Verden mindes “Che” Guevara 1928-67 (I)

I disse dage mindes verden Kammerat “Che” Guevara. Den 9 oktober 1967 blev Ernesto “Che” Guevara henrettet i Bolivia. Guevara er kendt verden over som kommunistisk martyr og ikon for romantiske og idealistiske revolutionære. Kammerat “Che” blev en ikon på linje med andre martyrer i den internationale arbejder- og kommunistiske bevægelse som Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Ernst Thälmann.
Che Guevara i Havanna Journal
Myterne og det kapitalistiske misbrug af “Che”s navn og status på alt fra modekæder til sprutreklamer har efter martyriet overskygget den virkelige Ernesto Guevara som revolutionær kommunist og forkæmper for den socialistiske revolution. På samme måde som det skete med Marx,Lenin og Stalin.
Først og fremmest er den argentinsk fødte revolutionæres økonomiske teorier ikke blevet ligeså udbredte som hans teorier om guerilla-krigen ,selvom det er kendt at Guevara kritiserede de revisionistiske forandringer som det sovjetiske parti efter Hrustjov-gruppens magtovertagelse førte ud i livet, hvor den socialdemokreatiske parole om “hele folkets stat og parti” , hvorved arbejderklassens ledende rolle knægtes og klassen og målet: kommunismen underordnes de interesser som de “nye selvforvaltende virksomheder kræver. Disse “økonomiske reformer” som for alvor blev ført ud i livet efter det sovjetiske partis XX.Kongres i 1956, fik katastrofale konsekvenser for den sovjetiske folkehusholdning. IKKE MINDST MED tanke på at den mægtige Sovjetunion – verdens største land – blot 20 år efter “Che”´s død var inde i en dyb økonomisk krise som resulterede i opløsningen i 1991 – vil det være hensigtmæssigt at rette opmærksomheden mod Guevara´s økonomiske teorier og tanker eftersom hans bidrag til den økonomiske omdannelse af Cuba under de tidlige stadier af den revolutionære proces var central og blev stærkt kritiseret af den moderne revisionismes ideologer både på Cuba og udenfor landet, hovedsaglig som en følge af den sovjetiske Hrustchov/Brezhnev-gruppes kontra-revolutionære “revision” af den kommunistiske teori. De ledende kredse i det sovjetiske parti (Hrustchov,Brezhnev m.fl) forsøgte i 1950´erne og frem – støttet af borgerligt-kapitalistiske kræfter i vest at påtvinge den internationale kommunistiske bevægelse de “nye” revisionistiske ideer og politik som nu blev praktiseret i Sovjet.
Teorier der ændrede det sovjetiske partis og stats karakter fra at være arbejderklasssens parti til at være “hele folkets parti og stat”.
Det lyder tilforladeligt og uskyldigt. Men i virkeligheden var de nye “teser om hele folkets parti” et afgørende brud med kommunismens revolutionære teorier som nu også slog igennem i teorien – i overbygningen som vi siger i marxistisk terminoilogi. For Hrustjov støttede sig på det lag i samfundets basis som bestod af direktører og ledere i industri,landbrug og i den statslige administration.
Hrustjov´s angreb på “Stalin”-tiden var i virkeligheden et angreb på de kommunistiske træk i den socialistiske opbygning i 1930´erne som skulle dække over at dette lag – som i 1930´erne blev kritiseret af Stalin og andre ledende kommunister for deres magtmisbrug – nu for alvor var igang med at erobre magtstillinger i samfundets basis og top. De økonomiske “selvforvaltningsreformer” – hvor direktørerne på de enkelte virksomheder får mere magt til “selv” at “forvalte” indkøb/salg og ansættelse af arbejdskraft var derfor en stadsfæstelse af at Sovjet-revisionisterne byggede deres magt på disse klasser og lag.
Det var klasser og lag der ikke – som arbejderklassen – var uafhængige af ejendomsretten til de enkelte virksomheder – uafhængige af profitten i de enkelte virksomheder, men var individult og personligt knyttet til de enkelte virksomheders profit. * * * Forskellen mellem de “nye” revisionister og de gamle i SPD og andre op til Første Verdenskrig hvor de forrådte den internationale arbejderklasse var at disse nye revisionister erobrede magten i en socialistisk stormagt. De sovjetiske lederes forræderi – ikke bare overfor de sovjetiske folk – skulle lande og folk rundt om på kloden, ikke mindst i de folkedemokratiske lande i Europa snart få at mærke.

CheHigh
“Guerrillero Heroico” eller den heroiske partisan var et foto som Alberto D.Gutiérrez (Kordo) tog af Guevara under den sørgeceremoni som fulgte til ære for de faldne martyrer efter det kontrarevolutionære terrorangreb den 4.marts 1960 (Eksplosionen på den franske fragtbåd La Coubre i Habanna Havn den 1960). Kordo´s “portræt” blev et gigantisk hit, men først syv år senere da den italienske forlægger Giangiacomo Feltrinelli startede masseoptryk i Italien af Guerrillero Heroico, Kordo´s unikke foto af revolutionshelten, for at skabe opmærksomhed omkring den fare som Che Guevara befandt sig i da Cia´s blodbesudlede mordere og torturbødler var i hælene på ham i Bolivia og senere i forbindelse med udgivelsen af Che´s dagbogsnotater fra Bolivia, at Guerrillero Heroico blev udbredt jorden rundt. Idag har det “heroiske” billede fået ikon-status. Billedet gjorde ikke bare Che Guevara til et revolutionært ikon, men blev også et symbol på revolutionær beslutsomhed, mod og heroisme.

FRA FØRSTE DAG er Che Guevara den udfarende og drivende kraft i den cubanske revolution. Efter den nationale befrielseskrigs sejr kæmper han for at føre revolutionen videre – ud over den nationale befrielses begrænsninger – til et opgør med de kapitalistiske klassekræfter ; at føre den videre ind i den socialistiske revolution. Det var Che som anførte oprørshæren i den afgørende kamp om Santa Clara i december 1958. I og med denne sejr faldt Batista-regimets kontrarevolutionære USA-støttede hær og stat sammen. Det gamle regimes leder; Batista, flygtede ud af landet . En generalstrejke sørgede for at Habanna relativt let faldt i oprørshærens hænder.   

CHE ANKOM TIL hovedstaden den 2 januari 1959. I løbet af de følgende 18 måneder bestod regeringen af revolutionære kommunister, godsejervenlige nationalister og medlemer af det Moskva-orienterede parti som havde illusioner om Hrustchovs Sovjet. Det var egentlig de kræfter der havde styrtet Batista-regimet. Men Guevara og andre revolutionære kommunister med støtte i arbejderklassen kæmpede for at føre den nationale befrielse over i en socialistisk revolution.
Ved dette tids-punkt havde majoriteten af 26-juli-bevægelsens ledere, inklusive Fidel Castro, ingen planer om at styrte kapitalismen på Cuba. Men samtidigt som Castro udnævnte medlemmer fra højrefløjen til vigtige ministerier og USA umiddelbart anerkendte det nye regime, var det klart at magten ikke lå i disse ministerier. Den lå i realiteten hos oprørshæren og oprørerne var fast besluttede på at Arbenz fiasko i Gautemala ikke skulle gentages på Cuba. De USA-venlige højre-kræfter blev holdt ude fra de afgørende magtorganer. –
OPBYGNINGEN AF statsapparatet foregik samtidigt med vedtagelsen af en række sociale reformer. Che drev fra begyndelsen på for flere revolutionære skridt end den officielle regerings-politik. I en tale den 27 januari om “Oprørshærens sociale planer”, manede han til en mere radikal jord-reform, et program for industrialisering, kontrol med udenrigshandelen og omdirigering af markeder væk fra USA. Han krævede at Cubas mineralrigdomme, elproduktionen og det USA-ejede telefon-selskabet (ITT) skulle nationaliseres. Han argumenterede også for fremskridt som at forkorte arbejdsdagen for at øge beskæftigelsen, hvilket Fidel Castro afviste. –
DE socialistiske skridt som gennemførtes i det første år var nok til at skabe stor splittelse i den nationale befrielsesregering. En folkefront som de borgerligt reformistiske kræfter kæmpede for at opretholde, også fordi den nu var et middel til at opretholde kapitalistiske forhold. * I LØBET AF SOMMEREN 1959 medførte jordloven konflikter internt i 26-juli-bebægelsen og en polarisering udviklede sig mellem Castro og Hubert Matos, hvor den sidste tog stilling for jord-besiddernes sag. Castro indså at sådanne skridt var nødvendige hvis han skulle bevare sin sociale basis blandt 26-juli-bevægelsens tilhængere på landet. Modstanden tvang Castro til at fyre en gruppe borgerlige ministrer i juni. Og i juli var der strejker og demonstrationer med krav på præsident Urrutias afgang fordi han havde accepteret USA´s s anklager om “kommunistisk infiltration”. Alle ministrer blev erstattet af Castro-loyale fra 26-julibevægelsen. Men Castro tillod borgerlige ministrer at fortsætte tage sig af de økonomiske ministerier. Endnu en omgang af USA-inspirerede angreb og kritik i oktober og november gjorde det nødvendigt for Castro at tage det skridt han tidligere havde afvist, at splitte den nationale befrielses-regering for godt. Han afskedigede nu de tilbageværende borgerlige ministrer undtagen en.
Der blev renset ud i forsvarsministeriet og hæren blev halveret . Che gennemførte samtidig organiseringen af den første folkemilits. ALLEREDE i 1959 deltog Che i udformingen af Land Reform Loven. I Oktober 1959 blev han chef for Ministeriet for Industrialiseringen _ som var oprettet af INRA – Instituto Nacional de la Reforma Agraria _ altså det Nationale Institut for Land Reformen. På den tid var det meste af industrien i hænderne på private ejere. Guevara påtog sig opgaven at studere øens økonomi og fastsætte retningslinjer for opbygningen af den cubanske industri. –
Ifølge Orlando Borrego – forfatter til værket “Che el Camino del Fuego” (*1) – begyndte ministeriet uden at have kontrol over et eneste fabrik endsige “deres eget budget til at finansiere forsyninger, investeringer og andre udgifter” for at lede de få selskaber som kom til at høre under dets kontrol senere dette år. I November 1959 blev Guevara udnævnt til Chef for National Banken, selvom han aldrig slap interessen for arbejdet i ministeriet for industrialisering hvor han vender tilbage til i det kommende år. –
CHE Guevara
DET var ikke før i oktober 1960 – da den cubanske regering vedtager nationaliseringen af handels- og industriselskaber – herunder sukkerrørs- industrien – at Ministeriet for Industrialiseringen bliver et fuldt udrustet organ for organiseringen af industriel produktion i masseskala. Che´s lederskab i ministeriet for industrialiseringen førte til at han blev Cuba’s Industriminister i 1961, som havde som opgave at organisere den statslige industri efter de omfattende nationaliseringer. På dette tidspunkt står Guevara overfor den udfordrende opgave at organisere hovedparten af landets industri produktion på basis af en dårligt defineret – set med den socialistiske opbygnings øjne – revolutionær proces. –
Til trods for den cubanske revolutions anti-imperialistiske kamps succes savnede dens ledere viden om marxismen-leninismens politiske økonomi. Fidel Castro var f.eks ikke engang overbevist kommunist. Castro´s erklærede “kommunistiske parti” stiftes først i 1965 seks år efter revolutionen . Che Guevara var uden tvivl det medlem af den cubanske ledelse som tager studiet af den politiske økonomi mest seriøst. Det gjorde han sideløbende med alle de administrative og organisatoriske opgaver som han havde fået overdraget at løse af den cubanske revolution. Studiet af marxistisk politisk økonomi og de økonomiske diskussioner som blev udløst under kampen for at organisere den cubanske industri bliver det centrale omdrejningspunkt i Guevaras liv i den første halvdel af 1960´erne. –
Denne periode af udforskning og skabende arbejde ophører stort set da Che i 1965 fralægger sig ansvaret som Industriminister efter en ophidset økonomisk debat, som cubanerne kalder El gran debate – “Den Store Debat” som nåede sit klimaks i 1963-64. Den store debat havde klare paraleller til den debat som de revolutionære kommunister i Rusland (flertallet/bolsjevikerne) – førte i 1920´ernes Sovjetunion. De store afvigelser mellem den pro-sovjetiske økonomiske linje -Hrustjov-klikens økonomiske´s “selvforvaltning”-revisionisme – og Guevara´s industrialiserings-plan gjorde en ende på den argentinske revolutionæres deltagelse i den cubanske revolutions indre anliggender. GUEVARA går i gang med et “quijotisk” militært felttog for at støtte og skabe den revolutionære proces i Afrika og Latinamerika, som slutter med mordet på ham i Bolivia i 1967. Castro påminder i en berømt tale holdt i 1987 om Che Guevaras – midt under den såkaldte “Rectification”-periode – Rettelses-periode – ved at angive en række grove misdannelser i øens økonomiske liv og de moralske normers fordærv. Castro appelerer til befolkningen i en appel med de højeste moralske normer levendegjort af den store revolutionæres liv, og han indrømmer at det fik negative konsekvenser at man gik væk fra Che´s økonomiske teorier:

Che var grundlæggende imod at bruge og udvikle kapitalistiske økonomiske love og kategorier i opbygningen af socialismen. Han forsvarede noget som jeg ofte har fastholdt: Opbygningen af socialisme og kommunisme er ikke bare et spørgsmål om produktion og distribution af velstand men det er også et spørgsmål om uddannelse og bevidshed 

2*) – – – – MIDT i de åbne opfordringer til at genoplive hvad mange på Cuba kalder “Che´s drøm” – bliver der skabt en del forvirring om fortolkningen og originaliteten i Guevaras økonomiske tænkning. Tyve år efter mordet på ham genoplivede de cubanske forskere Fernando Martinez Herida, og især Carlos Tablada diskussionerne omkring Guevaras bidrag til den kommunistiske revolutions praksis på Cuba og overgangs-periodens økonomiske teori generelt. Deværre betragter de fleste cubanske forskare Guevaras økonomiske tænkning isoleret fra teorien om socialismens politiske økonomi som den blev udviklet inden den revisionistiske politiske økonomi (Hrustjov-gruppen) blev udbredt i Sovjetunionen og de tidligere Folkedemokratier i Europa i 1960´erne. Og som resulterede i indførselen af profit som mål for de enkelte virksomheder i Sovjetunionen i 1965.
UDENFOR LANDET BLEV der gjort anstrengelser for at forlige Guevaras økonomiske tænkning med den vulgære trotskisme og neo-trotskistiske tendenser. Neo-trotskistiske og venstreliberale elementer rundt omkring i verden, ikke uden opmuntring indefra Cuba forsøger at fremstille Guevaras økonomiske tænkning som en reaktion på den økonomiske linje påtvunget af den bureaukratiske revisionistiske kaste, ved fuldstændig at ignorere – eller mere korrekt – bortforklare Guevaras åbne støtte til Stalin i spørgsmålet om socialismens opbygning, som kom åbent til udtryk i 1960 da Guevara besøgte Sovjet. I Moskva insisterede Guevara på at hylde Stalin ved at lægge blomster ved hans grav. Selvom den cubanske ambassadør forsøgte at forhindre det. Her er det vigtigt at huske at det skete bare fire år efter Hrustchov´s “afsløringer” af hvad der blev kaldt “Stalins forbrydelser”. Hrustchov havde i et dokument – som blev uddelt i en pause på den 20.kongres i SUKP – forsøgt at give Stalin skylden for alle fejl, forbrydelser , dødsfald og overtrædelser af den socialistiske legitimitet under den socialistiske revolution fra 1920`erne og frem. Dokumentet om Stalin var så utroværdigt at Hrustchov for at være sikker på at dokumentet blev taget alvorligt påstod at der befandt sig ti millioner fanger i den sovjetiske kriminalforsorg. EN PÅSTAND DER – efter at de hemmelige sovjetiske arkiver blev åbnet i 1989 – viste sig at være en fire-dobbelt løgn. Guevara studerede både den russiske og sovjetiske revolutions historie bl.a ved at læse Lenin og Stalins værker. Det er fortiet at Guevara citerede Stalin ved mange tilfælde i hans økonomiske arbejder offentliggjort på Cuba og det faktum at kærnen i hans økonomiske teori, det Statsfinancielle Plan-System bærer stærke ligheder med den økonomiske udviklings “model” som var blevet norm i de tidlige folkedemokratier i Europa i efterkrigsperioden frem til Stalins død. *

DA GUEVARA ANKOMMER til Guatemala på en studierejse i december 1953, havnede han midt i omrystende begivenheder. Hundredevis af latinamerikanske revolutionære og progressive ankom for at beskue det “socialistiske eksperiment” i landet med egne øjne. I det mellemamerikanske land var Jacobo Arbenz, en progressiv oberst , lige blevet valgt til præsident. Han underskrev i 1952 en lov om jord-reform, nationaliserede United Fruits ejendom -regionens største nordamerikanske selskab – og angreb det lokale oligarkis jord-besiddelser. På vejen til Guatemala skrev Guevara til familjen, hjemme i Argentina:

“Langs vejen fik jeg mulighed for at passere gennem United Fruits besiddelser, hvilket atter igen påmindede mig om hvor forfærdelige disse kapitalistiske blæksprutter er. Jeg har sværget foran et billede af den gamle og sørgede kammerat Stalin at jeg ikke skal hvile inden jeg har set disse kapitalistiske blæksprutter tilintetgjort. I Guatemala vil jeg fuldende mig selv og opnå hvad som behøves for at blive en autentisk revolutionær.”           

Men i Washington arbejdede man i udenrigsministeriet og i Cia med at udarbejde planer for hvordan man skulle knuse det gryende oprør i den del af den amerikanske “baggård” som hedder Gautemala . . . . KORT EFTER BOMBEDE USA´s lejesoldater Guatemala City. Det var startskuddet på Operation Fremgang; en invasionsstyrke rykkede ind i landet fra Honduras. Che tilsluttede sig sygepleje-brigaderna i dagtimerne og militsens patruljer i nattetimerne. I slutningen af juni forsøgte han at nå krigsfronten for at hjælpe til ved et sygehus. Hele tiden agiterade Che for at Arbenz skulle bevæbne folket for at besejre det overhængende forræderi fra de væbnede styrker i Gautemala. Den 3 juli afgik Arbenz. De pro-kapitalistiske USA-støttede kræfter havde sejret. Forskellige opportunister rundt i verden – også på Cuba – som ønsker at sole sig under Che Guevaras helteglorie – overdriver Guevaras idealistiske fejltagelser , som findes i både hans politiske og økonomiske tænkning og forsøger at forvandle Che til en slags humanistisk socialist, som de facto undervurderede tyngden af den objektive karakter af socialismens økonomiske love til fordel for mekanisk at give kommunistisk uddannelse og bevidsthed den ledende rolle. DISKUSSIONER OM Che Guevaras kontroversielle rolle i den cubanske revolution i de tidlige stadier af den nye økonomis opbygning er blevet genoplivet i de seneste år. Stadig flere ikke-offentliggjorte dokumenter kommer langsomt frem i lyset. En af de mest betydningsfulde bestræbelser som er udfoldet i den retning står Centro de Estudios Che Guevara, baseret i Havanna i det hus som Guevara og hans familie plejede at opholde sig i den første halvdel af tredserne. Denne forening har direkte adgang til Guevaras personlige bibliotek, som rummer talrige bind i hvilke han plejede at gøre notater. Ambitiøse planer om at trykke ni bind med materiale som dækker mange aspekterer af Che Guevaras politiske liv ligger på bordet. De vil forhåbentlig kaste kaste vigtigt lys på udviklingen af Guevaras tænkning som marxist. ET AF DE mest oplysende dokumenter som er offentligt i de seneste år henviser til et brev som Che sendte, mens han opholdt sig i Tanzania – til Armando Hart Dàvalos om behovet fra at trykke værker om filosofi på Cuba. Brevet blev trykt i en cubansk avis og gjort tilgængelig for offentligheden. I dette brev giver Guevara et omrids af en grund-plan for udgivelsen af tekster i filosofi, delt ind i 8 grupper:

“På Cuba er der ikke udgivet noget,hvis man ser bort fra de sovjetiske mursten, som bringer den ubelejlighed at de ikke lader dig tænke, partiet gjorde det for dig og du skulle fordøje det. Det vil være nødvendigt at udgive de komplette værker af Marx,Engels,Lenin,Stalin og andre store marxister. Her kommer vi til de store revisionister (hvis du vil,kan du tilføje Hrustchov),ordentligt analyseret, dybere end nogen andre og også din ven Trotskij, som levede og åbenbart skrev noget, ” E.Guevara          

*3)I denne artikel vil vi prøve at give en kort beskrivelse af hovedelementerne i Guevaras økonomiske tænkning gennem at sammenligne med den marxistisk-leninistiske økonomiske teori om overgangssamfundet. Endvidere vil vi diskutere en del af de absurde påstande som den Sovjet-revisionistiske ledelse påduttede Guevara.. Vi vil afslutte med en kort forklaring/fortolkning af hvad der – efter vores menning – er de to væsentligste fejltagelser i Guevaras økonomiske arbejder: idealisme og mekanisme. TO BE OR NOT TO BE ? * AT VÆRE ELLER IKKE VÆRE ? – Planøkonomi eller Selvforvaltning? – DET ER SPØRGSMÅLET ELLER SOM GUEVARA FORMULEREDE DET : Sistema Presupuestario de Financiamiento ~ det “Statsfinancielle Plan-System” ELLER “autogestión” ~ “virksomheds-økonomisk selvforvaltning” ( Systemet udviklet i Tito-Jugoslavien og Sovjet efter Hrustchov´s reformer)
I centrum for Guevaras økonomiske tænkning står Sistema Presupuestario de Financiamiento eller det Statsfinancielle Plan-System, som Che indførte i de virksomheder som blev opbygget af Industriministeriet mellem 1961 0g 1964. De spørgsmål og den diskussionen som Guevara rejste dengang – går igen idag. Og de løber som en rød tråd gennem kapitalismens og arbejderklassens historie. Især efter marxismens sejr i den internationale arbejderbevægelse på Karl Marx´tid. Diskussionen blussede for alvor op i forbindelse med opbygningen af Sovjeunionen i 1920´erne : Hvilket system er bedst til at sikre arbejde, velfærd, demokrati og folkehushusholdningen, altså økonomien ?

Er det som både liberale og socialdemokratiske fortalere for kapitalismen siger: det kapitalistiske marked er mest effektivt ? eller er det som de revolutionære kommunister, bl.a Che Guevara siger:den socialistiske folkehusholdning hvor proletariatets statsmagt planlægger folkehusholdningens – økonomiens – alsidige udvikling mod en højere samfundsform hvor klassesamfundets udbytning af mennesker afskaffes og økonomiens udvikles efter en plan som tilgodeser det overordnede mål at tilfredstille menneskenes behov og udvikle samfundet frem mod kommunismens højeste fase; de klasseløse samfund med arbejderklassen som den ledende kraft, den eneste klasse der IKKE er bundet til nogen form for privat ejendom ?.

6

Det “Statsfinancielle Plan-System” blev formuleret af Guevara som en reaktion imod det som var indført og etableret i Sovjetunionen og de tidligere Folkedemokratier af Hrustchov-revisionisterne i Sovjet og Tito i Jugoslavien : økonomisk selvforvaltning – kaldet “autogestión” af Guevara. Den økonomiske selvforvaltning svarer til en markedslignende finansiering af de enkelte virksomheder – som tilhængerne af de revisionistiske teser og reformer i Sovjet efter Stalin opstillede som en udviklings-model på Cuba. Det er i sammenhæng med de sovjetiske revisionisters revision af de marxist-leninistiske principper om socialismens politiske økonomi at Guevaras Statsfinansielle Plan-System må analyseres og påskønnes. Til trods for stærke iboende mekaniske og skematistiske elementer i Guevaras tolkning til fordel for centraliset industriproduktionen og oprettelsen af ledelsesformer og forholdet mellem individuelle producerende borgere, så legemliggør det Statsfinansielle Plan-System et redskab som tjente hensigten: Brugen og fremgangen for princippet om centraliseret planlægning af den økonomiske udvikling i et tilbagestående land.
Dette er kernen i Guevaras formuleringer som i hovedtræk udgør det grundlæggende redskab for en mere eller mindre hurtig industrialisering af Cuba som han betragtede som det vigtigste mål i den socialistiske opbygnings-proces.
* * * * * * * * * * * * *

Dette er en bearbejdet artikel af Rafael Martinez´s artikel :“Che Guevara and the Political Economy of Socialism” som blev offentliggjort i det internationale tidskrift Revolutionary Democracy fra April 2005 * * Vol.XI,No1

Andre kilder :

1) Orlando Borrego * * Che el Camino del Fuego * * Imagen Contemporanea* Habanna 2001.

2) Fidel Castro * * “Che Guevara, Economics and politics in the transition to socialisme” *Pathfinder;New York 2003 side 393 Che Guevara * * Letter to Armando Hart Dávalos * * trykt i Contracorriente,Habanna, september 1997, N7. * * * * *

Fortsættes i DEL II

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s