Hitler og det Tredie Riges opgang og undergang *Del III *

70-året for Nazi-Tysklands undergang: 4.-9. maj 1945

Den tyske film Der Untergang fortæller ikke den virkelige historie om Hitler.
Hvis man virkelig vill have ”afsløret” sandheden om ”personen Adolf Hitler”,  så havde det været bedre at tage udgangspunkt i biografien “Hitlers Geheimnis”.  Bogen er skevet af Lothar Machtan, professor i moderne historie ved universitetet i Bremen.

Det spørgsmål som Professor Machtan stiller i Hitler-biografien er:

Var Hitlers kvindehistorier bare kamouflage?
Havde han i sin ungdom i Wien´s och München´s underverden, blandt bohemer og småkriminelle, i perioder ernæret sig som prostitueret?
Købte han sex af unge mænd i sin tid som partileder?

Professor Lothar Machtans værk er naturligvis politisk og journalistisk sprængstof. For den giver et billede, omend nok så begrænset, af intrigerne og de kapitalistiske udpresningshistorier bag det Tredje riges facade.
Bogen afslører en af, ikke bare Hitlers , men også Nazi-Tyskland´s bedst bevarede hemmeligheder.
I konservative og historierevisionistiske  kredse i det tyske og vestlige bourgeoisi bryder man sig ikke om disse ”homoseksuelle afsløringer”. Her dyrker man stadig det gamle billede af Hitler som en mand, der skabte orden i det ”tyske hus”, men ”desværre” tabte krigen – kunne man tilføje for disse konservative tyskeres reging.

I en anmeldelse af bogen, i Aftonbladet den 7. oktober 2001 kunne man læse:
”Ny bog afslører diktatorens dobbeltliv.
Han sørgede for at alle som kendte sandheden blev dræbt

Hitler delte elsker med sin niece.
Adolf Hitler var det tyske riges magtfuldkomne Führer. En mand som herskede over liv og død i nazismens grumme tolvårige diktatur. Han var også en bange mand. Bange for at det tyske folk skulle få kendskab til hans godt skjulte hemmelighed.
Adolf Hitler var homoseksuel. En mand som i ungdommen forsørgede sig som homoseksuel prostitueret og senere fik udløb for sin seksualitet med forskellige mænd i hans nazistiske omgivelser. En mand som blev begæret af millioner kvinder over hele Tyskland, men som selv væmmedes ved kvindelig fysisk kontakt.
Det hævdes i bogen “Hitlers hemmelighed”, som i morgen udkommer i hele verden . . Den er skrevet af Lothar Machtan, professor i moderne historie ved universitetet i Bremen.”

Her følger et par uddrag af bogen:

Ungkarlehotellerne var centrum for mandlige prostituerede. Mellem 1907 och 1914 boede Adolf Hitler i lang tid på forskellige natherberger og ungkarlehoteller i Wien og München.
“Natherbergerne og ungkarlehotellerne var ifølge Magnus Hirschfeld (samtidig seksualforsker, red:s anm) “rugeplads for mandlig prostitution”. De mennesker, som strandede der, havde ofte svært ved at slippe tanken om hurtigt tjente penge . Også på Hitlers ungkarlehotel på Meldemannstrasse var der mange, som var henviste til ekstrajob – ikke mindst Hitler selv. Lige siden foråret 1911 skulle han i princippet have været tvungen at leve af salget af sine postkort, tegninger og akvareller, men sådan ser det ikke ud. […] Det ser snarere ud, som om produktionen af postkort og akvareller fyldte to andre funktioner: dels tilbød den direkte muligheder til skikkelige indkomster, dels kan den have været et middel for at forsigtigt knytte kontakt med velhavende prostitutionskunder (torsk).

Hitler og Hanisch kan på denne måde have fundet en ligeså lovende som risikofri vej til prostitution – og alligevel ikke have noget at gøre med miljøet omkring den røde lygte. Denne dristige – det må indrømmes – tolkning bliver plausibel ikke bare på baggrund af de specifikkke omstændigheder, Hitler levede under, men også af de rygter om Hitlers fortid, som altid var i omløb.
Ernst Hanfstaengl (nazisternas udenrigs-pressechef og homoseksuel, red:s anm.) betroede eksempelvis den amerikanske efterretningstjeneste i 1942, at det ungkarlehotel, hvor Hitler havde boet, havde et “rygte for at være et sted som blev opsøgt af ældre mænd, som var på jagt efter unge mænd til homoseksuelle forlystelser. Det er sandsynligt at Hitler ved denne tid blev fortrolig med disse typer af gamle vellystninge og unge gigolo’er.”

Nogle år tidligere havde den østrigske kansler Engelbert Dollfuss ladet et kompromitterende materiale om Hitler udarbejde, som frem for alt berørte hans tid i Wien. Det siges at Dollfuss i 1934 skal have ladet dossier’et komme til sin italienske ven og allierede Mussolinis kendskab.
Var det en tilfældighed at Il Duce nogle få dage efter mordet på Dollfuss lod sin presse angribe den nazistiske leder som “morder” og “homoseksuel”?

Hemmmelige politiprotokoller om hans møder med unge drenge

Efter Hitlers mislykkede statskup i München den 9 november 1923 modtog Reichwehr-generalen Otto von Lossow, som var med til at slå kuppet ned, en mængde trusselsbreve fra gamle og unge nazister. Men han var ikke bange for at truslerne skulle blive sat i værk.Ved en julefest samme år forklarede han historiestudenten Eugen Dollmann og nogle andre gæster hvorfor .

“Og med disse ord, fortsætter Dollmann, trak generalen en politiakt med hemmelige rapporter og vidnesmål om Herr Adolf Hitlers privatliv, op af en skrivebordsskuffe, nærmere bestemt fra og med den tid da Hitler igen dukkede op i München – samtlige fra sædelighedsafdelingen, respektive politipræsidiet, på Ettstrasse”.

Alle tilstedeværende indså med det samme “hvilket farligt våpen Otto von Lossow havde smedet under hans storhedstid i München”.

Med barsk stemme havde generalen derefter læst højt af nogle forhørsprotokoller:

“Jeg, Michael, 18 år gammel, mødte den 19 december om aftenen […] på Rosenheimer Landstrasse en efter udseendet ganske ung mand som spurgte mig om jag ville spise middag og – mod betalning – tillbringe natten med ham. Da jeg havde været arbejdsløs i måneder og min mor og mine brødre led af sult, fulgte jeg med herren hjem. Om morgenen gik jeg min vej”
Underskrevet Michael …

– En anden:

“Da jeg, Joseph, var ude og spadsere, nærmede en mand sig, som jeg gik i biografen med, og derefter ville han gå med mig op på værelset efter at have budt mig på mad og cigaretter. Da jeg omtalte for ham, at jeg som yngling var en entusiastisk soldat og gerne ville være blevet underofficer, fortalte han i timevis om den nye tyske hær og opfordrede mig til at propagandere blandt mine kammerater for et nyt militært forbund, som han havde grundlagt. Han talte meget, men ville ikke have at jeg røg på hans værelse . Jeg tilbragte hele natten med ham …”
Underskrevet Joseph …, 22 år gammel.

Lossow citerede flere unge mænd, hvor samtlige vidnede om, at en vis Adolf Hitler havde budt dem på mad på små restauranter og værtshuse i forskellige dele af München. Han ville snakke politik med dem og havde sagt til dem, at Tyskland og verden tilhørte dem, de unge. Efter sådanne samtaler var det blevet nat

“og disse unge efterkrigsmænd, for hvem kun sult og nød ventede hjemme, var derefter beredt til at ligge ved siden af Adolf Hitler, den gode ven som utrætteligt lovede at hjælpe dem”.

Ernst Röhm

 Kaptajnen Ernst Röhm og Hitler mødtes første gang 1919, da Röhm rekrutterede Hitler til Rigsværnets (Reichwehr,oversæt. anm.) efterretningstjeneste. Han var med i Hitlers mislykkede Münchenkup og blev 1931 den højeste chef for nazisternes halv-militære SA-korps. Siden midten af 20erne havde han ikke gjort nogen hemmelighed af sin homoseksualitet.
[…] Visse kilder peger i retning  at antage, at Ernst Röhm og Adolf Hitler havde et seksuellt forhold. Et sådant er der eksempelvis tale om i en dagbog af en anonym general i Reichswehr, som blev udgivet i brudstykker i udlandet i 1934. Og et sådan forhold kan faktisk ikke udelukkes . . .

Da Röhm blev SA-chef udpegede han mange homoseksuelle på ledende poster, og der gik rygter om SA som en plads for “homoseksuelle udsvævelser “. Noget som hans modstandere forsøgte at udnytte. Allerede Hitlers politiske selvopholdelsesdrift tvang ham derfor til att optrappe situationen. Samtidig motiveredes han af tanken om på denne måde holde sin egen homoseksualitet hemmelig for evigt. Nærmere bestemt gennem at neutralisere farlige vidner.

 Øverst på listen over potentielle udpressere stod uden tvivl Ernst Röhm. Om man skal tro Gestapochefen Rudolf Diels var han allerede i januar 1934 beskæftiget med at spionere mod Röhm. Det er kendt, at også Reichswehr gjorde det fra og med februar. Og senest i april blev SS-Reichsführer Heinrich Himmler og hans håndlanger Reinhard Heydrich kobblet ind i sagen Röhm. Ikke mindst med tanke på de kommende begivenheder blev en ny “forordning om gennemførselen af frihedsstraf” endeligt udformet, som ophævede domstolsprøvningen af indsigelser mod anholdelsesbeslutninger og i øvrigt også betydelige begrænsninger i forsvarsadvokaters muligheder for at skride ind til fordel for deres anklagede klienter. Dermed stod døren vidtåben for Gestapos vilkårligheder.

Röhm og de højeste SA-lederne skaffede sig egne livvagter og forsøgte bevæbne sine mænd så godt han kunne. I 1934 begyndte Röhm stadig mere åbent at arbejde for at gøre SA til en base for en nazistisk folkehær, hvilket udfordrede officererne og skabte en krise. Hitler, som også kunne føle truslen om at hans “hemmelighed” skulle afsløres, tøvede ikke med at agere.
Den 30. juni slog den anden af nazisternes militære organisationer, SS, til mod Röhm og hele SA-ledelsen, som blev skudt uden undersøgelse og dom, anklaget for at have planlagt et statskup.

“Det “eksempel” som Hitler nu hade statueret, skulle ikke mindst gøre det klart for hver og en af hans mænd, at de ville risikere hovedet om de på nogen måde konspirerede mod det bestående regime”.
Hitler kunne med andre ord bare værge sig ved at gribe til de yderste voldsmidler. Derfor skulle de, som vidste at ikke bare Röhm, men også Hitler selv var homoseksuel, enten myrdes eller skræmmes til evig tavshed.

“Privatlivets fred”

Det fremgår af en nærmere granskning af ofrene. Myrdet eller kastet i fængsel blev: de homoseksuelle SA-lederne Röhm, Ernst och Heines, som alle havde personlige relationer med Hitler; Gregor Strasser, som hidtil havde været “intim ven” med Führern og rent ud valgt Hitler til “gudfar for sine sønner”; de nærmeste venner til disse tidligere fortrolige (også selv om de for længe siden vendte sig fra “Röhm et consortes”) for eksempel Heimsoth og Paul Röhrbein. Endvidere høje statstjenstemænd, som kendte til eksplosivt materiale om Hitler, for eksempel Erich Klausener, chef for politi-afdelingen i det preussiske indenrigsministerium, og hans sagkyndige Eugen von Kessel; forsvarsminister og fhv. kansler Kurt von Schleicher og hans højre hånd Ferdinand von Bredow; politichefen i München August Schneidhuber; og den tidligere bayerske ministerpræsident Gustav Ritter von Kahr, som Hitler formodentlig antog var i besiddelse af det materiale, som Lossow havde skaffet af vejen. Endvidere Röhms, Strassers, Lüdeckes og andre nazistdignitarers advokater, som gennem deres klienter og domstolsmateriale havde fået rede på eksplosive ting – for eksempel Walter Luetgebrune, Gerd Voss, Robert Sack och Alexander Glaser. Og endelig avisudgiveren Fritz Gerlich i München, som formodentlig vidste mere om Hitler og hans nærmeste end nogen anden journalist på den tid.
[…] Han tog hensynsløst livet af alle, som havde kunnet vidne om noget kompromiterende.
Hess anklagedes åbent for at være homoseksuel. Rudolf Hess gik med i NSDP 1920 og blev hurtigt en af Hitlers nærmeste medarbejdere. 1923 gik han i fængsel sammen med Hitler hvor de levede tæt på hinanden.

Emil Maurice og Geli Raubal

[…] Den biseksuelle Emil Maurice var 22 år, da han gik med i Hitlers parti. 1921 blev han Hitlers chauffør og tilbragte syv måneder i fængslet i Landsberg sammen med Hitler og Hess.

“Helt andeledes var Emil Maurice, som … fik sin første offentlige udmærkelse i januar 1922, da Hitler sværmerisk kaldte ham “vor mynde”. Hvormed partilederen påmindede om et mødeslagsmål på Hofbräuhaus, som han senere til og med skildrede som et “ilddåb” for SA. Dengang, i november 1922, havde han straks lagt mærke til den slanke unge mand med en kraftfuld og kampglad fremtoning. [….]

Senest i Landsberg blev Hitler og Maurice du-brødre. Hitler kaldte ham Maurizl eller Mosel, og for denne var Führern helt enkelt “min kære Hitler”.

Et meget selvbevidst tiltale for at komme fra en otte år yngre tilhænger uden politiske fortjenester. Det er hentet fra et brev i hvilket Maurice i januar 1925 endnu en gang bad partilederen om “som lovet” personligt tage imod ham, når han blev løsladt fra fængslet:
“Til et glad gensyn i friheden glæder sig din E.M.”

I tiden derefter lod Hitler sin chauffør være en tæt bestanddel af sit liv. Maurice havde en nøgle til Hitlers lejlighed på Thierschstrasse, tog sig af hans tøj og vask og mange andre hverdagsting som sædvanligvis var overladt til en husholderske.

1927 dukkede Hitlers niece Geli Raubal op i Hitlers nærhed og blev en perfekt partner når “Der Führer” ikke ville vise sig uden kvindeligt selskab offentligt. Dog skabte Maurices biseksualitet problemer.
“For pludseligt forelskede niecen sig i Maurice. I hvilken udstrækning hendes følelser var gengældte, ved vi ikke. Som man kan udlæse af et brev som Geli, syg af længsel, skrev til sin “kære Emil” juleaften 1927, ville Hitler i starten under ingen omstændigheder acceptere denne forbindelse.

[…] At Hitler alligevel ikke kategorisk forbød forholdet, beroede på at Ilse Hess greb ind. Men Hitler krævede, skrev Geli videre, “at vi skal vente to år. Forestil dig, Emil, hele to år, hvor vi bare må kysse hinanden af og til og i selskab med Onkel A. Du må arbejde for at give os begge en fremtid, og ikke kun mødes i andres nærvær.” Desuden skulle deres kærlighed forblive “fuldstændigt hemmelig” og Geli studere videre. Alligevel var Geli “lykkelig over igen at kunne være med dig. Vi er jo enige om at ses ofte, endda alene sammen, har Onkel A. lovet. Han er jo flink.”

[…] Man kan få øje på Hitlers bagtanke med dette, hvis man stiller spørgsmålet om hvad han forventede sig af denne løsning: han behøvede hverken afstå fra Geli eller Maurice og havde nok af tråde i sin hånd til at styre udviklingen, hvorhen han ville.
Men et sådant trekantforhold kunne ikke holde i længden. På alle områder kom det til et brud mellem Maurice og Hitler i de følgende måneder.
Efter Gelis mystiske død dukkede Emil Maurice op igen.

Relationerne mellem Hitler og hans halvsøsters datter er stadig et omdiskuteret spørgsmål. Gennem årene i Hitlers nærhed blev Geli stadig mere deprimeret, og efter megen ballade og opbrudsforsøg døde hun af en kugle fra Hitlers revolver. Var den “officielle” påstand om selvmord sand ? Stadig ved man ikke eksakt, hvad der skete .

Chaufføren Schreck

[…] Den 19 maj 1936 fik Hitlers døde chauffør Julius Schreck noget, som så ud som en statsbegravelse, med utallige nazistiske ledere tilstede. En utrolig æresbevisning for en chauffør.
“Schreck havde ganske vist allerede kørt partilederen ved en del lejligheder, men fra og med 1928 stod han til rådighed døgnet rundt, både for privat kørsel og politiske rejser. Da Hitler blev stadig mere kendt ikke mindst gennem hans utallige politiske turneer, nåede “landevejens skræk [Schreck!]” også en vis berømmelse.
“Han vidste altid nøje om han behøvede bruge sin fysiske styrke, sin list eller sine chaufførevner”, fortæller Schaub og antyder dermed, at Schreck var meget mere for Hitler end bare en tjenstvillig chauffør.

[…] Under de utallige bilrejser på kryds og tværs gennem Tyskland udviklede de to mænd et familiært forhold. Hitler “madede” undertiden kærlighedsfuldt chaufføren under kørselen “ved at række ham brødbidder” – en triviel gestus, men meget betegnende for deres broderlige omgang. Og langt fra alle fælles rejser havde med politiske forpligtelser at göre. Ofte tog de bare afsted for “at opleve det tyske landskab væk fra hovedvejene”.
Da Hitler endnu ikke var så kendt, skrev Schreck i et tilbageblik i 1935, var det enklere med sådanne udflugter. ‘Dengang kunne man uden at blive genkendt undertiden overnatte eller spise på et værtshus’. Det ligger i sagens natur, at meget af dette er udokumenteret, men mindst en episode fra 1931 er hug- og stikfast: Hitler havde anmeldt sin ankomst til Haus Wahnfried i Bayreuth til jul, men familien Wagner ventede forgæves. Et telefonopkald til München gjorde det klart at Hitler faktisk havde begivet sig afsted med Schreck, men først nogle dage senare meddelte Hitler sin veninde Winifred, at han hellere ville være alene og derfor var taget ud på landet. Han var i Bad Berneck, et kursted ca. tyve km før Wagnerbyen. Der tog Hitler og Schreck ind på Hotel Bube, som siden 1923 havde været et populært overnatningssted for Hitlers følge, og blev der i helligdagene. De var de eneste gæster.

[…] Albert Speer har berettet, at Hitler i sit private gemak på Obersalzberg havde ophængt et foto af Julius Schreck ved siden af billedet af sin forgudede mor.

Ægteskabet med Eva Braun blev aldrig fuldbyrdet 

 Eva Braun er gået over i historien som Hitlers hustru. De giftede sig den 30 april 1945. Nogle timer senere begik de begge selvmord. Hun og Hitler mødtes 1930, men” noget fysisk kærlighedsforhold var der aldrig tale om.
“Det tyder i hvert fald de samtaler som hun skal have ført med Hitlers tolk Eugen Dollmann, på:
“Han er en helgen”, sagde hun til mig, “blot tanken på kropskontakt skulle besudle hans mission.”
Kun alt for ofte havde han forklaret hende, “at hans eneste kærlighed er Tyskland, og at hvis han glemte det, om så bare i et øjeblik ville det ødelægge den mystiske energi i hans mission”.

Samme sted citerer Dollmann imidlertid også Eva Brauns udtalelse: “Altid missionen, missionen, missionen, ofret og forsagelsen. På den måde har vi skabt et rent mandsrige. Folk tror naturligvis at mit liv [ved Hitlers side] forløber helt anderledes – om de bare vidste.”
Senest i 1938 må hun være blevet klar over, hvilken forestiling hun behøvedes til. At hun accepterede rollen som “elskerinde” og til og med spillede den ganske godt viser hendes manglende evne til at bestemme over sit eget liv.

Og Hitler? Forholdet med Eva Braun var den endelige vellykkede realisering af en idé, som han havde efterstræbt længe: et platonisk konkubinat. Med den unge smukke kvinde fra Hoffmanns fotoatelier fortsatte han det, han havde påbegyndt med Geli Raubal, bare med den forskel, at han nu tilsyneladende forsøgte at holde sagen hemmelig. Men der fandtes naturligvis fra den første begyndelse tilstrækkeligt mange, som kendte til forbindelsen og hurtigt gjorde den til en offentlig hemmelighed. Og det var præcis, hvad Hitler ville.

Denne model gjorde det muligt for Hitler att komme en anelse nærmere “normaliteten”: Han havde nu en “kæreste”, som tilhørte ham og brød sig om ham – og alligevel forblev så tilbageholdende og diskret, som han udfra hans forudsætninger krævede.

[…] 1945 var Hitlers “mission” mislykkedes. Dog forstod han også nu at udvinde en mening af forholdet med Eva Braun: han ville at det frembragte pseudobillede skulle bestå efter hans død – selvmordet var nu definitivt bestemt. Og dermed velsignedes det mere end ti år lange partnerskab til et “rigtigt” ægteskab – som forstås aldrig fuldbyrdedes.
Dette sene giftermål var ikke bare Eva Brauns belønning for det trofaste arbejde med Hitlermyten, men formælingen (vielsen,min anm.) lagde samtidig en vigtig sten i opbygningen af denne myte – en sidste genial løgn.

“Der Führer” – Føreren som ægtemand svøbte sig på denne måde til slut ind i et skin af normalitet. Eller med Hans Blühers ord:
“Hans ægteskab må i det yderste have været en mekanisk hensynstagen til borgerlig ærbarhed – for os fremstår det som den sidste effekt i den tragiske komedie, som han havde spillet over for hele verden.”

Flere mænd i Hitlers liv

Bogen omtaler blandt andet Hitlers mest kendte homoseksuelle forhold. Som soldat under Første verdenskrig 1914-1918 plejede Hitler intim omgang med Ernst Schmidt, som blev kaldt Hitlers “mandlige hore”. Rudolf Häusler og Hans Svereus Ziegler nævnes også.

”Hitler og Geli – Hitlers halvsøsters datter, Geli Raubal – var gennem nogle år hans officielle kvindelige ledsagerske . Men da hun blev forelsket i Hitlerss chauffør, opstod der problemer. I 1931 døde hun af en kugle fra fra Hitlers revolver. Officielt et selvmord men akkurat, hvordan det gik tll er stadig ikke helt klarlagt.”

Rudolf Häusler, dengang 20 år gammel, flyttede i februar 1913 ind i Hitlers værelse på ungkarlehotellet på Meldemannstrasse i Wien, et sted som var kendt for at være beboet af unge homoseksuelle. De kaldte hinanden for Adi og Rudi og sværmede begge for Wagners operaer. I maj flyttede de til München , hvor de delte værelse i ni måneder.

Ernst Schmidt (1889-1985) og Hitler mødtes, da de begge gik ind i militæret 1914 og var “uadskillelige intime” venner til 1919. Schmidt kaldtes af regimentskammerater for “Hitlers hore”. Venskabet bestod livet ud selv om det ikke længere var “personligt”. Schmidt gik til SA og blev distriktsleder for NSDAP i Garsching. Til sin død nægtede han at sige noget, som skulle kunne “skade Hitlers anseelse”.

Hans Svereus Ziegler (1893-1978) gik med i nazipartiet 1925. Han var homoseksuel og en sværmerisk dyrker af Hitler og blev hurtigt en ledsager ved forskellige kulturelle arrangementer . Han har beskrevet Hitlers krop, som ikke bare velplejet, men også som velproportioneret, smidig og veltrænet.

Albert Speer (1905-1985) var Hitlers favoritarkitekt. Han blev også Hitlers rustningsminister og dømtes i Nürnberg til 20 års fængsel. Hitler var ifølge vidner påfaldende “hengiven over for ham”. Historikeren Joachim Fest, som har talt med Speer er sikker på, at de ikke havde et homoseksuelt forhold, men et “utvivlsomt homoerotisk venskab mellem mænd”.

FAVORITERNE

Adolf Hitler i det grønne græs sammen med to av sine “ynglingslärjungar”, stedfortræderren Rudolf Hess og hans chauffør Julius Schreck. Schreck, som til det ydre var lig Hitler, blev dræbt i et attentat 1936 og blev hyldet derefter med noget som påminde om en statsbegravning. Foto: FOTOARCHIV

HEINRICH HOFFMANN, BAYERISCHE STAATSBIBLIOTEK, MÜNCHEN

” Som soldat under Første verdenskrig 1914-1918 plejede Hitler intim omgang med Ernst Schmidt, som blev kaldt Hitlers “manlige hora”. Trots hans belønning med “Jernkors”-medaljen af første klas blev Hitler aldrig mere end korporal. Foto: SCHERL/SÜDDEUTSCHER VERLAG, MÜNCHEN

Foto: ULLSTEIN BILDERDIENST
Dato: 2001-10-07/ Aftonbladet ”

(Delvis Oversættelse: interpres)

* * *

Hitler og det Tredie Rige i tal

Adolf fødtes i 1989 i som fjerde barn af Klara Hitler og toldfunktionæren Alois Schickelgruber i en landsby liggende i den nordvestlige del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Hitler er altså ikke ”tysker”, men ”østriger” – ligesom grundlæggeren af ‘Frihedspartiet’, den ”nationalliberale” Jörg Haider.
1907 flyttede han til Wien og mislykkedes der med at komme ind på kunstakademiet “eftersom han manglede talent”.
1913 flyttede han til München for at slippe for værnepligten.
1914 meldte han sig frivilligt til krigstjeneste i Tyskland og gjorde tjeneste i krigen 1914-1918 som ordonnans på vestfronten. Blev trods udmærkelsen Jernkorset af første klasse ikke forfremmet til mere end korporal. Ifølge militære arkiver på grund af hans homoseksualitet.

1919 deltog han i et møde med Deutsche Arbeiterpartei og tilsluttede sig partiet.
1921 omdannes DAP til Nationalsocialistisk arbejderparti og Hitler bliver dets leder.
1923 laver han et kupforsøg i München – det er det såkaldt ølstue-kup. Kuppet mislykedes. Toneangivende kapitalistiske kredse giver ingen støtte til kuppet. Han idømmes fem års fængsel, men løslades allerede i 1924.

1933 Udpeges Nazi-Partiets Fører Hitler til Reichkansler af statsoverhovedet præsident Hindenburg.
Efter Rigsbranden den 28.februar indfører Hitler-fascisterne i realiteten undtagelsestilstand og efter Terror-valget den 5. marts udpeges Hitler med borgerlig støtte som Tysklands Führer ”i fire år” .

1934 har Hitler et blodigt opgør med det nazistiske SA, hvilket styrker hans politiske stillning – ikke mindst i hæren og hos de tyske monopolkapitalister. Samme år velsigner den mægtige kristne kirke – Pavestaten i Rom – Hitler-regimet. Gennem Rigs-konkordatet med Hitler giver den kristne kirke Hitler den udenrigspolitiske fremgang som han behøver.

1935 indføres almen værnepligt.
1938 indlemmer Hitler-Tyskland Österreich (Østrig) og Sudeten ; det sudeter-tyske området i Tjekkoslovakiet med Englands (N.Chamberlains) og Frankrigs ”forståelse” – i det Tyske Rige.
1939 overfalder Hitlertyskland Polen hvorefter Storbritannien og Frankrig erklærer Tyskland krig. Dog uden at løse et eneste skud. Det var den såkaldte Phoney War, den besyndelige krig.
Tysklands Øversbefalende General Alfred Jodl indrømmede under Nürnberg-processen at havde de engelske og franske styrker, ialt 100 divisioner gjort alvor af krigserklæringen, så havde det været slut med Nazityskland der kun havde 25 divisioner i ved den vestlige grænse.

1941: Operation Barbarossa indledes. Det er en storstilet plan for en aggressionskrig mod de “jødekommunistiske untermenchen” i Sovjetunionen. Hitler taler åbent om en “udryddelseskrig” – “Vernichtungskrieg” – og Hitlertyskland har samlet mere end fire millioner soldater for at erobre og underkue de sovjetiske folk.
Med de fascistiske allierede styrker fra Finland ,Italien, Ungarn, Rumænien, Danmark, Letland – alene fra dette baltiske land deltog 150 000 frivillige i korstoget mod Sovjet – og andre når de op på 5½ millioner soldater. Det er indledningen til verdenshistoriens største krigsslag.
Alle borgerlige såvel som socialdemokratiske ledere i Danmark og andre kapitalistiske lande går ud fra Sovjetunionens nederlag i krigen, som ifølge Hitler og de tyske generaler vil være ovre indenfor nogle måneder, senest efteråret 1941. Samme år går USA med i krigen, dog først efter Japans angreb på USA i december.

1945 Massemorderen og krigsforbryderen Hitler begår selvmord den 30 april i Berlins ruiner .

Verdenskrigen, som Hitlers Tyskland, Fascist-Italien, Kejseriget Japan og de allierede i Anti-Kominternpagten udløste, opgives at have kostet mere end 69 millioner menneskers liv. Heraf mere end 25 millioner Sovjetborgere , op imod 6 millioner tyskere , 813 000 franskmænd, 490 000 briter, 6.6 millioner polakker, 292 000 US-amerikanere, 1,7 millioner jugoslaver, 410.000 grækere, 317.000 tjekkoslovaker, 100.000 belgiere, 236.000 hollændere, 427.000 ungarere – og dertil kommer et ukendt antal millioner kinesere, koreanere og andre folk, som den japanske imperialisme slog ihjel under krigen.

Den 8.maj 1945 kapitulerer Tyskland betingelsesløst overfor den Røde Hærs generaler i Berlin. Krigen i Europa er slut.

Underskrevet Ole S. Larsen

Kilder: Aftenposten / Aftonbladet /Proletaren/interpres 5.maj 2005

Noter

1) Citeret efter: Emil Carlebach: Hitler war kein Betriebsunfall – Hinter den Kulissen der Weimarer Republik – Frankfurt a Main, 1983, Udgivet på dansk på forlaget Tiden,1985.
Samtlige tyske tekster fra denne bog er oversat af Hanne Moltke/Torsten Lange/interpres.

*1)Kilde: „Deutsches Zentralarchiv”,Potsdam: “Reichsministerium des Innern” afd. IAN, nr.26, 153, blad 25-26; (citeret fra *1))

* *2) citeret i :Altmann, Brüdigan, Oppenheimer m.fl.** * Der deutsche antifaschistische Widerstand 1933-45 ***Frankfurt a M.,1975

3)Otto Buchwitz* * 50 Jahre Funktionär der Deutschen Arbeiterbewegung * * Stuttgart,1949.

* 4) Wilhelm Hoegner * * Flucht vor Hitler** München,1977.

5) Georgy Dimitrov: * * *Beretningen til den Kommunistiske Internationales VII Verdenskongres i 1935 fremlagt af Kominterns generelsekretær

6) Willi Bredel* * * Ernst Thälmann Politisk Biografi, Tyskland 1948

7) RFB det Røde Frontkæmperforbund var en antifascistisk forsvarsorganisation med flere hundrede tusind medlemmer, som KPD tog initiativ til. RFB blev desværre tvunget ud i illegalitet i 1929.

8) FREUNDKREIS KEPPLER , Den oprindelige Vennekredsen Keppler (Før-1932) havde disse medlemmer

Wilhelm KEPPLER – Formand I.G. Farben´s datterselskab Braunkohle-Benzin A.G. – – — – – —
Fritz KRANEFUSS – Keppler’s nevø og Adjutant to Heinrich Himmler. I Direktionen for BRABAG – – – – – – –
Baron Kurt von SCHRÖDER – Bestyrelsesmedlem i alle International Telephone & Telegraph ITT datterselskaber i Tyskland – – – – – – –
Karl Vincenz KROGMANN – Overborgmester i Hamburg – – – – – –
August ROSTERG – General Director of WINTERSHALL – – – – – –
Emil MEYER – Bestyrelsesmedlem af I.T.T.`s tyske datterselskab og German General Electric. – – – – – –
Otto STEINBRINCK – Vice præsident på VEREINIGTE STAHLWERKE (stål kartel grundlagt med Wall Street-kapital i 1926) – – – – – –
Hjalmar SCHACHT – Direktør REICHSBANK (Nationalbanken) – – – – – –
Emil HELFFRICH – Bestyrelsesformand i GERMAN-AMERICAN PETROLEUM CO. (94-procent ejet af Standard Oil of New Jersey) – – – – – –
Friedrich REINHARDT – Bestyrelsesformand COMMERZBANK – – – – – –
Ewald HECKER – Bestyrelsesformand ILSEDER HUTTE – – – – – –
Greve von BISMARCK – Government president of STETTIN ( SZCZECIN i Polen) – – – –

Freundeskreis der Wirtschaft – Erhvervslivet venner – som blev stiftet i 1932 af Wilhelm Keppler, medlem af Nazipartiet NSDAP fra 1927, blev senere til Freundeskreis Himmler eller Freundeskreis Reichsführer SS. Medlemmerne indsatte fra 1935 til 1944 årligt i omegnen af 1 Million Mark på “Sonderkonto S” i Bank Stein til Heinrich Himmler. Medlemmerne var en lang række af tysk erhvervslivs mest fremtrædende kapitalistiske direktører og ejere:

– Friedrich FLICK, Mitteldeutsche Stahlwerke – – – – —

Albert VÔGLER, Vereinigte Stahlwerke AG – – – – – – – –

August ROSTBERG, Wintershall Kali-Konzern – – – – – – – – —

Heinrich SCHMIDT, Wintershall Kali-Konzern – – – — – – –

Heinrich BüTEFISCH, IG Farben – – – — — – — –

Otto STEINBRINCK , Gewerkschaft Preußen – – — — — – –

Karl LINDEMANN, Norddeutscher Lloyd, Melchers&Co., Bremen – – — – —

Kurt SCHMITT, Fhv. Wirtschaftsminister, derefter Rheinmetall-Borsig – — — —

Fritz KRANEFUSS, Brabag, Himmlers Adjutant – – – – – — –
Richard KASELOWSKY, August Oetker Backpulver,Bielefeld. Dr.Oetker ses i reklamer den dag idag. –

Karl RASCHE, Dresdner Bank – – – – – – – –

Hans WALZ, Boschwerke – – – – – – –

Wilhelm VOSS, Hermann-Göring-Werke – – – – – – –

Karl BLESSING, senere efter 1945 Bundesbankchef – – – – – –

Rudolf BINGEL, Siemens-Halske – – – – – – –

Von HALT, Deutsche Bank – – – – – – –

Alfred OLSCHER, Reichskreditgesellschaft – – – – – – –

Ewald HECKER, Ilseder Hütte – – – – – – –

Ewald HAYLER, Staatssekretär i Wirtschaftsministerium Erhvervsministeriet) –

Otto OHLENDORF, Staatssekretär im Wirtschaftsministerium – – – – – – –

Hans FISCHBÖCK, Reichskommissar im Vierjahresplan – – – – – – –

Hans KEHRL, Wirtschaftsministerium – – – – – – –

Wilhelm BÖRGER, Arbeitsministerium – – – – – – –

Werner NAUMANN, Staatssekretär im Propagandaministerium – – – – – – –

Greve VON BISMARCK, Regierungspräsident in Stettin og senere i Potsdam – – – – –

Oswald POHL, Leiter des Wirtschaftsamtes der SS – – – – – – –

Ernst SCHÄFER, SS-Standartenführer des SS-Amtes Ahnenerbe – – – – – – –

Wolfram SIEVERS, Leiter des Amtes Ahnenerbe – – – – – – –

Hjalmar SCHACHT, Wirtschaftsminister Reichsbankpräsident (Nationalbanksdirektør) –

Wilhem KEPPLER, Staatssekretär i Udenrigsministeriet. – – – – – – –

Kurt VON SCHRÖDER, Kölner Bankier – – – – – – –

Karl KROGMANN, Overborgmester i Hamburg – – – – – – –

Emil HELFFERICH, tilsynsførende Bestyrelsesformand på Hapag – – – – – – –

Friedrich REINHARDT, tilsynsførende Bestyrelsesformand Commerzbank – – – – – – –

Emil MEYER, Direktionen Dresdner Bank – – – – – – –

Hermann WALDHECKER, Direktor der Reichsbank – – – – – – –

Herbert GÖRING, Wirtschaftsministerium – – – – – – –

9) Fritz Thyssen ‘Jag betalade Hitler’ Originaltitel: ‘ I paid Hitler’, 1939
I bogen afslører Thyssen en del om, hvordan Hitler kunne komme til magten gennem Thyssens egen finansielle, politiske støtte . Storkapitalisten Fritz Thyssen som var en af de første kapitalister som begynder at interessere sig for Hitlers ”talenter”, finansierer nazipartiets opbygning fra 1923, og fører Hitlerpartiet frem til at blive tysk erhvervslivs foretrukne regeringsparti i 1932.

Thyssen tjente Nazi-regimet på flere høje stillinger. I slutningen af trediverne desillusioneres Thyssen af ”regimets rustningspolitik”, idet han da ønsker at indlede aggressionskrigen mod Sovjetunionens folk. Han kritiserer dog også jødeforfølgelserne . Hans skriftlige protester fører til, at han arresteres /i Frankrig). Emigrerer som mange nazister og krigsforbrydere til Argentina efter krigen, hvor han dør i 1951.

10) Ich sage dir alles. Das große Buch des Wissens, München, 2000, S. 380.

 

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s