Hvad sker der i Pakistan? Militærstyre i alliance med Washington

Det billede vi får af Pakistan i de kapitalistiske medier er ikke bestemt af virkeligheden for Pakistans folk: Et kapitalistisk og feudalt styret samfund allieret med supermagten USA.Landet er naboland til Afghanistan, Iran og Indien. Var britisk koloni. Har flere gange været i krig eller på randen af krig med Indien. Pakistan har atomvåben og har ligesom Israel IKKE underskrevet ikke-spredningasaftalen om A-våben.

Et interview med Tufail Abbas fra organisationen Pakistan Mazdoor Mahaaz.

Tufail Abbas er formand for Pakistan Mazdoor Mahaaz (Pakistans Arbejderfront) og redaktør af det månedlige tidsskrift på urdu Awami Manshoor. I alle faser af kampen mod imperialisme, feudalisme og militæret har han været med til at udstikke kursen for de pakistanske revolutionæres aktioner, hvad der har ført til fængsling og tortur af ham under forskellige regimer. Kredsen omkring Tufail stod i forreste række i kampen mod den sovjetiske og kinesiske revisionisme. Dette interview fra foråret 2007 er forkortet

RD: Hvordan vurderer du den nuværende situation i Pakistan? Hvad er general Musharrafs rolle og hvad er hans mål?

Tufail Abbas: Pakistan blev dannet i 1947, og dets nuværende politiske situation er en fortsættelse politikken for dette subkontinent siden da. Ingen grundlæggende forandringer har fundet sted siden dengang, og der er ingen sandsynlighed for grundlæggende forandringer i den nære fremtid. Dette land lever endnu ikke op til at kunne karakteriseres som et ægte demokrati, eller blot som et parlamentarisk demokrati. Den dybt rodfæstede feudalisme, stammesystemet og udbytterklasserne, som er fuldstændig i lommen på imperialistiske kræfter, gør, at der under disse omstændigheder ikke engang kan være tale om, at et kapitalistisk samfund – for slet ikke at tale om et ægte demokrati – kan udvikle sig. Faktisk blev landet skabt efter imperialistmagternes ønsker på baggrund af svækkelsen af den britiske imperialisme efter 2. verdenskrig. Siden 1953 har den amerikanske imperialisme haft kontrollen med landet i kraft af diverse pagter og militæraftaler, som de herskende klasser indgik. Udbytterklasserne her er ikke så stærke som i Indien, så hæren, der tidligere beskyttede den britiske imperialisme, har både skulle tage vare på udbytterklasserne og imperialismens politik i regionen. Udbytterklasserne har opført et skuespil under navn af demokrati, men det har aldrig holdt længe, så udbytterklasserne tilkalder hæren for at frelse dem, og hæren er hver gang længe forblevet ved magten for at redde udbyttersystemet. De forskellige kliker er kun forblevet ved magten så længe, de har handlet til fordel for den amerikanske imperialisme og dens politik. Hvis nogen har forsøgt at handle imod USA’s interesser, er de enten blevet tvunget til at træde tilbage eller er fjernet fra scenen i unåde, eller er tilmed blevet dræbt eller er slået ihjel ved ’ulykker’. General Musharraf, som sagde at han blev tvunget til at tage regeringsmagten af den tidligere premierminister Nawaz Shahrif har ændret forfatningen, så han kan forblive som uniformeret statsoverhoved i første omgang til 2007, men det ser ud som om han planlægger at blive indtil 2020 – med den amerikanske imperialismes velsignelse. Hvad hans politik angår, så arbejder han for at bevare det feudalt-kapitalistiske samfund intakt, i den amerikanske imperialismes interesse, og for at kunne bevare magten.

RD: Fortæl os om Mazdoor Mahaz og fagbevægelsen. Kan den bidrage til opbygningen af en kommunistisk fagbevægelse?

TA: Pakistan Mazdoor Mahaaz er ikke en fagbevægelse; det er reelt et arbejder- og bondeparti, som arbejder på grundlag af en revolutionær ideologi. Det er et centralt organiseret parti, som arbejder i alle fire provinser under provinsledelser. Det ville være ret præcist, hvis jeg beskrev det som et parti, der meget ligner EMEP, det tyrkiske arbejderparti. Under ledelse af arbejderklassen og ved at forene bønderne og alle patriotiske elementer for at fremkalde en grundlæggende og revolutionær forandring ved at vælte de feudale og imperialistiske kræfter, hvad der kun er muligt ved at arbejde på grundlag af en revolutionær ideologi og taktik, og således opbygge en revolutionær bevægelse, der kan bringe revolutionen til Pakistan.

RD: Hvad er virkningen af den imperialistiske globalisering på økonomien og arbejderbevægelsen?

TA: FNs (tidligere) generalsekretær Kofi Annan siger, at “det at argumentere mod globaliseringen svarer til at sætte sig op mod loven om tyngdekraften”. Nogle accepterer den som uundgåelig, og for nogle betyder den en øget gensidig sammenhæng af verdens problemer, løsninger og ressourcer. Globale udviklinger flytter jorden under vores fødder. De sociale, teknologiske og miljømæssige udviklinger vil være store udfordringer for erhvervslederne i de næste 30 år. Som en kritiker af globaliseringen siger: “I den hurtigt omskiftelige globale økonomi, vil kun nationer, virksomheder og arbejdere, som er fleksible, kunne overleve, og de mest tilpasningsvillige vil trives. Internationale stridigheder og konflikter, og tendensen til udtømning af ressourcerne, er nogle af det 21. århundredes største udfordringer”. Et hurtigt overblik over globaliseringens konsekvenser viser os, at af de hundrede største økonomiske enheder i verden, er de 51 verdensomspændende virksomheder og 49 er lande. En sammenligning af virksomhedernes indtægter med nationalprodukterne (GNP) viser følgende:- General Motors er rigere end Danmark- Wal-Mart er mere velhavende end Saudiarabien- IBM rangerer højere end Singapore og Irland- Sony distancere sig fra Pakistan Globalisering (efter vestlig model) har sammen med en liberaliseret handelspolitik og politik for udlandsinvesteringer skabt bekymrende udfordringer for både de fysiske og kulturelle miljøer i traditionelt fattige lande som Indien, Kina og Pakistan. I dag står menneskeheden over for det største angreb fra reaktionens side i dens historie. Dette angreb finder sted samtidig under betegnelsen Den nye Verdensorden, eller undertiden som globalisering, markedsøkonomi eller neoliberalisme. De internationale kapitalkræfter angriber de lande, som forsøger at begrænse den internationale kapitals cirkulation eller som ikke er enige i fuldstændig at adoptere markedssystemet. Så bliver der taget en række forholdsregler imod dem. Andre mål for de internationale kapitalkræfter er de antiimperialistiske, progressive og demokratiske kræfter i de forskellige lande. De folk, som kæmper for uafhængighed og demokrati, og for de værdier, der skabes i denne kamp, er også under angreb. Disse reaktionære kræfter gennemføres også angreb mod socialismens sande forsvarere, og mod arbejderklassens selvstændige klasseorganisationer. Anti-globaliserings- og anti-imperialistiske aktioner udvikler sig over hele verden, og vi har set protester med milliontallig tilslutning. Disse aktioner bliver stadig mere intense, mere massive og mere udbredte, imod de politikker, som er skabt for at få landenes økonomi til at kollapse i den internationale kapitals og monopolernes interesse. De udbredte og massive protester, der finder sted, er af stor betydning, fordi de er imod globalisering og Den nye Verdensorden.

RD: Hvordan vurderer du den nuværende kommunistiske politik og venstrefløjen i Pakistan?

TA: Da det nuværende Pakistan blev skabt fandtes der ingen industri i regionen, så da der ikke fandtes nogen arbejderklasse, var der heller ikke tale om, at hverken det kommunistiske parti eller en venstrepolitik kunne udgøre nogen kraft. Opdelingen af landet var grundlæggende set uvidenskabelig. Ved at sætte lighedstegn mellem religion og nationsbegrebet skabte man ’teorien om to nationer’ . Da landet blev delt på basis af religion, var hindu-flertallet uvillig til at opgive deres landområder. Hinduer og muslimer, som havde levet sammen, og kæmpet sammen i uafhængighedskrigen, stod nu imod hinanden. Det første til store blodsudgydelser og tab af menneskeliv.
Der var ingen progressive bevægelse i denne del af regionen, som følge af landets opdeling emigrerede de progressive hinduer og sikh’er til Indien. Muslimer, som var kommunister, kom fra Indien for at danne det kommunistiske partis centralkomité i en sådan grad, at selv partiets generalsekretær kom fra Indien. Det kommunistiske parti antog en højreopprtunistisk holdning ved at acceptere landets deling og indtog en halehængs-holdning til Den Muslimske Liga. Den eventyrpolitik, som førte til sagen om Rawalpindi-sammensværgelsen, betød, at det kommunistiske parti efterfølgende tabte sin værdi og faktisk ophørte med at eksistere. Generalsekretæren forlod Pakistan for at tage til Indien efter at have overlevet fængsling i fire år og andre centralkomité-medlemmer forlod landet. De tilbageblevne tog stillinger, fandt jobs eller startede deres egen lille forretning.Med gennemførelsen af forbuddet mod det kommunistiske parti i 1954 blev der gennemført fængslinger en bloc. Da de kommunister, som var kommet fra Indien, blev løsladt, tog hovedparten af dem tilbage til Indien, mens nogle få af de øvrige slog sig ned i England eller andre steder i udlandet. Det er let at forestille sig partiets skæbne og venstrefløjens politik i den situation! Men historien holder ikke op med at blive skabt, og bestræbelserne for at skabe et virkeligt revolutionært parti er fortsat. Men det kan ikke benægtes, at sovjetisk revisionisme, reformismen i Kina og den såkaldte revolution i Afghanistan har slået alle anstrengelser for at rejse og styrke arbejderbevægelsen til jorden. Senere, da der blev etableret nogen industri, blev der ansat arbejdere fra Indien og de anvendte samme taktik med politiske arbejdsnedlæggelser og strejker som i Indien. Den industrielle udvikling led skade. Forskellige regeringer angreb undertiden de fagorganiserede arbejdere og venstrekræfterne og tvang dem med arrestationer til at forlade bevægelsen. Efterfølgende antog nogle af venstrekræfterne NGO-politikker, hvad der resulterede i ødelæggelse af fagbevægelsen og af venstrepolitikken. Men til trods for et sådant genstridigt og lidet opmuntrende miljø og negative omstændigheder, fastholder kernen i fagbevægelsen og den pakistanske venstrefløj en rigtig linje og en rigtig taktik for den revolutionære bevægelses udvikling og fremskridt.
RD: Hvordan ser du på Sovjetunionens, Kina og Albaniens politik efter Stalins død?TA: Under min fængsling i 1954 fik jeg lejlighed til at læse tidsskriftet “For varig fred og folkedemokrati”, som blev udgivet i Bukarest, og som jeg på en eller anden måde fik sammen med mine ting og læsemateriale hjemmefra. Den vigtigste historie i det nummer var, at Stalins grav var blevet flyttet. Jeg fortalte mine kammerater i fængslet, at når dette kunne ske, så ville Lenins grav også en dag blive gravet op – og det var hvad der skete efter Stalins død. Sovjetunionens Kommunistiske Parti antog en revisionistisk linje, og denne politik resulterede i USSRs opløsning. I dag er det tidligere Sovjetunionen fuldstændig overtaget af kapitalistisk markedsøkonomi. Kina fortsatte imidlertid efter Stalins død i en vis udstrækning med en revolutionær ideologi under Mao Zedong, og modsatte sig derfor både russisk revisionisme og amerikansk imperialisme. Senere skiftede Kina, efter grænsestriden med Rusland, over til en pro-amerikansk linje, og gradvist gik det også over til markedsøkonomi og er nu i vid udstrækning USA’s allierede.
Her vil jeg tilføje, at jeg i 1966 blev inviteret af Kinas Kommunistiske Parti til at fejre kulturrevolutionen den 1. oktober 1966. Det gav anledning til tre kraftige reservationer, som jeg drøftede dér: For det første mente vi med hensyn til ’den tredje verden’, at dette slogan er uvidenskabeligt, fordi vi mener, at der kun eksisterer to verdener. Parolen om den tredje verden skulle være en substitut for Titos ’alliancefri bevægelse’, som dækkede over det samme. Jeg fandt ikke deres svar tilfredsstillende. Det andet var deres politik med at anerkende enhver regering, som kom til magten i Pakistan, uanset om det var et militærdiktatur eller en såkaldt demokratisk valgt regering, og de opretholdt gode forbindelser med alle regeringerne. Det tredje var Mao-kulten, selv om vi også havde en meget positiv opfattelse af kammerat Mao I Zedongs rolle. I 1978 blev jeg igen inviteret til at besøge Kina, men da var kammerat Mao Zedong død og Hua Kuo-feng havde efterfulgt ham som statsoverhoved. Han havde draget på besøg hos shahen af Iran og havde også besøgt Tito, så Kina havde også antaget en revisionistisk politik, så jeg besluttede mig for ikke at besøge landet.I mellemtiden var jeg kommet i kontakt med kammerat William Ash og diskuterede hele den internationale situation med ham. Han var på nogle punkter enig med mig, og på de punkter, hvor han var uenig, anbefalede han mig at læse kammerat Enver Hoxhas bøger, og især hans bog “Betragtninger over Kina“. Jeg læste så alle Enver Hoxhas bøger og fandt, at jeg var fuldstændig enig i hans synspunkter, og denne linje antog vi for vores arbejde.

RD: Det vurderes almindeligvis at general Musharraf kan fortsætte ved magten i en længere periode på grund af den støtten udefra, fra USA, som forlanger hans regionale samarbejde …

TA: Religion dannede basis for det feudale stammesystem lige fra begyndelsen. Pakistan er blevet regeret af alliancen mellem de feudale og militæret, og dette er fortsat helt frem til i dag. De mellemliggende korte spand med en demokratisk proces og styre i landet skyldtes militære beslutninger. Præsident Musharraf siger, at han ikke kommer fra den feudale klasse, men at han er blevet Pakistans præsident i kraft af Allahs nåde og ved rent held. Vi konstaterer, at tidligere statsoverhoveder som Suhrawardy, Ghulam Muhammad, Sikandar Mirza, Ayub Khan og Zia Ul Haq ikke tilhørte den feudale klasse, men alle ved, hvordan de kom til at stå i spidsen for landet. Så præsident Musharrafs overtagelse af magten er ligeledes et resultat af alliancen mellem militæret , de feudale og mullaherne, med den amerikanske imperialismes velsignelse, hvis interesser er bedst tjent med en sådan alliance. Som vi ved kan ingen komme til magten uden den amerikanske imperialismes samtykke, så alle andre politiske partier, som vil have del i magten, vil have brug for amerikansk hjælp, som det før er set.Der kan reelt ikke være tale om et virkeligt demokratisk system med et sådant eksisterende feudalt stammesystem i et land, hvor selv såkaldt parlamentarisk demokrati, som er det kapitalistiske samfunds afkom, stadig er langt væk.Om end kun på overfladen, så er der næppe nogen akut trussel mod hans regime. For øjeblikket har Musharraf tilstrækkelig international moralsk og politisk støtte til sit regime, og der forventes endnu mere. Musharraf må først og fremmest fokusere på at få den amerikanske præsident til at acceptere dette hybridsystem af en regering, basewret på alleiancen mellem de feudale, militæret og mullah’erne, som en legitim demokratisk ’undtagelse’. Opbakningen fra den amerikanske præsident er afgørende for at få Musharraf igennem valget i 2007 med både hans system og uniform intakt. Og vi tror, at der her findes en fordelagtig militær studehandel, for ham og for Mr. Bush, som har et desperat behov for al den støtte han kan få i den situation, han står i.Jeg gentager, at kun en lang og vedholdende kamp, ledt af folk fra arbejderklassen, af bønder og patriotiske kræfter, som kan rejse sig sammen med den internationale revolutionære bevægelse og kæmpe i fællesskab mod udbytterklasserne, kan udvirke en grundlæggende forandring i landet.

RD: Ligesom Indien er Pakistan en multinational stat. Hvordan forholder Mazdoor Mahaz sig til det nationale spørgsmål i dag?

TA: Der er ingen tvivl om, at Pakistan ligesom Indien er en multinational stat, men der er stadigvæk en grundlæggende forskel mellem dem, idet de undertrykte nationaliteter i Pakistan beherskes af de feudale og stammekræfterne, med militærets og mullah’ernes hjælp, mens der i Indien eksisterer et måske såkaldt parlamentarisk system, domineret af kapitalistklassen. Pakistan er ét land, og Punjab, NWFP, Sindh og Baluchistan er provinser, hvor folk fra forskellige nationaliteter lever sammen og også adskilt. De undertrykte arbejdende menneskers lod er mere eller mindre den samme i alle provinserne. Der er en forskel mellem nationen og nationaliteterne, og udbytningsmåden af de arbejdende i provinserne er også forskellig.Hovedårsagen til udbytningen i provinsen er det fremherskende feudale stammesystem, som opretholdes af de respektive udbytterklasser ved at skyde skylden på den større provins, mens de selv intet har gjort for at forbedre situationen for de fattige arbejdende masser i deres provins. Mens udbytningen er forskellig i de forskellige provinser, kan den kendsgerning ikke benægtes, at hver provins’ herskerklasse deler magten sammen, både centralt og i provinserne, i det feudalt dominerede parlament og i de respektive provinsforsamlinger.Hvad angår de problemer Pakistan står over for med Kashmir, provinsen Sindh, Pakhtunwa (Taliban) og Baluchistan, så er de ikke nye. De har eksisteret siden Pakistans dannelse på grund af dens unaturlige og proimperialistiske udformning på basis af religion og p.g.a. den feudale og klanmæssige dominans på den politiske scene. Dette politiske scenario forstærkes yderligere, fordi de ikke har nogen demokratisk bevægelse eller arbejderbevægelse.Hvad angår Kashmir må Indien bære det største ansvar for situationen, fordi man først anerkendte FN-resolutionen herom, og derpå løb fra den.Taliban var et resultat af Sovjetunionen i Afghanistan. Under indflydelse af amerikansk imperialisme og med den pakistanske præsident Zia Ul Haqs bifald, kom der muhajediner fra hele verden for at bekæmpe de sovjetiske styrker. Efter Sovjets fordrivelse fra Afghanistan og dets opløsning, forblev Taliban-faktoren intakt i Pakistan og Afghanistan. Nu efter begivenhederne 11. september 2001 angreb USA Afghanistan for at fange Osama bin Laden og Mullah Omar og tvang under trusler Pakistan til at spille rollen som frontlinjestat i ’krigen mod terror’.

RD: Pakistan Mazdoor Mahaz har i de senere år studeret materialerne fra Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Parier og Organisationer. Hvad betyder disse erfaringer for vores subkontinent?

TA:På den internationale front har sovjetrevisionisternes eventyrpolitik haft negative følger for den revolutionære bevægelse i hele verden og de antirevisionistiske stemninger er blevet stærkere. Der kommer nu to linjer meget klart og fremtrædende til udtryk – den revolutionære og den revisionistiske. Under disse objektive forhold er det af stor betydning, at kommunisterne organiserer deres medlemmer på grundlag af den videnskabelige teori. De kommunistiske partier verden over må bevæge sig på videnskabeligt grundlag og arbejde sammen med arbejderklassen og den antiimperialistiske demokratiske bevægelse, for at konsolidere den revolutionære bevægelse internationalt, og for at bekæmpe det imperialistiske angreb, som anføres af den amerikanske imperialisme, og den revisionistiske strømning, over hele verden. Pakistan Mazdoor Mahaz baserer sig på den videnskabelige teori fra sin start og har fastholdt sin kamp baseret på klasselinjen. I de senere år har vi i kraft af to meget informative politiske tidsskrifter ’Revolutiunary Democracy’ og ’Unity and Struggle’ været i stand til at få et bedre indblik i den internationale revolutionære tilstand, og på baggrund af dette kan vi forstå, at Pakistan Mazdoor Mahaz’s politiske linje er meget lig det Kommunistiske Parti i Ecudaor og det tyrkiske EMEP. Men vi har ikke haft nogen kontakt med disse partier. (…) En materialistisk undersøgelse af den nuværende verdenskrise og af den almene krises faktorer vil bevise, at der ikke er anden løsning for de folkelige masser, som lever under dette inhumane, kriminelle og irrationelle system – kapitalisme og imperialisme.En sådan undersøgelse af de økonomiske realiteter i verden i dag er nødvendig for at afvise de skønmalende løgne om kapitalismen om, at det er det ’eneste grundlæggende system’ – det eneste, som udvikler produktivkræfterne – og løgnene om, at det frie marked skaber udvikling. At påvise imperialismens uløselige økonomiske modsætninger, vil bevise, at den eneste mulige vej for menneskeheden for at undslippe dette kriminelle system er en lang kamp på verdensskala, hvor under socialistiske revolutionære i de kapitalistiske lande og antiimperialistiske revolutionære i de beherskede lande vil knuse verdensimperialismen og reorganisere verdensøkonomien på socialistisk basis, på basis af internationalt samarbejde og lighed.

Bearbejdet udgave af to længere interviews, der blev offentliggjort i det internationale tidsskrift RD-Revolutionary Democracy i 2005 og 2007.Oversat af kpnet.dk 

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s