Kina : Ny mineulykke koster 87 arbejdere livet

22.Nov 2009 05:45

Kapitalismens Kina: Endnu en mineulykke kræver  87 arbejdere livet .

CHINGCHING (Xinhua) : Fredag nat blev 528 minearbejdere udsat for en eksplosion i Chinching-mineen hvor de udvinder de for Kinas industrier så vigtige kulråstoffer. DE fleste minearbejdere nåede i kraft af deres årvågenhed og nærhed til skakterne at slippe ud af minen med livet i behold.
Men 87 af deres arbejdskammerater befandt sig i vanskelige positioner; 5oo meter under jorden, nåede ikke ud og blev ofre for den elendige sikkerhed i Kinas kapitalistiske mineindustrier. Stadig befinder 21 minearbejdere indespærrede i minen. Det er usikkert hvor meget ilt og vand de indespærrede arbejdere har for at overleve udover de 24 timer som allerede er gået.

Ifølge officielle kinesiske kilder døde flere end tre tusinde 200 mennesker under “ulykker” det kapitalistiske Kinas kulminer alene i år 2008.

DEUTSCH: 21.Nov. 20.09 – Kina: 87 Bergleute bei Gaseksplosion umgekommen
Fast 87 Menschen sind bei einer Gaseksplosion in einem Kohlebergwerk im Nordosten Chinas ums Leben gekommen. 21 Bergleute werden noch unter Tage vermisst. Nach Angaben der Rettungsleitstelle hatte ausströmendes Gas die Eksplosion verursacht. Das Unglück ereignete sich im Bergwerk Chinching nahe der russischen Grenze in der Provinz Heilongjiang. Zum Zeitpunkt der Eksplosion um 2 Uhr 30 Uhr Ortszeit arbeiteten 528 Arbeiter unter Tage, teilte die Behörde für Arbeitssicherheit mit. 389 Kumpel entkamen der Eksplosion.

9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

9.Nov 2009 – 20:34

71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!

Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.

Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre

April 2009 -

Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser

Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor; Dr. Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.

Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.

Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.

Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris

Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos

+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +

For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.

I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.

Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.

Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).

Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.

N O T E R -

*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.

Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) .    *      *      *     *   *    *      *     *      *   *    *   *  *     *  *  *     *   *  *      *      *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)

Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)

Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen

New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.

*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internatioionale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mikakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling , ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa – udenfor Sovjetunionen – blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og et flertal af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver, jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Pan Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod landets jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 åres venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år. Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede

6.Sep-2009 -

Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde

DORTMUND (Rote Fane) Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i den vesttyske by Dortmund´s gader. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op inde i Dortmund´s centrum med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP

ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)

Dortmund (Korrespondenz), 5.SEP. 2009: Største politiopbud i Dortmunds historie for at beskytte neo-nazister :
Wir waren heute bei der großen antifaschistischen Kundgebung in Dortmund dabei und wollen euch einen aktuellen Zwischenstand berichten:
Ein riesiger Skandal ist, dass den Faschisten von den “autonomen Nationalisten” eine Kundgebung im Dortmunder Norden genehmigt wurde – in letzter Minute durch das Bundesverfassungsgericht. In ganz Dortmund fanden insgesamt ca. 30 antifaschistische Kundgebungen, Demonstrationen, Straßenfeste usw. statt. Zigtausende Dortmunder bekundeten ihren antifaschistischen Protest.

antinazi.wordpress

“Fædrelandet kalder” – verdens største statue truet af sammenbrud

21.Apr. 2009
VOLGOGRAD,Rusland (RIA-NOVOSTY) -

Verdens største statue i Mamajev Kurgan-mindes-komplekset for de faldne under slaget om Stalingrad trues af kollaps

Verdens største statue, Fædrelandet kalder, eller Stalingrad-statuen på Mamajev Kurgan- komplekset i Stalingrad, som Hrustjov-revisionisterne i 1956 fjernede fra landkortet og og omdøbte den til Volgograd for at tilfredstille de antikommunistiske og kontrarevoluionære kræfter i ind- og udland, , er nu truet af sammenstyrtning efter mere end fyrre år. Statuen, Moder Rusland vejer 8 000 ton, bare sværdet kvinden holder i sin højre hånd måler 27 meter og vejer alene 14 tons og 300 kg.

Moder Rusland, bygget til minde om de faldne ved det 200 dage lange slag om Stalingrad forestiller - en kvinde som smeder et sværd.Hele mindeskompekset – Mamayev Kurgan eller Stalingrad-mindesmærket tog otte år at skabe .
Sammenlagt faldt en og en halv million soldater under kampene og byen blev næsten helt jævnet med jorden. Flere end 40 000 civile faldt også under de fascistiske styrkers angreb på Stalingrad.
Den 85 meter høje Moder Rusland – mindesmærke over de faldne i det heroiske slag om Stalingrad – skuer
ud over det tidligere Stalingrad, som Moskva-revisionisterne fratog dens heroiske navn og omdøbte til Volgograd i 1956 . * *

kilder: ria-novosti 17.Apr

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Kina:12 arbejdere døde efter eksplosion i mine-skakt i Shanxi-provinsen

16.Maj 2009 – 17:42

PEKING (NTB) Kun fire af minearbejderne som arbejdede med udvindingen af de for Kina så vigtige kul-råstoffer slap uskadt fra den eksplosion der idag ramte en mineskakt i Funlan-minen i det nordlige Kina.

De 11 døde av kvælning, sagde Li Yuang som er bestyrelsesformand i det kapitalistiske selskab som driver mine i udkanten av byen Shouzhou i Shanxi-provinsen. Statlige inspektører var på vei til stedet for at granske ulykken, tilføjede han.

Lørdagens ulykke var den foreløpig sidste i en mineindustri som i fjor måtte rapportere om ulykker med til sammenlagt 3.215 dræbte.
Det var ganske vist noget mindre end året før, men alligevel meget højt også i internasjonal målestok.

Kina er en av verdens største produsenter av kul. Landets kapitalistiske økonomi behøver enorme mængder energi og det er især den kinesiske industri har som har et stort behov for energi som først og fremst dækkes av kulminerne.

Tallet på dødsulykker i mineindustrien i Kina ligger år efter år i toppen af den kedelige statistik der tæller antallet af dræbte arbejdere
De offisielle tal regnes også som usikre, fordi mange kapitalistiske mineejere undlader at rapportere ulykker. (©NTB)

I februar kostede mineudvindingen i Tunlan-minen i det nordlige Kina 22 arbejdere livet

China says 12 dead, 11 missing in mine, sea mishaps
16 May 2009 08:00:41 GMT
Source: Reuters
BEIJING, May 16 (Reuters) – An explosion in a mine in northern China has killed 11 miners and injured three, state television reported on Saturday.
The accident occurred in Shanxi, the country’s biggest coal-producing province. China’s pits, the world’s deadliest, claimed the lives of about 3,000 miners in 2008.
In a separate mishap, state television said rescuers held out little hope of finding survivors after a ship with 12 people on board capsized off the coast of Liaoning in northeast China.
The ship, which was transporting sand, overturned on Friday evening. One body has already been recovered. (Reporteret af Zhou Xin og Alan Wheatley; Editing by Alex Richardson)

Italien: Kapitalistisk byggesjusk kostede

9 April 2009 – 16:39

Torne og slotte fra middelalderen stod stadigt og stabilt efter jordskælvet i Italien i mandags, mens moderne lejlighedskomplekser ramlede sammen som korthus under jordsskælvet, hvilket har oprørt mange italienere.
-
Indbyggere i L’Aquila leder efter overlevende efter jordskjælvet.
Udbredt ansvarsløshed førte til at så mange bygninger kollapsede ved jordskælvet i mandags, udtaler Italiens president Giorgio Napolitano.
Præsidenten besøgte katastrofeområdet i dag og efterlyste en “samvittighedsgranskning” blandt de kapitalistiske bygherrer, inspektører og ejendomsmæglere, som er ansvarlig for byggeri og salg af ejendomme som ifølge præsidenten skulle have modstået jordskælvet hvis sikkerhedsnormerne var blevet fulgt.
Jordskælvet i Italien bliver dermed endnu en tragisk bekræftelse på at “det frie kapitalistiske initiativ” til at bygge boliger til “den pris som markedet fastsætter” koster menneskeliv.
Det kapitalistiske erhvervsliv har i kraft af deres indflydelse og kontakter i den kapitalistiske statsadministration sat kæppe i hjulet for en hårdere lovgivning om byggerier i jordskælvsramte områder, som realiteten allerede blev vedtaget efter et jordskælv for syv år siden hvor 27 børn i en skole døde.
Italiens regering beregner at regningen for genopbygge og reparere de omkring 10 000 ejendomme som blev skadet under skælvet løber op i ca 3 milliorder €uro ~ 26 milliarder kr.
Samtidigt er bekymringen for at virksomheder som styres af stråmænd for de storkapitalistiske forretningsmænd fra den kapitalstærke maffia, som er kendte for at fortolke byggeregulativerne og siukerhedsnormerne meget liberalt – , igen skal få del af de saftige ordrer på genopbygningsarbejdet. Det var hvad der skete efter et af det ødelæggende jordskælv i 1980 ike langt fra Napoli som krævede flere end 2 500 menneskers liv..
Nogle af de mennesker som blev hjemløse bor stadig – næsten 30 år efter – i midlertidige barakker. De er altså på det som ifølge den kapitalistiske oligark, mediefyrste og statsminster Silvio Berlusconi kalder “camping-weekend”.
Dødstallet efter skælvet i mandags blev sent skærtorsdag aften optalt til 279, hvoraf mindst 20 børn. Stadig savnes flere mennesker.
Redningsarbejderne have hen på eftermiddagen ikke fundet nogle overlevende på 30 timer, men regeringen har sagt at eftersøgningen skal fortsætte i det mindste nogle dage til.

Kapitalistisk prostitution: Kvinder brændemærkres som kvæg

15.Marts 2009 – 16:05

Menneskehandlere og bagmænd brændemærker – bogstaveligt talt – afrikanske kvinder.

Den smertefulde mærkning fungerer som stregkoder på handlede kvinder, der bliver solgt som sexslaver til det kapitalistiske prostitutionsmarked i Danmark.
Det er et nyt fænomen herhjemme, men et kendt eksempel i pigernes hjemlande, hvor alfonser betragter pigerne som kvæg.
Det fortæller Dorit Otzen, forstander på Reden, et værested for prostituerede, til DR-nyheder . Hun har mødt mange af de afrikanske kvinder som slaver i den kapitalistiske prostitution i Danmark og med egne øjne set brændemærkerne på pigernes arme og hofter.
Mærkerne er forskellige, men budskabet er det samme hver gang det samme, siger hun.
- Du kan ikke slippe væk, jeg kan altid finde dig, det er mig, der bestemmer, siger Dorit Otzen.
De uhyggelige spor i huden laves for det meste med brændejern, opvarmede barberknive eller glødende vandrør. Med inspiration fra kvæghyrder.
- Kvinderne er kvæg i mange af de hers øjne. Vi har siddet i danske retsale og hørt alfonserne kalde sig selv hyrder – de vogter kvæg, siger Dorit Otzen.
På Rigshospitalets Brandsårsafdeling kan overlæge Bjarne Alsbjørn nu også registrere, at de brændemærkede sexslaver, er i landet.
- Det er noget nyt for os, vi har ikke set det før, siger han.
Han har på det seneste behandlet kvinder, der vil af med mærkerne – der ligner stregkoder.
Det er en ganske simple ting, ligesom en stregkode, siger Bjarne Alsbjørn.

Kvinderne vil ikke udtale sig

Men kvinderne er umulige at få i tale, og derfor ved overlægen ikke, om kvinderne er sluppet ud af prostitution – eller om de ender tilbage hos bagmændene, efter han har udskrevet dem.
- Kvinderne er meget fåmælte om det. De vil bare af med brændemærket, og det er det, siger Bjarne Alsbjørn.

Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”

30.Sep. 2008 – 11:23 *

75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.

Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.

1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *

4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?

5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

Antallet slaver højere end nogensinde i kapitalismens historie

22.Sep. 2008 02:34 *

Ny bog af historikeren Dick Harrysson påviser at antallet slaver i den nuværende kapitalistiske verdensorden er det højeste i kapitalismens femhundrede årige historie.

Liste over nazisternes jødiske offrer

18,Sep 2008 – 11:49
Forskere i Tyskland har nu for første gang nedskrevet en detaljeret liste over de omkring 600.000 jøder som blev diskrimineret og forfulgt af Hitlertidens nazister.
På de omfattende lister er oplysninger om adresser og deportationsdag for de hundretusinder af jøder som levede i Tyskland mellem 1933 og 1945, da Hitler og nazipartiet havde magten.
Tanken er at listen, som endnu langt fra er endelig , skal gøre det lettere for fortsatte efterforskninger for både historikere og privatpersoner. Kopier af listen skal sendes ud til museer og institutioner.
Hovedparten af de jødiske offrer for fascismen boede dog ikke i Tyskland, men i Polen og Sovjetunionen.
Ialt omkom flere end 12 millioner mennesker – hovedparten ikke-jøder – i de nazistiske tilintetgørelselejre (kz) som for alvor bliver fyldt under krigen efter “Endlösung”-konferencen i Wannsee den 20.januar 1942
– * Krystalnatten 10. November 1938 :Brændende synagoge i Essen
Under krystalnatten som var en nazitysk rigs-progrom mod landets jøder som hævn for et “jødisk terrorattentat” mod den tyske ambassade i Paris. Progromen er “Tysklands hævn” for terror-attentatet på den tyske ambassade i Paris hvor en “jødisk terrorist” myrder en tysk diplomat. “Officielt” mister 91 jøder livet under jagten på “jødiske undermennesker og terrorister” under krystalnatten.

11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten

11.Sep 2008 *

11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.

Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen. Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne. I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han: “- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.” Denne hans tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet. Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren. Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han: “-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.” I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende: “-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.” Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti(PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan: “- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.” En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer. I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det: “En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner: 1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder; 2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt … 3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.” Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik. I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter. Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind. Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret. Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket. Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej. Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde. Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark. Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem. At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning. På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror. Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes. Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet. Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen. Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen

september 2008 *

Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.

Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.

Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.

Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.

I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:

“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”

Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.

Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:

“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”

I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:

“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”

Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:

“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”

En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.

I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:

“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”

Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.

I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.

Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.

Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.

Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.

Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.

Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.

Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.

Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.

At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.

På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.

Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.

Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.

Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.

Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-

Brasil:Elleve soldater arresteret efter mord i Rio de Janeiro

17 Juni 2008 – 00:42
Elleve soldater er blevet anholdt af politiet i Brasilien. De mistænkes for at have udleveret tre unge mænd til en kriminel bande som siden myrdede dem.
Ligene af de tre, 17, 19 og 24 år gamle, blev fundet i søndags på en losseplads i Rio de Janeiro.
Vidner har fortalt om hvordan soldaterne anholdt trioen i lørdags i et slumområde hvor titusinder af arbejds- og hjemløse forsøger at skabe sig et hjem. De skal derefter være blevet udleveret til ligamedlemmerne i et andet område.
Soldaterne har været udposterede i det fattige slumområde siden december for at beskytte et socialt projekt.

Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.

5.aug 2008 – 12:30

“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.

Fisk for sex

På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.

50 millioner flere sulter

De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.

“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.

Anna Sandvig Brander/ e24.no

Canada: officiel undskyldning til landets oprindelige folk; 138 år efter starten på den kolonialistiske tvangsassimilering

12 juni 2008 – 03:54 *
Canada´s ledende politiker kom i går med en formel undskyldning for at have tvunget 150.000 af Canadas oprindelige folks børn til at gå i skoler hvor mange af dem blev udsat for seksuelle og andre fysiske overgreb.
Disse skoler – residential schools – for “the aboriginals” eller “native canadian” – inuiter,indianere m.fl – var et led i den kolonialistiske tvangs-assimiliering af Canadas oprindelige folk. Skolerne – skulle – generation efter generation viste det sig – sikre at de oprindelige folks og deres børns modstand mod de nye kapitalistiske koloniherrer´s (kristne-) kultur blev nedbrudt , at deres egen kultur og værdighed som selvstændigt folk blev elimineret og knust.

Titusinder børn af Canadas oprindelige folk -indianer og inuiter – blev så tidligt som i femårsalderen taget fra deres forældre for at blive opdraget på kristne kostskoler og børnehjem hvor de blev forhindret i at tale deres modersmål. Mange af dem blev udsat for seksuelle og fysiske overgreb. -

Nu er der åbenbart ikke brug for denne tvangsassimilering. Måske er det baggrunden til den “følelsesladede” undskyldning fra Statsminister Stephen Harper der i parlamentet sagde at det ikke er muligt at retfærdiggøre det som pågik i de skoler som blev drevet af den kristne kirke, fra 1870´erne frem til 1970´erne. Den samme “tvangs-integration” – med forbud mod at tale deres modermål blev de oprindelige “indianske” indbyggere´s børn i USA også udsat for.

- Canadas regering beder oprigtigt om undskyldning og beder de oprindelige beboere i det her land om tilgivelse for at have behandlet dem grundlæggende forkert. Vi er kede af det, sagde Harper i sin tale. ….. “Today we recognize that this policy of assimilation was wrong, has caused great harm and has no place in our country. …..
This policy has had a lasting and damaging impact on Indian culture, heritage and language.”
……
The government recognizes that the absence of an apology has been an impediment to healing.
…..
To the approximately 80,000 living former students and their family members… we recognize it was wrong to forcibly remove children from their home.
….

Men som denne artikel viser er alt ikke som Canadas regering gerne vil have det til at se ud til at være:
Government still failing aboriginal children

Og denne artikel

Allerede i 1998 kom “the statement of reconciliation” og “the financial settlement” i 2005 – . Derefter troede Canadas borgerligt-reformistiske etablissement at “denne kedelige episode i nationens historie var lukket” (” have closed this sad episode in the nation’s history”. )
Det er sikkert baggrunden til at Canadas Prime Minister juni 2008 holdt en følelsesladet tale i parlamentet House of Commons and deliver and unequivocal mea culpa on behalf of all Canadians – and to recognize that the residential schools program contributed to many of the social problems that are still with us.” som en skribent slår fast

Kort over det kolonialistiske Canadas “residential schools” skoler for tvangsassimiliering for den oprindelige befolkning hvor deres modersmål var forbudt.

I neo-kolonialismens kølvand: Tragisk bølge af selvmord på Grønland

15 juni 2008 – 14:07
Følgerne af Kongeriget Danmarks kolonisering af Inuiternes land – som vi kender som Grønland er åbenbare og skræmmende : Inuiterne er i løbet af ca 100 år blevet påtvunget en livstil tilpasset de kapitalistiske danske koloni-herrers krav. Udover den kulturelle “holocaust” mod inuiterne som har gjort alkoholmisbruget til en folkesygdom bliver der nu rapporteret om så mange selvmordsforsøg på Grønland´s østkyst at det ligner en epidemi.

Himlen er grå, og i forgrunden ligger blok 12, en af de mange slidte femetagers betonkasser, som danske embedsmænd placerede i Nuuk i 1960’erne.

Fra taget hænger en ung mand i armene, holdt oppe af en teenager, som ligger fladt. Teenageren holder selvmorderen fast i flere minutter, indtil redningsmandskabet kommer de to til undsætning.

Billedet er taget sidste torsdag og ligner til forveksling det, en anden fotograf tog fire dage før. Her er det taget på blok 17 i Nuuk, som er kulissen for en enlig mørk silhuet stående krumbøjet nær afgrunden.
Også dette selvmord bliver dog afværget.
Tendensen går igen andre steder i Grønland.

I byen Tasiilak med 1.800 indbyggere er det næsten hver dag nogen som forsøger tage sit liv.
Sidste week-end måtte politiet rykke ud seks gange for at forhindre dødslängtande ungdomar. Man känner inte till orsaken till de många självmorden.
En undersøgelse fra sidste år viste at hver femte av Grønlands 15-17 åriger har forsøgt at tage sit eget liv, og på østkusten er det endnu flere.
” – Vi kan intet gøre ud over at bringe dem til lægen, hvor de får en indsprøjtning, så de kan sove den af. Og dem, der ikke vil falde til ro, sætter vi i detentionen efter lægelig godkendelse«, siger lederen af den lokale politistation, Kristian Sinngertaat til avisen Politiken.”
“-Under mine 28 år som politimand i Tasiilaq har jag aldrig nogonsinde oplevet så mange forsøg til selvmord. Det er en epidemi, afslutter politichefen.

Hvordan

Endnu et socialdemokratisk selvmål

DEcember 2004

Kommentar

Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”umenneskelige religion” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare. 

Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen - skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at

“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)

For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.

I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet. 
 – Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:

”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. 
(Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).

Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
 (G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.

Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?

SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.

I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod. 
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. 
 Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. 
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”

I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :

“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).

Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.

PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:

”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”

Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland. -
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet. 
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:

”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”

Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering. 
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

N O T E R

1*) Alle Dimitrov- citater stammer fra beretningen til KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. 
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
2) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
3) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
4) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU

Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”

15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad “Weekend-avisen” – også kaldet “Weekend-liberalisten”1*)
Hr. Arzrouni har – weekend efter weekend i flere år – “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Fyringen af ultraliberale skribent sker diskret i det sidste nummer af “Weekend-liberalisten” bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel.
1 *) Også kaldet “Weekend-liberalisten” fordi avisen og dens kapitalistiske stødtroper og bagland i det kapitalistiske erhvervsliv under ugens fem arbejdsdage kræver statstøtte for så i weekenden at dyrke de liberale principper om det “frie kapitalistiske marked” uden statslig indblanding.

Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.

Læs videre i :Plagiater og stor humor

Kina: Kapitalistisk byggesjusk skyld i tusinder af skoleelevers død har ført til forældreprotester

4.juni 2008 – 06:54 *

Jordskælvet i Kina:

Forældre anklager:byggesjusk slog vore børn ihjel
I den lille landsby Wufu klarede næsten alle bygninger jordskælvet. Men et stort hus – skolen – rasede sammen og 300 børn blev dræbt.
Scenen gentages i landbyer og byer i hele det ramte område

270 elever omkom

De demonstrerende forældre havde alle børn på gymnasiet i Juyuan nær Dujiangyan, hvor 270 elever døde under det kraftige jordskælv 12. maj.

Omfattende kapitalistisk byggesjusk bag mange dødsfald 

En redningsmedarbejder har tidligere udtalt til The Southern Metropolis News, at skolens murbrokker afslørede, at bygningen ikke havde stålforstærkninger i konstruktionen, kun jernwirer.
Derfor anklager forældre myndighederne for, at dårligt byggede skoler er skyld i deres børns død.
Mens andre bygninger overlevede det voldsomme jordskælv i den kinesiske Sichuan-provins, så kollapsede skolerne ned over eleverne.

Det har skabt stor vrede i Kina og har fået mere end 100 kinesiske forældre til at gå på gaden og protestere over myndighederne.

Forældre skubbet væk
»Fortæl os noget,« råbte forældrene, mange af dem med billeder af deres afdøde børn i hænderne.

Kapitalistiske bygherrer snyder 

Mange af forældrene mener, at skolernes ringe standard skyldes de kapitalistiske bygherrer, der springer over, hvor gærdet er lavest for at at score kassen.

Som resultat blev 7.000 skoler ødelagt under jordskælvet, der blev målt til 7,9 på Richterskalaen.

Skoler er blevet en varm kartoffel for hele Riget

Men det er ikke kun forældrene, der er optændt af vrede over de dårligt byggede skoler.

Den tragiske historie har også grebet den kinesiske befolkning og er blevet en varm politisk sag.

De omfatternde protester har gjort det nødvendigt for de kinesiske myndigheder at starte en udredning af hvorfor netop skolebygninger rasede sammen i så stor udstrækning under jordskælvet.
Alle som findes ansvarlige for fuskbyggeriet vil blive straffet skriver nyhedsbureauet Nye Kina.

Den statslige tv-station har da også gentagne gange vist præsident Hu Jintao og andre toplederes besøg på skoler, der midlertidigt er blevet oprettet efter jordskælvet.
Samtidig fortsætter Beijing med at opmuntre kritik af “lokale” myndigheder for på den måde at undslippe ansvaret for de kapitalistiske skandaler og udpege “syndebukke” for de folkelige protester.
Dennne “del og hersk”-taktik har mange journalister iagtaget. Den bliver nu anvendt i stor skal for at undgå at de omfattende protester skal udvikle sig til en bevægelse mod den kapitalistiske udvikling som bærer ansvaret for byggesjusket,koruptionen massearbejdsløsheden. En kapitalistiske udvikling som K”K”P-lederne i Beijing har garanteret deres kapitalistiske støtter i ind- og udland.

Dødstal stiger

Mens forældrene demonstrerer, så stiger dødstallene fra Kinas værste katastrofe i tre årtier.
Ifølge de seneste oplysninger har jordskælvet i sidste måned hidtil krævet 69.107 menneskeliv. Stadig savnes 18.200 mennesker mens opimod 288,431 er sårede eller har fået alvorlige skader.
Fem millioner mennesker er blevet hjemløse som en følge af skælvet.
Derudover er fem millioner kinesere blevet hjemløse.

Jordskælvet gjorde dette spædbarn forældreløs i Beichuan. Sygeplejersken på hospitalet i Mianyang i Sichuan provinsen er foreløbig hendes nye moder.

FN:s millennium-mål om mindsket småbarns- og mødredødelighed i fare

11 april 2008 – 03:55 *
FN:s millenniummål at mindske småbarns- og mødredødeligheden frem til 2015 ser ud til at forsvinde i den kapitalistiske verdensordens jagt efter profitter og overskud på “bundlinjen.
Mindre end en fjerdedel af de værst ramte lande er på vej til at nå målet, ifølge en vurdering som offentligjordes i medicin-tidskriftet The Lancet.
Mens nogle lande, især Kina, har gjort store fremskridt så har udviklingen i mange flere, især i Afrika i den ikke-arabiske del syd for Sahara, enten stagneret eller gået tilbage,ifølge rapporten.
Flere end ti millioner af jordens menneskebørn dør inden de fylder fem år.
I mindst 15 af de værst ramte lande får hvert femte barn aldrig opleve sin femårsdag.

På den anden side er meningen med den nuværende kapitalistiske verdensorden ikke at redde liv, men at sikre den maksimale profit til klodens dominerende kapitalister hvad enten de bor i USA, EU,Kina,Rusland eller Japan.

Renovationskrisen i Napoli: Sammenstød mellem politi og demonstranter i Napoli

24 maj 2008 – 12:15
Den kapitalistiske renovationskrise førte i går aftes til sammenstød mellem politi og demonstranter som modsætter sig opførslen af endnu skraldeaflastningsplads som regeringen i Rom har beordret “for at lindre” skraldekrisen i Napoli.
Fem demonstranter blev anholdt. mens flere blev skadet – lindrigt; ifølge mediekilder.
-
Politiet var udrustet med knipler og tåregas som blev anvendt mod demonstranterne som bl.a. kastade sten. Omkring 1.000 personer forsøkte at blokere vejen til den nye udpegede losseplads i Napolis nordvestlige udkant.
De protesterende stoler ikke på myndighedernes løfter om at skraldet vil blive håndteret på en sikker måde.
Renovation i Napoli kontrolleres af den kapitalistiske Camorra-organisation som scorer store profitter på både legal og illegal affaldshåndtering. Det er blandt andet kommet frem at der kommer store mængder giftigt industriaffald til skraldepladserne i Napoli hvoraf flere ligger indtil befolkede områder.

Idag gik flere tusind napolitanere ud på gaderne for at protestere mod renovationskrisen.
Ifølge en ny lovgivning skal lossepladserne betragtes som militær-zoner.

Napoli: Skraldet ligger nu under militærets kommando.
-
Stinkende affald i Napoli´s gader
-

Børn solgt som slavearbejdere i kapitalismens Kina

30 april 2008 – 15:11 *
Flere end tusind børn og unge slider som slavearbejdere i Kinas kapitalistiske industrier.

Børn fra 7 til 16 år er rekruteret fra et fattigt landbrugsområde i provinsen Sichuan i det sydlige Kina, rapporterer avisen China Daily. Ligaen som rekruterede dem fik hvad der svarer til 220 kroner for hvert barn. Børnene får omkring 2:25 kroner i timen for det arbete.
Dagen inden havde avisen Southern Metropolis en reportage hvor det fortælles at børn er blevet solgt “som kålhoveder” til værksteder i Dongguan. Nogle hundrede børn er hidtil blevet reddet fra fabrikerna i Dongguan.

Ny arbejderbeskyttelseslov

I fjor blev en lov med visse forbedringer af arbejder-beskyttelsen i Kina, efter afsløringer om at børn og mentalt handikappede blev udbyttet under slavelignende forhold.
Nu har en special-gruppe tilsat for at redde de andre og anklage de som ligger bag børnehandelen.
-Vores arbejderbeskyttelse og vor faglige organisation skal udrede situationen i alle virksomheder i byen, siger Wang Yongquan, talsmand for myndighederne i Dongguan.
Alle vil dog ikke blive reddet, der findes børn som har taget jobbet “frivilligt” som det udtrykkes. I det område som børnene kommmer fra, er landbruget ikke i stand til for at forsørge en familie og mange forældrer er “glade for at deres børn tjener penge”.

Siemens: Systematisk kapitalistisk korruption for over 11 milliarder kr. afsløret

29.apr. 2008
Samtidig som storkapitalisterne bag tyske selskaber som Siemens, Volkswagen, Daimler kræver længere arbejdstid og lønnedgang – udmøntet i Hartz IV-loven – for tyske arbejdere afsløres den ene korruptionsskandale efter den anden. Denne gang er det Siemens-direktørerne der er blevet afsløret-

En intern undersøkelse i den tyske industrigigant Siemens viser ikke overraskende at selskapet har overtrådt lovgivningen i mange lande – samt Siemens´ egne interne regler. I mange tilfælde er det avdekket ren korrupsjon.
Det fastslår det internationale advokatfirma Debevoise & Plimton i sine konklusjoner, som blev offentliggjort tirsdag aften.

Korrupsjonsskandalen skal ifølge Debevoise & Plimton ha et omfang på over 11 milliarder norske kroner, skriver Süddeutsche Zeitung.

Skjulte pengebinger

Undersøkelsen gjelder perioden 1999 til 2006 og dokumenterer bestikkelse og hvitvasking av millliardbeløp. Ulovlighetene er blant annet gjennomført ved at avdelingsledere har opprettet et system av skjulte pengekasser med svarte penger.

- De anførte punktene viser ikke kun direkte korrupsjon, men også mange tilfeller av uregelmessigheter som omgår internasjonal kontroll, heter det i rapporten.

Anklagene mot tidligere Siemens-topper er mange i rapporten. Den nuværende ledelse forventer at den tyske anklagelemyndighet tar seg av oppfølgingen.
Også i Norge

Den tidligere norske Siemens-ansatte Per-Yngve Monsen avslørte i 2005 at Siemens Business Services (SBS) skulle ha overfakturert Forsvaret for kontrakten FISBasis.

Økokrim gav 11. desember 2007 SBS – som er egen juridisk enhet innen Siemens AS – en bøde på 9 millioner kroner for forsettlig bedrageri i forbindelse med overfakturering.

Før denne bøde blev presentert, hadde Siemens betalt vel 75 millioner kroner tilbake til Forsvaret.
I kølvannet av denne saken ble Siemens-direktør Frank Almaas permittert med umiddelbar virkning etter at han ble siktet for korrupsjon. Også Siemens’ tidligere administrerende direktør Hans Lødrup og selskapet selv er siktet.
Bakgrunnen er en golftur til Alicante i Spania i 2004, der Siemens skal ha betalt for fire personer i Forsvaret. Beløpet skal være rundt 17.400 kroner.
24.apr 2008
I første kvartal av forretningsåret 2007/08 betalte Siemens til sammen 127 millioner euro eller godt og vel 1 milliard kroner for konsulenttjenester og forbedring av kontrollsystemer. Dermed er den samlede regningen for slike tiltak oppe i over 1,5 milliarder euro.
Det tilsvarer 12 milliarder kroner, og det vil ikke stoppe der, opplyste Siemens foran konsernets generalforsamling i München torsdag.

52 milliarder i profit i 1-kvartal 2008

Samtidig kan konsernet notere seg for en fortjeneste på nesten 6,5 milliarder euro eller 52 milliarder kroner i kvartalsperioden.

Skandalen om «smøring» av Siemens-kunder, som også har forgreininger til Norge, har skapt spådommer om en skikkelig oppvask på torsdagens generalforsamling. Det var likevel ventet at toppsjefen Peter Löscher ville få beholde jobben.

Sjefene gik

Tidligere har flere av konsernets fremste ledere, blant dem den karismatiske skikkelsen Heinrich von Pierer som styrte Siemens-skuta fra 1992 til 2005, måttet gå fra borde. USAs børstilsyn SEC har kalt korrupsjonen i Siemens «den største slike affæren noensinne».

Ny bog om Antisemitisme i Polen efter befrielsen af KZ-Auschwitz

23 Juli 2006 – * En ny bog om antisemitismen – altså jødehadet - i Polen har rejst en ophidset debat i forfatterens hjemland. I Europa havde jødehadet været en “god” kristen tradition – siden den kriste kirke for alvor fik magten undet det tysk-romerske kejserrige og frem til og under Anden Verdenskrig. Polen som så ofte havde måttet kæmpe for sin egen identitet og selvstændighed var i flere århundreder et fristed for millioner af jøder , f.eks de som havde flygtet fra den kristne spanske inkvisition, men der skete noget i Polen og andre europæiske lande i mellemkrigsårerne da de reaktionære kapitalistiske kræfter opmuntrede den fascistiske tankegang og bragte Mussoloni, Hitler og Piłsudski til magten – Polen forvandledes i 1930`erne – samtidigt med Tyskland – fra at have været et fristed hvor jøder og kristne levede side om side til at blive jøde-hadende og krigsophidsende hvor de herskende reaktionære klasser opmuntrede hadet og frygten for den “jødekommunistiske sammensværelse”. I de kristne kirker sparede præsterne ikke på krudtet i kritikken af de “kætterske” jøder og kommunister.

Da Polen samtidigt blev invaderet og besat af Nazityskland i fem år er det måske ikke så mærkeligt at den blodigste pogrom i fredstid i det tyvende århundredes Europa som forfatteren gør opmærksom på – udspillede sig i den polske by Kielce – et år efter krigens afslutning den 4.Juli 1946.
Progromen mod jøderne i den polske by Kielce i 1946 fik som følge at halvdelen af de jøder – 100 000 ud af 200.000 – som havde overlevet krrigen og den tyske besættelse forlod deres polske hjemland. Mange udvandrede til Palæstina for senere at blive en del af den nye “jødiske stat” Israel. Kielce-massakren blev endnu et argument for oprettelsen af Staten Israel. Kielce-progromen blev endnu en antisemitisk “byggesten” hvorpå Staten Israel blev oprettet i 1948: Og endnu et åbenbart eksempel på forbindelsen mellem zionismen og jødethadet. Zionismen som antisemitismens janusansigt – dens politiske tvilling. Idag ved vi at Staten Israel – og antisemitismen behøver hinanden. Forbrydelser og terror begået af staten Israel opmuntrer (uberettiget) antisemitismen, mens antisemitismens udbredelse med vold og terror mod jøder i Europa som følge styrker udvandringen af jøder til den zionistiske stat. Det var ikke uden grund at flere af de ledende tyske nazister udtalte : “Jeg er også zionist”
Foruden Kielce-massakren som udspillede sig i det befriede Polen – efter befrielsen af KZ-Auschwitz – var der under den nazityske besættelse flere antijødiske progromer bl.a i Juli 1941 i byen Jedwabne hvor 1600 jøder mistede livet ifølge Gross

Gross skrev om Jedwabne-massakren i bogen “Neighbors” – naboer – en bog der også vakte opmærksomhed i Polen.
Om bogen der har fremkaldt stemmer – med ikke ubetydelig opbakning i det “kristent-katolske” Polen som hævder at det er en “antipolsk” bog skrevet af den “antipatriotiske” polak Jan Gross”. 
Forfatteren til disse bøger koncentrerer sig om det kristne chauvinistiske jødehad og progromer i hans fødeland Polen og naturligvis Nazityskland. – – Men var situationen for jøder,Romer og andre etnisk-religiøse mindretal i resten af det tysk-dominerede og allierede Europa – i tiden optil og under den Anden Verdenskrig – meget bedre ?.
– – – – – -
Det er også værd at notere sig at det revisionistiske Hrustchov-støttede Gomułka-regime – som kom til magten i Polen i 1956 efter Hrustjovs berygtede “hemmelige tale ” mod Stalin i marts 1956 på SUKPs 20.kongres – aktivt brugte jødehadet som et led i kampen mod de “kommunister og sådanne jøder som støttede Stalins politik” – for at forsvare de prokapitalistiske reformer (selvforvaltning i virksomhederne> større magt til direktørerne) som for alvor fra 1956 blev gennemført og som førte Polen og Sovjet mod den økonomiske afgrund i 1989.
Gomułka-regimets populistiske antijødiske propaganda – som var knyttet sammen med opgøret med Stalins revolutionære kommunistiske linje som Hrustjov i marts 1956 forsøgte at sætte igang i Sovjet og de folkedemokratiske stater som Polen og Ungarn – blev understøttet af den kristne kirke og i 1956-57 og i 1968 fik Polens jøder mærke konsekenserne af den “nye revisionistiske linje” som var rettet mod “sådanne jøder som støttede Stalins politik”.
I 1968 måtte 20.000 “jøder” i Polen forlade deres hjem, arbejdspladser og hjemland i en progrom iværksat af Gomulka-regimet – støtte af den kristne kirke. Tomasz Gross født i 1947 var en af dem der måtte forlade hans hjemland efter at han blev fængslet i 1968 som en følge af krisen for det revisionistiske regime med stigende protester og uroligheder som regimet forsøgte at aflede med endnu en progrom rettet mod landets jødiske minoritet.

*

Netop i marts måned var det 40 år siden Gomulka-regimets jøde-deportationer. Læs mere i brevet fra Polen :Mindeshøjtideligholdelse af 40 året-for det revisionistiske regimes jøde deportationer/

Her følger en amerikansk anmeldelse af bogen * * * “Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz,’’ * * * af Jan T. Gross

* En gang i de sene 1950’ere, gik et nygift jødisk par arm i arm gennem gaderne i Łódż. Som alle overlevende fra deres generation af polske jøder , havde disse to gennemlevet Holocaust against enormous odds, making the joy of that moment all the more poignant. “Look at them,” snerrede en velklædt forbipasserende hånligt , højt nok at til at de kunne høre det : “Som om de var i Tel Aviv.”
For det yngre jødiske par var budskabet klart : Jews had no business living in Poland, let alone being happy there.*

* * * –The armed guard of the Wroclaw Jewish Committee, 1945-6.

I thought of these two people, who later became friends of mine, as I read Jan T. Gross’s new book:

“Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz.”

Den polsk fødte Gross, a professor i historie ved Princeton University, does not recount their story; even had he known it, there’d have been no room, or time. He has too many greater indignities to relate. He has to tell how surviving Polish Jews, having escaped the fate of 90 percent of their community — three million people — returned to their homeland to be vilified, terrorized and, in some 1,500 instances, murdered, sometimes in ways as bestial as anything the Nazis had devised. One might have thought that if anything could have cured Poland of its anti-Semitism, it was World War II. Polish Jews and Christians were bonded, as never before, by unimaginable suffering at the hands of a common foe. One might also have thought there’d have been pity for the Jewish survivors, most of whom had lost nearly everything: their homes, their youth, their hope, their entire families. Besides, there were so few of them left to hate: only 200,000 or so in a population of 20 million. Instead, returning Polish Jews encountered an anti-Semitism of terrible fury and brutality. Small wonder, then, that nearly as soon as they set foot on Polish soil, most fled all over again. Many went westward, to a place that, oddly enough, had suddenly become an oasis of tranquillity and safety by comparison: Germany. Far from being celebrated, those Poles who had sheltered Jews during the war — and there were many — begged them to say nothing, lest their neighbors deride them as “Jew lovers,” or beat them, or break into their homes (searching for the money the Jews had surely left behind) or kill them. Polish attitudes toward the Germans remain understandably bitter. *

– - – - – -

Under den tysk fødte Pave Benedict XVI´s rejse til Polen i maj , da han besøgte Auschwitz, valgte han at tale mest italiensk. Men som Gross minder os på, in at least one respect many Poles applauded Hitler: just as he offered a final solution to Germany’s Jewish problem, he was taking care of Poland’s, too. Nazi policies toward the Jews, the legendary underground Polish diplomat Jan Karski reported to his government-in-exile in London in 1940, formed “a sort of narrow bridge where the Germans and a large part of Polish society meet in harmony.”It wasn’t only Karski saying so. Eyewitnesses in the Warsaw ghetto saw Poles watching approvingly or even helping out, acting as spotters as German soldiers shot Jews. Polish girls were overheard joking, “Come, look, how cutlets from Jews are frying,” as the ghetto burned. Nazi accounts of Judenjagd, or “Jew hunts,” detailed how Poles pitched in to find any stray Jews the Germans somehow managed to miss. As the deportations proceeded, and practically before the trains had left for Chelmno or Belzec or Treblinka, Poles gathered on the outskirts of towns, waiting to plunder Jewish property or move into Jewish homes. And while the Nazis killed millions of Jews, Poles killed thousands — most famously, as Gross related in “Neighbors” (2001), a book that caused an uproar in Poland, 1,600 of them in the town of  Jedwabne Jedwabne in July 1941 — crimes little noted at the time nor since remembered in Polish history books.With the war over, and to tumultuous applause, a thousand delegates of the Polish Peasants Party actually passed a resolution thanking Hitler for annihilating Polish Jewry and urging that those he’d missed be expelled. Indeed, the mopping up soon began. Returning to their villages and towns, Jews were routinely greeted with remarks like “So, ____? You are still alive.” Their efforts to retrieve property were futile — and, sometimes, fatal. Some Jews met their end on trains — not cattle cars this time, but passenger trains, from which they were thrown off. If the trains weren’t moving fast enough, they were beaten to death.This is a book filled with arresting, appalling images. There’s Treblinka, September 1945: a lunar landscape pockmarked with craters, where Poles had dug thousands of holes searching for gold fillings amid the bones and ashes. Or Polish synagogues disassembled for construction projects, and Jewish cemeteries used for landfill. Or Jewish schoolchildren being harassed and Jewish artisans and professionals denied work.With the police and courts looking the other way, Jews were murdered randomly, or in pogroms. Behind these massacres, invariably, was the old canard of Jews killing Christian children for their blood, but with a new twist: Jews now craved gentile blood not just to make matzos, supposedly, but to fortify their own emaciated selves.In the most notorious episode, 60 years ago this month, residents of Kielce, among them policemen, soldiers and boy scouts, murdered 80 Jews. “The immense courtyard was still littered with blood-stained iron pipes, stones and clubs, which had been used to crush the skulls of Jewish men and women,” the Polish-Jewish journalist Saul Shneiderman wrote the following day. It was the largest peacetime pogrom in 20th-century Europe, Gross says. But he maintains that Kielce was nothing special: during this era, it could have taken place anywhere in Poland. Polish intellectuals, Gross notes, were mortified by what was happening in their country. Only a psychopath, one wrote, could have imagined such cruelty.Days before the pogrom, the Polish primate, Cardinal August Hlold, had spurned Jewish entreaties to condemn Roman Catholic anti-Semitism. Afterward, he charged that by leading the effort to impose Communism on Poland — Jews were in fact prominent in the party, though hardly in control — the Jews had only themselves to blame. The point was seconded by the bishop of Kielce, who suggested that Jews had actually orchestrated the unrest to persuade Britain to hand over Palestine. It was a neat trick: being Communists and Zionists simultaneously. Only the bishop of Czestochowa condemned the killings, and was promptly reprimanded by his colleagues. One wonders how Karol Wojtyla, then a young seminarian, later Pope John Paul II, viewed this cesspool of ignorance and intolerance.
If the Church gave the Jews short shrift, the same was true of the Communists, even the Jewish ones. For them, ignoring the Jewish plight, as well as Polish complicity in wartime atrocities, offered a way to ingratiate themselves with a wary nation. Besides, what was to be done? When Polish Jewish leaders called for the Communists to do something to stop the hatred, one official had a ready rejoinder. “Do you want me to send 18 million Poles to Siberia?” he asked. How can one explain this madness? Gross conjures up the famous remark of the former Israeli prime minister Yitzhak Shamir — that Poles suck in anti-Semitism with their mothers’ milk — only to dismiss it. “Untenable in the light of common sense or empirical evidence,” he says. So, too, Gross writes, are spurious claims of ritual murder or Jewish-Communist complicity. Instead, he argues that Poles were feeling guilty: so implicated were they in the Jewish tragedy, aiding and abetting and expropriating, that the mere sight of those wraiths returning from the camps or exile or hiding, people who knew the Poles’ dirty secrets and held title to their property, was too much to bear. So they murdered Jews or chased them away.But Gross’s evidence, right down to an anti-Semitic revue that was staged in January 1947 near the largest Jewish cemetery on the planet, Auschwitz (a local policeman had the starring role), overwhelms his theory. Such an enormous and varied inventory of inhumanity, one that included the cruelty of children too young to have felt guilt or remorse for anything, transcends any set of historical conditions. A more likely, if less politically palatable explanation, is that through their own state-of-the-art anti-Semitism, the Germans emboldened many Poles to act upon what they had always felt. The comment from Shamir, a Polish Jew himself, may strike us as deeply offensive, simplistic, racist. But whatever Gross may believe, he buttresses Shamir more than he discredits him.Ultimately, what’s far more important than the “why” of this story is the “that”: that a civilized nation could have descended so low, and that such behavior must be documented, remembered, discussed. This Gross does, intelligently and exhaustively. That he digresses from time to time, that his chronology can be confusing, that he repeats himself and occasionally lets his indignation get the better of him, doesn’t really matter.Two additional waves of government-inspired anti-Semitism, in 1956-7 and 1968-9, drove out most of those Polish Jews who, despite everything, had held on. (Among them were those newlyweds; the husband later told me that on his first day in New York he felt more at home than he ever had in Poland.) Now, despite occasional anti-Jewish episodes — in May, for instance, the country’s chief rabbi was punched on a Warsaw street by someone shouting “Poland for Poles” — and widespread suspicions that Jews still run things there, Poland has become a place of necro-nostalgia. Klezmer music wafts out of Krakow’s old Jewish quarter. There’s matzo in every Polish supermarket. And in liquor stores, the faces of happy Hasidim — more than you’ll now see in a lifetime in Lublin or Bialystok — stare out from bottles of Polish kosher vodka, prized for its supposed purity. Meantime, young people with even the most tangential Jewish ties now lay proud claim to their heritage. But as Gross reminds us in this depressing, devastating and infuriating book, the luckiest Polish Jews, not just before Hitler but after, were the ones who got away. / / / / forfattet af David Margolick
New York Times

28.Februar 1986 :Sveriges Statsminister Olof Palme myrdet

28.feb 2008
Sveriges socialdemokratiske Statsmister Olof Palme bliver den 28.februar sent om aftenen offer for det der ligner et politisk mordkomplot. Han er uden politibeskyttelse da han sammen med hustruen Lisbeth spadserer hjem fra en biograftur .
I den “vestlige kristne kulturkreds” – i det vi kalder vores del af verden er politiske mord ganske “normale” og udbredte, også af statsledere. I Sverige, Danmark og Norge derimod har politiske mord været sjældne. Og mord på statens øverste politiske leder var ikke sket i Sverige i over 200 år før mordet på Palme. Det var i 1792 da Kong Gustav III blev “ryddet af vejen” i et skudattentat. Baggrunden for kongemordet skal søges i en sammensværgelse i den feudal-adelige overklasse.
Palme bliver det første offer for et politisk mord i Skandinavien siden Anden Verdenskrig.
Den 17.marts 1992 bliver den 29-årige antiracist Henrik Christensen likvideret i et fascistisk brevbombeattentat i København. Det var det første politiske mord i Danmark siden den tyske besættelse.
Den eller snarer de som stod bag begge disse mord er endnu ikke identificeret , endsige dømt.

HVORFOR BLEV OLOF PALME MYRDET ?

    Mordet på Olof Palme er stadig uopklaret og omkring mordet findes der – som det fremgår af de følgende kapitler i denne artikel – så mange “uforklarlige” og uopklarede omstændigheder som klart peger i retning af at Palme var offer for et politisk mord.
En ekspert i terrorisme, professor Paul Wilkinson sagde til de svenske avis Dagens Nyheter, kort tid efter mordet:

“Det er en statsunderstøttet efterretningtjeneste, gruppe eller individ som fik en engangsopgave at myrde Palme” > > DN 9.marts 1986 > > 

   Denne sandsynlige hypotese bekræftes af en højt ranket politi-officerer i efterforskningsledelsen,Ingemar Krusell i en artikel i “Polistidningen” i maj 1986:

“Olof Palme var udsat for et mordkomplot. Udenfor biografen Grand ventede flere gerningsmænd. Han havde ikke en chance” 

   Spørgsmålet der rejser sig er hvorfor blev lige akkurat Oluf Palme måltavle for et sådant mordkomplot ?
Almindelig sund fornuft burde få den som leder efter Palmes mordere til at analysere . . . . to be continued

X X X X X X X X X X X X X X X X X

I tiden optil mordet er Statsminster Palme udsat for en politisk hadkampagne der antager hetzende nazilignende former hvor billedet Palme pryder dartskiver i visse politikredses kontorer.

HVEM MYRDEDE OLOF PALME ?

Det er “one million dollar”-spørgsmålet som vi stadig – 22 år efter mordet – ikke har fået svaret på – trods den mest omfattende og samtidig mest vildledende politiefterforskning i Sveriges efterkrigstid hvor det for udenforstående efterhånden mere mindede om en Dupont&Dupont-farce- hvor beviser forsvinder, vidneudsagn manipuleres og de ubesvarede spørgsmål vokser lavineartet samtidigt som kritikken fra den progresive og demokratiske offentlighed vokser.

Måske er det som den tidligere socialdemokratiske minister Carl Lidbom udtrykte det : “det ville være bedst for alle parter om mordet ikke opklares og der findes vel ingen som har en interesse i at det sker ”

Allerede fra første minut da politiet modtager anmeldelsen fra vidner der med egne øjne har set det blodige attentat udviser politiet en enestående inkompentence og kører opklaringen ud på et sidespor. Efterforskingslederen Hans Holmér starter direkte efter mordet en manisk hetzjagt på de kurdiske flygtninge i Sverige. Politiet havde angiveligt allerede inden mordet mistanker om “kurdiske (PKK) mordplaner” mod Palme – påstod Holmér.
Men hvis det var sandt må man spørge :Hvorfor fik Olof Palme`s livvagter ordre om at holde fri samme aften som mordattentatet hvis der fandtes “begrundede attentatmistanker” ?

KAPITEL I : Det uefterforskede “politispor”

Det spor i efterforskningen af mordet på statsminister Olof Palme som ser ud til at have mest “kød på benet” ser ud til at være det såkaldte “polisspår” – politisporet. -
Det består af en række vidneudsagn som tyder på at et antal højreradikale og voldsfikserede politimænd ved Norrmalms-politiet i Stockholms politikreds på en eller anden måde var indblandede i attentattet.
I gaderne og kvarteret omkring mordpladsen vimlede det med mærkeligt optrædende civilpersoner med walkie-talkies og mystiske politibiler. Efterforskningslederne og de juridiske anklagere har forsøgt at dysse alle fakta og oplysninger omkring politisporet ned.

Allerede to dage efter mordet ringer en højerestående politimand – anonymt – fra en by i det sydlige Dalarna til formiddagsbladet Expressen og fortalte at morderne fandtes blandt politimændene i den berygtede “baseball-liga”. Han mente det fordi flere af dem havde tjenestegjort hos ham, og han vidste at de var hvad han kaldte “voldsfikserede”. -
“Baseball-ligaen” var navnet på . . . . . . . . .. . fortsættes

Amerika:Halv million mord i Brasilien i løbet af ti år – ifølge regeringsrapport

30.jan 2008

Flere end 100 mennesker bliver myrdet hver eneste dag . . . .  Det er de blodige kendsgerninger man kan udlede af en brasiliansk regeringsrapport der opgiver at næsten en halv million mennesker er blevet myrdet i det kapitalistiske Brasilien i løbet af  ti år.

BRASILIA (Reuters) Raymond Colitt- Næsten en halv million mennesker er blevet myrdet i Brasilien i det the past decade but the homicide rate is gradually falling due to better social welfare, more policing and fewer firearms, a study said on Tuesday.
I tti året fra 1996 to 2006, er omkring 465,000 people were murdered, according to a study published by two aid groups and the federal government. The vast majority were shot. Gang-related violence routinely shakes Brazil’s major cities, temporarily shutting down neighborhoods and killing innocent bystanders. Eksperts say corrupt and under-staffed police cannot cope; they cite the vast disparity between rich and poor as one of the main underlying causes of the violence. A series of high-profile crimes in 2006 and 2007 made public safety Brazilians’ top concern. Polls show widespread dissatisfaction with President Luiz Inacio Lula da Silva performance on this issue.
Many of Brazil’s 12 most violent cities are in the Amazon region, where conflicts over land and natural resources are often resolved by hired gunmen, the report said. Foz de Iguacu, gateway to a famed waterfall and a major tourist attraction, is the fifth-most violent municipality, with 99 homicides per 100,000 inhabitants, more than twice the rate in the most crime-ridden U.S. cities. But the number of homicides in 2006 fell for the third consecutive year to 46,660 from a peak of 50,980 in 2003, according to the report. Government campaigns to destroy firearms as well as increased social welfare programs and tougher policing helped reduce the murder rate, the report said. But millions of youths in desperate social and economic straits still provided a breeding ground for future criminals, they said. “The falling homicide rate is good news but let’s not celebrate too much,” said Jorge Werthein, co-author of the report and executive director of Latin American Technological Information Network (LATIN), an inter-governmental group of six Latin American countries. “It is still totally unacceptable by any international standard,” Werthein said. (RED.:Alan Elsner)

KZ-AUSCHWITZ : BEFRIET 27.Januar 1945 af den Røde Hær

27.Januar

I mange lande bliver befrielsen af KZ-lejr Auscwitz-Birkenau idag ihukommet og der bliver gennemført mindemøder og arrangementer for at sætte focus på det systematiske og planlagte folkemord på Anti-Komintern-pagtens fjender i Europa: det imperialistiske Tyskland og Italiens “indre fjender” og “undermennesker” :  ”terrorister” – “sabotører” – “handicappede” – “Jehovas Vidner” “jøder” “bolsjeviker”.    

Mange af KZ-offrene og deres pårørende lever ikke længere iblandt os men den internationale AUSCHWITZ- bevægelse virker udødelig; præcis som mindet om de millioner af mennesker som gik dødsvejen i KZ-lejrerne. Mindet om dem er udødeligt. Og vi der lever idag sværger på at de ikke døde forgæves. Den imperialistiske Antikominternpagts millioner af ofre er idag en mægtig kraft i det antifascistiske og antiimperialistiske kamp. Denne udødelige millionhær fra dødsriget udgør et mareridt og skrækbillede for vore dages imperialistiske magthavere. Og den internationale AUSCHWITZ-bevægelse tiltrækker nye menneskegenerationer som i solidaritet ønsker at lære og kende til historien om det mest omfattende folkemord siden slave-togterne. Og engagere sig i det antifascistiske arbejde og kamp. Så når visse borgerlige og socialdemokratiske kræfter stræber efter gøre historien om Auschwitz til en sag for museumsinspektører og historikere, mens de brede befolkningslag skal “marchere fremad” og ikke “hænge sig i fortiden” viser det blot at disse kræfter igen – ligesom på Antikomintern-pagtens og KZ-lejrernes tid – vælger at tjene de kapitalistiske interesser som ikke ønsker at folk drager lærdomme af historien og opnår bevidshed om hvem der bragte Hitler-regimet , Mussolinis regime, Franco-regimet og andre vestlige fascistiske regimer til magten. Andre borgerlige og kontrarevolutionære kræfter forsøger ligefrem at gøre Auschwitz-dagen til et korstog mod kommunismen og Stalins socialistiske Sovjet. Faktum er at Stalins Røde Hær og deres allierede befriede Europas og Asiens folk fra at synke ned i et barbarisk nazi-fascistisk tyranni under de Euro-japanske storkapitalisters ledelse. Der er flere årsager til at både borgerlige og socialdemokratiske politikere og historikere viderefører Gestapos og Nazi-Tysklands propagandabilleder af Stalin og det socialistiske Sovjet, godt nok med visse modifikationer, f.eks udelader man de mest skrigende feberfantasier og åbenbare løgne om Stalins Sovjet fra Gestapo/CIAs propagandalaboratorier.

For det første er “kommunismen ” ikke så død som de borgerlige-socialdemokratiske magthavere og medierne gerne vil give indtryk af. Ved at gentage de gamle antikommunistiske skrækhistorier håber man at skræmme folk, ved at forstørre og demonisere visse overtrædelser af den socialistiske legitimitet i det “kommunistiske Sovjet” og samtidig gøre Stalin og de revolutionære kommunister ansvarlig for den fascistisk-trotskistiske femtekolonnes terror og sabotage inde i Sovjetunionen – håber man at sprede så meget giftig propaganda at “den døende kommunisme” mister sin stærke attraktionskraft og sygner hen.

For det andet har de samme borgerlige medier opmuntret de neo-nazistiske og højreradikale grupper ved at godtage sovjet-ledelsen´s selvopfattelse om det var “socialismen der brød sammen i 1989″ og at “kommunismen døde med Sovjets opløsning i 1991″.
Det lig som blev begravet i Moskva i 1991 var ikke kommunistisk, men en revisionistisk statskapitalistisk karikatur som brød sammen – pga krisen i den statskapitalistiske “selvforvaltningsøkonomi”, Tjernobyl-ulykken og det militære sammenbrud i Afghanistan.
Ved at hævde at Sovjet´s sammenbrud var “kommunismens sammenbrud” opmuntrede de borgerlige og reformistiske medier de neo-og gammelnazistiske grupperinger som fra 1990´erne gennemførte progromer, mordbrand og overfald på “muslimer” og andre ikke-europæiske indvandrere i Tyskland og andre europæiske stater.
Deres revanshcistiske stræben blev opmuntret gennem opfattelser om at “Vi havde ret” – i det nazistiske overfald på Sovjet i 1941 – fordi “kommunismen brød jo sammen i Sovjet i 1991 som “alle medier” påstod.

For det tredje  befinder de borgerlige klasser og deres politikere sig stadig i en forsvarsposition overfor deres forræderi og nazi-kollaboration optil og under krigen. Derfor prøver man stadig idag at fordreje de historiske fakta : at Europas og USAs kapitalistiske Over- og middelklase og deres borgerlige og socialdemokratiske partier - med hæderlige antifascistiske undtagelser – bragte Hitler, Mussoloni , Franco-regimerne til magten.

*Idag er det den internationale AUSHWITZ-dag til minde om de millioner af ofre for det fascistiske barberi som udgik fra den vestlige “civilisations hovedland Tyskland ” – også kaldet Holocaust (Tilintetgørelsen).

____* * * * *Befriede fanger efter den Røde Hærs befrielse af KL Auschwitz i januar 1945 * * * * _______________ * AKKURAT den 27.januar 1945 havde styrker fra Den Røde Hær kæmpet sig frem til området hvor det tyske KZ-lejr-kompleks Auschwitz-Birkenau lå og befriede de udsultede og forpinte overlevende fanger. Når den Røde Hær og Stalins Sovjetunion viderebragte information om forholdene i KZ-Auschwitz og vidnesbyrd fra de overlevende fanger til de kapitalistiske stormagters medier og politiske ledere i vest blev de afvist som “jødisk-kommunistiske overdrivelser og propaganda”.    

_ Børnefanger i KZ-Auschwitz, befriet 1945 af Stalins Røde Hær (Foto :B. Fishman) _
Selv idag 63 år efter ser man tydelige tegn på at de borgerlige og reaktionære kræfter har problemer med beskrivelsen af KZ-Auschwitz. Kulturredaktør Mikael van Reis på det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten vælger at formulere sig sådan her :

Idag er det Holocaust mindesdag og 63 år siden de allierede tropper nåede Auschwitz.”                     

Læg mærke til den orwellianske omskrivning af “tropper fra Sovjetunionens Røde Hær” til det mere acceptable udtryk for den borgerlige redaktør: “allierede tropper”. Tankerne går i retning af . . . . ? noget andet . . . . end kendsgerningen at “Stalins Røde Hær befriede KZ-Auschwitz”.
* * * * *

Journalisten Mikael van Reis har læst et vidnesmål af Schlomo Venezia som indrammer katastrofen i desshisnande vidd och detalj. Venezia overlevede otte måneder i Infernos nederste kreds.

Ny BOG med en KZ-fanges Erindringer fra *Schlomo Venezia *Sonderkommando – ett vittnesmål * Oversættning: Lotta Riad* Forlag:Bonniers                    

Den tidligere hønseavler og SS-leder Heinrich Himmler sætte pris på landbrug og beordrede derfor Joachim Caesar som chef for landbrugsafdelningen til at opføre en mønster-parkhave i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det gjorde han i formen af en kosmisk plan hvor fire dyrkede jordstykker blev delt af fire stier som forestiller paradisets floder og som mødes i midtercirkelens livstræ. Denne plantering blev placeret i umiddelbar tilslutning til gaskammeret i Krematorium II som var omgivet af høje hækker for at forhindre indsyn. Beplantningen var altså afset som et sidste glimt af verden for de tusinder som gik mod sin snarlige død. Lejren blev fotografet fra luften sommeren 1944 af de allieredes fly som intresserde sig for I G Farbens Bunafabrik lige ved siden af . Lejrens funktioner blev identifiseret langt senere, men hvad troede fotoanalytikerne at de så på disse luftfotos sommeren 1944 ? Det var under maj til juli som godt 400 000 ungarske jøder blev myrdet i de fotograferade bygninger. Denne sidste sommer stod kapaciteten i top.

Buna-Werke – eller Auschwitz III -Monowitz var en arbejdslejr som var under kontrol af den kapitalistiske monopol-Koncern IG Farbenindustrie. Den lå i tilslutning til det enorme Auschwitz-Birkenau KZ-lejrsystem. Herfra rekruterede IG-Farben billig arbejdskraft som så at sige blev udbyttet til sidste dråbe sved og blod. Det var den kapitalistiske drøm om arbejdskraft uden rettigheder og uden løn der blev virkeliggjort. Fra KZ-Auschwitz blev titusinder af fanger udskrevet til arbejde i IG-Farben fabrikkerne. Ingen af dem overlevede. *

I september blev Bunafabriken bombarderet , men ikke dødsfabriken. Sammenlagt blev mellem 1,5 og 2 millioner mennesker myrdet i Auschwitz-systemet. Betragter man nu billederna fra augusti 1944 kan man faktisk skelne Caesars have. Paradisets symmetriske utopi indføjet i Infernoets morderiske eksakte dystopi. Fuldbyrdet kynisme. Dog forblev parken længe uidentifiseret. Den amerikanske konstner Ronald Jones gjorde Caesars kosmiske park til udgangspunkt for et værk som blandt andet visades på Borås konstmuseum 1999. Shoa eller förintelsen var “det største mordprojekt som nogensinde er udformet af mennesket” konstaterer den italienske forsker Marcello Pezzetti og de fem Auschwitzkrematorier var “det største mordkompleks som mennesket nogensinde udviklet”. For at transportere hundretusinder af mennesker fra hele Europa med hesigten at aflive dem pinefuldt i det sydlige Polen, krævedes et enormt logistisk apparat hvor hvert hjul skulle snurre for at dødsmaskinen skulle kunne arbejde nat såvel som dag. Mobiliseringen var total. Selv da krigslykken på østfronten svigtede. Togene skulle rulle. Processen havde tre tidsmæssige skridt – først juridisk diskriminering af jøderne, siden social ghettoisering og endelig deportation og udryddelse. Denna sidste kreds koncentreres til krematorierne og da fly-billederne blev taget befinder den enogtyveårige Schlomo Venezia i Krematorium III i Auschwitz-Birkenau som udvalgt til Sonderkommando, specialkommandoen, som bestod af de jøder som skulle arbejde i krematorierne. Nazisternas förintelsemål var också utplåningen av alla vittnen. Altså blev Sonderkommando gasset efter nogle måneder. Det lykkedes for Venezia som en af de meget få at overleve i otte måneder og han overlever således også oprøret i oktober 1944 og dødsmarscherne til Østrig. Han danner familie, men er tyst om erfarenheterna i syvogfyrre (47) år. Sedan orkar han berätta. Den samtalsbok med honom som nu finns på svenska ramar in katastrofen i hisnande vidd och detalj. Han var en af de 46 000 jøder som blev deporteret fra Saloniki hvor omstændighederne var fattige, informationerne få men familiebåndene stærke. De var dele af den store italiensk-jødiske koloni som blev beskyttet af et italiensk statsborgerskab, men efter 1943 vender lykken og hele familien deporteres. Schlomo havner altså som ung og stærk i helvedestrattens nederste kreds. Sonderkommando skulle tvinge folk til at tage klæderne af, fösa in dem i kamrarna, sedan släpa ut de döda, klippa hårflätor, dra ut guldplomber, rengöra kamrarna och bränna kropparna. Hver transport tog tre dage at ekspedere. Døden trak fulde huse, som Paul Celan formulerede det. Der fandtes inget valg – for den som ikke deltog hele vejen ventede et nakkeskud fra den bestialiske sergant Moll, også kaldt Malahamove eller Dødsengelen. Ändå medverkade inte Sonderkommando handgripligt i dödandet, det skötte “tysken” till mästerskap, men de kommer så nära som är absolut möjligt när de tvingas leda åldringar till nackskott.En bråddjup formulering hos Venezia fäster sig. De dömda skall känna att också de dödar de dömda, alltså sig själva: “Jag tyckte att det värsta var att man tvingades låta den döde ramla ihop. Man kände tyngden från kroppen i fallet som man drogs med i mot sin vilja. Det var hemskt att höra kroppen falla till marken. Även om jag visste att personen var död gjorde jag allt för att mildra fallet.” Han befinner sig i helvetet och kanske minns Schlomo Venezia den femte sangen slutrader i Dantes Inferno: “av ångest blev jag som en döende och sjönk i vanmakt; och sedan föll jag, som en död kropp faller.” E caddi come corpo morto cade. Schlomo Venezias ekstreme erfaringer findes nu her samlet i al sin hemska lugn och liksom Primo Levi bekräftar han den överlevandes svarta sjukdom – domen om livstida förlust av levnadsglädje: “Allt för mig tillbaka till lägret … Man lämnar egentligen aldrig krematoriet.”

Man kan tro att efter sextio år är denna katastrof grundligt utforskad, men som pionjären Raul Hilberg påpekade kort före sin död förra augusti är kanske bara en tjugo procent av förintelsen kunskapad. Han kände sannolikt då till den franske katolske prästen Patrick Desbois enastående, nu pågående arbete att med lantbefolkningens hjälp dokumentera hundratals, tidigare okända massgravar i Ukraina. Där gällde kulor och inte gas när nazisternas mobila dödsskvadroner började turnera landskapet sommaren 1941. Desbois är utrustad med prästkappa, tolk, kameramän, kartograf, ballistiska experter och ett mycket återhållet, ickeanklagande lugn. Hans beregninger ökar väsentligen de tidigare kalkylerna av antalet mördade i Ukraina till mellan 1 och 1,5 miljoner. “Vi har ventet længe på Jer”, siger de aldrende bønder

slutter Mikael van Reis hans anmeldelse.
* —-
Fanger i tysk KZ-lejr

FAKTA om KZ–AUSCHWITZ      

KZ-lejr er en forkortning af “Konzentrations Lager” som egentlig stammer fra engelsk “concentrations camp” som de engelske imperialister oprettede i Sydafrika og Kenya da de koloniserede disse lande og folk i det 19.århundrede. Også da med millioner af ofre. AUSCHWITZ er det tyske navn på den polske egn og by Oswięcim, ikke langt fra Krakow og Katowice.I begyndelsen af 1940 blev flere koncentrations- og tilintetgørelseslejre bygget i det tyskbesatte område.De tre hovedlejre var: Auschwitz I, her myrdedes cirka 70 000 polske intellektuelle og sovjetiske krigsfanger.Auschwitz II (Birkenau), Tilintetgørelseslejren hvor ca 1,5 millioner mennesker myrdedes, hvoraf en million var jøder og 19 000 romer.Auschwitz III (Monowitz). Arbejdslejr for den kapitalistiske tyske koncern IG Farben.Den sidste transport af jøder ankom fra Berlin den 5 januari 1945. 17-18 januari beordrede den tyske lejrkommando generel evakuering. Cirka 66 000 udmargede fanger blev tvunget ut på en marsch i vinterkulden med retning mod andre koncentrationslejre i det Tyske Rige og Østrig. Da den RØDE HÆR når frem til lejren findes 7 000 fanger tilbage , de som var for syge for marschen. * * – - – - – - – - -

Læs mere på AUSCHWITZ.org.pl  

I hele Europa og Sovjetunionen blev 18 millioner holdt som fanger i de nazi-fascistiske KZ-lejre. For 12 millioner af disse mennesker blev KZ-lejrerne deres sidste opholdssted hvad enten de blev gasset, skudt, tortureret eller udsultet til døde.      Det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten skriver bl.a i sin leder 27.januar:

Minnesdag för offren Insikten att Förintelsen var en noga planerad monstruös förbrytelse med många miljoner offer får aldrig förblekna. Det var som ett svart hål. Ingenting fanns i böckerna. Till en början famlade den katolske prästen Patrick Desbois efter dokumentation i sitt sökande efter sanningen om nazisternas brott i det ockuperade Ukraina under andra världskriget. Men han fick kontakt med gamla människor, som sedan dess burit på sina minnen av vad de bevittnat. De visade var massgravarna fanns. Många hundra har lokaliserats under de senaste årens sökande.Ett inte alldeles tydligt medvetande om omfattningen av den del av de nazistiska massmorden som begicks i Ukraina har klarnat. Nu finns de konkreta beläggen och vittnesmålen, tack vare den franske prästen. Hans insats skildras i Times senaste nummer. Bara i Ukraina mördades långt över en miljon människor, de flesta judar som drabbades av nazisternas utrotningspolitik.I dag på Förintelsens minnesdag hedras de många miljoner som föll offer för det kapitalistiske og imperialistiske Hitler-regimen. Syftet med minnesdagen sträcker sig längre så. Den är en varje år återkommande maning till manifestationer för att minnena inte skall blekna bort. Men den är också en allvarlig påminnelse om hur viktigt det är att inte trivialisera det förfärliga som hände och låta sig invaggas i föreställningar om att framtiden ändå är trygg mot sådana hot. Efterkrigstiden – om vi ser oförvillat på vår värld – stärker knappast tron att vi kan låta vår uppmärksamhet på hot mot mänskliga rättigheter avtrubbas.Förintelsekonferensen i Stockholm år 2000 hölls bland annat därför att okunnigheten föreföll ha ökat med avståndet i tid. Riksdagen skapade Forum för levande historia av samma skäl. Uppdraget är inte begränsat till nazismens brott. . . . .. Det har vållat en del pinsam oro och protester bland dem som på ett eller annat sätt kan räknas sig till sympatisörerna.Nazismens brottsliga avsikter var kända från början, men många ville inte tro at det kunde bli så illa. Sverige täppte alltmer till sina gränser för jødiske flygtninge. Til forskel fra en del annat kan det inte förklaras som bara et udslag av realpolitik for at forsøge hålla landet utanför kriget. Inte heller uppvägs det av att Raoul Wallenberg genom modiga insatser ändå lyckades rädda livet på många tusen judar.Vi kan inte påverka historien i efterhand, men får inte heller tillåta att den förvrängs.Mätningar tyder på att de allmänna kunskaperna om nazismen och Förintelsen numera blivit bättre än när historieämnet i skolan sågs över axeln. Det er positivt, men går selvklart ikke at slå sig til ro med. Patrick Desbois udholdende arbejde er et af flere eksempeler på at billedet af det nazistiske folkemord stadig er ufuldstændigt. Tilintetgørelsens mindesdag er også en nødvendig påmindelse om det.”

————-NOTE:Om Patrick Desbois, se interview i New York Times samt på
www.ushmm.org hvor der findes billedkilder.

Generelstrejke i Italienske havnebyer efter to arbejderes død i havn nær Venedig

18.Jan 2008

Fagforeninger opfordrer til landsomfattende strejke i Italiens havne efter arbejders død

MILANO (Reuters) – Tre af Italiens fagforbund opfordrer til strejke i alle Italiens havne fra fredag efter to arbejderes død i en havn nær Venidig. Udlysningen af strejken som kan lamme hele landet sker netop som det italienske parlament debater sikkerheden på arbejdspladserne. Det sker efter en brand på det kapitalistiske ThyssenKrupp stålværk i Torino hvor under syv arbejdere døde i sidste måned. Fagforbundene CGIL, CISL og UIL udtalte i en presemeddelse at de “protester mod antallet ulykker som har nået et uacceptabelt niveau i 2007 og , desværre , fortsætter”.

They called for for an immediate strike. It was not immediately clear how big the strike would be or how long it could last as unions said its terms would be set locally.”The protest is aimed at those companies which do not guarantee work safety,” the unions said.Two workers died early on Friday after being overcome by fumes while cleaning a ship’s grain hold at Porto Marghera near Venice.(Reporteret af Ilaria Polleschi; redigeret af Michael Roddy for The Guardian

Den kapitalistiske Camorra bag krisen i Napoli

I over 14 år er renovationen i den italienske region Campanien blev kaldt en nødsituation.Lokalpolitikere,det kapitalistiske erhvervsliv med den storkapitalistiske mafia-organisation Camorraen som leder, har indgået en uhellig alliance og gjort skraldehåndteringen til en milliardforretning. Marigliano bliver kaldt dødens triangel på grund af alle illegale lossepladser. For første gangs-besøgeren ser det ud som helvedet på jorden. For befolkningen er det den reelt eksisterende hverdag. Alle er imod at bo midt i skraldet, men få tror på en løsning. Iblandt blusser vreden op, som det nu er sket i den sidste tid. Men i forstaden Pianura vil indbyggerne alligevel ikke at den nedlagde losseplads skal åbnes igen efter elleve år. Vreden retter sig mot myndigheterna, som anklagas for at handle forkertt. Ofte ligger den kapitalistiske Camorra bag protesterne. Camorra´en har en intresse i at miljø-kaoset består og at affalds-problemerne i Campanien forbliver uløste.

“Skrald, det er guld for os”, udtalte en afhoppet boss til anklageren Franco Roberti i Napoli allerede i 1992.

I udredningen som fulgte findes alle brikkerne: skralde-opsamlingsvirksomheder som ledes af af Camorraens stråmænd, korrumperede lokalpolitikere og store områder forgiftede af illegalt dumpet affald. De nuværende lossepladser er for få og dårligt udrustede for at kunne tage imod alt husholdningaffald. Camorraens bosser har jorden og de redskaber som behøves, hvor det offentliges resourser ikke slår til. Parallelt med dette pågår siden 1990´erne en illegal handel med miljøfarligt industriaffald. Virksomheder i nord-Italien sælger sit affald til Camorraen, som “overtager” det ofte forgiftede affald gennem at dumpe det i naturen.” – - -
Skriver Kristina Kappelin,Korespondent for SVT i Italien

Selv om myndighederne forsøger at løse den aktuelle krise, tvivler en mafia-ekspert på, at det vil lykkes at opnå en holdbar løsning. Der er udelukkende tale om symptom-behandling:

“Disse løsninger vil fjerne affaldet fra gaderne, men i løbet af året vil det ligge der igen,” siger Roberto Saviano til nyhedsbureauet AP.

Milliard-forretning

Saviano lever under politibeskyttelse, efter at han i 2006 i bogen “Gomorrah” afslørede Camorra-kapitalisternes omfattende kontrol med alt fra modehuse til narkohandel og affaldshåndtering. —-

Her påviser han, hvordan firmaer kontrolleret af Camorra vinder kontrakter på offentlige opgaver ved at underbyde konkurrenter, hvorpå de dumper giftigt affald i naturen eller blander det giftige affald med andre materialer og sælger det videre som gødning.

Anklagemyndigheden mener, at Camorraen`s forretninger alene i Campania-regionen løber op i mindst 600 mio.€-euro , ca 4500 milioner kr. om året.

Skraldet hober sig op i Napolis centrum og blokerere nu også trafikken. 

Om den russiske revolutionens betydelse

9.nov 2007

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  ”den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag,  hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassen

Kontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.

I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs  afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredtes sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland.

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1947 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til arbejderklassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution i tankerne og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Fogh, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Fogh,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -

- – – – -
Foghs, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, boliger og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

Kapitalismens Indien:77 børn arbejdede på tekstilfabrik i New Delhi

1 Nov. 2007 – NEW DELHI ( – )
Indisk politi tog i dag 77 børn som arbejdede på en tekstilfabrik i New Delhi i forvaring. Det var den tredje razzia i løbet af ugen. I de to tidligere er mange børn blev taget i forvaring, siger en talsmand for stiftelsen Save the Childhood. Under dagens razzia fandt myndighederne børnene i et lokale hvor de sad og broderede sarier og indiske bryllupsklæder. Nogle af børnene var bare ti år gamle, de fleste fra østprovinsen Bihar. Det fremgår af officielle tal at der arbejder mere end 12,6 millioner børn bl.a. på restauranter eller i fabriker i Indien. Andre uafhængige kilder taler om op imod 60 millioner børne-arbejdere i det som kaldes “verdens største demokrati”.

USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression

16.nov.2007  14:47

 

Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.

Dårlig boligmarked

Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.

Men nå er festen slutt.

 

-
Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly -

Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.

- Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.

Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.

Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.

- Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.

I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.

For mange boliger

Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.

Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.

Høyere renter

Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.

Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.

Verdifullt seminar

Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.

 

Brasilien:dødspatrulje pågrebet

08. nov. 2007 kl.23:59

Tyve medlemmer af en formodet dødspatrulje med over 25 drab på samvittigheden blev igår pågrebet. Blandt de anholdte er ud over butiksejere og private sikkerhedsvagter også 10 politifolk.Vold, mord og dødspatruljer er blevet almindelige i det kapitalistiske Brasiliens storbyer, hvor politiet er ineffektivt og butiksejere må hyre private vagtværn.       

FN’s særlige udsending, Philip Alston, ankom til Brasilien tidligere på ugen for at møde myndigheder og borgerrets-grupper og diskutere beskyldninger om tortur og likvideringer begået af private sikkerhedsvagter.

ANDRE nyheder fra Brasilien :

1500-personer i det kapitalistiske gangstermiljø anholdt af brasiliansk politi
Ildkamp i Brasil mellem politi og kapitalistiske narkogangsterere: 18 døde *

Volden har antaget massemords karakter i Brasilien     

*Tolv døde under politiaktion i Brasil

Kina: Fem chef-tjenestemænd fyret for omfattende drikkevandsforurening

11 juni 2007 – 21:29

Fem straffes for miljøskandale i Kina

Fem højtstående tjenstemænd er afskediget eller har fået en advarsel for at de har bidraget til at forgifte drikkevandet i Kinas tredje største sø.

Koruptionsdømt præsident benådet

25 Okt. 2007 – * * *
MANILA( -) Filippinernes tidligere præsident Joseph Estrada, som nyligt blev dømt til livstids fængsel for omfattende kapitalistisk korruption, er benådet.
Han har også måttet love at aldrig mere iklæde sig et offentligt embede.
Den 70-årige Estrada søgte benådning hos sin eftertræder Gloria Arroyo med henvisning til landets retningslinjer om att personer over 70 år skal slippe fængsel.
Estrada får dog ikke de 87 millioner dollar han nåede at rage til, inden livstidsdommen den 12 september. Estradas private kapital overtages af den filipinske stat.

Amerika:To tusind børn er livstidsfanger i USA

19 oktober 2007 –

Mindst 2.225 børn og unge under 17 år er dømt til livstids-fængsel i USA. Børnene kan ikke frigives vilkårligt men er tvungen til at sidde straffetiden ud, og det er akkurat livstid.

-Det er døden i fængslet istedet for død gennem henrettelse

siger Bryan Stevenson på organisationen Equal Justice Initiative som har skrevet en rapport om de livstidsdømte.
Børnene sidder i “normale” voksenfængseler og bliver ofte udsat for mishandel og voldtægt. Livstidsdommene strider mod FN´s børnekonvention, men USA har ikke underskrevet den.

HAR ANKET
Equal Justice Initiatives advokater har indledt en retslig strid mod de hårde straffe og anket domme over hele landet. Bryan Stevenson håber at Højesteret så småt vil tage spørgsmålet.

Børnefanger i USA
• Mindst 2 225 unge under 17 år er dømt til livstids-fængsel i USA uden mulighet for vilkårlig frigivelse, ifølge en rapport fra organisationen Equal Justice Initiative. Straffen er forbudet ifølge FN´s børnkonvention, som USA ikke har underskrevet.
• Af de dømde var 73 under 15 år da de begik sine forbrydelser.
• Halvdelen af de dømde er sorte. Sammenlagt udgør de sorte – afroamerikanerne – 12 procent af USA´s befolkning.
• Unge aftjener sine strafudsoninger sammen med voksne.
Kilder: TT-AFP

Børn fra Mozambique sælges til prostitution

9 Oktober 2007 *
Handelen med børn fra Mocambique som sælges til nabolandene er tidobblet siden 2005, ifølge en pressemeddelse fra flere menneskerettighedsgrupper. Mange af børnene sælges til prostitution.
Oftest sendes børnene til Sydafrika. I en rapport fra den Internationale organisation for migration (IOM) angives at ca 1.000 unge føres over til Sydafrika hver eneste år; den beregning omfatter dog kun personer mellem 14 og 24.
Fra Sydafrika sendes ca 30.000 børn hvert år til forskellige dele av verden, ofte for at havne i den kapitalistiske sex-handel.

UK out of Ireland : Britiske besættelsesstyrker forlader de “irske provinser”

2 Augusti 2007 -

Royal Army – den brittiske hær forlader Irland   

  Storbritanniens 38-årige militære besættelse på den irske ø afsluttedes ved midnat. Det betegnes som en milestolpe i fredsprocessen. Noget stort er sket i Nordirland som den irske provins Ulster kaldes af briterne. Operation “banér”, som var kodenavnet for de britiske styrkers aktiviter på Irland ,er den længste sammenhængende britiske militær-operation nogensinde. Konflikten har officielt krævet flere end 3.600 menneskeliv. Brittiske soldater blev sendt til de nordvestlige dele af Irland i 1969 for at bekæmpe den irske nationale selvstændighedsbevægelse. – - – – - -
Officielt hed det sig at de britiske styrker skulle dæmpe de “voldsomme religiøse modsætninger mellem katoliker, som ville tilhøre Irland, og royalistiske protestanter, som ville forblive under britisk overherredømme.

Kronologi over begivenhederne i Ulster

1801: Efter det irske oprør mod britisk overherredømme i 1798 tvinger tvinger de britiske kolonisatorer hele Irland ind under storbritisk kolonialt styre – United Kingdom of Great Britain and Ireland – hvor 85 % af befolkningen på Irland er udelukket fra politisk indflydelse

1905: Sinn Féin stiftes af irske patrioter og udvikler sig til et parti med krav på hele Irlands selvstændighed.

1920-22: Den grønne ø deles, sådan at den sydlige del bliver den Irske Fristat mens den nordlige provins Ulster eller Nordirland styres fra London.

1968-69: Irsk-katolske protester mod diskriminering; Brittiske væbnede styrker sættes ind for at kontrollere protesterne.

1970-71: Sinn Féins væbnede gren Irish Republican Army IRA beslutter at indlede den væbnede kamp for at befri hele Éire _ Irland.

1972: Blodige søndagen i Londonderry på Irland. Brittiske soldater skyder 14 ubevæbnede demonstranter ihjel.

1980: SULTESTREJKE af de følgende republikanske fanger

Leo Green (Volunteer, IRA -53 days )

Mary Doyle ( Volunteer, IRA/18 days)

Mairead Farrell (Volunteer, IRA /18 days

Brendan Hughes (IRA 53 days)

Raymond McCartney (Volunteer, IRA 53 days)

Tom McFeely (Volunteer, IRA/ 53 days)

Sean McKenna (Volunteer, IRA/53 days

Tommy McKearney (Volunteer, IRA /53 days

John Nixon (Volunteer, INLA/ 53 days

Mairead Nugent ( Volunteer, IRA/18 days)

1981: Omfattende sultestrejke i det britiske H-block-fængsel i protest mod kriminaliseringen af de irske fanger i Nordirland. Den britiske besættelsesmagt havde i 1976 berøvet de irske fanger deres politiske status (“Special Category Status”). Med andre ord bliver de irske politiske fanger som kæmper for hele Irlands selvstændighed fra 76 betragtet som “kriminelle” der skal følge samme regler som kriminelle fanger, f.eks at bære fangedragt. Men de irske fanger nægter at blive betragtet som “kriminelle” og i Long Kesh ( kendt verden over som Maze-fængslet) indleder de irske fanger under vinteren 1981 den såkaldte “Blanket” og “Dirty og No Wash”-protest: De irske republikanske fanger nægter at blive opfattet som “kriminelle” og afviser derfor at iklæde sig den fangedragt på som de probritiske fængselsmyndigheder uddeler til kriminelle fanger. I stedet for deres egne civile klæder får fangerne uddelt et tæppe( blanket) som de forsøger at holde varmen med, ligesom de nægter at vaske sig.
Den første marts 1981 – på femårsdagen for den britiske regerings ophævelse af de republikanske fangers politiske status


giver Belfast-fangen Bobby Sands signalet til den aktion som skal få briterne på knæ. Faktisk var visse reformistisk-orienterede ledere af IRA/Sinn Fein afvisende overfor planen om en politisk sultestrejke som lederen af de republikanske fanger i Long Kesh; Bobby Sands foreslår efter fem års kampe og protester mod
kriminaliseringen af de irske politiske fanger. Dels troede de ikke den politiske virkning af sultestrejken, desuden mente de at en sultestrejke vil trække for megen opmærksom væk fra de parlamentariske bestræbelser. Det fremgår også af artiklen fra Irish Echo
Sands var den første fange som nægtede at tage føde til sig. Flere fanger følger ham og sultestrejken bliver efterhånden kendt verden over. Dn udløser omfattende solidaritetsdemo´erne og optøjer i de irske befriede områder i Nord-Irland.
Sultestrejken giver anledning til en international kampagne i solidaritet med fangerne og deres sag. Solidariteten med de irske frihedskæmpere breder sig ud over jordkloden. Selv paven i Rom- den polsk fødte Karol Wojtyła – udtaler sig om sultestrejken og beder det reaktionære Thatcher-regime i London om at forhandle. Bobby Sands bliver – under sultestrejken – opstillet som Anti H-Block-kandidat til det britiske parlamentsvalg. Sands bliver valgt ind i House of Commons; det britiske parlament i London den 9. april med 30 492 stemmer mod 29 046 til den pro-britiske kandidat Harry West. Tre uger senere døde Sands i fængselssygehuset efter 66 dages heroisk sultestrejke. Nyheden om hans bortgang utløste optøjer som varede i flere dage, og mere end 100 000 mennesker deltog i hans gravfærd. I løbet av sommeren døde yderligere ni sultestrejkende.

IRSKE MARTYRER under sultestrejken 1981 for fangernes politisk status :    

*  Navn  *        *       *             Hjemby         Dødsdag    Sultestreikens længde /

* Bobby Sands * medlem af PIRA – – – Belfast (Twinbrook)         5. mai                  66 dage __

* Francis Hughes * medlem af PIRA –   Bellaghy                         12. mai             59 dage

* Raymond McCreesh * medlem af PIRA Camlough                     21. mai               61 dage

* Patsy O’Hara * medlem af INLA            Derry                             21. mai              61 dage

* Joe McDonnel *medlem af PIRA           Belfast (Lenadoon)          8. juli               61 dager
<img src="” alt=”" />
* Martin Hurson * medlem af PIRA         Cappagh                        13. juli                  46 dage

* Kevin Lynch * medlem af INLA  Dungiven     1. august              71 dage

* Kieran Doherty * medlem af PIRA      Belfast (Andersontown) 2. august              73 dage

* Thomas McElwee *medlem af PIRA     Bellaghy                         8. august               62 dage

* Michael Devine * medlem af INLA             Derry                       20. august              60 dage 

*PIRA= Provisoriske IRA *INLA= Irish National Liberation Army *

Vægmaleri i solidaritet med de irske fangers kamp mod kriminaliseringen , for politisk status – -
1993: 21 år efter indledes fredsprocessen da Sinn Féin får plads ved forhandlingsbordet.1998: Langfredagsoverenskomsten med magtdeling mellem “irske katoliker” og “pro-britiske protestanter”.1999: Nordirland får selvstyre, men provinsregeringen bliver kortlivet.2002: London overtager det direkte styre over de “nordirske provinser”2006: Internationell kommission bekræfter at IRA har afviklet sine militære strukturer og ikke længere udgør “nogen trussel”.2007: Ian Paisleys pro-britiske parti DUP og irske Sinn Féin leder en regering som tiltræder den 8 maj.2007: Den 1 augusti er den brittiske hærs opgaver i Irland er formelt afsluttet. Ordningen i “provinsen” er herefter politiets ansvar. Storbritannien har dog stadig en “fredstids-Garnison” på 5000 soldater som uddanes til “indsatser i f.eks Afghanistan. ° °
Kvinderne og den irske befrielseskamp
Læs videre om INLA-martyren Patrik O´Hara´s gravfærd: Massive Tribute to Patsy O’Hara ; June 1981
og The Irish Republican Socialist Movemenmt

De Fem Krav fra de Irske Republican Fanger The Blanket Protest, the Dirty and No-Wash Protest, and the Hunger Strikes all were struggles by Irish Republican prisoners to regain the political status that they had enjoyed prior to 1976, when the British Government decided arbitrarily to end what was known as ‘Special Category Status’ and implement a policy of ‘Criminalisation’. In 1976 all new prisoners were introduced to a newly constructed prison — the infamous ‘H-Blocks’, where all previous privileges of political status were denied. After 1976 the prisoners demanded that certain rights be restored to them: 1. The Right/Retten til not to wear a prison uniform; 2. Retten til not to do prison work; 3. The Right of free association with other prisoners; 4. The Right to organize their own educational and recreational facilities; 5. The Right to one visit, one letter and one parcel per week. When the British refused to grant these rights, the prisoners escalated the protests to the point where 10 men died rather than give in to the British system of criminalisation. /Kilder: Irish Times,

Sultestrejken 1981 : A View North Anniversaries recall the rise of Sinn Fein
Af Jack Holland

This week carries two important anniversaries in the North’s calendar of the conflict, and both fall on the same day: March 1. Twenty-five years ago, on that day, the British government formally abolished special category status for prisoners and began its long and ultimately fruitless attempt to force imprisoned republicans to wear a prison uniform, do prison work, and conform to the other exigencies that in most jails are a sign of criminality.

Twenty years ago on March 1, having failed to persuade the authorities through various forms of protest that their efforts to “criminalize” republicans would not succeed, the IRA and INLA prisoners’ leadership in the Maze Prison launched a hunger strike that would go on for almost seven months and change the course of the North’s conflict forever.

Conventionally, the birth of the Provisional republican movement is dated to late 1969 and early 1970. But in a real sense, the events that began on March 1, 1976, and led to the hunger strike five years later, saw a rebirth of the Provisionals. In many ways, the movement as it exists today is more of a descendant of 1981 than of 1969.

“Our beginnings never know our ends,” T.S. Eliot wrote. When Bobby Sands presented the IRA leadership with the prospect of a hunger strike, it was not welcomed.

The belief was that it would not work. But there was another objection, ironic in the view of what was to happen.

According to Sinn Fein President Gerry Adams: “It must also be said that, in terms of the political priorities of the movement, we did not want the hunger strike. We were just beginning our attempts to remedy the political underdevelopment of the movement, trying to develop the organization, engaging in a gradual build-up of new forms of struggle and, in particular, we were working out our strategy in relation to elections. We were well aware that a hunger strike such as was proposed would demand exclusive attention, would, in effect, hijack the struggle, and this conflicted with our sense of the political priorities of the moment.” (From “A Free Ireland: Towards a Lasting Peace.”)

Since 1977, Gerry Adams and others had been striving to restructure the Provisionals and beef up the role played by its political wing, Sinn Fein. Since 1970, Provisional Sinn Fein had existed as a poor cousin to the Provisional IRA, a weak, largely ignored propaganda unit. No one conceived of it as a viable political party, probably not even Adams. In the secret plans that outlined the proposed changes (uncovered in 1977), Sinn Fein is seen as an extension of the IRA, a way of “increasing support for the [IRA] cell.”

This attitude prevailed through the late 1970s and the different stages of the prison protests. Though support for the prisoners was stirring on the streets, the Provisionals’ leadership resisted trying to translate this into political capital via elections. When Bernadette Devlin McAliskey ran for the European parliament in 1979, she made the prisoners’ plight her single issue. But she was opposed by the Provisionals, who advocated a boycott. Even the fact that she won over 30,000 first-preference votes did not convince the Provisionals to move away from their hostility to constitutional forms of struggle. By 1981, most of them were still opposed to fighting elections.

There is another irony in that it was Daithi O Conaill, the republican traditionalist, who argued in favor of political intervention in April 1981 as Sands, the leading hunger striker, entered his second month of fasting. Local Provisionals were opposed, and Adams, it is reported, remained non-committal. But O Conaill carried the day.

In the end, the success of Sinn Fein as a political party led to the demise of many of the Provisionals’ founding members, O Conaill included, who left the movement in disgust in 1986 because it had decided to recognize the Dail. By this stage, the movement’s resources were shifting away from the IRA to the political party, so much so that one prominent Belfast leader, a close ally of Adams, tried to outflank the leadership when he became concerned that IRA would be run down. He ended up being threatened and kicked out of the movement completely. He has since remained silent.

This was hardly the legacy that the hunger strikers had envisioned. In so far as they had a vision at all, it was expressed in the Romantic nationalism of Sands, a far cry from the political pragmatism that characterizes the movement today. The propaganda battle being waged now is over who has the right to claim that legacy. Dissident republicans claim that the Provisionals have betrayed the hunger strikers’ struggle through compromise with constitutional politics. Several of the hunger strikers’ families have distanced themselves from Sinn Fein. Brendan Hughes, who led the first hunger strike (October through December 1980) and became an important go-between during the course of the second hunger strike, has been bitter in his criticism of the Adams leadership and the new-look Sinn Fein. As in all ideological battles, he who wants to control the present has to control the past.

This battle may well become acute in the upcoming months, as Sinn Fein faces into a British general election with the peace process more than likely stalled. The goodies that are most important to the party, like policing reform and the cross-border bodies, have either not been delivered or, having been delivered, have not been allowed to work to Sinn Fein’s benefit.

In what could be an unfortunate coincidence, the election is expected to fall on May 3, just two days before the 20th anniversary of Bobby Sands’ death. In West Belfast, Marion Price, herself a former hunger striker, is threatening to run against Gerry Adams, as is a prisoner linked to the Continuity IRA. Will Bernadette Sands-McKevitt, sister of the dead hunger striker and spokesperson for dissident republicans, campaign on Price’s behalf in the constituency? And what effect would she have if she did?

Perhaps anticipating such attacks, the Provisionals have gone back to basics, as evidenced by IRA leader Brian Keenan’s speech in south Armagh two weeks ago. He said:
“The revolution can never be over until we have our country, until we have British imperialism where it belongs, in the dust bin of history.”

When mainstream republicans start attacking British imperialism again, it can only mean one thing: the next election has well and truly begun.
Artiklen blev skrevet i 2001 -til 20 års dagen for den heroiske sultestrejken og bragt i The Irish Echo i udgaven for 7.-13. marts 2001 (alle fremhævninger tilføjet af red.)

Chok-billeder fra den kapitalistiske modeverden

26 Sep. 2007 _ _
Fotomodeller på catwalken er ofte magre på grænsen til det KZ-lignende anorektiske , men kritikken afvises eller debatten begrænses ofte til beklagelser.
DE KAPITALISTISKE modeskabere konstaterer ofte at deres “kreationer kræver en mager krop”.
MEN BILLEDERNE AF DEN NÆRMEST KZ-udmagrede anorektiske model Isabelle Caro har sendt chockbølger gennem den kapitalistiske modebransche.
Franske Isabelle Caro, 27 år var en fremgangsrig model. Nu vejer hun 31 kilo. Sygdommen anoreksi har plaget hende siden hun var 13 år gammel.

– Alle kvinders ideallook og enhver mands drøm ? –

Isabelle Caros udmagrede krop synes nu på reklame-standere og i italienske aviser.
Kampagnen mod den anoreksifremkaldende modebranche finansieres af det italienske tøjfirma Flash &Partners; som – i egen tjeneste – vil vække debat om modebranschens ansvar for det stigende antal offrer for anoreksi.
” -Jeg har gemt og beskytet mig selv alt for længe ” . . .. siger hun til modemagasinet Vanity Fair.
Flash&Partners; oplyser at at den kapitalistiske modeverden påtvinger kvinder et stereotypisk ideal som kan føre til sygdomen anoreksi, dvs kronisk spisevægring.
Billederne blev offentliggjort samtidig som modeugen i Milano og rejste en hidsig debat.

Men den kapitalistiske modeverden vil ikke kendes ved sit ansvar.
Flere topdesigners svarer tilbage og hævder at mode ikke har noget med anoreksi at gøre.

Kampagnen præger gadebilledet i Italien
- – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – * * * * * * – - – - – - – - – - – - – -
Kilder:Daily Telegraph og Isabelle Caro´s blog

Amerika: Dømt for racistisk mord efter 43 år

24. Aug 2007 * *
EFTER MERE end 40 år har retfærdigheden indhentet James Seale, 72 år. Han dømdes i dag til at tilbringe resten af sit liv i fængel for delagtighed i mordet på to unge sorte borgerrettigheds-aktivister 1964 i Mississippi, USA.
En forbunds-dommer i Jackson dømte i dag Seale til tre livstidsstraffe. Seale blev funden skyldig i juni til kidnappning og sammensværgelse, de eneste forbrydelser som anklagerne lykkedes bevise.

Seale var i 60´erne aktiv i den reaktionære racistiske terror-organisation Ku Klux Klan. Han blev anholdt allerede i 1964 for mord, men blev da frikendt.

Rusland: Racistisk vold kræver liv

4 Sep. 2007 -

MOSKVA (Sova) – * – Racistisk vold i Ruslandhar krævet 38 mordoffrer hidtil i år, samtidigt som 300 mennesker er skadet. Det angiver den russiske menneskerettihedsorganisationen Sova, ifølge BBC.
Ifølge Sova er det “skinheads”, som ligger bag en stor del af volden og det er først og fremmest mennesker fra Kaukasus og Centralasien som utsættes for overgreb.

Den racistiske vold tiltager, siger Sova og advarer mod at andre minoritetsgrupper, blandt andre de homoseksuelle, stadig oftere er mål for angrebene. Ifølget Sova findes der mere end 60.000 højreradikale skinheads i Rusland.
Kilde: BBC,Sova

Filmtajm: “La Battaglia di Algeri” eller “Slaget om Algier”

Det algiersk-italienske drama “Slaget om Algeriet” fra 1966 handler om befrielseskampen i den franske koloni Algeriet fra 1954-62.

Filmen var forbudt i Nato- og EU-landet Frankrig i mange år.Filmen  varer to timer.

TEMAET i filmen er : befrielseskamp, terror og besættelse. Spørgsmål som er ligeså aktuelle idag som dengang. Hovedspørgsmålet i Algeriet 1957 eller Palæstina, Irak eller Afghanistan idag er : Hvem har retten på sin side? Hvem er modstandskæmper? Hvem er frihedskæmper? Hvem er terrorist?

Filmens baggrund er det folkelige oprør i den franske “muslimske” koloni Algeriet. Oprøret der udvikler sig til åben befrielseskrig mod den franske imperialisme er et symbol på den optimistiske og kampvillige ånd der herskede i arbejderklassen og hos de undertrykte folk i tiden efter befrielsen i 1945 – trods massearbejdsløshed, – fattigdom,kold krig og brutal undertrykkelse fra de kapitalistiske magthaveres side.
Billede fra “Slaget om Alger”

Det antikoloniale oprør i Algeriet og filmen om det blev et symbol på udviklingen efter den “store” befrielse i 1945 hvor den imperialistiske ANTI-KOMINTERN-pagts (Nazityskland,Kejserriget Japan, Fascist-Italien,Finland,Ungarn,Rumænien o.a.) led nederlag  til Sovjetunionen og dets allierede.

Det Algiersk-italienske drama fra 1966 handler om befrielseskampen i den franske koloni Algeriet fra 1954-62 ; og varer to timer.
Filmen var forbudt i Nato- og EU-landet Frankrig i mange år.

TEMAET i filmen er :befrielseskamp,terror og besættelse. Spørgsmål som er ligeså aktuelle idag som dengang.
Hovedspørgsmålet i Algeriet 1957, Palæstina eller Irak 2007 er : Hvem har retten på sin side ? Hvem er modstandskæmper ? Hvem er frihedskæmper ? Hvem er terrorist ?

Filmens baggrund er det folkelige oprør i den franske “muslimske” koloni Algeriet.

OPRØRET i Algeriet og filmen var en konsekvens af den Røde Hær´s og dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter i den imperialistiske ANTI-KOMINTERN-pagts – Nazityskland, Kejserriget Japan, Fascist-Italien, Finland, Ungarn, Rumænien og andre allierede, bl.a. den danske Samarbejdsregering: K-R-S og V) i 1945.

Oprøret der udvikler sig til åben befrielseskrig mod den franske imperialisme er et symbol på den optimistiske og kampvillige ånd der herskede i arbejderklassen og hos de undertrykte folk i tiden efter befrielsen i 1945 – trods massearbejdsløshed, – fattigdom, kold krig og brutal undertrykkelse fra de kapitalistiske magthaveres side .
Den “RØDE” sejr indledte en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de de kapitalistiske lande samtidig som de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse flyttede sine positioner frem i befrielseskampen.
Filmen blev et symbol på den antiimperialistiske udvikling efter befrielsen i 1945.
EFTER DEN  Røde Hær´s, dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter indledtes en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de kapitalistiske lande samtidig som de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse flyttede sine positioner frem i befrielseskampen som endte med sejr i Kina i 1949 efter 22 år antiimperialistisk og revolutionær befrielseskrig, ligesom folkene i  Korea, Iran , Irak(1959), Cuba (1959), Algeriet(1962),Vietnam (1954-75) for alvor indledte deres befrielseskamp.  . .. . . . .. . . . . . . . Således åbnede den anti-fascistiske koalition: – Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod Nazi-tyskland´s aggression endnu større muligheder for de undertrykte folks befrielseskamp og for arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande.

Så godt som alle de gamle kapitalistiske kolonimagters England, Frankrig, Belgien, Portugal, Spanien og Hollands reaktionære koloni-regimer blev styrtet ved den bølge af demokratiske, antikoloniale revolutioner som skyldede henover det Euroasiatiske og afrikanske kontinent efter Anti-komintern-pagtens nederlag i Berlin 1945.

Sovjetunionen og opbygningen af KOMINTERN /Kominform flyttede den internationale arbejderbevægelses positioner frem i de imperialistiske lande og hos de undertrykte folk kunne de nydannede kommunistiske partier styrke opbygningen af de antiimperialistiske befrielsesbevægelser.

Et andet samfundsystem var muligt. Drømmen om et retfærdigt samfund for de ubemidlede, de fattige og undertrykte arbejdere, bønder og andre undertrykte blev en realistisk mulighed.

Det blev et reelt valg at tage magten fra de kapitalistiske og feudale udbyttere og oprette socialistiske ejendomshold. Især efter sejren over fascismen i 1945 stod kommunismen og de socialistiske ideer stærkere end nogensinde. Sovjetunionens og dets allieredes sejr i den antifascistiske befrielseskrig udløste arbejderklassens og de undertrykte folks befrielseskamp som blandt andet førte til Islands selvstændighed i 1944, Indiens selvstændighed i 1949 og folkerevolutionens sejr i Kina i 1949 , til Muhammed Mosaddeq´s nationale fronts selvstændighedsbestræbelser i Iran 1951-53 , til Korea´s selvstændighed – til Cubas i 1959 og til Algeriets i 1962 og senere blev Viet Nam helt befriet i 1975 efter årtiers antikolonial og antiimperialistiske befrielseskamp, bl.a mod fransk imperialisme.

Det skal siges at med Hrustchov og senere Brezhnev-gruppen ved magten i Sovjet begyndte det sovjetiske parti at tale imod den væbnede kamp i de undertrykte lande. Således rådgav man vietnameserne at gå på kompromis og acceptere det USA-støttede regime i sydvietnam.

Ho Chi Minh og vietmameserne fulgte ikke rådet. Man var også imod den væbnede kamp i Algeriet med det resultat at de dele af den algierske venstrefløj som lyttede til Hrusjtjhov-gruppens råd blev miskredideret i Algeriet og skubbede store grupper militante over i armene på andre politiske retninger. I 1954 indleder den Algierske Befrielsesfront FNL en revolt mod det franske koloni-regime. Oprøret udvikler til åben befrielseskrig mod det profranske koloni-regime med regulære ildkampe i Algiers gader.

I en dialog fra filmen spørger en “oprørt fransk journalist”:Monsieur Ben M’Hidi, er det ikke en smule fejt at bruge kvindernes kurver og håndtasker til at fragte sprængstoffer som dræber så mange uskyldige mennesker? Ben M’Hidi (fængslet FLN-leder) svarer:
Og synes De ikke at det er endnu fejgere at kaste napalmbomber på forsvarsløse landsbyer som kræver tusind gange flere offrer? Det skulle naturligtvis være meget enklere for os hvis vi havde Jeres flyvevåben. Hvis vi får Jeres bombefly så får I vore kurver!(Dialog fra ”Slaget om Algier”) * * *

“Fakta om “Slaget om Alger”

* * *Independent fra 1965 * * Algiersk-Italiensk samproduktion – Sort/Hvid – 117 min * * *Original titel: La Battaglia di Algeri * Skandinavisk titel:Slaget om Algier/Alger * Instruktør/Regi: Gillo Pontecorvo * Medvirkende: Ali La Pointe * Brahim Hadjadj /Col. Mathieu * Jean Martin /Djafar * Yacef Saadi / En af pigerne * Samia Kerbash /Captain * Ugo Paletti/ Halima * Fusia El Kader/ Petit Omar * Muhamed Ben Kassen * Den er filmet i en sorthvid dokumentar-agtig stil. Flere af modstandsbevægelsens medlemmar spiller sig selv i filmen hvilket forhøjer dokumentarindtrykkket. Bl.a. kan man se FLN´s leder i Algier, Saasi i rollen som sig selv. Peter Sejersen skrev om filmen :Gillo Pontecorvo’s mesterlige La Battaglia di Algeri er udnævnt til historiens bedste politiske film. Med en grovkornet journalist-vinkel portrætterer han krigen skræmmende autentisk. Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Udenlandske Film, Bedste Instruktør og Bedste Original Manuskript. I Europa blev filmen også prisbelønnet flere gange, blandt andet med den prestigefyldte Guldløve fra filmfestivalen i Venedig. fra laserdisken.dk´s omtale: I 1954 indleder den algeriske befrielsesfront en revolution mod det franske kolonistyre . Oprøret blusser op og det udvikler sig til en befrielseskrig, som udkæmpes på Algiers gader og torve. Terrorisme og tortur bliver hverdag i den blodige krig, som til sidst resulterer i Algeriets selvstændighed i 1962. Pontecorvo’s halvdokumentariske film om den fransk-algierske krig er en absolut klassiker inden for sin genre. Algierne kæmpede for deres frihed og stødte bl.a. sammen med den franske Fremmedlegion, som på det tidspunkt havde tabt slaget i Viet Nam og var opsat på at vise deres berettigelse. Filmen afslører grusomheder på begge sider, f.eks. de franske styrkers torturmetoder og de algierske oprøreres anvendelse af bomber i caféer og lignende.” *På Lasedisken.dk kan denne anmeldelse læses: Første gang jeg så SLAGET OM ALGIER var jeg grebet fra først til sidst og den vedbliver at være en forrygende film. Lavet on location og med . . . ukendte skuespillere, er den beretningen om oprøret mod den franske okkupation af Algeriet i 1950´erne. Det er en spændingsfilm, men også et tidsdokument og det er som sådant den har sine klare dyder! En politisk træffende film! Og aldrig før har en fiktionsfilm lagt sig så tæt op af at være en semi-dokumentar. Ennio Morricones musik er som altid iørefaldende og passer til filmens tematik på eminent vis! Et helt unikt mesterværk!” / > > T.A. fra Roskilde 10. marts 2004

Japan : Titusinder af kvinder var sexslaver for US-Army

28 april 2007 – * * *

Titusindvis af japanske kvinder “tjenestegjorde” som villigt personale i de statslige bordeller for at tilfredstille den amerikanske besættelseshærs soldater seksuelt efter Anden Verdenskrig. Mange kvinder blev tvungen ud i denne “militære” prostitution.

Det oplyser det japanske kvinderetsnetværk: “Vold mod kvinder i krig”. En talsperson udtaler at det sociale tryk gjorde det umuligt for disse kvinder att træde frem og kræve erstatning.

Den Kejserlige japanske armé havde selv bordeller i de lande som Japan besatte inden og under Anden Verdenskrig hvor  bl.a. kvinder fra Korea og Kina i realiteten var sexslaver for den “Kejserlige Japanske Hær”.

Ildkamp i Brasilien mellem politi og kapitalistiske narkogangstere : 18 døde

28 Juni 2007

18 dræbte i kampe mellem politi og kapitalistiske narkokarteller i Rio de Janeiro

Minst 18 personer omkom og endnu flere blev såret i ildkampe mellem brasiliansk politi og de kapitalistiske narkokarteller som har et stærkt fæste i Rio de Janeiros berygtede slum i går.
1.350 politistyrker både fra lokale stationer og fra forbundspolitiet blev sat ind sammen med enheder fra den “nationella insatsstyrke” for at omringe byen og nedkæmpe de velbevæbnede kriminelle narkogangstere og beslaglægge våben og narkotika, oplyser lokala medier.

“Krig mellem kapitalistiske gangstere og politi i Rio”

SLUMOMRÅDET SOM BEBOES af godt 100.000 mennesker, kontrolleras af den kapitalistiske narkomaffia.
Myndigheterna er nervøs for Brasiliens “turist-image” i forbindelse med de panamerikanska lege som udspiller sig i juli, hvor tusinder idrættsfolk
og turister forventes besøge den brasilianske metropol. Derfor er store politistyrker sat ind i et desperat forsøg på at gøre byen “mere sikkker” .

Industrigiganten Siemens Formand afgår efter afsløring af korruption i milliardklassen i koncernen

20 april 2007 -

Den øverste direktør for den tyske kapitalistiske industrigigant Siemens afgår efter korruptionsafsløring

Korruptionsskandalerna i det kapitalistiske industrikonglomeratet Siemens er nu nået til toppen af firmaet og fælder nu både den tidligere og den nuværande topchef Heinrich von Pierer. Han forlader sin stilling “af hensyn” til selskabet.
Et medlem i koncernledelsen og flere chefer er anholdte under mistanke for indblandning i organiseret kapitalistiske bestikkelse hvor merre end 1400 millioner kr skal være overført fra Siemens-konti.

Pengene skal delvis væreblevet brugt  til bestikkelse for forskellige kontrakter.
von Pierer har været “en af Tysklands mest respekterede virksomhedsledere” og er tidligere blevet set som en mulig tysk præsidentkandidat.

VELKOMMEN TIL INTERPRES – NYHEDER og BAGGRUND fra hele verden

Velkommen til  www.interpres.blogspot.com

INTERPRES Nyheder og Baggrundsanalyser * * * Uafhængigt af partipolitiske eller økonomiske interesser* * *

Befrielsen: Dagbog kaster nyt lys på den revanchistiske “voldtægtsmyte”

14.jan. 2007 *

Dagbog rejser tvivl om den tysk-revanchistiske “voldtægtsmyte” 

    Vladimir Gelfands “Tysk dagbok 1945-46″ er på mange måder en speciel bog. Det er en usædvanlig øjenvidnesskildring af den Røde Hærs befrielse af Polen og de østlige dele af Tyskland. Eftersom det var forbudt i den Røde Hær at føre dagbog – af hensyn til sikkerheden formodentlig – så har læserne allerede af denne årsag anledning til at være taknemmelig mod forfatteren :den ukrainske løjtnant Vladimir Gelfand som så flittigt brød mod dette forbud.
Gelfand som bara var 21 år under de forbittrede kampe om overgangen ved Oder-floden, hvor han åbenbart viste heltemod, kom til Berlin fast besluttet om at komme til at opleve noget nyt, få lejlighed til at møde mennesker, lære sig tysk – og ikke mindst at nyde kvindeligt selskab. Han var træt af krigen, som havde været hans hverdag i tre år, og hjerteligt træt på översittare og gaphalsar blandt officererne, som hele tiden toppred honom.

Det ser ud som om at Helfand var noget af en hakkekylling, hans dagdrømmende og flittige skrivende var ikke lige underholdende for alle samt at han var fager, intelligent og havde kvindetække väckte naturligtvis de sämre lottades avund. På nogle steder i bogen antyder han at der fandtes officerer i Røde Hæren som også så ned på ham på bagrund af hans jødiske familiebaggrund.

“…hvor mange strabadser, hvor meget spot og spe, hvilken frökhed har jeg ikke måttet tåle under krigen, fordi mit efternavn er Gelfand; fordi jeg fødtes i en jødisk familie og fordi at jeg selv – er jøde”, betroede han sig til faderen i et brev.

For Gelfand var sådanne fænomener kun de sørgelige rester af det gamle samfund.

“Med årene (årtierne, ikke før) vil de nationale modsætninger forsvinde, mistilliden mellem mennesker som frambragts av motsättningarna att försvinna likt en bedövning och livet kommer att bli lättare. Men så länge negrer lynchas under detta århundrade (ty detta avskyvärda och grymma bruk har inte försvunnit från jorden) måste man vara redo att ärligt och värdigt möta och bekämpa människors bittra bedrägeri, att med sina sista krafter strida mot det i mänsklighetens och livets namn. Så har jag beslutat inför framtiden.”

Rätt ofta förlorar sig Helfand i trivialiteter men man kan inte frånkänna honom en viss litterär begåvning. Att föra en så intensiv dagbok (som dock inte täcker krigshandlingarna, då han var förhindrad att skriva) är redan det en bragd. Skildringen av hur en ung man förlorar sin oskuld, upptäcker att han inte är impotent och under ett år av intensivt arbete och umgänge blir man är utlämnande ärlig.

Mer tröttsamma är alla litanior om de orättvisor och den förnedrande behandling han anser sig utsatt för från andra sovjetmilitärer. Och fastän Gelfand är övertygad anhängare av sovjetsystemet och partimedlem saknade han blick för de stora skeendena, snarare var han en rätt självupptagen och fåfäng ung man.

Hans hett bultande hjärta ideligen stötte på besvikelser bland både de ryska kvinnor som medföljde förbanden (och som delvis oförtjänt fick dåligt rykte som “regementsmadrasser”) och tyskor han träffade på stan. Tyskorna fann han ofta vulgära och de flickor som inte bara “grep honom i k-n” men også i hjertet, viste sig snart trolösa eller ointresserade.

“Vad gäller Gelfands möten med kvinnor är det särskilt anmärkningsvärt att det uppenbart inte var fråga om något som helst våld” skriver litteraturvetaren Elke Scherstjanoj i ett efterord till boken.

Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt, vilket är anmärkningsvärt med tanke på att författare som Anthony Beevor “Berlin. Slutstriden” (Historiska Media 2002) citerat siffror som 1,4 miljoner våldtäkter i det ockuperade Tyskland.

Han skildrar inga systematiska massvåldtäkter och plundringar – tvärtom berättar han om unga människor som söker gemenskap, värme och visst kärlek och erotik i ett klimat av tilltagande efterkrigsyra.

I Gelfands bok berättas en hörsägen om hur en tysk kvinnlig bataljon i Berlinchen i nuvarande Polen skulle ha utsatts för massvåldtäkt. Men enligt Elke Scherstjanoj har någon sådan bataljon inte existerat.

Vid ett senare tillfälle erbjuder sig en flicka, som påstår sig ha blivit våldtagen av 20 ryssar, att ligga med Gelfand. Varför frivilligt ligga med den 21:a ryssen? undrar läsaren förbryllat.

Problemet för Gelfand i ett promiskuöst Berlin var inte att hitta flickor som ville ligga med honom. Problemet var att sökte äkta känslor och kärlek. När han i juni 1946 hade dragit på sig gonorré växte missmodet och hemlängtan.

För skribenter som är övertygade om att sovjetarméns intåg i Tyskland var en enda lång serie förbrytelser faller naturligtvis ett vittnesmål som Gelfands utanför ramen. Men kanske valde Gelfand att tiga om egna och andras våldtäkter?

Elke Sjerstjanoj tycks mena att Gelfand teg för att det officiella Sovjet teg:

“Gelfands tystnad visar samtidigt att segrarmakten inte ägnade våldtäkter någon större uppmärksamhet på den tiden och att de uppfattades som rätt harmlösa. I annat fall hade säkert den politiskt aktive Gelfand helt säkert tagit upp ämnet till diskussion”, skriver Sjerstjanoj.

Men det officiella Sovjet teg väl inte. Armétidningen Röda stjärnan fördömde kort före stormningen av Berlin Ehrenburgs tyskerhad og Stalin fordømte i en tale den 28.marts forekomsten af voldtægter og ekscesser. “När ni betraktar tyska flickors kjortelfållar, kom då ihåg varför ert hemland har skickat er hit”, varnade marskalk Zjukov sina underlydande.

Lev Kopelev berettede fra Ostpreussen om hvordan en divisionsbefalhaver, Oberst Smirnov, egenhändigt sköt en löjtnant som medverkat i en gruppvåldtäkt. Totalt dömdes 4 148 sovjetofficerare för olika brott begångna januari-mars 1945 och enligt militära rapporter ska sådana handlingar ha blivit mer sällsynta efter Tysklands kapitulation.

Så varför skulle Gelfand tiga? Han stod dessutom själv i konflikt med många officerskollegor som han fann moraliskt korrupta (“telefonhelte” kalder Gelfand ironiskt de kollegor som kapat åt sig de flesta medaljerna). Superi och svartabörshandel tycks ha varit legio. Även Gelfand stjäl och schackrar på svarta börsen – mest handlar det om klockor som inte fungerar.

Nej, som Kjell Albin Abrahamsson påpekar i en recension i Sundsvalls tidning påminde Gelfand och andra sovjetsoldater mer om Sven Dufva, Svejk och 91:an Karlsson än om hjälteklichéerna. Men ingen av dessa antihjältar var någon våldtäktsman och om Sven Dufva hette det ju: “ett dåligt huvud hade han, men hjärtat det var gott”.

Med tanke på tyskarnas förbittrade motstånd tror jag att alla dessa Dufva, Svejk och Karlsson långt in maj 1945 var fullt upptagna med att klara livhanken. Sovjetarmén förlorade 77 342 man, av vilka 17 032 man oåterkalleligt, bara mellan Wisła och Odra/Oder – dvs. innan de satt sin fot på tyskt territorium.

Men om Gelfand själv inte gjorde tyskarna illa menar Sjerstjanoj att han i alla fall skulle ha föraktat dem och visat “kylig förnöjsamhet” inför deras vardagsproblem.

Helt fri från tyskhat var verkligen inte Gelfand. Han var otvivelaktigt en smula påverkad av Ehrenburgs glödheta tyskhat när han skrev:

“Tyskland står i lågor och det är av någon anledning glädjande att betrakta detta onda skådespel. Död för död, blod för blod. Jag tycker inte synd om dessa människohatare, dessa odjur”.

“På Berlin, den besegrade spottar jag”, ristade han in i det tyska riksdagshusets sten – ord som sovjetcensuren aldrig tillät tryckas.

Men det intressanta är att Gelfand, i viss mån smittad av Ehrenburgs rascisme, i handling var en av dem som visade störst respekt för Tysklands kultur, språk och folk.

När en officerskollega krossade några tyska statyetter räddade Gelfand en Goethebyst med anmärkningen att “vi”, ryssarna, skulle ju i alla fall vara de civiliserade mot det tyska barbariet.

När han beordrades att delta i en plundring av den tyska vetenskapsakademins bibliotek för att bygga upp ett eget regementsbibliotek, reagerade han först starkt negativt. Men sedan han upptäckt att det handlar om ryska böcker som tyskarna stulit under invasionen av hans hemland lugnar han sig.

Att han under ett helt år sysslade med att övervaka nedmonteringen av tyska fabriker som skulle transporteras till Sovjet var naturligtvis inte att jämställa med plundring, det var en del av det krigsskadestånd segrarmakterna beslutat om.

Hur bristfällig Gelfands dagbok än är kan den vara en viss motvikt till den hær af historie-revisionister som arbejder med på att stöpa om mänsklighetens stora seger över Hitlerfascismen till ett brutalt överfall av Stalins horder på den västerländska civilisationen.

Efter kriget levde Gelfand ett långt liv som lärare i Sovjetunionen och efterlämnade drivor med anteckningar som först hans son bringat reda i. Vad svenska Ersatz förlag nu har utgivit i Lars Wiklunds utmärkta översättning är bara en mindre del av Gelfands krigsminnen. Hela perioden 1941-44 har av det tyska Aufbau Verlag liksom av det svenska förlaget bedömts som mindre intressant, men hela materialet finns tillgängligt på ryska på Internet. Stefan Lindgren

“Vänsterns tidning” Flamman recenserar den sovjetiske soldaten Vladimir Gelfands dagbok från andra världskrigets slut, utgiven av förlaget Ersatz. Stefan Lindgren ges nästan ett helt uppslag att i Stalin-kramande anda förneka Röda Arméns systematiska våldtäkter på tyska kvinnor. “Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt”, skriver Lindgren, och Flamman kursiverar meningen.

En dagbok utan våldtäktsskildringar är alltså nog för att misstro vad historikerna uppskattar till 1,4 miljoner tyska kvinnors erfarenheter. Lindgren beskriver den framryckande Röda Armén som “unga människor som söker gemenskap, värme och visst kärlek och erotik”. De systematiska massvåldtäkternas Berlin kallar han lättsamt för “en promiskuös stad” och tar sedan till den äldsta av våldtäktsmyter – “Hon bad om det” – när bevisen tryter.

Lindgren refererar en passage i dagboken där en tysk kvinna erbjuder sig att ha sex med Gelfand; hon har tidigare blivit våldtagen av 20 ryssar. Varför då frivilligt ligga med den 21:a ryssen, undrar Lindgren. Man vet inte om man ska skratta eller gråta. Efter sex års krig var Berlin en skräckstad, bestående av kvinnor utan annat kapital än den egna kroppen. Våldtäkt mot mat, våldtäkt mot skydd, våldtäkt mot att inte bli dödad. Det kan inte kallas för att “söka kärlek” eller vara “promiskuös”.

Lindgren kokar en farlig brygd på lika delar sovjetromantik som kvinnohat. Det är anmärkningsvärt att delar av svensk vänster fortfarande väljer Stalin framför fakta och vanlig anständighet.

Av KATRINE KIELOS

Stefan Lindgren svarar (ännu inte infört):

Katrine Kielos referat (Expressen 16/1) av min artikel i Flamman är otillständigt. Jag har inte försvarat de våldtäkter som bevisligen begicks av Röda armén när den gick in i Tyskland. Jag håller tvärtom för troligt att en politiskt felaktig linje – Ilja Ehrenburgs hatpropaganda mot tyskarna, som visserligen fördömdes på högsta ort, men ändå fick visst genomslag – bidrog till sådana händelser. Att Gelfand själv varken deltagit i eller sett våldtäkter betyder självfallet inte att de inte förekommit.

Men vad ska vi med personliga vittnesmål till om de inte tillmäts någon betydelse alls? Att Gelfand varken såg eller hörde något av en våldtäktsepidemi styrker väl inte precis Anthony Beevors extremt höga och löst underbyggda uppskattning 1,4 miljoner våldtäkter. Beevors version undergrävs också av seriösa historikers verk (Se t ex “Gennadij Bordjugow: Wehrmacht und Rote Armee -Verbrechen gegen die Zivilbevölkerung” på http://airo-xxi.ru/gb/statji/wehrmacht.htm).

Men jag förstår att Katrine Kielos måde at ræsonere om historie i stadig mere allt eller intet-termer anses mera modernt än mitt, mera i linje med det statliga verket “Levande historias” malliga bannbullor.

I detta statligt ledda renhållningsarbete är tydligen alla medel
tillåtna. Kielos formulerar sig på ett sätt som gör att läsaren inte vet
vad som är citat ur min artikel och hennes egen perfida tolkning av vad
jag säger. Frasen “Hon bad om det” finns inte i min artikel.

För övrigt är det uppenbart att Kielos gått in i debatt om en bok som
hon inte har läst – och det är visst inte första gången.

När jag tar avstånd från den enda vägens historia är jag dock i gott sällskap av t ex Finlands utrikesminister Erkki Tuomioja som i ett tal nyligen slog fast att “historia handlar aldrig om en enda sanning eller en enda tolkning”, slog Tuomioja fast (Hufvudstadsbladets 15 december).

Hans kollega, professorn vid Helsinki-universitetet Olli Rehn, kritiserade på ett möte i EU nyligen skarpt de franska historielagar som förbjuder debatt om förintelsen under andra världskriget, om det turkiska folkmordet på armenerna samt om kolonialismens positiva sidor.

Att säga det är inte att glömma Röda arméns förbrytelser. Men vi ska heller inte glömma att det mest framstående offret som drevs till självmord av de röda horderna var – Adolf Hitler.

Underskrevet Stefan Lindgren

DDR Historie Del III

Juni 2003 *

I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *

” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:

Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?

“- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”

Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -

Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt

Del III (Afsluttende)

Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« den 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistisk hetz.
Vi bringer en artikel af Kamerat Waltraud Aust, som første gang blev offentliggjort i 1983 i KPD´s teoretiske organ , »Kommunistische Hefte«.
Waltraud Aust oplevede selv den 17. Juni med egne øjne og ører. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.

16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee

Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst. Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole »Nieder mit den Normen. Streikt« Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. In einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den »goldenen Westen« getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.

Provokateure werden festgenommen

Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor die Werkstore zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie »Nieder mit der Regierung«, »Nieder mit den Normen«, »Wir wollen freie Wahlen« und ähnliche.

In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vor dem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt weiter. Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:

Befehl des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:

1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953.

-
Den Røde Hær´s kampvogne patruljerer i Berlins gader i juni 1953.

-
Militærkommandanten i Berlins sovjetiske sektor
Generalmajor Dibrova

Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr »Eigentum« wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten »Ostwerte« um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der »Tag X« bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.

Eine Kluft zwischen der Partei und den Massen

Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde. Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300 000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Warnke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: »Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen«. Oder »Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen«.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: »Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …«
»Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen.
Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauern und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.«
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als »Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni« verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander, in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.

Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne.
Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?

• Waltraud Aust

Ovenstående artikel blev trykt første gang i KPD´s teoretetiske organ Kommunistische Hefte nr.9/2003 .
KPD _ Tysklands Kommunistiske Parti – skal ikke forveksles med det revisionistiske “Deutsche Kommunistische Partei” D.K.P. – som blev oprettet i 1968 som et led “afspændingen” mellem øst og Vest: DKP blev godkendt som et “forfatningstro” – legalt “kommunistisk” parti og støttet både af Natolandet Vesttysklands socialdemokratiske regering og Brezhnjev-regimet i Sovjetunionen. DKP blev legaliseret som et forfatningstro og statsanerkendt “kommunistisk alternativ”.  Samtidig blev forbudet mod det revolutionære “forfatningsfjendtlige KPD” opretholdt. Alene bogstaverne K.P.D. gav den slagne (i Anden Verdenskrig) kapitalistiske overklasse i Tyskland minder om deres nazistiske fortid og “nederlaget til den Kommunistiske Internationale” 

Japansk politiker kræver ret til oprustning og opbygning af væbnede styrker

Japan på vej væk fra pacifismen ?

En af det kapitalistiske Japans mest fremtrædende politikere og
kandidat til posten som Japans næste statsminister Shinzo Abe,
kræver ændringer af landets grundlov.

Shinzo Abe planlægger ifølge japanske medier bl.a at foreslå en ny grundlov skal fastslå : “Japans ret til væbnede styrker, ikke bare en “selvforsvarsstyrke” “.

Den nuværende pacifistiske grundlov er vendt mod
Japansk oprustning gennem opbygning af store tungt bevæbnede styrker for at forhindre at det kapitalistiske Kejserrige Japan igen skulle forberede militære aggressioner sådan som det skete i 1930`erne og under den Anden Verdenskrig.

Japans pacifistiske efterkrigsforfatning – som støttes af de progressive demokratiske og kommunistiske kræfter i Japan – er en garanti for at Japan ikke
igen skal forberede krig og militære aggressioner.

Japans Freds-forfatning var et resultat af Anti-Komintern-pagtens nederlag i 1945 til Sovjetunionen og dets allierede.
“Anti-Komintern” akse-magterne Tyskland,Italien,Japan,Finland,Ungarn, Spanien, Danmark og andre vestlige kapitalistiske stater havde startet en aggressionskrig mod ikke bare Europas folk, men også mod folkene i Amerika, Asien og Afrika.
Sovjetunionens og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod Antikominternmagterne førte til folkelige demokratiske og antikoloniale revolutioner over hele kloden – dog ikke i de fascistiske vestlige stater Spanien og Portugal hvor folkene blev holdt nede i et tilbagestående fascistisk tyranni.

I Japan beholdt Kejseren titelen, men han fik ingen hær at kommandere.
Først og fremmest Stalins Sovjetunion tillod ikke at Japan igen fik mulighed
for at påny opruste , opbygge væbnede styrker og forberede krig.

Opmuntret af Washington mener stærke kræfter i herskende kapitalistiske etablissement at tiden nu er inde til at “glemme” læren fra Anden Verdenskrig.

-”Udformningen af en ny forfatning vil blive indledningen til en ny epoke”,
udtalte den 51-årige Abe i en tale i Yokohama hvor han krævede afskaffelse
af Japans pascifistiske forfatning.

Abe planlægger at præsentere sit forfatningsforslag den 1.september, inden afstemningen den 20 september i det “Liberal-demokratiske” parti hvor
Statsminister Junichiro Koizumi afløser skal vælges.

Inkom 22 august 2006 – 12:53

Generationsskifte når Abe overtager Japan
20 Sep.2006

Shinzo Abe blev i dag valgt med stor majoritet till ny ledare for Japans regeringsparti Liberaldemokraterna. Næsta uge vælges han troligen till landets yngste premier-minister nogensinde.

Den 51årige Shinzo Abe fik 464 av 702 stemmer, næsten dubbelt så många som hans utmanare fick tillsammans.

Avgående partiledaren och premierministern Junchiro Koizumis egnede sina fem år som partiledare til at modernisera partiet. Den nye ledaren Abe anses lika konservativ som Koizumi men mer “velformulerad og smidig.” som de borgerlige medier formulere det

Amerika: Endnu flere fanger i USA

22 maj 2006 – * * * – Stadig flere fanger i de Forenede stater

I løbet af 2005 steg antallet af fængslede til 2,18 miljoner, meddeler
Dagens Nyheter- – dn.se.

USA har det højeste antal fanger i hele verden.
Mellem juli 2004 og juni 2005 steg antallet fanger med 2,6 procent.
Det er den største stigning siden 1997.

Også antallet kvindelige fanger stiger.
I 2005 udgjorde kvinderne 12,7 procent af alle fanger.
For ti år siden var kvinde-andelen 10,2 procent.

Alt i alt sidder en ud af hver 136 US-amerikanere i fængsel.
I f.eks Frankrig er andelen fanger en ud af hver 1.000.

Danmark ? ? Sverige har cirka 5.000 fanger.

Kilde: Dagens Nyheter 21.maj

* Kapitalismens historie: fra tvangarbejde og slaveri til statstøttet markedsdiktatur og krig

2006 Både liberale og socialliberale , altså borgerlige reformister af den ene eller anden “social” – “demokratiske” observans vil ikke, som marxismen og de revolutionære kommunister, dele samfundet ind i klasser: Og idag benægter de klassernes eksistens og at der foregår en klassekamp mellem det kapitalistiske samfunds hovedklasser : Bourgeoisiet og Proletariatet, Kapitalen og Arbejderklassen.
Et liberalt synspunkt lød sådan her:
“Liberalismen indeler ikke samfundet sort/hvidt, arbejder/kapitalist. Ejendomsretten er ikke givet til en særligt udvalgt gruppe (klasse) af en gudelig magt. “K.Lund

Til det vil jeg sige at jeg heller ikke inddeler samfundet i “sort/hvidt”, men tager udgangspunkt i den objektive virkelighed, som Marx lærte os. Du siger du har læst Kapitalen af Karl Marx, men hvad har du lært ?
Hverken du eller jeg kan leve af den blå luft. Vi er nødt til at have penge
til at købe mad, tøj og andre livsfornødenheder som bliver produceret af
arbejderklassen i produktionen. Hvis du er kapitalist behøver du ikke
bekymre dig om det daglige brød, men kan beskæftige dig med hvad du
finder interessant.
Hvorimod flertallet af befolkningen ikke har andre muligheder end at
sælge deres arbejdskraft på det kapitalistiske arbejdsmarked.

Og nej, den kapitalistiske ejendom er ikke “givet af en gudelig magt”,
kapitalister udkæmper drabelige konkurrencekampe indbyrdes, iblandt
føre det til krig, som Første og Anden Verdenskrig og USA´s voldelige overfald
på Irak i 2003. For det meste er det fredeligere, og slutter ved domstolene eller
et firma`s konkurs.

Men hovedsagen er: Flertallet af mennesker kan ikke blive kapitalister,
dvs befriet for at skulle sælge deres arbejdskraft. Der findes hverken idag
eller i hele verdenshistorien noget land eller sted på jorden hvor flertallet af befolkningen
var besiddere, udbyttere eller kapitalister, altså var befriet fra nødvendigheden
af at sælge sin arbejdskraft.
Det er en liberal utopi. Kapitalismen kræver et stort arbejdskraft-marked
for at kunne akkumulere kapital gennem udbytningen af arbejdskraften.

¨Siden skriver du at det var kapitalisterne “Mads Clausen fra Danfoss”
og “Den gamle A.P. Møllers” “hårde arbejde der har sat dem i den
situation.”,

Jeg skal ikke vurdere hverken den ene eller den anden kapitalist`s
arbejdsindsatser. Hovedsagen er at uden arbejderklassen skulle der i
ikke findes nogen somhelst rigdom eller kapital hos Danfoss og
Mærsk-Møller-kapitalisterne. Det er gennem udbytningen af arbejderne
på Danfoss-fabrikkerne og arbejderne på de Mærsk-Møller-ejede
virksomheder Lindø, Mærsk kontainer og rederi-virksomhed og gennem
den af staten godkendte udplynding af Nordsøen`s naturresourcer, at
disse kapitalister er blevet landets mægtigste (“har sat dem i den situation”
,som K. Lund så diplomatisk udtrykker det)

Der findes altså, som det fremgår af både Marx/Engel`s omfattende
videnskabelige arbejder, men også ved at kigge på virkeligheden
idag en objektiv forskel på den del af befolkningen som er tvunget
til at sælge deres arbejdskraft. Og den del som lever af andres
arbejde, gennem kapitalistisk aktieudbytter eller gennem køb og salg
af levende kapital (produktionsvirksomheder)…….

Det er denne klassedeling der har ført til klassekampen mellem
kapitalister og arbejdere med en småborgerlig middelklasse såvel som mellemlag
der vakler mellem klasserne, (oftest hælder de sig til den herskende
kapitalistklasse.)

Der bliver ikke ændret på denne klassedeling ved at Student
Kristian Lund, eller hvad du nu bruger din tid på, arver en kapitalistisk
virksomhed af Onkel Børge. Eller ved at kapitalist Lund´s virksomhed
går konkurs og han må gå på socialkontoret eller starte et
lommeregner-firma med kommunal “igangsætterydelse” eller hvad
den hjælpen nu hedder

Så skriver du : “Kapitalismen bruger ikke vold. Det er STATEN
der bruger vold. Staten konfiskerer min ejendom med trusler om vold.”K.Lund

Ja og meget værre STATEN og de frie kapitalistiske medier oppisker
hysteriske og chauvinistiske stemninger mod andre folk, for at forsvare
deres aggressive krigsplaner. Tidligere mod Sovjet..senere mod Vietnam,
Afghanistan og Irak. Uden staten skulle de førende kapitalist-lande, med
den imperialistiske Führer-stat USA i spidsen ikke have ret mange “frie”
markeder og lande at udplyndre.

Og hvor kommer staten fra ?…? Staten er ikke en isoleret,af en kinesisk mur, fra samfundet adskilt, institution. Staten opstod som historisk institution efter den urkommunistiske periode i menneskehedens historie, da mennesket fik et overskud af arbejdet…..

Ved f.eks at læse Friedrich Engel`s værk: “Familiens, privatejendommen og statens oprindelse” . . . .vil du forstå at det var og er for at beskytte ejendommen/overskuddet af produktionen , at staten opstod.
Hvor skulle kapitalismen være idag uden den kapitalistiske stat ? ? ?

D e n sidste gang, vi kan sige at liberalismen, den frie markedsøkonomi,
blev realiseret i sin fulde udstrækning, var i kapitalismens barndom og den industrielle revolutions epoke.

Dengang var den frie markedsøkonomi igang med at udrydde store dele
af den arbejderklasse som den liberale (kapitalistiske) overklasse levede
af.
Det var i proletariatets barndom under den kapitalistiske industrielle revolution, da klassen endnu var lille og uerfaren og derfor ikke kunne slå
fra sig, at kapitalisterne gennem statsmagten brugte den fra feudalsamfundet så ubredte ikke-økonomiske tvang. Statsmagten sikrede gennem loven, etableringen af arbejdets “normale” afhængighed af kapitalen og realiseringen af “normen”, altså at det fremvoksende kapitalistiske bourgeoisie tilranede sig merværdien.

Overgangen fra det feudale klassesamfund til det kapitalistiske ditto var ingen fredelig eller ikke-voldelig epoke. Tværtimod. Kapitalismens genesis og
dens fremvoksen til global imperialisme tilhører de allerblodigste perioder og mindst fredelige i menneskehedens historie.

Den kapitalistiske epoke tog sin start i det 16.århundrede.
Epoken forløber uafbrudt, efter stabiliseringsprocessen i først og fremmest England, Frankrig og Nederlandene gennem det 16.,17. og 18. århundrede
om end i forskellige tempi og intensitet .
Forudsætningen for kapitalismens fremvækst var skabelsen af et arbejdsmarked.
Denne “skabelse” kan man kalde den oprindelige akkumulation.
Karl Marx fremhævede ofte denne akkumulations mangfoldige metoder,
men identiske indhold og sammenfattede det med metaforen “arbejdernes trældom” (Marx:Kapitalen, 1. bog 4, side 1001)
Når de ruinerede bønder og håndværkere i kapitalismens barndom måtte forlade hus og hjem/værksteder fandtes der ofte intet arbejde til disse voksende skarer af fattige (pauperer) eller de kunne ikke straks tilpasse sig til de nye livsbetingelser eller ville ikke underkaste sig den nye arbejdsdiciplin. Disse ofre for kapitalismens voldsomme fremvækst blev i realiteten fredløse tiggere, vagabonder og hjemløse uden noget bestemt arbejde. Vagabondvæsenet i Europa, en virkelig social katastrofe, blev et almindeligt og varigt fænomen. Med vedtagelsen af fattigloven i 1601 erkendte man fra officiel engelsk side, ekspropriationens følger. Også i Frankrig måtte man fra officiel side indrømme et enormt antal “fattigtiggere”. De hjemløse i Paris grundlagde ligefrem deres eget samfund som de kaldte “vagabondernes kongerige”
Mængden af “lediggående pøbel” i 15-1700-tallets Europa forbavsede samtiden og foruroligede de besidende klasser og der blev vedtaget en række lovforanstaltninger, statslige akter, som Marx beskrev som “blodlovgivning”.

I England udfoldede den oprindelige akkumulation sig over en bred front med voldelige metoder fra slutningen af det 1400-tallet. Den havde et stormende forløb gennem tre århundreder, og om England kan begrebet “agrarrevolution” bruges i hele sin betydning. De sørgeligt kendte indhegninger (“enclosures”) af personligt frie bønders jord, de landbrugslove som parlamentet udarbejdede under borgerkrigen i det 17.århundrede midte , og andre tvangsforanstaltninger medførte at den overvældende del af den arbejdende befolkning blev “befriet” for ejendom. Processen blev også fremmet af et system af skatter og statsgæld og andre af den oprindelige akkumulations løftestænger. Allerede ved masse-ekspropriationens begyndelse vedtoges i England i 1495, en lov, der indledte en hel række blodige og samtidige hykleriske og skinhellige forordninger. De bekendtgjorde paupernes (fattige) pligt til at arbejde (vi ser lignende træk idag med tvangsaktivering af
bistandsmodtagere og arbejdsløse), gav de lokale myndigheder vage
råd om hvordan de skulle sørge for arbejde til de fattige, og hvordan de
skulle lære deres børn at arbejde.

En i 1562 vedtaget lærlingelov tvang pauperne og især deres børn til at stå i lære, dvs i realiteten som lønarbejdere eftersom en læretid dengang
ikke var andet end maskeret kapitalistisk udbytning.
Efter den borgerlige revolution i midten af det 17.århundrede begyndte
det engelske parlament at understøtte nye metoder for tvangspolitikken.
Blandt disse vil jeg først og fremmest fremhæve loven om oprettelse
af Workhouse (arbejdshuse). Skønt borgerlig-liberale historikere gør alt for at fremhæve arbejdshusenes “velgørende ” rolle, var disse huse i virkeligheden et middel til gennem tvang at indrage pauperne i den
kapitalistiske udbytning´s virkefelt, en særlig form for kapitalistisk
organiserede virksomheder.
Med Bosættelsesloven fra 1662 blev den ikke-økonomiske tvang
overfor pauperne og det fremvoksende proletariat endnu mere fysisk
defineret.
Denne lov pålagde de lokale myndigheder at sikre pauperne en bolig.
I virkeligheden bandt den de fattige til deres sogn og tjente således arbejdskøbernes interesse, da de på den måde garanteredes en arbejdskraftsreserve. De lokale myndigheder henviste efter skøn
pauperne til “lærepladser”, lønarbejde, arbejdshuse og andre igen til
tugthuse og fængsler. Med fattiglovgivningen blev der skabt en situation
i landet, hvor folk blev udsatte for fredsdommerens vilkårlighed og et net
af forbud, chikanerier og voldshandlinger mod disse de besiddelsesløse millionmasser.

Som følge af den oprindelige akkumulations tvangsmetoder og den
økonomiske forarmelse blev arbejdsmarkedet kolossalt udvidet i perioden.
Ifølge opgørelser fra en engelsk statistikker fra slutningen af 1600-tallet,
fortæller Gregory King i Two Tracts (Baltimore,1936, side 39) at nødlidende
fattige og deres familier udgjorde mellem en fjerdedel og halvdelen af
landets befolkning på 5 en halv million mennesker.

Karl Marx talte om at folkets ekspropriation “er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild” (Kapitalen 1. bog 4 side 1000)
Kapitalismens fødsel bliver beskrevet af samtidens forfattere fra de
mest forskellige ideologiske retninger.
Thomas More skrev om bøndernes tragedie:” Væk trasker de…..bort fra deres huse, som de var vante til og fortrolige med….” (skrev T.More i : The Utopia, Princeton,New York 1947, side 34).
Den franske skribent Jean de La Bryère som var en dristig kritiker af den tids fejl og mangler, skildrede 1600-tallet franske bønders pinefulde armod: “askegrå i ansigtet, forbrændt af solen” står de bøjet over jorden,
og livet opretholdes med rugbrød, vand og rødder” fra Les caractères ou les moeurs de ce siècle” af La Bruyère, Paris,1853 side 290f)
Den italienske oplysningsfilosof Pietro Verri beskev de proletariserede lombardiske bønders liv : “Denne ulykkelige bonde, barfodet, klædt i pjalter, uden andet at spise end brød af rug og hirse….en halmbunke er hans seng, en faldefærdig rønne hans hjem, hans liv er kummerligt og arbejdet slidsomt” ( Citeret efter A.D.Rolova: “Italien i det attende århundrede” fra “Italiens historie” (russisk) bind 1 side 512, Moskva 1970)

Den progressive slovakiske økonom S.Te`sedik skildrede i 1784 resultaterne
af den økonomiske klassedeling i landsbyerne, hvor et lag af rige bønder (kulakker) voksede frem: “Vampyrer og despoter findes også blandt bønderne, mægtige og velaflagte bønder søger at tilegne sig alle privilegier og gevinster og at vælte alle pligter og byrder over på befolkningens fattigste lag…”
- citeret efter A.M. Kharkova m.fl.: Det feudale livegenskabssystems forfald og udviklingen af kapitalistiske relationer inden for landbruget i de tjekkiske og slovakiske områder i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det
19. årh. (fra “Tjekkoslovakiets historie” (russisk) bind 1 side 321f,
Moskva 1956) – -
I England blev der fra det 16. til det 18.århundredeudstedt snesevis af love, som samlet udgjorde et helt vurderingssystem af de fattiges “forbryderiske handlinger” og en dertil svarende skala af straffe, bl.a
dødsstraf, slaveri, offentlig piskning, brændemærkning og mange andre straffe. Lignende love udstedtes i Frankrig fra 1540`erne. En forordning fra 1777 foreskrev tvangsarbejde for enhver rask pauper mellem 16 og 60 år. Ud over de statslige love udstedte byerne fororninger mod “dagdrivere og tiggere”. Grusomme straffe mod de “dovne” fattige blev der også lovgivet om i Nederlandene på 1500-tallet, og senere i byrådenes opslag i den kapitalistiske mønsterstat Holland. De lidelser og ofre som folkemasserne ydede under den oprindelige akkumulation, udgør “hemmeligheden” bag kapitalismens tilblivelseshistorie. Den borgerligt-liberale fremstiller kapitalismen i lyse idealistiske farver og fortræner at kapitalismens tilblivelseshistorie ikke er så idyllisk som den liberale ideologi vil give indtryk af. I fortænger den kendsgerning at kapitalismen skabte en ny klasse, proletariatet, gennem eksproprieringen af folket. At kapitalismen blev rig og fed gennem vold og tvang. Al ejendom og rigdom som kapitalen siden har raget til sig har de opnået først og fremmest gennem udbytningen af arbejderklassens – merarbejdet og merværdierne – gennem tvang, vold og trusler derom. Ligesom gennem slaveri, erobring, besættelses af fremmede lande og udplyndring disse landes rigdomme.

I en af den franske tekstilmanufakturer arbejdede et stort antal
børn,citat:….
” deriblandt også sådanne, som endnu ikke rigtigt kunne gå”
(J.K. Novosjilov:Arbejdsvilkårene i Frankrigs centraliserede manufakturer i det 17.århundredes anden halvdel” i “Skriftsamling fra den statslige pædagogiske højskole i Arkhangelsk” (russisk)2.samling, 1958 side 104 og 106)

Kvindearbejde og i endnu højere grad børnearbejde
(og her taler vi ikke om en times arbejde efter skoletid) var uhyre udbredt. DE kapitalistiske arbejdskøbere i et arbejdshus skriver med tilfredshed:
” Vor fordel består deri, at vi i klædefabrikationen kan beskæftige alle fra 7 til 80 år” (fra St. Sepulchre:
Workhouse Commitee Minute Book, 1727-29 (Guildhall Library, MS 3137/1)

Efterhånden som arbejderklassen voksede sig stor og stærk og skaffede sig blodige erfaringer med den kapitalistiske udbytning begyndte klassen at
organisere sig og for alvor at slå igen. Der blev indført begrænsninger af børnearbejdet i fabrikker og miner, men børnearbejdet var stadig udbredt i landbruget og i handelen, altså i brancher hvor udbytningen af børn og unge fortsatte i stort omfang. Men også i små-industrien beskæftigedes hundrede tusinder af mindre-årige. I de Forenede Stater(USA) arbejdede der i 1880, 182 000 børn og unge under 16 år i forarbejdsindustrien, de udgjorde 6,7 procent af samtlige industriarbejdere. I Tyskland arbejdede 215 000 børn i alderen under 14 år, ifølge folketællingen fra 1895, i forskellige industrivirksomheder, heraf 38 000 på fabrik. Nogle lande lagde næsten ingen begrænsninger på børne-arbejdet og tillod udbytning af mindre-årige i et omfang og i former, som ledte tankerne hen på forholdene under den tidlige kapitalismes England. For eksempel arbejdede børn og unge i Belgien selv i kulminerne på lige fod med voksne mænd, 12-14 timer i døgnet. Børn,unge og kvinder udgjorde i slutningen af det 19-århundrede 40 % af Italiens arbejdsstyrke. I slutningen af 1870´erne havde den internationale arbejderklasse vokset sig stor og stærk og skolet af kommunistiske ledere som
Marx, Engels, Bebel, Liebknecht, Pio og Geleff begyndte den for alvor at slå tilbage.
Vældige strejke-kampe som oftest varede måneder og omfattede hundrede tusinder af arbejdere rystede de kapitalistiske lande. I 1875 gik 15 000 tekstilarbejdere ved Fall River i de Forenede Stater br />ud i en strejke der varede otte uger.
Minearbejderne i Pensylvania strejkede i syv måneder.
En ti ugers strejke lammede i 1878 bomuldsindustrien i Lancashire,
England. På sit højdepunkt omfattede den 300 000 arbejdere.

I 1889 gennemførte 60 000 havnearbejdere, matroser, fyrbødere og andre arbejdere i Londom`s dokker og på værfterne en fem ugers
hårdnakket kamp mod arbejdsgiverne. 25 000 Berlinske murere og tømrere strejkede i 1888 i to måneder. I Frankrig nedlagde 24 000 tekstilarbejdere i Roubaix arbejdet i maj 1890 og året efter strejkede næsten alle arbejdere i glasvare-industrien. I Staterne deltog flere hundrede tusinde arbejdere i strejkekampene i 1894. Den største var jernbanearbejder-strejken, der begyndte på Pullman- vognfabrikerne i Illinois og omfattede 150 000 mennesker i hele landet.

Ofte var strejkerne i disse år som regel af økonomisk karakter,
i hvert fald brød de ud som en protest mod de lave lønninger og de hårde arbejds- og levevilkår og med krav om højere løn. Den
udløsende faktor var sædvanligvis et overgreb fra myndighederne, konkrete kapitalister eller virksomhedsledelser. De krav som arbejderne opstillede var i vidt omfang de samme i de forskellige lande: Højere løn, indførelse af 10, senere 8 timers arbejdsdag, socialforsorg i tilfælde af sygdom, invaliditet og alderdom, begrænsning af kvinde- og børnearbejde, lovpligtig arbejderbeskyttelse, kapitalist-ansvar ved arbejdsulykker, afskaffelses af bødesystemet, forbedring af boligforholdene og så videre. Disse strejker udviklede sig næsten altid til begivenheder der sprængte de økonomiske rammer. Arbejderne erfarede at når kapitalisterne var i knibe trådte hele det mægtige voldelige
statsapparatet med politi og national-garden i front ind for at hjælpe
kapitalen.
Det vakte på den anden side kræfter tillive i arbejderne, hærdede
dem og styrkede deres overbevisning om fortsat aktiv kamp.
Når staten og myndighederne greb ind på kapitalisternes side,
somme tider under stor brutalitet, var det den bedst tænkelige
propaganda for at arbejderklassen måtte organisere sig politisk.
Myndighederne greb ofte til provokationer, terroriserede arbejderne
og indsatte ikke sjældent tropper. (hvilket også indgår i kapitalisternes planer i Danmark, i Naksov 1931 blev hæren sat ind mod demostrerende arbejdere, ligesom den senere er blevet moboliseret ved flere strejker i 1980`ernes Danmark.)
Sådan som minearbejderstrejken i Pennsylvania blev kvalt i 1875 var desværre ikke atypisk.
De kapitalistiske mine-ejere “ansatte og bevæbnede en bande selvbestaltede lov-og-orden-håndhævere, der… . . sammen med kul- og jernmalm-selskabernes private vagtkorps overfaldt arbejderaktivister, lokkede dem i baghold og myrdede dem”. (fra Richard O.Boyer/Herbert M.Morais:“Labors Untold Story” side 51, Cameron,New York 1955)
19 strejkeledere blev henrettet på grundlag af opdigtede anklager. Maj-dagene i 1886 satte sig uudslettelige spor i den amerikanske arbejderbevægelses historie. En bølge af demonstrationer skyllede over landet fra New York til San Francisco med hovedkravet 8-timers arbejdsdag. Kampens centrum var Chigago, hvor 40 000 strejkende var på gaden den 1.Maj – en mængde som dengang gjorde stort indtryk. De velorganiserede og fredeligt gennemførte strejker og demonstrationer fortsatte i endnu to dage. Men den 3.maj åbnede
politiet ild mod arbejderne, idet de benyttede et sammenstød mellem strejkende og skruebrækkere på landbrugsmaskin-fabriken MacCormick, som påskud.
Resultatet var 6 døde arbejdere og 50 hårdt sårede.
Dagen efter var der masse-protest-møde på en central plads i Chigago`s centrum. Efter at at arbejderlederne havde holdt taler hvor de fordømte politi-myndighedens handling og advarede mod nye voldshandlinger fra myndighedernes side, samtidig som de opfordede arbejderne til at vise sammenhold, fasthed, ro og organisationsånd, dukkede politiet op samtidig som en uidentificeret person smed en bombe på pladsen. Ved eksplosionen blev en politimand dræbt og fem andre såret. Politiet åbnede ild mod mængden og skød og slog løs på de flygtende arbejdere. Efter de blodige begivenheder i Chigago indledte myndighederne en hetzkampagne mod arbejderbevægelsen og alle progressive i hele landet, samtidig som der blev foretaget massearrestationer. Otte af Chigago arbejdernes ledere blev stillet for retten, anklaget for mord, selvom de alle med undtagelse af en havde forladt pladsen, før bombe-eksplosionen . Til nævninge var udpeget personer som alle åbent havde udtrykt deres had til alt progressivt og forsvar for arbejderklassens rettigheder.
Senere kom det frem at hovedvidnerne simpelthen var bestukket. Derfor blev 7 af arbejder-lederne dønt til døden ved hængning.
Der bredte sig nu en bevægelse til forsvar for de dømte, ikke bare i Staterne men langt udenfor USA´s grænser. Fra hele kloden strømmede protestskrivelser og petitioner til Chigago om mildning af dommen. Under indtryk af proteststormen benådede guvernøren to af dødsdommene til livsvarigt fængsel. Men fire arbejderledere blev henrettet. I 1893 blev de tre fængslede løsladt af den nye guvernør i erkendelse af at deres skyld ikke var bevist og at de i lighed med deres henrettede kammerater havde været ofre for en kapitalistisk skueproces. Chigago-begivenhederne er bare et eksempel. Kapitalismen fortsatte med og uden statens hjælp at bruge alle mulige lovlige såvel som ulovlige metoder for at presse arbejderklassen tilbage.
Masse-strejkerne og demonstrationer i foråret 1886 med deltagelse af ialt 350 000 mennesker i de Forenede Stater, førte til at 185 000 arbejdere opnåede indførelse af 8-timers arbejdsdag. Desuden blev arbejdsdagen for 200 000 arbejdere nedsat fra 12 til mellem 9 og 10 timer. (ganske vist benyttede kapitalisterne sig i de følgende år af en konjunkturnedgang til på ny at forlænge arbejdsdagen).
I takt med de kapitalistiske staters overgang til stadig mere imperialistiske stræben, efter at kapitalisternes og de stater de klontrolerede havde opdelt hele jordkloden i kolonier og “ineressesfærer”, blev staten et redskab til at erobre kolonier med råstoffer og “lebensraum”, som du selv er inde på var den industrielle revolutions England og Tyskland præget af en stærkt bevæbnet stat, som kunne føre erobringskrige og slå oprør ned. Staten blev en uundværlig del af “den frie liberale markedsøkonomi”. Den sørgede for at diciplinere (bl.a.-Bismarks forbud mod SPD) og uddanne arbejdskraften

Når den kapitalistiske spekulations-børs i New York i 1929 “krakede” står det klart for selv de mest tungnemme fortalere for liberal-kapitalistisk “markedskonomi”, at kapitalismen var igang med at grave sin egen grav og derfor behøvede statslig skatteyder-financieret hjælp. br />
I det 20 .århundrede har den “liberale og frie” markedsøkonomi i
hovedtræk bestået af s t a t s indgreb, . s t a t s støtte,
. .s t a t s reguleringer, . . . . . s t a t s finansierede imperialistiske
krige, s t a t s støttede fascistiske Coup d`Etat ( f.eks Franco,
Salazar og Pinochet).

Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden
o m f attende…. s t a t s støtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . s t a t s l i g egnudviklingshjælp,
New deal,… Keynes-økonomi,…..Marshallhjælp,…. s t a t s støttet militærproduktion, som i Bush’ s Amerika antager samme kollosale og
omfattende former som i Hitlers Tredie Rige.

D e r f or taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om
Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end socialdemokraterne.
For det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i
en periode kan klare sig uden statsstøtte, men der går ikke lang
tid før den kommer i krise, som en følge af dens iboende
uløselige modsætninger.

DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euroamerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes grådige stæben efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder en af de største banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – viler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen”s “frie marked” officielt fremhæves som det ideologiske forsvar for udbytningen, aggressionskrigene, fattigdommen, hungersnøden, korruptionen og alle de andre forbrydelser som vi kender til i dette enogtyvende århundrede.

Siden siger du
K.Lund:”"at den franske revolution og tiden derefter var med til at
frigøre individet fra tidligere tiders tyranni?”"

Netop, det var nødvendigt at med vold styrte det feudale “tyranni”
i Frankrig 1789. Og det var folket, især pariser-proletariatet
der stod i spidsen for og ydede de største ofre i denne revolution.

Amerikanerne slog sig fri fra det britiske koloni-styre gennem en
“voldelig” befrielseskrig. Du har vel hørt om den amerikanske revolution.

I Kejserriget Rusland hvor Kejseren blev afsat ved februar-revolutionen i 1917.
I det Tyske Kejserrige abdikerede Kejseren i 1918, som en indømmelse
til den tyske revolutions kræfter, det samme skete i Kongeriget
Østrig-Ungarn i 1918.

venlig hilsen Ole S.Larsen

Filipinerne:Utilfredsheden med president Arroyo vokser

27 Feb. 2006 – MANILLA
Utilfredsheden med den USA_støttede præsident Gloria Arroyo vokxer efter weekendens kupforsøg och indførselen af undtagelsestilstand på ubestemt tid.
Revolten slutade fredligt men president Arroyo hävdar att den tvingade henne att utvidga undantagstillståndet som utlystes i fredags. Framträdande jurister anser att åtgärden strider mot författningen.
En direktörsorganisation sade också i dag att Arroyo överreagerat. Ett stort antal oppositionspolitiker jagas eller har gripits, misstänkta för att ha planerat revoltförsöket.