9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938
9.Nov 2009 – 20:34
71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!
Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.
Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.
So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.
Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.
Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.
Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.
20 år siden den tyske murs fald: Vest ønskede ikke et forenet Tyskland.
9.Okt. 2009 01:45
Vesteuropa imod et forenet Tyskland
” Jeg elsker Tyskland så meget, at det fryder mig at der findes to”, udtalte den franske forfatter Francois Mauriac i 1958.
Det ser ud til at det faktisk var en udbredt holdning hos de de Vesteuropæiske ledere i 1989.
To måneder inden Berlin-murens fald mødte den daværende sovjetiske præsident Michail Gorbatjov, Storbritanniens leder Margaret Thatcher som erklærede at hverken Storbritannien eller Vesteuropa ønskede at Tyskland blev genforenet. Hun opfordrede de sovjetiske ledere til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sætte en stopper for den tyske genforening.
Det er noget af det der fremgår af de dokumenter som den russiske forsker Pavel Stroilov har læst i Gorbatjov-fondens arkiv.
I arkivet kan man også læse om Sovjetlederens holdning til lederne af de sovjetiske satellitstater i central- og østeuropa – DDR´s Erich Honecker bliver betegnet som et “røvhul” – ligesom hans illusioner om hvordan hans egen perestrojka skulle lykkeliggøre folkene i Warszawapagt-landene er dokumenteret .
Seks dage inden muren blev åbnet diskuterede medlemmerne af den sovjetiske topledelse (politbureauet) om man skulle give ordre om at rive muren ned på eget initiativ…
Jacques Attali, som var president Mitterands rådgiver, erklærede overfor det sovjetiske politbureaus repræsentant at “Frankrig overhovedet ikke ønsker nogen tysk genforening, også selv om det inser at den til sidst er uundgåelig”.
Kilder; The times 11/9
Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede
6.Sep-2009 -
Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde
DORTMUND (Rote Fane) Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i den vesttyske by Dortmund´s gader. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op inde i Dortmund´s centrum med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP
ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)
“Fædrelandet kalder” – verdens største statue truet af sammenbrud
21.Apr. 2009
VOLGOGRAD,Rusland (RIA-NOVOSTY) -
Verdens største statue i Mamajev Kurgan-mindes-komplekset for de faldne under slaget om Stalingrad trues af kollaps
Verdens største statue, Fædrelandet kalder, eller Stalingrad-statuen på Mamajev Kurgan- komplekset i Stalingrad, som Hrustjov-revisionisterne i 1956 fjernede fra landkortet og og omdøbte den til Volgograd for at tilfredstille de antikommunistiske og kontrarevoluionære kræfter i ind- og udland, , er nu truet af sammenstyrtning efter mere end fyrre år. Statuen, Moder Rusland vejer 8 000 ton, bare sværdet kvinden holder i sin højre hånd måler 27 meter og vejer alene 14 tons og 300 kg.
Moder Rusland, bygget til minde om de faldne ved det 200 dage lange slag om Stalingrad forestiller - en kvinde som smeder et sværd.Hele mindeskompekset – Mamayev Kurgan eller Stalingrad-mindesmærket tog otte år at skabe .
Sammenlagt faldt en og en halv million soldater under kampene og byen blev næsten helt jævnet med jorden. Flere end 40 000 civile faldt også under de fascistiske styrkers angreb på Stalingrad.
Den 85 meter høje Moder Rusland – mindesmærke over de faldne i det heroiske slag om Stalingrad – skuer
ud over det tidligere Stalingrad, som Moskva-revisionisterne fratog dens heroiske navn og omdøbte til Volgograd i 1956 . * *
kilder: ria-novosti 17.Apr
Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre
April 2009 -
Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser
Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.
Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.
Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.
Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris
Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.
I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.
Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.
Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).
Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.
N O T E R -
*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.
Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) . * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)
Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)
Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen
New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.
*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. |
Irak: År 7 efter “befrielsen” : Olieselskaber fra Kina og Storbritannien har “vundet ” retten til at udvinde olie i Irak
30. Juni 2009
Udenlandske kapitalister skal profitere på Iraks naturrigdomme
Britiske og kinesiske olieselskaber er blevet tildelt retten til at udvinde og profitere på Iraks olierigdomme.
Det storkapitalistiske British Petroleum; BP og det kinesiske Chinas National Petroleum Copmpagny CNPC er – hen over hovedet på det irakiske folk – blevet tildelt retten til at udvinde olie i det store Rumaila -oliefelt.
Det rapporterer Olieministeriet i den USA- og EU – støttede regering.
BP og CNPC bliver de første udenlandske olie-selskaber som investerer i Iraks energi-sektor, siden nationaliseringen som fulgte i kølvandet på den antikolonialistiske befrielse i årerne efter Den Røde Hærs og dens allieredes sejr i befrielseskrigen i 1945.
Facebook presset til at fjerne nazipropaganda om “Holocaust-løgnen”
8.Maj 2009 05:34
OSLO (NRK) Facebook er igen - selvforskyldt – ude i en kritikstorm fordi nazister tillades at bruge Facebook som en platform hvorfra de spreder deres fascistiske budskab om at Holocaust er en “jøde-kommunistisk løgn”. Efter en omfattende kritikstorm besluttede Facebooks kapitalistiske bagmænd at fjerne nogle nazistiske og historie-revisionistiske sider hvor nazisternes massemord på Europas nationale og etnisk-religiøse mindretal, som Roma, Sinti (Zigeunere) , Jøder, Slaver, Jehovas vidner, handicappede og andre mindretal under krigen, benægtes.
At tillade spredningen af racistisk og nazistisk propaganda er ikke bare moralsk forkasteligt men også i strid med FN – pagten som de fleste stater har skrevet under på.
Facebook fungerer som et center for ikke bare Anders Fogh og hans venner, men også for spredningen af nazistisk propaganda.
Ofrerne for Nazitysklands aggression og terror mod Europas folk bliver nu forhånet og skændet ind i døden : Nazister på Facebook hævder at det aldrig er sket. Deres liv og skæbne er en “jøde-kommunistisk” propagandaløgn hævder højreradikale historie-revisionister på Facebook /Billedet er fra den jødiske Ghetto i Warszawa i maj 1943.
I november sidste år måtte ledelsen bryde med deres ultraliberale principper om ytingsfrihed for både neonazisters og højreradikales racistiske hetz og forsvar for nazistiske forbrydelser og deres ofrers ret til at ytre sig ” som udtrykkes gennem at Facebook støtter den frie strøm af information, og tilbyder grupper et forum for diskussion af vigtige emner.” som f.eks racismen og de fascistiske forbrydelser mod menneskeheden. Facebook blev efter en proteststorm tvunget til at fjerne en række fascistiske og racistiske italienske neo-nazi-facebook sider som blandt andet brugte Facebooks “frie informationsstrøm” til at den hetze mod Italiens “sigøjnere” (Roma og Sinti)
Alligevel ser vi at Facebook forsøger at omgå deres ny erklærede “Kamp mod nazistiske og racistiske ytringer” ved at tillade nazi-propaganda i lande hvor det ikke er forbudt i loven eller hvor der ingen protester er. Som denne PCMag- artikel på Facebook i Maj (2009) illustrerer :
“We have recently begun to block content by IP in countries where that content is illegal, including Nazi-related and Holocaust denial content in certain European countries,” the Facebook spokesman said. “The groups in question have been blocked in the appropriate countries.”
Idag fylder hun 130, verdens ældste nulevende kvinde
27.Mar. 2009
At tænke sig . . .. . . at blive 130 og still going strong . . . hvordan er det muligt ?
Helt uden mirakelpiller,genetisk manipulation eller organtransplantationer har Sakhan Dosova levet i 130 år.
Hun er verdens ældste nulevende kvinde og lever i bedste velgående. Nåh ja , der er lidt med hørelsen , hun hører ikke så godt.
I det magiske år 1879, kom verdens ældste nulevende menneske, Sakhan Dosova, til verden. . . .. . . samme år som Einstein og Stalin
Hun fylder 130 år idag.
I medierne skrives der om “en kvinde i Kazakstan som ifølge hendes pas fylder 130 år i denne uge.”
Der lever altså en en kvinde i blandt os som fødtes samme år som da Thomas Edison offentligt demonstrerede det elektriske lys første gang ! Samme år som Onkel Joe – alias Joesef Stalin – den kommunistiske verdensbevægelses og Sovjetunionens ubestridte leder gennem mere end 25 år og fysikeren Albert Einstein blev født.
Sejt !
Sakhan Dosova’s pas viser at hun blev født den 27. marts 1879.
Sakhan Dosova er dermed 16 år ældre end end hidtil ældste levende menneske.
Samme år som Edison opfandt den elektriske pære.
-
Ti børn.
Sakhan Dosova – moder til ti børn - afviser i et intervew i forbindelse med fødselsdagen at hun har nogle hemmeligheder, udover at hun aldrig har taget piller, besøgt en læge eller spist slik. “Men jeg elsker kurt (dvs. en salted tør form for hytteost) og talkan (ground wheat).”
Hun forklarer hendes sejlivethed med humoristisk sans . . . . den har holdt hende ung i hjertet.
Sakhan Dosova har været gift to gange og hun blev enke første gang under det heroiske slag om Stalingrad under Anden verdenskrig hvor hendes første mand blev martyr i den antifascistiske befrielseskrig .
Kun tre børn er i live idag. Alle over halvfems år.
Andre mennesker over 100 år :
| 29. Dec. 2007 * * * Et af ældste nulevende mennesker: Hryhorij Nestor lever ikke længere. Hun blev 116 år gammel. Nestor sov stille ind i søvnen i sit hjem i fredags rapporterer avisen Segodnja.Hun boede i den vestukrainske by Lviv. Ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter skal Nestor være født den 15.marts 1891 i det som dengang var Czar-Rusland.En nabo til Nestor fortæller at hun levede et aktivt liv lige til den sidste nat. I fredags ska hun have klaget over hovedpine inden hun gik i seng. |
| Hendes 116 årige liv blev et liv med blodige krige, omrystende revolutioner der førte til enorme fremskridt og senere borgerlig-revisionistisk kontrarevolution der førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Ukraine,Rusland og de øvrige Sovjet-republikker. Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd. Kun eliten og revolutionært-uddannede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 22 år gammel og stadig student. Stalin var 12 år og gik i klosterskole, mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 22 år og endnu ikke færdig med Pelle Erobreren. Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Amerikaneren Edna Parker er idag 114 år og et andet af jordens ældste nulevende mennesker. |
For ikke så mange år siden slog den franske kvinde Jeanne Calment rekorden. Hun blev et af de mennesker som hidtil har levet længst. Hun døde i 1997, 122 år gammel. Calments alder var videnskabligt bekræftet af læger.
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:
|
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.
|
Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)
Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker
I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?
|
|
Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”. Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimelighederTil at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine. Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –
|
Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta
*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.
I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks
(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -
Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre
|
|
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki.
|
Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk
14 feb 2009 – 16:04
Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “
MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.
“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag.
“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”
Sovjet havde som mest udkommanderet omkring 130.000 soldater i Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” forandring – det vil medføre.
Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.
Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.
I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.
Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.
Brezhniev i samtale med en anden krigsforbryder USA´s Præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet ikke var et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.
Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979
Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.
L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den sovjetiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP
Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder
17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.
3 millioner færre russere siden 2002
Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.
Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12
Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905.
|
Tidsbilleder af Rusland (1908)
2008 -
For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – verdens største land -
År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter. >
Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene? > > > > > > > > > > Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde! > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > – - – - – - – - – - – - – - – - – - -
Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling. > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > > Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.
Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – -
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – -
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. -
- – – – - – -
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – -
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. -
En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne« (“narodnikker” på russisk,RED.anm.) ; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. -
Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. -Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg – altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. -
Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. – – – – – – – – – – -Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem.
Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. – – Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« , »leve den kommende revolution!« – var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903:
»Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken.
- – – – -
Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk.
»Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.«
Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes« generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt – samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand – i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien.
»Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?… Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden – lad det sammen med dig styre landet!
Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt – både for os selv og for dig, kejser!«
I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. -
Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik.
I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. – I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma – det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. – – -
I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne – og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« – en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger – fik den sit brændpunkt. – – -
Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd.
- – – – – – -
Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud – og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt.
- – – – – – – -
Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen – en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen.[Czarruslands parlament, red.anm.]. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. – – – I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt ? – – -
Den valgte det sidste – d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde.
- – – – – -
Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og – hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed – ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem – ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale – har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. – – – Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller – i de fleste tilfælde – til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system – det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver – når kampen kommer, lidt før eller lidt siden – derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. – – – – – Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning – til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder – kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet
»Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter – men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.
Gustav Bang – 1908
Redaktionel efterskrift :
Når man læser Gustav Bangs 100-årige artikel slår det en hvor stor en Ruslands-kender forfatteren er – og hvor profetisk han er når han spørger, trods hans “vestligt” chauvinistiske udgangspunkt :
“hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet (Czar-regimet) knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene ?”
Vi der lever 100 år efter Gustav Bangs artikel ved at den russiske og senere sovjetiske revolution i 1920´erne og 1930´erne og som stod sin ildprøve under Anden Verdenskrig revolutionerede ikke bare Rusland og Europa, men hele verden og for altid har brudt de herskende – kapitalistiske såvel som feudale – klassers arrogante herrefolkstankegang – deres “eneret” på at diktere menneskehedens udvikling og har ændret kommunismens position fra utopi til realistisk mulighed og dermed taget hul på menneskehedens rejse mod det klasseløse samfund.
Samtidigt bekræfter Gustav Bangs beskrivelse af begivenhederne i Rusland gang på gang at den revolutionære kamp medfører indrømmelser og reformer.
Reformerne – hvad enten det er valgret, mindsteløn, syge- og arbejdsløsheds-dagpenge, gratis undervisning og hospitalsbehandling – er i sit væsen biprodukter af den revolutionære kamp – indrømmelser som udbytterne giver i håb om at opretholde deres privilegier, rigdom, ejendomsret og fortsatte ret til udbytning af det besiddelsesløse flertal.
De omtalte råd af “arbejder-deputerede”- dvs valgte af arbejderne – svare til sovjetter på russisk var en ny type græsrodsorganisationer som Lenins og Stalins socialdemokrati (bolsjevikerne) mente var mere demokratiske end “Dumaen” – det centrale parlament.
Der blev også opbygget råd blandt soldaterne og bønderne.Rådene blev rygraden i den socialistiske magtovertagelse i oktober 1917.
Når Gustav Bang omtaler Czarruslands “socialdemokrater” efter 1903 er det Lenins og Stalins bolsjevikiske (flertals) fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) han omtaler. Partiet blev splittet i 1902 i en bolsjevikisk (flertal) og en mensjevikisk(mindretal)
fraktion.Ikke bare revolutionen i 1905, men også Oktoberrevolutionen, som indtraf bare ni år efter Gustrav Bangs artikel og især den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.
Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister”, “social-chauvinisterne” i Staunings og Noskes II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.
Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina,Indokina,Indien,Irak og andre lande.
Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”
30.Sep. 2008 – 11:23 *
75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.
Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.
1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *
4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?
5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland
11.September – Chile 1973 – September USA 2008
29.Sep. 2008
Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.
September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.
Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.
De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.
Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”
75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten. .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden: 
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Liste over nazisternes jødiske offrer
18,Sep 2008 – 11:49
Forskere i Tyskland har nu for første gang nedskrevet en detaljeret liste over de omkring 600.000 jøder som blev diskrimineret og forfulgt af Hitlertidens nazister.
På de omfattende lister er oplysninger om adresser og deportationsdag for de hundretusinder af jøder som levede i Tyskland mellem 1933 og 1945, da Hitler og nazipartiet havde magten.
Tanken er at listen, som endnu langt fra er endelig , skal gøre det lettere for fortsatte efterforskninger for både historikere og privatpersoner. Kopier af listen skal sendes ud til museer og institutioner.
Hovedparten af de jødiske offrer for fascismen boede dog ikke i Tyskland, men i Polen og Sovjetunionen.
Ialt omkom flere end 12 millioner mennesker – hovedparten ikke-jøder – i de nazistiske tilintetgørelselejre (kz) som for alvor bliver fyldt under krigen efter “Endlösung”-konferencen i Wannsee den 20.januar 1942
– * Krystalnatten 10. November 1938 :Brændende synagoge i Essen
Under krystalnatten som var en nazitysk rigs-progrom mod landets jøder som hævn for et “jødisk terrorattentat” mod den tyske ambassade i Paris. Progromen er “Tysklands hævn” for terror-attentatet på den tyske ambassade i Paris hvor en “jødisk terrorist” myrder en tysk diplomat. “Officielt” mister 91 jøder livet under jagten på “jødiske undermennesker og terrorister” under krystalnatten.
11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten
11.Sep 2008 *
11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.
Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
KRONIK
Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen. Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne. I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti(PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:
I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik. I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter. Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind. Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret. Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket. Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej. Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde. Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark. Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem. At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning. På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror. Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes. Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet. Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen. Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig. |
Underskrevet Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-
USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne
30.Sep. 2008 – 20:12 *
Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 og redde yankee-dollaren som verdensvaluta
Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende storbanker og finanshuse, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internatiinale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. De kapitalistiske finanshuse, finansbaroner og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en despression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor den der er mulighed for “maksimal profit”. Derfor er der tale om en relativ likviditetskrise. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive mindre nærig og forsigtig med pengeudlåningen forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, der hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militær paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den amerikanske supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Indonesien til Europa og Afrika. USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina, osv er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk kristen tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden,især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at “enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der taltes om “klassesamarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren,præsten og lægen til værftsarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. Følelsen af “medarbejderindflydelse”, “medarbejderaktier” og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.
+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit. + + + + + Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-adminstrationen at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med Ninja-lån og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” gennem at give finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regeringen i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til en boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bo-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ,hvis man modregner inflationen. Finanskapitalen fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke det beslutter Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstig skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.
Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the amercan dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.
Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus”. For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. – - – - – — – Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været kapitalistisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerlige reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik, men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”. Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at den moderne kapitalisme hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og dens profitterSå længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres enorme kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre
Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede. Private kapitalister – både på Wall Street og uden for : i Europa, den arabiske verden og andre steder har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med sikre “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs pga hæmningsløs spekulation på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på finanskrisen i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regerings nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen?
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale
I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %,ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %,Moskva:+2,2 %,Tokyo +3,4 % Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.
At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13.000 milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største automobil-selskab General Motors så gældsatte at de ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulerer sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakklen om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv økonomi med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund. Intet andet. – – - — –
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos finanskongerne som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres
Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at undgå “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser og accepteret reformer med forbedrede levevilkår og sociale velfærdsrettigheder for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
Så når Friedmann , Pinochet, Thatcher, Reagan m.fl med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa.
Men det har ikke været nok – for samtidigt har den amerikanske stat skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase.
- – – * * * * * * – – -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide de finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder,strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere mervædriuer og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) , gennem krige, invasioner,tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.
Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd – er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen. – Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28.000 milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.
“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalistDen finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand
15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked
USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.
FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac
Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.
Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)
De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:
Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.
Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.
Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.
Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på næsten 400 milliarder $ vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.
I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det flertallet i jordens befolkning som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.DE liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush,Obama, Fogh, Thorning,Browne,Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama,Browne,Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.
Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattekroner ;$ og € og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.
Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og socialdemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for den anarkistiske kapitalistiske cyklus og relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børnNår USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP
11.september 1973 – Læren fra Chile af Carl Madsen
september 2008 *
Fiaskoen for den “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og UP´s fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og de ideer om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20′erne – dengang det var revolutionært og en del af Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som også datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt. Om at “Drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
KRONIK
“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.
Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej.
Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.
Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.
I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”
Præsident Allendes tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.
Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:
“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”
En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.
I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.
I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.
Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.
Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.
Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.
Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.
Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.
Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.
Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, men ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.
At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.
På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.
Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.
Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.
Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.
Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.
Underskrevet Carl Madsen (fra “Når bladene falder” (Demos 1975)-
Grusien:Nye løgne fra det USA-støttede Saakasjvili-regime
14.aug. 2008
Nyhetsbureauet AP rapporterer fra Grusiens hovedstad Tbilisi at Præsident Saakasjvilis i onsdags påstod at de Forenede Stater er villig til at overtage Grusiens flyvepladser og havneanlæg.
Påstanden var blot endnu en bombastisk udtalelse i en lang række fra den USA-uddannede grusinske leder.
Mr.Saakasjvili med og uden Hitler-mustasche
Saakasjvili har givet daglige interviews på hans flydende Harward-engelsk i de internationale tv-netværk og giver jævnlige TV-udsendte taler.
I onsdags sagde han i et interview med TV-kanalen CNN at russiske tropper var igang med at omringe hovedstaden og planlægger at
“indstallere sin egen regering i Tbilisi”.
Men Associated Press´s journalister i området så ingen tegn på en forberedelser til et prorussisk statskup.
En AP-reporter så dussinvis af russiske lastbiler og køretøjer på vej sydpå fra den centrale by Gori i retning mod hovedstaden Tbilisi, men det blev senere dementeret.
Saakasjvilis sagde derefter til grusinsk fjernsyn at USA´s leverence af humanitær bistand
“indebærer at Grusiens havne og flyvepladser vil blive stillet under USA´s forsvarsministeriums kontrol. “
Saakasjvilis har gentagne gange sammenlignet den russiske indtrængen med Hitlers invasion af Polen 1939, og den sovjetiske indmarsch i Prag 1968 og invasionen af Afghanistan 1978.
Desværre Mr.Saakasjvilis : Sammenligningen holder ikke for alle tre er eksempler på imperialistisk aggression : Invasionen af Polen var en tysk aggression og startskuddet på Anden Verdenskrig og Sovjets indmarch i både Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1978 var (social-) imperialistiske invasioner, mens Ruslands tilstedeværelse i Grusien har FN-godkendelse siden 1990´erne fordi både syd-osseterne og abkhazerne ikke føler sig trygge pga frygt for Tbilisi´s forsøg på tvangs-assimiliing og etnisk udrensning. Hverken i Polen 1939, i Tjekkoslovakiet 1968 eller Afghanistan i 1978 var der et folkeretsligt forsvar for de militære aggresioner
Man må spørge Saakasjvili og hans støtter i Europa og Amerika : Er det Rusland som har dræbt 1 500 civile i Tschinvali? – Er det Rusland som i strid med de folkeretsligt indgåede aftaler med militære midler har forsøgt at tage kontrollen over Sydossetien? S. U.
At Saakasjvili ikke har været i stand til at løse et eneste væsentligt problem for det land som han er præsident for, men har brugt alle kræfter til at opruste Grusien militært og forsøgt at gøre landet til en Nato-militærbase og nu har ført Gruisien ud i den værst tænkelige situation med udsigt til at landet bliver splittet op i tre-fire dele – står klart
Og hans “historiske sammenligner” med situationen i Grusien 2008 viser at han også har en vulgær populistisk forståelse af historien.
I hans TV-tale i onsdags påstod han at
“Rusland har tabt flere flyvemaskiner end i nogen konflikt dette omfang siden 1939″.
Endnu mere vulgært populistisk pladder fra Georg Bush´s, Nato´s og EU´s lille marionet-dukke i Tbilisi.
Saakasjvili, som tog eksamen fra Columbia University Law School, har altid været grov – almost like american gangster – og hans hårde sprog og ophidsende metoder var drivende i det som bliver kaldt “rosernes revolution” dvs hans magtovertagelse efter et tvivlsomt valg i 2003.
Hvad er fakta om Saakasjvili-regimet Georgien – Europas fattigste land ?:
“I juni forhøjede den georgiske regering forsvarsbudgettet på 315 millioner dollars med yderligere 260 millioner. Ifølge Stockholms International Fredsforskningsinstitut, SIPRI, er Georgien/Grusien det land i verden, der har haft den hurtigste vækst i sine militærudgifter. En del uafhængige eksperter er urolige over at udgifterne ikke rapporteres i deres helhed, mens andre mener at de kan underminere fredsprocessen vis-a-vis de separatistiske territorier Abkashien og Syd-Ossetien.” (skriver IWPR Instituttet for Krigs- og Freds-Rapportering i en analyse fra , 2007)
Georgiens militære budget voksede 50 gange fra 2002 (18 millioner dollars) og 2008 hvor det er 900 millioner dollars, og nu udgør 9% af landets bruttonationalprodukt.
Georgien er den tredjestørste besættelsesmagt i Irak. Det har også soldater i Afghanistan og har været i Kosovo. Ligesom Danmark har Georgien været USA´s “trofaste allierede” i den erklærede
“krig mod terror”.
Kilder:AP -13.aug
KOMMENTAR
Kriget i Grusien/Georgien ser nu ud til at ebbe ud. Ruslands stillning er militært set meget stærk. Grusinske tropper har trukket sig tillbaka fra byen Gori. Georgien ligger med blottet hals. Hvis Gori indtages kan russerne afskære den eneste større vej som forbinder hovudstaden Tbilisi med kysten. Uden Gori vil Georgien blive et amputeret land. Russerne vil sikert ikke gå ind i Gori eftersom man skulle tabe sin troværdighed.
Kun nogle titusinder grusinere/georgians viste sin støtte under dagen, for deres præsident. Saakasjvili står under alle omstændigheder som taber i konflikten. Saakasjvili har fået en lussing og USA´s og Israels fremfart i regionen er midleridig stoppet. Rusland har ødelagt den vigtige infrastruktur i havneby Poti og påtvunget den georgiske hör svidende nedrlag. Den begyndande turiststrøm som Georgien satsat så hårdt på at lokka tll landet vil nu tynde ud . Georgien vil blive bedømt som ett osäkert land av presumtiva turister. Saakasjvili får dra sig tillbaka och slicka sina sår. Allvarligt för den georgiska ekonomin är även att 3 av 4 viktiga oljeledningar är satta ur funktion. Även om georgierna samlas kring sin president nu så kommer en ekonomisk kris drabba honom vilket kommer leda till öka missnöje. Saakasjvili har grävt sin egen grav. Georgien har en turbulent historia och den relativa stabilitet som landet upplevt de senaste åren är nu bruten. USA:s president Bush går mot slutet av sin ämbetsperiod. Man vill gärna hinna med så mycket som möjligt innan dess eftersom det finns stora möjligheter att USA:s näste president blir av en betydligt fredligare stort. De 130 amerikanska militærrådgivarna i Georgien ser dog ud til komme på en sværere opgave i fremtiden for at få orden på den georgiske hær. Samtidigt som konflikten brød ut besluttede USA att forstærke sin militæra tilstedeværelse i den Persiska Bugt hvor mindst 2 amerikanske hangarfartøjer er på vej. Risken er stor at USA fremover vil foretage någon typ av aktion mot Iran som er allieret med Rusland. Rusland har nyligen solgt luftforsvarssystem till landet. Men det tager mellem 6-12 månader inden disse systemer kan tages i brug/blive operative . Et begrænset flyangreb mod landet er derfor ikke usandsynlikt. Det er naturligtvis Irans “atom-bombe-program” som USA/Israel forsøger at skræmme med.
40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på den første Sovjetunion
21.aug. 2008
Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen bl.a kan gøre Ruslands atomraketter uskadelige for USA. Og dermed bliver landet trukket yderligere ind i den inter-imperialistiske rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskabet for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100.000 tjekkeres underskrifter , mens 34.000 mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.
“Jeres fædre var befriere -I er angribere”
PRAHA – 21.august 1968 -
- Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.
Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest.
° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °
Brezhnjev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten
Invasionen er styret af Brezhnjev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Hrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezhnjev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:
“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter
Prag 1968
Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezhnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.
Med invasionen viste Brezhnjev at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezhnjevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.
Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen.
Invasionen havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer inspireret bl.a af de ”revisionistiske reformer” i Sovjet som for alvor blev igangsat af Hrusjtjov og stadsfæstet af Brezhnjev- havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution – i stagnation -
I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion. Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.
På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som
”Lenin vågn op , Brezhnjev er blevet tosset!”
Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem.
Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnjevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .
Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava.
Baggrunden for Prag-foråret og Brezhnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi. I løbet af 1960´erne – efterhånden som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i folkehusholdningen slår igennem med arbejderklasens fremmedgørelse og de modsætninger som opstår mellem forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en svag eller ingen vækst overhovedet. Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået. Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.
I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ. At man samtidig som partiet mister den folkelige opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger fordi “partibogen” åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.
Arbejderklasssen fjernes fra partiets program
To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur” - altså arbejderklassens ledende role i kommunismens opbygning - i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Hrustjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”. Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen. Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne.
Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Hrustjtjov-gruppens reformer – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –
Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Hrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva). Under ledelse af den borgerligt-revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967. Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering – altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger. Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat :nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske markedsøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs. Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel” i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”.
Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen. Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at gøre Polens “jøder” til syndebukke. Der gennemføres anti-jødisk progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Hrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og regimets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister, blev af det Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpeget som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn,Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den socialdemokratiske II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.
Komintern-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserne da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær. Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.
Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezhnjev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :
“Jeres fædre var befriere -I er angribere”
Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.
Med befrielsen i 1945 åbnedes nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.
Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat for KSČ: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.
Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.
Kommunistisk 1.maj plakat 1946
Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezhjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..
Fraktionskampe i det tjekkiske parti
I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezhnjev. Men Brezhnjev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezhjnev finder ud af at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” . Faktisk har Brezhnjev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezhjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januari 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezhnjevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezhjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezhnjev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezhnjev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezhnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Hrusjtjov/Brezhnjev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Hrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezhnjevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.
FAKTA om “Warszawa-pagten”
Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) - Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:
“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.”
Hollywoods billede af Anden Verdenskrig
Interesen for historien - især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøgerne og ser TV-serier fra de store borgerlige forlag og medier.
Ikke bare de åbent gammel-nazistiske, neo-fascistiske og højreradikale intellektuelle men også borgerlige forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder.
Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.
Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.
Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier. * * * *
*
KRONIK
” I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen,InPrss.anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg,InPrss. anm.) opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at omtale den store opslutningen af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik. Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovaclejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) Ifølge Wiesenthalcenteret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac. Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . . Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange: 1 9 4 1 – 4 5 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500 000 og USA´s 302 000 dræbte soldater under hele krigen. Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32 000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper. Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland. Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .
skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.
Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
De “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945
Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk.
Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede papirer fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke førtste gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk. USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand til USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.
Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.
Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .
Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.
Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.
NAZITYSKLAND 1933-41
Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.
Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser
Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.
I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” - USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”
I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.
I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.
Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatteren Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater og ingen civile eller Storbritannien hvor 240 000 døde soldater kom fra mens 65 000 civile brittter blev ofre).
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langtifra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i Slaget ved Monte Cassino påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “bestseller”-historiker som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemænd som trods alt holdt sig til krigens love. Russerna derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.
For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.
Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD.
Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.
Nazisterne i offensiven
I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.
Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .
Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?
Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt.
Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.
I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september
-
”Peace in our time” ( Fred i vor tid )
som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.
I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.
Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme”
I aggressionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.
NEUropa under tysk kontrol i 1940
I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .
Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.
I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.
Blitzkrieg
Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.
I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.
Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .
Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.
Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .
Under Nazitysklands kommando
Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.
I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.
I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem
til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.
Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.
Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.
I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
- – – – – – -
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk.
Operation BARBAROSSA
Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.
Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.
Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.
Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.
Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.
Speciel retshåndhævelse
Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.
Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland:
Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.
Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.
ORGANISERET BARBARI
Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.
Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand.
De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner.
De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i det nuværende Palæstina..
Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.
Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..
Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.
Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.
Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.
Amerikanske soldater indtager Paris , august 1944 -
Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr – var sat ud spillet i Sovjetunionen.
Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.
Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse.
I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.
” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.
Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.
”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer.
I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. -
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :
”Hellere Hitler end Folkefronten!”
Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.
Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.
Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation.
“Fremad !” – En Røde Hær soldat kalder sine kammerater til angreb under kampene nær Varoshilovgrad, i Ukraine 1941.
Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen.
Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.
Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.
Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.
A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New YorkJoseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A I Balasjov og G P Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.
De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.
I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”
HVAD er FAKTA ?
Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.
Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.
Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.
Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?
Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.
Var det “enorme forsyninger”?
Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)
De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.
Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >
” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”
Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.
Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?
Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.
Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.
Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.
D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.
De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.
Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945″ hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.
1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandskrig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.
2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Collection of military-historical materials of the Great Patriotic War, issue 18]. Moscow: Voenizdat, 1960. Classified secret.
7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” Central Party Archives of the Institute of Marxism and Leninism, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (1)].
Moscow: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [The General Staff in the Great Patriotic War:
Documents and materials from 1943] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 23, no. 12 (3)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1941] in Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16,
no. 5 (1)]. Moscow: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Documents and materials of 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [The Russian archives: The Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [The Stavka VGK: Documents and materials of 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3) [The Russian archives: The
Great Patriotic War, vol. 16, no. 5 (3)]. Moscow: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [The Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.
Den danske neo-fascismes populistiske fader Mogens Glistrup – død
2.juli 2008 – 05:56 *
Nulskatteadvokaten og stifteren af det ultraliberale og racistiske
Fremskridtsparti i 1972 Mogens Glistrup er død.
Mogens Glistrup stiftede – efter at have fået taletid i et af, “de røde lejesvende” styrede, DR´s mest populære fjersynssprogrammer Focus - det højreliberale Fremskridtparti, Det som blev forløberen til Dansk Folkeparti og andre racistiske dækorganisationer.
Glistrup og Fremskridtpartiet appelerede både til småborgerskabet som var i konflikt med den mægtige kapitalistiske stat og dens bureaukratiserede kontrol og skatteopkrævning og til “egoistiske” velaflagte borgere som så en chance for slippe for at betale skat.
Kun i de mest tilbagestående lag i arbejderklasssen fik Glistrup og Fremskridtpartiet gennemslag.
Allerede efter et par år står det klart at Glistrups højtreklamerede “nulskattevision” er en kapitalistisk utopi som ligesom Thatchers kyniske dystopi om at “samfundet eksisterer ikke”- en vision som ville betyde indførelse af jungleloven og kapitalismens undergang på længere sigt.
Derfor nedtoner Glistrup og hans neo-fascistiske fremskridtsparti-fæller senere i 1970 ´erne “nulskatteideologien” og udtalelserne om at :
“Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.”
fra stiftelsen i København i 1972 glider i baggrunden . I slutningen af 1970´erne toner Fremskridtpartiets sande fascistiske ansigt frem med en åben racistisk hetz mod “jøderne”, undskyld muslimerne.
I 1960´erne begyndte Mogens Glistrup´s stjerne at stige frem i den reaktionære kapitalistiske overklasse i København som kapitalistiske skatterådgiver og advokat for de rige, bl.a for hans gode ven, kapitalisten og nazi-sympatisøren Simon Spies. Som ejer af et mondænt advokatbureau skabte han det ene fiktive aktieselskab efter det andet med formålet at “give til de rige” ved unddrage staten millioner i skatter – angiveligt helt legalt ifølge Glistrup og flere skatte”eksperter”.
Derfor er det ikke forkert at sige at:
Fremskridtpartiets virkelige mål var Bevarelsen af kapitalistisk rigdom
I partiets samledes alle mulige obskure småborgerlige, anarkistiske og kapitalistiske skattesvindlende typer ud over nazi-sympatisøren Simon Spies, f.eks den politiske bonderøv Kristian Poulsgaard. Han bidrog til Fremskridtpartiet som underholdende politisk cirkus. Men det var de mere alvorlige skræmmende typer som dyrlægen A. Th. Riemann som i flere omgange blev dømt for hans hadefulde racistiske hetz mod muslimer der udstak Fremskridtpartiets og senere Pia Kjærsgaard klare racistiske anti-muslimske kurs.
Hetzen mod muslimer som allerede i slutningen af 1970´erne var begyndt at vinde acceptans i borgerlige kredse som en legitim politisk strategi for at splitte arbejderklassen og de progressive kræfter på samme måde som tidligere hetzen mod jøder blev set som en legitim måde at manipulere, ophidse og splitte de arbejdende og progressive lag for på den måde at opretholde den kapitalistiske orden og ejendomsret mod en truende socialistisk revoltution.
Det udtrykkes også i det danske borgerlige presseburau Ritzau med ordene:
Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande.
Jo . Glistrup var en rigtig helt i borgerlige kredse: “Lavere skat” og “ned med muslimerne” og genindførelse af dødstraffen.
I 1980´erne ryddede formiddagsbladet BT forsiden med en udtalelse fra “fremskridts”-lederen”:
“Lad dem dø” – sammen med billedet af sultende udmagrede mennesker i et af de undertrykte lande som imperialismen havde udbyttet og undertrykt til “sultedøden”.
Glistrup gav udtryk for hans afstumpede og kyniske facistiske menneskeforagt med kravet om at “lade dem dø’” – disse udsultede mennesker skulle ikke hjælpes med at overleve ifølge Glistrup, men overlades til “det frie kapitalistiske junglelov” så at sige.
Udtalelserne blev mødt af en storm af protester – dog ikke fra “Fremskridt”-partiets medlemmer.
Kopi af Ritzau´s telegram:
“Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, døde tirsdag aften i sit eget hjem. Glistrup stiftede i 1972 Fremskridtspartiet, som ved jordskredsvalget året efter kom i Folketinget med hele 28 mandater. Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande. Han sad i Folketinget fra 1973 til 1990 afbrudt af et ophold i Horserød Statsfængsel fra 1983 til 1986 for skatteunddragelse.
Ballade i Fremskridtspartiet førte i 1995 til dannelsen af Dansk Folkeparti, hvor Glistrups tidligere suppleant, Pia Kjærsgaard, blev formand.”
Glistrups politiske medløber Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på hans betydning som udløser af den neofascistiske fornyelse med ordene:
“- Glistrup var en enestående fornyer. Det skal man ikke tage fra ham. Han talte, så almindelige mennesker kunne forstå det. Pludselig blev politik meget mere nærværende. Så rørte han ved ømme punkter: Bureaukratiet og skattepolitikken. Det gjode han fantastisk, men han blev jo så sin egen værste fjende. Han har altid været sin egen, men jeg tænker tilbage på ham med respekt. …. Han er den politiker, der har betydet mest for mig. Det kan ikke være anderledes. Det var ham, der fik mig til at gå ind i politik. Det var ham, som jeg beundrede mest i de første mange år. At tingene så vendte, er velkendt for de fleste.”
Og IKKE et eneste ord om hovedfjenden : “muslimerne” fra Glistrups politiske arvtager P.Kjærsgaard.
Højreliberale Jyllandsposten kalder den afdøde Fremskridtsleder for “dansk politiks provo” – men der var intet “fornyende” eller progressivt eller fremskridtvenligt over partiets politik, snarere tilbageskuende , tilbagestående, småborgerligt og reaktionært.
Fakta om Mogens Glistrup
Mogens Glistrup var fra 1955 til 1963 lektor i skatteret i Danmark, og han skrev bl.a en lærebog i området. Den kapitalistiske stats bureaukrati voksede i 1960´erne sideløbende med den offentlige velfærdsektor og skatterne steg og steg. Det var også et led i imødegåelsen af den “kommunistiske trussel” som for alvor voksede frem efter det socialistiske Sovjet´s og dets alieredes sejr i befrielseskrigen i 1945. Velfærdsrettighederne og kontrollen med borgerne skulle modvirke “kommunistisk indflydelse”. Det gælder i alle de vesteurropæiske lande – undtagen Spanien,Portugal og Grækenland hvor fascistiske regimer blev holdt ved magten af USA og UK.
Redaktøren på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt Bent Hansen udgav i 1969 bogen “Velstand uden velfærd”, hvor han redegjorde for, hvordan det store statslige administrationsapparat privilegerede dem, der havde særlige juridisk og økonomisk ekspertise, mens de borgere, som ikke havde kundskaber til at forstå og kritiserede administrationen, fik svært ved at gøre sig gældende. Glistrup har siden fortalt, at han da godt kunne have sat sig i studiet og analyseret problemerne med den offentlige sektor og redegjort for, hvordan dem med de gode advokater selv kunne bestemme, hvor meget de ville betale i skat, hvorimod den lille mand uden advokat og revisor var henvist til at betale den fastsatte skatteprocent.
FOCUS-udsendelsen som blev vist i DR – som jo var “styret af de røde lejesvende” som en Venstrepolitiker udtrykte det – fik dramatiske effekter. Finansminister Poul Møller skrev et brev til Radiorådet, hvor han spurgte, hvordan en advokat kunne få lov til at fremsætte “meninger i så flagrant strid med landets love?”
Men en ligningsdirektør fortalte fire dage efter udsendelsen til B.T., at Glistrups manipulationer og transaktioner, var inde for lovenes grænser ,så vidt han kunne se. 10 dage senere erklærede Mogens Glistrup i et radiointerview, at hans egen trækprocent var nul.
Glistrup blev i 1971 opstillet for Det Konservative Folkeparti, men den lokale opstilling blev annulleret. Han stiftede så Fremskridtspartiet den 22. august 1972 og ledede det som kampagneleder 1973-1983 og 1999-2001.
Læs også : Ultraliberalisme og muslimhetz hånd i hånd
Christopher Arzrouni – Ultraliberal skribent – fyret fra Weekend-avisen pga “artikel-tyveri”
15.Juni 2008 *Den ultraliberale skribent Christopher Arzrouni som fanatisk forsvarer den kapitalistiske ejendomsret har i mange år været betragtet som en intellektuel “kapacitet i det borgerligt-liberale Danmark ” – er nu blevet “fyret” på gråt papir af det liberale ugeblad “Weekend-avisen” – også kaldet “Weekend-liberalisten” fordi avisen og dens kapitalistiske stødtroper og bagland i det kapitalistiske erhvervsliv under ugens fem arbejdsdage kræver statstøtte for så i weekenden at dyrke de liberale principper om det “frie kapitalistiske marked” uden statslig indblanding. Hr. Arzrouni har – weekend efter weekend i flæere år – “oplyst” bladets højre- og ventreliberale læsere om “liberalismen”s og kapitalismens lyksagligheder -
Fyringen af ultraliberale skribent sker diskret i det sidste nummer af “Weekend-liberalisten” bladet, hvor der i en lille notits – nederst på side 13 – under overskriften “Beklagelse” står skrevet: “Vores samarbejde med Arzrouni er ophørt” underskrevet litteraturredaktør Klaus Wivel
Hr. Arzrouni´s forbilleder: Nationalbandirektør Bernstein som kræver højere arbejdsløshed for at tvinge arbejderklassens løn- og arbejdsvilkår tilbage og de politiske ledere af England, Chile og Rusland : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og
Boris Jeltsin – som bevidst anvendte Friedmanns ultra-liberale kapitalistiske teorier til at øge kapitalens profitter ved at påtvinge arbejderklasens dårligere løn og – arbejdsvilkår ved hjælp af massearbejdsløsheden og statslig organiseret politi- og militær vold, terror og tortur.
Læs videre i :Plagiater og stor humor
Moskva 1952: SUKP(b)´s 19.Kongres: Virksomhedsberetningen
Efter den 19.Kongres – og Stalins bortgang – hvor den revisionistisk-socialdemokratiske Hrustjovgruppe kuppede sig til magten ændrede man straks det kommunistiske parti´s navn: SUKP(b) : Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikerne) . “Bolsjeviker” blev fjernet – hvilket ikke bare var en formalitet men et klart signal om at partiet havde ændret karakter i klar revisionistisk retning.
Hrusjtjov-gruppen repræsenterede ikke arbejderklassen, men direktørerne i de store virksomheder og øvrige lederlag og politikere i det sovjetiske samfund som var “trætte” af den skærpede klassekamp og kolde krig mod arbejderklassen og kommunismen. Med Hrustjov-gruppens magtovertagelse fjernes arbejderklassen fra partiprogrammet , det vil sige: det sovjetiskje parti blev hvad de kaldte “hele folkets parti” som det blev udtrykt. Ikke tilfældigt minder det om de socialdemokratiske partiers ord om “et parti for hele folket”. Og det lyder jo sympatisk, men dækkede over at arbejderklassens rolle som leder af udviklingen frem mod kommunismen – det klasseløse samfund uden privat ejendomsret til produktionsmidlerne, hære,grænser og penge, var afskrevet.
Hvilket i realiteten indebar at kommunismen var afskrevet og det klasseløse samfund blev forvandlet til en småborgerlig frase og utopi uden hold i virkeligheden.
Hrusjtjov repræsenterede i realiteten de mensjevikisk-socialdemokratiske kræfter som havde tabt borgerkrigen og indflydelsen efter den oktober-sejren i 1917.
Nu dukkede de op igen – understøttet af de kapitalistiske kræfter i udlandet (USA/vesteuropa).
For rigtigt at vise Hrusjtjov-regimets venner i USA, Vesttyskland og Europa at der var tale om en ny kurs – et nyt regime – blev Stalingrad - navnet på den sovjetiske storby – symbolet på den ukuelige antifascistiske modstand efter sejren over de fascistiske styrker i 1943 , som indgav håb og kampvilje i hele det af fascismen underkuede Europa – fjernet fra landkortet af den sovjetiske ledelse – under stærke folkelige protester i Sovjet . Det skete for at “please” USA og deres allierede satellitstater i Europa.
Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro
3.Apr. – 2008
“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:
” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.
Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.
Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.
»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”
Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.
Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem
På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.
Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo MOro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978
ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.Det erklærede kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:
“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.
Den halve sandhed
I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:
“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”
En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.
Ikke med i tv-film
For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:
“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:
“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.
Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.
Spændingens strategi
Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:
“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.
“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.
Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.
I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.
Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.
“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.En større terrorist
Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.
Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.
Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.
Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.
Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”
Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:
“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”
Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).
Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?
Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’
Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”. En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er vigtigt at understege at BR ikke opstod i et vacum. I 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana, et fascistisk bombeattentat som var et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner sloig ind på (12 december 1969 ).
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe poliriske mulighed for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise.
BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere.
Læs også om :RAF: Anarkister og venstreradikale “terrorister” som et politisk redskab for det tyske bourgeiosi * * * * * * * *
“Kampen” om PETs “Nyttige idioter” i Blekingegade fortsætter
7.mar 2008 * * * * *
DR´s “selvsvingende” nyhedsprogram som indtil nu er sendt under navnet “Selvsving” går i dybden med den politiske arv efter Blekingegade-gruppen – der som som bekendt havde “GANG i DEN” – for 20-25 år siden – med at opfylde rollen som PET´s nyttige idioter” uden egentlig selv at opdage at de 25 år senere spiller hovedrollerne i den forestilling som i de borgerlige medierne kaldes “venstrefløjens blodige ideologi og praksis”.
Selvom 99 % af de mennesker som opfatter sig som “venstreorienterede” ikke sympatiserede eller sympatisere med Blekingegade-gruppens “aktiviter”.
Det er ikke bare i de anarkistiske,ultraradikale og autonome smågrupper at der stadig findes folk der hylder arven fra Blekingegade-gruppen, men også på den såkaldte “venstrefløjsportal Modkraft” , hvor f.eks redaktør Martin Limblom ukritisk har ført an i fremstille Blekingegade-gruppen og deres opportunistiske autonome sympatisører som en del af den “røde og kommunistiske venstrefløj”, hvad de aldrig var. Det er hos Modkraft, i de autonome anarkistiske miljøer, hos Blekingegadegruppens og RAF´s opportunistiske medløbere og wannabees at PET og alle Folketingets overvågningspartier finder nye “aktuelle” argumenter for at skærpe PETs overvågnings og aflytningsterror og den generelle “terrorlovgivning” – rettet mod solidaritets-organisationer.
Men ifølge Selvsving er kampen om Blekingegadebandens hjernebefriede “aktiviteter igang med at udvikle sig til en farce” – : En forfatter og et filmselskab slås nu om rettighederne til virkeligheden i miljøet omkring Blekingegade. Og hvis kampen om virkeligheden fortsætter, bliver farcen sikkert snart til en film – men hvem skal så have rettighederne? ” -
“Blekingegade”-forskeren Peter Øvig der udover at være beriget med millioner af kroner på bøgerne om den pseudo-revolutionære gruppe også har Cavlingprisen, Den Berlingske Fonds Journalistpris og Montanas litteraturpris på “kontoen” krævede 1,9 millioner kr. af filmselskabet Zentropa og Peter Aalbæk for at være “konsulent” på filmatiseringen.
Imidlertid mente filmselskabet at Øvig´s rådgivning ikke var næsten to millioner værd. I stedet indledte Filmselskabet et samarbejde med Jørn Moos, efterforskningsleder i sagen. -
Men så let slap filmselskabet ikke af med Øvig – Han kræver nu – gennem journalistforbundet “aktindsigt i Filminstituttets støtte til Zentropas og Moos´s Blekingadeprojekt”. – - – -
Hvorfor ? kan man som menigmand spørge sig selv
Journalistforbundet svarer: Både ud fra en ophavsretlig og en markedsføringsretlig betragtning må forbundet formode , at Øvigs “rettigheder er blevet krænket” -
Peter Aalbæk fra Zentropa kommenterer den “ophavsretslige” krænkning af Kejseren af Blekinggades eneret” til historien :
“Det må være gået med Peter Øvig som med så mange andre, der har fået succes. Hans hoved er blevet for stort”
-
Imidlertid blander en tredje eller er det fjerde part sig nu i farcen omkring arven fra Blekingegade”: Det er Lars Willemoes – som må siges at være Godfather til Blekingegadehistorien. Han skrev sidst i 1980′erne og begyndelsen af 1990′erne en række artikler om den venstre-opportunistiske terror-gruppe i avisen “Information” .
Til Politiken siger han om Øvigs bøger:
“Jeg sagde til ham , at hvis han citerede fra mine artikler, ville jeg gerne have, at han skrev, hvor han havde det fra. Det gør han faktisk ikke«, siger Lars Villemoes.
Om Øvigs krav om ophavsret og aktindsigt :»Jeg kender ikke Zentropasagen i detaljer, men det lyder meget underligt, at han kører ud med sådan et krav. Det er meget driftigt af ham på den måde at slå sig ned som manden med ophavsretten«, siger Lars Villemoes der også – ligesom flere eksperter – peger på, at Øvig i hvert fald ikke har ophavsret til politiets materiale eller sagen som historisk begivenhed.
“Han kan allerhøjest have ophavsretten til den tekst, han selv har lavet – og den burde han have givet en langt bedre kildeangivelse. Der er jo nærmest ikke nogen”, mener Lars Villemoes.
Som også siger at Øvig ved at læse hans artikler har fået serveret »en færdig opskrift til hele værket«.
Samtidig udtaler Stemme nr I og II fra Blekingegruppen sig om deres “terroristiske eventyr i 1980 ´erne” og i Øvigs sensationsprægede bøger optræder et medlem kaldet “stemmen” jævnligt.
“Stemme nr I” – som Peter Øvig førte lange natlige samtaler med for at skaffe sig stof til til de bøger som gjorde ham til millionær ligesom “Stemme II” optræder anonymt så der findes ingen mulighed for at kontrollere om deres udsagn er sande eller er nye livsløgne, “politiske fantasier” eller efterrationaliseringer.
“Stemmen II” fik mulighed for at udtrykke sit syn og fortælle hvad han havde lært siden efter opløsningen af gruppen.
Det som går igen hos disse “Stemmer” fra den opløste gruppe er mangelen på selvindsigt og selvkritik både hos Blekingegadefolkene.
Det minder næsten om nogle af de gamle DKP’ ere som nægter at erkende at DKP har forandret sig fra 1970`erne til idag. At DKP blev opløst og deres politiske strategi brød sammen, DKPs dagblad “Land&Folk” blev nedlagt – næsten samtidigt med Sovjetunionens opløsning i 1991.
Mangelen på en ærlig selvkritik gør det svært for dem at drage ærlige politiske lærdomme af deres politiske nederlag.
At Øvigs “stemmer” og Blekingegade-gruppens politiske sympatisører på den anarkistiske og venste-opprtunistiske fløj ikke har lært noget af deres politiske strategis nederlag bekræfter interviewet med “stemmen II” i “Clartè -tidskrift for venstreintellektuelle”.
“Bankrøverbande”-medlemmet kalder sig ”Den anden stemme fra Blekingegade 2 …”. fik fuld anonymitet til at udtrykke sit politiske syn og hvad han har lært af gruppens politiske sammenbrud. Men “Stemmen II” har åbenbart ikke lært noget – og ligner en der drømmer sig tilbage til 1980′ernes “spændende røvertogter” og den individuelle terrors strategi og han forsvarer gruppens aktiviteter idet han siger:
”Du har dit syn på verden. Jeg har et andet, og paradoksalt ønsker og kræver vi formentlig begge en mere retfærdig verden med mindre lidelse og sorg. Din vej kræver respekt for dansk lov, dansk demokrati samt for ”dansk ejendom og formuer”. Den mere demokratiske vej kræver samme respekt for alle folkeslags værdier.”
Som om en socialistisk strategi – i 1980´erne eller idag – er et valg mellem individuel terror og eller total underkastelse under den kapitalistiske ejendomsret hvadenten den nu er privat eller statslig !
Som om (klasse-)kampen for revolutionære forandringer af samfundet kan afgøres af små selvudnævnte autonome elitære grupper der hver for sig “terroriserer fjenden” og “nedbryder samfundstrukturen med bankrøverier og kidnapninger” !
Gruppens sekteriske isolering fra arbejderklassen og de undertrykte folk som de – sikkert fra begyndelsen af et ærligt hjerte – ville solidariserer sig med – ser “stemmerne” åbenbart ikke som noget problem.
Den sekteriske isolering var både en følge af gruppens småborgerlige klasseoprindelse og en følge af den tidligere DKP’ers Gottfred Appels venstreopportunistiske ideologiske kurs.
Det betyder ikke at det var forkert at kritisere og bryde med DKP i begyndelsen af 1960′erne. Det var der tusinder af revolutionære og progressive arbejdere og intellekuelle der gjorde. De indså at DKP ikke længere var arbejderklassen parti til forberedelse af den socialistiske revolution – som nu i vor tid det 21.århundrede mere end nogensinde er nødvendig.
| ” Lenin skrev i november 1900 en et par linjer om “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen: |
| “Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – - Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ” |
DEn russiske socialdemokrat Lenin rammer plet : Den omtalte “økonomisme” er højre-opportunismen som DKP repræsenterede i 1960´erne, mens “terrorismen” er venstreopportunismen som Appel-gruppen, RAF og Brigate Rosso repræsenterede.
At Højreoportunismen og Venstreopportunismen er politiske tvillinger blev anskueligtgjort af det DKP-støttede DDR-regime i 1970 ´erne da efterretningstjenesten Stasi aktivt understøttede RAF i deres “individuelle terrorstrategi” i Vesttyskland som førte til højredrejning , yderligere inskrænkning af de demokratiske rettigheder og fascisering af det (vest-)tyske voldsapparat .
Albanien 1991: Kommunister vandt frit valg
Kommunister vandt frit valg i Albanien
slog dagbladet Politiken fast på sin forside samme dag som det erklærede kommunistiske Albaniens Arbejdets Parti vandt 2/3 af stemmerne i det internationalt overvågede valg i 1991 – godt 17 måneder efter den tyske Murs fald.
”Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt”
skrev Dagbladet Information´s korrespondent den 2.april 1991
- — – - –
Var der tale om et “kommunistisk komplot” – en sammensværgelse mellem det kommunistiske styre og venstreorienterede udenlandske journalister og observatører ?
Det kan ikke udelukkes . Derfor bør sagen undersøges meget nøje.
Det så jo ud som en international konspiration – et forsøg på ”historieforfalskning” hvor både bbc, cnn, New York Times, Le Monde og andre medier fortæller nøjagtig det samme :
Kommunister vinder overbevisende valgsejr.
Men hvad med de omkring 100 internationale observatører der var i landet for at overvåge valget ?
DE kan vel ikke beskyldes for at være deltagere i denne “kommunistiske konspiration” ?
”Alt forløb efter reglerne“ ,udtalte cand.mag. Tue Magnussen fra RUC,der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne.”, ifølge Politiken (2.april 1991)
Informations korrespondent Tue Magnussen skrev
den 2.april 1991 at ”de danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der igår fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad der var imponerende”
Men hvad har Magnussen,Andersen og Glønborg egentlig set ? Er de ikke blevet ofre for en veliscenesat kommunistisk forestilling. Kommunister kan vel ikke vinde frie valg ?
Det er jo i modstrid med alt hvad vi har lært i skolen og af de “demokratiske” danske politikere som Poul Nyrup, Anders Fogh, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard.
Skrev de “demokratiske” danske aviser ikke om den kommunistiske undertrykkelse i Albanien ?
Universitetsuddannede Albaniens-”eksperter” slår meget autoritativt fast – at hvis et kommunistisk parti vinder 2/3 af stemmerne ved et valg som bekræftes af 100 internationale observatører så er der grund til at rejse spørgsmålet: Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere” ? _ _ _ _
Men HVAD ER FAKTA OM VALGET ?
Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk Folketings-valg.
* * “Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister” som dagbladet Politiken skrev.
Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti ,PPSH mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisterne overbevisende sejr var et chock for de borgerlige kræfter, både i og udenfor landet.
Spørgsmålet er :
Hvad gør et parti der har vundet 2/3 af fokets stemmer med en opposition som ikke accepterer resultatet ,men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold,terror og sabotage mod folkets demokratiske valg ?
Hvad skulle Thorning, Fogh eller Søvndal gøre hvis de havde vundet 2/3 af stemmerne , hvis taberne anført af demonstrerende “autonome” ikke vil accepere valgnederlaget, men begynder at terrorisere partikontorer, fabrikker og angribe politikere fra det vindende parti ?
For det var hvad der skete i Albanien.
Det erklærede kommunistiske og marxist-leninistiske parti – som bare nogle måneder efter at de har fået 2/ 3 af stemmmerne – i et valg med 96% stemmmedeltagelse – en overbevisende folkelig opbakning til partiets kommunistiske politik – opløser sig selv.
Det er et flertal af partiets ledende medlemmer og delegerede – ikke medlemmerne, jeg mener ikke der var en medlemsafstemning – der i juni 1991 opløser det “kommunistiske parti” på en hasteindkaldt parti-kongres og inviterer den “voldelige” opposition ind i regeringen.
Ramiz Alia’ s parti PPSH fik IKKE 2/3 af stemmerne for at opløse partiet og overlade ledelsen af landet til USA-støttede kræfter der førte landet ud i den kapitalistiske kontrarevolutions kaos, terror, sabotage, massearbejdsløshed, mord og kriminalitet.
Et flertal i Partiets ledelse forrådte folket og partiets tusinder af menige kommunistiske medlemmer som havde givet dem en overbevisende tilliderklæring ved valget i marts
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet at kriminaliteten var steget med 70 %. i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berisha´s nydannede “Demokratiske Parti “-PD hærgede i gaderne og på flere arbejdspladser sabotererede de produktionen og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om at de både havde retten og flertallet med sig
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske diciplin blev nedbrudt, kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker som ikke blev spærret af med brædder og jerngittrer blev smadret og plyndret.
I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand.
Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet.
Den store magnet var kapitalismens Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjersyns-serier som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty,Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af ved ankomsten til “frihedens land”, Nato-landet Italien.
For det var åbenlyst at de Nato og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte hans tilhængere ind at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk” valgfusk.
Efter valget opmuntrer og organiserer Berisha-Demokraterne til protester , sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.
Bevæbnede tilhænger til Berisha angriber og besætter de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med poltiet dèr resulterer i skudveksling hvorunder tre mennesker mister livet og flere bliver sårede.
I maj måned truer tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden , i luften om “kommunist-regeringen ” ikke afgik
De virksomheder og fabrikker som ikke allerede var saboteret og plyndret blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb som var begyndt i 1990.
Ifølge Unicef blev 1000 ud af landets 3700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt.
For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød,el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre hvorunder fem mennesker omkommer.
På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje.
Fra Grækenland og Jugoslavien smugles køleskabe og fjernsyns–apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder som endnu ikke er gået helt i stå og hvor Berisha-tilhængerne har tilstrækkeligt med folk sørger de for at sabotere og stoppe produktionen.
Den 15 maj erklærer Berisha-Demokraterne “generelstrejke mod kommunist-regeringen”.
Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generelstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.
Men i Albaniens Arbejdets Parti- PPSH, som havde fået 2/3 af folkets støtte og mandat til at forsætte med at lede landet den 31.marts besluttede et flertal af de delegerede på en ekstrakongres – godt to måneder senere
- i juni at nedlægge det “kommunistiske parti” og invitere den “Demokratiske opposition”, som havde tabt valget og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage,plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .
Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti som knapt tre måneder forinden havde scoret 2/3 af folkets stemmer nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerligt-reformistisk program for dette “nye” parti.
Der dannes en “national redningsregering” , et samarbejde mellem PS og Berisha´s Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søger om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond IMF .
Regeringen domineres af vice-statsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De er fast besluttede på at udsætte økonomien for en liberal chock-terapi, ligesom i f.eks Chile og Rusland.
Men trods at PD dominerer denne regering er det ikke nok for Berisha-Demokraterne.. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvinger udskrivningen af et nyvalg den 22.februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valget.
Det sker uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets parti havde fået 2/3 af folkets støtte den 31. marts. ¨
“something was rotten in the Party of Labour of Albania”.
Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier som var blevet valgt.
Derfor kunne Berisha´s PD uden problemer vinde 92-valget der var præget af befolkningens mistillid og reelle boycot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede at den var demokratisk valgt.
Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny Præsident.
Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berisha´s vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltig aktivt i DP´s valgkamp og det var fra USA at Albanien fik den næststørste bistand på 236 millioner Dollar fra 1991-96 efter den italienske bistand .
Den nye US og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af af 442 større fabriker var det kun 105 der kom igang igen under det nye Nato og EU-støttede regime.
I januar 1993 indførte den ”Demokratiske” regering ”fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og sådan fortsætter historien om indførelsen af “kapitalistisk demokrati” i et land i Sydeuropa …
“Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”
13.feb – 2008 *
FILM – :“NATTENS HÄXOR” -Premiere på Sveriges Television Kanal 2 den 13.april 2008
- Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – -
- Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
- Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.
Nat efter nat – gennem tre år fløj den Røde Hærs 588.regiments kvinder bag de tyske frontlinjer . De gjorde flere flyvetogter end deres mandlige kammerater. Tyskerne kaldte dem foragtfuldt “nattens hekse”. Foto: Russisk (sovjetisk)arkiv
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
- De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – -
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød - interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.
Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.
Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen. I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.
* * * * *
“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *
Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588′eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.
Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.
Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , ultrafeministiske vinkel som kvinder i idag ofte forfalder til. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som fik ham overbevist om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.
Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet
FAKTA om ANDEN VERDENSKRIGNæsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45. |
Ny bog om Antisemitisme i Polen efter befrielsen af KZ-Auschwitz
23 Juli 2006 – * En ny bog om antisemitismen – altså jødehadet - i Polen har rejst en ophidset debat i forfatterens hjemland. I Europa havde jødehadet været en “god” kristen tradition – siden den kriste kirke for alvor fik magten undet det tysk-romerske kejserrige og frem til og under Anden Verdenskrig. Polen som så ofte havde måttet kæmpe for sin egen identitet og selvstændighed var i flere århundreder et fristed for millioner af jøder , f.eks de som havde flygtet fra den kristne spanske inkvisition, men der skete noget i Polen og andre europæiske lande i mellemkrigsårerne da de reaktionære kapitalistiske kræfter opmuntrede den fascistiske tankegang og bragte Mussoloni, Hitler og Piłsudski til magten – Polen forvandledes i 1930`erne – samtidigt med Tyskland – fra at have været et fristed hvor jøder og kristne levede side om side til at blive jøde-hadende og krigsophidsende hvor de herskende reaktionære klasser opmuntrede hadet og frygten for den “jødekommunistiske sammensværelse”. I de kristne kirker sparede præsterne ikke på krudtet i kritikken af de “kætterske” jøder og kommunister.
Da Polen samtidigt blev invaderet og besat af Nazityskland i fem år er det måske ikke så mærkeligt at den blodigste pogrom i fredstid i det tyvende århundredes Europa som forfatteren gør opmærksom på – udspillede sig i den polske by Kielce – et år efter krigens afslutning den 4.Juli 1946.
Progromen mod jøderne i den polske by Kielce i 1946 fik som følge at halvdelen af de jøder – 100 000 ud af 200.000 – som havde overlevet krrigen og den tyske besættelse forlod deres polske hjemland. Mange udvandrede til Palæstina for senere at blive en del af den nye “jødiske stat” Israel. Kielce-massakren blev endnu et argument for oprettelsen af Staten Israel. Kielce-progromen blev endnu en antisemitisk “byggesten” hvorpå Staten Israel blev oprettet i 1948: Og endnu et åbenbart eksempel på forbindelsen mellem zionismen og jødethadet. Zionismen som antisemitismens janusansigt – dens politiske tvilling. Idag ved vi at Staten Israel – og antisemitismen behøver hinanden. Forbrydelser og terror begået af staten Israel opmuntrer (uberettiget) antisemitismen, mens antisemitismens udbredelse med vold og terror mod jøder i Europa som følge styrker udvandringen af jøder til den zionistiske stat. Det var ikke uden grund at flere af de ledende tyske nazister udtalte : “Jeg er også zionist”
Foruden Kielce-massakren som udspillede sig i det befriede Polen – efter befrielsen af KZ-Auschwitz – var der under den nazityske besættelse flere antijødiske progromer bl.a i Juli 1941 i byen Jedwabne hvor 1600 jøder mistede livet ifølge Gross
Gross skrev om Jedwabne-massakren i bogen “Neighbors” – naboer – en bog der også vakte opmærksomhed i Polen.
Om bogen der har fremkaldt stemmer – med ikke ubetydelig opbakning i det “kristent-katolske” Polen som hævder at det er en “antipolsk” bog skrevet af den “antipatriotiske” polak Jan Gross”.
Forfatteren til disse bøger koncentrerer sig om det kristne chauvinistiske jødehad og progromer i hans fødeland Polen og naturligvis Nazityskland. – – Men var situationen for jøder,Romer og andre etnisk-religiøse mindretal i resten af det tysk-dominerede og allierede Europa – i tiden optil og under den Anden Verdenskrig – meget bedre ?.
– – – – – -
Det er også værd at notere sig at det revisionistiske Hrustchov-støttede Gomułka-regime – som kom til magten i Polen i 1956 efter Hrustjovs berygtede “hemmelige tale ” mod Stalin i marts 1956 på SUKPs 20.kongres – aktivt brugte jødehadet som et led i kampen mod de “kommunister og sådanne jøder som støttede Stalins politik” – for at forsvare de prokapitalistiske reformer (selvforvaltning i virksomhederne> større magt til direktørerne) som for alvor fra 1956 blev gennemført og som førte Polen og Sovjet mod den økonomiske afgrund i 1989.
Gomułka-regimets populistiske antijødiske propaganda – som var knyttet sammen med opgøret med Stalins revolutionære kommunistiske linje som Hrustjov i marts 1956 forsøgte at sætte igang i Sovjet og de folkedemokratiske stater som Polen og Ungarn – blev understøttet af den kristne kirke og i 1956-57 og i 1968 fik Polens jøder mærke konsekenserne af den “nye revisionistiske linje” som var rettet mod “sådanne jøder som støttede Stalins politik”.
I 1968 måtte 20.000 “jøder” i Polen forlade deres hjem, arbejdspladser og hjemland i en progrom iværksat af Gomulka-regimet – støtte af den kristne kirke. Tomasz Gross født i 1947 var en af dem der måtte forlade hans hjemland efter at han blev fængslet i 1968 som en følge af krisen for det revisionistiske regime med stigende protester og uroligheder som regimet forsøgte at aflede med endnu en progrom rettet mod landets jødiske minoritet.
Her følger en amerikansk anmeldelse af bogen * * * “Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz,’’ * * * af Jan T. Gross 
* En gang i de sene 1950’ere, gik et nygift jødisk par arm i arm gennem gaderne i Łódż. Som alle overlevende fra deres generation af polske jøder , havde disse to gennemlevet Holocaust against enormous odds, making the joy of that moment all the more poignant. “Look at them,” snerrede en velklædt forbipasserende hånligt , højt nok at til at de kunne høre det : “Som om de var i Tel Aviv.”
For det yngre jødiske par var budskabet klart : Jews had no business living in Poland, let alone being happy there.*
* * * –The armed guard of the Wroclaw Jewish Committee, 1945-6.
I thought of these two people, who later became friends of mine, as I read Jan T. Gross’s new book:
“Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz.”Den polsk fødte Gross, a professor i historie ved Princeton University, does not recount their story; even had he known it, there’d have been no room, or time. He has too many greater indignities to relate. He has to tell how surviving Polish Jews, having escaped the fate of 90 percent of their community — three million people — returned to their homeland to be vilified, terrorized and, in some 1,500 instances, murdered, sometimes in ways as bestial as anything the Nazis had devised. One might have thought that if anything could have cured Poland of its anti-Semitism, it was World War II. Polish Jews and Christians were bonded, as never before, by unimaginable suffering at the hands of a common foe. One might also have thought there’d have been pity for the Jewish survivors, most of whom had lost nearly everything: their homes, their youth, their hope, their entire families. Besides, there were so few of them left to hate: only 200,000 or so in a population of 20 million. Instead, returning Polish Jews encountered an anti-Semitism of terrible fury and brutality. Small wonder, then, that nearly as soon as they set foot on Polish soil, most fled all over again. Many went westward, to a place that, oddly enough, had suddenly become an oasis of tranquillity and safety by comparison: Germany. Far from being celebrated, those Poles who had sheltered Jews during the war — and there were many — begged them to say nothing, lest their neighbors deride them as “Jew lovers,” or beat them, or break into their homes (searching for the money the Jews had surely left behind) or kill them. Polish attitudes toward the Germans remain understandably bitter. *
– - – - – -
Under den tysk fødte Pave Benedict XVI´s rejse til Polen i maj , da han besøgte Auschwitz, valgte han at tale mest italiensk. Men som Gross minder os på, in at least one respect many Poles applauded Hitler: just as he offered a final solution to Germany’s Jewish problem, he was taking care of Poland’s, too. Nazi policies toward the Jews, the legendary underground Polish diplomat Jan Karski reported to his government-in-exile in London in 1940, formed “a sort of narrow bridge where the Germans and a large part of Polish society meet in harmony.”It wasn’t only Karski saying so. Eyewitnesses in the Warsaw ghetto saw Poles watching approvingly or even helping out, acting as spotters as German soldiers shot Jews. Polish girls were overheard joking, “Come, look, how cutlets from Jews are frying,” as the ghetto burned. Nazi accounts of Judenjagd, or “Jew hunts,” detailed how Poles pitched in to find any stray Jews the Germans somehow managed to miss. As the deportations proceeded, and practically before the trains had left for Chelmno or Belzec or Treblinka, Poles gathered on the outskirts of towns, waiting to plunder Jewish property or move into Jewish homes. And while the Nazis killed millions of Jews, Poles killed thousands — most famously, as Gross related in “Neighbors” (2001), a book that caused an uproar in Poland, 1,600 of them in the town of Jedwabne Jedwabne in July 1941 — crimes little noted at the time nor since remembered in Polish history books.With the war over, and to tumultuous applause, a thousand delegates of the Polish Peasants Party actually passed a resolution thanking Hitler for annihilating Polish Jewry and urging that those he’d missed be expelled. Indeed, the mopping up soon began. Returning to their villages and towns, Jews were routinely greeted with remarks like “So, ____? You are still alive.” Their efforts to retrieve property were futile — and, sometimes, fatal. Some Jews met their end on trains — not cattle cars this time, but passenger trains, from which they were thrown off. If the trains weren’t moving fast enough, they were beaten to death.This is a book filled with arresting, appalling images. There’s Treblinka, September 1945: a lunar landscape pockmarked with craters, where Poles had dug thousands of holes searching for gold fillings amid the bones and ashes. Or Polish synagogues disassembled for construction projects, and Jewish cemeteries used for landfill. Or Jewish schoolchildren being harassed and Jewish artisans and professionals denied work.With the police and courts looking the other way, Jews were murdered randomly, or in pogroms. Behind these massacres, invariably, was the old canard of Jews killing Christian children for their blood, but with a new twist: Jews now craved gentile blood not just to make matzos, supposedly, but to fortify their own emaciated selves.In the most notorious episode, 60 years ago this month, residents of Kielce, among them policemen, soldiers and boy scouts, murdered 80 Jews. “The immense courtyard was still littered with blood-stained iron pipes, stones and clubs, which had been used to crush the skulls of Jewish men and women,” the Polish-Jewish journalist Saul Shneiderman wrote the following day. It was the largest peacetime pogrom in 20th-century Europe, Gross says. But he maintains that Kielce was nothing special: during this era, it could have taken place anywhere in Poland. Polish intellectuals, Gross notes, were mortified by what was happening in their country. Only a psychopath, one wrote, could have imagined such cruelty.Days before the pogrom, the Polish primate, Cardinal August Hlold, had spurned Jewish entreaties to condemn Roman Catholic anti-Semitism. Afterward, he charged that by leading the effort to impose Communism on Poland — Jews were in fact prominent in the party, though hardly in control — the Jews had only themselves to blame. The point was seconded by the bishop of Kielce, who suggested that Jews had actually orchestrated the unrest to persuade Britain to hand over Palestine. It was a neat trick: being Communists and Zionists simultaneously. Only the bishop of Czestochowa condemned the killings, and was promptly reprimanded by his colleagues. One wonders how Karol Wojtyla, then a young seminarian, later Pope John Paul II, viewed this cesspool of ignorance and intolerance.
If the Church gave the Jews short shrift, the same was true of the Communists, even the Jewish ones. For them, ignoring the Jewish plight, as well as Polish complicity in wartime atrocities, offered a way to ingratiate themselves with a wary nation. Besides, what was to be done? When Polish Jewish leaders called for the Communists to do something to stop the hatred, one official had a ready rejoinder. “Do you want me to send 18 million Poles to Siberia?” he asked. How can one explain this madness? Gross conjures up the famous remark of the former Israeli prime minister Yitzhak Shamir — that Poles suck in anti-Semitism with their mothers’ milk — only to dismiss it. “Untenable in the light of common sense or empirical evidence,” he says. So, too, Gross writes, are spurious claims of ritual murder or Jewish-Communist complicity. Instead, he argues that Poles were feeling guilty: so implicated were they in the Jewish tragedy, aiding and abetting and expropriating, that the mere sight of those wraiths returning from the camps or exile or hiding, people who knew the Poles’ dirty secrets and held title to their property, was too much to bear. So they murdered Jews or chased them away.But Gross’s evidence, right down to an anti-Semitic revue that was staged in January 1947 near the largest Jewish cemetery on the planet, Auschwitz (a local policeman had the starring role), overwhelms his theory. Such an enormous and varied inventory of inhumanity, one that included the cruelty of children too young to have felt guilt or remorse for anything, transcends any set of historical conditions. A more likely, if less politically palatable explanation, is that through their own state-of-the-art anti-Semitism, the Germans emboldened many Poles to act upon what they had always felt. The comment from Shamir, a Polish Jew himself, may strike us as deeply offensive, simplistic, racist. But whatever Gross may believe, he buttresses Shamir more than he discredits him.Ultimately, what’s far more important than the “why” of this story is the “that”: that a civilized nation could have descended so low, and that such behavior must be documented, remembered, discussed. This Gross does, intelligently and exhaustively. That he digresses from time to time, that his chronology can be confusing, that he repeats himself and occasionally lets his indignation get the better of him, doesn’t really matter.Two additional waves of government-inspired anti-Semitism, in 1956-7 and 1968-9, drove out most of those Polish Jews who, despite everything, had held on. (Among them were those newlyweds; the husband later told me that on his first day in New York he felt more at home than he ever had in Poland.) Now, despite occasional anti-Jewish episodes — in May, for instance, the country’s chief rabbi was punched on a Warsaw street by someone shouting “Poland for Poles” — and widespread suspicions that Jews still run things there, Poland has become a place of necro-nostalgia. Klezmer music wafts out of Krakow’s old Jewish quarter. There’s matzo in every Polish supermarket. And in liquor stores, the faces of happy Hasidim — more than you’ll now see in a lifetime in Lublin or Bialystok — stare out from bottles of Polish kosher vodka, prized for its supposed purity. Meantime, young people with even the most tangential Jewish ties now lay proud claim to their heritage. But as Gross reminds us in this depressing, devastating and infuriating book, the luckiest Polish Jews, not just before Hitler but after, were the ones who got away. / / / / forfattet af David Margolick
New York Times
Hvad blev der af UFO´erne ?
10.april 2008 *
– - – - -
Der var engang – for ikke så længe siden – at der hver eneste dag året rundt kom anmeldelser ind til den statslige rumfartsstyrelse NASA i Houston, USA , om Unidentified Flying Objects eller UFO´er fra mere eller mindre ophidsede borgere der angiveligt havde oplevet landingen eller set lyset fra mere eller mindre fantatiske flyvende objekter eller var det rumfartøjer bemandede med “aliens”- rumvæsener fra et andet solsystem ude i iblandt de uendelige galakser. – -
– - – - * * * * *Fata Morgana . . Solen . . månen . . eller en UFO ?
- Omkring UFOerne opstod der en hel semi-religiøs bevægelse. Der blev skrevet halve biblioteker af UFO-bøger.NASA meddeler at de nu for tiden så godt som aldrig modtager nogen UFO-anmeldelser. Der spekuleres i de tidligere UFO-interesserede medier om hvad årsagen er til at UFOerne så at sige forsvandt i de semi-religiøse fantasitåger.
En af de mest troværdige forklaringer der fremføres er den om at de fleste mennesker idag har en mobiltelefon med indbygget kamera og eftersom UFOerne i realiteten mere var en “New Age -religion som fremkaldte Fata Morgana på UFO-vidnernes nethinder – end objektiv realitet kommer der ingen anmeldelser ind til NASA – slet ingen billeder. Svenskerne har dog stadig en landsorganisation, kaldet Riksorgansation UFOSverige På deres UFO-portal referes blandt andet USA´s tidligere præsident Jimmy Carter for at sige : “Hvad jeg så var intet rumskib” om den uidentificerede genstand han så sammen med 25 andre.Og nordmændene på UFO-NORGE – - – -Det danske UFO-selskab gemmer sig på siden
igap.dk
hvor der findes flere “vidne”-citater fra flere berømte UFO-vidner- – – – – – – – – – – – – – – - – -Jimmy Carter på CNN om hans “UFO-erfaringer” – – – – – – – – -
Skandinavisk UFO information viderebringer dog en del tvivl i artiklen: Bliver vi manipuleret ?
– – – Spor efter fremmede fra det ydre rum “aliens” ? eller et naturkunstværk i Umeå ?
UFO-Aktuellt udreder sagen for sine læsere > > > > :
“En far och søn var ute og gå en tur da de fik øje på noget mærkeligt på en mark vid Nydala-badet i Umeå. En cirkelrund formation hvor græsset var nydeligt nedbøjet med en lille virvel i cirkelens midte . Inde i cirkelen fandtes yderligere tre cirkler. Disse så ud til at være brændte og vældigt eksakte. Spekulationer tog snart fart efter at lokalavisen Västerbottens-Kuriren vänt sig till “UFO-eksperterna” Bob Lind och Sune Hjorth. Hjorth klargjorde att det rörde sig om “en farkost eller elektromagnetisk farkost” medan Lind trodde att ett jordprov på platsen skulle visa sig vara radioaktivt. Att Västerbottens-Kurirens utsända hittade en cigarettfimp i en av cirklarna avskräckte ingen av de inblandade från att spekulera om utomjordiska besökare. En kvinna ringde till Försvarets Forskningsanstalt som skickade ut två personer för att ta ett jordprov. Analysen visade att radioaktiviteten inte var högre än normalt. Men Hjorths och Linds utomjordiska besökare gick plötsligt upp i rök. En grupp konstnärer som kallar sig Grupp 4 erkände att de hade tillverkat cirklarna med hjälp av en planka, inspirerade av engelska cirkelmakare. Med en metallring och en gasolbrännare hade de stubbat gräset. De använde även sprayfärg för att göra cirklarna mörkare. Cigarrettfimpen var också deras. Cirklarna gjordes redan den 17 september men upptäcktes inte förrän den 20. Gruppens syfte var att få fokus på konstens möjligheter att spränga gränser och inte att lura folk. Aviserne skrev dog bare om rumvæsener og intresserede sig overhovedet ikke for kunst og da en av kunstnerne besøgte pladsen hørte han folk diskutere den ene UFO-teorien efter den anden.”
UFO´er og intelligente marsmænd nåede også at inspirere Holywoods filmindustri. Allerede i 1950´erne hvor man – måske også som et udtryk for en massekulturel fortrænging af de omfattende antikommunistiske hekseprocesser mod Amerikas progressive og kommunistiske skuespillere ,fagforeningsaktivister, forfattere skreg med i koret af antikommunistiske koldkrigs-ophidsere – indspillede flere hundrede seriøse film med rekordbudgetter om faren fra det ydre rum.
Besættelsen af det ydre rum fortsatte i “virkeligheden ” med månekapløbet mellem USA og USSR . Og i 1970´erne og 80´erne toppede film som “Star Wars” - “Aliens” biografernes filmlister.
En af de mindre kendte film om truslen om en invasion af planeten jorden af aliens skabninger fra det ydre rum – er Tim Burtons “Mars Attacs” fra 1996. På dette tidspunkt ser den “amerikanske drøm om at forene jordens folk i et fælles krig mod Aliens fra planeten X” ud til at være faldet fra hinanden. Invasionen af UFO ´er viste sig at være et mareridt fra drømmefabriken i Holywood. Dog er filmen aktionfilmen “Independence Day” også fra 1996 et klart bevis på at Hollywood og USA´s førende massekulturindustri var dybt optaget af at sælge budskabet om USA´s ledende rolle i kampen mod de “fremmede” – Aliens – intelligente rumvæsener og deres forsøg på at kolonisere jordkloden.
Hvorimod “Mars Attacs”er en underholdende parodi over 1950´ernes rumfilm – ikke et alvorligt spacedrama eller Aliens-gyser, Ved hjælp af specialeffekter – og en svinedyr rolleliste med Jack Nicholson,Glenn Close, Pierce Brosnan, Michael J. Fox i nogle af hovedrollerne bliver filmen seværdig.
Se bio-trailer fra Mars Attacs – ™ “Mars angriber” ° ” ° § § § § § §° ° § § § § ° §
Mer fra \”Mars angriber\”
Kilde: UFO-Aktuellt nr. 4 – 1999
Gigantisk eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet registreret af Nasa-satellit
21 mars 2008 –
Lyset fra en eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet kunne ses med det blotte øje
meddeler de Forenede Staters rumfartsstyrelse Nasa entusiastisk. Angiveligt skal det være den mest lysende eksplosion som er opdaget i rummet efter et massivt energi-udbrud 7,5 milliarder lysår ude og synligt med det blotte øje. Hvilket betyder at eksplosionen fandt sted for cirka 7,5 milliarder år siden. Og altså inden jordkloden kom til.—– — – — – — – - -Men et lysår er ikke som man kan forføres til at tro en tidsangivelse , men et afstandsmål. Et lysår er den afstand som lyset når at tilbagelægge i løbet af et år. Eftersom lysets hastighed er ca 300. 000 km pr.sekund vil lyset i løbet af et år tilbagelægge 3600 sek. gange 24 gange 365 =9 billioner 460 milliarder 800 milioner km under et år. Men den eksplosion som Nasa angiveligt har registreret skete 7,5 milliarder lysår ude i universet. Det betyder at afstanden bliver endnu mere astronomisk nemlig 7,5 milliarder gange 9.460.800 billioner km (den strækning lyset tilbagelægger i et år). Det svarer til 70.956.000.000.000.000.000.000 km (70 trilliarder og 956 trilioner km). Eksplosionen blev noteret af Nasas Swiftsatellit. Nasa tror at sprængningen skete halvvejs ude i det synlige universum. Stephen Holland ved Nasa: “-Inget andet kendt foremål eller lysfænomen har kunnet ses med det blotte øje fra en så uendelig afstand – det fjerneste genstand som er set uden optisk hjælp. – Det som gør Nasas “opdagelse” af eksplosionen endnu mere verdensfjernt er at ;eftersom det tog lyset fra eksplosionen 7,5 milliarder år om at komme til jorden – i 2008 – er eksplosionen i virkeligheden sket for 7,5 milliarder år siden – det vil sige inden Moder Jord blev skabt. – – – -
Så blev vi så kloge. Hvor er det godt, at vi har NASA. Vi venter spændt på næste eksplosion i rummet og ikke mindst hvor mange trilliarder kilometer ude i universet det skete og hvor mange milliarder år tilbage i tiden det skete
Hvad skete der med UFO´erne ?
Polen:Mindeshøjtideligholdelse af 40-året for det revisionistiske regimes jøde-deportationer”
8 mars 2008 – 20:04 – - – -
I dag mindes vi 40 året for den revisionistiske Gomułka-regerings antisemitiske progrom: landsforvisningen af 20.000 jøder. Højtideligholdelsen af årsdagen – blev holdt på banegården i Warszawa, hvor mange af de 20.000 deporterede polske jøder begyndte deres rejse ud af landet.
Der var altså tale om at disse polske borgere bogstaveligt talt blev anbragt på gaden – fyret fra deres arbejdspladser, mens “rigtige” polakker var flyttet ind i deres lejligheder – samtidig som de fik besked om at stige på et tog ud af landet. En af dem var den internationalt anerkendte sociolog Zygmunt Bauman. Han og hans kone Janina mistede både arbejde og hjem i 1968.
Som ung teenager nåede han sammen med forældre og søskende at nå i sikkerhed i Sovjetunionen inden den tyske invasion i Polen 1939.
Det var ikke første gang at polske jøder var blevet beordret op i et tog. Dengang – under krigen – var destinationen ukendt for dem . I 1968 viste de hvilke land de rejste til.Deportationen var kulminationen på det revisionistiske Gomulka-regimes antisemitiske kampagne vendt både mod revolutionære kommunister (“stalinister” som Gomułka kaldte dem ), spirende ungdomsoprør og mod landets jødiske minoritet. Toneangivende kræfter i det regerende PZPR – det Forenede Arbejderparti – spillede i forståelse med kirken og “patriotiske” kræfter det antisemittiske kort ud. Det faktum, at en række af det polske kommunistpartis ledere både før krigen og i den revolutionære Stalin-periode var af jødisk afstamning udgjorde baggrunden for regimets og kirkens antikommunistiske offensiv der mundede ud i spørgsmålet: Var det ikke jøderne der stod bag kritikken og de satiriske indslag vendt mod kirken i revyerne og i blade ?Kritikken af kirken i studenterrevyer og f.eks i det radikale blad ”Po Prostu” blev mødt med censur af Gomułka-regimet. En lille minoritet som nu blev syndebuk for den ungdommelige kritik af kirken og regimet. Det Brezhnjev-støttede regeringspartis kampagne mod jøderne blev understøttet af den mægtige kristen-katolske kirke. – – – * Polens jøder - som havde ydet de største ofre for Polens befrielse fra det nazifascistiske barberi og som udgjorde en del af rygraden i Polens revolutionære kommunistiske bevægelse som opbyggede det nye folkedemokratiske Polen efter befrielsen i 1945 – blev nu gjort til syndebukke for den krise som Gomułka-regimets kontrarevolutionære reformer og samarbejde med den reaktionære Vatikan-styrede polske kirke havde ført landet ud i. – – * I taler optil progromen i marts 1968 talte den revisionistiske Brezhnjev-støttede partileder Gomułka om “sådanne jøder som støttede Stalintidens politik”.
“Sådanne jøder” fortjente ikke at leve i Polen : De blev fyret fra deres arbejdspladser, ligesom deres boliger blev overtaget af “rigtige” polakker.
Revolutionære jøder og kommunister skulle have skylden for det reformistiske Brezhnev-støttede regimes politisk og økonomiske krise. Folk der levede i 1968 fortæller at de landsforviste jøders stillinger og deres lejligheder blev overtaget andre ikke-jødiske polakker.Efter Hrustchov’s “hemmelige tale” i 1956 mod de revolutionære principper som Stalin stod for – blev de kontrarevolutionære kræfter opmuntret ikke bare i Sovjet,men især i Polen og Ungarn. Kort efter Hrustchovs kontrarevolutionære “hemmelige” tale – som ikke blev holdt for de delegerede i MOskva – blev W.Gomułka ny partileder i Polen – Han havde allerede i 1956 da han overtog posten som generelsekretær for det Sovjet-støttede parti – fået støtte fra kirken. Den Vatikan-støttede kirke roste Gomułka og den “nye politik”. Kardinal Wyszynski – mentor for den senere pave Karol Wojtyla – kaldte Gomułka en ” god mand” for han havde hjulpet kirken med at komme ind i skolerne,i hæren og andre offentlige institutioner med deres præster og religiøse ceremonier. Det var en udstrakt hånd til kirken, men samtidigt et politisk selvmål. Hvilken retning Polen var på vej mod viser Gomułka´s udtalelser da han kom til magten i 1956 om at kooperativerne og statslandbruget var ”urentabelt”. Der blev aldrig gennemført en ordentlig landreform og kollektiviseringen på landet nåede kun halvvejs og den stenrige katolske kirkes godser og ejendom blev ikke engang rørt i de “socialistiske” jordreformer der blev gennemført. Mange kirker blev genrejst med “kommunistisk” statsstøtte så at sige. Det begunstigede væksten af et lag af kulakker og småborgere på den polske landsbygd og det styrkede den katolske kirkes magtstilling. Faktum er at Kirken og Gomułka`s parti – fra 1956 stod i et hemmeligt samarbejde – bag om ryggen på folket – for at pacificere arbejderklassens stræben og modstand og dermed sætte en stopper for radikaliseringen af arbejderklasse-bevægelsen og forhindre en revolutionær kommunistisk udvikling – Det fortsatte efter at Kardinal Karol Wojtyła blev udnævnt til pave i Vatikanet. – President Lech Kaczynski – tidligere aktivist i det USA-støttede Solidarnosc-bevægelse – lovade i idag 40 år efter – at de som vil, skal få sit polske statsborgerskab tilbage. Det kunne han gøre – for idag kan en anstændig opførsel overfor “jøder” ikke tolkes som en revolutionær kommunistisk ” position – for idag er “jøderne” blevet særlige “venner” af vor tids kapitalistiske stormagter hvad enten de accepterer venskabet eller ikke.
For Polens præsident Kaczynski er mindehøjtideligheden endnu et led i Polens tilpasning til alliancen mellem Nato-alliancens Führer-stat i Washington og den zionistiske stat Israel.
Overfor omkring 100 jøder som var på “gæstebesøg” beskrev præsidenten hændelserne i marts 1968 som en “national skam”. Men hvad præsidenten “glemmer” er det som Jahn Otto Johansen – mangeårig udenrigskommentator på NRK udtrykker som: “Statsmakten (i Polen 1968,oversæt.anm.) håndhævede skrevne og uskrevne blasfemiparagrafer. Det går en direkte linje fra regimet den gang til den nuværende regering, (J.Kaczynski-regeringen 2007) som er meget nasjonalistisk og katolsk. Når kirke og statsmakt har felles interesser, går det ofte ut over ytringsfriheten.” – - – - – - – -
*Z.S.-Warzawa *
PS: Regeringssamarbejdet på Sovjetiden omfattede også – udover Kardinal Wyszynski – ledende “kristen-katolske reformteologer” som Michal Czajkowski og Karol Wojtyła`s – den senere pave Johannes Paulus II – nære ven og fortrolige, Mieeczyslaw Malinki. .Kilder: Om Gomulkaregimets samarbejde med kirken: Spioner i skriftestolen
28.Februar 1986 :Sveriges Statsminister Olof Palme myrdet
28.feb 2008
Sveriges socialdemokratiske Statsmister Olof Palme bliver den 28.februar sent om aftenen offer for det der ligner et politisk mordkomplot. Han er uden politibeskyttelse da han sammen med hustruen Lisbeth spadserer hjem fra en biograftur .
I den “vestlige kristne kulturkreds” – i det vi kalder vores del af verden er politiske mord ganske “normale” og udbredte, også af statsledere. I Sverige, Danmark og Norge derimod har politiske mord været sjældne. Og mord på statens øverste politiske leder var ikke sket i Sverige i over 200 år før mordet på Palme. Det var i 1792 da Kong Gustav III blev “ryddet af vejen” i et skudattentat. Baggrunden for kongemordet skal søges i en sammensværgelse i den feudal-adelige overklasse.
Palme bliver det første offer for et politisk mord i Skandinavien siden Anden Verdenskrig.
Den 17.marts 1992 bliver den 29-årige antiracist Henrik Christensen likvideret i et fascistisk brevbombeattentat i København. Det var det første politiske mord i Danmark siden den tyske besættelse.
Den eller snarer de som stod bag begge disse mord er endnu ikke identificeret , endsige dømt.
HVORFOR BLEV OLOF PALME MYRDET ?
Mordet på Olof Palme er stadig uopklaret og omkring mordet findes der – som det fremgår af de følgende kapitler i denne artikel – så mange “uforklarlige” og uopklarede omstændigheder som klart peger i retning af at Palme var offer for et politisk mord.
En ekspert i terrorisme, professor Paul Wilkinson sagde til de svenske avis Dagens Nyheter, kort tid efter mordet:
“Det er en statsunderstøttet efterretningtjeneste, gruppe eller individ som fik en engangsopgave at myrde Palme” > > DN 9.marts 1986 > >
Denne sandsynlige hypotese bekræftes af en højt ranket politi-officerer i efterforskningsledelsen,Ingemar Krusell i en artikel i “Polistidningen” i maj 1986:
“Olof Palme var udsat for et mordkomplot. Udenfor biografen Grand ventede flere gerningsmænd. Han havde ikke en chance”
Spørgsmålet der rejser sig er hvorfor blev lige akkurat Oluf Palme måltavle for et sådant mordkomplot ?
Almindelig sund fornuft burde få den som leder efter Palmes mordere til at analysere . . . . to be continued
X X X X X X X X X X X X X X X X X
I tiden optil mordet er Statsminster Palme udsat for en politisk hadkampagne der antager hetzende nazilignende former hvor billedet Palme pryder dartskiver i visse politikredses kontorer.
HVEM MYRDEDE OLOF PALME ?
Det er “one million dollar”-spørgsmålet som vi stadig – 22 år efter mordet – ikke har fået svaret på – trods den mest omfattende og samtidig mest vildledende politiefterforskning i Sveriges efterkrigstid hvor det for udenforstående efterhånden mere mindede om en Dupont&Dupont-farce- hvor beviser forsvinder, vidneudsagn manipuleres og de ubesvarede spørgsmål vokser lavineartet samtidigt som kritikken fra den progresive og demokratiske offentlighed vokser.
Måske er det som den tidligere socialdemokratiske minister Carl Lidbom udtrykte det : “det ville være bedst for alle parter om mordet ikke opklares og der findes vel ingen som har en interesse i at det sker ”
Allerede fra første minut da politiet modtager anmeldelsen fra vidner der med egne øjne har set det blodige attentat udviser politiet en enestående inkompentence og kører opklaringen ud på et sidespor. Efterforskingslederen Hans Holmér starter direkte efter mordet en manisk hetzjagt på de kurdiske flygtninge i Sverige. Politiet havde angiveligt allerede inden mordet mistanker om “kurdiske (PKK) mordplaner” mod Palme – påstod Holmér.
Men hvis det var sandt må man spørge :Hvorfor fik Olof Palme`s livvagter ordre om at holde fri samme aften som mordattentatet hvis der fandtes “begrundede attentatmistanker” ?
KAPITEL I : Det uefterforskede “politispor”
Det spor i efterforskningen af mordet på statsminister Olof Palme som ser ud til at have mest “kød på benet” ser ud til at være det såkaldte “polisspår” – politisporet. -
Det består af en række vidneudsagn som tyder på at et antal højreradikale og voldsfikserede politimænd ved Norrmalms-politiet i Stockholms politikreds på en eller anden måde var indblandede i attentattet.
I gaderne og kvarteret omkring mordpladsen vimlede det med mærkeligt optrædende civilpersoner med walkie-talkies og mystiske politibiler. Efterforskningslederne og de juridiske anklagere har forsøgt at dysse alle fakta og oplysninger omkring politisporet ned.
Allerede to dage efter mordet ringer en højerestående politimand – anonymt – fra en by i det sydlige Dalarna til formiddagsbladet Expressen og fortalte at morderne fandtes blandt politimændene i den berygtede “baseball-liga”. Han mente det fordi flere af dem havde tjenestegjort hos ham, og han vidste at de var hvad han kaldte “voldsfikserede”. -
“Baseball-ligaen” var navnet på . . . . . . . . .. . fortsættes
Holland: Racisme; vold og diskriminering af muslimer optrappes ifølge Europarådets racismekomité
12 feb 2008 – 06:17
Islamofobi og antisemitisme optrappes og udbredes i Holland
Islamofobi vinder terræn i Holland, hvor vold ogh diskriminering mod muslimer er i stigning, hvis man skal tro en rapport fra Europarådets racisme-komité(ECRI).
Ifølge ECRI har islamofobi “øget dramatisk” i landet siden 2000. Stemningerne er blevet understøttet af begivenheder som 11 september-aangrebene i USA og mordet på den “islam-kritiske” film-instruktør Theo van Gogh 2004, hedder det.
Antisemitismen er i stigning og ordet “jøde” anvendes stadig oftere som et skældsord som det var udbredt i Europa i tidligere tidsperioder som under den “kristne inkvisition” og i nazi-tiden , hvor højreradikale medier og politikere i det borgerligt-kapitalistiske Europa og USA udpegede “jøde-kommunister” som en trussel mod den vestlige (kapitalistiske) civilisation. De blev “syndebukke” for den kapitalistiske krise; “undermennesker” der skulle overvåges, undertrykkes eller skaffes af vejen som det for alvor skete under krigen i KZ-lejrerne.
Det fremgår af Europa-Rådets rapport at der i hollandske skoler stilles spørgsmålstegn ved den nazi-tyske tilintetgørelse af Neuropas “indre fjender”, som blev udpeget som “jøde-bolsjevikiske undermennesker” og “zigøjnere” – dvs Roma og Sinti – ligesom det nazityske regime “tilintetgjorde” tusinder og atter tusinder af mennesker der dyrkede Jehovas Vidner, var handicappede,homoseksuelle eller mentalt forstyrrede .
I et bilag til raporten redegør regeringen for “modforanstaltninger”.
ADVARSEL ! KARIKATUR-tegninger som danske medier ikke vover vise
Februar 2008
Danmark igen i terror-karikaturernes greb
Jyllands-Postens karikatur-forestilling om ”Hvordan forhåner og latterliggør vi muslimer så provokerende at den kristen-zionistiske forestilling om civilisationernes sammenstød bliver realiseret” ? bliver nu gentaget i 18 danske aviser: Ikke kun JP, men alle aviser med respekt for “ytringsfriheden og det frie ord” genoptrykker nu de antisemitiske terror-karikaturer af profeten Muhammed. Det sker efter at Politiets Efterretningstjeneste PET kom med anklager mod tre personer for at “planlægge likvidering af Kurt Westergård – en af karikatur-tegnerne. Det viser sig at PET kun har mistanker,men ingen beviser mod de tre anklagede. Alligevel bliver to af de anklagede udvist af landet – alene på “mistanker” eller ” indicier” som kun PET kender til – direkte udvist uden retssag – og uden dom – en “god” dansk tradition fra 1930′ erne. Og de to tunesiske statsborgere kom altså til at spille “nyttige idioter” i PETs og JP/Politikens forestilling den “muslimske verdens demokratiske underlegenhed”. I 1930-erne og under krigen udpegede Hitlernazisterne og dets kapitalistiske støtter i aviser og radio; ”jøde-kommunisterne” som “undermennesker” der med Moskva som centrum konspirerede for at nedbryde og knuse den kristent-ariske vestlige civilisation.
JyllandPostens terrorkarikaturer af muslimer idag har klare ligheder med de nazistiske jøde-karikaturer fra 1930´erne som denne nazistiske filmplakat om den “evige jøde”. Karikaturtegninger af jøder,slaver og f.eks af Sovjetunionens leder Stalin var popuære på Jyllands-Posten i 1930´erne da de danske aviser sympatiserede med den tids mest aggressive kapitalistiske stormagt; Nazi-Tyskland.
Ordvalget idag er naturligvis et andet , men meningen er den samme. Dengang brugte man “jøderne” som skydeskive – dels fordi de udgjorde en genkendelig ikke-kristen minoritet, dels fordi jøderne udgjorde en ikke ubetydelig kraft i den socialistiske opbygning i Sovjetunionen i 1930′ erne – og i den Kommunistiske Internationale – KOMINTERN . Derfor blev de udpeget som syndebukke for kapitalismens krise og manglende evne til at tilfredstille massernes behov for arbejde, brød, boliger,uddannelse og kultur.
– Den nazistiske hetz kampagne mod “jøde-bolsjevismen” var ikke bare en konkretisering og levendegørelse af “fjenden” og “syndebukken” , men også – ligesom idag en rambuk – der politisk-ideologisk skulle “forklare” den planlagte aggressionskrig mod Sovjetsamfundet som en “befrielseskrig” hvor de sovjetiske folk skulle “befries fra hvad tyske medier kaldte det “stalinistiske åg”. *
Idag skal forhånelsen af muslimerne som vore dages “underlegne” bruges til at “forklare” og propagandere for aggressionen mod de arabiske folk og deres naturrigdomme – idag Palæstina , Irak,m.fl. – dog ikke det feudal-kapitalistiske Saudi-Arabien fordi det “kongelige regime” dér , har underlagt sig de samme stormagtsinteresser som fører krig mod Iraks folk. – – – – Med den “forhånende og latterliggørende” dagsorden i baghovedet begyndte den anti-muslimske provokation da Jyllands-Posten bestilte karikatur-tegninger i 2005 af profeten Muhammed. Det skete også i forståelse med de kristen-zionistiske kræfter i Georg Bush` s højreliberale bagland. Bl.a Mr. Pipes roste Redaktør Rose for karikaturerne af Muhammed, som blev bragt i avisen i september samme år. Karikaturtegningerne førte til den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig” som det blev udtrykt. – Eksperter mener at handels-mærket, the brand “made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder. Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Den 9.februar 2006 bliver Kultur-redaktør Rose “suspenderet på ubestemt tid – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag ?Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav JP/-Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel.Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.<img src=”
“Det danske bidrag til Holocaust-tegnekonkurrencen af Jørgen Bitsch * *
CENCUREN af Jørgen Bitsch´s karikatur sker ikke kun på JyllandsPosten , men også i en række venstreopportunistiske medier, der ikke ønsker at konfrontere den prozionistiske konsensus. Det sker dog UDEN nogen form for debat eller dialog.
Man kan kritisere tegningen for dens fokusering på de jødiske offrer for for den tysk-europæiske imperialismes aggression under Anden verdenskrig. Faktum er at flertallet af offrerne i nazisternes KZ-lejre ikke var jøder, men blandt andre sovjetiske krigsfanger, Romer (kaldet “zigeuner” i Nazityskland), homoseksuelle, handicappede og mennesker der troede på “Jehovas Vidner” udover flere millioner “slaver” ,antifascister og modstandskæmpere i de besatte lande. Flere end 12 millioner mennesker døde i den tyske imperialismes KZ-lejre, hvor der samlet var 18 millioner fanger. Læs interview med satiretegneren Jørgen Bitsch * * * * *
På CNN fortalte Kulturredaktør Flemming Rose at han ville sige ja til at trykke satire-tegninger med kristendommen (Kammerat Jesus) og den zionistiske Stat Israel som tema, blandt andet ved at tage kontakt med den iranske avis som stod bag den internationale Holocaust-tegnekonkurrence, hvor den danske tegnr Jørgen Birsch deltog med ovenstående tegning.
– Dagen efter var Mr.Rose suspenderet som redaktør på JP – “ytringsfrihedens flagskib” i Danmark – på ubestemt tid. Og disse “farlige ” farlige satiretegninger blev aldrig trykt i avisen.
Vi behøver ikke spørge JPs redaktører om de vil genoptrykke Der Stürmers nazistiske “satiretegninger” af de jødiske “untermenschen”, for det vil åbenbare JPs historiske forkærlighed for antisemitisk “forhånelse ” for en bredere offentlighed i ind- og udland.
- Men forhånelsen og bespotningen af muslimer og andre semitter er ikke isoleret til den danske kapitalistiske overklasses aggressive ideologiske flagskib “JyllandsPosten”.
Kritik af Staten Israel stemples automatisk som “antisemitisk” trods det faktum at Israel netop ikke er en “jødisk stat” i den forstand at der ikke kun bor jøder men også andre etniske grupper i Staten Israel og det faktum at flertallet af verdens jøder netop ikke bor i Israel. Det fik amerikaneren Norman Finkelstein – efter-kommer af jødiske KZ-fanger som blev ofre for det sidste vestlige imperialistiske stormagtsprojekt – at mærke da han skrev bogen “Holocaust-industrien” om zionisternes politiske og økonomiske misbrug af det nazistiske folkemord. Denne stolte jøde blev stemplet som “antisemit” af Søren Vinterberg i avisen Politikens anmeldelse af bogen. * * * *
* Tegner:Mr. Derkaoui Abdellah fra Marokko som her viser en satirisk-tragisk vinkel på bygningen af den zionistiske Apartheid-mur ned gennem Palæstinas land, hvor milioner af ofre for det nazistiske KZ-system bliver brugt som “good will”-forsvar for opretholdelsen af det zionistiske apartheid-regime i Palæstina.
* __________.jpg)
FLERE karikaturtegninger ____ Karikaturtegninger fra Hoocaust-tegnekonkurrencen ____
Hvem stod bag JyllandsPostens antisemitiske karikaturtegninger ?
* * _________________________
* * * * * Karsten Johansen skrev denne mail::
” . . . . omtalte Flemming Rose har i dag oppført et i sannhet selsomt skuespill:”Jyllands-Postens kulturredaktør ville bringe nye tegninger, denne gang af Jesus og jødeudryddelser. Nu fastslår avisens chefredaktion, at der ikke bringes nye tegninger.Af Anders BørsmoseDer bliver ingen nye tegninger af hverken jødeudryddelser eller Jesus i Jyllands-Posten. Det forsikrer avisens chefredaktør Carsten Juste. Udmeldingen går stik imod udtalelser, som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har givet til både CNN og TV 2 Nyhederne. I TV2 Nyhederne i aften fremgik det, at Jyllands-Posten på søndag ville bringe en serie nye tegninger.Blandt andet viste TV 2 en tegning, hvor der gøres grin med Jesus – en anden tegning skulle angiveligt vise jøde-stjernen tegnet på en bombe.»Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en specielt antiislamisk kurs«, sagde kulturredaktør Flemming Rose til TV 2 i sin begrundelse for at bringe de nye tegninger.Men i kortfattet erklæring fra Jyllands-Posten lægger chefredaktion afstand til kulturredaktøren.»I et indslag i TV 2 Nyhederne onsdag den 8. februar kl. 19.00 hed det, at Morgenavisen Jyllands-Posten på søndag vil bringe en række antisemitiske og antikristne tegninger. Dette er ikke korrekt«.Til den amerikanske tv-station CNN sagde Flemming Rose ellers i går, at »min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem«. Nu lyder det således fra avisens chefredaktion:»Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger«.
‘Jeg har begået fejl’
Jyllands-Postens kulturredaktør erkender da også, at han har lovet mere, end han kan holde. »Jeg har begået en fejl. Jeg står 100% bag avisens linie og Carsten Juste i denne sag«, siger Flemming Rose til DR Nyheder.”
Jyllands-Posten vil ikke gengive iranske holocaust-tegninger
Jyllands-Posten er alligevel ikke klar til at samarbejde med en iransk avis og offentliggøre karikaturtegninger af den jødiske holocaust, som Teheran-avisen har udskrevet en konkurrence om.
JP’s kulturredaktør Flemming Rose har ellers præsenteret avisens plan over for det amerikanske tv-selskab CNN.- Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem, sagde han til CNN’s American Morning.Men 18.20 onsdag kom følgende kontra-ordre og tilsyneladende irettesættelse af Flemming Rose fra Jyllands-Postens ledelse:”Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, var i går på CNN citeret for en oplysning om, at Jyllands-Posten agtede at bringe nogle bebudede iranske Holocaust-tegninger samme dag, som en iransk avis agter at bringe dem. Denne oplysning bygger på en overfortolkning af Flemming Roses udtalelse.”Videre hedder det, at “Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger” /ritzau/”Det bør etter min mening nøye etterforskes, hvem denne Rose egentlig er, ikke minst fordi et par av de famøse karikaturer, som jeg har dokumentert her, er rasistiske hetskarikaturer av kjent merke a la Der Stürmer og en synes, noe forblommet og fordekt sjølsagt, som man alltid kan vente det av folk av fascistisk kaliber etter 1945, å oppfordre til folkemord på islamtilhengere. Det er samtidig opplagt, at en hel kabale av islamske fascister med kontakter i områdets mest reaksjonære regimer, og sannsynligvis i samarbeid med europeiske fascister og i det mer skjulte understøtta av diverse etterretningstjenester (inge nevnt ingen glemt), har VENTET I FEM MÅNEDER til et for dem gunstig tidspunkt, med å lansere de (åpenbart for enhver som tenker litt ) nøye planlagte “spontane demonstrasjoner” “mot tegningene”, mens de samme tilsynelatende særdeles varme islamtilhengerne ikke løftet en finger, da nyheten om at Koranen var brukt som dasspapir i USAs Guantanamo-torturleir turnerte godt og grundig over hele verdenspressa. De har heller aldri reagert på israelske avisers karikaturer av Muhammed.
På Antiwar.com skriver ~ Justin Raimondo om :(Something is)”Rotten in Denmark :Flemming Rose and the clash of civilizations” at …..
“Flemming Rose, the “cultural editor” of Jyllands-Posten, who commissioned the cartoons and now is at the center of a rapidly-escalating controversy.Here is his Wikipedia biography, which states that he has “links with U.S. neoconservatives,” but lacks citations. Rose is apparently a big fan of Daniel Pipes ? the controversial anti-Arabist appointed by George W. Bush to the U.S. Institute of Peace ? and authored an entirely uncritical profile of Pipes, originally published in Jyllands-Posten and translated here.Pipes is the founder of Campus Watch, an organization devoted to stamping out any and all academic treatments of Middle Eastern affairs that don’t conform to his narrow strictures, which might be mildly described as fanatically hostile to Islam, Arabs, and anyone who opposes his extreme Israeli nationalism. Campus Watch is engaged in compiling blacklists of professors who refuse to spout the pro-Israel party line, and actively encourages students to spy on their teachers and report miscreants.None of this is mentioned in the profile authored by Rose: instead, we are given a long disquisition on his subject’s view of “militant Islam” as a threat supposedly on a par with communism and fascism ? again, uncritically, in spite of the lack of proportion evinced by such an extravagant claim, to say nothing of the lack of evidence marshaled by Pipes.It looks like Rose used to be a laid-back kinda guy, as indicated by his testimonial to the effectiveness of Acem meditation techniques:”As a journalist, my challenge is to get behind all the stereotypes that both my readers and I bring with us from the past. They prevent us from seeing the complexity and constant changes taking place regarding almost any subject. Acem Meditation helps me discover my own blind spots and thereby write more genuine and revealing articles.”That was then, but now he is talking about the rising struggle between Islam and the West as a “clash of civilizations,” and characterizes the controversy over the publication of the 12 tasteless caricatures as being”About the question of integration and how compatible is the religion of Islam with a modern secular society ? how much does an immigrant have to give up and how much does the receiving culture have to compromise.”So much for getting “behind all the stereotypes” and seeing the “complexity” in spite of his “blind spots.” These days, it seems, Rose has been entirely blinded by the kind of hate exhibited in those cartoons, which dramatize the neoconservative view of the Muslim world as inherently terroristic ? a view that the perpetrators of this provocation were hoping would be demonstrated in the Muslim reaction.”
KILDER :Mail fra Karsten Johansen blandt andre. *
**** EFTERSKRIFT: Det skal siges at Dagbladet Information bragte nogle af de såkaldte Holocaust-karikaturer den 8.september 2006.
Hovedparten af de “ytringsfrie” danske medier – herunder JP-Politikens-koncernens dagblade nægtede at trykke disse, herunder JP – hvor Kulturredaktør Flemming Rose ligefrem blev afsat umiddelbart efter at han havde sagt ja til disse karikaturer.
Dog trykte Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken Jørgen Bitsch´s bidrag til den iranske satiretegnekonkurrence om holocaust i fobindelse mede et kritisk interview med kunstneren.
******
KZ-AUSCHWITZ : BEFRIET 27.Januar 1945 af den Røde Hær
27.Januar
I mange lande bliver befrielsen af KZ-lejr Auscwitz-Birkenau idag ihukommet og der bliver gennemført mindemøder og arrangementer for at sætte focus på det systematiske og planlagte folkemord på Anti-Komintern-pagtens fjender i Europa: det imperialistiske Tyskland og Italiens “indre fjender” og “undermennesker” : ”terrorister” – “sabotører” – “handicappede” – “Jehovas Vidner” “jøder” “bolsjeviker”.
Mange af KZ-offrene og deres pårørende lever ikke længere iblandt os men den internationale AUSCHWITZ- bevægelse virker udødelig; præcis som mindet om de millioner af mennesker som gik dødsvejen i KZ-lejrerne. Mindet om dem er udødeligt. Og vi der lever idag sværger på at de ikke døde forgæves. Den imperialistiske Antikominternpagts millioner af ofre er idag en mægtig kraft i det antifascistiske og antiimperialistiske kamp. Denne udødelige millionhær fra dødsriget udgør et mareridt og skrækbillede for vore dages imperialistiske magthavere. Og den internationale AUSCHWITZ-bevægelse tiltrækker nye menneskegenerationer som i solidaritet ønsker at lære og kende til historien om det mest omfattende folkemord siden slave-togterne. Og engagere sig i det antifascistiske arbejde og kamp. Så når visse borgerlige og socialdemokratiske kræfter stræber efter gøre historien om Auschwitz til en sag for museumsinspektører og historikere, mens de brede befolkningslag skal “marchere fremad” og ikke “hænge sig i fortiden” viser det blot at disse kræfter igen – ligesom på Antikomintern-pagtens og KZ-lejrernes tid – vælger at tjene de kapitalistiske interesser som ikke ønsker at folk drager lærdomme af historien og opnår bevidshed om hvem der bragte Hitler-regimet , Mussolinis regime, Franco-regimet og andre vestlige fascistiske regimer til magten. Andre borgerlige og kontrarevolutionære kræfter forsøger ligefrem at gøre Auschwitz-dagen til et korstog mod kommunismen og Stalins socialistiske Sovjet. Faktum er at Stalins Røde Hær og deres allierede befriede Europas og Asiens folk fra at synke ned i et barbarisk nazi-fascistisk tyranni under de Euro-japanske storkapitalisters ledelse. Der er flere årsager til at både borgerlige og socialdemokratiske politikere og historikere viderefører Gestapos og Nazi-Tysklands propagandabilleder af Stalin og det socialistiske Sovjet, godt nok med visse modifikationer, f.eks udelader man de mest skrigende feberfantasier og åbenbare løgne om Stalins Sovjet fra Gestapo/CIAs propagandalaboratorier.
For det første er “kommunismen ” ikke så død som de borgerlige-socialdemokratiske magthavere og medierne gerne vil give indtryk af. Ved at gentage de gamle antikommunistiske skrækhistorier håber man at skræmme folk, ved at forstørre og demonisere visse overtrædelser af den socialistiske legitimitet i det “kommunistiske Sovjet” og samtidig gøre Stalin og de revolutionære kommunister ansvarlig for den fascistisk-trotskistiske femtekolonnes terror og sabotage inde i Sovjetunionen – håber man at sprede så meget giftig propaganda at “den døende kommunisme” mister sin stærke attraktionskraft og sygner hen.
For det andet har de samme borgerlige medier opmuntret de neo-nazistiske og højreradikale grupper ved at godtage sovjet-ledelsen´s selvopfattelse om det var “socialismen der brød sammen i 1989″ og at “kommunismen døde med Sovjets opløsning i 1991″.
Det lig som blev begravet i Moskva i 1991 var ikke kommunistisk, men en revisionistisk statskapitalistisk karikatur som brød sammen – pga krisen i den statskapitalistiske “selvforvaltningsøkonomi”, Tjernobyl-ulykken og det militære sammenbrud i Afghanistan.
Ved at hævde at Sovjet´s sammenbrud var “kommunismens sammenbrud” opmuntrede de borgerlige og reformistiske medier de neo-og gammelnazistiske grupperinger som fra 1990´erne gennemførte progromer, mordbrand og overfald på “muslimer” og andre ikke-europæiske indvandrere i Tyskland og andre europæiske stater.
Deres revanshcistiske stræben blev opmuntret gennem opfattelser om at “Vi havde ret” – i det nazistiske overfald på Sovjet i 1941 – fordi “kommunismen brød jo sammen i Sovjet i 1991 som “alle medier” påstod.For det tredje befinder de borgerlige klasser og deres politikere sig stadig i en forsvarsposition overfor deres forræderi og nazi-kollaboration optil og under krigen. Derfor prøver man stadig idag at fordreje de historiske fakta : at Europas og USAs kapitalistiske Over- og middelklase og deres borgerlige og socialdemokratiske partier - med hæderlige antifascistiske undtagelser – bragte Hitler, Mussoloni , Franco-regimerne til magten.
*Idag er det den internationale AUSHWITZ-dag til minde om de millioner af ofre for det fascistiske barberi som udgik fra den vestlige “civilisations hovedland Tyskland ” – også kaldet Holocaust (Tilintetgørelsen).
____* * * * *Befriede fanger efter den Røde Hærs befrielse af KL Auschwitz i januar 1945 * * * * _______________ * AKKURAT den 27.januar 1945 havde styrker fra Den Røde Hær kæmpet sig frem til området hvor det tyske KZ-lejr-kompleks Auschwitz-Birkenau lå og befriede de udsultede og forpinte overlevende fanger. Når den Røde Hær og Stalins Sovjetunion viderebragte information om forholdene i KZ-Auschwitz og vidnesbyrd fra de overlevende fanger til de kapitalistiske stormagters medier og politiske ledere i vest blev de afvist som “jødisk-kommunistiske overdrivelser og propaganda”.
_ Børnefanger i KZ-Auschwitz, befriet 1945 af Stalins Røde Hær (Foto :B. Fishman) _
Selv idag 63 år efter ser man tydelige tegn på at de borgerlige og reaktionære kræfter har problemer med beskrivelsen af KZ-Auschwitz. Kulturredaktør Mikael van Reis på det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten vælger at formulere sig sådan her :Idag er det Holocaust mindesdag og 63 år siden de allierede tropper nåede Auschwitz.”
Læg mærke til den orwellianske omskrivning af “tropper fra Sovjetunionens Røde Hær” til det mere acceptable udtryk for den borgerlige redaktør: “allierede tropper”. Tankerne går i retning af . . . . ? noget andet . . . . end kendsgerningen at “Stalins Røde Hær befriede KZ-Auschwitz”.
* * * * *Journalisten Mikael van Reis har læst et vidnesmål af Schlomo Venezia som indrammer katastrofen i desshisnande vidd och detalj. Venezia overlevede otte måneder i Infernos nederste kreds.
Ny BOG med en KZ-fanges Erindringer fra *Schlomo Venezia *Sonderkommando – ett vittnesmål * Oversættning: Lotta Riad* Forlag:Bonniers
Den tidligere hønseavler og SS-leder Heinrich Himmler sætte pris på landbrug og beordrede derfor Joachim Caesar som chef for landbrugsafdelningen til at opføre en mønster-parkhave i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det gjorde han i formen af en kosmisk plan hvor fire dyrkede jordstykker blev delt af fire stier som forestiller paradisets floder og som mødes i midtercirkelens livstræ. Denne plantering blev placeret i umiddelbar tilslutning til gaskammeret i Krematorium II som var omgivet af høje hækker for at forhindre indsyn. Beplantningen var altså afset som et sidste glimt af verden for de tusinder som gik mod sin snarlige død. Lejren blev fotografet fra luften sommeren 1944 af de allieredes fly som intresserde sig for I G Farbens Bunafabrik lige ved siden af . Lejrens funktioner blev identifiseret langt senere, men hvad troede fotoanalytikerne at de så på disse luftfotos sommeren 1944 ? Det var under maj til juli som godt 400 000 ungarske jøder blev myrdet i de fotograferade bygninger. Denne sidste sommer stod kapaciteten i top.
Buna-Werke – eller Auschwitz III -Monowitz var en arbejdslejr som var under kontrol af den kapitalistiske monopol-Koncern IG Farbenindustrie. Den lå i tilslutning til det enorme Auschwitz-Birkenau KZ-lejrsystem. Herfra rekruterede IG-Farben billig arbejdskraft som så at sige blev udbyttet til sidste dråbe sved og blod. Det var den kapitalistiske drøm om arbejdskraft uden rettigheder og uden løn der blev virkeliggjort. Fra KZ-Auschwitz blev titusinder af fanger udskrevet til arbejde i IG-Farben fabrikkerne. Ingen af dem overlevede. *
I september blev Bunafabriken bombarderet , men ikke dødsfabriken. Sammenlagt blev mellem 1,5 og 2 millioner mennesker myrdet i Auschwitz-systemet. Betragter man nu billederna fra augusti 1944 kan man faktisk skelne Caesars have. Paradisets symmetriske utopi indføjet i Infernoets morderiske eksakte dystopi. Fuldbyrdet kynisme. Dog forblev parken længe uidentifiseret. Den amerikanske konstner Ronald Jones gjorde Caesars kosmiske park til udgangspunkt for et værk som blandt andet visades på Borås konstmuseum 1999. Shoa eller förintelsen var “det største mordprojekt som nogensinde er udformet af mennesket” konstaterer den italienske forsker Marcello Pezzetti og de fem Auschwitzkrematorier var “det største mordkompleks som mennesket nogensinde udviklet”. For at transportere hundretusinder af mennesker fra hele Europa med hesigten at aflive dem pinefuldt i det sydlige Polen, krævedes et enormt logistisk apparat hvor hvert hjul skulle snurre for at dødsmaskinen skulle kunne arbejde nat såvel som dag. Mobiliseringen var total. Selv da krigslykken på østfronten svigtede. Togene skulle rulle. Processen havde tre tidsmæssige skridt – først juridisk diskriminering af jøderne, siden social ghettoisering og endelig deportation og udryddelse. Denna sidste kreds koncentreres til krematorierne og da fly-billederne blev taget befinder den enogtyveårige Schlomo Venezia i Krematorium III i Auschwitz-Birkenau som udvalgt til Sonderkommando, specialkommandoen, som bestod af de jøder som skulle arbejde i krematorierne. Nazisternas förintelsemål var också utplåningen av alla vittnen. Altså blev Sonderkommando gasset efter nogle måneder. Det lykkedes for Venezia som en af de meget få at overleve i otte måneder og han overlever således også oprøret i oktober 1944 og dødsmarscherne til Østrig. Han danner familie, men er tyst om erfarenheterna i syvogfyrre (47) år. Sedan orkar han berätta. Den samtalsbok med honom som nu finns på svenska ramar in katastrofen i hisnande vidd och detalj. Han var en af de 46 000 jøder som blev deporteret fra Saloniki hvor omstændighederne var fattige, informationerne få men familiebåndene stærke. De var dele af den store italiensk-jødiske koloni som blev beskyttet af et italiensk statsborgerskab, men efter 1943 vender lykken og hele familien deporteres. Schlomo havner altså som ung og stærk i helvedestrattens nederste kreds. Sonderkommando skulle tvinge folk til at tage klæderne af, fösa in dem i kamrarna, sedan släpa ut de döda, klippa hårflätor, dra ut guldplomber, rengöra kamrarna och bränna kropparna. Hver transport tog tre dage at ekspedere. Døden trak fulde huse, som Paul Celan formulerede det. Der fandtes inget valg – for den som ikke deltog hele vejen ventede et nakkeskud fra den bestialiske sergant Moll, også kaldt Malahamove eller Dødsengelen. Ändå medverkade inte Sonderkommando handgripligt i dödandet, det skötte “tysken” till mästerskap, men de kommer så nära som är absolut möjligt när de tvingas leda åldringar till nackskott.En bråddjup formulering hos Venezia fäster sig. De dömda skall känna att också de dödar de dömda, alltså sig själva: “Jag tyckte att det värsta var att man tvingades låta den döde ramla ihop. Man kände tyngden från kroppen i fallet som man drogs med i mot sin vilja. Det var hemskt att höra kroppen falla till marken. Även om jag visste att personen var död gjorde jag allt för att mildra fallet.” Han befinner sig i helvetet och kanske minns Schlomo Venezia den femte sangen slutrader i Dantes Inferno: “av ångest blev jag som en döende och sjönk i vanmakt; och sedan föll jag, som en död kropp faller.” E caddi come corpo morto cade. Schlomo Venezias ekstreme erfaringer findes nu her samlet i al sin hemska lugn och liksom Primo Levi bekräftar han den överlevandes svarta sjukdom – domen om livstida förlust av levnadsglädje: “Allt för mig tillbaka till lägret … Man lämnar egentligen aldrig krematoriet.”
Man kan tro att efter sextio år är denna katastrof grundligt utforskad, men som pionjären Raul Hilberg påpekade kort före sin död förra augusti är kanske bara en tjugo procent av förintelsen kunskapad. Han kände sannolikt då till den franske katolske prästen Patrick Desbois enastående, nu pågående arbete att med lantbefolkningens hjälp dokumentera hundratals, tidigare okända massgravar i Ukraina. Där gällde kulor och inte gas när nazisternas mobila dödsskvadroner började turnera landskapet sommaren 1941. Desbois är utrustad med prästkappa, tolk, kameramän, kartograf, ballistiska experter och ett mycket återhållet, ickeanklagande lugn. Hans beregninger ökar väsentligen de tidigare kalkylerna av antalet mördade i Ukraina till mellan 1 och 1,5 miljoner. “Vi har ventet længe på Jer”, siger de aldrende bønder
slutter Mikael van Reis hans anmeldelse.
* —-
Fanger i tysk KZ-lejrFAKTA om KZ–AUSCHWITZ
KZ-lejr er en forkortning af “Konzentrations Lager” som egentlig stammer fra engelsk “concentrations camp” som de engelske imperialister oprettede i Sydafrika og Kenya da de koloniserede disse lande og folk i det 19.århundrede. Også da med millioner af ofre. AUSCHWITZ er det tyske navn på den polske egn og by Oswięcim, ikke langt fra Krakow og Katowice.I begyndelsen af 1940 blev flere koncentrations- og tilintetgørelseslejre bygget i det tyskbesatte område.De tre hovedlejre var: Auschwitz I, her myrdedes cirka 70 000 polske intellektuelle og sovjetiske krigsfanger.Auschwitz II (Birkenau), Tilintetgørelseslejren hvor ca 1,5 millioner mennesker myrdedes, hvoraf en million var jøder og 19 000 romer.Auschwitz III (Monowitz). Arbejdslejr for den kapitalistiske tyske koncern IG Farben.Den sidste transport af jøder ankom fra Berlin den 5 januari 1945. 17-18 januari beordrede den tyske lejrkommando generel evakuering. Cirka 66 000 udmargede fanger blev tvunget ut på en marsch i vinterkulden med retning mod andre koncentrationslejre i det Tyske Rige og Østrig. Da den RØDE HÆR når frem til lejren findes 7 000 fanger tilbage , de som var for syge for marschen. * * – - – - – - – - -
Læs mere på AUSCHWITZ.org.pl
I hele Europa og Sovjetunionen blev 18 millioner holdt som fanger i de nazi-fascistiske KZ-lejre. For 12 millioner af disse mennesker blev KZ-lejrerne deres sidste opholdssted hvad enten de blev gasset, skudt, tortureret eller udsultet til døde. Det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten skriver bl.a i sin leder 27.januar:Minnesdag för offren Insikten att Förintelsen var en noga planerad monstruös förbrytelse med många miljoner offer får aldrig förblekna. Det var som ett svart hål. Ingenting fanns i böckerna. Till en början famlade den katolske prästen Patrick Desbois efter dokumentation i sitt sökande efter sanningen om nazisternas brott i det ockuperade Ukraina under andra världskriget. Men han fick kontakt med gamla människor, som sedan dess burit på sina minnen av vad de bevittnat. De visade var massgravarna fanns. Många hundra har lokaliserats under de senaste årens sökande.Ett inte alldeles tydligt medvetande om omfattningen av den del av de nazistiska massmorden som begicks i Ukraina har klarnat. Nu finns de konkreta beläggen och vittnesmålen, tack vare den franske prästen. Hans insats skildras i Times senaste nummer. Bara i Ukraina mördades långt över en miljon människor, de flesta judar som drabbades av nazisternas utrotningspolitik.I dag på Förintelsens minnesdag hedras de många miljoner som föll offer för det kapitalistiske og imperialistiske Hitler-regimen. Syftet med minnesdagen sträcker sig längre så. Den är en varje år återkommande maning till manifestationer för att minnena inte skall blekna bort. Men den är också en allvarlig påminnelse om hur viktigt det är att inte trivialisera det förfärliga som hände och låta sig invaggas i föreställningar om att framtiden ändå är trygg mot sådana hot. Efterkrigstiden – om vi ser oförvillat på vår värld – stärker knappast tron att vi kan låta vår uppmärksamhet på hot mot mänskliga rättigheter avtrubbas.Förintelsekonferensen i Stockholm år 2000 hölls bland annat därför att okunnigheten föreföll ha ökat med avståndet i tid. Riksdagen skapade Forum för levande historia av samma skäl. Uppdraget är inte begränsat till nazismens brott. . . . .. Det har vållat en del pinsam oro och protester bland dem som på ett eller annat sätt kan räknas sig till sympatisörerna.Nazismens brottsliga avsikter var kända från början, men många ville inte tro at det kunde bli så illa. Sverige täppte alltmer till sina gränser för jødiske flygtninge. Til forskel fra en del annat kan det inte förklaras som bara et udslag av realpolitik for at forsøge hålla landet utanför kriget. Inte heller uppvägs det av att Raoul Wallenberg genom modiga insatser ändå lyckades rädda livet på många tusen judar.Vi kan inte påverka historien i efterhand, men får inte heller tillåta att den förvrängs.Mätningar tyder på att de allmänna kunskaperna om nazismen och Förintelsen numera blivit bättre än när historieämnet i skolan sågs över axeln. Det er positivt, men går selvklart ikke at slå sig til ro med. Patrick Desbois udholdende arbejde er et af flere eksempeler på at billedet af det nazistiske folkemord stadig er ufuldstændigt. Tilintetgørelsens mindesdag er også en nødvendig påmindelse om det.”
————-NOTE:Om Patrick Desbois, se interview i New York Times samt på
www.ushmm.org hvor der findes billedkilder.
Rusland:Ny Metrostation indviet i Moskva
I lørdags blev Strogino, den nye metrostation i Moskva indviet, den bliver ny endestation på Kuntsevo-Linjen. I maj 2008 skal “Slavjanskij bulvar“-stationen på linjen Arbatsko-Porkorvskaja åbnes. I 2009 planlægges yderligere fire stationer og til den tid når metroen for første gang udenfor det egentliga Moskva til Moskva Guvernement (Amt).
Moskvas smukke metro udvides med flere stationer i år og næste år
Kilder:newsru.com 29/12
Staten Israel 60 år: “Jødernes hjemland” eller Palæstinas største og farligste terrororganisation ?
15.maj 2008 *
DEL I
Da Staten Israel for 60 år siden blev udråbt var der ikke mange som var bevidste om de bagvedliggende politiske sammenhænge og Israels afhængighed af imperialismen som et neokolonialt brohoved.
Længe fremstod Israel som “jødernes hjemland” og en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer, fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne feltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.
Israels første Statsmister David Ben Gurion læser erklæringen der udråber Staten Israel i Maj 1948, mens Theodor Herzl fra væggen skuer ud over forsamlingen.
“ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND”
Israel fremstod som et befrielses-projekt der med “socialistiske kibbutzer” opdyrkede ørkenen og malaria-sumpene i det “ubeboede Palæstina”. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947 da FN vedtog delingsplanen. Palæstina var et øde ørken- og sump-land. Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved.
Det troede man på i årene efter befrielsen. Idag ved vi bedre.
“Der hviler en hellig glans over Israels fødsel” skrev en skandinavisk journalist som overværede udråbelsen Israel i 1948. Næsten tyve år efter – sommeren 1967 – efter Israels angreb på de arabiske lande Ægypten,Syrien og Jordan beskrev den kendte skribent Isaac Deutscher Israels skabelse gennem en metafor om en mand der hoppede ud
“fra øverste etage i et brændende hus, hvor mange af hans familemedlemmer allerede var gået under. Han overlevede. Men da han faldt skadede han et menneske som stod nedenfor og han kom til at brække hans arme og ben” . . . . Deutscher konkluderer: “Hvis begge havde opført sig rationelt ville de ikke have blevet fjender”.
Følelser af identifikation, skyld og medfølelse overskyggede – på en fuldstændigt begribelig måde – den politiske virkelighed. Deutscher – og mange med ham – gennemskuede hverken den koloniale zionisme eller de imperialistiske stormagters rolle :
Det var ikke manden som sprang ud fra det brændende hus der skadede nogen. Da han alvorligt skadet var havnet på gaden stod Hr. Z. og Hr I. dernede og førte ham hen til et hus hvor Hr. Z. med Hr. I.´s hjælp var igang med at jage de tidligere beboere ud.
Den mytologi som udgjorde den politisk-ideologiske baggrund til oprettelen af Israel var som vi ved idag ikke sand.
Som med andre begivenheder er det et samspil af politiske-økonomiske kræfter og ikke mindst historisk-religiøse faktorer der i et dialektisk samspil og kamp udvikler sig i tiden optil skabelsen af staten Israel.
Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
Den jødisk-amerikanske forfatter Norman Finkelstein taler ligefrem om “Holocaust-industrien” for at beskrive zionisternes politiske og økonomiske misbrug af Holocaust.
Hovedsagen er jo, at det vi idag har kendskab til, om Staten Israel og dens forbrydelser mod det palæstinensiske folk kunne den tids venstreorienterede og andre progressive af gode grunde ikke vide.
I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri -
alt nazistisk ja alt tysk blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel.
Samtidigt er det også vigtigt at huske på at “jødehadet” ikke var udryddet trods sejren i den antifascistiske befrielseskrig mod det tolvårige “kristne” tusindsårsrige som havde domineret Europa. Nazisternes propaganda mod “Jøde-kommunismen” havde hjernevasket ikke mindst de tysktalende folk.
Den blev understøttet af store dele af den kapitalistiske (kristne) overklasse i Europa og USA og ikke mindst kristne præster,biskopper, kardinaler og den kristne pave i Rom som jo i århundreder ja faktisk siden korsfæstelsen af Kristus, alias Kamerat Jesus – havde udpeget jøderne som “satans og djævelens redskab”.
Antisemitismen var stadig udbredt i Europa efter befrielsen i 1945 – selvom den var slået ned “under jorden” så at sige med nazismens nederlag – var dens egentlige bagmænd den kristne kirke så godt som urørt – til trods for at den kristen-katolske Pave havde velsignet de fascistiske regimer under Mussolini, Hitler og Franco/Salazar.
I 1946 udviklede begivenhederne i den polske by Kielce sig til en egentlig antijødisk progrom: 1600 jøder blev slået ihjel, mens kristne præster i Polens kirker stadig omtalte jøder som et problem.
Progromen i Kielce sammen med mange andre jøde-fjendtlige hændelser i efterkrigtidens Europa gjorde det meget lettere for zionisterne at progandere for jødisk masseindvandring til Palæstina idet de med en vis berettigelse kunne sige at “jøderne er et undertrykt folk i Europa” – Og “undertrykte folk” har som bekendt altid ret.
Samtidigt var der i arbejderklassen og blandt progressive kræfter et antinazistisk raseri og had i Europa – ikke bare blandt jøder – i Europa i 1940´erne som vi ikke kan ignorere: At udelade de antinazistiske sympatier for jøderne som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for de arabisk-semitiske folk hvadenten der er jøder, muslimer ,kristne eller revolutionære kommunister i Palæstina og andre lande i Mellemøsten.
Israels oprettelse var først og fremmest en følge af USA´s fremryking som den ledende imperialistiske stormagt efter Anden Verdenskrig – og med den forbindelse der under krigen var oprettet mellem Washington og den Verdenszionistiske organsation. Højkvarteret for den zionistiske Verdensorganisation blev flyttet fra London til New York og under David Ben Gurions ledelse blev det såkaldte Biltmore-program vedtaget i 1942. Her proklameres for første gang officielt at målet var som det udtrykkes :“et jødisk samfund integreret i den nye demokratiske verdens strukturer” Med andre ord : En ren jødisk stat var målet.
De zionistiske ledere havde skiftet imperialistisk alliance-partner: fra det britiske stormagtsimperium som skulle komme ud af krigen som en stormagt i opløsning og forfald til den fremstigende supermagt USA.
Med USA i ryggen skulle zionisterne nu indlede hvad de forblændede “venstre”-zionister betegner som deres “anti-imperialistiske befrielseskrig”.
Allerede inden Japans angreb på Pearl Harbour i december 1941 havde stærke økonomiske grupper efterstræbt en amerikansk deltagelse i verdenskrigen – med formålet at udvide USA´s indflydelse og dets adgang til kapitalistiske markeder og råstoffer overalt på jordkloden. Pearl Harbour blev den anledning som Roosevelt-regeringen kunne bruge til at overvinde den isolationistiske og pro-nazististiske indflydelse fra dele af det amerikanske erhvervsliv (Ford, Hearst og andre)
I 1945 stod USA til forskel fra næsten alle andre stater som havde deltaget i krigen med et uskadt produktionsapparat og en næsten overophedet økonomi.
Kapitalakkumulationen og de voksende finanskapitalistiske profitter gjorde blandt andet den amerikanske stat i stand til at redde kapitalismen i Vesteuropa gennem Marshall-planen og på den måde genoprette og udvide markedet for amerikansk kapital..
På hele kloden udnyttede USA de europæiske kolonimagters svaghed – England var f.eks tungt gældsat til USA – til at åbne og trænge ind på de markeder som de hidtil havde forsøg reservere for sig selv.
En forudsætning for det zionistiske projekt : “staten israel”´s succes var masseflugten af jøder fra deres hjemlande til Palæstina – til staten Israel – og fordrivningen af palæstinensere som boede i det område som Staten Israel blev oprettet på .
Den historiske udvikling har afsløret myterne om “staten israel” som “jødernes hjemland”.
Staten Israel er idag ingen “jødisk stat” i den forstand at den kun har jødiske statsborgere. Og jøderne i Israel udgør en minoritet af verdens jøder.
Vi ved f.eks at den zionistiske stat fra første dag havde problemer med at få fat i folk til sin koloni.
Vi ved at zionismen fader Theodor Herzl i begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde aftaler med det russiske Czar-regimes antisemitiske Udenrigsminster Plehve om transport af jøder til Palæstina – samtidigt som flertallet af de jøder som selv kunne vælge begav sig til USA og Vesteuropa.
Vi ved at zionisterne gjorde aftaler med Hitler-regimet om oprettelse af opsamlingslejre for jøder der skulle deporteres til Palæstina,
F.eks ved vi at zionist-delegaten R.Kastner i Budapest aftalte med Adolf Eichmann at et antal rige ungarske (zionistiske) jøder fik frit lejde at flygte til Schweiz mod at zionisten Kastner til gengæld overtalte 800.000 modstræbende og mistænksomme fattige jøder – som sikkert havde aninger om hvad der ventede dem – at stige på togene til “speciallejrerne” i Auschwitz *2)
Vi ved også at den israelske efterretningstjeneste sendte agenter til Irak i begyndelsen af 1950`erne for at sprænge synagoger i luften , sætte ild på jødiske butiker – altsammen for at indgyde frygt blandt de hundrede tusinder af irakiske jøder og give indtryk af at de var truet af “arabisk terror” og kun havde en udvej:at flygte til Israel for at undgå kommende forfølgelser i Baghdad.
Vi ved at zionistiske agenter hjemsøgte jøderne i Marokko for at skræmme dem med at en anti-jødisk progrom stod for døren.
Vi ved at jøderne i (Nord-)Yemen blev narret til Israel under indbildning af religiøse forestilinger om at “himmelriget er nær”.
Og vi ved at zionistiske agenter og radiosendinger uafbrudt forsøgte at rykke jøderne i det socialistiske Sovjet løs og skille dem fra deres sovjetiske moderland for at afstedkomme en masseudvandring af jøder til Israel.
Stalins Sovjet modsatte sig at åbne grænserne for zionistiske hvervekampagner for på den måde at imødekomme zioniststatens behov for arbejdskraft og kanonføde gennem udvandring af sovjetiske jøder.
Myterne og de falske historiebillederhar været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer.
I begyndelsen af 1960´erne er den palæstinensiske modstandskamp så udviklet at den også kommer på dagsordenen inde i det zionistiske Israel.
At det palæstinensiske folk er sat på dagsordenen også i Israel kom til udtryk da formanden for det højre-zionistiske parti Herut: Menachem Begin – senere Israels Statsminister – da han blev spurgt om hvad han mente om at anerkende eksistensen af det palæstinensiske folk med disse ord :
“Pas på min ven. I det øjeblik du anerkender begrebet Palæstina knuser du din ret at bo i Ein Hahoresh. Hvis dette er Palæstina,og ikke Israels land, da er I erobrere og ikke de som dyrker dette lands jord. Da er I indtrængere. Hvis dette er Palæstina, så tilhører det et folk som boede her inden I kom. Det er kun hvis dette er Israels land at I har ret at bo i Ein Hahoresh og i Deganiyah B.. Hvis dette ikke er Jeres land, Jeres fædreland, Jeres forfædres og Jeres sønners land, hvad gør I så her ? I kom til et andet folks hjemland , som de påstår, og I har taget deres land . . . .” M.Begin i efteråret 1969 på kibbutzen Ein Hahoresh ifølge Avisen Yediot Aharonet/ 17.Okt.1969.
Dette citat fra Begin belyser meget klart det som er det centrale i Palæstina-spørgsmålet: det faktum at Israel er en KOLONI. Israel er ikke en normal stat som andre stater. Men en stat som er oprettet i et “erobret” land : Palæstina. Zionisterne “kom til et andet folks hjemland” : De fordrev palæstinenserne og “tog deres land” som Begin udtrykker det.
| Hvad er fakta om Palæstina: |
| I det historiske Palæstina har der boet jøder såvel som ægyptere,assyrier, babylonier og andre som erobrede landet. Det siges at for tre tusind år siden kom Moses og hebræerne (jødiske stamme) til Palæstina som omkringstrejfende hyrder. Historikere diskuterer stadig om Moses var hebræer eller egypter. Men inden år 1000 – før vor tidregning . . . . . Kom hebræerne da til et urørt ørkenland ? Omkring seks tusind år inden Moses og hebræerne siges at have kommet til Palæstina – vi skriver altså år 7000 f.v.t. – blomstrede en af de ældste landbrugscivilisationer i Palæstinas land.Mange erobrere beherskede eller bosatte sig i det frugtbare land: . . Egyptere . .assyrier . . .babylonier . . beduinstammer fra ørkenen – blandt den hebræerne. Men de afløstes alle af andre erobrere eller blev en del af den bofaste jorddyrkende befolkning. Disse kom til at udgøre grundstammen og gav alle deres bidrag til Palæstinas folk. I mere end 1300 år taler dette folk arabisk. MEN vi har jo lært noget andet i folkeskolen. I skolebøgerne er Palæstina ; “jødernes hjemland”. Som om “jøderne” var et folk eller en race. Det påstår både zionister og anti-semiter ganske vist. Men Jødedommen er en religion som ligesom buddismen, Jehovas Vidner eller andre kristne sekter tiltrækker mennesker fra alle racer. Der findes altså både sorte, hvide såvel som asiatiske jøder. De jøder som bibelen beskriver beherskede landet bare i nogle hundrede år ud af dets 10.000 årige historie. Allerede inden Jerusalems ødelæggelse under den romerske besættelse for 2000 år siden levede de fleste jøder udenfor Palæstina og levede af at drive handel i fremmede lande. I middelalderens Europa blev jøderne et “handelsfolk”, eftersom deres religion i modsætning til den kristne religion tillod dem at tage kapitalistisk rente. Jøderne blev symbolet på “pengeudlåneren” i det “kristne” Europa. Ud over den kristne kirkes fordømmelse af jødedommen som kættersk og kamp mod de “jødiske kættere” findes her uden tvivl et af de vigtigste kim til jødehadet i Europa, som kom til at spille en hovedrolle i det imperialistiske Tysklands forberedelse til erobringskrigen mod det “jødebolsjevikiske Sovjet” . Mange – bl.a. et helt folk i det sydlige Rusland – Khazarerne – overgik til jødedommen. Efterhånden fandtes der jøder i alle folkeslag og samfundsklasser. Men Jødehadet – også kaldet antisemitisme – som opmuntredes af den kristne kirke var ikke udryddet. Den kristne spanske inkvisition som blev oprettet i 1480 var et korstog mod Spaniens “jøder og muslimer” (maurerne). Under inkvisitionen blev jøder og muslimer udpeget som kættere og fjender. Progromerne under inkvisitionen tvinger jøder og de arabiske maurere som havde bidraget til Spaniens kultur, udvikling og civilisering til at konvertere til kristendommen eller flygte hvis de ikke blev fanget og mishandlet til døde i inkvisitionens torturkamre. Fra år 711 og frem til 1492 havde Spanien arabiske herskere. Da levede muslimerne fredeligt side om side med kristne og jøder. [på siden islamstudie.dk findes uddybning om Spanien og den kristne inkvisition ] Racismen – jødehadet – blev brugt af overklassen for at splitte og aflede folkets utilfredshed ved at udpege JØDEN som syndebuk. Sådan gjorde nazisterne senere på samme måde som man idag udpeger ” muslimer” og “araberne” som syndebukke for den moderne kapitalistismes elendighed. I det 19. århundredes Vesteuropa blev jøderne assimileret, (integreret hedder det vist på politikersprog) de overgav deres jødiske religion og traditioner. De smeltede sammen den øvrige “kristne” befolkning. Men i Østeuropa som rystedes af brydningen mellem feudalisme og kapitalisme kom jøderne i klemme og blev ramt af progromer (forfølgelser). Mange flygtede til Vesteuropa og blev arbejdere og fattige håndværkere, fik socialistiske ideer og blev kommunister (socialdemokrater). Da blev det antisemitiske våben – jødehadet – igen taget i brug for at splitte arbejderbevægelsen. Idag bruges antisemitismen til at udpege “muslimerne” til syndebukke for at splitte arbejderklassen og den progressive bevægelse. |
“Et LAND UDEN FOLK, TIL ET FOLK UDEN LAND” var zionisternes parole da de propaganderede for den zionistiske kolonisering af Palæstina.
Men Palæstina var et af den arabiske verdens frugtbareste og højest udviklede lande. Achad -Haam – en zionistisk skribent – slog i bogen “Ved skillevejen” fra 1891, fast at : . . . “Vi som bor udenlands bilder os ofte ind at Palæstina idag er næsten øde, en uopdyrket vildmark, og at hvem som helst som vil kan købe land så meget som han behager dér. Men det forholder sig i selve sagen ikke på den måde. Det er svært at finde uopdyrket mark nogensteder i landet”. . . . . . <> Næsten 18 år efter Staten Israels oprettelse udtrykker den israelske general Moshe Dayan karakteren af det zionistiske projekt : <>
” Jødiske byer bygges hvor der tidlige lå arabiske byer. I kender ikke engang navnene på disse arabiske byer , og jeg bebrejder jer ikke for det, eftersom geografibøgerne fra den tid ikke længere eksisterer. Det er ikke bare bøgerne som ikke findes længere, de arabiske byer findes heller ikke. Nahalal erstattede Mahlul, Gvat erstattede Jibta, Sarid erstattede Haneifs, og Kfar Yeshoshua erstattede Tel-Shaman. Der findes ikke en bebygget plads i dette land som ikke tidligere havde en arabisk befolkning. “ * Citeret fra avisen Ha`Aretz den 4.apr.1969 <> Fordrivelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk var en åbenbar konsekvens af den zionistiske kolonistat “Israel”s oprettelse. I 1896 formulerede Theodor Herzl den zionistiske bevægelses krav om en “jødisk stat”. Herzl tilegnede bogen “Jødestaten” til en af Europas mægtigeste finanskapitalister : Baron Edmond De Rotschild. Det var de jødiske kapitalisters interesser Herzl havde for øje. Rotschild og andre finansierede de første jødiske kolonier i Palæstina.
Formålet med koloniseringen var klart:
1) At i tidens ånd oprette en koloni,hvor de kunne investere sin kapital uden konkurrence med andre (ikke-jødiske) kapitalister.
2) At vende strømmen af “besværlige” og fattige øst-jøder væk fra Europa til kolonien i Palæstina.
3) at på den måde bekæmpe den fremvoksende socialisme blandt jøderne.
At det jødiske kapitalistiske bourgeoisie opfandt zionismen på denne tid var helt i tidsånden. Århundredskiftet (1897) var den europæiske kolonialismes blomstringstid. Herzl forbillede var erobringen af Sydafrika og Rhodesia. Hans idol var “erobreren” Cecil Rhodes. I et brev til Rhodes skriver Herzl:
“De tilbydes at hjælpe med at skabe historie. Det handler ikke om Afrika men om en del af Lilleasien (Osmanske imperium,red.anm), ikke englændere, men jøder. Hvorfor henvender jeg mig til Dem ? Fordi det er noget kolonialt”.
-
Siden det 16.århundrede havde tyrkerne i det osmanske rige kontrolleret Palæstina. Zionisterne behøvede hjælp for at erobre landet. England var den imperialistmagt som beherskede Mellemøsten og imperiet behøvede sikre Suez-kanalen og søvejen til Indien.:
“Det ville blive et slag mod England hvis nogen af hendes rivaler fik kontrol over Syrien. Vi må beholde Syrien for os selv. Ville det ikke være en fornuftig politik at opmuntre den jødiske nationalfølelse og hjælpe dem . . . ? “ spørger Lord Shaftesbury i 1876.
Herzl er begejstret :
“Med et slag vil England få 10 millioner hemmelige undersåtter, 10 millioner agenter for Englands storhed og indflydelse”.
Herzl skriver om “Jødestaten”: <>
“For Europa vil vi dér udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, en kulturens forpost mod barbariet”.
Herzl udtrykker her essensen i den zionistiske kolonisering. Men når Herzl skriver at den zionistiske koloni skal blive en “kulturens forpost mod barbariet” udtrykker han ikke bare de herskende europæiske kolinimagters herrefolksideologi – “den euroæiske civilisations overlegenhed” – men Herzl inviterer interesserede stormagter til at samarbejde. Han formulerede sig på denne måde fordi han vidste at de ledende imperialistmagter i Europa på den tid allerede var begyndt at interessere sig for muligheden at splitte den fremvoksende arabiske selvstændigheds-bevægelse ved at oprette en jødisk bastion. En engelsk minister udtalte sig i den retning allerede i 1842. Et par årtier senere begyndte Frankrig at oprette specialskoler for jøder – i forskellige dele af den arabiske verden., for at gøre disse til sine koloniale håndlangere. Palæstina og hele den arabiske verden blev i det 19.århundrede udsat for forskellige projekter fra de europæiske stormagters side med formålet at erobre markeder osv.
Palæstina havde i 1850 omkring en halv million indbyggerer – hvoraf godt firs procent var muslimer, ti procent kristne og mellem fem og syv procent jøder.
Den store majoritet af befolkningen var bønder som levede på sultegrænsen i en situation hvor de tilbagesående feudale forhold og de tunge skatter under sultanatet forhindrede udvikling.
* * * * *
På grund af sin geografiske position mellem tre verdensdele er Palæstina i årtusinder blevet gennemkrydset og besat af erobrere. Det er et land uden naturrigdomme, men det har en strategiske placering.
Inden den franske general Napoleon Bonaparte blev Kejser udfærdigede han under et felttog i Ægypten og Palæstina i 1798 en proklamation hvor han opfordrede de europæiske jøder til at udvandre til Palæstina og gøre virkelighed af sine religiøse forestillinger.
Ofte blev religionen (mis-) brugt som (helligt-)påskud for at få fodfæste – Storbritannien skred f.eks ind i Damuskus i 1840 for at – som det blev udtrykt: “beskytte den jødiske minoritet “, Frankrig greb ind i Libanon samme år : “for at beskytte druzerne og de kristne maroniter”, fra Tyskland kom kristne tempelriddere mellem 1867 og 1907 for at kolonisere Palæstina som en slags moderne korsriddere. Og langt inden den politiske zionismes “fødsel” i 1897 havde den franske kapitalist Rotschild finansieret indvandring af jøder til Palæstina med den åbenbare hensigt at stimulere samme udvikling dér som i Algeriet – 19 kolonier som tilsammen opgik til 5000 personer blev oprettet med Rotschilds støtte frem til år 1900. Omkring århundredskiftet forsøgte Herzl at stille det zionistiske projekt til tjeneste for regeringer i Tyrkiet, Tyskland,Rusland og England uden at opnå nogen fremgang. Staten Israel har altså fra den første begyndelse – inden oprettelsen i 1948 – en klar kolonialistisk karakter med tydelige og afhængige politisk -økonomiske forbindelser til de imperialistiske kolonimagter. Israel er altså ikke styret så meget af “jødernes religiøse” interesser som af de politisk-økonomiske kapitalistiske interesser. Det ses også af at det tidlige zionistiske lederskab var indstillet på at oprette en koloni hvorsomhelst det var muligt. – Både Uganda, såvel som Cypern, Madagaskar og Argentina bliver diskuteret som mulige zionistiske kolonier.
Kilder: Staffan Beckman´s værk :”Palæstina og den Arabiske Revolution”
N O T E R
*2) Israeli Socialist Organisation, Matzpen:The other Israel
Om den russiske revolutionens betydelse
9.nov 2007
Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?
Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.
Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.
Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.
Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.
Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.
Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i ”den tredje verden” kæmpede ; – såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:
“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.
Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.
*Men lad os se fremad.
At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union – såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”. Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.Det spørgsmål vi rejser idag er :
Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?
De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at
”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret
Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel. Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag, hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassenKontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.
Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.
Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.
At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende og udbredtes sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland.
Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London. I 1947 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.
Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig” udviklede ligger udenfor denne artikels rammer.
Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til arbejderklassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution i tankerne og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.Fogh, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Fogh,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -- – – – -
Foghs, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, boliger og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.
Spanien år 70 efter borgerkrigen: Genoprettelse for de antifascistiske martyrer
31 Oktober 2007 *
Offrene for den spanske borgerkrig på den demokratisk-republikanske side skal anerkendes efter godt 70 år.
En lov om at anerkende offrerne for krigen og det fascistiske regime der fulgte blev onsdag vedtaget i Cortes det spanske parlamentets underhus. Loven annulerer IKKE de domme som Franco-regimet afsagde mod mistænkte modstandere efter summariske retssager, men erkærer dem “illigitime”. Beslutningen indebærer også at statuer, plakater og andre symboler for fascist-regimet – 22 år efter den “demokratiske transition” – skal fjernes fra offentlige bygninger. Loven skal også godkendes af Senatet. Efter Franco´s død i 1975 kom der ingen sandheds- og forsonings-kommissioner eller retssager om det USA-støttede Francoregimes notoriske forbrydelser mod de spanske folk og mange af Franco-regimets militære og politiske allierede forblev på deres magtpositioner i det spanske samfund. Franco-styrkernes oprør og forræderi mod Spaniens demokratisk valgte regering kostede 500.000 mennesker livet i Borgerkrigen 1936-39, men tusinder blev sårede, udsatte for represalier eller blev flygtninge.
I et interview fortalte den tidligere torturoffer og fange, dømt for at “hjælpe oprørere” – i et af Franco-regimets fængsler ;Marcos Ana : “ . . . . 40 år senere går vi stadig rundt i byer med gader opkaldte efter El caudillo,” sagde han med hentydning til Franco.
KRITIK AF LOVEN FRA REPUBLIKANSK ANTI-FASCISTISK SIDE :
Marcus Ana kritiserer loven for ikke at annulere alle Franco-regimets militær-retsager men blot erklærer dem illegitime. Hr.Ana, hvis dødsdom blev omstødt udtalte at det “næsten var en ydmygelse” efter alle hans lidelser, at få et stykke papir som sagde at hans dom var illegitim. Diego López Garrido, politisk ordfører for den spanske Socialist-parti afviser kritikken med at parlamentet ikke kan annulere dommene fordi det vil føre lovgiverne “ind i domstolenes territorium”. Dermed anerkender Socialist-partiets talsmand i realiteten Franco-regimets retsager som legitime juridiske handlinger. Franco-regimet var allieret med Nazi-tyskland og deltog i krigen og aggresionen mod Sovjetunionen, men i Tyskland havde man vel ingen problemer med at “annulerer” Hitler-regimets domme ? – Selvom den nye lov gør de fascistiske domme “illegitime” , hvilket gør det muligt for tidligere politiske fanger eller pårørende til de dømte at rejse sager ved domstolene om kompensation, bliver det – ifølge historikere og andre involveret i at kæmpe for genoprettelse – slet ikke tale om en kompensation på milliarder af euros som en klar “annullering af de facistiske domme ” vil betyde. En klar “annulering af Franco-regimets domme” skulle “udsætte staten for en strøm af retsager med krav om milliarder af euro” som det skræmmende lyder fra fortalerne for den lov der i realiteten ikke vil koste særlig meget. Men med tanke på de enorme profitter som det spanske kapitalistiske overklasse inkasserer på udbytningen af Spanien´s og de Latinamerikanske folks arbejde er der ingen der kan sige at “Spanien ikke har råd” til at betale “milliarder af euro” til offrerne for den spanske overklasses regime under Franco.
27.September 1975 henrettede Franco-regimet fem antifascister: Billedet er fra mindeshøjtideligheden i år: ” * * * * * * * * * *
Tale i forbindelse med årsdagen for Franco-regimets henrettelse af de fem antifascister
Aldrig glemme , Aldrig tie
Un año más ante la tumba de García Sanz, junto a la de Elena Ódena, rendimos homenaje a los cinco fusilados aquel negro 27 de septiembre del 75. Cinco jóvenes (Chiki y Otaegui, de ETA, y Baena Alonso, Sánchez Bravo y García Sanz del FRAP) asesinados por un Estado terrorista, pues terrorismo era el practicado por la dictadura, terrorismo de Estado que ha seguido durante largos años después.
Nuestros camaradas eran luchadores por la libertad, jóvenes revolucionarios, comunistas. Eran tiempo en los que ante el silencio y la pasividad cobarde de unos o interesadamente ignorada por otros, llevábamos a cabo una dura lucha en condiciones harto difíciles. Todos los militantes del PCE (m-l) y del FRAP, éramos conscientes de la traidora maniobra que se preparaba para mantener un franquismo sin Franco, mediante una monarquía espuria, y un señuelo de democracia. Había que luchar para impedirlo. No se pudo evitar, la traición era ya profunda. Pagamos un alto precio, pero el empeño era justo. Y aunque todavía hoy son muchos los interesados en ocultar aquel batallar, en silenciarlo o desnaturalizarlo, nunca podrán borrar ni hacer olvidar que, en aquel tiempo de represión, torturas, asesinatos de Estado, de mentiras y canalladas sin fin, había jóvenes, principalmente, y veteranos militantes, que se enfrentaron decididamente a la dictadura sabiendo lo que arriesgaban.”
Mindes film om Spaniens antifacistiske martyrer :Homenaje a los fusilados el 27-Septembre de 1975
Kilder: pceml.info/AFP/ New York Times
Stalins atom-spion dekoreret posthumt
2 nov.2007 17:34
Stalins atomspion “adlet” med Ruslands fornemste orden
De som elsker spionhistorier ville have taget en fridag for at overvære den ceremoni som udspillede sig i Kreml hvor en ukendt amerikansk-sovjetisk statsborger blev tildelt Ruslands fornemste pris. Modtageren af ordenen; Georg Koval; kunne af naturlige årsager ikke deltage. Han forlod denne verden den 31.januar 2006. Alle kender til Kim Philby og Richard Sorge som blev overbeviste kommunister i 1930´erne og blev Stalins hemmelige spioner. Men hvem var den fuldstændigt ukendte person som Præsident Putin tildelte Ruslands fornemste orden til idag ?
Georg Koval var født i de Forenede Stater, i Iowa, var altså amerikansk statsborger , talte perfekt amerikansk og spillede baseball med sine soldaterkammerater.
Hans familie havde russisk-jødiske rødder og
i 1932 udvandrede Koval-familien til det nydannede jødisk autonome område Birobidzjan i den unge Sovjet-stat. George blev en dygtig kemiker, mens hans væsentligste uddannelse og bidrag til det socialistiske moderland var hemmeligt : Under Anden Verdenskrig var han sovjetisk topspion,med kodenavnet Delmar, uddannet af Stalin’s legendariske militære efterretningstjeneste G.R.U.,som også hvervede Kim Philby og Richard Sorge i det kapitalistiske Vesteuropa.
i 1932 udvandrede Koval-familien til det nydannede jødisk autonome område Birobidzjan i den unge Sovjet-stat. George blev en dygtig kemiker, mens hans væsentligste uddannelse og bidrag til det socialistiske moderland var hemmeligt : Under Anden Verdenskrig var han sovjetisk topspion,med kodenavnet Delmar, uddannet af Stalin’s legendariske militære efterretningstjeneste G.R.U.,som også hvervede Kim Philby og Richard Sorge i det kapitalistiske Vesteuropa.
I 1940 rejste Georg Koval tilbage til hans fødeland USA . En amerikaner der vender hjem.
I virkeligheden var hans opgave at trænge ind i den amerikanske atomforskningns allerhelligste kerne.
I USA blev George Koval indkaldt og gjorde tjeneste i hæren til 1943 da han ved et tilfælde blev udtaget til en specialuddannelse på City Collage på Manhattan.Derefter lykkedes det for ham på en eller anden måde at trænge ind i det amerikanske atombombeprojektet.
*
1948 flygtede Koval tilbage til Sovjetunionen hvor den første prøvesprængning af en atombombe skete et år senere.Tre år senere blev det jødisk-kommunistiske ægtepar Julius og Ethel Rosenberg dømt til døden på falske anklager for atomspionage til fordel for Sovjetunionen.Det var en følge af de amerikanske myndigheders desperate jagt efter Stalins spioner og “kommunister”. Ægteparret Ethel og Julius Rosenberg blev uskyldige syndebukke for den såkaldte McCarty-periodes anti-kommunistiske hekse-jagt da de blev henrettet i den elektriske stol i juni 1953. – -
-
-
| “George Koval kom til verden i 1913 som barn af det jødiske ægtepar Abraham og Ethel Koval i Sioux City i delstaten Iowa. |
| Hans amerikanske fødested havde et stort jødisk samfund og et halvt dusin synagoger. I 1932, under den Store Depression, som amerikanerne kaldte den kapitalistiske verdenskrise, emigrede familien Koval til det socialistiske Sovjet. De slog sig ned i byen Birobidzhan,(Биробиджан) som var hovedstad i det jødiske autonome område som Stalin havde oprettet som et sekulært jødisk hjemland.Georg Koval blev 94 år og levede i Rusland til sin død i 2006. |
USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression
16.nov.2007 14:47
Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.
Dårlig boligmarked
Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.
Men nå er festen slutt.
-
Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly -
Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.
- Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.
Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.
Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.
- Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.
I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.
For mange boliger
Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.
Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.
Høyere renter
Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.
Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.
Verdifullt seminar
Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.
DEN SOM IKKE ER MED OS er . . . . .
… er TERRORIST•
Vi hører ofte ordet terrorist i medierne. Det talas om ”det terrorstemplede regeringsparti Hamas” eller ”det terrorstemplede befrielsesbevægelse PFLP”. Terrorist-begreppet bruges i medierne, uden at stille spørgsmålet om hvilke kræfter der har sat en slags moderne “jødestjerne” på disse organisationer?
“TERRORISTER”- VOR TIDS Jøder ?
Idag har en stor del av de bevægelser og partier som står i modsætning til de herskende kræfter i Washington,Bruxelles,Moskva og Peking fået den moderne “jødestjerne” : *TERRORIST*; klistret på sig, både af USA og EU , ligesom det kapitalistiske Kinas og Ruslands ledere understøtter “terror-kampagnen” . Formålet er at stemple al national og social befrielsekamp som terrorisme, hvilket er fuldstændig i strid med både FNs Charter og Genève-konventionen. Når Israel koldblodigt henretter palæstinenske ledere så løfter den danske eller svenske regering knapt nok telefonen for at protestere. Hverken den danske eller svenske socialdemokrati betragter staten Israel som nogen terror-stat, trods dens overlagte politik for at at udrydde de palæstinensiske ledere gennem målrettede henrettelser – politiske mord – som hidtil har kostet mere end hundrede palæstinske ledere livet. Statens Israels ledere afviser arrogant at følge nogle af de FN-resolutioner som er vedtaget f.eks resolution 194 som skulle sikre de palæstinensiske flygtninge retten til at vende hjem. Besættelsen af af de områder som den israelske stats hær erobrede i krigen i 1967 er illegal og folkeretsstridig. 40 år efter krigen er områderne fortsat under kontrol af israelske styrker og den zionistiske kolonisering fasholdes og udvides. Men når palæstinenserne som kæmper mod denne illegale besættelse gennemfører et vellykket attentat mod en minister i den israeliske krigs-kabinet , berygtet for hans anti-arabiske racisme og ultra-radikale planer om en Endlösung på det palæstinensiske spørgsmål gennem mere brutal fremfart i krigen og fordrivelse af alle palæstinensere, så stempler hele det danske og svenske nomemklatura Folkefronten for Palæstinas Befrielse -PFLP – som en ”terror-organisation”; som om de var afhængige vasal-stater underlagt Issrael og USA . – – – – – – - – - — – - – - – - — – - — – - – - -
Da det palæstinska folk stemte for en regering ledt af Hamas til at lede den i øvrigt amputerede palæstinenssiske myndighed udsættes det palæstinske folk for en udsultningspolitik, og Hamas bliver stemplet som en “terror-organisation”.Men hvad ligger der bagved terrorstemplingen?
Fra ”Vietcongterrorister” til “Hamas-terrorister” -
Det er inget nyhed at imperialismen, i dens forskellige former og under forskellige historiske perioder, har stemplet dem som har kæmpet for sit folks befrielse som lige akkurat ”terrorister”. Da en desperat jødisk flygtning i 1938 angreb den tyske ambassade i Paris og dræbte en tysk diplomat var det netop et desperat og uoverlagt protest mod den politiske undertrykkelse og diskrimination i Nazi-tyskland og et terror-angreb som udløste den berygtede Krystalnat – den fascistiske klapjagt i november 1938 på “jøde-terroristerne” og de “jøde-kommunistiske undermennesker” og “terrorister” i hele det tyske rige. — – – — – - — — – — – — – - – - — – — – - -
Den amerikanske krigsmaskine i Viet Nam kaldte de vietnamesiske frihedskæmpere for ”Vietcongterrorister”, samtidig som vietnamesiske børn løb skrigende gennem de vietnamesiske landsbyer efter USAs napalm-bombardementer. Den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC, som kæmpede mod Apartheidsystemet i Sydafrika, blev af forskellige reaktionære elementer kaldt en ”terror-organisation”. Under arabernes befrielseskamp gav franskmændene de algeriske patrioter i 1950- och 1960-talen samme epitet. Men der findes en vigtig forskel sammenlignet med idag. På den tid var det i Danmark ,Sverige og andre europæiske lande muligt – trods de reaktionæres hysteri – at indsamle penge til befrielsesbevægelser. Da den vietnamesiske frihedskamp pågik og der blev indsamlet penge til støtte for denne kamp, blev pengene overført til det daværende FNL:s kontor i Prag.
Det blev dog politianmeldt (i Sverige) at det konservative studenterforbund i 1960′ erne. Men den direkte økonomiske støtte gav ikke anledning til nogen politiindgriben men blev set som et udspil fra en bestemt højre-falang i svenske samfund. Hvis den vietnamesiske frihedskamp, som blev terror-stemplet af USA, havde udspillet sig i dagens verden var den reaktionære studenterklubs standpunkt blevet ophøjet til lov. De daværende FNL-grupper skulle, oversat til dagens situation,være blevet anklaget for støtte til terrorisme. Situationen idag er betydeligt skærpet end da USA´s krig mod Viet Nams folk pågik.
Åben Støtte
Også i 1980´erne kunne solidaritetskomiter, partier og privatpersoner åbent støtte PFLP og den palæstinensiske modstandskamp. Ligesom der åbent blev organiseret betydelig støtte både materielt og finansielt til befrielsesbevægelser rundt om i verden, blandt andre til ANC i Sydafrika, ZANU i Zimbabwe, FMLN i El Salvador og Sandinisterne i Nicaragua. Men nu er styrkeforholdene ændrede. Forbudet mod støtte til ”terrorister” gælder ikke bare bevæbnede bevægelser eller politiske partier, men omfatter også ren humanitær hjælp. De fleste af Proletarens læsere kender til solidaritetsforeningen Emmaus Björkå, som sedan länge haft ett humanitärt hjälpprogram i det palestinska flyktinglägret Shatila i Libanon. Støtten fra Emmaus er via PFLP gået til palæstinensiske enker i lejrerne. Gennem EU:s famøse “sorte” terror-lister blev dette humanitære arbejde. forbudt . Journalisten Mattias Håkansson spurgte Anders Kruse, högsta juridiskt ansvarige på svenska utrikesdepartementet, varför PFLP förts upp på listan. Kruse förklarade att den svenska regeringen inte var redo att diskutera orsaken till besluten att tillföra PFLP och andra palestinska befrielseorganisationer på listan:
”Det er et principielt spørgsmål. Bag beslutet ligger pågående undersökningar och annan information vi fått som inte kan göras offentliga. Det finns ett regelverk och EU följer detta. Men vi kan inte offentliggöra den underliggande informationen och vi vill inte offentliggöra hur vi fått denna information.”
Læs de ord igen. Her har vi en talsmand for den svenske regering som ikkte med et eneste ord kan motivere hvorfor PFLP er med på EU´s terrorliste. I et cirkelresonemang henvises til EU´s beslutning som Sverige er en del af.
Segraren bestämmer
Det här med att betecknas som terrorist är inte heller något evigt epitet. Den svenske författaren Strindberg skrev för 100 år sedan boken ”Liten katekes för underklassen”. Strindberg ställde frågan: ”När blir en revolution laglig?”
Och han svarade själv: ”Det är när den segrar.”Med en parafras utifrån dagens situation hade Strindberg lika gärna kunnat säga: ”När blir en nationell befrielsekamp laglig? Det är när den segrar.” I alla fall i Sydafrika och Vietnam. Nelson Mandela kallades för kommunist eller terrorist av reaktionära krafter här i Sverige på 60-, 70- och 80-talen. När diskussionerna om bojkott av Sydafrika var som mest intensiva i mitten av 1980-talet tillade det nuvarande socialdemokratiska borgmester i Göteborg, Göran Johansson, att ANC var en isolerad studentklubb i London. Men idag står dignitärerna i kö för att få tid hos Nelson Mandela. Nu är det inget självändamål för en befrielseledare att uppvaktas av olika statsmän och dignitärer, men det säger ändå en hel del om hur benämningarna förändras alltefter hur de geopolitiska prioriteringarna förändras.
Vietnam lockar.
Den svenska overklasse som på 1960-talet kaldte FNL för terrorister, anordnade hösten 2004 en stor Vietnamaften i Stockholms stads-hus i Stenbäcks-sfærens regi och med selveste drottning Silvia närvarande. Vietnam håller på att bygga ut sitt mobiltelefonnät. De som på skolgårdarna skrikit ”FNL – go to hell” bockade och bugade inför de vietnamesiska gästerna, för idag handlar det om stora affärer. Gårdagens ”Vietcongterrorister” har blivit respektabla affärspartners.Terroristbeteckningen är alltså inte så evig som det låter i nyhets-uppläsningar. Historien gav befrielsekämparna rätt i fallen Sydafrika och Vietnam. Men dagens imperialism är, trots tillfälliga bakslag, mäktigare och aggressivare än någonsin. De terroriststämplingar som vi nu ser handlar inte ett dugg om juridik utan om en politisk kampanj i mycket bestämda syften. Det tar inte många veckor innan något verkställs först i USA för att sedan antas av EU. EU:s terrorlistor är väldigt lika USA:s, vilket understryker den europeiska borgarklassens underordnande ställning visavi supermakten. Lad os tage terror-stemplingen af Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP), dets væbnede gren New Peoples Army (Nye Folkehæren) (NPA) samt paraplyorganisationen den Nationale Demokratiske Fronts (NDF) politiske rådgivare, professor José Maria Sison som eksempel. Den 9 augusti 2002 udtalte USA´s daværende udenrigsminister Colin Powell at Washington betragter CPP – det Filippinske kommunistparti som en udenlandsk terror-organisation. Tre dage senere fik Sison, som siden 1987 har levet i Holland som politisk flygtning, stempelen ”Specielt udpeget global terrorist” af USA. Derefter gik der ikke engang et døgn inden den hollandske regering satte Sison på sin terrorliste. Derefter gik der yderligere to dage inden den anden amerikanske “puddelhund” i Europa, Storbritannien, gjorde samme sag. Den 29.augusti fulgte den canadiske regering USA og nogle dage senere blev CPP og José Maria Sison sat på den “sorte” terrorliste i Australien. Hele processen blev afsluttet den 30 oktober da EU´s ministerråd besluttede at stemple Sison som ”terrorist”. Det tog altså bare nogle få måneder fra en udtalelse af Powell till att hela EU terror-stemplade Sison.
EU:s ”terrorlagar” är en parodi på juridik. Vem som skall stämplas som terrorist beslutas efter diskussioner och förhandlingar mellan EU:s utrikesministrar och under USA:s överinseende. Allt sker utan någon som helst juridisk undersökning, fastställande av bevismaterial, förhör och annat som hör till i en rättsstat. EU:s ledare talar gärna om ”rättstatens principer”, ”den västerländska rättsuppfattningen” och annan skåpmat för den allmänna opinionen.Men godtycket är skriande och hyckleriet uppenbart.I EU:s ”gemensamma ståndpunkt” om definitionen av terrorism nämns handling som ska ”injaga skräck i befolkning” eller ”omfattande förstörelse av regeringsanläggning, infrastruktur (osv)”.
Israelisk statsterrorism
Detta är exakt vad den israeliska staten gjort mot palestinierna i decennier, men när det svenska etablissemangets politiker svarar på frågan ifall inte Israels politik är statsterrorism svarar de unisont och upprört att så inte är fallet.Den amerikanska och europeiska imperialismen försöker utnyttja händelserna den 11 september 2001 maximalt för att ändra lagstiftningen i alla berörda länder. Vidgade terroristbegrepp, censur mot hemsidor som i Danmark, indragna ekonomiska bidrag till organisationer som inte ställer upp på USA:s världsbild, som i fallet med RKU i Sverige, lagstiftning om militärs insättande mot demonstranter – allt detta hänger ihop med den så kallade teroristlagstiftningen och begreppet ”kriget mot terrorismen”.Att genomskåda propagandan kring beteckningen ”terrorist” och ”terrorism” är ett nödvändigt steg i kampen mot den europeiska reaktionen och den amerikanska imperialismen.
Kilder:DR.nyheder/Proletaren 16, 2006
Den hemmelige krig mod Rusland
| Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse og vækker både følelser og passion.Og – det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse. Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den |
* *The Great Conspiracy against Russia * * skrevet af forfatterne Michael Sayers og Albert E. Kahn kan læses HER * *:Bogen findes udgivet på dansk :”Den hemmelige krig” og norsk :”Den store sammensvergelsen”. Den norske udgave indeholder også 30 siders kilde- og navneregister
Vatikanet saligkårer “kristne ofre” under den spanske borgerkrig
29 oktober 2007 * —–
Søndag saligkårede Vatikanet 498 præster,munke og nonner som blev dræbt under det spanske borgerkrig.De fleste af ofrene blev dræbt ved krigens begyndelse i 1936 af militser, sandsynligvis af anarkistisk-trotskistisk observans som ikke bare kæmpede for at forsvare den demokratiske republik mod general Franco´s oprørstyrker, men også mod kirken og andre dele af det spanske samfund som de ville “udrydde” fordi de mente at Spanien efter Folkefrontens sejr i 1936 var i samme situation som Rusland i oktober 1917, ja at anarkisterne mente ligefrem at Spanien var klar til at indføre det klasseløse samfund, kommunismens højeste fasse. . Et katastrofal fejlvurdering. I de områder, der endnu var under republikansk kontrol, gik det især ud over præster, munke og nonner. Det er således forkert at tale om “kristne ofre” for den republikanske Folkefrontsregering. Folkefrontsregeringen gav ikke ordre til de anarkistiske ultraventre-grupper eller nogen andre militser om at henrette kristne præster,nonner eller munke. I alt blev mindst 7.000 gejstlige ofre for hvad kirken kalder den »røde terror« under borgerkrigen :”De værste forfølgelser af kristne i nyere europæisk historie”; hævder Spaniens katolske kirke, som i årtier har forsøgt overtale den Hellige Stol i Vatikanstaten til at anerkende deres martyrer som salige og helgener. Først under Johannes Paul II (polakken Karol Wojtyła) begyndte Vatikanet at vise interesse for sagen, men siden er det gået stærkt. Den tidligere pave nåede at saligkåre 470. Og i dag følger yderligere 498 ved en rekordstor ceremoni i Rom, hvor op mod en million troende ventes at fylde Peterspladsen.
Efter de nazi-tyske bombardementer af den spanske by Guernica i 1937 malede Pablo Picasso et værk som blev døbt efter den ødelagte by hvor tusinder af ubevæbnede civile mistede livet.. . . . . . .. . .. . .. ..
Enhver er som bekendt salig i sin egen tro. Og hvis kirken foretrækker at mindes sine ofre ved at udstyre dem med en glorie, er det deres “private religiøse sag ” så at sige. Når dagens ceremoni alligevel vækker harme hos mange spaniere, skyldes det, at kirkens andel i borgerkrigen langtfra begrænser sig til rollen som offer.
Ledende biskopper velsignede Francos fascistisk-inspirerede oprør: »Et korstog mod Kains sønner«, som en af dem formulerede det.Samtidig deltog adskillige præster i de massive forfølgelser, der under og efter krigen kostede op mod 150.000 livet. Selv ikke i sit eget hus har kirken rent mel i posen. Ingen taler om at saligkåre de 16 baskiske præster, der blev dræbt af de »sorte« for deres støtte til republikken.Kirken burde starte med at undskylde sit medansvar for Franco-regimets slagterier, fremhæves det ikke bare fra den republikanske antifascistiske fløj i Spanien men også fra flere katolske organisationer. Så længe det ikke sker, kan masse-saligkåringen vanskeligt ses som andet end enprovokation fra kirkens side. Et forsøg på at påvirke den ophidsede debat, der i de seneste måneder har raset om arven fra 30´ernes spanske broderstrid. Den kristen-katolske kirke havde tætte bånd til general Francos højreradikale oprørsstyrker, der vandt krigen i 1939 og holdt de spanske folk nede i et tilbagestående fascistisk tyranni i mere end 40 år. Vatikanet havde i 1934 velsignet det nazistiske styre i Tyskland gennem konkordatet. Borgerkrigen startede med general Franco´s forræderi mod den demokratisk valgte Folkefronts-regering. Franco blev støttet af Nazi-Tyskland og Fascist-Italien og Franco´s Spanien sendte også styrker – den Blå Division – for at deltage i den nazi-fascistiske Antikominternpagts aggression mod Sovjet i 1941. Den hellige stol i Rom udpegede styret i Moskva , som et “gudløst, jødisk-kommunistisk tyranni”. Paven bandlyste overhovederne for den Spanske republik, og erklærede åndelig krig mellem det hellige sæde (pavestaten) og den demokratisk valgte Folkefrontsregering i Madrid.Francos regering blev d. 3. august 1937 anerkendt af Vatikanet , 20 måneder før borgerkrigen sluttede. Pavens kåring af de spanske ofre er den største enkelte saligkåring i den kristen-katolske kirkes historie. Saligkåringen, som er det første skridt til en mulig helgenkåring har oprevet følelserne i Spanien. Kåringen kritiseres, fordi den kun anerkender ofre på den ene side af borgerkrigen. Men Vatikanet forsikrer at saligkåringen ikke er et politisk stillningstagen, at det ikke handler om “bitterhed, men… forsoning”. Men faktum er at Vatikanets opsigtvækkende kåring er vel-timet.
Kirkens provokation kommer præcis inden Spanien, på onsdag, vedtager den såkaldte »lov om den historiske hukommelse«, der giver juridisk oprejsning til ofrene for dert fascistiske Franco-regimes standretter og støtte til at åbne massegrave. Samtidig får offentlige og private institutioner – herunder kirken – påbud om at fjerne mindesmærker, der hylder Franco-falangisternes side i borgerkrigen. Såvel den højreradikale konservative avis Partido Popular såvel som den spanske kristne bispe-konference raser mod loven og har kritiseret den for at »rive op i sårene fra borgerkrigen« og true »ånden fra transitionen« – det vil sige den såkaldte demokratisering–process efter Francos død i 1975. Ganske vist støttede KOMINTERN-partiet PCE; Republikken ,men de var i mindretal i Folkefrontsregeringen. Alligevel blev verden forledt til at tro at det var en kommunistisk revolution der var igang i Spanien fra 1936 – takket være den borgerligt-kristent kontrollerede presse i de “vestlige lande” , som dækkede over sandheden eller videregav de anarkistiske ultravenstregruppers drømme om den direkte indførelse af den statsløse kommunisme” eller de trotskistiske teser om at Spanien i 1936 var i samme situation som Rusland i oktober 1917.
*
Franco sidste handling var at genindføre monarkiet. Spaniens nuværende Kong Juan Carlos, blev personligt udpeget og utnævnt af general Franco inden hans død.*
De sidste antifascistiske martyrer for det USA- og Nato-støttede Franco-regimes 40 års lange terrorregime, var de fem antifascistiske kæmpere fra FRAP og ETA : José Luis Sanchez Bravo (22), José Humberto Francisco Baena Alonso (24), Ramón Garcia Sanz (27), Juan Paredes Manot “Txiqui” (21) og Ángel Otaegui Echevarría. (33). Regimet nåede at henrette dem kort tid før Franco selv døde. Det skete i 1975 , med internationale protester verden over som følge. Den 19. november 2005 blev martyrerne æret og ihukommet af den antifascistiske og republikanske bevægelsens i en række spanske byer.
Litteratur om den Spanske Borgerkrig:
Roman af Nordahl Grieg * * UNG må VERDEN ENDNU være som udspiller sig i både Spanien og Sovjet 1936.
| < FAKTA om Vatikanet ,Paven, Hitler,Mussolini og Franco * * *Paverne Pius XI og Pius XII afslog gentagne gange at fordømme Hitler og andre nazister for deres forbrydelser under 2. verdenskrig, endsige ekskommunikere dem. Den katolske kirke ville heller ikke annullere det konkordat, som pave Pius XII havde indgået med Hitler. Tværtimod blev nazismen opmuntret og velsignet af den katolske kirke til at gå i krig og til medvirke til at udrydde kættere som Roma, Sinti,Jehovas Vidner,jøderne og gudløse kommunister og socialister. Det vil føre for vidt her at gennemgå de flere hundrede eksempler på svig og vold, som nazismen med pavens velsignelse og hjælp gennemførte som “katolsk kontrarevolution” under 2 verdenskrig, og som én gang for alle skulle gøre det af med alle kættere,demokrati og gudløshed. Men enkelte eksempler, belyser dette. I 1939 havde den katolske kirke hjulpet general Franco – som også var “kristen katolik” – med at erobre magten og undertrykke de “kætterske” kræfter som stræbte efter sociale og demokratiske fremskridt. Den dag Hitler døde, skrev den katolske presse følgende rosende nekrolog over hans liv:
Spanien blev den tredje front i Vatikanets “hellige krig” mod demokratiet og kommunismen. Tre præsidenter af den Spanske republik, Niceto Alcalá Zamera, Manuel Azaña og Juan Negrin havde fremlagt fem love, vedtaget i Spanien, for at blokere for Vatikanets indblanding i den Spanske republik. De foreslog at :Al romersk-katolsk ejendom skulle nationaliseres. Alle romersk-katolske kirker skulle beskattes. Ikke flere skoler i præsternes hænder. Alle skoler, munke og nonne-klostre, skal være under Spansk kontrol. At anerkende andre religioner som Islam,Jødedom og andre kristne trosretninger som den protestantiske.. . . .. . Dette var resultatet af at man fandt barnelig under klostrene. Det udløste en blodig kristen-katolsk krig imod Vatikanet. Paven lejede adskillige divisioner af lejetropper til at kæmpe under Franco og likvidere alle romerske katolikker, jøder og protestanter, som modsatte sig dem. |
Spanien og de frivillige i de internationale Brigader
a href=”http://revolusjon.no/index.php?option=com_co aantent&view=article&id=265:30-ar-siden-francos-dod-og-spanias-ldemokratiske-forvandlingr&catid=45:demokrati-og-ytringsfrihet&Itemid=57″>
Rwanda 1994: “Kristent” folkemord i den Nye Verdensorden
Kronik -
- til minde om ofrene for folkedrabet i Rwanda 1994
Bare tre år efter at de Forende Staters Præsident Georg Bush havde proklameret starten på en ny verdensorden – med USA som denne ordens håndhæver – udvikler begivenhederne sig til et folkemord i det afrikanske stat Rwanda. I løbet af hundrede dage bliver en million mennesker ofre for dette “kristent”- inspirerede folkemord. Ti år efter mindes folk i Rwanda folkemordet og der holdes en mindes-højtidelighed. En række afrikanske statsoverhoveder deltog den 7.april – i mindeshøjtideligheden i hovedstaden Kigali, bland dem Thabo Mbeki fra Sydafrika, Mwai Kibaki fra Kenya och Yoweri Museweni fra Uganda. Men fra de “kristne” Nato-lande er der næsten ingen statsoverhoveder der har valgt at komme til Rwanda om at hædre ofrene. Trods at flere af disse landes militære,politiske og religiøse ledere var mere end lovligt involveret i Rwanda i årtier.Der kom mange afrikanske ledere til ceremonim , men kun en europæer: den belgiske Statsminister Guy Verhofstadt. ”-Vi inviterede alle og alle som vil sørge med os bør komme hertil, ” sagde den rwandiske minister Robert Bayigamba.
Ifølge Dokumentar-filmen”I Guds navn” blev omkring en million mennesker myrdet i løbet af 100 dage efter den 7 april 1994.
Da Præsidenten for den eneste supermagt, de Forenede Staters Georg Bush efter den “kolde krigs” afslutning erklærede at nu var en Ny Verdensorden indledt var der mange der troede at nu ville verden blive fredeligere, mere retfærdig og demokratisk. -
Kort over Rwanda * * * * * -
MEN DENNE NYE VERDENSORDEN har ikke ført til de fredelige og demokratiske fremskridt som lovet. Slet ikke i Europa. – Tværtimod-Splittelsen og borgerkrigen i Jugoslavien blev opmuntret af EU-landet Tyskland som var styret af en “kristelig-demokratisk” regering. (CDU)
PÅ årdagen for folkedrabet i Rwanda vil det være på sin plads at hædre ofrene. Det kan der derfor også være grund til at se nærmere på hvad der skete og hvorfor. Begivenhederne der fulgte efter nedskydningen af flyet som Rwandas præsident Juvenal Habyarimana rejste i om aftenen den 6. april 1994 og de 13 uger, der fulgte,bliver idag kaldt folkemordet i Rwanda: 1.000.000 mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratisk-sindede hutuer, blev dræbt i et masemord der i effektivitet overgik de nazistiske KZ-lejre. De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at Rwanda forblev kristent og at de “ugudelige kommunistiske tutsier” blev holdt væk fra magtens korridorer. Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor; “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skriver i en artikel forud for 10-årsdagen. Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.
“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.
Svigtet af det internationale samfund
Samtidig anklager Rwandas præsident, Paul Kagame, det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 10 år siden. Rwanda nuværende præsident Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:
” Franskmændene var der da folkemordet skete. De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne”
udtalte Kagame i et fransk radiointerview. Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP).
Det er et faktum at militære enheder fra Nato-landene Belgien og Frankrig var aktive i træningen af de kristne dødspatruljer. Allerede i 1990 gennemfører franske soldater Norôit-operationen for at hjælpe den kristne regering med at slå FPR-guerillaen offensiv tilbage, samtidig som franske statsborgere undsættes. I april 1994 da præsidenten fly skydes ned, nærmest som et signal fra himmelen til de kristne dødspatruljer om at starte folkemordet, lander franske styrker (Amaryllis-operationen) for at undsætte udlændige. Men først evakuerer de den myrdede præsidents familie til Paris. Hvor de lever den dag idag. I juni samme år gennemføres operation Turquoise. Med FN-mandat opretter de franske styrker en “fredet zone”, samtidigt bremses FPR-guerillaens offensiv og tusinder af regimets massemordere kan flygte til nabolandet Zaire. Iøvrigt citerer det franske dagblad Le Monde undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport for, at Kagame og en gruppe af hans rådgivere gav ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.
I løbet af 100 dage er omkring en million tutsier og demokratisk-sindede hutuer slået ihjel. Der er er tale om massemord som overgår det tempo som Europas nazi-fascistiske herskere udryddede dets fjender i KZ-lejrerne under krigen i Europa fra 1941-45. Hutu-militser flygter til Zaire og tager godt to millioner hutu-flygtninge med sig.
Hvordan kunne dette folkemord organiseres og fuldbyrdes ?
Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i guds navn .Den ny producerede dokumentar-film “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo har produceret for SVT i samarbejde med DR og NRK , afslører også den støtte som folkemordet fik af de kristeligt-demokratiske partiers internationale CDI. Det var især belgiske “kristen-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet. De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.
Fra dokumentarfilmen: “I Guds navn.”
Vi er i junglen i det nordøstlige Rwanda.
- “I er Jeus Hær “- Hvad gør vi inden vi går i seng ?- Vi beder. En kvinde beder :” – Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg. Du har givet os mad og nu er tiden kommet for at sove. Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed. I Jesu navn. Amen”
Det lyder fromt som vi kender det fra da mange af os lærte Fadervor. Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede kristne folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven i den vestlige del af landet på grænser til Congo.De misbruger kammerat Jesus navn ved at kalde sig “Jesu Hær” og de består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd. De hævder at de er “Guds udvalgte folk“.
Det er heller ingen ny religiøs tradition. De zionistiske krigsforbrydere og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det udvalgte folk. Med amerikanske våben og det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker – palæstinensere, jøder,kristne,ateister og andre der kommer i vejen for skabelsen af det “hellige land Izrael”. Står det ikke skrevet i det Gamle testamente:
“Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed og du skal udrydde til og med deres navn så at de ikke mere findes under himmelen” fra Femte Mosebog 7:24
Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk, etnisk og religiøst had mod deres landsmænd. De kristne fundamentalistiske grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”. Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994. Flere kristne præster og nonner blev dømt som skyldige i retsprocesserne efter befrielsen af Rwanda. Folkemordet blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og
“Kristelige-Demokratiske Internationale”
- CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet.
Alain De Brouwer fra CDI:-“ Jeg godtager kritikken;det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete. Jeg må give vore kritiker ret”
To millioner rwandier flygter til nabolandene i 1994:Her får Genevieve et knus af sin far som hun ikke har set under ti års landflygtighed.
For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda´s historie. Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne europæiske kirke. I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni. Det var som i andre koloniserede lande de kristne missionærer der indledte den åndelige-kulturelle kolonisering af Rwanda efter at den belgiske hær med kirkens velsignelse – i “Guds navn så at sige – indvaderede landet i 1916.
Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet. Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig jord for kirkens “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“. For befolkningen havde den samme religion, og kongeriget Rwanda havde et velfungeredene centralt-styret statsapparat. Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet. Hurtigere end i noget andet land i Afrika omvendes hele folket til kristendommen.
Rwanda ; den kristne KRONJUVEL
Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden. Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes. Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse. Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu-folket. Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier og de får en bedre uddannelse. Efterhånden som de nye demokratiske anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden , især efter den Røde Hærs og dens allieredes sejr over de fascistiske kolonimagter i Anden Verdenskrig, øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke. Når selvstændighedens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære afrikanske ledere. I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene, en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet ,udtrykte det :
“kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen” (fra ¤I Guds Navn¤- Dokumentarfilm).
Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk. Derfor begynder man nu at spekulere i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket. Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne og kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen og i 1959 gennemføres et pro-belgisk statskup.De kristne Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.Nu dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter europæisk forbillede. Alain Brouwer, fra CDI:
“Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater, som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/o.anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger”
Men det “kristeligt-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolkets. Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet. De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom. Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin, som gennem sine tætte bånd til det nye regime har stor indfydelse ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan. Ærkebiskoppen skiver i et brev:
“Kommunismen er aktiv. Satan findes”
Jean Damascene siger i interviewet :
“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.(fra “I Gudsnavn”)
Andre ministre i den “kristeligt-demokratiske” regering taler om guerillaen som
“kakkelakker” .
Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere. Nazisterne sammenlignede jøderne med “rotter” som truer den kristne vestlige civilisation og derfor må udryddes. Den endelige løsning på “jøde-problemet” eller Endlösung som de nazistiske ledere kaldte det blev vedtaget på Wann-See-konferencen Nazityskland i 1941. Som hævn for tutsie-guerillaen´s aktioner dræbes tusinder af tutsier af det “kristne” regime som får hjælp af begisk militær. Regimet begynder også at udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet”. I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propaganda fortsætter. I 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident.
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige. Og der offentligegøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.Den ligeledes “stærkt troende” belgiske Kong Baudauiemme og Præsident Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.Regimet bliver i løbet 70´erne og 80`erne stadig mere kristent fundamentalistisk. Kirken bliver stadig mere integreret i det politiske styre. Snart findes der ikke et kommunekontor eller regeringbygning hvor kirkens mænd ikke kommer og går. Præsteskabet deltager overalt i partiarbejdet. Ærkebiskoppen sidder i det “kristeligt-demokratiske” partishovedbestyrelse.
Etnologen Pierre Envy spørger:
“ Hvad skal man sige om denne kristendoms-fiksering ? Den var nærmest obligatorisk. For at gå i skole skulle man være døbt. Børnene havde intet valg. Om man ville uddanne sig skulle man være døbt. For at komme ind i det system som kirken havde skabt også på det økonomiske område skulle man være kristen.”
”Kristen-demoktraterne “ i Bruxelles sætter pris på at den kristne indflydelse er stor, men også at regimet i Rwanda er udtalt anti-kommunistisk. I Rwanda har de europæiske kristelige-demokraterne og CDI fundet et land og skabt et regime på det afrikanske kontinent som de kan stole på. Det europæisk-støttede kristent-kapitalistiske regime har nu så stor magt i Rwanda at man vedtager en lov der tvinger alle borgere at være medlemmer af det “kristeligt-demokratiske” parti. Fængslerne fyldes med samvittighedsfanger. Det bliver forbudt at tilhøre et samfund der sætter spørgsmål ved kirkens indblanding i landets styre. Wilfried Martens er Belgiens Statsminister da folkemordet starter i 1994. Han er de “kristeligt-demokraternes grå eminence” i Europa og vise-præsident i CDI. Også Martens støtter Rwandas regering. Under et besøg i Rwanda lover Martens yderlige bistand på omkring en milliard franc. Martens, udtaler:
“Der fandtes en stor gensidig symtati mellem Belgien og Rwanda. det er helt åbenbart. Vi havde et system til udviklingssamarbejde, et meget specielt og unikt program for Rwanda.”
Habyarimana-regimets magt styrkes af den internationale støtte og bistand som ikke bare kristen-demokraterne giver, men også det “socialistiske” Frankrig under Mitterand. Men under det “kristeligt-demokratiske” regime bliver det stadig sværere for folkeflertallet at holde sulten fra døren. I begyndelsen af 90erne er der hungersnød i Rwanda , samtidig som den lille elite omkring præsidenten i årenes løb har lagt beslag på over halvdelen af landets ressourcer. På samme måde har den kristne kirke gennem dens enestående magtposition beriget sig og ejer store dele af den mest frugtbare jord i landet.For at kontrollere befolkningen intensiveres den etnisk-religiøse splittelsesvirksomhed.Og når Paven , den polsk fødte Johannes Paulus den Anden besøger Rwanda i september 1990 for at opmuntre og støtte sine trosfæller og det “kristne regime” opnår regimet en af sine største propagandasejre nogensinde.
Men det er værd at huske at også nazisternes Tredie Rige blev velsignet af Paven, endda gennem et skriftligt konkordat. En gruppe flygtninge fra Rwanda danner i eksilet Rwandese Alliance for National unity: RANU. Målet er at finde en løsning for flygtningenes problemer og at bekæmpe det kristen-fascistiske Hutu-regime Rwanda. I nabolandet Uganda har de fordrevne tutsi-folk opnået at få hjælp med at skaffe sig våben for at indlede befrielsen af deres hjemland. De opbygger en veldrustet befrielses-hær, som de kalder Rwandas Patriotiske Front-FPR . Guerillaen første ledere er Fredric Jemár. Han er socialist og vinder hurtigt støtte hos den udarmede befolkning. Bare nogle uger efter Pavens besøg i Rwanda den 1.oktober 1990 indleder FPR angrebet på Rwanda ´s kristne Hutu-diktatur. Præsident Habyarimana flygter samme dag til sine europæiske venner i Bruxelles. Han får umiddelbart audiens hos Kong Baudouiemme. Kongen skriver et brev til den kristeligt-demokratiske statsminister Martens, som straks tager imod præsidenten. Martens´s og den belgiske regering beordrer nu et direkte indgreb for at hælpe det kristne Hutu-regime. Inden dagen er slut letter fly med belgiske tropper med kurs mod Kigali. Men Præsident Habyarimana indser hurtigt at en konventionel militær sejr mod den veludrustede og bevidstgjorte FPR-guerilla-hær er umulig. Derfor danner det kristeligt-demokratiske parti en milits som skulle blive rygraden i folkemordets gennemførelse. Det er gennem det kristne regeringspartiets ungdomsforbund at der opbygges dødspatruljer. Guerillaen rykker hurtigt frem og vinder terræn-. Regeringshæren bliver stadig mere udmattet og desillusioneret fordi mange soldater indser at at den kristne regeringshær vil tabe krigen. Regeringen får stadig sværere ved at rekruttere unge mænd til hæren.
Og stadig flere områder går over til FPR-guerillaen. Ungdomsmilitsen trænes både af militær, politi og politikere og Præsident Habyarimana får det kapitalistiske erhvervsliv til at ekvipere militsen. Men de kristne kapitalister leverer ikke bare uniformer, men også våben, som de udruster ungdomsforbundet med. Volden mod tutsie-minoriteten trappes op. Regelrette progromer gennemføres åbent efter ophidsende gudstjenester eller lokale partimøder. Flere internationale mennerettighedsgrupper rapporterer nu om massakrer. Det får regimet til at indlade sig på fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania efter opfordring fra FN. Præsident Habyarimana rejser til Arusha for at begynde freds-forhandlinger med tutsi-guerillaén FPR.
Men den kristelige internationale CDI ønsker ingen fred og de fraråder Præsident Habyarimana at underskrive en fredsaftale med tutsi-guerilaen som betragtes som “kommunister”. CDI kalder det “uforsvarligt at forhandle med FPR”. Leon Saur som er en af de ledende “kristelige demokrater” i Belgien måtte sige fra og nedlægge sin post i protest mod hvad han kalder;.“Det handlede om at beskytte Guds værk mod ondskabens kræfter.“.
I stedet for fredsforhandlinger forestår den kristelige internationale at regimet hurtigt udskriver valg, trods krigen i landet. Men den vigtigste opposition: guerillaen og tutsierne i eksil får ikke lov at deltage. Det forklarer formanden for det borgerligt-kristne regeringsparti Mathieu Ngirumpatse: “Alle skal ikke regne med at få politiske poster. Vi må acceptere faktum, at alle ikke kan blive politikere”. De borgerligt-kristne partiers internationale CDI er med deres afvisning af fredsforhandlinger med til gøde jordbunden for de mest ekstreme chauvinistiske og voldelige kræfter i landet. Borgerkrigen fortsætter og propagandaen fra regeringen får stadig mere religiøse undertoner. Den kristne regeringstro presse offentliggør :“Hutu´s ti bud”, som opfordrer til forfølgelse af tutsier på alle områder af samfundet. I en kristen avis opfordrer man til at holde op med at prædike kærlighed og enighed i en dialog mellem Jesus,Maria og Josef. Præsidenten portrætteres i den store hvide biskopsdragt. Også kirkens deltager i den etniske hetz og beskriver tutsierne som:“Fordømte af Gud”En af de mest opmærksomme taler holdes af Léon Mugasera, en af det “kristne” regeringspartis ledere. Hans taler når gennem radio ud til hele folket:
“ Vi må virke for at udrydde de der vagabonderne. Som bibelensiger: Hvis en slange kommer for at bide dig og du lader det ske vil dublive tilintetgjort.”
Til det siger Jean Damascene:
“Psykologisk er tutsien nu en slange. Skal han have lov til at leve ? Umuligt. Dræb ham eller bliv selv myrdet. Det er selvforsvar.”
Nu opbygges en privat radiostation af eliten omkring den “kristne” præsident og hans famile. En af finansiererne er forretningsmanden Felicienne Karabuga. Som også var med til at finansiere indkøb af våben til ungdomsforbundets milits. Gennem denne radiostation Radio Mille Colinnes, senere kaldt Radio Mord kan den kristne elite fylde æteren med etnisk hadpropaganda uden begrænsninger. En af de mest aktive programledere er belgieren Georges Ruggio, som uden hæmminger hetzer mod tutsierne:
“De trodser herren og Han vil fordømme dem i al evighed. Folkets og Guds lynild vil forenes for at straffe dem som de fortjener”.
Mr.Ruggio er idag dømt for forbrydelser mod menneskeheden og for at have opfordret til folkemord i hans radioudsendelser.Nogle måneder inden folkemordet hopper en af ungdomsforbundets ledere af for at advare omverdenen om hvad der sker: at et folkemord planlægges. Den belgiske senator Alain Destexhe, som fik en undersøgelseskommission nedsat udtaler :
“ Vi fandt dusindvis af beviser i det belgiske udenrigsministeriums arkiv som klart viser at det ikke bare var Belgien som kendte til sagen, men også FN, USA og Frankrig.”
FPR-guerilaen avancerer og Præsident Habyarimana indser at krigen er tabt og forsøger redde noget af hans egen magt. Mod CDI´s vilje rejser han til Arusha og underskriver en fredsaftale om magtdeling med guerillaen. Det kristne ungdomsforbund og Hutu-militæret som allerede er kommet langt i deres forberedelser til folkemordet ser præsidenten agerende som et forræderi.Den 6.april om aftenen ved indflyvningen til Kigali bliver præsidentens fly skudt ned af et missil. Alle ombord omkommer. Bare nogle timer efter starter det som skulle blive historiens blodigste folkemord.På private radio-stationer opildnes befolkningen til had og blodbad: “Vi skal tilintetgøre tutsi-terroristerne med vore machete-knive og våben. Gud har forberedt helvede for dem” lød det på Radio RTLM. Overalt i landet massakreres tutsier. Det kristne ungdomsforbunds milits og militæret holder landet i et jerngreb. Vejafspærringer sættes op overalt. Ingen tutsier skal undslippe Guds straf. Også oppositionelle Hutuer jages og myrdes. Alle tutsier skulle udryddes.Ikke engang spædbørn blev skånet.Under det tre måneder lange folkemord fortsatte kirken med at give regimet moralsk støtte.De kristne biskopper forfatter et dokument hvor de lover lydighed og støtte til den nye præsidenten og hans regime:
“ De katolske biskopper glæder sig over den nye regering og lover støtte. De hylder Rwanda´s væbnede Styrker (F.A.R.)”
Mange af landets præster, nonner og pastorer hjælper aktivt med dræbe tutsier. Også de “kristelige demokrater” i Bruxelles fortsætter med at støtte sine parti-venner. I dokumenter fra så sent som juni måned 1994 altså to måneder inde i folkemordet, opfordres de “kristeligt-demokratiske” partier i Europa til at fortsætte med at støtte vennerne i Rwanda.CDI:
“Kristelige demokrater bør hjælpe sine venner i Rwanda”
CDI giver også Rwanda-regimet diplomatisk støtte i dets kontakter med den belgiske regeringen. Léon Saur, fhv. generelsekretær for det kristeligt-demokratiske PSC siger:
“Overgangs-regeringen gjorde ingenting for at stoppe massakrerne. Og fordømte dem ikke – de havde jo selv iscenesat dem. Men overfor omverdenen hævdede regeringen at den ikke kunne stoppe massakrerne. Jeg sagde at de i det mindste skulle fordømme dem, men det skete aldrig.”
Regimets europæiske venner søger formildende omstændigheder for at forklare folkemordet. CDI forsøger lægge røgslør over hændelserne ved at hævde at FPR-guerillaen har begået krigsforbrydelser.Midt under det blodige folkemord anklages de som forsøger stoppe folkemordet- tutsi-guerillaen – for selv at begå folkemord – på hutu-majoriteten Ingen beviser bliver dog præsenteret. Alain De Brouwer, CDI:
“To paralelle folkemord. Det skrev jeg i rapport i slutningen af maj (1994,o. anm.).
Belgiens daværende statsminister Wilfried Martens følger op:
“Folkemordet på tutsierne var forfærdeligt,men guerillaen begik også forbrydelser”
I juli 1994 besejrer FPR-guerillaen endeligt over det “kristeligt-demokratiske” folkemordsregime . . . Da er mere end million blevet myrdet og tre millioner er på flugt. Men den “Kristeligt demokratiske Internationale” – CDI fortsætter med at beskytte deres folkemords-venner. Alain De Brouwer rejser til flygtningelejrerne for at træffe det fordrevne regimes ledere. Sammen bliver de nu fortalere for at gennemføre den fredsaftale som CDI tidligere afviste. En magtdeling mellem FPR-guerillaen og det kristne regime. Til det siger den belgiske senator Alain Destexhe at de kristelige demokrater
“ . . . holdt fast ved at regeringsmagten i Rwanda burde deles med morderne. Det er selvfølgelig en uhyggelig fejltagelse, både politisk og moralsk. Men de fremturede, selvom alle fremhævede at det var overgangsregeringen (den kristne,o.anm.) som lå bag massakrerne”.
I Arusha, hvor der tidligere blev holdt fredsforhandlinger oprettes nu en international domstol. Det kristeligt-demokratiske regeringsparti´s formand Mathieu Ngirumpatse arresteres og anklages for folkemord. CDI står dog stadig fast ved sine venner og forsvarer Mr.Ngirumpatse. Efter det europæisk-støttede regimes fald fyldes fængslerne med tusinder af mordere.Men den kristne CDI opfordrer den nye FPR-regering til at løslade fanger, men det bliver afvist.Nu bliver tonen stadig mere aggressiv fra CDI og dets venner i eksil,som truer med et militær tilbagekomst. I en CDI -skrivelse står der:“Hutuerne har besluttet at vende tilbage med eller uden Kigali´s tilladelse”
Underskrevet Ole S.Larsen
Alle citater stammer fra det franske nyhedsbureau AFP , “Göteborgs Posten” og Dokumentar-Filmen: “ I Guds navn” som er produceret i et samarbejde mellem DR , NRK og SVT.
Præsident Kagame besøger Museet til minde om Folkemordet i Murambi, 2004
FAKTA om Rwanda
Folketal: 8,4 millioner -
Etnisk sammensætning: ~84% hutuer, ~15% tutsier, ~1% pygmæer
Areal: 26.338 km*2 (~Jylland) Hovedstad: Kigali 412.000 – Statsform:Borgerlig Republik
Sprog: Fransk, kinyarwanda, engelsk (alle officielle)
Religion: ~57% kristne-katolikker, ~26% kristne protestanter og ~5% muslimsk*Rwanda´s regerings hjemmeside*
Polen:”Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot
18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)
- KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden konservativ gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.
Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor flertallet af de stemmeberettige: 59% ; blev hjemme. Dvs. regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne ikke udgjorde meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettige polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.
“Stocznia Lenina” – På Lenin-Skibsværftet byggede arbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig : Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski som aktivister.
Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til udenlandske banker løb op i ca 330 milliarder Dollar~1800 milliarder kr. i 1980`erne. – Efter at Gomulka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart. Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse at betale regningen til de kapitalistiske storbanker gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød. Det udlyste først strejker blandt arbejderne i de store industriværksteder og fabrikker i Lublin; sommeren 1980. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
*- – - – — – -
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December.For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte de kapitalistiske renter på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i udlandet for at undgå et sammenbrud for den ”nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre lande der fulgte den “selvforvaltende vej”. Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning”, hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten.
Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.
Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. 
Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981. 
Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)
Under krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet
ORIGINALTELEGRAM:Det legendariske skibsværft i Gdansk er ved at blive solgt til et Ukranian company. Det sker efter at EU har stillet krav om at værftet cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity.The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti.Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday.In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *
Partilederen Władysław Gomułka – som i 1960´erne forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva . |
Kosova-albaner anholdt for krigsforbrydelser
16 Okt. 2007 *
FN-politi i Kosovo anholder kosova-albaner
Den anholdte mistænkes for indblandning i en massakre i forbindelse med Nato´s såkaldte Kosovokrig i 1999.; hvor 14 serbiske bønder blev skudt ihjel. Det skete under sommeren 1999 i landsbyen Staro Gracko. Hændelsen beskrives som en av de værste hævnmassakrer mod serbere i provinsen. Det skete kort efter krigen i 1999 hvor Nato-styrker bombede jugoslavien og drev de jugoslaviske regeringsstyrker ud af Kosovo. I den situation, som opstod efter hærens udmarsch, begik de kosova-albanske terrorgrupper forbrydelser mod serbiske civile overalt i Kosovo.
UK out of Ireland : Britiske besættelsesstyrker forlader de “irske provinser”
2 Augusti 2007 -
Royal Army – den brittiske hær forlader Irland
Storbritanniens 38-årige militære besættelse på den irske ø afsluttedes ved midnat. Det betegnes som en milestolpe i fredsprocessen. Noget stort er sket i Nordirland som den irske provins Ulster kaldes af briterne. Operation “banér”, som var kodenavnet for de britiske styrkers aktiviter på Irland ,er den længste sammenhængende britiske militær-operation nogensinde. Konflikten har officielt krævet flere end 3.600 menneskeliv. Brittiske soldater blev sendt til de nordvestlige dele af Irland i 1969 for at bekæmpe den irske nationale selvstændighedsbevægelse. – - – – - -
Officielt hed det sig at de britiske styrker skulle dæmpe de “voldsomme religiøse modsætninger mellem katoliker, som ville tilhøre Irland, og royalistiske protestanter, som ville forblive under britisk overherredømme.
Kronologi over begivenhederne i Ulster
1801: Efter det irske oprør mod britisk overherredømme i 1798 tvinger tvinger de britiske kolonisatorer hele Irland ind under storbritisk kolonialt styre – United Kingdom of Great Britain and Ireland – hvor 85 % af befolkningen på Irland er udelukket fra politisk indflydelse
1905: Sinn Féin stiftes af irske patrioter og udvikler sig til et parti med krav på hele Irlands selvstændighed.
1920-22: Den grønne ø deles, sydlige del bliver den Irske Fristat mens provinsen Ulster eller Nordirland styres fra London.
1968-69: Irsk-katolske protester mod diskriminering:den brittiske hær sættes ind.
1970-71: Sinn Féins væbnede gren Irish Republican Army IRA beslutter at indlede den væbnede kamp for at befri hele Éire _ Irland.
1972: Blodige søndagen i Londonderry på Irland. Brittiske soldater skyder 14 ubevæbnede demonstranter ihjel.
1980: SULTESTREJKE af de følgende republikanske fanger Leo Green (Volunteer, IRA -53 days )
Mary Doyle ( Volunteer, IRA/18 days)
Mairead Farrell (Volunteer, IRA /18 days
Brendan Hughes (IRA 53 days) Raymond McCartney (Volunteer, IRA 53 days)
Tom McFeely (Volunteer, IRA/ 53 days)
Sean McKenna (Volunteer, IRA/53 days
Tommy McKearney (Volunteer, IRA /53 days
John Nixon (Volunteer, INLA/ 53 days
Mairead Nugent ( Volunteer, IRA/18 days)
1981: Omfattende sultestrejke i det britiske H-block-fængsel i protest mod kriminaliseringen af de irske fanger i Nordirland. Den britiske besættelsesmagt havde i 1976 berøvet de irske fanger deres politiske status (“Special Category Status”). Med andre ord bliver de irske politiske fanger som kæmper for hele Irlands selvstændighed fra 76 betragtet som “kriminelle” der skal følge samme regler som kriminelle fanger, f.eks at bære fangedragt. Men de irske fanger nægter at blive betragtet som “kriminelle” og i Long Kesh ( kendt verden over som Maze-fængslet) indleder de irske fanger under vinteren 1981 den såkaldte “Blanket” og “Dirty og No Wash”-protest: Fangerne nægter at blive opfattet som “kriminelle” og afviser derfor at iklæde sig den fangedragt på som de probritiske fængselsmyndigheder uddeler til de “kriminelle” fanger. I stedet for deres egne civile klæder får fangerne uddelt et tæppe( blanket) som de forsøger at holde varmen med, ligesom de nægter at vaske sig.
DEn første marts 1981 giver Belfast-fangen Bobby Sands signalet til den aktion som skal få briterne på knæ. Sands var den første fange som nægtede at tage føde til sig. Flere fanger følger ham og sultestrejken bliver efterhånden kendt verden over. Dn udløser omfattende solidaritetsdemo´erne og optøjer i de irske befriede områder i Nord-Irland. Sultestrejken giver anledning til en international kampagne i solidaritet med fangerne og deres sag. Solidariteten med de irske frihedskæmpere breder sig ud over jordkloden. Selv paven i Rom- den polsk fødte Karol Wojtyła – udtaler sig om sultestrejken og beder det reaktionære Thatcher-regime i London om at forhandle. Bobby Sands bliver – under sultestrejken – opstillet som Anti H-Block-kandidat til det britiske parlamentsvalg. Sands bliver valgt ind i House of Commons;det britiske parlament i London den 9. april med 30 492 stemmer mod 29 046 til den pro-britiske kandidat Harry West. Tre uger senere døde Sands i fængselssygehuset efter 66 dages heroisk sultestrejke. Nyheden om hans bortgang utløste optøjer som varede i flere dage, og mere end 100 000 mennesker deltog i hans gravfærd. I løbet av sommeren døde yderligere ni sultestrejkende.
IRSKE MARTYRER under sultestrejken 1981 for fangernes politisk status :
* Navn * * * Hjemby Dødsdag Sultestreikens længde /
* Bobby Sands * medlem af PIRA – – – Belfast (Twinbrook) 5. mai 66 dage __
* Francis Hughes * medlem af PIRA – Bellaghy 2. mai 59 dage
* Raymond McCreesh * medlem af PIRA Camlough 21. mai 61 dage
* Patsy O’Hara * medlem af INLA Derry 21. mai 61 dage
* Joe McDonnel *medlem af PIRA Belfast (Lenadoon) 8. juli 61 dager
<img src="” alt=”" />
* Martin Hurson * medlem af PIRA Cappagh 13. juli 46 dage
* Kevin Lynch * medlem af INLA Dungiven 1. august 71 dage
* Kieran Doherty * medlem af PIRA Belfast (Andersontown) 2. august 73 dage
* Thomas McElwee *medlem af PIRA Bellaghy 8. august 62 dage
* Michael Devine * medlem af INLA Derry 20. august 60 dage
*PIRA= Provisoriske IRA *INLA= Irish National Liberation Army *
Vægmaleri i solidaritet med de irske fangers kamp mod kriminaliseringen , for politisk status – -
1993: 21 år efter indledes fredsprocessen da Sinn Féin får plads ved forhandlingsbordet.1998: Langfredagsoverenskomsten med magtdeling mellem “irske katoliker” og “pro-britiske protestanter”.1999: Nordirland får selvstyre, men provinsregeringen bliver kortlivet.2002: London overtager det direkte styre over de “nordirske provinser”2006: Internationell kommission bekræfter at IRA har afviklet sine militære strukturer og ikke længere udgør “nogen trussel”.2007: Ian Paisleys pro-britiske parti DUP og irske Sinn Féin leder en regering som tiltræder den 8 maj.2007: Den 1 augusti er den brittiske hærs opgaver i Irland er formelt afsluttet. Ordningen i “provinsen” er herefter politiets ansvar. Storbritannien har dog stadig en “fredstids-Garnison” på 5000 soldater som uddanes til “indsatser i f.eks Afghanistan. ° °
Kvinderne og den irske befrielseskamp
Læs videre om INLA-martyren Patrik O´Hara´s gravfærd: Massive Tribute to Patsy O’Hara ; June 1981
The Five Demands of Irish Republican Prisoners
The Blanket Protest, the Dirty and No-Wash Protest, and the Hunger Strikes all were struggles by Irish Republican prisoners to regain the political status that they had enjoyed prior to 1976, when the British Government decided arbitrarily to end what was known as ‘Special Category Status’ and implement a policy of ‘Criminalisation’.
In 1976 all new prisoners were introduced to a newly constructed prison — the infamous ‘H-Blocks’, where all previous privileges of political status were denied.
After 1976 the prisoners demanded that certain rights be restored to them:
1. The Right not to wear a prison uniform;
2. The Right not to do prison work;
3. The Right of free association with other prisoners;
4. The Right to organize their own educational and recreational facilities;
5. The Right to one visit, one letter and one parcel per week.
When the British refused to grant these rights, the prisoners escalated the protests to the point where 10 men died rather than give in to the British system of criminalisation.
Kilder: Irish Times,
Amerika: Dømt for racistisk mord efter 43 år
24. Aug 2007 * *
EFTER MERE end 40 år har retfærdigheden indhentet James Seale, 72 år. Han dømdes i dag til at tilbringe resten af sit liv i fængel for delagtighed i mordet på to unge sorte borgerrettigheds-aktivister 1964 i Mississippi, USA.
En forbunds-dommer i Jackson dømte i dag Seale til tre livstidsstraffe. Seale blev funden skyldig i juni til kidnappning og sammensværgelse, de eneste forbrydelser som anklagerne lykkedes bevise.
Seale var i 60´erne aktiv i den reaktionære racistiske terror-organisation Ku Klux Klan. Han blev anholdt allerede i 1964 for mord, men blev da frikendt.
Kvinderne og den Sovjetiske Revolution
Kronik
Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet !
Kvinder klarer det hele , mænd klarer resten siger et russisk ordsprog. Når man spørger de borgerlige og socialdemokratiske kritikere af Lenins og Stalins Sovjet om dokumentation for deres vulgære sortmaling af det socialistiske Sovjet kommer de bl.a med en henvisning til den nye abort-lovgivning som blev vedtaget i 1936.
* * * * *
Men hvis man skal sortmale og fordømme det socialistiske Sovjet på grundlag af den lov så må vi jo fordømme alle andre lande herunder Kongeriget Danmark.
HVORDAN VAR KVINDENS STILLING og rettigheder i de kapitalistiske lande som f.eks Danmark i trediverne?
Proletar-forfatteren Martin Andersen Nexø – som i romanen Ditte Menneskebarn hyldede proletarkvinden – mente at kvinden var den egentlige bærere af kulturen. Bl.a derfor sympatiserede Nexø med den socialistiske opbygning i Sovjet. Der er ingen tvivl om at den danske feministiske bourgeois-kvinde og andre klynke-feminister ville miste en del af deres privilegier i et Sovjet-Danmark. Derfor var Sovjet også forhadt i borgerlige feministiske kredse i 30´ernes Danmark såvel som idag. Jeg tror det bliver lettere at forstå hvilken revolution den socialistiske udvikling var for kvinderne og deres mænd ved at sammenligne Sovjet med andre lande i år 1936, f.eks det borgerligt-kapitalistiske Frankrig hvor kvinderne ikke engang havde den stemmeret som de sovjetiske mænd og kvinder erobrede efter revolutionen i 1917. Franske kvinder fik stemmeret i 1944 - uden tvivl som en følge af den anti-fascistiske bevægelses fremgange i Anden Verdenskrig - ikke mindst de nazi-fascistiske styrkers nederlag i Stalingrad 1943 gav de demokratiske kræfter en ukuelig optimisme og fremdrift som bl.a førte til kvindelig stemmeret i Frankrig og andre lande i kølvandet på de antifascistiske sejre i modstandskampen. For borgerlige-reformister og venstre-radikale opportunister beskrives de sovjetiske 20`ere som positivt i modsætning til de ”hårde ” 30´ere.
-
* * Sovjetisk bondekvinde “ude med riven” * * *
Ifølge disse var 20´erne det årti hvor der herskede frihed, debatten i samfundet var overalt, kunsten og kulturen blomstrede og der fandtes ifølge disse rige muligheder for den enkelte at udtrykke sig og påvirke samfundsudviklingen. * * ___DET ER ET skævt billede af virkeligheden.Godtnok var der i 20´erne frihed til at debattere og deltage i et rigt kulturliv, men det var ikke specielt for dette årti. I takt med samfundsudviklingen og den socialistiske opbygning i 30´erne kunne stadig større dele af den sovjetiske befolkning deltage i samfundsdebatten og i et rigt kulturliv som aldrig tidligere i historien. Det handler om de snesevis af millioner af mennesker som i dette årti fik adgang til det nye moderne samfunds muligheder indenfor kultur,debat og kundskab og uddannelse. De få tusind avangardister og ”genier” under 20´ernes revolution var gode nok. Men det var alligevel bare en yderst priviligeret minoritet som kunne deltage i samfundsdebatten og deltage i kulturen. Det var intet sammenlignet med de millionmasser som fik disse muligheder i kraft af 30´ernes store spring.
* Kommunistisk plakat for Kvindernes Internationale Kampdag 1932.
Teksten omkring den røde fane som den sovjetiske kvinde bærer siger “8.Marts er dagen for den arbejdende kvindes oprør mod køkken- slaveriet”.
Den grå tekst i nederst til højre: “Sig NEJ til undertrykkelsen og Babbittry af arbejdet i hjemmet !”
Det som de borgerlige reformister hylder i de sovjetiske 20´ere er ikke samfunds-debatten og den kulturelle udvikling, men muligheden for den politiske opposition at modarbejde kampen for socialismen. Ikke mindst hyldes den stadige splittelsevirksomhed som forskellige oppositionsgrupper og fraktioner i kommunist-partiet brugte sin tid på i debat-frihedens navn. ALLE DISSE GRUPPER BESTOD gennem alle år af omtrent de samme personer som Trotskij, Sinovjev, Kamenjev, Bucharin, Smirnov, Rykov, Pjatakov, Radek og Sokolnikov som stod i spidsen for en virksomhed der modarbejdede socialismens opbygning. FOR DENNE MINORITET i Sovjetunionen var muligheden for at indføre socialismen i det “tilbagestående Rusland” , ikke-eksisterende. AT TAGE FAT på opbygningen af socialismen i Sovjet stemte ikke overens med socialdemokraternes og trotskisterne dogmatiske “marxisme”. Sovjet skulle først være “moden” til socialismen, ved at gennemgå en periode med kapitalistisk markedsdiktatur .
Ifølge både Staunings danske socialdemokrater og oppositionen i det sovjetiske kommunistparti i 1920″ erne skulle Sovjet først igennem en fuldstændig kapitalistisk opbygning, hvis de sovjetiske folk skulle følge deres “dogmatiske marxistiske” skema og udviklingsmodel for at blive “moden til socialismen”. De ville i stedet bruge de kapitalistiske markedskræfter, mens de ventede på at en fordelagtig international udvikling i en fjern fremtid skulle gøre det muligt at indføre deres ”socialisme” – naturligvis “i hele verden på samme tid “. Disse oppositions-grupper ideer og forslag blev gang på gang nedstemt i bolsjevikpartiet. I 1927 fik Trotskij og Co 1% af stemmerne i Al-Unionens Kommunistiske Parti(bolsjevikerne) . Nu stod det klart for den småborlige opportunistiske opposition at de var isolerede og aldrig skulle kunne opnå magten ad demokratisk vej. Derfor begyndte de at opbygge et hemmeligt oppositonsnetværk , hvis mål var at styrte den kommunistiske regering med vold. De fik bl.a støtte af den tyske efterretningstjeneste. I 30´erne gik Trotskij og Co over til sabotage, mord, terror i samarbejde med udlandske kræfter, især den tyske efterretningstjenste Gestapo som forsøgte opbygge en sovjetisk “femte-kolonne” sådan som man lykkedes med i Frankrig – bl.a general Petain som blev til Vichy-regimet og i Spanien var det landsforræderen General Franco som var lederen af ‘femte-kolonnen” og indledte en kontrarevolution med hjælp fra Nazi-tyskland og Fascist-Italien. Det afslørede Moskva-processerne fra 1936- 38 . Leon Trotskij´s terrornetværk var på vej til blive tredivernes Osama bin Ladin, inden han blev afsløret.
HVORDAN så d e t ud i S o v j e t i trediverne ?
Efter 7 års imperialistisk krig og udenlandsk intervention 1914-21 tog de sovjetiske folk fat på at genopbygge landet som var næstentotalt ødelagt. Efter tyvernes genopbygning blev den første femårsplan påbegyndt i 1927 og allerede i slutningen af dette år havde både industrien og landbruget sammenlagt overskredet førkrigsniveauet. *
* I 30′erne BLEV industrien og landbruget opbygget efter socialistiske principper sådan at man allerede i begyndelsen af trediverne kunne indføre 7 : syv-timers arbejdsdag – endnu lavere arbejdtid for minearbejdere – noget som arbejderne og kvinderne i de kriseramte kapitalistiske lande drømte om.
Fra venstre-liberalt og anarkistisk hold henvises der til Aleksandra Kollentaj *) – en betroet medarbejder ved Sovjetunionens Udenrigstjenste gennem flere år bl.a. som ambassdør i Norge og Sverige - i et forsøg på at bilde folk ind at hun deler deres helt igennem kommunist-forskrækkede “sort-syn” på det socialistiske Sovjet. Madame Kollentaj deler ikke deres sortmaling af socialismen i Sovjet. Tværtimod. Selvom hun ikke var enige i alle beslutninger der blev taget i hendes land – hvem er forøvrigt det ? – De fantaserer og forsøger under falsk flag at drage bolsjeviken og den betroede medarbejder i det socialistiske Sovjets udenrigstjeneste Aleksandra Kollentaj med ind i sort-malingen af Sovjetunionen´s kvinder. Madame Kollentaj delte ikke deres sortmaling af socialismen i Sovjet.Hvis det virkelig var så frygteligt at kampen for at skabe lighed mellemkvinder og mænd blev “elimineret” , skulle Olesia og millioner af hendes medsøstre ikke have deltaget og kæmpet for den socialistiske opbygning af deres land. De skulle ikke have accepteret det. Og Olesia skulle sikkert have fortalt dem et par sandheder hvis hun var i live, desværre forlod hun denne verden i 1952. * * ___Den danske teater-instruktør ved “det revolutionære Teater” i København Ruth Berlau som i begyndelsen af 30´erne også var skuespiller ved det Kongelige Teater, rejste til Sovjet i den socialistiske opbygningstid i midten af 30´erne og cyklede rundt i landet på Ekstrabladets regning. Hun skrev rejsebreve til avisen om sine oplevelser. Senere bearbejdede hun disse breve og udgav en slags roman om oplevelserne i Sovjetunionen, som fik titlen “Videre”. Hun skriver intet om “elimineringen ” af intentionen om at skabe lighed mellem mænd og kvinder.Jeg tror at Ruth Berlau som rejste rundt i Sovjet i 30´erne vidste betydeligt mere om kvindernes stilling og frigørelse i Sovjet dengang end forskellige semi- og ultra-feminister i det 21.århundrede. Hvis du vil lære de sovjetiske kvinder at kende skulle du læse “Babusjkas døtre” – udgivet på forlaget Modtryk – skrevet af den amerikanske professor Francine du Plessix Gray. Hun har fransk-russiske rødder og rejste rundt i det store land og talte med især kvinderne, som overalt – fra de baltiske republikker over Rusland til de centralasiatiske lande har meget at fortælle. En anmelder i det nu lukkede “Fri Aktuelt” skrev efter at have læst Babusjkas døtre” at ..<>”KVINDER KLARER DET HELE , mænd klarer resten, som det udtrykkes i et russisk ordsprog …hvor den anden side af kønsproblematikken kommer til udtryk – kvindernes utrolige selvfølelse.”<> Naturligvis var der diskussioner og uenigheder i Sovjet som i Danmark, ligesom der kan henvises til diskussionner i Kominternpartiet DKP , men ingen af datidens kommunister eller andre progressive deler det anarkistiske og ultraradikale “sortsyn” på udviklingen i Sovjetunionen i 1930´erne. – – -
Vedtagelsen af forbudet mod tvungen eller “fri abort”, som det misvissende kaldes idag var et udtryk for de store fremskridt i det sovjetiske samfund. I intet land på den tid havde kvinderne opnået så store revolutionerende fremskridt på alle områder. Sovjet-revolutionen var om nogens kvindernes revolution.
* Sovjetisk kvinde på kollektiv-landbrug, 1932 * * * * *
Uden de sovjetiske kvinder, som partimedlemmer og -aktivister,som arbejdere og bønder,som lærere og forældre, som kvinder og kærester/ægtefæller ville Sovjetunionen aldrig have opnået de store sociale,kulturelle, materielle,produktionsmæssige og menneskelige fremskridt som det skete i 1920érne og 1930´erne. De kommunistiske arbejder- og bondekvinder udgjorde en ukuelig og afgørende styrke i opbygningen af Sovjetunionen.
Uanset om de borgerlige og ultraradikale femister kan lide det eller ej så fandtes der intet land der havde en så progresessiv lovgivning som Sovjet havde på den tid. I HVILKE ANDRE LANDE VAR kvinderne befriet for fattigdommens og prostitutionens fornedring ?.Hvor mange lande havde overhovedet en abortlovgivning i 1936 ? – I det socialistiske Sovjet tog man kvindernes situation alvorligt. Men diskuterede kønsforskelle, seksual-politik, og abort-spørgsmålet.
I hvor mange lande var det på dagsordenen i 1936 ? – Man diskuterede kønsdiskrimination, seksualpolitik og abort også i KOMINTERNpartiets DKP´s Arbejderbladet som der refereres til, ligesom det blev diskuteret i Sovjet. Og i Sovjetunionen tog man beslutninger om at vedtage en ny seksual-og abort-lov i 1936. Ligesom en ny grundlov blev vedtaget. Disse love var diskuteret igennem og havde sovjetkvindernes støtte.
I hvilket land havde man i 1936 et så omfattende net af daginstittutioner?
Regeringen vedtog som en følge af den voksende velstand og velfærd i 1936 en ny forfatning/grundlov, og en ny ”abortlov” der blandt andet medførte af “tvungen eller selvbestemt abort” blev afskaffet. Udtrykket fri abort giver jo indtryk af noget positivt, næste som ”frit valg”. Men for kvinden er aborten næsten altid tale om en krænkende og negativ oplevelse. En slags tvang som hun påføres af omgivelserne, familien eller samfundet. I mange forhold er det ofte manden som kræver “fri abort”, mens kvinden vil have barnet. Kvinderne og arbejderklassen i Sovjet udgjorde den afgørende kraft for opbygningen af det Sovjet-samfund som blev et forbillede for arbejderklassens og de progressive kræfter. Uden den sovjetiske revolution skulle folkerevolutionen i Kina, den koreanske, vietnamesiske, algierske,cubanske og mange andre lande og folks frigørelse fra den patriakalske kolonialistiske undertrykkelse have været meget sværere at gennemføre. Som jeg tidligere har skrevet så bekæmpede bolsjevikerne analfabetisme, kønsdiskrimination, chauvinisme og rascisme og andre tilbagestående fænomener der hører klassesamfundene til.
Kollosale fremskridt for kvinderne i det socialistiske S o v je t
Da den kapitalistiske verdenskrise brød ud i 1929 var der et land som ikke blev berørt af denne krise. Mens resten af menneskeheden vred sig under krisens greb ,mens kvinderne og arbejderklassen i de kapitalistiske lande kæmpede med massearbejdsløshed, fattigdom, sult, fascististisk terror og krigsforberedelser – især i Tyskland i tiden efter nazi-regimet blev installeret – var Sovjetunionen ved at slå ind på den mest storslåede økonomiske og industrielle udvikling i menneskehedens historie. – Den første femårsplan inspirerede sovjetfolkene til uhørte bedrifter af skabende arbejde. Hele byer rejste sig fra de nøgne stepper, nye miner, stål-værker og fabrikker blev skabt. Millioner af bønder, kvinder såvel som mænd lærte at læse og skrive og uddannede sig til faglærte arbejdere, ingeniører, videnskabsmænd, læger, arkitekter og lærere. I løbet af nogle år gennemførtes et årtusindes fremskridt, og musjiker, hvis forfædre i umindelige tider havde bøjet deres pjalteklædte rygge over deres primitive træplove, høstede nu den frugtbare jord med traktorer og mejetærskere . Produktionen voksede i hvad vi kunne kalde “kommunistisk tempo”. – Aldrig tidligere i menneskehedens historie har et samfund udviklets i en sådant tempo. I begyndelsen af 30′erne var den samlede industriproduktion’s værdi 21 milliarder rubel. I 1938 var den steget til 100 milliarder rubel (begge ciffrer i faste 1927-års priser). – Landets industriproduktion var femdobblet på otte år. – I trediverne kollektiviseredes det sovjetiske landbrug.. I 1930 var det dyrkningsbare areal for alle afgrøder – fra korn til kartofler og andet -118 millioner hektar. Dette areal blev i kraft af den socialistiske kollektivisering øget til 136,9 millioner hektar. Samtidig som landbruget kollektiviseredes fuldstændigt i 30′erne, blev kæmpemæssige problemer for landbrugets mekanisering og modernisering gennemgået og overvundet. I 30′ernes begyndelse havde det sovjetiske landbrug 34.900 traktorer. I 1938 havde landarbejderne og bønderne 483.500 traktorer til brug. En fjortendobling på otte år. I samme periode steg antallet af mejetærskere fra 1700 til 153.500, ligesom antallet tærskeværk steg fra 4300 til 130.800. * * * * * SOCIALISMEN betød også at de sovjetiske folks realindkomster - medregnet prisændringer - steg sådan at en arbejders realindkomst i 1940 var tre (3) gange så stor som i 1913 og en bondes tre og en halv (3,5) gange så stor og så tager vi samtidigt hensyn til at arbejdsløsheden var afskaffet. Midt under denne gigantiske revolutionære udvikling voksede en Sovjet-generation, der aldrig havde kendt til det czaristiske tyrannis nedværdigelse, op. De millioner af undertrykte mennesker som under Czaren’s og Dronning Dagmar`s imperialistiske regime kun havde lært piskens, progromernes og sultens sprog fik i kraft af revolutionen og den socialistiske udvikling i løbet af trediverne ikke bare mulighed for at læse og skrive, men også at videreudddanne sig.
I det kongelige imperialistiske Rusland var analfabetismen så udbredt at to ud af tre mennesker ikke kunne læse eller skrive i 1913.
Det var gennemsnittet. I ARBEJDERKLASSEN KUNNE tre ud af fire læse og skrive, men den udgjorde bare et par millioner ud af en befolkning på 159 millioner ved krigsudbruddet. - Metalarbejderne havde i det kapitalistiske Rusland en arbejdsdag på mellem 10 og 11 timer . (6-dages arbejdsuge), mens de dårligere betalte tekstilarbejdere måtte arbejde 14 timer hver dag. Middel-levealderen for russiske kvinder *) var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. Børnedødeligheden , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt barn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede ikke deres 15.fødselsdag. (Kilde:A.Jenssen, “Tsardömmet vid skiljovägen” * Stockholm 1905). Med revolutionen og den socialistiske opbygning befriede Ruslands millionmasser sig fra udbytning, fattigdom og analbetisme. På trods syv års imperialistisk krig fra 1914 og den udenlandske militære intervention gennemførte russerne og de andre sovjetiske folk en opbygning og udvikling som var uden sidestykke i menneskehedens historie. Folkesundheden blev stadig forbedret og den gennemsnitlige levealder blev fordoblet. Fra 1926 og frem til 1939 var den gennemsnitlige årlige netto-stigning i folketallet cirka to(2) millioner om året eller 1,23%. I begyndelsen af 50′erne steg folketallet med tre millioner om året i det socialistiske Sovjet samtidig som dødeligheden var faldet til mindre end det halve, sammenlignet med 1927. Den gennemsnitlige levealder var fordoblet. I både USA, England og Frankrig var dødeligheden på samme tid betydeligt højere. Under den socialistiske opbygning øgedes bevillingerne til kulturelle og sociale formål i det socialistiske statsbudget fra cirka 2 milliarder rubel i 1930 til 35 milliarder i 1938. Uddannelserne var ligesom sundhedsvæsenet gratis og frit for arbejderklassen og de øvrige arbejdende :Et omfattende program for bygning af fødehjem, barselsklinikker,vuggestuer, og børnehaver blev gennemført og stillet til rådighed for familerne og deres børn. I 1936 blev der bevilget 2174 millioner Rubel mod 875 millioner til disse formål. Gennem en særlig lov blev der indført en betydelig hjælp for børnerige familier. Til disse familier blev der i 1937 udbetalt mere end 1000 millioner Rubel i 1937. Du udtrykker bekymring for familier hvor kvinden føder mere end otte børn, men det var ikke usædvanligt på den tid , heller ikke i Danmark. Min Babushka fortalte mig at i vores slægt var det nærmest ”normalt” med 10-15 børn i begyndelsen af det tyvende århundredes Danmark.
Min oldemor, kom ud at ”tjene” som det hed på en bondegård da hun var 11 (elleve). Her fik hun mad og et sted at sove. Men måtte arbejde fra tidlig morgen til aften, ofte også om søndagen. Disse forhold blev Sovjetbørnene befriet fra.
Læs iøvrigt Anton Makarenko´s ”Vejen til Livet”
“Brev fra Moskva” kvindelige partisaner i Stalingrad 1943
Bolsjeviken Martin Andersen Nexø beskrev proletar-kvindens liv og kamp i romanen ”Ditte Menneskebarn”. Nexø´s hyldning til kvinden var en konsekvens af hans opfattelse at hun var bærere af menneskehedens kultur. Også derfor var Nexø en trofast forsvarer af den socialistiske opbygning i Sovjet. Derfor blev han lagt for had af borgerligt-reformistiske og fascistiske kræfter i Danmark. I 1939 blev Nexø´s bøger brændt af i bogbål i gaderne i Danmark, efter tysk forbillede.
I Sovjet uddannede millioner af Ditte menneskebørn sig. Antallet af studerende indenfor alle uddannelsesformer, også deltidsstuderende havde i 1940 rundet de 49 millioner. Næsten en tredjedel af de sovjetiske folk studerede. I det imperialistiske Ruslandi 1914 var 8 millioner studerende. I begyndelsen af trediverne var analfabetismen bragt ned, men der var stadig 33 % som ikke kunne læse og skrive, men i løbet af nogle få år fik de sidste analfabeter også lært at læse og skrive. I 1938 kunne den sovjetiske folkekommissær for Uddannelser konstatere at analfabetismen var fuldstændigt udryddet. Antallet af biblioteker steg fra 40.000 i 1933 til 70.000 i 1938. Antallet bøger steg under samme tid fra 86 millioner til 126 millioner. Der var 117.000 studenter på de højere læreanstalter i det imperialistiske Ruslands i 1914, men i 1940 var studenternes antal steget til 812.000. Antallet af lærere og undervisningsassistenter på alle højere læreanstalter samt antallet af pædagoger i børneinstitutioner udgjorde i 1953 mere end to (2) millioner, næsten ti gange så mange som i 1914. Samtidig skærpedes den internationale klassekamp, især efter at de tyske kapitalister havde bragt et åbent fascistisk terror-regime til magten i 1933. De sovjetiske folk kæmpede mod inden- og udenlandske fjender’s sabotage og terror, mod tysk-fascistisk sabotage som samarbejdede med en indre femtekolonne.
Stalingrad genopbygges
Efter revolutionens sejr, da RSDAP – det russiske socialdemokrati – senere AKP(b) – blev det ledende parti, var partiledelsen og Lenin tvungen til at konstatere at en del uvelkomne elementer var trængt ind i partiet og statsapparatet. Det var folk som ville gøre karrierre via sit medlemsskab i partiet. Ved den ottende parti-konference i december 1919 rejste Lenin dette problem. Ifølge ham var det<>”naturligt at de dårligste elementer ville klynge sig fast ved det regerende parti alene af den grund at det er det regerende: De meldte sig “under de røde faner” af opportunistiske grunde – for at at gøre personlig karrierre ”<>.
* * * * *
Det var derfor vigtigt at vurdere medlemmernes indsats. Efter Lenins forslag gennemgik partiet en omregistrering af alle medlemmer. Alle medlemmer blev stillet til ansvar for deres handlinger og agerende overfor medlemskollektivet – de som ikke blev anset som pålidelige blev ekskluderede. Det var den første udrensningen af partiet. Denne metode for at styrke partiet gennem at udrense de opportunistiske elementer, kom til at præge kommunist-partiet i mange år fremover.
*
Sovjetisk kvinde i gang med markarbejdet i 1930´erne.
F.eks ved vi fra parti-diskussionerne og ”proverka”´en – kontrol af partibøger og udrensninger – i Smolensk´ i juli 1935 (kilde:Professor J.Arch Getty:Origins of the Great Purges –The Soviet Comunist Party Reconsidered,1985, ) at der ved Proverka-medlemsmødet blev fremført 616 kritikker og anklager mod partimedlemmer og –ledere. Af disse bestod de 143 anklager for ”alkoholisme”, ”kvindeundertrykkelse”, ”brud på diciplinen” og anden lignende kritik. Kvindeundertrykkelse var altså eksklusions-grund under Stalin. Iøvrigt viser den amerikanske professor Getty´s forskning i Smolensk-parti-arkivet som idag befinder sig i USA´s Rigsarkiv, at i modsætning til de borgerligt-reformistiske myter om at bolsjevikerne og Stalin havde ”planlagt, forberedt og gennemført” de politiske begivenheder i 30´erne så var det i højere grad massernes entusiasme der drev den revolutionære udvikling.
Allerede i slutningen af 1920´erne havde Stalin kritiseret og advaret mod det forcerede tempo i kollektiviseringen af landbruget som de fattige bondemasser drev fremad.
*
Delegerede på (Kolkhoz); Kollektiv-brugenes Anden Kongres i Kongreshallen i Kreml , 1933
Den amerikanske professor Getty´s forskning viser også at forestillingen om at udrensningerne i 30´erne var rettet mod de ”gamle bolsjeviker” ikke har noget at gøre med virkeligheden. Getty slår fast at at de fleste borgerligt-reformistiske myter om udrensningerne i Sovjet hviler på ”uholdbare antagelser”. – -
I BEGYNDELSEN AF 1935 var centralkomiteen i bolsjevikpartiet tvungen til at konstatere at over 200.000 parti-medlemsbøger var forsvundet eller i illegalt omløb. De fleste blev givet til folk der havde tabt eller fået sine partibog stjålet. Over 1000 nye parti-bøger var blevet stjålet i partilokalerne og 47.000 var blevet udleveret til folk der aldrig nåede at blive registreret i partiet. * * *PARTIBOGEN VAR ET VIGTIGT DOKUMENT . .. . .. . . Med den kunne en person komme ind ialle partilokaler over hele landet, hvor betydsningsfulde dokumenter blev bevaret og hvor vigtige møder blev holdt. Parti-bogen var derfor en attraktiv vare for fjender, spioner,oppositionelle og udenlandske agenter. Desværre viste det sig at det ikke var særligt svært at skaffe sig en partibog i bolsjevikpartiet og bruge det som dække for undergravende virksomhed, mord og sabotage. Kirov, kommunistpartiets formand i Moskva, blev myrdet af Nikolajev der netop skaffede sig adgang til partihøjkvarteret ved at bruge en gammel ugyldig partibog. Nikolajev var tilknyttet Leningrad-gruppen – en oppositionel terrorgruppe – som havde planlagt den sammensværgelse hvor mordet på Kirov indgik. * * * ____FORESTILLINGGEN OM AT Stalin skulle have ligeså meget kontrol og styre Rusland som en patiark, en “rød Czar” – stemmer ikke overens med virkeligheden, sådan som de venstre- og højreradikale og liberale antikommunister vil have os til at tro. Disse sorte febefantasier om Stalins enevældige magt udspringer både af den borgerlige idealistiske historie- og menneskesyn og revanschistisk-trotskistiske konspirationsmyter som har overlevet med imperialismens støtte. I virkeligheden strømmede millioner af nye medlemmer i 1930`erne til det det revolutionære kommunistiske parti for at deltage i kampen for den socialistiske opbygning af Sovjetunionen . Den store tilstrømning og den store produktionsøgning som fandt sted var ikke kun positivt. – Partiet var tvungen til at vurdere og prøve nye og gamle medlemmers partiarbejde og deres samfunds- og sociale arbejde. Og ekskludere eller udrense de der ikke levede op til de krav der blev stillet til en kommunist. Udfaldet af denne proces var ikke givet på forhånd. Kampen mod bureaukrati, koruption,opportunisme og magtmisbrug indenfor partiet og staten blev ført på mange forskellige måder i 30´erne og var ikke altid fremgangsrig og uden fejl. Men det var en nødvendig proces. Det socialistiske samfunds udvikling forudsætter debat og kritik som kan rette fejl og finde nye veje. Men udrensningerne var også vigtige af udenrigspolitiske årsager. I 30´erne skete der en udvikling i verden som gjorde at truslen mod Sovjet blev endnu større idet der var sket en fremvæksten af fjender af en ny type i de kapitalistiske lande. Foruden datidens blokade,sabotage og aggressionstrusler fra de gamle kapitalistiske lande dukkede en ny fjende op som havde det som sit første programpunkt at knuse den socialistiske Sovjetunion og som direkte truede de slaviske folks eksistens. NAZISMEN KOM TIL magten i Tyskland i 1933, bl.a med løftet at knuse det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva”, at skaffe ”lebenraum” og nye kolonier med råstoffer og slavearbejdskraft i Sovjet. Allerede i 1925 skrev i Hitler i Mein Kampf om disse erobringsplaner:<>”Dermed trækker vi nationalsocialister bevidst en streg over førkrigstidens udenrigspolitik. Vi fortsætter der hvor man for seks århundrede siden sluttede. (Det tysk-romerske Kejserriges barbariske korstog,min.anm.) …..og peger i stedet for mod landet østpå . . . og går over til fremtidens jordpolitik. Men når vi i vore dages Europa taler om nye landområder, vil vi i første række tænke på Rusland og de af Rusland beherskede randstater”<>De store fremgange og den socialistiske udvikling i Sovjet i 30´erne var livsvigtige, ikke bare for de sovjetiske folks, men for alle slaviske folks og minoriter som jøder, Roma og Sinti, ja for hele de demokratiske menneskeheds overlevelse. De kolossale sociale, materielle og produktionsmæssige fremskridt i 1920´erne og 30 ´erne var fundamentet hvorpå Sovjetunionen og dets allierede sejrede over Nazi-Tyskland i den Anden Verdenskrig.* * * * ____ KAMPEN MOD misforhold og kritik indenfor bolsjevik-partiet og udrensningskampagnerne var en forudsætning for fremgang i produktionen og landets sikkerhed . Om dette snakker de borgerligt-reformistiske kritikere sjældent om. SOVJETFOLKENE MODSTOD verdenshistoriens største imperialistiske aggression – den nazi-fascistiske invasionshær på flere end 5 millioner mand - ; befriede deres eget og Europa’s lande og folk fra den barbariske fascisme. Opbyggede sit land på nyt , blot 23 år efter den seneste genopbygning havde startet (1922).
Sovjet u n i o n e n blev genopbygget af de sovjetiske folk på bare nogle år sådan at man allerede i 1947 kunne afskaffe rationeringskortene som blev indført som en følge af krigen, ligesom genopbygningen af sovjetsamfundet var overvundet i og man var “kommet over” krigen i 1951. ”Kommet over” var man naturligvis ikke, de fascistiske vestlige barbarer havde bidt dybe blodige sår i den unge Sovjetstat, fascismen havde frarøvet Sovjetfolkene mere end 26 millioner mennesker, mange unge kvinder og mænd, mange af dem tilfhørte det kommunistiske parti ( bolsjevikerne).-
MEN ALLIGEVEL var den sovjetiske storindustri’s produktion i 1953 igen nået op sådan at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 (faste priser) . Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod. Middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion var i årene 1929-53 – undtagen krigs-årene – cirka 19 % mod 3,5% i USA. Mens stigningen i bruttonationalprodukt – ifølge nordamerikanske kilder – var gennemsnitlig 6,4% i årene 1950-58 bl.a pga.. Hrustjov-gruppens socialdemokratisk-revisionistiske selvforvaltning-reformer i økonomi og produktion , som fortsattes under Brezhnev , hvor den faldt til 3,4% i slutningen af 60′erne. * * * * * Underskrevet Ole S. Larsen
NOTER:
*) Skrev Otto Latsis i “Novye Izvestija” – 4.august 1999 - om Rusland i 1890′erne
**) ALEKSANDRA Mikhaylovna KOLLONTAY var en russisk revolusjonær kommunistisk kvinde som kom til verden i 1879, samme år som Joe Stalin. Som ganske ung – i 1899 – tilslutter hun sig til den russiske revolutuionære arbejderbevægelse. I HENDES år i eksil var hun dog kritisk til Lenins og bolsjevikernes revolutionære kommunistiske linje – frem til 1915 hvor den imperialistiske krig og den chauviniske propaganda i Europa gjorde det klart for Kollontaj – at Lenins og Stalins revolutionære parti er den eneste virkelige anti-imperialistiske kraft som kunne stoppe det blodbad som den Første verdenskrig udviklede sig til. Efter oktoberevolutionen i 1917 blev Kollontaj verdens første kvindelige minister da hun bliver valgt ind i Folkekommisærernes Råd (sovjetter) med ansvar for social velfærd. Kollontay blev verdens første kvindelige diplomat da hun i 1922 blev sendt til Oslo, som Sovjets repræsentant. Fra 1930-45 arbejdede hun som Sovjet-diplomat i Sverige, hvor hun spillede hun en vigtig rolle i Sovjetunionens fredsforhandlinger og opgør med den finske nazi-allierede krigsforbryderstat i 1944.
Læs videre om den sovjetiske revolution i den bedst dokumenterede bog om udviklingen i Rusland 1917 -40:THE GREAT CONSPIRACY AGAINST RUSSIA [Den hemmelige krig mod Rusland]*
Filmtajm: “La Battaglia di Algeri” eller “Slaget om Algier”
Det algiersk-italienske drama “Slaget om Algeriet” fra 1966 handler om befrielseskampen i den franske koloni Algeriet fra 1954-62.
Filmen var forbudt i Nato- og EU-landet Frankrig i mange år.Filmen varer to timer.
TEMAET i filmen er : befrielseskamp, terror og besættelse. Spørgsmål som er ligeså aktuelle idag som dengang. Hovedspørgsmålet i Algeriet 1957 eller Palæstina, Irak eller Afghanistan idag er : Hvem har retten på sin side? Hvem er modstandskæmper? Hvem er frihedskæmper? Hvem er terrorist?
Filmens baggrund er det folkelige oprør i den franske “muslimske” koloni Algeriet. Oprøret der udvikler sig til åben befrielseskrig mod den franske imperialisme er et symbol på den optimistiske og kampvillige ånd der herskede i arbejderklassen og hos de undertrykte folk i tiden efter befrielsen i 1945 – trods massearbejdsløshed, – fattigdom,kold krig og brutal undertrykkelse fra de kapitalistiske magthaveres side.
Billede fra “Slaget om Alger”
Det antikoloniale oprør i Algeriet og filmen om det blev et symbol på udviklingen efter den “store” befrielse i 1945 hvor den imperialistiske ANTI-KOMINTERN-pagts (Nazityskland,Kejserriget Japan, Fascist-Italien,Finland,Ungarn,Rumænien o.a.) led nederlag til Sovjetunionen og dets allierede.
Det Algiersk-italienske drama fra 1966 handler om befrielseskampen i den franske koloni Algeriet fra 1954-62 ; og varer to timer.
Filmen var forbudt i Nato- og EU-landet Frankrig i mange år.
TEMAET i filmen er :befrielseskamp,terror og besættelse. Spørgsmål som er ligeså aktuelle idag som dengang.
Hovedspørgsmålet i Algeriet 1957, Palæstina eller Irak 2007 er : Hvem har retten på sin side ? Hvem er modstandskæmper ? Hvem er frihedskæmper ? Hvem er terrorist ?
Filmens baggrund er det folkelige oprør i den franske “muslimske” koloni Algeriet.
OPRØRET i Algeriet og filmen var en konsekvens af den Røde Hær´s og dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter i den imperialistiske ANTI-KOMINTERN-pagts – Nazityskland, Kejserriget Japan, Fascist-Italien, Finland, Ungarn, Rumænien og andre allierede, bl.a. den danske Samarbejdsregering: K-R-S og V) i 1945.
Oprøret der udvikler sig til åben befrielseskrig mod den franske imperialisme er et symbol på den optimistiske og kampvillige ånd der herskede i arbejderklassen og hos de undertrykte folk i tiden efter befrielsen i 1945 – trods massearbejdsløshed, – fattigdom, kold krig og brutal undertrykkelse fra de kapitalistiske magthaveres side .
Den “RØDE” sejr indledte en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de de kapitalistiske lande samtidig som de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse flyttede sine positioner frem i befrielseskampen.
Filmen blev et symbol på den antiimperialistiske udvikling efter befrielsen i 1945.
EFTER DEN Røde Hær´s, dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter indledtes en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de kapitalistiske lande samtidig som de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse flyttede sine positioner frem i befrielseskampen som endte med sejr i Kina i 1949 efter 22 år antiimperialistisk og revolutionær befrielseskrig, ligesom folkene i Korea, Iran , Irak(1959), Cuba (1959), Algeriet(1962),Vietnam (1954-75) for alvor indledte deres befrielseskamp. . .. . . . .. . . . . . . . Således åbnede den anti-fascistiske koalition: – Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod Nazi-tyskland´s aggression endnu større muligheder for de undertrykte folks befrielseskamp og for arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande.
Så godt som alle de gamle kapitalistiske kolonimagters England, Frankrig, Belgien, Portugal, Spanien og Hollands reaktionære koloni-regimer blev styrtet ved den bølge af demokratiske, antikoloniale revolutioner som skyldede henover det Euroasiatiske og afrikanske kontinent efter Anti-komintern-pagtens nederlag i Berlin 1945.
Sovjetunionen og opbygningen af KOMINTERN /Kominform flyttede den internationale arbejderbevægelses positioner frem i de imperialistiske lande og hos de undertrykte folk kunne de nydannede kommunistiske partier styrke opbygningen af de antiimperialistiske befrielsesbevægelser.
Et andet samfundsystem var muligt. Drømmen om et retfærdigt samfund for de ubemidlede, de fattige og undertrykte arbejdere, bønder og andre undertrykte blev en realistisk mulighed.
Det blev et reelt valg at tage magten fra de kapitalistiske og feudale udbyttere og oprette socialistiske ejendomshold. Især efter sejren over fascismen i 1945 stod kommunismen og de socialistiske ideer stærkere end nogensinde. Sovjetunionens og dets allieredes sejr i den antifascistiske befrielseskrig udløste arbejderklassens og de undertrykte folks befrielseskamp som blandt andet førte til Islands selvstændighed i 1944, Indiens selvstændighed i 1949 og folkerevolutionens sejr i Kina i 1949 , til Muhammed Mosaddeq´s nationale fronts selvstændighedsbestræbelser i Iran 1951-53 , til Korea´s selvstændighed – til Cubas i 1959 og til Algeriets i 1962 og senere blev Viet Nam helt befriet i 1975 efter årtiers antikolonial og antiimperialistiske befrielseskamp, bl.a mod fransk imperialisme.
Det skal siges at med Hrustchov og senere Brezhnev-gruppen ved magten i Sovjet begyndte det sovjetiske parti at tale imod den væbnede kamp i de undertrykte lande. Således rådgav man vietnameserne at gå på kompromis og acceptere det USA-støttede regime i sydvietnam.
Ho Chi Minh og vietmameserne fulgte ikke rådet. Man var også imod den væbnede kamp i Algeriet med det resultat at de dele af den algierske venstrefløj som lyttede til Hrusjtjhov-gruppens råd blev miskredideret i Algeriet og skubbede store grupper militante over i armene på andre politiske retninger. I 1954 indleder den Algierske Befrielsesfront FNL en revolt mod det franske koloni-regime. Oprøret udvikler til åben befrielseskrig mod det profranske koloni-regime med regulære ildkampe i Algiers gader.
I en dialog fra filmen spørger en “oprørt fransk journalist”:Monsieur Ben M’Hidi, er det ikke en smule fejt at bruge kvindernes kurver og håndtasker til at fragte sprængstoffer som dræber så mange uskyldige mennesker? Ben M’Hidi (fængslet FLN-leder) svarer:
Og synes De ikke at det er endnu fejgere at kaste napalmbomber på forsvarsløse landsbyer som kræver tusind gange flere offrer? Det skulle naturligtvis være meget enklere for os hvis vi havde Jeres flyvevåben. Hvis vi får Jeres bombefly så får I vore kurver!(Dialog fra ”Slaget om Algier”) * * *
“Fakta om “Slaget om Alger”
* * *Independent fra 1965 * * Algiersk-Italiensk samproduktion – Sort/Hvid – 117 min * * *Original titel: La Battaglia di Algeri * Skandinavisk titel:Slaget om Algier/Alger * Instruktør/Regi: Gillo Pontecorvo * Medvirkende: Ali La Pointe * Brahim Hadjadj /Col. Mathieu * Jean Martin /Djafar * Yacef Saadi / En af pigerne * Samia Kerbash /Captain * Ugo Paletti/ Halima * Fusia El Kader/ Petit Omar * Muhamed Ben Kassen * Den er filmet i en sorthvid dokumentar-agtig stil. Flere af modstandsbevægelsens medlemmar spiller sig selv i filmen hvilket forhøjer dokumentarindtrykkket. Bl.a. kan man se FLN´s leder i Algier, Saasi i rollen som sig selv. Peter Sejersen skrev om filmen :Gillo Pontecorvo’s mesterlige La Battaglia di Algeri er udnævnt til historiens bedste politiske film. Med en grovkornet journalist-vinkel portrætterer han krigen skræmmende autentisk. Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Udenlandske Film, Bedste Instruktør og Bedste Original Manuskript. I Europa blev filmen også prisbelønnet flere gange, blandt andet med den prestigefyldte Guldløve fra filmfestivalen i Venedig. fra laserdisken.dk´s omtale: I 1954 indleder den algeriske befrielsesfront en revolution mod det franske kolonistyre . Oprøret blusser op og det udvikler sig til en befrielseskrig, som udkæmpes på Algiers gader og torve. Terrorisme og tortur bliver hverdag i den blodige krig, som til sidst resulterer i Algeriets selvstændighed i 1962. Pontecorvo’s halvdokumentariske film om den fransk-algierske krig er en absolut klassiker inden for sin genre. Algierne kæmpede for deres frihed og stødte bl.a. sammen med den franske Fremmedlegion, som på det tidspunkt havde tabt slaget i Viet Nam og var opsat på at vise deres berettigelse. Filmen afslører grusomheder på begge sider, f.eks. de franske styrkers torturmetoder og de algierske oprøreres anvendelse af bomber i caféer og lignende.” *På Lasedisken.dk kan denne anmeldelse læses: Første gang jeg så SLAGET OM ALGIER var jeg grebet fra først til sidst og den vedbliver at være en forrygende film. Lavet on location og med . . . ukendte skuespillere, er den beretningen om oprøret mod den franske okkupation af Algeriet i 1950´erne. Det er en spændingsfilm, men også et tidsdokument og det er som sådant den har sine klare dyder! En politisk træffende film! Og aldrig før har en fiktionsfilm lagt sig så tæt op af at være en semi-dokumentar. Ennio Morricones musik er som altid iørefaldende og passer til filmens tematik på eminent vis! Et helt unikt mesterværk!” / > > T.A. fra Roskilde 10. marts 2004
Japan : Titusinder af kvinder var sexslaver for US-Army
28 april 2007 – * * *
Titusindvis af japanske kvinder “tjenestegjorde” som villigt personale i de statslige bordeller for at tilbyde sex til den amerikanske besættelseshær efter Anden Verdenskrig. Mange kvinder blev tvungen ud i denne “militære” prostitution.
Det oplyser det japanske kvinderetsnetværk: “Vold mod kvinder i krig”. En talsperson udtaler at det sociale tryk gjorde det umuligt for disse kvinder att træde frem og kræve erstatning.
Den Kejserlige japanske armé havde selv bordeller i de lande som Japan besatte inden og under Anden Verdenskrig hvor bl.a. kvinder fra Korea og Kina i realiteten var sexslaver for den “Kejserlige Japanske Hær”.
Estland: Røde Hær-statuen i hovedstaden Talinn fjernet i militærlignende operation.
7. apr. 2007 *
Efter ordre fra Estlands EU- og Nato-støttede regering blev Monumentet for den ukendte Røde Hær-soldat “Aljosja” i nat fjernet.
“Aljosja”-mindesmærket, som er mere end to meter høj, blev rejst i 1947 i Talinns centrum til minde om de tusinder af Røde Hær soldater der ofrede deres liv for at befri Estland fra det nazi-fascistiske tyranni.
Netop i 50 året har den russo-fobiske regering i Estland valgt at flytte statuen med vold.
Stout, ydmyg og stolt på samme tid stod “Aljosja” – symbolet for Estlands befrielse – og vogtede ved gravpladsen og mindelunden for de tusinder af Røde Hær-soldater der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland i næsten 60 år – indtil Estlands EU-og Nato-støttede regering besluttede af grave de jordiske rester af Røde Hær-soldaterne op og flytte “Aljosja” til en mindre “iøjnefaldende plads” i byens udkant.
I ly af natten fjernede store politistyrker statuen
Voldsom uro om estisk statue
En er blevet dræbt, 44 er blevet såret, 300 er arresteret, og nu blander Rusland sig i balladen om en statue, som er blevet fjernet i Estlands hovedstad, Tallinn.
Urolighederne, der er nogle af de værste uroligheder i den baltiske stats historie, skyldes at den to meter høje statue af en ukendt soldat fra Den Røde Hær, er blevet forvist fra sin hædersplads midt i Tallin.
En fornærmelse mod russerne
Det opfatter Estlands store russiske mindretal som en fornærmelse, og samme toner lyder fra selve Rusland:
Den russiske udenrigsminister siger, handlingen vil få alvorlige konsekvenser for forholdet mellem de to tidligere sovjetrepublikker.
En død og 60 skadede i Tallinnoptøjer
Nattens uroligheter i Estlands hovedstad Tallinn krævede et dødsoffer og ca 60 personer skadades. Baggrunden var myndigheternas beslutning om at flytta ett monument over sovjetiska soldater som faldt i Anden Verdenskrig.
Den estniske premierministern Andrus Ansip fordømmer upploppet som en kriminell handling som inte har med mindet av de som faldne.
Omkring 1.000 personer hade samlats for at protestera da situationen udartede i optøjer som medførte ødelæggelser af i dele af Tallinns indre by. Monumentet står nu på hemmelig plats.
Kampe i natten
Statuen blev fjernet i de tidlige morgentimer. I nattetimerne forinden var omkring 1000 mennesker var på gaden, hvor de forsøgte at bryde gennem politiets kæde omkring monumentet.
“- Skam over Estland,” råbte demonstranterne.
samtidig med at “de tændte bål i gaderne, brændte kiosker af, smadrede ruder og stjal varer i de omkringliggende butikker.” ifølge internationale medier.
Politiet svarede igen med tåregas og vandkanoner. En blev dræbt under urolighederne.
Kaos i Tallinn da befrielesmonument blev flyttet
27 april 2007 – 21:49
Den omstridte bronze-statue af en sovjetisk soldat i Estlands huvudstad Tallinn har flyttats, efter en nat af kravaller. En person er død, omkring 60 skadets og 300 anholdte i protestoptøjerne, angiver en regeringstalsmand.
Esterne mod flytningen af bronzesoldat
Ca 1.000 personer havde samlet for at protestere mod flytten. Protesten urartade i kravaller som spred sig över staden och pågick till morgontimmarna.
Mange estere ser statyn, som ska symbolisera Sovjets sejr over Nazityskland, som en symbol for hvad der kaldes “den sovjetiske besættelse”. Estlands russisk-talende befolkning var imod flytten.
Flere end 100 gripna
Enligt Estlands inrikesminister greps mer än 100 personer som försvarade monumentet, uppger den ryska nyhetsbyrån Itar-Tass. Polisen uppges ha använt tårgas mot demonstranterna.
Tusentals mennesker, de fleste unge, bevægede sig siden hen fra monumentet mot centrum där de krossade skyltfönster och bilrutor och rev ned kontaktledningar till spårvagnarna.
Plundrade och brände
De plundrade även affärer, tände eld på flera fastigheter och kastade sten mot polisstationer, rapporterar nyhetsbyrån RIA Novosti.
Många var berusade och myndigheterna har nu beslutat att all försäljning av alkohol kommer att vara förbjuden från och med klockan 14 i dag till och med den 2 maj.
Estlands president Toomas Hendrik Ilves fördömde nattens oroligheter i Tallinn i ett tv-tal på fredagen.
“Det var rån, våld och stöld”
“Vad vi såg i natt i centrala Tallinn var rån, våld och stöld. Det var brott som utfördes och de som var inblandade är brottslingar. Händelserna hade inget att göra med att bevara monument över deltagarna i andra världskriget. De nattliga brottslingarna förenades inte av nationalitet, utan av viljan att göra upplopp, krossa och plundra” sade Ilves.
Mindesmærke fra sovjettiden
Bronzestatuen af den ukendte soldat blev rejst i 1947, hvor Estland var en del af Sovjetunionen.
Den estiske regeringsleder fastholder at monumentets skæbne er og bliver et internt Estisk anliggende.
Estland var en del af Sovjetunionen fra 1940 til 1991.
Fra 1941 til 1944 var landet besat af Nazityskland.
Bronzestatuen er rejst i 1947 til minde om soldater, der døde i kampen mod nazismen under Anden Verdenskrig.
De etniske russere – en tredjedel af befolkningen i Estland – betragter monumentet som et minde om kampen mod fascismen.
Den russiske regering har samme holdning til statuen.
Esterne uden russisk baggrund opfatter mindesmærket som en smertelig påmindelse om tiden, hvor Estland var en del af Sovjetunionen.
De Estiske myndighederne ønsker statuen fjernet, fordi den tiltrækker både russiske og estiske nationalister.
Flytt av monument upprör ryssar
18 april 2007
Estlands regering förbereder flytten av ett kontroversiellt sovjetiskt krigsmonument i Tallinn. Beslutet fördöms av Ryssland.
I februari beslutade parlamentet om flytten, vilket fick Ryssland att hota med sanktioner mot Estland.
Monumentet och de sovjetiska soldater som uppges vara begravda intill detta ska flyttas från innerstaden till en krigskyrkogård i Tallinn.
Omfattande protester väntas från den ryskspråkiga minoriteten i Estland.
Oklahoma-terroristerne fik hjælp oppe fra
24.Feb 2007 *
“bombeattentatet” mod regeringsbygningen i Oklahoma City den 19. april 1995 var det største terrorangreb i USA´s historie. Det viste sig at attentatet – i modsætning til hvad medier og politikere spekulerede i – var et attentat udført af en gruppe “indfødte, hvide kristne” amerikanere som var kommet frem til at den eneste måde deres “kritik” af regeringen i Washington og Forbundstaten kunne blive hørt var at bekæmpe den med “bombeattentater” som det mod Administrations-bygningen i Oklahoma hvor over hundrede ubevæbnede civile bl.a flere børn blev dræbt .
McVeigh had high-level help
Feb/23/2007
According to Oklahoma bombing conspirator, ranking officials were involved in the attack
Oklahoma City bombing conspirator Terry Nichols says a high-ranking FBI official “apparently” was directing Timothy McVeigh in the plot to blow up a government building and might have changed the original target of the attack, according to a new affidavit filed in U.S. District Court in Utah.
The official and other conspirators are being protected by the federal government “in a cover-up to escape its responsibility for the loss of life in Oklahoma,” Nichols claims in a Feb. 9 affidavit.
Documents that supposedly help back up his allegations have been sealed to protect information in them, such as Social Security numbers and dates of birth.
The U.S. Attorney’s Office in Utah had no comment on the allegations. The FBI and Justice Department in Washington, D.C., also declined comment.
Nichols does not say what motive the government would have to be involved in the bombing.
The affidavit was filed in a lawsuit brought by Salt Lake City attorney Jesse Trentadue, who believes his brother’s death in a federal prison was linked to the Oklahoma City bombing. The suit, which seeks documents from the FBI under the federal Freedom of Information Act, alleges that authorities mistook Kenneth Trentadue for a bombing conspirator and that guards killed him in an interrogation that got out of hand.
Trentadue’s death a few months after the April 19, 1995, bombing was ruled a suicide after several investigations. The government has adamantly denied any wrongdoing in the death.
In his affidavit, Nichols says he wants to bring closure to the survivors and families of the attack on the Alfred P. Murrah Federal Building, which took 168 lives. He alleges he wrote then-Attorney General John Ashcroft in 2004, offering to help identify all parties who played a role in the bombing but never got a reply.
Nichols is serving a life sentence at the U.S. Penitentiary Administrative Maximum Facility in Florence, Colo. McVeigh, who carried out the bombing, was executed in 2001.
McVeigh and Nichols were the only defendants indicted in the bombing. However, Nichols alleges others were involved.
McVeigh told him he was recruited for undercover missions while serving in the military, according to Nichols. He says he learned sometime in 1995 that there had been a change in the bombing target and that McVeigh was upset by that.
“There, in what I believe was an accidental slip of the tongue, McVeigh revealed the identity of a high-ranking FBI official who was apparently directing McVeigh in the bomb plot,” Nichols says in the affidavit.
Nichols also says that McVeigh threatened him and his family to force him to rob Roger Moore, an Arkansas gun dealer, of weapons and explosives. He later learned the robbery was staged so Moore, who was in on the phony heist, could deny any knowledge of the bombing plot if the stolen items were traced back to him, Nichols claims.
He adds that Moore allegedly told his attorney that he would not be prosecuted in connection with the bombing because he was a “protected witness.”
Moore could not be reached for comment Tuesday.
In addition, Nichols says McVeigh must have had help building the bomb. The device he and McVeigh built the day before the bombing did not resemble the one that ultimately was used, Nichols says, and “displayed a level of expertise and sophistication” that neither man had.
Skrev Pamela Manson på avisen- The Salt Lake Tribune
Kina: De titusind tegns dokument
maj 2008
De titusind tegns dokument
——————————————————————————–
√ For næsten 13 år siden blev nedenstående dokument offentligjort i Kina. Det udløste en hel del diskussioner og også spekulationer blandt så kaldte sinologer og Kina-eksperter og politiske observatører i almindelighed . Dokumentet, med det typiske kinesiske navn De titusind tegns dokument, er nemlig åbent kritisk til dele af den kinesiske politik og det erklærede “kommunist”-partis linje på flere områder. Samtidigt er det ikke nogen obskur ”dissidentpamflett” som enkelt kunne affærdiges af magthaverne. Forfattare anses Deng Liqun være eller en gruppe omkring ham. Deng Liqun, var på den tid medlem av partiets Centralkommitté, og tillige leder af dets propagandaafdelning, repræsenterede en så kaldt ”venstrefalang” indenfor partiets og statsapparatens styrende magtelite.
Dokumentet er som sagt 13 år gammelt. Og der er sket meget siden. De farer og den udvikling som Deng Luqun kun ville advare imod eller anede er idag realiteter.
Så vidt vides eksisterer denne “venstrefalang” ikke længere og det kinesiske parti forsvarer den private ejendomsret til produktionsmidlerne, en ret K “K” P nu har fået indskrevet i selve Folkerepublikkens grundlov.
Artiklen indeholder både konkrete fakta-oplysninger og kritiske vurderinger hvad angår den drastiske mindskningen af den offentlige sektors andel i økonomien og dets underordnende til den private; hvad gælder korruptionen i partiet og blandt funktionælrer og statstjenstemænd ligesom konsekvenserna af den borgerlige liberalisering i samsundet .
Derimot går kritiken ikke udover de rammer som magt-eliten kan tolerere. Nogen principiel, marxist-leninistisk afgrænsning fra KKP:s daværende og dermed nuværende politik findes ikke. Istedet accepteres den revisionistiske og højre-opportuniske linje og den uhæmmede kapitalistiske markedsøkonomi – som dog ikke er mere liberal end at de uden- og indenlandske kapitalister får hjælp af det statsbærende parti og dets voldsapparat til at pacificere og undertrykke arbejderklassens organiserede protester. Teksten vender sig heller ikke mod at Kina har åbnet grænserne for ubegrænset udenlandsk eksploatering og investeringer. Revisionismen slår også igenom, f.eks i synet på partiets forhold til masserne, hvor klasseindeholdet savnes og det reduceres til et administrativt spørgsmål, ligesom til spørgsmålet om ”rød eller sort ekspert” (dettee spørgsmåls behandling på det sovjetiske AKP(b)´s 18.kongres i marts 1939 kan give en interessant sammenligning). Dokumentet sætter heller ikke noget spørghsmålstegn ved påstanden om at der råder proletariatets diktatur i Kina idag; kritiken gäller att med den pågående utvecklingen kommer det inte att gå att upprätthålla den.
Kritiken riktar sig alltså först och främst mot att de kapitalistiska reformerna går för fort och att de, tillsammans med den borgerliga liberaliseringen, blir ett hot mot den nationella säkerheten.
Klasskampen publicerar dokumentet, dels därför att det säkert finns många kamrater som rent allmänt är intresserade, men framför allt därför att Kinas politiska väg är av stor betydelse också för den internationella politiken och klasskampen.
Parentetiskt kan nämnas, att flera av de argument som Jan Myrdal i somras förde fram som motiv för sin på senare tid delvis ändrade uppfattning om Tien An Minh-massakern 1989 och som ledde till debatten om Myrdals medlemskap i svenska PEN-klubben, återfinns i dokumentet. Det är förmodligen inte någon djärvare gissning att dokumentet i det avseendet påverkat hans uppfattning.
För kort tid sedan höll KKP sin sjätte kongress. Dess beslut bekräftade i stort alla de farhågor som detta dokument ger uttryck för: den ekonomiska politikens fortsatta marsch in i råkapitalistisk utsugning och exploatering, borgerlig liberalisering och fortsatt marxistisk avideologisering. Med närmast parodisk klartext demonstrerades denna urartning med partiordförande Jiang Zemins förklaring på kongressen, att privatägande är ett slags socialistiskt ägande av produktionsmedel eftersom även dessa privatägare är en del av det socialistiska samhället! Den falang av inflytelserika ”vänsterkritiker” som Deng Liqun kunde räknas till avlägsnades ur partiets centrala organ, och KKP-ordförande Jiang Zemin har tagit det grepp över partiet och politiken som dokumentets slutord fruktar.
Teddy John Frank
Internationell sekreterare i dåvarande KPML(r):s centralkommitté
Faktorer som påverkar Kinas säkerhet
Kinas kommunistpartis centralkommitté med kamrat Jiang Zemin i spetsen har utarbetat en rad korrekta planer för de viktigare åtgärderna vad gäller statens säkerhet sedan 1989. Sedan början av detta år har partiets CK åter-igen lagt fram ett antal betydelsefulla förslag och vidtagit en del korrekta åtgärder.
Av olika skäl finns det emellertid fortfarande några faktorer i Kina som är till nackdel för statens säkerhet. För att dra lärdom av ”1989 års oroligheter” och förhindra en upprepning av att proletariatets politiska makt störtas, som skett i Östeuropa och i Sovjetunionen, måste vi genomföra en noggrann analys av alla faktorer som påverkar kinesiska statens säkerhet.
Istället för att analysera alla faktorer som påverkar Kinas säkerhet kommer denna artikel endast att ägna sig åt inhemsk ekonomi, politik och kultur. Vad beträffar de ekonomiska, politiska och kulturella faktorerna kommer denna artikel att snarare mer djupgående analysera de faktorer som kan påverka Kinas statssäkerhet inom det närmaste decenniet än de som kan påverka Kinas nuvarande statssäkerhet, och som kan elimineras genom de ansträngningar som kan vidtagas inom de närmaste två, tre åren.
Dessa faktorer omfattar ägandestruktur, klassrelationer, social medvetenhet och läget inom det styrande partiet.
1. Ändringar i ägandestrukturen
Utgående från det nuvarande förhållandet i Kinas produktivkrafter, har partiets CK beslutat att återupprätta den privatägda ekonomiska sektorn så att den kan spela en nyttig kompletterande roll till det socialistiska allmänna ägandet. Sedan detta politiska beslut genomförts har stora förändringar skett i Kinas ägandestruktur.
Den statliga sektorns andel av det samlade värdet av den industriella produktionen sjönk från 1980 till juni 1994 från 76% till 48,3%. Den kollektiva sektorns andel (vilken möjligen innefattar en del av den privata sektorn som använder detta namn) ökade under samma tid från 23,5% till 38,2%. Den privata sektorn och utländskt ägda sektorn slutligen ökade från 0,5% 1980 till 13,5% 1994.
Inom detaljhandelsförsäljningen föll den statliga sektorn från 51,4% till 41,3%, den kollektiva sektorn från 44,6% till 27,9%, medan den privata och utlandsägda sektorn steg från 0,7% till 30,8%.
Den offentliga sektorns andel sjunker hela tiden genom leasing, försäljning, sammanslagningar och aktieägande. Bruttovärdet av industriproduktionen uppskattas inom den statliga sektorn stadigt sjunka till år 2000 och då svara för endast en fjärdedel av det samlade värdet, medan den kollektiva sektorn kommer att öka till 50% och den privata och utländskt finansierade sektorn till 25%.
På detaljhandelssidan kommer den statliga sektorns volym att falla och omfatta endast en tredjedel, den kollektiva sektorn endast en sjättedel, medan den privata och enskilda sektorn (inklusive detaljhandeln från bönder) stiger till 50 procent. Tillväxten i den privata sektorn som den är för närvarande står i överensstämmelse med den sociala produktionens utveckling, gör sakerna bekväma för folket och ökar arbetstillfällena. Om emellertid den privata sektorns andel överträder en viss omfattning, kommer den att utöva en motsatt påverkan på Kinas socio-ekonomiska bas.
På grund av införandet av aktieägarsystemet och företagens äganderätt, står de återstående statliga företagen också inför problemet att det inte kommer att vara helt och fullt ägda av staten. Till exempel. Zhejiangs Hangjiahu och Wenzhou har tillåtit enskilda personer att gå in på den offentliga sektorn genom aktieägarsystemet. Genom reformer kommer Sichuan inte längre att ha statliga företag i sin regionala ekonomi. De statliga företagen, vars andel har drastiskt reducerats genom sådana reformer kommer inte att ledas direkt av regeringen och de kommer inte att ägas helt och hållet av statliga enheter.
Under de senaste tre åren har ledande kadrer på många håll betraktat utvecklingen av den privata sektorn som den viktigaste vägen för att stimulera ekonomisk tillväxt. De har åsidosatt den offentliga sektorn och satsat sin energi, sina kadrer, sina tillgångar, materiel och marknader på privata företag, tävlat med varandra i att erbjuda fördelaktiga villkor till privata och utländska företag, samt föreslagit åtskilliga ”obegränsade” åtgärder för privatekonomins utveckling.
Partikommittén i Heilongjiang förde fram parollen om att ”öppna ett andra slagfält” och gjorde allt för att påskynda den privata sektorns utveckling. Även om dessa kamrater inte särskilt betonat en privatiseringsteori, så har de vidtagit praktiska handlingar för att främja privatisering.
I kölvattnet av en sådan förändring som påverkat ägandestrukturen har en avtappning av statens tillgångar på över 500 miljarder yuan ägt rum sedan 1989, ett genomsnitt på 100 miljarder per år och 100 miljoner per dag. En del uppskattar avtappningen till över 100 miljarder yuan per år. Dessa statliga tillgångar som förts över från offentligt till privat ägande utgör huvudkällan för den nya bourgeoisins tillväxt. Man kan säga att den nya bourgeoisin lever på det arbete och svett som folket i hela landet lagt ner under de gångna 40 åren.
Den privata sektorn har spelat en positiv roll på det nuvarande stadiet och den bör tillåtas existera och utvecklas. Vårt problem är inte huruvida den privata sektorn skall utvecklas, utan huruvida det är nödvändigt att ha kontroll över dess storlek och omfattning, huruvida dess roll bör begränsas till att vara ett komplement till den offentliga sektorn samt huruvida dess negativa roll bör erkännas och begränsas.
Den offentliga sektorns dominans över andra ekonomiska sektorer och den offentliga sektorns ledande roll i den nationella ekonomin är avgörande för att Kinas ekonomi är socialistisk till sin karaktär. Av detta skäl kommer minskningen av den offentliga sektorn och privatiseringstrenden av den socio-ekonomiska strukturen oundvikligen att påverka och undergräva säkerheten för den socialistiska ekonomins grunder.
Den offentliga sektorn utgör den ekonomiska grunden för proletariatets politiska makt. Den offentliga sektorn inrymmer inte bara Kinas industriarbetare utan är också huvudkällan för Kinas inkomster. Nedgången i den offentliga sektorns andel och minskningen av det offentliga ägandet kommer oundvikligen att försvaga partiets ledande roll, centralregeringens auktoritet och statens möjligheter att handlägga motsättningar och lösa problem. Än mer, det kommer att hota konsolideringen av proletariatets diktatur.
Den på senare tid framväxande privata sektorn kommer också att tjäna som ekonomisk uppbackare av de politiska kraven från den på senare tid framväxande bourgeoisin. Sett ur ett historiskt perspektiv, vann på sin tid den europeiska bourgeoisin den politiska statsmakten från de feodala härskarna på principen ”ingen beskattning utan representation”. Talesmännen för den nya bourgeoisin har också föreslagit att ”betala skatt för att ‘erhålla’ från regeringen sådana ‘offentliga tjänster’ som lagstiftningssystem, ordningsmakt, försvar och demokrati, som man inte kan få från marknaden”.
Vidare. Produktionsvärdet från de 80000 utländskt finansierade företagen som är i drift svarade för 30 procent av Kinas BNP vid utgången av 1993 och deras import och export svarade för 34,4% av landets samlade. Andelen av utländskt ägda företag ökar snabbt i Kinas ekonomi. Tillväxten av utländskt kapital är till fördel för Kinas ekonomiska utveckling, men det gör samtidigt Kinas ekonomi mer beroende av andra länder. Jämfört med tidigare kan det lätt bli så att vi manipuleras av andra. När motsättningar uppstår mellan Kina och berörda länder, kommer det att påverka Kinas nationella säkerhet.
2. Ändringar i klassförhållandena
Med återinförandet och utvecklandet av den privata sektorn de senaste åren, har privata entreprenörer och enskilda operatörer återigen framträtt i Kina. Enligt statistiken hade Kina i juni 1994 328000 registrerade egenföretagare med ett genomsnitt på fler än åtta anställda. Sammanlagd 5008000 personer var anställda på privatägda företag, med ett registrerat kapital på över 104,1 miljarder yuan.
Varje företag har ett genomsnitt på 14,2 arbetare och 317000 yuan i kapital. Över 5000 företag hade vid 1992 års utgång ett kapital på över 1 miljon yuan. Det finns också ett mindre antal miljonärer och miljardärer. I vissa provinser vid kusten finns privatföretag med fler än 1000 arbetare. Enligt en typisk undersökning gjord av Nationalförsamlingens forskningsbyrå, är det faktiska antalet privata företagare dubbelt så stort som det officiella. Tas hänsyn till denna uppgift, är det faktiska antalet företagare långt större än det antal som är registrerat.
Under Folkrepublikens första tid, var kriteriet på en egenföretagare: 2000 yuan i kapital och tre anställda arbetare om det var en fabrik och två anställda om det var en affär. Enligt statistik från ”Rapport om att skilja arbetare från industri- och affärsägare”, godkänd av de centrala myndigheterna 1979, hade Kina endast 160000 registrerade egenföretagare före 1950.
Det är allmänt erkänt att det fanns en nationell borgarklass i Kina före 1955. En jämförelse mellan läget nu och före 1955 visar, att antalet egna företagare i Kina idag vida överträffar perioden före 1955, både i antal och ekonomisk styrka. Dessutom är kriteret på en egenföretagare vad beträffar antalet anställda betydligt högre än det som gällde under Folkrepublikens första tid. Vi kan alltså konstatera att en icke statlig borgarklass har utvecklats på det ekonomiska området. Det handlar åtminstone om en klass i sig. Det är ett odiskutabelt faktum. (Den med marxistisk skolning vet, att borgarklassen inte begränsas till själva egenföretagarna; den omfattar familjemedlemmar och intellektuella som är beroende av dem. Så var fallet med bourgeoisin på 50-talet liksom på 90-talet.)
Enligt statistiken hade antalet privata ägare inom handel och industri med färre än sju arbetare i genomsnitt i slutet av september 1994 kommit upp till 20,15 miljoner. Sammanlagt omfattas 34,38 miljoner människor med ett registrerat kapital på 114,67 miljarder yuan. Det har alltså uppstått en liten borgarklass, dvs en klass av enskilda företagare, av vilka en del utgör reservkraften för den icke-statliga borgarklassen.
Eftersom vi beslutat att återupprätta den privata sektorn, är uppdykandet av en borgar- och en småborgarklass oundviklig och normal. Frågan är inte huruvida borgar- och småborgarklassen skall tillåtas, utan huruvida vi korrekt kan förstå detta faktum, korrekt hantera förbindelserna med borgarklassen, förenas och samtidigt föra kamp, samt betrakta handläggandet av sådana förbindelser som en viktig del i partiets politiska linje i den nya perioden.
Genom att den privata sektorn utvecklas, det utländs-ka kapitalet växer och den privata ekonomin blir starkare, kommer den icke statliga bourgeoisien och småbourgeoisin att öka i antal och i ekonomisk makt. Embryot till en byråkratbourgeoisie och en kompradorbourgeoisie har utvecklats.
I takt med att statliga företag möter svårigheter, försämras levnadsstandarden för dess anställda. Arbetarna på de privata företagen (inbegripna de utländska) är åter-igen förtryckta och utsugna av privatkapitalister. Med följd att många arbetare nu har börjat tvivla på arbetarklassens ledande roll och statens socialistiska inriktning. Dessutom drar de sig från partiet.
Å ena sidan böjer sig de privata företagarna i Kina för närvarande ned för att ”plocka upp det gyllene äpplet”; å den andra börjar de formulera egna politiska krav för att skydda sina ekonomiska intressen. Det finns för närvarande 5401 egenföretagare som samtidigt är folkvalda över kommunal nivå, 8558 som är medlemmar i Folkpolitiska råden över kommunal nivå, 1357 som är medlemmar i Ungdomsförbundet och 1430 som är medlemmar i Kvinnoförbundet, på provinsiell nivå eller högre.
En del egenföretagare är inte nöjda med dessa siffror. En verkställande direktör i ett företag i Shenzhen förklarade, att företagarklassen har ännu inte satt sin prägel på det kinesiska samhällets framtida utveckling. En egenföretagare i Jinjiang i Fujian förklarade: ”Utvecklingen av Kinas politiska system kommer att ske i takt med den privata sektorns utveckling och tillväxten av privatföretagare. I framtiden kommer ett stort antal privatföretagare att vara med regeringsorgan på olika nivåer. Vi bör inte längre betrakta privatföretagare som politiska utsmyckningar i stil med folkförsamlingens eller folkrådens medlemmar.” En del egna företagare säger: ”Om det finns borgmästare som är egenföretagare i regeringen behöver vi inte längre bekymra oss om våra legitima rättigheter”.
1988 framförde ett tjugotal företagare från Shishi i Fujian följande: “Vi måste uppmuntra personer från politiska kretsar som kan företräda oss att deltaga i valen“. De har också gemensamt nominerat kandidater till borgmästarposter.
För att bli medlem i stadens folkkongress bjöd en egenföretagare i Zhejiang folk överallt. Han erbjöd öppet var och en som röstade på honom 1000 yuan. Resultatet blev att han valdes. Omkring 21,3% av egenföretagarna i länet Hebei har tagit sig in i maktorganen på gräsrotsnivå och sedan börjat nå ledande poster.
En del egenföretagare förespråkar nödvändigheten av driva egna tidningar och ha egna ”språkrör”. Det finns redan idag tidningar, tex Minying Qiyejin Bao, Privatföretagaren, och Changziang Jingli Ribao, Fabriksdirektörers och ägares dagliga tidning som direkt återspeglar deras intressen och krav.
På det ideologiska området säger en del företrädare för borgarklassen: ”I framtiden måste vi förlita oss mer på pengarna när vi skall fastställa mänskliga värden och förmåga.” ”Pamparnas kvantitet och kvalitet är det kriterium efter vilket skall bedömas om ett land är ekonomiskt utvecklat eller ej. Följaktligen finns det för få och inte för många pampar i Kina.” ”Affärsmän i Väst vill ha en bro för att komma in i Kina, dvs ett stort antal kompradorer.” ”Om vi får nya kompradorer, kommer Kinas öppning att smidigt lyftas till en högre nivå.”
En del människor förnekar att den privata sektorns enda uppgift är att vara ett komplement till den offentliga. En del föreslår att ”skydd för privat ägande” skall införas i konstitutionen. En del föreslår att reformer framledes bör ”minska de statliga företagens andel” genom ”leasing”, försäljning eller utauktionering. ”Reducera statligt ägda företag så att de endast sysslar med den typ av produktion som faller utanför ramen för vad privatföretag är intresserade av att ägna sig åt”. Med andra ord, de skall enbart bli ett komplement till den privata sektorn.
En del egenföretagare och vissa ansvariga i kollektivföretag som hävdar den kapitalistiska vägen, ger bidrag till borgerliga liberaler för utgivning av tidningar och tidskrifter och för att bilda icke statliga, så kallade rådgivande, förmedlande och undersökande organisationer. Privatföretagarna och de borgerliga liberalerna har inlett en allians på det ideologiska planet. Tveklöst kommer denna allians att påskynda borgarklassens omvandling från en klass i sig till en klass för sig.
Wan Runnan, en representant för bourgeoisin som lever i exil, träffade huvudet på spiken när han sa: ”Eftersom man befinner sig i opposition till det rådande systemet som Kinas kommunistparti har, önskar den nyfödda medelklassen skydda sina egna intressen. Å ena sidan hatar medelklassen det rådande systemet; på andra sidan måste den samarbeta med regeringen för att tjäna så mycket som möjligt. Häri ligger dess intressen. Den använder pengarna och tillgångarna till att korrumpera regeringen och understödja för det nuvarande systemet negativa samhällsförändringar.” ”Den måste vara i stånd att använda olika metoder, och mer medvetet använda pengar för att påverka, manövrera, och smörja den stelbenta byråkratin inom KKP. Därigenom blir den kommunistiska regimen oåterkalleligt korrumperad. Det är borgarklassens pengar som har korrumperat KKP. Ju mer korrupt regimen är, desto större är möjligheterna att ändra samhället. När den nya borgarklassen uppnått en vis ekonomisk makt, kräver den rätten att få insikt i och kunna diskutera politiska frågor och stärka sitt inflytande i politiken. Detta är den politiska demokratiseringsprocessen“.
Dessa yttranden illustrerar tydligt de politiska konsekvenserna av borgarklassens framväxt. Även om stora strider ägt rum vid åtskilliga tillfällen i KKP under de 30 åren före mitten av 1980-talet, utkämpades de i en omgivning utan den bourgeoisin utanför partiet. Oavsett hur striderna förlöpte inom KKP, var aldrig dess ledarskap över staten direkt hotad.
Återkomsten av borgarklassen har nu ändrat detta på ett genomgripande sätt. Borgarklassens intressen står direkt i strid med proletariatets diktatur och denna motsättning finns oberoende av det samarbete eller den konfrontation som råder mellan bourgeoisin och proletariatet. Om borgarklassen vill ändra sin ekonomiska ställning från att vara ett komplement till att bli dominerande och förändra sin politiska ställning från att vara underordnad till att bli den ledande, kommer den att dela och till och med lägga under sig statsmakten. Därför utgör tillkomsten av en borgarklass ett latent hot mot proletariatets diktatur i Kina.
Eftersom förhållandena ännu inte är mogna, kommer borgarklassen att aktivt engagera sig i den inre partikampen. Man kommer att attackera de reformatorer i partiet som tar den socialistiska vägen och stödja de reformatorer som tar den kapitalistiska vägen. När förhållandena mognat kommer man att ”fullständigt krossa” kommunistpartiet i samarbete med och understödd av den internationella bourgeoisien och man kommer öppet och direkt att använda borgarklassens diktatur för att ersätta proletariatets diktatur. Därför utgör borgarklassen den huvudfråga som vi måste observera i det inhemska politiska och säkerhetsmässiga arbetet det kommande årtiondet.
3. Förändringar i det sociala medvetandet
Borgerlig liberalisering och de fyra huvudprinciperna har befunnit sig i intensiv kamp i över ett decennium, sedan 1977. Den borgerliga liberaliseringen har gradvis fått övertaget efter 1992. Förutom i ett litet antal marxistiska tidskrifter så förekommer inga artiklar längre i pressen kritiska mot den borgerliga liberaliseringen.
Den borgerliga liberaliseringen har inte bara överlevt utan även förstärkts. I djup och bredd överträffar den nu förhållandena före 1989 års oroligheter.
På det teoretiska området har den borgerliga liberaliseringen framförallt yttrat sig på följande sätt:
a) Genom att tillämpa teorin om modern marknadsekonomi för att bemöta teorin om socialistisk marknadsekonomi, vilken i själva verket förordar att utveckla en marknadsekonomi liknande den kapitalistiska marknadsekonomin;
b) Genom ett förnekande av att samhälleligt och privat ägande utgör den grundläggande skillnaden mellan socialism och kapitalism för att därigenom bevisa att privat ägande är förenligt med socialism och utgör en integrerad del i socialismen;
c) Genom att attackera samhälleligt ägande av produktionsmedlen och beskriva det som ”vild och ultravänster-socialism”;
d) Genom att kräva genomförandet av privat ägande utifrån att offentligt ägande strider mot marknadsekonomin;
e) Genom att hävda att samhälleligt ägande inte är målet och att dess dominerande position inte skall förutsättas, detta för att bekämpa det samhälleliga ägandets dominerande ställning och istället kräva fortsatta reduceringar av det samhälleliga ägandet till dess att den allmänna sektorn uppgivits;
f) Genom att föreslå att statlig egendom förvandlas till privat egendom genom aktieägarsystemet och överföring av äganderätten till enskilda personer;
g) Genom att kräva att Kina ”grundläggande” reformerar sin politiska struktur;
h) Genom att kräva upprättandet av boendekommuner baserade på kapitalister för att bli av med proletariatets diktatur som försvarar socialismen och begränsar kapitalismen och därigenom skapa förutsättningar för att ersätta proletariatets diktatur med bourgeoisins;
i) Genom att fullständigt förneka det socialistiska uppbyggets framsteg under de gångna 30 åren sedan Folkrepubliken grundades och de upptäckter som gjordes längs KKP:s socialistiska väg under Mao Zedongs ledning;
k) Genom att betrakta KKP:s 60-åriga historia som en period då ”vänsterism” löpte amok och förorsakade katastrof för Kina;
l) Genom att förneka marxismens teorier om klasskamp och proletariatets diktatur;
m) Genom att förneka den vetenskapliga socialismens teori och betrakta den som traditionell och föråldrad, samt förklara Marx´ vision om det kommunistiska samhället som utopiskt och en illusion;
n) Genom att förespråka anpassning till Västvärlden och Konfucianismen och låta detta ersätta marxismen;
o) Genom att förorda att ”postmodernistisk skolning” och ”masskultur”, dvs vulgärkultur, skall användas för att ”eliminera den ideologiska huvudströmningen”, dvs den marxistiska ideologin;
p) Och genom att attackera fostran av ”en ny typ av osjälvisk människa” genom att kalla det ”utopiskt” och en ”falsk mänsklig strävan” som ”bortser från den sant aktiva människan”.
Dessa borgerliga liberaliseringsförslag har spridits obehindrat under täckmantel av anti-”vänsteristiska” banér. Genom teoretisk begränsning och undertryckande av de fyra huvudprinciperna hotas hela den teoretiska grundvalen för proletariatets diktatur och undergrävs själva fundamentet för vår sak.
I litterärt och konstnärligt arbete märks den borgerliga liberaliseringens uttryck främst i att man avsiktligt skild-rar Kina som fattigt och efterblivet under de senaste 30 åren sedan Folkrepubliken grundades och man spar ingen möda att överdriva tillkortakommanden och misstag som begåtts under de 60 år som gått sedan KKP bildades.
Man beskriver vidare partikadrer och medlemmar som hållt fast vid den socialistiska vägen och de revolutionära massorna som följt partiet som negativa gestalter och vissa som varit den socialistiska revolutionens och den nydemokratiska revolutionens måltavlor som positiva gestalter.
I verk som skall skildra verkligheten har arbetare, bönder, soldater och partiorganisationerna försvunnit. Partikadrerna har istället blivit typexempel på stelbenthet och konservatism som hindrar reformer, medan privata företagare och uppkomlingar har blivit reformernas förridare och tidens hjältar som företrädare alla slags dygder. Samtidigt har audio-visuella produkter från Hongkong, Taiwan och de västkapitalistiska länderna, vilka alla är färgade av borgerliga uppfattningar, värderingar och politiska synsätt, översvämmat kulturmarknaden i Kinas stads- och landsbygdsområden.
Utbredningen av dessa litterära och konstnärliga arbeten har rubbat folkets tilltro till de fyra grundläggande principerna.* Många unga, som inte upplevt historien bibringas av den beskrivning som ges i en del författares verk, den felaktiga uppfattningen att den socialistiska revolutionen och den nydemokratiska revolutionen under KKP:s ledning var historiska misstag.
Genom analys av lärdomarna från ”demokratirörelsen” 1989 känner de borgerligt liberala krafterna i och utanför partiet av stämningarna hemma och i utlandet, och de har utvecklat en ganska övergripande och bestämd uppfattning de senaste två åren.
De anser att det enda kloka och realistiska alternativet för Kina och det enda sättet för KKP för att rädda partiet och nationen är att tona ner det ideologiska innehållet i propagandan och i ideologin, genom att urholka marxismen, steg för steg uppge de fyra grundläggande principerna, omvandla ekonomin till en fri marknadsekonomi grundat på privategendom och ändra politiken till en parlamentariskt demokratiskt flerpartisystem och genom att genomföra en ”fredlig övergång” till kapitalismen genom etappvisa ”reformer”.
Genom samarbete med västerländska kapitalistiska länder och hemliga överenskommelser med fientliga krafter i utlandet, tillämpar de omfattande taktik för att sprida sådana politiska uppfattningar i och utanför partiet.
Under påverkan av den borgerliga liberaliseringstrenden under de senaste tre åren, har en förändring skett i det sociala medvetandet i Kina. Sådant som tidigare ansågs korrekt (och som i vissa fall bevisats vara det) betraktas nu som felaktigt och sådant som tidigare ansågs felaktigt (och som i vissa fall bevisats vara det) betraktas nu som riktigt. Det som nyligen skapats genom den socialistiska revolutionen klassas som föråldrade företeelser, medan pantbanker och auktionsförsäljning, som fanns sedan länge i det gamla samhället betraktas som förnyelser och som resultat av reformerna.
Samtidigt har tydliga förändringar skett i Kinas sociala mönster. Människor som plötsligt blivit rika genom annat än eget arbete, konkurrerar med varandra. De äter, dricker, besöker bordeller och spelhålor och påverkar massorna med detta och tjänar som förebild. Lyxhotell och affärer, nattklubbar, golfbanor, saunas, massagesalonger, och lyxbordeller sprider sig i de ekonomiskt välmående områdena. Pengar är inte längre blott förutsättningen för materiellt välstånd, utan har blivit en måttstock i medierna för att bedöma en persons sociala värde och karriär. Extrem egoism, hedonism och penningdyrkan har blivit livets viktigaste sak och ledstjärna för ett växande antal människor. Att efterapa dekadent västerländskt levnadssätt har blivit ett mode. Spekulanter har blivit föremål för allmän respekt. Affärer, hotell och förlustelsecentra tävlar med varandra om att använda ”VIP”, ”magnat”, ”mogul”, direktörs-” eller ”kejserlig” i sina namn (affärernas namn verkar vara måttet på deras sociala status).
Inkomster intjänade genom hårt arbete betraktas inte längre som mönster i livet och att tjäna pengar på spekulation har blivit idealet för ett växande antal människor.
Många människor hånar osjälviskhet. En arbetare från Shanghai sa: ”Se jag har vaknat upp. Ärlighet leder inte till rikedom. Jag måste ändra mitt levnadssätt, utplåna mitt gamla tänkande och börja med affärer.”
Förr ansåg människorna att det var ärofyllt att ”arbeta i en fabrik eller på landet, på det ställe som fäderneslandet behövde en mest”, men nu vill de arbeta på företag, i utlandet och på ställen där man kan tjäna pengar. ”Partimedlemmar är mycket ansvarsfulla” har ersatts med ”där okunnighet är en välsignelse, är det korkat att vara klok” och ”att inte tveka att offra sitt liv” har ersatts med ”varför inte leva livet”.
Spekulation i aktier och fastigheter, handel med falska fakturor, pornografi, att producera och sälja svarta varor och smuggling har blivit massföreteelser på en del håll. På senare tid har Kina erövrat ”världsmästartiteln” vad gäller övergrepp på kvinnor och barn, överfall och flygplanskapningar.
Med tillströmningen av kultur från Hongkong, Taiwan och västerlandet har beundran för allt utländskt och längtan till den kapitalistiska världen blivit betraktat som eftersträvansvärt inte bara av några ovetande ungdomar, men också av intellektuella och av kader i partiet och i förvaltningen. Att lära sig tala med Kanton-dialekt, tävla med varandra om ”lyckonummer” och anse att ha skjortor och kepsar med stjärnbanéret som mönster är det enda rätta, utgör yttre tecken på denna inställning.
Det är troligt att, när en sammanstötning uppstår mellan Kina och Förenta Staterna eller andra länder, kan vi knappast förvänta oss att människor med en sådan inställning kommer att stödja regeringen och försvara fäderneslandet. Tvärtom, det är troligt att de kommer att förråda fäderneslandet och direkt hota Kinas säkerhet.
De nämnda förändringarna i social medvetenhet är inte bara återspeglingar av inslag i den nuvarande sociala verkligheten, utan kommer också att få en negativ påverkan på Kinas sociala vara.
4. Förändringar i det styrande partiets situation.
1. Försvagandet av partiorganisationerna. Tidigare var partiorganisationerna likt knutna nävar och kämpande bastioner. De kunde inte bara snabbt och omfattande hålla sig informerade om förhållandena för partimedlemmarna och massorna kring dessa, de kunde också utföra ett korrekt ideologiskt arbete bland medlemmarna och massorna. De kunde följaktligen tjäna som ledande kraft i varje lokal enhet och effektivt omsätta partiets principer, politik och strategiska och taktiska beslut.
Numera saknar många partiorganisationer förmågan att få och uppmuntra partimedlemmar att rapportera om sig själva och människor kring dem, och partimedlemmarna själva förmår inte heller att rapportera sina egna uppfattningar till partiorganisationen. Även om de känner till vissa saker om människor kring dem, rapporterar de inte detta till partiorganisationen.
En del ”gräsrots”-organisationer har i själva verket blivit ”döva” och ”blinda”, oförmögna att veta någonting eller spela någon roll. Det faktum att under 1989 års ”oroligheter” vissa problem, som tidigare skulle behandlats direkt och lösts av partiorganisationerna, i stället tvingades behandlas och lösas av den offentliga och statliga säkerhetstjänsten, var just ett resultat av partiorganisationernas försvagning.
Partiorganisationernas försvagning är som benskörhet. Den försvagar på ett kännbart sätt partiets stridsförmåga och gör det omöjligt för partiet att leda folket på ett kraftfull sätt.
Som följd av den kollektiva ekonomins sönderfall och av böndernas flykt i en del områden har många partiavdelningar sjunkit ned i passivitet, liknöjdhet och blivit paralyserade. Ett mindre antal partiorganisationer på landsbygden kontrolleras av religiösa och andra onda krafter. Detta förhållande utgör en fara för stabiliteten på landsbygden och hotar själva basen för partiarbetet i landsbygdsområdena.
2. Förändringar i det ideologiska tänkandet hos en del partimedlemmar. I skuggan av uppgivandet av plan-ekonomin, det partiella återupprättandet av privatägande och sammanbrottet för Östeuropas och Sovjetunionens socialistiska system, har avgörande förändringar inträtt i vissa partimedlemmars tänkande, under inflytande av det felaktiga förslaget om att ”modernisera tänkandet” (en uppmaning som kommer från Li Wei vid Beijings universitets ekonomiska institut, framfört på Beijing-TV:s ”Kvällssamtal”).
Enligt deras uppfattning har socialismen misslyckats, den socialistiska vägen är en återvändsgränd, kommunismen är en fantasiprodukt och marxismen-leninismen-MaoZedongtänkandet tillhör det förgångna. En del collegelärare och elever i Shanghai anser att ”Medlemmarna i kommunistpartiet talar idag mindre om ideal och partiets ideologi och mera om pengar”. En del partimedlemmar försvarar till och med fredlig evolution och kräver privatisering.
Vissa partimedlemmar utnyttjar det ”manöverutrymme” som finns utanför partiet. Andra begagnar sig av de förmåner som fortfarande finns inom partiet och arbetar ivrigt för att deras barn och de själva ska bli en del av den nya borgerligheten och de nyrika. Om dessa ideologiska förändringar sprider sig i partiet, är det föga troligt att merparten av partiets medlemmar skulle komma att föra en modig kamp till försvar för partiet, om händelser liknande ”augustiincidenten” i Sovjetunionen skulle inträffa. I ett sådant läge kommer partiets 50 miljoner medlemmar inte att ha någon roll längre. Dessutom kommer de partimedlemmar som så genomgripande ändrat sin världsåskådning troligen att lämna partiet, vända sig mot sina egna och bli en fanatisk anti-kommunistisk förtrupp, så som har skett inom Sovjetunionens kommunistiska parti.
3. Förändringar i partiets förhållande till arbetar- och bondemassorna. Med återinförandet av privatiserad ekonomi har klyftan mellan rika och fattiga vuxit och motsättningarna fördjupats. I februari 1994 ägdes 80% av bankplacerat sparkapital, vilket motsvarade 1,300 miljarder yuan, av 2% av alla sparare. Enligt en undersökning gjord av Kinas fackföreningsfederation 1993, var den genomsnittliga månadsinkomsten för de fem procent med lägst inkomst, omfattande ca 20 miljoner människor 62,19 yuan, samtidigt som månatliga utgifter uppgick till 67,50 yuan.
Och enligt en undersökning gjord av KKP:s propagandaavdelning i Jiangxi-provinsen, ansåg mer än 60 procent av arbetarna att arbetarklassens ställning som ledande klass inte förverkligats, och 32,6% ansåg att arbetarklassens ställning försämrats. En reporter i Xinhua skrev: ”Industriarbetarna som alltid betraktats som ’herrar’ upplever det som om de övergivits. En kvinnlig arbetare förklarade att vi arbetar hårt hela året men vår lön är lägre än vad en självutnämnd affärsman tjänar på två dagars arbete. Det är oerhört orättvist.”
Första halvåret 1994 var det 225 strejker i hela landet omfattande 37900 personer. Däri ingår 71 strejker vid statliga företag och 82 vid utländskt ägda. Över 4000 fall där människor kollektivt vädjat till högre rätt för att få hjälp.
Under gruvarbetarnas demonstration i februari 1993 i Jinzhushangruvorna i Hunan restes parollen ”Vi vill äta och vi vill leva.” Konflikter mellan anställda och ledning har ägt rum i en del utländskt ägda företag. Det är svårt att fullständigt undvika fattigdom för vissa arbetare och sådana konflikter i nuvarande läge. Men problemet nu är partiets inställning till konflikterna.
En brittisk reporter skrev att när konflikter uppträder mellan kinesiska arbetare och utländska direktörer ”verkar fackföreningarna förhindrade att utföra sina uppdrag, därför att de riskerar då att skrämma iväg tänkbara investerare”.
Den taiwanesiska verkställande direktören vid Yuenzu-företaget i Shanghai attackerade och vräkte öppet förolämpningar mot kommunistpartiet. Trots detta gav ansvarigt departement i Shanghais Hongkou-distrikt efter för honom om och om igen, och hindrade företagets arbetare, tjänstemän och partimedlemmar att anmäla honom till högre myndigheter, och tvingade de arbetare och tjänstemän som vädjat till kinesiska Arbetsdomstolen för avgörande, att dra tillbaka sin begäran.
På landsbygden var årsgenomsnittsinkomsten 1991 för 9,4 procent av bondehushållen i landet under 300 yuan och den årliga inkomsten för 20 miljoner människor understeg 150 yuan. En bonde i Renshou i Sichuan-provinsen sa: ”Kommunistpartiet älskar rika snarare än fattiga människor numera.” Eller som franska tidningen Le Figaro skrev: ”De kinesiska böndernas missnöje är explosivt och kan krevera när som helst.”
Arbetarklassen och fattigbönderna är besvikna på kommunistpartiet som följd av deras försämrade situation ekonomiskt, socialt och politiskt. En stor andel arbetare och fattigbönder upplever att partiet företräder de välutbildades, de driftigas och de besuttnas intressen snarare än deras egna intressen och det leder till att de drar sig bort från partiet.
Om inte kommunistpartiet vidtar åtgärder för att förbättra relationerna med arbetarklassen och fattigbönderna kommer det att bli mycket svårt för partiet att återvinna deras stöd. Faran är att avståndet mellan partiet och arbetarklassen och fattigbönderna leder till att partiet lämnas hjälplöst och isolerat vid kritiska stunder såsom hände med Sovjetunionens kommunistiska parti vid ”händelsen i augusti 1991”.
4. Korruptionen hos viss kader i partiet och i regeringen. Under de senaste tolv åren har korruptionen i Kina nått två nya nivåer.
Före 1970-talet var korruption fortfarande på nivån att erbjuda cigaretter och vin eller att ”komma in bakvägen” när det gällde att få tjänst i armén, att anställa arbetare eller få studieplats, eller att bli förflyttad från ett arbete till ett annat. I ansträngningarna för att få pengar, råmaterial eller halvfärdiga varor, energi, tillgång till transporter och marknader utöver budgeten, tillämpades en praxis av statsråd och statliga företag, liksom av de privatägda företagen, med ”pengar inslagna i röda paket” och ”dubbelbetalningar” vilka drev upp korruptionen till en ny nivå.
Och sedan början av 1990-talet, vägledda av idéer om att ”inte bry sig om det är kapitalistiskt eller socialistiskt” och att ”värdera allt i pengar”, så har mutor, förskingringar, korruption, utpressning, smuggling, tillverkning av piratkopior, pornografi och prostitution ökat kraftigt och fört korruptionen till ännu en högre nivå. Nästan alla förskräckliga företeelser från det gamla samhället, före Folkrepublikens grundande, har åter väckts till liv och ingen partikader kan sägas vara fullsträndigt vaccinerad mot varje sådant fenomen.
Enbart mellan september och november 1993 undersökte och behandlade rättsliga instanser över hela landet 6790 större mut- och korruptionsfall, som vart och ett omfattade mer än 10000 yuan, 2,1 gånger fler jämfört med samma period året före. Vidare 1748 större förskingringsfall av allmänna medel, omfattande 50000 yuan eller mer, 2,7 gånger fler än samma period året före. 715 högre partikadrer dömdes för ekonomiska brott, 6,8 gånger fler än samma period 1992, bla 61 stycken från provinsministerierna, 11 gånger fler än 1992.
Mellan september och december 1993 behandlades ekonomisk brottslighet vid domstolarna omfattande 13110 personer, en ökning med 25,67% jämfört med 1992. När ekonomisk brottslighet och fall av korruption avslöjas, håller ofta de ansvariga varandra om ryggen.
Under förevändning att reformpolitiken och öppenheten måste skyddas, utdömer de rättsliga instanserna ofta lindriga straff för allvarliga brott. Till exempel utdömdes nyligen i Jiangxi-provinsen milda domar i samtliga fall för åtskilliga dussintal partikadrer skyldiga till ekonomisk brottslighet. De fick antingen villkorliga domar eller böter. Och även åt ett par som fick fängelsedomar ordnades läkarintyg som gjorde att de släpptes mot borgen. Även om partiets centralkommitté och regeringen upprepade gånger utfärdat förbud mot korruption och utformat disciplinregler, har inget effektivt sätt att komma till rätta med det kunnat åstadkommas.
Ursprungligen orsakades eller möjliggjordes korruptionen av vissa kommunister av bourgeoisin (som Wan Runman påpekade). Eftersom syftet med kommunistpartiet står i diametral motsättning till bourgeoisins intressen, litar fortfarande inte borgarklassen på det, även om en del kommunister degenererat i den riktning som borgarna vill, utan den önskar fortfarande att i grunden störta partiet.
Under ”1989 års incidenter” sporrade bourgeoisin massorna att slå mot partiet under förevändning att ”bekämpa korruptionen”. Korruptionen har således inte bara lett till att partiet avskiljt sig från och ställt sig i motsättning till arbetarklassen och de breda massorna, utan att bourgeoisin också fått en förevändning att attackera kommunistpartiet och att angripa det på alla fronter.
5. Förändringar i den politiska kvaliteten hos de styrande instanserna i partiet och i förvaltningen. Utvecklingen som beskrivits ovan visar att det kommande årtiondet omöjligen kan bli utan politiska konflikter och att det troligtvis kommer att kännetecknas av att borgarklassen i Kina och utomlands kommer att starta en avgörande offensiv mot vårt parti och mot proletariatets diktatur. Ekonomisk utveckling kan i sig inte på ett smidigt sätt eliminera eller förhindra politisk oro. Förhållandena i framtiden kommer att ställa högre krav än i nuläget på politisk kvalité och ledarskapsförmåga. Det gäller såväl de styrande parti- som regeringsorganen på alla nivåer.
Under perioden omedelbart efter partiets och republikens grundande hade vi ett litet antal intellektuella som blev yrkesrevolutionärer och som hade en hög skolning i marxistisk teori, erfarenhet av politisk kamp och av att ge politisk ledning. Vi hade också ett stort antal kader arbetare, bönder och soldater som hade en fast proletär ståndpunkt och var mycket kunniga i praktiska och politiska frågor. Eftersom de styrande kadrerna på alla nivåer i partiet, i regeringen, i armén bestod av sådana personer, klarade de på ett fantastiskt sätt av situationen som den var då och säkrade grundandet av Folkrepubliken, genomförandet av den socialistiska omvandlingen och att konsolidera det socialistiska systemet.
Efter det att reformpolitiken påbörjades för cirka tolv år sedan och efter upprepade förändringar i de ledande organen på alla nivåer, har den kulturella och specialiserade kunskapen inom de ledande organen i det styrande partiet och regering höjts avsevärt och deras förmåga att leda den ekonomiska verksamheten har också ökat. Detta är i samklang med den centrala uppgiften som vårt parti och vår stat har just nu.
Emellertid har förmågan till övergripande politiskt ledarskap försvagats något. De senaste åren har de styrande skikten i partiet och i förvaltningen på alla nivåer varit sysselsatta med speciella uppgifter, såsom att få fram och fördela investeringar i landet, starta projekt, godkänna marktilldelning, utföra stadsbyggnadsprojekt, administrera utvecklingszoner, förhandla med utländska affärsmän och delta i bjudningar med dem, resa utomlands och delta i invigningsceremonier.
Men de har fått alltför liten tid till eftertanke och blivit ovetande om många saker, såsom klassernas sociala villkor, om stämningarna bland de fattiga och om sociala motsättningar.
Vid urvalet av ledande kadrer från intellektuella, finns det en ensidig uppfattning om specialisering. Följaktligen har många av dem som kommit med i de lokala ledande organen studerat vetenskap, ingenjörskonst, medicin eller farmakologi, men få har studerat humaniora, och än färre har specialiserat sig på den marxistiska teorins grunder. Det sägs att 80 procent av studenterna vid centrala partiskolans, som avlagt en högskoleexamen eller högre har gjort det i vetenskap, som ingenjör, medicinare eller farmakolog. Det förhållandet motsvarar i stort mönstret på yrkeskunskaperna hos ledande parti- och regeringsorgan på provins- och stadsnivå.
Vi har även intellektuella kadrer som är utbildade i den marxistiska teorins grunder. Men de flesta av dem arbetar på partiskolor, på högskolor eller på institutioner för samhällsforskning och få av dem har integrerats in i det lokala styret på olika nivåer.
Eftersom ”kunskap om ekonomi och arbetsledning” har betonats vid val av ledande kader under de senaste tre åren, har de marxistiskt skolade inte kommit ifråga. I vissa ledares och i vissa departements ögon är det som om endast naturvetenskap, teknik, medicin, farmakologi, internationell handel, bankväsende och juridik skall betraktas som specialistkunskaper, medan marxistisk filosofi, marxistisk ekonomi, den vetenskapliga socialismen, den internationella kommunistiska rörelsens historia och KKP:s historia inte betraktas som sådan.
Det är som om partiets och regeringens ledande organ på alla nivåer endast behöver dem som är specialister i naturvetenskap, teknik, medicin och farmakologi, snarare än dem som är specialiserade i marxistiska teorins grunder; att de anser sig endast behöva experter i ekonomi och administrativ arbetsledning snarare än i politisk ledarskap.
Många ledande kadrer (inklusive de på provins-, ministernivå eller högre) har studerat på partiskolorna men de kan bara tänka klart och logiskt när de talar konkret om affärer och de blir svamlande och till och med handfallna när samtalet kommer in på marxistisk teori. Vissa av dem betraktar på ett felaktigt sätt västerländska marxistiska begrepp och till och med borgerligt liberala begrepp som marxistiska och bekänner sig till dem.
Om ett sådant tillstånd får fotfäste och utbreder sig, kommer det att bli svårt att vidmakthålla det marxistiska särmärket för vårt parti.
De lokala ledningarna i partiet och i statsapparaten skiljer sig från de specialiserade departementen. Förutom att arbeta med frågor gällande det ekonomiska uppbygget, måste de också engagera sig i en mängd politiska frågor.
På grund av de beskrivna omständigheterna, kan partiets och regeringens lokala ledande organ fortfarande kanske klara situationen under perioder av politisk stabilitet, men de kommer knappast att klara det i perioder av politisk turbulens. Som läget nu är i de lokala parti- och regeringsorganen, motsvarar det inte den politiska situationens krav under det kommande decenniet.
KKP är ett politiskt parti, inte en massorganisation av annat slag.
Enligt marxismen handlar politik framförallt om att behandla förhållanden mellan klasser, grupper och människor. Om vårt parti inte förstår eller behandlar klasser, klassmotsättningar och klasskamp på ett korrekt sätt, kommer vi inte kunna behålla statsmakten. Om vi förlorar statsmakten, kommer vi inte kunna leda den ekonomiska verksamheten i samhället och oförmögna att fortsätta att ha det ekonomiska uppbygget som partiets centrala uppgift. Därför är det nödvändigt att ändra på det förhållande, där partiets och regeringens politiska ledarförmåga på alla nivåer försämras.
Förutom att ägna mer uppmärksamhet åt och påskynda studier i politiska frågor, måste vi därför öka andelen personer som är skolade i den marxistiska teorins grunder och i politik i de ledande organen.
Det är begripligt att, på grund av felaktig vägledning från vissa ledare, har ett visst mönster uppstått på sina håll och i vissa enheter, som går ut på att avskilja och attackera kamrater som kraftigt motsätter sig kaos och oroligheter och som aktivt verkar för att avslöja och utplåna sådana aktioner.
Istället uppmuntras och utnämns de till viktiga positioner som sympatiserade med ”1989 års prodemokratiska rörelse” och som stöder den borgerliga liberaliseringen. Denna utveckling har inspirerat många som deltog i den ”prodemokratiska rörelsen” 1989 att inte ändra sin uppfattning, och att hålla fast vid den borgerliga liberaliseringen. Dessa människor dyrkar illusionen att förlita sig på sk ”inomstrukturella” krafter för att få domen över 1989 års ”prodemokratiska rörelse” ändrad.
De kamrater, å andra sidan, som valde att kämpa i främsta linjen när Folkrepubliken var i djupaste fara vid den tiden, känner sig missmodiga. Om det uppstår en liknande kampsituation i framtiden, kommer förmodligen en del av dem att tveka att träda fram och de kommer inte att vara lika beslutsamma att lika djärvt rycka framåt som tidigare. Ett sådant förhållande är extremt ogynnsamt för partiet och statens säkerhet.
Det antas att de kommande två åren kommer fientliga krafter här hemma och utomlands troligen att driva omprövning av domen över ”den prodemokratiska rörelsen” 1989 som en spjutspetsfråga i attackerna mot KKP:s ledande roll och mot proletariatets diktatur.
Endast genom att slå tillbaka denna attack kan den tred-je generationens ledarkollektiv i partiet sägas ha klarat testet och betraktas som att den erövrat en fast position och därmed befinner sig i ett läge att tala om framtiden.
Om de ovan nämnda förhållandena inte korrigeras med början omedelbart, kommer antalet människor som vågar stå vid partiets och regeringens sida förmodligen att minska, medan de som bekämpar KKP och regeringen, liksom de som håller sig neutrala för att skydda sig själva, kommer att öka i antal.
När en politisk storm verkligen blåser upp, och vi befinner oss i en sådan ogynnsam situation, kan det vara för sent att ändra på den.
* * *
* De fyra sk grundläggande principerna är:
1. Håll fast vid den socialistiska vägen
2. Upprätthåll proletariatets diktatur
3. Upprätthåll kommunistpartiets ledarskap
4. Upprätthåll marxismen-leninismen-mao zedongtänkandet
(De presenterades ursprungligen av Deng Xiaoping 1979, när maktkampen fortfarande rasade i partiet och syftade till att framställa Deng som försvarare av det socialistiska uppbygget och för att dölja det faktiska klassinnehållet i den ekonomiska politiken, ”de fyra moderniseringarna” som han samtidigt förespråkade. Vid olika kristillfällen, som efter Tien An Min 1989, har Deng och andra ledare sedan upprepat sin trohet till dessa fyra principer, samtidigt som den konkreta politiken stått i direkt motsättning till dem. Klasskampens anm)
(Oversat fra fransk og engelsk tekst af Sri Nimpuno, Teddy John Frank og INTERPRES )
(C) 2007 Kommunistiska Partiet
Direkte samtaler mellem DFR KOREA og USA
Tohåndsamtaler mellem de Forenede Stater og den
Demokratiske Folke-Republik DFR Korea er indledt i New York
6.mar 2007
Mere end 50 år efter Korea-krigen har DFR Korea og USA nu indledt historiske forhandlinger i New York.
med formålet at nedlægge det koreanske atomvåbenprogram.
Ifølget en overenskomst den 13 februar skal koreanerne lukke atomanlægget Yongbyon i løbet af 60 dage og tillade atominspektører fra FN at undersøge anlægget. Til gengæld får koreanerne 50.000 tons fyringsolie.
Analytikere anser at samtalerne er et gennembrud efter 50 års fjendtskab. USA indledte en aggressionskrig mod koreanske styrker i 1950. Krigen varede tre år og kostede flere millioner koranere livet inden der blev oindgået en våbenhvile i 1953 . Men USA har nægtet at indgå en fredsaftale med DFR Korea. Krigen er derfor formelt ikke afsluttet.
I en leder i hojreliberake JP ,7.mars Nordkoreansk afdrag
NORDKOREAS BETINGELSE om direkte forhandlinger med USA som en forudsætning for at opgive atomprogrammet bliver nu opfyldt. De begyndte i går i Washington, og de må betegnes som et gennembrud i den langvarige konfrontation.
Det er kun tre uger siden, at Nordkorea lovede at standse sit atomprogram, der kulminerede med atomprøvesprængningen i oktober sidste år.
Den var ikke uventet, og den har utvivlsomt været stærkt medvirkende til, at den amerikanske regering har ændret sin strategi og besluttet at finde en løsning i Nordkorea-spørgsmålet, så den kan koncentrere sig fuldt ud om Iran.
Den er baggrunden for, at USA efter hidtil kategorisk at have afvist at belønne Nordkorea for at indgå en aftale, vendte på en tallerken og pludselig er villig til både at standse den økonomiske blokade og at yde Nordkorea endda omfattende hjælp.
At den økonomiske hjælp er både velkommen og hårdt tiltrængt i Nordkorea er en kendsgerning. Men endnu mere betydningsfuldt har det været for styret i Pyongyang at få den anerkendelse, der ligger i de direkte forhandlinger med USA.
Det har allerede en gang tidligere været ved at lykkes. I Bill Clintons præsidenttid underskrev USA og Nordkorea i 1994 en aftale, som minder stærkt om den aftale, der nu er ved at blive realiseret. En løsning var i støbeskeen, da George Bush blev præsident.
Men han og hans regering lagde ikke skjul på deres foragt for Clintons bløde holdning til Nordkorea og sendte med stemplingen af Nordkorea som en del af ondskabens akse i 2002 Clintons forarbejde direkte i papirkurven.
Nu begynder det bogstaveligt talt forfra. Hvis det går som forventet, vil Nordkorea efter 50 års fjendskab med USA ikke blot blive slettet fra listen over slyngelstater, men få normale diplomatiske forbindelser med USA.
Om det denne gang er USA, der med sin ændrede holdning søger at vinde tid, ligesom Nordkorea har gjort det i årtier, står tilbage at få afklaret. Men mere sandsynligt er det, at Bush-regeringen har erkendt, at den ingen vegne kommer med blokader, restriktioner og trusler.
Nordkorea skal om mindre end to måneder med lukningen af atomværket i Yongbyong betale første afdrag for aftalen med USA. Falder det til tiden, er det et løfterigt udsagn om, at den koreanske halvø 54 år efter Koreakrigen er på vej mod normale tilstande.
Apartheid-staten Israel: Zionisme er jødisk nationalsocialisme
Dec. 2006 *
Debatindlæg i Ordfront Magasin
I Ordfront Magasin nr 10/2006 skrev Eli Göndör et indlæg under overskriften “Zionismen — sådan fungere den, en eksposé over en bevægelse som lykkedes og mislykkedes”. Mellemøsten-debatøren Lasse Wilhelmson har et anden billede af zionismen.
Zionismens parole “et land uden folk til et folk uden land” har vejledt den judiska koloniseringen av Palestina sedan drygt hundra år. Förverkligandet av en “Judisk stat” – sionismens mål – förutsätter kraftig judisk befolkningsmajoritet och etnisk rensning av de som från början bodde där. Israel är därför i grunden en rasistisk statskonstruktion. Judisk överhöghet säkerställs genom ett apartheidsystem som är integrerat i lagar, administrativa bestämmelser och religiösa påbud. Än i dag saknar Israel en författning och fastslagna gränser, i linje med sionismens krav på ytterligare expansion.
En grundlag från 1985 och Party Law från 1992 accepterar inget parti som i sitt program öppet motsätter sig “staten Israels existens som det judiska
folkets stat”. Israel är således inte ens en demokrati för judar. Lagen om återvändande ger judar utanför Israel rätt att invandra och bli israeliska medborgare, medan fördrivna palestinier förvägras detta i strid mot internationell rätt. Denna lag är en grundläggande nationell apartheidlag och gör alla judar till palestiniernas potentiella fiender.
Israeliska ID-kort anger inte “israel” som nationalitet, utan “jude”, “arab” och så vidare. Icke-judiska medborgare kan inte gifta sig med judar i Israel, eller nyttja nationell mark. Många arabiska byar i Israel har inte legal status som bosättningsorter och saknar därmed tillgång till allmän service som energi och vatten. Arabiska israeler får inte göra värnplikt (med få undantag), vilket medför diskriminering avseende sociala förmåner, studier med mera.
Av ursprungliga Palestina återstår nu 10 procent – som är ockuperat – resten är stulet. Allt palestinskt liv stryps, nu även med hjälp av det så kallade världssamfundets ekonomiska utsvältning av palestinierna. Detta är en folkmordspolitik enligt FN:s folkmordskonvention, då den syftar till att skapa levnadsförhållanden som hotar att helt eller delvis förgöra den palestinska befolkningen.
Israel bryter ständigt mot folkrätten och ingen annan stat har ignorerat så många FN-resolutioner. Israel är en militär stormakt med kärnvapen. Det senaste angreppet på Libanon, samt hot att atombomba Iran, understryker Israels ambitioner att destabilisera och förstöra sin omgivning. Tidigare angrepp på Egypten och Libanon inte att förglömma.
Koloniseringen av Palestina fortsætter på Vestbanken (Gaza er forvandlet til en ghetto). Allt enligt den plan som Theodor Hertzl presenterade i sin bok “Den jødiske stat” (1896), som antogs på den första sionistiska kongressen 1897. Viktiga utgångspunkter är här att assimilering av judar inte hjälper mot antisemitism. Den jødiske “race” ses som et folk med ret til en egen stat i Palæstina, hvor bjerget Zion findes. Målet er et socialistisk Utopia – en modelstat.
Grunden for zionismen udformedes dog tidligare af Moses Hess, også kendt som “kommunistrabbineren”. Han var en av Tysklands førsta betydande socialister, tillika Karl Marx mentor in i socialismen. Han anses av sionister som den förste sionisten och skrev “Rom och Jerusalem” (1862), som Hertzl senare hänvisade till som den bok som säger allt som är värt att säga om sionismen. I den betonar Hess den judiska “rasen”, dess överlägsenhet och utvaldhet, samt judisk religion som den bästa garanten för den judiska nationaliteten.
Det sionistiska projektet utvecklades av marxisten Ber Borochov, med “territoriell koncentration” som en lösning på den judiska frågan. Han grundade Poale Zion, det marxistiska sionistpartiet, som stödde ryska revolutionen 1917. En av dess medlemmar var David Ben Gurion – Israels landsfader – som kom till Palestina i början på 1900-talet. Ben Gurion såg sig som bolsjevik och var för proletariatets diktatur i alla länder utom i Palestina, där han i stället tillämpade sionismens diktatur.
Poale Zion splittrades och den socialdemokratiska grenen med Ben Gurion som ledare var länge tongivande inom sionismen. Koloniseringen skedde i socialismens och den upplysta västerländska kulturens namn, stegvis och genom uppehållande förhandlingar med palestinierna. Bildandet av den judiska staten skulle vänta. Först skulle man bygga en slagkraftig armé (Hagana), som klarade av att fördriva palestinier, samt skapa och försvara en kraftig judisk majoritet på största möjliga del av Palestina. Denna strategi blev som vi sett mycket framgångsrik, liksom Oslo-avtalet långt senare, efter vilket en dryg fördubbling av de judiska bosättningarna på Västbanken skett.
En minoritetslinje inom sionismen, företrädd av Zeév Jabotinsky, ville gå till omedelbar handling. Han bildade 1925 ett sionistiskt revisionistparti, som förespråkade ett Storisrael, som utöver hela Palestina omfattar Transjordanien, delar av Libanon och Syrien fram till floden Eufrat. I artikeln “The Iron Wall” (1937), slår han fast att alla infödda folk – även palestinierna – är emot kolonialister, vilka därför med kraft måste visa att allt motstånd är lönlöst.
Medan Ben Gurion hade sina sympatier hos marxismen och senare hos socialdemokratin, hade Jabotinsky sina hos Mussolinis fascism. Han grundade den judiska terrorligan Irgun, som utförde de värsta illdåden vid fördrivningen av Palestinierna. Utbrytargruppen Sternligan mördade 1948 Folke Bernadotte, FN-sändebud och medlare. Terrorligornas båda ledare Menachem Begin och Yitzhak Shamir blev sedermera premiärministrar i Israel. Iron Wall-politiken fullföljdes av Israels förre premiärminister Sharon och nu av hans efterträdare Olmert, med större militär kraft än tidigare. Det är samma politik som Begin och Shamir representerade. Det var dock de socialdemokratiskt ledda regeringarna som genomförde den omfattande utbyggnaden av judiska bosättningar på Västbanken och Gaza – den nationalsocialistiska “vänster” som Sharon ursprungligen tillhörde.
De östeuropeiska judiska marxisterna präglade koloniseringen av Palestina under första hälften av 1900-talet. Den genomfördes med kollektivjordbruk – kibbutzer – som spjutspets. Dessa var direktdemokratiska, socialistiska experimentsamhällen, oftast sekulära. Inga pengar användes och kollektiv barnuppfostran var länge legio. Endast judar tilläts vara medlemmar. De sålunda rasistiska kibbutzerna spelade en viktig militär roll i erövrandet och försvaret av marken. Dagens bosättningar på Västbanken och Golanhöjderna har samma funktion men är ortodoxt nationalreligiösa.
Efter 1967 har det religiösa inflytandet ökat och det är knappast länge meningsfullt att prata om höger och vänster i Israels politik. De religiösa motiven i sionismen har dock alltid varit viktiga. Numera är politik och religion sammansmälta i Israel.
Moses Hess sammanförde ras, folk, nation och utvaldhet, till en nationell socialism i kolonial tappning. Den kom att betecknas som Sionismen. Senare skapades den tyska nationalsocialismen med samma beståndsdelar.
“Jag tror, likson Hitler, på idén om blodets makt.”
Så skriver Chaim Nachman Bialik i “The Present Hour” (1934). Han betraktas som Israels nationalskald.
De judiska församlingarna och de judiska intresseorganisationerna utanför Israel är idag dominerade av zionismen. Deras stöd till den “Judiska staten” är en förutsättning för dennas fortsatta existens, men är stick i stäv med de demokratiska fri- och rättigheter de önskar åtnjuta i de länder de själva lever. Med denna dubbelmoral skapar de själva ett ökat judehat i världen. Det bör här påpekas att en tvåstatslösning av Oslo-modell, med bibehållen “Judisk stat”, innebär en pervertering av folkrätten, då den legaliserar markstöld och etnisk rensning.
Sionismens apartheidstat bör omvandlas till en demokrati med lika rättigheter för alla medborgare oavsett etnisk och religiös tillhörighet. De fördrivna palestinierna måste få komma hem. Då försvinner grunden för ockupationen av Västbanken och Golanhöjderna, samt Muren. En sådan “sydafrikansk” lösning gör det också möjligt för kolonisatörerna att få stanna kvar. I Algeriet fick kolonisatörerna till slut lämna landet, då deras allierade i västvärlden alltför länge motverkade en sådan lösning. Detta borde mana till eftertanke när det gäller Israel/Palestina.
Skrev Lasse Wilhelmson – som kalder sig Mellemøst-debatør.
Fhv. Byrådsmedlem i Täby gennem 23 år.
Boede i Israel nogle år i begyndelsen af 1960`erne .
Kopieret fra www.fib.se 2006-12-04
Befrielsen: Dagbog kaster nyt lys på den revanchistiske “voldtægtsmyte”
14.jan. 2007 *
Dagbog rejser tvivl om den tysk-revanchistiske “voldtægtsmyte”
Vladimir Gelfands “Tysk dagbok 1945-46″ er på mange måder en speciel bog. Det er en usædvanlig øjenvidnesskildring af den Røde Hærs befrielse af Polen og de østlige dele af Tyskland. Eftersom det var forbudt i den Røde Hær at føre dagbog – af hensyn til sikkerheden formodentlig – så har læserne allerede af denne årsag anledning til at være taknemmelig mod forfatteren :den ukrainske løjtnant Vladimir Gelfand som så flittigt brød mod dette forbud.
Gelfand som bara var 21 år under de forbittrede kampe om overgangen ved Oder-floden, hvor han åbenbart viste heltemod, kom til Berlin fast besluttet om at komme til at opleve noget nyt, få lejlighed til at møde mennesker, lære sig tysk – og ikke mindst at nyde kvindeligt selskab. Han var træt af krigen, som havde været hans hverdag i tre år, og hjerteligt træt på översittare og gaphalsar blandt officererne, som hele tiden toppred honom.
Det ser ud som om at Helfand var noget af en hakkekylling, hans dagdrømmende og flittige skrivende var ikke lige underholdende for alle samt at han var fager, intelligent og havde kvindetække väckte naturligtvis de sämre lottades avund. På nogle steder i bogen antyder han at der fandtes officerer i Røde Hæren som også så ned på ham på bagrund af hans jødiske familiebaggrund.
“…hvor mange strabadser, hvor meget spot og spe, hvilken frökhed har jeg ikke måttet tåle under krigen, fordi mit efternavn er Gelfand; fordi jeg fødtes i en jødisk familie og fordi at jeg selv – er jøde”, betroede han sig til faderen i et brev.
For Gelfand var sådanne fænomener kun de sørgelige rester af det gamle samfund.
“Med årene (årtierne, ikke før) vil de nationale modsætninger forsvinde, mistilliden mellem mennesker som frambragts av motsättningarna att försvinna likt en bedövning och livet kommer att bli lättare. Men så länge negrer lynchas under detta århundrade (ty detta avskyvärda och grymma bruk har inte försvunnit från jorden) måste man vara redo att ärligt och värdigt möta och bekämpa människors bittra bedrägeri, att med sina sista krafter strida mot det i mänsklighetens och livets namn. Så har jag beslutat inför framtiden.”
Rätt ofta förlorar sig Helfand i trivialiteter men man kan inte frånkänna honom en viss litterär begåvning. Att föra en så intensiv dagbok (som dock inte täcker krigshandlingarna, då han var förhindrad att skriva) är redan det en bragd. Skildringen av hur en ung man förlorar sin oskuld, upptäcker att han inte är impotent och under ett år av intensivt arbete och umgänge blir man är utlämnande ärlig.
Mer tröttsamma är alla litanior om de orättvisor och den förnedrande behandling han anser sig utsatt för från andra sovjetmilitärer. Och fastän Gelfand är övertygad anhängare av sovjetsystemet och partimedlem saknade han blick för de stora skeendena, snarare var han en rätt självupptagen och fåfäng ung man.
Hans hett bultande hjärta ideligen stötte på besvikelser bland både de ryska kvinnor som medföljde förbanden (och som delvis oförtjänt fick dåligt rykte som “regementsmadrasser”) och tyskor han träffade på stan. Tyskorna fann han ofta vulgära och de flickor som inte bara “grep honom i k-n” men også i hjertet, viste sig snart trolösa eller ointresserade.
“Vad gäller Gelfands möten med kvinnor är det särskilt anmärkningsvärt att det uppenbart inte var fråga om något som helst våld” skriver litteraturvetaren Elke Scherstjanoj i ett efterord till boken.
Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt, vilket är anmärkningsvärt med tanke på att författare som Anthony Beevor “Berlin. Slutstriden” (Historiska Media 2002) citerat siffror som 1,4 miljoner våldtäkter i det ockuperade Tyskland.
Han skildrar inga systematiska massvåldtäkter och plundringar – tvärtom berättar han om unga människor som söker gemenskap, värme och visst kärlek och erotik i ett klimat av tilltagande efterkrigsyra.
I Gelfands bok berättas en hörsägen om hur en tysk kvinnlig bataljon i Berlinchen i nuvarande Polen skulle ha utsatts för massvåldtäkt. Men enligt Elke Scherstjanoj har någon sådan bataljon inte existerat.
Vid ett senare tillfälle erbjuder sig en flicka, som påstår sig ha blivit våldtagen av 20 ryssar, att ligga med Gelfand. Varför frivilligt ligga med den 21:a ryssen? undrar läsaren förbryllat.
Problemet för Gelfand i ett promiskuöst Berlin var inte att hitta flickor som ville ligga med honom. Problemet var att sökte äkta känslor och kärlek. När han i juni 1946 hade dragit på sig gonorré växte missmodet och hemlängtan.
För skribenter som är övertygade om att sovjetarméns intåg i Tyskland var en enda lång serie förbrytelser faller naturligtvis ett vittnesmål som Gelfands utanför ramen. Men kanske valde Gelfand att tiga om egna och andras våldtäkter?
Elke Sjerstjanoj tycks mena att Gelfand teg för att det officiella Sovjet teg:
“Gelfands tystnad visar samtidigt att segrarmakten inte ägnade våldtäkter någon större uppmärksamhet på den tiden och att de uppfattades som rätt harmlösa. I annat fall hade säkert den politiskt aktive Gelfand helt säkert tagit upp ämnet till diskussion”, skriver Sjerstjanoj.
Men det officiella Sovjet teg väl inte. Armétidningen Röda stjärnan fördömde kort före stormningen av Berlin Ehrenburgs tyskerhad og Stalin fordømte i en tale den 28.marts forekomsten af voldtægter og ekscesser. “När ni betraktar tyska flickors kjortelfållar, kom då ihåg varför ert hemland har skickat er hit”, varnade marskalk Zjukov sina underlydande.
Lev Kopelev berettede fra Ostpreussen om hvordan en divisionsbefalhaver, Oberst Smirnov, egenhändigt sköt en löjtnant som medverkat i en gruppvåldtäkt. Totalt dömdes 4 148 sovjetofficerare för olika brott begångna januari-mars 1945 och enligt militära rapporter ska sådana handlingar ha blivit mer sällsynta efter Tysklands kapitulation.
Så varför skulle Gelfand tiga? Han stod dessutom själv i konflikt med många officerskollegor som han fann moraliskt korrupta (“telefonhelte” kalder Gelfand ironiskt de kollegor som kapat åt sig de flesta medaljerna). Superi och svartabörshandel tycks ha varit legio. Även Gelfand stjäl och schackrar på svarta börsen – mest handlar det om klockor som inte fungerar.
Nej, som Kjell Albin Abrahamsson påpekar i en recension i Sundsvalls tidning påminde Gelfand och andra sovjetsoldater mer om Sven Dufva, Svejk och 91:an Karlsson än om hjälteklichéerna. Men ingen av dessa antihjältar var någon våldtäktsman och om Sven Dufva hette det ju: “ett dåligt huvud hade han, men hjärtat det var gott”.
Med tanke på tyskarnas förbittrade motstånd tror jag att alla dessa Dufva, Svejk och Karlsson långt in maj 1945 var fullt upptagna med att klara livhanken. Sovjetarmén förlorade 77 342 man, av vilka 17 032 man oåterkalleligt, bara mellan Wisła och Odra/Oder – dvs. innan de satt sin fot på tyskt territorium.
Men om Gelfand själv inte gjorde tyskarna illa menar Sjerstjanoj att han i alla fall skulle ha föraktat dem och visat “kylig förnöjsamhet” inför deras vardagsproblem.
Helt fri från tyskhat var verkligen inte Gelfand. Han var otvivelaktigt en smula påverkad av Ehrenburgs glödheta tyskhat när han skrev:
“Tyskland står i lågor och det är av någon anledning glädjande att betrakta detta onda skådespel. Död för död, blod för blod. Jag tycker inte synd om dessa människohatare, dessa odjur”.
“På Berlin, den besegrade spottar jag”, ristade han in i det tyska riksdagshusets sten – ord som sovjetcensuren aldrig tillät tryckas.
Men det intressanta är att Gelfand, i viss mån smittad av Ehrenburgs rascisme, i handling var en av dem som visade störst respekt för Tysklands kultur, språk och folk.
När en officerskollega krossade några tyska statyetter räddade Gelfand en Goethebyst med anmärkningen att “vi”, ryssarna, skulle ju i alla fall vara de civiliserade mot det tyska barbariet.
När han beordrades att delta i en plundring av den tyska vetenskapsakademins bibliotek för att bygga upp ett eget regementsbibliotek, reagerade han först starkt negativt. Men sedan han upptäckt att det handlar om ryska böcker som tyskarna stulit under invasionen av hans hemland lugnar han sig.
Att han under ett helt år sysslade med att övervaka nedmonteringen av tyska fabriker som skulle transporteras till Sovjet var naturligtvis inte att jämställa med plundring, det var en del av det krigsskadestånd segrarmakterna beslutat om.
Hur bristfällig Gelfands dagbok än är kan den vara en viss motvikt till den hær af historie-revisionister som arbejder med på att stöpa om mänsklighetens stora seger över Hitlerfascismen till ett brutalt överfall av Stalins horder på den västerländska civilisationen.
Efter kriget levde Gelfand ett långt liv som lärare i Sovjetunionen och efterlämnade drivor med anteckningar som först hans son bringat reda i. Vad svenska Ersatz förlag nu har utgivit i Lars Wiklunds utmärkta översättning är bara en mindre del av Gelfands krigsminnen. Hela perioden 1941-44 har av det tyska Aufbau Verlag liksom av det svenska förlaget bedömts som mindre intressant, men hela materialet finns tillgängligt på ryska på Internet. Stefan Lindgren
“Vänsterns tidning” Flamman recenserar den sovjetiske soldaten Vladimir Gelfands dagbok från andra världskrigets slut, utgiven av förlaget Ersatz. Stefan Lindgren ges nästan ett helt uppslag att i Stalin-kramande anda förneka Röda Arméns systematiska våldtäkter på tyska kvinnor. “Strängt taget har Gelfand vare sig deltagit i eller bevittnat en enda våldtäkt”, skriver Lindgren, och Flamman kursiverar meningen.
En dagbok utan våldtäktsskildringar är alltså nog för att misstro vad historikerna uppskattar till 1,4 miljoner tyska kvinnors erfarenheter. Lindgren beskriver den framryckande Röda Armén som “unga människor som söker gemenskap, värme och visst kärlek och erotik”. De systematiska massvåldtäkternas Berlin kallar han lättsamt för “en promiskuös stad” och tar sedan till den äldsta av våldtäktsmyter – “Hon bad om det” – när bevisen tryter.
Lindgren refererar en passage i dagboken där en tysk kvinna erbjuder sig att ha sex med Gelfand; hon har tidigare blivit våldtagen av 20 ryssar. Varför då frivilligt ligga med den 21:a ryssen, undrar Lindgren. Man vet inte om man ska skratta eller gråta. Efter sex års krig var Berlin en skräckstad, bestående av kvinnor utan annat kapital än den egna kroppen. Våldtäkt mot mat, våldtäkt mot skydd, våldtäkt mot att inte bli dödad. Det kan inte kallas för att “söka kärlek” eller vara “promiskuös”.
Lindgren kokar en farlig brygd på lika delar sovjetromantik som kvinnohat. Det är anmärkningsvärt att delar av svensk vänster fortfarande väljer Stalin framför fakta och vanlig anständighet.
Av KATRINE KIELOS
Stefan Lindgren svarar (ännu inte infört):
Katrine Kielos referat (Expressen 16/1) av min artikel i Flamman är otillständigt. Jag har inte försvarat de våldtäkter som bevisligen begicks av Röda armén när den gick in i Tyskland. Jag håller tvärtom för troligt att en politiskt felaktig linje – Ilja Ehrenburgs hatpropaganda mot tyskarna, som visserligen fördömdes på högsta ort, men ändå fick visst genomslag – bidrog till sådana händelser. Att Gelfand själv varken deltagit i eller sett våldtäkter betyder självfallet inte att de inte förekommit.
Men vad ska vi med personliga vittnesmål till om de inte tillmäts någon betydelse alls? Att Gelfand varken såg eller hörde något av en våldtäktsepidemi styrker väl inte precis Anthony Beevors extremt höga och löst underbyggda uppskattning 1,4 miljoner våldtäkter. Beevors version undergrävs också av seriösa historikers verk (Se t ex “Gennadij Bordjugow: Wehrmacht und Rote Armee -Verbrechen gegen die Zivilbevölkerung” på http://airo-xxi.ru/gb/statji/wehrmacht.htm).
Men jag förstår att Katrine Kielos måde at ræsonere om historie i stadig mere allt eller intet-termer anses mera modernt än mitt, mera i linje med det statliga verket “Levande historias” malliga bannbullor.
I detta statligt ledda renhållningsarbete är tydligen alla medel
tillåtna. Kielos formulerar sig på ett sätt som gör att läsaren inte vet
vad som är citat ur min artikel och hennes egen perfida tolkning av vad
jag säger. Frasen “Hon bad om det” finns inte i min artikel.
För övrigt är det uppenbart att Kielos gått in i debatt om en bok som
hon inte har läst – och det är visst inte första gången.
När jag tar avstånd från den enda vägens historia är jag dock i gott sällskap av t ex Finlands utrikesminister Erkki Tuomioja som i ett tal nyligen slog fast att “historia handlar aldrig om en enda sanning eller en enda tolkning”, slog Tuomioja fast (Hufvudstadsbladets 15 december).
Hans kollega, professorn vid Helsinki-universitetet Olli Rehn, kritiserade på ett möte i EU nyligen skarpt de franska historielagar som förbjuder debatt om förintelsen under andra världskriget, om det turkiska folkmordet på armenerna samt om kolonialismens positiva sidor.
Att säga det är inte att glömma Röda arméns förbrytelser. Men vi ska heller inte glömma att det mest framstående offret som drevs till självmord av de röda horderna var – Adolf Hitler.
Underskrevet Stefan Lindgren
DDR Historie Del III
Juni 2003 *
I anledning af 50-året for begivenhederne i Berlin den 17. Juni i 1953 skrev den tyske revolutionære kommunist Waltraud Aust som da var en ung kommunistisk fabriksarbejder i Øst-Berlin denne artikel. * * * * *
” Fortæl os, om dine erfaringer fra 17.juni 1953 og hvad der førte frem til den kontrarevolutionære opstand i 1953. Du var jo tilstede på den tid” var opfordringen fra redaktøren af ‘Kommunistische Hefte”´s til Waltraud Aust som svarede:
Ja, hvordan var den konkrete situation den 17.Juni og inden da , i Jena, Øst Berlin, Magdeburg, Leuna eller Bitterfeld? Hvad var årsagerne til, at – selvom det ikke var masserne – alligevel flere end 300,000 af de fem millioner arbejdere og ansatte deltog i strejker, aktioner og protest-demonstrationer i disse byer og mange andre steder i DDR ?
“- Jeg boede i Øst-Berlin på den tid , Jeg var 18 år gammel og var blevet politisk skolet i DDR, i Unge Pionerer, i FDJ [Freies Deutsche Jugend], i Volkspolizei {Folkepoltiet], SED {Socialistische Einheits Partei]. Uden at at fordre en fuldstændig forståelse , vil jeg prøve , på grundlag af mine egne erfaringer i Øst Berlin, at beskrive situationen der før og under den 17. Juni”
Forfatteren giver et både øjebliksbillede- og overblik over det første forsøg på at opbygge socialismen på tysk jord. Hun beskriver det Vest-tyske bourgeoisie´s manøvrer for at underminere og sabotere den socialistiske opbygning, as well as the bureaucratic policies of the revisionists in the DDR, which progressively alienated the workers from the government. These culminated in the events of June 17.
As Aust states at the beginning of her article, her description is not meant to be a comprehensive analysis of that period. She does not, for example, explain the changes in the relations of production that occurred as the revisionists consolidated their positions in the leadership of the GDR. Nor does she discuss how the revisionist elements who took over the leadership of the Soviet Union after Stalin’s death in March of 1953, and apparently Beria in particular, influenced the new policies of the GDR leadership in the months leading up to June 17.
Til trods for disse begrænsninger , giver artiklen alligevel et værdifuldt bidrag til en forståelse for de årsager der førte til den kontrarevolutionære juni-opstand i Øst-Berlin – set fra arbejderklassens og de revolutionære kommunisters position -
Das Volk hat das Vertrauen der Regierung verscherzt
Del III (Afsluttende)
Anlässlich des 50. Jahrestags des sogenannten »Volksaufstands« den 17. Juni 1953 überschlagen sich Presse und Politiker mit Lobhudeleien und antikommunistisk hetz.
Vi bringer en artikel af Kamerat Waltraud Aust, som første gang blev offentliggjort i 1983 i KPD´s teoretiske organ , »Kommunistische Hefte«.
Waltraud Aust oplevede selv den 17. Juni med egne øjne og ører. Ihre Darstellung vermittelt ein lebendiges Bild der damaligen Ereignisse.
16. Juni – Demonstrationen in der Stalinallee
Am 16. Juni wurde in unserer Brigade und darüber hinaus in der gesamten Abteilung darüber gesprochen, daß Bauarbeiter auf der Stalinallee gegen die Normenerhöhung in Form einer Demonstration protestiert hätten. Das schien uns noch keine weltbewegende Sache zu sein, denn es war nicht von anderen Betrieben die Rede. Die Bauarbeiter auf der Stalinallee waren nicht unbedarft. Hier sammelten sich des öfteren Gruppen und diskutierten und nicht selten wurden sie provoziert, denn es war ja einfach, auch für Westberliner undurchsichtige Elemente, auf offenen Baustellen, die jeder betreten konnte, Arbeiter anzusprechen. Wir nahmen die Sache nicht so ganz ernst. Nach der Pause der Nachmittagsschicht – das muß so zwischen 18 und 19 Uhr gewesen sein – wurde die Sache schon brenzliger. Als wir aus dem kleinen Kantinenraum der Abteilung an unseren Arbeitsplatz zurückkamen, fand der Brigadier auf seinem kleinen Schreibpult einen Handzettel mit der Parole »Nieder mit den Normen. Streikt« Später wurde vermutet, daß er selbst diesen Handzettel dort hingelegt hätte, um einen Anlaß zur Diskussion zu haben. Der Brigadier versuchte, mit uns darüber zu diskutieren, aber es kam keine Diskussion zustande, da wir als Parteigenossen und auch die FDJlerin nichts wußten und erst Kontakte zur Parteileitung aufnehmen wollten.
Das war am späten Abend in der zweiten Schicht schlecht möglich. Der Brigadier gab diesen Handzettel dann dem diensttuenden Meister in der Abteilung. Am späten Abend, kurz vor Schichtende, kamen Parteigenossen durch den Betrieb und gaben die Anweisung, daß sich die Parteigenossen alle am nächsten Morgen im Parteibüro zu melden hätten. Aber in der Nacht noch wurden Parteigenossen und fortschrittliche Arbeiter mobilisiert, um eine sogenannte Arbeiterwehr zu bilden. Dies geschah, wie ich später hörte, in einer ganzen Reihe von Betrieben.
Am 17. Juni meldeten wir uns im Parteibüro. Die Partei informierte uns, daß gegen die Normenerhöhung in der Innenstadt Demonstrationen stattgefunden hätten und am frühen Morgen des 17. Juni auch andere Provokationen wie Plünderungen von Lebensmittelläden (HO-Läden), Zerstörungen von Partei- und Gewerkschaftsbüros u.ä. vorgekommen waren. Im KWO, unserem Betrieb, waren in mehreren Abteilungen die bereits genannten Handzettel aufgefunden worden, auf Arbeitsplätzen, an schwarzen Brettern. Einzelne Provokateure waren durch den Betrieb gezogen und hatten die Arbeiter zum Streik aufgefordert. Ein Teil der Kollegen hatte daraufhin den Betrieb verlassen und sich so der Arbeitsniederlegung angeschlossen. Einige waren gar nicht zur Arbeit gekommen, denn der Rias hatte pausenlos Aufrufe und Appelle gegen die DDR-Regierung verbreitet, zum Streik aufgefordert und wilde Gerüchte in die Welt gesetzt. Dadurch waren einige Arbeiter verängstigt und blieben bei ihren Familien zu Hause. In einer ganzen Reihe von Abteilungen wurde jedoch voll gearbeitet.
Auch unser Brigadier und der Materialzubringer waren nicht zur Arbeit erschienen. Wie sich später durch Untersuchungen herausstellte, hatte der Materialzubringer enge Verbindungen zum CIA, der Brigadier hatte jahrelang in Westberlin Schwarzarbeit verrichtet und war nun endgültig mit seiner Familie in den »goldenen Westen« getürmt.
Die Parteigenossen, die sich im Parteibüro zu melden hatten, erhielten verschiedene Aufgaben. Es wurden Rundgänge durch den Betrieb organisiert, Posten für die Betriebstore gebraucht, Posten rund um das Betriebsgelände aufgestellt, Kuriere, die zu den Posten Kontakt hielten und anderes mehr. Die Betriebstore waren geschlossen worden. Eine kleine, schmale Pforte war geöffnet. Hier konnten Kollegen, sofern sie zum Betrieb gehörten, rein- und rausgehen. Die, die reingingen, wurden bis zu ihrem Arbeitsplatz begleitet, die, die rausgingen, konnten ungehindert das Tor passieren. Es war Anweisung gegeben worden, sich nicht provozieren zu lassen und auch nicht mit den Demonstrierenden zu diskutieren.
Provokateure werden festgenommen
Während wir am 17. Juni vormittags noch beim Verteilen der Aufgaben waren, erhielt die Partei im KWO einen Anruf, daß Arbeiter aus Köpenicker Betrieben die Arbeit niedergelegt und sich in einem Demonstrationszug zusammengeschlossen hätten, der aus Köpenick über Oberschöneweide in Richtung Innenstadt demonstrieren würde. In Oberschöneweide lagen mehrere Großbetriebe, wo sie vorbeimarschieren mußten. Die Partei im KWO war so vorgewarnt. Es erfolgte nun die Anweisung, daß sich einzelne Genossen und FDJler, nach Möglichkeit in Blauhemden und mit Parteiabzeichen, an den Straßenrand vor die Werkstore zu stellen hatten, um so Geschlossenheit zu demonstrieren. So standen wir, als der Zug am Betrieb KWO vorbeikam, drei junge Genossen im Blauhemd, ältere Parteigenossen in Windjacken und mit Parteiabzeichen, direkt an der Bordsteinkante. Vor dem Betriebstor hatten sich noch andere Parteigenossen aufgestellt. Es war ein Block von mehreren hundert Arbeitern, der uns entgegenkam. Die vorderen Reihen riefen Parolen wie »Nieder mit der Regierung«, »Nieder mit den Normen«, »Wir wollen freie Wahlen« und ähnliche.
In den ersten Reihen wie auch an den Seiten marschierten eindeutig Provokateure und Drahtzieher. Sie stürzten sich auf uns und versuchten, uns die Blauhemden und die Abzeichen runterzureißen. Doch in dem Moment stürzten aus der Pförtnerloge und aus den Reihen der Genossen, die vor dem Betriebstor standen, viele Genossen, ergriffen die Provokateure und zerrten sie in den Betrieb. Sie wurden in Gewahrsam genommen und später abtransportiert. Die Demonstranten kümmerten sich jedoch nicht weiter um die, die in den Betrieb gezerrt wurden, sondern marschierten in Richtung Innenstadt weiter. Ab mittags wurde dann durch den sowjetischen Militärkommandanten über Ostberlin der Ausnahmezustand verhängt. Der Befehl lautete:
Befehl des Militärkommandanten des sowjetischen Sektors von Berlin Für die Herbeiführung einer festen öffentlichen Ordnung im sowjetischen Sektor von Berlin wird befohlen:
1. Ab 13.00 Uhr des 17. Juni 1953 wird im sowjetischen Sektor von Berlin der Ausnahmezustand verhängt.
2. Alle Demonstrationen, Versammlungen, Kundgebungen und sonstigen Menschenansammlungen über drei Personen werden auf Straßen und Plätzen wie auch in öffentlichen Gebäuden verboten.
3. Jeglicher Verkehr von Fußgängern und der Verkehr von Kraftfahrzeugen wird von 9 Uhr abends bis 5 Uhr morgens verboten.
4. Diejenigen, die gegen diesen Befehl verstoßen, werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.
Berlin, d. 17. Juni 1953.
-
Den Røde Hær´s kampvogne patruljerer i Berlins gader i juni 1953.
-
Militærkommandanten i Berlins sovjetiske sektor
Generalmajor Dibrova
Nachdem die Rote Armee eingegriffen hatte, beruhigte sich die Lage ziemlich schnell. Nach und nach kamen die Kollegen wieder in den Betrieb. War es am nächsten Tag noch ein erheblicher Teil, der zu Hause geblieben war und die Lage noch erst abwarten wollte, so erschienen sie in den Tagen danach wieder vollzählig, bis auf die, die sich nach Westberlin abgesetzt hatten. Die Kontrollen durch die Partei, durch die Arbeiterwehr, durch die Volkspolizisten, die Rundgänge im Betrieb wurden noch für eine gewisse Zeit aufrechterhalten.
Ähnlich wie hier dargestellt, hat sich der 17. Juni in mehreren Berliner Betrieben abgespielt. Am Postdamer Platz, in der Stalinallee und am Alexanderplatz waren die Ausschreitungen erheblicher. Neben Plünderungen, Brandstiftungen, dem Herunterreißen von roten Fahnen, den Zerstörungen von Parteibüros, von Verkehrseinrichtungen etc, hat es an der Grenze zu Westberlin leider Tote gegeben. Aber wessen Schuld war das?
Die Hintermänner der faschistischen Provokation waren die imperialistischen Kräfte in Westdeutschland, die die sozialistischen Errungenschaften wieder rückgängig machen, die den Krupp, Flick und anderen Konzernherren ihr »Eigentum« wieder zurückgeben wollten. Es war kein Zufall, daß kurz vor dem 17. Juni an den Börsen die Aktien der sogenannten »Ostwerte« um eine ganze Reihe von Punkten emporkletterten. Die Konzernherren wußten, daß der »Tag X« bevorstand. Es war auch kein Zufall, daß unmittelbar nach dem Scheitern der Provokation Adenauer und Konsorten große Trauerfeiern veranstalteten und Unternehmerverbände Hunderttausende von Mark für die sogenannten Opfer des Putsches zur Verfügung stellten.
Eine Kluft zwischen der Partei und den Massen
Es kann aber ebenso kein Zweifel darüber bestehen, daß in der DDR am 17. Juni eine Kluft zwischen Partei und Regierung einerseits und den werktätigen Massen andererseits vorhanden war, die nach dem 17. Juni noch vergrößert wurde. Die große Mehrheit der Arbeiter der DDR hatte sich nicht provozieren lassen, hatte die Arbeit nicht niedergelegt. Insgesamt waren es sechs Prozent der fünf Millionen Arbeiter und Angestellten. Viele haben sich auch nur stundenweise beteiligt. Die große Mehrheit stand trotz der enormen Hetze, der Agentenarbeit und faschistischen Provokationen, trotz ihrer schweren Lage hinter ihrem sozialistischen Staat. Und auch von den 300 000, die da demonstrierten und streikten, war nur ein verschwindend geringer Teil reaktionär und gegen den Sozialismus eingestellt. Sie waren ganz einfach zu Recht empört.
Um so unverschämter und heuchlerischer war es, als sich Herbert Warnke, ZK-Mitglied der SED, Vorsitzender des FDGB, im August 1953 auf dem FDGB-Kongreß hinstellte und zum 17. Juni folgendermaßen Stellung bezog: »Auch Hitler gelang es bekanntlich, gewisse rückständige Schichten der Arbeiterklasse für sich zu gewinnen«. Oder »Die Werktätigen, die am 17. Juni demonstrierten und sich an Arbeitsniederlegungen beteiligten, sind auch der internationalen Arbeiterklasse in den Rücken gefallen«.
Voller Zynismus schlug auch Kurt Barthel, genannt Kuba, Paradepferd unter den DDR-Schriftstellern und damals Sekretär des Schriftstellerverbandes, die gleichen Töne wie die Gewerkschaft gegen die Arbeiter an. In einem Artikel an die Bauarbeiter der Stalinallee schrieb er: »Ihr zogt in schlechter Gesellschaft durch die Stadt. Ihr zogt mit dem Gesindel, das, von den großen Weltbrandstiftern gedungen, schon die Benzinflasche in der Tasche trug, mittels denen sie morgen eure Baugerüste anzünden würden. Das wolltet ihr nicht. Aber als es geschah, ließt ihr es zu …«
»Als wenn man mit der flachen Hand ein wenig Staub vom Jackett putzt, fegte die Sowjetarmee die Stadt rein. Ihr aber dürft wie gute Kinder um neun Uhr abends schlafen gehen.
Für euch und den Frieden der Welt wachen die Sowjetarmee und die Kameraden der Deutschen Volkspolizei. Schämt ihr euch auch so, wie ich mich schäme? Da werdet ihr sehr viel und sehr gut mauern und künftig auch sehr klug handeln müssen, ehe euch diese Schmach vergessen wird. Zerstörte Häuser reparieren, das ist leicht. Zerstörtes Vertrauen wieder aufrichten ist sehr, sehr schwer.«
Was heißt das? Wieder einmal hat die Arbeiterklasse schuld. Nicht die Fehler der Regierung, nicht die Fehler der Partei haben zu den Protesten beigetragen, nicht Bürokratismus, nicht Schlendrian, nicht Korruption und Bestechung riefen schlechte Versorgung und Empörung hervor, sondern die Arbeiterklasse hat sich diese Misere selbst in die Schuhe zu schieben. Kein Wort der Selbstkritik, kein Wort zu den eigenen Fehlern, keine Taten.
Denn Taten, das hätte Säuberung der Partei bedeutet, die Säuberung von Karrieristen und Bürokraten, hätte die Anhörung der Kritiken bedeutet, der Kritiken der Arbeiterklasse, hätte die selbstkritische Stellungnahme zu den eigenen Fehlern erfordert. Nichts in dieser Richtung wurde verbessert. Stattdessen wurden die Kritiken der Basis mehr denn je unterdrückt, wurden Arbeiter, die es nur wagten, Bürokratismus und Korruption aufzudecken, als Agenten und Provokateure, als »Anhänger des faschistischen Putsches vorn 17. Juni« verschrieen. Agent – da wurde nach dem 17. Juni so ungefähr jeder verdächtigt. Das Mißtrauen wuchs, untereinander, in der Partei und außerhalb. Und viele Parteileute benahmen sich nach dem 17. Juni gegenüber den Arbeitern wie Kuba: arrogant und zynisch. Und es war wirklich so: trug man das Blauhemd oder das Parteiabzeichen, hatte man Macht. Das Verhältnis zwischen der Partei und den Arbeitern wurde nicht besser. Im Gegenteil. Tauchte man irgendwo mit dem Blauhemd oder dem Parteiabzeichen zwecks Agitation im Betrieb auf, machten viele Arbeiter einen Bogen oder verhielten sich im Gespräch äußerst zurückhaltend. In der Brigade bekamen wir zwei Parteigenossen auch oft Schwierigkeiten und wurden scheel angesehen, denn immer mehr riß es ein, daß wir von der Arbeit freigestellt wurden, um für die Partei oder für die FDJ Arbeiten zu verrichten oder an Konferenzen teilzunehmen oder anderes.
Bei all diesen Zuständen war es kein Wunder, daß in der Folge, besonders in der zweiten Hälfte der fünfziger Jahre, immer mehr Arbeiter die DDR verließen.
Das, was den Konzernherren und Großgrundbesitzern 1953 durch die Inszenierung ihres faschistischen Putsches nicht gelang, die DDR in einen kapitalistischen Ausbeuterstaat zurückzuverwandeln, wurde Jahre später durch die revisionistische Politik der Ulbricht-Regierung selber erreicht: die erste Diktatur des Proletariats, der erste Arbeiter- und Bauernstaat auf deutschem Boden gehört der Vergangenheit an.
Bertolt Brecht, der bekannte kommunistische Schriftsteller, schrieb zum 17. Juni 1953 ein kleines Gedicht:
Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär
des Schriftstellerverbandes
In der Stalinallee
Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war,
daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung
verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte
Arbeit
Zurückerobern könne.
Wäre es da Nicht einfacher, die Regierung Löste das Volk auf und Wählte ein anderes?
• Waltraud Aust
Ovenstående artikel blev trykt første gang i KPD´s teoretetiske organ Kommunistische Hefte nr.9/2003 .
KPD _ Tysklands Kommunistiske Parti – skal ikke forveksles med det revisionistiske “Deutsche Kommunistische Partei” D.K.P. – som blev oprettet i 1968 som et led “afspændingen” mellem øst og Vest: DKP blev godkendt som et legalt “kommunistisk” parti og støttet både af Natolandet Vesttysklands socialdemokratiske regering og Brezhnjev-regimet i Sovjetunionen. DKP blev legaliseret som et forfatningstro og statsanerkendt “kommunistisk alternativ. Samtidig blev forbudet mod det revolutionære forfatningsfjendtlige KPD opretholdt. Alene bogstaverne K.P.D. gav den slagne (i Anden Verdenskrig) kapitalistiske overklasse i Tyskland minder om deres nazistiske fortid og “nederlaget til den Kommunistiske Internationale”
Japansk politiker kræver ret til oprustning og opbygning af væbnede styrker
Japan på vej væk fra pacifismen ?
En af det kapitalistiske Japans mest fremtrædende politikere og
kandidat til posten som Japans næste statsminister Shinzo Abe,
kræver ændringer af landets grundlov.
Shinzo Abe planlægger ifølge japanske medier bl.a at foreslå en ny grundlov skal fastslå : “Japans ret til væbnede styrker, ikke bare en “selvforsvarsstyrke” “.
Den nuværende pacifistiske grundlov er vendt mod
Japansk oprustning gennem opbygning af store tungt bevæbnede styrker for at forhindre at det kapitalistiske Kejserrige Japan igen skulle forberede militære aggressioner sådan som det skete i 1930`erne og under den Anden Verdenskrig.
Japans pacifistiske efterkrigsforfatning – som støttes af de progressive demokratiske og kommunistiske kræfter i Japan – er en garanti for at Japan ikke
igen skal forberede krig og militære aggressioner.
Japans Freds-forfatning var et resultat af Anti-Komintern-pagtens nederlag i 1945 til Sovjetunionen og dets allierede.
“Anti-Komintern” akse-magterne Tyskland,Italien,Japan,Finland,Ungarn, Spanien, Danmark og andre vestlige kapitalistiske stater havde startet en aggressionskrig mod ikke bare Europas folk, men også mod folkene i Amerika, Asien og Afrika.
Sovjetunionens og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod Antikominternmagterne førte til folkelige demokratiske og antikoloniale revolutioner over hele kloden – dog ikke i de fascistiske vestlige stater Spanien og Portugal hvor folkene blev holdt nede i et tilbagestående fascistisk tyranni.
I Japan beholdt Kejseren titelen, men han fik ingen hær at kommandere.
Først og fremmest Stalins Sovjetunion tillod ikke at Japan igen fik mulighed
for at påny opruste , opbygge væbnede styrker og forberede krig.
Opmuntret af Washington mener stærke kræfter i herskende kapitalistiske etablissement at tiden nu er inde til at “glemme” læren fra Anden Verdenskrig.
-”Udformningen af en ny forfatning vil blive indledningen til en ny epoke”,
udtalte den 51-årige Abe i en tale i Yokohama hvor han krævede afskaffelse
af Japans pascifistiske forfatning.
Abe planlægger at præsentere sit forfatningsforslag den 1.september, inden afstemningen den 20 september i det “Liberal-demokratiske” parti hvor
Statsminister Junichiro Koizumi afløser skal vælges.
Inkom 22 august 2006 – 12:53
Generationsskifte når Abe overtager Japan
20 Sep.2006
Shinzo Abe blev i dag valgt med stor majoritet till ny ledare for Japans regeringsparti Liberaldemokraterna. Næsta uge vælges han troligen till landets yngste premier-minister nogensinde.
Den 51årige Shinzo Abe fik 464 av 702 stemmer, næsten dubbelt så många som hans utmanare fick tillsammans.
Avgående partiledaren och premierministern Junchiro Koizumis egnede sina fem år som partiledare til at modernisera partiet. Den nye ledaren Abe anses lika konservativ som Koizumi men mer “velformulerad og smidig.” som de borgerlige medier formulere det
Svensk nazist anklages for krigsforbrydelser i Bosnien-Hercegovina
Nazisten Jackie Arklöv dømt for forbrydelser mod menneskeheden
Jackie Arkløv, som fik livstidsstraf for de nazistiske politimord i Malexander 1999, bliver nu også tiltalt i en svensk domstol for Folkeretsforbrydelser i Bosnien Hercegovina.
-Jeg regner med at rejse tiltale næste fredag -( 14.juni) – udtaler “kammar-åklagare” (landsretssagfører) Lise Tamm ved det internationale anklagerkontoret i Stockholm (TT/interpres).
Anklagen omfatter forbrydelser begået 1993 da Arkløv var lejesoldat for
den “kristne bosnien-kroatiske” side.
Arkløv og tusinder af andre unge, fascister såvel som lykke-søgere på jagt efter spænding heriblandt potentielle sadister, torturbødler og mordere blev opmuntret af de borgerlige medier til at deltage i Nato- og EU-staternes militære indblanding i konflikterne i Jugoslavien gennem hetz mod bestemte jugoslaviske grupper og politikere.
En ensidig hetz mod Jugoslaviens regering i Beograd som blev opfattet som propaganda for at deltage i den borgerkrig som udviklede sig i 1990`erne.
Idag er flere af dem – som er på fri fod – taget til Irak og Afghanistan hvor de med statsstøtte deltager i de amerikanske besættelsesstyrkers terror,mord og tortur.
Det genforenede kapitalistiske Tyskland – under den “kristeligt-demokratiske” Helmuth Kohl – og andre EU-lande opmuntrede og støttede samme kroatiske side og andre delrepublikker til at løsrive sig og dermed splitte den Jugoslaviske Forbundstat.
Kroaterne og andre blev støttet ikke bare politisk-diplomatisk, men også økonomisk og militært til at bryde med Beograd-regeringen og og dermed åbne op for de
politiske og økonomiske “reformer” med liberaliseringer og privatiseringer af statsvirksomhederne som EU ,med Tyskland i spidsen krævede.
Arklöv begik krigsforbrydelser, dels i kampsituationer, dels i lejrerne i Gabela och Grabovina, hvor han ifølge en dom i en bosnisk domstol også gjorde sig skyldig i omfattende tortyr af muslimske fanger.
Det var overlevendefanger der vidnede mod Jackie Arklöv som blev dømt i Bosnien til 13 års fængsel for krigsforbrydelser af en domstol i Mostar/Jugoslavien.
Straffen blev dog senere ændret til otte år.
En mild straf som Arkløv dog var utilfreds med
Og allerede efter et år – i 1996 – blev Arkøv frigivet, fik en flybillet og fløj til Sverige.
Alle retslige anklager mod Arkløv bliver afvist i Sverige.
Det skulle vise sig at være en fejltagelse.
På fri fod organiserer Arkløv og andre nazister et bankrøveri i Malexander.
De nazistiske bankrøvere og krigsforbryderen Jackie Arkløv bliver opdaget og under flugten viser nazisterne igen deres afstumpede meneskeforagt.
To polifolk bliver myrdet den 28 maj 1999 i egnen omkring Malexander i Østlige Sverige.
Arkløv og to nazistiske medsammensvorne blever arresteret i 1999 og idømmes livstids-fængel.
Nye vidneudsagn
Siden Arkløv blev sluppet fri gennem en fangeudveksling og kom til Sverige blev en en udredning sat i værk, som blev nedlagt grundet “mangel på beviser”.
Efter at flere vidner har stået frem med nye oplysninger blev forundersøgningen genoptaget i 2004 om forbrydelser mod folkeretten.
Torturerede fanger
I et interview i avisen Dagens Nyheter 1999 opgav Arkløv at han havde “taget livet af så mange bosnier som muligt”.
Han tilstod at han torturerede fanger, mishandlede kvinder og plyndret jugoslaviske hjem, boliger og forretninger.
Han beskrev sig som en god soldat for den kroatiske side og sagde at han ikke skammede sig det mindste over at han tilsluttede sig de kroatiske jæger-korps HVO.
Reelle Dødspatruljer som har tusinder af menneskeliv på samvittigheden.
Derimod indrømmede Arkløv at han skammede sig over de “dumme ting jeg gjorde, krigsforbrydelserne”.
Inkom 7 juli 2006
INTERPRESfakta:
Forbrydelser mod folkeretten er “forbrydelser mod freden, forbrydelser mod menneskeheden samt grove forbrydelser mod krigens love”.
Også statshandlinger som strider imod Forbuddet mod brug af vold i FN`s vedtægter ,
mod folkenes ret til selvbestemmelse, grove overgreb mod menneskerettighederne og grove miljø-forbrydelser er forbrydelser mod Folkeretten sådan som den blev stadsfæstet efter den fascistiske Anti-kominternpagts – Nazi-tysklands, Fascist-Italiens ,Kejseriget Japans samt andre allierede som Finlands og Ungarns – nederlag i 1945.
Alle staters – uanset om de kalder sig “demokratiske og liberale” som EU og Nato-staterne – militære aktioner,invasioner og aggressionskrige er forbrydelser mod freden ifølge FN`s Vedtægter (Chartererets tale om forbud mod brug af vold)
Krigsforbrydelser er også at give ordre om tortur eller at deltage i torturen.
Med forbrydelser mod menneskeheden menes bl.a. mord, folkedrab og slaveri.
Forbrydelser som blev defineret ved flere rets-processer efter den Anden Verdenskrig, bl.a. Nürnberg-processen.
Den svenske Statsborger Jackie Banny Arklöv blev født 6 juni 1973, er nazist, morder, torturbøddel og krigsforbryder.
Til Oplysning for de “religions”-kritiske danske medier skal det oplyses at Hr. Arkløv er vokset op i et “kristent protestantisk” hjem.
RWANDA :12 år efter det Kristne Folkemord
Den kristne Kirke var dybt involveret i begivenhederne i 1994.
Idag er al henvisning til etnisk-religiøst tilhørsforhold forbudt i
alle nationale IdIdentifikationspapirer io Rwanda .
Befrielsen fra det kristne folkedrab højtideligholdes bl.a
gennem spillefilmem “Hotel Rwanda”.
Her propagandaplakat for Spille-filmen Hotel Rwanda
Præsident Paul Kagame og Præsidentfruen
Madame Jeanette Kagame ved
Højtideligholdelsen af Befrielsen fra det
kristne folkemordsregime; 4.Juli 2003;
“Kristne” folkemord i den Nye Verdensorden
For 12 år siden gennemlevede Rwanda et kristent folkedrab.
I de borgerlige medier er dette folkemord fuldstændigt ”glemt” og bortcencureret.
Medier som ellers har travlt med at forhåne og latterliggøre religionen “overser” igen folkemordet i Rwanda til trods for at internationale iagtagere karakterisere det som det 20. århundredes mest effektive folkemord, som ”overgår” nazisternes udryddelse af deres fjender :”undermenneskerne”; i 1940`ernes Europa og Sovjetunionen. -
Ikke et ord ofrer Danmarks ”religionskritiske” medier på årsdagen for dette folkemord.
I ”foregangslandet” Danmark hvor retten til kritik af religioner ifølge de anti-muslimske chauvinister på JyllandsPosten er hellig – muslimerne må ” finde sig i hån, spot og latterliggørelse… ” som, JP´s Kulturredaktør så smagfuldt udtrykte det - er det i disse dage umuligt at finde et eneste ord om folkemordet i Rwanda i nogle af JP/Politiken-koncernens ”frie” medier .
Disse medier har det sidste mange år haft travlt med at give Muhammed og ”muslimerne” skylden for alverdens ulykker.
Et uskyldigt tørklæde i fjernsynet vækker vældig opstandelse og giver de krigsophidsende kræfter anledning til at kaste endnu mere benzin på Islam-forskrækkelsens bål.
Opstandelsen omkring en kvindelig programværts tørkæde viser at hverken de åbent fascistiske kræfter til højre og venstre for Dansk Folkeparti og Front eller KV-regeringen og den socialdemokratiske- SF`ske ”opposition” har lært noget af den internationale krise som Danmark befinder sig i efter trykningen af de provokerende terror-karikaturer af Muhammed.
Retten til kritik af religion – herunder ”hån spot og latterliggørelse” understøttes af samtlige Folketingspartier, incl SF og Enhedslisten, som også rejser krav om fjernelse af af blasfemi-paragraffen. En paragraf der oprindeligt blev vedtaget for at beskytte det jødiske mindretal mod forhånelse i 1930`erne.
Men de borgerlige mediers ”kritik” er kun ” fri” når det drejer sig om Islam.
Det viste JyllandsPosten direkte da den Islam-forskrækkede redaktør Flemming Rose blev fyret efter at han foreslog at bringe satiriske tegninger med temaet : zioniststaten Israel- terror – jøder og KZ-lejre .
En sådan satirisk kritik af Israel kunne IKKE accepteres af JyllandsPostens højreliberale redaktører.
Eftersom det kristne folkemord er næsten bortglemt af de borgerlige og ”vestlige”; “kristeligt-demokratiske”
medier er der ekstra anledning til at mindes og undersøge hvad der egentlig skete og hvorfor.
For mere end tolv år siden blev flyet med Rwandas daværende præsident Juvenal Habyarimana skudt ned over Rwanda om aftenen den 6. april 1994.
I de 13 uger, der fulgte, blev en million mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratiske hutuer, myrdet.
De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at de “ugudelige kommunistiske” tutsier blev sat på plads.
Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skrev i en artikel til 10-årsdagen.
Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.
“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.
Rwandas præsident, Paul Kagame anklager det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 12 år siden.
Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:
” Franskmændene var der da folkemordet skete.De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne” sagde Kagame i et fransk radiointerview.
Rwanda Præsident Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.
Altså minimum-tallet.
Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP/interpres)
Ifølge det franske dagblad Le Monde – som citerer undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport – gav Kagame og en gruppe af hans rådgivere ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.
- ”Hun havde været så smuk, da hun sad der bøjet over ildstedet. Nu lå hun som et gabende sår midt i en blodpøl. Hun havde fået skåret maven op, mens hun stadig var i live, og de havde tvunget ham til at spise fostret. Hans kone var død, fordi hun var tutsi. Dræbt af naboer. Og han, en hutu, havde spist deres fælles barn, som straf for at være gift med en tutsi.”
I 1994 kogte Rwanda over. Hutuer greb mancheter og slagtede tutsier i et væk. I løbet af 100 dage bliver omkring en million tutsier og progressive hutuer slået ihjel.
Folkemordet i Rwanda bliver kaldt det 20. århundredes mest effektive folkemord, og det er ikke uden grund. Med et gennemsnit på godt 10.000 dræbte om dagen var hutuernes udryddelsesmetoder mere effektive, end nazisternes koncentrationslejre.
Tutsier og hutuer havde frem til folkemordet levet fredeligt side om side. De giftede sig med hinanden, talte samme sprog og delte traditioner. Så hvorfor kunne det gå så galt? Hvordan kunne familiemedlemmer og naboer dræbe hinanden på den den grusomste facon i alle kroge og egne af Rwanda?
Hvordan kunne dette folkemord ske ?
Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i ”guds navn” .
Dokumentar-filmen “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo står bag afslører også den støtte som folkmordet fik af de kristeligt-demokratiske partiers internationale - CDI.
Det var især belgiske ”kristeligt-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet.
De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.
Uddrag af dokumentarfilmen - I Guds Navn.
Filmen indledes i junglen i det nordøstlige Rwanda.
- “I er Jesu Hær “
- Hvad gør vi inden vi går i seng ?
- Vi beder.
En kvinde beder
- Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg.
Du har givet os mad og nu er tid for at sove.
Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed.
I Jesu navn. Amen”
Det lyder fromt og ydmygt . Som mange kender det fra da de lærte Fader vor.
Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven
i den vestlige del af landet på grænser til Congo.
De kalder sig “Jesu Hær” og består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd.
De hævder at de er ”Guds udvalgte folk”. Det er heller ingen ny religiøs tradition.
De zionistiske krigsforbryderee og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det ”udvalgte folk”.
Med det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet (Palæstina) og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker (palæstinensere, jøder og andre der kommer i vejen for det opbygningen af det “hellige land Izrael”.,
Står det ikke skrevet i det Gamle testamente at …..
“Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed
og du skal udrydde til og med deres navn
så at de ikke mere findes under himlen“
fra Femte Mosebog 7:24
Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk; etnisk og religiøst had mod deres landsmænd, naboer og medmennesker i Rwanda såvel som i Palæstina.
De kristne religiøse grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”.
Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994.
Et folkemord som blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.
Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og den kristen-demokratiske internationale CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet
Grænsen mellem Burundi og Rwanda
Alain De Brouwer fra CDI:-
” Jeg godtager kritikken . . . . det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete.
Jeg må give vore kritikere ret”
For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda historie.
Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne kirke.
I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni
Det var som i andre undertrykte lande – erobret af de europæiske kolonimagter - kristne missionærer der indledte koloniseringen af Rwanda efter at den kongelige belgiske hær - i “Guds navn “ - indvaderede landet i 1916.
Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet.
Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig mark for de kristne “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“.
Dels havde befolkningen den samme religion, dels havde kongeriget Rwanda et velfungerende centralt-styret statsapparat.
Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet.
Hurtigere end i noget andet land i Afrika ”omvendes” hele folket til kristendommen.
Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden
Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes.
Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse.
Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu`folket.
Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier , blandt andet får de en bedre uddannelse.
Efterhånden som de nye demokratiske og anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden – , især efter Sovjetunionens sejr over de nazi-fascistiske kolonimagter i 1945 –
øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke.
Når selvstændighedens og anti-kolonialismens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære
afrikanske ledere.
I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene - en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet - udtrykker det : “kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendtlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen”
Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk.
Derfor begynder man nu at spekulerer i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket.
Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne,
Kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen.
I 1959 gennemføres et pro-belgisk statskup. De nu regerende Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.
Og der dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter
europæisk forbillede.
Alain Brouwer, fra CDI: “Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater,som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/min anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger”
Men det ”kristen-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolket.
Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet.’
De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.
Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom.
Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin som - gennem sine tætte bånd til det nye regime - har stor indfydelse;
ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan.
Ærkebiskoppen skiver i et brev: “Kommunismen er aktiv. Satan findes”
Jean Damascene siger videre :“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.
Andre ministre i den kristelige-demokratiske regering taler om guerillaen som “kakkerlakker”.
Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere og som ligner de ord medlemmer af Dansk Folkeparti; f.eks L.Freivert bruger om “muslimer” i Danmark: “kræftsceller” – “rotter” – “kriminele” – “terrorister” und so weiter
Som hævn for tutsie -guerillaens aktioner dræbes tusinder at tutsier af det “kristelige” regime som får hjælp af begisk militær.
Regimen begynder også udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet” .
I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder –
uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propagandaen fortsætter.
Og i 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident .
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige.
Og der offentliggøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.
Den “stærkt troende” belgiske Kong Baudouin og Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.
leave a comment