Staten Israel 60 år: “Jødernes hjemland” eller Palæstinas største og farligste terrororganisation ?

15.maj 2008 *

DEL I

Da Staten Israel for 60 år siden blev udråbt var der ikke mange som var bevidste om de bagvedliggende politiske sammenhænge og Israels afhængighed af imperialismen som et neokolonialt brohoved.

Længe fremstod Israel som “jødernes hjemland” og en mulighed for forfulgte jøder over hele verden for endeligt at få et sikkert og trygt fristed. Efter årtusinder af gentagne progromer, forhånelse, undertrykkelse, massakrer, fordrivelser og inkvisitioner som kulminerede med nazisternes industrielle massemord skulle jøderne endeligt få sit eget land hvor man ikke længere skulle være afhængige af andres velvilje eller af magthavernes tilfældige nykker og behov af at udpege jøderne som syndebukke for deres egne feltagelser.
Sådan var den udbredte opfattelse i Europa – ikke bare blandt jøderne , men også iblandt socialister og venstreorienterede.


Israels første Statsminister David Ben Gurion læser erklæringen der udråber Staten Israel i Maj 1948, mens Theodor Herzl fra væggen skuer ud over forsamlingen.

“ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND”

Israel fremstod som et befrielses-projekt der med “socialistiske kibbutzer” opdyrkede ørkenen og malaria-sumpene i det “ubeboede Palæstina”. Forudsætningen for oprettelsen af staten Israel var parolen: “ET LAND UDEN FOLK TIL ET FOLK UDEN LAND” som den politiske zionisme formulerede deres mål. Det troede man på i 1947 da FN vedtog delingsplanen. Palæstina var et øde ørken- og sump-land. Hvem kunne have noget imod af det “martrede jødiske folk” fik et fristed i et ubeboet land, at de fik mulighed for at opdyrke malaria-sumpen og ørkenen i sit ansigtes sved.
Det var hvad den zionistiske bevægelse og dens imperialistiske støtter i først og fremmest USA fortalte både de overlevende jøder efter befrielsen i 1945 og offentligheden i vest. Sandheden var og er at Palæstina hverken var ubeboet eller nogen ørken som zionisterne derfor kunne lægge beslag på uden modstand.

“Der hviler en hellig glans over Israels fødsel” skrev en skandinavisk journalist som overværede udråbelsen Israel i 1948. Næsten tyve år efter – sommeren 1967 – efter Israels angreb på de arabiske lande Ægypten, Syrien og Jordan beskrev den kendte skribent Isaac Deutscher Israels skabelse gennem en metafor om en mand der hoppede ud

“fra øverste etage i et brændende hus, hvor mange af hans familemedlemmer allerede var gået under. Han overlevede. Men da han faldt skadede han et menneske som stod nedenfor og han kom til at brække hans arme og ben”   . . . .   Deutscher konkluderer: “Hvis begge havde opført sig rationelt ville de ikke have blevet fjender”.

Følelser af identifikation, skyld og medfølelse overskyggede – på en fuldstændigt begribelig måde – den politiske virkelighed. Deutscher – og mange med ham – gennemskuede hverken den koloniale zionisme eller de imperialistiske stormagters rolle :
Det var ikke manden som sprang ud fra det brændende hus der skadede nogen. Da han alvorligt skadet var havnet på gaden stod 1*) Hr. Z. og Hr I. dernede og førte ham hen til et hus hvor Hr. Z. med Hr. I.´s hjælp var igang med at jage de tidligere beboere ud.

Den mytologi som udgjorde den politisk-ideologiske baggrund til oprettelen af Israel var ikke sand.
Som med andre begivenheder er det et samspil af politiske-økonomiske kræfter og ikke mindst historisk-religiøse faktorer der i et dialektisk samspil og kamp udviklede sig i tiden optil skabelsen af staten Israel.

Den sympati og solidaritet som jøderne havde fået efter sejren i befrielseskrigen i 1945 blev kynisk udnyttet af zionisterne for at skabe “sympati” for et “jødisk hjemland” ikke bare offentligt men også hos de imperialistiske stormagters beslutningstagere først fremmest England og USA.
Den zionistiske bevægelse fremstod – især efter befrielsen – for USAs og Europas velmenende politikere nærmest som en humanitær bevægelse som reddede de “overlevende fra Auschwitz, Treblinka og Buchenwald” – ikke som den koloniserende, imperialist-støttede nybyggerorganisation den allerede da havde været i et halvt århundrede.
Den jødisk-amerikanske forfatter Norman Finkelstein taler ligefrem om “Holocaust-industrien” for at beskrive zionisternes politiske og økonomiske misbrug af Holocaust.
Hovedsagen er jo,  at det vi idag har kendskab til, om Staten Israel og dens forbrydelser mod det palæstinensiske folk kunne den tids venstreorienterede og andre progressive af gode grunde ikke vide.

I årene efter befrielsen herskede der i Europa et retfærdigt antinazistisk raseri –
alt nazistisk ja alt tysk blev lagt for had – dettte had blev udnyttet af de zionistiske USA-støttede kræfter til at propagandere for oprettelsen af Israel.
Samtidigt er det også vigtigt at huske på at “jødehadet” ikke var udryddet trods sejren i den antifascistiske befrielseskrig mod det tolvårige “kristne” tusindsårsrige som havde domineret Europa. Nazisternes propaganda mod “Jøde-kommunismen” havde hjernevasket ikke mindst de tysktalende folk.
Den blev understøttet af store dele af den kapitalistiske (kristne) overklasse i Europa og USA og ikke mindst kristne præster,biskopper, kardinaler og den kristne pave i Rom som jo i århundreder ja faktisk siden korsfæstelsen af Kristus, alias Kamerat Jesus –  havde udpeget jøderne som “satans og djævelens redskab”.
Antisemitismen var stadig udbredt i Europa efter befrielsen i 1945 – selvom den var slået ned “under jorden” så at sige med nazismens nederlag – var dens egentlige bagmænd den kristne kirke så godt som urørt – til trods for at den kristen-katolske Pave havde velsignet de fascistiske regimer under Mussolini, Hitler og Franco/Salazar.
I 1946 udviklede begivenhederne i den polske by Kielce sig til en egentlig antijødisk progrom: 1600 jøder blev slået ihjel, mens kristne præster i Polens kirker stadig omtalte jøder som et problem.
Progromen i Kielce sammen med mange andre jøde-fjendtlige hændelser i efterkrigtidens Europa gjorde det meget lettere for zionisterne at progandere for jødisk masseindvandring til Palæstina idet de med en vis berettigelse kunne sige at “jøderne er et undertrykt folk i Europa” – Og “undertrykte folk” har som bekendt altid ret.

Samtidigt var der i arbejderklassen og blandt progressive kræfter et antinazistisk raseri og had i Europa – ikke bare blandt jøder – i Europa i 1940´erne som vi ikke kan ignorere: At udelade de antinazistiske sympatier for jøderne som et vigtigt element i forståelsen af den omfattende støtte til oprettelsen af Staten Israel i 1947, vil gøre os ligeså blinde og uforstående som de mest eksteme racistiske kræfter blandt zionisterne og kun give os en mekanisk overfladisk forståelse som ikke vil føre til progressive endsige revolutionære fremgange for de arabisk-semitiske folk hvadenten der er jøder, muslimer ,kristne eller revolutionære kommunister i Palæstina og andre lande i Mellemøsten.
Israels oprettelse var først og fremmest en følge af USA´s fremryking som den ledende imperialistiske stormagt efter Anden Verdenskrig – og med den forbindelse der under krigen var oprettet mellem Washington og den Verdenszionistiske organsation. Højkvarteret for den zionistiske Verdensorganisation blev flyttet fra London til New York og under David Ben Gurions ledelse blev det såkaldte Biltmore-program vedtaget i 1942. Her proklameres for første gang officielt at målet var som det udtrykkes :“et jødisk samfund integreret i den nye demokratiske verdens strukturer” Med andre ord : En ren jødisk stat var målet.
De zionistiske ledere havde skiftet imperialistisk alliance-partner: fra det britiske stormagtsimperium som skulle komme ud af krigen som en stormagt i opløsning og forfald til den fremstigende supermagt USA.
Med USA i ryggen skulle zionisterne nu indlede hvad de forblændede “venstre”-zionister betegner som deres “anti-imperialistiske befrielseskrig”.

Allerede inden Japans angreb på Pearl Harbour i december 1941 havde stærke økonomiske grupper efterstræbt en amerikansk deltagelse i verdenskrigen – med formålet at udvide USA´s indflydelse og dets adgang til kapitalistiske markeder og råstoffer overalt på jordkloden. Pearl Harbour blev den anledning som Roosevelt-regeringen kunne bruge til at overvinde den isolationistiske og pro-nazististiske indflydelse fra dele af det amerikanske erhvervsliv (Ford, Hearst og andre)
I 1945 stod USA til forskel fra næsten alle andre stater som havde deltaget i krigen med et uskadt produktionsapparat og en næsten overophedet økonomi.
Kapitalakkumulationen og de voksende finanskapitalistiske profitter gjorde blandt andet den amerikanske stat i stand til at redde kapitalismen i Vesteuropa gennem Marshall-planen og på den måde genoprette og udvide markedet for amerikansk kapital..
På hele kloden udnyttede USA de europæiske kolonimagters svaghed – England var f.eks tungt gældsat til USA – til at åbne og trænge ind på de markeder som de hidtil havde forsøg reservere for sig selv.
En forudsætning for det zionistiske projekt : “staten israel”´s succes var masseflugten af jøder fra deres hjemlande til Palæstina – til staten Israel – og fordrivningen af palæstinensere som boede i det område som Staten Israel blev oprettet på .
Den historiske udvikling har afsløret myterne om “staten israel” som “jødernes hjemland”.
Staten Israel er idag ingen “jødisk stat” i den forstand at den kun har jødiske statsborgere. Og jøderne i Israel udgør en minoritet af verdens jøder.
Vi ved f.eks at den zionistiske stat fra første dag havde problemer med at få fat i folk til sin koloni.
Vi ved at zionismen fader Theodor Herzl i begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde aftaler med det russiske Czar-regimes antisemitiske Udenrigsminster Plehve om transport af jøder til Palæstina – samtidigt som flertallet af de jøder som selv kunne vælge begav sig til USA og Vesteuropa.
Vi ved at zionisterne gjorde aftaler med Hitler-regimet om oprettelse af opsamlingslejre for jøder der skulle deporteres til Palæstina,
F.eks ved vi at zionist-delegaten R.Kastner i Budapest aftalte med Adolf Eichmann at et antal rige ungarske (zionistiske) jøder fik frit lejde at flygte til Schweiz mod at zionisten Kastner til gengæld overtalte 800.000 modstræbende og mistænksomme fattige jøder – som sikkert havde aninger om hvad der ventede dem – at stige på togene til “speciallejrerne” i Auschwitz *2)
Vi ved også at den israelske efterretningstjeneste sendte agenter til Irak i begyndelsen af 1950`erne for at sprænge synagoger i luften , sætte ild på jødiske butiker – altsammen for at indgyde frygt blandt de hundrede tusinder af irakiske jøder og give indtryk af at de var truet af “arabisk terror” og kun havde en udvej:at flygte til Israel for at undgå kommende forfølgelser i Baghdad.
Vi ved at zionistiske agenter hjemsøgte jøderne i Marokko for at skræmme dem med at en anti-jødisk progrom stod for døren.
Vi ved at jøderne i (Nord-)Yemen blev narret til Israel under indbildning af religiøse forestilinger om at “himmelriget er nær”.
Palæstinenerne blev tvunget ud af deres eget land for leve i eksil, i flygtningelejre eller som statsløse fremmedarbejdere for at betale prisen for den europæiske imperialismes jødeforfølgelser. Hvor længe skal de betale denne pris ?


Og vi ved at zionistiske agenter og radiosendinger uafbrudt forsøgte at rykke jøderne i det socialistiske Sovjet løs og skille dem fra deres sovjetiske moderland for at afstedkomme en masseudvandring af jøder til Israel.
Stalins Sovjet modsatte sig at åbne grænserne for zionistiske hvervekampagner for på den måde at imødekomme zioniststatens behov for arbejdskraft og kanonføde gennem udvandring af sovjetiske jøder.
Myterne og de falske historiebillederhar været fundamentet for staten Israel og den vestlige verdens politiske ledere for at forsvare, hvorfor hovedparten af det palæstinensiske folk igennem 60 år ikke bare er blevet berøvet sit og sine forfædres land, men som desuden bliver tvunget til at gennemleve nød,lidelser og massakre i flygtningelejrerne og leve i misære i flere generationer.
I begyndelsen af 1960´erne er den palæstinensiske modstandskamp så udviklet at den også kommer på dagsordenen inde i det zionistiske Israel.
At det palæstinensiske folk er sat på dagsordenen også i Israel kom til udtryk da formanden for det højre-zionistiske parti Herut: Menachem Begin – senere Israels Statsminister – da han blev spurgt om hvad han mente om at anerkende eksistensen af det palæstinensiske folk med disse ord :

“Pas på min ven. I det øjeblik du anerkender begrebet Palæstina knuser du din ret at bo i Ein Hahoresh. Hvis dette er Palæstina,og ikke Israels land, da er I erobrere og ikke de som dyrker dette lands jord. Da er I indtrængere. Hvis dette er Palæstina, så tilhører det et folk som boede her inden I kom. Det er kun hvis dette er Israels land at I har ret at bo i Ein Hahoresh og i Deganiyah B.. Hvis dette ikke er Jeres land, Jeres fædreland, Jeres forfædres og Jeres sønners land, hvad gør I så her ? I kom til et andet folks hjemland , som de påstår, og I har taget deres land . . . .” M.Begin i efteråret 1969 på kibbutzen Ein Hahoresh ifølge Avisen Yediot Aharonet/ 17.Okt.1969.


Dette citat fra Begin belyser meget klart det som er det centrale i Palæstina-spørgsmålet: det faktum at Israel er en KOLONI. Israel er ikke en normal stat som andre stater. Men en stat som er oprettet i et “erobret” land :
Palæstina. Zionisterne “kom til et andet folks hjemland” : De fordrev palæstinenserne og “tog deres land” som Begin udtrykker det.

Hvad er fakta om Palæstina:
I det historiske Palæstina har der boet jøder såvel som ægyptere,assyrier, babylonier og andre som erobrede landet. Det siges at for tre tusind år siden kom Moses og hebræerne (jødiske stamme) til Palæstina som omkringstrejfende hyrder. Historikere diskuterer stadig om Moses var hebræer eller egypter. Men inden år 1000 – før vor tidregning . . . . . Kom hebræerne da til et urørt ørkenland ? Omkring seks tusind år inden Moses og hebræerne siges at have kommet til Palæstina – vi skriver altså år 7000 f.v.t. – blomstrede en af de ældste landbrugscivilisationer i Palæstinas land.Mange erobrere beherskede eller bosatte sig i det frugtbare land: . . Egyptere . .assyrier . . .babylonier . . beduinstammer fra ørkenen – blandt den hebræerne. Men de afløstes alle af andre erobrere eller blev en del af den bofaste jorddyrkende befolkning. Disse kom til at udgøre grundstammen og gav alle deres bidrag til Palæstinas folk. I mere end 1300 år taler dette folk arabisk. MEN vi har jo lært noget andet i folkeskolen.
I skolebøgerne er Palæstina ; “jødernes hjemland”. Som om “jøderne” var et folk eller en race. Det påstår både zionister og anti-semiter ganske vist. Men Jødedommen er en religion som ligesom buddismen, Jehovas Vidner eller andre kristne sekter tiltrækker mennesker fra alle racer. Der findes altså både sorte, hvide såvel som asiatiske jøder. De jøder som bibelen beskriver beherskede landet bare i nogle hundrede år ud af dets 10.000 årige historie. Allerede inden Jerusalems ødelæggelse under den romerske besættelse for 2000 år siden levede de fleste jøder udenfor Palæstina og levede af at drive handel i fremmede lande. I middelalderens Europa blev jøderne et “handelsfolk”, eftersom deres religion i modsætning til den kristne religion tillod dem at tage kapitalistisk rente. Jøderne blev symbolet på “pengeudlåneren” i det “kristne” Europa. Ud over den kristne kirkes fordømmelse af jødedommen som kættersk og kamp mod de “jødiske kættere” findes her uden tvivl et af de vigtigste kim til jødehadet i Europa, som kom til at spille en hovedrolle i det imperialistiske Tysklands forberedelse til erobringskrigen mod det “jødebolsjevikiske Sovjet” .
Mange – bl.a. et helt folk i det sydlige Rusland – Khazarerne – overgik til jødedommen. Efterhånden fandtes der jøder i alle folkeslag og samfundsklasser. Men Jødehadet – også kaldet antisemitisme – som opmuntredes af den kristne kirke var ikke udryddet. Den kristne spanske inkvisition som blev oprettet i 1480 var et korstog mod Spaniens “jøder og muslimer” (maurerne).
Under inkvisitionen blev jøder og muslimer udpeget som kættere og fjender. Progromerne under inkvisitionen tvinger jøder og de arabiske maurere som havde bidraget til Spaniens kultur, udvikling og civilisering til at konvertere til kristendommen eller flygte hvis de ikke blev fanget og mishandlet til døde i inkvisitionens torturkamre. Fra år 711 og frem til 1492 havde Spanien arabiske herskere. Da levede muslimerne fredeligt side om side med kristne og jøder. [på siden islamstudie.dk findes uddybning om Spanien og den kristne inkvisition ] Racismen – jødehadet – blev brugt af overklassen for at splitte og aflede folkets utilfredshed ved at udpege JØDEN som syndebuk. Sådan gjorde nazisterne senere på samme måde som man idag udpeger ” muslimer” og “araberne” som syndebukke for den moderne kapitalistismes elendighed. I det 19. århundredes Vesteuropa blev jøderne assimileret, (integreret hedder det vist på politikersprog) de overgav deres jødiske religion og traditioner. De smeltede sammen den øvrige “kristne” befolkning. Men i Østeuropa som rystedes af brydningen mellem feudalisme og kapitalisme kom jøderne i klemme og blev ramt af progromer (forfølgelser). Mange flygtede til Vesteuropa og blev arbejdere og fattige håndværkere, fik socialistiske ideer og blev kommunister (socialdemokrater). Da blev det antisemitiske våben – jødehadet – igen taget i brug for at splitte arbejderbevægelsen. Idag bruges antisemitismen til at udpege “muslimerne” til syndebukke for at splitte arbejderklassen og den progressive bevægelse.

“Et LAND UDEN FOLK, TIL ET FOLK UDEN LAND” var zionisternes parole da de propaganderede for den zionistiske kolonisering af Palæstina.
Men Palæstina var et af den arabiske verdens frugtbareste og højest udviklede lande. Achad -Haam – en zionistisk skribent – slog i bogen “Ved skillevejen” fra 1891, fast at : . . . “Vi som bor udenlands bilder os ofte ind at Palæstina idag er næsten øde, en uopdyrket vildmark, og at hvem som helst som vil kan købe land så meget som han behager dér. Men det forholder sig i selve sagen ikke på den måde. Det er svært at finde uopdyrket mark nogensteder i landet”. . . . . .  Næsten 18 år efter Staten Israels oprettelse udtrykker den israelske general Moshe Dayan karakteren af det zionistiske projekt : 
” Jødiske byer bygges hvor der tidlige lå arabiske byer. I kender ikke engang navnene på disse arabiske byer , og jeg bebrejder jer ikke for det, eftersom geografibøgerne fra den tid ikke længere eksisterer. Det er ikke bare bøgerne som ikke findes længere, de arabiske byer findes heller ikke. Nahalal erstattede Mahlul, Gvat erstattede Jibta, Sarid erstattede Haneifs, og Kfar Yeshoshua erstattede Tel-Shaman. Der findes ikke en bebygget plads i dette land som ikke tidligere havde en arabisk befolkning. “ * Citeret fra avisen Ha`Aretz den 4.apr.1969  Fordrivelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk var en åbenbar konsekvens af den zionistiske kolonistat “Israel”s oprettelse. I 1896 formulerede Theodor Herzl den zionistiske bevægelses krav om en “jødisk stat”. Herzl tilegnede bogen “Jødestaten” til en af Europas mægtigeste finanskapitalister : Baron Edmond De Rotschild. Det var de jødiske kapitalisters interesser Herzl havde for øje. Rotschild og andre finansierede de første jødiske kolonier i Palæstina.
Formålet med koloniseringen var klart:

1) At i tidens ånd oprette en koloni,hvor de kunne investere sin kapital uden konkurrence med andre (ikke-jødiske) kapitalister.

2) At vende strømmen af “besværlige” og fattige øst-jøder væk fra Europa til kolonien i Palæstina.

3) at på den måde bekæmpe den fremvoksende socialisme blandt jøderne.

At det jødiske kapitalistiske bourgeoisie opfandt zionismen på denne tid var helt i tidsånden. Århundredskiftet (1897) var den europæiske kolonialismes blomstringstid. Herzl forbillede var erobringen af Sydafrika og Rhodesia. Hans idol var “erobreren” Cecil Rhodes. I et brev til Rhodes skriver Herzl:

“De tilbydes at hjælpe med at skabe historie. Det handler ikke om Afrika men om en del af Lilleasien (Osmanske imperium,red.anm), ikke englændere, men jøder. Hvorfor henvender jeg mig til Dem ? Fordi det er noget kolonialt”.


Siden det 16.århundrede havde tyrkerne i det osmanske rige kontrolleret Palæstina. Zionisterne behøvede hjælp for at erobre landet. England var den imperialistmagt som beherskede Mellemøsten og imperiet behøvede sikre Suez-kanalen og søvejen til Indien.:

“Det ville blive et slag mod England hvis nogen af hendes rivaler fik kontrol over Syrien. Vi må beholde Syrien for os selv. Ville det ikke være en fornuftig politik at opmuntre den jødiske nationalfølelse og hjælpe dem . . . ? “ spørger Lord Shaftesbury i 1876.

Herzl er begejstret :

“Med et slag vil England få 10 millioner hemmelige undersåtter, 10 millioner agenter for Englands storhed og indflydelse”.

Herzl skriver om “Jødestaten”: 

“For Europa vil vi dér udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, en kulturens forpost mod barbariet”.

Herzl udtrykker her essensen i den zionistiske kolonisering. Men når Herzl skriver at den zionistiske koloni skal blive en “kulturens forpost mod barbariet” udtrykker han ikke bare de herskende europæiske kolinimagters herrefolksideologi – “den euroæiske civilisations overlegenhed” – men Herzl inviterer interesserede stormagter til at samarbejde. Han formulerede sig på denne måde fordi han vidste at de ledende imperialistmagter i Europa på den tid allerede var begyndt at interessere sig for muligheden at splitte den fremvoksende arabiske selvstændigheds-bevægelse ved at oprette en jødisk bastion. En engelsk minister udtalte sig i den retning allerede i 1842. Et par årtier senere begyndte Frankrig at oprette specialskoler for jøder – i forskellige dele af den arabiske verden., for at gøre disse til sine koloniale håndlangere. Palæstina og hele den arabiske verden blev i det 19.århundrede udsat for forskellige projekter fra de europæiske stormagters side med formålet at erobre markeder osv.

Palæstina havde i 1850 omkring en halv million indbyggerer – hvoraf godt firs procent var muslimer, ti procent kristne og mellem fem og syv procent jøder.
Den store majoritet af befolkningen var bønder som levede på sultegrænsen i en situation hvor de tilbagesående feudale forhold og de tunge skatter under sultanatet forhindrede udvikling.
* * * * *
På grund af sin geografiske position mellem tre verdensdele er Palæstina i årtusinder blevet gennemkrydset og besat af erobrere. Det er et land uden naturrigdomme, men det har en strategiske placering.
Inden den franske general Napoleon Bonaparte blev Kejser udfærdigede han under et felttog i Ægypten og Palæstina i 1798 en proklamation hvor han opfordrede de europæiske jøder til at udvandre til Palæstina og gøre virkelighed af sine religiøse forestillinger.

Ofte blev religionen (mis-) brugt som (helligt-)påskud for at få fodfæste – Storbritannien skred f.eks ind i Damuskus i 1840 for at – som det blev udtrykt: “beskytte den jødiske minoritet “, Frankrig greb ind i Libanon samme år : “for at beskytte druzerne og de kristne maroniter”, fra Tyskland kom kristne tempelriddere mellem 1867 og 1907 for at kolonisere Palæstina som en slags moderne korsriddere. Og langt inden den politiske zionismes “fødsel” i 1897 havde den franske kapitalist Rotschild finansieret indvandring af jøder til Palæstina med den åbenbare hensigt at stimulere samme udvikling dér som i Algeriet – 19 kolonier som tilsammen opgik til 5000 personer blev oprettet med Rotschilds støtte frem til år 1900. Omkring århundredskiftet forsøgte Herzl at stille det zionistiske projekt til tjeneste for regeringer i Tyrkiet, Tyskland,Rusland og England uden at opnå nogen fremgang. Staten Israel har altså fra den første begyndelse – inden oprettelsen i 1948 – en klar kolonialistisk karakter med tydelige og afhængige politisk -økonomiske forbindelser til de imperialistiske kolonimagter. Israel er altså ikke styret så meget af “jødernes religiøse” interesser som af de politisk-økonomiske kapitalistiske interesser. Det ses også af at det tidlige zionistiske lederskab var indstillet på at oprette en koloni hvorsomhelst det var muligt. – Både Uganda, såvel som Cypern, Madagaskar og Argentina bliver diskuteret som mulige zionistiske kolonier.

Kilder: Staffan Beckman´s værk :”Palæstina og den Arabiske Revolution”

N O T E R
1*) Deutscher´s metafor om Hr. Zionist og Hr. Imperialist
2 *) Israeli Socialist Organisation, Matzpen:The other Israel

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s