11.september 1973 – startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolutions chockterapi i vesten

* * 11. September 1933 – 1973 – 2001 : 75 år efter “Rigsdagsbranden” – Terror og Krig som kapitalismens “Chockterapi”
11.September 2008 * * *

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973 da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup – udført af en militærjunta med den af Præsident Allende udpegede general Pinochet som leder, var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistisk kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “conservative” (kontra-)revolution” i England, Ronald Reagan´s “neoconservative” angreb på arbejderklassen i USA, Michail Gorbatjov´s “peresstroika” i Sovjet.
Chile blev startskuddet fordi her havde man et Sovjet-støttet parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” ekstreme revisionistiske og jubeloptimistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som allerede Sovjetlederen Nikita Chrusjtjov fra 1956 havde forsøgt at knæsættte som “generallinje” for den internationale kommunistiske bevægelse.
Chrusjtjovs “nye kurs” opmuntrede de reaktionære højreradikale kræfter, ikke bare i vest, men også i central – og østeuropa: I Ungarn følte de fascistiske kræfter sig i efteråret 1956 så stærke at de indledte en voldelig kontrarevolution rettet mod Ungarns jøder og kommunister. Også i Polen førte Chrusjtjovs “nye” kontrarevolkutionære” kurs til åbne progromer mod landets “kommunistiske jøder”. Flere hundrede tusinder jøder, et flertal af de overlevende fra den eurofascistiske holocaust mod Polens og Ungarns jødiske minoritet blev fra 1956 tvunget til at flygte ud af Polen og Ungarn, deres hjemlande. I Indonesien førte de højreopportunistiske “teorier” om kapitalismens fredelige overgang til socialisme kommunisterne ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965. Endnu et eksempel på hvor ekstremt farlige de revisionistiske, jubeloptimistiske teorier om de kapitalistiske udbytteres respekt for arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter en fredelig overgang til det socialistiske samfund som Sovjetunionen under Chrusjtjov og Breznhev med alle midler forsøgte at påtvinge den internationale kommunistiske- og arbejderbevægelse fra 1956 og årerne frem.
Idag kender alle ærlige revolutionære,kommunister såvel som antiimperialister og andre progressive kræfter til følgerne af “den fredelige og ublodige” kontrarevolution som Nikita Chrusjtjov sparkede igang i marts måned 1956 på den 20.Kongres i det sovjetiske parti, verdensproletariatets ubestridte leder gennem tredive år.
Ikke engang et år efter at Chusjtjov havde forsøgt overbevise de revolutionære og kommunistiske kræfter om at kapitalismen og dens udbyttere, spekulanter, skattesvindlere og fascistiske mordere havde ændret karakter og nu var blevet “fredelig” og respekterede arbejderklassens og de fattiges krav og ønsker om “kommunistiske velfærdsrettigheder” og fuld beskæftigelse ja kort sagt socialisme, var Ungarn på randen af en liberal-fascistisk kontrarevolution, hvor det ungarske parti og regering var i opløsning. Chusjtjov havde direkte blandet sig i Ungarns indre forhold gennem at tvinge den populære Matyas Rakosi ud af Ungarns regering og indsætte Imre Nagy, en notorisk højreopportunistisk ekstremist (som Chusjtjov) af politisk “klumpe-dumpe” typen. Under den Khustjtjov-indsatte Imre Nagy var Ungarn på vej mod fuldstændig opløsning og borgerkrig. Åbent reaktionære og fascisiske kræfter så nu en chance for “revanshe” for det antifascistiske nederlag i 1945 hvor Ungarns folk blev befriet fra det nazi-alierede regime. Bevæbnede med våben, smuglet ind over grænsen til Østrig som det Krusjtjov-indsatte regime under Imre nagy havde åbnet terroriserede de Budapest befolkning med tusinder af ofre som følge. I november 1956 måtte Chrusjtjov “demonstrere” den nye “fredelige kurs”, proklameret samme år i Moskva. Det skete gennem at beordre titusinder af tungtbevæbnede sovjetiske soldater til at stoppe opstanden med militær vold. Hundrede tusinder . . . .. . .. I Algeriet fik kommunisterne rådet af Chrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Chrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Sovjetlederen Leonid Brezjnev, at de skulle indgå et kompromis med det USA-støtte regime Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. For Knud Jespersens DKP hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.
Carl Madsens kritik af DKP´s borgerligt-reformistiske strategi og ideerne om den “fredelige overgang til socialismen” – som de kaldte “det antimonopolistiske demokrati”‘- førte i 1975 til den kommunistiske veterans eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund som medlem af DKP siden 20’erne – dengang partiet var revolutionært og en del af KOMINTERN: Kommunistisk Internationale – fremhævede Carl Madsen – som andre marxist- leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark dengang – den marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden af at knuse den borgerlige statsmagt.
Om at “drage lære af Chile” er fra “Når bladene falder” som udkom i 1975 på Demos, en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.

KRONIK

Carl Madsen / fra “Når bladene falder” (Demos 1975)
carl_madsen Carl Madsen kom til verden i 1903 (+1978). Tidligt udviklede Carl Madsen en bevidst modstandsvilje mod den udviklede kapitalismes krig, terror og fascisme. Carl Madsen skrev sig ind i arbejderklassens og de undertrykte folks historie som modstandskæmper, kommunist, sagfører som en utrættelig og frygtløs forkæmper for arbejderklassen og de undertrykte folk. * * * * * * *  * * * * *  * * *  * * * * * ** * * ** * * * * *
“Vi har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.
Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et “antimonopolistisk demokrati” som den ny vej. Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres. Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer – ikke alene på egne, men også på vore vegne.

I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:

“- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.”

Denne hans tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.

Han synes først – stående overfor døden – at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:

“-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.”

I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:

“-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.”

Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti (PCC – DKP´s søsterparti), Luis Corvelan:

“- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.”

En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.

I en nys udkommen bog (“Erfaringen fra Chile. En antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen” ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:

“En analyse af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig måde afhængig af styrkeforholdet) samt …
3. at en progressiv reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse« en ikke-socialistisk regering.”

Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.

I første etape ville der forekomme – kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.

Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret – det indenlandske og eventuelt udenlandsk – blive sat ind.

Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.

Endvidere at hæren splittedes og des-organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.

Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.

Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.

Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.

Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.

At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.

På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.

Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits’ og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.

Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.

Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.

Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s