“Den unge Stalin” : Nyt murstensværk af Simon Montefiore dementerer de borgerlige og trotskistiske myter om den revolutionære sovjetiske leder

Den del af Stalins livshistorie som belyses mest i Montefiores nye værk :tiden inden Oktober-revolutionen i 1917 og dannelsen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (senere Ruslands Kommunistiske parti (bolsjevikerne) og Al-Unionens KP (b)) og Stalins rolle i det hele, er tidligere blev beskrevet helt anderledes.
Stalins rolle i revolutionen 1917 er ikke tidligere, i borgerlige medier blevet tildelt særlig megen plads.
Ifølge Montefiore beror det på at Stalin på denne tid ikke var kendt udenfor den inderste kreds af revolutionærer samt at mange har købt Trotskijs stærkt politisk farvede billede af den revolutionære kommunist som en provinsiel middelmådighed og magtliderlig psykopat.
Uden tvivl demeterer Montefiore disse vulgære antikommunistiske myter og vrang-billeder af Stalin fordi de arkiver han har haft til adgang – blandt andet Stalin-arkivet – afkræfter det ensidige billede af Sovjet-lederen som vi er “opdraget” med i vesten.
På samme måde som andre borgerlige ,men seriøse forskere og historikere med integritet – an outdoor mind, som amerikanerne siger – har måtte afskrive indholdet i de gamle vestlige historiebøger om Sovjetunionen på Lenins og Stalins tid som antikommunistisk spin og feberfantasier.
Montefiore dementerer i interviews med aviser og Tv-stationer at mange af de hidtidige vestlige Stalinbiografier intet har med virkeligheden. Gang på gang – gentager han at Trotskij´s Stalin-“teser” ikke har noget med virkeligheden at gøre. Og ligesom i forfatterens første Stalin-biografi er det billede som Montefiore formidler af Stalin mere kompleks og sammensat end tidligere vulgære dæmoniserende beskrivninger af den revolutionære kommunist som formidles af både borgerlige-fascistiske og socialdemokratiske medier, politikere og “forskere”.

Montefiore ser på objektet for sin forskning i en type af lys, som gør den revolutionære kommunist mere menneskelig og tegner et billede af et sammensat menneske med mange talenter – helt forskellige fra de vulgære og ondsindede portrætter som de borgerlige-fascistiske medier, politikere og akedemikere tegner – blandt andre inspireret af revanschisten og den tidligere mensjevik Leon D. Bronstein alias Trotskij. * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Først og fremmest er der grund til at understrege at forfatteren ikke er hverken revolutionær kommunist eller socialist. Simon Montefiore er ikke indsat i marxistisk-leninistiske teori eller har nogen forståelse for den revolutionære kommunistiske bevægelses udvikling i Rusland, men i kraft af hans indsigt og studier i de sovjetrussiske arkiver og originalkilder giver værket et helt andet indtryk af den revolutionære kommunist og leder af verdens største og første socialistiske stat, fordi han ikke tager de tidligere borgerlige-reformistiske, nazistiske og trotskistiske dæmoniserende Stalin-biografier for gode varer udover at forfatteren, som alle jøder, er bevidst om den rolle som kommunisterne spillede som redningplanke for Ruslands nationale mindretal , heriblandt de russiske jøder som ville have endt det samme sted som de tyske, polske og andre nazi-besatte europæiske landes jøder hvis Lenins og Stalins parti – det revolutionære kommunistparti havde tabt borgerkrigen og kampen om magten i Rusland til de hvide fascistiske styrker – uden at glemme betydningen af udfaldet af den Anden Verdenskrig .

Det billede af den unge Stalin som toner frem i værket er langt fra det stereotype billede som vi har vænnet os ved. – Hvilket gør værket interessant.

Også Grover Furr har, ud fra en ikke-kommunistisk position, gennem hans forskning kommet frem til et andet billede af
Sovjetunionens og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder gennem næsten tredive år: Det sker i ariklen Stalin and the Struggle for Democratic Reform/ DEl I (af Grover Furr)

Den danske overklasses hoforgan Berlingske Tidendes kommunistjæger Bent Blüdnikow skriver i en anmeldelse :
“Hvad Montefiore fremmaner er ikke det sædvanlige billede af en ikke alt for begavet men magtliderlig person, men tværtimod en sammensat figur med stor begavelse.”


Soso alias Stalin som senere blev Onkel Joe med resten af verden som revolutionær kommunist, international statsmand og politiker er hovedperson i endnu et værk:
Tidligt opdagede hans omgivelser at han var udrustet til at blive noget specielt – et vidunderbarn, en l´enfant terrible – som både er intellektuel nysgerrig og lærerig, slagsbror, kordreng – digter – rebel – præsteseminarist – som udvikler sig til en speciel ung mand, men moderens drøm om at se sin eneste søn blive præsteviet bliver dog ikke opfyldt eftersom de kristne bønner og den teologiske eksercits på seminartiet keder “Soso”. Det var en stenhård religiøs skole som gjorde mange til ateister for livet.
Men den unge Stalin´s appetit for læsning og kundskab blev på ingen måde ødelagt, men han søger mod mere moderne og omstyrtende tanker der kunne forklare folkets elendighed og verdens uretfærdigheder. Det første han får fat i er bøger af forskellige typer.
På nætterne læser han forbudte bøger.
Marx og Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russiske klassikere og de russiske socialister, for eksempel Plechanov. Uden tvivl har den unge Soso også stiftet bekendtskab med Marx og Engels .

Vi ved at Karl Marx værk Kapitalen udkom i meget større oplag i Rusland end i Marx eget hjemland. Faktisk blev første bind af Kapitalen udgivet på russisk bare fire og et halvt år efter original-udgaven, den 27.marts 1872. Stalin beholdt livet igennem en passion for litteratur ,læsning og dannelse og det udbredte vestlige billede af den revolutionære parti- og statsleder, som en udannet og grov macho-diktator , er ifølge Montefiore fejlagtig.

Uretfærdighederne i Czarrusland – som Stalins hjemstavn Grusien var en del af – fører ham frem til en kommunistisk overbevisning og han bliver medlem af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti RSDAP -. For at forsyne partiet med penge røver han banker – bliver Korrespondent – Forfører – Revolutionær – Mand og Fader og bliver en mesterlig politiker, uovertruffen Statsmand og ubestridt leder af den socialistiske lejr frem til hans bortgang i 1953.
Stalins forførende og sammensatte personlighed hvor den sjældne kombination af intellektuel uddannelse, åndelig dannelse og street-smartnes giver os forklaringen til hvorfor han ikke bare forførte kvinderne , men også hvorfor Stalin blev det socialistiske Sovjets og den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder i næsten tredive år. År efter år blev Stalin genvalgt med et overbevisende flertal ved afstemningerne i det sovjetiske kommunistparti ( A-UKP(b) :Al-Unionens KP(bolsjevikerne)).

Og det er sikkert ikke langt fra sandheden at sige som USA´s præsident Eisenhower udtalte om Ho Chi Minghs vietnamesiske parti; at Stalin og det sovjetiske parti ville få “firs procent af stemmerne i et frit valg”

Bogen følger unge Stalin fra fødselen i 1879 i Grusien hvor han døbes Josef Vissarionovitsj Dzjugasjvili og til med oktoberrevolutionen i 1917. Kapitlet om revolutionen dækker vel bare 50 sider og er i grunden det mindst interessante i bogen, og det er i tråd med Sebag Montefiores overordnede metode. Han er ikke optaget eller særlig indsat i hverken revolutionsteori eller af forholdet mellom stat og revolution, heller ikke av den anden internasjonales sammenbrud da de sosialdemokratiske parlamentsmedlemmene stemte for sine regjeringers krigsbevilgninger. Det var den internationale arbejderbevægelses største nederlag at den ikke klarede at forhindre udbruddet af første verdenskrig som i grunden Anden verdenskrig var en fortsættelse af.

* *


Originaludgaven : “Young Stalin” forfattet af Simon Sebag Montefiore og den norske udgave: Den unge Stalin * Oversætter (til norsk):Jorunn CarlsenKategori: Biografi Forlag: Cappelen, 498 sider 2007

Læs Aftenpostens interview med forfatteren

OM FORFATTEREN :

Forfatteren Simon Sebag Montefior kom til verden i London 1965, er historiker og journalist. Han tilbragte størstedelen av 1990`erne med att rejse rundt og rapportere fra det som tidligere var Sovjetunionen samt undersøge de nyåbnede arkiver. Han har tidligare utgivit en lovprist biografi om “Potemkin: The Prince of Princes”.

article-1219076-003886a100000258-114_468x316

Den kommunistiske verdensbevægelse og Sovjetunionens ubestridte leder i næsten tredive år; Joe Stalin genstand for endnu et værk. * * * * *

Riz Khan -interview med forfatteren: Stalin – A new look? – 21 Jan. 2008

Kort -film om udviklingen i STALIN´s SOVJETUNION

________Det følgende er et uddrag af et interview med Mr. Montefiore som Jan Eklund gjorde for Dagens Nyheters regning hjemme hos forfatteren :

Vi synker ned i nogle bløde sofaer i dagligstuen med et tilstødende bibliotek. Jeg skimter en drinkvogn. I det ene hjørne står et lille flygel med private fotografier bag sorte indramninger. Solen siver ind gennem vinduerne fra den stille gade. På den ene væg hænger et stort oliemaleri af den pudrede kejserinde Katarina den store (“ja, det er ægte 1700-tal”). Lige overfor hænger et endnu større maleri af en stram herre med pipskæg og stok (må være fra den anden halvdel af 1800-talet).
“- Det er min forfader sir Moses Montefiore. Hans slægt kom fra Italien. En meget bemærkelsesværdig og fremgangsrig mand. Han var bankier, omgik med kongefamilier og overdådige magnater. Men min far er læge. Nå, hvad skal vi tale om? JEG FORESLÅR Stalins ungdom – og hans egen.
“-Åh, siger han, min var ret lig andre drenge med bedre baggrund
Privatskolor, Cambridge, latterlige hatte og alt det dér. Jeg læste lidt af hvert på universitetet, blandt andet historie, tog hurtigt en eksamen og flyttede til New York. Der sad jeg på en investeringsbank i nogle år og kedede mig ihjel. Det kunne ikke være meningen med livet. I wanted to go crazy.”
Da Berlinmuren bliver revet ned i Europa 1989 var Montefiore 24 år gammel. Og da selv Sovjetunionen begyndte vise sprikker sagde den unge bratten op sin stilling fra banken og rejste derover. Det var da hans rigtige ungdom begyndte. Den unge Montefiore rejste rundt i de sydlige republiker omkring Sorte Havet og det Kaspiske Hav. Det eksotiske og østerlandske Rusland. Der Stalin fødtes og fyrst Potiomkin ekspanderade det russiske imperium i den anden halvdel af 1700-tallet.
“- Det var drømmeposition for en ung mand som ville skrive, siger han. Alle korrespondenter sad i Moskva. Og da det begyndte buldre i provinsen var jeg på den rette plads. SIMON SEBAG MONTEFIORE rapporterade til amerikanske New Republic och New York Times, brittiske Sunday Times og Spectator. De borgerlige intellektuelles husorgan. Og rejsen gik senere til et Baltikum i opbrud samtidig som Sovjetunionen blev opløst . Sådan fortsatte hans liv nogle år. Han fortæller at han var en håbløs romantisk eventyrere, rastløs og ude af stand til at slå sig til ro. En barndomsven beskrev ham som en krydsning mellem Woody Allen og Biggles. Og det var de jødiske slægtsrødder – foruden i Italien også i Baltikum, Polen og Rusland – som havde vækket lysten til at lære det vældige rige i øst at kende. Da Sovjet-unionen var kaputt og situationen lugnat ner sig började han skriva på sin första bok om Katarina den stora og Potemkin. Montefiore besøgte de trakter som furst Potemkin koloniserade i syd og det skabte konkretion og liv til en historie som ellers let kunne blive perukmæssig. Och han aflivede den sejlivede myte om Potemkin som ett simpel pr-man och billig kulisemager. Det var ogå en burlesk och uventet moderne kærlighedshistoria. DEN BOg blev læst i Kreml og åbnede vejen til Stalins arkiv. Montefiore befandt sig på rette plads på det rigtige tidspunkt. De russiska arkiven var lukket indtil Sovjetlederen M. Gorbatjov besluttede at åbne dem. Men det er ikke hvem som helst som får tilladelse til at se dem.- Men kilderne om Stalin i Grusien overtraf mine vildeste fantasier. Her fandt han hemmelige partidokumenter og politirapporter, private breve, kærlighedsmeddelanden, moderens nedtegnede minder af sønnen og nære slægtninges skildringar. . . . Och modern var kärleksfull och såg till att pojken fick utbildning. DEN UNGE JOSEF gick på præsteseminariet i Tbilisi. Det var en stenhåd religiøs skole som gjorde mange til ateister resten af livet. Om natten læste han forbudte bøger. Marx och Darwin åbnede verden. Og han slugte de grusinske eventyrsfortællinger , vesterlandske og russsiske klassikere. I de sene teenageår publicerade Stalin flera dikter under pseudonym. De var sensationellt bra och regnes stadig som mindre klassikere i Grusien. Den ældre Stalin ville ikke kendes ved dem. Nu findes de oversatte i Montefiores bok.

“- Det forklarer noget af den paradoksale respekt som Stalin altid havde for kunstnerer, siger Simon Sebag Montefiore.

Han læste ofte – ikke bara med censur for øje – men var mistænksom mod den .. .. . russiske modernisme og påbød social realism.
Fast innanför västen klappade nog ändå ett romantiskt och klassiskt 1800-talshjerte. STALIN blev vist bort fra skolen 21 år gammel i 1899 og indledte en osannolik bana som oborstad revolutionär och bandit. Han var uppvuxen i ett våldsamt klansamhälle där det vara lika nära till sången och poesin som till vinet, nävarna och pistolen. Under hela 1900-talet fram till revolutionen levde han underjordiskt som en blandning mellan revolutionär, gangster och folkhjälte. Den unge Stalin lekte katt och råtta med czarens hemmelige politi, rånade banker, agiterade, utpressade, kidnappade och lät mörda avhoppare och spioner. När andra diskuterade teori i rökiga källare fixade handlingsmänniskan Stalin pengar till revolutionen. Och skickade dem vidare till Lenin i exilen. Under det största och mest spektakulära rånet i Tbilisi 1907 dödades över fyrtio personer (Stalins gäng kastade hemmagjorda granater mot czarens soldater). Det var en stor nyhet i verdenspressen men ingen vidste da hvem som der var hjernen bag kuppet. OCH HAN GIFTE sig men flydde snart hemmet och gjorde tonåriga tjejer på smällen men visade sällan eller aldrig ånger. Hans utdragna ungdom påminner om maffian, dagens etniska krigare eller religiösa extremister. Kunde bli en bra Hollywoodfilm. Ja, nickar Montefiore, förhandlingar pågår. – Visst var han en psykopat och ett monster. Men det var jo hvad vi lærte i skolen og det siger ingenting. Stalin var en enestående personlighed og en ohyggelig slug politiker. Meget charmerende desuden. Og hans intellektuelle begavelse er havnet i skymundan därför att Lenin och Trotskij på ytan var så belevade och briljanta. Mange historikere har købt Trotskijs beskrivelse af Stalin som en butter buse och provinsiell middelmådighed. Man kan lika gärna påstå att han var en intellektuell och egensinnig bohem. Simon Sebag Montefiore ser inte nogen afgørende forskel mellem leninisme og stalinisme. Og han er heller ikke forskartypen som vrider och vänder på teoretiska texter. Handlingarna och källorna får tala. Han ser lite trött ut när jag frågar om saken. “- Lenin hyllade våldet och tvekade inte att använda det som politiskt och personligt maktmedel. Detsamma gällde Stalin. De var väldigt överrens på den punkten och båda var skoningslösa. Trotskij hade inga invändningar. Däri låg den ryska revolutionens tragedi. MONTEFIORE SKILDRAR den ärorika stormningen av Vinterpalatset som en amatörmässig fars (motståndet var obefintligt). Och påstår att flere mennesker blev skadet under Sergej Eistensteins berömda filmatisering av revolutionen (“Oktober”) än när de röda verkligen intog palatset. Plundring och ett klassiskt ryskt fylleslag vidtog. I Nikolaj II:s vinkälllare fanns tokajer från Katarina den storas tid och rikligt med Château dYquem från den goda årgången 1847…Min timme är slut och Simon Sebag Montefiore sviktar nerför den branta trappan på lätta ben. Jag undrar vilka skatter som ryms på de övre våningsplanen – och om han har någon vinkällare – men frågar i stället om han inte tröttnat på alla lovord.- Jag forstår at du driller, siger han og skratter. Och visst kan seriøsa skænderier live op i tilværelsen. Men ærligt talt: en forfattare kan aldrig få tillräckligt med beröm.

DEn unge Stalin er på 392 sider og udkom 2007 Karl Pike anmeldte Young Stalin i britiske medier med bl.a disse ord:

In the early part of Young Stalin, Montefiore depicts the future leader – or Soso as Montefiore often calls him – as having a Fagan-like magnetism. He describes the town in which Stalin lived as Dickensian in nature and the stories of the man’s various terrorist attacks and robberies are all the richer for the imagery that Montefiore creates. This magnetism is what made Stalin so attractive to women and there were many conquests for the Georgian – all thoroughly dissected and dealt with in Young Stalin. If Montefiore strays into biographical hyperbole, it is momentary and quickly sobered with an obvious sign of Stalin’s dark and aggressive character. The ruler’s historical image of being the ‘grey blur’ in the Politburo, sneaking around waiting for Lenin to pop his clogs has always been seen as too blunt, too simplistic and too easy to explain as a way of avoiding a cruel man’s talents. Montefiore points out Lenin’s various spots of paperwork in the aftermath of the October 1917 revolution, with one in particular featuring what appears to be the handwritten names of two people who were – if you like – the first two names on the team sheet. Stalin features just below Trotsky at a time when many Bolsheviks, particularly exiled ones, had no idea who Stalin really was. The four most powerful men in Russia after the collapse of the February 1917 government were Lenin, Trotsky, Stalin and Sverdlov, although the latter dropped away after being absorbed in party matters.Montefiore manages, by the time we arrive at 1917, to have fleshed out Stalin as a comprehendible figure, allowing readers to understand why Lenin consulted with him on so many matters. He provided the Bolsheviks with funds when others were idealising in western Europe and he served time in Siberia when many were denying their true political mentality. Although his final rise was unlikely, he was very much a man of the time. Montefiore points out that had the tea drinkers – Bukharin and Kamenev – as Lenin called them succeeded over the hard men, Soviet Russia would have turned out very different. When Montefiore soars, he makes references to the continuity between Leninism and Stalinism, about how the two were inseparable and then draws the reader’s attention back to 19th century Stalin and the signs he was showing then. This is marvellous work, drawing new ties and reinvigorating old ones. More significantly, it points out new avenues which should be explored in the future.

UDDRAG AF YOUNG STALIN (Denver Post:

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s