Rwanda 1994: “Kristent” folkemord i den Nye Verdensorden

Kronik –

– til minde om ofrene for folkedrabet i Rwanda 1994

Bare tre år efter at de Forende Staters Præsident Georg Bush havde proklameret starten på en ny verdensorden – med USA som denne ordens håndhæver – udvikler begivenhederne sig til et folkemord i det afrikanske stat Rwanda. – – – –

I løbet af hundrede dage bliver en million mennesker ofre for dette “kristent”- inspirerede folkemord. Ti år efter mindes folk i Rwanda folkemordet og der holdes en mindes-højtidelighed. – – – –



En række afrikanske statsoverhoveder deltog den 7.april – i mindeshøjtideligheden i hovedstaden Kigali, bland dem Thabo Mbeki fra Sydafrika, Mwai Kibaki fra Kenya och Yoweri Museweni fra Uganda. * *
Men fra de “kristne” Nato-lande er der næsten ingen statsoverhoveder der har valgt at komme til Rwanda om at hædre ofrene. Trods at flere af disse landes militære, politiske og religiøse ledere var mere end lovligt involveret i Rwanda i årtier. * * *

Der kom mange afrikanske ledere til ceremonim , men kun en europæer: den belgiske Statsminister Guy Verhofstadt. ”-Vi inviterede alle og alle som vil sørge med os bør komme hertil, ” sagde den rwandiske minister Robert Bayigamba.

Ifølge Dokumentar-filmen”I Guds navn” blev omkring en million mennesker myrdet i løbet af 100 dage efter den 7 april 1994.
Da Præsidenten for den eneste supermagt, de Forenede Staters Georg Bush efter den “kolde krigs” afslutning erklærede at nu var en Ny Verdensorden indledt var der mange der troede at nu ville verden blive fredeligere, mere retfærdig og demokratisk. –
rt Kort over Rwanda * * * * *

MEN DENNE NYE VERDENSORDEN har ikke ført til de fredelige og demokratiske fremskridt som lovet. Slet ikke i Europa. – Tværtimod-Splittelsen og borgerkrigen i Jugoslavien blev opmuntret af EU-landet Tyskland som var styret af en “kristelig-demokratisk” regering. (CDU)

PÅ årdagen for folkedrabet i Rwanda vil det være på sin plads at hædre ofrene. Det kan der derfor også være grund til at se nærmere på hvad der skete og hvorfor. Begivenhederne der fulgte efter nedskydningen af flyet som Rwandas præsident Juvenal Habyarimana rejste i om aftenen den 6. april 1994 og de 13 uger, der fulgte,bliver idag kaldt folkemordet i Rwanda: 1.000.000 mennesker, fortrinsvis tutsier, men også demokratisk-sindede hutuer, blev dræbt i et masemord der i effektivitet overgik de nazistiske KZ-lejre. De borgerligt-kristelige partier og deres internationale CDI var aktivt indblandet i folkedrabet der skulle sikre at Rwanda forblev kristent og at de “ugudelige kommunistiske tutsier” blev holdt væk fra magtens korridorer. Folkedrabet var ikke en pludselig opstået blodrus, hvor; “nogle afrikanere igen slog nogle afrikanere ihjel”, som Gerald Caplan skriver i en artikel forud for 10-årsdagen. Caplan, phd. i afrikansk historie, er koordinator for Husk Rwanda-netværket og har tidligere skrevet en rapport om folkedrabet.

“- Folkemordet i Rwanda var en bevidst sammensværgelsesoperation, der blev planlagt, organiseret og gennemført af en lille, sofistikeret og velorganiseret gruppe” af kristne magthavere med aktiv støtte fra kristne politikere i EU-landene Belgien og Frankrig.

Svigtet af det internationale samfund

Samtidig anklager Rwandas præsident, Paul Kagame, det internationale samfund for – måske med vilje – at have svigtet ofrene for folkedrabet for 10 år siden. Rwanda nuværende præsident Paul Kagame anklager “franskmændene” for at have deltaget i folkemordet i hans land:

” Franskmændene var der da folkemordet skete. De uddannede de som udførde det og deltog også direkte i operationerne”

udtalte Kagame i et fransk radiointerview. Kagame blev selv udpeget som ansvarlig for det raketangreb som dræbte præsidenten Juvénal Habyarimana i 1994. Angrebet udløste folkemordet på mindst 800 000 rwandier.Det fremgår af en rapport fra en fransk undersøgelsesdommer. (kilde: AFP).
Det er et faktum at militære enheder fra Nato-landene Belgien og Frankrig var aktive i træningen af de kristne dødspatruljer. Allerede i 1990 gennemfører franske soldater Norôit-operationen for at hjælpe den kristne regering med at slå FPR-guerillaen offensiv tilbage, samtidig som franske statsborgere undsættes. I april 1994 da præsidenten fly skydes ned, nærmest som et signal fra himmelen til de kristne dødspatruljer om at starte folkemordet, lander franske styrker (Amaryllis-operationen) for at undsætte udlændige. Men først evakuerer de den myrdede præsidents familie til Paris. Hvor de lever den dag idag. I juni samme år gennemføres operation Turquoise. Med FN-mandat opretter de franske styrker en “fredet zone”, samtidigt bremses FPR-guerillaens offensiv og tusinder af regimets massemordere kan flygte til nabolandet Zaire. Iøvrigt citerer det franske dagblad Le Monde undersøgelsesdommerens efterforskningsrapport for, at Kagame og en gruppe af hans rådgivere gav ordren til at skyde præsident Habyarimanas fly ned den 6. april 1994.

I løbet af 100 dage er omkring en million tutsier og demokratisk-sindede hutuer slået ihjel. Der er er tale om massemord som overgår det tempo som Europas nazi-fascistiske herskere udryddede dets fjender i KZ-lejrerne under krigen i Europa fra 1941-45. Hutu-militser flygter til Zaire og tager godt to millioner hutu-flygtninge med sig.

Hvordan kunne dette folkemord organiseres og fuldbyrdes ?

Det var kristne religiøse argumenter der fik folk til at indlede krig og begå mord i “guds navn” så at sige.
Den ny producerede dokumentar-film “I Guds navn” som Maria og Peter Rinaldo har produceret for SVT i samarbejde med DR og NRK , afslører også den støtte som folkemordet fik af CDI; de kristeligt-demokratiske partiers internationale.
Det var især belgiske “kristen-demokratiske” politikere som gav sin støtte til det Hutu-dominerede kristeligt-demokratiske parti i Rwanda, som organiserede folkemordet. De belgiske og andre EU-landes politikere vidste hvad der blev forberedt , men gjorde intet.

Fra dokumentarfilmen: “I Guds navn.”

Vi er i junglen i det nordøstlige Rwanda.

– “I er Jeus Hær “- Hvad gør vi inden vi går i seng ?- Vi beder. En kvinde beder :” – Tak Jesus for at du er med os denne dag – og leder os til dette bjerg. Du har givet os mad og nu er tiden kommet for at sove. Vær med os denne nat og beskyt os mod utryghed. I Jesu navn. Amen”

Det lyder fromt som vi kender det fra da mange af os lærte Fadervor. Men det er optagelser fra resterne af Rwanda´s bortjagede kristne folkemordshær der nu opholder sig i regnskoven i den vestlige del af landet på grænser til Congo.De misbruger kammerat Jesus navn ved at kalde sig “Jesu Hær” og de består af tusindvis af soldater, både kvinder og mænd. De hævder at de er “Guds udvalgte folk“.

Det er heller ingen ny religiøs tradition. De zionistiske krigsforbrydere og bosættere i Palæstina´s land kalder sig også det udvalgte folk. Med amerikanske våben og det Gamle Testamente i hånden påkalder de sig både ejendomsretten til landet og retten til at dræbe alle ikke-udvalgte mennesker – palæstinensere, jøder,kristne,ateister og andre der kommer i vejen for skabelsen af det “hellige land Izrael”. Står det ikke skrevet i det Gamle testamente:

“Du skal ikke vise dem nogen skånsomhed og du skal udrydde til og med deres navn så at de ikke mere findes under himmelen” fra Femte Mosebog 7:24

Under dække af fromheden ophidses folk til chauvinistisk, etnisk og religiøst had mod deres landsmænd. De kristne fundamentalistiske grupper i Rwanda hævder stadig idag at de er Guds udvalgte og at deres mission er at tilbagererobre Rwanda fra “Guds fjender”. Mange af disse “udvalgte “ deltog i massakrerne i 1994. Flere kristne præster og nonner blev dømt som skyldige i retsprocesserne efter befrielsen af Rwanda. Folkemordet blev planlagt og velsignet af de kristne biskopper.Det fik til og med støtte fra allierede venner i den europæiske kirke og

“Kristelige-Demokratiske Internationale”

– CDI i Bruxelles. Både før, under og efter folkemordet.

Alain De Brouwer fra CDI:-“ Jeg godtager kritikken;det havde været bedre om vi havde kunnet forhindre det som skete. Jeg må give vore kritiker ret”

dfghTo millioner rwandier flygter til nabolandene i 1994:Her får Genevieve et knus af sin far som hun ikke har set under ti års landflygtighed.

For at forstå hvad der skete er det nødvendigt at kigge på Rwanda´s historie. Landet har haft et langt og usædvanligt tæt forhold til den kristne europæiske kirke. I 1916 besætter belgiske tropper Rwanda. og landet bliver en Belgisk koloni. Det var som i andre koloniserede lande de kristne missionærer der indledte den åndelige-kulturelle kolonisering af Rwanda efter at den belgiske hær med kirkens velsignelse – i “Guds navn så at sige – indvaderede landet i 1916.
Kirken fik som opgave af de belgiske kolonisatorer at lede administrationen af landet. Vatikanet og den kristne pave satsede helhjertet på Rwanda fordi man her fandt jomfruelig jord for kirkens “herrefolksværdier” om “det udvalgte folk“. For befolkningen havde den samme religion, og kongeriget Rwanda havde et velfungeredene centralt-styret statsapparat. Kirken fik monopol på uddannelses-systemet i hele landet. Hurtigere end i noget andet land i Afrika omvendes hele folket til kristendommen.

Rwanda ; den kristne KRONJUVEL

Rwanda bliver den kristne mission´s kronjuvel, et lysende eksempel for hele verden. Her skal et kristent idealrige, et Guds rige skabes. Den belgiske kolonimagt og kirken regerer ved hjælp af den allerede eksistereende rwandiske overklasse. Denne herskerklasse har i hundrede vis af år styret landet hvis majoritet består af bl.a. Hutu-folket. Den belgiske kolonialmagt lader tutsi-eliten beholde deres magt og privilegier og de får en bedre uddannelse. Efterhånden som de nye demokratiske anti-kolonialistiske kræfter vinder frem i hele verden , især efter den Røde Hærs og dens allieredes sejr over de fascistiske kolonimagter i Anden Verdenskrig, øges spændingerne mellem Tutsi-eliten og den belgisk støttede kirke. Når selvstændighedens vinde for alvor får fat i det afrikanske kontinent søger den regerende tutsi-elite støtte hos Sovjetunionen og revolutionære afrikanske ledere. I Rwanda begyndte folk at interessere sig for kommunismen, men som Josephite-munken Jean Damascene, en kirkens mand der var tæt knyttet til regimet ,udtrykte det :

“kommunismen var tabu i Rwanda. Den var kristendomsfjendlig. Pave Pius XI havde allerede fordømt kommunismen” (fra ¤I Guds Navn¤- Dokumentarfilm).

Kolonimagten, det kristeligt demokratiske Belgien og den kristne kirke frygter at de mister magten, hvis Rwanda bliver selvstændigt og kommunistisk. Derfor begynder man nu at spekulere i splittelsen af Rwanda-folket ved at skifte side og støtte Hutu-folket. Man støtter og opmunterer til chauvinistisk hetz mod tutsierne og kolonimagten opmuntrer Hutu-lederne til at gøre oprør mod regeringen og i 1959 gennemføres et pro-belgisk statskup.De kristne Hutu-ledere taler om “revolution” og andre progressive ord for at sikre sig folkets støtte.Nu dannes et “kristeligt-demokratisk” regeringsparti efter europæisk forbillede. Alain Brouwer, fra CDI:

“Belgien og andre lande som blev regeret af kristendemokrater, som Tyskland hjælpte i høj grad den første republik (i Rwanda/o.anm.) at befæste hvad der var opnået gennem revolutionen. Og denne sociale revolution stemte i det store hele overens med den kristendemokratiske internationales grundlæggende vurderinger”

Men det “kristeligt-demokratiske” partiprogram er ikke demokratisk. Landet skal ganske vist styres af majoriteten, men ikke den demokratiske majoritet, men den etniske – Hutufolkets. Mange tutsier mister livet under magtovertagelsen og titusinder flygter ud landet. De bortdrevne tutsier organiserer sig hurtigt i en guerilla-hær.Målet er at vende tilbage til Rwanda og generobre magt og ejendom. Den kristne Ærkebiskop André Perreaudin, som gennem sine tætte bånd til det nye regime har stor indfydelse ser guerillaen som “kommunistisk” der truer visionen om den kristne idealstat og sammenligner den med satan. Ærkebiskoppen skiver i et brev:

“Kommunismen er aktiv. Satan findes”

Jean Damascene siger i interviewet :

“Sammenligningen lød sådan her: Hutuerne er katolikker, Tutsierne kommunister”.(fra “I Gudsnavn”)

Andre ministre i den “kristeligt-demokratiske” regering taler om guerillaen som

“kakkelakker” .

Samme udtryk som idag bliver brugt af zionisterne om palæstinensere. Nazisterne sammenlignede jøderne med “rotter” som truer den kristne vestlige civilisation og derfor må udryddes. Den endelige løsning på “jøde-problemet” eller Endlösung som de nazistiske ledere kaldte det blev vedtaget på Wann-See-konferencen Nazityskland i 1941. Som hævn for tutsie-guerillaen´s aktioner dræbes tusinder af tutsier af det “kristne” regime som får hjælp af begisk militær. Regimet begynder også at udvikle en særlige race-propaganda om at tutsierne tilhører en anden race som “Gud gerne ser drevet ud af landet”. I virkeligheden er både Tutsier og Hutuer kristne. Det store flertallet af Rwanda´s folk er fattige bønder uden hverken etniske, religiøse eller politiske forskelle, men den etniske propaganda fortsætter. I 1973 bliver den “stærkt troende” Juvénal Habyarimana præsident.
I en publikation fra Habyarimana-regimet betones de etniske forskelle trods at ægteskab mellem grupperne ikke er særligt usædvanlige. Og der offentligegøres billeder på hvordan en race-ren Hutu og Tutsi skal se ud. Næsen er den vigtigste forskel. Derfor bliver det i folkemunde til “næsernes politik”.Den ligeledes “stærkt troende” belgiske Kong Baudauiemme og Præsident Habyarimana-familien udvikler stærke venskabsbånd.Regimet bliver i løbet 70´erne og 80`erne stadig mere kristent fundamentalistisk. Kirken bliver stadig mere integreret i det politiske styre. Snart findes der ikke et kommunekontor eller regeringbygning hvor kirkens mænd ikke kommer og går. Præsteskabet deltager overalt i partiarbejdet. Ærkebiskoppen sidder i det “kristeligt-demokratiske” partishovedbestyrelse.
Etnologen Pierre Envy spørger:

“ Hvad skal man sige om denne kristendoms-fiksering ? Den var nærmest obligatorisk. For at gå i skole skulle man være døbt. Børnene havde intet valg. Om man ville uddanne sig skulle man være døbt. For at komme ind i det system som kirken havde skabt også på det økonomiske område skulle man være kristen.”

”Kristen-demoktraterne “ i Bruxelles sætter pris på at den kristne indflydelse er stor, men også at regimet i Rwanda er udtalt anti-kommunistisk. I Rwanda har de europæiske kristelige-demokraterne og CDI fundet et land og skabt et regime på det afrikanske kontinent som de kan stole på. Det europæisk-støttede kristent-kapitalistiske regime har nu så stor magt i Rwanda at man vedtager en lov der tvinger alle borgere at være medlemmer af det “kristeligt-demokratiske” parti. Fængslerne fyldes med samvittighedsfanger. Det bliver forbudt at tilhøre et samfund der sætter spørgsmål ved kirkens indblanding i landets styre. Wilfried Martens er Belgiens Statsminister da folkemordet starter i 1994. Han er de “kristeligt-demokraternes grå eminence” i Europa og vise-præsident i CDI. Også Martens støtter Rwandas regering. Under et besøg i Rwanda lover Martens yderlige bistand på omkring en milliard franc. Martens, udtaler:

“Der fandtes en stor gensidig symtati mellem Belgien og Rwanda. det er helt åbenbart. Vi havde et system til udviklingssamarbejde, et meget specielt og unikt program for Rwanda.”

Habyarimana-regimets magt styrkes af den internationale støtte og bistand som ikke bare kristen-demokraterne giver, men også det “socialistiske” Frankrig under Mitterand. Men under det “kristeligt-demokratiske” regime bliver det stadig sværere for folkeflertallet at holde sulten fra døren. I begyndelsen af 90erne er der hungersnød i Rwanda , samtidig som den lille elite omkring præsidenten i årenes løb har lagt beslag på over halvdelen af landets ressourcer. På samme måde har den kristne kirke gennem dens enestående magtposition beriget sig og ejer store dele af den mest frugtbare jord i landet.For at kontrollere befolkningen intensiveres den etnisk-religiøse splittelsesvirksomhed.Og når Paven , den polsk fødte Johannes Paulus den Anden besøger Rwanda i september 1990 for at opmuntre og støtte sine trosfæller og det “kristne regime” opnår regimet en af sine største propagandasejre nogensinde.
Men det er værd at huske at også nazisternes Tredie Rige blev velsignet af Paven, endda gennem et skriftligt konkordat. En gruppe flygtninge fra Rwanda danner i eksilet Rwandese Alliance for National unity: RANU. Målet er at finde en løsning for flygtningenes problemer og at bekæmpe det kristen-fascistiske Hutu-regime Rwanda. I nabolandet Uganda har de fordrevne tutsi-folk opnået at få hjælp med at skaffe sig våben for at indlede befrielsen af deres hjemland. De opbygger en veldrustet befrielses-hær, som de kalder Rwandas Patriotiske Front-FPR . Guerillaen første ledere er Fredric Jemár. Han er socialist og vinder hurtigt støtte hos den udarmede befolkning. Bare nogle uger efter Pavens besøg i Rwanda den 1.oktober 1990 indleder FPR angrebet på Rwanda ´s kristne Hutu-diktatur. Præsident Habyarimana flygter samme dag til sine europæiske venner i Bruxelles. Han får umiddelbart audiens hos Kong Baudouiemme. Kongen skriver et brev til den kristeligt-demokratiske statsminister Martens, som straks tager imod præsidenten. Martens´s og den belgiske regering beordrer nu et direkte indgreb for at hælpe det kristne Hutu-regime. Inden dagen er slut letter fly med belgiske tropper med kurs mod Kigali. Men Præsident Habyarimana indser hurtigt at en konventionel militær sejr mod den veludrustede og bevidstgjorte FPR-guerilla-hær er umulig. Derfor danner det kristeligt-demokratiske parti en milits som skulle blive rygraden i folkemordets gennemførelse. Det er gennem det kristne regeringspartiets ungdomsforbund at der opbygges dødspatruljer. Guerillaen rykker hurtigt frem og vinder terræn-. Regeringshæren bliver stadig mere udmattet og desillusioneret fordi mange soldater indser at at den kristne regeringshær vil tabe krigen. Regeringen får stadig sværere ved at rekruttere unge mænd til hæren.
Og stadig flere områder går over til FPR-guerillaen. Ungdomsmilitsen trænes både af militær, politi og politikere og Præsident Habyarimana får det kapitalistiske erhvervsliv til at ekvipere militsen. Men de kristne kapitalister leverer ikke bare uniformer, men også våben, som de udruster ungdomsforbundet med. Volden mod tutsie-minoriteten trappes op. Regelrette progromer gennemføres åbent efter ophidsende gudstjenester eller lokale partimøder. Flere internationale mennerettighedsgrupper rapporterer nu om massakrer. Det får regimet til at indlade sig på fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania efter opfordring fra FN. Præsident Habyarimana rejser til Arusha for at begynde freds-forhandlinger med tutsi-guerillaén FPR.

Men den kristelige internationale CDI ønsker ingen fred og de fraråder Præsident Habyarimana at underskrive en fredsaftale med tutsi-guerilaen som betragtes som “kommunister”. CDI kalder det “uforsvarligt at forhandle med FPR”. Leon Saur som er en af de ledende “kristelige demokrater” i Belgien måtte sige fra og nedlægge sin post i protest mod hvad han kalder;.“Det handlede om at beskytte Guds værk mod ondskabens kræfter.“.

I stedet for fredsforhandlinger forestår den kristelige internationale at regimet hurtigt udskriver valg, trods krigen i landet. Men den vigtigste opposition: guerillaen og tutsierne i eksil får ikke lov at deltage. Det forklarer formanden for det borgerligt-kristne regeringsparti Mathieu Ngirumpatse: “Alle skal ikke regne med at få politiske poster. Vi må acceptere faktum, at alle ikke kan blive politikere”. De borgerligt-kristne partiers internationale CDI er med deres afvisning af fredsforhandlinger med til gøde jordbunden for de mest ekstreme chauvinistiske og voldelige kræfter i landet. Borgerkrigen fortsætter og propagandaen fra regeringen får stadig mere religiøse undertoner. Den kristne regeringstro presse offentliggør :“Hutu´s ti bud”, som opfordrer til forfølgelse af tutsier på alle områder af samfundet. I en kristen avis opfordrer man til at holde op med at prædike kærlighed og enighed i en dialog mellem Jesus,Maria og Josef. Præsidenten portrætteres i den store hvide biskopsdragt. Også kirkens deltager i den etniske hetz og beskriver tutsierne som:“Fordømte af Gud”En af de mest opmærksomme taler holdes af Léon Mugasera, en af det “kristne” regeringspartis ledere. Hans taler når gennem radio ud til hele folket:

“ Vi må virke for at udrydde de der vagabonderne. Som bibelensiger: Hvis en slange kommer for at bide dig og du lader det ske vil dublive tilintetgjort.”

Til det siger Jean Damascene:

“Psykologisk er tutsien nu en slange. Skal han have lov til at leve ? Umuligt. Dræb ham eller bliv selv myrdet. Det er selvforsvar.”

Nu opbygges en privat radiostation af eliten omkring den “kristne” præsident og hans famile. En af finansiererne er forretningsmanden Felicienne Karabuga. Som også var med til at finansiere indkøb af våben til ungdomsforbundets milits. Gennem denne radiostation Radio Mille Colinnes, senere kaldt Radio Mord kan den kristne elite fylde æteren med etnisk hadpropaganda uden begrænsninger. En af de mest aktive programledere er belgieren Georges Ruggio, som uden hæmminger hetzer mod tutsierne:

“De trodser herren og Han vil fordømme dem i al evighed. Folkets og Guds lynild vil forenes for at straffe dem som de fortjener”.

Mr.Ruggio er idag dømt for forbrydelser mod menneskeheden og for at have opfordret til folkemord i hans radioudsendelser.Nogle måneder inden folkemordet hopper en af ungdomsforbundets ledere af for at advare omverdenen om hvad der sker: at et folkemord planlægges. Den belgiske senator Alain Destexhe, som fik en undersøgelseskommission nedsat udtaler :

“ Vi fandt dusindvis af beviser i det belgiske udenrigsministeriums arkiv som klart viser at det ikke bare var Belgien som kendte til sagen, men også FN, USA og Frankrig.”

FPR-guerilaen avancerer og Præsident Habyarimana indser at krigen er tabt og forsøger redde noget af hans egen magt. Mod CDI´s vilje rejser han til Arusha og underskriver en fredsaftale om magtdeling med guerillaen. Det kristne ungdomsforbund og Hutu-militæret som allerede er kommet langt i deres forberedelser til folkemordet ser præsidenten agerende som et forræderi.Den 6.april om aftenen ved indflyvningen til Kigali bliver præsidentens fly skudt ned af et missil. Alle ombord omkommer. Bare nogle timer efter starter det som skulle blive historiens blodigste folkemord.På private radio-stationer opildnes befolkningen til had og blodbad: “Vi skal tilintetgøre tutsi-terroristerne med vore machete-knive og våben. Gud har forberedt helvede for dem” lød det på Radio RTLM. Overalt i landet massakreres tutsier. Det kristne ungdomsforbunds milits og militæret holder landet i et jerngreb. Vejafspærringer sættes op overalt. Ingen tutsier skal undslippe Guds straf. Også oppositionelle Hutuer jages og myrdes. Alle tutsier skulle udryddes.Ikke engang spædbørn blev skånet.Under det tre måneder lange folkemord fortsatte kirken med at give regimet moralsk støtte.De kristne biskopper forfatter et dokument hvor de lover lydighed og støtte til den nye præsidenten og hans regime:

“ De katolske biskopper glæder sig over den nye regering og lover støtte. De hylder Rwanda´s væbnede Styrker (F.A.R.)”

Mange af landets præster, nonner og pastorer hjælper aktivt med at 2de “onde tutsier” ihjel. Også de “kristelige demokrater” i Bruxelles fortsætter med at støtte sine parti-venner. I dokumenter, fra så sent som juni måned 1994, altså to måneder inde i folkemordet, opfordres de “kristeligt-demokratiske” partier i Europa til at fortsætte med at støtte vennerne i Rwanda.CDI:

“Kristelige demokrater bør hjælpe sine venner i Rwanda”

CDI giver også Rwanda-regimet diplomatisk støtte i dets kontakter med den belgiske regeringen. Léon Saur, tidligere generelsekretær for det kristeligt-demokratiske PSC siger:

“Overgangs-regeringen gjorde ingenting for at stoppe massakrerne. Og fordømte dem ikke – de havde jo selv iscenesat dem. Men overfor omverdenen hævdede regeringen at den ikke kunne stoppe massakrerne. Jeg sagde at de i det mindste skulle fordømme dem, men det skete aldrig.”

Regimets europæiske venner søger formildende omstændigheder for at forklare folkemordet. CDI forsøger lægge røgslør over hændelserne ved at hævde at FPR-guerillaen har begået krigsforbrydelser.Midt under det blodige folkemord anklages de som forsøger stoppe folkemordet- tutsi-guerillaen – for selv at begå folkemord – på hutu-majoriteten Ingen beviser bliver dog præsenteret. Alain De Brouwer, CDI:

“To paralelle folkemord. Det skrev jeg i rapport i slutningen af maj (1994,o. anm.).

Belgiens daværende statsminister Wilfried Martens følger op:

“Folkemordet på tutsierne var forfærdeligt,men guerillaen begik også forbrydelser”

I juli 1994 besejrer FPR-guerillaen endeligt over det “kristeligt-demokratiske” folkemordsregime . . . Da er mere end million blevet myrdet og tre millioner er på flugt. Men den “Kristeligt demokratiske Internationale” – CDI fortsætter med at beskytte deres folkemords-venner. Alain De Brouwer rejser til flygtningelejrerne for at træffe det fordrevne regimes ledere. Sammen bliver de nu fortalere for at gennemføre den fredsaftale som CDI tidligere afviste. En magtdeling mellem FPR-guerillaen og det kristne regime. Til det siger den belgiske senator Alain Destexhe at de kristelige demokrater

“ . . . holdt fast ved at regeringsmagten i Rwanda burde deles med morderne. Det er selvfølgelig en uhyggelig fejltagelse, både politisk og moralsk. Men de fremturede, selvom alle fremhævede at det var overgangsregeringen (den kristne,o.anm.) som lå bag massakrerne”.

I Arusha, hvor der tidligere blev holdt fredsforhandlinger oprettes nu en international domstol. Det kristeligt-demokratiske regeringsparti´s formand Mathieu Ngirumpatse arresteres og anklages for folkemord. CDI står dog stadig fast ved sine venner og forsvarer Mr.Ngirumpatse. Efter det europæisk-støttede regimes fald fyldes fængslerne med tusinder af mordere. Men den kristne CDI opfordrer den nye FPR-regering til at løslade fanger, men det bliver afvist.Nu bliver tonen stadig mere aggressiv fra CDI og dets venner i eksil,som truer med et militær tilbagekomst. I en CDI -skrivelse står der:“Hutuerne har besluttet at vende tilbage med eller uden Kigali´s tilladelse”

Underskrevet Ole S.Larsen

Alle citater stammer fra det franske nyhedsbureau AFP , “Göteborgs Posten” og Dokumentar-Filmen: “ I Guds navn” som er produceret i et samarbejde mellem DR , NRK og SVT.

sr Præsident Kagame besøger Museet til minde om Folkemordet i Murambi, 2004

* ** * * ** * * ** * ** *

FAKTA om Rwanda 

 

 

Folketal: 8,4 millioner –
Etnisk sammensætning: ~84% hutuer, ~15% tutsier, ~1% pygmæer
Areal: 26.338 km*2 (~Jylland) Hovedstad: Kigali 412.000 – Statsform:Borgerlig Republik
Sprog: Fransk, kinyarwanda, engelsk (alle officielle)
Religion: ~57% kristne-katolikker, ~26% kristne protestanter og ~5% muslimsk*Rwanda´s regerings hjemmeside*fj

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s