INTERPRES

Finanskrisen i USA påviser kapitalismens fallit

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, Kapitalisme, Kapitalismens krise, USA by interpres on torsdag, september 11, 2008

10.Sepember 2008 *

Kapitalismens fortalere af alle politiske afskygningner har travlt nu.

Travlt med at (bort-) forklare at Bush-regeringens statsindgreb i søndags med overtagelse af USA´s to største offentligt støttede realkreditselskaber ikke sker for at redde finanskapitalens profitter men for “samfundets skyld” eller som den engelske liberale filosof John Stuart Mill udtrykte det : “Argumentet for den private ejendomsret er intet andet end det fælles vel“.

Nøglespørgsmålet der naturligt rejser sig er : 

Hvornår holdt den private ejendomret op med at tjene det “fælles bedste”  ?

Var det søndag den 8. september hvor Bush-regeringen´s Finansminister Henry Paulson forsøgte at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem den reelle nationalisering af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. ?

Eller var det meget længere tid siden ?

Spørger man samtlige uafhængige økonomer med undtagelse af de der er knyttet til Bush-regeringen og Paulson´s Finansministerium i Washington vil svaret blive at den “private ejendomsret” ikke har tjent det “fælles bedste” i rigtig mange år.

Vi behøver bare gå tilbage til krakket på Wall Street i 1929 som udløste den kapitalistiske verdenskrise hvor USA og resten af den kapitalistiske verden blev trukket ned i en økonomisk “depression” og krise.
Mens man indførte 7 timers arbejdsdag og var i gang med at opbygge verdens første socialistiske stat med fuld beskæftigelse , gratis uddanelse og velfærd for alle i Sovjetunionen.

For at modvirke den kapitalistiske krise og for at stoppe den kommunistiske indflydelse begyndte man for alvor at bruge den kapitalistiske stat i USA med New Deal-politikken og med socialreformen i Danmark i 1933 (Kanslergadeforliget) – - — – -

Kapitalismen og Stuart Mills “private ejendomsret” kunne og kan ikke sikre det “fælles bedste” hverken før eller efter 1929, men med “depressionen” og med det socialistiske Sovjets “smittende” eksempel og KOMINTERN-partiernes voksende indflydelse indser de private kapitalister og ejendomsbesiddere og deres politikere at hvis man ikke giver indrømmelser til den bevidstgjorte og kæmpende arbejderklasse og gennemfører sociale forbedringer og indfører reformer og griber ind i økonomien med statstøtte vil kommunismens tilhængere blive stadig stadig større – og flere vil blive overbeviste om at socialismen er det eneste som kan sikre det “fælles bedste” . Kort sagt revolutionen banker på !

Med andre ord: kapitalismens krise i 1930 ´erne og den realistiske mulighed for en revolution for det “fælles bedste” som i Sovjet – gjorde kapitalisterne og deres politikere i både liberale og konservative partier til “liberale kommmunister” eller “socialliberalister” som gik “halvvejs til moskva” – som man sagde i England efter befrielsen. De borgerlige tilhængere af kapitalismen begyndte for alvor at støtte “reformer”, social hjælp og bistand og statstøtte for at sikre den kapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne på lang sigt. Det blev “god borgerlig” politik især under indtryk af “kommunismens succes” i Sovjet fra 1930 ´erne og frem.

Idag lyder den borgerlige politiks hovedparole:

 

” Privatiser Profiten, Nationaliser underskuddet”

Hvilket ikke er til det “fælles bedste” men til berigelse af en lille snyltende kapitalistisk overklasse
- — – - – - — – — – -
Ingen uafhængige økonomener eller mennesker ved deres fulde sansers brug kan påstå at den nuværende økonomiske udvilkling i den kapitalistiske verdensorden der hersker på kloden er til det “fælles bedste” . Flere hundrede millioner mennesker er arbejdsløse, mens endnu flere slaver til sultelønninger eller dør af sult og helbredelige sygdomme på samme tid som produktivkræfterne og udvindingen af naturrigdomme gør det muligt at sikre hele menneskeheden et godt liv til det “fælles bedste”.
Mere om kapitalismens krise:
USA: Statsindgreb for at redde finanskapitalens profitter påviser kapitalismens fallit

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

30.September 2008 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 for at sikre finanskapitalens profitter og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

NEW YORK ( – ) Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi kapitalisme betyder uløselige klasse-modsætninger, økonomiske modsætninger mellem Løn, Forbrug og Profit som Karl Marx påviste, ligesom modsætningerne mellem de store kapitalistiske staters herskende klasser om markeder, råstoffer og arbejdskraft skaber antagonistiske, dvs. uløselige modsætninger som igen og igen fører til krig , krise , massearbejdsløshed, -fattigdom: De borgerlige reformister fra den ene eller anden social-liberale eller socialdemokratisk/revisionistiske gruppering der hævder at kapitalismens kriser kan undgås gennem den kapitalistiske stats, dvs fælleskapitalistens indgreb taler imod bedre vidende.
Det kapitalistiske system kan hverken opfylde arbejderklassens og folkenes behov og krav om en værdig tilværelse eller indfri alle de (valg-) løfter som kapitalismens fortalere dagligt fylder medierne med.
Tværtimod. . . . . . . kapitalismen fører igen og igen til krise og massearbejdsløshed, ja uden kriserne, masearbejdsløsheden og prisinflationen kunne kapitalismen ikke overleve. Marx taler om krisens “rensende effekter”.
“Selvskabt” ; fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider ; kasserne bugner hos de overlevende kapitalistiske storbanker, pensionskasser og statslige fonde, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter”. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internationale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. Finansbaronerne bag de ledende kapitalistiske finanshuse og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en depression. “- Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor der er mulighed for at score de eftertragtede maksimale profitter. Der er ikke tale om nogen absolut likviditetskrise, men om en relativ. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929 har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister der endnu ikke er gået konkurs , men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs, og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive “mere risikovillig” og mindre forsigtig med pengeudlåningen, forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, dér hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen .
Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen,som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter, er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militære paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den militære supermagt i Washington og Pentagon. Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Filipinerne, Indonesien over Mellemøsten til Europa og Latinamerika.
USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina og i Latinamerika er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise som en følge af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regimet har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk “kristen” tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden, især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream - den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at
“enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” eller individer som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der blev talt og tales om “klassernes samarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren, præsten og lægen til industriarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig politisk-ideologisk strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. De såkaldte “medarbejderaktier”, “overskudsdeling” (ØD) og følelsen af “medarbejderindflydelse”, og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus, villa eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.

+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit.

Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-regimet at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med “Ninja-lån” og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” og samtidigt opmuntre privatforbruget, ikke gennem real-lønsforhøjelser, men gennem kreditter og lån ved at forære finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regimet i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til et boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bolig-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ, hvis man modregner inflationen. Med andre ord lånte den kapitalistiske stat – “fælleskapitalisten” ifølge marxistisk teori – penge ud til finanskapitalisterne med en negativ realrente. Bankerne og realkreditinstitutionerne fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke krisen beslutter Nationalbanksdirektøren Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstigt skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.

Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the american dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen.

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus” eller nogle af de andre løfter som kapitalismens fortalere og politikere har givet til folke-flertallet.
For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. * * * *

Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-”demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været ideologisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerligt-liberale reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik: ikke var et led i den kapitalistiske kontrarevolution for øge udbytningen af arbejderklassen gennem at “generobre” de positioner som arbejderklassen tilkæmpede sig efter “den røde sejr i 1945″ i form af “kommunistiske velfærdsrettigheder” : børneomsorg, uddanelse, bolig, dagpenge for syge og arbejdsløse, pensioner og sundhedspleje efter behov til alle , men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”.Eller som Margaret Thatcher udtrykte det : “There is no alternativ”, der er intet alternativ til kapitalistisk markedsøkonomi; underforstået at “kommunismen fungerer ikke”.
Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at det kapitalistiske markedsdiktatur med eller uden statsstøtte hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk folkehusholdning. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og markeder og dermed profitere på alle jordens lande og folk.

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi idag foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien -

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede, ligesom Nationalbanken FED er det.
Wall Street-kapitalister såvel som “offentlige” pensionsfonde og banker og forsikringsselskaber i Europa, i Kina og den arabiske verden har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs som en følge af krisen på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om at få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på den finanskapitalistiske krise i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regimets nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen?
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale.

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %, ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %, Moskva:+2,2 %, Tokyo +3,4 %, Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929″ holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13 tusind milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) -
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største bil-koncern General Motors så gældsat at koncernen ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulere sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakken om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv folkehusholdning med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund også kaldet “valgflæsk”,”falske valgløfter”, “løftebrud” eller “falsk bevidshed” som den kommunistiske filosof Karl Marx udtrykte det .
* * * * * * * * * * * * *
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos de finansbaroner som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at dæmpe “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929″.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts revolutionære SPD)
Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser til arbejderklassen og andre arbejdende, forbedrede løn og arbejdsvilkår accepteret forbedrede levevilkår og “kommunistiske velfærdsrettigheder” (uddanelse, arbejde, bolig, pension og understøttelse til alle efter behov) for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. Man gik så vidt at arbejderklassens krav om “fuld beskæftigelse” blev accepteret som et hovedmål i flere kapitalistiske lande i Europa. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet og Hrustjov-gruppens splittelse af den kommunistiske bevægelse fra 1956 – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.
REALløn og Arbejdsproduktivitet fulgtes ad fra 1948-73, hvorefter reallønnen i realiteten står står stille omkring 100 til 107 %, mens arbejdsproduktiviteten fortsætter til 240 , i realiten en tredobbling sammenlignet med 1948.
Så når Pinochet, Thatcher, Reagan med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet - der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa. Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” udtrykte nødvendigheden af den kapitalistiske kontrarevolution som i Vesten indledtes i halvfjerdserne med frasen om at der ikke fandtes noget alternativ til kapitalismen ( “There´s no alternativ” eler TINA). Ideologisk sker det også med hjælp af Chigago-skolens Milton Friedman´s monetariske “old School”-liberale teorier. At det kapitalistiske klassesamfunds fortalere,politikere og redaktører proklamere at kapitalen og dens herredømme er den eneste realistiske vej for både arbejderklassen, såvel som andre klasser, ja for hele menneskehden var og er intet nyt. Både Hitler, Mussolini og deres politiske og økonomiske støtter : Ford, Hearst, Staunning, Jyllands-Posten prædikede også i 1930´erne om kapitalismen som den “den eneste vej” for arbejderklassen og menneskeheden:. (“kommunismen og planøkonomien i Stalins Sovjet var et fallitbo” ifølge spindoktorer i både borgerlige, nazistiske, socialdemokratiske og fascistisk-trotskiske partier.)

Men det “røde fallitbo” og dets antifascistiske allierede besejrede Hitlers, Mussolinis og Staunings kapitalistiske “eneste og realistiske tusindårs”-projekt.
Mere end 30 år efter den ” Røde Sejr i 1945″ var det socialdemokratiske Labour-regime i Thatchers hjemland igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklasse og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjenmdtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejderklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioner af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag
Men den “kapitalistiske kontrarevolution” som er blevet kaldt alt muligt andet har ikke løst kapitalismens almene krise – Den amerikanske regering har skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase uden at have forstået at for at nyde efter sine behov må man også yde sit bedste.
- – - * * * * * * – - -
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur” altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide det finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig, Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder, strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere merværdier og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) gennem krige, invasioner, tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Rusland, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !

Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen hvad Karl Marx kaldte proletariatets diktaur . –  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  - som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28 tusind milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.


“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på 30 milliarder dollar, hvad der svarer til op imod 100 milliarder $ med dagens priser, vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor talte den tidligere formand for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det proletariatet og flertallet af mennesker på jordkoden som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

De liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush, Obama, Fogh, Thorning, Browne, Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama, Browne, Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattedollar og -kroner ; og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og suicidaldemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for at modvirke den anarkistiske kapitalistiske cyklus og de relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem- et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister og storbanker så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”

12 juni 2008 –

Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark

“Danmark har for lav arbejdsløshed”.

Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende politiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.

Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.

For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.

Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik forsøgte man bevidst at holde udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.

Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.

Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.

Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.


Nationalbandirektør Bernstein og hans politisk “ideologiske trosfæller”:De politiske ledere af Storbritannien , Chile og Rusland fra 1970´erne til 1990´erne da den kapitalistiske kontrarevolution under ideologisk dække af de ultraliberale teser om det “frie marked” for globale kapitalister uden hensyn til lande- og stats-grænser eller arbejderklassens strejkeret og de kollektive overenskomster for alvor satte igang, ikke mindst pga svækkelsen og splittelsen af arbejderklassen og den revolutionære- og kommunistiske bevægelse : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.


Danmarks Nationalbankdirektør forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. *
Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.

Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark

Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.

USA: Første fald i BNP siden 2001

31.juli 2008 *

Revideret statistik fra Handelsministeriet viste samtidigt at USA´s BNP-vækst var negativ,minus 0,2 procent, under det fjerde kvartal 2007.

Det var første gang siden tredje kvartal 2001 – samme tid som flyangrebet på Word Trade Center i New York som USA´s kapitalistiske økonomi direkte faldt under et kvartal.

Samtidigt kom der også ugeciffrer over antalet nyanmeldte arbejdsløse med ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse i Staterne som viste en stigning med 448.000 mennesker sammenlignet med ugen inden.Det var betydeligt flere end regnedrenge og analytikere havde “forudspået”.

Ford på vej mod konkurs: underskud i andet kvartal på 8,7 milliarder dolar

24.juli 2008 – 22:34 *
NEW YORK — Den kapitalistiske bilkoncern Ford Motor Co. offentligjorde idag det største kvartalsmæssige tab i selskabets 105–årige historie. Underskuddet løb op i $8.7 milliarder alene for de tre måneder i andet kvartal. Det svarer til ca 40 milliarder kr.
Ford havde i 2006 et underskud på over $12 milliarder – hvilket da svarede til næsten 80 milliarder kr.-
Ford-koncernen er i en situation hvor den kapitalistiske direktion har pantsat alt af værdi – inclusive Ford-logoet for at kunne finansiere virksomheden, hvilket understeger at koncernen er et reelt kapitalistisk fallitbo.
Kun amerikansk prestige holder koncern oppe. -
Ford på falittens rand – selv Logo´ét er pantsat til finanskapitalen

DE amerikanske bilarbejdere har igennem flere år mærket til at den amerikanske kapitalisme ikke er stabil. Ingen af de “tre store” Ford, GM eller Chrysler har kunnet sikre arbejdspladserne eller de overenskomstsikrede velfærdsrettigheder i form af sygeforsikring og pensionsindbetakinger.

Titusinder af arbejdspladser er nedlagte alene på Ford´s bilfabrikker i de Forenede Stater.

“Because of deteriorating economic conditions, demand has declined dramatically, especially in North America,” said Ford topchef (CEO) Alan Mulally, who also blamed rising gas prices for the decline.
Ford-chefen sagde videre at selskabet “arbejder henimod at reducere den lønnede arbejdstyrke med 15%.”

På de Ford-ejede Volvo-bilfabrikker i Sverige og Belgien er fyresedlerne til to tusind arbejdere allerede under forberedelse.
Der kan komme flere ubehagelige overraskelser fra direktørerne i den kapitalistiske bilkoncerns hovedkontorer i Detroit.
Udover det daglige underskud i koncernens regnskaber har dollarens nedgang givet produktionen på Fords fabrikker i Europa et valuta-underskud som direktørerne i Detroit nu spekulerer i at “fjerne” ved at nedlægge produktion i Europa og flytte den til Staterne.

Kilde: CNN-Money.com

Arbejderne på Ford´s fabrikker har allerede givet store indrømmelser og opofringer som et uddrag af denne artikel viser:

Ford Motor Co. no longer can complain about being hamstrung by high U.S. labor costs
that prevent it from making money domestically.
The automaker’s hourly workers on Wednesday ratified a historic four-year contract that sets lower pay for new hires and puts Ford’s huge retiree health care liability into a trust run by the United Auto Workers.
The UAW represents about 54.000 Ford workers, and 79 percent of those voted in favor of the pact, the union said Wednesday. The UAW typically does not release vote totals. Workers at General Motors Corp. and Chrysler LLC already had ratified similar deals, with the contract passing at Chrysler by only a small margin. . . ./ / .. In addition to the active workers, the deal covers more than 94.000 Ford retirees and 28.000 surviving spouses. It will run until Sept. 14, 2011.
/AP, November 14, 2007 ·/

Barak Obama i Berlin: “Ich bin ein schwarzer Berliner”

24.juli 2008 – 11:45 *

Da den amerikanske senator og præsidentkandidat Barak Obama idag kom til Berlin på hans “verdensturne som USA´s kommende præsident” udtalte han med en omskrivning af John F. Kennedy´s tale i 1963 de berømte ord:

“Ich bin ein Schwarzer Berliner”

Nej . . glem det . . . Det sagde han ikke. Han behøver det ikke. Men at Obama er afroamerikaner som det hedder “over there” er et af hans vigtigste fortrin som præsident-kandidat for United Armed States.

Hud farven og den afroamerikanske baggrund skal give indtrykket af at med Obama opstår der “a New America”et “nyt amerika” efter at den hvide kristen-protestantiske – Georg Walker Bush (“WASP”) har trukket USA og dets omdømme ned i retning af nazi-tysklands niveau, efter krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan med de krigsforbrydelser tortur og terror som vi har fået kendskab til

-
-
Præsident-kandidat Obama blev budt velkommen af Tysklands Statsminister Angela Merkel under hans besøg i Berlin idag.

Varm luft i Berlin og forbud mod protest-plakater mod USA

Som bekendt var Berlin delt i 28 år med en “beskyttelsesmur” hvilket Obama luftede i Berlin med disse ord:

“- Den største fare af alle er at tillade nye mure at skille os ad.” 

uden at nævne den “sikkerheds”-mur som Israel er igang med at bygge ned gennem Palæstina i strid med Folkeretten og den internationale domstol i Haag.
Problemet for Obama er at den amerikanske – og europæiske fortælling om Berlin-muren handler om “frihed” , men ifølge Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel har Obamas folk i Berlin således forbudt tilhørerne at medbringe plakater og streamere, med slagord vendt mod USA, mod Bush.
Berlinerne som - hvis vi skal tro Obama , Bush og McCain altså “fik friheden af USA” – må altså ikke demonstrere med slagord vendt mod USA, mod Bush eller mod McCain. Hvorfor ? Angiveligt har det noget med valgkampen i “verdens største demokrati” at gøre.

Efter en lang valgkamp om magten i “Demokraterne” – det ene af partierne i USA’s to-parti system – trak Hilary Clinton sig tilbage og det stod klart at Barak Hussein Obama bliver partiets kandidat til præsident-valget i november.
I Europa og ikke mindst i Norden findes der stærke forhåbninger og en tro på at Obama repræsentere den gode Onkel Sam i modsætning til den aggresive blodbesudlede imperialistiske supermagt som vi har set i årerne efter Anden Verdenskrig med atombombardementet af Hiroshima som startskuddet.
Selv i det Irak som USA fuldstændigt har bombet, teroriseret og tortureret tilbage til hvad der ligner stenalderen findes der forhåbninger til Obama . Det udtrykte den irakiske læge Hisham Fadhil, i Kirkuk i Irak, under Obamas besøg tidligere i denne uge med disse ord:

Obama “er meget bedre end andre fordi han er sort, og sorte mennesker er blevet tyranniseret i Amerika. -Jeg tror at han vil forstå vore lidelser.”

Og modtagelsen i Berlin tyder på at Obama er favorit-kandidaten til USA´s næste præsident. Men nu er det som bekendt ikke i Europa han skal vælges,men i USA hvor han også opfører sig langt mere reaktionært ja nærmest som en partifælle til værten i Berlin ,den tyske kristen-demokratiske statsminister Angela Merkel .
Hvordan ligger det i virkeligheden til med Obama´s politik og holdninger ? . . . . . Kan han leve op til de store forhåbninger om en “ny politik” for USA ?
FOR det FØRSTE er Barak Obamas kandidatur ikke et resultatet af noget folkeligt oprør , en stabil græsrodsbevægelse eller nogen massebevægelse fra neden, selv om han bæres frem af en bølge af utilfredshed og protester mod Bushs krigspolitik som Obama´s parti fra de første bombetogter støttede helhjertet, med undtagelse af en enkelt senator. De hundredetusinder som nu er aktive i Obama-kampagnen er en bevægelse som vil blive nedlagt ligeså hurtigt som valget er ovre.

Barak Obama med det arabisk klingende mellemnavn Hussein repræsentere den del af de Forenede Staters herskende kapitalistiske overklasse som er kommet frem til at krigen og besættelsen af Irak var en strategisk “fejltagelse”.
De snakker ikke om “krigsforbrydelser” “forbrydelser mod menneskerettighederne” i Irak og på KZ-Guantanamo, men om “fejltagelser”.
De håber endvidere at hans hudfarve og etniske afro-amerikanske baggrund skal opbløde den verdensomspændende modstands-bevægelse mod USA´s planer om verdensheredømme og åbne de “døre” som nu bliver stadig mere lukket for USA.

Han repræsenterer de lag og grupperinger i USA´s kapitalistiske over- og middelklasse som udover den amerikanske supermagts fokusering på voldsanvendelse også lægger vægt på politiske midler for at fremme “USA´s fundamentale interesser”. Bushs politik har været for enkelsporet og ensidig, kort sagt lidt klumpe-dumpe støvletrampende a la Hitler , ifølge disse borgere.
Desuden har den givet USA et dårligt image ikke bare i den arabiske verden , men også i Europa og Rusland.
Selv Bush-regeringen er klar over at USA´s reelle militære nederlag i Irak og Afghanistan har begrænset USA´s militære og politiske muligheder og goodwill. Nu handler det om at redde hvad der reddes kan.
Vi kan takke den militante uophørlige, ukuelige, revolutionære og antiimperialistiske modstand i Irak, i Palæstina ja overalt i den arabisk-muslimske verden for at USA idag er ude af stand til at vove sig ud på nye eventyr mod “terroristerne” i “slyngelstater” som Cuba, DFR Korea , Iran og Syrien. Den revolutionære kamp og den væbnede modstand gør indtryk , giver indrømmelser og reformerer stormagtspolitikken.

” USA: land of opportunities” :Amerika som mulighedernes land: 

Langt inden Obama blev kendt for en bredere offentlighed, havde hans kandidatur fået støtte fra indflydelsesrige lag i “demokraternes” udenrigspolitiske etablissement. Personer som Zbigniew Brzezinski, som var Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver (1976-80) og Antony Lake, tidligere rådgiver for Præsident William J. Clinton (1993-2000), besluttede at støtte Obama på et meget tidligt stadium. Han får også betydelig støtte af den kapitalistiske dollarmilliardær Warren Buffett, som i sidste år passerede Bill Gates på listen over USA´s rigeste.
Disse er tilrukket af Obama – ikke så meget for hans kritik af Bushs politik men fordi de håber på den symboleffekt det vil give for USA´s image med Obama – som den første “sorte” præsident. Dermed skulle den amerikanska kapitalisme få et demokratisk ansigt , både udenlands og indenrigs, og dermed sikre at det kapitalistiske verdensmarked holdes åbent for amerikansk eksport af kapital og varer og samtidigt forstærke den herskende ideologi om at USA ”som land af muligheder” hvor “selv en sort kan blive præsident.”
Endvidere ser de storkapitalistiske bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler frem mod en statslig finansiering af den sygeforsikring som bilarbejderne organiseret i UAW – United Auto Workers har kæmpet igennem i overenskomster med bilgiganterne og som har sikret arbejderne ligeså meget i pensions og sygeforskiring som deres arbejdsløn.
I de seneste år har USA´s automobil-kapitalister forsøgt at betale sig fri af deres overenskomstmæssige sygesikrings-forpligtelser mod bilarbejderne. Det har indtil nu koster dem tre-ciffrede milliard-beløb.
For mange virksomheder udgør Sygesikrings- og pensionsindbetalingerne lige så stor en post som lønudgifterne. Derfor ser store dele af Staternes kapitalistiske erhvervsliv en fordel i en “statsfinansiering”, altså skatteyderbetalt sygeforsikring.

Gennem valget af Obama håber de også at den klassemæssige polarisering af det amerikanske samfund dæmpes. Et klassesamfund som ikke har oplevet større klasseforskelle siden røverbaronernes dage.

Denne polarisering skjules også gennem at små lag af sorte, kvinder, HBT-mennesker og latinamerikanere rekruteres ind i den herskende kapitalistiske overklasse.

Men Oprah Winfreys, Tiger Woods eller for sags skyld Barak Obamas karrierer gør ikke USA til et mere ligestillet samfund.

Det nuværende politiske system i Staterne har stærke begrænsninger :Ingen som ikke fører imperiets interesser frem, vil under de nuværende politiske omstændigheder, få en chance for blive præsident i USA . Ganske vist kan systemet tillade visse taktiske forskelle – og tillade kritik især når imperiet begår “fejltagelser” – fordi en fortsættelse af Bush´s militært aggresive linje ville have ført til imperiets undergang. Men Obama´s og andre “realistiske” kandidater´s kritik tillades ikke komme at ud over rammen : at kritikken skal sikre en “bedre” og smartere varetagelse af imperiets interesser. Grundlæggende kritik og kandidater der kræver stop for USA´s krigsforbrydelser og den aggressive imperialistiske udenrigspolitik vil aldrig blive tilladt i det nuværende amerikanske system.

Heller ikke en sort amerikaner ved navn Barak Hussein Obama kan blive præsident uden at erklære imperiet sin fulde loyalitet. Barak Obama vil blive en ligeså ivrig fortaler for at fortsætte den voldelige amerikanske udenrigspolitik som USA´s første sorte udenrigsminister Colin Powell var eller som hans efterfølger Condoleezza Rice er nu. Det er ikke hudfarven som afgør men hvilke klasseinteresser som står bag.

Cuba og Israel 

Obama støtter USA´s forbryderiske blokade mod Cuba. Ved et møde med CANF, en kontrarevolutionær cubansk eksil-organisation, hyldede han José Hernandez en af CANF:s ledere der bl.a har deltaget i et mordkomplot mod Cuba´s tidligere præsident Fidel Castro som skulle have fundet sted i Venezuela. Overfor den eksilcubanske mafia erklærede han: ”Jeg vil beholde embargoet”. (mod Cuba)

Obamas linje er at udsulte det cubanske folk samtidigt som familier i Florida skal tillades at sende penge til slægtninger på øen med den hensigt at gøre cubanerne stadig mere afhængige af pengeoverføringer.

Obama støtter Apartheidstaten Israel fuldt ud. På en konference arrangeret af den pro-israeliske lobby-organisation AIPAC:s konference sagde Obama at ”Israels sikkerhed er hellig. Den er ikke forhandlingsbar” . Hver eneste “fredsaftale skal ”bevare Israels identitet som en jødisk stat, med sikre, anerkendte og forsvarbare grænser. Jerusalem vil forblive Israels hovedstad og den skal være udelt.”

At Israels folkeretsstridige besætelse af Al-Kud – Jerusalem – “Hellig by” for tre verdensreligioner – nu anerkendes af Obama og envidere skal forblive Israels “udelte hovedstad” er ikke bare en hån mod palæstinenserne, men også en fortsættelse af Israels krænkelser af Folkeretten, FN-resolutioner og internationale konventioner.

Om palæstinensernes folkevalgte regeringsparti Hamas sagde han: ”Der findes ingen plads for at sidde og forhandle med terror-organisationer. ”

Om Obamas politik mod Iran skriver den canadiske avis “Toronto Globe & Mails” korrespondent at :“Senator Obama virkede ligeså høgagtig som Senator McCain eller den nuværende præsident George W Bush”.

Trusler mod Iran fra Obama

Ved mødet med med den zionistiske lobbyorganisationen AIPAC sagde Obama også: ”Truslen fra Iran er alvorlig, den er virkelig, og mit mål er at skaffe denne trussel af vejen./…/ Jeg vil gøre alt der står i min magt – alt, virkelig alt – for at forhindre Iran fra at skaffe sig atomvåben.”

Den ene procent af amerikanerne som har raget mest jordisk rigdom til sig
kontrollerer nu mere end 45 procent af den samlede formue. Det hverken kan eller vil nogen præsident gøre nogenting ved. Tværtimod, hvis Obama bliver præsident vil en af hans første beslutninger være at skære ned på den sociale sektor og i forskellige sociale hjælpperogrammer.

Det er i og for sig positivt at mennesker vil støtte en præsidentkandidat som de anser for at være en fredskandidat i modsætning til krigsophidseren McCain. Obama var imod krigen i Irak, men som præsident vil han handle i imperiets interesse. Hans udenrigspolitiske udtalelser har gjort det klart hvor hans loyalitet ligger – og det er ikke hos arbejderklassen og de undertrykte folk, men hos den rigeste og grådiske ene procent af de Forenede Staters befolkning.

Tagged with: , ,

Estland: Inflationen oppe over 11%

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Euroasien ° Eurasia by interpres on mandag, juli 21, 2008

21.juli -/ 2008 – 3:06 *
Statistik fra EU-landet Estland viser at forbrugerpris-eksplosionen i landets EU-stats-understøttede kapitalistiske økonomi nu udhuler løninger,pensioner og dagpenge med 11,4 % på årsbasis.
Det er tal fra 2.kvartal´s Forbruger-prisindeks- CPI som viser en øgning på 11,4% på årsbasis.
I 1.kvartal steg forbruger-prisindekset med 11,1%. DEn kapitalistiske inflation i anden kvartal går – ligesom det er tilfældet i USA og en række kapitalistiske EU-stater hovedsaglig ud over basisvarer som mad, transportudgifter, motor-brændstof og bolig-udfgifterne.

On a quarter-on-quarter basis, the CPI increased 2.2% in the second quarter, after rising 3.6% in the first three months of the year. The increase was mainly driven by higher prices of food and motor fuel, which led to a 13.6% rise in transport charges.
During this period, prices of goods were up 10.6%. Food prices increased 15.8% and that of the manufactured goods by 6.5%. Prices in services and the housing sector rose by 12.9% and 17.3%, respectively.

DE såkaldte Producent-priser PPI – dvs priserne i det kapitalistiske produktionled – steg betydeligt mindre : a report released by the Statistics Estonia showed that the Producer Price Index or PPI rose 7.5% på årsbasis i Juni, marking a faster pace than the 7.2% logged in May.
The rise in the producer price inflation in June was largely due to increase in prices of food products and beverages. Further, higher prices in the production of electrical and optical equipment and in the manufacture of textiles and textile products also had an impact.
Kilde:RTTNews

Polens værfter truet af EU-krav om stop for statstøtten

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, INTERPRES, Polen ° Polska by interpres on onsdag, juli 16, 2008

16.juli 2008

GDYNIA, Polska – - – Værftskrise i Polen: Arbejderne på værfterne i Gdynia og Szczecin demonstrere mod de kapitalistiske konkursplaner

Samtidigt som tusinder af værftsarbejdene i Gdynia og Szczecin demonstrerer for at sikre deres arbejdspladser som er truet af EU-Kommisionen og den polske regerings krav om privatiseringer og fjernelser af statsstøtten foregår der forhandlinger – som mere ligner en studehandel hvor den polske regering ifølge den polske avis Fakty sikrer et polsk ja til den truede Lissabon-traktat – som irerne allerede har stemt nej til – mod at EU hjælper den den polske regering med at gennemføre privatiseringsplanerne og fjernelse af statstøtten – som EU anser løber op i 5000 millioner złoty ~11 milliarder kr. – uden at risikere udviklingen mod en kapitalistisk likvidering arbejdspladserne og den store modstand fra ryggraden af den polske arbejderklasse: værftsarbejderne i Østersøbyerne Gdansk, Gdynia og Sczecin som den polske regeringen står overfor.

Ifølge EU-kommisionen talsmand i Konkurrencespørgsmål Jonathan Todd skal
de :

” . . de polske myndigheder inden for meget kort tid, fremlægge pålidelige løsninger som umiddelbart kan gennemføres for at garantere langsigtig lønsomhed for begge værter,”
hvorefter vi vil undersøge dem inden en beslutning tages “

Hvis EU-kommisionens krav om tilbagebetaling af statstøtten gennemføres vil begge værfter kollapse finansielt og gå konkurs.
EU har angiveligt givet den polske regering en frist til torsdag (imorgen) til at fremlægge en tilfredstillende plan for “privatisering og omstrukurering af de polske vælfter”

Originaltelegram
(Reuters) – Thousands of workers staged protests on Friday at Poland’s shipyards, symbolic heart of the anti-communist Solidarity union, amid fears the European Union may force them into bankruptcy in a row over state aid.

The European Commission, the EU’s executive arm, is due to rule next Wednesday on whether Poland broke state aid rules by extending billions of euros in aid to the yards, whose workers played a key role in the struggle for democracy in the 1980s.

Having to repay the aid, worth some 1 billion euros ($1.57 billion) would bankrupt the Gdynia, Gdansk and Szczecin shipyards and cause Prime Minister Donald Tusk’s centre-right, pro-EU government a major political headache.

“Vi vil kæmpe til enden , vi are not going to go quietly. This shipyard is all our life, it is our work, our future,” Dariusz Adamski, a senior Solidarnosc official, told Reuters at a 2,000-strong rally in the Baltic port of Gdynia.

Volvos værste krise nogensinde: 2000 fyres på fabrikkerne i Sverige og Belgien

25 juni 2008 – *

2000 fyres på de FORD-ejede Volvo-bilfabriker i Sverige og Belgien

Ford-koncernens finansielle krise som nu falder sammen med den den gennerelle kapitalistiske krise, USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser.
Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet “Volvo Car“s budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer nu bliver fyret på Volvo´s fabrikker i  Olufstrøm og i Göteborg (Torslanda-fabriken) i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

Læs videre: FORD på falittens rand

“Junglens lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbils-divisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar, hvad deer svarede til 50 milliarder Svrenske kr., var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som klubformanden Olle Ludvigsson manende slog fast.
Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i Cash for at komme over varemærket Volvo og de profitter som løbende skabes på de rullende produktionsbånd på bilfabrikkerne i Sverige og i Belgien.
Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsen i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW - som blev født i tredivernes hårde klassekampe mod den magtfulde kapitalistiske ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger – kom FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-organiserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, “Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for den kapitalistiske mafias blodpenge og narkokartelllernes virksomhed. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nyligt har købt en 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasardsspillet og hvidvaskningen af de kapitalistiske mafiaorganisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – gået offentligt ud og stilet krav  til Ford-ledelsen om at “sælge Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.
SVENSKA:
Volvo Personvagnar varslar 1.200 personer om uppsägning, främst i Göteborg och Olofström.
Volvos sparpaket
14/6 Volvo PV fördubblar sparpaket
Varslet är uppdelat på 1.105 personer på Volvo Personvagnar i Göteborg, 50 personer på Karosskomponenter i Olofström och 45 på marknadsföringsbolaget Volvo Personbilar Sverige.
Hele nat-skiftet på Torslandaverken ved Gøteborg nedlægges. Det er 600 mennesker, hovedparten arbejdere personer som berøres af nedlægningen af natholdet.
Udover varspålet planerar företaget att minska personalstyrkan med cirka 300 funktionærer udemlands och opsiga kontrakter med omkring 500 konsulenter.

20.maj 2008 – 05;34
Industriforbundet IF Mettall´s blad “Dagens Arbete” analyserer : Volvo Personvagnar står inför sin värsta kris någonsin. Försäljningen sjunker, förlusterna stiger och i bakgrunden styr en utfattig amerikansk ägare med egna, halvtomma fabriker dit delar av Sverige-tillverkningen skulle kunna flytta.

Gårdagens besked att Torslandafabriken skulle gå ner från treskift till tvåskift var knappast oväntat. De signalerna kom redan i februari då det stod klart att Volvos försäljning dalade.

Det oväntade var snarare sättet som nerdragningen offentliggjordes på. Facken fick beskedet via media, inte vanligt på Volvo där ledningen alltid varit noga med att informera facket om förändringar i produktionstakt.

En ny, hårdare attityd från ledningen? Eller ett tillfälligt avsteg från rutinerna som tecken på plötslig frustration?

Hårdare tider väntar Volvo Personvagnar och dess 25 000 anställda.

Kallduschen kom för någon månad sedan då Volvos ägare Ford för första gången särredovisade Volvos resultat för det första kvartalet. Minus 884 miljoner kronor. Jämfört med plus 550 miljoner för ett år sedan.

Ford-ledningen i Detroit avkrävde en åtgärdsplan av Volvochefen Fredrik Arp. Men hans första plan hamnade i papperskorgen. Hårdare tag efterlyses nu.

Det finns tre akuta orsaker till Volvos problem.

1. Dollarkursen. Volvo går runt när dollarkursen ligger runt 7:50 kronor. I dag skvalpar den runt 6 kronorsnivån, ibland under.

2. USA-marknaden. ”Den har kollapsat”, förklarar Fedrik Arp i dagens Göteborgs-Posten. USA köper en fjärdedel av Volvos produktion. I fjol backade efterfrågan från USA med hela 9 procent.

3. Dyrare råvaror. Inköp av exempelvis stål, olja och metall blir allt dyrare.

Till det ska läggas ett otidsenligt modellprogram med törstiga bilar. Volvo har knappast lyckats profilera sig med någon miljövänlig bil, där ligger konkurrenterna långt före.

Enligt Fredrik Arp innebär sjunkande dollar och dyrare råvaror att kostnaderna för företaget stiger med hela 13 miljarder kronor om året. Att kompensera detta med att ta ut högre pris på bilarna låter sig inte göras. I synnerhet inte på den viktiga USA-marknaden där företagen tävlar med frikostiga rabatter.

Amerikanska marknaden har säckat ihop förr. Och då har det alltid spekulerats i att Volvo skulle flytta tillverkning dit utan att något hänt.

Den diskussionen förs även nu. Skillnaden mot förr är att nu har Volvo Personvagnar en amerikansk ägare med egna halvtomma fabriker. Det betyder inte att man kan flytta tillverkning från en dag till en annan över länderna. Volvo är fastvuxen i den europeiska och framförallt västsvenska leverantörsmyllan som förser Torslanda och belgiska Gent med komponenter.

Men under åren har Volvo växt samman med Ford. Volvo delar allt mer med Fords bilar, vilket – teoretiskt – skulle göra det lättare att på sikt börja tillverka Volvo i USA. Men det är ett scenario för några år framåt och har inget med dagens volymsänkning med färre producerade bilar att göra.

Volvo måste brottas med två frågor: Hur ser framtiden ut efter 2012 då dagens modeller ska ersättas med nya? Hur ska företaget klara sig fram till 2012?

Två frågor och två parallella diskussioner där sista ordet tillfaller en ägare som inte har några pengar och som kanske, när allt kommer omkring, egentligen inte alls vill äga Volvo.

Krafter inom Ford vill sälja Volvo för att få in pengar till det sargade moderföretaget. Men Fordledningen har motsatt sig försäljning. Än så länge.

Klart är att Volvo Personvagnar skulle kunna säljas till betydligt lägre pris än vad Ford köpte för. Ford betalade över 50 miljarder kronor. Nyligen skrev man ner värdet på Volvo till hälften, 25 miljarder.

Volvos värde varar, hette det i den gamla reklamen. Frågan är: varar värdet till 2012? Och sedan?

Frågetecknen – och oron – hopar sig kring Volvo Personvagnar.

HARALD GATU

Andre media:

Automotive industry: Carmaker Ford facing dire financial crisis

Liverpoll Daily Post: Credit crisis threat to Ford sale strategy

Hvem ejer et af USA´s sidste familedynastier, Ford Motor Compagny

“Alvorlige økonomiske problemer” i €uro-staterne

18.juni 2008 * I de borgerlige og andre EU-underdanige medier fremstiles EU og den Økonomisk Monetære Union – €urolandenes fælles økonomiske politik som en succes.
Men i realiteten befinder flere af de største kapitalistiske Euro-stater sig i en alvorlig økonomisk krise med massearbejdsløshed, stigende inflation og udhuling af de arbejdendes levevilkår samtidigt som flere lande har store underskud på de kapitalistiske statsbudgetter og underskud på betalingsbalancen – en dødssynd ifølge ØMU – Massstrichttraktaten.
Med andre ord indførelsen af €uro´en, den fælles valuta og ØMU; den Økonomisk- Monetære Union´s statskapitalistiske regler for gældsætning, finanslov og betalingsbelance har ikke ført til økonomisk vækst endsige velfærd og fuld beskæftigelse for arbejderklassen og folken i eurolandene.
Tværtimod sidder Eurolandene nu fast i den kapitalistiske krises skruestik. Kapitalen kræver at de kapitalistiske eurostater skal redde deres profitter på arbejderklassens bekostning, de kalder det “vores konkurrencekraft”. De kræver nedskæringer i de statskapitalistiske budgetter, i arbejderklassens løn og arbejdsvilkår, ligesom de kræver nedskæringer i den sociale velfærd, især arbejdsløshedsdagpengene angribes af kapitalen. Det sker for at presse arbejderklassens og andre arbejdendes løn og arbejdsvilkår og tvinge folk til acceptere lavere løn og forringede arbejdsvilkår. Men det vil ikke løse kapitalismens krise også selv vi forestillede os at arbejderklassen (ufrivilligt) skulle acceptere at betale krisen. Det er en skrue unden ende som slutter iu kinesiske og indiske løn og arbejdsvilkår.
Kapitalismen har aldrig været og bliver aldrig krisefri . . . . De uløslige økonomiske modsætninger mellem løn profit og forbrug forsøger kapitalen “løse” gennem gennem at true med “forværring” af krisen med massefyringer, nedskæringer i den sociale velfærd. Kapitalen og dens borgerlige-reformistiske politikere bruger krisen til at påtvinge arbejderklassen forringede løn – og arbejdsvilkår. Truslen om arbejdsløshed , fattigdom og hjemløshed bruges åbent af kapitalen og dens politiske lakajer. Det demonstreres åbent gennem de ophidsede, konstante ja “principfaste” angreb på arbejderklassens og andre arbejdsløses dagpengerettigheder. Dagpengene skal begrænses og beskæres for at påtvinge arbejderklassen reallønsnedgang, forringede arbejdsvilkår og længere arbejdstid. Kapitalismen og dens fortalere tyer tilbage til “Old School”-kapitalismens pisk. Arbejderklassen skal tvinges til at betale kapitalismens krise med fattigdommens, sultens og hjemløshedens pisk som nu åbent føres ud i livet i Grækenkland.

Nordea- økonom: “store økonomiske problemer” i flere €urolande.

Det er “chefanalytiker” Anders Matsen fra Nordea som trækker de kapitalistiske €urostater Portugal, Italien, Grækenland og Spanien frem og påviser at alle har lav vækst og ganske store underskud på betalingsbalancen – og rekordstor inflation inden for euro-zonen.
Også den kapitalistiske €uro-økonomi i Tyskland og Frankrig har millioner af arbejdsløse, stigende inflation og problemer med at overholde den liberale Maastrich-traktats skrappe krav til balance på statsbudgettet.

Tre gange “værre” end Danmark i 1980´erne

  Set ud fra EU´s kapitalistiske  markeds-tilpasningsregler i  Maastricht-traktaten (ØMU) ser det “værst” ud i Grækenland, hvor underskuddet nærmer sig 15 procent af bruttonationalproduktet. Da det så “aller værst” for Danmarks kapitalistiske økonomi – dengang i begyndelsen af 1980′erne, hvor vi ifølge den socialdemokratiske Finansminister Heinesen var på vej mod “afgrunden” hvis ikke der blev skårert kraftigt ned på løn og levevilkår for den brede befolkning – var den danske stats underskud kun på omkring 5 procent.
I både Grækenland, Portugal og Spanien - som EU fremhæver “som en økonomisk succeshistorie hvor disse lande oplevede en stor økønomisk vækst og i 1995 havde Portrugal fine tal på betalingsbalancen over for udlandet” i 1990′erne også “da €uroen blev indført” – som det hedder fra EU-kommissionen _ har den kapitalistiske udvikling efter €uro´en indførelse ført til stigende inflation – især i Italien , og stigende underskud på de kapitalistiske statsbudgetter.
Idag har Portugal et underskud på hele 12 procent.
Italien har i årene efter indførselen af €uro måttet kæmpe med store prisstigninger og har idag en af “euro-zonens dårligste økonomier”.
Tidligere kunne hvert land devaluere kronen, marken, francen, liren og peseta`en – altså en nedskrivning af valutaen, så landets varer og arbejdskraft pludselig var billigere over køberne i andre lande. Men valuta-kursen bestemmes nu i Bruxelles og på det kapitalistiske verdensmarked.
Derfor er det redskab nu ubrugeligt for regeringerne i Rom, Madrid, Lissabon og Athen. I stedet må de igennem krisen på den hårde måde – “lige som Tyskland, der først er ved at komme sig ovenpå genforeningen nu, netop har været det.” vurderer både Anders Matsen fra Nordea og Peter Birch Sørensen, der er økonomisk overvismand.
Det er dog et en forvrænget billede af den økonomiske virkelighed i Tyskland og Frankrig som stadig har millioner af arbejdsløse og som hver eneste måned kæmper for at leve op til de kapitalistiske statsbudgetkrav i den Økonomisk-Monetære Union (Maastricht).

Hvad siger EU ? Har der ikke været meget snak om at det er et solidaritets-projekt ?

EU´s krav er klare: Disse lande må igennem “en meget hård hestekur og få løsnet op for deres meget fleksible arbejdsmarkeder”

Det betyder yderligere forringelser af løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen og andre arbejdende.

EU-fortalerne i Danmark gentager EU-kommissionens krav om at “disse lande” må ” igennem krisen på den hårde måde” og “de kan med fordel skele til det danske” eksempel , mener den økonomiske overvismand i Danmark.

Disse “landene faktisk lære en del fra det danske arbejdsmarked, forklarer Overvismanden.
“- De mangler den fleksibilitet, som vi har, hvor det er nemt at hyre og fyre folk. Det betyder, at man hurtigt kan flytte folk derhen, hvor arbejdet er. Det kan de ikke i Sydeuropa.” fortsætter den danske Overvismand.

Kina: inflationen fortsætter med at udhule arbejderklassens lønninger

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, KINA ° Zhongguo by interpres on torsdag, juni 12, 2008

10.juni 2008 *
PEKING (Xinhua) – Forbrugerpriserne i Kinas kapitalistiske økonomi steg med 7,7 procent i årstakt under maj måned. En årsag var kraftigt stigende priser på fødevarer som steg med 19,9 procent.
Dermed fortsætter inflationen med at udhule levestandadarden for flertallet af de kinesere som hver dag må købe deres fødevarer og andre dagligvarer, d det vil ige byernes arbejderklasse og andre arbejdende. Bønderne og dele af landbefolkningen som stadig udgør flertallet af Kinas befolkning – er oftest selvforsynende med fødevarer. I april lå årstakten på 8,5 procent, ifølge den kinesiske centrale statistikbureau.

Frygten råder i USA :Finanskrisen fordybes.

21.Apr. 2008 – *
NEW YORK *(Bloomberg/e24.no)- Den kapitalistiske finanskrise som blev udløst i fjor efter sammenbruddet i det såkaldte subprime-kreditmarked – et omfattende kapitalistisk spekulationscirkus som ingen idag vover spå omfanget af – fortsætter .
Tvangsauktioner, konkurser , massefyringer sender tusinder af amerikanere ud i hjemløshed og arbejdsløshed. Millioner af fattige amerikanere som ikke har råd til at eje deres bolig er udset til at betale for finanskapitalisternes krise og fejlspekulationer.
I visse byer ligner hele kvarterer spøgelsesbyer – hvor halvdelen af beboerne er tvangsauktioneret ud af deres hjem – mens husene forfalder og kriminelle plyndrer de tomme huse sidder den anden halvdel der stadig har et hjem og ser gaderne forvandlet til kulisser for det kapitalistiske forfald og kriminalitet. Men nu bliver de finanskapitalistiske kreditselskaber på Wall Street og banker i Europa som i deres jagt efter hurtige profitter har skabt de “fordelagtige” “subprime”-kreditlån – stævnet af flere kommuner i USA, bl.a Deutsche Bank – en af Europas største banker har fået flere stævninger.

Det er en reaktion på det som siges mand og mand imellem at : “MAIN-street betaler regningen – mens Wall-street får milliarder i statsstøtte”

- – - Stadig stadig flere spørger sig selv om jubel-prognoser fra USAs ledende kapitalistiske banker har vært noe vel optimistiske.

Mandag morgen blev det kjent at USAs nest største bank, Bank of America, (BAC) leverer et resultat i første kvartal som er langt under analytikernes forventninger.

Resultatet for banken faller 77 prosent i forhold til samme periode i 2007. Aktien gik ned med 2,5 prosent.

Stort bedre går det ikke for Ohios største utlåner, National City. Banken faller til sitt laveste nivå på hele 17 år etter at de ble tvunget til at skære ned på selskapets dividende, altså selskapets inntekter fra aksjer.

Dystre ciffrer

Nu sælges aktien til udsalgspris :40 prosent lavere end aktieprisen ved børslukningen i sidste uge. Aktien rasede ned 21,6 etter at meldingen ble sluppet og er klokken 19:41 norsk tid ned 27,17 prosent, og står dermed for mandagens største fall på S&P.

Nedturen for to store amerikanske banker fører til at frykten nok en gang får fritt spillerom på Wall Street. S&P falt rundt lunchtider i New York med 0,4 prosent til 1.384,46 poeng. Dow Jones falt 0,36 prosent til 12.797,58 poeng, mens Nasdaq falt 1,7 prosent til 12.797,58.

- Vi kommer til å se langt flere dårlig resultater fra bankene og en god del flere nedskrivninger, sier analytiker Kevin Caron i til Bloomberg tv.

Flere nedskrivninger venter

Dette er et langt mer pessimistisk syn enn toppsjefene i JPMorgan, Goldman Sachs, Lehman Brothers og Morgan Stanley har uttrykt de siste ukene. En etter en har de påstått at vi har lagt bak oss det verste av kredittkrisen.

- Hvert kvartal har de spået at det værste er ovre. De siger at vi har taget afskrivningene og herfra er det rosenrødt. Og hvert eneste kvartal har de taget fejl. Jeg tror vi ser det samme igjen her, sier grunnleggeren av hedgefondet T2 Partners, Whitney Tilson, til Bloomberg.

I tillegg til de to nevnte bankene faller flere regionale amerikanske banker. First Horizon National i Memphis, Tennessee, Cleveland-baserte KeyCorp og Philadelphia-baserte Sovereign Bancorp rammes alle av investorenes frykt for videre kreditproblemer.

- Svagere resultat fra Bank of America svækker investorenes håb om at selskapet vil slippe fra problemene på de globale kreditmarkedene, siger analytiker Nicholas Mosley til MarketWatch.

Blodbad på den kapitalistiske Wall Street-aktiebørs efter ny olieprisrekord

7.jun 2008 – 09:36 * NEW YORK (

Råolieprisen nåede nye rekordniveauer i går fredag – samtidig som arbejdsløsheden i USA´s kapitalistiske økonomi stiger hurtigere end det er set i de sidste 20 år.
Det har overrasket selv de mest pessimistiske regnedrenge og analytikere.
De kapitalistiske spekulanter på aktiebørsen i New York fik en hel del at tænke over og de reagerede med at “slagte” en række store finanskapitalistiske aktier.
Derfor faldt aktiekurserne drastisk.

Råolie-terminen for juli-leverance på New York´s råoliebørs (nymex) lukkede da prisen nåede den nye rekordnotering på 138 dollar og 54 cent pr tønde. Prisløftet på 10,75 dollar pr tønde var det største prishop hidtil på en og samme handelsdag.

Beskeden slog også hårdt mod den kapitalistiske fly-maskine-sektor. Flyproducenten Boeings aktie faldt 5,4 procent i værdi.
Som sædvanlig når profitterne for de kapitalistiske ejere er truet – er industrien begyndt at klynke og flæbe op om at “flyindustrien er truet” hvis der ikke gøres noget ( forstået som “krisehjælp i form af skattekroner og anden  erhvervstøtte fra statens og regeringers side).
Det kommer fra en industri som i årtier er blevet forkælet med fritagelse fra moms, afgifter og skatter på flybrændslet – i modsætning til brændstof til tog,busser og biler som beskattes med flere hundrede procents afgifter.

De kapitalistiske finans-aktier fik rigtige tæsk over hele linjen. Forsikringsgiganten American International Groups aktie faldt med 6,3 procent. USA:s tredje største bank, JP Morgan Chase, faldt med 4,8 procent og den kapitalistiske investeringsbanken Morgan Stanley rasede ned med 8,5 procent 

Tidligere på dagen kom der uventet dystre ciffrer om udviklingen på det kapitalistiske arbejdsmarked i Staterne. Arbejdsløsheden i USA er ikke steget så hurtigt siden 1986 som den gør nu ifølge statistiken for maj måned.
Ifølge den officielle statistik mangler 5,5 procent af de Forrenede Staters arbejdsduelige befolkning et arbejde, hvilket er det største antal arbejdsløse siden 2004.
Den kapitalistiske industri-kæmpe General Electrics aktie faldt med 3,4 procent.
Dow Jones industriindex gik ned med 3,1 procent og lukkede på 12 209,8.
Nasdaqs kompositindex (teknologiaktier) faldt med 3,0 procent til 2 474,6.

HVORFOR fortsætter olieprisernes himmelflugten 

 


Den væsentligt forklaring til den oliepriseksplosion som vi har været vidnet til siden sidste sommer da den den kapitalistiske finanskriuse brød ud i USA er kapitalistisk spekulation. Den kapital som tidligere sugede profitter ud af det kapitalistiske ejendoms- og boligmarked har nu som vampyrer kastet sig over olie, fødevarer og ædelmetaller for at tilfredstille deres umættelige profit-hunger.

” – Frygt er den største bidragsyder til den økte prisen. Hedge Fonds har spekulert i at prisen ville falle, men nu sidder selv de mest frygtløse tradere og ryster på hovedet, siger Kevin Kerr, presidenten i den kapitalistiske Kerr Trading Inernational til MarketWatch.com.

Tidligere i denne uge var det en klar oppfatning blant mange at prisen skulle ned, men de fikk seg altså en skikkelig smekk på fredag.
Af andre årsager er dollar-faldet. Eftersom den kapitalistiske verdenshandel med olie stadig opgøres i USA-valutaen ville de olieproducerende lande og olieselskaber reelt tabe ligeså meget på deres salg af olie som dollaren er gået ned siden den var oppe på over 10 kr (pr.krone) for nogle år siden. Nu er dolaren mere end halveret.
Olieproducenterne har kompenseret med at hæve prisen.
Derudover er olie-forbruget også steget – især i det kapitalistiske indien og Kina hvor den kapitalistiske over- og middelklasse har øget deres forbrug.
Aktuelt har den zionistiske apartheidstat Israel´s trusler om starte en krig mod den uafhængige stat Iran også været benzin på den usikkerhed som breder ud sig i det kapitalistiske oliemarked.
En av årsakene var en kommentar fra Israels transportminister Shaul Mofaz, som gav grobund til bekymring rundt situasjonen i Midtøsten.
Han blev citeret i israelske aviser om at et angrep på Iran synes «uunngåelig» hvis landet fortsetter sit “atomudviklingsprogram”.
Flere analytikere på Wall Street var fredag svært opptatt av konsekvensene av denne uttalelse, skriver FT.
Kilde: e24.no og REUTERS

FAKTA: 1 american barrel ( tønde)= 158,984 ~ 159 liter., hvilket betyder at når prisen er 130 Dollar/tønde bliver prisen for en liter råolje 4 kr 39 øre.(Kurs: N.kr. 7.juni) Prisen var i 1980 omkring 10 Dollar. det betyder ikke at der reelt er sket en ni-dobling siden. Fratrukket inflation og dollar-kurs korrigering er olieprisen idag faktisk ikke meget højere idag, oplyser økonomiske analytikere..

USA: Verdens største forsikringselskab AIG i krise: har tabt 60 milliarder kr.

10.maj 2008 *

Kapitalismen i krise : Hvad koster kapitalismen ?

For sjette dag i træk slog prisen på råolie ny rekord da den nåede sit højeste niveau nogensinde med 126,20 dollar pr tønde. Det fik de kapitalistiske aktiekurser på Wall Street til falde med 0,8 % ( Dow Jones) fredag.
Det kapitalistiske industriindeks S&P 500 gik 0,6 prosent ned . 

Energipriserne påvirker selskaper som driver ulike former for transport og dermed er avhengige av drivstoffprisene.

Goldman Sachs nedjustering af profit-prognosen for USAs største raffineriselskap, Valero Energy Corp. trækker også ned, skriver Bloomberg.

Flere skeletter i skabet

De andre store faktorene på New York-børsen i dag er American International Group (AIG) og Citigroup, som kunngjorde at banken vil kvitte seg med enorme verdier for at bedre lønnsomheten.

AIG er verdens største forsikringsselskap, og kom fredag med nyheten om at underskuddet gør det nødvendigt for selskabet at skaffe 12,5 milliarder dollar for at dække tabbene. Kapitalen bag AIG har været en af støttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåningen på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på bologmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkrditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig” .
“Subprime” -realkreditterne som blev foreslået af Clinton-regeringen allerede i 1993 – og den planmæssige sænkning af FED- USAs Nationalbanks – statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001.

AIG-akien faldt med syv prosent.

“- Måske er den værste del av finanskrisen ikke ovre alligevel. Vi finder flere skeletter her efterhånden som vi kæmper os gennem dette kaos,” siger Art Hogan, chef-strateg hos Jefferies & Co til MarketWatch.com

Den teknologi-tunge Nasdaq-aktieindeks ligger så at sig fladt fredag.

Krise på bilmarkedet:Laveste bilsalg i 15 år i USA

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Amerika ° Americas by interpres on fredag, maj 2, 2008

2.maj 2008 – 09:20 *

Bilsalget styrtdykker i USA

   Salget på det kapitalistiske bilmarked i USA faldt i april måned til det laveste i 15 år. Stigende benzinpriser gav endnu uslere salg af de brænselslugende 4 hjulstrukne jeep´s (SUV). Men japanske biler og småbiler flyttede deres positioner frem på markedet.
USA:s tre bil-giganter Ford, Chrysler og General Motors, GM, viser katastrofe-tal for april måneds salg.
Detroits “Big Three”, tapte 19, henholdvis 23 og 16 procent i april, ifølge AP.

Fremfor alt var det amerikanernes tidligere så elskede jeeper og pickup´er som dykkede stejlt ned i salgs-statistiken.

Hos GM faldt salget af de “macho”-brølende,benzintørstige firehjulstrækkere med omkring 30 procent i april. Salgsnedgangen overskyggede det faktum at samme månad blev selskabets bedste hidtil for hybrid-biler. (hvor motorerne har flere brænselsalternativ og/eller strøm fra batterier)

Forandringen i købemønsteret ses som en konsekvens af de rekordhøje benzinpriser og amerikanernes stadig mindre velfyldte tegnebøger.

  Alene under april månad steg middelprisen på bensin i USA med 12,5 procent till 3,62 dollar för en gallon (cirka 3,8 liter), svarende til omkring 5,70 kroner litern – en “afsindigt højt prisniveau” i det bilafhængige  USA, hvor en kvart milliard biler ruller rundt på vejene..

Toyotas jeeps (SUV) tabte 8 procent i USA i april, men koncernen fik “kompensation” gennem en stærk stigning for i salget af selskabets bensin-besparende småbiler hvorved selskabet kunne registrere en stigning i det samlede salg med 3,4 procent. De Renault-ejede Nissan-biler kunne notere en endnu større stigning på 7 procent.

Samtliga bilforhandlere nedskriver sine prognoser for helårets salg i  USA.

USA-kapitalismen i krise: 25 milliarder kroner underskud i Citygroup i 1.kvartal 08

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Amerika ° Americas by interpres on lørdag, april 19, 2008

18.apr. 2008 –

Nyt gigant-tab for amerikansk storbank

Regnskabet fra USA’s største kapitalistiske bank , Citigroup, for første kvartal viser et underskud på 5,1 mia. dollars ~ 25 milliarder kr.
Dermed fortsætter nedturen for Citygroup. Det er således andet kvartal i træk at bankens må konstatere et minus. For et år siden strålede profitsolen over kapitalen bag Citygroup idet banken havde et overskud på omtrent samme ciffrer : 5 milliarder dollar som på den tid var betydelige mere værd i “udenlandsk” valuta.
I år må banlken samtidigt gøre afskrivninger på lån – bl.a subprime – for 12 mia. dollars.
Kun den schweiziske bank UBS har haft større afskrivninger og tab end Citigroup ovenpå den såkaldte subprime-krise, hvor bunden gik ud af det amerikanske boligmarked sidste sommer og forårsagede en global kreditkrise blandt finansielle selskaber.

Topchefens kur

Omsætningen er faldet hele 48 pct. i første kvartal og Citigroups markedsværdi er nu under de kapitalistiske “konkurrenter” på Bank of America og JPMorgan.
Nedturen kostede sidste år Charles Prince, jobbet som topchefen gennem fire år, på USA’s største bank målt i aktiver.
Indtil videre har banken udskiftet flere chefer og fået statskapitalistisk finansiel støtte fra asiasiske og arabiske lande på 30 mia. dollars ~ 150 milliarder kr. i ekstra kapital – samtidigt som man har fyret 6.000 ansatte.

Albanien 1991: Kommunister vandt frit valg

Kommunister vandt frit valg

slog dagbladet Politiken fast på sin forside samme dag som det erklærede kommunistiske Albaniens Arbejdets Parti vandt 2/3 af stemmerne i det internationalt overvågede valg i 1991 – godt 17 måneder efter den tyske Murs fald.

”Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt”
skrev Dagbladet Information´s korrespondent den 2.april 1991
- — – - –
Var der tale om et “kommunistisk komplot” – en sammensværgelse mellem det kommunistiske styre og venstreorienterede udenlandske journalister og observatører ?

Det kan ikke udelukkes . Derfor bør sagen undersøges meget nøje.
Det så jo ud som en international konspiration – et forsøg på  “historieforfalskning” hvor både bbc, cnn, New York Times, Le Monde og andre medier fortæller nøjagtig det samme :

Kommunister vinder overbevisende valgsejr.

Men hvad med de omkring 100 internationale observatører der var i landet for at overvåge valget ?
DE kan vel ikke beskyldes for at være deltagere i denne “kommunistiske konspiration” ?

Alt forløb efter reglerne ,udtalte cand.mag. Tue Magnussen fra RUC,der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne.”, ifølge Politiken (2.april 1991)

Informations korrespondent Tue Magnussen skrev
den 2.april 1991 at de danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der igår fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad der var imponerende”

Men hvad har Magnussen,Andersen og Glønborg egentlig set ? Er de ikke blevet ofre for en veliscenesat kommunistisk forestilling. Kommunister kan vel ikke vinde frie valg ?
Det er jo i modstrid med alt hvad vi har lært i skolen og af de “demokratiske” danske politikere som Poul Nyrup, Anders Fogh, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard.

Skrev de “demokratiske” danske aviser ikke om den kommunistiske undertrykkelse i Albanien ?
Universitetsuddannede Albaniens-”eksperter” slår meget autoritativt fast – at hvis et kommunistisk parti vinder 2/3 af stemmerne ved et valg som bekræftes af 100 internationale observatører så er der grund til at rejse spørgsmålet: Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere” ? _ _ _ _

Men HVAD ER FAKTA OM VALGET ?

Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk Folketings-valg.

* * “Næsten 2 millioner albanere kunne vælge mellem over 1000 kandidater fra 11 politiske partier overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister”  som dagbladet Politiken skrev.

Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti ,PPSH mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.
Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisterne overbevisende sejr var et chock for de borgerlige kræfter, både i og udenfor landet.

Spørgsmålet er :

Hvad gør et parti der har vundet 2/3 af folkets stemmer med en opposition som ikke accepterer resultatet ,men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold, terror og sabotage mod folkets demokratiske valg ?
Hvad skulle Thorning, Fogh eller Søvndal gøre hvis de havde vundet 2/3 af stemmerne , hvis taberne anført af demonstrerende “autonome” ikke vil accepere valgnederlaget, men begynder at terrorisere partikontorer, fabrikker og angribe politikere fra det vindende parti ?

For det var hvad der skete i Albanien !

Det erklærede kommunistiske og marxist-leninistiske parti – som bare nogle måneder efter at de har fået 2/ 3 af stemmmerne – i et valg med 96% stemmmedeltagelse – en overbevisende folkelig opbakning til partiets kommunistiske politik – opløser sig selv.

Det er et flertal af partiets ledende medlemmer og delegerede – ikke medlemmerne, jeg mener ikke der var en medlemsafstemning – der i juni 1991 opløser det “kommunistiske parti” på en hasteindkaldt parti-kongres og inviterer den “voldelige” opposition ind i regeringen.

Ramiz Alia’ s parti PPSH fik IKKE 2/3 af stemmerne for at opløse partiet og overlade ledelsen af landet til USA-støttede kræfter der førte landet ud i den kapitalistiske kontrarevolutions kaos, terror, sabotage, massearbejdsløshed, mord og kriminalitet.
Et flertal i Partiets ledelse forrådte folket og partiets tusinder af menige kommunistiske medlemmer som havde givet dem en overbevisende tilliderklæring ved valget i marts

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet at kriminaliteten var steget med 70 %. i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berisha´s nydannede “Demokratiske Parti “-PD hærgede i gaderne og på flere arbejdspladser sabotererede de produktionen og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om at de både havde retten og flertallet med sig
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.
Den socialistiske diciplin blev nedbrudt, kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker som ikke blev spærret af med brædder og jerngittrer blev smadret og plyndret.

I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand.
Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet.
Den store magnet var kapitalismens Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjersyns-serier som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty,Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af ved ankomsten til “frihedens land”, Nato-landet Italien.

For det var åbenlyst at de Nato og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte hans tilhængere ind at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk” valgfusk.

Efter valget opmuntrer og organiserer Berisha-Demokraterne til protester , sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.
Bevæbnede tilhænger til Berisha angriber og besætter de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med poltiet dèr resulterer i skudveksling hvorunder tre mennesker mister livet og flere bliver sårede.

I maj måned truer tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden , i luften om “kommunist-regeringen ” ikke afgik
De virksomheder og fabrikker som ikke allerede var saboteret og plyndret blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb som var begyndt i 1990.

Ifølge Unicef blev 1000 ud af landets 3700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt.
For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød,el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre hvorunder fem mennesker omkommer.

På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.
Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje.
Fra Grækenland og Jugoslavien smugles køleskabe og fjernsyns–apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder som endnu ikke er gået helt i stå og hvor Berisha-tilhængerne har tilstrækkeligt med folk sørger de for at sabotere og stoppe produktionen.
Den 15 maj erklærer Berisha-Demokraterne “generelstrejke mod kommunist-regeringen”.

Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generelstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.
Men i Albaniens Arbejdets Parti- PPSH, som havde fået 2/3 af folkets støtte og mandat til at forsætte med at lede landet den 31.marts besluttede et flertal af de delegerede på en ekstrakongres – godt to måneder senere
- i juni at nedlægge det “kommunistiske parti” og invitere den “Demokratiske opposition”, som havde tabt valget og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage,plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .

Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti som knapt tre måneder forinden havde scoret 2/3 af folkets stemmer nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerligt-reformistisk program for dette “nye” parti.

Der dannes en “national redningsregering” , et samarbejde mellem PS og Berisha´s Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søger om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond IMF .
Regeringen domineres af vice-statsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De er fast besluttede på at udsætte folkehusholdningen for en liberal økonomisk chock-terapi, den berygtede kapitalistiske kontrarevolutions metode berygtet fra f.eks Chile og Rusland.

Men trods at PD dominerer denne regering er det ikke nok for Berisha-Demokraterne.. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvinger udskrivningen af et nyvalg den 22.februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valget.
Det sker uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets parti havde fået 2/3 af folkets støtte den 31. marts: “something was rotten in the Party of Labour of Albania”.
Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier som var blevet valgt.
Derfor kunne Berisha´s PD uden problemer vinde 92-valget der var præget af befolkningens mistillid og reelle boycot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede at den var demokratisk valgt.
Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny Præsident.
Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berisha´s vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltig aktivt i DP´s valgkamp og det var fra USA at Albanien fik den næststørste bistand på 236 millioner Dollar fra 1991-96 efter den italienske bistand .
Den nye US og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af af 442 større fabriker var det kun 105 der kom igang igen under det nye Nato og EU-støttede regime.
I januar 1993 indførte den ”Demokratiske” regering ”fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og sådan fortsætter historien om indførelsen af “kapitalistisk demokrati” i et land i Sydeuropa …

Græske parlament vedtog ny EU-harmoniseret pensionslov

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Euroasien ° Eurasia by interpres on onsdag, april 16, 2008

21 mar 2008 – 13:01
Det græske parlament vedtog i går en ny pensionslov trods at millioner af grækere i strejker og demonstrationer i de sidste mange måneder har protesteret mod loven. Den borgerligt-reformistiske “Nye Demokrati”-regering fik ud over støtte fra EU-kommissionen en næsten enstemmmig støtte i det græske parlament med de komfortable ciffrer 151 ja-stemmer og 13 nej. Den såkaldte “socialistiske” opposition valgte at dessertere fra afstemningen og forlod deres parlamentssæder inden afstemningen.

Ifølge medierne hævder regeringen at formålet med “Pensionsreformen er at nedbringe udgifterne med en stadig ældre befolkning; ellers er pensionssystement truet af sammenbrud”.
DE samme argumenter har vi hørt i både Danmark og Sverige da der blev gennemført “markedstilpasninger” af pensionssystyemet” her.
I går strejkede bl.a. ansatte i Athens metro i protest mod pensionsreformen, mens demonstranter _ sandsynligvis af anarkistisk observans – kastede med sten mod politiet som svarede med tåregas.

USA: Milliardsvindel mod investmentbanken Lehman Brothers

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Amerika ° Americas, i Euroasien ° Eurasia by interpres on torsdag, april 3, 2008

30 mar 2008 – 18:28 * Den amerikanske investmentbanken Lehman Brothers har været udsat for et større bedrageri, rapporterar BBC. Omfanget af svindelen  vurderes at løbe op i omegnen af 1,5 milliarder kr. Lehman Brothers har nu planer på at rejse en stævning mod det kapitalistiske handelshus Marubeni i Japan på beløbet med anledning af lån som via Marubeni er givet til en virksomhed i medicinbranschen, som senere gik konkurs. Repræsentanter for Marubeni siger at det japanske “handelshus” også er ofre for et kapitalistiske bedrageri hvor 1500 millioner tilsyneladende er forsvundet. Hvilken kapitalistisk svindler der har stukket dem i egne “lommer” er ingen af parterne i stand til at svare på. – – – -
I hvert fald er to ansatte hos Marubeni blevet fyret.

Finanskrisen i USA: tvangsauktioner tvinger tusinder af lejere på gaden

28.mar 2008 –  * Den kapitalistiske finanskrise mærkes for lejere der bor i ejendomme – hvis ejere ikke har “opfyldt deres låneforpligtelser” til de kapitalistiske storbanker – De kapitalistiske ejere af storbankerne har skruet tommeskruerne på de “kunder” som har “misligholdt” deres kreditvilkår og kræver tvangsauktioner for at sikre finanskapitalens profitter.
I den kapitalistiske jungle er det de fattigste og mennesker i bunden af den kapitalistiske samfundspyramide – der betaler den højeste pris for kapitalens mislykkede forretninger -Udover de millioner af hjemløse i de Forenede Stater rammer “markedsjunglens kapitalistiske love” de millioner af amerikanske familier der af finanskapitalen blev lokket af drømmen om at bo i “eget hjem” til at underskrive de såkaldte “subprime”-kontrakter – boligkredit uden sikkerhed. Det gælder også de lejere – som bor i ejendomme der nu bliver tvangsauktioneret. 38 procent af de ejendomme som tvangsauktioneres beboes af lejere. En af de ramte er Adriana Diharce i Californien.“- Vi er chockerede. Vi tvinges til at acceptere “tilbuddet” om at tage imod 2 500 dollar for at forlade boligen – i løbet af 14 dage” siger Adriana Diharce til CBS Evening News. Hendes mand Jesse Vasquez tilføjer: “Vi betaler huslejen til tiden hver måned; vi troede at alt ville være i orden”. –  -  - Subprime-lånemarkedet udviklede sig til et af den kapitalistiske verdens største spekulationsobjekter som både europæisk, kinesisk og arabiske kapital investerede i. Dette gigantiske kreditcirkus som har været medvirkende til “de store vækstrater i både amerikansk og kinesisk økonomi” er i realiteten kollapset. Og ingen kan idag komme med et bud på omfanget af hvor store beløb der er “tabt” – i finanskapitalistisk spekulation.Goldman Sachs siger ganske vist i en ny rapport at den kapitalistiske finanskrise indtil nu har kostet omkring 1200 milliarder dollar indtil nu – men hvem siger at krisen er ovre ?

ER Wall Street på vej mod et kapitalistisk sammenbrud som i 1929 ?

17.marts 2008
Er USA på vej på vej mod endnu en økonomisk “depression” som den der fulgte i kølvandet på krakket i på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York i 1929 ? -
Kapitalismens i krise i 1930´erne : Millioner af arbejdsløse tvinges ud i hjemløshedens og fattigdommens jagt efter arbejde på landevejene
USA;1936: Kapitalismens krise, arbejdsløshed, fattigdom, sult og hjemløshed sender milioner af mennesker ud på landevejene på jagt efter arbejde. * * * * * * * * * * * * * * * *

. . . . . At “something is rotten in the States”; for nu at fejlcitere den gode Mr. Shakespeare; skæres ud i pap hver eneste dag : En af Staternes ledende aviser skriver at den kapitalistiske statsrente forventes nedsættes med yderligere en procent i morgen tirsdag.
Det betyder – alt andet lige –  billigere lån – øget købekraft i verdens mest overforbrugende kapitalistiske land – Det sker samtidig som det kapitalistisk erhvervsliv samler profitter i Joakim von And´ske dimensioner som de bl.a investerer i olie, guld og kaffe ja alt andet end produktion, byggeri, “subprime”udlåning” og andre “ikke-profitable” investeringobjekter.

En sænkning af den kapitalistiske statsrente (FED´s udlåningsrente ) vil samtidig betyde et fald i kursen på dollar – fordi kapitalen flygter fra en kriseramt valuta. Med mindre Kina/Japan og/eller de arabiske olieshejker træder ind for at støttekøbe deres  allieredes –  “oliens og verdenshandelens”s faldende valuta.
Hvis US-dollaren fortsætter faldet vil priserne på olie og alt andet som bliver handlet i dollar fortsætte opad, fordi de råvareproducerende lande ikke ønsker at betale regningen for det synkende amerikanske skib.

Risikoen eller chancen – alt efter om man ønsker at redde det kapitalistiske klassesamfund ud dets generelle krise som nu ser ud til at overgå i endnu en dybere “depression” bliver større hver eneste dag der går.
At de Forenede Staters nu står overfor den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig advarede
den tidligere nationalbankchef Alan Greenspan i dag om, idet han sagde :

“Det her er den alvorligste finansielle krise jeg har oplevet i min livstid”.

Ord fra en mand som ikke er nogen grønskolling.
Jan Nylander – som er økonomisk journalist på SVT ; Sverges største nyhedscenter, udtaler at det er “hele verdensøkonomien som står på spil. Det som bekymrer mest er at den amerikanske nationalbank nu blev tvungen til at gå ind og redde en af USA:s største banker Bear Stearns”.
For selvom den kriseramte bank blev opkøbt af konkurrenten JP Morgan var en forudsætning for købet at FED; den amerikanske nationalbank, og dermed i sidste ende de amerikanske skatteydere, stiller op og står for regningen til slut.”
Han kommer også ind på at der er store ligheder med den svenske kapitalismes krise i 1992-93:

Affären är komplicerad men går något förenklat ut på att den amerikanska centralbanken lovar att ta hand om den krisdrabbade bankens sämsta lån medan JP Morgan tar över bankens friska delar för en spottstyver.
Likheten är därmed stor med den fastighets- och bankkris som Sverige hamnade i under 90-talet.
Den utlöstes av en spekulationsbubbla där priset på fastigheter drevs upp till astronomiska höjder. Och när fastighetspriserna sjönk samtidigt som Sverige hamnade i en lågkonjunktur slog det hårt mot bankerna.
Risk för långvarig kris
Flera av storbankerna hade gått omkull om staten inte hade gripit in och det upprättades en speciell bankakut där staten i slutändan fick rensa upp och stå för förlusterna. Det är det som den amerikanska centralbanken nu tvingas göra.
Den svenska fastighetskrisen blev långvarig och risken är uppenbar att så också blir fallet i USA. Det som började med att USA:s finansinstitut lånade ut pengar till fattiga, som egentligen inte hade råd att köpa sina bostäder, har nu utvecklats till en fastighetskris som sveper över hela landet och drabbar alla.
Konsumtionen kan minska
Amerikanska ekonomer spår nu att att huspriserna fortsätter att falla. Det leder i sin tur till att de flesta amerikaner känner sig fattigare och drar in på konsumtionen.
Dermed er USA på vej ind i endnu en kapitalistisk lavkonjunktur. Flere økonomer tror att USA allerede er der men att det endnu ikke kan aflæses i statistiken. Går USA in i en djup långvarig lågkonjunktur slår det hårt mot resten av världsekonomin.
Hoppet ställs till räntesänkningar
Hoppet ställs nu till att den amerikanska centralbanken än en gång ska lyckas rädda situationen genom att sänka sina styrräntor, precis som den gjort under de senaste kriserna. Därmed kan man kanske sparka i gång ekonomin. Nylander slutter med at slå fast at “problemerne dog er så meget større denne gang.”

Hvor det ender ved ingen - den sidste kapitalistiske krise og “depression” – i 1930′erne – endte i Anden Verdenskrig hvor det kapitalistiske erhvervslivs og de regimer de bragte til magten i den euro-japanske Antikominternpagt, krævede ‘Lebensraum”, markeder og billig arbejdskraft i Tjekkoslovakiet,Polen, Sovjetunionen,Jugoslavien,Grækenland, i Afrika og i Kina og andre lande på det asiatiske kontinent.

Læs mere om den politiske økonomi i ARBEJDE og KAPITAL på nyhedsbloggen :INTERPRES:>>>>>>>>>>>>>>>
En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

Olie priset oppe på 108 dollar pr tønde/

Danmark :Omfattende skattesvindel i den kapitalistiske over-klasse i Nordsjælland

14. mar 2008 – 18:56

De fleste Skattesnydere bor i “Whiskeybæltet” : 200 millioner kr undraget staten indtil nu

De fleste af de danskere, der har skattely i udlandet, bor i Nordsjælland og Københavnsområdet. Det viser Skats klapjagt for at få fat på danske skattesnydere.

Skat er i øjeblikket ved at grave gemte og ubeskattede penge på udenlandske konti frem. Og langt de fleste tilhører sjællændere, oplyser projektchef i Skat Ove Christensen.

- Ud af 20 sager kommer de 15 fra Sjælland og især Nordsjælland og Københavnsområdet, siger han til Business.dk.

Gevinst på 200 millioner kroner
Gevinsten for Skat er nu oppe på omkring 200 millioner kroner, og den gennemsnitlige efterbetaling af skat er godt 1,7 millioner kroner per sag. Jagten går via skattesnydernes betalingskort, og oplysningerne bliver desuden brugt til at analysere, hvem skatteålene er.

Fælles for dem er, at de på den ene eller den anden måde har tjent betydelige beløb, som de ikke ønsker at betale skat af. Men pengene kan være kommet fra en række forskellige kilder, hvorfra de bliver kanaliseret til konti i udlandet.

Der kan være tale om løbende indkomster. Men typisk er der ifølge Ove Christensen tale om ekstraordinære bonusser eller salg af en virksomhed, der kan friste indehaveren til at lægge pengene til side til brug senere i livet.

Pensioner sendes f.eks. til Schweiz
Han har også nævnt eksempler på pensioner, der sendes til Schweiz eller Jersey uden, at det bliver angivet til Skat.

Der har også været eksempler på virksomhedsejere, der opgiver en lønindtægt overfor Skat og samtidig indsætter en ”skjult” løn på en konto i et skattely.

En stor del af de groveste af de omkring 115 opdagede sager bliver i øjeblikket efterforsket af politiet og er på vej i retten.

- Et tocifret antal sager bliver allerede efterforsket af Bagmandspolitiet, og når vi er færdige vil ud af måske 300 sager være fem til ti procent, der bliver til straffesager og ender i retten, siger Ove Christensen.
————————————————– * * * * *
Danmark: skatte-flygtninge snyder det offentlige for skatten på 200 milliarder kr
* * * * *
Skatterazzia mod rige tyskere vokser: milliarder euro gemt i Fyrstendømmet Lichtenstein ———-

* * * * *
Sverige – et skatteparadis for kapitalen

“Bear Stearn” -en af USAs største investeringsbanker på falittens rand

14 Marts 2008 -
NEW YORK (Bloomberg) – At den finanskapitalistiske krise i USA er af et omfang som ingen af finanskapitalens regnedrenge havde forudset blev fredag bekræftet, da det kom frem at endnu en bank: Finansinstitutionen Bear Stearn – en af de Forenede Staters største banker for spekulation på det kapitalistiske aktiemarked – var på vej til at gå konkurs inden bankens kapitalistiske spekulanter blev reddet gennem statsstøtte fra Nationalbanken FED og storkapitalen bag JP Morgan som har skudt nødkapital ind i fallitboet Bear Stearn.
Bear Stearns kapital var groft sagt spekuleret væk, forsvundet ned i “subprime”-spekulations-sumpens dybe hul på det kapitalistiske boligmarked.
Dermed bekræftes det igen at USA synker stadig længere ned i en kapitalistisk recession – som kan udvikle sig til en egentlig system-krise
Spekulanterne på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street reagerede hysterisk – med udsalg af deres aktieposter. Børskurserne faldt kraftigt.
Aktiekursen på fallitboet Bear Stearns gik ned med hele 46 % , næsten halvdelen af Bear Stears aktiekapital er forsvundet i spekulationstågerne på Wall Street.
Den kapitalistiske investeringschef Nick Sargen forsøgte fredag at forklare:

“Det bekymrende her er ophobningen af afsløringer, som helt klart ryster investorernes tillid. Tanken om ’Hvem er de næste, der ryger?’ får markedet til at sidde på stolekanten. Man lapper ét sted, og så går der hul et andet,” – - – — – - – — – kilde:Bloomberg News

Det blev dermed den tredje dag i træk, at de amerikanske aktier falder.
Aktiekapitalisterne fik ellers en statslig opmuntring , da FED; USA´s Nationalbank tirsdag meddelte, at den ville poste yderligere 200 milliarder dollar – omkring 1000 milliarder eller en billion kroner – ind i det kapitalistiske finansmarked, men det fik ikke smilet frem hos de forkælede kapitalistiske spekulanter – selvom den kapitalistiske stat – bistået af monopolbanken JP Morgan – forsøgte at “kommandere” markedet og de kapitalistiske aktiekurser opad med billionstøtte – men tværtimod så de kapitalistiskle investorer den statslige billion-indsprøjtning som endnu en bekræftelse på omfatningen og dybden af krisen på det kapitalistiske bolig- og finansmarked som nu indvirker på det kapitalistiske samfunds blodåre – der hvor profitterne så at sige bliver realiseret – i det produktive system.
Krisen fortsætter og fordybes og investeringsbanken Bear Stearns reelle konkurs bekræfter krisen.
Og aktiekurserne er ikke det eneste, der daler i USA for tiden: Dollaren satte igen i dag ny bundrekord, ligesom salget i den kapitalististiske handel faldt i februar med 0,6 % ifølge offentlig statistik
Samtidig bevæger inflationen sig i den anden retning , ligesom arbejdsløsheden i USA også er stigende. Den kapitalistiske kommandoøkonomis mareridt med stigende inflation og arbejdsløshed, samtidigt – kaldet stagflation nærmer sig i horisonten /afgrunden. Det peger altsammen i retning af, at verdens største kapitalistiske kommando-økonomi nu reelt er i recession.
Efter statslige billionstøtte til den kapitalistiske finansverden i form af udpumpning af 2 x 200 milliarder dollar alene i de sidste par uger virker Præsident Bush’s tale i New York i fredags (14,mar) : om at :

“På et frit marked vil der være gode og dårlige tider : Sådan fungerere markeder. Det går op og ned . . . . står vores økonomi nu over for hårde tider “

virker som tale fra det forkælede overklassebarn han er ; “Far og Mors dreng” der aldrig selv har skaffet sig et arbejde, ikke ved hvad det vil sige at være i økonomisk nød endsige stå på gaden uden en arbejdsplads og som hverken aner hvad et frit kapitalistisk marked betyder for arbejderklassen i form af arbejdsløshed og fattigdom og som ikke vil forstå at statsindgreb med billionstøtte til de “kriseramte” storkapitalister intet har at gøre med “frit marked”, men er et kapitalistisk statsindgreb for at sikre de kapitalistiske profitter – mens arbejderklassen betaler med stigende arbejdsløshed, hjemløsheden, inflation, sociale nedskæringer og stigende militærudgifter.

Georg Walker Bush blev valgt ind i de Hvide Hus i 2001 – ikke af folket, men af et flertal af dommerne i USA´s Højesteret, med finansiel støtte fra inflydelsesrige kapitalgrupper i både våbenindustrien og oliebranchen.

TRE DAGE SENERE …….. mandag den 17.marts meddeler finanskapitalisterne bag storbanken JP Morgan at de køber den kriseramte konkurrent Bear Stearns, for hvad der svarer til cirka 1,2 milliarder kr. – en ren foræring: Kursen på Bear Stearn ´s aktier på Wall Street-børsen var fredag femten – 15 gange – højere end den discountpris som JPMorgan-kapitalisterne “fik” aktierne for. Inden krisen for Bear Stearns var aktiekursen 50 dollars – 25 gange højere end hvad JP-Morgan betalte for samtlige aktier + koncernen´s ejendomme og andre værdier -
Købet – som delfinansieres gennem Bushregeringens finanskapitalistiske krisepakke hvor den amerikanske nationalbank forærer finanskapitalen nye milliarder gennem rentesænkninger – redder konkursboet Bear Stearns fra at gå fallitt . Bear Stearns topdirkektør sagde at opgørelsen er den “bedste løsning under omstændighederne”.

JP Morgan betaler hvad der svarer til to dollar pr aktie, hvilket er langt under kursen, på 30 dollar da New York-børsen lukkede fredag.
Dermed beriges finanskapitalisterne bag JP Morgan med hjælp af regeringsindgrebet.
Inden krisen slog til mod Bear Stearns blev aktien handlet for omkring 50 dollar.

Finansanalytikere på JP Morgan, Bear Stearrns og andre finanskapitalistiske selskaber kom inden den statslige rentesænkning med åbne “trusselsbilleder” om at en konkurs for Bear Stearn ville have “udløst en finanskapitalistisk nedsmeltning på kreditmarkedet.”, “et krak værre end 1929″ og andre “dommedags”-lignende trusler fra den kriseramte kapitalisme´s topledere.

Kinas kapitalistiske banker på vej mod konkurs ?

25 Februar 2008 -
PEKING Kinas kapitalistiske økonomi har haft hvad de borgerlige medier i de kapitalistiske vest-stater kalder “fantastiske vækstrater på over ti procent 5 år i træk”.
Men sammenlignet med de økonomiske vækstrater i det socialistiske Sovjet i 1920′erne og 1930′ erne som i gennemsnit lå på 19% i perioden 1927-53 – bortset fra krigsårene 1941-45 – er Kinas kapitalistiske vækst i disse år mindre både kvantitativt og ikke mindst kvalitativt.
Først og fremnmest har resultatet af udviklingen i Kinas folkehusholdning under K.”K”.P”´s -ledelse været en gigantisk vækst i de kapitalistiske profitter” som har beriget kinesiske såvel som udenlandske kapitalister.
K.”K”.P-regeringen i Peking tjener hverken arbejderklassens eller det store flertal af fattige bønders interesser. Der er ikke tale om en demokratisk udvikling af folkehusholdningen hvor alles ret til arbejde, med andre ord : fuld beskæftigelse af alle arbejdende og skabende kræfter og dermed en vækst og forbedring af arbejderklassens og det store flertal af kineseres velfærd , kultur, uddannelse og almindelige livsvilkår. Tværtimod den USA- og EU-støttede regering i Peking har tjent inden- og udenlandske storkapitalistiske interesser.
Den økonomiske udvikling i det socialistiske Sovjet var netop kendetegnet ved en udvikling og vækst af en højere kvalitet hvor arbejderklassens ikke bare kortsigtede, men også langsigtede interesser blev sat i højsædet. Fuld beskæftigelse og produktion efter en gennemarbejdet plan for en alsidig udvikling af folkehusholdningen hvor alle kort og langsigtede behov blev taget i betragtning.
Syv timers arbejdsdag blev realiseret i det socialistiske Sovjet. For visse grupper i den tunge industri – minearbejdere f.eks var seks-timers-dagen ikke en drøm eller et krav men reel virkelighed.
7 timers arbejdsdag er endnu i 2008 ikke blevet realiseret i Danmark for arbejderklassen og andre arbejdende lag.
Hvem ved hvor mange timer kineserne arbejderne om dagen under de kapitalistiske vilkår som hersker i Folkerepublikken idag ?
Nu kommer der advarsler fra finanskapitalistiske kredse om udviklingen i Kinas statskapitalistiske banksektor. Banker som har bakket op omkring den kapitalistiske udvikling som Kina gennemgår.
Kinas Nationalbank (Peking) Kinas Nationalbank i Peking afhængig af både Kinas egen og USA´s kapitalistiske økonomi.
Denne udvikling har nemlig kunnet gennemføres gennem at bankerne har udlånt penge uden at bryde sig “låntagernes kreditværdighed”. Det har været mindre vigtigt om modtagerne af de kapitalistiske banklån kunne betale tilbage. Det vigtige har istedet været at holde den kaitalistiske “damp oppe” og sikre den fortsatte uden og indenlandske tillid til den fortsatte kapitalistiske opbygning.
Det minder en del om den såkaldte “subprime”-långivning på det kapitalistiske boligmarked i USA. Denne långivning udviklede sig til et gigantisk subprime-kreditcirkus som ingen af finanskapitalens regnedrenge har kunnet gennemskue omfanget af. Krisen i kølvandet på sammenbruddet for boligkreditmarkedet fik flere af USA’s største banker og kredit-institutioner på fallittens rand.
De bliver nu holdt oppe af omfattende statsstøtte.

Christer Ljungwall, doktor i nationalekonomi udtaler om det kapitalistiske kreditmarked i Kina:
-Man låner penge ud til forbundsfæller, man subventionerer krediter osv. I mange tilfælde har man også dårlig check på farerne. Man tager den enkleste vej,”

Banksystemet en svag punkt 

Christer Ljungwall arbejder som gæsteforsker på forskningsinstitutet for økonomi, ved Peking universitet. Han er udsendt af handelshøjskolen i Stockholm for at følge udviklingen i Kina. Lige præcis banksystemet i Kina er en ganske ukendt, men meget svag punkt mener han.

-Hos en stor del af lånen som blev givet for 3-4 år siden i forbindelse med den store investeringsboom har man dårlig check på hvem låntagerne er. Det er rutiner som man ikke er lykkedes at få styr på, siger Ljungvall.

Med banker som sidder med dårlige lån op til begge ører er Kina slet ikke så stærkt rustet som det kan se ud som.
Hvis landets udviklingstakt begynder at falde kan det være meget svært for bankerna at få sine penge tilbage. En del kan blive tvungen ud i konkurs.

Det afhænger af småsparerne
Det værste som skulle kunne ske er at kunderne mister tilliden til sin bank. De kinesiske bankers basis er nemlig småsparerne.

-Husholdningernes opsparing løber op i 18 trillioner yuan. Ligger man dertil virksomhedernes opsparing på 14 trillioner så har du en kapital som overstiger BNP for hele 2007, siger Ljungvall.
Hvis bare 10 procent af småsparerne tog sine sparepenge ud skulle der blive en alvorlig krise i Kinas banksystem. Det er farligt at tro at den kinsesiske økonomi er urokkelig, konkluderer Christer Ljungwall, doktor i nationaløkonomi.

Samtidigt er det vigtigt at tage den kapitalistiske industri-vareproduktionssektors afhængighed af udlandet i betragtning. Klarer Kinas kapitalistiske fremstillingsindustri at holde produktionstakten oppe hvis deres vigtigste udenlandske markeder bliver trukket med ned af den finanskapitalistiske krise som har spredt sig fra Wall Street til resten af verden ?
Allerede idag ved vi at store dele af arbejderklassen i Kina er beskæftiget med at producerere lavprisprodukter til amerikanske Wall Mart og andre kapitalistiske hyper-markedskæder.

Hvis USA´s kapitalistiske økonomi for alvor bliver fanget af endnu en kapitalistisk depression vil orderbøgerne hos de kapitalistiske salgsdirektører i Kina blive betydeligt tyndere i den takt som Wall Mart og de andre udenlandske aftagere afbestiller ordrer eller simpelthen erklæres konkurs.

Bolånekrisen truer en million britiske hustande

4.feb 2008 – 07:34
Storbritanniens statslige Finanstilsyn advarer om at flere end en million britiske familier med boliglån kan få alvorlige problem.
Spanien og Storbritannien er de lande i Europa som riskerer at gå i USA:s fodspor når det kapitalistiske ejendomsmarked
falder. i 2007 krävde banker och finans institut i USA tvangsauktioner af 1,3 millioner hjem hvor ejerne ikke længere kunne eller ville betale sine boligkreditter Med faldende priser kan gælden til de kapitalistiske boligkreditor overstige den faldende pris på ejendom og ejerne finna det föga meningsfullt att fortsätta med betalningar. Banken får ta sin säkerhet som är mindre värd än skulderna. Fastighetsproblemen i USA har utlöst en internationell finansiell kris när storbanker förlorar astronomiska belopp på dåliga bolån. Nu kan turen komma till regionala banker och kredit kassor, varnar värderingsinstitut som Standard & Poor’s. Värdepapper för enorma belopp är på väg att få sänkt kreditvärdering.I Europa varnar brittiska motsvarigheten till Finansinspektionen, Financial Services Authority, för problem när 1,4 miljoner fastighetslån skrivs om. Det kan innebära ökade bokostnader med 210 pund i månaden, cirka 2600 kronor, skriver myndigheten i sin årliga riskrapport.Ökade kostnader drabbar yngre familjer hårdast som har köpt när priserna var höga. Bara lagfart, avgifter och insats motsvarar idag omkring 350000 kronor i Storbritannien. För den som köper för första gången och inte har några vinster från tidigare boende att ta till, blir inträdet på fas tighetsmarknaden en ekonomisk pärs.Trots en viss nedgång sedan toppnoteringarna sommaren 2007 ligger priserna i januari 2008 över dem för ett år sedan. I januari 2007 var utgångspriset för medelvillan i England motsvarande 2,8 miljoner kronor medan det nu är 2,9 miljoner kronor, enligt nätmäklaren The Rightmove.Tillväxten i Storbritannien faller dock och många tror att 2008 blir ett svårt år för den brittiska fastighetsmarknaden. Men med räntor på väg ner förutspås dock ingen krasch. Ansedda RICS, Royal Institution of Chartered Surveyors, förutspår oförändrade priser.Till saken hör att det har byggts relativt lite i Storbritannien trots efterfrågan på bostäder. Det handlar om knappt 250000 bostä der om året.Det står alltså inga tomma betongskelett från övergivna fastighetsprojekt. Sådana är det däremot inte svårt att hitta i Spanien där en överhettad ekonomi snabbt kyls av.Det finns en likhet mellan Storbritannien och Spanien. Båda är konsumtionsekonomier som har väldiga underskott i utrikeshandeln. Spanien är emellertid i en klass för sig. Med ett bostadsbyggande på 800000 bostäder om året har byggindustrin spelat en avgörande roll i landets ekonomiska expansion.Nu är festen slut. Att en begynnande fastighetskris ännu inte har fått allvarliga finansiella konsekvenser kan bero på att spanska banker, enligt Londontidningen Telegraph, har parkerat stora paket med bolån hos Europeiska centralbanken.

USA: Statsbudgettet slår nye rekorder: Over 3 BILLIONER Dollar foreslås i ny finanslov

4.feb 2008 * Det siges ofte fra både højre- og venstreliberalt hold at USAs kapitalistiske økonomi er en “fri liberal markedsøkonomi” som klarer sig udenhjælp fra staten. Men et kig på USAs regerings forslag til ny finanslov giver et andet billede. Bush-regeringens sidste forslag til USA-Finanslov er uhørt på alle måder. Det er verdens første finanslov/statsbudget på over tre billioner dollar. Underskuddet spås blive i samme klasse som rekordåret 2004. Mandag sendte præsidenten i Washington en finanskapitalistisk bombe til Kongressen. USA´s parlament : hvor han detaljeret redegør for hvordan 3.100.000.000.000 dollar skal spenderes under finanslovsåret 2009. Det er første gang USA:s finanslov omfatter mere end 3 billioner (=3 000 milliarder) dollar eller hvad der svarer til 15 billioner kr (dagens kurs) . Også underskudet er i verdensrekordklasse: For året 2008 forudspås det havne på minus 410 milliarder dollar, mens næste år skal slutte på minus 407 milliarder. Dermed er det amerikanske underskud oppe i samme rekordniveau som i 2004, året hvor USA med et underskud på 412,7 milliarder dollar noterede det største underskud hidtil. Ciffrerne er også markant ringere end det Hvide Hus tidligere prognoser, som for 2008 lå på minus 258 milliarder, for 2009 på 213 miljarder dollar. – - – – - – - – - – - – - – - – -
I præsidentens sidste finanslovforslag inden han forlader det Hvide Hus om knapt et år fremgår det at regeringen regner med en BNP-stigning på 2,7 procent i år og 3,0 procent næste år – om det er i faste og dermed reelle(dvs minus inflation) eller løbende priser fremgår ikke – hvilket er uforandret i forhold til tidligere prognoser. I finanslovsforslaget “lover” Bush nedskæringer/besparinger i sundhedsforsikringssystemet på 208 milliarder dollar. Årsagerne til megaunderskuddt skal bl.a findes i en “stimulanspakke”, bestående af skatte-nedsættelser og andre mindskninger af Washintons indtægter på 150 milliarder dollar, dels i de galopperende udgifter til de militære eventyr i Irak og Afghanistan. Forsvarsministeriet – Pentagon – vil i 2009 få 515 milliarder skattedollar til bl.a at forsætte aggressionskrigene mod Iraks og Afghanistans folk – det er alene en stigning på 7,5 procent sammenlignet med 2008. Udover det forlanger Bush-regeringen yderligere 70 milliarder til den militære virksomhed i Afghanistan og Irak. – – – -
3,1 billioner dollar svarer til godt 15.000 milliarder kr, som hvis de blev delt ud til alle jordens mennesker ville give mere end 2400 kr til hver eneste kvinde , mand – spædbarn såvel som olding. – -
USA:s statsgæld er dog endnu mere svindlende. Fra 5,6 billioner dollar da Bush-regeringen tiltrådte i 2001 er den nu vokset til cirka 9 billioner – mere end 45 000 milliarder kr. Det indebærer at USA i gennemsnit skylder hver eneste levende menneske på jordkloden mere end 6.400 kr. – – -
Underskuddet forsvinder ikke fordi en ny præsident og regering tiltræder i 2009 . Uanset hvem af kandidaterne i USAs to-partisystem der bliver “udpeget” til at sidde i det Hvide Hus vil hun/han “arve” det statsfinansielle underskuld og gæld. Selvom “Demokraterne” nu dominerer kongressen og har muligheder for at gøre problemerne mindre for Bush´s efterfølger, uanset om det bliver en “demokrat eller republikan”. Selv om flere af Bush-regeringens forslag til 2009-finansloven vil blive forkastet i kongres-afstemninger.

Europas største bank – : – Schweiziske UBS “afskriver” op imod 100 milliarder kr som en følge af sammenbruddet på boligmarkedet i USA

3.febr. 2008

Europas største bank schweiziske UBS “afskriver” 100 milliarder kr til det amerikanske “subprime-kreditcirkus”. Banken er nu i amerikanske myndigheders søgelys 

  De finansielle tab for den kapitalistiske schweiziske storbank UBS er nu oppe i omegnen af 100 milliarder kr. UBS har nu gjort afskrivningar på sammanlagt 18,4 milliarder dollar som en følge af sammenbruddet på  det kapitalistiske “subprime” spekulationscirkus på  USAs kapitalistiske boligmarked. UBS lægger skylden for de store tab på koncernens investerings-division som skal have spekuleret i værdipapirer knyttet sammen med subprime-krditterne. En talsmand for UBS siger at de subprime-relaterade nedskrivninger nu løber op i sammenlagt 18 milliarder dollar, i omegnen af 100 miliarder kr. UBS regnskab fremviser et tab for fjerde kvartal 2007 på cirka 12,5 milliarder schweizerfranc. For helåret regner banken med et tab på 4,4 milliarder schweizerfranc. Dermed er UBS en av de banker som er hårdest ramt af den såkaldte kredit-krise som netop nu vurderes at have krævet tab på sammenlagt 130 milliarder dollar, svarende 730 milliarder kr i banksystemet. Det er først og fremmest amerikanske banker som har fået tæsk, deriblandt to af de største: Citigroup og Merill Lynch. De to bank-giganter meddelte for nogle uger siden at de behøver kapital-indskud på sammanlagt 133 milliarder kr som en følge af de gigantiske kredit-tab.De finanskapitalistiske medier kalder “tabet” i Europas største bank enormt. Men faktum er at det ikke er større end at bankens topdirektører stadig sidder i deres stillinger, at banken trods afskrivninger 12,5 milliarder schweizerfranc på det amerikanske kredit-marked i 4.kvartal kommer ned på et tab på 4,4 miljarder schweizerfranc for helåret 2007Men afskrivningerne gør at behovet for ny kapital betyder en omvæltning af navnene og nationaliteten på ejerne i flere bankgiganter.  De penge som de kriseramte europæiske og amerikanske banker behøver kommer fortrinsvis fra Asiatiske og arabiske statslige kapitalister. Det er institutioner i Singapore, Sydkorea, Kuwait ogh Japan som kommer med nyt, frisk kapital for at redde deres euroamerikanske  venner til gengæld for poster i de finanskapitalistiske mastodonter.
eh ——–
UBS reklamere med sit logo på Bahnhofstraße i Zürich

Die Abschreibungen bei der UBS wegen der Krise auf dem US-Hypothekenmarkt summieren sich auf 18,4 Milliarden Dollar – damit ist die Bank am stärksten von allen europäischen Kreditinstituten von den Subprime-Problemen betroffen.Die US-Staatsanwaltschaft ermittelt einem Zeitungsbericht zufolge gegen die Schweizer Großbank UBS wegen ihrer Geschäfte auf dem US-Hypothekenmarkt. Dabei gehe es um die Frage, ob die Bank Investoren gegenüber zu hohe Bewertungen für Derivate angegeben habe, obwohl sie wusste, dass die Papiere inzwischen weniger wert seien, berichtete das Wall Street Journal unter Berufung auf mit den Ermittlungen vertraute Personen.Die Staatsanwaltschaft habe noch keine Zwangsmaßnahmen eingeleitet, hieß es weiter. Die Ermittler aus New York arbeiteten eng mit der US-Börsenaufsicht SEC zusammen, die kürzlich ihre Untersuchungen gegen UBS und Merrill Lynch ausgeweitet hatte. Die UBS war zunächst nicht zu erreichen. Ein Merrill-Lynch-Sprecher lehnte eine Stellungnahme

KILDER: Yahoonews: CHICAGO - U.S. government prosecutors are investigating whether Swiss banking giant UBS misled investors by reporting inflated prices of mortgage-backed securities it held despite knowing those valuations had eroded, the Wall Street Journal said on Saturday.

Dollarens fremtid som verdensvaluta

13.Nov. 2007 – *

Nedenstående analyse fra en prokapitalistisk skribent og analytiker er skrevet i november sidste år hvor finanskapitalens profitkrise ikke var så akut som den er nu hvor Bush-regimet sætter hele den kapitalistiske stats troværdighed og naturligvis USA´s Nationalbankens livsvigtige dollarseddeltrykkeri ind med 700 milliarder i trykfriske dollar for at bringe finansbaronerne på bedre humør.
Det sker for at forhindre at finanskapitalens kvælertag på det kapitalistiske kreditmarked og pengeomløbet spreder sig til livsnerven: de produktive sektorer i kapitalistiske økonomi, hvor arbejderklassen skaber de virkelige værdier og . merværdien, profitterne til de kapitalistiske aktionærer og ejere.
Wall Streets profitkrise falder nu sammen med flere andre kriser: Fødevarekrisen,
med galoperende kapitalistisk inflation også på oliepriserne som udhuler både arbejderklassens levevilkår, men også presser profitterne i en række brancher , f.eks flybranchen; Stigende statsgæld og underskud på USA´s finanslov og betalingbalance, Altsammen peger i retning af at kapitalismen i USA er på vej ind i en langvarrig depression der kan udvikle sig til en revolutionær systemkrise.

KRONIK

 

Little wonder that “The Death of the Dollar” was the headline story as I sat in the studios of the Fox Business Network yesterday. In the past few weeks, the greenback has hit parity against the Canadian dollar, and a record low against the U.K. pound, as well as the Australian and New Zealand dollars. The U.S. dollar index, which tracks its value against a basket of six leading currencies, has fallen to never-before-seen levels. For Americans, London has become as overpriced as Tokyo was in the late 1980s. And much like the Japanese then, Europeans traveling to the United States now fancy themselves as the planet’s über-rich.

“Death of the Dollar”: Doomsday for the United States?The dollar’s relentless descent has been greeted by barely concealed glee among the foreign press as a symbol of the decline of the United States. Readers’ comments on the London-based Financial Times Web site regularly call the United States “the next Argentina” — the poster child of how one of the world’s wealthiest nations has devolved into poverty and chaos. As one commentator put it: “yawn, America’s so yesterday, baby.” (sic).

The argument is familiar. Fears that U.S. subprime woes might push the U.S. economy into a recession are spooking investors holding U.S. dollar-denominated assets. The U.S. economy has become dangerously dependent on foreign capital. Foreign investors have (finally) tired of financing the profligate ways of the United States and are driving the dollar — the proxy of the economic health of the nation — even lower. After running current account and trade deficits since the early 1980s, the U.S. current account deficit ballooned to 7% of GNP. Foreign central banks — fearing the United States may not be able to repay its huge debts in outstanding Treasury bonds — are rushing to unload their greenback reserves. This will tip the Titanic that is the U.S. economy into the cold waters of economic depression. The crowds are rooting for the United States’ collapse on both sides of the pond. Harvard economist Ken Rogoff argues that the subprime mess has irretrievably tarnished the U.S. image as a global financial center. A few weeks ago, I attended a seminar on “Why the World Hates America” at London’s annual “Battle of Ideas.” There, everyone with a North American accent was quick to point out that they were Canadian lest they had to endure the shame of being American. Political scientist Andrei Markovits argues that anti-Americanism is the new anti-Semitism. Except anti-Americanism is not a sign of prejudice: it’s now a sign of sophistication.“Death of the Dollar”: Wishful Thinking…But like the presidential candidacy of my Harvard classmate Barack Obama, the talk about the demise of the United States is more about wishful thinking than what is really there. Yes, the dollar has declined. But it’s hardly fallen off a cliff. It may have hit record lows against the euro, but the euro is a young currency. It’s only if you look at the short term, say, since January 2002, that the dollar’s fall against the euro seems out of whack. Turns out, the value of the dollar in euro, (assuming the German mark transformed into the euro on January 1, 1999), is about the same as it was in the mid-1990s. According to research by Brown Brothers Harriman, the now-defunct German mark hit a record high in 1995 that would be the equivalent of a euro level of $1.4575. Yesterday, it closed at $1.4576.

Nor is a weak dollar all bad news. A weaker currency provides a boost to the U.S. economy, making U.S. exports more attractive at a time when consumer spending is slowing down and the housing market is a drag on growth. Thanks to a weaker dollar, growth in U.S. exports is already shrinking America’s external deficit. During the past three quarters the deficit has been cut by $119 billion, falling from about 6% of gross domestic product to 5%. The adjustment appears to be continuing as the U.S. trade deficit narrowed by a stronger-than-expected $56.4 billion in September. The federal budget deficit has also come down sharply to 1.2% of GDP, well below its historical average. Meanwhile, U.S. economic growth numbers were revised upward from 3.1% to 3.9% in the third quarter of 2007. U.S. worker productivity in the third quarter rose to 4.9%, the strongest pace in four years. The United States also was rated the #1 most competitive economy in the world by the World Economic Forum. None of that sounds like “the next Argentina” to me.“Death of the Dollar”: … And A Great ExaggerationSo what accounts best for the dollar’s recent rout? The Fed’s recent interest rate cuts mean that global funds are flowing away from U.S.-denominated assets. At the same time, based on purchasing power parity — the long-term value toward which currencies should converge — the euro and the New Zealand dollar are now 25% to 30% overvalued, while the Japanese yen is 30% undervalued against the U.S. dollar.

And while the op-ed pages of European business publications celebrate the current bout of dollar weakness as a metaphor for the decline of the U.S. Empire, they should be careful what they wish for. French President Nicolas Sarkozy – in a remarkably engaging speech to the U.S. Congress that is well worth watching – already has lamented the negative effects of the high euro exchange rate. European triumphalism notwithstanding, if the dollar gets much weaker, European economies could go into a tailspin. Calling the direction of currencies is notoriously difficult. The U.S. dollar — and the United States itself — is as hated as it has ever been in recent memory. Yet all is not as it seems. In what was the most widely read story on the financial Web sites last week, it was reported that supermodel Giselle stopped taking payments for her work in U.S. dollars. Turns out the whole story was a figment of a Brazilian blogger’s imagination. In that way, it sounds much like the arguments made for the “death of the dollar.”

Underskrevet Nicholas A. Vardy

USA sænker FEDs udlåningstrente; igen

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Amerika ° Americas by interpres on mandag, december 24, 2007

11 Dec 2007 (-)
NEW YORK * * USA:s Nationalbank – Federal Reserve; FED besluttede i går at lade sin vigtigste styrerente falde med 0,25 procent 4,25 procent.
Det var den tredje sænkning på lige så mange måneder. Dermed bekræfter de kapitalistiske regnedrenge i USAs Nationalbank at den økonomiske krise som for alvor slog ud i sensommeren med den såkaldte “subprime”-lånekrise – dvs krisen for de kapitalistiske kreditselskaber som havde spekuleret i de stigende priser på det kapitalistiske boligmarked – langtfra er ovre.

At sænke renten samtidig som både inflationen er på vej op og dollaren på vej ned gør de udenlandske produkter endnu dyrere fordi dollaren bliver mindre attraktiv som spekulations-valuta for både kapitalistiske spekulanter og stater uden for USA hvorved dollar-kursen falder.
Det vil betyde endnu mere benzin på inflationsbålet. Et Scenario som kapitalistiske regnedrenge har frygtet og udmalet som et onde siden Margaret Thatcher og Milton Friedmann var kapitalismens politisk-økonomiske ypperste-præster.
Vsse økonomer frygter at den nuværende krise kan føre til en regulær kapitalistisk lavkonjunktur.

Nationalbanken beslutning blev vedtaget med ni stemmer mod en. Et medlem ville sænke endnu mere, med en halv procent. De kapitalistiske aktiebørser på Wall Street faldt efter beskeden. Flere kapitalister havde håbet på en større rentesænkning.

Om den russiske revolutionens betydelse

9.NOVEMBER 2007

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, stærke følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt de kapitalistiske klassers jagt efter maksimal-profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme revolutionens betydelse og erklære kommunismens død, som de herskende udbytterklasser i vest såvel som i øst har proklameret hver eneste dag siden 1917.

Oktober-Revolutionen´s sejr var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet, ikke bare i Rusland, men i hele Europa og Asien, Amerika og resten af verden .

Revolutionen´s sejr gav livskraft og næring til fødselen af en revolutionær autonom venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende revolution i Rusland opmuntrede ikke bare arbejderklassen, men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale bevægelse og de nationale demokratiske befrielseskampe i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den borgerlige indiske leder og tidligere Statsminster i det befriede Indien Javaharlal Nehru kommer heller ikke udenom Oktoberrevolutionens sejr:

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ “Næsten samtidigt med oktoberrevolutionen under den store Lenins ledelse begyndte vi i Indien en ny fase i vor kamp for friheden. Vort folk voksede sig stærkt i denne mangeårige kamp og stod overfor undertrykkelse med mod og udholdenhed . Selvom vi fulgte en anden vej i vor kamp”
(mod Churchill´s og Chamberlains Storbritannien koloniale undertrykkelse, Oversæt.Anmærk.) “under Mahatma Gandhis ledelse beundrede vi Lenin og blev påvirket af hans eksempel” ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi idag kan forestille os. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 som betød massearbejdsløshed, fattigdom, sult og armod i kapitalismens hovedlande samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne, opbyggede verdens første socialistiske velfærdssamfund med 7 timers arbejdsdag, hvor arbejderklassen havde befriet sig fra kapitalismens massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult, kulturelt armod, vulgærreligiøs overtro og analfabetisme , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet i perioden 1928-35 ( 76% på verdensplan ) accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og social-reformer som de borgerligt-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemførte.
Længe Leve Kommunismen
Længe leve Arbejdernes og Bøndernes Union – Sovjet-magtens basis” proklamerer denne plakat

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Som allerede Karl Marx ; det internationale proletariats kommunistiske leder,slog fast så er “revolutioner . . historiens lokomotiver”
Oktober-revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Hver eneste, politiker, journalist ja hver eneste borger i hvilket som helst land i verden har en mening om Oktoberevolutionen og den sovjetiske revolutionen. Vladimir Lenin og Joe Stalin er også idag verdensberømtheder på linje med Kammerat Jesus. *
Da Folkerepublikken Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai fik spørgsmålet om betydelsen af den franske revolution, svarede han at det var alt for tidligt at udtale sig om. Hvis En Lai har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland efter den første imperialistiske verdenskrig , er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede i og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund og stat. – Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. Den blev betragtet som en realistisk mulighed for de fattige og undertrykte at befri sig fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner. Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  “den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis de hvide kontrarevolutionære , provestlige kræfter havde lykkedes med den voldelige borgerkrig de udløste i Rusland efter Oktoberrevolutionen i 1917; for ike at tale hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. I Hitler-Tyskland´s atomlaboratorier var man som bekendt godt igang med at fremstille atombomber.
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med den revisionistiske provestlige Hrustjov-grupppes magtovertagelse og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. De revolutionære kommunistiske principper om arbejderklasssens ledende rolle i opbygningen af kommunismen frem mod kommunismens højeste fase: det klasseløse samfund forkastes, i stedet taler den revisionistiske Hrustjov-grupppe om “hele folkets stat og parti” , en småborgerlig socialdemokratiske skrivebordsteori som i realiteten fører Sovjetunionen mod den politiske og økonomiske afgrund. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken - optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Unidad Popular (Folke-Enhed) regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han angiveligt er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov” . Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdsprogrammer. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “friheder på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra det Radio Moskva i det statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet, som den revisionistiske Brezhnjev-klike nu var på vej til at køre mod opløsningen og afgrunden.
Seks år senere i Chile og Tyve år senere i det opløste Sovjetunion hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer med den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s og den tidligere revisionistiske SUKP-leder Boris Jeltsins som topfigurer.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder. Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af Arbejderen det revolutionære DKP/MLs dagblad , Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Derfor talte Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” om at der ikke fandtes noget altenativ til kapitalismen ( TINA:”There is no alternativ” ). Det socialdemokratiske Labour-regime var igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklassen og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjenmdtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejdsklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioneer af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag. Samtidigt som krisen for Sovjetunionen og dets vestlige støttepartiers prokapitalistiske revisionistiske projekt blev stadig mere åbenbart.
Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgerlige-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotters påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt i 1793-94.

Der er grund til at fremhæve at Den Store Franske Revolution IKKE var nogen proletarisk revolution I sin karakter var den franske revolution borgerlig-kapitalistisk, men folkets krav og kampmetoder satte et stærkt præg på hele revolutionens udvikling fra 1789-94. Vi ved at arbejderbefolkningen talte op imod halvdelen *8) af Pariserbefolkningen på den tid. Samtidigt som det fremvoksende franske bourgeosis forskellige fraktioner overtog ledelsen af revolutionen for at sikre sine kapitalistiske klasseinteresser, men det var de folkelige arbejdende klasser og intellektuelle lag der gennem “væbnet kritik” fra neden førte revolutionenen igennem hvorved de aftvang den politiske hegemon (bourgeosiet) indrømmelser og førte hele bevægelsen fremad. Sammen med alle de arbejdende og kulturbærende klasser sikrede plebejerne (arbejderne og de fattige lag) at revolutionen ikke blev stoppet af de reaktionære kontrarevolutionære klasser men fortsatte og dermed “reddede revolutionen” som den kommunistiske arbejderleder Friedrich Engels *9) udtrykker det. Hvad mere er så “var borgeren . . . for fej . . . til at forsvare sine egne interesser , hvorfor plebejeren måtte gøre alt arbejdet for ham . . . og dermed var det altså kun disse plebejere, der førte revolutionen igennem ” Det var arbejderne (plebejerne) der sikrede den borgerlige revolutions sejr: “For det revolutionære bourgeoisi tjente sans-culotterne som en styrbar masse , der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition” *10) Samtidig med at jabobinerne gav de folkelige masser væsentlige indrømmelser, beordrede de den plebejiske befolknings sande ledere til guillotinen ligesom de påtvang arbejderne en katastrofal maksimalløn og fastholdt Le Chapeliers arbejderfjendtlige lovgivning. Det var derfor kun naturligt at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres sociale og demokratiske rettigheder også under jacobiner-regimet. Den Franske revolution under jacobinernes (Robespierre med flere) sikrede den kapitalistiske produktionsmådes gennembrud og bourgeoisiets magtovertagelse. To år efter stormen på Bastiljen vedtager Nationalforsamlingen under ledelse af den borgerligt -reformistiske gruppering La Gironde i 1791 “Le Loi Chapelier”, loven om forbud mod arbejdernes organisering – coalitions ouvrières (fagforeninger). Loven, som forbyder den fremvoksende arbejderklasse at organisere sig håndhæves, i næsten et hundrede år. Ikke engang Robespierres jacobinske demokrati tør ophæve loven. I 1884 ophæves loven som et resultat af det franske proletariats revolutionære kampe og kommunistiske organisering og bevidsthed (Marx, Engels, Lafargue.) Stadig var hovedparten af befolkningen (5/6) frataget den “stemme- og valgret” som hyldes som et demokratisk grundprincip. Først i 1944, under indtryk af den Røde Hærs og modstandsbevægelsen sejrige befrielseskrig mod det nazi-fascistiske tyranni, tildeles de franske kvinder denne demokratiske ret. Alligevel gyser det velstående reaktionære bourgeoisi af idag (2007) stadig ved tanken om den “franske revolutions skrækvælde”, da gilioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, som stod i spidsen for den Jacobinske Sociale Republik fra stormen på Bastiljen den 14 august 1789 knuste med støtte fra de det store flertal i det franske folk de feudale klassers magt, herunder det klerikale hierarkis magtpositioner.


Maximillian Robespierre som stod i spidsen for det revolutionære-demokratiske regime efter revolutionen i 1789 likviderede det enevældige monarki gennemførte en agrar revolution og besejrede revolutionens internationale fjender, er stadig, idag mere end 200 efter revolutionen hadet i det borgerlige i Frankrig med det skræmmende øgenavn “skrækvældets leder”. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.
Det materiale, vi idag råder over fortæller os at de fattige arbejdende lag spillede en afgørende rolle for Den Store Franske Revolutions forløb.
Georges Lefebvre *11), en af Frankrigs mest fremtrædende historikere lagde vægt på at ” et stort antal af revolutionens afgørende begivenheder . . . . vil ikke kunne fortolkes rigtigt uden hensyntagen til sans-culotternes rolle”. . . . . . . . . . . Blandt Sans-Culotterne, det vil sige blandt de plebejiske masser i byerne , udgjorde lønarbejderne de laveste lag og var bevægelsens mest revolutionære kraft. Det drejede sig om manufakurarbejdere, om svende, lærlinge, småvirksomhedernes arbejdere, kort sagt, om “hovedstadens fattigste elementer” *12) for at bruge en karakteristik af en anden fransk historiker.
Vi ved at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under det som de borgerlige kontrarevolutionære kræfter dengang og idag kalder skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret (“skrækvældets” modstandere nægtede 5/6 af folket stemmeretten) afskaffede slaveriet i kolonierne, vedtog Deklarationen om de menneskelige rettigheder i 1793, gratis skolegang blev indført samme år * ———
Når de borgerlige og socialdemokratiske kræfter idag tager afstand fra det de kalder “den revolutionære Robespierres terror” er det et hykleri som kun overgås af deres hykleri overfor vore dages kapitalistiske verdensorden.
Den “ekseptionelle terror” som det franske folk med Robespierre som leder udøvede mod de reaktionære kontrarevolutionære klasser som med alle midler kæmpede for at opretholde deres priviliegier var i sammenligning med den daglige vold, terror, tortur og blodige undertrykkelse mod folkemasserne under de feudale regimer fra Ludvig XIV (“solkongen”) til Ludvig XVI både mild, demokratisk og retfærdig.
Men for vore dages borgerlige og socialdemokrater er de herskende kapitalistiske klassers frihed til at udbytte de besiddelsesløse klasser, den fattigdom, vold, terror og undertrykkelse som udspringer af kapitalens frihed til at udbytte helt “naturligt”, i bedste fald et “nødvendigt onde” som de acceptere uden at blinke men måske fælder en krokedille-tåre over. Eller kapitalens offrer “undskyldes” med “onde” og “dårlige” kapitalister og deres håndlangere i det statskapitalistiske voldsapparat og domstolene.
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd, fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklassen danner
“Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie.
“Les Muscadins” er en forløber for dødspatruljer og terrorkorps i de herskende udbtterklassers tjeneste som de “Sorte Hundreder” i Rusland; Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland i 1930´erne med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins. Denne højreradikale kontrarevolutionøre pøbel er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, på Filipinerne og andre steder hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytningen af arbejderklassen og folket

Robespierres fald og dermed omstyrtelsen af den Jacobinske Sociale Republik og det revolutionære-demokratiske diktatur som havde støtte fra et flertal i det franske folk bliver ledsaget af angreb og fjernelse af progressive reformer og bagvaskelse af Robespierre og den jacobinske republik som et “rædselsvælde”. 20 år senere geninføres monarkiet med slægten Bourbon på Frankrigs trone.

2.December 1804 : Napoléon Bonaparte kåres til Kejser af Frankrig

DE økonomiske og politiske kræfter som stod bag Robespierres fald i 1794 fortsatte deres “klassekamp” mod de progressive kræfter og i år 1799 styrter de “direktorialregeringen”.
Kuppet organiseres af artilleriofficeren Napoléon Bonaparte som kupleder, det såkaldte , brumairekup i november 1799.

Kejser Napoléon Bonaparte er i realiteten Frankrigs “nye diktator” hvilket både Frankrigs og andre folk i Europa snart skal få at føle
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver flere end tusind mennesker livet.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
Man kan kort sagt sige at i kampen mellem liberalisme og demokrati vinder liberalismen.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*
Revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab reduceres til erhvervsfrihed for fabrikanter og “selvstændige entrepenører”; “demokratiet” forlammes af antifaglige love, politichikane, hvid terror og begrænsning af stemmeretten til ældre mænd med kapital.
Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab blev ikke realiseret men overlevede i de kulturbærende og demokratiske lag: i proletariatet og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm, et håb om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning med kommunismen , det klasseløse samfund som mål.
Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men medførte samtidigt at den socialistiske idé for alvor slog rod i det franske proletariat. *Kontrarevolutionen i Rusland og Sovjet fra 1956 er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – ifølge Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale i 1956 . I realiteten revidere Hrustjov-gruppen marxismen gennem at afskrive det revolutionære indhold i kommunismen , arbejderklassens ledende rolle – så da Sovjetunionen blev opløst i 1991, fandtes der kun et skelet, en karikatur af den socialisme som blev opbyget efter 1917.
Sovjet-Rusland var igen kapitalistisk, gældsat og afhængigt af de vestlige kapitalistiske stater. Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De kommunistiske idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om plan-styret samfundsøkonomi hvor alle menneskers ret og pligt til at arbejde og hendes behov for føde, bolig, transport, bevægelse, uddanelse, kultur, leg og sport realiseres.
For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Det kapitalistiske klassesamfund og dets spindoktorer benægter at den kommunistiske revolutions idéer lever – ja kapitalismens forskellige fortalere fra såvel venstre- som højreliberalt hold erklærer dagligt både arbejderklassen og kommunismen død og begravet. Det sker fordi kommunismen giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande.

Halvvejs til Moskva

Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” ,den “sociale markedsøkonomi” eller “New Deal” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England snakkede de om at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.
“Halvvejs til Moskva” fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister (Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.
Tony Benn; tidligere leder af de britiske socialdemokrater i Labour udtrykker det sådan:

” Uanset fordele og ulemper med kommunismens lang magtindehav i Moskva så er det et uafviseligt faktum at blot eksistensen af Sovjetunionen opmuntrede de arbejdende masser til at kaste kolonialismens åg af sig og at denne eksistens indgav håb for de fattige som samfundstoppen her så som en trussel.

Det er derfor muligt at hævde – hvilket jeg gør – at den virkelige frygt for kommunismen i London, i grund og bund ikke var baseret på en frygt for de russiske generaler, men en frygt for det britiske folk som i krisetider ville foretrække socialismen. Set i dette lys så gjorde Hitler et godt job når han knuste fagbevægelsen, kommunisme og socialisme i Tyskland samtidigt som han opbyggede militæret mod enhver tænkbar sovjetisk fremrykning. For dette fik han en diskret støtte”
“Set i dette perspektiv begyndte den kolde krig ikke med Berlin-blokaden 1948 ,men kan spores tilbage til interventionskrigen 1920 da en stor arme blev sendt afsted for at knuse revolutionen”
Det fremgår desuden helt klart ud fra nyligt åbnede dokumenter . . . . .”
.

Tony Benn i forordet til Professor Clement Leibovitz´værk: The Chamberlain- Hitler Deal”

I og med det socialistiske Sovjets og den Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers ledende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til, i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s reaktionære herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredte sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland som førte landet ud i borgerkrig efter befrielsen i 1944

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1946 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede sig, ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til klassen for at forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution tanke-gangen og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Løkke, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Løkke,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – - – - – - -

- – – – -
Løkkes, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, (ud-)dannelse,kultur og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

*8) “Artisans and Sans-Culottes. Popular Movement in France and Britain during the French Revolution” af Gwyn A. Williams* London 1968*
*9)”Friedrich Engels an Victor Adler den 4 December 1889″ Se Marx/Engels Werke bind 37 side 318 (Dietz Verlag, Berlin 1974)
*10) ” Les Sans-Culottes parisiens en l`an II Mouvement populaire et gouvernement révolutionaire (1793-1794) af Albert Soboul (Paris 1958)
*11)Citeret efter Ja.M. Sakher: “De rasendes bevægelse” (russisk)(Moskva 1961 side 21
*12)”Jacques Roux, le curé rouge, et le Manifeste des Enragés” side 77 af Maurice Dommanget, Paris

EU:7% af Italiens BNP kontrolleres af kapitalistiske gangster-syndikater

23. okt. 2007 06.17

NY Rapport:Kapitalistisk mafia omsætter for mere end 700 milliarder 

MED EN ÅRLIG omsætning på 90 milliarder euro ~ 720 milliarder kr – er de kapitalistiske gangster-syndikater – sammenlagt en af landets største kapitalistiske sammenslutninger.
Det fremgår af en ny rapport til det italienske indenrigsministerium som slår fast at kapitalistiske gangstergrupper – med navne som “Ndrangheta” – “Camorra” – “Cosa Nostra” og “Mafia”  - årligt omsætter for tre-ciffrede milliard-beløb og i realiteten kontrollerer 7 procent. af EU-landet Italiens BNP.
Kilde:Corrierre Dela Sera ; La mafia? «È la prima azienda italiana»,

DE italienske gangster-syndikater er opdelt i forskellige grupper som Cosa Nostra,Maffia,Camorra og Ndrangheta som ligesom andre kapitalistiske selskaber kæmper og konkurerer om indflydelse,markeder og kapital.

c
Demonstration mod gangster-syndikatet Ndrangheta i Locri; Oktober 2005 __________________
I de senere år er mafiaen også begyndt at “samarbejde” med andre større “legale” firmaer, ved at udøve vagt-virksomhed, opkræve beskyttelsespenge eller foretage anden form for pengeafpresning. Det skriver Italiens Sammenslutning af Detailhandlende i en ny rapport, som samtidig fordømmer mafiaens metoder.Betaler beskyttelsespengeI rapporten anslås det, at syv procent af Italiens økonomiske produktion går gennem organiseret kriminalitet, og at hver femte forretningsdrivende betaler beskyttelsespenge til mafiaen. På Sicilien er det fire ud af fem.Men det er ikke kun hos butikkerne, at mafiaens folk henter penge. Rapporten fastslår, at alle brancher er berørt.Lige fra fødevarefremstilling til turisme og fra ejendomshandel til servicefagene. - Betaler gerne. – De større firmaer er ifølge rapporten mere tilbøjelige til at forhandle en aftale på plads med mafiaen end at nægte at betale.Viceindenrigsminister Marco Minniti siger ifølge BBC som reaktion på rapporten, at stigningen i mafiaens aktiviteter er alarmerende.Den kapitalistiske mafias omsætning på 90 milliarder € gælder Italien. Der er altså ikke taget højde for at de kriminelle kapitalistiske sammenslutninger opererer internationalt. Flere med indsigt i den kapitalistiske våben- narko- og sexhandel udenfor lovens rammer vurderer at denne illegale handel har en omsætning der gør de kapitalistiske bagmænd til verdens rigeste og mest magtfulde. Relaterede artikler : Masseanholdelser af mafia-medlemmer * * * * * *
Italien – Den kapitalistiske mafia bag renovationskrise

USAs boligkrise:To millioner hjem på tvangsauktion i år

27.November 2007 *  Krisen på det kapitalistiske finansmarked i de Forenede Stater forværres for hver dag der går. Nye tal tyder på at mere end to millioner hjem bliver sat på tvangsauktion af de kapitalistiske finansinstitutioner alene i år.For millioner af mennesker betyder den kapitalistiske krise personlige tragedier og i værste fald hjemløshed og sult , i bedste fald flere års slavearbejde med det ene formål at betale de kapitalistiske bankieres kreditter med strafferenter tilbage.

Læs mere om USAs finanskrise:Krisen sammenlignes-med-1930´ernes-depression

USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression

16.november 2007  
Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.

Dårlig boligmarked

Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.

Men nå er festen slutt.

 

-
Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly *

Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.

- Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.

Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.

Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.

- Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.

I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.

For mange boliger

Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.

Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.

Høyere renter

Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.

Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.

Verdifullt seminar

Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.

 

Fransk kollektiv-trafikstrejke: Trafikkaos og 300 km lange bilkøer

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi by interpres on mandag, november 19, 2007

14 november 2007 

Jernbanearbejderstrejken lammer Frankrig

   Der udbrød trafikkaos i Frankrig i dag da jernbane-arbejderne nedlagde arbejdet for at sætte en stopper for en reform som indebærer en forhøjelse af pensionsalderen. Dermed følger den franske regering den politik som allerede er ført ud i livet i de nordiske EU-”dukse”-stater som Danmark og Sverige. 80 procent af metro-togene og 85 procent af busserne stod stille. Alene i hovedstads-regionen var der sammenlagt 200 kilometer bilkøer.
Efter en lignende strejke i sidste måned trådte det nye strejkevarsel i kraft siden præsident Nicolas Sarkozy ikke viste nogen vilje at forandre noget i den reform som han gav løfter om under præsidentvalgkampen.sg

Strejken udvides

Mere end 300 km. bilkøer blev resultatet på vejene ind mod Paris om morgenen. Det er dobbelt så meget som normalt. -Under dagen vil også de statligt ansatte el- og gasarbejdere tilslutte sig strejken og studenter planlægger åbent at blokere banegårde rundt om Paris, rapporterer Christina Johannesson fra SVT-Nyheter. I dag planlægges også en stor demonstration gennem Paris gader.

Pension fra 50 år * *

Strejken retter sig mod forandringar i det speciella pensionssystem som 1,6 miljoner ansatte i den offentlige sektor har opnået. Mange faggrupper har ret til pension efter at de er fyldt 50 eller 55 år . Det er fremforalt de, hvis rettigheder nu er truede, som demonstrerer. Men der er i Frankrig ingen tvivl om at de aktuelt kæmpende grupper følges og mødes med sympati og solidaritet bredt i den franske arbejderklasse og blandt studenterne. Sarkozy-regeringen har gjort det klart at den ikke vil trække sine planer om at ændre på de offenmtligt ansattes pensionsrettigheder.-Jeg tænker gennemføre disse reformer for enhver pris. Inget kan rokke ved mit mål, sagde Nicolas Sarkozy i EU-parlamentet i tirsdags.
Måske var den franske præsident lidt overmodig da han stod blandt meningsfæller og støtter i EU. I de borgelige medier i Frankrig og andre EU-lande beskriver man strejken som et “irritationsmoment”. En overskrift lyder “Strejken vækker irritation hos mange”. At der findes irritation mod strejken og de rettigheder som de strejkende forsvarer er sikkert sandt, men hvor mange det er er usikkert. Uden tvivl findes de fleste “irriterede” i den franske middel- og overklasse som håber at politikken i Frankrig udvikler sig frem mod en “Thatcher-situation” hvor arbejderklassens og de brede lags løn – og arbejdsvilkår kan rulles tilbage fordi som Sarkozy siger deres rettigheder er “aldeles for dyre for samfundet”.

SYDafrika: Antallet fattige fordobblet og 27 % er arbejdsløse

12 nov. 2007 -* Antallet fattige sydafrikanere er mere end fordobblet i de seneste 10 år, viser en ny rapport. Ellers “går det godt” for det kapitalistiske Sydafrika som land og “væksten er stærk”, men trods det øger arbejdsløsheden indenfor alle race-grupper.
Godt fire millioner mennesker eller næsten ni procent af befolkningen i Sydafrika tvinges til at leve på mindre end en dollar om dagen, hvilket er under fattigdomsgrænsen. En dollar er den grænse som Verdensbanken bruger som målestok for fattigdom. Den sydafrikanske ungdom har fået kapitalismens brutale virkelighed at mærke: 50 % af de unge, dvs hver anden ung sydafrikaner bliver holdt udenfor arbejdslivet. En ny type af apartheid har afløst det tidligere racemæssige system. Mens unge fra den nye sort/hvide kapitalistiske overklasse ikke har nogle problemer med arbejdsløshed og fattigdom må arbejderklassens unge, sorte såvel som hvide kæmpe med arbejdsløshedsprocenter, endnu højere end 50 %. DEn officielle massearbejdsløshed er nu oppe i 27,5 procent af hele befolkningen.

USA´s finanskrise:6500 fyret efter American Home´s konkurs

6.Aug. 2007 _ -

Den kriseramte amerikanske boligkredit-gigant

American Home  

tog mandag et skridt nærmere konkurs da finansvirksomheden ansøgte om konkursbeskyttelse i følge USA´s konkurslovgivning.

Flere kapitalistiske finans-virksomheder som ikke låner penge ud til husholdninger med “lavere kreditværdighed” – dvs de beskæftiger sig ikke med så kaldte subprimelån, dvs udlåning til fattigere familier som de kapitalistiske storbanker har nægtet lån – har i løbet af året rapporteret at en voksende andel af kunderne har svært ved at betale sine lån. “American Home” havde netop ikke subprimelånen som hovedgruppe,men henvendte sig til noget mere velhavende kunder, med højere kredit-sikkerhed.

Den kriseramte amerikanske bolig-kredit-selskab American Home blev et af de første ofre for den krisen i den kapitalistiske finanssektor i de Forenede Stater.
Konkursen er et tegn på at kredit-krisen nu også rammer virksomheder og deres kredittagere som ligger udenfor betegnelsen “ikke-kreditværdige”, men tilhører de bedre-stillede i “middelklassen”. American Home, som er USA´s tiende største private boligkredit-institut, udlånte i fjor cirka 330 milliarder kr. Selskabet meddelte i fredags at det nedlægger størstedelen af sin virksomhed hvilket betyder at flertallet af de 7400 ansatte som er beskæftigede mister deres arbejdsplads.

Konkursen for American Home blev en realitet da de storkapitalistiske banker som finansirer virksomheden lukkede for kreditten og i stedet begyndte at kræve tilbage-betaling af de penge som de tidligere havde lånt ud til American Home og andre kredit-institutter.
Den tyske storbank Deutsche Bank er American Homes største kredit-giver.

Amerika´største bank ramt af finanskrisen:Underskud på 30 milliarder dollar

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Amerika ° Americas by interpres on lørdag, november 3, 2007

2 nov.2007

En analyse fra CIBC World Markets som vurderede at den amerikanske storbank Citigroup har et kapitalunderskud på godt 30 milliarder dollar 

gav voldsom uro på de kapitalistiske aktiebørser verden over. Børserne på Wall Street i New York faldt kraftigt i gårdagens handel og sluttede i store minusser. Industribørsen Dow Jones værdi-indeks faldt med 2,6 procent og Nasdaq(Teknik-virksomheder) med 2,3 procent.

De kapitalistiske aktiebørser i København,Oslo og Stockholm fulgte de amerikanske og japanske børser med kraftige fald.Årsagen til børsuroen er bl.a at mæglerne nu nedvurderer USA:s to største banker 

og at den amerikanske national-bank FED- har gjort det klart der ikke bliver flere nedsættelser af styrerenten, diskontoen – den rente som de kapitalistiske private banker betaler for at låne penge i Nationalbanken.  USA´s største bank Citigroup ventes ifølge flere analytikere snart at meddele, at man er hårdt ramt af kreditkrisen og har tocifrede milliardundeskud i kassen. De manglende likvider, vil betyde store nedskrivninger, som medfører mindre aktieudbytter til  Citigroup´s kapitalistiske ejere.Den frygt gav Citigroup det største kursfald for deres aktier på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs på Wall Street i fem år Allerede efter en times handel havde Citigroup-aktien styrtdykket med 7,8 procent, mens banken Morgan Stanley var 5,7 procent lavere og Merrill Lynch faldt 3,6 procent.Citigroup sluttede dagen på – minus 6,7 pct. til kurs 38,6.Den økonomiske situation i banken kan betyde, at aktionærerne må nøjes med mindre aktieudbytter i den kommende tid, og Citigroup overvejer salg af aktiver .Netop i dag betalte Citigroup udbytte til de kapitalistiske ejere, og derfor skal faldet på 2,74 dollar pr.aktie reelt fratrækkes de 54 cent pr. aktie, som de fik udbetalt torsdag.Krisen for USA´s største bank er ikke det sidste krisetegn for det kapitalistiske finansmarked.

“Der kommer flere nedture i den finansielle sektor. Vi kender bare stadig ikke svaret på, hvad den ultimative effekt på subprime-problemerne bliver,”  

siger Doug Peta, markedsstrateg i J&W Seligman & Co, til nyhedsbureauet Bloomberg.Det fremgår af CIBC´s analyse af Citigroup at investmentbanken har problemer med sin kapitalakkumulation, som ligger på lavere niveauer end konkurrerande banker. Dette kan ifølge denne analyse tvinge Citigroup at skaffe sig likvider ved at tage de 30 miljarder dollar fra udbetalingen af udbytter til aktionærerne; lokke ny kapital til sig eller sælge aktiver, incl. fast ejendom. 



Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (II)

I Cuba fremstilles Guevaras Statsfinansielle Plan-system udarbejdet for Cubas særegne vilkår, oftest som om Che på en måde »opfinder« en særlig »model« som passer hans mere eller mindre utopiske syn på overgangen til det socialistiske samfund. På den måde betragtes Guevaras økonomiske tænkning isoleret fra den historiske epoke, hvor kapitalismen bliver genindført i Sovjetunionen og de tidligere Folkedemokratier. Guevaras økonomiske tænkning blev højst betragtet som et alternativ til det bureaukratiserede “selvforvaltende” statskapitalistiske markedstilpassede system som blev støttet af den kontrarevolutionære Hrusttjov-gruppe i Sovjet , Tito-kliken i Jugoslavien. Dette syn blev genoplivet på Cuba i slutningen af 1980´erne da den sovjetiske økonomi og hele det såkaldte » selvforvaltende socialistiske« system viste klare tegn på opløsning.
Det er dog afklarende at se at nogle af øens ledende økonomer indrømmer at Guevaras økonomiske tænkning ikke kommer ud af det blå:

»I retrospektivet er det Statsfinansielle Plan-System et bidrag af stor værdi. Vi vil ikke sige – og I ved det godt – at Che opfandt det Statsfinansielle Plan-System. Det kom allerede fra de socialistiske lande; i en hel tidsperiode styrede det Statsfinansielle Plan-System store dele af økonomien i Sovjetunionen«              

(Carlos R. Rodriguez i *5)eyVi behøver ikke sige at Rodriques med »en hel tidsperiode« henviser til den økonomiske model udviklet under Stalin, som for alvor med den Første Femårsplan (1927-32) indleder den socialistiske opbygning der inspirede arbejdere og undertrykte i hele verden og gjorde socialismen til et realistisk alternativ til kapitalismen. Dog bidrager Rodriques fejlagtigt til at pålægge Guevara det synspunkt at overgangen til socialismens højere former, eller fulstændig socialisme muligør at det Statsfinansielle Plan-System kan blive ført ud i praksis til hele økonomien, at hele økonomien angiveligt kunne fungere som en stor virksomhed, med en social fond til at dække produktionens og distributionens behov.
Faktisk definerer Guevara det Statsfinansielle Plan-System omtrent lige modsat som et middel til at tilfredsstille de øjeblikkelige/umiddelbare behov opstillet af den statslige industri-organisation og som det vil fremgå af det næste kapitel, tillader tilstedeværelsen af vare-penge forhold (commodity-money relations) mellem staten og andre produktions enheder og tillader eksistensen af andre produktionsformer end den statsejede. Det Statsfinansielle Plan-System er udtænkt af Che som en modsætning til den revisionistiske “selvforvaltnings”-model der indførtes i Sovjetunionen og de tidligere folkedemokratier efter Stalin bortgang, med Hrustjov-gruppens “anti-stalinistiske” markedslignende selvforvaltningreformer. Guevara afslørede den grundlæggende forskel mellem det statsfinansielle Plan-System og det markedslignende økonomiske eller finansielle selvforvaltningssystem, hvor hver enkelt virksomhed skulle forvalte sin økonomi med overskud; så tidligt som i 1961, altså i de aller første stadier af socialiseringen af industrien i landet. Guevaras tanker til fordel for centraliseringen af statsindustrien udtænkes inden »El gran debate« - Den store Debat og det står klart for os at Che havde klare forestillinger om det Statsfinansielle Plan-System inden han bliver opslugt i den ophidsede diskussion med tilhængerne af de revisionistiske teser om “økonomisk selvforvaltning” som Hrustjov-gruppen var i fuld gang med at fuldføre i Sovjetunionen. Vi har alle mulige grunde til at tro at “Che” var insat i den sovjetiske økonomis historie og helheden af den socialistiske folkehusholdning på Stalins tid. Guevara forkaster fra begyndelsen forestillingen om fri foretagsomhed i den socialistiske sektor som indbefatter muligheden for de individuelle økonomiske enheder at virke som mere eller mindre uafhængige producenter eftersom . . .

»i de socialistiske lande, besidder virksomhederne en bank-kredit, skaffer sig penge , producerer med de penge som den modtager, sælger deres produktion, og overlader da en del af profitten til staten og beholder en del af profitten til interne behov. Forskellen er at vores selskaber ikke sælger, men overlader produkterne og arbejderne er af lønnet af staten »              

(Che Guevara på Konferencen »Økonomi og Plan« på Universidad del Pueblo, 1961 oversat fra spansk).
rrt I Guevaras system sælger virksomhederne intet fordi så skulle et vare-penge forhold får fuld virkning; både i form og indhold når produkterne er fremmedgjorte af en uafhængig producent eller den individuelle forbruger . . . . . . . . . . . . . . I modsætning til den finansielle selvforvaltning i det revisionistiske system, cirkulerer arbejdskraften mellem de enkelte virksomheder i statssektoren og mellem virksomhederne og staten i form af fordeling eller tildeling ifølge de kontrakter som den socialistiske plan fastsætter:

»At udarbejde en plan gennem hvilken virksomheden vil blive tildelt de nødvendige midler af staten for at gennemføre efektive kontrakter . . . og også at overføre indtægterne fra salget til samfundets kasser« *6)      

I Guevaras system fungerer virksomheden som en del af en større virksomhed, som ikke besidder finansielle midler med hvilke det kan gøre egne beslutninger om produktion og reproduktion. Eftersom den socialistiske virksomhed ikke har :« . . . . .egne midler, fordi dets indtægter er overført til det nationale Planbudget ‹‹ Che Guevara (*7) Guevara modsætter sig urokkeligt enhver form for udveksling mellem de socialistiske virksomheder i den socialistiske sektor på andre måder end fordeling af resourcer. Arbejdskraftens bevægelser i den socialistiske sektor bliver af Guevara set som en samling af arbejdet i en sammensat produktions-kæde. I dette system er virksomheden ikke i stand til etablere en udveksling af arbejdskraft uafhængigt af planen, eftersom virksomhedens samlede produktionsaktivitet er fastsat af planen og ikke af fabrikkens direktion/direktør.
Staten i skikkelse af Stats-Banken er begyndelsen og afslutningen for de arbejdskraft -bevægelser som har at gøre med den socialistiske virksomheds produktionsaktiviteter: Den skaffer sig de nødvendige finansielle midler for at skaffe sig produktionsmidler og den overleder indtægterne til National Banken. Disse midler bliver derefter brugt af det socialistiske planhusholdningsystem til sikre den udstrækte reproduktion af de enkelte produktionsenheder, til kapital-investeringer eller til ikke-produktive sociale behov og tilfredstillelse af menneskelige behov.. I denne betydning udvinder virksomheden ingen ekstra profit per se; den overfører en positiv balance mellen produktionsomkostningerne og indkomsterne og det er den socialistiske stat som tager den endelige beslutning ifølge planen om hvad der videre skal ske med den positive balance, med overskuddet, ikke direktøren som det blev udbredt praksis i de lande der fulgte de sovjetiske og jugoslaviske “direktørers” og partilederes revisionistiske “selvfinansierings”-reformer. Forestillingen om socialistisk planlægning i Guevaras system er nært forbundet med forestillingen om hele produktions-systemets lønsomhed og nytte.
Den socialistiske folkehusholdnings effektivitet er ikke resultatet af en mekanisk sammenregning af de enkelte virksomheders resultater. En positiv balance i regnesummen af de enkelte overskud er muligt i det kapitalistiske system i ekspansions-tider endskønt den bliver negativ under den kapitalistiske produktions-nedgang (depression).BORTSET FRA AT DET socialistiske system ikke kender til recession eller kriser fremviser det socialistiske produktionssystem de største vækstrater, ikke kun fordi sammentællingen af de enkelte overskud giver en positiv balance. Den socialistiske produktionsmådes fortrin fremfor den kapitalistiske ligger ikke bare i økonomiens planmæssige karakter, at den socialistiske stat er i stand til at tage beslutninger for hele det produktive system;ikke de enkelte producenters samordning, men styringen af arbejdskraft bevægelserne imellem de socialistiske virkomheder, hvor det er af største vigtighed at produktionsenhederne er mest lønsomme ved hjælp af maksimal reduktion af produktions-omkostningerne, mens effektiviteten af økonomien skal vurderes som en helhed, men også i at arbejdet og arbejderklassen er den ledende og styrende klasse overfor kapitalen og markedet som
bekæmpes i den revolutionære udviklingen frem mod komunismens højeste fase hvor både klasser , stat, marked og penge er afskaffert.
Med andre ord : Proletariatets Diktatur med den revolutionære kommunist Karl Marx ord

»Eftersom dette system er baseret på den den centrale kontrol med økonomien bliver den relative effektivitet af en virksomhed kun et index; det der virkelig betyder noget er den samlede produktive systems lønsomhed«              

- Che Guevara, op.cit.*8 – ty

Dette begreb, som er et mere komplekst begreb med hensyn til de enkelte virksomheders rentabilitet, var blevet klart udtrykt af Stalin i »Socialismens Økonomiske Problemer« .

I diskussionen mod højre-afvigelserne, er den eneste måde at forstå at bestemte sektorer i økonomien kan virke uden overskud eller endda producere med tab igennem en bestemt tidsperiode , er at . . . en mere sammensat forståelse af hele den socialistiske økonomis lønsomhed.

»Hvis lønsomhed , ikke set fra de enkelte virksomheders eller fabrikkers standpunkt, og ikke engang for en periode af et år , men fra hele økonomiens standpunkt og over en periode af lad os sige ti eller femten års, . . . .således at den midlertidige og ustabile lønsomhed for nogle fabriker og industrigrene er uden nogen sammenligning med den højere form af stabil og permanent lønsomhed som vi får fra loven om balanseret udvikling af den nationale økonomi og fra økonomisk planlægning . . . . «              

9) J.V.Stalin i Socialismens Økonomiske Problemer i USSR, 1952. * * *

Læs TREDJE DEL:    

* * * * * *

KILDER:

*1)        

Rafael Martinez* * Che Guevara og socialismens politiske økonomi * * i tidskriftet Revolutionary Democracy* April 2005 * vol.XI,No 1)

*2)        

Orlando Borrego * * Che el Camino del Fuego * *Imagen Contemporanea* Havanna 2001.

*3)        

Fidel Castro i * *Che Guevara, Economics and politics in the transition to socialisme” Pathfinder;New York 2003 side 39)

*4)        

Che Guevara * * Letter to Armando Hart Dávalos * * Contracorriente,Havanna, september 1997, N75)

*5)        

Carlos Rafael Rodriguez * * Che Guevara, Cuba and the Road to Socialism«; New York,1991 s. 39-30. Oversat fra Spansk af Bruce Mellado).

*6)       

Che Guevara op.cit. Kollektive diskussioner: Enestående Beslutninger og Ansvar, s.3 Oversat fra Spansk: Discusión colectiva:Decisión y responsabilidad únicas)

*7)        

Che Guevara, op.cit. i »Betragtninger om udgifter« ;s.46 :Considerations on Expences« oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*8)        

Che Guevara, op.cit. Considerations on Expences« s.48 (:oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*9)        

J.V.Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Language Publishing House, Moscow 1952, pp. 28-29) : Socialismens økonomiske problemer

*10)        

«Sovjet-regeringens Beslutninger om økonomiske spørgsmål«, Moskva 1957; Bind 1;Oversat fra russisk. * * * * *

Polen:”Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)

- KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden konservativ gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.   

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor 59% , hvilket betyder at flertallet af de stemmeberettige; blev hjemme. Regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne udgjorde i realiteten ikke meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettige polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. *
Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

asf

Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur den 11.November 1948, fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister
– På Lenin-Skibsværftet; “Stocznia Lenina”, byggede arbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig: De titusinder af værftsarbejdere udgjorde sammen med Polens minearbejdere, stålarbejdere og andre arbejdere den politiske og økonomiske ryggrad i det nye folke-demokratiske Polen som blomstrede ud af ruinerne af den nazi-tyske besættelse efter befrielsen i 1944. PÅ “Stocznia Lenina” arbejdede der godt 15 tusind arbejdere da de i august 1980 besluttede gå i strejke for at få fjernet den revisionistiske Gierek-regerings chock-forhøjelse af madpriserne.

Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til kapitalistiske banker i udlandet i 1980`erne oppe i godt 30 milliarder Dollar hvad der idag svarer til opimod 100 milliarder dolar, over en halv billion kroner.
– Efter at Gomulka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart. Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse at betale regningen til de kapitalistiske storbanker gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød. Det udlyste først strejker blandt arbejderne i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin; sommeren 1980. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
serrg*- – - – — – -
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December. For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte renterne på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i kapitalistiske banker i udlander for at undgå et sammenbrud for den  “nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning” eller “markedstilpasning” , hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten.
Umiddelbart efter proklamationen af krigsretstilstanden i december 1981 dikterer miltær-Juntaen under Wojciech Jaruzelski at arbejderklassen skal arbejde 20 % mere det vil sige seksdages arbejdsuge bliver militær lov for at tvinge arbejderklassen at betale renter og afdrag til de kapitalistiske banker: Enhver modstand, protester, aktioner endsige strejker bliver straffet af særlige militær domstole . også arbejderaktivister, intelektuelle og journalister som informere den polske offentlighed om situationen eller som regimet udtrykker dert “spreder falsk information ” bliver straffet af militær-domstolene med lange fængselsstraffe . Polens kulminer sættes under direkte militærkontrol. de klassevevidste kampvillige minearbejdere skal arbejde med militærets maskingeværer i ryggen for at sætte en stopper for modstanden mod krigsretstilstanden fra det polske proletariats kerne-tropper.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.          

Søsætning i Dok 1 af nybygning på Skibsværftet i Gdansk
Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. r5656u Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981.

Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren og som her militsen kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)

iutftyjUnder krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

  ORIGINALTELEGRAM:Det legendariske skibsværft i Gdansk er ved at blive solgt til et Ukranian company. Det sker efter at EU har stillet krav om at værftet cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity. The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti. Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday. In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *   

BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa  

Partilederen Władysław Gomułka – som i 1960´erne forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva .
Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker.
Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz).
Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen.
Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt.
Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i
Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød og andet var varer som de statslige butikker var underforsynede med.”
Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken. Sie streikten dennoch.Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Præsidenten, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen.Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“. Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau.Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten. Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.
 

Rusland: Racistisk vold kræver liv

4 Sep. 2007 -

MOSKVA (Sova) – * – Racistisk vold i Ruslandhar krævet 38 mordoffrer hidtil i år, samtidigt som 300 mennesker er skadet. Det angiver den russiske menneskerettihedsorganisationen Sova, ifølge BBC.
Ifølge Sova er det “skinheads”, som ligger bag en stor del af volden og det er først og fremmest mennesker fra Kaukasus og Centralasien som utsættes for overgreb.

Den racistiske vold tiltager, siger Sova og advarer mod at andre minoritetsgrupper, blandt andre de homoseksuelle, stadig oftere er mål for angrebene. Ifølget Sova findes der mere end 60.000 højreradikale skinheads i Rusland.
Kilde: BBC,Sova

Italien: vilde strejker stopper Alitalia-flyg

Posted in ARBEJDE og KAPITAL * Politisk Økonomi, i Euroasien ° Eurasia, ITALIEN ° Italia by interpres on mandag, august 27, 2007

23 januari 2006 – 11:21

“Overenskomsstridige”  strejker stoppar 250 Alitalia-flyvninger 

Såkaldte “vilde strejker” førte i dag til at det statlige italienske flyveselskab Alitalia blev tvunget til at aflyse flere afgange. Omkring 250 fly-afgange er avlyst eller kraftigt forsinkede. Ledelsen af det kriseramte stats-kapitalistiske flyveselskab  har fremlagt forslag om fyringer for visse ansatte og divisionering af virksomheden i flere dele – dvs profit- divisionering – så at det bliver tydeligere hvilke dele af virksomheden der går med tab og hvilke der giver profit. Det bliver dermed også lettere for det statskapitalistiske selskab at lokke privat kapital til at blive opkøbe de profitable dele, mens de tabsgivende fortsætter i statskapitalistisk form , finansieret af skatteyderne. Det har Alitia´s ansatte naturligvis gennemskuet  og ledelsens nedskæringsforslag har rejst protester fra selskabets tusinder af ansatte. I går blev 121 fly-afgange aflyste. På onsdag skal et møde holdes mellem de faglige klubber og regerings-embedsmænd.

Hvor er Kina på vej hen ? *Kommunismen* ? eller er det en imperialistisk supermagt vi ser vokse frem ?

Baggrund 12.August 2007

Tidligt om morgenen den 6.januar 2006 eksploderer en bombe i et dommerkontor i Ganxu-provinsen i Kina. Det viser sig at det var en  en kinesisk bonde der gennemførte denne  “terror”-aktion i protest mod rettens afgørelse .

DEN  62-årige bonde tog sit eget og fem andres liv ved at udløse bomben i et dommerkontor i protest mod dommen i en sag om boet efter hans afdøde søn. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tog bonden  Qian Wenzhao, fem mennesker med sig i døden, og 22 blev såret, da bomben eksploderede på fjerde sal i en   kontorbygning i provinsen Ganxu i den nordøstlige del af Kina. (Kilde :Nyhedsbureauet Xinhua)

EPISODEN ER højst usædvanlig på flere måder. Terror-AKTIONER og bombesprængninger er ikke hverdag i Folkerepublikken       Og den kapitalistiske udvikling i Kina har forløbet uden større terror-aktioner og bombesprængninger som denne. Men at der er betydelige sociale og økonomiske spændinger i Kina i dag – mellem kapitalistiske velhavere og fattige arbejdere og bønder er klart.De kinesiske myndigheder rapporterede i år 2004 om mere end 74.000 sociale protester og uroligheder i landet. Tallet for 2005 er ikke gjort op, men kommer blandt andet til at inkludere den første episode i mange år, hvor politiet har har åbnet ild og  dræbt kinesiske borgere.

DET SKETE i december i den sydkinesiske by Dongzhou i Guangdong-provinsen. Her protesterede landsbyboerne  imod ekspropriationen af land til bygning af et kraftværk. Bønderne er utilfredse med kompensationen for ekspropieringen. Den 6. December åbnede bevæbnede politifolk fra Shanwei by-styret ild mod protesterende Dongzhou-beboere.       De kinesiske medier rapporterer om tre dræbte og otte sårede. En politi-kommandant blev arresteret, som ansvarlig for dødsskydningerne.
I et åbent brev  protesterer en række intellektuelle mod politi-volden i Dongzhou  : I udtalelsen beskrives Kina som et

“samfund i krise hvor de rige rager til sig hvad de kan fra de fattige, hvilket fører til stadig flere konfrontationer”.

At en borger kan finde på at gribe til en så ekstrem metode som at gennemføre en bombe-aktion for at protestere mod myndighederne og gøre sig selv til en martyr for de folkelige protester bekræfter at det ikke er arbejderklassen og flertallet i det kinesiske folk som har magten i Folkerepublikken, men de kapitalistiske klasser i ind- og udland.  Selvom de kinesiske og mulitinationale kapitalister har større frihed end f.eks i skandinavien til at investerer og udbytte Kina`s folk uden begrænsninger så har den kapitalistiske “højkunjunktur”  ikke bragt “velfærd og frihed til alle” som det påstås i visse borgerlige og socialdemokratiske medier.  Ganske vist er der sket en “udvikling” i hovedstaden Peking og i Shanghai. Her findes en stenrig kapitalistisk overklasse – som i New York eller Moskva – og en velhavende middelklasse vokser frem. Idag er Kina verdens femte største marked for salg af diamanter. Og den ide som  K”K”P – regeringspartiet forsøger at udbrede – ikke bare i Folkerepublikken – , men også i udlandet, at de kapitalistiske reformer og privatiseringer “fører til socialisme” -  at det er “en særlig kinesisk vej til socialismen” eller “socialistisk markedsøkonomi” fremstår for stadig flere som en illusion, et bedrag beregnet på at forsvare den kapitalistiske udvikling og pacificere arbejderklassens protester og kamp.

Sandheden er at “Kinas Kommunistiske Parti” har opgivet kommunismen.

I byerne illustreres det tydeligt, at Kina reelt er et klasseopdelt samfund. – Mens en arbejder må nøjes med en timeløn på mellem tre og fire kroner. Så bliver andre milliardærer på rekordtid.  De kapitalistiske privatiseringer som KKP gennemfører,  bl.a. som en følge af kravene fra den kapitalistiske Verdenshandelsorganisation WTO – forventes at sende 45 millioner arbejdere på statslige virksomheder på gaden og berøve millioner af landarbejdere deres eksistensgrundlag når der åbnes yderligere for de kapitalistiske monopolers indtrængen.  Massearbejdsløsheden er hverdag i det kapitalistiske Kina for langt over 100 milllioner mennesker.  Og omkring 800 millioner af Kinas 1300 millioner indbyggere lever stadig i fattigdom på landet. Den kinesiske folkevalgte forsamling Folkekongressen,  som domineres af det borgerliggjorte “KKP” , har gennemført betydelige ændringer af Folkerepublikkens forfatning fra 1949, som formelt afskaffede den kapitalistiske ejendomsret til fabrikker og anden produktion :Den kapitalistiske privat-ejendomsret ligestilles nu med statsejendom – til stor tilfredshed for udenlandske kapitalister fra især USA/EU, som har investeret milliarder af dollars og €uro i Kina. Dermed er Folkerepublikkens forfatning nu en forfatning som ligner den der findes i borgerligt-kapitalistiske stater, hvor beskyttelsen af den private ejendomsret står i centrum. Ændringer af forfatningen fastslår at <>” lovlig privatejendom er ukrænkelig”<> og forpligter staten til <>”at opmuntre, støtte og vejlede den private økonomi/sektor”<&gt;. Partiformanden Jiang Zemin forklarede på kongressen at sammenhængen mellem at garantere kapitalistisk ejendomret i forfatningen og at det parti han er formand for stadig kalder sig kommunistisk med at privatejendom er en slags socialistisk ejendom af produktionsmidlerne eftersom disse private ejendomsbesiddere er en del af det socialistiske samfund ! Voila ! Erasmus Montanus kunne ikke have forklaret det bedre

Men hvad bilder Jiang Zemin sig egentlig ind ? Hvem tror han at han taler til ? Er den politiske skoling og det teoretiske niveau virkelig så lavt i Kina at de delegerede uden diskussion vedtog Zemin´s nærmest “maoistiske” forklaringer. Eller var de delegerede ligeglade – for de kan vel ikke være så dumme at de ikke gennemskuer KKP-ledernes bedrag. Det ligger måske nærmere sandheden at de delegerede på kongressen er “karrierre”-mennesker der som stemmekvæg og nikkedukker stemmer for hvad der bliver serveret, for at sikre den fortsatte karrierre.
I forfatningen garantes “menneskerettighederne” også , men det er ikke retten til arbejde, bolig og frihed for sult der sættes i centrum, men de borgerligt-kapitalistiske friheder på “markedet”. – I samarbejde med de udenlandske kapitalister forsøger de kinesiske ledere give indtryk af,  at de kapitalistiske reformer og privatiseringer er en succes, men det et et fakum at der hver eneste dag er hundredevis af strejker og protester. Om året løber det op i titusindvis af strejker og protester. Og det er et faktum at den kapitalistiske udvikling ikke har sikret en så grundlæggende menneskeret som frihed fra sult. Ifølge FN-rapporter lever flere end 100 millioner kinesere under sultegrænsen.

Alligevel påstår de vestlige medier fra Wall Street Journal , Der Spiegel , til Jyllands-Posten og Politiken, . . you name it : at Kina “I de seneste 30 år har skabt et økonomisk mirakel . .”

Men er det sandt ? Og hvori består dette “mirakel” ?
* * * * *

DEn gennemsnitlige vækstrate de sidste tyve år har været 9 procent for hele Folkerepublikken. men udviklingen har været meget skævt og den dækker over en ekstrem kapitalistisk udvikling i de “økonomiske frizoner”, i Shanghhai og andre storbyer og dele af kystområderne.
Mens der knap er nogen reel vækst eller udvikling i andre “egsudviklingsområder” samtidig som fattigdom, sult og arbejdsløsheden er udbredt og klassekløfterne øges hver dag,
Der er slet ikke tale om den socialistiske planmæssige og jævne udvikling for både land og by som var kendetegnet for sovjetiske revolution i 1920´erne og frem, som tog sine første skridt ed den første sovjetiske Femårsplan 1927-32.
Sovjet havde i perioden 1929-53 en gennemsnitlig vækstrate i industriproduktion omkring cirka 19 % – undtagen krigs-årene mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år. * * * * *
Den sovjetiske storindustri’s produktion var i 1953 nået op på et sådant niveau at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 – i faste priser – . Her snakker vi altså om vækstrater på et niveau hvor produktionen bliver fordoblet hvert fjerde år. * Det socialistiske mirakel i Sovjetunionen skete på samme tid som hele den kapitalistiske omverden var inde i en økonomisk krise så dyb man talte om den Great Depression – den “Store Depression”. * * * * * De sovjetiske folk kunne altså ikke som Kina har haft mulighed for i de sidste ti år hvor verdenskapitalismen har været inde i hvad der så sent som i foråret 2007 kaldtes “superkunjunkturen” – hvor de kapitalistiske profitter og billioninvesteringer så ud til at vokse ind i den kinesiske og verdenskapitalismens fælles himmel.
Trods krise og depression i den kapitalistiske økonomi i Sovjets omverden – i 1930´erne – trods konstant sabotage fra de udenlandsk-støttede terrorgrupper og femtekolonne, terror-trusler og krig mod den unge Sovjetstat overlevede det “socialistiske barn” mirakuløst selvom det var med dybe sår og 27 millioner døde efter den nazistiske Holocaust .
Det gør ikke “miraklet” i Sovjetunionen i den socialistiske periode mindre
Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA og det kapitalistiske Kina i dag, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod – ligesom Kina idag ikke har været i krig i næsten 60 år hvis vi ser bort fra Peking´s aggresion mod Viet Nam i 1979.
Fakta er at middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion i årene 1929-53 (undtagen krigs-årene) var 19 % mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år.
Samtidigt er det vigtigt tage i betagtning at en af de vigtigste faktorer for den kapitalistiske vækst i Kina er produktion og eksport af vare til markedet i USA (bl.a Wall Mart) og andre lande. Eksport og import udgjorde i 2006 ca 25 % af væksten i BNP, men faldt til 16 % i sidste år.
Derfor er Kinas udvikling de sidste årtier med “kapitalistisk markedsøkonomi” ikke noget mirakel Heller ikke når man tager de udenlandske billion investeringer – fra den vestlige kapitaleksport i betragtning.

Kina har på mange måder været den kapitalistiske verdensordens økonomis bedste ven de sidste femten år. Landet er gradvist blevet et hårdt tiltrængt marked for den “relative overproduktion” fra den kapitalistiske produktion i vesten ligesom vesten har investeret enorme mængder kapital i Kina med “garanteret profit – garanteret af den kinesiske regings væbnede styrker” samtidigt som landet har bidraget til at holde inflationen nede i kraft af de “lave lønninger” 1 – 4 kroner i timen. Det bliver også kaldt også internationalt skruebrækkeri.

Men hvori består det “økonomiske mirakel i Kina” som de borgerlige mainstream-medier i Europa såvel som i USA gerne vil have os til at tro på ?
“Miraklet” består af væksten i og ikke mindst størrelsen af de kapitalistiske profitter der suges ud af den kinesiske arbejderklasse og folk.
At vestlige medier og journalister har problemer med at give et “autentisk og virkelighedsnært ” billede af det kapitalistiske Kina er givetvis sandt. Med få hæderlige undtagelser.

Det billede som flertallet af de “udenlandske og vestlige journalister har er præget af århundreders vestlig racistisk og chauvinistisk kolonihere-tankegang og præget af de senere års hyldning af Peking-regeringens “socialististiske markedsøkonomi” som KKP kalder det kapitalistiske markedsdiktatur som nu breder ud sig i Riget står klart for de fleste mennesker der er i stand til at tænke klart og føler solidaritet med den kinesiske arbejderklasse og folk.
Det blev særligt tydeligt da de Olympiske lege i 2008 blev afholdt i Kina´s hovedstad.

Den egentlige baggrund til at Kina fik tildelt værtsskabet af OL – verdens største kapitalistiske mediebegivenhed – af IOC – den internationale olympiske komite; er at Volkswagen, Mcdonald og Coca Cola og de andre storkapitalistiske sponsorer gerne vil takke regimet i Peking for den fortsatte strøm af milliardprofitter som udpresses af det kinesiske proletariat og samtidig flytte sine positioner frem på det kapitalistiske marked i forhold til sine konkurrenter.
.

DEN Højeste Pris: PRIVATISERINGEN af minerne.

Den værste mineulykke i Kina skete for 63 år siden - i 1943 - hvor  1.549 minearbejdere omkom. På den baggrund ser den seneste ulykke -  63 år senere, i februar 2004 -  ud som et “fremskridt” , idet 203 minearbejdere omkom i Sujiawan-kulminen i byen Fuxin i Kinas nordøstlige Liaoning-provins. Mere end 200 meter under jorden eksploderede metangas, som naturligt siver ud af kullagene dybt nede i underjorden.    Minesektoren har KKP-regeringen  privatiseret, sådan at den nu er underlagt de brutale kapitalistiske markedskræfter hvor profitten sættes i centrum i den  “frie kapitalistiske konkurrence og pris sætning”. Derfor slækker mange private og offentlige miner på sikkerheden.  Bl.a bruger man stadigt gammelt sikkerhedsudstyr, samtidig med at der ikke ventileres tilstrækkeligt i minerne. Den kinesiske stat som KKP kontrollerer fører en meget liberal og eftergivende linje overfor mine-industrien. Det siges at man  har forsøgt at lukke små private miner, da de har mange mindre dødsulykker, men pga af massearbejdsløsheden fører det til protester og disse miner får lov at fortsætte minebrydningen under livsfarlige sikkerhedsforhold.   Kinas officielle statistikker viser, at for hver en million tons kul produceret i landet, dør der 19 minearbejdere. Heller ikke sulten har den kapitalistiske udvikling fået bugt med hvis man skal tro en  FN rapport fra 2004 hvor det fastslås at 142 millioner mennesker sulter i Kina.

Kilder:Nyhedsbureauet Xinhua/(Chinhua/)

Amerika: Hvad er realiteten bag USA` s statskapitalistiske underskud ?

SEPtember 2004

DEn politiske ledelse af De Forenede Stater, dvs USA´s kapitalistiske staters fælles-regering i Washington er nu i en situation som af uafhængige amerikanske økonomer beskrives med disse ord : “regeringens “fiscal ills have spun wildly out of control and no longer are containable within the existing system. As detailed in this article, the actual annual shortfall in U.S. government operations for fiscal year 2003 (September 30) was $3.7 trillion *1). Put in perspective, that means if the U.S. Treasury had seized all wages and salaries in 2003 with a 100% income tax, there still would have been a deficit! The outlook for fiscal 2004 numbers is even worse.  . .. …. .. . . .. . . ..

 .. .. . .. . . . .. .

The United States is the world’s largest net-debtor nation, has the world’s largest current account trade balance and has the highest level of debt or financial obligations ever seen, irrespective of relative measure, for any major country, by at least an order of magnitude.[5]

As of August 2004, Fitch gave the “AAA” rating to only 15 countries, including the United States. The other 14 are Austria, Canada, Denmark, Finland, France, Germany, Ireland, Luxembourg, Netherlands, Norway, Singapore, Sweden, Switzerland and the United Kingdom. Of those 14, five ran budget surpluses in 2003, including Canada, Denmark, Finland, Norway and Sweden. The worst deficit as a percent of GDP was for France at 4.1%, followed by Germany at 3.5%. In contrast, the not-generally-recognized GAAP U.S. deficit in 2003 was 34.2%.

Similarly, the highest level of debt to GDP seen among the 14 other “AAA” countries is at 75.6% for Canada, followed by France at 71.1%, Germany at 65.1% and Austria at 64.9%, versus a GAAP ratio of total financial obligations to GDP of 334.3% for the United States. The low ratio among the “AAA” countries is Luxembourg at 4.9%. “

Citeret fra http://www.shadowstats.com/cgi-bin/sgs/article/id=342

NOTER:En amerikansk “trillion” svarer til en “billion”altså tusind milliarder: 1.000.000.000.000, (et tal fulgt af tolv 12 nuller(ciffrer), hvilket lyder astronomisk hvad det er ikke er, hvis man sammenligner med for eksempel Danmarks Bruttonationalprodukt (BNP), dvs den årlige opgørelse over den samlede . . . . . . som vi finder i Danmarks Statistik . . .. . . .
ligger omkring 1500 milliarder kroner , altså 1,5 billioner kroner

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.