KZ-AUSCHWITZ : BEFRIET 27.Januar 1945 af den Røde Hær

onsdag, januar 27, 2016

27.Januar 1945

I mange lande bliver befrielsen af den tyske imperialismes KZ-lejr Auschwitz Birkenau idag ihukommet og der bliver gennemført mindemøder og arrangementer for at sætte focus på det
systematiske og planlagte folkemord på den
imperialistiske Anti-Komintern-pagt´s fjender
i Europa: det kapitalistiske Tyskland og Italiens
“indre fjender og undermennesker” : såkaldte “jødekommunister”, “terrorister” – “sabotører” – “handicappede”, “Zigeunere” (dvs Roma og Sinti-folket)- “Jehovas Vidner”; “jøder” ; “bolsjeviker”.
Mange af KZ-offrene og deres pårørende lever ikke længere iblandt os; men den internationale AUSCHWITZ- bevægelse virker udødelig; præcis som mindet om de millioner af mennesker som gik dødsvejen i KZ-lejrerne.Mindet om dem er udødeligt. Og vi der lever idag sværger på, at de ikke døde forgæves. Den imperialistiske Antikominternpagts millioner af ofre er idag en mægtig kraft i det antifascistiske og antiimperialistiske kamp.
Denne udødelige millionhær fra dødsriget udgør et mareridt og skrækbillede for vore dages imperialistiske magthavere, dels fordi disse magthavere er arvtagere til de kapitalistiske klassekræfter og stormagter som bragte de fascistiske kræfter til magten i Europa og ikke mindst fordi sejren over fascismen påviser hvilke kræfter den organiserede arbejderklasse under kommunistisk ledelse er i
stand til at udløse. * * *
IDAG tiltrækker den internationale AUSCHWITZ-bevægelse nye menneskegenerationer som i solidaritet ønsker at lære og kende til historien om det mest omfattende folkemord siden slave-togterne. Og engagere sig i det antifascistiske arbejde og kamp. Så når visse borgerlige og socialdemokratiske kræfter stræber efter gøre historien om KZ-Auschwitz til en sag for museumsinspektører og historikere, mens de brede befolkningslag skal “marchere fremad” og ikke “hænge sig i fortiden” viser det blot at disse kræfter igen – ligesom på Antikomintern-pagtens og KZ-lejrernes tid – vælger at tjene de kapitalistiske interesser som ikke ønsker at folk drager lærdomme af historien og opnår bevidshed om hvem der bragte Hitler-regimet , Mussolinis regime, Franco-regimet og andre vestlige fascistiske regimer til magten.
Andre borgerlige og kontrarevolutionære kræfter forsøger ligefrem at gøre Auschwitz-dagen til et korstog mod kommunismen og Stalins socialistiske Sovjet. Faktum er at Stalins Røde Hær og deres allierede befriede Europas og Asiens folk fra at synke ned i et barbarisk nazi-fascistisk tyranni under de Euro-japanske storkapitalisters ledelse. Der er flere årsager til at både borgerlige og socialdemokratiske politikere og historikere viderefører Gestapos og Nazi-Tysklands propagandabilleder af Stalin og det socialistiske Sovjet, godt nok med visse modifikationer, f.eks udelader man de mest skrigende feberfantasier og åbenbare løgne om verdens første kommunistiske stat fra Gestapo/CIAs propagandalaboratorier. * * * * * * *

For det første er “kommunismen” ikke så død som de borgerlige-socialdemokratiske magthavere og medierne gerne vil give indtryk af. Ved at gentage de gamle antikommunistiske skrækhistorier, ved at forstørre og demonisere visse overtrædelser af den socialistiske legitimitet i det “kommunistiske Sovjet” og samtidig gøre Stalin og de revolutionære kommunister ansvarlig for samtlige dødsfald; den fascistisk-trotskistiske femtekolonnes terror og sabotage inde i Sovjetunionen samtidig som man, i lighed med den kristne inkvistion, udpeger Stalin, Lenin og andre kommunister ikke bare som “kættere” og “satans efterfølgere”, men som “historiens værste massemordere” for dermed at afskrække og dermed skræmme folk til at tage afstand fra kommunismen. Det sker samtidig som man forsøger at ophøje de antikommunistiske feberfantasier til rene og “videnskabelige sandheder”, for at overbevise om kapitalismens som den eneste fremtid for menneskeheden og skræmme folk væk fra at gå den kommunistiske vej.
Det minder betænkeligt om, ikke bare om socialfascisten Hitlers omtale af Sovjetunionens regering som
“blodbesudlede,gemene forbrydere, .. . . som, i vild blodtørst tilintetgjorde og udryddede millioner af dens ledende intelligens og nu i snart ti år udøver historiens frygteligste terrorregime” ; (Adolf Hitler i “Mein Kampf”)
men også om vore dages gammel-liberale “spin” om det kapitalistiske “frie markeds overlegenhed” og menneskehedens fremtid som en “evig sejlads på kapitalismens frie marked”

For det andet har de samme borgerlige medier, socialdemokraterne og højreopportunister som Ole Sohn (SF); bistået af både erklærede “kommunistiske” grupperinger som Betty F.Carlsson´s “KPiD” og Jørgen Petersens “KP” *); og de “venstreradikale autonome” som taler om “statssocialismen” **) i Østeuropa og Sovjetunion” opmuntret de neo-nazistiske og højreradikale grupper ved at godtage sovjet-ledelsen´s selvopfattelse om det var “socialismen der brød sammen i 1989” og at “kommunismen døde med Sovjets opløsning i 1991”, som historiske fakta.
Det lig som blev begravet i Moskva i 1991 var ikke kommunistisk, men en revisionistisk; statskapitalistisk karikatur som brød sammen: – årsaget af krisen i den statskapitalistiske “selvforvaltningsøkonomi”, den statslige gældssætning til udenlandske banker, Tjernobyl-atomkraftulykken og det militære sammenbrud i Afghanistan.
Ved at hævde at Sovjet´s sammenbrud var “kommunismens sammenbrud” opmunter de borgerlige og reformistiske medier de neo-og gammelnazistiske revanchistiske grupperinger som især i 1990´erne gennemførte progromer, mordbrand og overfald på “muslimer” og andre ikke-europæiske indvandrere i Tyskland og andre europæiske stater.
Deres revanshcistiske stræben blev opmuntret gennem opfattelser om at “Vi havde ret” – i det nazistiske overfald på Sovjet i 1941 – fordi “kommunismen brød jo sammen i Sovjet i 1991 som “alle borgerlige medier ” påstod.

For det tredje  befinder de borgerlige klasser og deres politikere sig stadig i en forsvarsposition overfor deres forræderi og nazi-kollaboration optil og under krigen. Derfor prøver man stadig idag at fordreje de historiske fakta : at Europas og USA´s kapitalistiske Over- og middelklase og deres borgerlige og socialdemokratiske partier – med hæderlige antifascistiske undtagelser – bragte Hitler, Mussoloni , Franco-regimerne til magten.

Det er et faktum at de kræfter som bragte HITLER , MUSSOLINI og FRANCO til MAGTEN i mellemkrigstidens Europa, idag er mere magtfulde end i tiden optil den verdenskrig de udløste i 1939.

*Idag er det den internationale AUSHWITZ-dag til minde om de millioner af ofre for det fascistiske barberi som udgik fra den vestlige “civilisations hovedland Tyskland ” – også kaldet Holocaust (Tilintetgørelsen).

27.Januar 1945: Stalins Røde Hær har befriet de overlevende fanger i KZ Auschwitz.

AKKURAT den 27.januar 1945 havde styrker fra Den Røde Hær kæmpet sig frem til området hvor det tyske KZ-lejr-kompleks Auschwitz-Birkenau lå og befriede de udsultede og forpinte overlevende fanger. Når den Røde Hær og Stalins Sovjetunion viderebragte information om forholdene i KZ-Auschwitz og vidnesbyrd fra de overlevende fanger til de kapitalistiske stormagters medier og politiske ledere i vest blev de afvist som “jødisk-kommunistiske overdrivelser og propaganda”.

* * + + + + + + Børnefanger i KZ-Auschwitz, befriet 1945 af Stalins Røde Hær (Foto :B. Fishman) + + + + + + + * *


* * * * * Børnefanger befriet af Stalins Røde Hær i 1945. * * * * *

Selv idag 63 år efter ser man tydelige tegn på at de borgerlige og reaktionære kræfter har problemer med beskrivelsen af KZ-Auschwitz. Kulturredaktør Mikael van Reis på det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten vælger at formulere sig sådan her :

Idag er det Holocaust mindesdag og 63 år siden de allierede tropper nåede Auschwitz.”

Læg mærke til den orwellianske omskrivning af “tropper fra Sovjetunionens Røde Hær” til det mere acceptable udtryk for den borgerlige redaktør: “allierede tropper”. Tankerne går i retning af . . . . ? noget andet . . . . end kendsgerningen at “Stalins Røde Hær befriede KZ-Auschwitz”.
* * * * *

Journalisten Mikael van Reis har læst et vidnesbyrd af Schlomo Venezia som indrammer katastrofen i desshisnande vidd och detalj. Venezia overlevede otte måneder i Infernos nederste kreds.

Ny BOG med en KZ-fanges Erindringer fra *Schlomo Venezia *Sonderkommando – ett vittnesmål * Oversættning: Lotta Riad* Forlag:Bonniers

Den tidligere hønseavler og SS-leder Heinrich Himmler sætte pris på landbrug og beordrede derfor Joachim Caesar som chef for landbrugsafdelningen til at opføre en mønster-parkhave i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det gjorde han i formen af en kosmisk plan hvor fire dyrkede jordstykker blev delt af fire stier som forestiller paradisets floder og som mødes i midtercirkelens livstræ. Denne plantering blev placeret i umiddelbar tilslutning til gaskammeret i Krematorium II som var omgivet af høje hækker for at forhindre indsyn. Beplantningen var altså afset som et sidste glimt af verden for de tusinder som gik mod sin snarlige død. Lejren blev fotografet fra luften sommeren 1944 af de allieredes fly som intresserde sig for I G Farbens Bunafabrik lige ved siden af . Lejrens funktioner blev identifiseret langt senere, men hvad troede fotoanalytikerne at de så på disse luftfotos sommeren 1944 ? Det var under maj til juli som godt 400 000 ungarske jøder blev myrdet i de fotograferade bygninger. Denne sidste sommer stod kapaciteten i top.


Buna-Werke – eller Auschwitz III -Monowitz var en arbejdslejr som var under kontrol af den kapitalistiske monopol-Koncern IG Farbenindustrie. Den lå i tilslutning til det enorme Auschwitz-Birkenau KZ-lejrsystem. Herfra rekruterede IG-Farben billig arbejdskraft som så at sige blev udbyttet til sidste dråbe sved og blod. Det var den kapitalistiske drøm om arbejdskraft uden rettigheder og uden løn der blev virkeliggjort. Fra KZ-Auschwitz blev titusinder af fanger udskrevet til arbejde i IG-Farben fabrikkerne. Ingen af dem overlevede. *

I september blev Bunafabriken bombarderet , men ikke dødsfabriken. Sammenlagt blev mellem 1,5 og 2 millioner mennesker myrdet i Auschwitz-systemet. Betragter man nu billederna fra august 1944 kan man faktisk skelne Caesars have. Paradisets symmetriske utopi indføjet i Infernoets morderiske eksakte dystopi. Fuldbyrdet kynisme. Dog forblev parken længe uidentifiseret. Den amerikanske kunstner Ronald Jones gjorde Caesars kosmiske park til udgangspunkt for et værk som blandt andet visades på Borås konstmuseum 1999. Shoa eller förintelsen var “det største mordprojekt som nogensinde er udformet af mennesket” konstaterer den italienske forsker Marcello Pezzetti og de fem Auschwitzkrematorier var “det største mordkompleks som mennesket nogensinde udviklet”. For at transportere hundretusinder af mennesker fra hele Europa med hesigten at aflive dem pinefuldt i det sydlige Polen, krævedes et enormt logistisk apparat hvor hvert hjul skulle snurre for at dødsmaskinen skulle kunne arbejde nat såvel som dag. Mobiliseringen var total.
*PRIMO LEVI* overlevede KZ-fangenskabet som en af de tusinder af Auschwitz-fanger som Stalins Røde Hær befriede i januar 1945
Selv da krigslykken på østfronten svigtede. Togene skulle rulle. Processen havde tre tidsmæssige skridt – først juridisk diskriminering af jøderne, siden social ghettoisering og endelig deportation og udryddelse. Denna sidste kreds koncentreres til krematorierne og da fly-billederne blev taget befinder den enogtyveårige Schlomo Venezia i Krematorium III i Auschwitz-Birkenau som udvalgt til Sonderkommando, specialkommandoen, som bestod af de jøder som skulle arbejde i krematorierne.
Nazisternes mål med folkemordet på Europas og Sovjetunionens “undermennesker” var også udslettelsen af alle vidner. Altså blev medlemmerne af Sonderkommando gasset efter nogle måneder. Det lykkedes for Venezia som en af de meget få at overleve i otte måneder og han overlever således også oprøret i oktober 1944 og dødsmarscherne til Østrig. Han stifter familie, men er tavs om hans erfaringer i syvogfyrre (47) år. Først da klarer han at fortælle.
Den samtalsbok med ham som nu finns på svensk ramar in katastrofen i hisnande vidd och detalj. Han var en af de 46 000 jøder som blev deporteret fra Saloniki hvor omstændighederne var fattige, informationerne få, men familiebåndene stærke. De var dele af den store italiensk-jødiske koloni som blev beskyttet af et italiensk statsborgerskab, men efter 1943 vender lykken og hele familien deporteres. Schlomo havner altså som ung og stærk i helvedestrattens nederste kreds. Sonderkommando skulle tvinge folk til at tage klæderne af, fösa in dem i kamrarna, sedan släpa ut de döda, klippa hårflätor, dra ut guldplomber, rengöra kamrarna och bränna kropparna. Hver transport tog tre dage at ekspedere. Døden trak fulde huse, som Paul Celan formulerede det. Der fandtes inget valg – for den som ikke deltog hele vejen ventede et nakkeskud fra den bestialiske sergant Moll, også kaldt Malahamove eller Dødsengelen. Ändå medverkade inte Sonderkommando handgripligt i dödandet, det skötte “tysken” till mästerskap, men de kommer så nära som är absolut möjligt när de tvingas leda åldringar till nackskott. En bråddjup formulering hos Venezia fäster sig. De dömda skall känna att också de dödar de dömda, alltså sig själva: “Jag tyckte att det värsta var att man tvingades låta den döde ramla ihop. Man kände tyngden från kroppen i fallet som man drogs med i mot sin vilja. Det var hemskt att höra kroppen falla till marken. Även om jag visste att personen var död gjorde jag allt för att mildra fallet.” Han befinner sig i helvetet och kanske minns Schlomo Venezia den femte sangen slutrader i Dantes Inferno: “av ångest blev jag som en döende och sjönk i vanmakt; och sedan föll jag, som en död kropp faller.” E caddi come corpo morto cade. Schlomo Venezias ekstreme erfaringer findes nu her samlet i al sin hemska lugn och liksom Primo Levi bekræfter han den overlevandes sorte sygdom – den om livstids tab af livsglæde: “Alt fører mig tilbage til lejren … Man forlader aldrig rigtigt krematoriet.”

Man kan tro at efter treds år er denne katastrofe grundigt udforsket, men som pionerenn Raul Hilberg påpegede kort før sin død august i fjor er det måske kun omkring tyve procent af holocaust vi har kendskab til. Han havde sandsynligvis kendskab til den franske katolske præsten Patrick Desbois enestående, nu pågående arbejde att med landbefolkningens hjælp dokumentere hundredevis, tidligere ukendte massegrave i Ukraina. Dér gjaldt det kugler og ikke gas da nazisternas mobile dødsskvadroner startede deres turné i landskabet under sommeren 1941. Desbois er udrustet med præstekappe, tolk, kameramand, kartograf, ballistiske eksperter og en meget tilbageholdende, ikke-anklagende ro. Hans beregninger forhøjer ganske vist de tidigare kalkyler væsenligt, om antalet myrdede i Ukraine til mellem 1 og 1,5 millioner. “Vi har ventet længe på Jer”, siger de aldrende bønder

slutter Mikael van Reis hans anmeldelse.
w54* —-
Fanger i tysk KZ-lejr

FAKTA om KZ–AUSCHWITZ

KZ-lejr er en forkortning af “Konzentrations Lager” som egentlig stammer fra engelsk “concentrations camp” som de engelske imperialister oprettede i Sydafrika og Kenya, da de koloniserede disse lande og folk i det 19.århundrede. Også da med millioner af ofre. AUSCHWITZ er det tyske navn på Oswięcim, den polske egn og by; ikke langt fra Krakow og Katowice.
I begyndelsen af 1940 blev flere koncentrations- og tilintetgørelseslejre bygget i det tyskbesatte område. De tre hovedlejre var: Auschwitz I, her myrdedes cirka 70 000 polske intellektuelle og sovjetiske krigsfanger.
Auschwitz II (Birkenau), Tilintetgørelseslejren hvor ca 1,5 millioner mennesker myrdedes, hvoraf en million var jøder og 19 000 romer.Auschwitz III (Monowitz). Arbejdslejr for den kapitalistiske tyske koncern IG Farben. Den sidste transport af jøder ankom fra Berlin den 5 januari 1945. 17-18 januari beordrede den tyske lejrkommando generel evakuering. Cirka 66 000 udmargede fanger blev tvunget ut på en marsch i vinterkulden med retning mod andre koncentrationslejre i det Tyske Rige og Østrig. Da den RØDE HÆR når frem til lejren findes 7 000 fanger tilbage , de som var for syge for marschen. * * – – – – – – – – –

Læs mere på AUSCHWITZ.org.pl

I hele Europa og Sovjetunionen blev 18 millioner holdt som fanger i de nazi-fascistiske KZ-lejre. For 12 millioner af disse mennesker blev KZ-lejrerne deres sidste opholdssted hvad enten de blev gasset, skudt, tortureret eller udsultet til døde.      Det borgerlige dagblad Gøteborgs Posten skriver bl.a i sin leder 27.januar:

Minnesdag för offren Insikten att Förintelsen var en noga planerad monstruös förbrytelse med många miljoner offer får aldrig förblekna. Det var som ett svart hål. Ingenting fanns i böckerna. Till en början famlade den katolske prästen Patrick Desbois efter dokumentation i sitt sökande efter sanningen om nazisternas brott i det ockuperade Ukraina under andra verdenskrigen. Men han fik kontakt med gamla människor, som sedan dess burit på sina minnen av vad de bevittnat. De visade var massgravarna fanns. Många hundra har lokaliserats under de senaste årens sökande. Ett inte alldeles tydligt medvetande om omfattningen av den del av de nazistiska massmorden som begicks i Ukraina har klarnat. Nu finns de konkreta beläggen och vittnesmålen, tack vare den franske prästen. Hans insats skildras i Times senaste nummer.
Alene i Ukraine blev langt over en million mennesker myrdet, de fleste jøder som blev udsat for nazisternes udryddelsespolitik.
I dag på Förintelsens minnesdag hedras de mange millioner som föll offer för det kapitalistiske og imperialistiske Hitler-regime. Syftet med minnesdagen sträcker sig längre så. Den är en varje år återkommande maning till manifestationer för att minnena inte skall blekna bort. Men den är också en allvarlig påminnelse om hur viktigt det är att inte trivialisera det förfärliga som hände och låta sig invaggas i föreställningar om att framtiden ändå är trygg mot sådana hot. Efterkrigstiden – om vi ser oförvillat på vår värld – stärker knappast tron att vi kan låta vår uppmärksamhet på hot mot mänskliga rättigheter avtrubbas. Förintelsekonferensen i Stockholm år 2000 hölls bland annat därför att okunnigheten föreföll ha ökat med avståndet i tid. Riksdagen skapade Forum för levande historia av samma skäl. Uppdraget är inte begränsat till nazismens brott. . . . .. Det har vållat en del pinsam oro och protester bland dem som på ett eller annat sätt kan räknas sig till sympatisörerna. Nazismens brottsliga avsikter var kända från början, men många ville inte tro at det kunde bli så illa. Sverige täppte alltmer till sina gränser för jødiske flygtninge. Til forskel fra en del annat kan det inte förklaras som bara et udslag av realpolitik for at forsøge hålla landet utanför kriget. Inte heller uppvägs det av att Raoul Wallenberg genom modiga insatser ändå lyckades rädda livet på många tusen judar. Vi kan inte påverka historien i efterhand, men får inte heller tillåta att den förvrängs. Målinger tyder på at kundskabet om nazismen og Holocaust er forbedret end da historiefaget kom i anden række i skolen. Det er positivt, men går selvklart ikke at slå sig til ro med. Patrick Desbois udholdende arbejde er et af flere eksempeler på at billedet af det nazistiske folkemord stadig er ufuldstændigt. Auschwitz-dagen er også en nødvendig påmindelse om det.”

————-NOTE:Om Patrick Desbois, se interview i New York Times samt på
www.ushmm.org hvor der findes billedkilder.

*)”KP” og “KPID” er R-S-SF-regeringen´s og EL´s små støttepartier som åbent erklærer at “det var socialismen som brød sammen” i Sovjet i 1991, helt i samme ånd som det Sovjet-afhængige og finansierede “DKP” (Ole Sohn,Frank Aaen,og andre).

I sit oplæg på et fællesmøde 2 mellem “KP(ML)” og KPiD om et program for en sammenslutning af de to grupperinger udtalte Martin Jensen fra “KPid” nemlig:
“Vi undrer os derfor over når Jørgen i DKP/ML’s jubilæumsinterview i Arbejderen hævdede at DKP/ML blev dannet i 1978 på grund af DKP’s højredrejning. I 1976 vedtog DKP sit program, der i mangt og meget svarer til det vi diskuterer på disse 3 møder mellem vores ledelser. (…)
Men grundlæggende er vores program ikke et opgør med 1976 programmet.”

**) DE Venstre-Radikales snak om “Statssocialismen” rejser spørgsmålet om der findes en “Privatsocialisme” (læs mere i “sjov med de Venstre-Radikale”)

Den revolutionære Jesus og revisionisten Kristus : Om “Det gode menneske Jesus og skurken Kristus”

torsdag, december 24, 2015

December

I juledagene og under vintersolhvervet – årets korteste dag – kan der være grund til at fundere over hvad og hvem vi egentlig fejrer.
Officielt fejrer vi at “Kristus”; den kristne kirkes profet, kom til verden

Oprindeligt var “julen” ingen kristen højtid. Kirken overtog solhvervsfesten og kanoniserede “julehøjtiden” til fejringen af den kristne kirkes profet Kristus, søn af “Kirkens Gudfader”.
Det er i hvert fald det vi får at vide af kristne præster, biskopper og andre i det klerikale hieraki i den protestantiske såvel som andre kirker.

Der er al mulig grund til at reflektere over om den statsautoriserede forkyndelse af “Kristus” i Folkekirken har noget at gøre med den virkelige revolutionære agitator Kammerat Jesu´ lære.
Hvem var denne Jesus,som præster såvel politikere og præsidenter stadig i dag omtaler som et forbillede og ikon for den verdensomspændende kristne bevægelse som i dag tæller milliarder af mennesker, i virkeligheden ?

Menneskebarnet Jesus kom til verden, i det af Romerne besatte Palæstina ; som barn af fattige jødiske forældre. Det var en tid hvor det Romerske Imperium ekspanderede som regional “supermagt” omkring Middelhavet med krig, terror, besættelse og modstand.
Slaveriet var udbredt, “den stærkes ret” var endnu mere udbredt og accepteret end idag. Blodhævn, drab af børn, kvinder og slaver var ikke bare accepteret men forventet.
Ordene : “Et øje for et øje og en tand for en tand” er kendt fra den tid. Ganske vist vandt den jødiske bevægelse, som Jesus var et ægte barn af, stadig flere tilhængere netop fordi den satte solidaritet og kærlighed ; især det som er blevet kaldt det elvte bud : Du skal elske din næste som dig selv !” som rettesnor for samlivet mellem mennesker.
Derudover fordømmer Jesus de Romerske guder som “afguder”, som hedningetro. Marx taler om falsk bevidsthed.

Kristendomen er altså monolitisk, den tolerere ikke “afguds”-dyrkelse hvad enten det er i form af Mammon eller de “afguder” som blev dyrket i det Romerske Imperium.
Allerede på Jesus tid var de jødiske ledere begyndt at kollaborere med den Romerske besættelsesmagt. Jesus angriber det Hellige Tempel i Jerusalem i protest mod det klerikale lederskab som har forvandlet templet til en markedsplads.
Den nye revolutionende lære som den omrejsende agitator og hans kammerater spreder i det romersk besatte Palæstina vinder stadig flere tilhængere. Den romerske “supermagt” og dens lakajer er bevidste om det revolutionære indhold i Jesus lære; at alle mennesker er lige, selv slaver bliver betragtet som mennesker og ikke som de udbytningsobjekter som det Romerske Imperiums herskende klasser udbytter til sidste dråbe sved og blod.
Det vækker uro i de herskende kredse i Rom. Derfor sætter Romerriget alt ind på at knuse den nye bevægelse. Jesus ´s tilhængere og den kristne bevægelse tvinges under jorden. Jesus bliver dømt til døden på korset som tusinder af andre modstandere og oprørske slaver i Romerriget.

Jesus bliver martyr for den revolutionerende bevægelse han er en del af. Enhver dyrken af Jesus og den lære de første kristne forkynder forbydes. Jesus- bevægelsens ledere forfølges, fornedres, tortureres eller bliver dræbt enten af løverne i Collosseum som underholdning for den Romerske elite eller af de Romerske fangevogteres brutale vold.
Gennem tre hundrede år lever og kæmper de første kristne under jorden. Alligevel vokser bevægelsen ud over alle grænser. Først 313 år efter Kammerat Jesus´ fødsel tillades den kristne bevægelse i det Romerske Rige, da under Kejser Konstantin.
En udmærket inspiration til en reflektion over Jesus og den verdensomspændende bevægelse den “fattige jødedreng fra Palæstina” satte igan, er forfatteren Philip Pullman´s værk “Det gode menneske Jesus og skurken Kristus”. Her karakteriseres den semitiske profet Jesus oprindelige og altså virkelige “Kristus” fra det besatte Palæstina (Israel) som et helt andet menneske end den Kristus som præster, biskopper, kardinaler og paver har prædiket for os helt frem til idag.
I den kristne kirke -bevægelse som Paulus *) stod som religiøs fader og delvis organisator af, bliver Kamerat Jesu´s oprindelige kommunistiske lære revideret
“til en religion som romervældets herrer kunne være tjent med” som den danske forfatter Hans Kirk udtrykker det. Paulus, som selv deltog i forfølgelsen af de første “kristne”, søgte klasseforsoning mellem det udbyttede flertal af slaver, udstødte mennesker og det brutale Romerske imperiums blodbesudlede herskende udbytterklasser. Paulus hovedmål var gøre Jesus lære; den oprindelige kristendom ufarlig for de herskende udbytterklasser
Derfor reviderede Paulus den af de romerske herskerklasser forhadte kommunistiske lære som oprøreren Jesus fra palæstinensiske Nazareth prædikede.

Paulus bekæmpede det revolutionære indhold i Oprøreren´ Jesus lære gennem at sprede mysticisme og klasseforsoning. Forfatteren Hans Kirk giver udtryk for kernen i Paulus´ lære som budet om:

“I Slaver; Adlyd jeres Herrer”

I romanen “Vredens Søn” beskriver Kirk Jesus og hans disciple som “ejendomsløse” oprørere,  modstandere til den Romerske besættelsesmagt.  De kæmper for at opbygge det som kunne kaldes “retfærdighedens og barmhjertighedens rige”.
I Pullman´s roman er Jesus Kristus ikke én person, men derimod tvillingerne Jesus og Kristus,  to brødre med vidt forskellige egenskaber og værdier.
Jesus skildres som et menneskeven der kæmper for hvad vi kunne kalde en utopisk kommunisme, der bliver til bibelens messias, mens Kristus udlægges som hans revisionistiske levnedsskildrer og en noget mere manipulerende, kompleks og nøjeregnende person.

Jesus Christ the Revolutionary

Hvad ved vi ?

*1) se Hans Kirk “Kristendom og Kommunisme” Tale ved diskussionsmøde med pastor Erik jensen den 25.Feberuar 1948, bragt i
Land og Folk den 26 Februar 1948.)
2) Hans Kirk: “Et svensk skuespil om Spartakus” trykt i Land og Folk . . . 19.Juli 1956
3) Hans Kirk Dansk Forfatter, Medlem af KOMINTERN-partiet DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) fra 1931 –

Alle kender til “Jesus og Spartacus” , men hvad var navnet på det Romerske Imperiums Kejser ?

Uddrag af en debat om Kommunisme og Kristendom . . . . . . .    .       .     .     .    .    . ….  .. … .. ..    Obviously communism and capitalism did not exist 2000 years ago the way we understand those concepts today. However, if we were to take what we know of the direct teachings and life of Jesus and pull that forward into our present time, … given the option of choosing between these two ideologies, Jesus would choose communism over capitalism.

Kommunismen lærer os at yde efter evne og nyde efter behov. . . . .

I Apostlenes Gerninger ( Kapitel 4:32-34)  . . . . . it states that the apostles held everything they owned in common.  Each took according to their need.  This is a close to the Marxist quote: “From each according to his ability, to each according to his needs.”

I Markus evangeliet (Kapitel 10:17-31) . . . . . . Jesus tells the rich man to sell everything and give it to the poor. Isn’t this the redistribution of wealth?      I Brevet til Korinterne (8:9 ). . . . Paul tells us that Jesus “being rich , yet for your sakes he became poor, so that through his poverty you might become rich.

” Although this quote is usually interpreted in a spiritual sense, it could equally be taken in a literal sense reflecting the early Christian view of monetary wealth.
I Markus (kapitel 10:21-22 ). . . . . . Jesus looking at him, loved him and said,  “You lack one thing; go, sell what you own, and give the money to the poor, and you will have treasure in heaven; then come, follow me.”
When he heard this, he was shocked and went away grieving, for he had many possessions.

Jesus did not particularly like the rich.

Jesus taught the redistribution of wealth.

Jesus felt the poor, sick, and marginalized of society was the responsibility of everyone, … yes we are our brother’s and sister´s´ keeper.

Communism reflects these values much more than does capitalism.

Om Rigdom . .. . .. Kamelen gennem nåleøjet . . . . . . .

I Markus (10:25), siger Jesus:
“It is easier for a camel to go through the eye of a needle than for a rich man to enter the Kingdom of God.”
. . . . .. . .. . .. . . his point was that it is very hard for a rich person to go to heaven. In fact, Markus 10:17-22 indicates that the only way a rich person can go to heaven is, in Jesus’ words, to “sell everything you have and give to the poor.”

KRITIK af kapital-“AKKUMULATIONEN” . . .. ..
Jesus also warned against the accumulation of wealth on several other occasions.   I Matthæus (6:19) he says . . . . . “do not store up for yourselves treasures on earth”, and a few verses later, i Matthæus 6:24,

he says  “You cannot serve both God and Money”.

Lukas 6:24 he says . . . . . “woe to you who are rich.”
Jesus disapproved of wealth because he thought it was wrong for some people to live in wasteful luxury while others starved.
Ifølge Apostlenes Gerninger , his original followers tried to live by these teachings after he left them.

They formed a community in Jerusalem, known as the Nazarenes, in which everyone “had everything in common” (Apostlenes Gerninger 2:44), and any new member had to sell his or her possessions and give the proceeds to a common fund.

* .. .. … Men lederne i de klerikale hierarkier i den kristen-ortodokse såvel som de protestantiske og de katolske kirker afviser det revolutionære klasseinhold i Jesu´ lære *

*) Mens Jesus udvidede næste-begrebet, synes Paulus at indsnævre det igen. Paulus skriver for eksempel: “Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Paulus’ brev till galaterna,  kapitel 6 vers 10). I hans breve er ‘næsten’ oftest den kristne broder, dvs. et medlem af samme menighed.

Vi revolutionære kommunister henviser til profetens lignelse om den BARMHJERTIGE SAMRITAN

I Matthæus bog (kapitel 19, vers 21) læser vi : “Jesus sagde til ham: “Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!”
Matthæus 19,vers 22     Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
Matthæus 19, vers 23 Og Jesus sagde til sine disciple: “Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.
Matthæus 19,vers 24 :”Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«

I Al Jaffee’s Mad Book of Magic and Other Dirty Tricks omtales den berømte #Kamel gennem nåleøjet
uden omsvøb : Jesus har lige talt med en rig mand, der overholder alle budene i Bibelen. Men det er ikke nok: Jesus siger til ham, at han skal sælge alt, hvad han ejer, og give det til de fattige. Dét ønsker den rige mand ikke at gøre, og derfor kan han ikke komme i Himmelen.

Ikke mere Bullshit. Det er selvfølgelig et trist budskab for de rige og velhavende i vore dages kapitalistiske verdensorden, og hvor mange gange møder man ikke folk, der forklarer, at »nåleøjet« var navnet på en trang port til Jerusalem, hvor det var meget svært at klemme en kamel igennem.

En “forklaring” man sjældnere hører i Danmark er, at “kamel” betyder “reb” – de to ord er nemlig æsten ens på græsk. Faktisk er enkelte manuskripter fra det 11. århundrede reviderede , så Jesus siger reb i stedet for kamel. Det var også en fortolkning, Calvin gik ind for. Hvis ikke man kan lide Jesus’ ord, så revidere , tilpaser man dem bare.

“Forklaringen” gør Jesus’ ord mere spiselige for de rige , der ikke vil opgive deres kapitalistiske ejendom . Hvis det er muligt for kamelen at klemme sig ind gennem den trange port, vil en velbjerget kapitalist eller middelklasseborger, middelmådig reformistisk politiker eller arbejderaristokrat også kunne klemme sig ind i nøleøjet ved at følge de ti bud.

I kontrast er det befriende at læse The Jerome Biblical Commentary, hvor der står rent ud: »the figure of the camel and the eye of the needle means exactly what is said; it does not refer to a cable or a small gate of Jerusalem«.

Heri er alle bibelkommentarer enige. Nogle få hævder, at den berømte nåleøje-port blev bygget i det sjette århundrede – de fleste hævder, at porten ikke findes. Alle er enige om, at der ikke var en sådan port på Jesus’ tid, og at hans ord skal forstås fuldstændigt bogstaveligt: Det er umuligt for en rig mand at komme i Himmelen.

Kamelen gennem nåleøjet var et standardudtryk for noget, der var umuligt og absurd. Skrifter fra den tid er fyldt med kameler og elefanter, der ikke kan komme gennem nåleøjer – også i Koranen:
Næsten 600 år efter Kammrat Jesus følger en anden Semit ; Muhammed i Jesu fodspor

Langt de fleste klerikale ledere af Islam fra Saudi Arabien til Irak, Iran og Indonesien har ligesom den kristne klerikale elite i vest gjort en reaktionære revision af  den oprindelige revolutionære bevægelses tanker om et kommunistisk fællesskab for at tjene de reaktionære imperialistiske og kapitalistiske klasseinteresser som hersker i verden idag.

Folkerepubliken Kina slår USA – igen !

søndag, oktober 18, 2015

16.OKTOBER 22:34

SHANGHAI (Hurun Report 2015)

Folkerepubliken Kinas kapitalistiske medier og elite kan ikke skjule stotheden over at det kapitalistiske Kina nu overgår den kapitalistiske verdensordens Führerstat; USA i endnu en kapitalistisk diciplin. Fremvæksten af en ekstrem smal gruppe af superrige kapitalistiske udbyttere,spekulanter og blodsugere som er blevet dollarmilliardærer gennem udbytningen af arbejderklassen og folkets flertal.

Kina slår for første gang USA i antallet dollar$milliardærer

Det Shanghai-baserede Hurun Institute skriver;  ikke uden stolthed, i sin rapport : Hurun Rich List 2015;  at antallet af dollarmilliardærer fortsætter med at stige i Kina og nu er oppe på 596, “forbløffende op med 242 siden i fjor, hvilket bringer Kina foran USA for første gang”. * * *

Hurun meddeler endvidere at antallet kinesiske dollarmilliardærer nu er oppe i 715 hvis Hong Kongs, Taiwans og Macao´s milliardærer tælles med, mens der “bare er 537 i USA, ifølge Hurun Global Rich List, som lister den kapitalistiske verdensordens grådiske og rigeste kapitalistiske udbyttere, ejendoms- og aktiespekulanter. > > > > > > > > > > > > > > > > * * * *
På toppen af listen over milliardærer i Kina hersker Wang Jianlin-familien, som idag kan prale med en en formue på godt 34 dollarmilliarder(= kroner).
Gennem Dalian Wanda Group har Jianlin-familien scoret miliarder på omfattende kapitalistisk ejendomspekulation. Ligesom købet af en af USA´s største biografkæder AMC: American Movie Cinema fylder Dalian Wanda Group´s kasser og aktionærernes lommer.
* * * * * * * * * * * * * * *
Efter overtagelsen af AMC er værdien af den storkapitalistiske ejendomskoncerns aktier på Shanghaibørsen steget til 330 milliarder yuan (=52 milliarder dollar).
Hurun har også en national liste over kapitalistiske yuan-milliardærer i Folkerepublikken Kina. Listen over Dobbelt-milliardærer i Kina tæller nu 1877 storkapitalister, en stigning med 606 i forhold til i fjor.
Kinas dobbeltmilliardærer, som altså nu tæller 1877 kapitalister udbytter flere end 10 millioner mennesker i Kina, hvilket udgør mere end 1 % af Folkerepublikken Kinas arbejdsstyrke.
Toppen af Kinas kapitalistiske udbytterklasse, 1877 kapitalister, kontrollerer nu en formue der løber op i mere end 2 billioner dollar (US$2.1 billioner).
Et fantasibeløb som overgår store kapitalistiske lande som Indien og Ruslands BNP (Bruttonationalprodukt).
Hurun Rapportens chefforsker udtalte at ,

“The influence of these top entrepreneurs is growing, as we saw in September when President Xi took nine of the Hurun Rich List in his official 15-strong entourage to visit the US.”

Mange af Kinas storkapitalister er også medlem af det regerende K”K”P: Kinas “Kommunistiske” Parti hvor de i realiteten dikterer politiken. Det er iblandt andet det kapitalister i vesten hylder til skyerne som “det kinesiske mirakel”

KILDER: Number of Chinese Billionaires Seen at an All-time High in Hurun Report 2015

Chinese billionaires continue to grow in number as their assets spread out mainly from the success of both their local and international businesses . . .. .. . .
The Hurun Global Chinese Rich List 2015 was just released by Shanghai-based Hurun Report, showing the increasing population of Chinese billionaires.

The record has hit a new high in 2015, including over 1,577 Chinese tycoons with wealth amounting to 2 billion yuan ($320 million) and above.

Combined, the overall assets of these wealthy people stand at $2.1 trillion, 1.5 times higher than RP of Korea’s GDP and equal to the economy of Russia.

Danmark støtter al-Kaida allierede terrororganisationer i Syrien med millionbeløb

lørdag, september 19, 2015

18 september 2015 22:26

Millioner af svenske og danske skattekroner går direkte til væbnede oppositionsgrupper i Syrien som er allierede med en organisation som FN´s sikkerhedsråd har udpeget som en “terrororganisation”.

Hvor længe skal det fortsætte ?

Svaret findes i Washington, for de nordiske regeringers støtte til de væbnede oppositions- og terrorgrupper i Syrien er hverken i det syriske folks eller de nordiske eller andre europæiske lande og folks interesse. USA´s milliardstøtte til de voldelige terrorgrupper, har som mål at omstyrte det uafhængige Bashir Al-Assad-regime for at installere et uselvstændigt proamerikansk marionetregime, som i Irak,Libyen og Ukraine.
Eller som USA`s vicepræsident Joe Biden, med en sjælden åbenhjertighed, udtrykte det i en tale til studenter på Harvard University i oktober sidste år.
Vicepræsident Biden *1) udtalte at :

Vore allierede i regionen er vort største problem i Syrien. Tyrkerne, saudierne, emiraterne etc. Hvad gjorde de? De var så fast besluttede på at få [Syriens præsident] Assad væk og i grunden skabe en sunni-shia-krig via stedfortrædere, hvad fandt de på ?”, spurgte Biden Harvard-studenterne retoriskt og svarede:

De gav hundredevis af millioner dollar og titusinder tons våben til hvem som helst som skulle kæmpe mod Assad til trods for at de mennesker som modtog leverencerne var al-Nusra og al-Qaida og de radikale elementer af jihadister fra andre dele af verden.

> > > > > > > > >
USA´s Vicepræsident valgte dog at tie om USA`s centrale rolle i støtten til de fascistiske terrorgrupper. Saudiarabien og Tyrkiet beherskes som bekendt af USA-allierede regimer. * * * *

“USA har mere end mange andre bidraget til at skabe det kaos som råder i Mellemøsten”

Udenrigskommentatoren på Sveriges største Dagblad,Wolfgang Hansson kommer nærmere på sandheden idet han skriver: > > > > > > >

“USA har mere end mange andra bidraget til at skabe det kaos som råder i Mellemøsten. USA invaderede Irak 2003 og lod de gamle modsætninger mellem shia- og sunnimuslimer blomstre ud for fuld styrke. Destabiliseringen av Irak er en faktor som har bidraget til den tragiske udvikling i Syrien.”

> > > > > > >
Borgerkrigen i Syrien og Irak, som er en følge af USA´s (og Danmarks) folkeretsstridige aggresion mod Iraks folk fra 2003, er en katastrofe af nærmest bibelske dimensioner.
Som bekendt støttede Danmark USA´s aggression mod Irak i 2003, ligesom Danmark støttede USA´s planer i 2014 for et omfattende terrorbombardement af Syrien for at knuse Bashir al Assad-regimet.

Mindre kendt er at Danmark idag støtter væbnede syriske oppositionsgrupper som er i alliance med al-Kaida-terrornetværket, og som dermed er medskyldige i at civile syrier slås ihjel, fordrives fra deres hjem eller tvinges på flugt ud af landet.
Det skriver journalisten og Syrien-vennen Patrik Paulov i et indlæg i en af Sveriges største aviser; GøteborgsPosten.

En af de syriske “oppositionsledere”som USA og deres EUropæiske medløbere har promoveret som et “demokratisk Syriens” fremtidige ledere kaldes Ahmad Jarba.
Fra juli 2013 till juli 2014 var Hr. Jabra formand for den ” Syriske nationale koalition for revolutions- og modstandsstyrker”, ofte bare den Syriske oppositionskoalition. Han blev budt velkommen i i FN-højkvarteret og af statschefer i flere Nato-stater.
1 april 2014 spred Ahmad Jarba via twitter billeder fra sitt besøg i den ”befriede” by Kessab. Det er en lille by i det nordvestlige Syrien vid grænsen til Tyrkiet, med en hovedsaglig armensk kristen befolkning.
Billederne af Jarba i Kessab blev bragt i utallige vestlige staters mainstream-medier.

Men tavsheden omkring de begivenheder som foregik besøget fik mange til at reagere. Sveriges største nyhedsmedium SVT påpegede at den syriske oppositionsleder glemte at nævne at byens to tusind indbyggere flygtede fra de væbnede oprørere.
Hr.Jarba sagde heller ikke et ord om at al-Kaidagruppen Jabhat al-Nusra tillhørte styrken av ”befriere”.
Begivenhederne udløste protester verden over. ”De ondskskabsfulde angreb af al-Qaida-tilsluttede terrorister mod armenier og andra kristne i Kessab er værre end forfærdelige”, kvidrede det amerikanske kongresmedlem Adam Schiff på hans twitterkonto.
Mr. Schiff rejste sammen med andre ledende politikere i USA spørgsmålet overfor Barack Obama.

Millionstøtte fra Danmark ,Sverige og Kuwait

Hvad har dansk bistand med begivenhederne i Kessab at gøra?

Danmark støtter den syriske oppositionskoalition som Ahmad Jarba var formand for.

I September 2013 bevilgede Thorning-regeringen 25 millioner kroner til Fonden med det Orwellianske navn: Syrian Recovery Trust Fund > > > den Syriske Fond til Genoprettelse af Tilliden ( til de USA-støttede væbnede oppositions og terrormilitser)

For to år siden inledtes et omfattende fremstød for at styrke oppositionen i Syrien. 26 juli 2013 besluttede regeringen i Stockholm at bevilge 40 millioner svenske kronor til deres “oppositionsaktiviter” i de såkaldte befriede områder.

Bakgrunden finns att læse i en rapport af Jan Thesleff, Sveriges särskilda sändebud för den syriska oppositionen, från ett møde om Syrien i Paris 28 januar 2013. Rapporten er et af manga UD-dokument om Sveriges Syrienbistand som Patrik Paulov har fået fra udenrigsministeriet i Stockholm.

Ifølge rapporten sagde Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius att den syriske oppositionskoalition lider av ”legitimitetsproblem” på landjorden.
Et centralt spørgsmål var derfor hvad omverdenen – det vill sige Frankrig, Sverige, USA, Danmark, Saudiarabien, Katar og de øvrige 50 lande på Parismødet – kan gøre for att styrke oppositionens folkelige opbakning i de ”befriede områder”.
Svaret blev Syrian Recovery Trust Fund.
Formålet var att give samfundsservice i oppositionens navn med målet at øge dets (svage) folkelige støtte. Den Tyske Udviklingsbank blev fondens administrator, og Tyrkiet blev base for virksomheden.
Oppositionskoalitionen gavs en særstillning som formand i SRTF:s bestyrelse.
I det dokument som blev underskrevet ved fondens stiftelse den 2 september 2013 finder man underskriften fra ikke mindre end Ahmad Jarba. Samme “oppositionspolitiker” som senere kaldte Kessab en befriet by, efter at dets indbyggere var flygtet.

Var Kessab en enkeltstående fejltagelse ?
Svaret er nej. Den syriske oppositionskoalition som Danmark, Sverige, USA, Kuwait med flera støtter med 900 millioner (svenske)kronor genom SRTF, tilstår at man samarbejder med al-Kaidagruppen Jabhat al-Nusra.

29 april i år framtrådte Jarbas efterfølger, Khaled Khoja, på en pressekonference i FN-højkvarteret. Flere spørgsmål handlede om oprørernes erobring af byen Idlib. At al-Kaida deltog rapporteret verden over . Khaled Khoja indrømmede overfor journalister at oppositionens styrker har en ”taktisk allians” med Jabhat al-Nusra.

Hvad siger UD til at svenskt bistand går till oppositionella som er allierede med en organisation som FN´s sikkerhetsråd stempler som terrorister? spørger Patrik Paulov
Ambassadør Niklas Kebbon, Sveriges sendebud for Syrienkrigen, svarer at Sverige anser att SRTF inte ska göra något som stödjer Jabhat al-Nusra, IS (DAESH) eller andra tveksamma grupper.
”Men nu finns det fler länder i styrelsen och det finns olika åsikter om hur restriktiv man ska vara.”
”De är så illa tvugna”
På frågan om alliansen mellan Sverigestödd opposition och den av FN terrorstämplade al-Qaidagruppen svarar Kebbon: ”Det är klart att oppositions- koalitionen har kontakter med Jabhat al-Nusra … De är så illa tvungna om de vill försöka förse befolkningen i de här områdena med samhällstjänster.”
I Stefan Löfvens regeringsförklaring fördöms ”Assadregimens omfattande attacker mot civila och ISIL:s barbariska övergrepp”. Men statsministern säger inget om de attacker och övergrepp som utförs av den Sverigestödda syriska oppositionen och dess allierade.
Om Sverige, som regeringserklæringen (Stefan Løfvens S-MP-regerig) siger, vill verka för en politisk løsning på konflikten och stödja de fredsinitiativ som pågår måste mångmiljonstödet till al-Kaidas allierade stoppas.

:Stoppa Sveriges stöd till al-Qaidas allierade i Syrien”, skrev den svenske journalist Patrik Paulov i GöteborgsPosten, en af Sveriges største aviser

Kilder:
* Formellt udleverede dokumenter fra Sveriges Udenrigsministerium (UD).
* Inspillet interview med Syriensendebudet Niklas Kebbon.
* Filmet pressekonferens på FN:s webb hvor den syriska oppositionens president Khaled Khoja tilstår den “taktiska alliance” med al-Kaidagruppen Jabhat al-Nusra.
Udenrigsministeriets hjemmeside:
Danmark yder bidrag til Syria Recovery Trust Fund
* Desuden Syrian Recovery Trust Fund, SRTF´s hjemmeside

Danmark tilsluttede sig i september 2013 den terrorfinansierende Syrian Recovery Trust Fund.
I anledning af indvielsesceremonien udtalte udenrigsminister Martin Lidegård blandt andet :

”Jeg er meget glad for, at Danmark som det første land efter de to stiftere har kunnet bidrage til Syrian Recovery Trust Fund. Det følger op på vores i forvejen store støtte til de moderate oppositionskræfter og vores indsats for den syriske lokalbefolkning. Det er en politisk prioritet for mig og regeringen. Fonden kommer til at spille en vigtig rolle i de bestræbelser, som det internationale samfund og den moderate syriske opposition udfolder for at sikre basale levevilkår for civilbefolkningen i de oppositionskontrollerede områder. En tidlig indsats som denne er helt central for stabiliseringen af områderne. Den er med til at forberede Syrien på den transitionsproces, som vi alle ønsker at se.” . . . . . . .

*1)Biden: Turks, Saudis, UAE funded and armed Al Nusra and Al Qaeda

Millioner af flygtninge fra “vestens” mislykkede “befrielseskrige” skal bruges til at give tysk erhvervsliv et nyt “wirtschaftswunder”

onsdag, september 16, 2015

16.September 2015 22:15

FRANKFURT am Main (Frankfurter Allgemeine Zeitung)
Dieter Zetsche, topchefen for bilkoncernen Daimler; en af Tysklands og dermed Europas største kapitalistiske monopolkoncerner benyttede årvågenhed på bilmessen i Frankfurt fra tusinder af journalister fra hele verden til at sprede budskabet om at “flygningekrisen” overhovedet ikke er noget problem for Daimler. Tværtimod skal Tyskland (og dermed EU-landene) tage chancen for skabe et nyt tysk “erhvervsmirakel” (“Wirtschafswunder”) gennem “importen” af millioner af desperate mennesker på flugt fra Vestens (USA og Nato) “befrielseskrige” i Afghanistan, Irak,Libyen og Syrien.

KILDER: Daimler-Chef Zetsche > > Flüchtlinge könnten Wirtschaftswunder bringen
Det som bliver kaldt “Flygningekrisen” i EU-landene dvs det stigende antal mennesker på flugt fra vestens (USA og Nato) mislykkede befrielseskrige mod folkene i Jugoslavien, som er resulteret i at kapitalistiske narko-, sextraficking- og våbensmuglerligaer har taget kontrollen over Kosovo.
Ligesom USA´s og Nato´s krig mod folkene i Afghanistan, Irak Syrien og Libyen” har resulteret i massefattigdom, massearbejdsløshed, øget kriminalitet, lovløshed , mord og millioner på flugt fra borgerkrige udfra sekteriske etnisk-religiøse forskelle (opmuntret af USA og dets fascistiske allierede i Saudi-Arabien, Katar).

Dieter Zetsche”: Millioner af flygtninge skal udnyttes til at skabe et nyt tysk “wirtschaftswunder”

Hvis det står til topchefen for den storkapitalistiske bilkoncern Daimler skal disse millioner af desperate flytninge nu bruges som billig og diciplineret reservearbejdskraft i tysk erhvervsliv for at skabe et nyt storkapitalistisk “erhvervsmirakel” (“wirtschaftswunder”).
Han får støtte fra andre topchefer i tysk erhvervsliv.

Dermed afslører Daimler-chefen at for kapitalen i Tyskland er den
“højlydte og sympatiske snak;overfor hele verdenspressen på bilmessen i Frankfurt,”
om at åbne Tysklands og dermed EU´s grænser for at give husly (asyl) til de tusinder flygtninge for USA´s og Nato-landenes mislykkede neokolonialistiske eventyr hvor USA og Nato-landene gennem millitær aggression forsøger at indsætte marionet-regimer i Jugoslavien (Kosovo), Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien, IKKE er et udtryk for solidaritet med mennesker i nød på flugt fra krig og terror, men en mulighed for kapitalen i EU til at udvide den 23 millioner store reservearbejdskrafthær (EU-statistik
/Unemployment_statistics).

Ægypten: tolv civile dræbte i det USA-støttede militærregimes jagt på “terrorister”

mandag, september 14, 2015

14 September 2015

CAIRO (BBC) Væbnede styrker udsendt af militærregimet i Cairo
dræbte under en jagt på “terrorister” tolv ubevæbnede civile, flere af de dræbte var turister.
Ud over tolv døde mennesker er ti ægyptere og mexicanere indlagt på hospital.

Militærregimets indenrigsministerium indrømmer ifølge Reuters at “Mexikanske turister og deres ægyptiske guider ved en fejltagelse” blev slået ihjel i ørkenen i den vestlige del af landet mod grænsen til det “af Nato befriede og borgerkrigshærgede” Libyen.

The vast Western Desert area is popular with foreign sightseers, but is also attractive to militants, reports the BBC’s Orla Guerin in Cairo.The area – which borders Libya – is a gateway to the long border and weapons are available on the other side, our correspondent adds.

Ifølge Reuters var ægyptisk politi og militær på jagt efter “terrorister” som angiveligt var på vej mod Libyen i fire køretøjer i den ægyptiske ørken.
Regimets styrker åbnede ild mod de fire biler uden advarselsskud eller nogen sikkerhed for hvem der befandt sig i bilerne.
I bilerne var der ingen “terrorister” men udenlandske turister og deres ægyptiske rejseledere , skriver Reuters.

Nu har regimet i Cairo “beordret” en udredning for at skabe klarhed over hvordan denne massakre på uskyldige civile kunne ske. Ifølge BBC skal turistkonvojen som blev beskudt være kørt i et forbudt område i Wahat i Vestlige Ørken

BBC: Egyptian officials say the tourists were in a no-go zone – and had not liaised with the authorities.

Men en lokal rejseleder has denied that, saying the group was in an unrestricted area, on top of sand dunes, trying to get a bird’s eye view.

Another local source – who claims to have spoken to a driver who survived the incident – told the BBC the tourists even had a police escort.

He said the safari was organised by a local hotel which co-ordinated with the security forces.
Mindst en Americansk statsborger may also have been among those killed in the incident, according ifølge US State Department.

The tourists were reportedly targeted in spite of prior coordination between their hotel and Egyptian security forces, and in spite of the presence of a police escort alongside the convoy. Initial statements from Egypt’s interior ministry acknowledged that the convoy was “mistakenly dealt with.”

The vehicles were parked at a scenic viewpoint frequented by tourist groups, according to top Egyptian tourism official Hassan al-Nahla. These statements contradict official assertions that the convoy was in a restricted military area at the time.
Sunday’s incident represents potentially a major blow to the Egyptian economy, which is heavily reliant on tourism. Militarization has progressed to such a point that even tourists are not safe. Tourist traffic to the country has already fallen by more than 30 percent since 2010.

Mexico`s regering will press for an “exhaustive” investigation, according to statements by Mexican President Enrique Pena Nieto. Visiting Cairo on Tuesday to press the regime for further investigation, Mexican Foreign Minister Claudia Massieu denounced the incident as an “unjustified attack.”

Barely one week before the slaughter of the tourists, the Egyptian military announced its “largest ever” military offensive around the North Sinai towns of Rafah, Sheikh Zuweid and El-Arish, claiming by last Friday to have killed 232 “militants” in the space of five days. Residents of the area, however, reported the deaths of a number of civilians, including women.

Security forces of the Sisi regime have slaughtered and imprisoned thousands of oppositionists in the years since the July 2013 coup. During the same period, Sisi’s counterrevolutionary dictatorship has overseen the imposition of historic mass death sentences by Egyptian courts, with hundreds of political prisoners being condemned to die in two mass rulings handed down in 2014 alone.


Militærjunta med General Abdul Fattah al-Sisi styrer Ægypten med USA´s økonomiske og militære støtte siden kuppet i 2013

Last month, the Sisi regime decreed a bundle of new “counterterror” legislation, further enhancing the authoritarian powers already enjoyed by the blood-soaked junta.

Under the sweeping criteria advanced by the legislation, anyone accused of “undermining national unity” or “disturbing order” can be summarily detained on terrorism charges. Police and security forces are simultaneously granted sweeping immunity from prosecution for the use of force against civilians carried out “in performance of their duties.” Speech acts, writings and Internet postings deemed by the authorities to “spread terrorism” are declared punishable by prison terms of up to 15 years, under the new laws.

Den USA støttede militærjunta under General Abdul Fattah al-Sisi som tog magten gennem et kup i 2013, fortsætter det socialfascistiske Murbarak-regimes kurs. Et USA og EU-støttet socialfascistisk regime som med militær vold og terror forsøgte at kue det store ægyptiske folks stræben efter værdigt arbejde til alle , retfærdighed, demokrati og velfærd.
Også her spiller USA´s og dets allierede Tyrkiets og Saudiarabien “nyttige terrorister”, DAESH eller ISIL en vigtig rolle, idet de har påtaget sig ansvaret for flere terrorattentat i Ægypten. Dermed spiller ISIL samme beskidte rolle som Brigate Rosse eller Rote ArmeFraktion i Europa i 1970´erne.

Leder af broderpartierne i den såkaldte +”Socialistiske Internationale”. + + + + + + + +

Francois Hollande (Frankrig), Stefan Löfven(Sverige), Thorning/Mette Fredriksen (Danmark) og Hosni Murbarak (Ægypten med Obama) . . …

Efter at det “socialistiske” Hosni Murbarak-regime blev tvunget til at afgå under indtryk af det ægyptiske folks masseprotester i 2011-12 gennemførte Murbaraks “partibroder” General Abdul Fattah al-Sisi i 2013 et statskup og fortsætter nu Murbaraks politik for at sikre det militært-industrielle ægyptiske bourgeoisis interesser i alliance med USA og med støtte fra de “#socialistiske brødre og søstre i “Socialistisk internationale”

Hosni Mubarak-regimet havde USA´s støtte og Regeringspartiet var en del af Helle Thorning´s og Francois Hollandes Socialistisk Internationale. I 2012 blev Hosni Murbarak tvunget til at afgå efter det ægyptiske folks, især arbejderklassens omfattende masseprotester og strejker.

Hvad skete der med Hosni Mubarak?

Mr Mubarak was charged with conspiring in the killing of hundreds of protesters during the 2011 uprising. He was found guilty and sentenced to life in prison in 2012, but the Court of Cassation overturned the conviction and ordered a retrial in 2013. The charge was dropped in November 2014, but in June 2015 a judge accepted an appeal from prosecutors and ordered a retrial. Mr Mubarak is residing in a military hospital in Cairo, where he had previously been detained.

Til minde om Frede Klitgård (1923-2015)

torsdag, juni 18, 2015

Juni 2015

KØBENHAVN (Arbejderen)

“Jeg har nu gjort det, som man alt for sjældent gør. Vel sagtens, . . . . . fordi man ellers har så travlt med at udrette noget positivt. Jeg har gravet i dokumenterne om sagen. Meget interessant”.

skrev *1) Frede Klitgård; modstandskæmper under den nazityske besættelse, kommunist, KZ-fange, journalist og tidligere korrespondent i Moskva for det kommunistiske dagblad “Land og Folk” i en journalistisk kommentar om hvad der virkeligt lå bag den så berømte og feterede repræsentant for den sovjetiske “intelligentsia” Ilja Ehrenburgs fald fra tinderne. Her gengives et uddrag *2)

 

Min stakkels forfulgte ven

Af Frede Klitgård

“Halvt skjult bag et gardin sad han så godt som hver eftermiddag og betragtede livet og tilværelsen, som det formede sig udenfor på fortovet og gaden.
. .. … . . .. . . .. . .
Manden bag gardinet var Ilja Ehrenburg. Kendt og respekteret af alle. Børnene var helt vilde med at få hans autograf.

EN GOD DØRÅBNER

Om eftermiddagen holdt Ilja Ehrenburg »hof«, og det foregik i Journalisternes Hus. Det var ganske rart. Man kunne spise der. Og hvis man ville, kunne man også arbejde. Der var telefoner, skrivemaskiner osv. . . . .. . . .. .. . .. . . . .. . . . .. . . . . .. . . . . . .. . .
Hvis Ilja Ehrenburg hævede et øjenbryn og gjorde en næsten umærkelig bevægelse med den ene hånd, betød det, at den nyankomne var accepteret og var velkommen til at tage plads ved »hans » bord.
Jeg mødte ham i foråret 1954 på denne måde. Jeg kom til »huset« sammen med en sovjetisk radiospeaker, Levitan, og en ledende embedsmand fra udenrigsministeriets vesteuropæiske afdeling. Valentin Kusnetsov.
Jeg var altså kommet i fint selskab, og det er i »visse kredse« det samme som en døråbner.
Hjemmefra kendte jeg nok lidt dette at notabiliteter holdt »hof«. Det var særlig udbredt blandt »kunstnere«,«litterater« og den slags godtfolk. . . . . .. . … . .. . .. . .. Han havde jo ført en ret omtumlet tilværelse. Han var søn af en jødisk bryggeridirektør og født i Kiev i Ukraine i 1891..
Allerede som 15-årig blev han fængslet for revolutionær virksomhed og forvist til et sted i provinsen. Da han var 18, lykkedes det ham ved venners hjælp at komme til Frankrig. Her blev han af landsflygtige landsmænd introduceret hos store ånder som Picasso, Rivera og Modigliani, og han mødtes også med Lenin.

HJEM TIL OKTOBER

Da den Første Verdenskrig blev sluppet løs over Europa, meldte han sig som frivillig til den franske hær, men blev vraget. I stedet blev han krigskorrespondent. I forbindelse med februar-revolutionen i Rusland blev klimaet køligere i Paris overfor »russerne«, og Ilja Ehrenburg og mange andre drog hjem for at deltage i revolutionen – den rigtige: Oktoberrevolutionen, der styrtede udbyttersystemet og gav fred, brød og jord.
I årene, der fulgte, blev Ilja Ehrenburg en af de mest populære af alle de »nye » forfattere, hvis skaberevner blev udløst ved revolutionen og alt det, den bragte menneskene, herunder også den »åndelige« frihed. Sovjetlandet gjorde en ende på århundreders trældom og mørke og åbnede porten til en ny, tryg tilværelse.
Mens han tidligere havde hældet i retning af katolicismen og havde skrevet religiøse digte, slog han nu igennem med »Julio Jurenitos og hans diciples sælsomme eventyr«.
Det var en ypperlig satire over kapitalismens udskejelser. Så fulgte romanen »Gaden ved Moskva-floden« , »Skabelsens anden dag« , »10 HK« og mange andre. Hans trilogi »Paris fald« er meget anerkendt. Måske er Ilja Ehrenburg mest kendt for sine journalistiske reportager fra Anden Verdenskrig.

 

UNDER HRUSTJOV´s FANE

En dag under et »hof« i Journalisternes Hus gav Ilge Ehrenburg sig uden påviselig anledning til at fortælle de ivrigt lyttende om “trængselstiden”. Man kunne vist ellers ikke sige, at Ilja Ehreburg var særlig selvglad eller eksibitionistisk. Men ham var som forvandlet. Det hele i “jeg”-form: – og så gjorde jeg det, og så sagde jeg også, og så var den potte ude . . . .

Det skete nogen tid efter Nikita Hrustjov havde gennemført sit kup, havde erobret det kommunistiske parti indefra og havde stemplet Stalin som den store blodbesudlede forbryder og massemorder.
Ilja Ehreburg meldte sig under Hrustjovs fane og blev en af de mest fremtrædende fanebærere indenfor ”intelligentsia”en.
Den berømte forfatter var ved at få tårer i øjnene og rullede med øjnene, mens han gestikulerende som en franskmand berettede om, hvorledes den satans Stalin havde forfulgt ham, selv om han var så uskyldig som en mors nyfødte barn.

Jo, han var uden videre blevet smidt ud fra sit job som redaktør på det kommunistiske partis hovedorgan, Pravda (sandhed).
Jamen, ih og åh, det var da skrækkeligt ….. og så helt uden grund.

Den dag, og heller ikke i dagene der fulgte, blev der gravet dybt i den sag.
Men forleden dukkede den op igen. I en samtale mellem en gammel ven og undertegnede. En lang snak om “Stalin” ud fra alle vinkler.
Jeg blev vist lidt forarget over, med hvilken letfærdighed min samtalepartner havde slugt selv de mest oplagte løgne. og han kaldte sig endda “kommunist”. Men det er jo ikke noget entydigt begreb i dag.
Jeg har nu gjort det, som man alt for sjældent gør. Vel sagtens, . . .. . .. . . .. . . .. .. . . .. fordi man ellers har så travlt med at udrette noget positivt. Jeg har gravet i dokumenterne om sagen. Meget interessant.
Der er den sandhed i historien, at Ilja Ehrenburg ganske rigtigt blev afsat – fyret på gråt papir. Trods berømmelsen og alle hans udmærkede gerninger.
Men han havde gjort det, der dengang var utilgivelgt, især for en kommunist i ledende stilling. Han var faldet i den racistiske grøft.

Elendigt kronvidne

På et tidspunkt, da sovjethæren var på fuld fart i retning mod Berlin, da den endelige sejr kun var et spørgsmål om tid, udsendte Ilja Ehrenburg i Pravda en hel serie opfordringer til at udrydde “tyskerne”. Ikke “nazisterne” eller “SS-morderne”. Men generelt “tyskerne”. De skulle udryddes , fordi de var tyskere.
Et citat: Tyskerne har ingen sjæl. En engelsk politiker har sagt, at tyskerne er vores brødre. Nej ! Det er blasfemisk, hvis man regner disse børnemordere med i den store folkefamilie……
Vi glemmer intet….Da vi drog gennem Pommern, så vi det ødelagte og bloddruknede Hviderusland for vores øjne…..En tysker vil altid være en tysker…..Frits (øgenavn for tysk soldat,FK ) løber endnu, skønt han burde ligge død på jorden…..Nej, Tyskland, det er for sent nu. Du kan vende og dreje dig og brøle i din dødskamp: Hævnens time er kommet!
Citat slut.
Ilja Ehrenburg blev skarpt kritiseret for disse og lignende udgydelser. De var i eklatant modstrid med alt, hvad bolsjevikerne *3), Lenin og Stalin, sovjetmenneskene havde kæmpet for.
I Pravda for den 14.april 1945 blev Ilja Ehrenburg udsat for offentlig kritik i bladets spalter. I artiklen hedder det blandt andet at tiraderne repræsenterede en afsporing af Sovjetunionens- (og dermed af Stalins) fredspolitik og at de fremførte opfattelser var i modstrid med marxismen. Ilja Ehrenburg var et yderst elendigt kronvidne i forsøgene på at kriminalisere Stalin. Tværtimod var sagens behandling og dens udgang et eksempel på virkelig proletarisk internationalisme.

Hvad Stalin sagde

I øvrigt er det værd at betænke, at Ilja Ehrenburgs fremmedhad dukkede op netop på et tidspunkt, hvor hele den tyske propagandamaskine kørte for fulde omdrejninger med påstande om, at “russerne” ikke tog fanger, at alle kvinder blev voldtaget, *4) at alle huse blev plyndret og brændt af osv osv

Allerede i begyndelsen af krigen erklærede Stalin:
“Naturligvis er Den Røde Hær stillet over for den nødvendighed at dræbe de fascistiske, tyske okkupanter, som vil undertrykke vores hjemland, eller hvis de – når de bliver omringet – nægter at strække våben og overgiver sig”. Den Røde Hær vil dræbe dem, fordi de vil undertrykke os, men ikke fordi de født tyskere”.
Netop i denne tid , hvor nationale modsætninger og fordomme er stærkt fremtrædende mange forskellige steder, er det også værd at erindre sig Stalins berømte erklæring i dagsbefaling nr.55 af den 23.februar 1942.
Her erklærede forsvarsrådet, at det ikke var Den Røde Hærs mål at udrydde det tyske folk og tilintetgøre den tyske stat. Videre disse ord:
” Det ligger nær at antage, at krigen for at befri sovjetlandets jord fører til, at Hitler-kliken fordrives eller tilintetgøres. Vi ville hilse et sådant udfald med glæde. Men det ville være latterligt at identificere Hitler-kliken med det tyske folk, med den tyske stat. Den historiske erfaring viser, at folk som Hitler kommer og går, men at det tyske folk, den tyske stat består.”
FREDE KLITGÅRD, marts 1990

 

*1) Læs den uforkortede udgave af Frede Klitgårds MIN STAKKELS FORFULGTE VEN

*2) I den journalistiske kommentar , trykt i DKP/ML´s Dagblad Arbejderen 16.marts 1990 , giver Frede Klitgård læserne et personligt portræt af den sovjetiske forfatter, krigskorrespondent og journalist Ilja Grigorjevitj Ehrenburg
Hr.Ehrenburg var en berømt og feteret repræsentant for det sovjetiske kulturliv som forfatter, journalist og som krigskorrepondent for Sovjetunuionens nyhedsmedier i Spanien under Borgerkrigen 1936 -39 og under Anden verdenskrig indtil Sovjetunionens leder Joe Stalin åbent og offentligt kritiserede den “store” sovjetiske forfatter for at opdyrke et racistisk, chauvinistisk ja nærmest dyrisk had til det tyske folk.

*3) Ordet “bolsjevikker” kommer af det russiske ord for flertal, hvilket var betegningen på Lenins og Stalins revolutionære og marxistiske “flertals-gruppe” i Ruslands Socialdemokratiske Arbejder Parti fra splittelsen i 1905.
Mensjevikerne(mindretallet), blandt andet Leon Bronstein (Trotskij) fulgte samme socialchauvinistiske linje som Stauning og det tyske SPD som fuldt ud støttede krigsbevilingerne og det tyske bourgeoisis planer om at starte en erobringskrig i 1914 (Første Verdenskrig) og blev hvad Lenin kaldte “socialimperialister” (socialister i ord, men imperialister i praksis)

*4) Den nazistiske propaganda om den Røde Hærs befrielse af det tyske og andre europæiske folk som en voldelig besættelse med “massevoldtægter af tyske kvinder” har med borgerlig, antikommunistisk hjælp overlevet, og er stadig vidt udbredte i vesten, hvor “prominente” og populistiske historieforfattere udgiver værker om “Stalins Hævn” og “besættelse og terror i Europa”. Ledende borgerlige, højre- såvel som venstreliberale politikere går så vidt at de ligestiller Nazitysklands aggresion,besættelse og terror i Europa med Sovjetunionens Røde Hærs befrielse. Fakta er at Marskal Stalin, den øverstkommanderende for Sovjetunionens Røde Hær befalede dødstraf for voldtægt. Derimod så man betydeligt slappere i den britiske og amerikanske hær på soldater der begik voldtægt , især i Tyskland.

INTERPRES
Nyheder og Baggrund – Uafhængigt af Partipolitiske og Økonomiske Intereessser
Juni 2015

USA: Fascistisk terror i Charleston : 9 mennesker likvideret i racistisk attentat mod afroamerikansk kirke

torsdag, juni 18, 2015

18.Juni 2015 18:48

Ny blodig massakre i United States of Murder.

CHARLESTON (Pavka )

USA og dets liberale og fascistiske allierede i Saudi Arabien, Danmark og en række Nato-stater  står bag krig, terror, mord og blodig borgerkrig i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Ukraine med millioner af flygtninge som følge.    Den fascistiske terror som er hverdag for folkene i Irak, Syrien, Libyen og Ukraine blev idag hverdag for USA´s afroamerikanske minoritet i Charleston i delstaten  South Carolina

Bag den fascistiske terror mod en kendt kirke for USA´s “afroamerikanske minoritet” står en ung hvid aktivist som angiveligt var  stærkt påvirket af de udbredte højreliberale, rascistiske raceteorier og progagandaen om den hvide kristent protestantiske race og kulturs overlegenhed og legitime ret til at herske over de Forenede Stater, og resten af verden for den sags skyld.  Også USA´s  “sorte” Præsident, Barack #whitest of the white boys# Obama”, har  givet udtryk for USA´s særlig status som en udvalgt nation, til at “gribe ind” i andre lande .

Ifølge en af de overlevede massakren i Charleston sagde den unge højreradikale terrorist at

“You rape our women and you’re taking over our country — and you have to go,”  (I voldtager vore kvinder og I overtager vores land – og I må væk” )   Denne konspiratorisk-racistiske tankegang ligger ikke langt fra de antisemitiske og antikommunistiske teorier ; vendt mod jøder, muslimer, kommunister og russere i Europa,  som de højreliberale og radikale nyhedsmedier, politikere og akedemikere fylder offentligheden med hver eneste time og dag. På hans Fakebook-konto har , den fascistiske massemorder Roof lagt et foto ud hvor han optræder med en jakke med badges med flag fra apartheid-tidens Sydafrika og Rhodesia.  Ifølge  Anti-Defamation League, udgør især Sydafrikas flag fra 1928 i højreradikale bevægelser verden over et symbol for  “ white supremacy” (hvid overhøjhed)

I dag høstede den fascistiske hetz og propaganda ni liv i Charleston, South Carolina , USA

Den mistænkte massemorder og terrorist ; mistænkt for at have myrdet ni mennesker  at a historic African-American church in Charleston, South Carolina ; Dylann Roof,  en 21 årig medløber til de udbredte racistiske holdninger i USA  blev arresteret tidligere idag  cirka 350 km nord for Charleston , said police chief Gregory Mullen.

Roof har tilstået at han udførte attentatet mod afroamerikanerne i Charleston for at “starte en racekrig”.

“This individual committed a tragic, heinous crime last night,” Mullen told reporters.

The mass shooting on Wednesday followed months of racially charged protests over killings of black men which have shaken the United States.

New York Times skriver  — The man suspected of killing nine people at a prayer meeting at a historic black church in this city’s downtown area was caught on Thursday some 200 miles away in North Carolina, local and federal officials said.

After an intensive, 14-hour manhunt for the man who carried out a massacre that officials are calling racially motivated, Dylann Storm Roof, 21, “was arrested in Shelby, N.C., during a traffic stop” shortly after 11 a.m., said Greg Mullen, the Charleston police chief.

The police here say Mr. Roof, who is white, is suspected of being the gunman who walked into the prayer meeting Wednesday night, sat down with black parishioners for nearly an hour, and then opened fire.

The Justice Department’s Civil Rights Division, the F.B.I., and the United States Attorney’s Office for South Carolina have opened a hate crime investigation into the shooting, which left six women and three men dead, and Chief Mullen has called it a hate crime.

Befrielsesbevægelsen Taliban advarer ISIS (DAESH): Hold Jer væk fra Afghanistan

torsdag, juni 18, 2015

16.JUNI 2015 10:55

Taliban Warns ISIS to Stay Out of Afghanistan

by Fazul Rahim and F. Brinley Bruton

KABUL — Den Afghanske nationale befrielsesbevægelse under Taliban går nu åbent ud og advarer den USA- og Saudisk støttede terrororganisation ISIL (DAISH), som har som mål at opløse de arabiske stater Syrien og Irak , for dér at oprette den “islamiske stat i Syrien og Levanten ” (ISIL), om at holde sig væk fra Afghanistan.
Det sker i et åbent brev til de terroristerne (DAISH) som har erobret store dele af Syrien og Irak med vold og terror.
Også den palæstinesiske befrielsesbevægelse Hamas advarer terroristerne i DAISH om at holde sig væk fra Palæstina.

Kilder: NBCNews, Al Arabija (AFP)

Taliban warn ISIS leader not to interfere in Afghanistan : The Taliban Tuesday warned the leader of the Islamic State group against waging a parallel insurgency in Afghanistan, after a string of defections and reported clashes with militants loyal to ISIS.

The Middle Eastern group, also known by its Arabic acronym Daesh, has never formally acknowledged having a presence in Afghanistan but fears are growing that the group is making inroads in the country.

In a letter addressed to ISIS leader Abu Bakr al-Baghdadi, the Taliban insisted that “jihad against the Americans and their allies must be conducted under one flag and one leadership”.

“The Islamic Emirate (Taliban) does not consider the multiplicity of jihadi ranks beneficial either for jihad or for Muslims,” said the letter signed by the Taliban deputy leader Mullah Akhtar Mohammad Mansoor.

“Your decisions taken from a distance will result in (the ISIS) losing support of religious scholars, mujahideen… and in order to defend its achievements the Islamic Emirate (Afghanistan) will be forced to react,” it added.

FAKTA om D.A.I.S.H (Islamiske Staten i Irak og Levanten)

Islamiske staten (IS), også kaldt Isis (Islamiske staten i Irak och Syrien), Isil (Islamiska staten i Irak och Levanten).
DAISH som er den oprindelige arabiske forkortning blev dannet i 2004 i Irak af en gruppe omkring Abu Musab al-Zarkawi. Da kaldte de sig “Organisationen for monoteism og jihad”.
Ret hurtigt blev denne gruppe en del av al-Kaidas netværk og blev således kaldt “al-Kaida i Irak”.
I oktober 2006 skiftede “al-Kaida i Irak” navn til “Islamiske staten i Irak”. Efter USA´s mislykkede forsøg på at styrte Syriens legitime regering under Bashir al-Assad begyndte “Islamiske staten i Irak” i 2013 at operere i Syrien med hjælp fra USA og dets fascistiske allierede i Saudi-Arabien og Nato-landet Tyrkiet.
Da skiftede USA´s “nyttige terroristiske idioter” navn igen til DAISH (ISIL).

Ideologisk-religiøst henter lederne inspiration fra fortidens historiske arabiske ledere, for eksempel de første kaliferne, og fra Ibn Taymijya, en fremtrædende muslimsk teolog i slutningen af det 13 århundrede, hvis idéer ligger til grund for wahhabismen, den reaktionære tolkning af islam som er rådende i det fascistiske USA-støttede Saudiarabien.
Kilde: The New Yorker

Hollywoods billede af Anden Verdenskrig

lørdag, maj 9, 2015

Hollywoods billede af Anden Verdenskrig

MAJ – 2015
Interesen for historien – især det tyvende århundredes – er voksende – især i ungdommen.
Men hvilket billede er det at vi bydes på når vi læser historiebøger og ser TV-serier fra de store borgerlige medier og forlag .
Ikke bare de neo-fascistiske, historie-revisionistiske og højreradikale intellektuelle men også trotskistiske, borgerligt-reformistiske forfatteres historiefortællinger er præget af ikke bare fordomme , men åbenlyse forfalskninger og direkte usandheder.

Det er uden tvivl også en del af forklaringen på den historieløshed som præger både medier, journalister og uddanelserne.

 Det viser sig især når de skal beskrive en af de vigtigste begivenheder i moderne tid : Anden Verdenskrig og den anti-fascistiske koalitions sejr.

 Især i 2005 hvor vi fejrede 60-året for befrielsen blev det tydligt at medierne ikke er objektive, endsige saglige.
 Det har fået selv – ellers ganske tilbageholdende historikere og demokratiske intellektuelle – til at protestere.
Det viser dette uddrag af en kronik – skrevet i 2005 af profesor Lennart Palm i anledning af 60 året for befrielsen og Nazi-tysklands nederlag om beskrivelsen af Anden Verdenskrig i de kapitalistiske Nato- og EU-landes medier.

 

*

KRONIK

I Hollywoods historiebeskrivning handler verdenskrigen om vestverdenen og Holocaust. 
Historiefaget har længe været stedmoderligt behandlet i skolen. Påstanden om at vor historie nu for tiden skrives af Hollywood er berettiget. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Den ene storfilm efter den anden handler om de amerikanske slag i Stille Havet, Pearl Harbour og så videre. Patriotismen flyder , men påfaldende lidt har handlet om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. 
I den senere tid er tyngdepunktet flyttet til Europa. Holocaust er tilegnet måste 100 film, men også nye helteepos om den amerikanske indsats for Europas befrielse i form af Band of Brothers (fjernsyns-serie fra USA om krigen, oversæt. anm.) som spredes gennem film og fjernsyn.
Fra en almendannende synsvinkel er det ødelæggende. Billedet bliver utydeligt og viktige dele falder ud . . . 
I foråret rettede Forum (statslig svensk historie-oplysningorg, oversæt. anm.)
 opmærksomheden mod Baltudleveringen, hvor Sverige i begyndelsen af år 1946 udleverede 167 balter som havde deltaget i krigen på tysk side til Sovjet. Baltudleveringen løftes frem som en skamplet på Sverige, trods hvad de udleverede havde deltaget i. Hvorfor vælger man ikke også at
omtale den store opslutning af hundredetusindvis af baltere på tysk side og deres entusiastiske deltagelse i Hitlers “Einsatzkommandoer” ?
Især i Estland og Letland stod man i kø for at hjælpe nazisterne i krigen og dermed udrydde jøder og kommunister. I begge lande dannedes hengivne SS-legioner. Allérede i januar 1942 rapporterede nazisterne at Estland var “Judenfrei”. Lithauens jøder blev hårdest ramt.
Af Letlands henved 200 000 jøder overlevede 320. . . . 
Gang på gang mærkes en kraftig vinklet utbud af historie i medierne. Stadig oftere får et tvivlsomt revideret billede af fortiden legitimere dagens politik.
 Den skønsomme behandling af det “nye Europas historie” fremgår når vi ser hvordan dets fascistiske og antisemitiske fortid (og nuværende) mønstres ud af diskursen. Ukraines hyldede Justjenko kan vinde et valg i alliance med antisemitiske kræfter og det tillades passere.
Den 22.april lykkedes det for de sidste overlevende at bryde ud af Jasenovac-lejren i Kroatien. Den var den største udryddelseslejr i det fascistiske Europa, hvor den systematiske udryddelse af serbere, jøder, “zigøjnere” og kommunister begyndte allerede et halvår inden Wannsee-konferensen om den “endelige løsning” (Endlösung, oversæt.anm.) 
Ifølge Wiesenthal-centeret blev 600 000 mennesker myrdet i Jasonovac.
 Mig bekendt har der ikke været et ord på 60-års dagen om denne hændelse fra noget sted i Sverige ! 
Tavsheden om dette er let at sætte ind i et mønster hvor dagens vestallierede i det tidligere jugoslavien skånes, hvor hyldningen af den bosnien-muslimske SS-divisionen Hand`zar kan foregå stort set upåtalt og Pristinas jødiske forsamling drives ud af albanske ærkenationalister foran næsen på Nato. 
Samtidigt har man været hurtig til at skildre serberne – som historisk var antifascister og et af de få europeiske folk som ikke deltog i jødeforfølgelserne – som nazister. . . .

 Hvad bliver vi serveret for i de brede medier ? At det var Band of Brothers som reddede Europa er allerede omtalt. Når det handler om Sovjet, som ifølge beregninger tilføjede tyskerne 93 % af deres tab, får vi ikke meget hverken spillefilm eller tv-serier. 
Den mest kendte undtagelse er filmen Anemy at the Gates om Stalingrad, som dog gør slaget til en latterlig duel mellem to snigskytter. Filmen boycottes i Rusland af veteranerne på grund af dens forløjethed.” konstaterer Lennart Palm som vidare skriver i hans kronik :
” Den 9.maj mindes Rusland den enorme menneskelige/strong> katastrofe landet udsattes for gennem det tyske angrep i 1941 og fejrer 60-års-dagen for sejren. . . . 
Flere baltiske ledere afstår fra at rejse til festlighederne i Moskva. De kræver i stedet en undskylning fra Rusland. Tidspunktet for deres demonstration er sjældent dårligt valgt. I kynisme og mangel på empati finder den kun sin lige hos de liberale skribenter her hjemme som foreslår at fejringen af sejren over nazismen bør slås sammen med fejringen af kommunismens fald. Sovjets betydelse for nedkæmpelsen undervurderes og de nærmest ufattelige menneskelige og materielle ødelæggelser som nazisterne og deres allierede forårsagede i Sovjet laves – i bedste fald – til en bemærkning i marginalen. Når man nævner følgende ciffrer opfattes de derfor beklæmmende nok som nyheder af mange:
 1941 – 45 mistede Sovjetunionen 11 millioner i døde soldater og 18 millioner sårede. De civile offrer var endnu flere: 17 millioner døde . Det kan sammenlignes med Storbritanniens cirka 500.000 og USA´s 302. 000 dræbte soldater under hele krigen.
 Til Sovjets menneskelige tab skal tillægges
de materielle : Tyskerne og deres allierede ødelagde helt eller delvis 15-20 storbyer, 2000 mindre byer og 70 000 landsbyer. Over seks millioner bygninger blev lagt i grus og aske. 32.000 fabriker, over 60 000 kilometer jernbaneskinner , 90 000 kilometer landevej og 90 000 broer blev sprunget i stumper.
 Tusindvis af miner og oliekilder ødelagdes og vældige mængder industriudrustning blev ført til Tyskland.
 Om dette skal vi også fortælle. Skal vi lære noget af historien må den granskes i sin helhed. Nye store krige og folkemord skimtes allerede i horisonten.” . . .. .
skriver Lennart Palm der er historiker på Göteborgs Universitet i sin kronik der blev bragt første gang i Gøteborgs-Posten den 9.maj 2005.

 

 

Hvad er FAKTA om Anden Verdenskrig ?

9.maj 1945 kapitulerede Tyskland vilkårsløst i Berlin overfor repræsentanter fra Sovjet og dets allierede USA,Storbritannien og Frankrig.
Det var afslutningen på den Anden Verdenskrig 1939-1945. En krig som intet sidestykke har i menneskehedens historie. Hverken i omfang eller i kampens forbitring.
the big three at JaltaDe “tre store”: Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta 1945

Krigen varede i seks år og indledtes som en åben imperialistisk aggressionskrig men gik siden over i en befrielseskrig som indrog 61 stater og næsten fire femtedele af jordens befolkning.
Mere end 110 millioner mennesker stod under våben.
Krigen krævede det største blodoffer i menneskehedens historie, forårsagede den værste ødelæggelse og kostede over 69 millioner mennesker livet
De største ofre led Sovjet-folkene som mistede 27 millioner af sine døttrer og sønner.
Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.

Men hvad er fakta om krigen i Europa ?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år – fra juni 1941 da Tyskland angreb Sovjet – til begyndelsen af juni 1944, da Sovjets allierede i vest omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler
Sovjet blev invaderet fire år inden befrielsen i 1945 – den 22.juni 1941 – af den største invasionhær i menneskehedens historie. Den 22.juni 1941 – indledte den tids største kapitalistiske magter med “supermagten” Nazityskland og dets allierede en aggressionskrig mod Sovjetunionens folk, som i Europas førende medier blev udpeget som “slaviske”, “jødiske” og kommunistiske “undermennesker” som naturligvis ikke evnede eller fortjente den frihed som de “vestlige kristne og ariske herrefolk nød af”.

Idag fører vor tids største kapitalistiske magter, med Nato-alliancens Führer-stat USA i spidsen krig mod de arabisk-semitiske folk fra Palæstina til Irak og Afghanistan . . . . .. . . . .. .. .. .. …
Vi kender alle til historien om de irakiske “masseødelæggelsesvåben” som truede hele verden. Det viste sig at være en løgn baseret på forfalskede dokumenter fra USA´s efterretningstjeneste.
Og det var naturligvis ikke første gang at imperialistiske stormagter opfandt forfalskede beviser for at forsvare krig, terror og vold mod de undertrykte lande og folk.
USA var ikke meget anderledes hvad det angår inden 11. september 2001. Faktisk var 11.september-terrorangrebet en følge af mangelen på tilid til og modstand mod USA´s imperialistiske politik.
Historieforfalskningen er idag det fremherskende når spørgsmålet om Anden Verdenskrig og nazismens nederlag kommer på dagsordenen.

Fakta om den Anden Verdenskrig og Sovjetunionens kamp for at befri verden fra det nazistiske barbari er idag forsvundet fra massemedia og fra historiebøgerne i skolerne og ved universiteterne i de kapitalistiske Nato-stater.
Kapitalismen og dens ledere i monopolerne og finansoligarkiet nægter at give nogen plads for sympatier for Sovjetunionen og det socialistiske system som viste sin overlegenhed og kunne samle kræfter til at besejre det kapitalistiske Nazityskland.

Nazityskland havde over 8 millioner mand under våben. 4,6 millioner af disse blev kommanderet ud for at erobre Sovjetunionen
Derudover kom henved 1 million hjælpetropper fra de nazi-allierede stater Italien, Rumænien, Ungarn, Spanien og Finland og frivillige fra andre europæiske lande, bl.a Baltikum og Skandinavien :Letland, Lithauen, Estland, Sverige og Danmark.
De såkaldte baltiske lande bidrog med store styrker. Invasionshæren mod Sovjet bestod af 5,5 millioner mand .

Sovjetunionen – som i løbet af 1930’erne havde arbejdet hårdt for at øge landets landbrugs- og industriproduktion samt dets forsvarskræfter – lykkedes opbygge en hær på 5 millioner soldater til juni 1941.
Størstedelen af denne hær befandt sig ved grænserne i vest.
Ved Stillehavskysten havde Sovjetunionen en hær på over 1 million mand i beredskab mod et angreb fra Nazitysklands allierede; det aggressive Kejserrige Japans militære styrker.

Yderligere flere hundrede tusind Røde Hær-soldater var i beredskab ved grænsen til Tyrkiet.
Styrkeforholdene i Vest overfor den tyske hær var meget ulige. Den nazityske invasionshær var den største og for sin tid bedst udrustede. Det gør ikke Sovjetunionenens sejr mindre epokegørende.
For et par år siden fejrede vi 60 året for Nazitysklands undergang, dets tilintetgørelse som verdensmagt og folkenes befrielse. De nazistiske mørkeår er historie nu, men vi må ikke glemme at den smule frihed vi idag stadig har blev vundet af alle de mennesker som ofrede sit liv for at stoppe fascismen.
Her ydede Sovjetfolkenene de største ofre. Nazisternes hovedfjende var de slaviske folk i Sovjetunionen ; Polen; Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Eller som det blev udtrykt i den nazistiske propaganda:
“den jøde-kommunistiske sammensværgelse mod den vestlige kristne civilisation” Fascisternes hovedstyrke blev sat ind mod Sovjetunionen. Fascisterne tog livet af næsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen – hovedparten civile – som sammenligning var USA´s s ofre godt 294 000 soldater.

NAZITYSKLAND 1933-41

Hvordan bliver de historiske hændelser forbundet med Anden Verdenskrig behandlet i de vestlige medier ?
De borgerlige massemedier propaganda mod Sovjetunionen er ikke bare et produkt af enkelte reaktionære politikere og journalisters personlige antipartier og had til socialismen.

Politikere og journalister er vigtige formidlere af historieforfalskningen i den herskende borgerlige offentlighed. Det engelske imperiums ukronede politiske leder under krigen Winston Churhill gav startskuddet til den “kolde krig” mod Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i sin Fulton-tale i 1946 da han “trak et jerntæppe” ned gennem Europa og opmuntrerede til antikommunistiske hekseprocesser .
Under den kolde krig deltog – udover de angolamerikanske politiske ledere – også en række vestlige intellektuelle som f.eks den engelske forfatter Eric Blair alias Georg Orwell i de antikommunistiske hekseprocesser.
Churchills “Jerntæppe”-tale afspeglede de vestlige imperialisters frygt for socialistiske og antikoloniale revolutioner.
Selvom Churshill tabte befrielsesvalget i 1945 og således ikke var Englands politiske leder satte hans “jerntæppetale” i 1946, dagsordenen i de vestlige kapitalistiske stater – fordi den udtrykte de ledende kapitalisters problemer og interesser

Den historieforfalskning som fremførtes efter talen om jerntæppet i 1946 var bestillingsarbejde for den internationale kapitalisme og udføres som regel af offentlige institutioner – finansieret med skattekroner eller med store bidrag fra private kapitalisters økonomiske fonde.
De mennesker der udfører arbejdet – så at sige ”strikker” en ”realistisk” revision af historien sammen – er ofte professorer ved de imperialistiske landes universiteter.

I de Forenede Stater var det Pentagon der stod for udgivelsen af mere end 100 bind om den Anden Verdenskrig som f.eks ”US-Army and The Second World War” – USA;s Hær og den Anden Verdenskrig i 80- (firs) bind.
I Storbritannien var det den engelske regering der stod for udgivelsen af Den Officielle Historie om Anden Verdenskrig – også den i 80 – bind.
I det det amerikansk-britisk besatte ”Vest”Tyskland var det Bundeswehr – Forbundværnets Historisk-militære afdeling der udgav 10 bind om hvad der blev kaldt ”Det Tyske rige og Anden Verdenskrig ”

I det USA-besatte Japan udgav forsvarsministeriet Den Officielle Historie om Krigen i Østasien ialt 96 bind.

I disse mange bind om krigen opdyrkes den ”officielle sandhed”. Eller rettere “sandheder” – for de forskellige landes udgaver af ”sandheden” stemmer ikke overens med hinanden.
Men fælles for disse mange officielle bind er den aldrig fraværende uvilje til at beskrive Sovjetfolkenes og Den Røde Hærs positive rolle og den nærmest påtrængende stræben efter at tilintetgøre eller forringe sandheden om Sovjetunionens rolle i Nazitysklands nederlag og undergang.
Disse officielle ”sandheder” udgør kilden til den anti-sovjetiske propaganda om Anden Verdenskrig.
Ved at tilsvine socialismen forsøger man at retfærdiggøre imperialismens aggressive politik.
Propagandaen spredes videre gennem massemedierne i populærvidenskabelige bøger, farvestrålende tidskrifter, film på Video, internet og Dvd.
I de borgerlige massemedier går man heller ikke af vejen for at bruge den åbne løgn i stor omfatning.
I kampen om menneskenes politiske vilje skyer kapitalismen ingen midler for at svine kommunismen til.

Den dag idag forsøger vestlige historikere – tyske såvel som engelske – at fortrænge at krigen blev afgjort på østfronten.
F.eks skriver den tyske forfatter Guido Knopp – som i de borgerlige medier og forlagsverden er blevet ophøjet til en slags historie-populistisk autoritet – i hans bog Befrielsen at vi skal ”lytte til dem som var med”: tyskere, amerikanere, britter, canadiere, franskmænd, italienere, hollandære og belgiere. Ikke med et eneste ord nævner den tyske historieautoritet G.Knopp de opimod ni millioner sovjetiske soldater som faldt på østfronten og de yderligere 17 millioner civile offrer (at sammenligne med USA som tabte 292 000 soldater eller Storbritannien hvor 240 000 soldater faldt mens 65 000 civile brittter blev ofre.
De russiske erfaringer er altså uintressante, men den tyske populist-historiker er langt fra alene om at revidere og forfalske historien i anti-russisk retning. Direkte latterligt bliver det når Matthew Parker i “Slaget ved Monte Cassino” påstår at det var det største slag til lands i Europa. Hvornår var det nu at Stalingrad og Kursk blev fjernet fra Europa-kortet ? Anthony Beever, en anden vestlig “historiker-autoritet” som faktisk har skrevet en hel bog alene om slaget ved Stalingrad, fremstiller englænderne som charmerende og tyskerne som gentlemen som trods alt holdt sig til krigens love. Russerne derimod var – ifølge Beever uciviliserede barbarer. Johann Voss hævder i “Soldat i Waffen-SS” at tyskerne udkæmpede en “forsvarskrig” mod russerne.

For at forstå baggrunden for den Anden Verdenskrig er det nødvendigt at danne sig et billede af udviklingen i nazismens hjemland – Tyskland i 1930´erne.

Efter “Rigsdagsbranden” som blev det afgørende påskud for nazisternes magtovertagelse i begyndelsen af 1933 begynder Nazi-Tyskland; sammen med Musolinis fascistiske Italien; at udfordre de andre kapitalistiske staters magt i Europa.
Hitler havde fået økonomisk støtte af de tyske kapitalister for at slå den stærke tyske arbejderklasses modstand mod den kapitalistiske krise, modstanden mod genoprustningen og krigsforberedelserne gennem at tvinge KOMINTERN-partiet KPD under jorden gennem Rigsdagsbranden, at skræmme folket gennem vold, terror og tortur og koncentrationslejrene samtidigt som “jøderne” blev udpeget som syndebukke for den kapitalistiske krise, fattigdommen, sulten og massearbejdsløsheden.
Med nazisternes ved magten skulle Tyskland´s kapitalistiske erhvervsliv generobrede de tabte ”kolonier” i Afrika som blev erobret af Storbritannien og Frankrig under den Første Verdenskrig. Samtidig lovede Hitler at indlemme store landområder i Østeuropa og Sovjetunionen for at skaffe “lebensraum” til tysk erhvervsliv.
Nazisternes magtbegær standsede ikke derved : Hele verden indgik i deres erobringsplaner og visionen om ”Tusind-årsriget”. Samtidig som Hitler fængslede og myrdede kommunister og fagforeningsfolk begyndte han at forberede Tyskland for verdenskrigen.

Nazisterne i offensiven

I oktober 1933 forlod Tyskland nedrustningskonferencen i Geneve. Samme måned offentliggjorde Hitler at Tyskland meldte sig ud af Nationernes Forbund.
Den 16.marts 1935 indførte nazisterne almindelig værnepligt i Tyskland – et åbent brud mod Versailles- Fredsoverenskomsten fra 1919.
Nu begyndte oprustningen af den tyske krigsmagt for alvor at tage fart. I marts 1936 kom det næste brud mod Versailles-fredstraktaten
Den tyske hær marcherede ind og besatte det demilitariserede Rheinland (Rhenland).
Den nazistiske terning var kastet .

Skulle de borgerlige-demokratiske stater nu sætte en stopper for Hitler ?

Tysklands overtrædelse af Versailles-overenskomsten skete uden nogen nævneværdig reaktion endsige alvorlige protester fra de andre borgerlige kapitalistiske stater Til trods for at Tyskland ikke havde nogen hær som kunne matche Frankrigs eller Storbritanniens hære, fik Hitler lov til at opføre sig som en verdensdiktator uden at de store ”demokratiske” regeringer i de kapitalistiske vest-stater reagerede alvorligt.

Hitler-regimet spillede på den engelske og franske borgerligheds antikommunistiske had og dermed i stilhed acceptere den nazi-regimets aggressive kurs.
Hitler indtog rollen som de store kapitalistmagters sidste bastion mod kommunismen og lovede at gå mod øst i sine landerobringer.
Tysklands militære magt øgede hele tiden og skulle snart blive en trussel mod hele verden. Sovjetunionens opfordring til at danne en anti-nazistisk koalition for kollektiv sikkerhed blev aldrig seriøst besvaret.

I juni 1941 var den politiske situation i Europa sådan at de fleste kapitalistiske lande allerede var underlagt fascismen og nazismen.
I marts 1938 besatte nazisterne Østrig , i oktober det tjekiske Sudety (Sudetenland på tysk ) – med Frankrigs og Storbritanniens velvilllige accept i München-overenskommelsen i september

”Peace in our time” ( Fred i vor tid )

som Storbritanniens Chamberlain udtrykte det.

I marts 1939 besætter Hitlertyskland hele Tjekkoslovakiet.
Samme måned tog Franco-fascisterne magten i Spanien med Nazitysklands og det fascistiske Italiens hjælp.
Den første september 1939 invaderede nazisterne Polen.
Landet havde fået forsikringer om sikkerheds-garantier af Storbritannien og Frankrig, men ved invasionen forblev disse lande uvirksomme.

Storbritanniens og Frankrigs formelle krigsforklaring mod Tyskland den tredje september 1939 var ord uden værdi – uden våben så at sige. I England talte man om The Phoney War (den falske/besynderlige krig) Alligevel havde disse to militære stormagter i løbet af disse septemberdage i 1939 en mulighed for at gøre en ende på nazismen.
Alfred Jodl – Øverskommanderende for Reichwehr ; den tyske Hærs operative stab; indrømmede under forhørerne i Nürnbergs-processerne efter krigen at; :
at vi ikke led nederlag allerede i 1939 afhænger det kun af at de 100 franske og engelske divisioner i vest som under det polske felttog stod mod 25 tyske divisioner blev holdt uvirksomme

I aggressionen mod Polen den 1.september 1039 satte nazisterne 61 divisioner og 3 brigader ind.

NEUropa under tysk kontrol i 1940

I løbet af 1940 fortsatte den nazistiske invasionsbølge – uden videre modstand fra de herskende kredse i de borgerlige-kapitalistiske stater med Norge som en hæderlig undtagelse.
Danmark blev besat på en dag den 9. april 1940 og Norge i løbet af april,maj og juni.
Den 10.maj gik de nazistiske hære vestpå.
Holland kapitulerede den 14.maj; Luxemburg straks efter og Belgien den 28.maj.
På Amsterdam´s og Bruxelles´altaner stod den kapitalistiske overklasse og hilste de tyske invasionsstyrker velkommen .

Den 20.maj stod tyske tanks allerede ved den Engelske Kanal. En britisk hær på 330 000 mand i Nordfrankrig opgav kampen mod tyskernes militære overlegenhed og måtte evakueres i al hast til Storbritannien – fra den 27.maj til 4.juni.
Briterne efterlod sig en stor mængde våben, inklusive 700 tanks, som nazisterne overtog.
Frankrig – en af Europas største militærmagter. – blev besejret af nazisterne på bare fem uger – og kapitulerede den 22.juni 1940.

I løbet af april 1941 besatte Nazi-tyskland Jugoslavien og Grækenland. .
I det øvrige Europa var Italien, Finland, Ungarn og Rumænien allierede med Nazityskland mens Bulgarien og Slovakiet var vasalstater til Hitlertyskland.
I løbet tre år tog nazisterne magten over næsten hele Europa udenfor Sovjetunionen.
Først og fremmest gennem hjælp af en pro-tysk femte-kolonne i de europæiske landes herskende overklasse, mest åbenbart i Frankrig.

Blitzkrieg

Foråret 1941 fremstod den tyske hær – Wehrmacht – i verdens øjne som uovervindelig.
I sin felttog mod vest havde nazityskland 135 divisioner og en brigade, 2850 tanks samt 3854 flyvemaskiner til sin rådighed.
De besejrede Frankrig, Storbritannien, Belgien og Holland på fem uger trods at disse lande rådede over militære styrker der tilsammen udgjorde 147 divisioner.

I krigen brugte den tyske hær en ny slags krigsføring som i de nazityske medier kaldtes ”blitzkrieg”, blitzkrigen eller lynkrigen var som udtrykket afslører en overrumplende hurtig krigsføring gennem brug af store mængder mekaniserede kampvogne og tanks. Målet var at slå modstanderne ud inden de havde mulighed for at få gang i sin krigsmagt.

Industrilandet Tyskland havde – under nazisternes regime – opbygget en så kraftig krigsindustri – til størstedelen for amerikanske penge – at den kunne forsyne hæren, flåden og flyvevåbnet med alle mulige moderne våben som var nødvendige for at erobre Europa gennem den mekaniserede blitzkrig.
I foråret 1941 havde Nazityskland underlagt sig lande og folk hvor der boede over 300 millioner mennesker .

Nazisternes magt var øget betydeligt i løbet af tre år. Den enorme produktionskapacitet i Europas traditionelle industri-lande måtte underordne sig den nazityske krigsmaskine og producere hvad den tyske hær behøvede af forsyninger.
Samtidig gik den kapitalistiske rustningsindustri på højtryk.
Tyskland havde allerede i 1935 forladt Nationernas forbund – FN´s forgænger.
To år senere fulgte det facistiske Italien Nazitysklands eksempel.
De andre imperialist-magter i vest så og accepterede oprustningen, ja, i realiten havde den været umulig uden USA´s og Storbritanniens finansielle hjælp.
Mellem 1924 og 29 fik Tyskland – hovedsagligt fra kapitalistiske banker i USA – lån på ca 22 milliarder RM-ReichMark (rigsmark) – .

Under Nazitysklands kommando

Nazisternes brug af Europas industrielle kraft i krigen mod Sovjetunionen er et omhyggeligt ”skjult” kapitel i forhistorien om den Anden Verdenskrig. Men desto vigtigere .
I for eksempel Polen overtog tyskerne hele metal-industrien, kulminer og den kemiske industri – i Schlesien -(idag Sląsk i Polen) sammenlagt 294 store virksomheder og godt 35 000 middelstore og små virksomheder.

I Frankrig gav den nazistiske plyndring endnu større gevinster.
Foruden Lorraines stålverker og metalindustrier – mange gange større end Polens – overtog nazisterne samtlige Frankrigs bilfabrikker og flyvemaskinfabriker foruden erobringen af de strategiske metaller kobber,aluminimum, og magnesium.
Desuden overtog de alle metal- og maskinfabriker med deres store lagre.

I Frankrig kom nazisterne over 4 tusind lokomotiver og 40 tusind jernbanevogne for at bruge dem til Tysklands fordel. Den franske regering måtte desuden betale alle omkostninger for den tyske besættelseshær.
I de øvrige besatte lande plyndrede nazisterne på samme måde.
Sammenlagt havde Nazityskland i foråret 1941 opnået en årlig produktionskapacitet på 31,8 millioner tons stål og 439 millioner tons kul.

Sovjetunionen havde i løbet af 1930`erne med store anstrengelser opbygget en produktion af stål og kul som i foråret 1941 gav 18,3 millioner tons stål og 165,9 millioner tons kul om året.
Forskellen i produktionsmuligheder mellem det industrielle Europa og Sovjet var betydelige.
Nazityskland og deres allierede i de andre europæiske kapitalistiske lande var overlegne med hensyn til produktion og resourcer for en kommende krig. Alligevel taler historikere og politikere knyttet til de fire ”store” kollaborationspartier ( S – V – K og R ) i den danske Samarbejdsregering om at ” man tabte krigen fordi man ”undervurderede Sovjet”.

Sagen er at Operation Barbarossa – krigen mod Sovjet og de jødisk-slaviske folk – var en barbarisk udryddelseskrig – en uretfærdig krig som Lenin udtrykte det, mens Sovjet og de anti-fascistiske modstandskæmpere førte en retfærdig befrielseskrig mod fascistisk tyranni.

I Tjekkoslovakiet tog nazisterne landets guldreserver på 48 millioner dollar, i Belgien guldreserver på 228 millioner dollar og i Holland guldreserver på 71,3 millioner floriner.
Disse tyverier blev gjort med hjælp af Bank of International Settlements med USA og Storbritannien i spidsen.
Samtidig blev mange arbejdere og krigsfanger i de nazi-besatte lande tvunget til slavearbejde i Tyskland.
I foråret 1941 var der allerede tre millioner udenlandske arbejdere i de tyske fabriker.
Ligeså vigtig for nazisternes magt var det krigsmateriel som de kom over ved sejren over de besatte landes armeer.
– – – – – – –
I Frankrig tog nazisterne for eksempel mere end 5 tusind tanks, 3 tusind krigsfly samt hele den franske hærs øvrige udrustning. Med det franske krigsmateriel kunne nazisterne stille 38 infanteri-divisioner, tre motoriserede divisioner og en panser-division på benene.
Det hele indgik i forberedelserne til den store krig mod de “slaviske” , “jødiske” og “kommunistiske undermennesker” i Sovjetunionen.

Operation BARBAROSSA

Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-bolsjevikiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Neuropas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.

Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod de kapitalistiske lande i Europa .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de tysk-europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva, Leningrad , Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I de nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-kommunistiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.

Speciel retshåndhævelse

Nazi-lederne forberedte udryddelse af den sovjetiske hær og civilbefolkning.
For de var bærere af den marxistisk-leninistiske ideologi. Hitler havde allerede i bogen Mein Kampf fra 1925 skrevet om dette.

Hans anti-kommunistiske indstilling om at ville tilintetgøre ”jøde-kommunismen” i Tyskland og Sovjetunionen havde åbnet de tyske storkapitalisters øjne for Hitlers nazi-bevægelse og sikret den massiv økonomisk støtte fra det kapitalistiske erhvervsliv i Tyskland såvel som i England, Frankrig og USA.
Det var Europæisk og amerikansk erhvervsliv som stod bag Hitlers magtovertagelse i Tyskland: Inden invasionen af Sovjetunionen havde Tyskland forberedt en række retsbestemmelser som skulle gælde i de områder som blev erobret.
De gik under navne som ”Speciel Retshåndhævelse i Barbarossa-området” – ”Troppernes særlige instruktioner” – ”Instruktioner om indstilling til de sovjetiske krigsfanger” eller ”Instruktioner om indstilling til de politiske kommisærer”.

Disse specielle retshåndhævelser gav de tyske soldater frie hænder ved behandlingen af “undermenneskerne” i Sovjetunionen som den racistiske tyske propaganda udtrykte det.
De tyske soldater og officerer kunne mishandle og myrde Sovjet-menneskerne på alle mulige måder uden at bleve stillet til ansvar for deres gerninger.

ORGANISERET BARBARI

Sovjetiske krigsfanger blev brugt som slaver i industri og landbrug eller blev sendt til de berygtede KZ-lejre for dér at dø enten af sult eller sygdomme hvis de ikke blev mishandlet til døde.
Den nazityske retshåndhævelse i Sovjetunionen og andre slaviske lande som Polen, Tjekkolovakiet og Jugoslavien var organiseret barbari for at udrydde de ”slaviske” og “jødiske undermennesker” som Hitler-fascisterne anså udgøre grundstammen i en jøde-kommunistisk konspiration mod den kristent-vestlige civilisation. Jøder, kommunister og slaver blev derfor udpeget som fjender af den ”kristent-ariske” og ”vestlige” civilisation.
At dette er et faktum bevidnede de 27 millioner mennesker som de nazitiske hærenheder nåede at myrde inden de blev besejrede og måtte flygte ud af Sovjetunionen.
Hovedparten af offrerne var ubevæbnede civile.

Kendskab til størrelsen på de hære som stod overfor hinanden ved daggry den 22.juni 1941, da aggression mod Sovjetfolkene indledtes og de øvrige store slag under krigen er absolut nødvendigt for at få en rigtig forståelse for udgangen af krigen.
Ved invasionen af Sovjetunionen havde Nazi-tyskland mobiliseret en hær på 153 divisioner, heraf 33 tanks- og motoriserede divisioner, sammenlagt 4 millioner og 600 tusind soldater.
De tyske tropper var udrustede med 42 tusind kanoner og granat-kastere, mere end 4 tusind tanks og attak-kanoner og 4 tusind flyvemaskiner.

De nazi-tyske allieredes styrker bestod af 37 divisioner på 900 tusind mand, 5200 kanoner og granatkastere, 260 tanks og attak-kanoner og tusind flyvemaskiner.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie.
Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater – ialt 190 divisioner – til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen opkaldt efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der i det 12.århundrede anførte de euro-feudale kristne korstog mod den arabiske civilisation – bl.a forsøget på at erobre al-Kud – Jerusalem i Palæstina..

Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland ;Italien; Rumænien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker.
Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede. Aldrig tidligere i menneskehedens historie var en invasionshær af den størrelse blevet mobiliseret, som desuden var udrustet med alle mulige typer af moderne våben..

Til sit forsvar bestod de sovjetiske grænsetropper af 170 divisioner og 2 brigader på 2,9 millioner soldater, 37.500 kanoner og granatkastere, 1475 tanks af nyere model – KV og T-34 – samt 1540 flyvemaskiner.

Nazi-tyskland og deres fascistiske allierede – bl.a Frikorps Danmark – havde altså en styrke som var dobbelt så stor som de sovjetiske forsvarstyrker som tog imod de første fascistiske stød..
I de punkter hvor den nazistiske overkommando planlagde hovedstødet var de nazi-fascistiske styrker fem til seks gang større end de sovjetiske forsvarstyrker i disse områder.
Derfor er det fuldt forståeligt når den tyske Hærledelse i maj 1941 i sine forberedelser af invasionen skriver :
Vi er for nuværende meget overlegne i antal. Vore tropper er overlegne de russiske når det handler om kamperfaring . . . Vi står overfor hårde kampe under 8 til 14 dage, men efter det vil sejren ikke lade vente på sig og vi vil sejre”.
Blitz-krigen var en succes mod de kapitalistiske lande i Europa, hvorfor skulle den ikke lykkes på samme måde i Sovjetunionen ?.

Virkeligheden i Sovjetunionen blev en helt anden end den nazisterne og deres danske allierede i “samarbejdsregeringen” og hjælpetropperne i Frikorps Danmark havde ventet sig.
Nazisterne forsøgte ganske vist at opbygge en ” femte-kolonne” indefra – gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Denne “Femtekolonne understøttes af højre-opportunisten Leon Trotskij´s net af spioner,terorister og sabotører. For det første havde den sovjetiske regering sørget for at tage opgøret med den fascistiske pro-tyske femtekolonne.

Efter næsten to års befrielseskrig mod de “overlegne” euro-fascistiske aggressive styrker sejrer den Røde Hær i 1943 slaget om Stalingrad.
Røde Hær soldater i Stalingrad: FOTO:Georgi Zelma 1942-43

Den forræderiske femte-kolone – som i f.eks Frankrig gjorde det muligt for Hitlers hærenheder at marchere ind i Paris på kun seks uger trods at Frankrig havde en af Europas største og bedst udrustede hære – var sat ud spillet i Sovjetunionen.

Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister, advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.
Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattende pro-nazistisk fransk femtekolonne ( General Petain og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.

Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europas ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“ og gjort Tyskland til EUropas ubestridte supermagt.
Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund.
I samtlige lande fik de tyske nazister hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes kapitalistiske overklasse. I alle lande som nazisterne havde erobret havde de fået hjælp af en ”indre femte kolonne” ,men i Sovjetunionen var „femte-kolonnen“ sat ud af spillet.

” noget indre arbejde” bagved de russiske linjer i samarbejde med den tyske militærkommando” fandtes ikke, konstaterede USA´s ambassdør i Moskva 1936-38, Joseph Davies.

Gennem de berømte Moskva-processer i 1936-38 var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage i Sovjetunionen.

”Der var ingen sudeter-tyske Henleinere, ingen slovakiske Tisos, ingen belgiske de Grelles og ingen norske Quislinger i det sovjetiske billede . . . De er skudt. ” slog USA´s ambassdør Davies fast i hans erindringer.

I Frankrigs borgerlige og socialdemokratiske kredse viste stadig flere poltikere sin interesse og sympati for at give Tyskland “frie hænder mod Øst”.
I Frankrig – forbød den borgerlige regering KOMINTERN-partiet PCF og de borgerlige politikere hylede hysterisk: “Hellere Hitler end Folkefronten” i afsky for muligheden for at en ny Folkefronts-regering skulle komme til magten. –
Fra de reaktionære kræfter i det franske bourgeoisie lød Parolen :

”Hellere Hitler end Folkefronten!”

Disse kræfter forrådte deres eget folk.
Frankrig ledende overklasse var fuldstændigt inficeret af nazi-sympatier og gav op uden kamp.
Den situation hvor de nazistiske hære mødte hele franske regimenter uden officerer – ville ikke blive gentaget i Sovjetunionen.

Efter at Sovjetunionen havde afsløret den sovjetiske ”femtekolonne”, skulle nazisterne så at sige ”klare sig selv” i den erobringskrig de forberedte.
I Sovjetunionen rejste hele folket sig til forsvar for deres socialistiske moderland.

Stalin,det kommunistiske parti og den sovjetiske stat mobiliserede hele landet i en heroisk modstandskamp og en kamp for at øge produktionen, for at øge den Røde Hærs slagkraft. Bag de tyske linjer organiserede det kommunistiske parti modstandsgrupper, sabotageaktioner der udviklede sig til en omfattende partisan-bevægelse der angreb de euro-fascistiske besættelsesstyrker i ryggen.

Stalingrad 1942: Barmaleï-fontænen med de legende børn overlevede den fascistiske aggression.

Næste afsnit SLAGET OM MOSKVA og STALINGRAD.

Kilder : Oleg Rzjesjevskij ¤ ¤ ¤ Andra världskriget: myter och verklighet. Progress Moskva/Fram Göteborg 1985.

A. I. Balasjov og G. P. Rudakov ¤ ¤ ¤ Istorija velikoj otetjestvennoj vojny
(“Den Store Fædrelandske Krigs Historie”)– Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3

Mario Sousa ¤ ¤ ¤ Sovjetunionens seger i Andra Världskriget
udgivet af KPML(r) Uppsala 2002

Bol`sjaia Sovjetskaia Entsiklopediia, Moskva 1970
(”Great Soviet Encyclopedia”, Forlag: Macmilllan, New York

Joseph Davies ¤ ¤ ¤ Mission to Moscow.

 

 

Skal vi tro på mange af Hollywoods film om Anden Verdenskrig så var det den amerikanske hær der først og fremmest befriede verden fra det nazistiske tyranni.
Men hvad er fakta om krigen i Europa.?

Fakta er at det var Stalin som knækkede nakken på Hitler. Gennem næsten tre år, fra juni 1941, da Tyskland angreb Sovjet, til begyndelsen af juni 1944 – da Sovjets vestligt allierede omsider steg i land i Normandiet – førtes krigen i Europa bare på en front: Østfronten.
De sovjetiske folk og modstandsfolkene var alene i kampen mod Hitler. –
Sovjetunionens Røde flag på Reichtag  Efter næsten fire års uafbrudt modstandskamp og befrielseskrig sætter en soldat fra Stalins RØDE HÆR Sovjetunionens røde flag på Rigsdagsbygningen i Berlin som et symbol på Den Røde hærs, modstandsfolkene og deres allieredes sejr i befrielseskrigen mod det nazi-fascistiske tyranni, vold, teror og folkemord.

Ifølge en nyudkommen bog om den Anden Verdenskrig; “Den Store Fædrelandske Krigs Historie” – Istorija velikoj otetjestvennoj vojny – ( Forlag: Piter, ISBN 5-469-00819-3) giver historikerne A.I. Balasjov og G.P. Rudakov en autentisk sammenfatning af krigsbegivenhederne og krigens resultat.
Eftersom det cirkulerer forskellige ciffrer for at beskrive de sovjetiske tab og antallet af ofre under Anden Verdenskrig (20; 27 og 40 miljoner, ….) så er forfatternes statistik som er baseret på den bedste aktuelle russiske forskning af stor intresse.
I følge disse opgørelser ligger de militære “uigenkaldelige” tab på 8 (otte) millioner 668 tusind og 400 mennesker. Dette kan sammenlignes med Tysklands og dets allieredes tab under Anden Verdenskrig som var 7 millioner 413 tusind mand, hvoraf 6 milloner og 46 tusind på Østfronten.
Altså næsten lige store tab.
Den store kontrast mellem krigens hoved-parter ligger i de civile tab. Mens de civile tab i Hitlertyskland var 9 millioner og 346 tusind og i dets satellitstater 1 million og 5 tusind; var Sovjetunionens tab 18 millioner og 300 tusind , hvilket gør antallet 26 millioner 968 tusind og 400 – eller omtrent 27 millioner – til den mest akkurate sammenfatning af de sovjetiske tab under krigen.
De borgerlige; revisionistiske og fascistiske historikere har siden krigsafslutningen arbejdet på højtryk for at give indtrykket at de store sovjetiske tab var bolsjevikernes og Stalins skyld; at der var tale om dårlig ledelse osv .
Sandheden er at de store sovjetiske tab skyldtes at Antikomtern-magterne førte hvad Hitler kaldte en ”Tilintetgørelseskrig” mod de ”slaviske undermennesker” i Polen og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrigs største slag: Slaget om Moskva, Slaget om Stalingrad; Panserlaget ved Kursk udspillede sig på sovjetisk jord.
Det var her den ”uovervindelige” tysk-nazistiske Wehrmacht blev besejret.
Omkring 93% af de tyske tab under krigen kan vi takke den sovjetiske Røde Hær for.
Det er også i den forbindelse interessant at forfatterne peger på det faktum at de største sovjetiske tab sker på nazi-okkuperet territorium.
Af de 5,6 miljoner sovjetborgere som førtes til Tyskland på tvangsarbejde døde 50 procent under krigen og yderligere 10 procent kort efter repatrieringen. Ialt døde 8,5 miljoner på okkuperet område af sult, sygdomme og slavearbejde.
“Den pris vort land måtte betale for sejren var enormt, men vort folk havde intet valg”, skriver forfatterne. At have givet efter for den fascistiske aggression skulle bare have givet besættelsesmagten mere tid til at udrydde befolkningen på besat territorium fastslår de.
Her har forfatterne givet sig ind på et svar på de kritikere der anklager Stalin for at være for hård og kompromisløs overfor Hitlers Tyskland. Flere Stalin-kritikere mente f.eks at Sovjet kunne have givet Ukraine til Nazi-Tyskland for at undgå krigen.
Dermed ser de bort fra det faktum at Anti-Kominternpagtens imperialistiske magter — Tyskland, Japan, Italien, Finland ,Danmark og andre – – , havde som mål at underlægge sig hele Sovjet. Hvis de fik frit indtræde til Ukraine ville de komme endnu nærmere Moskva og have et endnu bedre udgangspunkt for en senere aggression.
Derfor var det positivt – set fra en anti-fascistisk synsvinkel – at disse Stalin-kritiske kræfter blev stadig mere isolerede i 1930`erne op til krigsudbruddet i 1941.

De sovjetiske folk , ligesom polakkerne, jøderne, Roma, og Sinti (Zigøjnerne) og andre ”undermennesker” var ifølge den tyske imperialismes ledere ikke ligeværdige mennesker, men underlegne tilbagestående folk som fortjente at leve som undersåtter, som slaver uden rettigheder.
Derfor skulle der ikke tages nogen hensyn. Og det blev der ikke.
Hvorimod f.eks engelske og franske krigsfanger blev behandlet som ligeværdige.
Et eksempel på den tyske indstilling er at da den Røde Hær befriede Bornholm, nægtede den nazi-tyske kommandant på øen at overgive sig til russerne. Han accepterede kun at overgive sig til en ”engelsk gentleman”.
Forfatterne kommer også med en opgørelse over fordelingen af civile tab på de forskellige unionsrepublikker. Det viser sig at Letland og Lithauen var de republikker som havde de største tab af menneskeliv; 16,5 hhv 15,1 procent af deres befolkning, hvilket bl.a forklares med den fascistiske etniske udrensning af jøder og polakker i disse republikker .
Derefter kommer Ukraine som hvor 8,1 procent af befolkningen, Estland 6,1 procent og Belarus: Hviderusland 5 procent blev ofre under Anden Verdenskrig.
Men igen, disse ciffrer beskriver bare de civile tab. Ialt mistede Belarus –Hviderusland – en fjerdedel – ja nærmere en tredjedel af – af sin befolkning under krigen meddeler nyhedsportalen Ryska-posten.

I en tidligere diskussion om krigen skrev en læser et indlæg med essensen : de Forenede Stater “finansierede krigen mod Hitler – herunder de enorme forsyninger til Sovjet,….” * * * * * * * * * * * *

HVAD er FAKTA ?

Nu blev rygraden af det Tredie Rige og dets fascistiske allierede styrker nedkæmpet og tilintetgjort af Sovjetunionens folk, den Røde Hær og partisanerne i Sovjet. Det var her hovedslaget stod.

Sovjetunionens allieredes Anden front i Europa blev oprettet først i 1944.

Visse uvidende mennesker er efter at have læst nogle historier i de borgerlige medier kommet frem til at det var USA´s regering der “finansierede krigen mod Hitler”, og som dermed lå bag de sovjetiske styrkers sejrrige kamp mod den fascistiske agression.

Men hvori bestod denne “finansielle hjælp ? USA oprettede noget som blev kaldt Lend-lease-Deal (låne-leje-aftalen ) , i form af våben og andet krigsmateriel.
Hvor stor var disse ” forsyninger” fra Sovjetunionens allierede ?
Og var der tale om “enorme og afgørende militær hjælp” ?

Sovjetunionen modtog under krigen 14.700 flyvemaskiner fra sine allierede, 7
tusind tanks, 42 tusind 700 biler og en hvis mængde forbindelsesudrustning.

Var det “enorme forsyninger”?

Vi kan sammenligne med Sovjets egen produktion under krigen:
108.028 flyvemaskiner, 95.099 tanks, 97.768 kanoner, 350 tusind
granarkastere og næsten en million maskingeværer (Kalashnikov)

De allieredes forsyninger af krigsmateriel udgjorde 4 % (fire) af Sovjets egne forsyninger.

Desuden var Lend-Lease aftalerne en god forretning for USA.
Sovjet fik intet foræret ,men betalte for de varer de fik ifølge aftalen. Sovjet sendte 300 tusind tons krommalm, 32 tusind tons manganmalm, en stor sending platin, pelse (zobel) og andre råvarer og produkter. De forenede Staters daværende Handelsminister J.Jones udtalte om de sovjetiske leverancer: > > > > > > >

” Med leverancerne fra Sovjet har vi ikke alene fået vore penge tilbage, men vi har andda fået et overskud, hvilket ikke sker ofte i handelsaftalerne som udformes af vore statlige organisationer.”

Sovjet modtog fra de allierede krigsmateriel til en værdi af 10 milliarder dollars, hvilket udgjorde 3½ % af USAs samlede krigsbudget.

Hvordan var kvaliteten og pålideligheden af disse “enorme forsyninger” til Sovjet ?

Ja, når vi undersøger realiteterne så opdager vi at midt under slaget om Stalingrad stoppede de vestallierede alle forsyninger til Sovjet, selvom de havde forpligtet sig til at fortsætte. Under næsten hele det afgørende krigsår 1943 var der ingen allierede forsyninger.

Ifølge Lend-lease aftalen havde Usa og England kun opfyldt halvdelen af sine forpligtelser. Desuden var mange flyvemakiner og andet materiel ved leverancen skadet eller inkomplette og derfor ubrugelige.

Om disse problemer skrev Stalin til Churchill den 8.Nov, 1941: “”tanks, artilleri og flymateriel ankommer i dårlige forpakninger, artilleri-dele ankommer med forskellige fartøjer, flyvemaskinerne er så dårligt indpakkede at vi modtager dem skadede.”

Selv iblandt de fly som kom frem uskadte var mange af forældede modeller, som ikke kunne bruges i kamp,men alene til arbejde langt bagved fronten.

D e t t e er fakta som vi må have kenskab til når vi skal bedømme Lend-leaseaftalerne.

De vestallieredes forsyninger af krigsmateriel til Sovjet var velkomne, men ikke noget som gav Sovjet sejren.
Nedkæmpelsen og sejren over Nazi-Tyskland blev vundet med de sovjetiske folks egne kræfter.

Den amerikanske militærforsker og tidligere Oberst i US-Army David M. Glantz holdt i 2001 en forelæsning på Clemson University om den “sovjetisk – tyske krig 1941-1945” hvor han afviser en række myter om Sovjetunionens befrielseskrig, idet han fremhæver at hidtidig vestlig forskning er baseret på tyske kilder.
David M. Glantz´s kilder var i langt højere grad følgende :.
1.Boevoi i chislennyi sostav vooruzhennykh sil SSSR v period Velikoi Otechestvennoi voiny
(1941-1945 gg.): Statisticheskii sbornik No. 1 (22 iiunia 1941 g.) [Slagene og sammensætning af USSR´s Væbnede Styrkers i Den Store Fædrelandske Krig (1941-1945): Statistisk samling No. 1 (22 Juni 1941)]. Moskva: Institut for Militær Historie, 1994.

2.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 1 (iiun’-dekabr’ 1941 goda) [Den Sovjetiske Hærs Slagstyrkers sammensætning, Del 1 (Juni-December 1941)]. Moskva:Voroshilov Akademiet ved General Staben, 1963.
3.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 2 (Ianvar’-dekabr’ 1942 goda) [The combat
composition of the Soviet Army, Part 2 (January-December 1941)]. Moscow:
Voenizdat, 1966.
4.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 3 (Ianvar’-dekabr’ 1943 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 3 (January-December 1943)]. Moscow:
Voenizdat, 1972.
5.Boevoi sostav Sovetskoi armii, Chast’ 4 (Ianvar’-dekabr’ 1944 goda) [The combat composition of the Soviet Army, Part 4 (January-December 1944)]. Moskva:
Voenizdat, 1988.
6.“Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam podgotovki voiny” [Dokumenter fra den Tyske Kommando om forberedelsen af krigen] og “Dokumenty nemetskogo komandovaniia po voprosam vedeniia voiny” [Den Tyske Kommando´s dokumenter om krigsføringen] fra Sbornik voennoistoricheskikh materialov Velikoi Otechestvennoi voiny, vypusk 18 [Samlingen af militær-historiske materialer fra Den Store Fædrelandske Krig, issue 18]. Moskva: Voenizdat, 1960. Klassifikation:Hemmeligt.

7.“State Defense Committee Decree of 11 September 1941.” DE Centrale Parti Arkiver fra Institutet for Marxisme-Leninisme, TsPA UML. F. 644, op. 1, d. 9.
8.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1941 god” [Genneralstaben under Den store Fædrelandske Krig:
Dokumenter og materialer fra 1941] i Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (1) [DE Russiske arkiver: DEn store Fædrelandske Krig, vol. 23, no. 12 (1)].
Moskva: “TERRA,” 1997.
9.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1942 god” [Generalstaben under Den store Fædrelandske Krig:
Dokumenter og materialer fra 1942] i Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (2) [Russiske arkiver: Den store Fædrelandske Krig, vol. 23, no. 12 (2)].
Moscow: “TERRA,” 1999.
10.Zolotarev, V. A., ed. “General’nyi shtab v gody Velikoi Otechestvennoi voiny:
Dokumenty i materialy 1943 god” [Generalstaben under Den store Fædrelandske Krig:
Dokumenter og materialer fra 1943] fra Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia,
23 12 (3) [: DEn store Fædrelandske Krig, bind 23, no. 12 (3)].
Moskva: “TERRA,” 1999.
11.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1941 god” [Stavka: VGK: Dokumenter og materialer :1941] fra Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (1) [Russiske arkiver: Den store Fædrelandske Krig, bind 16,
no. 5 (1)]. Moskva: “TERRA,” 1996.
12.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1942” [The Stavka VGK:
Dokumenter og materialer fra 1942] in Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16
5 (2) [Russiske arkiver: Den store Fædrelandske Krig, vol. 16, no. 5 (2)].
Moskva: “TERRA,” 1996.
13.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka Verkhovnogo Glavnokomandovaniia: Dokumenty i materialy 1943 god” [ Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1943] in
Russkii arkhiv: Velikaia Otechestvennaia, 16 5 (3)
[Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16 no. 5 (3)]. Moskva: “TERRA,” 1999.
14.Zolotarev, V. A., ed. “Stavka VGK: Dokumenty i materialy 1944-1945” [Stavka VGK: Dokumenter og materialer fra 1944] i Russkii arkhiv: Velikaia
Otechestvennaia, 16 5 (4) [Rusiske Arkiver: Den Store Fædrelands Krig , bind 16,
no. 5 (4)]. Moskva: “TERRA,” 1999.

* * * * * *

Befrielsen 70 år: Hitler og det Tredie Riges opgang og Undergang; Del II

tirsdag, maj 5, 2015

BEFRIELSEN : 70-år – Nazi-Tysklands undergang og Europas Befrielse: 4-9. maj 1945

Nazi-Tyskland´s opkomst og undergang II

Situationen i 1930`erne

De borgerlige kapitalistiske stater, som England, Frankrig og USA rørte ikke en finger for at stoppe fascismens fremmarch, men førte hvad de kaldte ”ikke-indblandingspolitik”. (“Appeasement”)
På samme måde spredtes der i disse stater en løgnagtig antikommunistisk propaganda vendt mod Sovjet, hvor man kynisk påstår at ”millioner er ofre for det kommunistiske regime i Sovjet”.

De reaktionære anti-demokratiske kræfter i hele verden, fortalte ikke sandheden om det sovjetiske samfund men påstod at der rådede anarki dér, at alt gik overstyr, at millioner af mennesker sultede ihjel og det var det rene sorte helvede.

Det påstod de reaktionære kræfter i samme åndedrag som de ophidsede til progromer og chauvinistisk hetz og krig mod andre folk.

Et af de vigtigste argumenter fra kapitalistisk hold, inden den sejrrige Sovjetrevolution, overfor folkeflertallets krav/reformer har været og er det idag – “- det er der ikke råd til. Samfundet eller firmaet går konkurs og kaos truer, hvis disse krav opfyldes. De er urealistiske og der findes ingen steder eller lande hvor dette har kunnet lade sig gøre.”

Og desuden påpegede man dengang fra borgerligt (ligesom idag) at arbejderklassen ikke kan lede og styre et samfund. ”For kun vi (kapitalister) har evnerne og pengene til at lede produktionen. Helt frem til slutningen af tyverne var det den herskende opfattelse at Sovjet ville “bryde sammen”, snart ville “folk dø af sult” der, for ukyndige arbejdere og bønder kunne naturligvis ikke opbygge et avanceret samfund med en udviklet industri og landbrug.

I trediverne fik tonen en anden lyd da sulten, massearbejdsløsheden og den fascistiske terror spredte sig i de mest fremskredne imperialistiske lande: Amerikas Forenede Stater, Tyskland, England og Frankrig , mens man indførte 7 timers arbejdsdag og arbejde til alle i Sovjet.

* * *

Ifølge de nazistiske planer i 30`erne skulle Ukraine være en del af det tyske “lebensraum” (livsrum), en koloni under det Tredje rige.
Bagved Hitler arbejdede propagandaminister Goebbels. Hans vigtigste opgave var at give det tyske folk den nazistiske drøm, gennem kulturel og ideologisk propaganda. Sovjet var ifølge den nationalsocialistiske ideologi, verdenscentrum for den “jødebolsjevikisk terror” og sammensværgelse mod den “vestlige ariske civilisation”.

Sovjet skulle efter genoprettelsen af denne “ariske” civilisation” deles ind i fire tyske provinser, hvis befolkning skulle anvendes som slavearbejdskraft for nazisterne. På den måde skulle drømmen om det racerene folk i et Stortyskland, et land med behov af et stort “Lebensraum” virkeliggøres. Dette livsrum, som skulle være meget større end det oprindelige Tyskland, skulle erobres i øst og underlægges det tyske rige.

Allerede i 1925 havde Hitler i bogen Mein Kampf udpeget Ukraine i Sovjetunionen som en del af det tyske livsrum. Ukraine og andre endnu større områder mod øst skulle overtages af den tyske nation for at blive brugt på den “rigtige” måde. Det tyske sværd skulle ”befri landet” for at give plads for den tyske plov! Med tysk teknik og virksomheder skulle Ukraine blive Tysklands kornkammer!

Men først skulle tyskerne befri Sovjet og dets befolkning af “undermennesker”. “Undermenneskene” skulle ifølge den nazistiske propaganda bruges som slavearbejdskraft i de tyske hjem, i fabrikerne og i landbruget, overalt hvor den tyske økonomien behøvede dem. Erobringen af Ukraine og andre områder i den vestlige Sovjetunion indebar en stor krig mod Sovjet, som skulle forberedes på lang sigt.

I 1934 begyndte Göbbels propagandaministerium en propagandakampagne om et påstået “bolsjevikisk folkemord” i Sovjet-Ukraine, hvor en ”omfattende sult fremprovokeret af Stalin for at undertrykke bønderne og tvinge dem til socialisme”. Kampagnen mod Sovjet fortsatte i trediverne bl.a med hjælp fra den borgerlige presse i de Forenede Stater og Danmark.
Sigtet med nazisterne kampagne i trediverne var at forberede den offentlige opinion for Hitlertysklands befrielse af Sovjet-Ukraine fra det “stalinistiske åg”gennem et militært overfald af den tyske Wehrmacht med støtte fra de fascistiske dødspatruljer .
Selvom nogle engelske aviser gengav de nazistiske pressemeddelelser og en del af artiklerne i den nazistiske presse opnåede den anti-sovjetiske kampagne ingen større opmærksomhed.

Hitler og Goebbels behøvede hjælp. Udover den hjælp,de allerede fik af nogle af Englands og USA’s ledende kapitalister, med bilkongen Henry Ford, den engelske oliemagnat Sir Henry W.A. Deterding  på Royal Dutch Shell og flere andre af de mest fremtrædende kapitalistiske “erhvervsfolk”, bl.a den danske Mærsk Mckinney Møller´s fader: AP Møller, som så med “sympati på “nyordningen” i Tyskland” – kom der propagandahjælp fra det store land i vest – De Forenede Stater .

I USA var nazi-sympatierne vidt udbredte i toppen af det kapitalistiske erhvervsliv. En af de mest fremrædende nazister var aviskongen William Randolph Hearst. Han kom nu og gav Hitler hjælp i den psykologiske kamp mod Sovjetunionen. Hearst var amerikansk avisudgiver og forlægger. Den tids Berlusconi eller Murdoch.
Hearst er “fader” til sensationsavisen, den så kaldte gule presse. I dag kender vi formiddagssprøjter som: BT , EkstraBladet,  BildZeitung i Tyskland, The Sun og Mirror i England.

Af faderen George Hearst, millionær i mine-industrien, senator og avismand, fik William Hearst i 1885 avisen San Francisco Daily Examiner. Det var begyndelsen til Hearsts massemedieimperium som kom til at præge nordamerikanernes hverdagsliv og deres holdninger. Efter faderens død solgte William Hearst alle aktier i mineindustrien og begyndte at overtage avisverdenen. Hans første indkøb var New York Morning Journal, som han forandrede til en ekstrem sensationsavis. Ingen midler blev skyet for at fremskaffe eller “skabe” sensationelle nyheder:

Skete der ingen brutale voldsepisoder eller mord at “fortælle” om, måtte journalisterne og fotograferne “fikse” det. Det er denne vulgaritet, hensynsløshed og minimale hensyn til sandheden som er den “gule presses” kendetegn.

Hearsts daglige sensations- og løgnehistorier gjorde ham til en fremgangsrig avismand og millionær.  Med en formue på 200 millioner dollar var Hearst i 1935 en av verdens rigeste mænd. Efter Morning Journal opkøbte Hearst og startede nye dag- og ugeblade over hele USA.

I 1934 rejste Hearst til Nazityskland og blev modtaget af Adolf Hitler som gæst og god ven. Efter dette blev Hearst-pressen endnu mere reaktionær, med stadige indslag mod socialismen, Sovjetunionen og især mod dets leder Stalin. Hearst forsøgte også sprede ren nazistisk propaganda i sine aviser og tidskrifter. Hitlers nærmeste mand Herman Göring, fik spalteplads i Hearstpressen, bl.a med en stor artikelserie. Men der gik Hearst for langt. Læsernes protester tvang ham at indrage Görings artikelserie.
En af de personer, som blev flittigt citeret og interviewet i Hearst-pressen, når der blev rapporteret om sovjetiske forhold var Leon Bronstein alias Trotskij.

Hearst-avisernes sensationsmagerier gik efter besøget hos Hitler ofte ud på at “afsløre” uhyggelige begivenheder i Sovjetunionen, hvor opdigtede mord og folkemord, slavearbejde, luksusliv for lederne , sult og død for folket var hverdagsnyheder”. Materialet kom til Hearst fra Nazityskland og Gestapo. En av de kampagner som Hearst-pressen gennemførte mod Sovjetunionen var den om “millioner af ofre for hungersnøden i Ukraine“.

Kampagnen begyndte den 18 februari 1935 i avisen Chicago American med en stor overskrift som fyldte hele forsiden: “Seks millioner døde af sult i Sovjetunionen”.
For Nazitysklands regning offentliggjorde aviskongen og nazi-sympatisøren Hearst de mest fantastiske historier om et folkemord fremprovokeret af bolchevikerne, med “millioner af ofre for hungersnøden i Ukraine“.
Nu skulle hele verden forstå at Sovjetunionen behøvede befries fra det ”kommunistiske folkemordsregime” gennem en tysk (-amerikansk) invasion.

Hvad der virkelig skete i Sovjet, havde intet med de nazistiske feberfantasier at gøre.
Baggrunden var den skærpede klassekamp i det sovjetiske samfund, især på landet i 30´erne , da de jordløse og fattige bønder kæmpede for starte og opbygge kollektive landbrug.
Storbønderne , kulakerne havde stor magt og modsatte sig kollektiviseringen.
Denne store klassekamp, som berørde 120 millioner mennesker, resulterede i ustabilitet i landrugsproduktionen og i visse landsbyer hungersnød. Men nazisternes og Hearst-pressen “historier” om millioner af døde er netop nazi-propaganda.

Nazisternes “oplysninger om folkemordet” i Ukraine ikke den verdensomspændende spredning som de havde tænkt sig. Vidnesbyrd af f.eks Frankrigs statsminister Édouard Heriot eller Sir John Maynard, engelsk ekspert på sult og hjælp til ofre for hungersnød, som besøgte Ukraine dengang, afviser disse katastrofe-historier om “seks millioner ofre”.
Også den canadiske journalist og fagforeningsmand Douglas Tottle afslører i sin bog ‘Fraud, Famine and Fascism. The Ukranian Genocide Myth from Hitler to Harvard’ fra 1987, med akkuratesse, det komplot som i 1933 blev sat i gang med myten om “sultekatastrofen i Sovjet” og “seks millioner døde”.

Første gang, der skrives om de “seks millioner døde”, er i nazisternes partiorgan Völkischer Beobachter i Berlin den 18. august 1933. Artiklen var en del af nazisternes propagandakrig mod Sovjet. Billedmaterialet i artiklen var forfalskninger fra Czar-tiden, Første Verdenskrig og fra hungersnøden i 1922, der var en følge af de kapitalistiske landes intervention og borgerkrigen.

Samtidig forsøgte nazisterne opbygge en ” femte-kolonne” indefra , gennem et net af stikkere, spioner, sabotører og endda højtstående sovjetiske politikere som arbejdede under dække med Gestapo. Moskva-processerne, som rystede verden og blev overvåget af udenlandske journalister,advokater og diplomater, afslørede omfanget af den pro-tyske femte-kolonnne i Sovjet.

Nazi-tyskland havde besejret det mægtige Frankrig på bare nogle få uger, netop ved hjælp af en omfattrende pro-nazistisk fransk femtekolonne (Petain-fraktionen og Vichy-regimet), i Norge var det Quesling, i Danmark var det i realiteten hele det politisk-økonomiske etablissement.
Da – efter ”erobringen ” af Frankrig – stod Hitler som Europa ukronede Kejser. Europas nye Solkonge der havde givet Tyskland „en plads i solen“, Tyskland var EUropas ubestridte stormagt. Og Hitler var på højden af sin popularitet.
Men de hurtige militære sejre var opnået på en billig baggrund. I samtlige lande fik tyskerne hjælp af en omfattende fascistisk femte-kolonne, først og fremmest i de besatte og allierede landes herskende kapitalistiske bourgeoisie.

Men i Sovjet unionen fandtes ingen „femte-kolonne“. Gennem de berømte Moskva-processer var hele verden blevet vidne til omfatningen af den fascistiske sabotage, terror og spionage  i Sovjetunionen. Efter at den sovjetiske myndigheder havde afsløret en fascistisk-støttet ”femtekolonne”, skulle nazisterne nu så at sige ”klare sig selv” i en kommende krig.
Hvordan det gik ved vi idag.

1.september 1939 overfalder Hitlertyskland Polen. Hitler proklamerer at der er tale om en Vernichtungskrieg – Tilintetgørelseskrig. Der skal , ifølge Hitlerregimet ikke tages nogle hensyn til de polske ”untermenschen”.
Da Storbritannien og Frankrig har ”lovet” Polen hjælp i tilfælde af et angreb erklærer de Tyskland krig, den 3.september.

Dog uden at løse et eneste skud. Det var den såkaldte Phoney War, den besyndelige krig.

Den tyske Øverstbefalende General Alfred Jodl indrømmede under Nürnberg-processen efter krigen at havde de engelske og franske styrker, ialt 100 divisioner som stod ved Tysklands vestgrænser gjort alvor af krigserklæringen, så havde det været slut med Nazityskland, der kun havde 25 divisioner dér.
Englands og Frankrigs ”samarbejds-” og tilpasningspolitikere havde intet imod, at Hitler gik østpå, allermest håbede de på at Hitler skulle starte en krig mod Sovjetunionen.
Derfor blev Tjekkoslovakiet ofret, uden krigserklæringer fra engelsk-fransk side, og derfor blev Polen ”ofret”, med en krigserklæring uden soldater og våben.
Den engelsk-amerikanske Anden Front blev først oprettet i 1944 på et tidspunkt da den Røde Hær allerede havde knækket nakken på den ”uovervindelige ” tyske Hær og jog Hitlers styrker på vild flugt vestpå .

* Den 30 marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: Udryddelsekrig i Øst
Den fascistiske invasion af Sovjetunionen blev indledt den 22. juni 1941.
Det var den største invasionshær i menneskehedens historie. Nazi-Tyskland og dets fascistiske allierede havde samlet fem og en halv millioner soldater til “Operation Barbarossa” – kodenavnet for invasionen efter den tysk-romerske Kejser Frederik Barbarossa, der anførte de kristne korstog mod den arabiske civilisation – Jerusalem.
Heraf var 4,6 millioner fra det Tyske Rige, mens knap en million mand kom fra de de fascistallierede lande Finland,Italien, Rumanien og Ungarn samt frivillige fra andre europæiske lande, bl.a østfrontsfrivillige fra Frikorps Danmark.
De såkaldte baltiske lande – Estland, Letland og Lithauen – bidrog med store styrker. Alene fra Letland rekrutteredes 150 000 frivillige til det tyske Waffen SS for at deltage i aggressionskrigen mod Sovjetunionen – det var det største bidrag fra nogen af Tysklands allierede.

Når denne “imponerende” invasionsstyrke ledt af den tyske Wehrmacht væltede ind over Sovjet’s grænser troede de tyske førere, ja hele den kapitalistiske verden på en hurtig sejr.
De troede i deres egen indbildte fantasi- og propagandaverden, at det ville tage nogle uger,måske nogle måneder at underkue Sovjetfolkene og erobre hele Sovjet (sammen med Kejserriget Japan). For Sovjet var jo ifølge propagandaen et fallitbo, som var ledt af en brutal tyran. Døren skulle bare sparkes ind, så ville hele det sovjetiske hus falde sammen.

Sovjet var ifølge den nazistiske ideologi verdenscentrum for den “jødiske” og “slavisk-kommunistiske” terror og sammensværgelse mod den “vestlige” og “ariske” civilisation. Sovjet skulle efter genoprettelsen af den vestlige “ariske” civilisation deles ind i fire tyske provinser, hvis befolkning skulle anvendes som slavearbejdskraft for nazisterne.
Store dele af Sovjet skulle affolkes gennem mord og udsultning. De store sovjetiske byer Moskva, Leningrad, Kiev skulle jævnes med jorden.
Ifølge Hitler skulle blietz-krigen mod Sovjet være ovre på otte til ti uger. Hitlers Wehrmacht skulle befri de østeuropæiske folk, fremforalt ukrainerne, fra det “stalinistischen Joch”- det stalinistiske åg“.

Året inden havde Hitlers Wehrmacht og dets allierede erobret næsten hele Europa, bl.a. Frankrig, Belgien, Holland, Danmark og Norge den 9.april 1940. Nazi-Tyskland havde – inden krigen mod Sovjet – næsten hele det europæiske kontinents industrielle og andre resourcer til sin rådighed. Det var opnået med en blanding af ”femte-kolonne”-virksomhed og blietz-krig hvormed menes massive terrorbomninger, inden panseret tromlede ind for at berede vejen for artilleriet.

Især i Danmark behøvedes ingen femtekolonne og næsten ingen våben af betydning for at forberede den Hitlertyske invasion og besættelse. For den danske regering valgte i stedet at samarbejde – eller kollaborere – som det hedder med et lidet flatterende udtryk.
Kollaboration er et dækkende ord, for det var hvad regeringen gjorde – lige fra indførelsen af rationeringskort over interneringen af kommunister til opfordringen til unge mænd om at gå i tysk tjeneste på Østfronten og kriminaliseringen af de Spaniens-frivillige.
Imens talte regeringen dunder imod sabotage og andre undergravende “terror-aktioner.”
Kollaborationspolitikerne fra det Radikale Venstre , Konservative, Socialdemokratiet og Venstre vedtager i FOLKETINGET en række undtagelseslove.

Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i juni 1941 forbydes DKP, og en lang ække kommunister, bl.a. folketingsmedlemmer, interneres. Det er et klart brud på grundloven.
Regeringen underskriver Anti-kominternpagten, en alliance vendt mod Sovjetunionen, og et brud på neutralitetsprincippet.
Man tillader oprettelsen af Frikorps Danmark, og giver officerer i den danske hær lov at indtræde i korpset, og samtidig ret til at vende tilbage til deres stilling i den danske hær.
Samarbejdspolitikken holder helt indtil 29. august 1943, hvor en folkelig opstand med arbejderklassen som den bærende kraft, tvinger samarbejdspolitikerne på tilbagetog

Den danske politiske og økonomiske overklasse er helt indstillet på at indgå i og dele rovet med den tyske efter Nyordningen.
Trods tilpasningspolitikken er det ikke lykkedes at holde tyskerne ude af landet, og der er kun meget spredt modstand, da den tyske besættelsesmagt overskrider de danske grænser. Den danske regering har valgt kollaborationspolitikkens vej. Det er en en videreførsel af den engelsk-franske tilpasningspolitik.
Målet er at sikre Danmark en allieret plads i Hitlers Neuordnung af Europa og give det danske bourgeoisi del i de profitter som Hitlertyskland garanterer i Øst.
Desuden vil man ”minimere de materielle tab, undgå tab af menneskeliv”, og samtidig bevare kontrollen over lovgivning, politi og retsvæsen.

For den tyske besættelsesmagt betyder samarbejdspolitikken, at det kun er nødvendigt at have et begrænset antal tyske tropper i landet, og at den tyske hær har adgang til det danske produktionsapparat, især fødevareforsyningerne. Danmark blev en hovedleverandør til Hitlerstyskland – Tysklands kornkammer – og var med til at brødføde hele Hitlers hær og befolkningen i Tyskland.
Hvilke interesser, der har magten i Tyskland og Danmark står klart.

* Den 8. maj – en måned efter den tyske invasion – sker følgende: Stauning- regeringen ophæver pristalsreguleringen, dikterer totalt lønstop og forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.

Statsminister Thorvald Stauning inviterer 8. juli 1940 de store kapitalistiske virksomhedersejere direkte ind i regeringen, idet Gunnar Larsen fra F.L.Smidth blev trafikminister; medens formanden for dagbladet Politikens bestyrelse, den radikale politiker Erik Scavenius, blev hentet ind som ny udenrigsminister. Dagbladet Politikens ledende redaktører fører i disse år et intensivt forsvar for kollaboratør-politiken.

* Den 8. juli udsender Stauning-regeringen en erklæring der udtrykker beundring for de tyske sejre, og slår fast at Danmark skal indpasse sig i en verden under tysk lederskab.

I sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt, sagde Scavenius disse ord:
”Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politisk-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab.”
Jo, det sagde han faktisk, og tilføjede:
”Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland.”

Det er en propagandamæssig gevinst for tyskerne at kunne vise verden, at det Tredie Rige ikke er interesseret i at dominere venligtsindede lande. Danmark var – med Nyrups ord – allerede dengang et ”foregangsland.”

I regeringens hovedorgan Social-Demokraten var man også imponeret over ”de store tyske sejre” :
”Det danske folk er beredt til det økonomiske samarbejde og den omstilling af vore økonomiske forhold, som vil være nødvendig efter de ændrede og af Tyskland beherskede forhold i Europa. Til dette er den danske regering med fuld tilslutning fra folket villig, og det er kun tåber, der vil modsætte sig noget så nødvendigt og naturligt”.
Modstandskæmperne er ”tåber” ifølge Staunings socialdemokrater.

”Samarbejds”politikerne går endnu videre. I sommeren 1940 har de planer om total underkastelse under Hitler-Tyskland gennem oprettelse af en told- og møntunion.
Går man tilbage til kilderne, f.eks. datidens aviser, møder man kollaborationspolitikken sort på hvidt. Her står det, vi har brug for at vide. Regeringen ”samarbejder” – et pænere ord for at den kollaborerede med tyskerne – og aviserne bakkede op om politikken.
Man oprettede Øst-RumsUdvalget for – sammen med tyskerne – at planlægge udplyndringen af Sovjetunionen og andre områder besatte af Nazi-Tyskland.

Udvalget fik fik følgende sammensætning:
Direktør Thorkild Juncker, formand, leder af ØK og Aarhus Oliefabrik og kendt for nazistiske sympatier,
Civilingeniør Knud Højgaard, direktør for F.L.Smidth,
Hofjægermester Folmer Lüttichau, godsejer, repræsentant for storlandbruget,
Fabrikant J. C. Hempel, skibsfarvefabrik Selandia, vinimport m.m.,
Direktør Knud Styhr, ligeledes F. L. Smidth.

Udvalget fik navnet ‘Arbejdsudvalget til Fremme af dansk Initiativ i Øst- og Sydøsteuropa’, og udvalgsmedlemmerne gik straks i gang med at finde ud af, hvor der var noget at hente i de kæmpemæssige landområder, som de tyske hærenheder havde okkuperet. Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet, altså netop de to poster i regeringen, hvor ministrene var særdeles venligt stemte overfor den tyske besættelsesmagt i Danmark.

Det var ikke meningen, der skulle spilles med åbne kort, og der blev slået hårdt ned, hvis pressen ville skrive om sagen. I et helt år havde den danske befolkning intet fået at vide om forbindelserne mellem danske koncernchefer og Hitler for at ‘genopbygge’ de erobrede landområder i Østeuropa og Sovjetunionen.

Nu slap katten ud af sækken. Wilhelmsen var nær blevet fyret, men også han havde gode forbindelser til cementindustrien og Værnemagten. Da det var ham, der havde fostret de store planer i de besatte russiske områder, fortsatte han arbejdet med blandt andet at hjælpe F.L.Smidth-koncernen med at tilbageerobre den store cementfabrik i Kunda i Estland.

Resten af krigen var tusinder af slavearbejdere – hovedsageligt zigøjnere og jøder – uden betaling og i tyfusbefængte barakker – hovedårsagen til at sikre F.L.Smidth-koncernen økonomisk. Ved årtusindeskiftet søgte koncernledelsen at bortforklare de bestialske forretningsmetoder, men da beviserne var for overvældende, indrømmede ledelsen sin medskyld, og oprettede i 1999 som en skinmanøvre en millionfond til ofrene. En fond som næppe vil blive anvendt, fordi ofrene er døde forlængst.

Danmarks statsminister Th.Stauning udtaler:
”Vor politiske Stilling er den, at vi er Nabo til Tyskland . . . . . Hvordan Krigen ender, er vi . . . henvist til Samhandel med Tyskland, hvilket vi iøvrigt altid har været. Vi maa indrette os med Fremtiden for Øje, saa forstandigt som muligt under Hensyn til Danmarks Fremtid (…) Tilpasning af Hensyn til Landet er nødvendigt (…) Vi maa indrette os paa at undgaa Rivninger, og det er nødvendigt, at Gæsterne opmuntres til at behandle os saa fredeligt som muligt”
Stauning og hans regering opfordrer ikke bare til stikkeri af modstandsfolk , men også til at fedte for den nazistiske besættelsesmagt med ordene:
”Gæsterne opmuntres til at behandle os saa fredeligt som muligt.”

I november 1941 tilslutter Danmarks borgerligt-socialdemokratiske Kollaborationsregering landet til Antikomintern-pagten. I den officielle ‘Redegørelse for Danmarks Tiltrædelse af Antikomintern-pagten’ hedder det :

”I Henhold til Artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede Overenskomst til Bekæmpelse af Kommunismen, den såkaldte Anti-Komintern-Pagt, har denne Pagts Signatarmagter indbudt den danske Regering til at tiltræde Pagten, hvis første 5-årige Gyldighedsperiode udløber Tirsdag den 25. November 1941, og so m nu forlænges for et Tidsrum af yderligere 5 År.

I Erkendelse af den Fare, Kommunismen indebærer for hele vor Kultur og Samfundsorden, har den danske Regering som bekendt allerede sidste Sommer taget Initiativet til Gennemførelse af Loven af 22. August 1941 om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed, efter at den tidligere ved Tilbagekaldelse af det danske Gesandtskab i Moskva havde afbrudt Forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen.

Som en naturlig Konsekvens af den politiske Linie, som her i Landet i dette Spørgsmål er blevet fulgt siden Udbrudet af Krigen mellem Tyskland og Rusland, har Regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den ovennævnte Indbydelse, hvorfor Udenrigsministeren efter den tyske Rigsregerings Indbydelse har begivet sig til Berlin for Tirsdag den 25. November 1941 at tilkendegive Danmarks Tiltrædelse af Pagten samtidig med, at denne forlænges for et Tidsrum af 5 År mellem de oprindelige Parter og de Lande – Spanien, Ungarn, Manchukuo (japansk koloni i Kina,min anm. )- der senere har sluttet sig til dem, og yderligere tiltrædes af Finland, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Slovakiet og Kina”

Den danske regering skrev under, mens generalerne og det kapitalistiske erhvervslivs direktører – med Hitler som leder – Führer – gennemførte undertrykkelsen af det tyske folk og rovkrigen mod hele Europa.

Mens advokater, dommere og politi-kommandanter, der havde aflagt ed på den borgerligt-demokratiske Weimarrepubliks forfatning, nu jagede og myrdede frihedskæmpere og demokrater – sammen med SS og Gestapo – gik titusinder af tyske arbejdere modstandskampens vej, i kampen for frihed og fred, som de satte deres liv og tilværelse på spil for.
Blandt den var havnearbejderen Ernst Thälmann, formanden for Tysklands Kommunistiske parti; Friedrich Husemann, formanden for minearbejderforbundet; Heinrich Schliestedt, det tyske metalarbejderforbunds befuldmægtigede; Hans Funger, funktionær i det tyske jerbanearbejderforbund.
De skal nævnes her som repræsentanter for de utallige martyrer, der kom fra arbejderklassens rækker.

Digteren Ernst Weichert, der var modstandsmand og sad i KZ-lejr, skrev om de tyske antifascister:
”Blandt dem var der få adelige og ikke særligt mange fra den rene ånds rækker. Blandt dem var der mange fra kirkelige kredse, men de træder alle i baggrunden overfor de lange mennesketog, der kom fra den fattige mands hytter, og dag og nat trådte an til at gå dødsvejen.
Den tyske arbejder har båret mange årtiers belastning, sult og pinsler, byrder i krig og fred, men han har aldrig båret en tungere byrde end i disse tolv år. Ej heller en mere ærefuld, og ingen hånd i en mørk eller lys fremtid skal vaske denne uforgængelige glans af hans pande ”.**

I det tyske folk var det kommunisterne, der gik i forreste række i kampen mod fascismen i Tyskland, såvel som i Danmark, Italien, Østrig, Spanien og andre lande. Og de var de første som gik martyr-døden i møde i KZ-lejrerne.
Sammen med alle de ærlige, modige antifascister vaklede de ikke i kampen mod Hitler. I tusindvis blev de snigmyrdet, i hundredtusindvis blev de aflivede i KZ-lejrerne, men de forsvarede folkets frihed til det yderste.
Over halvdelen af Kominternpartiets KPDs medlemmer gav deres liv i kampen mod fascismen.

ERnst Thälmann, formand for KPD;Tysklands Kommunistiske Parti
I de mere end 11 år hvor formanden Ernst Thälmann blev holdt fængslet –uden anklager, uden retssag og uden dom – blev hans bedste og mest trofaste kampfæller myrdet af Hitlerfascisterne. Fascisterne vovede ikke indlede en offentlig retssag mod Thälmann, især efter at Dimitrov – som var hovedanklaget under Rigsdagsbrandprocessen – modigt havde vendt hele retssagen til en anklage mod nazisterne og afsløret, at de Hitlerfascistiske ledere var de virkelige ansvarlige brandstiftere.

Blandt de kommunistiske martyrer skal nævnes disse kammerater:
* Anton Saefkow
* Edgar André
* Grete Walter
* John Scheer
* Georg Schumann


* Liselotte Hermann blev, efter flere års fængselsophold, henrettet den 20 juni 1938 af det tyske fascistiske folkemordsregime i Berlin
Katja Niederkirchner, myrdet af bødler fra det fascistiske SS-terrorkorps i KZ Ravensbrück den 28. september 1944

* Christian Heuck
* Fritz Lux
* August Lüttgens
* Jonny Dettmer
* Hermann Fischer
* Karl Lesch
* Eric Steinfurth
* Rudi Schwarz
* Eugen Schönhaar
* Ernst Schneller
* Walter Stoecker
* Fiete Schulze
* Hildegard Jadamowitz
* Bernhard Bästlein
* Konrad Blenkle
* Wilhelm Firi
– og titusinder af andre kommunister. Mange af dem efter den mest barbariske mishandling og tortur.

I Europa og Sovjetunionen havnede ialt 18 millioner mennesker i kz-lejre. 12 millioner af dem blev myrdet.
På DR lokker med at se krigen ”fra tysk side” . Er det fra den menige tyske arbejder som slavede 10-12 timer om dagen i den tyske krigsindustri ?

Efter fascismens fald i 1945 dikterede de anglo-amerikanske besættelsesmagter et system med kapitalistisk markedsøkonomi i Tyskland.
For at opnå det brød man Potsdamaftalerne om det befriede Tyskland og tvangsindførte en særlig West-valuta i de besatte områder i de zoner man kontrollerede. Senere lod man Forbundsrepublikken (vest-)Tyskland udråbe i disse zoner. Også dette var et brud på Potsdamaftalerne mellem Sovjetunionen og dets allierede England og USA.

USA’s efterretningstjeneste CIA medvirkede til ”genopbygningen” af et nyt “reformorienteret” SPD i de anglo-amerikanske besættelseszoner – senere Forbundsrepublikken Tyskland – mens den kommunistiske bevægelse blev undertrykt og i 1956 forbudt af Konrad Adenauer-regeringen. KPD- forbudet er stadig ikke er ophævet, selvom det ikke rigtigt håndhæves.

Sagsakterne ved Nürnberg-domstolens processer i 1946 mod krigsforbryderne viser sort på hvidt de forskellige kapitalist-gruppers dybe, nærmest organiske forbindelse med fascismen. Det står klart at Hitlerregimet i første række støttes af n sværindustriens mænd fra Vereinigte Stahlwerke, Dredener Bank og af den prussiske godsejerklassen, Junkerne. De mest fremtrædende finansielle hjælpere var herrerne Thyssen, Vögler og Schacht.

Da den ”nationale koncentrationens regering” bliver dannet i 1933 orienterede endnu flere monopolgrupper sig til fascismen. IG-Farben, den elektriske industri, Siemens, Deutsche Bank, det kapitalistiske kanonindynasti Krupp, Klöckner-koncernen og andre. Der er tale om en intim fusion mellem monopolherrerne og Hitlers ”statsbærende parti ”.

Organisatorisk kommer det til udtryk i Hitler-regeringens rådgivende organ (*) Freundeskreis der Wirtschaft – omtrent ”Erhvervslivet venner” – hvis medlemmer foruden de ledende nazister Hjalmar Schacht; Raestberg fra Kaliindustrien; Vögler fra Vereinigte Stahlwerke; Bütefisch fra IG-Farben; Hecker fra kulindustrien; Ritter von Halt fra Deutsche Bank; Emil Meyer fra Dresdener Bank; og Greve von Bismarck Schönhausen som repræsenterede junkernes interesser.

I Hitler-tiden opbyggedes industrien – under et strengt forsvar for den private kapitalistiske ejendomsret og det ”private initiativ – ifølge ”führer”-princippet indenfor rammerne af Reichstand der deutschen Industrie, og i juli 1933 dannede regeringen et generalråd for det tyske erhvervsliv.

Generalrådet blev en kommandocentral, hvorfra mænd som Thyssen og Vögler, Siemens og Reinhart sammen med de nazistiske ledere dirigerede den tyske økonomi i retning mod Holocaust-aggressionen mod Sovjetunionen for at sikre den tyske industri lebensraum – markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft.

Tyskland i 1930èrne: Socialfascismens blodige praksis

Visse borgerligt liberale skribenter hævder at Hitler-regimet virkelig var ”national-socialistisk” som nazisterne hævdede i deres politiske propaganda.  At der var tale om et ”statssocialistisk” samfund, hvor statens og folkets interesser blev sat over private kapitalistiske profitinteresser.  I virkeligheden bliver det tyske folk underlagt et “socialfascistisk” regime, socialisme i ord, men fascisme i praksis : For at bedrage folket talte Hitler om ”nationalsocialisme” og folkets interesser.
I virkeligheden var det de private kapitalistiske interesser, der under Hitler blev ophøjet til statsinteresser. Arbejderklassens modstand blev nedkæmpet med fascistisk terror.

Det er også idag aktuelt med aggressionen mod Iraks folk, hvor private kapitalistiske interesser i USA Danmark, England og andre lande dikterede overfaldet på Irak, Libyen , Syrien, Ukraine . … … . ..  . .

Selv under krigen hvor man skulle tro at tilhængerne af den ”totale krig” ville sætte alle private interesser tilside forholdt det sig modsat. Ved forhandlingerne i maj 1940 mellem Flick-koncernen og staten om en ordre på produktion af pansergranater havde funktionærer i ministeriet regnet ud, at Flick skulle have 24 rigsmark pr. granat. Koncernen forlangte mere end 39 ReichMark. Man blev enige om at staten skulle betale 37 RM – en lille ekstraprofit på 13 mark pr. Granat, hvilket betød over en million mark i ekstraprofit til Flick-kapitalisterne indtil slutningen af 1943.

Profitten for samtlige tyske industri og handelsvirksomheder steg fra 6,6 milliarder mark i 1933 til 15 milliarder mark i 1938. Mens Siemens fordoblede sin omsætning blev omsætningen for Krupp og Mannesmann-Röhrenwerke tredobblet i samme periode. For våbenkapitalisterne på Deutsche Waffen- und Munitionsfabrikken AG tidobledes omsætningen.
(Kilde:C. Bettelheim * * L´economie allemande sous le nazisme, Paris, 1946).

Samtidigt stod lønnen stille, fastfrosset på niveauet under den økonomiske krise. Middel-timelønnen for faglærte arbejdere, som i 1928 var 95,6 pfennig, var i 1936 78,3 pfenning, og den kom aldrig op på niveauet inden krisen i 1929. På trods af at massearbejdsløsheden ifølge nazisterne var afskaffet forblev lønnen under 1928-niveauet.

Krigens følger

Den af Nazi-Tyskland og dets allierede i Anti-Komintern-pagten startede krig betød sult og hjemløshed i Europa og Asien. I 1945 og 46 døde der i det ”civiliserede” Europa flere mennesker af sult end i hele tidligere århundreder.

Krigsskuepladsen i de vestlige områder i Sovjetunionen var en ødemark, de strategiske luftbombardementer havde forvandlet kontinentets blomstrende byer og samfund til ruinbunker og udraderet industrier og transport- og kommunikationssystemet.
Blandt ruinerne strejfede millioner af flygtninge omkring uden at finde et fristed eller de blev indespærret i kæmpemæssige baraklejre.
Op imod 7o millioner mennesker var blevet ofre for det andet imperialistiske blodbad i det tyvende århundrede. Dette var fascismens frygtelige facit.

* * *

Nazisterne forsøgte realisere en moderne kapitalistisk udgave af Inkvisitionen i det Tredje rige. Som de kristen-feudale herskere under den kristne Inkvisitionen – det Hellige Officium – forsøgte de kapitalistiske herskere på det Tredje riges tid (1933-45) at hævde, at der intet alternativ var til den eksisterende kapitalistiske orden.
Ifølge nazisterne var kommunismen et fallitbo. Døren skulle bare sparkes ind, så ville hele det sovjetiske system falde sammen – troede både borgerlige og fascistiske kræfter i 30´erne.

Det Tredje Rige og dets “kamp mod jøde-kommunismen” led nederlag. Det var et nederlag for de borgerligt-kapitalistiske kræfters muligheder for at diktere arbejderklassens levevilkår med vold, terror og kriminalisering.

Efter den Røde Hærs, dens allieredes og modstandsfolkenes sejr over de fascistiske magter indledtes en bølge af reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen i de kapitalistiske lande, samtidig med at de undertrykte folk, ofte under kommunistisk ledelse, flyttede sine positioner frem i befrielseskampen, som endte med sejr i Kina i 1949 efter 22 års antiimperialistisk og revolutionær befrielseskrig.

Siden fulgte revolutioner og befrielseskampe i Korea, Iran, Irak, Cuba , Algeriet, Vietnam (1941-75) og mange andre lande.
Den anti-fascistiske koalitions – Sovjet og dets allieredes -sejr i befrielseskrigen mod Nazi-Tysklands aggression – åbnede endnu større muligheder for de undertrykte folks befrielseskamp og for arbejderklassens kamp i de imperialistiske lande.

Indien opnåede uafhængighed i 1948, i Iran blev den nationaldemokratiske Mossadeq valgt til leder i 1952, – men styrtet gennem et CIA-organiseret kup i *53 – folkerevolutioner på Cuba i 1959 og Algeriet i 1961 gennemførte omfattende demokratiske og sociale reformer, Vietnam blev befriet i 1975 efter årtiers antikolonial og antiimperialistiske befrielseskamp.

Portugal blev i april 1974 befriet fra det tilbagestående, fascistiske Salazar-regime gennem den såkaldte Nellike-revolution. Revolutionen var bevæbnet, men fredelig, da de revolutionært folkedemokratiske kræfter ikke behøvede løsne et skud. Deres væbnede overmagt og folkets støtte demoraliserede de reaktionære kræfter.
Nellike-revolutionen gav støtte til befrielsen af folkene i en række af Portugals kolonier, Mozambiq, Angola.

Det samme har vi set i Venezuela i disse år hvor det endnu ikke er lykkedes de reaktionære kræfter at tage magten, trods flere US-støttede kupforsøg og attentater mod de folkelige socialistiske kræfter. De progressive kræfter er i flertal både i valgene og har de fleste våben.

I Nicaragua styrtede folkerevolutionen i 1978 det reaktionære Somoza- regime.

Så godt som alle de gamle kapitalistiske kolonimagter Englands, Frankrigs, Belgiens, Portugals, Spaniens og Hollands reaktionære koloni-regimer blev styrtet ved den bølge af demokratiske, antikoloniale revolutioner, som skyllede henover det euroasiatiske og afrikanske kontinent efter Anti-komintern-pagtens nederlag i Berlin 1945.
Danmark ”mistede” Island i 1944, hvor islændingene kappede båndene til det reaktionære og Hitler-allierede Kongerige Danmark.

Sovjetunionen og opbygningen af Komintern flyttede den internationale arbejderbevægelses positioner frem i de imperialistiske lande, og hos de undertrykte folk kunne de nydannede kommunistiske partier styrke opbygningen af de antiimperialistiske befrielsesbevægelser.

Et andet samfundsystem var muligt. Oktoberrevolutionen brød den imperialistiske herrefolksmentalitet og verdenshistoriens første socialistiske stat og samfund blev opbygget. Især efter sejren over fascismen i 1945 stod kommunismen og de socialistiske ideer stærkere end nogensinde.
På hele det euroasiatiske kontinent, og på det amerikanske kontinent – bl.a i de Forenede Stater – var kommunismen og Sovjet meget populære i 1945.

Med folkerevolutionens sejr i Kina i 1949 og befrielsen af Europa (dog ikke de US/UK-beskyttede fascistiske regimer i Spanien, Portugal og Grækenland) opstod en folkedemokratisk og socialistisk lejr.
Kapitalismen og imperialismen blev underkastet endnu et strategisk nederlag og magtbalancen på verdensplan overgik til gunst for folkene og det internationale proletariat.

Vi fejrer, at den rigtige side vandt det største slag i menneskehedens historie. Vi fejrer at ” Krigsforbryderen Hitler græder og begår selvmord”.
Var døden en for stor straf?

Ser vi på forbrydelsens omfang: forbrydelser mod menneskeheden, den bevidste og overlagte planlægning og udførelse af forbrydelserne gennem mere end tolv års tid, så må svaret være: Nej, selvmordet var for mild en straf.

Mange andre – Hitlers bagmænd, Tysklands virkelige magthavere – de store kapitalister i både tysk, amerikansk, britisk og fransk erhvervsliv, som financierede nazi-bevægelsen, blev ikke straffet efter fortjeneste.
Hitler skulle være blevet tilfangetaget i live, og blevet forhørt som andre krigsforbrydere i Nürnberg-processen. Og være blevet dømt af Nürnberg-domstolen.

Afslutttes i Del III

70 året for Europas befrielse : “Stalins kvinder” som den antifacistiske befrielseskrigs helte i filmen “Nattens hekse”

tirsdag, maj 5, 2015

Maj 2015 *

FILM – :“NATTENS HÄXOR” – Havde premiere på Sveriges Television i april 2008, og kan netop nu ses herAftonbladet: “Kvinnorna som bombade Hitler”

– Det er de modigste kvinder som nogensinde har eksisteret , siger instruktøren Gunilla Bresky om hovedpersonerne i “Nattens hekse”. Gunilla G. Bresky har interviewet otte kvinder i Moskva som er mellem 85 og 90 år. – – – – – – –
– Utroligt imponerende kvinder, siger Gunilla Bresky som har mødt og interviewede nogle af de kvinder som ingik i regimentet.
Gunilla Breskys nysgerrighed er nu resulteret i dokumentarfilmen Nattens häxor, som hun håber vil få biograf-premiere på Göteborgs Filmfestival i januari næste år (2009). Filmen finansieres af SVT, Filmpool Nord og Svenska filminstitutet.
– Filmen handler om de sejeste kvinder som vi kender til. En feministisk film uden at ordet feminisme forekommer i filmen.
I dag er disse heltinder mellem 80 og 90 år gamle og bor i Moskva.
Det vil sige; de som stadig lever. Cirka 30 procent af de som fløj natbombeflyene omkom og blev martyrer i den antifascistiske befrielseskamp der også befriede Danmark, Norge og Finland i 1944-45. * * * * * *
– De ser ud som en hvilken som helst mormor eller farmor.
Men få aner hvilken historie de bærer på.
– – – –
Interessen for historien – især årene optil Anden Verdenskrigs og dens modstandskamp – går som varmt brød – interessen viser sig i at bøger og film om krigen og modstandskampen ligger øverst på boghandlernes salgslister når der udkommer bøger.
Der store forarbejde og interese for den danske spillefilm om “Flammen og citronen” viser at historien , Anden Verdenskrig og modstandskampen ikke bare er noget der kommer “modstandsgenerationen ” ved. Men fanger nye generationer – måske især fordi der stilles troværdige spørgsmålstegn ved den borgerligt-reformistiske idyllisering af besættelsen hvor nazi-kollaboratørerne i den borgerligt-socialdemokratiske Samarbejdsregering er blevet fremstillet nærmest som “kloge modstandere af besættelsen. – mens Nazityskland ligestilles med Stalins socialistiske Sovjet i den vulgære antikommunistiske historie-skrivning – som der for alvor stiles spørgsmåltegn ved i disse år.

Da Anden verdenskrig brød ud , besluttede Zjenja Rudneva at afbryde sine astronomi-studier ved Moskvas universitet og meldte sig som frivillig til det den Røde Hærs flyvevåben.

Hun blev navigatør i verdens første og eneste kvindelige regimente – det 588:e bomberegimentet, som angreb nazityske tropper BAG frontlinjen.
<img src="yu
Zenia Rudneva deltog som navigatør i den Røde Hærs 588. natbomberegimente.
I aftenen film med titlen “Nattens häxor” – besøger Gunilla Bresky de af Rudnevas regimentskammerater som endnu lever for at høre deres historie. * * * * * Titlen “Nattens hekse” er oprindeligt det tyske “kælenavn” – eller det skældord som kunne høres blandt de Hitlertyske styrker rettet mod disse modige sovjetiske kvinder som fløj uden falmskærm – om natten – og pludselige dukkede op bag de fascistiske styrker med deres dødbringende last.

“Stalins kvinder” i det 588.bomberegiment * * * * *

Kvinderne i det 588.bomberegimentet fløj i træmaskiner med åbne pilotsæder, uden faldskærme for at få plads til flere bomber. Kommunikationssystemet mellem pilot og navigatør bestod af en gummitube. Kvinderne fløj i al slags vejr og vind, omkring ti togter pr nat. Deres mandlige kolleger tog en pause mellem togterne. Kamppiloterne i 588’eren tankede flyene, hentede mere ammunition og vendte umiddelbart tilbage til fronten. Hos de tyske soldater bredte der sig den opfatning at Stalins Røde Hærs 588.regiment var udødeligt. Da de fandt ud af at det var kvinder som utrætteligt angreb dem – nat efter nat – opstod “kælenavnet”: nattens hekse. – 588´eren fik et rygte af nærmest mytologisk karakter.

Marija Dolina, deltog som kamppilot i den Røde Hærs befrielsesskrig mod de euro-fascistiske besættelsesstyrker.

Kvinder i det 588.nattebomberegimentet. Foto: Russsisk (sovjetisk) arkiv * * * * *
Bresky udforsker virkeligheden bag myten, gennem nogle af de endnu levende kamppiloter. Fokus hviler på Zjenja Rudnevas, via hendes breve. En ”almindelig ” ung kvinde som savner sit universitet, sin familie og senere den sovjetiske soldat hun forelsker sig i under befrielseskrigen.

Nattens hekse eller Sestry (søstre) som de kaldte hinanden, blev Sovjetunionens Helte-.


Iblandt dukker en andet billede op. Rudneva tilegner den første bombe hun fælder til sit universitet, som blev ødelagt under krigen. Hun tæller hver bombe regimentet fælder ”over tyskernes hoveder”. En af kvinderne beskriver hvordan piloterne tog kattekillinger med sig i op i luften, som en slags charmige ”pigestreger” snarere end surrealistisk dødsforagt. Det er i disse pletvise indslag at “Nattens häxor” bliver interessant og giver et autentisk virkeligsindtryk, især i kontrast til den “karrierre-søgende” , småborgerlige vinkel som kvinder i idag opmuntres til at forfølge. Om dagen brugte de tiden til broderi, om natten droppede de hundredekilovis af bomber over den fascistiske fjende. Bresky belyser det almindelige, normale – så at sige – i disse kvinders liv – og det ekstreme i deres opgave.
I stedet fremtræder det – ufortjent – ukendte billede at disse sovjetiske kvinder – der om natten udfører heroiske frygtløse bombetogter mod den fascistiske fjende i befrielsekrigen, samtidigt som deres menneskelige særtræk og kendetegn trækkes frem som at tage kattekillinger med på togterne mod tyskerne – mens de om dagen broderer, læser romaner – studerer og som almindelige kvinde-MENNESKER forelsker sig i mænd. En varm skildring af Stalin-tidens ukendte (i den vestlige verden) kvinder som er værd at bruge en times fri tid på.
Foruden det 588.regimente så fandtes der to andre kvindelige regimenter for kampfly og jagtfly. Marina Raskova var flyheltinde i det socialistiske Sovjet og havde god kontakt med Stalin. Det var hun som overbevist den sovjetiske ledelse om at danne disse kvindelige flyverregimente.
Vær stolt over at du er kvinde, var et af regimentets paroler.

 

Læs Kronikken: Leve kvinderne i det socialistiske Sovjet

 

 


FAKTA om ANDEN VERDENSKRIG

Næsten 27 millioner mennesker i Sovjetunionen mistede livet i befrielseskrigen mod den fascistiske aggression 1941-45.

KZ-Auschwitz befriet 28.januar 1945 af Stalins Røde Hær

Befrielsen 70 år: Hitler og det Tredie Riges opgang og undergang Del I

mandag, maj 4, 2015

maj 1945 – Maj 2015

70-året for Nazi-Tysklands undergang: 4-9. maj 1945

På 60-års dagen for Danmarks befrielse i 2005 fik Statsminister Anders Fogh stående ovationer da han, mere end 60 år for sent for hans parti; Venstres vedkommende, angreb kollaborations-regeringens alliance med Nazi-Tyskland i hans tale ved galamiddagen i maj 2005 på Københavns Rådhus.

Som bekendt “samarbejdede” Thorwald Staunings Radikal-socialdemokratiske regering, med fuld støtte fra liberale Venstre og det Konservative Folkeparti med Nazi-Tyskland; helt fra besættelsens første dag den 9.april 1940 frem til 29.august 1943, hvor en folkelig opstand med arbejderklassen som den bærende kraft tvinger Danmarks borgerligt-socialdemokratiske politikere til at opgive den pro-nazistiske kollaboration.

I dag kollaborerer Helle Thornings radikal-socialdemokratiske regering, med fuld støtte fra de gamle “nazi-samarbejdspartier” Venstre og Konservative med Nato-militæralliancens Führerstat om krig og terror mod folkene i Afhanistan, Irak, Iran, Libyen, Syrien og Ukraine.

Ligesom de støtter det storkapitalistiske EU og den økonomisk-monetære union som uden folkeligt og demokratisk mandat dikterer Europas folk og arbejderklassen at betale krisen for det kapitalistiske systems krise, især for at redde finanskapitalens profitter.
Helle Fogh Thorning Løkke Rasmussen burde have holdt en tale om de små undertrykte folks modstand mod den “eneste supermagts” politisk-økonomiske og militære aggression.

Fogh var langt ude da han misbrugte den antifascistiske modstandskamp, til at forsvare USA´s forbrydelser idag. Danmark var dengang og er idag en af USA´s mest trofaste allierede i den folkeretsstridige krig i Afghanistan og tidligere Irak, ligesom Nato´s terrorbombekampagne mod Libyens folk, der førte til den voldelige omstyrtning af Libyens legitime regering under Mu’ammar al-Kaddafi. Ligesom Fogh, Thorning og Løkke ivrigt, nærmest logrende som “danish poodles” ,har støttet USA´s og Frankrigs omfattende planer om at omstyrte Syriens uafhængige regime under Bashir al-Assad blandt andet gennem et storstilet terrorbombekampagne. I strid med, ikke bare Folkeretten og FN´s charter, men også kontrarevolutionært og kontraproduktivt idet Nato-landenes krig og terror i Irak og Syrien IKKE har ført til nogen folkelige demokratiske fremskridt, tværtimod. I Irak og Syrien er millioner af mennesker på flugt fra borgerkrigen og den højreradikale terror , udført af Isil og Al-Kaida som nu får støtte af USA og dets fascistiske allierede i Kongeriget Saudiarabien.

Folkeretten blev indskrevet i FN´s charter – som et resultat af den anti-fascistiske koalitions sejr over Anti-Komintern-pagtens styrker. ALDRIG MERE var parolen i 1945 og ved FN´s grundlæggelse senere.

ALDRIG MERE skulle en stormagt som Nazi-Tyskland eller – som idag USA, – angribe og besætte andre lande og underkue deres folk. Kun i tilfælde af et angreb måtte landene bruge militær vold og indlede en forsvarskrig- ellers ikke.
Folkeretten, inklusive Geneve-konventionerne som Danmark og USA bekender sig til, forbyder militær aggression og giver alle folk ret til at forsvare sig med våben i en modstandskamp mod aggresionen.
Derfor er palæstinensernes væbnede kamp og modstand mod imperialistisk aggression, ligesom Afghanistans, Syriens, Ukraines og Ruslands fuldtændig legitim.

Det er helt tydeligt at Helle Fogh Thorning Løkke Rasmussen og de andre kollaborationspartier (R + K.) har problemer med besættelsestiden. I virkeligheden forsøger de at komme væk fra alle de ubehagelige spørgsmål som Hitler, krigen og besættelsen stiller. De vil hellere diskutere andre emner og kræver f.eks at Putins Nato-allierede Rusland skal give en undskyldning til de baltiske lande for at Sovjetunionens Røde Hær befriede disse lande og folk. Lande som inden Tysklands Holocaust-aggression mod de “slaviske undermennesker” , var rekruteringsområder for den tyske Wehrmacht og Waffen-SS. Alene fra Letland meldte 150 000 frivillige sig til Waffen SS og Hitlers krig mod Sovjet.

 

Der Untergang: Massepropaganda

 

I marts 2005 havde den kontroversielle tyske film Der Untergang om den tyske leders sidste dage premiere i Danmark. Den blev hyldet af borgerligheden , men den forklarer ikke baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Og det er en skam, for filmen blev slået stort op. Der er tale massepropaganda.
Alene i Tyskland havde den premiere i mere end 400 biografer. Der Untergang er masseproganda er set af mange milioner tyskere siden premieren den 8. september 2004.

Filmen bliver hyldet af dele af den intellektuelle borgerlighed , men den forklarer ikke baggrunden for Hitlers magtovertagelse. Filmen skal angiveligt vise en ”mere følsom Hitler” , hvor han ”virker næsten skrøbelig, som en medynkvækkende mand.” skriver dagbladet Informations anmelder.

Hitler i undergangslandets hovedstad Berlin  : den tyske imperialismes Fører sender i april 1945, nogler få dage inden det ynkelige selvmord, rigets sidste “reserver”, krigshærgede og hjernevaskede “Hitlerjugend”-drenge ud mod de “jøde-kommunistiske undermennesker” fra Stalins Røde Hær, som kæmper på fjerde år for at befri Europas og Asiens folk fra fascistisk og kolonial undertrykkelse, udbytning og slaveri.


Hvis man skulle lave en ”følsom” og afslørende film om ”privatpersonen Hitler på en ny måde” ” så ville det være oplagt og svært at komme uden om hans hemmelige homoseksuelle liv.
Men det har man ikke ønsket – ikke fordi Undergangs-filmfolkene ikke kender til denne ”hemmelighed”.
Både Hitler selv og den tyske borgerlige offentlighed forsøgte at begrave hemmeligheden med ham. Mere om det senere ….

Kritikken af Hitler filmen vokser

Da filmen fik premiere i Polen i november 2004, talte man om »En flugt ind i sentimentaliteten,« som der stod i en af Polens største aviser Gazeta Wyborcza, der også beklagede Hitlers forvandling til en tragisk figur.

Den franske avis Libération kaldte filmen mislykket og spurgte, hvad det tyske tabubrud egentlig skulle gøre godt for: ”Hvad lærer man om Hitler og nazi-regimet? Og om det tyske folk, der underkastede sig denne farlige tåbes karisma?”
Libération fandt den omtrent tre timer lange film ”på grænsen af det tålelige” . Kollegaen fra Le Figaro mærkede et ”ubehag”, og Shoah-instruktøren Claude Lanzmann, kaldte filmen ”pervers og farlig”.

I Storbritannien var den borgerligt anerkendte Hitler-biograf Ian Kershaw meget imponeret af Der Untergang idet han kaldte den ”et grandiost historisk drama” – i avisen The Guardian, men nogen forståelse af personen Hitler havde han ikke fået: ”At opleve Hitler på selvmordets rand kan ikke hjælpe os til at forstå fænomenet Hitler.”

Størstedelen af filmen udspiller sig i fører-bunkeren i Berlin med nogle få udblik til krigshelvedet i Berlins gader. Den skal angiveligt trænge ind bag facaden og vise mennesket Adolf Hitler. – Men hvor meget viser Undergangs-filmen?

Norske Aftenposten kalder den ”Hitler på en ny måde” i et et interview med instruktøren Oliver Hirschbiegel, som bl.a sagde

”Der er egentlig ikke gjort så mange film om Hitler som man skulle tro , og vældig få tyske”…

Der er dog gjort en sovjetisk spillefilm med Hitler som hovedrolle som nu skulle være muligt af skaffe på DVD

. . . Spillefilmen er basert på Joachim Fests bok “Untergang” og har vakt stor debat i Tyskland. Deler av filmen er også basert på memoarene til Hitlers personlige sekretær, Traudl Junge”

Baggrunden for Hirschbiegels film kommer han selv ind på:

”Noget som alltid har irriteret mig er at Hitler er bleven en slags myte. Han er urørlig, der han sidder på sin ondskabens trone, som et todimensjonalt monster. Det stemmer ikke! Manden var en politiker, han var en eminent strateg, en retoriker, og et geni. Men han var også et menneske, og alle i hans kreds var også mennesker. Hvis man studerer Hitlers personlighet vil man se at han ikke var sinnssyk på noget tidspunkt, men høyst klar over hvad han drev med. For mig gør dette ham til et ægte monster, forsetter Hirschbiegel, som også mener at Hitler var et unikt tilfelle.
”I motsetning til andre diktatorer, som Napoleon, ser man at Hitler ikke hadde noen visjoner. Det var ingenting under skallen. Han ønskede bare ødelæggelse!” forklarer Hirschbiegel.
(Aftenposten, del-oversat Red. )

Dermed afslører Herr Hirschbiegel hele hans overfladiske historieopfattelse. Hitler havde visioner; det var den tyske imperialismes visioner om en ny tysk-domineret verdensorden.
Det som idag bliver kaldt EU blev i trediverne udtalt NEUropa af de tyske imperialister som havde planer på at eliminere grænserne for kapitalen bevægelseer og indføre en told og møntunion. En økonomisk-monetær union som idag er indført i hovedparten af den kriseramte Europæiske Union (EU).
Også idag har den fransk-tyske imperialisme – sammen med den danske og store imperialistiske ”visioner” under navnet den “Europæiske Union”.

Den tyske “untergangsfilm” har samme fundamentale mangeler som mange andre borgerlige historiefortællere. Ved at begrænse sig til personen Hitler holder man hånden over de kapitalister som trak i trådene og som til og med overlevede krigen.
Ved at begrænse sig til individet Hitler skjuler man nazibevægelsens virkelige bagmænd. Og det er også meningen .

Hitler og Nazi-partiet havde “visioner”. De var hentet fra storkapitalen bag Krupps, Siemens og IG Farben. “Visioner” om en ny verdensorden baseret på disse kapitalistiske monopolvirksomheders interesser.
Anti-Komintern-pagtens vision var en ny europæisk-japansk verdensorden som skulle baseres på tysk-japansk-italiensk – og dansk kapital; teknik og kultur.
I store dele af Asien, bl.a det folkerige Kina skulle japanske kapitalister herske og realisere deres ”visioner”.

Giv Hitler og folket skylden

Ved – alene – at give Hitler skylden for terroren og krigen lader man de virkelige skyldige, de mennesker der trak i trådene og finansierede Hitlers nazibevægelse, gå fri.
Ved at udpege Hitler som et ”monster” som Hirschbiegel kalder ham – undgår man at undersøge hvordan et ”middelmådigt individ” som Hitler kunne opnå den højeste magtposition i det ”civiliserede ” Europa i trediverne.

“MILLIONER STÅR BAG MIG”

 Med “Der Sinn des Hitlergrusses”  illustrerede den tyske fotomontages mester Helmut Herzfeld, bedre kendt under eksil-navnet John Hartfield, den virkelige mening med nazibevægelsens “million-støtte”.
De samme kapitalistiske familier, som bragte Hitler til magten. har den dag idag stor magt. Ikke bare Krupp, Daimler ,Bayer, Agfa og Siemens har stor magt idag, men også Shell (Sir Henry Deterding), Hearst, Ford og AP Møller/Mærsk hører til blandt de største kapitalistiske monopoler i dag.

Det var amerikanske Ford og Hearts, engelske Sir Deterding , Krupp og IG-Farben – Idag Bayer, Agfa, Basf, Aventis og Degussa – som finansierede nazi-bevægelsen og brugte KZ- slavearbejdskraft i deres fabriker. Det var disse monopoler, der ansporede til Holocaust-aggressionen mod de “jøde-kommunistiske undermennesker”.

Tysk Erhvervsliv – sammen med dansk erhvervsliv (AP Møller, Højggaard, Gunnar Larsen, FL Smith o.a.) -drømte om de store muligheder der fandtes i det vældige Rusland efter Sovjetunionens destruktion.

Gennem aggressionskrigen mod de sovjetiske ”undermennesker” skulle man få de markeder og råstoffer – lebensraum – som man havde forsøgt erobre i den Første – imperialistiske – Verdenskrig 1914-18.    Derfor den racistiske lære om den overlegne ”ariske vestlige” og ”nordiske” kultur som skulle herske over de ” slaviske undermennesker ” i Sovjet og andre lande.

Operation Barbarossa – kodenavnet for den militære aggression mod Sovjet i 1941 – skulle gøre de tyske monopoler – og deres danske, japanske og italienske allierede – til verdens herrer.
Tyskland skulle igen får ”en plads i solen” og blive verdens nye supermagt.

Uden storkapitalens støtte ville Hitler være forblevet hvad han var:  En intellektuel ”middelmådighed” som skulle have fortsat hans homoseksuelle livsførelse, mens han på værtshusene udskreg sit had til ”jøder og kommunister” .

Untergangs-instruktøren Herr Hirschbiegel kan ikke dy sig, for at lufte hans beundring for Hitlers ”retoriske talent” og udpeger ham til en ”eminent strateg”. Han afslører dermed en meget overfladisk historieopfattelse.

At historien skulle være styret af enkelt individer er ligeså forkert som at påstå det modsatte. Politiske og historiske ledere har deres visioner og ideer fra de klasser af mennesker de lever iblandt og repræsenterer.   Parti-programmerne finkæmmes og udformes efter de menneskegrupper eller klasser som vi kalder det i marxistisk-leninistisk sprogbrug, så de kan bruges til at varetage disse klasse-interesser.

Der er ikke tale om et mekanisk forhold , men dialektisk, hvor de ideer som fascisterne populariserede med den borgerlige presses hjælp , blev udformet i et dialektisk forhold/konflikt til de stemte overens med de herskende tyske/finske/italienske/danske og andre landes kapitalistiske klassers interesser.

Det borgerlige samfund vil aldrig kunne skabe den realistiske film, som afslører Hitlers bagmænd. For de samme kræfter som bragte Hitler til magten har stadig idag afgørende indflydelse på nyheds- og kulturmedierne. . . . .

Fascismens virkelige bagmænd

En sådan film kunne begynde i Bestyrelses-rummet i IG Farben hvor man diskuterer mulighederne for at få staten til at udvikle syntetisk brændstof. Det kommer til udtryk allerede i 1916 …

Vi er på den store tyske kapitalistiske koncern IG Farben`s informationsafdeling. En funktionær læser højt :
” En ny type af statslig socialisme, totalt forskellig fra den vi alle har drømt om eller tænkt på. Der kommer det privatøkonomiske initiativ og den privatkapitalistiske økonomi ikke at blive mindre. Den bliver diciplineret udfra statssocialismens mål, hvilket indebærer at kapitalen koncentreres til en national økonomi som styres som en homogen kraft.”

Efter at have drukket en mundfuld vand fra fortsætter han selvsikkert:
”Forandringen af kapitalismen kræver at man med naturlig autoritet skaber en modkraft til den internationale socialisme, som nedbrydes af en nationalsocialisme hvis løfte bliver:  Arbejde i stedet for fraser”

Den italienske fascistiske leder Benito Mussolini siger det klart nogle år senere: ”…Målet for den umiddelbare fascistiske aktion er genoprettelsen af diciplinen, især i fabrikkerne……”
I Italien sker der på initiativ af kapitalistiske industriledere drøftelser mellem Mussolini og ”industrien” om en fascistisk magtovertagelse.

For at bedrage masserne taler Mussolini om den ”fascistiske revolution”.  Antonio Gramsci , en af KOMintern-partiet PCI´s ledere, afviser dette bedrag:
”En revolution er kun en revolution om den bygger på en ny klasse. Fascismen bygger ikke på nogen klasse som ikke allerede har magten….”

I oktober måned 1922 gennemfører de italienske fascister – ”sortskjorterne” – den berygtede ”Marsch mod Rom”, og erobrer sammen med militæret, regeringsmagten ved et statskup.
Mussolini bliver statsminister – eller ”Il Duce” – Føreren – som han kalder sig.

I virkelighedens film om Hitler-fascismen dukker billederne fra KZ-Auschwitz dukker op på lærredet…. parolen over porten ved KZ-lejren ”Arbeit macht Frei” er for for de underernærede arbejdere på IG-Farbens fabrikker nærmere ‘Arbejde til døden’.

På koncernens fabrikker ved KZ- Auschwitz-Birkenau fremstiller hundrede tusinder af arbejdere syntetisk benzin og gummi samt gassen Zyklon B. Koncernen udbytter arbejderne til døden, hvorefter de rekruterer nye slavearbejdere i de tilstødende KZ-lejre.

Untergangs-filmen: Fatalt fejlspor

Untergangs-filmen får ikke udelt ros – heller ikke i Tyskland. Den kendte historiker og veteran i tysk historieforskning, professor Hans Mommsen kalder den “Et fatalt fejlspor” og han retter skarp kritik mod teamet bag “Der Untergang”:
”- Det er overhovedet ikke muligt at skabe forståelse for den store historiske proces . . . ved at reducere historien til rene personhistorier.. . .” men han tillægger:
”Det er naturligvis godt at publikum engang begriber at Hitler er en middelmådig personlighed, og ikke er et forbillede. ”
(Kilde: Aftenpostens Korrespondent Trygve Monsen)

Filmen får flere velfortjente hug:I den tyske højreliberale avis Die Welt – ejet og kontrolleret af Springer-koncernen – skrev skribenten Tilman Krause:
”Jeg har simpelthen ikke noget behov for at opleve mennesket Hitlers sidste timer. Hvorfor skal jeg have medlidenhed med den mest skæbnessvangre forbryder i tysk historie (…)?”

Her aner man den tyske borgerligheds lede ved at blive påmindet om denne ”skæbnesvangre” epoke ” i tysk historie. Man vil helst glemme alt. Og forestille sig historien som en tysk historiker ironisk beskrev de tyske skolebøgers omtale af Nazi-epoken:
”I 1933 kom der en masse brune væsener ude fra rummet og i 1945 forsvandt de igen”.

Størstedelen af filmen udspiller sig i fører-bunkeren i Berlin med nogle få udblik til krigshelvedet på byens gader. Den skal angiveligt trænge ind bag facaden og vise mennesket Adolf Hitler –
Men hvor meget viser Undergangs-filmen?

Filminstruktøren Andrzej Wajda advarede efter filmens premiere i Polen, i november sidste år mod at overvurdere filmen. Han mente, at den snart ville være glemt igen. Men det bliver den tyske imperialismes forbrydelser aldrig.

Filmen har samme fundamentale brist som de borgerlige historiebøger, der fortæller historien om Hitler som en politiker der fik ”folkets opbakning” ved at bruge den anti-jødiske chauvinisme og give ”socialistiske løfter” om at afskaffe sult og arbejdsløshed.

Den herskende borgerlige og gammelnazistiske opfattelse er at nazisterne opnåede magten på ”demokratisk” vis.

KOM HITLER TIL MAGTEN PÅ DEMOKRATISK VIS ?

Det er en udbredt opfattelse i blandt borgerlige – og ikke mindst neonazistiske – historikere at Hitler kom til magten på ”demokratisk” eller ”legal vis”. Dermed fortrænger og skjuler man Hitlerpartiets virkelige bagmænd .

For at forstå baggrunden går vi tilbage til 1929:
Krakket i oktober måned på den kapitalistiske aktie-spekulationsbørs på Wallstreet i New York resulterer i tab på godt 15 000 millioner dollars – et astronomisk beløb på den tid. Krisen fører til massekonkurser, fabrikslukninger og massearbejdsløshed i de Forenede Stater.

Landbrugskrisen bliver endnu værre og fører til masse-ruinering, fatttigdom og sult for millioner af små og middelstore bønder i Amerika. Krisen breder sig til den øvrige kapitalistiske verden og fordybes til den værste krise for det kapitalistiske system nogensinde.

I Tyskland danner Heinrich Brüning fra det borgerlige parti Zentrum i marts 1930 regering.

Denne regering støtter sig i stadig mindre grad på et flertal i Rigsdagen, men i stadig højere grad på såkaldte nødforordninger. I juli vedtages den første nødfordning.

Den indbærer lønnedsættelser, øget beskatning og afgifter og forringelser af de arbejdsløses og syges dagpenge – samtidig med man bevilgede 150 millioner Rigsmark til ”sanering” af de såkaldte riddergodser i rigets østlige provinser.

* I oktober beordres metalarbejderns løn nedsat med 15 %. 130 000 arbejdere går i strejke i Berlin.
En mæglingsdom indebærer lønnedgang på mellem 6 og 8%.

* I samme måned fremlægger Tysklands Kommunistiske Parti KPD forslag om at ophæve Brünings nød-love. Til stor skuffelse for mange stemmer socialdemokraterne i SPD sammen med de borgerlige partier imod forslaget.
SPD vil gerne vise at man er et ”ansvarligt” parti overfor det kapitalistiske erhvervsliv.

* 1.december samme år udsteder Brüning-regeringen endnu en nødfordning som dikterer nedskæringer af de statsansattes lønninger og pensioner med 6 %, mens skatten på øl og tobak, samt skatten på ugifte forhøjes.

* 9.januar 1931: En nødforordning dikterer en lønnedgang på 6 % for de arbejdende i Ruhrs mineindustri.
Den ene nødfordning erstatter den anden. De tyske socialdemokrater i SPD accepterer den kapitalistiske krisepolitik.

* Den 20. marts stemmer SPD for at Rigsdagen udskydes med et halvt år – til den 13 oktober. Samtidig splittes SPDs Rigsdagsgruppe da ni medlemmer går imod partiledelsens direktiver og nægter at stemme for bevillingen af penge til krigsskibe (panserkrydsere)
Den tyske arbejderklasse kæmper med arbejdsløshed, lønsænkninger og stigende fascistisk terror og militær oprustning.

* Den 29. maj fremlægger Ernst Thälmanns KPD et jobskabelsesprogram, der sætter en arbejdstidsnedsættelse til 40 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation i centrum. Programmet indeholder også forbud mod overarbejde og en nedsættelse af pensionsaldersgrænsen til 60 år , et forbud mod virksomhedslukninger, en udvidelse af boligbyggeriet og opførelsen af nye sygehuse, sanatorier, pleje- og børneinstitutioner.

Men for SPD – der i den første uge af juni afholder kongres i Leipzig – er det ikke arbejderklassens krav der i centrum. Tværtimod: De ni Rigsdagsmedlemmer som stemte imod panserkrydserne bliver irettesat – i september ekskluderes de – og Partiformanden fremfører formuleringen: ”Bolsjevisme og fascisme er brødre”
Fritz Tarnow, som repræsenterer de socialdemokratiske fagforeninger, erklærer at saneringen af den kapitalistiske økonomi er ”en forudsætning for at nå til socialismen” . Derfor må arbejderklassen være ”læge ved kapitalismens sygeleje”.

* Den 6.oktober vedtages endnu en nødlov som dikterer yderliggere nedsættelse af lønninger og pensioner.

* Og den 9. oktober indtager Heinrich Warmbold , bestyrelsesmedlem i IG-Farben –koncernen , posten som økonomiminister.

6 dage senere ….
* 11-12 Oktober i Bad Harzburg paraderer SA, SS og Stahlhelm i al offentlighed foran tysk erhvervslivs spidser.
Nazipartiet, Stahlhelm og Aviskongen Hugensbergs Tysk Folkeparti (Deutschnationale Volkspartei) danner dér Harzburger-fronten.

I den virkelige film om Hitler dukker billederne af SA og SS-morderne paraderende foran erhvervslivet direktører …
Her møder vi den mangeårige Nationalbanksdirektør Hjalmar Schacht, Winnacker og Thyssen, Poensgen fra Verienigte Werke , Schenkler fra LangnamVerein, Ravene fra Jernets grossistforbund, generaldirektør Krieger fra Winthershall, generaldirektør Gottstein, Rostberg , metalværksdirektør Quebier, direktørerne fra Blohm& Voss-værftet , alle repræsentanter for den kapitalistiske storindustri.

Ligesom bankmændene Stauss, Regendanz, Sogemeyer og Lubarsch ses her også general Seeckt og admiral von Trotha medvirker ligesom prins Eitel Friedrich von Hohenzollern ses i Bad Harzburg.
De kræver af Rigspræsident Hindeburg, at der dannes ”nationale” regeringer – dvs med nazistisk deltagelse – både i hele det tyske rige og i delstaten Preussen.

Senere samme måned dukker billederne af New York op i denne virkelige film. På gaderne ser man hundrede tusinder af sultende arbejds- og hjemløse som forsøger at overleve med hjælp fra de forskellige suppekøkkener.

* Der i New York den 27. oktober 1931 afholder den kapitalistiske Generel Elecric-koncern gallamiddag.
Blandt direktørerne er der en af gæsterne der tiltrækker en vis opmærksomhed . . . det er den tyske industribaron Carl Friedrich von Siemens. Han ankommer i pansret Limousine med flere vagter med sig til det imponerende 37 etager høje Hotel og Kongres-center på Manhattan.

Under middagen tager Herr Siemens ordet og han lægger ikke fingrerne imellem i talen til de forsamlede kapitalistiske erhvervsfamilier:
”Roden til Hitlerbevægelsen er kampen imod socialismen, det vil sige mod marxismen . . De, her i De Forenede Stater . . . vil bedre kunne forstå end nogen andre, at et sundt og kraftigt Tyskland, nødvendigvis må være et forenet nationalt Tyskland . . . Hitlerismen . . . er rettet mod parlamentarismens utøjlede overherredømme, sådan som den desværre er foreskrevet i vor forfatning. Det tyske folk er ikke modent til denne form for demokrati.” (Note 1)
Siemens reklamerer åbent for Hitlers parti, men beder dog – i et brev til den tyske Præsident – om ikke at viderebringe hans udtalelser om nazi-bevægelsen i New York.

Mon ikke der er flere kapitalistiske erhvervsledere, der idag har hørt lignende snak – om at ”opgøret” med hvad der kaldes både “krævementaliteten” (ikke deres egen-) kampen mod – socialismen/marxismen – kræver – en bevægelse som ligesom Hitlerbevægelsen – udpeger syndebukke for den kapitalistiske verdensordens elendighed – for at sikre et ”sundt og kraftigt”. Danmark/Tyskland/USA med de største ”frie erhvervslivs” kapitalister som herskere.
I hvertfald modtager en række borgerlige og reformistiske partier betydelige millionbeløb i valgkampsstøtte fra både Mærsk-koncernen og andre kapitalister for at sikre at deres krav bliver hørt og opfyldt.
Det sker trods at de gamle “samarbejdspartier” S-V-K- R har beviljet sig selv betydelige millionbeløb af skatteindtægter gennem en “partistøtte” fordi de anser at deres folkelige støtte er så ringe at de ikke kan klare sig uden statsstøtte for at deres propaganda- og partiapparater ikke vil kunne oprettes uden statsstøtten.
Teksten til New York-talen sendte von Siemens til den tyske Rigspræsidents kontor med en følgeskrivelse, hvori det hed . . . :
”D´Herrer har garanteret mig, at der ikke vil finde nogen offentliggørelse sted, og har derfor lagt mig på sinde at fremføre mine meninger hensynsløst. Jeg må derfor bede Dem om at behandle disse ytringer fortroligt” – Carl von Siemens

Det var ingen hemmelighed for hitlerpartiet, at uden Siemens, Krupps, Henry Fords , Randolpf Hearsts og andre storkapitalisters hjælp ville de aldrig have erobret magten.


Carl Friedrich von Siemens, topchef for den kapitalistiske monopolkoncern Siemens & Halske heiler her sammen med Emil Georg von Stauß(til venstre), topchef på Deutsche Bank og bestyrelsesformand for Daimler-Benz AG, Lufthansa og BMW; under et møde for det kapitalistiske Tysklands ledende erhvervsbosser, den 7. November 1933. . . .

I oktober 1931 var man nået så vidt at man ikke hemmeligholdt fællesskabet med de brune terrorister.
Hitlers Parti havde sammen med Hugenbergs Tyske Folkeparti (DNVP) -med kapitalistisk støtte – samlet de paramilitære terrorkorps i Harzburger-fronten. Alfred Hugenberg, Weirmarepublikkens aviskonge – den tids Axel Springer, Murdoch eller Berlusconi – og tidligere Krupp-direktør, dannede sammen med Hitler, Thyssen og andre kapitalister Harzburger Front, der gik igang med at give republikken dødstødet.

* Den 25. november afslører den tidligere Hitlertilhænger dr. Schäfer, at nazi-lederen dr.Best havde udarbejdet hemmelige planer, der i alle enkeltheder gik ud på at gennemføre et kup, oprette et diktatur, på massearrestationer, konzentrationslejre og henrettelser.
Schäfer afleverer beviserne på nazisternes planer – kaldet Boxheimerdokumenterne, da nazisternes rådslagning var udarbejdet på værtshuset Boxheimer Hof – til Hessen-politiet.
Der blev aldrig indledt en proces mod dr.Best for slet ikke at tale om en højforræderisag mod nazi-partiet.

Fascisterne hævnede sig blodigt på dr.Schäfer. Kort tid efter Hitlers magtovertagelse blev hans lig fundet med syv skud i ryggen ved et jernbanelegeme mellem Frankfurt og Neu-Isenburg.

Dr. Best gjorde karrierre i det Tredie Rige og blev senere Gestapo-chef og Hitlers befuldmægtigede i Danmark under besættelsen. Efter befrielsen blev han dømt til døden som krigsforbryder, men senere benådet og tilbudt en stilling i den kapitalistiske Stinnes-koncern i Düsseldorf. Efter en kortvarig ny anholdelse på grund af de massemord han havde begået, blev han i 1971 atter sat på fri fod.

Undertrykelsen af retssagen mod Best og NSDAP i 1931 fandt sit sidestykke 20 år senere, da politiet i Hessen i 1951 opdagede mordplaner forberedt af den fascistiske dækorganisation Bund Deutscher Jugend BDJ.
Øverst på listen over de mennesker , der skulle myrdes, stod Hessens ministerpræsident Georg August Zinn fra SPD, pastor Niemöller, to kommunistiske Forbundsdags-medlemmer Oscar Müller og Walter Fisch og flere andre, bl.a Emil Carlebach.
En af talerne på BDJs møder var et medlem af Forbundsdagen, Kurt Georg Kiesinger, tidligere NSDAP, nu CDU og senere Tysklands statsminister (Forbundskansler). Sagen om BDJs mordplaner i 1951 blev afvist og stillet i bero af statsanklageren ligesom sagen mod dr.Best blev afvist i 1931

Film-billederne zapper videre . Berlin den 9. december … Hitler kommer til et møde i Berlin for samtaler med storindustriens kapitalister. Både Fritz Thyssen og Vögler deltager.

I 1931 dræber politiet 55 arbejdere og SA SS myrder 49 arbejdere. Antallet af arbejdsløse er steget til mere end 5 ½ millioner. Af disse er 900 000 frataget dagpengene.

1932

På initiativ af ”stålkongen” Thyssen inviteres Adolf Hitler til at holde et foredrag i industri-erhvervenes klub i Düsseldorf – vinteren 1932 . . . Dér i Industrieclub` den 27.januar taler Hitler ved en konference for 700 repræsentanter fra tysk erhvervsliv. Han lover at beskytte den private ejendomsret, at udslette demokratiet og ”knuse bolsjevismen” , og at erobre nyt ”lebensraum” – et andet ord for markeder, kolonier og billig (slave-)arbejdskraft.

Hitler mangler ikke visioner og nazistisk selvros: ”Hvis vi ikke var til, ville der forlængst ikke findes noget borgerskab i Tyskland , spørgsmålet bolsjevisme eller ikke bolsjevisme ville for længst være afgjort . . . ”
Vi er:
”opfyldt af den mest eminente nationalfølelse, opbyget ud fra tanken om lederskabets(Führung) autoritet på alle områder, i alle led – det eneste parti, der i sine rækker ikke blot helt og holdent har overvundet den internationale, men også den demokratiske tanke, som i hele sin organisation kun kender ansvarlighed, ordrer og lydighed, og som dermed for første gang i Tysklands politiske liv har indlemmet millioner . . . . Og når man kritiserer os for vores intolerance, så vedkender vi os den med stolthed – ja, vi har truffet den nådeløse beslutning at udrydde marxismen med dens sidste rødder i Tyskland”

Man hører et øredøvende bifald: Storkapitalens forvaltere og direktører har fået høre hvad de vil høre. Dagen efter forhandler de førende industrifolk Poensgen, Thyssen, og Vögler med Hitler og Göring om en regeringsdannelse.
Efter Hitlers tale på denne konference afholdt af tysk erhvervsliv, beslutter en række ledende tyske kapitalister at støtte nazi-bevægelsen. Hitler financieres af monopolkapitalister og erhverslivets store kanoner som Kirdorf, Thyssen og Schröder.

* 3.maj trækker IG-Farben sin ”mand” i Brünings højreliberale regering, Økonomiminister Warmbold ud af regeringen og signalerer dermed at regeringen skal styrtes for at blive erstattet af et åbent kapitalistisk terroregime med Hitlers deltagelse, der kan tilfredsstille IG-Farbens og de andre kapitalisters umættelige behov for “lebensraum” ,billig arbejdskraft, kolonier og råstoffer.

* 18.maj: De førende bankfolk Schröder og Schacht og andre direktører fra erhvervslivet danner sammen med Hitlers nære medarbejder Wilhelm Keppler den såkaldte Freundkreis Keppler – Vennekredsen Keppler – den tyske storkapital er nu så langt fremme i forberedelserne for indførelsen af det som Dimitrov kalder ”finanskapitalens åbne terroristiske diktatur” , at de kan danne den første organiserede sammenføjning af storkapitalen og fascismen.

Kort efter at den tidligere Zentrum-politiker Fritz von Papen i juni 1932 er indsat som Rigskansler fremsætter han i radioen en regeringserklæring som vender sig imod: ”velfærdsstat, klassekamp og kulturbolchevisme”. Von Papen bliver senere Hitlers ”vice-kansler”.

* 23.november dømmer Højesteret udgiveren af bladet Die Weltbühne, Carl von Ossietzky, til halvandet års fængsel for at ”have røbet militære hemmeligheder”. I virkeligheden har bladet afsløret at den tyske krigsmagt Reichwehr opruster illegalt i strid med Versailles-fredsaftalerne.

I året 1932 blev 81 arbejdere skudt af politiet ifølge ”Rote Hilfe” – Røde Hjælp – 139 andre blev skudt af SA og SS. Der blev indledt politisk retsforfølgelse af 33 000 anti-fascister.
Antallet af arbejdsløse er nu over 6 millioner.

1 9 3 3

Den 30 januar 1933 bliver Hitler udnævnt til rigskansler af Præsident Hindenburg som ni måneder tidligere havde fået millioner af stemmer – bl.a. efter SPDs støtte – fordi han lovede dem at aldrig overdrage magten til Hitler. Med Hitler i Kansler-sædet optrapper fascisterne volden og terroren mod det store flertal i det tyske folk. Hitler-fascisternes mangel på respekt for lov og menneskeret viser sig tydeligt.

Præsident Hindenburg som bl.a blev valgt på løftet om at holde Hitler udenfor de tyske regeringskontorer deminstrerer her offentligt hans støtte til Hitler.

Nazi-bevægelsen knytter an til tidligere tiders europæiske imperier : de kristne, barbariske tysk-romerske kejserriger der – i middelalderen – korstogede mod den arabiske civilisation. Ligesom nazisterne indfører det romerske imperiums totusindår gamle romerske hilsen. (hitler-hilsen: Sieg Heil )

Disse forandringer i tysk politik kommer til at præge verdenshistorien i årtier fremover. Efter fremgang ved alle valg i de første kriseår taber nazi-partiet mere end to millioner stemmer i november-valget 1932.

Hvordan kunne Hitler blive udpeget til statsminister? Nazisterne havde jo tabt det sidste valg.
Efter fremgang ved alle valg i de første kriseår tabte nazi-partiet mere end to millioner stemmer i november-valget 1932.

Den tyske arbejder og medlem af KOMINTERN-partiet KPD,Fritz Bradtke fortæller i sine erindringer at :
” . . . . . til trods for mange års massearbejdsløshed med nød og elendighed var der ingen fornemmelse af håbløshed i Roter Wedding (Berliner-bydel,min anm.). Nazisterne begyndte at miste terræn i efteråret ´32, og der forekom opløsningstendenser inden for SA.
Den hurtige reaktionære bølge begyndte at ebbe ud i månederne efter juli-valget, da folk indså, at der ikke skete nogen forandringer til trods for alle nazisternes valgløfter og til trods for, at de nu var det største parti i Rigsdagen…
I efteråret 1932 strømmede det ind med rapporter om lydighedsnægtelse og opløsningstendenser inden for SA. Demagogien blev afsløret af virkeligheden.
SA forsøgte desperat at imødegå tvivlen med endnu voldsommere terror,men i oktober og november var det tydeligt, at nazisterne begyndte at miste grebet om deres massegrundlag.”

Som Bradtke fortæller os blev det sidste “frie valg” afholdt den 6. november 1932. Det blev bekræftet, at grunden var ved at skride under Hitlerpartiet . NSDAP tabte to millioner stemmer i november forhold til juli-valget samme år.
Ved det sidste ”frie valg” i Weimar-republikken, den 6. november 1932 opnåede Nazi-partiet som sagt ikke den fremgang, som dets politiske og økonomiske bagmænd i toppen af den kapitalistiske markedsøkonomi havde håbet.

Det er nu Hitler-partiets kapitalistiske bagmænd indser, at den parlamentariske vej til en nazistisk magtovertagelse gennem at opnå et “demokratisk” flertal i Rigsdagsvalg – ikke er muligt.

T v æ r t i m o d var Rigsdagsvalget i november et alvorligt nederlag for nazisterne og et ryk til venstre. Nazisterne der i sommerens valg havde opnået 13 millioner stemmer, havde i løbet af tre måneder tabt to millioner af dem igen, da der nu var en siddende højre-regering, der blev sat i forbindelse med SDAP{Nazi-partiet}.

Samtidig var endnu flere af tidligere socialdemokratiske tilhængere som ud fra deres egne erfaringer i dette kriseår, gået over til det parti, der ønskede en anti-fascistisk enhedsfront, nemlig Komintern-partiet Tysklands Kommunistiske Parti KPD.

Stemmerne fordeltes som følger (med juli-valget i parantes)

November 1932 ( Juli )

NSDAP 11.705.256 (13.732.779)

SPD 7.231.404 ( 7.951.245)

KPD 5.970.833 ( 5.278.059)

Zentrum 4.230.600 (-)

Tysk Folkeparti 2.956.800 (-)

Den tyske liberale markedsøkonomis topfolk, nemlig sværindustriens og storfinansens direktører og ejere, som financierede NSDAP og Hitler, var ikke tvivl om konklusionen på dette valg.:

Nu var det på høje tid at oprette det som Georgy Dimitrov på KOMINTERN´s 7. verdenskongres kaldte “finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur” – med Hitler som “Führer” (leder) – inden hans tilhængerskare faldt fra hinanden og hans møjsommeligt opbyggede massebasis smuldrede.

Det hører med til den officielle tyske, liberale historieskrivnings standardpåstande, at de store pengemænd ikke financierede Hitler, at dette er en “kommunistisk fremstilling af sagen”. Den borgerlige tyske Kansler Heinrich Brüning – Partiet Zentrum – 1930-1932 – har dog i sine erindringer (H.Brüning:”Memoiren 1918/34″, Stuttgart 1970) modbevist denne løgn som et forsøg på “vask og rens”.

Efter Nazi-partiets valgnederlag i november går kursen mod optrappet fascistisk terror, progromer og mord på alle oppositionelle, især de som af nazi-propagandaen er udpeget som “untermenschen” –

Den 19 november 1932, få dage efter Trafikarbejder-strejkens afslutning i Berlin, og nazisternes valgnederlag sendte en meget indflydelsesrig gruppe af direktører fra storindustrien og højfinansen et brev til Præsident Hindenburg, hvor man udtrykker mistillid til det “hidtidige parlamentariske regime, det er Nationalsozialistische Deutche Arbeiterpartei på grundlæggende vis også” – hvorefter man opfordrer til at den “største gruppe i den nationale bevægelse opnår en ledende deltagelse i regeringen”.
Altså: man kræver at nazi-partiet skal lede regeringen.

Brevet er underskrevet af en række af tysk erhvervsliv mest fremtrædende ledere:
Dr.Hjalmar Schacht – fhv Nationalbandirektør
Kurt Freiherr von Schröder – Bankier

Fritz Thyssen – Bestyrelsesformand Vereinigte Stahlwerke
Friedrich Reinhardt – direktør Commerzbank
Kurt Wörmann – skibsreder
Fritz Beindorff – skibsreder
Emil Helffrich -bestyrelsesformand HAPAG i Hamburg
Ewald Hecker – bestyrelsesformand Ilseder Hütte og præsident Hannover Handelskammer
C.V. Krogmann – skibreder
Erich Lübbert – generaldirektør for Aktiensgesellschaft für Verkehtwessen
Erwin Merck – bankier
August Rostberg – kali-syndikatet
og flere andre.

Dette brev og mange andre fakta foranledigede de Forenede Staters hovedanklager ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1947 til at konstatere:
“Uden samarbejde mellem den tyske industri og nazistpartiet ville Hitler og hans partifæller aldrig have kunnet taget og konsolideret magten, og Det Tredie ville aldrig have vovet at kaste verden ud i krig”
(27.august 1947 – fra Hauptarchiv Berlin- Dahlem, rep.335, sag nr 6 ved den VI. US-amerikanske militærdomstol i Nürnberg – citeret efter E.Czichon/ Wer verhalf Hitler zur Macht, Köln 1972)


Hitler besøger i 1935, to år efter den fascistiske magtovertagelse,en af den storkapitalistiske Thyssen-stålkoncerns fabrikker i Ruhrdistriktet sammen med blandt andre stålfyrsten Fritz Thyssen, (i midten bag Hitler) berømt for hans (selv-) afslørende erindringer: “I Paid Hitler”. Hitler følges på sin højre side af direktøren for Vereinigte Stahlwerke AG ; Albert Vögler.

7.5 mio. mennesker kom til at arbejde som slavearbejdere i den tyske industri

Naturligvis var enhver bankdirektør eller fabriksejer ikke morder eller fascist. Men det er et faktum at de ledende kræfter i det herskende kapitalistiske bourgeoisi jog millioner af tyske soldater ud på slagmarken i både Første og Anden Verdenskrig hvor de blev slagtet for at erobre råstoffer og fabriksanlæg i Frankrig, Belgien og Østeuropa.

Nazisterne og de borgerlige dyrker forestillingen om at ”Hitler havde hele folket med sig”, de borgerlige siger: ” Demokratiet bragte Hitler til magten”. På den måde forsøger de borgerlige at skyde skylden fra sig, ved at fortrænge at den borgerligt-liberale markedsøkonomis topfolk financierede nazi-bevægelsen.
I stedet giver man folket skylden. For så behøver man ikke svare ærligt på spørgsmålet: Hvem bragte Hitler til magten?

Men det tyske folk gav aldrig nazisterne noget flertal i noget valg. Ikke engang under den nazistiske terror op til det sidste valg i 1933 opnåede nazisterne et flertal.

Idag har det tyske bourgeoisi, ligesom det danske – bortset fra ca 500 soldater i Irak – som mest har politisk og “symbolsk betydning” – lagt den militære afstraffelse og undertrykkelse af folkenes oprør mod den imperialistiske Nye Verdensorden – det beskidte arbejde – i hænderne på USA og generalerne i Pentagon.
Ligesom i 30´erne er dagens Tyskland eller USA ikke styret af folkets interesser.

Rigskansler Hitler

* Den 30 januar 1933 bliver Hitler udnævnt til Rigskansler af Præsident Hindenburg, som ni måneder tidligere havde fået millioner af stemmer ved at love at aldrig ville overdrage magten til Hitler. Med Hitler i kansler-sædet optrapper fascisterne volden og terroren mod det store flertal i det tyske folk. Hitler-fascisternes mangel på respekt for lov og menneskeret viser sig tydeligt.

Hitler havde aflagt ed på Weimar-Republikens forfatning. Og Indenrigsminister Frick skyndte sig at ”forsikre” journalisterne om at, ingen tænkte på at bagbinde pressen ; den ”nye regering, under Hitler, lagde vægt på ytringsfriheden” og han meddelte, at regeringen havde afvist et forbud af KPD.

* Den 1. februar 1933 opløser Præsident Hindenburg Rigsdagen efter krav fra Hitler.

* Dagen efter den 2. februar besætter politiet Karl Liebknecht-Haus, KPDs hovedkvarter i Berlin og der nedlægges demo-forbud for KPD i delstaterne Preußen, Thüringen, Oldenburg, Braunschweig, Mecklenburg og Anhalt.

* 3. februar: Hitler forkynder overfor de miliære befalingsmænd i Reichwehr og Reichmarine parolen: ”Erobring af nyt ”Lebensraum” i Østen” og ”Marxismens udryddelse”.

* 4. februar: På ny et tilbud fra Wilhelm Pieck på KPDs vegne til den socialdemokratisk gruppe i den preußiske Landdag. Hindenburg udsteder en nødforordning, der fremfor alt går ud på et forsamlings- og presseforbud mod venstrefløjen.
KPD presses i realiteten ud i illegaliteten.

En senere (USA-støttet) fascistisk statsleder; arbejdermorderen Augusto Pinochet talte om udryddelsen af den “marxistiske cancer” i 1970`ernes Chile.

I Lübeck gennemføres der den 3. februar en generelstrejke, det samme sker i Stasfurt.den 6. februar

* 6. februar: På en pressekonference fornyer Wilhelm Pieck enhedsfrontforslaget til SPD.

* 7. februar: KPDs centralkomite mødes illegalt i Ziegenhals (kredsen Königwusterhausen ved Berlin) : Thälmann fornyer forslaget om enhedsfront til SPD og ADGB.

* 15. februar: 6 fagforbund i ADGB og 30 lokale fagforeningsledelser underskriver en appel: ”Fælles nød – Fælles fjende – Fælles handling ” om den antifascistiske enhedsfront.

* 16: februar: Carl von Ossietzky udtaler på en forfatterforsamling i Berlin . . .
”I dag ved vi, at der til venstre for os nu kun findes forbundsfæller”.
Ossietzky bliver senere fanget af nazisterne og anbragt i i KZ-lejr
Efter at de nazistiske KZ-læger har ”eksperimenteret” med at indsprøjte forskellige bakterier og virus i Ossitzky, dør han i 1937 af lungebetændelse.

* 17. februar: Den preußiske indenrigsminister Göring udsteder tilladelse til SA, SS og Stahlhelm til at bruge deres skydevåben. Nazisterne har nu den fuldstændige kontrol over det statslige voldsapparatet. Gaderne fyldes med politifolk og SA-mænd. De patruljerede tre og tre, en SA-mand og to tungt-bevæbnede betjente.
Men det var SA’eren der gav ordrer og kendte den lokale befolkning gennem et net af nazi-stikkere der udpegede anti-fascister.

I Wedding indrettede nazisterne flere såkaldte mordkældre. Efter klapjagt på gaderne blev kommunister og andre anti-fascister trukket ned i kældrene og kvalt, henrettet med bøddeløkser eller skudt ned.
Som regel efter mishandlinger og tortur. Det var inden de gik over til stordrift i kz-lejrerne.
Alene i ugerne optil 5.marts-valget bliver hundredevis af kommunister mishandlet og myrdet. Men det var ikke nok for nazisterne.

Trods terroren og volden opdagede nazisterne, at de ikke kunne få arbejderne med sig eller i det mindste få dem at tie stille .

For at der ikke skulle være nogen tvivl om erhvervslivets støtte, sammenkalder Göring et antal af landets ledende industrimænd til sit palads den 20.februar om aftenen. En række af Tysklands største og mest fremtrændende erhvervsfolk, blandt dem Krupp von Bohlen, Vögler fra Vereinigte Stahlwerke, Schitzler og Basch fra I. G. Farben samt Walter Funk deltager sammen med 20 andre med Bank-direktør Hjalmar Schacht som konferencier.

Hitler er en af aftenens talere . . . .. . . . ” Nu står vi overfor det sidste valg. Hvad udfaldet end må blive, findes der ingen tilbagevenden. Om valget ikke bliver afgørende, må afgørelsen afstedkommes med andre midler”.
Det valg Hitler talte om var Rigsdagsvalget den 5.marts, som skulle give nazisterne og deres borgerlige allierede et afgørende flertal. Efter forslag fra Schacht besluttedes det at at en valgfond på tre millioner rigsmark skulle indsamles fra de store virksomheder.
Den tyske kapitalistiske markedsøkonomis ”stoltheder”: Krupp, IG-Farben, Vereinigte Stahlwerke stiller tre millioner mark til rådighed for Nazi-partiets valgkamp.

* 22: februar udnævnes SA, SS og Stahlhelm til hjælpepoliti i Preussen.

* 24. februar:Generalstrejke mod Hitler i Hannover.

Den 24. februar foretager politiet en razzia i Karl Liebknect Haus, KPDs hovedkvarter i Berlin. Og det meddeles fra officielt hold, at man havde fundet planer for en kommunistisk revolte.
De fundne “dokumenter” skulle hurtigst muligt offentliggøres. Det sker aldrig. Men arbejdet med at finde “bevis” for den “røde terror” intensiveres, og natten til den 28 .februar går Rigsdagen på mystisk vis op i flammer .

Rigsdagsbranden

Rigsdagsbranden natten til den 28.februar var en kæmpemæssig provokation, som skulle åbne op for en legalisering af mordterroren: Samme nat arresteres mere end 10 000 arbejderaktivister, hovedsagligt kommunister,men også socialdemokrater – efter forberedte lister.
For det var “bevist”, at KPD havde anlagt branden, meddelte det statslige nyhedsbureau.

Denne provokation skulle også underbygge myten om, at nazisterne forsvarede det tyske folks demokratiske retttigheder. Derfor er det også en af de mest udbredte myter at Nazi-partiet kom til magten på “demokratisk” vis, og endda at Hitler havde opbakning i det store flertal af tyskere.

I den officielle Preußischer Pressedienst meddeles det den 28.februar 1933:
”….politiet opdagede ved gennemsøgningen af Karl Liebknecht-Haus fandt man også anvisninger til gennemførelse af kommunistisk terror efter bolsjevikisk mønster. Derefter skulle regeringsbygninger, museer, slotte og livsvigtige virksomheder stikkes i brand”

Hvad der skete den nat, står idag klart:
Den angivelige “kommunistiske” brandstifter var den venstreradikale hollandske “rådskommunist”, Marinus van der Lubbe, som nazisterne havde udstyrret med en falsk kommunistisk medlemsbog.
Den unge hollænder havde nazisterne taget sig af, siden han tidligere havde afsløret pyromaniske tilbøjeligheder.
De trænede ham til at spille sin rolle.

Efter at have forkastet forskellige planer for at få en anledning til at opnå den totale magt, bl.a et ”attentat mod Hitler”, fandt de på Rigsdags-brandprovokationen.
Formanden for Rigsdagen Göring’s palads var forbundet med rigsdagen gennem en underjordisk gang. Ad den vej kom en lille gruppe SA-mænd under kommando af Karl Ernst, lederen af Berlins SA, ind i den tomme rigsdagsbygning den 27.om aftenen. De overhældte tæpper, gardiner og stole med et kemisk præperat som først ville virke efter en tid.

Da det var gjort, trak de sig tilbage i sikkerhed gennem den samme samme underjordiske gang de kom fra. Kort tid efter kom den forvirrede stakkel van der Lubbe og klatrede ind i rigsdagshuset og begyndte på eget initiativ at tænde ild her og der. Da politi og brandfolkene kom, var ilden umulig at få bugt med.

Rigsdagsbranden:
Naziprovokation

Først næsten 50 år senere træder hovedvidnet frem. Den tidligere kemikaliegrossist Phillip Bachmann fortalte læserne af Mannheimer Morgen den 5.august 1978 , at han – uden i første omgang at kende anvendelsesformålet – havde leveret stofferne til branden til SA; det var sket ved formidling gennem en kollega i branchen ved navn Gambke.
Præsident Hindenburgs nevø, handelsmanden Albert von Hindenburg var medvidende – “af hensyn til familien Hindenburg” – tav Bachmann ifølge eget udsagn om begivenhederne.
Som aftager til brandkemikalerne nævner han SA-folkene Arnold og Petzold fra Göbbels omgangskreds, en SA-mand fra Görings livvagt, og Reinhard Heydrich, senere internationalt berygtet som chef for SS´s efterretningstjeneste.

Den 28. februar udsteder Hitler et dekret, underskrevet af Præsident Hindenburg “til folkets og statens beskyttelse”. Dekretet sætter praktisk taget sætter alle demokratiske rettigheder ud af kraft. Det begrundes med: ”afværgelsen af statstruende kommunistiske voldshandlinger”. I realiteten sættes alle den tyske arbejderklasses demokratiske rettigheder ud af kraft og der indføres ”dødsstraf for modstand mod staten”.

Alle det borgerlige samfunds ressourcer blev sat ind i en gigantisk propaganda- og terroroffensiv mod KPD. Aviserne svømmer over med opdigtede rædselsberetninger om planlagte “kommunistiske attentater”. Den ”hvide terror” udbredes til hele riget. SA- og SS dødspatruljerne besætter arbejderbevægelsens lokaler, tillidsmænd, arbejder-aktivister og politiske ledere slæbes ned i torturkældrerne eller bliver interneret i KZ-lejre.

Den vestlige civilisations ”hovedland” Tyskland bliver skueplads for progromer, barbarisk mishandling, drab på alle modstandere og bogafbrændinger.
I 1933 indførtes ”finanskapitalens åbne terroristiske diktatur”, som Kominterns generelsekretær Dimitrov karakteriserede Hitler-regimet. Det var begyndelsen til opbygningen af verdenshistoriens mest magtfulde og aggressive militæmagt siden Romerriget. Derfor bliver Nazi-Tyskland også døbt til det Tredie Rige efter de to første tysk-romerske Kejserriger.

Nazisterne forsøgte at realisere en moderne kapitalistisk udgave af den kristent-feudale middelalders Inkvisition i det Tredje rige.

Som de kristen-feudale herskere under den kristne Inkvisition – det Hellige Officium – forsøgte de kapitalistiske herskere på det Tredje Riges tid -1933-45 – at hævde, at der intet alternativ var til den eksisterende kapitalistiske orden.
Ifølge nazisterne var kommunismen – Sovjet – et fallitbo. Døren skulle bare sparkes ind, så vil hele det sovjetiske system falde sammen, troede både borgerlige og fascistiske kræfter i 30´erne.

* Den 2.marts besætter politiet “Karl Liebknect-Haus”, KPD`s hovedkvarter i Berlin.
Der nedlægges demonstrationsforbud for KPD i delstaterne Preußen, Thüringen, Oldenburg, Braunschweig, Mecklenburg og Anhalt.

I den nazistiske avis Völkischer Beobachter (2.marts 1933) meddeles det at politiet hos ledende kommunister har fundet hemmelige dokumenter som omhandler ”mordkomplotter mod udvalgte ledere af…staten, attentater mod jernbaner, livsvigtige virksomheder og offentlige bygninger, forgiftninger af hele grupper af særligt frygtede personer samt borførsel af kvinder og børn som gidsler”.
Det ”afsløres” også i de borgerlige og nazistiske medier, at KPD under Karl Liebknecht-Huset har anlagt ”underjordiske katakomber med sprængstoflagre store nok til at sprænge hele Berlin i luften”.

Og ”politiet har også beslaglagt vældige våbenlagre” dèr. Der mangler heller ikke historier om ”flasker med baciller og kemiske stoffer, hvormed kommunisterne vil fremkalde epidemier og pest over hele Tyskland” inden ”en kommunistisk magtovertagelse”.

Nazisterne erklærer at kommunisternes formand Ernst Thälmann vil blive stillet til ansvar for disse ”planlagte forbrydelser”. Det sker aldrig.

Efter Rigsdagsbrandprovokationen bliver KOMINTERN-partiet KPD dog ikke forbudt, men hundredevis af dets medlemmer bliver arresteret, forfulgt, mishandlet og myrdet i ugen optil Rigsdagsvalget. Stemningen i landet blev spændt, præget af vold og terror.

Årsagen til at KPD ikke forbydes af Hitler-regeringen – trods at partiet ifølge den borgerlige og fascistiske propaganda står bag Rigsdagsbranden – er den, at der spekuleres i at opnå et borgerligt-nazistisk flertal ved valget, gennem at annulere KPDs mandater efter valget.

Nyheden om Rigsdagsbranden – den “kommunistiske mordbrand” – som også betegnes som Tysklands 11.september – gik verden over. I flere danske borgerlige aviser blev de nazistiske propaganda-fantasier om den ”røde terror” som nu har ført til at Rigsdagen brændte ned slået op som den store chokerende nyhed. Læsning af danske borgerlige aviser fra trediverne er en både skræmmende og afslørende for den borgerlige snak om deres ”anti-nazisme”.

* Den 3.marts arresteres KPDs Formand Ernst Thälmann.

* Ved Rigsdagsvalget den 5.marts 1933 – nåede Nazi-partiet – trods den massive terror, anholdelser, mord, presseforbud og en øredøvende antikommunistisk løgnekampagne ovenpå Rigsdagsbrand- provokationen – ikke det flertal som de havde håbet på.

Og nazisterne og deres borgerlige allierede opnår slet ikke de 2/3 flertal af mandaterne som er nødvendig for at ændre forfatningen og udpege Hitler til Führer på legal vis.
Rigsdagsvalget gennemføres under fascistisk terror. Men trods terroren, trods nedbrændingen af Reichtag nægter det tyske folk at give nazisterne flertal af stemmerne.

Terroren og volden gør ganske vist indtryk og nazisterne får mere end 17 millioner stemmer, omkring 43% – langt fra noget flertal – men ved at forhindre KPD i at indtage deres pladser i Rigsdagen opnår man dette flertal.

Nazi-partiets koalition med Tysk Folkeparti opnår slet ikke de to tredjedeles flertal, som er nødvendig for at gennemføre forfatningsændringer.

I løbet af marts måned 1933 myrdes flere hundrede kommunister og 20 000 tillidsfolk og aktive partiarbejdere bliver arresteret og sendt i kz-lejre.I løbet af marts forbydes flere socialdemokratiske organisationer, således f.eks Reichbanner og Eiserne Front.
Alligevel stemmer hele SPDs Rigsdagsgruppe den 17.maj 1933 for den fascistiske Regeringserklæring og stemte ensstemmmigt for Hitlers indsættelse.
De første koncentrationslejre åbnes og fyldes med kommunister, socialdemokrater og andre venstreorienterede.

Overfor en del af embedsstanden – jøder, socialdemokrater o.a. – udstedte Hitler nu Berufsverbot under parolen ”genoprettelse af embedsstanden” – de der havde kommunistiske sympatier var – især efter Rigsdagsbranden – allerede tvunget under jorden – den øvrige del af embedstanden lod sig integrere i det fascistiske diktaturs undertrykkelsesapparat og udførte dets mordbefalninger ud fra mottoet: ”Førerens vilje er den øverste lov”.

Ermächtigungsgesetz – Fuldmagtsloven

Ermächtigungsgesetz – Fuldmagtsloven – betyder fascistisk undtagelsestilstand og åben terror.

* Den 23. marts får Hitler med hjælp af Tysk Folkeparti og andre borgerlige partier i Riksdagen med at godkende Fuldmagtsloven – Ermächtigungsgesetz – som giver ham ret til at regere i fire år uden parlamentets indblanding. Reelt gælder fra denne dag en fascistisk undtagelsestilstand med åben fascistisk terror i gaderne og på fabrikkerne overfor al modstand mod ny-ordningen.

Det ifølge forfatningen nødvendige 2/3 flertal eksisterer ikke, det bliver kun ”regnet ud” ved, at de kommunistiske rigsdagsmedlemmer med fascistisk vold bliver forhindret i at indtage deres pladser.

Kun ved at bryde forfatningen – ved at annulerer de kommunistiske mandater – opnåede man et flertal, der på ”legal” vis kunne vedtage Fuldmagtsloven , der satte alle Weimar-forfatningens demokratiske rettigheder ud af kraft og reelt indførte en fascistisk undtagelsestilstand med Hitler som Führer.

Selvom Fuldmagtsloven, der havde givet Hitler uinskrænket magt, kun var opnået som et resultat af den kriminelle fascistiske brandattentat nazistiske i Rigsdagsbygningen – med de forfatningsbrud der fulgte og derfor var ugyldig ud fra alle principper om ret og demokrati – var der ikke en eneste dommer eller advokat, ikke en eneste ministeriel embedsmand, politimester eller general, der talte imod den fascistiske magtovertagelse. Derfor er disse højtstående officerer og embedsmænd medskyldige.

I 1945 dukkede mange af disse – Hitlerregimets trofaste embedsmænd – de der havde overlevet krigen – op igen som ”demokrater” og ”statsbærende personligheder” og især i de anglo-amerikanske besættelseszoner gjorde de på ny ”karriere” i det kapitalistiske erhversliv, der blev opbygget dér eller i offentlig tjeneste.

Flere højtstående nazister – bl.a den berygtede Dr.Mengele – bliver hjulpet af amerikanske CIA og Vatikanstaten med at flygte til Sydamerika hvor de blev rådgivere for de kapitalistisk/fascistiske regimer og deres blodige nedkæmpning af de latinamerikanske folk stræben efter selvstændighed, demokrati, velfærd og socialisme.

Den første udenrigspolitiske opmuntring for nazi-regimet – som nu regerer Tyskland med vold og terror – er konkordatet med den Hellige Stol – den kristne pavestat i Rom – som underskrives den 20.juli 1933.
Pavens velsignelse af Hitler-regimet bidrog i høj grad til at det fascistiske regime blev anerkendt på det internationale plan.

Forfølgelserne af jøderne og andre minoriteter som Romaer (zigøjnere), Jehovas vidner, de handicappede, udviklingshæmmede og andre ”untermenschen” begynder og de første af disse arresteres og spærres ind i de koncentrationslejre hvor kommunisterne og andre politiske fanger allerede befinder sig .

Takketelegram til Hitler fra det kapitalistiske Industriforbund

* 24. marts sender en af tysk erhvervslivs hovedorganisationer Reichsverband der Deutschen Industrie- RdI et takketelgram til Hitler.
* 6.april: Efter krav fra den samme ledende kapitalistiske erhvervs-organisation RdI forbyder NSDAP ethvert ”indgreb i det økonomiske liv”.
Dermed garanterer Hitler-regimet den ”frie kapitalistiske markedsøkonomi” og leverer hvad hans kapitalistiske bagmænd har betalt for.

* 10.maj er der bogbrændinger i alle tyske universitetsbyer, hvorved Tyskland bliver renset fra ”marxistisk og jødisk smudslitteratur”.
Den tyske digters Heinrich Heines ord om at „Dér hvor man brænder bøger, dér brænder man til sidst også mennesker” skulle besandes.
I Danmark gennemfører borgerligt-fascistiske kræfter bogafbrændinger af progressive og kommunistiske forfattere som Martin Andersen Nexøs bøger i 1939.

For det tyske socialdemokrati SPD nåede lavpunktet den 19.juni 1933, hvor den tidligere Rigsdagsformand Paul Löbe indkaldte alle de SPD-ledere, der endnu ikke var blevet arresteret eller var emigreret, og lod dem vælge en ”jødefri partiledelse” – stadig i håbet om at finde nåde og blive accepteret af Hitlerregimet.
Det nyttede ingenting – den 22.juni blev SPD forbudt, dets parlamentsmedlemmer blev drevet ud af parlamenterne, partiets formue beslaglagt, og 3000 partifunktionærer kastet i fængsel eller KZ-lejr.

Men for nogle var selv det ikke anledning nok til at indrømme de fatale feltagelser og rette sig selv. SPD-lederen Carl Severing opfordrede endnu i slutningen af 1934 – i modsætning til holdningen hos hans egne partikammerater i Saarområdet – Saarbefolkningen til at stemme for tilslutning til HitlerTyskland, efter at området havde været under Folkeforbundets administration siden.
(C.Severing : Mein Leben,Köln 1950,bind II s.409).

Hitler-regimet bryder nu alle internationelle overenskommelser og starter en militær oprustning indenfor alle våbentyper med fuld kraft.

I 1934 trækker Tyskland sig ud af Folkeforbundet (som var en forgænger til FN).
I 1935 genindføres værnepligten, i strid med Versailles-fredsaftalerne.
I 1935 angribes Abbesinien – idag Ethiopien og Eritrea – af det fascistiske Italien ,angiveligt for at redde dette afrikanske land fra “bolsjevisme og barbari”.
I 1936 invaderede den tyske Wehrmacht på Hitlers ordre Rhinlandet.
Samme år går Tyskland og Japan sammen i Anti-komintern-pagten.

Falangisten General Franco i Spanien begår landsforræderi mod de spanske folk ved at starte et voldeligt oprør mod den demokratiske Folkefrontsregering som forsvares af de republikanske styrker. Franco-forrædererne får hjælp af tyske og italienske tropper som invaderer og terrorbomber Spanien fra 1936. Guernica-bombardementet går over i historien som billede på Spanien under Borgerkrigen bla fordi Picasso opkalder et maleri efter Guernica.

Det udbombede Guernica
Fascistisk terrorbombardement af civile

Ialt 550 danske frivillige deltog sammen med 30 tusind andre fra hele verden i de Internationale Brigader som kæmpede for at forsvare det spanske demokrati mod Francos fascister, som fik støtte af Hitlertyskland og det fascistiske Italien. Af disse var godt 200 danske kommunister som deltog i den spanske borgerkrig; bl.a i Martin Andersen Nexø Brigaden.

Man behøver ikke være kommunist eller særligt historieinteresseret for at forstå hvad der var i gang i 30´erne:
Den anden verdenskrig begyndte allerede i 1931 med Kejserriget Japans invasion af Manchuriet i Kina under påskud af at ”redde Asien fra kommunismen”. Et år senere udråber den japanske imperialisme sattellitstat Manchhukuo dèr.

I 1937 tilslutter det fascistiske Italien sig til Anti-komintern-pagten.
En pagt som Kongeriget Danmark også tilslutter sig senere.

Japan fortsætter angrebene på Kina og erobrer Peiping, Tientsin og Shanghai. De japanske ”Kejserlige” imperialister begår frygtelige forbrydelser, som den dag idag ikke er glemt i Kina. Japanerne behandler kineserne på samme måde som Hitlerfascisterne behandler modstandskæmpere og ”undermennesker” i det besatte Europa. En forbrydelse der ikke er glemt af kineserne var de 300 000 civile kinesere der blev myrdet i massakren i Nanking 1937 under den japanske besættelse.

I 1938 bliver Østrig besat (Anschluss) af Nazi-Tyskland.

Antikomintern eller Berlin-Rom-Tokyo-aksen blev dannet for angiveligt at “redde verden fra kommunismen”.
Under denne parole marcherede Tyskland, Italien og Japan frem for at erobre og underkue folkene på det euroasiatiske kontinent.

Krystalnatten november 1938

Efter at den tyske ambassdør i Paris var blevet myrdet af en jødisk flygtning gennemføres over hele Tyskland anti-jødiske progromer, hvor jødiske butikker bliver smadret og deres indehavere mishandlet,og myrdet som hævn for den ”jøde-bolsjevikiske terror” i Paris.

Attentatmanden var ganske vist ”jøde”, og idag kan vi naturligvis diskutere hvor klogt attentatet mod Tysklands Parisambassdør var. Det var en desperat anti-fascistisk handling, men faktum er at mordet på Paris-ambassdøren blev endnu et nazistisk påskud for at optrappe den fascistiske terror.
Hitler og propagandaminister Goebbels udskriger den 9. november Rigsprogromnatten, hvorefter talrige synagoger og jødiske forretninger ødelægges, jøder bliver værgeløst slæbt ud på gaderne, mishandlet og myrdet..

Antikomintern

Antikomintern eller Berlin-Rom-Tokyo-aksen blev dannet for angiveligt at “redde verden fra kommunismen”. Under denne parole marcherede Tyskland,Italien og Japan frem for at erobre og underkue folkene på det euroasiatiske kontinent.

Anti-Komintern-pagten:
Hitler og den italienske udenrigsminister Grev Ciano

Verden var stillet overfor to muligheder: enhed mellem alle nationer, der var modstandere af Anti-Kominternpagtens ; den nazistiske, fascistiske og japanske aggression, før det var for sent, ELLER uenighed med de enkelte landes kapitulation overfor aggressionen til følge.

Det socialistiske Sovjet talte i Nationernes Forbund for kollektiv sikkerhed. Men muligheden for enhed mod aggressionerne blev af ledende borgerlige politikere i England og Frankrig afvist som ”kommunistpropaganda” og affærdiget som en “utopisk drøm”.
I stedet til tilbød man tilpasnng – “appeasement” – med Englands statsminister Neville Chamberlain som den kendteste fortaler.

Det fik det tyske nazi-blad Nachtausgabe til at erklære i februar 1938:
“Vi ved nu, at den engelske statsminister ligesom vi selv betragter kollektiv sikkerhed som det rene vrøvl” .

* I september 1938 nåede tilpasningspolitikken sit højdepunkt.
Nazityskland, det fascistiske Italien, Storbritanniens og Frankrigs regeringer undertegnede München-overenskomsten. Den sovjetfjendtlige hellige alliance som verdensreaktionen havde drømt om siden 1918 var en realitet .
Efter München stod den unge Sovjetstat uden allierede. Sovjet var omringet af de fascistiske aksemagten: Japan mod Øst og Tyskland mod Vest. Chamberlain rejste tilbage til England og viftede med en lap papir i hånden med Hitlers underskrift og råbte til det engelske folk:
This means Peace in our time – Fred i vor tid.

Neville Chamberlain:
München-aftalen sikrede krigen

Men de første ofre for den anti-sovjetiske Münchenoverenskomst var ikke sovjetfolkene, men de små folk i Europa. I februar 1939 anerkendt den britiske og franske regering general Francos falangistiske kup-regime. I de sidste dage af marts, efter to et halvt års heroisk , smertefuld kamp mod en overvældigende overmagt , blev det republikanske Spanien en fascistisk provins. Franco-regimet forblev ved magten i mere end 35 år og holdt de spanske folk nede i et tilbagestående facistisk tyranni.

Det var et sådant fascistisk regime, som den statsstøttede danske profesor Bent Jensen angav som det realistiske alternativ i Rusland til den socialistiske revolution .

* Den 15.marts – samme år – ophørte Tjekkoslovakiet med at være en uafhængig stat da nazistiske panserdivisioner rullede ind i Prag.

* Den 20 marts overgav Litauen sin eneste havneby, Memel, til Tyskland.

* Langfredag morgen den 7.april gik Mussolini`s fascistiske styrker over Adriaterhavet for at invadere Albanien.

Fra Moskva, mens nazistiske tropper var på vej ind i Tjekkoslovakiet, advarede Stalin England og Frankrigs tilpasnings-politikere om at deres sovjetfjendtlige politik ville ende med en katastrofe for dem selv.

* Den 10 marts 1939 talte Stalin på AKP(b) – det kommunistiske partis ´s 18. kongres.
Han hævdede at den uerklærede krig som aksemagterne alllerede førte på det euroasiatiske kontinent under antikomintern-pagtens maske, var rettet ikke blot mod Sovjetrusland, men også, og nu faktisk i første række, mod Englands, Frankrigs og de Forenede Staters interesser.
“Krigen føres af aggressorstater, der på enhver måde krænker de ikke-aggressive staters interesser, først og fremmest England, Frankrig og USA, mens disse trak sig tilbage og veg, idet de gjorde angriberne den ene indrømmelse efter den anden.. .uden mindste forsøg på modstand og endog til en hvis grad ser igennem fingre med det.Utroligt, men sandt…”  . .

De reaktionære politikere i de vestlige demokratier, især England og Frankrig, fortsatte Stalin, havde afvist den kollektive sikkerheds politik. I stedet drømte de stadig om en antisovjetisk koalition, kamufleret af diplomatiske fraser som “forsoning, tilpasning og ikke-indblanding”. Men denne politik var allerede dømt til undergang slog Stalin fast:
…Visse europæiske og amerikanske politikere og journalister, der har mistet tålmodigheden over at vente på “marchen mod Sovjetukraine”, begynder selv at røbe, hvad der egentlig ligger bag ikke-indblandingspolitikken. De siger ganske åbent og skriver det sort på hvidt, at tyskerne har skuffet dem grusomt, for i stedet for at marchere længere østpå, mod Sovjetunionen, er de gået vestover. . . . . . og kræver kolonier. Man kunne fristes til at tro at Tyskland fik de tjekkiske områder som betalingen for at gå i krig mod Sovjet, og at tyskerne nægter at betale regningen…..

Det progressive og antifascstiske Arbeiter Illustrierte Zeitung bragte i 1938; et år inden Hitlertyskland udløste Anden Verdenskrig med aggressionen mod “de slaviske og jødiske undermennesker” i Polen, den satiriske fotomontage “Das ist das Heil, das sie bringen!” (” Dette er den redning de bringer os”) af John Heartfeld. * * * * *

Sovjet kæmpede stadig for et internationalt samarbejde mod de aggressive stater og en realistisk politik for kollektiv sikkerhed, men Stalin gjorde det klart at et sådant samarbejde måtte være oprigtigt og hjerteligt. Men hvis det kom til det værste :
… i tilfælde af krig vil vores hærs bagland og front være stærkere end noget andet lands, en kendsgerning, som folk udenfor vores grænser, der elsker militære konflikter ville gøre klogt i at huske
Men Stalins ligefremme og ærlige advarsel blev ignoreret af forsonings- og tilpasningspolitikerne. Men en opinionsundersøgelse der blev gennemført i England i april måned 1939 viste at 87% af englænderne var stemt for en engelsk-sovjetisk alliance mod Nazi-tyskland.

Winston Churchill betragtede den engelsk-sovjetiske tilnærmelse som “ et spørgsmål om liv eller død”
* I en tale den 27.maj erklærede han > > > :
Hvis hans majestæts regering, efter at have forsømt vores forsvar, efter at have kastet Tjekkoslovakiet bort med alt, hvad Tjekkoslovakiet betyder i henseende til militær magt, efter at have forpligtet os til at forsvare Polen og Rumænien, nu afviser og kaster Ruslands uundværlige hjælp bort og således på den værste måde fører os ud i den værste krig, vil den dårligt fortjene den ædelmodighed som den er blevet behandlet med af sine landsmænd
* Den 29.juli slutter David Lloyd Georg op bag Churchills appel med disse ord . . . > >
Mr Chamberlain forhandlede direkte med Hitler. Han tog til Tyskland for at tale med ham. Han og lord Halifax aflagde besøg i Rom. De tog til Rom, drak Mussolini`s skål og fortalte ham hvilken fin fyr han var.
Men hvem har de sendt til Rusland ? De har ikke engang sendt en almindelig minister. Nej, de sendte en kontorist i udenrigsministeriet.
Det er en fornærmelse…. De har ikke nogen propertionssans eller nogen forståelse for situationens alvor, når verden står på randen af en afgrund…..

70-året for Nazi-Tysklands undergang: Del 2 Fortsættes her

40 år siden Viêt Nams folk besejrede USA-imperialismen

torsdag, april 30, 2015

30.april 2015

I Washington så USA´s politiske ledere og generalerne i Pentagon på fjernsynsnyhederne fra Viêt Nam den 30. april 1975 billeder af deres militære og politiske nederlag i Viêt Nam.

USA´s ambassadør hoppede rundt på taget af ambassaden i Saigon, for at komme med en af de helikoptere, som kunne redde ham fra at blive stillet til ansvar for de forbrydelser som USA havde begået mod Viet Nams folk.
På ambassadetaget sloges andre amerikanere med deres tilhængere, for at komme med en af de sidste helikptere som lettede fra ambassadetaget.
Samtidig fløj dollarssedlerne omkring i luften ved den amerikanske ambassade.

Den australienske journalist John Pilger som var i Saigon (idag Hô Chî Minh-byen) den 30.april 1975 fortæller at . . . . . .
”Pengene kom flyvene fra forbrændingsovnen på ambassade taget. Jeg havde svært att tro mine egne øjne.
Det uvirkelige og det virkelige var smeltet sammen. Fra himmelen kom 20-, 50- og 100-dollarsedler.

De fleste var brændte, en del var det ikke. Vietnameserne som stod og ventede omkring ambassadens swimming-pool troede ikke deres egne øjne; tidligere ministrer og generaler og torturbødler forsøgte at tilrive sig et afgangsvederlag fra himmelen .
En ambassadefunktionær sagde at mere end fem millioner dollar blev brændt op. ”
(Fra “Heroes”,1975)

Viêt Nam var befriet efter 15 års krig mod den imperialistiske supermagt USA og dens lokale marionetter.

 

tank-knn-621x414livemintFor 40 år siden brød denne FNL-tank gennem porten til præsidentpaladset i den daværende hovedstad i Sydvietnam, Saigon.

Amerikanerne afbrændte deres egne penge som et symbol på at Yankee-dollaren var blevet værdiløs som et våben til at bestikke sig til den indflydelse amerikanerne ikke kunne få gennem ærlige, menneskelige kontakter.
Højkvarteret for verdens fjerde største Hær ARVN : Army of the Republic of Vietnam i Saigon var i opløsning. Soldaterne deserterede i en takt med over tusind om dagen.

Krigsforbryderne i Washington og Pentagon måtte indse at slaget var tabt i Viêt Nam.

Da nyheden om den panikartede amerikanske flugt ud af Viêt Nam nåede den øvrige verden, udbrud der jubelscener af et omfang som man skal tilbage til befrielsen af Europa i maj 1945, for at kunne opleve.
Millioner gik på gaden i alverdens lande i mægtige støttedemonstrationer for det vietnamesiske folks sejr i folkekrigen.

40-årsdagen blev fejret af vietnameserne ved festligheder i flere byer

Vietnam War AnniversaryI  Ho Chi Minh byens solbeskinnede gader trængtes titusinder af mennesker idag, for at mindes 40-årsdagen for sejren over den amerikanske hær og deres marionetter i byen der dengang blev kaldt Saigong.

Female members of the ethnic minorities militia force march during a military parade as part of the 40th anniversary of the fall of Saigon in Ho Chi Minh City (formerly Saigon), Vietnam

1342516_wallpaper2

Hele Hô Chî Minh Byens centrum var dækket af enorme, farverige transparenter samt blomster for at erindre om indtagelsen af byen og sejren over den amerikanskstøttede sydvietnamesiske hær, som var baseret der.
Folk samledes foran det tidligere US-støttede regimes præsidentpalads, som nu kaldes Genforeningspaladset.
Her overværede de en ceremoni hvor  Statsminister Nguyen Tan Dung i en tale til statsledere , krigsveteraner og folket i gaderne  ikke lagde fingrerne imellem i kritikken af USA´s Aggressionskrig:

” de begik utallige  barbariske forbrydelser ,forårsagede uoverskuelige tab og smerte for vores folk og land,” 

To ud af tre af de godt 92 millioner vietnamesere er under 40 år.

For dem er krigen noget, der tilhører forældrenes generation. Også derfor er det vigtigt at mindes og tage ved lære.

Ifølge mange borgerlige tilhængere af USAs krig i landet ville der nu komme et blodbad i Vietnam når supermagten trak sig ud – sådan som den amerikanske propaganda også hævede i årene inden 1975.
Men det skulle vise sig at de vietnamesiske befrielsesstyrkers indtog i byen skulle blive den endelige afslutning på årtiers krig i landet.
Det tyvende århundredes længste krig var ovre .

Efter at angriberen var blevet smidt ud af det heroiske vietnamesiske folk blev dette fantastiske land igen en nation, sådan som folkeretten og Genèvekonferencen havde slået fast og sagt, at det havde ret til at være, for så mange ødelagte år siden.

I dag ; 40 år efter befrielsen er der grund til at mindes den legendariske general Vo Nguyen Giap som var en af Hô Chi Minhs kampfælle i den viuetnamesiske befrielsesbeægelse. 6 år efter Ho Chi Minhs bortgang i 1975 indtog FNL ; den vietnamesiske befrielsesbevægelse med Giap som Øverstkommanderende,  de udenlandske besættelsesmagt´s hovedsæde  i Sai Gong .

 

images91787904jpg1394764340

Befrielsesbevægelsen Viet Minh´s generalstab planlægger næste skridt i slaget om Điện Biên Phủ i 1954.   I midten Hồ Chí Minh, til venste Phạm Văn Đồng og en assistent ,  til højre Trường Chinh og  Võ Nguyên Giáp

01544412_14855b15d

Hvem var Hô Chî Minh ?

Hô Chî Minh var medstifter af Komintern-partiet Parti Communiste de France,  PCF, i 1921.
Han studerede i tyverne på Universitetet for orientalistiske Studier i Moskva hvor titusinder af kommunistiske ledere fra hele verden blev skolet i Marxismen-Lenismen og lærte hvordan de bedst organiserede folk i deres hjemlande, hvordan man opbygger
revolutionære, politisk-ideologisk selvstændige partier, der kunne stå på egne ben og sætte en bom for kompromismageriet med bourgeoisiet og samtidig afsløre socialdemokratiet i arbejderklassen.

Fra 1923 var han aktiv i KomIntern (Note 1) I et indlæg på Internationalens femte kongres rettede han kritik mod det samme PCF for dets holdning til kolonispørgsmålet. Angiveligt var der blandt de franske kammerater spor af de samme chauvinistiske holdninger som den franske imperialisme hævdede overfor Viêt Nam.

Hô Chî Minh var også medstifter af partiet Dâng Công Sân Viêt Nam – Viêt Nam’s Kommunistiske Parti – i 1931.  Giap, Dong og andre arbejdede utrætteligt med at opbygge Komintern-partiet i Viet Nam.
cr21

*Hô Chî Minh * 1890 – 11. september 1969*

I 1941 lykkedes de med dannelsen af den national front Viet Minh. Under verdenskrigen opbyggedes Viet Minhs guerillastyrker og i august 1945 rykkede Viet Minh’s styrker ind i Ha Noi med Hô Chî Minh’s og Vo Nguyen Giap i spidsen.
Hovedstaden Ha Noi og store dele af landet var befriet

Det var Anti-Kominternpagtens – Tysklands ,Italiens og Japans – nederlag i 1945 der skabte betingelserne for befrielsen af Kina i 1949 og senere Viêt Nam og andre lande.
Den Røde Hær, modstandsfolkenes og Sovjetunionens allieredes sejr over de fascistiske aksemagter banede vejen for befrielsen af en lang række lande samtidig som arbejderklassen kunne flytte sine positioner frem i klassekampen og tilkæmpe sig sociale og demokratiske forbedringer.

Efter krigen stemplede den franske kolonimagts ”socialistiske” præsident Auriol,  Viet Minh som en satellit under det kommunistiske Kominform (Note 2), og udenrigsminister Bidault kaldte befrielsesstyrkerne for banditter.

I 1960 blev den vietnamesiske befrielsesfront FNL dannet med Hô Chi Minhs kommunister som rygrad og drivende kraft.  FNL’s dannelse satte for alvor fart på kampen mod de udenlandske imperialister og deres lokale marionetter i Sydvietnam.

Fra 1973 – efter de amerikanske julebombninger – og frem til 1975 var det ikke muligt – ikke engang for de mest enøjede pro-imperialistiska tilhængere i de USA-allierede lande at tvivle på at Vietnams folk var på vej mod den endelige sejr.

Femten års befrielseskamp – om vi regner den sydvietnamesiska befrielsesfronten FNL’s dannelse i 1960 som begyndelse – tredive år om vi udgår fra Anden Verdenskrigs afslutning , da den franske kolonimagt svigtede sine løfter om selvstændighed for Indokinas folk – viste at det var muligt at besejre verdens mægtigste militærmagt.

Dien Bien Phu: USA tager over fra Frankrig

Først var det den franske kolonimagt som led sit endelige nederlag i 1953-54 med slaget om Dien Bien Phu som det afgørende vendepunkt. Vietnam blev for anden gang lovet selvstændighed, nu gennem fredsaftalerne i Paris sommeren 1954.  Med indsigten om at kommunisterne under Hô Chi Minhs ledelse skulle få “mindst 80 procent” af stemmerne i ett kommende valg, indgreb USA direkte.
Tidligere havde de ladet Frankrig føre krig med amerikanske dollars som hjælp. Nu stoppede USA valget og indstallerede den første af en lang række marionettregimer i syd.

ngo_dinh_diem_at_washington_-_arc_542189

Den ikke-folkevalgte Præsident Ngô Đình Diệm fra “Republikken Vietnam” (Sydvietnam) modtages i Washington af Præsident Eisenhower i 1957.  

   Efter det imperialistiske Frankrigs militære nedelag ved Điện Biên Phu i 1954,  blev VIET NAM splittet op i to dele.

På samme måde som USA og dets europæiske medløberstater tidligere havde splittet TYSKLAND og KOREA var det nu folket i Viet Nam som skulle splittes i to dele.  

    I syd indsatte USA og Frankrig Diem som marionet; uden noget folkeligt mandat. USA nægtede at love Viet Nam´s folk nogen mulighed for at vælge, som Geneve-samtalerne mundede ud i .

USA gik imod at folket i hele Viet Nam fik mulighed for at vælge .

  For USA var overbevist om at resultatet af et sådant valg hvor Viet Nam´s  folk frit fik vælge mellem et vestligt marionetregime under DIEM  eller Ho Chi Minh´s Viet Minh , ville blive et nederlag til  Diem og sejr til Ho Chi Minh.

Eller som USA´s Præsident Eisenhower udtrykte det:

  ” I have never talked or corresponded with a person knowledgeable in Indochinese affairs who did not agree that had elections been held as of the time of the fighting, a possible 80 per cent of the population would have voted for the communist Ho Chi Minh as their leader.”   

USA-imperialismen støtter demokrati og voldelige oprør og (kontra-) revolutioner når det tjener deres interesser ellers går imperialisterne i i USA og deres EUropæiske medløbere imod.

Præsident Eisenhower talte om at “kommunismen måtte stoppes i Vietnam, inden hele Asien falder som dominobrikker” og “USA må fortsat have kontrol over Indokinas strategisk vigtige råvarer”
Derefter fulgte femogtyve år af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fra magthaverne i Washington og Pentagon.

USAs folkemordspolitik kostede langt over tre millioner civile livet og mange gange flere sårede og lemlæstede mennesker.
USA kastede flere bomber over Indokina end hvad der blev brugt under hele den Anden Verdenskrig – alle kampfronter medregnet!

USA brugte – i takt med at FNL og folkekrigsstrategien blev stadig mere fremgangsrig – afsindige terrorbombninger og i stadig større udstrækning over landsbyer, overvandingsanlæg, marker, skove med de såkaldte B 52-er tæppe-bombardementer.

Kampvåben som er forbudte ifølge Genèvekonventionen, som splitterbomber, napalm osv blev sat ind mod civilbefolkningen i en masseterror, som får vore dages terroraktioner til ligne ubetydelige amatøraktioner .

c648274a8fcf3252034b705bf9492a5aDen berygtede My Lai (Song My)-massakre i 1968  var ”bare” én i en uendelig række af lignende barbariske forbrydelser.
Giftbesprøjtninger fra luften ødelagde afgrøder og skove for at fremkalde massesult. Hundrede tusindvis af menneker døde direkte af giftmidlet Agent Orange som endnu i dag forårsager genetiske skader på nyfødte børn !

Som den amerikanske journalist Nick Turse  i værket “Kill Anything That Moves – the real american war in Vietnam”* 3)  påviser , så var USA-hærens  barbariske fascistiske nedslagtning af ubevæbnede mænd, kvinder og børn i My Lai (Song My) ikke nogen isoleret undtagelse , udført af “nogle få brådne kar”.  Tværtimod.

Den nærmest nazistisk-racistiske behandling af vietnameserne var systematisk  og en direkte konsekvens af ordren om at “dræbe alt der rører sig” (kill anything that moves).

Ingen af de politisk ansvarlige i USA:s magtelite er blevet stillet til ansvar for disse forbrydelser. INGEN!
Ingen krigsforbryderdomstole er blevet oprettet for at dømme disse barbariske forbrydelser.

Endnu er ingen af de krigsskadeerstatninger, som USA lovede for tredive år siden, kommet Viêt Nams, Laos’ eller Cambodias folk til gode.

977f6a9db27d20278ab2766b213efb5b2

I 1963 havde USA knap 15.000 soldater i Vietnam. 1965 omkring 50.000. Året derefter tæt ved en halv million. USA og deres sydvietnamesiske marionetter fik også hjælp af styrker fra Australien, Thailand, Sydkorea, Phillipinerne og New Zealand, så US-army og ARVN i kom op på næsten 2 millioner mand under våben i slutningen af tredserne.
tumblr_na8nupg0lj1s5kgq3o1_500

 
FNL partisan på vej med forsyninger

Verdens største krigsmaskine, teknologisk overlegen og med verdens største økonomi i ryggen, kæmpede mod tre fattige folk, hvis vigtigste våben var den ideologiske enighed omkring modstandskampen ledt af kommunistpartiet, den dygtige udformning af folkekrigens strategi og taktik – og den fuldstændige overbevisning om, med Hô Chî Minhs ord,

at “ingenting er mere værdifuldt end friheden”.

USAs general Westmoreland, forklarede gang på gang at “vietcongterroristerne” snart ville være udslettede, bare endnu flere styrker blev sat ind.
De amerikanske soldater deserterede i stadig større antal . Mange af de der var tilbage var på vej mod en fuldstændigt psykisk og fysisk sammenbrud. Titusinder var narkomaniserede og alkoholiserede, mens skrivebordsgeneralerne i Pentagon skreg på flere soldater og nu havde udarbejdet seriøse planer på at atombombe Viêt Nam til underkastelse.

Det havde Præsident Truman jo gjort mod civile japanere i Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Krigen bliver for alvor optrappet efter den såkaldte TONKIN-bugt hændelse i august 1964.   I Det Hvide Hus påstod man, at vietnameserne havde beskudt et fartøj fra den amerikanske marine på internationalt farvand. Tonkin-episoden blev et påskud for yderligere optrapning aggressionen mod Viêt Nam’s folk.

Præsident Johnsson erklærede dog allerede den 2. juni 1964 at

” Vort mål er fred. Vi har ingen militære, politiske eller territoriale ambitioner i området (Indokina,min anm.). Det . . . er en kamp for frihed på alle menneskelivets fronter. Vores militære og økonomiske hjælp til Syd Vietnam og især Laos har til formål at hjælpe disse lande med at afvise aggression og styrke deres afhængighed” *3)

Enorme ofre

Omkring tre millioner vietnamesere og 58.000 amerikanere blev dræbt i Vietnamkrigen. Viêt Nams folk lider stadig under krigens ødelæggelser, for eksempel eftervirkninger af USAs anvendelse af kemiske midler som det berygtede “Agent Orange”.

Besøg Vietnam Krigsmuseet i Ho Chi Minh-byen 

USA’s 15 år lange krig mod Vietnams folk kostede ifølge offentlige kilder 150 milliarder dollars, ødelagde 70% af bebyggelsen i det nordlige Viêt Nam og gjorde 10 millioner hektarer uanvendelige;  det var 40% af den dyrkbare jord og skov som var ødelagt.

Dæmninger, der var afgørende for dyrkningen af mad, var bombet i stykker. Store befolkningsgrupper i Nordvietnam var blevet evakueret. Over ti millioner var blevet flygtninge i Sydvietnam. Krigen havde beslaglagt alle ressourcer i Nordvietnam, således at der ikke havde været nogen reel økonomisk vækst i perioden fra 1965 til 1975.

I 30 år havde Vietnam været delt i to stater, der havde udviklet vidt forskellige samfundssystemer. Det var resultat af USAs ”demokratisering” af Viêt Nam.
Da krigen sluttede var 90% af befolkningen i storbyen Da Nang smittet med syfilis. I Saigon var der 100.000 prostituerede og lige så mange narkomaner. Den amerikanske senator Fullbright karakteriserede Sydvietnam som ‘et land af lejesoldater og prostituerede’.

Store dele af landet er fortsat lagt øde som følge af amerikanernes brug af napalm og af afløvningsmidler som ‘Agent Orange’.    Miner fra krigens tid udgør fortsat et alvorligt problem. Miner, gamle bomber og andre våben har de seneste 25 år kostet 40.000 mennesker livet.

Hverken de amerikanske generaler eller de politiske ledere, Henry Kissinger *5), Lyndon Johnson, Alexander Haig og Richard Nixon har måttet stå til ansvar for deres krigsforbrydelser i Indokina.

Viet Nam har ikke fået andet end “lommepenge”  ud  af de 3,25 milliarder dollars, præsident Nixon lovede vietnameserne under krigen til at ”hele krigens sår”.     Lommepenge i forhold til de 150 milliarder af dollars, som blev brugt til at bombe Vietnam og de øvrige indokinesiske lande ’tilbage til stenalderen’ og udslette og lemlæste millioner af vietnamesere, cambodianere og laoter.
Vietnam har ikke fået krigsskadeerstatninger eller nogen hjælp af betydning fra den amerikanske regering.

USA løb fra regningen i Vietnam, men krigsforbrydelser og massemord bliver aldrig forældet.
Den dag USA ikke har den militære magt, de har i dag, vil stadig flere kræve at USA bliver stillet til ansvar for deres krigsforbrydelser og massemord.
Flere vietnamesere har anlagt sag i USA for at få erstatning fra de amerikanske virksomheder som producerede den dødelige Agent Orange- gift

Siden invasionen af Afghanistan og Irak efter 11.September -angrebet på USA , angiveligt udført af arabiske “vikinger” fra de USA-allierede stater SaudiArabien og Ægypten i 2001 , har krigsforbryderne og statsterroristerne i Washington, Paris og London påstået at deres deres “war on terror”, krigen mod terror mod folkene i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien er nødvendigt for at for at stoppe fremtidige terorangeb og blodbade, ja for “menneskerettighederne og demokratiet”.

Ser vi bort fra det faktum at der allerede foregår et blodbad og omfattende terrorangreb ikke bare mod de arabiske folk, men også i Europa og USA af disse desperate arabiske “vikinger” (Al-Kaida/Daesh osv) så er det igen den samme arrogante og chauvinistiske holdning som de havde til Indokinas folk tidligere

Præsident Bush´s og Obamas “krig mod terror og for demokrati” i Afghanistan, Irak, Libyen , Syrien og Jemen har ikke ført til mindre terror eller mere demokrati. Tværtimod !

USA´s og forskellige EUropæiske medløberstaters militære aggression mod det afghanske, irakiske og syriske folk er nu inde i sit femtende år.
I Viêt Nam fortsatte de også i femten år.

Vi kan lære meget af Vietnamkrigen

At et lille fattigt folk kan besejre en imperialistisk supermagt er vel den vigtigste. Krigsforbryderne i Washington påstod at der ville blive et blodbad hvis USA trak sig ud. Det blev intet ”blodbad”.

Hvad har USA lært ? Tilsyneladende ingenting.

Napalm mod vietnamesiske børn, der drives afsted af US-soldater

Alligevel er der mange, der har bemærket, at pressedækningen og medie-cencureren er meget stærkere i dagens Irak/Afghanistan/Libyen/Syrien.
Billederne fra massakren med nøgne skrigende børn der med den brændende napalm på kroppen løber gennem de vietnamesiske landsbyer ser vi ikke fra Irak, selvom USA dér bruger ligeså barbariske våben.

Henrettelse på åben gade og for åben skærm af Nguyen Van Lem, FNL-officer
shot_head_vietnam
Billedet af Saigons politimester Nguyen Ngoc Loan da han henretter en tilfangetagen FNL-tilhænger på åben gade med pressefotograferne som vidner gik verden rundt.

Vi har set billeder fra Abu Ghraib- fængelset. Og det er godt at nogle havde mod til at tage disse billeder, og at de blev sendt videre men det er stadig kun en brøkdel af det helvede som US-army forsøger at skabe for det irakiske folk.
I den imperialistiske propaganda mod den vietnamesiske befrielsebevægelse talte de danske og amerikanske medier også om ”terrorister” , mens Saigonjunta’ens korrumperade generaler og lakajer altid blev betegnet som “demokratiets forsvarere”.
Helt frem til den slutningen, den 30. april 1975.
Sådan var det også med befrielsesbevægelsen ANC i Sydafrika. Det var også en “terrororganisation” i mange år.  Som Nelson Mandela sagde:

”For visse politiske kræfter er vi altid terrorister ligefrem til den dag vi sejrer, da bliver vi frihedshelte.

Modstand mod Vietnam-krigen i USA

SAmmenlignet med 1975 har imperialismen med USA/Japan og EU/Rusland /Kina  flyttet deres positioner endnu længere frem i den internationale klassekamp mellem proletariatet og de undertrykte lande og folk på den ene side og den internationale monopolkapital og de stater de kontrollerer fuldstændigt på den anden side.

Idag kræver kapitalen både i Danmark, i Tyskland og hele €uro-området lønnedgang for arbejderklassen og truer med massefyringer og virksomhedslukninger hvis arbejderklassen ikke frivilligt accepterer at gå ned i løn og arbejde længere.

Fattige lande og folk som i DFR Korea, Syrien, Hviderusland/Rusland/Venezuela som ikke retter sig ind efter supermagtens vilje, men forsøger at bevare deres politisk-økonomiske uafhængighed udsættes for en international tilsvining og forsøg på økonomisk isolering og udsultning, samtidigt som man åbent og skjult opmuntrer og giver støtte til en terroristisk femtekolonne ,mens man ikke glemmer at fortælle om hvilke frygtelige våben man besidder.

Først og fremmest er det arbejderklassen og de undertrykte nationer og folk som har måttet betale prisen for den kapitalistiske kontrarevolution som amerikanske og europæiske ledere som Augusto Pinochet; Margaret “TINA” Thatcher og Ronald “Vodoo” Reagan for alvor indledte i vesten i 1970`erne og starten af 1980`erne under slagord om “international liberalisering og demokratisering”.
Den kriseramte statskapitalistiske og gældstyngede Sovjetunion krise, stagnation og forfald var et bevis på hvad de kaldte ”kommunismens sammenbrud og død” eller Thatchers “TINA: There is No Alternativ” (til kapitalismen)

Hvordan er virkeligheden i denne ”nye liberaliserede” verdensorden?

Mens der bevilges og bruges billioner til køb af våben som bruges på krig, vold og terror, sulter 795 millioner mennesker idag (ifølge FN-kilder).
Flere end 6,8 millioner børn dør hvert eneste år inden de fylder fem år. Flere end tre millioner af disse uskyldige ofre for det diktatur som de herskende kapitalistiske klasser i USA, EU, Rusland og Kina/Japan holder verdens lande og folk under, lider hungerdøden.

Antallet af mennesker på flugt fra krig, terror og liberal-fascistisk forfølgelse overstiger nu 60 millioner mennesker. Det højeste antal siden den Anden verdenskrig.
Omkring 1400 milioner mennesker i den arbejdsdygtige alder tjener mindre end to dollar om dagen,mens næsten 200 miljoner mennesker er helt uden arbejde.
Næsten en kvart milliard børn slaver i de kapitalistiske industrier.
De 250 millioner børn arbejder ”fuld tid” , ofte under slave-lignende forhold og mange gange uden løn.

Det er virkeligheden i kapitalismens Nye Verdensorden.

USA var under Viêt Nam-krigen tvunget til at føre sin agressionskrig mod landet uden FN-flaget og stod derudover overfor den velorganiserede og politisk-militært erfarne FNL befrielsesbevægelse under ledelse af Ho Chi Minh’s Kommunistparti  .

USA begår lige så omfattende krigsforbrydelser i dag

I dag har USA fået FN’s godkendelse af besættelsen af Irak. Og det skete efter en krig, som var i strid med folkeretten og FNs eget Charter.

Washingtons og Nato-landenes terror mod folkene i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien er i realiteten de samme som dengang blev begået mod Indokinas folk. Samme myrderier og ødelæggelser. Den samme foragt for menneskerettigheder. Samme magtens arrogance. Den samme tilsidesættelse af folkeretten og internationele lov og aftaler – f.eks Geneve-konventionerne

Vietnams folk kæmpede i årtier og ofrede meget for at sejre og vinde sin frihed.

De imperialistiske krigsforbrydere i Pentagon og Washington led et militært og politisk nederlag som de ikke er kommet over endnu. “VIETNAM” er den dag i dag i det Hvide Hus og Pentagon et udødeligt spøgelse som dukker op i diskussioner om krigen i Irak og Syrien og Afghanistan.

“Den eneste supermagt” er politisk sårbar og frygter det amerikanske folks reaktion, når tusinder af soldater kommer hjem i kister.

Det amerikanske folk har ikke glemt Viêt Nam og de titusinder af amerikanere som Washington ofrede på verdensherredømmets alter.

Amerikanske kister fra Irak-krigen, ‘ulovligt’ fotograferet

Derfor har Bush-regimet og Pentagon forbudt enhver fotografering og filmning af både hjemkomsten og begravelsen af de døde amerikanske soldater fra Irak.

De millioner af protesterende i demonstrationerne mod Vietnam-krigen, ikke bare i De Forenede Stater, men over hele verden fra Paris til Washington, København og Göteborg, var medvirkende til at USA blev tvunget til forhandlingsbordet.

Den mægtige Vietnam-solidaritetsbevægelse var et politisk mareridt for krigsforbryderne i det Hvide Hus og Pentagon.
Washington har også stor respekt for den verdensomspændende solidaritetsbevægelse med Irak`s folk og de frygter en lignende udvikling hvis de skulle gøre alvor af deres planer om at angribe  andre lande og folk som ikke bøjer sig for USA´s planer.

Noter:

*1) KOMINTERN Kommunistisk Internationale. Verdensparti af kommunistiske partier i hele verden. Stiftet i 1919 bl.a på Lenins initiativ. Komintern skulle vise sig at blive en mægtig succes der bl.a hjalp det danske og tyske parti -DKP og KPD med at komme ud af de sekteriske sandkasse-stridigheder som prægede flere partier i tyverne.

I 1943 havde Komintern millioner af medlemmer i al verdens lande . Og der fandtes næppe en afkrog på jordkloden der ikke havde hørt om kommunismen. Partierne havde samenlagt millioner af medlemmer mod måske ikke engang 100 00 ved stiftelsen. Bl.a derfor blev Komintern i 1943 nedlagt.

*2) KOMINFORM: KOMmunistisk INFORMationsbureau stiftet i 1947 mellem de kommunistiske partier i Sovjet, Frankrig, Italien, Polen, Jugoslavien, Tjekkeslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien. Albanien og senere DDR havde observatørstatus

*3)  Nick Turse´s  værk “Kill Anything That Moves – the real american war in Vietnam” er baseret på hemmeligtstemplede  documents and first-person interviews, a startling history of the American war on Vietnamese civilians .  Americans have long been taught that events such as the notorious My Lai massacre were isolated incidents in the Vietnam War, carried out by “a few bad apples.” But as award-winning journalist and historian Nick Turse demonstrates in this groundbreaking investigation, violence against Vietnamese noncombatants was not at all exceptional during the conflict. Rather, it was pervasive and systematic, the predictable consequence of orders to “kill anything that moves.”

Drawing on more than a decade of research in secret Pentagon files and extensive interviews with American veterans and Vietnamese survivors, Turse reveals for the first time how official policies resulted in millions of innocent civilians killed and wounded.   In shocking detail, he lays out the workings of a military machine that made crimes in almost every major American combat unit all but inevitable.   Kill Anything That Moves takes us from archives filled with Washington’s long-suppressed war crime investigations to the rural Vietnamese hamlets that bore the brunt of the war; from boot camps where young American soldiers learned to hate all Vietnamese to bloodthirsty campaigns like Operation Speedy Express, in which a general obsessed with body counts led soldiers to commit what one participant called “a My Lai a month.”

Thousands of Vietnam books later, Kill Anything That Moves, devastating and definitive, finally brings us face-to-face with the truth of a war that haunts Americans to this day.

*4) Originaltekst: ”Our purpose is peace. We have no military, political, or territorial ambitions in the area. This is not just a jungle war, but a struggle for freedom on every front of human activity. Our military and economic assistance to South Vietnam and Laos in particular has the purpose of helping these countries to repel aggression and strengthen their independence.” Kilde: http://www.yale.edu/lawweb/avalon/tonkin-g.htm

*5) Henry Kissinger, anklaget for terrorbombetogterne over Indokina, som kostede 4 millioner mennesker i Viet Nam, Laos og Cambodia(Kampuchea) livet.
Den 11.september 2001 blev der indgivet en stævning ved en domstol i de Forenede Stater. Anklagen var overlagt mord på René Schneider, Chiles Hærchef i 1973. Schneider var konservativ, men en ærlig og forfatningstro mand som nægtede at medvirke til de fascistiske kupplaner mod den Chilenske “Unidad Popular”-regering under Præsident Salvador Allende. Det var Schneider’s enke og andre pårørende som netop på årsdagen for kuppet, indgav stævningen mod Dr. Kissinger.
Senere udpegede præsident Salvador Allende den ”demokratiske og forfatningstro” Augusto Pinochet. Hvad der skete siden skal ikke omtales her.

Læs mere på http://www.cpv.org.vn/ * vietnamnews.vnanet.vn

25 tusind brugere anlægger sag mod Facebook for kriminelt brud på data–og forbrugerrettigheder

torsdag, april 9, 2015

8 APRIL 2015

Retssag mod IT-monopolgiganten Facebook

WIEN ( AFP /I Pres ) Den US-amerikanske internetmonopol anklages for at krænke brugernes privatliv samt for at udlevere data til virksomheder og den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA . Blandt de tusindvis af sagsøgere er 358 danskere.

Det amerikanske IT-monopol :Fakebook, et eksempel på “Friheden og det frie initiativ in the US of America”

Det er den 28-årige jurist Max Schrems som direkte udfordrer den amerikanske monopolvirksomheds hensynsløse spionage

Sagen rejses idag i Østrigs hovedstad Wien.

Aktivisten Max Schrem anklager, støttet af 25 tusind brugere, Facebook
for at kortlægge brugerne på en måde som bryder mod data- og forbrugerlove som
er lov i flere europæiske lande: Det spænder fra forskellige krænkelser af privatlivet samt anklager om, at Facebook er involveret i PRISM; et overvågningsprogram       benyttet af den USA´s hemmelige overvågnings- og spiontjeneste NSA.
Hver af sagsøgerne kræver desuden en erstatning på 500 euro.

” Vi beder helt enkelt Facebook om at stoppe maseovervågningen for at få en ordentlig privatlivspolitik, som folk kan forstå, men også for at stoppe indsamling af data om mennesker, der ikke engang er på Facebook,” siger Max Schrems til nyhedsbureauet AFP ifølge Business Insider.

DR:25.000 lægger sag an mod Facebook

75 år siden: Værste terrorattentat i Sveriges historie: Fem døde efter bombeattentat mod avisen “Norrskensflamman”

tirsdag, marts 3, 2015

3.marts 2015 22:48

Attentatet mod “Norrskensflamman” : Fem dødsoffrer . . . resultatet af mordhetzen mod kommunisterne

Det værste politiske attentat i Sveriges historie blev udført af borgerlige højreradikale antikommunister som opmuntret af den løgnagtige borgerlige og nazistiske hetz mod kommunismen besluttede at sprænge den venstreorienterede avis “NORRSKENSFLAMMANS trykkeri og redaktion i stumper. Det skete for 75 år siden; den 3 marts 1940 : 5 mennesker; to børn og 3 voksne bliver ofre for den fascistiske terror mod “kommunismen og Stalins Sovjet”. Blandt gerningsmændene findes både politifolk og militærer.

Fra krigens begyndelse helt frem til 1943 blev den kommunistiske avis Ny Tid belagt med transportforbud. Idag lyder det helt absurd, men det var faktisk kriminelt at transportere Ny Dag.
De svenske kommunister accepterede naturligvis ikke forbuddet , men forsøgte efter bedste evne at omgå det grundlovsstridige forbud og få avisen ud, men en del blev taget og blev dømt for det.
Ny Dags redaktions-lokaler blev udsatte for to razziaer på denne tid og en del af avisens ejendom blev beslaglagt.
Det mest dramatiske udtryk nåede kampagnen mod den anti-fascistiske presse med bombe-attentatet mod den daværende kommunistiske avis Norrskensflamman i Luleå. En kommunal skatteembedsmand, noble militærfolk og en fascistisk journalist på Norrbottens-Kuriren anbragte natten til den 3.marts 1940 en bombe i Norrskensflammans bygning.
Fem mennesker, her iblandt to børn mistede livet i dette borgerligt-fascistisk inspirerede attentat mod kommunismen.
Planen var naturligvis at de fascistiske mordere skulle undslippe straf, men de blev imidlertid pågrebet.
Straffen blev “betænkeligt milde”. Domstolen anså det ikke bevist at bomben havde udløst den brand som trak fem mennesker i døden. I stedet lanceredes den såkaldte “parallel-attentats-teori”, dvs at nogen anden blev antaget at have sat ild på bygningen efter at bomben havde detoneret.
De skyldige dømtes derfor bare for de materielle ødelæggelser. En fik syv år, tre fik seks år og en fik to år for mordbranden.
Ifølge loven var der livstid for deres forbrydelse.
I 1944 benådede regeringen morderne.

Den fascistiske kræftsvulst sad så dybt at selve symbolet for retfærd og upartiskhed , de svenske domstole og retsvæsenet lod sig korumpere for at tjene antikommunismen og fascismen .
Den fascistiske presse havde gode tider i Sverige. Foruden de rene fascistiske partiaviser prædikede en række store dagblade fascismen:
Aftonbladet;
Östgöta-Corespondenten;
Norrbottens-Kuriren;
Stockholms-Tidningen;
Göteborgs Morgonpost og
Helsingborg Dagblad;
Af den nazistiske presse fandtes omså Göteborgs Stiftstidning, kirkens avis i vest-Sverige hvor det kristne præsteskab var stærkt nazi-inficeret.

Kilde:Flamman: Fem døde – ingen dømdes for mord

Minns terrorattentatet och sprängdådet mot Norrskensflamman 3 mars
1940. . . . . . Det var den 3 marts 1940 som attentatet mod svensk vänster iscensattes. Får vi se några manifestationer från yttrandefrihetens vänner tro, på 75-årsdagen? Vi ska aldrig glömma sveket mot demokrati, lag och rätt samt mot tryckfrihet som begicks den gången.

Sveriges Radio > > > > Natten mot den 3 mars 1940 – attentatet mot Norrskensflamman: Ruth Bohman minns natten mot den 3 mars 1940. Då utfördes det värsta politiska attentatet i modern svensk historia. Den kommunistiska tidningen Norrskensflamman i Luleå sprängdes och fem personer dog .

– Jag hade träffat de som blev dödade. De var enkla, hederliga människor som betraktades som landsförrädare bara för att de hade en annan politisk uppfattning.

Attentatet utfördes av en grupp personer som alla hade koppling till den frivilligrörelse som växte fram i Sverige under finska vinterkriget. I gruppen ingick Luleås polischef, en journalist samt flera militärer. I retsprocessen som fulgte dømdes attentatsmännen för skadegörelse inte för mordbrand.

Også på den tid viste det borgerlige reformistiske Socialdemokrati at man var bedst til at “sparke nedad og fedte opad”. Gennem at gå forrest i den antikommunistiske hetz, ville de socialdemokratiske ledere vise den herskende kapitalistiske overklasse, at man var bedst til at bekæmpe “kommunismen; som en trussel mod det kapitalistiske erhvervsliv”. Lederen af den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe;Allan Vougt gav åbent udtryk for den socialfascistiske hetz mod kommunismen med ordene :

”Underligt vore om demokratien icke skulle utspy dem ur sin mun, gripen av äckel över en människotyp så förnedrad till de oskäligaste kräkens nivå, en sådan mänsklig varietet av slemdjuren som världen aldrig skådat.”

I december 1939 inrättades det första arbetslägret för kommunister i ödemarksbyn Storsien vid polcirkeln. En av dem som fördes dit var Valdemar Granberg som arbetade på Norrskensflamman. Kvar i Luleå var hustrun Svea Granberg, kassör i ungdomsdistriktet, och deras tolvårige son Torgny.


Från ord till handling

Den 10 februari 1940 slog repressionen till med full kraft. Tretusen polismän genomförde en nationellt samordnad razzia mot kommunistiska partilokaler och nära tusen partimedlemmar landet runt. Något dussin ledande kommunister, inklusive Ny Dags chefredaktör, greps men utan att komprometterande material om samarbete med främmande makt och spionutrustningar påträffades.
Samtidigt debatterade riksdagen förslag om att införa partiförbud mot SKP och stoppa partiets tidningar. Att ens behöva debattera frågan och låta kommunister yttra sig i riksdagen var, menade högerpressen, uttryck för ”Sveriges riksdags nuvarande förnedringstillstånd”.
I det politiska klimatet beslutade sig en grupp sammansvurna att gå från ord till handling. Det handlade om medarbetare på högertidningen Norrbottens-Kuriren, några militära officerare och Luleås polischef som med ekonomiskt stöd från en ledande folkpartist i Stockholm skred till verket. Med hjälp av en nyckel som beslagtagits under polisrazzian tog sig attentatsmännen under natten in i Norrskensflammans redaktionslokaler, apterade sprängladdningar av trotyl vid brandfarliga vätskor och tände på.
Och byggnaden formligen exploderade. De boende i våningen ovanför hade inte en chans. Formanden for Norrbottens kommunistiska partidistrikt Arthur Hellberg, hans hustru Alice och deraes otteårige datter Maj blev fanget i ildhavet.
Och Valdemar Granberg skulle snart nås av budskapet på sin brits i arbetslägret att hustrun Svea och sonen Torgny förvandlats till förkolnade lik.
Både brandkåren och den första polisundersökningen konstaterade snabbt att detta inte var något vanligt brandförlopp. ”Ett lömskt och avskyvärt dåd. Genom mordbrand har fem personer lönnmördats under sömnen. De fann döden i lågor som tänts av en bestialisk reaktion och dess lejda redskap. Ett resultat av mordhetsen mot kommunisterna!”, anklagade SKP efter terrordådet. Men möttes av en mur av förnekelse och motanklagelser, från (S)-pressen till högertidningarna.

Fredløse og ensomme

”Osmaklig kommunistpropaganda”, menade högertidningen Nya Dagligt Allehanda som misstänkte att kommunisterna själva tänt på. ”Terrororganet Ny Dag spelar upp sig till moralisk oskuld”, ansåg Social-Demokraten. ”Ingenting ger stöd åt misstankarna om attentat”, det handlar bara om ”bizarra rykten”, skrev Norrbottens-Kuriren som såg fram emot att kommunistpressens ”landsförrädiska propaganda” skulle förbjudas.
Samtidigt var dess egna medarbetare i full färd med att dölja sin medverkan i attentatet som de till och med övat i sina egna redaktionslokaler. Inte ens från den antifascistiska Trots Allt! eller syndikalistpressen Arbetaren och Storm höjdes några ramaskrin mot dådet. Pressen vägrade ta in dödsannonser. Begravningståget genom Luleå stoppades av polis. Norrbottens-Kuriren kallade begravningsceremonin ”en hatmässa” och ”propagandatillställning med kistorna som huvudargument”. Kommunisterna var fredlösa – och ensamma, udpeget som spioner og agenter for den “jødekommunistiske” sovjetisk stræben efter verdensherredømme. Ugen efter efter det fascistiske terrordåd brød Sovjetunionens Røde Hær igenom det fascistiske Finlands militære modstand (Den Sovjetiske antifascistiske “Vinterkrig” mod Nazitysklands finske allierede (Mannerheims Finland).
Efterhånden sivede sanningen dog fram och förövarna ställdes inför rätta, inte för mord utan för anstiftan till brand, innehav av sprängmedel och grov skadegörelse på annans egendom. Straffen skärptes av hovrätten året därpå till som längst syv års fængelse til den kapten och den journalist som ansågs ha utført selva sprængningen, samt seks och to år til de övriga fyra dømda.
Polischefen som förklarats sinnessjuk avled strax efteråt. Samlingsregeringen benådade de dömda 1944.
Det moderne Sveriges värsta terrordåd förpassades till glömskan. Terrorattentatet blev ikke udføret af nogle desperate venstreradikale anarkister eller udenlandske terrorister – men av en grupp ur militär, polis och högeranhängare i antikommunismens tecken. En lärdom det vore oklokt att förringa.

28.Februar 1986 :Sveriges Statsminister Olof Palme myrdet

lørdag, februar 28, 2015

28.februar 2015
Sveriges socialdemokratiske Statsmister Olof Palme bliver den 28.februar, sent om aftenen, offer for det der ligner et politisk mordkomplot. Han er uden politibeskyttelse da han sammen med hustruen Lisbeth spadserer hjem fra en biograftur .
I den “vestlige kristne kulturkreds” – i det vi kalder vores del af verden er politiske mord ganske “normale” og udbredte, også af statsledere. I Sverige, Danmark og Norge derimod har politiske mord været sjældne. Og mord på statens øverste politiske leder var ikke sket i Sverige i over 200 år før mordet på Palme. Det var i 1792 da Kong Gustav III blev “ryddet af vejen” i et skudattentat. Baggrunden for kongemordet skal søges i en sammensværgelse i den feudal-adelige udbytterklasse.
Palme bliver det første offer for et politisk mord i Skandinavien siden Anden Verdenskrig.
Den 17.marts 1992 bliver den 29-årige antiracist Henrik Christensen likvideret i et fascistisk brevbombeattentat i København. Det var det første politiske mord i Danmark siden den tyske besættelse.
Den eller snarere de som stod bag begge disse mord er endnu ikke identificeret , endsige dømt.

Attentatet mod “Norrskensflamman” : Fem dødsoffrer . . . resultatet af mordhetzen mod kommunisterne

Det værste politiske attentat i Sveriges historie blev udført af højreradikale antikommunister som opmuntret af den borgerlige og nazistiske hetz mod kommunismen besluttede at sprænge den venstreorienterede avis “NORRSKENSFLAMMANS trykkeri og redaktion i stumper. Det skete for 75 år siden; den 3 marts 1940 : 5 mennesker; to børn og 3 voksne bliver ofre for det borgerligt nazistiske løgnagtige hetz mod kommunismen. Blandt gerningsmændene findes både politifolk og militærer.
Straffen blev lindriga og alle var ude af fangenskab efter blot fem år.

Kilde:Flamman: Fem døde – ingen dømdes for mord

Minns terrorattentatet och sprängdådet mot Norrskensflamman 3 mars
1940. . . . . . Det var den 3 marts 1940 som attentatet mod svensk vänster iscensattes. Får vi se några manifestationer från yttrandefrihetens vänner tro, på 75-årsdagen? Vi ska aldrig glömma sveket mot demokrati, lag och rätt samt mot tryckfrihet som begicks den gången.

HVORFOR BLEV OLOF PALME MYRDET ?

Mordet på Olof Palme er stadig uopklaret og omkring mordet findes der – som det fremgår af de følgende kapitler i denne artikel – så mange “uforklarlige” og uopklarede omstændigheder som klart peger i retning af at Palme var offer for et politisk mord.
En ekspert i terrorisme, professor Paul Wilkinson, sagde til den svenske avis Dagens Nyheter, kort tid efter mordet:

“Det er en statsunderstøttet efterretningtjeneste, gruppe eller individ som fik en engangsopgave at myrde Palme” > > DN 9.marts 1986 > >

   Denne sandsynlige hypotese bekræftes af en højt ranket politi-officerer i efterforskningsledelsen,Ingemar Krusell i en artikel i “Polistidningen” i maj 1986:

“Olof Palme var udsat for et mordkomplot. Udenfor biografen Grand ventede flere gerningsmænd. Han havde ikke en chance”

Spørgsmålet der rejser sig er hvorfor blev lige akkurat Oluf Palme måltavle for et sådant mordkomplot ?
Almindelig sund fornuft burde få den som leder efter Palmes mordere til at analysere . . . . to be continued

X X X X X X X X X X X X X X X X X

I tiden optil mordet er Statsminster Palme udsat for en politisk hadkampagne der antager hetzende nazilignende former hvor billedet Palme pryder dartskiver i visse politikredses kontorer.

HVEM MYRDEDE OLOF PALME ?

Det er “one million dollar”-spørgsmålet som vi stadig – 22 år efter mordet – ikke har fået svaret på – trods den mest omfattende og samtidig mest vildledende politiefterforskning i Sveriges efterkrigstid, hvor det for udenforstående efterhånden mere mindede om en Dupond&Dupont-farce, hvor beviser forsvinder, vidneudsagn manipuleres og de ubesvarede spørgsmål vokser lavineartet, samtidigt som kritikken fra den progresive og demokratiske offentlighed vokser.

Måske er det som den tidligere socialdemokratiske minister Carl Lidbom udtrykte det : “det ville være bedst for alle parter om mordet ikke opklares og der findes vel ingen som har en interesse i at det sker ”

Allerede fra første minut da politiet modtager anmeldelsen fra vidner der med egne øjne har set det blodige attentat udviser politiet en enestående inkompentence og kører opklaringen ud på et sidespor. Efterforskingslederen Hans Holmér starter direkte efter mordet en manisk hetzjagt på de kurdiske flygtninge i Sverige. Politiet havde angiveligt allerede inden mordet mistanker om “kurdiske (PKK) mordplaner” mod Palme – påstod Holmér.
Men hvis det var sandt må man spørge :Hvorfor fik Olof Palme`s livvagter ordre om at holde fri samme aften som mordattentatet hvis der fandtes “begrundede attentatmistanker” ?


KAPITEL I : Det uefterforskede “politispor”

Det spor i efterforskningen af mordet på statsminister Olof Palme som ser ud til at have mest “kød på benet” ser ud til at være det såkaldte “polisspår” – politisporet. –
Det består af en række vidneudsagn som tyder på at et antal højreradikale og voldsfikserede politimænd ved Norrmalms-politiet i Stockholms politikreds på en eller anden måde var indblandede i attentattet.
I gaderne og kvarteret omkring mordpladsen vimlede det med mærkeligt optrædende civilpersoner med walkie-talkies og mystiske politibiler. Efterforskningslederne og de juridiske anklagere har forsøgt at dysse alle fakta og oplysninger omkring politisporet ned.

Allerede to dage efter mordet ringer en højerestående politimand – anonymt – fra en by i det sydlige Dalarna til formiddagsbladet Expressen og fortalte at morderne fandtes blandt politimændene i den berygtede “baseball-liga”. Han mente det fordi flere af dem havde tjenestegjort hos ham, og han vidste at de var hvad han kaldte “voldsfikserede”. –
“Baseball-ligaen” var navnet på . . . . . . . . .. . fortsættes

BIOGRAFI: “Olof Palmes ungdomsår : bland nazister och spioner” af Jonas Gummesson
Se filmen om Palmes karriere i den militære underverden: “Spioner i Folkhemmet”

Ukraine på afgrundens rand ;År 2 efter det USA- støttede kontrarevolutionære kup i Kiev 22.februar 2014: Borgerkrig, sult, millioner af flygtninge og sygdomsepidemier på vej ifølge WHO

lørdag, februar 21, 2015

Det kontrarevolutionære liberal-fascistiske kup som fulgte som protest mod EU-ledernes aftale med Viktor Janukovitj den 21.februar 2014 har ikke indfriet de forventninger som de liberal-fascistiske kupmagere lovede det ukrainske folk.
Liberale såvel som socialdemokratiske og fascistiske medier og politikere i Ukraine såvel som i USA og i EU fortrænger, fordrejer hvad der er sket i Ukraine og hvad der førte til den kontrarevolutionære opstand den 22.februar, der styrtede regimet under Præsident Viktor Janukovitj. En præsident som dagen inden , den 21.februar sad i forhandlinger og underskrev en aftale med EU-ledere fra Frankrig, Polen og Tyskland.
Interview med Natalia Vitrenko; Doktor i Økonomisk Videnskab og leder af det Progressive Socialist Parti i Ukraine, , , om den kontrarevolutionære udvikling med stadig optrappet fascistisk terror,trusler og mord som nu har ført Ukraines folk ind i borgerkrigens, den sociale armods, det økonomiske krise ikke mindst dikteret af USA, EU og dets “venner i IMF”. Sammbruddet for den offentlige sundhedssektor risikere nu at medføre omfattende epidimier og massedød advarer WHO

Det der sker og er sket for folkene i Syrien, Irak, Libyen og nu Ukraine det er hvad det venter det russiske folk, folkene i Iran, Kina og andre lande hvis de ikke bøjer sig for USA-imperialismen og dets europæiske Quislinge-stater.

Censur og ytringsfrihed: udstilling om det fascistiske mordbrandattentat i Odessa stoppet af Helsingborgs borgmester

torsdag, februar 19, 2015

19.FEBRUAR 2015 22:48

Borgerlig censur mod udstilling om det fascistiske mordbrandattentat som i maj kostede 42 mennesker livet i Odessa, Ukraine

 

STOCKHOLM (Aftonbladet)  De borgerlige og socialdemokratiske politikere og redaktører i  Danmark såvel som Sverige har  travlt med erklære sig som “ytringsfrihedens forsvarere” , især efter det individuelle terrorattentat mod Lars Vilks ;den højreliberale forkæmper for retten til at “forhåne, spotte og lattergøre”  muslimer ved at at fremstille den semitiske profet Muhammed som “terrorist” eller “rondellhund” (you name it):
Men hykleriet blev allerede  afsløret for ni år siden da  JP´s  Kulturredaktør Flemming Rose blev “sparket  ud af redaktionslokalerne” efter at have lovet at trykke andre “karikaturtegninger” end de med Muhammed ” som hovedmoti. Det skete i et interview på CNN´s program “Good Morning America” den 8.februar 2006. Dagen efter suspenderede JP “terrorkarikatur”-redaktør Rose.

Hykleriet afsløres hver eneste dag.
Også idag . . . . . . . . . . .
Det sker i et debatindlæg i Sveriges største avis;Aftonbladet; hvor blandt andre forfatteren og filminstruktøren Maj Wechselmann protestere mod hvad der kaldes et ”Urimeligt angreb på yttringsfriheden ”. En udstilling om et fascistisk mordbrandsattentat i Ukrainske Odessa som skulle vises på byens hovedbibliotek, blev stoppet efter direkte ordre fra den borgerlige borgmester; Peter Danielsson (M).

Borgerligt angreb på ytringsfriheden

KRONIK * * * *

      En udstilling om de innebrända i Odessa får inte visas på Helsingborgs stadsbibliotek. Den har stoppats på direkt order av kommunstyrelsens ordförande Peter Danielsson (M).
Detta är ett orimligt angrepp på yttrandefriheten.

Den 2 maj 2014 brändes 42 personer till döds i fackföreningsbyggnaden i centrala Odessa. Ytterligare fler som hoppade från den övertända byggnaden dog eller dödades.

The Jewish Daily Forward skrev: ”Den andra maj drabbade ett av de värsta blodbaden Odessa, cirka 42 dog i strider mellan pro-ryska protesterande och supportrar till den ukrainska regeringen, många försvann efter att en byggnad satts i brand … Sedan den andra maj är den judiska församlingen i Odessa delvis förlamad … alla speciella högtider har ställts in.”

Ett vittne som satt inspärrad i den brinnande byggnaden och mirakulöst överlevde, Oleg Muzyka, har sedan august 2014 rest runt med en utställning med bilder från denna mörka händelse.
Den har visats i London, Madrid och Warszawa. Störst genomslag har den fått i Belgrad och Prag, men även i Krakow, Berlin, Leipzig och Frankfurt am Main.
Utställningen har väckt uppmärksamhet och syftet har ifrågasatts. Muzyka är medlem i det kontroversiella proryska nationalistiska partiet Rodina, som fram till maj hade elva medlemmar i kommunfullmäktige i Odessa.

Utställningen och Oleg Muzyka var inbjudna av ABF *1) til Helsingborgs stadsbibliotek.

Den 4 februari fick kommunstyrelsens ordförande i Helsingborg, Peter Danielsson, ett mejl från en privatperson som utpekar Oleg Muzyka som terrorist och rysk agent. Han skriver: ”Att arrangemanget är propagandistiskt till sin natur och avser att sprida hemska lögner om Ukraina till stöd för Rysslands aggression är bortom tvivel. Jag uttalar mig i mitt eget goda namn. Jag har ingen koppling till någon organisation över huvud taget och bedriver endast detta informationsarbete ur ett folkrättsligt patos”.

Denna person hotar även kommunfullmäktiges ordförande med reaktioner från pressen (i form av Aftonbladet och Expressen) och uppmanar honom att ”påverka såväl ABF och det kommunala biblioteket att ställa in arrangemanget”.
Den 12 februari fick brevskrivaren tack för sin möda. Peter Danielsson meddelar honom: ”Hej! Tack för ditt mejl.

Kulturförvaltningen kommer inte att tillåta arrangemanget, vilket även meddelat ABF. Med vänlig hälsning, Peter Danielsson”.

Mannen som kontaktade ordföranden brukar publicera sig på SD- magasinet Samtiden. På sin blogg skriver han bland annat att Sveriges Radio står ”i Moskvas tjänst” och beskriver ett hypotetiskt scenario där ryska terrorister angriper Gotland.

Agerandet från Helsingborgs kommunalstyrelse är helt oacceptabelt, i det rådande världsläget är det mer nödvändigt än någonsin att situationen i Ukraina belyses från alla håll.
Kommunledningens beslut drabbar också ABF, som förväntas representera det fria och frivilliga folkbildningsarbetet och den demokratiska tradition som innebär största möjliga öppenhet, tolerans och prövning av väsentliga frågor i vår tid.

UNDERSKREVET
Maj Wechselmann; filmare og forfatter

Tord Björk; lærer

Lars Drake; adjungerad professor SLU

Bo Sundbäck; fhv Byrådsmedlem i Ed Kommune

*1) ABF: ARBETARNAS BILDNINGSFÖRBUND

Læs om JP´s censur: Karikatur-farcen: Jyllands-Posten Rejected Jesus Satire

Krigens og terrorens “grimme smag af frygt og magtesløshed” som er hverdag for folkene i Syrien, Irak og Libyen; anstiftet af USA og dets allierede i Danmark, fik københavnerne “smage” på i weekenden

søndag, februar 15, 2015

15.Februar 2015 08:48

KØBENHAVN (-)   Den terror og drab på ubevæbnede civile som er hverdag for folkene i Ukraine, Syrien, Irak og Libyen anstiftet af USA og dets danske allierede i regering og opposition blev virkelighed i København i weekenden da en åbenbart ensom desperat gerningsmand, bevæbnet med en maskinpistol, angreb mødestedet “Krudttønden” hvor et  “ytringsfriheds”-møde om retten til til at forhåne og latterligøre den semitisk-arabiske profet Muhammed var igang.

Dermed kom den “grimme smag af frygt og magtesløshed,(Helle Thorning)” som er hverdag for folkene i Syrien, Libyen og Irak, anstiftet af USA, Danmark og de fascistiske allierede i Saudi-Arabien, til København.

Og det lykkedes for det omrejsende højreliberale Terrorkarikatur-cirkus, med deltagelse af den svenske pauseklovn og “rundkørsels-hundekunstner” Lars Vilks; verdenberygtet for hovedværket ;”Muhammed som rondellhund”, at fremprovokere en højreradikal deperat reaktion af en ensom gerningsmand som sluttede hans miserable liv i en ildkamp med politiet på Nørrebro i København.

Angiveligt var det en 22 årig dansker  som valgte at spille rollen som “nyttig idiot”  i de højreradikale konspirationsteorier om “civilisationernes sammenstød” da  han udførte  den individuelle terror i København , lørdag den 14 februar og natten til den 15.´februar som kostede  Finn Nørgaard ( 55 år) og Dan Uzan( 37 år) livet.

Gerningsmanden mistede selv livet i en ildkamp med politiet, søndag morgen.

År 2 efter det USA-støttede liberal-fascistiske statskup i Kiev : Ukraine i politisk-økonomisk og militær opløsning

lørdag, februar 14, 2015

14. Februar 2015

Kiev-regimet forsøger desperat at undertrykke den folkelige modstand mod borgerkrigen

KIEV (Ukrainskaja Pravda) Ikke engang et år efter det USA-støttede kontrarevolutionære statskup den 22.februar er Ukraine et land på vej mod fuldstændig politisk , demokratisk og økonomisk bankerot.
Især  i Kiev-regimets militære styrker er der tydelige tegn på opløsning og demoralisering  efterhånden som den omfattende folkelige modstand mod borgerkrigen i de  Kiev-kontrollerede områder, slår igennem .

Svaret fra Præsident Petro Poroshenko´s regime er at undertrykke modstanden.

Den 28. januar offentliggjorde “CyberBerkut”, et ukrainsk   “hacker”-kollektiv,  dokumenter indhentet fra Ukraines ledende militære anklager Anatolij Matios´s computer,   på sin hjemmeside.

Dokumenterne fortæller at 1.100 medlemmer af Ukraines væbnede styrker mistede livet alene i de to foregående uger. Over 100 beskadigede kampvogne blev efterladt på slagmarken, og snesevis af ukrainske soldater og officerer blev taget til fange.

De hackede dokumenter påviser at i modsætning til hvad  Kiev-regimet´s ledende  politikere påstår  er militæret i opløsning.   Nye rekrutter desertere og flygter til Rusland og andre lande.  Soldater sætter deres våben og ammunition til salg.   Kommandanter  er de første til at desertere deres militære enheder.

Unge og uerfarne rekrutter bliver beordret til  meningsløse angreb på oprørsstyrkerne.  Beboere i områder nær slagmarkerne er angiveligt blevet terroriseret af plyndrende desertører og “morderiske galninge i uniform”, som det udtrykkes.
Dokumenterne omfatter også en ordre om, at oplysninger om antallet dræbte og sårede skal holdes hemmeligt og kun skal rapporteres til den ukrainske efterretningstjeneste´s  “terrorbekæmpelses-center”.

Dokumentet fra den militære anklager,   at  1.100 soldater mistede livet i anden halvdel af januar,  peger i retning af at  oprørsbevægelsens vurderinger om antallet  krigsofre, som hidtil har har været ti gange højere end  den ukrainske regerings og FN´s  , ligger nærmere virkeliugheden.

FN senest offentliggjorte tal tæller 5.400 dræbte  civile og militært personel  siden starten af den ukrainske borgerkrig.
Ifølge  den tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ; 8. februar)  vurderer  anonyme kilder i den tyske efterretningstjeneste , at antallet ofre for den ukrainske borgerkrig  er 50.000.   Den hævder, at den ukrainske regerings og FN-tal`s er stærkt underdrevne.
Den ukrainske militær anklager Matios blev citeret i Ukrainskaja Pravda den 10. februar for at sige, at den offentlige anklagers kontor i øjeblikket er ved at undersøge 10.266 soldaters desertering .

  “Det er særligt krænkende, at vi har haft deserteringer , ikke blot blandt de menige, men også blandt generaler . Vi har lige indgivet stævning i retten  mod en brigadegeneral fra efterretningstjenestens udenlandsafdeling anklaget for desertering. “

* * * * * * *

Kilde:DR Nyheder:Den ukrainske opposition har nu underskrevet aftalen med præsidenten Janukovitj.

TV2: Aftalen underskrevet af Præsident Janukovitj, oppositionen og EU-udenrigsministre

Har ukrainerne ret at forsvare sig mod udenlandsk støttet fascistisk terror og statskup ?

lørdag, februar 7, 2015

7.februar 2015 22:48 KIEV (- )   Et centralt spørgsmål som det er nødvendig besvare for at sikre en folkelig demokratisk udvikling i landet som amerikansk såvel som europæisk (tysk, dansk såvel som russisk) kapitalisme nu har ført til afgrundens rand. Den brutale virkelighed i KAPITALISMENS UKRAINE  er klasseforskelle af amerikanske dimensioner og omfattende kapitalistisk korruption mens arbejderklassen og folket kæmper med udbredt  massearbejdsløshed og fattigdom.  Prostitution og hjemløshed er udbredt ligesom masseudvandringen . Den ukrainske stat er fallit og de skattedollar som Obama-regeringen, på de amerikanske skatteyderes regning, har udbetalt til Kiev-regimet som  lån uden sikkerhed går til at føre krig mod landets opposition. Den USA-støttede borgerkrig som officielt har kostet omkring fem tusind mennesker livet, og tvungen en million på flugt har ført Ukraine på afgrundens rand. Det økonomiske sammenbrud har græske dimensioner.  Torsdag den 5.februar faldt kursen på den ukrainske krone; hryvnia med 44% mot dollar.  Kursen faldt til 24 ukrainske kroner  per dollar. For bare nogle måneder siden regnede man med at en kurs dyrere end  13 “kroner” for en dollar ville gøre at landet ude af stand til at betale for den nødvendige import .   Den 29.januar sendte IMF en delegation til Kiev for at fastslå betingelser for et lån på 17 milliarder dollar, men Kiev-regimet krævede lån for yderligere 15 milliarder for at forhindre en statsbankerot.  I realiteten er det rige industri-og landbrugsland finansielt fallit. Og holdes nu i live  ved kunstig åndedræt. Selv hvis IMF idag skulle sende 32 milliarder dollar til Kiev uden sikkerhed vil pengene hurtigt blive brændt af . Nytårsdag 2014 fik Ukraine et lån  3 milliarder dollar af Rusland på betingelse af at landets gæld ikke løb op over 60% af BNP. Ukraines gæld løber nu op i 90% af BNP som hver eneste dag falder.  I realiteten har Rusland derfor ret til at kræve lånet tilbagebetalt umiddelbart.

  Det USA-støttede marionetregime i Kiev har indtil nu været i stand til at skjule for dets udenlandske bagmænd i USA og  Europa at de hverken er i stand til at regere landet økonomisk eller at løse konflikten med oppostionen som tæller brede lag i arbejderklassen, kommunister, jøder og de russisktalende ukrainere.  Kievs-regimets ledere Arsenij Jatsenjuk og storkapitalisten Petro Porosjenko har forsøgt at løse landets store politiske og økonomiske problemer ved at forvandle  landets industrielle hjerteland; Donbass til en rygende ruin.

Denne fascistiske kurs  har lidt nederlag . Det forstår både Tysklands Angela Merkel  som frygter en militær fiasko for regimet i Kiev, derfor rejste hun og Frankrikes president François Hollande fredag til Moskva for at få hjælp af Putin til at “redde” Ukraine fra at blive et nyt Syrien, Libyen  eller Irak, denne gang i Europas hjerte.   Det skete uden repræsentanter for den ukrainske opposition og oprørerne som nu er igang med at knuse det liberal-fascistiske regimes planer om at løse den ukrainske kapitalismes krise med vold og terror for at tvinge arbejderklassen til at betale krisen og give  “prorusserne”, kommunister og jøder og naturligvis den stygge ulv i Kreml ; Putin skylden for kapitalismens krise og den ukrainske elendighed.

Fredsforhandlinger uden de ukrainske oprørere

Den pludselige snak om “fredsforhandlinger” (uden oprørerne) og “diplomatiske løsninger” kommer nu fordi Kiev-regimet er igang med at føre Ukraine ud over afgrunden.

Kiev-juntaens militære nederlag ved Debaltsevo

På trods af Minsk-våbenhvileaftalen i september indledte Kiev-regimet en militær offensiv for at jage oprørerne  væk fra lufthavnen  i Donetsk. Kiev-juntaen og de fascistiske frikorps , inklusive berygtede terrorister fra Tjetjenien,  lykkedes ikke indtage Donetsk-lufthavnen .  Efter Minsk-våbenhvilen i september omgrupperede oprørsstyrkerne sig hurtigt for at kunne forsvare deres positioner for at imødegå nye militære angreb fra Kiev- juntaen. Blandt andet derfor blerv regimets angreb slået tilbage af oprørerne, som nu er i offensiven. I begynnelsen af februar led Kiev-styrkene store tab ved byen Debaltsevo nord for Donetsk. De siste nyheder fra den front er at flere end  syv tusind (7.000) regeringssoldater nu er omringet af oprørsstyrkerne.

   Præsident Petro Porosjenko erklærer nu åbent at han overvejer at indføre åben militær undtagelsestilstand i hele landet. Militær undtagelsetilstand betyder at hele landet stilles under militær kommando. De mest reaktionære, chauvinistiske og fascistiske kræfter kræver allerede nu Porosjenko afgang. Han skal være syndebuk for de militære nederlag i borgerkrigen mod oppositionen i øst. I de fascistiske dødspatruljer og terrorkorps som “Azov” og “Aidar” snakkes der åbent om et nyt højreradikalt statskup. Samtidig kommer der hver eneste dag dårlige nyheder til Kiev-juntaens militære ledere om “kampagnen for massee-rekrutering af soldater til den fortsatte “broderkrig”: Titusinder af unge ukrainske mænd i den værnepligtige alder rømmer landet eller gør alt muligt for at undgå at blive kastet ind den udsigts- og meningsløse “broderstrid”.

Forsvarsministeriet i Kiev har fornyligt indrømmet at lidt under syv tusind fem hundrede (7.500) står tiltalt for at have forsøgt at undgå militærtjeneste. Præsidentens rådgiver Juri Birjukov må indrømme at der er store problemer med rekruteringen i Vest-Ukraine.
I følge ham var der 57% af de værnepligtige unge mænd som ikke mødte op til den militære session i Ivano-Frankovsk, mens 32% flygtede fra Ukraine. Han nævnte at myndighederne i Ternopol nægtede at hjælpe til med den militære rekrutering . Heller ikke kvinderne forholder sig passive : Der har været en lang række kvindedemonstrationer (mødre, søstre, koner og kærester) mod Kiev-juntaens masse-rektrutering til borgerkrigen. Den ukrainske avis Korrespondent skriver 28. januar 2015 at i den fjerde rekrutering er det kun 6% som har meldt sig frivilligt.
Avisen citerer talsmanden Oleg Boyko fra det ukrainske militær som siger at der foregår en masseflugt af unge mænd til udlandet – særlig til Rusland. Et flertal i Parlamentet Verkhovna Rada, har ifølge Newsweek vedtaget med et stort flertal, at tillade militære kommandanter at skyde desertører. Kiev-regimets fuldstændigt illegitime krig og terror mod den ukrainske opposition og oprørerne  i Øst-Ukraine koster, hver eneste dag ,landet millioner af dollar.  Krigen ødelægger  infrastrukturen, industriproduktionen nærmer sig nul.  Fabrikker og anden industri destrueres. Krigen udspiller i Ukraines industrielle hjerteland: Det mægtige Donbass industribælte. Der er nedgangen særlig stor : minus 83,0% i Luhansk og 49,1% i Donetsk. Ukraines kurs mod den militære og økonomiske afgrund har ikke fået den ukrainske ledelse til at ændre kurs eller omvurdere deres politike strategi. De militære nederlag har tværtimod skærpet kursen mod optrappet fascistisk terror og krig. Det bekræfter Porosjenko`s planer om at indføre militær undtagelsestilstand. Hvorfor ? ? Uden tvivl fordi Kiev-regimet regner med USA´økonomiske og militære støtte. Regimet udgår fra at USA vil levere de våben som skal til for at drukne den oprørske opposition i blod. For USA har jo “investeret “five billion dollars” for at få et anti-russisk liberalt-fascistisk regime i Kiev  som kontrollere Europas næst største land. Et regime som nu er igang med at “køre” hele  landet mod afgrunden.

Har USA fået øjnene op for hvad der sker  i Ukraine ?

I næsten 12 måneder har Obama-regeringen været blind overfor hvad der sker i det europæiske land Ukraine eller som Mr. Kerry udtrykte det på en pressekonference i fredags: “lukket øjnene” for “de russiske tanks som kommer rullende ind over grænsen”. Problemet for Kerry er at den øverstkommanderende for Kiev-juntaens væbnede styrker i januar dementerede, at hans styrker kæmper mod en russisk invasionshær sådan som det påstås i USA og Nato-kredse. Det befræfter General Viktor Muzhenko som i den ukrainske Channel Five TV  udtalte:

“– Vi har kun oplysninger om, at individuelle borgere fra Rusland og fra den russiske hær kæmper som medlemmer af ulovlige væbnede grupper” – Jeg ønsker at tilføje, at den ukrainske hær for tiden ikke kæmper mod regulære enheder fra den russiske hær, lød det fra generalen.ifølge DAgbladet Arbejderen 2.februar 2015

USA har haft travlt med at give Rusland eller rettere sagt Præsident Putin, skylden for at Rusland ikke hjælper Kiev-regimet med at nedkæmpe oprøret mod Kiev-juntaens kurs mod oprettelsen af et Pinochet-lignende liberalt-fascistisk regime. Så pludselig i fredags fik  Obama-regimets udenrigsminister Mr.Kerry øjnene op for hvad der er ved at ske i det politiske og økonomiske fallitbo Ukraine, idag et af Europas fattigste lande. De fem miliarder us-dollar som USA´s politisk-økonomiske ledere har “investeret” i en provestlig anti-russisk kontrarevolution som nåede sit højdepunkt sidste år med det USA-støttede statskupp den 22. februar mod Ukraines legime regering under Præsident Viktor Janukovitj,  ser ud til at at være brændt op på den slagmark som Kiev-juntaen og de fascistiske “frikorps” har forvandlet de østlige områder af landet til,  i forsøget på at drukne den folkelige opposition mod Kiev-juntaens reaktionære planer, i blod.

Desperate krav om våpen fra NATO

Mr. Kerry´s pludselige “åbenbaring”  kommer også efter Kievs juntaens uophørlige klynkende tiggerier og bønner  om økonomisk og militær våbenhjælp til at nedkæmpe  “den krimelle og terroristiske opposition” som Kiev-juntaens kalder den folkelige væbnede modstand mod det regime som kom til magten ved statskuppet den 22. februar 2014  og dermed “rense landet for ondskab og ikke-mennesker” som Kiev-regimets statsminister Arsenij Jatsenjuk udtrykker det.
Fra “ikke-mennesker” er der ikke langt til de “undermennesker” som de ukrainske fascister og deres nazistiske allierede under Anden Verdenskrig forsøgte at udrydde.

Kina: Laveste vækstrate i 24 år

fredag, februar 6, 2015

6.Februar 2015

PEKING (Chinhua/Nye Kina) Ikke siden 1990 har væksten i det kapitalistiske Kinas folkehusholdning været så lav som i 2014. Det fremgår af de tal som Kinas Statstik-Kontor (National Bureau of Statistics) offentliggjorde i forgårs: I 2014 nåede væksten ikke op over 7,4 procent. Det er den laveste vækst i løbende priser siden 1990.
DE “skuffende væksttal” afslører med brutal virkelighed at kapitalismens Kina ikke er i stand til at trække den kapitalistiske verdensorden ud af den krise som nu er inde på det syvende år.
Folkerepublikken Kina bliver måned efter måned trukket stadig dybere ind i den kapitalistiske verdenskrise som blev udløst i 2008 med amerikanske Lehman Brothers konkurs.
De illusioner som borgerligt-liberale og socialdemokratiske politikere, økonomer og regnedrenge i øst såvel som vest havde om at Kina´s ville blive den motor som skulle trække den kapitalistiske verdensorden ud af krisen har vist sig at være idealistiske og optimistiske prognoser; dagdrømme uden hold i virkeligheden.

Kinas folkehusholdning er plaget af stigende gældsætning, især i den kapitalistiske ejendoms-sektor, og produktiv overkapacitet som følge af de “billion-stimulanser ” som “K”K”P-regimet har pumpet ud siden krakket i 2008, for at undgå socialt oprør som en følge af kapitalismens skærpede krise

Folkerepublikken Kinas samlede gæld ;offentlig såvel som private husholdninger og kapitalistiske virksdomheder løber nu op i 28 tusind milliarder dollar, altså 28 billioner dollar ifølge en analyse fra McKinsey Global Institute som blev offentliggjort 5.februar 2015.

I 2007 , et år inden den kapitalistiske krises udbrud løb gælden op i 7 billioner dollar.
Det kapitalistiske Kinas gæld er firedobblet på godt syv år. Gælden udgør nu 282% af Kinas BNP.
Uden denne astronomiske gældsætning skulle kapitalismen i Kina være i endnu dybere krise end tilfældet er idag.
Rapporten peger på at mere end halvdelen af alle kreditter er bunden til Kinas overophedede kapitalistiske ejendomsmarked, ureguleret bankvirksomhed står for næsten halvdelen af alle nye lån og lokal offentlig gæld er sandsynligvis uholdbar. I McKinseyRapporten er forfatterne dog ikke i tvivl om at den kinesiske stat har de finansielle resourcer til at forhindre at et kapitalistisk krak som følge af et sammenbrud på ejendomsmarkedet vil føre til statsbankerot. Folkerepublikken besidder stadig idag statsobligationer for billioner dollar udstedt FED; Nationalbanken i USA.
De vil blive “brændt af” når krisen bliver skærpet, hvorved en god del af Kinas krise vil blive eksporteret til USA

*****************

New York Times : våben for tre milliarder skattedollar skal styrke Kiev-juntaens krig mod den ukrainske opposition

torsdag, februar 5, 2015

4.Februar 2015 22:48

NEW YORK (NY TIMES) Mandag var der flere læsere af New York Times der fik øjnene op for at USA er på vej ind i endnu en militær konflikt uden nogen overvejet ide om hvor det skal slutte – hvad målet er . I New York-dagbladet stod der at Obama-regeringen er på vej til at forsyne den Ukrainske hær og de fascistiske militser med våben for tre milliarder skattedollar for at styrke juntaen i Kiev som stadig efter et helt år med omfattende terror, mordbrand, trusler og regulære bombardementer af boligområder ikke har været i stand til at kue oppositionen i landet, især ikke i de østlige områder hvor modstanden til det USA-støttede regime i Kiev er stærkest Avisen citerer en rapport fra proimperialistiske tænke-tanke som “Brookings Institution”, “The Atlantic Council”, og “The Chicago Council on Global Affairs”. Obama-regimet og Nato opfordres til at optrappe konflikten og borgerkrigen i Ukraine. The think-tank rapporten opfordrer USA to distribute at least $3 billion in military equipment to the Kiev regime over the next three years. Among the equipment proposed for delivery are light anti-armor missiles, counter-battery radars to target artillery and rocket launchers, medium range drones and armored Humvees. They also call on NATO member states in Eastern Europe with former Soviet equipment to provide weapons and equipment to Kiev. Ifølge avisen var , US officials hurtigt ude for at støtte rapportens forslag. . . . . . . . . . . NATO- styrkernes øvertstkommananderende i Europa General Philip M. Breedlove, Forsvarsminister Chuck Hagel, Udenrigsminister John Kerry og General Martin Dempsey, Chef for USA´s Generalstab gik alle ind for diskussioner om at bevæbne Juntaen i Kiev. National Security Advisor Susan Rice is reconsidering her opposition to arming Kiev, paving the way for Obama’s approval.  Bag om ryggen på det amerikanske folk,forsøger Washington kynisk og skrupelløst at puste til ilden og optrappe konflikten og borgerkrigen i Ukraine som risikerer at fremprovokere en krig mod Rusland. Den voldelige terroristiske offensiv fra de Ukrainske fascistiske “frikorps” som “Højre Sektor” eller Azov-Battaljonen” har allerede kostet flere end fem tusind mennesker livet og tvunget mere end en million mennesker til at flygte fra deres hjem. Repræsentanter for nabolandet Ruslands regering har gentagne gange slået fast at de ikke passivt kan være tilskuer til det blodbad som Kiev-regimet med USA og EU´s støtte er igang med at gennemføre. Rusland vil blive tvunget – hvad enten Putin vil det eller ikke – til en åben militær intervention for at stoppe Kiev-juntaens kurs for optrappet terror mod store befolkningsgrupper og Nato-medlemskab og dermed sikre et neutralt ikke-fjendligt regime i KIev. En sådan russisk militær intervention som i løbet af nogle få uger vil knuse alle Kiev-regimets planer om Nato-medlemskab vil – i teorien – kunne udløse en ny verdenskrig mellem atomvåbenmagten Rusland og Kiev-juntaens amerikanske allierede; atomvåbenmagten USA. Men kun de mest reaktionære, højreliberale og fascistiske fortalere for USA´s verdensherredømme i de Forenede Stater er fortalere for “atomkrig mod det aggressive regime i Moskva”.

   En krig som USA-imperialismens mest reaktionære fortalere har drømt om siden USA´s “militærindustrielle kompleks” (Dwight Eisenhover) efter Anden Verdenskrig; med nazitysk hjælp (Werner von Braun), udviklede den atomare “Endlösung”, den endelige løsning på “krigens problemer”: atombomben.   USA`s militær-industrielle kompleks udviklede den “reaktionære teknisk-videnskabelige revolution” til nye højder med “neutronbomben” , en atombombe som “skånede alt materielt ; veje, huse fabrikker, men “destruerede alt liv: mennesker”.   Neutronbomben var “klar til at sættes i brug” i 1980`erne men er idag “glemt” og lagt i “skrivebordsskuffen i Pentagons atomlaboratorier”: en verdensomfattende protestbevægelse satte “foreløbigt” en stopper for enhver tale om at bruge dette kapitalistiske “drømmevåben” mod det “aggressive regime i Moskva”.

Afghanistan: NATO-besættelsestyrker udtog markeres med hemmelig ceremoni

søndag, december 28, 2014

28.DECEMBER 2014 16:48

KABUL – Efter mere end 13 års besættelse forlader de militære styrker fra Nato-landene Afganistan. Den aggressive Nato-krigsalliance, under anførsel af US-Army, som gennem 13 år har forsøgt underkue Afganistans folk gennem krig, terror og kapitalistisk korruption, markerer idag, sammen med deres afghanske “samarbejdsfolk”, afslutningen af besættelsen.
Trods Nato-landenes terror og drab på titusinder af landets indbyggere gennem 13 års besættelse vover Nato-styrkerne og deres afghanske kollaboratører ikke markere det offcielle udtog med en åben fejring. Som en følge af modstandsbevægelses styrke har Nato hemmeligholdt “fejringen”.

USA´s og Nato´s aggression mod Afganistans og dets folk som blev indledt bare nogle få uger efter det højreradikale saudi-arabisk-ægyptiske terrorangreb på USA i september 2001 har kostet titusinder af afghanere såvel som amerikanere livet, flertallet af dem ubevæbnede civile, kvinder og børn.

Millioner afganere er sårede, ivaliderede eller er flygtninge i udlandet. Regningen alene for USA´s krig og besættelse af Afganistan har minimum kostet en billion us-dollar.

” a loss of America’s reputation and prestige in the world. All that brought about nothing positive whatsoever. Not only have the Taliban and Al-Qaeda not been destroyed, the global threat of conflict is even more vehement today. Many experts fear the long-range effects of America’s wars will be perpetual attacks of retribution. We are witnessing, even now, the beginnings of this.”

skriver en amerikansk skribent. * * *
Interview: Thirteen Years Of American Wars Come Up Empty :The United States has “exploited” the tragedy of the September 11, 2001 attacks to launch the so-called war on terror in Afghanistan and other Islamic countries, a peace activist in Chicago says.

“After expending vast amounts of both blood and treasure, the United States has come up empty in Afghanistan and in the entire post 9/11 world,” said Rick Rozoff, a member of Stop NATO International.

“Exploiting the tragedy of 9/11, the United States has decided to launch a series of what were called anti-terrorist operations, they’re now overseas contingency operations with the advent of the Obama administration, but they remain essentially the same thing,” Richar Rozoff told Press TV on Thursday.

KRIGEN FORSÆTTER MOD AFHANISTANS FOLK

1.Januar nedhaler de USA anførte besættelsestropper ISAF-flaget for at  hejse et nyt flag med det orwellianske mavn Mission Beslutsam Støtte (RSM)

Af de 30 000 udenlanske besættelsestropper skal mindst 13.100 blive, ifølge Knut Mellenthin ( Junge Welt 29 december). 40 stater har udover USA-regimet åbent truet det afhanske folk at de ikke trækker alle deres soldater ud af Afghanistan, blandt andre Tyskland hvor den kristen-socialdemokratiske Merkel-regering  har kommanderet 850 soldater til at fortsætte opholdet i landet .

10.800 soldater fra USA har fået fuldmagt fra Præsident Obama om at deltage i militære kampe. En klar ordre om at fortsætte den voldelige  undertrykkelse af den afghanske modstandsbevægelse . Samtidigt har RSM markedsførts sig som en  “udannelses- og rådgivnings”-indsats. Altså det modsatte af en militær opreration. Hvordan det hænger sammen kræver sikkert en højere spindoktor-eksamen for at forklare ?

Sagen er nok snarere den at USA under dække at af RSM, vil sende særlige “anti-terrorstyrker” udenfor den officielle international RSM-tilstedeværelse , i realiteten dødspatrulje-enheder som skal skræmme afghanerne til at accepere besættelsen gennem mord, terror og tortur.

USA har hele tiden samtidigt som US-army deltog i ISAF-styrkernes besættelse af Afghanistan haft special-styrker udenfor ISAF´s kommando.

USA militære besættelse af Afghanistan er “Selvforsvar

Eller også vil Pentagon´s og Obamas spindoktorer forsøge at bilde det amerikanske folk og deres små logrende puddelhunde-allierede i Europa ind at de nye ” Resolut Support Mission”-  RSM-styrkers militære opgave “begrænses till “selvforsvar”.

Da spørgsmålet om den fortsatte udenlandske militære besættelse af Afghanistan blev rejst i “Bundestag” – Forbundsdagen – det tyske parlament  blev beskrivningen af RSM kritiseret af Jan van Aken. Den tyske regerings repræsentanter reagerede hysterisk aggressivt mod van Aken`s  “undergravende spørsgmål”.

Men DEn borgerligt-kristen-socialdemokratiske tyske regering har selv indrømmet , påpeger  Mellenthin, at det kan opstå “kamphandlinger” under hvad der Pentagons spindoktorer kalder  “selvforsvarsretten for at beskytte egne tropper eller styrker med civile tegn på un iformen”.

 

Den tyske Nato-general Hans Lothar Domröse har forsøgt at forklare “groft sagt” vil der gå otte soldater (sygepejere, helikopterpiloter og teknisk personale) for hver utbildare.

Nato-Spindoktorerernes snak  om de udenlandska troppers “selvforsvarsret” er naturligvis en hån mod folkeretten.

Selvforsvarsretten er klar : Det er folkenes ret til at forsvare siig  mod udenlandsk  aggression :

Afghanistan og afghanerna har ifølge folkeretten ret til at gøre væbnet modstand mod bevæbnede små eller store magter der krænker landets nationale suverænitet .

 

Sverige: Fascistisk mordbrand-attentat mod Moské i Eskilstuna

fredag, december 26, 2014

25.DEcember 2014 20:58

ESKILSTUNA (-) Torsdag eftermiddag raserede en brand en moské i Eskilstuna.

Store flammer stod flere timer ud af vinduerne i stueetagen af en ejendom på Nyforsgatan i Eskilstuna, der ligger gode 100 kilometer vest for Stockholm.

DE højreradikale, krypto- og neofascistiske kræfter fremhæver mordbrandattentatet i Eskilstuna som et udtryk for “nej tack til moskéer”

Vidner mener at have set en mand kaste en brandbomde ind af vinduerne, hvor en større forsamling somaliske muslimer var i gang med bønnen.

En person er kommet alvorligt til skade. Fem i alt er bragt til hospitalet.Politiet sigter brandstifterne for “grov mordbrandstiftelse”

Fascistisk terror i Sverige :
Brande, knuste ruder og spraymalede hagekors.

Brandattentatet mod en moské i Eskilstuna er bare det seneste i rækken af en lang række angreb på moskeer og bedelokaler i Sverige.

Fascistiske attentater på moskéer og synagoger i 2014

Januar – Hagekors males på indgangen til moské i Stockholm.

Maj -Døren med træbjælker og brosten under aftenbønnen i en moské i Eskilstuna.

Juli -Barakker og en påbegyndt moské bliver sat i brand i Norrköping.

September – Den somaliske forenings bedelokaler i Södertälje får smadret vinduerne.

September -En moské i Flen får smadret vinduerne.

September -Nogen sætter ild på tæpperne i moskeen i Avesta.

September – Tobarnsfar død efter mistænkt anstiftet brand i roma-lejr

Oktober – Kældermoské i Helsingborg vandaliseres

Oktober – Moské i Flen får smadret vinduerne igen

November – Vinduer smadres i moskeen i Eslöv.

November – Brandfarlig væske kastes ind gennem et vindue i Örebro.

December – To vinduer smadres og dele af facaden spraymales på moské i Eslöv.

December – Brandangreb mod moské i Eskilstuna.

Kilde: Det antifascistiske magasin Expo/DR/Aftonbladet

Ukraine: Svenske nazister aktive som nyttige idioter i det liberal-fascisiske regimes krig mod oppositionen i landet

onsdag, december 10, 2014

10.December 2014 08:48
STOCKHOLM (Expresen) Det liberale formiddagsblad Expressen “afslører” i en reportage over seks sider at et antal svenske højreradikale, nazister såvål som højreliberale deltager i det USA-støttede liberalt-fascistiske regimes voldelige undertrykkelse af oppositionen i Ukraine . Et regime som kom til magten i Kiev gennem et voldeligt kup i februar i år.

Ligesom de højreradikale svenskere og danskere der deltager i USA´s uerklærede krig mod Al-Assad-regimet i Damaskus er de svenske højreradikale og liberale “frivillige” i USA´s og EU´s krig mod oppositionen i Ukraine blevet hjernevasket gennem den ensidige “nyhedsdækning” i USA, såvel som i de kapitalistiske Nato-stater i Europa.
I USA såvel som Danmark og Sverige har de mest magtfulde borgerlige mediehuse forsøgte skabe en masse-psykose, hvor det liberalt-fascistiske kup den 22.februar i år bliver fremstillet som en “demokratisk udvikling mod russisk imperialisme”. Begivenhederne i Ukraine og Syrien været både ensidig og enøjet dækket, nærmest dikteret af USA´s plan for at styrte det folkevalgte Janukovitj-regime.
Det skete som bekendt den 22.februar hvor “gadens parlament”, som talte en lille højtråbende minoritet af Ukraines folk, anført af højreradikale og fascistiske stormtropper styrtede Ukraine´s legitime regering og Præsident.
De samme borgerlige og socialdemokratiske politikere og redaktører i Sverige, såvel Danmark som hver eneste dag i snart hundrede år har fordømt “revolutioner” som “udemokratiske” og “terroristiske” forsøgte nu at bilde folk ind at der var tale om en “folkelig revolution” mod Janukovitj-regeringen som nægtede at underskrive en neokolonial aftale med EU.

Fascister “demonstrerer deres magt ved en indgang til Verkhovna Rada – Ukraines Parlament i Kiev

Det samme gælder de højreradikale som er taget til Syrien for at styrte Al-Assad-regimet. De fungerer i realiteten som “hjælpere” og nyttige idioter for USA og dets fascistiske og højreliberale allierede i Europa og i den arabiske verden : Saudi-Arabien,Katar og andre fascistiske stater som har forsøgt at styrte regimet i Damaskus gennem snart 4 år..

Nogle af USA´s nyttige, fascistiske og liberale idioter i krigen mod den ukrainske befolknings modstand mod det liberalt-fascistiske regime i Kiev udpeges og navngives idag.
En af dem er ansat i det svenske militær (“Forsvarsmakten”)

KILDE: expressen:
Her er svenskarna som har stridit i Ukraina. Flera av dem har återvänt till Sverige, men pratar om att återvända.

– Jag längtar tillbaka, säger David Eriksson, 48.

Expressen kan avslöja att flera svenska nazister rest till Ukraina för att strida i frivilligstyrkor som i en Amnestyrapport anklagas för krigsbrott.

FAKTA om Borgerkrig, terror og udenlandsk indblanding i SYRIEN og Ukraine: I både Syrien og Ukraine er USA-regimet, involveret i at vælte disse landes regeringer med både militære , økonomiske og militære midler.

Siden foråret 2011, har medier i USA såvel som i en række USA-allierede medløberstater i EU og USA´s fascistiske allierede i Saudi-Arabien gennemført en krigs-lignende propaganda som påstod at Bashar al-Assad-regimet i Damaskus truede folket med massemord gennem brug kemiske giftgasser. Samtidigt blev oppositionen forsynet omfattende våbenleverencer blandt med hjælp fra USA´s fascistiske allierede i Saudi-Arabien.
En omfattende medie-propaganda påstod, måned efter måned gennem 2011 og 12 , at Al-Assad-regimet ville falde sammen når som helst. Denne “optimistiske” propaganda med løfter om “sikker sejr” opmuntrede opportunister, lykkesøgere og desperate højreradikale i udlandet til at tage på “road-trip” i Syrien for at få en del af “æren” for den “sikre sejr” som medierne i Danmark såvel som en række andre USA-allierede medløberstater i EU påstod var “lige om hjørnet”.

Det var denne “sikre sejr” som opmuntrede mange af de udenlandske anti-Asad-krigere til at købe en “enkeltbillet” til Syrien for at tilslutte sig den voldelige terroristiske krig mod regimet i Damaskus og dets folkelige støtter. Ikke så meget religionen som de borgerlige medier nu påstår er årsagen til den “udenlandske invandring af regimemodstandere” i Syrien.

Efter mere end to års mislykket forsøg på at styrte Syriens legitime regering i Damaskus besluttede Obama-regimet med skrigende og hysterisk støtte fra den højreliberale opposition (republikanerne) sidste sommer at indlede et omfattende terrorbombardement af Syrien , for at at styrte det uafhængige Bashir Al-Assad-regime som mere end to års medie-kamagne, sanktioner og bevæbning af opositionen ikke havde rokket.
Thorning-regeringen var, som bekendt en af de første regeringer der åbent gik ud for at tilsluttede sig USA´s planer om omfattende terrorbombardemener af Syrien.
Center for Terroranalyse (CTA) under Politiets Efterretningstjeneste vurderer i sin seneste analyse, at mindst 110, alene fra Danmark, er udrejst for at støtte USA´s krig for at styrte Syriens legitime regering under al-Assad.

Mindst 16 af disse personer er ifølge CTA blevet dræbt.

DEn svenske ugeavis Proletaren skrev om at . . . . . . . . . . .

“Flere svenske nazister befinder sig i Ukraina. Nynazisten Mikael Skillt, deltar med svensk uniform i Ukrainas frivilliga Azovbataljon sedan mars i år, där han kämpar för ett ”hvidt Europa”.
Azovbataljonen, som er oprettet og bevæpnet af det liberal-fascistiske regimes indenrigsministerium i Kiev, består av omtrent 300 mand. Flere af dem er nazister fra udlandet som ser en chans att delta i våldet och utbilda sig. Och fyra är svenskar, ifølge Sveriges Radio.

En av dem är den Mikael Skillt som är prickskytt och leder en spaningsgrupp utanför Donetsk. I en intervju för brittiska BBC uppger Skillt att språket inte är några problem då han har tillgång till tolkar och redan behärskar viktiga kommandon som ”ner på knä”, ”stanna” och ”händerna bakom huvudet”.

Han berättar att flera nationalsocialister, men också liberaler, ingår i bataljonen och att en del av dem också bär hakkors. Han skrattar åt priset på 7000 dollar som är satt på hans huvud och hymlar inte med sina avsikter, att skapa ett vitt Europa: ”Ingen nåd kommer att ges.”

Mikael Skillt har tidigare varit anställd av det svenska försvaret och har varit medlem i de nazi-grupperne Svenska motståndsrörelsen (SMR) och Svenskarnas parti. Till BBC säger han att raser inte bör blandas och att judarna ska lämna Ukraina eftersom de ”inte är vita”. Enligt en italiensk journalist Radio Swedens reporter Fredrik Ramel pratat med finns även andra svenska nazister som tycks ha “omfattande militär bakgrund” på plats.

Flera nazister från Sverige och Svenskarnas parti har besökt Ukraina och de är tydligt inspirerade av fascisternas framgångar. En av dem är Andreas Carlsson som ännu är efterlyst för att tillsammans med andra medlemmar i Svenskarnas parti knivskurit flera personer i samband med en feministisk demonstration i Malmö den 8 mars i år.

De svenska nazisternas närvaro i Ukraina ifrågasätts lika lite som den ukrainska extremhögerns plats i parlamentet. Att de är samma våldsbejakande nassar här som där bekräftas av nazistattackerna i Kärrtorp och Malmö.

Kilder:
/Proletaren/31 juli 2014
:

Om den russiske revolutionens betydelse

mandag, juli 14, 2014

9.NOVEMBER 2014

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, stærke følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt de kapitalistiske klassers jagt efter maksimal-profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme revolutionens betydelse og erklære kommunismens død, som de herskende udbytterklasser i vest såvel som i øst har proklameret hver eneste dag siden 1917. * * * *

Oktober-Revolutionen´s sejr var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet, ikke bare i Rusland, men i hele Europa og Asien, Amerika og resten af verden .

Revolutionen´s sejr gav livskraft og næring til fødselen af en revolutionær autonom venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende revolution i Rusland opmuntrede ikke bare arbejderklassen, men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale bevægelse og de nationale demokratiske befrielseskampe i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den borgerlige indiske leder og tidligere Statsminster i det befriede Indien Javaharlal Nehru fremhæver,
at Oktoberrevolutionens sejr inspirerede den antikoloniale befrielsesbevægelse i Indien mod Churchill´s og Chamberlains Storbritannien koloniale undertrykkelse med ordene : * * * * * *
“Næsten samtidigt med oktoberrevolutionen under den store Lenins ledelse begyndte vi i Indien en ny fase i vor kamp for friheden. Vort folk voksede sig stærkt i denne mangeårige kamp og stod overfor undertrykkelse med mod og udholdenhed . Selvom vi fulgte en anden vej i vor kamp”
“under Mahatma Gandhis ledelse beundrede vi Lenin og blev påvirket af hans eksempel” * * * * *

Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi idag kan forestille os.
Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 som betød massearbejdsløshed, fattigdom, sult og armod i kapitalismens hovedlande samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne, opbyggede verdens første socialistiske velfærdssamfund med 7 timers arbejdsdag, hvor arbejderklassen havde befriet sig fra kapitalismens massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult, kulturelt armod og analfabetisme , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. * * *

For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet; 76% på verdensplan, i perioden 1928-35; accepterede de borgerligt-kapitalistiske kræfter omfattende statsindgreb og stats-støtte og social-reformer som de borgerligt-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemførte.

Længe Leve Kommunismen”
Længe leve Arbejdernes og Bøndernes Union – Sovjet-magtens basis” proklamerer denne plakat

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Som allerede Karl Marx ; det internationale proletariats kommunistiske leder, slog fast så er “revolutioner . . historiens lokomotiver”
Oktober-revolutionen fik betydning ikke bare for folkeslagene i Czar-Rusland, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Hver eneste, politiker, journalist ja hver eneste borger i hvilket som helst land i verden har en mening om Oktoberevolutionen og den sovjetiske revolutionen. Vladimir Lenin og Joe Stalin er også idag verdensberømtheder på linje med Kammerat Jesus. * * * *
Da Folkerepublikken Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai fik spørgsmålet om betydelsen af den franske revolution, svarede han at det var alt for tidligt at udtale sig om. Hvis En Lai har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland efter den første imperialistiske verdenskrig , er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede i og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund og stat. * * * *

– Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede, kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. Den blev betragtet som en realistisk mulighed for de fattige og undertrykte at befri sig fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed, og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner.

Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene”, i  “den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende – kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis de hvide kontrarevolutionære , provestlige kræfter havde lykkedes med den voldelige borgerkrig de udløste i Rusland efter Oktoberrevolutionen i 1917; for ikke at tale hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. I Hitler-Tyskland´s atomlaboratorier var man som bekendt godt igang med at fremstille atombomber under ledelse af nazi-regimets førende atomdoktor; Werner von Braun.
* * * * *
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke: * * * * * * *
“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”. * * * * * *
Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.

Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt i 1919 så langt væk som i Peking i Kina og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

* * * * * * At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med den revisionistiske provestlige Hrustjov-grupppes magtovertagelse og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. De revolutionære kommunistiske principper om arbejderklasssens ledende rolle i opbygningen af kommunismen frem mod kommunismens højeste fase: det klasseløse samfund forkastes, i stedet taler den revisionistiske Hrustjov-grupppe om “hele folkets stat og parti” , en småborgerlig socialdemokratiske skrivebordsteori som i realiteten fører Sovjetunionen mod den politiske og økonomiske afgrund. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken – optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært.

Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Unidad Popular (Folke-Enhed) regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han angiveligt er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov” .

Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdsprogrammer. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “friheder på markedet” –
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra Radio Moskva i det statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet, som det revisionistiske Brezhnjev-regime var på vej til at køre mod opløsningen og afgrunden.
Seks år senere i Chile og Tyve år senere i det opløste Sovjetunion hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer med den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s og den tidligere revisionistiske SUKP-leder Boris Jeltsins som topfigurer.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at “a conservativ revolution” en åben kapitalistisk kontrarevolution – – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder.

Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af Arbejderen det revolutionære DKP/MLs dagblad , Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.
Derfor talte Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” om at der ikke fandtes noget altenativ til kapitalismen ( TINA:”There is no alternativ” ). Det socialdemokratiske Labour-regime var igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklassen og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed.

I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC (britisk LO) Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjendtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejdsklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioneer af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag.
I en 1974 blev den borgerligt-konservative Heath-regering væltet af arbejderklassens protester med minearbejderne i spidsen. De socialdemokratiske ledere i TUC afviste i 1984 kulminearbejdernes solidaritetsappel om en landsomfattende generalstrejkeaktion mod Thatcherregimets angreb på arbejderklassen. Labour valgte istedet at vise troskab mod det borgerligt-liberale Thatcher-regime.

Næsten samtidigt havde arbejderklassen i et andet europæisk land, Polen vist hele verden hvilken betydning og hvilke revolutionære kræfter proletariatet besidder i et moderne industriland.
Minearbejdere, værftsarbejdere og andre arbejdere indledte i 1980 deres strejkeprotester mod det revisionistiske Gierek-regimes chockforhøjelser af priserne på fødevare i 1980.

Deres proteststrejker trak stort hele den polske arbejderklasse med i en mægtig strejke- og protestbevægelse, ganske vist under “falsk flag” (den prokapitalistiske uSA-støttede “Solidarnosc”-organisation), som det Sovjet-støttede regime ikke var i stand til at underkue i længden.
Det samme havde været muligt i England hvis de kampvillige minearbejdere havde fået organiseret solidaritet fra andre arbejdergrupper: som stålarbejderne, jernbane- og transportarbejderne og flere andre af de britiske proletariats kampvillige grupper. Det havde sandsynligt “slukket lyset” for Thatcher-regimets planer om at gennemtvinge en kapitalistisk kontrarevolution med omfattende privatiseringer, minelukninger, udsalg af den almennyttige boligejendom og berigelse uden brug af militær vold og terror , som i Chile september 1973, som i Polen i december 1981 hvor der blev indført militær undtagelsestilstand.

For både Thatcher og de britistiske socialdemokrater spillede den politisk-økonomiske krise for Sovjetunionen og dets vestlige støttepartiers (DKP) prokapitalistiske revisionistiske projekt en afgørende rolle: Det blev stadig mere åbenbart. Med krisen i Polen og JUgoslavien som de tydeligste eksempler.
Det spørgsmål vi rejser idag er :

* * * * Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at . . . . . . . . . . .
”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. . . . . . . . En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret.
Kapitalen og dens borgerlige-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotters påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt i 1793-94.

Der er grund til at fremhæve at Den Store Franske Revolution IKKE var nogen proletarisk revolution. I sin karakter var den franske revolution borgerlig-kapitalistisk, men folkets krav og kampmetoder satte et stærkt præg på hele revolutionens udvikling fra 1789-94.
Vi ved at arbejderbefolkningen talte op imod halvdelen *8) af Pariserbefolkningen på den tid. Samtidigt som det fremvoksende franske bourgeosis forskellige fraktioner overtog ledelsen af revolutionen for at sikre sine kapitalistiske klasseinteresser, men det var de folkelige arbejdende klasser og intellektuelle lag der gennem “væbnet kritik” fra neden førte revolutionenen igennem hvorved de aftvang den politiske hegemon (bourgeosiet) indrømmelser og førte hele bevægelsen fremad. Sammen med alle de arbejdende og kulturbærende klasser sikrede plebejerne (arbejderne og de fattige lag) at revolutionen ikke blev stoppet af de reaktionære kontrarevolutionære klasser men fortsatte og dermed “reddede revolutionen” som den kommunistiske arbejderleder Friedrich Engels udtrykker det. Hvad mere er så .
. . . “var borgeren . . . for fej . . . til at forsvare sine egne interesser , hvorfor plebejeren måtte gøre alt arbejdet for ham . . . og dermed var det altså kun disse plebejere, der førte revolutionen igennem ” *9) . . .
Det var arbejderne (plebejerne) der sikrede den borgerlige revolutions sejr:
. . . “For det revolutionære bourgeoisi tjente sans-culotterne som en styrbar masse , der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition” *10). . . .
Samtidig med at jabobinerne gav de folkelige masser væsentlige indrømmelser, beordrede de den plebejiske befolknings sande ledere til guillotinen ligesom de påtvang arbejderne en katastrofal maksimalløn og fastholdt Le Chapeliers arbejderfjendtlige lovgivning.
Det var derfor kun naturligt at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres sociale og demokratiske rettigheder også under jacobiner-regimet. Den Franske revolution under jacobinernes (Robespierre med flere) sikrede den kapitalistiske produktionsmådes gennembrud og bourgeoisiets magtovertagelse.
To år efter stormen på Bastiljen vedtager Nationalforsamlingen under ledelse af den borgerligt -reformistiske gruppering La Gironde i 1791 “Le Loi Chapelier”, loven om forbud mod arbejdernes organisering – coalitions ouvrières (fagforeninger). Loven, som forbyder den fremvoksende arbejderklasse at organisere sig håndhæves, i næsten et hundrede år. Ikke engang Robespierres jacobinske borgerlige demokrati tør ophæve loven. Først i 1884, næsten hundrede år senere ophæves loven som et resultat af det franske proletariats revolutionære kampe og kommunistiske organisering og bevidsthed (Marx, Engels, Lafargue.) Stadig var hovedparten af befolkningen (5/6) frataget den “stemme- og valgret” som hyldes som et demokratisk grundprincip. Først i 1944, under indtryk af den Røde Hærs og modstandsbevægelsen sejrige befrielseskrig mod det nazi-fascistiske tyranni, tildeles de franske kvinder denne demokratiske ret. Alligevel gyser det velstående reaktionære bourgeoisi af idag (2007) stadig ved tanken om den “franske revolutions skrækvælde”, da gilioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  
Maximilien de Robespierre, som stod i spidsen for den Jacobinske Sociale Republik fra stormen på Bastiljen den 14 august 1789, knuste med støtte fra de det store flertal i det franske folk de feudale klassers magt, herunder det klerikale hierarkis magtpositioner.


Maximillian Robespierre som stod i spidsen for det revolutionære-demokratiske regime efter revolutionen i 1789 likviderede det enevældige monarki gennemførte en agrar revolution og besejrede revolutionens internationale fjender, er stadig, idag mere end 200 efter revolutionen hadet i det borgerlige i Frankrig med det skræmmende øgenavn “skrækvældets leder”.

I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.

Det materiale, vi idag råder over fortæller os at de fattige arbejdende lag spillede en afgørende rolle for Den Store Franske Revolutions forløb.
Georges Lefebvre , en af Frankrigs mest fremtrædende historikere lagde vægt på at ” et stort antal af revolutionens afgørende begivenheder . . . . vil ikke kunne fortolkes rigtigt uden hensyntagen til sans-culotternes rolle”. . . . . . *11). . . . . Blandt Sans-Culotterne, det vil sige blandt de plebejiske masser i byerne , udgjorde lønarbejderne de laveste lag og var bevægelsens mest revolutionære kraft. Det drejede sig om manufakurarbejdere, om svende, lærlinge, småvirksomhedernes arbejdere, kort sagt, om “hovedstadens fattigste elementer” *12) for at bruge en karakteristik af en anden fransk historiker.
Vi ved at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under det som de borgerlige kontrarevolutionære kræfter dengang og idag kalder skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret (“skrækvældets” modstandere nægtede 5/6 af folket stemmeretten) afskaffede slaveriet i kolonierne, vedtog Deklarationen om de menneskelige rettigheder i 1793, gratis skolegang blev indført samme år * ———
Historikeren Dr. Marisa Linton*13) fra Kingston University fremhæver at Robepierre var en revolutionær demokrat som mente at alle mennesker havde ret til at stemme , også de fattige besiddelsesløse masser, ligesom han var modstander af slaveriet i de franske kolonier. Absolut ikke ekstreme synspunkter idag, men på den tid var det en radikal holdning. Robespierre anså at dødsstraffen var en barbarisk og grum straf – undtagelsen var de forrædere som begik forbrydelser mod sit land og folk. For disse forbrydere, som begik hvad vi idag kalder forbrydelser mod menneskeden var straffen døden. Det krævede landets og folkets retsbevidsthed. Efter eksekutionen af Kong Ludvig XVI (den 16.) på Place de la Révolution i Paris i januar 1793 udtalte Robespierre:“Ludvig må dø, så nationen kan leve”.
Nøglen til skærpelsen af Robespierres og de øvrige revolutionære kræfters politik skal søges i de kontrarevolutionære kræfters optrappede terroraktioner som med udenlandske støtte forsøgte at knuse revolutionen.
Dr. Linton fremhæver at det største tab af menneskeliv skete i 1793 under borgerkrigen i Vendée i Frankrigs vestlige provins, hvor de kontrarevolutionære kræfter anførte reaktionære bondehære i angrebet på revolutionære og republikanske folkemasser. Så mange som en kvart million oprørere og 200.000 republikanere blev slagtet i dette kontrarevolutionære blodbad som blev begået flere måneder inden det som kaldes “Robespierres skrækvælde” kom på dagsordenen. Det skete i september 1793 hvor nationalkonventet vedtog en “tvangslov” mod den kontrarevolutionære terror. Love som tillod det revolutionære regime “med jern regere over de som ikke kan regeres af retfærdighedens love“.
Dr. Linton fremhæver at billedet af Robespierre som en tyran der hersker over Frankrig er en karikatur. Den “ekseptionelle terror” som den Jacobinske sociale Republik gennem “Velfærdsudvalget” brugte mod den kontrarevolutionære antidemokratiske feudaladelige pøbel var ikke et værk af Robespierre alene. Undertrykkelsen af den kontrarevolutionære pøbel var en fælles beslutning i “Velfærdsudvalget” hvor Robespierre var en af tolv medlemmer.
Derfor er vore dages bagvaskelse og tilsvining af Robespierre et udtryk for en historie-revisionistisk livsløgn af de politiske og sociale kræfter som idag føler sig beslægtet med Kongeriget Frankrigs kontrarevolutionære kræfter.
Marisa Linton fremhæver at :

“Da Jacobinerne kom til magten, skrev de den mest demokratiske, lige og frihedselskende forfatning, som verden endnu havde set. Derefter lagde den på hylden “for freden”. Robespierre ophørte ikke med at være demokrat, men han mente, at andre ting var vigtigere – især republikkens overlevelse. Alt skal underordnes den. Sommeren 1793 udgjorde en større krise for revolutionen. Frankrig lå nu i krig med flere europæiske magter. Der var borgerkrig i Vendée og oprør mod den Jacobinske regering. Frankrigs vigtigste general, Charles-Francois de Périer Dumouriez, havde forsøgt at føre sine tropper mod Paris for at styrte Nationalkonventet. De revolutionære kræfter var under angreb fra alle sider. På den baggrund vedtog Nationalkonventet selv strenge foranstaltninger, der tillod brutale metoder i tilfælde af ekstrem fare for landet.”

Når de borgerlige og socialdemokratiske kræfter idag tager afstand fra det de kalder “den revolutionære Robespierres terror” er det et hykleri som kun overgås af deres hykleri overfor vore dages kapitalistiske verdensorden.
Den “ekseptionelle terror” som det franske folk med Robespierre som leder udøvede mod de reaktionære kontrarevolutionære klasser som med alle midler kæmpede for at opretholde deres priviliegier var i sammenligning med den daglige vold, terror, tortur og blodige undertrykkelse mod folkemasserne under de feudale regimer fra Ludvig XIV (“solkongen”) til Ludvig XVI både mild, demokratisk og retfærdig.
Men for vore dages borgerlige og socialdemokrater er de herskende kapitalistiske klassers frihed til at udbytte de besiddelsesløse klasser, den fattigdom, vold, terror og undertrykkelse som udspringer af kapitalens frihed til at udbytte helt “naturligt”, i bedste fald et “nødvendigt onde” som de acceptere uden at blinke men måske fælder en krokedille-tåre over. Eller kapitalens offrer “undskyldes” med “onde” og “dårlige” kapitalister og deres håndlangere i det statskapitalistiske voldsapparat og domstolene.
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd, fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklassen danner
“Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie.
“Les Muscadins” er en forløber for dødspatruljer og terrorkorps i de herskende udbtterklassers tjeneste som de “Sorte Hundreder” i Rusland; Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland i 1930´erne med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins. Denne højreradikale kontrarevolutionøre pøbel er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, Filipinerne og andre lande som Ukraine hvor hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytningen af arbejderklassen og folket

Robespierres fald og dermed omstyrtelsen af den Jacobinske Sociale Republik og det revolutionære-demokratiske diktatur som havde støtte fra et flertal i det franske folk bliver ledsaget af angreb og fjernelse af progressive reformer og bagvaskelse af Robespierre og den jacobinske republik som et “rædselsvælde”. 20 år senere geninføres monarkiet med slægten Bourbon på Frankrigs trone.

2.December 1804 : Napoléon Bonaparte kåres til Kejser af Frankrig

DE økonomiske og politiske kræfter som stod bag Robespierres fald i 1794 fortsatte deres “klassekamp” mod de progressive kræfter og i år 1799 styrter de “direktorialregeringen”.
Kuppet organiseres af artilleriofficeren Napoléon Bonaparte som kupleder, det såkaldte , brumairekup i november 1799.

Kejser Napoléon Bonaparte er i realiteten Frankrigs “nye diktator” hvilket både Frankrigs og andre folk i Europa snart skal få at føle
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver flere end tusind mennesker livet.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
Man kan kort sagt sige at i kampen mellem liberalisme og demokrati vinder liberalismen.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*
Revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab reduceres til erhvervsfrihed for fabrikanter og “selvstændige entrepenører”; “demokratiet” forlammes af antifaglige love, politichikane, hvid terror og begrænsning af stemmeretten til ældre mænd med kapital.
Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab blev ikke realiseret men overlevede i de kulturbærende og demokratiske lag: i proletariatet og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm, et håb om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning med kommunismen , det klasseløse samfund som mål.
Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men medførte samtidigt at den socialistiske idé for alvor slog rod i det franske proletariat. *Kontrarevolutionen i Rusland og Sovjet fra 1956 er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – ifølge Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale” i 1956 mod den revolutionære Stalin-epoke . I realiteten forsøgte Hrustjov-gruppen at påtvinge den internationale kommunistiske bevægelse en reaktionære kontrarevolutionær revision af marxismen gennem at afskrive det revolutionære indhold i kommunismen , arbejderklassens ledende rolle – så da Sovjetunionen blev opløst i 1991, fandtes der kun et skelet, en karikatur af den socialisme som blev opbyget efter 1917.
Sovjet-Rusland var igen kapitalistisk, gældsat og afhængigt af de vestlige kapitalistiske stater. Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De kommunistiske idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab, som de borgerlige-reformistiske partier systematisk undertrykker når kapitalens overlevelse kræver det.
Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om plan-styret samfundsøkonomi hvor alle menneskers ret og pligt til at arbejde og hendes behov for føde, bolig, transport, bevægelse, uddanelse, kultur, leg og sport realiseres.
For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Det kapitalistiske klassesamfund og dets spindoktorer benægter at den kommunistiske revolutions idéer lever – ja kapitalismens forskellige fortalere fra såvel venstre- som højreliberalt hold erklærer dagligt både arbejderklassen og kommunismen død og begravet. Det sker fordi kommunismen giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande.

Halvvejs til Moskva

Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” ,den “sociale markedsøkonomi” eller “New Deal” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England snakkede de om at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ; Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring. * * * *
“Halvvejs til Moskva”
. . . . fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater, som senere blev Nato-medlemmer, var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen.
Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister (Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt, men accepterede kommunistiske velfærdsrettigheder som uddanelse, sundhedspleje ældrepleje efter behov. Velfærdsreformer der mindede om de omfattende kommunistiske velfærdsrettigheder som det socialistiske Sovjet gennemførte i 1920´erne og 1930´erne. De velfærdsrettigheder som arbejderklassen og folkene i vesteuropa; med undtagelse af de USA/UK- støttede regimer i Spanien/Portugal og Grækenland, opnåede efter den “røde hærs befrielse i 1945” mindede om “socialisme” – men kapitalen gavde stadig den “liberale frihed” til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.

Tony Benn; tidligere leder af de britiske socialdemokrater i Labour udtrykker det sådan: * * * * * * * *
” Uanset fordele og ulemper med kommunismens lang magtindehav i Moskva så er det et uafviseligt faktum at blot eksistensen af Sovjetunionen opmuntrede de arbejdende masser til at kaste kolonialismens åg af sig og at denne eksistens indgav håb for de fattige som samfundstoppen her så som en trussel.
Det er derfor muligt at hævde – hvilket jeg gør – at den virkelige frygt for kommunismen i London, i grund og bund ikke var baseret på en frygt for de russiske generaler, men en frygt for det britiske folk som i krisetider ville foretrække socialismen. Set i dette lys så gjorde Hitler et godt job når han knuste fagbevægelsen, kommunisme og socialisme i Tyskland samtidigt som han opbyggede militæret mod enhver tænkbar sovjetisk fremrykning. For dette fik han en diskret støtte”
“Set i dette perspektiv begyndte den kolde krig ikke med Berlin-blokaden 1948 ,men kan spores tilbage til interventionskrigen 1920 da en stor arme blev sendt afsted for at knuse revolutionen”
Det fremgår desuden helt klart ud fra nyligt åbnede dokumenter . . . . .”
. *14)
* * * * * *

https://i0.wp.com/cleibovitz.upwize.com/images/Chamberlain-Hitler%20Deal%20(Front).jpg
I og med det socialistiske Sovjets og den Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod fascismen og de tidligere KOMINTERN-partiers ledende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkningslag blandt de europæiske folk.

Man havde set hvad kapitalismen førte til, i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s reaktionære herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredte sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland som førte landet ud i borgerkrig efter befrielsen i 1944

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1946 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede sig, ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til klassen for at pacificere klassen og forhindre en socialistisk omvæltning som i Czar-Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa, efter den “Røde sejr” i 1945, blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution tanke-gangen og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Løkke, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Løkke,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – – – – – – –

– – – – –
Løkkes, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, (ud-)dannelse,kultur og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag. * * * * *
*8) “Artisans and Sans-Culottes. Popular Movement in France and Britain during the French Revolution” af Gwyn A. Williams* London 1968* . . .
*9)”Friedrich Engels an Victor Adler den 4 December 1889″ Se Marx/Engels Werke bind 37 side 318 (Dietz Verlag, Berlin 1974) . . . .
*10) ” Les Sans-Culottes parisiens en l`an II Mouvement populaire et gouvernement révolutionaire (1793-1794) af Albert Soboul (Paris 1958) . . . . .
*11)Citeret efter Ja.M. Sakher: “De rasendes bevægelse” (russisk)(Moskva 1961 side 21 . . . .
*12)”Jacques Roux, le curé rouge, et le Manifeste des Enragés” side 77 af Maurice Dommanget, Paris
. . . . .. . .. ..
*13) I September-nummeret af BBC History Magazine
/2013 artikel om “The French Revolution’s Man of Terror” afviser Dr.Marisa Linton fra Kingston University de gamle reaktionære spindoktores historie om Robespierre som den “grumme diktator, der regerede Frankrig med et skrækvælde” som “i vid udstrækning en myte, begået af de mænd, der væltede ham.” . . . .

14*) Tony Benn i forordet til Professor Clement Leibovitz´værk: The Chamberlain- Hitler Deal”

FN-rapport: Flere end 50 millioner mennesker, det største antal siden Anden Verdenskrig , er på flugt

fredag, juni 20, 2014

20. Juni 2014 12:48

GENEVE (UNCHR) Ikke siden afslutningen af den Anden Verdenskrig og befrielsen fra AntiKomintern-pagtens krig; terror og fascistiske tyranni har så mange mennesker på jordkloden været på flugt.

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) oplyser, at ved udgangen af sidste år var 51,2 millioner mennesker blevet tvunget til at forlade deres hjem og flygte. Det er seks millioner højere end året før.

Flere end halvtreds millioner mennesker på flugt fra krig, terror og fascisme under hvad kapitalismens borgerlige og socialdemokratiske fortaler kalder : “USA´s demokratiske verdensorden, den bedste af alle verdensordener”.

Det er ifølge FN det højeste antal flygtninge siden den tyske imperialisme og dens europæiske(danske) og japanske allierede forsøgte at erobre og dominere jordkloden.
Til de “officielle” godt 51 millioner flygtninge kommer millioner af “statsløse” flygtninge. Allerede i 2007 havde FN
kommet frem til at der i realiteten var flere end 67 millioner mennesker på flugt
Grupper af mennesker på flugt * * Antal
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Flygtninge under UNHCR mandate * * 11,4 millioner
Flygtninge under UNRWA-mandat (Palæstina) 4,6 millioner
Sammenlagt number of Flygtninge * * 16 millioner
Conflict-generated IDPs /
Flygtninge i eget land) * * 26 millioner
Natur-katastrofer IDPs * * 25 millioner
Sammenlagt number of IDPs * * 51 millioner
Sammenlagt number of refugees og IDPs * 67 millioner
Kilde UNCHR : FN´s Flygtningeorganisation

Berlingske: Borgerkrigen i Syrien er med til at tvinge antallet af mennesker, der er på flugt på op på det højeste antal i de seneste 70 år.

Højreradikal terror i Bruxelles: Mistænkt gerningmand har deltaget i den vestligt støttede borgerkrig mod al- Assad-regimet i Syrien

søndag, juni 1, 2014

1.Juni 2014 08:12

PARIS (Le figaro)
En 29 årig højreradikal franskmand blev fredag arresteret da han steg af en bus i Marseille efter en rejse til den belgiske hovedstad Bruxelles.
Angiveligt står den anholdte bag massakren på et jødisk museum i den belgiske hovedstad den 24 maj hvor fire mennesker brutalt blev mejet ned af en åbenbart ensom gerningsmand. – – –

I den 29-årige mistænktes bagage fandt politiet en maskinpistol og et håndvåben lignende de som blev brugt i angrebet ugen inden. På sig bar gerningsmanden, ifølge politiet, også en usb-nøgle med en video, hvori han angiveligt indrømmer angrebet.
Anklagemyndigheden i Paris meddeler at man i den 29 åriges kuffert også fandt et stykke stof påskrevet : “Den islamiske stat Irak og Syrien ” navnet på en højreradikal arabisk kamporganisation, som også er aktive i den “vestligt støttede krig” for at styrte det uafhængige al-Assad -regime i Syrien. En krig som understøttes af både Hollande-regimet i Frankrig, USA såvel som som Løkke Thornings Danmark.
Den 29-årige højreradikale frankmand har også deltaget i den vestligt støttede borgerkrig i Syrien for at styrte det – af USA og Frankrig – uafhængig al-Assad-regime.

Terror i Syrien, Ukraine og i Belgien

Idag er der ingen der kan være i tvivl : Frankrig og en række Nato-landes regeringer  og deres mikrofonholdere i medierne har oppisket en ensidig chauvinistisk hetz mod al-Assad-regimet (og Janukovitj-regimet i Ukraine) og dermed ikke bare gjort det legitimt for de USA-allierede fascistiske regimer i Saudi-Arabien,Katar (Qatar) og andre stater at sende våben og tusinder af stærkt højreradikale terrorister ind i Syrien;  ligesom Nato-landet Tyrkiet spiller en beskidt rolle i Syrien, men gennem den ensidige og ligefrem løgnagtige propaganda om at regimet i Damaskus har “gasset tusinder ihjel” har man opmuntret uerfarne og desperate unge ikke bare fra Frankrig hvor flere hundrede, der er tale om mellen 5 og 800 alene fra Frankrig som helt legalt med det “socialistiske” Hollande-regimes opmuntring har rejst til Syrien for at spille “nyttige idioter” i Frankrigs og USA´ s uerklærede krig mod al-Assad-regimet
Hvis den mistænkte 29 årige højreradikale franskmand bliver fundet skyldig i massakren i Bruxelles den 24.maj  er det åbenbart hvad det er for forbrydelser som ikke bare Præsident Hollande , men også Statsminister Thorning har opmuntret ikke bare i  Syrien, men også i Europa (Belgien, Frankrig og Ukraine). Det er som bekendt ikke det første attentat i Europa af en højreradikal deltager i krigen mod al-Assad-regimet i Syrien.
I 2012  blev flere dræbte på en skole i franske Touluse i et attentat udført af en højreradikal deltager i borgerkrigen i Syrien og vi vil heller ikke glemmer den højreradikale “antikommunistiske kriger” Anders Behring Breivik massakre i juli 2011 i Norge.

DEn franske Præsident Francois Hollande ; som har opmuntret mellem fem og otte hundrede højreradikale franskmænd at rejse til Syrien for at praktisere deres individuelle bombe-terror mod ubevæbnede kvinder, børn og mænd for at styrte al-Assad og oprette et højreradikal fascistisk regime a la Saudi Arabien og Katar, fik et anfald af hysterisk og hyklerisk oprigttighed om at hans budskab til disse højreradikale er : “jihadister er at vi vil bekæmpe dem, vi vil bekæmpe dem og vi vil bekæmpe dem”, udtalte han. . . . .”

Det er en “grande nyhed” . . . pludselig er Frankrigs præsident blev modstander af den terror som han og Nato-lederne i tre år har opmuntret , understøttet, finansieret og bevæbnet i Syrien.

Det er et faktum at den højreradikale terror har kostet titusinder af menneskeliv i Syrien !

UDEN at kunne styrte al- Assad-regimet endsige oprette et folkedemokratisk regime uden kapitalismens og imperialismens uretfærdigheder.

Eller er det med de titusinder af ofre i Syrien, som med den halve million arabiske børns død
( sanktionerne mod Saddam Hussiens Irak) : som USA´s Udenrigsminister Madeleine Albright
svarede på spørgsmålet om offrerne var værd priset ? : Ja. For i Præsident Hollandes og Thornings Europa er menneskeliv . . . .

Fascistisk terror i Bruxelles: fire skudt ihjel i jødisk museum

lørdag, maj 24, 2014

24.maj 2014 22:56

BRUXELLES (La libre)
Dagen inden valget til EU´s “lovløse” *1) parlement i Bruxelles udfører en højreradikal aktivist et åbent antisemitisk attentat mod det jødiske museum i Belgiens hovedstad. Fire af museets gæster bliver brutalt mejet ned, tre døde ,en fjerde bliver alvorligt såret.
Efter attentatet forsvinder den højreradikale morder i en bil.

1*) DEn EUROpatiske Union (E.U.) oprettede i 1979 et parlament som ikke havde nogen anden funktion end at give den ikke-folkevalgte EU-Kommission og MinisterRådet et “demokratisk figenblad”. Stadig idag er det EU-kommisionen og Ministerådet som gennem hemmelige afstemninger vedtager strømmen af direktiver og love som skal sikre kapitalens herredømme uden at nogen kan stilles til ansvar for de antifolkelige diktater og love vendt mod arbejderklassen i EU-landene (og Ukraine) og det store flertal.

Ukraine: Det USA/EU støttede regime i Kiev optrapper konflikten med befolkningen

fredag, maj 9, 2014

9. Maj 2014 04:48

USA´s marionetregime i Kiev optrapper konflikten med store folkegrupper i landet.

Afviser arrogant Putin-regimets forsøg på “våbenhvile” med opfordring om at udskyde folkeafstemning om autonomi i ukrainske regioner, som “varm luft”.

KIEV ( -)   Onsdag opfordrede Ruslands Præsident Vladimir Putin lederne af den folkelige modstandsbevægelse i Ukraine , at udskyde den folkeafstemning om  autonomi eller uafhængighed fra det ikke-folkevalgte regime i Kiev, der er udlyst den 11. maj i flere regioner   Ruslands præsident gik så langt at han gav sin støtte til præsidentvalget som den USA/EU støttede regime i Kiev planlægger at afholde den 25.maj.

Nu skulle man tro at det USA-støttede regime i Kiev vil takke Putin for den udstrakte hånd og sikre ro til forhandlinger og gennemførelse af det valg som regimet planlægger at afholde den 25 i denne måned. . . . . . . . . . . . . .

Men fra Premierminister Arsenij Jatseniuk´s kontor i Kiev kom der arrogante udtalelser om at Putin´s opfordring var “varm luft”.
Samtidigt kom det USA-støttede marionetregime med trusler om at optrappe den voldelige militære undertrykkelse af den ukrainske protestbevægelse som indtil igår har kostet flere dusin menneskeliv i de østlige regioner og sandsynligvis opimod flere end 100 døde i det fascistiske mordbrandattentat i Sortehavs-metropolen Odessa.

* Efter AFGHANISTAN, JUGOSLAVIEN, IRAK, LIBYEN og SYRIEN er “turen” nu kommet til UKRAINE at blive “befriet” af USA og dets “socialistiske” , “liberale”, anarkistiske og fascistiske allierede i Europa.*

Lederen af det USA og EU-støttede regime i Kiev ;Arsenij Jatsenjuk udtalte kryptisk

“Ukraine har ikke udlyst nogen folkeafstemning den 11.Maj. Hvis terrorister og separatister, som understøttes af Rusland, fik ordre om at udskyde hvad der ikke var planlagt, så er det deres interne sag,”

Arrogante ord fra lederen af et statskapitalistisk fallibo, fuldstændigt afhængigt af finansiel støtte fra USA,IMF og Rusland og en militærmagt med styrker som ikke bryder sig om at slå deres brødre og søstre ihjel fordi de protesterer mod et regime som ikke er folkevalgt men som har taget magten gennem et voldeligt statskup.
Når Junta-lederen alligevel taler som en politiker med “stor magt” skyldes det åbenbart at han har USA´s støtte til optrappe konflikten med den folkelige protestbevægelse, at knuse den om ikke med militær magt så med hjælp af de fascistiske stormtropper som fredag den 2.maj stod bag mordbrand og terror i Odessa. De fascistiske partiers stormtropper opfordres nu til at melde sig til den nydannede National Garde. DE skal sættes ind mod protestbevægelsen i øst og syd og knuse den i et blodbad hvis det går som Jatseniuk og USA håber.

Juntaens “Forsvarsminister: Andrij Parubij – en af stifterne af det Social-Nationale Parti, forløber for det fascistiske “Svoboda” (Frihedspartiet) som nu kontrollere nøgleposter i regeringen i Kiev , udtalte at de militære angreb på protestbevægelsen vil fortsætte, hvad enten de protesterende aflyser folkeafstemningen elller ikke:
“The counter-terrorist operation will continue unhindered, despite the presence of terrorist and insurgent groups in the Donetsk region,”( Andrij Parubij)

Idag, den 9.maj er det årsdagen for Stalins Røde Hær og de allieredes befrielse af Ukraine, Rusland og de andre Sovjetrepublikker og andre lande i Europa fra den nazi-fascistiske besættelse, terror og folkedrab,
For USA´s og EU´s fascistiske allierede er befrielsesdagen en anledning til at optrappe konflikten med nye provokationer for på den måde at udskrige deres “revanschistiske hævnlyst” over deres “nederlag til Stalins Røde Hær”

Tidligere i denne uge, several reports emerged of fears of a new fascist massacre in Odessa, directed against participants in May 9 rallies. Several officials in eastern Ukraine canceled planned festivities, citing the risk of bloodshed.
Obama-regeringen´s repræsentanter vendte virkeligheden på hovedet, ved at udråbe Rusland som aggressor, and US Assistant Secretary of State for European and Eurasian Affairs Victoria Nuland attacked the Kremlin, saying that to date, Russia

“has fulfilled none of its commitments”

to reduce tensions in Ukraine.
With monumental hypocrisy, Nuland—who was caught on tape plotting the installation of Jatsenjuk during the right-wing protests that led to the putsch of February 22 in Kiev—attacked the Kremlin for its

“efforts to destabilize eastern and southern Ukraine.”

The response of the anti-Kiev protesters in eastern Ukrainian regions around Donetsk and Luhansk undermined claims that the protests are simply an intelligence operation concocted by the Kremlin. They said they intended to ignore Putin’s request to postpone the referendum.

“The referendum will happen on May 11,” said Donetsk People’s Republic leader Denis Pushilin. “The date of the referendum will not be postponed.”

Officials in Slavyansk—which has been besieged by forces from the pro-Kiev Ukrainian National Guard and fascist Right Sector paramilitary group, suffering dozens of casualties in repeated Kiev regime attacks—also dismissed Putin’s advice to postpone the referendum.

“If we don’t have a referendum on the 11th, then we will lose the trust of the people,” a spokesman in Slavyansk said. “We face the choice: referendum or war, and we choose the peaceful way.”

The rejection by Washington and Kiev of Moscow’s attempt at an accommodation exposes the fraud of the presentation of the Ukraine crisis by Western governments and media outlets. The aggressor is not the Kremlin, which is ineffectually seeking to work out a truce that neither the Kiev regime nor its Western backers wants.
Rather, it is Washington and its European allies that have stoked up the situation by installing and encouraging an unpopular, far-right regime in Kiev that is determined to drown internal opposition in blood.
A recent poll by the Washington, DC-based Pew Research Center found that only 41 percent of Ukrainians support the Kiev regime. Disapproval ratings are above the national average of 59 percent in the eastern Ukraine, reaching 67 percent. Popular opposition can be expected to grow this month, as the Kiev regime’s unpopular 50 percent price increases for natural gas go into effect.
For de kapitalistiske oligarker bag Putin-regimet i Kreml, while they are stunned by the drive for regime change and civil war in Ukraine unleashed by Washington and Berlin, they are above all afraid of the risk that popular opposition to the Kiev regime in Ukraine and in Russia could trigger a movement in the working class.
May Day rallies in Russia—the first since before the collapse of the Soviet Union in 1991—reportedly gathered millions throughout the country and over a hundred thousand in Moscow for the international holiday of the working class.
Members of the anti-Kiev self-defense militia in Slavjansk denounced Putin for making concessions to Kiev.

“He is a coward. He is afraid of losing his money,” one fighter, who gave his name as Rustem, told the Guardian .“Instead of helping Russian people here, he is betraying us. He will pay for this with a revolution in Red Square,” Rustem added. “Russian people will not stand by and watch this happen.”

Rustem talte under en begravelse af fire mænd i Slavjansk. De blev dræbte i landsbyen Semovka af bevæbnede styrker loyale til det ikke-folkevalgte regime i Kiev. Tre af de dræbte var medlemmer af en militsgruppe af modstandskæmpere, den fjerde som blev begravet var chaufføren af en lastbil blev ramt af kugler og brændte op.
Tidligere blev Irina Boevets, en 30 årig lærer som blev ramt en vildfaren kugle da hun gik ud på sin altan, begravet
As mourners filed by the coffins of the four men, they chanted slogans against Obama and German Chancellor Angela Merkel, the two heads of state who have led the imperialist intervention in Ukraine: “Glory to Russia, shame on America, shame on the EU, Shame on Obama and Merkel!”
En kvinde fra Slavjansk udtalte “It is impossible to turn back to Ukraine after the events in Slavjansk. We will not forgive the killing of our people.”

Ukraine :Fascistisk mordbrandattentat i Odessa: 39 døde

lørdag, maj 3, 2014

EU´s og USA´s fascistiske allierede bag –massakre i Odessa

3. Maj 2014 06:48
ODESSA (Interpres) . . . .   I hvad der kun kan beskrives som en fascistisk massakre mistede 39 modstandere til det USA- og EU-støttede regime i Kiev livet fredag.
Fascistiske bøller satte ild på den store fagforeningsbygning som var et center for modstanden til det liberal-fascistiske kupregime i Kiev som aktivt understøttes økonomisk og politisk af USA, EU og den Internationale Valutafond IMF.
Den eneste chance de indespærrede aktivister i fagforeningsbygningen havde for at undslippe døden var at hoppe ud gennem vinduerne.
For folkene i Ukraine, Rusland og andre Sovjet-republikker bringer de fascistiske banders brandattentat minder om de nazi-fascistiske styrkers terror under deres besættelse af Sovjetunionen 1941-44.
Ifølge øjenvidner, blev de indespærrede modstandere af den liberal-fascistiske junta i Kiev som forsøgte at redde livet gennem at hoppe ud den ildspåsatte fagforeningsbygning omringet og tæsket af bøller fra den neo-nazistiske “højre sektor understøttet af medløbende fodbold-hooligans. Video-film viser kvæstede og sårede overlevende blive angrebet.


Den prægtige Fagforeningsbygning i sortehavsbyen Odessa blev skueplads for den fascistiske pøbels mordbrandattentat: 39 ukrainske aktivister indespærrede i bygningen betalte den højeste pris for deres modstand til det USA- og EU-støttede kupregime i Kiev.

Som i Jugoslavien , som i Irak, som i Syrien sår USA og EU bevidst splid og had
puster til de etniske, nationale og kulturelt-religiøse forskelle for at svække og nedbryde arbejderklassens enhed, nedbryde den folkelige modstand mod den reaktionære kapitalistiske krisepolitik og på den måde at herske gennem svage afhængige regimer. “Divide and Rule” som det hedder på internationalt imperialistsprog
Mordbrandattentatet har rystet den demokratiske og antifascistiske offentlighed i hele Ukraine, Rusland såvel som i resten af verden .
Massakren understreger og påviser den brutale og voldelige karakter af det regime som med USA´s og EU´s støtte erobrede magten gennem et voldeligt kup i februar.

” DEN SANDE UKRAINSKE ÅND”

Samtidigt hånes offrene for det fascistiske mordbrandattentat af det USA/EU-støttede regimes medløbere, også i parlamentet (Verkhovna Rada)i Kiev hvor Irina Farion hyldede mordbranden med ordene:

“BRAVO ODESSA ! I HAR VIST DEN SANDE UKRAINSKE ÅND . . . . LAD DÆMONERne BRÆNDE I HELVEDE ! FODBOLD FANS ER DE BEDSTE OPRØRERE

Fagforeningernes hus blev sat i brand af fascistiske tilhængere af juntaen i Kiev efter they surrounded and destroyed the tent camp of anti-government activists that stood in front of the building on Odessa’s Kulikovo Field Square.
It was torched in a storming attempt after some of the anti-Maidan activists rallying in the square barricaded themselves inside the building.
Earlier reports of the clashes in Odessa said that both sides used Molotov cocktails and, allegedly, gunfire. Part of the pro-Maidan activists reportedly bore insignia of den højre-radikale “Højre Sektor”-gruppe.
The majority of the victims were found on the floors of the Trade Unions House having apparently burned to death or suffocated from smoke. Others jumped out of the building’s windows, according to police.
As the building was engulfed in flames, photos posted on Twitter showed people hanging out of windows and sitting on windowsills of several floors, possibly preparing to jump. Other images showed pro-regime elements celebrating the inferno. Some jeered on Twitter:

“Colorado beetles are being roasted up in Odessa,”

using a derogatory term for oppositions-aktivister wearing St. George’s ribbons.

Liberal-fascistisk kontrarevolution, terror og mordbrand i Ukraine

Thirty of the victims were found on the floors of the building, having apparently suffocated from smoke inhalation. Eight more died after jumping out of windows to escape the blaze, according to local police. Ukraine authorities said a total of 43 people died in Odessa Friday and 174 others sustained injuries, with 25 still in a critical condition.
The violence started as around 1,500 supporters of the Kiev authorities, who recently arrived in the city, gathered at Sobornaja Pladsen i Odessa centrum.
Bevæbnede med kæder og køller and carrying shields, they marched through the city, chanting “Glory to Ukraine,” “Death to enemies” and “Knife the Moskals [derogatory for Russians].”
ODESSA; befriet af Stalins Røde Hær den 7.april 1944 , få timer efter de nazistiske besættelses styrkers massakre på 306 mennesker i landsbyen Holodnaya Balka udenfor Odessa . . . . . . 70 år senere, den 2.maj 2014 gennemfører fascistiske bander mordbrandattentatet på Fagforeningernes Hus, et centrum for modstanden mod den USA- og EU-støttede ikke_folkevalgte junta i Kiev

As the Odessa outrage occurred, US President Barack Obama, at a joint White House press conference with German Chancellor Angela Merkel, explicitly endorsed the military offensive being carried out by the unelected Kiev government against protesters occupying official buildings in eastern Ukraine.
Despite Western media attempts to cover up what happened in Odessa—with multiple reports stating that “the exact sequence of events is still unclear”—there is no doubt that the killings in the southern port city were instigated by thugs wearing the insignia of the Right Sector, which holds positions in the Kiev regime, along with the like-minded Svoboda party.

Odessa has been among the southeast Ukrainian cities swept by protests since the February coup. At the end of March, thousands rallied in the city, challenging the legitimacy of the coup-imposed government med kravet om en folkeafstemning om regionens autonomi.
The Odessa massacre is the largest death toll so far since the Ukrainian regime, at the urging of the Obama administration, renewed its full-scale military assault on anti-government protests and occupations.

Ukraines HÆR sat ind mod den folkelige modstand

Den liberal-fascistiske junta har under trusler fra EU- og USA givet ordre til militæreret om at knuse modstanden mod kupregimet.
Earlier Friday, interim Ukrainian President Oleksandr Turchynov said many separatists had been killed in a government offensive in Slavyansk. Kiev officials said troops overran rebel checkpoints surrounding the city of 130,000 people in an operation launched before dawn, adding that the city was now “tightly encircled.”
Despite the use of helicopter gunships, the assault stalled, however, because of local resistance. By early afternoon, the Ukrainian troops were halted in the villages of Bylbasovka and Andrejevka, where residents flocked to their lines to argue with them and urge them not to fight.
In Andreyevka, about 200 people formed a human chain to stop armoured personnel carriers and trucks. In Bylbasovka, residents chanted “Shame! Shame! Shame!” In the nearby town of Kramatorsk, people blocked roads with trolley cars and buses in an attempt to prevent the army from entering.
At his press conference with Merkel, Obama seized on reports that two Ukrainian helicopters had been struck by ground fire. He cited unconfirmed allegations by the Ukrainian intelligence agency SBU that one was hit by a heat-seeking missile as proof that Russian forces were involved. By the evening, however, even the New York Times admitted that no evidence had been produced of heat-seeking missiles.
Along with Obama’s incendiary claim, his backing for Kiev’s military onslaught points to a drive by the US and its European partners to create civil war conditions and goad Russian President Vladimir Putin’s administration into intervening, in order to provide the pretext for crippling economic sanctions and a NATO confrontation with Russia.
Washington pushed for the renewed offensive just days after the Kiev regime appeared to back away from an all-out military assault, saying it was “helpless” to stop the occupations of buildings, which have spread to at least 17 cities and towns.
Putin sought to forestall the US-led push by signing a so-called peace agreement with the US, the European Union and Ukraine two weeks ago, which provided for ending the building occupations and halting plans for a military crackdown. This pact has been swept aside by Kiev and its backers. Putin’s spokesman yesterday said the “punitive operation” mounted by Ukraine had destroyed the agreement.
Russia called another emergency UN Security Council meeting Friday to denounce Ukraine’s actions. Moscow’s ambassador, Vitaly Churkin, warned of “catastrophic consequences” if the military operation continued, only to be denounced by his US counterpart, Samantha Power, who called the attack “proportionate and reasonable.”
Power, who made a name for herself by championing US military interventions in Libya and elsewhere in the name of “human rights” and the “protection of civilians,” declared that Russia’s concern about escalating instability was “cynical and disingenuous.” In keeping with US government propaganda since the beginning of the crisis, she baldly asserted that Russia was the cause of the instability.
It was Washington and its allies, particularly the German government that orchestrated the ultra-nationalist February putsch in Kiev and then exploited the reaction of Moscow, and Ukraine’s Russian-speaking population, to accuse Russia of threatening Ukraine.

FEM MILLIARDER DOLLAR har det kostet at få et marionetregime installeret i magtens korridorer i Kiev

Having poured some $5 miliarder into the country to install the Kiev regime via violent paramilitary operations, it is now accusing Russia, without producing any serious evidence, of doing the very same thing.
Ukraine’s initial military assault last month began after CIA Director John Brennan surreptitiously visited Kiev.

A second push followed a visit by US Vice President Joseph Biden.
There is evidence of ongoing US involvement. The Russian Foreign Ministry said English-speaking foreigners had been seen among the Ukrainian forces mounting the assault on Slavyansk on Friday, echoing its previous charges that Greystone, a US military contractor, is working alongside the Ukrainian military.
In part, the US operation seems directed at preventing an autonomy referendum planned by anti-Kiev opponents on May 11. In addition, a Ukrainian presidential election, scheduled for May 25, is seen by the Western powers as a means of lending legitimacy to the coup government in Kiev.  The most widely-promoted presidential candidate, billionaire oligarch Petro Poroshenko, er fortaler for ukrainsk medlemskab i den aggressive NATO-krigsalliance og  the subordination of the country to the dictates of the European Union and the International Monetary Fund.
But with the Kiev regime failing to suppress the opposition, Washington appears intent on provoking a confrontation and then accusing Russia of preventing the presidential poll from proceeding. Meanwhile, on the pretext of training exercises, US troops are being deployed in the Baltic states of Latvia, Lithuania and Estonia, as well as Poland, bringing NATO forces right up to Russia’s borders.

KILDER:

ODESSA er Ukraines fjerdestørste by med flere end en million indbyggere. Den store havne- og industriby har aner tilbage til antikken hvor stedet var en græsk koloni; blev grundlagt som russisk by i 1795
Dn franske greve de Richelieu, en flygtning fra Revolutionen i hjemlandet, blev udnævnt til Guvernør for byen af Czar Aleksander I i 1803, and he is credited with designing the city and organizing its services.
I 1819 the city was made a free port, and it became home to an extremely diverse population of russere, ukrainere, jøder, polakker, rumænere, grækere, bulgarere, albanere, armenere, Italienere, og franskmænd. Odessa’s growth blev afbrudt af Krim-krigen 1853–1856, during which it was bombarded by British and French naval forces. I revolutionsåret 1905 udbrud en arbejderopstand i Odessa. En opstand som blev støttet af mandskabet på panserkrydseren Potiomkin.
The classic motion picture Panserkrydseren Potemkin, by Sergej Eisenstein,
commemorated the uprising and included a scene in which  hundreds of Odessan citizens were murdered on the great stone staircase (now popularly known as the “Potemkin Steps”), in one of the most famous scenes in motion picture history. The actual massacre took place in streets nearby, not on the steps themselves. At the top of the steps, which lead down to the port, stands a statue of the Duc de Richelieu.
Under borgerkrigen efter den Store Socialistiske Oktoberrevolution
1917-1920
. En borgerkrig som blev aktivt understøttet af de samme vestlige imperialistmagter (som idag hykler om deres “ikke-indblanding” i Ukraines og Ruslands indre anliggender) var Odessa under besættelse af several groups including the Ukrainian Tsentral’na Rada, the French Army, the Red Army and the White Army. Finally, in 1920, the Red Army took control of Odessa and united it with the Ukrainian SSR, which later became part of the USSR. Under Anden Verdenskrig, fra 1941 til 1944, var Odessa besat af naziallierede rumænske tropper og life went on as usual; but in 1944 the German Nazi army moved in and during the April 1944 battle, the city suffered severe damage and many casualties until its liberation by the Red Army on 10 April 1944. Despite everything, the city preserved its unique cosmopolitan mix of Russian/Ukrainian/Mediterranean culture, and the city’s multiethnic communities have had great influence on its development. Today the city is surrounded by heavy industry and is a Ukrainian naval base and home to a fishing fleet. The central core and the Black Sea embankment make for nice strolling amidst pockets of history.

KILDER: The criminals first killed and then burned people in Odessa in broad daylight

Kina: 40 tusind arbejdere på Yue Yuen-skofabrikkerne fortsætter strejke mod koncernens svindel

mandag, april 21, 2014

21.april 2014 14:08

Storstrejke mod svindel med udbetalinger til arbejdernes social- og boligfond udvides

PEKING _ (Xinhua-Nye Kina) Hvis nogen af de borgerlige og socialdemokratiske fortalere for det kinesiske proletariats rolle som “international løntrykker og skrubrækker” i den “nye kapitalistiske verdensorden” havde en forestilling om at den kinesiske arbejderklasse under “KKP”´s ledelse ville acceptere rollen som sweatshops-slaver, vil det være klogt for dem at glemme den “livsløgn”.
Et af af de aktuelle eksempler på det kinesiske proletariats stadig optrappede kampaktiviteter er storstrejken på Yue Yuen-skofabrikkerne som nu går ind i sin anden uge.

I Dongguan ved Perle-flodens delta i Kinas Guangdong-region ligger centrum for den globale skoproduktionen. Titusinder arbejdere producere sko til hele verden. I sidste uge startede arbejderne på produktionsanlægningen i Dongguan deres strejke. Mandag morgen fortsatte Dongguan-arbejderne strejken samtidigt som deres kolleger på Yue Yuen-koncernens fabrik i Gabou (Jiangxi-regionen) tilsluttede sig storstrejken.
Arbejderne samles hver dag efter indstemplingen af deres tidkort i kontrolurerne udenfor Yue Yuen-fabriksanlægget, men nægter at arbejde.
De bliver overvåget af en tusind mand stor uropolitistyrke.
På strejken anden dag, tirsdag gik 10 tusind arbejdere på gadern i Dongguan i protest-demo under paroler “Tilbagebetal vores socialfondspenge” og “Tilbagebetal vores bolig-fondspenge.”
Arbejdernes fredelig protest-demonstration blev brutalt angrebet af uro-politiet som denne videooptagelse viser:
Chinese riot police physically attack peacefully protesting workers 东莞裕元万人罢工
Det er uklart hvor mange arbejdere der er kvæstet i sammenstødet med de politi-styrker som Guandong-myndighederne sendte mod arbejdernes protest-demo, men flere end tyve arbejdere er indlagt på sygehus.

En arbejder fortalte en journalist fra NY Times at hun månedligt tjener 1300 renminbi (ca 1200 kr.), og der skulle være indbetalt 100 renminbi hver måned til hendes sociale velfærdsfond, et beløb som firmaet åbenbart har “glemt” at betale.

En anden arbejder, som kaldte sig Li, told the press that he was 38 years old, and his monthly salary is about 3,500 renminbi (godt 3 tusind kr.), men Yue Yuen’s udbetaling to his social insurance were based on an income of 1,810 renminbi.
The primary issue being raised by the striking workers is Yue Yuen’s decade-long underpayment into workers’ retirement and housing benefits. Each month, workers pay approximately 10-20 percent of their earnings into a Social Insurance account.

De kommunistiske velfærdsrettigheder som det kinesiske proletariat opnåede i 1949 efter sejren i den nationale befrielseskrig
og borgerkrigen (mod borgerligt-fascistiske Kumintang) som ret til arbejde, føde (populært kaldet “jernskålen” fyldt med ris), sygepleje er afskaffet af KKP-regimet for at tilfredstille kapitalens krav om en stadig strøm af profitter.
I 1997 smadrer “KKP”-regimet jernskålen – så alle (byboere) ikke længere var garanteret et job eller kommunistiske velfærdsrettigheder (uddannelse, sygepleje og et sted at bo efter behov).
Før 1997 fungerede jernskålen – risskålen af jern, der gav mad til alle, fordi staten sikrede det. Men kun for byboerne. Landboerne havde forlængst fået deres – omend minimale – jordlodder og måtte klare sig selv.
I byerne var der gratis skolegang for børnene og de unge, og alle var sikret et job efter endt skolegang. De lyseste hoveder fik en videregående uddannelse efter statens behov og skulle udfylde en forudbestemt plads i statsadministrationen, militæret eller hos de statsejede virksomheder.
I Kina findes de “kommuniske velfærdsrettigheder” som i Danmark og i en række andre europæiske stater hvor folk har ret til uddannelse, syge- og ældrepleje efter behov, ikke længere. For en kinesisk arbejderfamilie kan alvorlige sygdomme betyde ruin og hjemløshed. Men virksomheder er ved lov forpligtet til at indbetale mellem 10 og 20 % af den ansatte løn til en social velfærds og pensionsfond.

Men arbejdere som kræver udskrifter the Social Insurance offices to collect printouts of the contributions made to their accounts discovered that Yue Yuen had either significantly under contributed to their account or had made no contributions at all.

Yue Yuen has been calculating the contributions made to the social insurance accounts on workers’ base salary rather than their actual pay, thus leaving out all overtime income. Arbejderne på Yue Yuen ligesom andre arbejdere i Kinas kapitalistiske vareproduktionsektor er tvungen ud i en systematisk overarbejde for at sikre sig en løn som kommer op på det dobbelte af den lave grundløn.

Yue Yuen har ikke bare snydt arbejderne for deres social insurance payments, it has not paid them their housing funds either. According to Xinhua, “A human resources executive who requested anonymity confirmed the matter, saying only about 1,000 workers of the plant’s 45,000 staff have been paid housing funds.”

Yue Yuen-koncernens overbetalte spindoktor (pressetalsmand) erklærede mandag på strejkens første dag at firmaets failure to pay workers their benefits and housing was the result of a “misunderstanding,” and that Yue Yuen would begin implementing “an improved social benefit plan.”

This statement did nothing to appease the striking workers.

De godt 40 tusind arbejdere på Gabou-skokombinatet kom til fabrikkerne mandag morgen ved arbejdstidens begyndelse , stemplede ind i kontrol-urerne, men nægtede at arbejde og udvandrede fra fabrikshallerne.
“Firmaet har snydt os i 10 år,” udtalte en kvindelig arbejder fra Gaobu-fabrikkken til Reuters. “Gaobu-regeringen (af regionen,oversæt.anm)) , arbejdsmarkedsudvalget, social-udvalget og firmaet har alle snydt os .”

Arbejderkollektivet producerer sko til Addidas og en række af verdens mest “eksklusive” skomærker.

Det Taiwanesisk-ejede fabrikskombinatet i Gaobu har omkring 40 tusind ansatte ifølge virksomheden. Ifølge faglige tillidsfolk strejker samtlige ansatte.
China Labor Watch siger at det er en af de mest omfattande strejker de sidste mange år.

Yue Yuen-koncernen´s 460 tusind arbejdere (2011) verden over producererede 300 millioner par sko for blandt andre Nike,  Adidas,  Reebok, Converse og andre mærker . Ifølge koncernens egen hjemmeside udbytter koncernen arbejdere og andre ansatte på fabriksanlæg ikke bare i Kina, men også i Vietnam, Indonesia, Mexico og USA . Kapitalen bag Yue Yuen-koncernen scorede $434.8 millioner, godt 2 milliarder kr., i netto-profitter ud af en omsætning på $7 milliarder 580 millioner.

Yue Yuen-koncernen har tre fabriksanlæg i Guangdong-regionen, hvor 60 tusind arbejdere producere sko for en række internationale sko-firmaer (Nike, Addidas m.fl.)r.

FAKTA : Proletariatet i Kina : Udgør med sine tre hundrede millioner mennesker idag en væsentlig styrke i det internationale proletariat. Under det tidligere KOMINTERN-parti KKP ´s ledelse udvikledes den nationale industri og folkehusholdning med hjælp fra Stalins Sovjetunion og proletariatet som ved Udråbelsen af Folkerepublikken i 1949 kun talte 8 millioner hvoraf halvdelen var arbejdsløse talte bare ni år senere i 1958 efter udviklingen af industrien godt 56 millioner mennesker.
The working class absorbed new members from the countryside and educated them to be new workers who had class awareness, experience, and consciousness of themselves as the leaders of society. These changes opened the possibility for the working class to take on leadership. I 1954 nedfældes det direkte i en nye grundlov at arbejderklassen er samfundets ledende klasse. At the same time, some frictions developed between the working class and the Party. The struggle against “bureacratism” began in 1956, and in that year there were over one thousand strikes throughout the country.
DEN KINESISKE folkerevolution som sejrede i 1949 med hjælp fra Stalins Røde Hær befriede ikke bare Kina fra de udenlandske imperialisters undertrykkelse og udplyndring (Japan, USA, og Stor Britannien) , men knuste også det feudale udbyttersystem i modsætning til for eksempel Indien hvor der stadig eksisterer feudal, ja slavelignende udbytning.
Under KKP´s ledelse tog arbejderklassen fat på opbygningen af en en national industri .

Det kinesiske proletariat voksede til tælle 56 millioner mennesker i 1958 og var igång med at udføre historiske bedrifter som kapitalismen aldrig kommer i nærheden af:

Væksten i Folkerepubliken Kinas industri var 11,2 procent årligt i perioden 1952 til 1976.
Industriens andel af det samlade bruttonationalprodukt (BNP) var ifølge OECD steget fra 10 til 35 procent.
Der var tale om en tidobling af industriroduktionen
En industriel udvikling som kun overgås af den sovjetiske revolution i 1920´erne og 30`erne .

Samtidigt skete der en kulturel og uddannelsesmæssig revolution i det kinesiske folk . I 1949 var 80 procent af kineserna analfabeter. dvs kun hver femte kineser kunne læse eller skrive. Ikke engang 30 år senere , da Formand Mao gik bort i 1976 var bara 10 procent analfabeter.
Midellevealderen for mennesker i det nye befriede
Kina næsten fordoblet fra 35 til 65 år.

Generally speaking, during the twenty years between 1956 and 1976 the Chinese working class made great contributions to China’s industrialization, the progress of China’s development, the restructuring of the factory management regime, and truly took ownership of the state. The working class progressed from a weak class to a mighty one, for the most part due to the leadership of the Communist Party. But even as we note this, we should emphasize that from the perspective of class consciousness the workers did not develop a complete understanding of or vigilance toward kapitalen.

The third period was from 1976 until 1978. During these three years of transition, the status of the working class began to change from “exercising leadership over everything” to “deferring to the leadership of the Communist Party.” This proved indispensable for the future victory of capitalism. At the local level, following the Party turned into following the local Party Secretary. In fact, in this period, the Party became a tool for taming the people. In factories and work units, many worker leaders were demoted or even imprisoned, and workers’ channels of expression were blocked. Meanwhile, factory despotism was strengthened, and economic incentives were provided to workers to fragment them and shift their attention to material gains rather than class unity. The labor union became a tool for taming the working class.

The fourth period is the thirty years of the reform and opening up. Everyone is aware that this process has entailed the expansion of capitalist power in the countryside and cities and the declining of the social status of the working class. Marx said that capital comes into the world “dripping from head to foot, from every pore, with blood and dirt.” But at the beginning of the reform era, capital did not seem to be as ugly as Marx had said, but on the contrary, it was welcomed by everyone. Capital was portrayed as that which would bring a beautiful life, and neither Party members, cadres, workers, peasants or intellectuals feared or opposed it. As capital slowly revealed its true nature, workers finally realized their function under capitalism. The decade of the 1980 was capitalism’s honeymoon. This is because people did not have a deep understanding of capitalism. The reforms began in the rural areas with the breaking down of the collective economy and the turning of surplus labor into a commodity.

Many measures were taken to undermine opposition to the reforms. In 1981 the armaments kept by factory militias were handed over to the local governments; the first order of business for the capitalist class after it takes power is to disarm the workers. I 1982, blev retten til at strejke og ytre sig ophævet i en ny revideret Grundlov, and promoted educational efforts emphasizing law and discipline. I have asked old cadres why at that time workers’ right to strike was eliminated. Han Xiya said that at the time the propaganda was that “the working class is the leading class—why would the working class call a strike in opposition to itself?” Many people thought that striking against one’s self was absurd and should be eliminated from the constitution. In 1983, the “strike hard” campaign was launched to counter workers’ resistance, and this was the first large-scale suppression aimed at the working class in urban areas.

I 1984, the factory regime was reformed into a system under which the factory director assumed full responsibility. This system emphasized the authority of the factory director and weakened the role of the Party branch secretary. In the late 1980s, many social security policies were eliminated such as the Jernskålen (fyldt med ris), stabile lønninger og andre velfærdsrettigheder.

Ved begyndelsen 1990´erne var det åbent kapitalistiske regime under Deng Xiaoping-gruppens socialfascistiske lederskab begyndt at konsolidere sig . After Deng Xiaoping’s famous 1992 trip to the Special Economic Zones in the south and other areas promoting the reforms, the 1993 Corporate Law and the 1995 Labor Law established the new system of property rights and the wage labor system. Fra 1986 on workers were given contracts for employment, but there was ever only one copy of the contracts, and after the workers signed they were not allowed to keep them. This situation continues to this day, and it is very difficult for migrant workers to obtain copies of their labor contracts–when they ask for the contracts the managers repeatedly reply, “What do you want that for?” There is a continuity in the practices of the capitalists.

The second period, from 1956 to 1976, covers the period of socialist construction, and during this time the working class was able to develop its political potential. There were several incidents worth discussing here. First, in 1957, the Communist Party initiated a rectification campaign [the Hundred Flowers movement] which invited intellectuals to correct the subjectivism, denominationalism, and bureaucracy within the Party. After 1949 the Party was extremely highly regarded, and average people very seldom came to think that the Party had any problems. Most workers were extremely grateful to the Party, and thought that they should work hard under its leadership. Most intellectuals in 1957 were intellectuals who had been brought up in the old society. Some of the old intellectuals argued that the business of managing the state was complicated, and that experts and intellectuals should take command. The new elites, that is, the Party bureaucrats, seized the chance to attack the old intellectual elites. At that time, most workers and non-intellectuals did not see intellectuals’ attacks on the Party as heroic gestures, but on the contrary saw them as self-interested and ungrateful. Many workers and peasants worried that intellectuals demand for democracy was a ruse aimed at winning power for themselves, and that once intellectuals gained power the common laborers would lose their newly-won stable salaries and land.

The second incident worth noting is the Great Leap Forward of 1958. Today many people mock the movement’s goal of “Surpass Britain and catch up with America”– how could it be possible for China to have realized this goal? In fact, fifteen years later when global capitalism encountered the crisis of the 1970s, production in Britain declined and China surpassed it. The Great Leap Forward mainly tried to solve two problems: steel and agricultural products such as cotton and staple grains. Steel was the foundation required for further industrialization, and agricultural products were necessary for improving the livelihood of the people. In order to reach the production goal for steel, the masses were mobilized to construct makeshift refineries. Intellectuals scoff at this approach and claim that it caused much negative impact on the environment and society. However, the production goals were eventually realized, and this significantly boosted the confidence of the Chinese people in their efforts to build a new society. Aside from this, women were for the first time able to participate in the production of steel alongside men, and according to interviews with participants this played a great role in liberating women from traditional roles and advancing gender equality. It was the mobilization and increased confidence of the working class during the Great Leap Forward movement of 1958 that laid the foundation for the Angang Charter, which until today is the enterprise management method most conducive to the workers leadership ever developed, and a shining accomplishment of the working class.

En af proletariatets mest kampvillige og radikale organisationer i dagens Kina er Dagongzhe (som frit oversat betyder “migrantarbejderne). Den blev dannet i år 2000 af arbejdere i den sydkinesiske industriby Shenzhen. Deres holdninger og aktivitetsniveau kan minde om de første kommunistiske organisationer på KOMINTERNtiden i 1920´ernes Kina.
Organisationen har siden stiftelsen haft som formål at bistå og hjælpe arbejdere, fremforalt fattige industriarbejdere fra den kinesiske landsbygd. I Kina findes bare en legal fagflig organisering, den gigantiske Landsorganisation ACFTU som støtter “K.K.P.”-regimets kapitalistiske kurs. Dagongzhe kan derfor inte arbeta som en klassisk fackforening. Istedet utgør organisationen en Labour NGO, en organisation som utfør fackliga uppgifter men som inte har medlemmar på olika arbetsplatser. Få av Kinas Labour NGOs er dock lika radikala som Dagongzhe.

Strax inden Kinas senaste arbetsmarknadslag trädde i kraft 2007 försökte många kinesiska företagare undgå att upprätta legala anställningskontrakt genom att under kort tid avskeda seniora arbetare. Under denna process lurades många av de friställda arbetarna på sin innestående lön. Dagongzhe svarade på detta genom att bistå arbetare att stämma sina tidigare chefer. Organisationens engagemang väckte dock ilska bland såväl företag som myndigheter. I november 2007 angreps organisationens främsta representant Huang Qingnan av knivbeväpnade gangstrar som troligen hade hyrts in av lokala affärsmän. Huang fick alvarliga skador och riskerar till och med att tvingas amputera bort ett av sina ben. Dagongzhe fick ytterligare problem 2008 när hyresvärden sade upp organisationens lokaler. Samtidigt kunde organisationen efter en tid arbeta vidare ostört i en annan av Shenzhens stadsdelar.

Dagongzhe finns fortfarande och har en betydligt vassare vänsterretorik än andra Labour NGOs. Bara under de senaste dagarna har organisationen publicerat inlägg på sin mikroblogg som är mycket mer samhällskritiska än vad som är vanligt i Kinas politiska debatt. Detta inlägg postades den 12 april: ”Hur kan facket i Changde utan att blinka ställa sig på fel sida och hjälpa kapitalet, trots uppmärksamhet och tryck från båda sidor!… Facket i Changde ska inte vara neutralt. Det ska stå på samma sida som oss arbetare.” 在各方监督和压力下,常德市总工会不敢这么明目张胆地站错位、帮资方的!…常德市总不应该是中立,它应该站在我们工人这一边。I ett annat meddelande postat den 11 april kommenterar organisationen en polisinsats mot en strejk med orden: ”De har blivit kapitalisternas knähundar.” 变成了资本家的走狗了!

KILDER: Nyhedsbureauet CHINHUA(Xinhua)/NYE KINA
China Labor Watch

SENESTE > > > > > > 30.APRIL – Viele Streikende in China festgenommen

Mit massiven Einschüchterungen hat die chinesische Regierung einen Streik in einer großen Schuhfabrik beendet . Ein Arbeiter berichtete, mehr als 60 streikende Kollegen seien von der Polizei festgenommen worden: “Die Fabrik wird jetzt von der Polizei kontrolliert.” (“n24.de”) Eine 17-jährige Arbeiterin berichtet, die Geschäftsführung hat gedroht, jeden sofort zu feuern, der Ärger mache.

“rf-news”

Kapitalismens Kina : Næsten en femtedel af landbrugsjorden er forgiftet , ifølge statslig rapport.

torsdag, april 17, 2014

17.April 2014

PEKING (XINHUA/NYE KINA ) — Omkring 19,4 procent af landbrugsjorden i det kapitalistiske Kina er forurenet. oplyser Folkerepublikkens Ministerium for Miljø Beskyttelses og Ministeriet for Jord og Resourcer i en ny rapport.
“Alarmerende” er det udtryk som det statslige nyhedsbureau bruger for at beskrive resultatet af den ni år lange miljøundersøgelse at en femtedel af den dyrkningsbare jord er forgiftet.
At det er “alarmerende” forstås bedre når vi ved at det er umuligt at dyrke noget fra naturens side på omkring to tredjedele af Kina´s godt ni millioner kvadratkilometer på grund af ørken og bjerg eller at jorden ligger al for højt oppe.

Årsagen til forureningen af det kapitalistiske Kinas dyrningsbare jord er den kapitalistiske udvikling i industrien og landbruget ifølge nyhedsbureuaet Nye Kinas sammenfatning af den ni år lange statslige miljørapport. Miljøministeriet bruger dog ikke udtrykket “kapitalistisk” om Kinas industrier og landbrug.
. . . . Arbejdet med at kortlægge omfatningen af forureningen har taget næsten ni år, Man begyndte i april 2005 og afsluttet undersøgelserne i december 2013.
Godt 6,2 millioner kvadratkilometer jord er blevet undersøgt, hvilket svarer til mere end 140 gange Danmark.

Tre hovedfaktorer udpeges i rapporten:

• DE kapitalistiske industrier lukker store mængder urenset affald ud.

• Landbrugsjorden overvandes med vand som er forgiftet af industri-slam.

• Landbruget bruger der udover betydeligt mere kunstgødsel og bekæmpningsmiddel end hvad som egentligt behøves.

Ifølge rapporten findes store mængder uorganiske stoffer i over 80 procent af den forurenede jord . Situationen er værre i syd end i nord, opgiver rapporten.

De mest udspredte giftstoffer i den kinesiske landbrugsjored er kadmium, nikkel og arsenik. Mængden af disse stoffer og andre farlige stoffer er steget ekstremt siden de sidste miljø -rapporter blev offentlige i 1986 og 1990. I kystregionerna er for eksempel niveauet af kadmium steget med 50 procent siden den sidste offentlige rapport.

Folkerepublikkens myndigheder er blevet stadig mere opmærksomme på problemet, rapporterer New York Times. En viceminister udtalte ved en pressekonference i december at godt 30 tusind kvadratkilometer af Kinas jord og marker – svarende til et areal større end Jylland – er så forgiftede at landbrug ikke burde tillades der.

Rapporten vil give nyt brændstof til debatten om mangelen på regelværk for private virksomheder i Kina. Det gælder også problemet med sundhedsfarlig mad, hvor en række dødsfald har rystet den kinesiske offentlighed de seneste år.

Kilder : 1.Xinhua:

2.Kinas Miljøbeskyttelses-ministerium:20 % af landbrugsjorden forurenet

3. One-Fifth of China’s Farmland Is Polluted, State Study Finds

Kina:Proletariatets løn, arbejdstid og de multinationale kapitalisters udbytning og profitter

Ukraines Junta-leder heiler til den fascistiske pøbels jubel i Kiev

onsdag, april 2, 2014

Ukraines EU og USA-støttede Junta-leder Arsenij Jasenjuk øver sig i at hilse på “romersk vis” – sammen med en tilfreds leder af fascistpartiet Svobodas Oleg Tjahnyboks og den “kristen-demokratiske” Vitalij Klitjko .

Ukraine´s Junta-leder Arsenij Jasenjuk sammen med Barack Obama i det Hvide Hus efter kuppet der bragte en EU og USA-støttet liberal-fascistisk Junta til magten Kiev.

Her blev der ikke stillet nogen kritiske “questions” om de fascistiske “stormtropper” i Kiev´s gader.

.
De vestlige landes “demokratiske” lederes “fortrængning” af fascisternes rolle i februar-kuppet i Kiev minder om Dr. Strangelove som i filmen om ham har store problemer med at styre sin højre hånds “egenmægtige” vilje til at hilse på “romersk vis” , som Hitler og nazisterne idag.
Det gør en anden amerikaner derimod, nemlig Professor Stephen F. Cohen som på DEmocracy.com skærer USA´s og EU-ledernes aggressive imperialistiske politik overfor Ukraine såvel som Rusland, ud i pap

FAKTA om mændene bag det EU- og USA-støttede kupregime i Kiev

Hvem er de “nye” ukrainske magthavere ?

En række af den ikke-folkevalgte ukrainske regerings ledende ministrer kan kun beskrives som neo-fascister.
Realiteterne er at, for første gang siden 1945, an avowedly anti-Semitic, pro-Nazistisk parti kontroler nøgleposter i statsapparatet i et europæisk hovedstad , courtesy of US and European imperialism. Den ikke-folkevalgte regering,som kom til magten
efter det voldelige, fascistisk anførte 22.februar-kup , headed by US appointee Arsenij Jatsenjuk, includes no fewer than six ministers from the fascist Svoboda party.
For mindre end et år siden, krævede World Jewish Congress at Svoboda blev erklæreret forbudt. But the party’s founder and leader, Oleh Tjahnybok, who has spoken repeatedly of his determination at knuse den “Russisk-Jødiske mafia som kontrolerer Ukraine,” was feted by US and European Union officials as they prepared last month’s coup.
Following the 2010 conviction of John Demjanjuk as an accomplice i massemordet på 30 tusind mennesker i Nazi KZ-lejren i Sobibor, kaldte Tjahnybok ham en helt. Tjahnybok’s deputy, Jurij Mykhalchishin, founded a think tank called the Joseph Goebbels Political Research Center.
Eliten i USA og EU herunder hele den danske politiske elite, som hver eneste dag, år efter år har hyldet folkets stemmeret og betydningen af “folkevalgte regeringer”, fortrænger nu at den styrtede Janukovitj kom til magten efter et valg som både “EU og uafhængige valgobservatører” godkendte og dermed legitimerede. EU-eliten som netop IKKE er “folkevalgt” lukker øjnene og afviser at der findes antisemiter og fascister i den regering som kom til magten efter et voldeligt kup i februar. Men det er et faktum at partiformanden for et af regeringspartierne Svoboda, Oleg Tjahnybok gang på gang kommer med grove antisemitiske udtalelser – For eksempel at Ukraine styres af en ”moskovit-jødisk” maffia og at det skal blive en ende på de ”kriminelle aktiviteter af den ukrainske organiserede jødedom”. Det er første gang siden 1945, at neo-fascister sidder på ministerposter i et europæisk land, hvis vi ser bort fra de USA/UK støttede fascistiske regimer i Spanien/Portugal og Grækenland (til 1974-75). They include the Ukrainian interim defense minister, Igor Tenjukh (a naval commander who has studied at the Pentagon and favors NATO membership); deputy prime minster for economic affairs Oleksandr Sych (chief Svoboda ideologist who as a member of parliament co-authored a bill banning abortion, who’s said that women have the right to avoid pregnancy by “leading an orderly life”); minister of agriculture Ihor Svaika (an agro-oligarch); and minister of ecology Andrij Moknik (who has served as Svoboda’s envoy to Italy’s neo-fascist Forzo Nuovo. Group).

Other appointments worth noting include the National Security Council chief, Andry Parubij (co-founder of Svoboda, leader of the U.S.-backed “Orange Revolution” in 2004, and “security commandant” during the Maidan protests directing attacks by the paramilitary organization “Right Sector”); and Deputy NSC chief, Dmitro Jarosh (founder of the “Right Sector”). The Prosecuter-general, Oleg Makhnitski and Minister of Education Sergij Kvit are also members of the Svoboda Party.

Imagine a National Security Council controlled by people whom (it now appears) hired snipers to fire on the Maidan crowd, with the intention of blaming this on Yanukovich’s security forces.) This is not business as usual. This is a leap into darkness.

The Svoboda (“Freedom”) Party so well represented in the interim cabinet was founded in 1991 as the successor to the Organization of Ukrainian Nationalists (OUN) founded in 1929 by a man named Stepan Bandera. Svoboda still idolizes him. Former Ukrainian prime minister Victor Jusjenko in deference to their sentiments declared Bandera a “Hero of Ukraine” in 2010, producing protests from the European Court of Justice. The pro-Russian administration of the next prime minister—the recently deposed and widely vilified Janukovitj—reversed the decision a year later.

De nye politiske magthavere i Kiev er ikke folkevalgte. De har taget magten gennem hvad som bare kan beskrives som et voldeligt statskup, kan kun betegnes som højreradikale (neofascister) og højreliberale og mange af dem har specielle personlige bånd till USA.

Aleksandr Turtjinov som kallar sig “tillförordnad president” er pastor i den ukrainska batistkirke som har 150 tusind medlemmar og till stor del er resultat av missionerande fra USA. Sommaren 2007 lyckades USA-evangelisten Franklin Graham, fjerde barn til Billy Graham, samla 40 tusind tilhængare på Olympiastadion i Kiev. Familjen Graham har alltid gått i spetsen for amerikanska krigsvirksomheder.

Arsenij Jatsenjuk som kallar sig “tillförordnad premiärminister” rapporteras under sin bankkarrier ha blivit en aktiv scientolog. Han tog en eksamen i hokus-pokus-læran “dianetik” hos scientologerna i Kiev 1988 och blev samma år kreditkonsult på Aval Bank innan han avancerade till Nationalbanken. Han undertecknade ett kontrakt med den så kallade “Sea Organization”, scientologernas elitstruktur, hvor han uppnått høg nivå, s k OT-6 av 8 nivåer. Hans søster Alina Petrovna Steele er verksamt scientolog i Santa Barbara i Kalifornien), men buden skiftar om hennes nivå.

Svoboda was the major political force in the Maidan protests that overthrew Ukrainian president Viktor Janukovitj. In return for providing the shock troops for the coup, it has been given control of vital ministries.
Svoboda co-founder Andrij Parubij acted as “security commandant” in the protests, directing attacks by the Right Sector—an alliance of fascists and extreme right-wing nationalists, including the paramilitary Ukrainian National Assembly-Ukrainian National Self Defense (UNA-UNSO). Dressed in uniforms modelled on Hitler’s Waffen SS, its members boast of fighting Russia in Tjetjenien, Grusien/Georgia og Afghanistan.
Parubij is now secretary of the National Security and Defence Council, overseeing the Defence Ministry and the armed forces. Dmitro Jarosh, leader of the Right Sector, is his deputy.
Deputy Prime Minister Oleksandr Sych is another leading Svoboda figure, as is Oleh Makhnitski (prosecutor-general), Sergij Kvit (Undervisningsminister), Andrej Makhnik (Økologiministry) and Igor Shvaiko (Landbrugsministry).
Others reportedly connected to UNA-UNSO are Dmitro Bulatov (youth and sports minister) and the “activist” journalist Tetiana Chernovol, who was named chair of the government’s anti-corruption committee.
The hero of Svoboda and UNA-UNSO is the Nazi collaborator Stepan Bandera, leader of the Ukrainian Insurgent Army (OUN), which aided the Nazis in horrific massacres of the Jewish population.

Vitalij Klitjko slutligen har mest knyttet til tyske højre-intresser. Han har tilldelats Tysklands højeste orden for sin tjenster for landet. Men han er samtidigt skattebetalare i USA. Tills helt nyligen samarbetade hans parti Udar (“slag”, men också akronym för Ukrainska demokratiska alliansen för reformer) med USA-virksomheden PBN, specialiserat på så kallad “strategisk kommunikation” i Rusland, Ukraine og andre SNG-lande.

Ifølge PBN´s webbsite er virksomhedens vigtigste områden “virksomheds-og krisekommunikation, offentliga och statliga relationer och finansiell kommunikation och investerarrelationer.” I styrelsen sitter bl.a. Gorbatjovs tidigare pressekreterare Georgij Ogarjov.

Selskabets ukrainske kontor ledes av USA-statsborgaren Miron Wasilik, fhv ansat vid State Department, ledamot i styrelsen for den CIA-anknutna Eurasia Foundation och ledamot i styrelsen för Internationella centret för politiska studier, grundad med pengar från George Soros. Detta centrum var med om att utarbeta ett forslag till ett frihandelsavtal mellan Ukraina och EU som presidenten betraktade som ett hot mot nationella intressen. Wasiliks hustru sitter i Ukrainas parlament for højrepartiet Udar.

I kretsen kring PBN finns också Klitjkos bekendte Fiona Hill, mest kendt (berygtet) for att støtte wahabitiske terrorister i Tjetjenien. Hon forsøkte också rettfærdiggøre terrorangrebet i Beslan. Under president George W. Bush var Fiona Hill efterretningsofficer for “Rusland og Euroasien” ved USA´s nationale efterretningsråd .

På sistone rapporteras Klitjko ha inlett samarbete med ett annat konsultbolag från USA, Greenberg Quinlan Rosner (GQR), med filialer i sjuttio lander och som rapporteras stå president Obama nærmare end PBN som styres av neocons. GQR rapporteras ha hjulpet såvel Bill Clinton som Michail Saakasjvili till makten som valrådgivare.

Oleg Tiagnibok slutligen som ledare för Svoboda er tværtom en person som USA verkligen inte vill ha att göra med – officiellt. Tiagnibok nekades i fjol visum till USA för sin rabiata antisemitism. Som framgår av artikeln på Wikipedia om Svoboda använde partiet till 2003 en symbol so utläses “I + N” (Idé + nation) och som påminner om hagekorset (hagekorset minus två små streck). I olika tal lovade han bekämpa den “moskovitisk-judiska maffian som styr Ukraina”.

Under senator John McCains (R) besøg i Ukraine gjordes dock inga forsøg på at skilja ut Tiagnibok från selskapet, vilket uppmærksammades av Channel 4.

Victoria Nuland, fra USA´s Udenrigsministerium: “We have invested more than 5 billion dollars in the Ukraine.”

Researchgruppen

Nye løgne fra Obama i Bruxelles

fredag, marts 28, 2014

BRUXELLES (*) Da USA´s præsident Obama i torsdags (26.marts) talte i Bruxelles, angreb han Rusland for “forbrydelser mod folkeretten og angreb på Ukraines suverænitet og territorielle integritet.”

Obama henviste til konflikten omkring den hovedsaglig albansk beboede jugoslaviske provins Kosova og dets ensidige selvstændighedserklæring i 2008. Kosovos ensidige uafhængighedserklæring blev ikke anerkendt af FN , men USA og nogle kapitalistiske Nato-stater (dog ikke alle) understøttede og anerkendte Kosovo. Et brud på FN´s Charter som mange kritikere af USA´s aggressive udenrigspolitik idag hævder gør det umuligt at fordømme “Ukraines tab af halvøen Krim” efter en folkeafstemning som ikke var kontrolleret endsige overvåget af den liberalt-fascistiske junta som havde taget magten gennem et voldeligt kup uden folkedemokratisk opbakning og gennem brud på Ukraines grundlov. * * *

Det er også vigtigt at informere de historieløse journalister og politikere i USA og EU at Krim tilhørte Rusland frem til 1954 hvor den opportunistiske klovn Nikita Hrustjov sammen med tretten bureaukrater vedtog at give Krim til Sovjetrepublikken Ukraine som en “gave”. Gruppen af højreopportunister omkring den ukrainsk fødte Hrustjov forsøgte med den forfatningsstridige “flytning” af Krim , uden at spørge Krimboerne, at fedte sig ind hos de nationalistiske og fascistiske kræfter i den Ukrainske Sovjetrepublik som stadig med USA´s støtte terroriserede befolkningen i Ukraine. Den højreradikale nationaslist Bandera, som idag hyldes i de EU- og USA-understøttede herskende kredse i Ukraine som en “nationalhelt”,sluttede sit fordbryderiske liv i 1959 hvor Hrustjov-regimet besluttede at “legen var god” og likviderede den ukrainske ultranationalist i Wien.

Den Højreopportunistiske Sovjetleder Nikita Hrusjtjov på ukrainsk frimærke fra 2009


Den i vesten hyldede højreopportunistiske klovn Nikita Hrusjtjov i skyggen af den sovjetiske statsmand Joe Stalin

Set i lyset af den højreopportunistiske Hrustjov-gruppes administrative beslutning , i strid med Sovjetunionens forfatning og uden folkeafstemning, at “give russiske Krim som en gave til Ukraine” i 1954 er det svært af se “folkeafstemningen på Krim om tilslutning til Rusland” i 2014 som andet end et “demokratisk fremskridt”

1*)

Alligevel erklærede den historieløse Obama i Bruxelles :

“Kosovo forlod først Serbien efter en folkeafstemning som organiseredes uden at være i strid med folkeretten, men i i nøje samarbejde med FN og Kosovos naboer. Ingenting som overhovedet mindede om dette skete på Krim.””

I virkeligheden blev der ikke gennemført nogen folkeafsteming i Kosovo. Derimod var Kosovos selvstændighedserklæring en direkte følge af Nato´s folkeretsstridige aggressionskrig mod Jugoslavien i 1999.

Obama´s løgne om “folkeafstemingen i Kosovo” viser, at både Obama og hans spindoktorer og rådgivere som uden tvivl vil få skylden for historieforfalskningen om Kosovo tramper rundt som amatører på den internationale scene. Det amerikanske folk fortjener bedre end at blive repræsentertet af en amatør der slynger omkring sig med selvopfundne (livs-)løgne.
Da Obama omtalte Rusland som en “regional magt” – kom det Hvide Hus på overarbejde med at forklare medierne USA naturligvis ikke skriver atomvåben-aftaler på lige fod med de “regionale magter”.

red/ZG

Kilder:
“there was no Kosovo referendum”

Se Obamas løgn om Kosovo her.

NOTER 1*) Hrusjtov-gruppen opmuntrede den 19 februar 1954 de højreradikale kræfter i Ukraine da Krim oblast (Amt eller egn på ca 26.00 km2=Jylland) som indtil da havde været en del af den Russiske Sovjetrepublik gennem et dekret overlod halvøen til Ukrainske SSR, uden folkeafstemning men begrundet med hvad Hrusjtov-kliken kaldet halvøens “geografiske, økonomiske og kulturele nærhed til Ukraine”. Overladelsen blev præsenteret af den i Ukraine fødte Nikita Hrusjtjov som en “gave til Ukraine” Hrusjtjov-regimets “gave” (overladelsen af Krim fra Rusland til Ukraine) var et brud mod Sovjetunionens forfatning (fra 1936). De instanser i RSFSR (den Russiske Sovjetrepublik) som tog beslutningen have ifølge republikens daværende grundlov ingen beføjelser til at gøre det. Den eneste måde at ændre RSFSR’s territorium ville have været en folkeafstemning i RSFSR, som ikke gennemførtes i 1954. Byen Sevastopol var desuden gennem en ukas den 29 oktober 1948 klassificeret som underlagt republikansk styre (d.v.s. direkt under Moskva) og havde egen administration og budget. Ifølge den russiske side idag omfattes Sevastopol ikke af “overladelsesteksten” fra 1954. Efter Sovjets opløsning fortsatte konflikten mellem Ukraine og Rusland angående Sevastopols og sortehavsflådens tilhørsforhold. En venskapstraktat mellem Rusland og Ukraine blev indgået 1997, i og med hvilken Rusland siden har lejet en plads i militærhavnen i Sevastopol. Traktaten løber over tyve år og udløber 2017.[57] Grænsedragningen i Kertj-sundet er stadig omstridt.[58] Den 23 december 1998 blev republikens nuværende konstitution vedtaget, hvor Krim anerkendes som en autonom republik i Ukraine.[59] Efter at den højreliberale Viktor Jusjtjenko havde vundet præsidentvalget den 21 november 2004, hvor 82 procent af befolkningen på Krim stemte på dennes modstander Viktor Janukovitj, beordrede Jusjtjenko fyring af alle myndighedspersoner på Krim, for at “skifte regimet og dets repræsentanter ud”.[60] Da amerikanske tropper i juni 2006 gik i land i havnen i Feodosija udløste det store protestdemonstrationer i byen. Protesterne rettede sig både mod den amerikanske militære tilstedeværelse, som blev opfattet som et klart brud mod forfatningen eftersom Krims parlament ikke havde godkendt det, og mod den aggressive NATO-militæralliance og den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenkos planer om at føre Ukraine ind i den aggressive Nato-krigsalliance.

*15 år * 1999-2014: Nato indleder terrorkrig mod Jugoslavien

mandag, marts 24, 2014

24.marts 2014

Beograd (*Ø) Den 24 marts 1999 startede bombefly fra USA og flere Nato-lande et omfattende terrorbombardement af Jugoslavien,

Nato´s aggressionskrig under navnet Operation Allied Force var i strid med Folkeretten, et brud på FN´s Charter som forbyder aggressionskrig. Det var første gang at NATO used military force without the approval of the UN Security Council and against a sovereign nation that did not pose a threat to members of the alliance.

Nato´s bombekrig eller Operation Allieret styrke blev overfor de jugoslaviske folk døbt operation “Merciful Angel” (Barmhjertige Engel)
De kolde fakta om Nato´s Barmhjertige Engel-operation mod folket i Serbien var flere tusind dræbte, opimod fire tusind, flere end 10 tusind sårede. To tredjedele (2/3) af offrene var civile herunder et hundrede børn. I løbet af de første tre uger slås flere mennesker ihjel end under de tre måneder inden Nato´s Barmhjertige Engel aggression, hvor pro-Nato-medier i vesten var fyldte med reportager om den “humanitære katastrofe i Kosovo/Kosova”.

Nato´s bombeterror mod en suveræn FN-medlemsstat; det europæiske land Jugoslavien fortsatte i yderligere to måneder. Tusinder af civile ubevæbnede mennesker mister livet, Den jugoslaviske infrastruktur ødelægges. 800.000 albanere flygter eller fordrives. Derefter tvinges en kvart million romer, serbere og albanere på flugt da de forskellige “albanske” bevæbnede grupper – i eller uden UCK-uniformer – indledte sin blodige gengældelse som gav mindelser om den tidligere udbredte tradition for blodhævn. Denne vold blev dog ikke officielt understøttet af UCK´s ledelse, men så vidt muligt, opmuntret og understøttet af NATO´s tropper. Nato´s terror førte ikke til hverken demokrati eller velfærd for de Jugoslaviske folk;
tværtimod : død, ødelæggelse, mistro had mellem de forskellige folkegrupper efter etnisk/religiøse skel.
Samtidigt som kapitalistiske lag og grupper voksede frem som de nye herskere: Det er den bitre frugt af Nato´s krig. Og det vidste USA´s regering og det militært-industrielle magtapparat på forhand. Der er ikke tale om; som visse af USA+´s og Nato´s venner forsøger at bilde folk ind: at USA begik “fejl” eller at “USA tog fejl” eller at USA ligefrem var “fejlinformeret”. USA tog ikke fejl i Jugoslavien, men brød bevidst med Folkeretten som også gælder for USA, som FN-medlemsstat. USA begik omfattende krigsforbrydelser for at styrte det (af USA) uafhængige jugoslaviske regime (under Præsident Slobodan Milosevic). Det samme gælder Nato´s krig og terror i Irak (fra 1991/20032015), Libyen (2011), Syrien (2012 > > og USA ´s støtte til det liberal-fascistiske statskup i Ukraine 2014 > > > >.

De “barmhjertige” Nato-styrker bombarderede Jugoslavien med missiles with depleted uranium, causing massive cancer disease, deformation of newly-born babies unknown before.

NATO polluted soil, water and food production for unbelievable period of four billion years. Direct economic damage caused by aggression was estimated to an amount of over one hundred billion dollars.
Alene i løbet af den første måned af den folkeretsstridige krig mod Jugoslavien, angreb NATO krigsfly med bomber og krydser-missiler i mere end 10.000 angreb. Mere end 2500 krydsermissiler ramte landet med en vægt på over 7.000 tons sprængstof.

omfattende antikrigsdemomstrationer overalt i verden

Danmarks radikal-socialdemokratiske regering tilsluter sig fra første dag den folkeretstridige krig mod et suvereænt land. Statsministeren dengang hed Nyrup Rasmussen, udenrigsministeren Niels Helveg Petersen (R), forsvarsministeren Hans Hækkerup (S). Og 2014 markerer 15 året for den vanvittige bombning af Serbien og Kosovo fra 24 marts til 10. juni. . . . . . . . . . >

Albanske flygtninge massakreret af Nato´s terrorbombardementer af Jugoslavien den 15.April 1999

KOMMENTAR Zivadin Jovanovi,Formand for the Belgrade Forum for a World of Equals, Serbia

As the NATO aggression against Serbia (FRY) 15 years ago had shown there are no humanitarian military interventions whatsoever.
NATO has become the most dangerous tool for massive violation of human rights in the second half of XX and first two decades of XXI centuries. Therefore NATO as remnant of the cold war area should be abolished and its entire military bases, as well as military bases of member
countries all over the world, should be dismantled.

Violation of Human rights of Serbs in the Province of Kosovo and Metohija
The struggle for peace and the struggle for full respect of universal human rights, as defined by UN Declaration on protection of human rights, are interdependent and non-separable. Violations of sovereignty and territorial integrity, military interventions, aggressions and occupations go hand in hand with massive violations of the basic human rights.
It is clear that there are no humanitarian military interventions.
NATO military aggression against Yugoslavia ( Serbia ) which started March 24rth, 1999 was launched to allegedly protect human rights of Kosovo Albanians. It was carried out in blatant violation of the basic principals of International Law and without approval of UN Security Council. The precedent was used later in various other parts of the world whenever it suited the interests of USA and NATO: Afghanistan , Iraq , and Libya . There are threats that it may be used against other countries like Syria, Iran, North Korea or any other country.

Immediately after the end of the aggression, USA constructed on Serbian soil in Kosovo and Metohija the biggest American base in the world known as Bondsteel. This was the beginning of mushrooming of USA and NATO military basis all over the Balkans and Eastern Europe .
Today there are more USA and NATO military basis in Europe than any time during the Cold War Era.
Why?
Warsaw Pact has been disbanded. There are no confronting socio-political systems; all European countries apparently enjoy free market economies and multi-party parliamentary democracy. What and who to defend and where from by so many military bases and long range ballistic rockets carrying nuclear warheads? From international terrorism? Cyber attackers? International organized crime groups? Rogue states?
The overall economic, financial, political and moral crises of the leading countries of the West will probably lead to further spreading of interventionism, militarization and total disregard of the basic principles of international relations. Cover up justifications will not be a problem. So far there has been abundance of “positive” experiences of “humanitarian interventions”, “protection of civilians” from dictatorial regimes etc. The richest and militarily the strongest are not ready to carry alone the burden of the crises that they have caused themselves. Their might is serving them to transfer the burden of the crises to the weaker, especially, if the weaker happen to have oil, gas, or strategic minerals.
The crises have already caused the most massive violation of human rights such as the right to employment, education, health, information, privacy.
Shortly after NATO “humanitarian” aggression on Yugoslavia (Serbia), it became clear that intervention actually resulted in an unprecedented scale of violation of human rights of Serbs and non-Albanians of Kosovo and Metohija Province. Alliance between NATO and the Albanian terrorists and separatists during the military aggression (KLA), continued ever since and reached its peak in February 2008 by unilateral proclamation of illegal secession of the province from Serbia. This act would never be possible without NATO aggression, occupation and support. It, again, violated the basic principles of the national and international laws, UN Charter and UN Security Council’s resolution 1244 (1999) which guaranties sovereignty and territorial integrity of Serbia.
The consequences are that Kosovo and Metohija after 12 years of being under UN mandate continues to be the source of instability in the Balkans, organized international crime and spring board of extremism and terrorism toward the rest of Europe.
The Province of Kosovo and Metohija is the birth place of Serbian nation, culture, religion and state. Thousands of Serbian medieval monuments witness to this. There are two large communities living in the Province – Kosovo Serbs, who are Orthodox Christians, and Kosovo Albanians, the great majority of whom are Moslems. Before the beginning of the Second World War Serbian population in the Province were majority. Today, Serbs make less than 10 percent of the total population of the Province. The drastic change in national structure was due to the policy of ethnic cleansing of Serbs occupation for about 500 years, then by fascist-Nazi occupation forces (1941 – 1945) of over decades if not centuries – first by Turkish Empire which kept the Province under Mussolini and Hitler and finally by NATO aggression and occupation which continues up to these days.
UN Security Council Resolution 1244, of June 10, 1999 put the end of the NATO aggression but introduced military occupation of the Province, formally by international UN mandated forces (KFOR), in reality by NATO forces. Ever since June 1999, we have been witnessing large scale of individual and even institutionally-sponsored violation of basic human rights and freedoms of Kosovo Serbs and other non-Albanians.
Here are some examples of major human rights violations.
No free and safe return for 250,000 displaced Serbs from Kosovo and Metohija
After June 1999, International Red Cross noted some 250,000 Serbs and other non-Albanians who had been expelled by terror, intimidation and ethnic cleansing leave their birth places and homes in Kosovo and Metohija. Current UNHCR data show return of some 18,000 Serbs, but in reality this number is some 6,000, or 2.1%. UN Mission and other international stakeholders organized the process of the return, but no results. Therefore, Serbia remains the country with the highest number of refugees and displaced persons in the whole of Europe.
No justice for the victims
After June 1999, close to 1,000 Serbian and other non-Albanian civilians have been abducted and eventually killed. In July 1999, 14 people, including children, in the village of Staro Gracko were killed while harvesting in the field. In the winter 2002, a bomb was planted and set-off under a passenger bus killing many Serb passengers. In August 2003 a group of Serbian children playing by the river in village of Gorazdevac , were killed. Thousands of other crimes against Serbs in the Province have been committed and none of the culprits brought to justice although justice and police are directly managed by UN and EU missions (UNMIK, EULEX).
Human organs trafficking
In December 2010, Special Rapporteur of the Parliamentary Assembly of the Council of Europe, Swiss MP Dick Marty , published Report on trafficking of human organ of abducted Serbs in 1999. The Parliamentary Assembly adopted the Report and passed Resolution demanding independent international investigation. So far no results because the people involved in this organized crime are Kosovo Albanian top politicians, former leaders of the terrorist KLA (UCK). They enjoy support and protection from Washington, London and Berlin.
We demand that the investigation in the human organs trafficking in Kosovo and Metohija be conducted under auspices of UN Security Council without further delay.
Illegal occupation of Serbian-owned property
After June 1999, Kosovo Albanians simply occupied all immovable and movable possessions of 250,000 Serbs who left Kosovo, but also of Serbs who remained there. Often, owners were either killed or expelled by force from their properties. In September 1999, the UN founded a body that was supposed to facilitate the return of property to legal owners, the Housing and Property Directorate, but there are no results.
General insecurity
Since June 1999, there was almost no freedom of movement outside the so-called enclaves in which Serbs found their safety. Today Serbs still cannot access their businesses and land without risk of being attacked end even killed. They still cannot go churches and cemeteries without KFOR military escort. Some of Serbian enclaves even today continue to be fenced by barbed wire and their inhabitants living in ghetto-like conditions.
Rewriting history
Ever since NATO aggression in 1999, there has been systematic destruction of any traces of Serbian monuments and Christianity in Kosovo. Some 150 Serbian Orthodox churches and medieval monasteries have been destroyed, originating from as early as 13th and 14th centuries, including some from the UNESCO List of World Heritage. In addition, there has been a wide-spread exercise to rename remaining churches and monasteries as “Byzantine” or “Albanian”, or “Albanian castles and towers.
Violation of right to health
Kosovo Albanian authorities have been stopping and seizing shipments of medical equipment and medical drugs intended for medical facilities in Serbian enclaves. In addition, they have been willfully and intentionally trying to worsen situation for Serbian populated areas, by cutting the electric power supply. For three years in the row, in winter time they have been cutting power supply to Serbian enclaves.
Violation of right to education
Since June 1999, all cities and towns in Kosovo except Mitrovica in the north were ethnically cleansed and became mono-ethnically Albanian. Serbs and other ethnic groups were driven to villages. School facilities were inaccessible for Serbian schoolchildren. They had to resort to inadequate premises for schools. However, most drastic situation is in Gorani community. The Goranis are local Serbian speaking ethnic group of Muslim belief, who have been exposed to incessant assimilation attempts and forced to accept Albanian language and Albanian curriculum. This pressure still goes on.
Struggle for peace and struggle for social, economic, political and cultural human rights are the duty of peace movements and all peace loving forces.
Freedom, equality in rights and opportunities and sovereignty of states and nations are preconditions for full respect of human rights as provided for in the UN GS Declaration on human rights.
Liberal corporate capitalism in its imperialistic stage is the chief source of massive violation of the basic human rights of the mankind.
Global economic, financial, political and moral crisis of the western societies is accompanied by the most massive violation of the basic human rights after the end of the Second World War.
Global interventionism, wars and violations of human rights, disrespect of the international law and abuse of United Nations, are immanent features of corporate capitalism.
As the NATO aggression against Serbia (FRY) 13 years ago had shown there are no humanitarian military interventions whatsoever.
NATO has become the most dangerous tool for massive violation of human rights in the second half of XX and first two decades of XXI centuries. Therefore NATO as remnant of the cold war area should be abolished and its entire military bases, as well as military bases of member countries all over the world, should be dismantled.
The use of the missiles with depleted uranium should be formally banned by international convention.
Abuse of human rights for spreading domination of imperialism is impermissible and should be stopped forthwith.
All Serbs and other non-Albanians expelled from the Province after NATO aggression 13 years ago are entitled to free and safe return to their homes in the Kosovo and Metohija Province.
Territorial integrity and sovereignty of each country should be fully respected in the interest of peace and stability. Natural and economic resources, including oil and natural gas reserves, are subject to sovereign control and exploitation by concrete countries and can not be excuse for any interference or intervention from abroad.
The role of the UN, respect of the UN Charter and UN GS Declaration on protection human rights should be reaffirmed and reinforced.
The sovereignty and territorial integrity of Serbia should be respected and UN SC resolution 1244 (1999) fully implemented.
Unilateral secession of Serbian Province of Kosovo and Metohija is not acceptable and should not be recognized. We call for peaceful solution of the issue of the status respecting UN SC resolution 1244 and equal human rights of all inhabitants of the Province.
All pressures and blackmails against Serbia to trade its sovereignty over the Province of Kosovo and Metohija in exchange for candidacy or membership in European Union are neocolonial methods which should be condemned and rejected as absolutely unacceptable.
Zivadin Jovanovic, President of the Belgrade Forum for a World of Equals, Serbia

Bragt 2012

Japan, 3 år efter Fukushima atomkraftsulykken: Titusinder i protest mod den kapitalistiske atomkraftsindustri

søndag, marts 9, 2014

9.Marts 2014 22:48

TOKYO (- ) Den 11. marts er det 3 år siden ulykken på det kapitalistiske atomkraftsværk i japanske Fukushima.
Idag var titusinder af mennesker forsamlet på Tokyo´s gader for at udtrykke sin protest mod den storkapitalistiske atomkraftsindustri og dens statskapitalistiske politiske støtter i Shinzo Abe´s regering som har planer på at genstarte reaktorerne på landet atomkraftsværker, naturligvis med statsligt støtte og garantier for at sikre en statsgaranteret strøm af billig elektricitet til landets storkapitalister eller som det formuleres “sikre det japanske erhvervslivs konkurrencekraft”.

Titusinder demonstrede i Tokyo mod den kapitalistiske atomkraftsindustri blandt andet under parolen : “Atomkraftens tid er forbi”

KILDER:
Thousands Attend Nuclear Power Protest in Tokyo Japan Ahead of Fukushima Anniversary

Libyen; år tre efter Nato´s “befrielses”-krig mod landet :To politikere skudt ihjel på gaden

søndag, marts 2, 2014

2.Marts 2014 22:08

TRIPOLI (AFP) Demonstranter foran parlamentet i Tripoli åbnede ild mod parlamentarikere.

To medlemmer af parlamentet i Tripoli blev søndag ramt og såret af skud fra demonstranter, der har stormet Nationalkongressen, oplyser parlamentsformanden ifølge nyhedsbureauet AFP. Det skriver DR Nyheder
– To parlamentsmedlemmer blev ramt af kugler, da de forsøgte at forlade stedet i deres biler, siger Nuri Abu Sahmein på tv-stationen Al-Nabaa og gav bevæbnede demonstranter skylden for skyderiet.
Snesevis af demonstranter har søndag stormet Libyens overgangsparlament, hvorefter nogle af dem drog hærgende gennem bygningen, siger øjenvidner.
Demonstranter bortført
Demonstranterne kræver, at overgangsparlamentet opløses, ligesom de raser over den natlige bortførelse af demonstranter, der deltog i en aktion foran parlamentet.
I en kort erklæring afviser det libyske justitsministerium bortførelsen af unge, som udtrykte deres synspunkter.
Tidligere sagde demonstranter, at bevæbnede mænd havde opløst en protestaktion (sit in) lørdag aften, inden nogen af dem blev anholdt. De var dog ikke i stand til at opgive noget antal.
KIlder : DR/AFP/ Ritzau

Kapitalismens Polen: 11 selvmord hver eneste dag

onsdag, februar 19, 2014

19.februar 2014 18:22

WARSZAWA: Psykologer advarer mod en stigning i antallet af selvmord i Polen – især blandt de unge.

Selvmord er på fremmarch i Polen, advarer polske psykologer nu om. Hver eneste dag vælger mindst 15 mennesker at tage deres eget liv,og for 11 af disse desperate mennesker bliver det deres sidste dag i livet.

Flere selvmord end trafikdrab

Ifølge EU-landet Polens officielle statistik har selvmord nu overhalet antallet af dræbte i trafikken, som ellers er relativt højt.

De polske politimyndigheders tal viser, at fire tusind og 177 mennesker (4.177) tog deres liv i 2012 ud af 5.791 forsøg, mens 3.571 mennesker døde i trafikulykker.

Blandt de der valgte selvmord var 373 børn og unge i alderen 14 til 19.

Fjerde hyppigste dødsårsag

DEn nye kapitalistiske verdensorden “tvinger” stadig flere mennesker : børn, unge såvel som ældre ud i selvmordets desperate udvej af et åbenbart håbløst liv. I 1998 var selvmord den ottende hyppigste dødsårsag i verden, mens den i dag er den fjerde hyppigste dødsårsag i den “reelt eksisterende kapitalistiske verdensorden”.

– Hvad der er mest foruroligende er, at den næst hyppigste dødsårsag blandt de 7 – 19 årige er selvmord, siger Piotr Wierzbinski fra Voksen Psykiatrisk klinik ved det medicinske universitet i Lodz.

Mænd under 20 år og over 45 år er de mest selvmordsramte polakker.

Verdensomspændende internet-protest mod USA´s hemmelige overvågning og spionage

tirsdag, februar 11, 2014

11 februar 2014 – 17:48

Idag indledes en global internetprotest mod USA´s hemmelige overvågning af internettet gennem spionorganet N.S.A.

Under parolen
”THE DAY WE FIGHT BACK ”
– gav omkring seks tusind internetportaler over hele kolden idag startskuddet til masseprotester mod USA´s hemmelige efterretningstjenestes NSA´s spionage og overvågning af internettet.

Initiativtagerne har sat sig det ædle mål at overbevise og presse de amerikanske lovgivere til at stoppe overvågningen, skriver blandt andre

The huffington Post

På sajterne som deltager i protesten vises en banderole hvor der står ”Dear internet, we’re sick of complaining about the NSA. We want new laws that curtail online surveillance.”
(Frit oversat: ”Kære internet, vi er trætte af at klage over NSA. Vi vil have ny lovgivning som mindsker overvågningen på netet.”).

Via banderolen kan amerikanske internetbrugere få telefonnummer og mailadresser til politikere i USA´s parlament (Kongressen)

Brugerne opfordres til at kontakte lovgiverne for at påvirke dem til at stemme nej til et lovforslag som skulle styrke “lovligheden af NSA´s overvågning”, samt at støtte et andet lovforslag som skulle “gennindføre en del af de friheder på internet som amerikanerne har mistet i de sidste år”.

”NSA :den største trussel”

Opråbet kommer to år efter en protest hvor flere end otte tusind (8.000) sighter “gik i sort” under tolv timer for at protestere mod de amerikanske lovforslag SOPA og PIPA som, gennem blandt andet censur ville have indskrænket internetfriheden

Protesten resulterede i at endnu flere blev bevidste om den amerikanske regerings kurs mod et “Big Brother”-samfund, hvorved regeringen blev tvunget ud i et “taktisk tilbagetog” pga af den omfattende og stærke kritik mod de antidemokratiske” tendenser i disse lovforslag. Et flertal i Kongressen trak senere lovforslagene tilbage. Uden kritikstormen og den omfattendee bevidstgørelse i brede folkelige kredse anses det for givet at forslagene ville have gået igennem.

Man tror at flere millioner internetbrugere aktivt vil deltage i protesten som har fået navnet ”The Day We Fight Back”, rapporterar Huffington Post. [
Reddit, Tumblr, Wikia och Mozilla er nogle af de store portaler som deltager i dagens manifestation, som samlas under parolen “The Day We Fight Back”

Arrangørerne håber at dagens protest vil blive lige så fremgangsrig som den for to år siden og at USA “holder op med at være en ”overvågningsstat”. David Segal, en af initiativtagerne til
”The Day We Fight Back”, siger i en pressemeddelande: ”I dag er den største trussel mod et frit internet, og et frit samfund, NSA`s masseovervågning”.

FAKTA om N.S.A.´s Spionage og Overvågning ifølge amerikansk presse : > > > > > > > > > > >
The NSA “has secretly broken into the main communications links that connect Yahoo and Google data centers around the world.”
— THE NEW YORK TIMES
> > >
The NSA “is harvesting hundreds of millions of contact lists from personal e-mail and instant messaging accounts around the world.”
— WASHINGTON POST
> > >
The NSA “is gathering nearly 5 billion records a day on the whereabouts of cellphones around the world.”
— WASHINGTON POST
> > >
The NSA collects the content and metadata of emails, web activity, chats, social networks, and everything else from fiber-optic cables “that carry much of the world’s Internet and phone data.”
— WASHINGTON POST
> > >
NSA “officers on several occasions have channeled their agency’s enormous eavesdropping power to spy on love interests.”
— THE NEW YORK TIMES

> > >
NSA “is secretly piggybacking” on Internet advertisers’ “cookies” and location data “to pinpoint targets for government hacking and to bolster surveillance.”
— WASHINGTON POST

ILO: “Flere end 200 millioner arbejdsløse” i kapitalismens verdensorden

tirsdag, januar 21, 2014

21.Januar 2014

Rekord-arbejdsløshed i kapitalismens “nye verdensorden”

GENEVE (ILO *) Den officielle massarbejdsløshed talte for første gang flere end 200 millioner mennesker, ifølge, ILO: International Labour Organization; FN´s organisation for arbejdet og dets vilkår.

I den årlige rapport “Global Employment Trends” rapport,som kom idag, skriver ILO at omkring 201,8 millioner arbejdsduelige mennesker var uden arbejde i 2013.

Det en stigning med næsten 5 millioner på et år.  Den officielle masse-arbejdsløshed overgår dermed “rekorden” fra 2009 , året efter udbruddet af den kapitalistiske krise., hvor 198 millioner var uden arbejde, officielt.
I virkeligheden er antallet af arbejdsløse betydeligt større , måske dobbelt så mange
For ILO medregner ikke de mange millioner arbejdsløse mennesker som har mistet retten til dagpenge og derfor ikke bliver talt med i FN-landenes officielle statistikker.

At massearbejdsløsheden fortsætter med at stige, godt fem år efter udbruddet af krisen i 2008 ,understreger dybden af det kapitalistiske systems krise.

KILDE:ILO

Frankrig: 268 gange Oui til lov om forbud mod kapitalistisk prostitution

onsdag, december 4, 2013

4.December 2013

PARIS (l´Humanité) Et stort flertal : 268 folkevalgte medlemmer af det franske parlaments første Kammer: Assemblée Nationale stemte idag Oui, Ja til en lov som forbyder kapitalistisk prostitution. Imod stemte 138 ud af den højreliberale og -radikale opposition
Loven kriminaliserer de der holder liv i den kapitalistiske prostitution , dvs køberne, ligesom i Norge og Sverige/Finland/Island. Hvis lovforslaget vedtages i Senatet ;Andet Kammeret vil Frankrig få den mest fremskredne lovgivning mod den kapitalistiske prostitution i Europa.
Den højreliberale og højreradikale reaktionære opposition til forbuddet mod kapitalistisk prostitution har “meget fantasifult” og “seksuelt ophidsende” ifølge egen selvforståelse samlet sig under parolen “Rør ikke min luder” (“Touche pas à ma pute”)

I Tyskland, hvor liberaliseringen af den kapitalistiske prostitution er gået i takt med de kontrarevolutionære (neoliberalismen) angreb på arbejderklassens rettigheder , løn -og arbejdsforhold,  holder den kapitalistiske sexindustri nu omtrent en halv million (400.000 er nævnt) mennesker,  fortrinsvis kvinder i sexslaveri.

REAL STARS :Frankrig et skridt nærmere en sexkøbslov

PÅ FRANSK : Hvorfor Forbud mod kapitalistisk prostitution ?

Prostitution: pourquoi l’abolition

Puisqu’elle génère en tant que telle 
un système porteur d’une double violence, sociale et sexuelle, la prostitution sera abolie, tôt ou tard.

Faites le test. Si vous croisez l’un des signataires du «manifeste des 343 salauds» – comment mieux nommer ces gens-là d’ailleurs? –, posez-lui cette simple question: «Aimeriez-vous que votre fille soit prostituée et se fasse chevaucher vingt à trente fois par jour?» Vous constaterez alors que l’impudeur intellectuelle de ces courageux de salon ne franchit jamais le seuil de l’indécence contre eux-mêmes. Curieux, cette forme de courage pseudo-romantico-libertaire mâtiné de consumérisme qui consiste à imposer aux autres une réalité qu’on ne veut pas voir chez soi… Après des semaines de débat où la mauvaise foi aura cohabité avec l’inacceptable, jusqu’à cette sordide pétition publiée dans Causeur, la revue ultra-réac d’Élisabeth Lévy, démolissons sans crainte certains arguments hypocrites et imbéciles qui insultent notre intelligence.

La prostitution serait non seulement le «plus vieux métier du monde» mais un «mal nécessaire». Voyez-vous, le désir des hommes serait tellement «irrépressible» qu’il faudrait trouver «naturel» d’acheter une personne pour en jouir. Réclamer l’abolition de la prostitution n’aurait donc rien à voir avec les combats contre les violences et les discriminations, pour l’égalité et même pour le droit de disposer de son corps… Bienvenue dans un monde où la peine de mort, l’excision et le viol seraient acceptés car pratiqués depuis des siècles!

Une vérité devrait s’imposer à tous. Puisqu’elle génère en tant que telle un système porteur d’une double violence, sociale et sexuelle, la prostitution sera abolie, tôt ou tard. Nous n’écrirons pas, ici, que le projet de loi qui sera débattu au Parlement réglera tout. Il est insuffisant et, contrairement à ce qui se dit, ne criminalisera pas vraiment les clients. Néanmoins, ce texte marquera un tournant. Les personnes prostituées ne seront en effet plus considérées comme des délinquantes mais comme des victimes. Prenons-le comme une étape, qui en appellera d’autres. Car la prostitution est d’abord un business, une marchandisation des corps, un trafic gigantesque d’êtres humains nourrissant les flots d’argent sale – du crime et de la drogue – qui terminent dans les paradis fiscaux. La prostitution n’est pas un métier, c’est une atteinte à la liberté des consciences. Le mythe de la pute heureuse et fière d’exercer son dur labeur est à peu près équivalent à la légende de la fille prenant du plaisir avec des clients dans des hôtels sordides. Françoise Giroud avait bien raison: «La prostitution est un phénomène masculin.» Ne sommes-nous pas assez évolués pour savoir qu’il est temps d’en finir avec l’un des grands bastions de cette odieuse tradition patriarcale de mise à disposition du corps, qui ne consacre rien d’autre que la domination d’une personne sur une autre par l’argent?
[EDITORIAL > > >  TRykt første gang i Dag bladet l’Humanité du 27 novembre 2013]

FAKTA om den KAPITALISTISKE PROSTITUTION i FRANKRIG

Mellem 20 og 40 tusind slaver i den kapitalistiske prostitutionsindustri i Frankrig.
Ni ud ti af de prostituterede er fattige udlændinge, fortrinsvis kvinder (85%)
KILDE: Rapports parlementaires de FRance
par Mme Maud OLIVIER (medlem af ASSEMBLÉE NATIONALE (Parlement de FRance)

APPEL : Les Jeunes pour Labolition

> > > > > > > > > > > >L’APPEL DES 1000

Lien vers la tribune publiée dans Libération

Héritier-e-s des combats pour l’égalité entre les femmes et les hommes et pour l’émancipation, nous appelons les jeunes à reprendre le flambeau. Nous défendons les acquis féministes – à commencer par le droit à l’avortement. Nous devons maintenant gagner de nouvelles libertés pour tout-e-s.

La prostitution est aujourd’hui la forme la plus brutale de la domination masculine. Elle est un obstacle à toute liberté sexuelle. Elle est un rempart contre l’égalité. Touché-e-s par la précarité et la misère, les jeunes sont les principales cibles du système prostitueur. En moyenne, les personnes prostituées le sont pour la première fois à 14 ans. Cela équivaut souvent à une condamnation à mort. L’espérance de vie des personnes prostituées est de 34 ans aux Etats-Unis. Elles subissent des violences. Elles sont davantage exposées aux infections sexuellement transmissibles. Elles sont stigmatisées, marginalisées, rejetées. Celles qui survivent à la prostitution gardent d’importants stigmates psychologiques.

Les victimes sont presque toujours des femmes, dont le désir sexuel est nié et à qui on impose un rapport sexuel en échange d’argent. Les clients sont toujours des hommes : ils achètent et imposent leurs propres désirs. Les proxénètes sont presque toujours des hommes qui en tirent profit au service d’une économie parallèle souvent internationale.

Nous refusons l’indifférence. En se taisant, notre société se fait complice de ce système archaïque. De nombreux discours s’en accommodent même en le justifiant au nom d’une soi-disant “liberté” de se prostituer. Un “choix” dicté par la misère, la domination masculine et les conditions d’exploitation économique, ce n’est jamais une liberté. De plus, la majorité des personnes prostituées sont les victimes des pratiques de l’esclavage moderne et de la traite des femmes. La seule liberté qui existe, c’est celle donnée aux clients d’abuser sexuellement des femmes.

Nous avons notre mot à dire sur la société dans laquelle nous voulons grandir et nous épanouir. Le marché, c’est la loi du plus fort. Faire de la sexualité un marché, c’est renoncer à l’égalité. Nous affirmons que lorsqu’il s’agit des sexualités, là où le désir libère, l’argent emprisonne. Nous refusons que la loi du marché piétine nos désirs sexuels : ils ne sont pas négociables, que l’on soit femme ou homme, quel que soit notre milieu social d’origine, notre orientation sexuelle ou notre couleur de peau. Nous souhaitons une société libérée, où l’égalité entre les femmes et les hommes, la justice et la protection des plus démuni-e-s sont garantis. Ce sont les conditions essentielles pour que la liberté sexuelle ne soit pas un simple slogan mais bien une réalité pour toutes et tous.

Aujourd’hui, en France, on pénalise les personnes prostituées, alors que les clients, eux, ne sont jamais inquiétés. Au contraire, à l’instar des 73% des 18-25 ans, nous voulons que soient enfin pénalisés les clients pour en finir avec cette impunité et que soient protégées les personnes prostituées. Nous voulons que soient renforcés les moyens de lutte contre toutes les formes de proxénétisme et que leurs victimes puissent voir leur préjudice réparé. Nous voulons aussi agir à la racine : généraliser les actions d’éducation à la sexualité et à l’égalité dès le plus jeune âge et mettre fin à toutes les représentations sexistes qui viennent nourrir le système prostitueur.

Notre combat n’est pas une leçon de vertu, c’est un combat social et politique. On nous rétorquera qu’on ne peut pas renverser une pratique séculaire. Nous répondrons que ce sont les mêmes arguments qui hier justifiaient la peine de mort ou l’esclavage. Tous deux ont été abolis. A nous d’en faire de même et d’être la génération de l’abolition. A nos élu-e-s qui détiennent aujourd’hui le pouvoir législatif, d’abolir le système prostitueur et de créer les conditions de sexualités égalitaires et libérées pour tou-te-s. A François Hollande, de comprendre l’urgence qui est la nôtre.

Premier-e-s signataires:
Fatima Benomar, Secrétaire Générale des EfFRONTé-e-s
Ivan Demanthon, Président de l’Union Nationale Lycéenne (UNL)
Vanessa Favaro, Présidente de La Mutuelle des Etudiants (LMDE)
Nordine Idir, Secrétaire Général du Mouvement des Jeunes Communistes Français (MJCF)
Anne-Cécile Mailfert, Porte Parole d’Osez le féminisme ! (OLF)
Thierry Marchal-Beck, Président du Mouvement des Jeunes Socialistes (MJS)
Hugo Pompugnac, Secrétaire Général de l’Union des Etudiants Communistes (UEC)
Emmanuel Zemmour, Président de l’Union Nationale des Etudiants de France (UNEF)

ROUSSETTE SEBASTIEN . .. . Julien SOUCHAL . . .. . Vignolles Bernadette . . . . . TAPINOS ariane . . . . germaine cecile . .. POURTIER Kevin, garnier, ROCHEDEREUX evelyne, LE QUINIO Guilane, lehont audrey, camborde maryse, DAÏ Véronique, Stéphane Leinen, Ariane KUTTEL, rocher pascal, Chapron Sophie-Athéna, Pedebas, PERRIN Dominique, MICHEL Geoffrey, CLOP GRUOT MARTINE, AUBOURG Ségolène, Bordonné Leslie, valérY Meynadier, JOLY-ROSIER Graciane, Dumont Paula, charras caherine, Durand Maeva, Angers Jacqueline, CROTTI morgane, CAVAILLES Marie-Hélène, GIANNOTTI Illa, Foussard Anthony, DUPUY Pauline, PEYROT MALIKA, SAMIMI Sonia, LEBOUC Carole, Thomassin Sylvine, GRUYER Agathe, christine, brugiere elise, Cazes Stéphane, LEDROIT Marine, Donzallaz Céline, Dupuy Clara, Leroux Marjorie, Meyers Michele, Meyers Michele, Meyers Michele, Scheck Monique, Jean, JEAN NICOLAS, MARQUIER Philippe, naoufal caroline, POUSSARD Paul, VERGER Gwenaelle, JARENO CLAUDIA, Blondin Aurélie, Moussier Marion, Laurine BRICARD, FERRAND-GUTIERREZ Jame, Bonnaud Mary, le bras aude, rodier Marie-Anne, NONORGUES Marie Paule, Laperriere Monique, Fabre-Nadler Anne-Laure, Aït-Ouakli Fabrice, JOOS Marc, WACHTHAUSEN Ariane, BRUNET Sophie, de sa neves, BAILLE Clément, BRIEND Cécile, FRANCINE TAYLOR, GONTARD Charlotte, MAËLLE BOUTHINON, HINKEL Vanessa, Solveig Rousselot, PERRET Oanell, MAZOUZ Kheira, JAMMES, BERNARD Tony, KHAGAN Victor, MARTINEZ Elise, NADOLSKI Katy, Daniel BATISSE, LAPINTE Alexandra, vassel Fabienne, ADOLPHE Philippe, PASTOUKOFF, benoit sylvie, BERNARD Jordan, BAS Marie-Noëlle, olivier, MASSIAS, de Casabianca Charlotte, marc sixdeniers, Mautret Marie, MARTINEZ Sara, Forestier Isabelle, Courtin Lucas, JACQUELIN Sébastien, Blackwell Marjorie, Brigitte Taffin, Tisserand catherine, D’HIERRE Bertrand, FARAVEL Frederic, Massini Anaïs, brune eric, MANSAUD Alice, Jolivet-Lequien Agnès, HOAREAU MICHELE, Tiphaine Jézéquel, Leroy Christine, Fillon Bénédicte, perez emilie, piento jean, saban ody, Lambert jihane, Paponneau Lionel, Couteaud audrey, MEZAL Zakia, Bernard Inès, BRIDIER Sylvie, ROSENSTIEL Marie, JAOUEN Catherine, ICÖNE Chahine, pecunia emilie, PERRIER ISABELLE, MENDES ARMAND Virginia, Giron Céline, Monferrand marie Dominique, PICHOT Anais, Douche samira, Douche samira, Florence Latappy, Gérard marie, BONNAC HUDE, OSTIER Lola, GIRY Céline, schneider jessica, TALL Ina, Caramelli Flora, Béchemin Brigitte, PARION Armelle, TAVERNA MARIE ANNE, GUIRAUD Claire, MARTIN Sophie, RIGAL Margot, Mahin Virginie, WAGNER RAUTH Hanelise, SERRE-COMBE Claire, Clairis Elodie, DALL’AGNOL Claire, SAVATIER Marie-Line, BRENEZ SAVELLI Jules, TERROIR Elise, Béatrice Lambert, LAROUZEE Léa, DOERFLINGER Mélanie, BRANDSTATTER Clara, BERNARD Caroline, rouviere julie, BACHELERIE Marie-Anne, ROY Geneviève, Geley Flora, geraldine calletti, BOUSQUET-PITT Pascale, LE NOUËNE Apolline, DURIEZ RACHEL, SETTON Agnes, Benali mouna, Laurent Sandrine, lassaube gaia, Lesage Fanny, ANTOINE Margaux, TERRIER Jules, KERAVAL Françoise, giscloux solange, ARRAYET Jean, francis.xavier, JACOB Babette, Dupont Hélène, goldwasser myriam, Allard Lydie, BORIN Marie, Expert Stephanie, Karen Serres, DINDANE Samy, Diagne Sophie, LACROIX Tara, Keller William, Jaziri Van Wymeersch Alexis, Van Wymeersch Jaziri Sarah, JEAN-PIERRE Caroline, LEFÈVRE Constance, DIDELLOT-KHELIFI Vincent, Giustiniani Alexandra, ASSOUAN Solène, Louve FORGET, Elvire Duvelle-Charles, GARIEPY Judith, FARAVEL Frédéric, Munier Florent, PERSON RIVOAL Gaëlle, HENRY Emma, Lamothe Jérémy, GERARDIN Simon, de Galbert Diane, Hofmann Brigitte, KLEINE Inge, GOLDBERG Kevin, GERARD Guillaume, RIOU Simon, Lo Khadim, Seguin Bertrand, folligan alexandrine, catrou benedicte, toure mariam, LEJEUNE-RIOU Julia, despas estelle, HELFTER Clémence, biollay lorraine, ROGER Aurore, GUMILAR, Joedicke Anne-Laure, Fouqué Jérôme, Faure Cécile, Mittempergher Carole, morana celine, FUSI Muriel, Sylvie.Barradel, Beauvalet Marion, MOREL Lucie, Ozanne Anna, PENZINI Isabelle, Bessière Clémence, Boivin Solen, OMONT Benoît, OMONT Benoît, Bucquet Eva, Bourhis Deborah, Gueguen, Lesoeurs Tillier Claire, couvreur Apolline, HAMON Laurence, GUITTON Lucille, arbelbide maixan, PIERRE Eléa, Escaliere Carole, CLERC Lauren, Chaussée Sylvie, thomas elisabeth, MICHE, Betton Mathilde, Aixala Michèle, Boucheron Brigitte, Gindrey Marianne-Ségolène, pilaert Rodolphe, LARROQUE Florence, CRIBIER-DELANDE Elise, Buisson-Bloche Anne-Flore, Farjon sarah, BRIDIER Sylvie, BURET Therese, DEMOLLIERE Diane, Hureau Chantal, JURICIC Marie-Anne, Rusterholtz Quentin, RIOND Florence, Saunders Emma, Davies Rachel, LETESSIER Cécile, Allard Annabelle, PASQUER Romain, Khabet Ibtissem, CLAUSE Blandine, Martin Elisa, poisson claire, sarah pacheco, dupeux martine, Roche Guillaume, Moro Céline, TUGAYE Laure, LEBRETON Déborah, NACIO-CASALIES Sylvain, Jean Pascal, stefania valeo, ibanez stephanie, Chevalier Julie, Lanfranchi catherine, arnulf sarah, Vergeot Isabelle, HEAPE Alexandra, boillot, Rajao Paul, mosser benedicte, calmels franck, AIXALA Michèle, ABRAMOWICZ Théo, LUJAN Lise, boulay alexandra, RICHAUD Coralie, PERRIN Dominique, Brouté Angèle, Barbier Rachel, Radafshar Clémence, Roux Valentine, fayolle denise, POITRIMOLT Marie, KERPEDRON Marie-Christine, BOUDOUX D’HAUTEFEUILLE Agathe, GIN Caroline, BOUET Alice, Leplat Sonia, garnier denis, sylvie calvet, MEILLET Anne, NOGA Solenne, Nadine LIÉVOUX, WARIN Laurence, LEININGER Elisabeth, LHOTE FERNANDES Sandra, SIMAR Pascaline, Lemaire Marie, Galacteros Armelle, SAUVAGE Wandrille, PORNON Clémence, vincent martine, brandeho, Banos Julie, Imbert Diane, Barthélémi Caroline, Blanc-Lapierre Anne, Martin Maryse, VERNET Audrey, Théveny, peyrot malika, LARREGUY Héléna, Jacob Armelle, Guillaume, CHABERT Emmanuel, DELOITTE Mélanie, muller mathieu, SEZILLE Mathilde, BOUËT Elsa, AURAT Lucile, Rè sandrine, ROMAN Matthieu, Wieder Martin, Postel Amanda, BARRE Roxane, Machukski laure, PLA Marion, GOLDSCHMIDT Sandrine, PELOT Eric, Bail Marie, Mayer Judith, Cormier Evelyne, Chevalier-Bretagnolle Clémentine, DENAIS Chloé, Aubin Flora, LEFÈVRE Constance, GOSSET Stéphanie, HOANG Thao, NOËL Matthieu, LEMOUSSU Aude, FOGNINI Pauline, GUERBER Marielle, venco Katia, ALBERGE Adèle, CHAFFARD Sabrina, Pépin Laure, d’Orlando Natacha, Guillaume Cantillon, Clerc Liliane, LE BAUT Frédéric, PETRACHI Hugo, WARD Hélène, gosset vivien, Dockès Anne-Cécile, MONIER Magali, DUHART Sandrine, JEAN Betty, Claire Bouyssou de Lortal, GUIMBAUD rachel, MEREAU Géraldine, SETTON Agnès, DEBOUTTIERE François, BERNARD Jordan, WEREY Cécile, SZUCHENDLER nicolas, Loffredo Alice, JENNINGS Leah, PALISSAT Géraldine, BRAILLON Hélène, delfour karine, DUPONT MICHELINE, LE METAYER Marc, Robine Macham, Stéphanie Bardoux, LEREAU LUCIE, Virginia Pele, Jonas Caroline, ROUSSEAU Marie-Ange, Scheck Monique, Wieder Martin, Bollen Jacqueline, Bolivard Lucas, MAURIN, PARKER Marine, Tanguy Leslie, Allain Ségolène, Schaffter Marie-Thérèse, OLIVIER Juliette, rousseau, LEMARCHAND Marielle, Bossé Franzini Quentin, DELORME Margot, chopin Myriam, Caroline Busson, GUILLAUME, Brosselin Sylvie, Succord Marianne, BURGAT Yannis, Guenneau Martine, Lebleu Romain, Jacques-Lefèvre Nicole, Herbert Pauline, Berton-Schmitt Amandine, MOREIRA Emilie, NEWMAN Clément, Breton Thalia, senelle catherine, VINCENT Estelle, Noverraz Roxane, Monsegu Karine, CONCINA Sylviane, da rocha, calaforra cécile, VATIN Sophie, PALABOST Audrey, HOFFART DULAURENT Corine, CRINON Joannie, Günbay Mine, stein linda, ERTEL Franck, HARDY Emilie, LOUBIERE Nathalie, BOUHEY Antoine, GRAS Marion, MENETRIER Agnès, Gillet Pierre, Trinquart Judith, datt bintou ibrahima, LAURA LABEJOF, DEBESSAC Christelle, GUIRAUD, Laure, million philippe, BRIDIER Sylvie, Elisabeth Perreve, RASPOLINI Christelle, Mathilde Corniliet, PHAM Minh Quyên, TOQUE-TANNIOU Edward, DE SOUSA Aurélie, HOVELAQUE Françoise, NORENA-SANS Anita, Thomé Françoise, Pigoury Franceline, gahier christel, Grard Constance, Cornard Floriane, RAJADE Charlotte, Basma Fadhloun, BOURGOIN Jérémie, Bastié Amandine, Delorme Quentin, Vizir Cristina, SOUBIES-CARREY BRIGITTE-ALICE, CHARENTON Malou, GLOBIG Lucie, GLOBIG Lucie, SIVRET Isaline, Dias Pais, Lourdou Jeanne, Lalanne,Elga, Ricaud-Peretti Guillaume, silga marie-ange, LE BERRE Klervi, Geffroy laurent, Lombaert Rémy, Ourvois Solène, Saule isabelle, HAGUET Lucile, PONCIE Léa, Milekitch Christiane, Bouesnard Sandrine, Lacroix, MERAT Anaïs, morel gisele, BRIAND Nolwenn, Bardot caroline, Nelly soubrat, VALVERDE CHANTAL BELAYALI, Meryl PINQUE, Fichet Léa, BREDA Nataly, DESJONQUERES Clémentine, GODET Mélina, Marguerite Priol, BERTRAND Mathilde, EL MOKRANI TOMASSONE Julie, FEIERABEND Sacha, Boissay Thierry, Gantch Delphine, Tubiana Benjamin, digat nathalie, MOREL Tom, Blech Marianne, Zemmour Michael, BRIARD Danièle, Dorlencourt Alice, Tastet Amélie, Leroux Marjorie, COUSTERE Capucine, BOUSQUET-PITT Pascale, Menauge Vincent, VIARD Agathe, Holard Gabriel, FLEURY Ismène, VAN EFFENTERRE Clémentine, LESZCZYNSKA Monika, RETAILLEAU Camille, FRANCOIS Dimitri, ARRIAL, Eludut Alain, Cossec Anne-Claire, MINGOT Estelle, LAHLOU Dounia, Marouze Veronique, DEVILLARD Harmony, PAQUET Viviane, Poupon Irène, VILLALBA Eléonore, FRANCESCONI, BANC SÉROPIAN Éva, ROSIER Jacques, KAMA Flora, LEROUX Agnès, Emmanuelle Mahé, Maltet Zoé, BOSSARD Vincent, SHAHRYARI Sayna, Gonzales Clara, VERNON Mélodie, CLEMENT Judith, Bourgeois-Ribier Estelle, Dauphin Eliane, MULLER NICKI, Santiago Daniel, Bellay Jennifer Léonie, MANEVEAU Laure, LEBRUN CHRETIEN Sylvie, BRIDIERS Jérémy, UBERTI Anaïs, féron, Cudennec brieuc, CARLY Elda, Dutheil Roxane, OMIONGA Andréa, VIEIRA Gauthier, ghroum frederique, plassard karine, FOREST pauline, GROSSELIN Audrène, BEAU Jérémie, salignat hugo, GARIOUD Laetitia, MOLEMBE Belinda, AUCLAIR Louis-Dominique, MARILL Françoise, santellani, RENAUD-DHYEVRE Charline, MARTIN Anne-Marie, Haselberger Nina, van veen nicole, PIEDEFER MARIE, CHICHÉ Leslie, HORST Gina, Hicher Rosen, BACHET Suzon, Huysman Jeanne, Remy Jocelyne, Le Brazidec Christine, VERGNES Julia, Denat Muriel, Hardouineau Elsa, BOSHOUWERS, PAPE Pierrette, PILARCZYK Caroline, Piton Monique, Boddaert margaux, gamblin delphine, STEPHAN Orphée, ALLE Christelle, Pelisson Sophie, AMBROGIO Soline, GOLLENTZ Claire, Rouchaleou Adrien, Faure Dorothée, Gautier Geoffroy, Anna Tabakhoff, fizelier pauline, MATHIEU Hélène, Verret Annick, Mailfert Mathilde, Pelletier François, Agarla Agnès, Gomez-Colombani Anna, GANDON Noémi, CLASTRES Catherine, ASLAN Delphine, Tiphaine Jézéquel, PERRIN, nadine micoud, RIVIERE Martinr, GIRIEUD SOPHIE, GRESH Clement, BAILLE Clément, HAUDEBOURG Jeannine, DAVID Dominique, Ambrosi céline, voisin jacqueline, FUSTEC Nathan, olivier, RIOUX-CONNEAU Martine, RESTREPO Laura, jessica, Gryseleyn LN, Rodriguez Louis, CHARGOIS Raphaëlle, RALU Amandine, moussier marion, Perrin Elodie, zoe, MADELON, TERROIR Elise, Régis Cottet, GUIRAUD Claire, Deligné Clément, SALAÜN Pauline, LOUKA, Jean-Michel, SOUCHU Kevin, BERNFELD KARIN, Soudeh RAD, Bouet Claire, BROUSSAL Claire, Lemoigne Elodie, BERODE Pierre, BARBARAS emmanuelle, Frambourt jm, Beiroto Ilidio, PETR Typhaine, Bernard Inès, Sanchez Mari Jane, Grillet Alice, moussay marion, TOIVIO Linda, PEREIRAS Stéphanie, Boureau Juliette, Devocelle Olivier, Vallon Sandrine, GOMES Stéphanie, Cécile DREURE, Binard Alexia, Bondu Corinne, ODERDA MARION, LALLEMENT Claire, boussac nathalie, MOREL Clémentine, FOURTIC Yseline, Soubies nicolas, Herfeld Isabelle, Peyrot malika, COLLET Margaux, Krystele Fargues, DE SAINT-JEAN Pimprenelle, HEBERT Pauline, Camille Carton, GROUSSIN Lucie, Lescant Thierry, Boisset Annick, Gaëlle Kergutuil, HATIPOGLU Dilara, Mellul Yael, SEIGLE-VATTE Marie-Cécile, MURACCIOLE Natacha, MUSSOL Sarah, Zollinger Marie-Laure, TRUMEL nelly, Coularet Anne-Marie, Serre-Combe Claire, VERGNAUD Fabrice, MARTY Frédéric, Xavier Caroline, berthet-bondet jacqueline, MURET Julie, SOULARY Charlotte, GATIAN audrey, Caradec Morgane, GEORGE, GASNIER Catherine, Gadebois Claire, ROYER Patrick, KERRICH Sarah, CARADEC Stéphanie, GIRAULT Christine, Solveig Rousselot, BOUVIGNIES Caroline, Jean-Christophe, FRANCINE TAYLOR, Martine, Fontenille Martine, Guesdon Cybèle, CHRISTIEN-CHARRIÈRE Marjolaine, REYNAUD, Sandri Eva, GILLETTE-FAYE, AIT AHCENE Malek, PISANI Lia, PIOT Claire, SABAU Lucie, BOUTHINON Maëlle, Samama Martine, adell géraldine, DE HAAS Magali, et les 200 signataires n’ayant pas souhaité voir leur nom apparaitre.

ANDRE Kilder:

l`humanité : Prostitution. Tour de France de la génération abolition

Huit organisations de jeunes lancent une campagne contre le système prostitutionnel, à travers un court métrage et des rencontres dans une quinzaine de villes. . . . . . . continue

75-året :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

lørdag, november 9, 2013

9.November 2013

75 år efter “Krystalnatten” –  den fascistiske “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – rejses det demokratiske krav om forbud mod de fascistiske organisationer med fornyet styrke !

BERLIN (* ) Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10.November mindes vi igen den berygtede “Rigs-progrom-nat” i det nazistiske Tyskland. Natten efter den 9. November 1938 organiserede det fascistiske Hitler-Regime i hele det Tyske Rige en barbarisk Terrorbølge rettet mod jødiske borgere.
Omkring 700 mennesker blev myrdet oder in den Suizid getrieben. Mere end 400 Synagoger og tusinder jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
/> /> * * * * * * Synagogen i Essen, en af 200 jødiske forsamlingshuse som blev angrebet under den fascistiske Krystalnats-progrom den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.
Den 9. November 1938 wurden in Deutschland durch einen von SA-Truppen angeführten Mob nahezu alle Synagogen in Brand gesetzt, mehr als 7.500 jüdische Geschäfte zerstört, Juden durch die Straßen gejagt und etwa einhundert von ihnen ermordet; 30.000 wurden darüber hinaus verhaftet und in die Konzentrationslager Buchenwald, Sachsenhausen und Dachau deportiert.

Den antijødiske progrom den 9.november var Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Krystalnattens terror mod Tysklands og Østrigs jødiske mindretal var ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

 

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

I November 2011, 73 år efter den fascistiske progrom mod Tysklands jødiske mindretal kunne tyske medier afsløre at en neonazistisk terrorgruppe (NSU) med hjælp fra det hemmelige politi, gennem flere år havde terroriseret Tysklands “tyrkiske ” mindretal :ni indvandrere og en politibetjent blev myrdet i perioden fra år 2000 til 2007.

75 år efter “Krystalnatten”:

Hver tredje jøde i Europa overvejer at emigrere, at flygte til et sikrere og tryggere sted på baggrund af den den højreradikale antisemitiske hetz, trusler vold og terror mod Europas jødiske og andre minoriteter (Roma, Sinti,muslimer,afrikanere og andre).

Det er konklusionen på en undersøgelse som; FRA: EU´s Kontor for Grundlæggende Rettigheder og Diskrimination offentliggjorde igår.

BBC´s ANDREW HIGGINS skriver
Bruxelles ( 8.November 2013) Frygten for et stadig mere udbredt jødehad (anti-Semitisme) in Europe has prompted nearly a third of European Jews to consider emigration because they do not feel safe in their home country, according to a detailed survey of Jewish perceptions released Friday by a European Union agency that monitors discrimination and other violations of basic rights.

The survey, by the bloc’s Fundamental Rights Agency, focused on eight countries that account for more than 90 percent of Europe’s Jewish population and found that “while member states have made sustained efforts to combat anti-Semitism, the problem is still widespread.”

The Vienna-based agency, in a lengthy report on its findings, did not reach any conclusions about the cause of a perception among European Jews of rising bias. But the results of its survey suggest that prejudices traditionally associated with far-right nationalist political groups like those that collaborated with the Nazis during World War II have now spread to other segments of society and are increasingly driven by conflict in the Middle East rather than homegrown bigotry.

One-third of respondents said they considered statements critical of Israel as anti-Semitic.

Men kritik af den zionistiske Apartheid- og terrorstat Israel er ikke antisemitisme, enhver ægte antifascist, demokrat eller jøde kritiserer Staten Israel´s systematiske forbrydelser mod Folkeretten, FN´s Charter såvel som det martrede palæstinensiske folks grundlæggende rettigheder. Netop fordi zionisterne; ligesom fascisterne og de højredikale antisemitter i Europa såvel som i den arabiske verden (Al Kaida) hævder at Staten Israels politik er udtryk for “jødisk politik” i praksis.
Med staten Israels kyniske og systematiske brud mod Folkeretten, og utallige FN resolutioner undergraver De zionistiske ledre af staten Israel ikke bare legitimiteten af FN´s Charter og Folkeretten men skaber også (uberettiget ) grobund for en svækkelse af kampen mod antisemitismen og jødehadet idet de højreradikale grupper i både Europa og i den arabiske verden pålægger alverdens jøder ansvaret for Staten Israels forbrydelser mod Folkeretten.

“It paints a clear picture of an issue in Europe today that we need to address more firmly and take seriously,” said Morten Kjærum, the Danish director of the Fundamental Rights Agency, an independent organization funded by the European Union. He said he was particularly struck that 29 percent of those surveyed said they had considered emigrating because of security considerations. “That is a clear indication of an issue we need to address,” he said in a telephone interview.

The survey gathered information fra cirka seks tusind jøder living in Belgium, Britain, France, Germany, Ungary, Italy, Letland a and Sweden. The data was collected online by respondents who identified themselves as Jewish, but Mr. Kjærum said the process nonetheless provided a “fairly representative” sampling of views.

Jewish groups in countries like France have long warned that Europe’s economic crisis, lingering prejudice and a surge of Muslim immigrants often hostile to Israel have stoked a revival of hostility toward Jews. But the new survey, released on the eve of the 75th anniversary of Kristallnacht violence against Jews in Nazi Germany, gives the first detailed snapshot of Jewish perceptions of the problem across Europe.

Sixty-six percent of respondents said they considered anti-Semitism to be a major problem in their countries, while 76 percent said the situation had become more acute over the past five years.

The Internet has become a particular cause for concern among European Jews, with 75 percent of those surveyed stating that they considered anti-Semitism a problem online. Nearly the same proportion said they believed it had grown more serious over the past five years. A quarter said they had experienced some form of anti-Semitic harassment.

Physical violence, however, is comparatively rare, with 4 percent responding that they had experienced violence or threats of violence because they were Jewish in the year before the survey.

Most previous efforts to assess the level of anti-Semitism have relied on the number of officially reported incidents of harassment or physical violence in individual countries. Such figures, however, appear to understate the extent of the problem, as most incidents are not reported and only 13 of the 28 countries in the European Union collect data on anti-Semitic incidents.

More than three-quarters of Jews with experience of anti-Semitic harassment who took part in the survey said they had not reported the incidents to the police.
. . . . . . . . . .. . . . . . . . ‘

Anti-Semitism in Europe has historically been connected to højreradikale nationalist groups, often those with links to conservative elements of the Roman Catholic Church. These include groups like Action Française, an organization founded in the late 19th century that rallied to the collaborationist Vichy government of Marshal Philippe Pétain during World War II and continued in various forms until the late 20th century.

This strand continues in places like Hungary, where the virulently anti-Semitic Jobbik party has surged with support from extreme Hungarian nationalists. Ninety percent of Jews surveyed in Hungary ranked anti-Semitism as a “very big” or “fairly big” problem, the highest level in Europe.

In other countries, however, hostility to Jews is now rooted more on the left (ultra venstre opportunistiske grupper: (Blekingade-grupppen) and in Muslim immigrant communities, (højreradikale Al Kaida-grupper) the survey’s findings indicate. More than three-quarters of respondents in Belgium and France, both of which have large populations of Muslim immigrants, identified anti-Semitism as a problem. Eighty percent of respondents in the two countries described immigration as a problem, too, suggesting tense relations between Jewish communities and recently arrived immigrants.

Højreradikale “nytige idioter” demonstrrer sympati for Nazitysklands Führer , Hitler

About 90 percent of respondents in Belgium and France reported that the Arab-Israeli conflict had had a “notable impact” on the safety of Jews. Only 40 percent reported the same in Hungary, which has few Muslim immigrants, while a majority of respondents in most other countries surveyed said tensions in the Middle East had affected their feelings of safety either a “great deal” or a “fair amount.”

Kilde: BBC:Kristallnacht 75 years on: How strong is anti-Semitism in Germany?

Hollandsk politiker opfordrer jøder til at “udvandre til USA eller Israel”

Afghanistan : Nato´s terror fortsætter :mindst 16 civile dræbte af Nato-fly

søndag, september 8, 2013

8 september 2013
Den aggressive Nato-alliance, hvis Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen forsøger at oppiske en stemning for et omfattende militært terrorangreb for at styrte Syriens legitime regering, fortsætter terroren mod Afghanistans folk: Mindst 16 civile er resultatet af Nato´s fly-terror i Kunarprovinsen i Øst-Afghanistan, enligt afghanske myndigheter. Tre børn og fire kvinder skal ifølge de afghanske myndigheder være blandt offrerne for Nato´s flyterror.

Afghanerne er oprørte:

-De burde ikke have angrebet lastbilen på grund af tre eller fire oprørere. Civile liv er mere værd,” udtalte Ziarat Gul, der bor i det område, hvor Nato´s luftangreb blev gennemført.

Den USA-indsatte Afghanske præsident Hamid Karzai gik ud og fordømte angrebet.
“Det er i strid med internationale normer at dræbe kvinder og børn”, stod det i en erklæring fra præsidentens kontor.

I april blev elleve børn dræbte under et Nato-angreb i provinsen.

Men den Nato-anførte Isaf-styrken afviser at de har fået rapporter om civile offer, men hævdede at “ti fjender blev dræbt” i et “præcist angreb”.
I februari forbød Karzai de afghanske styrker at bede Nato om at gennemføre luftangreb i tætbefolkdde områder.

FAKTA om Nato´s krig mod Afghanistans folk: Alene i første seks måneder i år er omkring tusind (1.000) ubevæbnede civile afghanere blevet dræbt og flere end to tusind er blevet sårede i Nato´s krig mod den afghanske modstandsbevægelse, ifølge en FN-rapport.

Kilder : Karzai condems Nato air-strike

USA: Kinesisk kapital overtager verdens største slagterikoncern

lørdag, september 7, 2013

7.september 2013 07:53

Hvis der var nogen der troede at den kinesiske kapitaleksport var aftagende og var begyndt at investere i hjemlandet fik de igår et bevis på det modsatte.
Kinesiske Shuanghui International har fået klartegn fra amerikanske myndigheder at overtage Smithfield Foods, verdens største slagterivirksomhed af svinekød, meddeler de to virksomheder.

Kommittén for udenlandske investeringer i USA (CFIUS) har godkendt de kinesiske storkapitalisters køb af Smithfield for 7,1 milliarder dollar, svarende til 45 milliarder kroner.

EU-Høring om USA´s hemmelige overvågning efter Edward Snowden´s afsløringer: Sverige spiller en nøglerolle i overvågningen

lørdag, september 7, 2013

6 SEPTEMBER 2013 –

”Sverige spiller en stor rolle i overvågningen”

En “højt værdsat partner”

 

Den brittiske journalist ,Duncan Campbell gav idag vidnesbyrd  om att Sverige er USA´s hemmelige spionpartner.  Det skete i en høring i EU-parlamentet

”Landene respekterer ikke de menneskelige rettigheder”, siger han til Sveriges største nyhedscenter, Public Servicestationen SVT.

I høringen om aflytningsskandalen i en komite (Libe-udvalget) i EU- parlamentet gav journalisten Campbell vidnesbyrd om Sveriges og og spionorganet FRA´s vigtige rolle.

– Svenska FRA er højt værdsat af de samarbejdspartnere som findes udenfor de fem engelsksprogede lande,som er gået sammen om at overvåge os alle, siger Duncan Campbell till SVT.

Mistænkt samarbejde

Han mener at en del av samarbejdet tidligere været kendt men att det aldrig er bekræftet officiellt, og att den stora rolle Sverige spiller aldrig rapporterats.

– Men det hænger vel sammen med det eksperter som jeg selv har mistænkt i og med de love som blev vedtaget i Sverige for nogle år siden.

Han siger at han har information om at det svenske spionorgan FRA opfanger kommunikation fra undervandskabler og satellitaflytning.

Er det ikke hvad man kan forvente sig af efterretningsorganisationer?

“– Organisationer som FRA och brittiske GCHQ ska begrænse sine aktiviteter till det som er nødvendigt for beskyttelse mod alvorlige lovovertrædelser og terrorhandlinger. Det indbefatter ikke at indgå hemmelige aftaler med andre lande for bogstaveligt at opfange al kommunikation hela tiden og knække alle koder. Problemet ville ikke findes om landene respekterede menneskerettighederne.

Det statskontrollerede ikke-militære Försvarets_Radioanstalt :FRA spiller en nøglerolle i USA´s og Storbritanniens hemmelige internet og telefon-overvågning

6 SEPTEMBER 2013

Sverige spiller en nøglerolle  som USA´s hemmelige spionpartner

Uppgifterna kom frem ved en EU-utfrågning .

DEn svenske statslige Försvarets Radioanstalt (FRA) anklagas for att ha givet USA fri adgang till de baltiske landes undervandskabler.

Svenska Försvarets radioanstalt (FRA) samarbejder med amerikanske NSA og brittiske GCHQ, skriver avisen Metro

I en høring om aflytningsskandalen i et udvalg i EU-parlamentet sagde den undersøgende (graver-)journalist Duncan Campbell att FRA bland andet har givet USA adgang til de baltiske undervandskabler.

Sverige skal have haft kodenavnet Sardine i den hemmelige overvågning-kollaboration ,ifølge Campbell.

V kræver kortene på bordet

–  Hvis de her oplysninger stemmer så er det en stor skandale, siger Hans Linde, udenrigspolitisk talsperson for “vänsterpartiet”.  Vi ved jo hvordan NSA har gået udenfor alle rammer i spørgsmålet om overvågning, derfor kræver vi at regeringen kommer til Riksdagen og lægger kortene på bordet.

–Jeg udgår fra at samarbejdet er sket indenfor rammerne for svensk lovgivning, siger Centerpartiets partiformand Annie Lööf til SVT.

FRA bekræftar visse oplysnionger

FRA bekræfter for SVT at man har et samarbejde med andre lande, men vil ikke berette hvem det handler om.

– FRA har samarbejdet med tilsvarende organisationer i andra lande ifølge hvad der siges i loven. Men hvilke lande det er och vilka former de samarbetena sker under är inte en öppen uppgift, säger Fredrik Wallin på FRA till SVT.

Er kodenamnet ”Sardine” något du kender till ?

– Jag kan inte kommentera den typen av uppgifter.

– En del av vår internationella samverkan innebär naturligtvis informationsutbyte av olika slag. Men de utbyten vi har sker i enlighet med vår lagstiftning. Vi har en tydlig och väl debatterad lagstiftning i Sverige.

Banktransaktioner

Har FRA också möjlighet att knäcka koder till banktransaktioner, sygejournaler etc?

– Kryptering används på många olika sätt och förmågan att forcera kryptering är viktig då det gäller att få fram underrättelser om de uppgifter FRA har när det gäller andra staters agerande. Där har Sverige en gammal god tradition sedan 40-talet att vara väldigt duktiga.

Innefattar det banköverföringar, sjukjournaler och annan privat information? – FRA:s signalspaning riktar sig inte mot privatpersoner utan mot företeelser.

Vad gäller uppgifterna om att FRA skulle ha givit USA tillgång till baltiska undervattenskablar säger Fredrik Wallin att FRA har möjlighet att inhämta trafik i tråd som korsar rikets gräns, men att eventuella internationella samarbeten som FRA har också omfattas av de lagar som gäller för FRA:s verksamhet.

– Så vi får inte samverka med ett annat land för att kringgå svensk lagstiftning. Inte heller skulle vi samverka med ett annat land för att hjälpa dem att kringgå sin lagstiftning, säger Wallin.

Uppgifterna framkom vid EU-utfrågning

EU-parlamentets komite (udvalg) för medborgerliga fri- och rättigheter, Libe, har fått i uppdrag att samla information om avlyssningsskandalen, och inledde på torsdagen en serie utfrågningar. Huvudsyftet är att utröna hur EU:s medborgare påverkats av den övervakning de utsatts för av bland annat USA och Storbritannien, sade ordföranden Claude Moraes.

En av dem som hördes var Campbell och han anklagade Sverige för att vara den tredje, viktiga partnern i avlyssningssamarbetet. Det framgår av hans twittrande från utfrågningen, skriver Metro

[ http://www.metro.se/nyheter/sverige-pekas-ut-som-nsas-hemliga-nyckelpartner/EVHmie!Y2roR7RjY2g/ ] .

Tidligere er en omfattende hemmelig USA-dirigeret overvågningoperation Echelon blevet afsløret.
Ved udvalgshøringen torsdag var journalisten Duncan Campbell en af mange vidner som gav et billede af den overvågning som sker. Ifølge Campbell skaber flera överlappande system ett globalt overvågningsnet, vilket Edward Snowdens läckta dokument ger nya pusselbitar till.
I et et interview Med Dagens Nyheter udtaler Campbell:

“När man lägger samman alla pusselbitar blir det tydligt att Sverige arbetade ihop med USA och Storbritannien i syfte att skapa nya lagar för massövervakning på nätet. Sveriges nya lagar 2008 sammanfaller med den så kallade Fisa Amendment Act i USA som vi nu vet användes för att öppna hela den amerikanska delen av internet för övervakning. I Storbritannien föreslogs liknande lagar men de stoppades. Övervakning på internet förekom även dessförinnan men i mindre skala och med lägre kapacitet. Den samordnade planen att legalisera underrättelsetjänsternas tillgång till internet genomförs runt 2008 och fler länder följer sedan efter.”

Campbell var selv med til afsløre Echelons eksistens for godt ti år siden. Men i dag er satellitovervåkningssystemet Echelon bara en lille del av systemet, enligt Campbell. Betydeligt vigtigere er aflytning af kablar. USA, Storbritannien samt Kanada, Nya Zeeland och Australien samarbetar sedan länge kring overvågning, de så kaldte “Fem øjne”. Men nu er de fem øjne blevet seks, ifølge Duncan Campbell.

“En ny organisation har gått med i “de fem øjne” och anses vara den største samarbetspartnern till GCHQ utanför de engelskspråkiga lande – och det er Sverige”, säger Campbell i en video fra høringen.

MEN nøglespørgsmålet er naturligvis : Bryder FRA, Cia NSA, PET og andre hemmelige stasilige aflytnings-, overvågnings– og spionorganisationer den statslige lovgivning ? ? .

Flere borgerlige-reformistiske politikere udtaler at det “ er gået for langt” som Kongeriget Sveriges Demokrati-minister
udtrykker det .
Men ifølge en granskning fra 18 september fra SIUN :den statslige “Inspektion för försvarsunderrättelseverksamheten, SIUN, som omfatter netop “samarbejdet med andre lande og internationale organisationer; holder FRA sig til til regelverkets love og bogstaver. Myndigheten SIUN har ved tre tilfælde gransket FRA:s internationale samarbejde. Ingen av granskningarna “gav nogen anledning til kritik eller forslag fra kontrollmyndighetens side.”

REPORTER : Andreas Öbrink och Christoffer Wendick for SVT Nyheter

ANDRE KILDER:Sweden’s NSA spy links ‘deeply troubling’

FAKTA: FRA er en civil myndighet som hører under Kongeriget Sveriges militære “Forsvarsministerium”: hovedopgaven er at bedrive signal-spionage for “Försvarsstaben og Regeringen samt regeringskansliet. Det officielle formål er at “kortlægge militæra trusler og andre udenlandske forhold som kan påvirke Sverige”.
650 ansatte og et statligt bevillinger på omkring 560 miljoner i 2008

Sverige som Nordens lavtløns- og løntrykkerstat: 50 % højere løn i Norge

fredag, september 6, 2013

6.September 2013

OSLO (D.I.)
Sveriges “lavlønsarbejdsmarked” som skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer, byråd og amter i samarbejde med både den magtfulde storkapitalistiske arbejdskøberforening Svenska Arbetsgivareföreningern, Idag Svensk Näringsliv OG toppen af fagforbundene, bevidst har efterstræbt gennem konstante vedvarende angreb på arbejderklassens dagpengerettigheder aggressive afvisninger af rimelige krav ved de kollektive overenskomstforhandlinger har fået hundrede tusinder af svenske sygepjersker og andre arbejdende i sundheds og sygeplejen til at udvandre til Norge. Også svenskere med længerevarende akedemisk uddannelse “flygter” nu til Sveriges vestlige naboland skriver landets største kapitalistiske erhvervs blad; “Dagens Industri”.

En nyuddannet sygeplejerske kan få en månedsløn på 21 tusind svenske kroner på Sahlgrenska Universitetsygehus i Göteborg. Samme sygepjerske vil fra første arbejdsmåned blive belønnet med 33 tusind kronor for sin arbejdsindsats på Akershus universitetssygehus i nærheden af Oslo,tre timer væk, skriver Di.
En lønforhøjelse på godt 50 procent i ett slag, alltså.
Hele 73 procent af norske arbejdskøbere anser at “svensker har en højere arbejdsmoral” end normænd, enligt en undersökning som Proffice låtit göra. Inom hotell- och restaurangnäringen uppgår siffran till 85 procent.

”Svenskar har en väldigt hög status bland arbetsgivare i Norge. Att så många som 85 procent anser att svenskar jobbar hårdare beror kanske på att de som väljer att flytta är väldigt motiverade att göra ett bra jobb”, säger Thomas Wigen Sjöbacken, marknadschef på rekryteringssajten Sverige-norge.se, till Di.

”Da vi startade 2007 handlade det mycket om unga till restaurang, handel och hantverk. Trenden de senaste åren är att allt fler högutbildade söker sig till Norge. Sundhedspleje er den största kategorin och vi har 800 ingenjörer registrerade hos oss”, säger Thomas Wigen Sjöbacken till Di.

Enligt bedömare som Di talt med jobbar 70.000-100.000 svenskar i Norge, varav cirka 20.000 pendlar over grænsen.

1949: Paven erklærer “hellig krig” mod kommunismen

lørdag, juli 13, 2013

13. Juli 1949

ROM (Vaticano) DEn 13 Juli markerer sig som endnu en kontrarevolutionær mærkedag med den krigserklæring som den reaktionære leder af Pave-staten Pius XII (Peter den 12.) udsteder.
I en officiel erklæring forbyder den kristen-katolske pavestat al-verdens troende og medlemmer af den kristen-katolske kirke at sympatisere med eller søge medlemskab i den kommunistiske bevægelse. De katolske troende som sympatisere med eller søger medlemskab i den kommunistiske bevægelse vil blive “ekskommunikeret”. Dermed forsøger den reaktionære pave Peter XII at komme den aggressive amerikanske imperialisme til hjælp i den kolde krig mod kommunismen som Churchill havde proklameret i 1946. Ligesom Paven velsignede de fascistiske regimer I Hitler-tidens Tyskland, Mussolinis Italien og Franco´s Spanien.
Efter nederlaget for den paveligt velsignede Antikominternpagt i 1945 er de kommunistiske ideer og partier på vej til at erobre flertallet i “katolske hovedlande” i Europa som Frankrig og Italien hvor KOMINFORM-partierne PCF og PCI har betydelig støtte i proletariatet, de arbejdende mellemlag, bønder og i den progressive intelligensia.
Pavestatens repræsentant Giovanni Pacelli alias Pave Pius XII underskriver Konkordatet (samarbejdsaftalen) med Nazi-tyskland i juli 1933

Jean-Paul Marat; Revolutionær journalist myrdet af borgerlig kontrarevolutionær fra adelen

lørdag, juli 13, 2013

13. Juli 1793

PARIS (“L’Ami du Peuple”)
Det er ikke fredag den 13. idag, men lørdag den 13 juli 2013. Det er og var alligevel en sorgens dag i Frankrig, ja en sørgedag for hele den revolutionære demokratiske bevægelse i Europa for 220 år siden. En af den franske revolutions ledende skikkelser, Jean Paul Marat bliver brutalt stukket ihjel i sit hjem af den borgerlige terrorist Charlotte Corday, en kontrarevolutionær fra den adelige udbytterklasse med politiske rødder i La Gironden, en borgerlig reformistisk gruppe som godt nok støtter Republikken men vil bevare udbytterklassernes privilegier og Kongens liv
IDAG mindes vi den revolutionære Jean Paul Marat, der som politiker forsvare den franske revolution mod kontrarevolutionens angreb og som journalist afslører og spidder den kontrarevolutionære adelige pøbel i avisen “Folkevennen” –
Jean Paul Marat bliver brutalt stukket til døde i badekarret i sit hjem af den kontrarevolutionære morder Charlotte Corday med tilknytning til La Gironde, et borgerligt-reformististisk parti som godt nok vil afskaffe monarkiet, men bevare de reaktionære udbyterklassers privilegier.
Jean Paul Marat er uddannet læge og videnskabmand med et stort hjerte for de fattige og undertrykte folkemasser og en ikke mindre veludviklet sans for at afsløre Kongeriget Frankrigs herskende klasser brutalitet, terror og udbytning af folkeflertallet af bønder og arbejdere. I avisen “Folkevennen” (“L’Ami du Peuple”) afslører Murat nådesløst ikke bare de kontrarevolutionære udbytterklassers undertrykkelse, terror og deres feudal-fascistiske tankegang, men også de borgerlige reformisters i La Girondes og andres vaklen overfor den inden- og udenlandske kontrarevolution som var en reel trussel mod det franske folks revolution som historien har vist.

“L’Ami du Peuple” nr. 678.

IRAK ÅR 11 efter “USA´s Befrielse af det irakiske folk : Bombeattentat mod markedsplads i Baghdad kræver 12 menneskeliv

torsdag, juni 13, 2013

10 JUNI 2013 – 10:08
BAGHDAD ( -) Atter engang oplever befolkningen i Irak hvilken form for “frihed og demokrati” som USA og dets medløberstater bragte til landet efter “befrielsen” , som USA og det “villige” allierede fra medløberstaten Danmark i 2003 proklamerede. Terror mod ubevæbnede civile, kvinder , børn og andre uskyldige med bombeattentater som blev udført mandag hvor mindst tolv mennesker mistede livet, er hverdag i det “befriede” Irak. Mindst tolv dræbte eer resultatet af tre bombeattentater på frugt-og grønsagsmarkedet i Judaida al-Shat, nord for hovedstaden Baghdad.

To bilbomber detonerede omtrent samtidigt som en højreradikal bombeaktivist udløste en bombe som krævede flere menneskeliv på markedet i den “shiamuslimsk”- dominerede Judaida al-Shat inklusive aktivistens eget.
“Al-Kaida står bag dette terror-angreb,” udtaler grønthandleren Muhammed al-Zaidi, som blev såret under terrorangrebet i Judaida al-Shat bombing til AFP,. Grønthandleren tilføjede at ekstemistgrupper (“Al -Kaida”) forsøger at “så religiøs had i vores region, hvor vi lever fredeligt med sunniterne”.
Mindst 48 mennesker blev skadede i bombeattentaterne, informere irakiske politi- og hospitalskilder.
Ligesom i Syrien, Libyen, Tunesien , Ægypten og andre arabiske lande er det højre-radikale
terrorgrupper som med støtte fra både det reaktionære Saudi-Arabien, Katar og USA der står bag den fascistiske terror mod ubevæbnede civile, kvinder , børn og andre forsvarsløse.
Terroren udføres ofte under ideologisk-religiøst skalkesjul (“Islamds hellige krigere” og andre skumle dæknavne som USA´s og Saudi-arabiens “nyttige terrorister” gemmer sig bag)

KILDER: 1.) Mindst 12 dræbt i bombeangreb på marked i Irak * * *

2.)Iraq: Three String of Bombings Kill 12 in Judaida al-Shat

Libyen år to efter “befrielsen” : Terror mod civile i Benghazi kræver mindst ni menneskeliv

mandag, maj 13, 2013

13.MAJ 2013 –

BENGHAZY (AP) År to efter Nato´s “befrielse” af Libyen fra hvad de ledende medier i flere Nato-stater betegnede som “Ghadaffi-regimets terror mod civile i Benghazi” blev mindst ni mennesker her i blandt flere børn ofre for endnu et terror-attentat rettet mod civile.
En bilbombe eksploderede udenfor et hospital i den libyske by Benghazi idag.

Tre af de ni dræbte er børn, oplyser AP. Mindst 17 personer skal være sårede af eksplosionen , som udløstes på en parkeringsplads udenfor “al-Jala” hospitalet. Antallet døde frygtes stige.
Nato´s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen erklærede i 2012 at for at ” stoppe volden mod civile i Libyen,” var det nødvendigt at indlede en militær operation mod Libyens legitime regeringsstyrker. . Nu virker det som om Nato-chefen og Statsminister Thorning har “glemt” de “civile i Libyen”. l

KilDER: Deadly bomb strikes civilian area in east Libya
ESAM MOHAMED og AYA BATRAWY | Associated Press – May 13, 2013

Den “befrielse” som USA og de kapitalistiske Nato-stater med dansk og svensk støtte gennemførte under “FN-flag” (Kina og Rusland “godkendte” Nato´s terrorkrig mod Ghadafi-regimet” i FN+´s Sikkerhedsråd)) takkede de højreradikale “al-Kaida”-terrorister for gennem angrebet på USA´s konsulat i Libyen, hvor blandt andre US-ambassadøren blev dræbt,netop den 11.september 2011.

USA: nye milliard-profitter i finans-kapitalen´s kasser : over 17 milliarder dollar i overskud hos Fannie Mae i 2012

lørdag, april 6, 2013

2. april 2013 

NEW YORK (reuters/fannie mae)  Det statstøttede realkreditselskab Fannie Mae som blev oprettet af den amerikanske stat under 1930 ´ernes kapitalistiske krise, udskrev så store opkrævninger af renter og afdrag på boliglån hos de amerikanske privatboligejere i 2012 at de samlede profitter løb op i 17,2 milliarder dollar, svarende til 95 milliarder kroner.

Fannie Mae og Freddie Mac som frem til den kapitalistiske krises udbrud i 2007-08 var USA´s største kapitalistiske realkreditselskaber (Boliglångiver; herunder de “sofistikerede” # subprime-lån) blev sammen med Lehman Brothers symbolet på sammenbruddet på det kapitalistiske finansmarked. Krisen førte til Fannie, Freddie og Lehman´s fuldstændige bankerot og fallit.

 I den “nye krisefrie kapitalismes superkonjunktur” sikrede Fannie Mae, Freddie Mac, Lehman Brothers  og hvilke navne finansfyrsterne ellers gemte sig bag ikke bare amerikanske “investorer”, men også europæiske, kinesiske og arabiske kapitalister, pensionsfonde, banker og investeringsselskaber billion-profitter frem til den kapitalistiske krises udbrud,
Kapitalismen er ikke og vil aldrig blive krisefri og udbruddet af krisen i 2008 er et udtryk for det. Det “frie marked” kørte boligmarkedet ud over afgrunden.  Fannie Mae og Freddie Mac blev reddet af Bush- og Obama-regimet for at sikre finanskapitalen de profitter af realkreditterne som stadigt fandtes i selskabet som nu praler af nye to-ciffrede milliardprofitter. Fallitboet efter Fannie Mae blev overtaget af den amerikanske stat som stadig kontrollere selskabet. 
Det amerikanske boligmarked er i idag de facto statskontrolleret. Fannie Mae og Freddie Mac udsteder realkredit-obligationer på de boliglån som de har overtaget og garanterer boligkreditter på sammenlagt $ 5,2 billioner svarende til over 28 billioner kroner eller mere end en tredje del af USA´s bruttonationalprodukt: Sammen med the Federal Housing Administration (Forbundsstatens Bolig Administration) står de to selskaber bag 9 ud af hver 10 boliglån i USA.
Oveni Fannie Mae´s godt 17 milliard dollar i profit for 2012 skal lægges hvad der kaldes en “skattemæssig engångsgevinst på 59 milliarder dollar” som ikke er bogført i selskabets regnskaber. I første kvartal i år fortsatte selskabet med at presse profitter ud af det kapitalistiske boligmarked. Overskuddet blev 7,6 milliarder dollar , godt 42 milliarder kroner i de tre første måneder.
En af forklaringerne til stigningen i realkredit-profitterne er at “inflationen” på boligmarkedet i USA igen er begyndt at får rigtig fart på.
‘I januar måned krævdes det i gennemsnit godt 8 procent større boliglån for at finansiere købet af en bolig sammenlignet med januar 2012.
Priserne på boligmarkedet i de Forenede Stater lå i Januar i år 8,1 % højere end for et år siden mortgage delinquencies in the fourth quarter fell to their lowest level since 2008. Profitten var den første for Fannie Mae siden 2006. I 2011 viste regnskabet et underskud på 16,9 milliarder dollar.

KILDE: Fannie Mae posts record profit

Fannie Mae posts record $7.6 billion quarterly profit

Irak , År 10 efter “befrielsen”: Mindst 18 døde i flere bombeeksplosioner

torsdag, marts 14, 2013

14. MARTS 2013 – 16:26

BAGHDAD ( *) Mindst 18 mennesker mistede idag livet da den irakiske hovedstad blev skueplads for hvad der lignede en serie af velkoordinerede eksplosioner , ifølge vidner og kilder i Baghdads myndigheder. Flere af bombedetonationerne, som ifølge politikilder krævede mindst 18 dødsoffrer og skadede yderligere 50 mennesker, blev udløst nærved vigtige myndighedsbygninger, herunder justits- og udenrigsministeriet.
Ingen gruppe har hidtil taget ansvaret for eksplosionerne, men det er et faktum at spændingen og modsætningerne mellem forskellige sociale , økonomiske og etnisk religiøse grupper er eksploderet efter næsten ti års krig, terror og splittelsesvirksomhed fra USA´s og  dets koalition af “medløber”-stater; herunder Nato-landet Danmarks side.

Ultra-liberal Cepos-økonom støtter Thorning-regeringens politik

onsdag, februar 20, 2013

20.Februar 22:48
KØBENHAVN(DR/Ritzau)Igen får den socialdemokratiske partileder Helle Thorning åbent støtte fra ultraliberale kredse.
Det er cheføkonomen i den ultraliberale tænketank Cepos; Mads Lundby Hansen som støtter Thorning-regerings “beskæftigelsesstrategi” der går ud på at forkæle det kapitalistiske erhvervsliv (og bankerne) med endnu lavere skatter og afgifter. 

“- Virksomhedernes konkurrenceevne er belastet af eksempelvis høje energiudgifter, så hvis man sænker dem, så forbedrer man konkurrenceevnen for dem, der skal afsætte varer på verdensmarkedet.” – Fordi priserne ikke bliver så høje, bliver der solgt flere varer, og det vil være gavnligt for virksomheden og få en positiv effekt på beskæftigelsen, siger den ultraliberale cheføkonom.

 Problemet er at det “verdensmarked” som Thorning-regeringen og dens ultraliberale støtter på Cepos sætter deres lid til er ramt af den værste økonomiske krise siden 1930´erne. 

“Det er også det som Frederik I. Pedersen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd pågeger overfor nyhedsbureauet Ritzau  

 “Fakta er, at der er masser af penge hos både danske husholdninger og virksomheder, men det er lysten til at investere dem, der mangler, . . . Hvis man var interesseret i at skabe arbejdspladser var det bedre at man øgede de offentlige investeringer, og at man ville få mere ud af at få virksomheder og private til at bruge flere penge. Han siger, at så længe krisen raser i udlandet, så vil effekterne af en reform være usikker. Derfor fik hverken efterlønsudbetalingerne eller regeringens kickstart den ønskede effekt på økonomien.

.

Allerede inden socialdemokraternes partiformand blev udpeget til Danmarks statsminister af det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blev Thorning rost af “Cepos” for hendes støtte til uligheden i det kapitalistiske klassesamfund:
Helle Thorning roses af ultraliberale CEPOS for ulighedstanker
Kilde: /ritzau/+

“DR-Nyheder:Liberal økonom bakker Thorning op”

“Economist” skamroser Sveriges kapitalistiske udvikling de sidste tyve år : Norden fremhæves som kapitalismens nye “supermodel”

søndag, februar 3, 2013

The Economist: Norden som kapitalismens nye “supermodel”

Det liberale prokapitalistiske erhvervsmagasin The Ecomist skamroser Sverige i det seneste nummer

     Bladet vier hele 14 sider til en spesialrapport om udviklingen i Sverige, som høster adskillig ros. Sveriges statskapitalistiske sektor stod for 67 prosent af landets bruttonasjonalprodukt (summen av varer og tjenester) i 1993, mens andelen nu er nede på 49 prosent fremhæver de liberale redaktører.
Ifølge Sverige´s nationale statistik (SCB), har den fattigste tiendedel af befolkning bare haft en realinkomstudvikling på 1,6 procent siden 1991. Den rigeste tiendedel har samtidigt øget sine realinkomster med 63 procent.
DEN storkapitalistiske lastbilskoncern SCANIA har øget profitterne i en sådan grad at de idag er næsten dobbelt så store for hver ansat som for ti år siden.

DEN KAPITALISTISKE KONTRAREVOLUTIONS hovedPAROLE har siden midten af halvfjerdserne lydt:

NED MED LØNNEN for at maksimere PROFITTERNE

En ny undersøgelse af udviklingen af arbejderklassens produktivitet og løn fra 1950 til 2010 påviser at løn og produktivitet fulgtes ad frem til midten af 1970´erne. Arbejderklassens øgede produktivitet var altså synlige i tegnebøgerne hvis vi ser bortfra inflationen. Men fra midten af 1970´erne begynder løn og produktivitet at gå hver sin vej. Arbejderklassens produktivitet fortsætter efter et kort ophold stejlt opad til gavn for kapitalen og profitterne, mens lønnen stagnere. Arbejderklassens og de øvrige arbejdendes andel af den samlede produktion fortsætter fra 1970´erne og fem til idag med at falde. Hvor profitten i midten af 1970´erne udgjorde en femtedel af BNP udgør de idag en tredjedel. En bemærkelsesværdig forskydning til fordel for kapitalen på arbejderklassens bekostning som ifølge økonomihistoriker 1*) Lennart Schøn er den mest ulige fordeling i hundrede år. Vi skal altså tilbage til tiden inden Første imperialistiske Verdenskrig hvor Sverige var et af Europas fattigste lande for at finde en ligeså ulige fordeling af de samlede menneskeskabte værdier.
Samtidigt er massearbejdsløsheden blevet kronisk især for arbejderklassens unge der .  .   . .   .      mens dagpenge til arbejdsløse og syge har været fastfrossen i over ti år. Officielt er flere end 400 tusind arbejdsduelige mennesker holdt udenfor arbejdslivet. Flere end halvdelen af de hundrede tusinder af arbejdsløse er frataget retten til dagpenge. For den arbejdsløse som stadig har ret til dagpenge er det bare 12 ud af hundrede som får tildelt de 80 procent af lønnen som borgerlige og socialdemokrater har fastfryst dagpengene til. Det gennemsnitlige dagpengeniveau lå i 2010 på knap 60 procent af lønnen. Idag er dagpenge-niveauet på vej ned under halvdelen af lønnen.
Det er den brutale virkelighed under den kapitalistiske kontrarevolution (Pinochet/Thatcher/Reagan/Jeltsin) der med den prokapitalistiske Pinochet-juntas  kup den 11. september i Chile  som startskud nu fortsætter med at slå mod arbejderklassen og dens allierede ( de 99 %) for at presse endnu større merværdier og profitter til den ene procent af jordens befolkning som bliver stadig rigere.
I eksempelvis Trollhättan, hjemby for produktionen af SAAB-biler er ungdomsarbejdsløsheden nu oppe på 30 % . Sidste år besluttede det amerikanske fallitbo General Motors, der som bekendt blev reddet af den amerikanske stat fra konkurs, at likvidere SAAB og sende samtlige tre tusind arbejdere ud i arbejdsløshed.

Udviklingen i Sverige som The Economist skamroser er sket under både socialdemokratiske (Jørgen Persson) og borgerlige regeringer.(Bildt/Reinfeldt)
Det er karakteristisk at i Sverige (og Danmark) tillades skolerne at drives af private kapitalister med statsgaranterede (skattepenge) profittter for øje. Et af foregangslandene i denne “liberale skole-diciplin” er den af den prokapitalistiske Pinochet-junta hærgede Chile som også tillader skoler drevet med profit for øje.

I Sverige ophævede  Palme-regeringen allerede i efteråret 1985  kontrollen over de kapitalistiske valutatransaktioner (valuta-reguleringen)  Det førte senere til en omfattende spekulativ ud og indførsel af kapital hvor den internationale kapital nu helt legalt kunne spekulere i et sammenbrud for de svenske statsfinanser. . . .

Også Danmark, Finland og Norge fremhæves af Economist som kapitalistiske “rollemodeller” for den kriseramte kapitalistiske verdensorden . . . men de liberale NewsWeek-journalister har i et anfald af symptomer på senkapitalistiske senil-demens glemt Republikken Island. Hvorfor er et relevant spørgsmål. På Newsweek kort over de skandinaviske “supermodel”-stater finder også Grønland, ja selv Spetsbergen er med, men ikke *2) íslendinga eyja. Men det er måske som den Islandske Præsident Ólafur Ragnar Grímson udtalte til en fjernsynsjournalist under det kapitalistiske topmøde i Davos i januar :

Vi fulgte ikke den traditionelle ortodokse lære som har domineret den vestlige verden i de sidste tredive år : Vi indførte valuta-restriktioner, vi lod bankerne gå omkuld, vi gav støtte til de fattige, vi har ikke gennemført nedskæringer i samme omfatning som man kan se i Europa . . . “

Kilder: The Economist * * * *

Aftenposten

NOTER:
*1) Professor i økonomisk historie Lennart Schön i Dokumentar-programmet Lönesänkarna
*2) Íslendinga eyja:islændingenes ø

1933: HITLER Udpeget til Regeringsleder i Tyskland

onsdag, januar 30, 2013

30.Januar 2013

 1933 -2013  80 år siden Hitler “fik” regeringsmagten af den “antinazistiske” præsident Hindenburg*

BERLIN (*)

Den 30.JANUAR 1933 bliver de tyske facisters leder Adolf Hitler udpeget til regeringsleder (Rigskansler) i Tyskland; den vestlige “civilisations hovedland”.

DEN DER VÆLGER HINDENBURG,  VÆLGER HITLER, OG DEN DER VÆLGER HITLER VÆLGER KRIGEN

Over hele verden, ikke mindst i Tyskland bliver årsdagen markeret i medierne og ikke uden grund. For den borgerlige “antinazist” ;Præsident Hindenburg´s udnævnelse af nazi-partiets leder til regeringsleder , iøvrigt i fuld forståelse med det “verdensledende”  tyske erhvervslivs topchefer (Siemens, Krupp, Thyssen );  var begyndelsen til katastrofen  for Tyskland med 12 års krig, terror og fascistisk repression af majoriteten i den tyske arbejderklasse og folk som nægtede af give Nazi-partiet flertallet i noget parlamentarisk valg . . . .
SPD, Staunings socialdemokratiske partifæller i Tyskland opfordrede ligefrem til at stemme på Hindenburg ved præsidentvalget i 1932 under parolen: DEN SOM VÆLGER HINDENBURG SLÅR HITLER !” Ligesom idag hvor de socialdemokratiske ledere i Tyskland såvel som i Danmark “fedter opad og sparker nedad” for at vise erhvervslivet hvor “ansvarlige” de er overfor kapitalens interesser talte socialfascisterne i SPD om at Hindenburg var det “mindste onde”. Ni måneder og tyve dage efter at Hindenburg; det “mindste onde” var blevet valgt til præsident blandt andet i kraft af socialdemokratiske stemmer baner “det mindste onde” vejen for det “største onde”: Hitlers vej til magten da han den 30.januar 1933 bliver udpeget af “antinazisten” Hindenburg til ny regeringsleder.
For KOMINTERN_partiet KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) var der ingen tvivl om at: “DEN DER VÆLGER HINDENBURG, VÆLGER HITLER,OG DEN DER VÆLGER HITLER VÆLGER KRIGEN”
At Hindenburg som blev valgt på anti-nazistiske” stemmer udpeger Nazipartiets leder til tysk regeringsleder er afslørende for det borgerligt-kapitalistiske demokrati som herskede i Weimar-Republikken: Op til valget giver de borgerlige og reformistiske forsvarerer af kapitalismen valgløfter til folket som kynisk forrådes efter valget fordi den herskende kapitalistklasse kræver det og fordi selve det kapitalistiske system ikke kan opfylde valgløfterne.
Hindenburg Hitler
Tysklands Præsident Hindenburg og Nazi-partietsleder Adolf Hitler
Bundesarkiv Hindenburg und Hitler Tysklands Præsident Paul Hindenburg og Kansler Hitler sammen den 25 februar 1934
.

KIlDER :“Vor 80 Jahren wurde Adolf Hitler Reichskanzler”

Radio Bremen :”Ernennung Hitlers zum Reichskanzler”

* * * * * * * * *
* * * Interview med historikeren; professor Hans Mommsen: “Nazipartiet stod i 1932 midt i en krise. I November tabte de 14,6 procent af deres stemmer ved Rigsdagsvalget, und in den folgenden Regionalwahlen fast 40 Prozent ihrer Stimmen. Den aura af uovervindelighed som de borgerlige og højreliberale tyske medier havde bygget op omkring Hitler og nazisterne var igang med at smuldre fordi det tyske folk nægtede at give Nazipartiet og Hitler en fuldmagt (flertal).

* * * Der Tag, an dem sich Hitler in Kassel feiern ließ

* * * Vor 80 Jahren kam Hitler an die Macht

Sig din mening på Facebook og bliv . . . . fyret

lørdag, januar 12, 2013

12.Januar 2013 18:44

Det er 34-årig Mickey Oliver et klart eksempel på. En kommentar på Facebook kostede ham jobbet sidste år.

 

 

 

Ny blodig rekord i den amerikanske stat Venezuela: 21 tusind 692 myrdede i år

søndag, december 30, 2012

29.DEcember 2012

CARACAS (OVV * “El Picobolivar”) Ifølge de tal som organisationen Observatorio Venezolano de Violencia (OVV: Venezuelas Volds Observatører) netop har offentliggjort bliver 2012 et år med en ny rekord i mord. 21 tusind og 692 mennesker mistede livet som følge af den udbredte vold i denne amerikanske kapitalistiske stat. Det er en stigning på 12 % fra i fjor (2011) hvor 19 tusind 336 mennesker mistede livet i voldelig sammenstød eller blev myrdet, informerer OVV i deres årlige rapport.

Den venezuelanske mordrate ligger altså på 73 ud af 100 tusind mennesker i landet. Det er flere end i kontinentets kapitalistiske Führerstat: US of America og det er flere dødsfald som følge af vold end i Mexico som gennem flere år hærges af de kapitalistiske narkobaroners kamp om markeder, profitter og in dflydelse. Alligevel er Venezuela ikke det mest morderiske land på det amerikanske kontinent. Det mest bloddryppende land på det amerikanske kontinent er det centralamerikanske land Honduras.
Hver eneste døgn bliver treds (60) mennesker myrdet alene i det kapitalistiske Venezuela. På hele det amerikanske kontinent (inklusive USA) bliver flere end tusind mennesker myrdet hver eneste dag og nat. . . . . . .. . .

I hovedstaden Caracas er risikoen for at blive slået ihjel endnu højere. Her ligger mordraten nu på 200 for hver 100 tusind indbyggere.
Voldsovervågerne i OVV udtaler : “At slå ihjel er blevet den måde man skaffer sig goder, en udvej til at løse personlige konflikter og en måde at opnå privat retfærdighed.”
*

KILDE: Observatorio Venezolano de Violencia (OVV) *
* En Venezuela se registraron más de 21 mil asesinatos en 2012

“Fredsprisen” til EU “strider mod Nobels vilje”

tirsdag, december 11, 2012

Nobels “karikaturpris” til EU

OSLO (-) Det er Tomas Magnusson; formand for det Internationale Fredsbureau, som repræsenterer 320 fredsorganisationer i 70 lande som i anledning af den den norske Fredspriskomite s provokative tildeling af Nobels Fredspris til sammenslutningen af europæiske imperialistiske stater i EU, konstatere at fredspriskomiteen tildeling af prisen til EU strider mod testamentet hvor Alfreds Nobel udtrykkelgt ønsker at give prisen “til den som har virket mest eller bedst for folkenes forbrødring og afskaffelse eller mindskning af stående hære samt dannelse og spredning af fredskongresser” (åt den som har verkat mest eller best för folkens förbrödrande och avskaffande eller minskning av stående arméer samt bildande och spridande av fredskongresser.”) 
Det Internationale Fredsbureau er ganske vist ikke de første heller ikke de eneste som kritiserer Fredspriskomittèn´s for at tildele Nobels Fredspris , det som nogle kalder “karikaturprisen” til EU ,

FAKTA NOBEL´s TESTAMENTE

Jeg undertegnede Alfred Bernhard Nobel erklærer hermed efter moden overvejelse min yttersta vilja i afseende å den ejendom jag vid min død kan efterlemna vara följande: (…)
Öfver hela min återstående realiserbara förmögenhet förfares på följande sätt: Kapitalet av utredningsmännen realiseradt till sikre værdipapirer skall utgöra en fond, hvars ränta årligen utdelas som prisbelöning åt dem som under det förlupna året hafva gjort menskligheten den största nytta. Renten delas i fem lika delar som tillfalla: en del till den som inom fysikens område har gjort den vigtigaste upptäckt eller uppfinning; en del den som har gjort den vigtigaste kemiska upptäckt eller förbättring; en del den som har gjort den vigtigaste upptäckt inom fysiologiens eller medicinens domän; en del som inom litteraturen har produceradt det utmärktaste i idealisk rigtning; och en del åt den som har verkat mest eller best för folkens förbrödrande och avskaffande eller minskning av stående arméer samt bildande och spridande av fredskongresser. Prisen för fysik och kemi utdelas av Svenska Vetenskapsakademien; för fysiologien eller medicinska arbeten av Carolinska Institutet i Stockholm; för litteratur av Akademien i Stockholm samt för fredsförfäktare af ett utskott af fem personer som väljas af Norska Stortinget. Det är min uttryckliga vilja att vid prisutdelningarna intet afseende fästes vid någon slags nationstillhörighet sålunda att den värdigaste erhåller priset antingen han är skandinav eller ej.
Detta testamente er hittills det enda giltiga och upphæver alla mina foregående testamentariska testamenten om sådanne skulle forefindes efter min død. . . . . .
¨¨ ¨¨ ¨ ¨¨¨¨ ¨ ¨ ¨¨¨¨ ¨ ¨¨¨ ¨¨¨
Paris den 27 november 1895,
Underskrevet Alfred Bernhard Nobel

Krigsretsproces mod Bradley Manning startet : ”Judge, isn’t a soldier required to report a war crime?”

søndag, december 2, 2012

26.August 2012 18:10

USA: Krigsretsprocessen mod “verdens vigtigste samvittighedsfange”; Bradley Manning igang efter over to års isolationsfængsling

WASHINGTON (-)   I denne uge startede den amerikanske stat: USA´s krigsretsproces mod soldaten Bradley Manning, som afslørede USA-hærens forbrydelser mod menneskeheden i Irak. For den unge heltesoldat som fulgte sin samvittighed og afslørede Irak-krigens folkeretstridige terror mod ubevæbnede civile er krigsretsprocessen både et tegn på styrken i Mannings overbevisning om at han har gjort det eneste rette (efter mere end to års isolationsfængsel og fornedring) og den solidaritet som for hver dag der går styrkes i USA såvel som i udlandet .
I april 2010 offentliggjorde WikiLeaks en intern videofilm optaget af soldater udkommanderet af US-Army. Filmen som også kan ses på Youtube viser amerikanske styrker der fra en militærhelikopter over Baghdad´s gader skyder løs på ubevæbnede civile. 12 civile bliver dræbt og to børn bliver skadet under den amerikanske hærs angreb.
Wikileaks offentliggjorde derefter 260 tusind diplomatiske meddelelser og 90 tusind hemmelige dokumenter om krigen i Irak och Afghanistan og anden information som Wikileaks videregav til udvalgte respekterede borgerlige nyhedsmedier . Især video-filmen som viser soldater fra US-Army der fra en helikopter skyder løs på ubevæbnede mennesker på åben gade i Irak har skabt klarhed over hvad det er for en krig USA og dets allierede i Danmark har ført mod Iraks folk.
Filmen kan ses på Youtube under navnet “Collateral murder”.
De soldater som afsløres i US-Army´s egen videofilm er ikke blevet anklaget for nogen forbrydelse. Heller ikke deres overordnede. Kun menig Bradley Manning sidder fængslet, nu på tredje år. Ifølge både amerikansk og international ret, har en soldat en pligt – ikke et valg – at eksponere krigsforbrydelser.
Den nu 24-årige tidligere efterretnings-analytiker Bradley Manning som nu bliver anklaget for at have viderebragt “USA´s og andre imperialiststaters hemmeligheder om krigen mod Iraks og Afghanistans folk” ; gjorde tjeneste ved den amerikanske besættelsesmagts Hammer-base udenfor Baghdad. Han blev anholdt i maj 2010 efter at være angivet af Adrian Lamo.

I de højreliberale og -radikale medier ses soldaten som frigav information till verdensoffentligheden om USA´s krigforbrydelser, teror og krigsføring i Irak och Afghanistan som djævelen som solgte ud af USA:s krigshemmeligheder till fienden –
Imidlertid vokser solidariteten dag for dag i den amerikanske offentlighed , mens USA´militære og politiske elite gør alt for at få ham dømt.
Nyligt blev Manning kåret som People´s Choice Honoree ved en afstemning på en gala for menneskerettigheder.

”Judge, isn’t a soldier required to report a war crime?”

“Dommer, er det ikke en soldats pligt at anmelde krigsforbrydelser?” Dette enkle spørgsmål udtrykker kernen i USA-elitens krigsretsproces mod menig Bradley . . . . .. Scenen udspiller sig i retssalen under de indledende retforhandlinger til den krigsretsproces som i denne uge indledtes mod Manning. Retsforhandlingen var forbi. Rettens formand sad endnu på dommerstolen og samlede sine papirer sammen. Den tiltalte soldat, menig Bradley Manning stod og ventede på at blive ført til isolationscellen. Det er helt stille i retssalen på Fort Meades-militærbase i Maryland da en af tilskuerne til den skueproces som snart skal indledes mod Manning højlydt spørger retsformanden :

”Judge, isn’t a soldier required to report a war crime?”

Rettens formand rejser sig og går. . . . .

Scenen som skildres af en journalist udspiller sig den 23 februar i år.
To månader tidligere, . . .. .
. . fortsættes . … .. . . .. to be continued

FAKTA : : : Bradley Manning kom til verden i 1983 og voksede op i Crescent, Oklahoma – en by som også var hjemstavn for en anden amerikansk berømthed ;Karen Silkwood, som i 1974 afslørede “hemmeligheden” om de alvorlige misforhold på et kapitalistisk atomkraftsværk i lokalområdet og dermed afvarede offentligheden, det amerikanske folk: Karen Silkwood “forsvandt” og er ikke siden fundet, sandsynligvis blev hun myrdet. Silkwoods skæbne skildres blandt andet i spillefilmen “Silkwood” med Meryl Streep i titel- og hovedrollen.

Den nu verdensberømte amerikanske soldat: Vicekorpral Bradley Manning var bare 22 år da i maj 2010 blev anholdt på en af besættelsesmagten USA´s militærbaser i Irak hvor han gjorde tjenste. Bag arrestationen lå en angivelse. Angiveren havde efter at have kontaktet efterretningstjenesten gået til en journalist og solgt ”scoopet”. Angiveren, Mr. Adrian Lamo, videregav hele den private chat-korrespondense han havde haft med Manning til journalisten. I korespondensen havde Manning åbenhjertigt fortalt både om sit privatliv og om sine kontakter med Wikileaks-stifteren Julian Assange.

Syrien: flere end 50 dræbte i Damaskus-forstaden Jaramana under terrorbombeattentat

onsdag, november 28, 2012

28.November 2012

DAMAKUS (AFP/Reuters) To bomber placeret i biler på et torv i Damakus-forstaden Jaramana eksploderede ved daggry. Flere end 50 mennesker mistede livet og omkring 120 mennesker blev sårede. Sønderslidte kropdele og pøler af blod fik folk til at flygte i panik. Sprængkraften var af en sådan (international) kaliber at vægge rasede ned over parkerede biler som blev forvandlet til skrot.

“Hvad vil de os i Jaramana ? Forstaden samler folk fra hele Syrien og byder alle velkommen” udtalte en beboer til nyhedsbureuaet AFP.

Det er fjerde gang i løbet af fire måneder at Jaramana, hvor det etniske flertal er kristne og drusere, bliver udsat for denne type af bombeterror.

To bilbomber kostede idag omkring 50 menneskeliv.

Sverige: Industri-produktionen i frit fald :minus 4,1 procent i september måned

søndag, november 18, 2012

9 NOVEMBER 2012 – 11:45

STOCKHOLM (SVT/REUTERS) Den kapitalistiske krise slår nu for alvor igennem i Sverige. Industriproduktionen faldt med 4,1 procent fra august til september.
På årsbasis : fra september 2011 til samme måned i år mindskede den samlede industriproduktion i Sverige med 5,0 procent.

Faldet er betydligt større end kapitalens regnedrenge og erhvervsjournalister havde “forudset”. De havde regnet med en nedgang på 7 promille
mellem august og september og bare 1 promille på årsbasis, altså næsten status quo på årsbasis ifølge Reuters-enquet.
Prognoserne eller skal vi kalde dem spådomme som kapitalen´s “regnedrenge” med stor “autoritet” havde forudspået om “status quo” om den økonomiske udvikling var altså ike andet end kapitalistiske dagdrømme uden hold i virkeligheden.

I september måned øgede antallet kapitalistiske konkurser med 24 procent sammenlignet med samme måned i 2011.
ifølge kreditoplysningsbureauet UC.

Største antal konkurser siden udbruddet af den kapitalistiske krise i 2008

“. . . . . Bare under 2009, da finanskrisen var dybest, havde vi flere konkurser under perioden januar-september. Situationen er i løbet af året også successivt forværret , så nu er der heller ikke meget som tyder på at der vil ske nogen lysning af konjunkturen . . . . . Væksten i svensk erhvervssliv bremser og mange branscher regner med en svagere efterspørgssel fremover,” udtaler Roland Sigbladh, markedschef på UC,

DE kapitalistiske konkursser fortsatte med at stige i oktober og november i Sverige.
Sammenlagt seks tusind 102 (6 102) virksomheder gik i konkurs de første 11 måneder i år.
En stigning på 11 % sammenlignet med 2011.

KILDER: SVT/ REUTERS _
UC:UpplysningsCentralen: Fortsat kraftig konkursstigning

Krisens Kina: “Kapitalistisk mirakel”-by på vej mod sammenbrud

lørdag, november 10, 2012

10 November 2012
PEKING (Xinhua) : I de borgerligt-liberale såvel som i de reformistiske og revisionistiske medier i vest såvel som i Kina tales der uden ophold om det “kapitalistiske økonomiske mirakel i Kina”. Et af symbolerne på det “liberale mirakel” har været den sydkinesiske industriby Dongguan, som de liberale medier i vest og øst ligefrem kalder “superbyen”. Men idag ser “superbyen”, hvor 30 procent af verdens legetøj, halvdelen af alle Kinas mobiltelefoner såvel som bjerge af sko og tøj bliver fremstillet, ud til at være på vej mod økonomisk sammenbrud som en følge af den kapitalistiske krise.
Fabrikker og lagerlokaler ligger side og side med grå-beige boligkarreer hvor “gæstearbejderne” bor i store sovesale. Brede motorveje skærer brutalt gennem byen. Store lastbiler dundrer gennem byen, side om side med europæiske luksusbiler og knallerter med hele familier på, efterladende sig skyer af udstødninggasser .

Dongguans økonomiske udvikling har været ekstrem, fra 1980´erne hvor den var en stille og rolig millionby til idag hvor den tæller næsten ti millioner indbyggere hvoraf flere end to tredjedele er invandret fra andre provinser.
Men nu er Dongguans super-kapitalistiske “glansdage” ovre. En bølge af konkurser og fabrikslukninger skyller ind over byen og dens millioner stærke arbejderklasse. Den kapitalistiske krises faldende efterspørgsel fra Europa og USA slår nu mod byen som en tsunami, samtidigt de kinesiske og udenlandske kapitalister lukker fabrikker i Dongguan for at flytte den til andre lavtlønslande: de kapitalistiske sweatshops- og løntrykkerstater i Sydøstasien eller til det indre Kina hvor lønningerne er lavere end i Dongguan hvor arbejderklassen har tilkæmpet sig højere minimumslønninger. PÅ den måde bliver proletariatet i Dongguan “straffet” for at de kræver højere løn af den kinesiske og udenlandske kapital som ikke har nogen problemer med at finde arbejdsløse mennesker som accepere lavere løn i en verdensorden uden solidariet i det internationale proletariat.

Den sydkinesiske storby Dongguan ved Perleflodens delta huser idag godt otte millioner indbyggere.

Også købecenteret New South China Mall i Dongguan , et af verdens største shoppingcentrer, er mærket af krisen.
Trods “shoppingbyens” magnifikke udsmykning, med kanaler og farveglade statuer, er et besøg som att gå genom en spøgelsesby – næsten alle butikslokaler står tomme. I en forlystelsespark sidder personalet og halvsover ved de hvinende attraktioner. Det eneste som ser ud til at tiltrække “kunder” er de amerikanske “fastfood”-kæder ved entreén.

Men byens problemer ender ikke her. Flere end halvdelen af Dongguans bydele er på grænsen til konkurs, tynget af den voksende gæld til finanskapitalen som en følge af tabet af indtægter fra udlejning af jord til fabriker og ejendomsselskaber.
Victor Teo, Kinaforsker på Hongkong University udtaler at :

“– Situationen er ikke unik for Dongguan men typisk for alle byer som er afhængige af produktion til eksport. “

Krisen for den kapitalistiske “mirakelby” Dongguan sætter fingeren på mange af de problemer som K.”K.”P.-regeringen står overfor. Problemer som ikke vil løst af K.”K.”P.´s 18.partikongres og den nye ledelse som vil blive valgt på den pågående kongres i Peking fordi det kinesiske regeringsparti med statsgaranti vil fortsætte den kapitalistiske kurs.

At de borgerligt-reformistiske medier kalder udviklingen under den reelt eksisterende kapitalisme i Kina for et “verdenshistorisk mirakel” siger mere om hvor tilbagestående, ineffektiv og udemokratisk det 21-århundredes kapitalisme er, end det siger noget om disse medier.
Dongguan ved Perleflodens delta i Sydkina

USA: myndigheder truer internationale valgobservatører med anholdelser

mandag, oktober 29, 2012

28.OKTOBER 2012- 22:48

HOUSTON (-) Hvis nogen, voksne såvel som børn, troede de kunne slippe for at se og høre om Præsidentvalget i de kriseramte Forenede Stater (USA) så har har de forenede borgerlige og socialdemokratiske medier (fra TV2/DR til JP/Polikens Hus) gjort den forhåbning grundigt til skamme.
Ifølge DR-programmet “Mennesker og Medier” har de borgerlige medier i Danmark fyldt aviserne med flere end otte tusind (8.000) artikler om valget i USA. Journalisten Lasse Jensen mente i samme DR-program at man “kan . . . få en fornemmelse af at hele den danske journaliststand er flyttet til USA”.
Redaktørerne på de samme USA-valgintereserede medier, som åbenbart har ubegrænsede resourcer for at dække USA-valget har dog ikke afsat nogle journalistiske kræfter af betydning til at beskæftige sig med de notorisk store problemer som USA har med både stemmeafgivning og stemmeoptælling. Det kommer i hvert fald ikke frem i nogen af de flere tusind artikler som hidtil er blevet trykt.
(RT News)Det er et faktum at internationale valgobservatører der er rejst til USA for at overvåge valget af Præsident og dermed Øverstkommanderende for verdens farligste og mest blodbesudlede krigsmagt siden Anden Verdenskrig: US-ARMY, nu åbent bliver truet af ledende politikere og myndighedspersoner.

Delstaten Texas offentlige anklager (Attorney General) , statsadvokat Abbott, udtrykker det i et brev at . . . . . . .

“The OSCE’s representatives are not authorized by Texas law to enter a polling place,”

og delstatens ledende advoikat advarer ,

“It may be a criminal offense for OSCE’s representatives to maintain a presence within 100 feet of a polling place’s entrance.”

“Failure to comply with these requirements could subject the OSCE’s representatives to criminal prosecution for violating state law,”

tilføjer statsadvokat Abbott .

OSCE – Organisationen for samarbejde og sikkerhed i Europa blev inviteret til Amerika for at overvåge Præsidentvalget i USA i november af flere organisationer blandt andre N.A.A.C.P. (National Association for the Advancement of Colored People) og (ACLU), (American Civil Liberties Union) for at få hjælp i kampen mod hvad de kalder . . . . : “an unprecedented and sophisticated level of coordination to restrict voting rights in our nation” gennem en række nye love og regler som begrænser hvem og hvordan borgerne kan deltage i valget af USA´s , “den sidste supermagts Præsident”. Amerikanerne skriver videre i brevet til OSCE-ambassadør Daan W Everts om ” overlagte polititiske bestræbelser for at disenfranchise millions of Americans — particularly traditionally disenfranchised groups like minorities, low-income people, women, young people, persons with disabilities, and the elderly.”

Read more: EDITORIAL: Blue helmets at the ballot box – Washington Times http://www.washingtontimes.com/news/2012/oct/24/blue-helmets-at-the-ballot-box/print/#ixzz2BmCQG7U2

Syrien : Saudi-arabisk officer dræbt i Idlib

søndag, oktober 14, 2012

14.Oktober 2012 14:55

Under sammenstød mellem syriske regeringsstyrker og voldelige oprørsstyrker i Syriens nordvestlige provins Idlib blev en officer fra det USA- støttede Saudiarabiske regimes væbnede styrker dræbt, meddeler den iranske TV-kanal Al-Alam .

UDOVER informationen om den saudiarabiske officer´død, meddeles det også om nogle “tyrkiske oprøreres” død.

Syriens legitime regeringsmyndigheder anklager det reaktionære USA- støttede regime i Ryad (Saudiarabien), Katar og Nato-landet Tyrkiet for at være ansvarlige for den politiske krise og våpenleveranser til de terroristiske oprørsgrupper.

KIlde: ruvr.ru 14/10

“GLADIO”: Nato´s hemmelige paramilitære terrornetværk i Europa og Tyrkiet

lørdag, oktober 13, 2012

“Gladio”- USA´s hemmelige terror-strategi : Gennem Nato skabte USA efter Anden Verdenskrig en række paramilitære terrororganisationer (“Stay Behind”) vendt mod den kommunistiske og revolutionære arbejderbevægelse i Europa og Tyrkiet

 

NATO´s hemmelige hær og dens Rolle i Europa og Tyrkiet – Del II

Hvilken forbindelse er der mellem bombeattentatet underOktober-festen i München den 26. September 1980 hvor 13 mennesker blev dræbt og talrige andre brutale attentater i Italien, Belgien og andre europæiske lande ?
I første del af denne baggrundsserie fortalte vi *2) om hvordan de vestlichen imperialistist-magter efter den Anden Verdenskrig unter dem Kommando der NATO eine geheime antikommunistische Armee („Gladio“) aufbauten, um im Falle einer angenommenen sovjetisk Invasion in Europa Sabotageakte und Konterguerrilla-Aktionen durchzuführen. Wir berichteten außerdem, dass für diese geheimen sogenannten „Stay-Behind“-Netzwerke ehemalige SS-Leute und Neofaschisten rekrutiert wurden und dass sie spätestens seit den 60er Jahren dazu übergingen, unter dem Titel „Spændingens Strategi“ gezielt Terroranschläge gegen Zivilisten zu initiieren, um die politische Stimmung in der Bevölkerung nach rechts zu ziehen. Grausame Höhepunkte dieser Strategie waren der Bombenanschlag auf den Hovedbanegården i Bologna i 1980 (85 Dræbte ) und die „Massaker von Brabant“, bei denen in Belgien zwischen 1982 und 1985 28 Menschen von bis heute unbekannten Mordkommandos in Supermärkten und Restaurants getötet wurden.
In diesem Teil möchten wir auf die geheimen NATO-Strukturen in Griechenland und der Türkei eingehen, wo Gladio an mehreren Militärputschs beteiligt war.
I værket “The Playground” * 3) fortæller den amerikanske elitesoldat og terrorist Thomas Sanders åbenthjertigt om de terroraktioner og mord han udførte i DDR på vegne af USA (Cia) og dets tyske kollaboratører (i BRD): Under to år blev forfatteren og otte andre håndplukkede faldskærmsjægere i Elitkommando Ost specialuddanet til at gennemføre omfattende terroraktioner , bombesprængninger og mord i DDR.

Grækenland

I Grækenland gab es eine Gladio-Struktur namens „Hellenic Raiding Force“, die bereits 1944 auf persönlichen Befehl des britischen Premierministers Winston Churchill aufgebaut wurde – damals mit dem Ziel, die von den græsche Kommunisten angeführte Volksbefreiungsarmee ELAS zu bekämpfen, die sich im Widerstandskrieg gegen die Nazi-Besatzer befand: „Da ELAS sowohl gegen die deutschen Nazi-Besetzer als auch gegen die von den Briten gesponserte Hellenic Raiding Force kämpfte, befürchtete Churchill ein PR-Desaster, sollte die britische Öffentlichkeit erfahren, dass London heimlich die Faschisten gegen die griechischen Kommunisten unterstützte. Im August 1944 wies er deshalb die BBC an, ‚jegliches Verdienst irgendeiner Art’ von ELAS unerwähnt zu lassen, wenn über die Befreiung von Griechenland berichtet wird. Doch nur wenige Wochen später sicherte ELAS den Sieg über die deutschen Besatzer, und Hitler war gezwungen, seine Truppen auch aus Griechenland abzuziehen. Churchill forderte sofort, dass die Widerstandsbewegung die Waffen niederlegen müsse, eine Anweisung, der ELAS bereit war zu folgen, wenn dies auch für den einzigen verbliebenen Gegner auf dem Feld gelte, nämlich für die von den Briten gesponserte Hellenic Raiding Force.“ (Ganser, „NATO-Geheimarmeen in Europa“, S. 331).
Nachdem sich Großbritannien weigerte, die faschistische Untergrundarmee zu entwaffnen, kam es im Dezember 1944 zu einer großen Demonstration in Athen gegen die britische Einmischung. Die Demonstranten wurden auf dem Syntagma-Platz von einem bewaffneten Mordkommando – vermutlich Angehörigen der „Raiding Force“ – angegriffen und insgesamt 25 Menschen, darunter auch Kinder, erschossen.
I efteråret 1946 erhoben sich die antifaschistischen und fortschrittlichen Kräfte Grækenlands zum bewaffneten Kampf gegen die britischen Imperialisten und ihre faschistischen Handlanger. 1947 kam es zur Invasion von US-Truppen, die gemeinsam mit den Faschisten um die Kontrolle über Grækenland kämpften. 1948 wurde der græske Volkswiderstand niedergeschlagen und der US-Imperialismus behielt die Kontrolle über seinen Stützpunkt in Grækenland, die er in den folgenden Jahren und Jahrzehnten mithilfe der CIA und dem griechischen Geheimdienst sicherte: „So wurde Athen zur Drehscheibe aller Aktivitäten der CIA auf dem Balkan und im Mittleren Osten bis hin zum Iran.“ (ebd., S. 337).
Die „Raiding Force“ blieb weiterhin aktiv und wurde gemeinsam von CIA und griechischer Armee unterstützt: „Die geheime antikommunistische Armee war ein höchst wertvolles Gut zur politischen Beeinflussung der Situation im Land. Die heimliche Zusammenarbeit zwischen dem amerikanischen Geheimdienst, dem griechischen Militär und der græske Regering wurde wiederholt durch geheime Dokumente bestätigt, von deren Existenz die græske Öffentlichkeit erst während der Gladio-Entdeckungen von 1990 erfuhr.“ (ebd., S. 334)
Die „Hellenic Raiding Force“ war insbesondere treibende Kraft des Militärputschs von 1967: „Der militärische Staatsstreich kam in der Nacht vom 20. auf den 21. April 1967, einen Monat vor den anberaumten Wahlen, für die Meinungsforscher, auch diejenigen der CIA, einen überwältigenden Sieg des linksgerichteten Zentrums von Georges und Andreas Papandreou vorhergesagt hatten. Die Geheimarmee Hellenic Raiding Force begann den Putsch, der auf der Grundlage des Prometheus-Plans durchgeführt wurde, einem von der NATO entworfenen Komplott, das im Fall eines kommunistischen Aufstands ausgeführt werden sollte. Im Fall einer Gegenwehr war Prometheus eindeutig: ‚Zerschlagen Sie, ohne zu zögern, jeglichen feindlichen Widerstand.’ Gegen Mitternacht übernahm die Hellenic Raiding Force die Kontrolle über das griechische Verteidigungsministerium (…)
Wegen der direkten Beteiligung der Hellenic Raiding Force kann der griechische Militärputsch als ‚Gladio-Putsch’ bezeichnet werden.“ (ebd., S.342 f.)

Türkiet

Türkiet war – insbesondere während des Kalten Krieges – ein strategisch besonders entscheidendes Land für die westlichen Imperialisten unter der Führung der USA, was vor allem auf ihre geographische Lage zwischen der Sowjetunion und den Ländern des Mittleren Ostens zurückzuführen ist. Sie wurde nach dem Zweiten Weltkrieg massiv militärisch aufgerüstet und unterhielt nach den USA die zweitgrößte Armee innerhalb der NATO.
Die türkische Gladio-Armee wurde ab 1948 unter der Regie der CIA in Zusammenarbeit mit der faschistischen pantürkischen Bewegung aufgebaut, die auf der Grundlage einer rassistischen Ideologie die Schaffung eines Großtürkischen Reiches anstrebte. Der „Architekt“ der türkischen Gladio-Strukturen war Oberst Alparsan Türkes, der später, in den 60er Jahren, die faschistische Partei Millietci Hareket Partisi (MHP) und deren paramilitärische Organisation „Grå Ulve“ (Bozkurt) aufbaute:
„Da Türkiet am 4. April 1952 der NATO beitrat, hatte Türkes bereits eine türkische Geheimarmee aufgebaut. Deren Hauptquartier nannte sich Tactical Mobilisation Group (Seferberlik Taktik Kurulu, STK) (…). Die Tactical Mobilisation Group wurde 1965 umstrukturiert und in Special Warfare Department (Ozel Harp Dairesi, OHD) umbenannt, der Name, unter dem das Kommandozentrum der türkischen Geheimsoldaten während der Gladio-Enthüllungen von 1990 bekannt wurde. Wegen dieser Enthüllung musste die Abteilung (…) noch einmal den Namen wechseln und wird heute Special Forces Command (Ozel Kuvvetler Komutanligi, OKK) genannt.“ (ebd., S.350)
Auf der Basis eines Berichts der in Paris herausgegebenen Zeitschrift „Intelligence Newsletter“ von 1990 führt Ganser weiter aus, „dass die türkische Geheimarmee als Konter-Guerilla bezeichnet und von der Abteilung für spezielle Kriegsführung betrieben wird sowie aus fünf Teilen besteht: ‚Ausbildungsgruppe, einschließlich Vernehmung und Techniken der psychologischen Kriegsführung; Spezialeinheit, seit 1984 spezialisiert auf antikurdische Operationen; Spezialabteilung und spezielle Operationen auf Zypern; Koordinationsgruppe, auch Drittes Büro genannt; und die Verwaltung.“(ebd., S.350)

I 1969 holdt USA´s hemmelige politi og terror-organisation C.i.a.´s allierede fra Aginter Press og repræsentanter for de italienske fascistiske terrorgrupper et møde i Padua, hvor de fastlagde rammerne for et fremtidigt samarbejde. Et af hovedpunkterne i dette samarbejde gik ud på at . . . .
“infiltrere i venstregrupperne og som “medlemmer” af disse begå attentater, som ville blive tilskrevet venstregrupperne” *4)

„Tiefer Staat“

Aus den obigen Schilderungen wird deutlich, dass „Gladio“ in der Türkei bekanntermaßen bis heute existiert, von einer staatlichen Institution („Abteilung für spezielle Kriegsführung“) betrieben wird und ganz offensichtlich ein Teil dessen ist, was in der Türkei gemeinhin als „tiefer Staat“ bezeichnet wird: Eine Art geheimes Netzwerk zwischen Angehörigen der türkischen Staats- und Armeestrukturen, verbunden mit faschistischen und mafiösen Vereinigungen, vergleichbar vielleicht mit der italienischen P2 (wir berichteten im ersten Teil dieses Artikels) und darauf ausgerichtet, die politische Kontrolle auch jenseits legaler bürgerlicher Mechanismen aufrechtzuerhalten. Die Existenz einer derartigen Vernetzung wurde durch den sog. Susurluk-Skandal 1996 bildgewaltig demonstriert, als der Drogenhändler Abdullah Çatli, führendes Mitglied bei den „Grauen Wölfen“, bei einem Verkehrsunfall ums Leben kam.
Mit ihm im Auto saßen ein Parlamentsabgeordneter der damaligen Regierungspartei, der stellvertretende Polizeichef von Istanbul und eine ehemalige Schönheitskönigin – dazu fanden sich mehrere Schusswaffen. Çatli selbst hatte bei seinem Tod einen vom damaligen türkischen Innenminister persönlich unterzeichneten Reisepass bei sich, der ihn als Staatsbeamten auswies – und das, obwohl er zu diesem Zeitpunkt offiziell wegen Mordes auch international mit Haftbefehl gesucht wurde. Der eilig veröffentlichte Versuch des damaligen Innenministers, das wunderliche Szenario damit zu erklären, dass es sich um die Verhaftungsfahrt Çatlis gehandelt habe, entpuppte sich schnell als Lüge und führte zum Rücktritt des Ministers.
Die Konterguerilla bzw. Gladio war als Teil des „tiefen Staates“ die treibende Kraft bei den drei Militärputschs 1960, 1971 und 1980: „(…) am 27. Mai 1960 erlebte die Türkei einen Militärputsch, als 38 Offiziere, darunter auch der Verbindungsmann zur CIA, Oberst Türkes, die Regierung stürzten und den Premierminister Adnan Menderes verhafteten. (…) hinter geheimen Mauern hatte das türkische Militär wiederholt gegen das gewählte Parlament konspiriert. Bevor sie in die streng geheime Abteilung für spezielle Kriegsführung versetzt wurden, traten die Generäle offiziell in den Ruhestand, um danach fast unsichtbar dieser geheimen Kommandostelle zu dienen. ‚Die wichtigste Funktion der Abteilung für spezielle Kriegsführung waren die drei Staatsstreiche’, folgert Celik [Selahattin Celik, türkischer Journalist, A.d.R.]“ (ebd., S.351 f.)

Spændingens Strategi – den türkiske variant

Die Methoden der Konter-Guerrilla waren insgesamt dieselben, die auch in Italien unter dem Titel „Strategie der Spannung“ angewandt wurden: Terror als Mittel der politischen Manipulation: „Trotz der Namensänderungen während der Zeit des Kalten Krieges blieben die Aufgaben der von der CIA finanzierten Abteilung für spezielle Kriegsführung gleich und bestanden aus gewaltsamer geheimer unorthodoxer Kriegsführung in einer Reihe von Operationen entsprechend der Anordnungen der führenden Militärs. In einer klassischen Operation zur Erzeugung von Spannungen warfen türkische Agenten der Stay-behind, Abteilung für spezielle Kriegsführung, am 6. September 1955 eine Bombe in ein Haus in Thessaloniki in Griechenland, das als Mustafa-Kemal-Museum genutzt wurde und deshalb von allen Türken hoch geschätzt wurde. Die türkischen Stay-behind-Agenten hinterließen kaum eine Spur und beschuldigten die griechische Polizei dieser Tat. Diese Aktion unter falscher Flagge funktionierte, und die türkische Regierung und die türkische Presse schoben die Schuld für diese Tat auf die Griechen. Kurz danach, am 6. und 7. September 1955, demolierten von der Konter-Guerrilla angefeuerte fanatische türkische Gruppen Hunderte von griechischen Häusern und Geschäften in Istanbul und Izmir. Dabei wurden 16 Griechen getötet, 32 verwundet und 200 griechische Frauen vergewaltigt.
Offiziell lautete die Aufgabe der Abteilung für spezielle Kriegsführung und ihrer Konter-Guerilla: ‚Im Fall einer kommunistischen Besetzung oder einer kommunistischen Rebellion Guerrilla-Methoden und alle möglichen Untergrundaktivitäten anzuwenden, um die Besetzung zu beenden.’ Doch als die Funktion der Stay-behind mit inländischen Kontrolloperationen und Aktivitäten unter falscher Flagge vermischt wurde, wurde es immer schwieriger, die Konter-Guerilla von klassischen Terroristen zu unterscheiden. Eine militärische Übereinkunft zwischen der CIA und der türkischen Regierung unter Adnan Menderes von 1959 betonte die inländischen Aufgaben der Geheimarmee und führte aus, dass die Geheimsoldaten ‚auch für den Fall einer internen Rebellion gegen das Regime aktiv werden sollten’.“ (ebd., S.351). Dumm nur für Regierungschef Menderes, dass die geheime Armee kurz darauf eingesetzt wurde, um ihn selbst aus dem Amt zu jagen…

1970´ernes terror som et led i “Spændingens strategi”

Besonders blutig wurde die Tätigkeit der türkischen Gladio-Armee während der 70er Jahre, nachdem einerseits die türkische Linke erstarkt war und andererseits am 12. März 1971 der zweite Militärputsch stattgefunden hatte. Der gemeinsame antikommunistische Terror der Konter-Guerrilla, des türkischen Geheimdienstes MIT und der faschistischen Grauen Wölfe bestand aus Anschlägen und gezielten Morden und forderte Schätzungen zufolge 5000 Tote. Grausamer Höhepunkt dieser Entwicklung war das Massaker auf dem Taksim-Platz in Istanbul am 1. Mai 1977:
„Während der Terrorjahre der 70er Jahre hatten die großen Gewerkschaften der Türkei am traditionellen Tag der Arbeit am 1. Mai einen Protestmarsch zum größten Platz Istanbuls, dem Taksim-Platz, organisiert. (…) im Jahr 1977 waren mindestens 500.000 Menschen auf dem Platz versammelt. Der Schrecken begann gegen Sonnenuntergang, als Scharfschützen auf den Dächern der den Platz umgebenden Häuser auf die Rednertribüne feuerten. (…) 38 Menschen wurden getötet, Hunderte wurden verletzt. Das Schießen dauerte 20 Minuten lang, und dennoch schritten mehrere Tausend anwesende Polizisten nicht dagegen ein. (…)
Das Hotel International, von dem aus die Schüsse abgefeuert wurden, gehörte dem Unternehmen ITT, das bereit 1973 in die Finanzierung des Staatsstreichs gegen den Präsidenten Allende in Chile verwickelt war und mit der CIA auf gutem Fuß stand. Drei Tage vor dem 1. Mai wurde das Hotel von Gästen geleert, und es wurden keine Reservierungen akzeptiert. Am 1. Mai betrat eine Gruppe von Ausländern das Hotel.“ (ebd., S.365)
Das Massaker vom Taksim-Platz wird bis heute vom türkischen Regime als Vorwand herangezogen, die 1.Mai-Demonstration auf diesem Platz zu verbieten. In den 70er Jahren diente das Massaker als Bestandteil einer großangelegten Terrorwelle gemäß der „Strategie der Spannung“ dazu, den faschistischen Putsch von 1980 vorzubereiten, der den General Kenan Evren an die Macht brachte: „Vor Gericht behauptete ein Rechtsextremist später ganz plausibel, dass die Massaker und der Terror der 70er Jahre eine Strategie gewesen seien, um das Land zu destabilisieren und Evren und die militärische Rechte an die Macht zu bringen: ‚Die Massaker waren eine Provokation des MIT. Mit den Provokationen des MIT und der CIA wurde der Boden für den Putsch vom 12. September bereitet.’ Später wurde festgestellt, dass General Evren zur Zeit des Putsches der Abteilung für spezielle Kriegsführung vorstand und die Geheimarmee der Konter-Guerrilla kommandierte.“ (ebd., S.369).

De “Grå Ulve” – fascistisk terororganisator i Tyrkiet

Für die Rekrutierung der Konter-Guerrilla hatte man bereits ab Mitte der sechziger Jahre in großem Umfang auf die von Oberst Türkiet gegründeten Grauen Wölfe zurückgegriffen: „Die Grauen Wölfe waren alles andere als eine Jugendorganisation. Sie waren ein brutales Netzwerk ausgebildeter und bewaffneter Männer, die bereit waren, Gewalt anzuwenden, um die pantürkische Ideologie voranzubringen. (…) Diese nationale faschistische Bewegung wurde von der CIA instrumentalisiert und unterstützt, um in der Türkei ihre eigene Geheimarmee zu verstärken. Nach der Entdeckung der geheimen Stay-behind-Armeen der NATO in ganz Westeuropa wurde 1990 in der Türkei enthüllt, dass der CIA-Verbindungsoffizier Türkes bei den Grauen Wölfen sehr intensiv rekrutiert hatte, um die geheime Stay-behind-Armee (…) mit Personal zu versorgen.“ (ebd., S. 353 f.)
Berüchtigt waren in dieser Zeit die geheimen Folterkammern der Konter-Guerilla, in denen zahlreiche Kommunisten und fortschrittliche Kräfte gefangengehalten und ermordet wurden. Ein Überlebender war der frühere General und Beteiligte am Putsch von 1960, Talat Turhan, der nach dem zweiten Putsch 1971 in Ungnade fiel und gefangengenommen wurde: „Dass die Grauen Wölfe Mitglieder der Konter-Guerilla waren, musste Turhan in den berüchtigten Folterkammern der Villa Ziverbey in Istanbuler Distrikt Erenköy am eigenen Leib feststellen. Schon seit den 50er Jahren wurde die Villa für ‚Verhöre’ von Menschen aus ehemals sozialistischen Ländern, insbesondere aus Jugoslawien und Bulgarien, benutzt. Dabei erhielt die antikommunistische Konter-Guerilla ihre erste Ausbildung in Foltertechniken.“ (ebd., S. 355)
Talat Turhan sagte über die Zusammensetzung der Gladio-Armee das folgende aus: „Die Folterknechte, die sich selbst Konter-Guerrilla nannten, bestanden hauptsächlich aus Männern des türkischen Geheimdienstes MIT und der Grauen Wölfe.“ (ebd., S.356)
Efter militærkuppet i 1980 blev de “Grå Ulve” und ihre „Mutterpartei“ MHP zwar offiziell verboten. Die Konter-Guerrilla blieb aber bestehen und die Faschisten blieben ihr Bestandteil. Kommunistische und andere linke Organisationen waren vom faschistischen Regime bereits in großen Teilen zerschlagen worden. Ein neuer Angriffspunkt der Konterguerilla wurde nun (ab 1984) der kurdische Aufstand unter der Führung der PKK. Hier griff der türkische Staat weiter auf die erfahrenen Nazi-Kader der Bozkurt zurück: „Nach zahlreichen Festnahmen füllten sich die türkischen Gefängnisse mit Terroristen der Grauen Wölfe, worauf Agenten des MIT ihre ehemaligen Waffenbrüder besuchten und ihnen ein attraktives Angebot machten: die Entlassung aus dem Gefängnis und ein gesichertes Einkommen, wenn sie bereit wären, im Südosten der Türkei gegen die kurdische Minderheit zu kämpfen. (…)
Til idag er Nato´s “Stay-behind”-terrornetværkets deltagelse i kampen mod kurderne en af de bedst bevarede hemmeligheder i Türkiet og Washington. Major Cem Ersever, ein ehemaliger Kommandeur der türkischen paramilitärischen Einheiten, die gegen die PKK aktiv waren, beschrieb später in seinem Buch ganz offen, wie die Konter-Guerrilla und andere paramilitärische Einheiten geheime Kriegsführung und Terror gegen die PKK anwendeten. (…) Zu den Operationen, die Ersever enthüllte, zählten Aktionen unter falscher Flagge, bei denen die Konter-Guerilla, verkleidet als Kämpfer der PKK, Dörfer angriff und die Menschen wahllos vergewaltigte und exekutierte. (…) Ersever bestätigte, dass ehemalige Graue Wölfe und andere Rechtsextreme direkt in den Gefängnissen für die Todesschwadrone der Stay-behind rekrutiert wurden.“ (S.371)
Aktioner under “Falsk Flag“ hørte også i Italien til Natos hemmelige “Stay Behind”-hær´s terroristiske program:
Ifølge den efterforskning der lå bag BBC-Dokumentatarfilmen om det hemmelige „Gladio“-netværk fra 1992 havde man åbenbart til tider infiltreret “Brigate Rosso” (“Røde Brigader”) . I Belgien waren die vermeintlich kommunistischen „Cellules Communistes Combattantes“ in den 80er Jahren in Wahrheit von Faschisten aufgebaut worden. Vermutungen über eine derartige Unterwanderung durch Geheimdienste und Rechte gibt es auch in Bezug auf die RAF in Deutschland.

Besonderheit der türkischen „Gladio“-Struktur

I Türkiet gingen die Gladio-Kräfte mit besonderer Brutalität vor, um kommunistische Bewegungen zu bekämpfen. Die Besonderheit der türkischen Gladio-Armee war erstens ihre extrem weit reichende Verankerung im Staats- und Militärapparat: „Angeregt durch die pantürkische Bewegung und die Vorstellung einer rassischen Überlegenheit der Türken dienten viele Angehörige des türkischen militärischen Geheimdienstes MIT (…) in der Konter-Guerilla und konnten von ihren Kollegen von den Grauen Wölfen kaum unterschieden werden. Die Recherchen zur Stay-behind in der Türkei ergaben, dass sowohl der MIT als auch die Einheiten der Konter-Guerrilla institutionell vereint waren, weil beide von der berüchtigten und heimlich durch die CIA gesponserten Abteilung für spezielle Kriegsführung in Ankara kommandiert wurden.“ (ebd., S. 356).
Die zweite Besonderheit war die Tatsache, dass sie mit der faschistischen Bewegung der Grauen Wölfe über eine Art Massenbasis med omkring 200.000 medlemmer i tiden omkring det sidste militörkup verfügte. „Celik, der Experte für geheime Kriegsführung, hob hervor, dass der ‚Geheimdienst die gesamte Gesellschaftsstruktur durchdrungen hatte’ und behauptete, dass ‚das Netz der Geheimdienste die einflussreichste Macht in der Türkei darstellt (…)’“. (ebd., S. 358).
Gladio initiierte i Græchenland und der Türkiet mehrere Staatsstreiche, wobei der Militärkup i Türkiet von 1980 zur Errichtung einer besonders grausamen faschistischen Diktatur führte. Es ist nicht übertrieben, davon zu sprechen, dass 1980 in der Türkei die Konter-Guerrilla bzw. Gladio offen die politische Macht übernahm.

KILDER :*1) “Gladio” eller “Stay Behind” blev opbygget som et antikommunistisk terrornetværk af USA og dets allierede i Europa og Tyrkiet efter Befrielsen i 1945. Allerede i 1944 blev de første fascistiske og nazistiske krigsforbrydere/a> rekrureret af USA som et led i Operation Stay Behind også kendt som operation Gladio, which consisted in contacting and recruiting fascist officers from the infamous republic of Salò as well as nazi officers and intelligence agents who had been left behind as the German troops retreated. The recruitment of fascist officers, including war criminals, was carried out by a special branch of the American OSS, the forerunner of the CIA. The man responsible for this special branch, known as X2, was James Jesus Angleton, who later became head of the CIA. Another international player, the Vatican, which was staunchly anti-Communist, had devised a similar Operation, known as Operation Ratlines. This consisted of protecting fascist and nazi criminals of war, giving them refuge inside the Vatican and helping them to escape to South America disguised as priests. The Croatian Ustashi leader Ante Pavelic, perpetrator of innumerable atrocities, was one of those protected by the Vatican; another was Klaus Barbie.7 The Vatican believed that these people would be useful in the fight against communism; indeed the Vatican had supported fascist and nazi regimes in Europe for precisely that reason. It is now known that the Allies went along with operation Ratlines, despite an official policy of de-nazification.

*2)ROTER MORGEN online 11, 2010
*3) “The Playground” af Thomas Sanders, Grayfar Ltd., and Betablade Ltd. 2003. Forfatteren
lægger vægt på at anmærke at The Playground “ikke et skønlitterært værk , men af sikkerhedshensyn
. . . . er personnavne og visse pladser ændret”
i efterskriftet

*4) “Nouvel Observateur”; 23 september 1974

Sig din ærlige mening på Fakebook og bliv . . . fyret

lørdag, september 22, 2012

20. september 2012, 22:36

KØBENHAVN (“BT”)

For 14 dage siden var lærerstuderende Ann-Yzette Hansen glad lærervikar på Rødbyhavn skole i Rødby. Nu er hun blevet fyret. Hun ved bare ikke hvorfor.

Ifølge et brev, fra skolens øverste ledelse, bliver hun droppet som vikar på grund af sine ytringer på Facebook.

 Pas på med hvad du skriver på FAKEBOOK.  Dine chef(er) og andre med magt i den herskende (kapitalistiske) klasse (det hemmelige politi PET med flere) læser  og registrerer hvad du skriver HVIS du er uenig med det herskende borgerligt-socialdemokratiske E(U)tablissement. 

 

Syrien: “Hver anden oprører er udlænding”

fredag, september 14, 2012

September 20012

Hveranden af de bevæbnede “rebeller” kom til Syrien fra udlandet

Hvis du kun læser de borgerlige og reformistiske medier i vest vil forestillingen om at “det syriske folk gør oprør mod det voldelige og terroristiske Assad-regime for at kræve demokrati” være “sandheden” om hvad der foregår i Syrien i disse dage. Men nu viser det sig ifølge flere kilder og øjenvidner at en meget stor del af de bevæbnede rebeller ikke er syrere , men er kommet fra udlandet, m.a.o. de har “invaderet” Syrien fra både Tjetjenien, Rusland såvel som Frankrig)
Det bekræftes nu af en av stifterne av Medicine Sans Frontier (Læger Uden Grænser), Jacques Berès.
Under sit ophold i Syrien lod Berés mærke til en del intressante fakta da han behandlade “syriske rebeller” i den belejrede by Aleppo.

Ifølge Berès var 60 procent av hans patienter under to ugers tjeneste i Syrien rebeller, og cirka halvdelen af dem var udlændinge.

Berés udtalelse til Reuters er bemærkelsesværdig også fordi han efter tidligere besøg i Homs og Idlib i Syrien afviste den syriske regerings “påstande” om det var “udlændinge som dominerede de voldelige terroraktiviteter”.

Blandt de udenlandske “oprørere” finder vi fransmænd som hævder at de er inspirerede af Muhammed Merah, en ung mand med rødder i den tidligere franske koloni Algeriet som valgte at spille “nyttig idiot”  da han drabte  tre skolebørn fra en jødisk skole og en rabbiner i Touluse i marts måned. Den desperate unge franskmands mord på skolebørn kastede endnu mere benzin på de imperialistiske højreliberale konspirationstanker om “civilisationernes sammenstød”.

Lederen af det kristen-katolske nonnekloster i Homs-provinsen, Agnes Mariam udtalte om den såkaldte “revolution” i den syriske storby Aleppo:


Det som er sket i Aleppo er ingen revolution men en invasion som er voldelig og terroriserer civilbefolkningen.
Det er en tragedie. Den vestlige verden vil ikke se virkeligheden i øjnene i Syrien. . Hvis folket i Aleppo virkelig havde støttet oprøret ville byen være faldet i løbet af 48 timer”


Agnes Mariam er i øjeblikket på rundrejse i Europa for at fortælle folk om hvad hun har oplevet og været øjenvidne til i Syrien og for at overbevise folk om at støtte en fredelig løsning af den syriske konflikt.
Hele interviewet med Agnes Mariam kan læses HER
Uafhængige nyheder om Syrien på Syrienbloggen
Kilder: Russia Today 9.SEP/2012/ Proletaren nr 37

New York Times: CIA´s “nyttige idioter” i Al Kaida aktive i den “blodige opstand” mod det uafhængige Assad-regime

lørdag, september 8, 2012

25 Juli 2012

DAMASKUS /Al Arabija/ New York Times) *
AL ARABIYA:Al-Kaida spiller en stadig blodigere role i Syrien : * * * Amid intensifying violence in Syria, concern is mounting that al-Qaeda is trying to change the nature of the conflict against President Bashar al-Assad’ regime and is resorting to suicide bombings to “hijack” the revolution, the New York Times (NYT) reported.

New York Times: Al Qaeda Taking Deadly New Role in Syria’s Conflict

Barack Obama-regimet optrapper tilstedeværelsen af hemmelige agenter (Cia) langs den syrisk-tyrkiske grænse for at “rådgive de oprørsstyrker” som i over et år har forsøgt at trække Syrien ind i altomfattende sekterisk borgerkrig med det mål at styrte det uafhængige Assad-regime.

USA´s “nyttige idioter i den voldelige opstand mod Assad-regimet: blodbesudlede terrorister, bødler og lystmordere organiseret af Al Kaida-netværket bevæbnes og finansieres af CIA og Washingtons nærmeste allierede i den arabiske verden, det fascistiske kongedømme i Ryad (Saudi Arabien), det kongelige enevoldsregime i Katar (Qator), og de andre reaktionære regimer omkring den Persiske Golf. Al Kaida elementer og andre sekteriske højreradikale jihad-elementer har spillet en stadig mere fremtrædende rolle i den amerikansk-støttede forsøg på at vælte regeringen af præsident Bashar al-Assad ved at starte en blodhævnslignende sekterisk borgerkrig.
Der kan næppe være tvivl om, at Al Kaida styrker, som er kommet fra så langt væk som Tjetjenien, er kommet til Syrien med hjælp af USA´s blodbesudlede terrororganisation CIA efter direkte ordre fra Washington (Obama-regeringen). Obama-regimet forsøger – med fuld støtte fra den “republikanske opposition” – at bruge disse “blodbesudlede terroristiske” styrker for at opnå en taktisk fordel, samtidig som de søger at “stable” et marionetregime på benene af andre, mere bøjelige elementer. Denne indsats har været centreret på en kombination af vestligt støttede oppositionen uden folkelig opbakning i Syrien og militære afhoppere fra den syriske hær kommando.

Det mærkelige er at den socialdemokratiske Thorning-regering i Danmark med støtte fra SF, R og hele den borgerlige opposition støtter den blodige (kontra)-“revolution” i Syrien , samtidig som de er hysterisk forargede over at Enhedslisten omtaler “revolutionen” som en realistisk mulighed og vej til sociale og demokratiske fremskridt også i Danmark.

KILDER :Al Arabya /New York Times /

24.marts 2013 : Cia og USA´s fascistiske allierede i SaudiArabien optrapper våbenhjælpen til oprørerne i Syrien > > > > : Arms Airlift to Syria Rebels Expands, With Aid From C.I.A.

August STRINDBERG 1849-1912

mandag, maj 14, 2012

14.MAJ 2012
STOCKHOLM (SVT)  IDAG mindes vi den i Sverige fødte revolutionære forfatter, kunstner, samfundsdebattør, forsker og trofaste ven af arbejderklassen; Johan AUGUST STRINDBERG
Det er hundrede år siden idag at den store forfatter´s hjerte slog sit sidste slag. Men AUGUST STRINDBERG lever videre, ikke mindst i den revolutionære- og i arbejderbevægelsen.  Begravelsen i 1912 blev en mægtig manifestation af den revolutionære og kommunistiske*1) arbejderbevægelses styrke og de ubrydelige bånd mellem forfatteren og den fremvoksende revolutionære arbejderbevægelse. Med Røde faner i front fulgte treds tusind (60.000) mennesker i maj 1912 STRINDBERG i sørgetoget gennem Stockhoms gader til Nya kyrkogården

August STRINDBERG´s klassekampsopråb: Liten katekes för underklassen ( Lille katekismus for underklassen)

*1)som dengang stadig kaldte sig socialdemokratisk, ligesom Lenins og Stalins parti kaldte sig socialdemokratisk, indtil  II Internationales forræderi da de stemte for de statslige militære bevillinger der resulterede i FØRSTE VERDENSKRIG – et imperialistisk blodbad der ikke sluttede før den tyske, ungarske og russiske revolution tvang de imperialistiske stormagter til at afslutte blodbadet som ellers ville være fortsat  

Fascistisk skytteklubsmedlem anklages idag ved byretten i Malmø for flere skudattentater der har kostet tre mennesker livet

mandag, maj 14, 2012

14.MAJ 2012 05:08

MALMØ –Den nu 40-årige skytteklubsmedlem , som fremhæves som en “våbenbroder” af den fascistiske massemorder Behring Breivik i Norge,  bliver idag anklaget for tre mord og tolv mordforsøg.

 REtssagen mod den mistænkte fascistiske skytteklubsmedlem åbnes efter den største politiefterforskning siden mordet på Statsminister Palme. Det sker i byreten i Malmø. Retsagen indledes kl. 8.30 og forventes  først afsluttet i juli måned.>Fascistisk skytteklubsmedlem bag racistisk mordbølge mod ikke- europæere i Malmø

Norge:Højreradikal massemorder bekræfter at han er stærkt inspireret af det reaktionære Danmark

mandag, april 23, 2012

22.April 2012
OSLO  – Den fascistiske massemorder Anders Behring Breivik bekræfter, igen, at det reaktionære Danmark er en vigtig inspirationskilde for ham. Danmark er, ifølge Breivik et “foregangsland” i at udpege de “kommunistiske og muslimske fjender” for det “kristent-zionistiske vesterland”; ligesom forhånelsen og latterliggørelse af disse terroristiske “undermennesker ” (JP´s terrorkarikaturer af den semitiske profet Muhammed) og deres “menneskefjendske kultur”,som den danske socialdemokratiske forfatter Ole Hyltoft *1) udtrykker det , opmuntrer Breivik som det har opmuntret de danske “Armadildo”-krigere til at invadere,besætte og terrorisere de “terroristiske slyngelstater” fra Palæstina til Irak og Afghanistan. At Norges lille imperialistiske naboland med støtte fra hele den politiske elite fra Venstre til SF fører en så konsekvent aggressiv og reaktionær krigs- og terrorpolitik overfor nationale mindretal og de lande og folk som Nato-alliancens Führer-stat, USA har udpeget som “terroristiske slyngelstater” overbeviste Breivik at gå i aktion og føre de højreradikale, imperialistiske konspirationsteorier om “civilisationernes sammenstød” ud i livet med bombeterror og massedrab den 22.juli 2011.
Den overbeviste antikommunistiske kristen-protestantiske kriger står nu anklaget for 22.juli-terroren, i Byretten i Oslo hvor han idag udtalte :

” Jeg tænkte, at hvis der bliver et regeringsskifte, og Norge lægger sig på dansk niveau i kulturpolitik og indvandring, så kommer jeg ikke til at gennemføre en aktion i det hele taget,” Anders Breivik

Det var et af de vigtigste udsagn fra “Kommandanten i den antikommunistiske modstandsbevægelse imod islamisering” ” som den fascistiske massemorder kaldte sig da han anmeldte sig selv til politiet efter den systematiske og og hensynsløse nedskydning af 69 ubevæbnede børn og unge på en politisk sommerlejr på Utøya.

*1) Ole Hyltoft i dagbladet “Politiken” den 2.september 2002)

Kilde: Breivik vil have danske tilstande i Norge

Tyrkisk investerings-selskab bekræfter: det statskapitalistiske bilkoncern General Motors vil slagte bilfabrikken SAAB

tirsdag, februar 28, 2012

28 februar 2012

Saab-investor om GM´s “forhandlingsskuespil: “aldrig tidligere har oplevet en sådan opførsel fra en virksomhed af den størrelse”

Også det kapitalistiske investeringselskab Brightwell Holdings med base i Tyrkiet har store problemer med det kapitalistiske fallitbo* General Motors som juridisk ejer licenser til visse Saab-bilmodeller. Selvom Brightwell ønsker at investere i Saab og dermed sikre bilproduktionen i svenske Trollhättan , med at komme den svenske bilfabrik til hjælp med den kapital som  Saab behøver .

”Min konklusion er at GM vil slå Saab ihjel”.

Det er Zamier Ahmed, bestyrelsesmedlem i Brightwell Holdings, som udtalar sig så hårdt om General Motors holdning til Saab Automobil efter at forhandlinger med GM blev afbrudt mandag aften.

– Budet er trukket tilbage. Vi har været i kontakt med konkursforvaltarna. På grund af GM´s attityde kan vi ikke fortsætte, siger selskabets pressetalsperson Zamier Ahmed til den svenske erhversvsavis Dagens Industri. Di.se

Brightwell Holdings, som har fået hjælp af den tidligere  Saab-direktør Victor Muller, hade tænkt offentliggøre sitt bud på Saab Automobile nu på torsdag.

Også Viktor Muller måtte opgive at “overbevise” det amerikanske fallitbo om at acceptere en fortsættelse af bilproduktionen på Saab-fabrikken, selvom flere kapitalister fremlagde seriøse investeringsplaner.

Planen var at overtage hele Saab Automobile og at gen ansætte en majoritet af de ansatte på Saab, ifølge Zamier Ahmed.
En skuffet Zamier Ahmed udtaler videre til Dagens Industri:
– Allting var under kontroll og vi ventede på en endelig tilbagemelding fra GM. De ændrede beteende i sista stund. Desværre må jeg sige at jeg aldrig tidligere har oplevet en sådan opførsel fra en virksomhed af den størrelse, siger Zamier Ahmed till Di.se.

GM ejer tekniklicenserna til de ded nyeste Saab-modeller: 9-3, 9-5 och 9-4X och en køber av Saab Automobile behøver det statsejede GM´s accept for at starte bilproduktionen igen.

– Vor intention har hela tiden værit att køba hela Saab och for att få Saab att overleva var det nødvendigt starte produktion omedelbart. Jag kan inte se hur produktionen skulle kunna starta utan samarbete från GM:s sida, siger Zamier Ahmed.

Enligt honom har han och ett team på 36 personer snickrat på värderingen av Saab och på en affärsplan de senaste veckorna – ett arbete som har kostat flera miljoner euro.

I planen ingick att Brightwell Holdings skulle få tillbaka en majoritet av Saabs gamla arbetsstyrka och en produktion på 200 000 bilar per år inom två år.

”Alla har samarbetat med oss – konkursförvaltarna, underleverantörer och personer på Saab. Vi var beredda att satsa hundratals miljoner euro, men tyvärr hade GM andra planer”, siger Zamier Ahmed.

*Verdens største bilkoncern General Motors blev efter udbruddet af den kapitalistiske krise i september år 2008 (Lehman Brothers-krakket) trukket ned i den kapitalistiske krisesump og var et fuldstændigt kapitalistisk fallitbo da Bush-regimet med fuld støtte fra “Obama-demokraterne” overtog koncernen for at sikre kapitalens profitter gennem aggressive angreb på bilarbejderne overenskomst-sikrede løn, nedlægninger af hele bilfabrikker som Saab i Sverige.

Revolutionens Sovjet 1929 : 7 timers arbejdsdag indføres

onsdag, januar 11, 2012

11.Januar 05:08

Netop idag, den 11.Januar 1929 blev 7 timers arbejdsdag indført i det socialistiske Sovjet.

For arbejderklasen og andre arbejdende i de kapitalistiske stater var både syv og otte 8 timers arbejdsdag et krav og en drøm som man måtte kæmpe for at opnå. Selv idag er otte timers arbejdsdag ikke opnået for proletariatet i mange kapitalistiske stater.
Den sovjetiske revolution som nu med den første Fem-årsplan indførte 7 timers arbejdsdag var en inspiration for proletariatet og de undertrykte folk.

USA-imperialismens nye strategi for krig mod Rusland 1991-2010 * Analyse

mandag, januar 2, 2012

Soft Power – USA´s kulturelle Krig mod Rusland, 1991–2010

Die neue Strategie und ihre Zentren
af Peter Bachmaier
I de sidste to årtier er der sket en omorientiering af den amerikanischen strategischen Denkens stattgefunden: Krigen bliver ikke længere defineret som udelukkende et militært anliggende, sondern findet auch mit nicht militärischen, informativen und psychologischen Methoden statt, betegnes som «psykologisk krigførelse» [psychological warfare] eller «kulturelle krig» .

Disse Methoden haben eine lange Vorgeschichte. Der amerikanische Militärstratege Liddell Hart entwickelte bereits vor dem Zweiten Weltkrieg die Strategie der indirekten Einwirkung [the strategy of indirect approach].
1 Während des Zweiten Weltkriegs wandten die amerikanischen und britischen Streitkräfte die «psychologische Kriegführung» gegen Deutschland an, die nachher zur Umerziehung [re-education] des deutschen Volkes eingesetzt wurde. Nach dem Ende des Krieges gründeten die CIA und das Verteidigungsministerium nach dem Vorbild des Tavistock Institute of Human Relations, eines spezialisierten Instituts für den psychologischen Krieg in England, Denkfabriken [tænke-tanke/think tanks] som RAND Corporation, Hudson Institute von Herman Kahn, und andere, die in erster Linie gegen die Sowjetunion gerichtet waren.

Die Methoden in diesen Zentren wurden von einer Reihe von sozialwissenschaftlichen Instituten entwickelt. Die amerikanischen empirischen Sozialwissenschaften, d.h. Soziologie, Politikwissenschaft, Psychologie, Anthro­pologie, Kommunikationswissenschaft [communication studies/kommunikation- o.e. medievidenskab] u.ä. entstanden in ihrer gegenwärtigen Form igangsat og financieret af de militære og efterretnings-agenturer i 1940´erne og 50´erne.*2)
En weitere Quelle waren die grossen Stiftungen som Carnegie Corporation, Ford Foundation og Rocke­feller Foundation. Es waren berühmte wissenschaftliche Zentren wie die New School for Social Research in New York, das ­Bureau of Applied Social Research in Princeton (von Paul Lazarsfeld geleitet), das Institut für Sozialforschung (geleitet von Max Horkheimer und Theodor W. Adorno, das 1949 nach Frankfurt zurückkehrte), das Center for International Studies (CENIS) am Massachusetts Institute of Technology, aber auch das von Michael Murphy und Gregory Bateson gegründete alternative Esalen Institut in Kalifornien – ein Zentrum der Gegenkultur, das auch an der Organisation des Woodstock-Festivals 1968 beteiligt war –, die diese Aufträge erhielten. Insbesondere die führenden Institute der Kommunikationswissenschaften waren durch die Programme für psychologische Kriegführung geprägt.
Diese Institute gaben Zeitschriften wie das Public Opinion Quaterly (POQ), die American Sociological Review, die American Political Science Review u.ä. heraus.  An diesen Instituten arbeiteten Experten, meist Emigranten aus Deutschland und Österreich, die sich später grosse Namen in der Wissenschaft erwarben wie Paul Lazarsfeld, Oskar Morgenstern, Leo Loewenthal,  Herbert Marcuse,  Walter Lippmann, Harold Lasswell,  Gabriel Almond,  Daniel Lerner, Daniel Bell, Robert Merton u.v.a.

Es waren dieselben Experten und Institute, die auch für die Umerziehung des Volkes in Deutschland verantwortlich waren. Einige dieser Projekte waren auch mit der Vorbereitung der Kulturrevolution der sechziger Jahre mit ihren Begleiterscheinungen Rockmusik, Drogenkultur und Sexuelle Revolution beschäftigt.
In besonderer Weise waren natürlich die «Soviet Studies» von der Regierung abhängig. Das Russian Research Project in Harvard, geleitet von Raymond Bauer und Alex Inkeles, war ein gemeinsames Unternehmen der CIA, der U.S. Airforce und der Carnegie Corporation. Das Institut veröffentlichte 1956 eine Studie mit dem Titel «How the Soviet System Works», die ein Standard-Lesebuch in Soviet Studies wurde. *3)
Til den psychologischen Krigførelsen hørte også Cia´s radiosendinger mod Østeuropa, «et af de billigste, sikreste og mest effektive våben for U.S.A.´s udenrigspolitik”, som Jean Kirkpatrick erklærede senere , nämlich die Voice of America. RIAS Berlin, Radio Free Europe und Radio Liberty, die bis heute auf russisch und in den Sprachen der GUS senden.*4)
Diese Sender unterstanden dem Kongress für kulturelle Freiheit, der 1950 mit 400 Mitarbeitern in Paris von der CIA gegründet worden war. *5)
Der Sieg über die Sowjetunion wurde vor allem mit Hilfe dieser nicht militärischen Methoden erreicht. Denne strategi, der slet ikke havde sameksistens med Sovjetunionen mål, sondern eine «Demontage» des sovjetischen Systems vorsah, wurde von der Reagan-Administration 1982 ausgearbeitet. *6)
Der Plan umfasste sieben strategische Initiativen, darunter als Punkt 4: Psychologischer Krieg, gerichtet auf die Erzeugung von Angst, Unsicherheit, Verlust der Orientierung sowohl bei der Nomenklatura als auch bei der Bevölkerung. *7)
Dieser Krieg wurde nicht nur gegen den Kommunismus, sondern gegen Russland geführt, wie die direkten Aussagen Brzezinskis bezeugen: «Wir haben die UdSSR zerstört, wir werden auch Russland zerstören.» «Russland ist überhaupt ein überflüssiger Staat.» «Die Orthodoxie ist der Hauptfeind Amerikas. Russland ist ein besiegtes Land. Es wird aufgeteilt und unter Vormundschaft gestellt werden.» *8)
. I 1990 prägte Joseph Nye, ein Mitarbeiter des Council on Foreign Relations und Verbündeter von Zbigniew Brzezinski, für diese Methoden den Begriff «Soft Power» oder «Smart Power», der auf dieselbe Wurzel wie das «Social Engineering» zurückgeht. *9)
Er veröffentlichte im Jahre 2005 sein Buch «Soft Power: The Means to Success to World Politics», in dem er den Vorschlag machte, Amerika müsse durch seine Kultur und seine politischen Ideale attraktiv werden. Das Center for Strategic and International Studies in Washington, eine neokonservative Denkfabrik, in dessen Aufsichtsrat Henry Kissinger und Zbigniew Brzezinski sitzen, gründete 2006 eine Commission on Smart Power, von Joseph Nye und Richard Armitage geleitet, die 2009 ein Memorandum «A Smarter, More Secure America» vorlegt e, die das Ziel verfolgte, Amerikas Einfluss in der Welt mit «weichen» Methoden zu verstärken. *10)
Erste erfolgreiche Anwendung der neuen Strategie: die Perestrojka

Zum ersten Mal wurden diese neuen Methoden als Strategie in der Perestrojka eingesetzt, als Michail Gorbatjov an die Macht kam. Die Perestrojka hatte ihre positiven Seiten, sie stellte die Meinungs- und Bewegungsfreiheit wieder her, aber sie war auch eine massive Einflussnahme des Westens.*11)
Innerhalb des Zentralkomitees der KPdSU und der Nomenklatura bildete sich eine Gruppe, die auf die Positionen des Westens überging und das westliche neoliberale System einführen wollte.
Der eigentliche Architekt der Perestrojka war Aleksander Jakovlev, seit 1985 Sekretär des ZK der KPdSU für Ideologie, der in den 50er Jahren in Washington studiert hatte und seit damals ein überzeugter Anhänger des Neoliberalismus war, wie er mir bei einem Gespräch in Wien am 9. November 2004 erklärte. Zu seinem Netzwerk gehörten Leute wie Jegor Gajdar, Grigorij Javlinskij, Boris Nemzov, Viktor Tschernomyrdin, German Gref und Anatolij Tschubajs. Jakovlev schuf mit ihnen in der UdSSR eine fünfte ­Kolonne des Westens, die bis heute im Hintergrund die Fäden zieht. Auch Boris Jelzin war ein Mann der Amerikaner, der im September 1989 auf Einladung des Esalen-Instituts in Kalifornien, das seit 1979 ein amerikanisch-sowjetisches Austauschprogramm unterhielt, bei einem Besuch in Washington direkt im amerikanischen Kongress angeworben wurde und 1991 mit ihrer Hilfe die Macht übernehmen konnte. *12)
Gorbatjov wurde durch Vermittlung von George Soros zum Mitglied der Trilateralen Kommission, die im Jänner 1989 in Moskau eine Konferenz abhielt, an der auch Henry Kissinger und Valéry Giscard d’Estaing teilnahmen.

Westliche Organisationen zur kulturellen Beeinflussung in Russland

In der Zeit der Perestrojka wurden auch die Logen und ihre Vorfeldorganisationen wieder zugelassen. *13)
Auf Ersuchen Kissingers erlaubte Gorbatjov im Mai 1989 die Gründung der B’nai Brith Loge in Moskau. Seit damals wurden in Russland etwa 500 Logen durch die Grosslogen von England, Frankreich, Amerika u.a. gegründet. Gleichzeitig wurden aber für Politiker, Unternehmer und Angehörige der freien Berufe, die keine Beziehung zu den Ritualen hatten, aber die Prinzipien der Logen teilten, offenere Organisationen, Klubs, Komitees und Stiftungen geschaffen. Es gibt einige tausend Logenmitglieder in Russland, die sich an den Ritualen beteiligen, aber darüber hinaus gibt es zehnmal so viele Mitglieder der «maçonnerie blanche», die keine Rituale benützen, aber die Prinzipien akzeptieren und von Logenbrüdern geleitet werden. Solche Organisationen sind der Klub Magisterium, der Rotaryklub, der Lionsklub, die Soros-Stiftung u.v.a. Diese Mitglieder halten sich für eine Elite, die besondere Rechte hat zu regieren. *14)
Um die Literaturszene zu kontrollieren, wurde das russische PEN-Zentrum gegründet, eine weitere Vorfeldorganisation. Zu seinen Mitgliedern gehörten bekannte Schriftsteller und Dichter wie Bella Achmadulina, Anatolij Pristavkin, Jevgenij Jevtuschenko, Vassilij Aksjonov und Viktor Jerofejew.
Die Stiftung «Offene Gesellschaft» von George Soros, bereits 1988 in Moskau gegründet, war in den 90er Jahren der mächtigste Mechanismus der Destabilisierung und Zerstörung in den Händen der Hintergrundmächte. Soros richtete seine Tätigkeit auf die Änderung der Weltanschauung der Menschen im neoliberalen Geist, die Durchsetzung des American way of life und die Ausbildung von jungen Russen in den USA. Mit den Mitteln der Soros-Stiftung wurden die wichtigsten russischen Zeitschriften finanziert und für die Unterstützung der Literatur spezielle Preise vergeben. *15)
Im Rahmen seines Programms gab die Stiftung Lehrbücher heraus, in denen die russische Geschichte im neoliberalen, kosmo­politischen Sinne dargestellt wurde. Im September 1993, während das Parlament beschossen wurde, hatte ich Gelegenheit, an einer Preisverleihung im russischen Bildungsministerium teilzunehmen. George Soros verteilte Preise an die Autoren russischer Lehrbücher für ­Geschichte und Literatur, und der russische Bildungsminister Jevgenij Tkatschenko erklärte, was das Ziel der neuen Schulbücher war: «Es geht darum, die russische Mentalität zu zerstören.»
Die Programme von Soros waren im kulturellen Bereich so vielfältig, dass praktisch der gesamte nichtstaatliche Sektor von der Finanzierung durch die «Offene Gesellschaft» abhing. Das Institut für die Wissenschaften vom Menschen (IWM), 1983 in Wien gegründet und ebenfalls von Soros unterstützt, förderte die Reform des Bildungswesens und der Universitäten in Russland und den postsozialistischen Ländern. Allein zwischen 1997 und 2000 vergab die Stiftung 22 000 Stipendien in der Höhe von 125 Millionen Dollar. *16)
Ein weiterer amerikanischer Think tank ist die Nationale Stiftung für Demokratie (NED), 1982 von Reagan gegründet, die ihrerseits wieder die Institute der Demokratischen und der Republikanischen Partei der USA und ihre Büros in Moskau finanziert. Sie unterstützt vor allem private Medien und prowestliche politische Parteien und Bewegungen. Das Budget der NED wird vom Kongress der USA als Unterstützung für das State Department beschlossen. Dem Vorstand gehören prominente Politiker an wie John Negroponte, Otto Reich, Elliot Abrams. Die NED ist die Fortsetzung der Operationen der CIA mit anderen Mitteln. Die NED finanzierte u.a. folgende russische Organisationen (2005): Gesellschaft «Memorial» für historische Bildung und den Schutz der Menschenrechte, Moskauer Helsinkigruppe, das Sacharovmuseum, Mütter Tschetscheniens für den Frieden, die Gesellschaft für russisch-tschetschenische Freundschaft, das Tschetschenische Komitee der nationalen Rettung (in einem Jahr insgesamt 45 Organisationen). *17)
Das Moskauer Carnegie-Zentrum wurde 1993 als Abteilung der Carnegie-Stiftung für internationalen Frieden, errichtet 1910 von Andrew Carnegie als unabhängiges Forschungszentrum für internationale Beziehungen, gegründet. Die Spezialisten des Moskauer Zentrums befassen sich mit den wichtigsten Fragen der Innen- und Aussenpolitik Russlands. Es gibt eine Sammlung von Informationen über die problematischen Punkte der Entwicklung des Landes. Das Zentrum publiziert Sammelbände, Monographien, Periodika und Nachschlagewerke sowie eine Vierteljahreszeitschrift «Pro et contra», die Serie «Working Papers» und führt regelmässig Vorträge und Konferenzen durch. Die Stiftung wird von grossen Firmen wie BP, General Motors, Ford, Mott sowie von Soros, Rockefeller, dem Pentagon, dem State Department und dem britischen Aussenministerium finanziert. Die Direktorin war bisher Rose Goettemoeller, frühere Mitarbeiterin der RAND Corporation, die derzeit stellvertretende Aussenministerin der USA ist.
Die Vertreter der russischen Geschäftswelt im Aufsichtsrat sind Pjotr Aven, Sergej Karaganov, Boris Nemzov, Grigorij Javlinskij und Jevgenij Jasin, der Präsident der Moskauer Wirtschaftsuniversität. Führende Mitarbeiter sind Dmitrij Trenin, der auch für Radio Free Europe und Radio Liberty arbeitet, und Lilija Schevzova, die beide regelmässig in den Westen eingeladen werden, um dort zu erklären, dass Russland die demokratischen Freiheiten einschränkt. Die Forschungen des Zentrums werden von der politischen Klasse Russlands und auch des Westens umfangreich benützt. Die Arbeit des Moskauer Zentrums wird von der Zentrale in Washington durch ein «Russland- und Eurasien-Programm» unterstützt. *18)
Die Stiftung Freedom House, 1941 auf Initiative von Eleanor Roosevelt gegründet, entstand aus dem Kampf gegen den Isolationismus in den USA. Offizielles Ziel war der Kampf gegen den Nationalsozialismus und Kommunismus, heute wird sie von Soros und der Regierung der USA finanziert. In den 90er Jahren gründete Freedom House Büros in fast allen GUS-Staaten und das Amerikanische Komitee für Frieden in Tschetschenien (Mitglieder: Brzezinski, Alexander Haig, James Woolsey – früherer CIA-Chef). Das bekannteste Projekt ist heute «Freiheit in der Welt», das seit 1972 jährlich alle Staaten der Welt analysiert, wo sie in «freie», «teilweise freie» und «unfreie» eingeteilt werden. *19)
Im Jahr 1992 wurde die russische Filiale der Rockefeller-Stiftung Planned Parenthood Federation in Moskau und 52 weiteren russischen Städten gegründet. Die Stiftung machte den Versuch, das Fach «Sexualkunde», das in Wirklichkeit die Auflösung der Familie und die Erziehung eines neuen Menschen zum Ziel hat, in allen russischen Schulen einzuführen. Dazu kam es jedoch nicht, da die Beamten des Bildungsministeriums, die Lehrer, die Eltern und die orthodoxe Kirche Widerstand leisteten und das Projekt auf einer Konferenz der Russischen Akademie für Bildungswesen im Jahr 1997 abgelehnt wurde. *20)
Die Nichtregierungsorganisationen (NGOs) gelten im Westen als die Bausteine der Zivilgesellschaft. Im Falle Russlands haben sie nichts mit dem Aufbau einer direkten Demokratie zu tun, sondern sind Agenturen, die vom Westen finanziert und gesteuert werden.

Die westliche Einflussnahme auf das Bildungswesen und die Medien

Ein wichtiges langfristiges Ziel der westlichen Einflussnahme ist das Bildungs- und Hochschulwesen. Zunächst wurden nach der Wende von 1991 mit Hilfe westlicher Berater der Zentralismus und die marxistische Ideologie aufgelöst. Das Bildungsgesetz von 1992 und die Verfassung der Russischen Föderation von 1993 schrieben eine tiefgreifende Umorientierung des Bildungswesens im Zeichen eines neoliberal-demokratischen Paradigmas nach westlichem Vorbild fest. Es umfasste den Einbau marktwirtschaftlicher Elemente im Bildungswesen und den Aufbau einer Zivilgesellschaft. *21)

Die Vergabe von westlichen Krediten
an das Bildungswesen war an die Erfüllung der Vorgaben gebunden. Auf diese Weise wurde das Bildungswesen im Sinn des neoliberalen Systems umgestaltet. Ein nichtstaatlicher Sektor mit teuren Privatschulen etablierte sich. Die privaten höheren und Hochschulen waren gewinnorientiert und verlangten Schul- und Studiengebühren. Durch die PISA-Studien der OECD wurde das Bildungswesen auf die Wirtschaft ausgerichtet. Viele Schulen in ländlichen Gebieten, die nicht mehr «rentabel» waren, wurden geschlossen. Viele Kinder gehen nicht mehr in die Schule oder schliessen sie nicht ab. Im Jahr 2000 gingen nach einem Unesco-Bericht 1,5 Millionen Kinder in Russland nicht in die Schule. Der Drogenkonsum der Schüler, der früher unbekannt war, breitete sich aus. *22)
Am bedeutendsten war die Reform des Hochschulwesens, das gleich nach der Wende von Weltbank und Internationalem Währungsfonds evaluiert wurde, die dann ein Programm für eine Umstrukturierung nach angloamerikanischem Vorbild ausarbeiteten. Im Jahr 2004 wurde die Bologna-Deklaration gesetzlich beschlossen: d.h. der Übergang zum vierjährigen Bakkalaureat und zum anschliessenden zweijährigen Magisterstudium sowie eine Präsidialverfassung mit Hochschulräten, in denen Vertreter der Wirtschaft sitzen. Viele russische Bildungsexperten sehen darin eine Zerstörung der Tradition der russischen Universität, weil der Bildungsprozess auf die Weitergabe von Informationen reduziert wird. Von den etwa 1000 Hochschulen und Universitäten in Russ­land sind heute 40% privat, viele davon vom Westen errichtet, an denen eine neue Elite herangebildet wird. *23)
Ein weiterer Sektor, der vom Westen mit grosser Aufmerksamkeit verfolgt wird, sind die Medien, die nach 1991 die grösste Wandlung durchgemacht haben. Sie wurden durch die neoliberalen Reformen nach 1991 privatisiert und von Oligarchen oder vom Ausland übernommen. Viele Fernsehstationen, Zeitungen und Zeitschriften erhielten ausländische Eigentümer wie die News Corporation von Rupert Murdoch, die heute die Zeitung «Vedomosti», die führende Finanzzeitung Russ­lands gemeinsam mit der «Financial Times» herausgibt und die News Outdoor Group, die grösste Werbeagentur, die in etwa 100 Städten Russlands aktiv ist, besitzt. Die Bertelsmann AG, die über das grösste europäische Fernsehunternehmen RTL verfügt, betreibt in Russland den landesweiten Sender Ren TV. *24)
Die Bertelsmann-Stiftung, 1977 von Reinhard Mohn gegründet, eine der mächtigsten Denkfabriken der EU, arbeitet mit der Gorbatschov-Stiftung zusammen, die ihren Sitz in Moskau hat, aber auch eine Zweigstelle in Deutschland und in den USA unterhält.
Die Medien waren unter Jelzin fast vollständig in den Händen der neuen Oligarchie, die wiederum mit den westlichen Finanzzentren verbunden ist. Gusinskij besass den gröss­ten Fernsehsender NTW, und Boris Beresowskij kontrollierte die Zeitungen. Als Putin begann, den russischen Staat wieder zu stabilisieren, stellte sich als vordringlichste Aufgabe die Kontrolle der Medien, weil die Regierung sonst gestürzt worden wäre.
Zur Amerikanisierung muss man last not least die Alltagskultur rechnen, die mit Rockkonzerten, Internet, Privatfernsehen, Kino­palästen, Discotheken, Musik-CDs, DVDs, Comics, Werbung und Mode fast dieselbe wie im Westen ist.
Das Ziel der amerikanischen Strategie ist der Transfer des westlichen Wertesystems auf die russische Gesellschaft. Der russische Staat soll entideologisiert werden. In der Verfassung von 1993 wurde die staatliche Ideologie als Kennzeichen des Totalitarismus desavouiert und im Art. 13 verboten. *25)
Die offizielle sovjetische Ideologie beruhte auf einer materialistischen Philosophie, aber hatte Elemente einer nationalen Idee und war die Klammer, die den Staat zusammenhielt. Durch dieses Verbot wurde der Staat der Wertorientierungen der nationalen Idee beraubt. Die geistige Leere wird heute durch die westliche Populärkultur ausgefüllt.
Die kulturelle Offensive der USA hat das Ziel, in Russland eine multikulturelle, d.h. kosmopolitische, pluralistische und säkulare Gesellschaft zu schaffen, in der die einheitliche russische Nationalkultur aufgelöst ist. Das Volk, die Gemeinschaft der Bürger mit einer gemeinsamen Geschichte und Kultur, soll in eine multinationale Bevölkerung umgewandelt werden.

Der Widerstand des russischen Staates und der Intelligenzia

Das unter Staatspräsident Vladimir Vladimirovitsch Putin seit dem Jahr 2000 durchgesetzte Staatskonzept, insbesondere die Forderung nach einem starken Staat, beinhaltete eine teilweise Rezentralisierung, den Übergang von einem multinationalen zu einem nationalrussisch geprägten Staatsverständnis sowie die Tendenz, der russisch-orthodoxen Kirche und Religion eine Sonderstellung im Staat einzuräumen.
Im April 2001 übernahm der staatliche Energiekonzern Gasprom die Kontrolle über den Fernsehsender NTW. Die Tageszeitung «Sewodnja» (Heute) wurde eingestellt, der Chefredakteur des Wochenmagazins gekündigt. Boris Beresovskis Fernsehsender TW-6 wurde im Jänner 2002 geschlossen und Beresowski emigrierte nach England.
Im September 2003 wollte der Oliemagnaten Michail Chodorkovski die liberale Wochenzeitung Moskovskije Nowosti übernehmen, um die liberalen Oppositionsparteien «Union rechter Kräfte» und «Jabloko» im bevorstehenden Wahlkampf zu unterstützen. Dieses politische Engagement war ein wichtiger Grund für die Verhaftung Chodorkowskis im Oktober 2003. Diese Massnahmen waren notwendig, weil es der Oligarchie sonst gelungen wäre, mit Hilfe der Medienmacht die Regierung selbst unter ihre Kontrolle zu bringen. Die drei wichtigsten Fernsehsender – ORT, Rossija und NTW – sowie ein bedeutender Teil der Druckmedien werden heute durch staatliche Konzerne (Gasprom und Wneschtorgbank) oder durch den Staat direkt (RTR) kontrolliert.
Der Oligarch Vladimir Potanin kontrolliert aber weiterhin die Tageszeitungen «Izvestija» og «Komsomolskaja Pravda». Derzeit gelten die «Novaja Gaseta» (unter Kontrolle des Oligarchen Aleksander Lebedev und des ehemaligen sowjetischen Präsidenten Gorbatjov) und die Tageszeitung «Wedomosti» (ein Projekt des «Wall Street Journal» und der «Financial Times») als von der Regierung unabhängige Medien. *26)

Seit dem Jahr 1993 wurden in Russland gemäss einer Statistik 214 Journalisten ermordet, darunter 201 Journalisten in der Jelzin-Ära und 13 seit dem Amtsantritt Putins, darunter aber die meisten in seiner ersten Amtszeit, während es in der zweiten Amtzeit nur mehr drei waren. *27)
Die nationale Doktrin für Bildung 1999 und die Konzeption 2001 führten im inhaltlich-ideologischen Bereich das nationalpatriotische Gedankengut wieder ein. Eine Hinwendung zu Werten der Zarenzeit traf mit dem Postulat zusammen, die Vorzüge des Bildungssystems der Sowjetunion zu erhalten. Eine Sonderstellung haben die von der russisch-orthodoxen Kirche getragenen Privatschulen und Geistlichen Akademien inne, die seit 2007 staatlich anerkannt sind. In den Lehrprogrammen der Schulen wurden neue Gegenstände wie seit 1999 die obligatorische Vorbereitung auf den Wehrdienst und seit 2007 das Schulfach «Grundlagen der orthodoxen Kultur» eingeführt. *28)
Zum kulturellen Krieg gehört auch die Kampagne der westlichen Medien gegen Russland, die seit zehn Jahren, vor allem aber seit der Verhaftung Chodorkovskijs 2003 geführt wird unter dem Schlagwort «Russland auf dem Weg zurück zum Sovjetsystem!» Ein weiteres Beispiel ist die sogenannte Verfolgung progressiver Künstler, die darin bestehen soll, dass blasphemische und pornographische Werke aus öffentlichen Ausstellungen entfernt wurden. Es handelte sich in der Regel um Provokationen westlich finanzierter NGOs. Das Sacharov-Zentrum, das sich die Durchsetzung der offenen Gesellschaft zum Ziel setzt, organisierte 2003 eine Ausstellung «Vorsicht! Religion», auf der auch blasphemische antichristliche Exponate ausgestellt waren. Daraufhin forderte die Duma die Staatsanwaltschaft auf, gegen die Leitung des Zentrums tätig zu werden. 2005 wurden die Organisatoren zu einer Geldstrafe verurteilt.
Im Jahr 2005 führte die Regierung einen neuen Staatsfeiertag am 4. November ein, in der Nähe des alten Feiertags der Oktober­revolution am 7. November. Diesmal sollte aber der Sieg über die polnischen Invasionstruppen im Jahre 1612 gefeiert werden. Im Jahr 2006 wurde ein neues Gesetz über die Nichtregierungsorganisationen verabschiedet, nach dem sich alle neu registrieren mussten und die ausländische Finanzierung genauer kontrolliert wurde. Anfang 2008 wurden alle regionalen Büros des British Council mit Ausnahme des Moskauer Büros geschlossen, weil man dem Council antirussische Tätigkeit vorwarf. *29)
Im Unterschied zu der Zeit der ­Perestrojka und der Jelzin-Ära ist die russische Intelligenzia seit dem Nato-Angriff auf Jugoslawien 1999 nicht mehr neoliberal, sondern nationalpatriotisch eingestellt. Die Schriftsteller, Künstler, Filmschaffenden und Theaterleute sind heute Patrioten und werden vom Kreml unterstützt. Die Regierung kontrolliert auch die politische Berichterstattung der Medien, vor allem im Fernsehen, etwas weniger in den Zeitungen.
Die Hauptfigur der Traditionalisten war früher Aleksander Solschenizyn, dem aber seine ungenügende Kritik des Westens vorgeworfen wurde. Die führende Gruppe sind heute die «Bodenständigen» [po venniki], sie sind christlich-orthodox, aber sehen die sowjetische Periode in der Tradition der russischen Geschichte. Ihre Ideologen sind Dorfschriftsteller wie Valentin Rasputin, Vassilij Belov und Viktor Astafjew. In den Zeitschriften «Nasz sovremennik», «Moskva» und «Molodaja gvardija» wurde seit den 70er und 80er Jahren die patriotische Ideologie ausgearbeitet.
Die «Stiftung der historischen Perspektive», die von der ehemaligen Duma-Abgeordneten Natalia Narotschnizkaja geleitet wird, vertritt ein patriotisches und christliches Programm, verfügt über die Schriftenreihe «Zvenja», die Internetzeitschrift «Stoletie» und organisiert Vorträge und Tagungen. Die nationalpatriotische Intelligenz diskutiert eine grundsätzliche Änderung des Systems, die einen starken Staat und eine Schliessung der Grenzen vorsieht. Die Verbände der Kulturschaffenden wie der Schriftstellerverband, der Künstlerverband, der Verband der Filmschaffenden verfügen über Kulturhäuser, Galerien, Kinozentren und Zeitschriften und organisieren ein dichtes Programm von Veranstaltungen. Es gibt in Moskau 150 Theater, Opernhäuser und Konzertsäle, die überwiegend klassische Stücke aufführen. Regietheater, abstrakte Kunst und atonale Musik sind ein Minderheitenprogramm. *30)
Österreich und Deutschland werden positiv gesehen, man sieht vor allem die alte deutsche Kultur, man hat ein Bild davon, das aus der Vergangenheit kommt, aber man weiss nicht wirklich, was in Deutschland heute vor sich geht. Aleksander Solschenizyn hat immer gehofft, Deutschland werde eine Art Brücke zwischen Russland und dem Rest der Welt sein, weil sich Deutschland und Russland gegenseitig zueinander hingezogen fühlen. *31)
Die deutschen Medien zeichnen aber ein verzerrtes Bild von Russ­land: dass Russland auf dem Weg zurück zum Sowjetsystem ist und die neoliberalen Intellektuellen einen verzweifelten Abwehrkampf führen. Als Beispiel präsentiert man den Pornoschriftsteller Viktor Jerofejev, der von der Hamburger «Zeit» nach Deutschland eingeladen wurde. *32)
Die entscheidende Frage ist heute in Russland aber nicht, ob es wieder eine kommunistische Diktatur wird, sondern ob es eine «Diktatur des Relativismus» nach westlichem Vorbild oder eine christliche Gesellschaft wird. *33)

Die religiöse Erneuerung

Der entscheidende Widerstand gegen die Verwestlichung kommt heute von der orthodoxen Kirche, die antimodernistisch und traditionalistisch eingestellt ist. Die Orthodoxie tritt für traditionelle Werte wie Ehe, Familie und Mutterschaft ein und lehnt die Homosexualität ab. Die Kirchen sind voll, überwiegend mit jungen und jüngeren Menschen. Die Jugend bekennt sich mehrheitlich zur Orthodoxie, d.h. zum Christentum, und heiratet wieder in der Kirche. Es gibt wieder 100 Millionen Gläubige, 30 000 Priester und 600 Klöster. Die Geistliche Akademie in Sergijev Possad ist voll, es gibt vier Bewerbungen für einen Platz. Es gibt eine orthodoxe Radiostation, einen Verlag, eine Reihe von Zeitschriften, Militärgeistliche in der Armee sowie eine Spitals- und Gefängnisseelsorge, und in den Schulen wurde de facto Religion als Unterrichtsfach zum ersten Mal seit 1917 wieder eingeführt. Nach den Umfragen bezeichnen sich 70% der Russen als religiös. *34)
Im Jahr 2007 beschlossen die russisch-orthodoxe Kirche und der Vatikan, Gespräche aufzunehmen, um ihre langjährigen Differenzen zu beseitigen. Erzbischof Ilarion, Leiter des Aussenamts des Patriarchats, früher russisch-orthodoxer Bischof von Wien, sagte dazu: «Wir sind Bündnispartner und stehen vor der gleichen Herausforderung: einem aggressiven Säkularismus.» *35)
Die Orthodoxie wird in Russland als die «Religion der Mehrheit» bezeichnet. Am 4. November, dem Tag der Nationalen Einheit in Russland, konnte ich eine ungewöhnliche Prozession auf dem Roten Platz beobachten. Der Patriarch ging in der ersten Reihe, die Spitzen des Islams, der jüdischen Gemeinde und der Buddhisten in der zweiten. Das war als sichtbares Symbol gedacht: «Der Patriarch ist das Oberhaupt der vorherrschenden Religion. Er eint die Gläubigen und fördert die Zusammenarbeit der Religionsgemeinschaften. Der Patriarch ist der geistige Führer des ganzen Volkes, nicht nur der orthodoxen Gläubigen.» *36)

Schlussfolgerungen

Russland ist heute in einer Krise, die zunächst im Finanz- und Währungssystem zum Ausdruck kommt, aber genauso den Kulturbereich erfasst, ja sogar dort ihre tiefere Ursache hat, die darin besteht, dass pluralistische säkulare Gesellschaft den Menschen keine wirkliche Gemeinschaft, keine Weltanschauung und keinen Sinn gibt.
Russland braucht nicht die «materialistische und egoistische Kultur» der gegenwärtigen westlichen Gesellschaft, sondern eine universelle nationale Ideologie, die alle Seiten des Lebens des Volkes erfasst, das Land entwickelt und alles abwehrt, was die Existenz des Volkes bedroht. *37)
Die «Neufassung» [nystart/reset] der russisch-amerikanischen Beziehungen seit zwei Jahren ändert jedoch nichts an der langfristigen antirussischen Ausrichtung der amerikanischen Politik und hindert die CIA nicht daran, wieder aktiver in Russland zu werden. Auch Hillary Clinton betonte nach dem Besuch Obamas in Moskau, dass die USA am Konzept des absoluten Weltführers festhalten. Russland wird daher früher oder später vor der Wahl stehen, entweder einen souveränen Staat aufzubauen, der die Grenzen schliesst und die Unterminierung seiner Kultur abwehrt, oder zu kapitulieren und eine Provinz des Westens zu werden. •

Dr. Peter Bachmaier, geb. 1940 in Wien, Studium in Graz, Belgrad und Moskau, 1972–2005 Mitarbeiter des Österreichischen Ost- und Südosteuropa-Instituts, seit 2006 Sekretär des Bulgarischen Forschungsinstituts in Österreich, 2009 dreimonatiger Forschungsaufenthalt in Moskau. Vortrag, gehalten auf dem Kongress «Mut zur Ethik» in Feldkirch, 3. September 2010.

NOTER/KILDER
1 Basil Liddell Hart, Strategy: The Indirect Approach, 1. Aufl. 1929, 2. Aufl. 1954.
2 Christopher Simpson, Science of Coercion: Communication Research and Psychological Warfare, 1945–1960, New York, Oxford U.P. 1994, p. 4.
3 Simpson, Science of Coercion, p. 87.
4 A. Ross Johnson, R. Eugene Parta, Cold War Broadcasting: Impact on the Soviet Union and Eastern Europe, Woodrow Wilson International Center, Washington 2010.
5 Frances Stonor Saunders, Who Paid the Piper? The CIA and the Cultural Cold War, London 1999, dt. Ausgabe: Wer die Zeche zahlt … Der CIA und die Kultur im Kalten Krieg, Berlin 2001; Simpson, Science of Coercion, p. 68.
6 Peter Schweizer, Victory: The Reagan Administration’s Secret Strategy That Hastened the Collapse of the Soviet Union, New York 1994.
7. S.G. Kara-Murza, A.A. Aleksandrov, M.A. Muraškin, S.A. Telegin, Revolucii na eksport [Revolutionen som Eksport], Moskva, 2006.
8. Zitiert nach: V.I.Jakunin, V.Bagdasarjan, S.S.Sulakšin, Novye technologii bor’by s rossijskoj gosudarstvennost’ju [Ny Teknologi i kampen mod den russischen Staat], Moskva, 2009, str. 50.
9 Joseph Nye, Bound to Lead: the Changing Nature of American Power, Basic Books 1990; Joseph Nye, Transformational Leadership and U.S. Grand Strategy, Foreign Affairs, vol. 85, No. 4, July/August 2006, pp. 139–148.
10. Richard Armitage, Joseph S. Nye, A Smarter, More Secure America, CSIS Commission on Smart Power, 2009.
11. Peter Schweizer, Victory: The Reagan Administrations’s Secret Strategy That Hastened the Collapse oft he Soviet Union, New York 1994.
12. Das steht in der offiziellen Jelzin-Biographie von Vladimir Solowjow, Elena Klepikova, Der Präsident. Boris Jelzin. Eine politische Biographie, Berlin 1992. Nach der Anhörung Jelzins in einem Ausschuss des Kongresses sagte David Rockefeller: «Das ist unser Mann!»
13. O. A. Platonov, Rossija pod vlast’ju masonov [Russ­land under der Macht der Freimaurer], Moskva 2000, S. 35.
14. Platonov, Rossija, str. 3.
15. Platonov, Rossija, str. 15.
16. Jakunin, Novye techologii, S. 81.
17. Jakunin, Novye technologii, S. 90.
18. Jakunin, Novye technologii, S. 94f.
19. Jakunin, Novye technologii, S. 92.
20. http://www.pravda.ru 19.marts 2008.
21. Gerlind Schmidt, Russische Föderation, in: Hans Döbert, Wolfgang Hörner, Botho von Kopp, Lutz R. Reuter (Hrsg.), “Die Bildungssysteme Europas”, Hohengehren 2010 ( = Grundlagen der Schulpädagogik, Bd. 46, 3. Aufl.), S. 619.
22. Schmidt, Russische Föderation, S. 635.
23. Schmidt, Russische Föderation, S. 632.
24. Pierre Hillard, Bertelsmann – un empire des médias et une fondation au service du mondialisme, Paris 2009, p. 27.
25. «In der Russischen Föderation ist die ideologische Vielfalt anerkannt.  Keine Ideologie darf als staatliche oder verbindliche festgelegt werden.» Artikel 13 i Den Russiske Føderations Grundlov , December 1993.
26. A. Cernych, Mir sovremennych media [Die Welt der gegenwärtigen Medien], Moskva 2007.
27. Roland Haug, Die Kreml AG, Hohenheim 2007.
28. Schmidt, Russische Föderation, S. 639.
29. Das Feindbild Westen im heutigen Russland, Stiftung Wissenschaft und Politik, Berlin 2008.
30. Vladimir Malachov, Sovremennyj russkij nacionalizm [Der gegenwärtige russische Nationalismus], in: Vitalij Kurennoj, Mysljaškaja Rossija: Kartografija sovremennych intellektual’nych napravlenij [Das denkende Russland: Kartographie der gegenwärtigen intellektuellen Richtungen], Moskva 2006, str. 141 ff.
31. interview mit Aleksander Solschenizyn, Der Spiegel Nr. 30, 23.07. 2007; Marc Stegherr, Aleksander Solschenizyn, Kirchliche Umschau, Nr. 10, Oktober 2008.
32. Nikolaj Plotnikov, Russkie intellektualy v Germanii [Russiske Intellektuelle i Deutschland],fra: Kurennoj, Mysljaškaja Rossija, a.a.O., str. 328.
33. Westen ohne Werte? Gespräch mit Natalia Aleksejevna Narotschnizkaja, Direktorin des russischen Instituts für Demokratie und Zusammenarbeit in Paris, Frankfurter Allgemeine Zeitung, Nr. 51, 29.02.2008.
34. Jakunin, Novye technologii, str. 196ff.
35. Interview in: Der Spiegel.
36. Der Spiegel, Nr. 51, 14.12.2009.
37. Pave Benedikt XVI. Enzyklika «Spe salvi», Rom 2007, in der er von einer «Diktatur des Relativismus» spricht; Jakunin, Novye technologii, str. 174f.

«Zukunftwerkstätten» in Russland

I Juli 2010 fand in Jekaterinburg die 21. deutsch-russische Zukunftswerkstatt mit etwa 40 Teilnehmern im Rahmen des Petersburger Dialogs zwischen Deutschland und Russland statt. Diese Seminare, zu denen junge russische Führungskräfte eingeladen werden, wurden im September 2004 von der Deutschen Gesellschaft für Aussenpolitik begründet, die die erste «Zukunftswerkstatt» mit dem Thema «Deutschland und Russland in der globalen Welt» in den Räumen des Bertelsmann-Verlags Gruner und Jahr in Hamburg organisierte. Das Ziel der Seminare, die heute von der Körber-Stiftung unterstützt werden, ist die Aufarbeitung der kommunistischen Vergangenheit und die Verbreitung der Idee der demokratischen Zivilgesellschaft. Die deutschen Vortragenden erklären den jungen Russen, dass eine strategische Partnerschaft mit Russland nur auf der Basis gemeinsamer westlicher Werte möglich wäre. Sie geben ihnen den Rat, das imperiale Erbe Russlands zu beseitigen und sich den Spielregeln der Globalisierung zu unterwerfen.
Die Deutschen sagen den Russen, dass sie in Deutschland seit den 60er Jahren die Auseinandersetzung mit dem Krieg und dem Nationalsozialismus geführt und die Vergangenheit aufgearbeitet hätten, und werfen den Russen vor, mit der Erinnerung an den Sieg im Zweiten Weltkrieg an die sowjetische Identität anzuknüpfen und nicht bereit zu sein, den Totalitarismus umfassend aufzuarbeiten, womit sie eine weitere Demokratisierung der Gesellschaft verhindern würden. Die russischen Teilnehmer antworten, dass sich 1991 ein Bruch in ihrem historischen Bewusstsein vollzog, der zum Zerfall der fundamentalen Werte in der Gesellschaft führte. Die Russen sind bisher nicht bereit, sich vollständig «von der Vergangenheit zu lösen» und die «universalen Werte» zu akzeptieren.

Kilde: Newsletter, DGAP, 20.7.2010

Irak år 9 efter “befrielsen”: 63 dræbte og 194 sårede i serie af bombeattentater i Baghdad

torsdag, december 22, 2011

22.December 2011 11:48

BAGHDAD (Reuters) Mere end otte år efter at den Øverst Kommanderende for USA´s Væbnede Styrker; USA´s præsident erklærede Irak for “befriet” blev Baghdad ramt af en serie af bombeattentater der kostede 63 mennesker livet. 194 er sårede efter en serie af åbenlyst velplanlagte attentater i den irakiske hovedstad.

Det er situationen i det Irak som USA´s væbnede styrker nu flygter ud af. Et land hvor massearbejdsløsheden , -fattigdommen og kriminaliteten breder sig ud, samtidigt som amerikanske, tyske og kinesiske kapitalister “boltrer” sig med at plyndre Irak´s naturrigdomme og udbytte befolkningen.
DE blodige bombeattentater sker bare nogle dage efter at USA´s præsident Obama havde bescribed Irak som “suverænt, selvstændigt og demokratisk” i forbindelse med USA´s militære udmarch fra Irak samtidig som US-præsidenten proklamerede at USA har fået en ny “arabisk allieret” i Maliki-regimet med ordene: “You have a strong, enduring partner in the US of A.”

The Guardian skriver
Anyone who wants to know what a US withdrawal from Afghanistan looks like would do well to study the carefully choreographed events earlier in the week in Washington and in Fort Bragg, North Carolina, yesterday. The war was over, Barack Obama repeatedly declared. The last Americans troops would leave behind “a solid, stable, representative” Iraq. The greatest fighting force in the world was leaving Iraq with its head held high. And this from the man who once declared the war dumb. A nine-year war that sits comfortably alongside the greatest military blunders in history – the charge of the Light Brigade, the Dieppe Raid, Pearl Harbour, the German invasion of the Soviet Union, Vietnam – was in this president’s view being brought to a successful, honourable conclusion.

Even with an election campaign in full flow, the chasm that opened up between words in Fort Bragg and one day in the life of Iraq was unbridgeable. Wednesday December 14 was relatively quiet: two car bombs in Tal Afar, killing three and wounding 35; bombings and shootings in Kirkuk, Mosul, Baghdad. A war that is over? Or take the decision on Monday of Diyala provincial council to declare itself independent from central government. Or take the answer that the prime minister Nouri al-Maliki gave last week when asked to describe who he thought he was – first a Shia, second an Iraqi, third an arab, and fourth a member of the Dawa party. What chance for a nation state, if its prime minister places his confessional identity above his national one? Can any of the above be deemed solid, stable or representative?

That Mr Obama stole Republican clothes in his address to paratroopers in Fort Bragg, there can be little doubt. National security, with its muscular approach to foreign policy, is their bag. But it has been whisked away from them by the Democratic president who ordered the surge in Afghanistan, who sent the Seals team in to kill Osama bin Laden, who failed to close Guantanamo, who now fulfills a campaign pledge to bring all the troops home from Iraq. The commander in chief of the most powerful army in the world is also a world leader, and it is to the Middle East that a US leader also has to speak. To this audience, and specifically US allies in the region, the day the last combat soldier crosses the desert at the end of the year will indeed be “an extraordinary milestone” but not the one a president facing reelection would be willing to recognise. That day will indeed look like the start of a long march home. The day when America stopped being a policy maker in the Middle East, but became instead a policy taker.

Is the Iraq Mr Obama leaves behind going to be a strategic ally of the US? Hardly. Not only does Iran have significant sway over the Shia political elite which holds the virtual monopoly of power in this country. But of all the rival power centres within Iran, it is the darkest of them that has the strongest stake in its neighbour. Members of Iraq’s cabinet have beaten a well worn path to the door of Kassem Suleimani, the commander of the Quds force, the external operations wing of Iran’s Revolutionary Guards. The British embassy compounds in Tehran know him well. He ordered their sacking. The future partners of an independent Iraq are Iran and Turkey. The US comes a distant third.

Nor have the jihadi forums, which formed the centre of the insurgency, fallen silent. They are buzzing with calls to send fighters into Syria to help the Sunni Muslim uprising against the Shia overlord regime of Bashar al-Assad. The Salafists are up and running again. The Awakening or Sons of Iraq who played a seminal role in turning the tide against Al-Qaida are leaving Iraq, betrayed by a prime minister who has done his best to suppress them. The scars of this grand folly will be born by generations to come. The fight for the destiny of the land of the Arabs is being won, but not by America.

USA´s Præsident Obama om Irak i år 9 efter USA´s “befrielse”

Facebook kostede to ansatte jobbet: Chefen kan holde øje med dig takket være facebook

onsdag, december 21, 2011

21.December 2011

To ansatte fyret efter “kritiske” indlæg på Facebook om deres arbejdsplads. Fagforening advarer mod at bruge den grundlovsfæstede ytringsfrihed til at diskutere arbejdspladsforhold

PAS PÅ. Det er en god idé overveje det grundigt, inden man diskuterer forhold på sin arbejdsplads på Facebook, viser ny sag.

Fagforening advarer mod at diskutere arbejdsforhold på sociale medier.

“De smager af hvordan det er at gå på arbejde på hilton… altså muggen røv!”

Sådan skrev en ansat hos Hilton Foods i Hasselager på sin Facebook profil i en korrespondance med en kollega.

Det kom ledelsen for øre, og så blev de to unge medarbejdere fyret med begrundelsen »Illoyalitet mod virksomheden på Facebook«. Det skriver Fødevareforbundet NNF, der er en fagforening for fødevarearbejdere, i sit medlemsblad Substans.

De to medarbejdere blev øjeblikkeligt fyret og oveni det fik de karantæne med hensyn til at få dagpenge, da de var “selvforskyldt” i forhold til at miste jobbet.

Tage til efterretning

Virksomhedens ledelse lod sig ikke rokke trods NNFs forsøg på at forhandle en mildere løsning for de to fyrede medarbejdere, og forbundet har derfor måtte tage afskedigelserne til efterretning, siger forbundskonsulent Jim Jensen til Substans:

»Sagen understreger, at Facebook er at betragte som et offentligt rum. Det kan godt være, at man tror, at det bare er venner, man skriver med. Men en af de to unge medarbejdere fra Hilton havde 380 venner, og så kan et budskab hurtigt komme længere ud, end afsenderen havde forestillet sig«.

Sagen er langt fra den eneste af sin slags. Sidste år havde HK en lignende sag, hvor en vagtfunktionær blev fyret og bortvist efter kritiske bemærkninger om ledelsen på Facebook.

Derfor advarer NNF sine medlemmer mod at diskutere forhold på sin arbejdsplads på Facebook.

»Vi kan i hvert fald fastslå, at retsstilligen er skrøbelig for ansatte, der giver deres mening til kende på Facebook. Så der er rigtig god grund til at overveje, for ikke at sige advare imod, at man overhovedet bruger Facebook til at diskutere forhold på sin arbejdsplads«, siger Jim Jensen til Substans.

KILDE: Politiken/NNF/Substans:

EL som “rødt” alibi for R-S-SF-regeringens reaktionære finanslov

onsdag, november 23, 2011

22.November 2011

KØBENHAVN – Den erklærede “røde og grønne enhedsliste” (EL) – som ikke er noget parti, men en “parlamentarisk samling” af en række kriseramte trotskistiske (SAP) og højre-revisionistiske fraktioner (DKP m.fl.) har nu for første gang stemt for Nato- og EU-staten Danmarks kapitalistiske statsbudget (“finansloven”).
Og de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere svømmer over i ros, ja ren “begejstring” over den “røde listes” accept af Finansloven, som finansiere Nato- og EU-staten Danmarks forsatte angreb ikke bare på arbejderklassen, men en finanslov der skal sikre at storkapitalen – i Danmark såvel som EU; som både R-S-SF-regeringen og VKO frivilligt har underlagt Danmarks økonomi – overlever og kommer gennem krisen gennem at tvinge flertallet af danskere, italienere og de andre arbejdende folk i EU til at betale den kapitalistiske krise. Ligesom R-S-SF-regingens Finanslov garantere og sikre den fortsatte militære aggression mod folkene i Afghanistan, Irak, Libyen og andre lande og folk der står i vejen for Nato-alliancens kapitalistiske verdensorden.

Facebook : et mekka for politiets overvågning og efterforskning

søndag, oktober 23, 2011

KØBENHAVN (Berlingske)

At det US-amerikanske IT-monopol Facebook er en guldgrube for de kapitalistiske staters overvågning og spionage mod borgernes privatliv bekræftes hver eneste dag.

I en artikel i Berlingske Tidende skriver Nicoline Leisner, Journaliststuderende på RUC

at Facebook serverer personoplysninger og billeder på et sølvfad for politiet.

Facebook er et mekka af personlige oplysninger og opdaterede profilbilleder af danskerne, som kan bruges, når politiet skal lede efter kriminelle. Derfor sidder politibetjentene flittigt bag computerskærmene rundt om på de danske politistationer og bruger det sociale medie i deres efterforskning.

“- Hvis vi har en voldssag, og man ikke ved, hvem der har slået nogen oven i hovedet. Så prøver vi at gå ind på Facebook og lede efter de personer. I mange tilfælde finder vi personerne på Facebook”, siger Erik Birkestrøm fra Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.

Som at tage bolcher fra børn

Erik Birkestrøm fortæller, at de bruger Facebook meget i forbindelse med voldssager, hvor man mangler en gerningsmand, som har været på et bestemt værtshus. Mange værtshuse, diskoteker og lignende lægger deres billeder fra aftenen før ud på Facebook, så de er tilgængelige for offentligheden.

“- Hvis man går i byen, så bliver der taget en masse fotos, og så bliver de lagt ud på Facebook, siger han. Så kan politiet selv, eller de kan få offeret til at kigge på billederne og måske ende med at identificere gerningsmanden.

– Og så er det jo næsten, som at tage bolcher fra børn, siger efterforskningslederen.

Kan afsløre ansigt og omgangskreds
Også hos lokalpolitiet i Nyborg bliver Facebook brugt aktivt i efterforskningen. De bekræfter, at det bruges til at sætte ansigt på personer, som politiet leder efter. Henrik Bjørch, som er vicepolitikommissær i Nyborg, mener, at Facebook er er godt værktøj til at identificere mistænkte.

– Hvis vi nu har nogle billeder fra en overvågning, og vi har nogle navne, men vi ikke nødvendigvis ved, hvordan de pågældende ser ud, så kan vi gå ind og se, om der er nogle billeder inde på Facebook. Og så sige “det er ham”, fortæller han.

Facebook kan også bruges til at få et indblik i de mistænktes omgangskredse og se, hvem de er i daglig kontakt med.

– Det giver os adgang til at se folks bekendtskabskreds på en nemmere måde, end vi ellers har haft før, fortæller vicepolitikommissæren fra Nyborg.

Begge politibetjente fortæller, at brugen af Facebook og sociale medier i det hele taget stiger hele tiden. For dem er det et nyt element inden for efterforskning, som de ikke har haft før, men som altså nu er blevet en helt normal procedure.

– Vi bruger det jo hver uge. Det bliver mere og mere, siger Henrik Bjørch.

De åbne profiler afslører
Det er alle danskerne med åbne profiler på Facebook, der gør deres oplysninger og billeder tilgængelige for alle og heriblandt politiet. Det er dog muligt, at holde sin profil lukket, så ens oplysninger skjules. Men det er der mange, som ikke gør, og det er fordi, de ikke er klar over konsekvenserne af at dele deres private oplysninger, mener Tem Frank Andersen, som er medieforsker på Aalborg Universitet.

– Der er en generation, som ikke tænker på, at når det foregår på nettet, så fungerer det i princippet som ude på gaden eller ude i offentligheden, siger medieforskeren.

KILDE: Facebook: et mekka for politiets overvågning og spionage

MERE OM EMNET

Facebook indfører automatisk overvågning af dig

Facebook indrømmer overvågningsbrøler

Må politiet logge på mistænktes Facebook-profil?

Facebook ryster posen gevaldigt

Må politiet logge på mistænktes Facebook-profil?

De arabiske folks intifada fortsætter og påviser den revolutionære kamps betydning

søndag, oktober 2, 2011

September 2011
Først blev socialdemokraten Ben Ali (medlem af samme “Socialistiske Internationale” som Helle Thornings danske socialdemokrater) tvungen ud af magtens koridorer af det tunesiske folks opstand – et oprør som blev begyndelsen eller rettere udløste de arabiske folks intifada mod de EU- og USA-støttede regimer.
Den tunesiske folke-opstand blev ikke udløst af statusopdateringer på fakebook som visse borgerlige medier i vest har forsøgt at bilde folk ind, men af den unge arbejdsløse Muhammed Bouazizi som ofrede livet da han satte ild på sig selv i protest mod regimets politichikanerier
og dermed blev martyr for modstanden mod det EU og USA-støttede Ben Ali-regime.
Derefter spredte den revolutionære ild sig til den arabiske verdens folkerigeste land : Ægypten.
Med uimodståelig vilje,mod og frygtløshed, inspireret af det tunesiske folks opstand kastede ægypterne sig ud i kampen for at befri deres land fra det neo-kolonialistiske Murbarak-regime. Også Murbarak´s parti tilhørte Thornings og Lykketofts “internationale” hvis “reformistiske og neokoloniale strategi nu er blevet afsløret for alle med åbne øjne som et marionet-regime for de vestlige kapitalistiske Nato- og EU-stater. Et militærregime hvor de USA-uddannede officerer kontrolerer omkring 70 % af økonomien , hvilket de stadig gør.
Derfor behøver den arabiske intifada fortsættes ind i en folkedemokratisk revolution
LONG LIVE the INTIFADA of THE ARAB PEOPLE</strong>

Facebook afsløret i omfattende overvågning af brugerne

onsdag, september 28, 2011

28. september 2011

KØBENHAVN (Berlingske/Ritzau)

PROTESTSTORM TVINGER FACEBOOK PÅ TILBAGETOG

De kritiske og demokratiske internetaktivister som afslørede den amerikanske monopolkoncern Facebook´s omfattende overvågning gennem skjulte internetspionfiler (cookies) har ført til omfattende protester mod monopolkoncernens “spion- og overvågningspraksis”

Protesterne har tvunget Facebook til hvad vi ikke vil kalde andet end et “taktisk tilbagetog”.
Den amerikanske monopolkoncern Facebook “forsøger nu at løse problemet med sin egen overvågning af brugere” som Berlingske formulerer det.

“Det passer ikke, lød erklæringen fra Facebook, der i weekenden blev beskyldt for at have programmeret deres webside således, at Facebook fortsætter med at være aktiv, selv om folk logger ud.”

Men nu har Facebook alligevel rettet fejlen, forklarer hackeren.

Proteststormen mod Facebook opstod i weekenden, da en hacker havde analyseret de cookies, som Facebook lægger på brugernes computeren, når brugerne logger ind.


Facebooks internetspionfiler

Disse cookies er små stykker computerkode, der holder styr på en bunke forskellige ting – og er vanligvis ganske fine og brugbare værktøjer, der gør websider mere funktionelle. I Fakebooks tilfælde opstod problemet, når brugerne loggede ud – for som en naturlig del af logout-processen, burde Facebook slette de cookies, som websiden har lagt på brugernes computere.

Men det gjorde de ikke. Facebooks cookies fortsatte med at være aktive på brugernes harddiske, og kunne dermed bruges til at samle data op om folks websurferi, uden at brugerne anede det.

Det var internetaktivisten Nic Cubrilovic, der afslørede cookie-problemet, som Facebook umiddelbart efter benægtede i form af et indlæg i aktivistens debatforum, hvor en programmør hos Facebook forklarede, at Facebook ikke overvåger noget.

Nu har Facebook så alligevel erkendt, at noget var galt, og rettet i den måde, som selskabets cookies opfører sig på.

Ifølge hackeren har Facebook dog kendt til problemet i over et år, uden at gøre noget ved det før nu – og dermed har netværket måske analyseret, hvad folk har foretaget sig, selv om de har været logget ud.

Sagen er betændt for Facebook, der får masser af røg i denne tid, efter at selskabet i sidste uge lancerede funktioner, der automatisk kan overvåge og offentliggøre hvad folk foretager sig. Det er de såkaldte sociale apps under Open Graph-projektet, der har vakt harme.

Har brugerne godkendt for eksempel Spotifys forespørgsel om at få lov til at publicere på Facebook, vil Spotify til evig tid – eller indtil brugeren slår det fra – lægge alt ud man lytter til på musiktjenesten i ens Facebook-feed.

Spotify er dog kun en blandt flere samarbejdspartnere, og også flere aviser samarbejder med Facebook om at autopublicere hvad brugerne læser, hvis brugerne en gang har givet lov.

Merkel bekræfter :det storkapitalistiske €uro-projekt skal forsvares til enhver pris

fredag, september 16, 2011

15.SEptember 2011

BERLIN (-:) Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg bekræfter regeringslederen i EU´s førerstat Tyskland at det storkapitalistiske €uro-projekt skal forsvares til enhver pris.
Det Økonomisk-Monetære “€uro-landsprojekt” som borgerlige og socialdemokratiske politikere, spindoktorer og regnedrenge lovpriste som den “økonomiske stabilitets, beskæftigelsens” ja den menneskelige “velfærds union” for ikke engang tolv år siden og som EU´s politisk-økonomiske elite gennemtvang – uden folkeafstemninger i Unionens tre største økonomier (Frankrigs, Italiens og Tysklands) er nu i en så stor krise at “€uro´ens undergang” nu omtales i Europas toneangivende medier som en realistisk udgang af den statskapitalistiske krise i €uro-området.

Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy og de storkapitalistiske interesser som de repræsenterer, det franske og tyske bourgeoisie som profiterer på €uro-projektet og har “hentet” billionprofitter; ikke bare gennem udbytningen af arbejderklassen, men også gennem at påtvinge Eurolandenes skatteborgere at betale renter for de €uro-“statsgaranterede” lån til de kapitalistiske €urostater, kommuner og virksomheder; er klar over at €uro-projektet og dermed de storkapitalistiske klasseinteresser bag den Økonomisk-monetære unionen er i fare.
Derfor talte hun på et pressemøde med medier i Berlin (5.sept.)om ” . . farlige “domino-effekter” hvis noget “€uroland” skulle beslutte at forlade det kriseramte projekt”.

Sandheden er at Merkel,Sarkozy og de storkapitalistiske interesser de repræsenterer i den franske og tyske storkapital frygter at en “dominoeffekt” skal blive følgen af en græsk statsbankerot og udtræden af den storkapitalistiske €uro-konstruktion. De frygter at en statsbankerot i Grækenland, for slet ikke at tale om Italien, Unionens tredje største økonomi, skal føre til konkurs for EURO-KONSTRUKTIONENS største private banker: Franske og tyske banker som troede at de havde sikret sig “statsganterede” billionprofitter gennem udlåningen til de kapitalistiske €urostater, men nu nægter at tage betale “risikoen” som renten (profitten) jo ifølge kapitalistiske markedslogik forsvares med.
Derfor advarer Merkel og Sarkozy både mod en græsk statsbankerot eller udtræden af den Økonomisk-Monetære Union , ikke i solidaritet med det græske folk, men i “solidaritet” med de franske og tyske storbanker som nu “risikere” at tabe nogle af de billioner af “risiko”-renter de udsuger af det græske og andre folk i €urolandene.
Med den kapitalistiske €urostat Grækenlands statsbankerot eller en aftale om nedskrivning af statsgælden og en udtræden af det storkapitalistiske €uroprojekt vil regeringer i de andre kriseramte €urostater som Italien, Spanien, Portugal og Irland kunne hævde – med al ret at de vil have den samme mulighed for at slippe ud af den kapitalistiske spændetrøje som de franske og tyske banker med hjælp fra EU-kommissionen holder disse stater og folk fast i.
Derfor taler Merkel om at det “skulle blive overordentligt farligt for vores valutasystem,”

Merkel bekræfter: Ingen “tekniske og juridiske” muligheder for at forlade valutaunionen

Merkel gik videre om muligheden for at forlade unionen
” – Fra et teknisk og juridisk perspektiv findes den mulighed ikke. For ” …. ” dermed ville [vi] sætte en “domino-effekt igang”

Dermed bekræfter regeringslederen i €uro-valutaunionens største stat åbenbart at de demokratiske løfter som €uro-tilhængerne i Danmark og Sverige spredte omkring sig inden folkeafstemningerne om tilslutning til valutaunionen ikke er en realistisk mulighed, men Ja-propaganda.
Merkel bekræfter også at både .. . .. ..

Merkel: “Falder €uro´en , falder Europa”

tirsdag, september 6, 2011

6.september 2011 – 15:09

Merkel erklærede med den sædvanlige EUro-chauvinistiske sammenblanding af EU med hele Europa. Som bekendt er nogle af EUROPAs største lande Rusland,Ukraina, Norge og Schweiz IKKE medlemmer af EU 1):
„Scheitert der Euro, scheitert Europa“ : Falder EUROen , falder EUropa”

BERLIN – Med disse nærmest “afgrundsklingende ” 1) ord forsøgte en ophidset Angela Merkel i Bundestag, det tyske parlament i Berlin, at overbevise eller rettere true medlemmerne i Forbunds-dagen og det tyske folk till at acceptere prisen for det storkapitalistiske €uro-projekt, det som også kaldes den Økonomisk-Monetære Union ( ØMU) som jo blev søsat med den såkaldte Maastricht-traktat. En pris som vill komne till at koste ikke bare billioner af Skattekroner /€uro og arbejdspladser. Prisen for at sikre “€uro-kapitalen”´s profitter og “konkurrence-kraft” kommer til at koste millioner af arbejdspladser, øget fattigdom i arbejderklassen og de lag som står klassen nær og stagnation i Europas produktive liv.

Millioner af arbejdere og offentligt ansatte vil blive tvungen ud i massearbejdsløshedens nød, fattigdom, hjemløshed og sult.
I kølvandet på de EU-dikterede chock-nedskæringer som vil føre ikke bare de kapitalistiske EU-stater i Grækenland, Portugal, Irland,Spanien og Italien til statsbankerottens rand for at tvinge arbejderklassen i alle EU-lande til at betale kapitalismens krise med massearbejdsløshed, reallønsnedgang, – fattigdom og hjemløshed.
Men allerede nu ser vi at arbejderklassen og dens revolutionære kommunistiske kræfter optrapper kampaktiviterne for at forsvare, ikke bare sine legitime klasseinteresser men hele Europas skabende, demokratiske og sociale liv som nu under den kapitalistiske krise greb bliver angrebet af kapitalens borgerlige og socialdemokratiske politikere som nu åbent stiller spørgsmålstegn ved arbejderklassens sociale og demokratiske rettigheder “stemmeretten bør begrænses” (blandt andre Aamund) og “Grækenland behøver en “Junta”.(politiker fra €urolandet Finland)
Det sker under de borgerlige mediers trusler om afgrunden som nu kaldes “statsbankerot”.
Efter krigen og befrielsen fra det nazi-fascistiske tyranni i 1945 sidder det i ryggraden på alle politisk bevidste tyskere at en politiker som snakker om krig for at opnå sine politiske mål er på vej til at begå politisk selvmord.
Men den desperate tyske Kansler Merkel holdt sig ikke tilbage for åbent at tale om risikoen for en ny krig i Europa dels for skræmme tyskerne og andre folk som er modstandere af at Euro´en skal forsvares for enhver pris. Ifølge den tyske Kansler har

” Historien har vist, at lande med fælles valuta aldrig ville have ført krig mod hinanden”.

“Die Geschichte habe gezeigt, dass Länder mit einer Gemeinschaftswährung nie Kriege gegeneinander geführt hätten”, sagte Merkel, deren Koalitionsmehrheit bei der Abstimmung über den Rettungsschirm EFSF Ende September wackelt.

Vi behøver bare gå tilbage til 1990 ´ernes jugoslaviske borgerkrig, som blev understøttet af Merkels Partibroder Helmuth Kohl´s regering som tidligt i 1990 érne understøttede de kroatiske chauvinister med våben, for at sætte Angela Merkel´s “valutaunion=fred” tese på en prøve: Havde de sydslaviske folk i Jugoslavien ikke en fælles valuta ?.
Iøvrigt er det et faktum at der åbent snakkes om at Grækkenland kan være på vej mod borgerkrig pga den økonomiske krise som €uro ´en har været medvirkende til.
Sandheden er at Merkel,Sarkozy og de storkapitalistiske interesser de repræsenterer i den franske og tyske storkapital frygter at en “dominoffekt” skal blive følgen af en græsk statsbankerot og udtræden af den storkapitalistiske €uro-konstruktion. At det vil føre til valuta-unionens opløsning. Et enkelt lands udtræden af €uroland
“skulle blive overordentligt farligt for vores valutasystem,”

Merkel bekræfter: Ingen “tekniske og juridiske” muligheder for at forlade valutaunionen

Merkel gik videre om muligheden for at forlade unionen
” – Fra et teknisk og juridisk perspektiv findes den mulighed ikke. For ” …. ” dermed ville [vi] sætte en “domino-effelkt igang”

Dermed bekræfter regeringslederen i €uro-valutaunionens største stat åbenbart at de demokratiske løfter som €uro-tilhængerne i Danmark og Sverige spredte omkring sig inden folkeafstemningerne om tilslutning til valutaunionen ikke var en realistisk mulighed, men Ja-propaganda.
Merkel bekræfter også at både … . .. .

!*) Merkel´s udtalelser om at EURO´s fallit vil føre til EU´s fallit minder om de dommedagsklingende trusler om “afgrunden” som blev berygtet i Danmark, som et led i den liberale-socialdemokratiske SV-regerings skræmme-propaganda for at få folkelig accept for nedskæringer og realllønsnedang og dermed tvinge arbejderklassen og de fattige til at betale for den kapitalistiske krise som Danmark også var underlagt for tredive år siden.
Den socialdemokratisk-liberale SV-regering blev dannet i 1978, en “samarbejdsregering”, hvilket jo er en “god borgerlig” tradition i Danmark siden den pro-nazistiske kollaborationsregrring under krigen. SV- samarbejdsregeringen skulle sikre kapitalens profitter og “konkurrencekraft” på arbejderklassens bekostning i 1970 ´ernes Danmark.
*1) Hverken Rusland, Ukraine, Norge eller Schweiz er som bekendt medlemmer af EU. Tilsammen bor der i disse fire europæiske stater flere end 200 millioner mennesker.

Kilder :
Merkel wird unruhig > > > > > > > > > > > > > >
Angela Merkel ist wahrlich nicht dafür bekannt, hinsichtlich der europäischen Schuldenkrise mit Unruhe stiftenden Statements aufzuwarten.
Was Griechenland und Italien angeht, findet die Kanzlerin nun klare Worte. Beide Länder müssten sich mehr anstrengen, wird die CDU-Chefin deutlich. Sie ist gegen einen Austritt Griechenlands aus der Euro- Zone. Merkel befürchtet einen Dominoeffekt.
Bundeskanzlerin Angela Merkel hat am Montag erneut entschiedene Reformanstrengungen in den beiden Euro-Ländern Italien und Griechenland angemahnt. “Die Lage ist extrem fragil”, sagte die Regierungschefin in der Sitzung der Unions- Bundestagsfraktion nach Angaben von Teilnehmern.
Bereits zuvor hatte sie im CDU-Präsidium gemahnt, die beiden hochverschuldeten Euro-Staaten müssten die versprochenen Reformen umsetzen. Einen Ausschluss Griechenlands aus der Euro-Zone hatte sie aber klar abgelehnt. “Ich glaube, dass wir damit einen Dominoeffekt einleiten könnten, der außerordentlich gefährlich für unser Währungssystem ist”, sagte Merkel nach der Sitzung. Dennoch sei es wichtig, dass Griechenland seine Zusagen als Gegenleistung für die Notkredite auch umsetze und einhalte.
Sie befasse sich nicht mit einem Ausschluss, äußerte Merkel. Dieser sei auch fachlich und rechtlich nicht möglich. “Ich halte politisch es für geboten, alle Länder, die im Euro-Bereich sind, als Mitgliedstaaten des Euro auch zu lassen.” Hintergrund sind zunehmende Forderungen auch aus den Koalitionsreihen nach einem Austritt Griechenlands.
In der christlich-liberalen Koalition war am Wochenende scharfe Kritik an Griechenland laut geworden, weil die Spar- und Reformbemühungen des hochverschuldeten Landes offenbar deutlich hinter den vereinbarten Zielen zurückbleiben. Der CDU- Bundestagsabgeordnete Wolfgang Bosbach und der liberale Bundestagsvizepräsident Hermann-Otto Solms hatten erneut ein Ausscheiden Griechenlands aus der Euro-Zone ins Gespräch gebracht.
Die Bundeskanzlerin rechnet weiter fest mit einer eigener Mehrheit der schwarz-gelben Koalition bei der Abstimmung des Bundestages über die Stärkung des Euro-Rettungsschirms EFSF. “Wir brauchen eine eigene Mehrheit”, sagte sie. “Ich bin zuversichtlich, dass wir die auch bekommen.”
Wichtige Rolle Finnlands
Auch EU-Ratspräsident Herman Van Rompuy ist gegen einen Austritt Griechenlands aus der Euro-Zone. Dieser würde noch mehr Probleme schaffen, sagte er dem belgischen Radiosender VRT. Allerdings müsse Druck auf Länder wie Griechenland gemacht werden, damit im Gegenzug für internationale Milliardenhilfen vereinbarte Sparbemühungen umgesetzt würden, fügte der Belgier vor einem Treffen mit Merkel hinzu.
Vor dem Besuch bei Merkel stand ein Treffen mit dem finnischen Ministerpräsidenten Jyrki Katainen in Helsinki auf Van Rompuys Tagesordnung. Ebenso wie Deutschland kommt Finnland derzeit eine wichtige Rolle bei den Beratungen über einen Ausweg aus der Euro-Krise zu. Während Deutschland den größten Anteil der internationalen Milliardengarantien für angeschlagene Euro-Staaten stellt, blockiert eine Sondervereinbarung Helsinkis mit Athen die Ausarbeitung des im Juli beschlossenen zweiten Hilfspakets für Griechenland. Finnland hatte mit Griechenland als Gegenleistung für seine Beteiligung die Hinterlegung eines Barpfandes ausgehandelt. Diese Absprache ließ auch in anderen Euro-Staaten ähnliche Forderungen laut werden.
Plädoyer für Sanktionsmechanismen
Bundeswirtschaftsminister Philipp Rösler hat die überraschende Abreise der Geldgeber von EU, IWF und Europäischer Zentralbank (EZB) aus Griechenland als “starkes Signal” für das verschuldete Land bezeichnet. Den Griechen müsse dies zu denken geben, weiter die Dinge umzusetzen, die zum Sparprogramm dazu gehörten, sagte der Bundeswirtschaftsminister und FDP-Chef.
Die Schritte zur Ausweitung des Euro-Rettungsschirms EFSF seien gleichwohl notwendig, um kurzfristig die Währung zu stabilisieren. Allerdings bedürfe es weiterer Maßnahmen. So reiche es nicht aus, Programme zu verabschieden und die Umsetzung zu verabreden. Notwendig seien auch “automatische starke Sanktionsmechanismen”, damit die Vorgaben auch eingehalten würden.
Rösler sagte, er mache sich bezüglich der Zustimmung der FDP-Fraktion zu den EFSF-Änderungen keine Sorge. Er unterstrich zugleich, seine Partei sehe die Zukunft der EU in einer “Stabilitätsunion”.

Cuba: en kvart million flere “selvansatte” i private virksomheder siden oktober

søndag, juni 26, 2011

24. MAJ 2011

HABANNA (Granma)Ved udgangen af april måned må Cubas´s Arbejds- og- socialministerium konstatere at næsten en kvart million flere cubanere er blevet hvad den cubanske regering kalder “selvansatte”, altså “selvtændige erhvervsdrivende” som det hedder på dansk. Det fremgår af offentlig statistik fra Arbejds og socialministeriet i Habanna.
Antallet af “selvansatte” er nu oppe på 309 tusind 728 mennesker ifølge den sædvanligvis velorienterede avis Proletaren.

Det er en følge af den privatiserings-proces som Castro-regimet proklamerede i august sidste år. Ifølge Castro-regimets planer, som præsident Raul Castro fremlagde i en tale i august 2010, skal mere end en million arbejdspladser privatiseres i de kommende år
. . .. .. . . .

Kilder: Proletaren nr. 21/ 2011

22.juni 1941 :Nazi-Tyskland og dets danske allierede: “samarbejdspolitikens” kollaboratører overfalder Sovjetunionen

onsdag, juni 22, 2011

22.juni 1941-

BERLIN Uden krigserklæring og med næsten hele Nazi-tysklands og dets europæiske allierede i Danmark, Italien, Spanien og andre landes militære styrker og fascistiske frikorps; sammenlagt over 5 (fem) millioner soldater indleder den tyske Wehrmacht idag for halvfjerds år siden aggressions-krigen mod folkene i Sovjet-Unionen. Der er tale om en “Vernichtungskrieg” , “tilintetgøreleses-krig som Hitler- fascisterne kaldte den.

Operation BARBAROSSA

Den 30.marts 1941 taler Hitler til de højeste officerer i Wehrmacht, den tyske militære ledelse . Han taler om en “Vernichtungskrieg”: en udryddelsekrig mod de “slaviske, jøde-kommunistiske undermennesker” i Øst som det udtrykkes i de facistiske medier
Med det samlede Europas industrielle kraft i ryggen angreb de nazi-fascistiske styrker Sovjet-unionen den 22.juni tidligt om morgenen.
Ifølge Hitler skulle Sovjetunionen gennem Blitz-krigen være besejret på otte til ti uger.>
Krigen ville være afsluttet i begyndelsen af september samme år – det var de nazi-fascistiske lærdomme af krigen mod Tysklands kapitalistiske konkurrenter i Europa, som nu havde underlagt sig den tyske “überkommando”, med undtagelse af Storbritannien,Norge og delvis Sverige .
Derefter skulle fascisterne knuse den socialistiske stat og ”udrydde kommunismen”.
Og dermed virkeliggøre den kapitalistiske drøm om ”kommunismens død” og “lebenraum” for de europæiske kapitalister.

Sovjetunionen skulle ifølge de nazistiske planer deles ind i fire tyske provinser, hvis indbyggere skulle bruges som slavearbejdskraft i det nazistiske ”tusindårsrige”.
Store dele af Sovjetunionen skulle affolkes gennem mord, sult og isolering..
De største sovjetiske byer Moskva,Leningrad Kiev og mange andre skulle udraderes og fuldstændigt jævnes med jorden.

Ligesom vor tids imperialistiske stormagter taler om ”befrielse” når de beskriver deres militære overfald på andre lande og folk talte de tyske nazister og deres borgerlige-trotskistiske og højreradikale allierede om at ”befri” de sovjetiske folk ” fra det ”stalinistiske åg”.
I den nazi-tyske medier talte man også om det ”jøde-bolsjevikiske terrorcentrum i Moskva” som skal knuses.

Den tyske ØverstBefalende Halder skrev i sin krigsdagbog om Hitlers direktiver for krigen i øst: ”Dette er en tilintetgørelseskrig (“Vernichtungskrieg”) . . . . I øst bebuder grumheden idag godt for fremtiden”
Nazisterne var så sikre på en hurtig sejr i krigen mod de sovjetiske folk at de allerede i foråret 1941 begyndte at udarbejde detaljerede planer for at erobre Asien og Afrika, indvadere Storbritannien og forberede en invasion af Syd- og Nordamerika. En succesrig lynkrig mod Sovjetunionen var nøglen til forslavningen af hele verden.
. . . .. . … .

DEn socialdemokratisk-radikale regering anført af socialdemokraten Thorwald Stauning er som det udtrykkes “imponeret over de tyske sejre”. Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i juni 1941 foreslår Stauning-regeringen direkte at Danmarks Kommunistiske Parti; DKP forbydes.
Det sker med støtte fra de borgerlige partier Venstre og Konservative.

En lang række kommunister, bl.a. Rigsdags-medlemmer, interneres. Det er et klart brud på grundloven.
Regeringen underskriver Anti-komintern-pagten, en alliance vendt mod Sovjetunionen, og et brud på neutralitetsprincippet.
I fuld forståelse med den borgerligt-socialdemokratiske Stauning-regering oprettes det pronazistiske Frikorps Danmark. Den tysk-fascistiske terrororganisation SS gennemfører store hvervekampagner i alle større danske byer. Stauning-regeingen giver officerer i den danske hær lov at indtræde i korpset, og samtidig ret til at vende tilbage til deres stilling i den danske hær. 12 tusind danskere melder sig til det fascistiske Frikorps Danmark for at deltage i Nazi-Tysklands aggressionskrig mod Sovjetunionens folk. DE fleste var nazister, men også borgerlige unge som var blevet hjernevasket med de nazistiske feberfantasier og propaganda mod Stalins Sovjet og ligesom i dag i Jugoslavien, Irak og Afghanistan unge eventyrlystne karrieremagere. Vi ved i dag, at de danske frivillige deltog i de tysk-nazistiske krigsforbrydelser i bl.a. Sovjetunionen, Jugoslavien og Polen. Godt to tusind af disse danske “frivillige i krigen mod jøde-kommunismen i Sovjet” omkommer.
Samarbejdspolitikken holder helt indtil 29. august 1943, hvor en folkelig opstand med arbejderklassen som den bærende kraft, tvinger samarbejdspolitikerne på tilbagetog.

Året inden, den 9.april 1940 er Danmark blevet invaderet af nazityske styrker i fuld forståelse med den danske kollaborationsregering. Nazi-tyskland behøver næsten ingen våben af betydning for ikke at tale om en femtekolonne for at forberede den militære invasion og besættelse. For Stauning-regeringen,med støtte fra V og K, valgte i stedet at samarbejde – eller kollaborere – som det hedder med et lidet flatterende udtryk.
Kollaboration er et dækkende ord, for det var hvad regeringen gjorde – lige fra indførelsen af rationeringskort over interneringen af kommunister til opfordringen til unge mænd om at gå i tysk tjeneste på Østfronten og kriminaliseringen af de Spaniens-frivillige.
Imens talte regeringen dunder imod sabotage og andre undergravende “terror-aktioner.”
Kollaborationspolitikerne fra det Radikale Venstre , Konservative, Socialdemokratiet og Venstre vedtager i RIGSDAGEN en række undtagelseslove.

Da de aggresive fascistiske besættelsesstyrker i november 1941 står 32 km udenfor Moskva holder Stalin tale på den Røde plads i anledning af 24 året for den Store Socialistiske Oktoberrevolution.

På tysk (Rote Fahne)

Hitlerfascisternes overfald på Sovjetunionen 1941
1. del: Baggrund og Forhistorie : Imperialismens væsen er stræben efter verdensherredømmet “, hedder det i de kommunistiske partiprogrammer
Kriege und Kriegsgefahr sind im staatsmonopolistischen Kapitalismus eine Gesetzmäßigkeit.
Aufgrund seiner späten Entwicklung drängte der deutsche Imperialismus mit besonderem Nachholbedarf auf die Weltherrschaft und wurde 1914 zum Hauptverantwortlichen für den ersten imperialistischen Weltkrieg. Die rechte Führung der SPD verriet damals die Arbeiterinteressen und unterstützte die Kriegsführung des Kaisers. Dagegen orientierten sich die revolutionär gebliebenen Kräfte um Karl Liebknecht und Rosa Luxemburg an dem Vorbild Lenins in Russland und riefen zur Umwandlung des Kriegs in einen Bürgerkrieg gegen
Nach seiner Niederlage und der Kapitulation 1918 wurde Deutschland im Vertrag von Versailles von den imperialistischen Konkurrenten ein Siegfrieden diktiert, der Reparationen, Gebietsabtretungen und den Verlust aller Kolonien erzwang, sowie Bewaffnung und Militärstärke begrenzte. So ungerecht der imperialistische Krieg war, so ungerecht war auch der nachfolgende Frieden, der für die deutsche Arbeiterklasse eine doppelte Ausbeutung bedeutete – sowohl durch die eigene Bourgeoisie wie durch die imperialistischen Siegermächte. Es entstand eine Revanchestimmung, die besonders unter den kleinbürgerlichen Massen den Nationalismus erzeugte, der von Hitler und seiner demagogisch als „nationalsozialistisch“ bezeichneten Partei angefacht wurde.
Ablehnung der sowjetischen Angebote
1922 war unter Lenins Führung der Rapallo-Vertrag zwischen der Sowjetunion und Deutschland geschlossen worden. Verschiedene Wirtschaftsabkommen brachten zahlreichen deutschen Arbeitern eine Beschäftigungssicherung. Die Rote Armee bot der Reichswehr auf sowjetischem Territorium zudem militärische Übungsmöglichkeiten. Führende Kräfte des Monopolkapitals verlangten jedoch eine andere Politik: Sie sahen im Bolschewismus die Bedrohung ihrer Klassenherrschaft und waren strikt gegen eine Zusammenarbeit mit der Sowjetunion.
In Hitler fanden sie den ihnen genehmen Politiker, der in dem 1924–26 verfassten Buch „Mein Kampf“ seine gegen den Sozialismus gerichtete Mission entwickelt hatte, die er in einem Bündnis mit England verwirklichen wollte.
Im Februar 1936 gewährte Hitler dem britiske Kulturfilosof Arnold J. Toynbee (1889–1975) eine Audienz, die er zu einem über zweistündigen Vortrag nutzte. Toynbee schilderte später das Werben um die britische Partnerschaft gegen die „kommunistische Gefahr“, die Hitler als asiatische Bedrohung ausmalte:

„Hitler begann mit einer Frage: ,Warum seid ihr Rußland so freundlich gesinnt? … Ich weiß, warum. Weil ihr euch vor Japan fürchtet. Aber wenn ihr einen Freund braucht, der euch gegen Japan hilft, warum sollte dann Rußland euer Freund sein? Warum sollte nicht ich der Freund sein, den ihr braucht? Natürlich, wenn ich euer Freund in der Not sein soll, dann müßt ihr mir meine Kolonien zurückgeben …‘“

Der Brite zeigte sich äußerst beeindruckt: . . .

„… seine Stimme war für mich unerwartet angenehm – menschlich in der Tonlage und in der Tonhöhe, das heißt solange er nicht über Rußland sprach. Sobald aber das Wort ,Rußland‘ über Hitlers Lippen kam, wurde seine Stimme rauh, und er kreischte heiser – ein Kreischen, das einen hatte zittern lassen, wenn man eine seiner aufpeitschenden, demagogischen Reden im Rundfunk hörte.“ ( citeret fra ugebladet „Der Spiegel“, Nr. 9/1967, S. 99/100) . . . . . . . .

Hitlers Umweg nach Osten
Die Monopole hatten Hitler 1933 zum Reichskanzler gemacht, als in der Folge der Weltwirtschaftskrise die SPD-Führung die Arbeiter nicht mehr bändigen konnte und eine Revolution unter kommunistischer Führung drohte. Die Herrschaftsform der bürgerlichen Demokratie wurde aufgegeben und der kreischende Antikommunist Hitler zum Retter der Kapitalsherrschaft erkoren. Arbeiterparteien und Gewerkschaften wurden verboten und ein Aufrüstungsprogramm begonnen, dass die Massenarbeitslosigkeit weitgehend beseitigte – auf die Gefahr eines neuen Krieges hin!

1939 stand die deutsche Gruppe vor einem Wendepunkt. Die deutsche Kriegsrüstung war im allgemeinen abgeschlossen. Es blieben der deutschen Wirtschaft nur drei Wege offen: 1. Umstellung auf normale Produktion und riesige Ausdehnung der Ausfuhr. Dieser Weg war infolge der hohen Zollmauern des Auslands undurchführbar. 2. Drosselung der Produktion und als Folge eine Millionen- Arbeitslosigkeit. Dieser Weg war aus innenpolitischen Gründen nicht gangbar. 3. Expansion zur Eroberung der notwendigen Rohstoff- und Absatzgebiete. Dieser Weg bedeutete Krieg, war aber für die deutsche Gruppe der einzig mögliche. Da nun die für die deutsche Industrie in Frage kommenden Rohstoff- und Absatzgebiete in Händen des englisch-französischen Kapitalismus lagen, mußte die Expansion nach dem Westen erfolgen.“ (Willi Dickhut, „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, S. 80)

Hitler bot der Sowjetunion einen Nichtangriffsvertrag an, den Stalin akzeptierte, nachdem er zuvor mehrere Jahre lang erfolglos versucht hatte, mit den Westmächten ein gemeinsames Vorgehen gegen die drei aggressivsten faschistischen Staaten – Deutschland, Japan, Italien – zustande zu bringen. Die Sowjetunion, die sich über Hitlers eigentliches Ziel vollkommen klar war, konnte damit auch Zeit für ihre eigene Aufrüstung gewinnen.
Am 7. September 1939, nachdem Hitler Polen überfallen und in der Folge England und
Frankreich ihm den Krieg erklärt hatten, machte Georgi Dimitrov, der Generalsekretär der Kommunistischen Internationale, folgende Notizen über Stalins Einschätzung der Lage:

„Der Krieg wird zwischen zwei Gruppen von kapitalistischen Staaten geführt – (arme und reiche im Hinblick auf Kolonien, Rohstoffe usw.) um die Neuaufteilung der Welt, um die Weltherrschaft! – Wir haben nichts dagegen, daß sie kräftig aufeinander einschlagen und sich schwächen. – Nicht schlecht, wenn Deutschland die Lage der reichsten kapitalistischen Länder (vor allem England) ins Wanken brächte. – Hitler selbst zerrüttet und untergräbt, ohne es zu verstehen und zu wollen, das kapitalistische System …“ (Kilde: Georgi Dimitrov, „Tagebücher 1933–1943“, Berlin 2000, S. 273)

Willi Dickhut, der in seinen – 1941 bis 1945 während der illegalen Widerstandsarbeit angefertigten – Analysen zu exakt derselben Einschätzung kam, schrieb dazu, dass Hitler damit einen entscheidenden Fehler beging: So wie der deutsche Imperialismus im I. Weltkrieg irrtümlich Frankreich statt England als Hauptfeind betrachtete, so richtete er sich jetzt gegen England in Verkennung der Tatsache, dass die Sowjetunion sein Hauptfeind war. Das sollte sich bitter rächen, auch wenn Hitler durch den Bruch des Nichtangriffsvertrags und den Überfall auf die Sowjetunion im Juni 1941 zunächst die Oberhand erlangte!

2. Del: Bedeutung und Bewertung

 

I December 1941 analysierte Willi Dickhut in seiner Anleitung für die illegale antifaschistische Widerstandsarbeit der Solinger KPD die Wandlung des 1939 begonnenen II. Weltkriegs: . . . .

„Wenn bisher dieser Krieg ein rein imperialistischer Krieg war, eine kapitalistische Auseinandersetzung zur Eroberung von Rohstoff- und Absatzgebieten, ein Krieg, der die koloniale Neuaufteilung der Erde auf die Tagesordnung setzte, so trat durch den Angriff der deutschen Gruppe auf die Sowjetunion die kapitalistische Auseinandersetzung weit in den Hintergrund. Jetzt wurde der Krieg gekennzeichnet durch die große soziale Auseinandersetzung der aggressiven kapitalistischen Gruppen gegen die sozialistische Gruppe. Das war der Sinn der großen Wandlung…“ (KILDE;:Willi Dickhut – „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, Düsseldorf 1987, S. 103) . . . .

DØD OVER DE TYSKE OKKUPANTER

 

Sovjetisk antifascistisk plakat 1941

 

22.juni 1941 år: Nazityskland og dets europæiske medløbere angriber Sovjetunionen:
„1939 stand die deutsche Gruppe vor einem Wendepunkt. Die deutsche Kriegsrüstung war im allgemeinen abgeschlossen. Es blieben der deutschen Wirtschaft nur drei Wege offen: 1. Umstellung auf normale Produktion und riesige Ausdehnung der Ausfuhr. Dieser Weg war infolge der hohen Zollmauern des Auslands undurchführbar. 2. Drosselung der Produktion und als Folge eine Millionen- Arbeitslosigkeit. Dieser Weg war aus innenpolitischen Gründen nicht gangbar. 3. Expansion zur Eroberung der notwendigen Rohstoff- und Absatzgebiete. Dieser Weg bedeutete Krieg, war aber für die deutsche Gruppe der einzig mögliche. Da nun die für die deutsche Industrie in Frage kommenden Rohstoff- und Absatzgebiete in Händen des englisch-französischen Kapitalismus lagen, mußte die Expansion nach dem Westen erfolgen.“
(citeret fra Willi Dickhut, „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, S. 80)
Gennem Udenrigsminister Ribbentrob krævede Tyskland i 1939 at Sovjet garanterede “ikke at angribe Tyskland” militært (Nichtangriffsvertrag). Sovjetunionen som gennem flere år havde kæmpet for at skabe en alliance for “kollektiv sikkerhed med andre europæiske stater : England, Frankrig og Polen mod antikomintern-pagtens aggressive planer i Europa, men havde fået en kold skulder af de vestlige kapitalistiske magter (se britiske parlamentsmedlers kritik af Chamberlains antisovjetiske kurs

Det var svært for Sovjet både militært, men også politisk, at åbent afvise det tyske udspil om en Nichtangriffsvertrag i 1939 : Hvis det fredselskende Sovjet havde sagt nej til en ikke-angrebsaftale ville Europas liberale og fascistiske medier sikkert komme med påstanden : ”Stalins kommunistiske terorregimne i Moskva forbereder krig mod Europa” eller lignende
Med Tysklands-aftalen vandt sovjet to års fred og dermed militær forberedelse af den krig som Stalins Sovjet vidste “lå på tegnebordet i Hitlers førerbunker” i Berlin. Sovjet accepterede realiteterne at man ikke var i stand til at diktere fred i Europa , nachdem er zuvor mehrere Jahre lang erfolglos versucht hatte, mit den Westmächten ein gemeinsames Vorgehen gegen die drei aggressivsten faschistischen Staaten – Deutschland, Japan, Italien – zustande zu bringen. Die Sowjetunion, die sich über Hitlers eigentliches Ziel vollkommen klar war, konnte damit auch Zeit für ihre eigene Aufrüstung gewinnen.
Am 7. September 1939, nachdem Hitler Polen überfallen und in der Folge England und
Frankreich ihm den Krieg erklärt hatten, machte Georgi Dimitrov, der Generalsekretär der Kommunistischen Internationale, folgende Notizen über Stalins Einschätzung der Lage : . . .
„Der Krieg wird zwischen zwei Gruppen von kapitalistischen Staaten geführt – (arme und reiche im Hinblick auf Kolonien, Rohstoffe usw.) um die Neuaufteilung der Welt, um die Weltherrschaft! – Wir haben nichts dagegen, daß sie kräftig aufeinander einschlagen und sich schwächen. – Nicht schlecht, wenn Deutschland die Lage der reichsten kapitalistischen Länder (vor allem England) ins Wanken brächte. – Hitler selbst zerrüttet und untergräbt, ohne es zu verstehen und zu wollen, das kapitalistische System …“ (Kilde: Georgi Dimitrov, „Tagebücher 1933–1943“, Berlin 2000, S. 273)
Willi Dickhut, der in seinen – 1941 bis 1945 während der illegalen Widerstandsarbeit angefertigten – Analysen zu exakt derselben Einschätzung kam, schrieb dazu, dass Hitler damit einen entscheidenden Fehler beging: So wie der deutsche Imperialismus im I. Weltkrieg irrtümlich Frankreich statt England als Hauptfeind betrachtete, so richtete er sich jetzt gegen England in Verkennung der Tatsache, dass die Sowjetunion sein Hauptfeind war. Das sollte sich bitter rächen, auch wenn Hitler durch den Bruch des Nichtangriffsvertrags und den Überfall auf die Sowjetunion im Juni 1941 zunächst die Oberhand erlangte!

2. Del: Bedeutung und Bewertung

I December 1941 analysierte Willi Dickhut in seiner Anleitung für die illegale antifaschistische Widerstandsarbeit der Solinger KPD die Wandlung des 1939 begonnenen II. Weltkriegs: . . . .
„Wenn bisher dieser Krieg ein rein imperialistischer Krieg war, eine kapitalistische Auseinandersetzung zur Eroberung von Rohstoff- und Absatzgebieten, ein Krieg, der die koloniale Neuaufteilung der Erde auf die Tagesordnung setzte, so trat durch den Angriff der deutschen Gruppe auf die Sowjetunion die kapitalistische Auseinandersetzung weit in den Hintergrund. Jetzt wurde der Krieg gekennzeichnet durch die große soziale Auseinandersetzung der aggressiven kapitalistischen Gruppen gegen die sozialistische Gruppe. Das war der Sinn der großen Wandlung…“ (KILDE;:Willi Dickhut – „Proletarischer Widerstand gegen Faschismus und Krieg“, Düsseldorf 1987, S. 103) . . . .

War Stalin „abgetaucht“?

Von antikommunistischer Seite wurde diese Fehleinschätzung als „Versagen“ Stalins bezeichnet, der Revisionist Chruschtjov ging bei seinen Angriffen sogar soweit, ihn für die Verluste der Roten Armee persönlich verantwortlich zu machen. In seiner „Geheimrede“ auf dem XX. Parteitag der KPdSU 1956 behauptete er, Stalin sei deprimiert, reaktions- und arbeitsunfähig gewesen. Als „Beweis“ dafür wurde seitdem immer wieder angeführt, dass er sich erst 14 Tage nach dem Überfall an das sowjetische Volk wandte – vorher sei er völlig verzweifelt „abgetaucht“. Der Historiker Geoffrey Roberts stellte 2006 dazu sachlich fest:
„Wenn man Stalins persönliche Reaktion auf den deutschen Angriff herausfinden will, ist man vielleicht besser beraten, sich die zeitgenössischen Zeugnisse seines Handelns in den ersten Tagen des Krieges anzusehen. Nach seinem Terminkalender hielt Stalin, als der Krieg ausbrach, zahlreiche Besprechungen mit den Mitgliedern der militärischen und politischen Führung ab. Die ersten Kriegstage verlangten von ihm viele Entscheidungen. Am Tag, als der Krieg ausbrach, erließ er 20 unterschiedliche Befehle und Dekrete. Am 23. Juni richtete er eine Stavka (Hauptquartier) des Oberkommandos ein, eine gemischte politische und militärische Einrichtung – deren Vorsitz Verteidigungsminister Timoschenko übernahm –, um die strategische Leitung des Krieges zu beaufsichtigen. Am 24. Juni wurde beschlossen, einen Evakuierungsrat zu gründen, um Bevölkerung und Materialien aus der Kriegszone zu evakuieren. Außerdem wurde ein sowjetisches Informationsbüro (Sowinform) eingerichtet, mit der Aufgabe, die Kriegspropaganda zu koordinieren … Am 22. Juni begann der Tag in Stalins Büro um 5.45 Uhr, als Molotow mit der Nachricht der deutschen Kriegserklärung von einem Treffen mit Schulenburg zurückkam … Ein anderer früher Besucher in Stalins Büro an diesem Tag war der Leiter der Komintern, Georgi Dimitrov, der in seinem Tagebuch vermerkte: ‚Um sieben Uhr morgens wurde ich dringend zu Stalin in den Kreml gerufen… Bemerkenswerte Ruhe, Entschlossenheit, Vertrauen von Stalin und allen anderen…‘“.
(Kilde:Geoffrey Roberts – „Stalins Kriege“, Berlin 2008, S. 111-112)

Stalin – ein „Dilettant“?

In der Besprechung der „FAZ“ zu einer aktuellen Neuerscheinung zum 70. Jahrestag des Überfalls wird zum x-ten Mal die Behauptung wiederholt: „Als Feldherren waren sie ‚gehörige Dilettanten‘, Stalin noch mehr als Hitler.“ (Christian Hartmann – „Unternehmen Barbarossa“, München 2011, siehe „FAZ“, 2. Mai 2011, S. 9) Den Angriff auf Stalin hatte der Verleumder Hruschtschov in die Welt gesetzt, als er in der „Geheimrede“ behauptete, Stalin habe die Frontoperationen anhand eines Globus geleitet. Nicht nur wurde das von dem sowjetischen Marschall Shukow, der zunächst Chruschtschow- Anhänger war, in seinen Memoiren ausführlich und konkret widerlegt. (siehe in G. K. Shukow – „Erinnerungen und Gedanken“, Berlin 1987, S. 360) Bekannt ist zudem, dass Stalin seine militärischen Führungsqualitäten nach der Oktoberrevolution im Bürgerkrieg gegen die Konterrevolution erlangte und seitdem zielgerichtet weiterentwickelte. John Thomas Murphy, Mitbegründer der KP Großbritanniens, schrieb dazu 1945 in seiner Stalin-Biographie:
„Stalin selbst hatte sich auf seinen als Heerführer im Interventionskrieg erworbenen Lorbeeren nicht ausgeruht. Er war es gewesen, der Michael Frunse in die Führung der Roten Armee berufen hatte. In der Anfangszeit der Revolution hatte sich Frunse als militärisches Genie erwiesen… Von Frunse, der 1925 starb, hat Stalin viel gelernt… Frunses Schriften wurden die offiziellen militärischen Lehrbücher der Roten Kriegsakademie. Aber es gab noch einen anderen Heerführer der Roten Armee, der gleichfalls mit einigem Recht als militärisches Genie bezeichnet wurde. Er heißt Marschall Boris Michailovitsch Schaposchnikov… Abgesehen von seinen militärischen Fähigkeiten ist er auch wissenschaftlicher Mathematiker. 1932 besuchte Stalin seine Vorlesungen und studierte mit ihm moderne Kriegsführung. Stalin hat nie etwas über diese Studien verraten, aber sie lehrten ihn gründliches Verständnis für die Theorie der Reserven und der Einkreisung, für den Bewegungskrieg und den totalen Charakter der modernen Kampfführung.“ (KILDE:J. T. Murphy – „Stalin“, Zürich 1945, S. 284–285)

In der Realität zeigte sich, dass die damals stärkste Militärmacht der Welt – der deutsche Faschismus auf dem Höhepunkt seiner Macht – nur durch eine Kraft zu stoppen war, durch die sozialistische Sowjetunion unter Stalins Führung! Willi Dickhut zeigte in seinen Analysen das sowjetische Vorgehen konkret auf und sagte bereits 1941 die Niederlage Hitlers voraus. Als die Faschisten im Dezember 1941 vor Moskau zum Stehen kamen, war der Krieg für sie faktisch schon verloren, wenn auch noch lange nicht beendet. Som en tysk politiker udtrykte det :
„Der Sieg der Sowjetunion über den deutschen Imperialismus war ein historischer Sieg der sozialistischen Gesellschaftsordnung über den Faschismus, over den mest brutale Form der kapitalistischen Gesellschaftsordnung, die auf Antikommunismus, Rassismus und offenem Terror aufgebaut war.“

– DEL 3

Kutusow in der Schlacht von Borodino 1812

Welche Taktik sollte die sowjetische Führung einschlagen, wenn man voraussetzt, daß die Hitlerarmee im Vergleich zu den Streitkräften der Sowjetunion über zeitweilige Vorteile verfügte? Viele ausländische Militärfachleute, die den Kampf der Sowjettruppen beobachteten, versicherten, daß diese die Taktik Kutusows wiederholten: die sowjetischen Truppen wichen zurück, um Zeit zu gewinnen, bis die gesamte Wirt​schaft auf den Krieg umgestellt sein würde.

»Die Rote Armee tauscht Raum gegen Zeit ein«, sagten die ausländischen mili​- tärischen Kapazitäten.
Natürlich hatte die Rote Armee den gesamten Erfahrungs​schatz der einstigen russischen Armee übernommen. Die Führung der sowjetischen Streitkräfte hatte sich auch die Er​- fahrungen des glänzenden Feldherrn Kutusow zu eigen ge​macht.

Aber die sowjetischen Heerführer wiederholten keines​falls automatisch die Kutusow-Taktik. Die sowjetische Füh​rung stellte dem Feinde ihre eigene, die Stalinsche Taktik entgegen. Die wichtigsten Grundsätze dieser Taktik legte J. W. Stalin in seiner Rede am 3. Juli 1941 dar. Diese Taktik ist in die Geschichte der Kriegskunst als die der aktiven Ver​teidigung eingegangen. Die Hauptaufgabe der Stalinschen Taktik bestand darin, die vorübergehenden Vorteile des Gegners in kürzester Frist zu liquidieren.

Dem Gegner waren vor allem möglichst viel Verluste bei​zubringen. Kein Fußbreit Boden durfte ohne Kampf auf​gegeben werden. Dem Gegner sollte jeder Schritt vorwärts möglichst viel Menschen und Material kosten. Den Gegner zu schwächen und ihn sich ausbluten zu lassen, das war die Hauptaufgabe der aktiven Verteidigung.
»Die Rote Armee, die Rote Flotte und alle Bürger der Sowjetunion«, sagte J. W. Stalin, »müssen jeden Fußbreit Sowjetbodens verteidigen, müssen bis zum letzten Blutstropfen um unsere Städte und Dörfer kämpfen, müssen die Kühnheit, Initiative und Findigkeit an den Tag legen, die unserem Volk eigen sind.«
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte ferner eine rasche Umstellung der Industrie auf den Kriegsbedarf. Die gesamte Rüstungsindustrie mußte auf volle Touren gebracht werden. Dazu waren alle Hilfsquellen des Landes, die ge​samte Volkswirtschaft äußerst rasch und unter überaus schweren Bedingungen zu mobilisieren.

Außerdem mußten aus den durch die Hitlertruppen be​drohten Gebieten die gesamten Fabriken, das rollende Material, sämtliche Nahrungsmittel und Viehbestände weg​geschafft werden. Die sowjetische Industrie und die Rohstoff​- reserven durften nicht dem Gegner zurückgelassen werden.
»Bei einem erzwungenen Rückzug von Truppenteilen der Roten Armee«, sagte J. W. Stalin, »muß das gesamte rollende Material der Eisenbahnen fortgeschafft werden; dem Feind darf keine einzige Lokomotive, kein einziger Waggon, kein Kilogramm Getreide, kein Liter Treibstoff überlassen werden. Die Kollektivbauern müssen das ganze Vieh wegtreiben und das Getreide zur Abbeförderung ins Hinterland dem Schutz der staatlichen Organe anvertrauen. Alles wertvolle Gut,
darunter Buntmetalle, Getreide und Treibstoff, das nicht ab​transportiert werden kann, muß unbedingt vernichtet werden.«

Auch die Bevölkerung mußte evakuiert werden, da ihr Vernichtung drohte. Kein Land hat jemals eine derartig schwierige Evakuierung gekannt: es handelte sich darum, Zehntausende von Betrieben und Millionen von Menschen nach dem Osten zu schaffen.
Neben einer gigantischen Ankurbelung der gesamten Rüstungsindustrie und einer steigenden Erzeugung von Pan​zern, Flugzeugen, Maschinenpistolen, war es äußerst wich​tig, neue Waffen zum Kampf gegen die feindliche Kriegstechnik und vor allem gegen die Panzer Sturmflugzeuge, Panzerabwehrgeschütze, Panzerbüchsen und Granatwerfer zu schaffen. Kurzum, im Hinterlande war eine gewaltige organisatorische Arbeit zu leisten.
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte auch die Ent​faltung des Partisanenkampfes gegen die Faschisten durch das gesamte Volk.
Die Hitlerleute wußten bereits aus dem Jahre 1918, was der Partisanenkampf des Sowjetvolkes bedeutet. Aber die Eindringlinge hofften, daß das waffenlose Volk es nicht wagen würde, einer mit der modernsten Technik ausgestatteten Armee entgegenzutreten. Der faschistische Außenminister Ribbentrop versicherte: »Im Jahrhundert der Motoren, Pan​zer und Stukas ist ein Aufstand in den Gebieten, in denen die Bevölkerung entwaffnet ist, ausgeschlossen.«
Die Hitlerleute hatten jedoch die geistige Kraft des Sowjet​volkes und die Macht .des sowjetischen Patriotismus nicht einkalkuliert. J. W. Stalin rief zur Schaffung von Partisanen​abteilungen in den vorübergehend besetzten Gebieten auf: »In den vom Feind okkupierten Gebieten«, sagte J. W. Stalin, »müssen Partisanenabteilungen zu Pferd und zu Fuß gebildet und Diversionsgruppen geschaffen werden zum Kampf gegen die Truppenteile der feindlichen Armee, zur Entfachung des Partisanenkrieges überall und allerorts, zur Sprengung von Brücken und Straßen, zur Zerstörung der Telefon- und Teleg​ rafenverbindungen, zur Niederbrennung der Wälder, der Versorgungslager und der Trains. In den okkupierten Ge​bieten müssen für den Feind und alle seine Helfershelfer un​erträgliche Bedingungen geschaffen werden, sie müssen auf Schritt und Tritt verfolgt und vernichtet und alle ihre Maß​nahmen müssen vereitelt werden.«

Det var den Stalinske Kampplan, den er in seiner Juli​rede verkündete.
Um alle Kräfte der Völker der UdSSR schnellstens zum Widerstand gegen den Feind zu mobilisieren, wurde am 30. Juni 1941 das Staatliche Verteidigungskomitee mit J.V. Stalin an der Spitze gebildet. In den Händen dieses neuen Staatsorganes wurde die gesamte Macht im Staate konzentriert.

Aus Anlass des 70. Jahrestages des deutschen Überfalls auf die Sowjetunion, am 22. Juni 1941, veröffentliche ich an dieser Stelle in loser Folge Auszüge aus dem sowjetischen Buch Der große Vaterländische Krieg der Sowjetunion, dass 1947 im SWA-Verlag/Berlin als 4. Band in der Reihe „Das Sowjetland“ erschienen ist. Im 2. Abschnitt des zweiten Kapitels erklären die Autoren, wie es der Nazi-Wehrmacht gelingen konnte, zu Beginn des Krieges gegen die Sowjetunion, vorübergehend so bedeutende Erfolge zu erzielen. Er trägt die Überschrift:
Die vorübergehenden Vorteile der deutsch-faschistischen Armee
Unsere Sache ist gerecht! – Der Sieg wird unser sein! Für die Heimat! – Für Stalin!
Die Sowjetunion und ihre Streitkräfte hatten schwere Prüfungen zu bestehen. Während ihrer ganzen Geschichte hatten es die Völker der Sowjetunion nicht mit einem so starken und heimtückischen Feind zu tun gehabt. Im ersten Weltkriege 1914-1918 hatte Deutschland im Bunde mit Öster​reich-Ungarn, Bulgarien und der Türkei gekämpft. Dem deutschen Block waren damals von den ersten Kriegstagen an die größten Weltmächte — Großbritannien, Frankreich und Rußland – entgegengetreten. Ihnen schlossen sich bald darauf Japan und Italien und später die USA an. Um diese sechs Mächte scharten sich über dreißig Staaten.
Beim wortbrüchigen Überfall auf die Sowjetunion dagegen hatte
Deutschland genau so wie im vorigen Kriege Österreich und Ungarn auf seiner Seite. Auch von Bulgarien wurde Deutschland faktisch unterstützt. Außerdem traten Rumänien und Finnland, die im vergangenen Kriege Deutschlands Geg​ner gewesen waren, auf Seiten Hitlers gegen die Sowjetunion an. Im Lager der deutschen Faschisten stand ferner Italien, das im ersten Weltkriege zu Deutschlands Gegnern gezählt hatte. Schließlich war auch Japan, dessen Armee im vorigen Kriege Deutschland entgegengetreten war, mit Deutschland verbündet. Dazu muß noch Spanien gerechnet werden, dessen Rohstoffquellen Deutschland uneingeschränkt zur Verfügung standen und das einige Zehntausende von Soldaten an die Front schickte. Während der deutsche Block vor einem Viertel​jahrhundert also aus vier Mächten bestanden hatte, hatten die Hitlerfaschisten einen Block aus acht Mächten – Spanien nicht eingerechnet — zusammengebracht. Außerdem hatten sie sich fast der gesamten Industrie Westeuropas
bemächtigt und nutzten sie für ihre militärischen Zwecke aus.
Die Hauptkräfte des Hitlerblocks, der unvergleichlich mächtiger als der deutsche Block im ersten Weltkrieg war, fielen über die Sowjetunion her. Diese mußte allein den ganzen Ansturm aushalten, dem im vergangenen Kriege Dutzende von Ländern und darunter sechs Großmächte stand​gehalten hatten. Schon dieses Kräfteverhältnis allein zeugt davon, welche Schwierigkeiten die Sowjetunion zu bewältigen hatte und welche Opfer das

Sowjetland und seine Streitkräfte im Kriege auf sich nehmen mußten.
J. W. Stalin
Die Hitlertruppen drangen in die baltischen Republiken, in Hviderußland und in die Ukraine ein. Dem Sowjetlande drohte allerhöchste Gefahr. Von dieser sprach J. W. Stalin zu den Völkern der Sowjetunion in seiner Rundfunkrede am 3. Juli 1941 : . . . . .
Der Feind ist grausam und unerbittlich. Er setzt sich das Ziel, unseren Boden, der mit unserem Schweiß getränkt ist, zu okkupieren, unser Getreide, unser Erdöl, die Früchte unserer Arbeit an sich zu reißen. Er setzt sich das Ziel, die Macht der Gutsbesitzer wieder aufzurichten, den Zarismus wiederherzustellen, die nationale Kultur und die nationale Eigenstaatlichkeit der Russen, Ukrainer, Bjelorussen, Litauer, Letten, Esten, Usbeken, Tataren, Moldauer, Georgier, Armenier, Aserbaidshaner und der anderen freien Völker der Sowjetunion zu vernichten, sie zu germanisieren, sie zu Sklaven der deutschen Fürsten und Barone zu machen. Es geht also um Leben oder Tod des Sowjetstaates, um Leben oder Tod der Völker der Sowjetunion; es geht darum, ob die Völker der Sowjetunion frei sein oder in Versklavung geraten sollen. . .
Der Krieg gegen einen solchen Feind durfte nicht als ge​wöhnlicher Krieg betrachtet werden.

Es handelte sich nicht nur um den Verlust dieses oder jenes Teils des sowjetischen Territoriums. Es handelte sich um die Existenz des Sowjetstaates, um die Einbuße aller Errungen​schaften, die die Große Sozialistische Revolution den Sowjet​völkern gebracht hatte. Die Völker der Sowjetunion hatten ein klares und edles Ziel vor Augen: das Sowjetland von den verhaßten Eindringlingen zu befreien, die Sowjetmenschen aus der Sklaverei und vor der Vernichtung zu retten. Es war ein Befreiungskrieg, ein heiliger Krieg des Sowjetvolkes um sein sozialistisches Vaterland.

»Er ist nicht nur ein Krieg zwischen zwei Armeen«, sagte J. W. Stalin. »Er ist zugleich der große Krieg des ganzen Sowjetvolkes gegen die faschistischen deutschen Truppen.«
Indem er das Sowjetvolk zur Verteidigung des sozialisti​schen Vaterlandes aufrief, erklärte J. W. Stalin, warum es den Hitlertruppen gelungen war, zu Beginn des Krieges so bedeutende Erfolge zu erzielen. Die faschistische Armee hatte Erfolge, nicht weil sie unbesiegbar war, wie das von den Nazis überall behauptet wurde, sondern weil die deutsch-faschistische Armee eine Reihe vorübergehender, aber über​aus wichtiger Vorteile besaß.

Hitlerdeutschland erwies sich für den Krieg besser vor​bereitet. Die Geschichte lehrt, wie J. W. Stalin in dem Bericht zum 27. Jahrestag der Großen Sozialistischen Oktober​revolution zeigte, daß . . . »die an einem neuen Krieg inter​essierten aggressiven Nationen als Nationen, die sich von langer Hand auf den Krieg vorbereiten und dafür Kräfte sammeln, gewöhnlich besser auf den Krieg vorbereitet sind und es auch sein müssen als die friedliebenden Nationen, die an einem neuen Krieg nicht interessiert sind. Das ist natür​lich und begreiflich. Das ist, wenn Sie so wollen, eine histo​rische Gesetzmäßigkeit, die außer acht zu lassen, gefährlich wäre.«
Bei den Vorbereitungen zum Kriege stellten die Hitler​faschisten vor allem ihre Industrie auf Rüstung um.

Außer​dem erbeuteten sie nach der Eroberung Europas die Waffen- und Munitionsvorräte mehrerer europäischer Armeen und zwangen darüber hinaus fast ganz Europa – die Tschecho​slowakei, Österreich, Frankreich, Holland, Polen, Belgien und andere Länder – für sie zu arbeiten. Die Deutschen hat​ten deshalb mehr Panzer und mehr Flugzeuge, als die Rote Armee sie damals besaß.
Außerdem hatten die Faschisten ihre Armee bereits vor dem Überfall auf die UdSSR mobilisiert, die Einberufenen unter die einzelnen Truppenteile verteilt, Munition und Aus​rüstung bereitgestellt und ihre Divisionen an den entspre​chenden Stellen konzentriert. Das bot den Hitlerleuten die Möglichkeit, ihre Divisionen im richtigen Moment und in gewünschter Richtung umzugruppieren.
Die Hitlerleute machten sich nicht nur die Industrie und die Nahrungsmittelreserven des eroberten Europas zunutze. Die faschistischen Regierungen Rumäniens, Finnlands, Ungarns und Italiens ließen gemeinsam mit den Deutschen ihre Truppen gegen die Sowjetunion marschieren.
Eine enorme Rolle spielte ferner auch der Umstand, daß die deutsche Armee in den zwei Jahren des Krieges in Europa große Erfahrungen in der Durchführung großer militärischer Operationen unter Einsatz der modernsten Kriegstechnik gewonnen hatte.

Schließlich muß auch in Betracht gezogen werden, daß es der deutsch- faschistischen Wehrmacht gelungen war, eine Reihe von Siegen über die Armeen Europas zu erringen, unter denen sich eine so mächtige Armee wie die französische befand. Zwar wurden die Erfolge im Kriege gegen Polen bei einer dreifachen Überlegenheit an Kräften errungen, während im Krieg gegen Frankreich der Verrat den Deut​schen zu Hilfe kam. Aber die Hitlerpropagandisten benutz​ten diese Erfolge, um den Soldaten einzuhämmern, daß sie unwiderstehlich wären. So wurde der Mythos von der Un​besiegbarkeit der deutsch-faschistischen Armee geschaffen.
Das waren die vorübergehenden Vorteile der Hitlerarmee, die es ihr
ermöglichten, nach dem plötzlichen Überfall auf die Sowjetunion bedeutsame Erfolge an der sowjetisch-deutschen Front zu erzielen. Sie nutzte diese Vorteile weitgehend aus und kämpfte sich in die Tiefe des sowjetischen Gebietes vor. Die Hitlerfaschisten versuchten, einen »Blitzkrieg« durchzu​führen, wobei sie damit rechneten, daß die Streitkräfte des Sowjetlandes schwach seien. Sie spekulierten ferner darauf, daß die Sowjetordnung nicht fest sei; sie nahmen an, daß diese nach dem ersten ernsthaften Schlag zerfallen würde. Schließlich hofften die Nazis auf eine Isolierung der Sowjet​union. Sie wollten eine mächtige Koalition gegen die UdSSR zustande bringen, die Großbritannien und die USA ein​schließen sollte.

Die Taktik der aktiven Verteidigung
( General Kutusov i Slaget ved Borodino mod Kejserriget FRankrig´s invaderende militærstyrker (Napoleon) i 1812
Welche Taktik sollte die sowjetische Führung einschlagen, wenn man voraussetzt, daß die Hitlerarmee im Vergleich zu den Streitkräften der Sowjetunion über zeitweilige Vorteile verfügte? Viele ausländische Militärfachleute, die den Kampf der Sowjettruppen beobachteten, versicherten, daß diese die Taktik Kutusows wiederholten: die sowjetischen Truppen wichen zurück, um Zeit zu gewinnen, bis die gesamte Wirt​schaft auf den Krieg umgestellt sein würde. »Die Rote Armee tauscht Raum gegen Zeit ein«, sagten die ausländischen mili​- tärischen Kapazitäten.
Natürlich hatte die Rote Armee den gesamten Erfahrungs​schatz der einstigen russischen Armee übernommen. Die Führung der sowjetischen Streitkräfte hatte sich auch die Er​- fahrungen des glänzenden Feldherrn Kutusow zu eigen ge​macht. Aber die sowjetischen Heerführer wiederholten keines​falls automatisch die Kutusow-Taktik. Die sowjetische Füh​rung stellte dem Feinde ihre eigene, die Stalinsche Taktik entgegen. Die wichtigsten Grundsätze dieser Taktik legte J. W. Stalin in seiner Rede am 3. Juli 1941 dar. Diese Taktik ist in die Geschichte der Kriegskunst als die der aktiven Ver​teidigung eingegangen. Die Hauptaufgabe der Stalinschen Taktik bestand darin, die vorübergehenden Vorteile des
Gegners in kürzester Frist zu liquidieren.
Dem Gegner waren vor allem möglichst viel Verluste bei​zubringen. Kein Fußbreit Boden durfte ohne Kampf auf​gegeben werden. Dem Gegner sollte jeder Schritt vorwärts möglichst viel Menschen und Material kosten. Den Gegner zu schwächen und ihn sich ausbluten zu lassen, das war die Hauptaufgabe der aktiven Verteidigung.

»Die Rote Armee, die Rote Flotte und alle Bürger der Sowjetunion«, sagte J. W. Stalin, »müssen jeden Fußbreit Sowjetbodens verteidigen, müssen bis zum letzten Blutstropfen um unsere Städte und Dörfer kämpfen, müssen die Kühnheit, Initiative und Findigkeit an den Tag legen, die unserem Volk eigen sind.«
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte ferner eine rasche Umstellung der Industrie auf den Kriegsbedarf. Die gesamte Rüstungsindustrie mußte auf volle Touren gebracht werden. Dazu waren alle Hilfsquellen des Landes, die ge​samte Volkswirtschaft äußerst rasch und unter überaus schweren Bedingungen zu mobilisieren.
Außerdem mußten aus den durch die Hitlertruppen be​drohten Gebieten die gesamten Fabriken, das rollende Material, sämtliche Nahrungsmittel und Viehbestände weg​geschafft werden. Die sowjetische Industrie und die Rohstoff​- reserven durften nicht dem Gegner zurückgelassen werden.

»Bei einem erzwungenen Rückzug von Truppenteilen der Roten Armee«, sagte J. V. Stalin, »muß das gesamte rollende Material der Eisenbahnen fortgeschafft werden; dem Feind darf keine einzige Lokomotive, kein einziger Waggon, kein Kilogramm Getreide, kein Liter Treibstoff überlassen werden. Die Kollektivbauern müssen das ganze Vieh wegtreiben und das Getreide zur Abbeförderung ins Hinterland dem Schutz der staatlichen Organe anvertrauen. Alles wertvolle Gut,
darunter Buntmetalle, Getreide und Treibstoff, das nicht ab​transportiert werden kann, muß unbedingt vernichtet werden.«
Auch die Bevölkerung mußte evakuiert werden, da ihr Vernichtung drohte. Kein Land hat jemals eine derartig schwierige Evakuierung gekannt: es handelte sich darum, Zehntausende von Betrieben und Millionen von Menschen nach dem Osten zu schaffen.

Neben einer gigantischen Ankurbelung der gesamten Rüstungsindustrie und einer steigenden Erzeugung von Pan​zern, Flugzeugen, Maschinenpistolen, war es äußerst wich​tig, neue Waffen zum Kampf gegen die feindliche Kriegstechnik und vor allem gegen die Panzer Sturmflugzeuge, Panzerabwehrgeschütze, Panzerbüchsen und Granatwerfer zu schaffen. Kurzum, im Hinterlande war eine gewaltige organisatorische Arbeit zu leisten.
Zur Taktik der aktiven Verteidigung gehörte auch die Ent​faltung des Partisanenkampfes gegen die Faschisten durch das gesamte Volk.
Die Hitlerleute wußten bereits aus dem Jahre 1918, was der Partisanenkampf des Sowjetvolkes bedeutet. Aber die Eindringlinge hofften, daß das waffenlose Volk es nicht wagen würde, einer mit der modernsten Technik ausgestatteten Armee entgegenzutreten. Der faschistische Außenminister Ribbentrop versicherte: »Im Jahrhundert der Motoren, Pan​zer und Stukas ist ein Aufstand in den Gebieten, in denen die Bevölkerung entwaffnet ist, ausgeschlossen.«

Die Hitlerleute hatten jedoch die geistige Kraft des Sowjet​volkes und die Macht .des sowjetischen Patriotismus nicht einkalkuliert.

J. V. Stalin rief zur Schaffung von Partisanen​abteilungen in den vorübergehend besetzten Gebieten auf: »In den vom Feind okkupierten Gebieten«, sagte Stalin, »müssen Partisanenabteilungen zu Pferd und zu Fuß gebildet und Diversionsgruppen geschaffen werden zum Kampf gegen die Truppenteile der feindlichen Armee, zur Entfachung des Partisanenkrieges überall und allerorts, zur Sprengung von Brücken und Straßen, zur Zerstörung der Telefon- und Teleg​ rafenverbindungen, zur Niederbrennung der Wälder, der Versorgungslager und der Trains. In den okkupierten Ge​bieten müssen für den Feind und alle seine Helfershelfer un​erträgliche Bedingungen geschaffen werden, sie müssen auf Schritt und Tritt verfolgt und vernichtet und alle ihre Maß​nahmen müssen vereitelt werden.«

Det var den Stalinske Kampfplan, den er in seiner Juli​rede verkündete.
Um alle Kräfte der Völker der UdSSR schnellstens zum Widerstand gegen den Feind zu mobilisieren, wurde am 30. Juni 1941 das Staatliche Verteidigungskomitee mit J. V. Stalin an der Spitze gebildet. In den Händen dieses neuen Staatsorganes wurde die gesamte Macht im Staate konzentriert.

Die von Stalins Worten begeisterten Völker der Sowjet​union erhoben sich zu einem aufopfernden Kampf gegen die faschistischen Eindringlinge.
Die von den leichten Siegen in Westeuropa berauschten Hitlerleute hofften, die Sowjetunion in 5 bis 6 Wochen zu erobern. Aber gleich die ersten Tage der Kriegshandlungen brachten den Hitlerfaschisten eine Enttäuschung.
Den ersten Schlag der deutsch-faschistischen Armee fingen die
Grenztruppen und die in der Nähe der Grenze stationier​ten Truppenteile der Roten Armee auf. Sie verteidigten das Sowjetland mit außerordentlicher Tapferkeit. Überall an der Grenze stießen die Deutschen auf einen unerschütterlichen Widerstand der Sowjettruppen.

Die Einnahme von Brest-Litowsk kam den Deutschen teuer zu stehen. Die Lage der Festung unmittelbar an der Grenze bedeutete für diese eine Schwäche. Außerdem war das so​wjetische Kommando nicht mehr dazu gekommen, sie zu befestigen. Die Deutschen dachten sie im Zuge des Vor​marsches zu nehmen. Es wurde die 45. deutsche Infanterie​division bereitgestellt, die über neun leichte und drei schwere Geschützbatterien verfügte. Außerdem richtete der Kom​mandeur des deutschen Armeekorps das Feuer der Mörser​abteilungen gegen die Festung. Aber der Sturm auf die Festung mißlang. Am Abend des 22. Juni warfen die Deutschen Sturmgeschützbatterien und ein frisches Infanterie​regiment als Verstärkung in den Kampf. Aber auch das nützte nichts.

Auch am folgenden Tage, am 23. Juni, wurden sämtliche deutschen Angriffe zurückgeschlagen. Die Hitlerleute stellten den Verteidigern der Festung das Ansinnen, zu kapitulieren, aber diese antworteten mit Feuer. Es verging noch ein Tag, es vergingen zwei, fünf Tage, aber die Verteidiger der Festung setzten ihren Widerstand fort und fügten den An​greifern schwere Verluste zu.
Die Nazis führten einen schweren Luftangriff gegen die Festung durch. Die Garnison ergab sich nicht. Erst am neun​ten Kampftag vermochten die Deutschen in die Stadt ein​zudringen. Die Reste der Garnison durchbrachen den Ein​schließungsring. Als die Deutschen in die Stadt einrückten, fanden sie in der Festung, nach eigenem Eingeständnis, »einige sterbende Russen und gefallene deutsche Soldaten« vor.
Einem solchen Widerstand begegneten die Deutschen nicht nur bei Brest. An der Südfront zum Beispiel war es den Deutschen gelungen, starke Kräfte bei Peremyschl (Przemysl) zu konzentrieren und die Stadt zu besetzen. Die Verteidiger der Stadt wichen nach einem ununterbrochenen, stunden​langen Gefecht zurück. Aber nachts drang ein verstärktes Bataillon unter Führung von Oberleutnant Poliwoda in Peremyschl ein und säuberte die Stadt vom Feind. Fünf Tage lang versuchten die Nazis vergeblich, Peremyschl er​neut einzunehmen. Erst auf Befehl des Kommandos verließ Poliwoda die Stadt, nachdem er alle Werte fortgeschafft und die Bevölkerung evakuiert hatte.

An der ganzen Grenze vom Weißen bis zum Schwarzen Meer waren erbitterte Kämpfe im Gange. Auf Befehl Stalins ließ die Rote Armee den Feind ausbluten. Das Vorrücken kam den Nazis teuer zu stehen. So stieß z. B. die 1. Moskauer Motor-Schützendivision, die heute eine Gardedivision ist, eilig aus Moskau vor und am 30. Juni an der Beresina mit dem Gegner zusammen. In einem dreitägigen Kampf ver​loren die Deutschen hier 1500 Mann, 60 Panzer, 700 Motor​räder sowie Dutzende von Geschützen und Granatwerfern. Unter dem Druck überlegener feindlicher Kräfte war die Division gezwungen, sich auf eine neue Verteidigungsstellung zurückzuziehen, setzte aber ihre Gegenangriffe fort. Auf einer Strecke von 100 km bezog die Division sieben Stellungen, fügte in jeder von diesen dem Gegner empfindliche Verluste zu und verzögerte seinen Vormarsch.
Die sowjetischen Streitkräfte haben dem ersten starken Ansturm der hitlerschen motorisierten Kolonnen standgehal​ten. Sie nahmen eine Umgruppierung vor und begannen wuchtige Gegenschläge auszuteilen. In der Tatsache, daß sie einem plötzlichen Schlag standzuhalten vermochten, in der Kunst, Gegenschläge zu führen, zeigte sich das Ergebnis der 20jährigen bolschewistischen Erziehung, offenbarte sich die unerschütterliche Kampfnatur der Roten Armee.
Als Beispiel einer aufopfernden und dabei für den Gegner verlustreichen Verteidigung in der ersten Kriegsperiode kann der Kampf um Smolensk dienen. Die Deutschen setzten ge​waltige Kräfte gegen die Stadt ein, warfen Hunderte von Panzern in den Kampf, verlegten ihre Flugplätze bis in die Nähe der Verteidigungslinie. Ununterbrochen waren die Flugzeuge über der Stadt und über den Marschkolonnen der Sowjettruppen.
Der Kampf bei Smolensk dauerte fast 30 Tage an. Die nach Smolensk durchgebrochene deutsche Panzerdivision wurde in den Straßen der Stadt vernichtet. Sowjetische Fem​geschütze und Flugzeuge zerstörten die feindlichen Flug​plätze. Im Raum von Smolensk fielen Tausende und aber Tausende von Deutschen.
Viele deutsche Divisionen fanden im Raum von Mogilew und bei Gomel ihr Grab.
Eine ruhmvolle Seite der Kriegsgeschichte schrieben die Verteidiger von Odessa. Die offene Stadt, die nicht einmal Spuren von Verteidigungsanlagen aufwies, verteidigte sich tapfer 69 Tage lang. Zusammen mit den Rumänen warfen die Deutschen 18 Divisionen gegen Odessa, während die Stadt nur von vier


Infanteriedivisionen und wenigen Marine- und Volkswehreinheiten verteidigt wurde. Dem Feind gelang es nicht, Odessa im Sturm zu nehmen. Die Stadt wurde auf Befehl des Kommandos von den sowjetischen Truppen ge​räumt; die Verteidiger der Stadt hatten ihre Aufgabe erfüllt, indem sie bedeutende Kräfte des Gegners gebunden und über 250 000 feindliche Soldaten und Offiziere vernichtet hatten.
Die Hoffnung der Hitlerleute, in Leningrad einzurücken, ging nicht in
Erfüllung. Bereits am 11. Juli erklärte der faschistische Rundfunk prahlerisch, daß die deutschen Panzer​truppen dicht vor Leningrad stünden. Am folgenden Tage wurde der Welt mitgeteilt, daß die Deutschen im Laufe der nächsten Tage in Leningrad einrücken würden. In der Presse tauchte eine Meldung über die Ernennung des deutschen Kommandanten von Leningrad auf. Der ungeduldige Kom​- mandant hatte bereits Passierscheine für die deutschen Kraft​wagen in Leningrad drucken lassen. Aber die sowjetischen Krieger und die Werktätigen Leningrads vereitelten die hitlerschen Hoffnungen. Auch von der See her blieb das Vor​feld von Leningrad uneinnehmbar. Zusammen mit den Schif​fen der Baltischen Flotte versperrte die heldenmütige Festung Kronstadt dem Feinde den Weg von der See her. Die helden​mütige Verteidigung der Ostseeinseln zog feindliche Kräfte von Leningrad ab. Die Bevölkerung der Stadt baute trotz ununterbrochener Luftangriffe an den Befestigungen. Alle Wehrfähigen wurden in die Armee eingereiht. Die Kämpfer schlugen die deutschen Angriffe zurück und führten selbst Gegenschläge. Die Deutschen waren gezwungen, in die Defensive zu gehen. Durch ihren Mißerfolg aufgebracht, zogen die Faschisten Luftwaffe und Artillerie heran. Hitler befahl, Leningrad dem Boden gleichzumachen. Am 24. Sep​tember 1941 erließ der
Stabschef der hitlerschen Streitkräfte den Befehl:
»Der Führer hat beschlossen, Petersburg vom Erdboden verschwinden zu lassen. Nach der Niederlage Sowjetrußlands besteht kein Interesse an dem Weiterbestehen dieser Groß​stadt. Finnland hat ebenfalls erklärt, daß es an dem Weiter​bestehen der Stadt Petersburg unmittelbar an seiner neuen Grenze nicht interessiert sei.«
Dieser Befehl zeugt von der unerhörten Bestialität der Eroberer, aber er zeugt auch von ihrer Ohnmacht: da sie es nicht fertiggebracht hatten, den Widerstand der helden​mütigen Verteidiger von Leningrad zu brechen, beschlossen die Nazis, die Riesenstadt mit einer Millionenbevölkerung zu vernichten.

Die Belagerung von Leningrad

Durch Hunger, Artilleriebeschuß und Luftangriffe ver​suchten die Hitlerfaschisten den heroischen Geist der Ver​teidiger der Stadt zu brechen. Aus schweren Ferngeschützen nahmen sie die Stadtviertel Tag für Tag unter Feuer. Die Deutschen zerstörten systematisch eine der schönsten Städte der Welt, ihre einmaligen Bauten, ihre Museen, Theater, Lehranstalten, Fabriken und Werke. Tausende von Frauen, Greisen und Kindern wurden getötet oder zu Krüppeln gemacht.
Aber die Kämpfer und Offiziere der Roten Armee und der Kriegsflotte sowie alle Werktätigen von Leningrad wankten nicht. Sie verteidigten tapfer die Stadt – die Wiege der Großen Sozialistischen
Oktoberrevolution.
Die sowjetischen Krieger aller Waffengattungen vollbrach​ten in diesen ersten Abwehrkämpfen unzählige Heldentaten. Heldenmütig kämpften die Sowjetflieger, die im Sowjetvolk zärtlich die »Stalinfalken« genannt werden.
Der berühmte russische Fliegerhauptmann Pjotr Nesterow rammte am 8. September 1914 ein deutsches Flugzeug und kam zusammen mit seinem Gegner ums Leben. Diese Opfer​tat war ein vereinzeltes Beispiel für das Rammen. Aber während des Vaterländischen Krieges begannen die Sowjet​flieger das Rammen häufig anzuwenden.
Als die sowjetische Presse von den ersten Fällen solcher Rammangriffe berichtete, bezeichnete der deutsche Rundfunk diese Meldungen als Phantasien.
Soldaten, denen die faschistischen Führer eingeredet haben, der Zweck des Krieges sei das Plündern, bringen es nicht fertig, ihr Leben bewußt hinzugeben. Die sowjetischen Krie​ger, die von dem hohen Ideal des Kampfes hingerissen wur​den, gaben ihr Leben bewußt für die Ehre und Freiheit des Vaterlandes hin.
Am 3. Juli 1941 versuchte eine deutsche Panzerkolonne, aus der Luft durch Flieger gedeckt, einen Keil in die Stel​lungen der Sowjettruppen zu treiben. Das Feuer der sowjeti​schen Artillerie und Luftwaffe hielt den Ansturm des Gegners auf. Hauptmann Nikolaj Gastello war an der Spitze seines Geschwaders in den Luftkampf gegen die feindlichen Flieger verwickelt, während das Gefecht am Boden weiterging. Plötz​lich riß ein feindliches Geschoß den Benzintank des Flug​zeuges auf. Die Kampfmaschine stand in Flammen. Haupt​mann Gastello versuchte das Feuer auszuschlagen, aber ver​geblich; die Flammen erfaßten das ganze Flugzeug. Es blieb nur der Fallschirmabsprung, aber dieser würde Gefangen​schaft bedeuten… Hauptmann Gastello lenkte sein bren​nendes Flugzeug mitten zwischen die feindlichen Panzer, die gerade Benzin tankten. Dutzende feindlicher Maschinen explodierten zusammen mit dem Flugzeug des Helden.
gerissen.

Ende August versuchten stärkere Panzer- und Infanterie​kräfte der Deutschen, den Dnjepr zu überqueren. Die so​wjetische Luftwaffe und Artillerie vereitelten zwei Tage lang diese Versuche. Am Ende des dritten Tages vermochte der Gegner trotz schwerer Verluste eine neue Pontonbrücke bis zur Mitte des Flusses vorzutreiben. Ein Geschwader sowjeti​scher Bomber erhielt den Befehl, die Brücke zu vernichten. Der Bomber des Unterleutnants Wdowenko brachte fünf Flak zum Schweigen, Aber ein deutsches Geschoß setzte das Flug​zeug in Brand. Die Mannschaft faßte den heroischen Ent​schluß, das brennende Flugzeug mit den restlichen Bomben gegen die feindliche Brücke zu lenken. Die Brücke wurde durch die starke Explosion in Stücke
Was Tapferkeit und Opfergeist anbetrifft, so wetteiferten Panzermänner, Artilleristen und Infanteristen mit den »Stalinfalken«.
Der Held der Sowjetunion Hauptmann I. Kadutsjenko wurde der »Panzervernichter« genannt. Eines Tages ging ihm während des Gefechts die Munition aus, und Hauptmann Kadutsjenko beschloß, die feindliche Maschine zu rammen. Der deutsche Panzer überschlug sich. Seine Mannschaft ver​brannte, da es ihr nicht gelang, den Panzer zu verlassen.

Unvergänglichen Ruhm errang die sowjetische Infanterie und Artillerie. Sogar die Feinde der Roten Armee waren durch die Standhaftigkeit der sowjetischen Infanteristen über​rascht. »Die bolschewistischen Schützenregimenter sind etwas Furchtbares«, gab ein deutscher Major zu. Und der Kom​mandeur des 39. Rumänischen Regiments, Oberst Konstantin Simonescu, schrieb in dem Befehl Nr. 81 über die sowjetischen Krieger: »Der Gegner kann durchaus mit Recht behaupten, daß seine Krieger hervorragend kämpfen.«
In den Kämpfen wuchsen Tausende zu Helden.
Auch die Sowjetmatrosen vollbrachten in den Kämpfen gegen die faschistischen Okkupanten Wunder an Tapferkeit und Wagemut.
Die Kampfhandlungen der Kriegsflotte hatten genau so wie die der anderen sowjetischen Streitkräfte zu Beginn des Krieges den Charakter der aktiven Verteidigung. Die Haupt​stützpunkte der Sowjetflotte waren in der ersten Kriegs​periode den Schlägen des Gegners ausgesetzt. Diese lebens​wichtigen Punkte waren nicht nur von der See, sondern auch vom Lande her zu verteidigen. Die sowjetischen Seeleute haben diese Aufgabe ehrenvoll erfüllt. Ihre Verantwortung wurde im Laufe der Kriegsoperationen noch größer durch den Umstand, daß die Marinestützpunkte in der Regel die Flanken der Landfronten bildeten, die sich bis an die Küste erstreckten. Im hohen Norden, jenseits des Polarkreises, brachten die sowjetischen Seeleute die deutschen Landungs​- operationen zum Stillstand und verteidigten Murmansk, einen außerordentlich wichtigen Seehafen, über den Militäraus​rüstung aus USA und Großbritannien eintraf. Etwa einen Monat lang wiesen die Seeleute der Baltischen Flotte Schulter an Schulter mit den Landstreitkräften die feindlichen An​griffe auf Tallin ab. Den Deutschen gelang es nicht, die sowjetischen Schiffe zu erbeuten oder zu versenken. Im Sep​tember 1941 unternahmen die Deutschen zweimal den Ver​such, von See aus auf den Inseln der Rigaer Bucht zu landen, und wurden beide Male zurückgeschlagen. Über fünf Monate lang wies die Garnison der Halbinsel Hanko zahlreiche An​griffe des Feindes, der über eine gewaltige zahlenmäßige Überlegenheit verfügte, zurück und versenkte viele Kriegs​schiffe des Feindes. Die heldenmütigen Verteidiger der Halb​insel wurden erst im Dezember evakuiert: der Finnische Meerbusen begann einzufrieren, und der Nachschub an Men​schen und Material war in Frage gestellt. Viel Opfergeist zeigten die. baltischen Matrosen bei der Verteidigung der Stadt Lenins.
Die Seeleute der Ladogaflottille bewachten lange Zeit den »Lebensweg« – so wurde der Weg über den Ladogasee, die einzige Verbindung der belagerten Stadt Leningrad mit dem ganzen Lande, genannt.

Auch die Schwarzmeer-Matrosen hatten ruhmreich ge​kämpft. Sie führten eine Reihe von Schlägen gegen die Marinestützpunkte des Gegners: Galatz, Sulina und Konstanza. Die Marineluftwaffe griff das Zentrum der rumäni​schen Erdölindustrie, Ploesti, an und zerstörte die strategisch wichtige Donaubrücke bei Cernavoda.
Matrosen der Schwarzmeerflotte verteidigten heldenmütig Schulter an Schulter mit den Rotarmisten die Stadt Odessa. Die Roten Matrosen des 1. Marineregiments unter dem Be​fehl des unerschrockenen Obersten Ossipow griffen mehrfach die hitlerschen Truppenteile an und versetzten diesen ver​nichtende Schläge. Bei einem Angriff gegen das sowjetische Marineregiment operierten die 15. Rumänische Division, ein Jägerregiment, zwei Panzerregimenter sowie je ein Kavallerie- und Artillerieregiment. Dem Sturm war ein massiertes Artilleriefeuer des Gegners und ein Luftangriff vorangegan​gen. Nach der Feuervorbereitung trat der Gegner zum Sturm​angriff an. Oberst Ossipow wartete ab. Als der Feind nahe gekommen war, empfing ihn massiertes Vernichtungsfeuer der sowjetischen Seeleute. In den Reihen des Gegners brach Panik aus. Gefallene und verwundete rumänische Soldaten bedeckten das Schlachtfeld. Die Roten Matrosen nahmen über 800 Mann gefangen und erbeuteten 18 Geschütze, vier leichte Panzer und einige Dutzende von schweren Maschinen​gewehren. Die Flotte sicherte die Evakuierung der Stadt und den Nachschub an Munition. Die Schiffsartillerie verlegte durch ihr Feuer mehr als einmal den feindlichen Panzern den Weg.
Die Hitlersoldaten sprachen von den sowjetischen See​leuten nur mit Schaudern. Es ist kein Zufall, daß die sowjeti​schen Seeleute von den deutschen Soldaten und Offizieren »der schwarze Tod« genannt wurden. Ein gewisser Ober​leutnant Erich Stock schrieb in seinem Tagebuch über die Roten Matrosen: »Alles ist auszuhallen, nur nicht die Angriffe der Seeleute. Diese Menschen mit den im Winde flat​ternden schwarzen Bändern und den quergestreiften Hemden sind fürchterlicher als Flugzeuge oder Geschütze…«
Einfache, bescheidene Sowjetmenschen erwiesen sich als Helden. Ihr Beispiel erbrachte den überzeugenden Beweis, daß man nicht als Held geboren wird, sondern ein solcher wird.
So verwirklichte die Rote Armee in der Periode der ersten Abwehrschlachten des Jahres 1941 die Stalinsche Taktik der aktiven Verteidigung und machte die Träume der Hitlerleute zunichte, im Laufe weniger Wochen die sowjetischen Truppen zu zerschlagen. * * * *

Mit der gleichen Hingabe verwirklichten die Sowjetmenschen, die im Hinterlande arbeiteten, den großen strate​gischen Plan Stalins. Die Wirtschaft wurde überall rasch auf den Kriegsbedarf umgestellt. Betriebe, die bisher den Zivil​bedarf der Bevölkerung befriedigt hatten, nahmen die Rüstungsproduktion auf.
Durch den wortbrüchigen Überfall und die Zusammen​ziehung gewaltiger Kräfte an der sowjetisch-deutschen Front sowie dadurch, daß die Sowjetunion allein den Schlag dieser gepanzerten Faust auffangen mußte, gelang es den deutschen Faschisten, einen Teil des
sowjetischen Gebietes mit einer hochentwickelten Industrie zu besetzen. Die Sowjetunion erlitt recht empfindliche Verluste. Aber es gelang den Faschisten nicht, die Tätigkeit der Sowjetindustrie zu lähmen oder deren Umstellung auf den Kriegsbedarf zu verhindern.
Hier wirkte sich all die gigantische Arbeit aus, die von den Werktätigen des Sowjetlandes unter der Führung der Partei Lenins-Stalins vor dem Kriege geleistet worden war.

Bereits im Jahre 1930, lange vor Ausbruch des Krieges, hatte J. W. Stalin darauf hingewiesen, daß das Sowjetland mit einer einzigen Kohle-Eisen-Basis im Süden nicht auskom​men könne; eine zweite Kohle-Eisen- Basis im Osten des Landes – im Ural und in Sibirien – sei zu schaffen. Die An​weisung Stalins wurde verwirklicht.
Die im Osten geschaffene leistungsfähige Kohle-Eisen-Basis machte es möglich, trotz des Ausfalls der westlichen und südlichen Gebiete, die ständig wachsenden Forderungen der Front erfolgreich zu befriedigen.
Die industrielle Entwicklung der östlichen Gebiete erleich​terte auch die Lösung der Aufgabe der Verlagerung von Be​trieben aus dem Westen und Süden des Landes. Aus den Gebieten, die durch den Vormarsch der faschistischen Armeen bedroht waren, zogen Arbeiter und Kollektivbauern nach dem Osten. Sie führten ihr Hab und Gut und das Vieh mit sich. Vom Flugzeug sah es aus, als ob die Straßen selber in Bewegung geraten wären. Weitaus die meisten Werke wur​den evakuiert. Nach ungefähren Berechnungen haben allein die Eisenbahnen 1 200 000 Waggons verlagerter Frachten befördert. Hierzu müssen Frachten zugerechnet werden, die durch andere Transportmittel – Kraftwagen, Dampfer, Fluß​kähne und Fuhrwerke – befördert wurden.

Die Betriebe wurden meist nach Orten verlagert, in denen ähnliche Unternehmen vorhanden waren. Sie wurden mit den letzteren zusammengelegt und vervielfachten deren Kapazität. Für viele Werke, die nach industrielosen Bezirken verlagert wurden, mußten neue Werkhallen errichtet werden. Diese Bauten wurden im kriegsmäßigen Tempo durch​geführt. In der Taiga wuchsen ganze Industriesiedlungen aus dem Boden. Oft wurden die Maschinen nicht nur in den freien Gebäuden der arbeitenden Betriebe, sondern auch in den Klubs, Schulen und Kulturpalästen untergebracht. Unter schweren Bedingungen wurden im Winter viele Werkbauten errichtet.

Mit unerhörter Kraftanspannung arbeiteten die Arbeiter aus dem Donezbecken, aus Kiew, Charkow, Moskau und Leningrad. Sie hatten ihre Heimstätten verlassen, ihre Angehörigen zurückgelassen und waren mit ihren Betrieben in die weitentlegenen Gebiete – nach dem Ural, nach Krasnojarsk und nach Mittelasien gekommen: sie wurden durch Vaterlandsliebe geleitet. Die Evakuierten arbeiteten nicht nur selbst, sondern lernten gleichzeitig neue Tausende von Arbeitern aus den Reihen der örtlichen Bevölkerung an. In beispiellos kurzer Frist wurden die verlagerten Werke in Betrieb gesetzt. So begann z. B. das Kiewer Gorki-Werk für Werkbänke und Automaten 18 Tage nach Ankunft der Aus​rüstung im Ural zu produzieren.
Arbeiten für den Sieg
Viele verlagerte Betriebe nahmen ihre Arbeit nach andert​halb bis zwei Monaten auf. Die größten Panzerwerke des Landes begannen an den neuen Standorten ein bis zwei Monate nach Ankunft der Ausrüstung Panzer zu produzieren.
W. Malyschew, der damalige Volkskommissar für die Panzerindustrie, berichtete über die Verlagerung von Be​trieben nach dem Osten: »Es war keine leichte Sache, Zehn​tausende von Werkbänken und die komplizierte Ausrüstung unter den Bedingungen des Krieges Tausende von Kilometern weit zu befördern, viele Tausende von Arbeitern mit ihren Familien ins Hinterland zu evakuieren und die Panzerwerke an neuen Standorten in kurzer Frist auf volle Touren zu bringen. Aber die sowjetischen Patrioten überwanden alle diese Schwierigkeiten. Es mag der Hinweis genügen, daß bei einem solchen Panzerwerk, wie das Stalin-Werk, die durch Verlagerung bedingte Unterbrechung in der Erzeugung auf nur zwei Monate reduziert wurde. Das
Kirow-Werk begann einen Monat nach dem Eintreffen der ersten Transportzüge mit Ausrüstung am neuen Standort Panzer-Dieselmotoren zu erzeugen. Nur die ständige Aufmerksamkeit von J. W. Stalin, W. M. Molotow und L. P. Berija, die der Verlagerung zuteil wurde, gewährleistete die beispiellos rasche Schaffung solcher leistungsfähiger Panzerwerke wie das Kirow-Werk, das Stalin-Werk im Ural und vieler anderer im Osten des Landes.«

Die örtliche Bevölkerung erwies den Belegschaften der verlagerten Betriebe eine gewaltige Hilfe. Zehntausende neuer Arbeiter stellten sich an die Werkbänke. Die verlager​ten Betriebe wurden rasch in Gang gebracht.
Mit der gleichen Weitsicht hatte J, W. Stalin lange vor dem Kriege darauf hingewiesen, daß man die Landwirtschaft im Osten und Südosten des Landes entwickeln müsse. Vor dem Kriege ist die Bedeutung der östlichen Gebiete in der Land​wirtschaft gestiegen. Mit dem vorübergehenden Verlust der fruchtbaren Felder der Ukraine und anderer Gebiete legte sich die ganze Last der Versorgung der Armee und des Lan​des auf die östlichen und südöstlichen Gebiete der Sowjet​union. In den Tagen des Krieges hat die Kollektivbauern​schaft dieser Gebiete neue, noch erstaunlichere Erfolge er​rungen.

Die Kriegsgeschichte kennt keine organisatorische Arbeit von solchem Ausmaß, wie sie die bolschewistische Partei und alle Sowjetorganisationen zu bewältigen hatten. Unter schwersten Bedingungen war die Industrie auf den Kriegs​bedarf umzustellen, waren Tausende von Betrieben nach dem Osten zu verlagern sowie mit Arbeitskräften und Roh​stoffen zu versorgen, neue Ernährungsbasen zu schaffen und gleichzeitig ständig Kampfreserven auszubilden und die Front mit allem Notwendigen zu beliefern. Bei dieser ge​waltigen organisatorischen Arbeit wurde der Erfolg dank der sowjetischen Gesellschaftsordnung und ihren Vorteilen der kapitalistischen Ordnung gegenüber sowie dank der enormen Kraft des Patriotismus des Sowjetvolkes erzielt. Das ganze Sowjetland antwortete auf den Appell J. W. Stalins mit einer ungestümen Steigerung der Arbeitsproduktivität. In den Werken, Fabriken und Kollektivwirtschaften – überall be​gannen die Menschen besser und zwei- bis dreimal produk​tiver zu arbeiten.
Trotz der Einberufung von Menschen an die Front wurde die Arbeit in keinem Betrieb durch Mangel an Arbeitskraft in Frage gestellt. Die Einberufenen wurden durch ihre Müt​ter, Frauen und Schwestern ersetzt. Schüler und Frauen, die nicht in den Betrieben tätig waren, gingen in die Kollektiv​wirtschaften, um bei der Einbringung der Kriegsernte zu helfen.
Die Kollektivbäuerin Rodionowa kennzeichnete auf einer Kundgebung in der Molotow-Kollektivwirtschaft im Gorki-Gebiet in folgenden Worten die im ganzen Lande herrschende Volksstimmung:
»Meine sieben Söhne gehen in die Rote Armee und allen habe ich aufgetragen: Trefft den Feind mitten ins Herz. Und wir werden bei uns in der Kollektivwirtschaft noch besser arbeiten . . . Schaut euch nur an, wie sich hier alles erhoben hat. Die Söhne an die Front – die Mütter auf die Felder. Die Männer an die Front – die Frauen in die Fabrik. Die Brüder in den Krieg – die Schwestern aber verbinden die Verwundeten, und wer nicht zur Front einberufen ist, der meldet sich zur Volkswehr. Jetzt ist die Front überall. Der Krieg steht vor der Tür, überall muß gekämpft werden.«


Es ist Hitler auch nicht gelungen, die Mobilmachung in der Sowjetunion zu vereiteln. Sie ging so präzise und organi​siert vor sich, wie sie im Plan der sowjetischen Führung vor​gesehen war. Es gab in Moskau z. B. keinen einzigen Fall, daß die Einberufenen nicht zur Meldestelle erschienen wären. Es kamen nicht einmal Verspätungen vor. Die Einberufenen kamen gruppenweise direkt aus den Werken. Die Väter kamen mit ihren Söhnen. Aus den Gebieten, die von den Faschisten bereits erobert waren, schlugen sich die Einberufe​nen durch die Front zu den Meldestellen hindurch. Hunderttausende von Menschen, die nicht einberufen waren, gaben Erklärungen mit der
Bitte ab, sie als Freiwillige in die Armee aufzunehmen.
Die Faschisten waren überzeugt, daß die ersten Mißerfolge der Roten Armee die Freundschaft unter den Völkern der UdSSR untergraben, das Bündnis der Arbeiter und Bauern erschüttern und den Zerfall der Sowjetunion herbeiführen würden.
In der antagonistischen Klassengesellschaft rufen Miß​erfolge an der Front in der Tat eine Verstärkung und Ver​schärfung der Klassengegensätze hervor, während solche Ge​bietsverluste, wie sie die Sowjetunion vorübergehend er​leiden mußte, wohl den Zerfall eines jeden anderen Staates hervorgerufen hätten. Die Stärke der Sowjetordnung kam aber gerade darin zum Ausdruck, daß die Mißerfolge an der Front das sowjetische Millionenvolk noch enger zusammen​geschweißt haben. Darin offenbarte sich die Natur des Großen Vaterländischen Krieges als die eines wahrhaften Volks​krieges.

»Die Mißerfolge der Roten Armee«, sagte J. W. Stalin am 6. November 1941, »haben das Bündnis der Arbeiter und Bauern wie auch die Freundschaft der Völker der Sowjet​union nicht nur nicht geschwächt, sondern im Gegenteil, sie haben dieses Bündnis sowie diese Freundschaft noch gefestigt. Mehr noch – sie haben die Völkerfamilie der Sowjetunion in ein einheitliches, unerschütterliches Lager verwandelt, das seine Rote Armee und seine Rote Flotte aufopferungsvoll unterstützt. Niemals noch war das Sowjethinterland so fest wie jetzt.«

Eine anschauliche Offenbarung der Einheit des Sowjet​volkes war die Schaffung der Volkswehr. Wie das in den unruhigen Momenten der Geschichte des Landes stets der Fall war, erhob sich eine Volkswehr gegen die Eindringlinge: so war es im 17. Jahrhundert, als die Volkswehrabteilungen unter Führung von Minin und Posharskij zum Kampf gegen die Feinde des Vaterlandes antraten; so war es im Jahre 1812 als Antwort auf die Invasion Napoleons; und in einem un​vergleichlich stärkeren Maße ereignete es sich auch im Jahre 1941.
»Erheben werden sich die Millionenmassen unseres Vol​kes«, sagte J. W. Stalin. »Die Werktätigen von Moskau und Leningrad sind schon dazu übergegangen, eine vieltausend​köpfige Volkswehr zur Unterstützung der Roten Armee zu schaffen. In jeder Stadt, der die Gefahr eines feindlichen Überfalls droht, müssen wir eine derartige Volkswehr schaf​fen, müssen wir alle Werktätigen zum Kampf mobilisieren, um in unserem Vaterländischen Krieg gegen den deutschen Faschismus unsere Freiheit, unsere Ehre, unsere Heimat unter Einsatz unseres Lebens zu verteidigen.«
Leningrad stellte eine 300 000 Mann starke Volkswehr​armee auf. In Moskau wurden in einigen Tagen elf Volks​wehrdivisionen geschaffen. Die Moskauer statteten sie mit allem Notwendigen, von den Panzern angefangen bis zu den Eßgeschirren, aus.
Die Divisionen der Volkswehr haben die auf sie gesetzten Hoffnungen voll und ganz erfüllt und tapfer und standhaft gegen den Feind gekämpft. Einigen Divisionen, die aus Mos​kauer Arbeitern gebildet wurden, wurde für ihre Tapferkeit der Titel einer Gardedivision verliehen.

Beginn des Partisanenkrieges “Partisanen, zu den Waffen!” – Aufruf in ukrainischer Sprache an die sowjetische Bevölkerung in den besetzten Gebieten. Juli 1941.

Die Stalinske Taktik der aktiven Verteidigung zeitigte ihre Früchte. Weder die Plötzlichkeit, noch die Heimtücke ihres Überfalls, weder der unmenschliche Terror, noch der hemmungslose Raub brachten die Hitlerleute ihrem Ziel – der raschen Zerschmetterung der Armee der Sowjetunion – näher. Die Faschisten warfen immer neue Reserven an die so​vjetisch-deutsche Front, zogen Truppen aus Frankreich, Hol​land, Norwegen und Rumänien nach, schafften eine Unmenge an Kriegsmaterial und Munition heran. Aber alle diese ver​zweifelten Anstrengungen zeitigten nicht die erwünschten Ergebnisse. Die Hitlerleute ließen eine Offensive nach der anderen starten. Aber zur Durchführung dieser Operationen brauchten sie Zeit und vor allem gesicherte Nachschubwege. Aber auf dem vo