Archive for the ‘Kapitalismens krise’ Category

Ægypten: tolv civile dræbte i det USA-støttede militærregimes jagt på “terrorister”

mandag, september 14, 2015

14 September 2015

CAIRO (BBC) Væbnede styrker udsendt af militærregimet i Cairo
dræbte under en jagt på “terrorister” tolv ubevæbnede civile, flere af de dræbte var turister.
Ud over tolv døde mennesker er ti ægyptere og mexicanere indlagt på hospital.

Militærregimets indenrigsministerium indrømmer ifølge Reuters at “Mexikanske turister og deres ægyptiske guider ved en fejltagelse” blev slået ihjel i ørkenen i den vestlige del af landet mod grænsen til det “af Nato befriede og borgerkrigshærgede” Libyen.

The vast Western Desert area is popular with foreign sightseers, but is also attractive to militants, reports the BBC’s Orla Guerin in Cairo.The area – which borders Libya – is a gateway to the long border and weapons are available on the other side, our correspondent adds.

Ifølge Reuters var ægyptisk politi og militær på jagt efter “terrorister” som angiveligt var på vej mod Libyen i fire køretøjer i den ægyptiske ørken.
Regimets styrker åbnede ild mod de fire biler uden advarselsskud eller nogen sikkerhed for hvem der befandt sig i bilerne.
I bilerne var der ingen “terrorister” men udenlandske turister og deres ægyptiske rejseledere , skriver Reuters.

Nu har regimet i Cairo “beordret” en udredning for at skabe klarhed over hvordan denne massakre på uskyldige civile kunne ske. Ifølge BBC skal turistkonvojen som blev beskudt være kørt i et forbudt område i Wahat i Vestlige Ørken

BBC: Egyptian officials say the tourists were in a no-go zone – and had not liaised with the authorities.

Men en lokal rejseleder has denied that, saying the group was in an unrestricted area, on top of sand dunes, trying to get a bird’s eye view.

Another local source – who claims to have spoken to a driver who survived the incident – told the BBC the tourists even had a police escort.

He said the safari was organised by a local hotel which co-ordinated with the security forces.
Mindst en Americansk statsborger may also have been among those killed in the incident, according ifølge US State Department.

The tourists were reportedly targeted in spite of prior coordination between their hotel and Egyptian security forces, and in spite of the presence of a police escort alongside the convoy. Initial statements from Egypt’s interior ministry acknowledged that the convoy was “mistakenly dealt with.”

The vehicles were parked at a scenic viewpoint frequented by tourist groups, according to top Egyptian tourism official Hassan al-Nahla. These statements contradict official assertions that the convoy was in a restricted military area at the time.
Sunday’s incident represents potentially a major blow to the Egyptian economy, which is heavily reliant on tourism. Militarization has progressed to such a point that even tourists are not safe. Tourist traffic to the country has already fallen by more than 30 percent since 2010.

Mexico`s regering will press for an “exhaustive” investigation, according to statements by Mexican President Enrique Pena Nieto. Visiting Cairo on Tuesday to press the regime for further investigation, Mexican Foreign Minister Claudia Massieu denounced the incident as an “unjustified attack.”

Barely one week before the slaughter of the tourists, the Egyptian military announced its “largest ever” military offensive around the North Sinai towns of Rafah, Sheikh Zuweid and El-Arish, claiming by last Friday to have killed 232 “militants” in the space of five days. Residents of the area, however, reported the deaths of a number of civilians, including women.

Security forces of the Sisi regime have slaughtered and imprisoned thousands of oppositionists in the years since the July 2013 coup. During the same period, Sisi’s counterrevolutionary dictatorship has overseen the imposition of historic mass death sentences by Egyptian courts, with hundreds of political prisoners being condemned to die in two mass rulings handed down in 2014 alone.


Militærjunta med General Abdul Fattah al-Sisi styrer Ægypten med USA´s økonomiske og militære støtte siden kuppet i 2013

Last month, the Sisi regime decreed a bundle of new “counterterror” legislation, further enhancing the authoritarian powers already enjoyed by the blood-soaked junta.

Under the sweeping criteria advanced by the legislation, anyone accused of “undermining national unity” or “disturbing order” can be summarily detained on terrorism charges. Police and security forces are simultaneously granted sweeping immunity from prosecution for the use of force against civilians carried out “in performance of their duties.” Speech acts, writings and Internet postings deemed by the authorities to “spread terrorism” are declared punishable by prison terms of up to 15 years, under the new laws.

Den USA støttede militærjunta under General Abdul Fattah al-Sisi som tog magten gennem et kup i 2013, fortsætter det socialfascistiske Murbarak-regimes kurs. Et USA og EU-støttet socialfascistisk regime som med militær vold og terror forsøgte at kue det store ægyptiske folks stræben efter værdigt arbejde til alle , retfærdighed, demokrati og velfærd.
Også her spiller USA´s og dets allierede Tyrkiets og Saudiarabien “nyttige terrorister”, DAESH eller ISIL en vigtig rolle, idet de har påtaget sig ansvaret for flere terrorattentat i Ægypten. Dermed spiller ISIL samme beskidte rolle som Brigate Rosse eller Rote ArmeFraktion i Europa i 1970´erne.

Leder af broderpartierne i den såkaldte +”Socialistiske Internationale”. + + + + + + + +

Francois Hollande (Frankrig), Stefan Löfven(Sverige), Thorning/Mette Fredriksen (Danmark) og Hosni Murbarak (Ægypten med Obama) . . …

Efter at det “socialistiske” Hosni Murbarak-regime blev tvunget til at afgå under indtryk af det ægyptiske folks masseprotester i 2011-12 gennemførte Murbaraks “partibroder” General Abdul Fattah al-Sisi i 2013 et statskup og fortsætter nu Murbaraks politik for at sikre det militært-industrielle ægyptiske bourgeoisis interesser i alliance med USA og med støtte fra de “#socialistiske brødre og søstre i “Socialistisk internationale”

Hosni Mubarak-regimet havde USA´s støtte og Regeringspartiet var en del af Helle Thorning´s og Francois Hollandes Socialistisk Internationale. I 2012 blev Hosni Murbarak tvunget til at afgå efter det ægyptiske folks, især arbejderklassens omfattende masseprotester og strejker.

Hvad skete der med Hosni Mubarak?

Mr Mubarak was charged with conspiring in the killing of hundreds of protesters during the 2011 uprising. He was found guilty and sentenced to life in prison in 2012, but the Court of Cassation overturned the conviction and ordered a retrial in 2013. The charge was dropped in November 2014, but in June 2015 a judge accepted an appeal from prosecutors and ordered a retrial. Mr Mubarak is residing in a military hospital in Cairo, where he had previously been detained.

Befrielsen 70 år: Hitler og det Tredie Riges opgang og undergang Del I

mandag, maj 4, 2015

maj 1945 – Maj 2015

70-året for Nazi-Tysklands undergang: 4-9. maj 1945

På 60-års dagen for Danmarks befrielse i 2005 fik Statsminister Anders Fogh stående ovationer da han, mere end 60 år for sent for hans parti; Venstres vedkommende, angreb kollaborations-regeringens alliance med Nazi-Tyskland i hans tale ved galamiddagen i maj 2005 på Københavns Rådhus.

Som bekendt “samarbejdede” Thorwald Staunings Radikal-socialdemokratiske regering, med fuld støtte fra liberale Venstre og det Konservative Folkeparti med Nazi-Tyskland; helt fra besættelsens første dag den 9.april 1940 frem til 29.august 1943, hvor en folkelig opstand med arbejderklassen som den bærende kraft tvinger Danmarks borgerligt-socialdemokratiske politikere til at opgive den pro-nazistiske kollaboration.

I dag kollaborerer Helle Thornings radikal-socialdemokratiske regering, med fuld støtte fra de gamle “nazi-samarbejdspartier” Venstre og Konservative med Nato-militæralliancens Führerstat om krig og terror mod folkene i Afhanistan, Irak, Iran, Libyen, Syrien og Ukraine.

Ligesom de støtter det storkapitalistiske EU og den økonomisk-monetære union som uden folkeligt og demokratisk mandat dikterer Europas folk og arbejderklassen at betale krisen for det kapitalistiske systems krise, især for at redde finanskapitalens profitter.
Helle Fogh Thorning Løkke Rasmussen burde have holdt en tale om de små undertrykte folks modstand mod den “eneste supermagts” politisk-økonomiske og militære aggression.

Fogh var langt ude da han misbrugte den antifascistiske modstandskamp, til at forsvare USA´s forbrydelser idag. Danmark var dengang og er idag en af USA´s mest trofaste allierede i den folkeretsstridige krig i Afghanistan og tidligere Irak, ligesom Nato´s terrorbombekampagne mod Libyens folk, der førte til den voldelige omstyrtning af Libyens legitime regering under Mu’ammar al-Kaddafi. Ligesom Fogh, Thorning og Løkke ivrigt, nærmest logrende som “danish poodles” ,har støttet USA´s og Frankrigs omfattende planer om at omstyrte Syriens uafhængige regime under Bashir al-Assad blandt andet gennem et storstilet terrorbombekampagne. I strid med, ikke bare Folkeretten og FN´s charter, men også kontrarevolutionært og kontraproduktivt idet Nato-landenes krig og terror i Irak og Syrien IKKE har ført til nogen folkelige demokratiske fremskridt, tværtimod. I Irak og Syrien er millioner af mennesker på flugt fra borgerkrigen og den højreradikale terror , udført af Isil og Al-Kaida som nu får støtte af USA og dets fascistiske allierede i Kongeriget Saudiarabien.

Folkeretten blev indskrevet i FN´s charter – som et resultat af den anti-fascistiske koalitions sejr over Anti-Komintern-pagtens styrker. ALDRIG MERE var parolen i 1945 og ved FN´s grundlæggelse senere.

ALDRIG MERE skulle en stormagt som Nazi-Tyskland eller – som idag USA, – angribe og besætte andre lande og underkue deres folk. Kun i tilfælde af et angreb måtte landene bruge militær vold og indlede en forsvarskrig- ellers ikke.
Folkeretten, inklusive Geneve-konventionerne som Danmark og USA bekender sig til, forbyder militær aggression og giver alle folk ret til at forsvare sig med våben i en modstandskamp mod aggresionen.
Derfor er palæstinensernes væbnede kamp og modstand mod imperialistisk aggression, ligesom Afghanistans, Syriens, Ukraines og Ruslands fuldtændig legitim.

Det er helt tydeligt at Helle Fogh Thorning Løkke Rasmussen og de andre kollaborationspartier (R + K.) har problemer med besættelsestiden. I virkeligheden forsøger de at komme væk fra alle de ubehagelige spørgsmål som Hitler, krigen og besættelsen stiller. De vil hellere diskutere andre emner og kræver f.eks at Putins Nato-allierede Rusland skal give en undskyldning til de baltiske lande for at Sovjetunionens Røde Hær befriede disse lande og folk. Lande som inden Tysklands Holocaust-aggression mod de “slaviske undermennesker” , var rekruteringsområder for den tyske Wehrmacht og Waffen-SS. Alene fra Letland meldte 150 000 frivillige sig til Waffen SS og Hitlers krig mod Sovjet.

 

Der Untergang: Massepropaganda

 

I marts 2005 havde den kontroversielle tyske film Der Untergang om den tyske leders sidste dage premiere i Danmark. Den blev hyldet af borgerligheden , men den forklarer ikke baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Og det er en skam, for filmen blev slået stort op. Der er tale massepropaganda.
Alene i Tyskland havde den premiere i mere end 400 biografer. Der Untergang er masseproganda er set af mange milioner tyskere siden premieren den 8. september 2004.

Filmen bliver hyldet af dele af den intellektuelle borgerlighed , men den forklarer ikke baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Filmen skal angiveligt vise en ”mere følsom Hitler” , hvor han ”virker næsten skrøbelig, som en medynkvækkende mand.” skriver dagbladet Informations anmelder.

Hitler i undergangslandets hovedstad Berlin  : den tyske imperialismes Fører sender i april 1945, nogler få dage inden det ynkelige selvmord, rigets sidste “reserver”, krigshærgede og hjernevaskede “Hitlerjugend”-drenge ud mod de “jøde-kommunistiske undermennesker” fra Stalins Røde Hær, som kæmper på fjerde år for at befri Europas og Asiens folk fra fascistisk og kolonial undertrykkelse, udbytning og slaveri.


Hvis man skulle lave en ”følsom” og afslørende film om ”privatpersonen Hitler på en ny måde” ” så ville det være oplagt og svært at komme uden om hans hemmelige homoseksuelle liv.
Men det har man ikke ønsket – ikke fordi Undergangs-filmfolkene ikke kender til denne ”hemmelighed”.
Både Hitler selv og den tyske borgerlige offentlighed forsøgte at begrave hemmeligheden med ham. Mere om det senere ….

Kritikken af Hitler filmen vokser

Da filmen fik premiere i Polen i november 2004, talte man om »En flugt ind i sentimentaliteten,« som der stod i en af Polens største aviser Gazeta Wyborcza, der også beklagede Hitlers forvandling til en tragisk figur.

Den franske avis Libération kaldte filmen mislykket og spurgte, hvad det tyske tabubrud egentlig skulle gøre godt for: ”Hvad lærer man om Hitler og nazi-regimet? Og om det tyske folk, der underkastede sig denne farlige tåbes karisma?”
Libération fandt den omtrent tre timer lange film ”på grænsen af det tålelige” . Kollegaen fra Le Figaro mærkede et ”ubehag”, og Shoah-instruktøren Claude Lanzmann, kaldte filmen ”pervers og farlig”.

I Storbritannien var den borgerligt anerkendte Hitler-biograf Ian Kershaw meget imponeret af Der Untergang idet han kaldte den ”et grandiost historisk drama” – i avisen The Guardian, men nogen forståelse af personen Hitler havde han ikke fået: ”At opleve Hitler på selvmordets rand kan ikke hjælpe os til at forstå fænomenet Hitler.”

Størstedelen af filmen udspiller sig i fører-bunkeren i Berlin med nogle få udblik til krigshelvedet i Berlins gader. Den skal angiveligt trænge ind bag facaden og vise mennesket Adolf Hitler. – Men hvor meget viser Undergangs-filmen?

Norske Aftenposten kalder den ”Hitler på en ny måde” i et et interview med instruktøren Oliver Hirschbiegel, som bl.a sagde

”Der er egentlig ikke gjort så mange film om Hitler som man skulle tro , og vældig få tyske”…

Der er dog gjort en sovjetisk spillefilm med Hitler som hovedrolle som nu skulle være muligt af skaffe på DVD

. . . Spillefilmen er basert på Joachim Fests bok “Untergang” og har vakt stor debat i Tyskland. Deler av filmen er også basert på memoarene til Hitlers personlige sekretær, Traudl Junge”

Baggrunden for Hirschbiegels film kommer han selv ind på:

”Noget som alltid har irriteret mig er at Hitler er bleven en slags myte. Han er urørlig, der han sidder på sin ondskabens trone, som et todimensjonalt monster. Det stemmer ikke! Manden var en politiker, han var en eminent strateg, en retoriker, og et geni. Men han var også et menneske, og alle i hans kreds var også mennesker. Hvis man studerer Hitlers personlighet vil man se at han ikke var sinnssyk på noget tidspunkt, men høyst klar over hvad han drev med. For mig gør dette ham til et ægte monster, forsetter Hirschbiegel, som også mener at Hitler var et unikt tilfelle.
”I motsetning til andre diktatorer, som Napoleon, ser man at Hitler ikke hadde noen visjoner. Det var ingenting under skallen. Han ønskede bare ødelæggelse!” forklarer Hirschbiegel.
(Aftenposten, del-oversat Red. )

Dermed afslører Herr Hirschbiegel hele hans overfladiske historieopfattelse. Hitler havde visioner; det var den tyske imperialismes visioner om en ny tysk-domineret verdensorden.
Det som idag bliver kaldt EU blev i trediverne udtalt NEUropa af de tyske imperialister som havde planer på at eliminere grænserne for kapitalen bevægelseer og indføre en told og møntunion. En økonomisk-monetær union som idag er indført i hovedparten af den kriseramte Europæiske Union (EU).
Også idag har den fransk-tyske imperialisme – sammen med den danske og store imperialistiske ”visioner” under navnet den “Europæiske Union”.

Den tyske “untergangsfilm” har samme fundamentale mangeler som mange andre borgerlige historiefortællere. Ved at begrænse sig til personen Hitler holder man hånden over de kapitalister som trak i trådene og som til og med overlevede krigen.
Ved at begrænse sig til individet Hitler skjuler man nazibevægelsens virkelige bagmænd. Og det er også meningen .

Hitler og Nazi-partiet havde “visioner”. De var hentet fra storkapitalen bag Krupps, Siemens og IG Farben. “Visioner” om en ny verdensorden baseret på disse kapitalistiske monopolvirksomheders interesser.
Anti-Komintern-pagtens vision var en ny europæisk-japansk verdensorden som skulle baseres på tysk-japansk-italiensk – og dansk kapital; teknik og kultur.
I store dele af Asien, bl.a det folkerige Kina skulle japanske kapitalister herske og realisere deres ”visioner”.

Giv Hitler og folket skylden

Ved – alene – at give Hitler skylden for terroren og krigen lader man de virkelige skyldige, de mennesker der trak i trådene og finansierede Hitlers nazibevægelse, gå fri.
Ved at udpege Hitler som et ”monster” som Hirschbiegel kalder ham – undgår man at undersøge hvordan et ”middelmådigt individ” som Hitler kunne opnå den højeste magtposition i det ”civiliserede ” Europa i trediverne.

“MILLIONER STÅR BAG MIG”

 Med “Der Sinn des Hitlergrusses”  illustrerede den tyske fotomontages mester Helmut Herzfeld, bedre kendt under eksil-navnet John Hartfield, den virkelige mening med nazibevægelsens “million-støtte”.
De samme kapitalistiske familier, som bragte Hitler til magten. har den dag idag stor magt. Ikke bare Krupp, Daimler ,Bayer, Agfa og Siemens har stor magt idag, men også Shell (Sir Henry Deterding), Hearst, Ford og AP Møller/Mærsk hører til blandt de største kapitalistiske monopoler i dag.

Det var amerikanske Ford og Hearts, engelske Sir Deterding , Krupp og IG-Farben – Idag Bayer, Agfa, Basf, Aventis og Degussa – som finansierede nazi-bevægelsen og brugte KZ- slavearbejdskraft i deres fabriker. Det var disse monopoler, der ansporede til Holocaust-aggressionen mod de “jøde-kommunistiske undermennesker”.

Tysk Erhvervsliv – sammen med dansk erhvervsliv (AP Møller, Højggaard, Gunnar Larsen, FL Smith o.a.) -drømte om de store muligheder der fandtes i det vældige Rusland efter Sovjetunionens destruktion.

Gennem aggressionskrigen mod de sovjetiske ”undermennesker” skulle man få de markeder og råstoffer – lebensraum – som man havde forsøgt erobre i den Første – imperialistiske – Verdenskrig 1914-18.    Derfor den racistiske lære om den overlegne ”ariske vestlige” og ”nordiske” kultur som skulle herske over de ” slaviske undermennesker ” i Sovjet og andre lande.

Operation Barbarossa – kodenavnet for den militære aggression mod Sovjet i 1941 – skulle gøre de tyske monopoler – og deres danske, japanske og italienske allierede – til verdens herrer.
Tyskland skulle igen får ”en plads i solen” og blive verdens nye supermagt.

Uden storkapitalens støtte ville Hitler være forblevet hvad han var:  En intellektuel ”middelmådighed” som skulle have fortsat hans homoseksuelle livsførelse, mens han på værtshusene udskreg sit had til ”jøder og kommunister” .

Untergangs-instruktøren Herr Hirschbiegel kan ikke dy sig, for at lufte hans beundring for Hitlers ”retoriske talent” og udpeger ham til en ”eminent strateg”. Han afslører dermed en meget overfladisk historieopfattelse.

At historien skulle være styret af enkelt individer er ligeså forkert som at påstå det modsatte. Politiske og historiske ledere har deres visioner og ideer fra de klasser af mennesker de lever iblandt og repræsenterer.   Parti-programmerne finkæmmes og udformes efter de menneskegrupper eller klasser som vi kalder det i marxistisk-leninistisk sprogbrug, så de kan bruges til at varetage disse klasse-interesser.

Der er ikke tale om et mekanisk forhold , men dialektisk, hvor de ideer som fascisterne populariserede med den borgerlige presses hjælp , blev udformet i et dialektisk forhold/konflikt til de stemte overens med de herskende tyske/finske/italienske/danske og andre landes kapitalistiske klassers interesser.

Det borgerlige samfund vil aldrig kunne skabe den realistiske film, som afslører Hitlers bagmænd. For de samme kræfter som bragte Hitler til magten har stadig idag afgørende indflydelse på nyheds- og kulturmedierne. . . . .

Fascismens virkelige bagmænd

En sådan film kunne begynde i Bestyrelses-rummet i IG Farben hvor man diskuterer mulighederne for at få staten til at udvikle syntetisk brændstof. Det kommer til udtryk allerede i 1916 …

Vi er på den store tyske kapitalistiske koncern IG Farben`s informationsafdeling. En funktionær læser højt :
” En ny type af statslig socialisme, totalt forskellig fra den vi alle har drømt om eller tænkt på. Der kommer det privatøkonomiske initiativ og den privatkapitalistiske økonomi ikke at blive mindre. Den bliver diciplineret udfra statssocialismens mål, hvilket indebærer at kapitalen koncentreres til en national økonomi som styres som en homogen kraft.”

Efter at have drukket en mundfuld vand fra fortsætter han selvsikkert:
”Forandringen af kapitalismen kræver at man med naturlig autoritet skaber en modkraft til den internationale socialisme, som nedbrydes af en nationalsocialisme hvis løfte bliver:  Arbejde i stedet for fraser”

Den italienske fascistiske leder Benito Mussolini siger det klart nogle år senere: ”…Målet for den umiddelbare fascistiske aktion er genoprettelsen af diciplinen, især i fabrikkerne……”
I Italien sker der på initiativ af kapitalistiske industriledere drøftelser mellem Mussolini og ”industrien” om en fascistisk magtovertagelse.

For at bedrage masserne taler Mussolini om den ”fascistiske revolution”.  Antonio Gramsci , en af KOMintern-partiet PCI´s ledere, afviser dette bedrag:
”En revolution er kun en revolution om den bygger på en ny klasse. Fascismen bygger ikke på nogen klasse som ikke allerede har magten….”

I oktober måned 1922 gennemfører de italienske fascister – ”sortskjorterne” – den berygtede ”Marsch mod Rom”, og erobrer sammen med militæret, regeringsmagten ved et statskup.
Mussolini bliver statsminister – eller ”Il Duce” – Føreren – som han kalder sig.

I virkelighedens film om Hitler-fascismen dukker billederne fra KZ-Auschwitz dukker op på lærredet…. parolen over porten ved KZ-lejren ”Arbeit macht Frei” er for for de underernærede arbejdere på IG-Farbens fabrikker nærmere ‘Arbejde til døden’.

På koncernens fabrikker ved KZ- Auschwitz-Birkenau fremstiller hundrede tusinder af arbejdere syntetisk benzin og gummi samt gassen Zyklon B. Koncernen udbytter arbejderne til døden, hvorefter de rekruterer nye slavearbejdere i de tilstødende KZ-lejre.

Untergangs-filmen: Fatalt fejlspor

Untergangs-filmen får ikke udelt ros – heller ikke i Tyskland. Den kendte historiker og veteran i tysk historieforskning, professor Hans Mommsen kalder den “Et fatalt fejlspor” og han retter skarp kritik mod teamet bag “Der Untergang”:
”- Det er overhovedet ikke muligt at skabe forståelse for den store historiske proces . . . ved at reducere historien til rene personhistorier.. . .” men han tillægger:
”Det er naturligvis godt at publikum engang begriber at Hitler er en middelmådig personlighed, og ikke er et forbillede. ”
(Kilde: Aftenpostens Korrespondent Trygve Monsen)

Filmen får flere velfortjente hug:I den tyske højreliberale avis Die Welt – ejet og kontrolleret af Springer-koncernen – skrev skribenten Tilman Krause:
”Jeg har simpelthen ikke noget behov for at opleve mennesket Hitlers sidste timer. Hvorfor skal jeg have medlidenhed med den mest skæbnessvangre forbryder i tysk historie (…)?”

Her aner man den tyske borgerligheds lede ved at blive påmindet om denne ”skæbnesvangre” epoke ” i tysk historie. Man vil helst glemme alt. Og forestille sig historien som en tysk historiker ironisk beskrev de tyske skolebøgers omtale af Nazi-epoken:
”I 1933 kom der en masse brune væsener ude fra rummet og i 1945 forsvandt de igen”.

Størstedelen af filmen udspiller sig i fører-bunkeren i Berlin med nogle få udblik til krigshelvedet på byens gader. Den skal angiveligt trænge ind bag facaden og vise mennesket Adolf Hitler –
Men hvor meget viser Undergangs-filmen?

Filminstruktøren Andrzej Wajda advarede efter filmens premiere i Polen, i november sidste år mod at overvurdere filmen. Han mente, at den snart ville være glemt igen. Men det bliver den tyske imperialismes forbrydelser aldrig.

Filmen har samme fundamentale brist som de borgerlige historiebøger, der fortæller historien om Hitler som en politiker der fik ”folkets opbakning” ved at bruge den anti-jødiske chauvinisme og give ”socialistiske løfter” om at afskaffe sult og arbejdsløshed.

Den herskende borgerlige og gammelnazistiske opfattelse er at nazisterne opnåede magten på ”demokratisk” vis.

KOM HITLER TIL MAGTEN PÅ DEMOKRATISK VIS ?

Det er en udbredt opfattelse i blandt borgerlige – og ikke mindst neonazistiske – historikere at Hitler kom til magten på ”demokratisk” eller ”legal vis”. Dermed fortrænger og skjuler man Hitlerpartiets virkelige bagmænd .

For at forstå baggrunden går vi tilbage til 1929:
Krakket i oktober måned på den kapitalistiske aktie-spekulationsbørs på Wallstreet i New York resulterer i tab på godt 15 000 millioner dollars – et astronomisk beløb på den tid. Krisen fører til massekonkurser, fabrikslukninger og massearbejdsløshed i de Forenede Stater.

Landbrugskrisen bliver endnu værre og fører til masse-ruinering, fatttigdom og sult for millioner af små og middelstore bønder i Amerika. Krisen breder sig til den øvrige kapitalistiske verden og fordybes til den værste krise for det kapitalistiske system nogensinde.

I Tyskland danner Heinrich Brüning fra det borgerlige parti Zentrum i marts 1930 regering.

Denne regering støtter sig i stadig mindre grad på et flertal i Rigsdagen, men i stadig højere grad på såkaldte nødforordninger. I juli vedtages den første nødfordning.

Den indbærer lønnedsættelser, øget beskatning og afgifter og forringelser af de arbejdsløses og syges dagpenge – samtidig med man bevilgede 150 millioner Rigsmark til ”sanering” af de såkaldte riddergodser i rigets østlige provinser.

* I oktober beordres metalarbejderns løn nedsat med 15 %. 130 000 arbejdere går i strejke i Berlin.
En mæglingsdom indebærer lønnedgang på mellem 6 og 8%.

* I samme måned fremlægger Tysklands Kommunistiske Parti KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love. Til stor skuffelse for mange stemmer socialdemokraterne i SPD sammen med de borgerlige partier imod forslaget.
SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

* 1.december samme år udsteder Brüning-regeringen endnu en nødfordning som dikterer nedskæringer af de statsansattes lønninger og pensioner med 6 %, mens skatten på øl og tobak, samt skatten på ugifte forhøjes.

* 9.januar 1931: En nødforordning dikterer en lønnedgang på 6 % for de arbejdende i Ruhrs mineindustri.
Den ene nødfordning erstatter den anden. De tyske socialdemokrater i SPD accepterer den kapitalistiske krisepolitik.

* Den 20. marts stemmer SPD for at Rigsdagen udskydes med et halvt år – til den 13 oktober. Samtidig splittes SPDs Rigsdagsgruppe da ni medlemmer går imod partiledelsens direktiver og nægter at stemme for bevillingen af penge til krigsskibe (panserkrydsere)
Den tyske arbejderklasse kæmper med arbejdsløshed, lønsænkninger og stigende fascistisk terror og militær oprustning.

* Den 29. maj fremlægger Ernst Thälmanns KPD et jobskabelsesprogram, der sætter en arbejdstidsnedsættelse til 40 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation i centrum. Programmet indeholder også forbud mod overarbejde og en nedsættelse af pensionsaldersgrænsen til 60 år , et forbud mod virksomhedslukninger, en udvidelse af boligbyggeriet og opførelsen af nye sygehuse, sanatorier, pleje- og børneinstitutioner.

Men for SPD – der i den første uge af juni afholder kongres i Leipzig – er det ikke arbejderklassens krav der i centrum. Tværtimod: De ni Rigsdagsmedlemmer som stemte imod panserkrydserne bliver irettesat – i september ekskluderes de – og Partiformanden fremfører formuleringen: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”
Fritz Tarnow, som repræsenterer de socialdemokratiske fagforeninger, erklærer at saneringen af den kapitalistiske økonomi er ”en forudsætning for at nå til socialismen” . Derfor må arbejderklassen være ”læge ved kapitalismens sygeleje”.

* Den 6.oktober vedtages endnu en nødlov som dikterer yderliggere nedsættelse af lønninger og pensioner.

* Og den 9. oktober indtager Heinrich Warmbold , bestyrelsesmedlem i IG-Farben –koncernen , posten som økonomiminister.

6 dage senere ….
* 11-12 Oktober i Bad Harzburg paraderer SA, SS og Stahlhelm i al offentlighed foran tysk erhvervslivs spidser.
Nazipartiet, Stahlhelm og Aviskongen Hugensbergs Tysk Folkeparti (Deutschnationale Volkspartei) danner dér Harzburger-fronten.

I den virkelige film om Hitler dukker billederne af SA og SS-morderne paraderende foran erhvervslivet direktører …
Her møder vi den mangeårige Nationalbanksdirektør Hjalmar Schacht, Winnacker og Thyssen, Poensgen fra Verienigte Werke , Schenkler fra LangnamVerein, Ravene fra Jernets grossistforbund, generaldirektør Krieger fra Winthershall, generaldirektør Gottstein, Rostberg , metalværksdirektør Quebier, direktørerne fra Blohm& Voss-værftet , alle repræsentanter for den kapitalistiske storindustri.

Ligesom bankmændene Stauss, Regendanz, Sogemeyer og Lubarsch ses her også general Seeckt og admiral von Trotha medvirker ligesom prins Eitel Friedrich von Hohenzollern ses i Bad Harzburg.
De kræver af Rigspræsident Hindeburg, at der dannes ”nationale” regeringer – dvs med nazistisk deltagelse – både i hele det tyske rige og i delstaten Preussen.

Senere samme måned dukker billederne af New York op i denne virkelige film. På gaderne ser man hundrede tusinder af sultende arbejds- og hjemløse som forsøger at overleve med hjælp fra de forskellige suppekøkkener.

* Der i New York den 27. oktober 1931 afholder den kapitalistiske Generel Elecric-koncern gallamiddag.
Blandt direktørerne er der en af gæsterne der tiltrækker en vis opmærksomhed . . . det er den tyske industribaron Carl Friedrich von Siemens. Han ankommer i pansret Limousine med flere vagter med sig til det imponerende 37 etager høje Hotel og Kongres-center på Manhattan.

Under middagen tager Herr Siemens ordet og han lægger ikke fingrerne imellem i talen til de forsamlede kapitalistiske erhvervsfamilier:
”Roden til Hitlerbevægelsen er kampen imod socialismen, det vil sige mod marxismen . . De, her i De Forenede Stater . . . vil bedre kunne forstå end nogen andre, at et sundt og kraftigt Tyskland, nødvendigvis må være et forenet nationalt Tyskland . . . Hitlerismen . . . er rettet mod parlamentarismens utøjlede overherredømme, sådan som den desværre er foreskrevet i vor forfatning. Det tyske folk er ikke modent til denne form for demokrati.” (Note 1)
Siemens reklamerer åbent for Hitlers parti, men beder dog – i et brev til den tyske Præsident – om ikke at viderebringe hans udtalelser om nazi-bevægelsen i New York.

Mon ikke der er flere kapitalistiske erhvervsledere, der idag har hørt lignende snak – om at ”opgøret” med hvad der kaldes både “krævementaliteten” (ikke deres egen-) kampen mod – socialismen/marxismen – kræver – en bevægelse som ligesom Hitlerbevægelsen – udpeger syndebukke for den kapitalistiske verdensordens elendighed – for at sikre et ”sundt og kraftigt”. Danmark/Tyskland/USA med de største ”frie erhvervslivs” kapitalister som herskere.
I hvertfald modtager en række borgerlige og reformistiske partier betydelige millionbeløb i valgkampsstøtte fra både Mærsk-koncernen og andre kapitalister for at sikre at deres krav bliver hørt og opfyldt.
Det sker trods at de gamle “samarbejdspartier” S-V-K- R har beviljet sig selv betydelige millionbeløb af skatteindtægter gennem en “partistøtte” fordi de anser at deres folkelige støtte er så ringe at de ikke kan klare sig uden statsstøtte for at deres propaganda- og partiapparater ikke vil kunne oprettes uden statsstøtten.
Teksten til New York-talen sendte von Siemens til den tyske Rigspræsidents kontor med en følgeskrivelse, hvori det hed . . . :
”D´Herrer har garanteret mig, at der ikke vil finde nogen offentliggørelse sted, og har derfor lagt mig på sinde at fremføre mine meninger hensynsløst. Jeg må derfor bede Dem om at behandle disse ytringer fortroligt” – Carl von Siemens

Det var ingen hemmelighed for hitlerpartiet, at uden Siemens, Krupps, Henry Fords , Randolpf Hearsts og andre storkapitalisters hjælp ville de aldrig have erobret magten.


Carl Friedrich von Siemens, topchef for den kapitalistiske monopolkoncern Siemens & Halske heiler her sammen med Emil Georg von Stauß(til venstre), topchef på Deutsche Bank og bestyrelsesformand for Daimler-Benz AG, Lufthansa og BMW; under et møde for det kapitalistiske Tysklands ledende erhvervsbosser, den 7. November 1933. . . .

I oktober 1931 var man nået så vidt at man ikke hemmeligholdt fællesskabet med de brune terrorister.
Hitlers Parti havde sammen med Hugenbergs Tyske Folkeparti (DNVP) -med kapitalistisk støtte – samlet de paramilitære terrorkorps i Harzburger-fronten. Alfred Hugenberg, Weirmarepublikkens aviskonge – den tids Axel Springer, Murdoch eller Berlusconi – og tidligere Krupp-direktør, dannede sammen med Hitler, Thyssen og andre kapitalister Harzburger Front, der gik igang med at give republikken dødstødet.

* Den 25. november afslører den tidligere Hitlertilhænger dr. Schäfer, at nazi-lederen dr.Best havde udarbejdet hemmelige planer, der i alle enkeltheder gik ud på at gennemføre et kup, oprette et diktatur, på massearrestationer, konzentrationslejre og henrettelser.
Schäfer afleverer beviserne på nazisternes planer – kaldet Boxheimerdokumenterne, da nazisternes rådslagning var udarbejdet på værtshuset Boxheimer Hof – til Hessen-politiet.
Der blev aldrig indledt en proces mod dr.Best for slet ikke at tale om en højforræderisag mod nazi-partiet.

Fascisterne hævnede sig blodigt på dr.Schäfer. Kort tid efter Hitlers magtovertagelse blev hans lig fundet med syv skud i ryggen ved et jernbanelegeme mellem Frankfurt og Neu-Isenburg.

Dr. Best gjorde karrierre i det Tredie Rige og blev senere Gestapo-chef og Hitlers befuldmægtigede i Danmark under besættelsen. Efter befrielsen blev han dømt til døden som krigsforbryder, men senere benådet og tilbudt en stilling i den kapitalistiske Stinnes-koncern i Düsseldorf. Efter en kortvarig ny anholdelse på grund af de massemord han havde begået, blev han i 1971 atter sat på fri fod.

Undertrykelsen af retssagen mod Best og NSDAP i 1931 fandt sit sidestykke 20 år senere, da politiet i Hessen i 1951 opdagede mordplaner forberedt af den fascistiske dækorganisation Bund Deutscher Jugend BDJ.
Øverst på listen over de mennesker , der skulle myrdes, stod Hessens ministerpræsident Georg August Zinn fra SPD, pastor Niemöller, to kommunistiske Forbundsdags-medlemmer Oscar Müller og Walter Fisch og flere andre, bl.a Emil Carlebach.
En af talerne på BDJs møder var et medlem af Forbundsdagen, Kurt Georg Kiesinger, tidligere NSDAP, nu CDU og senere Tysklands statsminister (Forbundskansler). Sagen om BDJs mordplaner i 1951 blev afvist og stillet i bero af statsanklageren ligesom sagen mod dr.Best blev afvist i 1931

Film-billederne zapper videre . Berlin den 9. december … Hitler kommer til et møde i Berlin for samtaler med storindustriens kapitalister. Både Fritz Thyssen og Vögler deltager.

I 1931 dræber politiet 55 arbejdere og SA SS myrder 49 arbejdere. Antallet af arbejdsløse er steget til mere end 5 ½ millioner. Af disse er 900 000 frataget dagpengene.

1932

På initiativ af ”stålkongen” Thyssen inviteres Adolf Hitler til at holde et foredrag i industri-erhvervenes klub i Düsseldorf – vinteren 1932 . . . Dér i Industrieclub` den 27.januar taler Hitler ved en konference for 700 repræsentanter fra tysk erhvervsliv. Han lover at beskytte den private ejendomsret, at udslette demokratiet og ”knuse bolsjevismen” , og at erobre nyt ”lebensraum” – et andet ord for markeder, kolonier og billig (slave-)arbejdskraft.

Hitler mangler ikke visioner og nazistisk selvros: ”Hvis vi ikke var til, ville der forlængst ikke findes noget borgerskab i Tyskland , spørgsmålet bolsjevisme eller ikke bolsjevisme ville for længst være afgjort . . . ”
Vi er:
”opfyldt af den mest eminente nationalfølelse, opbyget ud fra tanken om lederskabets(Führung) autoritet på alle områder, i alle led – det eneste parti, der i sine rækker ikke blot helt og holdent har overvundet den internationale, men også den demokratiske tanke, som i hele sin organisation kun kender ansvarlighed, ordrer og lydighed, og som dermed for første gang i Tysklands politiske liv har indlemmet millioner . . . . Og når man kritiserer os for vores intolerance, så vedkender vi os den med stolthed – ja, vi har truffet den nådeløse beslutning at udrydde marxismen med dens sidste rødder i Tyskland”

Man hører et øredøvende bifald: Storkapitalens forvaltere og direktører har fået høre hvad de vil høre. Dagen efter forhandler de førende industrifolk Poensgen, Thyssen, og Vögler med Hitler og Göring om en regeringsdannelse.
Efter Hitlers tale på denne konference afholdt af tysk erhvervsliv, beslutter en række ledende tyske kapitalister at støtte nazi-bevægelsen. Hitler financieres af monopolkapitalister og erhverslivets store kanoner som Kirdorf, Thyssen og Schröder.

* 3.maj trækker IG-Farben sin ”mand” i Brünings højreliberale regering, Økonomiminister Warmbold ud af regeringen og signalerer dermed at regeringen skal styrtes for at blive erstattet af et åbent kapitalistisk terroregime med Hitlers deltagelse, der kan tilfredsstille IG-Farbens og de andre kapitalisters umættelige behov for “lebensraum” ,billig arbejdskraft, kolonier og råstoffer.

* 18.maj: De førende bankfolk Schröder og Schacht og andre direktører fra erhvervslivet danner sammen med Hitlers nære medarbejder Wilhelm Keppler den såkaldte Freundkreis Keppler – Vennekredsen Keppler – den tyske storkapital er nu så langt fremme i forberedelserne for indførelsen af det som Dimitrov kalder ”finanskapitalens åbne terroristiske diktatur” , at de kan danne den første organiserede sammenføjning af storkapitalen og fascismen.

Kort efter at den tidligere Zentrum-politiker Fritz von Papen i juni 1932 er indsat som Rigskansler fremsætter han i radioen en regeringserklæring som vender sig imod: ”velfærdsstat, klassekamp og kulturbolchevisme”. Von Papen bliver senere Hitlers ”vice-kansler”.

* 23.november dømmer Højesteret udgiveren af bladet Die Weltbühne, Carl von Ossietzky, til halvandet års fængsel for at ”have røbet militære hemmeligheder”. I virkeligheden har bladet afsløret at den tyske krigsmagt Reichwehr opruster illegalt i strid med Versailles-fredsaftalerne.

I året 1932 blev 81 arbejdere skudt af politiet ifølge ”Rote Hilfe” – Røde Hjælp – 139 andre blev skudt af SA og SS. Der blev indledt politisk retsforfølgelse af 33 000 anti-fascister.
Antallet af arbejdsløse er nu over 6 millioner.

1 9 3 3

Den 30 januar 1933 bliver Hitler udnævnt til rigskansler af Præsident Hindenburg som ni måneder tidligere havde fået millioner af stemmer – bl.a. efter SPDs støtte – fordi han lovede dem at aldrig overdrage magten til Hitler. Med Hitler i Kansler-sædet optrapper fascisterne volden og terroren mod det store flertal i det tyske folk. Hitler-fascisternes mangel på respekt for lov og menneskeret viser sig tydeligt.

Præsident Hindenburg som bl.a blev valgt på løftet om at holde Hitler udenfor de tyske regeringskontorer deminstrerer her offentligt hans støtte til Hitler.

Nazi-bevægelsen knytter an til tidligere tiders europæiske imperier : de kristne, barbariske tysk-romerske kejserriger der – i middelalderen – korstogede mod den arabiske civilisation. Ligesom nazisterne indfører det romerske imperiums totusindår gamle romerske hilsen. (hitler-hilsen: Sieg Heil )

Disse forandringer i tysk politik kommer til at præge verdenshistorien i årtier fremover. Efter fremgang ved alle valg i de første kriseår taber nazi-partiet mere end to millioner stemmer i november-valget 1932.

Hvordan kunne Hitler blive udpeget til statsminister? Nazisterne havde jo tabt det sidste valg.
Efter fremgang ved alle valg i de første kriseår tabte nazi-partiet mere end to millioner stemmer i november-valget 1932.

Den tyske arbejder og medlem af KOMINTERN-partiet KPD,Fritz Bradtke fortæller i sine erindringer at :
” . . . . . til trods for mange års massearbejdsløshed med nød og elendighed var der ingen fornemmelse af håbløshed i Roter Wedding (Berliner-bydel,min anm.). Nazisterne begyndte at miste terræn i efteråret ´32, og der forekom opløsningstendenser inden for SA.
Den hurtige reaktionære bølge begyndte at ebbe ud i månederne efter juli-valget, da folk indså, at der ikke skete nogen forandringer til trods for alle nazisternes valgløfter og til trods for, at de nu var det største parti i Rigsdagen…
I efteråret 1932 strømmede det ind med rapporter om lydighedsnægtelse og opløsningstendenser inden for SA. Demagogien blev afsløret af virkeligheden.
SA forsøgte desperat at imødegå tvivlen med endnu voldsommere terror,men i oktober og november var det tydeligt, at nazisterne begyndte at miste grebet om deres massegrundlag.”

Som Bradtke fortæller os blev det sidste “frie valg” afholdt den 6. november 1932. Det blev bekræftet, at grunden var ved at skride under Hitlerpartiet . NSDAP tabte to millioner stemmer i november forhold til juli-valget samme år.
Ved det sidste ”frie valg” i Weimar-republikken, den 6. november 1932 opnåede Nazi-partiet som sagt ikke den fremgang, som dets politiske og økonomiske bagmænd i toppen af den kapitalistiske markedsøkonomi havde håbet.

Det er nu Hitler-partiets kapitalistiske bagmænd indser, at den parlamentariske vej til en nazistisk magtovertagelse gennem at opnå et “demokratisk” flertal i Rigsdagsvalg – ikke er muligt.

T v æ r t i m o d var Rigsdagsvalget i november et alvorligt nederlag for nazisterne og et ryk til venstre. Nazisterne der i sommerens valg havde opnået 13 millioner stemmer, havde i løbet af tre måneder tabt to millioner af dem igen, da der nu var en siddende højre-regering, der blev sat i forbindelse med SDAP{Nazi-partiet}.

Samtidig var endnu flere af tidligere socialdemokratiske tilhængere som ud fra deres egne erfaringer i dette kriseår, gået over til det parti, der ønskede en anti-fascistisk enhedsfront, nemlig Komintern-partiet Tysklands Kommunistiske Parti KPD.

Stemmerne fordeltes som følger (med juli-valget i parantes)

November 1932 ( Juli )

NSDAP 11.705.256 (13.732.779)

SPD 7.231.404 ( 7.951.245)

KPD 5.970.833 ( 5.278.059)

Zentrum 4.230.600 (-)

Tysk Folkeparti 2.956.800 (-)

Den tyske liberale markedsøkonomis topfolk, nemlig sværindustriens og storfinansens direktører og ejere, som financierede NSDAP og Hitler, var ikke tvivl om konklusionen på dette valg.:

Nu var det på høje tid at oprette det som Georgy Dimitrov på KOMINTERN´s 7. verdenskongres kaldte “finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur” – med Hitler som “Führer” (leder) – inden hans tilhængerskare faldt fra hinanden og hans møjsommeligt opbyggede massebasis smuldrede.

Det hører med til den officielle tyske, liberale historieskrivnings standardpåstande, at de store pengemænd ikke financierede Hitler, at dette er en “kommunistisk fremstilling af sagen”. Den borgerlige tyske Kansler Heinrich Brüning – Partiet Zentrum – 1930-1932 – har dog i sine erindringer (H.Brüning:”Memoiren 1918/34″, Stuttgart 1970) modbevist denne løgn som et forsøg på “vask og rens”.

Efter Nazi-partiets valgnederlag i november går kursen mod optrappet fascistisk terror, progromer og mord på alle oppositionelle, især de som af nazi-propagandaen er udpeget som “untermenschen” –

Den 19 november 1932, få dage efter Trafikarbejder-strejkens afslutning i Berlin, og nazisternes valgnederlag sendte en meget indflydelsesrig gruppe af direktører fra storindustrien og højfinansen et brev til Præsident Hindenburg, hvor man udtrykker mistillid til det “hidtidige parlamentariske regime, det er Nationalsozialistische Deutche Arbeiterpartei på grundlæggende vis også” – hvorefter man opfordrer til at den “største gruppe i den nationale bevægelse opnår en ledende deltagelse i regeringen”.
Altså: man kræver at nazi-partiet skal lede regeringen.

Brevet er underskrevet af en række af tysk erhvervsliv mest fremtrædende ledere:
Dr.Hjalmar Schacht – fhv Nationalbandirektør
Kurt Freiherr von Schröder – Bankier

Fritz Thyssen – Bestyrelsesformand Vereinigte Stahlwerke
Friedrich Reinhardt – direktør Commerzbank
Kurt Wörmann – skibsreder
Fritz Beindorff – skibsreder
Emil Helffrich -bestyrelsesformand HAPAG i Hamburg
Ewald Hecker – bestyrelsesformand Ilseder Hütte og præsident Hannover Handelskammer
C.V. Krogmann – skibreder
Erich Lübbert – generaldirektør for Aktiensgesellschaft für Verkehtwessen
Erwin Merck – bankier
August Rostberg – kali-syndikatet
og flere andre.

Dette brev og mange andre fakta foranledigede de Forenede Staters hovedanklager ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1947 til at konstatere:
“Uden samarbejde mellem den tyske industri og nazistpartiet ville Hitler og hans partifæller aldrig have kunnet taget og konsolideret magten, og Det Tredie ville aldrig have vovet at kaste verden ud i krig”
(27.august 1947 – fra Hauptarchiv Berlin- Dahlem, rep.335, sag nr 6 ved den VI. US-amerikanske militærdomstol i Nürnberg – citeret efter E.Czichon/ Wer verhalf Hitler zur Macht, Köln 1972)


Hitler besøger i 1935, to år efter den fascistiske magtovertagelse,en af den storkapitalistiske Thyssen-stålkoncerns fabrikker i Ruhrdistriktet sammen med blandt andre stålfyrsten Fritz Thyssen, (i midten bag Hitler) berømt for hans (selv-) afslørende erindringer: “I Paid Hitler”. Hitler følges på sin højre side af direktøren for Vereinigte Stahlwerke AG ; Albert Vögler.

7.5 mio. mennesker kom til at arbejde som slavearbejdere i den tyske industri

Naturligvis var enhver bankdirektør eller fabriksejer ikke morder eller fascist. Men det er et faktum at de ledende kræfter i det herskende kapitalistiske bourgeoisi jog millioner af tyske soldater ud på slagmarken i både Første og Anden Verdenskrig hvor de blev slagtet for at erobre råstoffer og fabriksanlæg i Frankrig, Belgien og Østeuropa.

Nazisterne og de borgerlige dyrker forestillingen om at ”Hitler havde hele folket med sig”, de borgerlige siger: ” Demokratiet bragte Hitler til magten”. På den måde forsøger de borgerlige at skyde skylden fra sig, ved at fortrænge at den borgerligt-liberale markedsøkonomis topfolk financierede nazi-bevægelsen.
I stedet giver man folket skylden. For så behøver man ikke svare ærligt på spørgsmålet: Hvem bragte Hitler til magten?

Men det tyske folk gav aldrig nazisterne noget flertal i noget valg. Ikke engang under den nazistiske terror op til det sidste valg i 1933 opnåede nazisterne et flertal.

Idag har det tyske bourgeoisi, ligesom det danske – bortset fra ca 500 soldater i Irak – som mest har politisk og “symbolsk betydning” – lagt den militære afstraffelse og undertrykkelse af folkenes oprør mod den imperialistiske Nye Verdensorden – det beskidte arbejde – i hænderne på USA og generalerne i Pentagon.
Ligesom i 30´erne er dagens Tyskland eller USA ikke styret af folkets interesser.

Rigskansler Hitler

* Den 30 januar 1933 bliver Hitler udnævnt til Rigskansler af Præsident Hindenburg, som ni måneder tidligere havde fået millioner af stemmer ved at love at aldrig ville overdrage magten til Hitler. Med Hitler i kansler-sædet optrapper fascisterne volden og terroren mod det store flertal i det tyske folk. Hitler-fascisternes mangel på respekt for lov og menneskeret viser sig tydeligt.

Hitler havde aflagt ed på Weimar-Republikens forfatning. Og Indenrigsminister Frick skyndte sig at ”forsikre” journalisterne om at, ingen tænkte på at bagbinde pressen ; den ”nye regering, under Hitler, lagde vægt på ytringsfriheden” og han meddelte, at regeringen havde afvist et forbud af KPD.

* Den 1. februar 1933 opløser Præsident Hindenburg Rigsdagen efter krav fra Hitler.

* Dagen efter den 2. februar besætter politiet Karl Liebknecht-Haus, KPDs hovedkvarter i Berlin og der nedlægges demo-forbud for KPD i delstaterne Preußen, Thüringen, Oldenburg, Braunschweig, Mecklenburg og Anhalt.

* 3. februar: Hitler forkynder overfor de miliære befalingsmænd i Reichwehr og Reichmarine parolen: ”Erobring af nyt ”Lebensraum” i Østen” og ”Marxismens udryddelse”.

* 4. februar: På ny et tilbud fra Wilhelm Pieck på KPDs vegne til den socialdemokratisk gruppe i den preußiske Landdag. Hindenburg udsteder en nødforordning, der fremfor alt går ud på et forsamlings- og presseforbud mod venstrefløjen.
KPD presses i realiteten ud i illegaliteten.

En senere (USA-støttet) fascistisk statsleder; arbejdermorderen Augusto Pinochet talte om udryddelsen af den “marxistiske cancer” i 1970`ernes Chile.

I Lübeck gennemføres der den 3. februar en generelstrejke, det samme sker i Stasfurt.den 6. februar

* 6. februar: På en pressekonference fornyer Wilhelm Pieck enhedsfrontforslaget til SPD.

* 7. februar: KPDs centralkomite mødes illegalt i Ziegenhals (kredsen Königwusterhausen ved Berlin) : Thälmann fornyer forslaget om enhedsfront til SPD og ADGB.

* 15. februar: 6 fagforbund i ADGB og 30 lokale fagforeningsledelser underskriver en appel: ”Fælles nød – Fælles fjende – Fælles handling ” om den antifascistiske enhedsfront.

* 16: februar: Carl von Ossietzky udtaler på en forfatterforsamling i Berlin . . .
”I dag ved vi, at der til venstre for os nu kun findes forbundsfæller”.
Ossietzky bliver senere fanget af nazisterne og anbragt i i KZ-lejr
Efter at de nazistiske KZ-læger har ”eksperimenteret” med at indsprøjte forskellige bakterier og virus i Ossitzky, dør han i 1937 af lungebetændelse.

* 17. februar: Den preußiske indenrigsminister Göring udsteder tilladelse til SA, SS og Stahlhelm til at bruge deres skydevåben. Nazisterne har nu den fuldstændige kontrol over det statslige voldsapparatet. Gaderne fyldes med politifolk og SA-mænd. De patruljerede tre og tre, en SA-mand og to tungt-bevæbnede betjente.
Men det var SA’eren der gav ordrer og kendte den lokale befolkning gennem et net af nazi-stikkere der udpegede anti-fascister.

I Wedding indrettede nazisterne flere såkaldte mordkældre. Efter klapjagt på gaderne blev kommunister og andre anti-fascister trukket ned i kældrene og kvalt, henrettet med bøddeløkser eller skudt ned.
Som regel efter mishandlinger og tortur. Det var inden de gik over til stordrift i kz-lejrerne.
Alene i ugerne optil 5.marts-valget bliver hundredevis af kommunister mishandlet og myrdet. Men det var ikke nok for nazisterne.

Trods terroren og volden opdagede nazisterne, at de ikke kunne få arbejderne med sig eller i det mindste få dem at tie stille .

For at der ikke skulle være nogen tvivl om erhvervslivets støtte, sammenkalder Göring et antal af landets ledende industrimænd til sit palads den 20.februar om aftenen. En række af Tysklands største og mest fremtrændende erhvervsfolk, blandt dem Krupp von Bohlen, Vögler fra Vereinigte Stahlwerke, Schitzler og Basch fra I. G. Farben samt Walter Funk deltager sammen med 20 andre med Bank-direktør Hjalmar Schacht som konferencier.

Hitler er en af aftenens talere . . . .. . . . ” Nu står vi overfor det sidste valg. Hvad udfaldet end må blive, findes der ingen tilbagevenden. Om valget ikke bliver afgørende, må afgørelsen afstedkommes med andre midler”.
Det valg Hitler talte om var Rigsdagsvalget den 5.marts, som skulle give nazisterne og deres borgerlige allierede et afgørende flertal. Efter forslag fra Schacht besluttedes det at at en valgfond på tre millioner rigsmark skulle indsamles fra de store virksomheder.
Den tyske kapitalistiske markedsøkonomis ”stoltheder”: Krupp, IG-Farben, Vereinigte Stahlwerke stiller tre millioner mark til rådighed for Nazi-partiets valgkamp.

* 22: februar udnævnes SA, SS og Stahlhelm til hjælpepoliti i Preussen.

* 24. februar:Generalstrejke mod Hitler i Hannover.

Den 24. februar foretager politiet en razzia i Karl Liebknect Haus, KPDs hovedkvarter i Berlin. Og det meddeles fra officielt hold, at man havde fundet planer for en kommunistisk revolte.
De fundne “dokumenter” skulle hurtigst muligt offentliggøres. Det sker aldrig. Men arbejdet med at finde “bevis” for den “røde terror” intensiveres, og natten til den 28 .februar går Rigsdagen på mystisk vis op i flammer .

Rigsdagsbranden

Rigsdagsbranden natten til den 28.februar var en kæmpemæssig provokation, som skulle åbne op for en legalisering af mordterroren: Samme nat arresteres mere end 10 000 arbejderaktivister, hovedsagligt kommunister,men også socialdemokrater – efter forberedte lister.
For det var “bevist”, at KPD havde anlagt branden, meddelte det statslige nyhedsbureau.

Denne provokation skulle også underbygge myten om, at nazisterne forsvarede det tyske folks demokratiske retttigheder. Derfor er det også en af de mest udbredte myter at Nazi-partiet kom til magten på “demokratisk” vis, og endda at Hitler havde opbakning i det store flertal af tyskere.

I den officielle Preußischer Pressedienst meddeles det den 28.februar 1933:
”….politiet opdagede ved gennemsøgningen af Karl Liebknecht-Haus fandt man også anvisninger til gennemførelse af kommunistisk terror efter bolsjevikisk mønster. Derefter skulle regeringsbygninger, museer, slotte og livsvigtige virksomheder stikkes i brand”

Hvad der skete den nat, står idag klart:
Den angivelige “kommunistiske” brandstifter var den venstreradikale hollandske “rådskommunist”, Marinus van der Lubbe, som nazisterne havde udstyrret med en falsk kommunistisk medlemsbog.
Den unge hollænder havde nazisterne taget sig af, siden han tidligere havde afsløret pyromaniske tilbøjeligheder.
De trænede ham til at spille sin rolle.

Efter at have forkastet forskellige planer for at få en anledning til at opnå den totale magt, bl.a et ”attentat mod Hitler”, fandt de på Rigsdags-brandprovokationen.
Formanden for Rigsdagen Göring’s palads var forbundet med rigsdagen gennem en underjordisk gang. Ad den vej kom en lille gruppe SA-mænd under kommando af Karl Ernst, lederen af Berlins SA, ind i den tomme rigsdagsbygning den 27.om aftenen. De overhældte tæpper, gardiner og stole med et kemisk præperat som først ville virke efter en tid.

Da det var gjort, trak de sig tilbage i sikkerhed gennem den samme samme underjordiske gang de kom fra. Kort tid efter kom den forvirrede stakkel van der Lubbe og klatrede ind i rigsdagshuset og begyndte på eget initiativ at tænde ild her og der. Da politi og brandfolkene kom, var ilden umulig at få bugt med.

Rigsdagsbranden:
Naziprovokation

Først næsten 50 år senere træder hovedvidnet frem. Den tidligere kemikaliegrossist Phillip Bachmann fortalte læserne af Mannheimer Morgen den 5.august 1978 , at han – uden i første omgang at kende anvendelsesformålet – havde leveret stofferne til branden til SA; det var sket ved formidling gennem en kollega i branchen ved navn Gambke.
Præsident Hindenburgs nevø, handelsmanden Albert von Hindenburg var medvidende – “af hensyn til familien Hindenburg” – tav Bachmann ifølge eget udsagn om begivenhederne.
Som aftager til brandkemikalerne nævner han SA-folkene Arnold og Petzold fra Göbbels omgangskreds, en SA-mand fra Görings livvagt, og Reinhard Heydrich, senere internationalt berygtet som chef for SS´s efterretningstjeneste.

Den 28. februar udsteder Hitler et dekret, underskrevet af Præsident Hindenburg “til folkets og statens beskyttelse”. Dekretet sætter praktisk taget sætter alle demokratiske rettigheder ud af kraft. Det begrundes med: ”afværgelsen af statstruende kommunistiske voldshandlinger”. I realiteten sættes alle den tyske arbejderklasses demokratiske rettigheder ud af kraft og der indføres ”dødsstraf for modstand mod staten”.

Alle det borgerlige samfunds ressourcer blev sat ind i en gigantisk propaganda- og terroroffensiv mod KPD. Aviserne svømmer over med opdigtede rædselsberetninger om planlagte “kommunistiske attentater”. Den ”hvide terror” udbredes til hele riget. SA- og SS dødspatruljerne besætter arbejderbevægelsens lokaler, tillidsmænd, arbejder-aktivister og politiske ledere slæbes ned i torturkældrerne eller bliver interneret i KZ-lejre.

Den vestlige civilisations ”hovedland” Tyskland bliver skueplads for progromer, barbarisk mishandling, drab på alle modstandere og bogafbrændinger.
I 1933 indførtes ”finanskapitalens åbne terroristiske diktatur”, som Kominterns generelsekretær Dimitrov karakteriserede Hitler-regimet. Det var begyndelsen til opbygningen af verdenshistoriens mest magtfulde og aggressive militæmagt siden Romerriget. Derfor bliver Nazi-Tyskland også døbt til det Tredie Rige efter de to første tysk-romerske Kejserriger.

Nazisterne forsøgte at realisere en moderne kapitalistisk udgave af den kristent-feudale middelalders Inkvisition i det Tredje rige.

Som de kristen-feudale herskere under den kristne Inkvisition – det Hellige Officium – forsøgte de kapitalistiske herskere på det Tredje Riges tid -1933-45 – at hævde, at der intet alternativ var til den eksisterende kapitalistiske orden.
Ifølge nazisterne var kommunismen – Sovjet – et fallitbo. Døren skulle bare sparkes ind, så vil hele det sovjetiske system falde sammen, troede både borgerlige og fascistiske kræfter i 30´erne.

* Den 2.marts besætter politiet “Karl Liebknect-Haus”, KPD`s hovedkvarter i Berlin.
Der nedlægges demonstrationsforbud for KPD i delstaterne Preußen, Thüringen, Oldenburg, Braunschweig, Mecklenburg og Anhalt.

I den nazistiske avis Völkischer Beobachter (2.marts 1933) meddeles det at politiet hos ledende kommunister har fundet hemmelige dokumenter som omhandler ”mordkomplotter mod udvalgte ledere af…staten, attentater mod jernbaner, livsvigtige virksomheder og offentlige bygninger, forgiftninger af hele grupper af særligt frygtede personer samt borførsel af kvinder og børn som gidsler”.
Det ”afsløres” også i de borgerlige og nazistiske medier, at KPD under Karl Liebknecht-Huset har anlagt ”underjordiske katakomber med sprængstoflagre store nok til at sprænge hele Berlin i luften”.

Og ”politiet har også beslaglagt vældige våbenlagre” dèr. Der mangler heller ikke historier om ”flasker med baciller og kemiske stoffer, hvormed kommunisterne vil fremkalde epidemier og pest over hele Tyskland” inden ”en kommunistisk magtovertagelse”.

Nazisterne erklærer at kommunisternes formand Ernst Thälmann vil blive stillet til ansvar for disse ”planlagte forbrydelser”. Det sker aldrig.

Efter Rigsdagsbrandprovokationen bliver KOMINTERN-partiet KPD dog ikke forbudt, men hundredevis af dets medlemmer bliver arresteret, forfulgt, mishandlet og myrdet i ugen optil Rigsdagsvalget. Stemningen i landet blev spændt, præget af vold og terror.

Årsagen til at KPD ikke forbydes af Hitler-regeringen – trods at partiet ifølge den borgerlige og fascistiske propaganda står bag Rigsdagsbranden – er den, at der spekuleres i at opnå et borgerligt-nazistisk flertal ved valget, gennem at annulere KPDs mandater efter valget.

Nyheden om Rigsdagsbranden – den “kommunistiske mordbrand” – som også betegnes som Tysklands 11.september – gik verden over. I flere danske borgerlige aviser blev de nazistiske propaganda-fantasier om den ”røde terror” som nu har ført til at Rigsdagen brændte ned slået op som den store chokerende nyhed. Læsning af danske borgerlige aviser fra trediverne er en både skræmmende og afslørende for den borgerlige snak om deres ”anti-nazisme”.

* Den 3.marts arresteres KPDs Formand Ernst Thälmann.

* Ved Rigsdagsvalget den 5.marts 1933 – nåede Nazi-partiet – trods den massive terror, anholdelser, mord, presseforbud og en øredøvende antikommunistisk løgnekampagne ovenpå Rigsdagsbrand- provokationen – ikke det flertal som de havde håbet på.

Og nazisterne og deres borgerlige allierede opnår slet ikke de 2/3 flertal af mandaterne som er nødvendig for at ændre forfatningen og udpege Hitler til Führer på legal vis.
Rigsdagsvalget gennemføres under fascistisk terror. Men trods terroren, trods nedbrændingen af Reichtag nægter det tyske folk at give nazisterne flertal af stemmerne.

Terroren og volden gør ganske vist indtryk og nazisterne får mere end 17 millioner stemmer, omkring 43% – langt fra noget flertal – men ved at forhindre KPD i at indtage deres pladser i Rigsdagen opnår man dette flertal.

Nazi-partiets koalition med Tysk Folkeparti opnår slet ikke de to tredjedeles flertal, som er nødvendig for at gennemføre forfatningsændringer.

I løbet af marts måned 1933 myrdes flere hundrede kommunister og 20 000 tillidsfolk og aktive partiarbejdere bliver arresteret og sendt i kz-lejre.I løbet af marts forbydes flere socialdemokratiske organisationer, således f.eks Reichbanner og Eiserne Front.
Alligevel stemmer hele SPDs Rigsdagsgruppe den 17.maj 1933 for den fascistiske Regeringserklæring og stemte ensstemmmigt for Hitlers indsættelse.
De første koncentrationslejre åbnes og fyldes med kommunister, socialdemokrater og andre venstreorienterede.

Overfor en del af embedsstanden – jøder, socialdemokrater o.a. – udstedte Hitler nu Berufsverbot under parolen ”genoprettelse af embedsstanden” – de der havde kommunistiske sympatier var – især efter Rigsdagsbranden – allerede tvunget under jorden – den øvrige del af embedstanden lod sig integrere i det fascistiske diktaturs undertrykkelsesapparat og udførte dets mordbefalninger ud fra mottoet: ”Førerens vilje er den øverste lov”.

Ermächtigungsgesetz – Fuldmagtsloven

Ermächtigungsgesetz – Fuldmagtsloven – betyder fascistisk undtagelsestilstand og åben terror.

* Den 23. marts får Hitler med hjælp af Tysk Folkeparti og andre borgerlige partier i Riksdagen med at godkende Fuldmagtsloven – Ermächtigungsgesetz – som giver ham ret til at regere i fire år uden parlamentets indblanding. Reelt gælder fra denne dag en fascistisk undtagelsestilstand med åben fascistisk terror i gaderne og på fabrikkerne overfor al modstand mod ny-ordningen.

Det ifølge forfatningen nødvendige 2/3 flertal eksisterer ikke, det bliver kun ”regnet ud” ved, at de kommunistiske rigsdagsmedlemmer med fascistisk vold bliver forhindret i at indtage deres pladser.

Kun ved at bryde forfatningen – ved at annulerer de kommunistiske mandater – opnåede man et flertal, der på ”legal” vis kunne vedtage Fuldmagtsloven , der satte alle Weimar-forfatningens demokratiske rettigheder ud af kraft og reelt indførte en fascistisk undtagelsestilstand med Hitler som Führer.

Selvom Fuldmagtsloven, der havde givet Hitler uinskrænket magt, kun var opnået som et resultat af den kriminelle fascistiske brandattentat nazistiske i Rigsdagsbygningen – med de forfatningsbrud der fulgte og derfor var ugyldig ud fra alle principper om ret og demokrati – var der ikke en eneste dommer eller advokat, ikke en eneste ministeriel embedsmand, politimester eller general, der talte imod den fascistiske magtovertagelse. Derfor er disse højtstående officerer og embedsmænd medskyldige.

I 1945 dukkede mange af disse – Hitlerregimets trofaste embedsmænd – de der havde overlevet krigen – op igen som ”demokrater” og ”statsbærende personligheder” og især i de anglo-amerikanske besættelseszoner gjorde de på ny ”karriere” i det kapitalistiske erhversliv, der blev opbygget dér eller i offentlig tjeneste.

Flere højtstående nazister – bl.a den berygtede Dr.Mengele – bliver hjulpet af amerikanske CIA og Vatikanstaten med at flygte til Sydamerika hvor de blev rådgivere for de kapitalistisk/fascistiske regimer og deres blodige nedkæmpning af de latinamerikanske folk stræben efter selvstændighed, demokrati, velfærd og socialisme.

Den første udenrigspolitiske opmuntring for nazi-regimet – som nu regerer Tyskland med vold og terror – er konkordatet med den Hellige Stol – den kristne pavestat i Rom – som underskrives den 20.juli 1933.
Pavens velsignelse af Hitler-regimet bidrog i høj grad til at det fascistiske regime blev anerkendt på det internationale plan.

Forfølgelserne af jøderne og andre minoriteter som Romaer (zigøjnere), Jehovas vidner, de handicappede, udviklingshæmmede og andre ”untermenschen” begynder og de første af disse arresteres og spærres ind i de koncentrationslejre hvor kommunisterne og andre politiske fanger allerede befinder sig .

Takketelegram til Hitler fra det kapitalistiske Industriforbund

* 24. marts sender en af tysk erhvervslivs hovedorganisationer Reichsverband der Deutschen Industrie- RdI et takketelgram til Hitler.
* 6.april: Efter krav fra den samme ledende kapitalistiske erhvervs-organisation RdI forbyder NSDAP ethvert ”indgreb i det økonomiske liv”.
Dermed garanterer Hitler-regimet den ”frie kapitalistiske markedsøkonomi” og leverer hvad hans kapitalistiske bagmænd har betalt for.

* 10.maj er der bogbrændinger i alle tyske universitetsbyer, hvorved Tyskland bliver renset fra ”marxistisk og jødisk smudslitteratur”.
Den tyske digters Heinrich Heines ord om at „Dér hvor man brænder bøger, dér brænder man til sidst også mennesker” skulle besandes.
I Danmark gennemfører borgerligt-fascistiske kræfter bogafbrændinger af progressive og kommunistiske forfattere som Martin Andersen Nexøs bøger i 1939.

For det tyske socialdemokrati SPD nåede lavpunktet den 19.juni 1933, hvor den tidligere Rigsdagsformand Paul Löbe indkaldte alle de SPD-ledere, der endnu ikke var blevet arresteret eller var emigreret, og lod dem vælge en ”jødefri partiledelse” – stadig i håbet om at finde nåde og blive accepteret af Hitlerregimet.
Det nyttede ingenting – den 22.juni blev SPD forbudt, dets parlamentsmedlemmer blev drevet ud af parlamenterne, partiets formue beslaglagt, og 3000 partifunktionærer kastet i fængsel eller KZ-lejr.

Men for nogle var selv det ikke anledning nok til at indrømme de fatale feltagelser og rette sig selv. SPD-lederen Carl Severing opfordrede endnu i slutningen af 1934 – i modsætning til holdningen hos hans egne partikammerater i Saarområdet – Saarbefolkningen til at stemme for tilslutning til HitlerTyskland, efter at området havde været under Folkeforbundets administration siden.
(C.Severing : Mein Leben,Köln 1950,bind II s.409).

Hitler-regimet bryder nu alle internationelle overenskommelser og starter en militær oprustning indenfor alle våbentyper med fuld kraft.

I 1934 trækker Tyskland sig ud af Folkeforbundet (som var en forgænger til FN).
I 1935 genindføres værnepligten, i strid med Versailles-fredsaftalerne.
I 1935 angribes Abbesinien – idag Ethiopien og Eritrea – af det fascistiske Italien ,angiveligt for at redde dette afrikanske land fra “bolsjevisme og barbari”.
I 1936 invaderede den tyske Wehrmacht på Hitlers ordre Rhinlandet.
Samme år går Tyskland og Japan sammen i Anti-komintern-pagten.

Falangisten General Franco i Spanien begår landsforræderi mod de spanske folk ved at starte et voldeligt oprør mod den demokratiske Folkefrontsregering som forsvares af de republikanske styrker. Franco-forrædererne får hjælp af tyske og italienske tropper som invaderer og terrorbomber Spanien fra 1936. Guernica-bombardementet går over i historien som billede på Spanien under Borgerkrigen bla fordi Picasso opkalder et maleri efter Guernica.

Det udbombede Guernica
Fascistisk terrorbombardement af civile

Ialt 550 danske frivillige deltog sammen med 30 tusind andre fra hele verden i de Internationale Brigader som kæmpede for at forsvare det spanske demokrati mod Francos fascister, som fik støtte af Hitlertyskland og det fascistiske Italien. Af disse var godt 200 danske kommunister som deltog i den spanske borgerkrig; bl.a i Martin Andersen Nexø Brigaden.

Man behøver ikke være kommunist eller særligt historieinteresseret for at forstå hvad der var i gang i 30´erne:
Den anden verdenskrig begyndte allerede i 1931 med Kejserriget Japans invasion af Manchuriet i Kina under påskud af at ”redde Asien fra kommunismen”. Et år senere udråber den japanske imperialisme sattellitstat Manchhukuo dèr.

I 1937 tilslutter det fascistiske Italien sig til Anti-komintern-pagten.
En pagt som Kongeriget Danmark også tilslutter sig senere.

Japan fortsætter angrebene på Kina og erobrer Peiping, Tientsin og Shanghai. De japanske ”Kejserlige” imperialister begår frygtelige forbrydelser, som den dag idag ikke er glemt i Kina. Japanerne behandler kineserne på samme måde som Hitlerfascisterne behandler modstandskæmpere og ”undermennesker” i det besatte Europa. En forbrydelse der ikke er glemt af kineserne var de 300 000 civile kinesere der blev myrdet i massakren i Nanking 1937 under den japanske besættelse.

I 1938 bliver Østrig besat (Anschluss) af Nazi-Tyskland.

Antikomintern eller Berlin-Rom-Tokyo-aksen blev dannet for angiveligt at “redde verden fra kommunismen”.
Under denne parole marcherede Tyskland, Italien og Japan frem for at erobre og underkue folkene på det euroasiatiske kontinent.

Krystalnatten november 1938

Efter at den tyske ambassdør i Paris var blevet myrdet af en jødisk flygtning gennemføres over hele Tyskland anti-jødiske progromer, hvor jødiske butikker bliver smadret og deres indehavere mishandlet,og myrdet som hævn for den ”jøde-bolsjevikiske terror” i Paris.

Attentatmanden var ganske vist ”jøde”, og idag kan vi naturligvis diskutere hvor klogt attentatet mod Tysklands Parisambassdør var. Det var en desperat anti-fascistisk handling, men faktum er at mordet på Paris-ambassdøren blev endnu et nazistisk påskud for at optrappe den fascistiske terror.
Hitler og propagandaminister Goebbels udskriger den 9. november Rigsprogromnatten, hvorefter talrige synagoger og jødiske forretninger ødelægges, jøder bliver værgeløst slæbt ud på gaderne, mishandlet og myrdet..

Antikomintern

Antikomintern eller Berlin-Rom-Tokyo-aksen blev dannet for angiveligt at “redde verden fra kommunismen”. Under denne parole marcherede Tyskland,Italien og Japan frem for at erobre og underkue folkene på det euroasiatiske kontinent.

Anti-Komintern-pagten:
Hitler og den italienske udenrigsminister Grev Ciano

Verden var stillet overfor to muligheder: enhed mellem alle nationer, der var modstandere af Anti-Kominternpagtens ; den nazistiske, fascistiske og japanske aggression, før det var for sent, ELLER uenighed med de enkelte landes kapitulation overfor aggressionen til følge.

Det socialistiske Sovjet talte i Nationernes Forbund for kollektiv sikkerhed. Men muligheden for enhed mod aggressionerne blev af ledende borgerlige politikere i England og Frankrig afvist som ”kommunistpropaganda” og affærdiget som en “utopisk drøm”.
I stedet til tilbød man tilpasnng – “appeasement” – med Englands statsminister Neville Chamberlain som den kendteste fortaler.

Det fik det tyske nazi-blad Nachtausgabe til at erklære i februar 1938:
“Vi ved nu, at den engelske statsminister ligesom vi selv betragter kollektiv sikkerhed som det rene vrøvl” .

* I september 1938 nåede tilpasningspolitikken sit højdepunkt.
Nazityskland, det fascistiske Italien, Storbritanniens og Frankrigs regeringer undertegnede München-overenskomsten. Den sovjetfjendtlige hellige alliance som verdensreaktionen havde drømt om siden 1918 var en realitet .
Efter München stod den unge Sovjetstat uden allierede. Sovjet var omringet af de fascistiske aksemagten: Japan mod Øst og Tyskland mod Vest. Chamberlain rejste tilbage til England og viftede med en lap papir i hånden med Hitlers underskrift og råbte til det engelske folk:
This means Peace in our time – Fred i vor tid.

Neville Chamberlain:
München-aftalen sikrede krigen

Men de første ofre for den anti-sovjetiske Münchenoverenskomst var ikke sovjetfolkene, men de små folk i Europa. I februar 1939 anerkendt den britiske og franske regering general Francos falangistiske kup-regime. I de sidste dage af marts, efter to et halvt års heroisk , smertefuld kamp mod en overvældigende overmagt , blev det republikanske Spanien en fascistisk provins. Franco-regimet forblev ved magten i mere end 35 år og holdt de spanske folk nede i et tilbagestående facistisk tyranni.

Det var et sådant fascistisk regime, som den statsstøttede danske profesor Bent Jensen angav som det realistiske alternativ i Rusland til den socialistiske revolution .

* Den 15.marts – samme år – ophørte Tjekkoslovakiet med at være en uafhængig stat da nazistiske panserdivisioner rullede ind i Prag.

* Den 20 marts overgav Litauen sin eneste havneby, Memel, til Tyskland.

* Langfredag morgen den 7.april gik Mussolini`s fascistiske styrker over Adriaterhavet for at invadere Albanien.

Fra Moskva, mens nazistiske tropper var på vej ind i Tjekkoslovakiet, advarede Stalin England og Frankrigs tilpasnings-politikere om at deres sovjetfjendtlige politik ville ende med en katastrofe for dem selv.

* Den 10 marts 1939 talte Stalin på AKP(b) – det kommunistiske partis ´s 18. kongres.
Han hævdede at den uerklærede krig som aksemagterne alllerede førte på det euroasiatiske kontinent under antikomintern-pagtens maske, var rettet ikke blot mod Sovjetrusland, men også, og nu faktisk i første række, mod Englands, Frankrigs og de Forenede Staters interesser.
“Krigen føres af aggressorstater, der på enhver måde krænker de ikke-aggressive staters interesser, først og fremmest England, Frankrig og USA, mens disse trak sig tilbage og veg, idet de gjorde angriberne den ene indrømmelse efter den anden.. .uden mindste forsøg på modstand og endog til en hvis grad ser igennem fingre med det.Utroligt, men sandt…”  . .

De reaktionære politikere i de vestlige demokratier, især England og Frankrig, fortsatte Stalin, havde afvist den kollektive sikkerheds politik. I stedet drømte de stadig om en antisovjetisk koalition, kamufleret af diplomatiske fraser som “forsoning, tilpasning og ikke-indblanding”. Men denne politik var allerede dømt til undergang slog Stalin fast:
…Visse europæiske og amerikanske politikere og journalister, der har mistet tålmodigheden over at vente på “marchen mod Sovjetukraine”, begynder selv at røbe, hvad der egentlig ligger bag ikke-indblandingspolitikken. De siger ganske åbent og skriver det sort på hvidt, at tyskerne har skuffet dem grusomt, for i stedet for at marchere længere østpå, mod Sovjetunionen, er de gået vestover. . . . . . og kræver kolonier. Man kunne fristes til at tro at Tyskland fik de tjekkiske områder som betalingen for at gå i krig mod Sovjet, og at tyskerne nægter at betale regningen…..

Det progressive og antifascstiske Arbeiter Illustrierte Zeitung bragte i 1938; et år inden Hitlertyskland udløste Anden Verdenskrig med aggressionen mod “de slaviske og jødiske undermennesker” i Polen, den satiriske fotomontage “Das ist das Heil, das sie bringen!” (” Dette er den redning de bringer os”) af John Heartfeld. * * * * *

Sovjet kæmpede stadig for et internationalt samarbejde mod de aggressive stater og en realistisk politik for kollektiv sikkerhed, men Stalin gjorde det klart at et sådant samarbejde måtte være oprigtigt og hjerteligt. Men hvis det kom til det værste :
… i tilfælde af krig vil vores hærs bagland og front være stærkere end noget andet lands, en kendsgerning, som folk udenfor vores grænser, der elsker militære konflikter ville gøre klogt i at huske
Men Stalins ligefremme og ærlige advarsel blev ignoreret af forsonings- og tilpasningspolitikerne. Men en opinionsundersøgelse der blev gennemført i England i april måned 1939 viste at 87% af englænderne var stemt for en engelsk-sovjetisk alliance mod Nazi-tyskland.

Winston Churchill betragtede den engelsk-sovjetiske tilnærmelse som “ et spørgsmål om liv eller død”
* I en tale den 27.maj erklærede han > > > :
Hvis hans majestæts regering, efter at have forsømt vores forsvar, efter at have kastet Tjekkoslovakiet bort med alt, hvad Tjekkoslovakiet betyder i henseende til militær magt, efter at have forpligtet os til at forsvare Polen og Rumænien, nu afviser og kaster Ruslands uundværlige hjælp bort og således på den værste måde fører os ud i den værste krig, vil den dårligt fortjene den ædelmodighed som den er blevet behandlet med af sine landsmænd
* Den 29.juli slutter David Lloyd Georg op bag Churchills appel med disse ord . . . > >
Mr Chamberlain forhandlede direkte med Hitler. Han tog til Tyskland for at tale med ham. Han og lord Halifax aflagde besøg i Rom. De tog til Rom, drak Mussolini`s skål og fortalte ham hvilken fin fyr han var.
Men hvem har de sendt til Rusland ? De har ikke engang sendt en almindelig minister. Nej, de sendte en kontorist i udenrigsministeriet.
Det er en fornærmelse…. De har ikke nogen propertionssans eller nogen forståelse for situationens alvor, når verden står på randen af en afgrund…..

70-året for Nazi-Tysklands undergang: Del 2 Fortsættes her

Ukraine på afgrundens rand ;År 2 efter det USA- støttede kontrarevolutionære kup i Kiev 22.februar 2014: Borgerkrig, sult, millioner af flygtninge og sygdomsepidemier på vej ifølge WHO

lørdag, februar 21, 2015

Det kontrarevolutionære liberal-fascistiske kup som fulgte som protest mod EU-ledernes aftale med Viktor Janukovitj den 21.februar 2014 har ikke indfriet de forventninger som de liberal-fascistiske kupmagere lovede det ukrainske folk.
Liberale såvel som socialdemokratiske og fascistiske medier og politikere i Ukraine såvel som i USA og i EU fortrænger, fordrejer hvad der er sket i Ukraine og hvad der førte til den kontrarevolutionære opstand den 22.februar, der styrtede regimet under Præsident Viktor Janukovitj. En præsident som dagen inden , den 21.februar sad i forhandlinger og underskrev en aftale med EU-ledere fra Frankrig, Polen og Tyskland.
Interview med Natalia Vitrenko; Doktor i Økonomisk Videnskab og leder af det Progressive Socialist Parti i Ukraine, , , om den kontrarevolutionære udvikling med stadig optrappet fascistisk terror,trusler og mord som nu har ført Ukraines folk ind i borgerkrigens, den sociale armods, det økonomiske krise ikke mindst dikteret af USA, EU og dets “venner i IMF”. Sammbruddet for den offentlige sundhedssektor risikere nu at medføre omfattende epidimier og massedød advarer WHO

Det der sker og er sket for folkene i Syrien, Irak, Libyen og nu Ukraine det er hvad det venter det russiske folk, folkene i Iran, Kina og andre lande hvis de ikke bøjer sig for USA-imperialismen og dets europæiske Quislinge-stater.

Har ukrainerne ret at forsvare sig mod udenlandsk støttet fascistisk terror og statskup ?

lørdag, februar 7, 2015

7.februar 2015 22:48 KIEV (- )   Et centralt spørgsmål som det er nødvendig besvare for at sikre en folkelig demokratisk udvikling i landet som amerikansk såvel som europæisk (tysk, dansk såvel som russisk) kapitalisme nu har ført til afgrundens rand. Den brutale virkelighed i KAPITALISMENS UKRAINE  er klasseforskelle af amerikanske dimensioner og omfattende kapitalistisk korruption mens arbejderklassen og folket kæmper med udbredt  massearbejdsløshed og fattigdom.  Prostitution og hjemløshed er udbredt ligesom masseudvandringen . Den ukrainske stat er fallit og de skattedollar som Obama-regeringen, på de amerikanske skatteyderes regning, har udbetalt til Kiev-regimet som  lån uden sikkerhed går til at føre krig mod landets opposition. Den USA-støttede borgerkrig som officielt har kostet omkring fem tusind mennesker livet, og tvungen en million på flugt har ført Ukraine på afgrundens rand. Det økonomiske sammenbrud har græske dimensioner.  Torsdag den 5.februar faldt kursen på den ukrainske krone; hryvnia med 44% mot dollar.  Kursen faldt til 24 ukrainske kroner  per dollar. For bare nogle måneder siden regnede man med at en kurs dyrere end  13 “kroner” for en dollar ville gøre at landet ude af stand til at betale for den nødvendige import .   Den 29.januar sendte IMF en delegation til Kiev for at fastslå betingelser for et lån på 17 milliarder dollar, men Kiev-regimet krævede lån for yderligere 15 milliarder for at forhindre en statsbankerot.  I realiteten er det rige industri-og landbrugsland finansielt fallit. Og holdes nu i live  ved kunstig åndedræt. Selv hvis IMF idag skulle sende 32 milliarder dollar til Kiev uden sikkerhed vil pengene hurtigt blive brændt af . Nytårsdag 2014 fik Ukraine et lån  3 milliarder dollar af Rusland på betingelse af at landets gæld ikke løb op over 60% af BNP. Ukraines gæld løber nu op i 90% af BNP som hver eneste dag falder.  I realiteten har Rusland derfor ret til at kræve lånet tilbagebetalt umiddelbart.

  Det USA-støttede marionetregime i Kiev har indtil nu været i stand til at skjule for dets udenlandske bagmænd i USA og  Europa at de hverken er i stand til at regere landet økonomisk eller at løse konflikten med oppostionen som tæller brede lag i arbejderklassen, kommunister, jøder og de russisktalende ukrainere.  Kievs-regimets ledere Arsenij Jatsenjuk og storkapitalisten Petro Porosjenko har forsøgt at løse landets store politiske og økonomiske problemer ved at forvandle  landets industrielle hjerteland; Donbass til en rygende ruin.

Denne fascistiske kurs  har lidt nederlag . Det forstår både Tysklands Angela Merkel  som frygter en militær fiasko for regimet i Kiev, derfor rejste hun og Frankrikes president François Hollande fredag til Moskva for at få hjælp af Putin til at “redde” Ukraine fra at blive et nyt Syrien, Libyen  eller Irak, denne gang i Europas hjerte.   Det skete uden repræsentanter for den ukrainske opposition og oprørerne som nu er igang med at knuse det liberal-fascistiske regimes planer om at løse den ukrainske kapitalismes krise med vold og terror for at tvinge arbejderklassen til at betale krisen og give  “prorusserne”, kommunister og jøder og naturligvis den stygge ulv i Kreml ; Putin skylden for kapitalismens krise og den ukrainske elendighed.

Fredsforhandlinger uden de ukrainske oprørere

Den pludselige snak om “fredsforhandlinger” (uden oprørerne) og “diplomatiske løsninger” kommer nu fordi Kiev-regimet er igang med at føre Ukraine ud over afgrunden.

Kiev-juntaens militære nederlag ved Debaltsevo

På trods af Minsk-våbenhvileaftalen i september indledte Kiev-regimet en militær offensiv for at jage oprørerne  væk fra lufthavnen  i Donetsk. Kiev-juntaen og de fascistiske frikorps , inklusive berygtede terrorister fra Tjetjenien,  lykkedes ikke indtage Donetsk-lufthavnen .  Efter Minsk-våbenhvilen i september omgrupperede oprørsstyrkerne sig hurtigt for at kunne forsvare deres positioner for at imødegå nye militære angreb fra Kiev- juntaen. Blandt andet derfor blerv regimets angreb slået tilbage af oprørerne, som nu er i offensiven. I begynnelsen af februar led Kiev-styrkene store tab ved byen Debaltsevo nord for Donetsk. De siste nyheder fra den front er at flere end  syv tusind (7.000) regeringssoldater nu er omringet af oprørsstyrkerne.

   Præsident Petro Porosjenko erklærer nu åbent at han overvejer at indføre åben militær undtagelsestilstand i hele landet. Militær undtagelsetilstand betyder at hele landet stilles under militær kommando. De mest reaktionære, chauvinistiske og fascistiske kræfter kræver allerede nu Porosjenko afgang. Han skal være syndebuk for de militære nederlag i borgerkrigen mod oppositionen i øst. I de fascistiske dødspatruljer og terrorkorps som “Azov” og “Aidar” snakkes der åbent om et nyt højreradikalt statskup. Samtidig kommer der hver eneste dag dårlige nyheder til Kiev-juntaens militære ledere om “kampagnen for massee-rekrutering af soldater til den fortsatte “broderkrig”: Titusinder af unge ukrainske mænd i den værnepligtige alder rømmer landet eller gør alt muligt for at undgå at blive kastet ind den udsigts- og meningsløse “broderstrid”.

Forsvarsministeriet i Kiev har fornyligt indrømmet at lidt under syv tusind fem hundrede (7.500) står tiltalt for at have forsøgt at undgå militærtjeneste. Præsidentens rådgiver Juri Birjukov må indrømme at der er store problemer med rekruteringen i Vest-Ukraine.
I følge ham var der 57% af de værnepligtige unge mænd som ikke mødte op til den militære session i Ivano-Frankovsk, mens 32% flygtede fra Ukraine. Han nævnte at myndighederne i Ternopol nægtede at hjælpe til med den militære rekrutering . Heller ikke kvinderne forholder sig passive : Der har været en lang række kvindedemonstrationer (mødre, søstre, koner og kærester) mod Kiev-juntaens masse-rektrutering til borgerkrigen. Den ukrainske avis Korrespondent skriver 28. januar 2015 at i den fjerde rekrutering er det kun 6% som har meldt sig frivilligt.
Avisen citerer talsmanden Oleg Boyko fra det ukrainske militær som siger at der foregår en masseflugt af unge mænd til udlandet – særlig til Rusland. Et flertal i Parlamentet Verkhovna Rada, har ifølge Newsweek vedtaget med et stort flertal, at tillade militære kommandanter at skyde desertører. Kiev-regimets fuldstændigt illegitime krig og terror mod den ukrainske opposition og oprørerne  i Øst-Ukraine koster, hver eneste dag ,landet millioner af dollar.  Krigen ødelægger  infrastrukturen, industriproduktionen nærmer sig nul.  Fabrikker og anden industri destrueres. Krigen udspiller i Ukraines industrielle hjerteland: Det mægtige Donbass industribælte. Der er nedgangen særlig stor : minus 83,0% i Luhansk og 49,1% i Donetsk. Ukraines kurs mod den militære og økonomiske afgrund har ikke fået den ukrainske ledelse til at ændre kurs eller omvurdere deres politike strategi. De militære nederlag har tværtimod skærpet kursen mod optrappet fascistisk terror og krig. Det bekræfter Porosjenko`s planer om at indføre militær undtagelsestilstand. Hvorfor ? ? Uden tvivl fordi Kiev-regimet regner med USA´økonomiske og militære støtte. Regimet udgår fra at USA vil levere de våben som skal til for at drukne den oprørske opposition i blod. For USA har jo “investeret “five billion dollars” for at få et anti-russisk liberalt-fascistisk regime i Kiev  som kontrollere Europas næst største land. Et regime som nu er igang med at “køre” hele  landet mod afgrunden.

Har USA fået øjnene op for hvad der sker  i Ukraine ?

I næsten 12 måneder har Obama-regeringen været blind overfor hvad der sker i det europæiske land Ukraine eller som Mr. Kerry udtrykte det på en pressekonference i fredags: “lukket øjnene” for “de russiske tanks som kommer rullende ind over grænsen”. Problemet for Kerry er at den øverstkommanderende for Kiev-juntaens væbnede styrker i januar dementerede, at hans styrker kæmper mod en russisk invasionshær sådan som det påstås i USA og Nato-kredse. Det befræfter General Viktor Muzhenko som i den ukrainske Channel Five TV  udtalte:

“– Vi har kun oplysninger om, at individuelle borgere fra Rusland og fra den russiske hær kæmper som medlemmer af ulovlige væbnede grupper” – Jeg ønsker at tilføje, at den ukrainske hær for tiden ikke kæmper mod regulære enheder fra den russiske hær, lød det fra generalen.ifølge DAgbladet Arbejderen 2.februar 2015

USA har haft travlt med at give Rusland eller rettere sagt Præsident Putin, skylden for at Rusland ikke hjælper Kiev-regimet med at nedkæmpe oprøret mod Kiev-juntaens kurs mod oprettelsen af et Pinochet-lignende liberalt-fascistisk regime. Så pludselig i fredags fik  Obama-regimets udenrigsminister Mr.Kerry øjnene op for hvad der er ved at ske i det politiske og økonomiske fallitbo Ukraine, idag et af Europas fattigste lande. De fem miliarder us-dollar som USA´s politisk-økonomiske ledere har “investeret” i en provestlig anti-russisk kontrarevolution som nåede sit højdepunkt sidste år med det USA-støttede statskupp den 22. februar mod Ukraines legime regering under Præsident Viktor Janukovitj,  ser ud til at at være brændt op på den slagmark som Kiev-juntaen og de fascistiske “frikorps” har forvandlet de østlige områder af landet til,  i forsøget på at drukne den folkelige opposition mod Kiev-juntaens reaktionære planer, i blod.

Desperate krav om våpen fra NATO

Mr. Kerry´s pludselige “åbenbaring”  kommer også efter Kievs juntaens uophørlige klynkende tiggerier og bønner  om økonomisk og militær våbenhjælp til at nedkæmpe  “den krimelle og terroristiske opposition” som Kiev-juntaens kalder den folkelige væbnede modstand mod det regime som kom til magten ved statskuppet den 22. februar 2014  og dermed “rense landet for ondskab og ikke-mennesker” som Kiev-regimets statsminister Arsenij Jatsenjuk udtrykker det.
Fra “ikke-mennesker” er der ikke langt til de “undermennesker” som de ukrainske fascister og deres nazistiske allierede under Anden Verdenskrig forsøgte at udrydde.

Kina: Laveste vækstrate i 24 år

fredag, februar 6, 2015

6.Februar 2015

PEKING (Chinhua/Nye Kina) Ikke siden 1990 har væksten i det kapitalistiske Kinas folkehusholdning været så lav som i 2014. Det fremgår af de tal som Kinas Statstik-Kontor (National Bureau of Statistics) offentliggjorde i forgårs: I 2014 nåede væksten ikke op over 7,4 procent. Det er den laveste vækst i løbende priser siden 1990.
DE “skuffende væksttal” afslører med brutal virkelighed at kapitalismens Kina ikke er i stand til at trække den kapitalistiske verdensorden ud af den krise som nu er inde på det syvende år.
Folkerepublikken Kina bliver måned efter måned trukket stadig dybere ind i den kapitalistiske verdenskrise som blev udløst i 2008 med amerikanske Lehman Brothers konkurs.
De illusioner som borgerligt-liberale og socialdemokratiske politikere, økonomer og regnedrenge i øst såvel som vest havde om at Kina´s ville blive den motor som skulle trække den kapitalistiske verdensorden ud af krisen har vist sig at være idealistiske og optimistiske prognoser; dagdrømme uden hold i virkeligheden.

Kinas folkehusholdning er plaget af stigende gældsætning, især i den kapitalistiske ejendoms-sektor, og produktiv overkapacitet som følge af de “billion-stimulanser ” som “K”K”P-regimet har pumpet ud siden krakket i 2008, for at undgå socialt oprør som en følge af kapitalismens skærpede krise

Folkerepublikken Kinas samlede gæld ;offentlig såvel som private husholdninger og kapitalistiske virksdomheder løber nu op i 28 tusind milliarder dollar, altså 28 billioner dollar ifølge en analyse fra McKinsey Global Institute som blev offentliggjort 5.februar 2015.

I 2007 , et år inden den kapitalistiske krises udbrud løb gælden op i 7 billioner dollar.
Det kapitalistiske Kinas gæld er firedobblet på godt syv år. Gælden udgør nu 282% af Kinas BNP.
Uden denne astronomiske gældsætning skulle kapitalismen i Kina være i endnu dybere krise end tilfældet er idag.
Rapporten peger på at mere end halvdelen af alle kreditter er bunden til Kinas overophedede kapitalistiske ejendomsmarked, ureguleret bankvirksomhed står for næsten halvdelen af alle nye lån og lokal offentlig gæld er sandsynligvis uholdbar. I McKinseyRapporten er forfatterne dog ikke i tvivl om at den kinesiske stat har de finansielle resourcer til at forhindre at et kapitalistisk krak som følge af et sammenbrud på ejendomsmarkedet vil føre til statsbankerot. Folkerepublikken besidder stadig idag statsobligationer for billioner dollar udstedt FED; Nationalbanken i USA.
De vil blive “brændt af” når krisen bliver skærpet, hvorved en god del af Kinas krise vil blive eksporteret til USA

*****************

Ukraine: Det USA/EU støttede regime i Kiev optrapper konflikten med befolkningen

fredag, maj 9, 2014

9. Maj 2014 04:48

USA´s marionetregime i Kiev optrapper konflikten med store folkegrupper i landet.

Afviser arrogant Putin-regimets forsøg på “våbenhvile” med opfordring om at udskyde folkeafstemning om autonomi i ukrainske regioner, som “varm luft”.

KIEV ( -)   Onsdag opfordrede Ruslands Præsident Vladimir Putin lederne af den folkelige modstandsbevægelse i Ukraine , at udskyde den folkeafstemning om  autonomi eller uafhængighed fra det ikke-folkevalgte regime i Kiev, der er udlyst den 11. maj i flere regioner   Ruslands præsident gik så langt at han gav sin støtte til præsidentvalget som den USA/EU støttede regime i Kiev planlægger at afholde den 25.maj.

Nu skulle man tro at det USA-støttede regime i Kiev vil takke Putin for den udstrakte hånd og sikre ro til forhandlinger og gennemførelse af det valg som regimet planlægger at afholde den 25 i denne måned. . . . . . . . . . . . . .

Men fra Premierminister Arsenij Jatseniuk´s kontor i Kiev kom der arrogante udtalelser om at Putin´s opfordring var “varm luft”.
Samtidigt kom det USA-støttede marionetregime med trusler om at optrappe den voldelige militære undertrykkelse af den ukrainske protestbevægelse som indtil igår har kostet flere dusin menneskeliv i de østlige regioner og sandsynligvis opimod flere end 100 døde i det fascistiske mordbrandattentat i Sortehavs-metropolen Odessa.

* Efter AFGHANISTAN, JUGOSLAVIEN, IRAK, LIBYEN og SYRIEN er “turen” nu kommet til UKRAINE at blive “befriet” af USA og dets “socialistiske” , “liberale”, anarkistiske og fascistiske allierede i Europa.*

Lederen af det USA og EU-støttede regime i Kiev ;Arsenij Jatsenjuk udtalte kryptisk

“Ukraine har ikke udlyst nogen folkeafstemning den 11.Maj. Hvis terrorister og separatister, som understøttes af Rusland, fik ordre om at udskyde hvad der ikke var planlagt, så er det deres interne sag,”

Arrogante ord fra lederen af et statskapitalistisk fallibo, fuldstændigt afhængigt af finansiel støtte fra USA,IMF og Rusland og en militærmagt med styrker som ikke bryder sig om at slå deres brødre og søstre ihjel fordi de protesterer mod et regime som ikke er folkevalgt men som har taget magten gennem et voldeligt statskup.
Når Junta-lederen alligevel taler som en politiker med “stor magt” skyldes det åbenbart at han har USA´s støtte til optrappe konflikten med den folkelige protestbevægelse, at knuse den om ikke med militær magt så med hjælp af de fascistiske stormtropper som fredag den 2.maj stod bag mordbrand og terror i Odessa. De fascistiske partiers stormtropper opfordres nu til at melde sig til den nydannede National Garde. DE skal sættes ind mod protestbevægelsen i øst og syd og knuse den i et blodbad hvis det går som Jatseniuk og USA håber.

Juntaens “Forsvarsminister: Andrij Parubij – en af stifterne af det Social-Nationale Parti, forløber for det fascistiske “Svoboda” (Frihedspartiet) som nu kontrollere nøgleposter i regeringen i Kiev , udtalte at de militære angreb på protestbevægelsen vil fortsætte, hvad enten de protesterende aflyser folkeafstemningen elller ikke:
“The counter-terrorist operation will continue unhindered, despite the presence of terrorist and insurgent groups in the Donetsk region,”( Andrij Parubij)

Idag, den 9.maj er det årsdagen for Stalins Røde Hær og de allieredes befrielse af Ukraine, Rusland og de andre Sovjetrepublikker og andre lande i Europa fra den nazi-fascistiske besættelse, terror og folkedrab,
For USA´s og EU´s fascistiske allierede er befrielsesdagen en anledning til at optrappe konflikten med nye provokationer for på den måde at udskrige deres “revanschistiske hævnlyst” over deres “nederlag til Stalins Røde Hær”

Tidligere i denne uge, several reports emerged of fears of a new fascist massacre in Odessa, directed against participants in May 9 rallies. Several officials in eastern Ukraine canceled planned festivities, citing the risk of bloodshed.
Obama-regeringen´s repræsentanter vendte virkeligheden på hovedet, ved at udråbe Rusland som aggressor, and US Assistant Secretary of State for European and Eurasian Affairs Victoria Nuland attacked the Kremlin, saying that to date, Russia

“has fulfilled none of its commitments”

to reduce tensions in Ukraine.
With monumental hypocrisy, Nuland—who was caught on tape plotting the installation of Jatsenjuk during the right-wing protests that led to the putsch of February 22 in Kiev—attacked the Kremlin for its

“efforts to destabilize eastern and southern Ukraine.”

The response of the anti-Kiev protesters in eastern Ukrainian regions around Donetsk and Luhansk undermined claims that the protests are simply an intelligence operation concocted by the Kremlin. They said they intended to ignore Putin’s request to postpone the referendum.

“The referendum will happen on May 11,” said Donetsk People’s Republic leader Denis Pushilin. “The date of the referendum will not be postponed.”

Officials in Slavyansk—which has been besieged by forces from the pro-Kiev Ukrainian National Guard and fascist Right Sector paramilitary group, suffering dozens of casualties in repeated Kiev regime attacks—also dismissed Putin’s advice to postpone the referendum.

“If we don’t have a referendum on the 11th, then we will lose the trust of the people,” a spokesman in Slavyansk said. “We face the choice: referendum or war, and we choose the peaceful way.”

The rejection by Washington and Kiev of Moscow’s attempt at an accommodation exposes the fraud of the presentation of the Ukraine crisis by Western governments and media outlets. The aggressor is not the Kremlin, which is ineffectually seeking to work out a truce that neither the Kiev regime nor its Western backers wants.
Rather, it is Washington and its European allies that have stoked up the situation by installing and encouraging an unpopular, far-right regime in Kiev that is determined to drown internal opposition in blood.
A recent poll by the Washington, DC-based Pew Research Center found that only 41 percent of Ukrainians support the Kiev regime. Disapproval ratings are above the national average of 59 percent in the eastern Ukraine, reaching 67 percent. Popular opposition can be expected to grow this month, as the Kiev regime’s unpopular 50 percent price increases for natural gas go into effect.
For de kapitalistiske oligarker bag Putin-regimet i Kreml, while they are stunned by the drive for regime change and civil war in Ukraine unleashed by Washington and Berlin, they are above all afraid of the risk that popular opposition to the Kiev regime in Ukraine and in Russia could trigger a movement in the working class.
May Day rallies in Russia—the first since before the collapse of the Soviet Union in 1991—reportedly gathered millions throughout the country and over a hundred thousand in Moscow for the international holiday of the working class.
Members of the anti-Kiev self-defense militia in Slavjansk denounced Putin for making concessions to Kiev.

“He is a coward. He is afraid of losing his money,” one fighter, who gave his name as Rustem, told the Guardian .“Instead of helping Russian people here, he is betraying us. He will pay for this with a revolution in Red Square,” Rustem added. “Russian people will not stand by and watch this happen.”

Rustem talte under en begravelse af fire mænd i Slavjansk. De blev dræbte i landsbyen Semovka af bevæbnede styrker loyale til det ikke-folkevalgte regime i Kiev. Tre af de dræbte var medlemmer af en militsgruppe af modstandskæmpere, den fjerde som blev begravet var chaufføren af en lastbil blev ramt af kugler og brændte op.
Tidligere blev Irina Boevets, en 30 årig lærer som blev ramt en vildfaren kugle da hun gik ud på sin altan, begravet
As mourners filed by the coffins of the four men, they chanted slogans against Obama and German Chancellor Angela Merkel, the two heads of state who have led the imperialist intervention in Ukraine: “Glory to Russia, shame on America, shame on the EU, Shame on Obama and Merkel!”
En kvinde fra Slavjansk udtalte “It is impossible to turn back to Ukraine after the events in Slavjansk. We will not forgive the killing of our people.”

Ukraine :Fascistisk mordbrandattentat i Odessa: 39 døde

lørdag, maj 3, 2014

EU´s og USA´s fascistiske allierede bag –massakre i Odessa

3. Maj 2014 06:48
ODESSA (Interpres) . . . .   I hvad der kun kan beskrives som en fascistisk massakre mistede 39 modstandere til det USA- og EU-støttede regime i Kiev livet fredag.
Fascistiske bøller satte ild på den store fagforeningsbygning som var et center for modstanden til det liberal-fascistiske kupregime i Kiev som aktivt understøttes økonomisk og politisk af USA, EU og den Internationale Valutafond IMF.
Den eneste chance de indespærrede aktivister i fagforeningsbygningen havde for at undslippe døden var at hoppe ud gennem vinduerne.
For folkene i Ukraine, Rusland og andre Sovjet-republikker bringer de fascistiske banders brandattentat minder om de nazi-fascistiske styrkers terror under deres besættelse af Sovjetunionen 1941-44.
Ifølge øjenvidner, blev de indespærrede modstandere af den liberal-fascistiske junta i Kiev som forsøgte at redde livet gennem at hoppe ud den ildspåsatte fagforeningsbygning omringet og tæsket af bøller fra den neo-nazistiske “højre sektor understøttet af medløbende fodbold-hooligans. Video-film viser kvæstede og sårede overlevende blive angrebet.


Den prægtige Fagforeningsbygning i sortehavsbyen Odessa blev skueplads for den fascistiske pøbels mordbrandattentat: 39 ukrainske aktivister indespærrede i bygningen betalte den højeste pris for deres modstand til det USA- og EU-støttede kupregime i Kiev.

Som i Jugoslavien , som i Irak, som i Syrien sår USA og EU bevidst splid og had
puster til de etniske, nationale og kulturelt-religiøse forskelle for at svække og nedbryde arbejderklassens enhed, nedbryde den folkelige modstand mod den reaktionære kapitalistiske krisepolitik og på den måde at herske gennem svage afhængige regimer. “Divide and Rule” som det hedder på internationalt imperialistsprog
Mordbrandattentatet har rystet den demokratiske og antifascistiske offentlighed i hele Ukraine, Rusland såvel som i resten af verden .
Massakren understreger og påviser den brutale og voldelige karakter af det regime som med USA´s og EU´s støtte erobrede magten gennem et voldeligt kup i februar.

” DEN SANDE UKRAINSKE ÅND”

Samtidigt hånes offrene for det fascistiske mordbrandattentat af det USA/EU-støttede regimes medløbere, også i parlamentet (Verkhovna Rada)i Kiev hvor Irina Farion hyldede mordbranden med ordene:

“BRAVO ODESSA ! I HAR VIST DEN SANDE UKRAINSKE ÅND . . . . LAD DÆMONERne BRÆNDE I HELVEDE ! FODBOLD FANS ER DE BEDSTE OPRØRERE

Fagforeningernes hus blev sat i brand af fascistiske tilhængere af juntaen i Kiev efter they surrounded and destroyed the tent camp of anti-government activists that stood in front of the building on Odessa’s Kulikovo Field Square.
It was torched in a storming attempt after some of the anti-Maidan activists rallying in the square barricaded themselves inside the building.
Earlier reports of the clashes in Odessa said that both sides used Molotov cocktails and, allegedly, gunfire. Part of the pro-Maidan activists reportedly bore insignia of den højre-radikale “Højre Sektor”-gruppe.
The majority of the victims were found on the floors of the Trade Unions House having apparently burned to death or suffocated from smoke. Others jumped out of the building’s windows, according to police.
As the building was engulfed in flames, photos posted on Twitter showed people hanging out of windows and sitting on windowsills of several floors, possibly preparing to jump. Other images showed pro-regime elements celebrating the inferno. Some jeered on Twitter:

“Colorado beetles are being roasted up in Odessa,”

using a derogatory term for oppositions-aktivister wearing St. George’s ribbons.

Liberal-fascistisk kontrarevolution, terror og mordbrand i Ukraine

Thirty of the victims were found on the floors of the building, having apparently suffocated from smoke inhalation. Eight more died after jumping out of windows to escape the blaze, according to local police. Ukraine authorities said a total of 43 people died in Odessa Friday and 174 others sustained injuries, with 25 still in a critical condition.
The violence started as around 1,500 supporters of the Kiev authorities, who recently arrived in the city, gathered at Sobornaja Pladsen i Odessa centrum.
Bevæbnede med kæder og køller and carrying shields, they marched through the city, chanting “Glory to Ukraine,” “Death to enemies” and “Knife the Moskals [derogatory for Russians].”
ODESSA; befriet af Stalins Røde Hær den 7.april 1944 , få timer efter de nazistiske besættelses styrkers massakre på 306 mennesker i landsbyen Holodnaya Balka udenfor Odessa . . . . . . 70 år senere, den 2.maj 2014 gennemfører fascistiske bander mordbrandattentatet på Fagforeningernes Hus, et centrum for modstanden mod den USA- og EU-støttede ikke_folkevalgte junta i Kiev

As the Odessa outrage occurred, US President Barack Obama, at a joint White House press conference with German Chancellor Angela Merkel, explicitly endorsed the military offensive being carried out by the unelected Kiev government against protesters occupying official buildings in eastern Ukraine.
Despite Western media attempts to cover up what happened in Odessa—with multiple reports stating that “the exact sequence of events is still unclear”—there is no doubt that the killings in the southern port city were instigated by thugs wearing the insignia of the Right Sector, which holds positions in the Kiev regime, along with the like-minded Svoboda party.

Odessa has been among the southeast Ukrainian cities swept by protests since the February coup. At the end of March, thousands rallied in the city, challenging the legitimacy of the coup-imposed government med kravet om en folkeafstemning om regionens autonomi.
The Odessa massacre is the largest death toll so far since the Ukrainian regime, at the urging of the Obama administration, renewed its full-scale military assault on anti-government protests and occupations.

Ukraines HÆR sat ind mod den folkelige modstand

Den liberal-fascistiske junta har under trusler fra EU- og USA givet ordre til militæreret om at knuse modstanden mod kupregimet.
Earlier Friday, interim Ukrainian President Oleksandr Turchynov said many separatists had been killed in a government offensive in Slavyansk. Kiev officials said troops overran rebel checkpoints surrounding the city of 130,000 people in an operation launched before dawn, adding that the city was now “tightly encircled.”
Despite the use of helicopter gunships, the assault stalled, however, because of local resistance. By early afternoon, the Ukrainian troops were halted in the villages of Bylbasovka and Andrejevka, where residents flocked to their lines to argue with them and urge them not to fight.
In Andreyevka, about 200 people formed a human chain to stop armoured personnel carriers and trucks. In Bylbasovka, residents chanted “Shame! Shame! Shame!” In the nearby town of Kramatorsk, people blocked roads with trolley cars and buses in an attempt to prevent the army from entering.
At his press conference with Merkel, Obama seized on reports that two Ukrainian helicopters had been struck by ground fire. He cited unconfirmed allegations by the Ukrainian intelligence agency SBU that one was hit by a heat-seeking missile as proof that Russian forces were involved. By the evening, however, even the New York Times admitted that no evidence had been produced of heat-seeking missiles.
Along with Obama’s incendiary claim, his backing for Kiev’s military onslaught points to a drive by the US and its European partners to create civil war conditions and goad Russian President Vladimir Putin’s administration into intervening, in order to provide the pretext for crippling economic sanctions and a NATO confrontation with Russia.
Washington pushed for the renewed offensive just days after the Kiev regime appeared to back away from an all-out military assault, saying it was “helpless” to stop the occupations of buildings, which have spread to at least 17 cities and towns.
Putin sought to forestall the US-led push by signing a so-called peace agreement with the US, the European Union and Ukraine two weeks ago, which provided for ending the building occupations and halting plans for a military crackdown. This pact has been swept aside by Kiev and its backers. Putin’s spokesman yesterday said the “punitive operation” mounted by Ukraine had destroyed the agreement.
Russia called another emergency UN Security Council meeting Friday to denounce Ukraine’s actions. Moscow’s ambassador, Vitaly Churkin, warned of “catastrophic consequences” if the military operation continued, only to be denounced by his US counterpart, Samantha Power, who called the attack “proportionate and reasonable.”
Power, who made a name for herself by championing US military interventions in Libya and elsewhere in the name of “human rights” and the “protection of civilians,” declared that Russia’s concern about escalating instability was “cynical and disingenuous.” In keeping with US government propaganda since the beginning of the crisis, she baldly asserted that Russia was the cause of the instability.
It was Washington and its allies, particularly the German government that orchestrated the ultra-nationalist February putsch in Kiev and then exploited the reaction of Moscow, and Ukraine’s Russian-speaking population, to accuse Russia of threatening Ukraine.

FEM MILLIARDER DOLLAR har det kostet at få et marionetregime installeret i magtens korridorer i Kiev

Having poured some $5 miliarder into the country to install the Kiev regime via violent paramilitary operations, it is now accusing Russia, without producing any serious evidence, of doing the very same thing.
Ukraine’s initial military assault last month began after CIA Director John Brennan surreptitiously visited Kiev.

A second push followed a visit by US Vice President Joseph Biden.
There is evidence of ongoing US involvement. The Russian Foreign Ministry said English-speaking foreigners had been seen among the Ukrainian forces mounting the assault on Slavyansk on Friday, echoing its previous charges that Greystone, a US military contractor, is working alongside the Ukrainian military.
In part, the US operation seems directed at preventing an autonomy referendum planned by anti-Kiev opponents on May 11. In addition, a Ukrainian presidential election, scheduled for May 25, is seen by the Western powers as a means of lending legitimacy to the coup government in Kiev.  The most widely-promoted presidential candidate, billionaire oligarch Petro Poroshenko, er fortaler for ukrainsk medlemskab i den aggressive NATO-krigsalliance og  the subordination of the country to the dictates of the European Union and the International Monetary Fund.
But with the Kiev regime failing to suppress the opposition, Washington appears intent on provoking a confrontation and then accusing Russia of preventing the presidential poll from proceeding. Meanwhile, on the pretext of training exercises, US troops are being deployed in the Baltic states of Latvia, Lithuania and Estonia, as well as Poland, bringing NATO forces right up to Russia’s borders.

KILDER:

ODESSA er Ukraines fjerdestørste by med flere end en million indbyggere. Den store havne- og industriby har aner tilbage til antikken hvor stedet var en græsk koloni; blev grundlagt som russisk by i 1795
Dn franske greve de Richelieu, en flygtning fra Revolutionen i hjemlandet, blev udnævnt til Guvernør for byen af Czar Aleksander I i 1803, and he is credited with designing the city and organizing its services.
I 1819 the city was made a free port, and it became home to an extremely diverse population of russere, ukrainere, jøder, polakker, rumænere, grækere, bulgarere, albanere, armenere, Italienere, og franskmænd. Odessa’s growth blev afbrudt af Krim-krigen 1853–1856, during which it was bombarded by British and French naval forces. I revolutionsåret 1905 udbrud en arbejderopstand i Odessa. En opstand som blev støttet af mandskabet på panserkrydseren Potiomkin.
The classic motion picture Panserkrydseren Potemkin, by Sergej Eisenstein,
commemorated the uprising and included a scene in which  hundreds of Odessan citizens were murdered on the great stone staircase (now popularly known as the “Potemkin Steps”), in one of the most famous scenes in motion picture history. The actual massacre took place in streets nearby, not on the steps themselves. At the top of the steps, which lead down to the port, stands a statue of the Duc de Richelieu.
Under borgerkrigen efter den Store Socialistiske Oktoberrevolution
1917-1920
. En borgerkrig som blev aktivt understøttet af de samme vestlige imperialistmagter (som idag hykler om deres “ikke-indblanding” i Ukraines og Ruslands indre anliggender) var Odessa under besættelse af several groups including the Ukrainian Tsentral’na Rada, the French Army, the Red Army and the White Army. Finally, in 1920, the Red Army took control of Odessa and united it with the Ukrainian SSR, which later became part of the USSR. Under Anden Verdenskrig, fra 1941 til 1944, var Odessa besat af naziallierede rumænske tropper og life went on as usual; but in 1944 the German Nazi army moved in and during the April 1944 battle, the city suffered severe damage and many casualties until its liberation by the Red Army on 10 April 1944. Despite everything, the city preserved its unique cosmopolitan mix of Russian/Ukrainian/Mediterranean culture, and the city’s multiethnic communities have had great influence on its development. Today the city is surrounded by heavy industry and is a Ukrainian naval base and home to a fishing fleet. The central core and the Black Sea embankment make for nice strolling amidst pockets of history.

KILDER: The criminals first killed and then burned people in Odessa in broad daylight

Ukraines Junta-leder heiler til den fascistiske pøbels jubel i Kiev

onsdag, april 2, 2014

Ukraines EU og USA-støttede Junta-leder Arsenij Jasenjuk øver sig i at hilse på “romersk vis” – sammen med en tilfreds leder af fascistpartiet Svobodas Oleg Tjahnyboks og den “kristen-demokratiske” Vitalij Klitjko .

Ukraine´s Junta-leder Arsenij Jasenjuk sammen med Barack Obama i det Hvide Hus efter kuppet der bragte en EU og USA-støttet liberal-fascistisk Junta til magten Kiev.

Her blev der ikke stillet nogen kritiske “questions” om de fascistiske “stormtropper” i Kiev´s gader.

.
De vestlige landes “demokratiske” lederes “fortrængning” af fascisternes rolle i februar-kuppet i Kiev minder om Dr. Strangelove som i filmen om ham har store problemer med at styre sin højre hånds “egenmægtige” vilje til at hilse på “romersk vis” , som Hitler og nazisterne idag.
Det gør en anden amerikaner derimod, nemlig Professor Stephen F. Cohen som på DEmocracy.com skærer USA´s og EU-ledernes aggressive imperialistiske politik overfor Ukraine såvel som Rusland, ud i pap

FAKTA om mændene bag det EU- og USA-støttede kupregime i Kiev

Hvem er de “nye” ukrainske magthavere ?

En række af den ikke-folkevalgte ukrainske regerings ledende ministrer kan kun beskrives som neo-fascister.
Realiteterne er at, for første gang siden 1945, an avowedly anti-Semitic, pro-Nazistisk parti kontroler nøgleposter i statsapparatet i et europæisk hovedstad , courtesy of US and European imperialism. Den ikke-folkevalgte regering,som kom til magten
efter det voldelige, fascistisk anførte 22.februar-kup , headed by US appointee Arsenij Jatsenjuk, includes no fewer than six ministers from the fascist Svoboda party.
For mindre end et år siden, krævede World Jewish Congress at Svoboda blev erklæreret forbudt. But the party’s founder and leader, Oleh Tjahnybok, who has spoken repeatedly of his determination at knuse den “Russisk-Jødiske mafia som kontrolerer Ukraine,” was feted by US and European Union officials as they prepared last month’s coup.
Following the 2010 conviction of John Demjanjuk as an accomplice i massemordet på 30 tusind mennesker i Nazi KZ-lejren i Sobibor, kaldte Tjahnybok ham en helt. Tjahnybok’s deputy, Jurij Mykhalchishin, founded a think tank called the Joseph Goebbels Political Research Center.
Eliten i USA og EU herunder hele den danske politiske elite, som hver eneste dag, år efter år har hyldet folkets stemmeret og betydningen af “folkevalgte regeringer”, fortrænger nu at den styrtede Janukovitj kom til magten efter et valg som både “EU og uafhængige valgobservatører” godkendte og dermed legitimerede. EU-eliten som netop IKKE er “folkevalgt” lukker øjnene og afviser at der findes antisemiter og fascister i den regering som kom til magten efter et voldeligt kup i februar. Men det er et faktum at partiformanden for et af regeringspartierne Svoboda, Oleg Tjahnybok gang på gang kommer med grove antisemitiske udtalelser – For eksempel at Ukraine styres af en ”moskovit-jødisk” maffia og at det skal blive en ende på de ”kriminelle aktiviteter af den ukrainske organiserede jødedom”. Det er første gang siden 1945, at neo-fascister sidder på ministerposter i et europæisk land, hvis vi ser bort fra de USA/UK støttede fascistiske regimer i Spanien/Portugal og Grækenland (til 1974-75). They include the Ukrainian interim defense minister, Igor Tenjukh (a naval commander who has studied at the Pentagon and favors NATO membership); deputy prime minster for economic affairs Oleksandr Sych (chief Svoboda ideologist who as a member of parliament co-authored a bill banning abortion, who’s said that women have the right to avoid pregnancy by “leading an orderly life”); minister of agriculture Ihor Svaika (an agro-oligarch); and minister of ecology Andrij Moknik (who has served as Svoboda’s envoy to Italy’s neo-fascist Forzo Nuovo. Group).

Other appointments worth noting include the National Security Council chief, Andry Parubij (co-founder of Svoboda, leader of the U.S.-backed “Orange Revolution” in 2004, and “security commandant” during the Maidan protests directing attacks by the paramilitary organization “Right Sector”); and Deputy NSC chief, Dmitro Jarosh (founder of the “Right Sector”). The Prosecuter-general, Oleg Makhnitski and Minister of Education Sergij Kvit are also members of the Svoboda Party.

Imagine a National Security Council controlled by people whom (it now appears) hired snipers to fire on the Maidan crowd, with the intention of blaming this on Yanukovich’s security forces.) This is not business as usual. This is a leap into darkness.

The Svoboda (“Freedom”) Party so well represented in the interim cabinet was founded in 1991 as the successor to the Organization of Ukrainian Nationalists (OUN) founded in 1929 by a man named Stepan Bandera. Svoboda still idolizes him. Former Ukrainian prime minister Victor Jusjenko in deference to their sentiments declared Bandera a “Hero of Ukraine” in 2010, producing protests from the European Court of Justice. The pro-Russian administration of the next prime minister—the recently deposed and widely vilified Janukovitj—reversed the decision a year later.

De nye politiske magthavere i Kiev er ikke folkevalgte. De har taget magten gennem hvad som bare kan beskrives som et voldeligt statskup, kan kun betegnes som højreradikale (neofascister) og højreliberale og mange af dem har specielle personlige bånd till USA.

Aleksandr Turtjinov som kallar sig “tillförordnad president” er pastor i den ukrainska batistkirke som har 150 tusind medlemmar og till stor del er resultat av missionerande fra USA. Sommaren 2007 lyckades USA-evangelisten Franklin Graham, fjerde barn til Billy Graham, samla 40 tusind tilhængare på Olympiastadion i Kiev. Familjen Graham har alltid gått i spetsen for amerikanska krigsvirksomheder.

Arsenij Jatsenjuk som kallar sig “tillförordnad premiärminister” rapporteras under sin bankkarrier ha blivit en aktiv scientolog. Han tog en eksamen i hokus-pokus-læran “dianetik” hos scientologerna i Kiev 1988 och blev samma år kreditkonsult på Aval Bank innan han avancerade till Nationalbanken. Han undertecknade ett kontrakt med den så kallade “Sea Organization”, scientologernas elitstruktur, hvor han uppnått høg nivå, s k OT-6 av 8 nivåer. Hans søster Alina Petrovna Steele er verksamt scientolog i Santa Barbara i Kalifornien), men buden skiftar om hennes nivå.

Svoboda was the major political force in the Maidan protests that overthrew Ukrainian president Viktor Janukovitj. In return for providing the shock troops for the coup, it has been given control of vital ministries.
Svoboda co-founder Andrij Parubij acted as “security commandant” in the protests, directing attacks by the Right Sector—an alliance of fascists and extreme right-wing nationalists, including the paramilitary Ukrainian National Assembly-Ukrainian National Self Defense (UNA-UNSO). Dressed in uniforms modelled on Hitler’s Waffen SS, its members boast of fighting Russia in Tjetjenien, Grusien/Georgia og Afghanistan.
Parubij is now secretary of the National Security and Defence Council, overseeing the Defence Ministry and the armed forces. Dmitro Jarosh, leader of the Right Sector, is his deputy.
Deputy Prime Minister Oleksandr Sych is another leading Svoboda figure, as is Oleh Makhnitski (prosecutor-general), Sergij Kvit (Undervisningsminister), Andrej Makhnik (Økologiministry) and Igor Shvaiko (Landbrugsministry).
Others reportedly connected to UNA-UNSO are Dmitro Bulatov (youth and sports minister) and the “activist” journalist Tetiana Chernovol, who was named chair of the government’s anti-corruption committee.
The hero of Svoboda and UNA-UNSO is the Nazi collaborator Stepan Bandera, leader of the Ukrainian Insurgent Army (OUN), which aided the Nazis in horrific massacres of the Jewish population.

Vitalij Klitjko slutligen har mest knyttet til tyske højre-intresser. Han har tilldelats Tysklands højeste orden for sin tjenster for landet. Men han er samtidigt skattebetalare i USA. Tills helt nyligen samarbetade hans parti Udar (“slag”, men också akronym för Ukrainska demokratiska alliansen för reformer) med USA-virksomheden PBN, specialiserat på så kallad “strategisk kommunikation” i Rusland, Ukraine og andre SNG-lande.

Ifølge PBN´s webbsite er virksomhedens vigtigste områden “virksomheds-og krisekommunikation, offentliga och statliga relationer och finansiell kommunikation och investerarrelationer.” I styrelsen sitter bl.a. Gorbatjovs tidigare pressekreterare Georgij Ogarjov.

Selskabets ukrainske kontor ledes av USA-statsborgaren Miron Wasilik, fhv ansat vid State Department, ledamot i styrelsen for den CIA-anknutna Eurasia Foundation och ledamot i styrelsen för Internationella centret för politiska studier, grundad med pengar från George Soros. Detta centrum var med om att utarbeta ett forslag till ett frihandelsavtal mellan Ukraina och EU som presidenten betraktade som ett hot mot nationella intressen. Wasiliks hustru sitter i Ukrainas parlament for højrepartiet Udar.

I kretsen kring PBN finns också Klitjkos bekendte Fiona Hill, mest kendt (berygtet) for att støtte wahabitiske terrorister i Tjetjenien. Hon forsøkte också rettfærdiggøre terrorangrebet i Beslan. Under president George W. Bush var Fiona Hill efterretningsofficer for “Rusland og Euroasien” ved USA´s nationale efterretningsråd .

På sistone rapporteras Klitjko ha inlett samarbete med ett annat konsultbolag från USA, Greenberg Quinlan Rosner (GQR), med filialer i sjuttio lander och som rapporteras stå president Obama nærmare end PBN som styres av neocons. GQR rapporteras ha hjulpet såvel Bill Clinton som Michail Saakasjvili till makten som valrådgivare.

Oleg Tiagnibok slutligen som ledare för Svoboda er tværtom en person som USA verkligen inte vill ha att göra med – officiellt. Tiagnibok nekades i fjol visum till USA för sin rabiata antisemitism. Som framgår av artikeln på Wikipedia om Svoboda använde partiet till 2003 en symbol so utläses “I + N” (Idé + nation) och som påminner om hagekorset (hagekorset minus två små streck). I olika tal lovade han bekämpa den “moskovitisk-judiska maffian som styr Ukraina”.

Under senator John McCains (R) besøg i Ukraine gjordes dock inga forsøg på at skilja ut Tiagnibok från selskapet, vilket uppmærksammades av Channel 4.

Victoria Nuland, fra USA´s Udenrigsministerium: “We have invested more than 5 billion dollars in the Ukraine.”

Researchgruppen

ILO: “Flere end 200 millioner arbejdsløse” i kapitalismens verdensorden

tirsdag, januar 21, 2014

21.Januar 2014

Rekord-arbejdsløshed i kapitalismens “nye verdensorden”

GENEVE (ILO *) Den officielle massarbejdsløshed talte for første gang flere end 200 millioner mennesker, ifølge, ILO: International Labour Organization; FN´s organisation for arbejdet og dets vilkår.

I den årlige rapport “Global Employment Trends” rapport,som kom idag, skriver ILO at omkring 201,8 millioner arbejdsduelige mennesker var uden arbejde i 2013.

Det en stigning med næsten 5 millioner på et år.  Den officielle masse-arbejdsløshed overgår dermed “rekorden” fra 2009 , året efter udbruddet af den kapitalistiske krise., hvor 198 millioner var uden arbejde, officielt.
I virkeligheden er antallet af arbejdsløse betydeligt større , måske dobbelt så mange
For ILO medregner ikke de mange millioner arbejdsløse mennesker som har mistet retten til dagpenge og derfor ikke bliver talt med i FN-landenes officielle statistikker.

At massearbejdsløsheden fortsætter med at stige, godt fem år efter udbruddet af krisen i 2008 ,understreger dybden af det kapitalistiske systems krise.

KILDE:ILO

Frankrig: 268 gange Oui til lov om forbud mod kapitalistisk prostitution

onsdag, december 4, 2013

4.December 2013

PARIS (l´Humanité) Et stort flertal : 268 folkevalgte medlemmer af det franske parlaments første Kammer: Assemblée Nationale stemte idag Oui, Ja til en lov som forbyder kapitalistisk prostitution. Imod stemte 138 ud af den højreliberale og -radikale opposition
Loven kriminaliserer de der holder liv i den kapitalistiske prostitution , dvs køberne, ligesom i Norge og Sverige/Finland/Island. Hvis lovforslaget vedtages i Senatet ;Andet Kammeret vil Frankrig få den mest fremskredne lovgivning mod den kapitalistiske prostitution i Europa.
Den højreliberale og højreradikale reaktionære opposition til forbuddet mod kapitalistisk prostitution har “meget fantasifult” og “seksuelt ophidsende” ifølge egen selvforståelse samlet sig under parolen “Rør ikke min luder” (“Touche pas à ma pute”)

I Tyskland, hvor liberaliseringen af den kapitalistiske prostitution er gået i takt med de kontrarevolutionære (neoliberalismen) angreb på arbejderklassens rettigheder , løn -og arbejdsforhold,  holder den kapitalistiske sexindustri nu omtrent en halv million (400.000 er nævnt) mennesker,  fortrinsvis kvinder i sexslaveri.

REAL STARS :Frankrig et skridt nærmere en sexkøbslov

PÅ FRANSK : Hvorfor Forbud mod kapitalistisk prostitution ?

Prostitution: pourquoi l’abolition

Puisqu’elle génère en tant que telle 
un système porteur d’une double violence, sociale et sexuelle, la prostitution sera abolie, tôt ou tard.

Faites le test. Si vous croisez l’un des signataires du «manifeste des 343 salauds» – comment mieux nommer ces gens-là d’ailleurs? –, posez-lui cette simple question: «Aimeriez-vous que votre fille soit prostituée et se fasse chevaucher vingt à trente fois par jour?» Vous constaterez alors que l’impudeur intellectuelle de ces courageux de salon ne franchit jamais le seuil de l’indécence contre eux-mêmes. Curieux, cette forme de courage pseudo-romantico-libertaire mâtiné de consumérisme qui consiste à imposer aux autres une réalité qu’on ne veut pas voir chez soi… Après des semaines de débat où la mauvaise foi aura cohabité avec l’inacceptable, jusqu’à cette sordide pétition publiée dans Causeur, la revue ultra-réac d’Élisabeth Lévy, démolissons sans crainte certains arguments hypocrites et imbéciles qui insultent notre intelligence.

La prostitution serait non seulement le «plus vieux métier du monde» mais un «mal nécessaire». Voyez-vous, le désir des hommes serait tellement «irrépressible» qu’il faudrait trouver «naturel» d’acheter une personne pour en jouir. Réclamer l’abolition de la prostitution n’aurait donc rien à voir avec les combats contre les violences et les discriminations, pour l’égalité et même pour le droit de disposer de son corps… Bienvenue dans un monde où la peine de mort, l’excision et le viol seraient acceptés car pratiqués depuis des siècles!

Une vérité devrait s’imposer à tous. Puisqu’elle génère en tant que telle un système porteur d’une double violence, sociale et sexuelle, la prostitution sera abolie, tôt ou tard. Nous n’écrirons pas, ici, que le projet de loi qui sera débattu au Parlement réglera tout. Il est insuffisant et, contrairement à ce qui se dit, ne criminalisera pas vraiment les clients. Néanmoins, ce texte marquera un tournant. Les personnes prostituées ne seront en effet plus considérées comme des délinquantes mais comme des victimes. Prenons-le comme une étape, qui en appellera d’autres. Car la prostitution est d’abord un business, une marchandisation des corps, un trafic gigantesque d’êtres humains nourrissant les flots d’argent sale – du crime et de la drogue – qui terminent dans les paradis fiscaux. La prostitution n’est pas un métier, c’est une atteinte à la liberté des consciences. Le mythe de la pute heureuse et fière d’exercer son dur labeur est à peu près équivalent à la légende de la fille prenant du plaisir avec des clients dans des hôtels sordides. Françoise Giroud avait bien raison: «La prostitution est un phénomène masculin.» Ne sommes-nous pas assez évolués pour savoir qu’il est temps d’en finir avec l’un des grands bastions de cette odieuse tradition patriarcale de mise à disposition du corps, qui ne consacre rien d’autre que la domination d’une personne sur une autre par l’argent?
[EDITORIAL > > >  TRykt første gang i Dag bladet l’Humanité du 27 novembre 2013]

FAKTA om den KAPITALISTISKE PROSTITUTION i FRANKRIG

Mellem 20 og 40 tusind slaver i den kapitalistiske prostitutionsindustri i Frankrig.
Ni ud ti af de prostituterede er fattige udlændinge, fortrinsvis kvinder (85%)
KILDE: Rapports parlementaires de FRance
par Mme Maud OLIVIER (medlem af ASSEMBLÉE NATIONALE (Parlement de FRance)

APPEL : Les Jeunes pour Labolition

> > > > > > > > > > > >L’APPEL DES 1000

Lien vers la tribune publiée dans Libération

Héritier-e-s des combats pour l’égalité entre les femmes et les hommes et pour l’émancipation, nous appelons les jeunes à reprendre le flambeau. Nous défendons les acquis féministes – à commencer par le droit à l’avortement. Nous devons maintenant gagner de nouvelles libertés pour tout-e-s.

La prostitution est aujourd’hui la forme la plus brutale de la domination masculine. Elle est un obstacle à toute liberté sexuelle. Elle est un rempart contre l’égalité. Touché-e-s par la précarité et la misère, les jeunes sont les principales cibles du système prostitueur. En moyenne, les personnes prostituées le sont pour la première fois à 14 ans. Cela équivaut souvent à une condamnation à mort. L’espérance de vie des personnes prostituées est de 34 ans aux Etats-Unis. Elles subissent des violences. Elles sont davantage exposées aux infections sexuellement transmissibles. Elles sont stigmatisées, marginalisées, rejetées. Celles qui survivent à la prostitution gardent d’importants stigmates psychologiques.

Les victimes sont presque toujours des femmes, dont le désir sexuel est nié et à qui on impose un rapport sexuel en échange d’argent. Les clients sont toujours des hommes : ils achètent et imposent leurs propres désirs. Les proxénètes sont presque toujours des hommes qui en tirent profit au service d’une économie parallèle souvent internationale.

Nous refusons l’indifférence. En se taisant, notre société se fait complice de ce système archaïque. De nombreux discours s’en accommodent même en le justifiant au nom d’une soi-disant “liberté” de se prostituer. Un “choix” dicté par la misère, la domination masculine et les conditions d’exploitation économique, ce n’est jamais une liberté. De plus, la majorité des personnes prostituées sont les victimes des pratiques de l’esclavage moderne et de la traite des femmes. La seule liberté qui existe, c’est celle donnée aux clients d’abuser sexuellement des femmes.

Nous avons notre mot à dire sur la société dans laquelle nous voulons grandir et nous épanouir. Le marché, c’est la loi du plus fort. Faire de la sexualité un marché, c’est renoncer à l’égalité. Nous affirmons que lorsqu’il s’agit des sexualités, là où le désir libère, l’argent emprisonne. Nous refusons que la loi du marché piétine nos désirs sexuels : ils ne sont pas négociables, que l’on soit femme ou homme, quel que soit notre milieu social d’origine, notre orientation sexuelle ou notre couleur de peau. Nous souhaitons une société libérée, où l’égalité entre les femmes et les hommes, la justice et la protection des plus démuni-e-s sont garantis. Ce sont les conditions essentielles pour que la liberté sexuelle ne soit pas un simple slogan mais bien une réalité pour toutes et tous.

Aujourd’hui, en France, on pénalise les personnes prostituées, alors que les clients, eux, ne sont jamais inquiétés. Au contraire, à l’instar des 73% des 18-25 ans, nous voulons que soient enfin pénalisés les clients pour en finir avec cette impunité et que soient protégées les personnes prostituées. Nous voulons que soient renforcés les moyens de lutte contre toutes les formes de proxénétisme et que leurs victimes puissent voir leur préjudice réparé. Nous voulons aussi agir à la racine : généraliser les actions d’éducation à la sexualité et à l’égalité dès le plus jeune âge et mettre fin à toutes les représentations sexistes qui viennent nourrir le système prostitueur.

Notre combat n’est pas une leçon de vertu, c’est un combat social et politique. On nous rétorquera qu’on ne peut pas renverser une pratique séculaire. Nous répondrons que ce sont les mêmes arguments qui hier justifiaient la peine de mort ou l’esclavage. Tous deux ont été abolis. A nous d’en faire de même et d’être la génération de l’abolition. A nos élu-e-s qui détiennent aujourd’hui le pouvoir législatif, d’abolir le système prostitueur et de créer les conditions de sexualités égalitaires et libérées pour tou-te-s. A François Hollande, de comprendre l’urgence qui est la nôtre.

Premier-e-s signataires:
Fatima Benomar, Secrétaire Générale des EfFRONTé-e-s
Ivan Demanthon, Président de l’Union Nationale Lycéenne (UNL)
Vanessa Favaro, Présidente de La Mutuelle des Etudiants (LMDE)
Nordine Idir, Secrétaire Général du Mouvement des Jeunes Communistes Français (MJCF)
Anne-Cécile Mailfert, Porte Parole d’Osez le féminisme ! (OLF)
Thierry Marchal-Beck, Président du Mouvement des Jeunes Socialistes (MJS)
Hugo Pompugnac, Secrétaire Général de l’Union des Etudiants Communistes (UEC)
Emmanuel Zemmour, Président de l’Union Nationale des Etudiants de France (UNEF)

ROUSSETTE SEBASTIEN . .. . Julien SOUCHAL . . .. . Vignolles Bernadette . . . . . TAPINOS ariane . . . . germaine cecile . .. POURTIER Kevin, garnier, ROCHEDEREUX evelyne, LE QUINIO Guilane, lehont audrey, camborde maryse, DAÏ Véronique, Stéphane Leinen, Ariane KUTTEL, rocher pascal, Chapron Sophie-Athéna, Pedebas, PERRIN Dominique, MICHEL Geoffrey, CLOP GRUOT MARTINE, AUBOURG Ségolène, Bordonné Leslie, valérY Meynadier, JOLY-ROSIER Graciane, Dumont Paula, charras caherine, Durand Maeva, Angers Jacqueline, CROTTI morgane, CAVAILLES Marie-Hélène, GIANNOTTI Illa, Foussard Anthony, DUPUY Pauline, PEYROT MALIKA, SAMIMI Sonia, LEBOUC Carole, Thomassin Sylvine, GRUYER Agathe, christine, brugiere elise, Cazes Stéphane, LEDROIT Marine, Donzallaz Céline, Dupuy Clara, Leroux Marjorie, Meyers Michele, Meyers Michele, Meyers Michele, Scheck Monique, Jean, JEAN NICOLAS, MARQUIER Philippe, naoufal caroline, POUSSARD Paul, VERGER Gwenaelle, JARENO CLAUDIA, Blondin Aurélie, Moussier Marion, Laurine BRICARD, FERRAND-GUTIERREZ Jame, Bonnaud Mary, le bras aude, rodier Marie-Anne, NONORGUES Marie Paule, Laperriere Monique, Fabre-Nadler Anne-Laure, Aït-Ouakli Fabrice, JOOS Marc, WACHTHAUSEN Ariane, BRUNET Sophie, de sa neves, BAILLE Clément, BRIEND Cécile, FRANCINE TAYLOR, GONTARD Charlotte, MAËLLE BOUTHINON, HINKEL Vanessa, Solveig Rousselot, PERRET Oanell, MAZOUZ Kheira, JAMMES, BERNARD Tony, KHAGAN Victor, MARTINEZ Elise, NADOLSKI Katy, Daniel BATISSE, LAPINTE Alexandra, vassel Fabienne, ADOLPHE Philippe, PASTOUKOFF, benoit sylvie, BERNARD Jordan, BAS Marie-Noëlle, olivier, MASSIAS, de Casabianca Charlotte, marc sixdeniers, Mautret Marie, MARTINEZ Sara, Forestier Isabelle, Courtin Lucas, JACQUELIN Sébastien, Blackwell Marjorie, Brigitte Taffin, Tisserand catherine, D’HIERRE Bertrand, FARAVEL Frederic, Massini Anaïs, brune eric, MANSAUD Alice, Jolivet-Lequien Agnès, HOAREAU MICHELE, Tiphaine Jézéquel, Leroy Christine, Fillon Bénédicte, perez emilie, piento jean, saban ody, Lambert jihane, Paponneau Lionel, Couteaud audrey, MEZAL Zakia, Bernard Inès, BRIDIER Sylvie, ROSENSTIEL Marie, JAOUEN Catherine, ICÖNE Chahine, pecunia emilie, PERRIER ISABELLE, MENDES ARMAND Virginia, Giron Céline, Monferrand marie Dominique, PICHOT Anais, Douche samira, Douche samira, Florence Latappy, Gérard marie, BONNAC HUDE, OSTIER Lola, GIRY Céline, schneider jessica, TALL Ina, Caramelli Flora, Béchemin Brigitte, PARION Armelle, TAVERNA MARIE ANNE, GUIRAUD Claire, MARTIN Sophie, RIGAL Margot, Mahin Virginie, WAGNER RAUTH Hanelise, SERRE-COMBE Claire, Clairis Elodie, DALL’AGNOL Claire, SAVATIER Marie-Line, BRENEZ SAVELLI Jules, TERROIR Elise, Béatrice Lambert, LAROUZEE Léa, DOERFLINGER Mélanie, BRANDSTATTER Clara, BERNARD Caroline, rouviere julie, BACHELERIE Marie-Anne, ROY Geneviève, Geley Flora, geraldine calletti, BOUSQUET-PITT Pascale, LE NOUËNE Apolline, DURIEZ RACHEL, SETTON Agnes, Benali mouna, Laurent Sandrine, lassaube gaia, Lesage Fanny, ANTOINE Margaux, TERRIER Jules, KERAVAL Françoise, giscloux solange, ARRAYET Jean, francis.xavier, JACOB Babette, Dupont Hélène, goldwasser myriam, Allard Lydie, BORIN Marie, Expert Stephanie, Karen Serres, DINDANE Samy, Diagne Sophie, LACROIX Tara, Keller William, Jaziri Van Wymeersch Alexis, Van Wymeersch Jaziri Sarah, JEAN-PIERRE Caroline, LEFÈVRE Constance, DIDELLOT-KHELIFI Vincent, Giustiniani Alexandra, ASSOUAN Solène, Louve FORGET, Elvire Duvelle-Charles, GARIEPY Judith, FARAVEL Frédéric, Munier Florent, PERSON RIVOAL Gaëlle, HENRY Emma, Lamothe Jérémy, GERARDIN Simon, de Galbert Diane, Hofmann Brigitte, KLEINE Inge, GOLDBERG Kevin, GERARD Guillaume, RIOU Simon, Lo Khadim, Seguin Bertrand, folligan alexandrine, catrou benedicte, toure mariam, LEJEUNE-RIOU Julia, despas estelle, HELFTER Clémence, biollay lorraine, ROGER Aurore, GUMILAR, Joedicke Anne-Laure, Fouqué Jérôme, Faure Cécile, Mittempergher Carole, morana celine, FUSI Muriel, Sylvie.Barradel, Beauvalet Marion, MOREL Lucie, Ozanne Anna, PENZINI Isabelle, Bessière Clémence, Boivin Solen, OMONT Benoît, OMONT Benoît, Bucquet Eva, Bourhis Deborah, Gueguen, Lesoeurs Tillier Claire, couvreur Apolline, HAMON Laurence, GUITTON Lucille, arbelbide maixan, PIERRE Eléa, Escaliere Carole, CLERC Lauren, Chaussée Sylvie, thomas elisabeth, MICHE, Betton Mathilde, Aixala Michèle, Boucheron Brigitte, Gindrey Marianne-Ségolène, pilaert Rodolphe, LARROQUE Florence, CRIBIER-DELANDE Elise, Buisson-Bloche Anne-Flore, Farjon sarah, BRIDIER Sylvie, BURET Therese, DEMOLLIERE Diane, Hureau Chantal, JURICIC Marie-Anne, Rusterholtz Quentin, RIOND Florence, Saunders Emma, Davies Rachel, LETESSIER Cécile, Allard Annabelle, PASQUER Romain, Khabet Ibtissem, CLAUSE Blandine, Martin Elisa, poisson claire, sarah pacheco, dupeux martine, Roche Guillaume, Moro Céline, TUGAYE Laure, LEBRETON Déborah, NACIO-CASALIES Sylvain, Jean Pascal, stefania valeo, ibanez stephanie, Chevalier Julie, Lanfranchi catherine, arnulf sarah, Vergeot Isabelle, HEAPE Alexandra, boillot, Rajao Paul, mosser benedicte, calmels franck, AIXALA Michèle, ABRAMOWICZ Théo, LUJAN Lise, boulay alexandra, RICHAUD Coralie, PERRIN Dominique, Brouté Angèle, Barbier Rachel, Radafshar Clémence, Roux Valentine, fayolle denise, POITRIMOLT Marie, KERPEDRON Marie-Christine, BOUDOUX D’HAUTEFEUILLE Agathe, GIN Caroline, BOUET Alice, Leplat Sonia, garnier denis, sylvie calvet, MEILLET Anne, NOGA Solenne, Nadine LIÉVOUX, WARIN Laurence, LEININGER Elisabeth, LHOTE FERNANDES Sandra, SIMAR Pascaline, Lemaire Marie, Galacteros Armelle, SAUVAGE Wandrille, PORNON Clémence, vincent martine, brandeho, Banos Julie, Imbert Diane, Barthélémi Caroline, Blanc-Lapierre Anne, Martin Maryse, VERNET Audrey, Théveny, peyrot malika, LARREGUY Héléna, Jacob Armelle, Guillaume, CHABERT Emmanuel, DELOITTE Mélanie, muller mathieu, SEZILLE Mathilde, BOUËT Elsa, AURAT Lucile, Rè sandrine, ROMAN Matthieu, Wieder Martin, Postel Amanda, BARRE Roxane, Machukski laure, PLA Marion, GOLDSCHMIDT Sandrine, PELOT Eric, Bail Marie, Mayer Judith, Cormier Evelyne, Chevalier-Bretagnolle Clémentine, DENAIS Chloé, Aubin Flora, LEFÈVRE Constance, GOSSET Stéphanie, HOANG Thao, NOËL Matthieu, LEMOUSSU Aude, FOGNINI Pauline, GUERBER Marielle, venco Katia, ALBERGE Adèle, CHAFFARD Sabrina, Pépin Laure, d’Orlando Natacha, Guillaume Cantillon, Clerc Liliane, LE BAUT Frédéric, PETRACHI Hugo, WARD Hélène, gosset vivien, Dockès Anne-Cécile, MONIER Magali, DUHART Sandrine, JEAN Betty, Claire Bouyssou de Lortal, GUIMBAUD rachel, MEREAU Géraldine, SETTON Agnès, DEBOUTTIERE François, BERNARD Jordan, WEREY Cécile, SZUCHENDLER nicolas, Loffredo Alice, JENNINGS Leah, PALISSAT Géraldine, BRAILLON Hélène, delfour karine, DUPONT MICHELINE, LE METAYER Marc, Robine Macham, Stéphanie Bardoux, LEREAU LUCIE, Virginia Pele, Jonas Caroline, ROUSSEAU Marie-Ange, Scheck Monique, Wieder Martin, Bollen Jacqueline, Bolivard Lucas, MAURIN, PARKER Marine, Tanguy Leslie, Allain Ségolène, Schaffter Marie-Thérèse, OLIVIER Juliette, rousseau, LEMARCHAND Marielle, Bossé Franzini Quentin, DELORME Margot, chopin Myriam, Caroline Busson, GUILLAUME, Brosselin Sylvie, Succord Marianne, BURGAT Yannis, Guenneau Martine, Lebleu Romain, Jacques-Lefèvre Nicole, Herbert Pauline, Berton-Schmitt Amandine, MOREIRA Emilie, NEWMAN Clément, Breton Thalia, senelle catherine, VINCENT Estelle, Noverraz Roxane, Monsegu Karine, CONCINA Sylviane, da rocha, calaforra cécile, VATIN Sophie, PALABOST Audrey, HOFFART DULAURENT Corine, CRINON Joannie, Günbay Mine, stein linda, ERTEL Franck, HARDY Emilie, LOUBIERE Nathalie, BOUHEY Antoine, GRAS Marion, MENETRIER Agnès, Gillet Pierre, Trinquart Judith, datt bintou ibrahima, LAURA LABEJOF, DEBESSAC Christelle, GUIRAUD, Laure, million philippe, BRIDIER Sylvie, Elisabeth Perreve, RASPOLINI Christelle, Mathilde Corniliet, PHAM Minh Quyên, TOQUE-TANNIOU Edward, DE SOUSA Aurélie, HOVELAQUE Françoise, NORENA-SANS Anita, Thomé Françoise, Pigoury Franceline, gahier christel, Grard Constance, Cornard Floriane, RAJADE Charlotte, Basma Fadhloun, BOURGOIN Jérémie, Bastié Amandine, Delorme Quentin, Vizir Cristina, SOUBIES-CARREY BRIGITTE-ALICE, CHARENTON Malou, GLOBIG Lucie, GLOBIG Lucie, SIVRET Isaline, Dias Pais, Lourdou Jeanne, Lalanne,Elga, Ricaud-Peretti Guillaume, silga marie-ange, LE BERRE Klervi, Geffroy laurent, Lombaert Rémy, Ourvois Solène, Saule isabelle, HAGUET Lucile, PONCIE Léa, Milekitch Christiane, Bouesnard Sandrine, Lacroix, MERAT Anaïs, morel gisele, BRIAND Nolwenn, Bardot caroline, Nelly soubrat, VALVERDE CHANTAL BELAYALI, Meryl PINQUE, Fichet Léa, BREDA Nataly, DESJONQUERES Clémentine, GODET Mélina, Marguerite Priol, BERTRAND Mathilde, EL MOKRANI TOMASSONE Julie, FEIERABEND Sacha, Boissay Thierry, Gantch Delphine, Tubiana Benjamin, digat nathalie, MOREL Tom, Blech Marianne, Zemmour Michael, BRIARD Danièle, Dorlencourt Alice, Tastet Amélie, Leroux Marjorie, COUSTERE Capucine, BOUSQUET-PITT Pascale, Menauge Vincent, VIARD Agathe, Holard Gabriel, FLEURY Ismène, VAN EFFENTERRE Clémentine, LESZCZYNSKA Monika, RETAILLEAU Camille, FRANCOIS Dimitri, ARRIAL, Eludut Alain, Cossec Anne-Claire, MINGOT Estelle, LAHLOU Dounia, Marouze Veronique, DEVILLARD Harmony, PAQUET Viviane, Poupon Irène, VILLALBA Eléonore, FRANCESCONI, BANC SÉROPIAN Éva, ROSIER Jacques, KAMA Flora, LEROUX Agnès, Emmanuelle Mahé, Maltet Zoé, BOSSARD Vincent, SHAHRYARI Sayna, Gonzales Clara, VERNON Mélodie, CLEMENT Judith, Bourgeois-Ribier Estelle, Dauphin Eliane, MULLER NICKI, Santiago Daniel, Bellay Jennifer Léonie, MANEVEAU Laure, LEBRUN CHRETIEN Sylvie, BRIDIERS Jérémy, UBERTI Anaïs, féron, Cudennec brieuc, CARLY Elda, Dutheil Roxane, OMIONGA Andréa, VIEIRA Gauthier, ghroum frederique, plassard karine, FOREST pauline, GROSSELIN Audrène, BEAU Jérémie, salignat hugo, GARIOUD Laetitia, MOLEMBE Belinda, AUCLAIR Louis-Dominique, MARILL Françoise, santellani, RENAUD-DHYEVRE Charline, MARTIN Anne-Marie, Haselberger Nina, van veen nicole, PIEDEFER MARIE, CHICHÉ Leslie, HORST Gina, Hicher Rosen, BACHET Suzon, Huysman Jeanne, Remy Jocelyne, Le Brazidec Christine, VERGNES Julia, Denat Muriel, Hardouineau Elsa, BOSHOUWERS, PAPE Pierrette, PILARCZYK Caroline, Piton Monique, Boddaert margaux, gamblin delphine, STEPHAN Orphée, ALLE Christelle, Pelisson Sophie, AMBROGIO Soline, GOLLENTZ Claire, Rouchaleou Adrien, Faure Dorothée, Gautier Geoffroy, Anna Tabakhoff, fizelier pauline, MATHIEU Hélène, Verret Annick, Mailfert Mathilde, Pelletier François, Agarla Agnès, Gomez-Colombani Anna, GANDON Noémi, CLASTRES Catherine, ASLAN Delphine, Tiphaine Jézéquel, PERRIN, nadine micoud, RIVIERE Martinr, GIRIEUD SOPHIE, GRESH Clement, BAILLE Clément, HAUDEBOURG Jeannine, DAVID Dominique, Ambrosi céline, voisin jacqueline, FUSTEC Nathan, olivier, RIOUX-CONNEAU Martine, RESTREPO Laura, jessica, Gryseleyn LN, Rodriguez Louis, CHARGOIS Raphaëlle, RALU Amandine, moussier marion, Perrin Elodie, zoe, MADELON, TERROIR Elise, Régis Cottet, GUIRAUD Claire, Deligné Clément, SALAÜN Pauline, LOUKA, Jean-Michel, SOUCHU Kevin, BERNFELD KARIN, Soudeh RAD, Bouet Claire, BROUSSAL Claire, Lemoigne Elodie, BERODE Pierre, BARBARAS emmanuelle, Frambourt jm, Beiroto Ilidio, PETR Typhaine, Bernard Inès, Sanchez Mari Jane, Grillet Alice, moussay marion, TOIVIO Linda, PEREIRAS Stéphanie, Boureau Juliette, Devocelle Olivier, Vallon Sandrine, GOMES Stéphanie, Cécile DREURE, Binard Alexia, Bondu Corinne, ODERDA MARION, LALLEMENT Claire, boussac nathalie, MOREL Clémentine, FOURTIC Yseline, Soubies nicolas, Herfeld Isabelle, Peyrot malika, COLLET Margaux, Krystele Fargues, DE SAINT-JEAN Pimprenelle, HEBERT Pauline, Camille Carton, GROUSSIN Lucie, Lescant Thierry, Boisset Annick, Gaëlle Kergutuil, HATIPOGLU Dilara, Mellul Yael, SEIGLE-VATTE Marie-Cécile, MURACCIOLE Natacha, MUSSOL Sarah, Zollinger Marie-Laure, TRUMEL nelly, Coularet Anne-Marie, Serre-Combe Claire, VERGNAUD Fabrice, MARTY Frédéric, Xavier Caroline, berthet-bondet jacqueline, MURET Julie, SOULARY Charlotte, GATIAN audrey, Caradec Morgane, GEORGE, GASNIER Catherine, Gadebois Claire, ROYER Patrick, KERRICH Sarah, CARADEC Stéphanie, GIRAULT Christine, Solveig Rousselot, BOUVIGNIES Caroline, Jean-Christophe, FRANCINE TAYLOR, Martine, Fontenille Martine, Guesdon Cybèle, CHRISTIEN-CHARRIÈRE Marjolaine, REYNAUD, Sandri Eva, GILLETTE-FAYE, AIT AHCENE Malek, PISANI Lia, PIOT Claire, SABAU Lucie, BOUTHINON Maëlle, Samama Martine, adell géraldine, DE HAAS Magali, et les 200 signataires n’ayant pas souhaité voir leur nom apparaitre.

ANDRE Kilder:

l`humanité : Prostitution. Tour de France de la génération abolition

Huit organisations de jeunes lancent une campagne contre le système prostitutionnel, à travers un court métrage et des rencontres dans une quinzaine de villes. . . . . . . continue

Sverige som Nordens lavtløns- og løntrykkerstat: 50 % højere løn i Norge

fredag, september 6, 2013

6.September 2013

OSLO (D.I.)
Sveriges “lavlønsarbejdsmarked” som skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer, byråd og amter i samarbejde med både den magtfulde storkapitalistiske arbejdskøberforening Svenska Arbetsgivareföreningern, Idag Svensk Näringsliv OG toppen af fagforbundene, bevidst har efterstræbt gennem konstante vedvarende angreb på arbejderklassens dagpengerettigheder aggressive afvisninger af rimelige krav ved de kollektive overenskomstforhandlinger har fået hundrede tusinder af svenske sygepjersker og andre arbejdende i sundheds og sygeplejen til at udvandre til Norge. Også svenskere med længerevarende akedemisk uddannelse “flygter” nu til Sveriges vestlige naboland skriver landets største kapitalistiske erhvervs blad; “Dagens Industri”.

En nyuddannet sygeplejerske kan få en månedsløn på 21 tusind svenske kroner på Sahlgrenska Universitetsygehus i Göteborg. Samme sygepjerske vil fra første arbejdsmåned blive belønnet med 33 tusind kronor for sin arbejdsindsats på Akershus universitetssygehus i nærheden af Oslo,tre timer væk, skriver Di.
En lønforhøjelse på godt 50 procent i ett slag, alltså.
Hele 73 procent af norske arbejdskøbere anser at “svensker har en højere arbejdsmoral” end normænd, enligt en undersökning som Proffice låtit göra. Inom hotell- och restaurangnäringen uppgår siffran till 85 procent.

”Svenskar har en väldigt hög status bland arbetsgivare i Norge. Att så många som 85 procent anser att svenskar jobbar hårdare beror kanske på att de som väljer att flytta är väldigt motiverade att göra ett bra jobb”, säger Thomas Wigen Sjöbacken, marknadschef på rekryteringssajten Sverige-norge.se, till Di.

”Da vi startade 2007 handlade det mycket om unga till restaurang, handel och hantverk. Trenden de senaste åren är att allt fler högutbildade söker sig till Norge. Sundhedspleje er den största kategorin och vi har 800 ingenjörer registrerade hos oss”, säger Thomas Wigen Sjöbacken till Di.

Enligt bedömare som Di talt med jobbar 70.000-100.000 svenskar i Norge, varav cirka 20.000 pendlar over grænsen.

1949: Paven erklærer “hellig krig” mod kommunismen

lørdag, juli 13, 2013

13. Juli 1949

ROM (Vaticano) DEn 13 Juli markerer sig som endnu en kontrarevolutionær mærkedag med den krigserklæring som den reaktionære leder af Pave-staten Pius XII (Peter den 12.) udsteder.
I en officiel erklæring forbyder den kristen-katolske pavestat al-verdens troende og medlemmer af den kristen-katolske kirke at sympatisere med eller søge medlemskab i den kommunistiske bevægelse. De katolske troende som sympatisere med eller søger medlemskab i den kommunistiske bevægelse vil blive “ekskommunikeret”. Dermed forsøger den reaktionære pave Peter XII at komme den aggressive amerikanske imperialisme til hjælp i den kolde krig mod kommunismen som Churchill havde proklameret i 1946. Ligesom Paven velsignede de fascistiske regimer I Hitler-tidens Tyskland, Mussolinis Italien og Franco´s Spanien.
Efter nederlaget for den paveligt velsignede Antikominternpagt i 1945 er de kommunistiske ideer og partier på vej til at erobre flertallet i “katolske hovedlande” i Europa som Frankrig og Italien hvor KOMINFORM-partierne PCF og PCI har betydelig støtte i proletariatet, de arbejdende mellemlag, bønder og i den progressive intelligensia.
Pavestatens repræsentant Giovanni Pacelli alias Pave Pius XII underskriver Konkordatet (samarbejdsaftalen) med Nazi-tyskland i juli 1933

USA: nye milliard-profitter i finans-kapitalen´s kasser : over 17 milliarder dollar i overskud hos Fannie Mae i 2012

lørdag, april 6, 2013

2. april 2013 

NEW YORK (reuters/fannie mae)  Det statstøttede realkreditselskab Fannie Mae som blev oprettet af den amerikanske stat under 1930 ´ernes kapitalistiske krise, udskrev så store opkrævninger af renter og afdrag på boliglån hos de amerikanske privatboligejere i 2012 at de samlede profitter løb op i 17,2 milliarder dollar, svarende til 95 milliarder kroner.

Fannie Mae og Freddie Mac som frem til den kapitalistiske krises udbrud i 2007-08 var USA´s største kapitalistiske realkreditselskaber (Boliglångiver; herunder de “sofistikerede” # subprime-lån) blev sammen med Lehman Brothers symbolet på sammenbruddet på det kapitalistiske finansmarked. Krisen førte til Fannie, Freddie og Lehman´s fuldstændige bankerot og fallit.

 I den “nye krisefrie kapitalismes superkonjunktur” sikrede Fannie Mae, Freddie Mac, Lehman Brothers  og hvilke navne finansfyrsterne ellers gemte sig bag ikke bare amerikanske “investorer”, men også europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister, pensionsfonde, banker og investeringsselskaber billion-profitter frem til den kapitalistiske krises udbrud,
Kapitalismen er ikke og vil aldrig blive krisefri og udbruddet af krisen i 2008 er et udtryk for det. Det “frie marked” kørte boligmarkedet ud over afgrunden.  Fannie Mae og Freddie Mac blev reddet af Bush- og Obama-regimet for at sikre finanskapitalen de profitter af realkreditterne som stadigt fandtes i selskabet som nu praler af nye to-ciffrede milliardprofitter. Fallitboet efter Fannie Mae blev overtaget af den amerikanske stat som stadig kontrollere selskabet. 
Det amerikanske boligmarked er i idag de facto statskontrolleret. Fannie Mae og Freddie Mac udsteder realkredit-obligationer på de boliglån som de har overtaget og garanterer boligkreditter på sammenlagt $ 5,2 billioner svarende til over 28 billioner kroner eller mere end en tredje del af USA´s bruttonationalprodukt: Sammen med the Federal Housing Administration (Forbundsstatens Bolig Administration) står de to selskaber bag 9 ud af hver 10 boliglån i USA.
Oveni Fannie Mae´s godt 17 milliard dollar i profit for 2012 skal lægges hvad der kaldes en “skattemæssig engångsgevinst på 59 milliarder dollar” som ikke er bogført i selskabets regnskaber. I første kvartal i år fortsatte selskabet med at presse profitter ud af det kapitalistiske boligmarked. Overskuddet blev 7,6 milliarder dollar , godt 42 milliarder kroner i de tre første måneder.
En af forklaringerne til stigningen i realkredit-profitterne er at “inflationen” på boligmarkedet i USA igen er begyndt at får rigtig fart på.
‘I januar måned krævdes det i gennemsnit godt 8 procent større boliglån for at finansiere købet af en bolig sammenlignet med januar 2012.
Priserne på boligmarkedet i de Forenede Stater lå i Januar i år 8,1 % højere end for et år siden mortgage delinquencies in the fourth quarter fell to their lowest level since 2008. Profitten var den første for Fannie Mae siden 2006. I 2011 viste regnskabet et underskud på 16,9 milliarder dollar.

KILDE: Fannie Mae posts record profit

Fannie Mae posts record $7.6 billion quarterly profit

Ultra-liberal Cepos-økonom støtter Thorning-regeringens politik

onsdag, februar 20, 2013

20.Februar 22:48
KØBENHAVN(DR/Ritzau)Igen får den socialdemokratiske partileder Helle Thorning åbent støtte fra ultraliberale kredse.
Det er cheføkonomen i den ultraliberale tænketank Cepos; Mads Lundby Hansen som støtter Thorning-regerings “beskæftigelsesstrategi” der går ud på at forkæle det kapitalistiske erhvervsliv (og bankerne) med endnu lavere skatter og afgifter. 

“- Virksomhedernes konkurrenceevne er belastet af eksempelvis høje energiudgifter, så hvis man sænker dem, så forbedrer man konkurrenceevnen for dem, der skal afsætte varer på verdensmarkedet.” – Fordi priserne ikke bliver så høje, bliver der solgt flere varer, og det vil være gavnligt for virksomheden og få en positiv effekt på beskæftigelsen, siger den ultraliberale cheføkonom.

 Problemet er at det “verdensmarked” som Thorning-regeringen og dens ultraliberale støtter på Cepos sætter deres lid til er ramt af den værste økonomiske krise siden 1930´erne. 

“Det er også det som Frederik I. Pedersen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd pågeger overfor nyhedsbureauet Ritzau  

 “Fakta er, at der er masser af penge hos både danske husholdninger og virksomheder, men det er lysten til at investere dem, der mangler, . . . Hvis man var interesseret i at skabe arbejdspladser var det bedre at man øgede de offentlige investeringer, og at man ville få mere ud af at få virksomheder og private til at bruge flere penge. Han siger, at så længe krisen raser i udlandet, så vil effekterne af en reform være usikker. Derfor fik hverken efterlønsudbetalingerne eller regeringens kickstart den ønskede effekt på økonomien.

.

Allerede inden socialdemokraternes partiformand blev udpeget til Danmarks statsminister af det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blev Thorning rost af “Cepos” for hendes støtte til uligheden i det kapitalistiske klassesamfund:
Helle Thorning roses af ultraliberale CEPOS for ulighedstanker
Kilde: /ritzau/+

“DR-Nyheder:Liberal økonom bakker Thorning op”

“Economist” skamroser Sveriges kapitalistiske udvikling de sidste tyve år : Norden fremhæves som kapitalismens nye “supermodel”

søndag, februar 3, 2013

The Economist: Norden som kapitalismens nye “supermodel”

Det liberale prokapitalistiske erhvervsmagasin The Ecomist skamroser Sverige i det seneste nummer

     Bladet vier hele 14 sider til en spesialrapport om udviklingen i Sverige, som høster adskillig ros. Sveriges statskapitalistiske sektor stod for 67 prosent af landets bruttonasjonalprodukt (summen av varer og tjenester) i 1993, mens andelen nu er nede på 49 prosent fremhæver de liberale redaktører.
Ifølge Sverige´s nationale statistik (SCB), har den fattigste tiendedel af befolkning bare haft en realinkomstudvikling på 1,6 procent siden 1991. Den rigeste tiendedel har samtidigt øget sine realinkomster med 63 procent.
DEN storkapitalistiske lastbilskoncern SCANIA har øget profitterne i en sådan grad at de idag er næsten dobbelt så store for hver ansat som for ti år siden.

DEN KAPITALISTISKE KONTRAREVOLUTIONS hovedPAROLE har siden midten af halvfjerdserne lydt:

NED MED LØNNEN for at maksimere PROFITTERNE

En ny undersøgelse af udviklingen af arbejderklassens produktivitet og løn fra 1950 til 2010 påviser at løn og produktivitet fulgtes ad frem til midten af 1970´erne. Arbejderklassens øgede produktivitet var altså synlige i tegnebøgerne hvis vi ser bortfra inflationen. Men fra midten af 1970´erne begynder løn og produktivitet at gå hver sin vej. Arbejderklassens produktivitet fortsætter efter et kort ophold stejlt opad til gavn for kapitalen og profitterne, mens lønnen stagnere. Arbejderklassens og de øvrige arbejdendes andel af den samlede produktion fortsætter fra 1970´erne og fem til idag med at falde. Hvor profitten i midten af 1970´erne udgjorde en femtedel af BNP udgør de idag en tredjedel. En bemærkelsesværdig forskydning til fordel for kapitalen på arbejderklassens bekostning som ifølge økonomihistoriker 1*) Lennart Schøn er den mest ulige fordeling i hundrede år. Vi skal altså tilbage til tiden inden Første imperialistiske Verdenskrig hvor Sverige var et af Europas fattigste lande for at finde en ligeså ulige fordeling af de samlede menneskeskabte værdier.
Samtidigt er massearbejdsløsheden blevet kronisk især for arbejderklassens unge der .  .   . .   .      mens dagpenge til arbejdsløse og syge har været fastfrossen i over ti år. Officielt er flere end 400 tusind arbejdsduelige mennesker holdt udenfor arbejdslivet. Flere end halvdelen af de hundrede tusinder af arbejdsløse er frataget retten til dagpenge. For den arbejdsløse som stadig har ret til dagpenge er det bare 12 ud af hundrede som får tildelt de 80 procent af lønnen som borgerlige og socialdemokrater har fastfryst dagpengene til. Det gennemsnitlige dagpengeniveau lå i 2010 på knap 60 procent af lønnen. Idag er dagpenge-niveauet på vej ned under halvdelen af lønnen.
Det er den brutale virkelighed under den kapitalistiske kontrarevolution (Pinochet/Thatcher/Reagan/Jeltsin) der med den prokapitalistiske Pinochet-juntas  kup den 11. september i Chile  som startskud nu fortsætter med at slå mod arbejderklassen og dens allierede ( de 99 %) for at presse endnu større merværdier og profitter til den ene procent af jordens befolkning som bliver stadig rigere.
I eksempelvis Trollhättan, hjemby for produktionen af SAAB-biler er ungdomsarbejdsløsheden nu oppe på 30 % . Sidste år besluttede det amerikanske fallitbo General Motors, der som bekendt blev reddet af den amerikanske stat fra konkurs, at likvidere SAAB og sende samtlige tre tusind arbejdere ud i arbejdsløshed.

Udviklingen i Sverige som The Economist skamroser er sket under både socialdemokratiske (Jørgen Persson) og borgerlige regeringer.(Bildt/Reinfeldt)
Det er karakteristisk at i Sverige (og Danmark) tillades skolerne at drives af private kapitalister med statsgaranterede (skattepenge) profittter for øje. Et af foregangslandene i denne “liberale skole-diciplin” er den af den prokapitalistiske Pinochet-junta hærgede Chile som også tillader skoler drevet med profit for øje.

I Sverige ophævede  Palme-regeringen allerede i efteråret 1985  kontrollen over de kapitalistiske valutatransaktioner (valuta-reguleringen)  Det førte senere til en omfattende spekulativ ud og indførsel af kapital hvor den internationale kapital nu helt legalt kunne spekulere i et sammenbrud for de svenske statsfinanser. . . .

Også Danmark, Finland og Norge fremhæves af Economist som kapitalistiske “rollemodeller” for den kriseramte kapitalistiske verdensorden . . . men de liberale NewsWeek-journalister har i et anfald af symptomer på senkapitalistiske senil-demens glemt Republikken Island. Hvorfor er et relevant spørgsmål. På Newsweek kort over de skandinaviske “supermodel”-stater finder også Grønland, ja selv Spetsbergen er med, men ikke *2) íslendinga eyja. Men det er måske som den Islandske Præsident Ólafur Ragnar Grímson udtalte til en fjernsynsjournalist under det kapitalistiske topmøde i Davos i januar :

Vi fulgte ikke den traditionelle ortodokse lære som har domineret den vestlige verden i de sidste tredive år : Vi indførte valuta-restriktioner, vi lod bankerne gå omkuld, vi gav støtte til de fattige, vi har ikke gennemført nedskæringer i samme omfatning som man kan se i Europa . . . “

Kilder: The Economist * * * *

Aftenposten

NOTER:
*1) Professor i økonomisk historie Lennart Schön i Dokumentar-programmet Lönesänkarna
*2) Íslendinga eyja:islændingenes ø

1933: HITLER Udpeget til Regeringsleder i Tyskland

onsdag, januar 30, 2013

30.Januar 2013

 1933 -2013  80 år siden Hitler “fik” regeringsmagten af den “antinazistiske” præsident Hindenburg*

BERLIN (*)

Den 30.JANUAR 1933 bliver de tyske facisters leder Adolf Hitler udpeget til regeringsleder (Rigskansler) i Tyskland; den vestlige “civilisations hovedland”.

DEN DER VÆLGER HINDENBURG,  VÆLGER HITLER, OG DEN DER VÆLGER HITLER VÆLGER KRIGEN

Over hele verden, ikke mindst i Tyskland bliver årsdagen markeret i medierne og ikke uden grund. For den borgerlige “antinazist” ;Præsident Hindenburg´s udnævnelse af nazi-partiets leder til regeringsleder , iøvrigt i fuld forståelse med det “verdensledende”  tyske erhvervslivs topchefer (Siemens, Krupp, Thyssen );  var begyndelsen til katastrofen  for Tyskland med 12 års krig, terror og fascistisk repression af majoriteten i den tyske arbejderklasse og folk som nægtede af give Nazi-partiet flertallet i noget parlamentarisk valg . . . .
SPD, Staunings socialdemokratiske partifæller i Tyskland opfordrede ligefrem til at stemme på Hindenburg ved præsidentvalget i 1932 under parolen: DEN SOM VÆLGER HINDENBURG SLÅR HITLER !” Ligesom idag hvor de socialdemokratiske ledere i Tyskland såvel som i Danmark “fedter opad og sparker nedad” for at vise erhvervslivet hvor “ansvarlige” de er overfor kapitalens interesser talte socialfascisterne i SPD om at Hindenburg var det “mindste onde”. Ni måneder og tyve dage efter at Hindenburg; det “mindste onde” var blevet valgt til præsident blandt andet i kraft af socialdemokratiske stemmer baner “det mindste onde” vejen for det “største onde”: Hitlers vej til magten da han den 30.januar 1933 bliver udpeget af “antinazisten” Hindenburg til ny regeringsleder.
For KOMINTERN_partiet KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) var der ingen tvivl om at: “DEN DER VÆLGER HINDENBURG, VÆLGER HITLER,OG DEN DER VÆLGER HITLER VÆLGER KRIGEN”
At Hindenburg som blev valgt på anti-nazistiske” stemmer udpeger Nazipartiets leder til tysk regeringsleder er afslørende for det borgerligt-kapitalistiske demokrati som herskede i Weimar-Republikken: Op til valget giver de borgerlige og reformistiske forsvarerer af kapitalismen valgløfter til folket som kynisk forrådes efter valget fordi den herskende kapitalistklasse kræver det og fordi selve det kapitalistiske system ikke kan opfylde valgløfterne.
Hindenburg Hitler
Tysklands Præsident Hindenburg og Nazi-partietsleder Adolf Hitler
Bundesarkiv Hindenburg und Hitler Tysklands Præsident Paul Hindenburg og Kansler Hitler sammen den 25 februar 1934
.

KIlDER :“Vor 80 Jahren wurde Adolf Hitler Reichskanzler”

Radio Bremen :”Ernennung Hitlers zum Reichskanzler”

* * * * * * * * *
* * * Interview med historikeren; professor Hans Mommsen: “Nazipartiet stod i 1932 midt i en krise. I November tabte de 14,6 procent af deres stemmer ved Rigsdagsvalget, und in den folgenden Regionalwahlen fast 40 Prozent ihrer Stimmen. Den aura af uovervindelighed som de borgerlige og højreliberale tyske medier havde bygget op omkring Hitler og nazisterne var igang med at smuldre fordi det tyske folk nægtede at give Nazipartiet og Hitler en fuldmagt (flertal).

* * * Der Tag, an dem sich Hitler in Kassel feiern ließ

* * * Vor 80 Jahren kam Hitler an die Macht

Ny blodig rekord i den amerikanske stat Venezuela: 21 tusind 692 myrdede i år

søndag, december 30, 2012

29.DEcember 2012

CARACAS (OVV * “El Picobolivar”) Ifølge de tal som organisationen Observatorio Venezolano de Violencia (OVV: Venezuelas Volds Observatører) netop har offentliggjort bliver 2012 et år med en ny rekord i mord. 21 tusind og 692 mennesker mistede livet som følge af den udbredte vold i denne amerikanske kapitalistiske stat. Det er en stigning på 12 % fra i fjor (2011) hvor 19 tusind 336 mennesker mistede livet i voldelig sammenstød eller blev myrdet, informerer OVV i deres årlige rapport.

Den venezuelanske mordrate ligger altså på 73 ud af 100 tusind mennesker i landet. Det er flere end i kontinentets kapitalistiske Führerstat: US of America og det er flere dødsfald som følge af vold end i Mexico som gennem flere år hærges af de kapitalistiske narkobaroners kamp om markeder, profitter og in dflydelse. Alligevel er Venezuela ikke det mest morderiske land på det amerikanske kontinent. Det mest bloddryppende land på det amerikanske kontinent er det centralamerikanske land Honduras.
Hver eneste døgn bliver treds (60) mennesker myrdet alene i det kapitalistiske Venezuela. På hele det amerikanske kontinent (inklusive USA) bliver flere end tusind mennesker myrdet hver eneste dag og nat. . . . . . .. . .

I hovedstaden Caracas er risikoen for at blive slået ihjel endnu højere. Her ligger mordraten nu på 200 for hver 100 tusind indbyggere.
Voldsovervågerne i OVV udtaler : “At slå ihjel er blevet den måde man skaffer sig goder, en udvej til at løse personlige konflikter og en måde at opnå privat retfærdighed.”
*

KILDE: Observatorio Venezolano de Violencia (OVV) *
* En Venezuela se registraron más de 21 mil asesinatos en 2012

Sverige: Industri-produktionen i frit fald :minus 4,1 procent i september måned

søndag, november 18, 2012

9 NOVEMBER 2012 – 11:45

STOCKHOLM (SVT/REUTERS) Den kapitalistiske krise slår nu for alvor igennem i Sverige. Industriproduktionen faldt med 4,1 procent fra august til september.
På årsbasis : fra september 2011 til samme måned i år mindskede den samlede industriproduktion i Sverige med 5,0 procent.

Faldet er betydligt større end kapitalens regnedrenge og erhvervsjournalister havde “forudset”. De havde regnet med en nedgang på 7 promille
mellem august og september og bare 1 promille på årsbasis, altså næsten status quo på årsbasis ifølge Reuters-enquet.
Prognoserne eller skal vi kalde dem spådomme som kapitalen´s “regnedrenge” med stor “autoritet” havde forudspået om “status quo” om den økonomiske udvikling var altså ike andet end kapitalistiske dagdrømme uden hold i virkeligheden.

I september måned øgede antallet kapitalistiske konkurser med 24 procent sammenlignet med samme måned i 2011.
ifølge kreditoplysningsbureauet UC.

Største antal konkurser siden udbruddet af den kapitalistiske krise i 2008

“. . . . . Bare under 2009, da finanskrisen var dybest, havde vi flere konkurser under perioden januar-september. Situationen er i løbet af året også successivt forværret , så nu er der heller ikke meget som tyder på at der vil ske nogen lysning af konjunkturen . . . . . Væksten i svensk erhvervssliv bremser og mange branscher regner med en svagere efterspørgssel fremover,” udtaler Roland Sigbladh, markedschef på UC,

DE kapitalistiske konkursser fortsatte med at stige i oktober og november i Sverige.
Sammenlagt seks tusind 102 (6 102) virksomheder gik i konkurs de første 11 måneder i år.
En stigning på 11 % sammenlignet med 2011.

KILDER: SVT/ REUTERS _
UC:UpplysningsCentralen: Fortsat kraftig konkursstigning

Krisens Kina: “Kapitalistisk mirakel”-by på vej mod sammenbrud

lørdag, november 10, 2012

10 November 2012
PEKING (Xinhua) : I de borgerligt-liberale såvel som i de reformistiske og revisionistiske medier i vest såvel som i Kina tales der uden ophold om det “kapitalistiske økonomiske mirakel i Kina”. Et af symbolerne på det “liberale mirakel” har været den sydkinesiske industriby Dongguan, som de liberale medier i vest og øst ligefrem kalder “superbyen”. Men idag ser “superbyen”, hvor 30 procent af verdens legetøj, halvdelen af alle Kinas mobiltelefoner såvel som bjerge af sko og tøj bliver fremstillet, ud til at være på vej mod økonomisk sammenbrud som en følge af den kapitalistiske krise.
Fabrikker og lagerlokaler ligger side og side med grå-beige boligkarreer hvor “gæstearbejderne” bor i store sovesale. Brede motorveje skærer brutalt gennem byen. Store lastbiler dundrer gennem byen, side om side med europæiske luksusbiler og knallerter med hele familier på, efterladende sig skyer af udstødninggasser .

Dongguans økonomiske udvikling har været ekstrem, fra 1980´erne hvor den var en stille og rolig millionby til idag hvor den tæller næsten ti millioner indbyggere hvoraf flere end to tredjedele er invandret fra andre provinser.
Men nu er Dongguans super-kapitalistiske “glansdage” ovre. En bølge af konkurser og fabrikslukninger skyller ind over byen og dens millioner stærke arbejderklasse. Den kapitalistiske krises faldende efterspørgsel fra Europa og USA slår nu mod byen som en tsunami, samtidigt de kinesiske og udenlandske kapitalister lukker fabrikker i Dongguan for at flytte den til andre lavtlønslande: de kapitalistiske sweatshops- og løntrykkerstater i Sydøstasien eller til det indre Kina hvor lønningerne er lavere end i Dongguan hvor arbejderklassen har tilkæmpet sig højere minimumslønninger. PÅ den måde bliver proletariatet i Dongguan “straffet” for at de kræver højere løn af den kinesiske og udenlandske kapital som ikke har nogen problemer med at finde arbejdsløse mennesker som accepere lavere løn i en verdensorden uden solidariet i det internationale proletariat.

Den sydkinesiske storby Dongguan ved Perleflodens delta huser idag godt otte millioner indbyggere.

Også købecenteret New South China Mall i Dongguan , et af verdens største shoppingcentrer, er mærket af krisen.
Trods “shoppingbyens” magnifikke udsmykning, med kanaler og farveglade statuer, er et besøg som att gå genom en spøgelsesby – næsten alle butikslokaler står tomme. I en forlystelsespark sidder personalet og halvsover ved de hvinende attraktioner. Det eneste som ser ud til at tiltrække “kunder” er de amerikanske “fastfood”-kæder ved entreén.

Men byens problemer ender ikke her. Flere end halvdelen af Dongguans bydele er på grænsen til konkurs, tynget af den voksende gæld til finanskapitalen som en følge af tabet af indtægter fra udlejning af jord til fabriker og ejendomsselskaber.
Victor Teo, Kinaforsker på Hongkong University udtaler at :

“– Situationen er ikke unik for Dongguan men typisk for alle byer som er afhængige af produktion til eksport. “

Krisen for den kapitalistiske “mirakelby” Dongguan sætter fingeren på mange af de problemer som K.”K.”P.-regeringen står overfor. Problemer som ikke vil løst af K.”K.”P.´s 18.partikongres og den nye ledelse som vil blive valgt på den pågående kongres i Peking fordi det kinesiske regeringsparti med statsgaranti vil fortsætte den kapitalistiske kurs.

At de borgerligt-reformistiske medier kalder udviklingen under den reelt eksisterende kapitalisme i Kina for et “verdenshistorisk mirakel” siger mere om hvor tilbagestående, ineffektiv og udemokratisk det 21-århundredes kapitalisme er, end det siger noget om disse medier.
Dongguan ved Perleflodens delta i Sydkina

“GLADIO”: Nato´s hemmelige paramilitære terrornetværk i Europa og Tyrkiet

lørdag, oktober 13, 2012

“Gladio”- USA´s hemmelige terror-strategi : Gennem Nato skabte USA efter Anden Verdenskrig en række paramilitære terrororganisationer (“Stay Behind”) vendt mod den kommunistiske og revolutionære arbejderbevægelse i Europa og Tyrkiet

 

NATO´s hemmelige hær og dens Rolle i Europa og Tyrkiet – Del II

Hvilken forbindelse er der mellem bombeattentatet underOktober-festen i München den 26. September 1980 hvor 13 mennesker blev dræbt og talrige andre brutale attentater i Italien, Belgien og andre europæiske lande ?
I første del af denne baggrundsserie fortalte vi *2) om hvordan de vestlichen imperialistist-magter efter den Anden Verdenskrig unter dem Kommando der NATO eine geheime antikommunistische Armee („Gladio“) aufbauten, um im Falle einer angenommenen sovjetisk Invasion in Europa Sabotageakte und Konterguerrilla-Aktionen durchzuführen. Wir berichteten außerdem, dass für diese geheimen sogenannten „Stay-Behind“-Netzwerke ehemalige SS-Leute und Neofaschisten rekrutiert wurden und dass sie spätestens seit den 60er Jahren dazu übergingen, unter dem Titel „Spændingens Strategi“ gezielt Terroranschläge gegen Zivilisten zu initiieren, um die politische Stimmung in der Bevölkerung nach rechts zu ziehen. Grausame Höhepunkte dieser Strategie waren der Bombenanschlag auf den Hovedbanegården i Bologna i 1980 (85 Dræbte ) und die „Massaker von Brabant“, bei denen in Belgien zwischen 1982 und 1985 28 Menschen von bis heute unbekannten Mordkommandos in Supermärkten und Restaurants getötet wurden.
In diesem Teil möchten wir auf die geheimen NATO-Strukturen in Griechenland und der Türkei eingehen, wo Gladio an mehreren Militärputschs beteiligt war.
I værket “The Playground” * 3) fortæller den amerikanske elitesoldat og terrorist Thomas Sanders åbenthjertigt om de terroraktioner og mord han udførte i DDR på vegne af USA (Cia) og dets tyske kollaboratører (i BRD): Under to år blev forfatteren og otte andre håndplukkede faldskærmsjægere i Elitkommando Ost specialuddanet til at gennemføre omfattende terroraktioner , bombesprængninger og mord i DDR.

Grækenland

I Grækenland gab es eine Gladio-Struktur namens „Hellenic Raiding Force“, die bereits 1944 auf persönlichen Befehl des britischen Premierministers Winston Churchill aufgebaut wurde – damals mit dem Ziel, die von den græsche Kommunisten angeführte Volksbefreiungsarmee ELAS zu bekämpfen, die sich im Widerstandskrieg gegen die Nazi-Besatzer befand: „Da ELAS sowohl gegen die deutschen Nazi-Besetzer als auch gegen die von den Briten gesponserte Hellenic Raiding Force kämpfte, befürchtete Churchill ein PR-Desaster, sollte die britische Öffentlichkeit erfahren, dass London heimlich die Faschisten gegen die griechischen Kommunisten unterstützte. Im August 1944 wies er deshalb die BBC an, ‚jegliches Verdienst irgendeiner Art’ von ELAS unerwähnt zu lassen, wenn über die Befreiung von Griechenland berichtet wird. Doch nur wenige Wochen später sicherte ELAS den Sieg über die deutschen Besatzer, und Hitler war gezwungen, seine Truppen auch aus Griechenland abzuziehen. Churchill forderte sofort, dass die Widerstandsbewegung die Waffen niederlegen müsse, eine Anweisung, der ELAS bereit war zu folgen, wenn dies auch für den einzigen verbliebenen Gegner auf dem Feld gelte, nämlich für die von den Briten gesponserte Hellenic Raiding Force.“ (Ganser, „NATO-Geheimarmeen in Europa“, S. 331).
Nachdem sich Großbritannien weigerte, die faschistische Untergrundarmee zu entwaffnen, kam es im Dezember 1944 zu einer großen Demonstration in Athen gegen die britische Einmischung. Die Demonstranten wurden auf dem Syntagma-Platz von einem bewaffneten Mordkommando – vermutlich Angehörigen der „Raiding Force“ – angegriffen und insgesamt 25 Menschen, darunter auch Kinder, erschossen.
I efteråret 1946 erhoben sich die antifaschistischen und fortschrittlichen Kräfte Grækenlands zum bewaffneten Kampf gegen die britischen Imperialisten und ihre faschistischen Handlanger. 1947 kam es zur Invasion von US-Truppen, die gemeinsam mit den Faschisten um die Kontrolle über Grækenland kämpften. 1948 wurde der græske Volkswiderstand niedergeschlagen und der US-Imperialismus behielt die Kontrolle über seinen Stützpunkt in Grækenland, die er in den folgenden Jahren und Jahrzehnten mithilfe der CIA und dem griechischen Geheimdienst sicherte: „So wurde Athen zur Drehscheibe aller Aktivitäten der CIA auf dem Balkan und im Mittleren Osten bis hin zum Iran.“ (ebd., S. 337).
Die „Raiding Force“ blieb weiterhin aktiv und wurde gemeinsam von CIA und griechischer Armee unterstützt: „Die geheime antikommunistische Armee war ein höchst wertvolles Gut zur politischen Beeinflussung der Situation im Land. Die heimliche Zusammenarbeit zwischen dem amerikanischen Geheimdienst, dem griechischen Militär und der græske Regering wurde wiederholt durch geheime Dokumente bestätigt, von deren Existenz die græske Öffentlichkeit erst während der Gladio-Entdeckungen von 1990 erfuhr.“ (ebd., S. 334)
Die „Hellenic Raiding Force“ war insbesondere treibende Kraft des Militärputschs von 1967: „Der militärische Staatsstreich kam in der Nacht vom 20. auf den 21. April 1967, einen Monat vor den anberaumten Wahlen, für die Meinungsforscher, auch diejenigen der CIA, einen überwältigenden Sieg des linksgerichteten Zentrums von Georges und Andreas Papandreou vorhergesagt hatten. Die Geheimarmee Hellenic Raiding Force begann den Putsch, der auf der Grundlage des Prometheus-Plans durchgeführt wurde, einem von der NATO entworfenen Komplott, das im Fall eines kommunistischen Aufstands ausgeführt werden sollte. Im Fall einer Gegenwehr war Prometheus eindeutig: ‚Zerschlagen Sie, ohne zu zögern, jeglichen feindlichen Widerstand.’ Gegen Mitternacht übernahm die Hellenic Raiding Force die Kontrolle über das griechische Verteidigungsministerium (…)
Wegen der direkten Beteiligung der Hellenic Raiding Force kann der griechische Militärputsch als ‚Gladio-Putsch’ bezeichnet werden.“ (ebd., S.342 f.)

Türkiet

Türkiet war – insbesondere während des Kalten Krieges – ein strategisch besonders entscheidendes Land für die westlichen Imperialisten unter der Führung der USA, was vor allem auf ihre geographische Lage zwischen der Sowjetunion und den Ländern des Mittleren Ostens zurückzuführen ist. Sie wurde nach dem Zweiten Weltkrieg massiv militärisch aufgerüstet und unterhielt nach den USA die zweitgrößte Armee innerhalb der NATO.
Die türkische Gladio-Armee wurde ab 1948 unter der Regie der CIA in Zusammenarbeit mit der faschistischen pantürkischen Bewegung aufgebaut, die auf der Grundlage einer rassistischen Ideologie die Schaffung eines Großtürkischen Reiches anstrebte. Der „Architekt“ der türkischen Gladio-Strukturen war Oberst Alparsan Türkes, der später, in den 60er Jahren, die faschistische Partei Millietci Hareket Partisi (MHP) und deren paramilitärische Organisation „Grå Ulve“ (Bozkurt) aufbaute:
„Da Türkiet am 4. April 1952 der NATO beitrat, hatte Türkes bereits eine türkische Geheimarmee aufgebaut. Deren Hauptquartier nannte sich Tactical Mobilisation Group (Seferberlik Taktik Kurulu, STK) (…). Die Tactical Mobilisation Group wurde 1965 umstrukturiert und in Special Warfare Department (Ozel Harp Dairesi, OHD) umbenannt, der Name, unter dem das Kommandozentrum der türkischen Geheimsoldaten während der Gladio-Enthüllungen von 1990 bekannt wurde. Wegen dieser Enthüllung musste die Abteilung (…) noch einmal den Namen wechseln und wird heute Special Forces Command (Ozel Kuvvetler Komutanligi, OKK) genannt.“ (ebd., S.350)
Auf der Basis eines Berichts der in Paris herausgegebenen Zeitschrift „Intelligence Newsletter“ von 1990 führt Ganser weiter aus, „dass die türkische Geheimarmee als Konter-Guerilla bezeichnet und von der Abteilung für spezielle Kriegsführung betrieben wird sowie aus fünf Teilen besteht: ‚Ausbildungsgruppe, einschließlich Vernehmung und Techniken der psychologischen Kriegsführung; Spezialeinheit, seit 1984 spezialisiert auf antikurdische Operationen; Spezialabteilung und spezielle Operationen auf Zypern; Koordinationsgruppe, auch Drittes Büro genannt; und die Verwaltung.“(ebd., S.350)

I 1969 holdt USA´s hemmelige politi og terror-organisation C.i.a.´s allierede fra Aginter Press og repræsentanter for de italienske fascistiske terrorgrupper et møde i Padua, hvor de fastlagde rammerne for et fremtidigt samarbejde. Et af hovedpunkterne i dette samarbejde gik ud på at . . . .
“infiltrere i venstregrupperne og som “medlemmer” af disse begå attentater, som ville blive tilskrevet venstregrupperne” *4)

„Tiefer Staat“

Aus den obigen Schilderungen wird deutlich, dass „Gladio“ in der Türkei bekanntermaßen bis heute existiert, von einer staatlichen Institution („Abteilung für spezielle Kriegsführung“) betrieben wird und ganz offensichtlich ein Teil dessen ist, was in der Türkei gemeinhin als „tiefer Staat“ bezeichnet wird: Eine Art geheimes Netzwerk zwischen Angehörigen der türkischen Staats- und Armeestrukturen, verbunden mit faschistischen und mafiösen Vereinigungen, vergleichbar vielleicht mit der italienischen P2 (wir berichteten im ersten Teil dieses Artikels) und darauf ausgerichtet, die politische Kontrolle auch jenseits legaler bürgerlicher Mechanismen aufrechtzuerhalten. Die Existenz einer derartigen Vernetzung wurde durch den sog. Susurluk-Skandal 1996 bildgewaltig demonstriert, als der Drogenhändler Abdullah Çatli, führendes Mitglied bei den „Grauen Wölfen“, bei einem Verkehrsunfall ums Leben kam.
Mit ihm im Auto saßen ein Parlamentsabgeordneter der damaligen Regierungspartei, der stellvertretende Polizeichef von Istanbul und eine ehemalige Schönheitskönigin – dazu fanden sich mehrere Schusswaffen. Çatli selbst hatte bei seinem Tod einen vom damaligen türkischen Innenminister persönlich unterzeichneten Reisepass bei sich, der ihn als Staatsbeamten auswies – und das, obwohl er zu diesem Zeitpunkt offiziell wegen Mordes auch international mit Haftbefehl gesucht wurde. Der eilig veröffentlichte Versuch des damaligen Innenministers, das wunderliche Szenario damit zu erklären, dass es sich um die Verhaftungsfahrt Çatlis gehandelt habe, entpuppte sich schnell als Lüge und führte zum Rücktritt des Ministers.
Die Konterguerilla bzw. Gladio war als Teil des „tiefen Staates“ die treibende Kraft bei den drei Militärputschs 1960, 1971 und 1980: „(…) am 27. Mai 1960 erlebte die Türkei einen Militärputsch, als 38 Offiziere, darunter auch der Verbindungsmann zur CIA, Oberst Türkes, die Regierung stürzten und den Premierminister Adnan Menderes verhafteten. (…) hinter geheimen Mauern hatte das türkische Militär wiederholt gegen das gewählte Parlament konspiriert. Bevor sie in die streng geheime Abteilung für spezielle Kriegsführung versetzt wurden, traten die Generäle offiziell in den Ruhestand, um danach fast unsichtbar dieser geheimen Kommandostelle zu dienen. ‚Die wichtigste Funktion der Abteilung für spezielle Kriegsführung waren die drei Staatsstreiche’, folgert Celik [Selahattin Celik, türkischer Journalist, A.d.R.]“ (ebd., S.351 f.)

Spændingens Strategi – den türkiske variant

Die Methoden der Konter-Guerrilla waren insgesamt dieselben, die auch in Italien unter dem Titel „Strategie der Spannung“ angewandt wurden: Terror als Mittel der politischen Manipulation: „Trotz der Namensänderungen während der Zeit des Kalten Krieges blieben die Aufgaben der von der CIA finanzierten Abteilung für spezielle Kriegsführung gleich und bestanden aus gewaltsamer geheimer unorthodoxer Kriegsführung in einer Reihe von Operationen entsprechend der Anordnungen der führenden Militärs. In einer klassischen Operation zur Erzeugung von Spannungen warfen türkische Agenten der Stay-behind, Abteilung für spezielle Kriegsführung, am 6. September 1955 eine Bombe in ein Haus in Thessaloniki in Griechenland, das als Mustafa-Kemal-Museum genutzt wurde und deshalb von allen Türken hoch geschätzt wurde. Die türkischen Stay-behind-Agenten hinterließen kaum eine Spur und beschuldigten die griechische Polizei dieser Tat. Diese Aktion unter falscher Flagge funktionierte, und die türkische Regierung und die türkische Presse schoben die Schuld für diese Tat auf die Griechen. Kurz danach, am 6. und 7. September 1955, demolierten von der Konter-Guerrilla angefeuerte fanatische türkische Gruppen Hunderte von griechischen Häusern und Geschäften in Istanbul und Izmir. Dabei wurden 16 Griechen getötet, 32 verwundet und 200 griechische Frauen vergewaltigt.
Offiziell lautete die Aufgabe der Abteilung für spezielle Kriegsführung und ihrer Konter-Guerilla: ‚Im Fall einer kommunistischen Besetzung oder einer kommunistischen Rebellion Guerrilla-Methoden und alle möglichen Untergrundaktivitäten anzuwenden, um die Besetzung zu beenden.’ Doch als die Funktion der Stay-behind mit inländischen Kontrolloperationen und Aktivitäten unter falscher Flagge vermischt wurde, wurde es immer schwieriger, die Konter-Guerilla von klassischen Terroristen zu unterscheiden. Eine militärische Übereinkunft zwischen der CIA und der türkischen Regierung unter Adnan Menderes von 1959 betonte die inländischen Aufgaben der Geheimarmee und führte aus, dass die Geheimsoldaten ‚auch für den Fall einer internen Rebellion gegen das Regime aktiv werden sollten’.“ (ebd., S.351). Dumm nur für Regierungschef Menderes, dass die geheime Armee kurz darauf eingesetzt wurde, um ihn selbst aus dem Amt zu jagen…

1970´ernes terror som et led i “Spændingens strategi”

Besonders blutig wurde die Tätigkeit der türkischen Gladio-Armee während der 70er Jahre, nachdem einerseits die türkische Linke erstarkt war und andererseits am 12. März 1971 der zweite Militärputsch stattgefunden hatte. Der gemeinsame antikommunistische Terror der Konter-Guerrilla, des türkischen Geheimdienstes MIT und der faschistischen Grauen Wölfe bestand aus Anschlägen und gezielten Morden und forderte Schätzungen zufolge 5000 Tote. Grausamer Höhepunkt dieser Entwicklung war das Massaker auf dem Taksim-Platz in Istanbul am 1. Mai 1977:
„Während der Terrorjahre der 70er Jahre hatten die großen Gewerkschaften der Türkei am traditionellen Tag der Arbeit am 1. Mai einen Protestmarsch zum größten Platz Istanbuls, dem Taksim-Platz, organisiert. (…) im Jahr 1977 waren mindestens 500.000 Menschen auf dem Platz versammelt. Der Schrecken begann gegen Sonnenuntergang, als Scharfschützen auf den Dächern der den Platz umgebenden Häuser auf die Rednertribüne feuerten. (…) 38 Menschen wurden getötet, Hunderte wurden verletzt. Das Schießen dauerte 20 Minuten lang, und dennoch schritten mehrere Tausend anwesende Polizisten nicht dagegen ein. (…)
Das Hotel International, von dem aus die Schüsse abgefeuert wurden, gehörte dem Unternehmen ITT, das bereit 1973 in die Finanzierung des Staatsstreichs gegen den Präsidenten Allende in Chile verwickelt war und mit der CIA auf gutem Fuß stand. Drei Tage vor dem 1. Mai wurde das Hotel von Gästen geleert, und es wurden keine Reservierungen akzeptiert. Am 1. Mai betrat eine Gruppe von Ausländern das Hotel.“ (ebd., S.365)
Das Massaker vom Taksim-Platz wird bis heute vom türkischen Regime als Vorwand herangezogen, die 1.Mai-Demonstration auf diesem Platz zu verbieten. In den 70er Jahren diente das Massaker als Bestandteil einer großangelegten Terrorwelle gemäß der „Strategie der Spannung“ dazu, den faschistischen Putsch von 1980 vorzubereiten, der den General Kenan Evren an die Macht brachte: „Vor Gericht behauptete ein Rechtsextremist später ganz plausibel, dass die Massaker und der Terror der 70er Jahre eine Strategie gewesen seien, um das Land zu destabilisieren und Evren und die militärische Rechte an die Macht zu bringen: ‚Die Massaker waren eine Provokation des MIT. Mit den Provokationen des MIT und der CIA wurde der Boden für den Putsch vom 12. September bereitet.’ Später wurde festgestellt, dass General Evren zur Zeit des Putsches der Abteilung für spezielle Kriegsführung vorstand und die Geheimarmee der Konter-Guerrilla kommandierte.“ (ebd., S.369).

De “Grå Ulve” – fascistisk terororganisator i Tyrkiet

Für die Rekrutierung der Konter-Guerrilla hatte man bereits ab Mitte der sechziger Jahre in großem Umfang auf die von Oberst Türkiet gegründeten Grauen Wölfe zurückgegriffen: „Die Grauen Wölfe waren alles andere als eine Jugendorganisation. Sie waren ein brutales Netzwerk ausgebildeter und bewaffneter Männer, die bereit waren, Gewalt anzuwenden, um die pantürkische Ideologie voranzubringen. (…) Diese nationale faschistische Bewegung wurde von der CIA instrumentalisiert und unterstützt, um in der Türkei ihre eigene Geheimarmee zu verstärken. Nach der Entdeckung der geheimen Stay-behind-Armeen der NATO in ganz Westeuropa wurde 1990 in der Türkei enthüllt, dass der CIA-Verbindungsoffizier Türkes bei den Grauen Wölfen sehr intensiv rekrutiert hatte, um die geheime Stay-behind-Armee (…) mit Personal zu versorgen.“ (ebd., S. 353 f.)
Berüchtigt waren in dieser Zeit die geheimen Folterkammern der Konter-Guerilla, in denen zahlreiche Kommunisten und fortschrittliche Kräfte gefangengehalten und ermordet wurden. Ein Überlebender war der frühere General und Beteiligte am Putsch von 1960, Talat Turhan, der nach dem zweiten Putsch 1971 in Ungnade fiel und gefangengenommen wurde: „Dass die Grauen Wölfe Mitglieder der Konter-Guerilla waren, musste Turhan in den berüchtigten Folterkammern der Villa Ziverbey in Istanbuler Distrikt Erenköy am eigenen Leib feststellen. Schon seit den 50er Jahren wurde die Villa für ‚Verhöre’ von Menschen aus ehemals sozialistischen Ländern, insbesondere aus Jugoslawien und Bulgarien, benutzt. Dabei erhielt die antikommunistische Konter-Guerilla ihre erste Ausbildung in Foltertechniken.“ (ebd., S. 355)
Talat Turhan sagte über die Zusammensetzung der Gladio-Armee das folgende aus: „Die Folterknechte, die sich selbst Konter-Guerrilla nannten, bestanden hauptsächlich aus Männern des türkischen Geheimdienstes MIT und der Grauen Wölfe.“ (ebd., S.356)
Efter militærkuppet i 1980 blev de “Grå Ulve” und ihre „Mutterpartei“ MHP zwar offiziell verboten. Die Konter-Guerrilla blieb aber bestehen und die Faschisten blieben ihr Bestandteil. Kommunistische und andere linke Organisationen waren vom faschistischen Regime bereits in großen Teilen zerschlagen worden. Ein neuer Angriffspunkt der Konterguerilla wurde nun (ab 1984) der kurdische Aufstand unter der Führung der PKK. Hier griff der türkische Staat weiter auf die erfahrenen Nazi-Kader der Bozkurt zurück: „Nach zahlreichen Festnahmen füllten sich die türkischen Gefängnisse mit Terroristen der Grauen Wölfe, worauf Agenten des MIT ihre ehemaligen Waffenbrüder besuchten und ihnen ein attraktives Angebot machten: die Entlassung aus dem Gefängnis und ein gesichertes Einkommen, wenn sie bereit wären, im Südosten der Türkei gegen die kurdische Minderheit zu kämpfen. (…)
Til idag er Nato´s “Stay-behind”-terrornetværkets deltagelse i kampen mod kurderne en af de bedst bevarede hemmeligheder i Türkiet og Washington. Major Cem Ersever, ein ehemaliger Kommandeur der türkischen paramilitärischen Einheiten, die gegen die PKK aktiv waren, beschrieb später in seinem Buch ganz offen, wie die Konter-Guerrilla und andere paramilitärische Einheiten geheime Kriegsführung und Terror gegen die PKK anwendeten. (…) Zu den Operationen, die Ersever enthüllte, zählten Aktionen unter falscher Flagge, bei denen die Konter-Guerilla, verkleidet als Kämpfer der PKK, Dörfer angriff und die Menschen wahllos vergewaltigte und exekutierte. (…) Ersever bestätigte, dass ehemalige Graue Wölfe und andere Rechtsextreme direkt in den Gefängnissen für die Todesschwadrone der Stay-behind rekrutiert wurden.“ (S.371)
Aktioner under “Falsk Flag“ hørte også i Italien til Natos hemmelige “Stay Behind”-hær´s terroristiske program:
Ifølge den efterforskning der lå bag BBC-Dokumentatarfilmen om det hemmelige „Gladio“-netværk fra 1992 havde man åbenbart til tider infiltreret “Brigate Rosso” (“Røde Brigader”) . I Belgien waren die vermeintlich kommunistischen „Cellules Communistes Combattantes“ in den 80er Jahren in Wahrheit von Faschisten aufgebaut worden. Vermutungen über eine derartige Unterwanderung durch Geheimdienste und Rechte gibt es auch in Bezug auf die RAF in Deutschland.

Besonderheit der türkischen „Gladio“-Struktur

I Türkiet gingen die Gladio-Kräfte mit besonderer Brutalität vor, um kommunistische Bewegungen zu bekämpfen. Die Besonderheit der türkischen Gladio-Armee war erstens ihre extrem weit reichende Verankerung im Staats- und Militärapparat: „Angeregt durch die pantürkische Bewegung und die Vorstellung einer rassischen Überlegenheit der Türken dienten viele Angehörige des türkischen militärischen Geheimdienstes MIT (…) in der Konter-Guerilla und konnten von ihren Kollegen von den Grauen Wölfen kaum unterschieden werden. Die Recherchen zur Stay-behind in der Türkei ergaben, dass sowohl der MIT als auch die Einheiten der Konter-Guerrilla institutionell vereint waren, weil beide von der berüchtigten und heimlich durch die CIA gesponserten Abteilung für spezielle Kriegsführung in Ankara kommandiert wurden.“ (ebd., S. 356).
Die zweite Besonderheit war die Tatsache, dass sie mit der faschistischen Bewegung der Grauen Wölfe über eine Art Massenbasis med omkring 200.000 medlemmer i tiden omkring det sidste militörkup verfügte. „Celik, der Experte für geheime Kriegsführung, hob hervor, dass der ‚Geheimdienst die gesamte Gesellschaftsstruktur durchdrungen hatte’ und behauptete, dass ‚das Netz der Geheimdienste die einflussreichste Macht in der Türkei darstellt (…)’“. (ebd., S. 358).
Gladio initiierte i Græchenland und der Türkiet mehrere Staatsstreiche, wobei der Militärkup i Türkiet von 1980 zur Errichtung einer besonders grausamen faschistischen Diktatur führte. Es ist nicht übertrieben, davon zu sprechen, dass 1980 in der Türkei die Konter-Guerrilla bzw. Gladio offen die politische Macht übernahm.

KILDER :*1) “Gladio” eller “Stay Behind” blev opbygget som et antikommunistisk terrornetværk af USA og dets allierede i Europa og Tyrkiet efter Befrielsen i 1945. Allerede i 1944 blev de første fascistiske og nazistiske krigsforbrydere/a> rekrureret af USA som et led i Operation Stay Behind også kendt som operation Gladio, which consisted in contacting and recruiting fascist officers from the infamous republic of Salò as well as nazi officers and intelligence agents who had been left behind as the German troops retreated. The recruitment of fascist officers, including war criminals, was carried out by a special branch of the American OSS, the forerunner of the CIA. The man responsible for this special branch, known as X2, was James Jesus Angleton, who later became head of the CIA. Another international player, the Vatican, which was staunchly anti-Communist, had devised a similar Operation, known as Operation Ratlines. This consisted of protecting fascist and nazi criminals of war, giving them refuge inside the Vatican and helping them to escape to South America disguised as priests. The Croatian Ustashi leader Ante Pavelic, perpetrator of innumerable atrocities, was one of those protected by the Vatican; another was Klaus Barbie.7 The Vatican believed that these people would be useful in the fight against communism; indeed the Vatican had supported fascist and nazi regimes in Europe for precisely that reason. It is now known that the Allies went along with operation Ratlines, despite an official policy of de-nazification.

*2)ROTER MORGEN online 11, 2010
*3) “The Playground” af Thomas Sanders, Grayfar Ltd., and Betablade Ltd. 2003. Forfatteren
lægger vægt på at anmærke at The Playground “ikke et skønlitterært værk , men af sikkerhedshensyn
. . . . er personnavne og visse pladser ændret”
i efterskriftet

*4) “Nouvel Observateur”; 23 september 1974

EL som “rødt” alibi for R-S-SF-regeringens reaktionære finanslov

onsdag, november 23, 2011

22.November 2011

KØBENHAVN – Den erklærede “røde og grønne enhedsliste” (EL) – som ikke er noget parti, men en “parlamentarisk samling” af en række kriseramte trotskistiske (SAP) og højre-revisionistiske fraktioner (DKP m.fl.) har nu for første gang stemt for Nato- og EU-staten Danmarks kapitalistiske statsbudget (“finansloven”).
Og de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere svømmer over i ros, ja ren “begejstring” over den “røde listes” accept af Finansloven, som finansiere Nato- og EU-staten Danmarks forsatte angreb ikke bare på arbejderklassen, men en finanslov der skal sikre at storkapitalen – i Danmark såvel som EU; som både R-S-SF-regeringen og VKO frivilligt har underlagt Danmarks økonomi – overlever og kommer gennem krisen gennem at tvinge flertallet af danskere, italienere og de andre arbejdende folk i EU til at betale den kapitalistiske krise. Ligesom R-S-SF-regingens Finanslov garantere og sikre den fortsatte militære aggression mod folkene i Afghanistan, Irak, Libyen og andre lande og folk der står i vejen for Nato-alliancens kapitalistiske verdensorden.

De arabiske folks intifada fortsætter og påviser den revolutionære kamps betydning

søndag, oktober 2, 2011

September 2011
Først blev socialdemokraten Ben Ali (medlem af samme “Socialistiske Internationale” som Helle Thornings danske socialdemokrater) tvungen ud af magtens koridorer af det tunesiske folks opstand – et oprør som blev begyndelsen eller rettere udløste de arabiske folks intifada mod de EU- og USA-støttede regimer.
Den tunesiske folke-opstand blev ikke udløst af statusopdateringer på fakebook som visse borgerlige medier i vest har forsøgt at bilde folk ind, men af den unge arbejdsløse Muhammed Bouazizi som ofrede livet da han satte ild på sig selv i protest mod regimets politichikanerier
og dermed blev martyr for modstanden mod det EU og USA-støttede Ben Ali-regime.
Derefter spredte den revolutionære ild sig til den arabiske verdens folkerigeste land : Ægypten.
Med uimodståelig vilje,mod og frygtløshed, inspireret af det tunesiske folks opstand kastede ægypterne sig ud i kampen for at befri deres land fra det neo-kolonialistiske Murbarak-regime. Også Murbarak´s parti tilhørte Thornings og Lykketofts “internationale” hvis “reformistiske og neokoloniale strategi nu er blevet afsløret for alle med åbne øjne som et marionet-regime for de vestlige kapitalistiske Nato- og EU-stater. Et militærregime hvor de USA-uddannede officerer kontrolerer omkring 70 % af økonomien , hvilket de stadig gør.
Derfor behøver den arabiske intifada fortsættes ind i en folkedemokratisk revolution
LONG LIVE the INTIFADA of THE ARAB PEOPLE</strong>

Merkel bekræfter :det storkapitalistiske €uro-projekt skal forsvares til enhver pris

fredag, september 16, 2011

15.SEptember 2011

BERLIN (-:) Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg bekræfter regeringslederen i EU´s førerstat Tyskland at det storkapitalistiske €uro-projekt skal forsvares til enhver pris.
Det Økonomisk-Monetære “€uro-landsprojekt” som borgerlige og socialdemokratiske politikere, spindoktorer og regnedrenge lovpriste som den “økonomiske stabilitets, beskæftigelsens” ja den menneskelige “velfærds union” for ikke engang tolv år siden og som EU´s politisk-økonomiske elite gennemtvang – uden folkeafstemninger i Unionens tre største økonomier (Frankrigs, Italiens og Tysklands) er nu i en så stor krise at “€uro´ens undergang” nu omtales i Europas toneangivende medier som en realistisk udgang af den statskapitalistiske krise i €uro-området.

Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy og de storkapitalistiske interesser som de repræsenterer, det franske og tyske bourgeoisie som profiterer på €uro-projektet og har “hentet” billionprofitter; ikke bare gennem udbytningen af arbejderklassen, men også gennem at påtvinge Eurolandenes skatteborgere at betale renter for de €uro-“statsgaranterede” lån til de kapitalistiske €urostater, kommuner og virksomheder; er klar over at €uro-projektet og dermed de storkapitalistiske klasseinteresser bag den Økonomisk-monetære unionen er i fare.
Derfor talte hun på et pressemøde med medier i Berlin (5.sept.)om ” . . farlige “domino-effekter” hvis noget “€uroland” skulle beslutte at forlade det kriseramte projekt”.

Sandheden er at Merkel,Sarkozy og de storkapitalistiske interesser de repræsenterer i den franske og tyske storkapital frygter at en “dominoeffekt” skal blive følgen af en græsk statsbankerot og udtræden af den storkapitalistiske €uro-konstruktion. De frygter at en statsbankerot i Grækenland, for slet ikke at tale om Italien, Unionens tredje største økonomi, skal føre til konkurs for EURO-KONSTRUKTIONENS største private banker: Franske og tyske banker som troede at de havde sikret sig “statsganterede” billionprofitter gennem udlåningen til de kapitalistiske €urostater, men nu nægter at tage betale “risikoen” som renten (profitten) jo ifølge kapitalistiske markedslogik forsvares med.
Derfor advarer Merkel og Sarkozy både mod en græsk statsbankerot eller udtræden af den Økonomisk-Monetære Union , ikke i solidaritet med det græske folk, men i “solidaritet” med de franske og tyske storbanker som nu “risikere” at tabe nogle af de billioner af “risiko”-renter de udsuger af det græske og andre folk i €urolandene.
Med den kapitalistiske €urostat Grækenlands statsbankerot eller en aftale om nedskrivning af statsgælden og en udtræden af det storkapitalistiske €uroprojekt vil regeringer i de andre kriseramte €urostater som Italien, Spanien, Portugal og Irland kunne hævde – med al ret at de vil have den samme mulighed for at slippe ud af den kapitalistiske spændetrøje som de franske og tyske banker med hjælp fra EU-kommissionen holder disse stater og folk fast i.
Derfor taler Merkel om at det “skulle blive overordentligt farligt for vores valutasystem,”

Merkel bekræfter: Ingen “tekniske og juridiske” muligheder for at forlade valutaunionen

Merkel gik videre om muligheden for at forlade unionen
” – Fra et teknisk og juridisk perspektiv findes den mulighed ikke. For ” …. ” dermed ville [vi] sætte en “domino-effekt igang”

Dermed bekræfter regeringslederen i €uro-valutaunionens største stat åbenbart at de demokratiske løfter som €uro-tilhængerne i Danmark og Sverige spredte omkring sig inden folkeafstemningerne om tilslutning til valutaunionen ikke er en realistisk mulighed, men Ja-propaganda.
Merkel bekræfter også at både .. . .. ..

22.juni 1941 :Nazi-Tyskland og dets danske allierede: “samarbejdspolitikens” kollaboratører overfalder Sovjetunionen

onsdag, juni 22, 2011

22.juni 1941-

BERLIN Uden krigserklæring og med næsten hele Nazi-tysklands og dets europæiske allierede i Danmark, Italien, Spanien og andre landes militære styrker og fascistiske frikorps; sammenlagt over 5 (fem) millioner soldater indleder den tyske Wehrmacht idag for halvfjerds år siden aggressions-krigen mod folkene i Sovjet-Unionen. Der er tale om en “Vernichtungskrieg” , “tilintetgøreleses-krig som Hitler- fascisterne kaldte den.

Operation BARBAROSSA

Den 30.marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i Wehrmacht, den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-kommunistiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Europas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.>
Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod Tysklands kapitalistiske konkurrenter i Europa, som nu havde underlagt sig den tyske “überkommando”, med undtagelse af Storbritannien,Norge og delvis Sverige .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske og højreradikale allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.
. . . .. . … .

DEn socialdemokratisk-radikale regering anført af socialdemokraten Thorwald Stauning er som det udtrykkes “imponeret over de tyske sejre”. Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i juni 1941 foreslår Stauning-regeringen direkte at Danmarks Kommunistiske Parti; DKP forbydes.
Det sker med støtte fra de borgerlige partier Venstre og Konservative.

En lang række kommunister, bl.a. Rigsdags-medlemmer, interneres. Det er et klart brud på grundloven.
Regeringen underskriver Anti-komintern-pagten, en alliance vendt mod Sovjetunionen, og et brud på neutralitetsprincippet.
I fuld forståelse med den borgerligt-socialdemokratiske Stauning-regering oprettes det pronazistiske Frikorps Danmark. Den tysk-fascistiske terrororganisation SS gennemfører store hvervekampagner i alle større danske byer. Stauning-regeingen giver officerer i den danske hær lov at indtræde i korpset, og samtidig ret til at vende tilbage til deres stilling i den danske hær. 12 tusind danskere melder sig til det fascistiske Frikorps Danmark for at deltage i Nazi-Tysklands aggressionskrig mod Sovjetunionens folk. DE fleste var nazister, men også borgerlige unge som var blevet hjernevasket med de nazistiske feberfantasier og propaganda mod Stalins Sovjet og ligesom i dag i Jugoslavien, Irak og Afghanistan unge eventyrlystne karrieremagere. Vi ved i dag, at de danske frivillige deltog i de tysk-nazistiske krigsforbrydelser i bl.a. Sovjetunionen, Jugoslavien og Polen. Godt to tusind af disse danske “frivillige i krigen mod jøde-kommunismen i Sovjet” omkommer.
Samarbejdspolitikken holder helt indtil 29. august 1943, hvor en folkelig opstand med arbejderklassen som den bærende kraft, tvinger samarbejdspolitikerne på tilbagetog.

Året inden, den 9.april 1940 er Danmark blevet invaderet af nazityske styrker i fuld forståelse med den danske kollaborationsregering. Nazi-tyskland behøver næsten ingen våben af betydning for ikke at tale om en femtekolonne for at forberede den militære invasion og besættelse. For Stauning-regeringen,med støtte fra V og K, valgte i stedet at samarbejde – eller kollaborere – som det hedder med et lidet flatterende udtryk.
Kollaboration er et dækkende ord, for det var hvad regeringen gjorde – lige fra indførelsen af rationeringskort over interneringen af kommunister til opfordringen til unge mænd om at gå i tysk tjeneste på Østfronten og kriminaliseringen af de Spaniens-frivillige.
Imens talte regeringen dunder imod sabotage og andre undergravende “terror-aktioner.”
Kollaborationspolitikerne fra det Radikale Venstre , Konservative, Socialdemokratiet og Venstre vedtager i RIGSDAGEN en række undtagelseslove.

Da de aggresive fascistiske besættelsesstyrker i november 1941 står 32 km udenfor Moskva holder Stalin tale på den Røde plads i anledning af 24 året for den Store Socialistiske Oktoberrevolution.

På tysk (Rote Fahne)

Hitlerfascisternes overfald på Sovjetunionen 1941
1. del: Baggrund og Forhistorie : Imperialismens væsen er stræben efter verdensherredømmet “, hedder det i de kommunistiske partiprogrammer
Kriege und Kriegsgefahr sind im staatsmonopolistischen Kapitalismus eine Gesetzmäßigkeit.
Aufgrund seiner späten Entwicklung drängte der deutsche Imperialismus mit besonderem Nachholbedarf auf die Weltherrschaft und wurde 1914 zum Hauptverantwortlichen für den ersten imperialistischen Weltkrieg. Die rechte Führung der SPD verriet damals die Arbeiterinteressen und unterstützte die Kriegsführung des Kaisers. Dagegen orientierten sich die revolutionär gebliebenen Kräfte um Karl Liebknecht und Rosa Luxemburg an dem Vorbild Lenins in Russland und riefen zur Umwandlung des Kriegs in einen Bürgerkrieg gegen
Nach seiner Niederlage und der Kapitulation 1918 wurde Deutschland im Vertrag von Versailles von den imperialistischen Konkurrenten ein Siegfrieden diktiert, der Reparationen, Gebietsabtretungen und den Verlust aller Kolonien erzwang, sowie Bewaffnung und Militärstärke begrenzte. So ungerecht der imperialistische Krieg war, so ungerecht war auch der nachfolgende Frieden, der für die deutsche Arbeiterklasse eine doppelte Ausbeutung bedeutete – sowohl durch die eigene Bourgeoisie wie durch die imperialistischen Siegermächte. Es entstand eine Revanchestimmung, die besonders unter den kleinbürgerlichen Massen den Nationalismus erzeugte, der von Hitler und seiner demagogisch als „nationalsozialistisch“ bezeichneten Partei angefacht wurde.
Ablehnung der sowjetischen Angebote
1922 war unter Lenins Führung der Rapallo-Vertrag zwischen der Sowjetunion und Deutschland geschlossen worden. Verschiedene Wirtschaftsabkommen brachten zahlreichen deutschen Arbeitern eine Beschäftigungssicherung. Die Rote Armee bot der Reichswehr auf sowjetischem Territorium zudem militärische Übungsmöglichkeiten. Führende Kräfte des Monopolkapitals verlangten jedoch eine andere Politik: Sie sahen im Bolschewismus die Bedrohung ihrer Klassenherrschaft und waren strikt gegen eine Zusammenarbeit mit der Sowjetunion.
In Hitler fanden sie den ihnen genehmen Politiker, der in dem 1924–26 verfassten Buch „Mein Kampf“ seine gegen den Sozialismus gerichtete Mission entwickelt hatte, die er in einem Bündnis mit England verwirklichen wollte.
Im Februar 1936 gewährte Hitler dem britiske Kulturfilosof Arnold J. Toynbee (1889–1975) eine Audienz, die er zu einem über zweistündigen Vortrag nutzte. Toynbee schilderte später das Werben um die britische Partnerschaft gegen die „kommunistische Gefahr“, die Hitler als asiatische Bedrohung ausmalte:

„Hitler begann mit einer Frage: ,Warum seid ihr Rußland so freundlich gesinnt? … Ich weiß, warum. Weil ihr euch vor Japan fürchtet. Aber wenn ihr einen Freund braucht, der euch gegen Japan hilft, warum sollte dann Rußland euer Freund sein? Warum sollte nicht ich der Freund sein, den ihr braucht? Natürlich, wenn ich euer Freund in der Not sein soll, dann müßt ihr mir meine Kolonien zurückgeben …‘“

Der Brite zeigte sich äußerst beeindruckt: . . .

„… seine Stimme war für mich unerwartet angenehm – menschlich in der Tonlage und in der Tonhöhe, das heißt solange er nicht über Rußland sprach. Sobald aber das Wort ,Rußland‘ über Hitlers Lippen kam, wurde seine Stimme rauh, und er kreischte heiser – ein Kreischen, das einen hatte zittern lassen, wenn man eine seiner aufpeitschenden, demagogischen Reden im Rundfunk hörte.“ ( citeret fra ugebladet „Der Spiegel“, Nr. 9/1967, S. 99/100) . . . . . . . .

Hitlers Umweg nach Osten
Die Monopole hatten Hitler 1933 zum Reichskanzler gemacht, als in der Folge der Weltwirtschaftskrise die SPD-Führung die Arbeiter nicht mehr bändigen konnte und eine Revolution unter kommunistischer Führung drohte. Die Herrschaftsform der bürgerlichen Demokratie wurde aufgegeben und der kreischende Antikommunist Hitler zum Retter der Kapitalsherrschaft erkoren. Arbeiterparteien und Gewerkschaften wurden verboten und ein Aufrüstungsprogramm begonnen, dass die Massenarbeitslosigkeit weitgehend beseitigte – auf die Gefahr eines neuen Krieges hin!

1939 stand die deutsche Gruppe vor einem Wendepunkt. Die deutsche Kriegsrüstung war im allgemeinen abgeschlossen. Es blieben der deutschen Wirtschaft nur drei Wege offen: 1. Umstellung auf normale Produktion und riesige Ausdehnung der Ausfuhr. Dieser Weg war infolge der hohen Zollmauern des Auslands undurchführbar. 2. Drosselung der Produktion und als Folge eine Millionen- Arbeitslosigkeit. Dieser Weg war aus innenpolitischen Gründen nicht gangbar. 3. Expansion zur Eroberung der notwendigen Rohstoff- und Absatzgebiete. Dieser Weg bedeutete Krieg, war aber für die deutsche Gruppe der einzig mögliche. Da nun die für die deutsche Industrie in Frage kommenden Rohstoff- und Absatzgebiete in Händen des englisch-französischen Kapitalismus lagen, mußte die Expansion nach dem Westen erfolgen.“ (Willi Dickhut, „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, S. 80)

Hitler bot der Sowjetunion einen Nichtangriffsvertrag an, den Stalin akzeptierte, nachdem er zuvor mehrere Jahre lang erfolglos versucht hatte, mit den Westmächten ein gemeinsames Vorgehen gegen die drei aggressivsten faschistischen Staaten – Deutschland, Japan, Italien – zustande zu bringen. Die Sowjetunion, die sich über Hitlers eigentliches Ziel vollkommen klar war, konnte damit auch Zeit für ihre eigene Aufrüstung gewinnen.
Am 7. September 1939, nachdem Hitler Polen überfallen und in der Folge England und
Frankreich ihm den Krieg erklärt hatten, machte Georgi Dimitrov, der Generalsekretär der Kommunistischen Internationale, folgende Notizen über Stalins Einschätzung der Lage:

„Der Krieg wird zwischen zwei Gruppen von kapitalistischen Staaten geführt – (arme und reiche im Hinblick auf Kolonien, Rohstoffe usw.) um die Neuaufteilung der Welt, um die Weltherrschaft! – Wir haben nichts dagegen, daß sie kräftig aufeinander einschlagen und sich schwächen. – Nicht schlecht, wenn Deutschland die Lage der reichsten kapitalistischen Länder (vor allem England) ins Wanken brächte. – Hitler selbst zerrüttet und untergräbt, ohne es zu verstehen und zu wollen, das kapitalistische System …“ (Kilde: Georgi Dimitrov, „Tagebücher 1933–1943“, Berlin 2000, S. 273)

Willi Dickhut, der in seinen – 1941 bis 1945 während der illegalen Widerstandsarbeit angefertigten – Analysen zu exakt derselben Einschätzung kam, schrieb dazu, dass Hitler damit einen entscheidenden Fehler beging: So wie der deutsche Imperialismus im I. Weltkrieg irrtümlich Frankreich statt England als Hauptfeind betrachtete, so richtete er sich jetzt gegen England in Verkennung der Tatsache, dass die Sowjetunion sein Hauptfeind war. Das sollte sich bitter rächen, auch wenn Hitler durch den Bruch des Nichtangriffsvertrags und den Überfall auf die Sowjetunion im Juni 1941 zunächst die Oberhand erlangte!

2. Del: Bedeutung und Bewertung

 

I December 1941 analysierte Willi Dickhut in seiner Anleitung für die illegale antifaschistische Widerstandsarbeit der Solinger KPD die Wandlung des 1939 begonnenen II. Weltkriegs: . . . .

„Wenn bisher dieser Krieg ein rein imperialistischer Krieg war, eine kapitalistische Auseinandersetzung zur Eroberung von Rohstoff- und Absatzgebieten, ein Krieg, der die koloniale Neuaufteilung der Erde auf die Tagesordnung setzte, so trat durch den Angriff der deutschen Gruppe auf die Sowjetunion die kapitalistische Auseinandersetzung weit in den Hintergrund. Jetzt wurde der Krieg gekennzeichnet durch die große soziale Auseinandersetzung der aggressiven kapitalistischen Gruppen gegen die sozialistische Gruppe. Das war der Sinn der großen Wandlung…“ (KILDE;:Willi Dickhut – „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, Düsseldorf 1987, S. 103) . . . .

DØD OVER DE TYSKE OKKUPANTER

 

Sovjetisk antifascistisk plakat 1941

22.juni 1941 år: Nazityskland og dets europæiske medløbere angriber Sovjetunionen:
„1939 stand die deutsche Gruppe vor einem Wendepunkt. Die deutsche Kriegsrüstung war im allgemeinen abgeschlossen. Es blieben der deutschen Wirtschaft nur drei Wege offen: 1. Umstellung auf normale Produktion und riesige Ausdehnung der Ausfuhr. Dieser Weg war infolge der hohen Zollmauern des Auslands undurchführbar. 2. Drosselung der Produktion und als Folge eine Millionen- Arbeitslosigkeit. Dieser Weg war aus innenpolitischen Gründen nicht gangbar. 3. Expansion zur Eroberung der notwendigen Rohstoff- und Absatzgebiete. Dieser Weg bedeutete Krieg, war aber für die deutsche Gruppe der einzig mögliche. Da nun die für die deutsche Industrie in Frage kommenden Rohstoff- und Absatzgebiete in Händen des englisch-französischen Kapitalismus lagen, mußte die Expansion nach dem Westen erfolgen.“
(citeret fra Willi Dickhut, „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, S. 80)
Gennem Udenrigsminister Ribbentrob krævede Tyskland i 1939 at Sovjet garanterede “ikke at angribe Tyskland” militært (Nichtangriffsvertrag). Sovjetunionen som gennem flere år havde kæmpet for at skabe en alliance for “kollektiv sikkerhed med andre europæiske stater : England, Frankrig og Polen mod antikomintern-pagtens aggressive planer i Europa, men havde fået en kold skulder af de vestlige kapitalistiske magter (se britiske parlamentsmedlers kritik af Chamberlains antisovjetiske kurs

Det var svært for Sovjet både militært, men også politisk, at åbent afvise det tyske udspil om en Nichtangriffsvertrag i 1939 : Hvis det fredselskende Sovjet havde sagt nej til en ikke-angrebsaftale ville Europas liberale og fascistiske medier sikkert komme med påstanden : ”Stalins kommunistiske terorregimne i Moskva forbereder krig mod Europa” eller lignende
Med Tysklands-aftalen vandt sovjet to års fred og dermed militær forberedelse af den krig som Stalins Sovjet vidste “lå på tegnebordet i Hitlers førerbunker” i Berlin. Sovjet accepterede realiteterne at man ikke var i stand til at diktere fred i Europa , nachdem er zuvor mehrere Jahre lang erfolglos versucht hatte, mit den Westmächten ein gemeinsames Vorgehen gegen die drei aggressivsten faschistischen Staaten – Deutschland, Japan, Italien – zustande zu bringen. Die Sowjetunion, die sich über Hitlers eigentliches Ziel vollkommen klar war, konnte damit auch Zeit für ihre eigene Aufrüstung gewinnen.
Am 7. September 1939, nachdem Hitler Polen überfallen und in der Folge England und
Frankreich ihm den Krieg erklärt hatten, machte Georgi Dimitrov, der Generalsekretär der Kommunistischen Internationale, folgende Notizen über Stalins Einschätzung der Lage : . . .
„Der Krieg wird zwischen zwei Gruppen von kapitalistischen Staaten geführt – (arme und reiche im Hinblick auf Kolonien, Rohstoffe usw.) um die Neuaufteilung der Welt, um die Weltherrschaft! – Wir haben nichts dagegen, daß sie kräftig aufeinander einschlagen und sich schwächen. – Nicht schlecht, wenn Deutschland die Lage der reichsten kapitalistischen Länder (vor allem England) ins Wanken brächte. – Hitler selbst zerrüttet und untergräbt, ohne es zu verstehen und zu wollen, das kapitalistische System …“ (Kilde: Georgi Dimitrov, „Tagebücher 1933–1943“, Berlin 2000, S. 273)
Willi Dickhut, der in seinen – 1941 bis 1945 während der illegalen Widerstandsarbeit angefertigten – Analysen zu exakt derselben Einschätzung kam, schrieb dazu, dass Hitler damit einen entscheidenden Fehler beging: So wie der deutsche Imperialismus im I. Weltkrieg irrtümlich Frankreich statt England als Hauptfeind betrachtete, so richtete er sich jetzt gegen England in Verkennung der Tatsache, dass die Sowjetunion sein Hauptfeind war. Das sollte sich bitter rächen, auch wenn Hitler durch den Bruch des Nichtangriffsvertrags und den Überfall auf die Sowjetunion im Juni 1941 zunächst die Oberhand erlangte!

2. Del: Bedeutung und Bewertung

I December 1941 analysierte Willi Dickhut in seiner Anleitung für die illegale antifaschistische Widerstandsarbeit der Solinger KPD die Wandlung des 1939 begonnenen II. Weltkriegs: . . . .
„Wenn bisher dieser Krieg ein rein imperialistischer Krieg war, eine kapitalistische Auseinandersetzung zur Eroberung von Rohstoff- und Absatzgebieten, ein Krieg, der die koloniale Neuaufteilung der Erde auf die Tagesordnung setzte, so trat durch den Angriff der deutschen Gruppe auf die Sowjetunion die kapitalistische Auseinandersetzung weit in den Hintergrund. Jetzt wurde der Krieg gekennzeichnet durch die große soziale Auseinandersetzung der aggressiven kapitalistischen Gruppen gegen die sozialistische Gruppe. Das war der Sinn der großen Wandlung…“ (KILDE;:Willi Dickhut – „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, Düsseldorf 1987, S. 103) . . . .

War Stalin „abgetaucht“?

Von antikommunistischer Seite wurde diese Fehleinschätzung als „Versagen“ Stalins bezeichnet, der Revisionist Chruschtjov ging bei seinen Angriffen sogar soweit, ihn für die Verluste der Roten Armee persönlich verantwortlich zu machen. In seiner „Geheimrede“ auf dem XX. Parteitag der KPdSU 1956 behauptete er, Stalin sei deprimiert, reaktions- und arbeitsunfähig gewesen. Als „Beweis“ dafür wurde seitdem immer wieder angeführt, dass er sich erst 14 Tage nach dem Überfall an das sowjetische Volk wandte – vorher sei er völlig verzweifelt „abgetaucht“. Der Historiker Geoffrey Roberts stellte 2006 dazu sachlich fest:
„Wenn man Stalins persönliche Reaktion auf den deutschen Angriff herausfinden will, ist man vielleicht besser beraten, sich die zeitgenössischen Zeugnisse seines Handelns in den ersten Tagen des Krieges anzusehen. Nach seinem Terminkalender hielt Stalin, als der Krieg ausbrach, zahlreiche Besprechungen mit den Mitgliedern der militärischen und politischen Führung ab. Die ersten Kriegstage verlangten von ihm viele Entscheidungen. Am Tag, als der Krieg ausbrach, erließ er 20 unterschiedliche Befehle und Dekrete. Am 23. Juni richtete er eine Stavka (Hauptquartier) des Oberkommandos ein, eine gemischte politische und militärische Einrichtung – deren Vorsitz Verteidigungsminister Timoschenko übernahm –, um die strategische Leitung des Krieges zu beaufsichtigen. Am 24. Juni wurde beschlossen, einen Evakuierungsrat zu gründen, um Bevölkerung und Materialien aus der Kriegszone zu evakuieren. Außerdem wurde ein sowjetisches Informationsbüro (Sowinform) eingerichtet, mit der Aufgabe, die Kriegspropaganda zu koordinieren … Am 22. Juni begann der Tag in Stalins Büro um 5.45 Uhr, als Molotow mit der Nachricht der deutschen Kriegserklärung von einem Treffen mit Schulenburg zurückkam … Ein anderer früher Besucher in Stalins Büro an diesem Tag war der Leiter der Komintern, Georgi Dimitrov, der in seinem Tagebuch vermerkte: ‚Um sieben Uhr morgens wurde ich dringend zu Stalin in den Kreml gerufen… Bemerkenswerte Ruhe, Entschlossenheit, Vertrauen von Stalin und allen anderen…‘“.
(Kilde:Geoffrey Roberts – „Stalins Kriege“, Berlin 2008, S. 111-112)

Stalin – ein „Dilettant“?

In der Besprechung der „FAZ“ zu einer aktuellen Neuerscheinung zum 70. Jahrestag des Überfalls wird zum x-ten Mal die Behauptung wiederholt: „Als Feldherren waren sie ‚gehörige Dilettanten‘, Stalin noch mehr als Hitler.“ (Christian Hartmann – „Unternehmen Barbarossa“, München 2011, siehe „FAZ“, 2. Mai 2011, S. 9) Den Angriff auf Stalin hatte der Verleumder Hruschtschov in die Welt gesetzt, als er in der „Geheimrede“ behauptete, Stalin habe die Frontoperationen anhand eines Globus geleitet. Nicht nur wurde das von dem sowjetischen Marschall Shukow, der zunächst Chruschtschow- Anhänger war, in seinen Memoiren ausführlich und konkret widerlegt. (siehe in G. K. Shukow – „Erinnerungen und Gedanken“, Berlin 1987, S. 360) Bekannt ist zudem, dass Stalin seine militärischen Führungsqualitäten nach der Oktoberrevolution im Bürgerkrieg gegen die Konterrevolution erlangte und seitdem zielgerichtet weiterentwickelte. John Thomas Murphy, Mitbegründer der KP Großbritanniens, schrieb dazu 1945 in seiner Stalin-Biographie:
„Stalin selbst hatte sich auf seinen als Heerführer im Interventionskrieg erworbenen Lorbeeren nicht ausgeruht. Er war es gewesen, der Michael Frunse in die Führung der Roten Armee berufen hatte. In der Anfangszeit der Revolution hatte sich Frunse als militärisches Genie erwiesen… Von Frunse, der 1925 starb, hat Stalin viel gelernt… Frunses Schriften wurden die offiziellen militärischen Lehrbücher der Roten Kriegsakademie. Aber es gab noch einen anderen Heerführer der Roten Armee, der gleichfalls mit einigem Recht als militärisches Genie bezeichnet wurde. Er heißt Marschall Boris Michailovitsch Schaposchnikov… Abgesehen von seinen militärischen Fähigkeiten ist er auch wissenschaftlicher Mathematiker. 1932 besuchte Stalin seine Vorlesungen und studierte mit ihm moderne Kriegsführung. Stalin hat nie etwas über diese Studien verraten, aber sie lehrten ihn gründliches Verständnis für die Theorie der Reserven und der Einkreisung, für den Bewegungskrieg und den totalen Charakter der modernen Kampfführung.“ (KILDE:J. T. Murphy – „Stalin“, Zürich 1945, S. 284–285)

In der Realität zeigte sich, dass die damals stärkste Militärmacht der Welt – der deutsche Faschismus auf dem Höhepunkt seiner Macht – nur durch eine Kraft zu stoppen war, durch die sozialistische Sowjetunion unter Stalins Führung! Willi Dickhut zeigte in seinen Analysen das sowjetische Vorgehen konkret auf und sagte bereits 1941 die Niederlage Hitlers voraus. Als die Faschisten im Dezember 1941 vor Moskau zum Stehen kamen, war der Krieg für sie faktisch schon verloren, wenn auch noch lange nicht beendet. Som en tysk politiker udtrykte det :
„Der Sieg der Sowjetunion über den deutschen Imperialismus war ein historischer Sieg der sozialistischen Gesellschaftsordnung über den Faschismus, over den mest brutale Form der kapitalistischen Gesellschaftsordnung, die auf Antikommunismus, Rassismus und offenem Terror aufgebaut war.“

– DEL 3

Kutusow in der Schlacht von Borodino 1812

Welche Taktik sollte die sowjetische Führung einschlagen, wenn man voraussetzt, daß die Hitlerarmee im Vergleich zu den Streitkräften der Sowjetunion über zeitweilige Vorteile verfügte? Viele ausländische Militärfachleute, die den Kampf der Sowjettruppen beobachteten, versicherten, daß diese die Taktik Kutusows wiederholten: die sowjetischen Truppen wichen zurück, um Zeit zu gewinnen, bis die gesamte Wirt​schaft auf den Krieg umgestellt sein würde.

»Die Rote Armee tauscht Raum gegen Zeit ein«, sagten die ausländischen mili​- tärischen Kapazitäten.
Natürlich hatte die Rote Armee den gesamten Erfahrungs​schatz der einstigen russischen Armee übernommen. Die Führung der sowjetischen Streitkräfte hatte sich auch die Er​- fahrungen des glänzenden Feldherrn Kutusow zu eigen ge​macht.

Aber die sowjetischen Heerführer wiederholten keines​falls automatisch die Kutusow-Taktik. Die sowjetische Füh​rung stellte dem Feinde ihre eigene, die Stalinsche Taktik entgegen. Die wichtigsten Grundsätze dieser Taktik legte J. W. Stalin in seiner Rede am 3. Juli 1941 dar. Diese Taktik ist in die Geschichte der Kriegskunst als die der aktiven Ver​teidigung eingegangen. Die Hauptaufgabe der Stalinschen Taktik bestand darin, die vorübergehenden Vorteile des Gegners in kürzester Frist zu liquidieren.

Dem Gegner waren vor allem möglichst viel Verluste bei​zubringen. Kein Fußbreit Boden durfte ohne Kampf auf​gegeben werden. Dem Gegner sollte jeder Schritt vorwärts möglichst viel Menschen und Material kosten. Den Gegner zu schwächen und ihn sich ausbluten zu lassen, das war die Hauptaufgabe der aktiven Verteidigung.
»Die Rote Armee, die Rote Flotte und alle Bürger der Sowjetunion«, sagte J. W. Stalin, »müssen jeden Fußbreit Sowjetbodens verteidigen, müssen bis zum letzten Blutstropfen um unsere Städte und Dörfer kämpfen, müssen die Kühnheit, Initiative und Findigkeit an den Tag legen, die unserem Volk eigen sind.«
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte ferner eine rasche Umstellung der Industrie auf den Kriegsbedarf. Die gesamte Rüstungsindustrie mußte auf volle Touren gebracht werden. Dazu waren alle Hilfsquellen des Landes, die ge​samte Volkswirtschaft äußerst rasch und unter überaus schweren Bedingungen zu mobilisieren.

Außerdem mußten aus den durch die Hitlertruppen be​drohten Gebieten die gesamten Fabriken, das rollende Material, sämtliche Nahrungsmittel und Viehbestände weg​geschafft werden. Die sowjetische Industrie und die Rohstoff​- reserven durften nicht dem Gegner zurückgelassen werden.
»Bei einem erzwungenen Rückzug von Truppenteilen der Roten Armee«, sagte J. W. Stalin, »muß das gesamte rollende Material der Eisenbahnen fortgeschafft werden; dem Feind darf keine einzige Lokomotive, kein einziger Waggon, kein Kilogramm Getreide, kein Liter Treibstoff überlassen werden. Die Kollektivbauern müssen das ganze Vieh wegtreiben und das Getreide zur Abbeförderung ins Hinterland dem Schutz der staatlichen Organe anvertrauen. Alles wertvolle Gut,
darunter Buntmetalle, Getreide und Treibstoff, das nicht ab​transportiert werden kann, muß unbedingt vernichtet werden.«

Auch die Bevölkerung mußte evakuiert werden, da ihr Vernichtung drohte. Kein Land hat jemals eine derartig schwierige Evakuierung gekannt: es handelte sich darum, Zehntausende von Betrieben und Millionen von Menschen nach dem Osten zu schaffen.
Neben einer gigantischen Ankurbelung der gesamten Rüstungsindustrie und einer steigenden Erzeugung von Pan​zern, Flugzeugen, Maschinenpistolen, war es äußerst wich​tig, neue Waffen zum Kampf gegen die feindliche Kriegstechnik und vor allem gegen die Panzer Sturmflugzeuge, Panzerabwehrgeschütze, Panzerbüchsen und Granatwerfer zu schaffen. Kurzum, im Hinterlande war eine gewaltige organisatorische Arbeit zu leisten.
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte auch die Ent​faltung des Partisanenkampfes gegen die Faschisten durch das gesamte Volk.
Die Hitlerleute wußten bereits aus dem Jahre 1918, was der Partisanenkampf des Sowjetvolkes bedeutet. Aber die Eindringlinge hofften, daß das waffenlose Volk es nicht wagen würde, einer mit der modernsten Technik ausgestatteten Armee entgegenzutreten. Der faschistische Außenminister Ribbentrop versicherte: »Im Jahrhundert der Motoren, Pan​zer und Stukas ist ein Aufstand in den Gebieten, in denen die Bevölkerung entwaffnet ist, ausgeschlossen.«
Die Hitlerleute hatten jedoch die geistige Kraft des Sowjet​volkes und die Macht .des sowjetischen Patriotismus nicht einkalkuliert. J. W. Stalin rief zur Schaffung von Partisanen​abteilungen in den vorübergehend besetzten Gebieten auf: »In den vom Feind okkupierten Gebieten«, sagte J. W. Stalin, »müssen Partisanenabteilungen zu Pferd und zu Fuß gebildet und Diversionsgruppen geschaffen werden zum Kampf gegen die Truppenteile der feindlichen Armee, zur Entfachung des Partisanenkrieges überall und allerorts, zur Sprengung von Brücken und Straßen, zur Zerstörung der Telefon- und Teleg​ rafenverbindungen, zur Niederbrennung der Wälder, der Versorgungslager und der Trains. In den okkupierten Ge​bieten müssen für den Feind und alle seine Helfershelfer un​erträgliche Bedingungen geschaffen werden, sie müssen auf Schritt und Tritt verfolgt und vernichtet und alle ihre Maß​nahmen müssen vereitelt werden.«

Det var den Stalinske Kampplan, den er in seiner Juli​rede verkündete.
Um alle Kräfte der Völker der UdSSR schnellstens zum Widerstand gegen den Feind zu mobilisieren, wurde am 30. Juni 1941 das Staatliche Verteidigungskomitee mit J.V. Stalin an der Spitze gebildet. In den Händen dieses neuen Staatsorganes wurde die gesamte Macht im Staate konzentriert.

Aus Anlass des 70. Jahrestages des deutschen Überfalls auf die Sowjetunion, am 22. Juni 1941, veröffentliche ich an dieser Stelle in loser Folge Auszüge aus dem sowjetischen Buch Der große Vaterländische Krieg der Sowjetunion, dass 1947 im SWA-Verlag/Berlin als 4. Band in der Reihe „Das Sowjetland“ erschienen ist. Im 2. Abschnitt des zweiten Kapitels erklären die Autoren, wie es der Nazi-Wehrmacht gelingen konnte, zu Beginn des Krieges gegen die Sowjetunion, vorübergehend so bedeutende Erfolge zu erzielen. Er trägt die Überschrift:
Die vorübergehenden Vorteile der deutsch-faschistischen Armee
Unsere Sache ist gerecht! – Der Sieg wird unser sein! Für die Heimat! – Für Stalin!
Die Sowjetunion und ihre Streitkräfte hatten schwere Prüfungen zu bestehen. Während ihrer ganzen Geschichte hatten es die Völker der Sowjetunion nicht mit einem so starken und heimtückischen Feind zu tun gehabt. Im ersten Weltkriege 1914-1918 hatte Deutschland im Bunde mit Öster​reich-Ungarn, Bulgarien und der Türkei gekämpft. Dem deutschen Block waren damals von den ersten Kriegstagen an die größten Weltmächte — Großbritannien, Frankreich und Rußland – entgegengetreten. Ihnen schlossen sich bald darauf Japan und Italien und später die USA an. Um diese sechs Mächte scharten sich über dreißig Staaten.
Beim wortbrüchigen Überfall auf die Sowjetunion dagegen hatte
Deutschland genau so wie im vorigen Kriege Österreich und Ungarn auf seiner Seite. Auch von Bulgarien wurde Deutschland faktisch unterstützt. Außerdem traten Rumänien und Finnland, die im vergangenen Kriege Deutschlands Geg​ner gewesen waren, auf Seiten Hitlers gegen die Sowjetunion an. Im Lager der deutschen Faschisten stand ferner Italien, das im ersten Weltkriege zu Deutschlands Gegnern gezählt hatte. Schließlich war auch Japan, dessen Armee im vorigen Kriege Deutschland entgegengetreten war, mit Deutschland verbündet. Dazu muß noch Spanien gerechnet werden, dessen Rohstoffquellen Deutschland uneingeschränkt zur Verfügung standen und das einige Zehntausende von Soldaten an die Front schickte. Während der deutsche Block vor einem Viertel​jahrhundert also aus vier Mächten bestanden hatte, hatten die Hitlerfaschisten einen Block aus acht Mächten – Spanien nicht eingerechnet — zusammengebracht. Außerdem hatten sie sich fast der gesamten Industrie Westeuropas
bemächtigt und nutzten sie für ihre militärischen Zwecke aus.
Die Hauptkräfte des Hitlerblocks, der unvergleichlich mächtiger als der deutsche Block im ersten Weltkrieg war, fielen über die Sowjetunion her. Diese mußte allein den ganzen Ansturm aushalten, dem im vergangenen Kriege Dutzende von Ländern und darunter sechs Großmächte stand​gehalten hatten. Schon dieses Kräfteverhältnis allein zeugt davon, welche Schwierigkeiten die Sowjetunion zu bewältigen hatte und welche Opfer das

Sowjetland und seine Streitkräfte im Kriege auf sich nehmen mußten.
J. W. Stalin
Die Hitlertruppen drangen in die baltischen Republiken, in Hviderußland und in die Ukraine ein. Dem Sowjetlande drohte allerhöchste Gefahr. Von dieser sprach J. W. Stalin zu den Völkern der Sowjetunion in seiner Rundfunkrede am 3. Juli 1941 : . . . . .
Der Feind ist grausam und unerbittlich. Er setzt sich das Ziel, unseren Boden, der mit unserem Schweiß getränkt ist, zu okkupieren, unser Getreide, unser Erdöl, die Früchte unserer Arbeit an sich zu reißen. Er setzt sich das Ziel, die Macht der Gutsbesitzer wieder aufzurichten, den Zarismus wiederherzustellen, die nationale Kultur und die nationale Eigenstaatlichkeit der Russen, Ukrainer, Bjelorussen, Litauer, Letten, Esten, Usbeken, Tataren, Moldauer, Georgier, Armenier, Aserbaidshaner und der anderen freien Völker der Sowjetunion zu vernichten, sie zu germanisieren, sie zu Sklaven der deutschen Fürsten und Barone zu machen. Es geht also um Leben oder Tod des Sowjetstaates, um Leben oder Tod der Völker der Sowjetunion; es geht darum, ob die Völker der Sowjetunion frei sein oder in Versklavung geraten sollen. . .
Der Krieg gegen einen solchen Feind durfte nicht als ge​wöhnlicher Krieg betrachtet werden.

Es handelte sich nicht nur um den Verlust dieses oder jenes Teils des sowjetischen Territoriums. Es handelte sich um die Existenz des Sowjetstaates, um die Einbuße aller Errungen​schaften, die die Große Sozialistische Revolution den Sowjet​völkern gebracht hatte. Die Völker der Sowjetunion hatten ein klares und edles Ziel vor Augen: das Sowjetland von den verhaßten Eindringlingen zu befreien, die Sowjetmenschen aus der Sklaverei und vor der Vernichtung zu retten. Es war ein Befreiungskrieg, ein heiliger Krieg des Sowjetvolkes um sein sozialistisches Vaterland.

»Er ist nicht nur ein Krieg zwischen zwei Armeen«, sagte J. W. Stalin. »Er ist zugleich der große Krieg des ganzen Sowjetvolkes gegen die faschistischen deutschen Truppen.«
Indem er das Sowjetvolk zur Verteidigung des sozialisti​schen Vaterlandes aufrief, erklärte J. W. Stalin, warum es den Hitlertruppen gelungen war, zu Beginn des Krieges so bedeutende Erfolge zu erzielen. Die faschistische Armee hatte Erfolge, nicht weil sie unbesiegbar war, wie das von den Nazis überall behauptet wurde, sondern weil die deutsch-faschistische Armee eine Reihe vorübergehender, aber über​aus wichtiger Vorteile besaß.

Hitlerdeutschland erwies sich für den Krieg besser vor​bereitet. Die Geschichte lehrt, wie J. W. Stalin in dem Bericht zum 27. Jahrestag der Großen Sozialistischen Oktober​revolution zeigte, daß . . . »die an einem neuen Krieg inter​essierten aggressiven Nationen als Nationen, die sich von langer Hand auf den Krieg vorbereiten und dafür Kräfte sammeln, gewöhnlich besser auf den Krieg vorbereitet sind und es auch sein müssen als die friedliebenden Nationen, die an einem neuen Krieg nicht interessiert sind. Das ist natür​lich und begreiflich. Das ist, wenn Sie so wollen, eine histo​rische Gesetzmäßigkeit, die außer acht zu lassen, gefährlich wäre.«
Bei den Vorbereitungen zum Kriege stellten die Hitler​faschisten vor allem ihre Industrie auf Rüstung um.

Außer​dem erbeuteten sie nach der Eroberung Europas die Waffen- und Munitionsvorräte mehrerer europäischer Armeen und zwangen darüber hinaus fast ganz Europa – die Tschecho​slowakei, Österreich, Frankreich, Holland, Polen, Belgien und andere Länder – für sie zu arbeiten. Die Deutschen hat​ten deshalb mehr Panzer und mehr Flugzeuge, als die Rote Armee sie damals besaß.
Außerdem hatten die Faschisten ihre Armee bereits vor dem Überfall auf die UdSSR mobilisiert, die Einberufenen unter die einzelnen Truppenteile verteilt, Munition und Aus​rüstung bereitgestellt und ihre Divisionen an den entspre​chenden Stellen konzentriert. Das bot den Hitlerleuten die Möglichkeit, ihre Divisionen im richtigen Moment und in gewünschter Richtung umzugruppieren.
Die Hitlerleute machten sich nicht nur die Industrie und die Nahrungsmittelreserven des eroberten Europas zunutze. Die faschistischen Regierungen Rumäniens, Finnlands, Ungarns und Italiens ließen gemeinsam mit den Deutschen ihre Truppen gegen die Sowjetunion marschieren.
Eine enorme Rolle spielte ferner auch der Umstand, daß die deutsche Armee in den zwei Jahren des Krieges in Europa große Erfahrungen in der Durchführung großer militärischer Operationen unter Einsatz der modernsten Kriegstechnik gewonnen hatte.

Schließlich muß auch in Betracht gezogen werden, daß es der deutsch- faschistischen Wehrmacht gelungen war, eine Reihe von Siegen über die Armeen Europas zu erringen, unter denen sich eine so mächtige Armee wie die französische befand. Zwar wurden die Erfolge im Kriege gegen Polen bei einer dreifachen Überlegenheit an Kräften errungen, während im Krieg gegen Frankreich der Verrat den Deut​schen zu Hilfe kam. Aber die Hitlerpropagandisten benutz​ten diese Erfolge, um den Soldaten einzuhämmern, daß sie unwiderstehlich wären. So wurde der Mythos von der Un​besiegbarkeit der deutsch-faschistischen Armee geschaffen.
Das waren die vorübergehenden Vorteile der Hitlerarmee, die es ihr
ermöglichten, nach dem plötzlichen Überfall auf die Sowjetunion bedeutsame Erfolge an der sowjetisch-deutschen Front zu erzielen. Sie nutzte diese Vorteile weitgehend aus und kämpfte sich in die Tiefe des sowjetischen Gebietes vor. Die Hitlerfaschisten versuchten, einen »Blitzkrieg« durchzu​führen, wobei sie damit rechneten, daß die Streitkräfte des Sowjetlandes schwach seien. Sie spekulierten ferner darauf, daß die Sowjetordnung nicht fest sei; sie nahmen an, daß diese nach dem ersten ernsthaften Schlag zerfallen würde. Schließlich hofften die Nazis auf eine Isolierung der Sowjet​union. Sie wollten eine mächtige Koalition gegen die UdSSR zustande bringen, die Großbritannien und die USA ein​schließen sollte.

Die Taktik der aktiven Verteidigung
( General Kutusov i Slaget ved Borodino mod Kejserriget FRankrig´s invaderende militærstyrker (Napoleon) i 1812
Welche Taktik sollte die sowjetische Führung einschlagen, wenn man voraussetzt, daß die Hitlerarmee im Vergleich zu den Streitkräften der Sowjetunion über zeitweilige Vorteile verfügte? Viele ausländische Militärfachleute, die den Kampf der Sowjettruppen beobachteten, versicherten, daß diese die Taktik Kutusows wiederholten: die sowjetischen Truppen wichen zurück, um Zeit zu gewinnen, bis die gesamte Wirt​schaft auf den Krieg umgestellt sein würde. »Die Rote Armee tauscht Raum gegen Zeit ein«, sagten die ausländischen mili​- tärischen Kapazitäten.
Natürlich hatte die Rote Armee den gesamten Erfahrungs​schatz der einstigen russischen Armee übernommen. Die Führung der sowjetischen Streitkräfte hatte sich auch die Er​- fahrungen des glänzenden Feldherrn Kutusow zu eigen ge​macht. Aber die sowjetischen Heerführer wiederholten keines​falls automatisch die Kutusow-Taktik. Die sowjetische Füh​rung stellte dem Feinde ihre eigene, die Stalinsche Taktik entgegen. Die wichtigsten Grundsätze dieser Taktik legte J. W. Stalin in seiner Rede am 3. Juli 1941 dar. Diese Taktik ist in die Geschichte der Kriegskunst als die der aktiven Ver​teidigung eingegangen. Die Hauptaufgabe der Stalinschen Taktik bestand darin, die vorübergehenden Vorteile des
Gegners in kürzester Frist zu liquidieren.
Dem Gegner waren vor allem möglichst viel Verluste bei​zubringen. Kein Fußbreit Boden durfte ohne Kampf auf​gegeben werden. Dem Gegner sollte jeder Schritt vorwärts möglichst viel Menschen und Material kosten. Den Gegner zu schwächen und ihn sich ausbluten zu lassen, das war die Hauptaufgabe der aktiven Verteidigung.

»Die Rote Armee, die Rote Flotte und alle Bürger der Sowjetunion«, sagte J. W. Stalin, »müssen jeden Fußbreit Sowjetbodens verteidigen, müssen bis zum letzten Blutstropfen um unsere Städte und Dörfer kämpfen, müssen die Kühnheit, Initiative und Findigkeit an den Tag legen, die unserem Volk eigen sind.«
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte ferner eine rasche Umstellung der Industrie auf den Kriegsbedarf. Die gesamte Rüstungsindustrie mußte auf volle Touren gebracht werden. Dazu waren alle Hilfsquellen des Landes, die ge​samte Volkswirtschaft äußerst rasch und unter überaus schweren Bedingungen zu mobilisieren.
Außerdem mußten aus den durch die Hitlertruppen be​drohten Gebieten die gesamten Fabriken, das rollende Material, sämtliche Nahrungsmittel und Viehbestände weg​geschafft werden. Die sowjetische Industrie und die Rohstoff​- reserven durften nicht dem Gegner zurückgelassen werden.

»Bei einem erzwungenen Rückzug von Truppenteilen der Roten Armee«, sagte J. V. Stalin, »muß das gesamte rollende Material der Eisenbahnen fortgeschafft werden; dem Feind darf keine einzige Lokomotive, kein einziger Waggon, kein Kilogramm Getreide, kein Liter Treibstoff überlassen werden. Die Kollektivbauern müssen das ganze Vieh wegtreiben und das Getreide zur Abbeförderung ins Hinterland dem Schutz der staatlichen Organe anvertrauen. Alles wertvolle Gut,
darunter Buntmetalle, Getreide und Treibstoff, das nicht ab​transportiert werden kann, muß unbedingt vernichtet werden.«
Auch die Bevölkerung mußte evakuiert werden, da ihr Vernichtung drohte. Kein Land hat jemals eine derartig schwierige Evakuierung gekannt: es handelte sich darum, Zehntausende von Betrieben und Millionen von Menschen nach dem Osten zu schaffen.

Neben einer gigantischen Ankurbelung der gesamten Rüstungsindustrie und einer steigenden Erzeugung von Pan​zern, Flugzeugen, Maschinenpistolen, war es äußerst wich​tig, neue Waffen zum Kampf gegen die feindliche Kriegstechnik und vor allem gegen die Panzer Sturmflugzeuge, Panzerabwehrgeschütze, Panzerbüchsen und Granatwerfer zu schaffen. Kurzum, im Hinterlande war eine gewaltige organisatorische Arbeit zu leisten.
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte auch die Ent​faltung des Partisanenkampfes gegen die Faschisten durch das gesamte Volk.
Die Hitlerleute wußten bereits aus dem Jahre 1918, was der Partisanenkampf des Sowjetvolkes bedeutet. Aber die Eindringlinge hofften, daß das waffenlose Volk es nicht wagen würde, einer mit der modernsten Technik ausgestatteten Armee entgegenzutreten. Der faschistische Außenminister Ribbentrop versicherte: »Im Jahrhundert der Motoren, Pan​zer und Stukas ist ein Aufstand in den Gebieten, in denen die Bevölkerung entwaffnet ist, ausgeschlossen.«

Die Hitlerleute hatten jedoch die geistige Kraft des Sowjet​volkes und die Macht .des sowjetischen Patriotismus nicht einkalkuliert.

J. V. Stalin rief zur Schaffung von Partisanen​abteilungen in den vorübergehend besetzten Gebieten auf: »In den vom Feind okkupierten Gebieten«, sagte Stalin, »müssen Partisanenabteilungen zu Pferd und zu Fuß gebildet und Diversionsgruppen geschaffen werden zum Kampf gegen die Truppenteile der feindlichen Armee, zur Entfachung des Partisanenkrieges überall und allerorts, zur Sprengung von Brücken und Straßen, zur Zerstörung der Telefon- und Teleg​ rafenverbindungen, zur Niederbrennung der Wälder, der Versorgungslager und der Trains. In den okkupierten Ge​bieten müssen für den Feind und alle seine Helfershelfer un​erträgliche Bedingungen geschaffen werden, sie müssen auf Schritt und Tritt verfolgt und vernichtet und alle ihre Maß​nahmen müssen vereitelt werden.«

Det var den Stalinske Kampfplan, den er in seiner Juli​rede verkündete.
Um alle Kräfte der Völker der UdSSR schnellstens zum Widerstand gegen den Feind zu mobilisieren, wurde am 30. Juni 1941 das Staatliche Verteidigungskomitee mit J. V. Stalin an der Spitze gebildet. In den Händen dieses neuen Staatsorganes wurde die gesamte Macht im Staate konzentriert.

Die von Stalins Worten begeisterten Völker der Sowjet​union erhoben sich zu einem aufopfernden Kampf gegen die faschistischen Eindringlinge.
Die von den leichten Siegen in Westeuropa berauschten Hitlerleute hofften, die Sowjetunion in 5 bis 6 Wochen zu erobern. Aber gleich die ersten Tage der Kriegshandlungen brachten den Hitlerfaschisten eine Enttäuschung.
Den ersten Schlag der deutsch-faschistischen Armee fingen die
Grenztruppen und die in der Nähe der Grenze stationier​ten Truppenteile der Roten Armee auf. Sie verteidigten das Sowjetland mit außerordentlicher Tapferkeit. Überall an der Grenze stießen die Deutschen auf einen unerschütterlichen Widerstand der Sowjettruppen.

Die Einnahme von Brest-Litowsk kam den Deutschen teuer zu stehen. Die Lage der Festung unmittelbar an der Grenze bedeutete für diese eine Schwäche. Außerdem war das so​wjetische Kommando nicht mehr dazu gekommen, sie zu befestigen. Die Deutschen dachten sie im Zuge des Vor​marsches zu nehmen. Es wurde die 45. deutsche Infanterie​division bereitgestellt, die über neun leichte und drei schwere Geschützbatterien verfügte. Außerdem richtete der Kom​mandeur des deutschen Armeekorps das Feuer der Mörser​abteilungen gegen die Festung. Aber der Sturm auf die Festung mißlang. Am Abend des 22. Juni warfen die Deutschen Sturmgeschützbatterien und ein frisches Infanterie​regiment als Verstärkung in den Kampf. Aber auch das nützte nichts.

Auch am folgenden Tage, am 23. Juni, wurden sämtliche deutschen Angriffe zurückgeschlagen. Die Hitlerleute stellten den Verteidigern der Festung das Ansinnen, zu kapitulieren, aber diese antworteten mit Feuer. Es verging noch ein Tag, es vergingen zwei, fünf Tage, aber die Verteidiger der Festung setzten ihren Widerstand fort und fügten den An​greifern schwere Verluste zu.
Die Nazis führten einen schweren Luftangriff gegen die Festung durch. Die Garnison ergab sich nicht. Erst am neun​ten Kampftag vermochten die Deutschen in die Stadt ein​zudringen. Die Reste der Garnison durchbrachen den Ein​schließungsring. Als die Deutschen in die Stadt einrückten, fanden sie in der Festung, nach eigenem Eingeständnis, »einige sterbende Russen und gefallene deutsche Soldaten« vor.
Einem solchen Widerstand begegneten die Deutschen nicht nur bei Brest. An der Südfront zum Beispiel war es den Deutschen gelungen, starke Kräfte bei Peremyschl (Przemysl) zu konzentrieren und die Stadt zu besetzen. Die Verteidiger der Stadt wichen nach einem ununterbrochenen, stunden​langen Gefecht zurück. Aber nachts drang ein verstärktes Bataillon unter Führung von Oberleutnant Poliwoda in Peremyschl ein und säuberte die Stadt vom Feind. Fünf Tage lang versuchten die Nazis vergeblich, Peremyschl er​neut einzunehmen. Erst auf Befehl des Kommandos verließ Poliwoda die Stadt, nachdem er alle Werte fortgeschafft und die Bevölkerung evakuiert hatte.

An der ganzen Grenze vom Weißen bis zum Schwarzen Meer waren erbitterte Kämpfe im Gange. Auf Befehl Stalins ließ die Rote Armee den Feind ausbluten. Das Vorrücken kam den Nazis teuer zu stehen. So stieß z. B. die 1. Moskauer Motor-Schützendivision, die heute eine Gardedivision ist, eilig aus Moskau vor und am 30. Juni an der Beresina mit dem Gegner zusammen. In einem dreitägigen Kampf ver​loren die Deutschen hier 1500 Mann, 60 Panzer, 700 Motor​räder sowie Dutzende von Geschützen und Granatwerfern. Unter dem Druck überlegener feindlicher Kräfte war die Division gezwungen, sich auf eine neue Verteidigungsstellung zurückzuziehen, setzte aber ihre Gegenangriffe fort. Auf einer Strecke von 100 km bezog die Division sieben Stellungen, fügte in jeder von diesen dem Gegner empfindliche Verluste zu und verzögerte seinen Vormarsch.
Die sowjetischen Streitkräfte haben dem ersten starken Ansturm der hitlerschen motorisierten Kolonnen standgehal​ten. Sie nahmen eine Umgruppierung vor und begannen wuchtige Gegenschläge auszuteilen. In der Tatsache, daß sie einem plötzlichen Schlag standzuhalten vermochten, in der Kunst, Gegenschläge zu führen, zeigte sich das Ergebnis der 20jährigen bolschewistischen Erziehung, offenbarte sich die unerschütterliche Kampfnatur der Roten Armee.
Als Beispiel einer aufopfernden und dabei für den Gegner verlustreichen Verteidigung in der ersten Kriegsperiode kann der Kampf um Smolensk dienen. Die Deutschen setzten ge​waltige Kräfte gegen die Stadt ein, warfen Hunderte von Panzern in den Kampf, verlegten ihre Flugplätze bis in die Nähe der Verteidigungslinie. Ununterbrochen waren die Flugzeuge über der Stadt und über den Marschkolonnen der Sowjettruppen.
Der Kampf bei Smolensk dauerte fast 30 Tage an. Die nach Smolensk durchgebrochene deutsche Panzerdivision wurde in den Straßen der Stadt vernichtet. Sowjetische Fem​geschütze und Flugzeuge zerstörten die feindlichen Flug​plätze. Im Raum von Smolensk fielen Tausende und aber Tausende von Deutschen.
Viele deutsche Divisionen fanden im Raum von Mogilew und bei Gomel ihr Grab.
Eine ruhmvolle Seite der Kriegsgeschichte schrieben die Verteidiger von Odessa. Die offene Stadt, die nicht einmal Spuren von Verteidigungsanlagen aufwies, verteidigte sich tapfer 69 Tage lang. Zusammen mit den Rumänen warfen die Deutschen 18 Divisionen gegen Odessa, während die Stadt nur von vier


Infanteriedivisionen und wenigen Marine- und Volkswehreinheiten verteidigt wurde. Dem Feind gelang es nicht, Odessa im Sturm zu nehmen. Die Stadt wurde auf Befehl des Kommandos von den sowjetischen Truppen ge​räumt; die Verteidiger der Stadt hatten ihre Aufgabe erfüllt, indem sie bedeutende Kräfte des Gegners gebunden und über 250 000 feindliche Soldaten und Offiziere vernichtet hatten.
Die Hoffnung der Hitlerleute, in Leningrad einzurücken, ging nicht in
Erfüllung. Bereits am 11. Juli erklärte der faschistische Rundfunk prahlerisch, daß die deutschen Panzer​truppen dicht vor Leningrad stünden. Am folgenden Tage wurde der Welt mitgeteilt, daß die Deutschen im Laufe der nächsten Tage in Leningrad einrücken würden. In der Presse tauchte eine Meldung über die Ernennung des deutschen Kommandanten von Leningrad auf. Der ungeduldige Kom​- mandant hatte bereits Passierscheine für die deutschen Kraft​wagen in Leningrad drucken lassen. Aber die sowjetischen Krieger und die Werktätigen Leningrads vereitelten die hitlerschen Hoffnungen. Auch von der See her blieb das Vor​feld von Leningrad uneinnehmbar. Zusammen mit den Schif​fen der Baltischen Flotte versperrte die heldenmütige Festung Kronstadt dem Feinde den Weg von der See her. Die helden​mütige Verteidigung der Ostseeinseln zog feindliche Kräfte von Leningrad ab. Die Bevölkerung der Stadt baute trotz ununterbrochener Luftangriffe an den Befestigungen. Alle Wehrfähigen wurden in die Armee eingereiht. Die Kämpfer schlugen die deutschen Angriffe zurück und führten selbst Gegenschläge. Die Deutschen waren gezwungen, in die Defensive zu gehen. Durch ihren Mißerfolg aufgebracht, zogen die Faschisten Luftwaffe und Artillerie heran. Hitler befahl, Leningrad dem Boden gleichzumachen. Am 24. Sep​tember 1941 erließ der
Stabschef der hitlerschen Streitkräfte den Befehl:
»Der Führer hat beschlossen, Petersburg vom Erdboden verschwinden zu lassen. Nach der Niederlage Sowjetrußlands besteht kein Interesse an dem Weiterbestehen dieser Groß​stadt. Finnland hat ebenfalls erklärt, daß es an dem Weiter​bestehen der Stadt Petersburg unmittelbar an seiner neuen Grenze nicht interessiert sei.«
Dieser Befehl zeugt von der unerhörten Bestialität der Eroberer, aber er zeugt auch von ihrer Ohnmacht: da sie es nicht fertiggebracht hatten, den Widerstand der helden​mütigen Verteidiger von Leningrad zu brechen, beschlossen die Nazis, die Riesenstadt mit einer Millionenbevölkerung zu vernichten.

Die Belagerung von Leningrad

Durch Hunger, Artilleriebeschuß und Luftangriffe ver​suchten die Hitlerfaschisten den heroischen Geist der Ver​teidiger der Stadt zu brechen. Aus schweren Ferngeschützen nahmen sie die Stadtviertel Tag für Tag unter Feuer. Die Deutschen zerstörten systematisch eine der schönsten Städte der Welt, ihre einmaligen Bauten, ihre Museen, Theater, Lehranstalten, Fabriken und Werke. Tausende von Frauen, Greisen und Kindern wurden getötet oder zu Krüppeln gemacht.
Aber die Kämpfer und Offiziere der Roten Armee und der Kriegsflotte sowie alle Werktätigen von Leningrad wankten nicht. Sie verteidigten tapfer die Stadt – die Wiege der Großen Sozialistischen
Oktoberrevolution.
Die sowjetischen Krieger aller Waffengattungen vollbrach​ten in diesen ersten Abwehrkämpfen unzählige Heldentaten. Heldenmütig kämpften die Sowjetflieger, die im Sowjetvolk zärtlich die »Stalinfalken« genannt werden.
Der berühmte russische Fliegerhauptmann Pjotr Nesterow rammte am 8. September 1914 ein deutsches Flugzeug und kam zusammen mit seinem Gegner ums Leben. Diese Opfer​tat war ein vereinzeltes Beispiel für das Rammen. Aber während des Vaterländischen Krieges begannen die Sowjet​flieger das Rammen häufig anzuwenden.
Als die sowjetische Presse von den ersten Fällen solcher Rammangriffe berichtete, bezeichnete der deutsche Rundfunk diese Meldungen als Phantasien.
Soldaten, denen die faschistischen Führer eingeredet haben, der Zweck des Krieges sei das Plündern, bringen es nicht fertig, ihr Leben bewußt hinzugeben. Die sowjetischen Krie​ger, die von dem hohen Ideal des Kampfes hingerissen wur​den, gaben ihr Leben bewußt für die Ehre und Freiheit des Vaterlandes hin.
Am 3. Juli 1941 versuchte eine deutsche Panzerkolonne, aus der Luft durch Flieger gedeckt, einen Keil in die Stel​lungen der Sowjettruppen zu treiben. Das Feuer der sowjeti​schen Artillerie und Luftwaffe hielt den Ansturm des Gegners auf. Hauptmann Nikolaj Gastello war an der Spitze seines Geschwaders in den Luftkampf gegen die feindlichen Flieger verwickelt, während das Gefecht am Boden weiterging. Plötz​lich riß ein feindliches Geschoß den Benzintank des Flug​zeuges auf. Die Kampfmaschine stand in Flammen. Haupt​mann Gastello versuchte das Feuer auszuschlagen, aber ver​geblich; die Flammen erfaßten das ganze Flugzeug. Es blieb nur der Fallschirmabsprung, aber dieser würde Gefangen​schaft bedeuten… Hauptmann Gastello lenkte sein bren​nendes Flugzeug mitten zwischen die feindlichen Panzer, die gerade Benzin tankten. Dutzende feindlicher Maschinen explodierten zusammen mit dem Flugzeug des Helden.
gerissen.

Ende August versuchten stärkere Panzer- und Infanterie​kräfte der Deutschen, den Dnjepr zu überqueren. Die so​wjetische Luftwaffe und Artillerie vereitelten zwei Tage lang diese Versuche. Am Ende des dritten Tages vermochte der Gegner trotz schwerer Verluste eine neue Pontonbrücke bis zur Mitte des Flusses vorzutreiben. Ein Geschwader sowjeti​scher Bomber erhielt den Befehl, die Brücke zu vernichten. Der Bomber des Unterleutnants Wdowenko brachte fünf Flak zum Schweigen, Aber ein deutsches Geschoß setzte das Flug​zeug in Brand. Die Mannschaft faßte den heroischen Ent​schluß, das brennende Flugzeug mit den restlichen Bomben gegen die feindliche Brücke zu lenken. Die Brücke wurde durch die starke Explosion in Stücke
Was Tapferkeit und Opfergeist anbetrifft, so wetteiferten Panzermänner, Artilleristen und Infanteristen mit den »Stalinfalken«.
Der Held der Sowjetunion Hauptmann I. Kadutsjenko wurde der »Panzervernichter« genannt. Eines Tages ging ihm während des Gefechts die Munition aus, und Hauptmann Kadutsjenko beschloß, die feindliche Maschine zu rammen. Der deutsche Panzer überschlug sich. Seine Mannschaft ver​brannte, da es ihr nicht gelang, den Panzer zu verlassen.

Unvergänglichen Ruhm errang die sowjetische Infanterie und Artillerie. Sogar die Feinde der Roten Armee waren durch die Standhaftigkeit der sowjetischen Infanteristen über​rascht. »Die bolschewistischen Schützenregimenter sind etwas Furchtbares«, gab ein deutscher Major zu. Und der Kom​mandeur des 39. Rumänischen Regiments, Oberst Konstantin Simonescu, schrieb in dem Befehl Nr. 81 über die sowjetischen Krieger: »Der Gegner kann durchaus mit Recht behaupten, daß seine Krieger hervorragend kämpfen.«
In den Kämpfen wuchsen Tausende zu Helden.
Auch die Sowjetmatrosen vollbrachten in den Kämpfen gegen die faschistischen Okkupanten Wunder an Tapferkeit und Wagemut.
Die Kampfhandlungen der Kriegsflotte hatten genau so wie die der anderen sowjetischen Streitkräfte zu Beginn des Krieges den Charakter der aktiven Verteidigung. Die Haupt​stützpunkte der Sowjetflotte waren in der ersten Kriegs​periode den Schlägen des Gegners ausgesetzt. Diese lebens​wichtigen Punkte waren nicht nur von der See, sondern auch vom Lande her zu verteidigen. Die sowjetischen Seeleute haben diese Aufgabe ehrenvoll erfüllt. Ihre Verantwortung wurde im Laufe der Kriegsoperationen noch größer durch den Umstand, daß die Marinestützpunkte in der Regel die Flanken der Landfronten bildeten, die sich bis an die Küste erstreckten. Im hohen Norden, jenseits des Polarkreises, brachten die sowjetischen Seeleute die deutschen Landungs​- operationen zum Stillstand und verteidigten Murmansk, einen außerordentlich wichtigen Seehafen, über den Militäraus​rüstung aus USA und Großbritannien eintraf. Etwa einen Monat lang wiesen die Seeleute der Baltischen Flotte Schulter an Schulter mit den Landstreitkräften die feindlichen An​griffe auf Tallin ab. Den Deutschen gelang es nicht, die sowjetischen Schiffe zu erbeuten oder zu versenken. Im Sep​tember 1941 unternahmen die Deutschen zweimal den Ver​such, von See aus auf den Inseln der Rigaer Bucht zu landen, und wurden beide Male zurückgeschlagen. Über fünf Monate lang wies die Garnison der Halbinsel Hanko zahlreiche An​griffe des Feindes, der über eine gewaltige zahlenmäßige Überlegenheit verfügte, zurück und versenkte viele Kriegs​schiffe des Feindes. Die heldenmütigen Verteidiger der Halb​insel wurden erst im Dezember evakuiert: der Finnische Meerbusen begann einzufrieren, und der Nachschub an Men​schen und Material war in Frage gestellt. Viel Opfergeist zeigten die. baltischen Matrosen bei der Verteidigung der Stadt Lenins.
Die Seeleute der Ladogaflottille bewachten lange Zeit den »Lebensweg« – so wurde der Weg über den Ladogasee, die einzige Verbindung der belagerten Stadt Leningrad mit dem ganzen Lande, genannt.

Auch die Schwarzmeer-Matrosen hatten ruhmreich ge​kämpft. Sie führten eine Reihe von Schlägen gegen die Marinestützpunkte des Gegners: Galatz, Sulina und Konstanza. Die Marineluftwaffe griff das Zentrum der rumäni​schen Erdölindustrie, Ploesti, an und zerstörte die strategisch wichtige Donaubrücke bei Cernavoda.
Matrosen der Schwarzmeerflotte verteidigten heldenmütig Schulter an Schulter mit den Rotarmisten die Stadt Odessa. Die Roten Matrosen des 1. Marineregiments unter dem Be​fehl des unerschrockenen Obersten Ossipow griffen mehrfach die hitlerschen Truppenteile an und versetzten diesen ver​nichtende Schläge. Bei einem Angriff gegen das sowjetische Marineregiment operierten die 15. Rumänische Division, ein Jägerregiment, zwei Panzerregimenter sowie je ein Kavallerie- und Artillerieregiment. Dem Sturm war ein massiertes Artilleriefeuer des Gegners und ein Luftangriff vorangegan​gen. Nach der Feuervorbereitung trat der Gegner zum Sturm​angriff an. Oberst Ossipow wartete ab. Als der Feind nahe gekommen war, empfing ihn massiertes Vernichtungsfeuer der sowjetischen Seeleute. In den Reihen des Gegners brach Panik aus. Gefallene und verwundete rumänische Soldaten bedeckten das Schlachtfeld. Die Roten Matrosen nahmen über 800 Mann gefangen und erbeuteten 18 Geschütze, vier leichte Panzer und einige Dutzende von schweren Maschinen​gewehren. Die Flotte sicherte die Evakuierung der Stadt und den Nachschub an Munition. Die Schiffsartillerie verlegte durch ihr Feuer mehr als einmal den feindlichen Panzern den Weg.
Die Hitlersoldaten sprachen von den sowjetischen See​leuten nur mit Schaudern. Es ist kein Zufall, daß die sowjeti​schen Seeleute von den deutschen Soldaten und Offizieren »der schwarze Tod« genannt wurden. Ein gewisser Ober​leutnant Erich Stock schrieb in seinem Tagebuch über die Roten Matrosen: »Alles ist auszuhallen, nur nicht die Angriffe der Seeleute. Diese Menschen mit den im Winde flat​ternden schwarzen Bändern und den quergestreiften Hemden sind fürchterlicher als Flugzeuge oder Geschütze…«
Einfache, bescheidene Sowjetmenschen erwiesen sich als Helden. Ihr Beispiel erbrachte den überzeugenden Beweis, daß man nicht als Held geboren wird, sondern ein solcher wird.
So verwirklichte die Rote Armee in der Periode der ersten Abwehrschlachten des Jahres 1941 die Stalinsche Taktik der aktiven Verteidigung und machte die Träume der Hitlerleute zunichte, im Laufe weniger Wochen die sowjetischen Truppen zu zerschlagen. * * * *

Mit der gleichen Hingabe verwirklichten die Sowjetmenschen, die im Hinterlande arbeiteten, den großen strate​gischen Plan Stalins. Die Wirtschaft wurde überall rasch auf den Kriegsbedarf umgestellt. Betriebe, die bisher den Zivil​bedarf der Bevölkerung befriedigt hatten, nahmen die Rüstungsproduktion auf.
Durch den wortbrüchigen Überfall und die Zusammen​ziehung gewaltiger Kräfte an der sowjetisch-deutschen Front sowie dadurch, daß die Sowjetunion allein den Schlag dieser gepanzerten Faust auffangen mußte, gelang es den deutschen Faschisten, einen Teil des
sowjetischen Gebietes mit einer hochentwickelten Industrie zu besetzen. Die Sowjetunion erlitt recht empfindliche Verluste. Aber es gelang den Faschisten nicht, die Tätigkeit der Sowjetindustrie zu lähmen oder deren Umstellung auf den Kriegsbedarf zu verhindern.
Hier wirkte sich all die gigantische Arbeit aus, die von den Werktätigen des Sowjetlandes unter der Führung der Partei Lenins-Stalins vor dem Kriege geleistet worden war.

Bereits im Jahre 1930, lange vor Ausbruch des Krieges, hatte J. W. Stalin darauf hingewiesen, daß das Sowjetland mit einer einzigen Kohle-Eisen-Basis im Süden nicht auskom​men könne; eine zweite Kohle-Eisen- Basis im Osten des Landes – im Ural und in Sibirien – sei zu schaffen. Die An​weisung Stalins wurde verwirklicht.
Die im Osten geschaffene leistungsfähige Kohle-Eisen-Basis machte es möglich, trotz des Ausfalls der westlichen und südlichen Gebiete, die ständig wachsenden Forderungen der Front erfolgreich zu befriedigen.
Die industrielle Entwicklung der östlichen Gebiete erleich​terte auch die Lösung der Aufgabe der Verlagerung von Be​trieben aus dem Westen und Süden des Landes. Aus den Gebieten, die durch den Vormarsch der faschistischen Armeen bedroht waren, zogen Arbeiter und Kollektivbauern nach dem Osten. Sie führten ihr Hab und Gut und das Vieh mit sich. Vom Flugzeug sah es aus, als ob die Straßen selber in Bewegung geraten wären. Weitaus die meisten Werke wur​den evakuiert. Nach ungefähren Berechnungen haben allein die Eisenbahnen 1 200 000 Waggons verlagerter Frachten befördert. Hierzu müssen Frachten zugerechnet werden, die durch andere Transportmittel – Kraftwagen, Dampfer, Fluß​kähne und Fuhrwerke – befördert wurden.

Die Betriebe wurden meist nach Orten verlagert, in denen ähnliche Unternehmen vorhanden waren. Sie wurden mit den letzteren zusammengelegt und vervielfachten deren Kapazität. Für viele Werke, die nach industrielosen Bezirken verlagert wurden, mußten neue Werkhallen errichtet werden. Diese Bauten wurden im kriegsmäßigen Tempo durch​geführt. In der Taiga wuchsen ganze Industriesiedlungen aus dem Boden. Oft wurden die Maschinen nicht nur in den freien Gebäuden der arbeitenden Betriebe, sondern auch in den Klubs, Schulen und Kulturpalästen untergebracht. Unter schweren Bedingungen wurden im Winter viele Werkbauten errichtet.

Mit unerhörter Kraftanspannung arbeiteten die Arbeiter aus dem Donezbecken, aus Kiew, Charkow, Moskau und Leningrad. Sie hatten ihre Heimstätten verlassen, ihre Angehörigen zurückgelassen und waren mit ihren Betrieben in die weitentlegenen Gebiete – nach dem Ural, nach Krasnojarsk und nach Mittelasien gekommen: sie wurden durch Vaterlandsliebe geleitet. Die Evakuierten arbeiteten nicht nur selbst, sondern lernten gleichzeitig neue Tausende von Arbeitern aus den Reihen der örtlichen Bevölkerung an. In beispiellos kurzer Frist wurden die verlagerten Werke in Betrieb gesetzt. So begann z. B. das Kiewer Gorki-Werk für Werkbänke und Automaten 18 Tage nach Ankunft der Aus​rüstung im Ural zu produzieren.
Arbeiten für den Sieg
Viele verlagerte Betriebe nahmen ihre Arbeit nach andert​halb bis zwei Monaten auf. Die größten Panzerwerke des Landes begannen an den neuen Standorten ein bis zwei Monate nach Ankunft der Ausrüstung Panzer zu produzieren.
W. Malyschew, der damalige Volkskommissar für die Panzerindustrie, berichtete über die Verlagerung von Be​trieben nach dem Osten: »Es war keine leichte Sache, Zehn​tausende von Werkbänken und die komplizierte Ausrüstung unter den Bedingungen des Krieges Tausende von Kilometern weit zu befördern, viele Tausende von Arbeitern mit ihren Familien ins Hinterland zu evakuieren und die Panzerwerke an neuen Standorten in kurzer Frist auf volle Touren zu bringen. Aber die sowjetischen Patrioten überwanden alle diese Schwierigkeiten. Es mag der Hinweis genügen, daß bei einem solchen Panzerwerk, wie das Stalin-Werk, die durch Verlagerung bedingte Unterbrechung in der Erzeugung auf nur zwei Monate reduziert wurde. Das
Kirow-Werk begann einen Monat nach dem Eintreffen der ersten Transportzüge mit Ausrüstung am neuen Standort Panzer-Dieselmotoren zu erzeugen. Nur die ständige Aufmerksamkeit von J. W. Stalin, W. M. Molotow und L. P. Berija, die der Verlagerung zuteil wurde, gewährleistete die beispiellos rasche Schaffung solcher leistungsfähiger Panzerwerke wie das Kirow-Werk, das Stalin-Werk im Ural und vieler anderer im Osten des Landes.«

Die örtliche Bevölkerung erwies den Belegschaften der verlagerten Betriebe eine gewaltige Hilfe. Zehntausende neuer Arbeiter stellten sich an die Werkbänke. Die verlager​ten Betriebe wurden rasch in Gang gebracht.
Mit der gleichen Weitsicht hatte J, W. Stalin lange vor dem Kriege darauf hingewiesen, daß man die Landwirtschaft im Osten und Südosten des Landes entwickeln müsse. Vor dem Kriege ist die Bedeutung der östlichen Gebiete in der Land​wirtschaft gestiegen. Mit dem vorübergehenden Verlust der fruchtbaren Felder der Ukraine und anderer Gebiete legte sich die ganze Last der Versorgung der Armee und des Lan​des auf die östlichen und südöstlichen Gebiete der Sowjet​union. In den Tagen des Krieges hat die Kollektivbauern​schaft dieser Gebiete neue, noch erstaunlichere Erfolge er​rungen.

Die Kriegsgeschichte kennt keine organisatorische Arbeit von solchem Ausmaß, wie sie die bolschewistische Partei und alle Sowjetorganisationen zu bewältigen hatten. Unter schwersten Bedingungen war die Industrie auf den Kriegs​bedarf umzustellen, waren Tausende von Betrieben nach dem Osten zu verlagern sowie mit Arbeitskräften und Roh​stoffen zu versorgen, neue Ernährungsbasen zu schaffen und gleichzeitig ständig Kampfreserven auszubilden und die Front mit allem Notwendigen zu beliefern. Bei dieser ge​waltigen organisatorischen Arbeit wurde der Erfolg dank der sowjetischen Gesellschaftsordnung und ihren Vorteilen der kapitalistischen Ordnung gegenüber sowie dank der enormen Kraft des Patriotismus des Sowjetvolkes erzielt. Das ganze Sowjetland antwortete auf den Appell J. W. Stalins mit einer ungestümen Steigerung der Arbeitsproduktivität. In den Werken, Fabriken und Kollektivwirtschaften – überall be​gannen die Menschen besser und zwei- bis dreimal produk​tiver zu arbeiten.
Trotz der Einberufung von Menschen an die Front wurde die Arbeit in keinem Betrieb durch Mangel an Arbeitskraft in Frage gestellt. Die Einberufenen wurden durch ihre Müt​ter, Frauen und Schwestern ersetzt. Schüler und Frauen, die nicht in den Betrieben tätig waren, gingen in die Kollektiv​wirtschaften, um bei der Einbringung der Kriegsernte zu helfen.
Die Kollektivbäuerin Rodionowa kennzeichnete auf einer Kundgebung in der Molotow-Kollektivwirtschaft im Gorki-Gebiet in folgenden Worten die im ganzen Lande herrschende Volksstimmung:
»Meine sieben Söhne gehen in die Rote Armee und allen habe ich aufgetragen: Trefft den Feind mitten ins Herz. Und wir werden bei uns in der Kollektivwirtschaft noch besser arbeiten . . . Schaut euch nur an, wie sich hier alles erhoben hat. Die Söhne an die Front – die Mütter auf die Felder. Die Männer an die Front – die Frauen in die Fabrik. Die Brüder in den Krieg – die Schwestern aber verbinden die Verwundeten, und wer nicht zur Front einberufen ist, der meldet sich zur Volkswehr. Jetzt ist die Front überall. Der Krieg steht vor der Tür, überall muß gekämpft werden.«


Es ist Hitler auch nicht gelungen, die Mobilmachung in der Sowjetunion zu vereiteln. Sie ging so präzise und organi​siert vor sich, wie sie im Plan der sowjetischen Führung vor​gesehen war. Es gab in Moskau z. B. keinen einzigen Fall, daß die Einberufenen nicht zur Meldestelle erschienen wären. Es kamen nicht einmal Verspätungen vor. Die Einberufenen kamen gruppenweise direkt aus den Werken. Die Väter kamen mit ihren Söhnen. Aus den Gebieten, die von den Faschisten bereits erobert waren, schlugen sich die Einberufe​nen durch die Front zu den Meldestellen hindurch. Hunderttausende von Menschen, die nicht einberufen waren, gaben Erklärungen mit der
Bitte ab, sie als Freiwillige in die Armee aufzunehmen.
Die Faschisten waren überzeugt, daß die ersten Mißerfolge der Roten Armee die Freundschaft unter den Völkern der UdSSR untergraben, das Bündnis der Arbeiter und Bauern erschüttern und den Zerfall der Sowjetunion herbeiführen würden.
In der antagonistischen Klassengesellschaft rufen Miß​erfolge an der Front in der Tat eine Verstärkung und Ver​schärfung der Klassengegensätze hervor, während solche Ge​bietsverluste, wie sie die Sowjetunion vorübergehend er​leiden mußte, wohl den Zerfall eines jeden anderen Staates hervorgerufen hätten. Die Stärke der Sowjetordnung kam aber gerade darin zum Ausdruck, daß die Mißerfolge an der Front das sowjetische Millionenvolk noch enger zusammen​geschweißt haben. Darin offenbarte sich die Natur des Großen Vaterländischen Krieges als die eines wahrhaften Volks​krieges.

»Die Mißerfolge der Roten Armee«, sagte J. W. Stalin am 6. November 1941, »haben das Bündnis der Arbeiter und Bauern wie auch die Freundschaft der Völker der Sowjet​union nicht nur nicht geschwächt, sondern im Gegenteil, sie haben dieses Bündnis sowie diese Freundschaft noch gefestigt. Mehr noch – sie haben die Völkerfamilie der Sowjetunion in ein einheitliches, unerschütterliches Lager verwandelt, das seine Rote Armee und seine Rote Flotte aufopferungsvoll unterstützt. Niemals noch war das Sowjethinterland so fest wie jetzt.«

Eine anschauliche Offenbarung der Einheit des Sowjet​volkes war die Schaffung der Volkswehr. Wie das in den unruhigen Momenten der Geschichte des Landes stets der Fall war, erhob sich eine Volkswehr gegen die Eindringlinge: so war es im 17. Jahrhundert, als die Volkswehrabteilungen unter Führung von Minin und Posharskij zum Kampf gegen die Feinde des Vaterlandes antraten; so war es im Jahre 1812 als Antwort auf die Invasion Napoleons; und in einem un​vergleichlich stärkeren Maße ereignete es sich auch im Jahre 1941.
»Erheben werden sich die Millionenmassen unseres Vol​kes«, sagte J. W. Stalin. »Die Werktätigen von Moskau und Leningrad sind schon dazu übergegangen, eine vieltausend​köpfige Volkswehr zur Unterstützung der Roten Armee zu schaffen. In jeder Stadt, der die Gefahr eines feindlichen Überfalls droht, müssen wir eine derartige Volkswehr schaf​fen, müssen wir alle Werktätigen zum Kampf mobilisieren, um in unserem Vaterländischen Krieg gegen den deutschen Faschismus unsere Freiheit, unsere Ehre, unsere Heimat unter Einsatz unseres Lebens zu verteidigen.«
Leningrad stellte eine 300 000 Mann starke Volkswehr​armee auf. In Moskau wurden in einigen Tagen elf Volks​wehrdivisionen geschaffen. Die Moskauer statteten sie mit allem Notwendigen, von den Panzern angefangen bis zu den Eßgeschirren, aus.
Die Divisionen der Volkswehr haben die auf sie gesetzten Hoffnungen voll und ganz erfüllt und tapfer und standhaft gegen den Feind gekämpft. Einigen Divisionen, die aus Mos​kauer Arbeitern gebildet wurden, wurde für ihre Tapferkeit der Titel einer Gardedivision verliehen.

Beginn des Partisanenkrieges “Partisanen, zu den Waffen!” – Aufruf in ukrainischer Sprache an die sowjetische Bevölkerung in den besetzten Gebieten. Juli 1941.

Die Stalinske Taktik der aktiven Verteidigung zeitigte ihre Früchte. Weder die Plötzlichkeit, noch die Heimtücke ihres Überfalls, weder der unmenschliche Terror, noch der hemmungslose Raub brachten die Hitlerleute ihrem Ziel – der raschen Zerschmetterung der Armee der Sowjetunion – näher. Die Faschisten warfen immer neue Reserven an die so​vjetisch-deutsche Front, zogen Truppen aus Frankreich, Hol​land, Norwegen und Rumänien nach, schafften eine Unmenge an Kriegsmaterial und Munition heran. Aber alle diese ver​zweifelten Anstrengungen zeitigten nicht die erwünschten Ergebnisse. Die Hitlerleute ließen eine Offensive nach der anderen starten. Aber zur Durchführung dieser Operationen brauchten sie Zeit und vor allem gesicherte Nachschubwege. Aber auf dem von den Deutschen eroberten sowjetischen Gebiet nahmen die sowjetischen Partisanen ihre Tätigkeit auf.
Die Partisanenbewegung als eine Form des Widerstandes gegen den Feind ist zwar in der Geschichte der Befreiungs​kriege der Völker der Welt bekannt, das russische Volk ist jedoch im Partisanenkampf besonders reich an Erfahrungen.
Das erklärt sich durch das moralische Antlitz des russischen Volkes, durch seine Standhaftigkeit und seinen Kampfgeist, vor allem aber durch seine opferwillige Vaterlandsliebe. Die ruhmreichen Traditionen des Partisanenkampfes wurden im Bürgerkrieg und insbesondere im Kampf des ukrainischen und bjelorussischen Volkes gegen die Deutschen im Jahre 1918 vermehrt.
Als der Große Vaterländische Krieg ausbrach, stießen die faschistischen Eindringlinge auf dem Gebiet der Sowjetunion nicht nur auf einen hartnäckigen Widerstand der sowjetischen Streitkräfte, sondern auch auf einen organisierten und hart​näckig durchgeführten Partisanenkrieg. Durch Drahtverhaue und Schützengräben, durch die Front hindurch drang zu der Bevölkerung der vorübergehend besetzten sowjetischen Ge​biete Stalins Aufruf, »für den Feind unerträgliche Bedingun​gen zu schaffen«. Die sowjetischen Partisanen unterbrachen die deutschen Verbindungslinien, vernichteten Nachschub​kolonnen, führten Schläge gegen die vorrückenden Reserven, vereitelten die Zusammen-ziehung der Kräfte.

In “Großer Vaterländischer Krieg”
Immer öfter und öfter entgleisten feindliche Transportzüge und rollten die Böschung hinab, flogen Brücken und Lager in die Luft, immer mehr und mehr Eindringlinge kamen durch die Kugeln, Geschosse und Minen der Partisanen um. Die Parti​sanenbewegung desorganisierte gründlich das Hinterland der deutschen Armee.
Die Meldungen über die Operationen der Partisanen trafen in dem hitleristischen Stab stoßweise ein. Die Ein​dringlinge waren noch nicht mal einige Wochen auf dem sowjetischen Territorium, als sie bereits am eigenen Leibe verspürten, was ein Krieg des ganzen Volkes bedeutet. Trotz aller Anstrengungen der Eindringlinge und trotz blutigen Terrors schlug die Flamme der Partisanenbewegung jeden Tag höher.
An Stelle der Einzelgänger und kleiner Gruppen der Volksrächer erschienen die zahlreichen, fest zusammen​geschweißten Partisanenabteilungen, die aktive Kampfhand​lungen im Rücken der deutschen Armee durchführten.

Das Fiasko der faschistischen Pläne eines »Kreuzzuges« gegen die UdSSR

7. Abschnitt des zweiten Kapitels, das den Beginn des Großen Vaterländischen Krieges schildert, beschreiben die Autoren, wie nicht nur die Hoffnungen der deutschen Nazi-Führung auf eine rasche Zerschlagung der ROTEN ARMEE, mittels ihrer bislang erfolgreich praktizierten “Blitzkriegsstrategie”, sondern auch alle Versuche zur politischen Isolierung der Sowjetunion und zur Schmiedung eines europäischen Kampfbundes gegen die UdSSR, um einen “antibolschwistischen Kreuzzug” zu führen, bereits zum Beginn des Krieges scheiterten.

Auch die Hoffnung Hitlers auf eine Isolierung der Sowjetunion brach zusammen.
Als die Hitlerfaschisten den Krieg gegen die UdSSR vor​bereiteten, rechneten sie damit, daß sie einer gegen einen an einer Front kämpfen würden. Die gesamte Geschichte der letzten Jahrzehnte lehrt, daß Deutschland jeden Krieg ver​lor, den es an zwei Fronten führte. Die Naziführer nahmen an, daß es ihnen durch geschickte diplomatische Manöver gelingen würde, Großbritannien und die Vereinigten Staaten von Amerika in den Krieg gegen die UdSSR hineinzuziehen oder zumindest die Sowjetunion von den anderen Mächten zu isolieren. Dabei waren die Nazis fest davon überzeugt, daß sie mit der gleichen
Methode, wie sie von ihnen in Frankreich angewandt wurde, Erfolge erzielen könnten. Viele Jahre hindurch propagierten die Hitleragenten eifrig, daß der Krieg zwischen Frankreich und Deutschland eine Revo​lution in Frankreich hervorrufen würde.

Die Nazis hofften fest, daß es ihnen gelingen würde, Großbritannien und die Vereinigten Staaten von Amerika mit der gleichen Drohung einer Revolution einzuschüchtern. »Laßt uns einen Kreuzzug gegen den Bolschewismus, der die ganze Welt bedroht, unternehmen!« riefen die Nazis den anderen Staaten zu.
Kurz vor dem Überfall auf die Sowjetunion versuchte Hitler mit Großbritannien einen Frieden zu schließen, in der Mei​nung, daß er in diesem Falle mit der Sowjetunion leichter fertig werden würde. Er schickte Heß, seinen nächsten Ver​trauten, mit einem Friedensvorschlag nach England. Als sein Plan scheiterte und der ungeschickte diplomatische Trick in England ausgelacht wurde, erklärte er Heß zum Wahnsin​nigen, der angeblich gegen den Willen des »Führers« ge​handelt hatte.
Am Tage seines treubrüchigen Überfalls auf die Sowjet​union versuchte Hitler durch seinen Botschafter in der Türkei, von Papen, sich erneut an England mit dem Vorschlag zu wenden, Frieden zu schließen und gemeinsam gegen die Bolschewiki zu kämpfen.

Aber die Faschisten haben den Charakter des Krieges gegen Hitlerdeutschland nicht berücksichtigt. Die Volks​- massen haben voll Schrecken gesehen, wie die Faschisten alle Überbleibsel der Demokratie beseitigten und ein grausames Terrorregime in Deutschland selbst und in den von ihnen eroberten Ländern errichteten. Der Krieg gegen die Faschisten war ein Befreiungskrieg.
»Man muß berücksichtigen«, sagte J.V.Stalin, »daß die wichtigsten faschistischen Staaten — Deutschland, Japan, Italien —, ehe sie die verbündeten Länder überfielen, bei sich die letzten Reste der bürgerlich- demokratischen Freiheiten vernichteten, bei sich ein grausames terroristisches Regime errichteten, das Prinzip der Souveränität und freien Entwick​lung der kleinen Länder mit Füßen traten, die Politik der Eroberung fremder Gebiete als ihre eigene Politik verkün​deten und vor aller Welt erklärten, daß sie die Weltherrschaft und die Ausbreitung des faschistischen Regimes auf die ganze Welt anstrebten, wobei die Achsenmächte durch die Annexion der Tschechoslowakei und der Zentralgebiete Chinas zeig​ten, daß sie bereit waren, ihre Drohung in bezug auf die Versklavung aller freiheitliebenden Völker zu verwirklichen. Angesichts dessen nahm der zweite Weltkrieg gegen die Achsenmächte zum Unterschied vom ersten Weltkrieg gleich bei Beginn den Charakter eines antifaschistischen, eines Be​freiungskrieges an, wobei eine der Aufgaben dieses Krieges auch die Wiederherstellung der demokratischen Freiheiten war.«
Der Überfall der Faschisten auf die UdSSR, das einzige Land, dessen Regierung seit langem die Eroberungspläne der Hitlerleute entlarvte, zeigte den Werktätigen der ganzen Welt, in welcher Gefahr sie schweben. Die Völker forderten den Kampf gegen die Faschisten.

Am 12. Juli 1941 wurde das Abkommen über ein gemein​sames Vorgehen der Regierung der Sowjetunion und der Regierung Großbritanniens im Kriege gegen Deutschland unterzeichnet. Dieses Abkommen enthält nur zwei Punkte, aber sie zeugen beide von einer scharfen Wendung der Ge​schichte. Das Abkommen lautete:
»1. Beide Regierungen verpflichten sich, sich gegenseitig Hilfe und Unterstützung jeder Art im gegenwärtigen Krieg gegen Hitlerdeutschland zu erweisen.
2. Sie verpflichten sich ferner, im Verlauf dieses Krieges keine Verhandlungen zu führen, noch einen Waffenstillstand oder einen Friedensvertrag abzuschließen, es sei denn im beiderseitigen Einverständnis.«
Das anglo-sovjetische Abkommen eröffnete eine ganze Serie neuer Verträge. Am 18. Juli unterzeichnete die Sowjet​union ein Abkommen mit der Tschechoslowakischen Repu​blik über gegenseitige Hilfe und Unterstützung im Kampfe gegen Hitlerdeutschland und über Aufstellung nationaler tschechoslowakischer Truppenteile auf dem Territorium der UdSSR. Einige Tage später, am 30. Juli, wurde in London ein gleiches Abkommen mit Polen unterzeichnet.
Am selben Tage traf in Moskau der persönliche Vertreter des Präsidenten der Vereinigten Staaten von Amerika Franklin D. Roosevelt, Harry Hopkins, ein. Auf einer Pressekonfe​renz legte er die Aufgaben seiner Reise wie folgt dar:
»Ich teilte ihm (Stalin) im Auftrage des Präsidenten mit, unser Land sei der Meinung, daß derjenige, der gegen Hitler kämpft, in diesem Konflikt die Partei sei, die im Recht ist, und daß wir die Absicht hätten, dieser Partei


Den 2. August wurde die Verlängerung des Handelsabkom​mens zwischen der Sowjetunion und den Vereinigten Staaten von Amerika beschlossen. Gleichzeitig überreichte die USA-Regierung dem Sowjetbotschafter in Amerika eine Note über die wirtschaftliche Unterstützung der UdSSR durch die Ver​- einigten Staaten von Amerika.
Es traf das ein, was Hitler am meisten befürchtet hatte: Deutschland wurde von einem Zweifrontenkrieg bedroht.
Schlag auf Schlag folgten die Akte, welche die mächtige Koalition gegen Hitlerdeutschland schmiedeten. Die Welt, deren Eroberung der Faschismus erstrebte, indem er die Länder einzeln überfiel, schloß sich zu einer Macht zusammen, der der Angreifer nicht gewachsen war. Im September 1941 fand in
Hilfe zu leisten.«
Moskau eine Konferenz der drei Großmächte statt.
Sie tagte in Moskau vom 29. September bis 1. Oktober 1941. Das offizielle Kommunique der drei Delegationen über den Abschluß der Konferenzarbeiten lautete:. . . . . .. .. .. . .. . .
»Die Konferenz, an deren Arbeit J. V. Stalin aktiv teil​nahm, führte ihre Arbeit erfolgreich durch, faßte wichtige Beschlüsse entsprechend den ihr gestellten Zielen und demon​strierte die volle Einmütigkeit und enge Zusammenarbeit der drei Großmächte bei ihren gemeinsamen Anstrengungen zur Erringung des Sieges über den verschworenen Feind aller freiheitliebenden Völker.«
Nicht nur der Plan eines »Blitzsieges«, der auf einer Isolierung der Sowjetunion aufgebaut war, erlitt ein Fiasko. Auch der Mythos vom »Kreuzzug« ganz Europas gegen das Sowjetland zerstob wie Rauch. Die Versuche Hitlers, einen Kampfbund europäischer Staaten gegen die UdSSR zu​stande zu bringen, mißlangen. Im Dezember 1941 traten auch die Vereinigten Staaten von Amerika in den Krieg gegen Deutschland ein. Im Verlauf des Krieges entstand und festigte sich die Anti-Hitler-Koalition der freiheitliebenden Völker der ganzen Welt.

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXxXXXXXXX X X XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

KILDER

*1) Der große Vaterländische Krieg der Sowjetunion, år 1947 på SWA-Verlag/Berlin als 4. Band in der Reihe „Das Sowjetland“.

*2) Willi Dickhut, „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, S. 80

*3) Georgi Dimitrov, „Tagebücher 1933–1943“, Berlin år 2000, S. 273

Ole Sohn som Pavlovsk hund i spillet om ministertabureterne

tirsdag, november 2, 2010

31.OKTOBER 2010

Højreopportunisten Ole Sohn: Et bekvemt og taktemmeligt offer for BT´s “valgkampagne”

 

København – SF`s Folketingsmedlem nr.13: Ole Sohn som tidligere forsøgte at gøre karrierre i det højre-revisionistiske DKP, er kommet i skudlinjen for det højreliberale formiddagsblad BT´s kampagne mod hans kandidatur til en ministertaburet i en kommende socialdemokratisk regering.
BT og de øvrige regeringstro medier kan dårligt angribe SF og Thornings socialdemokrater for at have planer om at ville føre hverken socialistisk eller kommunistisk politik, tværtimod. Både S og SF støtter Nato-militæret og EU´s kapitalistiske krisepolitik for at tvinge arbejderklassen og de fattige til at betale kapitalismens krise.
S og SF støtter den aggressive Nato-krigsalliance som står bag krig og terror mod folkene, ikke bare i Irak og Afghanistan, med millioner af flygtninge, sårede og dræbte til følge; altsammen for at forsvare USA´s interesser.

Idag er Ole Sohn fortaler for den illusion at den Europæiske Union er en demokratisk konstruktion , ja ligefrem et mellemfolkeligt projekt hvor man på “demokratisk vis kan indføre “socialismen”.
Svaret på hvilken slags “socialisme” der kan accepteres af de storkapitalistiske klasssekræfter der står bag hele EU-projektet ses af de markedsdiktatoriske direktiver i EU´s økonomisk-monetære union; Euro-projektet som blev nedfældet i Maastricht-traktaten i 1991.
Hverken den “Europæiske Union”EU, hvis love, efter hemmelige afstemninger, dikteres af den ikke-folkevalgte “EU-Kommission”
eller “Eurolands”-konstruktionen er demokratiske, endsige socialistiske.
For tyve og tredive år siden var Ole Sohn fortaler for illusionen om at “socialismen reelt eksisterede” i Brezhnevs og Gorbatjovs kriseramte Sovjetunion. Det samme var iøvrigt BT, Jyllands_Posten, Politiken, Berlingske, DKP-avisen Land og Folk og resten af den danske presse. En undtagelse var Dagbladet Arbejderen ; som Ole Sohn´s DKP forøvrigt forsøgte at få lukket gennem at opfordre til at blokere Arbejderen´s trykkeri. DKP tålte ikke kritikken af det krisramte socialimperialistiske Sovjet og deres danske venner i i Arbejderens spalter.

BT og de øvrige højreliberale medier videregav på Brezhnev´s og Ole Sohn´s DKP-tid velvilligt det falske billede af den revisionistiske, statskapitalistiske Sovjet-Union som “kommunistisk”.
Idag fortsætter BT og Ole Sohn med at påstå at den politisk og økonomisk kriseramte Sovjetunion var “kommunistisk”.
Fakta er at de storkapitalistiske kræfter der står bag opbygningen af det statskapitalistiske EU-projekt også finansierede Brezhnevs, Honeckers, Giereks og Titos selvforvaltende socialisme efter Hrustrjov-gruppens kontrarevolutionære magtovertagelse i 1950´ernes Sovjet-union. Da revisionisten Honecker kom til magten var DDR´s gæld til udenlandske banker omkring 1 milliard dollar. Efter tyve års “selvforvaltende markedstilpasset folkesocialisme” var gælden oppe i 10 milliarder dollar til de kapitalistiske banker i vest.
Allerede i begyndelsen af 1980´erne var DDR så afhængige af kapitalistiske kreditter at det vesttyske regime kunne påtvinge DDR en opløsning af den østyske stat som en afslutning på den såkaldte “Østpolitik”. Det skete i 1989. 200 året for den revolution der frigjorde de kapitalistiske kræfter i FRankrig.

Det er derfor BT´s kampagne mod Ole Sohn´s støtte til det Statskapialistiske Honecker-regime ser ud som hykleri i “ti milliarder dollars potens”. De kapitalistiske koldkrigere i vest stod bag splittelsen af Tyskland i to stater, allerede fra 1948 gennem indførslen af “west-marken” som valuta i de vestlige zoner og oprettelsen af den USA-kontrollerede “vesttyske stat ” (BRD) samme år.
DE revisionistiske kræfter i det (øst-)tyske parti som allerede på den revolutionære Stalins tid havde planer om at bygge “Berlin-muren” , men havde fået nej til “mur-projektet” af Stalin´s Sovjetunion i begyndelsen af 1950´erne, begyndte efter den kontrarevolutionære Hrustchov-gruppes magtovertagelse i 1956 at påtvinge kapitalistiske markedsprincipper i folkehusholdningen, herunder optagelse af kreditter i kapitalistiske banker; de enkelte virksomheders mål blev i stigende omfang profit gennem autonomt køb og salg på markedet i ind- og udland, i modsætning til de kommunistiske planøkonomiske principper om at målet for økonomien, er at tilfredstille de behov som folkehusholdningen har sat i en gennemarbejdet plan. Efterhånden som den revisionistiske kontrarevolution med markedsprincipper og profitten som mål for de “selvforvaltende virksomheder” slår igennem i Sovjets, Polens og andre landes folkehusholdninger begynder de kapitalistiske krisetegn og modsætninger at udvikle sig. De kommunistiske folkehusholdningsprincipper om at produktionen er styret efter de behov som arbejderklassen og dens stat sætter som mål for samfundets og økonomiens udvikling kan ikke opretholdes i en økonomi der styres af markedet herunder kapitalistiske kreditter og profitten som mål for de enkelte virksomheder.
Stalin havde advaret mod denne revisionistiske “markedstilpasning” , bl.a i værket “Socialismens økonomiske problemer”.
Også Ernest “Che” Guevara så kampen mod den kapitalistiske markedstænkning, som en forudsætning for opbygningen af kommunismen , som jo netop er en verden uden klasser, penge og varer i kapitalistisk betydning.

Den borgerlige dobbeltmoral udstiles

Samtidig som de borgerlige medier står i kø for med mikroskop at understrege omfanget af de udemokratiske tilstande i Sovjetunionen har de samme borgerlige medier og politikere svært ved at få hænderne ned i jubel over udviklingen i den kapitalistiske et-partistat Kina

Det er jo bekvemt at angribe “kommunismen” ved at ligestille den med det revisionistiske social-imperialistiske fallitbo som i 1989-91 brød sammen i Sovjet og dets vasalstater. At Ole Sohn forsvarede dette Sovjet-revisionistiske system som var på vej mod den fuldstændige økonomiske kollaps i 1991 påviser at Ole Sohn overhovedet ikke har nogen kommunistisk troværdighed.

I Borger-presen går man stille med dørene når det handler om krigen mod Afghanistan. DKP-opportunisten Ole Sohn forsvarede sammen med bl.a andre Frank Aaen, idag Enhedslisten; Sovjets invasion og besættelse af Afghanistan. Idag forsvarer Borgerpresen, sammen med Thornings socialdemokrater og ledende SF´ere USA`s krig og terror mod folket i Afghanistan.
 

 

 

 

 

FAKTA om opportunisten Ole Sohn karrierre

Højre-opportunisten Ole Sohn når det foreløbige højdepunkt i hans karrierre da han i 1987 bliver formand for det højre-revisionistiske DKP.
Da den politisk-økonomiske krise i det statskapitalistiske Sovjetunionen skærpes er Ole Sohn hurtig til at komme ud.
Ligeså hurtigt som karrierremageren Ole Sohn var blevet formand for DKP forlod han posten.
I 1990 bliver han folketingskandidat for Enhedslisten. Imidlertid får listen ikke tilstrækkelgt med stemmer til de fire mandater som udgør spærregrænsen. I 1992 er Ole Sohn ude af Enhedslisten for at skaffe sig en partibog i SF. Samme år dropper han EU-modstanden i Folkebevægelsen for at erklære sig som EU-tilhænger i den såkaldte Junibevægelse.
1998 bliver Sohn endelig valgt ind i Folketinget for SF. Her startet han en bevidst plan for at dreje partiet yderligere mod højre med det klare mål at blive “værdige ” til at sidde på det kapitalistiske Kongerige Danmarks ministerposter. Ole Sohn er en typisk socialdemokrat som fedter opad og sparker nedad:
Væk med inddragelse af de arbejdsfri, samfundsskabte værdier, nu forsikrer han og SF boligejerne om, at de ikke skal betale mere i skat (underforstået: end den smule, der er levnet af ejendomsbeskatning efter regeringens drastiske nedsættelser).
Kritiken af Thornings socialdemokrater og SF har været meget spag for ikke at sige ikke-eksisterende på venstrefløjen.
Efter at SF tidligere i år, har sagt god for den kapitalistiske stats finanslov med milliarder af skattekroner til bankerne og Nato-militæret er det kun de mest enøjede Willy-tilhængere der ikke kan se at SF er et nyt “systemtro socialdemokrati” som hylder den gamle konservative parole: For Gud (“statstøttet kirke”), Kapitalismen (milliarder af skattekroner i støtte til bankerne og erhvervslivet) og Fædrelandet (milliarder til den aggresive Nato-militæraliances krigsførelse) er det også gået op for de “systemtro” liberale redaktører på Ekstra Bladet at SF hverken er rødt eller socialistisk.
Ole Sohn, frem til 1990 formand for det kriseramte og revisionistiske DKP, idag formand for det såkaldte “Socialistiske Folkeparti” ´s folketingsgruppe afviser kritikken af partiets højredrejning: Overfor nyhedsbureauet Ritzau udtaler den tidligere sympatisører af Michail Gorbatjovs kriseramte Sovjet: “Vi er lige så venstreorienterede som altid”. SF er ifølge højreopportunisten Ole Sohn et “venstreorienteret indflydelsesparti”.
Selv på Ekstra Bladet har man opdaget at SF hverken er mere “rødt eller socialistisk” end det kongelige danske socialdemokrati. Det kommer til udtryk i kommentaren : “Røde på halv stang”

 

 

 

 

Danmark: laveste Boligbyggeri siden Anden Verdenskrig

mandag, april 5, 2010

5.April 2010 15:45

Til trods for at Danmarks kapitalistiske centralbank; Nationalbanken nærmest forærer de kapitalistiske banker likvider i “stride strømme” skærpes den kapitalistiske krise i Danmark. En krise som nu betegnes som den værste i 200 år . Kapitalismens krise slår især hårdt mod boligbyggeriet som nu er nede på “Anden Verdenskrigs”-niveau:

– Bunden er nærmest gået ud af markedet, og vi oplever den værste krise i mands minde i branchen, udtaler Lars Storr-Hansen, direktøren for den kapitalistiske arbejdskøberorganisation Dansk Byggeri.

Arbejdskøberne i Dansk Byggeri har fyret 25 % af arbejdsstyrken . Ialt 44.000 arbejdere og andre ansatte er blevet sendt ud i arbejdsløshed siden 2007. De titusinder af arbejdsløse betaler nu den kapitalistiske krise i form en halvering af levevilkårerne, da den af Nyrup, Fogh og Løkke kastrerede A-kasse, kun udgør omkring 50 % af lønnen. Det er en følge af den kapitalistiske kontrarevolutions politik om at presse større profitter ud af arbejderklassen gennem at trykke arbejderklassens løn og -arbejdsvilkår gennem at sænke dagpenge og sociale rettigheder og bruge massearbejdsløsheden til for alvor at kunne tvinge arbejderklassen til at acceptere forringede løn og levevilkår og dermed højere profitter, som oftest omtales med det “hellige mantra”: “erhvervslivet konkurrence-evne”.
Den kapitalistiske kontrarevolution dækker sig ind bag liberale ideologiske fraser om “det frie marked som sikrer velstand, demokrati og beskæftigelse for alle” . Startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden blev den prokapitalistiske Pinochet-junta´s statskup i Chile den 11. september 1973, efterfulgt af Thatchers, Reagan´s kapitalistiske kontrarevolution i England og De Forenede Stater i 1980´erne efterfulgt af Europa med Maastricht-traktaten.

Stærk kritik af SF

lørdag, januar 9, 2010

28.Dec. 2009

Kritiken af Thornings socialdemokrater og SF har været meget spag for ikke at sige ikke-eksisterende på venstrefløjen.
Efter at SF tidligere i år, har sagt god for den kapitalistiske stats finanslov med milliarder af skattekroner til bankerne og Nato-militæret er det kun de mest enøjede Willy-tilhængere der ikke kan se at SF er et nyt “systemtro socialdemokrati” som hylder den gamle konservative parole: For Gud (“statstøttet kirke”), Kapitalismen (milliarder af skattekroner i støtte til bankerne og erhvervslivet) og Fædrelandet (milliarder til den aggresive Nato-militæraliances krigsførelse) er det også gået op for de “systemtro” liberale redaktører på Ekstra Bladet at SF hverken er rødt eller socialistisk.
Ole Sohn, frem til 1990 formand for det kriseramte og revisionistiske DKP, idag formand for det såkaldte “Socialistiske Folkeparti” ´s folketingsgruppe afviser kritikken af partiets højredrejning: Overfor nyhedsbureauet Ritzau udtaler den tidligere sympatisører af Michail Gorbatjovs kriseramte Sovjet: “Vi er lige så venstreorienterede som altid”. SF er ifølge højreopportunisten Ole Sohn et “venstreorienteret indflydelsesparti”.
Selv på Ekstra Bladet har man opdaget at SF hverken er mere “rødt eller socialistisk” end det kongelige danske socialdemokrati. Det kommer til udtryk i kommentaren : “Røde på halv stang” :

Hvis det er korrekt (at SF er “venstreorienteret”, red.) , er det noget partiet skjuler godt. SF stemmer for finansloven, milliarder til Forsvaret (dvs. til den aggresive Nato-krigsalliance, red.),og milliarder til bankerne. SF er med på, at Brorsons Kirke bliver ryddet, og asylsøgere smides ud af landet (til det af Nato-landene terrorkrigs-plagede Irak, red-) , SF´s retspolitik ligger et stykke til højre for Djenkis Khan, og partiet er med til at sende Villys gamle venner i Tibet ud i mørket, mens han kalder Lars Løkke for “en charmetrold”. Hvis SF overhovedet har nogen flagsager tilbage, hænger de på halv stang” – – – – E.B. 28.DEc. 2009

Godt brølt : Et flag på halv stang er et signal om at døden er indtrådt. SF er med andre ord lige så Rødt og Socialistisk som Gorbatjovs Sovjetunion der gik i graven i 1991, omtrent samtidigt som Ole Sohn fandt det opportunt at søge andre politiske karrierremuligheder end det kriseramte revisionistiske DKP, som gik i opløsning samtidigt som Gorbatjovs Sovjet.

Klimakonferencen: Hopenhagen blev til Floppenberg

lørdag, december 19, 2009

19.Dec. 2009 – *

Fiasko i COPenhagen, det er overskrifterne i en næsten enstemmig international presse.

KØBENHAVN – Med andre ord endte FN-´s klima-konference i København i et stort flop med en uforpligtende slutudtalelse som ikke forpligter de to største forurenere; de kapitalistiske stormagter; USA og Kina, til noget som helst. Samtidigt er de juridisk bindende overenskomster i Kyoto-aftalerne afskaffet.

Klimamødets leder Lars Løkke Rasmussen sikrede de kapitalistiske stormagter; USA´s og Kinas dagsorden om at den kapitalistiske kommandoøkonomis hovedmål: Den maksimale profit ikke “juridisk” skal underlægges andre interesser end de herskende kapitalistiske klassers.

Fra Hopenhagen til Floppenberg

Massearrestationer og knippelsuppe sørgede for at civile ulydighedsaktioner og protestaktioner druknede i mediernes dækning af den danske regerings politistatslignende nedkæmpning af ethvert optræk til at civile aktioner skulle forstyre biledet af Wonderful Hopenhagen som nu er forvandlet til Floppenberg. Løkke og Hedegaards regering, oppositionen omkring Willy og Thorning og det kapitalistiske erhvervsliv stræbte efter at medie-globalisere den danske hovedstad som “håbets by” eller Hopenhagen som de danske medier omdøbte værtsbyen til. Det endte i fiasko. København kom for alvor på verdenskortet – ikke som Hpenhagen , men snarere som Floppenberg eller Brokenhagen som en Greenpeace-talsmand døbte den, hvor de danske paramilitære politistyrker øvede sig i borgerkrig og demonstrede deres effektivitet i voldelig nedkæmpning af borgernes civile ulydighed for alverdens medier.
Danske medier skriver om Løkke´s mareridt i topmødet (dr.dk)

Danmarks nye Statsminister Lars (U)Løkke dumpede ved hans første virkelige opgave

Statsminister Lars Løkke Rasmussen gennemlever et sandt natligt mareridt i den absolutte slutfase på klimatopmødet i Bella Center, skriver DR som fortsætter :

“Her udsættes den danske COP15-formand for hårde angreb fra en lang række såkaldte “Udviklingslande”, dvs af kapitalismen udbytede og fattige lande. De er rasende over den sluttekst, som en mindre kreds af lande med USA og EU i spidsen er blevet enige om at fremlægge for resten af landene.
Da klokken nærmede sig seks lørdag morgen, stod landene i kø for at få luft for deres vrede og skuffelse over de ufrugtbare forhandlinger.
Meget hårde ord
– Dette er en selvmordspagt for Afrika, siger Lumumba Stanislaus Di-Aping fra Sudan, som er talsmand for G77-gruppen, der tæller flere end 130 udviklingslande.
Også lande som Venezuela og Bolivia er rødglødende af raseri over den proces, som har ført til præsentationen af den ikke-bindende erklæring, der gerne skulle runde topmødet af.
– Det er et kup mod FN’s charter, tordner Venezuelas repræsentant.
– Det er manglende respekt for demokrati, fastslår Bolivias forhandlingsleder med henvisning til, at Lars Løkke kun ville give landene en time til at gennemgå den nye tekst.

Point of order-kort

Den upopulære danske manøvre fik straks den lille østat Tuvalu til at trække det såkaldte “point of order”-kort i plenarsalen, hvilket har tvunget Lars Løkke til at fortsætte forhandlingerne.
Derfor sad statsminister (U)Løkke nu på podiet og lader det ene slag efter det andet gå ind, mens de sørgelige stumper af et topmøde, der have muligheden for at blive historisk, ligger tilbage som klare beviser på en stor fiasko.

– – –
Hvem har skylden ?
Ifølge EU er det Kina og USA som er de store syndebukke.
Fakta er at Kina og USA tilsammen står for halvdelen af udledningen af kul-tveiltegasser (CO2) på jordkloden. Det vil dog være udemokratisk at ligestille USA og Kina, idet vi udgår fra den demokratiske tankegang at hver eneste kineser regnes med samme vægt som en amerikaner kan vi slå fast at Kina beboes af godt fire gange så mange mennesker som USA, dvs udstødningen af CO2-gasser er næsten fire gange så stor pr. indbygger som Kina.

Det er samtidigt vigtigt at være bevidst om at den nuværende verdensordens politiske ledere, fra Løkke til Obama, Sakozy og Brown ikke har det mod og civil courage som er nødvendigt for at modstå presset fra de storkapitalistiske interesser som med alle midler modsætter sig en mindskning af deres profitter for at afskaffe sulten, massearbejdsløsheden , mindske det omfattende kapitalistiske (mis)forbrug af de råstoffer og energiklider og som fører til udledning af CO2-gasser, luftforureningen som nedbryder miljøet og de naturlige forudsætninger for menneskeligt og alt andet liv på moder Jord. Tværtimod , disse leder repræsenterer de samme storkapitalistiske interesser som har ført os ud i den situation vi står i nu.
Ikke mindst den stadig stigende og omfattende flytrafik og den forurenig af jorden atmosfære og udledning af CO2 gasser 1*) som flytrafikken er årsag til nævnes ikke med et ord i Københavns-konferencens sluttekst.

1*)Flytrafik: Gennemsnitligt kræver transport med fly omkring ti gange så meget brænsel pr.person som transport med bil pr.km

FAKTA om den ikke-bindende overenskomst i København
FN´s globale klimatkonference endte i hvad som bedst kan betegnes med ordet fiasko.
• I den ikke-bindende overenskomst der til slut blev vedtaget tales der ganske vist om at “jordens middeltemperatur ikke skal øge med mere end to grader Celsius”. Men der nævnes ingen tal på mindskningen af udstødningsgasser, hverken for i-lande eller u-lande. Det nævnes heller ikke noget tal for størelsen på udledningsmindskningerne til 2050. Tidligere er der hele tiden blev talt om minimum 50 procents mindskning , men dette mål er nu strøget.
• FN:s klimapanel har anbefaletat de kapitalistiske “i-lande mindsker sine udstødninger med 25-40 procent frem til år 2020”, angiveligt for at opnå det magiske to-graders mål. Men med de hidtil udstedte løfter når de ikke engang op på 20. Tanken er nu at i-lande skal anmelde sine mål for udledningsmindskninger i en vedlagt liste i overenskommelsen.
• Overenskomsten siger også at i-landene skal bevilge 30 milliarder dollar, hvoraf 11 miljarder fra Japan, 10,6 fra EU og 3,6 från USA, i støtte for at hjælpe jordens fattigste lande og folk med at beskytte sig mod klimaforandringer 2010-2012.
• Fra 2020 skal en fond på 100 milliarder dollar (~ 600 miliarder kr.)årligt oprettes for at finansiere beskyttelse mod følgerne af klimaændringer i de områder af verden med fattige stater og folk .
• Intet land forlangte at EU skulle forhøje sit mål om at mindske mængden af udstødningsgasser (CO2) fra 20 til 30 procent frem til år 2020.
• Planen om om at få vedtaget en juridisk bindende overenskomst skal fortsætte under 2010.
• Næste sommer holdes et nyt klimatmøde i den tyske by Bonn, som bl.a skal lægge grunden for den næste store klimakonference som holdes i Mexiko i slutningen af 2010.

SVENSKA > > > > >
Resultatet efter Köpenhamn i korthet
Man är överens om temperaturstigningen och dess maxnivå, man har nämnt att utsläppen måste minska. Men ingenting är bindande.
Den globala temperaturökningen ska inte överstiga två grader Celsius.
Utsläpp av växthusgaser måste minska, heter det, men texten innehåller inga bindande krav på utsläppsminskningar, varken på kort sikt (2020) eller lång (2050) – bara en sammanställning av de olika utfästelser som länder tidigare gjort.
Fattiga länder ska få cirka 30 miljarder dollar i klimatbistånd under perioden 2010-2012, varav 11 miljarder från Japan, 10,6 från EU och 3,6 från USA.
Från och med 2020 är målet att klimatbiståndet ska uppgå till 100 miljarder dollar årligen.
En av de längsta delarna av dokumentet handlar om hur kontroll av utsläppsminskningar i tillväxtländer ska gå till, en mycket känslig fråga för Kina.
Källa: TT

Fakta om Danmark´s miljøpolitik: EU’s største klimasvin

mandag, december 14, 2009

2. dec. 2007

“Danmark EU´s største klimasvin”

Det var overskriften i flere danske medier i efteråret 2007 efter at Fogh-regeringens manipulation med statistikken over det kapitalistiske erhvervslivs udstødning af kultve-iltegasser (kemisk betegnet CO2), var blevet en offentlig “hemmelighed”.
Den danske regering fremlagde allerede i 2007 en statistik som angiveligt påbeviste at Danmark også på dette område var et foregangsland: Stolt fortælller Klimadronning Connie Hedegaard og Statsminister Løkke at Danmark har vist vejen til at begrænse udstødningsgasserne (CO2) og, samtidigt, sikre den kapitalistiske vækst og profitterne. Sandheden var og er, at Klimadronning Connie og Kejser Løkke ikke har noget tøj på: I de tal som den danske regering lagde frem som beviser, var udstødningen af CO2-gasser fra den omfattende flytrafik og skibsfarten udeladt; ligesom udstødningsgasserne fra “det danske forsvars” militære krigsføring i Irak/Afghanistan ikke medregnes..
Derfor bygger Fogh og Løkke-regeringen argumenter for, at miljøet kan beskyttes, samtidigt som den kapitalistiske vækst og profiterne sikres, på et falsk underlag.

Regnes den storforbrugende flytrafik og skibsfarten med, er det kapitalistiske Danmarks CO2-udledning steget lige så meget som bruttonationalproduktet, skrev Politiken i 2007.
I modsætning til de gængse klimaopgørelser, regner Danmarks Statistik CO2-udledninger fra flytrafik og skibsfart med i regnskabet.

Største udledning pr. indbygger

Dermed har Danmark den største CO2-udledning per indbygger i Europa – ja, faktisk ligger vi efter alt at dømme i top-10 i verden på listen over klimasvin.
Samtidig viser tallene, at den danske CO2-udledning er fulgt med den økonomiske vækst.
Det underminerer det argument, som både Statsminister Løkke og EU´s kommende Klimakommisær Connie Hedegaard rejser verden rundt med:
De danske ministre – understøttet af Thorning´s socialdemokrater og deres parlamentariske støtter – fremhæver overfor hele verden og især skeptiske statsledere fra store CO2-udlederlande, at udviklingen i Danmark siden 1990 viser at kapitalistisk økonomisk vækst – på 30 procent er realistisk, samtidig som udstødningen af CO2-gasser holdes i ro. Læren er, at det kan lade sig gøre at “afkoble” CO2-udledning fra kapitalistisk vækst. Ja, der er ligefrem store profitter i begrænsningen af C02-gasserne

Eksklusive flytrafik og skibsfart

Historien er baseret på CO2-udledning fra Danmarks husholdninger og erhverv eksklusive flytrafik og skibsfart – fordi fly og skibsfarten er undtaget fra Kyoto-protokollens CO2-opgørelser.
– Men skibsfarten og luftfarten er jo ikke undtaget fra opgørelserne over den økonomiske vækst. Når skibsfarten og flytrafikken medregnes fuldt ud i CO2-opgørelsen, har der ikke fundet nogen afkobling sted, siger Peter Rørmose Jensen, specialkonsulent i Danmarks Statistiks afdeling for nationalregnskab, til Dagbladet Politiken.

USA: Hvert fjerde barn overlever på madkuponer

søndag, november 29, 2009

28. November 2009

NEW YORK (*NY.Times) Den kapitalistiske krise har de sidste to år tvunget millioner af amerikanere ud i den kø af arbejdsløse som i forvejen talte millioner. For millioner af mennesker står valget mellem at blive hjemløs og spise sig mæt eller betale hudlejen og sulte, hvis de ikke allerede er blevet tvangsauktioneret ud af deres hjem.
Den kapitalistiske krise betales af arbejderklassen og andre fattige i USA. Nye officielle tal påviser hver ottende voksne borger og hvert fjerde barn overlever i kraft af fødevare-kuponger – “food-stamps” i de Forenede Stater. Nogle af de værst ramte områder findes langs Mississippi-floden, skriver New York Times

I byer som St Louis, Memphis og New Orleans overlever halvdelen eller flere end halvdelen af disse storbyers børn med hjælp af “food-stamps”.

KIlde: NyT/28.11.2009: JASON DePARLE – ROBERT GEBELOFF
Matthew Ericson and Janet Roberts contributed reporting.

USA: Krisen fortsætter :storbanken CIT group konkurs

mandag, november 2, 2009

2.Nov. 2009 04:03:58

CIT Group ansøger om “konkursbeskyttelse”: 60 milliarder kr i gæld uden sikkerhed

New York (Reuters) Krisen for USA´s kapitalistiske økonomi fortsætter trods astronomiske skattedollar i støtte til kapitalen.
Efter flere månaders krise meddelte den kapitalistiske finanskoncern CIT Group´s velbetalte direktører at finanskoncernen – en af USA´s største – er et konkursbo. Sammenbruddet i koncernens finanser sker trods to-cifrede milliardbeløb i statslån.

CIT har givet kreditter til først og fremmest hundredetusinder af små og mellemstore virksomheder i USA. Søndag måtte ledelsen i finanskoncernen tilstå at de mange miliarder skattedollar i støttelån er så langt ude at svømme at banken ikke kan garantere nogen finansiel sikkerhed eller garantier for de mange milliarder i statslån.

Gennem omstrukturering håber CIT at blive af med et gældsbjerg på omkring 10 milliarder dollar; i omegnen af 60 miliarder kr..

CIT`s operative divisioner, heriblandt CIT Bank, indgår ikke i konkursansøgningen, men udskilles som en forventet profitabel enhed som kan fortsætte med at akkumulere profitter til private kapitalister.

Det senaste året har CIT Group fået flere milliarder dollar i støttelån fra både USA:s regering, via det gigantiske statskapitalistiske støtteprogram Tarp, samt private långivere.
Disse milliarder er nu forsvundet ned i den kapitalistiske krisesumps umættelige nedløb.

Omstruktureringsplanen går ut på att långivare får sina fordringar nedsatte, men i gengæld bliver nye ejere af koncernen.

Almindelige aktionærer i CIT taber alt hvis “konkursansøgningen” og rekonstruktionen bliver gennemført.
KIlder: TT/Reuter

Overskud på 19.500 millioner kroner på tre måneder for energimonopol ! Hvem sagde krise ?

tirsdag, august 4, 2009

4.Aug. 2009 16:45

Milliardprofitter for Statoil_NorskHydro : 19,5 milliarder kroner.

Trods den kapitalistiske krise fortsætter de storkapitalistiske energimonopoler med at rage milliardoverskud til sig.
Idag offentliggjorde den statskapitalistiske energi-gigant Statoil-NorskHydro sit regnskab for 2.kvartal. Selvom overskuddet
er mindre end sidste år viser selskabets egne tal, milliardprofitter på 19.500 millioner dvs 19,5 milliarder kroner inden skat.
Profitterne for monopolkoncernens i de samme tre måneder sidste år løb op i 62,1 milliarder inden skat.

Kronik : Det mest miljøvenlige er at afstå fra shopping

mandag, juli 20, 2009

19.JULI 2009

Jordens miljø , luften, jorden og havene og den natur vi mennesker kommer fra og lever i, er ingen maskine som vi blot kan skifte ud, men forudsætningen for menneskehedens og vore mange slægtninge i dyreverdens overlevelse. Under kapitalismen er mennesket blevet fremmedgjort fra sig selv og naturen. Ud af den kapitalistiske markedstænkning reduceres naturen og mennesket til en vare , produkter som kan udskiftes, ændres eller smides væk. Historisk blev det illustreret i sin mest ekstreme form i det kapitalistiske Tysklands KZ-lejre hvor storkapitalen (IG Farben) udbytter slavearbejderne til sidste åndedrag. Hvis mennesket er et produkt ifølge den kapitalistiske markedstænkning kommer tanken om at forbedre “produktet menneske” naturligt ind. Derfor arbejder man på højtryk i de kapitalistiske genmanipulations-laboratorier med at udvikle “de perfekte gener” som vil blive udbudt på det kapitalistiske marked. Loven om enlige kvinders ret til statsautoriseret kunstig befrugtning (insemination) er den murbrækker som kapitalen håber vil åbne op for accept af “fuld liberal frihed på markedet” til udvikling og salg af “menneskefostre og gener” ikke bare til “enlige og lesbiske kvinder” , men til hele kollektiver af mænd og kvinder, producentforeninger, sportsklubber, virksomheder . . . . . U name it.

Varen arbejdskraft og de mennesker som er tvunget til at sælge den under kapitalismen bliver – ligesom naturen og dyrerne – som en uafvendelig følge af bourgeoisiets jagt efter den maksimale profit – reduceret til vare som kan købes, sælges, forbedres eller destrueres alt efter de kapitalistiske konjunkturer. Dermed ligger vejen også åben for det kapitalistiske markeds “genetiske forbedring” af både menneske og natur. I realiteten vil det betyde menneskehedens død og skabelsen af kapitalistiske aliens-væsener – bioteknologiske produkter, kreaturer der altid lyder kapitalen, som aldrig gør oprør, protestere, eller blive træte og syge før “sidste forbrugsdato” og som ikke kræver nogen pension og andre “menneskelige rettigheder”. En brutal kapitalistisk virkelighed som er på vej , godt nok med små skridt som altid begrundes i “menneskegodhedens tjeneste” . . som de “enlige mødre som ikke kan finde en mand de vil have børn med”. En af det danske liberale bourgeoisis papegøjer ; akedemikeren Helmuth Nyborg, udtrykker det på denne måde : “med insemination kan [man] fremavle både klogere og stærkere børn” i et interview i avisen Information .
Et faktum som de fleste mennesker idag er bevidste om hvis de får et par minutter til at reflektere over deres liv , er at vi i stigende omfang er fremmedgjorte overfor samfundet – altså det store kollektiv af mennesker – der er ingen følelse af fællesskab. Allerede Karl Marx skrev i det nittende århundrede om arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen. Idag er det udbredt til mennesker i andre lag og klasser. Ligesom den udbredte rodløshed og søgen efter identitet , som er en følge af fremmedgørelsen under kapitalismen og bourgeoisiets ideologiske og økonomiske splittelses- og individualiseringsstrategi overfor proletariatet og dets allierede. Fremmedgørelsen ytrer sig også ved at kapitalen forsøger at knyttet folks identitetssøgen til produkter, varemærker og statussymboler som f.eks tøj- bilmærker. Allerede Karl Marx skrev om at de herskende klassers tanker er de de herskende tanker,ideologi eller bevidsthed. De klasser og lag som står nærmest den kapitalistiske overklasse ser sin position i det kapitalistiske klassehieraki bekræftet gennem købet af statussumboler, som biler, klæder, boliger og andet som det er muligt at erhverve for penge. Jagten på statussymboler er en af de vigtigste drivkræfter for den kapitalistiske handel. Alene i Danmark lider flere end 300.000 mennesker af sygeligt købemani eller Shopping addiction, ifølge Psykiatrifonden. Det er et udbredt fænomen i kapitalismens hovedland USA, hvor millioner af mennesker er blevet shopaholics, som en følge af den omfattende kapitalistiske “shopping”-propaganda, reklame for køb af de nyeste produkter. Disse menneskers identitet er så undergravet at de som robotter ikke er i stand til stoppe købemanien, fordi hele deres identitet er overtaget,bundet til “kapitalistisk shopping”.

Den kapitalistiske markedstænkning om at du er en vare – et individ som konkurerer med andre individer på det kapitalistiske marked gør også at stadig flere mennesker opfatter hinanden som “konkurrenter” på markedet, et marked hvor taberne risikere at stå på gaden uden et hjem eller en arbejdsplads at komme til hverdag. Det er virkeligheden ikke bare i de undertrykte u-lande, men også i rige kapitalistiske stater som USA og Rusland og omend i mindre udstrækning i Tyskland og de skandinaviske lande. Den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen og rovdriften på naturens rigdomme og jagten efter den maksimale profit har nu ført menneskeheden ud i , ikke bare trafikkaos og en kollosal forurening af luften og jordens atmosfære som hverdag tager livet af tusinder af mennesker i de kapitalistiske stater i form af overdødelighed og trafikulykker, men også til at flere end en milliard mennesker idag sulter eller er underernærede. Kapitalismens profitjagt og konkurrencekamp  har ført  til udviklingen af en kapitalistisk herrefolks-mentalitet uden respekt for både mennesker, natur og jordens rige dyreliv.
Forbrug og berigelse i form af statussymboler er blevet den nye religion som en følge af den kapitalistiske markedstænkning og dens allestedsnærværende propaganda for produkter af enhver art: reklamen. “Shopping” er  blevet den største og vigtigste fritidsbeskæftigelse i den kapitalistiske verden.

Den revolutionære kommunistiske arbejderleder Karl Marx skrev om varefetishismen og arbejderklassens fremmedgørelse under de kapitalistiske produktionsforhold som dominerer både arbejdslivet såvel som “fritiden”; under reproduktionen. Den er ikke blevet mindre siden det nittende århundredes “unge kapitalisme”.
I Danmark, Sverige såvel som i andre kapitalistiske stater er mediene fra aviser til fjersyn , radio og internettet fyldt med reklamer, altså propaganda for produkter,service fra de kapitalistiske selskaber som på den måde forsøger at øge salget og rage markedsdele til sig. I byerne er politikere konstant under pres fra aggressive erhvervsfolk der kræver et handelsvenligt miljø med parkeringsmuligheder, gågader og storcentrer hvor den “frie handel” kan øge deres omsætning.
Køb og forbrug af varer og produkter og især mærkesvarer som bilmærker , tøjmærker er blevet den nye religion.
Vi opfordres ikke bare fra de kapitalistiske handlere , men fra mange andre, f.eks borgerlige politikere til at shoppe “for at holde hjulene i gang”. “Shoppingen” skal tage os ud af kapitalismens  økonomiske krise. Men kan vi virkelig shoppe os ud af en krise som er skabt gennem forbrug på kredit ?

. . .. . . .. Under et år tog jeg time-out fra unødvendigt shopping og levede som anti-forbrugerist. Et valg som vækte mange følelser hos mennesker, skriver Ann-Christin Gramming i en kronik i avisen Gøteborgs-Posten idag

Det grønneste valg er at afstå

Hver anden kvinde siger at de har shopping som hobby. Modebloggere er vore nye magthavere. Shopping er blevet en livsstil men hvem er du hvis du ikke shopper?  Hvad laver du hvis du ikke shopper eller overhovedet har råd til at shoppe?

Sociologen Zygmunt Bauman diskuterar i sin bok Konsumtionsliv begrebet konsumtion (når vi køber nødvendigheder) og konsumisme (alt det der andet unødvendige vi køber eller drømmer om at købe).

Han peger på hvordan vi i dagens “brug – og smid væk” samfund til og med selv er blevet forvandlet til varemærker. Vi lever i et forbruger samfund hvor vi dels forbruger men samtidigt selv er forbrugsvarer som skal sælges på markedet.

Forbrugeristisk begær
Under et år tog jeg selv time-out fra onödig shopping och levde som anti-konsumist. Inspireret af Judith Levines bog Not buying it besluttede jeg mig for at bekæmpe det forbrugeristiske begær og finde ud af hvad jeg egentlig ville savne ,hvilke mine behov var. Visserligen ägnade jag mig åt ofrånkomlig konsumtion av mat, medicin och förbrukningsartiklar, men allt det där andra som utgör guldkanten i vår vardag avstod jag ifrån. Var det något som jag behövde fick jag försöka att låna, byta eller köpa det begagnat.

Shopping blev en vana
Varför shoppar vi? Jag upptäckte ganska fort att jag ofta hade shoppat för jag hade tillfälle. Shopping hade blivit en vana, en naturlig del av vardagen.
Arbetar man som jag i stan, är det så enkelt att gå en runda i butikerna på lunchen eller efter jobbet. Alltid hittar man något som är på extrapris. Vid löning var det självklart att unna sig lite extra, lunch ute eller en tidning och när man var deppig kunde man trösta sig med genom att shoppa en tidning, ett läppglans eller lite choklad. Men efter mitt shoppingcelibat upptäckte jag att det inte var prylarna som jag saknade, inte shoppingen i sig.

Det var de sociala sammanhangen som i sig krävde konsumtion som jag saknade, att inte gå ut med kollegorna och äta lunch eller hänga med på after work.

Ikke kede sig
Jag fick radikalt ändra mina vanor för att klara köpstoppet. Jag slutade gå i affärer för att inte bli sugen, tog med mig lunch till jobbet och letade upp gratisaktiviteter på helgerna. Jag lånade böcker och tidningar på biblioteket och bytte kläder och barnprylar med kompisar.

Tanken var ju inte att sitta hemma och ha tråkigt utan på helgerna gjorde vi utflykter med familjen i stället för att ta en sväng på stan med fika och shopping. Vi träffade kompisar och deras barn hemma, grillade på gården eller hade knytkalas i stället för att köpa take-away.

Köpstoppet visade sig väcka många känslor hos människor. Jag hade många intressanta diskussioner, inte minst runt kaffebordet på jobbet, men de flesta var positiva till projektet. Många tyckte att det var ett häftigt projekt, men erkände att de nog inte själva skulle klara det någon längre period. De ville inte avstå från nya kläder, eller från en tidning då och då.

En del pekade på det absurda i att göra ett projekt av vad de uppfattade som naturlig sparsamhet. En sparsamhet som de flesta barnfamiljer levde under för inte allt för många år sedan, under en tid när det ännu var otänkbart att låna till konsumtion. Shopping som fritidssysselsättning har ju främst kommit på senare år, men är det bara yngre som ägnar sig åt ohejdad shopping?

I ett ekorrhjul
Genom vårt ständiga shoppande låser vi in oss i ett ekorrhjul av arbete och tidspress. Alla de saker vi shoppar behöver skötas, behöver förvaras, och kanske försäkras innan de byts ut eller uppgraderas för att slutligen förpassas till soprummet. Tänk på all den tid vi skulle få över genom att dra ner på vår shopping! För att inte tala om all den tid vi lägger ned på drömmar och planering av framtida inköp. Hur många tänker egentligen på hur många timmar vi måste arbeta för att kunna köpa en pryl?

Det är naturligvis inget fel på att vilja omge sig med vackra saker men ibland handlar shopping inte om själva prylen utan om ett försök att stilla vår inre oro. Men blir vi någonsin nöjda? Kan vi verkligen shoppa oss lyckliga mer än för stunden? Jag tror inte det.

Gyllene tillfälle
Vi uppmanas från många håll att shoppa, att konsumera “för att hålla hjulen igång” och för att ta oss ur den ekonomiska krisen.
Men är det verkligen så lätt? Kan vi göra så att två svenska arbetare får behålla sina jobb genom att shoppa tre par onödiga skor och en platt-tv? Kan vi verkligen shoppa oss ur en kris som har skapats genom en konsumtion på kredit, en konsumtion för pengar vi inte ännu tjänat?

Om nu den fria marknaden är vår frälsning, skall vi då inte kunna få välja att avstå? Varför kan vi inte se krisen som ett utmärkt tillfälle att bryta våra konsumtionsmönster?

Vi har nu ett gyllene tillfälle att förändra våra vanor och ta ett första steg för att uppnå en hållbar konsumtion. Ekoreko shopping i all ära men det grönaste valet är ju ändå att avstå.

Ann-Christin Gramming er Bibliotekar og har skrevet værket “Köp inte denne bok” , som udkom 2008.

Kronikken kunne læses første gang i Göteborgs-Posten den 19.Juli 2009

.

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

fredag, juni 19, 2009

19.Juni 2009

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Godt tusind millioner , altså flere end en milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel:
Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Nye milliarder i statsslån til Generel Motors-koncernen

søndag, maj 24, 2009

23.Maj 2009 09:03

GM-kapitalen på vej mod konkurs modtager nye milliarder i statslån

DETROIT -WASHINGTON(Reuters) – Et af den amerikanske kapitalistiske økonomis “stoltheder” og tidligere verdens største bilproducent General Motors (GM) er som bekendt et kapitalistisk fallitbo, ligesom Chrysler –  som allerede er erklæret konkurs og nu er underlagt Chapter 11 i i USA´s konkurslovgivning. Fredag blev den synkende skude General Motors – det som engang var flagskibet for den amerikanske kapitalisme – beriget med yderligere et statslån da Obama-regeringen bevilgede et 4 milliarder dollars lån for at undgå den fuldstændige konkurs. Dermed har GM-kapitalen alene i år modtaget regeringslån på 19 milliarder skatteborgerdollar uden sikkerhed for hverken at lånet bliver tilbagebetalt eller at GM-direktører afholder sig fra at sende regningen for virksomhedens krise til de ansatte gennem nye massefyringer.
GM-direktørerne udtalte at de regner med at summen skal stige til 27 milliarder dollar efter 1. juni hvor regeringens tidsfrist for selskabet for at “fremlægge realistiske fremtidsplaner” løber ud. Ifølge regeringen vil Gm blive sat i konkurs hvis den plan som GM fremlægger ikke lever op til de kravene .

Samtidigt som Obama-regeringen giver GM-direktørerne milliarder i statslån uden sikkerhed planlægger GM at fyre endnu flere ansatte
Ifølge GM-kilder handler det fyringer af flere tusind arbejdere og andre ansatte som General Motors ledelse planlægger at fyre i Nordamerika inden den uundgåelige konkurs den 1 juni. Det fremgår af kilder Bloomberg News har været i kontakt med.
Massefyringerne vil blive “mindst lige så store som i begyndelsen af 2009 hvor 4.400 mennesker blev fyret af GM-ledelsen, meddeler Bloomberg News.

Sverige: Staten sikrer storbankerne milliardprofitter

onsdag, maj 20, 2009

Trods gigantiske tab og afskrivinger af lån i Sverige såvel som i en række andre kapitalistiske lande tjener de svenske storbanker milliarder.

Staten sikrer storbankerne milliarder i renteprofitter

Anledningen er at det såkaldte rentenetto – dvs forskellen mellem bankernes ind- og udlåning – stiger, Det skriver den borgerlige avis Svenska Dagbladet (uafhængig konservativ). Ifølge avisen er stigningen hele 19 milliarder kr alene de sidste tolv måneder. Den ellers bank- og kapitalistvenlige avis konstaterer at bankerne kan takke statens støttepakke for at pengene så at sige fosser ind i banken.
Eftersom bankerne ved at de når som helst kan gå med i det statslige garantiprogram har de kunnet forkorte løbetiden på sin finansiering, hvilket indebærer en øget refinansieringsrisiko. Staten har i vis udstrækning overtaget risikoen”, siger Masih Yazdi, analytiker på Finansinspektionen, til avisen. Bankerne udnytter også muligheden for at kræve højere betaling for at låne penge ud i lavkonjunkturen, fremgår det.

Regningen  for den svenske stats hjælpeaktion for at sikre bankerne milliard-profitterne sendes til skatteborger og bankernes kunder der altså alene de sidste 12 måneder har betalt 19 milliarder svenske kroner mere end de er blevet tilskrevet i renter for deres opsparing.

Nye massefyringer på Volvo-fabrikkerne i Sverige

onsdag, april 22, 2009

22.April 2009 10:34

Arbejderprotester mod massefyringer på Volvo Lastvagnar i Sverige

Uroen og vreden gærer på fabrikkerne i den kapitalistiske transport-koncern Volvo efter ledelsens beslutning om at kaste yderligere 1500 arbejderere og funktionærer på gaden. Det sker efter at de kapitalistiske ejere på aktionær-generalforsamling – i april – blev beriget med aktieudbytter på 4000 millioner S. kr.
At Volvo-koncernen er en guldgrube for de kapitalistiske ejere er der ingen tvivl om. Sidste år fik kapitalisterne 20 milliarder i udbytter – som nu betales af arbejderne og andre ansatte i form af arbejdsløshed og direkte lønnedgang.

Den storkapitalistiske Maskin – og transportkoncern AB Volvo offentligjorde i dag en plan om yderligere massefyringer. Det er 1 543 arbejdere og andre ansatte på Volvo Lastvagnar, Volvo Construction Equipment, Volvo Penta og på motorfabrikken “Volvo Powertrain”.

Masseprotester mod Volvo-ledelsens udbetaling af milliard-profitter til aktionærerne
13.marts 2009
Sidste tirsdag blev et protestbrev med underskrifter sendt til AB Volvo´s ledelse. 900 arbejdere på Volvo lastvagnar i Göteborg havde skrevet under mod uddelingen af 4 milliarder i udbytter til aktionærerne. Der er tale om næsten hundredre procent opbakning.

Arbejderne protesterede mod Volvo-ledelsens uddeling af milliarder til aktionærerne , og krævede at pengene istedet skal bruges til at redde arbejdspladserne.

Drivande i underskriftsindsamlingen har været medlemmer af de faglige klubbers bestyrelser , hvilket også gør underskriftsindsamlingen til en intern faglig kritik af den socialdemokratiske ledelse af Fællesklubben.

Fælllesklubbens afgående formand Olle Ludvigsson, tillige Metalarbejderforbundets repræsentant i AB Volvos styrelse,var ikke engang i stand til at tage afstand fra aktieutdelningen på fyra miljarder kronor.

Protestlistorna lämnades över bara dagarna efter att AB Volvo föreslagit höjd bonus för 250 av företagets chefer, en ren provokation mot arbetarna.
Det får därför ses som en delseger när AB Volvo, dagen efter Volvoarbetarnas protest, drog tillbaka förslaget på höjd bonus. AB Volvo motiverar sitt beslut med att de tagit intryck av den breda kritik av förslaget som funnits ”såväl externt som internt”.

Men inte ens när AB Volvo drar tillbaka ett provokativt förslag kan de hålla sig från att rikta en ny provokation mot arbetarna.

AB Volvos styrelseordförande Finn Johnsson säger att de tagit intryck av IF Metalls krisuppgörelse. Alltså, när arbetarna riskerar betala krisen med sänkta löner är Volvocheferna så ödmjuka att de avstår från att höja sina redan höga löner.

Det bästa svaret Volvoledningens arrogans kan få är protester från arbetarkollektivet. Att 900 arbetare samlar sig bakom ett tydligt krav mot företagsledningen, om så bara genom en namninsamling, är viktigt och positivt. Fortsätt så.

Kilde: – WICTOR JOHANSSON i Proletaren.se – 11, 2009

Krisens USA: Detailhandel ned med 9,4 % på et år

onsdag, april 15, 2009

14 april 2009 – 15:48
Omsætningen i detailhandelen dvs amerikanernes private forbrugsindkøb faldt med 1,1 procent i marts sammenlignet med februar, viser statistik fra USA´s handelsministerium.
Nedgangen var større end ventet.
Økonomer og kapitalistiske regnedrenge havde spået en stigning detaljhandelen på 0,3 procent.
Eksklusive bilsalget mindskede detaljhandelen i marts med 0,9 procent.
Sammenlignet med samme måned i fjorl var den totale detaljhandelsnedgang i marts på 9,4 procent.

USA: 742 000 færre arbejdspladser i marts måned

onsdag, april 15, 2009

3.April 2009 02:45

Beskæftigelsen på USA:s privtkapitalistiske arbejdsmarked faldt med 742 000 arbejdspladser i marts måned. Det viser ny statistik fra institutet ADP. Nedgangen er den største sidan ADP begyndte sine opgørelser i 2001.

ADP reviderer også nedgangen i beskæftigelsen i USA i februar ned fra tidligere offentliggjorte 697 000 færre arbejdsplaser til 706 000 .

Mellem januar og marts er flere end to millioner arbejdspladser blevet nedlagt, ifølge en beskæftigelsesrapport fra USA´s Arbejdsministerium _ Labor Department som kom fredag.
Det officielle arbejdsløshedstal nu oppe på 13.2 millioner mennesker i de Forenede Staters kapitalistiske økonomi hvilket svarer til 8, 5 %.

Krisens USA: Hvert tiende borger modtog madkuponer i januar

mandag, april 6, 2009

3. April 2009 –

WASHINGTON (Reuters ) Regningen for den kapitalistiske krise betales af arbejderklassen og de allerfattigste i “Gods Own country” , USA.
Kapitalisterne har fyret millioner amerikanere alene i løbet af det sidste år. De har stillet sig i den arbejdsløshedskø der allerede talte millioner. Den officielle arbejdsløshed nåede i februar op på godt 8 procent – den højeste i 25 år. Mange af disse mennesker får kun arbejdsløshedsstøtte i nogle måneder hvis de overhovedet får nogen hjælp. Mange oplever derefter at de bliver tvangsauktioneret ud af deres hjem enten fordi de ikke har kunnet betale huslejen eller afdrag og renter til de kapitalistiske realkreditselskaber.
Kapitalismen viser sit sande ansigt under krisen. Når kapitalens og den kapitalistiske overklasse ser profitterne mindske sendes regningen til de brede arbejdende lag. De mennesker som så at sige sikrer kapitalen de daglige profitter. De mennesker som i kraft af deres daglige arbejde i USA såvel som i andre lande har gjort USA´s overklasse til verdensrigeste og har bygget amerika op til det det er idag må bærer de tungeste byrder i form af arbejdsløshed, hjemløshed og fattigdom hvis de ikke bliver dræbt eller såret i krigene i Irak eller Afghanistan.
Antallet mennesker som får madkuponer i USA tæller nu flere end 32 millioner mennesker. Det betyder at hver tiende indbygger modtog disse Welfare kuponer i januar. Det viser USA´s regerings egen statistik som kom torsdag. Det indebærer at endnu flere end de godt 32 millioner som har familier/børn som skal forsørges – overlever i kraft af Welfare kuponerne.
At uddele fødevarekuponer er USA´s vigtigste hjælpeprogram mod hunger blandt landets fattige. I gennemsnit fik hver bidragsmodtager næsten 113 dollar i januar, svarende til godt 700 kroner.
Januar var den femte måned i træk som antallet uddelte kuponer steg.
Fødevarehjælpen er et tydeligt tegn på hvor dyb den kapitalistiske krise er i USA. Den økonomiske konjunkturnedgang er nu inde på sin 16. månad og ingen ny “superkonjunktur” er i sigte.

Island : Største proteststorm siden 1949

onsdag, april 1, 2009

21.Januar * 2009 *

REYKJAVIK ( e24.se)
I flere dage har islændingene protesteret mod den kapitalistiske krise, koruption og den borgerligt-reformistiske regerings politik udenfor Alltinget– det islandske parlament i Reykjavik i
Protest-stormen betegnes som de mest omfattende siden 1949, da den proimperialistiske regering sagde ja til integrere landet i den aggressive forsvarsalliance Nato.
Protestaktionerne som for alvor startede i tirsdags og fortsatte under natten mot onsdagen blev gentoptaget senere på dagen da parlamentet Alltinget samlades for en ny session.
Da statsminister Geir Haarde skulle forlade sit kontor i centrala Reykjavik
kastade demonstranter snebolde og æg imod ham. Haarde måtte søge ly i tjenstebilen inden han fik hjælp af tililende politistyrker.
Den vedvarende bølge af demonstrationer begyndte i tisdags i forbindelse med att alltinget´s samledes for første gang i år.
De omkring tusind demonstranter som var mødt op udenfor Alltings-bygningen blev tisdag aften stadig voldsamma. Deltagarna krævede regeringens afgang och nyvalg samt kastade toalettrullar och sko mod bygningen.
Politiet brugte flera gange pebberspray for at hindra demonstranter at tage sig ind i parlamentsbyggnaden.
En grupp demonstranter tænde eld på juletræet på Alltingstorget og slog parkbænke i stykker som de derefter satte ild på.
Politiet havde ikke helt kontroll over situationen før klokkan tre, onsdag morgen, rapporterar islandska medier. Ett 30-tal demonstranter greps under tisdags aften . Nogle fik lettere skader.
Protesterna, ofta flera gånger om ugen, holdes oftast lige ud for Alltinget.
“– Vi som er dette lands borgare, uttrycker vora følelser mot myndigheterna som agerar som om vi ikke
eksisterade,
sagde Hördur Torfason under den fredliga delen av demonstrationerna. Musikeren Torfason leder
protestbevægelsen Folkets stemmer som organiserat den senaste tids protester.
Demonstranterna har också tidigare krævet regeringens afgang og nyvalg, et krav som regeringen afvist.
I sidste uge blokerede demonstranterne indgangen til Alltinget og politiet fik også den gang bruge fysisk vold for at fjerne dem.
Islandsk fjernsyn viste billeder på hur statsminister Haarde och andra ministrar håndgribeligt blev forhindret fra att komme ind i alltinget och overøst med retfærdige og passende forulempninger.

De mest omfattende folkelige protester mod regeringen i 60 år har pågået i Reykjavik lige siden udbruddet af den kapitalistiske krise som brød ud med fuld kraft. En krise som har slået ekstra hårdt mod den islandske folkehusholdning ,
Da nationaliseredes landets tre størsta banker da de stod overfor en umiddelbar konkurs till følge av den internationella krisen. Trots att IMF/Verdesbanken godkendte lån til Island på hvad der svarer til omkring 15 milliarder kronor kommer flertallet af islændinge (de 99 %) betale prisen for kapitalistismen krise gennem masse- arbetsløshet og recession.

USA i krise: industriproduktionen fortsætter faldet: ned med 1,4 % i februar

mandag, marts 16, 2009

16. Mar 2009 – – -14:43

WASHINGTON (FED/Reuters) – – Industriproduktionen i USA´s kapitalistiske erhvervsliv fortsætter nedad : med et fald på 1,4 procent i februari sammenlignet med januar måned. Samtidigt som flere millioner har mistet deres arbejde og dermed købekraft sidder den kapitalistiske økonomi i USA fast i en skruestik: Med den kapitalistiske krises konkurser,tvangsauktioner og massefyringer følger faldende indkomster hos de brede lag, hvilkert fører til mindsket salg i detailhandelen og dermed produktionen af forbrugsvarer. Det har ført til en mindsking af produktionen i letindustrien (forbrugsvarer) hvilket nu virker ind på sværindustrienm dvs. produktionen af produktionsmidler, maskiner, transport såvel som udvinding af råvarer;metaller olie osv.. Krisen løses ikke gennem at trykke flere dollarsedler og give dem gratis (0,5%) til finanskapitalen. Derfor er udsigterne USA´s kapitalistiske økonomi mørke.
Også den såkaldte kapacitetsudnyttelse i industrien – som er en opgørelse over hvor stor en del af fabrikkernes produktionskræfter der i realiteten udnyttes – faldt til 70,9 procent, sammenlignet med 71,9 procent i januar. Dvs. næsten 30 % af USA´s preoduktionskræfter står ubenyttede hen, samler støv så sige
At næsten 30 procent af de industrielle produktionskræfterne i USA´s kapitalistiske erhvervsliv står ubenyttede hen, dementere de neoliberale såvel som borgerligt-reformistiske økonomers og politikeres påstande om kapitalismens effektivitet.
Det betyder at den revolutionære marxistiske analyse af kapitalismen som et ikke bare ineffektivt, men også menneskefjendtligt og naturfjendtlgt samfundsystem bekræftes. * * * ** * * *
Kilder: USA´s Nationalbank: Federal Reserve.

Krisens Japan: Eksporten ned med 46% i januar

torsdag, februar 26, 2009

25.Feb. 2009 03:45 –

Eksport ned med 46 procent: “alvorligste krise siden Anden verdenskrig” ifølge Japans regering

TOKYO (BBC )  Eksport fra  verdens største økonomi – efter de Forenede Stater – det kapitalistiske Japan er den laveste i ti år. Nye tal for januar måned viser at eksporten styrtdykkede med hele 45,7 procent i januar i år sammenlignet med samme måned 2008. Det fremgår af de officielle tal fremlagt af Japans regering.
Krisen på det kapitalistiske finansmarked knyttet til det kapitalistiske boligmarked som i 2007 for alvor brød igennem har nu bredt sig til realøkonomien – de kapitalistiske staters egentlige (mer-) værdiskabende produktionsliv. Finanskapitalens krav på profitter og sikerhed for den kapitalistiske fremtid tager nu kvælertag på de kapitalistiske økonomiers produktive liv,.

Landets handelsunderskud løb op i 9,9 milliarder dollar, svarende til 69 milliarder kr – det er det højeste underskud siden den første statitik over den japanske handelsbalance blev offentliggjort i begyndelsen af 1980´erne, rapporterer brittiske BBC.

Også salget af japanske biler er faldet med 69 procent. “Den alvorligste krise siden Anden verdenskrig”, siger den Japanske regering.

Kapitalismens krise: Ukraine på randen af konkurs

tirsdag, februar 24, 2009

23.Februar 2009

Kapitalistisk krise: Ukraine på randen af statsbankerot

Ukraine står på randen af konkurs, rapporterer de internationale medier


Ukraine 2009 :Folkelige protester i mod nedskæringer, massearbejdsløshed og den øgede fattigdom som ukrainerne nu for alvor får at mærke som en følge af den kapitalistiske verdenskrise.

Den kapitalistiske krise rammer kapitalistiske stater jorden over. Og efter Island – er Ukraine et af de lande som er hårdest ramt af den kapitalistiske krise.

Statsminister Julia Timosjenko og Præsident Viktor Jusjtjenko – som kom til magten efter den EU- og USA- støttede “orange revolution” i 2004 – skriger nu skældsord efter hinanden i det ukrainske parlament i et forsøg på at fralægge sig ansvaret for den truende kapitalistiske statsbankerot.

– – – – – — – – – – — – – – –
En af landets storbanker, Nadrabank, trådte i betalingsstandsning i sidste uge og er nu underlagt de finanskapitalistiske konkursforvaltere samtidigt som den Internationale valutafond (IMF) sagde nej til et tidligere bevilget lån på godt 13 milliarder kr. Med en udlandsgæld på 105 miljarder dollar – ~ 754 millarder kr – er Ukraine foruden Ecuador, som blev erklæret statsbankerot i december ifjor et af de lande med tilknytning til US-dollaren som har den højeste udlandsgæld. Samtidigt er den ukrainske valuta er devalueret med 50 procent overfor US_dollaren på ett år.
Den kapitalistiske krise tager nu kvælertag på Ukraines produktive liv. Nye tal viser at produktionen i landet falder med 30 procent. Industriproduktionen faldt i januar med hele 34 procent set i forhold til samme måned i fjor, informerer Børsen

Otte tusind gasarbejdere protestede i august (2008) mod dårlige sikkerhedsforhold

På den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i Kiev er indekset styrtdykket med 85 procent. I parlamentet forsøger den tidligere vest-støttede præsident Viktor Jusjtjenko desperat for at blive af med statsminister Julia Timosjenko – som nu for alvor udfordrer Jusjtjenko om magten . Hver for sig repræsenterer disse ukrainske ledere storkapitalistiske interesser i ind – og udland (EU/USA/Rusland)

“Krisen var dyb for en måned siden men den er blevet endnu værre. Der findes økonomer her som sammmenligner Ukraines situation med Rusland´s i efteråret 1998 da hele bankvæsenet gik i konkurs” siger en diplomatkilde til SvD Näringsliv

.

Sverige: kraftigt sigende fødevarepriser i Sverige

fredag, februar 20, 2009

19.Februar 2009

Trods at inflationen er på vej ned i Sverige pga den kapitalistiske krises negative virkninger på både produktion og forbrug må svenskerne betale betydeligt mere for de fødevarer de køber til middagsbordet og madpakken, end for et år siden .
På et år ligger prisstigningerne på fødevarer stadig på 5,5 procent. Kød og grønsaker er steget mest, otte respektive ti procent. Og den reelle devaluering af den svenske krone i forhold til de lande som eksportere til Sverige vil fortsætte med at trykke priserne på frugt og grønt, ifølge Thomas Svaton, økonomisk analytiker
Kraftigt stigende fødevarepriser i Sverige

Prisstigninger på udvalgte fødevarer fra januar 2008 til januar i år( 2009)

Vare * +/- procent
Pasta +20
Ris +13
Oksekød +12
Svinekød +7
Sild/Strömming +19
Fisk(dybfrosssen) +7
Æg +7
Pærer +37
Æbler +10
Kartofler +10

Priserne på løg(zittauer) (-8%), citroner(-30 %) og torsk (-6 %) gik imod strømmen , men de udgør så lille en del af fødevareudgifterne
at de kun marginalt opvejer de stigende priser.

Nej til imperialistisk krig i Jugo Osetinskaja (Syd-Ossetien)

søndag, november 30, 2008

10.August 2008

Foruden den Grusinske/Georgiske Fredskomite er der kommet en række udtalelser og analyser af krigen i Grusien som indledtes den 8.August med Sakaschvili-regimets angreb på Jugo-Osetinskaja- SydOssetien.

Blandt andet kom de russiske ungkommunister i Russian Communist Youth League (Bolsjeviker) med en udtalelse som bringes her:

Om  den imperialistiske krig i Jugo-Osetinskaya (Syd-Ossetien)

The long-running conflict in South Ossetia entered a more violent stage on August 8, 2008, when Georgian troops carried out an open aggression and intruded into South Ossetia, shelling the city of Tskhinvali with Grad missiles. The bourgeois regime of Saakashvili is trying to keep the illusion of Georgia’s national unity at all cost, without consideration for how many lives this may cost. Russia, which also got involved in this conflict, is sending a large number of military resources to the area of military action. There are already many victims on both sides.

Both in Russia and in Georgia, the governmental authorities are trying to use the conflict for their own benefit and this also includes promoting nationalistic hysteria, drawing the working-class peoples’ attention from internal problems and from class struggle. As rightly noted in the declaration of the Central Committee Secretariat of the PKRP-RPK [Russian Communist Workers Party-Russian Party of Communists], working peoples’ attention is drawn away from real problems by shouts of ‘Support our country!’ The RCYL(B) condemns this attempt to set working people of different countries against each other by using nationalistic feelings. Lenin wrote that ‘people have always been, and will always remain dumb victims of deception and self-deception in politics until they learn to discern class interests behind the various moral, religious, political and social phrases, declarations and promises’.

It is obvious that the Georgian authorities and capitalists, who are dependent upon the imperialists of the USA and the European Union, are interested in solving the issues of their territorial unity as soon as possible in order to become a part of NATO and turn Georgia into an alternative route for transporting oil and gas into Europe around Russia.

Naturally, the Russian capitalists are not happy with this scenario. The Russian authorities would like to have a presence in the region and a weak Georgia and unsettled national issues serve this purpose well. Many ‘patriotic’ statements can be heard about protecting Russian citizens in South Ossetia, but people for some reason forget that when for a week in the beginning of August there was shooting from both sides, the Russian government didn’t even think of protecting its citizens. The so-called peacekeepers didn’t intervene in the conflict, allowing the Georgian government to think that it may take more radical actions. Nobody remembered about ‘enforcing peace’ either. Moreover, the Russian government has still not used the powerful economic leverage that it has and that can have a significant influence on Georgia. We believe that the current situation, when the government in South Ossetia is formally Georgian but actually dependent on Russia, is directly beneficial to the Russian capitalist class. lf the Russian government was really interested in solving this problem, it would recognize South Ossetia’s independent status and act on the possibility of stopping the war before it began. Instead of doing this, the Russian government is engaging in a furtive political game, trying to use the situation for its gain.

RCYL(B) considers the war in South Ossetia an imperialist war, which does not serve the purposes of justice and which is conducted for the benefit and profit of capitalists of different countries. The people of Ossetia became a victim of a struggle between two capitalist cliques. Neither Georgia nor Russia is really interested in an actual resolution of the issue of South Ossetia independence. RCYL(B) does not support either of these countries in this war. We respect the right of the people of South Ossetia to self determination, which has been expressed in a referendum. National borders should not serve as an interference in the struggle of working people against capitalists.

RCYL(B) condemns the aggressive actions of the Georgian government, which will lead to a new and possibly a lengthy conflict in the Caucasus. The Russian government is also responsible for this war: it has provoked Georgia into an open and armed conflict by its inconsistent actions and supported an unstable situation in South Ossetia.

Once more Lenin’s words that in a capitalist order the rearrangement of the spheres of influence can only take place by war have proven to be right. All responsibility for this new war lies with capitalism and more particularly, the government of Georgia, as well as American, European and Russian imperialists. The ‘peace enforcement’ that Russia speaks about is nothing but the regular ‘patriotic’ rhetoric, which is meant to veil the real interests that the capitalists are pursuing in an imperialist war from which the working people of all countries can not benefit.

The Revolutionary Communist Youth League (Bolshevik) calls for an immediate end to the war in South Ossetia, the withdrawal of Georgian and Russian troops from the region and for the granting of guarantees of South Ossetia’s inviolability by both countries. Georgia must restore the villages, utility systems and infrastructure destroyed by its troops. All sides to the conflict must ensure the return of refugees of all nationalities to their homes.

RCYL(B) demands that the Russian and Georgian governments and the international community immediately recognise South Ossetia’s independent status.

No support to the governments of Georgia and Russia in the South Ossetia conflict!
We are against imperialist war!
No to the aggression and militarism of the ruling regime of Georgia!
Down with the continuous reason for war – capitalism!
The Bureau of the Central Committee of the Russian Communist Youth League (Bolsheviks)
10th August 2008
*  *   *  *  *  *  *  *   *   *   *   *   *    *    *    *   *   *   *    *    *    *    *    *    *    *

 

*   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *   *    *   *    *   *   *  *   *  *  *   *   *   *   *  *   *

Spaniens Kommunistiske Parti  PCE(ml) slår i en udtalelse fast at

Kapitalen har igen sat Kaukasus i brand

Once again the Caucasus region has become a scene of confrontation between great powers.

On repeated occasions, our Party has referred to the attempt of Yankee imperialism to tighten the net around Russia: the recently concluded agreement with Poland and the Czech Republic to establish an anti-missile shield in the area, as well as the attempts, so far unsuccessful, to integrate Ukraine and Georgia into NATO, were clear examples of this.

On this occasion, with at least the consent of the U.S., their Georgian ally, the Mafioso Mikhail Saakashvili, set out to massacre the population of South Ossetia (which is in favour of joining Russia), an attack that was also a warning to the equally rebellious region of Abkhazia. The Russian response, in defense of both its peacekeeping troops that were stationed there as well as of its citizens in Ossetia, was not long in coming and was more forceful than expected, leading to the destruction of key military installations in different cities of Georgia, in a harsh counter-offensive.

Naturally, contradictory reports were put out by both sides, regarding both attacks against the civilian population and non-military infrastructure, as well as the use of prohibited weapons. However, we must emphasise the shameful role of the Western press, which has brazenly supported Washington’s version, gradually developed by the U.S., systematically hiding the responsibility of Georgia in beginning the conflict and exceeding even the position of the leaders of the EU, who quickly but in a ‘friendly’ manner have worked to obtain an agreement among the opposing parties, conscious of what they were risking.

The aggression has concluded, for the moment, in a draw, in which the U.S. (with the support of France and the United Kingdom) is trying to go back on the agreements for the cease fire, while the Russians have suspended their collaboration with NATO, increased the area controlled by their troops in Georgia and opened the ‘Pandora’s box’ of the future status of South Ossetia and Abkhazia. With the blocking of any possible solution in the UN, the immediate result of Saakashvili’s adventure will therefore be a precarious equilibrium, filled with uncertainties about the future of his country and, of course, of its population.

However, the key point of the clash is not just political. As Medvedev stated, ‘we will never let anyone kill our citizens, soldiers and peacekeeping officers unpunished. Russia has economic, political and military options for that.’ In effect, with its response Russia has expressed more than its anger at Western policies in Kosovo, or at the expansion of NATO. Russia has shown that it is in a position to begin to recover its influence and to intervene effectively in the shaping of international politics, on the three fronts mentioned.

It is clear that this was a political and diplomatic victory of Moscow over Washington: it has ‘bruised’ the Georgian Mafioso ally of the U.S.; it has opened the door to the independence of Abkhazia and South Ossetia under its tutelage, before the entrance of Georgia into NATO; and it has paid the U.S. back with interest for the slap in the face it received in Kosovo, leaving Bush without arguments against the future independence of those two regions. As for the EU, the division of opinions that already occurred at the Bucharest Summit regarding Russia has been consolidated. Although the United Kingdom, France the Baltic Republics and Poland are aligned with the U.S., Condoleezza Rice could not impose U.S. authority at the extraordinary meeting of the NATO Council, called on August 19 at the demand of the U.S., to ‘put Russia in its place’. The Alliance did not accept Bush’s proposal to reduce its links with Russia, nor was it willing to accelerate the incorporation of Georgia, which is the goal the U.S. is seeking as a result of the conflict.

On the military level, the clash in Georgia can be related to the struggle that the U.S. and Russia are maintaining, with the clear predominance of the former, but in which Russia is preparing to advance its positions: besides its military collaboration with Byelorussia, Moscow is trying to renew its military presence in Cuba, as was announced just a few days before the Georgian attack against South Ossetia; with this, the Russians ‘moved their piece’ under the pressure of the U.S. deploying its missile shield in Poland; their Foreign Minister also stated that ‘we will have to react, and not only with diplomatic protests’. The demonstration of force in Georgia faced with Saakashvili’s aggression can therefore be a warning of what Russia will not tolerate in the future.

But the touchstone, the unifying element of all these contradictions is undoubtedly the economic one. The resolution with which Russia has faced the crisis, going way beyond assuring its Ossetian citizens, has the same profound causes as the attitude of Washington’s European allies: economic interests. Russia, which is extending its economic influence around the world thanks to trade agreements and investments, makes up a third of its Gross Internal Product with its profits from oil and gas, which are primarily purchased by the European Union. In fact, the commercial trade between Russia and the EU is some seven greater times than that between Russia and the U.S. These figures explain the relative coolness with which the Europeans and the Russians have carried on their relations in the last weeks, above all within NATO in relation to the U.S. Besides, the Europeans should look favourably on the fall of an element such as Saakashvili, who is not very good for their business; and, with him, the loss of influence of the U.S. in the Caucasus, which complicates the relations between Russia and the EU.

However, the strategic importance of Russia for the transport of hydrocarbons, both their own as well as those from the Caspian region, has diminished since the opening in 2005 of the BTC [Baku-Tbilisi-Ceyhan] oil pipeline, that connects Azerbaijan with Turkey, passing through Georgia. Currently, besides, countries such as Turkmenistan, Kazakhstan and probably Uzbekistan are trying to escape from the dependence on Russia’s gas lines, leaning toward Turkey (via Armenia), a country that is trying to put an end to Gazprom’s status as the only buyer of Central Asian gas, with the approval of Israel. Without a doubt, the deepening of the instability in Georgia contributes to making the transport of hydrocarbons through the BTC less attractive, and serves to show the EU (and its oil companies and the BTC stockholders) that their best option is Russia. As Konstantin Simonov, General Director of Russia’s National Energy Security Fund, stated: ‘this situation increases the attractiveness of the Russian routes of supplying energy resources to Europe’. Thus the war in Georgia would have as a result, whether consciously or not, of definitively dissuading Europe from using the corridor from the Caspian Sea and Central Asia via Azerbaijan, Turkey and Georgia. Moreover, the Russian demonstration can serve as a ‘warning for seafarers’, directed at the other former Soviet republics of the region to maintain their economic and political links with Moscow, after years of Yankee penetration.

Finally, without forgetting that the origin of the conflict was the aggression by the Georgian chauvinist State, backed by the U.S., we cannot forget that at the base of the problem are the inter-capitalist contradictions, the fight for access to and control of strategic regions for the extraction and transport of hydrocarbons. And that is the fundamental reason not only for the pressure and the aggressiveness of the U.S. and its main allies against Russia, but also of the latter’s efforts to respond to the attacks and to build new alliances.

For the Self-Determination of the Peoples and Against Capitalist Looting

Imperialists Out of the Caucasus!

Madrid, August of 2008
Communist Party of Spain (Marxist-Leninist)
Secretariat of the Central Committee

*  *   *  *  *  *  *  *   *   *   *   *   *    *    *       *    *    *    *     *    * 

*    *    *    *    * *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *   *    *   *    *    *  

  

The Class Roots and Sources of the Aggressive Actions of Georgia Against South Ossetia and Abkhazia and the Aggravation of the Situation in the Caucasus

Aleksej Danko

The national hostility along the boundaries of the territory of Georgia – Abkhazia and Ossetia, that has now reached the level of open military confrontation between the Georgian authorities and the local population of these autonomous regions, began to appear already at the time of the establishment of revisionism in the Soviet Union; these contradictions were prevented from breaking into open conflict with the help of the system of Soviet social-imperialism. The domination of the Soviet social-imperialists in the territory of Abkhazia and South Ossetia was performed through Georgia by the hands of the Georgian bourgeoisie. Therefore the population of these autonomous regions was never particularly fond of the Georgian authorities, as they regarded the latter as exploiters. This situation promoted anti-Georgian sentiments on a mass scale, which at the same time diverted the attention of the population from the central causes and the culprits of both the national and class oppression in the Caucasus, as well as on any other territory of the social-imperialist Soviet Union. These are the sources that led to the military confrontation of the population of Abkhazia against the Georgian oppressors and the bloody military action in Tskhinval on August 8, 2008.

The worsening of the situation in Abkhazia and South Ossetia gained momentum after the collapse of the Soviet Union. The Georgian bourgeoisie, having acquired independence from the oppression of Soviet social-imperialism, took decisive action to subject the economic potential of the different regions to its interests. Its great-nation interests pushed the chauvinist regime of Zviad Gamsakhurdia into power. Under the excuse of defending the territorial integrity of Georgia, this regime quickly liquidated the autonomy of South Ossetia and Abkhazia by depriving their people of the most basic national rights. Most of all, it was the liquidation of the autonomy that enabled the Georgian chauvinists to harshly suppress any form of discontent of the disenfranchised people of South Ossetia and Abkhazia.

In this situation the peoples of South Ossetia and Abkhazia could not refuse assistance from any foreign state, including that of Russia, because such assistance would be regarded as a direct challenge to the sovereignty of Georgia. The peoples of South Ossetia and Abkhazia have no choice but to stand up in defence of their territories and to decisively withstand the aggression of the Georgian oppressors by de facto declaring their independence from Georgia. From this point of view the interests of the local bourgeoisie and the broad popular masses of South Ossetia and Abkhazia concurred in this particular situation.

After the disintegration of the Soviet Union a number of independent states were formed. Russia happened to be the strongest and most prosperous of those states. Russia was able to even retain the status of an imperialist power, although secondary with respect to other imperialist countries. Moreover, the majority of the former republics of the Soviet Union remained economically dependent on Russia. In particular, economic life in Georgia depended almost exclusively on the distribution of electrical power from Russia. In addition, in a number of underdeveloped regions of the former Soviet Union the economic control of Russian capital remained insurmountable. South Ossetia and Abkhazia belong to this type of regions, where the economic interests of the Russian imperialists and the local bourgeoisie overlapped strongly long before the Georgian bourgeoisie even tried to establish its hegemony in these regions. As a result, in the territories of South Ossetia and Abkhazia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed and the local bourgeoisies happened to be on the side of the former.

What do the interests of the Russian imperialists in Abkhazia consist of? Minerals, coal and various metals are extracted from its soil. Abkhazia has significant hydraulic resources relevant to industry. The climatic conditions of Abkhazia allow for citrus and other sub-tropical fruits to grow. Abkhazia has unique and favourable conditions for the development of the tourist industry. Moreover, the Abkhazian coast stretches 200 kilometres, which has the potential to significantly increase the influence of either Russia or Georgia on the Black sea, including their military presence.

By comparison, South Ossetia’s economic potential and natural resources do not play such a decisive role in explaining the sources of the conflict between the interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie. The territory of South Ossetia stretches over the north of Georgia and is separated from Russia by the mountains of the Caucasus. It is the geographic situation of South Ossetia that could be the main reason for the confrontation between Georgia and Russia for the control of this territory. The presence of the Russian army on the territory of South Ossetia allows the Russian imperialists to more efficiently control the influence of other imperialist countries on Georgian territory against Iran and the Middle East, where the Russian imperialist have significant economic interests. Therefore the possible presence of Russian armed forces and Special Forces in the territory of South Ossetia, with any legal status, may prevent the Georgian bourgeoisie to place in the territory of Georgia foreign military bases, which are undoubtedly considered by the Georgian bourgeoisie as a source of profit. Therefore on the territory of South Ossetia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed head on. The Russian imperialists are interested in preserving its influence on the South Ossetian territory at any cost; this is achieved with the assistance of the pro-Russian South Ossetian regime and population. The Georgian bourgeoisie is heavily invested in expunging Russian influence on the other side of the Great Caucasian Mountains and in cleaning the territory of South Ossetia from the anti-Georgian and pro-Russian rival population. It is because of this reason that the Georgian armed forces during the time of the aggression of August 2008, seem to have been given the orders to obliterate the population of South Ossetia (more than 30 thousand civilian South Ossetian citizen became refugees according to the Russian government)

In the period of the dictatorship of the proletariat the land, forest, hydraulic and other natural resources of the USSR belonged to the whole society, i.e. it belonged to all the nations on equal footing. The peoples of the Soviet Union lived in a united and friendly family, not fighting but helping each other. The borders between national establishments had a formal character and were determined exclusively from the point of view of the administrative convenience. As a result North Ossetia (north to the Great Caucasian Mountains) formally belonged to Soviet Russia and South Ossetia (south to the Great Caucasian Mountains) to Soviet Georgia. Under these conditions the unity of the Ossetian people was preserved.

The aggravation of the situation in the Caucasus around South Ossetia and Abkhazia resonated so widely and suddenly in the international arena that it became even more prominent that the conflict between Kosovo and Serbia. These evens generated a swift and open conflict between a number of imperialist powers, especially between the US and Russia. This is understandable, since towards 2008 the territory of Georgia became contentious due to the struggle between the imperialists of the US and Russia for the control over Iran and Azerbaijan (a significant contingent of Russian capital is present in Iran and, Russia and Azerbaijan have longstanding economic ties). American imperialists do not have economic presence and influence in Iran. Therefore the US tried to build air and rocket bases in the territory of Georgia with the purpose of using them against Iran in order to destabilise this country, to turn this country into a region of high risk for foreign investment and to create the conditions to expel its imperialist rivals from Iran. Moreover, the US imperialists are interested in the control over the transit of oil from Azerbaijan through Georgia and over the oil ports on the Georgian coast; this would allow the US to establish direct control over the Black and Caspian seas and would turn Georgia into a solid satellite leading to the diminishing of the influence of Russian imperialism in the area.

The leading powers in Western Europe, especially France and Germany, played a shady role in the events described above. What concrete interests did France and Germany pursue in these events? France, Germany and Russia have trade ties with Iran. Therefore they are not interested in the US using the Georgian territory for to put military pressure on Iran. This would enhance the risk factor for Western European and Russian investors.

For instance, the head of the French oil company Total stated in July 2008 that because of the aggravation of the geopolitical tension in this region his company is not planning to invest in the most important Iranian gas bed, in South Pars.

On the other hand, both France and German are not interested in further strengthening the positions of the oil and gas industry of the Russian imperialism in the world market because the French and the German economies significantly depend on the import of oil and gas, which are to a great extent supplied by Russian oil and gas corporations and the price for oil and gas has a direct impact on the profits of the capitalists of Western Europe.

In the beginning of July 2008 the head of ‘Gazprom’ (the Russian gas monopoly. Note of translator) visited Iran and help negotiations with the president of the country with regards to developing cooperation in the area of oil and gas. This included negotiating Russian involvement in the building of a gas extraction plant in South Pars. According to a statement of the press office of ‘Gazprom’ both sides agreed to create a joint venture for oil and gas related projects in Iran, Russia and other countries. In addition, the Iranian side put forward the question about the possibility of Russia supplying gas to the northern regions of Iran on a long-term basis.

Iran is has the second largest reserves of gas and a tighter cooperation of Russia and Iran, according to the majority of experts, could allow these countries to determine the gas prices in the world market.

Therefore the imperialists of Western Europe are not interested in the consolidation of the influence of the Russian gas and oil corporations in countries with oil and gas resources in the Caspian area, such as Russia, Iran and Azerbaijan. Azerbajan’s oil flows through Georgian territory. In order not to allow Russia to attain direct control over the transit of gas from Azerbaijan through Georgian territory, Western imperialists managed to place their own observers along the border of South Ossetia, under the banner of the European Community.

As a result, in the territory of Georgia global interests of a number of imperialist powers clashed and therefore the conflict went beyond the boundaries of a regional conflict. This conflict not only further complicated the situation in the Caucasus but also could spark a world war.

The US imperialists tried to achieve its aggressive plans using the Georgian armed forces. With this purpose they financed the militarisation of Georgia, supplied this country with modern weaponry through third countries, trained army personnel for military action with the help of American and other foreign instructors and guaranteed full support to the bourgeois regime in Georgia. The rapid intervention of a large contingent of the Russian armed forces, which had been prepared for this possibility, ruined US plans for the swift take over of South Ossetia and Abkhazia by the Georgian army. The Russian armed forces prevented military action against Abkhazia, expelled the Georgian troops from the territory of South Ossetia, defeated the Georgian army to the level that it became unable to fight further and inflicted destructive blows on a number of military objects in Georgia. Soon after the conclusion of military action the bourgeois authorities of Russia declared the independence of the republics of South Ossetia and Abkhazia, who proclaimed their sovereignty fifteen years ago. This gave the possibility to the Russian imperialists of turning its ‘peacekeeping’ military contingent with limited rights and liberty of action into a regular military contingent based upon bilateral agreements with the sovereign republics of Abkhazia and South Ossetia. This strengthened the positions of Russian imperialists in this region. The Russian imperialists managed to conceal its predatory essence under the propaganda of saviours of the South Ossetian and Abkhazian peoples and their independence. We can only recognise heroism in those soldiers and civilians who died fighting the Georgian aggression, since the bourgeoisie is not able to display selfless actions in defence of other nations.

Ukraine, Israel and other countries supplied modern weaponry, including weapons produced with the participation of Russian military capital to the Georgian army. Therefore, they did not only exposed themselves as loyal servants of the interests of US imperialism, but earned their profit at the expense of the blood and suffering of the civilian population of Abkhazia and South Ossetia.

Aleksey Danko
Leningrad
Information

*  *   *  *  *  *  *  *   *   *   *   *   *    *    *       *    *    *    *     *    * 

*    *    *    *    * *   *   *   *   *   *   *   *   *   *    *   *    *   *    *    *  

The Ukrainian-Russian accord on production and scientific-technical cooperation in the area of military production is in force since 1993. In 2004 a bilateral inter-government agreement was adopted that regulates the export of military goods to third countries. Towards 2005 about 1330 Russian and Ukrainian companies operated within the framework of programmes of cooperation of the Commonwealth of Independent States (CIS) under preferential trade conditions.

Despite the fact that the volume of military-technical ‘cooperation’ has diminished over the years, the volume of military trade with Russia accounts for 30% of the total military trade of Ukraine. Even though the two countries happened to be in opposite sides of the conflict, both made money out of the trade of these lethal merchandise. According to the Ukrainian centre overseeing the reconversion and disarmament of the armed forces, in 2007 Ukraine earned somewhere between 600 million and one billion USD in military trade. In particular, Georgia purchased 10% of the military merchandise traded by Ukraine.

Conclusion: Russian companies also made profits out of the armament of Georgia through ‘third countries’ (in this case through Ukraine).

Ukraine
Proletarian Marxist-Leninist Organisation ‘Red Commune’.
We Call On

The progressive forces of all countries to support the peoples of South Ossetia and Abkhazia in its struggle for independence and to put pressure on the governments of their countries to acknowledge the sovereignty and establish diplomatic ties with the republics of South Ossetia and Abkhazia.

The proletariat of South of Ossetia and Abkhazia to take into account and remember that the local bourgeoisie is also their irreconcilable class enemy and that the unity with this class during the period of struggle for independence was forced and temporary.

To the progressive forces of Georgia, specially the proletariat to develop active struggle against the aggressive and chauvinist policies of the ruling regime of Georgia and against the location of military bases of imperialist countries in their territory.

To the Russian proletariat, to expose the predatory character of the domestic and foreign policies of the Russian bourgeoisie (for instance, in 1962 the elite forces and army of the social imperialists of the Soviet Union mercilessly opened fire over Novocherkass workers on strike; in 1999 the Russian imperialists violently suppressed the workers protests in the cellulose plant in Vyborg, Leningrad; the Russian imperialists, in their struggle for the control of the oil of Grozni, unleashed their military might over the civilian population of the Chechen republic) in general and with regards to the oppressed people of South Ossetia and Abkhazia. Lead the struggle against the development of Russian chauvinism and the violence against the Georgian people.

Proletarskaja Gazeta #30
November 2008

Obama på alle kanaler: kapitalen satser alt på “Demokraternes” kandidat

torsdag, oktober 30, 2008

30.Okt. 2008 – 05:12

“En økonomi som ærer arbejdets værdighed”

Med næsten rene kommunistiske hyldninger til arbejdet forsøgte Barak Obama igår at forføre amerikanerne i præsidentvalgkampens slutspurt. Det skete primetime på de fire store TV-kanaler. Obama-kampagnen købte 30 minutters tid på alle de store landsækkende kanaler fra CNN og FOX til CBS. Pris : 4 millioner dollar
Det siges ligefrem at der findes så mange penge i Obama´s -kampagnekasser at der ikke findes tilstrækkelig med reklametid.

Obamaalle kanaler.

Pengene fosser så at sige ind i Obama-kampagnens valgfond. Brede lag i USA´s herskende kapitalistiske overklasse satser nu alt på at få valgt “afroamerikaneren” Barack Obama til ny præsident.
En af årsagerne er som Obama selv udtrykker det: “It´s time for a Change”. USA´s herskende kapitalistiske overklasse er i krise. Økonomien
og profitterne opretholdes kun i kraft af omfattende statsstøtte, samtidig som massearbejdsløsheden,inflationen,underskuddet på betalingsbalancen og statsgælden eksploderer. Overklassen forsøger at vælte krisens byrder over på skuldrerne af arbejderklassen og de underste lag. Men arbejderklassen vil aldrig acceptere at betale for kapitalens krise. Maskinarbejder-strejken på Boeing-flyfabrikkerne er et varsel til den kapitalistiske overklasse om skærpede klassekampe.

Derfor satser de nu på “Demokraten Obama”. Han skal afbøje og pacifisere arbejderklassens og andre brede demokratiske lags protester i kølvandet på den kapitalistiske krise.
En anden årsag er at Obama ligesom republikaneren John McCain, er fortaler for en fortsat USA-imperialistisk interventionspolitik og samtidig har et “uplettet” rygte verden over; og faktisk er mere populær i Europa end i hjemlandet:

Barak Obama i Berlin: Ich bin ein schwarzer berliner

Brittisk økonomi i krise: produktionen stagnere

mandag, oktober 27, 2008

24.OKt. 2008 – 13:07
Storbritanniens bruttonationalprodukt (BNP) falder for første gang i 16 år : det viser officiel statistik for udviklingen under det tredje kvartal som kom fredag.
BNP mindskede med 0,5 procent sammenlignet med kvartalet inden, ifølge det nationale brittiske statistikkontor. Det er den første kvartalsvise nedgang siden andet kvartal 1992 og den største nedgang sidan fjerde kvartal 1990.

Sammenlignet med det tredje kvartal 2007 steg BNP med 3 promille, hvilket også er den laveste ciffer siden begyndelsen af 1990èrne.

Statistiken øger forventningerne om at den brittiske nationalbank Bank of England skal sænke den kapitalistiske statsrente med yderligere 0,5 procentenheter næste måned. Den førte til at kursen på det brittiske pund faldt i forhold til €uro.

Japan: Ny bundrekord på Tokyobørsen:laveste kurser siden 1982

mandag, oktober 27, 2008

27.Okt. 2008 – 02:15

Japanske aktier i ny bundrekord

Japans Nikkei-indeks faldt mandag morgen til det laveste niveau i 26 år, da børsen i Tokyo åbnede.

At kapitalismens krise fordybes kan afspegles i at kurserne på aktiespekulationsbørsen i Japan; den kapitalistiske verdensordens næst-største økonomi ved åbningen idag faldt til de laveste kurser i 26 år.
   Det såkaldte Nikkei-aktieindeks på børsen i Tokyo faldt med 1,06 procent ved åbningen i dag
Det er ny bundrekord. Ikke siden 1982 har aktierne været så billige.
Faldet på Nikkei-225-indekset fortsatte gennem dagen med 6,4 procent i eftermiddagens handel
Det bredere Topixindeks faldt med 7 procent till 749,5.

Også i det kapitalistiske Kina faldt kurserne. På aktiebørsen i Shanghai faldt kurserne med 2,3 procent. Hongkong åbnede med at falde med 2,0 procent , mens Sydney ved frokosttid var nede med 1,4 procent. Det såkaldte Kospi-indeks på den kapitalistiske aktiebørs i Sydkorea faldt med 0,6 procent trods en sænkning af den kapitalistiske statsrente som den sydkoreanske stat sænkede med 0,75 procent til 4,25 procent.

I Japan proklamerede Statsminister Taro Aso at der allerede ligger nye statslige hjælpe-pakker klar for at støtte de kriseramte aktie spekulanter og det kapitalistiske aktiemarked med blandt andet udpumpning af nyt kapital til bankerne når de behøver det.

Hvem sagde at kapitalismen er krisefri og klarer sig uden statsstøtte ?

Hvorfor fortsætter kurserne med at falde trods statslige billion-garantier til de kriseramte finanskapitalister ?

Forklaringen er flere:DELS er det idag meget dyrere at finansiere aktiespekulationen gennem lån hos storbankerne som nu har strammet kreditgivningen for at sikre profitterne; DELS ser de storkapitalistiske aktiespekulanter i Japan; såvel som i USA, Sverige og Danmark; at profitterne i de børsnoterede selskaber og udbytterne til aktionærerne vil blive mindre eller ligefrem suspenderet under den krise som nu udvikler sig fuld styrke i den kapitalistiske verden. Når kurserne begynder at falde følger alle småspekulanterne efter og sælger ud af deres aktier, af frygt for at miste deres sparepenge.

NØGLETAL for Asiens største kapitalistiske aktie-spekulationsbørser: Kraftige fald overalt undtagen i SydKorea

(kl 07:54) merk: markedene stenger på ulike tidspunkt)

JAPAN: Nikkei 225 : minus 6,36% – – – – – – – Topix :minus 7,40%

KINA: Hang Seng (Hong Kong):minus 12,9 % – – – – – Taiex (Taiwan): minus 4,65% – — – — Shanghai Composite:minus 6,22% – – – – – – – Shenzhen Composite :minus 6,05%

Syd-Korea: Kospi:plus 0,82%

INDIEN: Mumbai Sensex 30: minus 6,72%
Børsen på FILIPINERNE faldt også med : minus 12 %

Kilde:AFP/e24.no

Polen:Krisen slår mod eksporten

torsdag, oktober 23, 2008

18.Okt. 2008

Underskuddet i Polens handels- og betalingsbalance stiger,samtidig som inflationen lå på 4,5 % i September steg lønningerne med 10,9 %, mens stigningen i beskæftigelsen stagnerer.

WARSZAWA, Polska – 14.Okt 2008 – –

Kapitalismens krise rammer eksporten fra Polens kapitalistiske industrier som stagnere, men importen fortsætter med to-cifrede vækstrater, hvilket øger underskuddet på handelsbalancen som alene i august løb op i 1503 millioner ~ 1,5 milliarder €uro.(ca 13 milliarder kr)
Stagnationen i Polens eksport vil føre til et fald i beskæftigelsen og massefyringer pga af faldet i eksportordrer. Det vil derfor ikke overraske os om vi i de kommende måneder vil opleve en stigning i arbejdsløsheden.
Beskæftigelsen i private kapitalistiske virksomheder løb op i 5,404 millioner mennesker i September, en stigning på 4.1% pro anno.

Væksten i eksporten stagnerer signficantly in August

Poland recorded a current account deficit of €UR 1736 millioner i August fra €UR 1.222 milioner i Juli , according to central bank figures released Monday.

The trade gap amounted to €UR 1503 millioner.

Eksportens of goods grew by 7.1% pro anno to €UR 9246 millioner. Det er kun nogle få procent over inflation som i September lå på 4,5 % – langt over direktiverne i de kapitalistiske €uro-pagtregler (ØMU)

Importen steg med 17,5% til €UR 10.749 millioner.
Poland sported a surplus on services of €UR 167 mln in August, a negative balance on income of €UR 991 mln and a balance on current transfers at a positive €UR 591 mln.

MATEUSZ SZCZUREK, ING BSK ECONOMIST

The deficit in trade was slightly lower than we had expected. But the slowdown in exports is notable. It is not something that should scare us as to some extent it is the effect of a smaller number of working days in August. But it is also the effect of a slowdown abroad and we will not run away from worse data on exports in the coming months. That does not have to mean a decrease of the deficit. We are threatened by a slowdown in investment growth, so lower imports will follow in the footsteps of smaller exports.

ERNEST PYTLARCZYK, BRE BANK ECONOMIST

We see a rise in the C/A deficit, a rise in trade deficit. Stagnation i eksport-væksten ligger i linie med vore diagnosis that the economy of the EU and of Poland is slowing down. We are slightly surprised with large growth of imports, but we are leaning towards an opinion it is a one-off.
Wages counting out bonus payments from profit at PLN 3,171 were up 11.0% year on year on a monthly increase of 0.3%.

Poland’s corporate employment measured 5.404 mln persons in September, an increase of 4.1% y/y, up by 0.1% from the prior month.

The tie up of jobs and wages pushed the nominal corporate wage bill up 15.4% year on year on a 0.3% up month on month, calculations against the data showed.

Inflation rate declines to 4.5%
Warsaw, Poland October 15, 2008
Poland’s September consumer prices were up 4.5% y/y, and up 0.3% month on month, after 4.8% y/y inflation in August, stats office GUS informed in a statement.

Trade deficit continues to widen
Warsaw, Poland October 15, 2008
Poland’s trade deficit, as measured by customs declarations, hit EUR 15.2216 bln through the end of August, the Central Statistical Office (GUS) said.

Expressed in dollars, the trade deficit measured $23.3931 milliarder

The figures are based on customs data, not the payment flows recorded by the central bank in current account releases. Also, whereas the NBP releases data covering a given month, GUS releases cumulative data, in this case, for the January-August period.

In the first eight months of the year, exports grew 16.2% to EUR 76.473 bln and imports were up 18.9% over the Jan-Aug 1997 period to EUR 91.695 bln.

In dollar terms, eksporten were up 33.2% to $117.101 bln and imports grew 36.3% to $140.494 bln.

Wages still growing at an annual clip well above 10%
Warszawa, Polska – Pazdzernik.. 16, 2008
Poland’s average corporate gross wage measured PLN 3,172 in September, a rise of 10.9% y/y on a 0.2% rise month on month, the stats office GUS said.

Wages counting out bonus payments from profit at PLN 3,171 were up 11.0% year on year on a monthly increase of 0.3%.

The tie up of jobs and wages pushed the nominal corporate wage bill up 15.4% year on year on a 0.3% up month on month, calculations against the data showed.

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse bliver følgen af kapitalismens krise

onsdag, oktober 22, 2008

20.Okt.2008

ILO: 20 millioner flere arbejdsløse det kommende år

Det internationale LO´s chef Juan Somavia udtaler at “antallet af arbejdsløse kan stige til 210 millioner i slutningen af 2009 mod 190 millioner i 2007 “.
I forbindelse med fremlæggelsen af ILO´s raport om følgerne af den kapitalistiske krise for jordens folk tilføjer Somavia at “antallet af working poor som lever for mindre en dollar om dagen kan stige med omkring 40 millioner – mens de som lever for mindre end 2 dollars om dagen med mere end 100 million”. * * * *

Somavia påpeger at “This is not simply a crisis on Wall Street, this is a crisis on all streets. We need an economic rescue plan for working families and the real economy, with rules and policies that deliver decent jobs. We must link better productivity to salaries and growth to employment”,

Og Mr. Somavia beder Bush og Sarkozy om at reformere kapitalismen på det kommende krise-topmøde i New Yoprk med ordene: > > > > >
“Protecting and promoting sustainable enterprises and decent work opportunities must be at the heart of the Summit on the Financial Crisis recently announced by Presidents Bush and Sarkozy”,

og endvidere skal kapitalismen forbedres:

“We must return to the basic function of finance, which is to promote the real economy. To lend so that entrepreneurs can invest, innovate, produce jobs and goods and services.”
The global financial crisis could increase world unemployment by an estimated 20 million women and men, the Director-General of the International Labour Office (ILO) said today. “We need prompt and coordinated government actions to avert a social crisis that could be severe, long-lasting and global”, he added.
Somavia also said that the current crisis would hit hardest such sectors as construction, automotive, tourism, finance, services and real estate. He also noted that the new projections “could prove to be underestimates if the effects of the current economic contraction and looming recession are not quickly confronted”.

Based on revised global growth estimates by the International Monetary Fund1 (IMF), the UN and early reports suggesting rising job losses for most countries where data was available, ILO Director-General Juan Somavia said the ILO’s preliminary estimates indicated that the “number of unemployed could rise from 190 million in 2007 to 210 million in late 2009.”

Danmark:Fra lykkeland til kriseland

tirsdag, oktober 21, 2008

21.Okt. 2008 – 07:13

Den kapitalistiske krise tager “glansen af Danmarks økonomi”

   For et lille år siden gik der ikke en dag uden at champagnepropperne sprang i de kapitalistiske overklassekvarterer i Danmark , mens entusiasmen og lykke-følelsen nåede nye højder i den selvfede aggressive danske overklasse.
Det kom til udtryk i Nytårstalen 2008 – hvor Danmarks Statsminister talte om at,

“Den stærke danske økonomi vækker opsigt. Det går bedre i Danmark end nogensinde.”

og Fogh talte ligefrem om at “Det økonomiske opsving er en social revolution. ”

Nu skriver de internationale medier om at

” Den globale finanskrisen tager glansen af Danmarks økonomi. Overskuddet på den offentlige virksomheten faller fra 56 til 7 milliarder kroner næste år, og den økonomiske vækst kan blive tilnærmet lik nul.
Væksten beregnes nå til mellom 0,75 og 1 prosent i år og til mellom 0,0 og 0,5 prosent neste år, kunngjorde regjeringen i København mandag. Ved siden av finanskrisen bidrar lavere oljepris til å svække danskernes offentlige finanser,

som det formuleres på Børsens netsider.

Ustabile finanser

“– I finansdepartementets økonomiske redegjørelse for august 2008 ble det regnet med et overskudd på de offentlige finansene på 64,5 milliarder i 2008 og 55,8 milliarder i 2009. Men krisen reduserer dette til rundt 53 milliarder i år og 7 milliarder neste år, skrev avisen.

– Danmarks offentlige finanser er i dag er svært ustabile. Indtægterne fra særskilte poster – som avhenger av utviklingen på finansmarkedene, aksjekurser, oljepris og så videre – har sammen med konjunkturene relativt stor betydning i Danmark, fastslår finansminsteriet.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen understreker at den økonomiske situasjonen preges av stor usikkerhet. Det er fare for en global lavkonjunktur, som også vil berøre Danmark, sagde han mandag.

Kinas økonomiske vækst stagnerer og massearbejdsløsheden stiger

mandag, oktober 20, 2008

20.Okt. – 2008

Væksten i Kinas kapitalistiske økonomi falder for tredje kvartal i træk – –

PEKING * (Xinhua/F.T.))Li Xiaochao, talsmand for Kinas centrale Statistik-kontor, meddelte idag at væksten i Kinas brutto-nationalprodukt BNP faldt til 9 procent i tredje kvartal. Det er dermed 3.kvartal i træk at BNP-væksten falder og mere end en procent mindre en de 10,1 procent som var den officielle stigning i andet kvartal.
I de første ni måneder i år var den officielle vækst 9,9 procent pro anno, mod 11,9 procent for hele 2007.
At det hovedsagligt er eksporten fra de kapitalistiske eksportvirksomheder der har holdt væksten i Kinas økonomi oppe vidner det faktum at eksporten fra Kinas kapitalistiske industrier ligger oppe på en årlig stigning på over 20 procent, men uden tvivl vil den krise – som breder ud sig i både USA og EU som idag er Kinas største aftagere af vare – også komme til at slå mod eksporten fra Kinas industrier.
Allerede nu er flere tusind virksomheder i Kinas kapitalistiske økonomi lukket som en følge af den krise som har ramt hele den kapitalistiske verden. Og de fyrede arbejdere protester eller stiler sig i den køen af andre arbejdsløse kinesere.
Som de 7 tusind arbejdere på en legetøjsfabrik i Dongguan som blev fyret i onsdags :Masseprotester mod lukningen af fabrik i Dongguan fortsætter

Kilder: Xinhua+ Financiel Times

Kina: Masseprotester mod lukningen af fabrik i Dongguan fortsætter

mandag, oktober 20, 2008

17.Okt. 2008 –

Omkring 2,000 arbejdere gik fredag på gaden for tredje dag i træk i den sydkinesiske by Zhang Mu Tou for at protestere mod den chockerende lukning af fabriken der beskæftiger 7000 ansatte

Den kapitalistiske krise slår også hårdt mod økonomien i det kapitalistiske Kina. Det “kapitalistiske mirakel” i flere af landets “blomstrende økonomiske frizoner” stagnerer nu med konkurser, fabrikslukninger og massefyringer til følge.

Zhang Mu Tou (Xinhua,Kina) – – – Arbejderne på fabrikken fortsatte fredag for tredje dag i træk protest-demonstrationen udenfor den store kapitalistiske legetøjsfabrik i Dongguan som ejerne besluttede at lukke onsdag. 6500 arbejdere står nu på gaden uden arbejde, mange af dem også hjemløse. De ansatte har ikke fået løn i to måneder. Og i Kina har arbejderne ikke organiseret nogen arbejdsløshedskasse, endsige har ret til dagpenge. – –
Den konkurstruede fabrik leverer legetøj til USA. Store dele af Kinas kapitalistiske industrier er afhængige af eksport til det kapitalistiske verdensmarked. Især USA-markedet er en stor køber af kinesiske varer, som f.eks legetøj fra fabriken i Dongguan. Og det bliver Kinas og USA´s arbejderklasse der er udset til at skulle betale for krisen gennem massefyringer og arbejde uden løn i flere måneder som det har været tilfældet på legetøjfabrikken i Zhang Mu Tou.

Vrede arbejdere samledes udenfor fabrikkens lukkede porte for at protestere mod lukningen som beskyttes af tilkaldte politistyrker. Arbejderne kræver samtdig løn for de måneder hvor de har arbejdet “gratis” -udbetalt. – – – Video fra arbejderprotesterne mod lukningen af legetøjsfabrikken i Guandong
– – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Guan Dong Workers protest Nyhedsindslag fra NDTV: Toy Factory Bankruptcy Protest: Hundreds of workers gather outside a large toy factory in Zhang Mu Tou of Guangdong province, of southern China Friday, Oct. 17, 2008. – – — — – – — – — –
Hundreder af arbejdere protesterede fredag for den tredje day i træk outside the factory that closed in southern China amid a global slowdown that has begun hurting Chinese manufacturers.
Omkring 500 arbejdere were milling around outside fabrikken i Dongguan, mens politistyrker blokerede porten til fabriksområdet. Arbejderne kræver bl.a lønninger som de har tilgode betalt af fabrikens ejer i Hong Kong , Smart Union Group (Holdings) Ltd., som havde tre fabriker i Dongguan i Guangdong-provinsen, bl.a en af Kinas største legetøjsfabrikker som de nu har lukket. – – –
Arbejderne demonstrerer udenfor en regeringbygning mod lukningen af fabrikken i in Zhang Mu Tou . Chinese police officers stand guard as hundreds of workers gather , 17.okt 2008.

Over halvdelen af Kinas eksport-virksomheder i legetøjsbranchen er lukket i år

  I ugen meddelte det officielle nyhedsbyreau Xinhua at 52,7 % ud af 3,631 legetøjs-eksportører bukkede under i 2008.  DE lukkede pga højere produktions-omkostninger,  lønstigninger for arbejderne, og valutakursstigningen af de kinesiske kroner :yuan ifølge Xinhua. DE fleste fallitter er sket på små fabrikker. 
Fabrikken Smart Union, which supplied household brands such as Mattel and Disney, went bankrupt earlier this week, leaving 7,000 workers both jobless and in many cases homeless.
The company, which is listed in Hong Kong, blamed an over-reliance on the US market for its collapse and did not clarify whether its staff would be paid.
“I have not been paid for two months and I cannot afford to rent an apartment in the city,” said Ma Ping, a worker, to the Southern Metropolis Daily newspaper. She added that she had seen suppliers block the factory gate in protest in the past. Mrs Ma slept in the dormitories that Smart Union provided on site.
“This is the first private company in China to go bust because of the financial crisis,” said Chao Gang Ling, a professor at Shanghai’s Finance University.
A spokesman for the municipal government said that officials were locked in talks with representatives of the workforce to try to resolve the crisis.
The protests outside the factory have not resulted in any injuries yet, although the local police have threatened some dissidents with prison sentences if they continue to vent their anger.
On its website, the local government said: “At this time I hope you will respect the law and not do anything that would hurt or cause concern to your parents and family.”
The factory closed Wednesday, the same day the company issued a notice to Hong Kong’s stock market saying it was suspending trading of its shares pending the release of an announcement. Calls made to the company’s Hong Kong main office were not answered.

The Southern Metropolis Daily, one of the most popular mass-market dailies in Guangdong, reported on its Web site Thursday that workers were shocked that the factory had closed. Unidentified laborers were quoted as saying the plant was operating as normal on Tuesday and there were no apparent signs it was about to close.

About 1,000 laborers protested outside the factory’s main gate, where the local government posted a notice saying the plant was closed because of “unfavorable business conditions,” the paper said.

Nyhedsburauet Xinhua rapporterer at ifølge de kinesiske toldmyndigheder er eksporten til USA fra Kinas kapitalistiske industrier faldet med 5,2 procent – alene i de første syv måneder af 2008 – på grund af den kapitalistiske krise.

Tyskland: 500 milliarder €uro i statsgarantier til kapitalistiske banker

søndag, oktober 19, 2008

17.Okt. 2008

At kapitalismen ville være bankerot uden statslig understøttelse og -garantier må efterhånden være gået op for selv de mest tungnemme elever i de borgerligt-liberale og reformistiske børnehaverklasser i løbet af det sidste års tid med “krigsoverskrifter” om den kapitalistiske krise i alle betydende medier verden over.

Og i dag stemte et stort flertal – 476 ud af 576 medlemmer af Tysklands Forbundsdag -parlamentets underhus – ja til den kristen-socialdemokratiske Angela Merkel-regerings 500 milliarder store “Finans-markeds-stabiliseringpakke” – en støttepakke til den kapitalistiske banksektor. Det sker selvom der ikke er en eneste tysk bank der offentligt har sagt at man behøver statslige garantier eller fondes finansielle resourcer for at klare sig.
Socialdemokraten Steinmeier og Kristendemokraten Merkel enige om at stille 500 milliarder €uro til rådighed for den tyske finanskapital.

Allerede mandag har private banker mulighed for at få akut “krisehjælp”.
Både den småborgerlige gruppe fra De Grønne/Bündnis 90 og det venstresocialdemokratiske Linke-parti´s Forbundsdagsmedlemmer stemte nej til at stille 500 milliarder til rådighed for de kriseramte kapitalistiske banker. Dog stemte Linke-partiet´s medlem i Forbundsrådet – overhuset – ja da der var afstemning om den kapitalistiske stabiliseringspakke der.
Også i det tyske parlament overhus, Forbundsrådet, ventes Merkel-regeringens støttepakke for finanssektoren vedtaget. Merkel fik støtte efter at hun gik med til at lade forbunds-finansloven stå for 65 procent af udgifterne til pakken, mens delstaterna skal stå for 35 procent af de 480 milliarder €uro – 4500 milliarder kr . . . dvs 4,5 billioner kr. – to gange hele Norges Bruttonationalprodukt og næsten tre gange Danmarks årlige BNP
I korthet består pakken af 400 milliarder €uro i bankgarantier og 100 milliarder €uro i form af statlige fonde.

FAKTA om STATEN og KAPITALEN :

I virkeligheden har kapitalismen ikke været uden statslig støtte på den ene eller anden måde siden den engelske kapitalisme i det 19.århundrede var igang med at udrydde store dele af arbejderklassen gennem børnearbejde, sultelønninger og 12 timers arbejdsdag.
Som de kommunistiske ledere Karl Marx og Friedrich Engell´s påviste opstod staten – også den kapitalistiske – som et redskab for de herskende klasser til at beskytte rigdommen og opretholde klasseherredømmet med hjælp af både militære, politimæssige og økonomiske midler.
I 1920´erne efter den statstøttede første inter-kapitalistiske verdenskrig 1914-1918 fandtes der tendenser til et frit kapitalistisk marked især i USA , med omfattende aktiespekulation som sluttede i krakket på Wall Street i oktober 1929.

KILDE; Rote Fahne News – 18.10.08 – – Milliardenpaket für Banken verabschiedet

Der Deutsche Bundestag verabschiedete gestern das 500-Milliarden-Euro-Paket zugunsten der Banken mit 476 Ja-Stimmen gegen 99 Nein-Stimmen, einer Enthaltung und 36 nicht abgegebenen Stimmen. CDU/CSU, SPD und FDP stimmten mit Ja, Bündnis 90/Die Grünen und die Linkspartei mit Nein.
Im Bundesrat wurde das “Finanzmarktstabilisierungsgesetz” einstimmig verabschiedet, mit Zustimmung der Vertreter der Linkspartei aus der Berliner Landesregierung.

Boligbyggeriet ned med 6,3 % i september USA

søndag, oktober 19, 2008

17.Okt. 2008 – 14:42

Den kapitalistiske krise rammer byggeriet i USA med fuld styrke. Det viser nye tal.
Boligbyggeriet i USA faldt med 6,3 procent i september, sammenlignet med måneden inden, til en årstakt på 817.000 boliger(sæsonsjusteret).

Antallet byggetiiladelser faldt samtidigt med 8,3 procent i forhold til månaden inden, til en årstakt på 786.000 (prognoserne sagde 840.000).

Byggeriet af flerfamiliehuse steg med 7,5 procent, til en årstakt på 273.000, mens byggeriet af enfamilieshuse mindskede med 12,0 procent, til en årstakt på 544.000.

I august løb boligbyggeriet op i en årstakt på 872.000 boliger (revideret). – – – – – – –
Kilde: Bloomberg News

USA: Industriproduktionen styrtdykker. 4,5 % nedgang på et år

lørdag, oktober 18, 2008

 Oktober 2008 _  Den kapitalistiske industriproduktion faldt med 2,8 procent i september i forhold til august og oplever dermed sit største fald siden 1974. Det viser statistikken i en rapport fra USA´s nationalbank FED – Federal Reserve.
På tolv måneders sigt ligger den kapitalistiske industriproduktion nu 4,5 lavere end ved samme periode i fjor.

Det er langt under hvad de kapitalistiske regnedrenge og analytikerne bl.a Dow Jones Newswire havde ventet, nemlig at industriproduksjonen ville falle med 0,8 prosent.

To orkaner, strejker og usikkerhed på arbejdsmarkedet får skylden.

  De kapitalistiske industriers kapacitetsutnyttelse faldt samtidig med 2,3 prosentpoeng til 76,4 prosent. Dette er også et langt større fall end kapitalens regnedrenge og analytikerne havde forudspået. Snittet i perioden fra 1972 til 2007 ligger på 81 prosent.

De reviderede tal for industriproduksjonen i august blev blev revideret til et fall på 1 procent. Kapacitetsudnyttelsen forblev uændret på 78,7 prosent.

– Orkanene Gustav og Ike og en strejke ved en av de største civile flyproducenter havde en betydelig indskrænking på produksjonen, skriver Federal Reserve.

27.000 maskinarbejdere på Boeing-flyfabrikkerne i Washington state, Kansas og Oregon var i forrige måned i en strejke for at forbedre de ansættelsesvilkår som den statstøttede flymonopolgigant Boeing tilbyder arbejderne. Kapitalen bag Boeing forsøger at presse lønningerne gennem at outsource dvs at “licitere” dele af produktionen ud  af Boeing-fabrikkerne til underleverandører hvor arbejderne er dårlige organiserede og hvor de kollektive overenskomster som Boeing har skrevet under på ikke gælder.
Men i FED´s rapport lægger man ikke skjul på at orkanuvejret fik den største indvirkning på industriproduksjonen. Totalt svækkede de to orkaner produksjonen med 2,25 prosentpoeng, mens streiken får skylden for svækkelsen med 0,5 prosentpoeng.

Industrial production/capacity utilization – USA

Industriproduksjonsindeksen er et mål på den fysiske produksjonen, i volume , fra industri, bjergværk og energiforsyning. Det siste elementet kan svinge mye fra måned til måned, avhængigt av vejret.

Tallet som angives er sæsonjusteret, og i USA fokuseres det på ændring fra foregående måned.

 

Arbejderklassens realløn falder

3.OKT: 2008 – 16:14
I september steg den gjennomsnittlige timelønnen med 0,03 dollar til 18,17 dollar. Det tilsvarer en økning på 0,16 prosent og ligger under analytikernes forventninger på 0,3 prosent. På ett år har timelønnen økt 3,4 prosent, og viser at arbejderklasssen ikke har været i stand til at tilkæmpe sig højere løn i et vanskelig arbeidsmarked.

Den gennomsnittlige arbeidstid faldt 0,1 timer til 33,6 timer, mens analytikerne ventet her at arbeidsugen ville ligge fast på 33,7 timer.

Industrien ramt af krisen
Ifølge det amerikanske arbeidsministerium har orkanen «Ike» ikke haft nogen invirkning på ledighetstallene.

Blandt sektorene som blev hårdt ramt av nedgangen i beskæftigelsen er den vareproduserende industrien der 77.000 stillinger forsvant fra lønningslistene. Fremstillingssektoren mistet 51.000 jobber, mens bygg- og anleggsbransjen blir rammet av nedgangen i boligbyggingen, og rapporterer et fall på 35.000.

Lavere offentlig jobbvekst
Blant den mest negative overraskelsen er at beskæftigelsen i tjenestesektoren falt med 82.000 i september. Det er den største nedgangen på over fem år.

Arbeidsintensive tjenester utgjør en stor majoritet av beskæftigelsen og er normalt mer immune for sykliske oppbremsinger enn produserende. Handelsnæringen mistet 40.000 jobber, mens innen finansnæringen falt 17.000 stillinger.

De midlertidige ansettelsene falt med 24.100 og blir ansett som en ledende indikator for den videre utviklingen i arbeidsmarkedet.

Innenfor sundhed og uddannelse blev det en stigning i beskæftigelsen på rundt 25.000, mens sektorer omkring rejseliv og fritid steg med 17.000 stillinger. Hos myndighederne øgede arbejdsstyrken med 9.000 stillinger i september.

FAKTA * * * * FAKTA om “Employment report” en – fra USA
Dette er en månedlig rapport om arbeidsmarkedet i USA. Den er baseret på to forskellige spørgeundersøgelser.

Ledighetstallet er basert på en spørgeundersøgelse som dækker omkring 60.000 husstande. Beskæftigelsen, udenfor landbruget, samt tal for middel-længden af arbejdsugen og timelønnen, er baseret på en rundspørge blandt cirke 375.000 virksomheder.

Markedet lægger normalt mest vægt på undersøkelsen som er gjort blandt virksomhederne, og i den rapporten fokuseres det mest på selve beskæftigelsen. Rapporten inneholder også tal for de forskellige dele af erhvervslivet, og specielt industriudviklingen bliver fulgt nøje.

Tallene for arbejdsugens længde og timelønnen er også indikatorer på om efterspørgselen efter arbejdskraft på det kapitalistiske arbejdsmarked stiger eller synker.

Japansk finanskapital redder Morgan Stanley

mandag, oktober 13, 2008

13.Oktober 2008 *

Japans største kapitalistiske bank, Mitsubishi UFJ, bliver ny storejer i den kriseramte amerikanske bank Morgan Stanley. De japanske finanskapitalister bag Mitsubishi UFJ har gennem at indskyde ni milliarder dollar – ca 55 milliarder kr. – vist hvilken betydning kapitalen i verdens næststørste økonomi har for USA. De japanske allierede får 21 procent af stemmerne i Morgan Stanley-bankens bestyrelse. Aktien steg som en raket og blev en af de populæreste aktier blandt spekulanter på Wall Street.

Nye massefyringer på Fords Volvofabrikker : 3300 fyret

onsdag, oktober 8, 2008

12.Sep. 2008 – 20:11

Den kapitalistiske krise slår hårdt mod Ford´s datterselskab :”Volvo Personvagnar” (Volvo PV ) og de titusunder af ansatte på fabriker i Sverige, Belgien og Holland.
Oveni de 2000 som blev fyret tidligere i år kom ledelsen i den Ford-ejede bilkoncern idag med en “ny kriseplan” med massefyringer af 3300 ansatte på Volvo bilfabrikerne i Sverige og Belgien.
2.000 arbejdere skal ifølge ledelsen i den FORD-ejede bilkoncern forlade fabrikkerne sammen med 700 funktionærer på Volvo PV i Sverige og 600 på bilfabrikken i Belgien.
Ifølge Metalarbejderforbundets Fællesklub indebærer ledelsens “plan” at sammenlagt 2 250 kollektiv-ansatte tvinges til at forlade Torslanda-fabrikken i Göteborg.

“Truslen” eller meddelelsen om massefyringer af 3300 mennesker – kom efter at Ford´s topdirektør (CEO) Alan Mulally under en pressemiddag på den internationale biludstilling i Paris havde afvist rygter om salg af Volvo PV til højestbydende, men samtidigt krævet at – Volvo ska “forbedre sin udgiftsstruktur”; Med andre ord : Ford kræver at profitterne igen begynder at strømme fra Volvo-bilfabrikkerne ned i FORD-koncernens tomme kasser.
Men Ford og Volvo PV kan ikke fyre sig ud af krisen. Fakta er at at underskuddet i Volvo PV løb op i 1600 millioner svenske kroner alene i de første seks måneder i år. Fords underskud (tab) løber op i over 40 milliarder kr bare i år, samtidigt som Ford-salget i september måned faldt med 34 procent i USA. Den var tiende måned i træk at Ford´s salgstal pegede nedad.

I ly af den 700 milliarder store redningsplan for Wall Streets finanskapitalister bevilgede USA´s politikere et statsgaranteret lån på 25 milliarder dollar til Generel Motors, Chrysler og andre automobilkapitalister i USA, dog ikke Ford..
Både Ford, GM og andre er på vej mod konkurs hvis situationen på det kapitalistiske bilmarked ikke ændres drastisk eller at den amerikanske stat fortsætter med at finansiere bilselskabernes løbende kasseunderskud.

At bygge biler er tung industri som kræver enorme leverancer af forarbejdede stål-karosser, motorer og andre bil-reservedele. Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

Fords krise er alvorlig og datterselskabet Volvo PV´s kris er alvorlig og forværres af at virksomheden ligger efter sine konkurrenter i udviklingen av nye motorer. Det siger SVT -Rapports økonomireporter Jan Nylander efter at Volvo-ledelsen har offentligjort planer om fyringer af 3300 ansatte .

“- I augusti faldt salget med over 30 procent og alene i år beregnes Volvo ifølge mine kilder tabe 70.000-80.000 biler sammenlignet med den prognose de gjorde for bare et år siden.”

Salget i USA blev halveret i september.

“- De varsel vi har set er bare begyndelsen. Ifølge mine kilder vil 15.000-20.000 mennesker miste sine jobs inden dette er ovre.”
Den her krisen slår ikke bare mod Göteborg men mod hele Vestsverige. Også General Motor som ejer datterselskabet Saab med bilproduktion i Trollhättan er hårdt ramt af den kapitalistiske krise og overproduktionen på det kapitalistiske bilmarked, hvilket giver sig udslag i stærkt faldende salg.

Det her vil fremfor alt at slå mod underleverandørerne.

 Det anslås at for hver eneste bilarbejder arbejder der fem andre hos underleverandører for at forsyne bilfabriken med en strøm af bildele.

 

Volvo Personvagnar – en del af den kriseramte FORD-koncern –

     Ford-koncernens finansielle krise som falder sammen med den gennerelle kapitalistiske finanskrise , USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser og overproduktionen på bilmarkedet. Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet Volvo Cars budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer tidligere i år blev fyret på Volvo´s fabrikker i Olufstrøm og Torslanda i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

 

“Kapitalismens jungle-lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

  Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbilsdivisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar (dengang= 50 milliarder svenske kr.) var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som fællesklubbens formand Olle Ludvigsson manende slog fast.
Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i “cool cash” for at komme over varemærket Volvo og de profitter som bilarbejderne løbende skaber på de rullende produktionsbånd i Sverige og i Belgien.

Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsens ledelse i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW – som blev født i tredivernes hårde klassekampe hvor KOMINTERN-partiet Communist Party of the USA spilede en afgørende rolle i kampen mod den magtfulde ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger. Den gang var den kapitalistiske krise, massearbejdsløsheden både dybere og højere. – Nu kommer UAW FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-orginserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for blodpenge fra de kapitalistiske narkokartelllers virksomhed – velkommen. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nylig har købt 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasarsspillet og hvidvaskningen af de kriminelle organisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – siger han nu offentligt til Ford-ledelsen: “sælg Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.

SVENSKA — —–8 okt. 2008 – 18:45
Volvo Personvagnar presenterade sin nya sparplan på en presskonferens i dag. Planen innebär att utöver de 1.200 som tidigare varslats får ytterligare 3.300 gå.
Volvo Personvagnar varslar ytterligare 3300 personer om uppsägning, varav 2 000 arbetare och 700 tjänstemän i Sverige. I Göteborg handlar det om 1650 arbetare och 580 tjänstemän. I Skövde och Floby drabbas 60 tjänstemän.

Hvorfor slår det så hårdt mod lige Volvo?
– Först måste sägas att det här är en kris som slår mot alla biltillverkare. Men anledningen att Volvo drabbats hårdare är att Volvo er så afhængigt af USA. Der har man set de største salgnedgange.
ong>

De som får gå är 2.000 arbetare och 700 tjänstemän på Volvo PV i Sverige och 600 utomlands. Flera lokala politiker var inbjudna till presskonferensen, vilket understryker att läget för Volvo är mycket allvarligt.
-Det här är ett varsel i en storleksordning som vi inte sett på länge, säger IF Metalls ordförande Stefan Löfven.
“Svåra tider”
Volvos vd Stephen Odell var mycket samlad när han berättade om de rekordstora ned- dragningarna.
-Det är svåra tider, de kräver svåra beslut. Vi behöver dra ner mer än vi trott, sade han.
Volvos verkstadsklubb kommenterade varslet så här:
Volvos verkstadsklubb konstaterar i ett pressmeddelande att varslet innebär att totalt 2 250 kollektivanställda i Göteborg tvingas lämna företaget.
– Spekulationerna är över, nu har vi en klar bild av läget för Volvo Personvagnar”, säger Olle Ludvigsson, ordförande för Volvo Verkstadsklubb i Göteborg, som omfattar både Volvo PV och AB Volvo.
– Ovissheten som våra medlemmar levt med under en längre period, som förstärkts av medias spekulationer, har bidragit till en stor oro och frustration. Men nu när vi ser den verkliga omfattningen av varslet, kan vi fokusera på förhandlingsarbetet med turordningar och hur vi praktiskt löser alla de omflyttningar som neddragningarna innebär, säger Olle Ludvigsson.
Olle Ludvigsson, uttrycker viss förståelse för onsdagens varsel.
– För oss på Metall-sidan finns en korrelation mellan hur många bilar som tillverkas och hur många vi kan vara. Sedan får vi studera varslet och se om det är rimligt, säger Ludvigsson till TT. Han är orolig för framtiden för dem som nu blir utan jobb och pekar bland annat på att a-kassan för dem som jobbat nattskift kan bli så låg som 53 procent av deras inkomst.
IF Metalls ordförande Stefan Löfven kräver extraordinära insatser av regeringen för att trygga utbildningsplatser och liknande för alla som sägs upp. Han efterlyser krafttag från regering, företag och fack för att rädda den svenska fordonsindustrin.
– Hur bygger vi för en fortsatt fordonsindustri i Sverige? I grunden är den stark, säger Löfven.
SACO: “Hur ska vi utveckla framtidens bilar”
– Risken är att vi inte får tillräcklig kraft att utveckla och marknadsföra framtidens bilar. Jag ser neddragningen som en jätterisk för hela vår överlevnad. Det säger Magnus Sundemo, ordföranden för fackförbundet Akademikerna med 1 800 medlemmar på Volvo Personvagnar. Han tycker att det är sorgligt att det gått så långt men är inte förvånad med tanke på försäljningsnedgången.
Samtidigt framhåller han att det finns en stor vilja hos medlemmarna att vara med och vända situationen, bland annat har ett frivilligt projekt bland ingenjörer dragit i gång där man träffas i grupper under luncher och på fritiden för att hitta lösningar för nya bränslesnålare bilar.
– Det är våra jobb det handlar om. Om vi sitter med armarna i kors och bara väntar på att företaget ska dö har vi inget kvar, vi måste sätta axeln till, säger han.
Vd Stephen Odell säger att företaget trots neddragningarna ska ha kvar offensiv forskning.
– Givetvis påverkas forskningen av neddragningarna men det ska ändå finnas tillräckligt med resurser, säger han till TT.
Unionen kräver kriskommission
Fackförbundet Unionen kräver en kriskommission för Västra Götaland med extraordinära resurser och hjälpåtgärder till dem som förlorar sina jobb, skriver förbundet i ett pressmeddelande från den pågående kongressen i Örebro.
Unionen talar om den “synnerligen allvarliga utvecklingen på svensk arbetsmarknad” och kräver skräddarsydda lösningar för enskilda drabbade, men också satsningar för långsiktig utveckling i regionen.
“Utgångspunkten ska vara att de drabbade även fortsättningsvis ska klara sin försörjning och få kvalificerat stöd till kompetensutveckling och att snabbt finna ett nytt arbete”, heter det.
TT

FAKTA om Volvo Personvagnar – – – – – –

Redan i juni i år lades ett storvarsel på Volvo. Den 25 juni varslades 2000 om opsigelse hvoraf 1.200 ansatte i Sverige. Halften metalarbejdere og halvdelen funktionærer. Nu kom så “kriseplanen” med fyringer af yderligere 3300 ansatte i selskabet.
Det sker samtidigt som de såkaldte frivillige opsigelser – dvs “efter eget ønsker” – fortsætter. De sidste to år har Volvo PV mindskat personalen på den måde med 2 500 personer.Volvo Personvagnar hade vid årets början cirka 24.400 anställda över världen, varav 17 600 i Sverige. I belgiska Gent, där Volvo PV också har en fabrik, jobbade cirka 4.100.
Antallet ansatte har stadigt mindskat de sidste år. 2003 havde Volvo PV godt 28.100 ansatte.
Kilde: Svt.se/ volvocar.se/ TT

11.September – Chile 1973 – September USA 2008

tirsdag, september 30, 2008

29.September 2011

Det er september måned i New York – 10 år efter angrebet på World Trade Center i New York – og 38 år efter Pinochet-juntaens kup i Chile også i september.
På overfladen kan det virke som om Amerikas skæbne er forbundet med begivenheder der udspiller sig i september måned.
Pinochet-juntaens statskup den 11.september 1973 – støttet af Præsident og politikere i Washington og Margaret Thatcher i England – blev startskuddet til en ny fase i den kolde krig mod kommunismen og arbejderklassen: den kapitalistiske kontrarevolution i den vestlige verden.


September 1973: Bogbål i Chiles gader: Prokapitalistiske militærstyrker igang med destruktion af antikapitalistisk og marxistisk litteratur, revolutionære og kommunistiske plakater. + + +
Pinochetjuntaens politiske linje var den samme som Margaret Thatcher´s, Ronald Reagan´s og Boris Jeltsin´s : at opretholde det kapitalistiske klassesamfund og presse endnu større profitter ud af arbejderklassen gennem indførsel af “det frie marked” i alle dele af samfundet og økonomien samtidigt som den for kapitalismen livsvigtige arbejdskraft blev forhindret – om nødvendigt ved hjælp af politiets og militærets væbnede styrker – i at organisere sig og kæmpe for ordentlige leve- og arbejdsvilkår, velfærd og arbejde til alle.
Kontrarevolutionen som skulle rulle de positioner som arbejderklassen og de undertrykte folk havde vundet i kraft af den kommunistiske fremmarch i Rusland og andre lande efter 1917 – KOMINTERN- epoken – som blev forstærket efter den Røde Hærs sejr i 1945, kan og vil blive stoppet af arbejderklassen og dens kommunistiske kræfter. Spørgsmålet er om den kapitalistiske krise som brød ud i september 2008 bliver startskuddet for en revolutionær proces mod det kapitalistiske system.
De indrømmelser, demokratiske og sociale velfærdsreformer som arbejderklassen tilkæmpede sig i de kapitalistiske stater blev også givet for at imødegå den kommunistiske indflydelse i arbejderklassen. Man gik halvvejs til Moskva som man udtrykte det i England efter befrielsen i 1945.
Efter krakket på Wall Street´s kapitalistiske aktiespekulationsbørser i 1929 og den samtidige succes for socialismen i Sovjet, overgav kapitalen og dens politikere og økonomer den gamle liberalisme og begyndte med New Deal og socialreformer som f.eks Kanslergadeforliget i 1933 for at understøtte den kriseramte kapitalistiske økonomi samtidigt som man gav visse indrømmelser til arbejderklassen for at imødegå den kommunistiske indflydelse. Kapitalismens økonomiske krise fortsatte dog trediverne igennem, med massearbejdsløshed, fattigdom, sult og fascistisk politi- og paramilitær terror mod arbejderbevægelsen i Amerika såvel som i Europa. Det er vigtigt at understrege at den statskapitalistiske politik under 1930´ernes kapitalistiske krise i USA og Europa hvad enten det var den statsinterventionistiske New Deal i USA – Keynes Economics i England eller Hitler og Mussolinis omfattende støtte til det private erhvervsliv ikke løste den kapitalistiske krise. Det er en reformistiske myte som idag bruges til at forsvare at de kapitalistiske staters bevilger billioner af skatteborgernes midler i bidrag til finanskapitalen. I virkeligheden betalte arbejderklassen og de brede arbejdende lag krisen i 1930´erne, i form af massearbejdsløshed, reallønsfald, nedslidning, hjemløshed, direkte sult og underernæring og tidlig død, ligesom den fascistiske terror kuede millioner til tavshed. Kapitalismens krise og kamp for markeder, råstoffer og billig arbejdskraft førte til den Anden Verdenskrig, et imperialistisk blodbad som kostede millioner af mennesker livet. Den statsinterventionistiske keynesianisme i USA, England og den fascistiske statskorporativisme i Tyskland og Italien sikrede det kapitalistiske systems overlevelse i USA og Europa i 1930´erne. Det som førte USA´s kapitalistiske økonomi ud af krisen var den krig som den tyske imperialisme udløste i september 1939. Gennem statslige milliardordrer til den kapitalistiske våben- og sværindustri for at sikre den omfattende militære oprustning af den amerikanske hær for krigen imod Japan og de andre lande i Antikominternpagten , samtidig som store dele af den europæiske industri efterhånden lå i ruiner under krigen, kom USA midlertidigt ud af krisen.

Den Røde Hærs sejr i befrielseskrigen i 1945 og den socialistiske lejrs fremkomst styrker arbejderklassens positioner yderligere i de kapitalistiske stater og der gennemførtes efter befrielsen omfattende økonomiske nationaliseringer og sociale velfærdsreformer. Bourgeoisiet i vest “gik halvvejs til Moskva” som det blev udtrykt i England.
Man havde set hvad kapitalismen førte til – i og med den dybe økonomiske depression i 1930´-erne og fascismens blodbad på millioner af mennesker. Millioner af mennesker , især arbejderklassen satte sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte folk sit håb til at socialismen skulle skabe velfærd, frihed og fred.

De partier som tidligere udgjorde KOMINTERN – Kommunistisk Internationale – voksede kraftigt og i lande som Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet, Albanien organiserede de flertallet i arbejderklassen og blev millionpartier.
I Europa havde bourgeoisiet tabt initiativet og for at undgå fuldstændigt at tabe grebet tillod selv de mest mest konservative partier et antikapitalistisk sprogbrug. Kapitalismen i Europa var så svækket efter krigen at selv det genoprettede vesttyske borgerlige parti: CDU (“kristen demokrater” ) skrev ind i sitt partiprogram at kapitalismen ikke er i stand til at sikre mennesker et godt liv.
Efter den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes brud med Stalin i en “hemmelig tale” som i 1956 blev sendt direkte til udlandet – Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov holdt aldrig nogen tale “mod Stalin, arbejderklassen og dets revolutionære kommunistiske partis opbygning af kommunismen og Sovjetunionen” efter dannelsen af Unionen i 1922; til de delegerede på det sovjetiske partis kongres i marts 1956. Hrusjtjovs hemmelige tale splitter den revolutionære og kommunistiske arbejderbevægelse og den opmuntrer de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter overalt i verden. Ikke mindst i Vesteuropa og USA. Ikke engang et halvt år efter “talen” forbyder den “vest-tyske” CDU -regering, i august samme år , Tysklands Kommunistiske Parti – KPD – det eneste parti som var kommet gennem Nazi-tiden med ære og kampkraft i behold.
I Polen og Ungarn fører Hrustjov´s tale til styrkelse af de antisemitiske og antikommunistiske højrekræfter. I både Polen og Ungarn gennemføres antisemitiske progromer. Titusinder af disse landes “kommunisiske jøder” tvinges til at flygte ud af landet, for at tilfredstille reaktionens og de nye revisionistiske magthaveres krav om at gøre op med Stalins revolutionære linje.

 

Terror – Krig og Finanskrak som kapitalismens “Chockterapi”

 

 75 år efter “Rigsdagsbranden” i Berlin i 1933 oplever vi det største krak på Wall Street og statsindgreb for at redde kapitalen ud af den krise som finanskapitalens “chockterapi” eller hvad vi vil kalde det “finansielle kvælertag” som finanskapitalen nu udpresser politikere og stater med. Det er samtidig 35 år efter de “Chokerende” begivenheder i Chile hvor en pro-liberal militærjunta tog magten.  .. . . . . .. . .. .. . .. .. .. . .

Ligesom 11.september 2001 blev USA´s “Rigdagsbrand” – startskuddet for den voldelige imperialistiske aggression mod de arabiske lande og folk og mod folket i Afghanistan, blev 11. september 1973 i Chile startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution i vesten.
SALVADOR Allende; den borgerlige republik Chiles legitime præsident blev afsat gennem et voldeligt militærkup i september 1973.

Det som mange revolutionære og kommunister ikke kunne overskue den 11.september 1973, da den borgerlige republik Chiles legitime regering bliver styrtet i et voldeligt statskup; udført af en militærjunta med den af Præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet som leder; var at militærkuppet i Chile skulle blive indledningen til en kapitalistisk kontrarevolution ikke bare i Chile, men også i en række andre kapitalistiske stater – kulminerende med Thatcher´s “konservative revolution” i England, Ronald Reagan´s i USA, Michail Gorbatjov´s “perestroika” i Sovjet fulgt af Jeltzin´s liberale chockterapi”.
CHILE – 11.september 1973 – Startskuddet for den kapitalistiske kontrarevolution: Terroren mod arbejderklassen, de revolutionære, kommunister og alle progressive skylder hen over Chile efter det prokapitalistiske kup. USA og dets reaktionære kapitalistiske allierede i Europa hylder det fascistiske kup, som om de vil sige til arbejderklassen og undertrykte i hele den vestlige verden:
“Nu skal vi vise Jer hvem der bestemmer og har magten , rigdommen og retten på sin side : Der er grænser for demokratiet: Vi har ejendomsretten og rigdommen og magten til at forsvare den: Kend Jeres pladser som udbytningsobjekter. Vi tillader intet oprør og revolutionær modstand mod den kapitalistiske orden og ejendomsret “ * * * * * *
Chiles Præsident Allende (th) udpegede i august 1973 General Augusto Pinochet til Øverst Kommandende for Chiles Hær, angiveligt for hans troskab til Chiles borgerligt-demokratiske grundlov.
Præsident Salvador ALLENDE og General Augusto PINOCHET

Præsident Salvador Allende og General Augusto Pinochet som han udpegede som Øverst Kommandende for Chiles Væbnede Styrker måneden inden 11.september-kuppet i 1973

Chile blev startskuddet ; fordi her havde man et parti som fulgte den nye “klassesamarbejdende” revisionistiske kurs om “fredelig overgang til socialismen” som Sovjet-ledelsen nu støttede i samarbejdet med USA. Denne “nye” kurs blev allerede støttet af Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov som havde forsøgt at knæsættte denne nye “socialdemokratiske kurs” som “generallinje” for hele den internationale kommunistiske bevægelse, hvilket dog ikke lykkedes.
Denne “nye kurs” havde allerede i Indonesien ført kommunisterne og de kæmpende folk ud i en tragedie hvor opimod en halv million kommunister blev slagtet under den USA-støttede voldelige kontrarevolution i 1965.
I Algeriet fik kommunisterne rådet af Hrusjtjovs Sovjet at ikke starte et væbnet oprør mod den franske kolonimagt. I ligeså stor udtrækning som de algierske kommunister fulgte det pacifistiske råd fra Hrusjtjov isolerede de sig i den antikoloniale kamp og overlod initiativet til andre politiske kræfter.

I Viet Nam fik kommunisterne rådet fra Bresjnjev at de skulle indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Saigong. Vietnameserne afviste Brezhnjevs “kompromis”-villige kurs – som jo også var i USAs interesse – og fortsatte folkekrigen mod USA-hæren og befriede landet, som atter blev forenet i 1975.

I Danmark fik fiaskoen for den Sovjet-revisionistiske nye strategi – den såkaldte “chilenske vej til socialismen”, der endte med Allendes og “Folke-Enheds-regeringens fald for et amerikansk-støttet voldeligt militærkup – også politiske følger .
Blandt de revolutionære og kommunistiske kræfter voksede kritiken af DKP´s reformisme og Chile-fiaskoen var stærkt medvirkende til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med DKP – det parti han havde været medlem af siden KOMINTERN-tiden. DKP´s formand Knud Jespersen hyldede den samme politiske strategi som Allende´s og Unidad Populars (Folke Enheden) i Chile. En strategi som nu havde spillet fallit.

Samtidigt talte Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” om “There´s no alternativ” (TINA), at “der er intet altenativ til kapitalismen. Det socialdemokratiske Labour-regime var igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklasse og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC (britisk LO) Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjendtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejdsklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioneer af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag.

Kollaps på Wall Street :Største fald i aktiekurserne siden 1987

mandag, september 29, 2008

29.Sep. 2008 –

WASHINGTON – NEW YORK – Finanshajer og aktiemæglere på Wall Street reagerede hysterisk på Kongressens Nej til Bush-regeringens og de “Demokratiske oppositionslederes” fælles redningsplan for kapitalismen i USA. Og aktiekursernes fald er det største på en enkelt dag siden 1987.
Da den højtudbasunerede 700 milliarder dollar store “redningsplan” fra Bush blev nedstemt flygtede de kapitalistiske spekulanter børserne på Wall Street i et omfang som ikke er set siden oktober 1987.


226 medlemmer af USA´s parlament stemte Nay til Bush-regimets plan om at afsætte $700 milliarder i statsgarantier til Wall Steets finansbaroner. I begge de dominerende partier :Demokrater og Republikanere stemte store grupper nej , i strid med begge partiers topledelser. Samtlige 435 medlemmer i Repræsentanternes Hus skal møde vælgerne igen den 4 november. Og modstanden og vreden mod Bush-regimet og dets politiske og økonomiske manipulationer er stor – når man kommer udenfor News Yorks og Washingtons finans- og overklassekvarterer.

* * * * * * * * * * * * * * * *

Den udbredte skepsis og kritik af Bush´s finanskapitalistiske “redningplan” understeges af New York Times – der ikke er kendt for antikapitalistiske holdninger – der om den fælles “demokratisk–republikanske”-plan skriver at den :

“efterlader skattebetalerne med i det mindste en del af regningen, i en tid med høje benzinudgifter, arbejdspladsnedskæringer og faldende indkomster, som allerede har givet en overvældende følelse af at nationen er på vej i den forkerte retning”.

Derfor valgte et flertal at stemme nay til Bush-regimets redningsplan.

Nye rekorder på Wall Street

US stocks suffered their worst one-day fall since the 1987 crash on Monday after the House of Representatives shocked investors by voting to reject the Bush administration’s .

The vote effectively torpedoed unprecedented government interventions to quell the fear in the financial markets which had earlier seen five US and European banks rescued or nationalised and the world’s central banks unleashing a gigantic global liquidity operation.
House Republicans voted roughly two-to-one against the bail-out, while the Democrats split three-to-two in favour. Congressional leaders took procedural steps that could enable a revote, but analysts said Democrats would be unlikely to try again without the promise of more Republican support.

Tallene fra mandagens handel på Wall Street taler for deres eget (kapitalistiske) sprog.
Dow Jones (Industriaktier) ned 6,98 prosent.

Nasdaq(teknologi-) ned 9,14 prosent.

S&P 500 (de vigtigste aktier) ned 8,79 prosent.
Det er det største fald på en enkelt dag siden rekorden med 20,5 procents nedgang i 1987. Værdien af aktiekursfaldet løber op i 1 billion dollar , altså 1000 miliarder – langt over “værdien” af den såkaldte redningplan ** *
Kilder: Krishna Guha /Washington, Peter Thal Larsen /London -Michael Steen /Amsterdam – – – – for Finansiel Times – – –
Læs videre: USA:Største statsindgreb i økonomien siden depressionen i 1930´erne

USA: Milliardstøtte til USA´s bilindustri i ly af Wall Street-krisen

mandag, september 29, 2008

28.September 2008
WASHINGTON (*) USA´s parlament – kongressen – har i ly af den store opmærsomhed omkring krisen for Wall Streets finanskapitalister og forhandlinger om den 700 milliarder store redningplan – lynhurtigt i løbet af lørdagen godkendt finansielle støttegarantier til USA´s kapitalistiske bilindustri i form af lånegarantier for 25 milliarder dollar (cirka 145 milliarder kroner).
Det sker fordi USA og nogle af verdens største kapitalistiske bilkoncerner : General Motors , Chrysler og Ford ikke kan klare sig på det frie kapitalistiske bilmarked, men har belånt virksomheder og fabrikker så meget at de kapitalistiske kreditorer bl.a på det kriseramte Wall Street nu afviser flere lån.
Ford er så langt ude at de har pantsat selve firmamærket – logoet for at skaffe kapital, men har dog i kraft af kontakter hos kapitalister knyttet til den omfattende hvidvaskning af kriminelle indkomster i Las Vegas lykkedes indtil nu med at undgå konkurs og statslige milliardlån, sådan som GM og Chrysler er afhængige af nu.

Senatet godkendte forslaget om milliarder i långarantier til bilindustrien lørdag, mens Repræsentanternes Hus vedtog det tidligere i ugen. Som vi ved har Præsident George W Bush intet imod statslig hjælp til storkapitalister der er truet at bukke under på det frie marked. Han har derfor lovet at han underskriver beslutningen.

“Vi er meget tilfredse med at kongressen har valgt at agerea i disse svære tider”, sagde Greg Martin, kommunikationsdirektør ved General Motors Washington-kontor.

Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske bilindustri få statslig hjælp.
I 1980 bevilgede kongressen også lånegarantier for bilindustrin. Da greb man ind for at støtte USA´s tredje største bilproducent Chrysler med 675 millioner dollar – et beløb der idag svarer til mange gange flere skattedollar.

USA´s bilindustri er ramt af faldende salgstal og i flere år har der cirkuleret rygtet om en konkurs for både GM og Ford og Chrysler som for nogle år siden blev opkøbt og solgt igen af storkapitalen bag tyske Daimler.
Dise konkurs-rygter har selskaberne kynisk brugt til at udpresse arbejderne organiseret i UAW i overenskomsforhandlinger til at acceptere massefyringer, lavere løn, dårlige sygesikrings- og pensionsgoder igennem og statlige milliardlån til lavrente. Det har været en afgørende del af Obama-regimets såkaldte redningsplan ( “rescue”) for at redde storkapitalen bag konkursboet General Motors og konkursboet Chrysler at påtvinge bilarbejderne forringelser af deres overenskomster, direkte lønnedgang og massefyringer. I 2009 indgik bilarbejder-forbundet UAW: United Auto Workers en aftale der betød at ny-ansatte bilarbejdere blev tvungen til at arbejde for halv løn : $14 i timen

Ikke kun amerikansk-ejede , men også udenlandske bilproducenter og underleverandører kan få statslige garantier hvis de har fabriker i USA som er mere end 20 år gamle.

Læs mere om krisen for bilindustrien i Staterne: 

Ford på vej mod konkurs – underskud i andet-kvartal på 87 milliarder dollar

Nyt kæmpekrak på vej i USA:Forsikringsgiganten AIG på vej mod konkurs

onsdag, september 17, 2008

16 Sep. 2008 – 14:03

Trods omfattende statsindgreb med nationalisering af de to største real-kreditinstitutioner, trods finansiel hjælp til JP-Morgan´s overtagelse af USA´s anden største investmentbank Bearn Stearn og trods de kapitalistiske staters udpumpning af billioner af nye dollars til favorable kreditvilkår i flere omgange ser det ikke ud som om Lehman Brothers bliver det sidste offer i den dødskamp som foregår i den finanskapitalistiske jungle.
Trods statslige nødlån og special-tilladelser ser det ud til at verdens 18. største kapitalistiske selskab – forsikringsselskabet AIG med 126.00 ansatte skal gå samme skæbne til møde som investmentbanken Lehman Brothers mødte.
I hvert fald ligger selskabet ned og dødskramperne er nu så alvorlige at de kapitalistiske kreditorer i den kapitalistiske jungle kræver at selskabet ligger 75 miliarder dollar dvs 450 milliarder kr på bordet inden 24 timer
AIG – som for bare et år siden var verdens højest vurderede forsikringskoncern, har siden årsskiftet tabt 92 procent af sin børsværdi. Wall Streets kapitalistiske spekulanter og imvestorer “stemmer med fødderne” og har paniksolgt den konkurs-truede aktie.
Trods alle desperate redningsindsatser blev AIG´s kredit-karakter dumpet fra AA- till A- dvs AIG bliver vurderet endnu et trin mere risikabelt for de store finanskapitalister i den den kapitalistiske jungle (kilde: Standard & Poors).
AIG er derfor nu i akut behov af kapital for at overleve og undgå at blive opædt af større kapitalister i den finanskapitalistiske jungle. Ifølge ubekræftede oplysninger i amerikanske aviser forsøger nationalbanken (FED) at overbevise AIG´s kapitalstærke konkurrenter og andre af den finanskapitalistiske jungle´s overlevende banker og finanskapitalister til at låne selskabet 75 milliarder dollar inden 24 timer dvs senest torsdag morgen kl. 9.00 skal der stå 75 milliarder dollar ~ 450 milliarder kr.
Finanskapitalens “regnedrenge” er allerede nu i gang med at regne ud om det kan betale sig at overtage konkursboet AIG. –

Baggrund:Største statsindgreb i økonomien siden depressionen i 1930´erne

Finanskrisen i USA påviser kapitalismens fallit

torsdag, september 11, 2008

10.Sepember 2008 *

Kapitalismens fortalere af alle politiske afskygningner har travlt nu.

Travlt med at (bort-) forklare at Bush-regeringens statsindgreb i søndags med overtagelse af USA´s to største offentligt støttede realkreditselskaber ikke sker for at redde finanskapitalens profitter men for “samfundets skyld” eller som den engelske liberale filosof John Stuart Mill udtrykte det : “Argumentet for den private ejendomsret er intet andet end det fælles vel“.

Nøglespørgsmålet der naturligt rejser sig er : 

Hvornår holdt den private ejendomret op med at tjene det “fælles bedste”  ?

Var det søndag den 8. september hvor Bush-regeringen´s Finansminister Henry Paulson forsøgte at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem den reelle nationalisering af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. ?

Eller var det meget længere tid siden ?

Spørger man samtlige uafhængige økonomer med undtagelse af de der er knyttet til Bush-regeringen og Paulson´s Finansministerium i Washington vil svaret blive at den “private ejendomsret” ikke har tjent det “fælles bedste” i rigtig mange år.

Vi behøver bare gå tilbage til krakket på Wall Street i 1929 som udløste den kapitalistiske verdenskrise hvor USA og resten af den kapitalistiske verden blev trukket ned i en økonomisk “depression” og krise.
Mens man indførte 7 timers arbejdsdag og var i gang med at opbygge verdens første socialistiske stat med fuld beskæftigelse , gratis uddanelse og velfærd for alle i Sovjetunionen.

For at modvirke den kapitalistiske krise og for at stoppe den kommunistiske indflydelse begyndte man for alvor at bruge den kapitalistiske stat i USA med New Deal-politikken og med socialreformen i Danmark i 1933 (Kanslergadeforliget) – – — — –

Kapitalismen og Stuart Mills “private ejendomsret” kunne og kan ikke sikre det “fælles bedste” hverken før eller efter 1929, men med “depressionen” og med det socialistiske Sovjets “smittende” eksempel og KOMINTERN-partiernes voksende indflydelse indser de private kapitalister og ejendomsbesiddere og deres politikere at hvis man ikke giver indrømmelser til den bevidstgjorte og kæmpende arbejderklasse og gennemfører sociale forbedringer og indfører reformer og griber ind i økonomien med statstøtte vil kommunismens tilhængere blive stadig stadig større – og flere vil blive overbeviste om at socialismen er det eneste som kan sikre det “fælles bedste” . Kort sagt revolutionen banker på !

Med andre ord: kapitalismens krise i 1930 ´erne og den realistiske mulighed for en revolution for det “fælles bedste” som i Sovjet – gjorde kapitalisterne og deres politikere i både liberale og konservative partier til “liberale kommmunister” eller “socialliberalister” som gik “halvvejs til moskva” – som man sagde i England efter befrielsen. De borgerlige tilhængere af kapitalismen begyndte for alvor at støtte “reformer”, social hjælp og bistand og statstøtte for at sikre den kapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne på lang sigt. Det blev “god borgerlig” politik især under indtryk af “kommunismens succes” i Sovjet fra 1930 ´erne og frem.

Idag lyder den borgerlige politiks hovedparole:

 

” Privatiser Profiten, Nationaliser underskuddet”

Hvilket ikke er til det “fælles bedste” men til berigelse af en lille snyltende kapitalistisk overklasse
– — – – – – — – — — –
Ingen uafhængige økonomener eller mennesker ved deres fulde sansers brug kan påstå at den nuværende økonomiske udvilkling i den kapitalistiske verdensorden der hersker på kloden er til det “fælles bedste” . Flere hundrede millioner mennesker er arbejdsløse, mens endnu flere slaver til sultelønninger eller dør af sult og helbredelige sygdomme på samme tid som produktivkræfterne og udvindingen af naturrigdomme gør det muligt at sikre hele menneskeheden et godt liv til det “fælles bedste”.
Mere om kapitalismens krise:
USA: Statsindgreb for at redde finanskapitalens profitter påviser kapitalismens fallit

USA:Største statsindgreb i økonomien siden “depressionen” i 1930´erne

mandag, september 8, 2008

30.September 2008 *

Statsindgreb skal redde kapitalismen i USA fra et nyt børskrak som i 1929 for at sikre finanskapitalens profitter og redde yankee-dollaren som verdensvaluta

NEW YORK ( – ) Ud over den statslige overtagelse af USA´s to største realkreditselskaber for 200 milliarder dollar (1100 milliarder kr.) vedtog USA´s ledende politikere – “over partigrænserne” – en 700 skattemilliarder stor redningplan i Kongressen for at redde Wall Streets finansielle system fra et sammenbrud. Planen skal redde kapitalismen fra at synke yderligere ned i dets selvskabte krise.
“Selvskabt” fordi kapitalisme betyder uløselige klasse-modsætninger, økonomiske modsætninger mellem Løn, Forbrug og Profit som Karl Marx påviste, ligesom modsætningerne mellem de store kapitalistiske staters herskende klasser om markeder, råstoffer og arbejdskraft skaber antagonistiske, dvs. uløselige modsætninger som igen og igen fører til krig , krise , massearbejdsløshed, og -fattigdom.
De borgerlige reformister fra den ene eller anden social-liberale eller socialdemokratisk/revisionistiske gruppering hævder ganske vist at kapitalismens kriser kan undgås gennem den kapitalistiske stats, dvs fælleskapitalistens indgreb, men det er et selvbedrag, en borgerlig livsløgn eller de taler imod bedre vidende.
Det kapitalistiske system kan hverken opfylde arbejderklassens og folkenes behov og krav om en værdig tilværelse eller indfri alle de (valg-) løfter som kapitalismens fortalere dagligt fylder medierne med.
Tværtimod. . . . . . . kapitalismen fører igen og igen til krise og massearbejdsløshed, ja uden kriserne, masearbejdsløsheden og prisinflationen kunne kapitalismen ikke overleve. Marx taler om krisens “rensende effekter”.
“Selvskabt” ; fordi der ikke er nogen absolut mangel på likvider.
Pengekasserne bugner hos de overlevende kapitalistiske storbanker, pensionskasser og statslige fonde, men det marked de tidligere har scoret billioner af dollar på nægter de nu at investere i. Det er hele byggebranchen og lån til køb af boliger som nu bliver kvalt af finanskapitalen. Ligesom store mængder kapital er trukket ud af det kapitalistiske verdensmarked for olie; hvede og andre “spekulationsobjekter”. Det er hovedforklaringen på det voldsomme prisfald på olie og hvede den sidste tid. Ligesom den internationale finanskapital stod bag de ekstreme prisstigninger på olie, hvede og andre råstoffer og landbrugsafgrøder inden Lehman-krakket i september 2008.
Profitraten er ikke så høj som tidligere. Finansbaronerne bag de ledende kapitalistiske finanshuse og storbanker tager altså kvælertag på hele kreditmarkedet. Nægter at give kreditter til selv store virksomheder. Eftersom finanskapitalen er en sammensmeltning af industri- og bankkapitalen kan de med hjælp af tjenestevillige politikere trække hele den kapitalistiske økonomi ned i en depression.
– Det er kapitalismens grundlov. : Kapitalen søger hen hvor der er mulighed for at score de eftertragtede maksimale profitter. Der er ikke tale om nogen absolut likviditetskrise, men om en relativ. * * *
Ikke siden kapitalismen blev ramt af krisen i 1930´erne – “the Great Depression” – den store depression som fulgte efter krakket på den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i oktober 1929, har USA og de kapitalistiske EU-stater grebet så omfattende ind i den kapitalistiske markedsøkonomi, som det sker nu med indgrebet for at redde profitterne for de finanskapitalister, der endnu ikke er gået konkurs; men stadig har billioninvesteringer som nu ikke giver de sikre afkast som tidligere pga krisen på det kapitalistiske boligmarked som fulgte da priserne stagnerede.
Ved at sætte hele den amerikanske stats finansielle troværdighed ind for at redde USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner fra at gå konkurs, og samtidig stille 700 milliarder dollar til rådighed for “nationaliseringen” af bankernes “dårlige” kreditter og dermed opmuntre finanskapitalen til at blive “mere risikovillig” og mindre forsigtig med pengeudlåningen, forsøger USA´s politiske elite i Washington at stille profithungeren hos finanshajerne på Wall Street og samtidig opretholde den livsvigtige udenlandske “tillid” til investeringer i USA – især europæiske, kinesiske og arabiske kapital-investeringer – og dermed dollaren som valuta, men også den kapitalistiske økonomis blodåre, dér hvor de virkelige værdier og merværdien skabes, af arbejderklassen i produktionen.

Hvis prisen for at redde finanskapitalen ud af “subprime”-kreditsumpen, som udgør ca 14 % af de kapitalistiske boligkreditter, er 700 milliarder; hvad bliver så prisen for at redde det kapitalistiske “prime”-kreditmarked ?
Og spørgsmålet er naturligvis : Hvor længe vil europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister og stater finansiere USA´s snyltende overforbrug med årlige billionunderskud på statsbudgettet ?
Der er både en tendens til overvurdering, men ikke mindre farligt at undervurdere den amerikanske imperialismes politiske og økonomiske styrke og muligheder. Ikke bare i Nato-militæralliancen, men også f.eks i det kapitalistiske Japan – verdens anden største økonomi – er der er en vilje – i de herskende klasser – til at betale næsten hvad som helst for USA´s militære sikkerhedsgarantier. Det gælder også i Europa, hvor de herskende grupperinger står i kø for at søge ind under den “amerikanske militære paraply”. Især i de kapitalistiske stormagter Tyskland, Italien og Japan er bevidstheden om de nazi-fascistiske forbrydelser under krigen så rodfæstet i arbejderklassen og i brede progressive lag at disse landes kapitalistiske herskere og deres politiker ikke ser noget andet militært-imperialistisk alternativ end at alliere sig med den militære supermagt i Washington og Pentagon.
Fordi US- Army garanterer de herskende kapitalistiske klassers ejendom og profitter – jorden rundt – fra Japan, Filipinerne, Indonesien over Mellemøsten til Europa og Latinamerika.
USA ´s væbnede styrker er den globale kapitalismes jernnæve som træder til når oprør og revolutioner truer den kapitalistiske ejendom og profitter.
Den krise – vi nu ser udvikle sig – vil vise HVOR meget de herskende kliker i Europa, Japan, Kina og i Latinamerika er villig til at betale for at holde USA-kapitalismen og dermed USA´s væbnede styrker på benene.
Kapitalen bag de fallerede kapitalistiske giganter Lehman Brothers, Fannie Mae, Freddie Mac og AIG har været nogle af hovedstøttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåning på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise som en følge af de faldende priser på boligmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regimet har støttet “subprime”-realkreditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig”. Det har været en del af ” the american dream” – den kapitalistiske “amerikanske drøm” at eje sin egen bolig. Når milioner af fattige, udsultede og arbejdsløse mennesker i det nittende og tyvende århundrede udvandrede fra det kapitalistiske Europa – alene fra Skandinavien tælles udvandringen i millioner, blandt andre Joe Hill – i håb om finde lykken i det koloniserede nordamerika talte man om den amerikanske drøm med “det lille hus på prærien”som et symbol på denne søgen efter lykken. Huset på prærien blev bygget ovenpå ligene af millioner af indfødte – “indians” som de oprindelige folk blev kaldt. De oprindelige folks modstand mod den “kristne kolonisering” blev blodigt nedkæmpet. Helt efter europæisk “kristen” tradition. Kapitalismen i USA blev født ud af folkemordet på de oprindelige folk: Den voksede sig stor, fed og mægtig gennem “importen” af millioner af slaver fra Afrika, gennem krig, terror og udplynding, ikke bare på det amerikanske kontinent, men overalt på kloden, især efter Anden Verdenskrig.
Myten om The American Dream – den “amerikanske drøm” ligner den kapitalistiske myte om at
“enhver er sin egen lykkes smed” som også er udbredt i Danmark.
Men virkeligheden er at kapitalismen ikke kan sikre lykken for majoriteten af folket. Alle kan ikke blive “selvstændige kapitalister” eller individer som søger “lykken” på det frie marked. Kapitalismen behøver et stort arbejdskraftmarked for at udbytte merværdi af arbejderklassens arbejdskraft. Og på den måde akkumulere kapital for at klare sig i den dræbende konkurrencekamp med andre kapitalister (firmaer/virksomheder). Det er selve kapitalismens væsen: at den kapitalistiske overklasse eller bourgeois som Karl Marx udtrykte det; lever af at udbytte arbejderklasen. Udbytningen af arbejderklasssen er et objektivt faktum som bourgeoisiet forsøger at fortrænge og sløre gennem en omfattende ideologisk fordrejning af de virkelige forhold.
Blandt andet gennem den socialdemokratiske og korporativistiske ideologi; som også var fremherskende i både Nazityskland, i det fascistiske Italien og i Keynes England. Der blev talt og tales om “klassernes samarbejde” – “vi er alle i samme båd”. Idag er de borgerligt-reformistiske politikere og “eksperter” gået så vidt at de benægter klasssernes eksistens og taler om vi alle er “individer med muligheder på det frie marked” eller som reformisterne siger: alle er “lønmodtagere” – fra direktøren, præsten og lægen til industriarbejderen – uden skelen til produktionsforholdene og deres position og stilling i forhold til dem.
At trække bredere arbejdende grupper ind som »medejere« og forvaltere af kapitalistisk ejendom for at skabe kapitalistisk afhængighed og småborgerlig tankegang har siden Keynes og Staunings tid været et vigtig politisk-ideologisk strategi for de borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen.
“Medindflydelse”, “medarbejderaktier” , alltså “medeje” af den kapitalistiske ejendom er en gammel borgerlig-reformistisk og socialdemokratrisk strategi for at give arbejderklasen og brede ikke-kapitalistiske lag en “medfølelse” for kapitalen og dens interesser. De såkaldte “medarbejderaktier”, “overskudsdeling” (ØD) og følelsen af “medarbejderindflydelse”, og “ejendomsfølelsen” i form af eget hus, villa eller ejerlejlighed skulle få arbejderklassen til at acceptere kapitalismens udbytning og inddæmme den revolutionære kommunisme som netop kæmper for at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidler, jord og fast ejendom og indflydelsen derfra.

+ +
Drømmen om et eget hus er endt med kapitalistiske tvangsauktioner for millioner af amerikanere. Billedet er fra Detroit.

Allerede i 1993 foreslog Clinton-regeringen at det skulle blive lettere for bredere lag i USA at få lån til købe deres egen bolig. Det er under Clinton-regimet at forarbejdet og ideerne til det som idag kaldes “Subprime” -markedet med “Ninja-lån” og hvad det ellers kaldes, bliver lagt. Et vigtigt redskab var og er netop en af de institutioner som blev oprettet af staten under 1930´ernes »depression«, den statslige realkreditinstitution Fannie Mae – den skulle udvide det kapitalistiske boligmarked. Det gjorde endnu flere mennesker afhængige af bankerne og det kapitalistiske boligmarked.
Bush-regeringen overtog og fortsatte udvidelsen af Fannie Mae´s og Freddie Mac´s stadig mere sofistikerede kreditudlåning for at sikre stadig bredere lag “adgang til deres egen bolig” og samtidigt opmuntre privatforbruget, ikke gennem real-lønsforhøjelser, men gennem kreditter og lån ved at forære finanskapitalen en billionstrøm af likvider fra Nationalbankens seddeltrykkerier til en rente som FED og Bush-regimet i juli 2003 nedsatte til 1 %. Det satte for alvor gang i den kapitalistiske “superkonjunktur” som kapitalens regnedrenge og erhvervsredaktører talte om; helt frem til sidste sommer. Det førte til et boom i priserne på det kapitalistiske boligmarked. Fra 2000 til 2006 eksploderede huspriserne langt ud over inflationen, som vi også har set i Danmark, England, Spanien og andre europæiske lande. Priserne på det kapitalistiske boligmarked blev næsten fordoblet fra år 2000 til 2006. Dermed skabtes der et nyt kapitalistisk kreditmarked: Med sikkerhed i den såkaldte friværdi – det beløb som de højere priser oversteg bolig-lånet – kunne indehavere af fast ejendom og huse i USA såvel som Danmark – tage nye lån i de kapitalistiske banker. På den måde blev “højkunjunkturen” i den kapitalistiske forbrugs og vareproduktion i Kina såvel som USA og Danmark finansieret med statslig lavrente under inflationen, en boligboble med fiktive friværdier og “ninja-lån” uden sikkerhed.
I realiteten betød det at den rente som finanskapitalisterne betalte for at låne penge fra staten i flere år var negativ, hvis man modregner inflationen. Med andre ord lånte den kapitalistiske stat – “fælleskapitalisten” ifølge marxistisk teori – penge ud til finanskapitalisterne med en negativ realrente. Bankerne og realkreditinstitutionerne fik med andre ord penge for at låne penge.
Da internetboblen, eller dot.com – aktiespekulationsboblen punkterer i 2000 – 2001 forstærkes den kapitalistiske krise. For at modvirke krisen beslutter Nationalbanksdirektøren Alan Greenspan på FED og regeringen at pumpe bilioner af billige dollars ud i økonomien gennem at sænke diskontoen – udlåningsrenten ned under den kapitalistiske inflation – dermed skabte man et nyt kapitalistisk “boom”.
Derfor var “superkonjunkturen” – den kapitalistiske højkonjunktur de sidste år i virkeligheden et kunstigt skabt “boom” som byggede på uhæmmet statslig udpumpning af billige penge for at forhindre en uddybning af kapitalismens krise og skabe indtryk af at kapitalismen var krisefri – hvad den ikke er.
Det var altså ikke hvad de ultraliberale ideologer og økonomer kalder “det frie marked” der gav millioner af amerikanere mulighed for at opfylde the american dream om eget hus, fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere og dermed lagde grund for den kapitalistiske “superkonjunktur” – men den statslige udlåning af billioner af dollars til en rente under inflationen. * * *

Kapitalismens “frie marked” kunnne ikke opfylde den småborgerlige “kapitalistiske” drøm om et “eget hus” eller nogle af de andre løfter som kapitalismens fortalere og politikere har givet til folke-flertallet.
For finanskapitalen er der ingen profit i realkreditter til en rente under inflationen. Det er en kapitalistisk underskudsforretning. * * * *

Kapitalismens uløselige modsætninger ligger bag den krise vi nu ser og mærker udvikle sig med fuld kraft. Den smelter sammen med USA´s stigende gælds- og statsunderskuds-problemer, den stigende modstand mod US-dollaren som verdensvaluta og krisen for de kapitalistiske Nato-staters militære “befrielsesprojekter” i Irak og Afghanistan som nu i stadig øget omfang knyttes sammen med arbejderklasssens og andre undertrykte folks modstand mod den kapitalistiske verdensordens fejlslagne udvikling.
Den nuværende krise er ikke et resultat af mangel på regulering, men et resultat af at kapitalismen IKKE kan reguleres. Krisen skyldes umiddelbart at den aktie- og ejendomsbobble« som fulgte den planmæssige sænkning af den statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001 – nu er punkteret.
Det er også derfor Bush-regimet – med støtte fra Obama-“demokraterne” – har så let ved at nationalisere forsikringselskaber, banker og realkreditinstitutioner fordi det kapitalistiske systems overlevelse er målet. Den “ultraliberale” retorik og snakken om »det frie marked« har været ideologisk »bullshit« – en værdikamp på økonomiens område – som politisk og ideologisk skulle retfærdiggøre det kapitalistiske system som retfærdigt; at den borgerligt-liberale reformpolitik ikke var kapitalistisk klassepolitik: ikke var et led i den kapitalistiske kontrarevolution for øge udbytningen af arbejderklassen gennem at “generobre” de positioner som arbejderklassen tilkæmpede sig efter “den røde sejr i 1945” i form af “kommunistiske velfærdsrettigheder” : børneomsorg, uddanelse, bolig, dagpenge for syge og arbejdsløse, pensioner og sundhedspleje efter behov til alle , men den “nødvendige, ja den eneste og mest effektive vej til øget velstand og velfærd for alle”.Eller som Margaret Thatcher udtrykte det : “There is no alternativ”, der er intet alternativ til kapitalistisk markedsøkonomi; underforstået at “kommunismen fungerer ikke”.
Den nuværende kapitalistiske krise bekræfter at det kapitalistiske markedsdiktatur med eller uden statsstøtte hverken sikrer velfærd eller velstand for arbejderklassen eller er effektiv, endsige demokratisk folkehusholdning. Bush – Clinton og andre af USA´s præsidenter efter Anden Verdenskrig er villig til at ofre millioner af menneskeliv og trykke billioner af dollar for sikre amerikanske kapitalisters frie adgang til markeder af arbejdskraft, naturrigdomme og markeder og dermed profitere på alle jordens lande og folk.

Så længe Pentagon, Cia og USA´s kanonbådsdiplomati er i stand til at holde “dørene” åbne for europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister verden over og sikre de kapitalistiske klassestrukturer i Europa, Kina og i den arabiske verden gennem brug af dets væbnede overmagt, terror, tortur og militære invasioner og trusler derom vil EU´s , Kina´s og den arabiske verdens kapitalister fortsætte med at finansiere “supermagten” – de kapitalistiske herskeres “jernnæve” – som træder åbent frem når arbejderklassens og de undertrykte folks oprør for alvor truer deres kapitalistiske rigdomme og klasseinteresser.
Men den dag hvor yankee-dollaren bliver forvandlet til matador-penge er måske ikke så langt væk som vi idag foretiller os. Derfor sker der en oprusning i både EU, i Kina, i Rusland og i f.eks Saudi Arabien –

Nationaliseringen af USA´s største realkreditinstitutioner har intet med socialisme at gøre

  Statsovertagelsen af de to største kapitalistiske, realkreditinstitutioner sker ikke for at få kontrol over det kapitalistiske boligmarked for Freddie og Fannie er allerede offentligt kontrollerede. Men de har indtil den truende konkurs været privatejede, ligesom Nationalbanken FED er det.
Wall Street-kapitalister såvel som “offentlige” pensionsfonde og banker og forsikringsselskaber i Europa, i Kina og den arabiske verden har investeret billioner i de to offentlige kreditinstitutioner med “statsganterede” profitter som mål. Nu hvor selskaberne er på vej mod konkurs som en følge af krisen på det kapitalistiske boligmarked – samtidig som milioner af amerikanere for første gang oplevede den kapitalistiske “drøm om at få et eget hus/hjem” – nationaliserer Bush-regimet underskuddet og redder dermed den amerikanske og udenlandske finanskapital for selv at betale regningen for deres “risikovillige investeringer”. Men det løser ikke USA´s økonomiske problemer, men forstærker indtrykket af alvoren i den kapitalistiske krise i USA og det er det foreløbige klimaks på den finanskapitalistiske krise i USA som nu går fra ondt til værre.
Hvornår er krisen ovre ? Er det begyndelsen på enden på krisen ? Og vil Bush-regimets nationalisering af fallitboet efter Fannie og Freddie redde det kapitalistiske system fra at synke dybere ned i krisesumpen?
USA-kapitalismens tempel : Aktiespekulationsbørsen på Wall Street i New York: Her fortsætter panikken med finanshajer og – sjakaler som under skrig og skrål kæmper for livet eller bukke under mens billionerne bliver flyttet rundt i finanskapitalens kasser og konti, som en afspegling af krisen for kapitalistiske kommandoøkonomi udenfor. En krise man forsøger at tvinge arbejderklassen og jorden fattigste til at betale.

I den drømmeverden hvor Wall Street´s finans-hajer befinder sig er Bush-regeringens indgreb endnu et “fix” – et skud i armen på profitnarkomanerne på Wall Street hvor kurserne steg 1,7 %, i Hong Kong steg de 4,3 % , Paris op med 3,2 %, ligesom London :+3,7 %, Frankfurt:+2,2 %, Moskva:+2,2 %, Tokyo +3,4 %, Stockholm:+3,4% og andre børser som idag stiger voldsomt.
Det gjorde de også i foråret da investmentbanken Bear Stearn blev reddet gennem statsindgreb . . . . i et par uger . . indtil der kom nye “alarmerende” nyheder om krak og truende konkurser. Spørgsmålet er hvor længe der går inden det næste statsindgreb og hvornår tilliden til USA´s finansielle troværdighed ophører.

At trykke dollars-sedler og true resten af verden med et finanskapitalistisk sammenbrud “værre end 1929” holder ikke i længden. Og for arbejderklassen og demokratiske kræfter og økonomer er der grund til at se kritisk på det amerikanske regeringsindgreb og den økonomiske situation i USA. INGEN – gentager INGEN – af de grundlæggende problemer i USA´s kapitalistiske økonomi er løst, tværtimod: Den officielle arbejdsløshed steg i august til 6,1 procent – den højeste i fem år. Samtidig som den kapitalistiske inflation udhuler levevilkårerne for det store flertal vokser kreditproblemerne ikke kun på det kapitalistiske boligmarked , men også for kapitalen bag det enorme kreditkortmarked. Og der er ingen lysning i sigte for USA´s kapitalistiske økonomi.
Alene den private gæld løber op i 13 tusind milliarder dollar – USA´s private husstande har altså lånt 13 billioner dollar hos de kapitalistiske banker og kreditinstitutioner. Et astronomisk beløb som måske bedst forstås når vi ser at USA´s årlige nationale produktion af varer og ydelser BNP ( GDP) løb op i 12,4 billioner i den kapitalistiske sektor. Den private gæld udgør altså mere end USA´s årlige GDP eller hele Danmarks BNP i 50 år (75 billioner kr) –
Dertil kommer gælden i USA´s kapitalistiske erhvervsliv – ikke bare på Wall Street men også i hjertet af amerikansk erhversliv i den produktive sektor. F.eks er USA´s største bil-koncern General Motors så gældsat at koncernen ikke kan få kreditter nogen steder, til andet end ågerrenter. Lørdag bevilgede kongressen – i ly af det store ståhej omkring “redningsplanen” for Wall Streets finansbaroner – statslige lånegarantier på 25 milliarder dollar til den kapitalistiske bilindustri, hvilket dækker deres udgifter nogle måneder.
Det lavineartede fald i bilsalget i USA peger i retning af konkurs for både GM, Ford og Chrysler.
Det er også værd at minde de borgerlige reformister i Europa der nu giver “dereguleringen” skylden for sammenbruddet på USA´s finansmarked at den “superkonjunktur” som økonomer og politikere så sent som sidste forår talte om, skyldes det ekstreme regulerede finansmarked hvor FED udlånte penge til en rente under inflationen med 12.000 offentligt heltidsansatte til at kontrolere bankernes udlåning
I virkeligheden er finanskrisen kun et symptom – på kapitalismens generelle krise. Kapitalismen kan ikke regulere sig ud at dens antagonistiske modsætninger mellem kapital/profit og arbejde/forbrug.
Hovedmålet med alle kapitalistiske samfund og stater er jagten på den maksimale profit. Al snakken om det “frie kapitalistiske marked fører til en effektiv folkehusholdning med fuld beskæftigelse og velstand til alle” er den ideologiske overbygning for det kapitalistiske klassesamfund også kaldet “valgflæsk”, “falske valgløfter”, “løftebrud” eller “falsk bevidshed” som den kommunistiske filosof Karl Marx udtrykte det .
* * * * * * * * * * * * *
Det er ikke første gang at USA´s kapitalistiske finanssystem må understøttes af staten siden krisen i 1930´erne. I 1980´erne kostede støtten til sparebankerne 300 milliarder dollar, målt i dagens værdi.
Overfladisk set kan “redningspakken” for USA´s to største realkredit-institutioner se smart ud. Den koster – til en begyndelse – ikke myndighederne en cent, samtidig som de med sikkerhet har fået en stor ejerpost.
Men hvorfor sende milliarder af skattedollar ud på et finansmarked hvor der allerede findes billioner i de overlevende storbanker og hos de finansbaroner som nu holder på pengene og er i gang med at kvæle hele kreditmarkedet fordi profitraten er for lav ?
Det kan hurtigt blive dyrt. De to nationaliserede selskaber giver nemlig lån til dem som ellers ville have meget svært ved at få tilstrekkelig med lån i de kapitalistiske banker. Med 5,2 billioner dollar i boliglån på kontoen, svarende til 13 norske brutto-nationalprodukter, behøver man ikke have den store “regnedrenge”-eksamen for at forstå at det bliver dyrt bare tabstallene løber op i nogle få procent. En årlig misligholdsrate på kreditterne på realistiske fem procent af udlånene og tabsafskrivninger på 40 procent på misligholdte lån, vil give statslige tab på mere end 100 milliarder dollar ~ 570 milliarder kr. På et år.
Alt dette er under forudsætning af at den kapitalistiske krise og panikken på boligkreditkmarkedet ikke spreder sig til kreditkortmarkedet – som er HUGH – meget stort i USA.

Mere statsstøtte til det kapitalistiske finansmarked : Profiten privatiseres, mens underskuddet nationaliseres

Bush-regeringen – som ellers taler om betydningen af “frie markeder” hvor de sunde virksomheder overlever, mens de som ikke kan finde købere på markedet må lukke forretningen” – griber nu ind med hele den kapitalistiske stats styrke for redde det kapitalistiske fallitbo efter boligkredit-institutterne Fannie Mae og Freddie fra at gå konkurs
Det bekræfter den marxistiske ,revolutionære kommunistiske analyse som gør det klart at kapitalen er “liberal” og “for fri markedsøkonomi” når der er profit i det.
Det er en af dens ideologier. I krisetider tilføjes “social-liberalismen” eller “socialdemokratismen”. Det sker især når kapitalens spekulation og jagt efter den maksimale profit fører det kapitalistiske samfund ud i økonomisk krise, faldende profitrate og truende konkurser. Så bliver kapitalen “socialiberal” og kræver statsindgreb for “samfundets skyld” og for at dæmpe “mistilliden” til det kapitalistiske system og for at “undgå et sammenbrud som i 1929”.

Dermed står det også klart at kapitalens og dens borgerlige og socialdemokratiske politikere og økonomers teorier om at vi lever i en “liberal verdensorden” – forstået som “fri markedsøkonomi og fri meningsdannelse” er ren ideologi – som kapitalen taler højt om når der findes profitter i det. Fakta er at herskende kapitalistiske klasser i USA såvel som i Europa har kvalt det frie marked og den frie meningdannelse” når profitter og vitale klasseinteresser krævede det. De virksomheder som de borgerlige og suicialdemokraterne privatiserer er de som der findes tilstrækkelig med profit i – mens staten – “fælleskapitalisten” organisere de ikke-profitable, men livsnødvendige dele af samfundet.
Kapitalen i alle kapitalistiske samfund behøver kapital-akkulmulation: gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende i kraft af et stort kapitalistisk arbejdsmarked som staten faktisk siden Bismarks dage har understøttet. Da talte man om “socialstaten”, bl.a for at inddæmme den voksende marxistiske og revolutionære arbejderbevægelse. (Bebels og Liebknechts revolutionære SPD)

Som en følge af den socialistiske revolution i Sovjet og den stærke kommunistiske bevægelse fra KOMINTERN-tiden og frem har arbejderklassens stilling i Europa og USA været så stærk at kapitalen har givet indrømmelser til arbejderklassen og andre arbejdende, forbedrede løn og arbejdsvilkår accepteret forbedrede levevilkår og “kommunistiske velfærdsrettigheder” (uddanelse, arbejde, bolig, pension og understøttelse til alle efter behov) for at stoppe den kommunistiske indflydelse .
Især efter den Røde Hærs antifascistiske sejr i 1945 kunne arbejderklassen og de undertrykte folk flytte deres positioner frem i klassekampen. Man gik så vidt at arbejderklassens krav om “fuld beskæftigelse” blev accepteret som et hovedmål i flere kapitalistiske lande i Europa. For at stoppe den revolutionære flodbølge og forhindre revolutioner gav man sociale og demokratiske indrømmelser til arbejderklassen efter krigen. Det accepterede man indtil de revolutionære kommunistiske kræfter i arbejderklassen blev svækket og tæmmet – især som følge af den revisionistiske kontrarevolution i Sovjet og Hrustjov-gruppens splittelse af den kommunistiske bevægelse fra 1956 – at man kunne indlede en modoffensiv – en kapitalistisk kontrarevolution som 11. september 1973 i Chile blev startskuddet til.
Det har også ført til at kapitalakkumulationen er faldet fordi udbytningen af arbejderklassen blev svækket samtidigt som “skattetrykket” – de kapitalistiske staters opkrævning af skatter blev hævet.

REALløn og Arbejdsproduktivitet fulgtes ad fra 1948-73, hvorefter reallønnen i realiteten står står stille omkring 100 til 107 %, mens arbejdsproduktiviteten fortsætter til 240 , i realiten en tredobbling sammenlignet med 1948.

Så når Pinochet, Thatcher, Reagan med startskuddet den 11. september 1973 indleder den kapitalistiske kontrarevolution først ved at bruge det statslige voldsapparat til at nedkæmpe den stærke organiserede arbejderklasses protester og strejker mod fattigdom, nedskæringer og massefyringer og derefter indfører love og regler – under parolen “samfundet findes ikke ” – kun frie individer som konkurerer på markedet – der gør det meget svært for arbejderklassen at organisere sig (England, USA, Chile o.a), sænker skatterne for middel- og overklassen – sker det først fremmest for at sikre kapitalakkumulationen – ophobningen af rigdomme som bl.a er blevet brugt til billion-investeringer i Kina, Korea og central- og østeuropa. Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” udtrykte nødvendigheden af den kapitalistiske kontrarevolution som i Vesten indledtes i halvfjerdserne med frasen om at der ikke fandtes noget alternativ til kapitalismen ( “There´s no alternativ” eler TINA). Ideologisk sker det også med hjælp af Chigago-skolens Milton Friedman´s monetariske “old School”-liberale teorier. At det kapitalistiske klassesamfunds fortalere,politikere og redaktører proklamere at kapitalen og dens herredømme er den eneste realistiske vej for både arbejderklassen, såvel som andre klasser, ja for hele menneskehden var og er intet nyt. Både Hitler, Mussolini og deres politiske og økonomiske støtter : Ford, Hearst, Staunning, Jyllands-Posten prædikede også i 1930´erne om kapitalismen som den “den eneste vej” for arbejderklassen og menneskeheden:. (“kommunismen og planøkonomien i Stalins Sovjet var et fallitbo” ifølge spindoktorer i både borgerlige, nazistiske, socialdemokratiske og fascistisk-trotskiske partier.)

Men det “røde fallitbo” og dets antifascistiske allierede besejrede Hitlers, Mussolinis og Staunings kapitalistiske “eneste og realistiske tusindårs”-projekt.
Mere end 30 år efter den ” Røde Sejr i 1945″ var det socialdemokratiske Labour-regime i Thatchers hjemland igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklasse og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjenmdtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejderklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioner af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag
Men den “kapitalistiske kontrarevolution” som er blevet kaldt alt muligt andet har ikke løst kapitalismens almene krise – Den amerikanske regering har skævredet det “frie marked” ved at finansiere endnu større kreditter og lån for at øge forbruget, boligbygeriet og den kapitalistiske spekulation og investeringer ved at lade seddelpressen i Nationalbanken trykke billioner af dollarsedler for at finansiere det enorme underskud på USA´s de statslige budgetter (finansiering af krig i Irak, Afghanistan) og underskuddet på handelsbalancen.
Det har kunnet lade sig gøre fordi US-dollaren bliver acceperet som verdensvaluta. Kina, Japan og en række andre kapitalistiske stater har holdt den amerikanske dollar oppe ved at opkøbe så store beholdninger af statsobligationer at de i realiteten kan tvinge USA i knæ økonomisk og tvinge den amerikanske overklasse og finanskapital til at leve “efter deres indsats”. Men det er som bekendt en socialistisk leveregel: “at nyde efter indsats og yde efter evne” Socialismen er den første fase af kommunismen, hvis højeste mål er det klasseløse samfund hvor “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. På overfladen kan det se ud som om USA´s kapitalistiske middel- og overklasse har taget forskud på levereglerne under kommunismens højeste fase uden at have forstået at for at nyde efter sine behov må man også yde sit bedste.
– – – * * * * * * – – –
Den amerikanske stats “over”- produktion af dollarsedler og udlåningen af billionbeløb fra nationalbankerne til finansmarkedet til renter som lå under inflationen (1-2 %) sammen med “dereguleringen” af finans- og boligmarkedet skabt en enorm forbrugsopgang som har sat produktion igang i Kina, de såkaldte “kapitalistiske tigre” i Asien, dvs. kapitalistiske lavtlønslande, skruebrækker- eller “løntrykker”-stater.
F.eks får USA´s største lavpris-varehuskæde Waal Mart hovedparten af sine varer produceret i fabrikker i Kina.
Det samme gælder en lang række andre storkapitalistiske selskaber.

Så når kapitalismens fortalere nu står i kø for at kritisere “dereguleringen” og “den frie kapitalakkumulation og markedet” så glemmer de at kapitalismen dør uden kapitalakkumulationen. Det kapitalistiske “boom” – den såkaldte kapitalistiske “højkunjunktur” – som man de sidste år har døbt :“superkonjunkturen” – fordi den set fra de borgerlige økonomers kyklop-perspektiv virkede urokkelig – men i virkeligheden hviler denne “superkonjunktur” altså på at finanskapitalen har ophobet et større overskud af kapital gennem den “neoliberale deregulering” af finans- og boligmarkedet sammen med den statslige “overproduktion” af dollar-sedler som gjorde det muligt at udvide det finanskapitalistiske marked for forbrugskreditter under parolen “Kreditkort til alle”, boliglån iform af “subprime”-lån, “flexlån” osv. samtidig som massearbejdsløsheden i kapitalismens hovedlande : USA, Kina, Frankrig, Tyskland og England, sammen med de statsligt dikterede indskrænkninger af arbejderklassens organisationsrettigheder, strejke og kampmuligheder pressede arbejderklassens løn og arbejdsvilkår med yderligere merværdier og profitter til følge.
De kapitalistiske stater har gennem oprustningen af den kapitalistiske stats militære voldsapparat (Pentagon og Nato) gennem krige, invasioner, tortur og terror holdt arbejderklasens og de undertrykte folks oprør mod fattigdom, udbytning masearbejdsløshed, sult og hjemløshed nede i Latinamerika, såvel som i Jugoslavien, Rusland, Irak, Palæstina, Filipinerne, Kina og Afghanistan, såvel som i US, England og Kina.

Kapitalismen har i realiteten ikke siden 1929 kunnet klare sig uden statsstøtte i den ene eller anden form.
Når konkursen truer, tyer de kapitalistiske spekulanter, bankerne og andre af det frie markeds aktører til “fælles-kapitalisten” – den kapitalistiske stat som forventes at redde kapitalen fra konkurs – for “samfundets skyld” naturligvis . . . . . !
Det skete med “Northern Rock” i England sidste år , “Roskilde Bank” i Danmark og i 1990´erne med Nordbanken (idag Nordea) i Sverige hvor staten har grebet ind med milliardstøtte – ikke i første række for redde de fallerede banker , men for at redde den øvrige finanskapitals profitter. Direktørerne på Danske Bank fortalte regeringen at en konkurs for “Roskilde” ville medføre en 2 % forhøjelse af de udenlandske kreditvilkår. Gennem indgrebet “sparede” regeringen den danske finanskapital mellem 15- og 20 miliarder i forhøjede “risiko-renter”.
Northern Rock og Roskildebanken blev nationaliseret i et forsøg på at redde – ikke de enkelte banker – men de øvrige finanskapitalister og hele det kapitalistiske system fra at falde endnu dybere ned i krise-sumpen.

Det skete også da Bush-regeringen gennem nationalbanken – FED- greb ind og reddede den storkapitalistiske “investmentsbank” Bear Stearns i foråret med 29 milliarder dollar i støtte.
. . . . i realiteten en nationalisering. Hvorefter finanskapitalen bag JP Morgan opkøbte banken til discountpris.
Den borgerlige tese om den “liberale verdensorden” – som skal sikre den arbejdende menneskehed arbejde, bolig og velfærd –  er også et led i de euro-amerikanske kapitalistiske monopolers ideologiske offensiv mod arbejderklassen og de undertrykte folk og stater der forsvarer deres folkehusholdninger – deres økonomiske uafhængighed mod de udenlandske monopolers indtrængen.

De dystre kendsgerninger om den kapitalistiske verdensorden – den reelt eksisterende kapitalisme – er at den har gjort en lille minoritet stenrig , mens milliarder enten er arbejdsløse – officielt 190 millioner arbejdsløse ifølge ILO – eller slaver i underbetalte job, er hjemløse, sulter eller lever på sultegrænsen. Det er virkeligheden under den reelt eksisterende kapitalisme. Det sker i en situation hvor omfanget af produktionen som det internationale proletariat og de arbejdende bønder fremstiller udgør så store mængder af fødevare, klæder, byggematerialer og andre produkter at de kunne opfylde hele menneskehedens grundlæggende behov hvis arbejderklassens og dens revolutionære parti dikterede udviklingen hvad Karl Marx kaldte proletariatets diktaur .
Ifølge FAO, FN´s fødevareorganisation, ville alene kornhøsten kunne producere kalorier nok til at brødføde mellem ti og 12 milliarder mennesker, næsten dobbelt så mange som lever på jordkloden idag. Når der alligevel er næsten en milliard mennesker der sulter på Moder Jord skyldes det den kapitalistiske verdensordens der hersker idag. De herskende kapitalistiske klasser og stater konkurerer om maksimalprofitter, markeder, råstoffer og billig arbejdskraft. 55 procent af landbrugets kornhøst bliver brugt til dyrefoder, brændstof eller går til spilde.
Konkurrencekampen (-krigen) mellem de storkapitalistiske monopoler og de stater de kontrollere, jagten efter maksimalprofitter vil hvis den ikke bliver stoppet af arbejderklassen og de øvrige arbejdende og skabende klasser og lag (de fattige bønder og intellekuelle) fører menneskeheden ud over afgrunden.

–  Alene i USA har flere end tre millioner familier mistet deres hjem som en følge af den kapitalistiske finanskrise. Nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz  – som ikke er kendt for at nære kommunistiske sympatier for arbejderklassen – spåede kynisk i Aftenposten for godt en uge siden at krisen først kunne være over når fem millioner familier i USA var hjemløse.
Freddie Mac og Fannie Mae – som har tiltrukket milliarder af €uro og kroner fra europæiske spekulations- og pensionsfonde – ejer eller kontrollerer boligobligationer til en værdi af 5200 milliarder dollar ~ 28 tusind milliarder altså 28 billioner kr. svarende til 13 – tretten gange Norges bruttonationalproduktet (som har Europas højeste BNP pr.indbyger *1) efter bank-snylterstaten Luxemburg ).
Gennem det spekulative “subprime” realkredit-system – boliglån næsten uden sikkerhed – men med “bloddryppende” profitter i form af stigende renter – har Fannie Mae og Feddy Mac sikret milliard-profitter for de kaptalistiske ejere og spekulanter på subprime-kreditmarkedet frem til spekulationsboblen sprak sidste år.
Og på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York er børsværdien i de to selskaber faldet til under 10 procent af værdien inden den kapitalistiske finanskrise satte ind i foråret 2007. Selskaberne har en udestående gæld på 1,6 billioner dollar – i nærheden af 9000 miliarder kr eller 5 – fem – gange Danmarks årlige GDP.


“King Henry” som Newsweek kalder Bush-regeringens Finansminister Henry Paulson forsøger at indgyde tillid til USA´s kapitalistiske finansmarked gennem statsovertagelse af de to kapitalistiske boligkreditgiganter Freddie Mac og Fannie Mae. Tidligere var Paulson topchef på investmentbanken Goldman Sachs på Wall Street hvor han gennem 34 år “kæmpede” for “markedets fri ret at tjene så mange penge som muligt”. Sidste år på Goldman “tjente” han selv omkring 200 millioner kroner. I sandhed en vaskeægte kapitalist

Den finanskapitalistiske spekulationskrise som spredtes til hele verden fra USA for et år siden har resulteret i tab på 14 milliarder dollar i de to selskaber i de seneste 12 måneder, ifølge “Wall Street Journal” i dag.
Begge Præsidentkandidater i USA´s “to-partisystem” Barack Obama og John McCain støtter Bush-regeringens aktion og gav i går fuld støtte til den statsovertagelsen af af USA´s største kapitalistiske realkreditinstitutioner.
I den indgår at staten i realiteten “nationalisere” det kapitalistiske fallitbo efter Freddie Mac og Fannie Mae og køber aktierne i de to selskaber for hvad der svarer til 200 milliarder dollar, omkring 1 100 milliarder kronor.

Den kapitalistiske stat garanterer også kortsiktige kreditter til Fannie, Freddie og tolv andre kapitalistiske kredit-institutioner som er på fallittens rand.
Bush-regeringen går endvidere ind og køber boligkrediter på det åbne kapitalistiske marked i hvad der kaldes “et forsøg på at restaurere tilliden til markedet”.
Finanskapitalen har mistet tiliden til den tidligere hyldede “frie marked” . Profitraten er for lav og derfor tyer de nu til staten.
De er blevet “finans-socialister” overnight.
Når det statskapitalistiske indgreb er gennemført ejer den amerikanske stat næsten 80 procent i Fannie Mae og Freddie Mac som står for næsten halvdelen af USA:s kapitalistiske boligkredit-marked.

Bear Stearn: En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

15.December 2007:Nationalbanker pumper 40 milliarder dollar ud på det kapitalistiske finansmarked

USA nationaliserer landets største kapitalistiske bolig-kreditinstitutioner, Pris: 1 100 milliarder kr.

FAKTA om Fannie Mae og Freddie Mac

Fannie Mae og Freddie Mac er to offentlige selskaber oprettet af Kongressen – USA´s parlament  i hhv. 1938 og 1972, men ejet af private.

Formålet er at give boliglån og at drive et marked for værdipapirer baseret på boliglån.(pantebreve og obligationer)

De underlige navnene har opstået i folkemunde som forkortelser for lange og omstendelige offisielle navn.
Har givet eller garanteret for omkring halvdelen av USA´s samlede boliggæld på 12 billioner dollar. Denne halvdel, over 5 billioner dollar,svarene til omkring 30 billioner kroner, eller 15 ganger værdien af Norges statslige oliefond.
De to selskaber har en egen regulator og styres efter særskilte lover og regler.
Selskapene har to hovedvirksomheter: 1. De omdanner boliglån til værdipapirer som sælges til investorer med garantier for at pengene ikke kan tabes. 2. De opkøber boliglån og værdipapirer baseret på boliglån.

FAKTA om den statslige overtagelse af Fannie Mae og Fredy Mac:

Myndighetene lægger ikke en krone på bordet i dag.
Myndighetene garanterer ikke for gælden. Dette er ikke en de facto nationalisering av 5,4 billioner dollar i forpligtelser, et beløp næste like stort som de utestående stasobligasjoner i USA. Riktignok garanteres det for opp til 200 milliarder dollar, men det kan forsvinne som dugg for solen givet utlånsportføljens profil.
Myndighetene garanterer for ubegrenset likviditetstilgang, men det har heller aldrig været et problem for Freddie og Fannie.
Likviditet vil tilflyte markedet gjennom andrehåndsomsetninger.
Likviditet vil tilflyte lånemarkedet gjennom økt utlånstakt.
I sum synes det som om myndighetene prøver å skape en positiv spiral i markedet gjennom tilførsel av noe likviditet og litt mer trygghet. Håpet er at dette vil bedre verdiene på balansen til Freddie og Fannie slik at det aldri vil bli behov for å trekke på garantiene.

Smart, men det spørges om det kvalifiserer til betegnelsen bazooka. For sandsynligheten for at det går som de ønsker er ikke spesielt stor.

Til det er de strukturelle problemene i amerikansk økonomi for store og åbenbare. Makrotal fra forrige uge viser at både arbejdsløsheden og misligholdelse af kreditter og lån er stærkt voksende. Fannie/Freddie-pakken vil overhovedet ikke ændre forbrukernes rekordhøje belåningsgrad, og nu hvor flere af dem bliver uden fast indkomster svækkes betalingsevnen yderligere.

Også selskaberne sliter. Kredittvurderingsselskapet Moody’s kom i dag med tall for høyrisikoselskap som viser nok en økning i mislighold til 2,7 prosent. Forventningene til mislighold om ett år ble skrudd opp fra 6,3 til 7,2 prosent. Det er ingen grunn til at tro at deres situasjon bedres nevneverdig av denne pakken. Markedet for højrisikolån har da heller ikke forbedret sig lige så meget som for ansvarlige banklån.

Myndighetene forsøker at rydde op i det kaos som blev skabt med “subprime”kredit-systemet hvor kapitalen ville tjene penge på folk som egentlig ikke havde råd til at købe noget på det kapitalistiske boligmarked. Men nu er kapitalismens akutte finanskrise bevæget sig over, og fået rodfæste i den produktive sektor – der hvor de virkelige (mer-)værdier skabes. At trykke billioner af nye €uro- og dollar-$edler for at tilfredstille det kapitalistiske finansmarkeds akutte krise løser ikke kapitalismens krise. Kapitalismen er ikke et krisefrit samfundsystem, men et klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse – bourgeoisiet af Marx kaldet – udbyttter arbejderklassen, jorden og dens naturrigdomme med alle midler – blodige såvel som ublodige – uanset om det fører til ruinering af hele lande, massearbejdsløshed,- fattigdom og sult. Jagten på den maksimale profit er den væsentligste drivkraft for bourgeoisiet´s “investeringer” både i produktion, såvel som jord og fast ejendom og i virkeligheden politikens hovedmål, også i Danmark. Selve den moderne kapitalistiske økonomi overlever kun i kraft af omfattende statstøtte – som i EU er institutionaliseret i struktur- og regionalfonde hver år udbetaler billioner af €uro til kapitalistiske virksomheder og stater. Polen hvis statskapitalistiske “selvforvaltningssocialisme” i 1980´erne stod på sammenbruddets rand med en udenlandsgæld på 30 milliarder dollar, hvad der svarer til op imod 100 milliarder $ med dagens priser, vil i årerne fra 2007 til 2013 modtage 90 milliarder €uro – altså over 800 milliarder kr. i statsstøtte fra EU – for at sikre en udvikling af den kapitalistiske økonomi i landet. Derudover kommer milliarder af $ og €uro i “investeringer” fra udenlandske kapitalfonde , banker og andre kapitalistiske spekulanter alene til dette store centraleuropæiske “mønstereksempel” på kapitalismens “succes” og “effektivitet”.

I det 20 .århundrede fra 1930 érne har den “liberale og frie” markedsøkonomi i hovedtræk bestået af stats indgreb, statsstøtte, statsreguleringer, . . . . . stats finansierede imperialistiske krige, kapitalistisk støttede statskup fra Hitler til Pinochet. Intet kapitalistisk, liberalt regime skulle have overlevet uden omfattende . . statsstøtte,……. statslig bistandhjælp og krisehjælp , . . . indgreb i “”arbejdsmarkedets frie parters overenskomstforhandlinger” , . . . statslig egnudviklingshjælp som i dag løber op i billioner af kroner gennem EU´s forskellige fonde. I USA talte “Demokraten” Theodore D. Roosevelt om New deal i forsøget på at imødekomme kritikken af kapitalismen og dermed imødegå den kommunistiske kritik og “truslen” om en “socialistisk revolution” som i Rusland, hvor den første socialistiske Femårsplan indførte arbejde til alle, 7 timers arbejdsdag og konstant forberede levevilkår og velfærd for folket.
Om fattende statsprojekter blev sat ingang i USA i 1930´erne, gennem New Deal for at forhindre at massearbejdsløsheden og fattigdommen skulle udløse revolutionære kampe mod kapitalismen og føre til en socialistisk revolution , “som i Sovjet”.
New Deal eller Keynes-economics løste ikke kapitalismens krise , men forhindrede at krisen udviklede sig til et revolutionært opgør med og sikrede dermed at kapitalismen overlevede 1930´erne krise. I realiteten er det de omfattende statslige krigsoprustningsordrer for USA´s deltagelse i Verdenkrigen der bringer USA´s økonomi ud af krisens greb. Efter krigen sikrer kapitalen sin overlevelse gennem Marshallhjælp, s t a t s støttet militærproduktion, som i USA antager et omfang som vi skal tilbage til Hitlers Tredie Rige for at finde noget lignende.
Derfor talte den tidligere formand for “Venstre – Danmarks liberale parti” ; Fogh-Rasmussen om Velfærdssamfundet, og om at han er en bedre socialdemokrat end Thornings socialdemokrater.
Det er muligt af den “frie og åbne liberale markedsøkonomi” i en periode og i et bestemt område kan opfylde nogle af kapitalismens mange løfter. Vi kan tage banksnylterstaten Luxembourg, London City, Stockholm City, Shanghai, Hong Kong, Tokyo hvor der sikkert har været perioder med fuld beskæftigelse, stigende lønninger og profitter, men hvad hjælper det proletariatet og flertallet af mennesker på jordkoden som kæmper med arbejdsløshed, faldende realøn, stigende huslejer eller bolignød og for næsten en milliard; med at holde sulten fra døren; at der findes en stenrig overklasse i de velhavende metropoler med fuld beskæftigelse i perioder ?
Hovedsagen er at kapitalismen – markedsøkonomien – ikke er krisefri og ikke kan klare sig uden statsstøtte i længere tid. Før eller senere fører de kapitalistiske klassemodsætninger og markedsøkonomien til en ny krise, som en følge af dens iboende antagonistiske (uløselige) modsætninger mellem løn, profit og forbrug.

De liberale ideer bliver fremhævet når der er profit i dem – ellers fremhæves “samfundsansvaret” for kapitalens overlevelse som nu hvor den euro-amerikanske finanskapital har rodet sig ud i en kreditkrise pga finanskapitalisternes jagt efter nye rekordprofitter, træder den amerikanske nationalbank ind og redder de største kapitalistiske finansinstitutioner og banker fra en velfortjent konkurs til en pris af flere hundrede milliarder dollar.
Den moderne kapitalisme – vore dages imperialistiske klassesamfund – hviler grundlæggende på statsstøtte selvom “liberalismen” officielt fremhæves som den ideologiske overbygning.
Denne liberale politisk-ideologiske overbygning er dog bare en fernis. Den kvikhed hvormed Bush, Obama, Fogh, Thorning, Browne, Berlusconi og Sarkozy bevilgede milliarder i støtte til de private banker og finansinstitutioner der ifølge kapitalismens ideer om “det frie marked” naturligt skulle være bukket under og erstattet af “mere konkurrencedygtige entrepenører på det frie” marked, påviser dette faktum.
I virkeligheden fortsætter Bush, Obama, Browne, Fogh og Merkel den politik,der førte til den nuværende krise ;med at pumpe stadig flere milliarder ud på det kapitalistiske finansmarked for på den måde at holde den kapitalistiske økonomi oppe gennem at skabe en kunstigt overskud af kapital og penge.

Det sker for at forhindre at finanskapitalens profitter mindsker yderligere. Det sker ikke for at sætte en stopper for massefyringerne, udbytningen af arbejderklassen, tvangsauktionerne, hjemløsheden , fattigdommen og hungersnøden som følger af kapitalismen og dens krise.

Ligesom aggressionskrigene i Irak, Afghanistan og Palæstina fortsætter med at kræve milliarder af skattedollar og -kroner ; og og ikke mindst tusinder af irakiske, afghanske, amerikanske, danske og andre menneskeliv alene siden “krigen mod terror” blev erkæret af USA, de kapitalistiske Nato-staters Führerstat i år 2001.

Kapitalismen er hverken krisefri eller fredelig sådan som de borgerlige og suicidaldemokraterne påstår. Uanset hvor hvor mange reguleringer og indgreb som de skiftende borgerlige og socialdemokratiske forvaltere af kapitalismen opfinder vil det kapitalistiske system gå fra krise til krise – fra krig til krig. Det ligger i selve det kapitalistiske systems natur. Den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital, mellem løn og profit og mellem forbrug og produktion sikrer at den kapitalistiske økonomi går fra krise til krise mellem højkonjunkturerne som også er kriseprægede med masearbejdsløshed, inflation eller deflation trods den moderne kapitalistiske stats omfattende hjælpe- og støtteprogrammer for at modvirke den anarkistiske kapitalistiske cyklus og de relative overproduktionskriser.
Kapitalismen er et brutalt udbyttersystem– et gennemført klassesamfund – som ganske vist har gjort nogle millioner mennesker stenrige, men for majoriteten blandt jorden folk såvel i USA, som i Europa, Kina og Afrika koster kapitalismen hvert år millioner af døde :arbejdere i arbejdsulykker og i den faglige kamp, modstandskæmpere mod udbytningen og den neokoloniale afhængighed og udbytning, såvel som de fem millioner børn der dør hvert år på grund af underernæring og helbredelige sygdomme.
Men ifølge kapitalen og dens borgerligt-reformistiske forsvarere som gladeligt bevilger billioner af kroner til krig mod Iraks og Afghanistans folk og til profithungrige finanskapitalister og storbanker så er der åbenart ikke råd til at ansætte de 190 millioner arbejdsløse på jorden eller stille sulten hos de over 900 millioner der ifølge FN går sultne i seng hver dag, endsige sætte en stopper for krig, kriminalitet og vold og dermed sikre en tryg og sikkert opvækst for jordens børn

Når USA, Tyskland, Storbritanien, Danmark såvel som Sverige og andre EU-lande nu bevilger milliarder til bankerne og pumper ubegrænsede mængder penge ud i det finanskapitalistiske system er det en fortsættelse af den politik som førte til den nuværende krise.
Det var de enorme mængder overskudskapital som USA pumpede ud til finanskapitalen efter at dot-com spekulationsboblen sprak i 2000 – for at “undgå en fordybning af krisen” i den kapitalistiske økonomi – der har førte til den spekulationsbobel, knyttet til boligmarkedet, vi nu har set punkteret.
Derfor er fortsættelsen af den ekspansive udpumpning af likvider til den kriseramte finanskapital, benzin på det kapitalistiske inflationsbål – og opmuntring til endnu en omgang i den finanskapitalistiske spekulationsskrue.
KIlder::*1):IMF statistik 2007 : GDP for Norge var 2289 milliarder kr. (USA´s var ~13.844 milliarder dollar)
GDP: Gross Domestic Product er den samlede nationale produktion af tjenester og ydelser i den kapitalistiske sektor privat såvel som ofentlig. Kaldes også Brutto National Produktet BNP

Nationalbankdirektør: “For lav arbejdsløshed i Danmark”

torsdag, august 21, 2008

12 juni 2008 –

Oprørende udtalelser om arbejdsløsheden i Danmark

“Danmark har for lav arbejdsløshed”.

Jo, det sagde han :Nils Bernstein – som ikke er nogen “mand på gaden” eller almindelig dansker.
Hr. Bernstein er direktør for Danmarks statslige Nationalbank. Og dermed i daglig kontakt med landets ledende politiske og økonomiske magthavere. Han har “fingeren på magtens puls”, så at sige
Nationalbankdirektøren siger åbent hvad stærke kræfter i Danmarks kapitalistiske erhvervsliv håber på :at der bliver flere arbejdsløse danskere sådan at det som kaldes “mangeler i udbudet af arbejdskraft” forsvinder, dvs at den reelle massearbejdsløshed stiger i et sådant omfang at den kan bruges til at presse arbejderklassens og andres løn- og arbejdsforhold og dermed øge profitterne – også kaldet “indtjeningen”, overskuddet m.m.

Bernstein siger ligeud at “mangelen på arbetskraft” får de kapitalistiske arbejdskøbere til at betale høje lønninger”, hvilket presser inflationen op, men inte væksten.
Det er kapitalismens lov at varen arbejdskraft er den eneste kilde til merværdi og profit og dermed rigdom for det kapitalistiske samfunds forkælede og velopfedede overklasse.

For at sikre disse profitter og rigdommen behøves massearbejdsløsheden og -fattigdom i arbejderklassen.

Den Nobel-prisbelønnede amerikanske økonomen Milton Friedman forsøgte at kamuflere denne kapitalistiske klassepolitik mod arbejderklassen gennem teserne om “bekæmpelsen af inflationen” som det afgørende mål for den økonomiske politik.
At bekæmpelsen af pris-stigninger på den vigtigste vare under kapitalismen : varen arbejdskraft. dvs arbejderklassens løn- arbejds- og levevilkår dermed blev det vigtigste mål for den kapitalistiske stats økonomiske politik forsøgte man bevidst at holde udenfor den borgerlige offentlighed” af Friedman, Thatcher og Pinochet og deres mikrofonholdere i de borgerlige medier.

Og i Danmark står Nationalbank-direlktør Bernstein ikke alene med hans åbne kapitalistiske holdninger. De deles af en række økonomer, direktører og aktionærer i det kapitalistiske erhvervsliv.

Bernstein har – ligesom man engang sagde om neo-fascisten Mogens Glistrup – sagt højt hvad man tænker i visse dele af Danmarks herskende kapitalistiske overklasse.

Samtidigt er de klar over at Bernsteins tanker om massearbejdsløsheden som løntrykker inspireret af Friedmann – ført ud i praksis af Pinochet i 1970´ernes Chile,Thatcher i 1980´ernes England og Jeltsin-regimet i 1990´ernes Rusland – ville være politisk selvmord at gennemføre i Danmark idag.


Nationalbandirektør Bernstein og hans politisk “ideologiske trosfæller”:De politiske ledere af Storbritannien , Chile og Rusland fra 1970´erne til 1990´erne da den kapitalistiske kontrarevolution under ideologisk dække af de ultraliberale teser om det “frie marked” for globale kapitalister uden hensyn til lande- og stats-grænser eller arbejderklassens strejkeret og de kollektive overenskomster for alvor satte igang, ikke mindst pga svækkelsen og splittelsen af arbejderklassen og den revolutionære- og kommunistiske bevægelse : Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.


Danmarks Nationalbankdirektør forsvarer samme kapitalistiske økonomiske teori som Margaret Thatcher, Augusto Pinochet og Boris Jeltsin.
Derfor kalder Danmarks “arbetskraftsminister” Claus Hjort Frederiksen Bersteins forhåbninger om stigende arbejdsløshed for “uanstændig,” og han får medhold fra den såkaldte “opposition”. *
Den officiellearbejdsløshed i Danmark er 1,8 procent – den laveste siden begyndelsen af 1970´rne hvor kapitalismen havde en midlertidig “højkunjunktur”.

Men i realiteten er flere hundrede tusinde arbejdsduelige mennesker udelukket fra arbejdslivet. Både mennesker som kan arbejde fuld tid og andre: Over 350000 arbejdsløse i Danmark

Hvis nogen skal fyres i Danmark må det være Nationalbandirektør Bernstein. Det vil bidrage til en forbedring af det økonomiske klima i Danmark.

USA: Første fald i BNP siden 2001

tirsdag, august 5, 2008

31.juli 2008 *

Revideret statistik fra Handelsministeriet viste samtidigt at USA´s BNP-vækst var negativ,minus 0,2 procent, under det fjerde kvartal 2007.

Det var første gang siden tredje kvartal 2001 – samme tid som flyangrebet på Word Trade Center i New York som USA´s kapitalistiske økonomi direkte faldt under et kvartal.

Samtidigt kom der også ugeciffrer over antalet nyanmeldte arbejdsløse med ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse i Staterne som viste en stigning med 448.000 mennesker sammenlignet med ugen inden.Det var betydeligt flere end regnedrenge og analytikere havde “forudspået”.

Den danske neo-fascismes populistiske fader Mogens Glistrup – død

onsdag, juli 2, 2008

2.juli 2008 – *

Nulskatteadvokaten og stifteren af det ultraliberale og racistiske

Fremskridtsparti : Mogens Glistrup er død.

Mogens Glistrup stiftede i 1972 det højreliberale “Fremskridtparti”; som blev forløberen til Dansk Folkeparti og andre racistiske dækorganisationer. – efter at have fået taletid i DR , som jo ifølge flere ledende borgerlige politikere var styret af de “røde lejesvende”. Alligevel fik Glistrup frit spil til at fremføre hans vulgære “Old School”-liberale nulskatteprogram i FOCUS; et af DR´s populæreste fjersynssprogrammer.
Interviewet af Sten Bostrup i DR´s nyhedsprogram TV-Aktuelt svarer Mogens Glistrup at Statsminsterposten “Skal afskaffes” i en ren Fremskridtpartiregering og erstattes af en “Minister til afvikling af offentlig virksomhed”.
Baggrunden er den statsmonopolkapitalistiske centraliserring og skærpede udbytning af de arbejdende klasser i Danmark i begyndelsen af 1970´erne. Efter den statskapitalistiske centralisering efter “kommunalreformen” i 1970 hvor “1400 kommuner bliver til 300” samtidigt som tusinder af små selvstændige bukker under i den kapitalistiske konkurrencekamp.. I disse år bukker 10 småbønder og 7 købmænd og andre små forretningsdrivende under hver eneste dag som offrer for den statsmonopolkapitalistiske udvikling. Samtidigt stiger det statskapitalistiske skattetryk til nye højder.
Glistrup og Fremskridtpartiet appelerede både til småborgerskabet som var i konflikt med den mægtige kapitalistiske stat og dens bureaukratiserede kontrol og skatteopkrævning og til “egoistiske” velaflagte borgere som så en chance for slippe for at betale skat.
Kun i de mest tilbagestående lag i arbejderklasssen fik Glistrup og Fremskridtpartiet gennemslag.
Neo-fascisten Glistrup i selskab med den personlige og politiske ven nazisympatisøren Simon Spies, en anden af dansk erhvervslivs mange berygtede repræsentanter.

Allerede efter et par år står det klart at Glistrups højtreklamerede ultraliberale “nulskattevision” er en kapitalistisk utopi som ligesom Thatchers kyniske dystopi om at “samfundet eksisterer ikke”- er en vision som ville betyde indførelse af jungleloven og kapitalismens undergang på længere sigt.

Derfor nedtoner Glistrup og hans neo-fascistiske fremskridtsparti-fæller senere i 1970 ´erne “nulskatteideologien” og udtalelserne om at :

“Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.”

fra stiftelsen i København i 1972 glider i baggrunden . I slutningen af 1970´erne toner Fremskridtpartiets sande fascistiske ansigt frem med en åben racistisk hetz mod “jøderne”, undskyld muslimerne eller “muhammedanerne” som Glistrup udtrykker det med hans skabede blanding af bornholmsk-københavnsk overklasse accent.

I 1960´erne begyndte Mogens Glistrup´s stjerne at stige frem i den reaktionære kapitalistiske overklasse i København som kapitalistisk skatterådgiver og advokat for de rige, bl.a for hans gode ven, kapitalisten og nazi-sympatisøren Simon Spies. Som ejer af et mondænt advokatbureau skabte han det ene fiktive aktieselskab efter det andet med formålet at “give til de rige” ved unddrage staten millioner i skatter – angiveligt helt legalt ifølge Glistrup og flere skatte”eksperter”.
Derfor er det ikke forkert at sige at:

Fremskridtpartiets virkelige mål : Bevarelsen af kapitalistisk rigdom

  I partiets samledes alle mulige obskure småborgerlige, anarkistiske og kapitalistiske skattesvindlende typer ud over nazi-sympatisøren Simon Spies, f.eks den politiske bonderøv Kristian Poulsgaard. Han bidrog til Fremskridtpartiet som underholdende politisk cirkus. Men det var de mere alvorlige skræmmende typer som dyrlægen A. Th. Riemann som i flere omgange blev dømt for hans hadefulde racistiske hetz mod “muhammedanerne” der udstak Fremskridtpartiets og senere Pia Kjærsgaard klare racistiske anti-muslimske kurs.
Hetzen mod muslimer som allerede i slutningen af 1970´erne var begyndt at vinde acceptans i borgerlige kredse som en legitim politisk strategi for at splitte arbejderklassen og de progressive kræfter og udpege syndebukke for kapitalismens krise på samme måde som tidligere hetzen mod jøder blev set som en legitim måde at manipulere, ophidse og splitte de arbejdende og progressive lag for på den måde at opretholde den kapitalistiske orden og ejendomsret mod en truende socialistisk revoltution.
Det udtrykkes også i det danske borgerlige presseburau Ritzau med ordene:

Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande.

Jo . Glistrup var en rigtig helt i borgerlige kredse: “Lavere skat” og “ned med muslimerne” og genindførelse af dødstraffen.

I 1980´erne ryddede formiddagsbladet BT forsiden med en udtalelse fra “fremskridts”-lederen”:
“Lad dem dø” – sammen med billedet af sultende udmagrede mennesker i et af de undertrykte lande som imperialismen havde udbyttet og undertrykt til “sultedøden”.
Glistrup gav udtryk for hans afstumpede og kyniske facistiske menneskeforagt med kravet om at “lade dem dø'” – disse udsultede mennesker skulle ikke hjælpes med at overleve ifølge Glistrup, men overlades til “det frie kapitalistiske junglelov” så at sige.
Udtalelserne blev mødt af en storm af protester – dog ikke fra “Fremskridt”-partiets medlemmer.

Kopi af Ritzau´s telegram:

“Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, døde tirsdag aften i sit eget hjem. Glistrup stiftede i 1972 Fremskridtspartiet, som ved jordskredsvalget året efter kom i Folketinget med hele 28 mandater. Glistrup gik forrest i kampen for en lavere skat og advarede mod indvandring til Danmark, ikke mindst fra muslimske lande. Han sad i Folketinget fra 1973 til 1990 afbrudt af et ophold i Horserød Statsfængsel fra 1983 til 1986 for skatteunddragelse.

Ballade i Fremskridtspartiet førte i 1995 til dannelsen af Dansk Folkeparti, hvor Glistrups tidligere suppleant, Pia Kjærsgaard, blev formand.”

Glistrups politiske medløber Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på hans betydning som udløser af den neofascistiske fornyelse med ordene:

“- Glistrup var en enestående fornyer. Det skal man ikke tage fra ham. Han talte, så almindelige mennesker kunne forstå det. Pludselig blev politik meget mere nærværende. Så rørte han ved ømme punkter: Bureaukratiet og skattepolitikken. Det gjode han fantastisk, men han blev jo så sin egen værste fjende. Han har altid været sin egen, men jeg tænker tilbage på ham med respekt. …. Han er den politiker, der har betydet mest for mig. Det kan ikke være anderledes. Det var ham, der fik mig til at gå ind i politik. Det var ham, som jeg beundrede mest i de første mange år. At tingene så vendte, er velkendt for de fleste.”

Og IKKE et eneste ord om hovedfjenden : “muhammedanerne” og de “farlige og reaktionære muslimer” fra Glistrups politiske arvtager P.Kjærsgaard.
Understøttet af Danmarks borgerlige presse og andre media , herunder “de røde lejesvendes DR” kunne Glistrups “Fremskridtsparti” rekrutere ikke bare Pis Kjærsgård, men også inspirere til dannelsen af en norsk kopi: Glistrup var en af hovedtalerne ved stiftelsen af ALP: “Anders Langes Parti til sterk nedsettelse av skatter, avgifter og offentlige inngrep” – forløberen for det reaktionære, chauvinistiske norske “Fremskrittsparti“.
Et parti som blandt andre rekruterede den Anders Behring Breivik, som var ansvarlig for det “antimuslimske” terrorangreb i Norge den 22.juli 2011, et af mange blodige fascistiske terrorangreb i Skandinavien siden Anden Verdenskrig.

Højreliberale Jyllandsposten; organisator af de antimuslimske terrorkarikaturer af den semitiske profet Muhammed; kalder den afdøde “Fremskridtsleder” for “dansk politiks provo” – men der var intet “fornyende” eller progressivt eller fremskridtvenligt over partiets politik, snarere tilbageskuende , tilbagestående, småborgerligt og reaktionært.

Fakta om Mogens Glistrup

Mogens Glistrup var fra 1955 til 1963 lektor i skatteret i Danmark, og han skrev bl.a en lærebog i området. Den kapitalistiske stats bureaukrati voksede i 1960´erne sideløbende med den offentlige velfærdsektor og skatterne steg og steg. Det var også et led i imødegåelsen af den “kommunistiske trussel” som for alvor voksede frem efter det socialistiske Sovjet´s og dets alieredes sejr i befrielseskrigen i 1945. Velfærdsrettighederne og kontrollen med borgerne skulle modvirke “kommunistisk indflydelse”. Det gælder i alle de vesteurropæiske lande – undtagen Spanien,Portugal og Grækenland hvor fascistiske regimer blev holdt ved magten af USA og UK.
Redaktøren på det socialdemokratiske dagblad Aktuelt Bent Hansen udgav i 1969 bogen “Velstand uden velfærd”, hvor han redegjorde for, hvordan det store statslige administrationsapparat privilegerede dem, der havde særlige juridisk og økonomisk ekspertise, mens de borgere, som ikke havde kundskaber til at forstå og kritiserede administrationen, fik svært ved at gøre sig gældende. Glistrup har siden fortalt, at han da godt kunne have sat sig i studiet og analyseret problemerne med den offentlige sektor og redegjort for, hvordan dem med de gode advokater selv kunne bestemme, hvor meget de ville betale i skat, hvorimod den lille mand uden advokat og revisor var henvist til at betale den fastsatte skatteprocent.
FOCUS-udsendelsen som blev vist i DR – som jo var “styret af de røde lejesvende” som en Venstrepolitiker udtrykte det – fik dramatiske effekter. Finansminister Poul Møller skrev et brev til Radiorådet, hvor han spurgte, hvordan en advokat kunne få lov til at fremsætte “meninger i så flagrant strid med landets love?”
Men en ligningsdirektør fortalte fire dage efter udsendelsen til B.T., at Glistrups manipulationer og transaktioner, var inde for lovenes grænser ,så vidt han kunne se. 10 dage senere erklærede Mogens Glistrup i et radiointerview, at hans egen trækprocent var nul.
Glistrup blev i 1971 opstillet for Det Konservative Folkeparti, men den lokale opstilling blev annulleret. Han stiftede så Fremskridtspartiet den 22. august 1972 og ledede det som kampagneleder 1973-1983 og 1999-2001.

 

Læs også : Ultraliberalisme og muslimhetz hånd i hånd

 

 

Volvos værste krise nogensinde: 2000 fyres på fabrikkerne i Sverige og Belgien

torsdag, juni 26, 2008

25 juni 2008 – *

2000 fyres på de FORD-ejede Volvo-bilfabriker i Sverige og Belgien

Ford-koncernens finansielle krise som nu falder sammen med den den gennerelle kapitalistiske krise, USA-valutaens fald og stigende brændstofpriser.
Det er hovedårsagerne bag FORD-koncernens krav om nedskæringer på datterselskabet “Volvo Car“s budgetter på omkring $662 millioner ~3,2 milliarder kr.
Det er baggrunden for at 1.200 personer nu bliver fyret på Volvo´s fabrikker i  Olufstrøm og i Göteborg (Torslanda-fabriken) i Sverige samt 800 personer på bilfabriken i Ghent i Belgien

Læs videre: FORD på falittens rand

“Junglens lov :Kamp på liv og død i den kapitalistiske bilbranche”

Da AB Volvo-koncernen i 1999 solgte hele Personbils-divisionen til Ford Motor Kompagny for 6,5 milliarder dollar, hvad der svarede til 50 milliarder Svenske kr., var det med støtte fra den faglige Fællesklubs socialdemokratiske ledelse. Det skulle garantere arbejdspladserne som klubformanden Olle Ludvigsson manende slog fast.
Socialdemokratiske tillidfolk havde den naive opfattelse at “Ford køber ikke Volvo for at nedlægge fabrikken”. Nej, Ford betalte 50 milliarder i Cash for at komme over varemærket Volvo og de profitter som løbende skabes på de rullende produktionsbånd på bilfabrikkerne i Sverige og i Belgien.
Nu er Ford på falittens rand og flere af Fords fabrikshaller i USA står gabende tomme, mens tusinder af Fords bilarbejdere har måtte stille sig i arbejdsløshedskøen. Samtidigt har man – uofficielt og bag om ryggen på fabriksledelsen i Gøteborg – forsøgt sælge Volvo Personbiler til forskellige kapitalistiske spekulanter i det sidste års tid.

Volvos arbejdere og andre ansatte har bidraget med to-cifrede milliardbeløb til Ford-koncernens slunkne kasser.
Frem til 2006 var Volvo-bilfabrikkerne storleverendører af nettoprofitter til Ford-koncernens slunkne kasser.
Nu ni år senere er Ford-koncernen kørt i bund trods bilarbejdernes store opofringer i form af løntilbageholdenhed og opsigelse af de omfattende velfærdsprogrammer. Det tidligere magtfulde amerikanske bilarbejderforbund United Auto Workers UAW – som blev født i tredivernes hårde klassekampe mod den magtfulde kapitalistiske ejer og nazi-sympatisør Henry Ford som i mange år afviste enhver snak om overenskomster og fagforeninger – kom FORD og de andre storkapitalistiske bilselskaber i møde ved gå med til opsigelse af de overenskomst- sikrede velfærdsprogrammerne – med sygedagpenge og pensionsrettigheder for de UAW-organiserede arbejdere i de Forenede Stater.
Ford-koncernen´s regnskaber for 2007 viser et underskud på 17 milliarder US-dollarer ~ 85 milliarder kr og kassen er tom i Detroit.
Og de kapitalistiske kreditvurderingselskaber afråder bankerne at låne penge til selskabet.
Samtidigt er de storkapitalistiske sjakaler og hyæner begyndt at flokkes omkring byttet. Ford-kapitalisterne så sig tvunget til at sælge “Jaguar”, “Land Rover” ” Austin Martin”.
Det sidste år har man forsøgt at sælge Volvo for $8 milliarder.
Ford har også budt kapital fra Las Vegas kasinos – der jo er kendt som en hvidvaskning-central for den kapitalistiske mafias blodpenge og narkokartelllernes virksomhed. Det er sket ved at Las Vegas-spekulanten Kirk Kerkorian nyligt har købt en 5%-andel af Ford.
Kerkorian er blevet milliardær på hasardsspillet og hvidvaskningen af de kapitalistiske mafiaorganisationers kapital i Las Vegas
Som kapitalistisk aktionærer er Kirk Kerkorian – gennem det aggressive kapitalistiske investeringsselskab Tracinda Group – gået offentligt ud og stilet krav  til Ford-ledelsen om at “sælge Volvo og the US Mercury mærket”.
Det sker samtidigt som amerikanerne flygter fra Fords og Volvo´s brænselslugende SUV´er, Jeeps og andre af koncernens brændstofslugende køretøjer.
En trøst for Ford er at krisen for USA´s største bilkoncern General Motors ikke er mindre.
SVENSKA:
Volvo Personvagnar varslar 1.200 personer om uppsägning, främst i Göteborg och Olofström.
Volvos sparpaket

Varslet är uppdelat på 1.105 personer på Volvo Personvagnar i Göteborg, 50 personer på Karosskomponenter i Olofström och 45 på marknadsföringsbolaget Volvo Personbilar Sverige.
Hele nat-skiftet på Torslandaverken ved Gøteborg nedlægges. Det er 600 mennesker, hovedparten arbejdere som berøres af nedlægningen af natholdet.
Udover varslet planerar företaget att minska personalstyrkan med cirka 300 funktionærer udenlands och opsiga kontrakter med omkring 500 konsulenter.

20.maj 2008 – 05;34
Industriforbundet IF Mettall´s blad “Dagens Arbete” analyserer : Volvo Personvagnar står inför sin värsta kris någonsin. Försäljningen sjunker, förlusterna stiger och i bakgrunden styr en utfattig amerikansk ägare med egna, halvtomma fabriker dit delar av Sverige-tillverkningen skulle kunna flytta.

Gårdagens besked att Torslandafabriken skulle gå ner från treskift till tvåskift var knappast oväntat. De signalerna kom redan i februari då det stod klart att Volvos försäljning dalade.

Det oväntade var snarare sättet som nerdragningen offentliggjordes på. Facken fick beskedet via media, inte vanligt på Volvo där ledningen alltid varit noga med att informera facket om förändringar i produktionstakt.

En ny, hårdare attityd från ledningen? Eller ett tillfälligt avsteg från rutinerna som tecken på plötslig frustration?

Hårdare tider väntar Volvo Personvagnar och dess 25 000 anställda.

Kallduschen kom för någon månad sedan då Volvos ägare Ford för första gången särredovisade Volvos resultat för det första kvartalet. Minus 884 miljoner kronor. Jämfört med plus 550 miljoner för ett år sedan.

Ford-ledningen i Detroit avkrävde en åtgärdsplan av Volvochefen Fredrik Arp. Men hans första plan hamnade i papperskorgen. Hårdare tag efterlyses nu.

Det finns tre akuta orsaker till Volvos problem.

1. Dollarkursen. Volvo går runt när dollarkursen ligger runt 7:50 kronor. I dag skvalpar den runt 6 kronorsnivån, ibland under.

2. USA-marknaden. ”Den har kollapsat”, förklarar Fedrik Arp i dagens Göteborgs-Posten. USA köper en fjärdedel av Volvos produktion. I fjol backade efterfrågan från USA med hela 9 procent.

3. Dyrare råvaror. Inköp av exempelvis stål, olja och metall blir allt dyrare.

Till det ska läggas ett otidsenligt modellprogram med törstiga bilar. Volvo har knappast lyckats profilera sig med någon miljövänlig bil, där ligger konkurrenterna långt före.

Enligt Fredrik Arp innebär sjunkande dollar och dyrare råvaror att kostnaderna för företaget stiger med hela 13 miljarder kronor om året. Att kompensera detta med att ta ut högre pris på bilarna låter sig inte göras. I synnerhet inte på den viktiga USA-marknaden där företagen tävlar med frikostiga rabatter.

Amerikanska marknaden har säckat ihop förr. Och då har det alltid spekulerats i att Volvo skulle flytta tillverkning dit utan att något hänt.

Den diskussionen förs även nu. Skillnaden mot förr är att nu har Volvo Personvagnar en amerikansk ägare med egna halvtomma fabriker. Det betyder inte att man kan flytta tillverkning från en dag till en annan över länderna. Volvo är fastvuxen i den europeiska och framförallt västsvenska leverantörsmyllan som förser Torslanda och belgiska Gent med komponenter.

Men under åren har Volvo växt samman med Ford. Volvo delar allt mer med Fords bilar, vilket – teoretiskt – skulle göra det lättare att på sikt börja tillverka Volvo i USA. Men det är ett scenario för några år framåt och har inget med dagens volymsänkning med färre producerade bilar att göra.

Volvo måste brottas med två frågor: Hur ser framtiden ut efter 2012 då dagens modeller ska ersättas med nya? Hur ska företaget klara sig fram till 2012?

Två frågor och två parallella diskussioner där sista ordet tillfaller en ägare som inte har några pengar och som kanske, när allt kommer omkring, egentligen inte alls vill äga Volvo.

Krafter inom Ford vill sälja Volvo för att få in pengar till det sargade moderföretaget. Men Fordledningen har motsatt sig försäljning. Än så länge.

Klart är att Volvo Personvagnar skulle kunna säljas till betydligt lägre pris än vad Ford köpte för. Ford betalade över 50 miljarder kronor. Nyligen skrev man ner värdet på Volvo till hälften, 25 miljarder.

Volvos värde varar, hette det i den gamla reklamen. Frågan är: varar värdet till 2012? Och sedan?

Frågetecknen – och oron – hopar sig kring Volvo Personvagnar.

HARALD GATU

Andre media:

Automotive industry: Carmaker Ford facing dire financial crisis

Liverpoll Daily Post: Credit crisis threat to Ford sale strategy

Hvem ejer et af USA´s sidste familedynastier, Ford Motor Compagny

Brigate Rosse fik hjælp af folk i Italiens efteretningstjeneste til kidnapningen og mordet på Aldo Moro

onsdag, juni 11, 2008

3.April 2008


Her følger en kort og ufuldendt gennemgang af Brigate Rosse´s kidnapning af den italienske toppolitiker Aldo Moro, fra det “Kristen-Demokratiske” parti DC, i 1978: “Brigate Rosse” – eller de “Røde Brigader” var en af de flere hundrede venstreradikale,autonome og anarkistiske grupper som i 1970`ernes Italien proklamerede at de ville “befri arbejderklassen og indføre kommunismen” . Mange af disse grupper var infiltreret eller ligefrem oprettet af de italienske efterretningstjenester (P-2 og andre) eller amerikanske CIA. Det skete for under falsk flag at miskreditere den revolutionære og kommunistiske bevægelse.

De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere Statsminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe “kommunisterne” i Enrico Berlinguers reformistiske P.C.I. til magten, hævder de.

“Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”
Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA ryddede Chiles Præsident Salvador Allende “af vejen” i det som nu kaldes den “den første nine eleven”; den 11/9 1973, fordi han tog mere hensyn til hans eget land og folk end til de kapitalistiske interesser som blev varetaget af politikere og generaler i Washington.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem”:

”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi de venstreradikale grupper i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

Mørklægning :Sandheden, der aldrig kom frem

På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død.

Aldo Moro, tidligere Statsminister og en af Italiens mest fremtrædende politiker i efterkrigstiden, som fange hos “Brigate Rosse” i 1978

ROM – Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var Formanden for “D.C.” ,det “Kristendemokratiske” regeringsparti blevet kidnappet, da en gruppe; angiveligt “røde terrorister”, skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputeret-kammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra det Nato-positive og reformistiske PCI ” , som dermed ville have opnået fuld parlamentarisk legitimitet i NATO-landet Italien .

Det erklærede “Kommunistiske” -PCI havde ved parlaments-valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

“Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise” for det borgerlige-kapitalistiske herredømme i Italien. “Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag,” mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

“Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige,” forklarer Flamigni. “Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum.”

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten – en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

“Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt.”
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen og forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand – ikke mindst fordi de vesteuropæiske staters efterretningstjenester brugte alle midler for at infiltrere og på den måde kontrollere den revolutionære venstrefløj i 1978. “Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne,” påpeger Flamigni.
* * * * *
Det italienske indenrigsministerium opretholder hemmeligholdelsen af dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for det reformistiske, men erklærede “kommunistiske” PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:
“Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI,” . . . . fortsætter Flamigni.

“Allerede under krigen i Oktober 1973, som brød ud under den jødiske højtid “Yum Kippur”, mellem styrker fra de arabiske stater Ægypten, Syrien,Irak og Israel, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham. “Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af hvad der blev kaldt en “kommunistisk valgsejr”. I 60’erne og 70’erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte “Operation Chaos” med det formål at miskreditere alle politiske kræfter der havde positive forestillinger om kommunismen som politisk-økonomisk alternativ til den herskende kapitalistiske udbytterorden. * * *
PCI : “Italiens KOMMUNISTISKE Parti” blev med alle midler holdt ude fra den politiske magt i Italien , ikke fordi den revisionistiske Enrico Berlinquer-gruppe i PCI-ledelsen havde udbredte reformistiske illusioner om den “italienske kapitalismes demokratiske karakter” og det gode ved Nato-militærbaser , men fordi PCI i store dele af det italienske proletariat stadig blev betragtet som arvtager til det stolte, revolutionære og ærerige KOMINTERN-Parti , hvis tusinder af martyrer; Antonio Gramsci og tusinder af andre kommunister lagde grunden for Italiens befielse i 1945, lagde grunden for at arbejderklassen kunne flytte sine positioner frem i klasekampen for sociale og demokratiske rettigheder.

Antonio Gramsci – grundlægger af KOMINTERN-partiet P.C.I. – Italiens Kommunistiske Parti og partiets betydeligste leder, strateg og politisk filosof frem til døden efter flere års ophold i fascistisk fangenskab.

* * * * *
Netop fordi revisionistgruppen omkring Enrico Berlinguer, PCI´s formand 1972-84, fastholdt det kommunistiske “efternavn” som i KOMINTERN-epoken tilkæmpede sig rollen som den italienske arbejderklasses ubestridte fortrop; skulle PCI holdes ude. Og naturligvis for at opretholde den vestlige antikommunistiske myte om at kommunismen ikke har nogen opbakning i arbejderklassen og de brede arbejdende masser.

Ugebladet TIME Magazine fremmaner den “RØDE TRUSSEL” med et portæt af PCI´s Berlinguer på forsiden af bladet den 14.juni 1976.

At Berlinguer-gruppen fastholdt det kommunistiske navn skete af opportunistiske grunde ved vi – – for PCI-revisionisterne besluttede i 1991-92 at det ikke var så opportunt at have et “kommunistisk efternavn” og begyndte at kalde sig “Venstredemokrater”. Højreopportunisterne fra PCI fortsatte højre-marchen og kalder sig idag slet og ret “Demokrater”.

I Italien udmøntede USA´s “beskidte krig mod kommunismen” sig i “spændingens strategi” – dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra både det reformistiske PCI og de revolutionære komunistiske kræfter i det italienske proletariat og folk, gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Et terrorattentat, som skulle skabe en “offentlig chocktilstand”, på samme måde som “Rigsdagsbranden” i Berlin 1933 eller 11.september (1973 og 2001) var med til lamme det politiske liv, teroriserre og skræmme den civile offentlighed, og dermed skabe frygt, et vigtigt led i den kapitalistiske chockterapi som indledning for det kapitalistiske bourgeoisis liberal-fascistiske kontrarevolution.
Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.
Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for “det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk”. Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader. * * *
“I et af sine breve fra Brigadernes fangenskab , hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: ‘Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?’ Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende,” . . . . fremhæver Flamigni.

I parantes kan det bemærkes at der i 1980´erne dukkede en “Socialistisk” terrorgruppe op i Danmark under navnet DSB; Danmarks Socialistiske Befrielseshær som angiveligt gennemførte nogle bombesprængninger. DSB-terroristerne var uden tvivl en sådan reaktionær terrorgruppe som under falsk flag forsøgte at mistænkeliggøre revolutionære socialister og kommunister. Alene navnet gav associationer til den gammelnazistiske terrororganisation DNSB.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA deres ekspert ud i det terroristiske, Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere været involveret i et antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). *
P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for terror-attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man fabrikerede et falsk presse-kommuniké fra “De Røde Brigader” med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra de “rigtige Røde Brigader”, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper
“Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel,” siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (“Vi har slået Aldo Moro ihjel”), som udkom i 2006:

“De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv.”

Allerede i den allerførste bog om sagen, L’affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som “en paradeforestilling” og “det uovervindelige indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd”. Pieczenik, der i dag ernære sig som forfatter af letlæste spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

“I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem.”

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i tyske RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit (jødehader), og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland (NPD).
Den anarkistiske politiske kortslutning er fuldbyrdet.

Få organisationer har som RAF og de Røde Brigader, været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende intelligente mennesker (som ikke skal forveksles med de såkaldte “intellektuelle akedemikere”)-
Spørgsmålet er hvilken form for opportunistisk idioti Herr Mahler nu dyrker ?: det vulgære og unyttige idioti eller det for bourgeoisiet nyttige idioti ?
En sag er sikker; hverken Mahlers tidligere holdninng som fortaler for den individuelle terror i de undertryktes navn eller hans “nye” anti-muslimske (-semitiske) og højreradikale holdninger tjener arbejderklassen og de undertrykte folks sag. Tværtimod.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Røde Brigader,RAF, Blekingegade-gruppen og tusinder af andre småborgerlige ‘aktivistgruppers’ ‘aktioner’. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og ‘RAF`s’ retorik smagte lidt af ‘Rød Revolution’, var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse ‘Røde Arme’-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, ‘udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.’

Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes ‘maoistisk’, ‘rød’ eller ‘venstreorienteret’, men deres klassemæssige baggrund er den samme som Brigate Rosse` og RAF´s, eller som bagmændene til 11. september (Osama bin Ladin med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som ‘Stemmen’, et af medlemmerne, siger til Øvig: “Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . . ” –
FAKTA om Le Brigate Rosse, de Røde Brigader: Venstreopportunistisk maoistisk byguerillagruppe som blev stiftet i 1970. BR som i 1970´erne udviklede sig til Italiens ledende “venstreradikale byguerillaorganisation” bestod hovedsagligt af intellektuelle og akedemikere og havde størst succes med at rekrutere middel- og overklassestudenter fra universiteterne. Det proletariske element var markant underrepræsenteret.
BR lederne var ideologisk påvirket af den småborgerlige maoisme samtidigt som de proklamerede sig som “marxistisk-leninistisk”.
En modsætning som var et klart udtryk for den politiske forvirring iblandt de intellektuelle ledere.
Det er også vigtigt at understrege at BR ikke opstod i et vacum. Den 12.december 1969 blev Italien rystet af massakren på Piazza Fontana i Milano: Et fascistisk bombeattentat, et åbent terrorattentat rettet mod civile og et led i den “spændingens strategi” som det italienske bourgeoisis mest reaktionære fraktioner havde slået ind på .
Den fascistiske terroraktion skulle polarisere og skabe “terrorhysteri” i det italienske samfund for på den måde at skabe politiske muligheder for at fascisere og militarisere samfundet og dermed afskrække de progressive og demokratiske lag og ikke mindst den militante italienske arbejderklasse med de stolte kommunistiske kamptraditioner at søge revolutionære kommunistiske løsninger på kapitalismens generelle krise. * * * * *

Nato-landet Italiens regeringsleder Aldo Moro´s håndtryk med PCI-formanden Enrico Berlinguer i 1977 irriterede USA´s og dele af Italiens politisk-økonomiske elite fordi det var stik imod de vulgære antikommunistiske propagandeforestillinger af “comunisti come mangia-bambini” – “kommunister som spiser børn” som den vestlige og eksil-russiske propaganda havde gentaget siden Oktoberrevolutionen i 1917 med undtagelse af et par år efter den Røde Hær´s sejr i befrielseskrigen mod de fascistiske anti-kominternmagter (blandt andre Fascist-italien ) i 1945

* * * * * Samtidigt optrådte det reformistiske PCI stadig mere reaktionært og klassesamarbejdende og forsøgte systematisk at begrænse den italienske arbejderklasses og ungdoms politiske og økonomiske kampe til hvad kapitalen kunne acceptere, det vil sige indenfor de rammer som det italienske bourgeoisi og deres storekapitalistiske allierede i Nato, dvs USA kunne acceptere.
BR koncentrerede sig frem til december 1981 på aktioner mod hjemlandets politiske ledere, hvor den amerikanske general James L. Dozier, chef for NATO-landstyrkernes ´s adminstrative center i Verona blev bortført af gruppen. Generalen blev fritaget to måneder senere.

Kilder:Berlingske Tidende 1/4
Læs også om :RAF: Anarkister og venstreradikale “terrorister” som et politisk redskab for det tyske bourgeoisi * * * * * * * *

PET´s “nyttige idioter” i Blekingegade

Frygten råder i USA :Finanskrisen fordybes.

tirsdag, juni 10, 2008

21.Apr. 2008 – *
NEW YORK *(Bloomberg/e24.no)- Den kapitalistiske finanskrise som blev udløst i fjor efter sammenbruddet i det såkaldte subprime-kreditmarked – et omfattende kapitalistisk spekulationscirkus som ingen idag vover spå omfanget af – fortsætter .
Tvangsauktioner, konkurser , massefyringer sender tusinder af amerikanere ud i hjemløshed og arbejdsløshed. Millioner af fattige amerikanere som ikke har råd til at eje deres bolig er udset til at betale for finanskapitalisternes krise og fejlspekulationer.
I visse byer ligner hele kvarterer spøgelsesbyer – hvor halvdelen af beboerne er tvangsauktioneret ud af deres hjem – mens husene forfalder og kriminelle plyndrer de tomme huse sidder den anden halvdel der stadig har et hjem og ser gaderne forvandlet til kulisser for det kapitalistiske forfald og kriminalitet. Men nu bliver de finanskapitalistiske kreditselskaber på Wall Street og banker i Europa som i deres jagt efter hurtige profitter har skabt de “fordelagtige” “subprime”-kreditlån – stævnet af flere kommuner i USA, bl.a Deutsche Bank – en af Europas største banker har fået flere stævninger.

Det er en reaktion på det som siges mand og mand imellem at : “MAIN-street betaler regningen – mens Wall-street får milliarder i statsstøtte”

– – – Stadig stadig flere spørger sig selv om jubel-prognoser fra USAs ledende kapitalistiske banker har vært noe vel optimistiske.

Mandag morgen blev det kjent at USAs nest største bank, Bank of America, (BAC) leverer et resultat i første kvartal som er langt under analytikernes forventninger.

Resultatet for banken faller 77 prosent i forhold til samme periode i 2007. Aktien gik ned med 2,5 prosent.

Stort bedre går det ikke for Ohios største utlåner, National City. Banken faller til sitt laveste nivå på hele 17 år etter at de ble tvunget til at skære ned på selskapets dividende, altså selskapets inntekter fra aksjer.

Dystre ciffrer

Nu sælges aktien til udsalgspris :40 prosent lavere end aktieprisen ved børslukningen i sidste uge. Aktien rasede ned 21,6 etter at meldingen ble sluppet og er klokken 19:41 norsk tid ned 27,17 prosent, og står dermed for mandagens største fall på S&P.

Nedturen for to store amerikanske banker fører til at frykten nok en gang får fritt spillerom på Wall Street. S&P falt rundt lunchtider i New York med 0,4 prosent til 1.384,46 poeng. Dow Jones falt 0,36 prosent til 12.797,58 poeng, mens Nasdaq falt 1,7 prosent til 12.797,58.

– Vi kommer til å se langt flere dårlig resultater fra bankene og en god del flere nedskrivninger, sier analytiker Kevin Caron i til Bloomberg tv.

Flere nedskrivninger venter

Dette er et langt mer pessimistisk syn enn toppsjefene i JPMorgan, Goldman Sachs, Lehman Brothers og Morgan Stanley har uttrykt de siste ukene. En etter en har de påstått at vi har lagt bak oss det verste av kredittkrisen.

– Hvert kvartal har de spået at det værste er ovre. De siger at vi har taget afskrivningene og herfra er det rosenrødt. Og hvert eneste kvartal har de taget fejl. Jeg tror vi ser det samme igjen her, sier grunnleggeren av hedgefondet T2 Partners, Whitney Tilson, til Bloomberg.

I tillegg til de to nevnte bankene faller flere regionale amerikanske banker. First Horizon National i Memphis, Tennessee, Cleveland-baserte KeyCorp og Philadelphia-baserte Sovereign Bancorp rammes alle av investorenes frykt for videre kreditproblemer.

– Svagere resultat fra Bank of America svækker investorenes håb om at selskapet vil slippe fra problemene på de globale kreditmarkedene, siger analytiker Nicholas Mosley til MarketWatch.

Blodbad på den kapitalistiske Wall Street-aktiebørs efter ny olieprisrekord

lørdag, juni 7, 2008

7.jun 2008 – 09:36 * NEW YORK (

Råolieprisen nåede nye rekordniveauer i går fredag – samtidig som arbejdsløsheden i USA´s kapitalistiske økonomi stiger hurtigere end det er set i de sidste 20 år.
Det har overrasket selv de mest pessimistiske regnedrenge og analytikere.
De kapitalistiske spekulanter på aktiebørsen i New York fik en hel del at tænke over og de reagerede med at “slagte” en række store finanskapitalistiske aktier.
Derfor faldt aktiekurserne drastisk.

Råolie-terminen for juli-leverance på New York´s råoliebørs (nymex) lukkede da prisen nåede den nye rekordnotering på 138 dollar og 54 cent pr tønde. Prisløftet på 10,75 dollar pr tønde var det største prishop hidtil på en og samme handelsdag.

Beskeden slog også hårdt mod den kapitalistiske fly-maskine-sektor. Flyproducenten Boeings aktie faldt 5,4 procent i værdi.
Som sædvanlig når profitterne for de kapitalistiske ejere er truet – er industrien begyndt at klynke og flæbe op om at “flyindustrien er truet” hvis der ikke gøres noget ( forstået som “krisehjælp i form af skattekroner og anden  erhvervstøtte fra statens og regeringers side).
Det kommer fra en industri som i årtier er blevet forkælet med fritagelse fra moms, afgifter og skatter på flybrændslet – i modsætning til brændstof til tog,busser og biler som beskattes med flere hundrede procents afgifter.

De kapitalistiske finans-aktier fik rigtige tæsk over hele linjen. Forsikringsgiganten American International Groups aktie faldt med 6,3 procent. USA:s tredje største bank, JP Morgan Chase, faldt med 4,8 procent og den kapitalistiske investeringsbanken Morgan Stanley rasede ned med 8,5 procent 

Tidligere på dagen kom der uventet dystre ciffrer om udviklingen på det kapitalistiske arbejdsmarked i Staterne. Arbejdsløsheden i USA er ikke steget så hurtigt siden 1986 som den gør nu ifølge statistiken for maj måned.
Ifølge den officielle statistik mangler 5,5 procent af de Forrenede Staters arbejdsduelige befolkning et arbejde, hvilket er det største antal arbejdsløse siden 2004.
Den kapitalistiske industri-kæmpe General Electrics aktie faldt med 3,4 procent.
Dow Jones industriindex gik ned med 3,1 procent og lukkede på 12 209,8.
Nasdaqs kompositindex (teknologiaktier) faldt med 3,0 procent til 2 474,6.

HVORFOR fortsætter olieprisernes himmelflugten 

 


Den væsentligt forklaring til den oliepriseksplosion som vi har været vidnet til siden sidste sommer da den den kapitalistiske finanskriuse brød ud i USA er kapitalistisk spekulation. Den kapital som tidligere sugede profitter ud af det kapitalistiske ejendoms- og boligmarked har nu som vampyrer kastet sig over olie, fødevarer og ædelmetaller for at tilfredstille deres umættelige profit-hunger.

” – Frygt er den største bidragsyder til den økte prisen. Hedge Fonds har spekulert i at prisen ville falle, men nu sidder selv de mest frygtløse tradere og ryster på hovedet, siger Kevin Kerr, presidenten i den kapitalistiske Kerr Trading Inernational til MarketWatch.com.

Tidligere i denne uge var det en klar oppfatning blant mange at prisen skulle ned, men de fikk seg altså en skikkelig smekk på fredag.
Af andre årsager er dollar-faldet. Eftersom den kapitalistiske verdenshandel med olie stadig opgøres i USA-valutaen ville de olieproducerende lande og olieselskaber reelt tabe ligeså meget på deres salg af olie som dollaren er gået ned siden den var oppe på over 10 kr (pr.krone) for nogle år siden. Nu er dolaren mere end halveret.
Olieproducenterne har kompenseret med at hæve prisen.
Derudover er olie-forbruget også steget – især i det kapitalistiske indien og Kina hvor den kapitalistiske over- og middelklasse har øget deres forbrug.
Aktuelt har den zionistiske apartheidstat Israel´s trusler om starte en krig mod den uafhængige stat Iran også været benzin på den usikkerhed som breder ud sig i det kapitalistiske oliemarked.
En av årsakene var en kommentar fra Israels transportminister Shaul Mofaz, som gav grobund til bekymring rundt situasjonen i Midtøsten.
Han blev citeret i israelske aviser om at et angrep på Iran synes «uunngåelig» hvis landet fortsetter sit “atomudviklingsprogram”.
Flere analytikere på Wall Street var fredag svært opptatt av konsekvensene av denne uttalelse, skriver FT.
Kilde: e24.no og REUTERS

FAKTA: 1 american barrel ( tønde)= 158,984 ~ 159 liter., hvilket betyder at når prisen er 130 Dollar/tønde bliver prisen for en liter råolje 4 kr 39 øre.(Kurs: N.kr. 7.juni) Prisen var i 1980 omkring 10 Dollar. det betyder ikke at der reelt er sket en ni-dobling siden. Fratrukket inflation og dollar-kurs korrigering er olieprisen idag faktisk ikke meget højere idag, oplyser økonomiske analytikere..

Færre aborter i Rusland

lørdag, maj 17, 2008

22 april 2008 –
MOSKVA (*) Antalet aborter i Rusland er mindsket med en fjerdedel på fem år.
Alligevel er antalet for tusind kvinnor stadig næsten tre gange så højt som i vest.
Sundhedsminister Olga Borzova også forkvinde i det russiske parlament, Dumaens sundhedsudvalg;
håber at få ciffrerne ned til den vestlige verdens ca 15 aborter for hver tusind kvinder.
Borzova håber at få hjælp af et lovforslag som bl.a. forbyder abortreklamer på andre steder end sygehuse og andre medicinske fakulteter.
I Danmark blev der i 2005 udført 12 aborter for hver tusind kvinder i alderen 15-49 år.
Tallene for Island, Norge og Sverige var 12, 13 og 17 aborter for hver tusind kvinder samme år.

Den kapitalistiske udvikling i Sovjet/Rusland har ført til et direkte fald i folketallet –
Den stadig mere udbredte kapitalistiske frihed til at handle med alt på “markedet” i ind- og udland har ført til rigdom for et lille mindretal af partipamperer og fhv.- sovjetdirektører, mens det store flertal knapt har råd til dagen og vejen eller børn.
Den kapitalistiske kontrarevolution som begyndte allerede under Hrustjov-regimet i 1950´erne og som for alvor slog igennem under Gorbatjov og Jeltsin-regimet i 1980´erne og 1990´erne førte til stadig sværere forhold for arbejderklassen´s unge med åben masse-arbejdsløshed, – fattigdom , kriminalitet, alkoholisme og almen håbløshed og nihilisme. Det er på den baggrund vi skal anskue den uerklærede fødselsstrejke som Ruslands kvinder og deres mænd har gennemført gennem snart to generationer. Det har ført til at antallet af fødsler er faldet til nye lavpunkter – samtidig som kapitalistiske reklamebureauer fortæller om fordelene med en abort.
At der nu ligger et lovforslag på bordet der forbyder abortreklamer er et klart tegn på alvoren i det kapitalistiske Ruslands demografiske problemer.
Det er et faktum at antalet aborter konstant mindsker i Rusland. Fra 2 millioner 138 000 i år 2002 det vil sige 54,2 for hver tusind kvinder – noget nær verdensrekordden – til 1 million 582 000 i 2006 dvs. 40,3 for hver tusind kvinder, oplyser Olga Borzova fra Dumaens sundhedsudvalg.
Men abortfrekvensen er stadig to til tre gange højere end i vest, siger hun – hvor 15 aborter pr tusind kvinder er en typisk tal.
Ifølge det nye lovforslag skal reklamer for aborter på gader, i media og forskellige offentlige lokaler foruden medicinske kliniker forbydes. Borzova mente at lovforslaget kunne sammenlignes med de restriktioner for tobaks- og alkoholreklamer som fornylig er blevet indført. Da forslaget ensidigt er rettet mod at mindske propaganda og reklame for aborter og ikke peger på at løse de socioøkonomiske forhold i dagens kapitalistiske Rusland som er den egentlige årsag til de lave fødselstal og den høje abortfrekvens vil de nye regler for “abortreklamer” ikke løse Ruslands store demografiske problemer.
Kilde: interfax 22/4

USA: Verdens største forsikringselskab AIG i krise: har tabt 60 milliarder kr.

mandag, maj 12, 2008

10.maj 2008 *

Kapitalismen i krise : Hvad koster kapitalismen ?

For sjette dag i træk slog prisen på råolie ny rekord da den nåede sit højeste niveau nogensinde med 126,20 dollar pr tønde. Det fik de kapitalistiske aktiekurser på Wall Street til falde med 0,8 % ( Dow Jones) fredag.
Det kapitalistiske industriindeks S&P 500 gik 0,6 prosent ned . 

Energipriserne påvirker selskaper som driver ulike former for transport og dermed er avhengige av drivstoffprisene.

Goldman Sachs nedjustering af profit-prognosen for USAs største raffineriselskap, Valero Energy Corp. trækker også ned, skriver Bloomberg.

Flere skeletter i skabet

De andre store faktorene på New York-børsen i dag er American International Group (AIG) og Citigroup, som kunngjorde at banken vil kvitte seg med enorme verdier for at bedre lønnsomheten.

AIG er verdens største forsikringsselskap, og kom fredag med nyheten om at underskuddet gør det nødvendigt for selskabet at skaffe 12,5 milliarder dollar for at dække tabbene. Kapitalen bag AIG har været en af støttepillerne for den omfattende “sub-prime”-udlåningen på det kapitalistiske boligmarked som nu er ramt at krise pga af de faldende priser på bologmarkedet.
Både Clinton- og Bush-regeringen har støttet “subprime”-realkrditterne for at “give endnu flere amerikanere mulighed for at eje deres egen bolig” .
“Subprime” -realkreditterne som blev foreslået af Clinton-regeringen allerede i 1993 – og den planmæssige sænkning af FED- USAs Nationalbanks – statslige udlåningrente til under den kapitalistiske inflation for at hjælpe kapitalismen ud af krisen især efter krisen i 2001.

AIG-akien faldt med syv prosent.

“- Måske er den værste del av finanskrisen ikke ovre alligevel. Vi finder flere skeletter her efterhånden som vi kæmper os gennem dette kaos,” siger Art Hogan, chef-strateg hos Jefferies & Co til MarketWatch.com

Den teknologi-tunge Nasdaq-aktieindeks ligger så at sig fladt fredag.

Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

lørdag, maj 10, 2008

9.maj 2008 * Hver femte menneske i New York er nu afhængigt af byens suppekøkkener og velgørenhed, selvom opimod halvdelen af disse mennesker arbejder heltid.

Lønnen er simpelthen for lav til at dække leveomkostningerne

Ifølge en undersøgelse fra Nyhedsbureauet Reuters må hver femte New York-bo søge hjælp udefra for at få mad på bordet.

   Flere hundrede millioner af Moder Jords fattige i de “underudvikede” og afhængige lande har daglig erfaring med hvad det vil sige at gå sultne i seng.
Nu hvor den kapitalistiske verdensorden befinder sig i en finanskapitalistisk spekulationskrise som har ført til en eksplosion i fødevarepriserne er det igen disse besiddelsesløse millionmasser der må betale krisen
Denne gang er den kapitalistiske krise så dyb at den nu slår mod de besidddelsesløse i en af verdens rigeste byer – den amerikanske metropol New York.

– Du køber et brød og et dusin æg – og det er alt du får for ti dollar. (ca. 50 kr) Det er helt vildt hvordan priserne stiger, siger Judy, en af mange som blev tvunget til at søge støtte, informerer Reuters.
– Når maden bliver dyrere uden at lønen stiger, så er folk nødt til søge andre steder for at stille hungeren.

Halvdelen har heltidsjob – men lønen slår ikke til

De skyhøje fødevarepriser er den direkte årsag bag den seneste tids rusning til byens mange suppe- og folkekøkkener. Og det er ikke længere kun arbejdsløse og de aller fattigste som søger hjælp.

Ikke kun hjemløse

Ifølge Anthony Butler, leder af organisationen St. John’s Bread & Life, er klientellet faktisk større end dem.  “– Det er ikke den klassiske hjemløse som kommer til os – 42 procent af dem som kommer til madstationerne arbejder 40 timer eller mere hver uge. Det er en stor kris vi har at gøre med.” – – –
Næsten en af ti amerikanere – eller 28 millioner mennesker – er i dag afhængige af statslige madkuponer (Wellfare). En “velfærdsprogram” som årligt løber op i 39 millioner dollar i de Forenede Stater.
Det er de ultraliberale økonomiske teorier som Nobelprismodtageren Milton Friedmann førte frem om at bekæmpe inflationen ved at lade massearbejdsløsheden presse arbejderklassens løn så langt ned som muligt – blandt ved at staten gennem love og indsættelse af politi og paramilitære styrker nedkæmpede arbejdernes modstand – som mest brutalt kom til udtryk o Chile under den proliberale Pinochets-junta i tiden efter den voldelige magtovertagelse,11.september 1973 og i Thatchers England efter hendes regime indledte den neolibertale kontrartevolution fra 1979. Det “frie marked” udgør den bedste styring af samfundet lød det fra Friedman, Pinochet, Reagan og Thatcher og deres kapitalistiske bagmænd m/k.  Margaret Thatcher udtrykte i firserne den kapitalistiske overklasses drøm med ordene: “Samfundet findes ikke”og “There is no alternativ” (TINA)til kapitalismen – – I USA har staten gennem love der gør det næsten umuligt for arbejderne at organisere deres faglige kamp for løn og arbejdsvilkår og gennem statslige massefyringer af strejkende arbejdere hjulpet det kapitalistiske erhvervsliv med at presse mindstelønnen ned under 7 dollar og sikret kapitalen nye rekordprofitter og en stor undertrykt arbejdskraftsreservehær.
Det er disse underbetalte millionmasser som nu må søge til folkekøkkener og velgørenhedsbidrag for at klare dagen og vejen.

Minsteløn på 7 dollar

Kaj Thomsson som kommer fra Sverige bor lige nord for New York og forsker i nationaløkonomi ved Yale University.
Han siger til den svenske avis “Aftonbladet” at problemet rammer dem som arbejder for mindstelønen hårdt. At leve på en sådan – som i det nordlige USA ligger på syv dollar i timen – er så godt som umuligt i en storby.
“– Modellen bygger på at man skal komma ind på arbejdsmarkedet og arbejde sig op, men der findes mennesker som sidder fast med lave lønninger. Enlige forældrer er et altfor typisk eksempel. De højere madpriser slår naturligtvis hårdt mod disse individer.”
Som altså nu tælles i millioner alene i New York

Tre millioner sultende i New York

New York (10.jun. 2008) 3,1 Millioner mennesker må dagligt konstatere at pengene ikke slår til for at kunne spise sig mæt. Det er de barske realiteter i en rapport fra New York Food Bank, som gennem 25 år har drevet suppekøkkener i den amerikanske finansmetropol. Priserne på dagligvare er fra 2003 til 2007 fordoblet, dertil kommer de forhøjede huslejer og benzinpriser.

Finanskrisen i USA: tvangsauktioner tvinger tusinder af lejere på gaden

mandag, marts 31, 2008

28.mar 2008 –  * Den kapitalistiske finanskrise mærkes for lejere der bor i ejendomme – hvis ejere ikke har “opfyldt deres låneforpligtelser” til de kapitalistiske storbanker – De kapitalistiske ejere af storbankerne har skruet tommeskruerne på de “kunder” som har “misligholdt” deres kreditvilkår og kræver tvangsauktioner for at sikre finanskapitalens profitter.
I den kapitalistiske jungle er det de fattigste og mennesker i bunden af den kapitalistiske samfundspyramide – der betaler den højeste pris for kapitalens mislykkede forretninger -Udover de millioner af hjemløse i de Forenede Stater rammer “markedsjunglens kapitalistiske love” de millioner af amerikanske familier der af finanskapitalen blev lokket af drømmen om at bo i “eget hjem” til at underskrive de såkaldte “subprime”-kontrakter – boligkredit uden sikkerhed. Det gælder også de lejere – som bor i ejendomme der nu bliver tvangsauktioneret. 38 procent af de ejendomme som tvangsauktioneres beboes af lejere. En af de ramte er Adriana Diharce i Californien.“- Vi er chockerede. Vi tvinges til at acceptere “tilbuddet” om at tage imod 2 500 dollar for at forlade boligen – i løbet af 14 dage” siger Adriana Diharce til CBS Evening News. Hendes mand Jesse Vasquez tilføjer: “Vi betaler huslejen til tiden hver måned; vi troede at alt ville være i orden”. –  –  – Subprime-lånemarkedet udviklede sig til et af den kapitalistiske verdens største spekulationsobjekter som både europæisk, kinesisk og arabiske kapital investerede i. Dette gigantiske kreditcirkus som har været medvirkende til “de store vækstrater i både amerikansk og kinesisk økonomi” er i realiteten kollapset. Og ingen kan idag komme med et bud på omfanget af hvor store beløb der er “tabt” – i finanskapitalistisk spekulation.Goldman Sachs siger ganske vist i en ny rapport at den kapitalistiske finanskrise indtil nu har kostet omkring 1200 milliarder dollar indtil nu – men hvem siger at krisen er ovre ?

USA: Statsindgreb sænker rente til 3,25 %, men kapitalens mistillid til USAs økonomi fortsætter

fredag, marts 28, 2008

17 Marts 2008 – * NEW YORK Den amerikanske Nationalbank (FED) besluttede søndag aften at renten på direktlån til de kapitalistiske banker skal være endnu billigere, nemlig 3,25 procent. Ifølge Nationalbanksdirektør Ben Bernanke skal dette umiddelbare statsindgreb sikre at USAs finanskapitalistiske selskaber får adgang til billig kapital. Samtidigt fremlagdes et nyt statsligt låneprogram, hvor finanskapitalister som låner penge ud kan låne direkte af Nationalbanken til samme rente. Reaktionen på de kapitalistiske aktiebørser i Asien var faldende kurser. Tokyobørsen faldt med omkring 4 procent. Samtidigt faldt kursen på dollarn overfor euro og yen. Dollaren blev noteret til den laveste kurs i 13 år overfor den japanske Yen. De faldende kurser på USAs valuta var en afspegling af den internationale finanskapitals fortsatte mistillid til FED´s indgreb for at forhindre yderligere kreditkriser.- – – – – – – –
– – – – – – – – – – – – – – – –-Markedsaktørerne frygter en anden og tredje Bear Stearns venter i kulissen, sagde Kosuke Hanao, chef for valutaafdelningen på banken HSBC i Tokyo.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Bear Stearn en af usas største investeringsbanker på falittens rand

ER Wall Street på vej mod et kapitalistisk sammenbrud som i 1929 ?

tirsdag, marts 18, 2008

17.marts 2008
Er USA på vej på vej mod endnu en økonomisk “depression” som den der fulgte i kølvandet på krakket i på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street i New York i 1929 ? –
Kapitalismens i krise i 1930´erne : Millioner af arbejdsløse tvinges ud i hjemløshedens og fattigdommens jagt efter arbejde på landevejene
USA;1936: Kapitalismens krise, arbejdsløshed, fattigdom, sult og hjemløshed sender milioner af mennesker ud på landevejene på jagt efter arbejde, brød og tag over hovedet . * * * * * * * * * * * * * * * *

. . . . . At “something is rotten in the States”; for nu at fejlcitere den gode Mr. Shakespeare; skæres ud i pap hver eneste dag : En af Staternes ledende aviser skriver at den kapitalistiske statsrente forventes nedsættes med yderligere en procent i morgen tirsdag.
Det betyder – alt andet lige –  billigere lån – øget købekraft i verdens mest overforbrugende kapitalistiske land – Det sker samtidig som det kapitalistisk erhvervsliv samler profitter i Joakim von And´ske dimensioner som de bl.a investerer i olie, guld og kaffe ja alt andet end produktion, byggeri, “subprime”udlåning” og andre “ikke-profitable” investeringobjekter.

En sænkning af den kapitalistiske statsrente (FED´s udlåningsrente ) vil samtidig betyde et fald i kursen på dollar – fordi kapitalen flygter fra en kriseramt valuta. Med mindre Kina/Japan og/eller de arabiske olieshejker træder ind for at støttekøbe deres  allieredes –  “oliens og verdenshandelens”s faldende valuta.
Hvis US-dollaren fortsætter faldet vil priserne på olie og alt andet som bliver handlet i dollar fortsætte opad, fordi de råvareproducerende lande ikke ønsker at betale regningen for det synkende amerikanske skib.

Risikoen eller chancen – alt efter om man ønsker at redde det kapitalistiske klassesamfund ud dets generelle krise som nu ser ud til at overgå i endnu en dybere “depression” bliver større hver eneste dag der går.
At de Forenede Staters nu står overfor den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig advarede
den tidligere nationalbankchef Alan Greenspan i dag om, idet han sagde :

“Det her er den alvorligste finansielle krise jeg har oplevet i min livstid”.

Ord fra en mand som ikke er nogen grønskolling.
Jan Nylander – som er økonomisk journalist på SVT ; Sverges største nyhedscenter, udtaler at det er “hele verdensøkonomien som står på spil. Det som bekymrer mest er at den amerikanske nationalbank nu blev tvungen til at gå ind og redde en af USA:s største banker Bear Stearns”.
For selvom den kriseramte bank blev opkøbt af konkurrenten JP Morgan var en forudsætning for købet at FED; den amerikanske nationalbank, og dermed i sidste ende de amerikanske skatteydere, stiller op og står for regningen til slut.”
Han kommer også ind på at der er store ligheder med den svenske kapitalismes krise i 1992-93:

Affären är komplicerad men går något förenklat ut på att den amerikanska centralbanken lovar att ta hand om den krisdrabbade bankens sämsta lån medan JP Morgan tar över bankens friska delar för en spottstyver.
Likheten är därmed stor med den fastighets- och bankkris som Sverige hamnade i under 90-talet.
Den utlöstes av en spekulationsbubbla där priset på fastigheter drevs upp till astronomiska höjder. Och när fastighetspriserna sjönk samtidigt som Sverige hamnade i en lågkonjunktur slog det hårt mot bankerna.
Risk för långvarig kris
Flera av storbankerna hade gått omkull om staten inte hade gripit in och det upprättades en speciell bankakut där staten i slutändan fick rensa upp och stå för förlusterna. Det är det som den amerikanska centralbanken nu tvingas göra.
Den svenska fastighetskrisen blev långvarig och risken är uppenbar att så också blir fallet i USA. Det som började med att USA:s finansinstitut lånade ut pengar till fattiga, som egentligen inte hade råd att köpa sina bostäder, har nu utvecklats till en fastighetskris som sveper över hela landet och drabbar alla.
Konsumtionen kan minska
Amerikanska ekonomer spår nu att att huspriserna fortsätter att falla. Det leder i sin tur till att de flesta amerikaner känner sig fattigare och drar in på konsumtionen.
Dermed er USA på vej ind i endnu en kapitalistisk lavkonjunktur. Flere økonomer tror att USA allerede er der men att det endnu ikke kan aflæses i statistiken. Går USA in i en djup långvarig lågkonjunktur slår det hårt mot resten av världsekonomin.
Hoppet ställs till räntesänkningar
Hoppet ställs nu till att den amerikanska centralbanken än en gång ska lyckas rädda situationen genom att sänka sina styrräntor, precis som den gjort under de senaste kriserna. Därmed kan man kanske sparka i gång ekonomin. Nylander slutter med at slå fast at “problemerne dog er så meget større denne gang.”

Hvor det ender ved ingen – den sidste kapitalistiske krise og “depression” – i 1930’erne – endte i Anden Verdenskrig hvor det kapitalistiske erhvervslivs og de regimer de bragte til magten i den euro-japanske Antikominternpagt, krævede ‘Lebensraum”, markeder og billig arbejdskraft i Tjekkoslovakiet,Polen, Sovjetunionen,Jugoslavien,Grækenland, i Afrika og i Kina og andre lande på det asiatiske kontinent.

Læs mere om den politiske økonomi i ARBEJDE og KAPITAL på nyhedsbloggen :INTERPRES:>>>>>>>>>>>>>>>
En af USAs største investeringsbanker på falittens rand

USA: En billion kr pumpes- for anden gang i år – ind i det finanskapitalistiske system gennem-salg af-statsobligationer

Olie priset oppe på 108 dollar pr tønde/

Frankrig:Voksende protester mod Sakozy’s borgerlige reformpolitik i kommunevalget

mandag, marts 17, 2008

16.marts 2008 –

PARIS (Nesweek/Le Monde) Oppositionspartierne til Frankrigs borgerlige reform-regering ser ud til til at gå kraftigt frem i de overståede kommunevalg – den 9. og 16.marts
Der er endnu et nederlag for Sakozy’s borgerlige regerings kapitalistisk reformpolitik og endnu et nederlag for forhåbingerne – som ikke bare fandtes i Frankrig , men bl.a blev udtrykt i det internationale prokapitalistiske blad Newsweeek – om at han skulle blive Frankrigs Thatcher.
Kapitalistiske forhåbninger som nu er forsvundet ud i tågebankerne over atlanten.
Selvom “socialisterne” blev den store vinder i begge valgomgange – og overtager styret i flere franske storbyer som Paris, Lyon og Toulouse, men også overtager den politisk magt i tidligere borgerliga bastioner som Caen og “Champagne-hovedstaden” Reims – er det klart at mange af stemmerne på det socialdemokratiske “socialistist”-parti og dets allirede i det reformistiske “kommunistparti” er proteststemmer mod Sakozy’s borgerlige reformpolitik.
og ikke så meget stemmer på deres egne EU-dikterede reformer af det kapitalistiske arbejdsmarked i Frankrig.
Af de fire største byer beholder præsident Nicolas Sarkozys højreparti kun Marseille.
Kommunevalet opfattes som en prøvesten på hvor stor modstanden er mod Sarkozys reformpolitik i det franske folk. Derfor har han allerede meldt ud at valg-resultatet kan føre
til “justeringer i politiken”

“Bear Stearn” -en af USAs største investeringsbanker på falittens rand

søndag, marts 16, 2008

14 Marts 2008 –
NEW YORK (Bloomberg) – At den finanskapitalistiske krise i USA er af et omfang som ingen af finanskapitalens regnedrenge havde forudset blev fredag bekræftet, da det kom frem at endnu en bank: Finansinstitutionen Bear Stearn – en af de Forenede Staters største banker for spekulation på det kapitalistiske aktiemarked – var på vej til at gå konkurs inden bankens kapitalistiske spekulanter blev reddet gennem statsstøtte fra Nationalbanken FED og storkapitalen bag JP Morgan som har skudt nødkapital ind i fallitboet Bear Stearn.
Bear Stearns kapital var groft sagt spekuleret væk, forsvundet ned i “subprime”-spekulations-sumpens dybe hul på det kapitalistiske boligmarked.
Dermed bekræftes det igen at USA synker stadig længere ned i en kapitalistisk recession – som kan udvikle sig til en egentlig system-krise
Spekulanterne på den kapitalistiske aktiebørs på Wall Street reagerede hysterisk – med udsalg af deres aktieposter. Børskurserne faldt kraftigt.
Aktiekursen på fallitboet Bear Stearns gik ned med hele 46 % , næsten halvdelen af Bear Stears aktiekapital er forsvundet i spekulationstågerne på Wall Street.
Den kapitalistiske investeringschef Nick Sargen forsøgte fredag at forklare:

“Det bekymrende her er ophobningen af afsløringer, som helt klart ryster investorernes tillid. Tanken om ’Hvem er de næste, der ryger?’ får markedet til at sidde på stolekanten. Man lapper ét sted, og så går der hul et andet,” – – – — – – – — – kilde:Bloomberg News

Det blev dermed den tredje dag i træk, at de amerikanske aktier falder.
Aktiekapitalisterne fik ellers en statslig opmuntring , da FED; USA´s Nationalbank tirsdag meddelte, at den ville poste yderligere 200 milliarder dollar – omkring 1000 milliarder eller en billion kroner – ind i det kapitalistiske finansmarked, men det fik ikke smilet frem hos de forkælede kapitalistiske spekulanter – selvom den kapitalistiske stat – bistået af monopolbanken JP Morgan – forsøgte at “kommandere” markedet og de kapitalistiske aktiekurser opad med billionstøtte – men tværtimod så de kapitalistiskle investorer den statslige billion-indsprøjtning som endnu en bekræftelse på omfatningen og dybden af krisen på det kapitalistiske bolig- og finansmarked som nu indvirker på det kapitalistiske samfunds blodåre – der hvor profitterne så at sige bliver realiseret – i det produktive system.
Krisen fortsætter og fordybes og investeringsbanken Bear Stearns reelle konkurs bekræfter krisen.
Og aktiekurserne er ikke det eneste, der daler i USA for tiden: Dollaren satte igen i dag ny bundrekord, ligesom salget i den kapitalististiske handel faldt i februar med 0,6 % ifølge offentlig statistik
Samtidig bevæger inflationen sig i den anden retning , ligesom arbejdsløsheden i USA også er stigende. Den kapitalistiske kommandoøkonomis mareridt med stigende inflation og arbejdsløshed, samtidigt – kaldet stagflation nærmer sig i horisonten /afgrunden. Det peger altsammen i retning af, at verdens største kapitalistiske kommando-økonomi nu reelt er i recession.
Efter statslige billionstøtte til den kapitalistiske finansverden i form af udpumpning af 2 x 200 milliarder dollar alene i de sidste par uger virker Præsident Bush’s tale i New York i fredags (14,mar) : om at :

“På et frit marked vil der være gode og dårlige tider : Sådan fungerere markeder. Det går op og ned . . . . står vores økonomi nu over for hårde tider “

virker som tale fra det forkælede overklassebarn han er ; “Far og Mors dreng” der aldrig selv har skaffet sig et arbejde, ikke ved hvad det vil sige at være i økonomisk nød endsige stå på gaden uden en arbejdsplads og som hverken aner hvad et frit kapitalistisk marked betyder for arbejderklassen i form af arbejdsløshed og fattigdom og som ikke vil forstå at statsindgreb med billionstøtte til de “kriseramte” storkapitalister intet har at gøre med “frit marked”, men er et kapitalistisk statsindgreb for at sikre de kapitalistiske profitter – mens arbejderklassen betaler med stigende arbejdsløshed, hjemløsheden, inflation, sociale nedskæringer og stigende militærudgifter.

Georg Walker Bush blev valgt ind i de Hvide Hus i 2001 – ikke af folket, men af et flertal af dommerne i USA´s Højesteret, med finansiel støtte fra inflydelsesrige kapitalgrupper i både våbenindustrien og oliebranchen.

TRE DAGE SENERE …….. mandag den 17.marts meddeler finanskapitalisterne bag storbanken JP Morgan at de køber den kriseramte konkurrent Bear Stearns, for hvad der svarer til cirka 1,2 milliarder kr. – en ren foræring: Kursen på Bear Stearn ´s aktier på Wall Street-børsen var fredag femten – 15 gange – højere end den discountpris som JPMorgan-kapitalisterne “fik” aktierne for. Inden krisen for Bear Stearns var aktiekursen 50 dollars – 25 gange højere end hvad JP-Morgan betalte for samtlige aktier + koncernen´s ejendomme og andre værdier –
Købet – som delfinansieres gennem Bushregeringens finanskapitalistiske krisepakke hvor den amerikanske nationalbank forærer finanskapitalen nye milliarder gennem rentesænkninger – redder konkursboet Bear Stearns fra at gå fallitt . Bear Stearns topdirkektør sagde at opgørelsen er den “bedste løsning under omstændighederne”.

JP Morgan betaler hvad der svarer til to dollar pr aktie, hvilket er langt under kursen, på 30 dollar da New York-børsen lukkede fredag.
Dermed beriges finanskapitalisterne bag JP Morgan med hjælp af regeringsindgrebet.
Inden krisen slog til mod Bear Stearns blev aktien handlet for omkring 50 dollar.

Finansanalytikere på JP Morgan, Bear Stearrns og andre finanskapitalistiske selskaber kom inden den statslige rentesænkning med åbne “trusselsbilleder” om at en konkurs for Bear Stearn ville have “udløst en finanskapitalistisk nedsmeltning på kreditmarkedet.”, “et krak værre end 1929” og andre “dommedags”-lignende trusler fra den kriseramte kapitalisme´s topledere.

Kinas kapitalistiske banker på vej mod konkurs ?

onsdag, marts 12, 2008

25 Februar 2008 –
PEKING Kinas kapitalistiske økonomi har haft hvad de borgerlige medier i de kapitalistiske vest-stater kalder “fantastiske vækstrater på over ti procent 5 år i træk”.
Men sammenlignet med de økonomiske vækstrater i det socialistiske Sovjet i 1920’erne og 1930′ erne som i gennemsnit lå på 19% i perioden 1927-53 – bortset fra krigsårene 1941-45 – er Kinas kapitalistiske vækst i disse år mindre både kvantitativt og ikke mindst kvalitativt.
Først og fremnmest har resultatet af udviklingen i Kinas folkehusholdning under K.”K”.P”´s -ledelse været en gigantisk vækst i de kapitalistiske profitter” som har beriget kinesiske såvel som udenlandske kapitalister.
K.”K”.P-regeringen i Peking tjener hverken arbejderklassens eller det store flertal af fattige bønders interesser. Der er ikke tale om en demokratisk udvikling af folkehusholdningen hvor alles ret til arbejde, med andre ord : fuld beskæftigelse af alle arbejdende og skabende kræfter og dermed en vækst og forbedring af arbejderklassens og det store flertal af kineseres velfærd , kultur, uddannelse og almindelige livsvilkår. Tværtimod den USA- og EU-støttede regering i Peking har tjent inden- og udenlandske storkapitalistiske interesser.
Den økonomiske udvikling i det socialistiske Sovjet var netop kendetegnet ved en udvikling og vækst af en højere kvalitet hvor arbejderklassens ikke bare kortsigtede, men også langsigtede interesser blev sat i højsædet. Fuld beskæftigelse og produktion efter en gennemarbejdet plan for en alsidig udvikling af folkehusholdningen hvor alle kort og langsigtede behov blev taget i betragtning.
Syv timers arbejdsdag blev realiseret i det socialistiske Sovjet. For visse grupper i den tunge industri – minearbejdere f.eks var seks-timers-dagen ikke en drøm eller et krav men reel virkelighed.
7 timers arbejdsdag er endnu i 2008 ikke blevet realiseret i Danmark for arbejderklassen og andre arbejdende lag.
Hvem ved hvor mange timer kineserne arbejderne om dagen under de kapitalistiske vilkår som hersker i Folkerepublikken idag ?
Nu kommer der advarsler fra finanskapitalistiske kredse om udviklingen i Kinas statskapitalistiske banksektor. Banker som har bakket op omkring den kapitalistiske udvikling som Kina gennemgår.
Kinas Nationalbank (Peking) Kinas Nationalbank i Peking afhængig af både Kinas egen og USA´s kapitalistiske økonomi.
Denne udvikling har nemlig kunnet gennemføres gennem at bankerne har udlånt penge uden at bryde sig “låntagernes kreditværdighed”. Det har været mindre vigtigt om modtagerne af de kapitalistiske banklån kunne betale tilbage. Det vigtige har istedet været at holde den kaitalistiske “damp oppe” og sikre den fortsatte uden og indenlandske tillid til den fortsatte kapitalistiske opbygning.
Det minder en del om den såkaldte “subprime”-långivning på det kapitalistiske boligmarked i USA. Denne långivning udviklede sig til et gigantisk subprime-kreditcirkus som ingen af finanskapitalens regnedrenge har kunnet gennemskue omfanget af. Krisen i kølvandet på sammenbruddet for boligkreditmarkedet fik flere af USA’s største banker og kredit-institutioner på fallittens rand.
De bliver nu holdt oppe af omfattende statsstøtte.

Christer Ljungwall, doktor i nationalekonomi udtaler om det kapitalistiske kreditmarked i Kina:
-Man låner penge ud til forbundsfæller, man subventionerer krediter osv. I mange tilfælde har man også dårlig check på farerne. Man tager den enkleste vej,”

Banksystemet en svag punkt 

Christer Ljungwall arbejder som gæsteforsker på forskningsinstitutet for økonomi, ved Peking universitet. Han er udsendt af handelshøjskolen i Stockholm for at følge udviklingen i Kina. Lige præcis banksystemet i Kina er en ganske ukendt, men meget svag punkt mener han.

-Hos en stor del af lånen som blev givet for 3-4 år siden i forbindelse med den store investeringsboom har man dårlig check på hvem låntagerne er. Det er rutiner som man ikke er lykkedes at få styr på, siger Ljungvall.

Med banker som sidder med dårlige lån op til begge ører er Kina slet ikke så stærkt rustet som det kan se ud som.
Hvis landets udviklingstakt begynder at falde kan det være meget svært for bankerna at få sine penge tilbage. En del kan blive tvungen ud i konkurs.

Det afhænger af småsparerne
Det værste som skulle kunne ske er at kunderne mister tilliden til sin bank. De kinesiske bankers basis er nemlig småsparerne.

-Husholdningernes opsparing løber op i 18 trillioner yuan. Ligger man dertil virksomhedernes opsparing på 14 trillioner så har du en kapital som overstiger BNP for hele 2007, siger Ljungvall.
Hvis bare 10 procent af småsparerne tog sine sparepenge ud skulle der blive en alvorlig krise i Kinas banksystem. Det er farligt at tro at den kinsesiske økonomi er urokkelig, konkluderer Christer Ljungwall, doktor i nationaløkonomi.

Samtidigt er det vigtigt at tage den kapitalistiske industri-vareproduktionssektors afhængighed af udlandet i betragtning. Klarer Kinas kapitalistiske fremstillingsindustri at holde produktionstakten oppe hvis deres vigtigste udenlandske markeder bliver trukket med ned af den finanskapitalistiske krise som har spredt sig fra Wall Street til resten af verden ?
Allerede idag ved vi at store dele af arbejderklassen i Kina er beskæftiget med at producerere lavprisprodukter til amerikanske Wall Mart og andre kapitalistiske hyper-markedskæder.

Hvis USA´s kapitalistiske økonomi for alvor bliver fanget af endnu en kapitalistisk depression vil orderbøgerne hos de kapitalistiske salgsdirektører i Kina blive betydeligt tyndere i den takt som Wall Mart og de andre udenlandske aftagere afbestiller ordrer eller simpelthen erklæres konkurs.

Island:Finanskapitalistisk sammenbrud nærmer sig

tirsdag, februar 12, 2008

12.Februar 2008

 

“Frygt for gigantisk islandsk kollaps stiger”

skriver de kapitalistiske erhvervsaviser idag

Med bimlende alarmklokker og de røde flag hejst er Island rykket helt op på dagsordenen hos den internationale spekulations- og finanskapital.

Udviklingen nærmer sig et bristepunkt, efter den islandske krone i går indledte endnu et massivt styrtdyk over for euro , mener flere kilder, dagbladet Børsen har talt med.

Et stort kollaps i en af Islands største investeringsselskaber er ikke usandsynlig, og interessen samler sig om selskabet Exista, der er tæt på at have mistet hele egenkapitalen.

Exista har investeret tungt i blandt andet islandske og nordiske finansielle institutioner som Kaupthing Bank og Sampo Group, der har mistet værdi under kreditkrisen. Exista selv afviser kritikken og kalder begge investeringer for »langsigtede, strategiske investeringer«.

Exista er et af Islands største selskaber målt på den aktuelle markedsværdi på omkring 12,5 mia. kr. Men ifølge beregninger, som Nordea har foretaget for Børsen, er selskabet tæt på at være teknisk insolvent – et finere ord for bankerot..

Egenkapitalen er i det seneste regnskab opgjort til 17,7 mia. kr., men korrigeret for kursfaldene på børsnoterede aktieposter samt goodwill er der reelt blot 1 mia. kr. tilbage i egenkapital.

Exista er hovedaktionær med en post på 23,7 pct. i islandske Kaupthing Bank, der ejer den danske erhvervsbank FIH.

Kilde: Dagbladet Børsen

Bolånekrisen truer en million britiske hustande

tirsdag, februar 5, 2008

4.feb 2008 – 07:34
Storbritanniens statslige Finanstilsyn advarer om at flere end en million britiske familier med boliglån kan få alvorlige problem.
Spanien og Storbritannien er de lande i Europa som riskerer at gå i USA:s fodspor når det kapitalistiske ejendomsmarked
falder. i 2007 krävde banker och finans institut i USA tvangsauktioner af 1,3 millioner hjem hvor ejerne ikke længere kunne eller ville betale sine boligkreditter Med faldende priser kan gælden til de kapitalistiske boligkreditor overstige den faldende pris på ejendom og ejerne finna det föga meningsfullt att fortsätta med betalningar. Banken får ta sin säkerhet som är mindre värd än skulderna. Fastighetsproblemen i USA har utlöst en internationell finansiell kris när storbanker förlorar astronomiska belopp på dåliga bolån. Nu kan turen komma till regionala banker och kredit kassor, varnar värderingsinstitut som Standard & Poor’s. Värdepapper för enorma belopp är på väg att få sänkt kreditvärdering.I Europa varnar brittiska motsvarigheten till Finansinspektionen, Financial Services Authority, för problem när 1,4 miljoner fastighetslån skrivs om. Det kan innebära ökade bokostnader med 210 pund i månaden, cirka 2600 kronor, skriver myndigheten i sin årliga riskrapport.Ökade kostnader drabbar yngre familjer hårdast som har köpt när priserna var höga. Bara lagfart, avgifter och insats motsvarar idag omkring 350000 kronor i Storbritannien. För den som köper för första gången och inte har några vinster från tidigare boende att ta till, blir inträdet på fas tighetsmarknaden en ekonomisk pärs.Trots en viss nedgång sedan toppnoteringarna sommaren 2007 ligger priserna i januari 2008 över dem för ett år sedan. I januari 2007 var utgångspriset för medelvillan i England motsvarande 2,8 miljoner kronor medan det nu är 2,9 miljoner kronor, enligt nätmäklaren The Rightmove.Tillväxten i Storbritannien faller dock och många tror att 2008 blir ett svårt år för den brittiska fastighetsmarknaden. Men med räntor på väg ner förutspås dock ingen krasch. Ansedda RICS, Royal Institution of Chartered Surveyors, förutspår oförändrade priser.Till saken hör att det har byggts relativt lite i Storbritannien trots efterfrågan på bostäder. Det handlar om knappt 250000 bostä der om året.Det står alltså inga tomma betongskelett från övergivna fastighetsprojekt. Sådana är det däremot inte svårt att hitta i Spanien där en överhettad ekonomi snabbt kyls av.Det finns en likhet mellan Storbritannien och Spanien. Båda är konsumtionsekonomier som har väldiga underskott i utrikeshandeln. Spanien är emellertid i en klass för sig. Med ett bostadsbyggande på 800000 bostäder om året har byggindustrin spelat en avgörande roll i landets ekonomiska expansion.Nu är festen slut. Att en begynnande fastighetskris ännu inte har fått allvarliga finansiella konsekvenser kan bero på att spanska banker, enligt Londontidningen Telegraph, har parkerat stora paket med bolån hos Europeiska centralbanken.

USA: Statsbudgettet slår nye rekorder: Over 3 BILLIONER Dollar foreslås i ny finanslov

tirsdag, februar 5, 2008

4.feb 2008 * Det siges ofte fra både højre- og venstreliberalt hold at USAs kapitalistiske økonomi er en “fri liberal markedsøkonomi” som klarer sig udenhjælp fra staten. Men et kig på USAs regerings forslag til ny finanslov giver et andet billede. Bush-regeringens sidste forslag til USA-Finanslov er uhørt på alle måder. Det er verdens første finanslov/statsbudget på over tre billioner dollar. Underskuddet spås blive i samme klasse som rekordåret 2004. Mandag sendte præsidenten i Washington en finanskapitalistisk bombe til Kongressen. USA´s parlament : hvor han detaljeret redegør for hvordan 3.100.000.000.000 dollar skal spenderes under finanslovsåret 2009. Det er første gang USA:s finanslov omfatter mere end 3 billioner (=3 000 milliarder) dollar eller hvad der svarer til 15 billioner kr (dagens kurs) . Også underskudet er i verdensrekordklasse: For året 2008 forudspås det havne på minus 410 milliarder dollar, mens næste år skal slutte på minus 407 milliarder. Dermed er det amerikanske underskud oppe i samme rekordniveau som i 2004, året hvor USA med et underskud på 412,7 milliarder dollar noterede det største underskud hidtil. Ciffrerne er også markant ringere end det Hvide Hus tidligere prognoser, som for 2008 lå på minus 258 milliarder, for 2009 på 213 miljarder dollar. – – – – – – – – – – – – – – – – –
I præsidentens sidste finanslovforslag inden han forlader det Hvide Hus om knapt et år fremgår det at regeringen regner med en BNP-stigning på 2,7 procent i år og 3,0 procent næste år – om det er i faste og dermed reelle(dvs minus inflation) eller løbende priser fremgår ikke – hvilket er uforandret i forhold til tidligere prognoser. I finanslovsforslaget “lover” Bush nedskæringer/besparinger i sundhedsforsikringssystemet på 208 milliarder dollar. Årsagerne til megaunderskuddt skal bl.a findes i en “stimulanspakke”, bestående af skatte-nedsættelser og andre mindskninger af Washintons indtægter på 150 milliarder dollar, dels i de galopperende udgifter til de militære eventyr i Irak og Afghanistan. Forsvarsministeriet – Pentagon – vil i 2009 få 515 milliarder skattedollar til bl.a at forsætte aggressionskrigene mod Iraks og Afghanistans folk – det er alene en stigning på 7,5 procent sammenlignet med 2008. Udover det forlanger Bush-regeringen yderligere 70 milliarder til den militære virksomhed i Afghanistan og Irak. – – – –
3,1 billioner dollar svarer til godt 15.000 milliarder kr, som hvis de blev delt ud til alle jordens mennesker ville give mere end 2400 kr til hver eneste kvinde , mand – spædbarn såvel som olding. – –
USA:s statsgæld er dog endnu mere svindlende. Fra 5,6 billioner dollar da Bush-regeringen tiltrådte i 2001 er den nu vokset til cirka 9 billioner – mere end 45 000 milliarder kr. Det indebærer at USA i gennemsnit skylder hver eneste levende menneske på jordkloden mere end 6.400 kr. – – –
Underskuddet forsvinder ikke fordi en ny præsident og regering tiltræder i 2009 . Uanset hvem af kandidaterne i USAs to-partisystem der bliver “udpeget” til at sidde i det Hvide Hus vil hun/han “arve” det statsfinansielle underskuld og gæld. Selvom “Demokraterne” nu dominerer kongressen og har muligheder for at gøre problemerne mindre for Bush´s efterfølger, uanset om det bliver en “demokrat eller republikan”. Selv om flere af Bush-regeringens forslag til 2009-finansloven vil blive forkastet i kongres-afstemninger.

Europas største bank – : – Schweiziske UBS “afskriver” op imod 100 milliarder kr som en følge af sammenbruddet på boligmarkedet i USA

søndag, februar 3, 2008

3.febr. 2008

Europas største bank schweiziske UBS “afskriver” 100 milliarder kr til det amerikanske “subprime-kreditcirkus”. Banken er nu i amerikanske myndigheders søgelys 

  De finansielle tab for den kapitalistiske schweiziske storbank UBS er nu oppe i omegnen af 100 milliarder kr. UBS har nu gjort afskrivningar på sammanlagt 18,4 milliarder dollar som en følge af sammenbruddet på  det kapitalistiske “subprime” spekulationscirkus på  USAs kapitalistiske boligmarked. UBS lægger skylden for de store tab på koncernens investerings-division som skal have spekuleret i værdipapirer knyttet sammen med subprime-krditterne. En talsmand for UBS siger at de subprime-relaterade nedskrivninger nu løber op i sammenlagt 18 milliarder dollar, i omegnen af 100 miliarder kr. UBS regnskab fremviser et tab for fjerde kvartal 2007 på cirka 12,5 milliarder schweizerfranc. For helåret regner banken med et tab på 4,4 milliarder schweizerfranc. Dermed er UBS en av de banker som er hårdest ramt af den såkaldte kredit-krise som netop nu vurderes at have krævet tab på sammenlagt 130 milliarder dollar, svarende 730 milliarder kr i banksystemet. Det er først og fremmest amerikanske banker som har fået tæsk, deriblandt to af de største: Citigroup og Merill Lynch. De to bank-giganter meddelte for nogle uger siden at de behøver kapital-indskud på sammanlagt 133 milliarder kr som en følge af de gigantiske kredit-tab.De finanskapitalistiske medier kalder “tabet” i Europas største bank enormt. Men faktum er at det ikke er større end at bankens topdirektører stadig sidder i deres stillinger, at banken trods afskrivninger 12,5 milliarder schweizerfranc på det amerikanske kredit-marked i 4.kvartal kommer ned på et tab på 4,4 miljarder schweizerfranc for helåret 2007Men afskrivningerne gør at behovet for ny kapital betyder en omvæltning af navnene og nationaliteten på ejerne i flere bankgiganter.  De penge som de kriseramte europæiske og amerikanske banker behøver kommer fortrinsvis fra Asiatiske og arabiske statslige kapitalister. Det er institutioner i Singapore, Sydkorea, Kuwait ogh Japan som kommer med nyt, frisk kapital for at redde deres euroamerikanske  venner til gengæld for poster i de finanskapitalistiske mastodonter.
eh ——–
UBS reklamere med sit logo på Bahnhofstraße i Zürich

Die Abschreibungen bei der UBS wegen der Krise auf dem US-Hypothekenmarkt summieren sich auf 18,4 Milliarden Dollar – damit ist die Bank am stärksten von allen europäischen Kreditinstituten von den Subprime-Problemen betroffen.Die US-Staatsanwaltschaft ermittelt einem Zeitungsbericht zufolge gegen die Schweizer Großbank UBS wegen ihrer Geschäfte auf dem US-Hypothekenmarkt. Dabei gehe es um die Frage, ob die Bank Investoren gegenüber zu hohe Bewertungen für Derivate angegeben habe, obwohl sie wusste, dass die Papiere inzwischen weniger wert seien, berichtete das Wall Street Journal unter Berufung auf mit den Ermittlungen vertraute Personen.Die Staatsanwaltschaft habe noch keine Zwangsmaßnahmen eingeleitet, hieß es weiter. Die Ermittler aus New York arbeiteten eng mit der US-Börsenaufsicht SEC zusammen, die kürzlich ihre Untersuchungen gegen UBS und Merrill Lynch ausgeweitet hatte. Die UBS war zunächst nicht zu erreichen. Ein Merrill-Lynch-Sprecher lehnte eine Stellungnahme

KILDER: Yahoonews: CHICAGO – U.S. government prosecutors are investigating whether Swiss banking giant UBS misled investors by reporting inflated prices of mortgage-backed securities it held despite knowing those valuations had eroded, the Wall Street Journal said on Saturday.

Frankrig :Sarkozy opfordres til at øge invandringen samtidig som landet har millioner af arbejdsløse

fredag, januar 25, 2008

23 januari 2008 – 18:39 *
En kommission som blev nedsat av den franske presidenten Nicolas Sarkozy for fem månader sedan anbefaldede i dag en kraftig øget indvandring først og fremmest for at tilfredstille kravene fra de kapitalistiske arbejdskøbere i restaurant- og byggebranschen om øget udbud af billig arbejdskraft. I præsidentvalskampanjen i fjor gav Narkozy løfter om han vil udvise 25.000 illegale indvandrere om året. Det gav ham stemmer fra de højreradikale dele af den franske borgerlighed og fra kredse som tiltrækkes af de fascistiske dækorganisationer, som f.eks Jean -Marie Le Pens Front National. Da han tog imot kommissionsrapporten i dag med forslag som skal “sætte gang” i den kapitalistiske økonomiske vækst udtalte præsidenten, at han støtter det meste, dog ikke forslaget om at nedlægge amterne/regionerne.

Det du ikke får at vide om verdens fattige:

torsdag, januar 17, 2008

8.jan 2008 –

Kronik

Ny statistik viser at jordens fattige tæller 600 millioner flere end hvad der tidligere har været kendt

År 2007 blev de fattige i verden pludseligt 600 millioner flere. Globaliseringsrådet, Lars Leijonborgs regeringsorgan for propaganda om det frie markeds velsignelser, har så vid jeg kan se endnu ikke opmærksommet sagen. Det er måske det mest bekvemme. Det begyndte i foråret med at nyt statistisk materiale fremtvang en nedskrivning af Kinas og Indiens bruttonationalprodukter med 40 procent af hensyn til den købekraft som disse valutaer udgør. Af samme årsager vender Verdensbanken nu op og ned på organisationens statistik over fattigdomens udbredelse. Tidligere hed det at antallet kinesere som var tvunget til leve for mindre end en dollar om dagen nu er presset ned til 100 millioner . Ifølge de nye beregninger er de tre gange så mange, nemlig 300 millioner kineserer som en tvunget til at leve for mindre end en dollar i det kapitalistiske Kina. I Indien vurderes antallet ekstremt fattige en fordobbling; fra 400 millioner til 800 millioner. Kasten i beräkningarna bekräftar det kritiker länge hävdat: den rätlinjiga statistik Världsbanken och dess eftersägare anfört i globaliseringsdebatten är ett gytter av godtyckliga antaganden, undermåligt råmaterial och orimliga slutsatser. För sina internationella jämförelser räknar banken om statistik från olika länder till dollar. Då är det vanskligt att använda växelkurserna. Valutasvängningar får stort genomslag, och måttet på vad man får för pengarna på den lokala marknaden kan bli missvisande. I USA kostar en Big Mac godt tre dollar, men i Sverige räcker detta belopp, växlat till kronor, bara till två tredjedelar av en hamburgare. Räknat i Big Mac är alltså svenska inkomster mindre värda än de synes vara. Genom att på detta sätt jämföra ett större urval priser försöker ekonomerna ta hänsyn till den lokala köpkraften när de räknar om inkomster och annat till dollar. Men det finns starka invändningar också mot denna metod. Det är svårt att hitta ett lämpligt urval varor och tjänster – på landsbygden i Bihar är det långt till närmaste hamburgerbar – och med Världsbankens sätt att räkna följer en tendens att år för år sänka gränsen för fattigdom, vilket skenbart lyfter miljoner människor ur armod. Dessutom är den statistik som behövs för kalkylerna ofta bristfällig. För sina beräkningar av den kinesiska köpkraften litade banken tidigare till knapphändiga och osäkra uppskattningar från 1980-talet som blivit alltmer missvisande till följd av stora prisökningar. Kinas ekonomi blev med matematisk precision förstorad och dess fattigdom förminskad. Lika lättvindigt lyfte Världsbanken flera hundra miljoner indier över sin gräns för absolut fattigdom. En dollar om dagen beräknades till sist motsvara så lite som 9 rupier. Summan räckte inte ens till en liter mjölk på landsbygden i Bihar, men med detta mått på armod kunde Indien skina av världsmarknadsanpassad välmåga. När kalkylerna nu också officiellt visar sig vara bedrägliga blir det knepigare. Världsbankens räknestycke har varit huvudnumret i propagandan om den globala kapitalismens företräden. Tidigare hördes inte ett knyst om några brister. Nu förklarar Världsbankens chef, Robert Zoellick, att vi inte ska tolka statistiken alltför bokstavligt. Jag ringer en av de skarpaste kritikerna, professor Sanjay Reddy vid Columbiauniversitetet. ”Hvilke ciffrer kan vi stole på”, spørger han. ”De gamle eller de nye? Det går inte att säga, eftersom Verdensbanken fortsätter att tillämpa en metodik som det finns starka skäl att ifrågasätta. Den godtyckligt valda fattigdomsgränsen och de invecklade och olämpliga korrigeringarna för köpkraften, där så gott som varje led i kalkylerna för med sig nya möjliga felkällor, leder till ytterst osäkra och ibland uppenbart orimliga resultat som starkt skiftar från det ena beräkningstillfället till det andra.
”Det finns andra sätt att räkna, förklarar han. Flera länder utgår i sin statistik från det människor faktiskt behöver för livets nödtorft. Det går till exempel att beräkna hur stor andel av befolkningen som inte har råd med ett nödvändigt dagligt kaloriintag. Metoden kunde utvecklas för internationella jämförelser, men Världsbanken och de stora biståndsgivarna har inte visat något intresse. Sanjay Reddy tillhör inte de experter som får inbjudningar från Sida eller Globaliseringsrådet. För att skriva rapport anlitar Lars Leijonborgs nyresta statsorgan Johan Norberg, förr ideolog hos Timbro, nu vid Cato Institute i Washington. Obekymrad om den förödande kritik som riktats mot Världsbankens siffror försäkrar han att de fattiga tack vare nyliberala [prokapitalistiske. INT.anm.] reformer blivit en halv miljard färre sedan början av 1980-talet. Rapporten lanseras netop som sammenbruddet for bankens statistik bliver offentligt kendt. Johan Norberg noterer nyheden i Financial Times den 14 november. Giver det ham anledning det några åtgärder från regeringsexperten? Han viftar bort saken på sin blogg och skriver i Svenska Dagbladet den 25 november: ”Enligt Världsbanken har andelen fattiga mer än halverats. De senaste fem åren har antalet minskat med mer än 76 000 personer varje dag.” Och så vidare. Inte ett spår av de ytterligare 600 miljoner indier och kineser som tagit plats i kolumnerna.Det är kanske enklast så.

Underskrevet af Mikael Nyberg

Den kapitalistiske Camorra bag krisen i Napoli

tirsdag, januar 8, 2008

I over 14 år er renovationen i den italienske region Campanien blev kaldt en nødsituation.Lokalpolitikere,det kapitalistiske erhvervsliv med den storkapitalistiske mafia-organisation Camorraen som leder, har indgået en uhellig alliance og gjort skraldehåndteringen til en milliardforretning. Marigliano bliver kaldt dødens triangel på grund af alle illegale lossepladser. For første gangs-besøgeren ser det ud som helvedet på jorden. For befolkningen er det den reelt eksisterende hverdag. Alle er imod at bo midt i skraldet, men få tror på en løsning. Iblandt blusser vreden op, som det nu er sket i den sidste tid. Men i forstaden Pianura vil indbyggerne alligevel ikke at den nedlagde losseplads skal åbnes igen efter elleve år. Vreden retter sig mot myndigheterna, som anklagas for at handle forkertt. Ofte ligger den kapitalistiske Camorra bag protesterne. Camorra´en har en intresse i at miljø-kaoset består og at affalds-problemerne i Campanien forbliver uløste.

“Skrald, det er guld for os”, udtalte en afhoppet boss til anklageren Franco Roberti i Napoli allerede i 1992.

I udredningen som fulgte findes alle brikkerne: skralde-opsamlingsvirksomheder som ledes af af Camorraens stråmænd, korrumperede lokalpolitikere og store områder forgiftede af illegalt dumpet affald. De nuværende lossepladser er for få og dårligt udrustede for at kunne tage imod alt husholdningaffald. Camorraens bosser har jorden og de redskaber som behøves, hvor det offentliges resourser ikke slår til. Parallelt med dette pågår siden 1990´erne en illegal handel med miljøfarligt industriaffald. Virksomheder i nord-Italien sælger sit affald til Camorraen, som “overtager” det ofte forgiftede affald gennem at dumpe det i naturen.” – – –
Skriver Kristina Kappelin,Korespondent for SVT i Italien

Selv om myndighederne forsøger at løse den aktuelle krise, tvivler en mafia-ekspert på, at det vil lykkes at opnå en holdbar løsning. Der er udelukkende tale om symptom-behandling:

“Disse løsninger vil fjerne affaldet fra gaderne, men i løbet af året vil det ligge der igen,” siger Roberto Saviano til nyhedsbureauet AP.

Milliard-forretning

Saviano lever under politibeskyttelse, efter at han i 2006 i bogen “Gomorrah” afslørede Camorra-kapitalisternes omfattende kontrol med alt fra modehuse til narkohandel og affaldshåndtering. —-

Her påviser han, hvordan firmaer kontrolleret af Camorra vinder kontrakter på offentlige opgaver ved at underbyde konkurrenter, hvorpå de dumper giftigt affald i naturen eller blander det giftige affald med andre materialer og sælger det videre som gødning.

Anklagemyndigheden mener, at Camorraen`s forretninger alene i Campania-regionen løber op i mindst 600 mio.€-euro , ca 4500 milioner kr. om året.

rdtSkraldet hober sig op i Napolis centrum og blokerere nu også trafikken. 

Krisemøde i Italiens regering:Kapitalistiske Camorra bag skraldekrisen i Napoli

mandag, januar 7, 2008

6 januari 2008 –

Italiens regering holder krisemøde om skraldebjerget.         

NAPOLI (RAInews) Napolitanerne vader stadig rundt i dynger af stinkende skrald. Derfor samledes Italiens regering mandag til krisemøde om hvordan mere end 100.000 tons skrald som hober sig op på gader og veje i og omkring storbyen Napoli skal kunne “renoveres”.
De stinkende dynger af skrald har hobet sig op som en følge af den den kapitalistiske Camorra´s kontrol over renovationen i byen. I mere end 15 år har Napoli-beboerne måttet kæmpe med kroniske problemer om hvor skraldet skal læsses af . I december holdt renovations-arbejderne op med at hente skraldet eftersom alle skraldepladeser var fulde. 
Først i 2009 ventes regionens førsta nye forbrændingscentral åbnes. I venten på den demonstres der mod den kapitalistiske mafias aflæsning af farligt affald fra andre dele af Italien og beboerne er begyndt  at brænde skraldet af selv.
Skraldet er blevet en sundhedsfare og mange pladser er farlige at færdes i for børn. Derfor holder mange forældre deres børn hjemme fra skolerne. I vrede over situationen væltede Napolitanernerne i weekenden skraldet ud over gader og bus-leder i Napolis centrum for at skabe kaos og tvinge myndighederne til at løse situationen. I fredags blev en snes dukker hængt op i træer og gadelamper. Dukkerne forestillede myndighedspersoner, deriblandt  borgmesteren Rosa Russo. “Send Rosa Russo væk ” stod der på en af dukkerne.

Skraldekrisen er blevet “en virkelig tragedie”, forklarede præsident Giorgio Napolitano som selv kommer fra den syditalienske byen.
Statsminister  Romano Prodi lovede at forsøge løse problemet en gang for alle. Han beordrede også Napolis skoler at åbne igen og motiverede det med at “miljøen er den samma om man er hjemme eller i skolen”.Enten misforstod Signor Prodi årsagen til at Napolis børn ikke kom til skolerne i protest mod den kapitalistiske skraldekrise eller også forsøgte han hjælpe Napolis trængte politikere med at komme ud af krisen uden at løse problemet.

Relaterede artikler:     

Italien:den kapitalistiske Camorra bag renovationskrise

Amerika: Bush forslag om US-statsborgerskab til flere millioner indvanderer stemt ned

torsdag, december 6, 2007

28 juni 2007 – 19:07

Senatet – USAs parlament stopper immigrationslov 

Det er et forslag til en ny immigrationslov som George Bush har foreslået der blev stemt ned. Loven skulle kunne give millioner af illegale indvandrere statsborgerskab i landet. Senats-medlemmerne nedstemte forslaget med 53 stemmer mod 46 i torsdagens afstemning. 60 stemmer havde været nødvendige for at holde liv i forslaget. Nu er det usandsynligt  at der bliver  nogen ændringer af af immigrationslovene som har sikret USA´s kapitalistiske erhvervsliv en stabil strøm af billig arbejdskraft; inden præidentvalget 2008.  Bush-adminstrationen ville med forslaget bl.a. sikre at indvandrere som havde begået krimnalitet kunne blive i USA og fortsat stå til rådighed for det kapitalistiske erhvervsliv. Men da også en del konservative sammen med “Demokraterne”, stemte imod forslaget; som kaldes “amnesti” for personer som havde overtrådt loven, da de tog sig illegalt ind i landet, blev forslaget nedstemt.

USAs boligkrise:To millioner hjem på tvangsauktion i år

tirsdag, november 27, 2007

27.November 2007 *  Krisen på det kapitalistiske finansmarked i de Forenede Stater forværres for hver dag der går. Nye tal tyder på at mere end to millioner hjem bliver sat på tvangsauktion af de kapitalistiske finansinstitutioner alene i år.For millioner af mennesker betyder den kapitalistiske krise personlige tragedier og i værste fald hjemløshed og sult , i bedste fald flere års slavearbejde med det ene formål at betale de kapitalistiske bankieres kreditter med strafferenter tilbage.

Læs mere om USAs finanskrise:Krisen sammenlignes-med-1930´ernes-depression

USA:Finanskrisen sammenlignes med 1930´ernes depression

torsdag, november 22, 2007

16.november 2007  
Wells Fargo WFC er USAs næst største boliglånsbank. Banken tror at tapene på boliglån vil øke i fjerde kvartal, og forbli på et høyt nivå gjennom 2008.

Dårlig boligmarked

Boligprisene i USA har steget kraftig i mange år. Samtidig har en stadig mer optimistisk banksektor i større og større grad kastet boliglån etter kunder.

Men nå er festen slutt.

 


Tredivernes kapitalistiske krise tvinger millioner af fattigbønder og landarbejdere ud på landevejene i jagt efter arbejde, mad og husly *

Kapitalistisk topchef sammenligner dagens bolig-kreditkrise med tredivernes depression, hvor millioner at arbejdere og småbønder blev arbejds-og hjemløse, da kapitalistiske tvangsauktioner og konkurser ramte USA.

– Vi har ikke sett et så landsomfattende prisfald siden den store depression, sa John Stumpf, topchef i Wells Fargo, på et seminar om boligmarkedet torsdag.

Dermed faldt aktiekursene på alle de store amerikanske banker. Kursen på Wells Fargo falt med 3,9 prosent. Morgan Stanley MS og Citigroup C falt med over 4 prosent.

Stumpf vil ikke spå om hvor lenge det er igjen av bolig- og finanskrisen i USA.

– Men jeg tror ikke vi er i sidste runde, sa han.

I tredje kvartal hadde Wells Fargo tap på 0,77 prosent av sine boliglån. Det er særlig i Midt-Vesten og i California tapene er store. Det er også her boligmarkedet har vært dårligst.

For mange boliger

Stumpf mener boligprisene er presset ned av den store nybyggingen de siste årene. Dette er sket over hele USA, mens dette vanligvis skjer på avgrensede områder.

Men han mener at markedet vil komme i form igjen snart. Med lave renter og økonomisk vekst, vil salget av nye boliger ta seg opp til normalt nivå.

Høyere renter

Stumpf mener 2008 blir et svært interessant år. Neste år skal mange boliglåntakere få ny og høyere rente på sine boliglån.

Mange banker har operert med en lav rente, en lokkerente, de første to årene på et 30-årig lån. Mange af subprime-lånene som ble utstedt i fjor, vil dermed få ny rente neste år.

Verdifullt seminar

Konferansen som Merrill Lynch har arrangert denne uge har haft stor værdi. Onsdag beroligede Goldman Sachs-chefen Lloyd Bankfein aktiemarkedet med forsikringer om at hans bank ikke ville tape noget mere.

 

Polen dømt for diskrimination i Europa-domstolen

mandag, november 19, 2007

3 Maj 2007 – * * *

Europadomstolen dømte Polen for brud på menneskerettighederne

Polske myndigheter diskriminerede da de forbød en gayparade i Warszawa 2005. Det slår den Europæiske domstol for Menneskerettigheder fast. Da paraden blev stoppet var den nuværende præsident Lech Kaczynski borgmester i den polske hovedstad og hans avisudtalelser påvirkede beslutningen om at forbyde marschen, ifølge domstolen. Paraden gennemførtes alligevel men deltagerne udsatte sig dermed for en betydelig risiko,ifølge domstolen. Polske myndigheder tilbageviser kritiken og anser at der fandtes konkrete trusler mod sikkerheden. Polens præsident og tidligere Warszawa-borgmester Lech Kaczynski var sammen med Lech Walesa en af lederne af den højre-liberale Solidarnosc-fagbevægelse som blev stiftet i 1980. Solidarnosc fik støtte af Pave Jan Paweł II (Johannes Paulus II), ligesom USA under Ronald Reagan og dansk LO og “socialistiske” organisationer som SF, VS og SAP bidrog  til bevægelsen, der  på kort tid fik 10 millioner medlemmer. Det Sovjet-revisionistiske “DKP” støttede derimod åbent det socialfascistiske polske regime; som i december 1981 indførte åben militær undtagelsestilstand og satte hæren ind mod arbejderklassens protester.

Kapitalismens “Nye Verdensorden”: Antallet “underudviklede” lande stiger

fredag, november 16, 2007

9 Juli 2007

Antallet “underudviklede” lande fordoblet

Verdens mest underudviklede lande har –  trods den såkaldte kapitalistiske “globalisering” –  sakket endnu længere ned af udviklingsstigen fremgår det af en ny FN-rapport. Mens visse lande blomstrer bliver andre stadig mere marginaliserede.
Antallet mindre udviklede lande er fordobblet siden 1971, “50 lande får i dag ikke del i den økonomiske vækst som den øvrige verden har oplevet”.
I disse lande – som f.eks Mauretanien og Gambia. bor tolv procent af verdens befolkning men de nås bare af to procent af de globale investeringer,

USA´s finanskrise:6500 fyret efter American Home´s konkurs

fredag, november 16, 2007

6.Aug. 2007 _ –

Den kriseramte amerikanske boligkredit-gigant

American Home  

tog mandag et skridt nærmere konkurs da finansvirksomheden ansøgte om konkursbeskyttelse i følge USA´s konkurslovgivning.

Flere kapitalistiske finans-virksomheder som ikke låner penge ud til husholdninger med “lavere kreditværdighed” – dvs de beskæftiger sig ikke med så kaldte subprimelån, dvs udlåning til fattigere familier som de kapitalistiske storbanker har nægtet lån – har i løbet af året rapporteret at en voksende andel af kunderne har svært ved at betale sine lån. “American Home” havde netop ikke subprimelånen som hovedgruppe,men henvendte sig til noget mere velhavende kunder, med højere kredit-sikkerhed.

Den kriseramte amerikanske bolig-kredit-selskab American Home blev et af de første ofre for den krisen i den kapitalistiske finanssektor i de Forenede Stater.
Konkursen er et tegn på at kredit-krisen nu også rammer virksomheder og deres kredittagere som ligger udenfor betegnelsen “ikke-kreditværdige”, men tilhører de bedre-stillede i “middelklassen”. American Home, som er USA´s tiende største private boligkredit-institut, udlånte i fjor cirka 330 milliarder kr. Selskabet meddelte i fredags at det nedlægger størstedelen af sin virksomhed hvilket betyder at flertallet af de 7400 ansatte som er beskæftigede mister deres arbejdsplads.

Konkursen for American Home blev en realitet da de storkapitalistiske banker som finansirer virksomheden lukkede for kreditten og i stedet begyndte at kræve tilbage-betaling af de penge som de tidligere havde lånt ud til American Home og andre kredit-institutter.
Den tyske storbank Deutsche Bank er American Homes største kredit-giver.

Sydafrika:Våben mod sygeplejersker

mandag, november 12, 2007

15, juni 2007 – 13:58

 

Sydafrikansk politi skød mod strejkende

Sydafrikansk politi åbnede i dag ild mod strejkende sygeplejersker i Durban og flere blev såret. Politiet benægter beskydningen men oplyste at tolv sygepjersker var anholdte. De strejkende kræver tolv procents lønforhøjning og strejken omfatter siden fredag flere sygehuse og myndigheter i KwaZulu-Natal-provinsen. Strejken blev udlyst af den mægtige landsorganisationen Cosatu efter et forslag om at forhøje præsident Thabo Mbekis løn med 57 procent. ANC-Regeringen har samtidigt påbudt lave løn-stigninger for den brede befokning “for at dæmpe inflationen”.

Den hemmelige krig mod Rusland

torsdag, november 8, 2007

 

  Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse og vækker både følelser og passion.Og – det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse. 

Og, det står klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme dens betydelse.
Revolutionen var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet.

Revolutionen´s sejr gav støtte til fødselen af en livskraftig venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for
krigsbevillingerne og den Første Verdenskrig.

Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den
anti-koloniale, demokratiske befrielseskamp i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina (Viet Nam), Indien,Iran, Algeriet, Irak og andre arabiske lande lande.
I anledning af 90 året og frem mod 100 året – for revolutionen bringes en serie artikler i de næste ti år – om denne afgørende begivenhed i menneskehedens historie. Her findes også mulighed for at læse den internationale “bestseller” og et af de bedst dokumenterede og velskrevne værker om revolutionen og Sovjets historie,nemlig: “The Great Conspiracy against Russia” ( Den hemmelige krig ) *

* *The Great Conspiracy against Russia * * skrevet af forfatterne Michael Sayers og Albert E. Kahn kan læses HER * *:
Bogen findes udgivet på dansk :”Den hemmelige krig” og norsk :”Den store sammensvergelsen”. Den norske udgave indeholder også 30 siders kilde- og navneregister

Fire år efter “befrielsen” af Irak:4 millioner flygtninge

fredag, november 2, 2007

6.juni 2007 –

4,4 millioner irakere på flugt


Irakisk flygtning beskytter sit barn med sit tørklæde i en teltlejr.

Strømmen af flygtninge i det “befriede” Irak fortsætter med uformindsket styrke. Det rapporterer FN:s flygtningekommissariat UNHCR i dag.
Efter bombningen af den shiitiske helligdom i februari 2006 har godt 822.000 irakier forladt sine hjem for at flygte til andre dele af landet.

Antallet irakiske både indenlandske og flygtninge ud af landet er nu oppe i hele 4,4 millioner mennesker, hvoraf omtrent halvdelen har forladt landet.
1,4 millioner bor i Syrien og 750.000 i Kongeriget Jordan samtidig som mellem 750.000 og en million irakere er på flugt eller er flygtet til det tredje naboland Iran.

Ifølge UNHCR’ s talskvinde Astrid van Genderen Stort flygter lavt regnet mellem 30.000 og 50.000 irakere til Syrien hver måned.

-UNHCR øger sina insatser i regionen i hurtig takt , men krisens omfatning er hårrejsende udtaler talskvinden Jennifer Pagonis.

Godt halvdelen af irakerne som har fået flygtningestatus i Syrien i år behøvede særlig hjælp. Flere var torturoffrer, ifølge Pagonis.
Bara i år har 130.000 irakier fået flygningestatus i de omgivende lande.

Jenifer Pagonis hovedorganisation FN (UN) har dog godkendt den folkeretsstridige udenlandske besættelse af Irak.
Denne besættelse er den egentlige årsag til at Iraks folk flygter i milliontal.

Kilder: FN’ s Flygtningeorganisation: UNHCR, Iraqi Refugee Aid Council.

Ernesto “Che” Guevara 1928-67 (II)

tirsdag, oktober 30, 2007

I Cuba fremstilles Guevaras Statsfinansielle Plan-system udarbejdet for Cubas særegne vilkår, oftest som om Che på en måde »opfinder« en særlig »model« som passer hans mere eller mindre utopiske syn på overgangen til det socialistiske samfund. På den måde betragtes Guevaras økonomiske tænkning isoleret fra den historiske epoke, hvor kapitalismen bliver genindført i Sovjetunionen og de tidligere Folkedemokratier. Guevaras økonomiske tænkning blev højst betragtet som et alternativ til det bureaukratiserede “selvforvaltende” statskapitalistiske markedstilpassede system som blev støttet af den kontrarevolutionære Hrusttjov-gruppe i Sovjet , Tito-kliken i Jugoslavien. Dette syn blev genoplivet på Cuba i slutningen af 1980´erne da den sovjetiske økonomi og hele det såkaldte » selvforvaltende socialistiske« system viste klare tegn på opløsning.
Det er dog afklarende at se at nogle af øens ledende økonomer indrømmer at Guevaras økonomiske tænkning ikke kommer ud af det blå:

»I retrospektivet er det Statsfinansielle Plan-System et bidrag af stor værdi. Vi vil ikke sige – og I ved det godt – at Che opfandt det Statsfinansielle Plan-System. Det kom allerede fra de socialistiske lande; i en hel tidsperiode styrede det Statsfinansielle Plan-System store dele af økonomien i Sovjetunionen«              

(Carlos R. Rodriguez i *5)eyVi behøver ikke sige at Rodriques med »en hel tidsperiode« henviser til den økonomiske model udviklet under Stalin, som for alvor med den Første Femårsplan (1927-32) indleder den socialistiske opbygning der inspirede arbejdere og undertrykte i hele verden og gjorde socialismen til et realistisk alternativ til kapitalismen. Dog bidrager Rodriques fejlagtigt til at pålægge Guevara det synspunkt at overgangen til socialismens højere former, eller fulstændig socialisme muligør at det Statsfinansielle Plan-System kan blive ført ud i praksis til hele økonomien, at hele økonomien angiveligt kunne fungere som en stor virksomhed, med en social fond til at dække produktionens og distributionens behov.
Faktisk definerer Guevara det Statsfinansielle Plan-System omtrent lige modsat som et middel til at tilfredsstille de øjeblikkelige/umiddelbare behov opstillet af den statslige industri-organisation og som det vil fremgå af det næste kapitel, tillader tilstedeværelsen af vare-penge forhold (commodity-money relations) mellem staten og andre produktions enheder og tillader eksistensen af andre produktionsformer end den statsejede. Det Statsfinansielle Plan-System er udtænkt af Che som en modsætning til den revisionistiske “selvforvaltnings”-model der indførtes i Sovjetunionen og de tidligere folkedemokratier efter Stalin bortgang, med Hrustjov-gruppens “anti-stalinistiske” markedslignende selvforvaltningreformer. Guevara afslørede den grundlæggende forskel mellem det statsfinansielle Plan-System og det markedslignende økonomiske eller finansielle selvforvaltningssystem, hvor hver enkelt virksomhed skulle forvalte sin økonomi med overskud; så tidligt som i 1961, altså i de aller første stadier af socialiseringen af industrien i landet. Guevaras tanker til fordel for centraliseringen af statsindustrien udtænkes inden »El gran debate« – Den store Debat og det står klart for os at Che havde klare forestillinger om det Statsfinansielle Plan-System inden han bliver opslugt i den ophidsede diskussion med tilhængerne af de revisionistiske teser om “økonomisk selvforvaltning” som Hrustjov-gruppen var i fuld gang med at fuldføre i Sovjetunionen. Vi har alle mulige grunde til at tro at “Che” var insat i den sovjetiske økonomis historie og helheden af den socialistiske folkehusholdning på Stalins tid. Guevara forkaster fra begyndelsen forestillingen om fri foretagsomhed i den socialistiske sektor som indbefatter muligheden for de individuelle økonomiske enheder at virke som mere eller mindre uafhængige producenter eftersom . . .

»i de socialistiske lande, besidder virksomhederne en bank-kredit, skaffer sig penge , producerer med de penge som den modtager, sælger deres produktion, og overlader da en del af profitten til staten og beholder en del af profitten til interne behov. Forskellen er at vores selskaber ikke sælger, men overlader produkterne og arbejderne er af lønnet af staten »              

(Che Guevara på Konferencen »Økonomi og Plan« på Universidad del Pueblo, 1961 oversat fra spansk).
rrt I Guevaras system sælger virksomhederne intet fordi så skulle et vare-penge forhold får fuld virkning; både i form og indhold når produkterne er fremmedgjorte af en uafhængig producent eller den individuelle forbruger . . . . . . . . . . . . . . I modsætning til den finansielle selvforvaltning i det revisionistiske system, cirkulerer arbejdskraften mellem de enkelte virksomheder i statssektoren og mellem virksomhederne og staten i form af fordeling eller tildeling ifølge de kontrakter som den socialistiske plan fastsætter:

»At udarbejde en plan gennem hvilken virksomheden vil blive tildelt de nødvendige midler af staten for at gennemføre efektive kontrakter . . . og også at overføre indtægterne fra salget til samfundets kasser« *6)      

I Guevaras system fungerer virksomheden som en del af en større virksomhed, som ikke besidder finansielle midler med hvilke det kan gøre egne beslutninger om produktion og reproduktion. Eftersom den socialistiske virksomhed ikke har :« . . . . .egne midler, fordi dets indtægter er overført til det nationale Planbudget ‹‹ Che Guevara (*7) Guevara modsætter sig urokkeligt enhver form for udveksling mellem de socialistiske virksomheder i den socialistiske sektor på andre måder end fordeling af resourcer. Arbejdskraftens bevægelser i den socialistiske sektor bliver af Guevara set som en samling af arbejdet i en sammensat produktions-kæde. I dette system er virksomheden ikke i stand til etablere en udveksling af arbejdskraft uafhængigt af planen, eftersom virksomhedens samlede produktionsaktivitet er fastsat af planen og ikke af fabrikkens direktion/direktør.
Staten i skikkelse af Stats-Banken er begyndelsen og afslutningen for de arbejdskraft -bevægelser som har at gøre med den socialistiske virksomheds produktionsaktiviteter: Den skaffer sig de nødvendige finansielle midler for at skaffe sig produktionsmidler og den overleder indtægterne til National Banken. Disse midler bliver derefter brugt af det socialistiske planhusholdningsystem til sikre den udstrækte reproduktion af de enkelte produktionsenheder, til kapital-investeringer eller til ikke-produktive sociale behov og tilfredstillelse af menneskelige behov.. I denne betydning udvinder virksomheden ingen ekstra profit per se; den overfører en positiv balance mellen produktionsomkostningerne og indkomsterne og det er den socialistiske stat som tager den endelige beslutning ifølge planen om hvad der videre skal ske med den positive balance, med overskuddet, ikke direktøren som det blev udbredt praksis i de lande der fulgte de sovjetiske og jugoslaviske “direktørers” og partilederes revisionistiske “selvfinansierings”-reformer. Forestillingen om socialistisk planlægning i Guevaras system er nært forbundet med forestillingen om hele produktions-systemets lønsomhed og nytte.
Den socialistiske folkehusholdnings effektivitet er ikke resultatet af en mekanisk sammenregning af de enkelte virksomheders resultater. En positiv balance i regnesummen af de enkelte overskud er muligt i det kapitalistiske system i ekspansions-tider endskønt den bliver negativ under den kapitalistiske produktions-nedgang (depression).BORTSET FRA AT DET socialistiske system ikke kender til recession eller kriser fremviser det socialistiske produktionssystem de største vækstrater, ikke kun fordi sammentællingen af de enkelte overskud giver en positiv balance. Den socialistiske produktionsmådes fortrin fremfor den kapitalistiske ligger ikke bare i økonomiens planmæssige karakter, at den socialistiske stat er i stand til at tage beslutninger for hele det produktive system;ikke de enkelte producenters samordning, men styringen af arbejdskraft bevægelserne imellem de socialistiske virkomheder, hvor det er af største vigtighed at produktionsenhederne er mest lønsomme ved hjælp af maksimal reduktion af produktions-omkostningerne, mens effektiviteten af økonomien skal vurderes som en helhed, men også i at arbejdet og arbejderklassen er den ledende og styrende klasse overfor kapitalen og markedet som
bekæmpes i den revolutionære udviklingen frem mod komunismens højeste fase hvor både klasser , stat, marked og penge er afskaffert.
Med andre ord : Proletariatets Diktatur med den revolutionære kommunist Karl Marx ord

»Eftersom dette system er baseret på den den centrale kontrol med økonomien bliver den relative effektivitet af en virksomhed kun et index; det der virkelig betyder noget er den samlede produktive systems lønsomhed«              

– Che Guevara, op.cit.*8 – ty

Dette begreb, som er et mere komplekst begreb med hensyn til de enkelte virksomheders rentabilitet, var blevet klart udtrykt af Stalin i »Socialismens Økonomiske Problemer« .

I diskussionen mod højre-afvigelserne, er den eneste måde at forstå at bestemte sektorer i økonomien kan virke uden overskud eller endda producere med tab igennem en bestemt tidsperiode , er at . . . en mere sammensat forståelse af hele den socialistiske økonomis lønsomhed.

»Hvis lønsomhed , ikke set fra de enkelte virksomheders eller fabrikkers standpunkt, og ikke engang for en periode af et år , men fra hele økonomiens standpunkt og over en periode af lad os sige ti eller femten års, . . . .således at den midlertidige og ustabile lønsomhed for nogle fabriker og industrigrene er uden nogen sammenligning med den højere form af stabil og permanent lønsomhed som vi får fra loven om balanseret udvikling af den nationale økonomi og fra økonomisk planlægning . . . . «              

9) J.V.Stalin i Socialismens Økonomiske Problemer i USSR, 1952. * * *

Læs TREDJE DEL:    

* * * * * *

KILDER:

*1)        

Rafael Martinez* * Che Guevara og socialismens politiske økonomi * * i tidskriftet Revolutionary Democracy* April 2005 * vol.XI,No 1)

*2)        

Orlando Borrego * * Che el Camino del Fuego * *Imagen Contemporanea* Havanna 2001.

*3)        

Fidel Castro i * *Che Guevara, Economics and politics in the transition to socialisme” Pathfinder;New York 2003 side 39)

*4)        

Che Guevara * * Letter to Armando Hart Dávalos * * Contracorriente,Havanna, september 1997, N75)

*5)        

Carlos Rafael Rodriguez * * Che Guevara, Cuba and the Road to Socialism«; New York,1991 s. 39-30. Oversat fra Spansk af Bruce Mellado).

*6)       

Che Guevara op.cit. Kollektive diskussioner: Enestående Beslutninger og Ansvar, s.3 Oversat fra Spansk: Discusión colectiva:Decisión y responsabilidad únicas)

*7)        

Che Guevara, op.cit. i »Betragtninger om udgifter« ;s.46 :Considerations on Expences« oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*8)        

Che Guevara, op.cit. Considerations on Expences« s.48 (:oversat fra spansk »Consideraciones en Expences

*9)        

J.V.Stalin, Economic Problems of Socialism in the USSR, Foreign Language Publishing House, Moscow 1952, pp. 28-29) : Socialismens økonomiske problemer

*10)        

«Sovjet-regeringens Beslutninger om økonomiske spørgsmål«, Moskva 1957; Bind 1;Oversat fra russisk. * * * * *

Tyskland: Erhvervstøtte for 200 milliarder kr.

mandag, oktober 29, 2007

10 januari 2006 – yuuAngela Merkel og Franz Müntefering fra CDU og SPD er enige om statsstøtte på 25 millarder Euro-€ til tysk erhvervslivDetaljer i det tyske erhvervsstøtte-program

” CDU og SPD enige om krisehjælp for 25 milliarder euro, næsten 200 milliarder skattekroner. Programmet bliver rost af det kapitalistiske EU´s talsmand. Et EU som til andre tider er optaget med at fremstå som styret af den liberale markedsøkonomis principper
“Den kristen-socialdemokratiske Angela Merkel-regering fremlægger milliardpakke for at tilgodese det private erhvervslivs “finansieringsproblemer og dermed mindske virkningerne af kapitalismens almene krise. Tysklands kapitalistiske markedsøkonomi har udelukket op imod  5 millioner arbejdsduelige (officielt  p.t. 3,5 milioner)  mennesker fra arbejdsmarkedet. Angiveligt skal Forbundskansler Angela Merkel koalitionsregerings næsten 200 milliarder kroner dyre investeringsprogram for 2006 som indeholder hjælp til det “betrængte” kaptalistiske erhvervsliv skaffe arbejde til nogle af disse millioner mennesker udenfor arbejdslivet. Kilder i regeringen opgiver att pengene skal gå til investeringer som “stimulerer væksten, for eksempel transport, forskning og udvikling.” Man vil også satse på “velfærden i familie-sektoren”.Desuden skal millard-pakken sikre at “Tyskland generobrer sin position som ledende økonomiske nation i Europa”; som Angela Merkel udtrykker det for at opmuntre de “nationale følelser” . Programmets detaljer skal præsenteres i løbet af dagen.

Kilder: AFP+ Deutsche Welle

Polen: “Lenin” skibsværftet i Gdansk bankerot

tirsdag, oktober 23, 2007

18.Oktober 2007 *
GDANSK/WARSZAWA (-)

– KACZYNSKI-REGERINGEN i POLEN er politisk bankerot – og tabte søndag valget til en anden borgerlig gruppering – den højreliberale “Borger Platform”.

Man kan sige at Kaczynski-regeringen allerede fra starten var demokratisk bankerot – Den kom til magten efter et valg hvor 59% , hvilket betyder at flertallet af de stemmeberettige; blev hjemme. Regerings- flertallets aktive støtte hos vælgerne udgjorde i realiteten ikke meget mere end 20 % af de 30 millioner stemmeberettigede polakker. Stemmedeltagelsen i søndagens valg kom helt op på 53 %. *
Et fantastisk resultat når man tænker over hvilke valgmuligheder der var opstillede. Også det berømte skibsværft i Gdansk er på vej mod fulstændig bankerot. For at undgå en fallit-erklæring blev værftet – præcis et par dage inden valget – solgt til udenlandsk kapital. Gdansk-værftet skal ifølge direktøren opkøbes af ukrainsk kapital.

asf

Her er Sołdek; på vej ned af dok-rampen på hendes jomfrutur den 11.November 1948, fra værftet som blev fødested for Solidarnosc – solidaritetbevægelsen som anførtes af Lech Wałęsa med Lech – og Jarosław Kaczynski  som aktivister
– På “Stocznia Lenina”: Lenin-Skibsværftet; ,byggede værftsarbejderne det første skib i det nye folkedemokratiske Polen efter Anden Verdenskrig: De titusinder af værftsarbejdere udgjorde sammen med Polens minearbejdere, stålarbejdere og andre arbejdere den politiske og økonomiske ryggrad i det nye folke-demokratiske Polen som blomstrede ud af ruinerne af den nazi-tyske besættelse efter befrielsen i 1944.
PÅ “Stocznia Lenina” arbejdede der godt 15 tusind arbejdere da de i august 1980 besluttede gå i strejke for at få fjernet den revisionistiske Gierek-regerings chock-forhøjelse af madpriserne.

Jarosław er dagens afgående statsminster og Lech er Polens præsident idag. Bevægelsen var medvirkende til det Sovjet-støttede Jaruzelski-regime´s opløsning. Hovedårsagen til regimets opløsning og succesén for Solidarnosc : 10 millioner medlemmer – var dog den kapitalistiske karakter af det Sovjet-støttede regime. Det sovjet-støttede polske regime var politisk og økonomisk; fulstændigt bankerot. Gælden til kapitalistiske banker i udlandet i 1980`erne oppe i godt 30 milliarder Dollar hvad der idag svarer til opimod 100 milliarder dolar, over en halv billion kroner.
– Efter at Gomułka blev udskiftet med Edward Gierek i ledelsen  i 1970 tog låneoptagelsen i de kapitalistiske storbanker i vest for alvor fart.
Indførelse af den militære undtagelsestilstand i 1981 ændrede ikke den økonomiske linje, men var et forsøg på at tvinge den polske arbejderklasse til at betale regningen: renter og afdrag på milliardlån til de kapitalistiske storbanker, gennem chock-forhøjelser af priserne på brød og kød.
Det udlyste først strejker under sommeren 1980 blandt arbejderne i de store industriværksteder og fabrikker i  Lublin. Siden begyndte værftsarbejderne i Gdansk deres strejke i august.
En anden vigtig lære fra udvikilingen i Polen er at den revolutionære kommunistiske tese om at arbejderklassen er den ledende kraft under kommunismen såvel som under alle former for kapitalisme igen blev bekræftet. Uden arbejderklassen som den ledende politiske, økonomiske og ideologiske kraft er enhver tale om kommunisme ren teori og småborgerlig opportunisme som slutter i klassesamarbejde og stagnation.
serrg*- – – – — — –
Strejken på Lenin-skibsværftet i Gdansk fortsætter og udvikler sig til en besættelse efter den 13.December. For at skræmme de strejkende på værftet sætter hæren ind med flere panserkøretøjer og tanks foran hovedporten til værftet.Den militære undtagelstilstand som indførtes den 13.december 1981 skulle sikre at det polske folk betalte renterne på den gæld som det Sovjet-støttede regime havde optaget i kapitalistiske banker i udlandet for at undgå et sammenbrud for den  “nye” økonomiske “selvforvaltnings-socialisme”. Che Guevara kaldte dette system “autogestion” , altså med en stor grad af autonomi for de enkelte virksomheder med henblik på investeringer, ansættelser fyringer og indkøb.Dette system spillede fuldstændigt fallit i Polen, Ungarn, Jugoslavien og andre  lande der fulgte den “selvforvaltende vej”.  Den militære undtagelsestilstand , krigsrettilstanden som blev proklameret i december 1981 under General Wojciech Jaruzelski skulle sikre systemets overlevelse på arbejderklassens bekostning. Jaruzelski-regimet sikrede i 1980´erne en fortsættelse af den passive økonomiske politik med låneoptagelse og forsøgte at tvinge arbejderklassen til at betale for det statskapitalistiske sovjet-støttede systems fallit. Et system som Che Guevara kaldte “autogestion” = “finansiel selvforvaltning” eller “markedstilpasning” , hvor direktørerne og de enkelte virksomheder har stor økonomisk selvstændighed og kan beholde overskuddet, fyre og ansætte arbejdere osv. Altså i retning af det Jugoslaviske “selvforvaltnings”-system under Tito, hvor de enkelte virksomheder opererer uafhængigt af staten. Tito-gruppens revisionistiske, vestligt støttede, “selvforvaltningssocialisme” førte folkene i Jugoslavisen mod den politiske og økonomiske afgrund. *1)
Umiddelbart efter proklamationen af krigsretstilstanden i december 1981 dikterer militær-Juntaen under Wojciech Jaruzelski, at arbejderklassen skal arbejde 20 % mere, det vil sige seksdages arbejdsuge bliver militær lov for at tvinge arbejderklassen at betale renter og afdrag til de kapitalistiske banker: Enhver modstand, protester, aktioner endsige strejker bliver straffet af særlige militær domstole. Også arbejderaktivister, intelektuelle og journalister som informere den polske offentlighed om situationen eller som regimet udtrykker dert “spreder falsk information” bliver straffet af militær-domstolene med lange fængselsstraffe . Polens kulminer sættes under direkte militærkontrol; de klassevebevidste kampvillige minearbejdere skal arbejde med militærets maskingeværer i ryggen for at sætte en stopper for modstanden mod krigsretstilstanden fra det polske proletariats kerne-tropper.

Det nye EU-land Polen er ligesom de andre kapitalistiske EU-stater ikke nogen “liberal succes”, forstået som et fremgangsrigt eksempel på fri liberal markedsøkonomi som står på egne ben. For det første fik Polen eftergivet den trecifrede milliardgæld – -i dollars – til kapitalistiske banker. Og dagens Polen holdes oppe af EU. For at forhindre økonomisk krise og holde den polske kapitalisme på benene har EU vedtaget at pumpe opimod 90 milliarder € ~ 740 miliarder kr. ind i den polske kapitalistiske økonomi i de nærmeste seks år.SELVOM den nye regering under ledelse af højre-partiet Medborgerplatformen overtager regeringensmagten midt i en “højkonjunktur” kommer den at få problemer med at leve op til – nogen af de mange løfter om økonomiske forbedringer for forskeligge erhvervs-grupper som har stemt på dem samtidigt som den skal opfylde EU´kapitalistiske statsbudgetkrav og gennemføre de krav om rationaliseringer og reformer af stats-finanserne som EU kræver.

Søsætning i Dok 1 af nybygning på Skibsværftet i Gdansk
Regeringen er med andre ord i lommen på EU og Gdansk-værftet kommer nu i lommen på ukrainsk kapital. Direktøren for Gdansk Værftet, fødestedet for arbejderbevægelsen Solidarnosc – fortalte at værftet vil blive solgt til Ukraine’s Donbass for $400 mln~2200 millioner kr for at undgå bankerot. Netop EU-krav om tilbagebetaling af statsstøtte var den udløsende årsag til krisen for værftet i Gdansk. r5656u Militær Officer taler til det polske folk den 13.Dec,1981.

Krigsret-tilstanden -den militære undtagelsestilstand er indført, 16 måneder efter at strejken på Lenin-skibsværftet var brudt ud – Hæren og som her militsen kontrollerer gaderne i de polske byer(General niezawisłe ustawoawstwo, TVP, 13 Grudnia 1981)

iutftyjUnder krigsrettilstanden fra 13.December 1981 spredes tåregassen for at holde folk væk fra at bryde demonstrationsforbuddet

  ORIGINALTELEGRAM:Det legendariske skibsværft i Gdansk er ved at blive solgt til et Ukranian company. Det sker efter at EU har stillet krav om at værftet cut back on capacity or be forced to repay about $1.8 bln in state subsidies it received since Poland joined the EU in 2004.
Industrial Donbass Union will buy an 83% stake with an option to purchase the remaining 17% from the Polish Treasury.Shipyard president Andrzej Jaworski said Donbass will most likely decide to pay state aid back to the European Union to avoid cutting capacity.
The announcement was a sensitive issue for Prime Minister Jaroslaw Kaczynski, i valget søndag. Et valg hans tabte til et andet højreliberalt parti. Kaczynski’s political career began in Solidarity and he is counting on the backing of current Solidarity trade unionists on Sunday. In course of privatisation the status of the Shipyard-company was changed in 1990 from the state owned company into the joint stock company with the National Treasury 61% in shares and 31% owned by employees. From that time the shipyard operated as the Stocznia Gdańska S.A.* * * *
  

BAGGRUND: Udviklingen i Polen fra Gomułka til Gierek og Wałesa

Partilederen Władysław Gomułka – som i 1960´erne forsøgte at give “jøderne” skylden for det sovjetstøttede polske systems krise var ligesom efterfølgeren meget ukritisk overfor Moskva .
Under Gierek blev landet kørt så langt ned økonomisk at det gik over i en forsyningskrise – som Gierek forsøgte løse med prisforhøjelser – hvilket udløste strejkerne i 1980/1981 og til stiftelsen af Solidarność-bevægelsen der på et tidspunkt organiserede 10 millioner mennesker.
Det polske landbrug var domineret af småbondebrug, som besad mellem 5 og 10 ha jord, hvor de lige kunne forsyne sig selv og kun sjældent forsyne befolkningen med. Under Gomułka var småbøndernes landbrugsfælleskaber og kooperativer blevet opløst. Og der fandtes kun få statslige storlandbrug – (sovkhoz).
Efterhånden som Polen synker stadig længere ned i den kapitalistiske gældsfælde til det vestlige udland må landet eksportere stadig større dele af dets landbrugs- og industriprodukter – hvorved krisen i store dele industrien og handel forværres – og forsyningerne bryder sammen.
Folk der var vidne til udviklingen fortæller : “På et tidspunkt – i begyndelsen af året 1981 gabede hylderne i supermarkedet tomt.
Vineddike og ungarsk vin var alt jeg fandt på hylderne i et supermarked i
Łódż i januar 1981. Kom der en dag forsyninger af smør, måtte man stille sig i timelange køer og selv toilettpapir, skrivehæfter til børnene, bøger, brød og andet var varer som de statslige butikker var underforsynede med.”
Wer es sich leisten konnte, besorgte sich seinen Bedarf auf den freien Märkten – zu horrenden Preisen. Ich weiß, wovon ich schreibe: Ich stand selbst einmal einen ganzen Vormittag im Schneetreiben im Freien in einer Schlange für zwei Päckchen Butter und zwei Döschen Tomatenmark.
Die Versorgungslage und die Fehlentscheidungen der Parteiführung hatte zur Folge, dass die reaktionärsten Elemente des Landes, der katholische Klerus, nicht nur in der Arbeiterschaft seinen Einfluss verstärken konnte, sondern schließlich sogar zum Faktor der Einflussnahme der Regierung auf die Streiks wurde. So durfte der damalige Primas der katholischen Kirche, Stefan Kardinal Wyszynski, im Sommer 1980, auf dem Sterbebett liegend, eine röchelnde Ansprache im Fernsehen und Radio an die Nation halten, die Arbeiter sollten nicht streiken, das Vaterland sei in Gefahr. Der Papst Johannes Paul II. redete anschließend. Auch er appellierte an die polnischen Arbeiter nicht zu streiken.

Sie streikten dennoch. Ende 1981 kam es zur Machtübernahme des Militärs, es war eine Art Militärputsch. Eine Militärdiktatur in einem sozialistischen Land – ein Unding. Aber das fand das Wohlwollen der herrschenden Kreise in Moskau und den anderen Hauptstädten des Ostens. Die Regierung der Volksrepublik und die PVAP, waren vom Wohlwollen des reaktionären Klerus abhängig. Daran änderte auch das Kriegsrecht im Winter 1981 nichts. Auch hier bediente sich die Regierung der Vermittlung des Klerus. Ohne den klerikalen Einfluss wäre es womöglich zu größeren Rebellionen gekommen. Im Oberschlesischen Bergbau kam es auf einzelnen Zechen zu Streikaktionen gegen das Kriegsrecht. Unter Beeinflussung durch den Klerus beendeten die Arbeiter aber ihre Kämpfe.
Soweit war es in Polen gekommen, so nah stand die Volksrepublik am Abgrund. Als das Kriegsrecht aufgehoben wurde, waren die letzten Regierungen der Volksrepublik nur noch dabei, die Volksrepublik abzuwickeln. Præsidenten, General Jaruzelski, der 1981 mittels des Militärs regiert hatte, ließ es jetzt zu, dass die Regierung Mieczysław Rakowski (PVAP) abtrat und durch eine klerikale ersetzt wurde. Er sei, sagte Jaruzelski damals, der Präsident aller Polen. Oder János Kádár in Ungarn. Was Kádár in Ungarn in der Wirtschaftspolitik machte, war der Goulaschkommunismus Chruschtschows. Längst hatte sich dort eine kapitalistische Schattenwirtschaft etabliert. Ganz ähnlich wie in Polen.
Dass die Armeen des Warschauer Paktes in die CSSR 1968 einmarschierten und den sogenannten Prager Frühling beendeten, lag das nicht an der wirtschaftspolitischen Linie der KPČ unter Aleksander Dubček, sondern weil sich Dubček der Bevormundung Moskaus zu entziehen drohte. Die Wirtschaftsreformen waren nicht kapitalistischer, wie die, welche bereits in Polen und Ungarn lange vorher durchgeführt worden waren und wurden auch von Dubčeks Nachfolger Gustáv Husák nicht rückgängig gemacht.
Ganz anders die Politik der Sowjetischen Führung gegenüber der Volksrepublik Albanien. Bekanntlich kritisierte und attackierte die Partei der Arbeit Albaniens die sowjetische Politik und den XX. Parteitag sehr viel früher, als es die chinesische KP tat. Robert Steigerwald wird wohl nicht ernsthaft behaupten, auch mit Enver Hoxha, dem Vorsitzenden der PAA, „kämpften zwei kommunistische Großmächte um die Vorrangstellung“.
Albanien können diese Ambitionen wohl nur anhalluziniert werden – Albanien war auch nicht der Juniorpartner der Chinesen. Das zeigte sich Ende der 70er Jahre, als China Pol Pot in Kambodscha unterstützte und Krieg gegen Vietnam führte. Die albanische Partei distanzierte sich von den Steinzeit“kommunisten“ Kambodschas und billigte den Einmarsch der Vietnamesen. Worauf es zum Bruch mit Peking kam.
Gegen Albanien ließ die sowjetische Führung die Muskeln spielen, als die Albaner offene Kritik an der revisionistischen Politik der KPdSU übten: Alle sowjetischen Entwicklungsprojekte wurden von heute auf morgen eingestellt. Die sowjetischen Eksperten hinterließen Bauruinen und stürzten die albanische Regierung in arge Schwierigkeiten – die gewollt waren von Moskau. Chruschtschow verlangte beim letzten Besuch in Albanien, dass sich die Albaner im Rahmen des RGW auf Orangen, Tabak usw. konzentrieren und auf den Anbau von Brotgetreide ganz verzichten sollten. Chruschtschow meinte großspurig, die Sowjetunion liefere das Getreide im Rahmen des RGW, denn was die Albaner an Getreide brauchten, fräßen in der Sowjetunion die Mäuse. Enver Hoxha lehnte ab.Kurz danach gab es eine Missernte an Getreide in Albanien. Die albanische Regierung bat die Sowjetunion, sich berufend auf die Zusagen Hrusthovs, um Getreidelieferungen. Die Moskauer Regierung lehnte ab. Mit der Begründung, in der SU hätte man selbst nicht genug Getreide. Gleichzeitig aber lieferten sie Getreide nach Ägypten. Also. Lieber Genosse Steigerwald, war das nur Rivalität um die Vormachtstellung, oder ging es doch um mehr? Ging es um die Grundlagen des Marxismus-Leninismus? Ich denke schon. Es mag ja sein, dass die KPdSU-Führung Großmachtinteressen hatte. Erfreulich, dass du das zugibst. Aber die Gegner des modernen Revisionismus hatten dies nicht.

 

*1) I 1970´erne slår krisen igennem med fuld kraft i Jugoslavien . . . which was the product of disastrous errors by Jugoslaviens regering, such as borrowing vast amounts of Western capital in order to fund growth through exports.   Western economies then entered recession, blocked Jugoslav exports and created a huge debt problem. The Jugoslav government then accepted the IMF loan.

Unemployment was a chronic problem for Jugoslavia, the unemployment rates were amongst the highest in Europe during its existence, while the education level of the work force increased steadily.

Masseudvandringen fra Jugoslavs seeking work began in the 1950s.

I midten af 1960´erne, jugoslavia lifted emigration restrictions and the number of emigrants, including educated and highly skilled individuals increased rapidly, especially to West Germany. By the early 1970s 20 percent of the country’s labor force or 1,1 million workers were employed abroad.

The emigration contributed to keeping the unemployment checked and also acted as a source of capital and foreign currency.

The system was institutionalized into the economy.  From 1961 to 1971, the number of guest workers from Yugoslavia in West Germany increased from 16,000 to 410,000.

In 1989, according to official sources, 248 firms were declared bankrupt or were liquidated and 89,400 workers were laid off. During the first nine months of 1990 directly following the adoption of the IMF programme, another 889 enterprises with a combined work-force of 525,000 workers suffered the same fate. In other words, in less than two years “the trigger mechanism” (under the Financial Operations Act) had led to the lay off of more than 600,000 workers out of a total industrial workforce of the order of 2.7 million. An additional 20% of the work force, or half a million people, were not paid wages during the early months of 1990 as enterprises sought to avoid bankruptcy. The largest concentrations of bankrupt firms and lay-offs were in Serbia, Bosnia and Herzegovina, Macedonia and Kosovo. Real earnings were in a free fall and social programmes had collapsed; creating within the population an atmosphere of social despair and hopelessness. This was a critical turning point in the events to follow.

Nobels Fredspris til krigsanstifteren Al Gore

lørdag, oktober 20, 2007

13 Okt. 2007 * Dagen efter at Al Gore blev tildelt den private Nobels Fredspris af den norske priskomite i Oslo hyldes han i – ikke bare amerikanske medier, men også i flere skandinaviske. Der findes dog undtagelser: Den kapitalistiske erhvervsavis The Wall Street Journal – som idag kontrolleres af den højreliberale mediebaron Mr.Murdoch – skrev om prisen uden at nævne Mr.Gore ved navn. Avisen nævnte istedet en række navne som de mente fortjente prisen bedre. Det er hoved sagligt blandt de social-liberale forsvarere af kapitalismen i USA såvel som i de nordiske lande at Al Gore og Bill Clinton opfattes som et af de få lyspunkter i det mørke billede af USA som en egoistisk stormagt der med krig, terror og tortur forsøger at kontrollere verden – som stadig flere har fået øjnene op for. – – – – – — – –
Visse højreliberale og – radikale aviser påstår at pristildelingen af Al Gore er ensidigt rettet mod de Forenede Stater. En analyse som visse venstre-liberale kommentarer også deler. I disse kommentarer ses priset som et “europæisk pegefinger mod George W Bush”, og de højre-liberale vulgær-kapitalistiske republikanere i det Hvide Hus. Og det er måske netop meningen med prisen i år. I hvert fald ser det europæiske bourgeoisie hellere en mere venstre-liberal-orienteret politiker i det Hvide Hus i Washington. Det betyder ikke at Gore er en progressiv kraft for fred og en retfærdig verdensorden, slet ikke anti-kapitalist. –

DET RÆKKER MED AT spørge : Er Al- Gore imod kapitalismen i USA ? Nej vel; Gore ser at der findes en mulighed for at bruge mijø-problemerne til at fremme USA´s kapitalistiske interesser i verden. Den strategi kan ganske vist komme imodsætning til visse kapitalistiske olie- og benzin-selskaber og andre særintereseer: f.eks bil- fly- og lastbilsindustrien. Men Gore er ingen trussel mod disse kapitalisters “legitime” interesser. Hyldesten til Gore får – i visse medier – en nærmest religiøs klang: Her kommer kapitalismens messias , frelseren som skal redde den amerikanske kapitalisme og dens europæiske allierede .

ANGIVELIGT fik Mr. Gore prisen for hans “miljø-engagement”. Uden tvivl har Gore et stort engagement i miljøet. Det er der mange der har. Men er det nok med engagement. ? Gore stiller ikke spørgsmålet om modsætningen mellem kapitalistisk profitjagt i økonomi og natur (markedsøkonomi) og hensynet til mennesker og moder jord, – altså menneskets og naturens sundhed,opretholdelse og reproduktion. Mr. Gore accepterer det brutale folkemorderiske og naturnedbrydende statsstøttede kapitalistiske profitsystem ligesom han accepterede at præsidentvalget i år 2000 blev afgjort til Georg Bush fordel uden stemmeoptælling. – – – –
Præsident Bush har et stort engagement i “bekæmpe terrorisme” og i særdeleshed i at “befri Irak fra terror og tyranni”. – Men der er vel ikke mange selvtænkende mennesker der mener at Bush´s engagement har ført til mindre “terror og tyranni” i verden. – Men hvad har miljø-engagement med fred at gøre ?
DET ER ET faktum at den private nobel-komité i mange år er gået langt udover de pris-kriterier som angives i våbenfabrikanten Alfred Nobels testamente. Alfred Nobel skrev i sit testamente, at fredsprisen skulle gives til :

“en person, der har udrettet det største eller det bedste arbejde for broderskab mellem nationerne, for afskaffelse eller reduktion af stående hære, og for afholdelse eller fremme af fredskongresser.” 

Nobel-komiteen er en privat forening som naturligvis kan uddele prisen til hvem de vil. Og vi andre behøver ikke spilde mere tid på det; end hvis komitéen til fremme af kanariefuglenes fremtid uddeler en pris til Fogh,Gore eller Bush. Men hvad har miljøet med freden at gøre ? – MAN SKAL VÆRE MEGET bogstavtro for at hævde at der er vandtætte skoder mellem politik, økonomi, medier,miljø, natur-rigdomme , krig og fred. Men at give “fredsprisen” till en krigsanstifter er at skænde hensigten med Alfred Nobels testamente. SELVOM Al Gore idag optræder og rejser verden rundt som velrenommeret klimaprædikant, så er hans politiske CV fyldt med krigsforbrydelser som han ikke angrer og endda forsvarer idag. Al Gore var vicepræsident under Bill Clinton 1993-2001. I disse år gennemførte USA ikke bare den folkeretstridige krig mod Jugoslavien – støtte af den radikal-socialdemokratiske Nyrup-regering i Danmark. Krigen mod Jugoslavien var et brud på Folkeretten som den fremstår i FN´s Charter. Det var også uden mandat fra Sikkerhedsrådet da Clinton/Gore bombede Serbien og Kosovo, baseret på en helt utilstrækkelig forståelse af Jugoslavien og en propaganda om folkemord, der har forårsaget dagens miserable situation kaldet Kosovo , USA intervenerede også militært på Haiti og i Somalia, bombede i Irak, Afghanistan og Sudan og oprettholdt en folkemorderisk økonomisk blokade mod Irak med mindst 500.000 døde børn som følge. Al Gore har blod på sine hænder. Al Gores begyndte hans krigeriske “karrierre” allerede inden han blev valgt til vicepræsident. Faktisk var Gore en af bare ti “Demokratiske” senatorer som i 1990 stemte for den første Irak-krig. Ifølge fredsforskaren Jan Øberg havde Clinton og Gore faktisk en historisk chance at få en virkelig nedrustning i verden gennemført, eftersom de var ledere af den eneste tilbagestående supermagt efter den kolde krigs afslutning. Men istedet for att slå in på nedrustningens vej, så indledte Clinton og Gore en kraftig udbygning af USA’s militære tilstedeværelse i verden, især i Centraleuropa og i de tidligere sovjetrepubliker, en politik som opretholdt, ja faktisk skærpede den atomvåbentrussel som er og forbliver den største trussel mod miljøet såvel som mod menneskeheden. Derfor er tildelingen af fredsprisen til Al Gore en skandale ! Det skal straks siges at Nobel-fredskommitéen tidigere har gjort skandaløse prisuddelinger. Således fik krigsforbryderen Henry Kissinger fredsprisen i 1973, godt nok måtte han dele den med Nordvietnams chefsforhandler Le Duc Tho, som nægtede at tage imod prisen på grund af det skandaløse selskab. 1978 var turen kommet til den zionistiske apartheidstat Israels leder Menachem Begin. Han var tidligere en af lederne for den zionistiske terrororganisation Stern-ligaen.
Krigerstaten Israel blev også belønnet i 1994 gennem Shimon Peres og Yitshak Rabin, da med formanden for den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO , Yassir Arafat som alibi. – Al Gore er ikke den første krigsanstifter som har fået fredspriset. Men når man nu giver prisen til endnu en krigsanstifter , indebærer det yderligere en devaluering af prisens troværdighed. Al Gore peger på et problem. Men motsætter sig ethvert skridt mod en virkelig løsning av det: Gore rejser overhovedet ikke spørgsmålet om modsætningen mellem kapitalistisk profitjagt i økonomi og natur (markedsøkonomi) og hensynet til mennesker og moder jord, – altså menneskets og naturens sundhed,opretholdelse og reproduktion. For Mr. Gore er den kapitalistiske rovdrift på natur og mennesker en naturlov og den højeste samfundsform. Derfor accepterer han det brutale folkemorderiske og naturnedbrydende statsstøttede kapitalistiske profitsystem.

USA´s Finansminister :”Nedgangen på husmarkedet fortsætter”

torsdag, oktober 18, 2007

16 oktober 2007
De kapitalistiske krisetegn fortsætte med at komme fra USA . Det som begyndte under sommeren med nogle finanskapitalistiske kreditselskabers konkurs viser sig nu stadig mere tydeligt at være topen af et isbjerg.
Nu viser det sig at nedgangen på det amerikanske husmarked fortsætter, og ifølge USA:s finansminister Henry Paulson udgør denne udvikling den mest betydende risiko for USA´s økonomi. Det sagde han i en udtalelse tirsdag, ifølge Thomson Financial News. “Den pågående korrektionen på husmarkedet afbrydes ikke så hurtigt som det måske virkede i slutningen af sidste år. Og nu virker det som at det fortsat vil indvirke negativt på vor økonomi, vore kapitalmarkeder og mange husejere under yderligere en tid”, sagde Finansministeren.
Han konstaterade att problemet illustreras af udviklingen i boligbyggeriet, i begyndelsen av året så det ut som at udviklingen begyndte at flade ud, men raset fortsatte senere. “Boligbyggeriet er på vej ned igen siden i juni och statistik over byggetilladelser og lagre af usolgte boliger antyder at yderligere svaghet ligger fremfor os”, fortsatte han. Han forudså samtidig at udmålingsprocesser – dvs. forberedelser til tvangsauktioner – vil blive indledt for “lige over 1 miljon” boligejere i år, det er dog mindre end de 1,5 miljoner tvangsauktioner som “branscheeksperter” har advaret om i år. Ifølge Finansminsteren Paulson står de såkaldte subprime-gældsatte – dvs.folk som har fået lån hos finanskapitalister der spekulerer i højrisiko-boligejere som de kapitalistiske banker har nægtet lån af forskellige årsager – for en betydelig del af udmålingerne , men også primelåntagare har problemer med at klare af-betalningerne af deres boligkreditter. Finansministern gentog – trods dette – den “amerikanske økonomi som helhed stadig er stærk”, men en langvarig boligkrise kommer til at koste.”Jo længere huspriserne står stille eller synker, desto større bliver straffafgiften til vor fremtidige økonomiske vækst”, afsluttede USA´s finansminister. Kilder Nyhedsbureauet DIREKT

Hvor er Kina på vej hen ? *Kommunismen* ? eller er det en imperialistisk supermagt vi ser vokse frem ?

mandag, august 13, 2007

Baggrund 12.August 2007

      Tidligt om morgenen den 6.januar 2006 eksploderer en bombe i et dommerkontor i Ganxu-provinsen i Kina. Det viser sig at det var en  en kinesisk bonde der gennemførte denne  “terror”-aktion i protest mod rettens afgørelse .

DEN  62-årige bonde tog sit eget og fem andres liv ved at udløse bomben i et dommerkontor i protest mod dommen i en sag om boet efter hans afdøde søn. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua tog bonden  Qian Wenzhao, fem mennesker med sig i døden, og 22 blev såret, da bomben eksploderede på fjerde sal i en   kontorbygning i provinsen Ganxu i den nordøstlige del af Kina. (Kilde :Nyhedsbureauet Xinhua)

EPISODEN ER højst usædvanlig på flere måder. Terror-AKTIONER og bombesprængninger er ikke hverdag i Folkerepublikken       Og den kapitalistiske udvikling i Kina har forløbet uden større terror-aktioner og bombesprængninger som denne.  Men at der er betydelige sociale og økonomiske spændinger i Kina i dag – mellem kapitalistiske velhavere og fattige arbejdere og bønder er klart.De kinesiske myndigheder rapporterede i år 2004 om mere end 74.000 sociale protester og uroligheder i landet.   Tallet for 2005 er ikke gjort op, men kommer blandt andet til at inkludere den første episode i mange år, hvor politiet har har åbnet ild og  dræbt kinesiske borgere.

DET SKETE i december i den sydkinesiske by Dongzhou i Guangdong-provinsen. Her protesterede landsbyboerne  imod ekspropriationen af land til bygning af et kraftværk. Bønderne er utilfredse med kompensationen for ekspropieringen. Den 6. December åbnede bevæbnede politifolk fra Shanwei by-styret ild mod protesterende Dongzhou-beboere.

De kinesiske medier rapporterer om tre dræbte og otte sårede. En politi-kommandant blev arresteret, som ansvarlig for dødsskydningerne. I et åbent brev  protesterer en række intellektuelle mod politi-volden i Dongzhou  : I udtalelsen beskrives Kina som et

“samfund i krise hvor de rige rager til sig hvad de kan fra de fattige, hvilket fører til stadig flere konfrontationer”.

At en borger kan finde på at gribe til en så ekstrem metode som at gennemføre en bombe-aktion for at protestere mod myndighederne og gøre sig selv til en martyr for de folkelige protester bekræfter at det ikke er arbejderklassen og flertallet i det kinesiske folk som har magten i Folkerepublikken, men de kapitalistiske klasser i ind- og udland.

   Selvom de kinesiske og mulitinationale kapitalister har større frihed end f.eks i skandinavien til at investerer og udbytte Kina`s folk uden begrænsninger så har den kapitalistiske “højkunjunktur”  ikke bragt “velfærd og frihed til alle” som det påstås i visse borgerlige og socialdemokratiske medier.  Ganske vist er der sket en “udvikling” i hovedstaden Peking og i Shanghai.   Her findes en stenrig kapitalistisk overklasse – som i New York eller Moskva – og en velhavende middelklasse vokser frem. Idag er Kina verdens femte største marked for salg af diamanter.   Og den ide som  K”K”P – regeringspartiet forsøger at udbrede – ikke bare i Folkerepublikken – , men også i udlandet, at de kapitalistiske reformer og privatiseringer “fører til socialisme” –  at det er “en særlig kinesisk vej til socialismen” eller “socialistisk markedsøkonomi” fremstår for stadig flere som en illusion,  et bedrag beregnet på at forsvare den kapitalistiske udvikling og pacificere arbejderklassens protester og kamp.

Sandheden er at “Kinas Kommunistiske Parti” har opgivet kommunismen.

I byerne illustreres det tydeligt, at Kina reelt er et klasseopdelt samfund. – Mens en arbejder må nøjes med en timeløn på mellem tre og fire kroner. Så bliver andre milliardærer på rekordtid.  De kapitalistiske privatiseringer som KKP gennemfører,  bl.a. som en følge af kravene fra den kapitalistiske Verdenshandelsorganisation WTO – forventes at sende 45 millioner arbejdere på statslige virksomheder på gaden og berøve millioner af landarbejdere deres eksistensgrundlag når der åbnes yderligere for de kapitalistiske monopolers indtrængen.  Massearbejdsløsheden er hverdag i det kapitalistiske Kina for langt over 100 milllioner mennesker.  Og omkring 800 millioner af Kinas 1300 millioner indbyggere lever stadig i fattigdom på landet.

Den kinesiske folkevalgte forsamling Folkekongressen,  som domineres af det borgerliggjorte “KKP” , har gennemført betydelige ændringer af Folkerepublikkens forfatning fra 1949, som formelt afskaffede den kapitalistiske ejendomsret til fabrikker og anden produktion : Den kapitalistiske privat-ejendomsret ligestilles nu med statsejendom – til stor tilfredshed for udenlandske kapitalister fra især USA/EU, som har investeret milliarder af dollars og €uro i Kina.

  Dermed er Folkerepublikkens forfatning nu en forfatning som ligner den der findes i borgerligt-kapitalistiske stater, hvor beskyttelsen af den private ejendomsret står i centrum. Ændringer af forfatningen fastslår at <>” lovlig privatejendom er ukrænkelig”<> og forpligter staten til <>”at opmuntre, støtte og vejlede den private økonomi/sektor”<&gt;.

   Partiformanden Jiang Zemin forklarede på kongressen at sammenhængen mellem at garantere kapitalistisk ejendomret i forfatningen og at det parti han er formand for stadig kalder sig kommunistisk med at privatejendom er en slags socialistisk ejendom af produktionsmidlerne eftersom disse private ejendomsbesiddere er en del af det socialistiske samfund ! Voila ! Erasmus Montanus kunne ikke have forklaret det bedre Men hvad bilder Jiang Zemin sig egentlig ind ? Hvem tror han at han taler til ? Er den politiske skoling og det teoretiske niveau virkelig så lavt i Kina at de delegerede uden diskussion vedtog Zemin´s nærmest “maoistiske” forklaringer.  Eller var de delegerede ligeglade – for de kan vel ikke være så dumme at de ikke gennemskuer KKP-ledernes bedrag. Det ligger måske nærmere sandheden at de delegerede på kongressen er “karrierre”-mennesker der som stemmekvæg og nikkedukker stemmer for hvad der bliver serveret, for at sikre den fortsatte karrierre.   I forfatningen garantes “menneskerettighederne” også , men det er ikke retten til arbejde, bolig og frihed for sult der sættes i centrum, men de borgerligt-kapitalistiske friheder på “markedet”.   – I samarbejde med de udenlandske kapitalister forsøger de kinesiske ledere give indtryk af,  at de kapitalistiske reformer og privatiseringer er en succes, men det et et fakum at der hver eneste dag er hundredevis af strejker og protester. Om året løber det op i titusindvis af strejker og protester. Og det er et faktum at den kapitalistiske udvikling ikke har sikret en så grundlæggende menneskeret som frihed fra sult. Ifølge FN-rapporter lever flere end 100 millioner kinesere under sultegrænsen. Alligevel påstår de vestlige medier fra Wall Street Journal , Der Spiegel , til Jyllands-Posten og Politiken, . . you name it : at Kina “I de seneste 30 år har skabt et økonomisk mirakel . .” Men er det sandt ? Og hvori består dette “mirakel” ? * * * * * DEn gennemsnitlige vækstrate de sidste tyve år har været 9 procent for hele Folkerepublikken. men udviklingen har været meget skævt og den dækker over en ekstrem kapitalistisk udvikling i de “økonomiske frizoner”, i Shanghhai og andre storbyer og dele af kystområderne. Mens der knap er nogen reel vækst eller udvikling i andre “egsudviklingsområder” samtidig som fattigdom, sult og arbejdsløsheden er udbredt og klassekløfterne øges hver dag.   Der er slet ikke tale om den socialistiske planmæssige og jævne udvikling for både land og by som var kendetegnet for sovjetiske revolution i 1920´erne og frem, som tog sine første skridt ed den første sovjetiske Femårsplan 1927-32. Sovjet havde i perioden 1929-53 en gennemsnitlig vækstrate i industriproduktion omkring cirka 19 % – undtagen krigs-årene mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år .   * * * * *    Den sovjetiske storindustri’s produktion var i 1953 nået op på et sådant niveau at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 – i faste priser – . Her snakker vi altså om vækstrater på et niveau hvor produktionen bliver fordoblet hvert fjerde år. * Det socialistiske mirakel i Sovjetunionen skete på samme tid som hele den kapitalistiske omverden var inde i en økonomisk krise så dyb man talte om den Great Depression – den “Store Depression”. * * * * * De sovjetiske folk kunne altså ikke som Kina har haft mulighed for i de sidste ti år hvor verdenskapitalismen har været inde i hvad der så sent som i foråret 2007 kaldtes “superkunjunkturen” – hvor de kapitalistiske profitter og billioninvesteringer så ud til at vokse ind i den kinesiske og verdenskapitalismens fælles himmel. Trods krise og depression i den kapitalistiske økonomi i Sovjets omverden – i 1930´erne – trods konstant sabotage fra de udenlandsk-støttede terrorgrupper og femtekolonne, terror-trusler og krig mod den unge Sovjetstat overlevede det “socialistiske barn” mirakuløst selvom det var med dybe sår og 27 millioner døde efter den nazistiske Holocaust . Det gør ikke “miraklet” i Sovjetunionen i den socialistiske periode mindre.  Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA og det kapitalistiske Kina i dag, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod – ligesom Kina idag ikke har været i krig i næsten 60 år hvis vi ser bort fra Peking´s aggresion mod Viet Nam i 1979. Fakta er at middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion i årene 1929-53 (undtagen krigs-årene) var 19 % mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år. Samtidigt er det vigtigt tage i betagtning at en af de vigtigste faktorer for den kapitalistiske vækst i Kina er produktion og eksport af vare til markedet i USA (bl.a Wall Mart) og andre lande. Eksport og import udgjorde i 2006 ca 25 % af væksten i BNP, men faldt til 16 % i sidste år. Derfor er Kinas udvikling de sidste årtier med “kapitalistisk markedsøkonomi” ikke noget mirakel Heller ikke når man tager de udenlandske billion investeringer – fra den vestlige kapitaleksport i betragtning. Kina har på mange måder været den kapitalistiske verdensordens økonomis bedste ven de sidste femten år. Landet er gradvist blevet et hårdt tiltrængt marked for den “relative overproduktion” fra den kapitalistiske produktion i vesten ligesom vesten har investeret enorme mængder kapital i Kina med “garanteret profit – garanteret af den kinesiske regings væbnede styrker” samtidigt som landet har bidraget til at holde inflationen nede i kraft af de “lave lønninger” 1 – 4 kroner i timen. Det bliver også kaldt også internationalt skruebrækkeri.  Men hvori består det “økonomiske mirakel i Kina” som de borgerlige mainstream-medier i Europa såvel som i USA gerne vil have os til at tro på ? “Miraklet” består af væksten i og ikke mindst størrelsen af de kapitalistiske profitter der suges ud af den kinesiske arbejderklasse og folk.  At vestlige medier og journalister har problemer med at give et “autentisk og virkelighedsnært ” billede af det kapitalistiske Kina er givetvis sandt. Med få hæderlige undtagelser. Det billede som flertallet af de “udenlandske og vestlige journalister har er præget af århundreders vestlig racistisk og chauvinistisk kolonihere-tankegang og præget af de senere års hyldning af Peking-regeringens “socialististiske markedsøkonomi” som KKP kalder det kapitalistiske markedsdiktatur som nu breder ud sig i Riget står klart for de fleste mennesker der er i stand til at tænke klart og føler solidaritet med den kinesiske arbejderklasse og folk. Det blev særligt tydeligt da de Olympiske lege i 2008 blev afholdt i Kina´s hovedstad. Den egentlige baggrund til at Kina fik tildelt værtsskabet af OL – verdens største kapitalistiske mediebegivenhed – af IOC – den internationale olympiske komite; er at Volkswagen, Mcdonald og Coca Cola og de andre storkapitalistiske sponsorer gerne vil takke regimet i Peking for den fortsatte strøm af milliardprofitter som udpresses af det kinesiske proletariat og samtidig flytte sine positioner frem på det kapitalistiske marked i forhold til sine konkurrenter. .

DEN Højeste Pris: PRIVATISERINGEN af minerne.

Den værste mineulykke i Kina skete for 63 år siden – i 1943 – hvor  1.549 minearbejdere omkom. På den baggrund ser den seneste ulykke –  63 år senere, i februar 2004 –  ud som et “fremskridt” , idet 203 minearbejdere omkom i Sujiawan-kulminen i byen Fuxin i Kinas nordøstlige Liaoning-provins. Mere end 200 meter under jorden eksploderede metangas, som naturligt siver ud af kullagene dybt nede i underjorden.    Minesektoren har KKP-regeringen  privatiseret, sådan at den nu er underlagt de brutale kapitalistiske markedskræfter hvor profitten sættes i centrum i den  “frie kapitalistiske konkurrence og pris sætning”. Derfor slækker mange private og offentlige miner på sikkerheden.  Bl.a bruger man stadigt gammelt sikkerhedsudstyr, samtidig med at der ikke ventileres tilstrækkeligt i minerne. Den kinesiske stat som KKP kontrollerer fører en meget liberal og eftergivende linje overfor mine-industrien. Det siges at man  har forsøgt at lukke små private miner, da de har mange mindre dødsulykker, men pga af massearbejdsløsheden fører det til protester og disse miner får lov at fortsætte minebrydningen under livsfarlige sikkerhedsforhold.   Kinas officielle statistikker viser, at for hver en million tons kul produceret i landet, dør der 19 minearbejdere. Heller ikke sulten har den kapitalistiske udvikling fået bugt med hvis man skal tro en  FN rapport fra 2004 hvor det fastslås at 142 millioner mennesker sulter i Kina.

Kilder:Nyhedsbureauet Xinhua/(Chinhua/)