1948 – “al -Nakba” – “Katastrofens” år i Palæstina – 60 år

1948 – 2008 – . . . . . .

I årskiftet  mindes palæstinenserne –  og deres millioner af venner verden over  –  ’ al Nakba’ – “katastrofens” år.

Ordet nakbaer arabisk og betyder katastrofe på dansk. Palæstinenserne bruger ordet som et udtryk for hvad der skete i Palæstina fra årsskiftet 1947-48 og de følgende atten måneder. I denne tid for treds år siden blev omkring en million palæstinensere fordrevet fra sine hjem, sine byer og landbyer, fra sit land.

Til en flygtningetilværelse som for dem og deres efterkommere endnu idag, 60 år senere, er virkelighed. Det heroiske palæstinensiske folk hyldes jorden over fordi de – aldrig et øjeblik – i disse treds år har opgivet deres land, deres identitet og deres nationale- og menneskerettigheder. Palæstinenserne og deres millioner af venner på alle jordens kontinenter ved at de har retten på deres side . Et undertrykt folk har altid ret – som titlen er på en dansk film. * * * * *

KRONIK

Zionisternes vej til oprettelsen af koloni-staten Israel i Palæstina i 1947-48 var en militær-politisk strategi med navnet Plan Dalet. Den indebar en systematisk, vel-planlagt og gennemført masse-terror. Den blev sat i værk i begyndelsen af 1948 under ledelse af Labour´s – det socialdemokratiske Arbejderpartis Yigal Allon og formålet var at “tømme Galilæa” for dets ikke jødiske indbyggere ; titusinder af civile og ubevæbnede mennesker blev brutalt konfronteret med ordre fra de zionistiske militærstyrker om umiddelbart – ofte i løbet af 60 minuter – at forlade deres hjem og hjemstavn

Alternativet var bogstaveligt talt at stå ansigt til ansigt med geværmundingerne og blive mejet ned! For visse fik de ikke engang dette valg – den mandlige befolkning i byerne blev gennet sammen, opstillet på en række og henrettet på nærmest åbne pladser – i blandt fremfor øjnene på kvinderne og børnene. Mange Palæstina-venner kender sikkert til massakren som på denne måde ramte den palæstinensiske landsby Deir Yassin i april 1948, med flere hundrede dødsoffrer. Selv det officielle Israel tilstår idag denne massakre.

Lederen af den zionistiske terrorgruppe Irgun og senere Israels Statsminster Menachem Begin – skrev i sin erindringsbog “The Revolt” – :
“Deir Yasin – massakren var ikke bare berettiget. Der skulle ikke have været nogen israelsk stat uden sejren ved Deir Yasin”

Men Deir Yassin var ingen “undtagelse”. I Dawaymeh, Kabri, Umm al-Faraj, Nahr, Simirayya, Zib, Bassa, for at navngive nogle af de 531 palæstinensiske byer og samfund, blev udvalgte personer i befolkningen myrdet på lignende måde i disse måneder , mens de øvrige blev fordrevet. Det begyndte for alvor samme dag som de Forenede Nationer den 29 november 1947 vedtog sin delningsplan for det daværende brittiske “mandat”-område: Palæstina. Det var startskuddet. I det følgende halvår blev terroren intensificeret – frem til den dag da FN-planen skulle træde i kraft den 15. maj 1948. Da var mere end halvdelen af Palæstinas oprindelige befolkning, omkring 800.000 mennesker, fordrevet i den mest omfattande etniske udrensning hidtil i moderne tid!   – – – – –
Hvordan kunne dette ske med FN´s , med Danmark´s og samtlige europæiske landes tilslutning ?
Og er det virkelig sandt – at opimod en million palæstinensere blev fordrevet for at give plads for Staten Israel vil mange sikkert spørge ? Det passer vist ikke ! Hvor er beviserne ? Det var vel ikke araberne der var de forfulgte ? Var det ikke jøderne som var de truede ? Var det ikke lederne i de omkringliggende arabiske stater – Syrien, Jordan og Ægypten – som afviste FN-planens fredelige intentioner gennem at umiddelbart mobilisere sine hære og gå til samlet angreb samtidigt som man truede med at alle jøder skulle ”smides ud i havet”.
Overfor denne dødelige trussel – en ny “holocaust” bare nogle få år efter den nazi-europæiske Endlösung i KZ-lejrerne – blev jøderne og deres nye hjemland Israel tvunget til at forsvare sig og lykkedes mirakuløst at klare den mest kritiske periode fra slutningen af 1947 og de følgende et og et halvt år. Det var sådan det var i virkeligheden ?

Det er i hvert tilfælde det som vi hører og læser i medier og bøger og som eleverne får at vide i historietimerne i skolerne.
Som en følge af Statens Israels brud på FN-resolutioner, Folkeretten og den bevidste undertrykkelse af Palæstinensernes legitime rettigheder og krav er der idag mange som idag ved 60 årsdagen for Staten Israels oprettelse stiller spørgsmålet: Hvordan kunne socialister , venstrefløjen , kommunisterne, ja stort set alle progresive kræfter gå med til at støtte oprettelsen af staten Israel i 1948 ?
— — – — – – – – – — – – – – — — – – — – — — — – — – – — – — –
I visse idealistiske kredse skrives der vulgærmarxistiske artikler hvor man mekanisk overføre alle Israels forbrydelser mod Folkeretten de sidste 60 år tilbage til situationen før 1948 for at fordømme FN-beslutningen om delingen af Palæstina, som blev støttet af alle politiske kræfter af betydelse i Europa.
Det er en meget idealistisk historieopfattelse – som ikke bidrager til forståelsen af begivenhederne. –
Hvis vi idag havde en krystalkugle som gjorde det muligt at se 60 år frem i tiden; altså hvordan verden ser ud i 2068 ville alt jo blive meget enklere, med hensyn til at tage stilling hvilke kræfter som er progrssive, reaktionære og hvor hovedkræfterne skulle sættes ind hvad vi skulle undgå ,passe på, modarbejde,bekæmpe og så videre frem til 2068

Fakta er at den kommunistiske venstrefløj og Sovjetunionen ikke kunne forhindre oprettelsen af staten Israel, med mindre man ligefrem ønskede at Stalin skulle starte en krig omkring Palæstina og sende den Røde Hær ned til Palæstina for at sætte tingene på plads. Det ville ikke have ført til noget positivt.
Sovjet kunne have stemt nej i FN til delingsplanen i 1947. Det var en mulighed.
På den anden side ville et sovjetisk nej ikke have forhindret oprettelsen af en jødisk kolonistat, men udløse et imperialistisk kampagne mod Sovjet hvor indeholdet ville være at Sovjet gyder jordbunden for antisemitisme og “kvæler jødernes frihed” ved at opbygge et “jerntæppe omkring Palæstina” gennem at forbyde “jødisk massseindvanding” og så videre . . . osv .

Fakta er at Sovjets vurdering på tiden optil udråbelsen af Staten Israel – da Molotov var Udenrigsminister mundede ud i at Sovjet ikke havde nogen muligheder for at forhindre oprettelsen af Staten Israel i 1948 som USA og dets europæiske satellitstater – som året efter blev sammensluttet i Nato – støttede politisk og økonomisk.
* * * * *
Fakta er at det – i modsætning til idag – var meget svært at finde nogen – hvad enten de var overbeviste socialister, venstreorienterede, kommunister eller andre progressive i hele Europa, der var modstandere til at jøderne fik et “hjemland” i Staten Israel.
Længe fremstod Israel som en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer,fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne fejltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.
Israel fremstod som et befrielses-projekt. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947, da FN vedtog delingsplanen. Var Palæstina ikke et øde ørken- og sump-land ?  Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved ?.
Det var så godt som umuligt at finde nogle “jødiske kommunister eller socialister” i Vesteuropa der ikke var fortalere for oprettelsen af “jødernes hjemland” Israel.
Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 og afsløringen af de nazistiske forbrydelser blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest i England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri – alt nazistisk, ja alt tysk, blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel
At ignore det antinazistiske raseri og had i Europa ikke bare blandt jøder i 1940´ernes Europa og udelade de antinazistiske sympatier for jøderne, som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk, overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for befolkningen i Palæstina hvad enten de jøder, muslimer eller kristne.

Myterne og dette falske historiebillede har været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer. – –
I virkeligheden er sandheden at der fra november 1947 og frem til maj 1948 ikke befandt sig en eneste regulær soldat fra nogen af de omkringliggende arabiske landes hære i Palæstina!

Allerede nogle dage efter FN-beslutningen kom et antal tusind frivillige fra forskellige arabiske lande – fremforalt Syrien – til forsvar for sine palæstinensiske brødre og søstre og indledte spredte angreb, men de savnede ofte såvel militær uddannelse som adekvat bevæbning og kunne ikke byde på nogen reel modstand mod de veludrustede og velorganiserede styrker fra zionisternes Haganah-armé, som da omfattede flere end 30.000 mand og som havde forberedt sig til sin opgave i årevis.
Zionisterne handlede planmæssigt. De stræbte efter at erobre så store områder som muligt inden den fastsatte selvstændighedsdag 15.maj og i største mulige udstrækning drive den ikke-jødiske palæstinensiske befolkning væk.
Efter udråbelsen af Israel demonstrerede store folkemasser sin vrede og modstand overalt i den arabiske verden – Det tvang de arabiske regimer at sende hærenheder til Palæstina. Men det var bare opportunistiske skinmanøvrer som de imperialistisk-koloniale afhængige regimer beordrede for at berolige de oprørte folkemasser. Hærenhederne var dårligt uddanede ,dårligt udrustede med socialt “tilbagestående” soldater som blev sendt mod Israel og i realiteten var det britiske og ikke arabiske interesser som lå bag.
En af de arabiske hære var moderne : den (trans-) jordanske Arab-Legion og den stod under kommando af en englænder; Glubb Pasha. Han havde fået direktiv – efter overenskomst mellem zionisterne og den britiske marionet : emiren Abdullah – om ikke at trænge en eneste meter ind på det område som – ifølge FN-resolutionen skulle høre under den zionistiske stat.
Efter pres fra Washington på London-regeringen blev til og med en vigtig del af det område som skulle have tilhørt araberne; den sydlige del af Palæstina hvor Eilat ligger, rømmet . Den palæstinensiske og arabiske modstand var hjælpeløst overgivet under de imperialistiske og tilbagestående forhold på den tid.
Og opinonen i den vestlige verden åndede lettet op – for de så bare jøder og ikke zionister, fordi de ikke vidste noget om de grundlæggende forhold.
Hvis de på den tid havde kunnet læse hvad Israels Statsminster David Ben Gurion skrev i hans dagbog den 21.maj 1948 , mindre end en uge efter statens udråbelse ville de ikke have troet deres egne øjne:

“Den arabiske koalitions achilleshæl er Libanon. Den muslimske dominans dér , er artificiel og kan let styrtes. En kristen stat burde oprettes der, med floden Litani som sydgrænse. Vi burde indgå en alliance med den stat. Derefter, når vi har slået Arablegionen tilbage og bombet Amman, kan vi feje Transjordanien væk; og efter det skulle Syrien falde. Og hvis Ægypten da stadig væk skulle våge at gå i krig mod os skulle vi bombe Port Said, Alexandria og Cairo. Så skulle vi afslutte krigen og dermed have taget revansche på Ægypten, Assyrien og Kaldéen for vore forfædres regning “

For Ben Gurion og de andre zionistiske ledere var overlegenhed en selvfølge.
Israeleren Michael Bar-Zohar som gengiver citatet i Ben Gurion-biografien “The Armed Prophet” kommenterer:

” Selvom den jødiske stats historie lige akkurat var begyndt stod sagen klar – hverken de grænselinjer som var blevet trukket op af de Forenede Nationer eller de som var opnået med militære midler i 1948 var statens endelige grænser i Ben Gurions øjne. En begyndelse var gjort ,det var alt.”

Begyndelsen; det var 70 % af Palæstinas areal. Det var fordrivningen – Al Nakba – af 800-900.000 palæstinensere til livslang elendighed i flygtningelejre.
Al Nakba 60 år . . . .
Alt hvad der fandtes af værdi i 70 % af Palæstina betragtede kolonisatorerne som deres ejendom. Alle forladte huse , butikker, og værksteder , alle efterladte redskaber, maskiner, lagre, lastdyr, alle offentlige bygninger,gader, havneanlæg el-værker, vandledningsystem, alle torve,parker, vandløb. alle broer, alle jernbaner,bjerge, marker, græsningsmarker, alle strande etc. etc. – –
I en nazilignende operation i byen Ramleh havde israelske styrker under ledelse af Moshe Dayans tvunget hele befokningen ud på gaderne, midt i natten, gennet dem op på lastbiler og busser og ført dem til Jordan-kontrolleret område.

“Alene i min hjemby Haifa blev halvtreds tusind huse rømmet “

skrev Arbejderparti-veteranen David Ha´cohen i sine erindringsnotater. På de fordrevne bønders jord blev der overalt bygget “socialistiske” kooperativer og kibbutzer. – Det “venstresocialistiske” Mapam-parti som senere udtalte sig for en binational stat af jøder og arabere, opførte i løbet af de nærmeste fire år efter fordrivningen af palæstinenserne – ; kibbutzerne Baram, Barkai, Beit Kama, Carmia, Dvir, Ein Dor, Gaash, Gaaton, Gazit, Givat Oz, Harel, Lehavot Chaviva , Magen, Megiddo, Nachshon, Nachshonim, Nirim, Nir Yitzhak, Ramot Menashe, Revadim, Reshafim, Saar, Sasa, Shomrat, Yasur, og Zikim . . . .

Begyndelsen – det var indlemmelsen af de overlevende fra koncentrationslejrerne; og i hvor høj grad dette var en vigtig humanitær indsats eller indrivning som skulle legitimere den zionistiske koloni som jødisk stat kan i aller højeste grad diskuteres..
Under alle omstændigheder havde Staten Israel store problemer med at leve op til statens livsafgørende legitimation. Roosevelt-planen om at give en stor del af overlevende jøder flere hundrede tusinde fri indrejse til de Forenede Stater var så populær blandt jøderne at zionisterne satte alt ind på at stoppe Roosevelts forslag.
Zionisterne og deres allierede i USA fik forpurret Roosevelt-planen som skulle give 300.000 jøder fri indrejse til de Forenede Stater. Et tilbud langt de fleste jøder ville have valgt, men for zionisterne var det “livsnødvendigt” at “indfange” jøder til den nye stat gennem kampagner for at tiltrække “jødiske indvandrere”. I forbindelse med befrielsen i 1945 lykkedes man at stoppe de overlevende jøders udvandring til Amerika. I stedet bakkede Roosevelt op bag den Verdenszionistiske organisations krav om at 100.000 umidelbart skulle slippes ind i Palæstina.
Samtidigt opdagede zionisterne at heller ikke de arabiske jøder – som i årtusinder havde boet fredeligt i hele den arabiske verden – viste nogen større interesse for at udvandre frivilligt til den nye stat.
Man gennemførte kampagner for at tiltrække den arabiske verdens jøder – som i umindelige tider havde boet i f.eks Jemen, Irak og Marokko. De fleste levede hverken dårligere eller bedre end den øvrige befolkning, selv om der havde været en del spredte overgreb siden den zionistiske kolonisering af Palæstina var indledt var det ikke noget der fik jøderne på flugt.
Efter en politisk-religiøs kampagne om at Messias snart skulle komme blev de jeminitiske jøder fløjet til Israel i en gigantisk luftbro. –
130.00 irakiske jøder som overhovedet ikke have vist nogen interesse for de zionistiske opfordinger om at udvandre til Israel blev drevet ud af Irak efter at israelske agenter sprængte en synagoge og andre jødiske bygninger i Baghdad i stykker i 1950. Det skete under dække for at give indtryk af en “irakisk terrorbølge mod jøder” og at Irak er “antisemitisk”. Det afslørede det israelske parlamentsmedlem Uri Avneri.
Også i Marokko var zionisterne aktive for at opildne til “terror mod jøder” da de i forbindelse med landets selvstændighed drev en skræmmekampagne om at befrielsen skulle føre til jødeforfølgelser.

Mange andre eksempler kan nævnes.  I perioden fra proklamationen af Israel den 15.maj 1948 til den 1.juli 1956 indvandrede 797 tusind jøder til Israel, hvoraf det store flertal kom fra den arabiske verden.

Når FN-resolutioner gang på gang opfordrer Israel til at respektere palæstinensernes ret til at vende hjem – resolution 194 – svarer zionisterne frækt at flygtningenes plads var optaget af de arabiske jøder.

Begyndelsen . . . – det var også den “gengældelsestaktik” som blev zioinistenes svar på de spredte ofte individuelle ,men stadig mere organiserede palæstinensiske modstandsaktiviteter. På initiativ af general Moshe Dayan blev “Enhed 101” oprettet. Under ledelse af Ariel Sharon – senere Statens Israels Statsminister – gennemførtes masakrerne i Kibiya den 14-15.Oktober 1953: 69 døde – . . Nahalin 28.-29.marts 1954:14 døde . . . Gaza 28.februar 1955:38 døde . . . Khan Yunis 31.august 1955: 46 døde – El-Buteiha 11.-12.december 1955: 50 døde – Kalkiliya 10.oktober 1956: 48 døde og Kafr Kasim 29.oktober 1956: 47 døde

I 1948 – under Al Nakba – meldte den unge Georg Habash – senere PFLP´s leder – sammen med andre studenter sig til de frivillige styrker som kæmpede langs den syrisk-libanesiske front mod de zionistiske aggresorer.
Krigen gjorde et dybt indtryk på den unge Habash. I et interview i 1973 beskrev Habash al-Nakba :

* “de dræbte vort folk og fordrev os fra vore hjem, byer og jord. På vejen fra Lydda til Ramallah har jeg set børn, unge, mænd og gamle dø. Hvad kan du tage dig til når du har set alt det her? Du kan ikke gøre noget andet end at blive revolutionær og tage kampen op for din og dit folks sag” ** —-

I begyndelsen af 1950´erne tog Georg Habash initiativ til stiftelsen af Harakat Al-Kawmeyon det vil sige Arab Nationalist Movement ANM – en pan-arabisk befrielsesbevægelse som fik stor indflydelse på palæstinensisk og arabisk politisk tænkning.
Al-Kawmeyon var den første selvstændige palæstinensiske partiorganisation som spredte sig over hele den østlige arabiske verden – som blandt deltog i befrielsen af SydYemen, det daværende britiske protektorat Aden – . Tidligt i 1960´erne var det Al-Kawmeyon som tog initiativet til den væbnede kamp i Palæstina og i 1967 var situationen modnet i ANM – også i kraft af George Habash erfaringer og analyser – at man kunne danne Folkefronten for Palæstinas Befrielse PFLP, med målet at skabe et parti som på et revolutionært marxistisk-leninistisk grundlag var uafhængigt af Sovjet og Kina.
Dannelsen af PFLP i december 1967 skete seks måneder efter den zionistiske israelske aggresion havde ført til besættelsen af al-Kud (Jerusalem), Gaza-striben og Vestbanken.

Mens den Ægyptiske præsident Djamal ´Abd al Nasir -(Nasser) som i 1950´erne og 60´erne var den ledende anti-imperialist i den arabiske verden – opfattede imperialismen som ganske enkel “stormagtspolitik” – og havnede i konspirationsteorier om at denne politik blev dikteret af “mægtige jødiske interesser” – gjorde George Habash tidligt en marxistisk analyse inspireret af den revolutionære kommunistiske verdensbevægelses fremgange fra KOMINTERN og til de væbnede befrielseskampe verden over efter det fascistiske nederlag i 1945.

Man skal heller ikke glemme at den zionistiske bevægelses mål fra den første dag var at oprette en jødisk stat i Palæstina. Dette mål skulle opnås blandt andet gennem at jøder fra diasporan flyttede ”hjem”; men det krævede også at den ikke-jødiske befolkning blev fordrevet fra Palæstina. Som Theodor Herzl, en af den zionistiske bevægelses grundlæggere ; skrev i sin Dagbogallerede i 1895: ”Vi skal anstrenge os for, at ubemærket fordrive den fattige befolkning til den anden side af grænsen, sørge for arbejde for den i transitlandene men vægre den arbejde i vort eget land.”

”Racemæssig ”ren” stat

Allerede i 1920 dannede zionisterne den paramilitære organisation Haganah som de følgende årtier i voksende omfang helligede tiden med at angribe enkelte palæstinensiske byer , erobre og beskytte nye jødiske bosætninger i takt med indflytningen af jøder. I 1928 omvandlede britterne Palæstina fra en ”stat indenfor det brittiske interesseområde” til en brittisk koloni. Året derefter revolterede palæstinenserne mod britternes fremgangsmåde, som ensidigt favoriserede zionisternes interesser. En ny mere omfattende opstand skete i 1936. Den tvang britterne til at stationere flere soldater i Palæstina end hvad man havde i hele den indiske kron-koloni.

Zionisterne tøvede ikke med at lade sine væbnede delinger deltage med britterne for at slå ”det arabiske oprør” ned. Dog tog det britterne tre år om at knuse det palæstinensiske oprør; nederlaget førte imidlertid til at det palæstinensiske lederskab blev tvunget i eksil, og i de oprørske områder og landsbyer blev mange af mændene dræbt eller fængslet. For de zionistiske planer var dette anledning til at flytte deres positiner frem. Palæstinenserne var blevet berøvet store dele af sit lederskab, mange kampvillige mænd var indespærrede eller fordrevne, byboerne afvæbnede. 1937 fremlagde britterne dessuden et første forslag på deling af territoriet – gennem den så kaldte Peel-kommissionen. Selvom om den bare gav en mindre del af Palæstina til jøderne, blev idéen modtaget meget positivt fra zionistisk hold. Det skete sikkert fordi at tanken om en deling for at separere befolkningsgrupperne – underforstået at de ikke kan leve sammen – for første gang blev fremført af andre , end zionisterne selv. Præcis i linje med zionisternas mål: en racemæssigt eller etnisk ren jødisk stat.
En vigtig del i forberedelsearbejdet for at kunne virkeliggøre den zionistiske plan var kortlægningen av det palæstinensiske samfund, som skete systematiskt i 1930`erne. Moderne metoder blev taget i anvendelse, inklusive fly-fotografering. Mod slutningen av årtiet var arkiven praktisk taget komplette. Nu havde man kortlagt den topografiska placering af hver eneste palæstinsiske by, dets tilfartsveje, jordens dyrkningskvalitét, adgangen til kildevand, byens hovedsaglige indkomstkilder, indbyggernes politiske og religiøse status, navnene på byrådets medlemmar, desuden hver eneste mandlige indbygger i alderen 16 til 50 år. Særligt vigtigt blev information om byens ”fjendtlighetsindeks” til zionisternes planer om en jødisk bosætning bedømt og om byens mænd havde deltaget i oprøret 1936. Der blev lavet særlige lister for hver by på de mænd som havde deltaget i oprøret, men også over de familjer som havde mistet pårørende i kampene. 1941 blev den militære specialkommando Palmach dannet, som en del af Haganah.
Oprindeligt for at bistå de allierede, dvs britterne, hvis nazityske tropper skulle nå frem til Palæstina. (Den tyske militære fremrykning i Nordafrika i retning mod Ægypten pågik med fuld styrke.) Da den trussel ikke længere forelå et par år senere, blev Palmachs virksomhet ændret til at med militære trusler og aktioner at skræmme den palæstinensske befolkning fra områder som blev bedømt som strategisk vigtige for en fremtidig jødisk stat. Det skete flere år inden FN´s delningsplan havde set dagens lys. En af zionismens ledere, Yossef Weitz skrev i sin dagbok 1940:

”Fordrivning tjener ikke bare et formål – at mindske den arabiske befolkning – men det tjener også et andet formål, mindst lige så vigtigt, nemlig: at frigøre jord som nu bruges af arabere og frigøre den for jødiske bosætninger … Den eneste løsning er at forflytte araberne herfra til tilstødende lande. Ikke en eneste by eller en eneste stamme skal blive tilbage.”

FN´s delningsplan

David Ben-Gurion anførte den zionistiske bevægelse fra 1920`erne og var hovedarkitekten bag planlægningen og det strategiske forberedelsesarbejde siden des. Da Anden Verdenskrig gik mod slutningen , indledtes en kampagne for at få britterne at til at opgive sit mandatansvar for Palæstina.  Terrorister fra de zionistiske væbnede grupper angreb brittiske mål, sprængte broer og brittiske militærbaser – blandt andet britternes højkvarter King David Hotel i Al Kud – Jerusalem . Samtidigt som arbejdet blev forceret med at få jøder til at komme til Palæstina – det gjaldt om at påvirke de som overlevede nazitysklands KZ-politik – hvor mange i første række ville søge til USA. Derfor blev der indkøbt store mængder våben som forberedelse til det store ”befrielsesslag”. Haganah-officerer købte våben i Tjekkoslovakiet (bl.a 24.500 geværer, 5.200 maskinpistoler og 54 millioner patroner i 1946) men også store kvantiteter fra Sovjetunionen (købet blev formidlet med hjælp af Israels kommunistparti). I begyndelsen af 1947 tog den brittiske Labour-regering beslutning om at forlade Palæstina og overlade det til FN at tage stilling til landets fremtid. Efter ni måneders diskussioner i FN, kom man frem til beslutningen at dele landet. Forudsætningen var dog at de berørte parter godkendte planen ! Den zionistiske ledelse accepterede umiddelbart, mens palæstinenserne selv og de arabiske lande sagde nej. Istedet fastholdt de at Palæstina skulle forblive et udelt land og at modsætningerne skulle løses gennem forhandlinger. Den 29 november vedtog FN´s Sikkerhedsråd delningsplanen, som skulle træde i kraft den 15 maj 1948. I det mellemliggende halvår skulle Storbritannien have ansvaret for mandatområdet, inklusive lov og ret. >Stadig fandtes der store brittiske militærstyrker i landet.

Det faktum at de palæstinske repræsentanter og regeringer i de arabiske nabolande vægrede at acceptere FN:s delingsplan bliver rutinemæssigt af Israel og de imperialistiske stater fremstillet som ”bevis” på “arabernes fjendtlighed” og årsagen til de efterfølgende 60 års hændelsesudvikling. Palæstinenserne var , så at sige, ”selv skyld” i katastrofen eftersom de ikke accepterede FN´s deling af deres land. Spørgsmålet er : Hvordan kan man kræve at nogen ansvarlige politikere accepterer at mere end halvdelen af deres eget lands territorium skulle forsvinde og befolkningen der tvinges til at udvandre ? Det var et spørgsmål som den vestlige verden aldrig bekymrede sig om at søge svaret på.

15 maj 1948

Sikkerhedsrådets beslutning i 1947 blev startskuddet for den kombinerede terror- og fordrivningsoffensiv mod palæstinenserne som var blevet forberedt i årevis. FN-beslutningen fremstilles også som det endelige bevis på at ”verden” gav jøderne retten til Palæstina, uanset den befolkning som fandtes der. Hvor stor en del af Palæstina som siden hen i praksis kunne beslaglægges og besættes var et rent magt- og styrkespørgsmål. Britterne havde allerede vist at man ikke tænkte ”blande sig ” mere end nødvendigt. Sympatierne for jøderne – som havde lidt så meget som syndebukke og ofre for det kristne og nazistiske jødehad i europa – var udbredte og stærke
I israelisk propaganda om denne periode beskrives situationen som at de jødiske bosætninger – og hele FN-planen – blev truet af de omkringliggende arabiske stater (først og fremmest Ægypten, Jordan og Syrien) som forberedte deres krigsmagter på en invasion af Palæstina og en fordrivning af alle jøder. Det zionistiske billede var at jøderne var den svage part og araberne de overlegne. På den måde forvrænges den velplanlagte og systematiske zionistiske erobringskrig mod Palæstina´s folk, med den hurtigste og mest omfattende etniske fordrivning af et helt folk som menneskeligheden hidtil havde skuet – til en slags Davids kamp mod Goliat.

Ben-Gurion havde allerede tidligt slået fast at etnisk udrensning var nødvendig eftersom araberne i en fremtidig jødisk stat kunne blive femtekolonne og derfor ”enten må massearresteres eller fordrives; det er bedre at fordrive dem”. Efter Sikkerhedsrådets beslutning erklærede han at: ”det kan ikke blive en stabil og stærk jødisk stat hvis den har en jødisk majoritet på alene 60 procent.”

Plan D

Hvordan kunne denne massive folkefordrivning ske på så kort tid? Svaret skal søges i Haganah-arméns militære overlegenhed sammen med Irgun-enhedernes og Stern-ligaens massemords- og terrormetoder som førte til panik og masseflugt . Palæstinenserne var den hånløst svagere part, både organisatorisk og ikke mindst militært. (Det ville også have været tilfældet selvom om de omkringliggende arabiske stater havde gjort virkelighedt af deres løfter – hvilket ikke skete før langt senere, da det var for sent. Alene Jordan havde en relativt veludrustet hær, men kong Abdullah havde i hemmelige samtaler med blandt andre Golda Meir, accepteret at zionisterne erobrede hele Palæstina, hvis bare han fik den del som senere kom til at blive kaldt Vestbanken. Da den Arabiske Legions styrker endelig greb ind i sommaren 1948, intresserede de jordanske styrker sig kun for Vestbanken og de gik heller ikke udenfor det område.

Dessuden havde Israels imperialistiske støtte: USA, meget hurtigt indset betydelsen af oprettelsen af staten Israel som et strategisk brohoved midt i den arabiske verden.  Plan D var ikke nogen militær stridsplan i traditionel mening. Fordrivelsen af palæstinenserne var ikke noget militært feltslag som havde paralleller i første eller Anden verdenskrig. Snarare lignede metoderne de som Nazityskland tog i anvendelse mod de ”mindreværdige”  befolkningsgrupper : “undermenneskerne” i lande de havde besat. Den zionistiske strategi   byggede på massive trusler, militære overfald og åben masseterror mod den palæstinensiske befolkning, som dette citat fra en skriftlig ordregivning viser:  ”Disse operationer kan udføres på følgende måde: enten ødelægges byerne (gennem at brænde dem ned, sprænge dem og placere miner i ruinerne), specielt i de befolkningscentra som er svære at kontinuerligt kontrollere; eller gennemføre finkamning og kontroloperationer ifølge følgende retningslinjer: omringning af byerne, gennemsøgning af dem. Hvis modstanden rejses skal de væbnede styrker tilintetgøres og indbyggerne fordrives til den anden side af grænsen. ”Omsat til lavere niveau blev en sådan order endnu tydeligere, som i dette eksempel fra Carmelibrigadens chef, Mordechai Maklef, senere IDF´s den israelske hærs øverstbefalende:  ”Dræb hver eneste araber I støder ind i. Brænd alle brændbare genstande og spræng alle dørre i stumper.” (fra Haganahs arkiver, april 1948). –
Resultatet var at opimod en million palæstinensere fordrives fra sine hjem under perioden november 1947-maj 1948.  Akkurat på denne tid som Israel i 60 år har påstået at det var jøderne i området som blev truet af at blive “kastet ud i havet” af indvaderende arabiske landes hære. Frem til vore dage fortsætter Israel med at dyrke denne myte. Også minderne af de palæstinensiske samfund og byer forsøger man bevidst at udrydde. Der hvor den palæstinensiske by Deir Yassin engang lå, finder man idag et Holocaustmuseum. På andre steder hver de tidligere lå palæstinensiske landbyer er er der anlagt skove og parker med information om pladsens historie for 2000 år siden. Men ikke et ord om det palæstinensiske samfund med det liv og den virksomhed som fandtes dér for 60 år siden. * * * _ _ _ _

Fordrivningens sande historie. Den israeliske historiker og lærer ved Haifas universitet, Ilan Pappe, har i sin forskning haft adgang til dokumenter fra den israeliske hærs :IDF´s arkiver, som hidtil har været hemmeligtstemplede. Resultatet af hans forskning blev offentliggjort sidste år i bogen ’The Ethnic Cleansing of Palestine’ (One World Publication, 2006). Hans politiske konklusion er at ”det burde nu stå klart at påstandene om en frivillig palæstinsk flugt fra tidspunktet hvor krigen brød ud – som svar på de arabiske lederes opfordring att ge utrymme för invaderande hære – ikke holder vand, men er en del af den israeliske mytedannelse. Det er en åbenbar løgn, som israeliske historiebøger den dag idag hævder, at der blev gjort jødiske forsøg på at overtale palæstinensere at blive. Hundredetusinder palæstinensere var allerede blevet fordevet med vold inden krigen brød ud og yderligere titusinder skulle blive fordrevet under krigens første uge. For de fleste palæstinensere spillede datoen 15 maj 1948 ikke nogen særlig rolle på dette tidspunkt: det var bare endnu en dag i den frygtelige række med etnisk udrensninger som blev indledt fem måneder tidligere.” (side 131) * * * * * *

Hovedparten af de fakta og citater som ovenstående artikel refererer til er taget fra Pappes bok. Den udkom i efteråret 2007 på svensk med titlen ”Den etniska rensningen av Palestina” (forlaget “Karneval” )

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s