Endnu et socialdemokratisk selvmål

DEcember 2004

Kommentar

Der går ikke en dag uden at borgerlige og socialdemokratiske redaktører og politikere erklærer både arbejderklassen og kommunismen for død og begravet, og der advares samtidig mod den ”menneskefjendske kultur” – som den socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft kalder Islam – og ”muslimske terrorister og udlændinge” udpeges som den store fare. 
*1)
Det sker oftest uden at nævne hvor “farlige” andre religioner; som for eksempel kristendom og hinduisme, er.
”Muslimerne” skal åbenlyst erstatte de ”jødisk-kommunistiske undermennesker” som den nye kapitalistiske verdensordens syndebukke.
Sidste år blev Lenin udpeget som ”forrædder mod den demokratistiske socialisme” i Nyrups og Lyketofts kampagne mod Arbejdermuseets Lenin-statue. Det blev som bekendt endnu et socialdemokratisk selvmål hvor – selv borgerlige skribenter overhalede Lykketoft – ”Venstre om” ved at kritisere kampagnen.
I forbindelse med udgivelsen af Le livre noir du comunisme – på dansk populært kaldet De Sortes bog mod Kommunismen – skrev den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads en leder i det “venstreorienterede” Dagblad “Information” hvor han slog fast at

“Kommunismen er den levendegjorte ondskab” og kommunisterne er “Lenin’s og Stalin`s sataniske efterfølgere”. (Citat fra avisen “Information” den 28. dec. 2002)

For trotskisterne var det typisk at de skulle helt over på den anden side af kloden for at finde et kommunistisk parti de kunne blive forarget over. Herfra videregav trotskisterne Walden Bello’s karaktermordforsøg på det filippinske Kommunistparti : CPP – En Løgnehistorie om “dødstrusler” mod ham – det lignede ren nazipropaganda – som interportalen Modkraft ukritisk viderebragte som en ”nyhed”.
CPP er uenige med W.Bello og havde åbent kritiseret ham og afsløret hans globale forbindelser. Men ”Kongen” af Globaliseringskritikken – Mr.Bello tåler ikke kritik.

I hvert fald er der noget der tyder på at kritikken ramte plet. 
 – Mr.Bello har åbenbart dårlige nerver – ihvertfald flippede manden ud og sammenlignede partiet med Al Kaida, der som bekendt står på både terror- og dødslister over hele verden.
Fordi Mr.Bello ikke tåler reel kritik blev CPP og dets medlemmer udpeget som Al Kaida-terrorister i en artikel i en stor borgerlig avis:

”Walden Bello: ”Idag er CPP degenereret til en Al Queda-lignende sekt…… At CPP er en kilde til progressive forandringer er en dårlig spøg , en rigtig syg spøg”. 
(Kilde: Philipine Daily Enquirer/interpres 28.dec. 2004).

Walden Bello udpegede åbent CPP for at være sammenlignelige med ”al kaida-terroristerne” overfor den filippinske offentlighed.
I år er det Gerd Callesen, der den 4. januar i artikel om den ”Røde Hjælp styrkede solidariteten” i Arbejderen klager over, at socialdemokraterne i Tyskland – SPD – i trediverne blev ”kritiseret” med udtrykket ”socialfascister”.
Callesen giver i hans konklusion indtryk af at det var kommunisterne i KPD som var skyld i, at ”Det var således så som så med en fælles kamp mod den fælles fjende.”
 (G.C.4.jan. i Arbejderen)
Naturligvis var der politiske forskelle og årsager til at arbejderbevægelsen var splittet i to partier. Og det tyske SPD sparede intet tilfælde for at advare mod ”kommunistiske splittelses manøvrer” . Og det, som er vigtigt at lære – især for folk der kalder sig professionelle historikere – er, at det forhindrede ikke KPD i, gang på gang, at henvende sig til såvel de socialdemokratiske som de kristne masser og SPD-lederne med forslag om enheds-aktioner mod den fascistiske fare.
Sandheden er at den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte den internationale arbejderbevægelse i 1914, da de stemte for krigsbevillingerne for at hjælpe deres ”egne kapitalister” med at starte det som vi idag kalder den Første Verdenskrig.
Et imperialistisk blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord ,men imperialister i handling. Lenin brugte også udtrykket ”socialchauvinister” om lederne af II Internationale fordi de støttede krigs-bevillingerne. Synd for SPD-lederne, som jo var så hudløse overfor kritik, hvis vi skal tro Gerd Callesens udsagn.

Men var de socialdemokratiske ledere nu så hudløse at de brød sig om kritikken fra venstre?

SPD lederne Noske og Ebert var ansvarlige for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht – det eneste SPD-rigsdagsmedlem, som havde vovet at stemme imod krigsbevillingerne i 1914.

I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde ‘ansvarligt’, ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav under den kapitalistiske krise. SPD samarbejdede med de reaktionære kræfter, mens hæren og de militære frikorps fik frit spil til at knuse det tyske folks krav i blod. 
En af de mest berygtede begivenheder var da den socialdemokratiske politimester Zörgiebel i Berlin forbød arbejderne at demonstrere Første Maj. Og beordrede politiet til at bruge våben mod den del af befolkningen der trodsede forbudet – med mange dødsofre til følge.
Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. 
 Lad mig bare nævne disse eksempler :
18.Okt.1930: fremlægger KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love – sociale nedskærings-diktater uden afstemninger i Rigsdagen – SPD stemmer til stor skuffelse for mange sammen med de borgerlige imod forslaget. SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

1.juni 1931: På SPD-kongressen i Leipzig taler Formanden Otto Wels om at: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”. Det var SPDs ”kommu-nazi”-teori. 
Det erklæres også herfra at arbejderklassen må være “læge ved kapitalismens sygeleje”

I året 1931 skyder de fascistiske terrorkorps SA og SS 49 arbejdere, mens politiet dræber 55 arbejdere.
6. juni 1932: stiller KPD-fraktionen i den Preussiske Landdag forslag om at ophæve von Papen-regeringens direktiv om at forbyde SPD-avisen Vorwärts. SPD afviser forslaget.
15.juni 1932 foreslår KPD-ledelsen i Berlin-Brandenburg SPD,ADGB (tysk LO) og Reichbanners ledere en fælles demo mod den fascistiske fare. Forslaget afvises.
20.juni erklærer KPD at partiet vil stemme for et preu§isk landdagspræsidium ledt af SPD og Zentrum-politikere hvis disse partier er villige til at udelukke nazi-partiet (DNSAP) fra indflydelse. Forslaget afvises af SPD. Også da det genfremsættes to dage senere.
20.juli 1932: von Papens statskup i Preussen. SPDs ministre og politichefen forlader deres stillinger.
KPD’s tilbud om fælles modstand afvises af SPD og den socialdemokratiske fagtop.
Ifølge Rote Hilfe myrdede politiet 81 arbejdere i 1932 med deres “legale” våben. De fascistiske terrorkorps SA og SS tog livet af 139 arbejdere. Der blev indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 33.000 anti-fascister.
I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. SPD-formanden udtalte f.eks på et bestyrelsesmøde efter valget i november 1932 :

“Vi har i løbet af året udkæmpet fem slag under feltråbet SLÅ HITLER! og efter det femte slag var han slået” (fra SPD- ledelsens aktstykker, s.71).

Det udtalte SPD-formanden ikke engang tre måneder inden Hitler bliver udpeget til Rigskansler.
KPD’s formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascismen vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.

PÅ KOMINTERNs 7.kongres i 1935 kom G.Dimitrov (1*) ind på dette i beretningen:

”I vore rækker var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling , der idag forefindes, at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen grobund for fascismen…..”

Den 29.januar 1933 foreslog KPD igen overfor SPD og fagtoppen en enhedsfront mod den truende fascisme. KPDere deltager i møder organiseret af SPD og Eiserne Front i Berlin, Braunschweig, Köln og Mannheim.
30.januar udpeger Præsident Hindenburg – der er valgt på løfter om at holde Hitler væk fra magten – netop denne til Rigskansler.
KPD fornyer sit forslag til SPD om at rejse en enhedsfront gennem en generelstrejke mod Hitler´s magtovertagelse. I 1920 havde den tyske arbejderbevægelses gennem en generelstrejke forhindret Kapp-kuppet. Næsten alle KPDs enhedsinitiativer i 30erne afvises af SPD-lederne .
Nogle uger efter at Hitler med borgerlig støtte har fået sin ”fuldmagtslov” vedtaget – En lov der sætter forfatningen ud af kraft og i realiteten gør ham til Tysklands diktator – går SPD-lederne Hertz, Stampfer og Wels med til at rejse til udlandet – på pas udstedt af Göring – for at ”bremse den udlandske presses” antinazistiske reportager imod Hitlers Tyskland.
19.juni 1933: Under ledelse af Poul Löbe vælger de SPD-ledere der er blevet i Tyskland en ”jøde-fri” partiledelse, idet de angiveligt håber at det skal ”imponere” på Hitler-regimet. 
August Bebels og Wilhelm Liebknechts revolutionære kommunistiske SPD var blevet forvandlet til et parti, hvor man, som man siger, ”fedtede opad og sparkede nedad”.
Dimitrov er meget tydelig i hans konklusioner:

”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar… Således beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland, Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker.”

Tirsdag den 8. februar – ved folketingsvalget 2005 – scorede socialdemokraterne endnu et selvmål. Selvforskyldt simpelthen fordi socialdemokraterne er utroværdige og ikke reelt vil gå nogen anden vej end Foghs KV-regering. 
For arbejderklassen og de folkelige demokratiske kræfter optræder socialdemokraterne idag som et borgerligt parti der ligesom i trediverne ønsker at fremstå som det ”mest ansvarlige” parti i det kapitalistiske erhvervslivs øjne.
Man fedter opad og sparker nedad.

N O T E R

“politiken” den 2.september 2002
2. KOMINTERN – Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935. KOMINTERN omfattede da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt, tvunget under jorden af fascistiske regimer. 
Kommunisterne samlede antal var da oppe på 3 millioner og 140 tusinde. En fremgang med en million og 341 tusind mennesker +75% – siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928 ,en stigning med 76%.
3) det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation som – ligesom Rote Hilfe(Røde Hjælp) – blev ledt af KOMINTERN-partiet KPD. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.
4) Reichbanner og Eiserne Front var socialdemokratiske forsvars- og kamporganisationer
5) partiet Zentrum var forgængeren til vore dages “borgerlige kristen-demokratiske” partier CDU/CSU

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s