9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

9.Nov 2009 – 20:34

71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!

Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.

Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier

25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.

Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.

Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.

“Varehusmordbranden”

Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof  i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? .  Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.

Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :

“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”

Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man –  det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA –  kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks”  politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste  Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa.  En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.

R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker

Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.

Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:

“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967

Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”

I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og  de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:

Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?

Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.

I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.

Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland

Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:

“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”

 

En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.

Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *

Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.

Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:

“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”

Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.

Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.

Om karakteren af den “individuelle terror”:

..  .. .  skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om  i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:

“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]

Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.

I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :

Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Staatsgast geladenen Schah Mohammed Reza
Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.

Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.

Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF

Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -

Kritik

Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.

• kadi –

Mere om Tysklands historie efter 1945

 

Idag fylder hun 130, verdens ældste nulevende kvinde

 
27.Mar. 2009

At tænke sig . . .. . . at blive 130 og still going strong . . . hvordan er det muligt ?

Helt uden mirakelpiller,genetiske manipulation eller organtransplantationer har Sakhan Dosova levet i 130 år.
Hun er verdens ældste nulevende kvinde og lever i bedste velgående. Nåh ja , der er lidt med hørelsen , hun hører ikke så godt.
I det magiske år 1879, kom verdens ældste nulevende menneske, Sakhan Dosova, til verden. . . .. . . samme år som Einstein og Stalin
Hun fylder 130 år idag.
I medierne skrives der om  “en kvinde i Kazakstan som ifølge hendes pas fylder 130 år i denne uge.”
Der lever altså en en kvinde i blandt os som fødtes samme år som da Thomas Edison offentligt demonstrerede det elektriske lys første gang ! Samme år som Onkel Joe – alias Joesef Stalin – den kommunistiske verdensbevægelses og Sovjetunionens ubestridte leder gennem mere end 25 år og fysikeren Albert Einstein blev født.

Sejt !

Sakhan Dosova’s pas viser at hun blev født den 27. marts  1879.
 

Sakhan Dosova er dermed  16 år ældre end  end hidtil ældste levende menneske.

 Samme år som Edison opfandt den elektriske pære.

-

 Ti  børn.

Sakhan Dosova – moder til ti børn  - afviser i et intervew i forbindelse med fødselsdagen at hun har nogle hemmeligheder, udover at hun aldrig har taget piller, besøgt en læge eller spist slik. “Men jeg elsker kurt (dvs. en salted tør form for hytteost) og talkan (ground wheat).”
Hun forklarer hendes sejlivethed med humoristisk sans . . . . den har holdt hende ung i hjertet.

Sakhan Dosova har været gift to gange og hun blev enke første gang under det heroiske slag om Stalingrad under Anden verdenskrig hvor hendes første mand blev martyr i den antifascistiske befrielseskrig .

Kun tre børn er i live idag. Alle over halvfems år.

Andre mennesker over 100 år :

29. Dec. 2007 * * * Et af ældste nulevende mennesker: Hryhorij Nestor lever ikke længere. Hun blev 116 år gammel. Nestor sov stille ind i søvnen i sit hjem i fredags rapporterer avisen Segodnja.Hun boede i den vestukrainske by Lviv. Ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter skal Nestor være født den 15.marts 1891 i det som dengang var Czar-Rusland.En nabo til Nestor fortæller at hun levede et aktivt liv lige til den sidste nat. I fredags ska hun have klaget over hovedpine inden hun gik i seng.

Hendes 116 årige liv blev et liv med blodige krige, omrystende revolutioner der førte til enorme fremskridt og senere borgerlig-revisionistisk kontrarevolution der førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Ukraine,Rusland og de øvrige Sovjet-republikker. Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd. Kun eliten og revolutionært-uddannede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 22 år gammel og stadig student. Stalin var 12 år og gik i klosterskole, mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 22 år og endnu ikke færdig med Pelle Erobreren. Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Amerikaneren Edna Parker er idag 114 år og et andet af jordens ældste nulevende mennesker.

For ikke så mange år siden slog den franske kvinde Jeanne Calment rekorden. Hun blev et af de mennesker som hidtil har levet længst. Hun døde i 1997, 122 år gammel. Calments alder var videnskabligt bekræftet af læger.

 

“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show

Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:

Det gik ikke at organisere en offentlig russisk (synds-)bekendelse gennem at vise “Katyń” – instrueret af polsk films 82-årige patriark Andrzej Wajda. Selve Wajdas rygte har lidt skade, hvilket ganske vist ikke er første gang. Allerede i 1980 tilfredstillede han vesten med den politiske og tomme “Jernmanden”, som helt mangler estetiske værdier.  I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den russisk-ortodokse krike, overs. anm.) I samme ånd agerer den “retsforsvarande” Natalija Gorbanevskaja, som anser at uden denne syndsbekendelse kan Rusland ikke fortsætte med at eksistere. Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. “Moskva må umiddelbart offentliggøre alle tilbageværende dokumenter i Katyn-sagen”, – erklærede Wajda. Og deri har han ret. Og, fremforalt, det ville ikke skade hvis man undersøgte de bagved liggende årsager til de sensationelle “afsløringer”, som blev offentligjort hos os i denne sag for seksten år siden. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.

Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)

*)Læs mere :Katyn: fakta, løgne og myter om en massakre

Lies about the Katyn-massacre

Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder

17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.

3 millioner færre russere siden 2002

Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.

Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12

FAKTA om folkesundheden og middellevealderen i Sovjetunionen/Rusland Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder:> > > > Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905. 3. “Novye Izvestija”4.August 1999

Bagram – ”værre end KZ-Guantanamo” ?

22.Jan. 2009 -

“Europa jubler over lukningen af Guantanamo”

lyder den jublende overskrift i flere medier, men de borgerlige medier “glemmer” i deres iver for at “forskønne” det nye regime i Washington (Obama) at fortællle at USA allerede i dag bruger Bagram-fangelejren i Afghanistan som Guantanamo II hvor de “illegale kæmpere” – illegal combattans som USA – i dets selvproklamerede krig mod terrorismen – nægter at anerkende som “krigsfanger” ifølge Geneve-konventionerne som USA har skevet under på .  

Den “illegale” fangelejr ved Guantanamo Bay på Cuba vil blive lukket lyder det fra USA´s nye regeringe under Barack Obama´s ledelse.  – men få kender til at der eksisterer endnu en “illegal” USA-kontrolleret fangelejr  – i Bagram i de afghanske hovedstads omegn 
Her holder USA og dets allierede militær-styrker opimod 700 mennesker som fanger – næsten tre gange så mange som på Guantanamo. Denne fangelejr planlægger USA at udbygge til at kunne holde opimod 11.000 mennesker til fange.

Irak år 6 efter “befrielsen”: 24 dræbte i bombetattentater i Baghdad

28 juli 2008 – 11:04
Mindst 24 mennesker blev dræbt og 70 skadet da bomber som angiveligt var rettet mod “shiamuslimske pilgrimme” blev bragt til ud løsning i Baghdad, ifølge Reuters.

11 dræbte i eksplosion

Samtidigt som pilgrimme  var vej ind i den irakiske hovedstad for at fejre en stor religiøs højtid, detonerede tre bomber med kort mellemrum.
Mindst en million mennesker forventes komme til helligdommen Kadhamiya for at være tilstede under høljtiden som kulminere på tirsdag.
 Ifølge de første politirapporter var det kvindelige bombeaktivister der lå bag attentater , hvorunder de selv mistede livet.

Landminer dræber eller skader 50 mennesker i Afghanistan hver måned

12.Jan. 2009 – 01:45
I gennemsnit dør eller skades 50 mennesker hver eneste måned i Afghanistan på grund af landminer, informerer FN.
Godt 460.000 trampeminer og 20.000 kampvognsminer er siden 1991 blevet desarmeret. Trots det er Afghanistan
det land som er hårdest ramt af miner.
Efter ca 30 års krig, terror og udenlandsk militær indblanding er store områder stadig dækket af minefelt og omkring 150.000 afghanere er handikappede efter at have trådt på skjulte miner.

To tredjedele af landet skal angiveligt være renset for miner. Målet er at røje alle miner til 2013, hvilket FN-folk bedømmer blive svært.

30 året: Afghanistan invaderes af styrker udsendt af Brezhnev-regimet i Sovjet

27.Dec. 2008

1979- 2009 : Den 27.December 1979 sender Brezhnev-regimet store sovjetiske militær-styrker ind i Afghanistan.

Det afghanske folk lever stadig 30 år efter den sovjetiske invasion i 1979 under udenlandsk militær besættelse , terror og undertrykkelse.
Tidligere forsøgte de engelske imperialister at kontrollere afghanerne og deres land men måtte trække sig ud. For 30 år siden forsøgte Brezhnjev-regimet på Sovjetunionens vegne at erobre landet , samtidigt som USA sendte våben og instruktører ind i landet til “udvalgte oprørsgrupper”. Det skulle vise sig at det social-imperialistiske Brezhnjev-regime med invasionen af Afghanistan havde begået ikke bare forbrydelser mod Folkeretten og FN´s charter, men også en militær strategisk fejltagelse som har fået større politisk- ideologisk betydelse, især i den arabiske og muslimske verden , end man dengang kunne overskue.
Det kriseramte Sovjet måtte indse at forsøget på at gøre Afghanistan til et nyt Tjekkoslovakiet ikke kunne realiseres uden fortsat krig, terror og tortur mod afghanerne.
Den politisk-økonomiske krise skærpes i Sovjet i 1980´erne og bevidstheden om krisens omfang når helt op i overbygningen, toppen af det sovjetiske parti med Michail Gorbatjovs overtagelse af posten som leder i 1985. De socialdemokratiske “selvforvaltnings-reformer” i den økonomiske basis, som Hrusjtjov-gruppen gennemførte efter det kontrarevolutionære “kup” på partikongressen i 1956 , satte profitten som mål for de enkelte virksomheder og gav direktører og topchefer i de sovjetiske virksomheder næsten fuld autonomi til at “handle på markedet” for varer og arbejdskraft, havde opmuntret de kapitalistiske kræfter i økonomi og politik. Den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes “selvforvaltningsreformer” førte til stagnation og krise som i 1980´erne når et omfang som får ledelsen til at tale om nødvendgheden af “omstrukturering” – “perestroika” og åbenhed – “glasnost” for at få omfanget af krisen og det truende sammenbrud i den sovjetiske økonomi frem i lyset.
Samtidig havde de revisionistiske ledere gennem at optage milliardlån i kapitalistiske banker i udlandet – fortrinsvis i (vest-)Tyskland -
i realiteten pantsat det engang så mægtige Sovjetunions politiske og økonomiske uafhængighed.
Den økonomiske krise forbedres ikke af tyngden af udgifterne til krigen og besættelsen af Afghanistan hvor 100.000 sovjetiske soldater skal lære afghanerne om “Brezhnjev´teser om den fredelige overgang til socialismen”.
I 1986 rammes Sovjetuionens folk af endnu en katastrofe, : Atomkraftulykken i Tjenobyl i Ukraina.
Under disse ti år af Sovjetisk og USA-støttet terror og krig mistede 1,3 millioner afghanere og 15.000 sovjetiske soldater livet ifølge pålidelige kilder..
Krigen fremkaldte verdens største flygtingekatastrofe. Af Afghanistans 15 millioner indbygere flygtede 5,5 millioner til nabolandene 2, 5 millioner til Pakistan, mens Iran gav husly til 3 millioner afghanere. Hvilket indebærer at flere end en tredjedel af Afghanistans indbyggere flyttede ud af landet under den Sovjetiske besættelse.
FN fordømte den sovjetiske invasion og krævede fra begyndelsen at de udenlandske tropper skulle trække sig ud.
Den 14. april 1988 underskriver repræsentanter for Sovjetunionen, USA, Pakistan og Afghanistan en FN-aftale i Geneve om en sovjetisk militær tilbagetrækning fra Afghanistan. Den 15.maj 1988 indleder de sovjetiske styrker retrætten, som var slutført den 15 februari 1989.

Indien: “Forhekset” familie begravet levende i Assam

11 juni 2008 – 11:18
To mænd og to kvinder blev begravet levende af indbyggerne i en landsby i den nordøstlige delstat Assam, De fire var anklaget for at udøve heksekraft.
En 65-årig mand blev i tirsdags kaldt til landsbyoverhovedets hjem. Under dette møde blev han anklaget for at have skylden for en syg landsbybos død gennem at udtale ondskabsfulde trylleformler over denne.
Byboere angreb manden, hans hustru, søn og svigedatter med sten, trak dem ind jungelen og begravde dem levende, oplyser politiet. Flere end 500 mennesker er blevet dræbt ;anklaget for hekseri i Assam indenfor de sidste fem år.

Kapitalismens Verdensorden :67 millioner flygtninge på jorden

18.Juni 2008 – FN´s Flygtningeorganisation UNHCRopgiver at antallet flygtningne på jorden i 2007 løb op i 67 millioner mennesker. Davon flohen 11,4 Millionen Menschen in andere Länder. 26 Millionen sind Binnenflüchtlinge. Die Hauptgründe sind Verfolgung, Krieg und Naturkatastrophen. Alene i Palæstina er 4,6 Millioner mennesker blevet fordrevet eller etnisk udrenset af Staten Israel fra deres hjemland.
Og flere end 5 millioner irakere har været eller er på flugt fra den USA og Dansk-støttede krig, terror, tortur, kriminalitet som de udenlandske styrker er ansvarlige for.

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse bliver følgen af kapitalismens krise

20.Okt.2008

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse det kommende år

Det internationale LO´s chef Juan Somavia udtaler at “antallet af arbejdsløse kan stige til 210 millioner i slutningen af 2009 mod 190 millioner i 2007 “.
I forbindelse med fremlæggelsen af ILO´s raport om følgerne af den kapitalistiske krise for jordens folk tilføjer Somavia at “antallet af working poor som lever for mindre en dollar om dagen kan stige med omkring 40 millioner – mens de som lever for mindre end 2 dollars om dagen med mere end 100 million”. * * * *

Somavia påpeger at “This is not simply a crisis on Wall Street, this is a crisis on all streets. We need an economic rescue plan for working families and the real economy, with rules and policies that deliver decent jobs. We must link better productivity to salaries and growth to employment”,

Og Mr. Somavia beder Bush og Sarkozy om at reformere kapitalismen på det kommende krise-topmøde i New Yoprk med ordene: > > > > >
“Protecting and promoting sustainable enterprises and decent work opportunities must be at the heart of the Summit on the Financial Crisis recently announced by Presidents Bush and Sarkozy”,

og endvidere skal kapitalismen forbedres:

“We must return to the basic function of finance, which is to promote the real economy. To lend so that entrepreneurs can invest, innovate, produce jobs and goods and services.”
The global financial crisis could increase world unemployment by an estimated 20 million women and men, the Director-General of the International Labour Office (ILO) said today. “We need prompt and coordinated government actions to avert a social crisis that could be severe, long-lasting and global”, he added.
Somavia also said that the current crisis would hit hardest such sectors as construction, automotive, tourism, finance, services and real estate. He also noted that the new projections “could prove to be underestimates if the effects of the current economic contraction and looming recession are not quickly confronted”.
Based on revised global growth estimates by the International Monetary Fund1 (IMF), the UN and early reports suggesting rising job losses for most countries where data was available, ILO Director-General Juan Somavia said the ILO’s preliminary estimates indicated that the “number of unemployed could rise from 190 million in 2007 to 210 million in late 2009.”

Greenspan:”ingen kan stoppe” kapitalistiske” spekulationsbobler

21.Okt. 2008

Kapitalismen og “markedet” kan ikke kontrolleres

  Den tidligere topchef for USA´s nationalbank FED;  Alan Greenspan konstaterer i sine Memoarer at ;

“Ingen kan stoppe spekulationsbobler.Markeder består af mennesker. De taber nu og da fodfæstet og gribes af økonomisk eufori. Det er en del af den menneskelige natur.”

Dermed afslører den i kapitalistiske kredse hyldede tidligere Nationalbankdirektør at den “kapitalistiske frihed” og det “frie marked” er ukontrollabelt, planløst og fører til umenneskelige forhold, sult,fattigdom, krig og tidlig død for millioner af mennesker for at tilfredstille det “Greenspan” kalder den “menneskelige natur” i den kapitalistiske overklasse af spekulanter, dagdrivere, mediefyrster,industribaroner og oliesheiker, hvis natur kan beskrives med et spørgsmål : “Hvor får jeg/vi den maksimale profit” ?

USA: beskæftigelsen falder for 9. måned i træk.

3.Okt. 2008

Nye tal fra USA viser at beskæftigelsen i USA´s kapitalistiske økonomi udenfor landbruget faldt med 159.000 personer i september. Det er 9. måned i træk, at beskæftigelsen falder. Det er ikke set siden sidste gang, den amerikanske økonomi var i recession.
Det officielle antal arbejdsløse er nu oppe på 9,5 millioner. Dermed har 2,2 millioner flere meldt sig i arbejdsløshedskøen i løbet af de sidste 12 måneder.
Det betyder at andelen arbejdsløse af hele arbejdsstyrken steg med 1,4 procent i løbet af de tolv sidste måneder til 6,1 %. Til de næsten 10 millioner officielt arbejdsløse skal lægges andre millioner mennnesker som kapitalen og dens stat af den en eller anden grund har udelukket fra det kapitalistiske arbejdsmarked. F.eks de mange millioner deltidsarbejdende som gerne vil arbejde fuld tid, især pga af de lave lønninger.
Den reelle arbejdsløshed er langt højere som denne tabel viser:
Last Updated: Oct 3, 2008

Faldet i beskæftigelsen sker samtidig som staten; med støtte fra Bush-Obama og MacCain; har bevilget billioner til Finanskapitalen efter ordre fra Wall Streets finanskonger for at holde dem på godt humør og sikre deres profitter.
Det amerikansk folk og arbejderklassen verden over betaler kapitalismens krise gennem massefyringer og reallønfald.
Finanskapitalens profitkrise – som for alvor brød ud sommeren 2007 med de faldende priser på det kapitalistiske boligmarked – førte til spekulation i afgrøder som hvede, kaffe og naturråstoffer, ligesom olie og guld blev udsat for kapitalistisk spekulation, hvilket har kastet endnu mere benzin på det kapitalistiske inflationsbål.

FORBRUGER PRICE INDEX: AUGUST 2008

FORBRUGER Price Index for All Urban Consumers (CPI-U) decreased
0.4 percent in August, before seasonal adjustment, the Bureau of Labor Statistics of the U.S. Department of Labor reported today. The August level of 219.086 (1982-84=100) was 5.4 percent higher than in August 2007.
Den kapitalistiske inflation påvirkede altså forbrugerpriserne med en stigning på 5,4 % fra August 2007 til samme måned i år.
Det er især fødevare (6,1%) ,transport (12,1%) og energi (27,2 %) som udhuler den brede amerikanske befolknings levevilkår. Og ifølge de Forenede Staters Labor Department tal for de sidste 3 måneder er inflationen stigende.
Når lønningerne for den amerikanske industriarbejder samtidig kun steg fra $17.57 til $18.17 pr time dvs lige godt 3 % betyder det at reallønnen udhules og levevilkårerne forringes i endnu højere grad for den amerikanske industriarbejder. (KIlde: US Labor Dep.:Average hourly earnings of production and nonsupervisory workers(1) on private nonfarm payrolls by industry sector and selected industry detail, seasonally adjusted )

Fødevarer og brænselspriser er steget med to-cifrede procenter i de fleste kapitalistiske stater hvilket har ført til reallønsfald og sult for de fattigste lag iblandt jorden folk.
Kilde :Bureau of Labour Statistics

 

“FAKTA om USA: Samlet Beskæftigelse og arbejdsstyrke (Household Survey Data) Offentliggjort 3.Oktober 2008. DEn samlede civile arbejdsstyrke i de Forenede Stater udgør 154,7 millioner mennesker and the labor force participation rate (66.0 percent) were essentially unchanged over the month. Antal beskæftigede var 145.3 millioner. Antallet mennesker who worked part time for economic reasons rose by 337,000 to 6.1 million in September, an increase of 1.6 million over the past 12 months. This category includes persons who would like to work full time but were working part time because their hours had been cut back or because they were unable to find full-time jobs.

Billig reklame for neonazismen i Danmarks Radio : “Holocaust er en løgn”

30.Sep. 2008 – 11:23 *

75 år efter at nazisterne satte ild på den tyske Rigsdag for at opnå den palamentariske magt – de ikke var i stand til at få gennem legale valg og mere end 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning giver Public Service- institutionen DR gratis reklame til Johnny Hansens gammelnazistiske bevægelse. Det sker under overskriften : “Holocaust er en løgn”.
hvor et medlem af “klumpe-dumpe”-bevægelsen DNSB bliver interviewet.
Der lyder ingen protester fra de sædvanlige borgerlige kritikere af Danmarks Radio.
Efter Anden Verdnskrigs afslutning som nazismen var hovedansvarlig for – sammen med Fascist Italien og Kejserriget Japan – blev nazismen dømt som en forbrydelse mod menneskeheden.
Det skete i internationale antifascistiske retsager som blev fulgt op af FN hvor der direkte står at medlemstaterne skal bekæmpe nazismen og den racistiske , menneskefjendtlige ideologi og forbrydelser. Danmark er medlem af FN : spørgsmålet er om Danmark lever op til FN-pagtens krav om at bekæmpe nazismen.
Der kan derfor være grund til at gennemføre en folkeoplysningskampagne om nazismen´s tolv år ved magten i Europas største kapitalistiske land.

Den danske nazist Søren Kam stod bag mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 30. august 1943. Johnni “Klumpe Dumpe” Hansen og hans nazistiske bevægelse drømmer om at gøre det samme som Søren Kam og hans svenske og tyske partifæller praktiserer idag : At forfølge, terrorisere og likvidere deres modstandere.

1. Kom nazisterne til magten på “demokratisk vis” ? Hvordan kom nazisterne til magten ? : Læs alt om “Rigdagsbranden” i Berlin. + +
2.Hvordan reagerede de andre partier i Tyskland på nazisternes magtovertagelse ? :Hvad gjorde de borgerlige og socialdemokraterne i Tyskland optil og efter magtovertagelsen ? °
3. Hvordan reagerede omverdenen – især Tysklands kapitalistiske nabostater, England og USA * *

4.Nazi-propagandaen: Var Tyskland og hele den vestlige verden – som nazististerne påstod – truet af en “jødisk-kommunistisk” sammensværgelse ?
4a. Var det ikke en “jødisk terorist” som udløste “Krystalnatten” i November 1938 gennem attentatet mod den tyske ambasade i Paris ?

5.Forfølgelsen af minoriteter i Nazityskland og oprettelsen af KZ-lejre i Tyskland

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

29.Sep. 2008

Det er september måned i New York 2008 – 7 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 35 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af præsidenten og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Antikapitalistisk og marxistisk litteratur destrueres sammen med revolutionære og kommunistiske plakater af de prokapitalistiske militærstyrker . + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Friedman´s, Reagan´s, Thatcher´s og Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske finansprofitkrise i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 at støtte den kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog tredivernes igennem med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bruger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne form af masearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme og den fascistiske statskorporativisme, sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og fremkomsten af den socialistiske lejr styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende velfærdsreformer. Bourgeoisiet “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale - voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå at fuldstændig tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter Hrusjtjovs brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen holdt aldrig nogen tale “mod Stalin” til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Men talen opmunter de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden . Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrusttjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen som nu er i krise pga finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistislke kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitralistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ + + + +
Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

Antallet slaver højere end nogensinde i kapitalismens historie

22.Sep. 2008 02:34 *

Ny bog af historikeren Dick Harrysson påviser at antallet slaver i den nuværende kapitalistiske verdensorden er det højeste i kapitalismens femhundrede årige historie.

Danmark:Politisk “terror”-dom mod anti-imperialister

18.Sep. 2008 10:45 *

Aktivister tilsluttet den antiimperialistiske solidaritets-gruppe Fighters+Lovers blev torsdag i Østre Landsret idømt fængselsstraf (betinget) fordi de har samlet penge ind til befrielsesorganisationer som f.eks PFLP: Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Et flertal af dommerne kalder indsamlingen af penge til PFLP for ” støtte til terrorisme.” Indsamlingen er sket gennem salg af T-shirts med PFLP paroler.
En af dommerne stemte for frifindelse ligesom byretten tidligere har frifundet Fighters&Lovers.

En solidaritetsaktivist blev frikendt.

At dommen er politisk understreges af samtlige tiltalte tidligere i år blev frikendt i byretten i København.
At både den danske Fogh-regering og den socialdemokratiske opposition med Helle Thorning i spidsen støtter de terrorlove og USA-inspirerede terrorlister som har udpeget palæstinensernes befrielsesfront som “kriminelle terrororganisationer” gør ikke dommen mindre politisk.
Ifølge Østre Landsrets dom er to aktivister blevet idømt seks måneders fængsel, to andre blev idømt fire måneders fængsel, og de to sidste idømt 60 dages fængsel. En blev frikendt Straffene blev for de fire sidstnævnte gjort betingede med et års prøvetid . . skriver /ritzau/

Forsvarsadvokat for de dømte antiimperialister Thorkild Højer meddeler at dommen vil blive anket til Højesteret.

FN: USA bag drabet på 90 afghanere herunder 60 børn i Azizabad

26. Aug. – 2008 07:54 *
KABUL, Afghanistan — En menneskerettigheds-gruppe udsendt af FN har fundet “overbevisende dokumentation” for at 90 civile — der iblandt 60 børn — blev dræbt under amerikanske luftangreb på en landsby i det vestlige Afghanistan fredag, ifølge United Nations mission in Kabul
skriver Carlotta Gall i New York Times
Abdul Waheed Wafa contributed reporting.
Beboere i sorg efter amerikanske luftangreb der ødelægge deres hjem og ifølge FN dræbte 90 mennesker
Protesterende afghanere råbte slagord mod USA da afghanske soldater kom til området som var blevet udsat for amerikanske luftangreb der dræbte omkring 60 børn.

Andre kilder : Al Jazira:Hundreds of Afghans have staged a protest in the Shindand district in western Afghanistan after scores of people were reportedly killed in an raid by US-led forces.

The Afghan interior ministry has said that at least 76 civilians died in Thursday’s attack, most of them women and children.

Hundreds of people shouted anti-US slogans at Afghan soldiers as they arrived in the Azizabad area of Shindand district to bring aid to the families of the victims, witnesses said on Saturday.

Antallet flygtninge stiger voldsomt i USA´s “nye verdensorden”

17 juni 2008 – 14:23
Antallet flygtninge i verden stiger hurtigt som følge af aggresionskrige og væbnede konflikter, fremfor alt i Afghanistan og Irak. Det viser den seneste statistik fra FN´s flygtningeorganisation UNHCR.
År 2007 var 11,4 millioner mennesker registreret som flygtninge i verden. Året inden lå tallet på 9,9 millioner.
Ifølge FN´s flygtningekommissær Antonio Guterres vil konflikter, akut fattigdom og de stigende fødevarepriser i de kapitalistiske lande få antallet til at stige yderligere.
Antallet migranter dvs. antallet ud- og indvanderer – stiger også. Aller flest, 35 millioner, kommer fra Kina.

Afghanistan:Fem børn dræbt i Nato´s krig mod oprørere

1. sep. 2008 – 17:05 *

KABUL (AFP,Et artilleriangreb, der var rettet mod en gruppe oprørere i det østlige Afghanistan, kostede mandag tre børn livet, mens syv blev såret.
I en officiel meddelelse fra Nato hedder det, at man i kampe med “Taliban fejlagtigt kom til at ramme et hus beboet af civile afghanere”.
I de seneste uger har Afghanistan været udsat for flere Nato-aktioner, der har kostet civile livet. Det skaber naturligvis øget folkelig modstand mod de udenlandske besættelsestropper – men også yderligere splittelse mellem den USA-støttede regering i Kabul og de udenlandske besættelsesmagt.
Yderlige to børn blev dræbt af udenlandske og afghanske kollaboratørstyrker hvor også børnenes fader blev offer for de udenlandske styrkers brutale fremfærd i Utkheil – området ikke langt fra Kabul. Vrede afghanere samledes ved ofrenes hjem – et hus i Kabul-øst , hvor ligene af børnene og faderen lå fremme i et lervægget døds-seng. Mens hundrevis af protesterende afghanere blokerede vejen- De to dræbte børns moder blev såret, fortalte Yahya Khan, en fætter til familien.
Afghanere samlet omkring ligene af to børn dræbt af styrker anført af US-hærstyrker, idag 1.september 2008.

De seneste drab på ubevæbnede civile, bryllupsgæster og børn forbedrer hverken de udenlandske styrkers stilling eller den Nato-støttede regerings i Kabul. Tværtimod. Spændingen mellem afghanerne og besættelsestroperne fra de kapitalistiske Nato-stater stiger.
Derfor rejses kravet : NATO ud af AFGHANISTAN , stadig mere højlydt og flere afghanere træder ind i rækken af modstandskæmpere.

ORIGINAL-artikel:from Yahoo-News :KABUL (AFP) - NATO-led troops accidentally killed three Afghan children in artillery fire in eastern Afghanistan Monday, the force said, the latest in a string of civilian casualties caused by foreign soldiers.

Another seven Afghans were wounded in the firing in Paktika province, close to the border with Pakistan, NATO’s International Security Assistance Force said in a statement.
An ISAF patrol had come under fire in Gayan district and called for artillery to return fire, it said.
The first round accidentally landed too close to a compound, known as a qalat, and troops called for fire to be halted but a second shell had already been fired.

“The ISAF soldiers went to the qalat and found three dead children and seven wounded civilians,” the statement said.

The force provided medical assistance and evacuated the wounded to military hospitals.

“ISAF deeply regrets this accident, and an investigation as to the exact circumstances of this tragic event is now under way,” it said.

There has been a series of incidents in recent weeks in which Afghan civilians have been killed by international troops in the country to fight Taliban-led insurgents.

Also Monday, Afghans alleged that international troops had killed four people, including two young boys and their father, in an early morning raid in Kabul.

Hundreds of people demonstrated to protest the killings and showed reporters the bloodied bodies of the children.

The allegation that foreign forces were involved could not be verified, with ISAF and the separate US-led coalition denying involvement, as did the Afghan security forces.

“They attacked the house and killed two children, almost two years old, a woman and a man,” one of the demonstrators, Mohammad Naweed, said. It was not clear if the woman was the children’s mother.

Naweed said “foreign forces” also took three men from the house after blasting open the main gate and opening fire.

Monday’s incidents follow allegations that the coalition killed more than 90 civilians on August 22, in the western province of Herat. The toll was reached by separate Afghan government and UN investigation teams, who said most of the dead in the strikes were children.

The coalition has rejected the charge but admitted that five civilians — two women and three children — were killed. They were with 25 militants who had also died, including an important Taliban commander, it has said.

A new joint investigation is expected.

Last Friday, Afghan and German troops killed two children and a woman by opening fire on cars that failed to stop at a checkpoint in the northern province of Kunduz, the German military said.

Kunduz governor Mohammad Omar said a minibus fired upon in the incident had been returning from a wedding.

Civilian casualties damage the reputation of international troops as well as the Afghan government, which analysts say need the backing of the local population if they want to beat a propaganda-heavy Taliban-led insurgency.

The Herat incident prompted the Afghan government to demand a review of the regulations under which nearly 70,000 international troops are in Afghanistan, a key battleground in the US-led “war on terror.”

The coalition announced late Sunday that troops had killed more than 220 militants over the past week in the southern province of Helmand.

Palæstina:Nye zionistiske bosætninger i Al-Kud – Jerusalem

13 juni 2008 – 10:10

Israeliske myndigheder har godkendt opførselen af yderligere 1.300 boliger i den østlige del af Al-kud Jerusalem. Disse boliger skal bygges i bydelen Ramat Shlomo, hvor der allerede findes 2.000 zionistiske bosætterhjem.
Beslutningen er endnu et brud med Folkeretten og utallige FN-resolutioner fra Israels side og i realiteten en af de hidtil største udvidelser af bosætningerne i Al-Kuds -Jerusalems østlige dele. Det blev blev annekteret af Staten Israel efter kriget 1967, rapportere nyhedsbureauet AFP.
Dermed bekræfter det israelske regime at det fortsætter den arrogante tilsidesættelse af palæstinensernes rettigheder og krav om et frit Al-Kud- Jerusalem – som er en “hellig by” for tilbedere af tre verdensreligioner
Nyligt meddelte Israel at 884 nye boligger i området ligger på tegnebordet. Det fik USA til at advare om at Israel “yderligere forværrer forholdet til palæstinenserne”.

Danmark:Terror-karikaturer og muslim-hetz bag krise for turisterhvervet

11.aug.2008 – 11:34 *

Turister dropper Danmark som turistmål

En undersøgelse af turismen i Danmark , som er udarbejdet af analysebureauet Copenhagen Economics, har vist, at landet er den store taber i udviklingen i den internationale turisme. Hvor andre lande omkring os har vækst og antallet af udenlandske turistankomster på globalt plan er vokset med 32 pct. fra 2000 til 2007 har Danmark, som det eneste land i EU, oplevet et fald på 2 procent i internationale besøg. Det skriver Politiken som citerer
direktør Frederik Preisler i reklamebureauet Propaganda McCann for at fremhæve at;

“Danmark blev tidligere opfattet som en frisindet, diplomatisk og meget menneskelig nation, som var et forbillede. I dag er vi nærmest dér, hvor Østrig var for nogle år siden med Jörg Haider i spidsen. Vi bliver opfattet som et lille aggressivt land, som gerne erklærer krig mod muslimer og det meste af den arabiske verden, . . . .”

Uden tvivl er billedet af og det indtryk som andre folk i Europa og ude i verden blevet forandret efterhånden som det er gået op for stadig flere at Danmark´s ledende politikere har valgt at gøre landet til en lille chauvinistisk sattellit-stat og vagthund for “Big Brother” i Washington og deres “interesser” rundt om i hver verden. Det fik Jugoslaverne at mærke da Nato indledte den folkeretstridige krig mod “regimet i Belgrad” – Danmarks regering sluttede op om krigen. Det samme skete i 2001 mod Afghanistan og i 2003 mod Irak . Hver eneste gang “krigstrommerne” lyder fra Pentagon og det Hvide Hus sender USA´s “trofaste” i Wonderful Copenhagen” soldater og våben afsted for at vise “Big Brother” i Washington hvor “pålidelige” man er – uanset om det er i strid med Folkeretten,FN´s Charter.
En sådan uselvstændig” “duksedrenge”-opførsel er ikke populær ret mange steder ud over hos Mr. Sakaaschvili i Georgien. Især tyskerne bliver frastødte over Big Brother og hans duksedrenge. Tyskerne ved af erfaringen – fra 1933-45 – hvad imperialistiske stormagter og deres små duksedrenge kan gøre ved verden.
Det er sikkert en del af forklaringen til at tyske overnatninger i Danmark er faldet med to millioner fra 15,5 millioner overnatninger i år 2000 til 13,8 sidste år.
De blev befriet for ham i 1945

Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl

19.juni 2008 *

Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen

Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne fra Kina under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin ligesom de kommunistiske symboler Hammer og sejl nu er bandlyste.

Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen 

Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end stater som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker sympati for kommunismen.

Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.

 

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Estland, Lithauen og Letland meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “bolsjeviker” i det kommunistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” -
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.
Kommunister i Kerala “demonstrerer”

De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Med Hrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.

I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
 Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Hrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.

I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang

Sovjetunionens statsvåben

Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder

11 Aug. 2008 – 18:46

Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen

Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.

Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter Weekenden “angreb”

Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiska neo-nazister og højreradikale en illegal marsch gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.

VIDERE om :

Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland

De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig

Den højreradikale vold og antisemitisme stiger i Tyskland

Grusien har natten til fredag invaderet Syd-ossetien i ly af OL-åbningen

8.Aug. 2008 05:45 *

Grusisk militær aggresion mod det autonome område Syd-ossetien 

Væbnede styrker udsendt af det USA-støttede Saakasjvili-regime i Grusien (Georgia) benytter tilsyneladende den internationale opmærksomhed omkring OL-åbningen fredag til at starte en krig mod Syd-Ossetien. Og den autonome region Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali er nu omringet af georgiske militær-styrker.
Ved det valg som bragte Saakasjvili & Co til magten – kaldet “Rosernes revolution” kom han med chauvinistiske løfter om at bringe de tre autonome “udbryderrepublikker” under Tbilisis fuldstændige kontrol. Den tredje autonome republik i Grusien ;Adsjaria var en let oppgave. Men der behøves meget tyngre skyts for at indtage Abkhazien, den største og folkerigeste af Grusiens autonome republikker.

Syd-Ossetien – Grusiens Kosovo ?

  Både folk i Jugo-Osetinskaja (Syd-Ossetien), Abchazien, Rusland og internationale folkeretseksperter har sammenlignet situationen for de to grusinske autonome regioner Syd-Ossetien og Abchazien med det tidligere jugoslaviske autonome område Kosovo; som EU og USA nu har anerkendt som en selvstændig stat udenfor Serbien og det Jugoslavien som det var en del af. Det er sket i strid med Folkeretten (FN´s Charter) og Serbiens regering og et flertal af FN´s medlemsstater fastholder at Kosovo folkeretsligt ikke er en selvstændig stat..

USA,EU træder Folkeretten under fode og det vi nu ser i Grusien er de folkeretstridige følger som før eller senere også vil ramme EU og USA . Og følgerne af anerkendelsen af Kosovo som “uafhængig stat” – for det som det USA-støttede regime i Tbilisi kalder “udbryderenklaven” Syd-Ossetien – kan vi begynde at ane konsekvenserne af ikke bare i Kosovo, men også i Kaukasus og hvem ved måske senere i “Basker-landet” ? og er der ikke noget med at folk i Californien er trætte af at være underlagt terrorlove og krigseventyr som bliver dikteret fra Pentagon og det Hvide Hus i Washington ?
Der er grund til at understrege at Rusland ingen interesse har i at ændre på grænserne i Kaukasus, men på den anden side kan man ikke i længden tvinge folk til at bo under samme tag eller i samme land – til evig tid så at sige.

 

 

 

Men hvem har interesse i en balkanisering af Europa og resten af jordkloden for den sags skyld ? 

USA og Nato ? -

USA opmuntrede Saakasjvili-regimet

Under alle omstændigheder er det et faktum at USA og Israel har oprustet og trænet Saakasjvili-regimet i Tbilisi som har kvitteret ved at sende 2000 soldater til Irak for at hjælpe USA med undertrykkelsen af den irakiske folks modstand mod besættelsen.
Fra den 5.juli gennemførte ca 1 000 amerikanske soldater den hidtils største militærmanøvre i Grusien under navnet “Immediate Response -2008″ (“Umiddelbar reaktion”). Øvelsen skete indenfor rammerne af Nato´s såkaldte “Partnership for Peace program” ved Vaziani-militær basen, som ligger under 100 km fra grænsen til Rusland. Manøvren gav USA en mulighed for

“at træne med sine georgiske partnere som faktisk står for det tredje største troppebidraget til Irak.”  

  Udover styrker fra Grusien deltog også soldater fra Ukraine, Armenien og Azerbajdzjan i manøvren.(Kilde; stars and stripes 19/6)

Natten til den 8.august dræbte grussiske soldater flere af deres russsiske kolleger i den fælles fredsstyrke i Syd-Ossetien , åbenbart som et led i Saakasjvili-regimets plan om at overtage den fuldstændige kontrol over folket i Syd-Ossetien.

Ifølge DR´s politiske nyhedsprogram Orientering havde Saakasjvili-regimet i tiden op til den militære aggression mod Syd-Ossetien på OL-åbningdagen forgæves forsøgt at få hjælp fra USA til at flytte deres soldater til området omkring Syd-Ossetien.

Moskva anklager Tbilisi for at have brudt aftalerne som er blevet indgået om Syd-Ossetien.

“- Det grusiske lederskab må komme til fornuft og gå tilbake til en civiliseret måde at løse vanskelige spørgsmål på, siger Boris Malakhov i udenrigsministeriet i Moskva.

Grusiens præsident Saakasjvili udtaler: Den “militære indgriben i Syd-Ossetien vil fortsætte helt til det er “opnået en varig fred”.

Men hvordan var det nu med den “autonome delrepublik Kosovo” i det tidligere Jugoslavien/Serbien ?

Da den herskende gruppe politikere og krigsherrer i Kosova i februar i år udråbte sig til selvstændig stat anerkendte USA og og de ledende EU-stater den ensidige erklæring fra Kosovo, trods protester fra Serbien og flere andre lande som forsvarede Folkeretten. FN har stadig ikke anerkendt Kosovo´s udbrydning fra Serbien og den ensidige proklamationen af den selvstændige stat, simpelthen fordi den er i strid med Folkeretten (FN´s Charter)
Ligesom USA tidligere – med støtte fra Grusien og i strid med folkeretten startede en aggressionskrig mod Iraks folk og nu på 6. år fortsætter en militær besættelse af Irak.
Men EU og især USA er ikke indstillet på at indrømme osseterne den samme ret som albanerne i Kosovo. Det virker nærmest som om den USA-støttede præsident Mikhail Saakasjvili mente at han kunne gøre det samme med osseterne i Grusien som USA har gjort ned Iraks folk.
Han beordrede fuld militær mobilisering mod Syd-Ossetien, men måtte senere trække styrkerne ud af Syd-ossetien efter at osseternes russiske venner var kommet dem til hjælp. Næsten som med de danske terror-karikaturer som udviklede sig til en udenrigspolitisk krise for Danmark da muslimernes meget “store brødre” i udlandet kom deres danske trofæller til hjælp.

Det USA-støttede Saakasjvili-regimes krigsforbrydelser og folkemord i Syd-Ossetien

Inden den militære indmarch i sydossetien – tidligt fredag morgen – havde Grusiens militær bombarderet hovedstaden Tshkinvali så kraftigt at , den ifølge russiske observatører nærmest er lagt i grus.
Syd-Ossetien anklager Grusien for at rette angreb mod civile og siger republikken nu er begyndt at evakuere børn fra Tskhinvali-området over grænsen ind i Nord-Ossetien i Rusland.
Zarina Tedejeva flygtede fra Syd-ossetien efter Saakasjvili-regimets militære angreb og terror mod osseterne i Grusien til en flygtninge-lejr – en halv times rejse udenfor den nord-ossetiske hovedstad Vladikavkasz. Her bor hun nu i et af de 42 telte sammen med sin datter, søster,søsterens datter og to børnebørn. Det er 30 grader varmt og sikkert 40 grader inde i teltet, men Zarina Tedejeva har ikke mistet modet i varmen:

“En lejr er en lejr selvom vi er blevet velmotaget. Jeg er meget taknemmelig overfor vore nordossetiske brødre og Rusland. Selvom forholdene ikke er gode og det er værst for børnene. Vi vil vende hjem så hurtigt som muligt”

Fra hendes hjem i sydossetiske hovedby Tskhinvali søgte hun og børnene ly i en kælder i 3-4 døgn
:

“Jeg sad i en kælder og kunne bare høre hvad der skete. Jeg så ingenting. Der findes ingenting tilbage af byen. Den ligger i ruiner.Udbrændte biler og lig i gaderne . . fortæller Zarina berørt: ” De (det grusiske Saakasjvili-regimes styrker, overs. anm.) skånede hverken børn eller gamle. De skød direkte mod børnehaver. De lod kampvogne køre frem og skyde bygningerne i stumper” 

Senere fik hun hjælp med med at flygte til fods nordud til flygtningelejren i Nord-ossetien.
Hendes mand blev i Syd-ossetien for at deltage i kampen mod Saakasjvili-regimets styrker.
Se hele interviewet

Ifølge ossetiske kilder er et tusind og 400 mennesker døde som en følge af det USA-støttede Saakasjvili-regimes aggression. På den grusiske side angives 30 mennesker være dræbte.

“– 70 procent af alle bygninger i Tschinvali er ødelagte og byen har ingen elektricitet, gas eller vand, fortalte Irina Gaglojeva, talskvinde for Syd-ossetiens regering lørdag (9.august)
Situationen er værst for de skadede. Hospitalet har under de her dage været under konstant beskydning fra grusiske tropper. Mange nye sårede og skadede er strømmet til og de skadede opholder sig i kælderen.
“– Der findes stort set ingen muligheder for at give dem nogen humanitær hjælp, siger Irina Gaglojeva.

Sydossetiske børn – som nu evakueres fra deres hjemstavn – ses her under fejringen af Grusiens nationaldag i september 2007.

Syd-Ossetien appelerede i marts måned til FN, EU, Rusland og SNG (Uafhængige Samfunds Sammenslutning, af tidligere Sovjetrepublikker) om international anerkendelse. Det skete efter USA´s og EU´s anerkendelse af Kosovo´s udbrydning fra Serbien

“Grusien og Sydossetien kan ikke eksistere som forenet stat”, hed det i det sydossetiske parlaments resolution som udtrykkeligt nævnte anerkendelsen af Kosovo som argument. 

29.februar i år: EU/USA´s anerkendelse af Kosovo får følger for områder i det tidligere Sovjet-kræver anerkendelse.

Efter Georgiens bombardementer og invasion siger lederen i Syd-Ossetien, Eduard Kokojtij at han er klar til at mobilisere alle mænd i regionen for en væbnet modstandskamp mod Georgien.
Det sker med russisk militær støtte. Russiske tanks og tropper befinder sig nu i Tskhinvali-området for at forsvare civile ossetere og russere mod de grusiske invasionsstyrker.

Sammenstød sidste uge

Det bekræfter lederen for de russiske fredsstyrker i området. Også kampvogne og krigsfly er sat ind i den militære aktion fra grusisk side.

GRUSIEN´s 2000 soldater trækkes UD af IRAK 

Grusien har sendt opimod to tusind soldater til Irak for at hjælpe USA i krigen mod Iraks folk. Halvdelen bliver nu beordret hjem fordi

“soldaterne behøves for at holde de russiske og separatisttyrker stangen i Sydsossetien,” meddelte formanden for Grusiens nationale sikkerhedsråd ifølge Reuters. 

Grusiens invasionsstyrker møder modstand: Her brænder en grusisk kampvogn i Syd-Ossetiens hovedstad Tskhinvali i et billede fra russisk fjersyn (AP/FIRST CHANNEL) °*°*****

Den militære aktion kommer efter sammenstød hvor omkring 20 mennesker er dræbt i den sidste uge.

“– Jeg bekræfter at der er mindst 15 døde. Det er folk vi har sett i hagene og gatene, siger den russiske TV-journalisten Andrej Tsjistjakov.”

Tolv russiske soldater skal være dræbte og flere sårede i kampene, og deres hovedkvarter ødelagt under den grusiske beskydning.

- “Grussisk aggression” årsag til krigen 

Ruslands statsminister Vladimir Putin udtalte under et besøg lørdag i Nord-Ossetien
at ” resultatet af Grusiens aggression i Sydossetien er at dusinvis af mennesker er dræbt og hundredevis er skadet” og videre at

- Det er svært at forestille sig hvordan Sydossetien skulle kunne overtales til at blive integreret igen med Grusien efter dette,” udtalte Ruslands Statsminister som samtidigt kaldte Ruslands indgriben for “velbegrundet, legitim og nødvendig”. Han kaldte de grusiske angreb på den sydossetiske hovedstad Tschinvali for “folkemord”. 

Næsten på samme måde som Nato-staternes ledere talte om “folkemord” i Kosovo inden de gav ordre til det militære angreb på det der var tilbage af Jugoslavien, hvor blandt andet hovedstaden Belgrad blev udsat for Nato´s flybombardementer. Rusland har til forskel fra Nato´s krig mod Jugoslavien i 1999 ikke terrorbombarderet civile mål i Grusiens hovedstad Tbilisi.

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan 

Grusiske medie-manipulationer om “abkaziske terorister”:Skød de på sine egne? 

Etnisk-sprogligt KORT over KAUKASUS herunder Grusien(Georgia) , Syd-Ossetien (South Ossetia) og Abkhazien(Abkhazia):

” FAKTA om konflikten mellem Grusien (Грузия °Georgia) og Syd-Ossetien

– Det har været spændt mellem Grusien og Syd-Ossetien siden 1989 hvor både Grusien og Ossetien var en del af den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion. Republikken Grusien – Gruzínská republika eller “Georgien” er idag Europas fattigste land og med en PPP (købekrafts-indeks) på 2878 US-$ pr indbygger er Grusien fattigere end både Indien og Kina og nr. 112 på jordkolden hvis vi kun regner med denne statistik . Det kapitalistiske Grusien er det land i verden hvor den største andel af befolkning som udgør 4,4 millioner mennesker som forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor :Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen. Det USA-støttede regime har forsøgt at give Syd-osseterne , Abkhazerne og andre minoriter og nationale mindretal slylden for den kapitalistiske elendighed og fattigdom. Det er vilkårerne for den store majoritet i Europas fattigste land. Masearbejdsløsheden og -fattigdom er udbredt i arbejderklassen, mens den USA-støtte over- og middelklasse rager til sig inden og udenfor den borgerlige lovning og gennem kapitalistisk narko-salg, smugling og anden kriminalitet og økonomisk statstøtte fra Washington og dets “allioerede” i Europa. Nord-Ossetien er idag en del af Rusland, men også i Syd-Ossetien og Sortehavs-republikkerne Abchazien og Adzhara ( Adzharistan) som alle er autonome områder i Grusien er der omfattende folkelig modstand mod regimet i Tbilisi og separatisternes krav om fuldstændig uafhængighed har en vis opbakning.  Grusiens “Krystalnat” Saakasjvili-regimet havde udpeget syd-ossterne som syndebukke for alle det kapitalistiske Grusiens elendigheder – som tidligere “jøderne” og idag “perkerne” og “muslimske indvandrere” bliver udpeget som “kollektivt skyldige” i det øvrige Europa. Saakasjvili-regimet havde valgt natten til OL-åbningsdagen som Grusiens krystalnat. Nu skulle syd-osseterne få betalt for alle Grusiens problemer. Saakasjvili – eller Grusiens Hitler som nogen ynder at kalde ham forsøgte at løse det kapitalistiske Grusiens dybe politiske, økonomiske og etniske konflikt folket i Syd-Ossetien med militær vold men det USA og EU-støttede regime i Tbilisi kom i direkte konfrontation med Rusland. Flere end 90 procent af de indbyggere som ikke er grusere har russiske pass. Blandt andre har Boris Tsjotsjijev – Indenrigsminister i den autonome republik – bedt Rusland om at komme republikken til undsætning og forsvare sydosseterne mod Saakasjvili-regimet. Både Grusien, Syd-Ossetien, Abhhazien blev tilsluttet til Rusland friviligt. I midten af 1700-tallet, 1745-1747, var Ossetien først til at blive en del af det russiske imperium. På den tiden var Nord-och Sydossetien hver sin stat. I begyndelsen af 1800-tallet tilsluttede Grusien-Georgien – som da var under pres fra det ottomanske (tyrkiske) imperium – frivilligt til det russiske imperium. Det var først 12 år senere, år 1812, som Abchazien blev en del af Kejserriget Rusland. Frem til det tidpunkt havde det været en selvstændig stat, et selvstændigt fyrstendømme. Det var først i midten af 1800-tallet at beslutningen blev taget om at indkorporere Sydossetien i provinsen Tiflis. I den fælles stat blev det spørgsmål ikke anset som særlig vigtigt. Syd-ossetien som var en del af det russiske rige kom altså . allerede under georgisk jurisdiktion for mere end 150 år siden som en følge af Czar-rigets beslutninger Da det russiske imperium opløses efter Første Verdenskrig udråbte Georgien sin egen stat mens Ossetien valgte at blive i det nye Rusland. Det skete præcis efter revolutionen i 1917. De nye vestligt støttede hvide kontrarevolutionære styrker i Georgien gennemførte i 1918 en ganske brutal straffeoperation mod de sydossetiske udbrydere hvor der var udbredte sympatier for bolsjevikerne. En straffeaktion som blev gentaget i 1921. Da Sovjetunionen blev dannet året efter blev disse territorier endeligt en del af Sovjetrepubliken Grusien (Georgien). Bortset fra konflikten fra 1918 til 1920-21 som en følge af den vestligt støttede kontrarevolutionære straffeaktion mod syd-osseterne har folkegrupperne levet i fred. Den sovjetiske revolution fra 1920´erne og frem sikrede kollosale økonomiske, kulturelle og sundhedsmæssige fremskridt for grusere, ossetere,abkhazere, adzharerne,russere og de andre sovjetiske folk. Og frem til den urolige periode var det almindeligt med relationer og ægteskaber på tværs af nationale og etniske skel. Den dag idag bor der en million grusere/georgiere i Rusland. Det reelle sammnenbrud i den sovjetiske økonomi som blev åbenbart selv for Michail Gorbatjov og andre ledere (Boris Jeltzin m.fl) i 1980´erne skærper den politiske krise og i 1989 – som en følge af denne politiske og økonomiske krise – var der blodige sammenstød mellem ossetere og grusere i Tskhinvali, og sovjetiske styrker blev sendt ind i området for at bevare freden. Før dette havde grupperne levet sammen i fred siden en 1918 – 1920 hvor folkegruppere var i en konflikt. Forskellige borgerlige-reformistiske og opportunistiske skribenter forsøger at give Stalin´s socialistiske Sovjet skylden for den politiske, økonomiske krise og krigen mellem Rusland og Grusien. At gøre Lenin og Stalin til syndebukke og give “kommunismen” skylden for den kapitalistiske krise ,elendighed, fattigdom og krig i de tidligere Sovjet-republikker er jo bekvemt. Men hvor længe holder den (bort-)forklaring ? Fakta er at det kriseramte og krigshærgede Grusien og Rusland voksede ud af det ligeså kriseramte statskapitalistiske Sovjetunionen hvor arbejderklassen ikke længere var den ledende klasse. Med Hrustjov-gruppens magtovertagelse brød man med Lenins og Stalins revolutionære kommunistiske principper. Grusien er idag det land i verden hvor den største andel af befolkningen forsøger at klare dagen og vejen i den såkaldte informelle sektor : Hele 67 % forsøger at klare sig med gadehandel, skrot- og genbrugsopsamling, tilfældige midlertidge job i byggeriet,eller vejarbejde og hvad dagen byder på. Som omrejsende daglejere lever store dele af befolkningen.       Forbød regionale partier   Grusien fremlagde i 1990 en lov som forbød regionale partier. Syd-Ossetien svarede med at erklære sig selv som en Sovjet-republikk. Osseterne boycottede valg i Grusien og havde derefter sit eget valg. Mod slutningen brød en voldelig konflikt ud mellem parterne. Mange landsbyer i Syd-Ossetien blev angrebet og brændt ned. Det samme hændte med grusiske hus og skoler i Tskhinvali. Omtrent 1.000 ossetere døde og yderligere 100.000 flygtede, de fleste til Nord-Ossetien. Ca 23.000 grusere flygtede ud af Grusien. I 1992 blev Grusien tvunget til at acceptere en våbenhvile for at undgå en større konfrontation med Rusland. Parterne kom overens om at undgå brug af magt mod hinanden, og det blev dannet en fredsbevarende styrke bestående av grusere, ossetere og russere. Frem til 2004 var det relativt fredeligt i Syd-Ossetien. Spændingen i regionen steg da Grusien styrkede sin kamp mod “smuglingen i regionen” som det hed. Det blev konfrontasjoner mellem parterne, taget gidsler og kastet bomber. Mange døde eller blev skadet. Der har været to folkeafstemninger om uafhængighed i Syd-Ossetien i 1992 og 2006. Begge afstemninger endte med et overvældende flertal for løsrivelse, men uden international støtte blev uafhængigheden ikke anerkendt. Osseterne i både den nordlige del og i syd er et persisk-talende folkeslag som udgør næsten 3/4 million af Sovjetunionens tidligere befolkning. Idag bor der mellem 70 og 100 tusind mennesker i Sydossetien hvoraf 2/3 er ossetere og 30 procent grusere. En del er flygtet eller vendt tilbage derfor de usikre tal. Men nu er der mange der spørger sig selv : Hvad skete der egentlig i dagene op til krigsudbruddet på OL-åbningsdagen den 8.august ? Putin, Ruslands tidligere præsident gav i et interview med amerikanske CNN en kronologisk og detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet den 7-9 august :  ” Den 7., kl 14:42, forlod de georgiske polimænd som befandt sig hos de fælles fredsbevarende styrkers højkvarter, hvor vore soldater samt georgiske og ossetiske soldater befandt sig, og sagde at de havde fået ordrer om at gøre det af sine befalhavere. De forlod deres tjenstegøringsplads og efterlod vore soldater der alene og kom aldrig tilbage inden fjendtlighederne begyndte. En time senere begyndte beskydningen med tungt artilleri. (fra Saakasvili-regimets styrker, overs-anm.) Kl 22:35 begyndte en massiv beskudning af Tschinvali. Omkring 22:50 begyndte enheder af den georgiske hær at gruppere sig i kampzonen. Samtidigt var georgiske militære feltsygehus blev sat op i umiddelbar nærhed. Og ved 23:30-tiden meddelte herr Kruasjvili, brigadegeneral og kommendør for de georgiske fredsbevarende styrker i området, at Georgien havde besluttet at erklære krig mod Sydossetien. De meddelte dette direkte og offentligt og så lige ind i TV-kamererne. På dette tidpunkt forsøgte vi at kontakte den georgiske ledelse, men alle vægrede at svare. Omkring kl. 0:45 om morgenen den 8 augusti gentog Kruasjvili erklæringen. Kl 5:20 indledte georgiske kampvognskolonner angrebet mod Tschinvali, som inden var blevet udsat for massiv ild fra “Grad”-raketer og vi blev ramt af første dødsoffrer blandt vore styrker. … alleredere ved 12-tiden lokal tid indtog georgiske delinger fredsbevarernes base i det sydlige Tschinvali, som kaldes “Juzjnyj” (sydlige,overs.anm,) og vore soldater blev tvungen til at trække sig tilbage til byens centrum, eftersom georgiernas i antal var seks gange større. Dessuden savnede vore fredsbevarere tunge våben, og de våben som de havde haft var blevet destrueret under den første artilleribeskydning. Et af disse angreb havde dræbt 10 personer på en gang. Derefter indledtes angrebet mod fredsbevarernes nordlige lejr. Lad mig læse fra rapporten fra generalstaben: “Kl 12:30 havde bataljonen af russiske fredsbevarere slået tilbage fem angreb og fortsatte striden”. Samtidigt begyndte georgiske fly at bombe byen Dzhava, som lå udenfor den direkte kampzone i Sydossetien.” Putin forklarede også for de amerikanske og andre af CNN´s seere hvor smertefuld konflikten med Georgien opleves i Rusland : “Den har visse træk af borgerkrig, eftersom Rusland og Georgien har været sammenflættede og en million georgier lever i Rusland”, sagde Putin men erklærede i samme åndedrag at han ikke det mindste sætter spørgsmålstegn ved landets suverænitet. Han fortalte at han talte med “George”, dvs Bush i Peking, som havde sagt at krig i Georgien ikke var noget USA ønskede. Til sin skuffelse opdagede Putin at den amerikanske regering allligevel ike havde gjort mere for at stoppe Georgien tidligt i konflikten.

Stigende madpriser tvinger fattige kvinder ud i prostitution.

5.aug 2008 – 12:30

“- De stigende fødevarepriser i verden tvinger fattige kvinner til at betale for fisk og madolie med sex,” oplyser flere funktionærer i FN mandag. Dette kan igen øge spredningen av AIDS.
Delegater på en AIDS-konference i Mexico trak flere eksempler frem på dette, og blandt andet kvinder i Kenya skal nu være så desperate efter mat at de tvinges til at selge kroppen for at overleve.

Fisk for sex

På Papua New Guinea må fiskerkvinner gå fra mindre fiskebåter til større båter hvor de sælger kroppen og mottar fisk som betaling. Sådanne “fisk for sex”-avtaler er vanlige også i Kenya langs kysten av Victoria-sjøen, forteller FN-funktionærerne.
Dermed gir de høye matprisene det dødelige viruset en ny spredningskanal, skriver nyhetsbyrået Reuters.
- Mad er et grunnlæggende behov som folk er villig til at gå meget langt for, sier Fadzai Mukonoweshuro i FNs fødevare- og landbrugsorgan i Sør-Afrika.

50 millioner flere sulter

De stigende fødevarepriser skyldes hovedsaklig øget bruk av biobrensel, økende etterspørsel etter korn til å fø en voksende asiatisk befolkning samt spekulasjon i råvaremarkedene.
Dette har forårsaket at 50 millioner flere sultet ifjor enn året før, opplyser FN.

“- Matprisene har ført til ulike måter å løse sultproblemene på, og én av disse er at kvinner har sex for å kunne gi barna mat, sier Stuart Gillespie ved institutt for internasjonal matpolitikk-forskning.
- Ferske studier i Botswana, Swaziland, Malawi, Zambia og Tanzania har vist sammenheng mellom akutt madmangel og ubeskyttet sex for at fattige kvinner skal skaffe seg mat, tillægger han.

Anna Sandvig Brander/ e24.no

Olieprisen har fået den storforbrugende kapitalistiske “fly-industri på knæ” , ifølge rapport

14 juni 2008 – 06:22 *
De stigende priser på det kapitalistiske verdensmarked for olie får den kapitalistiske fly-industri nu at mærke. Industrien forbruger omtrent ti gange så meget brændstof på at transportere en person pr. kiliometer som en biltransport på jorden.
Derfor kommer der nu rapporter fra bl.a USA – et af verdens mest flytransport-forbrugende lande – om at flygindustrien er på vej mod et kapitalistisk krak.

Flygtransporter; en dårlig forretning pga af stigende brændstofpriser og ti-dobbelt så stor brænselsforbrug som landtransporter pr.passager og dermed luftforurening .

Mange selskaber vil gå i konkurs som en følge af at den kapitalistiske spekulation og forsyningskrise på det kapitalistiske verdensmarked for råolie, konstaterer en rapport udført af et branscheorgan.
Det er samtidigt et kraftigt “spark over skinnebenet” på bosserne på de store kapitalistiske spekulationfonde – “hedge”-fonde og andre, om at de også truer den kapitalistiske flyindustris overlevelsesmuligheder med deres jagt efter maksimale “afkast” på olie-markedet.
Hvis priset ligger stabilt omkring 130 dollar tønden så vil en række flygselskaber ikke længere kunne betale sine regninger mod slutningen af året. Branschens udgifter vil stige med 30 milliarder dollar årligt ~150 milliarder kr .
Billettpriserne skulle behøve forhøjes med 21-24 procent og antallet pladser mindskes med 18-20 procent, ifølge undersøgningen.
Men de kan ifølge raporten kun inddrage fire millarder dollar (~ 20 milliarder kr) mere på en forhøjelse af billettpriserne.

“Følgerne bliver ødelæggende for amerikanske job, familier, virksomheder , samfund og hele den amerikanske livsstil”,

lyder det klynkende i rapporten udført af “Airline Forecasts” og “Business Travel Coalition”.

I den “veldokumenterede” klynkende rapport fra den kapitalistiske flyindustri “glemmer” man dog at oplyse om at flyindustrien er blevet forkælet i årtier derved at de kapitalistiske stater har “befriet” disse kapitalister for at betale en rød øre i skat eller afgifter når de køber brændstof til deres miljøforurende luftfarts-”business”.
Det er sket samtidigt som transportindustrien “nede på jorden” så at sige – må betale flere hundrede procent i skatter og afgifter for brændstof – diesel og benzin – til trods for at f.eks en rejse i et køretøj på jorden kun kræver maksimum 10 % af hvad en fly-rejse koster i forurenende brænd-stofforbrug.

Den kapitalistiske finans og bolig-krise som nu har udviklet sig til en åbenbar økonomisk krise truer nu endnu flere millioner af mennesker med hjemløshed, arbejdsløshed og sult. Det er dog ikke hjemløshed, sulten og arbejdsløsheden der vækker den største bekymring hos den kapitalistiske verdensordens ledere – disse onder er så at sige “naturlig hverdag” under en kapitalistiske orden.
Den storkapitalistiske spekulation i fødevare og olie har ført til en fødevarekrise og olieforsyningskrise med olieprisens himmelflugt til følge da den så sent som i januari steg til over 100 dollar for en tønde råolie på.

Bekymring hos de kapitalistiske statsledere for de rekordhøje oliepriser

Det var derfor at USA og Asiens fire største kapitalistiske folkehusholdninger – Japan, Kina, Indien og Republiken Korea – lørdag den 7 juni i en fælles udtalelse udtrykte “alvorlig bekymring” over den rekordhøje oliepriser.
Oljepriset er femdobblet på lige så mange år – i løbende priser – ikke i faste.
Prisen pr. tønde den 4.august (2008) er faldet lidt over 10 % siden mødet mellem statsledere fra USA og dets politiske allierede i Asiens kapitalistiske stater, men det er langtfra nok til at lindre de kapitalistiske “lommesmerter” i disse kapitalistiske stater.

“-De her priser har intet sidestykke og er hverken i forbruger – eller producentlandenes intresse,” skrev disse staters politiske ledere efter mødet i japanske Aomori hvor de kapitalistiske superstater – G8- landenes energiministrer mødtes søndag.

Israelisk minister truer Iran

6 juni 2008 – 12:44
“-Et israelisk angreb på Iran virker “undgåeligt” lyder det fra den zionistiske apartheidstat idag. Truslen om det “uundgåelige ” angreb kommer fra en minister i Israels regering . Det var den tydeligste trussel hidtil om en militær aggression fra Israel.

“-Det vil blive uundgåeligt at angribe Iran med det formål at stoppe deres atomvåbenplaner, sagde transportminister Shaul Mofaz til avisen Yedioth Ahronoth.

Israels og USA´s regering har udtalt at voldsanvendelse mod Iran er “en sidste udvej” hvis sanktionerne som USA og Israel har fået vedtaget i FN:s sikkerhedsråd med Ruslands og Kinas støtte ikke giver “de resultater” som USA of Israel kræver. Og det gør de ikke, anser Shaul Mofaz:

-Sanktionerne er ineffektiveudtaler den israelske minister. Det sker fire dage efter - Israels koroptionsanklagede Statsmister Olmert kom med et “ultimativt ” angreb på Iran´s uafhængighed.(den 4 juni)
Olmert sagde i en tale under sit USA- besøg at Irans “atomprogram” skal stoppes for enhver pris.
Den zionistiske leder kom med en meget stærk advarsel adreseret til iranerne hvor han åbent truede med “ødelæggende efterdønninger” hvis landet fortsætter sit atomkrafts-program.
Olmert mente at internationale sanktioner bare er et første skridt. Mønsteret fra optakten til den anden krig mod Iraks folk er tydeligt. Først sanktioner og underminering af landets evner til at forsvare sig mod militær aggression og når de zionistisk-amerikanske aggressorer er overbeviste om at landet er tilstrækkeligt svækket til for alvor at kunne modstå et angreb vil de slå til. -
Iran benægter at atomprogrammet er af militær art og mener at de har ret til at udvikle elproduktion gennem opbygning af atomkradtværker.
For øvrigt er der intet folkeretsstridigt i at Iran udvikler et atomprogram med sigte på at have et arsenal af atomvåben til at forsvare sig og afskrække USA og andre stater fra at angribe landet og indsætte et regime som de kan kontrollere som de har forsøgt i nabolandet Irak.

I neo-kolonialismens kølvand: Tragisk bølge af selvmord på Grønland

15 juni 2008 – 14:07
Følgerne af Kongeriget Danmarks kolonisering af Inuiternes land – som vi kender som Grønland er åbenbare og skræmmende : Inuiterne er i løbet af ca 100 år blevet påtvunget en livstil tilpasset de kapitalistiske danske koloni-herrers krav. Udover den kulturelle “holocaust” mod inuiterne som har gjort alkoholmisbruget til en folkesygdom bliver der nu rapporteret om så mange selvmordsforsøg på Grønland´s østkyst at det ligner en epidemi.

Himlen er grå, og i forgrunden ligger blok 12, en af de mange slidte femetagers betonkasser, som danske embedsmænd placerede i Nuuk i 1960’erne.

Fra taget hænger en ung mand i armene, holdt oppe af en teenager, som ligger fladt. Teenageren holder selvmorderen fast i flere minutter, indtil redningsmandskabet kommer de to til undsætning.

Billedet er taget sidste torsdag og ligner til forveksling det, en anden fotograf tog fire dage før. Her er det taget på blok 17 i Nuuk, som er kulissen for en enlig mørk silhuet stående krumbøjet nær afgrunden.
Også dette selvmord bliver dog afværget.
Tendensen går igen andre steder i Grønland.

I byen Tasiilak med 1.800 indbyggere er det næsten hver dag nogen som forsøger tage sit liv.
Sidste week-end måtte politiet rykke ud seks gange for at forhindre dødslängtande ungdomar. Man känner inte till orsaken till de många självmorden.
En undersøgelse fra sidste år viste at hver femte av Grønlands 15-17 åriger har forsøgt at tage sit eget liv, og på østkusten er det endnu flere.
” – Vi kan intet gøre ud over at bringe dem til lægen, hvor de får en indsprøjtning, så de kan sove den af. Og dem, der ikke vil falde til ro, sætter vi i detentionen efter lægelig godkendelse«, siger lederen af den lokale politistation, Kristian Sinngertaat til avisen Politiken.”
“-Under mine 28 år som politimand i Tasiilaq har jag aldrig nogonsinde oplevet så mange forsøg til selvmord. Det er en epidemi, afslutter politichefen.

Hvordan

Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”

24.juli 2008 – 11:45 *

Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:

“Ich bin ein Schwarzer Berliner”

Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.

Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America” – et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til

-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.

Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA

Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:

“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.” 

uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.

Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:

Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”

Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.

Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.

Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.

” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land: 

Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.

Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.

Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.

Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.

Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.

Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.

Cuba og Israel 

Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)

Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.

Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”

At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.

Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”

Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.

Trusler mod Iran fra Obama

Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”

Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.

Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.

Verdens våbenarsenal vokser: Militærudgifterne op med 45 % siden 1998

9 juni 2008 – 09:41
Verdens militærudgifter voksede i løbet af sidste år med omkring seks procent, på grund af øget våbenproduktion og en stigning i handelen med krigsmateriel.
Cirka 1.339 millarder dollar blev satset på de statslige militærbudgettter i den kapitalistiske verdensordens stater i løbet af år 2007. Beløbet svarer til 7.178 milliarder kr, næsten 7,2 billioner eller hvad Spanien samlede bruttonationalprodukt løber op i. Dermed er verdens samlede militære udgifter øget med 45 procent siden 1998. Den største del af utgifterna står USA for, som nr to på listen kommer Kina.
Ifølge fredsforskningsinstitutet Sipri er den amerikanske stats udgifter, som står for omkring halvdelen af klodens militære udgifter, gået op med 59 procent siden 2001.

Kraftige angreb på de “ny-rige” og koruptionen på Cuba

23. juni 2006:

Det cubanske ø-rige hærges af korruption og sortbørs. Men nu har regeringen sat fornyet skub i en kampagne, der skal udrydde korruptionen. Et medlem af det regerende parti´s politibureau er netop idømt 12 års fængsel.

De cubanske myndigheder har indledt en kampagne mod korruption og ulovlig handel med luksusgoder i landets statsbutikker. Et medlem af det erklærede kommunistiske partis politbureau, Juan Carlos Robinson, er i den forbindelse blevet idømt 12 års fængsel for korruption, skriver dr.dk.

Ifølge nyhedsbureauet AFP »overrasker åbenheden om sagen Cuba-eksperter«, men korruptionsbekæmpelse er ikke et helt nyt fænomen på ø-staten.

Allerede for to år siden indledtes en kampagne mod korruption og pamperi således i det cubanske samfund.

Cubas præsident, Fidel Castro, rettede dengang angreb mod »korruption og ulovligheder« i regerings-partiets og statens rækker efter det, der blev kritiseret som »liberale fejltagelser« i 1990’erne – også kaldet »den specielle periode« med økonomisk krise, der opstod på Cuba efter det kriseramte Sovjets opløsning.

Korruptionen og et opblomstrende sort marked kritiseredes, og den cubanske ledelse slog fast, at liberaliseringerne havde »øget disse onder til et niveau, hvor de har påtaget sig en sådan massiv karakter«.

Krig mod de »nyrige«

I november 2005 blev en større forhøjelse af de statsansattes lønninger vedtaget. Det skete få dage efter, at Fidel Castro havde erklæret krig mod landets »nyrige« i en fem timer lang tale.

Castro anklagede de nyrige, korrumperede statsansatte for at misbruge adgangen til den billige offentlige service og anden statsstøtte, mens de scorede saftige profitter fra deres private virksomheder.

I talen anklagede Fidel Castro direkte de nyrige for at stjæle benzin og andre varer fra den cubanske stat.

Cubanske læger, som arbejder i internationale udrykningsteam for at hjælpe ofrene for katastrofer »tjener fem eller tyve procent af det, disse tyve tjener på at sælge benzin til de nyrige«, sagde Castro ifølge den russiske avis Pravda.

Fidel Castro proklamerede desuden en kampagne mod »korruption og ulovligheder« og med sædvanlig patos proklamerede præsidenten:

– Enten overvinder vi alle disse afvigelser og styrker vor revolution – eller revolutionen dør«.

Kvarters-komiteer mod korruption

Ifølge planen vil staten støtte oprettelsen af kvarters-komiteer og andre grupper for at danne »celler« i anti-korruptionskampen.

Det første mål for kampagnen var Cubas brændstof-forsyningssystem, som har været et centrum for omfattende korruption og tyverier.

Ifølge Pravda har omkring 28.00 unge overtaget statsansattes job på bl.a. benzinstationer og raffinaderier for at sætter en stopper for kriminaliteten i denne industri, hvor op imod halvdelen af de værdifulde brændstoffer »forsvandt«.

I kampagnen mod de nyrige afslørede regeringspartiets ugeavis la Tribuna de Havana i november (2005) 36 tilfælde af fuskhandel i landbrugssektoren. Avlerne der stod bag fuskhandelen var blevet arresteret, fordi de solgte produkter for personlig profit i stedet for at opfylde statskvoterne.

DR – Nyheder:Fidel Castro slår hårdt ned på korruption

Pravda:Castro angriber de “ny-rige” som stjæler fra staten

Danmark:Levende aborter skaber usikkerhed på sygehuse

12. jan 2008 – 14:36

En gang imellem ender sene aborter med et levendefødt barn. Nogle sygeplejersker lader barnet ligge i skyllerummet, mens andre sidder med det i favnen, til det dør.

Et foster, aborteres i 21. eller 22. graviditetsuge overlever nogle gange. Og det levendefødte barn skaber usikkerhed hos personalet, der ikke ved, hvad det skal stille op. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Børnene, der ofte er aborterede på grund af svære fysiske handicaps, er ikke levedygtige og er uafvendeligt døende. Men indtil de drager det sidste åndedrag, skal de ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning have den fornødne omsorg.

Men hvad denne omsorg indebærer, er uklart for hospitalspersonalet. Det fremgår af en række henvendelser, Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød samt Jordemoderforeningen har fået fra såvel jordemødre som sygeplejersker. De to foreninger har derfor holdt møder for at finde ud af, hvad man skal gøre i praksis.

“Altid i favnen”

“Under alle omstændigheder bør der være en fast vagt ved barnet, for uanset om man er nyfødt eller gammel, skal man ikke ligge og dø alene i det her land,” siger Jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo, til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at barnet også skal tilses af en børnelæge, der skal sikre, at det ikke lider.

På Roskilde Sygehus er det gravide par grundigt forberedte på muligheden for en levendefødt abort. Det slår ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen fast.

“Sker det, at barnet er levendefødt, men ikke levedygtigt, skal der være nogen hos det, til det dør. Vi opfordrer forældrene til at holde det, men kan de ikke klare det, er det hos personalet. Altid i favnen på et andet menneske,” siger hun.

Lægges i skyllerummet
Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød hører jævnligt fra jordemødre eller sygeplejersker, der har måttet lægge barnet på et stålbord i skyllerummet – nogle gange med et klæde over for at fremme døden.

Den praksis er formentlig ulovlig, siger lektor i sundhedsret Mette Hartlev, Københavns Universitetet. En abort, der resulterer i et levendefødt barn, skal betragtes som et menneske og behandles derefter.

“Man ville jo aldrig lægge en døende person i et skyllerum, og det aborterede barn har krav på samme respekt som enhver anden. Jeg er ikke sikker på, at man kan forlange, at personalet skal sidde med det, men vil forældrene ikke have barnet hos sig, bør man lægge det i en krybbe og sikre, at det ikke lider. Barnet skal behandles anstændigt,” siger Mette Hartlev til Kristeligt Dagblad.

Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro

3.Apr. – 2008

“Brigate Rosse” – “DE “Røde Brigader” var en af de flere hundrede, angiveligt “kommunistiske”, grupper i Italien i 1970`erne. Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA, som proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre socialismen”:
Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978:

” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”

Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem

På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.

Italiens ledende borgerlige politiker, tidligere Statsminister, Aldo MOro , som fange hos “Brigate Rosse” i 1978

ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det reformistiske “Kommunistiske Parti - PCI ” , som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.

Det erklærede kommunistparti – PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”

Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

“Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.

Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:

“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . siger Flamigni.

“Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60′erne og 70′erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere venstrefløjen.

I Italien udmøntede dette koncept sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.

Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.

“I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:

“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”

Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).

Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle”)-
Spørgsmålet er hvilken form for idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den “individuelle tereror” i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.

I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?

Kilde:Berlingske Tidende 1/4
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’

Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” -
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”. En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er vigtigt at understege at BR ikke opstod i et vacum. I 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana, et fascistisk bombeattentat som var et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner sloig ind på (12 december 1969 ).
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe poliriske mulighed for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise.

BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere idnappet. center for Læs videre om : PET´s “nyttige idioter” i Blekingegade

Lokalformand: “Dansk Folkeparti” er “negativt” og “anti-muslimsk” – præget af “vrede” og “foragt”

7. jun. 2008 – 22:01

Lokalformand går fra Dansk Folkeparti i protest mod partiets “negative” “antimuslimske” politik

Pia Kjærsgaards Folkeparti mister fra på mandag formanden for partiet i Aabenraa-kredsen, René Dupont.
” – Jeg har dags dato meddelt . . . ., at jeg udmelder mig af partiet.” skriver René Dupont bl.a a. i en pressemeddelelse.Dermed har partiet ingen formand i Aabenraakredsen,

DEn tidligere formand for kredsen uddyber kritiken med disse ord:

“- Dansk Folkeparti har valgt at være et negativt, anti-muslimsk parti, der udtrykker vrede, foragt og ser begrænsninger og ikke muligheder for fremtidens Danmark, “

Krystalnat i Danmark :Muslimer overfaldet efter attentatet i Pakistan

4. jun. 2008 – 10:54 *
Muslimer fra Islamisk Trossamfund blev overfaldet, og danskere sendte hademails til trossamfundet efter terrorangrebet i Islamabad.
Kort efter, at nyheden om bomben mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan mandag morgen ramte de danske medier, blev den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed overfaldet på vej til arbejde.

Overfaldet skete lige ved Ryparken Station i Københavns Nordvestkvarter, skriver gratisavisen 24timer.

”Der kom pludselig en mand hen til mig og spurgte, om jeg ikke var en imam, og så slog han mig i ansigtet. Heldigvis kom der hurtigt to danske mænd og skubbede ham væk,” forklarer Kasem Said Ahmed, der tror, at overfaldet hænger sammen med bomben i Pakistan.

Yderligere blev to kvinder på vej til bøn i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej på Ydre Nørrebro truet af tre personer med elefanthuer. Og i løbet af mandagen tikkede flere hademails ind til trossamfundet fra vrede “ofre for den racistiske propaganda mod muslimer.

”Vi er meget kede af, at nogen bebrejder os for terrorhandlingen. Vi har sendt pressemeddelelser ud på både dansk og arabisk, hvor vi beklager bomben og tager dyb afstand fra handlingen,” siger Islamisk Trossamfunds nuværende formand, Billal Assaad, til avisen.

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi vil nu kontakte Islamisk Trossamfund.

”Vil skal sørge for at slå ned på den slags, inden det udvikler sig for vidtgående og bliver en skrue uden ende,” siger Per Larsen

Kilde: Ritzau

Danmark:udenlandsk arbejdskraft skræmmes ud af landet af de racistiske grupper

4. juni 2008 5:54 *
Danmark “går glip af arbejdskraft fra veluddannede indvandrere” fordi “klimaet” overfor udlændinge er så “køligt” at de hurtigt forlader landet igen, konkluderer de kapitalistiske spindoktorer i Danmarks Vækstråd i en pjece, der offentliggøres i dag.
Tre ud af fire udenlandske læger, ingeniører eller andre akedemikere mener ifølge en undersøgelse fra Oxford Research, at det er vigtigt for værtslandet, at befolkningen er åben og inviterende.
Men kun hver tredje er tilfreds med danskerne på det punkt, skriver Berlingske.

Kun hver syvende er positiv

Samtidig er op mod halvdelen af de udlændinge, der kommer til Danmark, negativt overrasket over den danske befolknings åbenhed, mens kun hver syvende er positiv.
Formanden for Vækstrådet Lars Nørby Johansen, giver hele den danske befolkning skylden for problemerne uden at nævne JyllandsPostens antimuslimske karikaturtegninger og islamofobien som spredes fra de højreradikale grupper til højre og venstre for Pia Kjærsgaard – med et eneste ord. :

“- Det er pinligt og dumt. Pinligt, fordi det er væmmeligt at blive konfronteret med, at vi danskere er så lukkede og selvfede, at vi ikke tager os godt af udenlandske medarbejdere. Dumt, fordi det er i vore egen interesse at få udlændingene til at falde til, så vi ikke mangler arbejdskraft, De indvandrere, der kommer til Danmark i dag, bliver i kortere tid end tidligere. Næsten halvdelen af dem, der kom hertil i 2001, er rejst efter mindre end fire år, hvor det for indvandrere i 1990′erne gik 10 år.
Det er især personer, der kommer for at arbejde og uddanne sig, der hurtigt rejser igen.

Danmarks terror-karikaturkrise fortsætter : redaktører anklages i Jordan

22 april 2008 – 07:40
Elleve danske chefredaktører og en tegner blev i april anklaget – i sit fravær , i en jordansk domstol.
Anklagen gælder blasfemi, forulempning af profet samt forsøg på at splitte Jordans nationale enhed.

Det er en nydannet bevægelse, Profeten forener os, som har taget initiativ til retssagen. Til danske Politiken siger bevægelsens leder at han forventer en snarlig arresteringsorder.
Anklageren har forlangt at Interpol skal sende en arresteringsorder ud.

Her til morgen besluttede Jordans statsadvokat at stævne Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og ti andre danske redaktører.
Det oplyser bevægelsen “Profeten Forener Os” som er en sammenslutning af jordanske medier, organisationer og privatpersoner.
Hvis danskerne ikke møder op, vil næste skridt være at melde dem til Interpol og kræve dem arresteret. Det siger bevægelsens advokat, Osama al-Bettar.

Sagen kan blive en politisk bombe under forholdet mellem Danmark og Jordan, eller endnu videre mellem EU og den arabiske og muslimske verden , som også indbefatter folkerige stater som Tyrkiet og Indonesien.

USA: Børn fra den religiøse sekt skal DNA-testes for identificere forældrerne

19. April 2008
SALT LAKE CITYDe 416 børn som blev “befriet” fra en kristen-religiøs sekt i Texas skal DNA-testas med formålet at udrede hvis barn de er. De bliver indtil, videre anbragt på børnehjem. Det har en domstol slået fast, skriver The Salt Lake Tribune.
Ifølge dommeren er børnene ikke tilstrækkeligt sikre hos sine forældrer. DNA-testerne bliver gjort for at at det har været svært at fastslå “familieforbindelserne”.
Børnene blev “fritaget” den 3 april efter et nødråb fra en 16-årig pige som var blevet tvungen til at gifte sig. Den kristne sekt brød i 1930`erne ud af mormonkirken for at kunne fortsætte med at praktisere ægteskaber mellem flere kvinder og mænd.(polygami)

Ambassade-Attentat: Danmark betaler prisen for de antimuslimske terrorkarikaturer

2.juni 15:34 *

Otte dræbt af bombeattentat i det USA-allierede Pakistans hovedstad

Mindst otte mennesker mistede livet og omkring 30 andre blev såret, da en bombe idag eksploderede foran Danmarks ambassade i , Islamabad Pakistans hovedstad, rapporterer pakistansk stats-tv.
Ifølge en “fremtrædende pakistansk efterretningkilde” var der tale om et attentat rettet mod Danmarks ambassade.

En af de dræbte er en dansk-pakistansk mand.

Attentatmanden bragte bomben til udløsning i en bilen han færdedes i ind mod ambassadebygningen.

Ambassadens port blev ødelagt ved den voldsomme eksplosion, som også forvoldte omfattende skade på selve bygningen, hvis ydervæg væltede, mens sort røg fra eksplosionen kunne ses over store dele af hovedstaden.

Ifølge politiet er foreløbig fem lig blevet bjærget, og mindst to af de dræbte var politifolk, som holdt vagt uden for ambassaden. Et af offrene var dansker og to var ambassadeansatte.

I samtlige medier – danske såvel som pakistanske – knyttes attentatet sammen med JyllandsPostens antimuslimske terrorkarikaturer.

Pakistan har ligesom Afghanistan, Indonesien og Syrien været skueplads for protestdemonstrationer mod JyllandsPostens terrorkarikaturer af proften Muhammed siden karikaturkrisen i 2006.
I februar 2006 blev den danske ambassade i Syrien brændt ned til grunden og ambassaden i Libanon blev sat i brand.

Den danske ambassade I pakistan er tidligere blevet midlertidigt lukket pga protester mod terrorkarikaturerne, og sikkerhedstiltagene fik i foråret atter et nøk opad, efter at flere danske aviser genoptrykning af Jyllands-Postens karikaturtegninger udløste nye pakistanske protester.

Men hvorfor sker attentatet i det USA-allierede Pakistan og ikke i Iran eller andre lande som USA og Danmark har udpeget som “slyngelstater ” ?

PET-agent dræbt i bombeattentat mod USA´s spionrede i Pakistan

FN:s millennium-mål om mindsket småbarns- og mødredødelighed i fare

11 april 2008 – 03:55 *
FN:s millenniummål at mindske småbarns- og mødredødeligheden frem til 2015 ser ud til at forsvinde i den kapitalistiske verdensordens jagt efter profitter og overskud på “bundlinjen.
Mindre end en fjerdedel af de værst ramte lande er på vej til at nå målet, ifølge en vurdering som offentligjordes i medicin-tidskriftet The Lancet.
Mens nogle lande, især Kina, har gjort store fremskridt så har udviklingen i mange flere, især i Afrika i den ikke-arabiske del syd for Sahara, enten stagneret eller gået tilbage,ifølge rapporten.
Flere end ti millioner af jordens menneskebørn dør inden de fylder fem år.
I mindst 15 af de værst ramte lande får hvert femte barn aldrig opleve sin femårsdag.

På den anden side er meningen med den nuværende kapitalistiske verdensorden ikke at redde liv, men at sikre den maksimale profit til klodens dominerende kapitalister hvad enten de bor i USA, EU,Kina,Rusland eller Japan.

Karikaturfarcen fortsætter : Hollandsk karikaturtegner anholdt

17.maj 2008
Anholdelsen sker, efter at han er blevet anmeldt – for tre år siden.
Anklagemyndigheden mener, at mandens tegninger er fornærmende over for muslimer og sorte.
Ti betjente deltog i en aktion, der har vakt opsigt i Holland og i Afghanistan.
Manden sigtes for at have tegnet tegninger, der er fornærmende over for muslimer og sorte.
Han arbejder under dæknavnet, »Gregorius Neckshot«, og hans tegninger – ligesom Wilders antimuslimske film – minder beskueren om at det ikke er så langt tid siden at nazisternes antisemitiske propaganda-tegninger og -film hvor jøder spillede hoverollen som den største trussel mod den kristen- ariske vestlige civilisation som – var udbredte i Europa –

Han har ifølge den offentlige anklager overskredet grænserne for ytringfriheden.

De hollandske myndigheders resolutte indgriben kan ses som en offentlig demonstration overfor afghanerne der flere gange har været ude i masse- demonstrationer mod “terror-karikaturer” og bl.a en nazi-lignende antimuslimske film og krævet alle hollandske militære styrker ud af landet.

Så da tegneren blev slæbt ud af sit hjem af politifolkene og efter arrestationen gav sig til at ransage hans hjem var det også en hilsen til de hollandske styrker i Afghanistan: Vi sørger for at der ikke kommer flere fornærmelser i form af “terrorkarkaturer” mod muslimerne.

Han blev afhørt flere gange, inden han efter halvandet døgns tilbageholdelse blev sat på fri fod.

Politisk furore over arrestation

Justitsminister Hirsch Ballin begrunder anholdelsen af karikaturtegneren med, at Holland har en forpligtelse til at slå til mod diskrimination. Men fra begge sider af det politiske spektrum lyder der skarp kritik af anholdelsen.

»Efterforskningen har vist, at nogle af tegningerne er fornærmende over for muslimer og sorte. Derudover finder anklagemyndigheden, at tegningerne kan anspore til had«, hedder det i en udtalelse om sagen fra Amsterdams anklagemyndighed.

Tegnerens forsvarer, Gerard Hamer, undrer sig over den voldsomme fremfærd.

»Det her er noget, de gør i Zimbabwe eller andre lande. Man kan håbe, at Amsterdams anklagemyndighed ikke ender med at gøre det her til en vane«, siger han ifølge hollandsk radio.

Anholdelse skal drøftes i parlamentet
Sagen »rejser mange spørgsmål om ytringsfriheden«, påpeger Boris van der Ham fra D66-partiet. Han forlanger nu en redegørelse for sagen fra justitsministeren.

Arbejderpartiets Ton Heerts mener, at »det at retsforfølge en tegner er at gå meget langt«.

Den højreradikale politiker Geert Wilders fra Frihedspartiet peger på, at det efter hans oplysninger er første gang i den vestlige verden, at en karikaturtegner er blevet anholdt.

Det som Wilders og Pia Kjærsgaard ikke forstår, men som de hollandske politiske og militære ledere nu forstår – især efter den målrettede likvidering af Hollands øverstkommanderende´s søn i Afghanistan – er det åbenlyse: det er en selvmålsstratetgi at først bombe, torturterere og besætte et fremmed land for derefter at begynde at forhåne og latterliggøre deres tro gennem terrorkarikaturer i film og aviser. Afghanerne har i tusindvis demonstreret mod Holland – og Danmark – og krævet de hollandske styrker ud af landet – på baggrund af de forhånende “terrorkarikaturer” i kapitalistiske medier i Holland og Danmark.
Med andre ord truer karikaturerne Nato´s militære tilstedeværelse i Afghanistan.
Derfor gennemførte hollandske politistyrker en nærmest demonstrativ aktion mod karikaturtegneren. Det var en demonstration som skulle ses i Afghanistan og i Washington hvor man febrilsk lægger planer for hvordan man kan mindske den folkelige modstand i Afghanistan mod USA´s og dets allieredes , som Hollands og Danmarks besættelsesstyrker.

SPIS efter din BLODTYPE – Lev efter dit hjerte

Hvad i alverden – skal min blodtype nu til betemme hvad jeg skal spise ?

Nej, overhovedet ikke.

Du vælger at spise hvad super-”markedet” tilbyder. For det er et mindretal af os der har egne haver og landbrug.

Men spiller det overhovedet nogen rolle hvad man spiser ? 

Ja, det gør det – det ved alle idag. Føden er afgørende for vores sundhed, velbefindende og levetid.

Det er blodet som sørger for at udvinde og transportere næringsstofferne fra den føde vi spiser til alle vitale og mindre vitale organer i kroppen.
Man taler om at “Blod er livets flod”.
Som vi alle har erfaret er det ikke ligegyldigt hvad man stopper i sig for at stille sulten og tørsten. 

Lever man af “junk food”, cola og sprut kommer man ret hurtigt til at ligne en junkie og gå mod en sikker død.
Med andre ord er mad og drikke ikke bare nødvendigt for at overleve, men kan virke som en gift der nedbryder krop og sjæl. Eller som medicin hvis man spiser, drikker og lever sundt med meget motion, hvad enten man arbejder, går, cykler eller løber hver dag.
Vore kroppe har ikke forandret sig væsentligt siden vor urkommunistiske fortid.
Mennesker med blodtype O er så godt som uforandrede – bortset fra en smule mindre behåring på kroppen. Mennesker med blod type A, B og AB er heller ikke forandret væsentligt udover at “blodet” har gennemgået en naturlig kost-”mutering” så kroppen bedre kunne optage den nye føde : afgrøder fra agerbrug og kvægbrug bl.a hvede,mælk og anden føde fra landbryget som blodtype O har problemer med at optage som næring. Det gælder dog ikke rug.

Frem til 1901 troede man at alle mennesker havde samme blodtype – og derfor blev næsten alle blodtransfusioner til dødelige eksperimenter.
Idag ved vi at blod er afgørende for liv og død, vor sundhed

Under urkommunismen – i stenalderen – havde alle mennesker samme type blod – nemlig O for Original

Næsten halvdelen (~ 41 % ) af os der lever i de skandinaviske lande har den samme blodtype som de første mennesker – jægerne og samlerne i vor urkommunistiske fortid , nemlig blodtype O – for Oprindelig eller Original -

Senere da mennesket begynder at dyrke jorden – og udvikler kvæg- og agerbruget – og hun begynder at ernære sig i kraft af føde fra markens afgrøder – opstår den blodtype som sammen med type O er den mest udbredte blodtype (~44%) i Skandinavien A – for Agerbrug.
Den opstår og udvikles naturligt som en tilpasning til de nye kostvaner som vi får i den nye epoke med afgrøder fra jord og husdyr i et dialektisk samspil med menneskets krop.
Mennesker med blodtype A – søger ofte mod en vegetarisk kost fordi den lettere optages som næring i deres blodomløb.
. . . to be continued . . . . . .. fortsættes . . .. . .

Efter de amerikanske læger Dr. Peter D’Adamo og Cathrine Whitney fremlagde deres revolutionerende teser om sammenhængen mellem kost, sygdom og blodtype er de blevet både mødt med stor interesse , men også fra indædte angreb fra kapitalistiske interesser i de mægtige medicin-selskaber og blandt de moderne kulakker i de store fødevareselskaber som ser “blodtype-teserne” som en trussel mod det profitable marked for fødevare og medicin.
Det er ikke formålet med denne artikel at fremlægge den kapitalistiske kritik af blodtype-dieten – den sørger “kapitalen” selv for at få frem.

Men derimod selve indeholdet i blodtype-dieten og den store interesse fra ikke bare patienter , men også andre læger som f.eks læge Knut T. Flytlie der f.eks skriver : “Der er gode erfaringer med at blodtype-kost hjælper på mange forskellige lidelser: Blodsukker-ubalance, luftvejs allergier, fødevarer allergier, svampeproblemer, fordøjelsesproblemer, tarmsygdomme, sukkersyge (diabetes 2), overvægt, undervægt og meget andet.”

Det som imidlertid skiller blodtype-teorien fra andre teorier om sunde spisevaner og levevis er at den betoner det individulle; at det som er sundt for Anna med blodtype O Rh+ , vil være usundt for Adam med blodtype A.
Peter D’Adamo er amerikansk læge som i over 20 år har forsket i sammenhængen mellem blodtype, kost og helbred. Han byggede videre på faderens erfaringer og har brugt dennes og sine egne erfaringer og viden i sin lægepraksis og set patienternes mange småskavanker forsvinde og patienter med alvorlige sygdomme få det langt bedre gennem en blodtype-diet – noget som flere års medicinsk behandling aldrig bevirkede.
Den græske læge Hippokrates, som levede for 2400 år siden, skal have udtalt:
“Lad din medicin være din mad og din mad være din medicin.” , ifølge Vitamindoktor

. .. . .. fortsættes

Vi fejrer ikke Israels 60 årsdag – deklaration underskrevet af svenske jøder

15.maj 2008

Den 30 april offentligjorde The Guardian (UK) en deklaration som er underskrevet af 100 fremtrædende britiske jøder om årsagerne til hvorfor de ikke fejrer Israels 60 årsdag:

Her viderebringes en bearbejdet og oversat version, underskrevet af 16 svenske jøder (Andre versioner af udtalelsen er er offentliggjort i USA og Canada)

“I løbet af maj måned vil jødiske organisationer verden over fejre 60 års-jubileet for Israels grundlæggelse. Det er forståeligt med tanke på de århundreder af forfølgelse som kulminerede i Holocaust. Vi er jøder som – trods dette – ikke vil være med til fejringen af dette. -
Det er nu på høje tid at indse at det ene folks drøm er blevet begge folks mareridt, at også erkende den andens fortælling. Et andet folk har måttet betale prisen for europæisk antisemitisme og Hitlers folkmordspolitik. De palæstinensiske forfatter Edward Said betonede at : Al Nakba , den palæstinensiske katastrofe 1948 ( . . . . ) som var en følge af Israels dannelse, er for palæstinenserne lige så traumatisk som holcaust er for jøderne. – - Den israelske Plan Dalet sattes i værk i løbet af april 1948, samme måned som den berygtede massakre i Deir Yasin og granatangrebet på civile palæstinensere på markedspladsen i Haifa. Plan Dalet førte til ødelæggelsen af palæstinensiske landbyer og fordrivelsen af den hjemlige befolkning til nabolandene. Vi ønsker ikke at fejre. -
I juli 1948 blev 70.000 palæstinensere drevet fra sine hjem i Lydda og Ramleh midt i sommerens hede uden mad eller vand. Hundrevis døde. Det blev kendt som Dødsmarchen. Vi ønske ikke at fejre.
Sammenlagt blev 750.000 palæstinensere flygtninge. Cirka 400 byer blev raderet ud af kortet.Og den etniske udrensning sluttede ikke der. I 1956 blev tusinder af palæstinensere (israelske statsborgere) udvist fra Galilæa (الجليل).
Og flere tusind dertil da Israel besatte Vestbanken og Gaza.. Ifølge International Lov (Folkeretten) , og FN´s resolution 194, har krigsflygtninge enten ret til vende tilbage eller at få økonomisk kompensation. Israel har aldriog accepteret denne ret.
Vi ønsker ikke at fejre. -
Vi kan ikke fejre et jubilæum for en stat som er grundlagt på terrorisme, masssakre og annekteringen af et andet folks jord.. Vi kan ikke fejre et jubilæum for en stat som bedriver etnisk udrensning, som bryder internatonale love, som bedriver en frygtelig kollektiv afstrafning af den civile befolkning i Gaza og som foretsætter at formene palæstinenserne menneskelige rettigheder. Vi vil fejre når arabere og jøder lever ligestillede og i fed i Mellemøsten”

UNDERSKREVET af

* HENRY ASCHER, Læge

* INGALILL ASPELIN, Fhv. Bibliotekar

* JORGE BUZAGLO, Docent i nationaløkonomi

* ANJA EMSHEIMER,Gymnasielærer

* DROR FEILER, Komponist ,musiker,kunstner-

TIGRAN FEILER, Journalist

* LISA GRAN’ER,Journalist

* LENNART GROSIN, Docent i pædagogik

* DAVID HENLEY, Børnelæge

* ROBERT LYONS, Universitetlektor

* JAKUB SREBO, Civilingeniør

* GIL TARSCHYS, Lærer

* ZOLTAN TIROLER, Chefredaktør

* MAJ WECHSELMANN, Filminstruktør

* JULIANA WEISS, leg Psykolog

* VERA ÖNNER, Fhv Bibliotekar.

Deklarationen som blev bragt i den engelske avis TheGuardian har vakt opsigt i Israel og bliver i ledende kredse stemplet som “antisemitisk” – altså jødefjendtlig.
Det afviser professor Haim Bresheeth – en af underskriverne

“- Jeg forstår ikke , hvorfor underskriverne bliver anklaget for antisemitisme og for at støtte terrorisme. Ingen af dem, der har skrevet under, støtter at skade civile eller sagesløse ofre på begge sider,” siger Bresheeth til det israelske dagblad Ynetnews.
“- Den virkelige terror er den, som Israel har udøvet mod palæstinenserne i 40 år, en stærk stats terrorisme mod en relativ svag organisation. Vi tvinger palæstinenserne op i et hjørne, hvor de kun kan vælge angreb, ” siger Haim Bresheeth.

USA: Verdens største forsikringselskab AIG i krise: har tabt 60 milliarder kr.

10.maj 2008 *

Kapitalismen i krise : Hvad koster kapitalismen ?

For sjette dag i træk slog prisen på råolie ny rekord da den nåede sit højeste niveau nogensinde med 126,20 dollar pr tønde. Det fik de kapitalistiske aktiekurser på Wall Street til falde med 0,8 % ( Dow Jones) fredag.
Det kapitalistiske industriindeks S&P 500 gik 0,6 prosent ned . 

Energipriserne påvirker selskaper som driver ulike former for transport og dermed er avhengige av drivstoffprisene.

Goldman Sachs nedjustering af profit-prognosen for USAs største raffineriselskap, Valero Energy Corp. trækker også ned, skriver Bloomberg.

Flere skeletter i skabet

De andre store faktorene på New York-børsen i dag er American International Group (AIG) og Citigroup, som kunngjorde at banken vil kvitte seg med enorme verdier for at bedre lønnsomheten.

AIG er verdens største forsikringsselskap, og kom fredag med nyheten om at underskuddet gør det nødvendigt for selskabet at skaffe 12,5 milliarder dollar for at dække tabbene. Kapitalen bag AIG har været en af støttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåningen på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på bologmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkrditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig” .
“Subprime” -realkreditterne som blev foreslået af Clinton-regeringen allerede i 1993 – og den planmæssige sænkning af FED- USAs Nationalbanks – statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001.

AIG-akien faldt med syv prosent.

“- Måske er den værste del av finanskrisen ikke ovre alligevel. Vi finder flere skeletter her efterhånden som vi kæmper os gennem dette kaos,” siger Art Hogan, chef-strateg hos Jefferies & Co til MarketWatch.com

Den teknologi-tunge Nasdaq-aktieindeks ligger så at sig fladt fredag.

Befrielsen fejret i Moskva med den første store militærparade i atten år : Fotoreportage fra Sejrparaden i Moskva

9 maj 2008 – 17:22
Moskva-boerne skal 18 år tilbage i tiden for at kunne opleve en sejrsparade med militære indslag på den Røde Plads.
I paraden deltog 8.000 soldater som kom rullende med atomvåbenraketter og kampvogne over den Røde plads i Moskva til minde om sejren i befrielseskrigen mod den nazi-tyske aggresion i 1945.
Sejrsparaden blev overværet af Præsident Medvedev og Statsminister Putin.

Under Putin´s lederskab søger de herskende kapitalistiske klasser i Rusland legitimitet, glans og kontinuitet i historien.
Putin, Medvedev og de andre russiske ledere er bevidste om at fortællingen om landets heroiske historie ikke skal hentes i Brezhnevs, Gorbatjovs eller Jeltsins kriseramte sovjet-russiske stagnationssamfund, men i i det socialistiske Sovjet under Lenins og Stalins ledelse.
Putin og Medvedev spiller bevidst på det russiske folks kollektive erfaringer fra den socialistiske periode under Lenin og Stalin, hvor russerne og de andre sovjetiske folk gennemførte og gennemlevede en socialistiske revolution som førte dem flere århundreder frem i udviklingen.
Ikke mindst på befrielsesdagen her i maj har Ruslands nye herskere ikke holdt sig tilbage for både at vise de militære muskler og ikke mindst sole sig i glansen fra den Røde Hærs sejr over Nazityskland.
Foto: Aleksander Semlijanitjenko

-
Sovjetiske faner med billeder af bolsjevikernes og Sovjetunionens første leder Vladimir Lenin blev vist fremunder sejrsparaden , 9.maj 2008 -

-
Onkel Joe alias Josef Stalin, kommunistpartiets og Sovjetunionens leder under den socialistiske opbygning i 1920´erne og 1930`erne var en anden fremtrædende helt ved de antifascistiske befrielsesfestligheder i Moskva 9 maj 2008.Foto: Aleksej Sazonov
-
Også selve paraden var delvis en “genspegling” af de antifascistiske sejrs-parader som blev gennemført i maj 1945. -
-
Men en del eksempler på det kapitalistiske Ruslands våbenteknologi blev vist frem

Stærke følelser blandt gamle kammerater . . . . . .
_
Ikke mindst er befrielsesdagen veteranernes dag – som denne veldekorerede veteran demonstrere . .. . . . – Foto; Jurij Kadobnov

Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedev taler til nationen på Sejrsdagen, med Vasilij-katedralen i baggrunden.
Militærorkestrer marscherede stilfuldt hen over den historiske Røde Plads som forspil til en kolossal opvisning af tunge våben som ikke er skuet siden Sovjet-epoken.
Blandt de våben som blev vist frem fandtes de ballistiske raketter af typen Topol-M og kampvogne af type T-90.
Perfekte kolonner defilerede med beslutsomme stenansikter over den historiske plads. Et kontingent var klædt i Røde Hær-uniformer fra Anden Verdenskrig, med røde stjerner i huerne – mens faner med billeder af Lenin og Stalin blev luftet .
Præsident Medvedev og Statsminister Putin stod og inspekterade paraden, men i modsætning til tidligere russiske ledere stod de ikke på Lenin-mausoleet, men på en tribune fremfor det.
Mausoleet skjultes bag en gigantisk banderole med teksten “9 maj 1945″.

Hurra-råb og advarsler

Præsident Medvedev holdt en kort tale fra tribunen og afsluttede det med den traditionelle hilsen til Ruslands væbnede styrker, fulgt af et “Hurra!” hvorefter hele den flere tusind mand store masse af soldater svarede med det rituelle “Hurraaaa!” med den karakteriske brølende lyd som vi kender igen fra stormen på Czarens Vinterpaladset i 1917
Efter en modtagning for de aldrende krigsveteraner der havde uniforms-jakkerne fulde med medaljer, advarede Medvedev i en stærkt føelsesladet tale om denne dag der “forener nationen” og mindede om at “krig ikke opstår af sig selv”.

“” -Væbnede konflikter opstår ikke af sig selv,”

men
” . . . . antændes af dem hvis uansvarlige ambitioner hersker over landes och kontinenters intressen,over millioner af mennesker.” indledte Medvedev sin befrielsestale og fortsatte:

“-Verdenskrigens historie advarer os om at væbnede konflikter ikke opstår af sig selv. De udløses af dem hvis ansvarsløse ambitioner sætter sig over landes og hele kontinenters interesser. Det er derfor vi skal huske læren fra krigen og idag tage alle skridt for at forhindre sådanne tragedier fra at udspilles på nyt. “
- – – – – – – – – – – - – – – – – – – - – – -
“- Derfor bør vi være ekstremt opmærksomme på alla forsøg på at så racistisk eller religiøst had eller at oppiske en ideologi af terror og ekstremisme”, advarede Medvedev, som også kritiserede forsøg på at “blande sig i andre staters anliggender for ikke ikke tala om forsøg på at trække nye grænser “
” Vi må ikke tillade at folkerettens normer ignoreres, de love som blev skrevet gennem hele det internationale samfunds lidelse, de love foruden hvilke et trygt liv og en retfærdig verdensorden er umulig.”.

 

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig. Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring. Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning. Mere end 110 millioner mennesker stod under våben. Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.  ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede aggressionskrigen mod Sovjetunionens folk. Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak. . . . .. . . . .. .. .. .. … Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen. Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater. Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland. Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev sendt ind for at erobre Sovjetunionen Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Letland,Sverige og Danmark. De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand . Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941. Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest. Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker. Yderligere flere hundrede tusind soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet. Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

bagved fronten. D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne. De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren. Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter * º º º º º * * º * * * º * * º * * * . For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen. Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda: “den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner Sovjet-borgere – hovedparten civile – som sammenligning var USAs ofre godt 294 000 soldater. NAZITYSKLAND 1933-41 Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ? De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen. Politikerne og journalisterne er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhills gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 hvor han opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser . Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser. Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner. Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetalen” i 1946 dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi de gav udtryk for de ledende kapitalisters problemer og interesser Den historieforfalskning som fremførtes efter jerntæppetalen i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde. De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter. I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind. I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig også den i 80 – bind. I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ” I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind. I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere sandheder – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke altid overens. Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang. Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig. Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik. Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video,internet og Dvd. I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning. I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til . For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne. Efter nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder de at udfordre de borgerligt demokratiske landes magt i Europa. Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise , ned og knuse KPD. Endvidere skulle nazisternes ved magten sikre at Tyskland generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe Lebensraum til tysk erhvervsliv. Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen. Nazisterne i offensiven I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund. Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919. Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland). Den nazistiske terning var kastet . Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ? Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdige reaktion endsige alvorlige protester fra de borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” borgerlige stater i vest reagerede alvorligt. Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs. Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer. Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret. I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen. I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september - ”Peace in our time” ( Fred i vor tid som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det. I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet. Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp. Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen. Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme. Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse dage en mulighed for at gøre en ende på nazismen. Alfred Jodl – Øverskommanderende for den tyske Hærs – Reichwehrs operative stab indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; : ” at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme” I aggresionen mod Polen satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind. NEUropa under tysk kontrol i 1940 I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse. Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni. Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå. Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj. På balkonerne i Amsterdam og Bruxelles stod overklassen og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen . Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni. Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog. Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940. I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. . I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland. PÅ tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen. Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femtekolonne i de herskende kredse, mest åbenbart i Frankrig. Blitzkrieg Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig. I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed. De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner. I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som de kaldte ”blitzkrieg”, lynkrigen eller blitzkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt. Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig. I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker . Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger. Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk. Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN:s forgænger. To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel. De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA:s og Storbritanniens financielle hjælp. Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra USA – lån på ca 22 milliarder ReichMark -rigsmark-RM. Under Nazitysklands kommando Nazisternes brug af Europas industriele kraft i krigen mod Sovjetunionen er omhyggeligt ”skjult” kapitel i den Anden Verdenskrigs historie.Men desto vigtigere . I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Slãsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder. I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster. Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium. Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre. I Frankrig kom nazisterne over 4000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne for at bruge dem til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær. I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde. Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul. Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året. Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige. Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier i Danmark om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”. Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det – , mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni. I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner. Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen. Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland. I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker. Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer. I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5000 tanks, 3000 krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene. Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de sovjetiske folk. Operation BARBAROSSA Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen. Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger. Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de andre kapitalistiske lande i Europa . Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”. Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død”. Endvidere skulle Sovjetunionen deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.. Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering.. De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden. Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”. Man taler også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses. Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden” Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden. Speciel retshåndhævelse Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning. For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette. Hans anti-kommunistiske indstilling at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA. Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland: Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret. De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særskilte instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”. Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det. De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger. ORGANISERET BARBARI Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde. Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slavisk-jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne havde udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation. At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen. Hovedparten af dem ubevæbnede civile. Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen. Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4.600 000 soldater- 4,6 millioner mand. De tyske tropper var udrustede med 42 000 kanoner og granat-kastere, mere end 4000 tanks og attak-kanoner og 4000 flyvemaskiner. De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 000 mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og 1000 flyvemaskiner. Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a erobringen af al-Kud – Jerusalem. Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark. De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet opbygget, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben.. Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner. Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød.. I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder. Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver : ”Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”. Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?. Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske hjælpetropper i Frikorps Danmark havde ventet sig. Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne. Den forræderiske femte-kolone som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede ameèr var sat ud spillet i Sovjetunionen. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet. Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement. Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte stormagt. Hitler var på højden af sin popularitet. Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse. I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet. ” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies. Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen. ”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog ambassdør Davies fast i hans erindringer. I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin intresse og sympati for at give Tyskland frie hænder mod Øst. I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. - Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen : ”Hellere Hitler end Folkefronten!” Disse kræfter forrådte deres eget folk. Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp. Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen. Efter at bolsjevikerne havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte. I Sovjetunionen rejste folket sig til forsvar for det socialistiske moderland. Socialismens muligheder viste sig også i denne meget svære krisesituation. Det bolsjevikiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det bolsjevikiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partsan-bevægelse der angreb nazi-styrkerne i ryggen. Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD. Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985. A I Balasjov og G P Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny (“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3 Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget udgivet af KPML(r) Uppsala 2002 Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970 (”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3)
giver historikerne A. I. Balasjov og G. P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse beregninger ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 668 400 personer. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 413 000 man, hvoraf 6 046 000 på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 346 000 og i dets satellitstater 1 005 000 var Sovjetunionen tab 18 300 000, hvilket gør antallet 26 968 400 – eller 27 miljoner – til den bedste sammenfatning af de Sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tyske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på naziokkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetmedborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Sovjet Ukraine til Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan og andre – - , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker ,men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.

Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus :Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….”

HVAD er FAKTA ? 

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “”finansierede krigen mod Hitler”", og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7000 tanks, 42700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97768 kanoner, 350.000
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300.000 tons krommalm,32.000 tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at forstsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger,artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.” -
Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt

Terror-Karikaturkrisen: Nye demonstrationer mod Danmark og Holland i Pakistan

3. maj 2008
Tusindvis af “protestanter” var lørdag på gaderne i Karachi i det sydlige Pakistan for at protestere imod den anti-muslimske propagandafilm “Fitna” – klippet sammen af den højreliberale parlamentariker Geert Wilders fra EU- og Natolandet Holland – og Jyllands-Postens terror-karikaturer af profeten Muhammed.
Det franske nyhedsbureau AFP taler om omkring 4000 demonstranter, mens det amerikanske nyhedsbureau AP anslår, at der var 5000 deltagere.

Dannebrog brændt af igen

Talere ved demonstrationen krævede, at Pakistan afbryder de diplomatiske forbindelser med Holland og Danmark. Demonstranterne foretog også den efterhånden rituelle afbrænding af Dannebrog.
Hanif Tayyub, leder af organisationen Bevægelse for Beskyttelse af Profetens Herlighed, sagde til demonstranterne, at den pakistanske regering har en måned til at udvise den danske og hollandske ambassadør og hjemkalde de pakistanske ambassadører fra de to lande.
- Ellers beder vi vore tilhængere om at marchere imod hovedstaden Islamabad, sagde han.
Demonstrationen forløb i øvrigt fredeligt.

Første Maj : JORDEN RUNDT

1.Maj. 2008 – 23:35
VERDEN OVER blev 1. Maj -dagen fejret med demonstrationer og aktioner – som Kampdag for Arbejderklassen.
Rote Fahne News skriver : -
I Rusland var flere end To miljoner mennesker på gaden i Første Maj-demonstrationer – ifølge indenrigsministeriet – rundt om i Rusland, til støtte for det styrende Forenede Rusland, men også i protest mod stigende priser som i mange andre lande ligner en priseksplosion. -
Størst var præsidentpartiet Forenede Rusland som i Moskva var gået sammmen med FNPR (Uafhængige fagforeningers føderation, som er den nærmeste svar på LO i de skandinaviske lande).
De samlede 20.000 deltagere i Moskva med krav om højere løn og pensioner.
Ved borgmesterembedet ventede Jurij Luzjkov som erkærede dagens pensioner “skammelige”. Han lovede forhøjede minimumslønninger i byen til 9 000 rubel i måneden.
Bekymringen for prisstigninger var gennemgående i alle demonstrationstog. Pris-forhøjelserne på dagligvarer løb op i 22 procent sidste år, men lønforhøjelserne var betydeligt beskedne. Under de fire første måneder i år har dagligvare-priserne øget yderligere 13,5 procent, huslejerne med 13,5 procent, gas med 22,3 procent, el med 13,3 procent og kollektivtrafiken med 8,3 procent.
Mens “Forenede Rusland” gik på hovedgaden Tverskoj paraderede “Retfærdigt Rusland” på “Tsvetoj bulvar”, men hovedparolerne – højere løn – var de samme.
Flere end 2.000 deltog i det socialdemokratiske “kommunist-partis” (Kprf) demo hvor der fandtes paroler for socialismen (Forenede Ruslands demo advarede udtrykkeligt mod enhver tale om socialism). Till Kprf´s demonstration havde Limonovs nationalbolsjeviker og den “Røde Ungdoms Avantgarde” (AKM) tilslutet sig. Også denne gang kunne man fra Limonovs folk høre taktfaste råb bl. a. “Ned med arvetronen”, en klar hentydning til hvordan Ruslands nye præsident, Medvedev, blev (ud)valgt
I sin tale eklærede Kprf-lederen Gennadij Ziuganov at situationen i landet forringes dag for dag, trods det rosenrøde billede som officiellt males op.
Omtrent 1 000 personer deltog i et fremmedfjendligt 1. maj-optog med paroler som – :“Gæstarbejdere, forsvind!” – På mødet talte bl a en tilrejst repræsentant for “hvid modstand” i USA; Presto Widginton.
I S:t Petersburg marscherede 6 000 med præsidentpartierne Forenede Rusland og “Retfærdigt Rusland. Fra samme plats udgik lidt senere Kprf ´s demo. I begge demonstrationer visen “byen ved den frie Neva” hvor et af versene lover at “gang på gang hejse det røde flag mod stjernerne”.
Den “demokratiske opposition” i “Et andet Rusland” som i Moskva gik med Kprf´s “kommunister” valgte i Petersburg at gå i et eget tog med 700 deltagere.
Forfattaren Eduard Limonov blev overfaldet af provokatører uden at den talstærke milits greb ind.
Kilder : “Kommersant” 4/5

rf-news skriver at : I den indonesiske hovedstad Jakarta gingen geschätzte 40.000 Menschen på gaderne. Sie trugen Plakate mit der Aufschrift “Senkt die Lebensmittelpreise jetzt” und “Mehr Geld für Arbeiter und Bauern”. -
I den thailandske hovedstad Bangkok forderten tausende Demonstranten einen höheren Mindestlohn. Dafür protestierten in den Mittagsstunden bereits knapp 2.000 Arbeiter verschiedener Industriezweige vor dem Sitz der Regierung. -
Besonders brutal ging die Polizei in Istanbul mit Panzerwagen, Tränengas und Knüppel vor, als Demonstranten gegen das seit dem Militärputsch 1980 verhängte Verbot versuchten, ihre Mai-Kundgebung auf dem legendären Taksim-Platz durchzuführen, an dem am 1. Mai 1977 von Polizei 37 Menschen getötet wurden. Am Vormittag wurden über 500 Demonstranten verhaftet, es soll zahlreiche Verletzte gegeben haben. Proteste gegen die türkische Regierung und die Solidarität mit den türkischen 1.Mai-Demonstranten beherrschten auch viele Gespräche unter den vielen kurdischen, türkischen und deutschen Teilnehmern auf den Mai-Kundgebungen hier in Deutschland. -
PARIS; 1. maj 2008

TYSKLAND

Rund 416.000 Menschen beteiligten sich laut Angaben des DGB an den über 440 Kundgebungen und Demonstrationen in Deutschland. Überall war eine kämpferische Stimmung spürbar und die offiziellen Redner kamen nicht umhin, auf den wachsenden Linkstrend in Deutschland einzugehen. Während sich unter den Teilnehmern die Diskussion über den Sozialismus immer mehr verbreitete, griffen diese nur die größten Auswüchse des Kapitalismus an, um ihn dann mit der illusionären Losung “Den Sozialstaat retten” zu verteidigen.
*
Zurecht wurde von den Rednern die zunehmende Leiharbeit, die wachsende Zahl der “Billiglöhner” und die steigende Altersarmut kritisiert. “Wer arbeitet, soll auch so bezahlt werden, dass er davon leben kann”, so DGB-Chef Michael Sommer auf der zentralen Kundgebung des DGB in Mainz. In Gelsenkirchen trat Oberbürgermeister Baranowski, ohne rot zu werden, als Freund der Gewerkschaften auf, ohne ein Wort zur vorzeitigen Schließung des Bergwerks Lippe und der Vernichtung tausender Arbeitsplätze zu verlieren.
Dagegen bezeichnete die Bürgermeisterin von Marl den Kohleausstiegsbeschluss als völlig unverständlich und versicherte den Kumpels die Solidarität des Rates der Stadt, wenn sie um ihre Arbeitsplätze kämpfen. In Berlin war der Demonstrationszug von den kämpfenden Kollegen der Verkehrsbetriebe (BVG) geprägt. Am Mittwoch streikten 1.200 Busfahrer.

Die meisten offiziellen Redner warnten anlässlich des 75. Jahrestages der Zerschlagung der Gewerkschaften vor der faschistischen Gefahr und forderten teilweise das Verbot der NPD. In Hamburg und Nürnberg gab es breite Demonstrationen gegen die provokativen Aufmärsche der NPD (Hamburg 7.000 und Nürnberg 10.000).

1.maj i BILLEDER JORDEN RUNDT

Irakisk arbejder pours water to cool down an area around a furnace at a factory in Baghdad.

En tilhænger af det Libanesiske kommunist-parti, painted in black, stands in front of the Communism symbol in Beirut.

Carsten “muhammed” Juste slutter som Chefredaktør

28. apr. 2008 09.33
Jyllands-Postens berygtede chefredaktør stopper

Carsten Juste -Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør – som blev berygtet verden over som manden bag “terror-karikaturerne” af Muhammed og som manden bag “fyringen” af Kulturredaktør Flemming Rose – fratræder sin stilling efter eget ønske meddeler avisen. -
Carsten Juste blev udnævnt til Jyllands-Postens øverste chef i januar 2003, efter at Politikens Hus og Jyllands-Posten var fusioneret til den kapitalistiske medie- og propagandakoncern JP/Politikens Hus. Han havde forinden været chefredaktør siden 1994.
Danmark i karikaturtegningernes greb ytringsfrihed og cencur i danske medier

Indien: Protester mod de stigende fødevare priser fortsætter

22.april 2008 -

Prisen på det daglige brød fortsætter sin himmelflugt

De stigende fødevarerpriser på det kapitalistiske verdensmarked medfører øget sult, fattigdom og elendighed for de fattige  i Skandinavien såvel som i Indien. – – – -

At fødevarepriserne stiger er både en følge af kapitalistisk spekulation, hvor den overskudskapital som nu flygter fra det tidligere profitable bolig- og ejendomsmarked søger mod fødevare , olie og andre spekulations-objekter der kan give kapitalen de to-ciffrede årlige udbytter som den kræver og en følge af at mindre dele af landbrugshøsten bliver solgt til fødevareproduktionen fordi stadig større dele af landbrugets høstafgrøder bliver omdannet til brændsel til den kapitalistiske verdens milliardstore personbilspark.
I den østindischen Millionby Calkutta haben Tusindet af Menschen mod de højere Lebensmittelpreise demonstriert. Die wütenden Demonstranten unterbrachen mit Bananenschalen die Stromzufuhr der Oberleitungen und legten den Verkehr lahm. Die Polizei des Bundesstaates West-Bengalen nahm mindestens 300 Personen fest.

HVORFOR er de stigende fødevarepriser og sult – “normalt” under kapitalismen ? !

spørger redaktionen på Rote Fahne News -Tyskland -24.april – Gestern demonstrierten in Stuttgart über 1.000 Bauern gegen das Milchpreisdumping von Discountern wie Lidl und Aldi. Jeden Tag solle man eine Stunde lang den Trecker und den Pflug auf der Autobahn abstellen und die Fahrbahn sperren – so zitiert der “Tagesspiegel” heute einen wütenden Milchbauern aus Brandenburg. Während die Milchbauern immer weniger für ihre Produkte bekommen, stiegen im März die Lebensmittelpreise in Deutschland nach Angaben des statistischen Bundesamtes um 10,1 Prozent. Auch in Deutschland, einem der reichsten Länder der Erde, wird es am Monatsende z.B. für Hartz-IV-Betroffene immer schwieriger, ihre Lebensmittel zu bezahlen.
Trotzdem klopfen sich verschiedene Supermarkt-Ketten in teuren Zeitungsanzeigen aufgrund der aktuellen Milchpreissenkung stolz auf die Brust. Am Gesamttrend ändert dies allerdings nichts. Denn Lidl und Kaufland stellen die Verbraucher in Deutschland schon zynisch auf einen weiteren Anstieg der Lebensmittelpreise ein. Die aktuelle Milchpreissenkung wird zudem die Profite der Supermarktketten nicht schmälern. Sie wird voll auf die kleinen und mittleren Milchbauern abgewälzt.

Dr. Rudolf Schmidt, Milchexperte des deutschen Bauernverbands berichtet gegenüber “rf-news”, „dass der Handel seine Einkaufspreise für Milchprodukte gegenüber Jahresende bereits derart gesenkt hat, dass die Milchbauern 5 bis 6 Cent pro Liter weniger bekommen“. Aktuell hat Aldi den eigentlich bis Juli 2008 laufenden “Trinkmilchkontrakt” gekündigt, um weitere Preissenkungen durchzusetzen. „Das kann zu weiteren Abschlägen von bis zu 7 Cent führen“, so Dr. Schmidt.

Mangel an bezahlbaren Lebensmitteln und Hunger für wachsende Bevölkerungsteile sind ein weltweites Problem, das – anders als manchmal in der Vergangenheit – vollständig unabhängig von Dürren oder anderen Naturkatastrophen entstanden ist. Selbst Bauernpräsident und CSU-Mitglied Sonnleitner protestiert: “Die Börsenpekulationen werden immer stärker. Die Heuschrecken richten sich nun auch auf Agrarrohstoffe.” Es sind aber keineswegs nur einzelne “Heuschrecken” unter angeblich prächtigen kapitalistischen Schmetterlingen, die für die Probleme verantwortlich sind. Vielmehr gehört es zum ökonomischen Grundgesetz des Kapitalismus auf der heutigen Stufe der Neuorganisation der internationalen Produktion, dass er seine Maximalprofite unter anderem durch die Ruinierung oder Zerstörung der Lebensgrundlagen in ausnahmslos allen Ländern der Erde sichert. Ein Gesellschaftssystem, in dem explosionsartig wachsender Reichtum einer Minderheit nur auf der Grundlage von Hunger und Massenarmut für Milliarden Menschen entsteht, gehört auf den Komposthaufen der Geschichte.

Afghanistan: to hollandske soldater døde efter sabotageaktion. Den ene var søn til den hollandske forsvarchef.

18. Apr. 2008 20:45 *
En afghansk sabotageaktion direkte rettet mod den deling hollandske militære styrker hvor Forsvarchefens søn Løjtnant Dennis van Uhm – befandt sig lykkedes med at sætte både Forsvarschefens søn og en anden soldat ud af spillet, mens yderlige to soldater er alvorligt sårede meddeler en hollandsk militær-presetalsmand.
Sabotageaktionen blev gennemført bare 12 kilometers nordvest for en hollandsk militær-base i Uruzgan-provinsen kendt som Camp Holland.

Dennis van Uhm – søn til Hollands Øverst Kommanderende General Peter van Uhm blev endnu en skalp for den afghanske modstandsbevægelse.

Under den voldsomme bombeeksplosion 12 kilometers vej fra militærbasen mistede to soldater livet.
I Holland og i Afghanistan står det klart at angrebene på Nato-landet Hollands militære styrker hænger sammen med den højreradikale kampagne mod muslimer som i de sidste par år , har nået lavpunktet med de Wilders anti-muslimske “fitna”-film – som bedst kan sammenlignes med de nazistiske propagandafilm hvor jøden sammenlignes med rotter. Kun rotterne var fraværende i Wilders primitive og vulgære film.
Men den hollandske regering afviser at der er en sammenhæng mellem terror-karikaturfilm og angreb på de hollandske soldater i Afghanistan.
Klart er det at både de hollandske og danske terror-karikaturer af muslimer har oprørt afghanerne og ført til massedemostrantioner direkte rettet mod Danmark og Holland i Afghanistan. – – – - – - – – – – -

Angrebet der tog livet af den øverste militære officer i Holland, Forsvarchefens søn kommer bare en dag efter et bombeattentat i den sydvestlige Nimroz provins hvor 24 mennesker mistede livet mens flere end 30 blev såret, hvor attentatmanden selv mistede livet.

Jane´s defence: Afghanistan mindre stabilt end Irak

25 mars 2008

Rapport fra “Jane’s Information Group”: Situationen i Irak “bedre” end Afghanistan.

Afganistan er et mindre stabilt land end Irak. Aller mindst stabilt er det i Gazarstriben og på Vestbanken i Palæstina samt i Somalia, i deres tabel over risikofyldte lände. – Irak havner “nede” på plads nr. 22 over instabila lande og placerar sig dermed blandt lande som Niger, Nigeria og Burundi. Afghanistan derimod havner på langt oppe på risiko-listen som det tredje mindst stabile land i verden. Jane’s Country Risk Rating kom i år for første gang og dermed er der intet at sammenligne med. _ Den mest stabile stat i verden er den kristen-katolske kirkes hovedsæde i Vatikanstaten efterfulgt af Sverige, Luxemburg og Monaco.

Albanien 1991: Kommunister vandt frit valg

Kommunister vandt frit valg i Albanien

slog dagbladet Politiken fast på sin forside samme dag som det erklærede kommunistiske Albaniens Arbejdets Parti vandt 2/3 af stemmerne i det internationalt overvågede valg i 1991 – godt 17 måneder efter den tyske Murs fald.

”Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt”
skrev Dagbladet Information´s korrespondent den 2.april 1991
- — – - –
Var der tale om et “kommunistisk komplot” – en sammensværgelse mellem det kommunistiske styre og venstreorienterede udenlandske journalister og observatører ? 

Det kan ikke udelukkes . Derfor bør sagen undersøges meget nøje. 
Det så jo ud som en international konspiration – et forsøg på  ”historieforfalskning” hvor både bbc, cnn, New York Times, Le Monde og andre medier fortæller nøjagtig det samme :

Kommunister vinder overbevisende valgsejr.

Men hvad med de omkring 100 internationale observatører der var i landet for at overvåge valget ?
DE kan vel ikke beskyldes for at være deltagere i denne “kommunistiske konspiration” ?

”Alt forløb efter reglerne“ ,udtalte cand.mag. Tue Magnussen fra RUC,der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne.”, ifølge Politiken (2.april 1991)

Informations korrespondent Tue Magnussen skrev
den 2.april 1991 at ”de danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der igår fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad der var imponerende”

    Men hvad har Magnussen,Andersen og Glønborg egentlig set ? Er de ikke blevet ofre for en veliscenesat kommunistisk forestilling. Kommunister kan vel ikke vinde frie valg ?
Det er jo i modstrid med alt hvad vi har lært i skolen og af de “demokratiske” danske politikere som Poul Nyrup, Anders Fogh, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard.

Skrev de “demokratiske” danske aviser ikke om den kommunistiske undertrykkelse i Albanien ?
Universitetsuddannede Albaniens-”eksperter” slår meget autoritativt fast – at hvis et kommunistisk parti vinder 2/3 af stemmerne ved et valg som bekræftes af 100 internationale observatører så er der grund til at rejse spørgsmålet: Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere” ? _ _ _ _

Men HVAD ER FAKTA OM VALGET ?

Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk Folketings-valg.

* * “Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister”  som dagbladet Politiken skrev.

Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti ,PPSH mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisterne overbevisende sejr var et chock for de borgerlige kræfter, både i og udenfor landet.

Spørgsmålet er :

Hvad gør et parti der har vundet 2/3 af fokets stemmer med en opposition som ikke accepterer resultatet ,men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold,terror og sabotage mod folkets demokratiske valg ?
Hvad skulle Thorning, Fogh eller Søvndal gøre hvis de havde vundet 2/3 af stemmerne , hvis taberne anført af demonstrerende “autonome” ikke vil accepere valgnederlaget, men begynder at terrorisere partikontorer, fabrikker og angribe politikere fra det vindende parti ?

For det var hvad der skete i Albanien.

Det erklærede kommunistiske og marxist-leninistiske parti – som bare nogle måneder efter at de har fået 2/ 3 af stemmmerne – i et valg med 96% stemmmedeltagelse – en overbevisende folkelig opbakning til partiets kommunistiske politik – opløser sig selv.

   Det er et flertal af partiets ledende medlemmer og delegerede – ikke medlemmerne, jeg mener ikke der var en medlemsafstemning – der i juni 1991 opløser det “kommunistiske parti” på en hasteindkaldt parti-kongres og inviterer den “voldelige” opposition ind i regeringen.

Ramiz Alia’ s parti PPSH fik IKKE 2/3 af stemmerne for at opløse partiet og overlade ledelsen af landet til USA-støttede kræfter der førte landet ud i den kapitalistiske kontrarevolutions kaos, terror, sabotage, massearbejdsløshed, mord og kriminalitet.
Et flertal i Partiets ledelse forrådte folket og partiets tusinder af menige kommunistiske medlemmer som havde givet dem en overbevisende tilliderklæring ved valget i marts

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet at kriminaliteten var steget med 70 %. i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berisha´s nydannede “Demokratiske Parti “-PD hærgede i gaderne og på flere arbejdspladser sabotererede de produktionen og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om at de både havde retten og flertallet med sig
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske diciplin blev nedbrudt, kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker som ikke blev spærret af med brædder og jerngittrer blev smadret og plyndret.

I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand.
Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet.
Den store magnet var kapitalismens Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjersyns-serier som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty,Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af ved ankomsten til “frihedens land”, Nato-landet Italien.

For det var åbenlyst at de Nato og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte hans tilhængere ind at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk” valgfusk.

Efter valget opmuntrer og organiserer Berisha-Demokraterne til protester , sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.
Bevæbnede tilhænger til Berisha angriber og besætter de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med poltiet dèr resulterer i skudveksling hvorunder tre mennesker mister livet og flere bliver sårede.

I maj måned truer tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden , i luften om “kommunist-regeringen ” ikke afgik
De virksomheder og fabrikker som ikke allerede var saboteret og plyndret blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb som var begyndt i 1990.

Ifølge Unicef blev 1000 ud af landets 3700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt.
For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød,el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre hvorunder fem mennesker omkommer.

På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje.
Fra Grækenland og Jugoslavien smugles køleskabe og fjernsyns–apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder som endnu ikke er gået helt i stå og hvor Berisha-tilhængerne har tilstrækkeligt med folk sørger de for at sabotere og stoppe produktionen.
Den 15 maj erklærer Berisha-Demokraterne “generelstrejke mod kommunist-regeringen”.

Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generelstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.
Men i Albaniens Arbejdets Parti- PPSH, som havde fået 2/3 af folkets støtte og mandat til at forsætte med at lede landet den 31.marts besluttede et flertal af de delegerede på en ekstrakongres – godt to måneder senere
- i juni at nedlægge det “kommunistiske parti” og invitere den “Demokratiske opposition”, som havde tabt valget og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage,plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .

   Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti som knapt tre måneder forinden havde scoret 2/3 af folkets stemmer nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerligt-reformistisk program for dette “nye” parti.

Der dannes en “national redningsregering” , et samarbejde mellem PS og Berisha´s Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søger om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond IMF .
Regeringen domineres af vice-statsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De er fast besluttede på at udsætte økonomien for en liberal chock-terapi, ligesom i f.eks Chile og Rusland.

Men trods at PD dominerer denne regering er det ikke nok for Berisha-Demokraterne.. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvinger udskrivningen af et nyvalg den 22.februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valget.
   Det sker uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets parti havde fået 2/3 af folkets støtte den 31. marts. ¨
“something was rotten in the Party of Labour of Albania”.
Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier som var blevet valgt.
Derfor kunne Berisha´s PD uden problemer vinde 92-valget der var præget af befolkningens mistillid og reelle boycot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede at den var demokratisk valgt.
Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny Præsident.
Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berisha´s vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltig aktivt i DP´s valgkamp og det var fra USA at Albanien fik den næststørste bistand på 236 millioner Dollar fra 1991-96 efter den italienske bistand .
Den nye US og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af af 442 større fabriker var det kun 105 der kom igang igen under det nye Nato og EU-støttede regime.
I januar 1993 indførte den ”Demokratiske” regering ”fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og sådan fortsætter historien om indførelsen af “kapitalistisk demokrati” i et land i Sydeuropa …

Irak år fem efter “befrielsen”:Irak er et af de mest kriseramte lande i verden ifølge Internalt Røde Kors(ICRC)

18 mar 2008 – *
Fem år efter den USA-ledda invasionen er næsten hver femte iraker på flugt, enten som flygtninge i deres hjemland eller som flygtninge i andre lande.Ifølge  den Internationale organisation for migration (IOM) bliver situationen stadig værre for de 2,4 millioner irakere som er flygtet ud af landet , de fleste til Syrien og Jordan, skriver Reuters.For 2,7 millioner flygtninge i Irak savnes der bistand fra andre lande.Bare omkring en procent af alle flygtninge er vendt tilbage til hjemlandet eller hjemstavnen. – - – -
>> Samtidigt er omkring 4.000 amerikanske soldater faldet ifølge officielle tal fra US-Army – titusinder af soldater fra de kapitalistiske Nato-stater som fulgte USA ind i Irak er sårede på krop og sjæl for livstid, op imod en million irakere er døde – antallet offrer varierer – og godt to millioner har flygtet ud af landet.

Stadig stor afsavn og nød i Irak

17 mar 2008 – 04:38 Fem år efter att USA invaderade Irak lider millioner af irakere under mangel på drikkevand og sygepleje , ifølge en rapport fra den Internationale Rødekors-kommittén, ICRC. I rapporten beskrives situationen som en af de mest kriseartede i verden. Ifølge ICRC tvinger mangelen på rent vand en del familier til at købe drikkevand for en tredjedel af deres månedsinkomst.ICRC har blandt andet opgaven at hjælpe krigsoffer og at overvåge at Genève-konventionen om menneskelige rettigheder efterleves.Det forhindrede ikke USA:s præsident George Bush fra at slå en positiv tone an på årsdagen. – Krigen i Irak har åbnet døren for en strategisk sejr i “krigen mod terror”, var hovedbudskabet i den tale Bush holdt på årsdagen. For Bush: er svaret enkelt: “Fem år efter at vi indledte den her kamp så pågår en forståelig debat om hvorvidt det var værd at udkæmpe krigen … og om vi kan vinde dent. For mig er svaret enkelt: at få Saddam Hussein væk fra magten var en rigtig beslutning – og det her er en kamp som Amerika kan og skal vinde, sagde Bush i sitt tal i dag. Bushs beskrivning af Irak som “den plads hvor arabere har forenet sig med amerikanere for at drive al-Kaida ud” bliver sikkert ikke opfattet hos de krigsmodstandere som hævder at al-Kaida og andre terrorister nu har har fået et base i irak som de ikke havde under det brutale og hårdt kontrollerede Saddam Hussein-regime hvor al_Kaida ikke fik et ben til jorden. Krigsmodstandere demonstrede i mange amerikanske byer mod Irak-krigen.

Ingen masseødelæggelsesvåben

Bombningen af Baghdad, som var starten på krigen for fem år siden blev indledt den 20 mars 2003 klokken 03.35, skandinavisk tid (19 mars USA-tid). Saddam Hussein -regimet faldt hurtigt sammen i hvad der senere er blevet opfattet som en planlagt retræte for at indlede en egentlig guerilla- og modstandskamp , men de masseødelæggelsesvåben som Bush, Blair, Fogh, Lykketoft og medierne i de USA-allierede stater påstod var en trussel mod andre lande og folk , og som var det vigtigste argument for at starte krigen, er aldrig blevet fundet og har tilsyneladende aldrig eksisteret.
Det feje kyniske spil og den brutale udpresning som USA op igennem 1990′erne – med støtte fra de vestlige lande – gennem økonomisk blokade og flyterror i “flyforbudszonerne” – var et led i både Bush – og Clinton-regeringens feje strategi om at afvæbne Irak. Siden Viet Nam nederlaget har gangsterne i Washington og og generalerne i Pentagon frygtet de væbnede modstand der fører til store tab af soldater. Derfor førsøgte USA at afvæbne Iraks inden angrebet. PÅ den anden side har Irak ikke været meget for at oplyse at de reelt var forsvarsløse selvom de blev presset af FN´s Våbeninspektører. – –

Iran søger optagelse i Shanghai-organisationen

26.mar 2008 *
Iran har ansøgt om blive helt tilsluttet Shanghaiorganisationen for samarbete (SCO), som omfatter Rusland, Kina og fire tidligere sovjetrepubliker i Centralasien, meddeler Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki igår.

Den islamiske republik Iran har idag ligesom Afghanistan, Indien, Pakistan og Mongoliet observatørsstillning i SCO.

Set fra et russisk synpunkt ville et iransk medlemskab være velkommet, bl a for russerne lettere ville kunne løse spørgsmål om det Kaspiske Hav og energisamarbejde om både olia, gas og atomkraft. -
-zs
Kilde: Ria-Novosti 24.mar

Nye beboere i UFO-huset i USA: ufo-hus solgt for 25% under udråbsprisen

17.mar 2008 – 13:41
Det vidt berømte UFO-hus som i sin form minder vældigt meget om de berygtede “flyvende tallerkener” er netop blevet solgt for 135 000 dollar – 50.000 dollar under den pris der blev forlangt for et år siden.

Det tidligere så futuristiske hus, beliggende i en bjergsslutning ikke langt fra byen Chattanooga i delstaten Tennessee i USA, blev bygget af en C.W. King, som lanserede huset som en ”bygning for det 21.århundrede”.

Huset var en prototyp som Mr.King havde planer om at massefremstille, inden han havnede i økonomiske besværligheder, rapporterer The Chattanoogan.

Køberen av UFO-huset var en kvinde fra Ohio og indflytningspriset faldt ned til 135 000 dollar lige godt en halv million kr.. For priset får damen en grund på 600 kvadratmeter og fin utsigt – så hun kan holde øje med om der kommer udenomjordisk besøg. UFO-huset i sig selv er bygget i stål og beton.
– – -
I USA er UFO-huset kendt vidt omkring omend det idag mest ses som et sjovt monument over en tid hvor UFO-observationer var hverdagbegivemheder, mens der blev udkæmpet Star Wars og børnene på egnen fik at vide at Spielbergs filmfigur E.T. vist nok holdt til i UFO-huset.
Visningen lokkede en del nysgerrige besøgere og et respektabelt presseopbud.
Trods opmærksomheden kunne sælgerne ikke finde nogen købere til den oprindelige udråbspris; selvom huset blev sat til salg for godt et år siden, for 185 000 dollar.

“Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”

13.feb – 2008 *

FILM – :“NATTENS HÄXOR” -Premiere på Sveriges Television Kanal 2 den 13.april 2008

- Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – -
- Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
- Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.

Nat efter nat – gennem tre år fløj den Røde Hærs 588.regiments kvinder bag de tyske frontlinjer . De gjorde flere flyvetogter end deres mandlige kammerater. Tyskerne kaldte dem foragtfuldt “nattens hekse”. Foto: Russisk (sovjetisk)arkiv
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
- De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – -
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød - interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.

Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.

Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen. I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.
* * * * *
“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *

Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588′eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.

Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.

Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , ultrafeministiske vinkel som kvinder i idag ofte forfalder til. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som fik ham overbevist om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.

Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet

FAKTA om ANDEN VERDENSKRIG Næsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45.

KZ-Auschwitz befriet 28.januar 1945 af Stalins Røde Hær

Ny bog om Antisemitisme i Polen efter befrielsen af KZ-Auschwitz

23 Juli 2006 – * En ny bog om antisemitismen – altså jødehadet - i Polen har rejst en ophidset debat i forfatterens hjemland. I Europa havde jødehadet været en “god” kristen tradition – siden den kriste kirke for alvor fik magten undet det tysk-romerske kejserrige og frem til og under Anden Verdenskrig. Polen som så ofte havde måttet kæmpe for sin egen idenditet og selvstændighed var faktisk i mange århundreder et fristed for millioner af jøder , f.eks de som havde flygtet fra den kristne spanske inkvisition, men der skete noget i Polen og andre europæiske lande i mellemkrigsårerne da de reaktionære kapitalistiske kræfter opmuntrede den fascistiske tankegang og bragte Mussoloni, Hitler og Piłsudski til magten – Polen forvandledes i 1930`erne – samtidigt med Tyskland – fra at have været et fristed hvor jøder og kristne levede side om side til at blive jøde-hadende og krigsophidsende hvor de herskende reaktionære klasser opmuntrede hadet og frygten for den “jødekommunistiske sammensværelse”. I de kristne kirker sparede præsterne ikk på krudtet i kritikken af de “kætterske” jøder og kommunister.

Da Polen samtidigt blev invaderet og besat af Nazityskland i fem år er det måske ikke så mærkeligt at den blodigste pogrom i fredstid i det tyvende århundredes Europa som forfatteren gør opmærksom på – udspillede sig i den polske by Kielce – et år efter krigens afslutning den 4.Juli 1946.
Progromen mod jøderne i den polske by Kilce i 1946 fik som følge at halvdelen af de jøder – 100 000 ud af 200.000 – som havde overlevet krrigen og den tyske besættelse forlod Polen. Mange udvandrede til Palæstina for senere at blive en del af den nye “jødiske stat” Israel. Kielce-massakren blev endnu et argument for oprettelsen af Staten Israel. Kielce-progromen blev endnu en antisemitisk “byggesten” hvorpå Staten Israel blev oprettet i 1948: Og endnu et åbenbart eksempel på forbindelsen mellem zionismen og jødethadet. Zionismen som antisemitismens janusansigt – dens politiske tvilling. Idag ved vi at Staten Israel – og antisemitismen behøver hinanden. Forbrydelser og terror begået af staten Israel opmuntrer (uberettiget) antisemitismen, mens antisemitismens udbredelse med vold og terror mod jøder i Europa som følge styrker udvandringen af jøder til den zionistiske stat.
Foruden Kielce-massakren som udspillede sig i det befriede Polen – efter befrielsen af KZ-Auschwitz – var der under den nazityske besættelse flere antijødiske progromer bl.a i Juli 1941 i byen Jedwabne hvor 1600 jøder mistede livet ifølge Gross

Gross skrev om Jedwabne-massakren i bogen “Neighbors” – naboer – en bog der også vakte opmærksomhed i Polen.
Om bogen der har fremkaldt stemmer – med ikke ubetydelig opbakning i det “kristent-katolske” Polen som hævder at det er en “antipolsk” bog skrevet af den “antipatriotiske” polak Jan Gross”. 
Forfatteren til disse bøger koncentrerer sig om det kristne chauvinistiske jødehad og progromer i hans fødeland Polen og naturligvis Nazityskland. – – Men var situationen for jøder,Romer og andre etnisk-religiøse mindretal i resten af det tysk-dominerede og allierede Europa – i tiden optil og under den Anden Verdenskrig – meget bedre ?.
– – – – – -
Det er også værd at notere sig at det revisionistiske Hrustchov-støttede Gomulka-regime – som kom til magten i 1956 efter Hrustjovs berygtede “hemmelige tale ” mod Stalin i marts 1956 på SUKPs 20.kongres – aktivt brugte jødehadet som et led i kampen mod de “kommunister og sådanne jøder som støttede Stalins politik” – for at forsvare de prokapitalistiske reformer (selvforvaltning i virksomhederne> større magt til direktørerne) som for alvor fra 1956 blev gennemført og som førte Polen og Sovjet mod den økonomiske afgrund i 1989.
Gomulka-regimets populistiske antijødiske propaganda – som var knyttet sammen med opgøret med Stalins revolutionære kommunistiske linje som Hrustjov i marts 1956 forsøgte at sætte igang i Sovjet og de folkedemokratiske stater som Polen og Ungarn – blev understøttet af den kristne kirke og i 1956-57 og i 1968 fik Polens jøder mærke konsekenserne af den “nye revisionistiske linje” som var rettet mod “sådanne jøder som støttede Stalins politik”.
I 1968 måtte 20.000 “jøder” i Polen forlade deres hjem, arbejdspladser og hjemland i en progrom iværksat af Gomulka-regimet – støtte af den kristne kirke. Tomasz Gross født i 1947 var en af dem der måtte forlade hjemlandet efter at han blev fængslet i 1968 som en følge af krisen for det revisionistiske regime med stigende protester og uroligheder som regimet forsøgte at aflede med endnu en progrom rettet mod landets jødiske minoritet.

*

Netop i marts måned var det 40 år siden Gomulka-regimets jøde-deportationer. Læs mere i brevet fra Polen :Mindeshøjtideligholdelse af 40 året-for det revisionistiske regimes jøde deportationer/

Her følger en amerikansk anmeldelse af bogen * * * “Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz,’’ * * * af Jan T. Gross

* En gang i de sene 1950’ere, gik et nygift jødisk par arm i arm gennem gaderne i Łódż. Som alle overlevende fra deres generation af polske jøder , havde disse to gennemlevet Holocaust against enormous odds, making the joy of that moment all the more poignant. “Look at them,” snerrede en velklædt forbipasserende hånligt , højt nok at til at de kunne høre det : “Som om de var i Tel Aviv.”
For det yngre jødiske par var budskabet klart : Jews had no business living in Poland, let alone being happy there.*

* * * –The armed guard of the Wroclaw Jewish Committee, 1945-6.

I thought of these two people, who later became friends of mine, as I read Jan T. Gross’s new book:

“Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz.”

Den polsk fødte Gross, a professor i historie ved Princeton University, does not recount their story; even had he known it, there’d have been no room, or time. He has too many greater indignities to relate. He has to tell how surviving Polish Jews, having escaped the fate of 90 percent of their community — three million people — returned to their homeland to be vilified, terrorized and, in some 1,500 instances, murdered, sometimes in ways as bestial as anything the Nazis had devised. One might have thought that if anything could have cured Poland of its anti-Semitism, it was World War II. Polish Jews and Christians were bonded, as never before, by unimaginable suffering at the hands of a common foe. One might also have thought there’d have been pity for the Jewish survivors, most of whom had lost nearly everything: their homes, their youth, their hope, their entire families. Besides, there were so few of them left to hate: only 200,000 or so in a population of 20 million. Instead, returning Polish Jews encountered an anti-Semitism of terrible fury and brutality. Small wonder, then, that nearly as soon as they set foot on Polish soil, most fled all over again. Many went westward, to a place that, oddly enough, had suddenly become an oasis of tranquillity and safety by comparison: Germany. Far from being celebrated, those Poles who had sheltered Jews during the war — and there were many — begged them to say nothing, lest their neighbors deride them as “Jew lovers,” or beat them, or break into their homes (searching for the money the Jews had surely left behind) or kill them. Polish attitudes toward the Germans remain understandably bitter. *

– - – - – -

Under den tysk fødte Pave Benedict XVI´s rejse til Polen i maj , da han besøgte Auschwitz, valgte han at tale mest italiensk. Men som Gross minder os på, in at least one respect many Poles applauded Hitler: just as he offered a final solution to Germany’s Jewish problem, he was taking care of Poland’s, too. Nazi policies toward the Jews, the legendary underground Polish diplomat Jan Karski reported to his government-in-exile in London in 1940, formed “a sort of narrow bridge where the Germans and a large part of Polish society meet in harmony.”It wasn’t only Karski saying so. Eyewitnesses in the Warsaw ghetto saw Poles watching approvingly or even helping out, acting as spotters as German soldiers shot Jews. Polish girls were overheard joking, “Come, look, how cutlets from Jews are frying,” as the ghetto burned. Nazi accounts of Judenjagd, or “Jew hunts,” detailed how Poles pitched in to find any stray Jews the Germans somehow managed to miss. As the deportations proceeded, and practically before the trains had left for Chelmno or Belzec or Treblinka, Poles gathered on the outskirts of towns, waiting to plunder Jewish property or move into Jewish homes. And while the Nazis killed millions of Jews, Poles killed thousands — most famously, as Gross related in “Neighbors” (2001), a book that caused an uproar in Poland, 1,600 of them in the town of  Jedwabne Jedwabne in July 1941 — crimes little noted at the time nor since remembered in Polish history books.With the war over, and to tumultuous applause, a thousand delegates of the Polish Peasants Party actually passed a resolution thanking Hitler for annihilating Polish Jewry and urging that those he’d missed be expelled. Indeed, the mopping up soon began. Returning to their villages and towns, Jews were routinely greeted with remarks like “So, ____? You are still alive.” Their efforts to retrieve property were futile — and, sometimes, fatal. Some Jews met their end on trains — not cattle cars this time, but passenger trains, from which they were thrown off. If the trains weren’t moving fast enough, they were beaten to death.This is a book filled with arresting, appalling images. There’s Treblinka, September 1945: a lunar landscape pockmarked with craters, where Poles had dug thousands of holes searching for gold fillings amid the bones and ashes. Or Polish synagogues disassembled for construction projects, and Jewish cemeteries used for landfill. Or Jewish schoolchildren being harassed and Jewish artisans and professionals denied work.With the police and courts looking the other way, Jews were murdered randomly, or in pogroms. Behind these massacres, invariably, was the old canard of Jews killing Christian children for their blood, but with a new twist: Jews now craved gentile blood not just to make matzos, supposedly, but to fortify their own emaciated selves.In the most notorious episode, 60 years ago this month, residents of Kielce, among them policemen, soldiers and boy scouts, murdered 80 Jews. “The immense courtyard was still littered with blood-stained iron pipes, stones and clubs, which had been used to crush the skulls of Jewish men and women,” the Polish-Jewish journalist Saul Shneiderman wrote the following day. It was the largest peacetime pogrom in 20th-century Europe, Gross says. But he maintains that Kielce was nothing special: during this era, it could have taken place anywhere in Poland. Polish intellectuals, Gross notes, were mortified by what was happening in their country. Only a psychopath, one wrote, could have imagined such cruelty.Days before the pogrom, the Polish primate, Cardinal August Hlold, had spurned Jewish entreaties to condemn Roman Catholic anti-Semitism. Afterward, he charged that by leading the effort to impose Communism on Poland — Jews were in fact prominent in the party, though hardly in control — the Jews had only themselves to blame. The point was seconded by the bishop of Kielce, who suggested that Jews had actually orchestrated the unrest to persuade Britain to hand over Palestine. It was a neat trick: being Communists and Zionists simultaneously. Only the bishop of Czestochowa condemned the killings, and was promptly reprimanded by his colleagues. One wonders how Karol Wojtyla, then a young seminarian, later Pope John Paul II, viewed this cesspool of ignorance and intolerance.
If the Church gave the Jews short shrift, the same was true of the Communists, even the Jewish ones. For them, ignoring the Jewish plight, as well as Polish complicity in wartime atrocities, offered a way to ingratiate themselves with a wary nation. Besides, what was to be done? When Polish Jewish leaders called for the Communists to do something to stop the hatred, one official had a ready rejoinder. “Do you want me to send 18 million Poles to Siberia?” he asked. How can one explain this madness? Gross conjures up the famous remark of the former Israeli prime minister Yitzhak Shamir — that Poles suck in anti-Semitism with their mothers’ milk — only to dismiss it. “Untenable in the light of common sense or empirical evidence,” he says. So, too, Gross writes, are spurious claims of ritual murder or Jewish-Communist complicity. Instead, he argues that Poles were feeling guilty: so implicated were they in the Jewish tragedy, aiding and abetting and expropriating, that the mere sight of those wraiths returning from the camps or exile or hiding, people who knew the Poles’ dirty secrets and held title to their property, was too much to bear. So they murdered Jews or chased them away.But Gross’s evidence, right down to an anti-Semitic revue that was staged in January 1947 near the largest Jewish cemetery on the planet, Auschwitz (a local policeman had the starring role), overwhelms his theory. Such an enormous and varied inventory of inhumanity, one that included the cruelty of children too young to have felt guilt or remorse for anything, transcends any set of historical conditions. A more likely, if less politically palatable explanation, is that through their own state-of-the-art anti-Semitism, the Germans emboldened many Poles to act upon what they had always felt. The comment from Shamir, a Polish Jew himself, may strike us as deeply offensive, simplistic, racist. But whatever Gross may believe, he buttresses Shamir more than he discredits him.Ultimately, what’s far more important than the “why” of this story is the “that”: that a civilized nation could have descended so low, and that such behavior must be documented, remembered, discussed. This Gross does, intelligently and exhaustively. That he digresses from time to time, that his chronology can be confusing, that he repeats himself and occasionally lets his indignation get the better of him, doesn’t really matter.Two additional waves of government-inspired anti-Semitism, in 1956-7 and 1968-9, drove out most of those Polish Jews who, despite everything, had held on. (Among them were those newlyweds; the husband later told me that on his first day in New York he felt more at home than he ever had in Poland.) Now, despite occasional anti-Jewish episodes — in May, for instance, the country’s chief rabbi was punched on a Warsaw street by someone shouting “Poland for Poles” — and widespread suspicions that Jews still run things there, Poland has become a place of necro-nostalgia. Klezmer music wafts out of Krakow’s old Jewish quarter. There’s matzo in every Polish supermarket. And in liquor stores, the faces of happy Hasidim — more than you’ll now see in a lifetime in Lublin or Bialystok — stare out from bottles of Polish kosher vodka, prized for its supposed purity. Meantime, young people with even the most tangential Jewish ties now lay proud claim to their heritage. But as Gross reminds us in this depressing, devastating and infuriating book, the luckiest Polish Jews, not just before Hitler but after, were the ones who got away. / / / / forfattet af David Margolick
New York Times

Danmarks terrorkarikaturkrise fortsætter:ARLAs omsætning i Mellemøsten halveret

7.apr 2008 – 19:07

Regningen for Jyllands-postens trykning af de antisemitiske terror-karikaturer skrives nu med to arabiske ciffrer, nemlig 50 % nedgang i salget ifølge Det fremgår af DR nyheder

Hvordan Danmark blev fanget i karikaturtegningernes greb : Om ytringsfrihed og cencur i danske medier

Irak-analyse:Hvorfor blev al-Sadr angrebet af irakiske regeringsstyrker ?

3.apr 2008

Efter seks dage af hårde kampe i først og fremmest Baghdad og Basra kom parterne overens om en våbenhvile. Hvorfor vil USA og den irakiske regering knuse Muktada al-Sadrs bevægelse?

Det var tirsdag i sidste uge som Nuri al-Maliki, statsminister i den irakiske besættelsesregering, beordrede irakiske styrker til at knuse ”militser og kriminelle bander” i Basra i syd og Sadr-byen i Baghdad. Måltavlen var ikke militser i almindelighed ,men den unge shialeder Muktada al-Sadrs Mahdi-hær.

al-Maliki var indledningsvis kompromisløs og erklærede at visse irakere er

”værre end al-Kaida”.
USA kaldte udbruddet af kampene for en “intern irakisk affære”. Men den hårde modstand fra Sadr-bevægelsen væbnede gren, Mahdi-hæren, fik USA til at sætte bombefly ind , mens Storbritannien, hvis styrker var trukket tilbage til en base udenfor Basra, beskød byen udefra.

Om søndagen blev en aftale sluttet mellem de kæmpende. Blandt andet krævede al-Sadr et stopp for de vilkårlige arrestationer af hans tilhængere, et krav som blev rejst allerede inden kampene. Samtidigt som Mahi-hæren blev beordret væk fra gaderne, erklærede regeringen at operationen mod de “kriminelle” fortsætter.

Flere end 320 personer skal være dræbt og mere end dobbelt så mange være skadet under kampene.

Hvem er al-Sadr?

Hvilken rolle spiller Muktada al-Sadr i Irak ? Hvorfor angribes hans bevægelse?

Den shiitiske religiøse leder al-Sadr blev et ansigt udad for modstanden mod de udenlandske besættelsestropper da Mahdi-hæren gennemførte to væbnede opstande under 2004. Da solidariserede Sadr-bevægelsen sig med de hovedsaglige sunnitiske indbyggere i Falluja, som blev angrebet af USA og dets irakiske allierede. Massakren mod indbyggerne i Falluja bliver idag sammenlignet med USA-hærens massakre mod landsbyen Song My eller “My Lai” under krigen i Viet Nam.

Efter kritik og pres fra stor-ayatolla Ali al-Sistani skiftede al-Sadr dog taktik. Mens den væbnede modstandsbevægelse opfordrede til boycot af valget i januari 2005 besluttede al-Sadr at deltage i den politiske proces som besættelsesmagten havde dikteret. Sadr-tilhængerne fik 30 ud af parlamentets 275 pladser.

Men Sadr-bevægelsens samarbejde med de to shiitiske partier SCIRI og Dawa, som tilsammens med kurdiske KDP og PUK udgør det afgørende politiske grundlag for det USA:s besættelsesregime, blev langt fra problemfrit. Til slut valgte man at forlade regeringen og trække sit parlamentariske støtte tilbage.

Trods deltagelsen i den politiske proces har al-Sadr fortsat med at kritisera besættelsen. Han kræver en tidtabel for en fuldstændig amerikansk tilbagetrækning og forsvarer et udelt Irak, hvilket han gentog i et interview i tv-kanalen al-Jazira i lørdags.

Uden tvivl er modstanden mod besættelsen en grund til at al-Sadr har et stærkt folkeligt støtte blandt fremforalt fattige shiiter.

En anden årsag er at han har ”arvet” den respekt som mange irakere havde for hans far, den shiitiske religiøse leder Muhammed Sadek al-Sadr som blev myrdet i 1999.

Yderligere en grund er at Sadr-bevægelsen giver beskyttelse og social service i en tid hvor der ikke findes nogen sikkerhed, renovation, brænselsdistribution og andre virksomheder som er ophørt eller brudt sammen.

Etnisk rensning

Men det finns samtidigt en skarp kritik mod Mahdi-hæren. Trotd al-Sadrs tale om at Iraks shiiter og sunniter skal stå forenede mod besættelsen, vidner mange sunniter om at den shiitiske milits spiler en beskidt rolle i den etniske rensning af Baghdad.

Efter sprængningen av Gyllene moskéen i Samarra i februari 2006 fulgte en omfattende bølge af mord på og etniske udrensning af sunniter.(sunnimuslimer)

Dette spørgsmål blev taget op i det tidligere nævnte al-Jazira-interview. -
al-Sadr tilstod at der er sket ting, men mente at Mahdi-hærens rolle i detta er overdrevet. Han erklærede at det var på tide at begynde på et nytt kapitel.

Kampene i sidste uge viser at USA og den irakiske regering ser Sadr-bevægelsen som en reel trussel , selvom den ikke er en del af den væbnede modstand mod besættelsen. I februare i år blev den ensidige våbenhvile som Muktada al-Sadr udråbte i august 2007 forlænget.

al-Sadr kan heller ikke siges at være Irans forlængede arm i Irak, noget som amerikanske repræsentanter påstod under kampene i sidste uge. Fakta er at USA:s venner i den irakiske regering, inklusive statsminister Maliki, har tættere bånd med Iran end al-Sadr.

Regionalval

En forklaring til angrebet, som nævnes af flere Irak-venner , er at regionalvalgene i Irak i oktober. Den folkeligt populære al-Sadrs siges at være på fremmarsch, ikke mindst i det strategisk vigtige Basra. Der findes Iraks eneste havn samt landets største oliekilder. Efter valget vil spørgsmålet om Iraks ændring til en føderal stat samt privatiseringen af olien at behandles. Også i disse spørgsmål går al-Sadr mod USA.

Det blev sagt i en kommentar at Maliki vil skabe et ”colombiansk demokrati”, det vil sige at stoppe oppositionen gennem at nedkæmpe den med militær vold.

Selvom Mahdi-hærens modstand tvang USA og den irakiske regering til retrætte tilbagestår modsætningerne. al-Sadrs seneste udfald mod USA reducerer ikke hans folkelige popularitet.

”Irak er stadig besat og USA:s popularitet mindsker for hver dag og hvert minut i Irak…Jeg kræver – gennem al-Jazira – besættelsestroppernes udtog fra Irak så snart som muligt.”

Skrev PATRIK PAULOV i avisen proletaren.se ( nr.14. 2008

Nato søger militær hjælp af Rusland i Afghanistan

6.april 2008 – 10:29

Russisk støtte til Natos besættelse af Afghanistan 

USA’s præsident og NATO-alliancens politiske leder Georg Bush rejste direkte til den russiske ferie-by Sotji ved Sortehavet for politiske-militære samtaler med Ruslands præsident Putin efter begge stormagtlederes deltagelse i topmødet i Bukarest.

Det var første gang i Nato-alliancens 60-årige historie at en russisk leder deltog i topmødet – trods invitationer til Putins Rusland optil tidligere topmøder.
Ellers havde Nato allerede i 1952 haft chancen for at få Rusland ind i alliancen da det socialistiske Sovjet søgte om optagelse i “fredsalliancen” . En ansøgning som blev afvist af Nato. Åbenbart var der grænser for Nato´s fredelige hensigter.
På Stalins tid da Rusland var en del af det socialistiske Sovjet var landet et bolværk mod imperialistisk aggresssion hvad enten det var i Europa (den antifascistiske befrielseskrig under 2.verdenskrig) eller i Asien – støtte til Kinas og Koreas befrielse – samtidig som man kritiserede tesen om at “eksportere demokrati og revolution” sådan som vi ser realiseret idag og tidligere med Brezhnev-regimets invasion af netop Afghanistan og USA´s krig invasion og krig mod Viet Nams folk.

Det står klart at de to kapitalistiske stormagter Rusland og de Forenede Stater – ikke udelukkende har modstridende interesser – men også en række fælles interesser.
Både USA og Rusland er imperialistiske stormagter som har en fælles interesse i at holde de undertrykte og afhængige lande og folks stræben efter virkelig uafhængighed og selvstændig udvikling befriet fra den imperialistiske og kapitalistiske udbytning tilbage eller ligefrem undertrykke den militært.

Allerede for et par uger siden udtalte Ruslands vice-udenrigsminister Aleksander Grusjko at : “Rusland er beredt til at bistå Nato i Afghanistan på visse vilkår”
Han krævede bl.a. at “russiske sikkerhetsinteresser respekteres” og nævner at planerne om yderligere Nato-ekspansion i Østeuropa – Ukraine og Grusien – ikke kan accepteres.
Ifølge Grusjko overvejer Rusland at forøge kontakterne med Nato-staterne i Afghanistan-spørgsmålet. Rusland har fra Brezhnev-tidens Sovjet mangeårige politisk-militære erfaringer i at besætte, terrorisere og undertrykke folket i Afghanistan.
Nato’s militære problemer i Afghanistan blev sammen med udvidelsesplanerne og USA’s planer om at bygge et anti-atomart mississkjold system i Polen og Tjekkiet – trods folkelige protester i både Polen og Tjekkiet mod USAs optrapning af det militære kapløb som det er udtryk for – de centrale spørgsmål ved Nato- toppmødet i Rumænien, som afsluttedes i fredags -(4.april)

I flere artikler i verdenspressen rejses spørgsmålet hvilke studehandler Putin og Bush indgår bag om ryggen på deres egne folk og folkene i Afghanistan og andre lande.

At Rusland og USA søger en politisk-militær detente i en række nøglespørgsmål er klart selvom medierne i de kapitalistiske nato-stater fortsætter med den chauvinistiske dæmonisering af Putins Rusland – hvor mulighederne for folkelig demokratiske indflydelse er begrænsede af kapitalens magt sådan som i alle andre kapitalistiskle stormagter.
Allerede inden Nato-mødet i Bukarest slog den indiske veteran-diplomat M K Bhadrakumar fast at det var afgjort at Ukraina og Grusien ikke vil blive medlemmer i Nato under de nærmeste fire år, i en artikel i Asia Times.
Bl.a på grund av Tysklands udtalte modstand. Merkel havde i god tid inden Nato-mødet i Bukarest – som Rusland deltog i for første gang – sagt nej til en Nato-ekspansion med Ukraina og Grusien. “tiden er ikke moden” som hun udtrykte det. Spørgsmålet som visse medier nu spekulerer i er hvilken “pris” Rusland skal betale for denne “indrømmelse” fra Nato. “Det ser meget sandsynligt ud til at Rusland vil blive trukket ind i løsningen af det afghanske problem sammen med Nato”, skriver Bhadrakumar. Bl a kan Rusland åbne sit luftrum for Nato-transporter til Afghanistan, eventuelt begrænset tll transport af civil forsyninger. Ifølge Bhadrakumar er magtskiftet i Pakistans Nordvestlige grænseprovins også en faktor som talar for at Rusland for alvor bliver aktive støtter til Natos aggression mod Afghanistans folk. Det pashtunske venstreparti Awami National Party – som traditionelt har gode russiske forbindelser danner nu provinsregering med Bhuttos PPP.
At der står meget på spil – ikke mindst for den aggressive Nato-krigsalliance fremgår af at der snakkes åbent om katastrofen: at Nato er på vej mod et militært nederlag i alliansens første rigtige krig. At Putins Rusland nu ser ud til vælge side og hoppe i Natos terrorkrigs-båd – trods de seneste års Nato-kritiske retorik fra Putins side viser at Putins kapitalistiske Rusland ikke er en anti-imperialistisk kraft og fjende af alliancen
Den russiske hjælp til Nato med at nedkæmpe modstanden i Afghanistan er åbenbart mere værd end en optagelse af Ukraine-Grusien idag. Det fortæller os at Nato har afgørende militære problemer i Afghanistan.
Spørgsmålet er om Rusland har så meget hjælp at tilbyde. Russiske soldater vil ikke blive budt velkommen i Afghanistan. – - – - De opnåede næsten samme status i landet som tyske soldater i de besatte lande under krigen.
PÅ den anden side : Hvor meget er Nato’s løfter om at stoppe den fortsatte ekspansion helt op til Ruslands grænser – og lade Ukraine/Grusien være alliancefrie – egentlig værd ?

Dem der levede på den tid da Sovjetlederen Michail Gorbatjov sagde ja til sovjetisk troppetilbagetrækning og tysk genforening i 1989 kan fortælle at Gorbatjov og Sovjet fik løfter af Nato-alliancen om at Nato IKKE ville ekspandere østerud og optage Polen,Tjekkoslovakiet og Ungarn og andre bl.a Rumænien i alliancen. Løfterne var ligesom meget værd som Natos snak om “fred, demokrati og frihed”.
Hvis man laver en sammenligning med Irak skulle Nato behøve råde over en halv million tropper i Afghanistan mod de 43 000 som findes idag.

KILDER:Asia Times 14.mar. 2008

NATO-topmødet i Bukarest: Albanien og kroatien på-vej ind i Nato-krigsalliancen 

 

15.mar 2008For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 i Rumæniens hovedstad Bukarest. Det står klart at NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a For the first time in the 60-year history of the North Atlantic Treaty Organization (NATO), Russia will attend the alliance’s summit meeting on April 2-4 in Bucharest, Romania.It is clear that NATO will defer to a future date any decision to put Ukraine and Georgia on its Membership Action Plan. This means effectively that the two former Soviet republics cannot draw closer to NATO for another year at the very least, which in turn implies that the earliest the two countries can realize their membership claim would be in a four-year timeframe.That is a huge gesture by NATO to Moscow’s sensitivities. Conceivably, it clears the decks for what could prove to be a turning point in Russia-NATO relations. Russia may be about to join hands with NATO in Afghanistan. A clearer picture will emerge out of the intensive consultations of the foreign and defense ministers of Russia and the United States within the so-called “2+2″ format due to take place in Moscow from Monday through Tuesday next week. From the guarded comments by both sides and the flurry of US diplomatic activity, it appears highly probable that Russia is being brought into the solution of the Afghanistan problem, along with NATO.According to the Russian newspaper Kommersant and the Financial Times of London, the initiative came from Russia when its new ambassador to NATO, Dmitry Rogozin – erstwhile Russian politician with a controversial record as a staunch Russian nationalist who routinely berated the West – signaled a strong interest in this area at a recent meeting of the NATO-Russia Council at Brussels. The plan involves Russia providing a land corridor for NATO to transport its goods – “non-military materials” – destined for the mission in Afghanistan. Intensive talks have been going on since then over a framework agreement.From the feverish pace of diplomatic activity, the expectation of the two sides seems to be that an agreement could be formalized at NATO’s Bucharest summit. In an interview with German publication Der Spiegel on Monday, Rogozin confirmed this expectation, saying, “We [Russia] support the anti-terror campaign against the Taliban and al-Kaida. I hope we can manage to reach a series of very important agreements with our Western partners at the Bucharest summit. We will demonstrate that we are ready to contribute to the reconstruction of Afghanistan.”Russian diplomats have been quoted as saying that Moscow is engaged in consultations with the governments of Kazakhstan and Uzbekistan as regards the proposed land corridor to be made available to NATO.Given the complicated history of Russia-NATO relations, the issue is loaded with geopolitics. Russian President Vladimir Putin hinted as much at a joint press conference with visiting German Chancellor Angela Merkel in Moscow last Saturday. He said, “NATO is already overstepping its limits today. We have no problem to helping Afghanistan, but it is another matter when it is NATO that is providing the assistance. This is a matter beyond the bounds of the North Atlantic, as you are well aware.”Putin also took the opportunity to harshly criticize NATO’s expansion plans:

“At a time when we no longer have confrontation between two rival systems, the endless expansion of a military and political bloc seems to us not only unnecessary but also harmful and counter-productive. The impression is that attempts are being made to create an organization that would replace the United Nations, but the international community in its entirety is hardly likely to agree to such a structure for our future international relations. I think the potential for conflict would be only set to grow. These are arguments of a philosophical nature. You can agree or disagree.”

The implications are obvious. Russia would be willing to cooperate with NATO, but on an equal and comprehensive basis, and, secondly, the sort of selective engagement of Russia by NATO that the US has been advocating will be unacceptable to Moscow. Significantly, Putin frontally questioned the standing of NATO’s monopoly of conflict resolution in Afghanistan.Russian Foreign Minister Sergei Lavrov has also separately signaled Russia’s readiness to provide military transit to Afghanistan for NATO provided

“an agreement is concluded on all aspects of the Afghan problem between NATO and the Collective Security Treaty Organization [CSTO]“. (SjoS IP.,anm.) 

Significantly, Lavrov was speaking immediately after the 7th session of the Russian-French Cooperation Council on Security Issues in Paris on Tuesday. He asserted that “most NATO members, including France”, favor Moscow’s idea of a NATO-CSTO cooperative framework over Afghanistan. Lavrov all but suggested that Washington was blocking such cooperation between NATO and the Russian-led CSTO.On the face of it, Washington should jump at the Russian offer of support to the NATO mission in Afghanistan. Pakistan has proved to be an unreliable partner in the “war on terror”. The growing political uncertainties in Pakistan put question marks on the wisdom of the US continuing to depend so heavily on Pakistan for ferrying supplies for its troops in Afghanistan.US military spokesmen are on record as saying that about three fourths of all supplies are currently dispatched to Afghanistan via Pakistan. There are fundamental issues as well, such as the US’s continued ability to influence Pakistani politics and, indeed, the evolution of Pakistan’s political economy as such in the coming critical period. The coming to power of the Awami National Party (ANP), an avowedly Pashtun nationalist leftist party, in the sensitive North-West Frontier Province of Pakistan, further complicates political alignments. ANP leader Amir Haider Khan Hoti bluntly told Radio Free Europe/Radio Liberty in an exclusive interview this week,

“Our priorities are clear. We first want to move toward peace through negotiations [with the Taliban], jirgas [tribal councils], and dialogue. God willing, we will learn from [failed talks and jirgas in the past] and will try not to repeat the same mistakes. We will try to take into confidence our people, our tribal leaders, and our [clerics] – and together with them, we will try to move toward peace through negotiations.”

Hoti didn’t speak a word about the “war on terror” or the George W Bush administration’s expectations of Pakistani military operations in the tribal areas. It remains a riddle why the Bush administration should have so far kept out of conflict resolution in Afghanistan countries such as Russia and China, whose interests are vitally affected, perhaps even more immediately than the US or European countries. As US statesman Henry Kissinger wrote in an article in the International Herald Tribune on Monday,

“A strategic consensus remains imperative … Pakistan’s stability should not be viewed as an exclusively American challenge.”The million-dollar question is whether there is political will on the part of the Bush administration to reach a “strategic consensus” over Afghanistan with Russia at the forthcoming NATO summit. 

Clearly, Moscow is willing. NATO old-timers such as France and Germany, too, are conscious that the alliance may suffer a defeat in Afghanistan, which would be a catastrophic blow to its standing, and that NATO and Russia after all share the same goals in Afghanistan. The Kremlin has badly cornered the Bush administration. Taking Russia’s help at this critical juncture makes eminent sense for NATO. The alliance is struggling to cope with the war in Afghanistan. By the analogy of Iraq, some observers estimate that a force level close to half a million troops will be required to stabilize Afghanistan, given its size and difficult terrain.But cooperation with Russia involves NATO embarking on cooperation with CSTO (SjoS) and possibly with the Shanghai Cooperation Organization as well. (Russian ambassador to the United Nations, Vitaly Churkin, addressing the Security Council in New York on Wednesday, proposed that for effectively combating drug trafficking originating from Afghanistan, a system of security rings promoted by Russia in the Central Asian region in recent years would be useful and that the potential of CSTO and SCO should be utilized.)What worries the US is that any such link up between NATO and CSTO and SCO would undermine its “containment” policy toward Russia (and China), apart from jeopardizing the US global strategy of projecting NATO as a political organization on the world arena.The most damaging part is that Russia-NATO cooperation will inevitably strengthen Russia’s ties with European countries and that, in turn, would weaken the US’s trans-Atlantic leadership role in the 21st century. At the meeting of the foreign ministers of the alliance at Brussels on March 6, French Foreign Minister Bernard Kouchner urged the NATO Council to “take into account Russia’s sensitivity and the important role it plays”. Moreover, he argued, relations with Russia are already strained over Kosovo and the US’s planned missile defense shield based in Europe, and should not be subjected to further strain.

The French newspaper Le Monde quoted him as saying, “We [France] think that EU-Russia relations are absolutely important. And France is not the only country wanting to maintain a relationship with Russia as a great nation.” (France is assuming the rotating EU presidency in July.)

Indeed, France is not alone in this respect. Germany also has lately shifted to equidistance between the US and Russia on global security issues and is reaching out once again – reminiscent of the Gerhard Schroeder era - as a strategic partner to Russia in European Union-Russia relations.
Two days after her recent visit to Moscow, Merkel addressed the prestigious forum of the German armed forces’ top brass (Kommandeurtagung) in Berlin on Monday, where in the presence of NATO Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, she brusquely proceeded to bury the proposals on NATO membership of Ukraine and Georgia even ahead of the Bucharest summit.
“Countries that are involved in regional or internal conflicts cannot become members,” she said. Merkel added that aspiring countries must ensure that “qualitatively significant” domestic political support would be available for their accession to NATO. Germany has virtually blocked NATO’s further expansion into the territories of the former Soviet Union – a declared goal of Russia.By putting forth a bold blueprint of cooperation with NATO over Afghanistan, Russia has effectively challenged the US to make a choice. It is by no means an easy choice for Washington. How do you deal in the world of tomorrow with a country whose energy exports are close to reaching a milestone of US$1 billion per day?
Russia’s benchmark Urals crude topped a record of $100 per barrel this week and once it trades at $107.5 per barrel, the daily value of crude, refined products and gas exports will hit $1 billion. And, Russia’s 2008 budget is based on an average Urals price of $65 per barrel.Besides, post-Soviet Russia’s influence in Central Asia has peaked even as the first real possibility of the emergence of a “gas OPEC” involving Russia and the Central Asian countries has appeared. This may well outshine all other foreign policy legacies of Russia in the Putin era. Russia has been for long seeking an association of former Soviet gas producers and exporters on the pattern of the oil cartel. Russia and the Central Asian suppliers – Kazakhstan, Uzbekistan and Turkmenistan – have now agreed that starting in 2009, they will switch to the European price formula. The move, which bears all the hallmarks of the Kremlin, elevates energy cooperation between Russia and the Central Asian producers to an altogether higher level of coordination and common strategy in foreign markets. The implications are far-reaching for European countries and the US. Russia has checkmated US-sponsored trans-Caspian energy pipeline projects.Surely, the great shortfall in the Putin legacy has been the failure of his presidency to make Russia a full-fledged partner of Europe. He has now made an offer to NATO that is irresistible – making Russia a participant in the alliance’s Afghan mission. The Russian offer comes at a time when the war in Afghanistan is going badly and NATO can afford to take help from whichever quarter help is available.Washington faces an acute predicament insofar as Moscow won’t settle for selective engagement by NATO as a mere transit route but will incrementally broaden and deepen the engagement, and major European allies might welcome it. Moscow insists on the involvement of the CSTO and even SCO. On the other hand, Russia’s involvement could invigorate the NATO mission in Afghanistan and ensure that the mission is not predicated on the highly unpredictable factor of Pakistan’s partnership. Will Washington bite? Putin, with his trademark fighting spirit of a black belt in karate, could well be counting that his presidency still has five or six weeks to go and that is a lot of time for making Russia NATO’s number one partner globally and ensuring a durable place for Russia within the common European home.
At the very least, history comes full circle when Putin arrives in Bucharest in the next 18 days for the gala 60th anniversary summit of the alliance. That would be 56 years since Stalins Soviet Union suggested it should join NATO to preserve peace in Europe. M K Bhadrakumar served as a career diplomat in the Indian Foreign Service for over 29 years, with postings including India’s ambassador to Uzbekistan (1995-1998) and to Turkey (1998-2001). Kremlin ringleader Putin is ready to send Russian troops to Afghanistan in order to in exchange get the rejection of Georgia and Ukraine to enter NATO, Polish newspaper Wyborcha writes.According to the newspaper in recent talks with Angela Merkel, Putin offered help to NATO countries in the war against the Islamic Emirate of Afghanistan.Ruslands President og Tyskland Kansler Angela Merkel under et mode.
According to the Polish newspaper, Putin is willing not only to create a transport corridor for the movement of NATO forces to Afghanistan from Europe.Currently the transportable transportation is often attacked by Taliban. It is the question of sending Russian troops to help in war against Afghan Muslims. In exchange for this, according to the newspaper, Putin has demanded two things. First of all is not allow Georgia and Ukraine to NATO. Also the Russian president wants to participate in the NATO summit, which will take place in early April in Bucharest, as not a guest, but as a full member of the summit, the Polish newspaper refers to its sources in NATO and in European capitals.According to the Polish newspaper, Western countries are unlikely to support the Putin’s initiative, rapporterer “Echo of Moscow”.

Kavkaz Center

Albanien og Kroatien på vej ind i Nato-krigsalliancen

3 april 2008 – 13:50

Sprækker i den kapitalistiske Nato-krigsalliance på bordet ved topmødet i Bukarest –

Krigen og besættelsen af Afghanistan og Nato’s ekspansion i Syd- og østeuropa var varme kartofler for Nato-landenes ledende politikere på Nato-topmødet i Rumæniens hovedstad Bukarest hvor man efter tre dages mødeforhandlinger ikke kunne blive enige om at optage to tidligere Sovjet-republikker: Ukraina og Grusien (georgien) i militæralliancen.

Det var et bagslag for USA’s planer om at optage to af Ruslands nabolande – Ukraine og Grusien i Nato-militæralliancen direkte efter Bukarest-mødet.

Og det var endnu et nederlag for USA’s Præsident Bush i rollen som politisk leder af den “nye verdensorden ” hvor “det demokratiske USA” spiller rollen både som lovgiver, ordenhåndhæver og dommer på det amerikanske såvel som det euroasiatiske kontinent og i den arabiske verden.
Præsidenten var blevet enige med både Ukraines og Grusiens ledere om at Nato-mødet i Bukarest ville tage beslutning om optagelse.

Der opnåedes enighed om at Albanien og Kroatien nu formelt bliver inviteret til at indgå i den ekspanderende aggressive Nato-krigsalliance. Det meddelte Nato’s generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer ved en pressekonference.
 “- Vi er blevet enige om at de her lande skal blive medlemmar i Nato”, sagde de Hoop Scheffer ifølge AFP.
Formelt blev Nato-optagelsen af to nabostater til Rusland blokeret af Frankrig og Tyskland.
Mens Frankrig begrundede afvisningen af Ukraine-Grusien optagelsen med at det “ikke var den rigtige måde at løse Europas sikkerhedsproblemer på” var Tysklands afvisning officielt begrundet med at “tiden ikke er moden”. Der blev talt om at “de må vente til næste Nato-møde i december”.
Men at Nato’ s allierede i Putins kapitalistiske Rusland er en medspiller i Nato’s spil om kontrollen over de euroasiasiske lande og folk gøres også klart af at USA-præsidenten efter Nato-topmødet tog direkte til den kommende vinterolympi