Tidsbilleder af Rusland (1908)

2008 – 

For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – Europas og verdens største land – 

    År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter.                  
Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene?    >     >      >     >     >      >      >  Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde!     >    >    >     >    >     >    >    >    >     >    >     >    >    >     >    >    >   Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling.   >    >    >    >    >     >     >    >    >     >      >       >      >    >     >    >    >   Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?    
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.  

Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – –
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – –
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. –
– – – – – – –
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – –
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. –
En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne« (“narodnikker” på russisk,RED.anm.) ; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. –
Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. –Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg – altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. –
Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. – – – – – – – – – – -Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem.
Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. – – Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« , »leve den kommende revolution!« – var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903:

»Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken.

– – – – –
Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk.

»Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.«

Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes« generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt – samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand – i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien.

»Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?… Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden – lad det sammen med dig styre landet!
Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt – både for os selv og for dig, kejser!«

I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. –

Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik.
I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. – I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma – det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. – – –
I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne – og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« – en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger – fik den sit brændpunkt. – – –
Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd.
– – – – – – –
Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud – og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt.
– – – – – –
Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen – en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen.[Czarruslands parlament, red.anm.]. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. – – – I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt ? – – –
Den valgte det sidste – d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde.
– – – – – –
Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og – hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed – ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem – ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale – har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. – – – Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller – i de fleste tilfælde – til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system – det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver – når kampen kommer, lidt før eller lidt siden – derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. – – – – – Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning – til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder – kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet
»Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter – men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.

Gustav Bang – 1908

Redaktionel efterskrift :

Når man læser Gustav Bangs 100-årige artikel slår det en hvor stor en Ruslands-kender forfatteren er – og hvor profetisk han er når han spørger, trods hans “vestligt” chauvinistiske udgangspunkt :

“hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet (Czar-regimet) knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene ?” 

Vi der lever 100 år efter Gustav Bangs artikel ved at den russiske og senere sovjetiske revolution i 1920´erne og 1930´erne og som stod sin ildprøve under Anden Verdenskrig revolutionerede ikke bare Rusland og Europa, men hele verden og for altid har brudt de herskende – kapitalistiske såvel som feudale – klassers arrogante herrefolkstankegang – deres “eneret” på at diktere menneskehedens udvikling og har ændret kommunismens position fra utopi til realistisk mulighed og dermed taget hul på menneskehedens rejse mod det klasseløse kommunistiske samfund.
Samtidigt bekræfter Gustav Bangs beskrivelse af begivenhederne i Rusland gang på gang at den revolutionære kamp medfører indrømmelser og reformer.
Reformerne – hvad enten det er valgret, mindsteløn, syge- og arbejdsløsheds-dagpenge, gratis undervisning og hospitalsbehandling – er i sit væsen biprodukter af den revolutionære kamp – indrømmelser som udbytterne giver i håb om at opretholde deres privilegier, rigdom, ejendomsret og fortsatte ret til udbytning af det besiddelsesløse flertal.
De omtalte råd af “arbejder-deputerede”- dvs valgte af arbejderne – svare til sovjetter på russisk var en ny type græsrodsorganisationer som Lenins og Stalins socialdemokrati (bolsjevikerne) mente var mere demokratiske end “Dumaen” – det centrale parlament.
Der blev også opbygget råd blandt soldaterne og bønderne. Rådene blev rygraden i den socialistiske magtovertagelse i oktober 1917.
Når Gustav Bang omtaler Czarruslands “socialdemokrater” efter 1903 er det Lenins og Stalins revolutionære bolsjevikiske (flertals-) fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) han omtaler. Partiet blev splittet i 1902 i en bolsjevikisk (flertal) og en mensjevikisk(mindretal)
fraktion.

Ikke bare revolutionen i 1905, men også Oktoberrevolutionen, som indtraf bare ni år efter Gustrav Bangs artikel og især den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, følelser og passion.

Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til det de gamle ”revisionister”, “social-chauvinisterne” i Staunings og Noskes II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.

Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina,Indokina,Indien,Irak og andre lande.

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s