Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker

MOSKVA (NEZAVISIMAJA GAZETA) * * * * I den russiske avis “Nezavisimaja Gazeta” spørger historikeren Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk under Anden Verdenskrig er så tydelig ?

     

 

* * * * * * * KRONIK * * * * * * * *
Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”.     
Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk ? * * *
Åbenlyse urimeligheder
Til at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta.

1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, Oversæt. anm.) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere.

Mellem den 17. september og den 2. oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne.

Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med polske officerer, som aniveligt var blevet skudt af NKVD i 1940.

Den 23. september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5. november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne.

Men den 2. augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagerembede at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde.

Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”.

Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “ t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”.

Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK; Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”.

Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35 – 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne.

I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk.

Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne.

Ikke nok med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte Tjeka-medarbejdere 2*), som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profeti” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen.

Ud over i Katyn var nogle hundrede polske officerer blevet skudt ved Charkov og i nærheden af Mednoje. Efter 1991 har man også åbnet mange grave for sovjetiske statsborgere som var blevet henrettet af NKVD´ s folk. Det virker som om det skulle være nok at sammenligne resterne af russere og polakker som var døde andre strder med de i Katyn for at fastslå mordernes “håndstil”. Det er kriminalistikens grundlag. Men af en eller anden grund gennemførtes udredningen ikke på den måde.

Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD´s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker?

Endelig, NKVD´s bødler havde en gennem lang tid afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov og Mednoje opdagede man at over 40% af dem var blevet skudt i hovedet og 60% i nakken, og alle var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tysk fabrikat.

Bjørnehiets offre

En anden sag som gør èn eftertænksom : inden udgravningerne i 1990’erne udstedte vores vigtigste militære anklagemyndighed et totalt forbud mod enhver åbning eller udgravninger af sovjetiske massegrave, der var i nærheden af de polske, og disse er blevet optalt ikke færre end 55. På et tidspunkt gik polakkerne igang med at grave én af disse op fordi de troede den var “polsk” , men så snart fejlen blev opdaget, blev de beordret til straks at begrave alt, uden at undersøge noget. Nøjagtig på samme måde opførte tyskerne sig i 1943. De fremviste en række grave for PRK, med krævede at de ikke skulle røre ved noget som helst andet. Hvorfor?

En gruppe hjemlige historikere fandt i juni 2004 i arkiverne hidtil ukendte dokumenter fra 1940’erne, som bekræfter det faktum, at der i det vestlige opland til Smolensk havde været tre såkaldte “Lejre til særlige formål”, hvor polske soldater og tjenestemænd, som var blevet transporteret derovre i april-maj 1940 fra tre sovjetiske NKVD Lejre for krigsfanger.

Man kom frem til at disse “lejre for særlige formål” ikke på nogen måde havde været krigsfangelejre under 1940-1941, men var såkaldte territorielle produktionsstrukturenheder ved Vjazmas arbejdslejren ved det sovjetiske NKVD (Vjazemlag), også kaldt “alfalt- og betonområder”. NKVD´s Vjazemlag var i årerne mellem 1936-1941 beskæftiget med at bygge den nye hovedvej mellem Moskva og Minsk. I slutningen af 1939 indgik 11 “asfalt- och betonområder” (ABO) i Vjazemlags arbejdslejre.

Polske officerer som var krigsfanger, efter beslutning af det særlige råd ved det sovjetiske folkekommissariatet for indenrigsanliggender i foråret 1940 var blevet idømt til mellem 3 og 8 års ophold i arbejdslejren efter en forenklet juridisk procedure, som var blevet udstukket gennem beslutning i centralkommittén ved VKP(b)´s 3*) politbureau Nr. P13/144-OP fra den 5 marts 1940, opholdt sig fra begyndelsen af april 1940 i tre følgende lejrafdelninger ved Vjazemlag:

Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for særlige formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren;

Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr for særlige formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren;

Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren.

Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940.

Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni såkaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den opholdt sig flere end 3 000 polske krigsfanger.

Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ?

I nærheden af Katyn-skoven, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker;“Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad der blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiske krigsfanger som opførte Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine.
, Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – – – Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februar 2008 i Nezavisimaja Gazeta

 

*1) I originalartiklen anvender Aleksandr Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD:Folke Kommissariatet for Indenrigs anliggender.

I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks
*3) VKP(b), på dansk: AKP(b) dvs Al-Unionens Kommunistiske Parti (bolsjeviker) var navnet på Sovjetunionens ledende parti frem til 1952.

(Artikeln er oversat fra Mythcracker) –

  

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * *
Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september i 1939 var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i de områder som tidligere havde været underlagt en stat (Polen) som nu ikke længere eksisterede, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå.
Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig.
Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvisition med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne:

”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen”

I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”.
Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . .
Hvorfor ? – –
I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar:
Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris.
Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn- og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar.
I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo  “jøderne der stod bag mordet på “Christus”, Guds egen søn “.
Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere.
Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internationale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mirakuløse undtagelse fra regelen.
På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda; begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser” i det tyvende århundrede. Glemt er at Stalins Sovjet, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling og tusinder af andre polakker, ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45.
I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen..
Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt.
Ikke bare fra den kolde krig´s antikommunistiske heksejagt hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” .
Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er terrorister” .
Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise.
Det betyder ikke at der ikke fandtes forbrydere og terrorister i Sovjet-Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark i 1930érne og under Anden Verdenskrig.Som bekendt var det ikke arbejderklassen og flertallet af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse.
I Polen var antisemitismen og  det kristne jødehad  ligeså  udbredt  som  i  Tyskland i 1930 ´erne.  Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker, søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”.  Racebiologien nåede nye “teknisk-videnskabelige ” højder, ikke bare i Tyskland, men også i Skaninavien.Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” – en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver, jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden.
Både inden krigen og under fortsatte den kristne kirke i Polen hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland.
Hvorfor laver Hr. Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ?
Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer. Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod Polens jøder ?
Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 års venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år
Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkoslovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet, imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet, om fælles forsvar mod den kommende nazi-tyske aggression.

Zygmunt Berling
Den polske officer Zygmunt Berling,

Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-sovjetisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod Nazityskland – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte :

“Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.”

Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Nazi-Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision.
Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland.
Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > >

” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “

Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer; anført af Anders og Okulicki.
Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” .
De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret..
Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”.
Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet.
Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . będzie kontynuowana (to be continued)

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s