RØD 1.MAJ

25 april 2006
Arbejderklassens INTERNATIONALE Kampdag

Ligesom i Danmark bliver 1. maj i Sveriges land en broget forestilling med diskussioner, splittelser og
tre, fire forkellige demo`er i de største
byer.
I en leder i avisen
Proletaren skrives der om 1.maj, arbejderklassen,
socialismen og splittelsen den 1.Maj :
1 maj . . . Arbejderklassens højtidsdag. Smældende faner, banderoler, højlydte slagord, gjaldende i gaderne , brølende trompeter, røde sange og flammende taler.
Helt klart er 1 maj en dag at se frem imod, specielt i disse tider af hærgende højrepolitik.
Arbejderklassen er mere tilbagepresset end i lange tider og har derfor større og mere krævende grunde til at samles omkring fælles krav. Men 1 maj præges ikke af arbejderenighed. I de større byer marcherer tre eller ligefrem fire demonstrationer gennem gaderne , som regel samlende udtyndende skarer, i det mindste i de socialdemokratiske optog. Det store flertal af arbejdere demonstrerer i det hele taget ikke. F or dem er 1 maj mest en velkommen fridag.
Det er absolut en beklagelig situation.
566 *

Vi kan og skal ønske os en situation hvor arbejdere og såkaldte almindelige mennesker i masseomfang går på gaderne den 1 maj, samles omkring fælles krav. Som i arbejderbevægelsens barndom, da kravene om 8 timers arbejdsdag og stemmeret for alle samlede enige arbejder-manifestationer. Vi skal drømme om at 1 maj igen forvandles til netop arbejderklassens højtidsdag, til en dag af fælles manifestation omkring fælles krav

Men drømme er en sag omend de er nok så søde.. Om enigheden ikke findes er den fælles manifestation kun en smuk illusion. Enighed kan kun opnås i kamp, i politisk strid om arbejderbevægelsens mål och midler. Først når en sådan strid er afgjort er den fælles manifestation mulig.
Der var en tid da Sveriges kommunister traskede som en kolonne i de socialdemokratiske 1 maj- optog. Officiellt for at markere behovet af arbejderenighed. Men i virkeligheden fordi man have opgivit striden om arbejderbevægelsens mål og midler , fordi man reducerede sig selv til socialdemokratiets venlige pådrivere.(for at “presse” S-toppen til at opgive den borgerlige reformistiske nedskæringspolitik på kapitalens betingelser, o.a.)
Det var i 1950- og 60`erne . Det var en falsk enighed , for den indebar en opgivelse af socialismen som arbejderbevægelsens overordnede mål. Til fordel for en kapitalisme med et menneskeligt ansigt.

I vor grønneste ungdom brød Kommunistiska Partiet (udgiver af Proletaren) denne falske enighed ved at starte Röd Front som et revolutionært alternativ på 1 maj. Året var 1967.

Vi bærer altså et hovedansvar for den nuværende situation, ikke bare for at at vi startede det første alternativ i moderne tid, men også fordi Röd Fronts fremgange gjorde det umuligt for det daværende VpK at spille rollen som statist for socialdemokratiet. I begyndelsen af 1970`erne begyndte VpK også at arrangere egne manifestationer den 1 maj og dermed opstod den splittelse som består endnu idag.
* * *
Vi kommunister er for arbejderenigheden, den er rent ud sagt en forudsætning for at vi skal kunne udrette det vi vil udrette . Men alligevel skammer vi os ikke spor over at vi har forvandlet 1 maj til en splittet manifestation. Tværtimod. Splittelsen er nødvendig for at arbejderklassen skal kunne opnå enhed om selvstændige klassekrav. Alle Socialdemokratiets afskygninger må afsløres og bekæmpes for at at bane vej for den nødvendige arbejderenighed. At vi bare fnyser over tanken om at agere fodfolk i godsejer Perssons (Jørgen Persson, Formand for SAP: Socialdemokratiska Arbeterarepartiet, Overs. anm.)) udtyndende skarer vækker næppe anstød hos nogen . Sosseoptogen er bare til for ombudsmænd og politrukker. Men hvad med Vänsterpartiet ? (Tidl.VpK ≈SF/EL),o.a.)) Var det ikke muligt at forene sig med vänsterpartiet på 1 maj? Lars Ohly & Co lyder jo i det mindste som venstrefløj. Tomme tønder buldrer mest, siger vi. For sådan er det med Vänsterpartiet. Snakket har ingen relation til den politik som V faktiskt medvirker til. Nogle eksempler.

• V siger at de forsvarer velfærden. Alligevel medvirkede V i 90`erne til den værste velfærdsslagt som nogensinde har fundet sted i Sverige, en politik som idag fuldfølges gennem regeringssamarbejdet med S, omend i mindre skala.

• V erklærer sig som modstander af privatisering av det offentlige. Alligevel stemte riksdagsgruppen næsten enstemmigt for privatiseringen af Telia og alligevel medvirker V til udsalg af kommunal ejendom og virksomhed.

• I sit valgprogram kræver V højere formueskat. Men så sent som for et år siden stemte riksdagsgruppen for at på længere sigt afskaffe formue-skatten.

• V erklærer at de er for lønmodtagernes rettigheder . Alligevel stemte V for oprettelse af Medlingsinstitutet (Mæglings –o.a.) ) og dermed for yderligere indskrænkninger af strejkeretten.

• V erklærer at de er for højere kvindelønninger. Alligevel optrådte V-politikere som strejkebrydere under Kommunal-strejken 2003. ( Hvor hundrede tusinder af lavtlønnede kvinder og mænd strejkede for klækkelige lønforhøjelser, o.a.))

• V siger at de er imod imperialismen. Alligevel stemte riksdagsgruppen 2002 ja til at sende en svensk indsatsstyrkea til det af USA besatte Afghanistan. Og alligevel opretholder partiet forbindelser med flere af de partier som indgår i USA:s besættelses-regime i Irak. ( ligesom flere venstrefløjspartier i Danmark o.a.)

• V siger at en anden verden er mulig . Men det Cuba som viser at en anden verden faktisk er mulig stemples samtidigt som et diktatur.

At forene sig med et sådant parti på 1 maj er for os utænkeligt.
1 maj er dagen for manifestation af arbejderkravene; den er tydeliggørelsen af den politiske linje som må ligge til grund for virkelig arbejderenighed. Fra enhver sådan sammanhæng har V diskvalificeret sig selv.

Rimligvis burde V forene sig med det socialdemokrati man lojalt samarbejder med under alla andre dage i løbet af året . Duer Jørgen Persson i hverdagen burde han vel også du den 1 maj. Men ærlighed er ikke Vänsterpartiets stærke side.
For den som vil have en lige og ærlig venstre-politik udgør kommunisternes Röd Front , alternativet den 1 maj. I Rød Front hykler vi ikke. Det vi siger på 1 maj siger vi også årets alle andre dage. Vi vil arbejderpolitik og socialisme.
Vi fornægter kapitalismen og den højrepolitik som den har gjort til sin eneste vej. Vi fornægter USA-imperialismens krav på verdensherredømme og vi solidariserer os med alle som kæmper mod USA-imperialismen, uden hovmodige pegefingrer og feje tilpasninger. I Rød Front hader vi EU lige så meget som vi elsker det modige Cuba. Vi siger blank nej til social nedrustning og privatisering. Vi kræver arbejde til alle. Vi kræver stop for job-eksporten. Vi kræver retfærdighed for kvinderne.

I Rød Front samles vi som nægter at opgive tanken om socialismen som en bedre og fornuftigere måde at organisere samfundet på , samles vi som vil genforene arbejderklassen på en socialistisk grund. Fordi det er den eneste vej til arbejderklassens befrielse. Slut op du også!

Leder i Proletaren nr.17 : ”Arbejderpolitik och socialism” ;
¤1)
Proletaren udgives af Kommunistiska Partiet som består af flere fraktioner/retninger som arbejder for en revolutionær omvandling af det eksisterende samfund. Som alternativ til kapitalismen og det borgerlige klasseherredømme opstiller partiet socialisme og arbejdermagt som mål. Hele partiets virksomhed stræber efter at samle arbejderklassen og folkets flertal til kamp for sine interesser.
Kommunistiska Partiet er et demokratisk parti som hævder alle menneskers ligeværdighed . Partiet modsætter sig undertrykkelse og ulighed mellem mænd og kvinder og mellem nationer, stater og folk.
Partiets teoretiske grundlag er marxismen-leninismen.
Som politisk bevægelse indgår partiet i den historiske tradition, som med teoretisk udgangspunkt i Marx, Engels, Lenin og Stalin til sine erfaringer regner den russiske revolution 1917, den kommunistiske verdensbevægelses opståen derefter, den socialistiske opbygnings fremgange i Sovjetunionen i 1930`erne og 40`erne , kampen mod fascismen, det socialistiske verdensystems korte ekistens i tiden efter den Anden Verdenskrig og de nationale befrielsesbevægelsers sejrer i den tredje verden.
Partiet benægter ikke sine historiske rødder, sådant overlader vi til de bekvemme, til dem som tror at de kan blive voksne uden barndom. Den kommunistiske bevægelses nederlag og tilbageslag, som for en del var forårsaget af store fejltagelser, undervurdering af imperialismens væsen og forrræderi – udgør en kilde til lærdom, som beriger den kommunistiske teori og politik og som gør det muligt at undgå tilsvarende fejl og
nederlag i fremtiden. Et flertal i partiet havde og har idag ingen større sympati for den den revisionistiske udvikling i Sovjet-Unionen mod social-imperialisme og statskapitalisme fra 1950´erne til opløsningen i 1991, men visse fraktioner i partiet ((Erik Andersson m.fl.) taler om en “såkaldt realsocialisme” i Sovjet under Brezhnev. Faktum er imidlertid at den organisation som udgiver Proletaren var et parti som blandt andet blev dannet udfra en revolutionær kommunistisk kritik af den revisionistiske kontrarevolution og tilpasning til imperialismen i Sovjetunionen i 1960 érne der førte til korrumpering, forstening og markedstilpasning i Sovjet og Østeuropa som for alvor slap de kapitalistiske klasse- og markedskræfter løs i 1960 érne og 70 érne, hvilket førte til krisen og sammenbruddet i 1980`erne. (på samme måde som de første revisionister(socialdemokraterne i II Internationele i tiden op til Første Verdenskrig gjorde sig til kapitalens og imperialismens samarbejdspartner) Men det er fuldstændigt fremmed for os at lade denne kritik løbe over i en kapitulation overfor den anti-kommunistiske kampagne. Partiet udtrykker det på denne måde: “Det er klart at den såkaldte realsocialisme havde store mangler , ikke mindst af demokratisk art. Den folkelige deltagelse i det politiske liv – som er det socialistiske demokratis kerne blev” – især efter Hrustchov-gruppens magtovertagelse efter Stalin – successivt erstattet af en stadig mere magtfuldkommeligt bureaukrati. Et bureaukrati som Stalin og kommunisterne bekæmpede og tog skridt til at eliminere
gennem demokratisk kontrol, kritik og udrensninger fra græsrodsplan.
http://www.kommunistiskapartiet.org/

¤2)
Det svenske VänsterPartiet kan idag sammenlignes med Enhedslisten/SF og har lige så mange politiske fraktioner og retninger. Og dets historie ligner også partierne bag EL/SF omend med små forskelle.
V ændrede navn i 1990 – efter Berlin-murens fald – , hvor det hed VänsterPartiet Kommunisterna, VpK.
Man tog ganske enkelt ordet ”kommunist” ud af navnet.
VpK havde tætte forrbindelser til de Brezhnev-støttede partier i Warszawapagt-landene, ligesom man
så ganske ukritisk på ”Euro-kommunisterne” (PCF/PCI). Det skal siges at også svenske – og danske –
regeringer havde gode forbindelser med ”diktaturerne i øst” som det hedder . Regeringen
Fälldin (C) begavede 1980 Rumæniens Ceausesco med Serafimer-ordenen, Ingvar Carlsson aflagde så sent som i februari 1989 – kun et halvår inden muren faldt – et officiellt besøg hos Honecker i Berlin. Ceausesco modtog også Elefantordenen, Kongeriget Danmarks højeste orden.
Frem til 1967 hed partiet Sveriges Kommunistiske parti SKP – et parti der blev stiftet i 1921 .
Komintern-partiet SKP var et ægte barn af den revolutionære flodbølge efter den socialistiske Oktoberrevolution i 1917 i Rusland. Selvom den den nuværende formand Lars Ohly har deltaget i kampagnen mod kommunismen – det socialistiske Sovjet under Lenin og Stalin – har han dog fastholdt at ”Jeg er kommunist” – med tilføjelsen: i betydelsen fra 1848 – .
Men det var ikke nok for reaktionen og de kontrarevolutionære kræfter at ordet ”kommunist” blev fjernet sådan at der idag ikke findes noget Rigsdagsparti med kommunist” i navnet.
De kontrarevolutionære kræfter i Sverige startede en anti-kommunistisk
kampagne – styret gennem statsinstitutionen Sveriges Radio/TV – mod VänsterPartiet – mod Cuba, Korea og Revolutionær Kommunistisk Ungdom RKU.
En helt igennem løgnagtig og ensidig hvor f.eks RKU slet ikke kommer til orde – nægtes at svare på anklagerne – Men man besluttede bl.a at fratage RKU alle offentlig støtte – ligesom RKU idag nægtes adgang til visse skoler/gymnasier.
V-formanden afsvor sig enver form for solidaritet med Cuba og kaldte sammen med
Socialdemokraterne Cuba for et ”diktatur” og satte samme definition på Cuba som krigsforbryderen Bush.
Værst er det såkaldte Folkpartiet Liberalerne – søsterparti til Anders Fogh – som vil benægte Svensk- Kubanska foreningen adgang til kommunale lokaler.

Den 31 oktober 2005 sidste år meddeles alle svenske medier at V-lederen Lars Ohly nu har bestemt sig for holde op med at kalde sig kommunist.
V-formanden Ohly gik til syndebekendelse i den reaktionære, liberale avis Expressen
”Jeg tog fejl, jeg har ændret mening, sådan ser jeg ikke på det længere.”

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s