Enhedslisten´s valg: Religionskrig eller solidaritet med de undertrykte lande og folk

8.november 2007

Der er ingen tvivl . Enhedslisten har problemer. . . . Med Islam . . . . ikke med kristendom, jødedom eller Buddisme, heller ikke så meget med muslimske kvinder, men med muslimske mænd.
Havde Mustafa bin Aladdin forsøgt opstille på Asmaa Abdol´s plads på valglisten var han aldrig blevet opstillet.
Nu har man brugt rundt regnet 1001 timmer på at diskutere et tørklæde, mens krig, terror, KZ-Guantanamo, Irak og Palæstina har fået en eller var det tre timer. Valget på tirsdag sker i skyggen af krig, terror og 4 millioner irakiske flygtninge og Enhedslistens berøringsangst overfor i Islam har sat gang i en medlemsflugt og på tirsdag bliver prisen helt sikkert færre eller ingen pladser i tinget.

KOMMENTAR

RELIGIONSKRIG eller KAMP mod IMPERIALISMEN

Cubanerne som har levet i belejringstilstand på Amerikas skyggeside siden de gjorde oprør og nægtede at adlyde Onkel Sam i 1959 har stor erfaring med “hans” demokratiske sindelag.
Det tapre cubanske folk har modstået blokade, sanktioner, terror, snigmord og militære interventioner hvor den amerikanske »Big Brother«« forsøgte at gøre hele Cuba til en stor Guantanamolejr. Det samme skete i Korea hvor USA`s militære aggression fra 1950-53 krævede mellem 3 og 4 millioner ofre. USA har helt frem til i år nægtet at erkende at krigen i Korea er slut. USA har med deres politik overfor Cuba og Korea mislykkedes med deres »befrielses«-projekter i disse lande.

Siden 1991 er USA´s »demokratiske« projekt i Irak endt i et mareridt med 4 millioner irakere på flugt og livet er omdannnet til et helvede på jorden for flertallet af folket.

Afghanistan er på vej mod samme forhold. * * * * *

Nu er det Iran som bliver udsat for militære og økonomiske trusler af USA og dets “trofaste” allierede i EU.

– Ja men; Cuba´s, Korea´s og Iran`s regeringer er ikke socialistiske, siger nogle folk fra SF og EL.

Det er muligt men sagen handler ikke om der er socialisme eller demokrati i disse stater. Først og fremmest er ingen af disse stater racistiske Apartheid-stater.

Kun to stater i vor tid kan kaldes racistiske Apartheid-stater :det er staten Israel og Sydafrika under Apartheid. Det har flere FN-resolutioner også fastslået.

Mod racistiske stater er det berettiget at bruge boycot- og sanktionsvåbnenet for at isolere regimet og bringe det på fald.
Sanktionsvåbnet og de militære interventioners metode er meget skarpe våben, som man ikke skal lege med og true med til højre og venstre sådan som USA gør. Og især i den arabiske og muslimske verden opfattes Onkel Sam og hans »trofaste « medløbere i England, Danmark og Rusland ikke som den »demokratiske« Onkel. Snarere som en skrupelløs gangster der bomber, besætter, voldtager og myrder. Sovjets indmarch i Afghanistan i 1978, krigsforbrydelserne og borgerkrigen der fulgte skete i »både »socialismens og demokratiets« navn. Afghanistan blev “Sovjets Vietnam”. Og mennesker i hele den muslimske og arabiske verden kom til indsigt om at:
Hvis krigen og besættelsen i Afghanistan og Palæstina – forstået som Staten Israels kolonisering – er vejen til demokrati og socialisme så ønsker vi det ikke. Og man søgte andre veje .
Statens Israels oprettelse har vist sig at være FN´s største fejltagelse. Koloniseringen af Palæstinas land og folk gennem terror, krig og Apartheid-love har gjort Palæstina til et mægtigt Camp Guantanamo hvor der findes “første – og anden klasses mennesker : palæstinenserne”.
For vore brødre og søstre i Palæstina er terror, sult, politiske mord,tortur og massearbejdsløshed hverdag. Det kaldes på dansk og amerikansk »demokrati« – Sidste år fik fangerne i den zionistiske Camp Palæstina så lov at vælge et selvstyre-råd.
Men Lejrkommandanten : Israels zionistiske junta og deres uundværlige amerikanske bagmænd; brød sig ikke om resultatet. Palæstinenserne fik klar besked : »I har valgt de forkerte, I har valgt terrorister«.Og USA og EU indførte sanktioner og blokade mod palæstinensernes »demokratisk « valgte regering. Valget blev en skueproces i »vores« vestlige hykleri. »Vores« image og demokratiske troværdighed er nu på vej ned under nulpunktet i den arabiske verden. Derfor er der ingen der har virkelig tillid til»os«, heller ikke når de kalder sig socialister og kommer fra SF og EL. At folk fra EL i denne situation stiller »ultimative » ensidige krav til både det ene og anden befrielesebevægelse og »slyngelstats«-regering bliver kun taget til indtægt for sanktioner og militære indgreb. Den iranske opposition siger nej tak til hjælp udefra – 390 millioner som Bush-adminstationen have tilbudt – for det er blodpenge som gangsterne i Washington tilbyder. Bortset fra det åbenbare faktum at det nuværende regime i USA ikke tilstræber »ægte folkeligt demokrati« eller socialisme for folket i Korea Cuba, Iran eller andre af de såkaldte »slyngelstater« så bør det være vores udgangspunkt at de undertrykte folks befrielse er deres eget værk. Revolutionen kan ikke eksporteres som Stalin udtrykte det. På samme måde som vi respekterer menneskers ret til at ytre kritik af Thorning/Fogh eller Enhedslisten må vi respektere folkenes ret til at vælge hvilken vej de vil gå. Et »demokratisk befrielse« indført fra oven som USA´s forsøg i Irak og tidligere Sovjets i Afghanistan er ikke bare i strid med Folkeretten. Det er ingen ingen virkelig befrielse ,men neo-kolonialisme hvis ikke den nationale modstandsbevægelse mod et tyrannisk regime er den afgørende politiske og militære faktor.

MAGT GIVER IKKE RET

Det var kærnen i FN´s Charter som blev vedtaget i 1945 hvor forbudet mod aggressionskrig og retten til selvforsvar blev nedskrevet.  At stormagter som USA ,Stortbritannien og Rusland har magten og de militære muskler til at vælte regimer giver dem ikke ret:  Det handler ikke som Rune Lund fra EL påstår om at være ven med »fjendens fjende « *1) (ARB.30,juni d.å.)

Det handler om at flertallet af folkene i disse selvstændige stater som Cuba, Korea, Iran, Syrien og Palæstina har en demokratisk ret til at gå en anden vej end den der gælder i de kapitalistiske Nato-stater. Det betyder ikke at vi bliver politiske allierede fordi vi forsvarer deres ret til at vælge en “storbytosset” regering.   Og med det blodige »KZ-Guantanamo» -image – som alle stater og folk i Nato-alliancen er besmittet med – er “vi” slet ikke i en position hvor “vi” kan diktere dem hvilken vej de skal gå.

Det bør være vor dybe folke-demokratiske forståelse af solidaritets-begrebet. Denne solidaritet udelukker ikke kritik af disse regimer som angiveligt fører en selvstændig kurs, men at true med sanktioner, og krig vil tværtimod bekræfte disse folks “berettigede fordomme “om »det aggressive vesten« .

Kun gennem vort gode eksempel ved at vi ophører med de militære trusler og ophæver sanktioner har vi en mulighed for gensidig påvirkning.  Enhedslisten har travlt med at kritisere D.F.R. Korea samtidigt som man er mundlam når det gælder regimet i Peking (F.R. KINA), som jo har holdt “Nordkorea på benene” som det siges. Hvis EL´s kritik af DFR Korea var alvorlig ment burde man jo rette skytset imod Kina.

Det gør man ikke. Hænger det sammen med at EL har lyttet for meget på »Venskabsforeningen Danmark-USA«, hvor man er overordentligt glade over de saftige kapitalistiske profitter der udpreses af det kinesiske arbejderklasse og derfor ikke stiller samme krav her?  Et andet land som EL og har travlt med at kritisere er Iran. Angiveligt findes der mange demokratiske mangler at kritisere i landet. Men hvorfor tier man om Saudi Arabien – USA´s næstvigtigste allierede i den arabiske verden ?
Eller om Pakistan ? Måske hænger det sammen med at USA drømmer om at gøre det samme med Iran som de har gjort med Irak ?
Selvom kvinderne nægtes retten til at stemme i Saudi Arabien, hvor Iran er kommet meget længere er det Iran Enhedslisten retter hovedskytset imod.  Formanden for Irans Journalist forbund Rajab fortæller til Politiken at :»i Iran har kampen for demokrati stået på i over 100 år.  Der er en langt mere åben debat i Iran end i arabiske lande.  Det kan kun sammenlignes med Libanon og Egypten« og Palæstina kunne tillægges, men tilføjer han: »Iran er ikke noget demokrati, men heller ikke et diktatur«.

Og heller ikke socialistisk kan tillægges.  Igen det handler ikke om der er socialisme i Iran, Cuba eller i Korea.  Folkene i disse lande fortjener vor solidaritet og de afviser sanktioner, blokade og udenlandske militære »befrielser« af deres lande.  Iøvrigt ville Rune Lunds “fjendens fjende”-argument betyde at EL skulle afvise en politisk alliance med Thorning-Smith mod Fogh. Så mens Enhedslisten og de forskellige fraktioner bruger tusinder af timer på at diskuterer for og imod tørklæder i Folketinget, så kæmper folkene på Cuba , i Korea og i Iran med at fortælle omverdenen at de ikke ønsker Enhedslistens, Fogh´s og Thornings støtte til USA´s sanktioner og krigstrusler.
De ophidsede debatter i Enhedslisten om tørklædet er en bedre sag værd og dækker i virkeligheden over listens vaklende kurs mellem tilpasning og modstand. Stærke kræfter i listen har mere travlt med at udbrede imperialismens ensidige »demokratiske og religiøse« krav til de stater de ikke har kontrollen over. Det er i grunden ikke et religionsspørgsmål. Det kom også til udtryk efter Jyllands-Postens provokative trykning af de anti-muslimske terror-karikaturtegninger af Muhammed, som udvilklede sig til Danmarks “værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig”.
Da sørgede Jacob Lindblom-fløjen og andre for at EL haltede forvirret igennem den krise som Danmark stod i, uden at kunne orientere sig. Sammmen med den stigende modstand mod Fogh-regeringen er karikatur-krisen også den bagvedliggende udløser af valget på tirsdag.
Regningen for nedvurderingen af det kapitalistiske varemærke: »Made in Danmark«. bør betales af Kjærsgaards Folkeparti, JP og Fogh-regeringen. Det er de hovedansvarlige for at det udviklede sig til den “værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig”. – – – – ——
Krisen i EL har udviklet sig til en idenditetskrise som ikke løses af valget af en muslim. Valget af Asmaa Abdol-Hamid kan ikke kompensere for undertrykkelsen af de arabiske og muslimske folk i Irak, Palæstina, Pakistan, Afghanistan, Indonesien og Saudi Arabien. Venstre har »muslimer« opstillet, det har ikke gjort partiets politik mindre reaktionær. Tørklæde-diskussionen er blevet et skalkeskjul som dækker over at EL ikke har en selvstændig solidaritetspolitik som klart afviser sanktioner, blokade og krig mod folkene  i

Cuba , Korea,  Syrien og i andre »slyngelstater«.  Der ikke et spørgsmål om der er socialisme i disse lande eller »fjendens fjende « og hans venner bor i disse lande ; men et spørgsmål om at anerkende at » arbejderklasens befrielse er arbejderklassens eget værk« såvel som de undertrykte folks befrielse er deres eget værk.  Revolutionen kan ikke eksporteres.  Den anti-imperialistiske befrielseskamp i de lande, som kaldes de ”muslimske lande”, er i sit væsen ikke et religions-spørgsmål, ligesom den irske befrielses-kamp ikke er en religionsstrid mellem pro-britiske protestanter og irske katolikker, som det kan se ud som på overfladen.

I tørklæde-debatten i EL er der også kommet argumenter frem, hvor man ligefrem har sammenlignet EL med de kommunistiske partier i Komintern-perioden.  At partierne i det revolutionære kommunistiske verdensparti Komintern forsvarede jøder og andre mindretal mod fascistiske angreb og terror, men ikke tillod religiøse som medlemmer. Men EL er vel ikke et revolutionært kommunistisk parti af Komintern-typen ? – – – – Selvom der angiveligt findes enkelte medlemmer, der ønsker det.   I et revolutionært parti af Komintern-typen, tilslutter man sig partiprogrammet, der taler om, at det ikke er i kirken, moskeen eller synagogen vi går for at få svar på, hvilken vej vi skal gå.  Det indebærer ikke, at kirken, moske-en eller synagogen er forbudt område for kommunister.  Selv i det socialistiske Sovjet i 1930’erne fandtes der kirker, moskeer og synagoger. Tro, følelser og tanker er en privat sag.  Samtidig må vi ikke glemme, at de krav, vi stiller til partimedlemmer, ikke er de samme som til et hel lands borgere. Partimedlemmerne følger frivilligt partiets kommunistiske krav. Krav, som ikke stilles til folk udenfor partiet. Vi må skelne mellem parti og masseorganisationer. Partiet er arbejderklassens fortrop, mens masseorganisationerne er åbne for alle, uanset om de bekender sig til den ene eller anden trosretning.

NOTER:

*1)

Rune Lund :”Min fjendes fjende er ikke automatisk min ven * Arbejderen 30.juni

*2)

Akbar Ganji *:”Why Iran’s Democrats Shun Aid”:”Derfor siger opositionen i Iran nej til penge udefra”/Washington Post, 26.Okt.

*3)Rajab Ali Mazrooei , Politiken 1.nov 2007

Relaterede artikler:

Religions-krig i Enhedslisten

Hvad sagde Dronning Marie-Antoinette og Præsident Ahmadinejad?

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s