Til minde om Frede Klitgård (1923-2015)

Juni 2015

KØBENHAVN (Arbejderen)

“Jeg har nu gjort det, som man alt for sjældent gør. Vel sagtens, . . . . . fordi man ellers har så travlt med at udrette noget positivt. Jeg har gravet i dokumenterne om sagen. Meget interessant”.

skrev *1) Frede Klitgård; modstandskæmper under den nazityske besættelse, kommunist, KZ-fange, journalist og tidligere korrespondent i Moskva for det kommunistiske dagblad “Land og Folk” i en journalistisk kommentar om hvad der virkeligt lå bag den så berømte og feterede repræsentant for den sovjetiske “intelligentsia” Ilja Ehrenburgs fald fra tinderne. Her gengives et uddrag *2)

 

Min stakkels forfulgte ven

Af Frede Klitgård

“Halvt skjult bag et gardin sad han så godt som hver eftermiddag og betragtede livet og tilværelsen, som det formede sig udenfor på fortovet og gaden.
. .. … . . .. . . .. . .
Manden bag gardinet var Ilja Ehrenburg. Kendt og respekteret af alle. Børnene var helt vilde med at få hans autograf.

EN GOD DØRÅBNER

Om eftermiddagen holdt Ilja Ehrenburg »hof«, og det foregik i Journalisternes Hus. Det var ganske rart. Man kunne spise der. Og hvis man ville, kunne man også arbejde. Der var telefoner, skrivemaskiner osv. . . . .. . . .. .. . .. . . . .. . . . .. . . . . .. . . . . . .. . .
Hvis Ilja Ehrenburg hævede et øjenbryn og gjorde en næsten umærkelig bevægelse med den ene hånd, betød det, at den nyankomne var accepteret og var velkommen til at tage plads ved »hans » bord.
Jeg mødte ham i foråret 1954 på denne måde. Jeg kom til »huset« sammen med en sovjetisk radiospeaker, Levitan, og en ledende embedsmand fra udenrigsministeriets vesteuropæiske afdeling. Valentin Kusnetsov.
Jeg var altså kommet i fint selskab, og det er i »visse kredse« det samme som en døråbner.
Hjemmefra kendte jeg nok lidt dette at notabiliteter holdt »hof«. Det var særlig udbredt blandt »kunstnere«,«litterater« og den slags godtfolk. . . . . .. . … . .. . .. . .. Han havde jo ført en ret omtumlet tilværelse. Han var søn af en jødisk bryggeridirektør og født i Kiev i Ukraine i 1891..
Allerede som 15-årig blev han fængslet for revolutionær virksomhed og forvist til et sted i provinsen. Da han var 18, lykkedes det ham ved venners hjælp at komme til Frankrig. Her blev han af landsflygtige landsmænd introduceret hos store ånder som Picasso, Rivera og Modigliani, og han mødtes også med Lenin.

HJEM TIL OKTOBER

Da den Første Verdenskrig blev sluppet løs over Europa, meldte han sig som frivillig til den franske hær, men blev vraget. I stedet blev han krigskorrespondent. I forbindelse med februar-revolutionen i Rusland blev klimaet køligere i Paris overfor »russerne«, og Ilja Ehrenburg og mange andre drog hjem for at deltage i revolutionen – den rigtige: Oktoberrevolutionen, der styrtede udbyttersystemet og gav fred, brød og jord.
I årene, der fulgte, blev Ilja Ehrenburg en af de mest populære af alle de »nye » forfattere, hvis skaberevner blev udløst ved revolutionen og alt det, den bragte menneskene, herunder også den »åndelige« frihed. Sovjetlandet gjorde en ende på århundreders trældom og mørke og åbnede porten til en ny, tryg tilværelse.
Mens han tidligere havde hældet i retning af katolicismen og havde skrevet religiøse digte, slog han nu igennem med »Julio Jurenitos og hans diciples sælsomme eventyr«.
Det var en ypperlig satire over kapitalismens udskejelser. Så fulgte romanen »Gaden ved Moskva-floden« , »Skabelsens anden dag« , »10 HK« og mange andre. Hans trilogi »Paris fald« er meget anerkendt. Måske er Ilja Ehrenburg mest kendt for sine journalistiske reportager fra Anden Verdenskrig.

 

UNDER HRUSTJOV´s FANE

En dag under et »hof« i Journalisternes Hus gav Ilge Ehrenburg sig uden påviselig anledning til at fortælle de ivrigt lyttende om “trængselstiden”. Man kunne vist ellers ikke sige, at Ilja Ehreburg var særlig selvglad eller eksibitionistisk. Men ham var som forvandlet. Det hele i “jeg”-form: – og så gjorde jeg det, og så sagde jeg også, og så var den potte ude . . . .

Det skete nogen tid efter Nikita Hrustjov havde gennemført sit kup, havde erobret det kommunistiske parti indefra og havde stemplet Stalin som den store blodbesudlede forbryder og massemorder.
Ilja Ehreburg meldte sig under Hrustjovs fane og blev en af de mest fremtrædende fanebærere indenfor ”intelligentsia”en.
Den berømte forfatter var ved at få tårer i øjnene og rullede med øjnene, mens han gestikulerende som en franskmand berettede om, hvorledes den satans Stalin havde forfulgt ham, selv om han var så uskyldig som en mors nyfødte barn.

Jo, han var uden videre blevet smidt ud fra sit job som redaktør på det kommunistiske partis hovedorgan, Pravda (sandhed).
Jamen, ih og åh, det var da skrækkeligt ….. og så helt uden grund.

Den dag, og heller ikke i dagene der fulgte, blev der gravet dybt i den sag.
Men forleden dukkede den op igen. I en samtale mellem en gammel ven og undertegnede. En lang snak om “Stalin” ud fra alle vinkler.
Jeg blev vist lidt forarget over, med hvilken letfærdighed min samtalepartner havde slugt selv de mest oplagte løgne. og han kaldte sig endda “kommunist”. Men det er jo ikke noget entydigt begreb i dag.
Jeg har nu gjort det, som man alt for sjældent gør. Vel sagtens, . . .. . .. . . .. . . .. .. . . .. fordi man ellers har så travlt med at udrette noget positivt. Jeg har gravet i dokumenterne om sagen. Meget interessant.
Der er den sandhed i historien, at Ilja Ehrenburg ganske rigtigt blev afsat – fyret på gråt papir. Trods berømmelsen og alle hans udmærkede gerninger.
Men han havde gjort det, der dengang var utilgivelgt, især for en kommunist i ledende stilling. Han var faldet i den racistiske grøft.

Elendigt kronvidne

På et tidspunkt, da sovjethæren var på fuld fart i retning mod Berlin, da den endelige sejr kun var et spørgsmål om tid, udsendte Ilja Ehrenburg i Pravda en hel serie opfordringer til at udrydde “tyskerne”. Ikke “nazisterne” eller “SS-morderne”. Men generelt “tyskerne”. De skulle udryddes , fordi de var tyskere.
Et citat: Tyskerne har ingen sjæl. En engelsk politiker har sagt, at tyskerne er vores brødre. Nej ! Det er blasfemisk, hvis man regner disse børnemordere med i den store folkefamilie……
Vi glemmer intet….Da vi drog gennem Pommern, så vi det ødelagte og bloddruknede Hviderusland for vores øjne…..En tysker vil altid være en tysker…..Frits (øgenavn for tysk soldat,FK ) løber endnu, skønt han burde ligge død på jorden…..Nej, Tyskland, det er for sent nu. Du kan vende og dreje dig og brøle i din dødskamp: Hævnens time er kommet!
Citat slut.
Ilja Ehrenburg blev skarpt kritiseret for disse og lignende udgydelser. De var i eklatant modstrid med alt, hvad bolsjevikerne *3), Lenin og Stalin, sovjetmenneskene havde kæmpet for.
I Pravda for den 14.april 1945 blev Ilja Ehrenburg udsat for offentlig kritik i bladets spalter. I artiklen hedder det blandt andet at tiraderne repræsenterede en afsporing af Sovjetunionens- (og dermed af Stalins) fredspolitik og at de fremførte opfattelser var i modstrid med marxismen. Ilja Ehrenburg var et yderst elendigt kronvidne i forsøgene på at kriminalisere Stalin. Tværtimod var sagens behandling og dens udgang et eksempel på virkelig proletarisk internationalisme.

Hvad Stalin sagde

I øvrigt er det værd at betænke, at Ilja Ehrenburgs fremmedhad dukkede op netop på et tidspunkt, hvor hele den tyske propagandamaskine kørte for fulde omdrejninger med påstande om, at “russerne” ikke tog fanger, at alle kvinder blev voldtaget, *4) at alle huse blev plyndret og brændt af osv osv

Allerede i begyndelsen af krigen erklærede Stalin:
“Naturligvis er Den Røde Hær stillet over for den nødvendighed at dræbe de fascistiske, tyske okkupanter, som vil undertrykke vores hjemland, eller hvis de – når de bliver omringet – nægter at strække våben og overgiver sig”. Den Røde Hær vil dræbe dem, fordi de vil undertrykke os, men ikke fordi de født tyskere”.
Netop i denne tid , hvor nationale modsætninger og fordomme er stærkt fremtrædende mange forskellige steder, er det også værd at erindre sig Stalins berømte erklæring i dagsbefaling nr.55 af den 23.februar 1942.
Her erklærede forsvarsrådet, at det ikke var Den Røde Hærs mål at udrydde det tyske folk og tilintetgøre den tyske stat. Videre disse ord:
” Det ligger nær at antage, at krigen for at befri sovjetlandets jord fører til, at Hitler-kliken fordrives eller tilintetgøres. Vi ville hilse et sådant udfald med glæde. Men det ville være latterligt at identificere Hitler-kliken med det tyske folk, med den tyske stat. Den historiske erfaring viser, at folk som Hitler kommer og går, men at det tyske folk, den tyske stat består.”
FREDE KLITGÅRD, marts 1990

 

*1) Læs den uforkortede udgave af Frede Klitgårds MIN STAKKELS FORFULGTE VEN

*2) I den journalistiske kommentar , trykt i DKP/ML´s Dagblad Arbejderen 16.marts 1990 , giver Frede Klitgård læserne et personligt portræt af den sovjetiske forfatter, krigskorrespondent og journalist Ilja Grigorjevitj Ehrenburg
Hr.Ehrenburg var en berømt og feteret repræsentant for det sovjetiske kulturliv som forfatter, journalist og som krigskorrepondent for Sovjetunuionens nyhedsmedier i Spanien under Borgerkrigen 1936 -39 og under Anden verdenskrig indtil Sovjetunionens leder Joe Stalin åbent og offentligt kritiserede den “store” sovjetiske forfatter for at opdyrke et racistisk, chauvinistisk ja nærmest dyrisk had til det tyske folk.

*3) Ordet “bolsjevikker” kommer af det russiske ord for flertal, hvilket var betegningen på Lenins og Stalins revolutionære og marxistiske “flertals-gruppe” i Ruslands Socialdemokratiske Arbejder Parti fra splittelsen i 1905.
Mensjevikerne(mindretallet), blandt andet Leon Bronstein (Trotskij) fulgte samme socialchauvinistiske linje som Stauning og det tyske SPD som fuldt ud støttede krigsbevilingerne og det tyske bourgeoisis planer om at starte en erobringskrig i 1914 (Første Verdenskrig) og blev hvad Lenin kaldte “socialimperialister” (socialister i ord, men imperialister i praksis)

*4) Den nazistiske propaganda om den Røde Hærs befrielse af det tyske og andre europæiske folk som en voldelig besættelse med “massevoldtægter af tyske kvinder” har med borgerlig, antikommunistisk hjælp overlevet, og er stadig vidt udbredte i vesten, hvor “prominente” og populistiske historieforfattere udgiver værker om “Stalins Hævn” og “besættelse og terror i Europa”. Ledende borgerlige, højre- såvel som venstreliberale politikere går så vidt at de ligestiller Nazitysklands aggresion,besættelse og terror i Europa med Sovjetunionens Røde Hærs befrielse. Fakta er at Marskal Stalin, den øverstkommanderende for Sovjetunionens Røde Hær befalede dødstraf for voldtægt. Derimod så man betydeligt slappere i den britiske og amerikanske hær på soldater der begik voldtægt , især i Tyskland.

INTERPRES
Nyheder og Baggrund – Uafhængigt af Partipolitiske og Økonomiske Intereessser
Juni 2015

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s