9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

9.Nov 2009 – 20:34

71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!

Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.

Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier

25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.

Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.

Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.

“Varehusmordbranden”

Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof  i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? .  Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.

Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :

“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”

Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man –  det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA –  kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks”  politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste  Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa.  En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.

R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker

Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.

Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:

“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967

Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”

I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og  de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:

Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?

Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.

I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.

Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland

Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:

“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”

 

En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.

Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *

Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.

Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:

“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”

Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.

Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.

Om karakteren af den “individuelle terror”:

..  .. .  skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om  i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:

“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]

Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.

I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :

Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Statsgæst geladenen Shah Muhammed Reza Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.

Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.

Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF

Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -

Kritik

Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.

• kadi –

Mere om Tysklands historie efter 1945

 

– - KRONIK * * Af Günter Ackermann/ September 2007 Kommunismus und Terrorismus Teil I 30 Jahre Entführung des Altnazi Schleyer durch die RAF Der imperialistische Staat schürt die Angst vor dem Terrorismus Wie bestellt zum 30. Jahrestag der Entführung und schließlichen Tötung von Hans Martin Schleyer findet die Polizei in einem Dorf im Sauerland drei islamistische Terroristen. Als Beweis zeigt sie Plastikbehälter, mit Blondierungs- und Desinfektionsmittel Wasserstoffperoxid[1] (H2O2). In reiner Form wird es als Treibmittelzusatz für kleine Raketen benutzt. Niemand im Dorf hat die angeblichen Terroristen gesehen, obwohl sie die etwa 730 Kilogramm von dem Wasserstoffperoxid in Besitz gehabt haben sollen – übrigens legal erworben. Auch nicht, als sie diese Menge an Plastikkanistern ausgeladen hatten. Wie sie das wohl gemacht haben? Und noch etwas. Das BKA, diese Polizeitruppe, handelte als wahrer Freund und Helfer. Sie ssie verwässerte das Zeug schon vorher, also fand die Polizei nur maximal ein 3%iges H2O2, sonst nur H2O – Wasser also. Die Drei hätten damit einen gigantisches Friseursalon aufmachen können, Flugplätze hätte sie nicht sprengen können. Trotzdem musste man jetzt zugreifen, denn die Hinweise verdichteten sich – sagt das BKA – dass die Drei Sprengstoffanschläge unmittelbar begehen wollen. Woher sie den Sprengstoff hernehmen wollten, wenn die Grundstoffe im wahrsten Sinne verwässert waren, weiß der Geier. Jedenfalls aber um den 30. Jahrestag der Schleyer-Entführung herum und auch, wo die Diskussion um den Bundestrojaner und anderes als Wind durch den Blätterwald rauscht, kam das als eine Fügung des Himmels. Kommunismus und Terrorismus Nicht erst seit Aufkommen der RAF gibt es die Diskussion um die Stellung der Kommunisten zur Gewalt, insbesondere zum individuellen Terror. 1. Nicht jede Gewalt ist gleich zu bewerten. Da ist zunächst die Gewalt des kapitalistischen Staates gegen das Volk, insbesondere der Terror eines faschistischen Regimes. 2. Der revolutionäre Gewalt der Arbeiterklasse und der mit ihr verbündeten werktätigen Klassen und Schichten gegen die Ausbeuterklassen. 3. Der individuelle Terror einzelner gegen Repräsentanten der Ausbeuterklassen und deren Staat. Zu 1. und 2.: Jeder Staat ist ein Klassenstaat, das Gewaltorgan der herrschen Klasse. Es gilt, die Kräfte, die den Staat beseitigen und damit die herrschende Klasse entmachten wollen, von Staats wegen mit Gewalt daran zu hintern. Die entscheidende Frage ist aber, welche Klasse übt die Herrschaft aus? Im kapitalistisch-imperialistischen Staat ist es die Bourgeoisie, insbesondere die Monopolbourgeoisie, also eine verschwindend kleine Minderheit, deren Machtorgan der Staat ist. Im proletarischen Staat, also der Diktatur des Proletariats, in dem die Arbeiterklasse und die mit ihr verbündeten werktätigen Klassen und Schichten die Herrschaft ausüben, ist es die große Mehrheit des Volkes, die die die Herrschaft ausübt – auch mittels Gewalt – über die verschwindende Minderheit der ehemaligen, ihrer Produktionsmittel beraubten, Kapitalistenklasse. In allen Staatsformen gibt es die Gewalt des Staates für die Aufrechterhaltung der Herrschaft der herrschenden Klasse. Trotzdem sind das zwei qualitativ unterschiedliche Formen der Staatsgewalt. Im kapitalistischen Staat wird die arbeitende Mehrheit von der schmarotzenden Minderheit mittels Gewalt und Terror gezwungen, sich den kapitalistischen Bedingungen zu unterwerfen; in der Diktatur des Proletariats ist es die übergroße Mehrheit der Menschen, die die Werte schaffen, die die ihrer Produktionsmitten beraubten bourgeoisen Minderheit mittels Staatsgewalt daran hindert, die alten Zustände erneut einzuführen. 3. Individueller Terror Lenin stellt die Terroristen und die Ökonomisten auf eine Stufe und schreibt in Was tun? Brennende Fragen der Bewehung[2]: „Die „Ökonomisten“ und die Terroristen sind Anbeter verschiedener Pole der spontanen Richtung: die „Ökonomisten“ – der Spontaneität der „reinen Arbeiterbewegung“, die Terroristen – der Spontaneität der leidenschaftlichsten Empörung der Intellektuellen, die es nicht verstehen oder nicht die Möglichkeit haben, die revolutionäre Arbeit mit der Arbeiterbewegung zu einem Ganzen zu verbinden. Wer den Glauben an diese Möglichkeit verloren oder nie besessen hat, dem fällt es tatsächlich schwer, für seine Empörung und seine revolutionäre Energie einen anderen Ausweg zu finden als den Terror.“ „Die Arbeiter führen ihren „ökonomischen Kampf gegen die Unternehmer und gegen die Regierung“ (…) – die Intellektuellen aber führen den politischen Kampf aus eigenen Kräften, natürlich mit Hilfe des Terrors!“ „Das zeigt eben, daß sowohl die Terroristen als auch die „Ökonomisten“ die revolutionäre Aktivität der Massen unterschätzen, und dies ungeachtet der klaren Beweise, die die Frühjahrsereignisse geliefert haben[3], wobei die einen nach künstlichen „aufrüttelnden Mitteln“ suchen, die anderen von „konkreten Forderungen“ sprechen. Sowohl die einen wie die anderen schenken der Entfaltung ihrer eigenen Aktivität auf dem Gebiet der politischen Agitation und der Organisation der politischen Enthüllungen nicht genügend Aufmerksamkeit. Es ist aber weder jetzt noch zu irgendeiner anderen Zeit möglich, diese Aktivität durch irgend etwas anderes zu ersetzen.“ Es ist klar: Die Ökonomisten meinen, die Arbeiterklasse führe, indem sie um ökonomische Verbesserungen kämpft, bereits einen politischen Klassenkampf und man muss sich nur an diese Bewegung dranhängen, brauche aber keine Aufklärungs- und Organisationsarbeit zu leisten. Die anderen, die Terroristen, verzichten gleich ganz auf die Massen und verüben Anschläge gegen Sachen und/oder töten Repräsentanten des kapitalistischen Systems. Letztere sind meist verwirrte Kleinbürger, die einst, voll humanistischer und reformistischer Ideen, antraten und meinten, so die kapitalistische Realität zu Vermenschlichen, zu verbessern, also einen Kapitalismus mit menschlichem Antlitz zu erreichen. Durch Appelle an die Einsicht der Herrschenden und Eingaben an den kapitalistischen Staat, traten sie einst an, voll des Gutmenschentums. Als sie dann mit der brutalen Realität des Kapitalismus konfrontiert wurden, wussten sie nicht weiter und verfallen dem Terrorismus. Das war in Deutschland bei der RAF nicht anders. So Ulrike Marie Meinhof, eine brillante Journalistin und fortschrittliche Bürgerliche. Ulrike Meinhof wurde von der Friedenskämpferin und Pazifistin Renate Riemeck im pazifistisch-christlichem Geist erzogen und war zutiefst für Frieden, Gewaltlosigkeit und soziale Gerechtigkeit. Aber diese kapitalistische Gesellschaft ist nicht friedlich, gewaltlos und schon gar nicht kann sie sozial gerecht sein. Folglich musste Ulrike Meinhof scheitern und meinte, ihre Ziele nur durch Terrorismus erreichen zu können. Sie hatte nie die revolutionäre Energie der Arbeiterklasse erfahren – das kam in ihrer Entwicklung auch nicht vor. Andreas Baader: Auch er entstammt einer kleinbürgerlichen Familie. Allerdings, bedingt durch den 2. Weltkrieg, ökonomisch deklassiertes Kleinbürgertum. Baader ist eher Lumpenproletarier, der aus dem Kleinbürgertum stammt. Gudrun Ensslin: Pfarrerstochter, im Schwäbischen aufgewachsen, im konservativ-evangelischem Sinne erzogen Ihr Vater war „Alter Herr“ in der Studentenverbindung Normannia. Gudrun war eine Musterschülerin und sehr fromm. Sie wurde von der Studienstiftung des Deutschen Volkes mit einem Stipendium gefördert. Diese halbstaatliches Stiftung fördert, nach eigenem Anspruch, die 10% der Besten eine Abiturjahrgangs. Sie hatte sich aber auch bei der Hochbegabtenstiftung der evangelischen Kirche dem Evangelischen Studienwerk, um ein Stipendium, bemüht und war sogar aufgenommen worden. Dieses Stipendium schlug sie aber aus und entschied sich für die halbstaatliche „Studienstiftung des Deutschen Volkes“. Sie studierte in Tübingen und Berlin und näherte sich dem SDS an. Nach dem 2. Juni 1967 und dem Mord am Studenten Benno Ohnesorg durch einen Polizisten, empörte sich Gudrun Ensslin und rief zur „Gewalt gegen einen gewaltbereiten Staat” auf. Auch sie verzweifelte an der Gewalt des „gewaltbereiten Staates“. Als Kommunist ist das für mich nichts Neues gewesen, ein Staat ist immer gewaltbereit, dazu ist er da (siehe oben). Gudrun Ensslin aber schreibt: „Dieser faschistische Staat ist darauf aus, uns alle zu töten. Wir müssen Widerstand organisieren. Gewalt kann nur mit Gewalt beantwortet werden. Dies ist die Generation von Auschwitz – mit denen kann man nicht argumentieren!“ Sie sitzt gleich mehreren Irrtümer auf: - die BRD war und ist kein faschistischer Staat. Zwar saßen Altnazis in hohen und höchsten Stellen in Justiz, Regierung, Polizei und Wirtschaft, zwar wurden Kommunisten und Oppositionelle, die sich dem herrschenden Antikommunismus und der Kalte-Kriegs-Politik widersetzten, drangsaliert und verfolgt, trotzdem: das war autoritär, aber nicht faschistisch. - „. Gewalt kann nur mit Gewalt beantwortet werden“ schreibt G. Ensslin. Gewalt des Kapitals und ihres Staates muss mittels der revolutionären Gewalt der Massen beseitig werden und dazu bedarf es der Massenarbeit der Kommunisten und es bdarf der Massen der Arbeiterklasse. Das wäre die richtige These gewesen. - „Dies ist die Generation von Auschwitz – mit denen kann man nicht argumentieren!“ Hier lag sie total daneben. Zwar war die Elterngeneration, damals die Kriegsgeneration des 2. Weltkrieges, aber nicht alle Deutschen waren Nazis oder – schlimmer – Nazimörder. Die ersten Opfer der Nazis, bevor die Faschisten den 2. Weltkrieg anzetteln konnten, waren deutsche Kommunisten, Sozialdemokraten, Gewerkschafter, fortschrittliche und demokratische Christen und demokratische Bürgerliche. Ohne den Naziterror gegen diese, vor allem die Ausschaltung der Arbeiterbewegung, wäre der Krieg 1939 nicht möglich gewesen. An diesen Zeilen Gudrun Ensslins sieht man, dass für sie Klassen überhaupt keine Rolle spielten. Die damalige Elterngeneration ist die „Generation von Auschwitz“. Dass viele von ihnen selbst in Konzentrationslagern und Zuchthäusern saßen, spielte keine Rolle. Sie verwechselt die damaligen Repräsentanten der BRD, so den Altnazi und Bundeskanzler Kurt Georg Kiesinger, mit dem Arbeiter auf der Werft, im Bergwerk, der Maschinenfabrik und am Hochofen. Es ist klar, dieser Weg konnte nicht zum Erfolg führen. Allerdings kann man der RAF bescheinigen, dass sie aus an sich humanitären Gründen ihren Kampf führten, aber wie sie kämpften, war falsch. Allerdings ist nicht die Anwendung von Gewalt verwerflich. Auch Kommunisten sind nicht gegen Gewalt. Wir wollen eine menschliche, sozial gerechte und eine friedliche Welt. Damit das aber möglich ist, muss die Herrschaft des Kapitals beseitigt werden. Das Kapital und sein bis an die Zähne bewaffneter Staat, treten nicht freiwillig ab. Aber Kommunisten sind gegen gewaltsame Aktionen Einzelner, sie sind für die revolutionäre Gewalt der Massen, der fühlen sie sich verpflichtet. [1] Auch bekannt als Perhydrol und Wasserstoffsuperoxid [2] siehe [3] Es handelt sich um das Frühjahr 1901, in dem die großen Straßendemonstrationen begannen. (Anmerkung des Verfassers zur Ausgabe von 1907. Die Red.) zurück Kommunismus und Terrorismus Teil II – – - 30 Jahre Entführung des Altnazi Schleyer durch die RAF Der imperialistische Staat schürt die Angst vor dem Terrorismus Die Rote Armee Fraktion (RAF) – ihre Ursprünge und ihre politische Wirkung * * * * * Als die RAF sich bildete und zum bewaffneten Kampf überging, war die Protestbewegung von 1968 an einem Punkt angelangt, der Zukunftsentscheidungen verlangte. Der SDS als Studentenorganisation war nicht die Organisation, die den Protest in die Massen tragen konnte. Er hatte weder eine klare politische Linie, noch konnte er sie entwickeln. Selbst die am weitesten entwickelten SDS-Gruppen in Berlin und Frankfurt schwankten zwischen reinem Protest und radikalem Handeln, das sich aber mehr gegen Sachen richtete. Rudi Dutschke war ein begnadeter Redner über die Köpfe der Zuhörer hinweg. Wer Dutschke öffentlich reden hörte, lief Gefahr einzuschlafen. Er sprach, wie man sagt, in der dritten Meta-Ebene, also wenig massenwirksam. Wenn das vor Studenten in der Uni noch anging, so war er doch unfähig vor normalen Menschen zu reden. Auch, wenn vieles der Inhalte auch unserer Ansicht entsprach, so hatte er nicht erkannt, dass nur eine in den Massen verankerte revolutionäre kommunistische Partei in der Lage gewesen wäre, den Imperialismus effektiv zu bekämpfen. Nach dem Attentat auf Dutschke suchten die linken Studenten nach einem Ausweg aus ihrer politischen Situation. Die einen gingen den „Langen Marsch durch die Institutionen“, traten in die SPD ein, gingen in die Wirtschaft, wurden also Renegaten und machten Karriere. Andere, erkannten zumindest, nur mit der Arbeiterklasse ist revolutionäres Handeln möglich. Aber von ihrer „neomarxistisch“ genannten Ideologie – nicht die Arbeiterklasse macht die Revolution, sondern Intellektuelle – isolierten sie sich vom Proletariat So entstand die „Ruhrkampagne“ in Berlin. Diese Studenten verließen Berlin und die Universitäten und gingen als Arbeiter in die Produktion ins Ruhrgebiet. Da sie aber die falschen ideologischen Grundlagen hatten, und die Arbeiter auf die studierten Besserwisser nicht gewartet hatten, ging das ganz schnell in die Hose. Wieder andere sahen im Kommunismus den Ausweg. Da bot sich die DKP an, die 1968 gegründet worden war. Die KPD/DKP hatte bereits im SDS eine starke Fraktion. Nach der SDS-Auflösung 1970 schlossen diese Studenten sich zum MSB-Spartakus zusammen. Aus denen rekrutierten sich dann im Jahr 1990 ein großer Teil der „Reformer“ in der DKP. Wieder andere sahen in der chinesischen Kulturrevolution den Ausweg. Die auch 1968 gegründete KPD/ML erfreute sich daher zunächst eines regen Zulaufs aus den Universitätsstädten. Natürlich beanspruchten viele der Studenten gleich Führungsfunktionen. aber hier waren die wichtigsten Funktionen bereits von Kommunisten besetzt, also verlor diese Gruppe erst mal an Attraktivität. Der Berliner Studentenführer und Schauspielersohn Christian Semler – später unter Joschka Fischer AA-Mitarbeiter – gründete seine eigene Partei, die er zunächst KPD-AO (A-Null) nannte, später wurde sie in KPD umbenannt. Die Semler-Gruppe orientierte sich mehr nach Kim Il Sun und Nordkorea. Es handelte sich um eine reine Studentengruppe, deren „Arbeiter“ in die Betriebe geschickte Studenten waren oder um einige wenige Renomierarbeiter, viele davon allerdings Lumpenproletarier. Der letzte, der kleinste Teil der Aktivisten der 69er-Bewegung, suchten ihr Heil in der direkten Aktion, also dem individuellen Terror. Es muss aber angemerkt werden, dass keiner der 1. Generation der RAF je in der 68er-Bewegung eine wichtige Rolle gespielt hat. Maßgebliche Funktionsträger des SDS waren auch nicht darunter. Die bekanntesten Mitglieder der RAF, Ulrike Meinhof und Horst Mahler, gehörten selbst auch nie dazu. Ulrike Meinhof hatte als Journalistin bei der Zeitschrift Konkret gearbeitet und Horst Mahler hatte eine eigene Anwaltskanzlei und wurde bekannt als Verteidiger der linken sog. Demonstrationsstraftäter. Andreas Bader war Außenseiter und wurde von den Aktivisten der Linken eher belächelt. Ich wohnte 1967 in Frankfurt am Main und Bader verkehrte, wie ein Großteil der Linken – ich auch – im Club Voltaire. Wir haben uns über sein Gebaren lustig gemacht. Ab ca. 1971/1972 begann die RAF öffentlich zu wirken. Das war die Zeit der Reformen in der BRD, wo die neue Ostpolitik, die fälschlich als Friedenspolitik verstanden und auch so dem Volk verkauft wurde, ihren Höhepunkt erreichte.. Maßgeblich für diese Zeit war der Wechsel der Regierung in Bonn im Jahre 1969. Die studentische Protestbewegung drohte die Unis zu verlassen und die Arbeiter zu erreichen. Um dem entgegen zu wirken, aber auch um der deutschen Wirtschaft ein antifaschistisches Image zu verschaffen, musste jemand Kanzler werden, der eine blütenweiße antifaschistische Weste hatte – also Willy Brandt. Schon die Wahl von Gustav Heinemann zum Bundespräsidenten hatte viele aus der linken Bewegung beeindruckt. In Kölner Republikanischen Club, einen Treffpunkt der Linken in der Domstadt, jubelten viele über diese Wahl. Der KZ-Baumeister Lübke war weg, der antifaschistische Christ Heinemann stand an der Spitze des Staates. Desgleichen als die SPD die Wahl 1969 gewann. Weg war der Göbbels-Mitarbeiter und NSDAP-PG Kurt Georg Kiesinger, nun war jemand Kanzler, der Reformen und Friedenspolitik versprochen hatte. Alle erwarteten jetzt den Kapitalismus mit menschlichem Antlitz. Dass es nur eine kurze Zeit sein wird, in der der Kapitalismus sich menschlich, friedlich und sozial erscheinen lässt, ahnten nur wenige. Willy Brandt war für viele in der Arbeiterklasse ein Hoffnungsträger. Eines der ersten Manöver zur Befriedung der linken Studenten war das sog. Amnestiegesetz, „Mit der Bildung einer Bundesregierung, die mit dem Sozialdemokraten Willy Brandt an der Spitze eine Reformpolitik einzuleiten versprach, entfielen die meisten Voraussetzungen zur Fortführung einer außerparlamentarischen Bewegung. Einige der von der APO freigesetzten Impulse, insbesondere im Bereich der Bildungspolitik, wurden aufgegriffen, andere hingegen eingedämmt oder ganz abgeschnitten. Die Koalition von SPD und FDP legte einerseits mit dem Amnestiegesetz für Demonstrationsstraftäter ein Integrationsangebot vor, andererseits lieferte sie mit dem Radikalenerlass, durch den Systemgegner vom Staatsdienst fern gehalten werden sollten, ein Zeichen der Abschreckung. Zwar wuchs das Potential links von der SPD quantitativ stark an, es stellte jedoch wegen seiner Diffusität keine einheitliche Kraft mehr dar und büßte dadurch viel vom Charakter einer politischen Herausforderung ein.“[1] Auch kam Bewegung in die Außenpolitik. Die überwiegende Mehrheit der Deutschen lehnte die Politik der Hallstein-Doktrin[2] ab. Aber auch die Wirtschaft sah in ihr ein Hemmnis um den Osthandel zu intensivieren usw. Mit der Aufnahme diplomatischer Beziehung zu den sozialistischen Ländern, den Ostversträge usw. erschien den meisten die Politik der neuen Bundesregierung eine Politik des Friedens zu sein. Aber nicht nur die „Friedenspolitik“ Willy Brandts machten den Kanzler beliebt, unter seiner Kanzlerschaft wurden eine Reihe, lange notwendiger sozialer Reformen beschlossen (Lohnfortzahlung im Krankheitsfall) und die Lohnerhöhungen erreichten teilweise zweistellige Prozentzahlen. Als dann die CDU mit Hilfe von FDP-Überläufern versuchte, Brandt zu stürzen, ging ein Schrei der Empörung durchs Land. Ich arbeitete damals auf der Mannesmann-Hütte in Duisburg. Wir legten die Arbeit am Tag nieder, als Brandt gestürzt werden sollte. Meine Kollegen wollten, dass diese Politik des Friedens und der Verständigung, wie sie meinten, fortgesetzt werden solle. Kurz: Brandt gewann ab 1969 zusehends an Popularität. Und in der Situation trat die RAF auf und verkündete, sie verstünde sich als Stadt-Guerilla und wolle durch ihre Aktionen den Staat zwingen, seine faschistische Fratze zu zeigen und wollte damit die Massen zu gewinnen. Genau das Gegenteil trat ein. Anstelle, dass die Arbeiterklasse sich vom kapitalistischen System distanziert und sich nach links und revolutionär orientierte, lehnte sie sich noch stärker an die SPD an. Sie akzeptierte die Brandtschen Berufsverbote und die verschärften Übergriffe der Polizei gegen Linke. Die wurden als für die Fahndung nach der „Bader-Meinhof-Bande“ unerlässliche Maßnahmen den Menschen schmackhaft gemacht, was akzeptiert wurde. So wurde in einer Stadt damals ein 16-jähriger Lehrling, der auf einem geklauten Mofa in der Nacht nach Hause fuhr, von einer Polizeistreife angehalten, als er floh, wurde er von Maschinenpistolenschüssen getroffen und starb. Kurz danach machten wir in der Nacht eine Plakatierungsaktion und waren urplötzlich von schwer bewaffneten Polizisten umringt, MPis im Anschlag. Wir, auch die Genossinnen, wurden durchsucht. Man fand natürlich nichts Verbotenes. Aber erst am Morgen, nach Verhören im Polizeirevier, durften wir gehen. Die RAF hat nie eine nennenswerte Anhängerschaft unter den Arbeitern gehabt. Die RAF-Mitglieder, die nicht von den Unis kamen, waren Lumpenproletarier. Man kann festhalten: Das Konzept der RAF war, bereits bevor die 1. Generation verhaftet wurde, als gescheitert anzusehen. Ihre direkten Aktionen gegen Personen und Sachen isolierten die RAF total von den Massen und boten den Herrschenden den Vorwand, Repressalien gegen revolutionäre Gruppen anzuwenden und die Demonstrationsgesetze zu verschärfen. Mit der Verhaftung der „1. Generation“ der RAF war dieser Abschnitt abgeschlossen. Aber noch Jahre liefen Polizeiaktionen gegen vermeintliche Unterstützer der RAF. In der Regel waren das frühere Bekannte und Freunde einzelner RAF-Mitglieder, die ihnen eine Nacht Unterschlupf gegeben hatten, meist war es einfach überhaupt nichts. Die Betroffenen wurden schärfsten Verhören unterzogen. Manchem wurde sie berufliche Existenz in Gefahr gebracht und einige wurden von Schüssen aus Polizeiwaffen getötet, nur weil sie ins Raster des Bundeskriminalamtes passten. Schleyer-Entführung 1978 und Deutscher Herbst Hans Martin Schleyer war in weiten Kreisen, nicht nur der Linken, eine Unperson. Seine Nazi-Vergangenheit, seine stockreaktionäre Gesinnung und seine Haltung zu Gewerkschaften, machten ihm zum Lieblingsfeind aller, die diese Gesinnung nicht teilten. Schleyer sprach damals schon die Ideen aus, die erst Jahrzehnte später die Neoliberalen auszusprechen wagten: Weg mit den Sozialleistungen, weil das die Gewinne schmälert, keine staatlichen Beschränkungen für die Wirtschaft, niedrigere Löhne und Gehälter, niedrigere Steuern, Umverteilung der Einkommen von unten nach oben. Klar, die Spitzen der Wirtschaft liebäugelten mit diesen Ideen. Dennoch: Damals passten sie nicht in die Zeit, wir befanden uns – trotz neuer Ostpolitik – noch im Kalten Krieg und es galt zu beweisen, dass der Kapitalismus, auch in seiner sozialen Komponente, dem Sozialismus überlegen ist. Diese reaktionäre Gesinnung des Hans Martin Schleyer wurde ihm zum Verhängnis. Am 5. September 1977 kidnappte eine „Kommando“ der RAF Schleyer in Köln. Dort war damals der Sitz des Bundesverbandes der Deutschen Industrie und der Bundesvereinigung der Arbeitgeberverbände. Beiden Lobbyistenverbänden des Kapitals stand Schleyer als Präsident vor. Es begann eine wilde Propaganda-Orgie der kapitalistischen Medien, die ihresgleichen seit 1945 suchte. Jeder, der aber auch nur zu verstehen gab, dass er Schleyer für nicht besonders sympathisch hält, lief Gefahr in das Raster der Polizei zu geraten. So sagte ich bei Tschibo am Hugenottenplatz in Erlangen zu meiner Freundin, dass ich Schleyer für einen Nazi halte. Kurz danach erschien eine Polizeistreife und kontrollierte meine Papiere. Der „Deutsche Herbst“ hatte begonnen. Auch die polizeilichen Maßnahmen waren für jedermann sichtbar. Sie nahmen aber auch kuriose Formen an. So suchte die Polizei nach einer bestimmten Automarke (ich glaube Audi oder BMW). Wer ein Auto dieser Marke fuhr, riskierte angehalten und durchsucht zu werden. Hielt er nicht an oder machte er eine falsche Bewegung, wurde sofort geschossen. Oder im Verkehrfunk des Bayrischen Rundfunks wurden detailliert die Stellen bekannt gegeben, an denen Verkehrskontrollen wegen der RAF statt fanden. Sogar Hubschrauberflüge über Deutschland durch RAF-Mitglieder (nicht die, die Schleyer entführten) wurden bekannt und die Polizei wusste angeblich nichts davon. Heute ist bekannt, dass das BKA von einem örtlichen Polizeibeamten über die Wohnung, in der Schleyer versteckt war, informiert worden war. Alles nur Pannen oder Zufall? Ich meinte schon damals – und heute immer noch – dass die RAF den Herrschenden wie gerufen kam. Hinter dem Kampf gegen den Terrorismus konnten sie demokratische Rechte abbauen und keiner wagte die Stimme zu erheben. Wer es dennoch tat, riskierte als Helfershelfer von Terroristen diffamiert zu werden. Bundeskanzler Helmut Schmidt und die bürgerlichen Parteien gaben sich prinzipienfest: „Wir werden uns nicht dem Diktat von Terroristen beugen.“ So tönte es aus allen Lautsprechern und stand es in den Zeitungen. Dabei hatten sie genau das vorher bereits getan. Am 27. Februar 1975, also eben mal 1 ½ Jahre vor der Schleyerentführung, wurde der Berliner CDU-Chef Peter Lorenz gekidnappt. Die Entführer verlangten die Freilassung und Ausreise der sechs inhaftierten RAF-Mitglieder Horst Mahler, Verena Becker, Gabriele Kröcher-Tiedemann, Ingrid Siepmann, Rolf Heißler und Rolf Pohle in ein Land ihrer Wahl. Als diese (Horst Mahler verzichtete die Ausreise) im Südjemen angekommen waren, wurde Lorenz frei gelassen. Warum sie den im Verhältnis zu Schleyer unbedeutenden Regionalpolitiker Lorenz gegen Inhaftierte ausrauschten, den damaligen Spitzenfunktionär des Großkapitals aber nicht, finde ich verwunderlich. Die Erklärung, man dürfe Terroristen nicht nachgeben, halte ich für fadenscheinig und vorgeschoben. War Schleyer irgend wem im Weg, dass man ihn opferte? Was die RAF-Entführer aber erreichten war, dass nun niemand mehr negativ über Schleyer zu reden wagte. Alle, die noch Wochen vorher negative Äußerungen über Schleyer verkündest hatten, machten ihn jetzt zum ausgesprochenen Gutmenschen. Viele Linke waren erschrocken von dem Terror der Staatsmacht und gingen in eine innere Emigration und schwiegen oder äußerten sich weinerlich. Ich war im Oktober 1977 in Darmstadt bei einem Kongress der Evangelischen Studentengemeinden zur Erinnerung an dreißig Jahre „Darmstädter Wort“[3]. An dieser Konferenz nahmen linke Protestanten aller Alterstufen teil, vor allem natürlich Studentenpfarrer, evangelische Studenten, aber auch Prominente, wie Martin Niemöller und Heinrich Albertz. Interessanterweise waren auch einige Anwälte von einsitzenden RAF-Gefangenen eingeladen und gekommen. Diese waren einem brutalen Psychoterror der Justizbehörden ausgesetzt und sie empfanden es gut, dass sie an dieser Konferenz teilnehmen konnten. Im Gegensatz zu den Linken, die weinerlich ihr Schicksal beklagen, sagten die Protestenten – eindeutig und von Martin Niemöller formuliert – dass sie gegen diese Entführung seien. Aber nur aus einem Grund: Sie wollten nicht, dass aus diesem alten Nazi und SS-Mann Schleyer ein Märtyrer wird. Ich hielt und halte diese Position für richtig. Ende Teil II Es folgt Teil/Del III [1] Wolfgang Kraushaar: Denkmodelle der 68er-Bewegung, in „Aus Politik und Zeitgeschichte“ (Bundeszentrale für politische Bildung 2001) siehe [2] Der Hallstein-Doktrin zufolge wurde die Aufnahme oder Unterhaltung diplomatischer Beziehungen durch dritte Staaten mit der DDR von der Bundesrepublik Deutschland auf Grund ihres Alleinvertretungsanspruchs für das gesamte deutsche Volk als unfreundlicher Akt (acte peu amical) betrachtet und in der Regel mit dem Abbruch beziehungsweise der Nichtaufnahme diplomatischer Beziehungen beantwortet. (Wickipedia) [3] „Das „Darmstädter Wort zum politischen Weg unseres Volkes“ war ein evangelisches Bekenntnis zur historischen Mitverantwortung der Deutschen Evangelischen Kirche für den Nationalsozialismus. Es folgerte aus dem christlichen Glauben an Gottes Versöhnung mit der Welt in Jesus Christus ein neues politisches Verhalten der Christen. Es wurde am 8. August 1947 vom Bruderrat der EKD, dem nach Kriegsende fortbestehenden Leitungsorgan der Bekennenden Kirche (BK), als seine verbindliche Position herausgegeben. Anders als das Stuttgarter Schuldbekenntnis vom 19. Oktober 1945 benannte das Darmstädter Wort konkrete „Irrwege“ der Christen und Kirchen, die aus Sicht der Autoren lange vor 1933 die nötigen, auch sozialrevolutionären Gesellschaftsveränderungen blockiert und so dem Nationalsozialismus den Weg zur Macht geebnet hatten. Damit wollte es das Verhältnis von Kirche und Staat nach nahezu 400 Jahren protestantischer Staatskirchen-Tradition neu bestimmen.“ DEL III Kommunismus und Terrorismus Teil III (Schluss) 30 Jahre Entführung des Altnazi Schleyer durch die RAF Der imperialistische Staat schürt die Angst vor dem Terrorismus Von Günter Ackermann/25. September 2007 Die Aktionen der RAF schwächten nicht den kapitalistischen Staat… „daß individuelle terroristische Attentate unzweckmäßige Mittel des politischen Kampfes sind (…) wir sind gar nicht gegen politischen Mord (…), aber als revolutionäre Taktik sind die individuellen Attentate unzweckmäßig und schädlich.” [1] Diese leninsche Position muss die eines Kommunisten sein. Der kapitalistische Staat ändert nicht sein Wesen, wenn einzelne Gegner den einen oder anderen Repräsentanten des kapitalistischen Systems liquidieren. Und eine kleine Gruppe zu allem entschlossener Terroristen, wird nie anstelle der Partei der Arbeiterklasse und an Stelle des Proletariats die Revolution vom Zaun brechen und siegreich führen können. Die politische Kleinarbeit der allseitigen politischen Enthüllungen, die Organisationsarbeit des Parteiaufbaus, sie Verankerung dieser Partei in den Massen, die Massenarbeit usw. kann nicht ersetzt werden durch terroristische Aktionen Einzelner. Ich sage damit nicht, dass der einzelne Terrorist nicht positive Motive haben kann. Sicher ging es den meisten RAF-Mitgliedern um den Kampf gegen die imperialistische Kriegspolitik, gegen kapitalistische Ausbeutung, gegen Neokolonialismus usw., aber die Methode war wirkungslos. Im Gegenteil. Sie nützte dem kapitalistischen System. Fast könnte man sagen, wenn es die RAF nicht gegeben hätte, hätte der Verfassungsschutz diese gründen müssen. Ich will hier den Aktivisten der RAF nicht unterstellen, dass sie für den Geheimdienst dieses Staates gearbeitet hätten. Subjektiv haben sie sich positiv aus der Reihe derer heraus gehoben, die als Studenten demonstrierten und sich dann anpassten um im Staat, in den Parteien und in der Wirtschaft Karriere zu machen. Sie nahmen den Kampf gegen Imperialismus, Ausbeutung, gegen diese kapitalistische Gesellschaft, die „immer ein Schrecken ohne Ende“ (ist) (Lenin), auf. Aber erfolgreich kann dieser Kampf nur sein, wenn das Proletariat, an dessen Spitze die Partei der Arbeiterklasse steht, diesen Kampf führt. Nicht mittels terroristischer Akte gegen Repräsentanten oder Einrichtungen des Systems ist das Ausbeutersystem zu besiegen, sondern, wie Georgi Dimitroff es beim Reichsgericht dem Nazi Göring entgegen schleuderte: „Massenarbeit, Massenkampf, Massenwiderstand, Einheitsfront, keine Abenteuer – das ist das Alpha und Omega der kommunistischen Taktik.“ Genau das erkannten die RAF-Aktivisten nicht. Sie meinten, sie müssten anstelle des Proletariats kämpfen, dann würde die Arbeiterklasse den Kampf seinerseits aufnehmen. Das Gegenteil war der Fall. Nicht nur, dass es der Arbeiterklasse materiell immer noch relativ gut ging teilweise mit zweistelligen Tarifabschlüssen –, so hatte doch die Sozialdemokratie innerhalb der Arbeiterklasse ihren Einfluss seit der Wahl Willy Brandts, dem angeblichen Friedenskanzler, ausbauen können. Die Wirtschaft florierte. Aber nicht nur das. Terroristische Aktionen Einzelner entsprechen nicht den Kampfformen des Proletariats, die Arbeiter lehnen sie ab. Auch, wenn die Sozialdemokratie die Arbeiter ideologisch entwaffnet hatte, so waren es doch die bewusstesten Teile der Klasse, die das ablehnten. Also genau jene, die immer an der Spitze klassenkämpferischer Aktionen standen und stehen. es lag nicht daran, dass damals die Arbeiter kampfunwillig gewesen wären. Im Jahr 1971 bis 1973 kam es zu einer Welle spontaner Streiks: Ein paar Beispiele: Vulkan-Werft in Bremen, Ford in Köln oder – an diesen Streik habe ich persönlich mitgewirkt – der Streik im Profilwalzwerk bei Mannesmann in Duisburg-Huckingen[2] im Februar/März 1973. Überall haben linke Gruppen organisierend und unterstützend mitgewirkt. Die Arbeiter waren also entschieden kampfbereiter, als sie es heute sind. Trotzdem lehnten sie Terrorismus ab. Die RAF-Aktionen wurden von den Lohnschreibern des Kapitals in der kapitalistischen Presse und den bürgerlichen Politikern hochstilisiert. Teilweise mit bewussten Übertreibungen und Lügen. So sollte die RAF, wie die Medien in die Welt posaunten, im Frühjahr 1972 angeblich geplant haben, an einen belebten Platz in Stuttgart eine Bombe hochgehen zu lassen. Wir wussten, das war eine Lüge. Trotz, dass wir die Aktionen der RAF ablehnten, so wussten wir doch, dass sie zwar militärische Einrichtungen der USA, Vertreter des Großkapitals und hohe bürgerliche Beamte und Politiker als Zielschreibe ihrer Aktionen betrachten, nicht aber das Volk. Eine Bombe an einen belebten Platz hochgehen zu lassen, war nicht Stil der RAF. Es war der imperialistische Staat, dem die Aktionen der RAF nützten. Und sie nützten dem kapitalistischem System. Mit der Entführung Schleyers, die der Lufthansa-Maschine Landshut und der Ermordung Schleyers erreichten die Repressionen ihren Höhepunkt. Schleyer war vor seiner Entführung in der öffentlichen Meinung eine Negativfigur. Er vertrat schon damals lauthals das, was heute unter neoliberal negativ im Bewusstsein der Menschen ist. Er wollte eine härtere Gangart in der Tarifpolitik, weniger Lohn und er wollte die Rechte der Lohnabhängigen beschneiden. Und das zu einer Zeit, wo Brandt und seine SPD alles versuchten, das Eindringen revolutionärer Ideen in die Arbeiterklasse durch, aus der Studentenbewegung entstandenen revolutionären Gruppen, zu verhindern. Das deutsche Großkapital war eben in Begriff, sich als friedlich, sozial und demokratisch weltweit darzustellen. Ein Kanzler mit Friedensnobelpreis, dem die Menschen und Politiker in Ost und West hoch achteten, repräsentierte Westdeutschland. Nach Brandts Abtreten als Kanzler bekam sein Nachfolger Schmidt viel vom Glanz Brandts mit. Sogar in Polen galt Brandt und die deutsche Regierung als Garant der Grenzen von 1945. In der Situation stand an der Spitze der wichtigsten Kapitalistenverbände Deutschlands eine Figur mit Schmisse am Maul, reaktionär bis in die Knochen, der überzeugter Nazi und bei der SS war. Schleyers Haltung war entlarvend und war das genaue Gegenteil dessen, als was sich die BRD im Ausland verkaufen wollte. Schleyer war das, was man sich weltweit als den hässlichen Deutschen vorstellte. Nicht, dass die Spitzen der Konzerne und Banken Schleyers Ansichten nicht teilten – selbstverständlich taten sie das – aber sie sagten es nicht öffentlich, machten auf friedlich, demokratisch und sozial, jedenfalls dem Anschein nach. Ich wage die Behauptung, dass die Entführung Schleyers einer ganzen Menge Leute sehr gelegen kam. Aus der Unperson war das arme Opfer geworden. Der imperialistische Staat konnte seine terroristische Fratze zeigen und die meisten Deutschen fanden das, anbetracht der angeblichen terroristischen Gefahr, gar nicht so schlimm. Mit der Ermordung Schleyers war aus dem Nazi, dem brutalen Kapitalisten, auf einmal der Märtyrer geworden, ein Umstand, der einigen in Bonn und in den Frankfurter Banktürmen sehr gelegen kam. Ich frage mich überhaupt, ob die Bundesregierung und die Behörden wirklich alles taten, um Schleyer frei zu bekommen. So z.B. war dem BKA aufgrund eines Hinweises die Wohnung bekannt, wo Schleyer tatsächlich einige Zeit war. Aber das BKA mobilisierte nicht BGS 9 und stürmte das Versteck, wie es bei anderen Gelegenheiten erbarmungslos gemacht wurde und das selbst dann, wenn die Hinweise, hier seien Terroristen, mehr als vage waren und Unschuldige zu Schaden kamen. Nur da, wo Schleyer sich tatsächlich aufhielt, erschien nicht einmal ein Streifenpolizist. Andererseits aber sperrte man in Bayern Autobahnabfahrten und kontrollierte alle Fahrzeuge, nicht ohne vorher im Verkehrsfunk anzugeben, wo diese Kontrollen stattfinden. Ein Hinweis an die RAF, diese Stellen zu meiden? Den Berliner CDU-Chef Lorenz kaufte die Bundesregierung im Jahr davor frei, der soviel wichtigere Schleyer aber ließ man schmoren und nahm sogar seine Liquidierung in Kauf. Die Polizei sagt heute, das seien unerklärliche Pannen gewesen. Das mag sein, aber an diese Häufung von Zufällen glaube ich nicht. Jedenfalls diente ein toter Schleyer bis heute den Herrschenden der BRD mehr, wie ein lebender, der mit seinen reaktionären Kommentaren und Zwischenrufen zur Politik, die Selbstdarstellung der BRD konterkarierte. Der Tod von Ulrike Meinhof am 8. Mai 1976, Andreas Bader, Gudrun Ensslin und Jan-Carl Raspe am 18. Oktober 1977 Nach der Erstürmung der Lufthansamaschine in Mogadischu und der Ermordung von Schleyer, glaubt man den offiziellen Verlautbarungen, verübten die Mitglieder der RAF in Stuttgart-Stammheim Selbstmord. Ich habe dieser Version nie geglaubt, es gab ganz einfach zu viele Widersprüche und Ungereimtheiten. Læs også :Alle Zeit der Welt, Das zweite Sterben von Ulrike Meinhof, von Anja Röhl og Der zweite Tod, von Ron Augustin Vor allem konnten und durften die Führer der 1. Generation der RAF aus Staatsräson nicht unbeschadet einfach nur im Knast sitzen bleiben. Vor allem nach der Entführung von Schleyer, waren harte Konsequenzen angesagt. Man musste demonstrieren: Wer gegen dieses System kämpft, der wird verlieren. Zuzutrauen ist die Ermordung der RAF-Gefangenen denen allemal. Mit dem Ausgang der Ereignisse – der Tod Schleyers und der der RAF-Gefangenen – konnten die Herrschenden zufrieden sein. Aus dem bekennenden Volksfeind und Reaktionär war der nette Mensch geworden, der für die Ideale der Freiheit den Märtyrertod starb. Schleyer war auf einmal hoffähig geworden, selbst bei den Gewerkschaftern. Gleichzeitig hatten die Herrschenden verschiednes Gesetze verschärft, auch das Demonstrationsrecht. Auf einmal gab es das Kuriosum der „passiven Waffen“, also schützende Kleidung gegen Schläge mit dem Schlagstock und Wasserwerfer, Gasmasken gegen Tränengas, Schutzhelme usw. Facit: Die Taten der RAF sind nicht moralisch verwerflich, sie waren allerdings politisch falsch, weil so keine Revolution zu machen ist. Das Proletariat, vor allem der bewusste Teil davon, lehnt den individuellen Terror ab, denn die Arbeiterklasse weiß aus Erfahrung, dass sie nur Erfolg haben kann, wenn sie als Klasse und nicht als Einzelindividuen handeln. Niemand kann allein streiken, niemand kann sich allein gegen Unternehmerwillkür wehren, das können die Arbeiter nur gemeinsam. Was im betrieblichen Rahmen gilt, gilt auch im Rahmen des gesamten Staates. Nur eine geschlossen handelnde Arbeiterklasse kann eine Revolution erfolgreich führen; geschlossen handeln kann sie nur, wenn sie von einer revolutionären marxistisch-leninistischen Partei geführt wird. Es geht nicht um Gewalt oder Gewaltlosigkeit, sondern so, wie Lenin es formulierte: „Die kapitalistische Gesellschaft war und ist immer ein Schrecken ohne Ende. Und wenn jetzt dieser Gesellschaft (…) ein Ende mit Schrecken bereitet wird, so haben wir keinen Grund, zu verzweifeln.“ (W.I. Lenin) G.A. [1] V.I. Lenin: „An Franz Koritschoner”, 1916, Werke Band 35, S. 217. [2] Gerd Höhne: Wir gehen nach vorn, Berlin 1974, Rotbuch 114 zurück

“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show

Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:

Det gik ikke at organisere en offentlig russisk (synds-)bekendelse gennem at vise “Katyń” – instrueret af polsk films 82-årige patriark Andrzej Wajda. Men Wajdas rygte har lidt skade, hvilket ganske vist ikke er første gang. Allerede i 1980 tilfredstillede han vesten med den politiske og tomme “Jernmanden”, som helt mangler estetiske værdier.  I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den kristen-ortodokse kirke i Rusland, overs. anm.) I samme ånd agerer den “retsforsvarande” Natalija Gorbanevskaja, som anser at uden denne syndsbekendelse kan Rusland ikke fortsætte med at eksistere. Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. “Moskva må umiddelbart offentliggøre alle tilbageværende dokumenter i Katyn-sagen”, – erklærede Wajda. Og deri har han ret. Og, fremforalt, det ville ikke skade hvis man undersøgte de bagved liggende årsager til de sensationelle “afsløringer”, som blev offentligjort hos os i denne sag for seksten år siden. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påstås skulle være blevet afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunne ikke skabes så hurtigt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historikere” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømmelse af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 overleverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskere forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådanne som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er desuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.

Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)

*)Læs mere :Katyn: fakta, løgne og myter om en massakre

Lies about the Katyn-massacre

Irak år 6 efter “befrielsen”: 24 dræbte i bombetattentater i Baghdad

28 juli 2008 – 11:04
Mindst 24 mennesker blev dræbt og 70 skadet da bomber som angiveligt var rettet mod “shiamuslimske pilgrimme” blev bragt til ud løsning i Baghdad, ifølge Reuters.

11 dræbte i eksplosion

Samtidigt som pilgrimme  var vej ind i den irakiske hovedstad for at fejre en stor religiøs højtid, detonerede tre bomber med kort mellemrum.
Mindst en million mennesker forventes komme til helligdommen Kadhamiya for at være tilstede under høljtiden som kulminere på tirsdag.
 Ifølge de første politirapporter var det kvindelige bombeaktivister der lå bag attentater , hvorunder de selv mistede livet.

Indien: “Forhekset” familie begravet levende i Assam

11 juni 2008 – 11:18
To mænd og to kvinder blev begravet levende af indbyggerne i en landsby i den nordøstlige delstat Assam, De fire var anklaget for at udøve heksekraft.
En 65-årig mand blev i tirsdags kaldt til landsbyoverhovedets hjem. Under dette møde blev han anklaget for at have skylden for en syg landsbybos død gennem at udtale ondskabsfulde trylleformler over denne.
Byboere angreb manden, hans hustru, søn og svigedatter med sten, trak dem ind jungelen og begravde dem levende, oplyser politiet. Flere end 500 mennesker er blevet dræbt ;anklaget for hekseri i Assam indenfor de sidste fem år.

Palæstina:Nye zionistiske bosætninger i Al-Kud – Jerusalem

13 juni 2008 – 10:10

Israeliske myndigheder har godkendt opførselen af yderligere 1.300 boliger i den østlige del af Al-kud Jerusalem. Disse boliger skal bygges i bydelen Ramat Shlomo, hvor der allerede findes 2.000 zionistiske bosætterhjem.
Beslutningen er endnu et brud med Folkeretten og utallige FN-resolutioner fra Israels side og i realiteten en af de hidtil største udvidelser af bosætningerne i Al-Kuds -Jerusalems østlige dele. Det blev blev annekteret af Staten Israel efter kriget 1967, rapportere nyhedsbureauet AFP.
Dermed bekræfter det israelske regime at det fortsætter den arrogante tilsidesættelse af palæstinensernes rettigheder og krav om et frit Al-Kud- Jerusalem – som er en “hellig by” for tilbedere af tre verdensreligioner
Nyligt meddelte Israel at 884 nye boligger i området ligger på tegnebordet. Det fik USA til at advare om at Israel “yderligere forværrer forholdet til palæstinenserne”.

Danmark:Terror-karikaturer og muslim-hetz bag krise for turisterhvervet

11.aug.2008 – 11:34 *

Turister dropper Danmark som turistmål

En undersøgelse af turismen i Danmark , som er udarbejdet af analysebureauet Copenhagen Economics, har vist, at landet er den store taber i udviklingen i den internationale turisme. Hvor andre lande omkring os har vækst og antallet af udenlandske turistankomster på globalt plan er vokset med 32 pct. fra 2000 til 2007 har Danmark, som det eneste land i EU, oplevet et fald på 2 procent i internationale besøg. Det skriver Politiken som citerer
direktør Frederik Preisler i reklamebureauet Propaganda McCann for at fremhæve at;

“Danmark blev tidligere opfattet som en frisindet, diplomatisk og meget menneskelig nation, som var et forbillede. I dag er vi nærmest dér, hvor Østrig var for nogle år siden med Jörg Haider i spidsen. Vi bliver opfattet som et lille aggressivt land, som gerne erklærer krig mod muslimer og det meste af den arabiske verden, . . . .”

Uden tvivl er billedet af og det indtryk som andre folk i Europa og ude i verden blevet forandret efterhånden som det er gået op for stadig flere at Danmark´s ledende politikere har valgt at gøre landet til en lille chauvinistisk sattellit-stat og vagthund for “Big Brother” i Washington og deres “interesser” rundt om i hver verden. Det fik Jugoslaverne at mærke da Nato indledte den folkeretstridige krig mod “regimet i Belgrad” – Danmarks regering sluttede op om krigen. Det samme skete i 2001 mod Afghanistan og i 2003 mod Irak . Hver eneste gang “krigstrommerne” lyder fra Pentagon og det Hvide Hus sender USA´s “trofaste” i Wonderful Copenhagen” soldater og våben afsted for at vise “Big Brother” i Washington hvor “pålidelige” man er – uanset om det er i strid med Folkeretten,FN´s Charter.
En sådan uselvstændig” “duksedrenge”-opførsel er ikke populær ret mange steder ud over hos Mr. Sakaaschvili i Georgien. Især tyskerne bliver frastødte over Big Brother og hans duksedrenge. Tyskerne ved af erfaringen – fra 1933-45 – hvad imperialistiske stormagter og deres små duksedrenge kan gøre ved verden.
Det er sikkert en del af forklaringen til at tyske overnatninger i Danmark er faldet med to millioner fra 15,5 millioner overnatninger i år 2000 til 13,8 sidste år.
De blev befriet for ham i 1945

Litauen: Hagekors og fascistisk hetz mod landets jøder

11 Aug. 2008 – 18:46

Fascistisk kampagne mod jøder og russere i Lithauen

Fascistiske kræfter med “jødehad” på programmet er ingen ny ting i Europa, men at de nu føler sig stærke nok til at overmale den jødisk forsamlings byggning i hovedstaden Vilnius med slagord som Juden raus (Ud med jøderne), hagekors og andre symboler er bekymrende. Hvad bliver det næste ?
Det skete i weekenden og Litauens præsident Valdas Adamkus var hurtig til at fordømme det antisemitiske angreb.

Den jødiske forsamlingsbygning i Vilnius efter weekendens “angreb”

Inden Nazi-tyskland indedte aggressionskrigen mod Sovjetunionen levede der flere end 200.000 jøder i Sovjetrepubliken Litauen.
Flere end 90 procent af dem overlevdede ikke krigen, men blev mishandlet, tortureret eller simpelthen skudt ihjel hvis de ikke blev sendt til en af det Tredie Riges KZ-lejre.
Tidligere i år gennemførte litauiske neo-nazister og højreradikale en illegal march gennem Vilnius med slagord som “Ud med jøderne” og “Ud med russerne”.
Idag lever der omkring 4.000 jøder i Litauen.

VIDERE om :

Første jødiske synagoge siden Anden Verdenskrig bygget i Estland

De baltiske lande tilholdssted for gammel og neonazister
efter Anden Verdenskrig

Den højreradikale vold og antisemitisme stiger i Tyskland

Lokalformand: “Dansk Folkeparti” er “negativt” og “anti-muslimsk” – præget af “vrede” og “foragt”

7. jun. 2008 – 22:01

Lokalformand går fra Dansk Folkeparti i protest mod partiets “negative” “antimuslimske” politik

Pia Kjærsgaards Folkeparti mister fra på mandag formanden for partiet i Aabenraa-kredsen, René Dupont.
” – Jeg har dags dato meddelt . . . ., at jeg udmelder mig af partiet.” skriver René Dupont bl.a a. i en pressemeddelelse.Dermed har partiet ingen formand i Aabenraakredsen,

DEn tidligere formand for kredsen uddyber kritiken med disse ord:

“- Dansk Folkeparti har valgt at være et negativt, anti-muslimsk parti, der udtrykker vrede, foragt og ser begrænsninger og ikke muligheder for fremtidens Danmark, “

Krystalnat i Danmark :Muslimer overfaldet efter attentatet i Pakistan

4. jun. 2008 – 10:54 *
Muslimer fra Islamisk Trossamfund blev overfaldet, og danskere sendte hademails til trossamfundet efter terrorangrebet i Islamabad.
Kort efter, at nyheden om bomben mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan mandag morgen ramte de danske medier, blev den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed overfaldet på vej til arbejde.

Overfaldet skete lige ved Ryparken Station i Københavns Nordvestkvarter, skriver gratisavisen 24timer.

”Der kom pludselig en mand hen til mig og spurgte, om jeg ikke var en imam, og så slog han mig i ansigtet. Heldigvis kom der hurtigt to danske mænd og skubbede ham væk,” forklarer Kasem Said Ahmed, der tror, at overfaldet hænger sammen med bomben i Pakistan.

Yderligere blev to kvinder på vej til bøn i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej på Ydre Nørrebro truet af tre personer med elefanthuer. Og i løbet af mandagen tikkede flere hademails ind til trossamfundet fra vrede “ofre for den racistiske propaganda mod muslimer.

”Vi er meget kede af, at nogen bebrejder os for terrorhandlingen. Vi har sendt pressemeddelelser ud på både dansk og arabisk, hvor vi beklager bomben og tager dyb afstand fra handlingen,” siger Islamisk Trossamfunds nuværende formand, Billal Assaad, til avisen.

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi vil nu kontakte Islamisk Trossamfund.

”Vil skal sørge for at slå ned på den slags, inden det udvikler sig for vidtgående og bliver en skrue uden ende,” siger Per Larsen

Kilde: Ritzau

Danmark:udenlandsk arbejdskraft skræmmes ud af landet af de racistiske grupper

4. juni 2008 5:54 *
Danmark “går glip af arbejdskraft fra veluddannede indvandrere” fordi “klimaet” overfor udlændinge er så “køligt” at de hurtigt forlader landet igen, konkluderer de kapitalistiske spindoktorer i Danmarks Vækstråd i en pjece, der offentliggøres i dag.
Tre ud af fire udenlandske læger, ingeniører eller andre akedemikere mener ifølge en undersøgelse fra Oxford Research, at det er vigtigt for værtslandet, at befolkningen er åben og inviterende.
Men kun hver tredje er tilfreds med danskerne på det punkt, skriver Berlingske.

Kun hver syvende er positiv

Samtidig er op mod halvdelen af de udlændinge, der kommer til Danmark, negativt overrasket over den danske befolknings åbenhed, mens kun hver syvende er positiv.
Formanden for Vækstrådet Lars Nørby Johansen, giver hele den danske befolkning skylden for problemerne uden at nævne JyllandsPostens antimuslimske karikaturtegninger og islamofobien som spredes fra de højreradikale grupper til højre og venstre for Pia Kjærsgaard – med et eneste ord. :

“- Det er pinligt og dumt. Pinligt, fordi det er væmmeligt at blive konfronteret med, at vi danskere er så lukkede og selvfede, at vi ikke tager os godt af udenlandske medarbejdere. Dumt, fordi det er i vore egen interesse at få udlændingene til at falde til, så vi ikke mangler arbejdskraft, De indvandrere, der kommer til Danmark i dag, bliver i kortere tid end tidligere. Næsten halvdelen af dem, der kom hertil i 2001, er rejst efter mindre end fire år, hvor det for indvandrere i 1990′erne gik 10 år.
Det er især personer, der kommer for at arbejde og uddanne sig, der hurtigt rejser igen.

Danmarks terror-karikaturkrise fortsætter : redaktører anklages i Jordan

22 april 2008 – 07:40
Elleve danske chefredaktører og en tegner blev i april anklaget – i sit fravær , i en jordansk domstol.
Anklagen gælder blasfemi, forulempning af profet samt forsøg på at splitte Jordans nationale enhed.

Det er en nydannet bevægelse, Profeten forener os, som har taget initiativ til retssagen. Til danske Politiken siger bevægelsens leder at han forventer en snarlig arresteringsorder.
Anklageren har forlangt at Interpol skal sende en arresteringsorder ud.

Her til morgen besluttede Jordans statsadvokat at stævne Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og ti andre danske redaktører.
Det oplyser bevægelsen “Profeten Forener Os” som er en sammenslutning af jordanske medier, organisationer og privatpersoner.
Hvis danskerne ikke møder op, vil næste skridt være at melde dem til Interpol og kræve dem arresteret. Det siger bevægelsens advokat, Osama al-Bettar.

Sagen kan blive en politisk bombe under forholdet mellem Danmark og Jordan, eller endnu videre mellem EU og den arabiske og muslimske verden , som også indbefatter folkerige stater som Tyrkiet og Indonesien.

USA: Børn fra den religiøse sekt skal DNA-testes for identificere forældrerne

19. April 2008
SALT LAKE CITYDe 416 børn som blev “befriet” fra en kristen-religiøs sekt i Texas skal DNA-testas med formålet at udrede hvis barn de er. De bliver indtil, videre anbragt på børnehjem. Det har en domstol slået fast, skriver The Salt Lake Tribune.
Ifølge dommeren er børnene ikke tilstrækkeligt sikre hos sine forældrer. DNA-testerne bliver gjort for at at det har været svært at fastslå “familieforbindelserne”.
Børnene blev “fritaget” den 3 april efter et nødråb fra en 16-årig pige som var blevet tvungen til at gifte sig. Den kristne sekt brød i 1930`erne ud af mormonkirken for at kunne fortsætte med at praktisere ægteskaber mellem flere kvinder og mænd.(polygami)

Ambassade-Attentat: Danmark betaler prisen for de antimuslimske terrorkarikaturer

2.juni 15:34 *

Otte dræbt af bombeattentat i det USA-allierede Pakistans hovedstad

Mindst otte mennesker mistede livet og omkring 30 andre blev såret, da en bombe idag eksploderede foran Danmarks ambassade i , Islamabad Pakistans hovedstad, rapporterer pakistansk stats-tv.
Ifølge en “fremtrædende pakistansk efterretningkilde” var der tale om et attentat rettet mod Danmarks ambassade.

En af de dræbte er en dansk-pakistansk mand.

Attentatmanden bragte bomben til udløsning i en bilen han færdedes i ind mod ambassadebygningen.

Ambassadens port blev ødelagt ved den voldsomme eksplosion, som også forvoldte omfattende skade på selve bygningen, hvis ydervæg væltede, mens sort røg fra eksplosionen kunne ses over store dele af hovedstaden.

Ifølge politiet er foreløbig fem lig blevet bjærget, og mindst to af de dræbte var politifolk, som holdt vagt uden for ambassaden. Et af offrene var dansker og to var ambassadeansatte.

I samtlige medier – danske såvel som pakistanske – knyttes attentatet sammen med JyllandsPostens antimuslimske terrorkarikaturer.

Pakistan har ligesom Afghanistan, Indonesien og Syrien været skueplads for protestdemonstrationer mod JyllandsPostens terrorkarikaturer af proften Muhammed siden karikaturkrisen i 2006.
I februar 2006 blev den danske ambassade i Syrien brændt ned til grunden og ambassaden i Libanon blev sat i brand.

Den danske ambassade I pakistan er tidligere blevet midlertidigt lukket pga protester mod terrorkarikaturerne, og sikkerhedstiltagene fik i foråret atter et nøk opad, efter at flere danske aviser genoptrykning af Jyllands-Postens karikaturtegninger udløste nye pakistanske protester.

Men hvorfor sker attentatet i det USA-allierede Pakistan og ikke i Iran eller andre lande som USA og Danmark har udpeget som “slyngelstater ” ?

PET-agent dræbt i bombeattentat mod USA´s spionrede i Pakistan

Karikaturfarcen fortsætter : Hollandsk karikaturtegner anholdt

17.maj 2008
Anholdelsen sker, efter at han er blevet anmeldt – for tre år siden.
Anklagemyndigheden mener, at mandens tegninger er fornærmende over for muslimer og sorte.
Ti betjente deltog i en aktion, der har vakt opsigt i Holland og i Afghanistan.
Manden sigtes for at have tegnet tegninger, der er fornærmende over for muslimer og sorte.
Han arbejder under dæknavnet, »Gregorius Neckshot«, og hans tegninger – ligesom Wilders antimuslimske film – minder beskueren om at det ikke er så langt tid siden at nazisternes antisemitiske propaganda-tegninger og -film hvor jøder spillede hoverollen som den største trussel mod den kristen- ariske vestlige civilisation som – var udbredte i Europa –

Han har ifølge den offentlige anklager overskredet grænserne for ytringfriheden.

De hollandske myndigheders resolutte indgriben kan ses som en offentlig demonstration overfor afghanerne der flere gange har været ude i masse- demonstrationer mod “terror-karikaturer” og bl.a en nazi-lignende antimuslimske film og krævet alle hollandske militære styrker ud af landet.

Så da tegneren blev slæbt ud af sit hjem af politifolkene og efter arrestationen gav sig til at ransage hans hjem var det også en hilsen til de hollandske styrker i Afghanistan: Vi sørger for at der ikke kommer flere fornærmelser i form af “terrorkarkaturer” mod muslimerne.

Han blev afhørt flere gange, inden han efter halvandet døgns tilbageholdelse blev sat på fri fod.

Politisk furore over arrestation

Justitsminister Hirsch Ballin begrunder anholdelsen af karikaturtegneren med, at Holland har en forpligtelse til at slå til mod diskrimination. Men fra begge sider af det politiske spektrum lyder der skarp kritik af anholdelsen.

»Efterforskningen har vist, at nogle af tegningerne er fornærmende over for muslimer og sorte. Derudover finder anklagemyndigheden, at tegningerne kan anspore til had«, hedder det i en udtalelse om sagen fra Amsterdams anklagemyndighed.

Tegnerens forsvarer, Gerard Hamer, undrer sig over den voldsomme fremfærd.

»Det her er noget, de gør i Zimbabwe eller andre lande. Man kan håbe, at Amsterdams anklagemyndighed ikke ender med at gøre det her til en vane«, siger han ifølge hollandsk radio.

Anholdelse skal drøftes i parlamentet
Sagen »rejser mange spørgsmål om ytringsfriheden«, påpeger Boris van der Ham fra D66-partiet. Han forlanger nu en redegørelse for sagen fra justitsministeren.

Arbejderpartiets Ton Heerts mener, at »det at retsforfølge en tegner er at gå meget langt«.

Den højreradikale politiker Geert Wilders fra Frihedspartiet peger på, at det efter hans oplysninger er første gang i den vestlige verden, at en karikaturtegner er blevet anholdt.

Det som Wilders og Pia Kjærsgaard ikke forstår, men som de hollandske politiske og militære ledere nu forstår – især efter den målrettede likvidering af Hollands øverstkommanderende´s søn i Afghanistan – er det åbenlyse: det er en selvmålsstratetgi at først bombe, torturterere og besætte et fremmed land for derefter at begynde at forhåne og latterliggøre deres tro gennem terrorkarikaturer i film og aviser. Afghanerne har i tusindvis demonstreret mod Holland – og Danmark – og krævet de hollandske styrker ud af landet – på baggrund af de forhånende “terrorkarikaturer” i kapitalistiske medier i Holland og Danmark.
Med andre ord truer karikaturerne Nato´s militære tilstedeværelse i Afghanistan.
Derfor gennemførte hollandske politistyrker en nærmest demonstrativ aktion mod karikaturtegneren. Det var en demonstration som skulle ses i Afghanistan og i Washington hvor man febrilsk lægger planer for hvordan man kan mindske den folkelige modstand i Afghanistan mod USA´s og dets allieredes , som Hollands og Danmarks besættelsesstyrker.

Terror-Karikaturkrisen: Nye demonstrationer mod Danmark og Holland i Pakistan

3. maj 2008
Tusindvis af “protestanter” var lørdag på gaderne i Karachi i det sydlige Pakistan for at protestere imod den anti-muslimske propagandafilm “Fitna” – klippet sammen af den højreliberale parlamentariker Geert Wilders fra EU- og Natolandet Holland – og Jyllands-Postens terror-karikaturer af profeten Muhammed.
Det franske nyhedsbureau AFP taler om omkring 4000 demonstranter, mens det amerikanske nyhedsbureau AP anslår, at der var 5000 deltagere.

Dannebrog brændt af igen

Talere ved demonstrationen krævede, at Pakistan afbryder de diplomatiske forbindelser med Holland og Danmark. Demonstranterne foretog også den efterhånden rituelle afbrænding af Dannebrog.
Hanif Tayyub, leder af organisationen Bevægelse for Beskyttelse af Profetens Herlighed, sagde til demonstranterne, at den pakistanske regering har en måned til at udvise den danske og hollandske ambassadør og hjemkalde de pakistanske ambassadører fra de to lande.
- Ellers beder vi vore tilhængere om at marchere imod hovedstaden Islamabad, sagde han.
Demonstrationen forløb i øvrigt fredeligt.

Carsten “muhammed” Juste slutter som Chefredaktør

28. apr. 2008 09.33
Jyllands-Postens berygtede chefredaktør stopper

Carsten Juste -Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør – som blev berygtet verden over som manden bag “terror-karikaturerne” af Muhammed og som manden bag “fyringen” af Kulturredaktør Flemming Rose – fratræder sin stilling efter eget ønske meddeler avisen. -
Carsten Juste blev udnævnt til Jyllands-Postens øverste chef i januar 2003, efter at Politikens Hus og Jyllands-Posten var fusioneret til den kapitalistiske medie- og propagandakoncern JP/Politikens Hus. Han havde forinden været chefredaktør siden 1994.
Danmark i karikaturtegningernes greb ytringsfrihed og cencur i danske medier

Afghanistan: to hollandske soldater døde efter sabotageaktion. Den ene var søn til den hollandske forsvarchef.

18. Apr. 2008 20:45 *
En afghansk sabotageaktion direkte rettet mod den deling hollandske militære styrker hvor Forsvarchefens søn Løjtnant Dennis van Uhm – befandt sig lykkedes med at sætte både Forsvarschefens søn og en anden soldat ud af spillet, mens yderlige to soldater er alvorligt sårede meddeler en hollandsk militær-presetalsmand.
Sabotageaktionen blev gennemført bare 12 kilometers nordvest for en hollandsk militær-base i Uruzgan-provinsen kendt som Camp Holland.

Dennis van Uhm – søn til Hollands Øverst Kommanderende General Peter van Uhm blev endnu en skalp for den afghanske modstandsbevægelse.

Under den voldsomme bombeeksplosion 12 kilometers vej fra militærbasen mistede to soldater livet.
I Holland og i Afghanistan står det klart at angrebene på Nato-landet Hollands militære styrker hænger sammen med den højreradikale kampagne mod muslimer som i de sidste par år , har nået lavpunktet med de Wilders anti-muslimske “fitna”-film – som bedst kan sammenlignes med de nazistiske propagandafilm hvor jøden sammenlignes med rotter. Kun rotterne var fraværende i Wilders primitive og vulgære film.
Men den hollandske regering afviser at der er en sammenhæng mellem terror-karikaturfilm og angreb på de hollandske soldater i Afghanistan.
Klart er det at både de hollandske og danske terror-karikaturer af muslimer har oprørt afghanerne og ført til massedemostrantioner direkte rettet mod Danmark og Holland i Afghanistan. – – – - – - – – – – -

Angrebet der tog livet af den øverste militære officer i Holland, Forsvarchefens søn kommer bare en dag efter et bombeattentat i den sydvestlige Nimroz provins hvor 24 mennesker mistede livet mens flere end 30 blev såret, hvor attentatmanden selv mistede livet.

Ny bog om Antisemitisme i Polen efter befrielsen af KZ-Auschwitz

23 Juli 2006 – * En ny bog om antisemitismen – altså jødehadet - i Polen har rejst en ophidset debat i forfatterens hjemland. I Europa havde jødehadet været en “god” kristen tradition – siden den kriste kirke for alvor fik magten undet det tysk-romerske kejserrige og frem til og under Anden Verdenskrig. Polen som så ofte havde måttet kæmpe for sin egen identitet og selvstændighed var i flere århundreder et fristed for millioner af jøder , f.eks de som havde flygtet fra den kristne spanske inkvisition, men der skete noget i Polen og andre europæiske lande i mellemkrigsårerne da de reaktionære kapitalistiske kræfter opmuntrede den fascistiske tankegang og bragte Mussoloni, Hitler og Piłsudski til magten – Polen forvandledes i 1930`erne – samtidigt med Tyskland – fra at have været et fristed hvor jøder og kristne levede side om side til at blive jøde-hadende og krigsophidsende hvor de herskende reaktionære klasser opmuntrede hadet og frygten for den “jødekommunistiske sammensværelse”. I de kristne kirker sparede præsterne ikke på krudtet i kritikken af de “kætterske” jøder og kommunister.

Da Polen samtidigt blev invaderet og besat af Nazityskland i fem år er det måske ikke så mærkeligt at den blodigste pogrom i fredstid i det tyvende århundredes Europa som forfatteren gør opmærksom på – udspillede sig i den polske by Kielce – et år efter krigens afslutning den 4.Juli 1946.
Progromen mod jøderne i den polske by Kielce i 1946 fik som følge at halvdelen af de jøder – 100 000 ud af 200.000 – som havde overlevet krrigen og den tyske besættelse forlod deres polske hjemland. Mange udvandrede til Palæstina for senere at blive en del af den nye “jødiske stat” Israel. Kielce-massakren blev endnu et argument for oprettelsen af Staten Israel. Kielce-progromen blev endnu en antisemitisk “byggesten” hvorpå Staten Israel blev oprettet i 1948: Og endnu et åbenbart eksempel på forbindelsen mellem zionismen og jødethadet. Zionismen som antisemitismens janusansigt – dens politiske tvilling. Idag ved vi at Staten Israel – og antisemitismen behøver hinanden. Forbrydelser og terror begået af staten Israel opmuntrer (uberettiget) antisemitismen, mens antisemitismens udbredelse med vold og terror mod jøder i Europa som følge styrker udvandringen af jøder til den zionistiske stat. Det var ikke uden grund at flere af de ledende tyske nazister udtalte : “Jeg er også zionist”
Foruden Kielce-massakren som udspillede sig i det befriede Polen – efter befrielsen af KZ-Auschwitz – var der under den nazityske besættelse flere antijødiske progromer bl.a i Juli 1941 i byen Jedwabne hvor 1600 jøder mistede livet ifølge Gross

Gross skrev om Jedwabne-massakren i bogen “Neighbors” – naboer – en bog der også vakte opmærksomhed i Polen.
Om bogen der har fremkaldt stemmer – med ikke ubetydelig opbakning i det “kristent-katolske” Polen som hævder at det er en “antipolsk” bog skrevet af den “antipatriotiske” polak Jan Gross”. 
Forfatteren til disse bøger koncentrerer sig om det kristne chauvinistiske jødehad og progromer i hans fødeland Polen og naturligvis Nazityskland. – – Men var situationen for jøder,Romer og andre etnisk-religiøse mindretal i resten af det tysk-dominerede og allierede Europa – i tiden optil og under den Anden Verdenskrig – meget bedre ?.
– – – – – -
Det er også værd at notere sig at det revisionistiske Hrustchov-støttede Gomułka-regime – som kom til magten i Polen i 1956 efter Hrustjovs berygtede “hemmelige tale ” mod Stalin i marts 1956 på SUKPs 20.kongres – aktivt brugte jødehadet som et led i kampen mod de “kommunister og sådanne jøder som støttede Stalins politik” – for at forsvare de prokapitalistiske reformer (selvforvaltning i virksomhederne> større magt til direktørerne) som for alvor fra 1956 blev gennemført og som førte Polen og Sovjet mod den økonomiske afgrund i 1989.
Gomułka-regimets populistiske antijødiske propaganda – som var knyttet sammen med opgøret med Stalins revolutionære kommunistiske linje som Hrustjov i marts 1956 forsøgte at sætte igang i Sovjet og de folkedemokratiske stater som Polen og Ungarn – blev understøttet af den kristne kirke og i 1956-57 og i 1968 fik Polens jøder mærke konsekenserne af den “nye revisionistiske linje” som var rettet mod “sådanne jøder som støttede Stalins politik”.
I 1968 måtte 20.000 “jøder” i Polen forlade deres hjem, arbejdspladser og hjemland i en progrom iværksat af Gomulka-regimet – støtte af den kristne kirke. Tomasz Gross født i 1947 var en af dem der måtte forlade hans hjemland efter at han blev fængslet i 1968 som en følge af krisen for det revisionistiske regime med stigende protester og uroligheder som regimet forsøgte at aflede med endnu en progrom rettet mod landets jødiske minoritet.

*

Netop i marts måned var det 40 år siden Gomulka-regimets jøde-deportationer. Læs mere i brevet fra Polen :Mindeshøjtideligholdelse af 40 året-for det revisionistiske regimes jøde deportationer/

Her følger en amerikansk anmeldelse af bogen * * * “Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz,’’ * * * af Jan T. Gross

* En gang i de sene 1950’ere, gik et nygift jødisk par arm i arm gennem gaderne i Łódż. Som alle overlevende fra deres generation af polske jøder , havde disse to gennemlevet Holocaust against enormous odds, making the joy of that moment all the more poignant. “Look at them,” snerrede en velklædt forbipasserende hånligt , højt nok at til at de kunne høre det : “Som om de var i Tel Aviv.”
For det yngre jødiske par var budskabet klart : Jews had no business living in Poland, let alone being happy there.*

* * * –The armed guard of the Wroclaw Jewish Committee, 1945-6.

I thought of these two people, who later became friends of mine, as I read Jan T. Gross’s new book:

“Fear: Anti-Semitism in Poland After Auschwitz.”

Den polsk fødte Gross, a professor i historie ved Princeton University, does not recount their story; even had he known it, there’d have been no room, or time. He has too many greater indignities to relate. He has to tell how surviving Polish Jews, having escaped the fate of 90 percent of their community — three million people — returned to their homeland to be vilified, terrorized and, in some 1,500 instances, murdered, sometimes in ways as bestial as anything the Nazis had devised. One might have thought that if anything could have cured Poland of its anti-Semitism, it was World War II. Polish Jews and Christians were bonded, as never before, by unimaginable suffering at the hands of a common foe. One might also have thought there’d have been pity for the Jewish survivors, most of whom had lost nearly everything: their homes, their youth, their hope, their entire families. Besides, there were so few of them left to hate: only 200,000 or so in a population of 20 million. Instead, returning Polish Jews encountered an anti-Semitism of terrible fury and brutality. Small wonder, then, that nearly as soon as they set foot on Polish soil, most fled all over again. Many went westward, to a place that, oddly enough, had suddenly become an oasis of tranquillity and safety by comparison: Germany. Far from being celebrated, those Poles who had sheltered Jews during the war — and there were many — begged them to say nothing, lest their neighbors deride them as “Jew lovers,” or beat them, or break into their homes (searching for the money the Jews had surely left behind) or kill them. Polish attitudes toward the Germans remain understandably bitter. *

– - – - – -

Under den tysk fødte Pave Benedict XVI´s rejse til Polen i maj , da han besøgte Auschwitz, valgte han at tale mest italiensk. Men som Gross minder os på, in at least one respect many Poles applauded Hitler: just as he offered a final solution to Germany’s Jewish problem, he was taking care of Poland’s, too. Nazi policies toward the Jews, the legendary underground Polish diplomat Jan Karski reported to his government-in-exile in London in 1940, formed “a sort of narrow bridge where the Germans and a large part of Polish society meet in harmony.”It wasn’t only Karski saying so. Eyewitnesses in the Warsaw ghetto saw Poles watching approvingly or even helping out, acting as spotters as German soldiers shot Jews. Polish girls were overheard joking, “Come, look, how cutlets from Jews are frying,” as the ghetto burned. Nazi accounts of Judenjagd, or “Jew hunts,” detailed how Poles pitched in to find any stray Jews the Germans somehow managed to miss. As the deportations proceeded, and practically before the trains had left for Chelmno or Belzec or Treblinka, Poles gathered on the outskirts of towns, waiting to plunder Jewish property or move into Jewish homes. And while the Nazis killed millions of Jews, Poles killed thousands — most famously, as Gross related in “Neighbors” (2001), a book that caused an uproar in Poland, 1,600 of them in the town of  Jedwabne Jedwabne in July 1941 — crimes little noted at the time nor since remembered in Polish history books.With the war over, and to tumultuous applause, a thousand delegates of the Polish Peasants Party actually passed a resolution thanking Hitler for annihilating Polish Jewry and urging that those he’d missed be expelled. Indeed, the mopping up soon began. Returning to their villages and towns, Jews were routinely greeted with remarks like “So, ____? You are still alive.” Their efforts to retrieve property were futile — and, sometimes, fatal. Some Jews met their end on trains — not cattle cars this time, but passenger trains, from which they were thrown off. If the trains weren’t moving fast enough, they were beaten to death.This is a book filled with arresting, appalling images. There’s Treblinka, September 1945: a lunar landscape pockmarked with craters, where Poles had dug thousands of holes searching for gold fillings amid the bones and ashes. Or Polish synagogues disassembled for construction projects, and Jewish cemeteries used for landfill. Or Jewish schoolchildren being harassed and Jewish artisans and professionals denied work.With the police and courts looking the other way, Jews were murdered randomly, or in pogroms. Behind these massacres, invariably, was the old canard of Jews killing Christian children for their blood, but with a new twist: Jews now craved gentile blood not just to make matzos, supposedly, but to fortify their own emaciated selves.In the most notorious episode, 60 years ago this month, residents of Kielce, among them policemen, soldiers and boy scouts, murdered 80 Jews. “The immense courtyard was still littered with blood-stained iron pipes, stones and clubs, which had been used to crush the skulls of Jewish men and women,” the Polish-Jewish journalist Saul Shneiderman wrote the following day. It was the largest peacetime pogrom in 20th-century Europe, Gross says. But he maintains that Kielce was nothing special: during this era, it could have taken place anywhere in Poland. Polish intellectuals, Gross notes, were mortified by what was happening in their country. Only a psychopath, one wrote, could have imagined such cruelty.Days before the pogrom, the Polish primate, Cardinal August Hlold, had spurned Jewish entreaties to condemn Roman Catholic anti-Semitism. Afterward, he charged that by leading the effort to impose Communism on Poland — Jews were in fact prominent in the party, though hardly in control — the Jews had only themselves to blame. The point was seconded by the bishop of Kielce, who suggested that Jews had actually orchestrated the unrest to persuade Britain to hand over Palestine. It was a neat trick: being Communists and Zionists simultaneously. Only the bishop of Czestochowa condemned the killings, and was promptly reprimanded by his colleagues. One wonders how Karol Wojtyla, then a young seminarian, later Pope John Paul II, viewed this cesspool of ignorance and intolerance.
If the Church gave the Jews short shrift, the same was true of the Communists, even the Jewish ones. For them, ignoring the Jewish plight, as well as Polish complicity in wartime atrocities, offered a way to ingratiate themselves with a wary nation. Besides, what was to be done? When Polish Jewish leaders called for the Communists to do something to stop the hatred, one official had a ready rejoinder. “Do you want me to send 18 million Poles to Siberia?” he asked. How can one explain this madness? Gross conjures up the famous remark of the former Israeli prime minister Yitzhak Shamir — that Poles suck in anti-Semitism with their mothers’ milk — only to dismiss it. “Untenable in the light of common sense or empirical evidence,” he says. So, too, Gross writes, are spurious claims of ritual murder or Jewish-Communist complicity. Instead, he argues that Poles were feeling guilty: so implicated were they in the Jewish tragedy, aiding and abetting and expropriating, that the mere sight of those wraiths returning from the camps or exile or hiding, people who knew the Poles’ dirty secrets and held title to their property, was too much to bear. So they murdered Jews or chased them away.But Gross’s evidence, right down to an anti-Semitic revue that was staged in January 1947 near the largest Jewish cemetery on the planet, Auschwitz (a local policeman had the starring role), overwhelms his theory. Such an enormous and varied inventory of inhumanity, one that included the cruelty of children too young to have felt guilt or remorse for anything, transcends any set of historical conditions. A more likely, if less politically palatable explanation, is that through their own state-of-the-art anti-Semitism, the Germans emboldened many Poles to act upon what they had always felt. The comment from Shamir, a Polish Jew himself, may strike us as deeply offensive, simplistic, racist. But whatever Gross may believe, he buttresses Shamir more than he discredits him.Ultimately, what’s far more important than the “why” of this story is the “that”: that a civilized nation could have descended so low, and that such behavior must be documented, remembered, discussed. This Gross does, intelligently and exhaustively. That he digresses from time to time, that his chronology can be confusing, that he repeats himself and occasionally lets his indignation get the better of him, doesn’t really matter.Two additional waves of government-inspired anti-Semitism, in 1956-7 and 1968-9, drove out most of those Polish Jews who, despite everything, had held on. (Among them were those newlyweds; the husband later told me that on his first day in New York he felt more at home than he ever had in Poland.) Now, despite occasional anti-Jewish episodes — in May, for instance, the country’s chief rabbi was punched on a Warsaw street by someone shouting “Poland for Poles” — and widespread suspicions that Jews still run things there, Poland has become a place of necro-nostalgia. Klezmer music wafts out of Krakow’s old Jewish quarter. There’s matzo in every Polish supermarket. And in liquor stores, the faces of happy Hasidim — more than you’ll now see in a lifetime in Lublin or Bialystok — stare out from bottles of Polish kosher vodka, prized for its supposed purity. Meantime, young people with even the most tangential Jewish ties now lay proud claim to their heritage. But as Gross reminds us in this depressing, devastating and infuriating book, the luckiest Polish Jews, not just before Hitler but after, were the ones who got away. / / / / forfattet af David Margolick
New York Times

Danmarks terrorkarikaturkrise fortsætter:ARLAs omsætning i Mellemøsten halveret

7.apr 2008 – 19:07

Regningen for Jyllands-postens trykning af de antisemitiske terror-karikaturer skrives nu med to arabiske ciffrer, nemlig 50 % nedgang i salget ifølge Det fremgår af DR nyheder

Hvordan Danmark blev fanget i karikaturtegningernes greb : Om ytringsfrihed og cencur i danske medier

Hvad blev der af UFO´erne ?

10.april 2008 *
– - – - -
Der var engang – for ikke så længe siden – at der hver eneste dag året rundt kom anmeldelser ind til den statslige rumfartsstyrelse NASA i Houston, USA , om Unidentified Flying Objects eller UFO´er fra mere eller mindre ophidsede borgere der angiveligt havde oplevet landingen eller set lyset fra mere eller mindre fantatiske flyvende objekter eller var det rumfartøjer bemandede med “aliens”- rumvæsener fra et andet solsystem ude i iblandt de uendelige galakser. – -
– - – - * * * * *Fata Morgana . . Solen . . månen . . eller en UFO ?

- Omkring UFOerne opstod der en hel semi-religiøs bevægelse. Der blev skrevet halve biblioteker af UFO-bøger.NASA meddeler at de nu for tiden så godt som aldrig modtager nogen UFO-anmeldelser. Der spekuleres i de tidligere UFO-interesserede medier om hvad årsagen er til at UFOerne så at sige forsvandt i de semi-religiøse fantasitåger.

En af de mest troværdige forklaringer der fremføres er den om at de fleste mennesker idag har en mobiltelefon med indbygget kamera og eftersom UFOerne i realiteten mere var en “New Age -religion som fremkaldte Fata Morgana på UFO-vidnernes nethinder – end objektiv realitet kommer der ingen anmeldelser ind til NASA – slet ingen billeder. Svenskerne har dog stadig en landsorganisation, kaldet Riksorgansation UFOSverige På deres UFO-portal referes blandt andet USA´s tidligere præsident Jimmy Carter for at sige : “Hvad jeg så var intet rumskib” om den uidentificerede genstand han så sammen med 25 andre.Og nordmændene på UFO-NORGE – - – -Det danske UFO-selskab gemmer sig på siden

igap.dk  

 

hvor der findes flere “vidne”-citater fra flere berømte UFO-vidner- – – – – – – – – – – – – – – - – -Jimmy Carter på CNN om hans “UFO-erfaringer” – – – – – – – – -
Skandinavisk UFO information viderebringer dog en del tvivl i artiklen: Bliver vi manipuleret ?

– – – Spor efter fremmede fra det ydre rum “aliens” ? eller et naturkunstværk i Umeå ?
UFO-Aktuellt udreder sagen for sine læsere > > > > :

“En far och søn var ute og gå en tur da de fik øje på noget mærkeligt på en mark vid Nydala-badet i Umeå. En cirkelrund formation hvor græsset var nydeligt nedbøjet med en lille virvel i cirkelens midte . Inde i cirkelen fandtes yderligere tre cirkler. Disse så ud til at være brændte og vældigt eksakte. Spekulationer tog snart fart efter at lokalavisen Västerbottens-Kuriren vänt sig till “UFO-eksperterna” Bob Lind och Sune Hjorth. Hjorth klargjorde att det rörde sig om “en farkost eller elektromagnetisk farkost” medan Lind trodde att ett jordprov på platsen skulle visa sig vara radioaktivt. Att Västerbottens-Kurirens utsända hittade en cigarettfimp i en av cirklarna avskräckte ingen av de inblandade från att spekulera om utomjordiska besökare. En kvinna ringde till Försvarets Forskningsanstalt som skickade ut två personer för att ta ett jordprov. Analysen visade att radioaktiviteten inte var högre än normalt. Men Hjorths och Linds utomjordiska besökare gick plötsligt upp i rök. En grupp konstnärer som kallar sig Grupp 4 erkände att de hade tillverkat cirklarna med hjälp av en planka, inspirerade av engelska cirkelmakare. Med en metallring och en gasolbrännare hade de stubbat gräset. De använde även sprayfärg för att göra cirklarna mörkare. Cigarrettfimpen var också deras. Cirklarna gjordes redan den 17 september men upptäcktes inte förrän den 20. Gruppens syfte var att få fokus på konstens möjligheter att spränga gränser och inte att lura folk. Aviserne skrev dog bare om rumvæsener og intresserede sig overhovedet ikke for kunst og da en av kunstnerne besøgte pladsen hørte han folk diskutere den ene UFO-teorien efter den anden.”

UFO´er og intelligente marsmænd nåede også at inspirere Holywoods filmindustri. Allerede i 1950´erne hvor man – måske også som et udtryk for en massekulturel fortrænging af de omfattende antikommunistiske hekseprocesser mod Amerikas progressive og kommunistiske skuespillere ,fagforeningsaktivister, forfattere skreg med i koret af antikommunistiske koldkrigs-ophidsere – indspillede flere hundrede seriøse film med rekordbudgetter om faren fra det ydre rum.
Besættelsen af det ydre rum fortsatte i “virkeligheden ” med månekapløbet mellem USA og USSR . Og i 1970´erne og 80´erne toppede film som “Star Wars” - “Aliens” biografernes filmlister.
En af de mindre kendte film om truslen om en invasion af planeten jorden af aliens skabninger fra det ydre rum – er Tim Burtons “Mars Attacs” fra 1996. På dette tidspunkt ser den “amerikanske drøm om at forene jordens folk i et fælles krig mod Aliens fra planeten X” ud til at være faldet fra hinanden. Invasionen af UFO ´er viste sig at være et mareridt fra drømmefabriken i Holywood. Dog er filmen aktionfilmen “Independence Day” også fra 1996 et klart bevis på at Hollywood og USA´s førende massekulturindustri var dybt optaget af at sælge budskabet om USA´s ledende rolle i kampen mod de “fremmede” – Aliens – intelligente rumvæsener og deres forsøg på at kolonisere jordkloden.
Hvorimod “Mars Attacs”er en underholdende parodi over 1950´ernes rumfilm – ikke et alvorligt spacedrama eller Aliens-gyser, Ved hjælp af specialeffekter – og en svinedyr rolleliste med Jack Nicholson,Glenn Close, Pierce Brosnan, Michael J. Fox i nogle af hovedrollerne bliver filmen seværdig.
Se bio-trailer fra Mars Attacs – ™ “Mars angriber” ° ” ° § § § § § §° ° § § § § ° §
Mer fra \”Mars angriber\”

Kilde: UFO-Aktuellt nr. 4 – 1999

Gigantisk eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet registreret af Nasa-satellit

21 mars 2008 –

Lyset fra en eksplosion 7,5 milliarder lysår ude i rummet kunne ses med det blotte øje

meddeler de Forenede Staters rumfartsstyrelse Nasa entusiastisk. Angiveligt skal det være den mest lysende eksplosion som er opdaget i rummet efter et massivt energi-udbrud 7,5 milliarder lysår ude og synligt med det blotte øje. Hvilket betyder at eksplosionen fandt sted for cirka 7,5 milliarder år siden. Og altså inden jordkloden kom til.—– — – — – — – - -Men et lysår er ikke som man kan forføres til at tro en tidsangivelse , men et afstandsmål. Et lysår er den afstand som lyset når at tilbagelægge i løbet af et år. Eftersom lysets hastighed er ca 300. 000 km pr.sekund vil lyset i løbet af et år tilbagelægge 3600 sek. gange 24 gange 365 =9 billioner 460 milliarder 800 milioner km under et år. Men den eksplosion som Nasa angiveligt har registreret skete 7,5 milliarder lysår ude i universet. Det betyder at afstanden bliver endnu mere astronomisk nemlig 7,5 milliarder gange 9.460.800 billioner km (den strækning lyset tilbagelægger i et år). Det svarer til 70.956.000.000.000.000.000.000 km (70 trilliarder og 956 trilioner km).  Eksplosionen blev noteret af Nasas Swiftsatellit. Nasa tror at sprængningen skete halvvejs ude i det synlige universum. Stephen Holland ved Nasa: “-Inget andet kendt foremål eller lysfænomen har kunnet ses med det blotte øje fra en så uendelig afstand – det fjerneste genstand som er set uden optisk hjælp. – Det som gør Nasas “opdagelse” af eksplosionen endnu mere verdensfjernt er at ;eftersom det tog lyset fra eksplosionen 7,5 milliarder år om at komme til jorden – i 2008 – er eksplosionen i virkeligheden sket for 7,5 milliarder år siden – det vil sige inden Moder Jord blev skabt. – – – -
Så blev vi så kloge. Hvor er det godt, at vi har NASA. Vi venter spændt på næste eksplosion i rummet og ikke mindst hvor mange trilliarder kilometer ude i universet det skete og hvor mange milliarder år tilbage i tiden det skete

Hvad skete der med UFO´erne ?

 

 

“Metroxpress” reklamerer for “new age” sekten Scientology

17.mar 2008
Scientology´s fremstød i Danmark ser ud til at møde mindre modstand og skepsis end i Tyskland.
I hvertfald skriver den kapitalistiske reklameavis metroXpress at organisationen > > > > > > >
“for alvor ved at få tag i danskerne. Hver uge bliver mellem 250 og 500 nye danskere introduceret til den omstridte organisation, viser tal fra kirken” som videre fortæller læserne at “Scientology laver en gratis såkaldt ‘personlighedsanalyse’ “ på de nyrekruterede :

Scientology siger at de kan “mærke en øget interesse i kirkens bogbutikker. For få år siden solgte man under 50 Scientology-bøger om ugen, men det tal er nu steget til mellem 100 og 400 bøger om ugen.”

Men en “ekspert” i Scientology Peter B. Andersen advarer om, at det kan være svært at forlade Scientology igen:
Selvom han benægter at der foregår hjernevask i sekten advarer han om at :” . . hvis man er langt inde i Scientology, har man et tæt netværk inden for” kirken , “men få eller ingen venner og kontakter udenfor . . . kan det derfor være en forfærdelig oplevelse at forlade” kirken “fordi man står meget alene tilbage. Det er et stærkt socialt pres,” sagde Peter Andersen

Scientology-sekten har tre gange søgt om at blive godkendt som “trossamfund” i Danmark. Scientology vil altså anerkendes som kirke fordi det indebærer visse fordele.
Men forsøgene på at blive statsgodkendt trossamfund er hidtil mislykkedes. Blandt andet fordi organisationen ikke har kunnet overbevise udvalget om, at medlemmerne har en fælles religiøs tro.Men det vil ændre sig nu, mener præsidenten for Scientologys europæiske afdeling, Tarja Vulto.

Den halvreligøse New Age-sekt “Scientology”´s målsætninger er i strid med den tyske grundlov

7.dec. 2007 — –

Med blandt andre Hollywood-skuespilleren Tom Cruise som redskab har den semireligøse sekt Scientology haft store planer om et fremstød i Tyskland i forbindelse med indspillingen af en Holywood-film om den tyske nazi-officer Steuffenberg med Cruise i hovedrollen. Hvordan det er gået melder den amerikanske sektledelse intet om. Havde det været en succes havde vi nok hørt om det.
Den tyske protestantiske kirke siger i et svar til Scientology-sektens fremstød at den er en “totalitær organisation”. Talsmanden Thomas Gandow udtaler også: “Tom Cruise er Scientology´s Goebbels” og “Filmen vil give Scientology de samme propaganda-fordele som de Olympiske Lege i 1936 havde for nazisterne” – - – – – -
Og meget tyder også på Scientologys målsætninger er i strid med den tyske grundlov. Det mener de 16 tyske delstaters indenrigsministre og Tysklands indenrigsminister, Wolf­gang Schäuble i hvert fald ifald, ifølge Berlins indenrigssenator Erhart Körting.
- Demonstration mod Scientology på Broadway i New York.

Derfor beder de nu efterretningstje­nesterne øge overvågningen af sekten for at få indsamlet materiale, der næste år skal gøre det muligt at indlede en egentlig efterforskning af Scientology. Først når det er fastslået, om sekten overtræder den tyske foreningslov, skal det afgøres, om Scientology kan forbydes. “Vi skal se på, om det rækker eller ej,” siger Körting, mens hans socialdemokratiske kollega fra Slesvig-Holsten, Ralf Stegner, stempler sekten som et ordinært kriminelt foretagende. Efterretningstjenesterne har længe holdt øje med Scientologys aktiviteter, som, de tyske myndigheder mener, truer demokratiet. Scientologerne selv føler sig forfulgt og bliver bakket op af USA’s udenrigsministerium, der derfor jævnligt kritiserer Tyskland i sin årlige rapport over “menneskerettighederne”.

Scientology-kirken blev i 1970´erne dømt for spionage mod USA´s regering . 11 Scientology-ledere blev i dømt skyldige og idømt fængselsstraffe i en af de største spionagesager mod USA´s regering.
Scientology´s europæiske hovedkvarter holder til huse i København.

Stasi-staten Danmark:gangstermetoder mod to landsforviste arabere

25. mar 2008 – 18:54 *
To tunesere – midt i 20′erne – bosiddende i Danmark – blev landsforvist gennem en såkaldt administrativ udvisning, da PET og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) anser dem for en “fare for rigets sikkerhed.”Dermed misbruger regeringen – uden protester fra den socialdemokratiske opposition (S-SF) den Udlændingelov som de selv har vedtaget – hvor der i paragraf 25 står at

“en udlænding kan udvises, hvis 1) udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, eller 2) udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige ordens sikkerhed og sundhed”. 

Dermed dømmer Politiet og PET – med regeringens støtte – to uskyldige som de to arabere er – indtil det modsatte er bevist – til : Landsforvisning UDEN demokratisk mulighed for at forsvare sig i en retsproces.Det er er situationen for de to tunesiske statsborgere, Politiets Efterretningstjeneste (PET) holder som fanger under løse anklager om et mordkomplot mod JP’s karikatur-tegner Kurt Westergaard.

       Er de udviste PET´s “nyttige idioter” i den beskidte politiske “krig mod terror” eller er de uskyldige offrer for PET´s magtmisbrug ?

. . .Kan det bevises at de har været PETS ‘nyttige idioter” og virkelig har planlagt et drab ville en retsproces i en domstol kunne afgøre deres skyld og evt. straf – men er de i så fald en “fare for statens sikkerhed” ? I så fald er alle mordere vel en fare for “statssikkerheden”.Nu viser det sig at en af de anklagede arabere , en 25-årig tuneser – som pga PETs anklager om mordplaner mod en af JyllandsPostens karikatur-tegnere nu er blevet udvist – ikke engang er blevet afhørt – inden beslutningen om udvisning blev taget. En udvisning der skete uden en retslige processer. . . . og hverken Politiet eller efterretningstjenesten (PET) har over for offentligheden fremlagt deres beviser mod de mistænkte i sagen.Den ene af de to tunesere, der er anklaget for at have delaget i et mordkomplot mod tegneren Kurt Westergaard, er aldrig blevet afhørt af PET. Det siger den 25-årige KS i et interview med TV 2 Nyhederne.- – - – - – - – - – - – - – - – “De har ikke spurgt mig om noget, jeg har slet ikke snakket med dem. De sagde til mig, du skal udvises, fordi vi har mistanke om at du har deltaget i noget planlægning. Det er det eneste,” siger han.Den 25-årige tuneser fortæller at han ikke har set noget bevismateriale, siden han blev ført bort med en sort sæk over hovedet ved anholdelsen i Århus den 12. februar i år.Han troede at blev kidnappet: – - – - — – — – - — – - – -”Da jeg omkring kl. halv fem om natten slår øjnene op, kigger jeg lige ind i en pistol. Der står fire-fem store mænd. De løfter mig op og smider mig ned på gulvet, og jeg får en hætte over hovedet.” Han vidste ikke at det var politiet, der stod bag.”Jeg frygtede, det var nogen, der kom for at kidnappe mig. Og jeg vidste, at hvis det var politiet, så var det nok bare en misforståelse.“Den tredje mistænkte i PETs mordkonspirationssag er løsladt fordi PET ikke kom med andet end teorier og løse mistanker mod den 40-årig dansker – også af arabisk afstamning.Anklagemyndigheden ønsker simpelthen ikke at føre retssag mod ham.Den 25-årige KS afviser at have noget at gøre med de anklager som politiet og PET har spredt i medierne om “planlægning af drab” på Kurt Westergaard. Han tror ikke på PETs mordteorier: ” . . . Jeg tror slet ikke, der er nogen, der har planlagt det,” siger han til TV 2 Nyhederne.”Jeg har svært ved at forstå, hvorfor de anholder mig. Jeg ved ikke, hvad de har på andre, men jeg har svært ved at forestille mig, at de har noget på mig.”

Var overvåget af PET 

“Jeg vidste godt, jeg var overvåget. Det lægger de slet ikke skjul på. Men jeg havde håbet, de ville komme og tale med mig. De kunne bare banke på min dør og komme ind i stedet for at komme midt om natten på den måde.”Til Politiken siger AK, at han som mange andre muslimer ikke brød sig om at Jyllands-Posten bestilte og trykte de berygtede terror-karikaturer af “profeten Muhammed” fordi “muslimer” som Redaktør Rose udtrykte det “må tåle hån spot og latterligørelse” .»Selvfølgelig synes jeg, det var dumt at trykke dem. Men bestemt ikke i den grad, at jeg synes, man skal dræbe nogen«, siger han.»Jeg synes, det er synd for tegneren. Da jeg så ham i fjernsynet, virkede han som en gammel mand. Det her er synd, for det går ud over os alle sammen. Mit liv bliver ødelagt, og hans liv bliver ødelagt«.Den 25-årige A.K. sidder foreløbigt varetægtsfængslet frem til den 9. april, sammen med sin 36-årige landsmand i et arresthus på Sjælland.Hvor længe han kommer til at sidde der, er uvist – men “terrorlovene” i hånden har PET og politiet mulighed for at forlænge arrestopholdet eller skærpe det til isolationsfængsling – med “beviser” som det jo har vist sig at Politiets og PET er dygtige til at strikke sammen – understøttet af medierne hvor de “terrormistænkte” allerede er dømte som “farlige” for statens sikkerhed.

Den 25-årige AK var før anholdelsen bosat i Gellerup ved Århus sammen med sin 22-årige kone. Han studerede ved TAMU-center Århus, som er en skole for unge på kontanthjælp. Flemming Roses og JyllandsPostens snak om trykningen af karikaturerne var et “spark opad” mod samfundfseliten og ikke nedad – virker derfor som en opportunistisk efterkonstruktion. *

Læs videre :Danmark i terrorkarikaturernes-greb: ytringsfrihed-og cencur i danske medier

Danmarks Terror-karikaturkrise:Erhvervsliv betaler prisen for de antisemitiske karikaturer:omfatende boycot af danske varer i den muslimske verden

12. mar 2008 – 17:38 * Forbrugere i flere lande i Mellemøsten boykotter nu i stor stil danske varer på grund af genoptrykningen af terror-karikaturerne af profeten Muhammed.Og det kan blive en langvarig boykot, for det er nu forbrugerne selv, der siger nej til varer “made in Denmark” skriver DR. – I Jordan har en forening startet en kampagne, som opfordrer til boykot af danske varer. I Avisen Fact International viser de en række danske produkter og fortæller, hvordan man skal boykotte disse.

Nej til dansk ost og smør.

Salget af dansk erhvervslivs produkter var begyndt at stige igen efter karikaturkrisen for to år siden. Men da 18 danske aviser i februar i år valgte at trykke nogle af teror-karikaturerne igen, så blussede konflikten op. Først demonstrationer – og nu fravælger muslimerne også danske varer, oplyser Udenrigsministeriet.- For fødevarer er der en markant nedgang i salget, især af mejeriprodukter. Det gælder for Saudi-Arabien, Yemen, Kuwait, Egypten, Jordan og enkelte andre lande, siger Svend Roed Nielsen, chef for Handelspolitisk afdeling i Danmarks Eksportråd.Eksportrådet kan ikke sætte tal på, hvor stor nedgangen er. Der er ikke kun boykot af ost og smør – det rammer også medicin på apoteket, hvor forbrugerne kan købe lignende produkter fra andre lande.

Langvarig boykot

Ifølge indberetningerne til Eksportrådet er der tale om en boykot, som helt overvejende er styret af forbrugerne selv – og ikke efter pres fra regeringer eller religiøse ledere. Og det kan få inflydelse på boykottens længde.Man kan sige at “demokratiet” virker i de muslimske lande: Uden om regeringer,konger og præsidenter- Der er nogle af forhandlere, der siger, at det denne gang bliver vanskeligere at få salget i gang og de danske varer hurtigt op på hylderne, udtaler Svend Roed Nielsen.Indtil nu vil ingen af det private erhvervslivs salgsorganisationer komme med nogle konkrete tal på, hvor stor en nedgang der er i salget til folkene i Mellemøsten.Men ifølge en arabisk avis har supermarkeder i de arabiske stater ved den Persiske bugt nu – 16.marts – beluttet at høre op med at sælge danske varer i protest mod at de kontroversielle terrorkarikaturer er blevet trykt igen. Butikskæden al-Jadida boykotter danske produkter så længe som “de ydmygende karikaturer fortsat offentligøres”, skriver avisen Times of Oman. I lørdags holdt en kooperativ supermarkedskæde i de Forenede arabiske Emirater op med at sælge danske produkter. Ved den tidligere boycot tabte den kapitalistiske mejerikoncern Arla cirka en halv milliard kr.

To tusind afghanske studenter i protest mod de danske terror-karikaturer af profeten Muhammed

9.marts 2008
JALALABAD -Afghanistan.
Flere tusind afghanske studenter protesterede idag mod JPs berygtede terror-karikaturer af Muhammed .Det skete udenfor byen Jalalabad i det østlige Afghanistan, hvor studenterne blokerede en hovedvej i morges.
Ifølge nyhedsbureauerne brændte demonstranterne danske og hollandske flag af mens de protesterede mod terror-karikaturer og antimuslimsk provokationsfilm.
I går var der demonstrationer i seks byer i Afghanistan i protest mod JyllandsPostens terror-karikaturer og en en “koran-kritrisk” udformet af en højreliberal holandsk politiker med den antimuslimske provokation som det åbenbare mål.
Og det er lykkedes at provokere folk i Afghanistan.
I hovedstaden Kabul demonstrerede 200 parlamentsmedlemmer igår under parolen “død over Islams fjender.”
Dermed bliver danske og hollandske soldater en åbenbar måltavle for den afghanske modstandsbevægelse – udover at de deltager i Nato-koalitionens besættelse af landet.
Det er ikke sikkert at “livet” vil forme ligeså “hyggeligt og sikket” som det har været for flertallet af de danske besættelsesstyrker i landet.

Nye afganske protesterer mod de danske terror-karikaturer af Muhammed

5. mar. 2008 10.57 I byen Pul-i-Alam i Afghanistan protesterer omkring 5000 afghanere mod både terror-karikaturer og en islamkritisk hollandsk film og Israels offensiv i Gaza, rapporterer Reuters. Det er den hidtil største demonstration mod Danmark.

Brændende Dannebrog

Som ved tidligere demonstrationer er det de miltære styrker fra NATO-landene Danmark og Holland der rettes kritik imod.- Muslimernes tolerance er sluppet op. Regeringen bør skære båndene til Danmark og Holland over og sende deres styrker hjem fra Afghanistan, lyder det i en fælles protestskrivelse fra de protesterende i Logar-provinsen.

Opfordring til den muslimske verden

De afghanske demonstranter opfordrede den muslimske verden til at støtte palæstinenserne med våben og penge i ders kampen mod Israel. Israel som for tiden er i offensiven i Gaza-striben. En offensiv der indtil videre har kostet over 120 mennesker livet.Igår demonstrerede knap 300 afghanske parlamentsmedlemmer i Kabul over de danske terrorkarikaturer af Muhammed og en ensidig islamo-fobisk provokationsfilm om Koranen lavet af en hollandsk højre-liberal politiker.

Det “befriede” Afghanistans Udenrigsminister: Terror-karikaturerne er “dræbertegninger”

3.mar 2008 23:45

Afghanske proteser mod genoptrykningen af terror-karikaturerne af Muhammed  – i Afghanistan og i Danmark af landets Nato-indsatte udenrigsminister.

Den Nato-indsatte afghanske regerings Udenrigsminster Dr.Rangin D.Spanta talte klarsprog om genoptrykningen af JYLLANDSpostens terrorkarikaturer af profeten Muhammed, da han sammen med Danmarks Udenrigsminster Per S. Møller mødte pressen i København i går : “Brugen af de ord og tegninger har medført utallige voldshandlinger. Det er dræberord og dræbertegninger – gentlemens – som har splittet os, som ikke bringer frihed.”

I DR-Deadlines 8 minutter lange interview (3.marts) med Udenrigsmisterren fortsætter Dr.Spanta kritikken :Efter et par indledende velkomstord starter DR-intervieweren Clement B.Kjersgaard med at ophæve de 18 private kapitalistiske aviser som har genoptrykt terrorkarikaturerne til repræsentant for alle Danmarks indbyggere ved at bruge ordet “os” om hvem der tog beslutningen på JyllandsPosten om at trykke terrorkarikaturerne selvom det netop ikke var hele Danmark der stod bag karikaturerne – idet han siger: ——–:
“Idag har De kritiseret os hårdt for at” trykke Muhammed-karikaturerne, – hvorefter Clement B.Kjersgaard i en neokolonialistiske tone spørger :”hvorfor skal danske soldater sætte livet på spil for at hjælpe en regering der bare kritiserer os” ——
Det af USA og Nato “befriede” Afghanistans Udenrigsminister Dr. Spanta – som blev flygtning i Tyskland efter Sovjet-invasionen af hans hjemland svarer ::”Kritik er en god menneskeret – som er en del af yringsfriheden.Jeg har kritiseret venner som en demokrat. . . . samtidigt spørger jeg mig selv : hvor er grænsen for ytringsfriheden. At krænke en milliard menneskers tro med provokationer (Jyllandspostens terror-karikaturer, INTRES.,Anm.) skaber grobund for fundamentalistiske grupper både i og undenfor Danmark; Er det den rigtige måde at bruge ytringsfriheden på ? Ytringsfriheden opgave er at bringe folk nærmere hinanden. Ytringsfriheden skal frigøre menneskeheden; alle mennesker. Den har en grænse. Når et andet folks værdighed trues så må vi sige stop. Det er grunden til min kritik.”   Afghanistans Udenrigsminister stiller også spørgsmålet om hvad terror-karikaturerne skal bruges til. At det er propaganda for tesen om civilisationernes sammenstød. Afghanistans Nato-indsatte Udenrigsminister advarer også mod at de stadige provokationer som er fulgt i kølvandet på terror-karikaturererne truer vores “fælles projekt” i Afghanistan.
Ingen tvivl om at det borgerlige-socialdemokratiske (S-R og SF) Danmarks allierede i Afghanistan Dr. Spanta har fat i den lange tråd af Danmarks karikatur-krise, for var det ikke JPs Kultrurredaktor der på forsiden af avisen skrev at muslimer må ” finde sig i hån, spot og latterliggørelse … ” ? – – — – — -
I selve Udenrigsministerens hjemland råbte en række afghanske parlamentsmedlemmer:
- Død over islams fjender – da de i dag i Kabul protesterede mod de danske terror-karikaturer over profeten Muhammed og den hollandske højre-liberale politiker Geert Wilders stærkt chauvinistiske og ensidige kortfilm om Koranen.
Omkring 300 medlemmer af begge det afghanske parlaments kamre deltog ifølge nyhedsbureauet AFP’s optælling i protesten.
Demonstranterne krævede også, at præsident Hamid Karzai indkalder ambassadørerne fra Danmark og Holland til for at modtage en officiel protest fra regeringen i Afghanistan, som begge kapitalistiske Natostater deltager i besættelsen af.
Demonstrationen fandt sted dagen efter, at den afghanske udenrigsminister, Rangin Dadfar Spanta, under et besøg i København på det skarpeste fordømte danske avisers nylige genoptryk af terror-karikaturerne.
Under karikatur-krisen i 2006 mistede 11 afghanere livet under protester mod karikaturerne.

BAGRUND:Danmark i terror-karikaturernes greb:ytringsfrihed og cencur i danske medier

Vatikanets Udenrigsminster på officielt statsbesøg på Cuba

26.feb 2008 *

Den kristne pavestat i Rom på officielt besøg på Cuba

Under ledelse af Vatikanets nr.2 Kardinal Tarcisio Bertone indledtes et ugelangt statsbesøg.
Vatikanet – den Hellige stol i Rom som er hovedsæde for den verdensomspændende kristen-katolske kirkes – gennemførte fra den 20.februar en uges officielt statsbesøg på Cuba. Pave-stolens officielle statsbeøg skete på tiårsdagen for Pave Johannes Paulus II – den polsk fødte Karol Wojtyła s besøg i 1998 – .

Cuba’s Præsident Raul Castro tager imod Vatikanets Kardinal Tarcisio Bertone under mødet i Revolutions Paladset i Habana – 26.Februar 2008.

Den “Hellige Stols Udenrigsminister” Kardinal Bertone holdt møder med Cubas Udenrigsminister Perez Roque som lover Pavestolen mere tid for den kristen-katolske kirke i cubansk fjernsyn til at udbrede kirkens religiøse budskab efter at Pavestolen i Vatikanet har lovet at undlade at støtte Washingtons sanktioner mod Cuba.

Kardinal Bertone fulgte i den tidligere pave – Karol Wotylas fodspor – ved at beskrive blokaden mod Cuba som “uretfærdig og etisk uacceptabel”. – -
Den kristen-katolske pavekirke har ikke haft fast programtid i cubanske medier siden folkerevolutionen i 1959. Og der er ikke blevet bygget nye kirker på øen. Men nye kirker er nu på vej ifølge kirken, som har en ukendt kapitalistisk milliardformue —————

voltairenet.org

skriver dette om Vatikanets besøg på øen
The religious leader will make this official and pastoral visit at the invitation of the Cuban government and the Cuban Conference of Catholic Bishops, Perez Roque told local and foreign reporters at the venue of the Cuban Foreign Ministry in Havana.
He added that the visit will take place in the context of the celebrations for the tenth anniversary of Pope John Paul II’s historic visit to the island in 1998.
Perez Roque added that during his visit Cardinal Bertone will meet with Cuban authorities and will participate in several activities of a pastoral nature such as masses in Havana City, Villa Clara and Guantanamo. He will also bless a monument dedicated to Pope John Paul II in the city of Santa Clara.
The diplomat noted that this new high-level bilateral contact is an expression of the excellent relations between the Vatican and the Cuban government, which he also described as fluid, cordial and respectful.
The Cuban high-ranking official stressed that both sides coincide in several topics such as the need to eradicate poverty, the peoples’ right to development and the universal, inalienable and indivisible nature of human rights for all people, including economic, social and cultural rights. “We also agree on the need to guarantee food, health care and education for all the inhabitants of the planet and we criticize consumerism and neoliberal policies,” he added.
Perez Roque pointed out that Cuba and the Vatican are in favor of the protection of the family and the promotion of culture and spiritual values as well as the preservation of the environment. “We also defend peace and condemn violence, threats and the use of force in relations among states,” he stressed.
“Likewise, we condemn terrorism in all its forms,” the Cuban top diplomat highlighted.
He said that this visit also reflects the fluid and respectful communication of the Cuban Government and State with the Cuban Catholic Church and all the religious and fraternal organizations on the island.
Perez Roque added that the Cuban State recognizes, respects and guarantees religious freedom and freedom of worship to all its citizens.
He concluded saying that ten years after John Paul II’s visit to Cuba, the US government maintains its financial, trade and economic blockade of the island, a measure that the religious leader described as unjust and ethically unacceptable.

Læs mere på Cubas officielle nyhedsmedium Granma

Og fra

Vatican Information Service

Holland: Racisme; vold og diskriminering af muslimer optrappes ifølge Europarådets racismekomité

12 feb 2008 – 06:17

Islamofobi og antisemitisme optrappes og udbredes i Holland

Islamofobi vinder terræn i Holland, hvor vold ogh diskriminering mod muslimer er i stigning, hvis man skal tro en rapport fra Europarådets racisme-komité(ECRI).

Ifølge ECRI har islamofobi “øget dramatisk” i landet siden 2000. Stemningerne er blevet understøttet af begivenheder som 11 september-aangrebene i USA og mordet på den “islam-kritiske” film-instruktør Theo van Gogh 2004, hedder det.
Antisemitismen er i stigning og ordet “jøde” anvendes stadig oftere som et skældsord som det var udbredt i Europa i tidligere tidsperioder som under den “kristne inkvisition” og i nazi-tiden , hvor højreradikale medier og politikere i det borgerligt-kapitalistiske Europa og USA udpegede “jøde-kommunister” som en trussel mod den vestlige (kapitalistiske) civilisation. De blev “syndebukke” for den kapitalistiske krise; “undermennesker” der skulle overvåges, undertrykkes eller skaffes af vejen som det for alvor skete under krigen i KZ-lejrerne.
Det fremgår af Europa-Rådets rapport at der i hollandske skoler stilles spørgsmålstegn ved den nazi-tyske tilintetgørelse af Neuropas “indre fjender”, som blev udpeget som “jøde-bolsjevikiske undermennesker” og “zigøjnere” – dvs Roma og Sinti – ligesom det nazityske regime “tilintetgjorde” tusinder og atter tusinder af mennesker der dyrkede Jehovas Vidner, var handicappede,homoseksuelle eller mentalt forstyrrede .
I et bilag til raporten redegør regeringen for “modforanstaltninger”.

ADVARSEL ! KARIKATUR-tegninger som danske medier ikke vover vise

Februar 2008

Danmark igen i terror-karikaturernes greb

Jyllands-Postens karikatur-forestilling om  ”Hvordan forhåner og latterliggør vi muslimer så provokerende at den kristen-zionistiske forestilling om civilisationernes sammenstød bliver realiseret” ? bliver nu gentaget i 18 danske aviser: Ikke kun JP, men alle aviser med respekt for “ytringsfriheden og det frie ord” genoptrykker nu de antisemitiske terror-karikaturer af profeten Muhammed. Det sker efter at Politiets Efterretningstjeneste PET kom med anklager mod tre personer for at “planlægge likvidering af Kurt Westergård – en af karikatur-tegnerne. Det viser sig at PET kun har mistanker,men ingen beviser mod de tre anklagede. Alligevel bliver to af de anklagede udvist af landet – alene på “mistanker” eller ” indicier” som kun PET kender til –  direkte udvist uden retssag – og uden dom – en “god” dansk tradition fra 1930′ erne. Og de to tunesiske statsborgere kom altså til at spille “nyttige idioter” i PETs og JP/Politikens forestilling den “muslimske verdens demokratiske underlegenhed”. I 1930-erne og under krigen udpegede Hitlernazisterne og dets kapitalistiske støtter i aviser og radio;  ”jøde-kommunisterne” som “undermennesker” der med Moskva som centrum konspirerede for at nedbryde og knuse den kristent-ariske vestlige civilisation.

JyllandPostens terrorkarikaturer af muslimer idag har klare ligheder med de nazistiske jøde-karikaturer fra 1930´erne som denne nazistiske filmplakat om den “evige jøde”. Karikaturtegninger af jøder,slaver og f.eks af Sovjetunionens leder Stalin var popuære på Jyllands-Posten i 1930´erne da de danske aviser sympatiserede med den tids mest aggressive kapitalistiske stormagt; Nazi-Tyskland.

Ordvalget idag er naturligvis et andet , men meningen er den samme. Dengang brugte man “jøderne” som skydeskive – dels fordi de udgjorde en genkendelig ikke-kristen minoritet, dels fordi jøderne udgjorde en ikke ubetydelig kraft i den socialistiske opbygning i Sovjetunionen i 1930′ erne – og i den Kommunistiske Internationale – KOMINTERN . Derfor blev de udpeget som syndebukke for kapitalismens krise og manglende evne til at tilfredstille massernes behov for arbejde, brød, boliger,uddannelse og kultur.

– Den nazistiske hetz kampagne mod “jøde-bolsjevismen” var ikke bare en konkretisering og levendegørelse af “fjenden” og “syndebukken” , men også – ligesom idag en rambuk – der politisk-ideologisk skulle “forklare” den planlagte aggressionskrig mod Sovjetsamfundet som en “befrielseskrig” hvor de sovjetiske folk skulle “befries fra hvad tyske medier kaldte det “stalinistiske åg”. *
Idag skal forhånelsen af muslimerne som vore dages “underlegne” bruges til at “forklare” og propagandere for aggressionen mod de arabiske folk og deres naturrigdomme – idag Palæstina , Irak,m.fl. – dog ikke det feudal-kapitalistiske Saudi-Arabien fordi det “kongelige regime” dér , har underlagt sig de samme stormagtsinteresser som fører krig mod Iraks folk. – – – – Med den “forhånende og latterliggørende” dagsorden i baghovedet begyndte den anti-muslimske provokation da Jyllands-Posten bestilte karikatur-tegninger i 2005 af profeten Muhammed. Det skete også i forståelse med de kristen-zionistiske kræfter i Georg Bush` s højreliberale bagland. Bl.a Mr. Pipes roste Redaktør Rose for karikaturerne af Muhammed, som blev bragt i avisen i september samme år. Karikaturtegningerne førte til den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig” som det blev udtrykt. – Eksperter mener at handels-mærket, the brand “made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder. Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Den 9.februar 2006 bliver Kultur-redaktør Rose “suspenderet på ubestemt tid – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag ?Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav JP/-Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i Palæstina: Staten Israel.Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.<img src=”“Det danske bidrag til Holocaust-tegnekonkurrencen af Jørgen Bitsch * *
CENCUREN af Jørgen Bitsch´s karikatur sker ikke kun på JyllandsPosten , men også i en række venstreopportunistiske medier, der ikke ønsker at konfrontere den prozionistiske konsensus. Det sker dog UDEN nogen form for debat eller dialog.
Man kan kritisere tegningen for dens fokusering på de jødiske offrer for for den tysk-europæiske imperialismes aggression under Anden verdenskrig. Faktum er at flertallet af offrerne i nazisternes KZ-lejre ikke var jøder, men blandt andre sovjetiske krigsfanger, Romer (kaldet “zigeuner” i Nazityskland), homoseksuelle, handicappede og mennesker der troede på “Jehovas Vidner” udover flere millioner “slaver” ,antifascister og modstandskæmpere i de besatte lande. Flere end 12 millioner mennesker døde i den tyske imperialismes KZ-lejre, hvor der samlet var 18 millioner fanger. Læs interview med satiretegneren Jørgen Bitsch * * * * *

BAGGRUND: JyllandsPostens antisemitiske Karikaturtegninger satte Danmark i den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig_________________

På CNN fortalte Kulturredaktør Flemming Rose at han ville sige ja til at trykke satire-tegninger med kristendommen (Kammerat Jesus) og den zionistiske Stat Israel som tema, blandt andet ved at tage kontakt med den iranske avis som stod bag den internationale Holocaust-tegnekonkurrence, hvor den danske tegnr Jørgen Birsch deltog med ovenstående tegning.

– Dagen efter var Mr.Rose suspenderet som redaktør på JP – “ytringsfrihedens flagskib” i Danmark – på ubestemt tid. Og disse “farlige ” farlige satiretegninger blev aldrig trykt i avisen.
Vi behøver ikke spørge JPs redaktører om de vil genoptrykke Der Stürmers nazistiske “satiretegninger” af de jødiske “untermenschen”, for det vil åbenbare JPs historiske forkærlighed for antisemitisk “forhånelse ” for en bredere offentlighed i ind- og udland.

- Men forhånelsen og bespotningen af muslimer og andre semitter er ikke isoleret til den danske kapitalistiske overklasses aggressive ideologiske flagskib “JyllandsPosten”.

Kritik af Staten Israel stemples automatisk som “antisemitisk” trods det faktum at Israel netop ikke er en “jødisk stat” i den forstand at der ikke kun bor jøder men også andre etniske grupper i Staten Israel og det faktum at flertallet af verdens jøder netop ikke bor i Israel. Det fik amerikaneren Norman Finkelstein – efter-kommer af jødiske KZ-fanger som blev ofre for det sidste vestlige imperialistiske stormagtsprojekt – at mærke da han skrev bogen “Holocaust-industrien” om zionisternes politiske og økonomiske misbrug af det nazistiske folkemord. Denne stolte jøde blev stemplet som “antisemit” af Søren Vinterberg i avisen Politikens anmeldelse af bogen. * * * *
* Tegner:Mr. Derkaoui Abdellah fra Marokko som her viser en satirisk-tragisk vinkel på bygningen af den zionistiske Apartheid-mur ned gennem Palæstinas land, hvor milioner af ofre for det nazistiske KZ-system bliver brugt som “good will”-forsvar for opretholdelsen af det zionistiske apartheid-regime i Palæstina.
* __________FLERE karikaturtegninger ____ Karikaturtegninger fra Hoocaust-tegnekonkurrencen ____

JyllandsPostens grænseløse hykleri

Hvem stod bag JyllandsPostens antisemitiske karikaturtegninger ? 

* * _________________________

* * * * * Karsten Johansen skrev denne mail:: 

” . . . . omtalte Flemming Rose har i dag oppført et i sannhet selsomt skuespill:”Jyllands-Postens kulturredaktør ville bringe nye tegninger, denne gang af Jesus og jødeudryddelser. Nu fastslår avisens chefredaktion, at der ikke bringes nye tegninger.Af Anders BørsmoseDer bliver ingen nye tegninger af hverken jødeudryddelser eller Jesus i Jyllands-Posten. Det forsikrer avisens chefredaktør Carsten Juste. Udmeldingen går stik imod udtalelser, som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har givet til både CNN og TV 2 Nyhederne. I TV2 Nyhederne i aften fremgik det, at Jyllands-Posten på søndag ville bringe en serie nye tegninger.Blandt andet viste TV 2 en tegning, hvor der gøres grin med Jesus – en anden tegning skulle angiveligt vise jøde-stjernen tegnet på en bombe.»Vi vil vise, at Jyllands-Posten ikke har en specielt antiislamisk kurs«, sagde kulturredaktør Flemming Rose til TV 2 i sin begrundelse for at bringe de nye tegninger.Men i kortfattet erklæring fra Jyllands-Posten lægger chefredaktion afstand til kulturredaktøren.»I et indslag i TV 2 Nyhederne onsdag den 8. februar kl. 19.00 hed det, at Morgenavisen Jyllands-Posten på søndag vil bringe en række antisemitiske og antikristne tegninger. Dette er ikke korrekt«.Til den amerikanske tv-station CNN sagde Flemming Rose ellers i går, at »min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem«. Nu lyder det således fra avisens chefredaktion:»Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger«.

‘Jeg har begået fejl’

Jyllands-Postens kulturredaktør erkender da også, at han har lovet mere, end han kan holde. »Jeg har begået en fejl. Jeg står 100% bag avisens linie og Carsten Juste i denne sag«, siger Flemming Rose til DR Nyheder.”

Jyllands-Posten vil ikke gengive iranske holocaust-tegninger

Jyllands-Posten er alligevel ikke klar til at samarbejde med en iransk avis og offentliggøre karikaturtegninger af den jødiske holocaust, som Teheran-avisen har udskrevet en konkurrence om.
JP’s kulturredaktør Flemming Rose har ellers præsenteret avisens plan over for det amerikanske tv-selskab CNN.- Min avis forsøger at etablere en kontakt til den iranske avis, og vi vil bringe karikaturtegningerne den samme dag, som de offentliggør dem, sagde han til CNN’s American Morning.Men 18.20 onsdag kom følgende kontra-ordre og tilsyneladende irettesættelse af Flemming Rose fra Jyllands-Postens ledelse:”Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, var i går på CNN citeret for en oplysning om, at Jyllands-Posten agtede at bringe nogle bebudede iranske Holocaust-tegninger samme dag, som en iransk avis agter at bringe dem. Denne oplysning bygger på en overfortolkning af Flemming Roses udtalelse.”Videre hedder det, at “Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste, meddeler, at Jyllands-Posten under ingen omstændigheder agter at bringe iranske Holocaust-tegninger” /ritzau/”Det bør etter min mening nøye etterforskes, hvem denne Rose egentlig er, ikke minst fordi et par av de famøse karikaturer, som jeg har dokumentert her, er rasistiske hetskarikaturer av kjent merke a la Der Stürmer og en synes, noe forblommet og fordekt sjølsagt, som man alltid kan vente det av folk av fascistisk kaliber etter 1945, å oppfordre til folkemord på islamtilhengere. Det er samtidig opplagt, at en hel kabale av islamske fascister med kontakter i områdets mest reaksjonære regimer, og sannsynligvis i samarbeid med europeiske fascister og i det mer skjulte understøtta av diverse etterretningstjenester (inge nevnt ingen glemt), har VENTET I FEM MÅNEDER til et for dem gunstig tidspunkt, med å lansere de (åpenbart for enhver som tenker litt ) nøye planlagte “spontane demonstrasjoner” “mot tegningene”, mens de samme tilsynelatende særdeles varme islamtilhengerne ikke løftet en finger, da nyheten om at Koranen var brukt som dasspapir i USAs Guantanamo-torturleir turnerte godt og grundig over hele verdenspressa. De har heller aldri reagert på israelske avisers karikaturer av Muhammed.
På Antiwar.com skriver ~ Justin Raimondo om :(Something is)”Rotten in Denmark :Flemming Rose and the clash of civilizations” at …..

“Flemming Rose, the “cultural editor” of Jyllands-Posten, who commissioned the cartoons and now is at the center of a rapidly-escalating controversy.Here is his Wikipedia biography, which states that he has “links with U.S. neoconservatives,” but lacks citations. Rose is apparently a big fan of Daniel Pipes ? the controversial anti-Arabist appointed by George W. Bush to the U.S. Institute of Peace ? and authored an entirely uncritical profile of Pipes, originally published in Jyllands-Posten and translated here.Pipes is the founder of Campus Watch, an organization devoted to stamping out any and all academic treatments of Middle Eastern affairs that don’t conform to his narrow strictures, which might be mildly described as fanatically hostile to Islam, Arabs, and anyone who opposes his extreme Israeli nationalism. Campus Watch is engaged in compiling blacklists of professors who refuse to spout the pro-Israel party line, and actively encourages students to spy on their teachers and report miscreants.None of this is mentioned in the profile authored by Rose: instead, we are given a long disquisition on his subject’s view of “militant Islam” as a threat supposedly on a par with communism and fascism ? again, uncritically, in spite of the lack of proportion evinced by such an extravagant claim, to say nothing of the lack of evidence marshaled by Pipes.It looks like Rose used to be a laid-back kinda guy, as indicated by his testimonial to the effectiveness of Acem meditation techniques:”As a journalist, my challenge is to get behind all the stereotypes that both my readers and I bring with us from the past. They prevent us from seeing the complexity and constant changes taking place regarding almost any subject. Acem Meditation helps me discover my own blind spots and thereby write more genuine and revealing articles.”That was then, but now he is talking about the rising struggle between Islam and the West as a “clash of civilizations,” and characterizes the controversy over the publication of the 12 tasteless caricatures as being”About the question of integration and how compatible is the religion of Islam with a modern secular society ? how much does an immigrant have to give up and how much does the receiving culture have to compromise.”So much for getting “behind all the stereotypes” and seeing the “complexity” in spite of his “blind spots.” These days, it seems, Rose has been entirely blinded by the kind of hate exhibited in those cartoons, which dramatize the neoconservative view of the Muslim world as inherently terroristic ? a view that the perpetrators of this provocation were hoping would be demonstrated in the Muslim reaction.” 

KILDER :Mail fra Karsten Johansen blandt andre. *

**** EFTERSKRIFT: Det skal siges at Dagbladet Information bragte nogle af de såkaldte Holocaust-karikaturer den 8.september 2006.
Hovedparten af de “ytringsfrie” danske medier – herunder JP-Politikens-koncernens dagblade nægtede at trykke disse, herunder JP – hvor Kulturredaktør Flemming Rose ligefrem blev afsat umiddelbart efter at han havde sagt ja til disse karikaturer.
Dog trykte Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken Jørgen Bitsch´s bidrag til den iranske satiretegnekonkurrence om holocaust i fobindelse mede et kritisk interview med kunstneren.
******

Jyllands-Postens karikatur-farce: I krig med Ellemann

Jyllands-Posten i bitter strid med EllemannJyllands-Postens  bestilte i 2005 karikatur-tegninger af profeten Muhammed. De blev bragt i september samme år.Karikaturtegningerne førte til  den “værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdensklrig” som det blev udtrykt.Eksperter mener at handels-mærket  ”made in Denmark” har lidt alvorlig vedvarende skade især i forhold til det kapitalistiske erhvervslivs salg på udenlandske markeder.Jyllands-Postens og Fogh-regeringens rolle er central og farceagtig. Kultur-redaktrør Rose blev “suspenderet på ubestemt tid i februar 2006 – ikke fordi han havde bragt chauvinistiske og  anti-semitiske karikaturtegninger af Muhammed, men fordi han han på den amerikanske TV-station CNN svarede ja på spørgsmålet: Vil du bringe karikatur-tegninger over Staten Israels situation idag.Det skulle Mr. Rose ikke have gjort. Nogle få timer senere gav Chefredaktør Klaus Juste ordre til Kulturredaktør Rose om at pakke sine ting og forlade redaktionskontoret på Jyllands-Posten.Det er tilladt at “forhåne og latterliggøre muslimer” på Jyllands-Posten, men ikke USA´s , Danmarks og Jyllands-Postens allierede i  Palæstina: Staten Israel.Derfor måtte Rose forlade kontoret og love at aldrig bringe nogle karikatur-tegninger af Apartheidstaten Israel.Nu har farcen fået endnu et nyt kapitel med striden med Ellemann

PETs provokatør i “terrorsagen” var hjemmeværnsmand

  PET´s “nyttige idiot” i den såkaldte Terror-sag - agenten Lars alias Youssouf – som netop blev afsluttet i Østre Landsret var tidligere hjemmeværnmand. En kilde beskriver ham som »ren Gud, Konge og Fædreland«. Lars drømte om at komme med i “krigen mod terror“. Da USA´s “krig mod terror” begyndte i Afghanistan, søgte Lars om udsendelse dertil, og han gav over for kilden udtryk for, at han nok skulle finde terroristen Osama Bin Ladin.

PET-agenten “Youssouf” alias Lars blev det hovedvidne som reddede PETs “terorsag” som dømte tre unge fra Vollsmose til langvarige fængselsstraffe.

DE UNGE muslimer blev idømt lange fængsel-straffe , da en jury på baggrund af PET-provokatørens vidnesbyrd i Østre Landsret dømte dem skyldige i de anklager som PET og Politiet havde krævet. Som PET-agent infiltrerede Lars “X” miljøet omkring de unge muslimer for PETs regning.
MEN FLERE med et nært kendskab til Lars – PETs agent – er ikke glade for hans rolle i “terror”-sagenIngen af dem ved idag helt, hvad de skal tro om hans handlinger og fortællinger, fremgår det af en artikel i Berlingske som bygger på en lang række interviews med nære bekendte til Youssuof alias Lars, naboer, kolleger, chefer, politi, anklagemyndighed, forsvarere og folk omkring moskeen på Ørbækvej i Odense foruden oplysninger fra de tidligere retsmøder i sagen. Mange kilder har betinget sig anonymitet for at medvirke de fleste på grund af deres tavhedspligt, Wesam fordi han ikke ønsker at blive et ansigt på en terrorsag, som han intet har med at gøre. Deres oplysninger er alene medtaget, hvor de støttes af mindst to af hinanden uafhængige kilder. . . . . .
Et afsnit i artikelen beskriver hans tid som ansat i en lille jysk kommune på denne måde : . . . . . . . . . .

“Lars havde været sygemeldt længe, han fik kun få dage tilbage på kontoret i januar 2004, og til sidst fyrede hans arbejdsgiver, en lille kommune . . . . . ham på grund af for mange sygedage. . . . . .Efter at have arbejdet sammen med Lars stolede flere medarbejdere ikke på oplysningerne i hans sager om »sociale bedragere«. Alt, hvad der i øvrigt var på hans kontor, pakkede de i sorte sække og destruerede. Hans stilling blev ikke genbesat. 

Lars blev ansat for at fange sociale bedragere og med sine 192 centimeter ragede han op i landskabet. Altså en frygtindgydende “kontrollant” af kommunens bistandsmodtagere.

Efter eget udsagn havde han en intelligenskvotient tæt på 180, og det kan godt være, at Lars overdrev sin IQ lidt, men han tog den lille kommune med storm. Selv om han ikke var uddannet jurist, kunne han paragrafferne så godt, at han snart underviste de andre på kommunen i reglerne om partshøring og i retssikkerhedsloven, som han gav udtryk for, at han selv havde været med til at udarbejde.Det var måske også lidt overdrevet, men der gik ikke meget mere end en måned, før han var tilknyttet borgmester­sekretariatet med direkte reference til kommunaldirektøren.Lars´ sager var spektakulære måske også for spektakulære. Han efterforskede både sager om hvidvask af penge på Casino Munkebjerg og i prostitutionsmiljøet. . . .. Det lykkedes Lars at standse en række udbetalinger af sociale ydelser til klienter, men Det Sociale Ankenævn underkendte siden en seks-syv sager fra hans tid. Lars kunne godt finde på at køre ud for at overvåge klienternes bopæl et par morgener i træk. Til hans irritation betød nye regler, at kommunerne blev indskærpet, at de ikke måtte løfte dyner for at komme det sociale bedrageri til livs.Men man kunne jo tilfældigvis komme til at slå den vej forbi om morgenen, sagde Lars,« husker en kilde.Overvågningen var bare en af Lars metoder. En anden kilde oplevede ham forberede en åbenlyst grundløs sag, som ingen havde anmeldt, men som Lars lod som om, han havde modtaget en anmeldelse på. Den fiktive anmeldelse skrev han ind i journalen.Det lykkedes ham faktisk at standse udbetalingen af den pågældendes sociale ydelse, indtil kommunens jurist greb ind.«Lars meldte sig syg, da han fik problemer med en gammel skade i sit knæ. Men det var ikke den del af Lars liv, de talte om på rådhuset.I en anden jysk kommune, hvor Lars tidligere havde været ansat som integrationskonsulent, røg han i klammeri med en klient. Ifølge Lars forklaring var han ved at sige farvel til en mand med indvandrerbaggrund, da mandens knytnæve ramte ham på siden af hovedet. Den tætbyggede Lars forsvarede sig. Han sparkede klienten ind i en dør. Døren faldt af, og karmen knækkede.Lars havde smerter efter overfaldet, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at han havde alvorlige og psykiske mén. Men Lars lod også forstå, at han bar på en frygtelig hemmelighed. Den ivrige hjemmeværnsmand, der var en del af det lokale luftmeldekorps, fortalte til mange, at han havde været udstationeret i det tidligere Jugoslavien som soldat. Her havde han gjort noget forfærdeligt, sagde han.I 2002 anmeldte Lars dødstrusler til politiet. Nogen havde ifølge Lars malet ordene du skal dø på hans bindingsværkidyl af et hus på Fyn. Dagen efter brændte huset ned til grunden, politiet fik aldrig opklaret sagen.Da de havde ryddet Lars kontor i kommunen i Trekantområdet, gled han langsomt ind i glemslen hos kollegerne. Nogen mente dog at vide, at han var begyndt at læse jura.De kunne heller ikke undgå at bemærke en artikel om Lars i en lokal avis i begyndelsen af 2006. Et andet hus, ejet af Lars på en ny adresse, gik i brand. Flammerne slog ud af en stikkontakt, og branden åd hele overetagen af hans hus, kunne de læse.Lars var nu offer for to brande et bizart sammentræf og en trist historie. Ingen vidste, hvad der derefter blev af Lars. 

Nogle måneder senere . . . . . . sker der følgende i Odense:

Keglerne fra indsatsstyrkens stavlygter fejede ind gennem lejlighederne i Vollsmose, hvor politiet anholdt ni unge muslimske mænd, de fleste trygt sovende, indtil de blev halet ud af deres senge, iført håndjern og ført ud til de ventende politibiler med hætter over hovedet. Det var natten til 5. september 2006.En af de anholdte lad os kalde ham Wesam husker egentlig ikke, at han var bange. Mere at han var dybt forvirret. Politifolkene var flinke nok, selv om de ikke ville fortælle, hvad det hele gik ud på.Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde siden januar fulgt en gruppe unge fra Vollsmose tæt. De mente at have beviser nok mod de unge til at fængsle dem for forberedelserne af et terrorangreb på dansk jord. Men det vidste den 18-årige Wesam intet om, da daggryet kom, og han endnu befandt sig ventende i en politibil et sted uden for Vollsmose. Han fik lov til at bede sin bøn med ansigtet vendt mod Mekka, skønt han var lidt usikker på retningen. Til gengæld hjalp han de lidt forvirrede politifolk, der var tilkaldt fra København, med at finde vejen ned til politistationen i Odense.Næste dag var Wesam atter på fri fod. Politiet havde ikke noget på ham og fandt intet under deres ransagninger, der belastede ham. Men alle i Vollsmose vidste, at han havde været anholdt i sagen, som justitsminister Lene Espersen omtalte som »noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogensinde«. Det var småt med besøgende i familiens lejlighed i de kommende måneder ingen af deres muslimske venner ønskede at blive sat i forbindelse med terrorister.Mens Wesam hurtigt fik sin frihed tilbage, sidder fire af hans venner fængslet i dag tiltalt for terrorisme.A.K., en kurdisk iraker på 21 år, boede indtil sin anholdelse hjemme hos sine forældre. Han var slagterlærling og beskrives som stille og rolig og godhjertet. Tidligere tog han tit i byen med vennerne og dansede fjollet på diskotekerne. Men det havde han ikke gjort de seneste måneder. I stedet gik han mere og mere op i at komme i moskeen påØrbækvej og gå til fredagsbøn. Hvis A.K. kendes skyldig, står han som den eneste af de fire tiltalte til udvisning af Danmark.R.D., 18 år og palæstinenser, gik ligesom Wesam selv på Odense Tekniske Skole. Han passede mest sig selv. Engang gik han til fodbold, for tiden hang han mere ud sammen med imamerne omkring moskeen.M.Z., 32 år, ligeledes palæstinenser, gift og nybagt far. I forvejen havde han to børn på tre og fire år. Som invalidepensionist brugte M.Z. al sin tid på islam. Hans retorik skal have været så voldsom, at imamerne på Ørbækvej bad ham dæmpe sig lidt.Den fjerde tiltalte var den danske konvertit A.A. på 32 år. For fem år siden tilsluttede han sig islam, og han flyttede fra Odense-forstaden Seden til Vollsmose for at være sine trosfæller nærmere. Han skrev en række stærkt kritiske og følelsesladede læserbreve til danske aviser imod Dansk Folkeparti og for den dansk-marokkanske boghandler Said Mansour, der nu afsoner en dom på tre år og tre måneder for at have opfordret til terror.Wesam forsøgte at finde ud af, hvad der var hændt, så snart han var løsladt. Instinktivt vidste han, at det hele havde forbindelse til Youssouf. En ny dansk konvertit, som var begyndt at komme i moskeen, og som bar det danske navn Lars. 

Da Lars første kone forlod ham, sad han alene tilbage med tre børn. Han fik kontakt til en indonesisk pige på internettet. Pigen boede og arbejdede som au pair i en villa i Skodsborg hos et direktørpar. Hun arbejdede fra klokken seks om morgenen til klokken 23 om aftenen for 1.000 kroner om måneden. Lars var rystet, det var ren udnyttelse. Lars læste jura på SDU, han tog kontakt til en fagforening, og pigen stoppede omgående sit arbejde i Skodsborg. I stedet flyttede hun sammen med Lars.Lars konverterede til islam og fik nu det muslimske navn Youssouf. Parret blev gift i sensommeren 2005,Over for en bekendt gav Lars udtryk for, at han alene konverterede til islam af hensyn til sin kone. Det var ikke fordi, Lars havde nogen større lyst til at tjene hverken Gud eller Muhammed.Samtidig var han rystet over forholdene i bydelen Vollsmose især når aviserne skrev om, at redningskøretøjer havde svært ved at komme frem uden at blive udsat for chikane.»Det billede, han gerne ville skabe af sig selv, var meget bygget på forsvaret,« siger kilden:»Han var højt på strå, og hvis der var terrorangreb her i landet, var han første led i kæden, der skulle foretage sig noget praktisk, sagde han. Det gjorde han meget overbevisende. Han var netop ikke pralende, han var god til at servere tingene i det rigtige tempo. Og hele tiden kom han ind på sine moralske skrupler på grund af de ting, han havde gjort indenfor forsvaret. På et tidspunkt i Vollsmose havde redningskøretøjer svært ved at komme frem på grund af uroen i bydelen. Da sagde han: De skulle bare lige sende bud efter ham og hans deling, så skulle han nok vise dem.«En dag betroede Lars sig til vennen om sin frygtelige fortid. Han havde skudt en civil kvinde med et barn på armen ned bagfra.»Han fortalte om sin udstationering. De havde været rundt i nogle landsbyer et sted i ex-Jugoslavien, han fortalte overbevisende om, hvordan der så ud, og hvad han tænkte imens. Han havde svært ved at vænne sig til krigen. Han fortalte om ting, han havde lavet, som ikke var så smarte. Han sagde og det her er et direkte citat: Selvfølgelig var det en frygtelig ting at gøre. Men teknisk set var det et fantastisk skud. Det er, hvad han siger. Den første sætning lirer han af, som om det bare er noget, han skal sige. Den sidste sætning siger han med julelys i øjnene. Det gør det hele meget overbevisende. Han er en, der kan tænde og slukke for sine følelser efter behov, og han er ekstremt dygtig til at manipulere med folk. I dag ved jeg ikke, om historien er sand. Men dengang troede jeg ham.«Det danske forsvar har tidligere oplyst til Berlingske Tidende, at de ikke kan finde nogen oplysninger, om at Lars skulle have være udsendt som soldat. Til gengæld har Forsvaret bekræftet, at han er medlem af hjemmeværnet.I februar 2006 under fredagsbønnen sad ca. 25 muslimer på en snorlige række og bad i moskeen påØrbækvej i Odense. Den nye høje blonde dansker Lars placerede sig i det modsatte hjørne med ansigtet vendt i den forkerte retning.Lars blev aldrig en af dem. For Lars var rystet over, hvad han så og hørte i og omkring moskeen. Hjemmeværnsmanden tog kontakt til Danmarks hemmelige tjeneste i januar. PET-agenterne lyttede til ham og tog ham alvorligt. De kunne bruge ham. Nu var han dér. I første geled i krigen mod terror.

Mistanken mod muslimerne omkring moskeen påØrbækvej var ikke særlig konkret. Der var otte punkter, som Lars kunne hjælpe med at kaste lys over, fremgår det af en meddelelsesrapport fra 8. marts 2006. Det første punkt handlede om, at Lars skulle forsøge at finde ud af, om de unge samlede penge ind til den palæstinensiske Hamas-bevægelse, som optrådte på PETs terrorliste.

Men med Lars fik PET mere, end tjenesten kunne have drømt om. Lars var på det rigtige hold i krigen mod terror, han havde en naturlig anledning til at komme i moskeen, og som nybegynder kunne han tillade sig at stille et hav af dumme spørgsmål. Ingen kunne forvente, at han talte arabisk eller havde et særligt kendskab til Koranen. Lars var desuden i besiddelse af en fotografisk hukommelse, og skulle han en dag sidde som et vidne i en retssal, ville han være ekstremt overbevisende.

Frem for alt var han ivrig.

I marts, april og maj mødtes Lars ca. en gang om måneden med PET at dømme ud fra meddelelsesrapporterne. I juni og juli 2006 mødtes de ugentligt. På det tidspunkt var tilliden til Lars så stor, at PET sanktionerede et ret omfattende samarbejde med de mistænkte terrorister.

Lars transporterede og købte ingredienser til den terrorbombe, som den formodede terrorcelle ifølge Lars var ved at fremstille.

Han forsynede også de fire tiltalte med et voltmeter, som skulle bruges for at detonere bomben.

Han var med til at udpege et egnet område til en prøvesprængning.

Og så var det i hans bil, at de tiltalte kørte til København ifølge PET for at udpege et egnet bombemål.

Lars mødte også den 18-årige Wesam, som var dybt forundret over hans optræden.

Lars spurgte Wesam, om han ville med ind i Hjemmeværnet. Men Wesam følte sig ikke tryg ved kombinationen Lars og våben. Ved en lejlighed viste Lars ham også nogle karrikaturtegninger af profeten Muhammed.

Men allermest besynderlig virkede en pludselig bekendelse fra Lars til den mere end ti år yngre Wesam. Han fortalte, at han havde skudt en civil i Jugoslavien.

Lars inviterede Wesam med på bilturen til København. Lars skulle nok betale. Ifølge Wesam var formålet med turen at kigge på tøj i hovedstaden. Men da Wesam ikke havde nogen penge til tøj på det tidspunkt, takkede han nej. Det var han egentlig ked af.

Det er han ikke længere.

I flere år skænkede ingen Lars en tanke i den jyske kommune i Trekantområdet. Men i 2007 modtog en ledende medarbejder på rådhuset et overraskende opkald.

Aviserne skrev om terrorsagen i Vollsmose, hvor fire unge muslimer stod tiltalt for at planlægge bombeterror i Danmark. De var ikke mindst blevet anholdt takket være en civil agent, der havde hjulpet Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sagen. En 33-årig jurastuderende havde infiltreret den påståede terrorgruppe.

»Da jeg hørte, at Lars var PETs agent i Vollsmose, tænkte jeg: Det er løgn. Så kan de jo ikke regne med et ord af, hvad han har sagt. Alt kan være løgn, alt kan være plantet. Den mand skaber situationer hele tiden. Jeg sagde på et tidspunkt: Hvis han ikke kan komme til Afghanistan, så kan han bringe Afghanistan til sig. Og det lyder langt ude. Men det er, hvad han gør. Lars gør alt i den gode sags tjeneste. Og når han pludselig ikke længere tjener den gode sag, kan han få det vendt i sin verden, som om han gør det,« siger kilden.De fire tiltaltes forsvarere vil gå hårdt efter Lars, hvis forklaring Østre Landsret har afsat tre dage til at høre.Anklagemyndigheden derimod er sikker på, at han nok skal stå distancen. En af de tiltalte er angiveligt begyndt at synge om cellens øvrige medlemmer. Desuden er der masser af tekniske beviser, der understøtter Lars forklaring. Aflytninger dokumenterer angiveligt, at alt, hvad Lars har foretaget sig, er på gruppens forlangende. Der er fundet sprængstoffet TATP, som kan bruges til at detonere en gødningsbombe, hos M.Z. Hos A.K. opdagede politiet kilovis af stålsplinter.Lars selv er umulig at komme i forbindelse med. Han og hans familie er gået under jorden og forsynet med nye identiteter under politiets vidnebeskyttelsesprogram.Han kan se tilbage på et voksenliv, som han har brugt på at rydde op i verden og forsvare det, der var rigtigt.Men han forudsagde sådan set det hele, tre år før han blev PETs agent i Vollsmose.Han ville stå i første geled den dag, terroren ramte Danmark. Han skulle nok rydde op i Vollsmose.

Enhedslisten´s valg: Religionskrig eller solidaritet med de undertrykte lande og folk

8.nov.2007

Der er ingen tvivl . Enhedslisten har problemer. . . . Med Islam . . . . ikke med kristendom, jødedom eller Buddisme heller ikke så meget med muslimske kvinder, men med muslimske mænd. Havde Mustafa bin Aladdin forsøgt opstille på Asmaa Abdol´s plads på valglisten var han aldrig blevet opstillet. Nu har man brugt rundt regnet 1001 timmer på at diskutere et tørklæde, mens krig,terror,Guantanamo, Irak og Palæstina har fået en eller var det tre timer. Valget på tirsdag sker i skyggen af krig,terror og 4 millioner irakiske flygtninge og Ennhedslistens berøringsangst overfor i Islam har sat gang i en medlemsflugt og på tirsdag bliver prisen helt sikkert færre eller ingen pladser i tinget.

KOMMENTAR

RELIGIONSKRIG eller KAMP mod IMPERIALISMEN 

Cubanerne som har levet i belejringstilstand på Amerikas skyggeside siden de gjorde oprør og nægtede at adlyde Onkel Sam i 1959 har stor erfaring med hans demokratiske sindelag. Det tapre cubanske folk har modstået blokade, sanktioner, terror, snigmord og militære interventioner hvor den amerikanske »Big Brother«« forsøgte at gøre hele Cuba til en stor Guantanamolejr. Det samme skete i Korea hvor USA`s militære aggression fra 1950-53 krævede mellem 3 og 4 millioner ofre. USA har helt frem til i år nægtet at erkende at krigen i Korea er slut. USA har med deres politik overfor Cuba og Korea mislykkedes med deres »befrielses«-projekter i disse lande.

Siden 1991 er USA´s »demokratiske« projekt i Irak endt i et mareridt med 4 millioner irakere på flugt og livet er omdannnet til et helvede på jorden for flertallet af folket. 

Afghanistan er på vej mod samme forhold. * * * * *

Nu er det Iran som bliver udsat for militære og økonomiske trusler af USA og dets “trofaste” allierede i EU.

– Ja men; Cuba´s, Korea´s og Iran`s regeringer er ikke socialistiske, siger nogle folk fra SF og EL.

Det er muligt men sagen handler ikke om der er socialisme eller demokrati i disse stater.Først og fremmest er ingen af disse stater racistiske Apartheid-stater.

Kun to stater i vor tid kan kaldes racistiske Apartheid-stater :det er staten Israel og Sydafrika under Apartheid. Det har flere FN-resolutioner også fastslået. 

Mod racistiske stater er det berettiget at bruge boycot- og sanktionsvåbnenet for at isolere regimet og bringe det på fald. Sanktionsvåbnet og de militære interventioners metode er meget skarpe våben, som man ikke skal lege med og true med til højre og venstre sådan som USA gør. Og især i den arabiske og muslimske verden opfattes Onkel Sam og hans »trofaste « medløbere i England,Danmark og Rusland ikke som den »demokratiske« Onkel. Snarere som en gangster der bomber, besætter voldtager og myrder. Sovjets indmarch i Afghanistan i 1978, krigsforbrydelserne og borgerkrigen der fulgte skete i »både »socialismens og demokratiets« navn. Afghanistan blev “Sovjets Vietnam”. Og mennesker i hele den muslimske og arabiske verden kom til indsigt om at :Hvis krigen og besættelsen i Afghanistan og Palæstina – forstået som Staten Israels kolonisering – er vejen til demokrati og socialisme så ønsker vi det ikke. Og man søgte andre veje .Statens Israels oprettelse har vist sig at være FN´s største fejltagelse. Koloniseringen af Palæstinas land og folk gennem terror, krig og Apartheid-love har gjort Palæstina til et mægtigt Camp Guantanamo hvor der findes »første – og anden klasses mennesker : palæstinenserne”. For vore brødre og søstre i Palæstina er terror, sult, politiske mord,tortur og massearbejdsløshed hverdag. Det kaldes på dansk og amerikansk »demokrati« – Sidste år fik fangerne i den zionistiske Camp Palæstina så lov at vælge et selvstyre-råd. Men Lejrkommandanten : Israels zionistiske junta og deres uundværlige amerikanske bagmænd; brød sig ikke om resultatet. Palæstinenserne fik klar besked : »I har valgt de forkerte, I har valgt terrorister«.Og USA og EU indførte sanktioner og blokade mod palæstinensernes »demokratisk « valgte regering. Valget blev en skueproces i »vores« vestlige hykleri. »Vores« image og demokratiske troværdighed er nu på vej ned under nulpunktet i den arabiske verden.Derfor er der ingen der har virkelig tillid til»os«, heller ikke når de kalder sig socialister og kommer fra SF og EL. At folk fra EL i denne situation stiller »ultimative » ensidige krav til både det ene og anden befrielesebevægelse og »slyngelstats«-regering bliver kun taget til indtægt for sanktioner og militære indgreb. Den iranske opposition siger nej tak til hjælp udefra – 390 millioner som Bush-adminstationen have tilbudt – for det er blodpenge som gangsterne i Washington tilbyder. Bortset fra det åbenbare faktum at USA´nuværende regime i USA ikke tilstræber »ægte folkeligt demokrati« eller socialisme for folket på Cuba, i Korea, Iran eller andre af de såkaldte »slyngelstater« så bør det være vores udgangspunkt at de undertrykte folks befrielse er deres eget værk. Revolutionen kan ikke eksporteres som Stalin udtrykte det. På samme måde som vi respekterer menneskers ret til at ytre kritik af Thorning/Fogh eller Enhedslisten må vi respektere folkenes ret til at vælge hvilken vej de vil gå. Et »demokratisk befrielse« indført fra oven som USA´s forsøg i Irak og tidligere Sovjets i Afghanistan er ikke bare i strid med Folkeretten. Det er ingen ingen virkelig befrielse ,men neo-kolonialisme hvis ikke den nationale modstandsbevægelse mod et tyrannisk regime er den afgørende politiske og militære faktor.

MAGT GIVER IKKE RET           

Det var kærnen i FN´s Charter som blev vedtaget i 1945 hvor forbudet mod aggressionskrig og retten til selvforsvar blev nedskrevet, At stormagter som USA ,Stortbritannien og Rusland har magten og de militære muskler til at vælte regimer giver dem ikke ret: Det handler ikke som Rune Lund fra EL påstår om at være ven med »fjendens fjende « *1) (ARB.30,juni d.å.) Det handler om at flertallet af folkene i disse selvstændige stater som Cuba, Korea, Iran, Syrien og Palæstina har en demokratisk ret til at gå en anden vej end den der gælder i de kapitalistiske Nato-stater. Det betyder ikke at vi bliver politiske allierede fordi vi forsvarer deres ret til at vælge en “storbytosset” regering. Og med det blodige »KZ-Guantanamo» -image – som alle stater og folk i Nato-alliancen er besmittet med – er “vi” slet ikke i en position hvor “vi” kan diktere dem hvilken vej de skal gå. Det bør være vor dybe folke-demokratiske forståelse af solidaritets-begrebet. Denne solidaritet udelukker ikke kritik af disse regimer som angiveligt fører en selvstændig kurs, men at true med sanktioner, og krig vil tværtimod bekræfte disse folks fordomme om »det aggressive vesten« . Kun gennem vort gode eksempel ved at vi ophører med de militære trusler og ophæver sanktioner har vi en mulighed for gensidig påvirkning. Enhedslisten har travlt med at kritisere DFR Korea samtidigt som man er mundlam når det gælder regimet i Beijing, som jo har holdt “Nordkorea på benene” som det siges. Hvis ELs kritik af DFR Korea var alvorlig ment burde man jo rette skytset imod Kina. Det gør man ikke. Hænger det sammen med at EL har lyttet for meget på »Venskabsforeningen Danmark-USA«, hvor man er overordentligt glade over de saftige kapitalistiske profitter der udpreses af det kinesiske folk og derfor ikke stiller samme krav her? Et andet land som EL og har travlt med at kritisere er Iran. Angiveligt findes der mange demokratiske mangler at kritisere i landet. Men hvorfor tier man om Saudi Arabien – USA´s næstvigtigste allierede i den arabiske verden ? Eller om Pakistan ? Måske hænger det sammen med at USA drømmer om at gøre det samme med Iran som de har gjort med Irak ? Selvom kvinderne nægtes retten til at stemme i Saudi Arabien, hvor Iran er kommet meget længere er det Iran Enhedslisten retter hovedskytset imod. Formanden for Irans Journalist forbund Rajab fortæller til Politiken at :»i Iran har kampen for demokrati stået på i over 100 år.Der er en langt mere åben debat i Iran end i arabiske lande. Det kan kun sammenlignes med Libanon og Egypten« og Palæstina kunne tillægges, men tilføjer han: »Iran er ikke noget demokrati, men heller ikke et diktatur«. Og heller ikke socialistisk kan tillægges. Igen det handler ikke om der er socialisme i Iran, på Cuba eller i Korea. Folkene i disse lande fortjener vor solidaritet og de afviser sanktioner, blokade og udenlandske militære »befrielser« af deres lande. Iøvrigt ville Rune Lunds “fjendens fjende”-argument betyde at EL skulle afvise en politisk alliance med Thorning-Smith mod Fogh.Så mens Enhedslisten og de forskellige fraktioner bruger tusinder af timer på at diskuterer for og imod tørklæder i Folketinget, så kæmper folkene på Cuba , i Korea og i Iran med at fortælle omverdenen at de ikke ønsker Enhedslistens, Fogh og Thornings støtte til USA´s sanktioner og krigstrusler.
De ophidsede debatter i Enhedslisten om tørklædet er en bedre sag værd og dækker i virkeligheden over listens vaklende kurs mellem tilpasning og modstand. Stærke kræfter i listen har mere travlt med at udbrede imperialismens ensidige »demokratiske og religiøse« krav til de stater de ikke har kontrollen over. Det er i grunden ikke et religionsspørgsmål .Det kom også til udtryk efter Jyllands-Postens provokative trykning af de anti-muslimske terror-karikaturtegninger af Muhammed, som udvilklede sig til Danmarks “værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig”.
Da sørgede Jacob Lindblom-fløjen og andre for at EL haltede forvirret igennem den krise som Danmark stod i, uden at kunne orientere sig. Sammmen med den stigende modstand mod Fogh-regeringen er karikatur-krisen også den bagvedliggende udløser af valget på tirsdag.
Regningen for nedvurderingen af det kapitalistiske varemærke: »Made in Danmark«. bør betales af Kjærsgaards Folkeparti, JP og Fogh-regeringen. Det er de hovedansvarlige for at det udviklede sig til den “værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig”. – – – - ——
Krisen i EL har udviklet sig til en idenditetskrise som ikke løses af valget af en muslim. Valget af Asmaa Abdol-Hamid kan ikke kompensere for undertrykkelsen af de arabiske og muslimske folk i Irak, Palæstina, Pakistan, Afghanistan,Indonesien og Saudi Arabien. Venstre har »muslimer« opstillet, det har ikke gjort partiets politik mindre reaktionær.Tørklæde-diskussionen er blevet et skalkeskjul som dækker over at EL ikke har en selvstændig solidaritetspolitik som klart afviser sanktioner, blokade og krig mod folkene på Cuba, i Korea, Iran, Syrien og i andre »slyngelstater«. Der ikke et spørgsmål om der er socialisme i disse lande eller »fjendens fjende « og hans venner bor i disse lande ; men et spørgsmål om at anerkende at » arbejderklasens befrielse er arbejderklassens eget værk« såvel som de undertrykte folks befrielse. Revolutionen kan ikke eksporteres. Den anti-imperialistiske befrielseskamp i de lande, som kaldes de ”muslimske lande”, er i sit væsen ikke et religions-spørgsmål, ligesom den irske befrielses-kamp ikke er en religionsstrid mellem pro-britiske protestanter og irske katolikker, som det kan se ud som på overfladen. I tørklæde-debatten i EL er der også kommet argumenter, hvor man ligefrem har sammenlignet EL med de kommunistiske partier i Komintern-perioden. At partierne i det revolutionære kommunistiske verdensparti Komintern forsvarede jøder og andre mindretal mod fascistiske angreb og terror, men ikke tillod religiøse som medlemmer. Men EL er vel ikke et revolutionært kommunistisk parti af Komintern-typen ? – – – – Selvom der angiveligt findes enkelte medlemmer, der ønsker det. I et revolutionært parti af Komintern-typen, tilslutter man sig partiprogrammet, der taler om, at det ikke er i kirken, moskeen eller synagogen vi går for at få svar på, hvilken vej vi skal gå. Det indebærer ikke, at kirken, moske-en eller synagogen er forbudt område for kommunister. Selv i det socialistiske Sovjet i 1930’erne fandtes der kirker,moskeer og synagoger. Tro, følelser og tanker er en privat sag. Samtidig må vi ikke glemme, at de krav, vi stiller til partimedlemmer, ikke er de samme som til et hel lands borgere. Partimedlemmerne følger frivilligt partiets kommunistiske krav. Krav, som ikke stilles til folk udenfor partiet. Vi må skelne mellem parti og masseorganisationer. Partiet er arbejderklassens fortrop, mens masseorganisationerne er åbne for alle, uanset om de bekender sig til den ene eller anden trosretning.

NOTER:      

 *1)

Rune Lund :”Min fjendes fjende er ikke automatisk min ven * Arbejderen 30.juni     

  *2)

Akbar Ganji *:”Why Iran’s Democrats Shun Aid”:”Derfor siger opositionen i Iran nej til penge udefra”/Washington Post, 26.Okt.      

*3)Rajab Ali Mazrooei , Politiken 1.nov 2007  

Relaterede artikler:

Religions-krig i Enhedslisten      

Hvad sagde Dronning Marie-Antoinette og Præsident Ahmadinejad?    

DEN SOM IKKE ER MED OS er . . . . .

… er TERRORIST•

Vi hører ofte ordet terrorist i medierne. Det talas om ”det terrorstemplede regeringsparti Hamas” eller ”det terrorstemplede befrielsesbevægelse PFLP”. Terrorist-begreppet bruges i medierne, uden at stille spørgsmålet om hvilke kræfter der har sat en slags moderne “jødestjerne” på disse organisationer?

“TERRORISTER”-  VOR TIDS Jøder ? 

Idag har en stor del av de bevægelser og partier som står i modsætning til de herskende kræfter i Washington,Bruxelles,Moskva og Peking fået den moderne “jødestjerne” : *TERRORIST*; klistret på sig, både af USA og EU , ligesom det kapitalistiske Kinas og Ruslands ledere understøtter “terror-kampagnen” . Formålet er at stemple al national og social befrielsekamp som terrorisme, hvilket er fuldstændig i strid med både FNs Charter og Genève-konventionen. Når Israel koldblodigt henretter palæstinenske ledere så løfter den danske eller svenske regering knapt nok telefonen for at protestere. Hverken den danske eller svenske socialdemokrati betragter staten Israel som nogen terror-stat, trods dens overlagte politik for at at udrydde de palæstinensiske ledere gennem målrettede henrettelser – politiske mord – som hidtil har kostet mere end hundrede palæstinske ledere livet. Statens Israels ledere afviser arrogant at følge nogle af de FN-resolutioner som er vedtaget f.eks resolution 194 som skulle sikre de palæstinensiske flygtninge retten til at vende hjem. Besættelsen af af de områder som den israelske stats hær erobrede i krigen i 1967 er illegal og folkeretsstridig. 40 år efter krigen er områderne fortsat under kontrol af israelske styrker og den zionistiske kolonisering fasholdes og udvides. Men når palæstinenserne som kæmper mod denne illegale besættelse gennemfører et vellykket attentat mod en minister i den israeliske krigs-kabinet , berygtet for hans anti-arabiske racisme og ultra-radikale planer om en Endlösung på det palæstinensiske spørgsmål gennem mere brutal fremfart i krigen og fordrivelse af alle palæstinensere, så stempler hele det danske og svenske nomemklatura Folkefronten for Palæstinas Befrielse -PFLP – som en ”terror-organisation”; som om de var afhængige vasal-stater underlagt Issrael og USA . – – – – – – - – - — – - – - – - — – - — – - – - -
Da det palæstinska folk stemte for en regering ledt af Hamas til at lede den i øvrigt amputerede palæstinenssiske myndighed udsættes det palæstinske folk for en udsultningspolitik, og Hamas bliver stemplet som en “terror-organisation”.

Men hvad ligger der bagved terrorstemplingen?

Fra ”Vietcongterrorister” til “Hamas-terrorister” -

  Det er inget nyhed at imperialismen, i dens forskellige former og under forskellige historiske perioder, har stemplet dem som har kæmpet for sit folks befrielse som lige akkurat ”terrorister”. Da en desperat jødisk flygtning i 1938 angreb den tyske ambassade i Paris og dræbte en tysk diplomat var det netop et desperat og uoverlagt protest mod den politiske undertrykkelse og diskrimination i Nazi-tyskland og et terror-angreb som udløste den berygtede Krystalnat – den fascistiske klapjagt i november 1938 på “jøde-terroristerne” og de “jøde-kommunistiske undermennesker” og “terrorister” i hele det tyske rige. — – – — – - — — – — – — – - – - — – — – - -
Den amerikanske krigsmaskine i Viet Nam kaldte de vietnamesiske frihedskæmpere for ”Vietcongterrorister”, samtidig som vietnamesiske børn løb skrigende gennem de vietnamesiske landsbyer efter USAs napalm-bombardementer. Den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC, som kæmpede mod Apartheidsystemet i Sydafrika, blev af forskellige reaktionære elementer kaldt  en ”terror-organisation”. Under arabernes befrielseskamp gav franskmændene de algeriske patrioter i 1950- och 1960-talen samme epitet. Men der findes en vigtig forskel sammenlignet med idag. På den tid var det i Danmark ,Sverige og andre europæiske lande muligt – trods de reaktionæres hysteri – at indsamle penge til befrielsesbevægelser. Da den vietnamesiske frihedskamp pågik og der blev indsamlet penge til støtte for denne kamp, blev pengene overført til det daværende FNL:s kontor i Prag.  

Det blev dog politianmeldt (i Sverige) at det konservative studenterforbund i 1960′ erne. Men den direkte økonomiske støtte gav ikke anledning til nogen politiindgriben men blev set som et udspil fra en bestemt højre-falang i svenske samfund. Hvis den vietnamesiske frihedskamp, som blev terror-stemplet af USA, havde udspillet sig i dagens verden var den reaktionære studenterklubs standpunkt blevet ophøjet til lov. De daværende FNL-grupper skulle, oversat til dagens situation,være blevet anklaget for støtte til terrorisme. Situationen idag er betydeligt skærpet end da USA´s krig mod Viet Nams folk pågik.

Åben Støtte

Også i 1980´erne kunne solidaritetskomiter, partier og privatpersoner åbent støtte PFLP og den palæstinensiske modstandskamp. Ligesom der åbent blev organiseret betydelig støtte både materielt og finansielt til befrielsesbevægelser rundt om i verden, blandt andre til ANC i Sydafrika, ZANU i Zimbabwe, FMLN i El Salvador og Sandinisterne i Nicaragua. Men nu er styrkeforholdene ændrede. Forbudet mod støtte til ”terrorister” gælder ikke bare bevæbnede bevægelser eller politiske partier, men omfatter også ren humanitær hjælp. De fleste af Proletarens læsere kender til solidaritetsforeningen Emmaus Björkå, som sedan länge haft ett humanitärt hjälpprogram i det palestinska flyktinglägret Shatila i Libanon. Støtten fra Emmaus er via PFLP gået til palæstinensiske enker i lejrerne. Gennem EU:s famøse “sorte” terror-lister blev dette humanitære arbejde. forbudt . Journalisten Mattias Håkansson spurgte Anders Kruse, högsta juridiskt ansvarige på svenska utrikesdepartementet, varför PFLP förts upp på listan. Kruse förklarade att den svenska regeringen inte var redo att diskutera orsaken till besluten att tillföra PFLP och andra palestinska befrielseorganisationer på listan:

”Det er et principielt spørgsmål. Bag beslutet ligger pågående undersökningar och annan information vi fått som inte kan göras offentliga. Det finns ett regelverk och EU följer detta. Men vi kan inte offentliggöra den underliggande informationen och vi vill inte offentliggöra hur vi fått denna information.”

Læs de ord igen. Her har vi en talsmand for den svenske regering som ikkte med et eneste ord kan motivere hvorfor PFLP er med på EU´s terrorliste. I et cirkelresonemang henvises til EU´s beslutning som Sverige er en del af.
Segraren bestämmer

Det här med att betecknas som terrorist är inte heller något evigt epitet. Den svenske författaren Strindberg skrev för 100 år sedan boken ”Liten katekes för underklassen”. Strindberg ställde frågan: ”När blir en revolution laglig?”  

Och han svarade själv: ”Det är när den segrar.”Med en parafras utifrån dagens situation hade Strindberg lika gärna kunnat säga: ”När blir en nationell befrielsekamp laglig? Det är när den segrar.” I alla fall i Sydafrika och Vietnam. Nelson Mandela kallades för kommunist eller terrorist av reaktionära krafter här i Sverige på 60-, 70- och 80-talen. När diskussionerna om bojkott av Sydafrika var som mest intensiva i mitten av 1980-talet tillade det nuvarande socialdemokratiska borgmester i Göteborg, Göran Johansson, att ANC var en isolerad studentklubb i London. Men idag står dignitärerna i kö för att få tid hos Nelson Mandela. Nu är det inget självändamål för en befrielseledare att uppvaktas av olika statsmän och dignitärer, men det säger ändå en hel del om hur benämningarna förändras alltefter hur de geopolitiska prioriteringarna förändras.

Vietnam lockar.

Den svenska overklasse som på 1960-talet kaldte FNL för terrorister, anordnade hösten 2004 en stor Vietnamaften i Stockholms stads-hus i Stenbäcks-sfærens regi och med selveste drottning Silvia närvarande. Vietnam håller på att bygga ut sitt mobiltelefonnät. De som på skolgårdarna skrikit ”FNL – go to hell” bockade och bugade inför de vietnamesiska gästerna, för idag handlar det om stora affärer. Gårdagens ”Vietcongterrorister” har blivit respektabla affärspartners.Terroristbeteckningen är alltså inte så evig som det låter i nyhets-uppläsningar. Historien gav befrielsekämparna rätt i fallen Sydafrika och Vietnam. Men dagens imperialism är, trots tillfälliga bakslag, mäktigare och aggressivare än någonsin. De terroriststämplingar som vi nu ser handlar inte ett dugg om juridik utan om en politisk kampanj i mycket bestämda syften. Det tar inte många veckor innan något verkställs först i USA för att sedan antas av EU. EU:s terrorlistor är väldigt lika USA:s, vilket understryker den europeiska borgarklassens underordnande ställning visavi supermakten. Lad os tage terror-stemplingen af Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP), dets væbnede gren New Peoples Army (Nye Folkehæren) (NPA) samt paraplyorganisationen den Nationale Demokratiske Fronts (NDF) politiske rådgivare, professor José Maria Sison som eksempel. Den 9 augusti 2002 udtalte USA´s daværende udenrigsminister Colin Powell at Washington betragter CPP – det Filippinske kommunistparti som en udenlandsk terror-organisation. Tre dage senere fik Sison, som siden 1987 har levet i Holland som politisk flygtning, stempelen ”Specielt udpeget global terrorist” af USA. Derefter gik der ikke engang et døgn inden den hollandske regering satte Sison på sin terrorliste. Derefter gik der yderligere to dage inden den anden amerikanske “puddelhund” i Europa, Storbritannien, gjorde samme sag. Den 29.augusti fulgte den canadiske regering USA og nogle dage senere blev CPP og José Maria Sison sat på den “sorte” terrorliste i Australien. Hele processen blev afsluttet den 30 oktober da EU´s ministerråd besluttede at stemple Sison som ”terrorist”. Det tog altså bare nogle få måneder fra en udtalelse af Powell till att hela EU terror-stemplade Sison.

EU:s ”terrorlagar” är en parodi på juridik. Vem som skall stämplas som terrorist beslutas efter diskussioner och förhandlingar mellan EU:s utrikesministrar och under USA:s överinseende. Allt sker utan någon som helst juridisk undersökning, fastställande av bevismaterial, förhör och annat som hör till i en rättsstat. EU:s ledare talar gärna om ”rättstatens principer”, ”den västerländska rättsuppfattningen” och annan skåpmat för den allmänna opinionen.Men godtycket är skriande och hyckleriet uppenbart.I EU:s ”gemensamma ståndpunkt” om definitionen av terrorism nämns handling som ska ”injaga skräck i befolkning” eller ”omfattande förstörelse av regeringsanläggning, infrastruktur (osv)”.

Israelisk statsterrorism

Detta är exakt vad den israeliska staten gjort mot palestinierna i decennier, men när det svenska etablissemangets politiker svarar på frågan ifall inte Israels politik är statsterrorism svarar de unisont och upprört att så inte är fallet.Den amerikanska och europeiska imperialismen försöker utnyttja händelserna den 11 september 2001 maximalt för att ändra lagstiftningen i alla berörda länder. Vidgade terroristbegrepp, censur mot hemsidor som i Danmark, indragna ekonomiska bidrag till organisationer som inte ställer upp på USA:s världsbild, som i fallet med RKU i Sverige, lagstiftning om militärs insättande mot demonstranter – allt detta hänger ihop med den så kallade teroristlagstiftningen och begreppet ”kriget mot terrorismen”.Att genomskåda propagandan kring beteckningen ”terrorist” och ”terrorism” är ett nödvändigt steg i kampen mot den europeiska reaktionen och den amerikanska imperialismen.
Kilder:DR.nyheder/Proletaren 16, 2006

Vatikanet saligkårer “kristne ofre” under den spanske borgerkrig

29 oktober 2007 * —–
Søndag saligkårede Vatikanet 498 præster,munke og nonner som blev dræbt under det spanske borgerkrig.De fleste af ofrene blev dræbt ved krigens begyndelse i 1936 af militser, sandsynligvis af anarkistisk-trotskistisk observans som ikke bare kæmpede for at forsvare den demokratiske republik mod general Franco´s oprørstyrker, men også mod kirken og andre dele af det spanske samfund som de ville “udrydde” fordi de mente at Spanien efter Folkefrontens sejr i 1936 var i samme situation som Rusland i oktober 1917, ja at anarkisterne mente ligefrem at Spanien var klar til at indføre det klasseløse samfund, kommunismens højeste fasse. . Et katastrofal fejlvurdering. I de områder, der endnu var under republikansk kontrol, gik det især ud over præster, munke og nonner. Det er således forkert at tale om “kristne ofre” for den republikanske Folkefrontsregering. Folkefrontsregeringen gav ikke ordre til de anarkistiske ultraventre-grupper eller nogen andre militser om at henrette kristne præster,nonner eller munke. I alt blev mindst 7.000 gejstlige ofre for hvad kirken kalder den »røde terror« under borgerkrigen :”De værste forfølgelser af kristne i nyere europæisk historie”; hævder Spaniens katolske kirke, som i årtier har forsøgt overtale den Hellige Stol i Vatikanstaten til at anerkende deres martyrer som salige og helgener. Først under Johannes Paul II (polakken Karol Wojtyła) begyndte Vatikanet at vise interesse for sagen, men siden er det gået stærkt. Den tidligere pave nåede at saligkåre 470. Og i dag følger yderligere 498 ved en rekordstor ceremoni i Rom, hvor op mod en million troende ventes at fylde Peterspladsen.

Efter de nazi-tyske bombardementer af den spanske by Guernica i 1937 malede Pablo Picasso et værk som blev døbt efter den ødelagte by hvor tusinder af ubevæbnede civile mistede livet.. . . . . . .. . .. . .. ..

Enhver er som bekendt salig i sin egen tro. Og hvis kirken foretrækker at mindes sine ofre ved at udstyre dem med en glorie, er det deres “private religiøse sag ” så at sige. Når dagens ceremoni alligevel vækker harme hos mange spaniere, skyldes det, at kirkens andel i borgerkrigen langtfra begrænser sig til rollen som offer.

Ledende biskopper velsignede Francos fascistisk-inspirerede oprør: »Et korstog mod Kains sønner«, som en af dem formulerede det.Samtidig deltog adskillige præster i de massive forfølgelser, der under og efter krigen kostede op mod 150.000 livet. Selv ikke i sit eget hus har kirken rent mel i posen. Ingen taler om at saligkåre de 16 baskiske præster, der blev dræbt af de »sorte« for deres støtte til republikken.Kirken burde starte med at undskylde sit medansvar for Franco-regimets slagterier, fremhæves det ikke bare fra den republikanske antifascistiske fløj i Spanien men også fra flere katolske organisationer. Så længe det ikke sker, kan masse-saligkåringen vanskeligt ses som andet end enprovokation fra kirkens side. Et forsøg på at påvirke den ophidsede debat, der i de seneste måneder har raset om arven fra 30´ernes spanske broderstrid. Den kristen-katolske kirke havde tætte bånd til general Francos højreradikale oprørsstyrker, der vandt krigen i 1939 og holdt de spanske folk nede i et tilbagestående fascistisk tyranni i mere end 40 år. Vatikanet havde i 1934 velsignet det nazistiske styre i Tyskland gennem konkordatet. Borgerkrigen startede med general Franco´s forræderi mod den demokratisk valgte Folkefronts-regering. Franco blev støttet af Nazi-Tyskland og Fascist-Italien og Franco´s Spanien sendte også styrker – den Blå Division – for at deltage i den nazi-fascistiske Antikominternpagts aggression mod Sovjet i 1941. Den hellige stol i Rom udpegede styret i Moskva , som et “gudløst, jødisk-kommunistisk tyranni”. Paven bandlyste overhovederne for den Spanske republik, og erklærede åndelig krig mellem det hellige sæde (pavestaten) og den demokratisk valgte Folkefrontsregering i Madrid.Francos regering blev d. 3. august 1937 anerkendt af Vatikanet , 20 måneder før borgerkrigen sluttede. Pavens kåring af de spanske ofre er den største enkelte saligkåring i den kristen-katolske kirkes historie. Saligkåringen, som er det første skridt til en mulig helgenkåring har oprevet følelserne i Spanien. Kåringen kritiseres, fordi den kun anerkender ofre på den ene side af borgerkrigen. Men Vatikanet forsikrer at saligkåringen ikke er et politisk stillningstagen, at det ikke handler om “bitterhed, men… forsoning”. Men faktum er at Vatikanets opsigtvækkende kåring er vel-timet.
Kirkens provokation kommer præcis inden Spanien, på onsdag, vedtager den såkaldte »lov om den historiske hukommelse«, der giver juridisk oprejsning til ofrene for dert fascistiske Franco-regimes standretter og støtte til at åbne massegrave. Samtidig får offentlige og private institutioner – herunder kirken – påbud om at fjerne mindesmærker, der hylder Franco-falangisternes side i borgerkrigen. Såvel den højreradikale konservative avis Partido Popular såvel som den spanske kristne bispe-konference raser mod loven og har kritiseret den for at »rive op i sårene fra borgerkrigen« og true »ånden fra transitionen« – det vil sige den såkaldte demokratisering–process efter Francos død i 1975. Ganske vist støttede KOMINTERN-partiet PCE; Republikken ,men de var i mindretal i Folkefrontsregeringen. Alligevel blev verden forledt til at tro at det var en kommunistisk revolution der var igang i Spanien fra 1936 – takket være den borgerligt-kristent kontrollerede presse i de “vestlige lande” , som dækkede over sandheden eller videregav de anarkistiske ultravenstregruppers drømme om den direkte indførelse af den statsløse kommunisme” eller de trotskistiske teser om at Spanien i 1936 var i samme situation som Rusland i oktober 1917.
*
Franco sidste handling var at genindføre monarkiet. Spaniens nuværende Kong Juan Carlos, blev personligt udpeget og utnævnt af general Franco inden hans død.*

De sidste antifascistiske martyrer for det USA- og Nato-støttede Franco-regimes 40 års lange terrorregime, var de fem antifascistiske kæmpere fra FRAP og ETA : José Luis Sanchez Bravo (22), José Humberto Francisco Baena Alonso (24), Ramón Garcia Sanz (27), Juan Paredes Manot “Txiqui” (21) og Ángel Otaegui Echevarría. (33). Regimet nåede at henrette dem kort tid før Franco selv døde. Det skete i 1975 , med internationale protester verden over som følge. Den 19. november 2005 blev martyrerne æret og ihukommet af den antifascistiske og republikanske bevægelsens i en række spanske byer.

Læs mere om Spanien og borgerkrigen 1936-39: LA GUERRA NACIONAL REVOLUCIONARIA DEL PUEBLO ESPAÑOL CONTRA EL FASCISMO

Litteratur om den Spanske Borgerkrig:

Roman af Nordahl Grieg * * UNG må VERDEN ENDNU være som udspiller sig i både Spanien og Sovjet 1936.

< FAKTA om Vatikanet ,Paven, Hitler,Mussolini og Franco * * *Paverne Pius XI og Pius XII afslog gentagne gange at fordømme Hitler og andre nazister for deres forbrydelser under 2. verdenskrig, endsige ekskommunikere dem. Den katolske kirke ville heller ikke annullere det konkordat, som pave Pius XII havde indgået med Hitler. Tværtimod blev nazismen opmuntret og velsignet af den katolske kirke til at gå i krig og til medvirke til at udrydde kættere som Roma, Sinti,Jehovas Vidner,jøderne og gudløse kommunister og socialister. Det vil føre for vidt her at gennemgå de flere hundrede eksempler på svig og vold, som nazismen med pavens velsignelse og hjælp gennemførte som “katolsk kontrarevolution” under 2 verdenskrig, og som én gang for alle skulle gøre det af med alle kættere,demokrati og gudløshed. Men enkelte eksempler, belyser dette. I 1939 havde den katolske kirke hjulpet general Franco – som også var “kristen katolik” – med at erobre magten og undertrykke de “kætterske” kræfter som stræbte efter sociale og demokratiske fremskridt. Den dag Hitler døde, skrev den katolske presse følgende rosende nekrolog over hans liv:   ”Adolf Hitler, den katolske kirkes søn, døde mens han forsvarede kristendommen. Det er derfor forståeligt, at der ikke findes ord til at klage over hans død, idet der findes så mange der ophøjer hans liv. Over hans jordiske levninger står hans sejrrige dydighedsfigur… Må Gud give Hitler hans sejrskrans”.    Spanien blev den tredje front i Vatikanets “hellige krig” mod demokratiet og kommunismen. Tre præsidenter af den Spanske republik, Niceto Alcalá Zamera, Manuel Azaña og Juan Negrin havde fremlagt fem love, vedtaget i Spanien, for at blokere for Vatikanets indblanding i den Spanske republik. De foreslog at :Al romersk-katolsk ejendom skulle nationaliseres. Alle romersk-katolske kirker skulle beskattes. Ikke flere skoler i præsternes hænder. Alle skoler, munke og nonne-klostre, skal være under Spansk kontrol. At anerkende andre religioner som Islam,Jødedom og andre kristne trosretninger som den protestantiske.. . . .. . Dette var resultatet af at man fandt barnelig under klostrene. Det udløste en blodig kristen-katolsk krig imod Vatikanet. Paven lejede adskillige divisioner af lejetropper til at kæmpe under Franco og likvidere alle romerske katolikker, jøder og protestanter, som modsatte sig dem.

Spanien og de frivillige i de internationale Brigader

a href=”http://revolusjon.no/index.php?option=com_co aantent&view=article&id=265:30-ar-siden-francos-dod-og-spanias-ldemokratiske-forvandlingr&catid=45:demokrati-og-ytringsfrihet&Itemid=57″>

30 året for Franco-regimets fald

Rwanda 1994: “Kristent” folkemord i den Nye Verdensorden

Kronik -

 - til minde om ofrene for folkedrabet i Rwanda 1994

Bare tre år efter at de Forende Staters Præsident Georg Bush havde proklameret starten på en ny verdensorden – med USA som denne ordens håndhæver – udvikler begivenhederne sig til et folkemord i det afrikanske stat Rwanda. I løbet af hundrede dage bliver en million mennesker ofre for dette “kristent”- inspirerede folkemord. Ti år efter mindes folk i Rwanda folkemordet og der holdes en mindes-højtidelighed. En række afrikanske statsoverhoveder deltog den 7.april – i mindeshøjtideligheden i hovedstaden Kigali, bland dem Thabo Mbeki fra Sydafrika, Mwai Kibaki fra Kenya och Yoweri Museweni fra Uganda. Men fra de “kristne” Nato-lande er der næsten ingen statsoverhoveder der har valgt at komme til Rwanda om at hædre ofrene. Trods at flere af disse landes militære,politiske og religiøse ledere var mere end lovligt involveret i Rwanda i årtier.Der kom mange afrikanske ledere til ceremonim , men kun en europæer: den belgiske Statsminister Guy Verhofstadt. ”-Vi inviterede alle og alle som vil sørge med os bør komme hertil, ” sagde den rwandiske minister Robert Bayigamba.

Ifølge Dokumentar-filmen”I Guds navn” blev omkring en million mennesker myrdet i løbet af 100 dage efter den 7 april 1994.
Da Præsidenten for den eneste supermagt, de Forenede Staters Georg Bush efter den “kolde krigs” afslutning erklærede at nu var en Ny Verdensorden indledt var der mange der troede at nu ville verden blive fredeligere, mere retfærdig og demokratisk. -
Kort over Rwanda * * * * * -  

MEN DENNE NYE VERDENSORDEN har ikke ført til de fredelige og demokratiske fremskridt som lovet. Slet ikke i Europa. – Tværtimod-Splittelsen og borgerkrigen i Jugoslavien blev opmuntret af EU-landet Tyskland som var styret af en “kristelig-demokratisk” regering. (CDU)

PÅ årdagen for folkedrabet i Rwanda vil det være på sin plads at hædre ofrene. Det kan der derfor også være grund til at se nærmere på hvad der skete og hvorfor. Begivenhederne der fulgte efter nedskydningen af flyet som Rwandas præsident Juvenal Habyarimana rejste i om aftenen den 6. april 1994 og de 13 uger, der fulgte,bliver idag kaldt folkemordet i Rwanda: 1.000.000 mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratisk-sindede hutuer, blev dræbt i et masemord der i effektivitet overgik de nazistiske KZ-lejre. De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at Rwanda forblev kristent og at de “ugudelige kommunistiske tutsier” blev holdt væk fra magtens korridorer. Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor; “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skriver i en artikel forud for 10-årsdagen. Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.

“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.  

Svigtet af det internationale samfund

Samtidig anklager Rwandas præsident, Paul Kagame, det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 10 år siden. Rwanda nuværende præsident Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:

” Franskmændene var der da folkemordet skete. De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne”  

udtalte Kagame i et fransk radiointerview. Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP).
Det er et faktum at militære enheder fra Nato-landene Belgien og Frankrig var aktive i træningen af de kristne dødspatruljer. Allerede i 1990 gennemfører franske soldater Norôit-operationen for at hjælpe den kristne regering med at slå FPR-guerillaen offensiv tilbage, samtidig som franske statsborgere undsættes. I april 1994 da præsidenten fly skydes ned, nærmest som et signal fra himmelen til de kristne dødspatruljer om at starte folkemordet, lander franske styrker (Amaryllis-operationen) for at undsætte udlændige. Men først evakuerer de den myrdede præsidents familie til Paris. Hvor de lever den dag idag. I juni samme år gennemføres operation Turquoise. Med FN-mandat opretter de franske styrker en “fredet zone”, samtidigt bremses FPR-guerillaens offensiv og tusinder af regimets massemordere kan flygte til nabolandet Zaire. Iøvrigt citerer det franske dagblad Le Monde undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport for, at Kagame og en gruppe af hans rådgivere gav ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.

I løbet af 100 dage er omkring en million tutsier og demokratisk-sindede hutuer slået ihjel. Der er er tale om massemord som overgår det tempo som Europas nazi-fascistiske herskere udryddede dets fjender i KZ-lejrerne under krigen i Europa fra 1941-45. Hutu-militser flygter til Zaire og tager godt to millioner hutu-flygtninge med sig.

Hvordan kunne dette folkemord organiseres og fuldbyrdes ? 

 

Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i guds navn .Den ny producerede dokumentar-film “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo har produceret for SVT i samarbejde med DR og NRK , afslører også den støtte som folkemordet fik af de kristeligt-demokratiske partiers internationale CDI. Det var især belgiske “kristen-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet. De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.

Fra dokumentarfilmen: “I Guds navn.”  

Vi er i junglen i det nordøstlige Rwanda.

- “I er Jeus Hær “- Hvad gør vi inden vi går i seng ?- Vi beder. En kvinde beder :” – Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg. Du har givet os mad og nu er tiden kommet for at sove. Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed. I Jesu navn. Amen”  

Det lyder fromt som vi kender det fra da mange af os lærte Fadervor. Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede kristne folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven i den vestlige del af landet på grænser til Congo.De misbruger kammerat Jesus navn ved at kalde sig “Jesu Hær” og de består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd. De hævder at de er “Guds udvalgte folk“.

Det er heller ingen ny religiøs tradition. De zionistiske krigsforbrydere og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det udvalgte folk. Med amerikanske våben og det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker – palæstinensere, jøder,kristne,ateister og andre der kommer i vejen for skabelsen af det “hellige land Izrael”. Står det ikke skrevet i det Gamle testamente:

“Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed og du skal udrydde til og med deres navn så at de ikke mere findes under himmelen” fra Femte Mosebog 7:24  

Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk, etnisk og religiøst had mod deres landsmænd. De kristne fundamentalistiske grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”. Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994. Flere kristne præster og nonner blev dømt som skyldige i retsprocesserne efter befrielsen af Rwanda. Folkemordet blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og

“Kristelige-Demokratiske Internationale”   

- CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet.

Alain De Brouwer fra CDI:-“ Jeg godtager kritikken;det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete. Jeg må give vore kritiker ret”  

To millioner rwandier flygter til nabolandene i 1994:Her får Genevieve et knus af sin far som hun ikke har set under ti års landflygtighed.

For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda´s historie. Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne europæiske kirke. I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni. Det var som i andre koloniserede lande de kristne missionærer der indledte den åndelige-kulturelle kolonisering af Rwanda efter at den belgiske hær med kirkens velsignelse – i “Guds navn så at sige – indvaderede landet i 1916.
Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet. Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig jord for kirkens “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“. For befolkningen havde den samme religion, og kongeriget Rwanda havde et velfungeredene centralt-styret statsapparat. Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet. Hurtigere end i noget andet land i Afrika omvendes hele folket til kristendommen.

Rwanda ; den kristne KRONJUVEL 

Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden. Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes. Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse. Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu-folket. Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier og de får en bedre uddannelse. Efterhånden som de nye demokratiske anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden , især efter den Røde Hærs og dens allieredes sejr over de fascistiske kolonimagter i Anden Verdenskrig, øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke. Når selvstændighedens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære afrikanske ledere. I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene, en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet ,udtrykte det :

“kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen” (fra ¤I Guds Navn¤- Dokumentarfilm).  

Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk. Derfor begynder man nu at spekulere i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket. Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne og kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen og i 1959 gennemføres et pro-belgisk statskup.De kristne Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.Nu dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter europæisk forbillede. Alain Brouwer, fra CDI:

“Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater, som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/o.anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger”  

Men det “kristeligt-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolkets. Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet. De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom. Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin, som gennem sine tætte bånd til det nye regime har stor indfydelse ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan. Ærkebiskoppen skiver i et brev:

“Kommunismen er aktiv. Satan findes”  

Jean Damascene siger i interviewet :

“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.(fra “I Gudsnavn”)  

Andre ministre i den “kristeligt-demokratiske” regering taler om guerillaen som

“kakkelakker” . 

Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere. Nazisterne sammenlignede jøderne med “rotter” som truer den kristne vestlige civilisation og derfor må udryddes. Den endelige løsning på “jøde-problemet” eller Endlösung som de nazistiske ledere kaldte det blev vedtaget på Wann-See-konferencen Nazityskland i 1941. Som hævn for tutsie-guerillaen´s aktioner dræbes tusinder af tutsier af det “kristne” regime som får hjælp af begisk militær. Regimet begynder også at udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet”. I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propaganda fortsætter. I 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident.
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige. Og der offentligegøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.Den ligeledes “stærkt troende” belgiske Kong Baudauiemme og Præsident Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.Regimet bliver i løbet 70´erne og 80`erne stadig mere kristent fundamentalistisk. Kirken bliver stadig mere integreret i det politiske styre. Snart findes der ikke et kommunekontor eller regeringbygning hvor kirkens mænd ikke kommer og går. Præsteskabet deltager overalt i partiarbejdet. Ærkebiskoppen sidder i det “kristeligt-demokratiske” partishovedbestyrelse.
Etnologen Pierre Envy spørger:

“ Hvad skal man sige om denne kristendoms-fiksering ? Den var nærmest obligatorisk. For at gå i skole skulle man være døbt. Børnene havde intet valg. Om man ville uddanne sig skulle man være døbt. For at komme ind i det system som kirken havde skabt også på det økonomiske område skulle man være kristen.”

”Kristen-demoktraterne “ i Bruxelles sætter pris på at den kristne indflydelse er stor, men også at regimet i Rwanda er udtalt anti-kommunistisk. I Rwanda har de europæiske kristelige-demokraterne og CDI fundet et land og skabt et regime på det afrikanske kontinent som de kan stole på. Det europæisk-støttede kristent-kapitalistiske regime har nu så stor magt i Rwanda at man vedtager en lov der tvinger alle borgere at være medlemmer af det “kristeligt-demokratiske” parti. Fængslerne fyldes med samvittighedsfanger. Det bliver forbudt at tilhøre et samfund der sætter spørgsmål ved kirkens indblanding i landets styre. Wilfried Martens er Belgiens Statsminister da folkemordet starter i 1994. Han er de “kristeligt-demokraternes grå eminence” i Europa og vise-præsident i CDI. Også Martens støtter Rwandas regering. Under et besøg i Rwanda lover Martens yderlige bistand på omkring en milliard franc. Martens, udtaler:

“Der fandtes en stor gensidig symtati mellem Belgien og Rwanda. det er helt åbenbart. Vi havde et system til udviklingssamarbejde, et meget specielt og unikt program for Rwanda.”   

Habyarimana-regimets magt styrkes af den internationale støtte og bistand som ikke bare kristen-demokraterne giver, men også det “socialistiske” Frankrig under Mitterand. Men under det “kristeligt-demokratiske” regime bliver det stadig sværere for folkeflertallet at holde sulten fra døren. I begyndelsen af 90erne er der hungersnød i Rwanda , samtidig som den lille elite omkring præsidenten i årenes løb har lagt beslag på over halvdelen af landets ressourcer. På samme måde har den kristne kirke gennem dens enestående magtposition beriget sig og ejer store dele af den mest frugtbare jord i landet.For at kontrollere befolkningen intensiveres den etnisk-religiøse splittelsesvirksomhed.Og når Paven , den polsk fødte Johannes Paulus den Anden besøger Rwanda i september 1990 for at opmuntre og støtte sine trosfæller og det “kristne regime” opnår regimet en af sine største propagandasejre nogensinde.
Men det er værd at huske at også nazisternes Tredie Rige blev velsignet af Paven, endda gennem et skriftligt konkordat. En gruppe flygtninge fra Rwanda danner i eksilet Rwandese Alliance for National unity: RANU. Målet er at finde en løsning for flygtningenes problemer og at bekæmpe det kristen-fascistiske Hutu-regime Rwanda. I nabolandet Uganda har de fordrevne tutsi-folk opnået at få hjælp med at skaffe sig våben for at indlede befrielsen af deres hjemland. De opbygger en veldrustet befrielses-hær, som de kalder Rwandas Patriotiske Front-FPR . Guerillaen første ledere er Fredric Jemár. Han er socialist og vinder hurtigt støtte hos den udarmede befolkning. Bare nogle uger efter Pavens besøg i Rwanda den 1.oktober 1990 indleder FPR angrebet på Rwanda ´s kristne Hutu-diktatur. Præsident Habyarimana flygter samme dag til sine europæiske venner i Bruxelles. Han får umiddelbart audiens hos Kong Baudouiemme. Kongen skriver et brev til den kristeligt-demokratiske statsminister Martens, som straks tager imod præsidenten. Martens´s og den belgiske regering beordrer nu et direkte indgreb for at hælpe det kristne Hutu-regime. Inden dagen er slut letter fly med belgiske tropper med kurs mod Kigali. Men Præsident Habyarimana indser hurtigt at en konventionel militær sejr mod den veludrustede og bevidstgjorte FPR-guerilla-hær er umulig. Derfor danner det kristeligt-demokratiske parti en milits som skulle blive rygraden i folkemordets gennemførelse. Det er gennem det kristne regeringspartiets ungdomsforbund at der opbygges dødspatruljer. Guerillaen rykker hurtigt frem og vinder terræn-. Regeringshæren bliver stadig mere udmattet og desillusioneret fordi mange soldater indser at at den kristne regeringshær vil tabe krigen. Regeringen får stadig sværere ved at rekruttere unge mænd til hæren.
Og stadig flere områder går over til FPR-guerillaen. Ungdomsmilitsen trænes både af militær, politi og politikere og Præsident Habyarimana får det kapitalistiske erhvervsliv til at ekvipere militsen. Men de kristne kapitalister leverer ikke bare uniformer, men også våben, som de udruster ungdomsforbundet med. Volden mod tutsie-minoriteten trappes op. Regelrette progromer gennemføres åbent efter ophidsende gudstjenester eller lokale partimøder. Flere internationale mennerettighedsgrupper rapporterer nu om massakrer. Det får regimet til at indlade sig på fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania efter opfordring fra FN. Præsident Habyarimana rejser til Arusha for at begynde freds-forhandlinger med tutsi-guerillaén FPR.

Men den kristelige internationale CDI ønsker ingen fred og de fraråder Præsident Habyarimana at underskrive en fredsaftale med tutsi-guerilaen som betragtes som “kommunister”. CDI kalder det “uforsvarligt at forhandle med FPR”. Leon Saur som er en af de ledende “kristelige demokrater” i Belgien måtte sige fra og nedlægge sin post i protest mod hvad han kalder;.“Det handlede om at beskytte Guds værk mod ondskabens kræfter.“.

I stedet for fredsforhandlinger forestår den kristelige internationale at regimet hurtigt udskriver valg, trods krigen i landet. Men den vigtigste opposition: guerillaen og tutsierne i eksil får ikke lov at deltage. Det forklarer formanden for det borgerligt-kristne regeringsparti Mathieu Ngirumpatse: “Alle skal ikke regne med at få politiske poster. Vi må acceptere faktum, at alle ikke kan blive politikere”. De borgerligt-kristne partiers internationale CDI er med deres afvisning af fredsforhandlinger med til gøde jordbunden for de mest ekstreme chauvinistiske og voldelige kræfter i landet. Borgerkrigen fortsætter og propagandaen fra regeringen får stadig mere religiøse undertoner. Den kristne regeringstro presse offentliggør :“Hutu´s ti bud”, som opfordrer til forfølgelse af tutsier på alle områder af samfundet. I en kristen avis opfordrer man til at holde op med at prædike kærlighed og enighed i en dialog mellem Jesus,Maria og Josef. Præsidenten portrætteres i den store hvide biskopsdragt. Også kirkens deltager i den etniske hetz og beskriver tutsierne som:“Fordømte af Gud”En af de mest opmærksomme taler holdes af Léon Mugasera, en af det “kristne” regeringspartis ledere. Hans taler når gennem radio ud til hele folket:

“ Vi må virke for at udrydde de der vagabonderne. Som bibelensiger: Hvis en slange kommer for at bide dig og du lader det ske vil dublive tilintetgjort.”

Til det siger Jean Damascene:

“Psykologisk er tutsien nu en slange. Skal han have lov til at leve ? Umuligt. Dræb ham eller bliv selv myrdet. Det er selvforsvar.”  

Nu opbygges en privat radiostation af eliten omkring den “kristne” præsident og hans famile. En af finansiererne er forretningsmanden Felicienne Karabuga. Som også var med til at finansiere indkøb af våben til ungdomsforbundets milits. Gennem denne radiostation Radio Mille Colinnes, senere kaldt Radio Mord kan den kristne elite fylde æteren med etnisk hadpropaganda uden begrænsninger. En af de mest aktive programledere er belgieren Georges Ruggio, som uden hæmminger hetzer mod tutsierne:

“De trodser herren og Han vil fordømme dem i al evighed. Folkets og Guds lynild vil forenes for at straffe dem som de fortjener”.  

Mr.Ruggio er idag dømt for forbrydelser mod menneskeheden og for at have opfordret til folkemord i hans radioudsendelser.Nogle måneder inden folkemordet hopper en af ungdomsforbundets ledere af for at advare omverdenen om hvad der sker: at et folkemord planlægges. Den belgiske senator Alain Destexhe, som fik en undersøgelseskommission nedsat udtaler :

“ Vi fandt dusindvis af beviser i det belgiske udenrigsministeriums arkiv som klart viser at det ikke bare var Belgien som kendte til sagen, men også FN, USA og Frankrig.”  

FPR-guerilaen avancerer og Præsident Habyarimana indser at krigen er tabt og forsøger redde noget af hans egen magt. Mod CDI´s vilje rejser han til Arusha og underskriver en fredsaftale om magtdeling med guerillaen. Det kristne ungdomsforbund og Hutu-militæret som allerede er kommet langt i deres forberedelser til folkemordet ser præsidenten agerende som et forræderi.Den 6.april om aftenen ved indflyvningen til Kigali bliver præsidentens fly skudt ned af et missil. Alle ombord omkommer. Bare nogle timer efter starter det som skulle blive historiens blodigste folkemord.På private radio-stationer opildnes befolkningen til had og blodbad: “Vi skal tilintetgøre tutsi-terroristerne med vore machete-knive og våben. Gud har forberedt helvede for dem” lød det på Radio RTLM. Overalt i landet massakreres tutsier. Det kristne ungdomsforbunds milits og militæret holder landet i et jerngreb. Vejafspærringer sættes op overalt. Ingen tutsier skal undslippe Guds straf. Også oppositionelle Hutuer jages og myrdes. Alle tutsier skulle udryddes.Ikke engang spædbørn blev skånet.Under det tre måneder lange folkemord fortsatte kirken med at give regimet moralsk støtte.De kristne biskopper forfatter et dokument hvor de lover lydighed og støtte til den nye præsidenten og hans regime:

“ De katolske biskopper glæder sig over den nye regering og lover støtte. De hylder Rwanda´s væbnede Styrker (F.A.R.)”   

Mange af landets præster, nonner og pastorer hjælper aktivt med dræbe tutsier. Også de “kristelige demokrater” i Bruxelles fortsætter med at støtte sine parti-venner. I dokumenter fra så sent som juni måned 1994 altså to måneder inde i folkemordet, opfordres de “kristeligt-demokratiske” partier i Europa til at fortsætte med at støtte vennerne i Rwanda.CDI:

“Kristelige demokrater bør hjælpe sine venner i Rwanda” 

CDI giver også Rwanda-regimet diplomatisk støtte i dets kontakter med den belgiske regeringen. Léon Saur, fhv. generelsekretær for det kristeligt-demokratiske PSC siger:

“Overgangs-regeringen gjorde ingenting for at stoppe massakrerne. Og fordømte dem ikke – de havde jo selv iscenesat dem. Men overfor omverdenen hævdede regeringen at den ikke kunne stoppe massakrerne. Jeg sagde at de i det mindste skulle fordømme dem, men det skete aldrig.”

Regimets europæiske venner søger formildende omstændigheder for at forklare folkemordet. CDI forsøger lægge røgslør over hændelserne ved at hævde at FPR-guerillaen har begået krigsforbrydelser.Midt under det blodige folkemord anklages de som forsøger stoppe folkemordet- tutsi-guerillaen – for selv at begå folkemord – på hutu-majoriteten Ingen beviser bliver dog præsenteret. Alain De Brouwer, CDI:

“To paralelle folkemord. Det skrev jeg i rapport i slutningen af maj (1994,o. anm.).

Belgiens daværende statsminister Wilfried Martens følger op:

“Folkemordet på tutsierne var forfærdeligt,men guerillaen begik også forbrydelser”

I juli 1994 besejrer FPR-guerillaen endeligt over det “kristeligt-demokratiske” folkemordsregime . . . Da er mere end million blevet myrdet og tre millioner er på flugt. Men den “Kristeligt demokratiske Internationale” – CDI fortsætter med at beskytte deres folkemords-venner. Alain De Brouwer rejser til flygtningelejrerne for at træffe det fordrevne regimes ledere. Sammen bliver de nu fortalere for at gennemføre den fredsaftale som CDI tidligere afviste. En magtdeling mellem FPR-guerillaen og det kristne regime. Til det siger den belgiske senator Alain Destexhe at de kristelige demokrater

“ . . . holdt fast ved at regeringsmagten i Rwanda burde deles med morderne. Det er selvfølgelig en uhyggelig fejltagelse, både politisk og moralsk. Men de fremturede, selvom alle fremhævede at det var overgangsregeringen (den kristne,o.anm.) som lå bag massakrerne”.  

I Arusha, hvor der tidligere blev holdt fredsforhandlinger oprettes nu en international domstol. Det kristeligt-demokratiske regeringsparti´s formand Mathieu Ngirumpatse arresteres og anklages for folkemord. CDI står dog stadig fast ved sine venner og forsvarer Mr.Ngirumpatse. Efter det europæisk-støttede regimes fald fyldes fængslerne med tusinder af mordere.Men den kristne CDI opfordrer den nye FPR-regering til at løslade fanger, men det bliver afvist.Nu bliver tonen stadig mere aggressiv fra CDI og dets venner i eksil,som truer med et militær tilbagekomst. I en CDI -skrivelse står der:“Hutuerne har besluttet at vende tilbage med eller uden Kigali´s tilladelse”

Underskrevet Ole S.Larsen

Alle citater stammer fra det franske nyhedsbureau AFP , “Göteborgs Posten” og Dokumentar-Filmen: “ I Guds navn” som er produceret i et samarbejde mellem DR , NRK og SVT. 

Præsident Kagame besøger Museet til minde om Folkemordet i Murambi, 2004

FAKTA om Rwanda 

 

 

Folketal: 8,4 millioner -
Etnisk sammensætning: ~84% hutuer, ~15% tutsier, ~1% pygmæer
Areal: 26.338 km*2 (~Jylland) Hovedstad: Kigali 412.000 – Statsform:Borgerlig Republik
Sprog: Fransk, kinyarwanda, engelsk (alle officielle)
Religion: ~57% kristne-katolikker, ~26% kristne protestanter og ~5% muslimsk*Rwanda´s regerings hjemmeside*

Danmark: “Religions-krig” i Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer har i flere måneder brugt megen tid på at diskutere hvilken plads et medlem ved navn Asmaa Abdol-Hamid skal have på valg-listen. Enhedslistens hovedbestyrelse har besluttet at afholde en ny afstemning om, hvorvidt Asmaa Abdol-Hamid skal være Folketings kandidat for Enhedslisten. Diskussionen har nu udviklet sig til en plakat-krig.Iturevet plakat på Nørrebro DENNE plakat fra plakatgruppen “Et alternativ til venstre?” bliver af andre fraktioner i Enhedslisten revet ned eller overklistret med deres egne. Læs mere på Modkraft, hvor hovedparten af skribenterne stemmer på og/eller er medlemmer af listenTidligere har JyllandsPostens anti-semitiske Muhammed-tegninger resultere i ophidsede fraktions-stridigheder i listen.

Muslimsk kritik af Osama bin Ladin

18 sep 2007 *

“BRODER OSAMA; HVOR MEGET blod er spildt? Hvormange uskyldige børn, gamle, svage og kvinder er dræbt og har mistet sine hjem i al-Kaidas navn? “MED DISSE spørgsmål indleder Sheik Salman al- Awdah – en respekteret religiøs leder – et åbent brev på netavisen www.islamtoday.net til Osama bin Ladin.Salman al-Awdah er ikke hr. “Hvem som helst”. Sheiken er fra bin Ladins eget hjemland Saudi-arabien – hvor selv bin Ladin respekterede ham som en selvstændig skriftlærd. I 1990´erne sad han fængslet i Saudiarabien efter hans kritik af koruptionen og det saudiske kongehus udenrigspolitik som altfor underdanigt overfor de vestlige kapitaliske stormagter, (USA) – al-Awdah har dog tonet sin retorik ned, men han var en av 26 saudiske præster som i 2004 opfordrede til jihad (kamp), mod de USA-styrker som da belejrede byen al-Falluja i Irak og massakrede og terroriserede beboerne.Kritik mot al-Kaida fra saudiske religiøse ledere beskrivess som usædvanligt.Kritiken er ikke en hverdags-begivenhed ; muslimske præster i landet har til omverdenens irritation sædvanligvis undgået at tage stillning til al-Kaida og bin Ladin, den angivelige hjerne bag blandt andet angrebet på USA den 11 september 2001.al-Awdah lagde i ugen sit “Åbne brev til Osama bin Ladin” ind på internetsiden www.islamtoday.net og har også læst op af dets indehold på den saudi-ejede panarabiska tv-kanalen MBS.

“At et helt folk tilintetgøres, som i Afghanistan og Irak. . . kan ikke glæde nogle muslimer”, forklarar han og forkastar al-Kaidas forsøg på at ophidsetil oprør runt om i regionen.

“Hvem tjener på at lande som Marokko, Algeriet, Libanon eller Saudiarabien forvandlas til pladser hvor der spredes skræk og ingen går sikker?”, skriver al-Awdah.

Han påpeger at al-Kaidas operationer har fået vest-regeringar at lægge bånd på muslimsk velgørenhedsarbejde i hele verden og arabiske regeringer til at fængsle tusinder af mennesker.

Vatikanet: Kun den katolske kirke besidder sandheden om kristendommen

10 juli 2007 – 19:54

“Kun den katolske kirke besidder sandheden om den kristne tro. Protestantismen kan knappest kaldes kirke” ;

hedder det i et officiellt dokument fra den Helige Stol i Rom. I dokumentet fra Vatikanets tros-kongregation, tidligere kendt som inkvisitionen, kritiseres både de kristne ortodokse og protestanter. De anser att “det er svært at se hvordan begrebet kirke overhovedet skulle kunne bruges ” når det gælder protestanter. Tyske protestantiske biskopper har reagerat stærkt og kalder Vatikanets dokument “stødende”.

Hvad sagde Dronning Marie Antoinett og Præsident Ahmadinejad ?

KRONIK

Irans præsident Ahmadinejad ser ud at gå samme skæbne imøde som den franske dronning Marie Antoinett. Formodentligt var der intet mere skadeligt for Kongeriget Frankrig end den løgn som de franske revolutionære spredte om dronningen´s ord: “folket kan spise kager hvis de ikke har brød.”.

Kraften i kynismen har gjort at ordene har overlevet helt frem til idag.Ahmadinejads verdensberygtede udtalelse om at “Israel skal fjernes fra kortet” har næsten forvandlet ham til inkarnationen af “ondskab” i de borgerlige vestlige medier – på linje med Muhammed, Lenin og Stalin.

Lykkeligvis har Ahmadinejad i lighed med Marie Antoinett aldrig sagt det han anklages for. Dronningens kynisme er bleven tilskrevet flere kongeligheder inden hende og historikere har for lang tid siden frataget hende æren for de berømte ord. Mange havde dog politiske grunde til at ville tro på at dronningen virkelig havde sagt disse ord, præcis som mange af politiske grunde idag af hele sit hjerte ønsker en iransk præsident der slynger vanvittige trusler omkring sig. Men Ahmadinejad har aldrig sagt at han vil se Israel ”raderet fra kortet”. Det findes ikke engang et sådant idiomatiskt udtryk på persisk, har Juan Cole, professor i mellemøst-studier ved Universitetet i Michagan påpeget. Han foreslår i stedet formuleringen ”okkupationsregimet over Jersualem må forsvinde fra tidens blad”. Meningen anspiller formodentlig på et persisk digt fra Middelalderen.

New York Times har indrømmet at det handler om en fejloversætning når det gælder ordet “kort”. Men interessen for at drage nogle konsekvenser af det blandt opinionsdannerne har varet ubefindtlig.Bare en brøkdel af alle de som har fordømt Iran efter Ahmadinejad´s tale har formodentlig læst den fejlagtige oversættelse. Da havde man af konteksten kunnet se at Ahmadinejad udtalte en vag forhåbning om et fremtidigt regimeskifte i Israel. Præcis som han talte om de regimeforandringer der skete i de såkaldte øst-stater, Irak og Iran. Det var desuden ikke hans egne ord men et citat fra Khomeini. Her følger hele stykket i en oversættning som blev gjort af The Middle East Media Reseach Insitute (MEMRI).

“‘When the dear Imam [Khomeini] said that [the Shah's] regime must go, and that we demand a world without dependent governments, many people who claimed to have political and other knowledge [asked], ‘Is it possible [that the Shah’s regime can be toppled]?’ Da den kære Iman (Khomeini) sagde at (Shahens) regime må væk, og at vi kræver en verden uden afhængige regeringer, (spurgte) mange mennesker som opfattede sig som vidende indenfor politik og andre områder; “Er det virkelig muligt (at Shahens regime kan falde)? ¶ – ¶ – ¶ – ¶ “‘That day, when Imam [Khomeini] began his movement, all the powers supported [the Shah's] corrupt regime… and said it was not possible. However, our nation stood firm, and by now we have, for 27 years, been living without a government dependent on America. Imam [Khomeni] said: ‘The rule of the East [U.S.S.R.] and of the West [U.S.] should be ended.’ But the weak people who saw only the tiny world near them did not believe it.” ° = ° “Den dag da Imam (Khomeini) startede hans bevægelse, støttede alle magter (USA/USSR o.a.) (Shahens) korupte regime . . .  og sagde at det ikke var muligt. Alligevel stod vores nation fast og vi har nu levet i 27 år uden en regering afhængig af Amerika. Imam (Khomeini) sagde: “Herredømmet i Øst (U.S.S.R.) og Vest(U.S.A.) bør høre op.” Men de svage folk som kun så den lille verden fremfor dem troede det ikke” ¶ – ¶ – ¶ – ¶ “‘Nobody believed that we would one day witness the collapse of the Eastern Imperialism [i.e. the U.S.S.R], and said it was an iron regime. But in our short lifetime we have witnessed how this regime collapsed in such a way that we must look for it in libraries, and we can find no literature about it.”‘Imam [Khomeini] said that Saddam [Hussein] must go, and that he would be humiliated in a way that was unprecedented. And what do you see today? A man who, 10 years ago, spoke as proudly as if he would live for eternity is today chained by the feet, and is now being tried in his own country…”‘Imam [Khomeini] said: ‘This regime that is occupying Qods [Jerusalem] must be eliminated from the pages of history.’ This sentence is very wise. The issue of Palestine is not an issue on which we can compromise.” ° ° Ingen troede at vi en dag ville blive vidner til sammenbruddet for den østlige imperialisme [i.e. the U.S.S.R] og sagde at det var et jern regime. Men i vor korte levetid har vi været vidner til at dette regime brød sammen i et sådant omfang at vi må lede efter det på bibliotekerne, og vi finder ingen litteratur om det. “‘Imam [Khomeini] sagde at Saddam [Hussein] må fjernes, og at han ville blive ydmyget på en måde som var uden fortilfælde. Og hvad ser vi idag ? En mand som , for 10 år siden, talte så stolt som vile han leve til evig tid er idag lænket ved fødderne , og står nu anklaget i hans eget land… Imam [Khomeini] sagde: ‘Regimet som holder Qods [Al-Kud/Jerusalem] besat skal blive elimineret i løbet af historien.’ Denne udtalelse er meghet vis. Palæstinas sag er ike en sag som vi kan indgå kompromis om.

Der er naturligvis en stor forskel mellem at ønske at et lands regime forsvinder og at et land i sig selv skal forsvinde. Da Khomeini talte om at Shah-regimet skulle elimineres betød det ikke at han ville se Iran raderet fra kortet. Trots at Irans Udenrigsministerium flere gange har dementeret at Ahmadinejad skulle have sagt at “Israel skal udslettes” føres det ikke engang en debat om hvad han egentlig har sagt. Det kan virke utroligt at det man pjejer at kalde den frie presse i vest ikke skulle være i stand til gengive hvad den iranske præsident siger korrekt men sker der ikke ofte noget lignende lokalt også i Sverige? En variant av det plejer at blive kaldt for drevet (~selvsving/ hetz) og kan rettes mod hvem som helst. Til og med den svenske konge måtte smage på den da han i store træk gentog hvad UD (Udenrigsministeriet) havde fortalt ham om Sultanen av Brunei for nogle år siden. Jeg tilhører dem der skrev ironiske kommentarer om kongen. Ikke fordi det han sagde var så opsigtvækkende men fordi jeg synes at selv det svenske monarki er absurd og fordi alle aviser pludseligt var beredt på at købe artikler hvor kongen häcklades.(hetz-lignende kritik) Et senere eksempel er den bizarre påstand om at en stor del av den svenske ungdom skulle sympatisere med et nazistisk parti. Hele historien burde være aflivet af sig selv efter et par timer, men inden man lod statistikere komme frem og forklare at det hele var nys (en avisand) ville man udnytte emnet grundigt. Det kongen blev udsat for under nogle uger i Sverige sker nu med Irans præsident, dog i større skala. Så hurtigt han åbner munden fremstilles det han siger som mærkeligt, truende eller forrykt.
I Ahmadinejad´s tilfælde kan man dog ikke bare forklare drevet (hetzen) med at journalister tænker med mave og tegnebog. Iran har mægtige fjender som tolker alle udtalelser fra Iran for den frie presse. Hvis det Hvide Hus eller Israels regering siger at Irans præsident har sagt noget tages det som sandheden. Hvem ringer til den Iranske præsidents kontor for en kommentar? Hvor mange har tid eller lyst til at kontrollere kilden? Officielle kilder som det Hvide Hus er vigtige for media eftersom de fremstår som troværdige. Gennem at rapportere hvad det Hvide Hus siger slipper media ofte for at kontrollere den oprindelige kilde, hvilket sparer tid og penge. Alle fejtagelser kan siden også affærdiges med att man bare har gengivet hvad officielle kilder angivet. Og eftersom alle medier rapporterer samme sager spædes ansvaret for de fejlagtige oplysninger ud til nærmest ingenting. Det er ikke så alvorligt at skrive at Irak har haft masseødelæggelsesvåben eller at Irans præsident har sagt det ene eller det andet så længe alla andre gør den samme fejltagelse. At skrive sandheden når alle andre tager fejl kan dog let stemple en journalist som tosset. Tomas Lappalainen skrev for en tid siden i LO-Tidningen om et eksperiment som viser at mennesker stræber efter at mene det samme. “I eksperimentet sendtes et papir med to linjer videre i en gruppe mennesker. Individerna skal på papiret markere om linjerne er lige lange eller om de er ulige lange . I begyndelsen er linjerne lige lange på papiret som sendes rundt men efterhånden bliver de ulige lange. Nu er alle undtagen den som sidst får lov at se på papiret beordret at markere att de er lige lange også når de ikke er det. Og frygten for at mene noget andet end gruppen gør at den arme forsøgspersonen som sidder sidst og ser hvad de andre har markeret opgiver at linjerne er lige lange også når den ene er dobbelt så lang som de andre._______
”Overført til media kaldes dette fænomen tystheds-spiralen. Media har magt til at få os at tro at
“de fleste andre har en bestemt opfattelse og derfor dæmper vor vilje at udtrykke vor afvigende holdning. Og eftersom denne afvigende holdning derfor udtrykkes stadig mer sällan så faller den liksom bort ur medvetandet. Och det som først bara var nogot som påstods i media – att de flesta har en bestemt opfattelse – blir efterhand en korrekt beskrivning av hvad folk i almindeligehed mener.
”Den psykologiska mekanism som ligger till grund för tystnadsspiralen bland allmenheten findes også blandt meningsdannere. Jo flere journalister og politikere som fordømmer Ahmadinejad, desto færre vover komme med en afvigende mening och desto mere troværdigt virker det være at han faktisk har sagt alt man siger.Har man en förförståelse at fyren er en galning tolkas naturligtvis allt på värsta sätt. För förståeelsen och rädslan för att uttrycka avvikande meningar gör att både media och allmänhet i allmänhet misslyckas med att ställa självklara frågor.Den som vil teste kræften i vor evne til selvbedrageri kan kan gøre et enkelt eksperiment. Gå ind på FBI´s liste over de mest eftersøgte forbrydere og se efter om du synes at der er noget mærkeligt med Osama Bin Ladins efterlysning. Ikke? En ven til mig som er computerlærer har vist siden for sine elever i flere år uden at nogen har reageret på hvad der egentlig står.FBI søger Bin Ladin for bombattentaten mot de amerikanske ambassader i Afrika 1998 men skriver intet om 11 september. Trods at den amerikanske regering og medier over hele verden udpegede Bin Ladin i timerne efter den 11 september anser FBI åbenbart at de ikke har beviser nok til at udpege ham som ansvarlig. Trods at der nu er gået fem år siden man brugte “Bin Ladins skyld” for at forklare angrebet den 11. september som årsag til at bombe og invadere Afghanistan, trods at den amerikanske hær siger at de har fundet videoband hvor Bin Ladin tilstår, (et Videobånd som Bush-administrationen præsenterede som bevis).Men alle ved at Bin Ladin er skyldig, at Ahmadinejad hele tiden går omkring og truer Israel og at Marie Antoinette sagde de der ord om kagerne.Hvorfor overhovedet diskutere det?” . . . . . .________________
Peirre Gilly´s Kronik er bearbejdet og oversat af interpres * Læs originalkronikken af Pierre Gilly som er freelancejournalist med base i Linköping,New York og Nice. Gillly har tidligere arbejdet på Folket i Bild og været tilknyttet Clarté´s Redaktion.

De borgerlige vestlige medier fordrejer også folkerevolutionen i 1979 som styrtede det proamerikanske marionet-regime under Kong (Shah) Reza Pahlavi. Det påstås – igen og så igen – iøvrigt i fuld forståelse med Irans småborgerlige religiøse medier – at oprøret mod Shah-regimet, den genuine folkelige rejsning som styrtede et af de tungest bevæbnede regimer i mellemøsten var en “islamisk revolution”. Alle der fulgte og deltog i den mægtige folkelige rejsning i Iran i 1978 – 1979 kan bevidne at der ikke var tale om en småborgerlig revolution, men en ægte folkerevolution hvor den iranske arbejderklasse med dens militans, ihærdighed og offervilje spillede en afgørende rolle for revolutionens sejr. Det iranske proletariat og folk kom ikke til at høste frugterne af sejren i 1979. Fordi den iranske arbejderklasses var uden en revolutionær kommunistisk fortrop, bl.a som en følge af det kontrarevolutionære revisionistiske forræderi (Hrusttjov-gruppen), var den ude af stand til at førte revolutionen videre mod kommunismen og det klasseløse samfund.
Også Brezhnev-sovjets invasion, besættelse, krig terror og krigsforbrydelser i Afghanistan fra december 1979 blev af de småborgerlige kræfter i Iran brugt i den politisk-ideologisk kamp mod alt socialistisk.
Folkerevolutionenen udviklede sig ikke videre fordi småborgerlige, idealistisk-religiøse kræfter sammen med de storborgerlige kapitalistiske kræfter (Rafsjanjani -familien med flere) erobrede ledelsen af revolutionen og dermed satte en stopper for en kommunistisk (som ofte kaldes stalinistisk) udviklking, samtidig som de forsøger at fastholde den nationale uafhængighed som også var en følge af sejren i 1979.
Derfor er Iran idag et kapitalistisk klassesamfund hvor arbejderklassen kæmper med fattigdom, arbejdsløshed og andre af kapitalismens følger.
En række ortodokse jøder besøgte Iran og forklarede bl.a dette om Ahmadinejads syn på antisemitisme, jøder og staten Israel. :

Our beliefs were confirmed when the Iranian President Dr. Mahmoud Ahmadinejad, at our meeting with him after the December Conference, condemned anti-Semitism in no uncertain terms.He stated (and his words were carried by the Iranian news agency IRNAJ) that “vigilant and just human beings will not blame the Jews for the crimes committed by the fake Zionist regime and its supporters in the occupied territories, including genocide of defenseless and oppressed women and children.”And, in contrast to the stereotype perpetrated by the would-be mind controllers of the media, the President’s solution to the conflict in the Holy Land was to suggest that “a free referendum to establish a government based on the will of the Palestinian nation in which all Palestinians, including Jews, Christians and Muslims will be given the chance to vote.”Obviously two paths lie before the Jewish people. There is the path of Zionism that summons Jews to a state of perpetual war in order to “protect” Jewry and there is the path of the Torah which calls upon us to seek peace and dialogue with all men.To us the choice is elementary.

RWANDA :12 år efter det Kristne Folkemord

Den kristne Kirke var dybt involveret i begivenhederne i 1994.
Idag er al henvisning til etnisk-religiøst tilhørsforhold forbudt i
alle nationale IdIdentifikationspapirer io Rwanda .
Befrielsen fra det kristne folkedrab højtideligholdes bl.a
gennem spillefilmem “Hotel Rwanda”.
Her propagandaplakat for Spille-filmen Hotel Rwanda

 

Præsident Paul Kagame og Præsidentfruen

Madame Jeanette Kagame ved

Højtideligholdelsen af Befrielsen fra det

kristne folkemordsregime; 4.Juli 2003;

“Kristne” folkemord i den Nye Verdensorden

For 12 år siden gennemlevede Rwanda et kristent folkedrab.

I de borgerlige medier er dette folkemord fuldstændigt ”glemt” og bortcencureret.

Medier som ellers har travlt med at forhåne og latterliggøre religionen “overser” igen folkemordet i Rwanda til trods for at internationale iagtagere karakterisere det som det 20. århundredes mest effektive folkemord, som ”overgår” nazisternes udryddelse af deres fjender :”undermenneskerne”; i 1940`ernes Europa og Sovjetunionen. -

Ikke et ord ofrer Danmarks ”religionskritiske” medier på årsdagen for dette folkemord.

I ”foregangslandet” Danmark hvor retten til kritik af religioner ifølge de anti-muslimske chauvinister på JyllandsPosten er hellig – muslimerne må ” finde sig i hån, spot og latterliggørelse… ” som, JP´s Kulturredaktør så smagfuldt udtrykte det - er det i disse dage umuligt at finde et eneste ord om folkemordet i Rwanda i nogle af JP/Politiken-koncernens ”frie” medier .

Disse medier har det sidste mange år haft travlt med at give Muhammed og ”muslimerne” skylden for alverdens ulykker.

Et uskyldigt tørklæde i fjernsynet vækker vældig opstandelse og giver de krigsophidsende kræfter anledning til at kaste endnu mere benzin på Islam-forskrækkelsens bål.

Opstandelsen omkring en kvindelig programværts tørkæde viser at hverken de åbent fascistiske kræfter til højre og venstre for Dansk Folkeparti og Front eller KV-regeringen og den socialdemokratiske- SF`ske ”opposition” har lært noget af den internationale krise som Danmark befinder sig i efter trykningen af de provokerende terror-karikaturer af Muhammed.

Retten til kritik af religion – herunder ”hån spot og latterliggørelse” understøttes af samtlige Folketingspartier, incl SF og Enhedslisten, som også rejser krav om fjernelse af af blasfemi-paragraffen. En paragraf der oprindeligt blev vedtaget for at beskytte det jødiske mindretal mod forhånelse i 1930`erne.

Men de borgerlige mediers ”kritik” er kun ” fri” når det drejer sig om Islam.

Det viste JyllandsPosten direkte da den Islam-forskrækkede redaktør Flemming Rose blev fyret efter at han foreslog at bringe satiriske tegninger med temaet : zioniststaten Israel- terror – jøder og KZ-lejre .

En sådan satirisk kritik af Israel kunne IKKE accepteres af JyllandsPostens højreliberale redaktører.

Eftersom det kristne folkemord er næsten bortglemt af de borgerlige og ”vestlige”; “kristeligt-demokratiske”
medier er der ekstra anledning til at mindes og undersøge hvad der egentlig skete og hvorfor.

For mere end tolv år siden blev flyet med Rwandas daværende præsident Juvenal Habyarimana skudt ned over Rwanda om aftenen den 6. april 1994.

I de 13 uger, der fulgte, blev en million mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratiske hutuer, myrdet.

De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at de “ugudelige kommunistiske” tutsier blev sat på plads.

Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skrev i en artikel til 10-årsdagen.

Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.

“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.

Rwandas præsident, Paul Kagame anklager det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 12 år siden.
Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:

” Franskmændene var der da folkemordet skete.De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne” sagde Kagame i et fransk radiointerview.

Rwanda Præsident Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.

Altså minimum-tallet.

Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP/interpres)

Ifølge det franske dagblad Le Monde – som citerer undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport – gav Kagame og en gruppe af hans rådgivere ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.

- ”Hun havde været så smuk, da hun sad der bøjet over ildstedet. Nu lå hun som et gabende sår midt i en blodpøl. Hun havde fået skåret maven op, mens hun stadig var i live, og de havde tvunget ham til at spise fostret. Hans kone var død, fordi hun var tutsi. Dræbt af naboer. Og han, en hutu, havde spist deres fælles barn, som straf for at være gift med en tutsi.”

I 1994 kogte Rwanda over. Hutuer greb mancheter og slagtede tutsier i et væk. I løbet af 100 dage bliver omkring en million tutsier og progressive hutuer slået ihjel.

Folkemordet i Rwanda bliver kaldt det 20. århundredes mest effektive folkemord, og det er ikke uden grund. Med et gennemsnit på godt 10.000 dræbte om dagen var hutuernes udryddelsesmetoder mere effektive, end nazisternes koncentrationslejre.

Tutsier og hutuer havde frem til folkemordet levet fredeligt side om side. De giftede sig med hinanden, talte samme sprog og delte traditioner. Så hvorfor kunne det gå så galt? Hvordan kunne familiemedlemmer og naboer dræbe hinanden på den den grusomste facon i alle kroge og egne af Rwanda?

Hvordan kunne dette folkemord ske ?

Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i ”guds navn” .

Dokumentar-filmen “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo står bag afslører også den støtte som folkmordet fik af de kristeligt-demokratiske partiers internationale - CDI.
Det var især belgiske ”kristeligt-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet.
De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.

Uddrag af dokumentarfilmen - I Guds Navn.

Filmen indledes i junglen i det nordøstlige Rwanda.
- “I er Jesu Hær “
- Hvad gør vi inden vi går i seng ?
- Vi beder.
En kvinde beder
- Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg.
Du har givet os mad og nu er tid for at sove.
Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed.
I Jesu navn. Amen”

Det lyder fromt og ydmygt . Som mange kender det fra da de lærte Fader vor.
Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven
i den vestlige del af landet på grænser til Congo.

De kalder sig “Jesu Hær” og består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd.

De hævder at de er ”Guds udvalgte folk”. Det er heller ingen ny religiøs tradition.
De zionistiske krigsforbryderee og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det ”udvalgte folk”.

Med det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet (Palæstina) og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker (palæstinensere, jøder og andre der kommer i vejen for det opbygningen af det “hellige land Izrael”.,

Står det ikke skrevet i det Gamle testamente at …..
“Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed
og du skal udrydde til og med deres navn
så at de ikke mere findes under himlen“
fra Femte Mosebog 7:24

Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk; etnisk og religiøst had mod deres landsmænd, naboer og medmennesker i Rwanda såvel som i Palæstina.

De kristne religiøse grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”.
Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994.

Et folkemord som blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.
Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og den kristen-demokratiske internationale CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet

Grænsen mellem Burundi og Rwanda

Alain De Brouwer fra CDI:-

” Jeg godtager kritikken . . . . det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete.
Jeg må give vore kritikere ret”

For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda historie.
Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne kirke.
I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni

Det var som i andre undertrykte lande – erobret af de europæiske kolonimagter - kristne missionærer der indledte koloniseringen af Rwanda efter at den kongelige belgiske hær - i “Guds navn “ - indvaderede landet i 1916.

Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet.
Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig mark for de kristne “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“.
Dels havde befolkningen den samme religion, dels havde kongeriget Rwanda et velfungerende centralt-styret statsapparat.
Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet.
Hurtigere end i noget andet land i Afrika ”omvendes” hele folket til kristendommen.

Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden
Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes.
Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse.
Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu`folket.
Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier , blandt andet får de en bedre uddannelse.

Efterhånden som de nye demokratiske og anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden – , især efter Sovjetunionens sejr over de nazi-fascistiske kolonimagter i 1945 –
øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke.
Når selvstændighedens og anti-kolonialismens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære
afrikanske ledere.

I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene - en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet - udtrykker det : “kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendtlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen”

Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk.
Derfor begynder man nu at spekulerer i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket.

Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne,
Kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen.
I 1959 gennemføres et pro-belgisk statskup. De nu regerende Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.
Og der dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter
europæisk forbillede.

Alain Brouwer, fra CDI: “Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater,som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/min anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger”

Men det ”kristen-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolket.

Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet.’
De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.
Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom.
Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin som - gennem sine tætte bånd til det nye regime - har stor indfydelse;
ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan.
Ærkebiskoppen skiver i et brev: “Kommunismen er aktiv. Satan findes”

Jean Damascene siger videre :“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.

Andre ministre i den kristelige-demokratiske regering taler om guerillaen som “kakkerlakker”.
Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere og som ligner de ord medlemmer af Dansk Folkeparti; f.eks L.Freivert bruger om “muslimer” i Danmark: “kræftsceller” – “rotter” – “kriminele” – “terrorister” und so weiter

Som hævn for tutsie -guerillaens aktioner dræbes tusinder at tutsier af det “kristelige” regime som får hjælp af begisk militær.
Regimen begynder også udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet” .

I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder –
uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propagandaen fortsætter.

Og i 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident .
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige.

Og der offentliggøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.
Den “stærkt troende” belgiske Kong Baudouin og Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.

Regimet bliver i løbet 70`erne og 80`erne stadig mere kristent fascistisk. Kirken bliver stadig mere integreret i det politiske styre. Snart findes der ikke et kommunekontor eller regeringbygning hvor kirkens mænd ikke kommer og går. Præsteskabet deltager overalt i partiarbejdet.
Ærkebiskoppen er medlem af det “kristeligt-demokratiske” partis hovedbestyrelse .

Etnologen Pierre Envy spørger:“ Hvad skal man sige om denne kristendomsfiksering ?
Den var nærmest obligatorisk. For at gå i skole skulle man være døbt. Børnene havde intet valg. Om man ville uddanne sig skulle man være døbt. For at komme ind i det system som kirken havde skabt også på det økonomiske område skulle man være kristen.”

Kristen-demoktraterne “ i Bruxelles sætter pris på at den kristne indflydelse er stor, men også at regimet i Rwanda er udtalt anti-kommunistisk.
I Rwanda har de europæiske kristen-demokraterne og CDI fundet et land og skabt et regime på det afrikanske kontinent som de kan stole på.

Det europæisk-støttede kristent-kapitalistiske regime har nu så stor magt i Rwanda at man vedtager en lov der tvinger alle borgere at være medlemmer af det kristeligt-demokratiske parti.
Fængslerne fyldes med samvittighedsfanger. Det bliver forbudt at tilhøre et samfund der sætter spørgsmål ved kirkens indblanding i landets styre.

Wilfried Martens er Belgiens Statsminister da folkemordet starter i 1994..
Han er de “kristelige-demokraters grå eminence” i Europa. og vice-præsident i CDI.
Også Martens støtter Rwandas regering,

Under et besøg i Rwanda lover Martens yderlige bistand på omkring en milliard franc.
Martens, udtaler:” Der fandtes en stor gensidig sympati mellem Belgien og Rwanda. det er helt åbenbart. Vi havde et system til udviklingssamarbejde, et meget specielt og unikt program for Rwanda.”

Habyarimana-regimets magt styrkes af den internationale støtte og bistand som ikke bare kristen-demokraterne , men også det “socialistiske” Frankrig under Mitterand støtter Rwanda-regimet.

Under det “kristen-demokratiske” regime bliver det stadig sværere for folkflertallet at holde sulten fra døren. I begyndelsen af 90erne er der hungersnød i Rwanda , samtidig som den lille elite omkring præsidenten i årenes løb har lagt beslag på over halvdelen af landets ressourcer.
På samme måde har den kristne kirke gennem dens enestående magtposition beriget sig og ejer store dele af den mest frugtbare jord i landet.

For at kontrollere befolkningen intensiveres den etnisk-religiøse splittelsesvirksomhed.
Og når Paven , den polsk fødte Johannes Paulus den Anden besøger Rwanda i september 1990 for at opmuntre og støtte sine trosfæller og det “kristne regime” opnår det kristen-demokratiske regime en af sine største propagandasejre nogensinde.

Men i nabolandet Uganda har de fordrevne tutsi-folk opnået at få hjælp med at skaffe sig våben for at indlede befrielsen af deres hjemland.
De opbygger en veludrustet befrielses-hær Rwandas Patriotiske Front- FPR.
Guerillaen første leder er Fredric Jemár og han vinder hurtigt støtte hos den udarmede befolkning.

Bare nogle uger efter Pavens besøg i Rwanda den 1.oktober 1990 indleder FPR angrebet på Rwanda ´s kristne Hutu-regime.

Præsident Habyarimana flygter samme dag til sine kristne europæiske venner i Bruxelles. Han får umiddelbart audiens hos Kong Baudouin . Kongen skriver et brev til den kristeligt-demokratiske statsminister Martens, som straks tager imod præsidenten.
Martens´s og den belgiske regering beordrer nu et direkte indgreb for at hjælpe det kristne Hutu-regime. Inden solen går ned samme dag letter fly med belgiske tropper med kurs mod Kigali.

Men Præsident Habyarimana indser hurtigt at en konventionel militær sejr mod den veludrustede og bevidstgjorte FPR-guerilla er umulig.

Derfor danner det kristeligt-demokratiske parti en milits; dødspatruljer som skulle blive rygraden i folkemordets gennemførelse. Det er gennem det kristne regeringspartis ungdomsforbund at dødspatruljer opbygges.
Guerillaen rykker hurtigt frem og vinder terræn-.
Regeringshæren bliver stadig mere udmattet og desillusioneret fordi mange soldater indser at den kristne regeringshær vil tabe krigen.
Unge mænd ønsker ikke længere at være soldater.

Rwandas børn

Stadig flere områder går over til FPR-guerillaen.
Ungdomsmilits trænes både af militær, politi og politikere og Præsident Habyarimana får det kapitalistiske erhvervliv til at ekvipere militsen.
Men de kristne kapitalister leverer ikke bare uniformer, men også våben, som de udruster ungdomsforbundet med.

Rwanda 1994:

1 million døde og tusinder af sårede.

Volden mod tutsie-minoriteten trappes op. Regelrette progromer gennemføres åbent efter ophidsede gudstjenester eller lokale partimøder.
Flere internationale mennerettighedsgrupper rapporterer nu om massakrer.
Det får regimet til at indlade sig på fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania efter opfordringer fra FN
Præsident Habyarimana rejser til Arusha for at begynde freds-forhandlinger med tutsie-guerillaén FPR.

Men den kristelige internationale CDI ønsker ingen fred og de fraråder Præsident Habyarimana at underskrive en fredsaftale med FPR som betragtes som “ugudelige kommunister”. CDI kalder det “uforsvarligt at forhandle med FPR”.

Leon Saur som er en af de ledende “kristelige demokrater” i Belgien måtte sige fra og nedlægger i protest sin stilling mod hvad han kalder;. “Det handlede om at beskytte Guds værk mod ondskabens kræfter.“.
I stedet for fredsforhandlinger foreslår den kristelige internationale at regimet hurtigt udskriver valg, trods krigen i landet.

Den belgiske senator Alain Destexhe, som fik en undersøgelseskommission nedsat udtaler.:“ Vi fandt dusindvis af beviser i det belgiske udenrigsministeriums arkiv som klart viser at det ikke bare var Belgien som kendte til sagen , men også FN, USa og Frankrig.”.

Når FPR-gerillaen endeligt i juni 1994 har knust og bortdrevet de sidste dele af de kristeligt-demokratiske folkemordsstyrker er mere end million blevet myrdet og tre millioner er på flugt.

Alle citaterer stammer fra filmen ”I Guds Navn” hvis intet andet er angivet.

¤Dokumentar-Filmen: “ I Guds navn” er produceret i samarbejde med DR og NRK. Det skulle være mærkeligt om den ikke er/bliver vist på DR og NRK

http://www.gov.rw/government/president/photo/rflaganime.jpg

~F A K T A OM RWANDA

Folketal: 8,400 000 mio

Folkets Etnisk opdeling : ~84% hutuer, ~15% tutsier,

~ Twa 1% (pygmæer)

Areal: 26.338 km*2 (~Jylland)

Hovedstad: Kigali 412.000 indbyggere

Statsform:Borgerlig Republik

Sprog: Fransk, kinyarwanda, engelsk (alle officielle)

Religion: ~93 % kristne katolikker,protestanter, adventister,Jehovas Vidner og forskellige andre kristne sekter, ~5% muslimer og ~2 % erklærede ikke-religiøse (ateister).

Kilde: http://www.1clic1planet.com/rwanda.htm

 

RWANDAs flag:Tricoloren