Kvinderne og den Sovjetiske Revolution

Kronik
 
Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet ! * * * *
“Kvinder  klarer det hele ,  mænd  klarer  resten”
. . . . .  siger et russisk ordsprog.  Når man spørger de borgerlige og socialdemokratiske kritikere af Lenins og Stalins Sovjet om dokumentation for deres vulgære sortmaling af det socialistiske Sovjet kommer de bl.a med en henvisning til den nye abort-lovgivning som blev vedtaget i 1936.
* * * * *
Men hvis man skal sortmale og fordømme det socialistiske Sovjet på grundlag af den lov, så må vi jo fordømme alle andre lande herunder Kongeriget Danmark.

HVORDAN VAR KVINDENS STILLING  og rettigheder i de kapitalistiske lande som f.eks Danmark i trediverne?

Proletar-forfatteren Martin Andersen Nexø – som i romanen  Ditte Menneskebarn hyldede proletarkvinden  – mente at kvinden  var den egentlige bærere af kulturen. Bl.a derfor sympatiserede Nexø med den socialistiske opbygning i Sovjet.
Der er ingen tvivl om at den danske feministiske bourgeois-kvinde og andre klynke-feminister ville miste en del af deres privilegier i et Sovjet-Danmark. Derfor var Sovjet også forhadt i borgerlige feministiske kredse i 30´ernes Danmark såvel som idag. Jeg tror det bliver lettere at forstå hvilken revolution den socialistiske  udvikling var for kvinderne og deres mænd ved at sammenligne Sovjet med andre lande i år 1936, f.eks det borgerligt-kapitalistiske Frankrig hvor kvinderne ikke engang havde den stemmeret som de sovjetiske mænd og kvinder erobrede efter revolutionen i 1917. Franske kvinder fik stemmeret i 1944 – uden tvivl som en følge af den anti-fascistiske bevægelses fremgange i Anden Verdenskrig – ikke mindst de nazi-fascistiske styrkers nederlag i Stalingrad 1943 gav de antifascistiske kræfter ; jorden rundt , en ukuelig optimisme og fremdrift som bl.a førte til kvindelig stemmeret i Frankrig og andre lande i kølvandet på de antifascistiske sejre i modstandskampen. Helt frem til 1975 blev kvinderne i Schweiz nægtet retten til at stemme. For borgerlige-reformister og venstre-radikale opportunister beskrives de sovjetiske 20`ere som positivt i modsætning til de ”hårde ” 30´ere.

* * Sovjetisk bondekvinde “ude med riven” * * *
Ifølge disse var 20´erne det årti hvor der herskede frihed, debatten i samfundet var overalt, kunsten og kulturen blomstrede og der fandtes ifølge disse rige muligheder for den enkelte at udtrykke sig og påvirke samfundsudviklingen. * * ___DET ER ET  skævt billede af virkeligheden. Godtnok var der i 20´erne frihed til at debattere og deltage i et rigt kulturliv, men det var ikke specielt for  dette årti. I takt med samfundsudviklingen og den socialistiske opbygning i 30´erne kunne stadig større dele af den sovjetiske befolkning deltage i samfundsdebatten og i et rigt kulturliv som aldrig tidligere i historien. Det handler om de snesevis af millioner af mennesker som i dette årti fik adgang til det nye moderne samfunds muligheder indenfor kultur,debat og kundskab og uddannelse. De få tusind avangardister og ”genier” under 20´ernes revolution var gode nok. Men det var alligevel bare en yderst priviligeret minoritet som kunne deltage i samfundsdebatten og deltage i kulturen. Det var intet sammenlignet med de millionmasser som fik disse muligheder i kraft af 30´ernes store spring.
* Kommunistisk plakat for Kvindernes Internationale Kampdag 1932.
Teksten omkring den røde fane som den sovjetiske kvinde bærer siger “8.Marts er dagen for den arbejdende kvindes oprør mod køkken- slaveriet”.
Den grå tekst i nederst til højre: “Sig NEJ til undertrykkelsen og Babbittry af arbejdet i hjemmet !”

Det som de borgerlige reformister hylder i de sovjetiske 20´ere er ikke samfunds-debatten og den kulturelle udvikling, men muligheden for den politiske opposition at modarbejde kampen for socialismen. Ikke mindst hyldes den stadige splittelsevirksomhed som forskellige oppositionsgrupper og fraktioner i kommunist-partiet brugte sin tid på i debat-frihedens navn. ALLE DISSE GRUPPER BESTOD gennem alle år af omtrent de samme personer som Trotskij, Sinovjev, Kamenjev, Bucharin, Smirnov, Rykov, Pjatakov, Radek og Sokolnikov som stod i spidsen for en virksomhed der modarbejdede socialismens opbygning. FOR DENNE MINORITET i Sovjetunionen var muligheden for at indføre socialismen i det “tilbagestående Rusland” , ikke-eksisterende. AT TAGE FAT på opbygningen af socialismen i Sovjet stemte ikke overens med socialdemokraternes og trotskisterne dogmatiske “marxisme”. Sovjet skulle  først være “moden” til socialismen, ved at gennemgå en periode med kapitalistisk markedsdiktatur.

Ifølge både Staunings danske socialdemokrater og oppositionen i det sovjetiske kommunistparti i 1920″ erne skulle Sovjet først igennem en fuldstændig kapitalistisk opbygning, hvis de sovjetiske folk skulle følge deres  “dogmatiske marxistiske” skema og udviklingsmodel for at blive “moden til socialismen”. De ville i stedet bruge de kapitalistiske markedskræfter, mens de ventede på at en fordelagtig international udvikling i en fjern fremtid skulle gøre det muligt at indføre deres  “socialisme” – naturligvis “i hele verden på samme tid “. Disse oppositions-grupper ideer og forslag blev gang på gang nedstemt i bolsjevikpartiet.  I 1927 fik Trotskij og Co 1% af stemmerne i Al-Unionens Kommunistiske Parti(bolsjevikerne) .

Da stod det klart for den småborlige opportunistiske opposition at de var isolerede og aldrig skulle kunne opnå magten ad demokratisk vej.  Derfor begyndte de at opbygge et hemmeligt oppositonsnetværk , hvis mål var at styrte den kommunistiske regering med vold. De fik bl.a støtte af den tyske efterretningstjeneste. I 30´erne gik Trotskij og Co over til sabotage, mord, terror i samarbejde med udlandske kræfter, især den tyske efterretningstjenste Gestapo, som forsøgte opbygge en sovjetisk “femte-kolonne” sådan som man lykkedes med  i Frankrig – bl.a general Petain som blev til Vichy-regimet og i Spanien hvor landsforræderen General Franco som var lederen af ‘femte-kolonnen” og indledte en kontrarevolution med hjælp fra Nazi-tyskland og Fascist-Italien.    Det afslørede Moskva-processerne  fra 1936- 38 . Leon Trotskij´s terrornetværk var på vej til blive tredivernes Osama bin Ladin, inden han blev afsløret.

HVORDAN  så  d e t  ud i   S o v j e t   i    trediverne ?

Efter 7 års imperialistisk krig og udenlandsk intervention 1914-21 tog de sovjetiske folk fat på at genopbygge landet som var næsten totalt ødelagt. Efter tyvernes genopbygning blev den første femårsplan påbegyndt i 1927 og allerede i slutningen af dette år havde både industrien og landbruget sammenlagt overskredet førkrigsniveauet. *

* I 30’erne BLEV industrien og landbruget opbygget efter socialistiske principper sådan at man allerede i begyndelsen af trediverne kunne indføre 7 : syv-timers  arbejdsdag  – endnu lavere arbejdtid for minearbejdere – noget som arbejderne og kvinderne i de kriseramte kapitalistiske lande drømte om.

Fra venstre-liberalt og anarkistisk hold henvises der til Aleksandra Kollentaj *) – en  betroet medarbejder ved Sovjetunionens Udenrigstjenste gennem flere år bl.a. som ambassdør i Norge og Sverige  – i et forsøg på at bilde folk ind at hun deler deres helt igennem kommunist-forskrækkede “sort-syn” på det socialistiske Sovjet. Madame Kollentaj deler ikke deres sortmaling af socialismen i Sovjet. Tværtimod. Selvom hun ikke var enige i alle beslutninger der blev taget i hendes land – hvem er forøvrigt det ? – De fantaserer og forsøger under falsk flag at drage bolsjeviken og den betroede medarbejder i det socialistiske Sovjets udenrigstjeneste Aleksandra Kollentaj med ind i sort-malingen af Sovjetunionen´s kvinder. Madame Kollentaj delte ikke deres sortmaling af socialismen i Sovjet. Hvis det virkelig var så frygteligt at kampen for at skabe lighed mellem kvinder og mænd blev “elimineret” , skulle Olesia og millioner af hendes medsøstre ikke have deltaget og kæmpet for den socialistiske opbygning af deres land. De skulle ikke have accepteret en sådan udvikling. Og Olesia skulle sikkert have fortalt dem et par sandheder hvis hun var i live, desværre forlod hun denne verden i 1952. * * ___Den danske teater-instruktør ved “det revolutionære Teater” i København; Ruth Berlau som i begyndelsen af 30´erne også var skuespiller ved det Kongelige Teater, rejste til Sovjet i den socialistiske opbygningstid i midten af 30´erne og cyklede rundt i landet på Ekstrabladets regning. Hun skrev rejsebreve til avisen om sine oplevelser. Senere bearbejdede hun disse breve og udgav en slags roman om oplevelserne i Sovjetunionen, som fik titlen “Videre”. Hun skriver intet om “elimineringen ” af intentionen om at skabe lighed mellem mænd og kvinder. Jeg tror at Ruth Berlau som rejste rundt i Sovjet i 30´erne vidste betydeligt mere om kvindernes stilling og frigørelse i Sovjet dengang end de forskellige borgerlige klynke- og karrierre-feminister i det 21.århundrede. Hvis du vil lære de sovjetiske kvinder at kende skulle du læse “Babusjkas døtre” – udgivet på forlaget Modtryk –  skrevet af den amerikanske professor Francine du Plessix Gray. Hun har fransk-russiske rødder og rejste rundt i det store land og talte især med kvinderne, som overalt – fra de baltiske republikker og Rusland til de centralasiatiske lande har meget at fortælle. En anmelder i det nu lukkede “Fri Aktuelt” skrev efter at have læst Babusjkas døtre” at ..“KVINDER KLARER DET HELE , mænd klarer resten, som det udtrykkes i et russisk ordsprog …hvor den anden side af kønsproblematikken kommer til udtryk – kvindernes utrolige selvfølelse.”<&gt * * *
Naturligvis var der diskussioner og uenigheder i Sovjet som i Danmark, ligesom der kan henvises til diskussionner i Komintern-partiet DKP , men ingen af datidens kommunister eller andre progressive deler det anarkistiske og ultraradikale “sortsyn” på udviklingen i Sovjetunionen i 1930´erne. – – –

Vedtagelsen af forbudet mod tvungen eller “fri abort”, som det misvissende kaldes idag var et udtryk for de store fremskridt i det sovjetiske samfund.   I intet land på den tid havde kvinderne opnået så store revolutionerende fremskridt på alle områder. Sovjet-revolutionen var om nogens kvindernes revolution.
tyf
* * * * * *
Uden de sovjetiske kvinder, som partimedlemmer og -aktivister,som arbejdere og bønder, som lærere og forældre, som kvinder og kærester/ægtefæller ville Sovjetunionen aldrig have opnået de store sociale, kulturelle, materielle, produktionsmæssige og menneskelige fremskridt som det skete i 1920´erne og 1930´erne. De kommunistiske arbejder- og bondekvinder udgjorde en ukuelig og afgørende styrke i opbygningen af Sovjetunionen.

Uanset om de borgerlige og ultraradikale femister kan lide det eller ej så fandtes der intet land der havde en så progresessiv lovgivning som Sovjet havde på den tid. I HVILKE ANDRE  LANDE VAR kvinderne befriet for fattigdommens og prostitutionens fornedring ?.Hvor mange lande havde overhovedet en abortlovgivning i 1936 ? – I det socialistiske Sovjet tog man kvindernes situation alvorligt. Men diskuterede kønsforskelle, seksual-politik, og abort-spørgsmålet.
I hvor mange lande var det på dagsordenen i 1936 ? – Man diskuterede kønsdiskrimination, seksualpolitik og abort også i KOMINTERNpartiets DKP´s Arbejderbladet som der refereres til, ligesom det blev diskuteret i Sovjet. Og i Sovjetunionen tog man beslutninger om at vedtage en ny seksual-og abort-lov i 1936. Ligesom en ny grundlov blev vedtaget. Disse love var diskuteret igennem og havde sovjetkvindernes støtte.

I hvilket land havde man i 1936 et så omfattende net af daginstittutioner?

Regeringen vedtog som en følge af den voksende velstand og velfærd i 1936 en ny forfatning/grundlov, og en ny ”abortlov” der blandt andet medførte af “tvungen eller selvbestemt abort” blev afskaffet. Udtrykket fri abort giver jo indtryk af noget positivt, næste som ”frit valg”. Men for kvinden er aborten næsten altid en krænkende og negativ oplevelse. En slags tvang som hun påføres af omgivelserne, familien eller samfundet.  I mange forhold  er det ofte manden som kræver “fri abort”, mens kvinden vil have barnet. Kvinderne og arbejderklassen i Sovjet udgjorde den afgørende kraft for opbygningen af det Sovjet-samfund som blev et forbillede for arbejderklassens og de progressive kræfter. Uden den sovjetiske revolution skulle folkerevolutionen i Kina, den koreanske, vietnamesiske, algierske, cubanske og mange andre lande og folks frigørelse fra den patriakalske kolonialistiske undertrykkelse have været meget sværere at gennemføre. Som jeg tidligere har skrevet så bekæmpede Sovjetunionens revolutionære kommunister analfabetisme, kønsdiskrimination, chauvinisme og rascisme og andre tilbagestående fænomener der hører klassesamfundene til.

Kollosale fremskridt  for  kvinderne i  det socialistiske  S o v je t

Da den kapitalistiske verdenskrise brød ud i 1929 var der et land som ikke blev berørt af denne krise. Mens resten af menneskeheden vred sig under krisens greb ,mens kvinderne og arbejderklassen i de kapitalistiske lande kæmpede med massearbejdsløshed, fattigdom, sult, fascististisk terror og krigsforberedelser – især i Tyskland i tiden efter nazi-regimet blev installeret – var Sovjetunionen ved at slå ind på den mest storslåede økonomiske og industrielle udvikling  i menneskehedens historie. – Den første femårsplan inspirerede sovjetfolkene til uhørte bedrifter af skabende arbejde. Hele byer rejste sig fra de nøgne stepper, nye miner, stål-værker og fabrikker blev skabt. Millioner af bønder, kvinder såvel som mænd lærte at læse og skrive og uddannede sig til faglærte arbejdere, ingeniører, videnskabsmænd, læger, arkitekter og lærere. I løbet af nogle år gennemførtes et årtusindes fremskridt, og musjiker, hvis forfædre i umindelige tider havde bøjet deres pjalteklædte rygge over deres primitive træplove, høstede nu den frugtbare jord med traktorer og mejetærskere . Produktionen voksede i hvad vi kunne kalde “kommunistisk tempo”. – Aldrig tidligere i menneskehedens historie har et samfund udviklets i en sådant tempo. I begyndelsen af 30’erne var den samlede industriproduktion’s værdi 21 milliarder rubel. I 1938 var den steget til 100 milliarder rubel (begge ciffrer i faste 1927-års priser). – Landets  industriproduktion var femdobblet på otte år. – I trediverne kollektiviseredes det sovjetiske landbrug.. I 1930 var det dyrkningsbare areal for alle afgrøder – fra korn til kartofler og andet -118 millioner hektar. Dette areal blev i kraft af den socialistiske kollektivisering øget til 136,9 millioner hektar. Samtidig som landbruget kollektiviseredes fuldstændigt i 30’erne, blev kæmpemæssige problemer for landbrugets mekanisering og modernisering gennemgået og overvundet. I 30’ernes begyndelse havde det sovjetiske landbrug 34.900 traktorer. I 1938 havde landarbejderne og bønderne 483.500 traktorer til brug. En fjortendobling på otte år. I samme periode steg antallet af mejetærskere fra 1700 til 153.500, ligesom antallet tærskeværk steg fra 4300 til 130.800. * * * * * SOCIALISMEN betød også at de sovjetiske folks realindkomster – medregnet prisændringer –  steg sådan at en arbejders realindkomst i 1940 var tre (3) gange så stor som i 1913 og en bondes tre og en halv (3,5) gange så stor og så tager vi samtidigt hensyn til at arbejdsløsheden var afskaffet. Midt under denne gigantiske revolutionære udvikling voksede en Sovjet-generation, der aldrig havde kendt til det czaristiske tyrannis nedværdigelse, op. De millioner af undertrykte mennesker som under Czaren’s og Dronning Dagmar`s imperialistiske regime kun havde lært piskens, progromernes og sultens sprog fik i kraft af revolutionen og den socialistiske udvikling i løbet af trediverne ikke bare mulighed for at læse og skrive, men også at videreudddanne sig.

I det kongelige imperialistiske Rusland var analfabetismen så udbredt at to ud af tre mennesker ikke kunne læse eller skrive i 1913.

Det var gennemsnittet. I ARBEJDERKLASSEN KUNNE tre ud af fire læse og skrive, men den udgjorde bare et par millioner ud af en befolkning på 159 millioner ved krigsudbruddet.       –         Metalarbejderne havde i det kapitalistiske Rusland en arbejdsdag på mellem 10 og 11 timer . (6-dages arbejdsuge), mens de dårligere betalte tekstilarbejdere måtte arbejde 14 timer hver dag. Middel-levealderen for russiske kvinder *) var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. Børnedødeligheden , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905, at dødeligheden blandt barn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede ikke deres 15.fødselsdag. (Kilde:A.Jenssen, “Tsardömmet vid skiljovägen” * Stockholm 1905). Med revolutionen og den socialistiske opbygning befriede Ruslands millionmasser sig fra udbytning, fattigdom og analbetisme. Trods syv års imperialistisk krig fra 1914 og den udenlandske militære intervention gennemførte russerne og de andre sovjetiske folk en opbygning og udvikling som var uden sidestykke i menneskehedens historie. Folkesundheden blev stadig forbedret og den gennemsnitlige levealder blev fordoblet. Fra 1926 og frem til 1939 var den gennemsnitlige årlige netto-stigning i folketallet cirka to millioner om året eller 1,23%. I begyndelsen af 50’erne steg folketallet med tre millioner om året i det socialistiske Sovjet samtidig som dødeligheden var faldet til mindre end det halve, sammenlignet med 1927. Den gennemsnitlige levealder var fordoblet. I både USA, England og Frankrig var dødeligheden på samme tid betydeligt højere. Under den socialistiske opbygning øgedes bevillingerne til kulturelle og sociale formål i det socialistiske statsbudget fra cirka 2 milliarder rubel i 1930 til 35 milliarder i 1938. Uddannelserne var ligesom sundhedsvæsenet gratis og frit for arbejderklassen og de øvrige arbejdende :Et omfattende program for bygning af fødehjem, barselsklinikker,vuggestuer, og børnehaver blev gennemført og stillet til rådighed for familerne og deres børn. I 1936 blev der bevilget 2174 millioner Rubel mod 875 millioner til disse formål. Gennem en særlig lov blev der indført en betydelig hjælp for børnerige familier. Til disse familier blev der i 1937 udbetalt mere end 1000 millioner Rubel i 1937. Du udtrykker bekymring for familier hvor kvinden føder mere end otte børn, men det var ikke usædvanligt på den tid , heller ikke i Danmark. Min Babushka fortalte mig at i vores slægt var det nærmest ”normalt” med 10-15 børn i begyndelsen af det tyvende århundredes Danmark.
Min oldemor kom ud at ”tjene”, som det hed , på en bondegård da hun var elleve år gammel. Her fik hun mad og et sted at sove. Men måtte arbejde fra tidlig morgen til aften, ofte også om søndagen. Disse forhold blev sovjetbørnene befriet fra.

Læs iøvrigt Anton Makarenko´s ”Vejen til Livet”

Også i industrien spillede kvinderne en afgørende rolle. Sovjetiske kvinder producerede kampvogne, våben og andet materiel som blev brugt i DEn Røde Hærs Befrielseskrig mod de fascistiske besættelsestropper
Proletar-forfatteren Martin Andersen Nexø beskrev proletar-kvindens liv og kamp i romanen ”Ditte Menneskebarn”. Nexø´s hyldning til kvinden var en konsekvens af hans opfattelse at hun var bærere af menneskehedens kultur. Også derfor var Nexø en trofast forsvarer af den socialistiske opbygning i Sovjet. Derfor blev han lagt for had af borgerligt-reformistiske og fascistiske kræfter i Danmark. I 1939 blev Nexø´s bøger brændt af i bogbål i gaderne i Danmark, efter tysk forbillede.

Kvinderne var en uvurdelig kraft i befrielseskrigen mod de nazi-fascistiske besættelsesstyrker nder Anden Verdenskrig. “Nattens hekse” som de tyske fascister kaldte de kvindelige piloter i et af den Røde Hærs regimente af bombepiloter som nat efter nat fældte deres dødbringende last over den fascistiske fjende

Dekoreret Røde Hær soldat
Kvindelig snajper (snigskytte) under befrielseskrigen mod den fascistiske besættelse
I Sovjet uddannede millioner af Ditte menneskebørn sig. Antallet af studerende indenfor alle uddannelsesformer, også deltidsstuderende havde i 1940 rundet de 49 millioner. Næsten en tredjedel af de sovjetiske folk studerede. I det imperialistiske Rusland i 1914 var der 8 millioner studerende. I begyndelsen af trediverne var analfabetismen bragt ned, men der var stadig 33 % som ikke kunne læse og skrive, men i løbet af nogle få år fik de sidste analfabeter også lært at læse og skrive. I 1938 kunne den sovjetiske folkekommissær for Uddannelser konstatere at analfabetismen var fuldstændigt udryddet. Antallet af biblioteker steg fra 40.000 i 1933 til 70.000 i 1938. Antallet bøger steg under samme tid fra 86 millioner til 126 millioner. Der var 117.000 studenter på de højere læreanstalter i det imperialistiske Ruslands i 1914, men i 1940 var studenternes antal steget til 812.000. Antallet af lærere og undervisningsassistenter på alle højere læreanstalter samt antallet af pædagoger i børneinstitutioner udgjorde i 1953 mere end to (2) millioner, næsten ti gange så mange som i 1914. Samtidig skærpedes den internationale klassekamp, især efter at de tyske kapitalister havde bragt et åbent fascistisk terror-regime til magten i 1933. De sovjetiske folk kæmpede mod inden- og udenlandske fjender’s sabotage og terror, mod tysk-fascistisk sabotage som samarbejdede med en indre femtekolonne.

SOVJETUNIONENS HELT: Soja Kosmodemjanskaja, medlem af det kommunistiske ungdomsforbund :Komsomol. Antifascistisk partisan under den tysk-fascistiske besættelse. Henrettet af de tyske fascister den 29. November 1941:

Efter revolutionens sejr i Rusland, da RSDAP – det russiske socialdemokrati – som som skiftede navn til Al-Unionens Kommunistiske Parti (bolsjeviker ) i protest mod det forræderi som de socialdemokratiske ledere i Anden Internationale begik fra udbruddet af den Første imperialistiske verdenskrig – blev det ledende parti, var partiledelsen og Lenin tvungen til at konstatere at en del uvelkomne elementer var trængt ind i partiet og statsapparatet. Det var folk som ville gøre karrierre, via sit medlemsskab i partiet. Ved den ottende parti-konference i december 1919 rejste Lenin problemet.   Ifølge Lenin var det   . . . . .

naturligt at de dårligste elementer ville klynge sig fast ved det regerende parti alene af den grund at det er det regerende: De meldte sig “under de røde faner” af opportunistiske grunde – for at gøre personlig karrierre

Derfor var, og er det vigtigt at vurdere medlemmernes indsats. Efter Lenins forslag gennemgik partiet en omregistrering af alle medlemmer. Alle medlemmer blev stillet til ansvar for deres handlinger og agerende overfor medlemskollektivet – de som ikke blev anset som pålidelige blev ekskluderede. Det var den første udrensningen af partiet. Denne metode for at styrke partiet gennem at udrense de opportunistiske elementer, kom til at præge kommunist-partiet i mange år fremover.
7ti *
Sovjetisk kvinde i gang med markarbejdet i 1930´erne.
F.eks ved vi fra parti-diskussionerne og ”proverka”´en – kontrol af partibøger og udrensninger – i Smolensk´ i juli 1935 (kilde:Professor J.Arch Getty:Origins of the Great Purges –The Soviet Comunist Party Reconsidered,1985, ) at der ved Proverka-medlemsmødet blev fremført 616 kritikker og anklager mod partimedlemmer og –ledere. Af disse bestod de 143 anklager for ”alkoholisme”, ”kvindeundertrykkelse”, ”brud på diciplinen” og anden lignende kritik. Kvindeundertrykkelse var altså eksklusions-grund under Stalin. Iøvrigt viser den amerikanske professor Getty´s forskning i Smolensk-parti-arkivet som idag befinder sig i USA´s Rigsarkiv, at i modsætning til de borgerligt-reformistiske myter om at bolsjevikerne og Stalin havde ”planlagt, forberedt og gennemført” de politiske begivenheder i 30´erne så var det i højere grad massernes entusiasme der drev den revolutionære udvikling.
Allerede i slutningen af 1920´erne havde Stalin kritiseret og advaret mod det forcerede tempo i kollektiviseringen af landbruget som de fattige bondemasser drev fremad.
45y *
Delegerede på (Kolkhoz); Kollektiv-brugenes Anden Kongres i Kongreshallen i Kreml , 1933
Den amerikanske professor Getty´s forskning viser også at forestillingen om at udrensningerne i 30´erne var rettet mod de ”gamle bolsjeviker” ikke har noget at gøre med virkeligheden. Getty slår fast at at de fleste borgerligt-reformistiske myter om udrensningerne i Sovjet hviler på ”uholdbare antagelser”. – –
I BEGYNDELSEN AF 1935 var centralkomiteen i bolsjevikpartiet tvungen til at konstatere at over 200.000 parti-medlemsbøger var forsvundet eller i illegalt omløb. De fleste blev givet til folk der havde tabt eller fået sine partibog stjålet. Over 1000 nye parti-bøger var blevet stjålet i partilokalerne og 47.000 var blevet udleveret til folk der aldrig nåede at blive registreret i partiet. * * *PARTIBOGEN VAR ET VIGTIGT DOKUMENT . .. . .. . . Med den kunne en person komme ind ialle partilokaler over hele landet, hvor betydsningsfulde dokumenter blev bevaret og hvor vigtige møder blev holdt. Parti-bogen var derfor en attraktiv vare for fjender, spioner,oppositionelle og udenlandske agenter. Desværre viste det sig at det ikke var særligt svært at skaffe sig en partibog i bolsjevikpartiet og bruge det som dække for undergravende virksomhed, mord og sabotage. Kirov, kommunistpartiets formand i Moskva, blev myrdet af Nikolajev der netop skaffede sig adgang til partihøjkvarteret ved at bruge en gammel ugyldig partibog. Nikolajev var tilknyttet Leningrad-gruppen – en oppositionel terrorgruppe – som havde planlagt den sammensværgelse hvor mordet på Kirov indgik. * * *

         FORESTILLINGGEN OM AT Stalin skulle have ligeså meget kontrol og styre Rusland som en patiark, en “rød Czar” –  stemmer ikke overens med virkeligheden, sådan som de venstre- og højreradikale og liberale antikommunister vil have os til at tro.   Disse sorte febefantasier om Stalins enevældige magt udspringer både af den borgerlige idealistiske historie- og menneskesyn og revanschistisk-trotskistiske konspirationsmyter som har overlevet med imperialismens støtte.    I virkeligheden strømmede millioner af nye medlemmer i 1930`erne til det det revolutionære kommunistiske parti for at deltage i kampen for den socialistiske opbygning af Sovjetunionen . Den store tilstrømning og den store produktionsøgning som fandt sted var ikke kun positivt. – Partiet var tvungen til at vurdere og prøve nye og gamle medlemmers partiarbejde og deres samfunds- og sociale arbejde. Og ekskludere eller udrense de der ikke levede op til de krav der blev stillet til en kommunist. Udfaldet af denne proces var ikke givet på forhånd.

      Kampen mod bureaukrati, koruption,opportunisme og magtmisbrug indenfor partiet og staten blev ført på mange forskellige måder i 30´erne og var ikke altid fremgangsrig og uden fejl. Men det var en nødvendig proces. Det socialistiske samfunds udvikling forudsætter debat og kritik som kan rette fejl og finde nye veje. Men udrensningerne var også vigtige af udenrigspolitiske årsager. I 30´erne skete der en udvikling i verden som gjorde at truslen mod Sovjet blev endnu større idet der var sket en fremvæksten af fjender af en ny type i de kapitalistiske lande. Foruden datidens blokade,sabotage og aggressionstrusler fra de gamle kapitalistiske lande dukkede en ny fjende op som havde det som sit første programpunkt at knuse den socialistiske Sovjetunion og som direkte truede de slaviske folks eksistens. Det socialfascistiske NAZI-parti KOM TIL magten i Tyskland i 1933, bl.a med løftet at knuse det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva”,   at skaffe ”lebenraum” og nye kolonier med råstoffer og slavearbejdskraft i Sovjet.    Allerede i 1925 skrev i Hitler i Mein Kampf om disse erobringsplaner   . . . . .. . . . .

Dermed trækker vi nationalsocialister bevidst en streg over førkrigstidens udenrigspolitik. Vi fortsætter der hvor man for seks århundrede siden sluttede. (Det tysk-romerske Kejserriges barbariske korstog,red.note) …..og peger i stedet for mod landet østpå . . . og går over til fremtidens jordpolitik. Men når vi i vore dages Europa taler om nye landområder, vil vi i første række tænke på Rusland og de af Rusland beherskede randstater

De store fremgange og den socialistiske udvikling i Sovjet i 30´erne var livsvigtige, ikke bare for de sovjetiske folks, men for alle slaviske folks og minoriter som jøder, Roma og Sinti, ja for hele de demokratiske menneskeheds overlevelse. De kolossale sociale, materielle og produktionsmæssige fremskridt i 1920´erne og 30 ´erne var fundamentet hvorpå Sovjetunionen og dets allierede sejrede over Nazi-Tyskland i den Anden Verdenskrig.         * * * * ____ KAMPEN MOD misforhold og kritik indenfor kommunist-partiet og udrensningskampagnerne var en forudsætning for fremgang i produktionen og landets sikkerhed . Om dette snakker de borgerligt-reformistiske kritikere sjældent om. SOVJETFOLKENE MODSTOD verdenshistoriens største imperialistiske aggression – den nazi-fascistiske invasionshær på flere end 5 millioner mand – ;  befriede deres eget og Europa’s lande og folk fra den barbariske fascisme. Opbyggede sit land på nyt , blot 23 år efter den seneste genopbygning havde startet (1922).
Sovjet u n i o n e n blev genopbygget af de sovjetiske folk på bare nogle år sådan at man allerede i 1947 kunne afskaffe rationeringskortene som blev indført som en følge af krigen, Sovjetsamfundet var genopbygget : man var “kommet over” krigen i 1951. ”Kommet over” var man naturligvis ikke, de fascistiske vestlige barbarer havde bidt dybe blodige sår i den unge Sovjetstat, fascismen havde frarøvet Sovjetfolkene mere end 26 millioner mennesker, mange unge kvinder og mænd, mange af dem tilfhørte det kommunistiske parti ( bolsjevikerne).-
MEN ALLIGEVEL var den sovjetiske storindustri’s produktion i 1953 igen nået op sådan at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 (faste priser) . Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod. Middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion var i årene 1929-53 – undtagen krigs-årene –  cirka 19 % mod 3,5% i USA. Mens stigningen i bruttonationalprodukt –  ifølge nordamerikanske kilder –  var gennemsnitlig 6,4% i årene 1950-58 bl.a pga.. Khrusjtjov-gruppens socialdemokratisk-revisionistiske selvforvaltning-reformer i økonomi og produktion , som fortsattes under Brezhnev , hvor den faldt til 3,4% i slutningen af 60’erne. * * * * * Underskrevet Ole S. Larsen

NOTER:

*)  Skrev Otto Latsis  i “Novye Izvestija” – 4.august 1999 –  om Rusland i 1890’erne

**) ALEKSANDRA Mikhaylovna KOLLONTAY  var en  russisk revolusjonær kommunistisk kvinde som  kom til verden i 1879, samme år som Joe Stalin.  Som ganske ung –  i 1899 – tilslutter  hun sig til den russiske revolutionære arbejderbevægelse. I HENDES år i eksil  var hun dog kritisk til Lenins og det russiske socialdemokrati; RSDAP´s revolutionære kommunistiske linje – frem til 1915 hvor den imperialistiske krig og den chauviniske propaganda i Europa  gjorde det klart for Kollontaj  – at Lenins og Stalins revolutionære parti er den eneste virkelige anti-imperialistiske kraft som kunne stoppe det blodbad som den Første verdenskrig udviklede sig til.  Efter oktoberevolutionen i 1917 blev Kollontaj verdens første kvindelige minister da hun bliver valgt ind i Folkekommisærernes Råd (sovjetter) med  ansvar for social velfærd. Kollontaj blev  verdens første kvindelige diplomat da hun i 1922 blev sendt til Norges hovedstad Oslo, som Sovjets repræsentant.  Fra 1930-45 arbejdede hun som Sovjet-diplomat i Sverige, hvor hun spillede hun en vigtig rolle i Sovjetunionens fredsforhandlinger og opgør med den finske nazi-allierede krigsforbryderstat i 1944.

Aleksandra M.Kollontaj om proletariatets, kvindernes frigørelse og den borgerlige feminisme : (oversat fra russisk til svensk > > > > > >> > > > >

“Vi har svårt att finna så mycket som ett enda exempel i den proletära kvinnans kamp för sitt materiella välstånd, där den allmänna feministiska rörelsen inverkat på ett för arbeterskan gynnsamt sätt. Det som de proletära kvinnorna inte själva tillkämpat sig när det gäller att förbättra sin ekonomiska ställning, har de arbetarklassens förenade ansträngningar att tacka för – i allmänhet, och sig själva i synnerhet. Historien om arbeterskornas kamp för bättre arbetsvillkor och för ett drägligare liv är historien om proletariatets befrielse.”

“Med alla dessa exempel från verkligheten vill vi inte alls rikta förebråelser mot feministerna för deras avsiktliga önskan att snärja “godtrogna” proletära kvinnor i sina garn. Tvärtom – det råder inget tvivel om att feministerna handlar uppriktigt och närmar sig de proletära kvinnorna med en naiv tro på solidariteten i kvinnornas uppgifter och strävanden i alla befolkningsklasser. Roade sig inte den franska bourgoisien med en liknande illusion i slutet av 1700-talet, när de framställde sig som företrädare och betjänare av alla demokratiska befolkningsskikts intressen? Men alla försök av jämlikhetskämparna att förena precis alla kvinnor under en gemensam fana är oundvikligt dömda till undergång. Feministerna kan inte med sina krav samtidigt svara mot de ekonomiska intressena hos dem som säljer sin arbetskraft och hos dem som köper den och strävar att dra ut största möjliga vinst ur den för sin egen räkning. För de av feministerna, som är mest lyhörda för sociala missförhållanden, återstår endast en – o ve! en ytterst ofullkomlig väg – att med filantropi läka de gapande såren hos dagens mänsklighet . . .”

“Under sin svåra marsch mot den ljusa framtiden lär sig den proletära kvinnan – denna nyss så förnedrade, rättslösa och misshandlade slavinna – att befria sig från alla slaviska dygder som häftat vid henne. Steg för steg blir hon en självständig arbetare, en oberoende personlighet, frihetsälskande . . . Det är hon, som i gemensam kamp med proletären erövrar rätten till arbete för kvinnan. Det är hon – “den lilla systern”, som ståndaktigt, envetet röjer väg för framtidens fria, jämlika kvinna . . . Vad skulle då arbetarkvinnan söka i förbund med borgerliga feminister? Och vem kommer egentligen att vinna på ett sådant förbund? Naturligtvis inte arbetarkvinnan: hennes räddning, hennes framtid ligger i hennes egna händer. När hon står på vakt för sina klassintressen utan att låta sig förledas av storslaget tal om gemenskapen i “hela kvinnovärlden”, så får och kan inte arbetarkvinnan glömma, att medan de borgerliga kvinnornas mål är konsolidering av det egna välståndet inom ramarna för dagens antagonistiska samhälle, så är deras mål ett annat: att i den gamla utlovade världens ställe bygga upp ett nytt, ljust tempel av gemensamt arbete, kamratlig solidaritet och glad frihet . . .”

“Privatejendommens diktatur har i århundreder holdt kvinden i slaveri. De arbejdendes diktatur vil befri hende”.
Alle citater hentet fra “Kvindens kamp for økonomisk frigørelse

I “Den sovjetisk kvinde er en fuldkommen ligeværdig borger i sit land” går Kammerat Aleksandra Kollontaj igen til angreb på den reaktionære borgerlige feminisme med ordene : .

“Det er kendt, at Sovjetunionen har opnået usædvanlig succes med at inddrage kvinder i den aktive opbygning af staten. Denne universelt anerkendte sandhed bestrides ikke engang af vores fjender. En sovjetisk kvinde er en fuldkommen ligeværdig borger i sit land. Åbningen af kvinders adgang til alle områder af skabende aktivitet, samtidig som vor stat skabte betingelserne for at hun kunne opfylde sin naturlige pligt – til at være mor, børnenes lærer og elskerinde i sit hjem. . . . . . . . . .
Sovjetiske kvinder har en velbegrundet tillid og omsorg for deres stat. De viste stor heltemod i den fredelige, kreative arbejde før krigen og under den væbnede kamp mod angriberne, og nu, i den ovennævnte løsning af de storladne opgaver for den nye femårsplan. Mange brancher, hvor kvindelig arbejdskraft dominerer, er avanceret i planlægningen. Kæmpe resultater fra den sovjetiske bondekvinde, der havde båret brugen af ​​landbrugsarbejde på deres skuldre under krigen.
[…] Under invasionen af ​​nazistiske angribere var sovjetiske kvinder og kvinder i andre demokratiske lande personligt overbeviste om nødvendigheden af ​​at fortsætte den utrættelige kamp mod fascismen til den fuldstændige udryddelse af fascismen sidste rester . Kun dette vil redde verden fra faren for nye krige. Kampen for demokrati og varig fred, mod reaktion og fascisme er en kerne-opgave i dag. Gennem at at skille ​kvinder fra denne grundlæggende og vigtigste opgave, at forsøge at isolere kvinderne inden for rammerne af særlige “kvinder-spørgsmål, vil de feministiske organisationer kun svække kvindernes demokratiske bevægelse. Kun demokratiets sejr vil sikre ligestilling for kvinder. ” Aleksandra M. Kollontaj den 22. september 1946 i “Den sovjetisk kvinde er en fuldkommen ligeværdig borger i sit land”. Første gang offentligjort i “Sovetskaja zhenshchina”,(Sovjetisk Kvinde), Nr. 5, September-Oktober, 1946, side 3-4, abridged. Læs hele Aleksandra Kollontaj´s tale i engelsk oversættelse: The Soviet Woman — a Full and Equal Citizen of Her Country

Greta Garbo alias Gustafsson, spiller titelrollen som Stalins udsendte diplomat i Paris i Hollywood-instruktøren Ernst Lubitsch “spillefilm “Ninotchka” som giver et vulgariseret og chauvinistisk billede af en kvindelig sovjetisk diplomat – som “naturligvis” bliver forført af en “rigtig vestlig mand” i denne Hollywood-blockbuster som giver et firkantet og grovt billede af verdens første kvindelige diplomat; Olesia Kollentaj.

Dokumentat-FILM: “Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”
* * * * *
Læs videre om den sovjetiske revolution i den bedst dokumenterede bog om udviklingen i Rusland 1917 -40:THE GREAT CONSPIRACY AGAINST RUSSIA [Den hemmelige krig mod Rusland]*

På svenska: DEN STORA SAMMANSVÄRJNINGEN MOT SOVJETUNIONEN
av Michael Sayers och Albert E. Kahn Med forord af senator CLAUDE PEPPER

Eller på tysk:Die große Verschwörung

Kronik: Om den russiske revolutions betydelse
* * * * * *

Befrielsen af Sovjetunionens kvinder

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s