Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (II)

I Cuba fremstilles Guevaras Statsfinansielle Plan-system udarbejdet for Cubas særegne vilkår, oftest som om Che på en måde »opfinder« en særlig »model« som passer hans mere eller mindre utopiske syn på overgangen til det socialistiske samfund. På den måde betragtes Guevaras økonomiske tænkning isoleret fra den historiske epoke, hvor kapitalismen bliver genindført i Sovjetunionen og de tidligere Folkedemokratier. Guevaras økonomiske tænkning blev højst betragtet som et alternativ til det bureaukratiserede “selvforvaltende” statskapitalistiske markedstilpassede system som blev støttet af den kontrarevolutionære Hrusttjov-gruppe i Sovjet , Tito-kliken i Jugoslavien. Dette syn blev genoplivet på Cuba i slutningen af 1980´erne da den sovjetiske økonomi og hele det såkaldte » selvforvaltende socialistiske« system viste klare tegn på opløsning.
Det er dog afklarende at se at nogle af øens ledende økonomer indrømmer at Guevaras økonomiske tænkning ikke kommer ud af det blå:

»I retrospektivet er det Statsfinansielle Plan-System et bidrag af stor værdi. Vi vil ikke sige – og I ved det godt – at Che opfandt det Statsfinansielle Plan-System. Det kom allerede fra de socialistiske lande; i en hel tidsperiode styrede det Statsfinansielle Plan-System store dele af økonomien i Sovjetunionen«              

(Carlos R. Rodriguez i *5)eyVi behøver ikke sige at Rodriques med »en hel tidsperiode« henviser til den økonomiske model udviklet under Stalin, som for alvor med den Første Femårsplan (1927-32) indleder den socialistiske opbygning der inspirede arbejdere og undertrykte i hele verden og gjorde socialismen til et realistisk alternativ til kapitalismen. Dog bidrager Rodriques fejlagtigt til at pålægge Guevara det synspunkt at overgangen til socialismens højere former, eller fulstændig socialisme muligør at det Statsfinansielle Plan-System kan blive ført ud i praksis til hele økonomien, at hele økonomien angiveligt kunne fungere som en stor virksomhed, med en social fond til at dække produktionens og distributionens behov.
Faktisk definerer Guevara det Statsfinansielle Plan-System omtrent lige modsat som et middel til at tilfredsstille de øjeblikkelige/umiddelbare behov opstillet af den statslige industri-organisation og som det vil fremgå af det næste kapitel, tillader tilstedeværelsen af vare-penge forhold (commodity-money relations) mellem staten og andre produktions enheder og tillader eksistensen af andre produktionsformer end den statsejede. Det Statsfinansielle Plan-System er udtænkt af Che som en modsætning til den revisionistiske “selvforvaltnings”-model der indførtes i Sovjetunionen og de tidligere folkedemokratier efter Stalin bortgang, med Hrustjov-gruppens “anti-stalinistiske” markedslignende selvforvaltningreformer. Guevara afslørede den grundlæggende forskel mellem det statsfinansielle Plan-System og det markedslignende økonomiske eller finansielle selvforvaltningssystem, hvor hver enkelt virksomhed skulle forvalte sin økonomi med overskud; så tidligt som i 1961, altså i de aller første stadier af socialiseringen af industrien i landet. Guevaras tanker til fordel for centraliseringen af statsindustrien udtænkes inden »El gran debate« – Den store Debat og det står klart for os at Che havde klare forestillinger om det Statsfinansielle Plan-System inden han bliver opslugt i den ophidsede diskussion med tilhængerne af de revisionistiske teser om “økonomisk selvforvaltning” som Hrustjov-gruppen var i fuld gang med at fuldføre i Sovjetunionen. Vi har alle mulige grunde til at tro at “Che” var insat i den sovjetiske økonomis historie og helheden af den socialistiske folkehusholdning på Stalins tid. Guevara forkaster fra begyndelsen forestillingen om fri foretagsomhed i den socialistiske sektor som indbefatter muligheden for de individuelle økonomiske enheder at virke som mere eller mindre uafhængige producenter eftersom . . .

»i de socialistiske lande, besidder virksomhederne en bank-kredit, skaffer sig penge , producerer med de penge som den modtager, sælger deres produktion, og overlader da en del af profitten til staten og beholder en del af profitten til interne behov. Forskellen er at vores selskaber ikke sælger, men overlader produkterne og arbejderne er af lønnet af staten »              

(Che Guevara på Konferencen »Økonomi og Plan« på Universidad del Pueblo, 1961 oversat fra spansk).
rrt I Guevaras system sælger virksomhederne intet fordi så skulle et vare-penge forhold får fuld virkning; både i form og indhold når produkterne er fremmedgjorte af en uafhængig producent eller den individuelle forbruger . . . . . . . . . . . . . . I modsætning til den finansielle selvforvaltning i det revisionistiske system, cirkulerer arbejdskraften mellem de enkelte virksomheder i statssektoren og mellem virksomhederne og staten i form af fordeling eller tildeling ifølge de kontrakter som den socialistiske plan fastsætter:

»At udarbejde en plan gennem hvilken virksomheden vil blive tildelt de nødvendige midler af staten for at gennemføre efektive kontrakter . . . og også at overføre indtægterne fra salget til samfundets kasser« *6)      

I Guevaras system fungerer virksomheden som en del af en større virksomhed, som ikke besidder finansielle midler med hvilke det kan gøre egne beslutninger om produktion og reproduktion. Eftersom den socialistiske virksomhed ikke har :« . . . . .egne midler, fordi dets indtægter er overført til det nationale Planbudget ‹‹ Che Guevara (*7) Guevara modsætter sig urokkeligt enhver form for udveksling mellem de socialistiske virksomheder i den socialistiske sektor på andre måder end fordeling af resourcer. Arbejdskraftens bevægelser i den socialistiske sektor bliver af Guevara set som en samling af arbejdet i en sammensat produktions-kæde. I dette system er virksomheden ikke i stand til etablere en udveksling af arbejdskraft uafhængigt af planen, eftersom virksomhedens samlede produktionsaktivitet er fastsat af planen og ikke af fabrikkens direktion/direktør.
Staten i skikkelse af Stats-Banken er begyndelsen og afslutningen for de arbejdskraft -bevægelser som har at gøre med den socialistiske virksomheds produktionsaktiviteter: Den skaffer sig de nødvendige finansielle midler for at skaffe sig produktionsmidler og den overleder indtægterne til National Banken. Disse midler bliver derefter brugt af det socialistiske planhusholdningsystem til sikre den udstrækte reproduktion af de enkelte produktionsenheder, til kapital-investeringer eller til ikke-produktive sociale behov og tilfredstillelse af menneskelige behov.. I denne betydning udvinder virksomheden ingen ekstra profit per se; den overfører en positiv balance mellen produktionsomkostningerne og indkomsterne og det er den socialistiske stat som tager den endelige beslutning ifølge planen om hvad der videre skal ske med den positive balance, med overskuddet, ikke direktøren som det blev udbredt praksis i de lande der fulgte de sovjetiske og jugoslaviske “direktørers” og partilederes revisionistiske “selvfinansierings”-reformer. Forestillingen om socialistisk planlægning i Guevaras system er nært forbundet med forestillingen om hele produktions-systemets lønsomhed og nytte.
Den socialistiske folkehusholdnings effektivitet er ikke resultatet af en mekanisk sammenregning af de enkelte virksomheders resultater. En positiv balance i regnesummen af de enkelte overskud er muligt i det kapitalistiske system i ekspansions-tider endskønt den bliver negativ under den kapitalistiske produktions-nedgang (depression).BORTSET FRA AT DET socialistiske system ikke kender til recession eller kriser fremviser det socialistiske produktionssystem de største vækstrater, ikke kun fordi sammentællingen af de enkelte overskud giver en positiv balance. Den socialistiske produktionsmådes fortrin fremfor den kapitalistiske ligger ikke bare i økonomiens planmæssige karakter, at den socialistiske stat er i stand til at tage beslutninger for hele det produktive system;ikke de enkelte producenters samordning, men styringen af arbejdskraft bevægelserne imellem de socialistiske virkomheder, hvor det er af største vigtighed at produktionsenhederne er mest lønsomme ved hjælp af maksimal reduktion af produktions-omkostningerne, mens effektiviteten af økonomien skal vurderes som en helhed, men også i at arbejdet og arbejderklassen er den ledende og styrende klasse overfor kapitalen og markedet som
bekæmpes i den revolutionære udviklingen frem mod komunismens højeste fase hvor både klasser , stat, marked og penge er afskaffert.
Med andre ord : Proletariatets Diktatur med den revolutionære kommunist Karl Marx ord

»Eftersom dette system er baseret på den den centrale kontrol med økonomien bliver den relative effektivitet af en virksomhed kun et index; det der virkelig betyder noget er den samlede produktive systems lønsomhed«              

– Che Guevara, op.cit.*8 – ty

Dette begreb, som er et mere komplekst begreb med hensyn til de enkelte virksomheders rentabilitet, var blevet klart udtrykt af Stalin i »Socialismens Økonomiske Problemer« .

I diskussionen mod højre-afvigelserne, er den eneste måde at forstå at bestemte sektorer i økonomien kan virke uden overskud eller endda producere med tab igennem en bestemt tidsperiode , er at . . . en mere sammensat forståelse af hele den socialistiske økonomis lønsomhed.

»Hvis lønsomhed , ikke set fra de enkelte virksomheders eller fabrikkers standpunkt, og ikke engang for en periode af et år , men fra hele økonomiens standpunkt og over en periode af lad os sige ti eller femten års, . . . .således at den midlertidige og ustabile lønsomhed for nogle fabriker og industrigrene er uden nogen sammenligning med den højere form af stabil og permanent lønsomhed som vi får fra loven om balanseret udvikling af den nationale økonomi og fra økonomisk planlægning . . . . «              

9) J.V.Stalin i Socialismens Økonomiske Problemer i USSR, 1952. * * *

Læs TREDJE DEL:    

* * * * * *

KILDER:

*1)        

Rafael Martinez* * Che Guevara og socialismens politiske økonomi * * i tidskriftet Revolutionary Democracy* April 2005 * vol.XI,No 1)

*2)        

Orlando Borrego * * Che el Camino del Fuego * *Imagen Contemporanea* Havanna 2001.

*3)        

Fidel Castro i * *Che Guevara, Economics and politics in the transition to socialisme” Pathfinder;New York 2003 side 39)

*4)        

Che Guevara * * Letter to Armando Hart Dávalos * * Contracorriente,Havanna, september 1997, N75)

*5)        

Carlos Rafael Rodriguez * * Che Guevara, Cuba and the Road to Socialism«; New York,1991 s. 39-30. Oversat fra Spansk af Bruce Mellado).

*6)       

Che Guevara op.cit. Kollektive diskussioner: Enestående Beslutninger og Ansvar, s.3 Oversat fra Spansk: Discusión colectiva:Decisión y responsabilidad únicas)

*7)        

Che Guevara, op.cit. i »Betragtninger om udgifter« ;s.46 :Considerations on Expences« oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*8)        

Che Guevara, op.cit. Considerations on Expences« s.48 (:oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*9)        

J.V.Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Language Publishing House, Moscow 1952, pp. 28-29) : Socialismens økonomiske problemer

*10)        

«Sovjet-regeringens Beslutninger om økonomiske spørgsmål«, Moskva 1957; Bind 1;Oversat fra russisk. * * * * *

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s