RWANDA :12 år efter det Kristne Folkemord


Den kristne Kirke var dybt involveret i begivenhederne i 1994.
Idag er al henvisning til etnisk-religiøst tilhørsforhold forbudt i
alle nationale IdIdentifikationspapirer io Rwanda .

Befrielsen fra det kristne folkedrab højtideligholdes bl.a
gennem spillefilmem “Hotel Rwanda”.
Her propagandaplakat
for Spille-filmen Hotel Rwanda


 

Præsident Paul Kagame og Præsidentfruen

Madame Jeanette Kagame ved

Højtideligholdelsen af Befrielsen fra det

kristne folkemordsregime; 4.Juli 2003;

“Kristne” folkemord i den Nye Verdensorden

For 12 år siden gennemlevede Rwanda et kristent folkedrab.

I de borgerlige medier er dette folkemord fuldstændigt ”glemt” og bortcencureret.

Medier som ellers har travlt med at forhåne og latterliggøre religionen “overser” igen folkemordet i Rwanda til trods for at internationale iagtagere karakterisere det som det 20. århundredes mest effektive folkemord, som ”overgår” nazisternes udryddelse af deres fjender :”undermenneskerne”; i 1940`ernes Europa og Sovjetunionen. –

Ikke et ord ofrer Danmarks ”religionskritiske” medier på årsdagen for dette folkemord.

I ”foregangslandet” Danmark hvor retten til kritik af religioner ifølge de anti-muslimske chauvinister på JyllandsPosten er hellig – muslimerne finde sig i hån, spot og latterliggørelse… ” som, JP´s Kulturredaktør så smagfuldt udtrykte det er det i disse dage umuligt at finde et eneste ord om folkemordet i Rwanda i nogle af JP/Politiken-koncernens ”frie” medier .

Disse medier har det sidste mange år haft travlt med at give Muhammed og ”muslimerne” skylden for alverdens ulykker.

Et uskyldigt tørklæde i fjernsynet vækker vældig opstandelse og giver de krigsophidsende kræfter anledning til at kaste endnu mere benzin på Islam-forskrækkelsens bål.

Opstandelsen omkring en kvindelig programværts tørkæde viser at hverken de åbent fascistiske kræfter til højre og venstre for Dansk Folkeparti og Front eller KV-regeringen og den socialdemokratiske- SF`ske ”opposition” har lært noget af den internationale krise som Danmark befinder sig i efter trykningen af de provokerende terror-karikaturer af Muhammed.

Retten til kritik af religion – herunder ”hån spot og latterliggørelse” understøttes af samtlige Folketingspartier, incl SF og Enhedslisten, som også rejser krav om fjernelse af af blasfemi-paragraffen. En paragraf der oprindeligt blev vedtaget for at beskytte det jødiske mindretal mod forhånelse i 1930`erne.

Men de borgerlige mediers ”kritik” er kun ” fri” når det drejer sig om Islam.

Det viste JyllandsPosten direkte da den Islam-forskrækkede redaktør Flemming Rose blev fyret efter at han foreslog at bringe satiriske tegninger med temaet : zioniststaten Israel- terror – jøder og KZ-lejre .

En sådan satirisk kritik af Israel kunne IKKE accepteres af JyllandsPostens højreliberale redaktører.

Eftersom det kristne folkemord er næsten bortglemt af de borgerlige og ”vestlige”; “kristeligt-demokratiske”
medier er der ekstra anledning til at mindes og undersøge hvad der egentlig skete og hvorfor.

For mere end tolv år siden blev flyet med Rwandas daværende præsident Juvenal Habyarimana skudt ned over Rwanda om aftenen den 6. april 1994.

I de 13 uger, der fulgte, blev en million mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratiske hutuer, myrdet.


De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at de “ugudelige kommunistiske” tutsier blev sat på plads.

Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skrev i en artikel til 10-årsdagen.

Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.

“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.

Rwandas præsident, Paul Kagame anklager det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 12 år siden.
Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:

Franskmændene var der da folkemordet skete.De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne” sagde Kagame i et fransk radiointerview.


Rwanda Præsident Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.

Altså minimum-tallet.

Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP/interpres)

Ifølge det franske dagblad Le Monde – som citerer undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport – gav Kagame og en gruppe af hans rådgivere ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.

Hun havde været så smuk, da hun sad der bøjet over ildstedet. Nu lå hun som et gabende sår midt i en blodpøl. Hun havde fået skåret maven op, mens hun stadig var i live, og de havde tvunget ham til at spise fostret. Hans kone var død, fordi hun var tutsi. Dræbt af naboer. Og han, en hutu, havde spist deres fælles barn, som straf for at være gift med en tutsi.”

I 1994 kogte Rwanda over. Hutuer greb mancheter og slagtede tutsier i et væk. I løbet af 100 dage bliver omkring en million tutsier og progressive hutuer slået ihjel.

Folkemordet i Rwanda bliver kaldt det 20. århundredes mest effektive folkemord, og det er ikke uden grund. Med et gennemsnit på godt 10.000 dræbte om dagen var hutuernes udryddelsesmetoder mere effektive, end nazisternes koncentrationslejre.

Tutsier og hutuer havde frem til folkemordet levet fredeligt side om side. De giftede sig med hinanden, talte samme sprog og delte traditioner. Så hvorfor kunne det gå så galt? Hvordan kunne familiemedlemmer og naboer dræbe hinanden på den den grusomste facon i alle kroge og egne af Rwanda?

Hvordan kunne dette folkemord ske ?

Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i ”guds navn” .

Dokumentar-filmen “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo står bag afslører også den støtte som folkmordet fik af de kristeligt-demokratiske partiers internationale – CDI.
Det var især belgiske ”kristeligt-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet.
De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.

Uddrag af dokumentarfilmen – I Guds Navn.

Filmen indledes i junglen i det nordøstlige Rwanda.
– “I er Jesu Hær “
– Hvad gør vi inden vi går i seng ?
– Vi beder.
En kvinde beder
– Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg.
Du har givet os mad og nu er tid for at sove.
Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed.
I Jesu navn. Amen

Det lyder fromt og ydmygt . Som mange kender det fra da de lærte Fader vor.
Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven
i den vestlige del af landet på grænser til Congo.

De kalder sig “Jesu Hær” og består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd.

De hævder at de er ”Guds udvalgte folk”. Det er heller ingen ny religiøs tradition.
De zionistiske krigsforbryderee og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det ”udvalgte folk”.

Med det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet (Palæstina) og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker (palæstinensere, jøder og andre der kommer i vejen for det opbygningen af det “hellige land Izrael”.,

Står det ikke skrevet i det Gamle testamente at …..
Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed
og du skal udrydde til og med deres navn
så at de ikke mere findes under himlen
fra Femte Mosebog 7:24

Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk; etnisk og religiøst had mod deres landsmænd, naboer og medmennesker i Rwanda såvel som i Palæstina.

De kristne religiøse grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”.
Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994.

Et folkemord som blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.
Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og den kristen-demokratiske internationale CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet

Grænsen mellem Burundi og Rwanda


Alain De Brouwer fra CDI:-

Jeg godtager kritikken . . . . det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete.
Jeg må give vore kritikere ret

For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda historie.
Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne kirke.
I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni

Det var som i andre undertrykte lande – erobret af de europæiske kolonimagter – kristne missionærer der indledte koloniseringen af Rwanda efter at den kongelige belgiske hær – i “Guds navn “ – indvaderede landet i 1916.

Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet.
Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig mark for de kristne “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“.
Dels havde befolkningen den samme religion, dels havde kongeriget Rwanda et velfungerende centralt-styret statsapparat.
Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet.
Hurtigere end i noget andet land i Afrika ”omvendes” hele folket til kristendommen.

Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden
Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes.
Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse.
Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu`folket.
Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier , blandt andet får de en bedre uddannelse.

Efterhånden som de nye demokratiske og anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden – , især efter Sovjetunionens sejr over de nazi-fascistiske kolonimagter i 1945 –
øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke.
Når selvstændighedens og anti-kolonialismens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære
afrikanske ledere.

I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene – en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet – udtrykker det : “kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendtlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen

Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk.
Derfor begynder man nu at spekulerer i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket.

Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne,
Kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen.
I
1959 gennemføres et pro-belgisk statskup. De nu regerende Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.
Og der
dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter
europæisk forbillede.

Alain Brouwer, fra CDI: “Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater,som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/min anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger

Men det ”kristen-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolket.

Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet.’
De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.
Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom.
Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin som – gennem sine tætte bånd til det nye regime – har stor indfydelse;
ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan.
Ærkebiskoppen skiver i et brev: “Kommunismen er aktiv. Satan findes

Jean Damascene siger videre :“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.

Andre ministre i den kristelige-demokratiske regering taler om guerillaen som “kakkerlakker”.
Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere og som ligner de ord medlemmer af Dansk Folkeparti; f.eks L.Freivert bruger om “muslimer” i Danmark: “kræftsceller” – “rotter” – “kriminele” – “terrorister” und so weiter

Som hævn for tutsie -guerillaens aktioner dræbes tusinder at tutsier af det “kristelige” regime som får hjælp af begisk militær.
Regimen begynder også udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet” .

I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder –
uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propagandaen fortsætter.

Og i 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident .
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige.

Og der offentliggøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.
Den “stærkt troende” belgiske Kong Baudouin og Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.

Regimet bliver i løbet 70`erne og 80`erne stadig mere kristent fascistisk. Kirken bliver stadig mere integreret i det politiske styre. Snart findes der ikke et kommunekontor eller regeringbygning hvor kirkens mænd ikke kommer og går. Præsteskabet deltager overalt i partiarbejdet.
Ærkebiskoppen er medlem af det “kristeligt-demokratiske” partis hovedbestyrelse .

Etnologen Pierre Envy spørger:“ Hvad skal man sige om denne kristendomsfiksering ?
Den var nærmest obligatorisk. For at gå i skole skulle man være døbt. Børnene havde intet valg. Om man ville uddanne sig skulle man være døbt. For at komme ind i det system som kirken havde skabt også på det økonomiske område skulle man være kristen.

Kristen-demoktraterne “ i Bruxelles sætter pris på at den kristne indflydelse er stor, men også at regimet i Rwanda er udtalt anti-kommunistisk.
I Rwanda har de europæiske kristen-demokraterne og CDI fundet et land og skabt et regime på det afrikanske kontinent som de kan stole på.

Det europæisk-støttede kristent-kapitalistiske regime har nu så stor magt i Rwanda at man vedtager en lov der tvinger alle borgere at være medlemmer af det kristeligt-demokratiske parti.
Fængslerne fyldes med samvittighedsfanger. Det bliver forbudt at tilhøre et samfund der sætter spørgsmål ved kirkens indblanding i landets styre.

Wilfried Martens er Belgiens Statsminister da folkemordet starter i 1994..
Han er de “kristelige-demokraters grå eminence” i Europa. og vice-præsident i CDI.
Også Martens støtter Rwandas regering,

Under et besøg i Rwanda lover Martens yderlige bistand på omkring en milliard franc.
Martens, udtaler:” Der fandtes en stor gensidig sympati mellem Belgien og Rwanda. det er helt åbenbart. Vi havde et system til udviklingssamarbejde, et meget specielt og unikt program for Rwanda.

Habyarimana-regimets magt styrkes af den internationale støtte og bistand som ikke bare kristen-demokraterne , men også det “socialistiske” Frankrig under Mitterand støtter Rwanda-regimet.

Under det “kristen-demokratiske” regime bliver det stadig sværere for folkflertallet at holde sulten fra døren. I begyndelsen af 90erne er der hungersnød i Rwanda , samtidig som den lille elite omkring præsidenten i årenes løb har lagt beslag på over halvdelen af landets ressourcer.
På samme måde har den kristne kirke gennem dens enestående magtposition beriget sig og ejer store dele af den mest frugtbare jord i landet.

For at kontrollere befolkningen intensiveres den etnisk-religiøse splittelsesvirksomhed.
Og når Paven , den polsk fødte Johannes Paulus den Anden besøger Rwanda i september 1990 for at opmuntre og støtte sine trosfæller og det “kristne regime” opnår det kristen-demokratiske regime en af sine største propagandasejre nogensinde.

Men i nabolandet Uganda har de fordrevne tutsi-folk opnået at få hjælp med at skaffe sig våben for at indlede befrielsen af deres hjemland.
De opbygger en veludrustet befrielses-hær Rwandas Patriotiske Front- FPR.
Guerillaen første leder er Fredric Jemár og han vinder hurtigt støtte hos den udarmede befolkning.

Bare nogle uger efter Pavens besøg i Rwanda den 1.oktober 1990 indleder FPR angrebet på Rwanda ´s kristne Hutu-regime.

Præsident Habyarimana flygter samme dag til sine kristne europæiske venner i Bruxelles. Han får umiddelbart audiens hos Kong Baudouin . Kongen skriver et brev til den kristeligt-demokratiske statsminister Martens, som straks tager imod præsidenten.
Martens´s og den belgiske regering beordrer nu et direkte indgreb for at hjælpe det kristne Hutu-regime. Inden solen går ned samme dag letter fly med belgiske tropper med kurs mod Kigali.

Men Præsident Habyarimana indser hurtigt at en konventionel militær sejr mod den veludrustede og bevidstgjorte FPR-guerilla er umulig.

Derfor danner det kristeligt-demokratiske parti en milits; dødspatruljer som skulle blive rygraden i folkemordets gennemførelse. Det er gennem det kristne regeringspartis ungdomsforbund at dødspatruljer opbygges.
Guerillaen rykker hurtigt frem og vinder terræn-.
Regeringshæren bliver stadig mere udmattet og desillusioneret fordi mange soldater indser at den kristne regeringshær vil tabe krigen.
Unge mænd ønsker ikke længere at være soldater.

Rwandas børn

Stadig flere områder går over til FPR-guerillaen.
Ungdomsmilits trænes både af militær, politi og politikere og Præsident Habyarimana får det kapitalistiske erhvervliv til at ekvipere militsen.
Men de kristne kapitalister leverer ikke bare uniformer, men også våben, som de udruster ungdomsforbundet med.

Rwanda 1994:

1 million døde og tusinder af sårede.


Volden mod tutsie-minoriteten trappes op. Regelrette progromer gennemføres åbent efter ophidsede gudstjenester eller lokale partimøder.
Flere internationale mennerettighedsgrupper rapporterer nu om massakrer.
Det får regimet til at indlade sig på fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania efter opfordringer fra FN
Præsident Habyarimana rejser til Arusha for at begynde freds-forhandlinger med tutsie-guerillaén FPR.

Men den kristelige internationale CDI ønsker ingen fred og de fraråder Præsident Habyarimana at underskrive en fredsaftale med FPR som betragtes som “ugudelige kommunister”. CDI kalder det “uforsvarligt at forhandle med FPR”.

Leon Saur som er en af de ledende “kristelige demokrater” i Belgien måtte sige fra og nedlægger i protest sin stilling mod hvad han kalder;. “Det handlede om at beskytte Guds værk mod ondskabens kræfter.“.
I stedet for fredsforhandlinger foreslår den kristelige internationale at regimet hurtigt udskriver valg, trods krigen i landet.

Den belgiske senator Alain Destexhe, som fik en undersøgelseskommission nedsat udtaler.:“ Vi fandt dusindvis af beviser i det belgiske udenrigsministeriums arkiv som klart viser at det ikke bare var Belgien som kendte til sagen , men også FN, USa og Frankrig.”.

Når FPR-gerillaen endeligt i juni 1994 har knust og bortdrevet de sidste dele af de kristeligt-demokratiske folkemordsstyrker er mere end million blevet myrdet og tre millioner er på flugt.

Alle citaterer stammer fra filmen ”I Guds Navn” hvis intet andet er angivet.

¤Dokumentar-Filmen: “ I Guds navn” er produceret i samarbejde med DR og NRK. Det skulle være mærkeligt om den ikke er/bliver vist på DR og NRK

http://www.gov.rw/government/president/photo/rflaganime.jpg

~F A K T A OM RWANDA

Folketal: 8,400 000 mio

Folkets Etnisk opdeling : ~84% hutuer, ~15% tutsier,

~ Twa 1% (pygmæer)

Areal: 26.338 km*2 (~Jylland)

Hovedstad: Kigali 412.000 indbyggere

Statsform:Borgerlig Republik

Sprog: Fransk, kinyarwanda, engelsk (alle officielle)

Religion: ~93 % kristne katolikker,protestanter, adventister,Jehovas Vidner og forskellige andre kristne sekter, ~5% muslimer og ~2 % erklærede ikke-religiøse (ateister).

Kilde: http://www.1clic1planet.com/rwanda.htm

 






RWANDAs flag:Tricoloren

 


 

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s