Filmtajm: “La Battaglia di Algeri” eller “Slaget om Algier”

Det algiersk-italienske drama “Slaget om Algeriet” fra 1966 handler om befrielseskampen i den franske koloni Algeriet fra 1954-62.

Filmen var forbudt i Nato- og EU-landet Frankrig i mange år.Filmen  varer to timer.

TEMAET i filmen er : befrielseskamp, terror og besættelse. Spørgsmål som er ligeså aktuelle idag som dengang. Hovedspørgsmålet i Algeriet 1957 eller Palæstina, Irak eller Afghanistan idag er : Hvem har (folke-)retten på sin side? Hvem er modstandskæmper? Hvem kæmper for friheden ? Hvem er terrorist?

Filmens baggrund er det folkelige oprør i den franske “muslimske” koloni Algeriet. Oprøret der udvikler sig til åben befrielseskrig mod den franske imperialisme er et symbol på den optimistiske og kampvillige ånd der herskede i arbejderklassen og hos de undertrykte folk i tiden efter befrielsen i 1945 – trods massearbejdsløshed, – fattigdom, kold krig og brutal undertrykkelse fra de kapitalistiske magthaveres side.
Billeder fra “Slaget om Alger”


Den franske kolonimagt, under borgerlig såvel som socialdemokratisk ledelse, forsøger med alle midler at knuse det folkedemokratiske antikoloniale oprør i Algeriet for alvor får kraft efter den “store” befrielse i 1945 hvor den imperialistiske ANTI-KOMINTERN-pagt: Nazityskland og dets allierede i Kejserriget Japan, Fascist-Italien, Finland, Østrig, Ungarn, Franco-Spanien, Kongeriget Danmark led nederlag  til Sovjetunionen, den Røde Hær og dets allierede.

Den franske kolonimagt bruger massehenrettelser i forsøget at knuse det algierske folks oprør. Den franske hær bruger napalm og behandler algierne som “rotter”, som “dyr” som kan mishandles, tortureres og slås ihjel. En million mennesker mister livet inden den franske imperialismes forsøg på fastholde Algeriet som koloni bliver stoppet af Algeriets folkelige modstandsbevægelse og dens internationale støtter.
Det Algiersk-italienske drama fra 1966 handler om befrielseskampen i den franske koloni Algeriet fra 1954-62 ; og varer to timer.
Filmen var forbudt i Nato- og EU-landet Frankrig i mange år.

TEMAET i filmen er : Besættelse . befrielseskamp og terror. Spørgsmål som er ligeså aktuelle idag som dengang.
Hovedspørgsmålet i Algeriet 1957, Palæstina eller Irak 2007 er : Hvem har retten på sin side ? Hvem er modstandskæmper ? Hvem er frihedskæmper ? Hvem er terrorist ?

Filmens baggrund er det folkelige oprør i den nordafrikanske arabiske land,Algeriet, som imperialisterne i Paris har forsøgt at kolonisere siden 1830.

OPRØRET i Algeriet og filmen var en konsekvens af den Røde Hær´s og dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter i den imperialistiske ANTI-KOMINTERN-pagts – Nazityskland, Kejserriget Japan, Fascist-Italien, Finland, Ungarn, Rumænien og andre allierede, bl.a. den danske Samarbejdsregering: K-R-S og V) i 1945.

Oprøret der udvikler sig til åben befrielseskrig mod den franske imperialisme er et symbol på den optimistiske og kampvillige ånd der herskede i arbejderklassen og hos de undertrykte folk i tiden efter befrielsen i 1945 – trods massearbejdsløshed, – fattigdom, kold krig og brutal undertrykkelse fra de kapitalistiske magthaveres side .
Den “Røde Hærs” antifascistiske sejr i 1945 indledte en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de de kapitalistiske lande samtidig som de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse flyttede sine positioner frem i befrielseskampen.
Filmen blev et symbol på den antiimperialistiske udvikling efter befrielsen i 1945.
EFTER DEN  Røde Hær´s, dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter indledtes en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de kapitalistiske lande samtidig som de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse flyttede sine positioner frem i befrielseskampen som endte med sejr i Kina i 1949 efter 22 år antiimperialistisk og revolutionær befrielseskrig, ligesom folkene i  Korea, Iran , Irak(1959), Cuba (1959), Algeriet(1962), Viet Nam (1954-75) for alvor indledte deres befrielseskamp.  . .. . . . .. . . . . . . . Således åbnede den anti-fascistiske koalition: – Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod Nazi-tyskland´s aggression endnu større muligheder for de undertrykte folks befrielseskamp og for arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande.

Tony Benn; tidligere leder af de britiske socialdemokrater i Labour udtrykker det sådan:  * * * * *
” Uanset fordele og ulemper med kommunismens lang magtindehav i Moskva så er det et uafviseligt faktum at blot eksistensen af Sovjetunionen opmuntrede de arbejdende masser til at kaste kolonialismens åg af sig og at denne eksistens indgav håb for de fattige som samfundstoppen her så som en trussel.
Det er derfor muligt at hævde – hvilket jeg gør – at den virkelige frygt for kommunismen i London, i grund og bund ikke var baseret på en frygt for de russiske generaler, men en frygt for det britiske folk som i krisetider ville foretrække socialismen. Set i dette lys så gjorde Hitler et godt job når han knuste fagbevægelsen, kommunisme og socialisme i Tyskland samtidigt som han opbyggede militæret mod enhver tænkbar sovjetisk fremrykning. For dette fik han en diskret støtte”
“Set i dette perspektiv begyndte den kolde krig ikke med Berlin-blokaden 1948 ,men kan spores tilbage til interventionskrigen 1920 da en stor arme blev sendt afsted for at knuse revolutionen”
Det fremgår desuden helt klart ud fra nyligt åbnede dokumenter . . . . .”.    . .. . . . . . Citeret fra forordet i Professor Clement Leibovitz´værk: The Chamberlain- Hitler Deal”

Så godt som alle de gamle kapitalistiske kolonimagters England, Frankrig, Belgien, Portugal, Spanien og Hollands reaktionære koloni-regimer blev styrtet ved den bølge af demokratiske, antikoloniale revolutioner som skyldede henover det euroasiatiske og afrikanske kontinent efter Anti-komintern-pagtens nederlag i Berlin 1945.

Sovjetunionen og opbygningen af KOMINTERN /Kominform flyttede den internationale arbejderbevægelses positioner frem i de imperialistiske lande og hos de undertrykte folk kunne de nydannede kommunistiske partier styrke opbygningen af de antiimperialistiske befrielsesbevægelser.

Et andet samfundsystem var muligt. Drømmen om et retfærdigt samfund for de ubemidlede, de fattige og udbyttede arbejdere, bønder og andre fattige og undertrykte blev en realistisk mulighed.

Det blev et reelt valg at tage magten fra de kapitalistiske og feudale udbyttere og oprette socialistiske ejendomshold. Især efter sejren over fascismen i 1945 stod kommunismen og de socialistiske ideer stærkere end nogensinde. Sovjetunionens og dets allieredes sejr i den antifascistiske befrielseskrig udløste arbejderklassens og de undertrykte folks befrielseskamp som blandt andet førte til Islands selvstændighed i 1944, Indiens selvstændighed i 1949 og folkerevolutionens sejr i Kina i 1949 , til Muhammed Mosaddeq´s nationale fronts selvstændighedsbestræbelser i Iran 1951-53 , til Korea´s selvstændighed – til Cubas i 1959 og til Algeriets i 1962 og senere blev Viet Nam helt befriet i 1975 efter årtiers antikolonial og antiimperialistiske befrielseskamp, bl.a mod fransk imperialisme.

Det skal siges at med Khrusjtjov og senere Brezhnev-gruppen ved magten i Sovjet begyndte det sovjetiske parti at tale imod den væbnede kamp i de undertrykte lande. Således rådgav man vietnameserne at gå på kompromis og acceptere det USA-støttede regime i sydvietnam.

Ho Chi Minh og vietmameserne fulgte ikke rådet. Man var også imod den væbnede kamp i Algeriet med det resultat at de dele af den algierske venstrefløj som lyttede til Khrusjtjov-gruppens råd blev miskredideret i Algeriet og skubbede store grupper militante over i armene på andre politiske retninger.    I 1954 indleder den Algierske Befrielsesfront FNL en revolt mod det franske koloni-regime. Oprøret udvikler til åben befrielseskrig mod det profranske koloni-regime med regulære ildkampe i Algiers gader.

I en dialog fra filmen spørger en “oprørt fransk journalist”:Monsieur Ben M’Hidi, er det ikke en smule fejt at bruge kvindernes kurver og håndtasker til at fragte sprængstoffer som dræber så mange uskyldige mennesker?  

Ben M’Hidi  (fængslet FLN-leder)  svarer:
Og synes De ikke at det er endnu fejgere at kaste napalmbomber på forsvarsløse landsbyer som kræver tusind gange flere offrer? Det skulle naturligtvis være meget enklere for os hvis vi havde Jeres flyvevåben. Hvis vi får Jeres bombefly så får I vore kurver!  (Dialog fra ”Slaget om Algier”) * * *

“Fakta om “Slaget om Alger”


* * *Independent fra 1965 * * Algiersk-Italiensk samproduktion – Sort/Hvid – 117 min * * *Original titel: La Battaglia di Algeri * Skandinavisk titel:Slaget om Algier/Alger * Instruktør/Regi: Gillo Pontecorvo * Medvirkende: Ali La Pointe * Brahim Hadjadj /Col. Mathieu * Jean Martin /Djafar * Yacef Saadi / En af pigerne * Samia Kerbash /Captain * Ugo Paletti/ Halima * Fusia El Kader/ Petit Omar * Muhamed Ben Kassen * Den er filmet i en sorthvid dokumentar-agtig stil. Flere af modstandsbevægelsens medlemmar spiller sig selv i filmen hvilket forhøjer dokumentarindtrykkket. Bl.a. kan man se FLN´s leder i Algier, Saasi i rollen som sig selv. Peter Sejersen skrev om filmen :Gillo Pontecorvo’s mesterlige La Battaglia di Algeri er udnævnt til historiens bedste politiske film. Med en grovkornet journalist-vinkel portrætterer han krigen skræmmende autentisk. Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Udenlandske Film, Bedste Instruktør og Bedste Original Manuskript. I Europa blev filmen også prisbelønnet flere gange, blandt andet med den prestigefyldte Guldløve fra filmfestivalen i Venedig. fra laserdisken.dk´s omtale: I 1954 indleder den algeriske befrielsesfront en revolution mod det franske kolonistyre . Oprøret blusser op og det udvikler sig til en befrielseskrig, som udkæmpes på Algiers gader og torve. Terrorisme og tortur bliver hverdag i den blodige krig, som til sidst resulterer i Algeriets selvstændighed i 1962. Pontecorvo’s halvdokumentariske film om den fransk-algierske krig er en absolut klassiker inden for sin genre. Algierne kæmpede for deres frihed og stødte bl.a. sammen med den franske Fremmedlegion, som på det tidspunkt havde tabt slaget i Viet Nam og var opsat på at vise deres berettigelse. Filmen afslører grusomheder på begge sider, f.eks. de franske styrkers torturmetoder og de algierske oprøreres anvendelse af bomber i caféer og lignende.”
*På Lasedisken.dk kan denne anmeldelse læses: Første gang jeg så SLAGET OM ALGIER var jeg grebet fra først til sidst og den vedbliver at være en forrygende film. Lavet on location og med . . . ukendte skuespillere, er den beretningen om oprøret mod den franske okkupation af Algeriet i 1950´erne. Det er en spændingsfilm, men også et tidsdokument og det er som sådant den har sine klare dyder! En politisk træffende film! Og aldrig før har en fiktionsfilm lagt sig så tæt op af at være en semi-dokumentar. Ennio Morricones musik er som altid iørefaldende og passer til filmens tematik på eminent vis! Et helt unikt mesterværk!” / > >skrev T.A. fra Roskilde den 10. marts 2004

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s