Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk

14.februar 2009 * * *

Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “

MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag  USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.

“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag. 

“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”

De social-imperialistiske Sovjet-ledere udkommanderede omkring 130.000 soldater til invasionen af Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” ( forandring) – det vil medføre.

Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.

Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.

I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”

Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.

Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.

Brezhniev i samtale med en anden krigsforbryder USA´s Præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet var ikke et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.


Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979

Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.

L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den social-imperialistiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s