Hans Kirk: “ET SVENSK SKUESPIL om SPARTACUS”

9.Juli 1956


København (Land og Folk) . . KRONIK


“ET SVENSK SKUESPIL om SPARTACUS”

Den romerske filosof og samfundsøkonom Varro inddelte agerdyrkningsredskaberne i tre klasser: de mælende, det vil sige slaverne, de halvvejs mælende, nemlig dyrene, og de umælende , nemlig plove, leer, plejle, osv., og Cato, der var en kyndig landbrugsekspert, angiver , at der til at dyrke 120 tønder olivenskov kræves tredive slaver, tre okser og fire æsler.
Man har opbevaret et testamente, hvori den romerske rigmand Claudius Isidorus omtrent på Kristi tid klager over, at han på grund af de store tab, han har lidt i borgerkrigene , kun kan efterlade 4116 slaver til sine arvinger.
Vi har et gavebrev, hvor en enke i jævne kår overdrager sin søn en avlsgård med 400 slaver. Da der i senatet på Senecas tid blev foreslået en klædedragt for frie romere for at skelne dem fra slaverne, forkastede forsamlingen det af frygt for den fare, der kunne opstå ved, at trællene daglig fik øje, hvor få frie borgere der var i Rom, og hvor mange de selv var.
*    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Slaveriet var i allerbogstaveligste forstand det græske og det romerske kultursamfunds grundlag, en omstændighed, som de folk, der agter og ære den klassiske humanisme , plejer at lukke øjnene for.
Behandlingen af slaverne er et mørkt kapitel i de antikke samfunds historie.  Mens vi dog har en dyrebeskyttelseslovgivning, var slaverne komplet retsløse.  Man kunne dræbe dem, mishandle dem, pine dem ihjel.
Først under kejser Konstantin den Store blev der udstedt et edikt, som forbød at hænge slaver, styrte dem ned fra bjergskrænter, sprøjte gift i deres årer, brænde dem ved en langsom ild eller lade dem sulte ihjel.
Især grube- og landbrugsslavernes tilværelse var frygtelig. De arbejdede tit i lænker under tilsyn af slavefogeder, men om natten indespærredes de flokkevis i underjordiske fængselskældre, ergastula hed de på latin. De fik  så lidt at spise som på nogen måde muligt, og systemet bestod simpelthen i at få så meget som muligt ud af fangens, slavens arbejdskraft for så små omkostninger som muligt, akkurat som i koncentrationslejrerne. Når han ikke mere kunne give fuld arbejdsydelse , lod man ham dø og anskaffede en ny.
Roms krige bragte hærskarer af krigsfanger på slavemarkederne, og slaver var billige. Særlig på Sicilien var forholdene grufulde, og her flygtede slaverne i massevis fra godserne og sluttede sig sammen i røverbander, der førte en meget effektiv krig mod herrerne og de romerske myndigheder. Undertiden opstod der vældige slaveoprør, og man måtte udsende hære fra Rom for at knuse slaveformationerne. Efter et af de sicilianske slaveoprør blev 20.000 fangne slaver naglet til korset. Overalt i romerriget forekom der fra tid til anden slaveopstande, som blev undertrykt i blod og tortur.
I Asien var der en opstand, som romerne havde stort besvær med at underkue, i Attika gjorde 20.000 bjergværksslaver oprør, der var rejsninger på Delos og i Campanien, endog i Rom måtte man stadig være på vagt mod sammensværgelse af slaver, der ville rejse kampen mod tyranniet. Slaverne var tidens retsløse proletariat, og disse hyppige oprør og opstande er et dystert og blodigt kapitel i klassekampens historie.
  *    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Mest kendt er imidlertid Spartacus` opstand 73- 71 f.Kr.    Spartacus var født i Thrakien og en mand af ganske særlig begavelse og lederevner. Om hans liv ved vi ikke noget,  før vi finder ham som gladiator i Lentulus Battiatus gladiatorskole i Capua.
Her blev gladiatorerne uddannet, og når de havde lært tilstrækkeligt, blev de udlejet til de politikere og stormænd, som ville fornøje de ærede vælgere i Rom ved afholdelse af kampe, hvor gladiatorer kæmpede mod hinanden  til den bitre ende.  De slaver, der blev solgt til gladiatorskolerne, var således på forhånd dømt til døden.
*    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Spartacus nærede imidlertid ikke noget ønske om at dræbe sine medslaver og før eller senere lade sig slagte til fornøjelse for de romerske  herrer og Roms bærme, det snyltende pjalteproletariat.
Han fik sine kammerater med i en sammensværgelse, og en nat brød de ud af de bure, de var spærret inde i,  dræbte  deres  værdige  herre Batiatus og deres vogtere og nåede ud i byen, hvor de plyndrede en “stegevender”´s  butik  og bevæbnede  sig med  stegespid og knive. De flygtede derefter til Vesus, og en proprætor blev sendt efter dem med en militærafdeling.  
     *    *   *   *   *   *   *   *    *    *    *    *   *    *    *
  Spartacus og hans folk slap imidlertid ud af fælden, og i løbet af ganske kort tid var den lille gladiatorafdeling vokset til en hær på 40.000 mand. Rygterne om slaveoprøret bredte sig nemlig som ild i tørt græs, og slaver fra alle egne flygtede til slavehæren, legio liber,  den frie legion, som slaverne havde døbt den.  Snart efter slog legio liber en romersk hær, og nu var den herre over hele Syditalien.   De romerske hære, som blev sendt mod den, blev slået sønder og sammen, og Sparacus førte nu sine folk mod nord og ned på det daværende Cisalpina, Posletten, og videre mod Alperne. En ny romersk hær led nedlag ved Mutina (idag Modena) , og vejene lå åbne for slaverne. De kunne nu være draget hver til sit land.
*    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Men hæren vendte om og gik atter mod syd. Grunden var formodentlig, at Spartacus efter sine lysende sejre følte sig stærk nok til at marchere mod Rom. Senatet var klar over situationens skæbnesvangre alvor og overdrog overbefalingen over de romerske  styrker til prætoren Licinius Crassus.  
               *    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Denne Crassus var en typisk romersk finansmand og politiker. Han var søn af en linnedvæver og altså født i beskedne småborgerlige kår. Men under Sullas rædselsherredømme slog han sig op. Han købte de proskriberedes ejendomme for spotpris og blev hurtigt millionær. Det var i virkeligheden rov, men romerne, der officielt havde en så streng moral, var, når det gjaldt privat vinding, rene gangstere. Det er uhyre sjældent i den romerske oldtid at finde en politiker, en statsholder eller en general, som ikke på den mest skamløse måde berigede sig på andres bekostning  –  Cicero var en af de få, hvis vandel synes at have været respektabel.  Crassus havde forstået at forvalte sin formue ypperligt, han var en af Roms rigeste mænd, verdensbyens største bankier og slaveholder i den store stil. Blandt andet havde han et entreprenørfirma med 500 slavebundne murere, som han lejede ud til byggeforetagender.
*    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Han var en fuldstændig samvittighedsløs bandit, som ikke regnede menneskeliv, og da en af hans hærafdelinger led nederlag mod Spartacus, lod han hver tiende soldat henrette for at “stive moralen af”, som det hedder i moderne militærsprog. Men han var samtidig en dygtig strateg, som forstod at bruge de veluddannede, der stod under hans komando, på klog måde. Slavehæren derimod var et yderst blandet materiale. Ikke mange havde videre kendskab til krigskunsten, og med disciplinen var det tit småt. Ganske langsomt fik Crassus nu legio liber drevet sydpå, og man må antage , at Spartacus ikke lod sig drive helt ufrivilligt. Meget tyder på, at det var hans agt at sætte hæren over til Sicilien og rejse slaverne der. Han var i hvert fald i forbindelse med en sørøveradmiral, der ikke var utilbøjelig til for passende betaling at påtage sig transporten. Men Crassus bestak sørøverne  til at afbryde forhandlingerne med Spartacus.
*    *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *    *
Det er klart at denne krig, hvor retsløse slaver var nær ved at knuse Roms vælde, har beskæftiget eftertidens digtere . Sikre efterretninger om krigens enkeltheder har vi ikke for det var sejrherrerne, der skrev historien, og de fremstillede naturligvis slaverne som mordere og banditter , der gjorde oprør mod samfundets lovlige orden, mens de ædle romerhære kæmpede for lov og ret og menneskehedens vel. Men alligevel skimter man gennem beretningerne Spartacus`store skikelse. At han var en mand af usædvanligt format er uden for al tvivl. Mest berømt af digterværkerne om Spartacus og slavernes frihedskrig er Howard Fasts ypperlige roman, men man kan også nævne en udmærket dansk bog af Niels  P. Jørgensen: “Vejen , der aldrig ender”.

Den nyligt afdøde Leck Fischers sidste skuespil behandlede også frihedskrigens problemer, der blev sat i en meget moderne, reformistisk og beklagelig sentimental belysning.
På svensk er skrevet et skuespil “Spartacus, frihetsdrama i fem akter” (Arbetarkultur). Forfatteren Edvin Trettondal er født på et lille jordbrug i Nissadalen i Halland. Hans far var skovarbejder og fløter, og der var fjorten børn i hjemmet. Men trods de små kår var hjemmet udmærket, forældrene lærte børnene at skønne på gode bøger, og om vinteraftenerne  læste faren højt for børneflokken af den litteratur, som han og moren elskede. 15 år gammel blev Edvin sendt på en skole for skibsdrenge i Karlskrona, og i en årrække sejlede han som sømand. Så gik han i land, blev rallare, skovarbejder, fabriksarbejder, entrepenør og en hel del til. Pr. korrespondance læste han til studentereksamen og lærte sig sprog og humanitære fag.  I 1928 blev han stadsbibliotekar i industribyen Mölndal nær ved Göteborg, og denne stilling har han den dag idag. Hans drama om Spartacus udkom allerede i 1946, og han har senere skrevet flere dramaer, blandt dem et om Giordano Bruno. Han er medlem af kommunalbestyrelsen i Mölndal.
I et kort forord gør Trettondal rede for slaveoprørets historiske betydning. “Slaveoprørene havde vist sig at være meget farlige og at udgøre en trussel mod det romerske verdensherredømme. ” skriver han.  “Roms lovgivere blev derfor tvunget til at tage større hensyn til slaverne som mennesker end forud. Ude på landet begyndte en afvekling af slaveholdet på latifundierne, og det feudale system med en livegen bondebefolkning indførtes i stadig større udstrækning. Det var trods alt et socialt fremskridt ….”
Og samtidig påpeger Trettondal, at mange ideologiske strømninger vældede ind over Rom fra Grækenland,Ægypten og den nære Orient, især fra Persien. Mithradyrkelsen beherskede det religiøse liv og fik ikke længe efter sin mægtige og sejrende konkurrent i den paulinske kristendom. Kommunistiske ideer om naturret og ejendomsfælleskab havde mange tilhængere i masserne og aldeles givet mellem de østerlandske slavelegioner i Spartacus´ hær. Man må regne med, at slaverne ikke var en uvidende hob. Tværtimod var der mellem dem højt uddannede intellektuelle, digtere og lærde. Litterært dannede græske slaver var i høj pris på slavemarkedet, de blev brugt som lærere for unge romerske rigmænd, som sekretærer, brevskrivere, bibliotekarer. Det hørte ligefrem til god tone i fashionable kredse at have højtdannede intellektuelle som slaver i huset. Det var utænkeligt, at der ikke skulle have været en hel del af dem i frihedsarmeen, legio liber .
Trettondal prøver nu i sit drama ikke blot at skildre krigens voldsomme begivenheder, men også den åndelige spænding i denne proletarhær , der rummede tilhængere af alle religioner og repræsentanter for alle filosofiske skoler. Der er grækeren Kleon, han blev gjort til slave, men stak sin herre ned og flygtede til en sørøverflåde, hvor han snart avancerede til den dristigste kaptajn. Men han blev overvundet af Pompejus´ galejer og skulle hænges, men romernes begærlighed var for stor. Den foretrak at gøre de fangne sørøvere i penge og solgte dem som slaver og Kleons nye ejer lod ham kastrere.

– Jeg er ikke længere en mand, jeg er eunuk, siger han. Blot drømmene om den fuldendte stat holder mig oppe. Vi slaver skal bygge denne stat

Den stat, som Kleon drømmer om, er Platons fantasistat, og mod ham står Spatacus´ hustru Elpenice, en græsk kvinde, der er lige så lærd som han, men ikke tror på Platon. Hun elsker Heraklit og Demokrit, og hun ved, at et frit samfund kan man ikke spekulere sig til , det må vokse op af samarbejdet mellem frie mænd. Endnu er soldaterne i Spatacus´ hær slaver, om end slaver uden herrer. De skal lære at leve og arbejde sammen, uden at det ene menneske undertrykker eller udbytter det andet. Elpenice er repræsentanten for den kommunistiske tanke, som dæmrede i oldtiden, og som jo for resten satte sit stærke præg på Kristi forkyndelse, og som først blev overvundet, da Paulus gennemsyrede kristendommen med sin mysticisme og gjorde den til en religion, som romervældets herrer kunne være tjent med. Man vil vel herimod indvende, at kristendommen stadig var den tro, som skænkede de elendige trøst og hjælp. Det er rigtigt, for så vidt den lovede også slaven den evige salighed, men netop ved sin lære om, at man engang vil få trøst for alle lidelser, og sit bud: I slaver , adlyd jeres herrer, kom den til at tjene slaveejernes og de riges sag ved at opfordre slaverne og de fattige til ydmyghed og underkastelse. Det samme gør romerkirken den dag i dag.
Det er jøden Isaker ben Jochanan, en vidunderlig plastisk tegnet og overbevisende skikkelse. Han har den rettroende jødes brændende tillid til Jahve, som skal hjælpe sit folk, han længes hjem, men han kan ikke svigte og holder ud til det sidste. Det er Hekitas, den rige græker, som har levet fri og æret i Rom, men som er flygtet fra sin rigdom, har frigivet sine slaver og med sin hustru er draget på lange rejser for at finde folkeslag, hvor mennesker lever som mennesker. Han finder et sådant folk nord for skythernes land, men han indser klart, at så fine og menneskelige, landets sædvaner er, så er det dog et primitivt samfund, og der går ingen vej tilbage. Men i slavehærens lejr finder han det frie samfund i kim. Sejrer slaverne, kan det nye samfund måske skabes.

– Jeg er hele mit liv blevet regnet for en af herrerne, siger Hekitas. Jeg fik det i arv. Jeg hadede dem. Men jeg så køligt, alt for køligt på verden. Jeg regnede aldrig med slaverne. Men nu er jeg kommet i berøring med den hellige ild, der brænder i slavernes hjerter. Nu forstår jeg noget, som hidtil var mig uklart: at slaverne kun kan frelses gennem sig selv. Guderne er skygger, og fyrsterne er fyrster …. I årtusinder er slaverne blevet forhånet i al litteratur, både romersk og græsk. Ikke engang din Platon, Kleon, er nogen undtagelse. Aristofanes, som ellers spottede de rige, havde ikke noget til overs for slaverne ….. Der er kun Zenon, som er den lysende undtagelse. Han krævede naturret, ejendomsfælleskab, lighed mellem kønnene og hele menneskedens broderskab. Kort sagt, alt, hvad vi kæmper for ….

Reaktionære kritikere vil formodentligt hævde, at det er en moderne marxistisk tankegang, der er lagt i grækerens mund.
Men det er det ikke. Drømmen om frihed og retten til udbyttet af eget arbejde er så gammel som den del af menneskehdens historie, vi kender, og at slaverne ikke bittert har funderet over samfundets uretfærdighed og herskerklassens grumhed, er utænkeligt. Det er netop det fine ved Trettondals drama, at han med så stort kendskab til den klassiske oldtids åndsliv har kunnet skildre også oprørets indre konflikter. Det er et meget fint og klogt arbejde.

Underskrevet Hans Kirk; Trykt i dagbladet Land og Folk den 19.Juli 1956

 

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s