Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro

3.April 2008


Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978: “Brigate Rosse” – eller de “Røde Brigader” var en af de flere hundrede venstreradikale,autonome og anarkistiske grupper som i 1970`ernes Italien proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre kommunismen” . Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA. Det skete for under falsk flag at miskreditere den revolutionære og kommunistiske bevægelse.

De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.

“Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”
Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de kapitalistiske interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem”:

”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi de venstreradikale grupper i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem

På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.

Aldo Moro, tidligere Statsminister og en af Italiens mest fremtrædende politiker i efterkrigstiden, som fange hos “Brigate Rosse” i 1978

ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var Formanden for “D.C.” ,det “Kristendemokratiske” regeringsparti blevet kidnappet, da en gruppe; angiveligt “røde terrorister”, skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det Nato-positive og reformistiske PCI ” , som dermed ville have opnået fuld parlamentarisk legitimitet i NATO-landet Italien .

Det erklærede “Kommunistiske” -PCI havde ved parlaments-valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise” for det borgerlige-kapitalistiske herredømme i Italien. “Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen og forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi de vesteuropæiske staters efterretningstjenester brugte alle midler for at infiltrere og på den måde kontrollere den revolutionære venstrefløj i 1978. “Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.
* * * * *
Det italienske indenrigsministerium opretholder hemmeligholdelsen af dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske, men erklærede “kommunistiske” PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:
“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . fortsætter Flamigni.

“Allerede under krigen i Oktober 1973, som brød ud under den jødiske højtid “Yum Kippur”, mellem styrker fra de arabiske stater Ægypten, Syrien,Irak og Israel, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af hvad der blev kaldt en “kommunistisk valgsejr”. I 60’erne og 70’erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere alle politiske kræfter der havde positive forestillinger om kommunismen som politisk-økonomisk alternativ til den herskende kapitalistiske udbytterorden. * * *
PCI : “Italiens KOMMUNISTISKE Parti” blev med alle midler holdt ude fra den politiske magt i Italien , ikke fordi den revisionistiske Enrico Berlinquer-gruppe i PCI-ledelsen havde udbredte reformistiske illusioner om den “italienske kapitalismes demokratiske karakter” og det gode ved Nato-militærbaser , men fordi PCI i store dele af det italienske proletariat stadig blev betragtet som arvtager til det stolte, revolutionære og ærerige KOMINTERN-Parti , hvis tusinder af martyrer; Antonio Gramsci og tusinder af andre kommunister lagde grunden for Italiens befielse i 1945, lagde grunden for at arbejderklassen kunne flytte sine positioner frem i klasekampen for sociale og demokratiske rettigheder.

Antonio Gramsci – grundlægger af KOMINTERN-partiet P.C.I. – Italiens Kommunistiske Parti og partiets betydeligste leder, strateg og politisk filosof frem til døden efter flere års ophold i fascistisk fangenskab.

* * * * *
Netop fordi revisionistgruppen omkring Enrico Berlinguer, PCI´s formand 1972-84, fastholdt det kommunistiske “efternavn” som i KOMINTERN-epoken tilkæmpede sig rollen som den italienske arbejderklasses ubestridte fortrop; skulle PCI holdes ude. Og naturligvis for at opretholde den vestlige antikommunistiske myte om at kommunismen ikke har nogen opbakning i arbejderklassen og de brede arbejdende masser.

Ugebladet TIME Magazine fremmaner den “RØDE TRUSSEL” med et portæt af PCI´s Berlinguer på forsiden af bladet den 14.juni 1976.

At Berlinguer-gruppen fastholdt det kommunistiske navn skete af opportunistiske grunde ved vi – – for PCI-revisionisterne besluttede i 1991-92 at det ikke var så opportunt at have et “kommunistisk efternavn” og begyndte at kalde sig “Venstredemokrater”. Højreopportunisterne fra PCI fortsatte højre-marchen og kalder sig idag slet og ret “Demokrater”.

I Italien udmøntede USA´s “beskidte krig mod kommunismen” sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra både det reformistiske PCI og de revolutionære komunistiske kræfter i det italienske proletariat og folk, gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Et terrorattentat, som skulle skabe en “offentlig chocktilstand”, på samme måde som “Rigsdagsbranden” i Berlin 1933 eller 11.september (1973 og 2001) var med til lamme det politiske liv, teroriserre og skræmme den civile offentlighed, og dermed skabe frygt, et vigtigt led i den kapitalistiske chockterapi som indledning for det kapitalistiske bourgeoisis liberal-fascistiske kontrarevolution.
Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.
Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader. * * *
“I et af sine breve fra Brigadernes fangenskab , hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.

I parantes kan det bemærkes at der i 1980´erne dukkede en “Socialistisk” terrorgruppe op i Danmark under navnet DSB; Danmarks Socialistiske Befrielseshær som angiveligt gennemførte nogle bombesprængninger. DSB-terroristerne var uden tvivl en sådan reaktionær terrorgruppe som under falsk flag forsøgte at mistænkeliggøre revolutionære socialister og kommunister. Alene navnet gav associationer til den gammelnazistiske terrororganisation DNSB.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA deres ekspert ud i det terroristiske, Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere været involveret i et antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). *
P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for terror-attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man fabrikerede et falsk presse-kommuniké fra “De Røde Brigader” med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra de “rigtige Røde Brigader”, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (“Vi har slået Aldo Moro ihjel”), som udkom i 2006:

“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”

Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelige indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag ernære sig som forfatter af letlæste spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i tyske RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).
Den anarkistiske politiske kortslutning er fuldbyrdet.

Få organisationer har som RAF og de Røde Brigader, været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle akedemikere”)-
Spørgsmålet er hvilken form for opportunistisk idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den individuelle terror i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Røde Brigader,RAF, Blekingegade-gruppen og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’

Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” –
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”.
En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er også vigtigt at understrege at BR ikke opstod i et vacum. Den 12.december 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana i Milano: Et fascistisk bombeattentat, et åbent terrorattentat rettet mod civile og et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner havde slået ind på .
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe politiske muligheder for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise. * * * * *

Nato-landet Italiens regeringsleder Aldo Moro´s håndtryk med PCI-formanden Enrico Berlinguer i 1977 irriterede USA´s og dele af Italiens politisk-økonomiske herskende klasser fordi det var stik imod de vulgære antikommunistiske propagandeforestillinger af “comunisti come mangia-bambini” – “kommunister som spiser børn” som den vestlige og eksil-russiske propaganda havde gentaget siden Oktoberrevolutionen i 1917 med undtagelse af et par år efter den Røde Hær´s sejr i befrielseskrigen mod de fascistiske anti-kominternmagter (blandt andre Fascist-italien ) i 1945

* * * * * Samtidigt optrådte det reformistiske PCI stadig mere reaktionært og klassesamarbejdende og forsøgte systematisk at begrænse den italienske arbejderklasses og ungdoms politiske og økonomiske kampe til hvad kapitalen kunne acceptere, det vil sige indenfor de rammer som det italienske bourgeoisi og deres storekapitalistiske allierede i Nato, dvs USA kunne acceptere.
BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere.

Kilder:Berlingske Tidende 1/4
Læs også om :RAF: Anarkister og venstreradikale “terrorister” som et politisk redskab for det tyske bourgeoisi * * * * * * * *

PET´s “nyttige idioter” i Blekingegade

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s