Litauen: Forbud mod “kommunistiske symboler” som f.eks Hammer og Sejl

19.juni 2008 *
Endnu en omdrejning i den antikommunistiske skruestik i Lithauen
Parlamentet i EU- og Nato-landet Litauen har vedtaget at det skal være forbudt at vise symboler (☭) fra Sovjet-tiden offentligt, det bliver også forbudt at spille den sovjetiske nationalsang – om dette får virkning for dagens russiske nationalsang, som har samme melodi men ændret tekst, er usikkert : I bekræftende fald bliver Lithauens Tv og Radio nødt til at censurere OL- transmissionerne under uddelingen af guldmedaljer når russerne har vundet guld.
Alle sovjetiske symboler forbydes.
Det bliver således strafbart at vise billeder af de sovjetiske ledere, som for eksempel Lenin eller Stalin.
Ligesom de kommunistiske symboler Hammer og Sejl nu er bandlyste.

Hammer og Sejl forbudte symboler i Lithauen


Turistfotografier af symbolet på den Sovjetiske Revolution,Vera Muhinas berømte skulptur med hammeren og seglet (Рабо́чий и колхо́зница) i Moskva, må heller ikke vises frem offentligt eller privat !

Billedkilde :Станковић Миломир
Den 24 meter høje og 75 tons tunge sovjetiske skulptur med “Arbejderen og Kolhoz-kvinden” (Russisk:Рабо́чий и колхо́зница ) som løfter kommunismens symboler; hammeren og seglet over hovedet, blev et symbol på Sovjetunionen og kommunismen i den Socialistisk Realistiske ånd (☭).
Den sovjetiske kunstner Вера Мухина ;(Vera Muhina) skabte den verdensberømte skulptur til verdensudstillingen i Paris 1937 hvor den tiltrak sig international opmærksomhed til Sovjetunionens paviljon.
Muhinas mesterværk står idag i Moskva . . . . . . . . . . . . .
Den EU- og Nato-støttede Lithau´ske regering går dermed et skridt længere i kampagnen mod landets egen arbejderklasse og historie end de ledende reaktionære kliker som hersker over lande som Estland, Letland , Polen, Tjekkiet og Ungarn, som alle har indledt en klapjagt på kommunistiske symboler og partier som udtrykker den mindste sympati for kommunismen.



Hammer og Sejl -kommunismens symbol :Forbudt i EU-landet Lithauen
Forsøget på at revidere og omskrive historien så den passer ind i den herskende kapitalistiske ideologi og markedstænkning, fortsætter.

Der er ingen tvivl om at den politiske vilje blandt Nato- og EU-landenes ledende politikere til at gennemføre en “revanchistisk revision” af Europas nyere historie gennem at fjerne alle monumenter over den Røde Hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielsekrigen mod nazi-fascistisk tyranni og undertrykkelse af Europas folk er tilstede ikke bare i Estland.
Estland og de andre baltiske landes reaktionære klasser som var Nazitysklands allierede i Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionens folk. Hundrede tusinder af frivillige fra de reaktionære klasser i Frikorps Danmark, Estland, Lithauen, Letland og Sverige meldte sig til de Frikorps som hjalp Hitlertyskland med angrebet på Sovjet i 1941, hvor de deltog i folkemordet på de slaviske “undermennesker”, “jøder” og “kommunister” i det socialistiske Sovjet .
Siden 1991 har de officielle medier i Lithauen, Estland, de baltiske lande og andre Nato og EU-lande erklæret at “kommunismen døde med Sovjets opløsning” –
At påstå at Gorbatjovs og Brezhnjevs stagsnationsramte Sovjet som opløstes indefra i 1991 var “kommunismens sammenbrud” er i modstrid med virkeligheden i det statskapitalistiske Sovjet og dets vasalstater.
Men både det sovjetiske parti (SUKP), de borgerlige, socialdemokraterne og de neonazistiske grupper “sælger” propagandaløgnen om “kommunismens død” som kendsgerninger og historiske fakta.
For især de gammel- og neonazistiske og revanchistiske kræfter, har det borgerlige og reaktionære opspind om “kommunismens død” i 1991 som kapitalens medier i Vest såvel som i Rusland ensidigt viderebringer, været en åbenbar opmuntring: De føler sig bekræftet i deres sorte antikommunistiske opfattelser om at “vi” – det vil sige Hitler, Mussolini, Franco og alle antikommunisterne i den kristne, ariske vestlige verden – “havde ret” i at føre “krig mod Stalins Sovjet i 1941 og senere den Kolde krig″.

Kommunister i Kerala (Indien) “demonstrerer”
De nye magthavere ser nu en mulighed for at “fjerne, flytte eller forbyde” monumenter og symboler, “udrense” i blandt historikere og i historiebøgerne for at skabe en “ny, hvid og ren” historiske bevidsthed.
Det sker trods årtiers anti-kommunistisk og propaganda mod Stalin´s Sovjet – ikke bare i de vestlige lande og de kapitalistiske Natostater, men også i de stater som blev underlagt Hrusjttjov-gruppens kontrarevolutionære kurs, som f.eks Polen og Ungarn, som ikke havde befriet sig selv i 1944-45.
Allerede i 1954 opmuntrerede den opportunistiske Khrusjtjov-gruppe de højreradikale kræfter i Ukraine (Banderá og hans bande af fascistiske krigsforbrydere, mordere og terrorister) ved at give Krim-halvøen som en “gave” til Ukraine. 1*)
Med Khrusjtjovs antikommunistiske “hemmelige tale” mod Stalin – som blev omdelt i en pause, men ikke læst op for de delegerede på det sovjetiske partis 20.partikongres i 1956 – som startskuddet – indledtes en omfattende revision af Sovjets historieskrivning – og byen med det helteomsvurne navn Stalingrad blev fjernet fra landkortet. I Ungarn opmuntrede Hrustjovs “nye kurs” de reaktionære og fascistiske kræfter og landet var på vej mod borgerkrig i 1956. Det førte til åbne antisemitiske progromer.
*
Onkel Joe alias Stalin udskældt, bandlyst og i realiteten forbudt i Sovjetunionen siden Hrustjov-gruppen i 1956 indledte den kontrarevolutionære proces der førte til krise og opløsningen i 1991.

I Nato-landet Vest-Tyskland blev Hrusttjov “hemmelige tale” mod Stalin set som en klar “indrømmelse” til den borgerlige “kristen-demokratiske” Adenauer-regerings kritik af kommunismen.
Og Natolandet Vesttyskland vedtog ved lov – i august 1956 – at forbyde KPD – Tysklands Kommunistiske Parti. Det eneste parti som kom igennem Hitler-årerne med ære og kampkraft i behold.
Den antikommunistiske hetz mod Stalins Sovjet – som i virkeligheden skulle forsvare styrkelsen af “direktørernes” og “partipampernes” positioner- på bekostning af arbejderklassens magtpositioner og bane vejen for de omfattende “reformer” af politik,økonomi som for alvor tog fart efter Hrustjov´s “hemmelige tale” i marts 1956 – indeholdt direkte løgnagtigheder om “10 millioner fanger” – og talen – som i “hemmelighed” blev sendt til de store nyhedsburauer i vest uden at medlemmerne af det sovjetiske parti kendte til den – opmuntrede de reaktionære og fascistiske kræfter og styrkede den reaktionære kristen-katolske kirke, især i Polen og Ungarn.
 Nu fulgte “progromer” mod “jøder” i Ungarn og Polen, Sovjetisk invasion i Ungarn og krise og stagnation i produktion og distribution som endte med Sovjets opløsning i 1991.
Sovjets “nye revisionistiske” kurs og politik var “indrømmelser til den anti-kommunistiske “koldkrig” og de antikommunistiske “hekseprocesser” i vest.
Khrusjtjovs og Brezhnev-revisionisternes s “nye kurs” førte Sovjet til politisk-økonomisk krise , stagnation og politisk-økonomisk opløsning.

I et forsøk på at kamuflere det sorte angreb, har Lithauens parlament for et syns skyld også nedlagt forbud mod enkelte nazisymboler.
Kilde Verdens gang

Sovjetunionens statsvåben

NOTER

1*) Nikita Khrusjtov-gruppen opmuntrede den 19 februar 1954 de højreradikale kræfter i Ukraine da Krim oblast (Amt eller egn på ca 26.00 km2=Jylland) som indtil da havde været en del af den Russiske Sovjetrepublik gennem et dekret overlod halvøen til Ukrainske SSR, uden folkeafstemning men begrundet med hvad Khrusjtov-kliken kaldet halvøens “geografiske, økonomiske og kulturele nærhed til Ukraine”.
Overladelsen blev præsenteret af den i Ukraine fødte Nikita Hrusjtjov som en “gave til Ukraine”

Khrusjtjov-regimets “gave” (overladelsen af Krim fra Rusland til Ukraine) var et brud mod Sovjetunionens forfatning (fra 1936).
De instanser i RSFSR (den Russiske Sovjetrepublik) som tog beslutningen havde ifølge republikens daværende grundlov ingen beføjelser til at gøre det. Den eneste legitime måde at ændre RSFSR’s territorium ville have været gennem en folkeafstemning i RSFSR, som ikke gennemførtes i 1954,
Byen Sevastopol var desuden gennem en ukas fra den 29 oktober 1948 klassificeret som underlagt republikansk styre (d.v.s. direkt under Moskva) og havde egen administration og budget. Ifølge den russiske side idag omfattes Sevastopol ikke af “overladelsesteksten” fra 1954.

Efter Sovjets opløsning i 1991 fortsatte konflikten mellem Ukraine og Rusland angående Sevastopols og sortehavsflådens tilhørsforhold. En venskabstraktat mellem Rusland og Ukraine blev indgået 1997, i og med hvilken Rusland siden har lejet en plads i militærhavnen i Sevastopol. Traktaten løber over tyve år og udløber 2017.[57] Grænsedragningen i Kertj-sundet er stadig omstridt.[58] Den 23 december 1998 blev republikens nuværende konstitution vedtaget, hvor Krim anerkendes som en autonom republik i Ukraine.[59]

Efter at den højreliberale Viktor Jusjtjenko havde vundet præsidentvalget den 21 november 2004, hvor 82 procent af befolkningen på Krim stemte på dennes modstander Viktor Janukovitj, beordrede Jusjtjenko fyring af alle myndighedspersoner på Krim, for at “skifte regimet og dets repræsentanter ud”.[60]

Da amerikanske tropper i juni 2006 gik i land i havnen i Feodosija udløste det store protestdemonstrationer i byen. Protesterne rettede sig både mod den amerikanske militære tilstedeværelse, som blev opfattet som et klart brud mod forfatningen eftersom Krims parlament ikke havde godkendt det, og mod den aggressive NATO-militæralliance og den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenkos planer om at føre Ukraine ind i den aggressive Nato-krigsalliance.

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s