Hvor er Kina på vej hen ? *Kommunismen* ? . . . . . . . . eller er det en imperialistisk supermagt vi ser vokse frem ?

Baggrund 12.August 2007

      Tidligt om morgenen den 6.januar 2006 eksploderer en bombe i et dommerkontor i Ganxu-provinsen i Kina. Det viser sig at det var en  en kinesisk bonde der gennemførte denne  “terror”-aktion i protest mod rettens afgørelse .

DEN  62-årige bonde tog sit eget og fem andres liv ved at udløse bomben i et dommerkontor i protest mod dommen i en sag om boet efter hans afdøde søn. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tog bonden  Qian Wenzhao, fem mennesker med sig i døden, og 22 blev såret, da bomben eksploderede på fjerde sal i en   kontorbygning i provinsen Ganxu i den nordøstlige del af Kina. (Kilde :Nyhedsbureauet Xinhua)

EPISODEN ER højst usædvanlig på flere måder. Terror-AKTIONER og bombesprængninger er ikke hverdag i Folkerepublikken       Og den kapitalistiske udvikling i Kina har forløbet uden større terror-aktioner og bombesprængninger som denne.  Men at der er betydelige sociale og økonomiske spændinger i Kina i dag – mellem kapitalistiske velhavere og fattige arbejdere og bønder er klart.De kinesiske myndigheder rapporterede i år 2004 om mere end 74.000 sociale protester og uroligheder i landet.   Tallet for 2005 er ikke gjort op, men kommer blandt andet til at inkludere den første episode i mange år, hvor politiet har har åbnet ild og  dræbt kinesiske borgere.

DET SKETE i december i den sydkinesiske by Dongzhou i Guangdong-provinsen.

Her protesterede landsbyboerne  imod ekspropriationen af land til bygning af et kraftværk. Bønderne er utilfredse med kompensationen for ekspropieringen.

Den 6. December åbnede bevæbnede politifolk fra Shanwei by-styret ild mod protesterende Dongzhou-beboere.

De kinesiske medier rapporterer om tre dræbte og otte sårede. En politi-kommandant blev arresteret, som ansvarlig for dødsskydningerne. I et åbent brev  protesterer en række intellektuelle mod politi-volden i Dongzhou  : I udtalelsen beskrives Kina som et

“samfund i krise hvor de rige rager til sig hvad de kan fra de fattige, hvilket fører til stadig flere konfrontationer”.

At en borger kan finde på at gribe til en så ekstrem metode som at gennemføre en bombe-aktion for at protestere mod myndighederne og gøre sig selv til en martyr for de folkelige protester bekræfter at det ikke er arbejderklassen og flertallet i det kinesiske folk som har magten i Folkerepublikken, men de kapitalistiske klasser i ind- og udland.

   Selvom de kinesiske og mulitinationale kapitalister har større frihed end f.eks i skandinavien til at investerer og udbytte Kina`s folk uden begrænsninger så har den kapitalistiske “højkunjunktur”  ikke bragt “velfærd og frihed til alle” som det påstås i visse borgerlige og socialdemokratiske medier.  Ganske vist er der sket en “udvikling” i hovedstaden Peking og i Shanghai.   Her findes en stenrig kapitalistisk overklasse – som i New York eller Moskva – og en velhavende middelklasse vokser frem. Idag er Kina verdens femte største marked for salg af diamanter.   Og den ide som  K”K”P – regeringspartiet forsøger at udbrede – ikke bare i Folkerepublikken – , men også i udlandet, at de kapitalistiske reformer og privatiseringer “fører til socialisme” –  at det er “en særlig kinesisk vej til socialismen” eller “socialistisk markedsøkonomi” fremstår for stadig flere som en illusion,  et bedrag beregnet på at forsvare den kapitalistiske udvikling og pacificere arbejderklassens protester og kamp.

Sandheden er at “Kinas Kommunistiske Parti” har opgivet kommunismen.

I byerne illustreres det tydeligt, at Kina reelt er et klasseopdelt samfund .  .  .  .  .

     Mens en arbejder må nøjes med en timeløn på mellem tre og fire kroner,                    så bliver andre milliardærer på rekordtid.  De kapitalistiske privatiseringer som KKP gennemfører,  bl.a. som en følge af kravene fra den kapitalistiske Verdenshandelsorganisation WTO – forventes at sende 45 millioner arbejdere på statslige virksomheder på gaden og berøve millioner af landarbejdere deres eksistensgrundlag, når der åbnes yderligere for de kapitalistiske monopolers indtrængen.  Massearbejdsløsheden er hverdag i det kapitalistiske Kina for langt over 100 milllioner mennesker.  Og omkring 800 millioner af Kinas 1300 millioner indbyggere lever stadig i fattigdom på landet.

Den kinesiske folkevalgte forsamling Folkekongressen,  som domineres af det borgerliggjorte “KKP” , har gennemført betydelige ændringer af Folkerepublikkens forfatning fra 1949, som formelt afskaffede den kapitalistiske ejendomsret til fabrikker og anden produktion : Den kapitalistiske privat-ejendomsret ligestilles nu med statsejendom – til stor tilfredshed for udenlandske kapitalister fra især USA/EU, som har investeret milliarder af dollars og €uro i Kina.

  Dermed er Folkerepublikkens forfatning nu en forfatning som ligner den der findes i borgerligt-kapitalistiske stater, hvor beskyttelsen af den private ejendomsret står i centrum. Ændringer af forfatningen fastslår at <>” lovlig privatejendom er ukrænkelig”<> og forpligter staten til <>”at opmuntre, støtte og vejlede den private økonomi/sektor”.

 

Erasmus Montanus i Kina

   Partiformanden Jiang Zemin forklarede på kongressen at sammenhængen mellem at garantere kapitalistisk ejendomret i forfatningen og at det parti han er formand for stadig kalder sig kommunistisk med at privatejendom er en slags socialistisk ejendom af produktionsmidlerne eftersom disse private ejendomsbesiddere er en del af det socialistiske samfund !  . . . . . . . .  Voila !  Erasmus Montanus kunne ikke have forklaret det bedre.

   Hvad bilder Jiang Zemin sig egentlig ind ? Hvem tror han at han taler til ? Er den politiske skoling og det teoretiske niveau virkelig så lavt i Kina at de delegerede uden diskussion vedtog Zemin´s nærmest “maoistiske” forklaringer.  Eller var de delegerede ligeglade – for de kan vel ikke være så dumme at de ikke gennemskuer KKP-ledernes bedrag. Det ligger måske nærmere sandheden at de delegerede på kongressen er “karrierre”-mennesker der som stemmekvæg og nikkedukker stemmer for hvad der bliver serveret, for at sikre den fortsatte karrierre.   I forfatningen garantes “menneskerettighederne” også , men det er ikke retten til arbejde, bolig og frihed for sult der sættes i centrum, men de borgerligt-kapitalistiske friheder på “markedet”.   – I samarbejde med de udenlandske kapitalister forsøger de kinesiske ledere give indtryk af,  at de kapitalistiske reformer og privatiseringer er en succes, men det et et fakum at der hver eneste dag er hundredevis af strejker og protester. Om året løber det op i titusindvis af strejker og protester. Og det er et faktum at den kapitalistiske udvikling ikke har sikret en så grundlæggende menneskeret som frihed fra sult. Ifølge FN-rapporter lever flere end 100 millioner kinesere under sultegrænsen.

   Alligevel påstår de vestlige medier fra Wall Street Journal , Der Spiegel , til Jyllands-Posten og Politiken, . . you name it : at Kina . . . ..  “I de seneste 30 år har skabt et økonomisk mirakel . .” Men er det sandt ? Og hvori består dette “mirakel” ? * * * * * DEn gennemsnitlige vækstrate de sidste tyve år har været 9 procent for hele Folkerepublikken. men udviklingen har været meget skævt og den dækker over en ekstrem kapitalistisk udvikling i de “økonomiske frizoner”, i Shanghhai og andre storbyer og dele af kystområderne. Mens der knap er nogen reel vækst eller udvikling i andre “egsudviklingsområder” samtidig som fattigdom, sult og arbejdsløsheden er udbredt og klassekløfterne øges hver dag.   Der er slet ikke tale om den socialistiske planmæssige og jævne udvikling for både land og by som var kendetegnet for sovjetiske revolution i 1920´erne og frem, som tog sine første skridt med den første sovjetiske Femårsplan 1927-32.   Sovjet havde i perioden 1929-53 en gennemsnitlig vækstrate i industriproduktion omkring cirka 19 % – undtagen krigs-årene mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år .   * * * * *    Den sovjetiske storindustri’s produktion var i 1953 nået op på et sådant niveau at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 – i faste priser – . Her snakker vi altså om vækstrater på et niveau hvor produktionen bliver fordoblet hvert fjerde år. * Det socialistiske mirakel i Sovjetunionen skete på samme tid som hele den kapitalistiske omverden var inde i en økonomisk krise så dyb man talte om den Great Depression – den “Store Depression”. * * * * * De sovjetiske folk kunne altså ikke som Kina har haft mulighed for i de sidste ti år hvor verdenskapitalismen har været inde i hvad der så sent som i foråret 2007 kaldtes “superkunjunkturen” – hvor de kapitalistiske profitter og billioninvesteringer så ud til at vokse ind i den kinesiske og verdenskapitalismens fælles himmel.    Trods krise og depression i den kapitalistiske økonomi i Sovjets omverden – i 1930´erne – trods konstant sabotage fra de udenlandsk-støttede terrorgrupper og femtekolonne, terror-trusler og krig mod den unge Sovjetstat overlevede det “socialistiske barn” mirakuløst selvom det var med dybe sår og 27 millioner døde efter den nazistiske Holocaust-aggression . Det gør ikke “miraklet” i Sovjetunionen i den socialistiske periode mindre.  Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA og det kapitalistiske Kina i dag, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod – ligesom Kina idag ikke har været i krig i næsten 60 år hvis vi ser bort fra Peking´s aggresion mod Viet Nam i 1979.

   Fakta er at middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion i årene 1929-53 (undtagen krigs-årene) var 19 % mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år. Samtidigt er det vigtigt tage i betagtning at en af de vigtigste faktorer for den kapitalistiske vækst i Kina er produktion og eksport af vare til markedet i USA (bl.a Wall Mart) og andre lande. Eksport og import udgjorde i 2006 ca 25 % af væksten i BNP, men faldt til 16 % i sidste år. Derfor er Kinas udvikling de sidste årtier med “kapitalistisk markedsøkonomi” ikke noget mirakel Heller ikke når man tager de udenlandske billion investeringer – fra den vestlige kapitaleksport i betragtning. Kina har på mange måder været den kapitalistiske verdensordens økonomis bedste ven de sidste femten år.  

    Landet er gradvist blevet et hårdt tiltrængt marked for den “relative overproduktion” fra den kapitalistiske produktion i vesten ligesom vesten har investeret enorme mængder kapital i Kina med “profit-garantier” – udstedt af den “kinesiske regings væbnede styrker” samtidigt som landet har bidraget til at holde inflationen nede i kraft af de “lave lønninger” 1 – 4 kroner i timen.   Det bliver også kaldt også internationalt skruebrækkeri.  Men hvori består det “økonomiske mirakel i Kina” som de borgerlige mainstream-medier i Europa såvel som i USA gerne vil have os til at tro på ?

     “Miraklet” består af væksten i og ikke mindst størrelsen af de kapitalistiske profitter der suges ud af den kinesiske arbejderklasse og folk.  At vestlige medier og journalister har problemer med at give et “autentisk og virkelighedsnært ” billede af det kapitalistiske Kina er givetvis sandt. Med få hæderlige undtagelser. Det billede som flertallet af de “udenlandske og vestlige journalister har er præget af århundreders vestlig racistisk og chauvinistisk kolonihere-tankegang og præget af de senere års hyldning af Peking-regeringens “socialististiske markedsøkonomi” som KKP kalder det kapitalistiske markedsdiktatur som nu breder ud sig i Riget står klart for de fleste mennesker der er i stand til at tænke klart og føler solidaritet med den kinesiske arbejderklasse og folk.

      Det blev særligt tydeligt da de Olympiske lege i 2008 blev afholdt i Kina´s hovedstad. Den egentlige baggrund til at Kina fik tildelt værtsskabet af OL – verdens største kapitalistiske mediebegivenhed – af IOC – den internationale olympiske komite; er at Volkswagen, Mcdonald og Coca Cola og de andre storkapitalistiske sponsorer gerne vil takke regimet i Peking for den fortsatte strøm af milliardprofitter som udpresses af det kinesiske proletariat og samtidig flytte sine positioner frem på det kapitalistiske marked i forhold til sine konkurrenter. .

DEN Højeste Pris: PRIVATISERINGEN af minerne.

Den værste mineulykke i Kina skete for 63 år siden – i 1943 – hvor  1.549 minearbejdere omkom. På den baggrund ser den seneste ulykke –  63 år senere, i februar 2004 –  ud som et “fremskridt” , idet 203 minearbejdere omkom i Sujiawan-kulminen i byen Fuxin i Kinas nordøstlige Liaoning-provins. Mere end 200 meter under jorden eksploderede metangas, som naturligt siver ud af kullagene dybt nede i underjorden.    Minesektoren har KKP-regeringen  privatiseret, sådan at den nu er underlagt de brutale kapitalistiske markedskræfter hvor profitten sættes i centrum i den  “frie kapitalistiske konkurrence og pris sætning”. Derfor slækker mange private og offentlige miner på sikkerheden.  Bl.a bruger man stadigt gammelt sikkerhedsudstyr, samtidig med at der ikke ventileres tilstrækkeligt i minerne. Den kinesiske stat som KKP kontrollerer fører en meget liberal og eftergivende linje overfor mine-industrien. Det siges at man  har forsøgt at lukke små private miner, da de har mange mindre dødsulykker, men pga af massearbejdsløsheden fører det til protester og disse miner får lov at fortsætte minebrydningen under livsfarlige sikkerhedsforhold.   Kinas officielle statistikker viser, at for hver en million tons kul produceret i landet, dør der 19 minearbejdere. Heller ikke sulten har den kapitalistiske udvikling fået bugt med hvis man skal tro en  FN rapport fra 2004 hvor det fastslås at 142 millioner mennesker sulter i Kina.

Kilder:Nyhedsbureauet Xinhua/(Chinhua/)

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s