9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938
9.Nov 2009 – 20:34
71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!
Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.
Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.
So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.
Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.
Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.
Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.
Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”
19.Juni 2009 16:00
: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede
For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.
Hvert sjette menneske sulter
Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.
Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste
Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.
Madpriserne op med 24 procent siden 2006
Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.
Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.
Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier
25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.
Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.
Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.
Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.
“Varehusmordbranden”
Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? . Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.
Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :
“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”
Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man – det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA – kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks” politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa. En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.
R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.
Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.
Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:
“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967
Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”
I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:
Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?
Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.
I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.
Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland
Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:
“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”
En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.
Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *
Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.
Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:
“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”
Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.
Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.
Om karakteren af den “individuelle terror”:
.. .. . skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:
“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”
Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:
“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]
Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.
I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :
Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Statsgæst geladenen Shah Muhammed Reza Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.
Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF
Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -
Kritik
Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.
- kadi –
Mere om Tysklands historie efter 1945
BAGGRUND – - KRONIK * * ANALYSE Kommunismus und Terrorismus Teil I Wie bestellt zum 30. Jahrestag der Entführung und schließlichen Tötung von Hans Martin Schleyer findet die Polizei in einem Dorf im Sauerland drei islamistische Terroristen. Als Beweis zeigt sie Plastikbehälter, mit Blondierungs- und Desinfektionsmittel Wasserstoffperoxid[1] (H2O2). In reiner Form wird es als Treibmittelzusatz für kleine Raketen benutzt. Niemand im Dorf hat die angeblichen Terroristen gesehen, obwohl sie die etwa 730 Kilogramm von dem Wasserstoffperoxid in Besitz gehabt haben sollen – übrigens legal erworben. Auch nicht, als sie diese Menge an Plastikkanistern ausgeladen hatten. Wie sie das wohl gemacht haben? Die Rote Armee Fraktion (RAF) – ihre Ursprünge und ihre politische Wirkung DEL III
|
Idag fylder hun 130, verdens ældste nulevende kvinde
27.Mar. 2009
At tænke sig . . .. . . at blive 130 og still going strong . . . hvordan er det muligt ?
Helt uden mirakelpiller,genetisk manipulation eller organtransplantationer har Sakhan Dosova levet i 130 år.
Hun er verdens ældste nulevende kvinde og lever i bedste velgående. Nåh ja , der er lidt med hørelsen , hun hører ikke så godt.
I det magiske år 1879, kom verdens ældste nulevende menneske, Sakhan Dosova, til verden. . . .. . . samme år som Einstein og Stalin
Hun fylder 130 år idag.
I medierne skrives der om “en kvinde i Kazakstan som ifølge hendes pas fylder 130 år i denne uge.”
Der lever altså en en kvinde i blandt os som fødtes samme år som da Thomas Edison offentligt demonstrerede det elektriske lys første gang ! Samme år som Onkel Joe – alias Joesef Stalin – den kommunistiske verdensbevægelses og Sovjetunionens ubestridte leder gennem mere end 25 år og fysikeren Albert Einstein blev født.
Sejt !
Sakhan Dosova’s pas viser at hun blev født den 27. marts 1879.
Sakhan Dosova er dermed 16 år ældre end end hidtil ældste levende menneske.
Samme år som Edison opfandt den elektriske pære.
-
Ti børn.
Sakhan Dosova – moder til ti børn - afviser i et intervew i forbindelse med fødselsdagen at hun har nogle hemmeligheder, udover at hun aldrig har taget piller, besøgt en læge eller spist slik. “Men jeg elsker kurt (dvs. en salted tør form for hytteost) og talkan (ground wheat).”
Hun forklarer hendes sejlivethed med humoristisk sans . . . . den har holdt hende ung i hjertet.
Sakhan Dosova har været gift to gange og hun blev enke første gang under det heroiske slag om Stalingrad under Anden verdenskrig hvor hendes første mand blev martyr i den antifascistiske befrielseskrig .
Kun tre børn er i live idag. Alle over halvfems år.
Andre mennesker over 100 år :
| 29. Dec. 2007 * * * Et af ældste nulevende mennesker: Hryhorij Nestor lever ikke længere. Hun blev 116 år gammel. Nestor sov stille ind i søvnen i sit hjem i fredags rapporterer avisen Segodnja.Hun boede i den vestukrainske by Lviv. Ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter skal Nestor være født den 15.marts 1891 i det som dengang var Czar-Rusland.En nabo til Nestor fortæller at hun levede et aktivt liv lige til den sidste nat. I fredags ska hun have klaget over hovedpine inden hun gik i seng. |
| Hendes 116 årige liv blev et liv med blodige krige, omrystende revolutioner der førte til enorme fremskridt og senere borgerlig-revisionistisk kontrarevolution der førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Ukraine,Rusland og de øvrige Sovjet-republikker. Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd. Kun eliten og revolutionært-uddannede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 22 år gammel og stadig student. Stalin var 12 år og gik i klosterskole, mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 22 år og endnu ikke færdig med Pelle Erobreren. Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Amerikaneren Edna Parker er idag 114 år og et andet af jordens ældste nulevende mennesker. |
For ikke så mange år siden slog den franske kvinde Jeanne Calment rekorden. Hun blev et af de mennesker som hidtil har levet længst. Hun døde i 1997, 122 år gammel. Calments alder var videnskabligt bekræftet af læger.
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:
|
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show
I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.
|
Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)
Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder
17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.
3 millioner færre russere siden 2002
Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.
Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12
Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905.
|
Bagram – ”værre end KZ-Guantanamo” ?
22.Jan. 2009 -
“Europa jubler over lukningen af Guantanamo”
lyder den jublende overskrift i flere medier, men de borgerlige medier “glemmer” i deres iver for at “forskønne” det nye regime i Washington (Obama) at fortællle at USA allerede i dag bruger Bagram-fangelejren i Afghanistan som Guantanamo II hvor de “illegale kæmpere” – illegal combattans som USA – i dets selvproklamerede krig mod terrorismen – nægter at anerkende som “krigsfanger” ifølge Geneve-konventionerne som USA har skevet under på .
Den “illegale” fangelejr ved Guantanamo Bay på Cuba vil blive lukket lyder det fra USA´s nye regeringe under Barack Obama´s ledelse. – men få kender til at der eksisterer endnu en “illegal” USA-kontrolleret fangelejr – i Bagram i de afghanske hovedstads omegn
Her holder USA og dets allierede militær-styrker opimod 700 mennesker som fanger – næsten tre gange så mange som på Guantanamo. Denne fangelejr planlægger USA at udbygge til at kunne holde opimod 11.000 mennesker til fange.
Irak år 6 efter “befrielsen”: 24 dræbte i bombetattentater i Baghdad
28 juli 2008 – 11:04
Mindst 24 mennesker blev dræbt og 70 skadet da bomber som angiveligt var rettet mod “shiamuslimske pilgrimme” blev bragt til ud løsning i Baghdad, ifølge Reuters.
11 dræbte i eksplosion
Samtidigt som pilgrimme var vej ind i den irakiske hovedstad for at fejre en stor religiøs højtid, detonerede tre bomber med kort mellemrum.
Mindst en million mennesker forventes komme til helligdommen Kadhamiya for at være tilstede under høljtiden som kulminere på tirsdag.
Ifølge de første politirapporter var det kvindelige bombeaktivister der lå bag attentater , hvorunder de selv mistede livet.
Landminer dræber eller skader 50 mennesker i Afghanistan hver måned
12.Jan. 2009 – 01:45
I gennemsnit dør eller skades 50 mennesker hver eneste måned i Afghanistan på grund af landminer, informerer FN.
Godt 460.000 trampeminer og 20.000 kampvognsminer er siden 1991 blevet desarmeret. Trots det er Afghanistan
det land som er hårdest ramt af miner.
Efter ca 30 års krig, terror og udenlandsk militær indblanding er store områder stadig dækket af minefelt og omkring 150.000 afghanere er handikappede efter at have trådt på skjulte miner.
To tredjedele af landet skal angiveligt være renset for miner. Målet er at røje alle miner til 2013, hvilket FN-folk bedømmer blive svært.
30 året: Afghanistan invaderes af styrker udsendt af Brezhnev-regimet i Sovjet
27.Dec. 2008
1979- 2009 : Den 27.December 1979 sender Brezhnev-regimet store sovjetiske militær-styrker ind i Afghanistan.
Det afghanske folk lever stadig 30 år efter den sovjetiske invasion i 1979 under udenlandsk militær besættelse , terror og undertrykkelse.
Tidligere forsøgte de engelske imperialister at kontrollere afghanerne og deres land men måtte trække sig ud. For 30 år siden forsøgte Brezhnjev-regimet på Sovjetunionens vegne at erobre landet , samtidigt som USA sendte våben og instruktører ind i landet til “udvalgte oprørsgrupper”. Det skulle vise sig at det social-imperialistiske Brezhnjev-regime med invasionen af Afghanistan havde begået ikke bare forbrydelser mod Folkeretten og FN´s charter, men også en militær strategisk fejltagelse som har fået større politisk- ideologisk betydelse, især i den arabiske og muslimske verden , end man dengang kunne overskue.
Det kriseramte Sovjet måtte indse at forsøget på at gøre Afghanistan til et nyt Tjekkoslovakiet ikke kunne realiseres uden fortsat krig, terror og tortur mod afghanerne.
Den politisk-økonomiske krise skærpes i Sovjet i 1980´erne og bevidstheden om krisens omfang når helt op i overbygningen, toppen af det sovjetiske parti med Michail Gorbatjovs overtagelse af posten som leder i 1985. De socialdemokratiske “selvforvaltnings-reformer” i den økonomiske basis, som Hrusjtjov-gruppen gennemførte efter det kontrarevolutionære “kup” på partikongressen i 1956 , satte profitten som mål for de enkelte virksomheder og gav direktører og topchefer i de sovjetiske virksomheder næsten fuld autonomi til at “handle på markedet” for varer og arbejdskraft, havde opmuntret de kapitalistiske kræfter i økonomi og politik. Den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes “selvforvaltningsreformer” førte til stagnation og krise som i 1980´erne når et omfang som får ledelsen til at tale om nødvendgheden af “omstrukturering” – “perestroika” og åbenhed – “glasnost” for at få omfanget af krisen og det truende sammenbrud i den sovjetiske økonomi frem i lyset.
Samtidig havde de revisionistiske ledere gennem at optage milliardlån i kapitalistiske banker i udlandet – fortrinsvis i (vest-)Tyskland -
i realiteten pantsat det engang så mægtige Sovjetunions politiske og økonomiske uafhængighed.
Den økonomiske krise forbedres ikke af tyngden af udgifterne til krigen og besættelsen af Afghanistan hvor 100.000 sovjetiske soldater skal lære afghanerne om “Brezhnjev´teser om den fredelige overgang til socialismen”.
I 1986 rammes Sovjetuionens folk af endnu en katastrofe, : Atomkraftulykken i Tjenobyl i Ukraina.
Under disse ti år af Sovjetisk og USA-støttet terror og krig mistede 1,3 millioner afghanere og 15.000 sovjetiske soldater livet ifølge pålidelige kilder..
Krigen fremkaldte verdens største flygtingekatastrofe. Af Afghanistans 15 millioner indbygere flygtede 5,5 millioner til nabolandene 2, 5 millioner til Pakistan, mens Iran gav husly til 3 millioner afghanere. Hvilket indebærer at flere end en tredjedel af Afghanistans indbyggere flyttede ud af landet under den Sovjetiske besættelse.
FN fordømte den sovjetiske invasion og krævede fra begyndelsen at de udenlandske tropper skulle trække sig ud.
Den 14. april 1988 underskriver repræsentanter for Sovjetunionen, USA, Pakistan og Afghanistan en FN-aftale i Geneve om en sovjetisk militær tilbagetrækning fra Afghanistan. Den 15.maj 1988 indleder de sovjetiske styrker retrætten, som var slutført den 15 februari 1989.
Indien: “Forhekset” familie begravet levende i Assam
11 juni 2008 – 11:18
To mænd og to kvinder blev begravet levende af indbyggerne i en landsby i den nordøstlige delstat Assam, De fire var anklaget for at udøve heksekraft.
En 65-årig mand blev i tirsdags kaldt til landsbyoverhovedets hjem. Under dette møde blev han anklaget for at have skylden for en syg landsbybos død gennem at udtale ondskabsfulde trylleformler over denne.
Byboere angreb manden, hans hustru, søn og svigedatter med sten, trak dem ind jungelen og begravde dem levende, oplyser politiet. Flere end 500 mennesker er blevet dræbt ;anklaget for hekseri i Assam indenfor de sidste fem år.
Kapitalismens Verdensorden :67 millioner flygtninge på jorden
18.Juni 2008 – FN´s Flygtningeorganisation UNHCRopgiver at antallet flygtningne på jorden i 2007 løb op i 67 millioner mennesker. Davon flohen 11,4 Millionen Menschen in andere Länder. 26 Millionen sind Binnenflüchtlinge. Die Hauptgründe sind Verfolgung, Krieg und Naturkatastrophen. Alene i Palæstina er 4,6 Millioner mennesker blevet fordrevet eller etnisk udrenset af Staten Israel fra deres hjemland.
Og flere end 5 millioner irakere har været eller er på flugt fra den USA og Dansk-støttede krig, terror, tortur, kriminalitet som de udenlandske styrker er ansvarlige for.
ILO: 20 millioner flere arbejdsløse bliver følgen af kapitalismens krise
20.Okt.2008
ILO: 20 millioner flere arbejdsløse det kommende år
Det internationale LO´s chef Juan Somavia udtaler at “antallet af arbejdsløse kan stige til 210 millioner i slutningen af 2009 mod 190 millioner i 2007 “.
I forbindelse med fremlæggelsen af ILO´s raport om følgerne af den kapitalistiske krise for jordens folk tilføjer Somavia at “antallet af working poor som lever for mindre en dollar om dagen kan stige med omkring 40 millioner – mens de som lever for mindre end 2 dollars om dagen med mere end 100 million”. * * * *
Somavia påpeger at “This is not simply a crisis on Wall Street, this is a crisis on all streets. We need an economic rescue plan for working families and the real economy, with rules and policies that deliver decent jobs. We must link better productivity to salaries and growth to employment”,
Og Mr. Somavia beder Bush og Sarkozy om at reformere kapitalismen på det kommende krise-topmøde i New Yoprk med ordene: > > > > >
“Protecting and promoting sustainable enterprises and decent work opportunities must be at the heart of the Summit on the Financial Crisis recently announced by Presidents Bush and Sarkozy”,
og endvidere skal kapitalismen forbedres:
“We must return to the basic function of finance, which is to promote the real economy. To lend so that entrepreneurs can invest, innovate, produce jobs and goods and services.”
The global financial crisis could increase world unemployment by an estimated 20 million women and men, the Director-General of the International Labour Office (ILO) said today. “We need prompt and coordinated government actions to avert a social crisis that could be severe, long-lasting and global”, he added.
Somavia also said that the current crisis would hit hardest such sectors as construction, automotive, tourism, finance, services and real estate. He also noted that the new projections “could prove to be underestimates if the effects of the current economic contraction and looming recession are not quickly confronted”.
Based on revised global growth estimates by the International Monetary Fund1 (IMF), the UN and early reports suggesting rising job losses for most countries where data was available, ILO Director-General Juan Somavia said the ILO’s preliminary estimates indicated that the “number of unemployed could rise from 190 million in 2007 to 210 million in late 2009.”
Greenspan:”ingen kan stoppe” kapitalistiske” spekulationsbobler
21.Okt. 2008
Kapitalismen og “markedet” kan ikke kontrolleres
Den tidligere topchef for USA´s nationalbank FED; Alan Greenspan konstaterer i sine Memoarer at ;
“Ingen kan stoppe spekulationsbobler.Markeder består af mennesker. De taber nu og da fodfæstet og gribes af økonomisk eufori. Det er en del af den menneskelige natur.”
Dermed afslører den i kapitalistiske kredse hyldede tidligere Nationalbankdirektør at den “kapitalistiske frihed” og det “frie marked” er ukontrollabelt, planløst og fører til umenneskelige forhold, sult,fattigdom, krig og tidlig død for millioner af mennesker for at tilfredstille det “Greenspan” kalder den “menneskelige natur” i den kapitalistiske overklasse af spekulanter, dagdrivere, mediefyrster,industribaroner og oliesheiker, hvis natur kan beskrives med et spørgsmål : “Hvor får jeg/vi den maksimale profit” ?
USA: beskæftigelsen falder for 9. måned i træk.
3.Okt. 2008
Nye tal fra USA viser at beskæftigelsen i USA´s kapitalistiske økonomi udenfor landbruget faldt med 159.000 personer i september. Det er 9. måned i træk, at beskæftigelsen falder. Det er ikke set siden sidste gang, den amerikanske økonomi var i recession.
Det officielle antal arbejdsløse er nu oppe på 9,5 millioner. Dermed har 2,2 millioner flere meldt sig i arbejdsløshedskøen i løbet af de sidste 12 måneder.
Det betyder at andelen arbejdsløse af hele arbejdsstyrken steg med 1,4 procent i løbet af de tolv sidste måneder til 6,1 %. Til de næsten 10 millioner officielt arbejdsløse skal lægges andre millioner mennnesker som kapitalen og dens stat af den en eller anden grund har udelukket fra det kapitalistiske arbejdsmarked. F.eks de mange millioner deltidsarbejdende som gerne vil arbejde fuld tid, især pga af de lave lønninger.
Den reelle arbejdsløshed er langt højere som denne tabel viser:
Last Updated: Oct 3, 2008
Faldet i beskæftigelsen sker samtidig som staten; med støtte fra Bush-Obama og MacCain; har bevilget billioner til Finanskapitalen efter ordre fra Wall Streets finanskonger for at holde dem på godt humør og sikre deres profitter.
Det amerikansk folk og arbejderklassen verden over betaler kapitalismens krise gennem massefyringer og reallønfald.
Finanskapitalens profitkrise – som for alvor brød ud sommeren 2007 med de faldende priser på det kapitalistiske boligmarked – førte til spekulation i afgrøder som hvede, kaffe og naturråstoffer, ligesom olie og guld blev udsat for kapitalistisk spekulation, hvilket har kastet endnu mere benzin på det kapitalistiske inflationsbål.
FORBRUGER PRICE INDEX: AUGUST 2008
FORBRUGER Price Index for All Urban Consumers (CPI-U) decreased
0.4 percent in August, before seasonal adjustment, the Bureau of Labor Statistics of the U.S. Department of Labor reported today. The August level of 219.086 (1982-84=100) was 5.4 percent higher than in August 2007.
Den kapitalistiske inflation påvirkede altså forbrugerpriserne med en stigning på 5,4 % fra August 2007 til samme måned i år.
Det er især fødevare (6,1%) ,transport (12,1%) og energi (27,2 %) som udhuler den brede amerikanske befolknings levevilkår. Og ifølge de Forenede Staters Labor Department tal for de sidste 3 måneder er inflationen stigende.
Når lønningerne for den amerikanske industriarbejder samtidig kun steg fra $17.57 til $18.17 pr time dvs lige godt 3 % betyder det at reallønnen udhules og levevilkårerne forringes i endnu højere grad for den amerikanske industriarbejder. (KIlde: US Labor Dep.:Average hourly earnings of production and nonsupervisory workers(1) on private nonfarm payrolls by industry sector and selected industry detail, seasonally adjusted )
Fødevarer og brænselspriser er steget med to-cifrede procenter i de fleste kapitalistiske stater hvilket har ført til reallønsfald og sult for de fattigste lag iblandt jorden folk.
Kilde :Bureau of Labour Statistics
| “FAKTA om USA: Samlet Beskæftigelse og arbejdsstyrke (Household Survey Data) Offentliggjort 3.Oktober 2008. DEn samlede civile arbejdsstyrke i de Forenede Stater udgør 154,7 millioner mennesker and the labor force participation rate (66.0 percent) were essentially unchanged over the month. Antal beskæftigede var 145.3 millioner. Antallet mennesker who worked part time for economic reasons rose by 337,000 to 6.1 million in September, an increase of 1.6 million over the past 12 months. This category includes persons who would like to work full time but were working part time because their hours had been cut back or because they were unable to find full-time jobs. |
Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”
30.Sep. 2008 – 11:23 *
75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.
Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.
1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *
4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?
5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland
11.September – Chile 1973 – September USA 2008
29.Sep. 2008
Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.
September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.
Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.
De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.
Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”
75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten. .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .
Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden: 
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.
I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.
I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Antallet slaver højere end nogensinde i kapitalismens historie
22.Sep. 2008 02:34 *
Ny bog af historikeren Dick Harrysson påviser at antallet slaver i den nuværende kapitalistiske verdensorden er det højeste i kapitalismens femhundrede årige historie.
Danmark:Politisk “terror”-dom mod anti-imperialister
18.Sep. 2008 10:45 *
Aktivister tilsluttet den antiimperialistiske solidaritets-gruppe Fighters+Lovers blev torsdag i Østre Landsret idømt fængselsstraf (betinget) fordi de har samlet penge ind til befrielsesorganisationer som f.eks PFLP: Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Et flertal af dommerne kalder indsamlingen af penge til PFLP for ” støtte til terrorisme.” Indsamlingen er sket gennem salg af T-shirts med PFLP paroler.
En af dommerne stemte for frifindelse ligesom byretten tidligere har frifundet Fighters&Lovers.
En solidaritetsaktivist blev frikendt.
At dommen er politisk understreges af samtlige tiltalte tidligere i år blev frikendt i byretten i København.
At både den danske Fogh-regering og den socialdemokratiske opposition med Helle Thorning i spidsen støtter de terrorlove og USA-inspirerede terrorlister som har udpeget palæstinensernes befrielsesfront som “kriminelle terrororganisationer” gør ikke dommen mindre politisk.
Ifølge Østre Landsrets dom er to aktivister blevet idømt seks måneders fængsel, to andre blev idømt fire måneders fængsel, og de to sidste idømt 60 dages fængsel. En blev frikendt Straffene blev for de fire sidstnævnte gjort betingede med et års prøvetid . . skriver /ritzau/
Forsvarsadvokat for de dømte antiimperialister Thorkild Højer meddeler at dommen vil blive anket til Højesteret.
FN: USA bag drabet på 90 afghanere herunder 60 børn i Azizabad
26. Aug. – 2008 07:54 *
KABUL, Afghanistan — En menneskerettigheds-gruppe udsendt af FN har fundet “overbevisende dokumentation” for at 90 civile — der iblandt 60 børn — blev dræbt under amerikanske luftangreb på en landsby i det vestlige Afghanistan fredag, ifølge United Nations mission in Kabul
skriver Carlotta Gall i New York Times
Abdul Waheed Wafa contributed reporting.
Beboere i sorg efter amerikanske luftangreb der ødelægge deres hjem og ifølge FN dræbte 90 mennesker
Protesterende afghanere råbte slagord mod USA da afghanske soldater kom til området som var blevet udsat for amerikanske luftangreb der dræbte omkring 60 børn.
Andre kilder : Al Jazira:Hundreds of Afghans have staged a protest in the Shindand district in western Afghanistan after scores of people were reportedly killed in an raid by US-led forces.
The Afghan interior ministry has said that at least 76 civilians died in Thursday’s attack, most of them women and children.
Hundreds of people shouted anti-US slogans at Afghan soldiers as they arrived in the Azizabad area of Shindand district to bring aid to the families of the victims, witnesses said on Saturday.
Antallet flygtninge stiger voldsomt i USA´s “nye verdensorden”
17 juni 2008 – 14:23
Antallet flygtninge i verden stiger hurtigt som følge af aggresionskrige og væbnede konflikter, fremfor alt i Afghanistan og Irak. Det viser den seneste statistik fra FN´s flygtningeorganisation UNHCR.
År 2007 var 11,4 millioner mennesker registreret som flygtninge i verden. Året inden lå tallet på 9,9 millioner.
Ifølge FN´s flygtningekommissær Antonio Guterres vil konflikter, akut fattigdom og de stigende fødevarepriser i de kapitalistiske lande få antallet til at stige yderligere.
Antallet migranter dvs. antallet ud- og indvanderer – stiger også. Aller flest, 35 millioner, kommer fra Kina.
Afghanistan:Fem børn dræbt i Nato´s krig mod oprørere
1. sep. 2008 – 17:05 *
KABUL (AFP,Et artilleriangreb, der var rettet mod en gruppe oprørere i det østlige Afghanistan, kostede mandag tre børn livet, mens syv blev såret.
I en officiel meddelelse fra Nato hedder det, at man i kampe med “Taliban fejlagtigt kom til at ramme et hus beboet af civile afghanere”.
I de seneste uger har Afghanistan været udsat for flere Nato-aktioner, der har kostet civile livet. Det skaber naturligvis øget folkelig modstand mod de udenlandske besættelsestropper – men også yderligere splittelse mellem den USA-støttede regering i Kabul og de udenlandske besættelsesmagt.
Yderlige to børn blev dræbt af udenlandske og afghanske kollaboratørstyrker hvor også børnenes fader blev offer for de udenlandske styrkers brutale fremfærd i Utkheil – området ikke langt fra Kabul. Vrede afghanere samledes ved ofrenes hjem – et hus i Kabul-øst , hvor ligene af børnene og faderen lå fremme i et lervægget døds-seng. Mens hundrevis af protesterende afghanere blokerede vejen- De to dræbte børns moder blev såret, fortalte Yahya Khan, en fætter til familien.
Afghanere samlet omkring ligene af to børn dræbt af styrker anført af US-hærstyrker, idag 1.september 2008. 
De seneste drab på ubevæbnede civile, bryllupsgæster og børn forbedrer hverken de udenlandske styrkers stilling eller den Nato-støttede regerings i Kabul. Tværtimod. Spændingen mellem afghanerne og besættelsestroperne fra de kapitalistiske Nato-stater stiger.
Derfor rejses kravet : NATO ud af AFGHANISTAN , stadig mere højlydt og flere afghanere træder ind i rækken af modstandskæmpere.
ORIGINAL-artikel:from Yahoo-News :KABUL (AFP) - NATO-led troops accidentally killed three Afghan children in artillery fire in eastern Afghanistan Monday, the force said, the latest in a string of civilian casualties caused by foreign soldiers.
Another seven Afghans were wounded in the firing in Paktika province, close to the border with Pakistan, NATO’s International Security Assistance Force said in a statement.
An ISAF patrol had come under fire in Gayan district and called for artillery to return fire, it said.
The first round accidentally landed too close to a compound, known as a qalat, and troops called for fire to be halted but a second shell had already been fired.“The ISAF soldiers went to the qalat and found three dead children and seven wounded civilians,” the statement said.
The force provided medical assistance and evacuated the wounded to military hospitals.
“ISAF deeply regrets this accident, and an investigation as to the exact circumstances of this tragic event is now under way,” it said.
There has been a series of incidents in recent weeks in which Afghan civilians have been killed by international troops in the country to fight Taliban-led insurgents.
Also Monday, Afghans alleged that international troops had killed four people, including two young boys and their father, in an early morning raid in Kabul.
Hundreds of people demonstrated to protest the killings and showed reporters the bloodied bodies of the children.
The allegation that foreign forces were involved could not be verified, with ISAF and the separate US-led coalition denying involvement, as did the Afghan security forces.
“They attacked the house and killed two children, almost two years old, a woman and a man,” one of the demonstrators, Mohammad Naweed, said. It was not clear if the woman was the children’s mother.
Naweed said “foreign forces” also took three men from the house after blasting open the main gate and opening fire.
Monday’s incidents follow allegations that the coalition killed more than 90 civilians on August 22, in the western province of Herat. The toll was reached by separate Afghan government and UN investigation teams, who said most of the dead in the strikes were children.
The coalition has rejected the charge but admitted that five civilians — two women and three children — were killed. They were with 25 militants who had also died, including an important Taliban commander, it has said.
A new joint investigation is expected.
Last Friday, Afghan and German troops killed two children and a woman by opening fire on cars that failed to stop at a checkpoint in the northern province of Kunduz, the German military said.
Kunduz governor Mohammad Omar said a minibus fired upon in the incident had been returning from a wedding.
Civilian casualties damage the reputation of international troops as well as the Afghan government, which analysts say need the backing of the local population if they want to beat a propaganda-heavy Taliban-led insurgency.
The Herat incident prompted the Afghan government to demand a review of the regulations under which nearly 70,000 international troops are in Afghanistan, a key battleground in the US-led “war on terror.”
The coalition announced late Sunday that troops had killed more than 220 militants over the past week in the southern province of Helmand.
Palæstina:Nye zionistiske bosætninger i Al-Kud – Jerusalem
13 juni 2008 – 10:10
Israeliske myndigheder har godkendt opførselen af yderligere 1.300 boliger i den østlige del af Al-kud Jerusalem. Disse boliger skal bygges i bydelen Ramat Shlomo, hvor der allerede findes 2.000 zionistiske bosætterhjem.
Beslutningen er endnu et brud med Folkeretten og utallige FN-resolutioner fra Israels side og i realiteten en af de hidtil største udvidelser af bosætningerne i Al-Kuds -Jerusalems østlige dele. Det blev blev annekteret af Staten Israel efter kriget 1967, rapportere nyhedsbureauet AFP.
Dermed bekræfter det israelske regime at det fortsætter den arrogante tilsidesættelse af palæstinensernes rettigheder og krav om et frit Al-Kud- Jerusalem – som er en “hellig by” for tilbedere af tre verdensreligioner
Nyligt meddelte Israel at 884 nye boligger i området ligger på tegnebordet. Det fik USA til at advare om at Israel “yderligere forværrer forholdet til palæstinenserne”.
Danmark:Terror-karikaturer og muslim-hetz bag krise for turisterhvervet
11.aug.2008 – 11:34 *
Turister dropper Danmark som turistmål
En undersøgelse af turismen i Danmark , som er udarbejdet af analysebureauet Copenhagen Economics, har vist, at landet er den store taber i udviklingen i den internationale turisme. Hvor andre lande omkring os har vækst og antallet af udenlandske turistankomster på globalt plan er vokset med 32 pct. fra 2000 til 2007 har Danmark, som det eneste land i EU, oplevet et fald på 2 procent i internationale besøg. Det skriver Politiken som citerer
direktør Frederik Preisler i reklamebureauet Propaganda McCann for at fremhæve at;
“Danmark blev tidligere opfattet som en frisindet, diplomatisk og meget menneskelig nation, som var et forbillede. I dag er vi nærmest dér, hvor Østrig var for nogle år siden med Jörg Haider i spidsen. Vi bliver opfattet som et lille aggressivt land, som gerne erklærer krig mod muslimer og det meste af den arabiske verden, . . . .”
Uden tvivl er billedet af og det indtryk som andre folk i Europa og ude i verden blevet forandret efterhånden som det er gået op for stadig flere at Danmark´s ledende politikere har valgt at gøre landet til en lille chauvinistisk sattellit-stat og vagthund for “Big Brother” i Washington og deres “interesser” rundt om i hver verden. Det fik Jugoslaverne at mærke da Nato indledte den folkeretstridige krig mod “regimet i Belgrad” – Danmarks regering sluttede op om krigen. Det samme skete i 2001 mod Afghanistan og i 2003 mod Irak . Hver eneste gang “krigstrommerne” lyder fra Pentagon og det Hvide Hus sender USA´s “trofaste” i Wonderful Copenhagen” soldater og våben afsted for at vise “Big Brother” i Washington hvor “pålidelige” man er – uanset om det er i strid med Folkeretten,FN´s Charter.
En sådan uselvstændig” “duksedrenge”-opførsel er ikke populær ret mange steder ud over hos Mr. Sakaaschvili i Georgien. Især tyskerne bliver frastødte over Big Brother og hans duksedrenge. Tyskerne ved af erfaringen – fra 1933-45 – hvad imperialistiske stormagter og deres små duksedrenge kan gøre ved verden.
Det er sikkert en del af forklaringen til at tyske overnatninger i Danmark er faldet med to millioner fra 15,5 millioner overnatninger i år 2000 til 13,8 sidste år.
De blev befriet for ham i 1945
Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl
19.juni 2008 *
Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen
Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne fra Kina under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin ligesom de kommunistiske symboler Hammer og sejl nu er bandlyste.
Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen
Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end stater som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker sympati for kommunismen.
Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.
Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “bolsjeviker” i det kommunistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.
Kommunister i Kerala “demonstrerer”
De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Med Hrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.
I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Hrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.
I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang
Sovjetunionens statsvåben
Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder
11 Aug. 2008 – 18:46
Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen
Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.
Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter Weekenden “angreb”
Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiska neo-nazister og højreradikale en illegal marsch gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.
VIDERE om :
Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland
De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig
Grusien har natten til fredag invaderet Syd-ossetien i ly af OL-åbningen
8.Aug. 2008 05:45 *
Grusisk militær aggresion mod det autonome område Syd-ossetien
Væbnede styrker udsendt af det USA-støttede Saakasjvili-regime i Grusien (Georgia) benytter tilsyneladende den internationale opmærksomhed omkring OL-åbningen fredag til at starte en krig mod Syd-Ossetien. Og den autonome region Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali er nu omringet af georgiske militær-styrker.
Ved det valg som bragte Saakasjvili & Co til magten – kaldet “Rosernes revolution” kom han med chauvinistiske løfter om at bringe de tre autonome “udbryderrepublikker” under Tbilisis fuldstændige kontrol. Den tredje autonome republik i Grusien ;Adsjaria var en let oppgave. Men der behøves meget tyngre skyts for at indtage Abkhazien, den største og folkerigeste af Grusiens autonome republikker.
Syd-Ossetien – Grusiens Kosovo ?
Både folk i Jugo-Osetinskaja (Syd-Ossetien), Abchazien, Rusland og internationale folkeretseksperter har sammenlignet situationen for de to grusinske autonome regioner Syd-Ossetien og Abchazien med det tidligere jugoslaviske autonome område Kosovo; som EU og USA nu har anerkendt som en selvstændig stat udenfor Serbien og det Jugoslavien som det var en del af. Det er sket i strid med Folkeretten (FN´s Charter) og Serbiens regering og et flertal af FN´s medlemsstater fastholder at Kosovo folkeretsligt ikke er en selvstændig stat..
USA,EU træder Folkeretten under fode og det vi nu ser i Grusien er de folkeretstridige følger som før eller senere også vil ramme EU og USA . Og følgerne af anerkendelsen af Kosovo som “uafhængig stat” – for det som det USA-støttede regime i Tbilisi kalder “udbryderenklaven” Syd-Ossetien – kan vi begynde at ane konsekvenserne af ikke bare i Kosovo, men også i Kaukasus og hvem ved måske senere i “Basker-landet” ? og er der ikke noget med at folk i Californien er trætte af at være underlagt terrorlove og krigseventyr som bliver dikteret fra Pentagon og det Hvide Hus i Washington ?
Der er grund til at understrege at Rusland ingen interesse har i at ændre på grænserne i Kaukasus, men på den anden side kan man ikke i længden tvinge folk til at bo under samme tag eller i samme land – til evig tid så at sige.
Men hvem har interesse i en balkanisering af Europa og resten af jordkloden for den sags skyld ?
USA og Nato ? -
USA opmuntrede Saakasjvili-regimet
Under alle omstændigheder er det et faktum at USA og Israel har oprustet og trænet Saakasjvili-regimet i Tbilisi som har kvitteret ved at sende 2000 soldater til Irak for at hjælpe USA med undertrykkelsen af den irakiske folks modstand mod besættelsen.
Fra den 5.juli gennemførte ca 1 000 amerikanske soldater den hidtils største militærmanøvre i Grusien under navnet “Immediate Response -2008″ (“Umiddelbar reaktion”). Øvelsen skete indenfor rammerne af Nato´s såkaldte “Partnership for Peace program” ved Vaziani-militær basen, som ligger under 100 km fra grænsen til Rusland. Manøvren gav USA en mulighed for
“at træne med sine georgiske partnere som faktisk står for det tredje største troppebidraget til Irak.”
Udover styrker fra Grusien deltog også soldater fra Ukraine, Armenien og Azerbajdzjan i manøvren.(Kilde; stars and stripes 19/6)
Natten til den 8.august dræbte grussiske soldater flere af deres russsiske kolleger i den fælles fredsstyrke i Syd-Ossetien , åbenbart som et led i Saakasjvili-regimets plan om at overtage den fuldstændige kontrol over folket i Syd-Ossetien.
Ifølge DR´s politiske nyhedsprogram Orientering havde Saakasjvili-regimet i tiden op til den militære aggression mod Syd-Ossetien på OL-åbningdagen forgæves forsøgt at få hjælp fra USA til at flytte deres soldater til området omkring Syd-Ossetien.
Moskva anklager Tbilisi for at have brudt aftalerne som er blevet indgået om Syd-Ossetien.
“- Det grusiske lederskab må komme til fornuft og gå tilbake til en civiliseret måde at løse vanskelige spørgsmål på, siger Boris Malakhov i udenrigsministeriet i Moskva.
Grusiens præsident Saakasjvili udtaler: Den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er “opnået en varig fred”.
Men hvordan var det nu med den “autonome delrepublik Kosovo” i det tidligere Jugoslavien/Serbien ?
Da den herskende gruppe politikere og krigsherrer i Kosova i februar i år udråbte sig til selvstændig stat anerkendte USA og og de ledende EU-stater den ensidige erklæring fra Kosovo, trods protester fra Serbien og flere andre lande som forsvarede Folkeretten. FN har stadig ikke anerkendt Kosovo´s udbrydning fra Serbien og den ensidige proklamationen af den selvstændige stat, simpelthen fordi den er i strid med Folkeretten (FN´s Charter)
Ligesom USA tidligere – med støtte fra Grusien og i strid med folkeretten startede en aggressionskrig mod Iraks folk og nu på 6. år fortsætter en militær besættelse af Irak.
Men EU og især USA er ikke indstillet på at indrømme osseterne den samme ret som albanerne i Kosovo. Det virker nærmest som om den USA-støttede præsident Mikhail Saakasjvili mente at han kunne gøre det samme med osseterne i Grusien som USA har gjort ned Iraks folk.
Han beordrede fuld militær mobilisering mod Syd-Ossetien, men måtte senere trække styrkerne ud af Syd-ossetien efter at osseternes russiske venner var kommet dem til hjælp. Næsten som med de danske terror-karikaturer som udviklede sig til en udenrigspolitisk krise for Danmark da muslimernes meget “store brødre” i udlandet kom deres danske trofæller til hjælp.
Det USA-støttede Saakasjvili-regimes krigsforbrydelser og folkemord i Syd-Ossetien
Inden den militære indmarch i sydossetien – tidligt fredag morgen – havde Grusiens militær bombarderet hovedstaden Tshkinvali så kraftigt at , den ifølge russiske observatører nærmest er lagt i grus.
Syd-Ossetien anklager Grusien for at rette angreb mod civile og siger republikken nu er begyndt at evakuere børn fra Tskhinvali-området over grænsen ind i Nord-Ossetien i Rusland.
Zarina Tedejeva flygtede fra Syd-ossetien efter Saakasjvili-regimets militære angreb og terror mod osseterne i Grusien til en flygtninge-lejr – en halv times rejse udenfor den nord-ossetiske hovedstad Vladikavkasz. Her bor hun nu i et af de 42 telte sammen med sin datter, søster,søsterens datter og to børnebørn. Det er 30 grader varmt og sikkert 40 grader inde i teltet, men Zarina Tedejeva har ikke mistet modet i varmen:
“En lejr er en lejr selvom vi er blevet velmotaget. Jeg er meget taknemmelig overfor vore nordossetiske brødre og Rusland. Selvom forholdene ikke er gode og det er værst for børnene. Vi vil vende hjem så hurtigt som muligt”
Fra hendes hjem i sydossetiske hovedby Tskhinvali søgte hun og børnene ly i en kælder i 3-4 døgn
:
“Jeg sad i en kælder og kunne bare høre hvad der skete. Jeg så ingenting. Der findes ingenting tilbage af byen. Den ligger i ruiner.Udbrændte biler og lig i gaderne . . fortæller Zarina berørt: ” De (det grusiske Saakasjvili-regimes styrker, overs. anm.) skånede hverken børn eller gamle. De skød direkte mod børnehaver. De lod kampvogne køre frem og skyde bygningerne i stumper”
Senere fik hun hjælp med med at flygte til fods nordud til flygtningelejren i Nord-ossetien.
Hendes mand blev i Syd-ossetien for at deltage i kampen mod Saakasjvili-regimets styrker.
Se hele interviewet
Ifølge ossetiske kilder er et tusind og 400 mennesker døde som en følge af det USA-støttede Saakasjvili-regimes aggression. På den grusiske side angives 30 mennesker være dræbte.
“– 70 procent af alle bygninger i Tschinvali er ødelagte og byen har ingen elektricitet, gas eller vand, fortalte Irina Gaglojeva, talskvinde for Syd-ossetiens regering lørdag (9.august)
Situationen er værst for de skadede. Hospitalet har under de her dage været under konstant beskydning fra grusiske tropper. Mange nye sårede og skadede er strømmet til og de skadede opholder sig i kælderen.
“– Der findes stort set ingen muligheder for at give dem nogen humanitær hjælp, siger Irina Gaglojeva.
Sydossetiske børn – som nu evakueres fra deres hjemstavn – ses her under fejringen af Grusiens nationaldag i september 2007.
Syd-Ossetien appelerede i marts måned til FN, EU, Rusland og SNG (Uafhængige Samfunds Sammenslutning, af tidligere Sovjetrepublikker) om international anerkendelse. Det skete efter USA´s og EU´s anerkendelse af Kosovo´s udbrydning fra Serbien
“Grusien og Sydossetien kan ikke eksistere som forenet stat”, hed det i det sydossetiske parlaments resolution som udtrykkeligt nævnte anerkendelsen af Kosovo som argument.
Efter Georgiens bombardementer og invasion siger lederen i Syd-Ossetien, Eduard Kokojtij at han er klar til at mobilisere alle mænd i regionen for en væbnet modstandskamp mod Georgien.
Det sker med russisk militær støtte. Russiske tanks og tropper befinder sig nu i Tskhinvali-området for at forsvare civile ossetere og russere mod de grusiske invasionsstyrker.
Sammenstød sidste uge
Det bekræfter lederen for de russiske fredsstyrker i området. Også kampvogne og krigsfly er sat ind i den militære aktion fra grusisk side.
GRUSIEN´s 2000 soldater trækkes UD af IRAK
Grusien har sendt opimod to tusind soldater til Irak for at hjælpe USA i krigen mod Iraks folk. Halvdelen bliver nu beordret hjem fordi
“soldaterne behøves for at holde de russiske og separatisttyrker stangen i Sydsossetien,” meddelte formanden for Grusiens nationale sikkerhedsråd ifølge Reuters.
Grusiens invasionsstyrker møder modstand: Her brænder en grusisk kampvogn i Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali i et billede fra russisk fjersyn (AP/FIRST CHANNEL) °*°*****
Den militære aktion kommer efter sammenstød hvor omkring 20 mennesker er dræbt i den sidste uge.
“– Jeg bekræfter at der er mindst 15 døde. Det er folk vi har sett i hagene og gatene, siger den russiske TV-journalisten Andrej Tsjistjakov.”
Tolv russiske soldater skal være dræbte og flere sårede i kampene, og deres hovedkvarter ødelagt under den grusiske beskydning.
- “Grussisk aggression” årsag til krigen
Ruslands statsminister Vladimir Putin udtalte under et besøg lørdag i Nord-Ossetien
at ” resultatet af Grusiens aggression i Sydossetien er at dusinvis af mennesker er dræbt og hundredevis er skadet” og videre at
- Det er svært at forestille sig hvordan Sydossetien skulle kunne overtales til at blive integreret igen med Grusien efter dette,” udtalte Ruslands Statsminister som samtidigt kaldte Ruslands indgriben for “velbegrundet, legitim og nødvendig”. Han kaldte de grusiske angreb på den sydossetiske hovedstad Tschinvali for “folkemord”.
Næsten på samme måde som Nato-staternes ledere talte om “folkemord” i Kosovo inden de gav ordre til det militære angreb på det der var tilbage af Jugoslavien, hvor blandt andet hovedstaden Belgrad blev udsat for Nato´s flybombardementer. Rusland har til forskel fra Nato´s krig mod Jugoslavien i 1999 ikke terrorbombarderet civile mål i Grusiens hovedstad Tbilisi.
Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan
Grusiske medie-manipulationer om “abkaziske terorister”:Skød de på sine egne?
Etnisk-sprogligt KORT over KAUKASUS herunder Grusien(Georgia) , Syd-Ossetien (South Ossetia) og Abkhazien(Abkhazia):
| ” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien |
| – Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som udgør 4,4 millioner mennesker som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.
Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet.
Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet.
” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) |
Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.
5.aug 2008 – 12:30
“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.
Fisk for sex
På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.
50 millioner flere sulter
De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.
“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.
Olieprisen har fået den storforbrugende kapitalistiske “fly-industri på knæ” , ifølge rapport
14 juni 2008 – 06:22 *
De stigende priser på det kapitalistiske verdensmarked for olie får den kapitalistiske fly-industri nu at mærke. Industrien forbruger omtrent ti gange så meget brændstof på at transportere en person pr. kiliometer som en biltransport på jorden.
Derfor kommer der nu rapporter fra bl.a USA – et af verdens mest flytransport-forbrugende lande – om at flygindustrien er på vej mod et kapitalistisk krak.
Flygtransporter; en dårlig forretning pga af stigende brændstofpriser og ti-dobbelt så stor brænselsforbrug som landtransporter pr.passager og dermed luftforurening .
Mange selskaber vil gå i konkurs som en følge af at den kapitalistiske spekulation og forsyningskrise på det kapitalistiske verdensmarked for råolie, konstaterer en rapport udført af et branscheorgan.
Det er samtidigt et kraftigt “spark over skinnebenet” på bosserne på de store kapitalistiske spekulationfonde – “hedge”-fonde og andre, om at de også truer den kapitalistiske flyindustris overlevelsesmuligheder med deres jagt efter maksimale “afkast” på olie-markedet.
Hvis priset ligger stabilt omkring 130 dollar tønden så vil en række flygselskaber ikke længere kunne betale sine regninger mod slutningen af året. Branschens udgifter vil stige med 30 milliarder dollar årligt ~150 milliarder kr .
Billettpriserne skulle behøve forhøjes med 21-24 procent og antallet pladser mindskes med 18-20 procent, ifølge undersøgningen.
Men de kan ifølge raporten kun inddrage fire millarder dollar (~ 20 milliarder kr) mere på en forhøjelse af billettpriserne.
“Følgerne bliver ødelæggende for amerikanske job, familier, virksomheder , samfund og hele den amerikanske livsstil”,
lyder det klynkende i rapporten udført af “Airline Forecasts” og “Business Travel Coalition”.
I den “veldokumenterede” klynkende rapport fra den kapitalistiske flyindustri “glemmer” man dog at oplyse om at flyindustrien er blevet forkælet i årtier derved at de kapitalistiske stater har “befriet” disse kapitalister for at betale en rød øre i skat eller afgifter når de køber brændstof til deres miljøforurende luftfarts-”business”.
Det er sket samtidigt som transportindustrien “nede på jorden” så at sige – må betale flere hundrede procent i skatter og afgifter for brændstof – diesel og benzin – til trods for at f.eks en rejse i et køretøj på jorden kun kræver maksimum 10 % af hvad en fly-rejse koster i forurenende brænd-stofforbrug.
Den kapitalistiske finans og bolig-krise som nu har udviklet sig til en åbenbar økonomisk krise truer nu endnu flere millioner af mennesker med hjemløshed, arbejdsløshed og sult. Det er dog ikke hjemløshed, sulten og arbejdsløsheden der vækker den største bekymring hos den kapitalistiske verdensordens ledere – disse onder er så at sige “naturlig hverdag” under en kapitalistiske orden.
Den storkapitalistiske spekulation i fødevare og olie har ført til en fødevarekrise og olieforsyningskrise med olieprisens himmelflugt til følge da den så sent som i januari steg til over 100 dollar for en tønde råolie på.
Bekymring hos de kapitalistiske statsledere for de rekordhøje oliepriser
Det var derfor at USA og Asiens fire største kapitalistiske folkehusholdninger – Japan, Kina, Indien og Republiken Korea – lørdag den 7 juni i en fælles udtalelse udtrykte “alvorlig bekymring” over den rekordhøje oliepriser.
Oljepriset er femdobblet på lige så mange år – i løbende priser – ikke i faste.
Prisen pr. tønde den 4.august (2008) er faldet lidt over 10 % siden mødet mellem statsledere fra USA og dets politiske allierede i Asiens kapitalistiske stater, men det er langtfra nok til at lindre de kapitalistiske “lommesmerter” i disse kapitalistiske stater.
“-De her priser har intet sidestykke og er hverken i forbruger – eller producentlandenes intresse,” skrev disse staters politiske ledere efter mødet i japanske Aomori hvor de kapitalistiske superstater – G8- landenes energiministrer mødtes søndag.
Israelisk minister truer Iran
6 juni 2008 – 12:44
“-Et israelisk angreb på Iran virker “undgåeligt” lyder det fra den zionistiske apartheidstat idag. Truslen om det “uundgåelige ” angreb kommer fra en minister i Israels regering . Det var den tydeligste trussel hidtil om en militær aggression fra Israel.
“-Det vil blive uundgåeligt at angribe Iran med det formål at stoppe deres atomvåbenplaner, sagde transportminister Shaul Mofaz til avisen Yedioth Ahronoth.
Israels og USA´s regering har udtalt at voldsanvendelse mod Iran er “en sidste udvej” hvis sanktionerne som USA og Israel har fået vedtaget i FN:s sikkerhedsråd med Ruslands og Kinas støtte ikke giver “de resultater” som USA of Israel kræver. Og det gør de ikke, anser Shaul Mofaz:
-Sanktionerne er ineffektiveudtaler den israelske minister. Det sker fire dage efter - Israels koroptionsanklagede Statsmister Olmert kom med et “ultimativt ” angreb på Iran´s uafhængighed.(den 4 juni)
Olmert sagde i en tale under sit USA- besøg at Irans “atomprogram” skal stoppes for enhver pris.
Den zionistiske leder kom med en meget stærk advarsel adreseret til iranerne hvor han åbent truede med “ødelæggende efterdønninger” hvis landet fortsætter sit atomkrafts-program.
Olmert mente at internationale sanktioner bare er et første skridt. Mønsteret fra optakten til den anden krig mod Iraks folk er tydeligt. Først sanktioner og underminering af landets evner til at forsvare sig mod militær aggression og når de zionistisk-amerikanske aggressorer er overbeviste om at landet er tilstrækkeligt svækket til for alvor at kunne modstå et angreb vil de slå til. -
Iran benægter at atomprogrammet er af militær art og mener at de har ret til at udvikle elproduktion gennem opbygning af atomkradtværker.
For øvrigt er der intet folkeretsstridigt i at Iran udvikler et atomprogram med sigte på at have et arsenal af atomvåben til at forsvare sig og afskrække USA og andre stater fra at angribe landet og indsætte et regime som de kan kontrollere som de har forsøgt i nabolandet Irak.
I neo-kolonialismens kølvand: Tragisk bølge af selvmord på Grønland
15 juni 2008 – 14:07
Følgerne af Kongeriget Danmarks kolonisering af Inuiternes land – som vi kender som Grønland er åbenbare og skræmmende : Inuiterne er i løbet af ca 100 år blevet påtvunget en livstil tilpasset de kapitalistiske danske koloni-herrers krav. Udover den kulturelle “holocaust” mod inuiterne som har gjort alkoholmisbruget til en folkesygdom bliver der nu rapporteret om så mange selvmordsforsøg på Grønland´s østkyst at det ligner en epidemi.
Himlen er grå, og i forgrunden ligger blok 12, en af de mange slidte femetagers betonkasser, som danske embedsmænd placerede i Nuuk i 1960’erne.
Fra taget hænger en ung mand i armene, holdt oppe af en teenager, som ligger fladt. Teenageren holder selvmorderen fast i flere minutter, indtil redningsmandskabet kommer de to til undsætning.
Billedet er taget sidste torsdag og ligner til forveksling det, en anden fotograf tog fire dage før. Her er det taget på blok 17 i Nuuk, som er kulissen for en enlig mørk silhuet stående krumbøjet nær afgrunden.
Også dette selvmord bliver dog afværget.
Tendensen går igen andre steder i Grønland.
I byen Tasiilak med 1.800 indbyggere er det næsten hver dag nogen som forsøger tage sit liv.
Sidste week-end måtte politiet rykke ud seks gange for at forhindre dødslängtande ungdomar. Man känner inte till orsaken till de många självmorden.
En undersøgelse fra sidste år viste at hver femte av Grønlands 15-17 åriger har forsøgt at tage sit eget liv, og på østkusten er det endnu flere.
” – Vi kan intet gøre ud over at bringe dem til lægen, hvor de får en indsprøjtning, så de kan sove den af. Og dem, der ikke vil falde til ro, sætter vi i detentionen efter lægelig godkendelse«, siger lederen af den lokale politistation, Kristian Sinngertaat til avisen Politiken.”
“-Under mine 28 år som politimand i Tasiilaq har jag aldrig nogonsinde oplevet så mange forsøg til selvmord. Det er en epidemi, afslutter politichefen.
Hvordan
Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”
24.juli 2008 – 11:45 *
Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:
“Ich bin ein Schwarzer Berliner”
Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.
Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America” – et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til
-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.
Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA
Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:
“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.”
uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.
Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:
Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”
Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.
Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.
Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.
” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land:
Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.
Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.
Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.
Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.
Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.
Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.
Cuba og Israel
Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)
Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.
Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”
At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.
Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”
Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.
Trusler mod Iran fra Obama
Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”
Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.
Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.
Verdens våbenarsenal vokser: Militærudgifterne op med 45 % siden 1998
9 juni 2008 – 09:41
Verdens militærudgifter voksede i løbet af sidste år med omkring seks procent, på grund af øget våbenproduktion og en stigning i handelen med krigsmateriel.
Cirka 1.339 millarder dollar blev satset på de statslige militærbudgettter i den kapitalistiske verdensordens stater i løbet af år 2007. Beløbet svarer til 7.178 milliarder kr, næsten 7,2 billioner eller hvad Spanien samlede bruttonationalprodukt løber op i. Dermed er verdens samlede militære udgifter øget med 45 procent siden 1998. Den største del af utgifterna står USA for, som nr to på listen kommer Kina.
Ifølge fredsforskningsinstitutet Sipri er den amerikanske stats udgifter, som står for omkring halvdelen af klodens militære udgifter, gået op med 59 procent siden 2001.
Kraftige angreb på de “ny-rige” og koruptionen på Cuba
23. juni 2006:
Det cubanske ø-rige hærges af korruption og sortbørs. Men nu har regeringen sat fornyet skub i en kampagne, der skal udrydde korruptionen. Et medlem af det regerende parti´s politibureau er netop idømt 12 års fængsel.
De cubanske myndigheder har indledt en kampagne mod korruption og ulovlig handel med luksusgoder i landets statsbutikker. Et medlem af det erklærede kommunistiske partis politbureau, Juan Carlos Robinson, er i den forbindelse blevet idømt 12 års fængsel for korruption, skriver dr.dk.
Ifølge nyhedsbureauet AFP »overrasker åbenheden om sagen Cuba-eksperter«, men korruptionsbekæmpelse er ikke et helt nyt fænomen på ø-staten.
Allerede for to år siden indledtes en kampagne mod korruption og pamperi således i det cubanske samfund.
Cubas præsident, Fidel Castro, rettede dengang angreb mod »korruption og ulovligheder« i regerings-partiets og statens rækker efter det, der blev kritiseret som »liberale fejltagelser« i 1990’erne – også kaldet »den specielle periode« med økonomisk krise, der opstod på Cuba efter det kriseramte Sovjets opløsning.
Korruptionen og et opblomstrende sort marked kritiseredes, og den cubanske ledelse slog fast, at liberaliseringerne havde »øget disse onder til et niveau, hvor de har påtaget sig en sådan massiv karakter«.
Krig mod de »nyrige«
I november 2005 blev en større forhøjelse af de statsansattes lønninger vedtaget. Det skete få dage efter, at Fidel Castro havde erklæret krig mod landets »nyrige« i en fem timer lang tale.
Castro anklagede de nyrige, korrumperede statsansatte for at misbruge adgangen til den billige offentlige service og anden statsstøtte, mens de scorede saftige profitter fra deres private virksomheder.
I talen anklagede Fidel Castro direkte de nyrige for at stjæle benzin og andre varer fra den cubanske stat.
Cubanske læger, som arbejder i internationale udrykningsteam for at hjælpe ofrene for katastrofer »tjener fem eller tyve procent af det, disse tyve tjener på at sælge benzin til de nyrige«, sagde Castro ifølge den russiske avis Pravda.
Fidel Castro proklamerede desuden en kampagne mod »korruption og ulovligheder« og med sædvanlig patos proklamerede præsidenten:
– Enten overvinder vi alle disse afvigelser og styrker vor revolution – eller revolutionen dør«.
Kvarters-komiteer mod korruption
Ifølge planen vil staten støtte oprettelsen af kvarters-komiteer og andre grupper for at danne »celler« i anti-korruptionskampen.
Det første mål for kampagnen var Cubas brændstof-forsyningssystem, som har været et centrum for omfattende korruption og tyverier.
Ifølge Pravda har omkring 28.00 unge overtaget statsansattes job på bl.a. benzinstationer og raffinaderier for at sætter en stopper for kriminaliteten i denne industri, hvor op imod halvdelen af de værdifulde brændstoffer »forsvandt«.
I kampagnen mod de nyrige afslørede regeringspartiets ugeavis la Tribuna de Havana i november (2005) 36 tilfælde af fuskhandel i landbrugssektoren. Avlerne der stod bag fuskhandelen var blevet arresteret, fordi de solgte produkter for personlig profit i stedet for at opfylde statskvoterne.
Danmark:Levende aborter skaber usikkerhed på sygehuse
12. jan 2008 – 14:36
En gang imellem ender sene aborter med et levendefødt barn. Nogle sygeplejersker lader barnet ligge i skyllerummet, mens andre sidder med det i favnen, til det dør.
Et foster, aborteres i 21. eller 22. graviditetsuge overlever nogle gange. Og det levendefødte barn skaber usikkerhed hos personalet, der ikke ved, hvad det skal stille op. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Børnene, der ofte er aborterede på grund af svære fysiske handicaps, er ikke levedygtige og er uafvendeligt døende. Men indtil de drager det sidste åndedrag, skal de ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning have den fornødne omsorg.
Men hvad denne omsorg indebærer, er uklart for hospitalspersonalet. Det fremgår af en række henvendelser, Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød samt Jordemoderforeningen har fået fra såvel jordemødre som sygeplejersker. De to foreninger har derfor holdt møder for at finde ud af, hvad man skal gøre i praksis.
“Altid i favnen”
“Under alle omstændigheder bør der være en fast vagt ved barnet, for uanset om man er nyfødt eller gammel, skal man ikke ligge og dø alene i det her land,” siger Jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo, til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at barnet også skal tilses af en børnelæge, der skal sikre, at det ikke lider.
På Roskilde Sygehus er det gravide par grundigt forberedte på muligheden for en levendefødt abort. Det slår ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen fast.
“Sker det, at barnet er levendefødt, men ikke levedygtigt, skal der være nogen hos det, til det dør. Vi opfordrer forældrene til at holde det, men kan de ikke klare det, er det hos personalet. Altid i favnen på et andet menneske,” siger hun.
Lægges i skyllerummet
Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød hører jævnligt fra jordemødre eller sygeplejersker, der har måttet lægge barnet på et stålbord i skyllerummet – nogle gange med et klæde over for at fremme døden.
Den praksis er formentlig ulovlig, siger lektor i sundhedsret Mette Hartlev, Københavns Universitetet. En abort, der resulterer i et levendefødt barn, skal betragtes som et menneske og behandles derefter.
“Man ville jo aldrig lægge en døende person i et skyllerum, og det aborterede barn har krav på samme respekt som enhver anden. Jeg er ikke sikker på, at man kan forlange, at personalet skal sidde med det, men vil forældrene ikke have barnet hos sig, bør man lægge det i en krybbe og sikre, at det ikke lider. Barnet skal behandles anstændigt,” siger Mette Hartlev til Kristeligt Dagblad.
Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro
3.Apr. – 2008
“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:
” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.
Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.
Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.
»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”
Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.
Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem
På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.
Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo MOro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978
ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.Det erklærede kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:
“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.
Den halve sandhed
I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:
“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”
En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.
Ikke med i tv-film
For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:
“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:
“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.
Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.
Spændingens strategi
Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:
“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.
“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.
Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.
I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.
Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.
“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.En større terrorist
Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.
Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.
Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.
Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.
Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”
Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:
“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”
Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).
Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?
Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’
Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”. En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er vigtigt at understege at BR ikke opstod i et vacum. I 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana, et fascistisk bombeattentat som var et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner sloig ind på (12 december 1969 ).
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe poliriske mulighed for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise.
BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere.
Læs også om :RAF: Anarkister og venstreradikale “terrorister” som et politisk redskab for det tyske bourgeiosi * * * * * * * *
Lokalformand: “Dansk Folkeparti” er “negativt” og “anti-muslimsk” – præget af “vrede” og “foragt”
7. jun. 2008 – 22:01
Lokalformand går fra Dansk Folkeparti i protest mod partiets “negative” “antimuslimske” politik
Pia Kjærsgaards Folkeparti mister fra på mandag formanden for partiet i Aabenraa-kredsen, René Dupont.
” – Jeg har dags dato meddelt . . . ., at jeg udmelder mig af partiet.” skriver René Dupont bl.a a. i en pressemeddelelse.Dermed har partiet ingen formand i Aabenraakredsen,
DEn tidligere formand for kredsen uddyber kritiken med disse ord:
“- Dansk Folkeparti har valgt at være et negativt, anti-muslimsk parti, der udtrykker vrede, foragt og ser begrænsninger og ikke muligheder for fremtidens Danmark, “
Krystalnat i Danmark :Muslimer overfaldet efter attentatet i Pakistan
4. jun. 2008 – 10:54 *
Muslimer fra Islamisk Trossamfund blev overfaldet, og danskere sendte hademails til trossamfundet efter terrorangrebet i Islamabad.
Kort efter, at nyheden om bomben mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan mandag morgen ramte de danske medier, blev den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed overfaldet på vej til arbejde.
Overfaldet skete lige ved Ryparken Station i Københavns Nordvestkvarter, skriver gratisavisen 24timer.
”Der kom pludselig en mand hen til mig og spurgte, om jeg ikke var en imam, og så slog han mig i ansigtet. Heldigvis kom der hurtigt to danske mænd og skubbede ham væk,” forklarer Kasem Said Ahmed, der tror, at overfaldet hænger sammen med bomben i Pakistan.
Yderligere blev to kvinder på vej til bøn i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej på Ydre Nørrebro truet af tre personer med elefanthuer. Og i løbet af mandagen tikkede flere hademails ind til trossamfundet fra vrede “ofre for den racistiske propaganda mod muslimer.
”Vi er meget kede af, at nogen bebrejder os for terrorhandlingen. Vi har sendt pressemeddelelser ud på både dansk og arabisk, hvor vi beklager bomben og tager dyb afstand fra handlingen,” siger Islamisk Trossamfunds nuværende formand, Billal Assaad, til avisen.
Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi vil nu kontakte Islamisk Trossamfund.
”Vil skal sørge for at slå ned på den slags, inden det udvikler sig for vidtgående og bliver en skrue uden ende,” siger Per Larsen
Kilde: Ritzau
Danmark:udenlandsk arbejdskraft skræmmes ud af landet af de racistiske grupper
4. juni 2008 5:54 *
Danmark “går glip af arbejdskraft fra veluddannede indvandrere” fordi “klimaet” overfor udlændinge er så “køligt” at de hurtigt forlader landet igen, konkluderer de kapitalistiske spindoktorer i Danmarks Vækstråd i en pjece, der offentliggøres i dag.
Tre ud af fire udenlandske læger, ingeniører eller andre akedemikere mener ifølge en undersøgelse fra Oxford Research, at det er vigtigt for værtslandet, at befolkningen er åben og inviterende.
Men kun hver tredje er tilfreds med danskerne på det punkt, skriver Berlingske.
Kun hver syvende er positiv
Samtidig er op mod halvdelen af de udlændinge, der kommer til Danmark, negativt overrasket over den danske befolknings åbenhed, mens kun hver syvende er positiv.
Formanden for Vækstrådet Lars Nørby Johansen, giver hele den danske befolkning skylden for problemerne uden at nævne JyllandsPostens antimuslimske karikaturtegninger og islamofobien som spredes fra de højreradikale grupper til højre og venstre for Pia Kjærsgaard – med et eneste ord. :
“- Det er pinligt og dumt. Pinligt, fordi det er væmmeligt at blive konfronteret med, at vi danskere er så lukkede og selvfede, at vi ikke tager os godt af udenlandske medarbejdere. Dumt, fordi det er i vore egen interesse at få udlændingene til at falde til, så vi ikke mangler arbejdskraft, De indvandrere, der kommer til Danmark i dag, bliver i kortere tid end tidligere. Næsten halvdelen af dem, der kom hertil i 2001, er rejst efter mindre end fire år, hvor det for indvandrere i 1990′erne gik 10 år.
Det er især personer, der kommer for at arbejde og uddanne sig, der hurtigt rejser igen.
Danmarks terror-karikaturkrise fortsætter : redaktører anklages i Jordan
22 april 2008 – 07:40
Elleve danske chefredaktører og en tegner blev i april anklaget – i sit fravær , i en jordansk domstol.
Anklagen gælder blasfemi, forulempning af profet samt forsøg på at splitte Jordans nationale enhed.
Det er en nydannet bevægelse, Profeten forener os, som har taget initiativ til retssagen. Til danske Politiken siger bevægelsens leder at han forventer en snarlig arresteringsorder.
Anklageren har forlangt at Interpol skal sende en arresteringsorder ud.
Her til morgen besluttede Jordans statsadvokat at stævne Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og ti andre danske redaktører.
Det oplyser bevægelsen “Profeten Forener Os” som er en sammenslutning af jordanske medier, organisationer og privatpersoner.
Hvis danskerne ikke møder op, vil næste skridt være at melde dem til Interpol og kræve dem arresteret. Det siger bevægelsens advokat, Osama al-Bettar.
Sagen kan blive en politisk bombe under forholdet mellem Danmark og Jordan, eller endnu videre mellem EU og den arabiske og muslimske verden , som også indbefatter folkerige stater som Tyrkiet og Indonesien.
USA: Børn fra den religiøse sekt skal DNA-testes for identificere forældrerne
19. April 2008
SALT LAKE CITYDe 416 børn som blev “befriet” fra en kristen-religiøs sekt i Texas skal DNA-testas med formålet at udrede hvis barn de er. De bliver indtil, videre anbragt på børnehjem. Det har en domstol slået fast, skriver The Salt Lake Tribune.
Ifølge dommeren er børnene ikke tilstrækkeligt sikre hos sine forældrer. DNA-testerne bliver gjort for at at det har været svært at fastslå “familieforbindelserne”.
Børnene blev “fritaget” den 3 april efter et nødråb fra en 16-årig pige som var blevet tvungen til at gifte sig. Den kristne sekt brød i 1930`erne ud af mormonkirken for at kunne fortsætte med at praktisere ægteskaber mellem flere kvinder og mænd.(polygami)
Ambassade-Attentat: Danmark betaler prisen for de antimuslimske terrorkarikaturer
2.juni 15:34 *
Otte dræbt af bombeattentat i det USA-allierede Pakistans hovedstad
Mindst otte mennesker mistede livet og omkring 30 andre blev såret, da en bombe idag eksploderede foran Danmarks ambassade i , Islamabad Pakistans hovedstad, rapporterer pakistansk stats-tv.
Ifølge en “fremtrædende pakistansk efterretningkilde” var der tale om et attentat rettet mod Danmarks ambassade.
En af de dræbte er en dansk-pakistansk mand.
Attentatmanden bragte bomben til udløsning i en bilen han færdedes i ind mod ambassadebygningen.
Ambassadens port blev ødelagt ved den voldsomme eksplosion, som også forvoldte omfattende skade på selve bygningen, hvis ydervæg væltede, mens sort røg fra eksplosionen kunne ses over store dele af hovedstaden.
Ifølge politiet er foreløbig fem lig blevet bjærget, og mindst to af de dræbte var politifolk, som holdt vagt uden for ambassaden. Et af offrene var dansker og to var ambassadeansatte.
I samtlige medier – danske såvel som pakistanske – knyttes attentatet sammen med JyllandsPostens antimuslimske terrorkarikaturer.
Pakistan har ligesom Afghanistan, Indonesien og Syrien været skueplads for protestdemonstrationer mod JyllandsPostens terrorkarikaturer af proften Muhammed siden karikaturkrisen i 2006.
I februar 2006 blev den danske ambassade i Syrien brændt ned til grunden og ambassaden i Libanon blev sat i brand.Den danske ambassade I pakistan er tidligere blevet midlertidigt lukket pga protester mod terrorkarikaturerne, og sikkerhedstiltagene fik i foråret atter et nøk opad, efter at flere danske aviser genoptrykning af Jyllands-Postens karikaturtegninger udløste nye pakistanske protester.
Men hvorfor sker attentatet i det USA-allierede Pakistan og ikke i Iran eller andre lande som USA og Danmark har udpeget som “slyngelstater ” ?
PET-agent dræbt i bombeattentat mod USA´s spionrede i Pakistan
FN:s millennium-mål om mindsket småbarns- og mødredødelighed i fare
11 april 2008 – 03:55 *
FN:s millenniummål at mindske småbarns- og mødredødeligheden frem til 2015 ser ud til at forsvinde i den kapitalistiske verdensordens jagt efter profitter og overskud på “bundlinjen.
Mindre end en fjerdedel af de værst ramte lande er på vej til at nå målet, ifølge en vurdering som offentligjordes i medicin-tidskriftet The Lancet.
Mens nogle lande, især Kina, har gjort store fremskridt så har udviklingen i mange flere, især i Afrika i den ikke-arabiske del syd for Sahara, enten stagneret eller gået tilbage,ifølge rapporten.
Flere end ti millioner af jordens menneskebørn dør inden de fylder fem år.
I mindst 15 af de værst ramte lande får hvert femte barn aldrig opleve sin femårsdag.
På den anden side er meningen med den nuværende kapitalistiske verdensorden ikke at redde liv, men at sikre den maksimale profit til klodens dominerende kapitalister hvad enten de bor i USA, EU,Kina,Rusland eller Japan.
Karikaturfarcen fortsætter : Hollandsk karikaturtegner anholdt
17.maj 2008
Anholdelsen sker, efter at han er blevet anmeldt – for tre år siden.
Anklagemyndigheden mener, at mandens tegninger er fornærmende over for muslimer og sorte.
Ti betjente deltog i en aktion, der har vakt opsigt i Holland og i Afghanistan.
Manden sigtes for at have tegnet tegninger, der er fornærmende over for muslimer og sorte.
Han arbejder under dæknavnet, »Gregorius Neckshot«, og hans tegninger – ligesom Wilders antimuslimske film – minder beskueren om at det ikke er så langt tid siden at nazisternes antisemitiske propaganda-tegninger og -film hvor jøder spillede hoverollen som den største trussel mod den kristen- ariske vestlige civilisation som – var udbredte i Europa –
Han har ifølge den offentlige anklager overskredet grænserne for ytringfriheden.
De hollandske myndigheders resolutte indgriben kan ses som en offentlig demonstration overfor afghanerne der flere gange har været ude i masse- demonstrationer mod “terror-karikaturer” og bl.a en nazi-lignende antimuslimske film og krævet alle hollandske militære styrker ud af landet.
Så da tegneren blev slæbt ud af sit hjem af politifolkene og efter arrestationen gav sig til at ransage hans hjem var det også en hilsen til de hollandske styrker i Afghanistan: Vi sørger for at der ikke kommer flere fornærmelser i form af “terrorkarkaturer” mod muslimerne.
Han blev afhørt flere gange, inden han efter halvandet døgns tilbageholdelse blev sat på fri fod.
Politisk furore over arrestation
Justitsminister Hirsch Ballin begrunder anholdelsen af karikaturtegneren med, at Holland har en forpligtelse til at slå til mod diskrimination. Men fra begge sider af det politiske spektrum lyder der skarp kritik af anholdelsen.
»Efterforskningen har vist, at nogle af tegningerne er fornærmende over for muslimer og sorte. Derudover finder anklagemyndigheden, at tegningerne kan anspore til had«, hedder det i en udtalelse om sagen fra Amsterdams anklagemyndighed.
Tegnerens forsvarer, Gerard Hamer, undrer sig over den voldsomme fremfærd.
»Det her er noget, de gør i Zimbabwe eller andre lande. Man kan håbe, at Amsterdams anklagemyndighed ikke ender med at gøre det her til en vane«, siger han ifølge hollandsk radio.
Anholdelse skal drøftes i parlamentet
Sagen »rejser mange spørgsmål om ytringsfriheden«, påpeger Boris van der Ham fra D66-partiet. Han forlanger nu en redegørelse for sagen fra justitsministeren.
Arbejderpartiets Ton Heerts mener, at »det at retsforfølge en tegner er at gå meget langt«.
Den højreradikale politiker Geert Wilders fra Frihedspartiet peger på, at det efter hans oplysninger er første gang i den vestlige verden, at en karikaturtegner er blevet anholdt.
Det som Wilders og Pia Kjærsgaard ikke forstår, men som de hollandske politiske og militære ledere nu forstår – især efter den målrettede likvidering af Hollands øverstkommanderende´s søn i Afghanistan – er det åbenlyse: det er en selvmålsstratetgi at først bombe, torturterere og besætte et fremmed land for derefter at begynde at forhåne og latterliggøre deres tro gennem terrorkarikaturer i film og aviser. Afghanerne har i tusindvis demonstreret mod Holland – og Danmark – og krævet de hollandske styrker ud af landet – på baggrund af de forhånende “terrorkarikaturer” i kapitalistiske medier i Holland og Danmark.
Med andre ord truer karikaturerne Nato´s militære tilstedeværelse i Afghanistan.
Derfor gennemførte hollandske politistyrker en nærmest demonstrativ aktion mod karikaturtegneren. Det var en demonstration som skulle ses i Afghanistan og i Washington hvor man febrilsk lægger planer for hvordan man kan mindske den folkelige modstand i Afghanistan mod USA´s og dets allieredes , som Hollands og Danmarks besættelsesstyrker.
SPIS efter din BLODTYPE – Lev efter dit hjerte
Hvad i alverden – skal min blodtype nu til betemme hvad jeg skal spise ?
Nej, overhovedet ikke.
Du vælger at spise hvad super-”markedet” tilbyder. For det er et mindretal af os der har egne haver og landbrug.
Men spiller det overhovedet nogen rolle hvad man spiser ?
Ja, det gør det – det ved alle idag. Føden er afgørende for vores sundhed, velbefindende og levetid.
Det er blodet som sørger for at udvinde og transportere næringsstofferne fra den føde vi spiser til alle vitale og mindre vitale organer i kroppen.
Man taler om at “Blod er livets flod”.
Som vi alle har erfaret er det ikke ligegyldigt hvad man stopper i sig for at stille sulten og tørsten.
Lever man af “junk food”, cola og sprut kommer man ret hurtigt til at ligne en junkie og gå mod en sikker død.
Med andre ord er mad og drikke ikke bare nødvendigt for at overleve, men kan virke som en gift der nedbryder krop og sjæl. Eller som medicin hvis man spiser, drikker og lever sundt med meget motion, hvad enten man arbejder, går, cykler eller løber hver dag.
Vore kroppe har ikke forandret sig væsentligt siden vor urkommunistiske fortid.
Mennesker med blodtype O er så godt som uforandrede – bortset fra en smule mindre behåring på kroppen. Mennesker med blod type A, B og AB er heller ikke forandret væsentligt udover at “blodet” har gennemgået en naturlig kost-”mutering” så kroppen bedre kunne optage den nye føde : afgrøder fra agerbrug og kvægbrug bl.a hvede,mælk og anden føde fra landbryget som blodtype O har problemer med at optage som næring. Det gælder dog ikke rug.
Frem til 1901 troede man at alle mennesker havde samme blodtype – og derfor blev næsten alle blodtransfusioner til dødelige eksperimenter.
Idag ved vi at blod er afgørende for liv og død, vor sundhed
Under urkommunismen – i stenalderen – havde alle mennesker samme type blod – nemlig O for Original
Næsten halvdelen (~ 41 % ) af os der lever i de skandinaviske lande har den samme blodtype som de første mennesker – jægerne og samlerne i vor urkommunistiske fortid , nemlig blodtype O – for Oprindelig eller Original -
Senere da mennesket begynder at dyrke jorden – og udvikler kvæg- og agerbruget – og hun begynder at ernære sig i kraft af føde fra markens afgrøder – opstår den blodtype som sammen med type O er den mest udbredte blodtype (~44%) i Skandinavien A – for Agerbrug.
Den opstår og udvikles naturligt som en tilpasning til de nye kostvaner som vi får i den nye epoke med afgrøder fra jord og husdyr i et dialektisk samspil med menneskets krop.
Mennesker med blodtype A – søger ofte mod en vegetarisk kost fordi den lettere optages som næring i deres blodomløb.
. . . to be continued . . . . . .. fortsættes . . .. . .
Efter de amerikanske læger Dr. Peter D’Adamo og Cathrine Whitney fremlagde deres revolutionerende teser om sammenhængen mellem kost, sygdom og blodtype er de blevet både mødt med stor interesse , men også fra indædte angreb fra kapitalistiske interesser i de mægtige medicin-selskaber og blandt de moderne kulakker i de store fødevareselskaber som ser “blodtype-teserne” som en trussel mod det profitable marked for fødevare og medicin.
Det er ikke formålet med denne artikel at fremlægge den kapitalistiske kritik af blodtype-dieten – den sørger “kapitalen” selv for at få frem.
Men derimod selve indeholdet i blodtype-dieten og den store interesse fra ikke bare patienter , men også andre læger som f.eks læge Knut T. Flytlie der f.eks skriver : “Der er gode erfaringer med at blodtype-kost hjælper på mange forskellige lidelser: Blodsukker-ubalance, luftvejs allergier, fødevarer allergier, svampeproblemer, fordøjelsesproblemer, tarmsygdomme, sukkersyge (diabetes 2), overvægt, undervægt og meget andet.”
Det som imidlertid skiller blodtype-teorien fra andre teorier om sunde spisevaner og levevis er at den betoner det individuelle; at det som er sundt for Anna med blodtype O Rh+ , vil være usundt for Adam med blodtype A.
Peter D’Adamo er amerikansk læge som i over 20 år har forsket i sammenhængen mellem blodtype, kost og helbred. Han byggede videre på faderens erfaringer og har brugt dennes og sine egne erfaringer og viden i sin lægepraksis og set patienternes mange småskavanker forsvinde og patienter med alvorlige sygdomme få det langt bedre gennem en blodtype-diet – noget som flere års medicinsk behandling aldrig bevirkede.
Den græske læge Hippokrates, som levede for 2400 år siden, skal have udtalt:
“Lad din medicin være din mad og din mad være din medicin.”
. .. . .. fortsættes
Vi fejrer ikke Israels 60 årsdag – deklaration underskrevet af svenske jøder
15.maj 2008
Den 30 april offentligjorde The Guardian (UK) en deklaration som er underskrevet af 100 fremtrædende britiske jøder om årsagerne til hvorfor de ikke fejrer Israels 60 årsdag:
Her viderebringes en bearbejdet og oversat version, underskrevet af 16 svenske jøder (Andre versioner af udtalelsen er er offentliggjort i USA og Canada)
“I løbet af maj måned vil jødiske organisationer verden over fejre 60 års-jubileet for Israels grundlæggelse. Det er forståeligt med tanke på de århundreder af forfølgelse som kulminerede i Holocaust. Vi er jøder som – trods dette – ikke vil være med til fejringen af dette. -
Det er nu på høje tid at indse at det ene folks drøm er blevet begge folks mareridt, at også erkende den andens fortælling. Et andet folk har måttet betale prisen for europæisk antisemitisme og Hitlers folkmordspolitik. De palæstinensiske forfatter Edward Said betonede at : Al Nakba , den palæstinensiske katastrofe 1948 ( . . . . ) som var en følge af Israels dannelse, er for palæstinenserne lige så traumatisk som holcaust er for jøderne. – - Den israelske Plan Dalet sattes i værk i løbet af april 1948, samme måned som den berygtede massakre i Deir Yasin og granatangrebet på civile palæstinensere på markedspladsen i Haifa. Plan Dalet førte til ødelæggelsen af palæstinensiske landbyer og fordrivelsen af den hjemlige befolkning til nabolandene. Vi ønsker ikke at fejre. -
I juli 1948 blev 70.000 palæstinensere drevet fra sine hjem i Lydda og Ramleh midt i sommerens hede uden mad eller vand. Hundrevis døde. Det blev kendt som Dødsmarchen. Vi ønske ikke at fejre.
Sammenlagt blev 750.000 palæstinensere flygtninge. Cirka 400 byer blev raderet ud af kortet.Og den etniske udrensning sluttede ikke der. I 1956 blev tusinder af palæstinensere (israelske statsborgere) udvist fra Galilæa (الجليل).
Og flere tusind dertil da Israel besatte Vestbanken og Gaza.. Ifølge International Lov (Folkeretten) , og FN´s resolution 194, har krigsflygtninge enten ret til vende tilbage eller at få økonomisk kompensation. Israel har aldriog accepteret denne ret.
Vi ønsker ikke at fejre. -
Vi kan ikke fejre et jubilæum for en stat som er grundlagt på terrorisme, masssakre og annekteringen af et andet folks jord.. Vi kan ikke fejre et jubilæum for en stat som bedriver etnisk udrensning, som bryder internatonale love, som bedriver en frygtelig kollektiv afstrafning af den civile befolkning i Gaza og som foretsætter at formene palæstinenserne menneskelige rettigheder. Vi vil fejre når arabere og jøder lever ligestillede og i fed i Mellemøsten”
UNDERSKREVET af
* HENRY ASCHER, Læge
* INGALILL ASPELIN, Fhv. Bibliotekar
* JORGE BUZAGLO, Docent i nationaløkonomi
* ANJA EMSHEIMER,Gymnasielærer
* DROR FEILER, Komponist ,musiker,kunstner-
TIGRAN FEILER, Journalist
* LISA GRAN’ER,Journalist
* LENNART GROSIN, Docent i pædagogik
* DAVID HENLEY, Børnelæge
* ROBERT LYONS, Universitetlektor
* JAKUB SREBO, Civilingeniør
* GIL TARSCHYS, Lærer
* ZOLTAN TIROLER, Chefredaktør
* MAJ WECHSELMANN, Filminstruktør
* JULIANA WEISS, leg Psykolog
* VERA ÖNNER, Fhv Bibliotekar.
Deklarationen som blev bragt i den engelske avis TheGuardian har vakt opsigt i Israel og bliver i ledende kredse stemplet som “antisemitisk” – altså jødefjendtlig.
Det afviser professor Haim Bresheeth – en af underskriverne“- Jeg forstår ikke , hvorfor underskriverne bliver anklaget for antisemitisme og for at støtte terrorisme. Ingen af dem, der har skrevet under, støtter at skade civile eller sagesløse ofre på begge sider,” siger Bresheeth til det israelske dagblad Ynetnews.
“- Den virkelige terror er den, som Israel har udøvet mod palæstinenserne i 40 år, en stærk stats terrorisme mod en relativ svag organisation. Vi tvinger palæstinenserne op i et hjørne, hvor de kun kan vælge angreb, ” siger Haim Bresheeth.
USA: Verdens største forsikringselskab AIG i krise: har tabt 60 milliarder kr.
10.maj 2008 *
Kapitalismen i krise : Hvad koster kapitalismen ?
For sjette dag i træk slog prisen på råolie ny rekord da den nåede sit højeste niveau nogensinde med 126,20 dollar pr tønde. Det fik de kapitalistiske aktiekurser på Wall Street til falde med 0,8 % ( Dow Jones) fredag.
Det kapitalistiske industriindeks S&P 500 gik 0,6 prosent ned .
Energipriserne påvirker selskaper som driver ulike former for transport og dermed er avhengige av drivstoffprisene.
Goldman Sachs nedjustering af profit-prognosen for USAs største raffineriselskap, Valero Energy Corp. trækker også ned, skriver Bloomberg.
Flere skeletter i skabet
De andre store faktorene på New York-børsen i dag er American International Group (AIG) og Citigroup, som kunngjorde at banken vil kvitte seg med enorme verdier for at bedre lønnsomheten.
AIG er verdens største forsikringsselskap, og kom fredag med nyheten om at underskuddet gør det nødvendigt for selskabet at skaffe 12,5 milliarder dollar for at dække tabbene. Kapitalen bag AIG har været en af støttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåningen på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på bologmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkrditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig” .
“Subprime” -realkreditterne som blev foreslået af Clinton-regeringen allerede i 1993 – og den planmæssige sænkning af FED- USAs Nationalbanks – statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001.
AIG-akien faldt med syv prosent.
“- Måske er den værste del av finanskrisen ikke ovre alligevel. Vi finder flere skeletter her efterhånden som vi kæmper os gennem dette kaos,” siger Art Hogan, chef-strateg hos Jefferies & Co til MarketWatch.com
Den teknologi-tunge Nasdaq-aktieindeks ligger så at sig fladt fredag.
Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva
9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.
Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko
-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -
-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem
Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov
Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.
Hurra-råb og advarsler
Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.
“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”
men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:
“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.
|
|
9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner. ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende. |
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
| bagved fronten. D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne. De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren. Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter * º º º º º * * º * * * º * * º * * * . For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater.
Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.
I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.
I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst.
Disse kræfter forrådte deres eget folk. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland.
|
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?
Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.
De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.
I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”
HVAD er FAKTA ?
Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.
Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.
Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.
Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?
Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.
Var det “enorme forsyninger”?
Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)
De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.
Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >
” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”
Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.
Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?
Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.
Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.
Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.” -
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt
Terror-Karikaturkrisen: Nye demonstrationer mod Danmark og Holland i Pakistan
3. maj 2008
Tusindvis af “protestanter” var lørdag på gaderne i Karachi i det sydlige Pakistan for at protestere imod den anti-muslimske propagandafilm “Fitna” – klippet sammen af den højreliberale parlamentariker Geert Wilders fra EU- og Natolandet Holland – og Jyllands-Postens terror-karikaturer af profeten Muhammed.
Det franske nyhedsbureau AFP taler om omkring 4000 demonstranter, mens det amerikanske nyhedsbureau AP anslår, at der var 5000 deltagere.
Dannebrog brændt af igen
Talere ved demonstrationen krævede, at Pakistan afbryder de diplomatiske forbindelser med Holland og Danmark. Demonstranterne foretog også den efterhånden rituelle afbrænding af Dannebrog.
Hanif Tayyub, leder af organisationen Bevægelse for Beskyttelse af Profetens Herlighed, sagde til demonstranterne, at den pakistanske regering har en måned til at udvise den danske og hollandske ambassadør og hjemkalde de pakistanske ambassadører fra de to lande.
- Ellers beder vi vore tilhængere om at marchere imod hovedstaden Islamabad, sagde han.
Demonstrationen forløb i øvrigt fredeligt.
Første Maj : JORDEN RUNDT
1.Maj. 2008 – 23:35
VERDEN OVER blev 1. Maj -dagen fejret med demonstrationer og aktioner – som Kampdag for Arbejderklassen.
Rote Fahne News skriver : -
I Rusland var flere end To miljoner mennesker på gaden i Første Maj-demonstrationer – ifølge indenrigsministeriet – rundt om i Rusland, til støtte for det styrende Forenede Rusland, men også i protest mod stigende priser som i mange andre lande ligner en priseksplosion. -
Størst var præsidentpartiet Forenede Rusland som i Moskva var gået sammmen med FNPR (Uafhængige fagforeningers føderation, som er den nærmeste svar på LO i de skandinaviske lande).
De samlede 20.000 deltagere i Moskva med krav om højere løn og pensioner.
Ved borgmesterembedet ventede Jurij Luzjkov som erkærede dagens pensioner “skammelige”. Han lovede forhøjede minimumslønninger i byen til 9 000 rubel i måneden.
Bekymringen for prisstigninger var gennemgående i alle demonstrationstog. Pris-forhøjelserne på dagligvarer løb op i 22 procent sidste år, men lønforhøjelserne var betydeligt beskedne. Under de fire første måneder i år har dagligvare-priserne øget yderligere 13,5 procent, huslejerne med 13,5 procent, gas med 22,3 procent, el med 13,3 procent og kollektivtrafiken med 8,3 procent.
Mens “Forenede Rusland” gik på hovedgaden Tverskoj paraderede “Retfærdigt Rusland” på “Tsvetoj bulvar”, men hovedparolerne – højere løn – var de samme.
Flere end 2.000 deltog i det socialdemokratiske “kommunist-partis” (Kprf) demo hvor der fandtes paroler for socialismen (Forenede Ruslands demo advarede udtrykkeligt mod enhver tale om socialism). Till Kprf´s demonstration havde Limonovs nationalbolsjeviker og den “Røde Ungdoms Avantgarde” (AKM) tilslutet sig. Også denne gang kunne man fra Limonovs folk høre taktfaste råb bl. a. “Ned med arvetronen”, en klar hentydning til hvordan Ruslands nye præsident, Medvedev, blev (ud)valgt
I sin tale eklærede Kprf-lederen Gennadij Ziuganov at situationen i landet forringes dag for dag, trods det rosenrøde billede som officiellt males op.
Omtrent 1 000 personer deltog i et fremmedfjendligt 1. maj-optog med paroler som – :“Gæstarbejdere, forsvind!” – På mødet talte bl a en tilrejst repræsentant for “hvid modstand” i USA; Presto Widginton.
I S:t Petersburg marscherede 6 000 med præsidentpartierne Forenede Rusland og “Retfærdigt Rusland. Fra samme plats udgik lidt senere Kprf ´s demo. I begge demonstrationer visen “byen ved den frie Neva” hvor et af versene lover at “gang på gang hejse det røde flag mod stjernerne”.
Den “demokratiske opposition” i “Et andet Rusland” som i Moskva gik med Kprf´s “kommunister” valgte i Petersburg at gå i et eget tog med 700 deltagere.
Forfattaren Eduard Limonov blev overfaldet af provokatører uden at den talstærke milits greb ind.
Kilder : “Kommersant” 4/5
rf-news skriver at : I den indonesiske hovedstad Jakarta gingen geschätzte 40.000 Menschen på gaderne. Sie trugen Plakate mit der Aufschrift “Senkt die Lebensmittelpreise jetzt” und “Mehr Geld für Arbeiter und Bauern”. -
I den thailandske hovedstad Bangkok forderten tausende Demonstranten einen höheren Mindestlohn. Dafür protestierten in den Mittagsstunden bereits knapp 2.000 Arbeiter verschiedener Industriezweige vor dem Sitz der Regierung. -
Besonders brutal ging die Polizei in Istanbul mit Panzerwagen, Tränengas und Knüppel vor, als Demonstranten gegen das seit dem Militärputsch 1980 verhängte Verbot versuchten, ihre Mai-Kundgebung auf dem legendären Taksim-Platz durchzuführen, an dem am 1. Mai 1977 von Polizei 37 Menschen getötet wurden. Am Vormittag wurden über 500 Demonstranten verhaftet, es soll zahlreiche Verletzte gegeben haben. Proteste gegen die türkische Regierung und die Solidarität mit den türkischen 1.Mai-Demonstranten beherrschten auch viele Gespräche unter den vielen kurdischen, türkischen und deutschen Teilnehmern auf den Mai-Kundgebungen hier in Deutschland. -
PARIS; 1. maj 2008
TYSKLAND
Rund 416.000 Menschen beteiligten sich laut Angaben des DGB an den über 440 Kundgebungen und Demonstrationen in Deutschland. Überall war eine kämpferische Stimmung spürbar und die offiziellen Redner kamen nicht umhin, auf den wachsenden Linkstrend in Deutschland einzugehen. Während sich unter den Teilnehmern die Diskussion über den Sozialismus immer mehr verbreitete, griffen diese nur die größten Auswüchse des Kapitalismus an, um ihn dann mit der illusionären Losung “Den Sozialstaat retten” zu verteidigen.
*
Zurecht wurde von den Rednern die zunehmende Leiharbeit, die wachsende Zahl der “Billiglöhner” und die steigende Altersarmut kritisiert. “Wer arbeitet, soll auch so bezahlt werden, dass er davon leben kann”, so DGB-Chef Michael Sommer auf der zentralen Kundgebung des DGB in Mainz. In Gelsenkirchen trat Oberbürgermeister Baranowski, ohne rot zu werden, als Freund der Gewerkschaften auf, ohne ein Wort zur vorzeitigen Schließung des Bergwerks Lippe und der Vernichtung tausender Arbeitsplätze zu verlieren.
Dagegen bezeichnete die Bürgermeisterin von Marl den Kohleausstiegsbeschluss als völlig unverständlich und versicherte den Kumpels die Solidarität des Rates der Stadt, wenn sie um ihre Arbeitsplätze kämpfen. In Berlin war der Demonstrationszug von den kämpfenden Kollegen der Verkehrsbetriebe (BVG) geprägt. Am Mittwoch streikten 1.200 Busfahrer.
Die meisten offiziellen Redner warnten anlässlich des 75. Jahrestages der Zerschlagung der Gewerkschaften vor der faschistischen Gefahr und forderten teilweise das Verbot der NPD. In Hamburg und Nürnberg gab es breite Demonstrationen gegen die provokativen Aufmärsche der NPD (Hamburg 7.000 und Nürnberg 10.000).
1.maj i BILLEDER JORDEN RUNDT
Irakisk arbejder pours water to cool down an area around a furnace at a factory in Baghdad.
En tilhænger af det Libanesiske kommunist-parti, painted in black, stands in front of the Communism symbol in Beirut.
Carsten “muhammed” Juste slutter som Chefredaktør
28. apr. 2008 09.33
Jyllands-Postens berygtede chefredaktør stopper
Carsten Juste -Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør – som blev berygtet verden over som manden bag “terror-karikaturerne” af Muhammed og som manden bag “fyringen” af Kulturredaktør Flemming Rose – fratræder sin stilling efter eget ønske meddeler avisen. -
Carsten Juste blev udnævnt til Jyllands-Postens øverste chef i januar 2003, efter at Politikens Hus og Jyllands-Posten var fusioneret til den kapitalistiske medie- og propagandakoncern JP/Politikens Hus. Han havde forinden været chefredaktør siden 1994.
Danmark i karikaturtegningernes greb ytringsfrihed og cencur i danske medier
Indien: Protester mod de stigende fødevare priser fortsætter
22.april 2008 -
Prisen på det daglige brød fortsætter sin himmelflugt
De stigende fødevarerpriser på det kapitalistiske verdensmarked medfører øget sult, fattigdom og elendighed for de fattige i Skandinavien såvel som i Indien. – – – -
At fødevarepriserne stiger er både en følge af kapitalistisk spekulation, hvor den overskudskapital som nu flygter fra det tidligere profitable bolig- og ejendomsmarked søger mod fødevare , olie og andre spekulations-objekter der kan give kapitalen de to-ciffrede årlige udbytter som den kræver og en følge af at mindre dele af landbrugshøsten bliver solgt til fødevareproduktionen fordi stadig større dele af landbrugets høstafgrøder bliver omdannet til brændsel til den kapitalistiske verdens milliardstore personbilspark.
I den østindischen Millionby Calkutta haben Tusindet af Menschen mod de højere Lebensmittelpreise demonstriert. Die wütenden Demonstranten unterbrachen mit Bananenschalen die Stromzufuhr der Oberleitungen und legten den Verkehr lahm. Die Polizei des Bundesstaates West-Bengalen nahm mindestens 300 Personen fest.
HVORFOR er de stigende fødevarepriser og sult – “normalt” under kapitalismen ? !
spørger redaktionen på Rote Fahne News -Tyskland -24.april – Gestern demonstrierten in Stuttgart über 1.000 Bauern gegen das Milchpreisdumping von Discountern wie Lidl und Aldi. Jeden Tag solle man eine Stunde lang den Trecker und den Pflug auf der Autobahn abstellen und die Fahrbahn sperren – so zitiert der “Tagesspiegel” heute einen wütenden Milchbauern aus Brandenburg. Während die Milchbauern immer weniger für ihre Produkte bekommen, stiegen im März die Lebensmittelpreise in Deutschland nach Angaben des statistischen Bundesamtes um 10,1 Prozent. Auch in Deutschland, einem der reichsten Länder der Erde, wird es am Monatsende z.B. für Hartz-IV-Betroffene immer schwieriger, ihre Lebensmittel zu bezahlen.
Trotzdem klopfen sich verschiedene Supermarkt-Ketten in teuren Zeitungsanzeigen aufgrund der aktuellen Milchpreissenkung stolz auf die Brust. Am Gesamttrend ändert dies allerdings nichts. Denn Lidl und Kaufland stellen die Verbraucher in Deutschland schon zynisch auf einen weiteren Anstieg der Lebensmittelpreise ein. Die aktuelle Milchpreissenkung wird zudem die Profite der Supermarktketten nicht schmälern. Sie wird voll auf die kleinen und mittleren Milchbauern abgewälzt.
Dr. Rudolf Schmidt, Milchexperte des deutschen Bauernverbands berichtet gegenüber “rf-news”, „dass der Handel seine Einkaufspreise für Milchprodukte gegenüber Jahresende bereits derart gesenkt hat, dass die Milchbauern 5 bis 6 Cent pro Liter weniger bekommen“. Aktuell hat Aldi den eigentlich bis Juli 2008 laufenden “Trinkmilchkontrakt” gekündigt, um weitere Preissenkungen durchzusetzen. „Das kann zu weiteren Abschlägen von bis zu 7 Cent führen“, so Dr. Schmidt.
Mangel an bezahlbaren Lebensmitteln und Hunger für wachsende Bevölkerungsteile sind ein weltweites Problem, das – anders als manchmal in der Vergangenheit – vollständig unabhängig von Dürren oder anderen Naturkatastrophen entstanden ist. Selbst Bauernpräsident und CSU-Mitglied Sonnleitner protestiert: “Die Börsenpekulationen werden immer stärker. Die Heuschrecken richten sich nun auch auf Agrarrohstoffe.” Es sind aber keineswegs nur einzelne “Heuschrecken” unter angeblich prächtigen kapitalistischen Schmetterlingen, die für die Probleme verantwortlich sind. Vielmehr gehört es zum ökonomischen Grundgesetz des Kapitalismus auf der heutigen Stufe der Neuorganisation der internationalen Produktion, dass er seine Maximalprofite unter anderem durch die Ruinierung oder Zerstörung der Lebensgrundlagen in ausnahmslos allen Ländern der Erde sichert. Ein Gesellschaftssystem, in dem explosionsartig wachsender Reichtum einer Minderheit nur auf der Grundlage von Hunger und Massenarmut für Milliarden Menschen entsteht, gehört auf den Komposthaufen der Geschichte.
Afghanistan: to hollandske soldater døde efter sabotageaktion. Den ene var søn til den hollandske forsvarchef.
18. Apr. 2008 20:45 *
En afghansk sabotageaktion direkte rettet mod den deling hollandske militære styrker hvor Forsvarchefens søn Løjtnant Dennis van Uhm – befandt sig lykkedes med at sætte både Forsvarschefens søn og en anden soldat ud af spillet, mens yderlige to soldater er alvorligt sårede meddeler en hollandsk militær-presetalsmand.
Sabotageaktionen blev gennemført bare 12 kilometers nordvest for en hollandsk militær-base i Uruzgan-provinsen kendt som Camp Holland.
Dennis van Uhm – søn til Hollands Øverst Kommanderende General Peter van Uhm blev endnu en skalp for den afghanske modstandsbevægelse.
Under den voldsomme bombeeksplosion 12 kilometers vej fra militærbasen mistede to soldater livet.
I Holland og i Afghanistan står det klart at angrebene på Nato-landet Hollands militære styrker hænger sammen med den højreradikale kampagne mod muslimer som i de sidste par år , har nået lavpunktet med de Wilders anti-muslimske “fitna”-film – som bedst kan sammenlignes med de nazistiske propagandafilm hvor jøden sammenlignes med rotter. Kun rotterne var fraværende i Wilders primitive og vulgære film.
Men den hollandske regering afviser at der er en sammenhæng mellem terror-karikaturfilm og angreb på de hollandske soldater i Afghanistan.
Klart er det at både de hollandske og danske terror-karikaturer af muslimer har oprørt afghanerne og ført til massedemostrantioner direkte rettet mod Danmark og Holland i Afghanistan. – – – - – - – – – – -
Angrebet der tog livet af den øverste militære officer i Holland, Forsvarchefens søn kommer bare en dag efter et bombeattentat i den sydvestlige Nimroz provins hvor 24 mennesker mistede livet mens flere end 30 blev såret, hvor attentatmanden selv mistede livet.
Jane´s defence: Afghanistan mindre stabilt end Irak
25 mars 2008
Rapport fra “Jane’s Information Group”: Situationen i Irak “bedre” end Afghanistan.
Afganistan er et mindre stabilt land end Irak. Aller mindst stabilt er det i Gazarstriben og på Vestbanken i Palæstina samt i Somalia, i deres tabel over risikofyldte lände. – Irak havner “nede” på plads nr. 22 over instabila lande og placerar sig dermed blandt lande som Niger, Nigeria og Burundi. Afghanistan derimod havner på langt oppe på risiko-listen som det tredje mindst stabile land i verden. Jane’s Country Risk Rating kom i år for første gang og dermed er der intet at sammenligne med. _ Den mest stabile stat i verden er den kristen-katolske kirkes hovedsæde i Vatikanstaten efterfulgt af Sverige, Luxemburg og Monaco.
Albanien 1991: Kommunister vandt frit valg
Kommunister vandt frit valg i Albanien
slog dagbladet Politiken fast på sin forside samme dag som det erklærede kommunistiske Albaniens Arbejdets Parti vandt 2/3 af stemmerne i det internationalt overvågede valg i 1991 – godt 17 måneder efter den tyske Murs fald.
”Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt”
skrev Dagbladet Information´s korrespondent den 2.april 1991
- — – - –
Var der tale om et “kommunistisk komplot” – en sammensværgelse mellem det kommunistiske styre og venstreorienterede udenlandske journalister og observatører ?
Det kan ikke udelukkes . Derfor bør sagen undersøges meget nøje.
Det så jo ud som en international konspiration – et forsøg på ”historieforfalskning” hvor både bbc, cnn, New York Times, Le Monde og andre medier fortæller nøjagtig det samme :
Kommunister vinder overbevisende valgsejr.
Men hvad med de omkring 100 internationale observatører der var i landet for at overvåge valget ?
DE kan vel ikke beskyldes for at være deltagere i denne “kommunistiske konspiration” ?
”Alt forløb efter reglerne“ ,udtalte cand.mag. Tue Magnussen fra RUC,der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne.”, ifølge Politiken (2.april 1991)
Informations korrespondent Tue Magnussen skrev
den 2.april 1991 at ”de danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der igår fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad der var imponerende”
Men hvad har Magnussen,Andersen og Glønborg egentlig set ? Er de ikke blevet ofre for en veliscenesat kommunistisk forestilling. Kommunister kan vel ikke vinde frie valg ?
Det er jo i modstrid med alt hvad vi har lært i skolen og af de “demokratiske” danske politikere som Poul Nyrup, Anders Fogh, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard.
Skrev de “demokratiske” danske aviser ikke om den kommunistiske undertrykkelse i Albanien ?
Universitetsuddannede Albaniens-”eksperter” slår meget autoritativt fast – at hvis et kommunistisk parti vinder 2/3 af stemmerne ved et valg som bekræftes af 100 internationale observatører så er der grund til at rejse spørgsmålet: Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere” ? _ _ _ _
Men HVAD ER FAKTA OM VALGET ?
Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk Folketings-valg.
* * “Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister” som dagbladet Politiken skrev.
Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti ,PPSH mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisterne overbevisende sejr var et chock for de borgerlige kræfter, både i og udenfor landet.
Spørgsmålet er :
Hvad gør et parti der har vundet 2/3 af fokets stemmer med en opposition som ikke accepterer resultatet ,men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold,terror og sabotage mod folkets demokratiske valg ?
Hvad skulle Thorning, Fogh eller Søvndal gøre hvis de havde vundet 2/3 af stemmerne , hvis taberne anført af demonstrerende “autonome” ikke vil accepere valgnederlaget, men begynder at terrorisere partikontorer, fabrikker og angribe politikere fra det vindende parti ?
For det var hvad der skete i Albanien.
Det erklærede kommunistiske og marxist-leninistiske parti – som bare nogle måneder efter at de har fået 2/ 3 af stemmmerne – i et valg med 96% stemmmedeltagelse – en overbevisende folkelig opbakning til partiets kommunistiske politik – opløser sig selv.
Det er et flertal af partiets ledende medlemmer og delegerede – ikke medlemmerne, jeg mener ikke der var en medlemsafstemning – der i juni 1991 opløser det “kommunistiske parti” på en hasteindkaldt parti-kongres og inviterer den “voldelige” opposition ind i regeringen.
Ramiz Alia’ s parti PPSH fik IKKE 2/3 af stemmerne for at opløse partiet og overlade ledelsen af landet til USA-støttede kræfter der førte landet ud i den kapitalistiske kontrarevolutions kaos, terror, sabotage, massearbejdsløshed, mord og kriminalitet.
Et flertal i Partiets ledelse forrådte folket og partiets tusinder af menige kommunistiske medlemmer som havde givet dem en overbevisende tilliderklæring ved valget i marts
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet at kriminaliteten var steget med 70 %. i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berisha´s nydannede “Demokratiske Parti “-PD hærgede i gaderne og på flere arbejdspladser sabotererede de produktionen og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om at de både havde retten og flertallet med sig
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske diciplin blev nedbrudt, kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker som ikke blev spærret af med brædder og jerngittrer blev smadret og plyndret.
I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand.
Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet.
Den store magnet var kapitalismens Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjersyns-serier som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty,Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af ved ankomsten til “frihedens land”, Nato-landet Italien.
For det var åbenlyst at de Nato og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte hans tilhængere ind at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk” valgfusk.
Efter valget opmuntrer og organiserer Berisha-Demokraterne til protester , sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.
Bevæbnede tilhænger til Berisha angriber og besætter de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med poltiet dèr resulterer i skudveksling hvorunder tre mennesker mister livet og flere bliver sårede.
I maj måned truer tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden , i luften om “kommunist-regeringen ” ikke afgik
De virksomheder og fabrikker som ikke allerede var saboteret og plyndret blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb som var begyndt i 1990.
Ifølge Unicef blev 1000 ud af landets 3700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt.
For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød,el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre hvorunder fem mennesker omkommer.
På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje.
Fra Grækenland og Jugoslavien smugles køleskabe og fjernsyns–apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder som endnu ikke er gået helt i stå og hvor Berisha-tilhængerne har tilstrækkeligt med folk sørger de for at sabotere og stoppe produktionen.
Den 15 maj erklærer Berisha-Demokraterne “generelstrejke mod kommunist-regeringen”.
Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generelstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.
Men i Albaniens Arbejdets Parti- PPSH, som havde fået 2/3 af folkets støtte og mandat til at forsætte med at lede landet den 31.marts besluttede et flertal af de delegerede på en ekstrakongres – godt to måneder senere
- i juni at nedlægge det “kommunistiske parti” og invitere den “Demokratiske opposition”, som havde tabt valget og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage,plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .
Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti som knapt tre måneder forinden havde scoret 2/3 af folkets stemmer nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerligt-reformistisk program for dette “nye” parti.
Der dannes en “national redningsregering” , et samarbejde mellem PS og Berisha´s Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søger om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond IMF .
Regeringen domineres af vice-statsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De er fast besluttede på at udsætte økonomien for en liberal chock-terapi, ligesom i f.eks Chile og Rusland.
Men trods at PD dominerer denne regering er det ikke nok for Berisha-Demokraterne.. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvinger udskrivningen af et nyvalg den 22.februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valget.
Det sker uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets parti havde fået 2/3 af folkets støtte den 31. marts. ¨
“something was rotten in the Party of Labour of Albania”.
Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier som var blevet valgt.
Derfor kunne Berisha´s PD uden problemer vinde 92-valget der var præget af befolkningens mistillid og reelle boycot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede at den var demokratisk valgt.
Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny Præsident.
Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berisha´s vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltig aktivt i DP´s valgkamp og det var fra USA at Albanien fik den næststørste bistand på 236 millioner Dollar fra 1991-96 efter den italienske bistand .
Den nye US og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af af 442 større fabriker var det kun 105 der kom igang igen under det nye Nato og EU-støttede regime.
I januar 1993 indførte den ”Demokratiske” regering ”fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og sådan fortsætter historien om indførelsen af “kapitalistisk demokrati” i et land i Sydeuropa …
Irak år fem efter “befrielsen”:Irak er et af de mest kriseramte lande i verden ifølge Internalt Røde Kors(ICRC)
18 mar 2008 – *
Fem år efter den USA-ledda invasionen er næsten hver femte iraker på flugt, enten som flygtninge i deres hjemland eller som flygtninge i andre lande.Ifølge den Internationale organisation for migration (IOM) bliver situationen stadig værre for de 2,4 millioner irakere som er flygtet ud af landet , de fleste til Syrien og Jordan, skriver Reuters.For 2,7 millioner flygtninge i Irak savnes der bistand fra andre lande.Bare omkring en procent af alle flygtninge er vendt tilbage til hjemlandet eller hjemstavnen. – - – -
>> Samtidigt er omkring 4.000 amerikanske soldater faldet ifølge officielle tal fra US-Army – titusinder af soldater fra de kapitalistiske Nato-stater som fulgte USA ind i Irak er sårede på krop og sjæl for livstid, op imod en million irakere er døde – antallet offrer varierer – og godt to millioner har flygtet ud af landet.
Stadig stor afsavn og nød i Irak
17 mar 2008 – 04:38 Fem år efter att USA invaderade Irak lider millioner af irakere under mangel på drikkevand og sygepleje , ifølge en rapport fra den Internationale Rødekors-kommittén, ICRC. I rapporten beskrives situationen som en af de mest kriseartede i verden. Ifølge ICRC tvinger mangelen på rent vand en del familier til at købe drikkevand for en tredjedel af deres månedsinkomst.ICRC har blandt andet opgaven at hjælpe krigsoffer og at overvåge at Genève-konventionen om menneskelige rettigheder efterleves.Det forhindrede ikke USA:s præsident George Bush fra at slå en positiv tone an på årsdagen. – Krigen i Irak har åbnet døren for en strategisk sejr i “krigen mod terror”, var hovedbudskabet i den tale Bush holdt på årsdagen. For Bush: er svaret enkelt: “Fem år efter at vi indledte den her kamp så pågår en forståelig debat om hvorvidt det var værd at udkæmpe krigen … og om vi kan vinde dent. For mig er svaret enkelt: at få Saddam Hussein væk fra magten var en rigtig beslutning – og det her er en kamp som Amerika kan og skal vinde, sagde Bush i sitt tal i dag. Bushs beskrivning af Irak som “den plads hvor arabere har forenet sig med amerikanere for at drive al-Kaida ud” bliver sikkert ikke opfattet hos de krigsmodstandere som hævder at al-Kaida og andre terrorister nu har har fået et base i irak som de ikke havde under det brutale og hårdt kontrollerede Saddam Hussein-regime hvor al_Kaida ikke fik et ben til jorden. Krigsmodstandere demonstrede i mange amerikanske byer mod Irak-krigen.
Ingen masseødelæggelsesvåben
Bombningen af Baghdad, som var starten på krigen for fem år siden blev indledt den 20 mars 2003 klokken 03.35, skandinavisk tid (19 mars USA-tid). Saddam Hussein -regimet faldt hurtigt sammen i hvad der senere er blevet opfattet som en planlagt retræte for at indlede en egentlig guerilla- og modstandskamp , men de masseødelæggelsesvåben som Bush, Blair, Fogh, Lykketoft og medierne i de USA-allierede stater påstod var en trussel mod andre lande og folk , og som var det vigtigste argument for at starte krigen, er aldrig blevet fundet og har tilsyneladende aldrig eksisteret.
Det feje kyniske spil og den brutale udpresning som USA op igennem 1990′erne – med støtte fra de vestlige lande – gennem økonomisk blokade og flyterror i “flyforbudszonerne” – var et led i både Bush – og Clinton-regeringens feje strategi om at afvæbne Irak. Siden Viet Nam nederlaget har gangsterne i Washington og og generalerne i Pentagon frygtet de væbnede modstand der fører til store tab af soldater. Derfor førsøgte USA at afvæbne Iraks inden angrebet. PÅ den anden side har Irak ikke været meget for at oplyse at de reelt var forsvarsløse selvom de blev presset af FN´s Våbeninspektører. – –
Iran søger optagelse i Shanghai-organisationen
26.mar 2008 *
Iran har ansøgt om blive helt tilsluttet Shanghaiorganisationen for samarbete (SCO), som omfatter Rusland, Kina og fire tidligere sovjetrepubliker i Centralasien, meddeler Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki igår.
Den islamiske republik Iran har idag ligesom Afghanistan, Indien, Pakistan og Mongoliet observatørsstillning i SCO.
Set fra et russisk synpunkt ville et iransk medlemskab være velkommet, bl a for russerne lettere ville kunne løse spørgsmål om det Kaspiske Hav og energisamarbejde om både olia, gas og atomkraft. -
-zs
Kilde: Ria-Novosti 24.mar
Nye beboere i UFO-huset i USA: ufo-hus solgt for 25% under udråbsprisen
17.mar 2008 – 13:41
Det vidt berømte UFO-hus som i sin form minder vældigt meget om de berygtede “flyvende tallerkener” er netop blevet solgt for 135 000 dollar – 50.000 dollar under den pris der blev forlangt for et år siden.
Det tidligere så futuristiske hus, beliggende i en bjergsslutning ikke langt fra byen Chattanooga i delstaten Tennessee i USA, blev bygget af en C.W. King, som lanserede huset som en ”bygning for det 21.århundrede”.
Huset var en prototyp som Mr.King havde planer om at massefremstille, inden han havnede i økonomiske besværligheder, rapporterer The Chattanoogan.
Køberen av UFO-huset var en kvinde fra Ohio og indflytningspriset faldt ned til 135 000 dollar lige godt en halv million kr.. For priset får damen en grund på 600 kvadratmeter og fin utsigt – så hun kan holde øje med om der kommer udenomjordisk besøg. UFO-huset i sig selv er bygget i stål og beton.
– – -
I USA er UFO-huset kendt vidt omkring omend det idag mest ses som et sjovt monument over en tid hvor UFO-observationer var hverdagbegivemheder, mens der blev udkæmpet Star Wars og børnene på egnen fik at vide at Spielbergs filmfigur E.T. vist nok holdt til i UFO-huset.
Visningen lokkede en del nysgerrige besøgere og et respektabelt presseopbud.
Trods opmærksomheden kunne sælgerne ikke finde nogen købere til den oprindelige udråbspris; selvom huset blev sat til salg for godt et år siden, for 185 000 dollar.
“Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”
13.feb – 2008 *
FILM – :“NATTENS HÄXOR” -Premiere på Sveriges Television Kanal 2 den 13.april 2008
- Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – -
- Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
- Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.
Nat efter nat – gennem tre år fløj den Røde Hærs 588.regiments kvinder bag de tyske frontlinjer . De gjorde flere flyvetogter end deres mandlige kammerater. Tyskerne kaldte dem foragtfuldt “nattens hekse”. Foto: Russisk (sovjetisk)arkiv
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
- De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – -
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød - interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.
Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.
Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen. I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.
* * * * *
“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *
Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588′eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.
Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.
Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , ultrafeministiske vinkel som kvinder i idag ofte forfalder til. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som fik ham overbevist om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.
Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet
FAKTA om ANDEN VERDENSKRIGNæsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45. |
Ny bog om Antisemitisme i Polen efter befrielsen af KZ-Auschwitz
23 Juli 2006 – * En ny bog om antisemitismen – altså jødehadet - i Polen har rejst en ophidset debat i forfatterens hjemland. I Europa havde jødehadet været en “god” kristen tradition – siden den kriste kirke for alvor fik magten undet det tysk-romerske kejserrige og frem til og under Anden Verdenskrig. Polen som så ofte havde måttet kæmpe for sin egen identitet og selvstændighed var i flere århundreder et fristed for millioner af jøder , f.eks de som havde flygtet fra den kristne spanske inkvisition, men der skete noget i Polen og andre europæiske lande i mellemkrigsårerne da de reaktionære kapitalistiske kræfter opmuntrede den fascistiske tankegang og bragte Mussoloni, Hitler og Piłsudski til magten – Polen forvandledes i 1930`erne – samtidigt med Tyskland – fra at have været et fristed hvor jøder og kristne levede side om side til at blive jøde-hadende og krigsophidsende hvor de herskende reaktionære klasser opmuntrede hadet og frygten for den “jødekommunistiske sammensværelse”. I de kristne kirker sparede præsterne ikke på krudtet i kritikken af de “kætterske” jøder og kommunister.
Da Polen samtidigt blev invaderet og besat af Nazityskland i fem år er det måske ikke så mærkeligt at den blodigste pogrom i fredstid i det tyvende århundredes Europa som forfatteren gør opmærksom på – udspillede sig i den polske by Kielce – et år efter krigens afslutning den 4.Juli 1946.
Progromen mod jøderne i den polske by Kielce i 1946 fik som følge at halvdelen af de jøder – 100 000 ud af 200.000 – som havde overlevet krrigen og den tyske besættelse forlod deres polske hjemland. Mange udvandrede til Palæstina for senere at blive en del af den nye “jødiske stat” Israel. Kielce-massakren blev endnu et argument for oprettelsen af Staten Israel. Kielce-progromen blev endnu en antisemitisk “byggesten” hvorpå Staten Israel blev oprettet i 1948: Og endnu et åbenbart eksempel på forbindelsen mellem zionismen og jødethadet. Zionismen som antisemitismens janusansigt – dens politiske tvilling. Idag ved vi at Staten Israel – og antisemitismen behøver hinanden. Forbrydelser og terror begået af staten Israel opmuntrer (uberettiget) antisemitismen, mens antisemitismens udbredelse med vold og terror mod jøder i Europa som følge styrker udvandringen af jøder til den zionistiske stat. Det var ikke uden grund at flere af de ledende tyske nazister udtalte : “Jeg er også zionist”
Foruden Kielce-massakren som udspillede sig i det befriede Polen – efter befrielsen af KZ-Auschwitz – var der under den nazityske besættelse flere antijødiske progromer bl.a i Juli 1941 i byen Jedwabne hvor 1600 jøder mistede livet ifølge Gross
Gross skrev om Jedwabne-massakren i bogen “Neighbors” – naboer – en bog der også vakte opmærksomhed i Polen.
Om bogen der har fremkaldt stemmer – med ikke ubetydelig opbakning i det “kristent-katolske” Polen som hævder at det er en “antipolsk” bog skrevet af den “antipatriotiske” polak Jan Gross”.
Forfatteren til disse bøger koncentrerer sig om det kristne chauvinistiske jødehad og progromer i hans fødeland Polen og naturligvis Nazityskland. – – Men var situationen for jøder,Romer og andre etnisk-religiøse mindretal i resten af det tysk-dominerede og allierede Europa – i tiden optil og under den Anden Verdenskrig – meget bedre ?.
– – – – – -
Det er også værd at notere sig at det revisionistiske Hrustchov-støttede Gomułka-regime – som kom til magten i Polen i 1956 efter Hrustjovs berygtede “hemmelige tale ” mod Stalin i marts 1956 på SUKPs 20.kongres – aktivt brugte jødehadet som et led i kampen mod de “kommunister og sådanne jøder som støttede Stalins politik” – for at forsvare de prokapitalistiske reformer (selvforvaltning i virksomhederne> større magt til direktørerne) som for alvor fra 1956 blev gennemført og som førte Polen og Sovjet mod den økonomiske afgrund i 1989.
Gomułka-regimets populistiske antijødiske propaganda – som var knyttet sammen med opgøret med Stalins revolutionære kommunistiske linje som Hrustjov i marts 1956 forsøgte at sætte igang i Sovjet og de folkedemokratiske stater som Polen og Ungarn – blev understøttet af den kristne kirke og i 1956-57 og i 1968 fik Polens jøder mærke konsekenserne af den “nye revisionistiske linje” som var rettet mod “sådanne jøder som støttede Stalins politik”.
I 1968 måtte 20.000 “jøder” i Polen forlade deres hjem, arbejdspladser og hjemland i en progrom iværksat af Gomulka-regimet – støtte af den kristne kirke. Tomasz Gross født i 1947 var en af dem der måtte forlade hans hjemland efter at han blev fængslet i 1968 som en følge af krisen for det revisionistiske regime med stigende protester og uroligheder som regimet forsøgte at aflede med endnu en progrom rettet mod landets jødiske minoritet.
Her følger en amerikansk anmeldelse af bogen * * * “Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz,’’ * * * af Jan T. Gross 
* En gang i de sene 1950’ere, gik et nygift jødisk par arm i arm gennem gaderne i Łódż. Som alle overlevende fra deres generation af polske jøder , havde disse to gennemlevet Holocaust against enormous odds, making the joy of that moment all the more poignant. “Look at them,” snerrede en velklædt forbipasserende hånligt , højt nok at til at de kunne høre det : “Som om de var i Tel Aviv.”
For det yngre jødiske par var budskabet klart : Jews had no business living in Poland, let alone being happy there.*
* * * –The armed guard of the Wroclaw Jewish Committee, 1945-6.
I thought of these two people, who later became friends of mine, as I read Jan T. Gross’s new book:
“Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz.”Den polsk fødte Gross, a professor i historie ved Princeton University, does not recount their story; even had he known it, there’d have been no room, or time. He has too many greater indignities to relate. He has to tell how surviving Polish Jews, having escaped the fate of 90 percent of their community — three million people — returned to their homeland to be vilified, terrorized and, in some 1,500 instances, murdered, sometimes in ways as bestial as anything the Nazis had devised. One might have thought that if anything could have cured Poland of its anti-Semitism, it was World War II. Polish Jews and Christians were bonded, as never before, by unimaginable suffering at the hands of a common foe. One might also have thought there’d have been pity for the Jewish survivors, most of whom had lost nearly everything: their homes, their youth, their hope, their entire families. Besides, there were so few of them left to hate: only 200,000 or so in a population of 20 million. Instead, returning Polish Jews encountered an anti-Semitism of terrible fury and brutality. Small wonder, then, that nearly as soon as they set foot on Polish soil, most fled all over again. Many went westward, to a place that, oddly enough, had suddenly become an oasis of tranquillity and safety by comparison: Germany. Far from being celebrated, those Poles who had sheltered Jews during the war — and there were many — begged them to say nothing, lest their neighbors deride them as “Jew lovers,” or beat them, or break into their homes (searching for the money the Jews had surely left behind) or kill them. Polish attitudes toward the Germans remain understandably bitter. *
– - – - – -
Under den tysk fødte Pave Benedict XVI´s rejse til Polen i maj , da han besøgte Auschwitz, valgte han at tale mest italiensk. Men som Gross minder os på, in at least one respect many Poles applauded Hitler: just as he offered a final solution to Germany’s Jewish problem, he was taking care of Poland’s, too. Nazi policies toward the Jews, the legendary underground Polish diplomat Jan Karski reported to his government-in-exile in London in 1940, formed “a sort of narrow bridge where the Germans and a large part of Polish society meet in harmony.”It wasn’t only Karski saying so. Eyewitnesses in the Warsaw ghetto saw Poles watching approvingly or even helping out, acting as spotters as German soldiers shot Jews. Polish girls were overheard joking, “Come, look, how cutlets from Jews are frying,” as the ghetto burned. Nazi accounts of Judenjagd, or “Jew hunts,” detailed how Poles pitched in to find any stray Jews the Germans somehow managed to miss. As the deportations proceeded, and practically before the trains had left for Chelmno or Belzec or Treblinka, Poles gathered on the outskirts of towns, waiting to plunder Jewish property or move into Jewish homes. And while the Nazis killed millions of Jews, Poles killed thousands — most famously, as Gross related in “Neighbors” (2001), a book that caused an uproar in Poland, 1,600 of them in the town of Jedwabne Jedwabne in July 1941 — crimes little noted at the time nor since remembered in Polish history books.With the war over, and to tumultuous applause, a thousand delegates of the Polish Peasants Party actually passed a resolution thanking Hitler for annihilating Polish Jewry and urging that those he’d missed be expelled. Indeed, the mopping up soon began. Returning to their villages and towns, Jews were routinely greeted with remarks like “So, ____? You are still alive.” Their efforts to retrieve property were futile — and, sometimes, fatal. Some Jews met their end on trains — not cattle cars this time, but passenger trains, from which they were thrown off. If the trains weren’t moving fast enough, they were beaten to death.This is a book filled with arresting, appalling images. There’s Treblinka, September 1945: a lunar landscape pockmarked with craters, where Poles had dug thousands of holes searching for gold fillings amid the bones and ashes. Or Polish synagogues disassembled for construction projects, and Jewish cemeteries used for landfill. Or Jewish schoolchildren being harassed and Jewish artisans and professionals denied work.With the police and courts looking the other way, Jews were murdered randomly, or in pogroms. Behind these massacres, invariably, was the old canard of Jews killing Christian children for their blood, but with a new twist: Jews now craved gentile blood not just to make matzos, supposedly, but to fortify their own emaciated selves.In the most notorious episode, 60 years ago this month, residents of Kielce, among them policemen, soldiers and boy scouts, murdered 80 Jews. “The immense courtyard was still littered with blood-stained iron pipes, stones and clubs, which had been used to crush the skulls of Jewish men and women,” the Polish-Jewish journalist Saul Shneiderman wrote the following day. It was the largest peacetime pogrom in 20th-century Europe, Gross says. But he maintains that Kielce was nothing special: during this era, it could have taken place anywhere in Poland. Polish intellectuals, Gross notes, were mortified by what was happening in their country. Only a psychopath, one wrote, could have imagined such cruelty.Days before the pogrom, the Polish primate, Cardinal August Hlold, had spurned Jewish entreaties to condemn Roman Catholic anti-Semitism. Afterward, he charged that by leading the effort to impose Communism on Poland — Jews were in fact prominent in the party, though hardly in control — the Jews had only themselves to blame. The point was seconded by the bishop of Kielce, who suggested that Jews had actually orchestrated the unrest to persuade Britain to hand over Palestine. It was a neat trick: being Communists and Zionists simultaneously. Only the bishop of Czestochowa condemned the killings, and was promptly reprimanded by his colleagues. One wonders how Karol Wojtyla, then a young seminarian, later Pope John Paul II, viewed this cesspool of ignorance and intolerance.
If the Church gave the Jews short shrift, the same was true of the Communists, even the Jewish ones. For them, ignoring the Jewish plight, as well as Polish complicity in wartime atrocities, offered a way to ingratiate themselves with a wary nation. Besides, what was to be done? When Polish Jewish leaders called for the Communists to do something to stop the hatred, one official had a ready rejoinder. “Do you want me to send 18 million Poles to Siberia?” he asked. How can one explain this madness? Gross conjures up the famous remark of the former Israeli prime minister Yitzhak Shamir — that Poles suck in anti-Semitism with their mothers’ milk — only to dismiss it. “Untenable in the light of common sense or empirical evidence,” he says. So, too, Gross writes, are spurious claims of ritual murder or Jewish-Communist complicity. Instead, he argues that Poles were feeling guilty: so implicated were they in the Jewish tragedy, aiding and abetting and expropriating, that the mere sight of those wraiths returning from the camps or exile or hiding, people who knew the Poles’ dirty secrets and held title to their property, was too much to bear. So they murdered Jews or chased them away.But Gross’s evidence, right down to an anti-Semitic revue that was staged in January 1947 near the largest Jewish cemetery on the planet, Auschwitz (a local policeman had the starring role), overwhelms his theory. Such an enormous and varied inventory of inhumanity, one that included the cruelty of children too young to have felt guilt or remorse for anything, transcends any set of historical conditions. A more likely, if less politically palatable explanation, is that through their own state-of-the-art anti-Semitism, the Germans emboldened many Poles to act upon what they had always felt. The comment from Shamir, a Polish Jew himself, may strike us as deeply offensive, simplistic, racist. But whatever Gross may believe, he buttresses Shamir more than he discredits him.Ultimately, what’s far more important than the “why” of this story is the “that”: that a civilized nation could have descended so low, and that such behavior must be documented, remembered, discussed. This Gross does, intelligently and exhaustively. That he digresses from time to time, that his chronology can be confusing, that he repeats himself and occasionally lets his indignation get the better of him, doesn’t really matter.Two additional waves of government-inspired anti-Semitism, in 1956-7 and 1968-9, drove out most of those Polish Jews who, despite everything, had held on. (Among them were those newlyweds; the husband later told me that on his first day in New York he felt more at home than he ever had in Poland.) Now, despite occasional anti-Jewish episodes — in May, for instance, the country’s chief rabbi was punched on a Warsaw street by someone shouting “Poland for Poles” — and widespread suspicions that Jews still run things there, Poland has become a place of necro-nostalgia. Klezmer music wafts out of Krakow’s old Jewish quarter. There’s matzo in every Polish supermarket. And in liquor stores, the faces of happy Hasidim — more than you’ll now see in a lifetime in Lublin or Bialystok — stare out from bottles of Polish kosher vodka, prized for its supposed purity. Meantime, young people with even the most tangential Jewish ties now lay proud claim to their heritage. But as Gross reminds us in this depressing, devastating and infuriating book, the luckiest Polish Jews, not just before Hitler but after, were the ones who got away. / / / / forfattet af David Margolick
New York Times
Danmarks terrorkarikaturkrise fortsætter:ARLAs omsætning i Mellemøsten halveret
7.apr 2008 – 19:07
Regningen for Jyllands-postens trykning af de antisemitiske terror-karikaturer skrives nu med to arabiske ciffrer, nemlig 50 % nedgang i salget ifølge Det fremgår af DR nyheder
Hvordan Danmark blev fanget i karikaturtegningernes greb : Om ytringsfrihed og cencur i danske medier
Irak-analyse:Hvorfor blev al-Sadr angrebet af irakiske regeringsstyrker ?
3.apr 2008
Efter seks dage af hårde kampe i først og fremmest Baghdad og Basra kom parterne overens om en våbenhvile. Hvorfor vil USA og den irakiske regering knuse Muktada al-Sadrs bevægelse?
Det var tirsdag i sidste uge som Nuri al-Maliki, statsminister i den irakiske besættelsesregering, beordrede irakiske styrker til at knuse ”militser og kriminelle bander” i Basra i syd og Sadr-byen i Baghdad. Måltavlen var ikke militser i almindelighed ,men den unge shialeder Muktada al-Sadrs Mahdi-hær.
al-Maliki var indledningsvis kompromisløs og erklærede at visse irakere er
”værre end al-Kaida”.
USA kaldte udbruddet af kampene for en “intern irakisk affære”. Men den hårde modstand fra Sadr-bevægelsen væbnede gren, Mahdi-hæren, fik USA til at sætte bombefly ind , mens Storbritannien, hvis styrker var trukket tilbage til en base udenfor Basra, beskød byen udefra.
Om søndagen blev en aftale sluttet mellem de kæmpende. Blandt andet krævede al-Sadr et stopp for de vilkårlige arrestationer af hans tilhængere, et krav som blev rejst allerede inden kampene. Samtidigt som Mahi-hæren blev beordret væk fra gaderne, erklærede regeringen at operationen mod de “kriminelle” fortsætter.
Flere end 320 personer skal være dræbt og mere end dobbelt så mange være skadet under kampene.
Hvem er al-Sadr?
Hvilken rolle spiller Muktada al-Sadr i Irak ? Hvorfor angribes hans bevægelse?
Den shiitiske religiøse leder al-Sadr blev et ansigt udad for modstanden mod de udenlandske besættelsestropper da Mahdi-hæren gennemførte to væbnede opstande under 2004. Da solidariserede Sadr-bevægelsen sig med de hovedsaglige sunnitiske indbyggere i Falluja, som blev angrebet af USA og dets irakiske allierede. Massakren mod indbyggerne i Falluja bliver idag sammenlignet med USA-hærens massakre mod landsbyen Song My eller “My Lai” under krigen i Viet Nam.
Efter kritik og pres fra stor-ayatolla Ali al-Sistani skiftede al-Sadr dog taktik. Mens den væbnede modstandsbevægelse opfordrede til boycot af valget i januari 2005 besluttede al-Sadr at deltage i den politiske proces som besættelsesmagten havde dikteret. Sadr-tilhængerne fik 30 ud af parlamentets 275 pladser.
Men Sadr-bevægelsens samarbejde med de to shiitiske partier SCIRI og Dawa, som tilsammens med kurdiske KDP og PUK udgør det afgørende politiske grundlag for det USA:s besættelsesregime, blev langt fra problemfrit. Til slut valgte man at forlade regeringen og trække sit parlamentariske støtte tilbage.
Trods deltagelsen i den politiske proces har al-Sadr fortsat med at kritisera besættelsen. Han kræver en tidtabel for en fuldstændig amerikansk tilbagetrækning og forsvarer et udelt Irak, hvilket han gentog i et interview i tv-kanalen al-Jazira i lørdags.
Uden tvivl er modstanden mod besættelsen en grund til at al-Sadr har et stærkt folkeligt støtte blandt fremforalt fattige shiiter.
En anden årsag er at han har ”arvet” den respekt som mange irakere havde for hans far, den shiitiske religiøse leder Muhammed Sadek al-Sadr som blev myrdet i 1999.
Yderligere en grund er at Sadr-bevægelsen giver beskyttelse og social service i en tid hvor der ikke findes nogen sikkerhed, renovation, brænselsdistribution og andre virksomheder som er ophørt eller brudt sammen.
Etnisk rensning
Men det finns samtidigt en skarp kritik mod Mahdi-hæren. Trotd al-Sadrs tale om at Iraks shiiter og sunniter skal stå forenede mod besættelsen, vidner mange sunniter om at den shiitiske milits spiler en beskidt rolle i den etniske rensning af Baghdad.
Efter sprængningen av Gyllene moskéen i Samarra i februari 2006 fulgte en omfattende bølge af mord på og etniske udrensning af sunniter.(sunnimuslimer)
Dette spørgsmål blev taget op i det tidligere nævnte al-Jazira-interview. -
al-Sadr tilstod at der er sket ting, men mente at Mahdi-hærens rolle i detta er overdrevet. Han erklærede at det var på tide at begynde på et nytt kapitel.
Kampene i sidste uge viser at USA og den irakiske regering ser Sadr-bevægelsen som en reel trussel , selvom den ikke er en del af den væbnede modstand mod besættelsen. I februare i år blev den ensidige våbenhvile som Muktada al-Sadr udråbte i august 2007 forlænget.
al-Sadr kan heller ikke siges at være Irans forlængede arm i Irak, noget som amerikanske repræsentanter påstod under kampene i sidste uge. Fakta er at USA:s venner i den irakiske regering, inklusive statsminister Maliki, har tættere bånd med Iran end al-Sadr.
Regionalval
En forklaring til angrebet, som nævnes af flere Irak-venner , er at regionalvalgene i Irak i oktober. Den folkeligt populære al-Sadrs siges at være på fremmarsch, ikke mindst i det strategisk vigtige Basra. Der findes Iraks eneste havn samt landets største oliekilder. Efter valget vil spørgsmålet om Iraks ændring til en føderal stat samt privatiseringen af olien at behandles. Også i disse spørgsmål går al-Sadr mod USA.
Det blev sagt i en kommentar at Maliki vil skabe et ”colombiansk demokrati”, det vil sige at stoppe oppositionen gennem at nedkæmpe den med militær vold.
Selvom Mahdi-hærens modstand tvang USA og den irakiske regering til retrætte tilbagestår modsætningerne. al-Sadrs seneste udfald mod USA reducerer ikke hans folkelige popularitet.
”Irak er stadig besat og USA:s popularitet mindsker for hver dag og hvert minut i Irak…Jeg kræver – gennem al-Jazira – besættelsestroppernes udtog fra Irak så snart som muligt.”
Skrev PATRIK PAULOV i avisen proletaren.se ( nr.14. 2008
Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan
6.april 2008 – 10:29
Russisk støtte til Natos besættelse af Afghanistan
USA’s præsident og NATO-alliancens politiske leder Georg Bush rejste direkte til den russiske ferie-by Sotji ved Sortehavet for politiske-militære samtaler med Ruslands præsident Putin efter begge stormagtlederes deltagelse i topmødet i Bukarest.
Det var første gang i Nato-alliancens 60-årige historie at en russisk leder deltog i topmødet – trods invitationer til Putins Rusland optil tidligere topmøder.
Ellers havde Nato allerede i 1952 haft chancen for at få Rusland ind i alliancen da det socialistiske Sovjet søgte om optagelse i “fredsalliancen” . En ansøgning som blev afvist af Nato. Åbenbart var der grænser for Nato´s fredelige hensigter.
På Stalins tid da Rusland var en del af det socialistiske Sovjet var landet et bolværk mod imperialistisk aggresssion hvad enten det var i Europa (den antifascistiske befrielseskrig under 2.verdenskrig) eller i Asien – støtte til Kinas og Koreas befrielse – samtidig som man kritiserede tesen om at “eksportere demokrati og revolution” sådan som vi ser realiseret idag og tidligere med Brezhnev-regimets invasion af netop Afghanistan og USA´s krig invasion og krig mod Viet Nams folk.
Det står klart at de to kapitalistiske stormagter Rusland og de Forenede Stater – ikke udelukkende har modstridende interesser – men også en række fælles interesser.
Både USA og Rusland er imperialistiske stormagter som har en fælles interesse i at holde de undertrykte og afhængige lande og folks stræben efter virkelig uafhængighed og selvstændig udvikling befriet fra den imperialistiske og kapitalistiske udbytning tilbage eller ligefrem undertrykke den militært.
Allerede for et par uger siden udtalte Ruslands vice-udenrigsminister Aleksander Grusjko at : “Rusland er beredt til at bistå Nato i Afghanistan på visse vilkår”
Han krævede bl.a. at “russiske sikkerhetsinteresser respekteres” og nævner at planerne om yderligere Nato-ekspansion i Østeuropa – Ukraine og Grusien – ikke kan accepteres.
Ifølge Grusjko overvejer Rusland at forøge kontakterne med Nato-staterne i Afghanistan-spørgsmålet. Rusland har fra Brezhnev-tidens Sovjet mangeårige politisk-militære erfaringer i at besætte, terrorisere og undertrykke folket i Afghanistan.
Nato’s militære problemer i Afghanistan blev sammen med udvidelsesplanerne og USA’s planer om at bygge et anti-atomart mississkjold system i Polen og Tjekkiet – trods folkelige protester i både Polen og Tjekkiet mod USAs optrapning af det militære kapløb som det er udtryk for – de centrale spørgsmål ved Nato- toppmødet i Rumænien, som afsluttedes i fredags -(4.april)
I flere artikler i verdenspressen rejses spørgsmålet hvilke studehandler Putin og Bush indgår bag om ryggen på deres egne folk og folkene i Afghanistan og andre lande.
At Rusland og USA søger en politisk-militær detente i en række nøglespørgsmål er klart selvom medierne i de kapitalistiske nato-stater fortsætter med den chauvinistiske dæmonisering af Putins Rusland – hvor mulighederne for folkelig demokratiske indflydelse er begrænsede af kapitalens magt sådan som i alle andre kapitalistiskle stormagter.
Allerede inden Nato-mødet i Bukarest slog den indiske veteran-diplomat M K Bhadrakumar fast at det var afgjort at Ukraina og Grusien ikke vil blive medlemmer i Nato under de nærmeste fire år, i en artikel i Asia Times.
Bl.a på grund av Tysklands udtalte modstand. Merkel havde i god tid inden Nato-mødet i Bukarest – som Rusland deltog i for første gang – sagt nej til en Nato-ekspansion med Ukraina og Grusien. “tiden er ikke moden” som hun udtrykte det. Spørgsmålet som visse medier nu spekulerer i er hvilken “pris” Rusland skal betale for denne “indrømmelse” fra Nato. “Det ser meget sandsynligt ud til at Rusland vil blive trukket ind i løsningen af det afghanske problem sammen med Nato”, skriver Bhadrakumar. Bl a kan Rusland åbne sit luftrum for Nato-transporter til Afghanistan, eventuelt begrænset tll transport af civil forsyninger. Ifølge Bhadrakumar er magtskiftet i Pakistans Nordvestlige grænseprovins også en faktor som talar for at Rusland for alvor bliver aktive støtter til Natos aggression mod Afghanistans folk. Det pashtunske venstreparti Awami National Party – som traditionelt har gode russiske forbindelser danner nu provinsregering med Bhuttos PPP.
At der står meget på spil – ikke mindst for den aggressive Nato-krigsalliance fremgår af at der snakkes åbent om katastrofen: at Nato er på vej mod et militært nederlag i alliansens første rigtige krig. At Putins Rusland nu ser ud til vælge side og hoppe i Natos terrorkrigs-båd – trods de seneste års Nato-kritiske retorik fra Putins side viser at Putins kapitalistiske Rusland ikke er en anti-imperialistisk kraft og fjende af alliancen
Den russiske hjælp til Nato med at nedkæmpe modstanden i Afghanistan er åbenbart mere værd end en optagelse af Ukraine-Grusien idag. Det fortæller os at Nato har afgørende militære problemer i Afghanistan.
Spørgsmålet er om Rusland har så meget hjælp at tilbyde. Russiske soldater vil ikke blive budt velkommen i Afghanistan. – - – - De opnåede næsten samme status i landet som tyske soldater i de besatte lande under krigen.
PÅ den anden side : Hvor meget er Nato’s løfter om at stoppe den fortsatte ekspansion helt op til Ruslands grænser – og lade Ukraine/Grusien være alliancefrie – egentlig værd ?
Dem der levede på den tid da Sovjetlederen Michail Gorbatjov sagde ja til sovjetisk troppetilbagetrækning og tysk genforening i 1989 kan fortælle at Gorbatjov og Sovjet fik løfter af Nato-alliancen om at Nato IKKE ville ekspandere østerud og optage Polen,Tjekkoslovakiet og Ungarn og andre bl.a Rumænien i alliancen. Løfterne var ligesom meget værd som Natos snak om “fred, demokrati og frihed”.
Hvis man laver en sammenligning med Irak skulle Nato behøve råde over en halv million tropper i Afghanistan mod de 43 000 som findes idag.
KILDER:Asia Times 14.mar. 2008
NATO-topmødet i Bukarest: Albanien og kroatien på-vej ind i Nato-krigsalliancen
15.mar 2008For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 i Rumæniens hovedstad Bukarest. Det står klart at NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 in Bucharest, Romania.It is clear that NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a turning point in Russia-NATO relations. Russia may be about to join hands with NATO in Afghanistan. A clearer picture will emerge out of the intensive consultations of the foreign and defense ministers of Russia and the United States within the so-called “2+2″ format due to take place in Moscow from Monday through Tuesday next week. From the guarded comments by both sides and the flurry of US diplomatic activity, it appears highly probable that Russia is being brought into the solution of the Afghanistan problem, along with NATO.According to the Russian newspaper Kommersant and the Financial Times of London, the initiative came from Russia when its new ambassador to NATO, Dmitry Rogozin – erstwhile Russian politician with a controversial record as a staunch Russian nationalist who routinely berated the West – signaled a strong interest in this area at a recent meeting of the NATO-Russia Council at Brussels. The plan involves Russia providing a land corridor for NATO to transport its goods – “non-military materials” – destined for the mission in Afghanistan. Intensive talks have been going on since then over a framework agreement.From the feverish pace of diplomatic activity, the expectation of the two sides seems to be that an agreement could be formalized at NATO’s Bucharest summit. In an interview with German publication Der Spiegel on Monday, Rogozin confirmed this expectation, saying, “We [Russia] support the anti-terror campaign against the Taliban and al-Kaida. I hope we can manage to reach a series of very important agreements with our Western partners at the Bucharest summit. We will demonstrate that we are ready to contribute to the reconstruction of Afghanistan.”Russian diplomats have been quoted as saying that Moscow is engaged in consultations with the governments of Kazakhstan and Uzbekistan as regards the proposed land corridor to be made available to NATO.Given the complicated history of Russia-NATO relations, the issue is loaded with geopolitics. Russian President Vladimir Putin hinted as much at a joint press conference with visiting German Chancellor Angela Merkel in Moscow last Saturday. He said, “NATO is already overstepping its limits today. We have no problem to helping Afghanistan, but it is another matter when it is NATO that is providing the assistance. This is a matter beyond the bounds of the North Atlantic, as you are well aware.”Putin also took the opportunity to harshly criticize NATO’s expansion plans:
“At a time when we no longer have confrontation between two rival systems, the endless expansion of a military and political bloc seems to us not only unnecessary but also harmful and counter-productive. The impression is that attempts are being made to create an organization that would replace the United Nations, but the international community in its entirety is hardly likely to agree to such a structure for our future international relations. I think the potential for conflict would be only set to grow. These are arguments of a philosophical nature. You can agree or disagree.”
The implications are obvious. Russia would be willing to cooperate with NATO, but on an equal and comprehensive basis, and, secondly, the sort of selective engagement of Russia by NATO that the US has been advocating will be unacceptable to Moscow. Significantly, Putin frontally questioned the standing of NATO’s monopoly of conflict resolution in Afghanistan.Russian Foreign Minister Sergei Lavrov has also separately signaled Russia’s readiness to provide military transit to Afghanistan for NATO provided
“an agreement is concluded on all aspects of the Afghan problem between NATO and the Collective Security Treaty Organization [CSTO]“. (SjoS IP.,anm.)
Significantly, Lavrov was speaking immediately after the 7th session of the Russian-French Cooperation Council on Security Issues in Paris on Tuesday. He asserted that “most NATO members, including France”, favor Moscow’s idea of a NATO-CSTO cooperative framework over Afghanistan. Lavrov all but suggested that Washington was blocking such cooperation between NATO and the Russian-led CSTO.On the face of it, Washington should jump at the Russian offer of support to the NATO mission in Afghanistan. Pakistan has proved to be an unreliable partner in the “war on terror”. The growing political uncertainties in Pakistan put question marks on the wisdom of the US continuing to depend so heavily on Pakistan for ferrying supplies for its troops in Afghanistan.US military spokesmen are on record as saying that about three fourths of all supplies are currently dispatched to Afghanistan via Pakistan. There are fundamental issues as well, such as the US’s continued ability to influence Pakistani politics and, indeed, the evolution of Pakistan’s political economy as such in the coming critical period. The coming to power of the Awami National Party (ANP), an avowedly Pashtun nationalist leftist party, in the sensitive North-West Frontier Province of Pakistan, further complicates political alignments. ANP leader Amir Haider Khan Hoti bluntly told Radio Free Europe/Radio Liberty in an exclusive interview this week,
“Our priorities are clear. We first want to move toward peace through negotiations [with the Taliban], jirgas [tribal councils], and dialogue. God willing, we will learn from [failed talks and jirgas in the past] and will try not to repeat the same mistakes. We will try to take into confidence our people, our tribal leaders, and our [clerics] – and together with them, we will try to move toward peace through negotiations.”
Hoti didn’t speak a word about the “war on terror” or the George W Bush administration’s expectations of Pakistani military operations in the tribal areas. It remains a riddle why the Bush administration should have so far kept out of conflict resolution in Afghanistan countries such as Russia and China, whose interests are vitally affected, perhaps even more immediately than the US or European countries. As US statesman Henry Kissinger wrote in an article in the International Herald Tribune on Monday,
“A strategic consensus remains imperative … Pakistan’s stability should not be viewed as an exclusively American challenge.”The million-dollar question is whether there is political will on the part of the Bush administration to reach a “strategic consensus” over Afghanistan with Russia at the forthcoming NATO summit.
Clearly, Moscow is willing. NATO old-timers such as France and Germany, too, are conscious that the alliance may suffer a defeat in Afghanistan, which would be a catastrophic blow to its standing, and that NATO and Russia after all share the same goals in Afghanistan. The Kremlin has badly cornered the Bush administration. Taking Russia’s help at this critical juncture makes eminent sense for NATO. The alliance is struggling to cope with the war in Afghanistan. By the analogy of Iraq, some observers estimate that a force level close to half a million troops will be required to stabilize Afghanistan, given its size and difficult terrain.But cooperation with Russia involves NATO embarking on cooperation with CSTO (SjoS) and possibly with the Shanghai Cooperation Organization as well. (Russian ambassador to the United Nations, Vitaly Churkin, addressing the Security Council in New York on Wednesday, proposed that for effectively combating drug trafficking originating from Afghanistan, a system of security rings promoted by Russia in the Central Asian region in recent years would be useful and that the potential of CSTO and SCO should be utilized.)What worries the US is that any such link up between NATO and CSTO and SCO would undermine its “containment” policy toward Russia (and China), apart from jeopardizing the US global strategy of projecting NATO as a political organization on the world arena.The most damaging part is that Russia-NATO cooperation will inevitably strengthen Russia’s ties with European countries and that, in turn, would weaken the US’s trans-Atlantic leadership role in the 21st century. At the meeting of the foreign ministers of the alliance at Brussels on March 6, French Foreign Minister Bernard Kouchner urged the NATO Council to “take into account Russia’s sensitivity and the important role it plays”. Moreover, he argued, relations with Russia are already strained over Kosovo and the US’s planned missile defense shield based in Europe, and should not be subjected to further strain.
The French newspaper Le Monde quoted him as saying, “We [France] think that EU-Russia relations are absolutely important. And France is not the only country wanting to maintain a relationship with Russia as a great nation.” (France is assuming the rotating EU presidency in July.)
Indeed, France is not alone in this respect. Germany also has lately shifted to equidistance between the US and Russia on global security issues and is reaching out once again – reminiscent of the Gerhard Schroeder era - as a strategic partner to Russia in European Union-Russia relations.
Two days after her recent visit to Moscow, Merkel addressed the prestigious forum of the German armed forces’ top brass (Kommandeurtagung) in Berlin on Monday, where in the presence of NATO Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, she brusquely proceeded to bury the proposals on NATO membership of Ukraine and Georgia even ahead of the Bucharest summit.
“Countries that are involved in regional or internal conflicts cannot become members,” she said. Merkel added that aspiring countries must ensure that “qualitatively significant” domestic political support would be available for their accession to NATO. Germany has virtually blocked NATO’s further expansion into the territories of the former Soviet Union – a declared goal of Russia.By putting forth a bold blueprint of cooperation with NATO over Afghanistan, Russia has effectively challenged the US to make a choice. It is by no means an easy choice for Washington. How do you deal in the world of tomorrow with a country whose energy exports are close to reaching a milestone of US$1 billion per day?
Russia’s benchmark Urals crude topped a record of $100 per barrel this week and once it trades at $107.5 per barrel, the daily value of crude, refined products and gas exports will hit $1 billion. And, Russia’s 2008 budget is based on an average Urals price of $65 per barrel.Besides, post-Soviet Russia’s influence in Central Asia has peaked even as the first real possibility of the emergence of a “gas OPEC” involving Russia and the Central Asian countries has appeared. This may well outshine all other foreign policy legacies of Russia in the Putin era. Russia has been for long seeking an association of former Soviet gas producers and exporters on the pattern of the oil cartel. Russia and the Central Asian suppliers – Kazakhstan, Uzbekistan and Turkmenistan – have now agreed that starting in 2009, they will switch to the European price formula. The move, which bears all the hallmarks of the Kremlin, elevates energy cooperation between Russia and the Central Asian producers to an altogether higher level of coordination and common strategy in foreign markets. The implications are far-reaching for European countries and the US. Russia has checkmated US-sponsored trans-Caspian energy pipeline projects.Surely, the great shortfall in the Putin legacy has been the failure of his presidency to make Russia a full-fledged partner of Europe. He has now made an offer to NATO that is irresistible – making Russia a participant in the alliance’s Afghan mission. The Russian offer comes at a time when the war in Afghanistan is going badly and NATO can afford to take help from whichever quarter help is available.Washington faces an acute predicament insofar as Moscow won’t settle for selective engagement by NATO as a mere transit route but will incrementally broaden and deepen the engagement, and major European allies might welcome it. Moscow insists on the involvement of the CSTO and even SCO. On the other hand, Russia’s involvement could invigorate the NATO mission in Afghanistan and ensure that the mission is not predicated on the highly unpredictable factor of Pakistan’s partnership. Will Washington bite? Putin, with his trademark fighting spirit of a black belt in karate, could well be counting that his presidency still has five or six weeks to go and that is a lot of time for making Russia NATO’s number one partner globally and ensuring a durable place for Russia within the common European home.
At the very least, history comes full circle when Putin arrives in Bucharest in the next 18 days for the gala 60th anniversary summit of the alliance. That would be 56 years since Stalins Soviet Union suggested it should join NATO to preserve peace in Europe. M K Bhadrakumar served as a career diplomat in the Indian Foreign Service for over 29 years, with postings including India’s ambassador to Uzbekistan (1995-1998) and to Turkey (1998-2001). Kremlin ringleader Putin is ready to send Russian troops to Afghanistan in order to in exchange get the rejection of Georgia and Ukraine to enter NATO, Polish newspaper Wyborcha writes.According to the newspaper in recent talks with Angela Merkel, Putin offered help to NATO countries in the war against the Islamic Emirate of Afghanistan.Ruslands President og Tyskland Kansler Angela Merkel under et mode.
According to the Polish newspaper, Putin is willing not only to create a transport corridor for the movement of NATO forces to Afghanistan from Europe.Currently the transportable transportation is often attacked by Taliban. It is the question of sending Russian troops to help in war against Afghan Muslims. In exchange for this, according to the newspaper, Putin has demanded two things. First of all is not allow Georgia and Ukraine to NATO. Also the Russian president wants to participate in the NATO summit, which will take place in early April in Bucharest, as not a guest, but as a full member of the summit, the Polish newspaper refers to its sources in NATO and in European capitals.According to the Polish newspaper, Western countries are unlikely to support the Putin’s initiative, rapporterer “Echo of Moscow”.Kavkaz Center
Albanien og Kroatien på vej ind i Nato-krigsalliancen
3 april 2008 – 13:50
Sprækker i den kapitalistiske Nato-krigsalliance på bordet ved topmødet i Bukarest –
Krigen og besættelsen af Afghanistan og Nato’s ekspansion i Syd- og østeuropa var varme kartofler for Nato-landenes ledende politikere på Nato-topmødet i Rumæniens hovedstad Bukarest hvor man efter tre dages mødeforhandlinger ikke kunne blive enige om at optage to tidligere Sovjet-republikker: Ukraina og Grusien (georgien) i militæralliancen.
Det var et bagslag for USA’s planer om at optage to af Ruslands nabolande – Ukraine og Grusien i Nato-militæralliancen direkte efter Bukarest-mødet.
Og det var endnu et nederlag for USA’s Præsident Bush i rollen som politisk leder af den “nye verdensorden ” hvor “det demokratiske USA” spiller rollen både som lovgiver, ordenhåndhæver og dommer på det amerikanske såvel som det euroasiatiske kontinent og i den arabiske verden.
Præsidenten var blevet enige med både Ukraines og Grusiens ledere om at Nato-mødet i Bukarest ville tage beslutning om optagelse.
Der opnåedes enighed om at Albanien og Kroatien nu formelt bliver inviteret til at indgå i den ekspanderende aggressive Nato-krigsalliance. Det meddelte Nato’s generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer ved en pressekonference.
“- Vi er blevet enige om at de her lande skal blive medlemmar i Nato”, sagde de Hoop Scheffer ifølge AFP.
Formelt blev Nato-optagelsen af to nabostater til Rusland blokeret af Frankrig og Tyskland.
Mens Frankrig begrundede afvisningen af Ukraine-Grusien optagelsen med at det “ikke var den rigtige måde at løse Europas sikkerhedsproblemer på” var Tysklands afvisning officielt begrundet med at “tiden ikke er moden”. Der blev talt om at “de må vente til næste Nato-møde i december”.
Men at Nato’ s allierede i Putins kapitalistiske Rusland er en medspiller i Nato’s spil om kontrollen over de euroasiasiske lande og folk gøres også klart af at USA-præsidenten efter Nato-topmødet tog direkte til den kommende vinterolympiske by Sotsji ved Sortehavskysten for at møde Putin “face to face” og diskutere “fælles problemer”.
Ruslands præsident var som tidligere inviteret af Nato til mødet . Her benyttede præsidenten lejligheden til at kalde NATO’s løfter om et eventuelt medlemskab for Grusien og Ukraine for “en direkte trussel” mod Ruslands sikkerhed.
Mr. Bush fløj fra Bukarest til Kroatien, som i realiteten blev optaget som fuldt medlem i militær-alliancen på konferencen sammen med Albanien. Her holder han møder med de kroatiske repræsentanter for derefter at flyve til Sotsji lørdag for et weekend-møde med Mr. Putin.
Hvilke studehandler som de amerikanske og russsiske topledere indgår bag om ryggen på det amerikanske,russiske, afghanske, ukrainske og grusiske folk kan vi kun gætte os til til .
En ting står klart . USA og Nato har store politiske og militære problemer i Afghanistan samtidigt som Rusland grænser op til Afghanistan og har militære og politiske erfaringer i at invadere, terrorisere, torturere, undertrykke folket i Afghanistan fra den sovjetiske besættelse der indledtes i 1978.
Ruslands Præsident Vladimir Putin sagde ifølge New York Times til Nato-landenes ledere at : - – “NATO kan ikke sikre sin sikkerhed på bekostning af andre landes sikkerhed “ , ifølge en embedsmand. Han kritriserede at nogle NATO- medlemmer, formodentlig de som var under sovjetisk kontrol, “gik så vidt som til fuldstændig dæmonisering af Rusland,og de kan ikke engang holde op med det nu.”
- For læsere, lyttere og seere af danske medier er denne vulgære og ensidige dæmonisering af Rusland – som ikke så meget skyldes Putins Nato-venskabelige politik – men Ruslands revolutionære socialistiske og kommnuniske fortid – genkendelig.
Putin afviste at Rusland havde imperialistiske ambitioner. Han sagde at Rusland ønsker “samarbejde med NATO om fælles sikkerhedsproblemer” — “som Afghanistan og terrorismen” — and he agreed with Mr. Bush that the cold war was over, another Western official said.
Mr. Putin clearly did not intend to make waves here, a day before President Bush and he are to meet again in Sochi, a Russian resort on the Black Sea near Georgia, for what is likely to be their last bilateral discussion as presidents. That discussion, he said, will probably center on the proposed missile defense system, which Russia opposes as a threat to its security. “We evaluate the results of this meeting as positive,” Mr. Putin told reporters after the meeting. “The spirit of cooperation and search for compromise prevailed.”
Den Tidligere Jugoslaviske Republik (FYR) Makedonien vil ikke blive “inviteret” fordi navnestriden med Grækenland fortsætter.
Hvad blev der af UFO´erne ?
10.april 2008 *
– - – - -
Der var engang – for ikke så længe siden – at der hver eneste dag året rundt kom anmeldelser ind til den statslige rumfartsstyrelse NASA i Houston, USA , om Unidentified Flying Objects eller UFO´er fra mere eller mindre ophidsede borgere der angiveligt havde oplevet landingen eller set lyset fra mere eller mindre fantatiske flyvende objekter eller var det rumfartøjer bemandede med “aliens”- rumvæsener fra et andet solsystem ude i iblandt de uendelige galakser. – -
– - – - * * * * *Fata Morgana . . Solen . . månen . . eller en UFO ?
- Omkring UFOerne opstod der en hel semi-religiøs bevægelse. Der blev skrevet halve biblioteker af UFO-bøger.NASA meddeler at de nu for tiden så godt som aldrig modtager nogen UFO-anmeldelser. Der spekuleres i de tidligere UFO-interesserede medier om hvad årsagen er til at UFOerne så at sige forsvandt i de semi-religiøse fantasitåger.
En af de mest troværdige forklaringer der fremføres er den om at de fleste mennesker idag har en mobiltelefon med indbygget kamera og eftersom UFOerne i realiteten mere var en “New Age -religion som fremkaldte Fata Morgana på UFO-vidnernes nethinder – end objektiv realitet kommer der ingen anmeldelser ind til NASA – slet ingen billeder. Svenskerne har dog stadig en landsorganisation, kaldet Riksorgansation UFOSverige På deres UFO-portal referes blandt andet USA´s tidligere præsident Jimmy Carter for at sige : “Hvad jeg så var intet rumskib” om den uidentificerede genstand han så sammen med 25 andre.Og nordmændene på UFO-NORGE – - – -Det danske UFO-selskab gemmer sig på siden
igap.dk
hvor der findes flere “vidne”-citater fra flere berømte UFO-vidner- – – – – – – – – – – – – – – - – -Jimmy Carter på CNN om hans “UFO-erfaringer” – – – – – – – – -
Skandinavisk UFO information viderebringer dog en del tvivl i artiklen: Bliver vi manipuleret ?
– – – Spor efter fremmede fra det ydre rum “aliens” ? eller et naturkunstværk i Umeå ?
UFO-Aktuellt udreder sagen for sine læsere > > > > :
“En far och søn var ute og gå en tur da de fik øje på noget mærkeligt på en mark vid Nydala-badet i Umeå. En cirkelrund formation hvor græsset var nydeligt nedbøjet med en lille virvel i cirkelens midte . Inde i cirkelen fandtes yderligere tre cirkler. Disse så ud til at være brændte og vældigt eksakte. Spekulationer tog snart fart efter at lokalavisen Västerbottens-Kuriren vänt sig till “UFO-eksperterna” Bob Lind och Sune Hjorth. Hjorth klargjorde att det rörde sig om “en farkost eller elektromagnetisk farkost” medan Lind trodde att ett jordprov på platsen skulle visa sig vara radioaktivt. Att Västerbottens-Kurirens utsända hittade en cigarettfimp i en av cirklarna avskräckte ingen av de inblandade från att spekulera om utomjordiska besökare. En kvinna ringde till Försvarets Forskningsanstalt som skickade ut två personer för att ta ett jordprov. Analysen visade att radioaktiviteten inte var högre än normalt. Men Hjorths och Linds utomjordiska besökare gick plötsligt upp i rök. En grupp konstnärer som kallar sig Grupp 4 erkände att de hade tillverkat cirklarna med hjälp av en planka, inspirerade av engelska cirkelmakare. Med en metallring och en gasolbrännare hade de stubbat gräset. De använde även sprayfärg för att göra cirklarna mörkare. Cigarrettfimpen var också deras. Cirklarna gjordes redan den 17 september men upptäcktes inte förrän den 20. Gruppens syfte var att få fokus på konstens möjligheter att spränga gränser och inte att lura folk. Aviserne skrev dog bare om rumvæsener og intresserede sig overhovedet ikke for kunst og da en av kunstnerne besøgte pladsen hørte han folk diskutere den ene UFO-teorien efter den anden.”
UFO´er og intelligente marsmænd nåede også at inspirere Holywoods filmindustri. Allerede i 1950´erne hvor man – måske også som et udtryk for en massekulturel fortrænging af de omfattende antikommunistiske hekseprocesser mod Amerikas progressive og kommunistiske skuespillere ,fagforeningsaktivister, forfattere skreg med i koret af antikommunistiske koldkrigs-ophidsere – indspillede flere hundrede seriøse film med rekordbudgetter om faren fra det ydre rum.
Besættelsen af det ydre rum fortsatte i “virkeligheden ” med månekapløbet mellem USA og USSR . Og i 1970´erne og 80´erne toppede film som “Star Wars” - “Aliens” biografernes filmlister.
En af de mindre kendte film om truslen om en invasion af planeten jorden af aliens skabninger fra det ydre rum – er Tim Burtons “Mars Attacs” fra 1996. På dette tidspunkt ser den “amerikanske drøm om at forene jordens folk i et fælles krig mod Aliens fra planeten X” ud til at være faldet fra hinanden. Invasionen af UFO ´er viste sig at være et mareridt fra drømmefabriken i Holywood. Dog er filmen aktionfilmen “Independence Day” også fra 1996 et klart bevis på at Hollywood og USA´s førende massekulturindustri var dybt optaget af at sælge budskabet om USA´s ledende rolle i kampen mod de “fremmede” – Aliens – intelligente rumvæsener og deres forsøg på at kolonisere jordkloden.
Hvorimod “Mars Attacs”er en underholdende parodi over 1950´ernes rumfilm – ikke et alvorligt spacedrama eller Aliens-gyser, Ved hjælp af specialeffekter – og en svinedyr rolleliste med Jack Nicholson,Glenn Close, Pierce Brosnan, Michael J. Fox i nogle af hovedrollerne bliver filmen seværdig.
Se bio-trailer fra Mars Attacs – ™ “Mars angriber” ° ” ° § § § § § §° ° § § § § ° §
Mer fra \”Mars angriber\”
Kilde: UFO-Aktuellt nr. 4 – 1999
Gigantisk eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet registreret af Nasa-satellit
21 mars 2008 –
Lyset fra en eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet kunne ses med det blotte øje
meddeler de Forenede Staters rumfartsstyrelse Nasa entusiastisk. Angiveligt skal det være den mest lysende eksplosion som er opdaget i rummet efter et massivt energi-udbrud 7,5 milliarder lysår ude og synligt med det blotte øje. Hvilket betyder at eksplosionen fandt sted for cirka 7,5 milliarder år siden. Og altså inden jordkloden kom til.—– — – — – — – - -Men et lysår er ikke som man kan forføres til at tro en tidsangivelse , men et afstandsmål. Et lysår er den afstand som lyset når at tilbagelægge i løbet af et år. Eftersom lysets hastighed er ca 300. 000 km pr.sekund vil lyset i løbet af et år tilbagelægge 3600 sek. gange 24 gange 365 =9 billioner 460 milliarder 800 milioner km under et år. Men den eksplosion som Nasa angiveligt har registreret skete 7,5 milliarder lysår ude i universet. Det betyder at afstanden bliver endnu mere astronomisk nemlig 7,5 milliarder gange 9.460.800 billioner km (den strækning lyset tilbagelægger i et år). Det svarer til 70.956.000.000.000.000.000.000 km (70 trilliarder og 956 trilioner km). Eksplosionen blev noteret af Nasas Swiftsatellit. Nasa tror at sprængningen skete halvvejs ude i det synlige universum. Stephen Holland ved Nasa: “-Inget andet kendt foremål eller lysfænomen har kunnet ses med det blotte øje fra en så uendelig afstand – det fjerneste genstand som er set uden optisk hjælp. – Det som gør Nasas “opdagelse” af eksplosionen endnu mere verdensfjernt er at ;eftersom det tog lyset fra eksplosionen 7,5 milliarder år om at komme til jorden – i 2008 – er eksplosionen i virkeligheden sket for 7,5 milliarder år siden – det vil sige inden Moder Jord blev skabt. – – – -
Så blev vi så kloge. Hvor er det godt, at vi har NASA. Vi venter spændt på næste eksplosion i rummet og ikke mindst hvor mange trilliarder kilometer ude i universet det skete og hvor mange milliarder år tilbage i tiden det skete
Hvad skete der med UFO´erne ?
“Metroxpress” reklamerer for “new age” sekten Scientology
17.mar 2008
Scientology´s fremstød i Danmark ser ud til at møde mindre modstand og skepsis end i Tyskland.
I hvertfald skriver den kapitalistiske reklameavis metroXpress at organisationen > > > > > > >
“for alvor ved at få tag i danskerne. Hver uge bliver mellem 250 og 500 nye danskere introduceret til den omstridte organisation, viser tal fra kirken” som videre fortæller læserne at “Scientology laver en gratis såkaldt ‘personlighedsanalyse’ “ på de nyrekruterede :
Scientology siger at de kan “mærke en øget interesse i kirkens bogbutikker. For få år siden solgte man under 50 Scientology-bøger om ugen, men det tal er nu steget til mellem 100 og 400 bøger om ugen.”
Men en “ekspert” i Scientology Peter B. Andersen advarer om, at det kan være svært at forlade Scientology igen:
Selvom han benægter at der foregår hjernevask i sekten advarer han om at :” . . hvis man er langt inde i Scientology, har man et tæt netværk inden for” kirken , “men få eller ingen venner og kontakter udenfor . . . kan det derfor være en forfærdelig oplevelse at forlade” kirken “fordi man står meget alene tilbage. Det er et stærkt socialt pres,” sagde Peter Andersen
Scientology-sekten har tre gange søgt om at blive godkendt som “trossamfund” i Danmark. Scientology vil altså anerkendes som kirke fordi det indebærer visse fordele.
Men forsøgene på at blive statsgodkendt trossamfund er hidtil mislykkedes. Blandt andet fordi organisationen ikke har kunnet overbevise udvalget om, at medlemmerne har en fælles religiøs tro.Men det vil ændre sig nu, mener præsidenten for Scientologys europæiske afdeling, Tarja Vulto.
Den halvreligøse New Age-sekt “Scientology”´s målsætninger er i strid med den tyske grundlov
7.dec. 2007 — –
Med blandt andre Hollywood-skuespilleren Tom Cruise som redskab har den semireligøse sekt Scientology haft store planer om et fremstød i Tyskland i forbindelse med indspillingen af en Holywood-film om den tyske nazi-officer Steuffenberg med Cruise i hovedrollen. Hvordan det er gået melder den amerikanske sektledelse intet om. Havde det været en succes havde vi nok hørt om det.
Den tyske protestantiske kirke siger i et svar til Scientology-sektens fremstød at den er en “totalitær organisation”. Talsmanden Thomas Gandow udtaler også: “Tom Cruise er Scientology´s Goebbels” og “Filmen vil give Scientology de samme propaganda-fordele som de Olympiske Lege i 1936 havde for nazisterne” – - – – – -
Og meget tyder også på Scientologys målsætninger er i strid med den tyske grundlov. Det mener de 16 tyske delstaters indenrigsministre og Tysklands indenrigsminister, Wolfgang Schäuble i hvert fald ifald, ifølge Berlins indenrigssenator Erhart Körting.
- Demonstration mod Scientology på Broadway i New York.
Derfor beder de nu efterretningstjenesterne øge overvågningen af sekten for at få indsamlet materiale, der næste år skal gøre det muligt at indlede en egentlig efterforskning af Scientology. Først når det er fastslået, om sekten overtræder den tyske foreningslov, skal det afgøres, om Scientology kan forbydes. “Vi skal se på, om det rækker eller ej,” siger Körting, mens hans socialdemokratiske kollega fra Slesvig-Holsten, Ralf Stegner, stempler sekten som et ordinært kriminelt foretagende. Efterretningstjenesterne har længe holdt øje med Scientologys aktiviteter, som, de tyske myndigheder mener, truer demokratiet. Scientologerne selv føler sig forfulgt og bliver bakket op af USA’s udenrigsministerium, der derfor jævnligt kritiserer Tyskland i sin årlige rapport over “menneskerettighederne”.
Scientology-kirken blev i 1970´erne dømt for spionage mod USA´s regering . 11 Scientology-ledere blev i dømt skyldige og idømt fængselsstraffe i en af de største spionagesager mod USA´s regering.
Scientology´s europæiske hovedkvarter holder til huse i København.
Stasi-staten Danmark:gangstermetoder mod to landsforviste arabere
25. mar 2008 – 18:54 *
To tunesere – midt i 20′erne – bosiddende i Danmark – blev landsforvist gennem en såkaldt administrativ udvisning, da PET og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) anser dem for en “fare for rigets sikkerhed.”Dermed misbruger regeringen – uden protester fra den socialdemokratiske opposition (S-SF) den Udlændingelov som de selv har vedtaget – hvor der i paragraf 25 står at
“en udlænding kan udvises, hvis 1) udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, eller 2) udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige ordens sikkerhed og sundhed”.
Dermed dømmer Politiet og PET – med regeringens støtte – to uskyldige som de to arabere er – indtil det modsatte er bevist – til : Landsforvisning UDEN demokratisk mulighed for at forsvare sig i en retsproces.Det er er situationen for de to tunesiske statsborgere, Politiets Efterretningstjeneste (PET) holder som fanger under løse anklager om et mordkomplot mod JP’s karikatur-tegner Kurt Westergaard.
Er de udviste PET´s “nyttige idioter” i den beskidte politiske “krig mod terror” eller er de uskyldige offrer for PET´s magtmisbrug ?
. . .Kan det bevises at de har været PETS ‘nyttige idioter” og virkelig har planlagt et drab ville en retsproces i en domstol kunne afgøre deres skyld og evt. straf – men er de i så fald en “fare for statens sikkerhed” ? I så fald er alle mordere vel en fare for “statssikkerheden”.Nu viser det sig at en af de anklagede arabere , en 25-årig tuneser – som pga PETs anklager om mordplaner mod en af JyllandsPostens karikatur-tegnere nu er blevet udvist – ikke engang er blevet afhørt – inden beslutningen om udvisning blev taget. En udvisning der skete uden en retslige processer. . . . og hverken Politiet eller efterretningstjenesten (PET) har over for offentligheden fremlagt deres beviser mod de mistænkte i sagen.Den ene af de to tunesere, der er anklaget for at have delaget i et mordkomplot mod tegneren Kurt Westergaard, er aldrig blevet afhørt af PET. Det siger den 25-årige KS i et interview med TV 2 Nyhederne.- – - – - – - – - – - – - – - – “De har ikke spurgt mig om noget, jeg har slet ikke snakket med dem. De sagde til mig, du skal udvises, fordi vi har mistanke om at du har deltaget i noget planlægning. Det er det eneste,” siger han.Den 25-årige tuneser fortæller at han ikke har set noget bevismateriale, siden han blev ført bort med en sort sæk over hovedet ved anholdelsen i Århus den 12. februar i år.Han troede at blev kidnappet: – - – - — – — – - — – - – -”Da jeg omkring kl. halv fem om natten slår øjnene op, kigger jeg lige ind i en pistol. Der står fire-fem store mænd. De løfter mig op og smider mig ned på gulvet, og jeg får en hætte over hovedet.” Han vidste ikke at det var politiet, der stod bag.”Jeg frygtede, det var nogen, der kom for at kidnappe mig. Og jeg vidste, at hvis det var politiet, så var det nok bare en misforståelse.“Den tredje mistænkte i PETs mordkonspirationssag er løsladt fordi PET ikke kom med andet end teorier og løse mistanker mod den 40-årig dansker – også af arabisk afstamning.Anklagemyndigheden ønsker simpelthen ikke at føre retssag mod ham.Den 25-årige KS afviser at have noget at gøre med de anklager som politiet og PET har spredt i medierne om “planlægning af drab” på Kurt Westergaard. Han tror ikke på PETs mordteorier: ” . . . Jeg tror slet ikke, der er nogen, der har planlagt det,” siger han til TV 2 Nyhederne.”Jeg har svært ved at forstå, hvorfor de anholder mig. Jeg ved ikke, hvad de har på andre, men jeg har svært ved at forestille mig, at de har noget på mig.”
Var overvåget af PET
“Jeg vidste godt, jeg var overvåget. Det lægger de slet ikke skjul på. Men jeg havde håbet, de ville komme og tale med mig. De kunne bare banke på min dør og komme ind i stedet for at komme midt om natten på den måde.”Til Politiken siger AK, at han som mange andre muslimer ikke brød sig om at Jyllands-Posten bestilte og trykte de berygtede terror-karikaturer af “profeten Muhammed” fordi “muslimer” som Redaktør Rose udtrykte det “må tåle hån spot og latterligørelse” .»Selvfølgelig synes jeg, det var dumt at trykke dem. Men bestemt ikke i den grad, at jeg synes, man skal dræbe nogen«, siger han.»Jeg synes, det er synd for tegneren. Da jeg så ham i fjernsynet, virkede han som en gammel mand. Det her er synd, for det går ud over os alle sammen. Mit liv bliver ødelagt, og hans liv bliver ødelagt«.Den 25-årige A.K. sidder foreløbigt varetægtsfængslet frem til den 9. april, sammen med sin 36-årige landsmand i et arresthus på Sjælland.Hvor længe han kommer til at sidde der, er uvist – men “terrorlovene” i hånden har PET og politiet mulighed for at forlænge arrestopholdet eller skærpe det til isolationsfængsling – med “beviser” som det jo har vist sig at Politiets og PET er dygtige til at strikke sammen – understøttet af medierne hvor de “terrormistænkte” allerede er dømte som “farlige” for statens sikkerhed.
Den 25-årige AK var før anholdelsen bosat i Gellerup ved Århus sammen med sin 22-årige kone. Han studerede ved TAMU-center Århus, som er en skole for unge på kontanthjælp. Flemming Roses og JyllandsPostens snak om trykningen af karikaturerne var et “spark opad” mod samfundfseliten og ikke nedad – virker derfor som en opportunistisk efterkonstruktion. *
Læs videre :Danmark i terrorkarikaturernes-greb: ytringsfrihed-og cencur i danske medier
Varvara Semennikova : Et af jordens ældste menneske lever ikke længere
11 mars 2008 – - – - – -
En af jordens ældste nulevende mennesker, Varvara Semennikova fra den russiske autonome republik Jakutien, lever ikke længere. Hun forlod denne verden i en alder af næsten 118 år. Det meddeler russiske medier.
Hun var næsten jævnaldrende med et anden kvinde : Hryhorij Nestor som sov ind i december måned i en alder af 116 år.
Idag fylder hun 130 år : Verdens ældste nulevende menneske
| Varvara Semenikova kom til verden den 10 maj 1890 i Jakutien i det som da var Czar-Rusland. Hendes opskrift på at blive så gammel var frisk luft, naturlig mad og fysisk arbejde. |
| At hun ikke findes med i Guinness rekordbog forklares med at formaliteterne omkring hendes dokumenter er trukket ud på tiden. Men allerede i 2003 blev Semenikova udset til Ruslands ældste menneske.Hendes næsten 118 årige liv forløb fra Czarens tilbagestående feudalkapitalistiske imperium til et liv i verdenshistoriens første socialistiske samfund – hvor det mest avancerede sociale samfundsliv som menneskeheden havde oplevet , med arbejde til alle – 7 timer om dagen blev realiseret. Den socialistiske sovjetiske revolution førte til enorme sociale og menneskelige fremskridt og velfærd og mere end en en fordobling af levealderen hvis vi ser bort fra det nazistiske folkemord mod de sovjetiske folk 1941-45. Hun oplevede den blodige første imperialistiske verdenskrig der først for alvor stoppede efter at revolutionen i Czarrusland havde sejret . Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd.Kun eliten og revolutionært-uddanede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 21 år gammel og stadig student. Stalin var 11 år , mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 21 år.Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens og Dronning Dagmars miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker – efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Hun oplevede senere hvordan de sovjetiske ledere efter Stalin : Hrustchov, Brezhnev og de borgerliggjorte lag i det sovjetiske samfund – som altid blev støttet åbent eller skjult af de borgerlige stater i vest – ødelagde og nedbrød socialismen ved at opmuntre til egoisme, pamperi , materiel statusjagt og foragt for arbejdet gennem “selvforvaltnings”-reformer der styrkede det lag af ledere og direktører på virksomhederne og i forvaltningen , mens den socialistiske planøkonomien blev udhulet for til sidst at være en tom skal uden evne til at producere eller tilfredsstille folkets behov. Hun oplevede at den borgerlige-revisionistiske kontrarevolution førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Sovjet – først under Hrustchov-gruppens og senere Brezhnev-regimets statskapitalistiske “selvforvaltningsocialisme” som endte i Sovjets opløsning og indførelse af “den åbne liberal-kapitalistiske chockterapi” under den tidligere SUKP-leder Boris Jeltzin i Rusland – med visse afvigelser i de øvrige Sovjet-republikker. F.eks er de baltiske lande blevet sat i gang med en kapitalistisk udvikling gennem omfattende statsstøtte fra EU-systemet. Under Vladimir Putin har Rusland genoptaget visse statskapitalistiske former fra Brezhnev-tiden – - fordi den “frie liberale markedsøkonomi ” ikke har kunnet udvikle en holdbar folkehusholdning (samfundsøkonomi) uden statsstøtte som det også er tilfældet i Danmark idag og i Chile under Pinochet i 1970′erne som progressive chilenske økonomer har bekræftet. > |
Danmarks Terror-karikaturkrise:Erhvervsliv betaler prisen for de antisemitiske karikaturer:omfatende boycot af danske varer i den muslimske verden
12. mar 2008 – 17:38 * Forbrugere i flere lande i Mellemøsten boykotter nu i stor stil danske varer på grund af genoptrykningen af terror-karikaturerne af profeten Muhammed.Og det kan blive en langvarig boykot, for det er nu forbrugerne selv, der siger nej til varer “made in Denmark” skriver DR. – I Jordan har en forening startet en kampagne, som opfordrer til boykot af danske varer. I Avisen Fact International viser de en række danske produkter og fortæller, hvordan man skal boykotte disse.
Nej til dansk ost og smør.
Salget af dansk erhvervslivs produkter var begyndt at stige igen efter karikaturkrisen for to år siden. Men da 18 danske aviser i februar i år valgte at trykke nogle af teror-karikaturerne igen, så blussede konflikten op. Først demonstrationer – og nu fravælger muslimerne også danske varer, oplyser Udenrigsministeriet.- For fødevarer er der en markant nedgang i salget, især af mejeriprodukter. Det gælder for Saudi-Arabien, Yemen, Kuwait, Egypten, Jordan og enkelte andre lande, siger Svend Roed Nielsen, chef for Handelspolitisk afdeling i Danmarks Eksportråd.Eksportrådet kan ikke sætte tal på, hvor stor nedgangen er. Der er ikke kun boykot af ost og smør – det rammer også medicin på apoteket, hvor forbrugerne kan købe lignende produkter fra andre lande.
Langvarig boykot
Ifølge indberetningerne til Eksportrådet er der tale om en boykot, som helt overvejende er styret af forbrugerne selv – og ikke efter pres fra regeringer eller religiøse ledere. Og det kan få inflydelse på boykottens længde.Man kan sige at “demokratiet” virker i de muslimske lande: Uden om regeringer,konger og præsidenter- Der er nogle af forhandlere, der siger, at det denne gang bliver vanskeligere at få salget i gang og de danske varer hurtigt op på hylderne, udtaler Svend Roed Nielsen.Indtil nu vil ingen af det private erhvervslivs salgsorganisationer komme med nogle konkrete tal på, hvor stor en nedgang der er i salget til folkene i Mellemøsten.Men ifølge en arabisk avis har supermarkeder i de arabiske stater ved den Persiske bugt nu – 16.marts – beluttet at høre op med at sælge danske varer i protest mod at de kontroversielle terrorkarikaturer er blevet trykt igen. Butikskæden al-Jadida boykotter danske produkter så længe som “de ydmygende karikaturer fortsat offentligøres”, skriver avisen Times of Oman. I lørdags holdt en kooperativ supermarkedskæde i de Forenede arabiske Emirater op med at sælge danske produkter. Ved den tidligere boycot tabte den kapitalistiske mejerikoncern Arla cirka en halv milliard kr.
Flere karikaturtegninger som JP/Politiken ikke trykker
Disse karikatur deltager i den internationale “Gaza 2008 tegnekonkurrence” hvor tegninger fra hele verden deltager.
Under temaet : – “Døden i Gaza” – tegnede Tommy Thomdean fra Indonesien denne karikatur af Statue of Liberty i New York. ——-
Derfor bliver der ingen boycot af OL i Kina
KRONIK
Derfor bliver der ingen boycot af OL i Kina
I efteråret var det Sydafrikas tidligere kristne ærkebiskop Desmond Tutu som opfordrede til boykot af de Olympiske Lege i Beijing med henvisning til Burma og til Kinas relationer med regimet der. Derefter tog filminstruktøren Steven Spielberg samt et par Hollywood-stjerner boycot-staffetten op , denne gang med henvisning til situationen i Darfur og Kinas relationer med regimet i Sudan, ivrigt understøttet af et kor af højre og venstreliberale intellektuelle. Skuespilleren Mia Farrow går så vidt at hun bruger ordet “folkemordslegene”.
Men der bliver ingen boycot af OL i Kina uanset hvor meget Mia Farrow, Spielberg og Gere protesterer, heller ikke fra dansk side hvor den kriseramte Enhedsliste(Ø) og Kjærsgaards Folkeparti har tilsluttet sig boycot-kravet – for både Bush-regeringen og USA´s allierede i de kapitalistiske Nato-stater ser legene i Kina som en stor mulighed for at flytte deres kapitalistiske positioner på det kinesiske marked frem – under og efter legene.
Danmarks Statsminister Fogh taler ligefrem om at det er hykleri at blive væk fra den “politiske” åbningsceremoni i Beijing den 8.august – når Danmark samtidigt “samarbejder” med Kinas regering om at udbytte den kinesiske arbejderklasse.
Når både Fogh og Lykketoft afviser enhvert krav om boycot af OL i Kina er det for at undgå at åbenbare hykleriet når man boycotter en sportsbegivnhed og samtidigt fortsætter et omfattende kapitalistisk erhvervssamarbejde.
Både Fogh og den socialdemokratiske opposition(Lykketoft) og deres kapitalistiske støtter i dansk industri og erhvervsliv ønsker ingen afbrydelse af deres profitable forretninger og udbytning af det kinesiske folk.
Men Fogh og de andre danske toppolitikere hykleri afsløres alligevel for mens der ingen vaklen er i geledderne når det handler om boycot af Cuba, Iran og DFR Korea – bliver Kina fredet – her har kapitalen store forventninger om at strømmen af profitter og billige vare skal fortsætte ud af Kinas kapitalistiske fabrikker.
Både Fogh, Bush , Berlusconi, Brown, Reinfeldt og Merkel støtter Kinas kapitalistiske udvikling
Selv den liberale menneskerettighedsorganisation “Amnesty støtter OL i Kina” ligesom buddisternes religiøse leder i Tibet : Dalai Lama udtaler sig for OL i Beijing.
Hvilke interesser stod bag valget af Kina som vært for de Olympiske Lege i år ?
Beslutningen om at give det kapitalistiske Kina værtsskabet blev formelt taget af IOC, men bag den olympiske komite står store kapitalistiske lobbyister og sponsorer.
Og i realiteten blev beslutningen om at tildele Kinas hovedstad Beijing værtsskabet taget andre steder end i IOK , den Internationale Olympiske Komites bestyrelse, nemlig i Coca Colas, i McDonalds, Volkswagens, Samsungs og andre kapitalistiske multinationale selskabers bestyrelser..
De multinationale kapitalister som var lobbyister for Peking-legene og som nu er sponsorer for legene i Kina har alle store interesser og markedsandele i det kapitalistiske Kina.
Deres mål er at blive endnu større på det kinesiske marked for arbejdskraft og varer. Derfor blev Kina valgt som vært for legene, der i år endnu en gang bliver en udstillingsvindue for deres kapitalistiske produkter.
I den aktuelle boycot-kampagne fremhæves det at Kina afviser at tillade visse internationale religiøse kirkesamfunds krav om at få mulighed for at “vejlede” – nogle vil sige styre – de troende fra udlandet (eksempelvis Vatikanet) , men også det kinesiske regimes hårdføre bekæmpelse af Dalai Lamas safran-klædte munkes protestbevægelse i Tibet som er blevet fulgt af TV-kameraer og medier i især de kapitalistiske Nato-stater bliver nævnt som et eksempel på “mangelen” på demokrati.
Men hvor er disse medier ? – Hvor er Richard Gere, Dansk Folkeparti og Mia Farrow henne når de muslimske uigurerne i det vestlige Kina udmales som “terrorister” – og med USA’s stiltiende accept forfølges af den kinesiske regering ?
Når de “muslimske terrorister” forfølges i Kina glimrer Holywoods filmstjerner og de store TV-stationer ved deres fravær.
I god liberal ordning står hykleriet i højsædet. Kina anklages for at landet ikke følger den dagsorden som dikteres af Washington. Desuden kritisereres landet for dødstraffen, altså at henrettelse er en legal straf – ligesom i de Forenede Stater.
Men når spørgsmålet om den flere hundrede millioner store kinesiske arbejderklasses rettigheder bliver rejst stopper kritiken. Både højre- og venstreliberale nævner ikke den kapitalistiske kommando-økonomis udvikling i Kina – som bringer en “vidunderlig” strøm af frie liberale profitter ned i lommerne på de som bestemmer og har magten i USA ,England, Danmark og i den kapitalistiske overklasse i Kina. Deres følsomme samvittighed påbyder dem ikke at kræve økonomiske sanktioner mod landet. Selvfølgelig ikke.
BEMÆRK mine damer og herrer ! Der er ingen af de venstre- og højreliberale kritikere af OL i Kina der rejser krav om økonomiske sanktioner. Hvorfor nu ikke det ?
Det ville da virkelig være et slag der betyder noget. Eller hvordan er det nu ?
Hvorfor skulle lige netop sportsfolkene boycotte det land som de samme landes erhvervsliv og politikere står i kø for at samarbejde med ?
Pekuniære sanktioner kunne jo skade de “livsvigtige” kapitalistiske profitter som den vestlige kapitalismes Big Business suger ud af det kinesiske folk. Derfor vover de borgerligt-liberale hyklere ikke engang at tænke tanken. Men visse liberaler sover alligevel dårligt om natten pga hykleriet. De vender ud og ind på sig selv for pludselig at hævde at økonomiske forbindelser med Kina er ligeså gode som idrætslige er dårlige. At være liberal forsvarer af kapitalismen bliver let skitzofrent.
Sir Martin Sorrell, topchef i den kapitalistisk marketingsgigant WPP Group PLC siger at det er “vanskeligt at forestille nogen anden sports- eller kulturbegivenhed i verden som kan bliver større.” Sir Sorrell regner med at når legene er kommet i gang , kan Kina blive verdens næst-største annonce-marked, lige efter U.S.A og foran Japan.
De Olymiske Leges kapitalistiske sponsorering er “big business”
I forberedelserne til OL har den kinesiske regering afsat mere end 40 milliarder dollars – lidt over 200 milliardr kr med dagens kurs.
DEn internationale Olympiske komite IOC – inddeler legenes sponsorer i forskellige grupper.
I toppen befinder de “Olympisk partnere” sig – For at kunne kalde sig “OL-partner” betaler de kapitalistiske sponsorer omkring 40 million dollars~ 200 millioner kr til IOC.
Der er 12 internationale “partners” knyttet til den Internationale Olympiske Komitte.
I det næste sponsor-niveau befinder sponsorer der “bidrager” med op til 30 millioner dollars ~150 millioner kr. Det tredje niveau er service-selskaberne som “fortjener deres “sponsorskab” gennem den service og de tjenester de bidrager til de Olympiske Lege med. I april fandtes der 10 sponsorer, 11 partners, 15 “exclusive” leverandører og 17 andre leverandører som har kontrakter hos IOC.
Derfor er det rigtigt at fremhæve at idræt, politik og ikke mindst kapitalistisk økonomi hører sammen. Fra OL i 1936 i Berlin , som skulle kaste glans over nazi-regimet, til Legene i Mexico City i 1968 hvor de afroamerikanske sportsfolk Tommie Smith og John Carlos som knyttede deres næver i en sort handske og demonstrativt sendte en kamphilsen til de undertrykte i USA / bl.a The Black Panthers (De Sorte Pantere ;en afroamerikansk kamporganisation i USA), da de stod på sejrsskammelen , ligesom den firedobbelte olympiske mester fra Tjekkoslovakiet Vera Caslavska samme år vender ryggen til da Sovjetunionens nationalsang blev spillet i protest mod Brezhnev-Sovjets invasion af hendes hjemland i august samme år. Og sådan fortsætter det. Da legene i 1996 bliver tildelt Coca-colas hjemby Atlanta i et år hvor legene egentlig skulle have foregået i Grækenland – 100 året for de moderne lege: 1896-1996 – gør det også klart at idræt,demokrati og fairness står i skyggen af Cola-koncernens meget overbevisende finansielle argumenter. – – *
Men det betyder ikke at vi skal boycotte til højre og venstre mod alle lande som på det ene eller anden måde anses eller kan anses udemokratiske, for så må stort set al international idrætsudveksling afbrydes.
*
Den internationale boycot af den zionistiske apartheidstat Israel er retfærdig – fordi Israel udøver en racistisk undertrykkelse af det palæstinensiske folk og fordi Israel konsekvent og demonstrativt bryder mod folkeretten , de internationale krigslove og mod FN:s resolutioner – som altid – understøttet af deres uundværlige allierede i Washington/CIA/Pentagon.
På samme grundlag som der blev krævet boycot af det racistiske apartheidregime i Sydafrika – et krav der udviklede sig til en overvældigende verdensopinion der medvirkede til regimets fald.
Der går skillelinjen mellem boycot eller ej . Kina er netop ikke racistisk eller overfalder andre lande. Det skete i 1979 med overfaldet på det heroiske Vietnamesiske folk. De kinesiske ledere fik sig en lærestreg.
Og det er klart at det ikke kan udelukkes at Kina udvikler sig “the american way” i imperialistisk retning med krav om verdensherredømmet. I fremtiden.
At Kina idag opretholder forbindelser med regimerne i Burma og Sudan - hvilket for eksempel også de skandinaviske modelstater i Sverige, Danmark og dets kapitalistiske virksomheder gør: eksempelvis ” Lundin Petroleum” og Maersk - kan slet ikke sammenlignes med Israels systematiske forbrydelser mod det martrede palæstinensiske folks rettigheder og international lov. Uanset hvad man mener om regimerne i Burma och Sudan, så er sådanne forbindelser legitime.
Hvis nationernes internationale handlinger skal være grundlag for idrætsboycotter, så skal fokus ikke rettes mod OL i Beijing senere i år, men snarere på OL i London 2012. Her har vi en stat som har myrdet, tortureret og undertrykt irernes menneskerettigheder i mere end 100 år uden at blive straffet for det. Gordon Browns Labour-regering holder stadig en deling tropper udstationeret i Irlands “nordlige provinser”
Samtidig er regimet i London en af USAs nærmeste allierede i den kriminelle krig mod Iraks folk og i besættelsen af Irak og Afghanistan. De åbenbare krigsforbrydelser kan være et grundlag for krav om idrætsboycot. Men hvem kan anklage Kina for åbenlyse krigsforbrydelser ?
Det er fuldt forståeligt at herrerne i Washington og London ser med både uvilje og bæven på både Indiens og Kinas voksende styrke, netop fordi de ser deres privilegrede og forkælede stilling i verden truet af både Indiens, Kinas og Ruslands udvikling – selvom det er en kapitalistisk udvikling.
Kapitalister er interesseret af muligheden for at udbytte folk og score profitter – i egne lommer
Begge verdenskrige i det tyvende århundrede blev udkæmpet mellem forskellige kapitalistiske stormagter om markeder,kolonier,råstoffer og billig arbejdskraft.
Konflikten mellem USA, EU, Indien og Kina er konflikter og modsætninger melllem kapitalistiske stormagter som kan udløse større og mindre krige endda en ny verdenskrig
Det er værd at lægge mærke til at ingen af de borgerligt-reformistiske kritikere af Kina rejser kritik af den hæmmingsløse udbytning af arbejderklassen i Kina. Både Fogh og Lykketoft fremhæver den “økonomiske udvikling” som positiv. De har ret – set fra et kapitalistisk synspunkt – profitterne strømmer ned i lommerne på Kinas kapitalistiske overklasse og deres udenlandske venner.
Men den kinesiske økonomi og samfund udvikles skævt med stenrige storbyer som Shanghai og Beijing med diamant-besmykkede milliardærer, mens underudvikling, fattigdom og massearbejdsløshed hærger udenfor de kapitalistiske “frizoner”.
De økonomiske vækstrater i Kina er heller ikke noget at juble over når man tager de gigantiske udenlandske inevesteringer i betragtning. Det socialistiske Sovjets økonomiske vækster var betyeligt højere fra 1920`erne frem til 1953 samtidigt som der blev indført 7 timers arbejdsdag og massearbejdsløsheden og dyrtiden blev afskaffet.
Arbejderklassen – som er den eneste virkelige demokratiske og revolutionære klasse i menneskehedens historie – kæmper i Kina med den kapitalistiske masearbejdsløshed, sultelønninger, udbytning og hjemløshed uden muligheder for frit at udtrykke kritik af forhold – på arbejdspladsen -i fabrikkerne og i samfundet -
Det gælder i realiteten også i USA i større eller mindre grad. Nye love vendt mod arbejdernes organisationsret i Staterne gør det meget svært at organisere faglige klubber på virksomhederne.
Det samme gælder Kina.
Den kapitalistiske udvikling i Kina er ingen “succes-historie”, men giver et indtryk af den Dickensianske udbytning af den kinesiske arbejderklasse og fattigbønderne – ikke mindst gennem de vest-imperialistiske virksomheders “frie profitering” efter KKP-regimets ‘invitation” til at investere i den “socialistiske markedsøkonomi”. Kampen mod denne udvikling og kampen for virkeligt demokrati og en folkedemokratisk udvikling i Kina bør have vor fulde solidaritet, sådan som arbejdernes kamp i andre lande har vor solidaritet. Men når nogle liberale intellektuelle og politikere og deres mere eller mindre naive papegøjer kræver boycot af OL i Beijing fordi Kina har den frækhed at ikke følge USA i tykt og tyndt i den internationale politik, er det nødvendigt at protestere. Og sige nej til boycot af OL i Kina, men bruge opmærksomheden omkring Kina til at fortælle og udbrede kendskabet til Riget i Midten og den skæve kapitalistiske udvikling og de omfattende protester som udfolder sig hver eneste dag i den kinesiske arbejderklasse
——–
Men f.eks det faktum at de Olympiske Lege har udviklet sig til et gigantisk kapitalistisk reklameshow hvor de stolte amatøridealer er borte samtidig som de fleste aktive deltagere er narkotiserede eller dopede med avancerede stoffer udviklet af vor tids Dr.Frankenstein i de kapitalistiske medicinkoncerners laboratorier – er et langt bedre og mere seriøs begrundelse for at boycotte de olympiske lege i Beijing såvel som i London 2012.
Derfor : Brug Legene i Kina til at udbrede kendskabet Riget i midten – dets økonomi, arbejderklasssens og folkets stilling, dets kultur og historie.
————————–
Underskrevet Ole S.Larsen
ANDRE ARTIKLER OM KINA:
Hvor er Kina på vej hen ? kommunismen eller kapitalistisk stormagt
Masseprotester mod bus-priser mødes-med-politivold
Artikel om valget mellem religionskrig eller solidaritet med de undertrykte lande og folk/
8.Marts 2008: * Kvindernes Internationale Kampdag *
Selvom der er gået næsten hundrede år siden den internationale revolutionære
arbejderbevægelse gjorde 8.marts til KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG har det kapitalistiske verdenssystem – som har domineret jordkloden dengang og idag med undtagelse af den tid Sovjetunionen var socialistisk – ikke bragt hverken velfærd,uddannelse, arbejde ligestilling eller demokrati til hverken den kvindelige halvdel af menneskeheden eller for flertallet af jordens folk.
Det er korrekt at der – især i de imperialistiske stater – i EU -Nato -Japan -Kina – Rusland – findes en betydelig gruppe et lag af “feministisk frigjorte, rige og ligestillede kvinder i den kapitalistiske middel – og overklasse.
Men disse rige feministiske kvinder udgør bare en lille minoritet i deres egene lande og blandt jordens kvinder.
Også i Danmark,Norge og andre europeiske lande udgør kvinderne en betydelig kraft og styrke i arbejderklassens og andre undertryktes kamp mod den kapitalistiske undertrykkelse.
Udviklingen i Irak viser hvilke stilling kvinderne har i Irak efter USAs “befrielsesaktion” for fem år siden: på alle områder er kvinderne – og deres mænd – presset tilbage som det bliver fremhævet i denne artikel/rapport fra Irak:
Inden den USA-ledte invasion af Irak var det almindeligt, at kvinder blev professorer, læger og havde høje stillinger i administrationen.
I dag tør kvinderne knap nok forlade deres hjem, og langt hovedparten af pigerne kommer ikke i skole, skriver nyhedsbureauet IPS.
Over 70 procent af Iraks piger og unge kvinder går ikke længere i skole eller på gymnasium, viser en undersøgelse fra begyndelsen af 2007 fra det irakiske undervisningsministerium.I dag ser det endnu værre ud, viser tal fra en ny undersøgelse, som den internationale kvindeorganisation, Women for Women International. Her svarer 76,2 procent af de godt 1500 kvindelige deltagere, at pigerne i deres familier ikke får lov til at gå i skole. Desuden mener 56,7 procent, at pigernes mulighed for at få skolegang er blevet værre efter USA`s invasion.
Kvinders rettigheder og ligestilling blev ellers nævnt som et symbol på det “befriede” Irak efter USA`s invasion i 2003. Det var tilsyneladende bare tomme ord.
‘Dagens Irak er plaget af manglende sikkerhed, mangel på infrastruktur, kontroversiel lederskab, hvilket har ændret kvindernes situation fra relativ autonomi og sikkerhed før krigen til en national krise’, mener Women for Women.
Tilbagerulningen af kvindernes rettigheder efter USA`s invasion viser sig også på en række andre områder.
Kvinderne tvinges ud af arbejdsmarkedet. Over 68 procent af kvinderne i undersøgelsen siger, at udsigterne til arbejde er dårlige, men 70,5 procent siger, at deres familie tjener for lidt til at kunne købe de daglige fornødenheder.
Selv når kvinderne er i arbejde er der vanskeligheder. De fleste frygter nemlig at bevæge sig udenfor hjemmets fire vægge, viser undersøgelsen.
Hele 67,9 procent svarer, at deres muligheder for at gå på gaden, som de ønsker, er blevet værre efter USA`s invasion og besættelse.
- Kvinder har ingen steder at gå hen i fritiden. Vi tilbringer al vor tid hjemme nu. I over fire år har jeg har ikke været udenfor Bakuba. Det eneste sted, jeg kan komme, er hos mine forældre. Husarbejdet og børnene har været hele mit liv. Jeg har ingen mål at opnå, ingen uddannelse at gøre færdig. Nogle gange kan jeg ikke forlade mit hjem i tre uger, siger Um Ali til IPS.
Krigen mod Iraks folk :massefattigdom prostitution og handel med børn/
læs også : Den kapitalistiske prostitutions “nyttige idioter”
To tusind afghanske studenter i protest mod de danske terror-karikaturer af profeten Muhammed
9.marts 2008
JALALABAD -Afghanistan.
Flere tusind afghanske studenter protesterede idag mod JPs berygtede terror-karikaturer af Muhammed .Det skete udenfor byen Jalalabad i det østlige Afghanistan, hvor studenterne blokerede en hovedvej i morges.
Ifølge nyhedsbureauerne brændte demonstranterne danske og hollandske flag af mens de protesterede mod terror-karikaturer og antimuslimsk provokationsfilm.
I går var der demonstrationer i seks byer i Afghanistan i protest mod JyllandsPostens terror-karikaturer og en en “koran-kritrisk” udformet af en højreliberal holandsk politiker med den antimuslimske provokation som det åbenbare mål.
Og det er lykkedes at provokere folk i Afghanistan.
I hovedstaden Kabul demonstrerede 200 parlamentsmedlemmer igår under parolen “død over Islams fjender.”
Dermed bliver danske og hollandske soldater en åbenbar måltavle for den afghanske modstandsbevægelse – udover at de deltager i Nato-koalitionens besættelse af landet.
Det er ikke sikkert at “livet” vil forme ligeså “hyggeligt og sikket” som det har været for flertallet af de danske besættelsesstyrker i landet.
ADVARSEL: Nye karikaturtegninger som JP/Politiken ikke vil vise
9.mar 2008
Antallet af karikaturtegninger som afvises af de – angiveligt frie medier som den kapitalistiske JP-Politikens-koncern kontrollerer : Jyllands-Posten,Politiken, EkstraBladet
og flere – bliver stadig flere for hver dag der går.
Et eksempel > > > > > > > > > >
Den brasilianske karikaturtegner Carlos Latuff har skabt kunstværker som opfordrer verden til at fordømme Israels “holocaust” i Gaza – den kollektive afstraffelse af palæstinenserne
Nye afganske protesterer mod de danske terror-karikaturer af Muhammed
5. mar. 2008 10.57 I byen Pul-i-Alam i Afghanistan protesterer omkring 5000 afghanere mod både terror-karikaturer og en islamkritisk hollandsk film og Israels offensiv i Gaza, rapporterer Reuters. Det er den hidtil største demonstration mod Danmark.
Brændende Dannebrog
Som ved tidligere demonstrationer er det de miltære styrker fra NATO-landene Danmark og Holland der rettes kritik imod.- Muslimernes tolerance er sluppet op. Regeringen bør skære båndene til Danmark og Holland over og sende deres styrker hjem fra Afghanistan, lyder det i en fælles protestskrivelse fra de protesterende i Logar-provinsen.
Opfordring til den muslimske verden
De afghanske demonstranter opfordrede den muslimske verden til at støtte palæstinenserne med våben og penge i ders kampen mod Israel. Israel som for tiden er i offensiven i Gaza-striben. En offensiv der indtil videre har kostet over 120 mennesker livet.Igår demonstrerede knap 300 afghanske parlamentsmedlemmer i Kabul over de danske terrorkarikaturer af Muhammed og en ensidig islamo-fobisk provokationsfilm om Koranen lavet af en hollandsk højre-liberal politiker.
Det “befriede” Afghanistans Udenrigsminister: Terror-karikaturerne er “dræbertegninger”
3.mar 2008 23:45
Afghanske proteser mod genoptrykningen af terror-karikaturerne af Muhammed – i Afghanistan og i Danmark af landets Nato-indsatte udenrigsminister.
Den Nato-indsatte afghanske regerings Udenrigsminster Dr.Rangin D.Spanta talte klarsprog om genoptrykningen af JYLLANDSpostens terrorkarikaturer af profeten Muhammed, da han sammen med Danmarks Udenrigsminster Per S. Møller mødte pressen i København i går : “Brugen af de ord og tegninger har medført utallige voldshandlinger. Det er dræberord og dræbertegninger – gentlemens – som har splittet os, som ikke bringer frihed.”
I DR-Deadlines 8 minutter lange interview (3.marts) med Udenrigsmisterren fortsætter Dr.Spanta kritikken :Efter et par indledende velkomstord starter DR-intervieweren Clement B.Kjersgaard med at ophæve de 18 private kapitalistiske aviser som har genoptrykt terrorkarikaturerne til repræsentant for alle Danmarks indbyggere ved at bruge ordet “os” om hvem der tog beslutningen på JyllandsPosten om at trykke terrorkarikaturerne selvom det netop ikke var hele Danmark der stod bag karikaturerne – idet han siger: ——–:
“Idag har De kritiseret os hårdt for at” trykke Muhammed-karikaturerne, – hvorefter Clement B.Kjersgaard i en neokolonialistiske tone spørger :”hvorfor skal danske soldater sætte livet på spil for at hjælpe en regering der bare kritiserer os” ——
Det af USA og Nato “befriede” Afghanistans Udenrigsminister Dr. Spanta – som blev flygtning i Tyskland efter Sovjet-invasionen af hans hjemland svarer ::”Kritik er en god menneskeret – som er en del af yringsfriheden.Jeg har kritiseret venner som en demokrat. . . . samtidigt spørger jeg mig selv : hvor er grænsen for ytringsfriheden. At krænke en milliard menneskers tro med provokationer (Jyllandspostens terror-karikaturer, INTRES.,Anm.) skaber grobund for fundamentalistiske grupper både i og undenfor Danmark; Er det den rigtige måde at bruge ytringsfriheden på ? Ytringsfriheden opgave er at bringe folk nærmere hinanden. Ytringsfriheden skal frigøre menneskeheden; alle mennesker. Den har en grænse. Når et andet folks værdighed trues så må vi sige stop. Det er grunden til min kritik.” Afghanistans Udenrigsminister stiller også spørgsmålet om hvad terror-karikaturerne skal bruges til. At det er propaganda for tesen om civilisationernes sammenstød. Afghanistans Nato-indsatte Udenrigsminister advarer også mod at de stadige provokationer som er fulgt i kølvandet på terror-karikaturererne truer vores “fælles projekt” i Afghanistan.
Ingen tvivl om at det borgerlige-socialdemokratiske (S-R og SF) Danmarks allierede i Afghanistan Dr. Spanta har fat i den lange tråd af Danmarks karikatur-krise, for var det ikke JPs Kultrurredaktor der på forsiden af avisen skrev at muslimer må ” finde sig i hån, spot og latterliggørelse … ” ? – – — – — -
I selve Udenrigsministerens hjemland råbte en række afghanske parlamentsmedlemmer:
- Død over islams fjender – da de i dag i Kabul protesterede mod de danske terror-karikaturer over profeten Muhammed og den hollandske højre-liberale politiker Geert Wilders stærkt chauvinistiske og ensidige kortfilm om Koranen.
Omkring 300 medlemmer af begge det afghanske parlaments kamre deltog ifølge nyhedsbureauet AFP’s optælling i protesten.
Demonstranterne krævede også, at præsident Hamid Karzai indkalder ambassadørerne fra Danmark og Holland til for at modtage en officiel protest fra regeringen i Afghanistan, som begge kapitalistiske Natostater deltager i besættelsen af.
Demonstrationen fandt sted dagen efter, at den afghanske udenrigsminister, Rangin Dadfar Spanta, under et besøg i København på det skarpeste fordømte danske avisers nylige genoptryk af terror-karikaturerne.
Under karikatur-krisen i 2006 mistede 11 afghanere livet under protester mod karikaturerne.
BAGRUND:Danmark i terror-karikaturernes greb:ytringsfrihed og cencur i danske medier
Vatikanets Udenrigsminster på officielt statsbesøg på Cuba
26.feb 2008 *
Den kristne pavestat i Rom på officielt besøg på Cuba
Under ledelse af Vatikanets nr.2 Kardinal Tarcisio Bertone indledtes et ugelangt statsbesøg.
Vatikanet – den Hellige stol i Rom som er hovedsæde for den verdensomspændende kristen-katolske kirkes – gennemførte fra den 20.februar en uges officielt statsbesøg på Cuba. Pave-stolens officielle statsbeøg skete på tiårsdagen for Pave Johannes Paulus II – den polsk fødte Karol Wojtyła s besøg i 1998 – .
Cuba’s Præsident Raul Castro tager imod Vatikanets Kardinal Tarcisio Bertone under mødet i Revolutions Paladset i Habana – 26.Februar 2008.
Den “Hellige Stols Udenrigsminister” Kardinal Bertone holdt møder med Cubas Udenrigsminister Perez Roque som lover Pavestolen mere tid for den kristen-katolske kirke i cubansk fjernsyn til at udbrede kirkens religiøse budskab efter at Pavestolen i Vatikanet har lovet at undlade at støtte Washingtons sanktioner mod Cuba.
Kardinal Bertone fulgte i den tidligere pave – Karol Wotylas fodspor – ved at beskrive blokaden mod Cuba som “uretfærdig og etisk uacceptabel”. – -
Den kristen-katolske pavekirke har ikke haft fast programtid i cubanske medier siden folkerevolutionen i 1959. Og der er ikke blevet bygget nye kirker på øen. Men nye kirker er nu på vej ifølge kirken, som har en ukendt kapitalistisk milliardformue —————
voltairenet.org
skriver dette om Vatikanets besøg på øen
The religious leader will make this official and pastoral visit at the invitation of the Cuban government and the Cuban Conference of Catholic Bishops, Perez Roque told local and foreign reporters at the venue of the Cuban Foreign Ministry in Havana.
He added that the visit will take place in the context of the celebrations for the tenth anniversary of Pope John Paul II’s historic visit to the island in 1998.
Perez Roque added that during his visit Cardinal Bertone will meet with Cuban authorities and will participate in several activities of a pastoral nature such as masses in Havana City, Villa Clara and Guantanamo. He will also bless a monument dedicated to Pope John Paul II in the city of Santa Clara.
The diplomat noted that this new high-level bilateral contact is an expression of the excellent relations between the Vatican and the Cuban government, which he also described as fluid, cordial and respectful.
The Cuban high-ranking official stressed that both sides coincide in several topics such as the need to eradicate poverty, the peoples’ right to development and the universal, inalienable and indivisible nature of human rights for all people, including economic, social and cultural rights. “We also agree on the need to guarantee food, health care and education for all the inhabitants of the planet and we criticize consumerism and neoliberal policies,” he added.
Perez Roque pointed out that Cuba and the Vatican are in favor of the protection of the family and the promotion of culture and spiritual values as well as the preservation of the environment. “We also defend peace and condemn violence, threats and the use of force in relations among states,” he stressed.
“Likewise, we condemn terrorism in all its forms,” the Cuban top diplomat highlighted.
He said that this visit also reflects the fluid and respectful communication of the Cuban Government and State with the Cuban Catholic Church and all the religious and fraternal organizations on the island.
Perez Roque added that the Cuban State recognizes, respects and guarantees religious freedom and freedom of worship to all its citizens.
He concluded saying that ten years after John Paul II’s visit to Cuba, the US government maintains its financial, trade and economic blockade of the island, a measure that the religious leader described as unjust and ethically unacceptable.
Læs mere på Cubas officielle nyhedsmedium Granma
Og fra
Vatican Information Service
EU/USA’s anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat får følger:To områder i det tidligere Sovjet kræver anerkendelse
22 februari 2008 – 09:19
To udbryderstater fra Grusien vil nu blive anerkendte.
Rusland har længe støttet disse områder som har stor russisk befolkning.
Begge områder: Abchazien og Sydossetien som idag er dele af den USA-støttede stat Grusien (eller Georgia som det hedder i angloamerikanske medier) ønsker selvstændighed.
Hvis det lykkes bliver der tre nye stater i Europa alene i år.
Abchazien har vedtaget en resolution om at bede Rusland, SNG og FN om anerkendelse.
En repræsentant for Ruslands Udenrigsministeium siger dog at Rusland ikke har til hensigt at anerkende de to grusinske provinser.
Derimod kan andre stater i det tidligere Sovjetunion – Hviderusland og Kirgizistan – tænkes gøre det, ifølge Ruslands repræsentant.
Begge provinser brød ud af Grusien i 1990′erne.
At det kommer netop nu er en følge af USA og EU’s anerkendelse af den serbiske provins Kosovo/Kosova.
Og Abchazien og Sydossetien vil sikkert ikke blive de sidste udbrydningsforsøg. De baskiske områder i Spanien, den franske ø Corsika, Skotland, i Italien findes der splittelsestendenser mellem nord og syd og hvorfor ikke Schleswig-Holstein som republik
USA:offrer for Agent Orange-giftbesprøjtningen under Vietnamkrigen afvises igen i amerikansk domstol
23 feb 2008 – 22:18
En forbundsdomstol i de Forenede Stater har afvist vietnamesiske krigsoffrers krav på erstatning fra virksomheder som producerede plantegiften Agent Orange.
Domstolen anser ikke att det er bevist at brugen Agent Orange under Vietnam-krigen stred mod forbudet mod kemisk krigsføring eller at giftet er skyld i de skader som har ramt tusinder af vietnamesere.
Forbunds-domstolen fastslår dermed en afgørelse i en distriktsdomstol i New York 2005. Vietnamesiske kilder sagde at dommen formodentlig skal ankes til USAs Højesteret
Holland: Racisme; vold og diskriminering af muslimer optrappes ifølge Europarådets racismekomité
12 feb 2008 – 06:17
Islamofobi og antisemitisme optrappes og udbredes i Holland
Islamofobi vinder terræn i Holland, hvor vold ogh diskriminering mod muslimer er i stigning, hvis man skal tro en rapport fra Europarådets racisme-komité(ECRI).
Ifølge ECRI har islamofobi “øget dramatisk” i landet siden 2000. Stemningerne er blevet understøttet af begivenheder som 11 september-aangrebene i USA og mordet på den “islam-kritiske” film-instruktør Theo van Gogh 2004, hedder det.
Antisemitismen er i stigning og ordet “jøde” anvendes stadig oftere som et skældsord som det var udbredt i Europa i tidligere tidsperioder som under den “kristne inkvisition” og i nazi-tiden , hvor højreradikale medier og politikere i det borgerligt-kapitalistiske Europa og USA udpegede “jøde-kommunister” som en trussel mod den vestlige (kapitalistiske) civilisation. De blev “syndebukke” for den kapitalistiske krise; “undermennesker” der skulle overvåges, undertrykkes eller skaffes af vejen som det for alvor skete under krigen i KZ-lejrerne.
Det fremgår af Europa-Rådets rapport at der i hollandske skoler stilles spørgsmålstegn ved den nazi-tyske tilintetgørelse af Neuropas “indre fjender”, som blev udpeget som “jøde-bolsjevikiske undermennesker” og “zigøjnere” – dvs Roma og Sinti – ligesom det nazityske regime “tilintetgjorde” tusinder og atter tusinder af mennesker der dyrkede Jehovas Vidner, var handicappede,homoseksuelle eller mentalt forstyrrede .
I et bilag til raporten redegør regeringen for “modforanstaltninger”.
Danmark i terror-karikaturernes greb : Ytringsfrihed og cencur i danske medier
To år efter “den værste udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig” som flere skribenter kaldte karikaturkrisen for to år siden genoptrykkes de anti-semitiske og anti-muslimske karikaturtegninger af profetten Muhammed i 18 aviser i Danmark
Jyllands-Postens trykning af de anti-semitiske Muhammed-tegninger udviklede sig til den værste udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig, konstaterede blandt andre DR-Nyhederne. Som flere har indset, var tegningerne DRÅBEN og en bevidst provokation, der fik bægeret til at løbe over. Det var højdepunktet eller lavpunktet i flere års racistisk og chauvinistisk hetz mod etnisk-religiøse minoriteter og andre folkeslag og lande uden for den ”kristne” Nato-kreds. Ansigterne i tegningerne har klare semitiske træk. Tegningerne minder os om andre antisemitiske karikatur-tegninger som nazibladet Der Stürmer bragte i 1930`erne med karikaturer af jøder med lange krumme næser, skulende øjne, præcis sådan, som kun nazi-bladtegnerne kunne tegne dem i 30`ernes Amerika og Europa. - – JP’s kulturredaktør Flemming Rose gør det klart på forsiden af avisen - samme dag som tegningerne bliver bragt den 30. september 2005 – at muslimer må
” finde sig i hån, spot og latterliggørelse … ” . . . . . . . . . . . .
Er der nogen, der kan misforstå det ? . . . . . For vore arabiske brødre og søstre var det igen en bekræftelse på den euro-amerikanske imperialismes racistiske holdning – den “gode” gamle kolonialistiske herrefolkstankegang som ikke bare de højreradikale og fascistiske dækorganisationer dyrker og bekender sig til, men som er udbredt langt ind i de borgelige pro-kapitalistiske og socialdemokratiske “midterpartier”. Allerede den 14. oktober 2005 – altså 14 dage efter offentliggørelsen – deltager omkring 3.500 personer i en fredelig demonstration foran JP’s Københavns-kontor mod avisens chauvinistiske Muhammed-regninger.
En række danskere forsøger at rejse sagen ved domstolene som en overtrædelse af § 140 – blasfemiparagraffen,
som beskytter både muslimer, kristne såvel som jøder mod chauvinistisk og racistisk hetz , hån og fornedring. ( det er den paragraf som Enhedslisten (Ø),Kjærsgaards Folkeparti og en række borgerlige partier vil afskaffe) . . . . . Statsadvokaten afviser lige så arrogant overhovedet at rejse sagen, som statsministeren afviser ambassadørerne. I første omgang den 19. oktober 2005 afviser Fogh at modtage 11 ambassadører fra en række ”muslimske lande”.
Den 19. december 2005 rejser 22 tidligere fremtrædende danske ambassadører
– i en aviskronik – en åben kritik af, at Anders Fogh Rasmussen nægter at mødes med de muslimske ambassadører og få talt sagen igennem. Fogh afviser blankt ambassadørernes kritik.
21. januar 2006 opfordrer Den Internationale Sammenslutning af Muslimske Lærde den danske regering til med fasthed at gribe ind
over for disse gentagne angreb på det muslimske verdenssamfund og profeten. Ellers vil sammenslutningen være tvunget til at opfordre millioner af muslimer verden over til at boykotte danske produkter og aktiviteter, hedder det i en erklæring offentliggjort i Ægyptens hovedstad Cairo.
Omfattende boykot og protester udvikler sig for alvor -
14 dage senere vokser omfanget og skadevirkningerne af det danske selvmål – JP’s anti-muslimske tegninger af Profeten Muhammed – for hver time, der går. Helt ovre i Indonesien, verdens folkerigeste muslimske land, er der protester, og folk boykotter Arla og andre danske produkter.
Den 3. februar stormer flere hundrede demonstranter Danmarks ambassade i Indonesien.
Der råbes militante slagord og smides æg på ambassadens våbenskjold. Den danske ambassadør lykkedes dog med at forhindre yderligere angreb på ambassaden. Men i Damaskus, Syriens hovedstad, slutter det ikke med æg mod ambassaden. Der findes der ingen danske diplomater i ambassaden, da den bliver stormet den 4. februar. Den danske ambassade-bygning brændes ned til grunden. Uheldigvis for Sverige rummede bygningen også den svenske ambassade.Ifølge danske medier er det angiveligt danske fascistiske trusler om offentlig afbrænding af Koran-bøger, der startede angrebet. Danske og svenske medier og politikere går i selvsving i anti-arabiske chauvinistiske udtalelser, mistænkeliggørelse og beskyldninger mod den syriske regering. Dermed følger de svenske og danske medier Bush-administrationens anti-syriske linje.
Dagen efter den 5. februar går op imod 20.000 demonstranter på gaden i Beirut, Libanons hovedstad.
Demonstrationen går til det danske generalkonsulat, hvor der råbes slagord mod de danske anti-semitiske, anti-arabiske Muhammed-tegninger. Kort tid efter står Kongeriget Danmarks generalkonsulat i flammer. Beirut vender for en dag tilbage til 1970`ernes militante klassekamp og borgerkrig, dog uden våben. Ruder smadres, biler væltes og der kastes med sten mod politiet, der bruger tåregas og varselsskud imod masserne. Det skal siges at den store Hizbollah-bevægelse intet har at gøre med hverken demonstrationen eller med nedbrændingen af det danske konsulat. Udenrigsministeriet kalder situationen i Beirut ude af kontrol og opfordrer alle danskere til at forlade landet. Libanons indenrigsminister Hassan al-Sabaa træder tilbage efter urolighederne.
Irans handelsminister meddeler den 6. februar, at landet annullerer ALLE kontrakter med danske virksomhede;
ligesom landet afviser al bistand der kommer fra Danmark. Iran trak sin ambassadør i København hjem. Iran køber for 1.300 millioner kr. om året af danske virksomheder.
29. januar 2006 lukkede Muammar Ghadaffis Libyen sin ambassade i Danmark.
Det er vigtig at huske på, at helt frem til den kapitalistiske mejeri-koncern Arla begyndte at beklage sig i pressen over boykot og tocifrede milliontab om dagen, blev de anti-muslimske terorkarikaturer kopieret i stor stil i dansk presse. Men da de store kanoner i ”dansk erhvervsliv” fik ondt i den kapitalistiske indtjening, fik de ”frie liberale medier” ondt i ytringsfriheden.
Kongeriget Danmarks virkelige religion, kapitalen og den kapitalistiske profit, var i fare. Det var ikke meningen, at det kapitalistiske erhvervslivs eksportindtægter skulle lide den skade af JP’s reaktionære provokation, som nu er et faktum.
Det, som skulle være en strålende manifestation af ”dansk ytringsfrihed og tolerance”, er blevet det modsatte : et selvmål. – Iran annullerede ALLE kontrakter med danske virksomheder, ligesom landet afviser al bistand, der kommer fra Danmark. Novo oplevede omfattende boykot. “Det er mange kunder, det drejer sig om,” sagde kommunikationschef Mike Rulis til medierne.Når det helligste af alt i det borgerlige Danmark angribes, så må ”ytringsfrihed” og alle andre principper træde til side – det er åbenbart i denne sag. – Eksperter mener at handels-mærket, the brand “made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder.
JP/Politiken-koncernens jyske flagskib Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig.
Det giver Kulturredaktør Flemming Rose – manden bag ideen om at bringe terror-karikaturerne – selv det bedste bevis på efter at han den 8.februar i nyhedsprogrammet “Good Morning America” på amerikanske CNN siger at avisen (JP) skam har planer om at bringe karikaturteginger som ikke er rettet mod “muslimer”. Det gentager Redaktør Rose overfor TV 2/NYHEDERNE, at avisen vil bringe “religiøse karikaturtegninger” ,søndag den 12.februar. For Rose vil naturligvis slå fast at avisen ikke bare er “ude efter Muhammed og muslimerne”. Nej-Nej; overhovedet slet, slet ikke. – – -
Jyllands-Posten afsløret af “jøde-testen”
Det skulle Mr. Rose ikke have sagt. – Få timer efter gav JP/-Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten. Der kommer aldrig “andre karikaturtegninger” i JP´ udgave den søndag som Redaktør Rose havde lovet CNN og TV2. – Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre” muslimer på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel. Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel. – Umiddelbart efter Rose’s udtalelser til amerikanske og danske medier om at “ytringsfriheden er det vigtigste” for JP – dementeres denne tale om “ytringsfriheden” direkte af ChefRedaktør Carsten Juste. “Ytringsfriheden” gælder ikke for alle. – Den 9.februar 2006 bliver Kultur-redaktør Rose “suspenderet på ubestemt tid – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske terror-karikaturer af Muhammed, men fordi han han på CNN klart siger at avisen skam har planer om at bringe andre karikaturtegninger hvor det ikke er “muslimer” som “spiller hovedrollen” som skurk og terrorist. Men derimod Staten Israel og dens “terroristiske” undertrykkelse af palæsinenserne.
“Jyllands-Postens redaktører er en flok reaktionære provokatører. “
For her går grænsen for JyllandsPosten og den øvrige “frie danske” presse ytringsfrihed. Der var dog flere der fik sig et godt grin, da det kommer frem, at tegneren Lars Refn på arabisk har skrevet i sin tegning, at »Jyllands-Postens redaktører er en flok reaktionære provokatører.” Det er der tilsyneladende ikke nogen, der har opdaget før offentliggørelsen. Da arabiske danskere og eller var det arabisk-kyndige danskere bringer ordene videre til alle vi “analfabeter”: *
Jyllands-Postens redaktører er en flok reaktionære provokatører – * *
- For to år siden stod de i kø for at beklage deres anti-semitiske selvmål. USA’s Eks-præsident Clinton kaldte de antisemitiske tegninger i Jyllands-Posten “skandaløse”. Den britiske udenrigsminister kritiserer også tegningerne. Ellemann Jensen opfordrer JP’s ”selvmåls”-redaktør Carsten Juste til at afgå.Det kapitalistiske erhvervsliv betaler prisen for at støtte, opmuntre eller i bedstefald passivt acceptere den reaktionære anti-semitiske, islamofobiske hetz i danske medier. ARLA og dansk industri tabte på et tidspunkt tocifrede millionbeløb hver dag som en følge af boykotten af danske varer.
- -Skribenten Bradley Burston som er klummeskriver i den israeliske avis Ha´aretz skrev i sin valgblogg.”For nyligt er en ny type antisemitiske karikaturer begyndt at cirkulere i Europa, måske et tegn på en ny slags antisemitisme. Men semiterne er i denne sag ikke jøder”, HAN KONSTATERER at budskabet i de danske karikaturer som afbilder profeten Muhammed på en forklejnende måde er at “de fleste muslimer er arabere, og de fleste arabere er potentielle . . ” terrorister.“Dette budskab er obskøn”, fortsætter han. “Det er racistisk. Det skænder det religiøse grundlag for hver sjette menneske i verden. I den meningen skænder det også ytringsfriheden,forvrænger den til retten at opfordre had.” ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° ° °
De mest reaktionære kræfter/strong> i den danske borgerlighed stod i 2006 klædt af til skindet. Kun de åbent fascistiske kræfter i og omkring Kjærsgaards Folkeparti nægter at undskylde og se realiteterne i øjnene. Derfor rejste politikere fra “Dansk Folkeparti” krav om landsforvisning af i Danmark bosiddende muslimske mennesker, som ikke har opført sig, “rigtigt” . . “kristent dansk” – kunne man formulere det – hvis Kjærsgaard skulle bestemme. Det sker den 2. februar 2006, hvor partiformand Pia Kjærsgaard udtaler:
“Nogle … har dansk statsborgerskab, men det gælder ikke alle. Derfor er det kun rimeligt at se på, om det er muligt at tage deres opholdstilladelse op til overvejelse.”
Det liberale regeringsparti Venstres politiske ordfører Jens Rohde støtter udvisningstruslerne. – -
* * * * *
To mennesker – fra arabiske familer – med opholdstilladelse i Danmark vil myndighederne nu – i 2008 udvise til Tunesien uden retssag, dom eller beviser for anklager om en morderisk konspiration mod en JP´s karikaturtegnere. Mens den tredje af PETs “nyttige idioter” – en dansk statsborger – i konspirationsanklagen allerede er løsladt.
Fascistiske kræfter opfordrede i februar 2006 til offentlig afbrænding af Koranen, Islams bibel. Som bekendt brændte man også bøger i gaderne i Tyskland og Danmark i 1930`erne. Derfor blev udenrigsminister Per Stig Møller på en pressekonference nødt til at meddele: ”Det er kriminelt og vil blive straffet af danske myndigheder.” Så er spørgsmålet: Er en tegning af en afbrænding af Koranen også kriminel? Ja, ytringsfriheden er ingen kloak, hvor bogafbrændinger, racisme og chauvinistisk hetz mod andre folk og deres kulturer indgår. – USA’s regering der havde og har et meget dårligt rygte i den arabiske og muslimske verden måtte derfor i februar 2006 rykke ud med en fordømmelse af terror-karikaturerne gennem udenrigsministeriet. Ved at gå ind i konflikten om tegningerne spekulerer Washington i, at det muligvis kan forbedre sit dårlige rygte og “image” i den “muslimske verden” . Ifølge Ritzau kritiserede ”det amerikanske udenrigsministerium … europæiske medier for at have trykt karikaturtegninger af profeten Muhammed og tager dermed parti for den muslimske verden mod europæiske lande”. Kurtis Cooper, talsmand for udenrigsministeriet i Washington, udtaler:”Det er ikke acceptabelt at ophidse til etnisk had på denne måde. Vi opfordrer til tolerance og respekt for alle samfund og for deres religiøse tro og praksis , ” sagde talsmanden. Også amerikanske medier har indset alvoren og indtil nu afvist at trykke JP’s kontroversielle Muhammed-tegninger.
Så kan man kalde det selvcensur. Enhver avis har et valg. Hvad skal vi trykke, og hvad skal censureres væk?
”Disse tegninger fornærmer muslimers tro og er en provokation mod deres religiøse overbevisning,” siger Kurtis Cooper også. . . . . . . Det varer akkurat fem dage, så lyder der nye toner.Det er efter et par dages diplomatisk omklamring af KV-regeringen, at USA´s ambassadør i Danmark, James Parker Cain, kommer med denne udtalelse 6. februar:”Vi står sammen med vores nære allierede, danskerne, i denne kamp, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe med til at komme igennem denne krise, ved at opmuntre til en nedtoning af vreden og en forstærket dialog,” siger ambassadøren for en regering, der er ansvarlig for hundreder af tusinder af menneskeliv i Irak og Afghanistan som en følge af sanktioner, krig, besættelse og terror. – Fra at have været et spørgsmål om ”ytringsfrihed” blev det et spørgsmål om ”Danmarks værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig” ifølge regeringen.
I september 2005 var stemningen i top på både på Jyllands-Postens redaktion og i statsministeriet. Alle kurver pegede opad. Økonomisk var Danmark
placeret i toppen af den kapitalistiske verdensøkonomi. Nu gik det ellers så godt. Det højre-liberale Jyllands-Posten – KV-regeringens magtfulde supporterblad – som forsvarer USA’s og Danmarks krig mod ”arabiske og muslimske folk” , Nato-koalitionens besættelse af Irak og Afghanistan og den zionistiske terror i Palæstina slog sig for brystet, da de viste de nu verdensberygtede anti-semitiske terror-karikaturer.
Fire måneder senere, efter statsministerens arrogante afvisning af at træffe en række ambassadører i oktober og danske domstoles lige så arrogante afvisning af at rejse sagen, var situationen, at hele det danske udenrigsministerium, statsministeriet og de danske diplomater i en række lande arbejdede over hver eneste dag for at (bort-)forklare JP’s anti-semitiske provokation.
En umulig opgave, som de reaktionære anti-semitiske redaktører på JP illustrerer ved at sige “Undskyld, fordi vi har krænket så mange muslimer. Det var ikke hensigten”. “Goddaw mand . . ” – Hvor mange tror på den forklaring? . . . Var det ikke JP’s mening at latterliggøre en af de arabisk-semitiske folks helligste skikkelser og dermed krænke og provokere millioner af muslimer over hele verden? Det har ikke mere med ytringsfrihed og demokrati at gøre end nazisternes hadske og chauvinistiske tale om de ”slaviske og jødiske undermennesker”. Eller med de nazistiske film hvor “jøderne” bliver sammenlignet med en rotter.
At statsminister Anders Fogh Rasmussen heller ikke havde lært noget, udtrykker han den 8. februar 2006 i Folketinget: – -
”Hverken udlændingepolitikken eller tonen i den danske debat er årsag til optrapningen af Muhammed-sagen. Krisen skyldes misinformation, og den er blevet til både international politik og indenrigspolitik.”
° ° ° Protest-demo mod de danske terrorkarikaturer i Annahar i Yemen ° 2.Feb. 2006
For nogle år siden afviste JP nogle tegninger af den danske Folkekirkes profet “Kristus” – bedre kendt i revolutionære kommunistiske kredse som Kammerat Jesus – fordi redaktørerne var overbevist om, at det ville såre ”kristne troende”. * * * * *
Kunstnerne Dror og Gunilla Sköld Feiler skabte kunstværket ”Snehvide og sandhedens vanvid” (Snövit och sanningens vansinne) der viser den palæstinensiske martyr Hanadi Jaradat sejlende i en lille hvid båd i et ”hav” af blod-rød vædske. *
* * * *
Kunstværket Snövit och sanningens vansinne havde vernissage den 4. februar 2006 i Stockholm. Under installationen spilles Bachs “Mein Herz schwimmt in Blut” * – – – – -
Da den israelske ambassadør fik øje på kunstværket, gik han amok og smadrede udstillingen, mens han hysterisk skreg skældsord mod kunstneren. – – JP forsvarede … ikke den kunstneriske frihed, men ambassadørens ret til at ødelægge kunstværket, for han var jo blevet ”krænket” i hans zionistiske sjæl.
Jyllands-Posten: De sorte, reaktionære kræfters historie
På Hitlers tid var avisen hjemsted for nazi-sympatisører og borgerlige kredse, der forsøgte at piske et dyrisk had op til jøder og kommunister. Allerede i tyvernes borgerlige Danmark var der skabt en hysterisk anti-kommunistisk stemning. Den borgerlige reaktion diskuterede – ligesom i dag – hvad man skulle “stille op” med revolutionære og kommunister. Som et typisk eksempel på, hvor langt de borgerlige kredse ville gå, foreslog man i Jyllands-Posten at “drukne Lenin og hans jødiske kreaturer i deres eget blod …”
JyllandPostens terrorkarikaturer af muslimer idag har klare ligheder med de nazistiske jøde-karikaturer fra 1930´erne som denne nazistiske filmplakat om den “evige jøde” illustrerer. Anti-jødiske karikaturer var popuære på Jyllands-Posten i 1930´erne da de danske aviser sympatiserede med den tids største og mest aggressive kapitalistiske stormagt; Nazi-Tyskland.
Jyllands-Posten som i 1930 ´erne – ligesom svenske Aftonbladet – viste lige så stor forståelse for nazi-tysklands politik som de idag har forståelse for USA´s – var helt på linje med nazisterne da de i en leder efter “Krystalnatten” – en anti-jødisk progrom i Tyskland i 1938 skrev følgende :
”Når man har fulgt jøde-spørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå tyskernes animositet (fjendtlighed,red. anm.) mod jøderne.”
Something is rotten in the state of Denmark
* KONGERIGET Danmark er ikke kun kendt fra Shakespeares “danske” Prins Hamlet og Kejserens Nye Klæder af H.C.Andersen, men er også landet med en kapitalistisk svinekødsproduktion med opimod 30 millioner “penicillin-struttende” svin der giver de danske kulakker – de kapitalistiske svinebaroner milliard-indtægter – dog ikke fra den muslimske og jødiske verden. Den danske plakatkunstner og satire-tegner Michael Wiehe blev i 1978 slæbt i retten af Dansk Landbrugs magtfulde svinekapitaliser for at have tegnet et svin på en plakat med teksten : : : > > > >
“Danske svin er sunde – de strutter af penicellin”
Det skulle han straffes for – for i “ytringsfrihedens foregangsland” er “svinene hellige” – Ytringsfriheden omfatter “netop ikke” kritik af en kapitalistisk milliardforretning og dets eksportindtægter. Der må være grænser, som man siger .
I en af de hellige bøger tales der om at se splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget.
Det er værd at huske på, at: Det var kristne jugoslaver, som massakrerede Srebrenicas muslimer. Det var kristne libanesiske falangister – den zionistiske kolonistats Israels forbundsfæller – som gik ind i flygtningelejrene Sabra og Chatila i Beirut og nedslagtede op imod 3.000 civile palæstinensere. – Har vi glemt det ? . . . Husker vi, at disse massakrer fandt sted mellem 16. og 18. september 1982? 25 års-dagen for dette folkemord i miniskala blev ikke ofret megen opmærksomhed i de ”kristne” medier i vores del af verden. En dansker, der var i Beirut, fortæller: – – – – ”Men jeg var i de lejre i ‘82 og måtte klatre over bjerge af lig. Nogle kristne falangister i Beirut havde sågar billeder af Jomfru Maria på deres geværkolber.”
Med støtte fra det ”kristne” USA har zionisterne i staten Israel fordrevet millioner af palæstinensere. Dagligt bliver palæstinensere diskrimineret og udsat for vold og tortur i apartheid-staten Israel. Men det heroiske palæstinensiske folk har ikke opgivet kampen for at befri Palæstina. Et demokratisk Palæstina befriet fra zionistisk terror mod muslimer, kristne og jøder og arabere. Det bekræfter palæstinensernes parlamentariske valg i januar 2006. En, der slet ikke har lært noget, er den tidligere socialdemokratiske folketingskandidat David Trads: ”Årsagen til, at det er vigtigt, at vi bringer tegningerne og viser solidariteten, er, at man markerer, at det her handler ikke længere om, om man er enig i de tegninger eller deres indhold. Det handler om selve retten til at bringe den slags tegninger, altså retten til fri ytringsfrihed.” (P2 Plus) -
Hvor David Trads står politisk, gjorde han klart i leder-spalten i avisen Information: “Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenins og Stalins sataniske efterfølgere” . (Information 28. december 2002)
Den svenske statsminister Göran Persson kommer med en bagklog kommentar om, at ”hvis jeg havde været i samme situation som Fogh Rasmussen, ville jeg ikke have undervurderet sagen”. Han ville i stedet have ”gjort det klart, at det ikke på nogen som helst måde var hverken danske mediers eller politikeres hensigt at håne andre religioner”. Men hvordan kan en statsminister vide, at det ikke var JP’s hensigt at håne andre religioner med de anti-semitiske tegninger? – – Hvis medierne er ”uafhængige af statsmagten”, som det så fint hedder, så kan statsministeren – hvad enten han hedder Persson eller Fogh – selvsagt ikke vide, hvad der foregår i hovedet på de reaktionære provokatører på JP’s redaktion. Og derfor kan han ikke gøre noget som helst klart om mediernes holdning. Derimod kan han bruge sin ytringsfrihed til at sige sin mening, herunder fordømme anti-muslimske , anti-semitiske tegninger og anden racistisk propaganda. I næsten fire måneder – fra september til januar 2006 – har Anders Fogh Rasmussen, formand for Danmarks liberale parti, som bryster sig af at være de ypperste forsvarer af ytringsfriheden – undgået at ytre sig om Jyllands-Postens antimuslimske terrorkarikaturer. Kæften var lukket på Anders Fogh. Arrogant afviste statsministeren i oktober at modtage besøg af ambassadører fra en række lande. Statsadvokaten afviste lige så arrogant at rejse sagen som en overtrædelse af loven. Set udefra virkede det, som om statsministeren i virkeligheden støttede offentliggørelsen af de anti-muslimske tegninger. Fogh Rasmussen spillede under dække med Pia Kjærsgaards racister og de fascistiske dækorganisationer til højre og venstre for partiet. – Fogh ville ikke blande sig, men hans KV-regering har med socialdemokratiske støtte godkendt de udemokratiske (1) terror-love, der forbyder folk at ytre sig om solidaritet med befrielsesbevægelser i Palæstina, Colombia;Tyrkiet og på Filippinerne, f.eks. ved at bære T-shirts med bogstaverne STØT PFLP. Solidaritetsbevagelser blev truet med straf hvis de fortsatte med at ytre sig for solidariet med undertrykte folk. Oprørs Talsmand blev arresteret, og organisationen fik forbud mod at ytre sig om solidaritet med en række befrielsesbevægelser som f.eks palæstinensiske PFLP, kurdisk-tyrkiske PKK og filipinske NPA). – Fra Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard kom der ingen protester eller snak om Oprør´s ytringsfrihed. Derfor er det hykleri fra Foghs og Kjærsgaards side at forsvare JP’s anti-muslimske ytringsfrihed.
HVEM er Terroristerne og Morderne ?
Sovjetunionens og USA’s nederlag i Afghanistan tog sin begyndelse i 1979, da Brezhnjevs Sovjet sendte 100.000 soldater ind i nabolandet Afghanistan for at sikre et prosovjtisk regime i landet – Det skete angiveligt for at sikre en ”demokratisk revolution” – det var samme argumenter der blev brugt fra vestlig side da Pentagon med saudiarabisk finansiel støtte og pakistansk efterretningsstøtte – forsunede Osama bin Ladin og mujahedin-krigerne med våben i krigen mod den sovjtiske besættelsesmagt. Brezhnev-hæren begik omfattende krigsforbrydelser i Afghanistan. Det tidligere Sovjetunionen, forgængeren for Rusland, holdt Afghanistan besat i 10 år frem til 1989. Osama bin Ladins USA-støttede modstandsbevægelse i Afghanistan voksede sig stor og militært avanceret med amerikanske våben og saudiske petrodollar.
Da sovjet-hæren i slutningen af 80′erne bliver trukket ud af landet, optrapper de hellige krigere, stadig med CIA’s og saudiarabernes støtte, krigen, nu mod den kommunistiske og demokratiske modstandsbevægelse i landet. Hverken Sovjet eller USA regnede med at modstandskæmperne og de udenlandske frivillige havde deres egen dagsorden, som henad vejen ville vende modstanden mod Sovjet-hæren og de krigsforbrydelser som Brezhnjevs hær begik mod det afghanske folk ville vende sig imod deres hjemmelige regimer og amerikanerne.
- – – – “Da den sovjetstøttede regering faldt i 1992, tog disse unge mujahedin-krigere tilbage til deres hjemlande og videre til Kosova, Saudi Arabien,Tjetjenien, og Pakistan .USA/CIA spillede det religiøse kort i Afghanistan, men den religiøse bevægelse, som den amerikansk-saudiske alliance finansierede og forsynede med våben, voksede over hovedet på “bagmændene”. Og CIA’s kriger Osama bin Ladin udviklede senere Al Kaida-terror-netværket, som angiveligt slog til mod Washington og New York den 11. september 2001. De amerikansk støttede krigere i Afghanistan skabte altså grundlaget for den bevægelse, som Georg W. Bush nu siger, at USA er i krig med – ”krigen mod terror”, som den kaldes. Den krig, vold, terror og besættelse, som voksede frem i Afghanistan i 1980`erne for at ”sikre en demokratisk udvikling”, er nu virkelighed i Irak. Nu sidder USA og NATO – med bl.a. Sveriges og Danmarks militære hjælp – fast i Irak og Afghanistan for at ”sikre demokrati og udvikling”. Lignende argumenter lød fra Brezhnevs Sovjet – gengivet i Danmark af Ole Sohns og Frank Aaens DKP op til invasionen af Afghanistan i 1979.
Kongeriget Danmark i krise
Der er ingen tvivl om, at Fogh-regeringen og dens supporterblad JP ønskede opmærksomheden trukket væk fra krigen mod Iraks og Afghanistans folk. Et militær aggression, der har mødt så stor modstand, at USA og dets “trofaste allierede” Danmark sidder fast i et Vietnam-lignende hængedynd. JP har fra dag ét været en af de mest enøjede forsvarere af USA’s krig mod Iraks folk. JP ønsker ingen omfattende debat om krigen, løgnene og USA’s forbrydelser i Irak. -
Hvem har skylden for krisen i 2006 og igen i 2008 ?
Uden tvivl JP’s og Politikens landsforræderiske redaktion. Uden tvivl KV-regeringens inkompetente chef og statsminister. Og naturligvis regeringens landsforræderiske støtteparti – Pia Kjærsgaards parti – som jeg tror vi skal omdøbe til Udansk Folkeparti. – -
Hvem skal betale? Send regningen til KV-regeringen og dens landsforræderiske støtteparti Udansk Folkeparti! Send regningen til de journalistiske tågehorn på Jyllands Postens redaktion! * *
**** EFTERSKRIFT: Det skal siges at Dagbladet Information bragte nogle af de såkaldte Holocaust-karikaturer den 8.september 2006.
Hovedparten af de “ytringsfrie” danske medier – herunder JP-Politikens-koncernens dagblade nægtede at trykke disse, herunder JP – hvor Kulturredaktør Flemming Rose ligefrem blev afsat umiddelbart efter at han havde sagt ja til disse karikaturer.
******
FAKTA om
Semitter er:
De folkeslag, som taler de semitiske sprog. Semitisk er et gren af den afro-asiatiske sprogfamilie og har sin oprindelse i Mellemøsten/Vestasien. De semitiske folks sprog hører til blandt de ældste i menneskehedens historie. Allerede år 2.400 f.v.t. har vi de første beviser på de semitiske sprog. De semitiske folk spillede en vigtig rolle i formidlingen af alfabetet til græsk og de øvrige europæiske sprog. I den semitiske sproggruppe er arabisk den mest udbredte og tales af op imod 200 millioner mennesker. Andre semitiske sprog er amharisk og hebræisk.Islam, kristendom og jødedom er alle opstået hos de semitiske folk. Der er altså intet europæisk over disse tre verdensreligioners oprindelse. Og ”semitter” kan altså være både muslimer, jøder, kristne, buddhister eller ateister/kommunister. Zionisterne – det mindretal af jøderne, der mener at staten Israel er hellig – har forsøgt at monopolisere udtrykket anti-semitisme til udelukkende at handle om jøder. – -
Propaganda-fakta om Tysk Naziparti og Dansk Folkeparti
” Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne – nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.” udtalt af Mogens Camre (MEP for DF, tidl. MF for Socialdemokratiet) på Dansk Folkepartis landsmøde ( 17.09. 2001).
”De kan ikke eller vil ikke se, at dette er en krig: den jødiske race og dens undersåtter imod vestlig kultur og civilisation.” Josef Goebbels, MP, Tysk Naziparti, propagandaminister i Tyskland 1933-45.
“Islam er den største trussel mod verdensfreden, siden kommunismen faldt. Det er en direkte trussel mod Vesten, æder os op indefra og destabiliserer vores samfundsstruktur på ægte gøgeungemaner.” Kristian Thulesen Dahl, MF, fra Folketingets åbningsdebat (Information, 6.Okt.2001). -
““Jøden har intet at skulle sige omkring tyske spørgsmål. Han er en udlænding, en fremmed, som kun nyder gæstens rettigheder, rettigheder, som han altid misbruger.” Josef Goebbels, MP, Tysk Naziparti, propagandaminister i Tyskland 1933-45.
”Store bydele i København og andre danske storbyer er befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin med medbragte primitive og grusomme skikke såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halal-slagtning og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket …Titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 i stedet for i 2005, er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.”
Pia Kjærsgaard, formand og folketingsmedlem, i DF’s ugebrev (13.06.2005).1)
- De såkaldte anti-terrorlove – som statsminister og oppositionsleder Helle Fogh støtter – forbyder medierne at bringe opfordringer til solidaritet og støtte til en række befrielsesbevægelser. Det sker som en følge af EU’s terror-lovgivning. Det skete efter 11. september 2001, hvor Nyrup Rasmussen-regeringen støttede vedtagelsen af disse udemokratiske love. På listen over forbudte organisationer findes f.eks. Folkefronten til Palæstinas Befrielse PFLP, New Peoples Army, NPA på Filippinerne, og Colombias Revolutionære Væbnede Styrker, FARC. 2) -
Også Kongeriget Danmarks statsoverhoved har krævet et ”modspil til Islam”, som hun udtrykker det.
Det sker i hendes erindringsbog ‘Margrethe’, som er skrevet af Annelise Bistrup og udgivet i april sidste år. Her forklarer dronningen i et interview, at ”det er afgørende, at vi (danskerne, red.) giver islam et modspil” . Hvem der har fundet på Dronningens ”modspil”, er ikke klart. Sikkert er det, at modspillet er godkendt i regeringen. Ligesom alle andre ”udspil” fra dronningen.
ADVARSEL ! KARIKATUR-tegninger som danske medier ikke vover vise
Februar 2008
Danmark igen i terror-karikaturernes greb
Jyllands-Postens karikatur-forestilling om ”Hvordan forhåner og latterliggør vi muslimer så provokerende at den kristen-zionistiske forestilling om civilisationernes sammenstød bliver realiseret” ? bliver nu gentaget i 18 danske aviser: Ikke kun JP, men alle aviser med respekt for “ytringsfriheden og det frie ord” genoptrykker nu de antisemitiske terror-karikaturer af profeten Muhammed. Det sker efter at Politiets Efterretningstjeneste PET kom med anklager mod tre personer for at “planlægge likvidering af Kurt Westergård – en af karikatur-tegnerne. Det viser sig at PET kun har mistanker,men ingen beviser mod de tre anklagede. Alligevel bliver to af de anklagede udvist af landet – alene på “mistanker” eller ” indicier” som kun PET kender til – direkte udvist uden retssag – og uden dom – en “god” dansk tradition fra 1930′ erne. Og de to tunesiske statsborgere kom altså til at spille “nyttige idioter” i PETs og JP/Politikens forestilling den “muslimske verdens demokratiske underlegenhed”. I 1930-erne og under krigen udpegede Hitlernazisterne og dets kapitalistiske støtter i aviser og radio; ”jøde-kommunisterne” som “undermennesker” der med Moskva som centrum konspirerede for at nedbryde og knuse den kristent-ariske vestlige civilisation.
JyllandPostens terrorkarikaturer af muslimer idag har klare ligheder med de nazistiske jøde-karikaturer fra 1930´erne som denne nazistiske filmplakat om den “evige jøde”. Karikaturtegninger af jøder,slaver og f.eks af Sovjetunionens leder Stalin var popuære på Jyllands-Posten i 1930´erne da de danske aviser sympatiserede med den tids mest aggressive kapitalistiske stormagt; Nazi-Tyskland.
Ordvalget idag er naturligvis et andet , men meningen er den samme. Dengang brugte man “jøderne” som skydeskive – dels fordi de udgjorde en genkendelig ikke-kristen minoritet, dels fordi jøderne udgjorde en ikke ubetydelig kraft i den socialistiske opbygning i Sovjetunionen i 1930′ erne – og i den Kommunistiske Internationale – KOMINTERN . Derfor blev de udpeget som syndebukke for kapitalismens krise og manglende evne til at tilfredstille massernes behov for arbejde, brød, boliger,uddannelse og kultur.
– Den nazistiske hetz kampagne mod “jøde-bolsjevismen” var ikke bare en konkretisering og levendegørelse af “fjenden” og “syndebukken” , men også – ligesom idag en rambuk – der politisk-ideologisk skulle “forklare” den planlagte aggressionskrig mod Sovjetsamfundet som en “befrielseskrig” hvor de sovjetiske folk skulle “befries fra hvad tyske medier kaldte det “stalinistiske åg”. *
Idag skal forhånelsen af muslimerne som vore dages “underlegne” bruges til at “forklare” og propagandere for aggressionen mod de arabiske folk og deres naturrigdomme – idag Palæstina , Irak,m.fl. – dog ikke det feudal-kapitalistiske Saudi-Arabien fordi det “kongelige regime” dér , har underlagt sig de samme stormagtsinteresser som fører krig mod Iraks folk. – – – – Med den “forhånende og latterliggørende” dagsorden i baghovedet begyndte den anti-muslimske provokation da Jyllands-Posten bestilte karikatur-tegninger i 2005 af profeten Muhammed. Det skete også i forståelse med de kristen-zionistiske kræfter i Georg Bush` s højreliberale bagland. Bl.a Mr. Pipes roste Redaktør Rose for karikaturerne af Muhammed, som blev bragt i avisen i september samme år. Karikaturtegningerne førte til den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig” som det blev udtrykt. – Eksperter mener at handels-mærket, the brand “made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder. Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Den 9.februar 2006 bliver Kultur-redaktør Rose “suspenderet på ubestemt tid – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag ?Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav JP/-Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel.Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.<img src=”
“Det danske bidrag til Holocaust-tegnekonkurrencen af Jørgen Bitsch * *
CENCUREN af Jørgen Bitsch´s karikatur sker ikke kun på JyllandsPosten , men også i en række venstreopportunistiske medier, der ikke ønsker at konfrontere den prozionistiske konsensus. Det sker dog UDEN nogen form for debat eller dialog.
Man kan kritisere tegningen for dens fokusering på de jødiske offrer for for den tysk-europæiske imperialismes aggression under Anden verdenskrig. Faktum er at flertallet af offrerne i nazisternes KZ-lejre ikke var jøder, men blandt andre sovjetiske krigsfanger, Romer (kaldet “zigeuner” i Nazityskland), homoseksuelle, handicappede og mennesker der troede på “Jehovas Vidner” udover flere millioner “slaver” ,antifascister og modstandskæmpere i de besatte lande. Flere end 12 millioner mennesker døde i den tyske imperialismes KZ-lejre, hvor der samlet var 18 millioner fanger. Læs interview med satiretegneren Jørgen Bitsch * * * * *
På CNN fortalte Kulturredaktør Flemming Rose at han ville sige ja til at trykke satire-tegninger med kristendommen (Kammerat Jesus) og den zionistiske Stat Israel som tema, blandt andet ved at tage kontakt med den iranske avis som stod bag den internationale Holocaust-tegnekonkurrence, hvor den danske tegnr Jørgen Birsch deltog med ovenstående tegning.
– Dagen efter var Mr.Rose suspenderet som redaktør på JP – “ytringsfrihedens flagskib” i Danmark – på ubestemt tid. Og disse “farlige ” farlige satiretegninger blev aldrig trykt i avisen.
Vi behøver ikke spørge JPs redaktører om de vil genoptrykke Der Stürmers nazistiske “satiretegninger” af de jødiske “untermenschen”, for det vil åbenbare JPs historiske forkærlighed for antisemitisk “forhånelse ” for en bredere offentlighed i ind- og udland.
- Men forhånelsen og bespotningen af muslimer og andre semitter er ikke isoleret til den danske kapitalistiske overklasses aggressive ideologiske flagskib “JyllandsPosten”.
Kritik af Staten Israel stemples automatisk som “antisemitisk” trods det faktum at Israel netop ikke er en “jødisk stat” i den forstand at der ikke kun bor jøder men også andre etniske grupper i Staten Israel og det faktum at flertallet af verdens jøder netop ikke bor i Israel. Det fik amerikaneren Norman Finkelstein – efter-kommer af jødiske KZ-fanger som blev ofre for det sidste vestlige imperialistiske stormagtsprojekt – at mærke da han skrev bogen “Holocaust-industrien” om zionisternes politiske og økonomiske misbrug af det nazistiske folkemord. Denne stolte jøde blev stemplet som “antisemit” af Søren Vinterberg i avisen Politikens anmeldelse af bogen. * * * *
* Tegner:Mr. Derkaoui Abdellah fra Marokko som her viser en satirisk-tragisk vinkel på bygningen af den zionistiske Apartheid-mur ned gennem Palæstinas land, hvor milioner af ofre for det nazistiske KZ-system bliver brugt som “good will”-forsvar for opretholdelsen af det zionistiske apartheid-regime i Palæstina.
* __________.jpg)
FLERE karikaturtegninger ____ Karikaturtegninger fra Hoocaust-tegnekonkurrencen ____
Hvem stod bag JyllandsPostens antisemitiske karikaturtegninger ?
* * _________________________
* * * * * Karsten Johansen skrev denne mail::
” . . . . omtalte Flemming Rose har i dag oppført et i sannhet selsomt skuespill:”Jyllands-Postens kulturredaktør ville bringe nye tegninger, denne gang af Jesus og jødeudryddelser. Nu fastslår avisens chefredaktion, at der ikke bringes nye tegninger.Af Anders BørsmoseDer bliver ingen nye tegninger af hverken jødeudryddelser eller Jesus i Jyllands-Posten. Det forsikrer avisens chefredaktør Carsten Juste. Udmeldingen går stik imod udtalelser, som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har givet til både CNN og TV 2 Nyhederne. I TV2 Nyhederne i aften fremgik det, at Jyllands-Posten på søndag ville bringe en serie nye tegninger.Blandt andet viste TV 2 en tegning, hvor der gøres grin med Jesus – en anden tegning skulle angiveligt vise jøde-stjernen tegnet på en bombe.»Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en specielt antiislamisk kurs«, sagde kulturredaktør Flemming Rose til TV 2 i sin begrundelse for at bringe de nye tegninger.Men i kortfattet erklæring fra Jyllands-Posten lægger chefredaktion afstand til kulturredaktøren.»I et indslag i TV 2 Nyhederne onsdag den 8. februar kl. 19.00 hed det, at Morgenavisen Jyllands-Posten på søndag vil bringe en række antisemitiske og antikristne tegninger. Dette er ikke korrekt«.Til den amerikanske tv-station CNN sagde Flemming Rose ellers i går, at »min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem«. Nu lyder det således fra avisens chefredaktion:»Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger«.
‘Jeg har begået fejl’
Jyllands-Postens kulturredaktør erkender da også, at han har lovet mere, end han kan holde. »Jeg har begået en fejl. Jeg står 100% bag avisens linie og Carsten Juste i denne sag«, siger Flemming Rose til DR Nyheder.”
Jyllands-Posten vil ikke gengive iranske holocaust-tegninger
Jyllands-Posten er alligevel ikke klar til at samarbejde med en iransk avis og offentliggøre karikaturtegninger af den jødiske holocaust, som Teheran-avisen har udskrevet en konkurrence om.
JP’s kulturredaktør Flemming Rose har ellers præsenteret avisens plan over for det amerikanske tv-selskab CNN.- Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem, sagde han til CNN’s American Morning.Men 18.20 onsdag kom følgende kontra-ordre og tilsyneladende irettesættelse af Flemming Rose fra Jyllands-Postens ledelse:”Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, var i går på CNN citeret for en oplysning om, at Jyllands-Posten agtede at bringe nogle bebudede iranske Holocaust-tegninger samme dag, som en iransk avis agter at bringe dem. Denne oplysning bygger på en overfortolkning af Flemming Roses udtalelse.”Videre hedder det, at “Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger” /ritzau/”Det bør etter min mening nøye etterforskes, hvem denne Rose egentlig er, ikke minst fordi et par av de famøse karikaturer, som jeg har dokumentert her, er rasistiske hetskarikaturer av kjent merke a la Der Stürmer og en synes, noe forblommet og fordekt sjølsagt, som man alltid kan vente det av folk av fascistisk kaliber etter 1945, å oppfordre til folkemord på islamtilhengere. Det er samtidig opplagt, at en hel kabale av islamske fascister med kontakter i områdets mest reaksjonære regimer, og sannsynligvis i samarbeid med europeiske fascister og i det mer skjulte understøtta av diverse etterretningstjenester (inge nevnt ingen glemt), har VENTET I FEM MÅNEDER til et for dem gunstig tidspunkt, med å lansere de (åpenbart for enhver som tenker litt ) nøye planlagte “spontane demonstrasjoner” “mot tegningene”, mens de samme tilsynelatende særdeles varme islamtilhengerne ikke løftet en finger, da nyheten om at Koranen var brukt som dasspapir i USAs Guantanamo-torturleir turnerte godt og grundig over hele verdenspressa. De har heller aldri reagert på israelske avisers karikaturer av Muhammed.
På Antiwar.com skriver ~ Justin Raimondo om :(Something is)”Rotten in Denmark :Flemming Rose and the clash of civilizations” at …..
“Flemming Rose, the “cultural editor” of Jyllands-Posten, who commissioned the cartoons and now is at the center of a rapidly-escalating controversy.Here is his Wikipedia biography, which states that he has “links with U.S. neoconservatives,” but lacks citations. Rose is apparently a big fan of Daniel Pipes ? the controversial anti-Arabist appointed by George W. Bush to the U.S. Institute of Peace ? and authored an entirely uncritical profile of Pipes, originally published in Jyllands-Posten and translated here.Pipes is the founder of Campus Watch, an organization devoted to stamping out any and all academic treatments of Middle Eastern affairs that don’t conform to his narrow strictures, which might be mildly described as fanatically hostile to Islam, Arabs, and anyone who opposes his extreme Israeli nationalism. Campus Watch is engaged in compiling blacklists of professors who refuse to spout the pro-Israel party line, and actively encourages students to spy on their teachers and report miscreants.None of this is mentioned in the profile authored by Rose: instead, we are given a long disquisition on his subject’s view of “militant Islam” as a threat supposedly on a par with communism and fascism ? again, uncritically, in spite of the lack of proportion evinced by such an extravagant claim, to say nothing of the lack of evidence marshaled by Pipes.It looks like Rose used to be a laid-back kinda guy, as indicated by his testimonial to the effectiveness of Acem meditation techniques:”As a journalist, my challenge is to get behind all the stereotypes that both my readers and I bring with us from the past. They prevent us from seeing the complexity and constant changes taking place regarding almost any subject. Acem Meditation helps me discover my own blind spots and thereby write more genuine and revealing articles.”That was then, but now he is talking about the rising struggle between Islam and the West as a “clash of civilizations,” and characterizes the controversy over the publication of the 12 tasteless caricatures as being”About the question of integration and how compatible is the religion of Islam with a modern secular society ? how much does an immigrant have to give up and how much does the receiving culture have to compromise.”So much for getting “behind all the stereotypes” and seeing the “complexity” in spite of his “blind spots.” These days, it seems, Rose has been entirely blinded by the kind of hate exhibited in those cartoons, which dramatize the neoconservative view of the Muslim world as inherently terroristic ? a view that the perpetrators of this provocation were hoping would be demonstrated in the Muslim reaction.”
KILDER :Mail fra Karsten Johansen blandt andre. *
**** EFTERSKRIFT: Det skal siges at Dagbladet Information bragte nogle af de såkaldte Holocaust-karikaturer den 8.september 2006.
Hovedparten af de “ytringsfrie” danske medier – herunder JP-Politikens-koncernens dagblade nægtede at trykke disse, herunder JP – hvor Kulturredaktør Flemming Rose ligefrem blev afsat umiddelbart efter at han havde sagt ja til disse karikaturer.
Dog trykte Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken Jørgen Bitsch´s bidrag til den iranske satiretegnekonkurrence om holocaust i fobindelse mede et kritisk interview med kunstneren.
******
Amerika:USA krænkede Grønlands territorium: Cia transporterede “illegale kæmpere” via Grønland
30 januari 2008 – 17:49 *
CIA:s fanger blev fløjet via Grønland :Danmarks roll i CIA:s hemliga och olagliga fångtransporter via Danmark och Grönland.I programmet CIA:s danska förbindelser i Danmarks Radio på onsdagskvällen redovisas bl.a. färdplaner och besättningslistor för en rad plan som landat på flygplatsen Narsarsuaq på Grønland.DR har följt det sk Brommaplanet med vilket två utvisningsdömda egyptier flögs från Sverige till Kairo. Planet flög genom danskt luftrum 14 gånger, bl.a. till och från Tasjkent i Uzbekistan där CIA uppges ha hållit fångar.Hvis det havde været russiske fly der havde fløjet gennem det danske eller grønlandske luftrum eller mellemlandet med “fanger” ville vi sikkert have set krigsoverskrifter i danske m,edier. Det er åbenbart at det danske Nato-luftvåben enten har sovet eller fået besked eller ordre fra deres amerikanske allierede om accptere de hemmelige flytransporter.Fanger som af USA´s myndigheder er blevet ført til hemmelige fængsler og forhørscentre i Europa, Asien og Amerika bliver af USAs regering kaldet “illegale kæmpere” -”illegal combatants” -. Det er i strid med Geneve-konventionen : fangerne er krigsfanger i den krig som USA´s regering kalder “krigen mod terror” og skal derfor behandles som krigsfanger. Det kræver at USA behandler disse “krigsfanger ifølge Genevekonventionens regler om krigsfanger som USA bekender sig til. Netop derfor nægter USAs regering at give de “iliegale fanger” status som krigsfanger. Hvilket er en arrogant krænkelse af Geneve-konventionen.
UNICEF: 9,7 millioner børn dør inden de fylder fem: Målen om mindskning af dødeligheden til 1/3 er i fare
22 januari 2008 – 13:49
Unicef: De mål som som blev sat i de såkaldte Millennium-mål er i fare
Unicef advarer i sin årlige rapport om at FN:s såkaldte millennium-mål er i fare. Ifølge dem skal børnedødeligheden mindske med med to tredjedele sammenlignet med år 2000.
I fjor døde 9,7 millioner børn inden deres femte fødselsdag. For at nå målet kræves det at den ciffer halveres på syv år.
I Latinamerika, Øst- og Centraleuropa samt i de tidligere Sovjetrepukbliker gøres “store fremskridt”.
ifølge Unicef . Men i de fleste lande i Afrika og Asien er børnedødelighede stadig langt fra målet, konstaterer FN -organisationen UNICEF .
Det du ikke får at vide om verdens fattige:
8.jan 2008 -
Kronik af Mikael Nyberg
Ny statistik viser at jorden fattige tæller 600 millioner flere end hvad der tidligere har været kendt År 2007 blev de fattiga i verden pludseligt 600 miljoner flere. Globaliseringsrådet, Lars Leijonborgs regeringsorgan för propaganda om den fria marknadens välsignelser, har så vitt jag kan se ännu inte noterat saken. Det är kanske enklast så.Det började i våras med att nytt statistiskt material tvingade fram en nedskrivning av Kinas och Indiens bruttonationalprodukter med 40 procent med hänsyn till valutornas köpkraft. Av samma skäl vänder Världsbanken nu upp och ner på sin statistik över fattigdomens utbredning.Tidigare hette det att antalet kineser som tvingas leva på mindre än en dollar om dagen pressats ner till 100 miljoner. Enligt de nya beräkningarna är de tre gånger så många, 300 miljoner. I Indien har den uppskattade mängden extremt fattiga fördubblats från 400 miljoner till 800 miljoner.Kasten i beräkningarna bekräftar det kritiker länge hävdat: den rätlinjiga statistik Världsbanken och dess eftersägare anfört i globaliseringsdebatten är ett gytter av godtyckliga antaganden, undermåligt råmaterial och orimliga slutsatser.För sina internationella jämförelser räknar banken om statistik från olika länder till dollar. Då är det vanskligt att använda växelkurserna. Valutasvängningar får stort genomslag, och måttet på vad man får för pengarna på den lokala marknaden kan bli missvisande. I USA kostar en Big Mac drygt tre dollar, men i Sverige räcker detta belopp, växlat till kronor, bara till två tredjedelar av en hamburgare. Räknat i Big Mac är alltså svenska inkomster mindre värda än de synes vara. Genom att på detta sätt jämföra ett större urval priser försöker ekonomerna ta hänsyn till den lokala köpkraften när de räknar om inkomster och annat till dollar.Men det finns starka invändningar också mot denna metod. Det är svårt att hitta ett lämpligt urval varor och tjänster – på landsbygden i Bihar är det långt till närmaste hamburgerbar – och med Världsbankens sätt att räkna följer en tendens att år för år sänka gränsen för fattigdom, vilket skenbart lyfter miljoner människor ur armod.Dessutom är den statistik som behövs för kalkylerna ofta bristfällig. För sina beräkningar av den kinesiska köpkraften litade banken tidigare till knapphändiga och osäkra uppskattningar från 1980-talet som blivit alltmer missvisande till följd av stora prisökningar. Kinas ekonomi blev med matematisk precision förstorad och dess fattigdom förminskad.Lika lättvindigt lyfte Världsbanken flera hundra miljoner indier över sin gräns för absolut fattigdom. En dollar om dagen beräknades till sist motsvara så lite som 9 rupier. Summan räckte inte ens till en liter mjölk på landsbygden i Bihar, men med detta mått på armod kunde Indien skina av världsmarknadsanpassad välmåga.När kalkylerna nu också officiellt visar sig vara bedrägliga blir det knepigare. Världsbankens räknestycke har varit huvudnumret i propagandan om den globala kapitalismens företräden. Tidigare hördes inte ett knyst om några brister. Nu förklarar Världsbankens chef, Robert Zoellick, att vi inte ska tolka statistiken alltför bokstavligt.Jag ringer en av de skarpaste kritikerna, professor Sanjay Reddy vid Columbiauniversitetet.”Vilka siffror ska vi lita till”, frågar han. ”De gamla eller de nya? Det går inte att säga, eftersom Världsbanken fortsätter att tillämpa en metodik som det finns starka skäl att ifrågasätta. Den godtyckligt valda fattigdomsgränsen och de invecklade och olämpliga korrigeringarna för köpkraften, där så gott som varje led i kalkylerna för med sig nya möjliga felkällor, leder till ytterst osäkra och ibland uppenbart orimliga resultat som starkt skiftar från det ena beräkningstillfället till det andra.”Det finns andra sätt att räkna, förklarar han. Flera länder utgår i sin statistik från det människor faktiskt behöver för livets nödtorft. Det går till exempel att beräkna hur stor andel av befolkningen som inte har råd med ett nödvändigt dagligt kaloriintag. Metoden kunde utvecklas för internationella jämförelser, men Världsbanken och de stora biståndsgivarna har inte visat något intresse.Sanjay Reddy tillhör inte de experter som får inbjudningar från Sida eller Globaliseringsrådet.För att skriva rapport anlitar Lars Leijonborgs nyresta statsorgan Johan Norberg, förr ideolog hos Timbro, nu vid Cato Institute i Washington. Obekymrad om den förödande kritik som riktats mot Världsbankens siffror försäkrar han att de fattiga tack vare nyliberala [prokapitalistiske. INT.anm.] reformer blivit en halv miljard färre sedan början av 1980-talet.Rapporten lanseras just som sammanbrottet för bankens statistik blir offentligt. Johan Norberg tar del av nyheten i Financial Times den 14 november. Föranleder det några åtgärder från regeringsexperten? Han viftar bort saken på sin blogg och skriver i Svenska Dagbladet den 25 november: ”Enligt Världsbanken har andelen fattiga mer än halverats. De senaste fem åren har antalet minskat med mer än 76 000 personer varje dag.” Och så vidare.Inte ett spår av de ytterligare 600 miljoner indier och kineser som tagit plats i kolumnerna.Det är kanske enklast så.
Kapitalistisk Verdensorden:Millioner børn dør af underernæring
17 januari 2008 – 03:37
På et tidspunkt hvor høstudbytterne og produktionen af fødevare aldrig har været større i menneskehedens historie er det et faktum at den kapitalistiske verdensorden ikke er i stand til at sikre det mest fundamentale, nemlig det “daglige brød” for millioner af mennesker.
Hvert år dør 3,5 miljoner børn under fem år af underernæring, hvilket betyder at mere end en tredjedel af antallet dødsfald blandt børn.
Det viser fem forskningsstudier som blev offentliggjort i dag i det brittiske medicin_tidskriften The Lancet.
80 procent af verdens underernærede børn bor i 20 af jordens lande. De fleste af disse ligger i Afrika og i Sydasien. Også Burma og Indonesien er ramte.
Bronze-statuen i Talinn: Befrielsesmonumentet i Estland flyttet
1 maj 2007 – 10:08
Symbolet på sejren over fascismen i 1945: Bronzesoldaten “Aljosja” i Talinn´s centrum er under store protester fjernet fra hans plads i Talinns centrum.
Stout, ydmyg og stolt på samme tid stod “Aljosja” – symbolet for Estlands befrielse – og vogtede ved gravpladsen og mindelunden for de tusinder af Røde Hær-soldater der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland i næsten 60 år – indtil Estlands EU-og Nato-støttede regering besluttede af grave de jordiske rester af Røde Hær-soldaterne op og flytte “Aljosja” til en mere “ydmyg” plads i byens udkant.
Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landene ledende ledende politikere til at gøre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klassser var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens revolutionære kommunister , jøder og slaviske undermennesker. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941.
Siden 1991 har de officielle medier i Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper har taget “propagandaløgnen om “kommunismens død” for gode vare. Og gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, men også borgerlige antikommunister har følt sig opmuntret og bekræftet i deres opfatning om at “vi havde ret” i “krigen mod Stalins Sovjet i 1941″ og i oprettelsen af “jerntæppet” og støtten til de antikommunistiske hekseprocesser og den kolde krig mod “kommunismen” efter Churchillis “jerntæppetale i 1946.
Derfor ser de nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren”. historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og i de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet som skulle forsvare de omfattende “reformer” af politik,økonomi og arbejderklassens magtpositioner i Sovjet og andre lande førte til nedbrydelsen af planøkonomien og styrkelsen af “direktørernes” positioner. Det var en udvikling – som som for alvor tog fart med Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – der opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og en styrkelse af den reaktionære kristen-katolske kirke især i Polen og Ungarn.
Nu fulgte “Jøde-progromer” i blandt andet Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Talinn: “Aljosja” Røde Hær-soldaten står i Talinn´s centrum som Monument over Estlands Befrielse fra nazi-tysk besættelse, terror og barberi i 1945. Mindelunden med gravpladsen og monumentet opførtes i 1947 som et minde om de tusinder af soldater fra den Røde Hær der ofrede livet i befrielseskrigen mod den nazi-fascistiske besættelse af Estland. 2007 besluttede den estniske regering – hen over hovedet på den antifascistiske opinion og trods voldsomme folkelige protester at flytte hele mindelunden, opgrave de jordiske rester efter de antifascistiske martyrer og flytte monumentet til afsidesliggende plads i byens udkant.
Flytningen af Aljosja er også i strid med Geneve-konventionen som både Estland´s regering og deres alierede i EU og USA har skrevet under på.
Men i denne sag behøver man åbenbart ikke at vise respekt for internationale konventioner som man elers bekender sig til. Og det er åbenbart ikke noget nyt : Fangelejren i Guantanamo på Cuba hvor USA´s regering holder krigsfanger i strid med Genevekonventionerne viser det. For at omgå de internationale konventioner om krigsfanger kalder USA´s regering og medier fangerne for “illegale kæmpere”.
Levninger efter ni soldater fundet
Levninger af ni sovjetiske soldater er fundet ved de udgravninger som den estniske regring beordrede for at flytte “Aljosja” – Befrielsesmonumenmtet i Talinn´s centrum, til en krigskyrkegård udenfor byens centrum. Det oplyser pressetjenesten ved det estniske forsvarsministerium,ifølge det russiske nyhedsbureau RIA. Udgravningerne skal fortsætte frem til midten af maj indtil alle rester er fundet. I slutningen af juni planlægges en gen-begravning af ligresterne ved det befrielses-monumentet, som offentligheden fik adgang til igen i går.
Antinazistisk Mindesmærke i Talinn vækker stærke følelser
Folkeforsamlinger forbydes i Tallinn
1 maj 2007 – 12:08 Efter opløben i sidste uge i Tallinn i forbindelse med den regeringsbeordrede flytning af det antifascistiske befrielses-monumentet – Røde Hær Soldaten i Bronze forbydes alle offentlige forsamlinger og salg af alkohol i den estniske hovedstad frem til den 11. maj.
Estlands myndigheder vil :”øge sikkerheden i forberedelse til den 9 maj”. Den dag er estnisk og russisk befrielsesdag og den Røde Hærs sejr over Nazisttyskland i 1945 fejres, og i Tallinn er den i seks årtier blevet højtideligholdt ved dette monument.
Store grupper af antifascister vil den 9 maj også demonstrere mod flytningen af Befrielsesmonumentet og kræve at statuen skal stå på den plads den har stået på i 60 år.Især russiske aktivister gik på gaden for at protestere
Russisk besøg ved statuenDen parlamentsdelegation fra den russiske Duma som besøger Tallinn lagde tirsdag en krans fremfor den bronzesoldaten på krigskyrkegården.
Begivenheden vakte en vis forbløffelse i Tallinn og blev hovednyheten i de estnisk spogede medier.Tegn på acceptFor Estlands regering lär den symboliska handlingen vara välkommen. Den kan tolkas som att Moskva, eller åtminstone duman, accepterar det kontroversiella beslutet att flytta statyn från innerstaden till kyrkogården.Kransnedläggningen skulle också kunna ses som en uppmaning till den ryska minoriteten i Estland att besöka monumentet på dess nya plats och upphöra med de våldsamma protester som följt på flytten.USA och Nato stöder Estland 3 maj 2007 – 20:24
Nato och USA visar nu sin støtte til Estland i den pågående konflikten med Ryssland.
Flytten av gravmonumentet fra anden verdenskrig er et internt anliggende for Estland, siger Natochefen Jaap de Hoop Scheffer.
Rusland opfordres att sluta med IT- attackerna mot estländska departement och myndigheter, samt att skydda den estländska ambassaden i Moskva i enlighet med Wienkonventionen.
Ruslands utrikesminister svarar på kritiken och kræver omedelbar adgang til de russiske statsborgere som er arresteret i Tallinn
Flyttad staty restes i Tallinn *30 april 2007 – 20:38 Bronze-Statuen af Røde Hær-soldaten som blev flyttet fra centrum av Tallinn restes i dag på en stor krigskyrkogård hvor fortrinsvis russiske soldater fra den Anden Verdenskrig hviler. Allmänheten fick omedelbart tillträde till monumentet.Flytten av statyn i förra veckan utlöste upplopp i Tallinn med skadegörelse och plundringar.Premiärminister Andrus Ansip får nu kritik även bland ester för flytten av statyn, rapporterar TT. Regeringen anklagas bl.a. för att medvetet ha provocerat fram de ryskspråkiga ungdomarnas skadegörelse.Gick lugnt tillNär statyn restes gick allt helt lugnt till. Det var inte många andra än journalister som var på plats. En officiell genindvielse av den 2,5 m höga statyn sker i nästa vecka, i sambande med minnesdagen för Nazitysklands kapiltulation.
Statyn står nu på en stor krigskyrkogård utanför Tallinns centrum, där främst ryska soldater från andra världskriget vilar. Själva statyn kom alltså på plats i dag. Det stenmur som också ingått i monumentet beräknas vara på plats i juni.Öppen för allmänhetenRegeringen har hela tiden hävdat att detta är den rätta viloplatsen för de soldatstoft som de senaste dagarna grävts upp invid en busshållplats i innerstan.Krigskyrkogården och statyn är från och med nu tillgängliga för allmänheten.Hittade gravarI dag meddelade det estniska försvarsdepartementet att man funnit nio kistor vid utgrävningar där statyn tidigare stod invid en busshållplats.Kvarlevorna ska identifieras och stoftet efter eventuella soldater kommer att flyttas till krigskyrkogården.Polisen grep ungdomar i Narva 29 april 2007 – 14:20Estnisk polis grep i går 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Orsaken var, enligt polisen, att cirka 100 tonåringar som samlats utanför ett läroverk började skrika glåpord och uppträda aggressivt.På lördagen inleddes de omstriddda utgrävningarna av sovjetiska soldatgravar i Estlands huvudstad Tallinn.Regeringens beslut att gräva upp stoften och flytta dem till en krigskyrkogård har bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn som bl.a. spridit sig till städerna Narva och Johvi i nordöstra delen av landet.Lugnt i TallinnUnder natten grep estnisk polis 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Det var tonåringar som hade samlats utanför en skola och skrek slagord och uppträdde aggressivt.Natten till söndagen blev däremot relativt lugn i Tallinn efter de senaste två dygnens våldsamma upplopp.Polisen gjorde bara enstaka gripanden, medan man de två föregående nätterna tagit in sammanlagt omkring 800 personer.Vädret bidrogPolisens massiva tillslag tidigare i kombination med kyligare väder tros ha bidragit till att gatorna i Tallinn var relativt tomma under natten till söndagen.Sent på lördagskvällen kom ett uttalande från den organisation som företräder den ryska minoriteten i Estland, där man fördömde de upplopp som ryskspråkiga ungdomar legat bakomEstlands regering: Rätt flytta statynPublicerad 29 april 2007 – 18:04 Estlands regering avvisar kategoriskt alla anklagelser om att felgrepp från dess sida skulle ha bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn.Att flytta bronssoldaten var rätt, sade utrikesminister Urmas Paet i dag.-Det enda vi kan se nu är att det borde ha gjorts tidigare. Oron kring monumentet började för ett par år sedan. Beslutet hade varit mindre smärtsamt då, förklarade Paet.Efter två nätter med upplopp i Tallinn blev natten till söndagen relativt lugn. Polisen grep bara några enstaka.
Bronsstatyn återinvigs 8 maj29 april 2007 -
Estlands försvarsminister Jaak Aaviksoo sade i dag att bronsstatyn, krigsmonumentet som flyttades, officiellt ska återinvigas den 8 maj.Statyn ska då ha satts på plats på en krigskyrkogård i Tallinn. Just nu hålls statyn gömd på hemlig plats.Efter den senaste tidens bråk i Estland är utrikesminister Urmas Paet orolig för den estniska ambassadens säkerhet i Moskva.-Vår personal kan inte röra sig fritt, säger Paet och anklagar Ryssland för lögner om fascism i Estland.Lugnt i TallinnUnder natten grep estnisk polis 50 demonstranter i staden Narva vid ryska gränsen. Det var tonåringar som hade samlats utanför en skola och skrek slagord och uppträdde aggressivt.Natten till söndagen blev däremot relativt lugn i Tallinn efter de senaste två dygnens våldsamma upplopp.Polisen gjorde bara enstaka gripanden, medan man de två föregående nätterna tagit in sammanlagt omkring 800 personer.Vädret bidrogPolisens massiva tillslag tidigare i kombination med kyligare väder tros ha bidragit till att gatorna i Tallinn var relativt tomma under natten till söndagen.Sent på lördagskvällen kom ett uttalande från den organisation som företräder den ryska minoriteten i Estland, där man fördömde de upplopp som ryskspråkiga ungdomar legat bakom.
Soldatgravar öppnas i Tallinn28 april 2007
På lördagen inleddes de omstriddda utgrävningarna av sovjetiska soldatgravar i Estlands huvudstad Tallinn.Regeringens beslut att gräva upp stoften och flytta dem till en krigskyrkogård har bidragit till de senaste dygnens upplopp i Tallinn.Flytten av monumentet bronssoldaten på fredagen ökade vreden bland de ryskspråkiga ungdomarna.Natten till lördagen gick ryska ungdomar åter bärsärkagång i Tallinn och möttes av kravallpolis. Ett 60-tal människor skadades och ca 600 greps.Innan de kontroversiella utgrävningarna av de ryska soldatgravarna inleddes hölls en mässa för de döda som leddes av en ortodox och en lutheransk präst. Kvarteret där gravarna ligger var noga avspärrat och bevakat av polis.I natt väntar sig polisen att nya kravaller ska bryta ut i staden och avspärrningar har upprättats. Hårdast bevakat är parlamentet på Domberget. Det har spärrats av som rådde det inbördeskrig, rapporterar TT:s utsände.
Tio skadade i fortsatt oro i Tallinn 28 april 2007 – 00:21 Ett hundratal människor skadades och cirka 600 greps vid fortsatta oroligheter i Estlands huvudstad Tallinn i natt. Det rapporterar SVT:s utsände på plats, Hasse Svens.Även i staden Johvi 160 km nordöst om Tallinn drog flera hundra personer runt och slog sönder fönster på byggnader och bilar. Balladen begyndte om torsdagen efter flytten av ett monument i Tallinn över sovjetiska soldater som stupade i andra världskriget. Flytten har väckt starka reaktioner i Moskva och bland Estlands ryskspråkiga befolkning. I estlands huvudstad samlades i går kväll stora grupper av estniska och ryska ungdomar som följde efter varandra på gatorna och skrek “Ryssland, Ryssland” eller “Estland, Estland”.En del av demonstranterna viftade med flaggor medan andra kastade stenar och flaskor i flera timmar innan de skingrades av polisen.Kravallutrustad polis med vattenkanoner, gummibatonger och ljudbangar skingrade vandaliserande grupper som slog sönder fönster på konstakademien i centrala Tallinn och plundrade spritbutiker i närheten.28 april 2007 – 09:45 Det estniska centerpartiet, som är i opposition till regeringen, är kritiskt till att statyn över fallna Sovjetsoldater i Tallinn flyttadesC-ordföranden Edgar Savisaar skrev i går på sin blogg att flytten ökar spänningen mellan landets estnisktalande majoritet och den ryskspråkiga minoriteten.Savisaar befarar att händelserna i Tallinn bestående skadar integrationen av minoriteten. “Vanliga arbetande ryssar har förlorat tilltron till staten.
” Många av centerns anhängare tillhör den rysktalande minoriteten. 25 april 2007 * Estere mod flytning af bronzeoldatNästan hälften – 49 procent – av alla estländare är emot regeringens planer på att flytta ett sovjetiskt krigsmonument i Tallinn till en krigskyrkogård. 37 procent är för, enligt en enkät bland 1.001 personer.Omstridt statue i Tallinn
Bland ryskspråkiga och andra icke- ester är hela 86 procent emot flytten, rapporterar tidningen Eesti Päevaleht i dag.Estlands ryskspråkiga invånare vill behålla statyn som en symbol för den sovjetiska segern över den tyska naziarmén i andra världskriget. Segerdagen den 9 maj firas alltid där.
26 april 2007 * Oroligt vid krigsmonument i TallinEstnisk polis använde batonger och tårgas för att tvinga tillbaka de demonstranter som attackerade polisens avspärrning kring ett omstritt sovjetisk monument från 2:a världskriget.Blandade känslor i EstlandEnligt nyhetsbyrån Reuters hade folkmassan under torsdagskvällen vuxit från ett hundratal till runt tusen personer som protesterade mot att sovjetiska soldatgravar grävs upp.Rysk UD har i dag protesterat mot de estniska planerna att flytta gravarna.Men i Estland betragtes monumentet af mange som et symbol for den sovjetiske ockupationen.
26 april 2007 * Ryska UD varnar Estland – -I Tallinn planerar estniska myndigheter att göra utgrävningar kring ett omstritt sovjetiskt krigsmonument och flytta det. Nu protesterar ryska UD.Vi ser de estländska myndigheternas aktiviteter som ett försök att skriva om historien om andra världskriget. Det som händer kommer att påverka de fortsatta relationerna med Estland, sade en UD-talesman i Moskva i dag.Polisen spärrade i morse av området kring den sk bronssoldaten, där utgrävningar av sovjetiska soldatgravar ska inledas. De kvarlevor som hittas ska flyttas till en krigskyrkogård.Enligt lokala medier fanns mellan två och tre hundra poliser på plats. Regeringen vill även flytta statyn, men den ryska minoriteten vill bevara den som symbol för den sovjetiska segern över nazisterna i andra världskriget.Demonstranter ska ha tvingats bortEnligt dagstidningen Postimees tvingade polisen bort några rysktalande aktivister som vägrade lämna området. Senare rådde lugn och den stora polisstyrkan ersattes med säkerhetsvakter från ett privat bolag.Premiärminister Andrus Ansip sade till den estländska televisionen att regeringen ännu inte fattat det definitiva beslutet om flytt av bronssoldaten.
Bakgrund
Bronssoldaten i Tallinn sattes upp 1947 till minne av stupade Röda armé-soldater, som hade varit med och drivit ut Hitlers naxitrupper ur staden tre år tidigare.På sovjettiden firades “befrielsen” högtidligt invid bronssoldaten varje år den 9 maj. For fascisterne og for mange reaktionære estere var det stødende, eftersom de opfatter befrielsen – fascismens nederlag og uddrivelsen af de nazistiske besættelsen styrker som begyndelsen på “sovjetisk besættelse”. De opfatter statuen som et symbol på undertrykkelse og ikke befrielse. Og det er uden tvivl også derfor art den reaktionære Estiske regering beordrede den provokative flytning af Bronzesoldaten uden hensyn til den antifascistiske opinion.
Efter protesterne og balladen den 9 maj sidste år mellem estniske skinheads og unge aktivister hvoraf mange var etniske russere erklærade Statsminister Andrus Ansip att monumentet måste flyttas eftersom “det splitter samfundet”.TT
En død og 60 skadede i Tallinn-protester -
27 april 2007 * Nattens oroligheter i Estlands huvudstad Tallinn krævede livet på en 21-årig deminstrant og ca 60 personer blev skadet. Oprindelsen var myndigheternas beslut att flytta ett monument over sovjetiske soldater som faldt under befrielsen af Estland i slutningen af Anden Verdenskrig.
Estlands brutale nedkæmpning af protesterne mod flytning af “Aljosja” har vækket internationale protester :Her unge som i en sørgemarsh foran Estlands ambassade i Moskva for at hædre minnet af den russisk talende 21-årige ester som døde efter de estniske myndigheders brutale bedkæmpning af protester i Tallinn. På tranperanten står der: “I vil blive stillet til ansvar for en russisk helt!”Den estniske premiärministern Andrus Ansip fördömer upploppet som en kriminell handling som inte har med minnet av dem som stupade att göra.Omkring 1.000 personer hade samlats för att protestera när situationen urartade i kravaller med förstörelse i stora delar av Tallinns innerstad.
Monumentet står nu på hemlig plats.
Foto: Timur Nisametdinov.
Ska Polen följa Estland?
Der er ingen tvivl om at den politiske vilje iblandt Nato- og EU-landet Polens ledende politikere til at gøre en “revanchistisk revision” af landets nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den den Røde Hærs befrielse af landet er tilstede.
Men også i Polen er den histioriske bevidsthed ikke vasket helt “hvid og ren” trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet som for alvor tog fart i 1956 med den Hrustjov-stątte Gomułka-gruppes magtovertagelse.
I Litauens kritiserede talsmanden for parlamentet Viktoras Muntianas den 2 maj de estniske myndigheder for “dårlige forberedelser” af “nedmonteringen af Bronzesoldaten. “Det er meget svært for en almindelig russer at forstå tale hvor befrielsen kopples til besættelse”, sagde Muntianas.
Uttalandet fulgtes dog op af en udtalelse fra Statsminister Kirkilas med henvisning til præsident Adamkus hvor EU kritiseres for at have undladt at støtte den Estiske regering tilstrækkeligt.
Samme piruetter noteres fra Polen hvor den polske generalkonsul i S:t Petersburg udtalte at “ingen tænker fjerne gravpladsr og monumenter over sovjetiske soldater i Polen” , ifølge interfax 2/5 – hvilket fulgtes af helt andre toner fra Warzawa af kulturminister Kaziemierz Ujazdowski som siger at den polske regering er igang med at udarbejde et program for at “flytte” monomenter fra den socialistiske æra. Et af de førsta monumenter som skal flyttes er et monument i Warszawa som hylder samarbejdet mellem Armia Ludowa den polske folkehær og den Røde Hær i befrielsen av Polen.
I Polen findes sammenlagt 561 monumenter over den Røde Hær og 638 soldatergravpladser. I Katowice har man nyligen rest en staty over USA´s tidligere præsident Ronald Reagan och nu vill de lokala myndigheterna flytta på ett sovjetmonument på Frihetstorget.
Den såkaldte “Katynkommité” kræver en mere systematisk nedmontering. Det er en skam at polske skattebetalare skal betale for vedligeholdelsen af 2 000 sovjetiske monumenter, anser denne kommité som består af pårørende til polske officerer som Goebbels anklagede Sovjetunionen for at have slået ihjel.
Det findes ialt c:a 4 000 sovjetiske krigsmonumenter i Central- og Østeuropa hvor 2,5 millioner Røde Hær soldater ofrede livet i befrielseskrigen mod Anti-Kominternpagtens styrker . I Tjekkiet og Slovakiet er disse monumenter under statens beskyttelse og der er kun rapporteret nogle enkelte tilfælde af vandalisme – trods den voldsomme antikommunistiske propaganda mod Stalin´s Sovjet siden 1956 i Tjekkoslovakiet.
I Tyskland har forbundsrepubliken siden 1993 påtaget sig vedligeholdelsen af de sovjetiske mindesmærker, men vandaldåd har forekommet. I Bulgarien ville myndigheterne i hovedstaden Sofia 1996 fjerne en 16 meter højt monument over den Røde Hær, men den bulgarske Højesteret satte en stopper for nedrivningsplanerne. I Ungern forsvandt de fleste monumenter saklöst i början av 90-talet och en del samlades i en park utanför Budapest. 200 000 personer har skrivit på en petition för att avlägsna ett monument som ännu står kvar i centrala Budapest. I Litauen åtnjuter de sovjettida monumenten ännu statens skydd, men nya uttalanden av president Adamkus tyder på att en demontering kan bli aktuell.
Sovjetiska krigsmonument finns också i Holland, Norge, Finland, Österrike, Frankrike, Jugoslavien och Rumänien.
interfax 2/5, itar-tass 3/5
Anholdte fik tæsk i Tallinn
Estlands politi anklagas för brutalitet i samband med gripandena vid upploppen i Tallinn. Vittnen berättar om hur de blivit misshandlade i de tillfälliga arrestlokalerna.
Polisens arrrestlokaler har inte räckt till för att ta emot alla personer som greps under oroligheterna på fredag kväll. Polisstyrkorna tog fast åtminstone 600 personer.
Ett lager strax invid D-terminalen i Tallinns hamn har därför fått tjäna som tillfällig arrestlokal. Dit hamnade också Priit Utsar, 34, när han blev gripen på väg hem från en pub i Gamla stan.
Jag hade passerat platsen där statyn hade stått när jag hörde att polisen skrek någonting. I nästa ögonblick blev jag gripen av tre poliser som pressade mej mot stängslet och bakband mej, säger han till Huvudstadsbladet.
Efter det fördes han till lagret vid D-terminalen och beordrades på ryska av en hjälppolis att sätta sig ner.
När Priit Utsar förklarade att han är oskyldigt gripen blev han slagen med batong och beordrad att sätta sig ner.
Jag lydde men eftersom jag har dålig blodcirkulation i benen så reste mej upp efter en stund.
Det resulterade i att två poliser med kravallutrustning sprutade tårgas i ansiktet på honom. Priit Utsar släpptes efter knappt två timmar i fångenskap och sökte sig sedan till sjukhus för vård.
Priits berättelse är inte den enda som vittnar om övervåld. På tidningen Postimees ryska sajt skriver signaturen slavikus 75:
I går togs jag av polisen när jag var på väg hem. De föste iväg mig med batongerna. Fällde mig med ansiktet mot asfalten, vred om armarna på mig och förde mig till D-terminalen, till en barack där det fanns 300 personer, eller flera. Och tro mig, mer än hälften av dem var helt vanliga människor. Många reste sig upp när de inte längre kunde sitta på huk. De blev genast omkullslagna och misshandlade. Det fanns också många ester där, de blev ännu värre slagna än våra bröder, en slogs i ansiktet så att han blödde trots att han inte hade visat någon aggressivitet. Det fanns också några utlänningar där, från Danmark eller Tyskland. En av dem var över 60 år. Han bad att man skulle förklara honom hans rättigheter och då misshandlades han av två poliser. Inför ögonen på alla slog man hans huvud mot väggen så han började blöda och sedan misshandlades han med batong, skriver slavikus 75.
TT:s Arne Bengtsson har träffat den ryske aktivisten Jurij Zuravljov som greps sent fredag kväll:
Jag såg folk som blev slagna i huvudet. Blod flöt. Ett par unga pojkar intill mig fick batongslag mot hjärttrakten. Även flickor misshandlades, säger den 33-årige Juri Zuravljov.
Polisens talesman Harry Puusepp säger till Interfax att ingen har slagit ungdomarna.
De har behandlats artigt, fastslår Puusepp enligt den ryska nyhetsbyrån. Riksåklagare Norman Aas tillbakavisar också uppgifterna om misshandel. Vi var som mest 450 personer i den lokal dit jag fördes, berättar Zuravljov och visar en video tagen med mobiltelefon när ungdomarna sitter med handfängsel. De som ställde sig upp blev slagna på fötterna, säger Zuravljov.
Försvarsminister Jaak Aaviksoo sade vid en presskonferens i går att militär personal medverkat i polisaktionerna men att försvarsmakten som sådan inte varit inblandad.
De flesta av de gripna har släppts etappvis. I går meddelades att av samtliga cirka tusen gripna sitter 46 häktade och förundersökning pågår mot dem. Flera misstänks ha gjort sig skyldiga till uppvigling, vilket kan ge upp till fem års fängelse.
nils-erik friis/hufvudstadsbladet
Bronssoldaten “återinvigs” 8 maj
Statyn som flyttades från Tönismägi i centrum av Tallinn har ställts upp på en krigskyrkogård utanför Tallinn och där ska det hållas en högtidlig ceremoni i morgon tisdag den 8 maj, dagen före den sovjetiska segerdagen.
Genom valet av dag markerar Estland inte bara landets övergång till de västallierades läger (i väst firas traditionell segern i andra världskriget 8 maj).
I en talande formulering från Estlands UD heter det att det inte blir en ceremoni “för att inviga minnesmärket över soldaten-befriaren … Det blir en minnesceremoni till offren för andra världskriget”.
Till dessa offer hör naturligtvis även Estlands egna stupade SS-soldater likväl som till exempel … Adolf Hitler.
Ryssland kommer inte att sända någon representant till ceremonin i Tallinn.
regnum.ru 3/5, strana.ru 7/5
Bronze-soldaten på den internationale dagsorden
Striden mellem Rusland og Estland om flyttningen av “Bronssoldaten” i centrala Tallinn fortsætter nu både i Estland och på ett internationellt plan. Moskva har tagit upp frågan i FN medan Estland ber EU-kommissionen om stöd.
Ryssland beskyller Estland för att vanhelga minnet av de sovjetiska soldater som stupade i befrielsen av Baltikum. När de sovjetiska trupperna kom till Tallinn vajade den estniska fanan på Långe Herman och bredvid den en mycket större hitlertysk fana med hakkorset.
Estland var det enda land i världen där en fascistisk regering kommit till makten med stöd av en majoritet i allmänna val. Landets premiärminister Uluots under tysk ockupation uppmanade 7 februari 1944 i ett berömt radiotal unga ester att ansluta sig till SS, vilket också 32 000 gjorde. Estland var till skillnad från de andra baltstaterna ett land där ingen partisanrörelse mot den tyska ockupationen förekom.
Genom estnisk försorg hade landet redan tidigare gjorts “judenfrei” och kommunistfritt. De spärrades in och avrättades.
Dagens estniska stat betraktar sig som en arvtagare till den fascistiska stat, som krossades i september 1944. När president Ilves säger att de sovjetiska soldaterna kom som förtryckare är det en sanning som behöver viss modifikation. De estniska SS-soldaterna benådades i stor utsträckning, mens eksempelvis hver eneste dansker som har tjent i SS blev idømt fængelsstraff i storleksordningen ett till två år. Ud af de 1050 estniske nazikollaboratører som NKVD anholdte i 1946 blev 993 personer løsladt .
Den diskriminering som den rysktalande befolkningen (c:a 30 procent) utsätts för i Estland är en direkt fortsættelse av den fascistiske racepolitik.
Estland å sin sida kommer nu med anklagelser om att Ryssland blandar sig i landets angelägenheter. Till varje pris vill man måla upp ett ryskt hot. President Putins kansli anklagas för att ägna sig att hacka estniska myndigheters hemsidor. Ryssland anklagas för att ha stoppat oljeleveranserna etc.
Om det har funnits funderingar på rysk sida att inleda handelssanktioner så tycks dock de tankarna ha svalnat. Oljan till Estland går på transit, så ett leveransstopp drabbar knappast Estland alls. Handeln mellan länderna är också marginell.
De enda sanktionskraven i skrivande stund är den estniske utrikesministern Urmas Paet krav att EU ska införa sanktioner mot Ryssland. Dessutom försöker esterna – liksom Sverige – att försena den tysk-ryska gasledningen Nordstream.
“Hotet” mot den estniska regeringen och presidenten kommer inifrån men man försöker oskadliggöra det genom att tala om marodörer som dirigeras från Ryssland. I själva verket var 40 procent i det estniska parlamentet emot flyttningen av “Bronssoldaten” och en majoritet av befolkningen. Med hänvisning till “hotet från Ryssland” kan de effektivt tystas.
At Rusland vælger at rejse sagen i FN er ingen tilfældighed. Der bliver det efter en saglig granskning meget svært at komme udenom Genève-konventionernes stadganden om krigstidige grave. Artikel 34 i tillægsprotokoll 1 fra 12 augusti 1949 foreskriver at krigstids grave bare må flyttes efter overenskommelse mellem de “krigførende parter”. Estland som selv betragter sig som en sådan part har valgt at åbne 12 soldatergrave uden først i mindst fem år at have forsøgt at nå en overenskommelse, som det er påkrævet ifølge Genèvekonventionen.
Trods at man fra russisk side har detaljerede uppgifter om de soldater som finns begravda på Tönismägi under bronssoldaten väljer Estland nu att betrakta dem som “okända” – som om den ryska sidan skulle ljuga om sina egna krigsgravar. För att de ryska anhöriga ska kunna återbörda kvarlevorna till Ryssland krävs att de individuellt ansöker hos den estniska regeringen och dessutom genomgår DNA-kontroll, hvilket er en helt anden procedure end den Genèvekonventionerna foreskriver. En russisk parlamentarisk delegation som nyligen besökte Tallinn fick inte tillträde till platsen för utrgävningarna.
Ryssland säger sig dock nu offeiciellt vilja medverka till att kvarleverna av soldaterna från Tönismägi återbördas till Ryssland.
Beträffande den ryss som knivhöggs till döds under kravallerna säger Estlands Moskvambassadör Marina Kaljurand, i ett uttalande som naturligtvis föregriper en opartisk förundersökning, att han sannolikt mördades av “andra marodörer”, och att “full information” överlämnats till ryska ambassaden i Tallinn.
russland.ru 2/5
Kilder
Jyllands-Postens karikatur-farce: I krig med Ellemann
Jyllands-Posten i bitter strid med EllemannJyllands-Postens bestilte i 2005 karikatur-tegninger af profeten Muhammed. De blev bragt i september samme år.Karikaturtegningerne førte til den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdensklrig” som det blev udtrykt.Eksperter mener at handels-mærket ”made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder.Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Kultur-redaktrør Rose blev “suspenderet på ubestemt tid i februar 2006 – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag.Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel.Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.Nu har farcen fået endnu et nyt kapitel med striden med Ellemann
Fabriksarbejde eller prostitution er valget for millioner af børn
Etter internatinelt pres innførte Bangladesh aldersgrense på 14 år i tekstilfabrikkene.
- Da børnene mistetet jobben, havnede mange av dem på gaden, som prostituerede. Dette vet vi, siger rådgiver i danske Redd Barna, Rasmus Juhl Pedersen,
Værre end fabriksarbejde
Et sted mellom 30.000 og 100.000 barn mistet jobben da tekstilfabrikkene i Bangladesh innførte aldersgrense.
- Å jobbe som prostituert, som hushjelp eller langt nede i produksjonskjeden er langt verre enn å jobbe i tekstilindustrien, mener Juhl Pedersen.
Kamp mod børnearbejde kan skade børn, mener det danske Red Barnet.Kapitalistiske firmaer i Vesten er så redde for at blive forbundet med barnearbeid, et de kaster barna ut av fabrikkene uten at noen forbereder et alternativ.
Velmenende vestlige forbrukere som boikotter produkter som knyttes til barnearbeid kan gjøre mer skade enn gavn, mener det danske Redd Barna.
- Barn over 12 år kan godt arbeide. Det avhenger helt av hvilke forhold de arbeider under, sier Juhl Pedersen.
Ikke greit
Internasjonal sekretær i norsk LO, Karin Beate Theodorsen mener det i prinsippet ikke er greit at barn over 12 år jobber.
- Barn over 12 år skal gå på skole. Det er med på å utrydde fattigdom i verden at barn over 12 år får utdanning, mener hun.
- Hva dersom alternativet er prostitusjon?
- Jeg tror ikke det skjer. Det er ikke sånn at barna havner i prostitusjon dersom de ikke arbeider på fabrikk.
- Kan vi tråkke feil i vårt velmente engasjement?
- Jeg tror ikke man kan tråkke feil. Man må alltid ha et overordnet mål i kampen mot barnearbeid. Det målet er at barn skal ha utdanning, sier Theodorsen.
Eks-CIA agent Philip Agee lever ikke længere
10.jan 2008 05:34
Den tidligere CIA-agent Philip Agee var en av de første som afslørede CIA´s hemmelige aktiviteter rundt om i verden.
I 1975 udgav Philip Agee en bog hvor han afslørede en række af CIA´s hemmelige operasjoner og spioner i Latin-Amerika på 1960-tallet. Mandag døde han i Cubas hovedstad Habana, ifølge Reuters. Agee arbejdede som CIA-agent i tolv år i Washington, Ecuador, Uruguay og Mexico.
I 1968 forlod han sin stilling i protest mod USA´s støtte til fascistiske militær-regimer i Latin-Amerika. I 1975 udgav han boken “Inside the Company: CIA Diary”, der han avslørede navne på et titall hemmelige agenter og angivere i Latin-Amerika og andre steder i verden. Bogen blev udgivet på 27 sprog. Agee blev 72 år gammel etter at have være indlagt på sygehus siden 15. desember. CIA anser Agee for at være en forræder og har ikke kommentert dødsfallet. Den tidligere agenten blev født i Florida. Da han tjenestegjorde i Syd-Amerika under den “kolde krig” blev han oprørt over CIA´s støtte til de tradisjonelle elitene og undertrykkelsen og torturen af revolutionære kommunister og venstreorienterte som ble oppfattet som en trussel mot regimene.- En periode på 1970-tallet foregikk ufattelige grusomheter i Latin-Amerika – Argentina, Brasil, Chile, Uruguay, Paraguay, Guatemala, El Salvador – de var militære diktaturer med dødspatruljer, alt med støtte fra CIA og den amerikanske regjeringen, uttalte Agee med et intervju i The Guardian i fjor.
“- Det var årsagen til at jeg angav alle navnene og samarbeidet med journalister som var interessert i at vide hvem CIA var i deres land” , sa han.
Amerikanske myndigheter siger at nogen av agentene han avslørte er blevet dræbt, noget Agee konsekvent benægtet. I en periode bodde Agee i London, men ble deportert av Storbritannia i 1976 på forespørsel fra USAs daværende utenriksminister Henry Kissinger. Tre år senere mistet han passet sitt fordi han angivelig var en trussel mot den nasjonale sikkerheten. I sin selvbiografi On the Run beskriver Agee hvordan han ble jaget fra fem Nato-land, inkludert Holland, Frankrig og Vest-Tyskland etter at have pådraget sig CIAs vrede. Han siger også at byrået forsøkte at mistenkeliggjøre ham med anklager om at han var alkoholiker og kvinnebedårer.* Tonje Merete Viken Nettavisen
Dollarens fremtid som verdensvaluta
13.Nov. 2007 – *
Nedenstående analyse fra en prokapitalistisk skribent og analytiker er skrevet i november sidste år hvor finanskapitalens profitkrise ikke var så akut som den er nu hvor Bush-regimet sætter hele den kapitalistiske stats troværdighed og naturligvis USA´s Nationalbankens livsvigtige dollarseddeltrykkeri ind med 700 milliarder i trykfriske dollar for at bringe finansbaronerne på bedre humør.
Det sker for at forhindre at finanskapitalens kvælertag på det kapitalistiske kreditmarked og pengeomløbet spreder sig til livsnerven: de produktive sektorer i kapitalistiske økonomi, hvor arbejderklassen skaber de virkelige værdier og . merværdien, profitterne til de kapitalistiske aktionærer og ejere.
Wall Streets profitkrise falder nu sammen med flere andre kriser: Fødevarekrisen,
med galoperende kapitalistisk inflation også på oliepriserne som udhuler både arbejderklassens levevilkår, men også presser profitterne i en række brancher , f.eks flybranchen; Stigende statsgæld og underskud på USA´s finanslov og betalingbalance, Altsammen peger i retning af at kapitalismen i USA er på vej ind i en langvarrig depression der kan udvikle sig til en revolutionær systemkrise.
KRONIK
Little wonder that “The Death of the Dollar” was the headline story as I sat in the studios of the Fox Business Network yesterday. In the past few weeks, the greenback has hit parity against the Canadian dollar, and a record low against the U.K. pound, as well as the Australian and New Zealand dollars. The U.S. dollar index, which tracks its value against a basket of six leading currencies, has fallen to never-before-seen levels. For Americans, London has become as overpriced as Tokyo was in the late 1980s. And much like the Japanese then, Europeans traveling to the United States now fancy themselves as the planet’s über-rich.
“Death of the Dollar”: Doomsday for the United States?The dollar’s relentless descent has been greeted by barely concealed glee among the foreign press as a symbol of the decline of the United States. Readers’ comments on the London-based Financial Times Web site regularly call the United States “the next Argentina” — the poster child of how one of the world’s wealthiest nations has devolved into poverty and chaos. As one commentator put it: “yawn, America’s so yesterday, baby.” (sic).
The argument is familiar. Fears that U.S. subprime woes might push the U.S. economy into a recession are spooking investors holding U.S. dollar-denominated assets. The U.S. economy has become dangerously dependent on foreign capital. Foreign investors have (finally) tired of financing the profligate ways of the United States and are driving the dollar — the proxy of the economic health of the nation — even lower. After running current account and trade deficits since the early 1980s, the U.S. current account deficit ballooned to 7% of GNP. Foreign central banks — fearing the United States may not be able to repay its huge debts in outstanding Treasury bonds — are rushing to unload their greenback reserves. This will tip the Titanic that is the U.S. economy into the cold waters of economic depression. The crowds are rooting for the United States’ collapse on both sides of the pond. Harvard economist Ken Rogoff argues that the subprime mess has irretrievably tarnished the U.S. image as a global financial center. A few weeks ago, I attended a seminar on “Why the World Hates America” at London’s annual “Battle of Ideas.” There, everyone with a North American accent was quick to point out that they were Canadian lest they had to endure the shame of being American. Political scientist Andrei Markovits argues that anti-Americanism is the new anti-Semitism. Except anti-Americanism is not a sign of prejudice: it’s now a sign of sophistication.“Death of the Dollar”: Wishful Thinking…But like the presidential candidacy of my Harvard classmate Barack Obama, the talk about the demise of the United States is more about wishful thinking than what is really there. Yes, the dollar has declined. But it’s hardly fallen off a cliff. It may have hit record lows against the euro, but the euro is a young currency. It’s only if you look at the short term, say, since January 2002, that the dollar’s fall against the euro seems out of whack. Turns out, the value of the dollar in euro, (assuming the German mark transformed into the euro on January 1, 1999), is about the same as it was in the mid-1990s. According to research by Brown Brothers Harriman, the now-defunct German mark hit a record high in 1995 that would be the equivalent of a euro level of $1.4575. Yesterday, it closed at $1.4576.
Nor is a weak dollar all bad news. A weaker currency provides a boost to the U.S. economy, making U.S. exports more attractive at a time when consumer spending is slowing down and the housing market is a drag on growth. Thanks to a weaker dollar, growth in U.S. exports is already shrinking America’s external deficit. During the past three quarters the deficit has been cut by $119 billion, falling from about 6% of gross domestic product to 5%. The adjustment appears to be continuing as the U.S. trade deficit narrowed by a stronger-than-expected $56.4 billion in September. The federal budget deficit has also come down sharply to 1.2% of GDP, well below its historical average. Meanwhile, U.S. economic growth numbers were revised upward from 3.1% to 3.9% in the third quarter of 2007. U.S. worker productivity in the third quarter rose to 4.9%, the strongest pace in four years. The United States also was rated the #1 most competitive economy in the world by the World Economic Forum. None of that sounds like “the next Argentina” to me.“Death of the Dollar”: … And A Great ExaggerationSo what accounts best for the dollar’s recent rout? The Fed’s recent interest rate cuts mean that global funds are flowing away from U.S.-denominated assets. At the same time, based on purchasing power parity — the long-term value toward which currencies should converge — the euro and the New Zealand dollar are now 25% to 30% overvalued, while the Japanese yen is 30% undervalued against the U.S. dollar.
And while the op-ed pages of European business publications celebrate the current bout of dollar weakness as a metaphor for the decline of the U.S. Empire, they should be careful what they wish for. French President Nicolas Sarkozy – in a remarkably engaging speech to the U.S. Congress that is well worth watching – already has lamented the negative effects of the high euro exchange rate. European triumphalism notwithstanding, if the dollar gets much weaker, European economies could go into a tailspin. Calling the direction of currencies is notoriously difficult. The U.S. dollar — and the United States itself — is as hated as it has ever been in recent memory. Yet all is not as it seems. In what was the most widely read story on the financial Web sites last week, it was reported that supermodel Giselle stopped taking payments for her work in U.S. dollars. Turns out the whole story was a figment of a Brazilian blogger’s imagination. In that way, it sounds much like the arguments made for the “death of the dollar.”
Underskrevet Nicholas A. Vardy
Rusland:Ny Metrostation indviet i Moskva
I lørdags blev Strogino, den nye metrostation i Moskva indviet, den bliver ny endestation på Kuntsevo-Linjen. I maj 2008 skal “Slavjanskij bulvar“-stationen på linjen Arbatsko-Porkorvskaja åbnes. I 2009 planlægges yderligere fire stationer og til den tid når metroen for første gang udenfor det egentliga Moskva til Moskva Guvernement (Amt).
Moskvas smukke metro udvides med flere stationer i år og næste år
Kilder:newsru.com 29/12
Hundrede millioner arabere er analfabeter
7 januari 2008 – 21:42
SAMMENSLUTNINGen af forskellige arabiske stater i Arabforbundet opfordrer de arabiske stater at sætte kampen mod analfabetismen højst dagordenen.
Næsten hver tredje indbygger i den arabiske verden kan hverken læse eller skrive. Blandt kvinder er 46,5 procent analfabeter, fremgår det af en undersøgelse af Arabforbundets organisation for uddanelse, kultur og videnskab: ALESCO.
Allerede i år 2000 slog Alesco alarm om at regionen ikke lever op til FN-målet om at halvere antallet voksne analfabeter. I de 21 arabiske lande er det nu 100 millioner som ikke kan læse og skrive. Tre ud af fire er mellem 15 og 45 år.
Krigen, terrorren og undertrykkelsen af det irakiske folk bidrager heller ikke til at opnå alfabetiseringsmålet.
Staten Israel 60 år: “Jødernes hjemland” eller Palæstinas største og farligste terrororganisation ?
15.maj 2008 *
DEL I
Da Staten Israel for 60 år siden blev udråbt var der ikke mange som var bevidste om de bagvedliggende politiske sammenhænge og Israels afhængighed af imperialismen som et neokolonialt brohoved.
Længe fremstod Israel som “jødernes hjemland” og en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer, fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne feltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.
Israels første Statsmister David Ben Gurion læser erklæringen der udråber Staten Israel i Maj 1948, mens Theodor Herzl fra væggen skuer ud over forsamlingen.
“ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND”
Israel fremstod som et befrielses-projekt der med “socialistiske kibbutzer” opdyrkede ørkenen og malaria-sumpene i det “ubeboede Palæstina”. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947 da FN vedtog delingsplanen. Palæstina var et øde ørken- og sump-land. Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved.
Det troede man på i årene efter befrielsen. Idag ved vi bedre.
“Der hviler en hellig glans over Israels fødsel” skrev en skandinavisk journalist som overværede udråbelsen Israel i 1948. Næsten tyve år efter – sommeren 1967 – efter Israels angreb på de arabiske lande Ægypten,Syrien og Jordan beskrev den kendte skribent Isaac Deutscher Israels skabelse gennem en metafor om en mand der hoppede ud
“fra øverste etage i et brændende hus, hvor mange af hans familemedlemmer allerede var gået under. Han overlevede. Men da han faldt skadede han et menneske som stod nedenfor og han kom til at brække hans arme og ben” . . . . Deutscher konkluderer: “Hvis begge havde opført sig rationelt ville de ikke have blevet fjender”.
Følelser af identifikation, skyld og medfølelse overskyggede – på en fuldstændigt begribelig måde – den politiske virkelighed. Deutscher – og mange med ham – gennemskuede hverken den koloniale zionisme eller de imperialistiske stormagters rolle :
Det var ikke manden som sprang ud fra det brændende hus der skadede nogen. Da han alvorligt skadet var havnet på gaden stod Hr. Z. og Hr I. dernede og førte ham hen til et hus hvor Hr. Z. med Hr. I.´s hjælp var igang med at jage de tidligere beboere ud.
Den mytologi som udgjorde den politisk-ideologiske baggrund til oprettelen af Israel var som vi ved idag ikke sand.
Som med andre begivenheder er det et samspil af politiske-økonomiske kræfter og ikke mindst historisk-religiøse faktorer der i et dialektisk samspil og kamp udvikler sig i tiden optil skabelsen af staten Israel.
Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
Den jødisk-amerikanske forfatter Norman Finkelstein taler ligefrem om “Holocaust-industrien” for at beskrive zionisternes politiske og økonomiske misbrug af Holocaust.
Hovedsagen er jo, at det vi idag har kendskab til, om Staten Israel og dens forbrydelser mod det palæstinensiske folk kunne den tids venstreorienterede og andre progressive af gode grunde ikke vide.
I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri -
alt nazistisk ja alt tysk blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel.
Samtidigt er det også vigtigt at huske på at “jødehadet” ikke var udryddet trods sejren i den antifascistiske befrielseskrig mod det tolvårige “kristne” tusindsårsrige som havde domineret Europa. Nazisternes propaganda mod “Jøde-kommunismen” havde hjernevasket ikke mindst de tysktalende folk.
Den blev understøttet af store dele af den kapitalistiske (kristne) overklasse i Europa og USA og ikke mindst kristne præster,biskopper, kardinaler og den kristne pave i Rom som jo i århundreder ja faktisk siden korsfæstelsen af Kristus, alias Kamerat Jesus – havde udpeget jøderne som “satans og djævelens redskab”.
Antisemitismen var stadig udbredt i Europa efter befrielsen i 1945 – selvom den var slået ned “under jorden” så at sige med nazismens nederlag – var dens egentlige bagmænd den kristne kirke så godt som urørt – til trods for at den kristen-katolske Pave havde velsignet de fascistiske regimer under Mussolini, Hitler og Franco/Salazar.
I 1946 udviklede begivenhederne i den polske by Kielce sig til en egentlig antijødisk progrom: 1600 jøder blev slået ihjel, mens kristne præster i Polens kirker stadig omtalte jøder som et problem.
Progromen i Kielce sammen med mange andre jøde-fjendtlige hændelser i efterkrigtidens Europa gjorde det meget lettere for zionisterne at progandere for jødisk masseindvandring til Palæstina idet de med en vis berettigelse kunne sige at “jøderne er et undertrykt folk i Europa” – Og “undertrykte folk” har som bekendt altid ret.
Samtidigt var der i arbejderklassen og blandt progressive kræfter et antinazistisk raseri og had i Europa – ikke bare blandt jøder – i Europa i 1940´erne som vi ikke kan ignorere: At udelade de antinazistiske sympatier for jøderne som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for de arabisk-semitiske folk hvadenten der er jøder, muslimer ,kristne eller revolutionære kommunister i Palæstina og andre lande i Mellemøsten.
Israels oprettelse var først og fremmest en følge af USA´s fremryking som den ledende imperialistiske stormagt efter Anden Verdenskrig – og med den forbindelse der under krigen var oprettet mellem Washington og den Verdenszionistiske organsation. Højkvarteret for den zionistiske Verdensorganisation blev flyttet fra London til New York og under David Ben Gurions ledelse blev det såkaldte Biltmore-program vedtaget i 1942. Her proklameres for første gang officielt at målet var som det udtrykkes :“et jødisk samfund integreret i den nye demokratiske verdens strukturer” Med andre ord : En ren jødisk stat var målet.
De zionistiske ledere havde skiftet imperialistisk alliance-partner: fra det britiske stormagtsimperium som skulle komme ud af krigen som en stormagt i opløsning og forfald til den fremstigende supermagt USA.
Med USA i ryggen skulle zionisterne nu indlede hvad de forblændede “venstre”-zionister betegner som deres “anti-imperialistiske befrielseskrig”.
Allerede inden Japans angreb på Pearl Harbour i december 1941 havde stærke økonomiske grupper efterstræbt en amerikansk deltagelse i verdenskrigen – med formålet at udvide USA´s indflydelse og dets adgang til kapitalistiske markeder og råstoffer overalt på jordkloden. Pearl Harbour blev den anledning som Roosevelt-regeringen kunne bruge til at overvinde den isolationistiske og pro-nazististiske indflydelse fra dele af det amerikanske erhvervsliv (Ford, Hearst og andre)
I 1945 stod USA til forskel fra næsten alle andre stater som havde deltaget i krigen med et uskadt produktionsapparat og en næsten overophedet økonomi.
Kapitalakkumulationen og de voksende finanskapitalistiske profitter gjorde blandt andet den amerikanske stat i stand til at redde kapitalismen i Vesteuropa gennem Marshall-planen og på den måde genoprette og udvide markedet for amerikansk kapital..
På hele kloden udnyttede USA de europæiske kolonimagters svaghed – England var f.eks tungt gældsat til USA – til at åbne og trænge ind på de markeder som de hidtil havde forsøg reservere for sig selv.
En forudsætning for det zionistiske projekt : “staten israel”´s succes var masseflugten af jøder fra deres hjemlande til Palæstina – til staten Israel – og fordrivningen af palæstinensere som boede i det område som Staten Israel blev oprettet på .
Den historiske udvikling har afsløret myterne om “staten israel” som “jødernes hjemland”.
Staten Israel er idag ingen “jødisk stat” i den forstand at den kun har jødiske statsborgere. Og jøderne i Israel udgør en minoritet af verdens jøder.
Vi ved f.eks at den zionistiske stat fra første dag havde problemer med at få fat i folk til sin koloni.
Vi ved at zionismen fader Theodor Herzl i begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde aftaler med det russiske Czar-regimes antisemitiske Udenrigsminster Plehve om transport af jøder til Palæstina – samtidigt som flertallet af de jøder som selv kunne vælge begav sig til USA og Vesteuropa.
Vi ved at zionisterne gjorde aftaler med Hitler-regimet om oprettelse af opsamlingslejre for jøder der skulle deporteres til Palæstina,
F.eks ved vi at zionist-delegaten R.Kastner i Budapest aftalte med Adolf Eichmann at et antal rige ungarske (zionistiske) jøder fik frit lejde at flygte til Schweiz mod at zionisten Kastner til gengæld overtalte 800.000 modstræbende og mistænksomme fattige jøder – som sikkert havde aninger om hvad der ventede dem – at stige på togene til “speciallejrerne” i Auschwitz *2)
Vi ved også at den israelske efterretningstjeneste sendte agenter til Irak i begyndelsen af 1950`erne for at sprænge synagoger i luften , sætte ild på jødiske butiker – altsammen for at indgyde frygt blandt de hundrede tusinder af irakiske jøder og give indtryk af at de var truet af “arabisk terror” og kun havde en udvej:at flygte til Israel for at undgå kommende forfølgelser i Baghdad.
Vi ved at zionistiske agenter hjemsøgte jøderne i Marokko for at skræmme dem med at en anti-jødisk progrom stod for døren.
Vi ved at jøderne i (Nord-)Yemen blev narret til Israel under indbildning af religiøse forestilinger om at “himmelriget er nær”.
Og vi ved at zionistiske agenter og radiosendinger uafbrudt forsøgte at rykke jøderne i det socialistiske Sovjet løs og skille dem fra deres sovjetiske moderland for at afstedkomme en masseudvandring af jøder til Israel.
Stalins Sovjet modsatte sig at åbne grænserne for zionistiske hvervekampagner for på den måde at imødekomme zioniststatens behov for arbejdskraft og kanonføde gennem udvandring af sovjetiske jøder.
Myterne og de falske historiebillederhar været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer.
I begyndelsen af 1960´erne er den palæstinensiske modstandskamp så udviklet at den også kommer på dagsordenen inde i det zionistiske Israel.
At det palæstinensiske folk er sat på dagsordenen også i Israel kom til udtryk da formanden for det højre-zionistiske parti Herut: Menachem Begin – senere Israels Statsminister – da han blev spurgt om hvad han mente om at anerkende eksistensen af det palæstinensiske folk med disse ord :
“Pas på min ven. I det øjeblik du anerkender begrebet Palæstina knuser du din ret at bo i Ein Hahoresh. Hvis dette er Palæstina,og ikke Israels land, da er I erobrere og ikke de som dyrker dette lands jord. Da er I indtrængere. Hvis dette er Palæstina, så tilhører det et folk som boede her inden I kom. Det er kun hvis dette er Israels land at I har ret at bo i Ein Hahoresh og i Deganiyah B.. Hvis dette ikke er Jeres land, Jeres fædreland, Jeres forfædres og Jeres sønners land, hvad gør I så her ? I kom til et andet folks hjemland , som de påstår, og I har taget deres land . . . .” M.Begin i efteråret 1969 på kibbutzen Ein Hahoresh ifølge Avisen Yediot Aharonet/ 17.Okt.1969.
Dette citat fra Begin belyser meget klart det som er det centrale i Palæstina-spørgsmålet: det faktum at Israel er en KOLONI. Israel er ikke en normal stat som andre stater. Men en stat som er oprettet i et “erobret” land : Palæstina. Zionisterne “kom til et andet folks hjemland” : De fordrev palæstinenserne og “tog deres land” som Begin udtrykker det.
| Hvad er fakta om Palæstina: |
| I det historiske Palæstina har der boet jøder såvel som ægyptere,assyrier, babylonier og andre som erobrede landet. Det siges at for tre tusind år siden kom Moses og hebræerne (jødiske stamme) til Palæstina som omkringstrejfende hyrder. Historikere diskuterer stadig om Moses var hebræer eller egypter. Men inden år 1000 – før vor tidregning . . . . . Kom hebræerne da til et urørt ørkenland ? Omkring seks tusind år inden Moses og hebræerne siges at have kommet til Palæstina – vi skriver altså år 7000 f.v.t. – blomstrede en af de ældste landbrugscivilisationer i Palæstinas land.Mange erobrere beherskede eller bosatte sig i det frugtbare land: . . Egyptere . .assyrier . . .babylonier . . beduinstammer fra ørkenen – blandt den hebræerne. Men de afløstes alle af andre erobrere eller blev en del af den bofaste jorddyrkende befolkning. Disse kom til at udgøre grundstammen og gav alle deres bidrag til Palæstinas folk. I mere end 1300 år taler dette folk arabisk. MEN vi har jo lært noget andet i folkeskolen. I skolebøgerne er Palæstina ; “jødernes hjemland”. Som om “jøderne” var et folk eller en race. Det påstår både zionister og anti-semiter ganske vist. Men Jødedommen er en religion som ligesom buddismen, Jehovas Vidner eller andre kristne sekter tiltrækker mennesker fra alle racer. Der findes altså både sorte, hvide såvel som asiatiske jøder. De jøder som bibelen beskriver beherskede landet bare i nogle hundrede år ud af dets 10.000 årige historie. Allerede inden Jerusalems ødelæggelse under den romerske besættelse for 2000 år siden levede de fleste jøder udenfor Palæstina og levede af at drive handel i fremmede lande. I middelalderens Europa blev jøderne et “handelsfolk”, eftersom deres religion i modsætning til den kristne religion tillod dem at tage kapitalistisk rente. Jøderne blev symbolet på “pengeudlåneren” i det “kristne” Europa. Ud over den kristne kirkes fordømmelse af jødedommen som kættersk og kamp mod de “jødiske kættere” findes her uden tvivl et af de vigtigste kim til jødehadet i Europa, som kom til at spille en hovedrolle i det imperialistiske Tysklands forberedelse til erobringskrigen mod det “jødebolsjevikiske Sovjet” . Mange – bl.a. et helt folk i det sydlige Rusland – Khazarerne – overgik til jødedommen. Efterhånden fandtes der jøder i alle folkeslag og samfundsklasser. Men Jødehadet – også kaldet antisemitisme – som opmuntredes af den kristne kirke var ikke udryddet. Den kristne spanske inkvisition som blev oprettet i 1480 var et korstog mod Spaniens “jøder og muslimer” (maurerne). Under inkvisitionen blev jøder og muslimer udpeget som kættere og fjender. Progromerne under inkvisitionen tvinger jøder og de arabiske maurere som havde bidraget til Spaniens kultur, udvikling og civilisering til at konvertere til kristendommen eller flygte hvis de ikke blev fanget og mishandlet til døde i inkvisitionens torturkamre. Fra år 711 og frem til 1492 havde Spanien arabiske herskere. Da levede muslimerne fredeligt side om side med kristne og jøder. [på siden islamstudie.dk findes uddybning om Spanien og den kristne inkvisition ] Racismen – jødehadet – blev brugt af overklassen for at splitte og aflede folkets utilfredshed ved at udpege JØDEN som syndebuk. Sådan gjorde nazisterne senere på samme måde som man idag udpeger ” muslimer” og “araberne” som syndebukke for den moderne kapitalistismes elendighed. I det 19. århundredes Vesteuropa blev jøderne assimileret, (integreret hedder det vist på politikersprog) de overgav deres jødiske religion og traditioner. De smeltede sammen den øvrige “kristne” befolkning. Men i Østeuropa som rystedes af brydningen mellem feudalisme og kapitalisme kom jøderne i klemme og blev ramt af progromer (forfølgelser). Mange flygtede til Vesteuropa og blev arbejdere og fattige håndværkere, fik socialistiske ideer og blev kommunister (socialdemokrater). Da blev det antisemitiske våben – jødehadet – igen taget i brug for at splitte arbejderbevægelsen. Idag bruges antisemitismen til at udpege “muslimerne” til syndebukke for at splitte arbejderklassen og den progressive bevægelse. |
“Et LAND UDEN FOLK, TIL ET FOLK UDEN LAND” var zionisternes parole da de propaganderede for den zionistiske kolonisering af Palæstina.
Men Palæstina var et af den arabiske verdens frugtbareste og højest udviklede lande. Achad -Haam – en zionistisk skribent – slog i bogen “Ved skillevejen” fra 1891, fast at : . . . “Vi som bor udenlands bilder os ofte ind at Palæstina idag er næsten øde, en uopdyrket vildmark, og at hvem som helst som vil kan købe land så meget som han behager dér. Men det forholder sig i selve sagen ikke på den måde. Det er svært at finde uopdyrket mark nogensteder i landet”. . . . . . <> Næsten 18 år efter Staten Israels oprettelse udtrykker den israelske general Moshe Dayan karakteren af det zionistiske projekt : <>
” Jødiske byer bygges hvor der tidlige lå arabiske byer. I kender ikke engang navnene på disse arabiske byer , og jeg bebrejder jer ikke for det, eftersom geografibøgerne fra den tid ikke længere eksisterer. Det er ikke bare bøgerne som ikke findes længere, de arabiske byer findes heller ikke. Nahalal erstattede Mahlul, Gvat erstattede Jibta, Sarid erstattede Haneifs, og Kfar Yeshoshua erstattede Tel-Shaman. Der findes ikke en bebygget plads i dette land som ikke tidligere havde en arabisk befolkning. “ * Citeret fra avisen Ha`Aretz den 4.apr.1969 <> Fordrivelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk var en åbenbar konsekvens af den zionistiske kolonistat “Israel”s oprettelse. I 1896 formulerede Theodor Herzl den zionistiske bevægelses krav om en “jødisk stat”. Herzl tilegnede bogen “Jødestaten” til en af Europas mægtigeste finanskapitalister : Baron Edmond De Rotschild. Det var de jødiske kapitalisters interesser Herzl havde for øje. Rotschild og andre finansierede de første jødiske kolonier i Palæstina.
Formålet med koloniseringen var klart:
1) At i tidens ånd oprette en koloni,hvor de kunne investere sin kapital uden konkurrence med andre (ikke-jødiske) kapitalister.
2) At vende strømmen af “besværlige” og fattige øst-jøder væk fra Europa til kolonien i Palæstina.
3) at på den måde bekæmpe den fremvoksende socialisme blandt jøderne.
At det jødiske kapitalistiske bourgeoisie opfandt zionismen på denne tid var helt i tidsånden. Århundredskiftet (1897) var den europæiske kolonialismes blomstringstid. Herzl forbillede var erobringen af Sydafrika og Rhodesia. Hans idol var “erobreren” Cecil Rhodes. I et brev til Rhodes skriver Herzl:
“De tilbydes at hjælpe med at skabe historie. Det handler ikke om Afrika men om en del af Lilleasien (Osmanske imperium,red.anm), ikke englændere, men jøder. Hvorfor henvender jeg mig til Dem ? Fordi det er noget kolonialt”.
-
Siden det 16.århundrede havde tyrkerne i det osmanske rige kontrolleret Palæstina. Zionisterne behøvede hjælp for at erobre landet. England var den imperialistmagt som beherskede Mellemøsten og imperiet behøvede sikre Suez-kanalen og søvejen til Indien.:
“Det ville blive et slag mod England hvis nogen af hendes rivaler fik kontrol over Syrien. Vi må beholde Syrien for os selv. Ville det ikke være en fornuftig politik at opmuntre den jødiske nationalfølelse og hjælpe dem . . . ? “ spørger Lord Shaftesbury i 1876.
Herzl er begejstret :
“Med et slag vil England få 10 millioner hemmelige undersåtter, 10 millioner agenter for Englands storhed og indflydelse”.
Herzl skriver om “Jødestaten”: <>
“For Europa vil vi dér udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, en kulturens forpost mod barbariet”.
Herzl udtrykker her essensen i den zionistiske kolonisering. Men når Herzl skriver at den zionistiske koloni skal blive en “kulturens forpost mod barbariet” udtrykker han ikke bare de herskende europæiske kolinimagters herrefolksideologi – “den euroæiske civilisations overlegenhed” – men Herzl inviterer interesserede stormagter til at samarbejde. Han formulerede sig på denne måde fordi han vidste at de ledende imperialistmagter i Europa på den tid allerede var begyndt at interessere sig for muligheden at splitte den fremvoksende arabiske selvstændigheds-bevægelse ved at oprette en jødisk bastion. En engelsk minister udtalte sig i den retning allerede i 1842. Et par årtier senere begyndte Frankrig at oprette specialskoler for jøder – i forskellige dele af den arabiske verden., for at gøre disse til sine koloniale håndlangere. Palæstina og hele den arabiske verden blev i det 19.århundrede udsat for forskellige projekter fra de europæiske stormagters side med formålet at erobre markeder osv.
Palæstina havde i 1850 omkring en halv million indbyggerer – hvoraf godt firs procent var muslimer, ti procent kristne og mellem fem og syv procent jøder.
Den store majoritet af befolkningen var bønder som levede på sultegrænsen i en situation hvor de tilbagesående feudale forhold og de tunge skatter under sultanatet forhindrede udvikling.
* * * * *
På grund af sin geografiske position mellem tre verdensdele er Palæstina i årtusinder blevet gennemkrydset og besat af erobrere. Det er et land uden naturrigdomme, men det har en strategiske placering.
Inden den franske general Napoleon Bonaparte blev Kejser udfærdigede han under et felttog i Ægypten og Palæstina i 1798 en proklamation hvor han opfordrede de europæiske jøder til at udvandre til Palæstina og gøre virkelighed af sine religiøse forestillinger.
Ofte blev religionen (mis-) brugt som (helligt-)påskud for at få fodfæste – Storbritannien skred f.eks ind i Damuskus i 1840 for at – som det blev udtrykt: “beskytte den jødiske minoritet “, Frankrig greb ind i Libanon samme år : “for at beskytte druzerne og de kristne maroniter”, fra Tyskland kom kristne tempelriddere mellem 1867 og 1907 for at kolonisere Palæstina som en slags moderne korsriddere. Og langt inden den politiske zionismes “fødsel” i 1897 havde den franske kapitalist Rotschild finansieret indvandring af jøder til Palæstina med den åbenbare hensigt at stimulere samme udvikling dér som i Algeriet – 19 kolonier som tilsammen opgik til 5000 personer blev oprettet med Rotschilds støtte frem til år 1900. Omkring århundredskiftet forsøgte Herzl at stille det zionistiske projekt til tjeneste for regeringer i Tyrkiet, Tyskland,Rusland og England uden at opnå nogen fremgang. Staten Israel har altså fra den første begyndelse – inden oprettelsen i 1948 – en klar kolonialistisk karakter med tydelige og afhængige politisk -økonomiske forbindelser til de imperialistiske kolonimagter. Israel er altså ikke styret så meget af “jødernes religiøse” interesser som af de politisk-økonomiske kapitalistiske interesser. Det ses også af at det tidlige zionistiske lederskab var indstillet på at oprette en koloni hvorsomhelst det var muligt. – Både Uganda, såvel som Cypern, Madagaskar og Argentina bliver diskuteret som mulige zionistiske kolonier.
Kilder: Staffan Beckman´s værk :”Palæstina og den Arabiske Revolution”
N O T E R
*2) Israeli Socialist Organisation, Matzpen:The other Israel
1948 – “al -Nakba” – “Katastrofens” år i Palæstina – 60 år
1948 – 2008 – . . . . . .
I årskiftet mindes palæstinenserne – og deres millioner af venner verden over - ’ al Nakba’ – “katastrofens” år.
Ordet nakba betyder katastrofe på arabisk og palæstinenserne bruger ordet som et udtryk for hvad der skete i Palæstina fra årsskiftet 1947-48 og de følgende atten måneder. I denne tid for treds år siden blev omkring en million palæstinensere fordrevet fra sine hjem, sine byer og landbyer, fra sit land. 
Al Nakba 60 år . . . .
Til en flygtningetilværelse som for dem og deres efterkommere endnu idag, 60 år senere, er virkelighed. Det heroiske palæstinensiske folk hyldes jorden over fordi de – aldrig et øjeblik – i disse treds år har opgivet deres land, deres identitet og deres nationale- og menneskerettigheder. Palæstinenserne og deres millioner af venner på alle jordens kontinenter ved at de har retten på deres side . Et undertrykt folk har altid ret – som titlen er på en dansk film. * * * * *
KRONIK
Zionisternes vej til oprettelsen af koloni-staten Israel i Palæstina i 1947-48 var en militær-politisk strategi med navnet Plan Dalet. Den indebar en systematisk, vel-planlagt og gennemført masse-terror. Den blev sat i værk i begyndelsen af 1948 under ledelse af Labour´s – det socialdemokratiske Arbejderpartis Yigal Allon og formålet var at “tømme Galilæa” for dets ikke jødiske indbyggere ; titusinder af civile og ubevæbnede mennesker blev brutalt konfronteret med ordre fra de zionistiske militærstyrker om umiddelbart – ofte i løbet af 60 minuter – at forlade deres hjem og hjemstavn
Alternativet var bogstaveligt talt at stå ansigt til ansigt med geværmundingerne og blive mejet ned! For visse fik de ikke engang dette valg – den mandlige befolkning i byerne blev gennet sammen, opstillet på en række og henrettet på nærmest åbne pladser – i blandt fremfor øjnene på kvinderne og børnene. Mange Palæstina-venner kender sikkert til massakren som på denne måde ramte den palæstinensiske landsby Deir Yassin i april 1948, med flere hundrede dødsoffrer. Selv det officielle Israel tilstår idag denne massakre.
Lederen af den zionistiske terrorgruppe Irgun og senere Israels Statsminster Menachem Begin – skrev i sin erindringsbog “The Revolt” – :
“Deir Yasin – massakren var ikke bare berettiget. Der skulle ikke have været nogen israelsk stat uden sejren ved Deir Yasin”
Men Deir Yassin var ingen “undtagelse”. I Dawaymeh, Kabri, Umm al-Faraj, Nahr, Simirayya, Zib, Bassa, for at navngive nogle af de 531 palæstinensiske byer og samfund, blev udvalgte personer i befolkningen myrdet på lignende måde i disse måneder , mens de øvrige blev fordrevet. Det begyndte for alvor samme dag som de Forenede Nationer den 29 november 1947 vedtog sin delningsplan for det daværende brittiske “mandat”-område: Palæstina. Det var startskuddet. I det følgende halvår blev terroren intensificeret – frem til den dag da FN-planen skulle træde i kraft den 15. maj 1948. Da var mere end halvdelen af Palæstinas oprindelige befolkning, omkring 800.000 mennesker, fordrevet i den mest omfattande etniske udrensning hidtil i moderne tid! – - – - -
Hvordan kunne dette ske med FN´s , med Danmark´s og samtlige europæiske landes tilslutning ?
Og er det virkelig sandt – at opimod en million palæstinensere blev fordrevet for at give plads for Staten Israel vil mange sikkert spørge ? Det passer vist ikke ! Hvor er beviserne ? Det var vel ikke araberne der var de forfulgte ? Var det ikke jøderne som var de truede ? Var det ikke lederne i de omkringliggende arabiske stater – Syrien, Jordan og Ægypten – som afviste FN-planens fredelige intentioner gennem at umiddelbart mobilisere sine hære og gå til samlet angreb samtidigt som man truede med at alle jøder skulle ”smides ud i havet”.
Overfor denne dødelige trussel – en ny “holocaust” bare nogle få år efter den nazi-europæiske Endlösung i KZ-lejrerne – blev jøderne og deres nye hjemland Israel tvunget til at forsvare sig og mirakuløst nok lykkedes de klare den mest kritiske periode fra slutningen af 1947 og de følgende et og et halvt år. Det var sådan det var i virkeligheden ?
Det er i hvert tilfælde det som vi hører og læser i medier og bøger og som eleverne får at vide i historietimerne i skolerne.
Mange spørger idag ved 60 årsdagen for Staten Israels oprettelse : Hvordan kunne socialister , venstrefløjen , kommunisterne, ja stort set alle progresive kræfter gå med til at støtte oprettelsen af staten Israel i 1948 ?
— — – — – - – - – — – - – - — – – - — – — — – – — – - — – — -
I visse idealistiske kredse skrives der vulgærmarxistiske artikler hvor man mekanisk overføre alle Israels forbrydelser mod Folkeretten de sidste 60 år tilbage til situationen før 1948 for at fordømme FN-beslutningen om delingen af Palæstina, som blev støttet af alle politiske kræfter af betydelse i Europa.
Det er en meget idealistisk historieopfattelse – som ikke bidrager til forståelsen af begivenhederne. -
Hvis vi idag havde en krystalkugle som gjorde det muligt at se 60 år frem i tiden; altså hvordan verden ser ud i 2068 ville alt jo blive meget enklere, med hensyn til at tage stilling hvilke kræfter som er progrssive, reaktionære og hvor hovedkræfterne skulle sættes ind hvad vi skulle undgå ,passe på, modarbejde,bekæmpe og så videre frem til 2068Fakta er at den kommunistiske venstrefløj og Sovjetunionen ikke kunne forhindre oprettelsen af staten Israel, med mindre man ligefrem ønskede at Stalin skulle starte en krig omkring Palæstina og sende den Røde Hær ned til Palæstina for at sætte tingene på plads. Det ville ikke have ført til noget positivt.
Sovjet kunne have stemt nej i FN til delingsplanen i 1947. Det var en mulighed.
På den anden side ville et sovjetisk nej ikke have forhindret oprettelsen af en jødisk kolonistat, men udløse et imperialistisk kampagne mod Sovjet hvor indeholdet ville være at Sovjet gyder jordbunden for antisemitisme og “kvæler jødernes frihed” ved at opbygge et “jerntæppe omkring Palæstina” gennem at forbyde jødisk massseindvanding” og så videre . . . osv .Fakta er at Sovjets vurdering på tiden optil udråbelsen af Staten Israel – da Molotov var Udenrigsminister mundede ud i at Sovjet ikke havde nogen muligheder for at forhindre oprettelsen af Staten Israel i 1948 som USA og dets europæiske satellitstater – som året efter blev sammensluttet i Nato – støttede politisk og økonomisk.
* * * * *
Fakta er at det – i modsætning til idag – var meget svært at finde nogen – hvad enten de var overbeviste socialister, venstreorienterede, kommunister eller andre progressive i hele Europa, der var modstandere til at jøderne fik et “hjemland” i Staten Israel.
Længe fremstod Israel som en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer,fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne fejltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.
Israel fremstod som et befrielses-projekt. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947, da FN vedtog delingsplanen. Var Palæstina ikke et øde ørken- og sump-land ? Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved ?.
Det var så godt som umuligt at finde nogle “jødiske kommunister eller socialister” i Vesteuropa der ikke var fortalere for oprettelsen af “jødernes hjemland” Israel.
Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 og afsløringen af de nazistiske forbrydelser blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest i England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri – alt nazistisk, ja alt tysk, blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel
At ignore det antinazistiske raseri og had i Europa ikke bare blandt jøder i 1940´ernes Europa og udelade de antinazistiske sympatier for jøderne, som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk, overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for befolkningen i Palæstina hvad enten de jøder, muslimer eller kristne.Myterne og dette falske historiebillede har været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer. – -
I virkeligheden er sandheden at der fra november 1947 og frem til maj 1948 ikke befandt sig en eneste regulær soldat fra nogen af de omkringliggende arabiske landes hære i Palæstina!
Allerede nogle dage efter FN-beslutningen kom et antal tusind frivillige fra forskellige arabiske lande – fremforalt Syrien – til forsvar for sine palæstinensiske brødre og søstre og indledte spredte angreb, men de savnede ofte såvel militær uddannelse som adekvat bevæbning og kunne ikke byde på nogen reel modstand mod de veludrustede og velorganiserede styrker fra zionisternes Haganah-armé, som da omfattede flere end 30.000 mand og som havde forberedt sig til sin opgave i årevis.
Zionisterne handlede planmæssigt. De stræbte efter at erobre så store områder som muligt inden den fastsatte selvstændighedsdag 15.maj og i største mulige udstrækning drive den ikke-jødiske palæstinensiske befolkning væk.
Efter udråbelsen af Israel demonstrerede store folkemasser sin vrede og modstand overalt i den arabiske verden – Det tvang de arabiske regimer at sende hærenheder til Palæstina. Men det var bare opportunistiske skinmanøvrer som de imperialistisk-koloniale afhængige regimer beordrede for at berolige de oprørte folkemasser. Hærenhederne var dårligt uddanede ,dårligt udrustede med socialt “tilbagestående” soldater som blev sendt mod Israel og i realiteten var det britiske og ikke arabiske interesser som lå bag.
En af de arabiske hære var moderne : den (trans-) jordanske Arab-Legion og den stod under kommando af en englænder Glubb Pasha. Han havde fået direktiv – efter overenskomst mellem zionisterne og den britiske marionet : emiren Abdullah – om ikke at trænge en eneste meter ind på det område som – ifølge FN-resolutionen skulle høre under den jødiske stat.
Efter pres fra Washington på London-regeringen blev til og med en vigtig del af det område som skulle have tilhørt araberne; den sydlige del af Palæstina hvor Eilat ligger, rømmet . Den palæstinensiske og arabiske modstand var hjælpeløst overgivet under de imperialistiske og tilbagestående forhold på den tid.
Og opinonen i den vestlige verden åndede lettet op – for de så bare jøder og ikke zionister, fordi de ikke vidste noget om de grundlæggende forhold.
Hvis de på den tid havde kunnet læse hvad Israels Statsminster David Ben Gurion skrev i hans dagbog den 21.maj 1948 , mindre end en uge efter statens udråbelse ville de ikke have troet deres egne øjne:
“Den arabiske koalitions achilleshæl er Libanon. Den muslimske dominans dér , er artificiel og kan let styrtes. En kristen stat burde oprettes der, med floden Litani som sydgrænse. Vi burde indgå en alliance med den stat. Derefter, når vi har slået Arablegionen tilbage og bombet Amman, kan vi feje Transjordanien væk; og efter det skulle Syrien falde. Og hvis Ægypten da stadig væk skulle våge at gå i krig mod os skulle vi bombe Port Said,Alexandria og Cairo. Så skulle vi afslutte krigen og dermed have taget revansche på Ægypten,Assyrien og Kaldéen for vore forfædres regning “
For Ben Gurion og de andre zionistiske ledere var overlegenhed en selvfølge.
Israeleren Michael Bar-Zohar som gengiver citatet i Ben Gurion-biografien “The Armed Prophet” kommenterer:
” Selvom den jødiske stats historie lige akkurat var begyndt stod sagen klar – hverken de grænselinjer som var blevet trukket op af de Forenede Nationer eller de som var opnået med militære midler i 1948 var statens endelige grænser i Ben Gurions øjne. En begyndelse var gjort ,det var alt.”
Begyndelsen; det var 70 % af Palæstinas areal. Det var fordrivningen – Al Nakba – af 800-900.000 palæstinensere til livslang elendighed i flygtningelejre.
Alt hvad der fandtes af værdi i 70 % af Palæstina betragtede kolonisatorerne som deres ejendom. Alle forladte huse , butikker, og værksteder , alle efterladte redskaber, maskiner, lagre, lastdyr, alle offentlige bygninger,gader, havneanlæg el-værker, vandledningsystem, alle torve,parker, vandløb. alle broer, alle jernbaner,bjerge, marker, græsningsmarker, alle strande etc. etc. – -
I en nazilignende operation i byen Ramleh havde israelske styrker under ledelse af Moshe Dayans tvunget hele befokningen ud på gaderne, midt i natten, gennet dem op på lastbiler og busser og ført dem til Jordan-kontrolleret område.
“Alene i min hjemby Haifa blev halvtreds tusind huse rømmet “
skrev Arbejderparti-veteranen David Ha´cohen i sine erindringsnotater. På de fordrevne bønders jord blev der overalt bygget “socialistiske” kooperativer og kibbutzer. – Det “venstresocialistiske” Mapam-parti som senere udtalte sig for en binational stat af jøder og arabere, opførte i løbet af de nærmeste fire år efter fordrivningen af palæstinenserne – ; kibbutzerne Baram, Barkai, Beit Kama, Carmia, Dvir, Ein Dor, Gaash, Gaaton, Gazit, Givat Oz, Harel, Lehavot Chaviva , Magen, Megiddo, Nachshon, Nachshonim, Nirim, Nir Yitzhak, Ramot Menashe, Revadim, Reshafim, Saar, Sasa, Shomrat, Yasur, og Zikim . . . .
Begyndelsen – det var indlemmelsen af de overlevende fra koncentrationslejrerne; og i hvor høj grad dette var en vigtig humanitær indsats eller indrivning som skulle legitimere den zionistiske koloni som jødisk stat kan i aller højeste grad diskuteres..
Under alle omstændigheder havde Staten Israel store problemer med at leve op til statens livsafgørende legitimation. Roosevelt-planen om at give en stor del af overlevende jøder flere hundrede tusinde fri indrejse til de Forenede Stater var så populær blandt jøderne at zionisterne satte alt ind på at stoppe Roosevelts forslag.
Zionisterne og deres allierede i USA fik forpurret Roosevelt-planen som skulle give 300.000 jøder fri indrejse til de Forenede Stater. Et tilbud langt de fleste jøder ville have valgt, men for zionisterne var det “livsnødvendigt” at “indfange” jøder til den nye stat gennem kampagner for at tiltrække “jødiske indvandrere”. I forbindelse med befrielsen i 1945 lykkedes man at stoppe de overlevende jøders udvandring til Amerika. I stedet bakkede Roosevelt op bag den Verdenszionistiske organisations krav om at 100.000 umidelbart skulle slippes ind i Palæstina.
Samtidigt opdagede zionisterne at heller ikke de arabiske jøder – som i årtusinder havde boet i fred i hele den arabiske verden - viste nogen større interesse for at udvandre frivilligt til den nye stat.
Man gennemførte kampagner for at tiltrække den arabiske verdens jøder – som i umindelige tider havde boet i f.eks Jemen, Irak og Marokko. De fleste levede hverken dårligere eller bedre end den øvrige befolkning, selv om der havde været en del spredte overgreb siden den zionistiske kolonisering af Palæstina var indledt var det ikke noget der fik jøderne på flugt.
Efter en politisk-religiøs kampagne om at Messias snart skulle komme blev de jeminitiske jøder fløjet til Israel i en gigantisk luftbro. -
130.00 irakiske jøder som overhovedet ikke have vist nogen interesse for de zionistiske opfordinger om at udvandre til Israel blev drevet ud af Irak efter at israelske agenter sprængte en synagoge og andre jødiske bygninger i Baghdad i stykker i 1950. Det skete under dække for at give indtryk af “irakisk terrorbølge mod jøder” og at Irak er “antisemitisk”. Det afslørede den israelske parlamentsmedlem Uri Avneri.
Også i Marokko var zionisterne aktive for at opildne til “terror mod jøder” da de i forbindelse med landets selvstændighed drev en skræmmekampagne om at befrielsen skulle føre til jødeforfølgelser.
Mange andre eksempler kan nævnes. I perioden fra proklamationen af Israel den 15.maj 1948 til den 1.juli 1956 indvandrede 797.00 jøder til Israel, hvoraf det store flertal kom fra den arabiske verden.
Når FN-resolutioner gang på gang opfordrer Israel til at respektere palæstinensernes ret til at vende hjem – resolution 194 – svarer zionisterne frækt at flygtningenes plads var optaget af de arabiske jøder.
Begyndelsen . . . – det var også den “gengældelsestaktik” som blev zioinistenes svar på de spredte ofte individuelle ,men stadig mere organiserede palæstinensiske modstandshandlinger. På initiativ af general Moshe Dayan blev “Enhed 101″ oprettet. Under ledelse af Ariel Sharon – senere Statens Israels Statsminister – gennemførtes masakrerne i Kibiya den 14-15.Oktober 1953: 69 døde – Nahalin 28.29.marts 1954:14 døde – Gaza 28.februar 1955:38 døde -Khan Yunis 31.august 1955: 46 døde – El-Buteiha 11.-12.december 1955: 50 døde – Kalkiliya 10.oktober 1956: 48 døde og Kafr Kasim 29.oktober 1956: 47 døde
I 1948 – under Al Nakba – meldte den unge Georg Habash – senere PFLP´s leder – sammen med andre studenter sig til de frivillige styrker som kæmpede langs den syrisk-libanesiske front mod de zionistiske aggresorer.
Krigen gjorde et dybt indtryk på den unge Habash. I et interview i 1973 beskrev Habash al-Nakba :
*“de dræbte vort folk og fordrev os fra vore hjem,byer og jord. på vejen fra Lydda til Ramallah har jeg set børn, unge, mænd og gamle dø. Hvad kan du tage dig til når du har set alt det her? Du kan ikke gøre noget andet end at blive revolutionær og tage kampen op for din og dit folks sag”** —-
I begyndelsen af 1950´erne tog Georg Habash initiativ til stiftelsen af Harakat Al-Kawmeyon det vil sige Arab Nationalist Movement ANM – en pan-arabisk befrielsesbevægelse som fik stor indflydelse på palæstinensisk og arabisk politisk tænkning.
Al-Kawmeyon var den første selvstændige palæstinensiske partiorganisation som spredte sig over hele den østlige arabiske verden – som blandt deltog i befrielsen af SydYemen, det daværende britiske protektorat Aden – . Tidligt i 1960´erne var det Al-Kawmeyon som tog initiativet til den væbnede kamp i Palæstina og i 1967 var situationen modnet i ANM – også i kraft af George Habash erfaringer og analyser – at man kunne danne Folkefronten for Palæstinas Befrielse PFLP, med målet at skabe et parti som på et revolutionært marxistisk-leninistisk grundlag var uafhængigt af Sovjet og Kina.
Dannelsen af PFLP i december 1967 skete seks måneder efter den zionistiske israelske aggresion havde ført til besættelsen af al-Kud eller Jerusalem, Gaza-striben og Vestbanken.
Mens den Ægyptiske præsident Djamal ´Abd al Nasir -(Nasser) som i 1950´erne og 60´erne var den ledende anti-imperialist i den arabiske verden – opfattede imperialismen som ganske enkel “stormagtspolitik” – og havnede i konspirationsteorier om at denne politik blev dikteret af “mægtige jødiske interesser” – gjorde George Habash tidligt en marxistisk analyse inspireret af den revolutionære kommunistiske verdensbevægelses fremgange fra KOMINTERN og til de væbnede befrielseskampe verden over efter det fascistiske nederlag i 1945.
Man skal heller ikke glemme at den zionistiske bevægelses mål fra den første dag var at oprette en jødisk stat i Palæstina. Dette mål skulle opnås blandt andet gennem at jøder fra diasporan flyttede ”hjem”; men det krævede også at den ikke-jødiske befolkning blev fordrevet fra Palæstina. Som Theodor Herzl, en af den zionistiske bevægelses grundlæggere ; skrev i sin Dagbogallerede i 1895: ”Vi skal anstrenge os for, at ubemærket fordrive den fattige befolkning til den anden side af grænsen, sørge for arbejde for den i transitlandene men vægre den arbejde i vort eget land.”
”Racemæssig ”ren” stat
Allerede i 1920 dannede zionisterne den paramilitære organisation Haganah som de følgende årtier i voksende omfang helligede tiden med at angribe enkelte palæstinensiske byer , erobre og beskytte nye jødiske bosætninger i takt med indflytningen af jøder. I 1928 omvandlede britterne Palæstina fra en ”stat indenfor det brittiske interesseområde” til en brittisk koloni. Året derefter revolterede palæstinenserne mod britternes fremgangsmåde, som ensidigt favoriserede zionisternes interesser. En ny mere omfattende opstand skete i 1936. Den tvang britterne til at stationere flere soldater i Palæstina end hvad man havde i hele den indiske kron-koloni.
Zionisterne tøvede ikke med at lade sine væbnede delinger deltage med britterne for at slå ”det arabiske oprør” ned. Dog tog det britterne tre år om at knuse det palæstinensiske oprør; nederlaget førte imidlertid til at det palæstinensiske lederskab blev tvunget i eksil, og i de oprørske områder og landsbyer blev mange af mændene dræbt eller fængslet. For de zionistiske planer var dette anledning til at flytte deres positiner frem. Palæstinenserne var blevet berøvet store dele af sit lederskab, mange kampvillige mænd var indespærrede eller fordrevne, byboerne afvæbnede. 1937 fremlagde britterne dessuden et første forslag på deling af territoriet – gennem den så kaldte Peel-kommissionen. Selvom om den bare gav en mindre del af Palæstina til jøderne, blev idéen modtaget meget positivt fra zionistisk hold. Det skete sikkert fordi at tanken om en deling for at separere befolkningsgrupperne – underforstået at de ikke kan leve sammen – for første gang blev fremført af andre , end zionisterne selv. Præcis i linje med zionisternas mål: en racemæssigt eller etnisk ren jødisk stat.
En vigtig del i forberedelsearbejdet for at kunne virkeliggøre den zionistiske plan var kortlægningen av det palæstinensiske samfund, som skete systematiskt i 1930`erne. Moderne metoder blev taget i anvendelse, inklusive fly-fotografering. Mod slutningen av årtiet var arkiven praktisk taget komplette. Nu havde man kortlagt den topografiska placering af hver eneste palæstinsiske by, dets tilfartsveje, jordens dyrkningskvalitét, adgangen til kildevand, byens hovedsaglige indkomstkilder, indbyggernes politiske og religiøse status, navnene på byrådets medlemmar, desuden hver eneste mandlige indbygger i alderen 16 til 50 år. Særligt vigtigt blev information om byens ”fjendtlighetsindeks” til zionisternes planer om en jødisk bosætning bedømt og om byens mænd havde deltaget i oprøret 1936. Der blev lavet særlige lister for hver by på de mænd som havde deltaget i oprøret, men også over de familjer som havde mistet pårørende i kampene. 1941 blev den militære specialkommando Palmach dannet, som en del af Haganah.
Oprindeligt for at bistå de allierede, dvs britterne, hvis nazityske tropper skulle nå frem til Palæstina. (Den tyske militære fremrykningen i Nordafrika i retning mod Ægypten pågik med fuld styrke.) Da den trussel ikke længere forelå et par år senere, blev Palmachs virksomhet ændret til at med militære trusler og aktioner at skræmme den palæstinensske befolkningen fra områder som blev bedømt som strategisk vigtige for en fremtidig jødisk stat. Det skete flere år inden FN:s delningsplan havde set dagens lys. En af zionismens ledere, Yossef Weitz skrev i sin dagbok 1940:
”Fordrivning tjener ikke bare et formål – at mindske den arabiske befolkning – men det tjener også et andet formål, mindst lige så vigtigt, nemlig: at frigøre jord som nu bruges af arabere og frigøre den for jødiske bosætninger … Den eneste løsning er at forflytte araberne herfra til tilstødende lande. Ikke en eneste by eller en eneste stamme skal blive tilbage.”
FN´s delningsplan
David Ben-Gurion anførte den zionistiske bevægelse fra 1920`erne og han var hovedarkitekten bag planlægningen og det strategiske forberedelsesarbejde siden des. Da Anden Verdenskrig gik mod slutningen , indledtes en kampagne for at få britterne at til at opgive sit mandatansvar for Palæstina. Terrorister fra de zionistiske væbnede grupper angreb brittiske mål, sprængte broer og brittiske militærbaser – blandt andet britternes højkvarter King David Hotel i Al Kud – Jerusalem . Samtidigt som arbejdet blev forceret med at få jøder til at komme til Palæstina – det gjaldt om at påvirke de som overlevede nazitysklands KZ-politik – hvor mange i første række ville søge til USA. Derfor blev der indkøbt store mængder våben som forberedelse til det store ”befrielsesslag”. Haganah-officerer købte våben i Tjekkoslovakiet (bl.a 24500 geværer, 5200 maskinpistoler og 54 millioner patroner 1946) men også store kvantiteter fra Sovjetunionen (købet blev formidlet med hjælp af Israels kommunistparti). I begyndelsen af 1947 tog den brittiske Labour-regering beslutning om at forlade Palæstina og overlade det til FN at tage stilling til landets fremtid. Efter ni måneders diskussioner i FN, kom man frem til beslutningen at dele landet. Forudsætningen var dog at de berørte parter godkendte planen ! Den zionistiske ledelse accepterede umiddelbart, mens palæstinenserne selv og de arabiske lande sagde nej. Istedet fastholdt de at Palæstina skulle forblive et udelt land og at modsætningerne skulle løses gennem forhandlinger. Den 29 november vedtog FN´s Sikkerhedsråd delningsplanen, som skulle træde i kraft den 15 maj 1948. I det mellemliggende halvår skulle Storbritannien have ansvaret for mandatområdet, inklusive lov og ret. >Stadig fandtes de store brittiske militærstyrker i landet.
Det faktum at de palæstinske repræsentanter og regeringer i de arabiske nabolande vægrede at acceptere FN:s delingsplan bliver rutinemæssigt af Israel og de imperialistiske stater fremstillet som ”bevis” på “arabernes fjendtlighed” og årsagen til de efterfølgende 60 års hændelsesudvikling. Palæstinenserne var , så at sige, ”selv skyld” i katastrofen eftersom de ikke accepterede FN´s delning af deres land. Spørgsmålet er : Hvordan kan man kræve at nogen ansvarlige politikere accepterer at mere end halvdelen af deres eget lands territorium skulle forsvinde og befolkningen der tvinges til at udvandre ? Det var et spørgsmål som den vestlige verden aldrig bekymrede sig om at søge svaret på.
15 maj 1948
Sikkerhedsrådets beslutning i 1947 blev startskuddet for den kombinerede terror- og fordrivningsoffensiv mod palæstinenserne som var blevet forberedt i årevis. FN-beslutningen fremstilles også som det endelige bevis på at ”verden” gav jøderne retten til Palæstina, uanset den befolkning som fandtes der. Hvor stor en del af Palæstina som siden hen i praksis kunne beslaglægges og besættes var et rent magt- og styrkespørgsmål. Britterne havde allerede vist at man ikke tænkte ”blande sig ” mere end nødvendigt. Sympatierne for jøderne – som havde lidt så meget som syndebukke og ofre for det kristne og nazistiske jødehad i europa – var udbredte og stærke
I israelisk propaganda om denne periode beskrives situationen som at de jødiske bosætninger – og hele FN-planen – blev truet af de omkringliggende arabiske stater (først og fremmest Ægypten, Jordan og Syrien) som forberedte deres krigsmagter på en invasion af Palæstina og en fordrivning af alle jøder. Det zionistiske billede var at jøderne var den svage part og araberne de overlegne. På den måde forvrænges den velplanlagte og systematiske zionistiske erobringskrig mod Palæstina´s folk, med den hurtigste og mest omfattende etniske fordrivning af et helt folk som menneskeligheden hidtil havde skuet – til en slags Davids kamp mod Goliat.
Ben-Gurion havde allerede tidligt slået fast at etnisk udrensning var nødvendig eftersom araberne i en fremtidig jødisk stat kunne blive femtekolonne og derfor ”enten må massearresteres eller fordrives; det er bedre at fordrive dem”. Efter Sikkerhedsrådets beslutning erklærede han at: ”det kan ikke blive en stabil og stærk jødisk stat hvis den har en jødisk majoritet på alene 60 procent.”
Plan D
Hvordan kunne denne massive folkefordrivning ske på så kort tid? Svaret skal søges i Haganah-arméns militære overlegenhed sammen med Irgun-enhedernes og Stern-ligaens massemords- og terrormetoder som førte til panik og masseflugt. Palæstinenserne var den hånløst svagere part, både organisatorisk og ikke mindst militært. (Det ville også have været tilfældet selvom om de omkringliggende arabiske stater havde gjort virkelighedt af deres løfter – hvilket ikke skete før langt senere, da det var for sent. Alene Jordan havde en relativt veludrustet hær, men kong Abdullah havde i hemmelige samtaler med blandt andre Golda Meir, accepteret at zionisterne erobrede hele Palæstina, hvis bare han fik den del som senere kom til at blive kaldt Vestbanken. Da den Arabiske Legions styrker endelig greb ind i sommaren 1948, intresserede de jordanske styrker sig kun for Vestbanken og de gik heller ikke udenfor det område.
Dessuden havde Israels imperialistiske støtte: USA, meget hurtigt indset betydelsen af oprettelsen af staten Israel som et strategisk brohoved midt i den arabiske verden. Plan D var ikke nogen militær stridsplan i traditionel mening. Fordrivelsen af palæstinenserne var ikke noget militært feltslag som havde paralleller i første eller Anden verdenskrig. Snarare lignede metoderne de som Nazityskland tog i anvendelse mod de ”mindreværdige” befolkningsgrupper : “undermenneskerne” i lande de havde besat. Den zionistiske strategi byggede på massive trusler, militære overfald og åben masseterror mod den palæstinensiske befolkning, som dette citat fra en skriftlig ordregivning viser: ”Disse operationer kan udføres på følgende måde: enten ødelægges byerne (gennem at brænde dem ned, sprænge dem og placere miner i ruinerne), specielt i de befolkningscentra som er svære at kontinuerligt kontrollere; eller gennemførea finkamning og kontroloperationer ifølge følgende retningslinjer: omringning af byerne, gennemsøgning af dem. Hvis modstanden rejses skal de væbnede styrker tilintetgøres og indbyggerne fordrives til den anden side af grænsen. ”Omsat til lavere niveau blev en sådan order endnu tydeligere, som i dette eksempel fra Carmelibrigadens chef, Mordechai Maklef, senere IDF´s den israelske hærs øverstbefalende: ”Dræb hver eneste araber I støder ind i. Brænd alle brændbare genstande og spræng alle dørre i stumper.” (fra Haganahs arkiver, april 1948). -
Resultatet var at opimod en million palæstinensere fordrives fra sine hjem under perioden november 1947-maj 1948. Akkurat på denne tid som Israel i 60 år har påstået at det var jøderne i området som blev truet af at blive “kastet ud i havet” af indvaderende arabiske landes hære. Frem til vore dage fortsætter Israel med at dyrke denne myte. Også minderne af de palæstinensiske samfund og byer forsøger man bevidst at udrydde. Der hvor den palæstinensiske by Deir Yassin engang lå, finder man idag et Holocaustmuseum. På andre steder hver de tidligere lå palæstinensiske landbyer er er der anlagt skove og parker med information om pladsens historie for 2000 år siden. Men ikke et ord om det palæstinensiske samfund med det liv og den virksomhed som fandtes dér for 60 år siden. * * * _ _ _ _
Fordrivningens sande historie. Den israeliske historiker og lærer ved Haifas universitet, Ilan Pappe, har i sin forskning haft adgang til dokumenter fra den israeliske hærs :IDF´s arkiver, som hidtil har været hemmeligtstemplede. Resultatet af hans forskning blev offentliggjort sidste år i bogen ’The Ethnic Cleansing of Palestine’ (One World Publication, 2006). Hans politiske konklusion er at ”det burde numera stå klart at påstandene om en frivillig palæstinsk flugt fra tidspunktet hvor krigen brød ud – som svar på de arabiske lederes opfordring att ge utrymme för invaderande hære – ikke holder vand, men er en del af den israeliske mytedannelse. Det er en åbenbar løgn, som israeliske historiebøger den dag idag hævder, at der blev gjort jødiske forsøg på at overtale palæstinensere at blive. Hundredetusinder palæstinensere var allerede blevet fordevet med vold inden krigen brød ud og yderligere titusinder skulle blive fordrevet under krigens første uge. For de fleste palæstinensere spillede datoen 15 maj 1948 ikke nogen særlig rolle på dette tidspunkt: det var bare endnu en dag i den frygtelige række med etnisk udrensninger som blev indledt fem måneder tidligere.” (side 131) * * * * * *
Hovedparten af de fakta og citater som ovenstående artikel refererer til er taget fra Pappes bok. Den udkom i efteråret 2007 på svensk med titlen ”Den etniska rensningen av Palestina” (forlaget “Karneval” )
Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (III)
DEL III : Den afsluttende del af artiklen om Che Guevaras økonomiske tænkning og socialismens politiske økonomi er kun delvis bearbejdet og oversat til de skandinaviske sprog. Det vil ske gradvist løbet af den kommende tid.
Mange er blevet forledt til at tro at oprettelsen af socialiseret kollektiv planlægning i bestemte områder i den statsejede sektor i overgangens økonomien er en farlig utopi. Overgangen til NEP i det krigshærgede Sovjet er sædvanligvis brugt som historisk eksempel, som angiveligt illustrerer at socialiserede og kollektive organisationsformer ikke passer til de økonomiske betingelser og forhold i et tilbagestående landbrugsland. Faktisk var indførelsen af den markedslignende økonomiske selvforvaltning(kalkulering) i den statslige industri – lige modsat – et relativt kortlivet fænomen i Sovjetunionens økonomiske historie fordi man tidligt blev klar over at NEP-politikken kunne få katastrofale konsekvenser hvis den markedslignende økonomiske selvforvaltning – finansiel kalkulering – skulle blive pålagt alle statssektorenes områder.Efter de første stadier af overgangen fra “Krigskommunismens” økonomi til liberaliseringen af den sovjetiske økonomi, udtrykte den sovjetiske ledelse bekymringer for at Lenins plan om industrialiseringen af landet ville blive sat på spil hvis markeds-forhold skulle få lov at virke i hele den statsejede sektor.Allerede i 1923, udtrykker Ruslands Kommunistiske Partis(Bolsjeviker) XII Kongres omfattende bekymringer:
»På den anden side, sværindustrien, som knapt har fået kontakt med markedet og som er fuldstændig afhængigt at statskontrakter, behøver for dens genopbygning anseelige og vel beregnede financielle midler fra staten. Det indbefatter også i høj grad jernbanen og søtransporter«
(* 10;s.380.)Til trods for hvad højre-opportunisterne har forsøgt at bilde folk ind, fastsætter Sovjetregeringen efter NEP´s tidlige stadier, en grænselinje mellem økonomiens sektor I og II. (
Letindustri og sværindustri eller forbrugsvareproduktion og produktionsmiddelsproduktion, INPS. anm.).Mens letindustrien fremviste betydelige vækst under de første stadier af liberaliseringen af økonomien, , hovedsaglig beroende på genoplivelsen af markedsforhold, fremviste sværindustrien små eller ingen tegn på at blomstre op under de markedslignende økonomiske kalkulering (selvforvaltning).
Hvis den markeds-lignende økonomiske selvforvaltning skulle blive påtvunget sværindustrien, hvis Sovjet-planen - uden hensyn til produktionskræfternes udviklingsniveau og det indbyrdes styrke-forhold i økonomiens forskellige sektorer og tyngden af ikke socialistiske produktionsformer gensidighedsforhold – skulle benægte den tunge industris anseelige langsigtet finansiel hjælp til en bæredygtig reproduktionsproces vil denne sektor blive tvunget ind i en recession)(produktionnedgang):.(Dermed vil) Planerne om en hurtig industrialisering af et stort og tilbagestående (både teknisk og kulturelt) land være dødsdømt og med den, kollektiviseringen og den socialistiske opbygning.
»Det gensidige forhold mellem let- og svær industrien kan ikke blive bestemt ved hjælp af markedet, fordi det vil TRUE med at likvidere sværindustrien i de næste få år; sværindustrien kan komme sig(genvinde sin styrke), denne gang som et resultat af markedets anarkistiske udvikling og på grundlag af den private ejendom »(*10, s.382) Den socialistiske udviklingslov – hvor det fremgår at produktionsmiddel-industrien (sværindustrien) udvikles hurtigere end letindustrien og landbruget - vil nødvendigvis føre til en mere eller mindre betydningsfuld del af produktionskræfterne ejet af den socialistiske stat vil gøre det muligt at styre anderledes ifølge lovene om arbejdets fordeling og organisation end de som er arvet fra den kapitalistiske produktionsmåde.Mens markedsforhold i betragtelig grad var tilladt, midlertidigt af selve NEP(under -politiken) til at regulere produktionen og arbejdets fordeling mellem mere eller mindre udspredte og uafhængige økonomiske enheder i den statslige industri, var den sovjetiske stat fra begyndelsen tvungen til at definere konkretiseringen af denne lov om socialistisk produktion ved på en måde at bryde med selve NEP. Etableringen af socialistisk planlægning på grundlag af den socialistiske produktionsmåde i bestemte sektorer holder absolut karakter. Princippet holder som heldhed uanset produktivkræfternes udviklingsniveau i landet som overgår til socialismen. Stats-sektorens socialisering afhænger stærkt af de konkrete historiske betingelser i det land som overgår (til det nye samfund). Dog er staten fra den første begyndelse bunden til at indføre det socialistiske planprincip sådan at det virker på en direkte, socialisered måde (ikke ved hjælp af markedet) i bestemte sektorer af økonomien, først og fremmest i sektor I (sværindustrien).
Det er det grundlæggende princip for overgangs-økonomien som Guevara gjorde sit bedste for at støtte gennem at forsvare det statsfinancielle plan-system, som et system overfor det markedslignende »Økonomiske selvforvaltning«´s system foreslået af den sovjetiske revisionismes tilhængere på øen. Som vi vil berøre mere detaljeret , er Guevara’s økonomiskie tanker ,det statsfinansielle plan- system – som han forsvarede – fuldstændig i modsætning til Trotskijs skjulte højre-orienterede økonomiske teorier. Trotskij modsatte sig fra NEP´s tidlige stadier til enden af hans politiske karrierre indførelsen af et ægte planøkonomisk princip i bestemte sektorer af stats-sektoren, gennem at forsvare NEP som en absolut og universelt princip : Det udtrykkes på denne måde:
‘Men den Nye Økonomiske Politik (NEP) kommer ikke (does not flow) alene fra det indbyrdes forhold mellem byen og landsbyen. Denne politik er et nødvendigt stadium i udviklingen af statsejet industri. Mellem kapitalismen, hvorunder produktionsmidlerne er ejet af private individer og alle økonomiske forhold reguleres af markedet ; —Jeg siger , mellem kapitalismen og fuldstændig socialisme, med dens samfundsmæssige planhusholdning, er der en række overgangs stadier ; og NEP-politikken er hovedsaglig et af disse stadier. Lad os analysere dette spørgsmål, med jernbanen som eksempel. Netop jernbane-transporter som er et områder der i allerhøjeste grad er forberedt for socialistisk økonomi. Jernbanerne, ikke kun de privat-ejede, men også de statsejede baner, gør regningen op med alle de andre økonomiske virksomheder med hjælp af markedet . Under the particular system var det økonomisk uundgåeligt og nødvendigt fordi udrustningen og udviklingen af en en speciel bane er afhængigt af hvor vidt den kan betale sig økonomisk. Om en særlig jernbane linje er nyttig for økonomien økonomien kan kun afgøres gennem markedet. 11)
Guevara’s statsfinsielle plansystem er vejen og midlet til til Cuba´s industrialisering. En af de grundlæggende principper for den socialistiske økonomi er baseret på udviklingen af industriel produktion, hovedsaglig sværindustrien, som krumtappen og motoren for udviklingen af den socialistiske økonomi.
Imperialistisk domination is based upon the concentration if industry and technology in the hands of imperialist corporations. Exploited countries are deprived of the means and necessary knowledge to secure the development of labour productivity, a key element to sustained development of the forces of production.In order to overcome economic backwardness and the relations of dependence on the imperialist countries, i.e. the ultimate goal of a genuine process of national-liberation, it is imperative to turn around the character of economic relations with the outside world. This implies a deep re-structuring of the economies, which for long years have been geared towards fitting the economic needs of the imperialist countries, and to turn these countries into self-sufficient and prosperous socialist industrial ones. Genuine independence, true anti-imperialism is no more than rhetoric statements without massive policies of socialist industrialisation, which is the material basis for long-term and sustained independence. Over a hundred years of national-liberation movements have taught us that the socialisation of the means of production, as opposed to half-measures disguised by pseudo-socialist phraseology, is the only way towards national independence. Here lies the essence of the internationalist policies of the Soviet State during the post-war period. The economies of dependent countries, such as Cuba back in the 50’s, is based upon the extraction and the early stages of manufacturing of raw materials. The main source of revenue of Batista’s Cuba was the export of sugar, which price in the international market was out of the control of the country and, as repeatedly pointed out by the leaders of the Cuban revolution, undershot the actual value.The only possible way that economically and culturally backward countries can attain economic and sustained political independence, lies on the development of heavy industry, which is the only possible way to lay the foundations for sustained economic growth. This fundamental point of the socialist construction lies at the centre of attention of Guevara’s economic thought and to it he devoted most of his practical and theoretical efforts while remaining in office.
Commodity-Money Relations and the Law of Value/ Vare-Penge Forholdet og Værdi-loven
I denne del vil vi kort afdækkke Guevara’s forståelse af vare-penge forholdet (i marxistisk forstand) og værdiloven i den socialistiske industri. Vi mangler stadig skrevet materiale til at kaste ordentlig lys på hans holdning til land-reformen performed during the early stages of the Cuban revolution. His understanding of the collectivisation of the large mass of petty producers is also unknown to us, although we hope that in the near future archival materials may be made available to the public in Cuba. As illustrated in the previous section, at the centre of Guevara’s economic thought stands the modellen for det statsfinsielle plansystem. This system is intimately related to Guevara’s understanding of the role of plan, which, as discussed, fundamentally differs from that envisioned by right-wing revisionism in the Soviet Union and the former People’s Democracies in Eastern Europe. Much on the contrary, it bears close resemblance to the conception of economic planning, which prevailed in the Soviet Union before Stalin’s death and stands in line with the economic policies that had become ‘standard’ in the former People’s Democracies in Eastern Europe in the period of 1948-1953. Guevara’s attitude to the role of market categories and relations are consistent with his understanding of plan and are very close to Stalin’s formulations in Economic Problems. Guevara explicitly denies the need for commodity exchange between socialist enterprises and categorically denies the commodity character of the means of production. He supports the correct view that commodity exchange involves change of ownership. Commodity exchange between state enterprises is viewed by the Argentinean by a contradiction per se, since in the budgetary system the socialist enterprise is an organic element of a bigger enterprise, the State. Within this system the labour among enterprises does not adopt the form of commodity exchange. Means of production, financial resources are not owned by the socialist enterprise, as the latter lacks its own account and revenue is automatically deposited in a socialised account. In this system, the means of production are allocated to a given production unit according to the needs and future perspective of economic development and dictated by a centralised plan. Guevara does not deny the existence of commodity production and the coexistence of different production modes. He supports Stalin’s views that commodity relations are not inherent to the socialist sector but that the existence of the latter is due to the presence of different forms of property within the Cuban economy. As opposed to the Soviet Economy in Stalin’s time, the Cuban country side had not undergone the process of collectivisation of the petty producer. In the concrete-historical situation of Cuba, the incipient socialist industrial sector had to coexist with a large mass of independent producers. However, this concrete-historical circumstance does not prevent the socialist sector, however small and poorly organized, to operate under a different regulator of production than that operating in the country side. Guevara writes:
‘We believe that the partial existence of law of value is due to the remnants of the market economy, which is also manifests itself in the type of exchange between the State and the private consumer’ (Che Guevara, op.cit. i ‘Om det statsfinansielle system’, s..95. Oversat fra spansk.)
This statement is very close to Stalin’s well-known statement given in Economic Problems:
‘But the collective farms are unwilling to alienate their products except in the form of commodities, in exchange for which they desire to receive the commodities they need… Because of this, commodity production and trade are as much a necessity with us today as they were thirty years ago…’ (J.V. Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1952, p.19-20).
In addition, as pointed out by Guevara, there remains the need for commodity-money bonds between the State and the private producer, as the worker in socialism still received a significant fraction of the social fund for the satisfaction of individual needs in money terms. The exchange between the state and the individual producer is performed under the form of a commodity exchange, as
‘…this transfer occurs when the product leaves the state sector and it becomes property of an individual consumer’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p. 46. Oversat fra spansk.)
With the socialisation of all the means of production and the liquidation of individual and collective forms of production, there would be no need for commodity-money exchange in socialism. As a matter of fact, the realisation of the socialist principle of distribution does not necessarily imply the existence of commodity-money relations, as a category of production. These views were ‘exposed’ and refuted by Soviet economists, who after a series of discussions re-wrote chapters in the Manual of Political Economy regarding the political economy of socialism.Naturally, these views were also not shared by many economists in Cuba, as manifested in a more or less full-fledged controversial discussion during 1963-1964. For instance, Alberto Mora (Minister of Foreign Trade during that time) in 1963 openly attacked Guevara’s views, by comparing them with Stalin’s, which were published in Economic Problems. He rejected Guevara’s theses on the grounds that the most serious ‘scientific’ discussions held in the Soviet during the second half of the 1950’s and early sixties indicated that Stalin’s views were wrong, that the law of value operates in socialism as a regulator of production, as the product in the socialist economy remains and will remain commodities all the way till communism:
‘When some comrades deny that the law of value operates in the relations among enterprises within the State sector, they argue that the entire State sector is under single ownership, that the enterprises are the property of the society. This, of course, is true. But as an economic criterion it is inaccurate. State property is not yet fully developed social property that will be achieved only under communism.’ (A. Mora, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt i “Man and Socialism in Cuba”, Atheneum, New York, 1973, p. 227)
The well-known Trotskyite economist, Ernest Mandel, who was very active during what he called the ‘Great Debate’ in Cuba, enters into a long-standing controversy with Charles Bettelheim, a French right-wing revisionist scholar. The latter also became active during the economic debate, this time as a fervent supporter of the ‘socialist-market’ conception advocated by the pro-Soviet economists in the island. Despite Mandel’s views that means of production in the socialist economy do not circulate as commodities, he is very keen on exposing Stalin’s views advocated by Guevara with regards to the causes of the law of value in the socialist sector. In the section of the ‘Historical conditions leading to the extinction of mercantile categories’ of a well publicised article in Cuba he states:
‘Although we have criticized several of comrade Bettelheim’s positions, we agree with him completely in rejecting Stalin’s theory that the basic reason for the mercantile categories in the Soviet economy is the existence of two forms of socialist property: ownership by the people (that is, the State) and ownership by more limited social groups (essentially the Kolkhozy)’. (E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt
i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 70)
Mandel has an opinion of his own and does not need to refer to the Soviet pseudo-science to ‘expose’ Guevara’s ‘primitivism’. The author advocates that only the abundance of consumer goods, which are closely linked to the development of forces of production, will create the objective conditions for the abolition of commodity-money relations in the sphere of private consumption. Moreover, he seems to be proud that
‘The new program of the CPSU, approved by the XXII congress, incorporated this idea as set forth in our Traite d’Economie Marxiste’ (E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 71).
Guevara advocated the correct view that the law of value does not operate within the socialist sector as a regulator of production. He is able to grasp, unlike his detractors, a crucial element in the political economy of socialism:
‘We insist on the analysis of the cost, since part of our conception refers to the fact that it is not strictly necessary that cost of production and price coincide in the socialist sector’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.47. Oversat fra spansk ).
Guevara understood that the price setting in the socialist sector, as a quantifier of the flow of labour circulating among different subjects of the state industry, does not necessarily have to coincide with the cost of production. If the labour exchange between different sectors of the socialist economy were to be governed by the exchange according to equal value, less profitable or even not profitable enterprises would not be able to survive and the process of extended reproduction of the socialist economy would be brought to its knees. If the law of value is forced to operate as a regulator of the proportions of labour exchanged between enterprises in the socialist sector it would not be possible to overcome the disproportions between sectors of the economy, which are inherited from capitalism, let alone colonialism and neo-colonialism. This consequently leads to a more complex concept of profitability of the socialist economy, which was touched upon in the previous section, which Stalin formulated in Economic Problems and which Guevara embraces wholeheartedly. It is true that the abstract formulation that prices in the socialist sector do not necessarily correspond to the cost of production contains within itself a strong potential and it represents a serious step forward in the evolution of the understanding of political economy of socialism. This statement represents a tremendous step forward with respect to the theories of right-wing revisionism, which does not conceive labour exchange outside the boundaries of commodity-money relations. However, this statement does solve right away the most intricate problem of the political economy of socialism, which is to concretise what are the actual proportions of labour that correspond to the historical-concrete situation and the development of the forces of production and forms of management of a given country. This is a titanic task that needs to be resolved by the revolutionaries of a given country, which Guevara genuinely and with the best of his abilities tried to solve for the concrete conditions of Cuba. Guevara is an advocate of the strictest economic accounting, for the same reasons that Stalin criticised many of Soviet managers and plan making for neglecting the operation of the law of value as a strong instrument for economic accounting in socialism. Indeed, accounting in value terms proves a powerful tool to evaluate the effectiveness of the socialist enterprise, and this is most appreciated by Guevara:
‘The cost would yield an index of the management of the enterprise; it is irrelevant that these prices are higher or lower than the prices in the socialist sector, or even, in some isolated cases, than those prices used to sell the product to the people; what matters is the sustained analysis of the management of the enterprise…, which is determined by it’s success or failure to reduce costs’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.49. Oversat fra spansk )
At the end of the day, one of the fundamental goals of the enterprise in socialism as well as in communism
‘ …reduces to a common denominator…: the increase of labour productivity as the fundamental basis for the construction of socialism and indispensable premise for communism.’ (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.51. Oversat fra spansk ).
I Guevara’s statsfinasielle plansystem, skal penge indenfor den socialistiske virksomhed først og fremmest anvendes som et middel til calculation, as a strong algebraic tool for determining the effectiveness of the enterprise, the correctness of the use of the resources granted by the State to the enterprise, a means to determine if the enterprise is doing enough to reduce costs, etc… In his very important article, ‘About the Budgetary System’ exposes one of the most prominent differences between his conception and the role given to money by the pro-Soviet economists in Cuba within the so called ‘Economic Accounting’ system:
‘Another difference is the way money is used; in our system money operates as arithmetic money, as a reflection, in prices, of the management of the enterprise, which the central organs will analyze in order to control the functioning of the latter.’ (Che Guevara, op.cit. in ‘om det statsfinansielle plansystem’, s. 80 Oversat fra spansk
Guevara’s views are consistent with the well-known exposure of Notkin’s ‘marketists’ views by Stalin:
‘Why, in that case do we speak of the value of the means of production, their cost of production, their price, etc.?…Firstly, this is needed for purposes of calculation and settlement, for determining that the enterprises are paying or running at a loss, for checking and controlling the enterprises. …’ (J.V. Stalin, op.cit, p.58-59).
As the economic discussion in Cuba progresses and the contradictions between Guevara’s line and the pro-Soviet economists (including Charles Bettelheim), from the one hand, and the Trotskyite elements in Cuba (Cuban nationals as well as foreigners) Che has unavoidably to clash with the economic conception advocated by the Soviet revisionists. Towards the end of this discussion, in 1964 Guevara expresses himself in a more and more explicit and eloquent way regarding the differences between his model and the ‘market-socialist’ type of development advocated by the revisionists. The exposition of the differences, which at first, in 1961 Guevara had put in rather mild, almost academic terms, turns controversial and bitter in 1964, leaving no doubt that the contradictions had become irreconcilable and that the Cuban leadership would have to take a stand more sooner than later. Whether the Soviet revisionist leadership demanded Guevara’s removal from his posts in the economy of the island, as a pre-requisite to sustained economic aid, or whether his detractors in Cuba played a leading role in the events that followed the economic discussions, remains a matter of speculation. Regardless, it is clear to us that Guevara engages in an important theoretical debate till the very end and was never curbed by the overwhelming wave of criticism triggered by his writings, which he faced almost alone. In addition, we can only imagine how upsetting to pro-Soviets and Trotskyite elements in the island would be to accept that the leading economist, a holder of a key command position in the Cuban economy, dares, not once, not twice, but at least three times that we are aware of, to cite and defend Stalin’s works as an authoritative reference against his opponents. Che openly and in print criticises the revisionist manual of political economy published in the Soviet Union in the early sixties, with regards to the insistence of the Soviet revisionists to develop commodity-money relations in socialism, let alone the transition to socialism. After a series of gradual changes operated in the economic literature of the 1950’s followed by crucial economic discussions held towards the end of that decade, the Soviet economists published a new manual of political economy under the redaction of a leading economist, Ostrovitianov. In this important document all the products in socialism are proclaimed to be commodities, including the means of production (with the utterly inconsistent exemption of labour force) and the law of value, which is used in a conscious way by the socialist plan, operates as the regulator of proportions of labour among enterprises, whether state owned or cooperatives. As opposed to Stalin’s plans for the gradual shrinkage of the sphere of operation of the commodity-money relations and categories, the Soviet revisionists envisioned a plan to further enhance the role of these in the economy and to provide the enterprises with more independence. The operation of the law of value will disappear only when the highest of communism is accomplished in a more or less distant future. Guevara rebels against the new theses advocated by the Soviet revisionist economists by rejecting altogether the plans for developing commodity-money relations in socialism, which are treated by us as a departure from the political economy of socialist developed by Lenin and Stalin:
‘Why develop? We understand that the capitalist categories are retained for a time and that the length of this period cannot be predetermined, but the characteristics of the period of transition are those of a society that is throwing off its old bonds in order to move quickly into the new stage.The tendency should be to, in our opinion, to eliminate as fast as possible the old categories, including the market, and, therefore, material interest – or better, to eliminate the conditions of their existence’ (Che Guevara, in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 142).
It is unfortunate, however, that Che’s reasoning is plagued with idealist assertions, according to which commodity-money relations allegedly embody within themselves the ideological burden of the capitalist society. As will be touched upon the next section, Guevara equates to a great extent commodity-money relations and categories with the concept of material incentive, which he understands as a mechanism aimed at motivating and enhancing labour productivity by the same means as used in capitalism. Material incentive and consciousness appear in Guevara’s thought as two poles of one of the main (if not the most relevant one) contradiction in the process of socialist construction.Guevara should not be accused of a left-wing attitude with regards to the role of commodity-money relations in socialism. Nowhere in Che’s writings can one find appeals to implement the policies of war communism in the Cuban economy. Much to the contrary, he is aware of the need to retain commodity-money relations for an undetermined period, as a result of the presence of a large mass of individual producers. Despite glaring idealist elements in Guevara’s thought we need to give him credit for identifying correctly the sphere of application of commodity money relations and the fundamental reasons leading to the inevitability of the latter in the socialist transition in general and in the Cuban revolutionary process, in particular. In summarising the increasing contradictions between the line of thought and the economic reforms accomplished under his office, and the push for market relations advocated by the ‘marketists’ in Cuba Guevara states:
‘We deny the possibility of consciously using the law of value, in the conditions that a free market does not exist, which expresses directly the contradiction between producers and consumers; we deny the existence of the commodity category in the relation among state enterprises and we regard them as part of one big enterprise, the State (although in practice it does not happen yet in our country).’ (Che Guevara, op.cit. in ‘On the Budgetary System’, p96. Oversat fra spansk).
When Guevara admits to the fact that the state sector in Cuba does not function as a ‘one big enterprise’ he is most likely referring to the coexistence of the Ministry of Industry, the INRA and the Ministry of Foreign Trade, the latter two lead by Carlos Rafael Rodriguez and Alberto Mora, respectively, both rabid ‘market-socialists’. The latter had expressed their disagreement with Guevara’s plans for industrialisation of the island based on the argumentation that Cuba was not prepared for forms of economic relations consistent with develop stages of socialisation of the labour process. Rodriguez states as late as in 1988:
(det) ‘statsfinansielle plansystem står nærmere det fremtidige samfund … this system requires conditions that we will not be able to achieve in a long time’ (Carlos Rafael Rodriguez i Che Guevara Cuba y el camino al socialismo, New International, New York, 2000, p.42. Oversat fra Spansk).
By arguing that Cuba was never (not even after 30 years of revolution) for higher forms of exchange between state enterprises, Rodriguez openly polemicises in 1988, as he used to do 25 years before, with Che’s assertion that products exchanged between state enterprises do not adopt the form of commodities. Guevara sticks to the very end to his conception that the commodity-money relations are not inherent to the socialist economy, and especially to the socialised sector, which he tried so hard to build up since the very early stages of the Cuban revolution. Market relations come about as a result of the presence of important remnants of private producers and they are bound to disappear with them (both in form and content). Even though, Guevara refrains (to the best of our rather sketchy and fragmental knowledge of the evolution of Guevara’s thinking) from referring openly to his opinion with regards to the plans of collectivising the private producer, we believe that he would have advocated for a ‘Soviet-style’ type of bond between the socialised sector and the collective farms. As an advocate of retaining the main means of production outside the operation of commodity-money relations (i.e. mean means of production are not treated as commodities in content, regardless of the need to use value categories to assess the amount of labour involved in them) it seems natural that Guevara would have envisioned a concept pretty much like the machine tractor stations, as a main factor for the increase of labour productivity. We believe this statement is substantiated since the rational core of the economic Guevara’s economic thought, despite strong elements of idealism and mechanicism, remains very close to the economic forms adopted in the Soviet Union under Stalin, which had become standard and were successfully applied with whatever modifications between the end of the 40’s and Stalin’s death in the countries of People’s Democracies in Eastern Europe. We have every reason to believe that Guevara was to a certain extent acquainted with Stalin’s Economic Problems and the basic differences of principle between the so called Stalin’s model and the model of ‘market-socialism’ advocated by Rodriguez, Mora et al in Cuba. In probably his last article ‘Man and Socialism in Cuba’ a letter addressed to Carlos Quijano, editor-publisher of the Uruguayan weekly Marcha, written early 1965, Guevara reiterates his position once more, leaving us no doubt that he stood for his principles till the very end.
‘Pursuing the chimera of achieving socialism with the aid of blunted weapons left to us by capitalism (the commodity as the economic cell, profitability, and individual material interests as levers, etc.) it is possible to come to a blind alley’ (Che Guevara, i ” Man and Socialism in Cuba” på Atheneum, New York, 1973, p. 342).
Unfortunately, Guevara does not give up certain elements of idealism that makes his economic thought so distinct as well as vulnerable and inconsistent. This side of Guevara’s economic thought has been publicised the most both in Cuba by his detractors and outside Cuba by Trotskyism and neo-Trotskyism. The clear connection between a significant number of Guevara’s statements on political economy and the so called ‘Stalinist’ model of socialist construction is very much silenced. Che’s writing are twisted by picturing his economic thought as a continuation of his idealist and voluntarist stand in questions regarding the interrelation between the masses, the party and the guerrilla warfare, for which he is most commonly known.
On Guevara’s Alleged Trotskyism
Guevara soon entered into conflict with the Soviet revisionist leadership. As we have seen above, Che acknowledges differences of principle, as early as 1961, between the economic model established in what he used to call, socialist countries, and the plans for industrialisation he was advocating. Guevara’s economic reforms were bound to clash with the character of the agrarian reform and the plans suggested by the Soviet Union that Cuba was to remain a primarily a sugar cane producer for longer than anticipated by Che. As the character of the Cuban revolution consolidated and the Cuban leadership accommodated to the economic relations between the island and the Soviet Union, it was necessary that Cuban economists align with the new political economy created by the revisionists. Guevara’s plans soon met glaring resistance within Cuba. Due to the worsening of Guevara’s relations with the Soviet leadership, many in Cuba felt a big deal of embarrassment. According to several of Guevara’s biographers, the Soviets accused Che’s economic views of Trotskyism. It was just a matter of time that Che is to leave his post of Minister of Industry and his that plans for industrialisation of the island are to be revised in favor of a sugar cane industry based development. Trotskij is usually portrayed as a ‘radical left-wing’, as an advocate of extreme measures with regards to resolution of contradictions both in politics and economics. Trotskij’s alleged push for the militarisation of the economy has led many to believe that Trotskyite economic theories are opposed to the politics of the New Economic Policy (NEP) with regards not only to the relations between the individual producer and the state sector but also with regards to the liberalisation of the state sector. In this section we will try to substantiate the fact, that Trotsky’s economic theory cannot be classified as left-wing, much on the contrary, it does not deviate significantly from the right-wing revisionism in questions of socialist construction and the role of commodity-money relations during that period. The myth about Trotsky’s alleged leftist stand in resolving contradictions in the transitional period, conceals the truly essence of Trotskyism in economic questions. Guevara’s economic thought has nothing to with Trotsky’s attitude to commodity money relations and categories in the transitional period; their views are complete opposed to each other. Such allegations with regards to Guevara’s economic thought are unfounded and preposterous, to say the very least. As covered above, Guevara’s economic thought does suffer from serious elements of mechanicism, which does not make him a Trotskyite, as such mistakes were common to many economists in the Soviet Union during the Stalin period.It is very interesting to observe how the Russian bourgeoisie is willing to appreciate in Trotsky the ‘virtues’ of a ‘market-socialist’, which many in the left movement do not seem to be able to grasp. To commemorate the 125th anniversary of Trotsky’s birth, a leading economic journal, Voprosi ekonomiki (‘Questions of Economy’) published an article under the title ‘Economic views of L.D. Trotsky’. In this article the authors attribute Trotsky’s heavy-handedness during the revolution and the civil war to the historical circumstances of that time, that in fact Trotsky had become one of the first push for the liquidation of the policies of war communism and the liberalisation of the economy by allowing several forms of property to coexist for an indefinite period of time. The authors draw the bourgeois reader’s attention to the true and poorly publicised Trotsky’s merit as being one of the first to advocate a mixed economic model for the transition to socialism:
‘The transition to NEP significantly changed Trotsky’s economic views. In a number of his works during that time he agitates in favour of the development of market relations, material stimulation, the understanding of the plan, as rigorous management in the sense of foreseeing and synchronising various sectors of social production. During the period of NEP Trotsky formulated a number of very important, even original ideas, namely: about the incompatibility of the methods of war communism in the conditions of NEP, about the need for each enterprise to have its own accounting balance, about the objective limitations to transferring resources from the agrarian sector to industry…’
(M.Voeikov and S.Dzarasov, ‘Economic Views of L.D. Trotsky’ in Voprosi Ekonomiki No.11, 2004, p.152).
Trotskyite economic doctrine seriously overlaps with Bogdanovism/Bukharinism in the understanding of the essence of the plan. Trotsky, in his renowned work ‘The Soviet Economy in Danger’, written late 1932, starts off by equating one of the economic laws of the socialist economy and the transition to socialism, the planned principle with preconceived harmony of economic proportions:
‘However, light-minded assertions to the effect that the USSR has already entered into socialism are criminal. The achievements are great. But there still remains a very long and arduous road to actual victory over economic anarchy, to the surmounting of disproportions, to the guarantee of the harmonious character of economic life.’ (The Soviet Economy in Danger, in ’Writings of Leon Trotsky 1932’, Pathfinder Press, New York,1973, p.260. Underlined by us).
The famous and infamous principle of equilibrium and harmony of the proportions of labour in the socialist economy is advocated by Trotsky in a rather unambiguous way. Within the eclectic framework of Trotskyism, centralisation of the economic policy alters the abstract principle of harmony of the economic processes. Trotsky, in his attempt to oppose the transition of the Soviet economy towards higher forms of economic organisation, comes around as full fledged right wing revisionist, adding no more substance to the right wing opposition led by Bukharin/Rykov.
‘It is impossible to create a priori a complete system of economic harmony. The planning hypothesis could not but include old disproportions and the inevitability of the development of new ones. Centralized management implies not only great advantages but also the danger of centralizing mistakes, that is, of elevating them to an excessively high degree. Only continuous regulation of the plan in the process of its fulfillment, it’s reconstruction in part and as a whole, can guarantee its economic effectiveness.’ ( loc. cit.).
Trotskij’s ‘continuous regulation’ is the backdoor to substantiating his rebuffal of the party’s line to shrink the operation of the commodity-money relations in the economy, which lead to the liquidation of capitalist exploitation in the country and the consolidation of the socialist economic laws. Once opponents, Bukharin and Trotsky converged into Bogdanovism as the construction of socialism progressed in the Soviet Union.When Trotsky appeals to the impossibility ‘to create a priori a complete system of economic harmony’ it is implied that the central economic organs, are not in a position to undertake the tasks of centralised economic management, regardless of the development of the forces of production and the socialisation of the means of production. Deformations of the socialist economy inevitably take place as centralised decision-making overpowers workers’ democracy and a caste of administrators takes over as a ‘communist bureaucracy’. Once more, the objective character of the economic laws in general and the economic laws of socialism in particular, is overruled and loses its raison d’etre in the economic thinking of right-wing revisionism. Instead, Trotsky, as a poorly concealed right-wing revisionist, appeals on and on to the need for establishing harmony between the different branches of the socialist economy, which lies at the basis of his political economy.Trotsky’s bogdanovism is not a phenomenon of the 1930’s, much on the contrary, is inherent to his economic thinking from the very early stages of economic reforms in Soviet Russia. In summarising the developments in Soviet Russia since the victory of the October revolution, Trotsky states that the period of war communism had to end in order to restore equilibrium in labour exchange between the peasantry and the working class and between branches of the state sector, as:
‘Every economy can exist and grow only provided certain proportionality exists between its various sectors. Different branches of industry enter into specific quantitative and qualitative relations with one another. There must be a certain proportion between those branches which produce consumer goods and those which produce the means of production. Proper proportions must likewise be preserved within each of these branches. In other words, the material means and living labor power of a nation and of all mankind must be apportioned in accordance with a certain correlation of agriculture and industry and of the various branches of industry so as to enable mankind to exist and progress.’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’, Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.228).
The postulate about proportionality of portions of labour among branches of the economy was conceived as a general, non-historic law that would apply on all economic systems. Marx’s considerations about the need for the establishment of certain proportions in which labour is exchanged in every economic system, and revised in a mechanical fashion by Bogdanov/Bukharin had a simple consequence in practice: the application of the law of value as a regulator of production was to be perpetuated in the socialist economy under the abstract consideration about the need for proportionality. This abstract concept is shared by Bukharin and Trotsky:
‘The problem of the proportionality of the elements of production and the branches of the economy constitutes the very heart of socialist economy’. (The Soviet Economy in Danger, p.265).
The ultimate goal of right-wing revisionism in questions concerning the transition to socialism is to provide every possible ideological means to perpetuate the economic relations of capitalism and to undermine the process of socialisation of the relations of production. In doing so, right-wing revisionism creates eclectic forms, Trojan horses in political economy. The postulate about the need of proportionality proved a euphemistic attack against the party line to curtail the operation of the law of value in the socialist sector and capitalist exploitation in the Soviet economy. By appealing to an abstract concept of proportionality without, leaving its concretisation as a loose end in the economic thinking, naturally leads to the perpetuation of relations of production existing hitherto. Abstract formulations in general, and in political economy in particular, without a concretisation within the concrete-historical framework inevitably render hollow abstractions, double-edged swords in the hands of revisionism.Certainly, Trotsky casts out his disguise of left-wing revisionist by bluntly stating:
‘The innumerable living participants in the economy, state and private, collective and individual, must serve notice of their needs and of their relative strength not only through the statistical determinations of plan commissions but by the direct pressure of supply and demand. The plan is checked and, to a considerable degree, realized through the market.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 275. Underlined by us).
Here, Trotsky makes an open appeal to the implementation of market relations as the ‘judge’ of the correctness or effectiveness of the economic policies developed by the plan makers. In other words, in the transitional economy the market is the beginning and the end of the economic system, the medium in which the struggle between the planned and market principles evolves into higher forms of development. It is within the market and according to the rules of the market that the superiority of the socialisation of the means of production is supposed to be put to the test. At some point in time the capitalist and petty bourgeois forms of productions will collapse under the inevitable overwhelming economic pressure of the socialised sector, which at that time it able to develop higher forms of labour productivity. Trotsky, as a vulgar right-wing economist, therefore stands against what had been usually referred by them as extra-economic measures to suppress the market principle in the economy, advocating instead a gradualist approach to the resolution of the contradictions between the socialist and the rest of the economic forms.Trotsky’s economic thought is plagued with metaphysics; the metaphysical division of the economic system of the transitional society into the planned system and the market system holds a prominent place in the economic works of Trotskyism. This anti-dialectical approach to the economic processes has been already exposed in the mid 1920’s in the Soviet Union by the majority of the party, including Bukharin/Rykov. But despite these differences, the left-wing and right-wing opposition agreed on the main proposition: let the market be the regulator of the labour exchange not only between industry and the country side, but within the economic subjects of the socialist sector.The idealist, metaphysical and non-historic postulate of proportionality of the elements of production lies on the basis of the right-wing theories of Trotsky/Bukharin and gives then a certain resemblance of self-consistency. The market represents the realm where the law of value, which is the concretisation of the postulate of proportionality, regulates the flow of labour among economic subjects, whether socialised or not. Needless to say, Trotsky is not the first concretise the postulate of proportionality, which he had recently embraced, nor he was the first to establish such a line of thought. The appeal to preserve the commodity-money relations in the form that existed during NEP clearly predates Trotsky’s assertions about the need for proportionality. While we have to give credit to Bogdanov/Bukharin for their pioneering work in the descending line of modern revisionism, Trotsky does not deserve such an honour, as his contribution does not go beyond popularising the vulgar political economy of right-wing revisionism.Apart from the metaphysical as well as mechanical idiosyncracy of Trotskyite thought, which does not deserve to be the main topic of the present discussion, it is useful to bring out quotations like the following:‘In this connection three systems must be subjected to a brief analysis: (1) special state departments, that is, the hierarchical system of plan commissions, in the center and locally; (2) trade, as a system of market regulation; (3) Soviet democracy, as a system for the living regulation by the masses of the structure of the economy.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 273. Underlined by us) Far from sticking to left-wing orthodoxy, Trotsky sounds more like Yugoslav Titoite, more like a pro-Western market liberal, rather than anything else.Trotsky takes a right-wing stand with regards to the role of NEP in the transition to socialism. Despite earlier attacks on the party to strength and develop further the economic and political link between the working class and the peasantry, Trotsky turns into a fervent advocate of the early forms of the transition to socialism adopted by the party. Moreover, he accuses the latter for liquidating the union between the working class and the peasantry. As a vulgar ‘market-socialist’, Trotsky considers the NEP as an inevitable step due to the significant weight of petty private production in the countryside, regardless of the concrete-historical conditions of revolutionary Russia:‘The need to introduce the NEP, to restore market relationships, was determined first of all by the existence of 25 million independent peasant proprietors. This does not mean, however, that collectivization even in its first stage leads to the liquidation of the market.’ (The Soviet Economy in Danger, p. 275).The need to transition to market relations between industry and the peasantry holds absolute character. According to Trotsky, due to the backwardness of the Russian peasantry and the level of mechanisation of labour in the country side, the only possible form of peasant production with other producers is inevitably commodity-money relations. Trotsky’s mechanical and metaphysical thinking does not conceive of the socialist state and the individual peasant engaging in other forms of exchange, as well. Trotsky views the process of collectivisation as a forced administrative measure to unnaturally suppress the commodity-money bond between the city and the countryside. It is only through the evolution of the market, that certain conditions are created that the peasant feels it is more profitable to produce as a member of a larger production unity rather than remaining an individual producer. Hence it is believed that collectivisation should be performed by the forces of the market, that the market will suppress itself in a natural way.Trotsky’s inevitability of market relations as the dominating bond between production agents during the transition to socialism does not reduce to the interrelations between industry and the peasantry, much on the contrary: ‘This policy (NEP, our note) is a necessary stage in the growth of state-owned industry. Between capitalism, under which the means of production are owned by private individuals and all economic relations are regulated by the market—I say, between capitalism and complete socialism, with its socially planned economy, there are a number of transitional stages; and the NEP is essentially one of these stages’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’,Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.233).
NEP involved far more than the realisation of peasants production in a free market and the establishment of economic ties between the countryside and industry based on supply-demand. Never mind the cohabitation of the socialist sector with state capitalism and petty capitalist exploitation in both the country side and the city, NEP introduced broad pro-market reforms within the socialist sector based on commercial accounting. It is true, however, that the expansion of commodity-money relations were seriously curtailed in the socialist sector in the second half of the twenties, which Trotsky viewed as a bureaucratic-administrative attack on the principles upon which Lenin allegedly conceived the path to socialist construction. It is here, where Guevara rebels against right-wing revisionism by advocating the right of the socialist state to determine the character of the relations of production and to regulate the proportions of labour exchange between branches of the state sector according to the global needs of the socialist state rather than the profitability of individual enterprises.Much against Guevara’s views, Trotsky during the very early stages of NEP, during the transition from ‘war communism’ advocated the de-centralisation of the state sector:‘The policy of a centralized bureaucratic management of industry excluded the possibility of a genuine centralized management, of fully utilizing technical equipment along with the available labor force.’ (L.D. Trotsky, ‘The First Five Years of the Communist International’,Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.230).
As a result of the efforts to de-centralise state industry in 1921, specially light industry, so advocated by Trotsky, negative effects were felt soon, such as:‘…violation of plan discipline, separatism; some state officials tried to replace the state plan organisation – VSNKh – by some ‘social organization of industry’ (P.I. Lyashchenko, History of the People’s Economy of the USSR, Moscow 1956, Volume III, p. 153. Translated from Russian).
Guevara supported the correct view that economic calculation does not necessarily imply market relations as factors determining production in the state sector, that economic accounting is not necessarily tied to commodity-money relations, as advocated by the supporters of the Soviet-style model in Cuba.
Trotskij takes sides with Soviet revisionism:After the administrative suppression of the NEP, the celebrated ‘six conditions of Stalin’—economic accounting, piecework wages, etc.—became transformed into an empty collection of words. Economic accounting is unthinkable without market relations.” (The Soviet Economy in Danger p.276. Underlined by us)
The history of the political economy of socialism has exposed the intimate link between the postulate of proportionality in the exchange of labour among different branches of the economy and the mechanical transportation of market relations to socialism. Metaphysics and mechanicism, common to the economic thought of right-wing revisionism, are closely interrelated with vulgar and superficial understanding of economic categories, which impels the ideologists of right-wing revisionism to equate exchange to commodity exchange and economic equilibrium to the operation of the law of value. The vulgar economic thought advocated by Trotsky and the right-wing opposition does not conceive another form of economic exchange other than commodity-money relations. It is not conceivable that the socialist state establishes a different content in the economic ties among objects of the socialist economy, which may violate the rigid principle of profitability of the individual enterprise. The ability of the planning bodies to establish labour exchange among socialist enterprises, which violates that principle, is viewed as a deformation, as a disproportion. Right-wing revisionism is unable to grasp and appreciate the great power in the hands of socialist planning to establish certain proportions of labour exchange that fit the needs and growth perspectives of the socialist economy, regardless of the overall level of socialisation of economy. In this sense, right-wing economists conceive the plan as a corollary of subjective (aprioristic, according to Trotsky) measures to organise, rationalise the labour exchange among profit-making individual enterprises. Guevara wholeheartedly rejects such a vulgar view of the plan, by advocating the right of the socialist planning to establish a different character of economic relations among the state enterprises, which does not necessarily follow the principle of profitability of the individual enterprise as the leading criterion for economic effectiveness.Guevara openly exposed the view advocated by Trotsky and the ideologists of modern revisionism that economic accounting ‘is unthinkable’ without commodity money relations. Much on the contrary, Che advocated strict accounting, based on centralised responsibility and accountability of the management of the socialist enterprise, as a key element of the budgetary finance system, which lies at the centre of this economic thought. In his economic system economic accounting in the socialist sector is dissociated from the essence carried by commodity money relations. Even though Guevara does not seem to grasp the dialectical evolution of market categories in socialism, his thought contains the basic elements to arrive at this understanding. Guevara’s accepts the correct view that the price, despite being a category inherited from the market economy, may be used within the socialist sector for calculation purposes. Hence, he does not reject the use of the form of market categories, which brings him closer to the Marxist-Leninist understanding developed by Lenin-Stalin. On the other hand, it is not clear to us that Guevara understood the evolution of the principle of economic accounting, which was introduced in 1921, through the NEP all the way to the massive collectivisation and the consolidation of the economic basis of socialism in the 1930’s, all the way to the publication of Stalin’s Economic Problems. An analysis of the category of economic accounting, shows that a deep change in the content had taken place, which, despite the fact that the term was in use in the 1930-50’s, it reflected a different type of management to which Guevara’s budgetary system bears strong resemblance.According to Tablada and Borrego, Che Guevara paid special attention to the analysis of the causes, which lead to the abolition of the war economy and the establishment of (NEP). This issue is covered on a multiple of occasions in their books and has been the topic of a big deal of speculation, including allegations that Guevara allegedly accused Lenin of going too far in the development of market relations during the early stages of the NEP. Regardless of speculations, Che makes a strong case out of Lenin’s statements, in which NEP is considered as a retreat in the practice of the revolutionary process is compared to the peace of Brest-Litovsk. It is evident, despite the wealth of confusion fostered by Guevara’s bourgeois, Trotskyite and neo-Trotskyite biographers, Guevara does not consider NEP as an inevitable step in the transition to socialism, as a general and universal statement, but rather, a product of the historical-concrete conditions of revolutionary Russia. After quoting Marx, Lenin and Stalin (this article was written in 1964, when anti-Stalinism was already solidly established in the Soviet Union and the former People’s Democracies in Eastern Europe, with the exemption of Albania), Guevara concludes:
‘As we see, the retreat that Lenin mentioned was due to the economic and political situation of the Soviet Union. These policies may be characterised as a practice, which is closely linked to the historical situation of the country, and, therefore, they do not hold universal character.’ (Che Guevara, ‘Che y la Economia’, Editorial de Ciencias Sociales, Habana, Cuba 1993, p. 74. Oversat fra spansk).
The argumentation in favour of NEP-type of economic reforms as an unavoidable step in the transition process between socialism and capitalism renders a fundamental element of the economic theory of right-wing revisionism, including Trotskyism, which Guevara rejected altogether. A historical example, which refutes NEP, as a compulsory stage for new revolutionary states, is served by the first steps adopted by the People’s Democracies in Eastern Europe between 1948 and 1953. The governments of the People’s Democracies set an economic course based on the priority of heavy industry over other sectors of the economy. The policies of what bourgeois ideologists called the Stalinist economic model resulted in a spectacular growth of the socialist industry, a conditio sine qua non for a massive process of socialisation of means of production both in the city and the countryside. Even vicious anti-communists publicists, such as F.Fejto, a Hungarian born journalist based for a long time in France, admits:‘Between 1949 and 1953, the industrial production of the six Comecon countries rose by 114 per cent, and in certain countries, like Hungary, where the ambitious planners knew no limits the results had been even more spectacular. Heavy industrial production increased fivefold; the engineering industry was seven times more productive in 1953 than in 1938. (F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 362).
Further, Fejto elaborates on the very interesting case of the transition to socialism in Hungary, specially the events that followed the abrupt change of ‘gears’ imposed by the Soviet leadership weeks after the death of Stalin. Hungary’s party, lead by Matyas Rakosi, one of the most fervent supporters of Stalin’s policies, launched in 1949 a campaign of collectivisation, which, although far from finalised, was well underway towards 1953. With Stalin’s death a swift change in the character of the Soviet leadership took place. The new Soviet leadership, at first initiated most likely by Beria, imposed on the leaders of the fraternal parties in Eastern Europe a line of forcible de-Stalinisation. The revisionist leadership ordered Eastern European leaders to slow down the tempo of industrialisation and to basically liquidate the process of ‘forcible’ collectivisation. In a number of countries, peasants were allowed to desert the collective farms (‘de-collectivisation’) if they wished to; private exploitation of land together with the restoration of the artisan class and private business. It was argued that the ‘Stalinist’ economic reforms had gone too far, that allegedly broad masses of the peasantry and the working class in those countries were frustrated to see that the unquestionable economic growth did not result into meaningful enhancement of the standards of living of the population, including that of the working class. There is no question that the ideological and organisational chaos induced by the policies of forcible de-Stalinisation’ encouraged anti-communist elements within the middle classes, petty bourgeoisie and workers aristocracy to demonstrate compulsively, while entire party organisations proved hopeless, in disarray. The Hungarian leader, Matyas Rakosi, did his best to stand up against Soviet revisionism and its supporters in the country; he succeeded in remaining in office till July 1956, when he basically was forced into exile by the Soviet leadership. Following orders from the Soviet revisionist leadership, Rakosi was forced in July 1953 to give up the post of Prime Minister, which passed to Imre Nagy, who even in the words of Fejto:‘…revived Bukharinist ideas that had gone underground in Stalin’s lifetime’
(F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 363).
Certainly, Nagy was a fervent advocate of NEP-style treatment of the economic contradictions between the socialist sector, the peasantry and other petty producers. Soon after he gains office in July 1953, he launches a set of ‘liberalising’ measures, which became known as the ‘New Course’. In his last work, written in 1955, he states:‘In a socialist society, when determining the tempo of economic development and the ratio between the various economic branches, the proportion between production and consumption and between consumption and stockpiling must be in harmony with the requirements of the basic economic law of socialism, guaranteeing a gradual advance of society’ (I. Nagy, ‘On Communism’, Frederick A. Praeger Publishers, New York, 1957, p. 98).
Nagy advocated ad nausea the need for harmonic balance between the resources spent on sector A and sector B of the economy. The well known concept of certain harmonic proportions invented by Bogdanov/Bukharin and plagiarised by Trotsky comes out again and again, as the backdoor to the development of commodity-money relations both in the socialist and non-socialist sectors, as a regulator of production. It is interesting, that unlike Bukharin/Trotsky, he uses Stalin’s citations of the mid twenties to substantiate the need to have NEP-style relations in the transitional economic system. In fact, by ‘basic economic law of socialism’ Nagy implies the well-known formulation given by Stalin in Economic Problems. This, however, does not prevent Nagy from remaining a vulgar right-wing economist, which Guevara’s economic thought has nothing to do with.According to Nagy, the only bond that the socialist sector and the private producer can have in the early stages of the transition from capitalism to socialism is the market. It is only through the market that the process of socialisation of production can prove its advantages over capitalist forms of management and production. Nagy is explicit: ‘The NEP policy must be carried out unconditionally, as it means the establishment of increasingly closer relations in the exchange of goods between the city and the village, between the socialist industry and the system of small holdings producing for the market, facilitating the switch to a socialist system of agricultural farms on a large scale.’ (I.Nagy, op. cit., p. 82. Underlined by us.)
Nagy on and on bitterly complains about the staggering disproportions and ‘distortions’ inflicted on the Hungarian economy by Rakosi’s clique, referring to the fast development of heavy industry with respect to light industry, and specially the countryside. Nagy’s attack on Rakosi’s ‘clique’ becomes even more acute when touching upon the treatment of individual peasants and the collectivisation. He initially refers to Rakosi’s ‘clique’ as adventurous, as later on as open left wing ‘fanatics’ and deviationists. Finally, while quoting Lenin and Stalin’s works in the 1920’s, putting their writings out of context, Nagy establishes a parallel between Rakosi’s struggle to uphold the principles of Marxism-Leninism, regardless of whatever mistakes in its implementation, and the Trotskyite left wing opposition in the Soviet Union in the 1920’s by appealing to‘The resolutions of the Bolshevik Party in the Fifteenth Congress, which were forged in the battle against the extreme ‘left-wing’ Trotskyist opposition…’ (I.Nagy, op. cit., p. 82. Underlined by us).
It is not the first time that right-wing opportunism portrays the struggle for the basic principle of centralisation of means of production in the construction of socialism as a left-wing, Trotskyite deviation. These allegations of Trotskyism that were thrown at Guevara are to be understood in the historical context, which corresponds to the time when right-wing revisionism, led by the revisionist leadership of in the Soviet Union, disbanded the ‘Stalinist’ plans for the socialisation of the means of production in industry and the countryside. Modern revisionism turned the state sector in the People’s Democracies into an aggregation of independently producing enterprises, which engage in labour exchange with other enterprises and the state via commodity-money relations; in the country side the process of collectivisation was halted and reversed, and in some countries farm cooperatives were turned into independently producing enterprises, following the model imposed by the revisionists in the Soviet Union.
It is in this context, that Guevara’s fight against followers of the Soviet economic model in Cuba, despite his mechanical and idealist mistakes, renders a substantiated critique against right-wing revisionist theories for the construction of socialism.Guevara’s plans for the industrialisation of the Caribbean island need to be understood within the historical-concrete situation corresponding to the restoration of capitalism in the Soviet Union and the People’s Democracies in Eastern Europe. Despite elements of idealism and mechanicism, Guevara’s model of budgetary finance system and his refusal to implement commodity-money relations and the law of value as the regulator of proportions among state enterprises bears strong resemblances with the economic system existent in the Soviet Union during the 1930-50’s. Hence, it was natural that Guevara’s plans for industrialisation faced fierce resistance by Soviet revisionism and its followers in the island. It is evident to us, that allegations of Trotskyism or left-wing deviationism thrown by right-wing revisionists are utterly unfounded. Nevertheless, more investigation is needed to throw light on Guevara’s ideological evolution in the 1950’s and early 1960’s and on how he came to propose the budgetary finance system, as the fundamental pillar for the industrialisation in Cuba.
Idealism and Mechanicism in Che’s Economic Thought
Despite the progressive character of Guevara’s economic thought, and its invaluable positive impact on the economic discussion held in Cuba during the first half of the 1960’s, which represents a courageous struggle and more or less consistent and substantiated against modern revisionism, Che’s thinking needs to be considered critically. Notwithstanding the substantiated struggle against the right wing theories of socialist construction, which turns Guevara’s works as most relevant materials for the study of questions related to socialist transformation, is plagued with serious mistakes. Guevara’s eclecticism is inherent to his thought in general, and cannot be neglected when evaluating Guevara’s role in the Cuban revolution and the theory of socialist transformation.Guevara’s mistakes in political economy can be classified into two groups: idealism and mechanicism. Idealist mistakes were committed by Guevara when evaluating the role of consciousness in political economy. When we refer to mechanicism in Guevara’s economic thought we mainly imply his failure to grasp the dialectical evolution of economic categories involved in commodity-money relations during the transitional epoch. Needless to say, Guevara’s mistakes has been extensively used by the bourgeoisie and the representatives of revisionist tendencies, such as Trotskyism and neo-Trotskyism to mystify the revolutionary and rip off his contribution to the political science and political economy from its Marxist logical core and divorce it from a number of Marxist-Leninist principles, which Guevara tried to uphold in a more or less consistent manner.Guevara’s mistakes in political economy have been used inside and outside the island to consider Guevara’s contribution to the economic transformations in the early stages of the Cuban revolution in isolation from the principles of socialist transformation adopted by the People’s Democracies during the post-war period, so demonised by modern revisionism. Guevara’s thought is portrayed by many as a specific phenomenon of the Cuban revolution, thus, completely ignoring its strong links with the so called ‘Stalinist’ economic theories and modus operandi during the transitional period. Although we do not wish to portray Guevara’s economic thought as a faithful concretisation of the principles of Marxism-Leninism in the conditions of revolutionary Cuba in the 60’s, we feel it would be a serious mistake not to evaluate Guevara’s thought within the concrete-historical epoch corresponding to systematic violation of the principles of Marxism-Leninism, which lead to the restoration of capitalism in the Soviet Union and the liquidation of socialist construction in Eastern Europe. While evaluating critically Guevara’s economic thought and identifying areas of inconsistency, we feel compelled to appreciate and value the positive and progressive that Che upheld under very difficult conditions of struggle against imperialism and revisionism.Idealism is present throughout Guevara’s works all the way till his last published work, ‘Man and Socialism in Cuba’. It leads Guevara to proclaim consciousness and education as primary with respect to the study of relations of production in the transitional economy, including the construction of communism. Impressed by the early philosophical works of young Marx, Guevara states:‘The word conscious is emphasized because Marx considered it basic in stating the problem. He thought about man’s liberation and saw communism as the solution to the contradictions that brought alienation – but as a conscious act. That is to say, communism cannot be seen merely as the result of class contradictions in a highly developed society, contradiction that would be resolved during a transitional stage before reaching the crest. Man is a conscious actor in history. Without this consciousness, which embraces its awareness as a social being, there can be no communism [underlined by us]’ (Che Guevara, in ‘On the budgetary finance system’, trykt i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 124).The role of consciousness and education is ubiquitously stressed by Guevara in his economic works as the leading factor the transition to higher forms of economic organisation. In Guevara’s system political economy ceases to be an independent discipline, the objective character of the economic laws of the transitional society hold secondary character with respect to the cultural formation of the new man. The economic laws of socialism, like those of capitalism, exist and evolve with the development of the forces of production and the historical conditions at times independently from level of consciousness of the masses. In fact, in certain historical situations, masses as a whole remain unaware of the essence of the economic essence of both revolution and counter-revolution.The role of consciousness and education, play undoubtedly a fundamental role in the construction of the new society. However, political economy remains an independent discipline and the study of the objective laws that govern it remains a titanic effort. Only scientific analysis and synthesis of the relations of production can make possible the sustained economic development necessary for the construction of the socialist and communist societies. As opposed to capitalism, during the course of the transition to socialism, objective and subjective conditions are given for the masses to participate consciously in the construction and scientific analysis and synthesis of the socialist construction. It is clear that the more conscious and active participation of the working class in the socialist construction, the more solid are the foundations of the socialist formation. It is clear too, that the more conscious the working class about the essence of the economic transformation, the more robust the economic development and the less influential the forces of counter-revolution.Economic development under socialism and the development of consciousness and socialist culture – two phenomena, which go hand by hand. Generalisation on the basis of the history of the Soviet Union indicates that consciousness and socialist culture require a material basis, without which further economic development and further development of consciousness. However, according to Guevara consciousness and socialist education are supposed render the primary engines of economic development in socialism:‘The hopes in our system [budgetary finance system, - note by us.] point to the future, towards a more rapid development of consciousness, and through consciousness, to the development of the productive forces’.(Che Guevara, op.cit. in ‘Socialist plan: its meaning’, p147. Translated from Spanish). *
In Guevara’s system, socialist economic development is not really the engine of consciousness, but all the way around, consciousness is the source of socialist economic development. Guevara’s idealism turns voluntarist. In this respect, Che’s idealism may be compared to Mao’s idealist views in political economy, despite the fact that Guevara displays a significantly more progressive stand with respect to commodity-money relations than the latter. Mao, in his critique of Stalin’s Economic Problems, bitterly complains about the fact that the latter does not include the study of the superstructure in the analysis of the socialist economy:
‘Stalin’s book from first to last says nothing about the superstructure. It is not concerned with people; it considers things not people…They speak only of the production relations, not the superstructure nor politics, nor the role of the people. Communism cannot be reached unless there is a communist movement’. (Mao Tsetung, A Critique of Soviet Economics, Monthly Review Press, New York and London,1977, pp.135-136).
Guevara supports the wrong idealistic view that commodity-money relations per se and in general are a manifestation of the alienation of the human being in the process of production. Guevara interprets mechanistically and metaphysically the role and place of economic forms inherited from capitalism in the socialist economy:‘The alienated human individual is bound to society as a whole by an invisible umbilical cord: the law of value. It acts upon all facets of his life, shaping his road and his destiny. (Che Guevara in ‘Man and Socialism in Cuba’, Atheneum, New York, 1973, p. 340).
One of the major and profound mistakes displayed by Guevara’s economic thought, a mistake common to many others who have genuinely claimed allegiance to Marxism-Leninism, is his failing to grasp Lenin’s and Stalin’s teachings with regards to the dying off of economic categories inherited from capitalism. These teachings may be succinctly expressed in the well-known Stalin’s assertion in Economic Problems. In his answer to A.Notkin, Stalin stresses:
‘The fact of the matter is that in our socialist conditions economic development proceeds not by way of upheavals, but by way of gradual changes, the old not simply being abolished out of hand, but changing its nature in adaptation to the new, and retaining only its form; while the new does not only destroy the old, but infiltrates into it, changes its nature and its functions, without smashing its form, but utilizing them for the development of the new. This, in our economic circulation, is true not only of commodities, but also of money, as well as banks, which, while they lose their old functions and acquire new ones, preserve their old form, which is utilized in the socialist system.’ (J.V. Stalin ‘Economic Problems of Socialism in the USSR’, Foreign Languages Publishing House, Moscow, 1952, p.59).
Guevara commits the colossal mistake, which has been more or less successfully exploited by neo-Trotskyism and other bourgeois ideologies, to mechanically and metaphysically extrapolate the character of the economic categories implemented during the NEP to later stages of the socialist construction in the Soviet Union. Guevara, de facto blames the adoption of such economic forms like economic accounting, profit, credit, etc… implemented in the 1920’s for the right wing deviationist economic theories that he was fighting in the 1960’s, without appreciating the profound changes operated in the content of those categories during the 1930-50’s:‘In the Soviet Union, the first country to build socialism, and those who followed its example, determined to develop a planning process that could measure broad economic results by financial means. Relations among enterprises were left in a state of more or less free play. This is the origin of what is now called economic calculus (a poor translation of the Russian term, that might better be expressed as auto-financing, or, more precisely, financial self-management) -
Roughly speaking, then, financial self-management is based on establishing broad financial control over the enterprise activities, banks being the principal agencies of control. Suitably designed and regimented material incentives are used to promote independent initiative toward maximum utilization of productive capacity, which translates into greater benefits for the individual worker or the factory collective. Under this system, loans granted to socialist enterprises are repaid with interests in order to accelerate product turnover’. (Che Guevara, in ‘On Production Costs and the Budgetary System’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p 114). -
It is clear that, the transition to socialism in the Soviet Union, which followed the implementation of market-type economic relations in most of the economy, had to carry within itself certain economic forms, which are inevitably inherited from capitalism. However, Guevara apparently fails to grasp that the concept of economic accounting evolves dramatically over the years, as the character of the economic relations evolved. The concept of economic accounting never disappears from the Soviet economic literature, however, its content evolved in time in order to be accommodate the planned principle of the economy on the basis of socialised property and the liquidation of bourgeois and petty-bourgeois forms of production. The economic accounting of the more or less disseminated production subjects confined to the Soviet artels in the 1920’s bears little resemblance with the economic accounting of highly concentrated Soviet industry in 1930-50’s. The character of the labour exchange among the different production subjects during the 1930-50’s bear close resemblance to that of the budgetary finance system advocated by Guevara in the 1960’s.It is not clear to us, to what extent Guevara is able to appreciate the qualitative changes operated in the interpretation of the content of economic categories over the history of the political economy of the Soviet Union. It is unclear whether Guevara sees in the preservation in the Soviet Union of economic forms such us, economic accounting, profit, credit, banks, etc… as a sign of economic backwardness, or rather as a sign of the concrete historical conditions under which the transition to socialism took place in the Soviet Union. For instance, Guevara advocated for the liquidation of the concept of credit in socialism, even though the form of credit was never liquidated in the Soviet Union:‘In our system [the budgetary system. Our note.] the Bank supplies certain amount of resources to the enterprises according to the budget; here the interest rate is not present’. (Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, pp.45-46. Translated from Spanish). -
The same applies to the economic category of profit, which was never liquidated in the Soviet Union but was categorically denied by Guevara within the context of the budgetary finance system in Cuba. Guevara seems to understand mechanically the economic relation of the State with socialised production subjects:
‘…Because the State Enterprise in the conditions of Cuba, is just a centre for production. It has a budget, a budget for production; it should meet the goals of production and deliver its product to the Ministry of Domestic Commerce, or to other state industries. Thus, the enterprise does not have profit, does not have money; all the profit, all the difference between what was sold and the cost belongs to the Cuban state. The enterprise is reduced to production.’ (Che Guevara på Konferensen ‘Økonomi og Plan’ ved Universidad del pueblo i 1961. Oversat fra spansk.
As a matter of fact, the history of the political economy of the Soviet Union has demonstrated that the principle of socialist planning on the basis of socialised forms of production does not contradict the implementation of such economic forms as profit, as long as the latter do not express the relationship between independent producers, but on the contrary is used as one of the indexes of economic effectiveness, etc… To state that profit is not the leading economic criterion in socialist industry is generally speaking correct. However to interpret sole presence of the concept of profit, regardless of its relative weight in the definition of economic effectiveness, as a sign of economic backwardness is strictly speaking incorrect. I artiklen ‘Bank, Credit and Socialism’ afslører Guevara glimrende the vulgar and fetishist economic views of those in Cuba who did not understand the need to re-define the role of banks in a socialist economy and that the economic functions of the banks in capitalism cannot be mechanically transported to socialism. His conclusions are generally speaking correct, correct in the sense of abstract formulations. Det er hans følgeslutninger med hensyn til Vare-Penge forholdet (commodity-money relations) og Værdilovens rolle i overgangsøkonomien. However, they are correct in the abstract and may turn dangerous is applied mechanically to concrete-historical conditions.Unfortunately, the evaluation of Guevara’s economic thought renders confusing and inconclusive since the budgetary finance system is conceived as a result of the struggle with right-wing economic theories, which absolutise the role of commodity-money relations. Det statsfinansielle plansystem er uden tvivl et modtræk og en reaktion mod de højreorienterede revisionistiske økonomiske teorier og fortjener at blive påskønnet som sådan. Further investigations, possibly on the basis of archival materials, will hopefully throw valuable light on the role of mechanicism and metaphysics in Guevara’s economic thought.
Kilder:
11) L.D. Trotskij * ‘The First Five Years of the Communist International’ * Volume 2, New Park Publications, London, 1953 , pp.233-4. -
Che Guevara, op.cit. in ‘On the Budgetary System’, p.95. Oversat fra spansk.
J.V. Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Languages Publishing House, Moscow 1952, p.19-20
Che Guevara, op.cit. i ‘Considerations on Expenses’, p. 46. Oversat fra spansk.
A. Mora, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, published in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 227.
E. Mandel, in ‘On the operation of the law of value in the Cuban Economy’, trykt i Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 70.
Che Guevara, op.cit. in ‘Considerations on Expenses’, p.47. Oversat fra spansk
Che Guevara, op.cit. in ‘About the Budgetary System’, p.80 Oversat fra spansk
Che Guevara, in Man and Socialism in Cuba, Atheneum, New York, 1973, p. 142.
Carlos Rafael Rodriguez i “Che Guevara Cuba y el camino al socialismo”, New International, New York, 2000, p.42. Oversat fra spansk.
M.Voeikov and S.Dzarasov, ‘Economic Views of L.D. Trotsky’ in Voprosi Ekonomiki No.11, 2004, p.152.
The Soviet Economy in Danger, in ’Writings of Leon Trotsky 1932’, Pathfinder Press, New York,1973, p.260. Underlined by us.
P.I. Lyashchenko, History of the People’s Economy of the USSR, Moscow 1956, Volume III, p. 153. Oversat fra russisk.
Che Guevara, ‘Che y la Economia’, Editorial de Ciencias Sociales, Habana, Cuba 1993, p. 74. Oversat fra spansk.
F.Fejto, A History of the People’s Democracies, Penguin Books, 1977, p. 362).
(I. Nagy, ‘On Communism’, Frederick A. Praeger Publishers, New York, 1957, p. 98.
Che Guevara, op.cit. in ‘Socialist plan: its meaning’, p147.Oversat fra spansk.
Mao Tsetung, A Critique of Soviet Economics, Monthly Review Press, New York and London,1977, pp.135-136.
Che Guevara, i ‘On Production Costs and the Budgetary System’, trykt i “Man and Socialism in Cuba”, Atheneum, New York, 1973, p 114.
Che Guevara, på konference n ‘Økonomi og Plan’ på Universidad del pueblo – 1961. Oversat fra spansk.
Serbiens parlament: Nej til selvstændigt Kosovo
27 december 2007 – 02:24
Det serbiske parlament stemte onsdag for at fastholde at det autonome område Kosovo ikke skal blive en ny selvstændigt albansk stat. Dermed har de serbiske ledere ingen mulighed for at underskrive nogen overenskomster der giver Kosovo stilling som selvstændig stat.
Kosovo,landets sydlige provins skal forblive et autonomt område som en del af den serbiske republik.Skulle EU og Nato anerkende et selvstændigt Kosovo vil Serbien sige nej til eventuelle tilbud om medlemskab i de to organisationer fremgår det af parlamentets beslutning
-Serbien accepterer aldrig Kosovos uafhængighed, sagde præsident Boris Tadic.
som også advarede om at hvis Natos fredsbevarende styrker ikke evner at beskytte Kosovos serbiske minoritet “står Serbiens hær klar”.
Muslimsk jule- og nytårshilsen til kristenheden
25 december 2007 – 02:08
Opimod 140 muslimske religiøse ledere, som repræsenterer alle retninger indenfor Islam, har sendt en jule- og nytårshilsen til “hele den kristne verden” med håb om fred på jorden.
“Må det kommende år blive et år da menneskelivets ukrænkelighed og værdighed respekteres af alle. Må det blive et år af ydmyghed overfor Gud og gensidig tilgivelse indenfor og mellem samfundene”
hedder det i de muslimske lederes budskab De muslimske ledare ønsker at skabe en dialog mellem kristne og muslimske teologer for at overbygge hvad som kaldes “kløften mellem de to religioner.”Kilder: chinapost.com()catolicworldnews.com
Cuba´s regering accepterer FN-inspektører på øen
11 dec 2007
Cuba åbner nu dørerne for FN´s “menneskerettighedssinspektører” fra og med 2009, meddelte landets udenrigsminister Felipe Perez Roque i går.Perez Roque sagde også at Cuba vil skriver under på to FN-traktater om civile og politiske rettigheder og en anden om økonomiske og socialea rettigheder. Cuba har hidtil ikke villet underskrive disse traktater siden 1976.
Neo-nazister vil “demonstrere” i Tjekkiet
24. Okt. 2007 *
Nazi-provokation i Prag:Neo-nazisterne i Tjekkiet planlægger en demonstration i Prag på årsdagen for Krystalnatten
Neo-nazister findes også i den tjekkiske hovedstad. Og med vanlig sans for timing har de anmeldt en march gennem Prags jødiske Josefov-kvarter den 10. november. En march, som byens lokale myndigheder har givet grønt lys for, oplyser avisen Hospodarske Noviny.Senere sagde byrådet nej.Hvorefter en domstol gav grønt lys til fascisternes provokation med henvisning til “menneskerettighederne, og ytringsfriheden”. Nu trækkes den tjekkiske præsident ind i striden. Præsidenten opfordres til at skride ind mod neo-nazister, der vil demonstrere på årsdagen for Krystalnatten den 10. november 1938. Datoen er ikke tilfældig. Den 10. november er det 69 år siden, at nazisterne i Hitlers Tredje Rige gennemførte en “terror”-offensiv mod Tysklands millioner af “jødiske undermennesker” kaldet Krystalnatten – en aften, der begyndte den 9. november 1938, og en nat, da et stort antal jødiske butikker og kirkegårde blev smadret og sat i brand. 26.000 mennesker blev fængslet, og alene i Tyskland og Østrig blev over 100 jøder dræbt på få dage. Anledningen, udtænkt af Hitlers propagandaminister, Joseph Göbbels, var mordet på en tysk diplomat i Paris, udført af en jødisk flygtning. Ifølge Göbbels viste attentatet i Paris at man ikke kunne stole på de “jødisk- kommunistiske undermennesker”, som nazisterne i mange år havde udpeget som “mordere”, “tyve” og “terrorister” der “planlagde at nedbryde den vestlige kristne civilisation”.
Årsdag for Krystalnatten
Hverken datoen eller stedet for den planlagte demonstration er tilfældig.Demonstrationen, der arrangeres af Unge Nationale Demokrater, handler officielt om at “protestere mod Tjekkiets deltagelse i besættelsen af Irak”. Men de unge nynazister ønsker – fuldstændigt ufølsomt – at demonstrere i Prags jødiske Josefov-kvarter netop den 10. november – årsdagen for Krystalnatten i 1938, da et stort antal jødiske butikker og kirkegårde blev smadret og sat i brand. En klar provokation – Nu opfordrer den amerikanske forskningsinstitution Simon Wiesenthal Center præsident Vaclav Klaus til at gøre sin indflydelse gældende og standse demonstrationen trods domstolens “henvisning til ytringsfriheden”:
“Hundrede millioner ofre for Anden Verdenskrig betalte prisen for misbruget af sådanne rettigheder, der efterlod selve demokratiet forsvarsløst,”
skriver centret i et brev til den tjekkiske præsident.
Prag bør huske historien
Simon Wiesenthal Center opfordrer præsidenten til at afværge “forstyrrelsen af den offentlige ro og orden” og understreger ifølge The Jerusalem Post, at alt andet vil efterlade pletter på Tjekkiets omdømme.
“Prag – mere end nogen anden by – bør genkalde sig den direkte forbindelse mellem Krystalnatten og den tjekkiske overgivelse i München af overherredømmet til Hitler,”
skriver dr. Shimon Samuels til præsident Klaus. 80.000 tjekkiske jøder blev syndebuke og ofre for den nazi-tyske imperialismes aggression inden og under den Anden Verdenskrig. I dag har Tjekkiet et lille jødisk samfund, der tæller nogle få tusinde mennesker. De første jøder udenfor Palæstina og den arabiske verden menes at have bosat sig i Praha – Prag – for omkring 1000 år siden.
Om den russiske revolutionens betydelse
9.nov 2007
Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?
Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.
Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt den kapitalistiske overklasses jagt efter de maksimale profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.
Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.
Den sejrende sovjet-revolutionopmuntrede ikke bare arbejderklassen , men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi kan forestille os idag. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne opbyggede et nyt samfund med 7 timers arbejdsdag, befriet fra massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 (76% på verdensplan) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og – reformer som man lod de borgerlige-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemføre.
Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.
Revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai svarede på spørgsmålet om den franske revolutions betydelse, at det er alt for tidligt at at udtale sig om. Hvis han har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland for 70 – 80 og 90 år siden, er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. DEN blev betragtet som en realistisk mulighed for fattige og undertrykte menneskers befrielse fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i ”den tredje verden” kæmpede ; – såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. Hitler-Tyskland var som bekendt igang med at skaffe sig atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:
“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.
Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.
*Men lad os se fremad.
At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med Hrustjov-grupppens magtovertagelse i 1956 og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. I denne mægtige union – såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Allende-regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”. Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov”. Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdssamfund. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “frihed på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det Brezhnjev-revisionistiske, statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet.
Seks år senere hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer under den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s militære-regime.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af det revolutionære DKP/MLs avis Dagbladet Arbejderen, Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.Det spørgsmål vi rejser idag er :
Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?
De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at
”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret
Kapitalen og dens borgeligt-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotternes påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt under det såkaldte skrækvælde 1793-94. Idag gyser det velstående reaktionære bourgeoisi stadig ved tanken om dette regime, da gillioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel. Maximilien de Robespierre, skrækvældets leder, er stadig , idag, hadet i det borgerlige i Frankrig. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Vidste I at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret og afskaffede slaveriet i kolonierne.* ———
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklasse danner “Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie. Det er en forløber for de “Sorte Hundreder” i Rusland og Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytning af arbejderklassenKontrarevolutionen førte 20 år senere til at slægten Bourbon genindsattes på Frankrigs trone.
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver mere end tusind menneskeliv.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab levede videre og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning. Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men fødte samtidigt den socialistiske idé. *Kontrarevolutionen i Rusland er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – med Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 – så da cirkelen blev sluttet i 1991, fandtes der ikke en sten tilbage af den socialisme som blev opbyget efter 1917. Rusland var igen kapitalistisk.Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om en plan-styret samfundsudvikling. For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Kapitalen og deres borgerlige fortaleres blindhed gør at de ikke ser at revolutionens idéer lever – fordi de giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande. Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” , “New Deal” eller den “sociale markedsøkonomi” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England hvor man snakkede om at at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister(Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.I og med det socialistiske Sovjets og det Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers fremtrædende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.
Man havde set hvad kapitalismen førte til i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.Europa´s herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.
Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.
At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende og udbredtes sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland.
Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London. I 1947 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.
Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig” udviklede ligger udenfor denne artikels rammer.
Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til arbejderklassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution i tankerne og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.Fogh, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Fogh,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -- – – – -
Foghs, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, boliger og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.
Amerika: USA har flest fanger i verden
6 dec 2007 – 03:46
USA fængsler flest mennesker i verden i forhold til folketallet, hvis man skal tro menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) som baserer sine beregninger på ny statistik fra USA.
I slutningen af 2006 sad mere end 2 millioner og 25o tusind mennesker som fanger i USAs fængseler.
Antallet fanger svarer til 751 per 100.000 indbyggere,
Betydeligt højere end i Libyen med 217 per 100.000 indbyggere, Iran med 212 og Kina med 119.Eller sammenlignet med 85 fanger per 100.000 indbyggere i Frankrig mens tallet i Storbritannien er 148 og i Kanada 107, fremgår det af HRW.
NY film om Michael Moore: “Manufacturing Dissent” – et nyt bidrag til kritikken af opportunisten Michael Moore
10.Dec. 18:45
Kritik af provokatøren Michael Moore i ny film : Manufacturing Dissent
Da de canadiske “Independent” filmskabere Debbie Melnik og Rick Caine begyndte at lave deres film om Mr. Moore viste det sig at det var mere end svært at få fat i manden for et interview.
* * * * * * * * * * * *
Michael Moore i en usædvanlig rolle i ny film . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..
I filmen medvirker blandt andre Noam Chomsky,Michael Moore og Al Franken. Filmen er lavet af to canadensere ,Debbie Melnik og Rick Caine som faktisk havde stor beundring for provokatøren Moore. De var altså – hvad mange andre stadig er – nærmest ukritiske fans af Mr. Moore. -
Melnyk and Caine har udtalt at da de i begyndelsen forsøgte at lave en film om Moore, som de beundrede for hvad han havde gjort for dokumentar-film-genren – var meningen at lave en biografisk film om ham. Men under den forberedende research bliver de stadig mere desillusionerede og skuffede over Moore’s tvivlsomme metoder som de belyser i dokumentarfilmen Manufacturing Dissent. -
Det spørgsmål som rejses i filmen er hvor nøje Michael Moore holder sig til sandheden i hans film : Kort sagt : Hvad er fakta og hvad er opdigtet filmisk virkelighed ?
Et ikke uvæsentligt spørgsmål eftersom Moore tager vigtige og relevante emner fra det virkelige liv op i hans film som er blevet set af millioner.
I forbindelse med hans seneste film Sicko – som skulle handle om hvordan syge mennesker klarer sig i det amerikanske samfund – bliver både sundhedssystemet i Canada og bl.a Danmark trukket ind som et positivt nærmest fejlfrit sundhedssystem af Moore. Når danskere og folk fra Canada som har mærket sundhedsystemet dér – på deres egen krop fortæller Moore at der også findes mangler og grundlag for kritik af dette sundhedsysyem – går Moore næremest i baglås og forsvarposition. – I stedet for at tage kritikken til efterretning og koncentrere sig på sundhedssysyemet i USA som trods at det råder over næsten dobbelt så store økonomiske resourcer – som f.eks Danmark – ikke klarer at forsørge hele befolkningen med en sundhedspleje der er væsentligt bedre end i Danmark. – -
Moore og hans film – med alle deres fakta, hele og halve usandheder og filmtrics gør ikke de problemer og den krise som USA og dets befolkning står i mindre.
Men ved at optræde som “politiker” i forbindelse med filmen – ved at rode sig ind i diskussioner med canadiere der kritisere Moore for fremstile “deres” sundhedssysyem ” som et forbillede – forringer han i virkeligheden hovedbudskabet i hans film: Kritikken af samfundsystemet i hans eget land.
Og dermed åbner han op for kritik fra højreliberale kredse der nu bruger ham som en rød klud til at ophidse deres bagland. – -
SVTs kulturprogram “Kobra” mødte instruktøren Debbie Melnyk tidligere i år, hvor hun fortæller om filmen og hvordan hun opfatter hvilken politisk rolle Moores film spiller.Dokumentar-filmen :Manufacturing Dissent afslører hvad de opfatter som Moore´s vildledende tactics and mimics Moore’s style of small documentary makers seeking and badgering their target for an interview to receive answers to their charges.Filmen blev lavet i løbet af to år af canadierne Debbie Melnyk og Rick Caine efter at de havde set “Fahrenheit 9/11″,
Michael Moore med i film om ham selv * * * * * * * * *Manufacturing Dissent is a 2007 documentary that asserts that filmmaker and polemicist Michael Moore has misleading tactics. The title is a pun on the title of the bookManufacturing Consent: The Political Economy of the Mass Media by Edward S. Herman and Noam Chomsky, and the film it inspired, Manufacturing Consent: Noam Chomsky and the Media.Instruktion;Produktion og Manuskript:Rick Caine & Debbie MelnykMedvirkende :Rick Caine – Debbie Melnyk – Michael Moore – Noam Chomsky – Sean Hannity – Al Franken — Jesse LarnerProduktionsdata: Canada ;10.marts 2007; Tid:96 min.Sprog:English;Read more :. .. about the “Moore-film”: Manufacturing DissentFILMens TITEL er inspireret “Manufacturing Consent:Noam Chomsky and the Media”
FAKTA om sundheds-udgifter og middellevealder i en række kapitalistiske stater, tilknyttet organisationen OECD – -
Statistikken er indsamlet af OECD og gælder år 2003
| “Middel-levealder kontra sundhedsudgifter i OECD- lande/a> (2003) | |||
| Land | Middellevealder | Samlede udgifter på Sundhed pr.Indbygger(US$) | Samlede udgifter på Sundhed/(% afGDP) |
|---|---|---|---|
|
81,8 år | 2139 | 8.0 % |
| Island | 80,7 år | 3115 | 10.5 % |
| Spanien | 80,5 år | 1835 | 7.9 % |
| Schweitz | 80,4 år | 3781 | 11.5 % |
| Australia | 80,3 år | 2699 | 9.2 % |
| Sverige | 80,2 år | 2703 | 9.3 % |
| Italia | 79,9 år | 2258 | 8.4 % |
| Canada | 79,7 | 3001 | 9.9 % |
| Norge | 79,5 år | 3807 | 10.1 % |
| France | 79.4 år | 2903 | 10.4 |
| New Zealand | 78.7 | 1886 | 8.0 |
| Østrig | 78.6 år | 2280 | 9.6 % |
| Holland | 78.6 år | 2976 | 9.1 |
| Finland | 78.5 år | 2118 | 7.4 % |
| Storbritannien | 78.5 år | 2231 | 7.8 |
| Tysklanmd | 78.4 år | 2996 | 10.8 |
| Luxembourg | 78.2 år | 3705 | 7.7 |
| Belgien | 78.1 | 2827 | 10.1 |
| Grækenland | 78.1 år | 2011 | 10.5 |
| Irland | 77.8 år | 2451 | 7.2 |
| Portugal | 77.3 år | 1797 | 9.8 |
| Danmark | 77.2 år | 2763 | 8.9 |
| United States of America | 77.2 år | 5635 | 15.2 |
| Republikken Korea | 76.9 år | 1074 | 5.5 |
| Tjekkiske Republik | 75.3 år | 1298 | 7.5 |
| Mexico | 74.9 | 583 | 6.3 |
| Polen | 74,7 år | 744 | 6.5 % |
| Slovakiet | 73,9 år | 777 | 5,9 % |
| Ungarn | 72,4 år | 1115 | 8.3 |
| Tyrkiet | 68,7 år | 513 | 7.6 |
Et par kommentarer til Statistikken : Den sidste kollonne illustrerer de samlede sundshedsudgifter i procent af GDP – Gross Domestic Product eller Brutto National Produktet ; og USA ligger i bunden eller på toppen- alt efter fra hvilken vinkel man anskuer det når vi indregner sundhedsudgifterne i procent af BNP . I USA udgør de over 15 % af BNP – næsten tre gange flere end i Republiken Korea. Det betyder ikke at sundhedsplejen er tre gange bedre i USA. (Både valutakurs+ behandlingssystem;forsikringselskaber osv skal også tages i betragtning) som
Som det ses af statistikken er USA suverænt nr et når det handler om mange penge der afsættes til sundheds-sektoren pr . indbygger, nemlig 5 tusind og 635 US$.
Det betyder langfra at hver eneste af USA´s indbyggere har adgang til eller forbruger det store beløb, på samme måde som middelevealderen er adgangen til lægehjælp, rekreation og den generelle sundhedstilstand et klassespørgsmål. – -
I OECD-statistikken for år 2005 er USA´s udfigter pr.indbygger til sundhedsplejen steget til 6.401 dollar og USA beholder sin førsteplads når der regnes dollar pr. indbygger i sundhedssektoren.
Nr. to i 2005 er den kapitalistiske banksnylterstat Luxemburg med 5352 US$ pr. indbygger.
PETs provokatør i “terrorsagen” var hjemmeværnsmand
PET´s “nyttige idiot” i den såkaldte Terror-sag - agenten Lars alias Youssouf – som netop blev afsluttet i Østre Landsret var tidligere hjemmeværnmand. En kilde beskriver ham som »ren Gud, Konge og Fædreland«. Lars drømte om at komme med i “krigen mod terror“. Da USA´s “krig mod terror” begyndte i Afghanistan, søgte Lars om udsendelse dertil, og han gav over for kilden udtryk for, at han nok skulle finde terroristen Osama Bin Ladin.
PET-agenten “Youssouf” alias Lars blev det hovedvidne som reddede PETs “terorsag” som dømte tre unge fra Vollsmose til langvarige fængselsstraffe.
DE UNGE muslimer blev idømt lange fængsel-straffe , da en jury på baggrund af PET-provokatørens vidnesbyrd i Østre Landsret dømte dem skyldige i de anklager som PET og Politiet havde krævet. Som PET-agent infiltrerede Lars “X” miljøet omkring de unge muslimer for PETs regning.
MEN FLERE med et nært kendskab til Lars – PETs agent – er ikke glade for hans rolle i “terror”-sagenIngen af dem ved idag helt, hvad de skal tro om hans handlinger og fortællinger, fremgår det af en artikel i Berlingske som bygger på en lang række interviews med nære bekendte til Youssuof alias Lars, naboer, kolleger, chefer, politi, anklagemyndighed, forsvarere og folk omkring moskeen på Ørbækvej i Odense foruden oplysninger fra de tidligere retsmøder i sagen. Mange kilder har betinget sig anonymitet for at medvirke de fleste på grund af deres tavhedspligt, Wesam fordi han ikke ønsker at blive et ansigt på en terrorsag, som han intet har med at gøre. Deres oplysninger er alene medtaget, hvor de støttes af mindst to af hinanden uafhængige kilder. . . . . .
Et afsnit i artikelen beskriver hans tid som ansat i en lille jysk kommune på denne måde : . . . . . . . . . .
“Lars havde været sygemeldt længe, han fik kun få dage tilbage på kontoret i januar 2004, og til sidst fyrede hans arbejdsgiver, en lille kommune . . . . . ham på grund af for mange sygedage. . . . . .Efter at have arbejdet sammen med Lars stolede flere medarbejdere ikke på oplysningerne i hans sager om »sociale bedragere«. Alt, hvad der i øvrigt var på hans kontor, pakkede de i sorte sække og destruerede. Hans stilling blev ikke genbesat.
Lars blev ansat for at fange sociale bedragere og med sine 192 centimeter ragede han op i landskabet. Altså en frygtindgydende “kontrollant” af kommunens bistandsmodtagere.
Efter eget udsagn havde han en intelligenskvotient tæt på 180, og det kan godt være, at Lars overdrev sin IQ lidt, men han tog den lille kommune med storm. Selv om han ikke var uddannet jurist, kunne han paragrafferne så godt, at han snart underviste de andre på kommunen i reglerne om partshøring og i retssikkerhedsloven, som han gav udtryk for, at han selv havde været med til at udarbejde.Det var måske også lidt overdrevet, men der gik ikke meget mere end en måned, før han var tilknyttet borgmestersekretariatet med direkte reference til kommunaldirektøren.Lars´ sager var spektakulære måske også for spektakulære. Han efterforskede både sager om hvidvask af penge på Casino Munkebjerg og i prostitutionsmiljøet. . . .. Det lykkedes Lars at standse en række udbetalinger af sociale ydelser til klienter, men Det Sociale Ankenævn underkendte siden en seks-syv sager fra hans tid. Lars kunne godt finde på at køre ud for at overvåge klienternes bopæl et par morgener i træk. Til hans irritation betød nye regler, at kommunerne blev indskærpet, at de ikke måtte løfte dyner for at komme det sociale bedrageri til livs.Men man kunne jo tilfældigvis komme til at slå den vej forbi om morgenen, sagde Lars,« husker en kilde.Overvågningen var bare en af Lars metoder. En anden kilde oplevede ham forberede en åbenlyst grundløs sag, som ingen havde anmeldt, men som Lars lod som om, han havde modtaget en anmeldelse på. Den fiktive anmeldelse skrev han ind i journalen.Det lykkedes ham faktisk at standse udbetalingen af den pågældendes sociale ydelse, indtil kommunens jurist greb ind.«Lars meldte sig syg, da han fik problemer med en gammel skade i sit knæ. Men det var ikke den del af Lars liv, de talte om på rådhuset.I en anden jysk kommune, hvor Lars tidligere havde været ansat som integrationskonsulent, røg han i klammeri med en klient. Ifølge Lars forklaring var han ved at sige farvel til en mand med indvandrerbaggrund, da mandens knytnæve ramte ham på siden af hovedet. Den tætbyggede Lars forsvarede sig. Han sparkede klienten ind i en dør. Døren faldt af, og karmen knækkede.Lars havde smerter efter overfaldet, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at han havde alvorlige og psykiske mén. Men Lars lod også forstå, at han bar på en frygtelig hemmelighed. Den ivrige hjemmeværnsmand, der var en del af det lokale luftmeldekorps, fortalte til mange, at han havde været udstationeret i det tidligere Jugoslavien som soldat. Her havde han gjort noget forfærdeligt, sagde han.I 2002 anmeldte Lars dødstrusler til politiet. Nogen havde ifølge Lars malet ordene du skal dø på hans bindingsværkidyl af et hus på Fyn. Dagen efter brændte huset ned til grunden, politiet fik aldrig opklaret sagen.Da de havde ryddet Lars kontor i kommunen i Trekantområdet, gled han langsomt ind i glemslen hos kollegerne. Nogen mente dog at vide, at han var begyndt at læse jura.De kunne heller ikke undgå at bemærke en artikel om Lars i en lokal avis i begyndelsen af 2006. Et andet hus, ejet af Lars på en ny adresse, gik i brand. Flammerne slog ud af en stikkontakt, og branden åd hele overetagen af hans hus, kunne de læse.Lars var nu offer for to brande et bizart sammentræf og en trist historie. Ingen vidste, hvad der derefter blev af Lars.
Nogle måneder senere . . . . . . sker der følgende i Odense:
Keglerne fra indsatsstyrkens stavlygter fejede ind gennem lejlighederne i Vollsmose, hvor politiet anholdt ni unge muslimske mænd, de fleste trygt sovende, indtil de blev halet ud af deres senge, iført håndjern og ført ud til de ventende politibiler med hætter over hovedet. Det var natten til 5. september 2006.En af de anholdte lad os kalde ham Wesam husker egentlig ikke, at han var bange. Mere at han var dybt forvirret. Politifolkene var flinke nok, selv om de ikke ville fortælle, hvad det hele gik ud på.Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde siden januar fulgt en gruppe unge fra Vollsmose tæt. De mente at have beviser nok mod de unge til at fængsle dem for forberedelserne af et terrorangreb på dansk jord. Men det vidste den 18-årige Wesam intet om, da daggryet kom, og han endnu befandt sig ventende i en politibil et sted uden for Vollsmose. Han fik lov til at bede sin bøn med ansigtet vendt mod Mekka, skønt han var lidt usikker på retningen. Til gengæld hjalp han de lidt forvirrede politifolk, der var tilkaldt fra København, med at finde vejen ned til politistationen i Odense.Næste dag var Wesam atter på fri fod. Politiet havde ikke noget på ham og fandt intet under deres ransagninger, der belastede ham. Men alle i Vollsmose vidste, at han havde været anholdt i sagen, som justitsminister Lene Espersen omtalte som »noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogensinde«. Det var småt med besøgende i familiens lejlighed i de kommende måneder ingen af deres muslimske venner ønskede at blive sat i forbindelse med terrorister.Mens Wesam hurtigt fik sin frihed tilbage, sidder fire af hans venner fængslet i dag tiltalt for terrorisme.A.K., en kurdisk iraker på 21 år, boede indtil sin anholdelse hjemme hos sine forældre. Han var slagterlærling og beskrives som stille og rolig og godhjertet. Tidligere tog han tit i byen med vennerne og dansede fjollet på diskotekerne. Men det havde han ikke gjort de seneste måneder. I stedet gik han mere og mere op i at komme i moskeen påØrbækvej og gå til fredagsbøn. Hvis A.K. kendes skyldig, står han som den eneste af de fire tiltalte til udvisning af Danmark.R.D., 18 år og palæstinenser, gik ligesom Wesam selv på Odense Tekniske Skole. Han passede mest sig selv. Engang gik han til fodbold, for tiden hang han mere ud sammen med imamerne omkring moskeen.M.Z., 32 år, ligeledes palæstinenser, gift og nybagt far. I forvejen havde han to børn på tre og fire år. Som invalidepensionist brugte M.Z. al sin tid på islam. Hans retorik skal have været så voldsom, at imamerne på Ørbækvej bad ham dæmpe sig lidt.Den fjerde tiltalte var den danske konvertit A.A. på 32 år. For fem år siden tilsluttede han sig islam, og han flyttede fra Odense-forstaden Seden til Vollsmose for at være sine trosfæller nærmere. Han skrev en række stærkt kritiske og følelsesladede læserbreve til danske aviser imod Dansk Folkeparti og for den dansk-marokkanske boghandler Said Mansour, der nu afsoner en dom på tre år og tre måneder for at have opfordret til terror.Wesam forsøgte at finde ud af, hvad der var hændt, så snart han var løsladt. Instinktivt vidste han, at det hele havde forbindelse til Youssouf. En ny dansk konvertit, som var begyndt at komme i moskeen, og som bar det danske navn Lars.
leave a comment