Polen: “Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)
KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden borgerlig gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor 59% , hvilket betyder at flertallet af de stemmeberettige; blev hjemme. Regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne udgjorde i realiteten ikke meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettigede polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. *
Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

asf
Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur den 11.November 1948, fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister
– På “Stocznia Lenina”: Lenin-Skibsværftet; ,byggede værftsarbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig: De titusinder af værftsarbejdere udgjorde sammen med Polens minearbejdere, stålarbejdere og andre arbejdere den politiske og økonomiske ryggrad i det nye folke-demokratiske Polen som blomstrede ud af ruinerne af den nazi-tyske besættelse efter befrielsen i 1944.
PÅ “Stocznia Lenina” arbejdede der godt 15 tusind arbejdere da de i august 1980 besluttede gå i strejke for at få fjernet den revisionistiske Gierek-regerings chock-forhøjelse af madpriserne. J
Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til kapitalistiske banker i udlandet i 1980`erne oppe i godt 30 milliarder Dollar hvad der idag svarer til opimod 100 milliarder dolar, over en halv billion kroner.
– Efter at Gomułka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart.
Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje, men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse til at betale regningen: renter og afdrag på milliardlån til de kapitalistiske storbanker, gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød.
Det udlyste først strejker under sommeren 1980 blandt arbejderne i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
serrg*- – – – — — –
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December. For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte renterne på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i kapitalistiske banker i udlandet for at undgå et sammenbrud for den  “nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning” eller “markedstilpasning” , hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten. Tito-gruppens revisionistiske, vestligt støttede, “selvforvaltningssocialisme” førte folkene i Jugoslavisen mod den politiske og økonomiske afgrund. *1)
Umiddelbart efter proklamationen af krigsretstilstanden i december 1981 dikterer militær-Juntaen under Wojciech Jaruzelski, at arbejderklassen skal arbejde 20 % mere, det vil sige seksdages arbejdsuge bliver militær lov for at tvinge arbejderklassen at betale renter og afdrag til de kapitalistiske banker: Enhver modstand, protester, aktioner endsige strejker bliver straffet af særlige militær domstole. Også arbejderaktivister, intelektuelle og journalister som informere den polske offentlighed om situationen eller som regimet udtrykker dert “spreder falsk information” bliver straffet af militær-domstolene med lange fængselsstraffe . Polens kulminer sættes under direkte militærkontrol; de klassevebevidste kampvillige minearbejdere skal arbejde med militærets maskingeværer i ryggen for at sætte en stopper for modstanden mod krigsretstilstanden fra det polske proletariats kerne-tropper.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.

Søsætning i Dok 1 af nybygning på Skibsværftet i Gdansk
Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. r5656u Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981.

Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren og som her militsen kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)

iutftyjUnder krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

  ORIGINALTELEGRAM:Det legendariske skibsværft i Gdansk er ved at blive solgt til et Ukranian company. Det sker efter at EU har stillet krav om at værftet cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.
Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity.
The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti. Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday. In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *
  

BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa

Partilederen Władysław Gomułka – som i 1960´erne forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva .
Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker.
Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz).
Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen.
Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt.
Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i
Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød og andet var varer som de statslige butikker var underforsynede med.”
Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.
Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken.

Sie streikten dennoch. Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.
Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Præsidenten, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen. Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.
Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.
Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“.
Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.
Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau. Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten. Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.

 

*1) I 1970´erne slår krisen igennem med fuld kraft i Jugoslavien . . . which was the product of disastrous errors by Jugoslaviens regering, such as borrowing vast amounts of Western capital in order to fund growth through exports.   Western economies then entered recession, blocked Jugoslav exports and created a huge debt problem. The Jugoslav government then accepted the IMF loan.

Unemployment was a chronic problem for Jugoslavia, the unemployment rates were amongst the highest in Europe during its existence, while the education level of the work force increased steadily.

Masseudvandringen fra Jugoslavs seeking work began in the 1950s.

I midten af 1960´erne, jugoslavia lifted emigration restrictions and the number of emigrants, including educated and highly skilled individuals increased rapidly, especially to West Germany. By the early 1970s 20 percent of the country’s labor force or 1,1 million workers were employed abroad.

The emigration contributed to keeping the unemployment checked and also acted as a source of capital and foreign currency.

The system was institutionalized into the economy.  From 1961 to 1971, the number of guest workers from Yugoslavia in West Germany increased from 16,000 to 410,000.

In 1989, according to official sources, 248 firms were declared bankrupt or were liquidated and 89,400 workers were laid off. During the first nine months of 1990 directly following the adoption of the IMF programme, another 889 enterprises with a combined work-force of 525,000 workers suffered the same fate. In other words, in less than two years “the trigger mechanism” (under the Financial Operations Act) had led to the lay off of more than 600,000 workers out of a total industrial workforce of the order of 2.7 million. An additional 20% of the work force, or half a million people, were not paid wages during the early months of 1990 as enterprises sought to avoid bankruptcy. The largest concentrations of bankrupt firms and lay-offs were in Serbia, Bosnia and Herzegovina, Macedonia and Kosovo. Real earnings were in a free fall and social programmes had collapsed; creating within the population an atmosphere of social despair and hopelessness. This was a critical turning point in the events to follow.

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s