40 år siden Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 1968 : begyndelsen til enden på Brezjnev-regimets social-imperialistiske projekt

21.august 2008
PRAHA (RUDE PRAVO  )    Tjekkiet er igen blevet centrum for de kapitalistiske stormagters oprustning og våbenkapløb i form af et anti-raketskjold som sammen med en raketbase i Polen   bl.a kan gøre   Ruslands atomraketter    uskadelige for USA.   Og dermed bliver landet   trukket yderligere   ind i den inter-imperialistiske   rivalisering som Tjekkiets og Slovakiets Nato-medlemskab for alvor understregede.
Derfor har anti-krigsbevægelsen i Tjekkiet taget initiativ til en international underskriftkampanje    mod det amerikanske raketskjold i Tjekkiet og Polen som foreløbig har samlet 100 tusind tjekkeres underskrifter , mens 34 tusind mennesker udenfor Tjekkiet har skrevet under.
Samtidigt mindes tjekkerne i disse dage hvad der skete for 40 år siden. Også da blev tjekkernes og slovakernes land krænket af (social-) imperialistiske militærmagter i form af den halve million mand store Warszawapagt-invasion i august 1968.

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

PRAHA – 21.august 1968 –

 –  Natten til den 21. august invaderer en halv million udenlandske soldater i 6.000 kampvogne Tjekkoslovakiet.

Tropperne kommer fra samtlige Warszawa-pagtlande med undtagelse af Rumænien og Albanien som efter invasionen melder sig ud af militæralliancen i protest. 

° ° ° Sovjetiske tanks på vildveje i Prags gader ° ° °

 

Brezjnev-doktrinen: “begrænset suverænitet” i Warszawa-pagten

Invasionen er styret af Brezjnev-regimet i Moskva som nu – sammen med de økonomiske reformer som blev cementeret under Nikita Khrusjtjov – har udviklet “nye” revisionistiske teser om “begrænset suverænitet” for landene i Warszawapagten som Tjekkoslovakiet er medlem af. Brezjnev-doktrinen om “begrænset suverænitet” er dog i åbenbar strid med pagtens egne vedtægter som slår fast at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.” (Folkeretten)Uddrag af Warszawa-pagtens vedtægter

Prag 1968

  Invasionen skulle demonstrere for folket og partilederne i Tjekkoslovakiet og de andre Warzawapagt-lande at Brezjnevs Sovjetunion var den ledende kraft og bestemte kursen for de “socialistiske lande og de kommunistiske partier”.

Med invasionen viste Brezjnev-regimet at det sovjetiske partis “nye” revisionistiske kurs med “fredelig samarbejde” og “overgang til socialismen” kurs” hverken var fredelig, demokratisk eller førte til en styrkelse af socialismen, men var en håndsrækning til de kapitalistiske stater i vest og USA-imperialismen. Med invasionen demonstrerede Brezjnevpartiet at den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet nu havde ført partiet så langt fra bolsjevikernes, de revolutionære kommunisters demokratiske antikoloniale holdninger til den nationale selvstændighed – baseret på politisk overbevisning, tillid og broderskab – at man ligesom imperialismen og tidligere Czarrusland brugte den rå militær magt mod et helt folk
Invasionen støttes ivrigt af DKP i Danmark og KP i Sverige som taler om at “beskytte realsocialismen i Tjekkoslovakiet” . Det siger man uden at reflektere over at Brezhnjev selv havde “godkendt” Aleksander Dubček som partiformand og den regering han stod i spidsen for i begyndelsen af 1968.
Og nu invadere landet for at afsætte Dubček-regeringen.

Og både det danske DKP og revisionistiske partier i i Sverige, Norge og andre lande taler om at “Warszawapagten´s styrker har forsvaret socialismen i Tjekkoslovakiet”. Den cubanske leder “Fidel Castro” gik længst i forsvaret af Sovjets og Warszawapagtens knægtelse af Tjekkolsvakiets nationale suverænitet. Der gik ikke engang tyve år så var både den sovjetiske og den tjekkiske “socialisme” i så stor økonomisk og politisk krise at de borgerligjorte revisionistiske partiledere besluttede at indføre endnu flere kapitalistiske markedsprincipper i økonomien. Castro-regimet taler i dag om “de selvansattes socialisme”.
Fra 1989-91 tog de tidligere “kommunistiske” partiledere i Sovjet og Tjekkoslovakiet skridtet fuldt ud, fordømte kommunismen og blev fortalere for kapitalismen. Castro-regimet og dets fortalere i Danmark og Cuba forsvarer nu nye opportunistiske teser om styrkelse af socialismen gennem de “selvansattes socialisme”.  Ligesom i Venezuela, hvor “teorien” om det “21.århundredes socialisme”, vil Castro-regimets teorier om de “selvansattes socialisme”, ikke føre til en afgørende styrkelse af arbejderklassens magt, endsige ført til oprettelse af “socialistiske produktionsforhold”, eller “styrkelse af socialismen” som Castro-regimets fortalere i flere “KP”-partier hævder .

  Invasionen i Tjekoslovakiet i 1968 havde ikke bare “udenlandsk og storpolitisk” bagrund – men den var samtidigt et desperat forsøg på at hjælpe den kriseramte tjekkoslovakiske økonomi, som pga af liberaliseringer og statskapitalistiske reformer, inspireret bl.a af de “revisionistiske reformer” i Sovjet, som for alvor blev igangsat af Khrusjtjov og stadsfæstet af Brezjnev-  havde fremmedgjort arbejderklassen og bragt folkehusholdningen: produktion og distribution –  i stagnation – 

I modsætning til Sovjets invasion af Ungarn i Oktober 1956 – et halvt år efter den 20.kongres i det sovjetiske parti – hvor Budapest hærgedes af drab og ildkampe og var på vej mod borgerkrig – var Prags gader i august 1968 præget af fred og ro – ja der tales om et politisk forår i Prag – inden den sovjetiske invasion.  Men foråret blev knust af militærstyrker fra af Warszawa-pagtstyrker fra Sovjet, Polen, Ungarn, DDR, og Bulgarien.

På husvæggene kunne de sovjetiske og de andre invaderede soldater læse graffi som . . . . . . . . . . . . . . . . . .

”Lenin vågn op , Brezjnev er blevet tosset!”

Det var et udtryk for fortvivlelse og afmagt. De som er gamle nok glemmer aldrig billederne fra Prag, måske allermest billedet af en eftertænksom russisk kampvognssoldat som, istedet for de fascister han troede han bekæmpede ,blev konfronteret med grædende tjekker som beder ham at tage hjem.

 

Eller billedet af den unge student Jan Palach som – i protest mod Brezhnevs invasion – i januar 1969 satte ild på sig selv og blev en martyr for den folkelige modstand mod invasionen .

Den 20-årige Jan Palach´s martyrium blev fulgt op af en anden student Jan Zajíc som den 25.februar 1969 på samme sted satte ild på sig selv og ofrede livet i protest mod den sovjetiske besættelse. I april fulgte Evžen Plocek samme vej som Jan Palach og Zajíc og brændte sig selv ihjel i Jihlava i protest mod Brezhnev-regimets social-imperialistiske invasion.

Baggrunden for Prag-foråret og Brezjnevs militære intervention i august var krisen i den tjekkoslovakiske økonomi.    I løbet af 1960´erne – efterhånden  som de Hrusjtjov-inspirerede revisionistiske selvforvaltnings-reformer i  folkehusholdningen  slår igennem med  arbejderklasens  fremmedgørelse og de  modsætninger som opstår mellem  forskellige produktionsgrene som følge – begynder den tjekkoslovakiske økonomi at stagnere med en  svag eller ingen vækst overhovedet.  Hvor især den første femårsplan bliver opfyldt ud over målene i kraft af at arbejderklassens spiller den ledende rolle må man i 1960´erne konstatere at målene i den tredje femårsplan ikke bliver nået.  Derfor vokser utilfredheden , og de politiske ledere forsøger at aflede denne utilfredhed over i politiske baner med løfter om “reformer” som ikke havde som mål at ophæve de markedstilpassede “direktørers og virksomheders selvfinansiering og -forvaltning” – men at “liberalisere” økonomien yderligere hvorved direktørerne og de enkelte virksomheder blev endnu mere “markedstilpassede”.

      I 1960 vedtages en ny grundlov som ophøjer partiets rolle i staten til lov på Novotnys initiativ.   At man samtidig som partiet mister  folkelig opbakning og især den stærke indflydelse partiet havde i arbejderklassen under og efter krigen – lovfæster at partiet skal spille den ledende rolle fører til at Novotny´s og Dubček´s parti i stadig højere grad bliver en tumleplads for karrierremagere og opportunister af alle afskygninger.

For nu bliver  “partibogen” et “billet” en nøgle som åbner døren for direktørstilinger og andre magtpositioner i samfundet.
Blandt direktørerne og andre ledere i økonomien var 70-80 % partimedlemmer og blandt funktionærerne i de ledende administrative centrer voksede andelen partimedlemmer til mellem 80 % og 90 %.
Mange af disse var ikke partimedlemmer fordi de ønskede at kæmpe for kommunismen og arbejderklassen, men fordi partibogen nu var nødvendig for at gøre karrierre.

Arbejderklasssen fjernes fra partiets program

To år senere holder Novotny´s og Dubček´s parti – Tjekkoslovakiets grundslovsgaranterede ledende parti – sin 12 .kongres. Her besluttes det at fjerne “proletariatets diktatur”  – altså arbejderklassens  ledende role i kommunismens opbygning  –  i stedet indsættes parolen om “hele folkets stat” som Khrusjtjov-gruppen allerede havde fastlagt som den “nye linje”.     Begrundelsen lyder: : “klassekampen er ophørt med at være hovedkraften i samfundsudviklingen” som Novotny´s og Dubček´s parti parti formulerede på 1962-kongressen.  Det lugtede jo betænkeligt af det borgerligt-reformistiske tankegods hos socialdemokraterne.

Selvfinansierings- eller selvforvaltningssysystemet som var indført først i Jugoslavien og senere i Sovjet og de stater de havde kontrollen over – dog ikke i Albanien som tidligt – allerede i 1950´erne – var kritiske til Khrusjtjov-gruppens revisionistiske kontrarevolution – førte Sovjets tidligere socialistiske planøkonomi i retning af kapitalistisk markedsgørelse, profitten for de enkelte virksomheder blev indført i 1965 og de enkelte virksomheder begyndte at “handle på markedet med arbejdskraft og vare”. –

Det førte til arbejderklassens fremmedgørelse og reducering til et objekt , til varen arbejdskraft med følgende fald i produktivitet, stagnation og krise i produktion og distribution som følge. Tjekkoslovakiet havde fulgt Khrusjtjovs “økonomiske reformer” efter at Klement Gottwald og andre revolutionære tjekkoslovakiske ledere var “skaffet af vejen ” (Gottwald døde af en helbredelig forkølelse under et besøg i Moskva).

 Under ledelse af den revisionistiske økonom Ota Sik udarbejdede en arbejdsgruppe et forslag til omfattende økonomiske selvforvaltnings-reformer. De blev vedtaget af ledelsen i Novotny´s og Dubček´s parti i januar 1965 og blev indført som lov for hele den tjekkoslovakiske økonomi fra starten af 1967.

Den medfører øget autonomi for de enkelte virksomheder – en decentralisering af de økonomiske beslutninger – selvfinansiering –  altså systemet med profitten som mål for den enkelte virksomhed samtidigt som økonomien løsrives fra politiske beslutninger.

Dermed opløses planøkonomien i realiteten ligesom målet for enhver socialistisk stat : nemlig kommunismen, ikke bliver et mål for den økonomiske politik. Man kan sige at økonomien løsrives fra demokratiske politiske beslutninger og kommer under stærk indflydelse af det kapitalistiske markedsdiktaurs love .

Reformerne giver direktørerne og ledelsen af de enkelte virksomheder større magt , og samtidigt en markedsgørelse af folkehusholdningen og et brud med den socialistiske planøkonomi. Resultatet bliver at stærke kapitalistiske markedskræfter slippes løs.

Che Guevara er en stærk kritiker af denne “selvforvaltningsmodel”  i den “store debat” på Cuba i starten af 1960´erne og forsvarer socialismens planøkonomiske model som han kalder det “statsfinansielle system” ved bl.a at henvise til Stalins “Socialismens økonomiske problemer”.

Samme politisk-økonomiske krise ramte Polen.   Her forsøgte Gomułka-regimet at aflede protesterne ved at udpege Polens “jøder” som syndebukke. Dér gennemføres anti-jødiske progromer både i 1956 og 1968 hvor titusinder af polske jøder blev fyret og måtte flygte ud af landet. I Ungarn havde Khrusjtjov indstalleret et marionet-regime med Kadar i spidsen efter den militære invasion i oktober 1956. Også her gennemførtes antisemitiske progromer. Titusinder af ungarske jøder – som havde udmærket sig i den antifascistiske modstand mod Horthy-regimets og dets alliance med Nazi-Tyskland og som kæmpere i den stærke ungarske kommunistiske- og socialistiske bevægelse – blev udpeget som “syndebukke” , “landsforrædere” og “Stalins spioner” af de ungarske fascister.

Det  Hrusjtjov-indsatte regime i Budapest udpegede disse “jødiske kommunister” som syndebukke. Kadar-regimet igangsatte flere progromer mod Ungarns jøder. Også fra Ungarn måtte titusinder jøder flygte ud af landet.
I Tjekkoslovakiet var der ikke samme “tolerance” overfor progromer og “jødehad” og det var et land som ligesom Albanien – på mange måder skilte sig ud fra de andre lande i Warzawapagten. I Tjekkoslovakiet havde den kristen-katolske kirke (Vatikanet) slet ikke samme indflydelse som f.eks i Ungarn og Polen.
Landet havde allerede i 1930´erne en udviklet industri og arbejderklasse – som var større og mere udviklet end f.eks den danske eller polske på samme tid. Da Tjekkoslovakiet vandt sin selvstændighed i 1918 som en følge af det Østrig-Ungarske kongeriges sammenbrud og revolutionen i Rusland var det de mest fremskredne dele med størstedelen af industrien og en talstærk og klassebevidst arbejderklasse som blev tjekkoslovakisk.
Arbejderklassen i både Ungarn, Østrig, Tyskland og Tjekkoslovakiet havde stærke revolutionære traditioner. Allerede i 1878 blev det revolutionære og marxistiske socialdemokratiske arbejderparti dannet. Ved splittelsen af den internationale marxistiske arbejderbevægelse under Første Verdenskrig da den II Internationales største parti; det tyske SPD forråder den internationale arbejderbevægelse ved at støtte bevillinger til verdenskrigen og den tyske deltagelse i krigen, vælger et flertal i det tjekkoslovakiske arbejderparti at tilslutte sig den revolutionære kommunistiske linje som anførtes af Lenin og de russiske socialdemokrater.
Ved det nye partis stiftende kongres i 1921 bliver partiet tilsluttet Kommunistisk Internationale. KOMINTERN-partiet KSČ er i midten af 1920´erne Tjekkoslovakiets største parti. Den kommunistiske bevægelse i landet er sammen med den sovjetiske, tyske og italienske en af Europas stærkeste.
I mellemkrigstiden var landet – sammen med Tyskland et af Europas højstudviklede – med en relativt høj levestandard.
Det revolutionære parti :Komunistická Strana Československa -Komintern-partiet KSČ var stærkt og velorganiseret, og i valgene til den parlamentariske forsamling i Prag samlede de op imod 20 procent af de afgivne stemmer.
I modsætning til nabolandene – som i mellemkrigstiden regeres af højreradikale , anti-socialistiske og fascistiske regimer regeres tjekkerne af et relativt velfungerende parlamentarisk demokrati.
Efter Hitler-fascisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 bliver faren for en tysk aggression mod Tjekkoslovakiet åbenbar for de patriotiske og antifascistiske kræfter i Tjekkoslovakiet og i kampen mod den voksende fare vinder kommunisterne stadig større indflydelse ikke bare i arbejderklassen, men også i de småborgerlig lag på landet og i byerne og partiets medlemstal vokser til næsten 80.000.
Da partiet forbydes i 1938 som et led i tilpasningen eller “samarbejdspolitikken” til Nazi-Tyskland som det hedder på dansk, og går under jorden havde det en enorm politisk kapital som skulle få stor betydelse for modstandskampen og for tiden efter befrielsen.

 KOMINTERN-partiet KSČ ´s styrke og indflydelse voksede i forbindelse med München-overenskomsten i 1938 mellem Hitler og den britiske leder Chamberlain , som talte om “Peace in our Time” -. Det var en overenkomst som folket i Tjekkoslovakiet fik at føle konsekvenserneaf,  da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet og besatte landet. De vestlige stormagters forræderi i München blev ikke glemt af hverken tjekkerne eller slovakerne.
Tjekkoslovakiet blev befriet af den Stalins Røde Hær.

Og Sovjetunionen blev i Tjekkoslovakiet virkelig opfattet som som befrier og der fandtes en udbredt sympati for Rusland, russere og russisk kultur.
De reaktionære , kontrarevolutionære kræfter – som blev understøttet af Vatikanet og den reaktionære kristne kirke i Polen og Ungarn – lande som også var blevet befriet af Stalins Sovjet – underblæste mistilliden til Sovjet ved at udbrede et nærmest racistisk had til alt sovjetrussisk og udbredte ideer, om at Stalins Sovjet ikke var befrier , men en besættelsesmagt – var isolerede iblandt tjekkerne og slovakerne.
Fakta er at det var Stalins Røde Hær der havde befriet Tjekkoslovakiet fra den nazistiske besættelsesmagt sammen med enheder fra den amerikanske hær. Og allerede i 1946 havde både den Røde Hær såvel som de amerikanske enheder forladt landet som efter otte lange år atter var et land uden fremmede tropper.

Derfor var forbitrelsen og skuffelsen også desto større da Brezjnev-regimet med invasionen i 1968 forrådte denne dybe og ægte folkelige tillid og de broderlige følelser som folket i Tjekkoslovakiet havde for russerne.
På husvæggene blev de sovjetiske soldater gjort opmærksom på at :

“Jeres fædre var befriere -I er angribere”

Som bekendt blev Tjekkoslovakiet befriet i 1945 af den sovjetiske Røde Hær.

I den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse mod den nazi-fascistiske besættelsemagt spillede KOMINTERN-partiet KSČ en afgørende rolle: Flere end tredive tusind (30 tusind) kommunister ofrede livet i befrielseskampen. Med den Røde Hær´s hjælp blev Tjekkoslovakiet i 1945 fuldstændigt befriet fra nazi-fascistiske styrker. Modstandskæmpernes og den Røde Hærs befrielse af landet åbnede nye muligheder for de tjekkoslovakiske folk.

s-l300

Under arbejderklassens ledelse begyndte Tjekkoslovakiets folk at genopbygge deres land efter syv års krig og nazistisk besættelse med vægt på de nationaliserede sektorer i industrien. Det skete efter de socialistiske planøkonomiske principper som Sovjetunionen havde fulgt med stor succes med den første fremårsplan 1927-32.
Plakat 1946  KSC^
Plakat for KSČ 8.Kongres: Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti´s kongres i 1946
Og allerede i slutningen af 1946 havde industrien nået 75 procent af niveauet i 1937 , og handelsudvekslningen med udlandet havde havde en sådant omfang at FN´s hjælpeorganisation UNRRA havde afvist Tjekkoslovakisk ansøgninger om hjælp for 1947 med den begrundelse at det var det eneste land i Europa hvor folkets adgang til fødevare var på niveau med kalorieindtaget før krigen.

Med det tidligere KOMINTERN-parti KSČ med den revolutionære kommunist Klement Gottwald som leder nationaliseres industrien og landbruget kollektiveres. Under partiets ledelse udløses arbejderklassens initiativ og skaberkraft og i løbet af få år er en socialistisk sværindustri – grundlaget for den første fase i kommunismens opbygning – skabt og landet er – trods USA´s Marshall-hjælp til andre europæiske lande som har lovet USA at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold over jord og produktionsmidler – et af de mest fremskredne industrilande med en række kommunistiske velfærdsgoder som gratis skolegang og anden uddannelse, gratis sundheds- og læge hjælp – billig mad og næsten gratis kollektivtrafik, el og vand . Og ikke mindst et omfattende sports- og kulturudbud som også næsten gratis står til rådighed for arbejderklasen og folket.

Kommunistisk 1.maj plakat 1946

Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes magtovertagelse i Moskva følger Tjekkoslovakiet samme vej som Sovjet, Polen Ungarn. En kurs som fører til økonomisk krise og stagnation.
I 1967 begynder arbejderklassens protester mod udviklingen at komme til udtryk gennem flere protest-møder på flere arbejdsplatser rundt om i landet. Og i “Brezjnev´s broderparti” i Prag opstår nu en splittelse og fraktioner der skændes om hvad der er gået galt..

Fraktionskampe i det tjekkiske parti

I løbet af efteråret 1967 skærpes skænderierne mellem forskellige fraktioner om krisen og hvad der skal gøres. Partiformand Novotný bliver udfordret den slovakiske parti-formand Aleksander Dubček. Og Novotný beder om støtte fra partibroderen i Moskva den sovjetiske parti-formand Leonid Brezjnev. Men Brezjnev´s besøg i Prag på Novotnýs invitation løser ingen problemer. Da opportunisten Brezjnev finder ud af, at den daværende ledelse med Antonin Novotný som formand var isoleret i partiet, siger han at han ikke vil “tage stilling i den interne strid i Tjekkoslovakiet” .
Faktisk har Brezjnev et særligt møde med Dubček og de kommer kommer på bølgelængde viser det sig. Dubček var vokset op i Sovjetunionen og talte flydende russisk. Uden støtte fra Brezjnev var Novotnýs dage talte og ved et centralkomitémøde den 5 januar 1968 blev Dubček valgt til ny formand for partiet med Brezjnevs støtte.
Så sent som i begyndelsen af august 1968 – nogle uger inden Brezjnev giver ordrer om at invadere Dubček´s land tiltaler han Dubček per ”Aleksander Stepanovitj” eller ligeud med kælenavnet ”Sasha”, . .. . . . . .. . . .
men det “broderlige” forhold er kortvarigt og forholdet bliver snart køligere.
Brezjnev ændrer opfattelse og mister tilliden til Dubček´s evne til at kontrollere situationen. Den sovjetiske ledelse opgiver at satse på Dubček´s og beslutningen om invasion tages.
Efter invasionen forsøger Sovjet at etablere en “loyal tjekkoslovakisk regering, men alle de udsete kandidater er altfor kompromitterede. Forsøget mislykkes og fører til et interregnum, hvilket var baggrunden til vitsen : ”Hvad har russerne lavet så længe i Tjekkoslovakiet? De leder efter dem som inviterede dem!”
I den tid byder folket i Tjekkoslovakiet på en konsekvent og hårdnaket modstand under ikke-voldsformer. Det er åbenbart at Brezjnev og ledelse i Moskva har overvurderet deres egen popularitet i Tjekoslovakiet og undervurderet tjekkoslovakernes modstand mod udenlandsk invasion og besættelse
I stedet “genopretter” man ordenen med hjælp fra dele af den gamle regering, også Dubček, nu under ledelse af den tidligere “reform-tilhænger” Husák.
En vigtig rolle for Brezjnevs og Sovjets beslutning om militær invasion i Tjekkoslovakiet spillede de meget højlydte krav fra andre Warzawapagtlandes ledere om at “genoprette orden” , om nødvendigt med militær vold.
Aller mest aktive i hetzen mod Tjekkslovakiet i månederne op til invasionen var Polens Gomułka , som – var kommet til magten i kraft af støtte fra både Khrusjtjov/Brezjnev-gruppen og den kristen-katolske kirke efter den Khrusjtjov-kritiske revolutionære leder Bolesław Bieruts død. Bulgariens Zhivkov støttede Polens Gomułka´s krav om “genoprettelse af ordenen” med militær vold. Uden tvivl frygtede Gomułka-regimet og dens støtter i Sovjet – at Polen skulle gå samme vej som Tjekkoslovakiet.
Men Tjekkoslovakiets “lilebror” i den “socialistiske familie” : Albanien, forsvarede folket i Tjekkoslovakiet mod Brezjnevs militære aggression. Og tog konsekvensen og trådte ud af pagten i efter invasionen i 1968.
Albanerne havde først med Hrusjtjov fået at føle den “nye” storebror-mentalitet i Moskva hvor Hrusjtjov fortalte Enver Hoxha, lederen af det regerende kommunistparti, at Albanien ikke behøvede dyrke korn i landbruget for “det I spiser svarer til hvad musene spiser i Sovjet”.
Da Albanien behøvede disse “muse-portioner” efter en dårlig høst i begyndelsen af 1960´erne kom der ingen hjælp fra Hrustjtjov.
Uden tvivl var albanerne bevidste om at kunne Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej knægtes så kunne Albaniens også. Også Rumænien støttede Tjekkoslovakiets ret til at gå sin egen vej, mens Ungarns Kádár som var indsat af Hrusjtjov-regimet efter den sovjetiske invasion i 1956, forsøgte at “fedte for begge parter” ved at indtage en mæglende rolle.
Regimet i Øst-berlin havde ingen problemer med at sende DDR-tropper ind i Tjekkoslovakiet – trods at det ikke engang var 30 år siden at tyske tropper invadere samme land.

FAKTA om “Warszawa-pagten”

Militær alliance dannet 1955 af Sovjetunionen, Albanien (som trådte ud af pagten i 1968), Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland (DDR) – Warszawa-Pagten var et svar på at (Vest-)Tyskland – dvs. de af USA, Storbritanien og Frankrig besatte zoner i det befriede Tyskland – i 1955 blev optaget i den aggressive militæralliance Nato som blev oprettet af USA i 1949. I 1955 forlader den Røde Hærs styrker den nazi-allierede stat Østrig som de befriede i 1945.Optagelsen af “Vesttyskland” i Nato i 1955 var endnu et brud på de internationale aftaler – indgået i Potsdam, i Jalta og i Teheran – mellem Sovjet og dets allierede USA og Storbritannien i befrielseskrigen – om at Tyskland ikke skulle genoprustes eller indgå i militæralliancer efter befrielsen.
I Warszawa-pagtens vedtægter står der at:

“parterne forpligter sig til at afholde sig fra at bruge vold eller trusler om vold i sine internationale forbindelser og at løse sine internationale konfliktspørgsmål med fredlige midler i overenstemmelse med FN´s Charter.”

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s