* Kapitalismens historie: fra tvangsarbejde og slaveri til statstøttet markedsdiktatur, krig og terror mod arbejderklassen

Maj 2006

      Både liberale og socialliberale , altså borgerlige reformister af den ene eller anden “social” – “demokratiske” observans vil ikke, som revolutionære kommunister og marxist-leninster, dele samfundet ind i klasser: Og idag benægter de klassernes eksistens og at der foregår en klassekamp mellem det kapitalistiske samfunds hovedklasser :

Bourgeoisiet og Proletariatet, Kapitalen og Arbejderklassen.

Et liberalt synspunkt lød sådan her:

“Liberalismen indeler ikke samfundet sort/hvidt, arbejder/kapitalist. Ejendomsretten er ikke givet til en særligt udvalgt gruppe (klasse) af en gudelig magt.”K.Lund

Til det vil jeg sige at jeg heller ikke inddeler samfundet i “sort og hvidt”, men tager udgangspunkt i den objektive virkelighed, som Marx lærte os. Du siger at du har læst Kapitalen af Karl Marx, men hvad har du lært ?
Hverken du eller jeg kan leve af blå luft og kildevand. Vi er nødt til at have penge til at købe mad, tøj og andre livsfornødenheder som bliver produceret af arbejderklassen i produktionen.   * * * *

Hvis du er kapitalist behøver du ikke bekymre dig om det daglige brød, men kan beskæftige dig med hvad du finder interessant.
Hvorimod flertallet af befolkningen ikke har andre muligheder end at sælge deres arbejdskraft på det kapitalistiske arbejdsmarked.

Og nej, den kapitalistiske ejendom er ikke “givet af en gudelig magt”, kapitalister udkæmper drabelige konkurrencekampe indbyrdes, iblandt føre det til krig, som Første og Anden Verdenskrig og USA´s voldelige overfald på Irak i 2003. For det meste er det fredeligere, og slutter ved domstolene eller et firma`s konkurs.

Men hovedsagen er: Flertallet af mennesker kan ikke blive kapitalister, dvs befriet for at skulle sælge deres arbejdskraft. Det hedder vist nok på statskapitalistisk bureaukratsprog: at “stå til rådighed for arbejdsmarkedet”.
Der findes hverken idag eller i hele verdenshistorien noget land eller sted på jorden hvor flertallet af befolkningen var besiddere, udbyttere eller kapitalister, altså var befriet fra nødvendigheden af at sælge sin arbejdskraft.
Det er en liberal utopi. Kapitalismen kræver et stort arbejdskraft-marked for at kunne akkumulere kapital gennem udbytningen af arbejdskraften.

Siden skriver du at det var kapitalisterne “Mads Clausen fra Danfoss” og “Den gamle A.P. Møllers” “hårde arbejde der har sat dem i den situation.”,

Jeg skal ikke vurdere hverken den ene eller den anden kapitalist`s arbejdsindsatser. Hovedsagen er at uden arbejderklassen skulle der ikke findes nogen somhelst rigdom eller kapital hos Danfoss og Mærsk-Møller-kapitalisterne. Det er gennem udbytningen af arbejderne på Danfoss-fabrikkerne og arbejderne på de Mærsk-Møller-ejede virksomheder Lindø, Mærsk kontainer og rederi-virksomhed og gennem den af staten godkendte udplynding af Nordsøen`s naturresourcer, at disse kapitalister er blevet landets mægtigste  (“har sat dem i den situation”, som K. Lund så diplomatisk udtrykker det)

Der findes altså, som det fremgår af både Marx/Engel`s omfattende videnskabelige arbejder, men også ved at kigge på virkeligheden idag, en objektiv forskel på den del af befolkningen som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. Og den klasse som lever af andre menneskers arbejdskraft, gennem kapitalistisk aktieudbytter eller gennem køb og salg af levende kapital (produktionsvirksomheder)…….
Klasseskellene mellem arbejderklassen og de brede arbejdende og skabende lag omkring klassen og den kapitalistiske udbyttende overklasse er ganske vist mindre i Danmark, Norge, Tyskland,  Holland og en række “velfærdstater” i Europa, end i de Forenede Stater, Sydafrika, Kina og Rusland.
Men disse “velfærdstater stater” bliver jo også, fra gammelliberale kræfter ikke bare i USA og England, kaldt “kommunistiske” eller “socialistiske” .

Den kapitalistiske kontrarevolution, som politisk-ideologisk havde sit udspring i USA og England i 1950´ernes kold krig,  blev for alvor sat ud i livet i vesten i 1970´erne med det liberalfascistiske kup den 11.september 1973 i Santiago de Chile,  hvor den borgerlige republik Chiles legitime regering under Salvador Allende bliver styrtet af en militærjunta anført af den “forfatningstro” general Augusto Pinochet, er også på dagsordenen i de europæiske “socialistiske velfærdsstater”.
Ikke bare i Storbritannien under Margaret Thatcher fra 1979, Polen fra 1981 men også i Tyskland med “Harz IV-reformen” (2004) og i Danmark og Sverige står “arbejdsmarkedsreformer” hvor hovedindeholdet er angreb på arbejderklassens (dagpenge) rettigheder for at sikre kapitalen billigere og endnu mere diciplineret arbejdskraft  (“sulten” skal tilbage som en Venstre-politiker udtrykte det) øverst på dagsordenen
Samtidig forkæles kapitalen endnu mere gennem privatiseringer og udsalg af offenlige (“socialistiske” ifølge gammelliberal tankegang) virksomheder. (Nordsøen, TeleDanmark, Telia, Nordea, Dong, u name it)

Denne kapitalistiske kontrarevolution , med daglige angreb på arbejderklassen og de fattige, men uafhængige lande og folk (Irak fra 1991,Jugoslavien, Palæstina, Afghanistan, Libyen, Syrien, DFR Korea) kaldes naturligvis noget andet end “kontrarevolution”.

Nej nej , tværtimod; det er en “nødvendig politik” for at “sikre velstand og velfærd” for hele folket, ja et forsvar for “demokrati og menneskeretigheder”. Det har de ledende politikere, økonomer og spindoktorer af såvel højre- som venstreliberal og socialiberal observans påstået i de sidste 40 år.
Virkeligheden i den reelt eksisterende kapitalistiske verdensorden taler klart imod at denne “nødvendige politik” har ført til arbejde, velfærd for det store flertal.
Massearbejdsløsheden, fattigdommen, hjemløshed ja sult bliver stadig mere udbredt i arbejderklassen, aller tydeligst i Grækenland, Ukraine,Kina og England. Massearbejdsløsheden, fattigdommen og uligheden er enten stigende eller kronisk i de kapitalistiske Eurostater.

De herskende klasser i vest såvel som i øst (Kina,Sovjet og Rusland) har siden 1970 ´erne gennemtvunget en kapitalistisk gammelliberal kontrarevolution under parolen om den “nødvendige politik”; for denne politik var “det eneste alternativ” under kapitalismen (Thatcher: TINA; There Is No Alternativ ” “kommunismen duer ikke “*).
Den nødvendige politik skulle sikre “beskæftigelse og velfærd”. Sandheden er at den “nødvendige” politik har været et kodeord for kapitalens politisk-økonomiske borgerkrig mod arbejderklassen og de fattige; en klassekamp som har sikret den rigeste ene procent af jordens befolkning idag besiddder mere en halvdelen af rigdomm og kapiutal på denne jord.

En af de rigeste kapitalister i de Forenede Stater, Warren Buffett siger det direkte :

“Der foregår en klassekamp, o.k., men det er min klasse, den rige klasse, der fører krigen, og vi vinder.”

“There’s class warfare, all right,” “but it’s my class, the rich class, that’s making war, and we’re winning.” citat fra New York Times;”Ben Stein” 26.NOV.2006)

Det er denne klassedeling der har ført til klassekampen mellem kapitalister og arbejdere med en småborgerlig middelklasse såvel som mellemlag der vakler mellem klasserne, (oftest hælder de sig til den herskende kapitalistklasse.)

Der bliver ikke ændret på denne klassedeling ved at Student Kristian Lund, eller hvad du nu bruger din tid på, arver en kapitalistisk virksomhed af Onkel Børge. Eller ved at kapitalist Lund´s virksomhed går konkurs og han må gå på socialkontoret eller starte et lommeregner-firma med kommunal “igangsætterydelse” eller hvad den hjælpen nu hedder. Så skriver du :

“Kapitalismen bruger ikke vold. Det er STATEN
der bruger vold. Staten konfiskerer min ejendom med trusler om vold.”K.Lund

Ja og meget værre ,  STATEN og de frie kapitalistiske medier oppisker hysteriske og chauvinistiske stemninger mod andre folk, for at forsvare deres aggressive krigsplaner. Tidligere mod Sovjet..senere mod Viet Nam,  Ægypten,  Algeriet,  Afghanistan og Irak. Uden staten skulle de førende kapitalist-lande, med den imperialistiske Führer-stat USA i spidsen ikke have ret mange “frie” markeder og lande at udplyndre.

Og hvor kommer staten fra ?…? Staten er ikke en isoleret,af en kinesisk mur, fra samfundet adskilt, institution. Staten opstod som historisk institution efter den urkommunistiske periode i menneskehedens historie, da mennesket fik et overskud af arbejdet…..

Ved f.eks at læse Friedrich Engel`s værk: “Familiens, privatejendommen og statens oprindelse” . . . .vil du forstå at det var og er for at beskytte ejendommen/overskuddet af produktionen , at staten opstod.
Hvor skulle kapitalismen være idag uden den kapitalistiske stat ? ? ?

D e n sidste gang, vi kan sige at liberalismen, den frie markedsøkonomi, blev realiseret i sin fulde udstrækning, var i kapitalismens barndom og den industrielle revolutions epoke.

Dengang var den frie markedsøkonomi igang med at udrydde store dele af den arbejderklasse som den liberale (kapitalistiske) overklasse levede af.
Det var i proletariatets barndom under den kapitalistiske industrielle revolution, da klassen endnu var lille og uerfaren og derfor ikke kunne slå fra sig, at kapitalisterne gennem statsmagten brugte den fra feudalsamfundet så ubredte ikke-økonomiske tvang. Statsmagten sikrede gennem loven, etableringen af arbejdets “normale” afhængighed af kapitalen og realiseringen af “normen”, altså at det fremvoksende kapitalistiske bourgeoisie tilranede sig merværdien.

Overgangen fra det feudale klassesamfund til det kapitalistiske ditto var ingen fredelig eller ikke-voldelig epoke. Tværtimod. Kapitalismens genesis og dens fremvoksen til global imperialisme tilhører de allerblodigste perioder og mindst fredelige i menneskehedens historie. Den Første Imperialistiske Verdenskrig udbrud i 1914 var et udtryk for de kapitalistiske staters konkurrence og  kamp om markeder, råstoffer og billig arbejdskraft.

Den kapitalistiske epoke tog sin start i det 16.århundrede.
Epoken forløber uafbrudt, efter stabiliseringsprocessen i først og fremmest England, Frankrig og Nederlandene gennem det 16.,17. og 18. århundrede om end i forskellige tempi og intensitet .
Forudsætningen for kapitalismens fremvækst var skabelsen af et arbejdsmarked.
Denne “skabelse” kan man kalde den oprindelige akkumulation.
Karl Marx fremhævede ofte denne akkumulations mangfoldige metoder, men identiske indhold og sammenfattede det med metaforen “arbejdernes trældom” (Marx:Kapitalen, 1. bog 4, side 1001)
Når de ruinerede bønder og håndværkere i kapitalismens barndom måtte forlade hus og hjem/værksteder fandtes der ofte intet arbejde til disse voksende skarer af fattige (pauperer) eller de kunne ikke straks tilpasse sig til de nye livsbetingelser eller ville ikke underkaste sig den nye arbejdsdiciplin. Disse ofre for kapitalismens voldsomme fremvækst blev i realiteten fredløse tiggere, vagabonder og hjemløse uden noget bestemt arbejde.   Vagabondvæsenet i Europa, en virkelig social katastrofe, blev et almindeligt og varigt fænomen. Med vedtagelsen af fattigloven i 1601 erkendte man fra officiel engelsk side, ekspropriationens følger. Også i Frankrig måtte man fra officiel side indrømme et enormt antal “fattigtiggere”. De hjemløse i Paris grundlagde ligefrem deres eget samfund som de kaldte “vagabondernes kongerige”
Mængden af “lediggående pøbel” i 15-1700-tallets Europa forbavsede samtiden og foruroligede de besidende klasser og der blev vedtaget en række lovforanstaltninger, statslige akter, som Marx beskrev som “blodlovgivning”.

I England udfoldede den oprindelige akkumulation sig over en bred front med voldelige metoder fra slutningen af det 15. århundrede.  Den havde et stormende forløb gennem tre århundreder, og om England kan begrebet “agrarrevolution” bruges i hele sin betydning. De sørgeligt kendte indhegninger (“enclosures”) af personligt frie bønders jord, de landbrugslove som parlamentet udarbejdede under borgerkrigen i det 17.århundrede midte , og andre tvangsforanstaltninger medførte at den overvældende del af den arbejdende befolkning blev “befriet” for ejendom.   Processen blev også fremmet af et system af skatter og statsgæld og andre af den oprindelige akkumulations løftestænger. Allerede ved masse-ekspropriationens begyndelse vedtoges i England i 1495, en lov, der indledte en hel række blodige og samtidige hykleriske og skinhellige forordninger. De bekendtgjorde paupernes (fattige) pligt til at arbejde (vi ser lignende træk idag med tvangsaktivering af  bistandsmodtagere og arbejdsløse).

Disse forordninger gav de lokale myndigheder vage råd om hvordan de skulle sørge for arbejde til de fattige, og hvordan de skulle lære deres børn at arbejde.

En i 1562 vedtaget lærlingelov tvang pauperne og især deres børn til at stå i lære, dvs i realiteten som lønarbejdere eftersom en læretid dengang ikke var andet end maskeret kapitalistisk udbytning.
Efter den borgerlige revolution i midten af det 17.århundrede begyndte det engelske parlament at understøtte nye metoder for tvangspolitikken.
Blandt disse vil jeg først og fremmest fremhæve loven om oprettelse af Workhouse (arbejdshuse). Skønt borgerlig-liberale historikere gør alt for at fremhæve arbejdshusenes “velgørende ” rolle, var disse huse i virkeligheden et middel til gennem tvang at indrage pauperne i den kapitalistiske udbytning´s virkefelt, en særlig form for kapitalistisk
organiserede virksomheder.
Med Bosættelsesloven fra 1662 blev den ikke-økonomiske tvang overfor pauperne og det fremvoksende proletariat endnu mere fysisk defineret.
Denne lov pålagde de lokale myndigheder at sikre pauperne en bolig.
I virkeligheden bandt den de fattige til deres sogn og tjente således arbejdskøbernes interesse, da de på den måde garanteredes en arbejdskraftsreserve.

De lokale myndigheder henviste efter skøn pauperne til “lærepladser”, lønarbejde, arbejdshuse og andre igen til tugthuse og fængsler. Med fattiglovgivningen blev der skabt en situation i landet, hvor folk blev udsatte for fredsdommerens vilkårlighed og et net
af forbud, chikanerier og voldshandlinger mod disse de besiddelsesløse millionmasser.

Som følge af den oprindelige akkumulations tvangsmetoder og den økonomiske forarmelse blev arbejdsmarkedet kolossalt udvidet i perioden.
Ifølge opgørelser fra en engelsk statistikker fra slutningen af 1600-tallet, fortæller Gregory King i Two Tracts (Baltimore,1936, side 39) at nødlidende fattige og deres familier udgjorde mellem en fjerdedel og halvdelen af landets befolkning på 5 en halv million mennesker.

Karl Marx talte om at folkets ekspropriation “er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild” (Kapitalen 1. bog 4 side 1000)
Kapitalismens fødsel bliver beskrevet af samtidens forfattere fra de mest forskellige ideologiske retninger.
Thomas More skrev om bøndernes tragedie:” Væk trasker de…..bort fra deres huse, som de var vante til og fortrolige med….” (skrev T.More i : The Utopia, Princeton,New York 1947, side 34).

Den franske skribent Jean de La Bryère som var en dristig kritiker af den tids fejl og mangler, skildrede 1600-tallet franske bønders pinefulde armod: “askegrå i ansigtet, forbrændt af solen” står de bøjet over jorden,
og livet opretholdes med rugbrød, vand og rødder”
fra Les caractères ou les moeurs de ce siècle” af La Bruyère, Paris,1853 side 290f)
Den italienske oplysningsfilosof Pietro Verri beskev de proletariserede lombardiske bønders liv : “Denne ulykkelige bonde, barfodet, klædt i pjalter, uden andet at spise end brød af rug og hirse….en halmbunke er hans seng, en faldefærdig rønne hans hjem, hans liv er kummerligt og arbejdet slidsomt” ( Citeret efter A.D.Rolova: “Italien i det attende århundrede” fra “Italiens historie” (russisk) bind 1 side 512, Moskva 1970)

Den progressive slovakiske økonom S.Te`sedik skildrede i 1784 resultaterne af den økonomiske klassedeling i landsbyerne, hvor et lag af rige bønder (kulakker) voksede frem: “Vampyrer og despoter findes også blandt bønderne, mægtige og velaflagte bønder søger at tilegne sig alle privilegier og gevinster og at vælte alle pligter og byrder over på befolkningens fattigste lag…”
– citeret efter A.M. Kharkova m.fl.: Det feudale livegenskabssystems forfald og udviklingen af kapitalistiske relationer inden for landbruget i de tjekkiske og slovakiske områder i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det
19. årh. (fra “Tjekkoslovakiets historie” (russisk) bind 1 side 321f,
Moskva 1956) – –
I England blev der fra det 16. til det 18.århundrede udstedt snesevis af love, som samlet udgjorde et helt vurderingssystem af de fattiges “forbryderiske handlinger” og en dertil svarende skala af straffe, bl.a dødsstraf,  slaveri, offentlig piskning, brændemærkning og mange andre straffe.

Lignende love udstedtes i Frankrig fra 1540`erne. En forordning fra 1777 foreskrev tvangsarbejde for enhver rask pauper mellem 16 og 60 år. Ud over de statslige love udstedte byerne fororninger mod “dagdrivere og tiggere”. Grusomme straffe mod de “dovne” fattige blev der også lovgivet om i Nederlandene på 1500-tallet, og senere i byrådenes opslag i den kapitalistiske mønsterstat Holland. De lidelser og ofre som folkemasserne ydede under den oprindelige akkumulation, udgør “hemmeligheden” bag kapitalismens tilblivelseshistorie. Den borgerligt-liberale fremstiller kapitalismen i lyse idealistiske farver og fortrænger at kapitalismens tilblivelseshistorie ikke er så idyllisk som den liberale ideologi vil give indtryk af.

I fortrænger den kendsgerning at kapitalismen skabte en ny klasse, proletariatet, gennem eksproprieringen af folket. At kapitalismen blev rig og fed gennem vold og tvang. Al ejendom og rigdom som kapitalen siden har raget til sig har de opnået først og fremmest gennem udbytningen af arbejderklassens – merarbejdet og merværdierne – gennem tvang, vold og trusler derom. Ligesom gennem slaveri, erobring, besættelses af fremmede lande og udplyndring disse landes rigdomme.

I en af den franske tekstilmanufakturer arbejdede et stort antal børn, citat:..” deriblandt også sådanne, som endnu ikke rigtigt kunne gå”
(fra J.K. Novosjilov:Arbejdsvilkårene i Frankrigs centraliserede manufakturer i det 17.århundredes anden halvdel” i “Skriftsamling fra den statslige pædagogiske højskole i Arkhangelsk” (russisk)2.samling, 1958 side 104 og 106)

Kvindearbejde og i endnu højere grad børnearbejde (og her taler vi ikke om en times arbejde efter skoletid) var uhyre udbredt. De kapitalistiske arbejdskøbere i et arbejdshus skriver med tilfredshed:
” Vor fordel består deri, at vi i klædefabrikationen kan beskæftige alle fra 7 til 80 år” (fra St. Sepulchre:  Workhouse Commitee Minute Book, 1727-29 (Guildhall Library, MS 3137/1)

Efterhånden som arbejderklassen voksede sig stor og stærk og skaffede sig blodige erfaringer med den kapitalistiske udbytning begyndte klassen at organisere sig og for alvor at slå igen. Der blev indført begrænsninger af børnearbejdet i fabrikker og miner, men børnearbejdet var stadig udbredt i landbruget og i handelen, altså i brancher hvor udbytningen af børn og unge fortsatte i stort omfang. Men også i små-industrien beskæftigedes hundrede tusinder af mindre-årige. I de Forenede Stater(USA) arbejdede der i 1880, 182 000 børn og unge under 16 år i forarbejdsindustrien, de udgjorde 6,7 procent af samtlige industriarbejdere. I Tyskland arbejdede 215 000 børn i alderen under 14 år, ifølge folketællingen fra 1895, i forskellige industrivirksomheder, heraf 38 000 på fabrik. Nogle lande lagde næsten ingen begrænsninger på børne-arbejdet og tillod udbytning af mindre-årige i et omfang og i former, som ledte tankerne hen på forholdene under den tidlige kapitalismes England. For eksempel arbejdede børn og unge i Belgien selv i kulminerne på lige fod med voksne mænd, 12-14 timer i døgnet. Børn,unge og kvinder udgjorde i slutningen af det 19.århundrede 40 % af Italiens arbejdsstyrke. I slutningen af 1870´erne havde den internationale arbejderklasse vokset sig stor og stærk og skolet af kommunistiske ledere som
Marx, Engels, Bebel, Liebknecht, Pio, Geleff og Lenin begyndte den for alvor at slå tilbage.
Vældige strejke-kampe som oftest varede måneder og omfattede hundrede tusinder af arbejdere rystede de kapitalistiske lande. I 1875 gik 15 000 tekstilarbejdere ved Fall River i de Forenede Stater ud i en strejke der varede otte uger.
Minearbejderne i Pensylvania strejkede i syv måneder.
En ti ugers strejke lammede i 1878 bomuldsindustrien i Lancashire, England. På sit højdepunkt omfattede den 300 000 arbejdere.

I 1889 gennemførte 60 000 havnearbejdere, matroser, fyrbødere og andre arbejdere i London`s dokker og på værfterne en fem ugers  hårdnakket kamp mod arbejdsgiverne.

25 000 Berlinske murere og tømrere strejkede i 1888 i to måneder. I Frankrig nedlagde 24 000 tekstilarbejdere i Roubaix arbejdet i maj 1890 og året efter strejkede næsten alle arbejdere i glasvare-industrien. I Staterne deltog flere hundrede tusinde arbejdere i strejkekampene i 1894. Den største var jernbanearbejder-strejken, der begyndte på Pullman- vognfabrikerne i Illinois og omfattede 150 000 mennesker i hele landet.

Ofte var strejkerne i disse år som regel af økonomisk karakter, i hvert fald brød de ud som en protest mod de lave lønninger og de hårde arbejds- og levevilkår og med krav om højere løn. Den udløsende faktor var sædvanligvis et overgreb fra myndighederne, konkrete kapitalister eller virksomhedsledelser. De krav som arbejderne opstillede var i vidt omfang de samme i de forskellige lande: Højere løn, indførelse af 10, senere 8 timers arbejdsdag, socialforsorg i tilfælde af sygdom, invaliditet og alderdom, begrænsning af kvinde- og børnearbejde, lovpligtig arbejderbeskyttelse, kapitalist-ansvar ved arbejdsulykker, afskaffelses af bødesystemet,  forbedring af boligforholdene og så videre. Disse strejker udviklede sig næsten altid til begivenheder der sprængte de økonomiske rammer. Arbejderne erfarede at når kapitalisterne var i knibe trådte hele det mægtige voldelige
statsapparatet med politi og national-garden i front ind for at hjælpe kapitalen.
Det vakte på den anden side kræfter tillive i arbejderne, hærdede dem og styrkede deres overbevisning om fortsat aktiv kamp.
Når staten og myndighederne greb ind på kapitalisternes side, somme tider under stor brutalitet, var det den bedst tænkelige propaganda for at arbejderklassen måtte organisere sig politisk.
Myndighederne greb ofte til provokationer, terroriserede arbejderne og indsatte ikke sjældent tropper. (hvilket også indgår i kapitalisternes planer i Danmark, i Naksov 1931 blev hæren sat ind mod demostrerende arbejdere, ligesom den senere er blevet moboliseret ved flere strejker i 1980`ernes Danmark.)
Sådan som minearbejderstrejken i Pennsylvania blev kvalt i 1875 var desværre ikke atypisk.
De kapitalistiske mine-ejere “ansatte og bevæbnede en bande selvbestaltede lov-og-orden-håndhævere, der… . . sammen med kul- og jernmalm-selskabernes private vagtkorps overfaldt arbejderaktivister, lokkede dem i baghold og myrdede dem”. (fra Richard O.Boyer/Herbert M.Morais:“Labors Untold Story” side 51, Cameron,New York 1955)
19 strejkeledere blev henrettet på grundlag af opdigtede anklager. Maj-dagene i 1886 satte sig uudslettelige spor i den amerikanske arbejderbevægelses historie. En bølge af demonstrationer skyllede over landet fra New York til San Francisco med hovedkravet 8-timers arbejdsdag. Kampens centrum var Chigago, hvor 40 000 strejkende var på gaden den 1.Maj – en mængde som dengang gjorde et stort indtryk. De velorganiserede og fredeligt gennemførte strejker og demonstrationer fortsatte i endnu to dage. Men den 3.maj åbnede politiet ild mod arbejderne, idet de benyttede et sammenstød mellem strejkende og skruebrækkere på landbrugsmaskin-fabriken MacCormick, som påskud.
Resultatet var 6 døde arbejdere og 50 hårdt sårede.
Dagen efter var der et masse-protest-møde på en central plads i Chigago`s centrum. Efter at at arbejderlederne havde holdt taler hvor de fordømte politi-myndighedens handling og advarede mod nye voldshandlinger fra myndighedernes side, samtidig som de opfordede arbejderne til at vise sammenhold, fasthed, ro og organisationsånd, dukkede politiet op samtidig som en uidentificeret person smed en bombe på pladsen. Ved eksplosionen blev en politimand dræbt og fem andre såret. Politiet åbnede ild mod mængden og skød og slog løs på de flygtende arbejdere. Efter de blodige begivenheder i Chigago indledte myndighederne en hetzkampagne mod arbejderbevægelsen og alle progressive i hele landet, samtidig som der blev foretaget massearrestationer. Otte af Chigago arbejdernes ledere blev stillet for retten, anklaget for mord, selvom de alle med undtagelse af en havde forladt pladsen, før bombe-eksplosionen . Til nævninge var udpeget personer som alle åbent havde udtrykt deres had til alt progressivt og forsvar for arbejderklassens rettigheder.
Senere kom det frem at hovedvidnerne simpelthen var bestukket. Derfor blev 7 af arbejder-lederne dønt til døden ved hængning.
Der bredte sig nu en bevægelse til forsvar for de dømte, ikke bare i Staterne men langt udenfor USA´s grænser. Fra hele jordkloden strømmede protestskrivelser og petitioner til Chigago om mildning af dommen. Under indtryk af proteststormen benådede guvernøren to af dødsdommene til livsvarigt fængsel. Men fire arbejderledere blev henrettet. I 1893 blev de tre fængslede løsladt af den nye guvernør i erkendelse af at deres skyld ikke var bevist og at de i lighed med deres henrettede kammerater havde været ofre for en kapitalistisk skueproces. Chigago-begivenhederne er bare et eksempel. Kapitalismen fortsatte med og uden statens hjælp at bruge alle mulige lovlige såvel som ulovlige metoder for at presse arbejderklassen tilbage.
Masse-strejkerne og demonstrationer i foråret 1886 med deltagelse af ialt 350 000 mennesker i de Forenede Stater, førte til at 185 000 arbejdere opnåede indførelse af 8-timers arbejdsdag. Desuden blev arbejdsdagen for 200 000 arbejdere nedsat fra 12 til mellem 9 og 10 timer. (ganske vist benyttede kapitalisterne sig i de følgende år af en konjunkturnedgang til på ny at forlænge arbejdsdagen).
I takt med de kapitalistiske staters overgang til stadig mere imperialistiske stræben, efter at kapitalisterne og de stater de kontrollerede havde opdelt hele jordkloden i kolonier og “ineressesfærer”, blev staten et redskab til at erobre kolonier med råstoffer og “lebensraum”, som du selv er inde på var den industrielle revolutions England og Tyskland præget af en stærkt bevæbnet stat, som kunne føre erobringskrige og slå oprør ned. Staten blev en uundværlig del af “den frie liberale markedsøkonomi”. Den sørgede for at diciplinere (bl.a.-Bismarks forbud mod SPD) og uddanne arbejdskraften

Når den kapitalistiske spekulations-børs i New York i 1929 “krakede” står det klart for selv de mest tungnemme fortalere for liberal-kapitalistisk “markedskonomi”, at kapitalismen var igang med at grave sin egen grav og derfor behøvede statslig skatteyder-financieret hjælp.  >
I det 20 .århundrede har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af statsindgreb, . s t a t s støtte, . .s t a t s reguleringer, . .  s t a t s finansierede  imperialistiske krige . . … ..  s t a t s støttede fascistiske Coup d`Etat ( f.eks Franco,
Salazar og Pinochet).

Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . s t a t s støtte . . statslig bistandhjælp og krisehjælp .  . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” . . . statslig egnudviklingshjælp . . New deal,… Keynes-økonomi . .  Marshallhjælp . . statsstøttet militærproduktion  som i Bush’ s Amerika antager samme kollosale og omfattende former som i Hitlers Tredie Rige.

D e r f or taler formanden for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om “Velfærdssamfundet”, og om at han er en bedre socialdemokrat end socialdemokraterne.
For det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode kan klare sig uden statsstøtte, men der går ikke lang tid før den kommer i krise, som en følge af dens iboende uløselige modsætninger.

De liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euroamerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes grådige stæben efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder en af de største banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – viler grundlæggende på statsstøtte selvom
“Old School”-liberalismens “frie marked” officielt fremhæves som det ideologiske forsvar for udbytningen, aggressionskrigene, fattigdommen, hungersnøden, korruptionen og alle de andre forbrydelser som vi kender til i dette enogtyvende århundrede under parolen: “Der findes intet alternattiv” (M.Thatchers T.I.N.A.) til kapitalismen

Siden siger du
K.Lund:””at den franske revolution og tiden derefter var med til at  frigøre individet fra tidligere tiders tyranni?””

Netop, det var nødvendigt at med vold styrte det feudale “tyranni” i Frankrig 1789. Og det var folket, især pariser-proletariatet der stod i spidsen for og ydede de største ofre i denne revolution.

Amerikanerne slog sig fri fra det britiske koloni-styre gennem en “voldelig” befrielseskrig. Du har vel hørt om den amerikanske revolution.

I Kejserriget Rusland hvor Kejseren blev afsat ved februar-revolutionen i 1917.
I det Tyske Kejserrige abdikerede Kejseren i 1918, som en indømmelse til den tyske revolutions kræfter, det samme skete i Kongeriget Østrig-Ungarn i 1918.

venlig hilsen Ole S.Larsen

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s