med kirken og “patriotiske” kræfter det antisemittiske kort ud. Det faktum, at en række af det polske kommunistpartis ledere både før krigen og i den revolutionære Stalin-periode var af jødisk afstamning udgjorde baggrunden for regimets og kirkens antikommunistiske offensiv der mundede ud i spørgsmålet: Var det ikke jøderne der stod bag kritikken og de satiriske indslag vendt mod kirken i revyerne og i blade ?Kritikken af kirken i studenterrevyer og f.eks i det radikale blad ”Po Prostu” blev mødt med censur af Gomułka-regimet. En lille minoritet som nu blev syndebuk for den ungdommelige kritik af kirken og regimet. Det Brezhnjev-støttede regeringspartis kampagne mod jøderne blev understøttet af den mægtige kristen-katolske kirke. – – – * Polens jøder - som havde ydet de største ofre for Polens befrielse fra det nazifascistiske barberi og som udgjorde en del af rygraden i Polens revolutionære kommunistiske bevægelse som opbyggede det nye folkedemokratiske Polen efter befrielsen i 1945 – blev nu gjort til syndebukke for den krise som Gomułka-regimets kontrarevolutionære reformer og samarbejde med den reaktionære Vatikan-styrede polske kirke havde ført landet ud i. – – * I taler optil progromen i marts 1968 talte den revisionistiske Brezhnjev-støttede partileder Gomułka om “sådanne jøder som støttede Stalintidens politik”.
“Sådanne jøder” fortjente ikke at leve i Polen : De blev fyret fra deres arbejdspladser, ligesom deres boliger blev overtaget af “rigtige” polakker.
Revolutionære jøder og kommunister skulle have skylden for det reformistiske Brezhnev-støttede regimes politisk og økonomiske krise. Folk der levede i 1968 fortæller at de landsforviste jøders stillinger og deres lejligheder blev overtaget andre ikke-jødiske polakker.Efter Hrustchov’s “hemmelige tale” i 1956 mod de revolutionære principper som Stalin stod for – blev de kontrarevolutionære kræfter opmuntret ikke bare i Sovjet,men især i Polen og Ungarn. Kort efter Hrustchovs kontrarevolutionære “hemmelige” tale – som ikke blev holdt for de delegerede i MOskva – blev W.Gomułka ny partileder i Polen – Han havde allerede i 1956 da han overtog posten som generelsekretær for det Sovjet-støttede parti – fået støtte fra kirken. Den Vatikan-støttede kirke roste Gomułka og den “nye politik”. Kardinal Wyszynski – mentor for den senere pave Karol Wojtyla – kaldte Gomułka en ” god mand” for han havde hjulpet kirken med at komme ind i skolerne,i hæren og andre offentlige institutioner med deres præster og religiøse ceremonier. Det var en udstrakt hånd til kirken, men samtidigt et politisk selvmål. Hvilken retning Polen var på vej mod viser Gomułka´s udtalelser da han kom til magten i 1956 om at kooperativerne og statslandbruget var ”urentabelt”. Der blev aldrig gennemført en ordentlig landreform og kollektiviseringen på landet nåede kun halvvejs og den stenrige katolske kirkes godser og ejendom blev ikke engang rørt i de “socialistiske” jordreformer der blev gennemført. Mange kirker blev genrejst med “kommunistisk” statsstøtte så at sige. Det begunstigede væksten af et lag af kulakker og småborgere på den polske landsbygd og det styrkede den katolske kirkes magtstilling. Faktum er at Kirken og Gomułka`s parti – fra 1956 stod i et hemmeligt samarbejde – bag om ryggen på folket – for at pacificere arbejderklassens stræben og modstand og dermed sætte en stopper for radikaliseringen af arbejderklasse-bevægelsen og forhindre en revolutionær kommunistisk udvikling – Det fortsatte efter at Kardinal Karol Wojtyła blev udnævnt til pave i Vatikanet. – President Lech Kaczynski – tidligere aktivist i det USA-støttede Solidarnosc-bevægelse – lovade i idag 40 år efter – at de som vil, skal få sit polske statsborgerskab tilbage. Det kunne han gøre – for idag kan en anstændig opførsel overfor “jøder” ikke tolkes som en revolutionær kommunistisk ” position – for idag er “jøderne” blevet særlige “venner” af vor tids kapitalistiske stormagter hvad enten de accepterer venskabet eller ikke.
For Polens præsident Kaczynski er mindehøjtideligheden endnu et led i Polens tilpasning til alliancen mellem Nato-alliancens Führer-stat i Washington og den zionistiske stat Israel.
Overfor omkring 100 jøder som var på “gæstebesøg” beskrev præsidenten hændelserne i marts 1968 som en “national skam”. Men hvad præsidenten “glemmer” er det som Jahn Otto Johansen – mangeårig udenrigskommentator på NRK udtrykker som: “Statsmakten (i Polen 1968,oversæt.anm.) håndhævede skrevne og uskrevne blasfemiparagrafer. Det går en direkte linje fra regimet den gang til den nuværende regering, (J.Kaczynski-regeringen 2007) som er meget nasjonalistisk og katolsk. Når kirke og statsmakt har felles interesser, går det ofte ut over ytringsfriheten.” – - – - – - – -
*Z.S.-Warzawa *
PS: Regeringssamarbejdet på Sovjetiden omfattede også – udover Kardinal Wyszynski – ledende “kristen-katolske reformteologer” som Michal Czajkowski og Karol Wojtyła`s – den senere pave Johannes Paulus II – nære ven og fortrolige, Mieeczyslaw Malinki. .Kilder: Om Gomulkaregimets samarbejde med kirken: Spioner i skriftestolen

28.Februar 1986 :Sveriges Statsminister Olof Palme myrdet

28.feb 2008
Sveriges socialdemokratiske Statsmister Olof Palme bliver den 28.februar sent om aftenen offer for det der ligner et politisk mordkomplot. Han er uden politibeskyttelse da han sammen med hustruen Lisbeth spadserer hjem fra en biograftur .
I den “vestlige kristne kulturkreds” – i det vi kalder vores del af verden er politiske mord ganske “normale” og udbredte, også af statsledere. I Sverige, Danmark og Norge derimod har politiske mord været sjældne. Og mord på statens øverste politiske leder var ikke sket i Sverige i over 200 år før mordet på Palme. Det var i 1792 da Kong Gustav III blev “ryddet af vejen” i et skudattentat. Baggrunden for kongemordet skal søges i en sammensværgelse i den feudal-adelige overklasse.
Palme bliver det første offer for et politisk mord i Skandinavien siden Anden Verdenskrig.
Den 17.marts 1992 bliver den 29-årige antiracist Henrik Christensen likvideret i et fascistisk brevbombeattentat i København. Det var det første politiske mord i Danmark siden den tyske besættelse.
Den eller snarer de som stod bag begge disse mord er endnu ikke identificeret , endsige dømt.

HVORFOR BLEV OLOF PALME MYRDET ?

    Mordet på Olof Palme er stadig uopklaret og omkring mordet findes der – som det fremgår af de følgende kapitler i denne artikel – så mange “uforklarlige” og uopklarede omstændigheder som klart peger i retning af at Palme var offer for et politisk mord.
En ekspert i terrorisme, professor Paul Wilkinson sagde til de svenske avis Dagens Nyheter, kort tid efter mordet:

“Det er en statsunderstøttet efterretningtjeneste, gruppe eller individ som fik en engangsopgave at myrde Palme” > > DN 9.marts 1986 > > 

   Denne sandsynlige hypotese bekræftes af en højt ranket politi-officerer i efterforskningsledelsen,Ingemar Krusell i en artikel i “Polistidningen” i maj 1986:

“Olof Palme var udsat for et mordkomplot. Udenfor biografen Grand ventede flere gerningsmænd. Han havde ikke en chance” 

   Spørgsmålet der rejser sig er hvorfor blev lige akkurat Oluf Palme måltavle for et sådant mordkomplot ?
Almindelig sund fornuft burde få den som leder efter Palmes mordere til at analysere . . . . to be continued

X X X X X X X X X X X X X X X X X

I tiden optil mordet er Statsminster Palme udsat for en politisk hadkampagne der antager hetzende nazilignende former hvor billedet Palme pryder dartskiver i visse politikredses kontorer.

HVEM MYRDEDE OLOF PALME ?

Det er “one million dollar”-spørgsmålet som vi stadig – 22 år efter mordet – ikke har fået svaret på – trods den mest omfattende og samtidig mest vildledende politiefterforskning i Sveriges efterkrigstid hvor det for udenforstående efterhånden mere mindede om en Dupont&Dupont-farce- hvor beviser forsvinder, vidneudsagn manipuleres og de ubesvarede spørgsmål vokser lavineartet samtidigt som kritikken fra den progresive og demokratiske offentlighed vokser.

Måske er det som den tidligere socialdemokratiske minister Carl Lidbom udtrykte det : “det ville være bedst for alle parter om mordet ikke opklares og der findes vel ingen som har en interesse i at det sker ”

Allerede fra første minut da politiet modtager anmeldelsen fra vidner der med egne øjne har set det blodige attentat udviser politiet en enestående inkompentence og kører opklaringen ud på et sidespor. Efterforskingslederen Hans Holmér starter direkte efter mordet en manisk hetzjagt på de kurdiske flygtninge i Sverige. Politiet havde angiveligt allerede inden mordet mistanker om “kurdiske (PKK) mordplaner” mod Palme – påstod Holmér.
Men hvis det var sandt må man spørge :Hvorfor fik Olof Palme`s livvagter ordre om at holde fri samme aften som mordattentatet hvis der fandtes “begrundede attentatmistanker” ?

KAPITEL I : Det uefterforskede “politispor”

Det spor i efterforskningen af mordet på statsminister Olof Palme som ser ud til at have mest “kød på benet” ser ud til at være det såkaldte “polisspår” – politisporet. -
Det består af en række vidneudsagn som tyder på at et antal højreradikale og voldsfikserede politimænd ved Norrmalms-politiet i Stockholms politikreds på en eller anden måde var indblandede i attentattet.
I gaderne og kvarteret omkring mordpladsen vimlede det med mærkeligt optrædende civilpersoner med walkie-talkies og mystiske politibiler. Efterforskningslederne og de juridiske anklagere har forsøgt at dysse alle fakta og oplysninger omkring politisporet ned.

Allerede to dage efter mordet ringer en højerestående politimand – anonymt – fra en by i det sydlige Dalarna til formiddagsbladet Expressen og fortalte at morderne fandtes blandt politimændene i den berygtede “baseball-liga”. Han mente det fordi flere af dem havde tjenestegjort hos ham, og han vidste at de var hvad han kaldte “voldsfikserede”. -
“Baseball-ligaen” var navnet på . . . . . . . . .. . fortsættes

Holland: Racisme; vold og diskriminering af muslimer optrappes ifølge Europarådets racismekomité

12 feb 2008 – 06:17

Islamofobi og antisemitisme optrappes og udbredes i Holland

Islamofobi vinder terræn i Holland, hvor vold ogh diskriminering mod muslimer er i stigning, hvis man skal tro en rapport fra Europarådets racisme-komité(ECRI).

Ifølge ECRI har islamofobi “øget dramatisk” i landet siden 2000. Stemningerne er blevet understøttet af begivenheder som 11 september-aangrebene i USA og mordet på den “islam-kritiske” film-instruktør Theo van Gogh 2004, hedder det.
Antisemitismen er i stigning og ordet “jøde” anvendes stadig oftere som et skældsord som det var udbredt i Europa i tidligere tidsperioder som under den “kristne inkvisition” og i nazi-tiden , hvor højreradikale medier og politikere i det borgerligt-kapitalistiske Europa og USA udpegede “jøde-kommunister” som en trussel mod den vestlige (kapitalistiske) civilisation. De blev “syndebukke” for den kapitalistiske krise; “undermennesker” der skulle overvåges, undertrykkes eller skaffes af vejen som det for alvor skete under krigen i KZ-lejrerne.
Det fremgår af Europa-Rådets rapport at der i hollandske skoler stilles spørgsmålstegn ved den nazi-tyske tilintetgørelse af Neuropas “indre fjender”, som blev udpeget som “jøde-bolsjevikiske undermennesker” og “zigøjnere” – dvs Roma og Sinti – ligesom det nazityske regime “tilintetgjorde” tusinder og atter tusinder af mennesker der dyrkede Jehovas Vidner, var handicappede,homoseksuelle eller mentalt forstyrrede .
I et bilag til raporten redegør regeringen for “modforanstaltninger”.

ADVARSEL ! KARIKATUR-tegninger som danske medier ikke vover vise

Februar 2008

Danmark igen i terror-karikaturernes greb

Jyllands-Postens karikatur-forestilling om  ”Hvordan forhåner og latterliggør vi muslimer så provokerende at den kristen-zionistiske forestilling om civilisationernes sammenstød bliver realiseret” ? bliver nu gentaget i 18 danske aviser: Ikke kun JP, men alle aviser med respekt for “ytringsfriheden og det frie ord” genoptrykker nu de antisemitiske terror-karikaturer af profeten Muhammed. Det sker efter at Politiets Efterretningstjeneste PET kom med anklager mod tre personer for at “planlægge likvidering af Kurt Westergård – en af karikatur-tegnerne. Det viser sig at PET kun har mistanker,men ingen beviser mod de tre anklagede. Alligevel bliver to af de anklagede udvist af landet – alene på “mistanker” eller ” indicier” som kun PET kender til –  direkte udvist uden retssag – og uden dom – en “god” dansk tradition fra 1930′ erne. Og de to tunesiske statsborgere kom altså til at spille “nyttige idioter” i PETs og JP/Politikens forestilling den “muslimske verdens demokratiske underlegenhed”. I 1930-erne og under krigen udpegede Hitlernazisterne og dets kapitalistiske støtter i aviser og radio;  ”jøde-kommunisterne” som “undermennesker” der med Moskva som centrum konspirerede for at nedbryde og knuse den kristent-ariske vestlige civilisation.

JyllandPostens terrorkarikaturer af muslimer idag har klare ligheder med de nazistiske jøde-karikaturer fra 1930´erne som denne nazistiske filmplakat om den “evige jøde”. Karikaturtegninger af jøder,slaver og f.eks af Sovjetunionens leder Stalin var popuære på Jyllands-Posten i 1930´erne da de danske aviser sympatiserede med den tids mest aggressive kapitalistiske stormagt; Nazi-Tyskland.

Ordvalget idag er naturligvis et andet , men meningen er den samme. Dengang brugte man “jøderne” som skydeskive – dels fordi de udgjorde en genkendelig ikke-kristen minoritet, dels fordi jøderne udgjorde en ikke ubetydelig kraft i den socialistiske opbygning i Sovjetunionen i 1930′ erne – og i den Kommunistiske Internationale – KOMINTERN . Derfor blev de udpeget som syndebukke for kapitalismens krise og manglende evne til at tilfredstille massernes behov for arbejde, brød, boliger,uddannelse og kultur.

– Den nazistiske hetz kampagne mod “jøde-bolsjevismen” var ikke bare en konkretisering og levendegørelse af “fjenden” og “syndebukken” , men også – ligesom idag en rambuk – der politisk-ideologisk skulle “forklare” den planlagte aggressionskrig mod Sovjetsamfundet som en “befrielseskrig” hvor de sovjetiske folk skulle “befries fra hvad tyske medier kaldte det “stalinistiske åg”. *
Idag skal forhånelsen af muslimerne som vore dages “underlegne” bruges til at “forklare” og propagandere for aggressionen mod de arabiske folk og deres naturrigdomme – idag Palæstina , Irak,m.fl. – dog ikke det feudal-kapitalistiske Saudi-Arabien fordi det “kongelige regime” dér , har underlagt sig de samme stormagtsinteresser som fører krig mod Iraks folk. – – – – Med den “forhånende og latterliggørende” dagsorden i baghovedet begyndte den anti-muslimske provokation da Jyllands-Posten bestilte karikatur-tegninger i 2005 af profeten Muhammed. Det skete også i forståelse med de kristen-zionistiske kræfter i Georg Bush` s højreliberale bagland. Bl.a Mr. Pipes roste Redaktør Rose for karikaturerne af Muhammed, som blev bragt i avisen i september samme år. Karikaturtegningerne førte til den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig” som det blev udtrykt. – Eksperter mener at handels-mærket, the brand “made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder. Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Den 9.februar 2006 bliver Kultur-redaktør Rose “suspenderet på ubestemt tid – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag ?Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav JP/-Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel.Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.<img src=”“Det danske bidrag til Holocaust-tegnekonkurrencen af Jørgen Bitsch * *
CENCUREN af Jørgen Bitsch´s karikatur sker ikke kun på JyllandsPosten , men også i en række venstreopportunistiske medier, der ikke ønsker at konfrontere den prozionistiske konsensus. Det sker dog UDEN nogen form for debat eller dialog.
Man kan kritisere tegningen for dens fokusering på de jødiske offrer for for den tysk-europæiske imperialismes aggression under Anden verdenskrig. Faktum er at flertallet af offrerne i nazisternes KZ-lejre ikke var jøder, men blandt andre sovjetiske krigsfanger, Romer (kaldet “zigeuner” i Nazityskland), homoseksuelle, handicappede og mennesker der troede på “Jehovas Vidner” udover flere millioner “slaver” ,antifascister og modstandskæmpere i de besatte lande. Flere end 12 millioner mennesker døde i den tyske imperialismes KZ-lejre, hvor der samlet var 18 millioner fanger. Læs interview med satiretegneren Jørgen Bitsch * * * * *

BAGGRUND: JyllandsPostens antisemitiske Karikaturtegninger satte Danmark i den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig_________________

På CNN fortalte Kulturredaktør Flemming Rose at han ville sige ja til at trykke satire-tegninger med kristendommen (Kammerat Jesus) og den zionistiske Stat Israel som tema, blandt andet ved at tage kontakt med den iranske avis som stod bag den internationale Holocaust-tegnekonkurrence, hvor den danske tegnr Jørgen Birsch deltog med ovenstående tegning.

– Dagen efter var Mr.Rose suspenderet som redaktør på JP – “ytringsfrihedens flagskib” i Danmark – på ubestemt tid. Og disse “farlige ” farlige satiretegninger blev aldrig trykt i avisen.
Vi behøver ikke spørge JPs redaktører om de vil genoptrykke Der Stürmers nazistiske “satiretegninger” af de jødiske “untermenschen”, for det vil åbenbare JPs historiske forkærlighed for antisemitisk “forhånelse ” for en bredere offentlighed i ind- og udland.

- Men forhånelsen og bespotningen af muslimer og andre semitter er ikke isoleret til den danske kapitalistiske overklasses aggressive ideologiske flagskib “JyllandsPosten”.

Kritik af Staten Israel stemples automatisk som “antisemitisk” trods det faktum at Israel netop ikke er en “jødisk stat” i den forstand at der ikke kun bor jøder men også andre etniske grupper i Staten Israel og det faktum at flertallet af verdens jøder netop ikke bor i Israel. Det fik amerikaneren Norman Finkelstein – efter-kommer af jødiske KZ-fanger som blev ofre for det sidste vestlige imperialistiske stormagtsprojekt – at mærke da han skrev bogen “Holocaust-industrien” om zionisternes politiske og økonomiske misbrug af det nazistiske folkemord. Denne stolte jøde blev stemplet som “antisemit” af Søren Vinterberg i avisen Politikens anmeldelse af bogen. * * * *
* Tegner:Mr. Derkaoui Abdellah fra Marokko som her viser en satirisk-tragisk vinkel på bygningen af den zionistiske Apartheid-mur ned gennem Palæstinas land, hvor milioner af ofre for det nazistiske KZ-system bliver brugt som “good will”-forsvar for opretholdelsen af det zionistiske apartheid-regime i Palæstina.
* __________FLERE karikaturtegninger ____ Karikaturtegninger fra Hoocaust-tegnekonkurrencen ____

JyllandsPostens grænseløse hykleri

Hvem stod bag JyllandsPostens antisemitiske karikaturtegninger ? 

* * _________________________

* * * * * Karsten Johansen skrev denne mail:: 

” . . . . omtalte Flemming Rose har i dag oppført et i sannhet selsomt skuespill:”Jyllands-Postens kulturredaktør ville bringe nye tegninger, denne gang af Jesus og jødeudryddelser. Nu fastslår avisens chefredaktion, at der ikke bringes nye tegninger.Af Anders BørsmoseDer bliver ingen nye tegninger af hverken jødeudryddelser eller Jesus i Jyllands-Posten. Det forsikrer avisens chefredaktør Carsten Juste. Udmeldingen går stik imod udtalelser, som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har givet til både CNN og TV 2 Nyhederne. I TV2 Nyhederne i aften fremgik det, at Jyllands-Posten på søndag ville bringe en serie nye tegninger.Blandt andet viste TV 2 en tegning, hvor der gøres grin med Jesus – en anden tegning skulle angiveligt vise jøde-stjernen tegnet på en bombe.»Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en specielt antiislamisk kurs«, sagde kulturredaktør Flemming Rose til TV 2 i sin begrundelse for at bringe de nye tegninger.Men i kortfattet erklæring fra Jyllands-Posten lægger chefredaktion afstand til kulturredaktøren.»I et indslag i TV 2 Nyhederne onsdag den 8. februar kl. 19.00 hed det, at Morgenavisen Jyllands-Posten på søndag vil bringe en række antisemitiske og antikristne tegninger. Dette er ikke korrekt«.Til den amerikanske tv-station CNN sagde Flemming Rose ellers i går, at »min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem«. Nu lyder det således fra avisens chefredaktion:»Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger«.

‘Jeg har begået fejl’

Jyllands-Postens kulturredaktør erkender da også, at han har lovet mere, end han kan holde. »Jeg har begået en fejl. Jeg står 100% bag avisens linie og Carsten Juste i denne sag«, siger Flemming Rose til DR Nyheder.”

Jyllands-Posten vil ikke gengive iranske holocaust-tegninger

Jyllands-Posten er alligevel ikke klar til at samarbejde med en iransk avis og offentliggøre karikaturtegninger af den jødiske holocaust, som Teheran-avisen har udskrevet en konkurrence om.
JP’s kulturredaktør Flemming Rose har ellers præsenteret avisens plan over for det amerikanske tv-selskab CNN.- Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem, sagde han til CNN’s American Morning.Men 18.20 onsdag kom følgende kontra-ordre og tilsyneladende irettesættelse af Flemming Rose fra Jyllands-Postens ledelse:”Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, var i går på CNN citeret for en oplysning om, at Jyllands-Posten agtede at bringe nogle bebudede iranske Holocaust-tegninger samme dag, som en iransk avis agter at bringe dem. Denne oplysning bygger på en overfortolkning af Flemming Roses udtalelse.”Videre hedder det, at “Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger” /ritzau/”Det bør etter min mening nøye etterforskes, hvem denne Rose egentlig er, ikke minst fordi et par av de famøse karikaturer, som jeg har dokumentert her, er rasistiske hetskarikaturer av kjent merke a la Der Stürmer og en synes, noe forblommet og fordekt sjølsagt, som man alltid kan vente det av folk av fascistisk kaliber etter 1945, å oppfordre til folkemord på islamtilhengere. Det er samtidig opplagt, at en hel kabale av islamske fascister med kontakter i områdets mest reaksjonære regimer, og sannsynligvis i samarbeid med europeiske fascister og i det mer skjulte understøtta av diverse etterretningstjenester (inge nevnt ingen glemt), har VENTET I FEM MÅNEDER til et for dem gunstig tidspunkt, med å lansere de (åpenbart for enhver som tenker litt ) nøye planlagte “spontane demonstrasjoner” “mot tegningene”, mens de samme tilsynelatende særdeles varme islamtilhengerne ikke løftet en finger, da nyheten om at Koranen var brukt som dasspapir i USAs Guantanamo-torturleir turnerte godt og grundig over hele verdenspressa. De har heller aldri reagert på israelske avisers karikaturer av Muhammed.
På Antiwar.com skriver ~ Justin Raimondo om :(Something is)”Rotten in Denmark :Flemming Rose and the clash of civilizations” at …..

“Flemming Rose, the “cultural editor” of Jyllands-Posten, who commissioned the cartoons and now is at the center of a rapidly-escalating controversy.Here is his Wikipedia biography, which states that he has “links with U.S. neoconservatives,” but lacks citations. Rose is apparently a big fan of Daniel Pipes ? the controversial anti-Arabist appointed by George W. Bush to the U.S. Institute of Peace ? and authored an entirely uncritical profile of Pipes, originally published in Jyllands-Posten and translated here.Pipes is the founder of Campus Watch, an organization devoted to stamping out any and all academic treatments of Middle Eastern affairs that don’t conform to his narrow strictures, which might be mildly described as fanatically hostile to Islam, Arabs, and anyone who opposes his extreme Israeli nationalism. Campus Watch is engaged in compiling blacklists of professors who refuse to spout the pro-Israel party line, and actively encourages students to spy on their teachers and report miscreants.None of this is mentioned in the profile authored by Rose: instead, we are given a long disquisition on his subject’s view of “militant Islam” as a threat supposedly on a par with communism and fascism ? again, uncritically, in spite of the lack of proportion evinced by such an extravagant claim, to say nothing of the lack of evidence marshaled by Pipes.It looks like Rose used to be a laid-back kinda guy, as indicated by his testimonial to the effectiveness of Acem meditation techniques:”As a journalist, my challenge is to get behind all the stereotypes that both my readers and I bring with us from the past. They prevent us from seeing the complexity and constant changes taking place regarding almost any subject. Acem Meditation helps me discover my own blind spots and thereby write more genuine and revealing articles.”That was then, but now he is talking about the rising struggle between Islam and the West as a “clash of civilizations,” and characterizes the controversy over the publication of the 12 tasteless caricatures as being”About the question of integration and how compatible is the religion of Islam with a modern secular society ? how much does an immigrant have to give up and how much does the receiving culture have to compromise.”So much for getting “behind all the stereotypes” and seeing the “complexity” in spite of his “blind spots.” These days, it seems, Rose has been entirely blinded by the kind of hate exhibited in those cartoons, which dramatize the neoconservative view of the Muslim world as inherently terroristic ? a view that the perpetrators of this provocation were hoping would be demonstrated in the Muslim reaction.” 

KILDER :Mail fra Karsten Johansen blandt andre. *

**** EFTERSKRIFT: Det skal siges at Dagbladet Information bragte nogle af de såkaldte Holocaust-karikaturer den 8.september 2006.
Hovedparten af de “ytringsfrie” danske medier – herunder JP-Politikens-koncernens dagblade nægtede at trykke disse, herunder JP – hvor Kulturredaktør Flemming Rose ligefrem blev afsat umiddelbart efter at han havde sagt ja til disse karikaturer.
Dog trykte Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken Jørgen Bitsch´s bidrag til den iranske satiretegnekonkurrence om holocaust i fobindelse mede et kritisk interview med kunstneren.
******

Amerika:Halv million mord i Brasilien i løbet af ti år – ifølge regeringsrapport

30.jan 2008

Flere end 100 mennesker bliver myrdet hver eneste dag . . . .  Det er de blodige kendsgerninger man kan udlede af en brasiliansk regeringsrapport der opgiver at næsten en halv million mennesker er blevet myrdet i det kapitalistiske Brasilien i løbet af  ti år.

BRASILIA (Reuters) Raymond Colitt- Næsten en halv million mennesker er blevet myrdet i Brasilien i det the past decade but the homicide rate is gradually falling due to better social welfare, more policing and fewer firearms, a study said on Tuesday.
I tti året fra 1996 to 2006, er omkring 465,000 people were murdered, according to a study published by two aid groups and the federal government. The vast majority were shot. Gang-related violence routinely shakes Brazil’s major cities, temporarily shutting down neighborhoods and killing innocent bystanders. Eksperts say corrupt and under-staffed police cannot cope; they cite the vast disparity between rich and poor as one of the main underlying causes of the violence. A series of high-profile crimes in 2006 and 2007 made public safety Brazilians’ top concern. Polls show widespread dissatisfaction with President Luiz Inacio Lula da Silva performance on this issue.
Many of Brazil’s 12 most violent cities are in the Amazon region, where conflicts over land and natural resources are often resolved by hired gunmen, the report said. Foz de Iguacu, gateway to a famed waterfall and a major tourist attraction, is the fifth-most violent municipality, with 99 homicides per 100,000 inhabitants, more than twice the rate in the most crime-ridden U.S. cities. But the number of homicides in 2006 fell for the third consecutive year to 46,660 from a peak of 50,980 in 2003, according to the report. Government campaigns to destroy firearms as well as increased social welfare programs and tougher policing helped reduce the murder rate, the report said. But millions of youths in desperate social and economic straits still provided a breeding ground for future criminals, they said. “The falling homicide rate is good news but let’s not celebrate too much,” said Jorge Werthein, co-author of the report and executive director of Latin American Technological Information Network (LATIN), an inter-governmental group of six Latin American countries. “It is still totally unacceptable by any international standard,” Werthein said. (RED.:Alan Elsner)

KZ-AUSCHWITZ : BEFRIET 27.Januar 1945 af den Røde Hær

27.Januar

I mange lande bliver befrielsen af KZ-lejr Auscwitz-Birkenau idag ihukommet og der bliver gennemført mindemøder og arrangementer for at sætte focus på det systematiske og planlagte folkemord på Anti-Komintern-pagtens fjender i Europa: det imperialistiske Tyskland og Italiens “indre fjender” og “undermennesker” :  ”terrorister” – “sabotører” – “handicappede” – “Jehovas Vidner” “jøder” “bolsjeviker”.    

Mange af KZ-offrene og deres pårørende lever ikke længere iblandt os men den internationale AUSCHWITZ- bevægelse virker udødelig; præcis som mindet om de millioner af mennesker som gik dødsvejen i KZ-lejrerne. Mindet om dem er udødeligt. Og vi der lever idag sværger på at de ikke døde forgæves. Den imperialistiske Antikominternpagts millioner af ofre er idag en mægtig kraft i det antifascistiske og antiimperialistiske kamp. Denne udødelige millionhær fra dødsriget udgør et mareridt og skrækbillede for vore dages imperialistiske magthavere. Og den internationale AUSCHWITZ-bevægelse tiltrækker nye menneskegenerationer som i solidaritet ønsker at lære og kende til historien om det mest omfattende folkemord siden slave-togterne. Og engagere sig i det antifascistiske arbejde og kamp. Så når visse borgerlige og socialdemokratiske kræfter stræber efter gøre historien om Auschwitz til en sag for museumsinspektører og historikere, mens de brede befolkningslag skal “marchere fremad” og ikke “hænge sig i fortiden” viser det blot at disse kræfter igen – ligesom på Antikomintern-pagtens og KZ-lejrernes tid – vælger at tjene de kapitalistiske interesser som ikke ønsker at folk drager lærdomme af historien og opnår bevidshed om hvem der bragte Hitler-regimet , Mussolinis regime, Franco-regimet og andre vestlige fascistiske regimer til magten. Andre borgerlige og kontrarevolutionære kræfter forsøger ligefrem at gøre Auschwitz-dagen til et korstog mod kommunismen og Stalins socialistiske Sovjet. Faktum er at Stalins Røde Hær og deres allierede befriede Europas og Asiens folk fra at synke ned i et barbarisk nazi-fascistisk tyranni under de Euro-japanske storkapitalisters ledelse. Der er flere årsager til at både borgerlige og socialdemokratiske politikere og historikere viderefører Gestapos og Nazi-Tysklands propagandabilleder af Stalin og det socialistiske Sovjet, godt nok med visse modifikationer, f.eks udelader man de mest skrigende feberfantasier og åbenbare løgne om Stalins Sovjet fra Gestapo/CIAs propagandalaboratorier.

For det første er “kommunismen ” ikke så død som de borgerlige-socialdemokratiske magthavere og medierne gerne vil give indtryk af. Ved at gentage de gamle antikommunistiske skrækhistorier håber man at skræmme folk, ved at forstørre og demonisere visse overtrædelser af den socialistiske legitimitet i det “kommunistiske Sovjet” og samtidig gøre Stalin og de revolutionære kommunister ansvarlig for den fascistisk-trotskistiske femtekolonnes terror og sabotage inde i Sovjetunionen – håber man at sprede så meget giftig propaganda at “den døende kommunisme” mister sin stærke attraktionskraft og sygner hen.

For det andet har de samme borgerlige medier opmuntret de neo-nazistiske og højreradikale grupper ved at godtage sovjet-ledelsen´s selvopfattelse om det var “socialismen der brød sammen i 1989″ og at “kommunismen døde med Sovjets opløsning i 1991″.
Det lig som blev begravet i Moskva i 1991 var ikke kommunistisk, men en revisionistisk statskapitalistisk karikatur som brød sammen – pga krisen i den statskapitalistiske “selvforvaltningsøkonomi”, Tjernobyl-ulykken og det militære sammenbrud i Afghanistan.
Ved at hævde at Sovjet´s sammenbrud var “kommunismens sammenbrud” opmuntrede de borgerlige og reformistiske medier de neo-og gammelnazistiske grupperinger som fra 1990´erne gennemførte progromer, mordbrand og overfald på “muslimer” og andre ikke-europæiske indvandrere i Tyskland og andre europæiske stater.
Deres revanshcistiske stræben blev opmuntret gennem opfattelser om at “Vi havde ret” – i det nazistiske overfald på Sovjet i 1941 – fordi “kommunismen brød jo sammen i Sovjet i 1991 som “alle medier” påstod.

For det tredje  befinder de borgerlige klasser og deres politikere sig stadig i en forsvarsposition overfor deres forræderi og nazi-kollaboration optil og under krigen. Derfor prøver man stadig idag at fordreje de historiske fakta : at Europas og USAs kapitalistiske Over- og middelklase og deres borgerlige og socialdemokratiske partier - med hæderlige antifascistiske undtagelser – bragte Hitler, Mussoloni , Franco-regimerne til magten.

*Idag er det den internationale AUSHWITZ-dag til minde om de millioner af ofre for det fascistiske barberi som udgik fra den vestlige “civilisations hovedland Tyskland ” – også kaldet Holocaust (Tilintetgørelsen).

____* * * * *Befriede fanger efter den Røde Hærs befrielse af KL Auschwitz i januar 1945 * * * * _______________ * AKKURAT den 27.januar 1945 havde styrker fra Den Røde Hær kæmpet sig frem til området hvor det tyske KZ-lejr-kompleks Auschwitz-Birkenau lå og befriede de udsultede og forpinte overlevende fanger. Når den Røde Hær og Stalins Sovjetunion viderebragte information om forholdene i KZ-Auschwitz og vidnesbyrd fra de overlevende fanger til de kapitalistiske stormagters medier og politiske ledere i vest blev de afvist som “jødisk-kommunistiske overdrivelser og propaganda”.    

_ Børnefanger i KZ-Auschwitz, befriet 1945 af Stalins Røde Hær (Foto :B. Fishman) _
Selv idag 63 år efter ser man tydelige tegn på at de borgerlige og reaktionære kræfter har problemer med beskrivelsen af KZ-Auschwitz. Kulturredaktør Mikael van Reis på det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten vælger at formulere sig sådan her :

Idag er det Holocaust mindesdag og 63 år siden de allierede tropper nåede Auschwitz.”                     

Læg mærke til den orwellianske omskrivning af “tropper fra Sovjetunionens Røde Hær” til det mere acceptable udtryk for den borgerlige redaktør: “allierede tropper”. Tankerne går i retning af . . . . ? noget andet . . . . end kendsgerningen at “Stalins Røde Hær befriede KZ-Auschwitz”.
* * * * *

Journalisten Mikael van Reis har læst et vidnesmål af Schlomo Venezia som indrammer katastrofen i desshisnande vidd och detalj. Venezia overlevede otte måneder i Infernos nederste kreds.

Ny BOG med en KZ-fanges Erindringer fra *Schlomo Venezia *Sonderkommando – ett vittnesmål * Oversættning: Lotta Riad* Forlag:Bonniers                    

Den tidligere hønseavler og SS-leder Heinrich Himmler sætte pris på landbrug og beordrede derfor Joachim Caesar som chef for landbrugsafdelningen til at opføre en mønster-parkhave i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det gjorde han i formen af en kosmisk plan hvor fire dyrkede jordstykker blev delt af fire stier som forestiller paradisets floder og som mødes i midtercirkelens livstræ. Denne plantering blev placeret i umiddelbar tilslutning til gaskammeret i Krematorium II som var omgivet af høje hækker for at forhindre indsyn. Beplantningen var altså afset som et sidste glimt af verden for de tusinder som gik mod sin snarlige død. Lejren blev fotografet fra luften sommeren 1944 af de allieredes fly som intresserde sig for I G Farbens Bunafabrik lige ved siden af . Lejrens funktioner blev identifiseret langt senere, men hvad troede fotoanalytikerne at de så på disse luftfotos sommeren 1944 ? Det var under maj til juli som godt 400 000 ungarske jøder blev myrdet i de fotograferade bygninger. Denne sidste sommer stod kapaciteten i top.

Buna-Werke – eller Auschwitz III -Monowitz var en arbejdslejr som var under kontrol af den kapitalistiske monopol-Koncern IG Farbenindustrie. Den lå i tilslutning til det enorme Auschwitz-Birkenau KZ-lejrsystem. Herfra rekruterede IG-Farben billig arbejdskraft som så at sige blev udbyttet til sidste dråbe sved og blod. Det var den kapitalistiske drøm om arbejdskraft uden rettigheder og uden løn der blev virkeliggjort. Fra KZ-Auschwitz blev titusinder af fanger udskrevet til arbejde i IG-Farben fabrikkerne. Ingen af dem overlevede. *

I september blev Bunafabriken bombarderet , men ikke dødsfabriken. Sammenlagt blev mellem 1,5 og 2 millioner mennesker myrdet i Auschwitz-systemet. Betragter man nu billederna fra augusti 1944 kan man faktisk skelne Caesars have. Paradisets symmetriske utopi indføjet i Infernoets morderiske eksakte dystopi. Fuldbyrdet kynisme. Dog forblev parken længe uidentifiseret. Den amerikanske konstner Ronald Jones gjorde Caesars kosmiske park til udgangspunkt for et værk som blandt andet visades på Borås konstmuseum 1999. Shoa eller förintelsen var “det største mordprojekt som nogensinde er udformet af mennesket” konstaterer den italienske forsker Marcello Pezzetti og de fem Auschwitzkrematorier var “det største mordkompleks som mennesket nogensinde udviklet”. For at transportere hundretusinder af mennesker fra hele Europa med hesigten at aflive dem pinefuldt i det sydlige Polen, krævedes et enormt logistisk apparat hvor hvert hjul skulle snurre for at dødsmaskinen skulle kunne arbejde nat såvel som dag. Mobiliseringen var total. Selv da krigslykken på østfronten svigtede. Togene skulle rulle. Processen havde tre tidsmæssige skridt – først juridisk diskriminering af jøderne, siden social ghettoisering og endelig deportation og udryddelse. Denna sidste kreds koncentreres til krematorierne og da fly-billederne blev taget befinder den enogtyveårige Schlomo Venezia i Krematorium III i Auschwitz-Birkenau som udvalgt til Sonderkommando, specialkommandoen, som bestod af de jøder som skulle arbejde i krematorierne. Nazisternas förintelsemål var också utplåningen av alla vittnen. Altså blev Sonderkommando gasset efter nogle måneder. Det lykkedes for Venezia som en af de meget få at overleve i otte måneder og han overlever således også oprøret i oktober 1944 og dødsmarscherne til Østrig. Han danner familie, men er tyst om erfarenheterna i syvogfyrre (47) år. Sedan orkar han berätta. Den samtalsbok med honom som nu finns på svenska ramar in katastrofen i hisnande vidd och detalj. Han var en af de 46 000 jøder som blev deporteret fra Saloniki hvor omstændighederne var fattige, informationerne få men familiebåndene stærke. De var dele af den store italiensk-jødiske koloni som blev beskyttet af et italiensk statsborgerskab, men efter 1943 vender lykken og hele familien deporteres. Schlomo havner altså som ung og stærk i helvedestrattens nederste kreds. Sonderkommando skulle tvinge folk til at tage klæderne af, fösa in dem i kamrarna, sedan släpa ut de döda, klippa hårflätor, dra ut guldplomber, rengöra kamrarna och bränna kropparna. Hver transport tog tre dage at ekspedere. Døden trak fulde huse, som Paul Celan formulerede det. Der fandtes inget valg – for den som ikke deltog hele vejen ventede et nakkeskud fra den bestialiske sergant Moll, også kaldt Malahamove eller Dødsengelen. Ändå medverkade inte Sonderkommando handgripligt i dödandet, det skötte “tysken” till mästerskap, men de kommer så nära som är absolut möjligt när de tvingas leda åldringar till nackskott.En bråddjup formulering hos Venezia fäster sig. De dömda skall känna att också de dödar de dömda, alltså sig själva: “Jag tyckte att det värsta var att man tvingades låta den döde ramla ihop. Man kände tyngden från kroppen i fallet som man drogs med i mot sin vilja. Det var hemskt att höra kroppen falla till marken. Även om jag visste att personen var död gjorde jag allt för att mildra fallet.” Han befinner sig i helvetet och kanske minns Schlomo Venezia den femte sangen slutrader i Dantes Inferno: “av ångest blev jag som en döende och sjönk i vanmakt; och sedan föll jag, som en död kropp faller.” E caddi come corpo morto cade. Schlomo Venezias ekstreme erfaringer findes nu her samlet i al sin hemska lugn och liksom Primo Levi bekräftar han den överlevandes svarta sjukdom – domen om livstida förlust av levnadsglädje: “Allt för mig tillbaka till lägret … Man lämnar egentligen aldrig krematoriet.”

Man kan tro att efter sextio år är denna katastrof grundligt utforskad, men som pionjären Raul Hilberg påpekade kort före sin död förra augusti är kanske bara en tjugo procent av förintelsen kunskapad. Han kände sannolikt då till den franske katolske prästen Patrick Desbois enastående, nu pågående arbete att med lantbefolkningens hjälp dokumentera hundratals, tidigare okända massgravar i Ukraina. Där gällde kulor och inte gas när nazisternas mobila dödsskvadroner började turnera landskapet sommaren 1941. Desbois är utrustad med prästkappa, tolk, kameramän, kartograf, ballistiska experter och ett mycket återhållet, ickeanklagande lugn. Hans beregninger ökar väsentligen de tidigare kalkylerna av antalet mördade i Ukraina till mellan 1 och 1,5 miljoner. “Vi har ventet længe på Jer”, siger de aldrende bønder

slutter Mikael van Reis hans anmeldelse.
* —-
Fanger i tysk KZ-lejr

FAKTA om KZ–AUSCHWITZ      

KZ-lejr er en forkortning af “Konzentrations Lager” som egentlig stammer fra engelsk “concentrations camp” som de engelske imperialister oprettede i Sydafrika og Kenya da de koloniserede disse lande og folk i det 19.århundrede. Også da med millioner af ofre. AUSCHWITZ er det tyske navn på den polske egn og by Oswięcim, ikke langt fra Krakow og Katowice.I begyndelsen af 1940 blev flere koncentrations- og tilintetgørelseslejre bygget i det tyskbesatte område.De tre hovedlejre var: Auschwitz I, her myrdedes cirka 70 000 polske intellektuelle og sovjetiske krigsfanger.Auschwitz II (Birkenau), Tilintetgørelseslejren hvor ca 1,5 millioner mennesker myrdedes, hvoraf en million var jøder og 19 000 romer.Auschwitz III (Monowitz). Arbejdslejr for den kapitalistiske tyske koncern IG Farben.Den sidste transport af jøder ankom fra Berlin den 5 januari 1945. 17-18 januari beordrede den tyske lejrkommando generel evakuering. Cirka 66 000 udmargede fanger blev tvunget ut på en marsch i vinterkulden med retning mod andre koncentrationslejre i det Tyske Rige og Østrig. Da den RØDE HÆR når frem til lejren findes 7 000 fanger tilbage , de som var for syge for marschen. * * – - – - – - – - -

Læs mere på AUSCHWITZ.org.pl  

I hele Europa og Sovjetunionen blev 18 millioner holdt som fanger i de nazi-fascistiske KZ-lejre. For 12 millioner af disse mennesker blev KZ-lejrerne deres sidste opholdssted hvad enten de blev gasset, skudt, tortureret eller udsultet til døde.      Det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten skriver bl.a i sin leder 27.januar:

Minnesdag för offren Insikten att Förintelsen var en noga planerad monstruös förbrytelse med många miljoner offer får aldrig förblekna. Det var som ett svart hål. Ingenting fanns i böckerna. Till en början famlade den katolske prästen Patrick Desbois efter dokumentation i sitt sökande efter sanningen om nazisternas brott i det ockuperade Ukraina under andra världskriget. Men han fick kontakt med gamla människor, som sedan dess burit på sina minnen av vad de bevittnat. De visade var massgravarna fanns. Många hundra har lokaliserats under de senaste årens sökande.Ett inte alldeles tydligt medvetande om omfattningen av den del av de nazistiska massmorden som begicks i Ukraina har klarnat. Nu finns de konkreta beläggen och vittnesmålen, tack vare den franske prästen. Hans insats skildras i Times senaste nummer. Bara i Ukraina mördades långt över en miljon människor, de flesta judar som drabbades av nazisternas utrotningspolitik.I dag på Förintelsens minnesdag hedras de många miljoner som föll offer för det kapitalistiske og imperialistiske Hitler-regimen. Syftet med minnesdagen sträcker sig längre så. Den är en varje år återkommande maning till manifestationer för att minnena inte skall blekna bort. Men den är också en allvarlig påminnelse om hur viktigt det är att inte trivialisera det förfärliga som hände och låta sig invaggas i föreställningar om att framtiden ändå är trygg mot sådana hot. Efterkrigstiden – om vi ser oförvillat på vår värld – stärker knappast tron att vi kan låta vår uppmärksamhet på hot mot mänskliga rättigheter avtrubbas.Förintelsekonferensen i Stockholm år 2000 hölls bland annat därför att okunnigheten föreföll ha ökat med avståndet i tid. Riksdagen skapade Forum för levande historia av samma skäl. Uppdraget är inte begränsat till nazismens brott. . . . .. Det har vållat en del pinsam oro och protester bland dem som på ett eller annat sätt kan räknas sig till sympatisörerna.Nazismens brottsliga avsikter var kända från början, men många ville inte tro at det kunde bli så illa. Sverige täppte alltmer till sina gränser för jødiske flygtninge. Til forskel fra en del annat kan det inte förklaras som bara et udslag av realpolitik for at forsøge hålla landet utanför kriget. Inte heller uppvägs det av att Raoul Wallenberg genom modiga insatser ändå lyckades rädda livet på många tusen judar.Vi kan inte påverka historien i efterhand, men får inte heller tillåta att den förvrängs.Mätningar tyder på att de allmänna kunskaperna om nazismen och Förintelsen numera blivit bättre än när historieämnet i skolan sågs över axeln. Det er positivt, men går selvklart ikke at slå sig til ro med. Patrick Desbois udholdende arbejde er et af flere eksempeler på at billedet af det nazistiske folkemord stadig er ufuldstændigt. Tilintetgørelsens mindesdag er også en nødvendig påmindelse om det.”

————-NOTE:Om Patrick Desbois, se interview i New York Times samt på
www.ushmm.org hvor der findes billedkilder.

Generelstrejke i Italienske havnebyer efter to arbejderes død i havn nær Venedig

18.Jan 2008

Fagforeninger opfordrer til landsomfattende strejke i Italiens havne efter arbejders død

MILANO (Reuters) – Tre af Italiens fagforbund opfordrer til strejke i alle Italiens havne fra fredag efter to arbejderes død i en havn nær Venidig. Udlysningen af strejken som kan lamme hele landet sker netop som det italienske parlament debater sikkerheden på arbejdspladserne. Det sker efter en brand på det kapitalistiske ThyssenKrupp stålværk i Torino hvor under syv arbejdere døde i sidste måned. Fagforbundene CGIL, CISL og UIL udtalte i en presemeddelse at de “protester mod antallet ulykker som har nået et uacceptabelt niveau i 2007 og , desværre , fortsætter”.

They called for for an immediate strike. It was not immediately clear how big the strike would be or how long it could last as unions said its terms would be set locally.”The protest is aimed at those companies which do not guarantee work safety,” the unions said.Two workers died early on Friday after being overcome by fumes while cleaning a ship’s grain hold at Porto Marghera near Venice.(Reporteret af Ilaria Polleschi; redigeret af Michael Roddy for The Guardian

“Den unge Stalin” : Nyt murstensværk af Simon Montefiore dementerer tidligere borgerlige og trotskistiske myter om Sovjetlederen

Den del af Stalins livshistorie som belyses mest i Montefiores nye værk :tiden inden Oktober-revolutionen i 1917 og dannelsen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (senere Ruslands Kommunistiske parti (b)) og Stalins rolle i det hele, er tidligere blev beskrevet helt anderledes. Stalins rolle i revolutionen 1917 er tidligere ikke blevet tildelt særlig megen plads. Ifølge Montefiore beror det på at han på denne tid ikke var kendt udenfor den inderste kreds af revolutionærer samt at mange har købt Trotskijs stærkt politisk farvede billede af den revolutionære bolsjevik som en provinsiel middelmådighed og en magtliderlig psykopat. Uden tvivl demeterer Montefiore disse vulgære antikommunistiske myter og vrang-billeder af Stalin fordi de arkiver han har haft til adgang – blandt andet Stalin-arkivet – afkræfter det ensidige billede af Sovjet-lederen som vi er “opdraget” med i vesten. På samme måde som andre borgerlige ,men seriøse forskere og historikere med integritet – an outdoor mind, som amerikanerne siger – har måtte afskrive indholdet i de gamle vestlige historiebøger om Sovjetunionen på Lenins og Stalins tid som digt og feberfantasier.
Montefiore dementerer i interviews med aviser og Tv-stationer at mange af de hidtidige vestlige Stalinbiografier intet har med virkeligheden. Gang på gang – gentager han at Trotskij´s Stalin-”teser” ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og ligesom i forfatterens første Stalin-biografi er det billede som Montefiore formidler af Stalin mere kompleks og sammensat end tidligere vulgære sort/hvide billeder af den revolutionære kommunist som formidles af både borgerlige-socialdemokratiske medier, politikere og “forskere”.

Montefiore ser på objektet for sin forskning i en type af lys som gør den revolutionære bolsjevik mere menneskelig og tegner et billede af et sammensat menneske med mange talenter – helt forskellige fra de vulgære og ondsindede portrætter som de borgerlige medier, politikere og akedemikere tegner – blandt andre inspireret af revanschisten og den tidligere mensjevik Leon D. Bronstein alias Trotskij.

Først og fremmest er der grund til at understrege at forfatteren ikke er hverken revolutionær kommunist eller socialist, og slet ikke marxist, men hans værk giver et helt andet indtryk af den revolutionære socialdemokrat , kommunist og senere leder af verdens største og første socialistiske stat, fordi han ikke tager de tidligere borgerlige-reformistiske og trotskistiske Stalin-biografier for gode varer udover at forfatteren som alle jøder er bevidst om den rolle som kommunisterne spillede som redningplanke for Ruslands nationale mindretal , heriblandt de russiske jøder som ville have endt det samme sted som de tyske, polske og andre nazi-besatte europæiske landes jøder hvis Lenins og Stalins parti – det revolutionære kommunistparti havde tabt borgerkrigen og kampen om magten i Rusland – uden at glemme betydningen af udfaldet af den Anden Verdenskrig .

Det billede af den unge Stalin som toner frem i værket er langt fra det stereotype billede som vi har vænnet os ved. – Hvilket gør værket interessant.

Også Grover Furr har ud fra en ikke-kommunistisk position gennem hans forskning kommet frem til et andet billede af
Sovjetunionens og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder gennem næsten tredive år: Stalin and the Struggle for Democratic Reform/ DEl I (af Grover Furr)

Den danske overklasses hoforgan Berlingske Tidendes kommunistjæger Bent Blüdnikow skriver i en anmeldelse : “Hvad Montefiore fremmaner er ikke det sædvanlige billede af en ikke alt for begavet men magtliderlig person, men tværtimod en sammensat figur med stor begavelse.”

Soso alias Stalin som senere blev Onkel Joe med resten af verden , revolutionær, bolsjevik, kommunist , statsmand og internationale politiker er hovedperson i endnu et værk:

Tidligt opdagede hans omgivelser at han var udrustet til at blive noget specielt – et vidunderbarn, en l´enfant terrible – som både er intellektuel nysgerrig og lærerig, slagsbror, kordreng – digter – rebel – præsteseminarist – som udvikler sig til en speciel ung mand, men moderens drøm om at se sin eneste søn blive præsteviet bliver dog ikke opfyldt eftersom de kristne bønner og den teologiske eksercits på seminartiet keder “Soso”. Det var en stenhård religiøs skole som gjorde mange til ateister for livet.
Men den unge Stalin´s appetit for læsning og kundskab blev på ingen måde ødelagt, men han søger mod mere moderne og omstyrtende tanker der kunne forklare folkets elendighed og verdens uretfærdigheder. Det første han får fat i er bøger af forskellige typer.
På nætterne læser han forbudte bøger.

Marx og Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russiske klassikere og de russiske socialister, for eksempel Plechanov. Uden tvivl har den unge Soso også stiftet bekendtskab Marx og Engels .

Vi ved at Karl Marx værk Kapitalen udkom i mange gange flere eksemplarer i Rusland end i Marx eget hjemland . Faktisk beholdt Stalin livet igennem sin passion for litteratur ,læsning og dannelse og det udbredte billede af ham som en udannet og grov macho-diktator, er ifølge Montefiore fejlagtig.

Uretfærdighederne i Czarrusland – som Stalins hjemstavn Grusien var en del af – fører ham frem til en kommunistisk overbevisning og han bliver medlem af Ruslands Socialdemokratriske Arbejderparti RSDAP -. For at forsyne partiet med penge røver han banker – bliver Korrespondent – Forfører – Revolutionær – Søn – Mand og Fader og bliver en mesterlig politiker, uovertruffen Statsmand og ubestridt leder af den socialistiske lejr frem til hans bortgang i 1953.
Stalins forførende og sammensatte personlighed hvor den sjældne kombination af intellektuelle færdigheder, åndelig dannelse, indsigt i livets gådefuldheder og praktiske færdigheder giver os forklaringen til hvorfor han ikke bare forførte kvinderne , men også hvorfor Stalin blev det socialistiske Sovjets og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder i næsten tredive år. År efter år blev Stalin genvalgt med et overbevisende flertal ved afstemningerne i det sovjetiske kommunistparti (SUKP(bolsjevikerne)).

Og det er sikkert ikke langt fra sandheden at sige som USA´s præsident Eisenhower udtalte om Ho Chi Minghs vietnamesiske parti; at Stalin og det sovjetiske parti ville få “firs procent af stemmerne i et frit valg”

Bogen følger Stalin fra han blev født som Josef Vissarionovitsj Dzjugasjvili i 1878 og til med oktoberrevolusjonen i 1917. Kapitlet om revolusjonen dækker vel bare 50 sider og er i grunden det mindst interessante i bogen, og det er i tråd med Sebag Montefiores overordnede metode. Han er ikke optaget av revolusjonsteori og av forholdet mellom staten og revolusjonen, heller ikke av den anden internasjonales sammenbrud da de sosialdemokratiske parlamentsmedlemmene stemte for sine regjeringers krigsbevilgninger. Det var den internationale arbejderbevægelses største nederlag at den ikke klarede at forhindre udbruddet af første verdenskrig som i grunden Anden verdenskrig var en fortsættelse af.

* *
______ Originaludgaven : “Young Stalin” forfattet af Simon Sebag Montefiore og den norske udgave: Den unge Stalin * Oversætter (til norsk):Jorunn CarlsenKategori: Biografi Forlag: Cappelen, 498 sider 2007

Læs Aftenpostens interview med forfatteren

OM FORFATTEREN :

Simon Sebag Montefior kom til verden i London 1965, er historiker og journalist. Han tilbragte størstedelen av 1990`erne med att rejse rundt og rapportere fra det som tidligere var Sovjetunionen samt grave i de nyåbnede arkiver. Han har tidligare utgivit en lovprist biografi om “Potemkin: The Prince of Princes”. ___________ -
Sovjetunionens leder Josef Stalin genstand for endnu et værk.
* * * * *

Riz Khan -interview med forfatteren: Stalin – A new look? – 21 Jan. 2008

________Det følgende er et uddrag af et interview med Mr. Montefiore som Jan Eklund gjorde for Dagens Nyheters regning hjemme hos forfatteren :

Vi synker ned i nogle bløde sofaer i dagligstuen med et tilstødende bibliotek. Jeg skimter en drinkvogn. I det ene hjørne står et lille flygel med private fotografier bag sorte indramninger. Solen siver ind gennem vinduerne fra den stille gade. På den ene væg hænger et stort oliemaleri af den pudrede kejserinde Katarina den store (“ja, det er ægte 1700-tal”). Lige overfor hænger et endnu større maleri af en stram herre med pipskæg og stok (må være fra den anden halvdel af 1800-talet).
“- Det er min forfader sir Moses Montefiore. Hans slægt kom fra Italien. En meget bemærkelsesværdig og fremgangsrig mand. Han var bankier, omgik med kongefamilier og overdådige magnater. Men min far er læge. Nå, hvad skal vi tale om? JEG FORESLÅR Stalins ungdom – og hans egen.
“-Åh, siger han, min var ret lig andre drenge med bedre baggrund
Privatskolor, Cambridge, latterlige hatte og alt det dér. Jeg læste lidt af hvert på universitetet, blandt andet historie, tog hurtigt en eksamen og flyttede til New York. Der sad jeg på en investeringsbank i nogle år og kedede mig ihjel. Det kunne ikke være meningen med livet. I wanted to go crazy.”
Da Berlinmuren bliver revet ned i Europa 1989 var Montefiore 24 år gammel. Og da selv Sovjetunionen begyndte vise sprikker sagde den unge bratten op sin stilling fra banken og rejste derover. Det var da hans rigtige ungdom begyndte. Den unge Montefiore rejste rundt i de sydlige republiker omkring Sorte Havet og det Kaspiske Hav. Det eksotiske og østerlandske Rusland. Der Stalin fødtes og fyrst Potiomkin ekspanderade det russiske imperium i den anden halvdel af 1700-tallet.
“- Det var drømmeposition for en ung mand som ville skrive, siger han. Alle korrespondenter sad i Moskva. Og da det begyndte buldre i provinsen var jeg på den rette plads. SIMON SEBAG MONTEFIORE rapporterade til amerikanske New Republic och New York Times, brittiske Sunday Times og Spectator. De borgerlige intellektuelles husorgan. Og rejsen gik senere til et Baltikum i opbrud samtidig som Sovjetunionen blev opløst . Sådan fortsatte hans liv nogle år. Han fortæller at han var en håbløs romantisk eventyrere, rastløs og ude af stand til at slå sig til ro. En barndomsven beskrev ham som en krydsning mellem Woody Allen og Biggles. Og det var de jødiske slægtsrødder – foruden i Italien også i Baltikum, Polen og Rusland – som havde vækket lysten til at lære det vældige rige i øst at kende. Da Sovjet-unionen var kaputt og situationen lugnat ner sig började han skriva på sin första bok om Katarina den stora og Potemkin. Montefiore besøgte de trakter som furst Potemkin koloniserade i syd og det skabte konkretion og liv til en historie som ellers let kunne blive perukmæssig. Och han avlivade den seglivade myten om Potemkin som ett simpel pr-man och billig kulissmakare. Det var också en burlesk och oväntat modern kärlekshistoria. DEN BOKEN lästes i Kreml och öppnade vägen till Stalins arkiv. Montefiore befann sig vid rätt plats vid rätt tillfälle. De ryska arkiven var lukket indtil Sovjetlederen M. Gorbatjov besluttede at åbne dem. Men det er ikke hvem som helst som får tilladelse til at se dem.- Men kilderne om Stalin i Grusien overtraf mine vildeste fantasier. Han fiskade upp hemliga partidokument och polisrapporter, privata brev, kärleksmeddelanden, moderns nedtecknade minnen av sonen och nära släktningars skildringar. . . . Och modern var kärleksfull och såg till att pojken fick utbildning. DEN UNGE JOSEF gick på präst seminariet i Tbilisi. Det var en stenhårt religiös skola som gjorde många till ateister för livet. Om natten læste han forbudte bøger. Marx och Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russsiske klassikere. I de sena tonåren publicerade Stalin flera dikter under pseudonym. De var sensationellt bra och regnes stadig som mindre klassikere i Grusien. Den ældre Stalin ville ikke kendes ved dem. Nu findes de oversatte i Montefiores bok.

“- Det forklarar noget af den paradoksala respekt som Stalin altid kände for kunstnerer, siger Simon Sebag Montefiore.

Han læste ofte – ikke bara med censur for øje – men var mistænksom mod den .. .. . russiske modernisme og påbjöd social realism. Fast innanför västen klappade nog ändå ett romantiskt och klassiskt 1800-talshjerte. STALIN blev vist bort fra skolen 21 år gammel i 1899 og indledte en osannolik bana som oborstad revolutionär och bandit. Han var uppvuxen i ett våldsamt klansamhälle där det vara lika nära till sången och poesin som till vinet, nävarna och pistolen. Under hela 1900-talet fram till revolutionen levde han underjordiskt som en blandning mellan revolutionär, gangster och folkhjälte. Den unge Stalin lekte katt och råtta med tsarens hemliga polis, rånade banker, agiterade, utpressade, kidnappade och lät mörda avhoppare och spioner. När andra diskuterade teori i rökiga källare fixade handlingsmänniskan Stalin pengar till revolutionen. Och skickade dem vidare till Lenin i exilen. Under det största och mest spektakulära rånet i Tbilisi 1907 dödades över fyrtio personer (Stalins gäng kastade hemmagjorda granater mot czarens soldater). Det var en stor nyhet i verdenspressen men ingen vidste da hvem som der var hjernen bag kuppet. OCH HAN GIFTE sig men flydde snart hemmet och gjorde tonåriga tjejer på smällen men visade sällan eller aldrig ånger. Hans utdragna ungdom påminner om maffian, dagens etniska krigare eller religiösa extremister. Kunde bli en bra Hollywoodfilm. Ja, nickar Montefiore, förhandlingar pågår. – Visst var han en psykopat och ett monster. Men det var jo hvad vi lærte skolen og det siger ingenting. Stalin var en enestående personlighed og en ohyggelig slug politiker. Meget charmerende desuden. Og hans intellektuelle begavelse er havnet i skymundan därför att Lenin och Trotskij på ytan var så belevade och briljanta. Mange historikere har købt Trotskijs beskrivelse af Stalin som en butter buse och provinsiell middelmådighed. Man kan lika gärna påstå att han var en intellektuell och egensinnig bohem. Simon Sebag Montefiore ser inte någon avgörande skillnad mellan leninismen och stalinismen. Och han är inte heller forskartypen som vrider och vänder på teoretiska texter. Handlingarna och källorna får tala. Han ser lite trött ut när jag frågar om saken. “- Lenin hyllade våldet och tvekade inte att använda det som politiskt och personligt maktmedel. Detsamma gällde Stalin. De var väldigt överrens på den punkten och båda var skoningslösa. Trotskij hade inga invändningar. Däri låg den ryska revolutionens tragedi. MONTEFIORE SKILDRAR den ärorika stormningen av Vinterpalatset som en amatörmässig fars (motståndet var obefintligt). Och påstår att flere mennesker blev skadet under Sergej Eistensteins berömda filmatisering av revolutionen (“Oktober”) än när de röda verkligen intog palatset. Plundring och ett klassiskt ryskt fylleslag vidtog. I Nikolaj II:s vinkälllare fanns tokajer från Katarina den storas tid och rikligt med Château dYquem från den goda årgången 1847…Min timme är slut och Simon Sebag Montefiore sviktar nerför den branta trappan på lätta ben. Jag undrar vilka skatter som ryms på de övre våningsplanen – och om han har någon vinkällare – men frågar i stället om han inte tröttnat på alla lovord.- Jag forstår at du driller, siger han og skratter. Och visst kan seriøsa skænderier live op i tilværelsen. Men ærligt talt: en forfattare kan aldrig få tillräckligt med beröm.

DEn unge Stalin er på 392 sider og udkom 2007 Karl Pike anmeldte Young Stalin i britiske medier med bl.a disse ord:

In the early part of Young Stalin, Montefiore depicts the future leader – or Soso as Montefiore often calls him – as having a Fagan-like magnetism. He describes the town in which Stalin lived as Dickensian in nature and the stories of the man’s various terrorist attacks and robberies are all the richer for the imagery that Montefiore creates. This magnetism is what made Stalin so attractive to women and there were many conquests for the Georgian – all thoroughly dissected and dealt with in Young Stalin. If Montefiore strays into biographical hyperbole, it is momentary and quickly sobered with an obvious sign of Stalin’s dark and aggressive character. The ruler’s historical image of being the ‘grey blur’ in the Politburo, sneaking around waiting for Lenin to pop his clogs has always been seen as too blunt, too simplistic and too easy to explain as a way of avoiding a cruel man’s talents. Montefiore points out Lenin’s various spots of paperwork in the aftermath of the October 1917 revolution, with one in particular featuring what appears to be the handwritten names of two people who were – if you like – the first two names on the team sheet. Stalin features just below Trotsky at a time when many Bolsheviks, particularly exiled ones, had no idea who Stalin really was. The four most powerful men in Russia after the collapse of the February 1917 government were Lenin, Trotsky, Stalin and Sverdlov, although the latter dropped away after being absorbed in party matters.Montefiore manages, by the time we arrive at 1917, to have fleshed out Stalin as a comprehendible figure, allowing readers to understand why Lenin consulted with him on so many matters. He provided the Bolsheviks with funds when others were idealising in western Europe and he served time in Siberia when many were denying their true political mentality. Although his final rise was unlikely, he was very much a man of the time. Montefiore points out that had the tea drinkers – Bukharin and Kamenev – as Lenin called them succeeded over the hard men, Soviet Russia would have turned out very different. When Montefiore soars, he makes references to the continuity between Leninism and Stalinism, about how the two were inseparable and then draws the reader’s attention back to 19th century Stalin and the signs he was showing then. This is marvellous work, drawing new ties and reinvigorating old ones. More significantly, it points out new avenues which should be explored in the future.

UDDRAG AF YOUNG STALIN (Denver Post:

De baltiske lande: tilholdssted for nazister

Baltikum tilholdssted for nazister

4.jan. 2008
Baltikum er blevet et bekvemt tilholdssted for aldrende neo og gammelnazister, skriver Wiesenthalcentret i Wien. I Estland lever Gestapoofficeren Michail Gorsjkov og kollaboratøren og idag millionæren Harri Männil, som pendler mellem Latinamerika og Tallinn. I Vilnius lever den fhv. politimand Algimantas Dailid som har begået krigsforbrydelser men blev løsladt af hensyn til “hans høje alder”.
For fem år siden havde Wiesenthalcentret øjnene på 500 “fhv.” nazister i 17 lande. I 99 tilfælde rejstes anklager mod disse, hvoraf 21 i fjor hovedsagligt i Italien.
Kilde:
regnum 4/1

Rusland:Ny Metrostation indviet i Moskva

I lørdags blev Strogino, den nye metrostation i Moskva indviet, den bliver ny endestation på Kuntsevo-Linjen. I maj 2008 skal “Slavjanskij bulvar“-stationen på linjen Arbatsko-Porkorvskaja åbnes. I 2009 planlægges yderligere fire stationer og til den tid når metroen for første gang udenfor det egentliga Moskva til Moskva Guvernement (Amt).

Moskvas smukke metro udvides med flere stationer i år og næste år

Kilder:newsru.com 29/12 

Den kapitalistiske Camorra bag krisen i Napoli

I over 14 år er renovationen i den italienske region Campanien blev kaldt en nødsituation.Lokalpolitikere,det kapitalistiske erhvervsliv med den storkapitalistiske mafia-organisation Camorraen som leder, har indgået en uhellig alliance og gjort skraldehåndteringen til en milliardforretning. Marigliano bliver kaldt dødens triangel på grund af alle illegale lossepladser. For første gangs-besøgeren ser det ud som helvedet på jorden. For befolkningen er det den reelt eksisterende hverdag. Alle er imod at bo midt i skraldet, men få tror på en løsning. Iblandt blusser vreden op, som det nu er sket i den sidste tid. Men i forstaden Pianura vil indbyggerne alligevel ikke at den nedlagde losseplads skal åbnes igen efter elleve år. Vreden retter sig mot myndigheterna, som anklagas for at handle forkertt. Ofte ligger den kapitalistiske Camorra bag protesterne. Camorra´en har en intresse i at miljø-kaoset består og at affalds-problemerne i Campanien forbliver uløste.

“Skrald, det er guld for os”, udtalte en afhoppet boss til anklageren Franco Roberti i Napoli allerede i 1992.

I udredningen som fulgte findes alle brikkerne: skralde-opsamlingsvirksomheder som ledes af af Camorraens stråmænd, korrumperede lokalpolitikere og store områder forgiftede af illegalt dumpet affald. De nuværende lossepladser er for få og dårligt udrustede for at kunne tage imod alt husholdningaffald. Camorraens bosser har jorden og de redskaber som behøves, hvor det offentliges resourser ikke slår til. Parallelt med dette pågår siden 1990´erne en illegal handel med miljøfarligt industriaffald. Virksomheder i nord-Italien sælger sit affald til Camorraen, som “overtager” det ofte forgiftede affald gennem at dumpe det i naturen.” – - -
Skriver Kristina Kappelin,Korespondent for SVT i Italien

Selv om myndighederne forsøger at løse den aktuelle krise, tvivler en mafia-ekspert på, at det vil lykkes at opnå en holdbar løsning. Der er udelukkende tale om symptom-behandling:

“Disse løsninger vil fjerne affaldet fra gaderne, men i løbet af året vil det ligge der igen,” siger Roberto Saviano til nyhedsbureauet AP.

Milliard-forretning

Saviano lever under politibeskyttelse, efter at han i 2006 i bogen “Gomorrah” afslørede Camorra-kapitalisternes omfattende kontrol med alt fra modehuse til narkohandel og affaldshåndtering. —-

Her påviser han, hvordan firmaer kontrolleret af Camorra vinder kontrakter på offentlige opgaver ved at underbyde konkurrenter, hvorpå de dumper giftigt affald i naturen eller blander det giftige affald med andre materialer og sælger det videre som gødning.

Anklagemyndigheden mener, at Camorraen`s forretninger alene i Campania-regionen løber op i mindst 600 mio.€-euro , ca 4500 milioner kr. om året.

Skraldet hober sig op i Napolis centrum og blokerere nu også trafikken. 

Staten Israel 60 år: “Jødernes hjemland” eller Palæstinas største og farligste terrororganisation ?

15.maj 2008 *

DEL I

Da Staten Israel for 60 år siden blev udråbt var der ikke mange som var bevidste om de bagvedliggende politiske sammenhænge og Israels afhængighed af imperialismen som et neokolonialt brohoved.

Længe fremstod Israel som “jødernes hjemland” og en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer, fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne feltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.

Israels første Statsmister David Ben Gurion læser erklæringen der udråber Staten Israel i Maj 1948, mens Theodor Herzl fra væggen skuer ud over forsamlingen.

“ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND”

Israel fremstod som et befrielses-projekt der med “socialistiske kibbutzer” opdyrkede ørkenen og malaria-sumpene i det “ubeboede Palæstina”. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947 da FN vedtog delingsplanen. Palæstina var et øde ørken- og sump-land. Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved.
Det troede man på i årene efter befrielsen. Idag ved vi bedre.

“Der hviler en hellig glans over Israels fødsel” skrev en skandinavisk journalist som overværede udråbelsen Israel i 1948. Næsten tyve år efter – sommeren 1967 – efter Israels angreb på de arabiske lande Ægypten,Syrien og Jordan beskrev den kendte skribent Isaac Deutscher Israels skabelse gennem en metafor om en mand der hoppede ud

“fra øverste etage i et brændende hus, hvor mange af hans familemedlemmer allerede var gået under. Han overlevede. Men da han faldt skadede han et menneske som stod nedenfor og han kom til at brække hans arme og ben”   . . . .   Deutscher konkluderer: “Hvis begge havde opført sig rationelt ville de ikke have blevet fjender”.

Følelser af identifikation, skyld og medfølelse overskyggede – på en fuldstændigt begribelig måde – den politiske virkelighed. Deutscher – og mange med ham – gennemskuede hverken den koloniale zionisme eller de imperialistiske stormagters rolle :
Det var ikke manden som sprang ud fra det brændende hus der skadede nogen. Da han alvorligt skadet var havnet på gaden stod Hr. Z. og Hr I. dernede og førte ham hen til et hus hvor Hr. Z. med Hr. I.´s hjælp var igang med at jage de tidligere beboere ud.

Den mytologi som udgjorde den politisk-ideologiske baggrund til oprettelen af Israel var som vi ved idag ikke sand.
Som med andre begivenheder er det et samspil af politiske-økonomiske kræfter og ikke mindst historisk-religiøse faktorer der i et dialektisk samspil og kamp udvikler sig i tiden optil skabelsen af staten Israel.

Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
Den jødisk-amerikanske forfatter Norman Finkelstein taler ligefrem om “Holocaust-industrien” for at beskrive zionisternes politiske og økonomiske misbrug af Holocaust.
Hovedsagen er jo,  at det vi idag har kendskab til, om Staten Israel og dens forbrydelser mod det palæstinensiske folk kunne den tids venstreorienterede og andre progressive af gode grunde ikke vide.

I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri -
alt nazistisk ja alt tysk blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel.
Samtidigt er det også vigtigt at huske på at “jødehadet” ikke var udryddet trods sejren i den antifascistiske befrielseskrig mod det tolvårige “kristne” tusindsårsrige som havde domineret Europa. Nazisternes propaganda mod “Jøde-kommunismen” havde hjernevasket ikke mindst de tysktalende folk.
Den blev understøttet af store dele af den kapitalistiske (kristne) overklasse i Europa og USA og ikke mindst kristne præster,biskopper, kardinaler og den kristne pave i Rom som jo i århundreder ja faktisk siden korsfæstelsen af Kristus, alias Kamerat Jesus –  havde udpeget jøderne som “satans og djævelens redskab”.
Antisemitismen var stadig udbredt i Europa efter befrielsen i 1945 – selvom den var slået ned “under jorden” så at sige med nazismens nederlag – var dens egentlige bagmænd den kristne kirke så godt som urørt – til trods for at den kristen-katolske Pave havde velsignet de fascistiske regimer under Mussolini, Hitler og Franco/Salazar.
I 1946 udviklede begivenhederne i den polske by Kielce sig til en egentlig antijødisk progrom: 1600 jøder blev slået ihjel, mens kristne præster i Polens kirker stadig omtalte jøder som et problem.
Progromen i Kielce sammen med mange andre jøde-fjendtlige hændelser i efterkrigtidens Europa gjorde det meget lettere for zionisterne at progandere for jødisk masseindvandring til Palæstina idet de med en vis berettigelse kunne sige at “jøderne er et undertrykt folk i Europa” – Og “undertrykte folk” har som bekendt altid ret.

Samtidigt var der i arbejderklassen og blandt progressive kræfter et antinazistisk raseri og had i Europa – ikke bare blandt jøder – i Europa i 1940´erne som vi ikke kan ignorere: At udelade de antinazistiske sympatier for jøderne som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for de arabisk-semitiske folk hvadenten der er jøder, muslimer ,kristne eller revolutionære kommunister i Palæstina og andre lande i Mellemøsten.
Israels oprettelse var først og fremmest en følge af USA´s fremryking som den ledende imperialistiske stormagt efter Anden Verdenskrig – og med den forbindelse der under krigen var oprettet mellem Washington og den Verdenszionistiske organsation. Højkvarteret for den zionistiske Verdensorganisation blev flyttet fra London til New York og under David Ben Gurions ledelse blev det såkaldte Biltmore-program vedtaget i 1942. Her proklameres for første gang officielt at målet var som det udtrykkes :“et jødisk samfund integreret i den nye demokratiske verdens strukturer” Med andre ord : En ren jødisk stat var målet.
De zionistiske ledere havde skiftet imperialistisk alliance-partner: fra det britiske stormagtsimperium som skulle komme ud af krigen som en stormagt i opløsning og forfald til den fremstigende supermagt USA.
Med USA i ryggen skulle zionisterne nu indlede hvad de forblændede “venstre”-zionister betegner som deres “anti-imperialistiske befrielseskrig”.

Allerede inden Japans angreb på Pearl Harbour i december 1941 havde stærke økonomiske grupper efterstræbt en amerikansk deltagelse i verdenskrigen – med formålet at udvide USA´s indflydelse og dets adgang til kapitalistiske markeder og råstoffer overalt på jordkloden. Pearl Harbour blev den anledning som Roosevelt-regeringen kunne bruge til at overvinde den isolationistiske og pro-nazististiske indflydelse fra dele af det amerikanske erhvervsliv (Ford, Hearst og andre)
I 1945 stod USA til forskel fra næsten alle andre stater som havde deltaget i krigen med et uskadt produktionsapparat og en næsten overophedet økonomi.
Kapitalakkumulationen og de voksende finanskapitalistiske profitter gjorde blandt andet den amerikanske stat i stand til at redde kapitalismen i Vesteuropa gennem Marshall-planen og på den måde genoprette og udvide markedet for amerikansk kapital..
På hele kloden udnyttede USA de europæiske kolonimagters svaghed – England var f.eks tungt gældsat til USA – til at åbne og trænge ind på de markeder som de hidtil havde forsøg reservere for sig selv.
En forudsætning for det zionistiske projekt : “staten israel”´s succes var masseflugten af jøder fra deres hjemlande til Palæstina – til staten Israel – og fordrivningen af palæstinensere som boede i det område som Staten Israel blev oprettet på .
Den historiske udvikling har afsløret myterne om “staten israel” som “jødernes hjemland”.
Staten Israel er idag ingen “jødisk stat” i den forstand at den kun har jødiske statsborgere. Og jøderne i Israel udgør en minoritet af verdens jøder.
Vi ved f.eks at den zionistiske stat fra første dag havde problemer med at få fat i folk til sin koloni.
Vi ved at zionismen fader Theodor Herzl i begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde aftaler med det russiske Czar-regimes antisemitiske Udenrigsminster Plehve om transport af jøder til Palæstina – samtidigt som flertallet af de jøder som selv kunne vælge begav sig til USA og Vesteuropa.
Vi ved at zionisterne gjorde aftaler med Hitler-regimet om oprettelse af opsamlingslejre for jøder der skulle deporteres til Palæstina,
F.eks ved vi at zionist-delegaten R.Kastner i Budapest aftalte med Adolf Eichmann at et antal rige ungarske (zionistiske) jøder fik frit lejde at flygte til Schweiz mod at zionisten Kastner til gengæld overtalte 800.000 modstræbende og mistænksomme fattige jøder – som sikkert havde aninger om hvad der ventede dem – at stige på togene til “speciallejrerne” i Auschwitz *2)
Vi ved også at den israelske efterretningstjeneste sendte agenter til Irak i begyndelsen af 1950`erne for at sprænge synagoger i luften , sætte ild på jødiske butiker – altsammen for at indgyde frygt blandt de hundrede tusinder af irakiske jøder og give indtryk af at de var truet af “arabisk terror” og kun havde en udvej:at flygte til Israel for at undgå kommende forfølgelser i Baghdad.
Vi ved at zionistiske agenter hjemsøgte jøderne i Marokko for at skræmme dem med at en anti-jødisk progrom stod for døren.
Vi ved at jøderne i (Nord-)Yemen blev narret til Israel under indbildning af religiøse forestilinger om at “himmelriget er nær”.

Og vi ved at zionistiske agenter og radiosendinger uafbrudt forsøgte at rykke jøderne i det socialistiske Sovjet løs og skille dem fra deres sovjetiske moderland for at afstedkomme en masseudvandring af jøder til Israel.
Stalins Sovjet modsatte sig at åbne grænserne for zionistiske hvervekampagner for på den måde at imødekomme zioniststatens behov for arbejdskraft og kanonføde gennem udvandring af sovjetiske jøder.
Myterne og de falske historiebillederhar været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer.
I begyndelsen af 1960´erne er den palæstinensiske modstandskamp så udviklet at den også kommer på dagsordenen inde i det zionistiske Israel.
At det palæstinensiske folk er sat på dagsordenen også i Israel kom til udtryk da formanden for det højre-zionistiske parti Herut: Menachem Begin – senere Israels Statsminister – da han blev spurgt om hvad han mente om at anerkende eksistensen af det palæstinensiske folk med disse ord :

“Pas på min ven. I det øjeblik du anerkender begrebet Palæstina knuser du din ret at bo i Ein Hahoresh. Hvis dette er Palæstina,og ikke Israels land, da er I erobrere og ikke de som dyrker dette lands jord. Da er I indtrængere. Hvis dette er Palæstina, så tilhører det et folk som boede her inden I kom. Det er kun hvis dette er Israels land at I har ret at bo i Ein Hahoresh og i Deganiyah B.. Hvis dette ikke er Jeres land, Jeres fædreland, Jeres forfædres og Jeres sønners land, hvad gør I så her ? I kom til et andet folks hjemland , som de påstår, og I har taget deres land . . . .” M.Begin i efteråret 1969 på kibbutzen Ein Hahoresh ifølge Avisen Yediot Aharonet/ 17.Okt.1969.

Dette citat fra Begin belyser meget klart det som er det centrale i Palæstina-spørgsmålet: det faktum at Israel er en KOLONI. Israel er ikke en normal stat som andre stater. Men en stat som er oprettet i et “erobret” land : Palæstina. Zionisterne “kom til et andet folks hjemland” : De fordrev palæstinenserne og “tog deres land” som Begin udtrykker det.

Hvad er fakta om Palæstina:

I det historiske Palæstina har der boet jøder såvel som ægyptere,assyrier, babylonier og andre som erobrede landet. Det siges at for tre tusind år siden kom Moses og hebræerne (jødiske stamme) til Palæstina som omkringstrejfende hyrder. Historikere diskuterer stadig om Moses var hebræer eller egypter. Men inden år 1000 – før vor tidregning . . . . . Kom hebræerne da til et urørt ørkenland ? Omkring seks tusind år inden Moses og hebræerne siges at have kommet til Palæstina – vi skriver altså år 7000 f.v.t. – blomstrede en af de ældste landbrugscivilisationer i Palæstinas land.Mange erobrere beherskede eller bosatte sig i det frugtbare land: . . Egyptere . .assyrier . . .babylonier . . beduinstammer fra ørkenen – blandt den hebræerne. Men de afløstes alle af andre erobrere eller blev en del af den bofaste jorddyrkende befolkning. Disse kom til at udgøre grundstammen og gav alle deres bidrag til Palæstinas folk. I mere end 1300 år taler dette folk arabisk. MEN vi har jo lært noget andet i folkeskolen. I skolebøgerne er Palæstina ; “jødernes hjemland”. Som om “jøderne” var et folk eller en race. Det påstår både zionister og anti-semiter ganske vist. Men Jødedommen er en religion som ligesom buddismen, Jehovas Vidner eller andre kristne sekter tiltrækker mennesker fra alle racer. Der findes altså både sorte, hvide såvel som asiatiske jøder. De jøder som bibelen beskriver beherskede landet bare i nogle hundrede år ud af dets 10.000 årige historie. Allerede inden Jerusalems ødelæggelse under den romerske besættelse for 2000 år siden levede de fleste jøder udenfor Palæstina og levede af at drive handel i fremmede lande. I middelalderens Europa blev jøderne et “handelsfolk”, eftersom deres religion i modsætning til den kristne religion tillod dem at tage kapitalistisk rente. Jøderne blev symbolet på “pengeudlåneren” i det “kristne” Europa. Ud over den kristne kirkes fordømmelse af jødedommen som kættersk og kamp mod de “jødiske kættere” findes her uden tvivl et af de vigtigste kim til jødehadet i Europa, som kom til at spille en hovedrolle i det imperialistiske Tysklands forberedelse til erobringskrigen mod det “jødebolsjevikiske Sovjet” . Mange – bl.a. et helt folk i det sydlige Rusland – Khazarerne – overgik til jødedommen. Efterhånden fandtes der jøder i alle folkeslag og samfundsklasser. Men Jødehadet – også kaldet antisemitisme – som opmuntredes af den kristne kirke var ikke udryddet. Den kristne spanske inkvisition som blev oprettet i 1480 var et korstog mod Spaniens “jøder og muslimer” (maurerne). Under inkvisitionen blev jøder og muslimer udpeget som kættere og fjender. Progromerne under inkvisitionen tvinger jøder og de arabiske maurere som havde bidraget til Spaniens kultur, udvikling og civilisering til at konvertere til kristendommen eller flygte hvis de ikke blev fanget og mishandlet til døde i inkvisitionens torturkamre. Fra år 711 og frem til 1492 havde Spanien arabiske herskere. Da levede muslimerne fredeligt side om side med kristne og jøder. [på siden islamstudie.dk findes uddybning om Spanien og den kristne inkvisition ] Racismen – jødehadet – blev brugt af overklassen for at splitte og aflede folkets utilfredshed ved at udpege JØDEN som syndebuk. Sådan gjorde nazisterne senere på samme måde som man idag udpeger ” muslimer” og “araberne” som syndebukke for den moderne kapitalistismes elendighed. I det 19. århundredes Vesteuropa blev jøderne assimileret, (integreret hedder det vist på politikersprog) de overgav deres jødiske religion og traditioner. De smeltede sammen den øvrige “kristne” befolkning. Men i Østeuropa som rystedes af brydningen mellem feudalisme og kapitalisme kom jøderne i klemme og blev ramt af progromer (forfølgelser). Mange flygtede til Vesteuropa og blev arbejdere og fattige håndværkere, fik socialistiske ideer og blev kommunister (socialdemokrater). Da blev det antisemitiske våben – jødehadet – igen taget i brug for at splitte arbejderbevægelsen. Idag bruges antisemitismen til at udpege “muslimerne” til syndebukke for at splitte arbejderklassen og den progressive bevægelse.

“Et LAND UDEN FOLK, TIL ET FOLK UDEN LAND” var zionisternes parole da de propaganderede for den zionistiske kolonisering af Palæstina.

Men Palæstina var et af den arabiske verdens frugtbareste og højest udviklede lande. Achad -Haam – en zionistisk skribent – slog i bogen “Ved skillevejen” fra 1891, fast at : . . . “Vi som bor udenlands bilder os ofte ind at Palæstina idag er næsten øde, en uopdyrket vildmark, og at hvem som helst som vil kan købe land så meget som han behager dér. Men det forholder sig i selve sagen ikke på den måde. Det er svært at finde uopdyrket mark nogensteder i landet”. . . . . . <> Næsten 18 år efter Staten Israels oprettelse udtrykker den israelske general Moshe Dayan karakteren af det zionistiske projekt : <>
” Jødiske byer bygges hvor der tidlige lå arabiske byer. I kender ikke engang navnene på disse arabiske byer , og jeg bebrejder jer ikke for det, eftersom geografibøgerne fra den tid ikke længere eksisterer. Det er ikke bare bøgerne som ikke findes længere, de arabiske byer findes heller ikke. Nahalal erstattede Mahlul, Gvat erstattede Jibta, Sarid erstattede Haneifs, og Kfar Yeshoshua erstattede Tel-Shaman. Der findes ikke en bebygget plads i dette land som ikke tidligere havde en arabisk befolkning. “ * Citeret fra avisen Ha`Aretz den 4.apr.1969 <> Fordrivelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk var en åbenbar konsekvens af den zionistiske kolonistat “Israel”s oprettelse. I 1896 formulerede Theodor Herzl den zionistiske bevægelses krav om en “jødisk stat”. Herzl tilegnede bogen “Jødestaten” til en af Europas mægtigeste finanskapitalister : Baron Edmond De Rotschild. Det var de jødiske kapitalisters interesser Herzl havde for øje. Rotschild og andre finansierede de første jødiske kolonier i Palæstina.
Formålet med koloniseringen var klart:

1) At i tidens ånd oprette en koloni,hvor de kunne investere sin kapital uden konkurrence med andre (ikke-jødiske) kapitalister.

2) At vende strømmen af “besværlige” og fattige øst-jøder væk fra Europa til kolonien i Palæstina.

3) at på den måde bekæmpe den fremvoksende socialisme blandt jøderne.

At det jødiske kapitalistiske bourgeoisie opfandt zionismen på denne tid var helt i tidsånden. Århundredskiftet (1897) var den europæiske kolonialismes blomstringstid. Herzl forbillede var erobringen af Sydafrika og Rhodesia. Hans idol var “erobreren” Cecil Rhodes. I et brev til Rhodes skriver Herzl:

“De tilbydes at hjælpe med at skabe historie. Det handler ikke om Afrika men om en del af Lilleasien (Osmanske imperium,red.anm), ikke englændere, men jøder. Hvorfor henvender jeg mig til Dem ? Fordi det er noget kolonialt”.

-
Siden det 16.århundrede havde tyrkerne i det osmanske rige kontrolleret Palæstina. Zionisterne behøvede hjælp for at erobre landet. England var den imperialistmagt som beherskede Mellemøsten og imperiet behøvede sikre Suez-kanalen og søvejen til Indien.:

“Det ville blive et slag mod England hvis nogen af hendes rivaler fik kontrol over Syrien. Vi må beholde Syrien for os selv. Ville det ikke være en fornuftig politik at opmuntre den jødiske nationalfølelse og hjælpe dem . . . ? “ spørger Lord Shaftesbury i 1876.

Herzl er begejstret :

“Med et slag vil England få 10 millioner hemmelige undersåtter, 10 millioner agenter for Englands storhed og indflydelse”.

Herzl skriver om “Jødestaten”: <>

“For Europa vil vi dér udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, en kulturens forpost mod barbariet”.

Herzl udtrykker her essensen i den zionistiske kolonisering. Men når Herzl skriver at den zionistiske koloni skal blive en “kulturens forpost mod barbariet” udtrykker han ikke bare de herskende europæiske kolinimagters herrefolksideologi – “den euroæiske civilisations overlegenhed” – men Herzl inviterer interesserede stormagter til at samarbejde. Han formulerede sig på denne måde fordi han vidste at de ledende imperialistmagter i Europa på den tid allerede var begyndt at interessere sig for muligheden at splitte den fremvoksende arabiske selvstændigheds-bevægelse ved at oprette en jødisk bastion. En engelsk minister udtalte sig i den retning allerede i 1842. Et par årtier senere begyndte Frankrig at oprette specialskoler for jøder – i forskellige dele af den arabiske verden., for at gøre disse til sine koloniale håndlangere. Palæstina og hele den arabiske verden blev i det 19.århundrede udsat for forskellige projekter fra de europæiske stormagters side med formålet at erobre markeder osv.

Palæstina havde i 1850 omkring en halv million indbyggerer – hvoraf godt firs procent var muslimer, ti procent kristne og mellem fem og syv procent jøder.
Den store majoritet af befolkningen var bønder som levede på sultegrænsen i en situation hvor de tilbagesående feudale forhold og de tunge skatter under sultanatet forhindrede udvikling.
* * * * *
På grund af sin geografiske position mellem tre verdensdele er Palæstina i årtusinder blevet gennemkrydset og besat af erobrere. Det er et land uden naturrigdomme, men det har en strategiske placering.
Inden den franske general Napoleon Bonaparte blev Kejser udfærdigede han under et felttog i Ægypten og Palæstina i 1798 en proklamation hvor han opfordrede de europæiske jøder til at udvandre til Palæstina og gøre virkelighed af sine religiøse forestillinger.

Ofte blev religionen (mis-) brugt som (helligt-)påskud for at få fodfæste – Storbritannien skred f.eks ind i Damuskus i 1840 for at – som det blev udtrykt: “beskytte den jødiske minoritet “, Frankrig greb ind i Libanon samme år : “for at beskytte druzerne og de kristne maroniter”, fra Tyskland kom kristne tempelriddere mellem 1867 og 1907 for at kolonisere Palæstina som en slags moderne korsriddere. Og langt inden den politiske zionismes “fødsel” i 1897 havde den franske kapitalist Rotschild finansieret indvandring af jøder til Palæstina med den åbenbare hensigt at stimulere samme udvikling dér som i Algeriet – 19 kolonier som tilsammen opgik til 5000 personer blev oprettet med Rotschilds støtte frem til år 1900. Omkring århundredskiftet forsøgte Herzl at stille det zionistiske projekt til tjeneste for regeringer i Tyrkiet, Tyskland,Rusland og England uden at opnå nogen fremgang. Staten Israel har altså fra den første begyndelse – inden oprettelsen i 1948 – en klar kolonialistisk karakter med tydelige og afhængige politisk -økonomiske forbindelser til de imperialistiske kolonimagter. Israel er altså ikke styret så meget af “jødernes religiøse” interesser som af de politisk-økonomiske kapitalistiske interesser. Det ses også af at det tidlige zionistiske lederskab var indstillet på at oprette en koloni hvorsomhelst det var muligt. – Både Uganda, såvel som Cypern, Madagaskar og Argentina bliver diskuteret som mulige zionistiske kolonier.

Kilder: Staffan Beckman´s værk :”Palæstina og den Arabiske Revolution”

N O T E R
*2) Israeli Socialist Organisation, Matzpen:The other Israel

“Tro aldrig at palæstinensernes sag er håbløs

KRONIK

Jag vil begynde med at sige: Tro aldrig at palæstiniernas sag er håbløs! -
Läget är fruktansvärt just nu – men det har det varit så många gånger tidigare; och varje gång utvecklas motståndet på nytt, som fågeln Fenix ur askan. Och i ständigt nya variationer. Tänk bara på när Israel invaderade Libanon sommaren 1982, då PLO och Yassir Arafat lät sig transporteras bort till det avlägsna Tunisien och Ariel Sharon och de libanesiska fascisterna obehindrat kunde genomföra sina pogromer i flyktinglägren Sabra och Shatila. Till en tid såg det lika eländigt och hopplöst ut som nu – och det israeliska ledarskapet kunde inbilla sig att palestinierna var krossade en gång för alla – så togs de och världen fullkomligt på sängen av den fantastiska, stenkastande intifadan som mer än någonting tidigare avslöjade Israels kolonialism och förbrytelser mot det folk vars land de ockuperat.Ibland har motståndet tagit former som upprört många – även mej – men jag kan garantera att det aldrig har varit värre än Israels bombningar, massakrer, fördrivningar, dess kontinuerliga mord, kidnappningar, tortyr, hussprängningar, utsvältning och ständiga, ”smygande” kolonisering. Man kan inte begära att de som kämpar för sin befrielse mot en av världens starkaste och mest utvecklade mili-tärapparater alltid ska ha rena händer och nöja sig med att kasta sten – särskilt när de (än så länge) dominerande makterna och staterna i världen decennium efter decennium utnyttjar en bakvänd, ”positiv” antisemitism till att blunda för Israels hantering och motiv, till att utnyttja denna koloniala statsbildning som ett imperialistiskt brohuvud…då ”västvärldens” (och just nu ”medlaren” Tony Blairs) helt avgörande intresse är att kväsa varje självständig rörelse som kan hota kontrollen över Mellanösterns olja och marknader (men vi ser ju själva, med egna ögon, att inte ens världens absolut starkaste militärmakt USA kan terrorisera folk till underkastelse!).Någon har sagt att de ständigt upprepade morden och massakrerna mot palestinierna ”bara” är den synliga aspekten av ”en annan död”: den rasistiska förnekelsen av det palestinska folkets verklighet och själva fysiska existens – den förintelse som förebådades redan när den tidiga sionismen talade om Palestina som ”ett land utan folk som väntar på ett folk utan land”…den förnekelse som hela tiden driver palestinierna att slåss med näbbar och klor, med allt som finns till hands, för att vidmakthålla och bekräfta sin existens…så att de inte ska röna samma öde som Amerikas indianer, Australiens aboriginer etc, etc, etc.*Det var punkt ett – tro inte att palestiniernas sak är hopplös, inbilla er inte att de kan kväsas, att de kan ge upp.Punkt två, som jag också riktar till mig själv, är: försök att förstå varför det muslimska Hamas blev största parti när de ockuperade palestinierna röstade 2006 (och tydligen är tendensen densamma i flyktinglägren i Jordanien, Syrien och Libanon). – Visst är det också i hög grad i protest mot det korrumperade Fatah, men det finns också, även bland de många moderna och utbildade palestinierna, ett djupare skäl: religionen med dess sammanhang med kulturen, historien och identiteten, är i stort sett den enda sfär dit kolonialismen och imperialismen inte kan nå, inte kan komma åt och ockupera och förstöra – en sfär som fortfarande, också för de bara vagt religiösa, kan ge identitet, självkänsla, självrespekt och styrka! – Vi kan tycka vad vi vill, men dit är det de har vänt sig efter alla segrar och nederlag och förändringar i världsmåttstock, detta har blivit en kärna i deras kamp mot förintelsen…Det är deras kamp – och vi som hoppas och vill bidra till att det en dag ska finnas ett demokratiskt Palestina för såväl araber som före detta israeler måste ju se att dagens situation är mycket, mycket långt därifrån – men orsaken är inte Islam och Hamas! – Det vi ser är ett tillstånd av splittring och nästan ofattbar nöd och utsatthet skapad av de makter som bara vill ha ”fred” på sina, extrema villkor – de som i stället för att straffa ockupanten förövaren straffar offren.Och här lever vi med regeringar, den ena efter den andra, som tydligen inte skäms för att gå hur långt som helst i följsamhet mot USA, EU och Israel – som till och med sviker de grundläggande demokratiska principer de annars alltid hyllar (och som är deras levebröd). – Vi har en utrikesminister som i egenskap av valobservatör bekräftade att valen i de ockuperade områdena var oklanderliga – och sedan dess ställt upp på bojkott, utsvältning och antidemokratiska manipulationer för att ”fel” parti vann.Så till den grad omyndigförklarade är palestinierna att inte ens deras demokratiska val och strävanden tillåts existera. Israel och imperialismen har framtvingat eller utsett den regering som passar dem – den som avvisats av det palestinska folket inte bara för att den är korrumperad utan naturligtvis också för att den inte representerar annat än underkastelse inför fienden, för att den väg den före detta befrielseorganisationen Fatah beträtt inte lett till – och inte kan leda till – annat än fördjupad ofrihet och förnedring!Punkt 3 (eller ”to b”): politiskt formerad eller utnyttjad religion är i dagens värld nästan alltid bakåtsträvande, auktoritär och fascistoid, men vi får inte blanda ihop Hamas med till exempel al-Kaida, fanatiska zionistledare och nybyggarzionister eller president Bush och hans rabiata högerkristna – och inte ens med det panarabiska Muslimska brödraskapet av vilket Hamas de facto är den palestinska grenen. – I den palestinska situationen, och så som den utvecklats de senaste decennierna är Hamas först och främst inte en religiös väckelserörelse utan tillsammans med andra organisationer en befrielserörelse representerande ett förtryckt, fördrivet och kämpande folk!Vi vet att en religiös rörelse i regel innehåller reaktionära, grumliga och ibland rasistiska element, vi måste alltid bekämpa exempelvis den antisemitiska propaganda som sprids från olika konservativa eller extremistiska regimer och organisationer – också om den skulle härröra från Hamas! – men vi måste se att Hamas kämpar i en konkret situation, att Hamas i nuet har palestiniernas förtroende i grund och botten av helt andra skäl än sina religiösa målsättningar: för att Hamas står för konsekvens, ståndaktighet, oegennytta i kampen mot en imperialiststödd kolonisation, ockupation och statsterrorism.Vi kan knappast samverka med Hamas på samma sätt som vi gjorde med FNL i Vietnam – eller som vi i Kommunistiska Partiet kontinuerligt samverkar med den marxistiska Folkfronten för Palestinas befrielse, PFLP – men i vår strävan att ge det palestinska folket allt tänkbart stöd, i vår solidaritet med de utsatta och kämpande, kan vi försvara Hamas mot fiendens manipulationer, mord och kidnappningar, försvara dess ståndaktighet och vägran till underkastelse – ständigt bidra med att peka ut orsakssammanhangen.Det er palestinierna som valt dem. Det er fienden som vill få oss att tro att Hamas (och f.eks det shiitiska Hizbollah i Libanon) bara är varianter av al-Kaida.*Israel är en kolonial stat vars medborgare inte kan uppnå verklig fred förrän det koloniala förhållandet till ursprungsbefolkningen och omgivningen upphört.Och man kan inte ”kompensera” en förintelse med en annan.
STAFFAN BECKMAN er journalist og forfattar som har arbejdet for palæstinensernes sag i 40 år. – – — —
Kronikken bragt første gang i Proletaren nr. 38, 2007

Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (III)

DEL III : Den afsluttende del af artiklen om Che Guevaras økonomiske tænkning og socialismens politiske økonomi er kun delvis bearbejdet og oversat til de skandinaviske sprog. Det vil ske gradvist løbet af den kommende tid.

Mange er blevet forledt til at tro at oprettelsen af socialiseret kollektiv planlægning i  bestemte områder i den statsejede sektor i overgangens økonomien er en farlig utopi. Overgangen til NEP i det krigshærgede Sovjet er sædvanligvis brugt som historisk eksempel, som angiveligt illustrerer at socialiserede og kollektive organisationsformer ikke passer til de økonomiske betingelser og forhold i et tilbagestående landbrugsland. Faktisk var indførelsen af den markedslignende økonomiske selvforvaltning(kalkulering) i den statslige industri –   lige modsat –  et relativt kortlivet fænomen i Sovjetunionens  økonomiske historie fordi man tidligt blev klar over at  NEP-politikken kunne få katastrofale konsekvenser hvis den markedslignende økonomiske selvforvaltning – finansiel  kalkulering –   skulle blive pålagt alle statssektorenes områder.Efter de første stadier af overgangen fra “Krigskommunismens” økonomi til liberaliseringen af den sovjetiske økonomi, udtrykte den sovjetiske ledelse bekymringer for at Lenins plan om industrialiseringen  af landet ville blive sat på spil hvis markeds-forhold skulle få lov at virke i hele den statsejede sektor.Allerede i 1923, udtrykker Ruslands Kommunistiske Partis(Bolsjeviker) XII Kongres omfattende bekymringer:

»På den anden side, sværindustrien, som knapt har fået kontakt med markedet og som er fuldstændig afhængigt at statskontrakter, behøver for dens genopbygning anseelige og vel beregnede financielle midler fra staten. Det indbefatter også i høj grad jernbanen og søtransporter«    

(* 10;s.380.)Til trods for hvad højre-opportunisterne har forsøgt at bilde folk ind, fastsætter Sovjetregeringen efter NEP´s tidlige stadier, en grænselinje mellem økonomiens sektor I og II. (
Letindustri og sværindustri eller forbrugsvareproduktion og produktionsmiddelsproduktion, INPS. anm.).Mens letindustrien fremviste betydelige vækst under de første stadier af liberaliseringen af økonomien, , hovedsaglig beroende på genoplivelsen af markedsforhold, fremviste sværindustrien små eller ingen tegn på at blomstre op under de markedslignende økonomiske kalkulering (selvforvaltning).

Hvis den markeds-lignende økonomiske selvforvaltning skulle blive påtvunget sværindustrien, hvis Sovjet-planen  -  uden hensyn til produktionskræfternes udviklingsniveau og det indbyrdes styrke-forhold i økonomiens forskellige sektorer og tyngden af ikke socialistiske produktionsformer gensidighedsforhold – skulle benægte den tunge industris anseelige langsigtet finansiel hjælp til en bæredygtig reproduktionsproces vil denne sektor blive tvunget ind i en recession)(produktionnedgang):.(Dermed vil) Planerne om en hurtig industrialisering af et stort og tilbagestående (både teknisk og kulturelt)  land være  dødsdømt og med den, kollektiviseringen og den socialistiske opbygning.   

»Det gensidige forhold  mellem let- og svær industrien kan ikke blive bestemt ved hjælp af markedet, fordi det vil TRUE med at likvidere sværindustrien i de næste få år; sværindustrien kan komme sig(genvinde sin styrke), denne gang som et resultat af markedets anarkistiske udvikling og på grundlag af den private ejendom »(*10, s.382)   Den socialistiske udviklingslov – hvor det fremgår at produktionsmiddel-industrien (sværindustrien) udvikles hurtigere end letindustrien og landbruget -  vil nødvendigvis føre til en mere eller mindre betydningsfuld del af produktionskræfterne ejet af den socialistiske stat vil gøre det muligt at styre anderledes ifølge lovene om arbejdets fordeling og organisation end de som er arvet fra den kapitalistiske produktionsmåde.Mens markedsforhold i betragtelig grad var tilladt, midlertidigt af selve NEP(under -politiken) til at regulere produktionen og arbejdets fordeling mellem mere eller mindre udspredte og uafhængige økonomiske enheder i den statslige industri, var den sovjetiske stat fra begyndelsen tvungen til at definere konkretiseringen af denne lov om socialistisk produktion ved på en måde at bryde med selve NEP. Etableringen af socialistisk planlægning på grundlag af den socialistiske produktionsmåde i bestemte sektorer holder absolut karakter. Princippet holder som heldhed uanset produktivkræfternes udviklingsniveau i landet som overgår til socialismen. Stats-sektorens socialisering afhænger stærkt af de konkrete historiske betingelser i det land som overgår (til det nye samfund). Dog er staten fra den første begyndelse bunden til at indføre det socialistiske planprincip  sådan at det virker på en direkte, socialisered måde (ikke ved hjælp af markedet) i bestemte sektorer af økonomien, først og fremmest i sektor I (sværindustrien).
Det er det grundlæggende  princip for overgangs-økonomien som Guevara gjorde sit bedste for at støtte gennem at  forsvare det statsfinancielle plan-system, som et system overfor det markedslignende »Økonomiske selvforvaltning«´s system foreslået af den sovjetiske revisionismes tilhængere på øen. Som vi vil berøre mere detaljeret , er  Guevara’s økonomiskie tanker ,det statsfinansielle plan- system – som han forsvarede – fuldstændig i modsætning til Trotskijs skjulte højre-orienterede økonomiske teorier. Trotskij modsatte sig fra NEP´s tidlige stadier til enden af hans politiske karrierre indførelsen af et ægte planøkonomisk princip i bestemte sektorer af stats-sektoren, gennem at forsvare NEP som en absolut og universelt princip : Det udtrykkes på denne måde:

‘Men den Nye Økonomiske Politik (NEP)  kommer ikke (does not flow) alene fra det indbyrdes forhold mellem byen og landsbyen. Denne politik er et nødvendigt stadium i udviklingen af statsejet industri. Mellem kapitalismen, hvorunder produktionsmidlerne er ejet af private individer og alle økonomiske forhold reguleres af markedet ; —Jeg siger , mellem kapitalismen og fuldstændig socialisme, med dens samfundsmæssige planhusholdning, er der en række overgangs stadier ; og NEP-politikken er hovedsaglig et af disse stadier. Lad os analysere dette spørgsmål, med jernbanen som eksempel. Netop jernbane-transporter som er et områder der i allerhøjeste grad er forberedt for socialistisk økonomi. Jernbanerne, ikke kun de privat-ejede, men også de statsejede baner, gør regningen op med alle de andre økonomiske virksomheder med hjælp af markedet . Under the particular system var det økonomisk uundgåeligt og nødvendigt fordi udrustningen og udviklingen af en en speciel bane er afhængigt af hvor vidt den kan betale sig økonomisk. Om en særlig jernbane linje er nyttig for økonomien økonomien kan kun afgøres gennem markedet. 11)  

Guevara’s statsfinsielle plansystem er vejen og midlet til til Cuba´s industrialisering. En af de grundlæggende principper for den socialistiske økonomi er baseret på udviklingen af industriel produktion, hovedsaglig sværindustrien, som krumtappen og motoren for udviklingen af den socialistiske økonomi.
Imperialistisk domination is based upon the concentration if industry and technology in the hands of imperialist corporations. Exploited countries are deprived of the means and necessary knowledge to secure the development of labour productivity, a key element to sustained development of the forces of production.In order to overcome economic backwardness and the relations of dependence on the imperialist countries, i.e. the ultimate goal of a genuine process of national-liberation, it is imperative to turn around the character of economic relations with the outside world. This implies a deep re-structuring of the economies, which for long years have been geared towards fitting the economic needs of the imperialist countries, and to turn these countries into self-sufficient and prosperous socialist industrial ones. Genuine independence, true anti-imperialism is no more than rhetoric statements without massive policies of socialist industrialisation, which is the material basis for long-term and sustained independence. Over a hundred years of national-liberation movements have taught us that the socialisation of the means of production, as opposed to half-measures disguised by pseudo-socialist phraseology, is the only way towards national independence. Here lies the essence of the internationalist policies of the Soviet State during the post-war period. The economies of dependent countries, such as Cuba back in the 50’s, is based upon the extraction and the early stages of manufacturing of raw materials. The main source of revenue of Batista’s Cuba was the export of sugar, which price in the international market was out of the control of the country and, as repeatedly pointed out by the leaders of the Cuban revolution, undershot the actual value.The only possible way that economically and culturally backward countries can attain economic and sustained political independence, lies on the development of heavy industry, which is the only possible way to lay the foundations for sustained economic growth. This fundamental point of the socialist construction lies at the centre of attention of Guevara’s economic thought and to it he devoted most of his practical and theoretical efforts while remaining in office.

Commodity-Money Relations and the Law of Value/ Vare-Penge Forholdet og Værdi-loven

I denne del vil vi kort afdækkke Guevara’s forståelse af vare-penge forholdet (i marxistisk forstand) og værdiloven i den socialistiske industri. Vi mangler stadig skrevet materiale til at kaste ordentlig lys på hans holdning til land-reformen performed during the early stages of the Cuban revolution. His understanding of the collectivisation of the large mass of petty producers is also unknown to us, although we hope that in the near future archival materials may be made available to the public in Cuba. As illustrated in the previous section, at the centre of Guevara’s economic thought stands the modellen for det statsfinsielle plansystem. This system is intimately related to Guevara’s understanding of the role of plan, which, as discussed, fundamentally differs from that envisioned by right-wing revisionism in the Soviet Union and the former People’s Democracies in Eastern Europe. Much on the contrary, it bears close resemblance to the conception of economic planning, which prevailed in the Soviet Union before Stalin’s death and stands in line with the economic policies that had become ‘standard’ in the former People’s Democracies in Eastern Europe in the period of 1948-1953. Guevara’s attitude to the role of market categories and relations are consistent with his understanding of plan and are very close to Stalin’s formulations in Economic Problems. Guevara explicitly denies the need for commodity exchange between socialist enterprises and categorically denies the commodity character of the means of production. He supports the correct view that commodity exchange involves change of ownership. Commodity exchange between state enterprises is viewed by the Argentinean by a contradiction per se, since in the budgetary system the socialist enterprise is an organic element of a bigger enterprise, the State. Within this system the labour among enterprises does not adopt the form of commodity exchange. Means of production, financial resources are not owned by the socialist enterprise, as the latter lacks its own account and revenue is automatically deposited in a socialised account. In this system, the means of production are allocated to a given production unit according to the needs and future perspective of economic development and dictated by a centralised plan. Guevara does not deny the existence of commodity production and the coexistence of different production modes. He supports Stalin’s views that commodity relations are not inherent to the socialist sector but that the existence of the latter is due to the presence of different forms of property within the Cuban economy. As opposed to the Soviet Economy in Stalin’s time, the Cuban country side had not undergone the process of collectivisation of the petty producer. In the concrete-historical situation of Cuba, the incipient socialist industrial sector had to coexist with a large mass of independent producers. However, this concrete-historical circumstance does not prevent the socialist sector, however small and poorly organized, to operate under a different regulator of production than that operating in the country side. Guevara writes:

‘We believe that the partial existence of law of value is due to the remnants of the market economy, which is also manifests itself in the type of exchange between the State and the private consumer’ (Che Guevara, op.cit. i ‘Om det statsfinansielle system’, s..95. Oversat fra spansk.)

This statement is very close to Stalin’s well-known statement given in Economic Problems:

‘But the collective farms are unwilling to alienate their products except in the form of commodities, in exchange for which they desire to receive the commodities they need… Because of this, commodity production and trade are as much a necessity with us today as they were thirty years ago…’ (J.V. Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1952, p.19-20).

In addition, as pointed out by Guevara, there remains the need for commodity-money bonds between the State and the private producer, as the worker in socialism still received a significant fraction of the social fund for the satisfaction of individual needs in money terms. The exchange between the state and the individual producer is performed under the form of a commodity exchange, as

‘…this transfer occurs when the product leaves the state sector and it becomes property of an individual consumer’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p. 46. Oversat fra spansk.)

With the socialisation of all the means of production and the liquidation of individual and collective forms of production, there would be no need for commodity-money exchange in socialism. As a matter of fact, the realisation of the socialist principle of distribution does not necessarily imply the existence of commodity-money relations, as a category of production. These views were ‘exposed’ and refuted by Soviet economists, who after a series of discussions re-wrote chapters in the Manual of Political Economy regarding the political economy of socialism.Naturally, these views were also not shared by many economists in Cuba, as manifested in a more or less full-fledged controversial discussion during 1963-1964. For instance, Alberto Mora (Minister of Foreign Trade during that time) in 1963 openly attacked Guevara’s views, by comparing them with Stalin’s, which were published in Economic Problems. He rejected Guevara’s theses on the grounds that the most serious ‘scientific’ discussions held in the Soviet during the second half of the 1950’s and early sixties indicated that Stalin’s views were wrong, that the law of value operates in socialism as a regulator of production, as the product in the socialist economy remains and will remain commodities all the way till communism:

‘When some comrades deny that the law of value operates in the relations among enterprises within the State sector, they argue that the entire State sector is under single ownership, that the enterprises are the property of the society. This, of course, is true. But as an economic criterion it is inaccurate. State property is not yet fully developed social property that will be achieved only under communism.’ (A. Mora, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt i “Man and Socialism in Cuba”, Atheneum, New York, 1973, p. 227)

The well-known Trotskyite economist, Ernest Mandel, who was very active during what he called the ‘Great Debate’ in Cuba, enters into a long-standing controversy with Charles Bettelheim, a French right-wing revisionist scholar. The latter also became active during the economic debate, this time as a fervent supporter of the ‘socialist-market’ conception advocated by the pro-Soviet economists in the island. Despite Mandel’s views that means of production in the socialist economy do not circulate as commodities, he is very keen on exposing Stalin’s views advocated by Guevara with regards to the causes of the law of value in the socialist sector. In the section of the ‘Historical conditions leading to the extinction of mercantile categories’ of a well publicised article in Cuba he states:

‘Although we have criticized several of comrade Bettelheim’s positions, we agree with him completely in rejecting Stalin’s theory that the basic reason for the mercantile categories in the Soviet economy is the existence of two forms of socialist property: ownership by the people (that is, the State) and ownership by more limited social groups (essentially the Kolkhozy)’. (E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt
i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 70)

Mandel has an opinion of his own and does not need to refer to the Soviet pseudo-science to ‘expose’ Guevara’s ‘primitivism’. The author advocates that only the abundance of consumer goods, which are closely linked to the development of forces of production, will create the objective conditions for the abolition of commodity-money relations in the sphere of private consumption. Moreover, he seems to be proud that

‘The new program of the CPSU, approved by the XXII congress, incorporated this idea as set forth in our Traite d’Economie Marxiste’ (E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 71).

Guevara advocated the correct view that the law of value does not operate within the socialist sector as a regulator of production. He is able to grasp, unlike his detractors, a crucial element in the political economy of socialism:

‘We insist on the analysis of the cost, since part of our conception refers to the fact that it is not strictly necessary that cost of production and price coincide in the socialist sector’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.47. Oversat fra spansk ).

Guevara understood that the price setting in the socialist sector, as a quantifier of the flow of labour circulating among different subjects of the state industry, does not necessarily have to coincide with the cost of production. If the labour exchange between different sectors of the socialist economy were to be governed by the exchange according to equal value, less profitable or even not profitable enterprises would not be able to survive and the process of extended reproduction of the socialist economy would be brought to its knees. If the law of value is forced to operate as a regulator of the proportions of labour exchanged between enterprises in the socialist sector it would not be possible to overcome the disproportions between sectors of the economy, which are inherited from capitalism, let alone colonialism and neo-colonialism. This consequently leads to a more complex concept of profitability of the socialist economy, which was touched upon in the previous section, which Stalin formulated in Economic Problems and which Guevara embraces wholeheartedly. It is true that the abstract formulation that prices in the socialist sector do not necessarily correspond to the cost of production contains within itself a strong potential and it represents a serious step forward in the evolution of the understanding of political economy of socialism. This statement represents a tremendous step forward with respect to the theories of right-wing revisionism, which does not conceive labour exchange outside the boundaries of commodity-money relations. However, this statement does solve right away the most intricate problem of the political economy of socialism, which is to concretise what are the actual proportions of labour that correspond to the historical-concrete situation and the development of the forces of production and forms of management of a given country. This is a titanic task that needs to be resolved by the revolutionaries of a given country, which Guevara genuinely and with the best of his abilities tried to solve for the concrete conditions of Cuba. Guevara is an advocate of the strictest economic accounting, for the same reasons that Stalin criticised many of Soviet managers and plan making for neglecting the operation of the law of value as a strong instrument for economic accounting in socialism. Indeed, accounting in value terms proves a powerful tool to evaluate the effectiveness of the socialist enterprise, and this is most appreciated by Guevara:

‘The cost would yield an index of the management of the enterprise; it is irrelevant that these prices are higher or lower than the prices in the socialist sector, or even, in some isolated cases, than those prices used to sell the product to the people; what matters is the sustained analysis of the management of the enterprise…, which is determined by it’s success or failure to reduce costs’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.49. Oversat fra spansk )

At the end of the day, one of the fundamental goals of the enterprise in socialism as well as in communism

‘ …reduces to a common denominator…: the increase of labour productivity as the fundamental basis for the construction of socialism and indispensable premise for communism.’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.51. Oversat fra spansk ).

I Guevara’s statsfinasielle plansystem, skal penge indenfor den socialistiske virksomhed først og fremmest anvendes som et middel til calculation, as a strong algebraic tool for determining the effectiveness of the enterprise, the correctness of the use of the resources granted by the State to the enterprise, a means to determine if the enterprise is doing enough to reduce costs, etc… In his very important article, ‘About the Budgetary System’ exposes one of the most prominent differences between his conception and the role given to money by the pro-Soviet economists in Cuba within the so called ‘Economic Accounting’ system:

‘Another difference is the way money is used; in our system money operates as arithmetic money, as a reflection, in prices, of the management of the enterprise, which the central organs will analyze in order to control the functioning of the latter.’ (Che Guevara, op.cit. in ‘om det statsfinansielle plansystem’, s. 80 Oversat fra spansk

Guevara’s views are consistent with the well-known exposure of Notkin’s ‘marketists’ views by Stalin:

‘Why, in that case do we speak of the value of the means of production, their cost of production, their price, etc.?…Firstly, this is needed for purposes of calculation and settlement, for determining that the enterprises are paying or running at a loss, for checking and controlling the enterprises. …’ (J.V. Stalin, op.cit, p.58-59).

As the economic discussion in Cuba progresses and the contradictions between Guevara’s line and the pro-Soviet economists (including Charles Bettelheim), from the one hand, and the Trotskyite elements in Cuba (Cuban nationals as well as foreigners) Che has unavoidably to clash with the economic conception advocated by the Soviet revisionists. Towards the end of this discussion, in 1964 Guevara expresses himself in a more and more explicit and eloquent way regarding the differences between his model and the ‘market-socialist’ type of development advocated by the revisionists. The exposition of the differences, which at first, in 1961 Guevara had put in rather mild, almost academic terms, turns controversial and bitter in 1964, leaving no doubt that the contradictions had become irreconcilable and that the Cuban leadership would have to take a stand more sooner than later. Whether the Soviet revisionist leadership demanded Guevara’s removal from his posts in the economy of the island, as a pre-requisite to sustained economic aid, or whether his detractors in Cuba played a leading role in the events that followed the economic discussions, remains a matter of speculation. Regardless, it is clear to us that Guevara engages in an important theoretical debate till the very end and was never curbed by the overwhelming wave of criticism triggered by his writings, which he faced almost alone. In addition, we can only imagine how upsetting to pro-Soviets and Trotskyite elements in the island would be to accept that the leading economist, a holder of a key command position in the Cuban economy, dares, not once, not twice, but at least three times that we are aware of, to cite and defend Stalin’s works as an authoritative reference against his opponents. Che openly and in print criticises the revisionist manual of political economy published in the Soviet Union in the early sixties, with regards to the insistence of the Soviet revisionists to develop commodity-money relations in socialism, let alone the transition to socialism. After a series of gradual changes operated in the economic literature of the 1950’s followed by crucial economic discussions held towards the end of that decade, the Soviet economists published a new manual of political economy under the redaction of a leading economist, Ostrovitianov. In this important document all the products in socialism are proclaimed to be commodities, including the means of production (with the utterly inconsistent exemption of labour force) and the law of value, which is used in a conscious way by the socialist plan, operates as the regulator of proportions of labour among enterprises, whether state owned or cooperatives. As opposed to Stalin’s plans for the gradual shrinkage of the sphere of operation of the commodity-money relations and categories, the Soviet revisionists envisioned a plan to further enhance the role of these in the economy and to provide the enterprises with more independence. The operation of the law of value will disappear only when the highest of communism is accomplished in a more or less distant future. Guevara rebels against the new theses advocated by the Soviet revisionist economists by rejecting altogether the plans for developing commodity-money relations in socialism, which are treated by us as a departure from the political economy of socialist developed by Lenin and Stalin:

‘Why develop? We understand that the capitalist categories are retained for a time and that the length of this period cannot be predetermined, but the characteristics of the period of transition are those of a society that is throwing off its old bonds in order to move quickly into the new stage.The tendency should be to, in our opinion, to eliminate as fast as possible the old categories, including the market, and, therefore, material interest – or better, to eliminate the conditions of their existence’ (Che Guevara, in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 142).

It is unfortunate, however, that Che’s reasoning is plagued with idealist assertions, according to which commodity-money relations allegedly embody within themselves the ideological burden of the capitalist society. As will be touched upon the next section, Guevara equates to a great extent commodity-money relations and categories with the concept of material incentive, which he understands as a mechanism aimed at motivating and enhancing labour productivity by the same means as used in capitalism. Material incentive and consciousness appear in Guevara’s thought as two poles of one of the main (if not the most relevant one) contradiction in the process of socialist construction.Guevara should not be accused of a left-wing attitude with regards to the role of commodity-money relations in socialism. Nowhere in Che’s writings can one find appeals to implement the policies of war communism in the Cuban economy. Much to the contrary, he is aware of the need to retain commodity-money relations for an undetermined period, as a result of the presence of a large mass of individual producers. Despite glaring idealist elements in Guevara’s thought we need to give him credit for identifying correctly the sphere of application of commodity money relations and the fundamental reasons leading to the inevitability of the latter in the socialist transition in general and in the Cuban revolutionary process, in particular. In summarising the increasing contradictions between the line of thought and the economic reforms accomplished under his office, and the push for market relations advocated by the ‘marketists’ in Cuba Guevara states:

‘We deny the possibility of consciously using the law of value, in the conditions that a free market does not exist, which expresses directly the contradiction between producers and consumers; we deny the existence of the commodity category in the relation among state enterprises and we regard them as part of one big enterprise, the State (although in practice it does not happen yet in our country).’ (Che Guevara, op.cit. in ‘On the Budgetary System’, p96. Oversat fra spansk).

When Guevara admits to the fact that the state sector in Cuba does not function as a ‘one big enterprise’ he is most likely referring to the coexistence of the Ministry of Industry, the INRA and the Ministry of Foreign Trade, the latter two lead by Carlos Rafael Rodriguez and Alberto Mora, respectively, both rabid ‘market-socialists’. The latter had expressed their disagreement with Guevara’s plans for industrialisation of the island based on the argumentation that Cuba was not prepared for forms of economic relations consistent with develop stages of socialisation of the labour process. Rodriguez states as late as in 1988:

(det) ‘statsfinansielle plansystem står nærmere det fremtidige samfund … this system requires conditions that we will not be able to achieve in a long time’ (Carlos Rafael Rodriguez i Che Guevara Cuba y el camino al socialismo, New International, New York, 2000, p.42. Oversat fra Spansk).

By arguing that Cuba was never (not even after 30 years of revolution) for higher forms of exchange between state enterprises, Rodriguez openly polemicises in 1988, as he used to do 25 years before, with Che’s assertion that products exchanged between state enterprises do not adopt the form of commodities. Guevara sticks to the very end to his conception that the commodity-money relations are not inherent to the socialist economy, and especially to the socialised sector, which he tried so hard to build up since the very early stages of the Cuban revolution. Market relations come about as a result of the presence of important remnants of private producers and they are bound to disappear with them (both in form and content). Even though, Guevara refrains (to the best of our rather sketchy and fragmental knowledge of the evolution of Guevara’s thinking) from referring openly to his opinion with regards to the plans of collectivising the private producer, we believe that he would have advocated for a ‘Soviet-style’ type of bond between the socialised sector and the collective farms. As an advocate of retaining the main means of production outside the operation of commodity-money relations (i.e. mean means of production are not treated as commodities in content, regardless of the need to use value categories to assess the amount of labour involved in them) it seems natural that Guevara would have envisioned a concept pretty much like the machine tractor stations, as a main factor for the increase of labour productivity. We believe this statement is substantiated since the rational core of the economic Guevara’s economic thought, despite strong elements of idealism and mechanicism, remains very close to the economic forms adopted in the Soviet Union under Stalin, which had become standard and were successfully applied with whatever modifications between the end of the 40’s and Stalin’s death in the countries of People’s Democracies in Eastern Europe. We have every reason to believe that Guevara was to a certain extent acquainted with Stalin’s Economic Problems and the basic differences of principle between the so called Stalin’s model and the model of ‘market-socialism’ advocated by Rodriguez, Mora et al in Cuba. In probably his last article ‘Man and Socialism in Cuba’ a letter addressed to Carlos Quijano, editor-publisher of the Uruguayan weekly Marcha, written early 1965, Guevara reiterates his position once more, leaving us no doubt that he stood for his principles till the very end.

‘Pursuing the chimera of achieving socialism with the aid of blunted weapons left to us by capitalism (the commodity as the economic cell, profitability, and individual material interests as levers, etc.) it is possible to come to a blind alley’ (Che Guevara, i ” Man and Socialism in Cuba” på Atheneum, New York, 1973, p. 342).

Unfortunately, Guevara does not give up certain elements of idealism that makes his economic thought so distinct as well as vulnerable and inconsistent. This side of Guevara’s economic thought has been publicised the most both in Cuba by his detractors and outside Cuba by Trotskyism and neo-Trotskyism. The clear connection between a significant number of Guevara’s statements on political economy and the so called ‘Stalinist’ model of socialist construction is very much silenced. Che’s writing are twisted by picturing his economic thought as a continuation of his idealist and voluntarist stand in questions regarding the interrelation between the masses, the party and the guerrilla warfare, for which he is most commonly known.

On Guevara’s Alleged Trotskyism

Guevara soon entered into conflict with the Soviet revisionist leadership. As we have seen above, Che acknowledges differences of principle, as early as 1961, between the economic model established in what he used to call, socialist countries, and the plans for industrialisation he was advocating. Guevara’s economic reforms were bound to clash with the character of the agrarian reform and the plans suggested by the Soviet Union that Cuba was to remain a primarily a sugar cane producer for longer than anticipated by Che. As the character of the Cuban revolution consolidated and the Cuban leadership accommodated to the economic relations between the island and the Soviet Union, it was necessary that Cuban economists align with the new political economy created by the revisionists. Guevara’s plans soon met glaring resistance within Cuba. Due to the worsening of Guevara’s relations with the Soviet leadership, many in Cuba felt a big deal of embarrassment. According to several of Guevara’s biographers, the Soviets accused Che’s economic views of Trotskyism. It was just a matter of time that Che is to leave his post of Minister of Industry and his that plans for industrialisation of the island are to be revised in favor of a sugar cane industry based development. Trotskij is usually portrayed as a ‘radical left-wing’, as an advocate of extreme measures with regards to resolution of contradictions both in politics and economics. Trotskij’s alleged push for the militarisation of the economy has led many to believe that Trotskyite economic theories are opposed to the politics of the New Economic Policy (NEP) with regards not only to the relations between the individual producer and the state sector but also with regards to the liberalisation of the state sector. In this section we will try to substantiate the fact, that Trotsky’s economic theory cannot be classified as left-wing, much on the contrary, it does not deviate significantly from the right-wing revisionism in questions of socialist construction and the role of commodity-money relations during that period. The myth about Trotsky’s alleged leftist stand in resolving contradictions in the transitional period, conceals the truly essence of Trotskyism in economic questions. Guevara’s economic thought has nothing to with Trotsky’s attitude to commodity money relations and categories in the transitional period; their views are complete opposed to each other. Such allegations with regards to Guevara’s economic thought are unfounded and preposterous, to say the very least. As covered above, Guevara’s economic thought does suffer from serious elements of mechanicism, which does not make him a Trotskyite, as such mistakes were common to many economists in the Soviet Union during the Stalin period.It is very interesting to observe how the Russian bourgeoisie is willing to appreciate in Trotsky the ‘virtues’ of a ‘market-socialist’, which many in the left movement do not seem to be able to grasp. To commemorate the 125th anniversary of Trotsky’s birth, a leading economic journal, Voprosi ekonomiki (‘Questions of Economy’) published an article under the title ‘Economic views of L.D. Trotsky’. In this article the authors attribute Trotsky’s heavy-handedness during the revolution and the civil war to the historical circumstances of that time, that in fact Trotsky had become one of the first push for the liquidation of the policies of war communism and the liberalisation of the economy by allowing several forms of property to coexist for an indefinite period of time. The authors draw the bourgeois reader’s attention to the true and poorly publicised Trotsky’s merit as being one of the first to advocate a mixed economic model for the transition to socialism:

‘The transition to NEP significantly changed Trotsky’s economic views. In a number of his works during that time he agitates in favour of the development of market relations, material stimulation, the understanding of the plan, as rigorous management in the sense of foreseeing and synchronising various sectors of social production. During the period of NEP Trotsky formulated a number of very important, even original ideas, namely: about the incompatibility of the methods of war communism in the conditions of NEP, about the need for each enterprise to have its own accounting balance, about the objective limitations to transferring resources from the agrarian sector to industry…’

(M.Voeikov and S.Dzarasov, ‘Economic Views of L.D. Trotsky’ in Voprosi Ekonomiki No.11, 2004, p.152).

Trotskyite economic doctrine seriously overlaps with Bogdanovism/Bukharinism in the understanding of the essence of the plan. Trotsky, in his renowned work ‘The Soviet Economy in Danger’, written late 1932, starts off by equating one of the economic laws of the socialist economy and the transition to socialism, the planned principle with preconceived harmony of economic proportions:

‘However, light-minded assertions to the effect that the USSR has already entered into socialism are criminal. The achievements are great. But there still remains a very long and arduous road to actual victory over economic anarchy, to the surmounting of disproportions, to the guarantee of the harmonious character of economic life.’ (The Soviet Economy in Danger, in ’Writings of Leon Trotsky 1932’, Pathfinder Press, New York,1973, p.260. Underlined by us).

The famous and infamous principle of equilibrium and harmony of the proportions of labour in the socialist economy is advocated by Trotsky in a rather unambiguous way. Within the eclectic framework of Trotskyism, centralisation of the economic policy alters the abstract principle of harmony of the economic processes. Trotsky, in his attempt to oppose the transition of the Soviet economy towards higher forms of economic organisation, comes around as full fledged right wing revisionist, adding no more substance to the right wing opposition led by Bukharin/Rykov.

‘It is impossible to create a priori a complete system of economic harmony. The planning hypothesis could not but include old disproportions and the inevitability of the development of new ones. Centralized management implies not only great advantages but also the danger of centralizing mistakes, that is, of elevating them to an excessively high degree. Only continuous regulation of the plan in the process of its fulfillment, it’s reconstruction in part and as a whole, can guarantee its economic effectiveness.’ ( loc. cit.).

Trotskij’s ‘continuous regulation’ is the backdoor to substantiating his rebuffal of the party’s line to shrink the operation of the commodity-money relations in the economy, which lead to the liquidation of capitalist exploitation in the country and the consolidation of the socialist economic laws. Once opponents, Bukharin and Trotsky converged into Bogdanovism as the construction of socialism progressed in the Soviet Union.When Trotsky appeals to the impossibility ‘to create a priori a complete system of economic harmony’ it is implied that the central economic organs, are not in a position to undertake the tasks of centralised economic management, regardless of the development of the forces of production and the socialisation of the means of production. Deformations of the socialist economy inevitably take place as centralised decision-making overpowers workers’ democracy and a caste of administrators takes over as a ‘communist bureaucracy’. Once more, the objective character of the economic laws in general and the economic laws of socialism in particular, is overruled and loses its raison d’etre in the economic thinking of right-wing revisionism. Instead, Trotsky, as a poorly concealed right-wing revisionist, appeals on and on to the need for establishing harmony between the different branches of the socialist economy, which lies at the basis of his political economy.Trotsky’s bogdanovism is not a phenomenon of the 1930’s, much on the contrary, is inherent to his economic thinking from the very early stages of economic reforms in Soviet Russia. In summarising the developments in Soviet Russia since the victory of the October revolution, Trotsky states that the period of war communism had to end in order to restore equilibrium in labour exchange between the peasantry and the working class and between branches of the state sector, as:

‘Every economy can exist and grow only provided certain proportionality exists between its various sectors. Different branches of industry enter into specific quantitative and qualitative relations with one another. There must be a certain proportion between those branches which produce consumer goods and those which produce the means of production. Proper proportions must likewise be preserved within each of these branches. In other words, the material means and living labor power of a nation and of all mankind must be apportioned in accordance with a certain correlation of agriculture and industry and of the various branches of industry so as to enable mankind to exist and progress.’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’, Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.228).

The postulate about proportionality of portions of labour among branches of the economy was conceived as a general, non-historic law that would apply on all economic systems. Marx’s considerations about the need for the establishment of certain proportions in which labour is exchanged in every economic system, and revised in a mechanical fashion by Bogdanov/Bukharin had a simple consequence in practice: the application of the law of value as a regulator of production was to be perpetuated in the socialist economy under the abstract consideration about the need for proportionality. This abstract concept is shared by Bukharin and Trotsky:

‘The problem of the proportionality of the elements of production and the branches of the economy constitutes the very heart of socialist economy’. (The Soviet Economy in Danger, p.265).

The ultimate goal of right-wing revisionism in questions concerning the transition to socialism is to provide every possible ideological means to perpetuate the economic relations of capitalism and to undermine the process of socialisation of the relations of production. In doing so, right-wing revisionism creates eclectic forms, Trojan horses in political economy. The postulate about the need of proportionality proved a euphemistic attack against the party line to curtail the operation of the law of value in the socialist sector and capitalist exploitation in the Soviet economy. By appealing to an abstract concept of proportionality without, leaving its concretisation as a loose end in the economic thinking, naturally leads to the perpetuation of relations of production existing hitherto. Abstract formulations in general, and in political economy in particular, without a concretisation within the concrete-historical framework inevitably render hollow abstractions, double-edged swords in the hands of revisionism.Certainly, Trotsky casts out his disguise of left-wing revisionist by bluntly stating:

‘The innumerable living participants in the economy, state and private, collective and individual, must serve notice of their needs and of their relative strength not only through the statistical determinations of plan commissions but by the direct pressure of supply and demand. The plan is checked and, to a considerable degree, realized through the market.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 275. Underlined by us).

Here, Trotsky makes an open appeal to the implementation of market relations as the ‘judge’ of the correctness or effectiveness of the economic policies developed by the plan makers. In other words, in the transitional economy the market is the beginning and the end of the economic system, the medium in which the struggle between the planned and market principles evolves into higher forms of development. It is within the market and according to the rules of the market that the superiority of the socialisation of the means of production is supposed to be put to the test. At some point in time the capitalist and petty bourgeois forms of productions will collapse under the inevitable overwhelming economic pressure of the socialised sector, which at that time it able to develop higher forms of labour productivity. Trotsky, as a vulgar right-wing economist, therefore stands against what had been usually referred by them as extra-economic measures to suppress the market principle in the economy, advocating instead a gradualist approach to the resolution of the contradictions between the socialist and the rest of the economic forms.Trotsky’s economic thought is plagued with metaphysics; the metaphysical division of the economic system of the transitional society into the planned system and the market system holds a prominent place in the economic works of Trotskyism. This anti-dialectical approach to the economic processes has been already exposed in the mid 1920’s in the Soviet Union by the majority of the party, including Bukharin/Rykov. But despite these differences, the left-wing and right-wing opposition agreed on the main proposition: let the market be the regulator of the labour exchange not only between industry and the country side, but within the economic subjects of the socialist sector.The idealist, metaphysical and non-historic postulate of proportionality of the elements of production lies on the basis of the right-wing theories of Trotsky/Bukharin and gives then a certain resemblance of self-consistency. The market represents the realm where the law of value, which is the concretisation of the postulate of proportionality, regulates the flow of labour among economic subjects, whether socialised or not. Needless to say, Trotsky is not the first concretise the postulate of proportionality, which he had recently embraced, nor he was the first to establish such a line of thought. The appeal to preserve the commodity-money relations in the form that existed during NEP clearly predates Trotsky’s assertions about the need for proportionality. While we have to give credit to Bogdanov/Bukharin for their pioneering work in the descending line of modern revisionism, Trotsky does not deserve such an honour, as his contribution does not go beyond popularising the vulgar political economy of right-wing revisionism.Apart from the metaphysical as well as mechanical idiosyncracy of Trotskyite thought, which does not deserve to be the main topic of the present discussion, it is useful to bring out quotations like the following:‘In this connection three systems must be subjected to a brief analysis: (1) special state departments, that is, the hierarchical system of plan commissions, in the center and locally; (2) trade, as a system of market regulation; (3) Soviet democracy, as a system for the living regulation by the masses of the structure of the economy.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 273. Underlined by us) Far from sticking to left-wing orthodoxy, Trotsky sounds more like Yugoslav Titoite, more like a pro-Western market liberal, rather than anything else.Trotsky takes a right-wing stand with regards to the role of NEP in the transition to socialism. Despite earlier attacks on the party to strength and develop further the economic and political link between the working class and the peasantry, Trotsky turns into a fervent advocate of the early forms of the transition to socialism adopted by the party. Moreover, he accuses the latter for liquidating the union between the working class and the peasantry. As a vulgar ‘market-socialist’, Trotsky considers the NEP as an inevitable step due to the significant weight of petty private production in the countryside, regardless of the concrete-historical conditions of revolutionary Russia:‘The need to introduce the NEP, to restore market relationships, was determined first of all by the existence of 25 million independent peasant proprietors. This does not mean, however, that collectivization even in its first stage leads to the liquidation of the market.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 275).The need to transition to market relations between industry and the peasantry holds absolute character. According to Trotsky, due to the backwardness of the Russian peasantry and the level of mechanisation of labour in the country side, the only possible form of peasant production with other producers is inevitably commodity-money relations. Trotsky’s mechanical and metaphysical thinking does not conceive of the socialist state and the individual peasant engaging in other forms of exchange, as well. Trotsky views the process of collectivisation as a forced administrative measure to unnaturally suppress the commodity-money bond between the city and the countryside. It is only through the evolution of the market, that certain conditions are created that the peasant feels it is more profitable to produce as a member of a larger production unity rather than remaining an individual producer. Hence it is believed that collectivisation should be performed by the forces of the market, that the market will suppress itself in a natural way.Trotsky’s inevitability of market relations as the dominating bond between production agents during the transition to socialism does not reduce to the interrelations between industry and the peasantry, much on the contrary: ‘This policy (NEP, our note) is a necessary stage in the growth of state-owned industry. Between capitalism, under which the means of production are owned by private individuals and all economic relations are regulated by the market—I say, between capitalism and complete socialism, with its socially planned economy, there are a number of transitional stages; and the NEP is essentially one of these stages’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’,Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.233).

NEP involved far more than the realisation of peasants production in a free market and the establishment of economic ties between the countryside and industry based on supply-demand. Never mind the cohabitation of the socialist sector with state capitalism and petty capitalist exploitation in both the country side and the city, NEP introduced broad pro-market reforms within the socialist sector based on commercial accounting. It is true, however, that the expansion of commodity-money relations were seriously curtailed in the socialist sector in the second half of the twenties, which Trotsky viewed as a bureaucratic-administrative attack on the principles upon which Lenin allegedly conceived the path to socialist construction. It is here, where Guevara rebels against right-wing revisionism by advocating the right of the socialist state to determine the character of the relations of production and to regulate the proportions of labour exchange between branches of the state sector according to the global needs of the socialist state rather than the profitability of individual enterprises.Much against Guevara’s views, Trotsky during the very early stages of NEP, during the transition from ‘war communism’ advocated the de-centralisation of the state sector:‘The policy of a centralized bureaucratic management of industry excluded the possibility of a genuine centralized management, of fully utilizing technical equipment along with the available labor force.’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’,Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.230).

As a result of the efforts to de-centralise state industry in 1921, specially light industry, so advocated by Trotsky, negative effects were felt soon, such as:‘…violation of plan discipline, separatism; some state officials tried to replace the state plan organisation – VSNKh – by some ‘social organization of industry’ (P.I. Lyashchenko, History of the People’s Economy of the USSR, Moscow 1956, Volume III, p. 153. Translated from Russian).

Guevara supported the correct view that economic calculation does not necessarily imply market relations as factors determining production in the state sector, that economic accounting is not necessarily tied to commodity-money relations, as advocated by the supporters of the Soviet-style model in Cuba.

Trotskij takes sides with Soviet revisionism:After the administrative suppression of the NEP, the celebrated ‘six conditions of Stalin’—economic accounting, piecework wages, etc.—became transformed into an empty collection of words. Economic accounting is unthinkable without market relations.” (The Soviet Economy in Danger p.276. Underlined by us)

The history of the political economy of socialism has exposed the intimate link between the postulate of proportionality in the exchange of labour among different branches of the economy and the mechanical transportation of market relations to socialism. Metaphysics and mechanicism, common to the economic thought of right-wing revisionism, are closely interrelated with vulgar and superficial understanding of economic categories, which impels the ideologists of right-wing revisionism to equate exchange to commodity exchange and economic equilibrium to the operation of the law of value. The vulgar economic thought advocated by Trotsky and the right-wing opposition does not conceive another form of economic exchange other than commodity-money relations. It is not conceivable that the socialist state establishes a different content in the economic ties among objects of the socialist economy, which may violate the rigid principle of profitability of the individual enterprise. The ability of the planning bodies to establish labour exchange among socialist enterprises, which violates that principle, is viewed as a deformation, as a disproportion. Right-wing revisionism is unable to grasp and appreciate the great power in the hands of socialist planning to establish certain proportions of labour exchange that fit the needs and growth perspectives of the socialist economy, regardless of the overall level of socialisation of economy. In this sense, right-wing economists conceive the plan as a corollary of subjective (aprioristic, according to Trotsky) measures to organise, rationalise the labour exchange among profit-making individual enterprises. Guevara wholeheartedly rejects such a vulgar view of the plan, by advocating the right of the socialist planning to establish a different character of economic relations among the state enterprises, which does not necessarily follow the principle of profitability of the individual enterprise as the leading criterion for economic effectiveness.Guevara openly exposed the view advocated by Trotsky and the ideologists of modern revisionism that economic accounting ‘is unthinkable’ without commodity money relations. Much on the contrary, Che advocated strict accounting, based on centralised responsibility and accountability of the management of the socialist enterprise, as a key element of the budgetary finance system, which lies at the centre of this economic thought. In his economic system economic accounting in the socialist sector is dissociated from the essence carried by commodity money relations. Even though Guevara does not seem to grasp the dialectical evolution of market categories in socialism, his thought contains the basic elements to arrive at this understanding. Guevara’s accepts the correct view that the price, despite being a category inherited from the market economy, may be used within the socialist sector for calculation purposes. Hence, he does not reject the use of the form of market categories, which brings him closer to the Marxist-Leninist understanding developed by Lenin-Stalin. On the other hand, it is not clear to us that Guevara understood the evolution of the principle of economic accounting, which was introduced in 1921, through the NEP all the way to the massive collectivisation and the consolidation of the economic basis of socialism in the 1930’s, all the way to the publication of Stalin’s Economic Problems. An analysis of the category of economic accounting, shows that a deep change in the content had taken place, which, despite the fact that the term was in use in the 1930-50’s, it reflected a different type of management to which Guevara’s budgetary system bears strong resemblance.According to Tablada and Borrego, Che Guevara paid special attention to the analysis of the causes, which lead to the abolition of the war economy and the establishment of (NEP). This issue is covered on a multiple of occasions in their books and has been the topic of a big deal of speculation, including allegations that Guevara allegedly accused Lenin of going too far in the development of market relations during the early stages of the NEP. Regardless of speculations, Che makes a strong case out of Lenin’s statements, in which NEP is considered as a retreat in the practice of the revolutionary process is compared to the peace of Brest-Litovsk. It is evident, despite the wealth of confusion fostered by Guevara’s bourgeois, Trotskyite and neo-Trotskyite biographers, Guevara does not consider NEP as an inevitable step in the transition to socialism, as a general and universal statement, but rather, a product of the historical-concrete conditions of revolutionary Russia. After quoting Marx, Lenin and Stalin (this article was written in 1964, when anti-Stalinism was already solidly established in the Soviet Union and the former People’s Democracies in Eastern Europe, with the exemption of Albania), Guevara concludes:

‘As we see, the retreat that Lenin mentioned was due to the economic and political situation of the Soviet Union. These policies may be characterised as a practice, which is closely linked to the historical situation of the country, and, therefore, they do not hold universal character.’ (Che Guevara, ‘Che y la Economia’, Editorial de Ciencias Sociales, Habana, Cuba 1993, p. 74. Oversat fra spansk).

The argumentation in favour of NEP-type of economic reforms as an unavoidable step in the transition process between socialism and capitalism renders a fundamental element of the economic theory of right-wing revisionism, including Trotskyism, which Guevara rejected altogether. A historical example, which refutes NEP, as a compulsory stage for new revolutionary states, is served by the first steps adopted by the People’s Democracies in Eastern Europe between 1948 and 1953. The governments of the People’s Democracies set an economic course based on the priority of heavy industry over other sectors of the economy. The policies of what bourgeois ideologists called the Stalinist economic model resulted in a spectacular growth of the socialist industry, a conditio sine qua non for a massive process of socialisation of means of production both in the city and the countryside. Even vicious anti-communists publicists, such as F.Fejto, a Hungarian born journalist based for a long time in France, admits:‘Between 1949 and 1953, the industrial production of the six Comecon countries rose by 114 per cent, and in certain countries, like Hungary, where the ambitious planners knew no limits the results had been even more spectacular. Heavy industrial production increased fivefold; the engineering industry was seven times more productive in 1953 than in 1938. (F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 362).
Further, Fejto elaborates on the very interesting case of the transition to socialism in Hungary, specially the events that followed the abrupt change of ‘gears’ imposed by the Soviet leadership weeks after the death of Stalin. Hungary’s party, lead by Matyas Rakosi, one of the most fervent supporters of Stalin’s policies, launched in 1949 a campaign of collectivisation, which, although far from finalised, was well underway towards 1953. With Stalin’s death a swift change in the character of the Soviet leadership took place. The new Soviet leadership, at first initiated most likely by Beria, imposed on the leaders of the fraternal parties in Eastern Europe a line of forcible de-Stalinisation. The revisionist leadership ordered Eastern European leaders to slow down the tempo of industrialisation and to basically liquidate the process of ‘forcible’ collectivisation. In a number of countries, peasants were allowed to desert the collective farms (‘de-collectivisation’) if they wished to; private exploitation of land together with the restoration of the artisan class and private business. It was argued that the ‘Stalinist’ economic reforms had gone too far, that allegedly broad masses of the peasantry and the working class in those countries were frustrated to see that the unquestionable economic growth did not result into meaningful enhancement of the standards of living of the population, including that of the working class. There is no question that the ideological and organisational chaos induced by the policies of forcible de-Stalinisation’ encouraged anti-communist elements within the middle classes, petty bourgeoisie and workers aristocracy to demonstrate compulsively, while entire party organisations proved hopeless, in disarray. The Hungarian leader, Matyas Rakosi, did his best to stand up against Soviet revisionism and its supporters in the country; he succeeded in remaining in office till July 1956, when he basically was forced into exile by the Soviet leadership. Following orders from the Soviet revisionist leadership, Rakosi was forced in July 1953 to give up the post of Prime Minister, which passed to Imre Nagy, who even in the words of Fejto:‘…revived Bukharinist ideas that had gone underground in Stalin’s lifetime’
(F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 363).

Certainly, Nagy was a fervent advocate of NEP-style treatment of the economic contradictions between the socialist sector, the peasantry and other petty producers. Soon after he gains office in July 1953, he launches a set of ‘liberalising’ measures, which became known as the ‘New Course’. In his last work, written in 1955, he states:‘In a socialist society, when determining the tempo of economic development and the ratio between the various economic branches, the proportion between production and consumption and between consumption and stockpiling must be in harmony with the requirements of the basic economic law of socialism, guaranteeing a gradual advance of society’ (I. Nagy, ‘On Communism’, Frederick A. Praeger Publishers, New York, 1957, p. 98).
Nagy advocated ad nausea the need for harmonic balance between the resources spent on sector A and sector B of the economy. The well known concept of certain harmonic proportions invented by Bogdanov/Bukharin and plagiarised by Trotsky comes out again and again, as the backdoor to the development of commodity-money relations both in the socialist and non-socialist sectors, as a regulator of production. It is interesting, that unlike Bukharin/Trotsky, he uses Stalin’s citations of the mid twenties to substantiate the need to have NEP-style relations in the transitional economic system. In fact, by ‘basic economic law of socialism’ Nagy implies the well-known formulation given by Stalin in Economic Problems. This, however, does not prevent Nagy from remaining a vulgar right-wing economist, which Guevara’s economic thought has nothing to do with.According to Nagy, the only bond that the socialist sector and the private producer can have in the early stages of the transition from capitalism to socialism is the market. It is only through the market that the process of socialisation of production can prove its advantages over capitalist forms of management and production. Nagy is explicit: ‘The NEP policy must be carried out unconditionally, as it means the establishment of increasingly closer relations in the exchange of goods between the city and the village, between the socialist industry and the system of small holdings producing for the market, facilitating the switch to a socialist system of agricultural farms on a large scale.’ (I.Nagy, op. cit., p. 82. Underlined by us.)
Nagy on and on bitterly complains about the staggering disproportions and ‘distortions’ inflicted on the Hungarian economy by Rakosi’s clique, referring to the fast development of heavy industry with respect to light industry, and specially the countryside. Nagy’s attack on Rakosi’s ‘clique’ becomes even more acute when touching upon the treatment of individual peasants and the collectivisation. He initially refers to Rakosi’s ‘clique’ as adventurous, as later on as open left wing ‘fanatics’ and deviationists. Finally, while quoting Lenin and Stalin’s works in the 1920’s, putting their writings out of context, Nagy establishes a parallel between Rakosi’s struggle to uphold the principles of Marxism-Leninism, regardless of whatever mistakes in its implementation, and the Trotskyite left wing opposition in the Soviet Union in the 1920’s by appealing to‘The resolutions of the Bolshevik Party in the Fifteenth Congress, which were forged in the battle against the extreme ‘left-wing’ Trotskyist opposition…’ (I.Nagy, op. cit., p. 82. Underlined by us).

It is not the first time that right-wing opportunism portrays the struggle for the basic principle of centralisation of means of production in the construction of socialism as a left-wing, Trotskyite deviation. These allegations of Trotskyism that were thrown at Guevara are to be understood in the historical context, which corresponds to the time when right-wing revisionism, led by the revisionist leadership of in the Soviet Union, disbanded the ‘Stalinist’ plans for the socialisation of the means of production in industry and the countryside. Modern revisionism turned the state sector in the People’s Democracies into an aggregation of independently producing enterprises, which engage in labour exchange with other enterprises and the state via commodity-money relations; in the country side the process of collectivisation was halted and reversed, and in some countries farm cooperatives were turned into independently producing enterprises, following the model imposed by the revisionists in the Soviet Union.

It is in this context, that Guevara’s fight against followers of the Soviet economic model in Cuba, despite his mechanical and idealist mistakes, renders a substantiated critique against right-wing revisionist theories for the construction of socialism.Guevara’s plans for the industrialisation of the Caribbean island need to be understood within the historical-concrete situation corresponding to the restoration of capitalism in the Soviet Union and the People’s Democracies in Eastern Europe. Despite elements of idealism and mechanicism, Guevara’s model of budgetary finance system and his refusal to implement commodity-money relations and the law of value as the regulator of proportions among state enterprises bears strong resemblances with the economic system existent in the Soviet Union during the 1930-50’s. Hence, it was natural that Guevara’s plans for industrialisation faced fierce resistance by Soviet revisionism and its followers in the island. It is evident to us, that allegations of Trotskyism or left-wing deviationism thrown by right-wing revisionists are utterly unfounded. Nevertheless, more investigation is needed to throw light on Guevara’s ideological evolution in the 1950’s and early 1960’s and on how he came to propose the budgetary finance system, as the fundamental pillar for the industrialisation in Cuba.

Idealism and Mechanicism in Che’s Economic Thought

Despite the progressive character of Guevara’s economic thought, and its invaluable positive impact on the economic discussion held in Cuba during the first half of the 1960’s, which represents a courageous struggle and more or less consistent and substantiated against modern revisionism, Che’s thinking needs to be considered critically. Notwithstanding the substantiated struggle against the right wing theories of socialist construction, which turns Guevara’s works as most relevant materials for the study of questions related to socialist transformation, is plagued with serious mistakes. Guevara’s eclecticism is inherent to his thought in general, and cannot be neglected when evaluating Guevara’s role in the Cuban revolution and the theory of socialist transformation.Guevara’s mistakes in political economy can be classified into two groups: idealism and mechanicism. Idealist mistakes were committed by Guevara when evaluating the role of consciousness in political economy. When we refer to mechanicism in Guevara’s economic thought we mainly imply his failure to grasp the dialectical evolution of economic categories involved in commodity-money relations during the transitional epoch. Needless to say, Guevara’s mistakes has been extensively used by the bourgeoisie and the representatives of revisionist tendencies, such as Trotskyism and neo-Trotskyism to mystify the revolutionary and rip off his contribution to the political science and political economy from its Marxist logical core and divorce it from a number of Marxist-Leninist principles, which Guevara tried to uphold in a more or less consistent manner.Guevara’s mistakes in political economy have been used inside and outside the island to consider Guevara’s contribution to the economic transformations in the early stages of the Cuban revolution in isolation from the principles of socialist transformation adopted by the People’s Democracies during the post-war period, so demonised by modern revisionism. Guevara’s thought is portrayed by many as a specific phenomenon of the Cuban revolution, thus, completely ignoring its strong links with the so called ‘Stalinist’ economic theories and modus operandi during the transitional period. Although we do not wish to portray Guevara’s economic thought as a faithful concretisation of the principles of Marxism-Leninism in the conditions of revolutionary Cuba in the 60’s, we feel it would be a serious mistake not to evaluate Guevara’s thought within the concrete-historical epoch corresponding to systematic violation of the principles of Marxism-Leninism, which lead to the restoration of capitalism in the Soviet Union and the liquidation of socialist construction in Eastern Europe. While evaluating critically Guevara’s economic thought and identifying areas of inconsistency, we feel compelled to appreciate and value the positive and progressive that Che upheld under very difficult conditions of struggle against imperialism and revisionism.Idealism is present throughout Guevara’s works all the way till his last published work, ‘Man and Socialism in Cuba’. It leads Guevara to proclaim consciousness and education as primary with respect to the study of relations of production in the transitional economy, including the construction of communism. Impressed by the early philosophical works of young Marx, Guevara states:‘The word conscious is emphasized because Marx considered it basic in stating the problem. He thought about man’s liberation and saw communism as the solution to the contradictions that brought alienation – but as a conscious act. That is to say, communism cannot be seen merely as the result of class contradictions in a highly developed society, contradiction that would be resolved during a transitional stage before reaching the crest. Man is a conscious actor in history. Without this consciousness, which embraces its awareness as a social being, there can be no communism [underlined by us]’ (Che Guevara, in ‘On the budgetary finance system’, trykt i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 124).The role of consciousness and education is ubiquitously stressed by Guevara in his economic works as the leading factor the transition to higher forms of economic organisation. In Guevara’s system political economy ceases to be an independent discipline, the objective character of the economic laws of the transitional society hold secondary character with respect to the cultural formation of the new man. The economic laws of socialism, like those of capitalism, exist and evolve with the development of the forces of production and the historical conditions at times independently from level of consciousness of the masses. In fact, in certain historical situations, masses as a whole remain unaware of the essence of the economic essence of both revolution and counter-revolution.The role of consciousness and education, play undoubtedly a fundamental role in the construction of the new society. However, political economy remains an independent discipline and the study of the objective laws that govern it remains a titanic effort. Only scientific analysis and synthesis of the relations of production can make possible the sustained economic development necessary for the construction of the socialist and communist societies. As opposed to capitalism, during the course of the transition to socialism, objective and subjective conditions are given for the masses to participate consciously in the construction and scientific analysis and synthesis of the socialist construction. It is clear that the more conscious and active participation of the working class in the socialist construction, the more solid are the foundations of the socialist formation. It is clear too, that the more conscious the working class about the essence of the economic transformation, the more robust the economic development and the less influential the forces of counter-revolution.Economic development under socialism and the development of consciousness and socialist culture – two phenomena, which go hand by hand. Generalisation on the basis of the history of the Soviet Union indicates that consciousness and socialist culture require a material basis, without which further economic development and further development of consciousness. However, according to Guevara consciousness and socialist education are supposed render the primary engines of economic development in socialism:‘The hopes in our system [budgetary finance system, - note by us.] point to the future, towards a more rapid development of consciousness, and through consciousness, to the development of the productive forces’.(Che Guevara, op.cit. in ‘Socialist plan: its meaning’, p147. Translated from Spanish). *

In Guevara’s system, socialist economic development is not really the engine of consciousness, but all the way around, consciousness is the source of socialist economic development. Guevara’s idealism turns voluntarist. In this respect, Che’s idealism may be compared to Mao’s idealist views in political economy, despite the fact that Guevara displays a significantly more progressive stand with respect to commodity-money relations than the latter. Mao, in his critique of Stalin’s Economic Problems, bitterly complains about the fact that the latter does not include the study of the superstructure in the analysis of the socialist economy:

‘Stalin’s book from first to last says nothing about the superstructure. It is not concerned with people; it considers things not people…They speak only of the production relations, not the superstructure nor politics, nor the role of the people. Communism cannot be reached unless there is a communist movement’. (Mao Tsetung, A Critique of Soviet Economics, Monthly Review Press, New York and London,1977, pp.135-136).

Guevara supports the wrong idealistic view that commodity-money relations per se and in general are a manifestation of the alienation of the human being in the process of production. Guevara interprets mechanistically and metaphysically the role and place of economic forms inherited from capitalism in the socialist economy:‘The alienated human individual is bound to society as a whole by an invisible umbilical cord: the law of value. It acts upon all facets of his life, shaping his road and his destiny. (Che Guevara in ‘Man and Socialism in Cuba’, Atheneum, New York, 1973, p. 340).

One of the major and profound mistakes displayed by Guevara’s economic thought, a mistake common to many others who have genuinely claimed allegiance to Marxism-Leninism, is his failing to grasp Lenin’s and Stalin’s teachings with regards to the dying off of economic categories inherited from capitalism. These teachings may be succinctly expressed in the well-known Stalin’s assertion in Economic Problems. In his answer to A.Notkin, Stalin stresses:

‘The fact of the matter is that in our socialist conditions economic development proceeds not by way of upheavals, but by way of gradual changes, the old not simply being abolished out of hand, but changing its nature in adaptation to the new, and retaining only its form; while the new does not only destroy the old, but infiltrates into it, changes its nature and its functions, without smashing its form, but utilizing them for the development of the new. This, in our economic circulation, is true not only of commodities, but also of money, as well as banks, which, while they lose their old functions and acquire new ones, preserve their old form, which is utilized in the socialist system.’ (J.V. Stalin ‘Economic Problems of Socialism in the USSR’, Foreign Languages Publishing House, Moscow, 1952, p.59).

Guevara commits the colossal mistake, which has been more or less successfully exploited by neo-Trotskyism and other bourgeois ideologies, to mechanically and metaphysically extrapolate the character of the economic categories implemented during the NEP to later stages of the socialist construction in the Soviet Union. Guevara, de facto blames the adoption of such economic forms like economic accounting, profit, credit, etc… implemented in the 1920’s for the right wing deviationist economic theories that he was fighting in the 1960’s, without appreciating the profound changes operated in the content of those categories during the 1930-50’s:‘In the Soviet Union, the first country to build socialism, and those who followed its example, determined to develop a planning process that could measure broad economic results by financial means. Relations among enterprises were left in a state of more or less free play. This is the origin of what is now called economic calculus (a poor translation of the Russian term, that might better be expressed as auto-financing, or, more precisely, financial self-management) -

Roughly speaking, then, financial self-management is based on establishing broad financial control over the enterprise activities, banks being the principal agencies of control. Suitably designed and regimented material incentives are used to promote independent initiative toward maximum utilization of productive capacity, which translates into greater benefits for the individual worker or the factory collective. Under this system, loans granted to socialist enterprises are repaid with interests in order to accelerate product turnover’. (Che Guevara, in ‘On Production Costs and the Budgetary System’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p 114). -

It is clear that, the transition to socialism in the Soviet Union, which followed the implementation of market-type economic relations in most of the economy, had to carry within itself certain economic forms, which are inevitably inherited from capitalism. However, Guevara apparently fails to grasp that the concept of economic accounting evolves dramatically over the years, as the character of the economic relations evolved. The concept of economic accounting never disappears from the Soviet economic literature, however, its content evolved in time in order to be accommodate the planned principle of the economy on the basis of socialised property and the liquidation of bourgeois and petty-bourgeois forms of production. The economic accounting of the more or less disseminated production subjects confined to the Soviet artels in the 1920’s bears little resemblance with the economic accounting of highly concentrated Soviet industry in 1930-50’s. The character of the labour exchange among the different production subjects during the 1930-50’s bear close resemblance to that of the budgetary finance system advocated by Guevara in the 1960’s.It is not clear to us, to what extent Guevara is able to appreciate the qualitative changes operated in the interpretation of the content of economic categories over the history of the political economy of the Soviet Union. It is unclear whether Guevara sees in the preservation in the Soviet Union of economic forms such us, economic accounting, profit, credit, banks, etc… as a sign of economic backwardness, or rather as a sign of the concrete historical conditions under which the transition to socialism took place in the Soviet Union. For instance, Guevara advocated for the liquidation of the concept of credit in socialism, even though the form of credit was never liquidated in the Soviet Union:‘In our system [the budgetary system. Our note.] the Bank supplies certain amount of resources to the enterprises according to the budget; here the interest rate is not present’. (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, pp.45-46. Translated from Spanish). -

The same applies to the economic category of profit, which was never liquidated in the Soviet Union but was categorically denied by Guevara within the context of the budgetary finance system in Cuba. Guevara seems to understand mechanically the economic relation of the State with socialised production subjects:

‘…Because the State Enterprise in the conditions of Cuba, is just a centre for production. It has a budget, a budget for production; it should meet the goals of production and deliver its product to the Ministry of Domestic Commerce, or to other state industries. Thus, the enterprise does not have profit, does not have money; all the profit, all the difference between what was sold and the cost belongs to the Cuban state. The enterprise is reduced to production.’ (Che Guevara på Konferensen ‘Økonomi og Plan’ ved Universidad del pueblo i 1961. Oversat fra spansk.

As a matter of fact, the history of the political economy of the Soviet Union has demonstrated that the principle of socialist planning on the basis of socialised forms of production does not contradict the implementation of such economic forms as profit, as long as the latter do not express the relationship between independent producers, but on the contrary is used as one of the indexes of economic effectiveness, etc… To state that profit is not the leading economic criterion in socialist industry is generally speaking correct. However to interpret sole presence of the concept of profit, regardless of its relative weight in the definition of economic effectiveness, as a sign of economic backwardness is strictly speaking incorrect. I artiklen ‘Bank, Credit and Socialism’ afslører Guevara glimrende the vulgar and fetishist economic views of those in Cuba who did not understand the need to re-define the role of banks in a socialist economy and that the economic functions of the banks in capitalism cannot be mechanically transported to socialism. His conclusions are generally speaking correct, correct in the sense of abstract formulations. Det er hans følgeslutninger med hensyn til Vare-Penge forholdet (commodity-money relations) og Værdilovens rolle i overgangsøkonomien. However, they are correct in the abstract and may turn dangerous is applied mechanically to concrete-historical conditions.Unfortunately, the evaluation of Guevara’s economic thought renders confusing and inconclusive since the budgetary finance system is conceived as a result of the struggle with right-wing economic theories, which absolutise the role of commodity-money relations. Det statsfinansielle plansystem er uden tvivl et modtræk og en reaktion mod de højreorienterede revisionistiske økonomiske teorier og fortjener at blive påskønnet som sådan. Further investigations, possibly on the basis of archival materials, will hopefully throw valuable light on the role of mechanicism and metaphysics in Guevara’s economic thought.

Kilder:   

11) L.D. Trotskij * ‘The First Five Years of the Communist International’ * Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.233-4. -

Che Guevara, op.cit. in ‘On the Budgetary System’, p.95. Oversat fra spansk.

J.V. Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1952, p.19-20

Che Guevara, op.cit. i ‘Considerations on Expenses’, p. 46. Oversat fra spansk.

A. Mora, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 227.

E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 70.

Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.47. Oversat fra spansk

Che Guevara, op.cit. in ‘About the Budgetary System’, p.80 Oversat fra spansk

Che Guevara, in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 142.

Carlos Rafael Rodriguez i “Che Guevara Cuba y el camino al socialismo”, New International, New York, 2000, p.42. Oversat fra spansk.

M.Voeikov and S.Dzarasov, ‘Economic Views of L.D. Trotsky’ in Voprosi Ekonomiki No.11, 2004, p.152.

The Soviet Economy in Danger, in ’Writings of Leon Trotsky 1932’, Pathfinder Press, New York,1973, p.260. Underlined by us.

P.I. Lyashchenko, History of the People’s Economy of the USSR, Moscow 1956, Volume III, p. 153. Oversat fra russisk.

Che Guevara, ‘Che y la Economia’, Editorial de Ciencias Sociales, Habana, Cuba 1993, p. 74. Oversat fra spansk.

F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 362).
(I. Nagy, ‘On Communism’, Frederick A. Praeger Publishers, New York, 1957, p. 98.

Che Guevara, op.cit. in ‘Socialist plan: its meaning’, p147.Oversat fra spansk.

Mao Tsetung, A Critique of Soviet Economics, Monthly Review Press, New York and London,1977, pp.135-136.

Che Guevara, i ‘On Production Costs and the Budgetary System’, trykt i “Man and Socialism in Cuba”, Atheneum, New York, 1973, p 114.

Che Guevara, på konference n ‘Økonomi og Plan’ på Universidad del pueblo – 1961. Oversat fra spansk.

Indianere nægter at være “amerikanere”

20 december 2007 * 

Efterkommere af Sitting Bull, Lakotaindianerne, har beslutet at bryde alle sine traktater med USA og anser sig ikke længere være “amerikanere”. Indianernes ledere har meddelt udenrigsministeriet at de 150 år gamle traktater ikke gælder længere. Lakotaindianerna vil istedet selv udstede pas og kørekort.Amerikanere som bosætter sig på deres jord og afsiger deres US-amerikanske statsborgarskab slipper for at betale skat.Århundreders undertrykkelse og folkemord på Amerikas oprindelige indbyggere viser sig idag bl.a ved at middellevealderen blandt lakotamænd er blandt de laveste i verden, 44 år.

Neo-nazister vil “demonstrere” i Tjekkiet

24. Okt. 2007 *

Nazi-provokation i Prag:

Neo-nazisterne i Tjekkiet planlægger en demonstration i Prag på årsdagen for Krystalnatten  

Neo-nazister findes også i den tjekkiske hovedstad. Og med vanlig sans for timing har de anmeldt en march gennem Prags jødiske Josefov-kvarter den 10. november. En march, som byens lokale myndigheder har givet grønt lys for, oplyser avisen Hospodarske Noviny.Senere sagde byrådet nej.Hvorefter en domstol gav grønt lys til fascisternes provokation med henvisning til “menneskerettighederne, og ytringsfriheden”. Nu trækkes den tjekkiske præsident ind i striden. Præsidenten opfordres til at skride ind mod neo-nazister, der vil demonstrere på årsdagen for Krystalnatten den 10. november 1938. Datoen er ikke tilfældig. Den 10. november er det 69 år siden, at nazisterne i Hitlers Tredje Rige gennemførte en “terror”-offensiv mod Tysklands millioner af “jødiske undermennesker” kaldet Krystalnatten – en aften, der begyndte den 9. november 1938, og en nat, da et stort antal jødiske butikker og kirkegårde blev smadret og sat i brand. 26.000 mennesker blev fængslet, og alene i Tyskland og Østrig blev over 100 jøder dræbt på få dage. Anledningen, udtænkt af Hitlers propagandaminister, Joseph Göbbels, var mordet på en tysk diplomat i Paris, udført af en jødisk flygtning. Ifølge Göbbels viste attentatet i Paris at man ikke kunne stole på de “jødisk- kommunistiske undermennesker”, som nazisterne i mange år havde udpeget som “mordere”, “tyve” og “terrorister” der “planlagde at nedbryde den vestlige kristne civilisation”.

Årsdag for Krystalnatten

Hverken datoen eller stedet for den planlagte demonstration er tilfældig.Demonstrationen, der arrangeres af Unge Nationale Demokrater, handler officielt om at “protestere mod Tjekkiets deltagelse i besættelsen af Irak”. Men de unge nynazister ønsker – fuldstændigt ufølsomt – at demonstrere i Prags jødiske Josefov-kvarter netop den 10. november – årsdagen for Krystalnatten i 1938, da et stort antal jødiske butikker og kirkegårde blev smadret og sat i brand. En klar provokation – Nu opfordrer den amerikanske forskningsinstitution Simon Wiesenthal Center præsident Vaclav Klaus til at gøre sin indflydelse gældende og standse demonstrationen trods domstolens “henvisning til ytringsfriheden”:

“Hundrede millioner ofre for Anden Verdenskrig betalte prisen for misbruget af sådanne rettigheder, der efterlod selve demokratiet forsvarsløst,”  

skriver centret i et brev til den tjekkiske præsident.

Prag bør huske historien

Simon Wiesenthal Center opfordrer præsidenten til at afværge “forstyrrelsen af den offentlige ro og orden” og understreger ifølge The Jerusalem Post, at alt andet vil efterlade pletter på Tjekkiets omdømme.

“Prag – mere end nogen anden by – bør genkalde sig den direkte forbindelse mellem Krystalnatten og den tjekkiske overgivelse i München af overherredømmet til Hitler,” 

skriver dr. Shimon Samuels til præsident Klaus. 80.000 tjekkiske jøder blev syndebuke og ofre for den nazi-tyske imperialismes aggression inden og under den Anden Verdenskrig. I dag har Tjekkiet et lille jødisk samfund, der tæller nogle få tusinde mennesker. De første jøder udenfor Palæstina og den arabiske verden menes at have bosat sig i Praha – Prag – for omkring 1000 år siden.

Om den russiske revolutionens betydelse

9.nov 2007

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  ”den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag,  hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassen

Kontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.

I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs  afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at f