9.November :”Krystalnatten”; Antijødisk progrom i Nazityskland 1938

9.Nov 2009 – 20:34

71 år siden “Krystalnatten” – “Rigspogrom” mod Tysklands jødiske mindretal – Faschistische Organisationen sofort verbieten!

Idag eller rettere natten mellem den 9. og 10. November mindes vi igen den berygtede “Reichspogromnacht”. In der Nacht vom 9. auf den 10. November 1938 organisierte das faschistische Hitler-Regime in ganz Deutschland eine barbarische Terrorwelle gegen jüdische Bürgerinnern und Bürger. Etwa 700 Menschen wurden ermordet oder in den Suizid getrieben. Mehr als 400 Synagogen und tausende jüdische Betstuben, Versammlungsräume und Geschäfte wurden zerstört, geplündert und in vielen Fällen niedergebrannt. Die Pogrome dieser Nacht bildeten den Auftakt zu einer Welle der Massenverhaftungen von etwa 30.000 Juden. Sie wurden fast alle in den faschistischen Konzentrationslagern bestialisch ermordet.
* * * * * * Berlin 1938 : Berlins største jødiske forsamlingshus; Synagogen på Fasanenstrasse står i flammer under Krystalnatten; den 9.November 1938; som et led i fascisternes rigsprogrom mod Tysklands jødiske mindretal.

Den antijødiske progrom den 9.november var et Nazitysklands “svar” på hvad der i de fascistiske medier blev kaldt det “jødebolsjevikiske terrorattentat”, mod den tyske ambassade i Paris, hvor under en tysk diplomat bliver dræbt af en desperat jødisk flygtning.
Diese Terrorwelle war ein weiterer Höhepunkt in der Vorbereitung des faschistischen Regimes auf die kriegerischen Expansionspläne der deutschen Imperialisten. Bereits 1933 war die Kommunistische Partei als entschiedenste Gegnerin der faschistischen Diktatur verboten worden und ihre Mitglieder und Funktionäre verschwanden zu Tausenden in den KZ’s. Viele von ihnen leisteten zusammen mit Sozialdemokraten, Christen, Juden und anderen aber auch mutigen Widerstand – unter ständiger Todesgefahr – gegen den Faschismus.

So notwendig das Gedenken und Mahnen angesichts der damaligen Terrorherrschaft ist, geht es an diesem Jahrestag insbesondere auch um Schlussfolgerungen für den aktiven Widerstand heute. In den Ansprachen der Spitzenpolitiker wird diese Seite weitgehend ausgeblendet oder verharmlost. So vertrat Bundespräsident Horst Köhler mit Blick auf den gleichzeitig stattfindenden Jahrestag zum Mauerfall, die deutsche Teilung habe auch deshalb überwunden werden können, weil “wir Deutsche die nötigen Lehren aus unserer Geschichte zwischen 1933 und 1945 gezogen haben”.

Was für die Masse der Bevölkerung Deutschlands mit ihrer antifaschistischen Grundhaltung und die demokratische Volksbewegung der DDR zweifellos im Wesentlichen zutrifft, steht jedoch im krassen Gegensatz zur staatlichen Duldung und Förderung der Neofaschisten in der Bundesrepublik. Noch nie war – selbst nach offiziellen Angaben – die Zahl faschistischer Angriffe auf Leib und Leben von Menschen so hoch wie im letzten Jahr. Zunehmend richten sich diese Angriffe gegen Gewerkschafter, Antifaschisten, Linke und vor allem Marxisten-Leninisten.

Auch am 14.November 2009 ist in Wunsiedel ein provokativer Gedenkmarsch der NPD für den vor einigen Tagen gestorbenen Vize-NPD-Chef und NPD-Finanziers Jürgen Rieger geplant. Er war eine Schlüsselfigur für die Verbindung der NPD zu den besonders aggressiven und brutalen “freien Kameradschaften” und hat sich zwischen 2002 und 2006 ca. 270.000 Euro an staatlichen Zuschüssen aus Steuergeldern erschlichen. Und dies alles unter den Augen der in höchsten Führungsebenen der NPD tätigen Agenten des Verfassungsschutzes.

Regierung und Monopole forcieren die Faschisten mehr denn je als offen terroristische Stoßtrupps gegen die revolutionäre Arbeiterbewegung, ihre revolutionäre Partei sowie andere fortschrittliche Kräfte. Der heutige Jahrestag ist daher vor allem auch Anlass, für das Verbot aller faschistischen Organisationen und ihrer Propaganda einzutreten und die breite Aktionseinheit aller Antifaschisten dafür zu organisieren.

Ny massakre i USA: TRETTEN dræbte på militærbase i Texas

5.Nov. 2009

USA´s krig og terror mod Iraks og Afghanistan folk får følger i Terrorismens hjemland:

13 dræbte og 30 sårede i nyt amerikansk blodbad

TEXAS; (US Army): Masakren på USA´s største militærbase, Fort Hood, godt 100 km nord for Austin i Texas, har indtil nu kostet 13 mennesker livet. Yderligere 30 er sårede i blodbadet

Blodbad i Irak, Afghanistan . . . og i USA.

Krigen og terroren i Irak og Aghanistan blev pludselig virkelighed for de soldater og officerer fra USA-hæren , som var samlet på Fort Hood for at gennemføre en militær-ceremoni som skulle sende dem afsted for at deltage i Bush/Obama-regimets krig mod Iraks og Afghanistans folk.
En 39 årig oberst ødelagde afskeds-forestillingen da han åbnede åbnede ild inden ceremonien var indledt. Amerikanske medier rejser spørgsmålet om hvordan en enkelt officer elene kunne afstedkomme en sådant blodbad.  Og talsmænd for US Army vil ikke afvise at flere blev dræbt af hvad der kaldes “friendly fire”, altså kugler fra andre bevæbnede der også åbnede ild under ceremonien. Amerikanske medier stiller derfor  spørgsmåltegn ved om den 39 årige oberst kan gøres ansvarlig for alle ofre.
Fra militærbasen Fort Hood er tusinder af soldater blevet sendt i krig i Irak og Afghanistan.
Alle dræbte, undtagen to civilke – var soldater på vej til Irak og Afghanistan. Gerningsmanden – en 39 årig amerikansk officerer – født i Virginia i 1970 var selv på vej til at blive sendt i til Afghanistan – mod hans vilje.
Ifølge Sky News opholdt et større antal civile sig inde på militærbasen, i anledning af den planlagte eksamensceremoni.
USA´s største militærbase ; Fort Hood huser omkring 5.000 officerer i aktiv tjeneste og godt 45.000 som nyrekruterede
på vej til krigen mod Iraks og Afghanistans folk. Hood-Basen – er hovedbase for US´s Army udsendingen af soldaster til Irak og Afghanistan.
Dagens massakre er heller ikke den første blodige hændelse på basen.
I september 2008 skød en soldat en en officer ihjel inden han tog sit eget liv.
Samtidig minder massakren amerikanerne om andre massenedskydninger i det som også kaldes United Armed States, f. eks de 13 dræbte på et center for immigrants i nærheden af New York i April, the deaths of 10 during a gunman’s rampage in Alabama in March, and 32 people killed at Virginia Tech, the deadliest shooting in modern American history.

Mere info på vej/JR

Kilder: New York Times, Sky News, US Army

USA: Krisen fortsætter :storbanken CIT group konkurs

2.Nov. 2009 04:03:58

CIT Group ansøger om “konkursbeskyttelse”: 60 milliarder kr i gæld uden sikkerhed

New York (Reuters) Krisen for USA´s kapitalistiske økonomi fortsætter trods astronomiske skattedollar i støtte til kapitalen.
Efter flere månaders krise meddelte den kapitalistiske finanskoncern CIT Group´s velbetalte direktører at finanskoncernen – en af USA´s største – er et konkursbo. Sammenbruddet i koncernens finanser sker trods to-cifrede milliardbeløb i statslån.

CIT har givet kreditter til først og fremmest hundredetusinder af små og mellemstore virksomheder i USA. Søndag måtte ledelsen i finanskoncernen tilstå at de mange miliarder skattedollar i støttelån er så langt ude at svømme at banken ikke kan garantere nogen finansiel sikkerhed eller garantier for de mange milliarder i statslån.

Gennem omstrukturering håber CIT at blive af med et gældsbjerg på omkring 10 milliarder dollar; i omegnen af 60 miliarder kr..

CIT`s operative divisioner, heriblandt CIT Bank, indgår ikke i konkursansøgningen, men udskilles som en forventet profitabel enhed som kan fortsætte med at akkumulere profitter til private kapitalister.

Det senaste året har CIT Group fået flere milliarder dollar i støttelån fra både USA:s regering, via det gigantiske statskapitalistiske støtteprogram Tarp, samt private långivere.
Disse milliarder er nu forsvundet ned i den kapitalistiske krisesumps umættelige nedløb.

Omstruktureringsplanen går ut på att långivare får sina fordringar nedsatte, men i gengæld bliver nye ejere af koncernen.

Almindelige aktionærer i CIT taber alt hvis “konkursansøgningen” og rekonstruktionen bliver gennemført.
KIlder: TT/Reuter

Sverige; Boliggælden nu oppe på halvanden billion kr: fordobbling på fem år :

2.Nov. 2009 – 04:27:03

Svenskerne skylder dobbelt så meget til bankerne end for fem år siden

Stockholm (TT) Menneskers behov for husly er en af kapitalens mest profitable “forretninger”. Samtidigt som byggeriet af almennyttige lejeboliger er blev udsultet i Sverige og nu nærmer sig nul tjener bankerne og byggebranchen milliarder på finansiereingen af ejeboliger.
Alene i Sveriges anden største by, Gøteborg står næsten 100.000 mennesker i boligkøen. Særlig arbejderungdommen er hårdt ramt af krisen på det kapitalistiske boligmarked, hvor arbejdsløse bliver diskrimineret og sorteret fra ved tildelingen af lejeboliger. Selv i de almennyttige boligselskaber er kravet til de boligsøgende fast ansættelse. Samtidigt som arbejderklassens unge er ramt af den højeste arbejdsløshed i EU , efter Spanien hvor arbejderungdommen betaler en endnu højere pris for kapitalismens krise. For unge fra den kapitalistiske overklasse er bolignød og arbejdsløshed intet problem i sverige. I kraft af forbindelser og den kapital som disse udbytterfamilier har raget til sig , køber man sig ud af bolignøden og
De samlede svenske boliglån er nu fordobblet siden 2004 og stigningen af de kapitaslistiske realkreditter udgør nu hovedparten af de kapitalistiske kreditter i landet.
Boilgejernes gæld til de kapitalistiske realkreditinstitutioner er i år nået op på halanden billion svenske kroner – cirka en billion kr for sine boliger, oplyser Dagens Nyheter.

För fem år sedan var boliggælden 765 miljarder S. kroner.

I september var den årliga ökningstaken drygt åtta procent, något mindre än tidigare år.

Bostadsrätterna driver på utvecklingen. Lån med bostadsrätter som säkerhet har ökat 200 procent medan villalånen ökat 80 procent.

Alligevel tager bokostnaden ikke en større andel av hushållsutgifterna – 25 procent i år liksom 2004. Men det kan forklares med de lave renter , fra 1, 5% på boiglånlån tiol

Kilde: Originaltelegram TT

20 år siden den tyske murs fald: Vest ønskede ikke et forenet Tyskland.

9.Okt. 2009 01:45

Vesteuropa imod et forenet Tyskland

 

 

” Jeg elsker Tyskland så meget, at det fryder mig at der findes to”, udtalte den franske forfatter Francois Mauriac i 1958.

Det ser ud til at det faktisk var en udbredt holdning hos de de Vesteuropæiske ledere i 1989.
To måneder inden Berlin-murens fald mødte den daværende sovjetiske præsident Michail Gorbatjov, Storbritanniens leder Margaret Thatcher som erklærede at hverken Storbritannien eller Vesteuropa ønskede at Tyskland blev genforenet. Hun opfordrede de sovjetiske ledere til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sætte en stopper for den tyske genforening.
Det er noget af det der fremgår af de dokumenter som den russiske forsker Pavel Stroilov har læst i Gorbatjov-fondens arkiv.
I arkivet kan man også læse om Sovjetlederens holdning til lederne af de sovjetiske satellitstater i central- og østeuropa – DDR´s Erich Honecker bliver betegnet som et “røvhul” – ligesom hans illusioner om hvordan hans egen perestrojka skulle lykkeliggøre folkene i Warszawapagt-landene er dokumenteret .
Seks dage inden muren blev åbnet diskuterede medlemmerne af den sovjetiske topledelse (politbureauet) om man skulle give ordre om at rive muren ned på eget initiativ…
Jacques Attali, som var president Mitterands rådgiver, erklærede overfor det sovjetiske politbureaus repræsentant at “Frankrig overhovedet ikke ønsker nogen tysk genforening, også selv om det inser at den til sidst er uundgåelig”.
Kilder; The times 11/9

En svensker i København : “Verdens lykkeligste folk”/ Ny bog om Danmark

2.Aug. 2009 – 05:34 * Den svenske forfatter Lena Sundstrøm bosatte sig tidligere i år i Danmark for at finde ud af hvad der egentlig sker i landet hvor “verdens lykkeligste folk” bor , hvis man ska tro de dominerende borgerlige medier i lykkelandet..
Hvad hun oplevede i Danmark er der nu kommet en bog ud af:
Læs uddrag av :”VÄRLDENS LYCKLIGASTE FOLK – En bok om Danmark”

Men nu er lykke jo et subjektivt begreb. Og opfattes meget forskelligt. Mens det i Danmark nærmest opfattes som en skam at svare nej på spørgsmålet om ens liv er lykkeligt, næsten som at spørge: Er du dum ?; tages det ikke så højtideligt og skamfuldt at “tilstå” at man ikke lever et fuldstændigt “lykkeligt liv” i de fleste ande lande og kulturer.
Ligesom “Danmark ” ikke er et homogent, klasseløst, demokratisk samfund hvor alle har lige store muligheder. Danmark er et kapitalistisk klassesamfund hvor den kapitalistiske overklasse udbytter arbejderklassen i Danmark såvel som i andre lande. Faktisk er middellevealderenkonstant lavere i Danmark end i andre nordiske lande, samtidig som den selvfede – og “lykkelige” – kapitalistiske danske overklasse bryster sig af at have en lige så “høj middel-levealder som i andre udviklede lande”.
Ja magthaverne i Danmark – og de andre nordiske lande – mener ligefrem at de er særligt demokratiske, progrssive og fremsynede – på stort set alle områder – og ligefrem har gjort Danmark til et “foregangsland”, som Nyrup udtrykte.
At man samtidigt har solgt landets selvstændighed til det mest blodtørstige og krigeriske regime siden det Tredie Rige, USA ,påviser hulheden i de “demokratiske fraser”.
Det skal nok passe at middellevealderen i den herskende forkælede danske overklasse er “lang og lykkelig”.
At de øverste lag som tjener på udbytningen af arbejderklassen både er rigere, sundere og lever længere.
Det passer også med det folkelige udtryk om at det er “bedre at være rig og rask end syg og fattig” . Arbejderklassens relativt dårlige arbejds- og levevilkår, de hundrede tusinder af fattige og udstødte mennesker, det udbredte “alkolhol- og medicin-misbrug” i “Rasmussens lykkeland”, nedbryder folkesundheden og forkorter levealderen med flere år i forhold til f.eks de andre nordiske lande.

FN offentliggjorde fornylig en rapport om velfærd og levevilkår i alle jordens lande. Rapporten fra FN’s Udviklingsprogram – UNDP – hvor de objektive grundvilkår for “velfærd og lykke” – undersøges viser at Danmark halter efter nordiske naboer
og det er bedre at bo ikke bare de andre nordiskle lanbde , men også i lande som Spanien, Japan og Østrig end i Danmark.
Ja, faktisk er 15 lande i denne verden bedre at leve i, viser FN-rapporten.
Landenes placering på FN’s liste afgøres af en lang række forhold, som ud over levealder også tæller uddannelsesniveau og indkomst per indbygger. 2009-rapporten er udregnet på baggrund af tal fra 2007, så effekten af den kapitalistiske krise er endnu ikke slået igennem.
For andet år i træk indtager Norge førstepladsen efterfulgt af Australien og Island som nummer to og tre på listen. Også Sverige og Finland er bedre placeret end Danmark, mens det Nato-besatte Afghanistan og afrikanske lande som Niger og Sierra Leone har de ringeste levevilkår.

» Världens lyckligaste folk. En bok om Danmark
Lena Sundström * * * Leopard förlag, 2009

Neonazi-demonstration i Dortmund: 12 skadede

6.Sep-2009 -

Brede antifascistiske protester i Dortmund mod Neo-Nazi møde

DORTMUND Tolv mennesker, 10 af dem politifolk, blev såret da marcherende neonazister stødte sammen med politi, anarkistiske provokatører og antifascistiske demonstranter. Det skete som en følge af at neo-nazisterne, de såkaldte “autonome nationalister” , gik i åben demonstration i Dortmund´s gader , i det vestlige Tyskland. Omkring 700 neo-Nazis , de såkaldte “Autonome nationalister”, var mødt op på en plads inde i Dortmund med tilladelse fra de lokale myndigheder, og under politibeskyttelse. Mellem 2 og tre tusind antifascistiske demonstranter var mødt op for at protestere mod de neonazistiske provokationer. Herunder en gruppe ultravenstre og anarkister, som brugte det meste af tiden med at provokere med at kaste sten og fyrværkerier mod politiet.
Ti politimænd blev såret ligesom en repræsentant for partiet Die Grünen blev skadet. Politiet arresterede opimod 300 mennesker. –
Kilde;AFP

ALDRIG mere fascisme ! ALDRIG mere krig ! Den antinazistiske bevægelse rejser kravet om forbud mod alle fascistiske organisationer, også i Dortmund(6.Sep.2009)

Dortmund (Korrespondenz), 5.SEP. 2009: Største politiopbud i Dortmunds historie for at beskytte neo-nazister :
Wir waren heute bei der großen antifaschistischen Kundgebung in Dortmund dabei und wollen euch einen aktuellen Zwischenstand berichten:
Ein riesiger Skandal ist, dass den Faschisten von den “autonomen Nationalisten” eine Kundgebung im Dortmunder Norden genehmigt wurde – in letzter Minute durch das Bundesverfassungsgericht. In ganz Dortmund fanden insgesamt ca. 30 antifaschistische Kundgebungen, Demonstrationen, Straßenfeste usw. statt. Zigtausende Dortmunder bekundeten ihren antifaschistischen Protest.

antinazi.wordpress

Birmingham:90 anholdte under sammenstød mellem højreradikale og antifascister

6 Sep 2009 – 10:10

DET nye Europa: Racistiske sammenstød i Birminghams gader.

Flasker og mursten fløj gennem luften ved et sammenstød mellem unge mennesker og en gruppe højreradikale, som var samlet i den brittiske storby Birminghams centrum, lørdag eftermiddag.
Samtidigt som den kapitalistiske krise, massearbejdsløsheden og nedskæringer af dagpenge tvinger millioner af mennesker til at leve i den yderste nød og fattigdom i storbyer optrapper de fascistiske dækorganisationer deres rascistiske og voldelige aktiviteter som det skete i Birminghanm i Weekenden.
Flaskerne for gennmem luften mellem de højreradikale og deres modstandere mens murstenene blev rettet mod politiet som greb ind ind. Godt 200 personer deltog i “opgøret” som udviklede sig til slagsmål. Politiet arresterede flere end 30 personer.
Sammenstødet begyndte med at en lille, højreradikal gruppe af “antimuslimer” som kalder sig English Defence League protesterede mod hvad de kaldte “militante islamister”.
Birminghampolitiet måtte hente forstærkning fra tre andre distrikter for at forhindre at sammenstødene skulle udarte til egentlige borgerkrigslignende tilstande. For at forhindre yderligere sammenstød var uropolitiet udstationeret i alle byens kvarterer. * * *

Kilder: The Times:90 anholdte under højreradikal demonstration i Birmingham Ø Ø Ø
BBC: Sammensrtød mellem højreradikale og antifascister:

http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/england/west_midlands/8239818.stm

“Fædrelandet kalder” – verdens største statue truet af sammenbrud

21.Apr. 2009
VOLGOGRAD,Rusland (RIA-NOVOSTY) -

Verdens største statue i Mamajev Kurgan-mindes-komplekset for de faldne under slaget om Stalingrad trues af kollaps

Verdens største statue, Fædrelandet kalder, eller Stalingrad-statuen på Mamajev Kurgan- komplekset i Stalingrad, som Hrustjov-revisionisterne i 1956 fjernede fra landkortet og og omdøbte den til Volgograd for at tilfredstille de antikommunistiske og kontrarevoluionære kræfter i ind- og udland, , er nu truet af sammenstyrtning efter mere end fyrre år. Statuen, Moder Rusland vejer 8 000 ton, bare sværdet kvinden holder i sin højre hånd måler 27 meter og vejer alene 14 tons og 300 kg.

Moder Rusland, bygget til minde om de faldne ved det 200 dage lange slag om Stalingrad forestiller - en kvinde som smeder et sværd.Hele mindeskompekset – Mamayev Kurgan eller Stalingrad-mindesmærket tog otte år at skabe .
Sammenlagt faldt en og en halv million soldater under kampene og byen blev næsten helt jævnet med jorden. Flere end 40 000 civile faldt også under de fascistiske styrkers angreb på Stalingrad.
Den 85 meter høje Moder Rusland – mindesmærke over de faldne i det heroiske slag om Stalingrad – skuer
ud over det tidligere Stalingrad, som Moskva-revisionisterne fratog dens heroiske navn og omdøbte til Volgograd i 1956 . * *

kilder: ria-novosti 17.Apr

Katyń – Myter,løgne og fakta om en masssakre

April 2009 -

Katyn som politisk slagmark – Fra tragedie til farce – og Dom uden beviser

Den 13. april 1943 kom medierne i Nazityskland med endnu en afsløring af en bestialsk forbrydelse som ifølge de nazistiske medier var begået af “jøde-kommunisterne” i Stalins Sovjetunion. Ifølge både radio og aviser havde man opdaget massegrave med ligene af polske officerer, i Katyn, ikke langt fra Smolensk. At der var tale om en “kommunistisk forbrydelse” var der ingen tvivl om i de nazistiske medier. Overalt i det tysk-besatte Europa lød det enstemmigt i de profascistiske medier: “Det jødebolsjevikiske massemord i Katyn viser os hvad fremtiden indebærer hvis Stalins Røde Hær vinder krigen”. Rigspropagandaminister Joseph Goebbels, det tyske borgerskabs ledende spindoktor – var velforberedt og gav straks løfte om at en international specialkommission og Polsk Røde Kors skulle undersøge Katyn-massakren til bunds.
Dr. Goebbels agiterer i Berliner Sportspalats i februar 1943 for Nazitysklands og den ariske , kristne races ret til til at føre den “totale krig” for at erobre “lebensraum” , dvs. kolonier, råstoffer og billig slavearbejdskraft i de slaviske lande og ikke mindst i hvad der betegnes som det “jøde-kommunistiske” Sovjetunionen.
Reichspropagandaminister Goebbels Katyn-kampagne i foråret 1943 var også et udtryk for den desperation der var begyndt at snige sig ind hos de tyske ledere efter katastrofen i Stalingrad hvor en hel hær af Nazitysklands elitetropper var blevet omringet og sat ud af spillet af Stalins Røde Hær. Den af Hitler udpegede General Paulus kapitulerede den 31. Januar 1943. Slaget om Stalingrad var tabt for tyskerne og deres europæiske allierede. Tyskerne var om ikke desperate , men skriften på væggen var åbenbar, mens den antifascistiske modstandsbevægelse fik fornyet håb og kraft. Den 18. Februar 1943 – et par uger efter Stalingrad-nederlaget – forsøgte Nazitysklands førende spindoktor Goebbels at afsværge det tyske mareridt i Stalingrad ved at erklære den “Totalen Krieg” i Berliner Sportspalast til de tre tusind nazistiske tilhørerers jubel. (“Wollt ihr den totalen Krieg”)
Godt to måneder efter Stalingrad-nederlaget indledte tyskerne deres kampagne om “de jødebolsjevikiske” massakre på polske officerer i Katyn.

Den 28-30 april 1943 gennemførte den af Goebbels udpegede “internationale tekniske kommission” – bestående af 12 læger og professorer fra de tyskbesatte områder i udgravninger i Katyn. De fik lov til at observere 9 lig. Kommissionens formand, Ferenc Orsós fra Ungarn, bedømte hele sagen ud fra en eneste krop ! Ud fra denne ene krop skrev han (og Gerhard Buhtz, den tyske udgravningsleder) en rapport som senere blev underskrevet af den “internationale kommisions” medlemmer. Efter krigen afsagde flere af medlemmerne fra kommissionen sine vidnesbyrd. Blandt disse var Hajek (fra Tjekkoslovakiet), Marko Markov (Bulgarien) og også Orsós selv. Orsós dementerede sine udsagn i 1947 hvor han boede i den amerikansk-kontrollerede zone i Berlin, hvorfor det ikke giver nogen mening påstå at han blev udsat for sovjetisk pression.

Hverken den af Goebbels udpegede “internationale kommission” eller polsk Røde Kors lykkedes med at overbevise Sovjets vestlige allierede og slet ikke den internationale antifascistiske opinion om at Goebbels og nazisterne havde ret i deres antikommunistiske påstande. En undtagelse var den såkaldte polske eksil-regering i London, en gruppe af eksilpolakker under Sikorskis ledelse som fra første minut tilsluttede sig de nazistiske påstande.

Ti år tidligere – natten til den 28.februar 1933 – tre måneder efter nazipartiets valgnederlag i november 1932, hvor Hitlers Naziparti havde tabt to millioner stemmer – stod den tyske Rigsdag i flammer. Ifølge Goebbels, Hitler og den tyske og amerikanske højrepresse var det en “kommunistisk forbrydelse ” – et led i Stalins plan for en “kommunistisk magtovertagelse” i Tyskland.
Ifølge både nazityske, amerikanske og danske aviser var Rigsdagsbranden i virkeligheden et led i en kommunistisk sammensværgelse – et led i Stalins planer om at udbrede “kommunismen” til hele verden. Ifølge de nazistiske konspirationsteorier var brandattentatet mod den tyske Rigsdag i 1933 et led i en kommunistisk komplot udført af KOMINTERN-partiet KPD efter ordre fra Stalin i Moskva skrev aviserne. Nazisternes Rigsdagsbrand-retssag mod lederen af Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) Georgi Dimitrov førte dog ikke til den planlagte domfældelse, men rejste tværtimod alvorlige tvivl om der virkelig var tale om “en kommunistisk mordbrand-komplot”.
At massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig nu næsten 70 år senere – ligesom Rigsdagsbranden – har udviklet sig til en politisk slagmark hvor alle midler bliver taget i brug for at “miskreditere Stalin , kommunismen og det socialistiske sovjet” påviser at den “kolde krig mod kommunismen” fortsætter. Fordi alene tanken om kommunismens virkeliggørelse, som revolutionært alternativ rider de herskende kapitalistiske klasser som en mare idag såvel som dengang. Nazisterne ville med Rigsdagsbranden og Katyn-massakren vise at “jøde-kommunismen” og Stalins Sovjetunion var “ond, terroristisk og folkemorderisk”, hvorved man kunne retfærdiggøre de tyske planer om at invadere Sovjetunionen og sikre markeder, råstoffer og billig slavearbejdskraft til det kapitalistiske erhvervsliv.
Begivenhederne i 1930´erne og Anden Verdenskrig spiller en nøglerolle også idag. Det beviste den polske filmskaber Andrzej Wajda ´s med hans overdådigt promoverede Katyn-epos. Wajda´s polsk-chauvinistiske propagandafilm blev imidlertid vraget som modtager at den forventede amerikanske Oscar-filmpris

Derfor blev der ingen Oscar-pris til Wajda´s Katyn- epos

+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +

For de gamle DKP´ere, SF´ere og andre reformister – blev skyldsspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort da det kriseramte Sovjets medier i 1990 meddelte at “hemmelige dokumenter” påviste at NKVD bar skylden. Dommen blev dog afsagt uden fremlæggelse af beviser.
Allerede i 1954, havde USA´s parlament tilsluttet sig den Goebbelske udlægning af de makabre fund fra 1943 som et bevis for at Stalins Sovjetunion stod bag. Idag strækker enigheden sig således fra Hitlertysklands propagandister, den polske eksilregering i London (og Nato-landet Polens nuværende regering i Warszawa) over til de højreradikale og neonazistiske antikommunister, bl.a de såkaldte “historie-revisionister” som kalder de nazistiske krigsforbrydelser, Auschwitz og masseudryddelse af fascismens modstandere i KZ-lejrerne for “jøde-kommunistiske propagandaløgne”, ligesom der stilles spørgsmåltegn ved den Røde Hærs og modstandskampens berettigelse under krigen.

I Polen idag betragtes påstanden om at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand som at Paven er Guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen ?
Den 14. april 1990 sendte det sovjetiske nyhedsbureau TASS et telegram hvor kan man læse at det var Sovjetunionen, der udførte de nævnte nedskydninger. Så bør der herske nogen tvivl om skyldsspørgsmålet ?
Nej der burde ikke herske nogen tvivl hvis man kunne stole på Gorbatjov og Tass eller hvis der i det mindste kunne fremlægges troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.

Hvad læserne af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990 var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af *1) NKVD og det antifascistiske Sovjet.
- Læserne blev ikke præsenteret for nogle “beviser” i 1990
Som bekendt er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et demokratisk retsprincip. Hverken Tass, Gorbatjov eller Jeltsin er overdommere i denne sag.
Gorbatjov valgte at “hemmeligstemple” de dokumenter som angiveligt “afgjorde” skyldspørgsmålet” i Katyn-sagen
Idag nægter Gorbatjov overhovedet at udtale sig om “beviserne” bag Tass-telegrammet. De kopier som polakkerne fik udleveret i 1992 er imidlertid så langt fra at leve op krav om ægthed og “dokumentation” som en fair og demokratisk retssag rejser. F.eks er sproget i nogle af disse “dokumenter” fyldt med stavefejl – som påvist her – som er hvad sprogforskere kalder “ikke-russiske” stavefejl. Det indebærer at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret af udlændinge og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Polakkerne, dvs den polske regering og dens revanschistiske støtter ville gerne tro på “beviserne” , men måtte for ikke at tabe ansigt rejse højlydte krav om udlevering af “original-dokumenteterne”.
Hvilket – 19 år efter Gorbatjov/Tass´s tilståelse stadig ikke sket.
Hvorfor udleverer russerne ikke bare alle dokumenter i sagen ?
I 1990 var det statskapitalistiske Sovjet og dets revisionistiske ledelse ii dyb politisk og økonomisk krise og – ligesom Polen – gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestrojka-politik som , ifølge Gorbatjov, skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid pga den kapitalistiske gældsætning
Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra fremfor alt (Vest-)Tyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske veststater .
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelski´s Polen som krævede sovjetiske tilståelser for “Katyn -forbrydelsen”.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med den mærkelige “tilståelse” i april 1990. Mærkelig fordi den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Gorbatjov offentliggjorde aldrig disse Katyn-papirer som angiveligt skulle bevise NKVD´s og Stalins skyld.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991 og Gorbatjov mistede magten overlod han “dokumenterne” til Boris Jelsin som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidigt som Polen nu havde vendt sig mod vest og Nato.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser som behagede polakkerne skulle tjene to formål : At få Polen til at undlade at søge om optagelse i Nato og samtidigt tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og dermed sikre de neoliberales magtstilling. Den tidligere SUKP-leder Boris Jeltsin forsøgte ligefrem at sælge en del af Rusland til Finland for at finansiere underskuddet i det kriseramte Ruslands økonomi. En “handel” som finnerne dog afviste.
I september 1992 dukker disse dokumenter om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidigt som den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev sat under lup.
De 42 dokumenten kaldet den “hemmelige mappe nr. 1″ indeholdt angiveligt en “kopi” af Berijas skrivelse til Politbureauet hvori henrettelse af fangerne blev foreslået m. m., bl.a et mystisk brev fra KGB-chefen Sjelepin til Nikita Hrustjov hvor det siges at hele 21.857 polakker skulle være dræbte.
Papirerne fra “mappe nr 1″ blev offentliggjort i oktober 1992, af præsident Jeltsin som i Warzawa selv udleverede “mappen” til Polens præsident Wałesa. Sagen var klar, kunne det se ud som, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-”mappe” den 14 oktober 1992.
Imidlertid viste en undersøgelse af håndskriften i brevet at den ikke tilhørte Sjelepin, samtidig som brevet var dateret 1965, et år efter Hrustjovs fald fra magtens tinder. Dermed faldt både anledningen til brevet og troværdigheden ned på Goebbels-niveau.
Også dateringen “5 marts” i Berijas skrivelse og Politbureauens beslutning forundrede forfatningsdomstolen , som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere at et oplæg/skrivelse til politbureuaet var sket samme dag som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst 5-6 dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse mærkværdige “dokumenter, men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse “beviserne”. Åbenbart ønskede man ikke at “beviserne” skulle blive sat under lup af offentligheden og uafhængige historikere og sprog-kyndige.
I 1995 dukker “beviserne” så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berija´s brev !
I det offentliggjorte “brev” kan man læse “… marts 1940″ hvor der tre år inden stod “5 marts 1940″. En besynderlighed som behøver en forklaring !
Hvis dokumentet var ægte var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en skygge af tvivl over om dokumentet virkelig er ægte. Og hvilken af versionerne er i dette tilfælde den ægte , det fra 1992 eller det fra 1995 ?
På grund af alle disse mærkværdigheder og den tvivl der blev rejst om ægtheden af Gorbatjovs påstand om NKVD´s skyld valgte den russiske Forfatningsdomstol at udelade Katyn-sagen i sin endelige udtalelse i november 1992 i udredningen om det sovjetiske regeringsparti SUKP.

Tvivlen angående papirerne i den “hemmelige mappe” fremføres af en bred kreds af akedemikere , forfattere og proffesionelle arkivforskere i Rusland og andre steder. Derfor er det ikke som den internationale Goebbels-brigade krampagtigt påstår “kun de mest forbenede, forstenede, uvidende” som stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt : Kun “de mest forstenede og uvidende” tror ukritisk på Gorbatjov/TASS´s kommuniké og de “fotokopier” og afskrifter som er fremlagt i sagen. Efter nogle år gik det op for den tungnemme polske regering at der måske var noget uldent ved Katyn-papirerne fra perestrojka-årerne og de krævede “originalpapirerne” udleveret. Idag – 19 år efter TASS-telegrammet med Gorbatjov´s “tilståelse” – har polakkerne stadig ikke set skyggen af nogle “original-dokumenter” , men har måttet nøje sig med afskrifter og utroværdige fotokopier af hvad der ligner “perestrojka”-konstruerede forfalskninger.
Mistilliden til ægtheden af Katyn-dokumenterne som Jeltsin offentliggjorde i 1992 blev ikke mindre da GVP – det Russiske millitære anklagerkontor – hemmeligtstemplede over halvdelen af de 183 bind om GVPs 14 år lange Katyn-udredning (1990- 2004).
Det som GVP konkluderer er at “udredningen har pålideligt klarlagt 1803 polske krigsfangers død, og at man har påvist identiteten på 22 af dem ” .
Denne konklusion rejser endnu flere spørgsmål. GVP giver ikke nogen forklaring på forskellen mellem de tidligere påstande om 21.000 dræbte. GVPs tavshed og de russiske myndigheders uvilje at hjælpe med pålidelige svar på de mange spørgsmål som Katyn-undersøgelsen rejser,er ikke – som Wajda og den internationale Goebbels-brigade af højreliberale og historierevisionistiske politikere og historikere vil have os til at tro – et udtryk for uvilje til at afsløre “kommunistiske forbrydelser”
Snarere tværtimod : Tavsheden fra GVP og Ruslands borgerlige-revisionistiske ledere (Gorbatjov/Putin m. fl.) skal snarere dække over sandheden og de russiske myndigheders farceagtige udredning af den “hemmelige mappes” papirer fra perestrojka-tiden som de neoliberale hævdede “beviste” NKVD´s skyld i Katyn-sagen”.
Allerede i 1945 skrev den tjekkoslovakiske professor F. Hajek, som i 1943 blev udpeget til at indgå i Goebbels Katyn-kommission: > > > > > > > > > > > >
“…på grundlag af sådanne iagttagelser og åbningen af nogle kroppe fastslog jeg at ligene uden tvivl ikke kunne have ligget der i tre år, som hitleristerne påstod, men bare en meget kort tid, maksimalt lige godt et år.” Fra bogen “Beviserne fra Katyn” fra 1945 ((citeret efter Muchin).

Det er også et faktum at hverken de flettede reb som nogle af de polske officerer var bagbundet med eller ammunitionen som blev fundet i Katyn-udgravningerne var sovjetiske. Ammunitionen var tysk , men for Wajda og den internationale Goebbels-brigade er det nærmest et bevis for at NKVD og Stalin stod bag. Lad os vende det om og forestile os at ammunitionen var sovjetisk: Ville det så være et bevis for at tyskernes skyld ?
Også selve fremgangsmåden som de tyske nazister selv gav vidnesbyrd om under Nürnberg-processerne: at skyde personer i nakken , med bundne hænder ved en massegrav stemmer overens med andre nazityske massehenretttelser. Metoden blev brugt i Babij Jar i Kievs udkanter og mange andre steder i det fascistisk besatte Europa.
Også pladsen for Katyn-massakern vækker forundring – hvis vi udgår fra at den internationale Goebbels-brigade har ret i deres påstande om at NKVD stod bag – idet Katyn-massegravene ligger på en plads, hvor de sovjetiske pionerer havde deres sommerlejre 1940 og 1941, (frem til det nazityske angreb i juni). Sov de sovjetiske børn i deres telte i pionerlejren virkelig ovenpå en hørm og stank fra ligene i en massegrav som ifølge Goebbels og Wajda i 1940 blev fyldt med nedskudte soldater ? Valget af en sådan mærkelig plads peger i en retning : at det var Goebbels landsmænd og ikke russerne som udførte massemordet.
Desuden var området omkring massegraven – Kozji Gory et populært udflugtmål for de lokale beboere, hvor man ofte tilbragte fritiden, pluggede svampe eller havde picnic.
Derfor har Anette Nielsen uden tvivl fat i den lange ende når hun i anmeldelsen af Wajda´s film i Dagbladet Arbejderen fremhæver at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbel i sine dagbogsnotater fra 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn. Den 8. maj 1943 skrev propagandaminsteren :
”Vi måtte uheldigvis opgive Katyn. Bolsjevikkerne vil uden tvivl snart finde ud af, at det var os, der skød de . . . polske officerer…”
Det er derfor ikke forkert at sige at de ”beviser” som Gorbatjovs og Jeltsins kriseramte Sovjetunion fremlagde i 1990 omtrent var lige så troværdige som de tyske mediers påstande om at Nazi-Tysklands aggression mod Polen i 1939 i virkeligheden var et forsvar mod et polsk angreb . Goebbels fremviste i september 1939 “ligene af polske soldater” angiveligt fra hærenheder der havde angrebet Tyskland – netop i timerne inden Nazistyskland gik til “modangreb” den 1. september 1939 – eller de “beviser” som USA´s Forsvarsminister Colin Powell i 2003 fremlagde om “Iraks masseødelæggelsesvåben” i FN.
Problemet for Gorbatjov, Wajda og andre tilbedere af den Goebbelske Katyn-myte om NKVD´s, Stalins og Sovjets skyld er at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte. Selv om det polske regime og skiftende regeringer nu i snart tyve år har tygget på “beviserne” fra Gorbatjovs kriseramte Sovjets “perestroika-laboratorium” med afskrifter og fakede fotokopier om Katyn-sagen kræver de stadig en officiel “folkemords”-tilståelse fra den russiske regering. En tilståelse de aldrig får, for der findes ingen beviser i sagen – tværtimod peger alt mod at tyskerne er de skyldige.
Den tidligere polske Gulag-fange Romuald Świątek-Horyń kom i 1968 til London med ideen til en bog om massakren i Katyn – 19 kilomter vest for Smolensk. Med sig havde han vidnesbyrd fra mange tyske krigsfanger som han havde truffet under sit Gulag-ophold i Vorkuta og Norisk 1950-56). De tyske krigsfanger havde under sommeren 1941 set polske krigsfanger i Smolensk-området. Smolensk-boere som opholdt sig i Gulag bekræfter tyskernes vidnesbyrd. Krigsfanger som ifølge Goebbels og Wajda blev dræbt året inden.
Det som for alvor overbeviste Świątek om nazisternes skyld var Wladyslaw Zak´s historie. Zak, som var polsk officer fra Krakow, sad i en NKVD-lejr i nærheden af Smolensk, blev overført til et fængsel i Moskva- bare to uger inden Tysklands overfald på Sovjetunionen – Zak var overbevist om at han havde undgået den skæbne som overgik de andre polske fanger.
Disse vidnesbyrd udgjorde sammen med Świątek´s forskning i britiske arkiver grundlaget for værket : “The Katyn Forrest”
+ + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + + +
Hvilke konklusioner kan vi trække ud fra de beviser, modbeviser, dokumenter, forfalskninger og bjerge af propaganda om Katyn som vi er i besiddelse af idag ? I årtier har alverdens anti-kommunistiske kræfter fortalt os at Katyn var Sovjets ansvar. Et bevis på Stalins og kommunismens ondskab. Nazisterne erklærede Katyn som en forbrydelse begået af “jøde-kommunister” fra Stalins Sovjet. De brugte den sammen med mange andre påskud til at slagte og plage livet ud af millioner af sovjet-borgere, kommunister og jøder i KZ_lejre i aggressionen mod Sovjetunionen i 1941. De vestlige imperialister brugte nazisternes antikommunistiske påskud i 1950´erne, for at gennemføre politiske retsager mod kommunister og alt progressivt. Katyn blev brugt af de herskende kapitalistiske magthavere i de antikommunistiske hekseprocesser under McCarty-perioden og i korstoget mod kommunismen, for at beskytte kapitalisternes ejendomret, deres rigdomme, markeder og kolonier, hvor de brutalt terroriserede og dræbte flere millioner mennesker.
Det kriseramte og dybt gældsatte Sovjets leder Michail Gorbatjov forsøgte i 1990 at komme vesten i møde med en erklæring om at der fandtes dokumentation for Stalins og Sovjets ansvar for Katyn. Dokumentationen viste sig at være fuldstændigt utroværdige afskrifter og kopier af hvad de højreliberale og revisionistiske historikere vil have os til at tro er ægte dokumenter fra Sovjetunionens veldokumenterede socialistiske fortid.
Idag forsøger de moderne historie-revisionister- sekunderet af de borgerlige og socialdemokratiske medier og politikere – at frikende nazisterne for ethvert ansvar for massakren. De bruger Katyn som endnu et påskud for at overbevise os om at Stalins Sovjet “fabrikerede” Holocaust , ligesom kommunisterne “fabrikerede Auschwitz” og alle de andre ufattelige nazistiske forbrydelser. Den nazistiske myte om Katyn og andre antikommunistske myter er siden blevet brugt som et våben for de imperialistiske magter, et våben for kapitalen og deres fascistiske håndlangere og bødler for at retfærdiggøre deres blodige nedkæmpning af arbejderklassens og de undertrykte folks stræben efter fred ,demokrati, socialisme og velfærd i Europa, såvel som i Asien, i Afrika og på det amerikanske kontinent . Sandheden om Katyn er imidlertid langtfra hvad nazisterne og de revisionistiske historikere gerne vil have os til at tro. Katyn var endnu en nazistisk forbrydelse. Det var de invaderende styrker fra Polens vestlige naboland -Supermagten Nazityskland – som dræbte de polske officerer efter at have fanget dem fra sovjetiske lejre. Den konklusion som vi bør drage alene ud fra de bjerge af løgne, propagandaen og forfalskningerne som imperialisterne og nazi-sympatisørerne er kommet med, er at Katyn er deres ansvar . Ellers ville der ikke have været nogen grund for nazisterne for at gennemføre deres “internationale” undersøgelse i 1943 og for Gorbatjovs revisionister at fabrikere falske dokumenter. Men det der står tilbage af fakta bag alle løgne og bedrag og forfalskninger, er sandheden om Katyn. De polske officer var ikke uskyldige engle – sådan som Wajda og hans internationale tilbedere gerne vil have os til at tro. Men de fortjente ikke en tysk kugle i nakken uden retsag eller dom .
De polske officerer blev idømt fængselsstraf for de forskellige krigsforbrydelser de havde begået imod Sovjetunionens folk. De fleste af dem var notoriske landsforrædere og de burde være stillet til ansvar overfor deres land og folk. Hvis de fortjente en kugle i nakken var det ikke en tysk kugle, men en polsk for de forbrydelser de havde begået mod Polens og andre slaviske folk før og under Anden Verdenskrig.

N O T E R -

*1) N.K.V.D. dvs Н.К.В.Д. : Народный комиссариат внутренних дел, (Narodnyj komissariat vnutrennich del) betyder “Folkekommissariatet for indenrigsanliggender”.

Emblem for NKVD
*2) Det kommunistiske parti i den socialistiske Sovjetunion havde 1925- 52 navnet Al- Unionens Kommunistiske Parti (Bolsjeviker) - ВКП(б))( Всесою́зная Коммунисти́ческая Па́ртия (большевико́в) .    *      *      *     *   *    *      *     *      *   *    *   *  *     *  *  *     *   *  *      *      *
Journalisten Andrej Sjtjerbatov fremhæver en række mærkværdigheder i de Katyń-papirer der dukkede op i perestrojka-epokens sidste år – ligesom han påviser Wajdas hykleri i anmeldelsen af filmen i Pravda (27.Marts 2008):
“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show” (Oversat til dansk på INTERPRES)

Den russiske historiker Aleksandr B. Sjirokograd kaster i artikelen : “Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker “ nyt lys på begivenhederne omkring Katyn og den nazi-tyske agression mod Polen og Sovjetunionen (Oversat til dansk på INTERPRES)

Tartakovs rapport var en forfalskning : Læs dokumentationen

New York Times : Walter Schellenberg, chef for SS-efteretningtjeneste: Fortæller i forhør at nazisterne fabrikerede hele presehistorien omkring Katyn-massakren, and that this account was independently corroborated by a Norwegian prisoner.

*)Berijas rapport til Stalin fra den 2 november 1940 om polske og tjekkiske krigsfanger

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internatioionale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mikakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling , ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa – udenfor Sovjetunionen – blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og et flertal af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver, jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Pan Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod landets jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 åres venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år. Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, imod General Anders formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Afghanistan: Polsk besættersoldat dræbt

11.Aug. 2009 – 09.18

32-årige Kaptajn Daniel Ambrozinski :tiende polske offer for USA´s og Nato´s militære besættelsesoperation i Afghanistan

Kaptajn Ambrozinski blev meldt savnet igår i Ajuristan-området hvor hans deling, en styrke på omkring 60 soldater, både polske besættelsesstyrker og afghanske kollaboratør-troper blev angrebet af afganske modstandsstyrker.
DE afghanske partisaner som angreb de polsk-afghanske besætterstyrker tilføjede Nato-styrkerne svære tab, udover den dræbte polske soldat, blev yderlige fire polske og otte afganske soldater såret i den seks timer lange ildkamp. Natolandet Polens Udenrigsminister Radek Sikorski var synligt rystet da han om modstanden udtalte :

“Det var den mest violent shoot-out since our troops started military operations in Afghanistan”

Polen har som lydig Nato-satellitstat sendt 2000 soldater ind i Afghanistan for at hjælpe USA med at holde landet besat, sikre en USA-venligt regime og undertrykke den folkelige modstand mod USA´s “befrielsesprojekt som af Nato kaldes “international sikkerheds styrke” _ “International Security Assistance Force (ISAF)

Tidlig tirsdag morgen blev Kaptajn Daniel Ambrozinski fundet død, efter en omfattende eftersøgning af både Polish-Afghan-American squad at 2.30 CET after an all-night search. Den 32-årige Kaptajn Daniel Ambrozinski blev dermed den tiende polske soldat hvis sidste rejse bliver den flere tusind kilonmeter lange rejse til hjemlandet. Han efterlader sig kone og to børn.
Det fremgår ikke af de officielle pressemeddelelser hvor mange afghanere – ubevæbnede civile såvel som modstandskæmpere – Kaptajn Daniel Ambrozinski selv har dræbt , såret eller tortureret.

Ambrozinski, trænede Afghan troops, was shot dead when a patrol comprising dozens of Polish and Afghan troops was attacked by the Taliban. According to Lieutenant Colonel Dariusz Kacperczyk, the spokesman of the Operational Headquarters, Polish soldiers were patrolling the area as part of the “Over the Top” operation which had been conducted there since Mid-July. It was an uneven fight. There were twice more Taliban than Polish soldiers and the rivals had heavy weapons.

. Recently, the Polish contingent has set up their base in the Ajuristan region. So far, ten Poles have been killed in the course of Polish mission in Afghanistan.

The Polish Ministry of Defense is considering adding 200 more troops to the Polish units already present in Afghanistan. (mg/di/mmj)

Poland’s Defence Ministry says a Polish soldier has been killed in an exchange of fire with the Taliban in Afghanistan.
in the eastern Ghazni province, the ministry says.
Deputy Defense Minister Stanislaw Jerzy Komorowski says Ambrozinski was member of an Afghan-Polish foot patrol of 50 troops that came under Taliban fire. Ambrozinski was initially considered missing. He is the 10th Polish soldier killed in Afghanistan since March 2002.
Four other Polish troops were injured in the exchange of fire. / / / Slawek Szefs.

Polski Radio : Dramatyczne wieści z Afganistanu. Patrol z polskimi żołnierzami wpadł w zasadzkę talibów w wiosce w górzystej prowincji Ghazni. Rozpętała się bitwa. Czterech Polaków jest rannych, ale – co najgorsze – w czasie walki zaginął jeden z naszych żołnierzy. . . . ..

Mieszany polsko-afgański patrol patrolował trudny teren wokół położonej w wysokich górach bazy w miejscowości Sangar w Adżiristanie, w północno-zachodniej części prowincji Ghazni. Grupa około 60 żołnierzy, w tym kilkunastu Polaków z zespołu doradczo-szkoleniowego, poruszała się pieszo. Kiedy nad ranem czasu afgańskiego żołnierze weszli do małej wioski, wpadli w zasadzkę talibów. Rozpętała się strzelanina. /AP
_ _ ___ __ _ __ _ _ __ _ _ _ _ __ _ __ _ _ __ _ __

Afghanistan : Modstandsgrupper angriber hovedstaden med raketter

4.August. 2009 17:12

KABUL ( – ) Militante oprørsgrupper angreb i dag, tirsdag den afghanske hovedstad Kabul med mindst ni raketer.
Angrebet viser at “talibaner” og andre modstandsgrupper er i stand til at slå til mod hovedstaden hvor den USA-indsatte
præsident Karzai – også kaldet Kongen af Kabul – har forskanset sig.
Flere af raketerne slog ned i området hvor Nato-styrkernes højkvarter og flere udenlandske ambassader ligger.

Modstandsbevægelsen Taliban angreb idag Kabul for første gang, med raketter fra bjergene omkring den afghanske hovedstad. Taliban hævder at de skød tolv raketter. Politi i Kabul hævder at det drejede sig om mindst ni.

To af raketterne slog ned på det såkaldte diplomatstrøg Wazir Akbar Khan; en af dem omkring 100 meter fra USA´s ambassade, i nærheten av et hospital, oplyser politichef Sayed Abdul Ghafar til Reuters. Området huser også hovedkvarteret for Nato-styrken Isaf. Mindst én raket ramte i nærheden af den internationale lufthavn, godt 16 kilometer fra byen.

Bemærkelsesværdigt raketangreb

Dette er det første større angreb i år mot Kabul, som tidligere har vært hjemsøgt av modstandsbevægelsens martyraktioner, bilbomber og attentatforsøg mod præsident Hamid Karzai. Karzai er de vestlige besættelsesmagters favoritkandidat stiller til valget den 20. august.

Det bemærkelsesværdige er at det tog halvanden time fra første til sidste raket, med tanke på den korte afstand til USA´ største flybase i Bagram, stik nord for Kabul, og basen på lufthavnen i Kabul.

Under den sovjetiske hærs besættelse blev Kabul sjældent angrebet med raketter fra bjergene omkring Kabul . Hovedstaden blev først lagt i grus under borgerkrigen under Mujahedin-regimet (1992-96) indtil Taliban indtog byen i oktober 1996.

Guvernør Mohammad Halim Fedaye i Maidan-provinsen, rett vest for Kabul, unnslapp uskadd fra en veibombe tirsdag. Angrepet er en del av Talibans opptrapping foran det USA- og Nato-regisserte valget under full okkupasjon. Taliban har oppfordret folk til å boikotte valget.

Forrige søndag overlevde Karzais visepresidentkandidat, Mohammad Qasim Fahim, et liknende attentatforsøk i Kunduz-provinsen i nord. Krigsherren Fahim er tidligere forsvarsminister og kommandant i Nordalliansen,

Fire dager før ble den tidligere Taliban-kommandanten mulla Salam Rocketi, en av Karzais 38 utfordrere, utsatt for bakholdsangrep på vei til Kabul fra valgkamp i den nordlige Baghlan-provinsen.

Motstand

US Marine-soldater , med kamperfaring fra Irak, har allerede varslet at modstanden de møder i Afghanistan, er « hårdere» end i Irak. Sergant Jacob Tambunga, troppechef i Kompani C i 1. batalion af 5. Marine-korps, oplyser til New York Times at de tre angreb han oplevede i Helmand-provinsen i syd, varede længere end noget angreb han oplevede i den urolige Anbar-provinsen vest i Irak.

- Dette er to forskjellige verdener. I Irak angreb de og stak af. De her fyre bliver og manøvrerer mod os, siger han til avisen.

- Det var ren held at vi ikke havde langt større tab, tillægger Sergant Brandon Tritle, troppeschef i Kompani C .

- Hvis de havde haft bedre våben, ville vi være i alvorlige vanskeligheder, siger en Marines til NY.Times.

Blodig juli

71 soldater fra Nato-koalitionens besættelsesstyrker blev dræbt i juli. Det er det største tab i nogen måned i den snart otte år lange krig, «en krig som allerede er en av de længste i USAs historie», konstaterer Washington Post.

41 af de dræbte var fra USA, 22 fra Storbritannien. Tre amerikanere blev dræbt lørdag, tre søndag i den nye måned.

Kilder: Klassekampen/Reuter/New York Times/Washington Post

Overskud på 19.500 millioner kroner på tre måneder for energimonopol ! Hvem sagde krise ?

4.Aug. 2009 16:45

Milliardprofitter for Statoil_NorskHydro : 19,5 milliarder kroner.

Trods den kapitalistiske krise fortsætter de storkapitalistiske energimonopoler med at rage milliardoverskud til sig.
Idag offentliggjorde den statskapitalistiske energi-gigant Statoil-NorskHydro sit regnskab for 2.kvartal. Selvom overskuddet
er mindre end sidste år viser selskabets egne tal, milliardprofitter på 19.500 millioner dvs 19,5 milliarder kroner inden skat.
Profitterne for monopolkoncernens i de samme tre måneder sidste år løb op i 62,1 milliarder inden skat.

“Mit liv i prostitution” – tidligere sexslave fortæller om “lykken som prostitueret”

29.Juli 2009

Den tidligere prostituerede Lita Malmberg´s kronik i Politiken om sexslaveriet i den kapitalistiske prostitution ligger på avisens top ti liste over antallet læsere ifølge politiken.dk

Tusinder af piger og kvinder bliver lokket ind i den kapitalistiske prostitution, for at slippe ud af arbejdsløshed og fattigdom. Inden de begynder livet som sexslave har de ofte romantiske og stærkt idealiserede forestillinger om livet i den kapitalistiske prostitution.
I den kapitalistiske propagandafilmfabrik i Hollywood har man gennem årerne gjort flere film hvor nogle af “heltene” i den kapitalistiske verden glorifiseres, som f.eks mafiosa som Godfather og andre kapitalistiske gangstere, men også prostiturerede som Julia Roberts rolle i Pretty Woman , hvor den prostitueredes kvindes liv idyliseres og fremhæves som spændende.

Hollywood-stjernerne Richard Gere og Julia Roberts spiller hovedrollerne i prostitutions-propagandafilmen “Pretty Woman” – en film som intet har med virkeligheden at gøre for de millioner af kvinder der slaver i den kapitalistiske prostitution. * * *
Hollywood-instruktøren Garry Marshall´s film om luksusluderen Vivian Ward – tilknyttet den omfattende kapitalistiske “call-girl” industri – og hendes forhold til en kapitalistisk forretningsmand, anses for at være skoleeksemplet på ren prostitutions-propaganda.

Malmberg fortæller blandt andet om følgerne af livet i den kapitalistiske prostitution:

Skadevirkningerne af prostitution kommer i etaper. Som prostitueret er man udsat for en øget risiko for kønssygdomme og uønskede graviditeter (kondomer kan gå i stykker).

Man har en øget risiko for at blive udsat for fysisk og psykisk vold og for at blive voldtaget. Og det er svært at gå til politiet og anmelde en voldtægt.

Hvordan kan man bevise, at kunden tvang én til andre og flere ydelser, end det var aftalt på forhånd? At han tiltvang sig adgang til éns krop mere end den ene gang, der var betalt for? Derudover er der i vores retssystem en tendens til, at mænd får rabat på straffen, når det kun er en prostitueret, de har voldtaget.

Og at . . .. . .

Selve sexakten, som mange prostituerede lægger krop til mange gange om dagen, slider på kroppen, og problemer med underlivet er en gene, mange prostituerede lever med på jævnlig basis.

Der er angst forbundet med livet i prostitution. Angst for voldelige kunder, angst for at blive opdaget, og ligefrem angst for at blive slået ihjel af en kunde, der går amok.

På længere sigt opleves skader som for eksempel vanskeligheder ved at få og fastholde nære relationer og vanskeligheder ved at have seksuelle relationer. Det at have ladet sine grænser overskride i en grad, hvor man har tilladt vildfremmede at ligge stønnende og svedende oven på sig, at have ladet sine kropsåbninger penetrere af den ene fremmede mand efter den anden, gør, at man igen skal lære at åbne sin krop og sin sjæl for én, man elsker. Det kommer ikke af sig selv.

Tilhængerne af den kapitalistiske prostitutions legalitet er mægtige og findes ikke bare på Ekstra Bladet, men langt ind i den kapitalistiske over – og middelklasse , fra liberale og venstreorienterede politikere og grupperinger (som de autonome anarkister og journalister med tilknytning til portalen Modkraft og Enhedslisten), til kapitalistiske playboys (-girls) der er overbevist om at de har ret til alt i kraft af deres rigdom.
(også skildret i Robert Redfords film om en millionær der vil betale det magiske beløb “one million dollar” til et forlovet par, hvis kvinden
tilfredsstiller ham seksuelt). Fortalerne for prostitutionen er meget fantasifulde når de skal forsvare deres ret til købe sex af fattige kvinder.
Deres “verden går under og samfundet bliver farligere siger de.

LITA MALMBERG spørger reflektorisk

Hvad skulle samfundet gøre uden prostituerede?

Myterne er talrige: »Der ville være flere voldtægter, hvis vi ikke havde prostituerede«. Vrøvl! Den samfundsgruppe, der er mest udsat for voldtægt, er prostituerede. Voldtægt har i øvrigt ikke noget med sex at gøre, det har noget med vold at gøre. »Mænds seksualitet er anderledes end kvinders. Mænd har brug for deres udløsning for at kunne fungere«. Patetisk sludder.

Det er simpelthen en grov undervurdering af mænd at fremkomme med en sådan påstand. »Nogle mænd vil ikke have adgang til sex, hvis der ikke findes prostituerede«. Nu er det sådan, at kun 8 procent af sexkøberne køber, fordi de ikke mener, de kan få sex på anden vis. Og nu er det altså sådan, at mænd ikke har en gudgiven ret til udløsning, ligesom kvinder ikke har. Og slet ikke når det har så store konsekvenser for dem, der lægger krop til.

Samfundets liberale holdning til prostitution gør, at det er nemt at blive prostitueret. Paradoksalt nok er det ikke så nemt at komme ud af prostitution igen, for prostitution bliver godt nok betragtet som et socialt problem, men også som et individuelt problem, altså med andre ord: Det må den enkelte selv ligge og rode med.

Næsten samtlige politiske partier udviser en skræmmende tendens til ikke at tage stilling til problemet. Hvorfor mon? Kan det hænge sammen med, at sexindustrien er en betydelig pengemaskine? Eller er problemet for kontroversielt?

Prostitutionen siver ned i ungdomskulturen, og unge bytter seksuelle ydelser med penge, tøj, mobiltelefoner osv. uden en chance for at gennemskue konsekvenserne.

Inden for de sidste par år har prostitutionsdebatten blomstret i Danmark, og dette har affødt en organisation af aktive prostituerede, som kæmper for deres ret til at være prostituerede. De argumenterer for retten til at bestemme over egen krop, og for, at prostitution bliver anerkendt som erhverv. De argumenterer også med, at de trives i ’faget’ og ikke mærker skadesvirkninger af det.

Lita Malmberg er socialpædagog og tidligere prostitueret.
Læs hendes kronik Mit liv i prostitution

Skærpet politisk krise i Nepal: Hærchefen nægter at afgå

22.Maj 2009

Prachanda afgår i protest – krisen i Nepal skærpet

 Nepals “kommunistiske” statsminister, den maoistiske leder Pushpa Kamal Dahai, bedre kendt under hans nom de guerrre Prachanda, afgik mandag den 4.maj. Det sker i protest mod at hærchefen for Nepals militærstyrker og de politiske kræfter der modsætter sig afgørende demokratiske ændringer af Nepals hær, nægte at følge den nepalesiske regerings beslutning om at afskedige hærchefen. Den konstitutionelle præsident Ram Baran Yadav greb ind i den politiske beslutning og nedlagde veto mod regeringens beslutning om at afskedige hærchefen Rookmangud Katawai.
Det ville svare til at Kongeriget Danmarks statsoverhoved Dronning Margrethe nægtede at underskrive Folketingets beslutninger og dermed “enevældigt” blokerede for hvad der på grundlovsmøder kaldes Danmarks “demokratiske” tradition. I modsætning til Nepal´s nye republikanske forfatning, kræver Danmarks monarkistiske grundlov Dronningens underskrift af alle nye love for at de skal træde i kraft. En lov der ikke er underskrevet af den danske monark er med andre ord “grundlovsstridig”. Med andre ord har den danske monark en grundlovsfæstet ret til at indlægge veto mod enhver lov som hun og hendes kapitalistiske klassefæller finder “forkert” “uretfærdig” “kommunistisk” , “stalinistisk” eller “i strid med menneskerettighederne” eller hvad de reaktionære kræfter kan finde på for at forsvare deres klasseinteressr og privilegier.

Prachanda – Nepals Statsminster og leder for NKP(m) Nepals Kommmunistiske Parti (maoister) bekendtgjorde sin beslutningen om at afgå som Premierminster i en tale til nationen i mandags, mindre end et døgn efter at to af NKP(m)´s koalitionspartnere i den nepalesiske regering , deriblandt det revisionistiske Nepals Kommunistiska Parti-Forenede Marxist-leninister), som i daglig tale går under navnet UML, havde forladt regeringen i protest mod hærchefens afskedigelse.
Dermed bekræfter de revisionistiske ledere i UML at de ikke er en pålidelig revolutionær kraft, men en vaklende småborgerlig gruppering.
Prachanda – Nepals afgående Statsminster beskrev præsident Yadavs beslutning om at stoppe regeringens afskedigelse af hærchefen som ”anti-konstitutionelt”, som et slag mod demokratiet, fredsprocessen, og den nye nepalesiske republik og bad ham om at trække beslutningen tilbage.

Prachanda gik til angreb på det erklærede Kommunistiske Parti – kaldet NKP-UML, som siger en sag den ene dag men bakker den næste dag efter være udsat for pressionm fra udenlandske magter. Hvilke magter blev ikke udtrykt direkte i talen, men det er åbenlyst at Prachanda talte om indisk og vestlig indblandning.

”Vi vil ikke tillade indblandning i Nepals indre anliggender.”

Regeringens afgang er kulminationen på kraftmålingen mellem de revolutionære kræfter, de vaklende småborgerlige reformistiske kræfter og de gamle reaktionære kræfter som stadig har kontrollen over hæren.

Forfatteren Basanta Lohani, fra hovedstaden Kathmandu, skriver i Nepal News: ”Jeg støtter regeringens beslutning om at afskedige hærchefen Katawai, ikke fordi han fortjente at blive afskediget men fordi at de udenlandske herrera diktat skal stoppes et eller andet sted inden dette land forvandles til en fuldstændig satellitstat. Den udenlandske indblandningen er blevet for stor under disse år. Nu er der nok.”

Basanta Lohani fortsætter: ”Maoisterne har udvist et fantastisk mod. Også når de var fuldstændigt isolerede fra de andre, så stod de imod og tillod ikke at den udenlandske indflydelse skulle sejre denne gang.”

Ifølge fredsaftalet skal de nitten tusind (19.000) soldater i Folkets befrielsehær integreres i den nepalesiske hær, noget som hærchefen og de reaktionære magtstrukturer modsætter sig.
Kampen om kontrollen over hæren bliver nøgle-spørgsmålet i Nepal i de kommende måneder.
Nej til demokratiske reformer af hæren

I talen konstaterede Prachanda at : > > > > > > >
”Den interimistiske konstitution giver ikke præsidenten nogen beføjelser til at agerr som et parallelt magtcentrum…Spørgsmålet om et civilt styre over den nepalesiske hær har været et meget følsomt emne lige siden Nepal blev udråbt til republik.” ( 2008, overs. anm) . . . . . .
”jeg håber at min afgang vil skabe en positiv mulighed til at løse op for det nuværende dødvande.”

Efter Prachandas og NKP(m) afgang står landet uden regering, og partiet ved at de andre potentielle regeringspartier ikke har tilstrækkeligt med pladser for at kunne deres egen regering.

Siden valget i april sidste år har maoisterne gennemført en succerig kampagne for monarkiets afskaffelse, men de gamle kræfter støttet af udenlanske magter (Indien og vestmagterne) modsætter sig at den gamle kongelige hær “reformeres i demokratisk retning. Det gælder også maoisternes og de revolutionære kræfters kamp for at gennemføre en jordreform til gavn for det store flertal af arbejdende og kasteløse i Nepals landdistrikter.

Allerede i løbet af mandagen indledte NKP(m) og de revolutionære og demokratiske kræfter de første masseprotester mod reaktionens obstruktion af den demokratiske proces i Nepals gader. Kampen om statsmagten og hvilken vej Nepal skal gå fortsætter.

Borgerlig-refomistisk front mod maoisterne i Nepal

Søndag den 17. maj gik hele 300.000 mennesker ud på gaderne i Nepals hovedstad Katmandu for at demonstrere sin støtte for maoisterne i den pågående kraftmålning overfor Indien og dets nepalesiske allierede og håndlangere.
Kraftmålingen kom for alvor til udtryk i begyndfelsen af maj hvor præsident Ram Barad Yadav i strid med forfatningen vægrede acceptere den maoistiske regerings beslutning om at afskedige hærchefen, general Rookmangud Katawal. Under krigen blev han berygtet for sin brutalitet mod de fattige som støtter NKP(M); Nepals Kommunistiske Parti (Maoister) .

Gennem at afgå som Statsminister den 4 maj har lederen af NKP(M) Prachanda bevidstgjort folket om forskellen mellem at bare at indehave regeringsmagten i en borgerlig stat og at have magten i en socialistiske stat efter en revolution. Den borgerlige stat er afsløret som en klassestat i Nepal. Maoisterne og de progressive kræfter har gennemført omfattende folkelige manifestationer mod det som beskrives som et kup mod Nepals legitime progressive regering.

Antimaoistisk regering
Mandag 25 maj blev Madhav Nepal indsat som Statsminister. Han har oprettet et provisorisk minikabinet på tre personer, som senere skal udøges. Madhav Nepal repræsenterer højrefløjen i det splittede revisionistiske “Nepals kommunistiske parti – Forenede marxist-leninister (UML)” og var partiledere frem til valget i april 2008. Efter at have tabt til maoisterne i to valgkredse afgik han.

Efter mycket schackrande och med indisk inblandning har Madhav Nepal nu fått stöd av 22 av parlamentets 24 närvarande partier. UML har tillsammans med det Nepal´s socialdemokratiske Kongressparti, en række småpartier som gamla rojalister, etniska chauvinister og en del erklærede venstreorienterede partier oprettet hvad de kalder en ”Demokratisk Allians”.

Denna uhellige alliance savner en politisk plattform och riskerar at blive sprængt i atomer ved mindste påfrestning. Den principløsa alliansen er kun enige i et spørgsmål, at stoppe maoisternes kamp for at gennemføra demokratiska och sociala reformer.

Sitter inte länge?
Med det kommunistiske partis (maoisterne) dominans af det udenomparlamentariske liv, og med 40 procent af parlamentets pladser, vil den borgerligt-revisionistiske Madhav Nepals- regering ikke overleve særlig lang tid, trods udenlandsk imperialistisk støtte.

South Asia Analysis Group, som står nær det kapitalistiske Indiens etablissement, indræmmer det med disse ord: . . . .

”Med tanke på de interne modsætninger og den fuldstændige opposition fra landets største parti, maoisterne, er det ikke klart hvor længe regeringen vil kunne sidde.”

Nepals og maoisternes svaghed er den nepalesiske arbejderklasse svaghed. Der findes ingen storindustri af betydning. Og derfor intet sværindustrielt proletariat til at føre revolutionen fremad og fastholde det kommunistiske perspektive for klassens allierede i andre klasser og for det maoistiske parti. Uden en arbejderklasse er snakken om en socialistisk revolution rene idealisme og skrivebordsteorier. Nepal er et af verdens fattigste lande. Store dele af Nepals arbejderklasse arbejder i udlandet og Nepal er afhængig af de pengeoverførseler som de udvandrede arbejdere sender til deres familier og slægtninge i hjemlandet. Nepals elite: kapitalistiske og feudale overklasse og deres partier føler deres privilegerede stilling sikret i kraft af støtte fra det kapitalistiske vesten og Indien, mens Nepals største parti (NKP(M) oh de progressive og revolutinære kræfter ikke har nogen udenlandsk allieret af betydning, selvom en række venstregrupper, (ikke kun maoister) og progressive politikere rundtom i Asien har protesteret mod kuppet mod maoisterne, Nepals regeringsparti men disse har ikke samme geopolitiske pondus som hvis Rusland/Kina eller USA slog i bordet for det demokratiske proncip at generaler vælges af politikere ikke af hæren eller af enevoldskonger eller præsidenter. Desuden er det havneløse Nepal helt uafhængige af Indien med hensyn til handel l handel og energitilførsel som går gennem Indien.

Nabolandet mod nordøst, Kina, “blander sig ikke i Nepals indre anliggender” , hvis ikke Kinas interesser i Tibet trues. Det er et faktum som Indien forholdt sig til i sin taktik. Man udøver en grov pression mod Nepal uden dog (endnu) at gå til direkte militære intervention mod maoisterne. Også fordi det skulle skabe problemer for Indien både i Peking , Moskva og Washington. * * * * – – – – - – – – – - –

BAGGRUND 1 : Kommunistisk valgsejr i Nepal: en sejr for alle demokratiske kræfter og et nederlag for det reaktionære kongerige-

BAGGRUND 2 (klassekampen.no skriver:

President Ram Baran Yadav bad søndag general Rookmangud Katawal om at bli i stillingen som forsvarssjef, etter at statsminister Pushpa Kamal Dahal, bedre kjent som Prachanda, hadde bedt ham om at gå av. Ifølge presidenten, som har vært en framtredende politiker for opposisjonspartiet Nepali Congress (NC), er avskjedigelsen av Katawal grundlovsstridig. Som øverstkommanderende for de væpnede styrkene, er det han som sitter med den avgjørende beslutningen.

I går kom Prachandas respons: Han trekker seg fra stillingen som statsminister.

- Presidentens handling er et angrep på det unge demokratiet og fredsprosessen. Interimsforfatningen gir ikke presidenten rett til at agere som parallell makt, sa Prachanda i sin avskjedstale.

Intens feide.

President Yadav grep inn på oppfordring fra atten partier i den grunnlovsgivende forsamlingen, blant dem CPN – United Marxist-Leninist (UML) og det største opposisjonspartiet NC. Forsvarssjef Katawal hadde da nektet å akseptere avskjeden.

Søndag var det Prachandas tur til ikke å akseptere brevet med ordren fra presidenten. Han mener at presidentens inngrep er forfatningsstridig, fordi Nepal har et regjeringsbasert styresett hvor presidenten spiller en seremoniell rolle.

Ifølge maoistlederen handler spørsmålet om forsvarssjefens posisjon om «at opprettholde den sivile overhøyheten» over de væpnede styrkene. Katawal er en innbitt motstander av å integrere maoistenes Folkets frigjøringshær i regjeringsstyrkene.

Det har ført til en rekke kontroverser mellom forsvarssjefen og maoistenes forsvarsminister Ram Bahadur Thapa («Badal»). Katawal rekrutterte vel 2800 nye soldater – i strid med 12-punktsavtalen som ligger til grunn for fredsprosessen. Høyesterett valgte likevel å godkjenne rekrutteringen fram til da.

Deretter forlenget Katawal tjenestetida til tre pensjonerte brigadegeneraler, gamle monarkister, med tre år uten å konsultere regjeringen. Igjen kom høyesterett, en «overlevning» fra det gamle regimet, Katawal til unnsetning.

Maoistene mobiliserer

Ledelsen i maoistpartiet («Maobadi») betegnet i går presidentens beslutning som «et kupp». Informasjons- og kommunikasjonsminister Krishna Bahadur Mahara sa etter møtet at maoistene vil motsette seg presidentens beslutning i gatene, i parlamentet og i retten. Han mener at presidenten undergraver folks ønsker og fredsprosessen.

Prachanda har snakket med riksadvokat Raghab Lal Baidya om mulighetene for å gå til rettslige skritt mot Yadav. Medlem av sekretariatet, Top Bahadur Rayamajhi, vil stille presidenten for riksrett.

Lila Mani Pokharel, medlem av maoistenes sentralkomité, går langt i å hevde at visse partier har villet ha en konfrontasjon mellom maoistene og hæren for å utløse et «valgforberedende» kupp som i Bangladesh. Pokharel retter fingeren mot blant andre Surya Bahadur Thapa, lederen for det monarkistiske Rastriya Janashakti Party (RJP).

«Grensemarkering»

Etter tretten dager i håp om i det minste å få UML og de andre regjeringspartiene med seg, om ikke NC, ga Prachanda opp forsøket på å oppnå konsensus for å sparke Katawal. Forsvarssjefen har blitt en merkesak for Maobadi – både innad i egne rekker, hvor Prachanda har blitt kritisert for å være svak overfor opposisjonen, og overfor UML. Omdanninga av regjeringshæren er et nøkkelspørsmål i fredsavtalen, og Katawal har direkte utfordret regjeringen gjennom sine beslutninger.

Gjennom oppgjøret med Katawal har maoistene indirekte bedt UML om å velge side. Mange maoister nedover i rekkene har hatt vansker med «konsensus»-linja til Prachanda i regjeringen.

Nå ble UML konfrontert med samme valg: Å gå sammen med Maobadi om å omforme Nepal til en ny stat eller å dekke seg bak «konsensus» og bli med NC og andre opposisjonspartier langs en helt annen vei ut fra «minst felles multiplum»?

UML

UML begrunner sitt uttog av regjeringen med at maoistene brøyt konsensus.

- Tida har kommet for å skape en ny allianse med alle partier med nasjonal konsensus, proklamere UMLs generalsekretær Ishwor Pokharel etter at partiet trakk seg ut.

UML har vært splittet i synet på Katawal. Innenriksminister Bam Dev Gautam som nå har gått av, ville ha forsvarssjefen sparket. Det samme skal ha vært tilfelle med Pokharel.

Da partilederen Jhala Nath Khanal kom tilbake fra Kina, la UML fram sitt eget forslag: Å avsette Katawal og nestkommanderende Kul Bahadur Khadka som maoistene ville ha på posten, og forsvarsminister Badal.

Det skulle bane vei for nr. 3 i generalstaben, generalløytnant Chhatra Mansingh Gurung. Både «Badal» og Khadka motsatte seg forslaget som helt åpenbart var å plassere UML i posisjon.

UML har fått med seg minoritetspartiet Madhesi Janadhikar Forum (MJF), Sadbhavana Party og CPN (Samyukta/United) ut av regjeringen og er klar for koalisjonsforhandlinger med NC. NC er imidlertid større enn UML og vil kunne komme til å kreve statsministerposten som Khanal lenge har villet ha.

NC tar trolig med seg Terai Madhesh Loktantrik Party (TMLP), Rastra Prajatantra Party (Nepal) og andre småpartier inn i regjering fra opposisjonen.

India har gitt klarsignal til en ny regjering, skriver Times of India. Det blir bekreftet av nepal News. Indias ambassadør Rakesh Sood var raskt ute med full støtte til forsvarssjefen og kom med klare advarsler om at regjeringen ville bli felt dersom Katawal ble avsatt etter å ha vært i New Delhi og konsultert med utenriksminister Pranab Mukherjee.

Å sparke Katawal har blitt et spørsmål om «nasjonalitet og suverenitet», erklærte maoistene sekretariat fredag. Det stemplet UML og NC som “mellemmænd for indisk ekspansjonisme”.
* * * * * * * * * * * * * * * * *
Den konstitusjonelle krisa i Nepal skjerpet seg ytterligere i går, da maoistene varslet at de vil lamme parlamentet inntil president Ram Baran Yadav unnskylder for å ha nektet regjeringen å sparke Nepals forsvarssjef, general Rookmangud Katawal.

Uthalingstaktikk

Nepals forente kommunistparti – maoistene, som førte folkekrig mot monarkiet i ti år fram til 2006 – ble største parti i valget i april 2008, og har 40 prosent av de 610 setene i nasjonalforsamlingen. Med over en tredel av kongressrepresentantene kan maoistene derfor i praksis blokkere den så lenge de vil.

En liknende forhalings- og treneringstaktikk har de andre store partiene, Nepali Congress (Kongresspartiet) og Nepals kommunistparti – forente marxist-leninister (UML) i varierende grad brukt mot maoistene. All tautrekkingen gjorde at det tok lang tid å få på plass en regjering etter valget i april i fjor, og maoistlederen Prachanda (Pushpa Kamal Dahal) kunne først tiltre som statsminister i august.

Da regjeringssamarbeidet med UML sprakk som følge av krangelen om hærledelsen, hadde ikke lenger regjeringen flertall i parlamentet, og Prachanda trakk seg mandag. Maoistene sa i går at de ikke trakk seg fordi de mistet flertallet, men «av etiske grunner» fordi presidenten utfordret avgjørelsen til regjeringen, som har den utøvende makten, ifølge nettstedet Nepalnews.

- Et kupp

Maoistene mener at presidenten ikke har dekning i den midlertidige grunnloven for å overprøve statsministeren, ettersom presidentrollen først og fremst skal være seremoniell, og ikke politisk. Presidenten kunne nektet å godkjenne avgjørelsen om å sparke hærsjefen, og sendt saken til nasjonalforsamlingen, men ikke overprøvd avgjørelsen, mener de.

- Den midlertidige grunnloven gir ikke presidenten noen rett til å handle som en parallell makt, sa Prachanda.

Maoistene har karakterisert presidentens handlemåte som «et kupp», og beskylder ham for at underminere fredsprosessen og demokratibyggingen i det fattige og krigsherja landet.

Prachanda sparket forsvarssjefen etter en langvarig strid, som blant annet handlet om at generalene har trenert integreringen av de maoistiske geriljasoldatene i hæren, et tiltak nedfelt i fredsavtalen fra 2006.

19.000 maoistsoldatene er forlagt i leire, med våpnene nedlåst, under FN-kontroll.

Regjeringskrise

Ifølge Al Jazeera ba presidenten Prachanda fortsette å lede en midlertidig regjering inntil en ny regjering er på plass, noe maoistene har avvist.

Presidenten har fått støtte fra maoistenes hovedrivaler, Kongresspartiet og UML, og har bedt de politiske partiene jobbe for at danne en ny regjering innen lørdag.

På et møte i Katmandu i går diskuterte sentrale partiledere muligheten til å danne en koalisjonsregjering med støtte fra alle partiene. Verken maoistene eller Madhesi-partiet Madhesi Janaadhikar Forum deltok på dette møtet, ifølge Nepalnews.

På møtet i nasjonalforsamlingen i går varslet maoistenes Narayan Kaji Shestra at hans parti ikke ville tillate regulære møter i parlamentet før presidenten trekker tilbake sin avgjørelse. Han sa også at det ikke ville bli dannet noen ny regjering før så skjer.

Deretter ropte maoistene slagord.

Parlamentspresident Subas Nemwang hevet møtet og utsatte forhandlingene til onsdag, ifølge Nepalnews i så stor hast at han glemte formaliteten med å lese opp brevet fra presidenten om at statsministeren har trukket seg.

Samtidig utnytter maoistene sin folkelige støtte, og har varslet at de vil «ta til gatene» og la folket si sin mening.

I går kom det til kraftige sammenstøt mellom maoistiske demonstranter og politi utenfor presidentpalasset i Katmandu, der lokalmyndighetene hadde erklært demonstrasjonsforbud.

Ifølge nettstedet Nepalnews ble flere dusin aktivister arrestert i morgentimene. Det var også varslet demonstrasjoner i går ettermiddag.

FN bekymret

FNs sikkerhetsråd diskuterte i går situasjonen i Nepal. FNs generalsekretær Ban Ki-moon har beklaget at Prachanda har trukket seg, og understreket viktigheten av å fortsette fredsprosessen. I en uttalelse sa Ban at han er lei seg for den siste utviklingen, men «oppmuntret av maoistpartiets forsikringer om å fortsette fredsprosessen, inkludert fortsatt deltakelse i utarbeidelse av grunnloven».

Den nye grunnloven var planlagt ferdig til mai 2010, en tidsplan som nå står i fare.

Kronik : Det mest miljøvenlige er at afstå fra shopping

19.juli 2009 05:23 * * * * *

Jordens miljø , luften, jorden og havene og den natur vi mennesker kommer fra og lever i, er ingen maskine som vi blot kan skifte ud, men forudsætningen for menneskehedens og vore mange slægtninge i dyreverdens overlevelse. Under kapitalismen er mennesket blevet fremmedgjort fra sig selv og naturen. Ud af den kapitalistiske markedstænkning reduceres mennesker til varer , produkter som kan udskiftes eller smides væk. Historisk blev det illustreret i sin mest ekstreme form i det kapitalistiske Tysklands KZ-lejre hvor storkapitalen (IG Farben) udbytter slavearbejderne til sidste åndedrag. Hvis mennesket er et produkt ifølge den kapitalistiske markedstænkning kommer tanken om at forbedre “produktet menneske” naturligt ind. Derfor arbejder man på højtryk i de kapitalistiske genmanipulations-laboratorier med at udvikle “de perfekte gener” som vil blive udbudt på det kapitalistiske marked. Loven om enlige kvinders ret til statsautoriseret kunstig befrugtning (insemination) er den murbrækker som kapitalen håber vil åbne op for accept af “fuld liberal frihed på markedet” til udvikling og salg af “menneskefostre og gener” ikke bare til “enlige og lesbiske kvinder” , men til hele kollektiver af mænd og kvinder, producentforeninger, sportsklubber, virksomheder . . . . . U name it.

Varen arbejdskraft og de mennesker som er tvunget til at sælge den under kapitalismen bliver – ligesom naturen og dyrerne – som en uafvendelig følge af bourgeoisiets jagt efter den maksimale profit – reduceret til vare som kan købes, sælges, forbedres eller destrueres alt efter de kapitalistiske konjunkturer. Dermed ligger vejen også åben for det kapitalistiske markeds “genetiske forbedring” af både menneske og natur. I realiteten vil det betyde menneskehedens død og skabelsen af kapitalistiske aliens-væsener – bioteknologiske produkter, kreaturer der altid lyder kapitalen, som aldrig gør oprør, protestere, eller blive træte og syge før “sidste forbrugsdato” og som ikke kræver nogen pension og andre “menneskelige rettigheder”. En brutal kapitalistisk virkelighed som er på vej , godt nok med små skridt som altid begrundes i “menneskegodhedens tjeneste” . . som de “enlige mødre som ikke kan finde en mand de vil have børn med”. En af det danske liberale bourgeoisis papegøjer ; akedemikeren Helmuth Nyborg, udtrykker det på denne måde : “med insemination kan [man] fremavle både klogere og stærkere børn” i et interview i avisen Information .
Et faktum som de fleste mennesker idag er bevidste om hvis de får et par minutter til at reflektere over deres liv , er at vi i stigende omfang er fremmedgjorte overfor samfundet – altså det store kollektiv af mennesker – der er ingen følelse af fællesskab. Allerede Karl Marx skrev om i det nittende århundrede om arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen. Idag er det udbredt til mennesker i andre lag og klasser. Ligesom den udbredte rodløshed og søgen efter idenditet , som er en følge af fremmedgørelsen under kapitalismen og bourgeoisiets ideologiske og økonomiske splittelses- og individualiseringsstrategi overfor proletariatet og dets allierede. Fremmedgørelsen ytrer sig også ved at kapitalen forsøger at knyttet folks idenditetssøgen til produkter, varemærker og statussymboler som f.eks tøj- bilmærker. Allerede Karl Marx skrev om at de herskende klassers tanker er de de herskende tanker,ideologi eller bevidsthed. De klasser og lag som står nærmest den kapitalistiske overklasse ser sin position i det kapitalistiske klassehieraki bekræftet gennem købet af statussumboler, som biler, klæder, boliger og andet som det er muligt at erhverve for penge. Jagten på statussymboler er en af de vigtigste drivkræfter for den kapitalistiske handel. Alene i Danmark lever flere end 300.000 mennesker af sygeligt købemani eller Shopping addiction, ifølge Psykiatrifonden. Det er et udbredt fænomen i kapitalismens hovedland USA, hvor millioner af mennesker er blevet shopaholics, som en følge af den omfattende kapitalistiske “shopping”-propaganda, reklame for køb af de nyeste produkter. Disse menneskers idenditet er så undergravet at de som robotter ikke er i stand til stoppe købemanien, fordi hele deres idenditet er overtaget af “kapitalistisk shopping”.

Den kapitalistiske markedstænkning om at du er en vare – et individ som konkurerer med andre individer på det kapitalistiske marked gør også at stadig flere mennesker opfatter hinanden som “konkurrenter” på markedet, et marked hvor taberne risikere at stå på gaden uden et hjem eller en arbejdsplads at komme til hverdag. Det er virkeligheden ikke bare i de undertrykte u-lande, men også i rige kapitalistiske stater som USA og Rusland og omend i mindre udstrækning i Tyskland og de skandinaviske lande. Den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen og rovdriften på naturens rigdomme og jagten efter den maksimale profit har nu ført menneskeheden ud i , ikke bare trafikkaos og en kollosal forurening af luften og jordens atmosfære som hverdag tager livet af tusinder af mennesker i de kapitalistiske stater i form af overdødelighed og trafikulykker, men også til at flere end en milliard mennesker idag sulter eller er underernærede. Kapitalismens profitjagt og konkurrencekamp  har ført  til udviklingen af en kapitalistisk herrefolks-mentalitet uden respekt for både mennesker, natur og jordens rige dyreliv.
Forbrug og berigelse i form af statussymboler er blevet den nye religion som en følge af den kapitalistiske markedstænkning og dens allestedsnærværende propaganda for produkter af enhver art: reklamen. “Shopping” er  blevet den største og vigtigste fritidsbeskæftigelse i den kapitalistiske verden.

Den revolutionære kommunistiske arbejderleder Karl Marx skrev om kapitalismens varefetishisme og arbejderklassens fremmedgørelse i produktionen såvel som i “fritiden”. Den er ikke blevet mindre siden det nittende århundredes “unge kapitalisme”.
I Danmark, Sverige såvel som i andre kapitalistiske stater er mediene fra aviser til fjersyn , radio og internettet fyldt med reklamer, altså propaganda for produkter,service fra de kapitalistiske selskaber som på den måde forsøger at øge salget og rage markedsdele til sig. I byerne er politikere konstant under pres fra aggressive erhvervsfolk der kræver et handelsvenligt miljø med parkeringsmuligheder, gågader og storcentrer hvor den “frie handel” kan øge deres omsætning.
Køb og forbrug af varer og produkter og især mærkesvarer som bilmærker , tøjmærker er blevet den nye religion.
Vi opfordres ikke bare fra de kapitalistiske handlere , men fra mange andre, f.eks borgerlige politikere til at shoppe “for at holde hjulene i gang”. “Shoppingen” skal tage os ud af kapitalismens  økonomiske krise. Men kan vi virkelig shoppe os ud af en krise som er skabt gennem forbrug på kredit ?

. . .. . . .. Under et år tog jeg time-out fra unødvendigt shopping og levede som anti-forbrugerist. Et valg som vækte mange følelser hos mennesker, skriver Ann-Christin Gramming i en kronik i avisen Gøteborgs-Posten idag

Det grønneste valg er at afstå

Hver anden kvinde siger at de har shopping som hobby. Modebloggere er vore nye magthavere. Shopping er blevet en livsstil men hvem er du hvis du ikke shopper?  Hvad laver du hvis du ikke shopper eller overhovedet har råd til at shoppe?

Sociologen Zygmunt Bauman diskuterar i sin bok Konsumtionsliv begrebet konsumtion (når vi køber nødvendigheder) og konsumisme (alt det der andet unødvendige vi køber eller drømmer om at købe).

Han peger på hvordan vi i dagens “brug – og smid væk” samfund til og med selv er blevet forvandlet til varemærker. Vi lever i et forbruger samfund hvor vi dels forbruger men samtidigt selv er forbrugsvarer som skal sælges på markedet.

Forbrugeristisk begær
Under et år tog jeg selv time-out fra onödig shopping och levde som anti-konsumist. Inspireret af Judith Levines bog Not buying it besluttede jeg mig for at bekæmpe det forbrugeristiske begær og finde ud af hvad jeg egentlig ville savne ,hvilke mine behov var. Visserligen ägnade jag mig åt ofrånkomlig konsumtion av mat, medicin och förbrukningsartiklar, men allt det där andra som utgör guldkanten i vår vardag avstod jag ifrån. Var det något som jag behövde fick jag försöka att låna, byta eller köpa det begagnat.

Shopping blev en vana
Varför shoppar vi? Jag upptäckte ganska fort att jag ofta hade shoppat för jag hade tillfälle. Shopping hade blivit en vana, en naturlig del av vardagen.
Arbetar man som jag i stan, är det så enkelt att gå en runda i butikerna på lunchen eller efter jobbet. Alltid hittar man något som är på extrapris. Vid löning var det självklart att unna sig lite extra, lunch ute eller en tidning och när man var deppig kunde man trösta sig med genom att shoppa en tidning, ett läppglans eller lite choklad. Men efter mitt shoppingcelibat upptäckte jag att det inte var prylarna som jag saknade, inte shoppingen i sig.

Det var de sociala sammanhangen som i sig krävde konsumtion som jag saknade, att inte gå ut med kollegorna och äta lunch eller hänga med på after work.

Ikke kede sig
Jag fick radikalt ändra mina vanor för att klara köpstoppet. Jag slutade gå i affärer för att inte bli sugen, tog med mig lunch till jobbet och letade upp gratisaktiviteter på helgerna. Jag lånade böcker och tidningar på biblioteket och bytte kläder och barnprylar med kompisar.

Tanken var ju inte att sitta hemma och ha tråkigt utan på helgerna gjorde vi utflykter med familjen i stället för att ta en sväng på stan med fika och shopping. Vi träffade kompisar och deras barn hemma, grillade på gården eller hade knytkalas i stället för att köpa take-away.

Köpstoppet visade sig väcka många känslor hos människor. Jag hade många intressanta diskussioner, inte minst runt kaffebordet på jobbet, men de flesta var positiva till projektet. Många tyckte att det var ett häftigt projekt, men erkände att de nog inte själva skulle klara det någon längre period. De ville inte avstå från nya kläder, eller från en tidning då och då.

En del pekade på det absurda i att göra ett projekt av vad de uppfattade som naturlig sparsamhet. En sparsamhet som de flesta barnfamiljer levde under för inte allt för många år sedan, under en tid när det ännu var otänkbart att låna till konsumtion. Shopping som fritidssysselsättning har ju främst kommit på senare år, men är det bara yngre som ägnar sig åt ohejdad shopping?

I ett ekorrhjul
Genom vårt ständiga shoppande låser vi in oss i ett ekorrhjul av arbete och tidspress. Alla de saker vi shoppar behöver skötas, behöver förvaras, och kanske försäkras innan de byts ut eller uppgraderas för att slutligen förpassas till soprummet. Tänk på all den tid vi skulle få över genom att dra ner på vår shopping! För att inte tala om all den tid vi lägger ned på drömmar och planering av framtida inköp. Hur många tänker egentligen på hur många timmar vi måste arbeta för att kunna köpa en pryl?

Det är naturligvis inget fel på att vilja omge sig med vackra saker men ibland handlar shopping inte om själva prylen utan om ett försök att stilla vår inre oro. Men blir vi någonsin nöjda? Kan vi verkligen shoppa oss lyckliga mer än för stunden? Jag tror inte det.

Gyllene tillfälle
Vi uppmanas från många håll att shoppa, att konsumera “för att hålla hjulen igång” och för att ta oss ur den ekonomiska krisen.
Men är det verkligen så lätt? Kan vi göra så att två svenska arbetare får behålla sina jobb genom att shoppa tre par onödiga skor och en platt-tv? Kan vi verkligen shoppa oss ur en kris som har skapats genom en konsumtion på kredit, en konsumtion för pengar vi inte ännu tjänat?

Om nu den fria marknaden är vår frälsning, skall vi då inte kunna få välja att avstå? Varför kan vi inte se krisen som ett utmärkt tillfälle att bryta våra konsumtionsmönster?

Vi har nu ett gyllene tillfälle att förändra våra vanor och ta ett första steg för att uppnå en hållbar konsumtion. Ekoreko shopping i all ära men det grönaste valet är ju ändå att avstå.

Ann-Christin Gramming er Bibliotekar og har skrevet værket “Köp inte denne bok” , som udkom 2008.

Kronikken kunne læses første gang i Göteborgs-Posten den 19.Juli 2009

.

Præsident Jusjtjenko: Nej til Nato-baser på ukrainsk jord

19.juli 2009

Viktor Jusjtjenko har siden han satte sig i Præsident-stolen i 2005 nærmest febrilsk arbejdet for Ukraines tilslutning til den aggressive Nato-krigsalliance , men siger nu nej til Nato-baser på ukrainsk jord.
Præsidenten er idag en af Ukraines mest upopulære politikere
Uden tvivl er Jusjenko-regimet presset af den progressive folkelige opinion som siger Nej til Nato
Ukraine’s forlovede medlemskab af den aggressive NATO militæralliance, er imidlertid ikke en sag kun for Præsident Jusjenko og hans vestligt finansierede politiske venner i den “orange” koalition. Et Ukrainsk Nato-medlemskab kræver et ja i en folkeafstemning.
Imidlertid viser samtlige meningsmålinger – uanset hvordan man har forsøgt manipulere med disse målingerne, som f.eks optil den Euro-folkeafstemingen i Sverige 2003 – regular opinion polls show that the majority of Ukrainians continue to oppose medlemskab af den aggressive krigsalliance.

At der ligger i “hund begravet” som man siger fremgår af at præsidenten kæder hans nye “standpunkt” om nej til udenlandske baser sammen med konflikten med Rusland om den russiske flådebase på Krim – som Jusjtjenkos landsmand ;Sovjetlederen Nikita Hrusjtjov fratog Rusland og “tildelte” den “ukrainske Sovjetrepublik” gennem en administrativ beslutning.
Jusjtjenko sagde også at den russiske Sorte Havs flåde med base i Sevastopol, på den Krim halvø som ukraineren Nikita Hrusjtjov “fratog” Rusland og “forærede Ukraine” skal forlade basen i 2017 ,when a bilateral treaty expires.
Russia’s Black Sea Fleet uses a range of naval facilities in Ukraine’s Crimea, including the main base in Sevastopol, as part of a 1997 agreement, under which Ukraine agreed to lease the bases to Russia until 2017.
Jusjtjenko announced last summer that Ukraine would not extend the lease of the Sevastopol base beyond 2017, and urged the Russian fleet to start preparations for a withdrawal.

Ukrainian President Viktor Jusjtjenko said on Sunday that Ukraine will not host foreign military bases, and its territory will not be used against Russia, when the country joins NATO.

“Ukraine guarantees that there will be no foreign soldiers of any bloc or any country. This is implied by the Constitution of Ukraine and Ukraine’s Law on the Fundamentals of Security,” Jusjenko said.

Afghanistan: Helikopterstyrt på Nato-base : 16 døde

19 Juli 2009 – 16:22
KANDAHAR (Interfax) Mindst 16 personer omkom idag da en russisk Mi8-helikopter styrtede på de udenlandske besættelsesstyrkers flybase i Kandahar i det sydlige Afghanistan.
Helikopteren – som ejes af et civilt russisk selskab – styrtede direkte i marken under starten, sagde en talsmand for det russiske luftfartsværk til Interfax.
Det kapitalistiske Rusland har gennem længere tid hjulpet de Nato-allierede i krigen og besættelsen i Afghanistan.
Foruden de 16 dræbte skal fem personer være skadet i ulykken, som ifølge Nato´s preessekontor ikke indtraf på grund af den afhanske modstandsbevægelses beskydning men af andre årsager.

Mi-8 helikopter over den tjetjenske by Grozny i Rusland, (septem. 18, 2002)
Den russiske helikopter-besætning var på hvad Nato-besættelsesmagten kalder en “opgave til støtte for de fredsbevarende styrker” i Afghanistan. Den ulykkesramte fly-base ligger på en Nato-base.

Ulykken er ikke den første for de udenlandske lyftstyrker i Afghanistan
Tidligt lørdag morgen styrtede et krigsfly fra USA´s luftsvåben (U.S. Air Force) af typen F-15E Strike Eagle fighter i det centrale Afghanistan, hvorunder to besætningsmedlemmer omkom. U.S.A.´s militær benægter officielt at F15-jagerflyet blev fældet af hvad de kalder “fjendtligt ild”, dvs de afghanske modstandsstyrkers kamp.

I sidste uge skød afghanske modstandstyrker en Mi-6 transporthelikopter ned i det sydlige Afghanistan. Seks ukrainske civile ombord på helikopteren omkom.

Tidligere i juli , blev en britisk og to canadiske soldater dræbt i en anden helikopter-styrt i Zabul-regionen. Igen lagde de udenlandske styrkers talsmænd vægt på at “det ikke ser ud til at ulykken” er en følge af “fjendtligt ildgivning” dvs fra de afghanske modstandstyrker som besættelses-styrkerne fra Nato-landene får stadig sværere ved at undertrykke og pacificere.
Andre kilder :
RIA-Novosty: 15 Tote bei Absturz eines russischen Hubschraubers in Afghanistan

JASON STRAZIUSO, Associated Press Writer
KABUL – A Russian-owned civilian helicopter crashed and burst into flames shortly after takeoff at southern Afghanistan’s largest NATO base Sunday, killing 16 civilians in the latest in a string of deadly aircraft crashes in the country.

Højtstående britisk officer dræbt i Afghanistan

3. Juli 2009 – 07:21
En højtstående brittisk officer er dræbt i en sabotage-aktion mod de udenlandske styrker i det sydlige Afghanistan.
Det britiske militære “Angrebsministerium – som officielt kalder sig “Forsvarsministeriet” og fører krig mod Afghanistans folk på vegne af Storbritannien og Nato – bekræftede at Oberstløjtnant, Rupert Thornloe, kommandant for den Welsh Guard´ens første batalion , blev dræbt i en bombeaktion udført af afghanske sabotører i onsdags.¨
Oberstløjtnant Thornloe var den højst rankede brittiske hærofficer som er blevet dræbt siden krigen i den Persiske golf mod Irak i 1991.

Den dræbte britiske officer , som blev 40 år, havde tidigere gjort tjeneste for de kongelige britiske besættelsesstyrker i Nordirland og Irak og var kommandant for godt et tusind officerer og soldater i Afghanistan.
Under den afghanske sabotage-aktion i Lashkar Gah i Helmand-provinsen blev en anden udenlandsk soldat også dræbt : den 18 årige menig Joshua Hammond.
Dermed er det officielle antal af dræbte i blandt de britiske besættelsesstyrker i Afghanistan siden den USA-anførte invasion i 2001 oppe på 171.

Kilde: Telegrapf >>>>> “http://www.telegraph.co.uk/news/newstopics/politics/defence/5725309/Highest-ranked-officer-in-three-decades-killed-in-Afghanistan.html

The Daily Telegraph</em></a>, Lieutenant Colonel Rupert Thorneloe (pictured on patrol), CO of the 1st Bttn Welsh Guards, has been killed in Afghanistan by an IED.<br /><br />He is the first CO to be killed in action since the death of Lt-Col H Jones of the 2nd Bttn the Parachute Regiment in 1982 at Goose Green in the Falklands War and the highest-ranking British Army officer to be killed in either Afghanistan or Iraq. <br /><br />Thornloe’s death comes less than two weeks after the death of Major Sean Birchall, also of the Welsh Guards. He is the third Welsh Guards officer to be killed on the current roulement, with Lt Mark Evison killed on 12 May after sustaining injuries whilst on patrol outside Check Point Haji Alem in Helmand.<br /><br />The first bare details were reported early Wednesday afternoon by AFP, which <a href=”http://www.google.com/hostednews/afp/article/ALeqM5izzATHhgPyhXfKlW3L5Y-lBHOHaQ” target=”_blank” rel=”nofollow”>released details of an incident</a> in which a bomb blast (IED) had killed two and wounded six in southern Afghanistan, bringing to 158 the number of international soldiers to lose their lives in Afghanistan this year.<br /><br />It took until mid-morning today for the MoD publicly <a href=”http://www.mod.uk/DefenceInternet/DefenceNews/MilitaryOperations/TwoSoldiersKilledInHelmand.htm” target=”_blank” rel=”nofollow”>to confirm</a> what has been known to the media since yesterday – that they were two of ours, “one soldier from 1st Bttn Welsh Guards and the other from 2nd Royal Tank Regiment.” <br /><br />The MoD website, however, makes no mention of Lt-Col Thorneloe or of the injured – although two were very seriously injured, one of whom is “critical”. No other names have yet been given, in accordance with normal practice. Tpr Joshua Hammond of the 2 Royal Tank Regiment has now been named. He was, presumably, the driver. <br /><br />This, according to <a href=”http://www.telegraph.co.uk/news/newstopics/politics/defence/5720497/Two-British-soldiers-killed-in-Afghanistan-explosion.html” target=”_blank” rel=”nofollow”><em>The Daily Telegraph</em></a> and others, brings the number of British personnel killed since the start of operations in October 2001 to 171. The explosion, we are told, happened whilst on a deliberate operation near Lashkar Gah, the media informing us that they were taking part in Operation Panther’s Claw.<br /><br />According to <em>The Daily Telegraph</em>, Lt-Col Thorneloe, with the others, was riding in a Viking as it was negotiating a canal crossing. The explosion took out the rear compartment of this articulated vehicle, as well as the tractor. That would bring to eight the number of troops killed in Vikings, with Thorneloe the most senior, regarded as a “high flier” and former aide to defence secretary Des Browne.<br /><br />If the unverified details are correct, then they would seem to reinforce the intelligence <a href=”http://defenceoftherealm.blogspot.com/2009/06/road-rage.html” target=”_blank”>coming out of theatre<

Kina: 184 dræbte efter demonstration i Chinjiang-regionen

9.Juli 2009

Konflikten i Kinas Xinjiang-provins er den værste etniske konflikt i 60 år

Det vurderer Kina-eksperten Harald Bøckman ved universitetet i Oslo.
Baggrunden for de voldelige uroligheder i Kinas Xinjiang-region er den anarkistiske kapitalistiske udvikling som Kinas folk gennemlever i disse år. Det er har ført til øgede klasseskel ,mellem arbejderklasen, bønderne og den kapitalistiske overklasse og øgede skel mellem forskellige etniske grupper i dagens kapitalistiska Kina. Det er den egentlige baggrund til volden og gadekampene i Urumqi.

At konflikten mellem etniske grupper, især mellem den oprindelige uiguriske befolkning og etniske indvandrede hankinesere er optrappet er der ingen tvivl om. Situationen er så skærpet at Kinas præsident Hu Jintao afbrød sit besøg i Italien inden G8-topmødet var begyndt og rejste tilbage til hjemlandet.

Det viser udviklingen fra søndagens fredelige demonstrationer i Urumqi – hovedstaden i Chinjiang-regionen – hvor flere tusinde mennesker demonstrerede i forbindelse med et drab på to etniske uigure på en fabrik i sidste måned, som udartede med voldelige sammenstød mellem folkegrupperne, væltede politibiler, 150 dræbte og endnu flere sårede. Det er ikke helt klart hvordan den fredelige demo udartede sig til optøjer, med barrikader, angreb på køretøjer og huse og sammenstød med politiet.
Kinesisk Uropoliti konfronterer demonstrerende borgere i Xinjiang-regionens hovedstad Urumqi.

Men det kan se ud til at de voldelige optøjer starter da en gruppe demonstranter — som startede fredeligt — nægtede at følge politiordrer om at fjerne sig . Ifølge officielle medier skal mere end 140 være dræbte og over 800 sårede.
Det som umiddelbart udløste søndagens protester fra uigurerne var drabet på to uigurer på en fabrik i det sydlige KIna i slutningen af juni måned. Drabsmændene var angiveligt hankinesere.
Men egentlig handler protesterne om en langt dybere utilfredshed ikke bare iblandt Kinas otte millioner uigurer.

Mange hævder at de er udsatte for politisk, kulturel og religiøs diskriminering. Kinas kapitalistiske udvikling fordyber de økonomiske og sociale skel mellem klasser og folkegrupper. Uigurerne er utilfredse med at hankineser flytter ind i provinsen og dominerer det økonomiske og politiske liv.
Uigurerne, som udgør omtrent 45 procent af Chinjiangs befolkning på omkring 20 millioner, lever i et område som under to perioder i 1930´erne og 1940´erne var den selvstændige Østturkestanske republik. Da den anden Østturkestanske republik blev oprettet var den under ledelse af blandt andre en uigur med støtte fra Sovjetunionen. Men fra og med 1949 har det østturkestanske område været en del af Folkerepublikken Kina under navnet Chinjiang (Xinjiang)
12 juli 2009 – 19:52
Antallet sårede i hovedstaden Ürümqi viser sig nu – 12.juli – at være betydeligt større end hvad som hidtil har været kendt, rapporterade statslige kinesiske medier på søndag. Myndigheterne vurderer nu antallet skadede i gadekampene for en uge siden til 1.680 personer.
Mindst 184 personer er blevet dræbt i den blodigeste etniske konflikt i Kina i 60 år.

Kilder: China state media: 140 killed in riots in west * * * * * 129 killed, 816 injured in China’s Xinjiang violence

Det svenske nyhedscenter SVT (~DR) raporterer > > > > > > > :
6 juli 2009 – 19:46
Al trafik var bandlyst, kommunikationen med omverdenen er blokeret og gaderne er fulde af sikkerhetsstyrkor. Stemningen var spændt idag mandag i byen rümqi i den urolige Xinjiang-provins efter at mindst 150 mennesker er blevet dræbt i de blodigste optøjer i flera årtier.
-Hela byen er praktisk taget i undtagelstilstand, fortalte frugtthandleren Yang Yin på telefon til nyhetsbureauet Reuters.
Enligt vittnesuppgifter till nyhetsbyrån AFP ska flera tusen uiguriska invånare ha deltagit i upploppen i söndags.
Den statlige kinesiske fjernsyn viste billeder af mennesker som vælter en politibil, en liggende kvinde som bliver overfaldet med spark og slag og andre sønderbankede og grædende mennesker.
Mindt ottehundrede mennesker skal være skadede og nogle hundrede aresteret.
-Uigurerne kastede sten på trafikanter. De attackerade bara hankineser. Jag så manga mennesker blødende på jorden, sagde en kvinde fra den hankinesiske befolkningsgruppe til AFP. — – -

Skarpe skud – - – –
Den kinesiska regimen lägger skulden för våldsamheterna på uigurerna. Upploppet ska ha iscensatts av den separatistiska rörelsen Uiguriska världskongressen och dess ledare i amerikansk exil Rabiya Kadir.
Men exiluigurer hävdar i stället att den kinesiska regimen överreagerat och skjutit skarpt in i fredligt demonstrerande folkmassor.
-Ungdomarna viftade till och med med kinesiska flaggor för att visa sina fredliga avsikter, säger Mahinour Hazanova, ordförande i Svenska uiguriska kommittén, till TT.
Enligt Mahinour Hazanova var upprinnelsen till söndagens upplopp en händelse i slutet av förra månaden då två uigurer dödades av hankineser på en fabrik i södra Kina. Men egentligen handlar protesterna om ett mer omfattande missnöje bland Kinas åtta miljoner uigurer.
Många hävdar att de är utsatta för politisk, kulturell och religiös diskriminering. Liksom i Tibet finns det klagomål om att hankineser flyttar in i provinsen och dominerar det ekonomiska och politiska livet.
Tvångsförflyttning
-Regimen försöker förbjuda vårt språk i skolorna. De tvångsförflyttar unga uigurer från Xinjiang och flyttar in hankineser i stället. Det var det demonstrationen handlade om. Folk orkar inte leva med pressen längre, säger Mahinour Hazanova.
Sedan helgens våldsamheter är alla sätt att kontakta släktingar och vänner kapade. Telefonlinjer och internet ligger nere. Oron är stor bland de cirka 700 uigurer som bor i Sverige.
-Vi har ont i hjärtat. Man vill bara skrika och berätta, säger Mahinour Hazanova.
Xinjiang är en otillgänglig region med höga berg och vidsträckta öknar. Uigurerna talar ett turkspråk och har närmare band till sina centralasiatiska grannar än till centralmakten i Peking.
Värre än på 60 år
Men de ymniga gas- och mineralfyndigheterna i Xinjiang gör att det är viktigt för den kinesiska regimen att behålla kontrollen över området.
Den senaste tiden har konflikten med den uiguriska minoritetsgruppen ökat och är idag värre än på 60 år hävdar Kina-experten Harald Bøckman vid universitetet i Oslo.
Och söndagens våldsamheter är bara en början, menar Kaiser Abdurusul, uigurisk författare från Xinjiang som nu lever i Enköping.
-Massakrerna vil fortsætte. Det vil ske igen. Folket har inget valg længere. Mange mere ekstrema ræsonerar sådan her : hvis vi venter, dræber de os. Hvis vi kæmper dræber vi også, men da kommer vi i hvert fald i himmelen, siger han til det svenske nyhedsbureau TT.

“FAKTA om FAKTA om Xinjiang/Øst-Turkestan. * * *I den autonome region i det nordvestlige Kina bor 20 millioner mennesker fra 47 forskellige etniske grupper. Området grænser op til Afghanistan, Russland og flere centralasiatiske lande. Rundt 8,3 millioner av befolkningen tilhører den turkmeniske folkegruppe kaldet uighurene, som på grund af den skæve kapitalistiske udviking Kina er blevet stadig mere marginaliseret socialt og økonomisk. Udviklingen i 1990´erne har for alvor sat de kinesiske turkmeneres sociale og politiske rettigheder på dagsordenen. Blandt uigurerne findes der radikale nationalistiske grupper som kræver fuldstændig autonomi og dermed løsrivelse fra Folkerepublikken, men flertallet af uigurerne støtter ikke disse radikale gruppers krav, selvom regeringen i Peking beskylder uigurerne for seperatisme og dermed løsrivelse Kina. Peking-regeringen beskylder både udenlandske og indenlandske kræfter for at konspirerer for at løsrive Xinjiang. Flere uighur-grupper stemples som “terrorister med bånd til al-Kaida”. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Efter 11.september 2001 var KKP-lederne i Peking hurtigt til at “bidrage” til USA´s “krig mod terror” gennem at udpege “seperatistiske muslimske uigurer” som en “terroristisk trussel”, som skulle bekæmpes med alle midler. Menneskerettsgrupper beskylder på sin side Kina for at utnytte terrorpåstandene for at at slå ned på grupper som kæmper for minoritetens rettigheter. I april blev to uighurer henrettet, dømt for at have angrepet politiet i Xinjiang fire dager før OL i Beijing. Dissidenten Rebiya Kadeer som blev tildelt Raftoprisen i 2004 for sin kamp for uigurenes rettigheter. Hun og andre eksil-uighurer bliver nu beskyldt for at stå bak uroen i Chinjiang.

Irak: År 7 efter “befrielsen” : Olieselskaber fra Kina og Storbritannien har “vundet ” retten til at udvinde olie i Irak

30. Juni 2009

Udenlandske kapitalister skal profitere på Iraks naturrigdomme

Britiske og kinesiske olieselskaber er blevet tildelt retten til at udvinde og profitere på Iraks olierigdomme.
Det storkapitalistiske British Petroleum; BP og det kinesiske Chinas National Petroleum Copmpagny CNPC er – hen over hovedet på det irakiske folk – blevet tildelt retten til at udvinde olie i det store Rumaila -oliefelt.
Det rapporterer Olieministeriet i den USA- og EU – støttede regering.
BP og CNPC bliver de første udenlandske olie-selskaber som investerer i Iraks energi-sektor, siden nationaliseringen som fulgte i kølvandet på den antikolonialistiske befrielse i årerne efter Den Røde Hærs og dens allieredes sejr i befrielseskrigen i 1945.

Ny FN-rapport : Over en milliard sultende mennesker i kapitalismens “nye verdensorden”

19.Juni 2009 16:00

: Flere end 1000 millioner sultende og kronisk underernærede

For første gang i menneskedens historie, lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det oplyser FN´s fødevare og landbrugsorganisation FAO i en rapport som kom tidligere i denne uge. Ifølge FAO´s beregninger er sulten og underernæringen iblandt jordens folk mere udbredt end nogensinde . Omkring et tusind og tyve millioner , altså flere end milliard mennesker , går sultne i seng hver eneste nat.

Hvert sjette menneske sulter

Det indebærer at hvert sjette menneske sulter eller er kronisk underernæret . Samtidigt må FAO konstaterer at det er omkring 100 millioner flere end for et år siden.

Kapitalismens krise betales af arbejderklassen og jorden fattigste

Med FAO´s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger,” som FAO formulere det. Det globale kapitalistiske system – som understøttes af såvel USA, EU som Kina og Japan og Rusland – er med andre ord den egentlige årsag til sulten blandt jordens folk.
KAPITALISMENS “Nye Verdensorden” kan med andre ord ikke sikre de mest fundamentale menneskelige behov – til trods for at den internationale arbejderklasses er i stand til at skabe værdier, varer og service og som besidder en produktivitet som aldrig tidligere i proletariatets historie. Problemet er at kapitalen dikterer produktion, distribution og fordeling af goderne ifølge det kapitalistiske klassesamfunds princip om jagten på den maksimale profit og kapitalakkumulation gennem udbytningen af arbejderklassen og andre arbejdende. Under kapitalismen hober rigdommene sig op hos en lille minoritet, mens majoriteten bliver stadig fattigere.

Madpriserne op med 24 procent siden 2006

Ifølge FAO fører den “globale økonomiske krise, til faldende indkomster og stigende arbejdsløshed.“
Og “Situationen forværres af høje fødevarepriser efter fødevarekrisen 2006-2008. FAO konstater at fødevarepriserne ved udgangen af 2008 i gennemsnit var gået op med 24 procent siden 2006.

Ifølge FN er Asien ogh Stillahavsområdet de værst ramte områder med kronisk hungersnød og sult: Her kæmper cirka 642 milloner mennesker med at holde sulten og kronisk underernæring fra døren. I den ikke- arabiske del af Afrika syd for Sahara-ørkenen opgives det at 265 millioner sulter eller underernærede.

At den kapitalistiske fødevarekrise ikke bare rammer mennesker i de såkaldte “udviklingslande” som de borgerlige og prokapitalistiske medier kalder de lande som imperialismen har undertrykt og udbyttet ned på sultestadiet så at sige, fremgår af denne artikel: Fødevarekrisen har nået New York; en af verdens rigeste byer : Millioner overlever ved hjælp fra suppekøkkener og velgørenhed

Ny fiasko for EU: 57 % vendte ryggen til EU-parlamentsvalget

8.Juni 2009 23:56

BRUXELLES (eustat)

Trods omfattende reklame i private såvel som statslige medier i samtlige EU-stater blev valget til det
kapitalistiske superstatsprojekt´s “lovløse” *1) parlament i Bruxelles/Strassbourg endnu en fiasko med den
hidtil laveste valgdeltagelse ved noget “EU-valg”, nemlig 43.01%, hvilket indebærer at 57 % vendte ryggen til EU-elitens
forsøg på at legimitere sig demokratisk gennem dette valg.

I et land som Polen som blev medlem af EU i maj 2004 kunne den EU-støttede regering og parlamentariske “opposition” ikke engang mobilisere hver fjerde stemmeberettigede borger i det Polen som de ledende politikere fremhæver som “særlig demokratisk og europæisk”.
Mere end 75 % af polakkerne vendte ryggen til EU-valget, mens 24, 53 % stemte.

I den anden ende er Kongeriget Danmark et af de lande hvor troen på EU-parlamentet og dermed EU´s institutioner ligger højest. Mere end 59 % af danskerne deltog i EU-valget, selvom en del af stemmerne gik til lister og partier der kalder sig “EU-kritiske”

Stemmeprocenten og dermed legitimiteteten og tilliden til EU´s parlamentariske forsamling er dermed faldet uafbrudt siden det første valg i 1979, hvor stemmenprocent næsten nåede op på 62 %.

Nye milliarder i statsslån til Generel Motors-koncernen

23.Maj 2009 09:03

GM-kapitalen på vej mod konkurs modtager nye milliarder i statslån

DETROIT -WASHINGTON(Reuters) – Et af den amerikanske kapitalistiske økonomis “stoltheder” og tidligere verdens største bilproducent General Motors (GM) er som bekendt et kapitalistisk fallitbo, ligesom Chrysler –  som allerede er erklæret konkurs og nu er underlagt Chapter 11 i i USA´s konkurslovgivning. Fredag blev den synkende skude General Motors – det som engang var flagskibet for den amerikanske kapitalisme – beriget med yderligere et statslån da Obama-regeringen bevilgede et 4 milliarder dollars lån for at undgå den fuldstændige konkurs. Dermed har GM-kapitalen alene i år modtaget regeringslån på 19 milliarder skatteborgerdollar uden sikkerhed for hverken at lånet bliver tilbagebetalt eller at GM-direktører afholder sig fra at sende regningen for virksomhedens krise til de ansatte gennem nye massefyringer.
GM-direktørerne udtalte at de regner med at summen skal stige til 27 milliarder dollar efter 1. juni hvor regeringens tidsfrist for selskabet for at “fremlægge realistiske fremtidsplaner” løber ud. Ifølge regeringen vil Gm blive sat i konkurs hvis den plan som GM fremlægger ikke lever op til de kravene .

Samtidigt som Obama-regeringen giver GM-direktørerne milliarder i statslån uden sikkerhed planlægger GM at fyre endnu flere ansatte
Ifølge GM-kilder handler det fyringer af flere tusind arbejdere og andre ansatte som General Motors ledelse planlægger at fyre i Nordamerika inden den uundgåelige konkurs den 1 juni. Det fremgår af kilder Bloomberg News har været i kontakt med.
Massefyringerne vil blive “mindst lige så store som i begyndelsen af 2009 hvor 4.400 mennesker blev fyret af GM-ledelsen, meddeler Bloomberg News.

Sverige: Staten sikrer storbankerne milliardprofitter

Trods gigantiske tab og afskrivinger af lån i Sverige såvel som i en række andre kapitalistiske lande tjener de svenske storbanker milliarder.

Staten sikrer storbankerne milliarder i renteprofitter

Anledningen er at det såkaldte rentenetto – dvs forskellen mellem bankernes ind- og udlåning – stiger, Det skriver den borgerlige avis Svenska Dagbladet (uafhængig konservativ). Ifølge avisen er stigningen hele 19 milliarder kr alene de sidste tolv måneder. Den ellers bank- og kapitalistvenlige avis konstaterer at bankerne kan takke statens støttepakke for at pengene så at sige fosser ind i banken.
“Eftersom bankerne ved at de når som helst kan gå med i det statslige garantiprogram har de kunnet forkorte løbetiden på sin finansiering, hvilket indebærer en øget refinansieringsrisiko. Staten har i vis udstrækning overtaget risikoen”, siger Masih Yazdi, analytiker på Finansinspektionen, til avisen. Bankerne udnytter også muligheden for at kræve højere betaling for at låne penge ud i lavkonjunkturen, fremgår det.

Regningen  for den svenske stats hjælpeaktion for at sikre bankerne milliard-profitterne sendes til skatteborger og bankernes kunder der altså alene de sidste 12 måneder har betalt 19 milliarder svenske kroner mere end de er blevet tilskrevet i renter for deres opsparing.

Kina:12 arbejdere døde efter eksplosion i mine-skakt i Shanxi-provinsen

16.Maj 2009 – 17:42

PEKING (NTB) Kun fire af minearbejderne som arbejdede med udvindingen af de for Kina så vigtige kul-råstoffer slap uskadt fra den eksplosion der idag ramte en mineskakt i Funlan-minen i det nordlige Kina.

De 11 døde av kvælning, sagde Li Yuang som er bestyrelsesformand i det kapitalistiske selskab som driver mine i udkanten av byen Shouzhou i Shanxi-provinsen. Statlige inspektører var på vei til stedet for at granske ulykken, tilføjede han.

Lørdagens ulykke var den foreløpig sidste i en mineindustri som i fjor måtte rapportere om ulykker med til sammenlagt 3.215 dræbte.
Det var ganske vist noget mindre end året før, men alligevel meget højt også i internasjonal målestok.

Kina er en av verdens største produsenter av kul. Landets kapitalistiske økonomi behøver enorme mængder energi og det er især den kinesiske industri har som har et stort behov for energi som først og fremst dækkes av kulminerne.

Tallet på dødsulykker i mineindustrien i Kina ligger år efter år i toppen af den kedelige statistik der tæller antallet af dræbte arbejdere
De offisielle tal regnes også som usikre, fordi mange kapitalistiske mineejere undlader at rapportere ulykker. (©NTB)

I februar kostede mineudvindingen i Tunlan-minen i det nordlige Kina 22 arbejdere livet

China says 12 dead, 11 missing in mine, sea mishaps
16 May 2009 08:00:41 GMT
Source: Reuters
BEIJING, May 16 (Reuters) – An explosion in a mine in northern China has killed 11 miners and injured three, state television reported on Saturday.
The accident occurred in Shanxi, the country’s biggest coal-producing province. China’s pits, the world’s deadliest, claimed the lives of about 3,000 miners in 2008.
In a separate mishap, state television said rescuers held out little hope of finding survivors after a ship with 12 people on board capsized off the coast of Liaoning in northeast China.
The ship, which was transporting sand, overturned on Friday evening. One body has already been recovered. (Reporteret af Zhou Xin og Alan Wheatley; Editing by Alex Richardson)

Facebook presset til at fjerne nazipropaganda om “Holocaust-løgnen”

8.Maj 2009 05:34

OSLO (NRK) Facebook er igen - selvforskyldt – ude i en kritikstorm fordi nazister tillades at bruge Facebook som en platform hvorfra de spreder deres fascistiske budskab om at Holocaust er en “jøde-kommunistisk løgn”. Efter en omfattende kritikstorm besluttede Facebooks kapitalistiske bagmænd at fjerne nogle nazistiske og historie-revisionistiske sider hvor nazisternes massemord på Europas nationale og etnisk-religiøse mindretal, som Roma, Sinti (Zigeunere) , Jøder,  Slaver, Jehovas vidner, handicappede og andre mindretal under krigen, benægtes.
At tillade spredningen af racistisk og nazistisk propaganda er ikke bare moralsk forkasteligt men også i strid med FN – pagten som de fleste stater har skrevet under på.

Facebook fungerer som et center for ikke bare Anders Fogh og hans venner, men også for spredningen af nazistisk propaganda.

Ofrerne for Nazitysklands aggression og terror mod Europas folk bliver nu forhånet og skændet ind i døden : Nazister på Facebook hævder at det aldrig er sket. Deres liv og skæbne er en “jøde-kommunistisk” propagandaløgn hævder højreradikale historie-revisionister på Facebook /Billedet er fra den jødiske Ghetto i Warszawa i maj 1943.

I november sidste år måtte ledelsen bryde med deres ultraliberale principper om ytingsfrihed for både neonazisters og højreradikales racistiske hetz og forsvar for nazistiske forbrydelser og deres ofrers ret til at ytre sig ” som udtrykkes gennem at Facebook støtter den frie strøm af information, og tilbyder grupper et forum for diskussion af vigtige emner.” som f.eks racismen og de fascistiske forbrydelser mod menneskeheden. Facebook blev efter en proteststorm tvunget til at fjerne en række fascistiske og racistiske italienske neo-nazi-facebook sider som blandt andet brugte Facebooks “frie informationsstrøm” til at den hetze mod Italiens “sigøjnere” (Roma og Sinti)

Alligevel ser vi at Facebook forsøger at omgå deres ny erklærede “Kamp mod nazistiske og racistiske ytringer” ved at tillade nazi-propaganda i lande hvor det ikke er forbudt i loven eller hvor der ingen protester er. Som denne PCMag- artikel på Facebook i Maj (2009) illustrerer :

“We have recently begun to block content by IP in countries where that content is illegal, including Nazi-related and Holocaust denial content in certain European countries,” the Facebook spokesman said. “The groups in question have been blocked in the appropriate countries.”

Albansk partileder myrdet i attentat

3. maj 2009 – 08:07

TIRANA (AFP): - Næstformanden i Albaniens “socialistiske” oppositionsparti, Fatmir Xhindi, blev igår skudt ihjel i nærheden af hans hjem i Roskovec, godt 100 km syd for hovedstaden Tirana.
Socialist-Partiet meddeler at Xhindi netop havde forladt et valgmøde i hans hjemegn da hans mordere dukkede op og skød ham ned. Gerningsmændende forsvandt i en bil og brugte maskinpistoler, meddeler Klodian Branka, talsmand for det socialdemokratiske Socialistpartiet.
Der er ikke umiddelbart kommet yderligere oplysninger frem om attentatet. Det regerende “Demokratiske Parti” er ikke umiddelbart kommet med nogen udtalelse om mordet på en af Albaniens ledende politikere.
Albanien som blev indlemmet i den aggressive militæralliance Nato i sidste måned, skal have parlamentsvalg i slutningen af næste måned.
Tirsdag sendte den albanske regeringen en ansøgning om at indlemme landet i EU.
“Socialisterne” har ikke modsat sig en EU-ansøgning men har taktisk kritiseret at ansøgningen blev sendt inden valget.

Efter et voldeligt vestligt støttet oprør mod den “kommunistiske regering ” i 1992-93, har landet og flertallet af befolkningen kæmpet med massearbejdsløshed og – fattigdom, omfattende kapitalistisk svindel,kriminalitet og korruption, sønderfaldende infrastruktur og stagnation i landets inustrielle og materielle produktionsgrundlag.
Fra Albanien og Kosova styrer resourcestærke kapitalistiske grupper omfattende narko-transporter . I realiteten har de gjort landet til et transit-punkt for en stor del af narko-importen fra sydvestasien til Europa, ligesom de kapitalistiske bagmænd har gjort Albanien til en “transit”-station for en omfattende handel med kvinder og børn til den internationale kapitalistiske prostitutionsindustri . . . . . .. . .
MERE om udviklingen i ALBANIEN efter kontrarevolutionen i 1991: Kommunister vandt frit valg

Fatmir Xhindi har i hans politiske arbejde på lovens og retsområdet uden tvivl været et irritationsmoment for stærke kapitalistiske grupper og deres profitable forretninger. Xhindi efterlader kone og tre børn.

Kilde: Albansk politiker likvideret i skudattentat (AP/Llazar Semini,

KORT om Fatmir Xhindi (albansk) lindi në Fier në 1 prill të vitit 1960. Kreu studimet e larta në Universitetin “Eqerem Cabej” në Gjirokastër, dega histori.
Që prej vitit 1991 është bërë anëtar i Partisë Socialiste, ndërkohë që është zgjedhur si deputet i zonës 68 në Fier, në vitin 2005. Aktivitetin politik e kryente në Tiranë por banonte në Roskovec.
Xhindi është i martuar dhe babai i tre fëmijëve.

Nye massefyringer på Volvo-fabrikkerne i Sverige

22.April 2009 10:34

Arbejderprotester mod massefyringer på Volvo Lastvagnar i Sverige

Uroen og vreden gærer på fabrikkerne i den kapitalistiske transport-koncern Volvo efter ledelsens beslutning om at kaste yderligere 1500 arbejderere og funktionærer på gaden. Det sker efter at de kapitalistiske ejere på aktionær-generalforsamling – i april – blev beriget med aktieudbytter på 4000 millioner S. kr.
At Volvo-koncernen er en guldgrube for de kapitalistiske ejere er der ingen tvivl om. Sidste år fik kapitalisterne 20 milliarder i udbytter – som nu betales af arbejderne og andre ansatte i form af arbejdsløshed og direkte lønnedgang.

Den storkapitalistiske Maskin – og transportkoncern AB Volvo offentligjorde i dag en plan om yderligere massefyringer. Det er 1 543 arbejdere og andre ansatte på Volvo Lastvagnar, Volvo Construction Equipment, Volvo Penta og på motorfabrikken “Volvo Powertrain”.

Masseprotester mod Volvo-ledelsens udbetaling af milliard-profitter til aktionærerne
13.marts 2009
Sidste tirsdag blev et protestbrev med underskrifter sendt til AB Volvo´s ledelse. 900 arbejdere på Volvo lastvagnar i Göteborg havde skrevet under mod uddelingen af 4 milliarder i udbytter til aktionærerne. Der er tale om næsten hundredre procent opbakning.

Arbejderne protesterede mod Volvo-ledelsens uddeling af milliarder til aktionærerne , og krævede at pengene istedet skal bruges til at redde arbejdspladserne.

Drivande i underskriftsindsamlingen har været medlemmer af de faglige klubbers bestyrelser , hvilket også gør underskriftsindsamlingen til en intern faglig kritik af den socialdemokratiske ledelse af Fællesklubben.

Fælllesklubbens afgående formand Olle Ludvigsson, tillige Metalarbejderforbundets repræsentant i AB Volvos styrelse,var ikke engang i stand til at tage afstand fra aktieutdelningen på fyra miljarder kronor.

Protestlistorna lämnades över bara dagarna efter att AB Volvo föreslagit höjd bonus för 250 av företagets chefer, en ren provokation mot arbetarna.
Det får därför ses som en delseger när AB Volvo, dagen efter Volvoarbetarnas protest, drog tillbaka förslaget på höjd bonus. AB Volvo motiverar sitt beslut med att de tagit intryck av den breda kritik av förslaget som funnits ”såväl externt som internt”.

Men inte ens när AB Volvo drar tillbaka ett provokativt förslag kan de hålla sig från att rikta en ny provokation mot arbetarna.

AB Volvos styrelseordförande Finn Johnsson säger att de tagit intryck av IF Metalls krisuppgörelse. Alltså, när arbetarna riskerar betala krisen med sänkta löner är Volvocheferna så ödmjuka att de avstår från att höja sina redan höga löner.

Det bästa svaret Volvoledningens arrogans kan få är protester från arbetarkollektivet. Att 900 arbetare samlar sig bakom ett tydligt krav mot företagsledningen, om så bara genom en namninsamling, är viktigt och positivt. Fortsätt så.

Kilde: – WICTOR JOHANSSON i Proletaren.se – 11, 2009

Krisens USA: Detailhandel ned med 9,4 % på et år

14 april 2009 – 15:48
Omsætningen i detailhandelen dvs amerikanernes private forbrugsindkøb faldt med 1,1 procent i marts sammenlignet med februar, viser statistik fra USA´s handelsministerium.
Nedgangen var større end ventet.
Økonomer og kapitalistiske regnedrenge havde spået en stigning detaljhandelen på 0,3 procent.
Eksklusive bilsalget mindskede detaljhandelen i marts med 0,9 procent.
Sammenlignet med samme måned i fjorl var den totale detaljhandelsnedgang i marts på 9,4 procent.

USA: 742 000 færre arbejdspladser i marts måned

3.April 2009 02:45

Beskæftigelsen på USA:s privtkapitalistiske arbejdsmarked faldt med 742 000 arbejdspladser i marts måned. Det viser ny statistik fra institutet ADP. Nedgangen er den største sidan ADP begyndte sine opgørelser i 2001.

ADP reviderer også nedgangen i beskæftigelsen i USA i februar ned fra tidligere offentliggjorte 697 000 færre arbejdsplaser til 706 000 .

Mellem januar og marts er flere end to millioner arbejdspladser blevet nedlagt, ifølge en beskæftigelsesrapport fra USA´s Arbejdsministerium _ Labor Department som kom fredag.
Det officielle arbejdsløshedstal nu oppe på 13.2 millioner mennesker i de Forenede Staters kapitalistiske økonomi hvilket svarer til 8, 5 %.

Fattige og hjemløse ofre for brand i Kamien Pomorski i Polen

12.April 2009

22 fattige arbejds- og hjemløse er de foreløbige ofre for den brand som brød ud i nat i et tre etagers herberg for hjemløse i den polske Østersøby Kamien Pomorski – ikke langt fra Swinoujcie.
De dræbte hjemløse og deres børn betaler dermed den højeste pris for fattigdommen og arbekjdsløsheden i den EU- støttede kapitalistiske markedsøkonomi i Polen. Kapitalismen kan hverken sikre hverken arbejde eller et hjem til hele den polske befolkning. Millioner er emigreret til udlandet for søge arbejde. Trods det tæller den offcielle arbejdsløshed flere end en milion mennesker.

Undermålig sikkerhed med stiger der kun nåede op til 1.sal og mangel på grundlægggende brandsikkerhed i byggeriet ligger bag at branden i de hjemløses herberge spredte sig med lynets hast .

“- Der fandtes stiger men de nåede kun op til 1.sal. Jeg skreg “Spring ! Jeg fanger dig” til min søster på anden sal men hun gjorde det ikke. Siden var det for sent, fortæller vidnet Dariusz Janyszko til polsk TVP.
Mindt 77 mennesker, mange af dem kvinder og børn, boede på herberget i Kamien Pomorski, ikke langt fra havnebyen Swinoujscie.
20 er hospitalsindlagte med alvorlige brandskader, der i blandt et otte måneders spædbarn.

Kilde: Polska/The Times: 21 dræbte i brand

Irak: Fem udenlandske soldater dræbt i bombeattentat i Mosul

10.April 2009 19:56

MOSUL (afp) – Den irakiske modstandsbevægelse gennemført idag fredag et attentat mod besættelsestropper fra US-Army i den nordirakiske by Mosul. Sabotøren rettede aktionen mod en deling udenlandske soldater fra US-Army. Ialt otte personer mistede livet og mere end en snes blev sårede da den irakiske modstandskæmper bragte sin lastbil med sprængstoffer til udløsning ved et checkpoint udenfor politihovedkvarteret i Mosuls sydlige kvarterer og dermed går ind i den lange række af heroiske irakiske modstandskæmpere der offrer deres eget liv og dermed bliver modstandens martyrer. USA´s militærledelse indrømmer at de mistede fem soldater under attentatet. Derudover mistede 2 irakiske politimænd livet. Blandt de sårede er to US-soldater og tyve (20) irakiske politiofficerer.
Tidligere i år – i februar – blev fire andre USA-soldater og en tolk dræbt i Mosul da en irakisk modstandsmand gennemførte et bombeattentat mod besættelsestropperne. Også denne modstandskæmper mistede livet i bombeattentatet .

At USA´s hær – verdenshistoriens største og mest veludrustede hær – siden Nazistysklands storhedstid – efter seks års militær besættelse, krig og terror mod Iraks folk stadig ikke har kontrol over andet end den såkaldte #”grønne zone” # i Baghdads centrum omkring USA´s ambassade – bekræfter den udbredte folkelige modstand mod de udenlandske besættelsesstyrker og modstandsbevægelsens styrke.
Ifølge amerikanske medier er det officielle antal faldne US-soldater i Irak nu oppe på 4.271 siden 2003. Det er dog ikke de virkelige tal, men US-Army´s “officielle” optælling som f.eks ikke regner de mange tusind sårede soldater som senere aflider af de skader de har pådraget sig i krigen mod Iraks folk med i antallet faldne. I en rapport fra den amerikanske Accounting Office och Association of War Veterans of America opgives antallet dræbte US-soldater til 35 til 40 tusind. Altså næsten ti gange så mange som de officielle.

I et eksklusivt interview med Dr. Muthanna al Dhari, fra de Muslimske Lærdes Forbund i Irak – AMSI´s presse- og informationsafdelning med den progressive svenske avis Proletaren.se viderebringes et andet billede af situationen i Irak som AMSI – der er blevet en stemme for modstanden mod besættelsen. Et billede som bestrider det billede som medierne i USA og EU om at modstanden “er død” og at der er “fremgang for” det vestlige “befrielsesprojekt” i Irak.

Proletaren spørger Dr. Muthanna al Dhari • Mod besættelsen står den irakiske modstand. Efter seks års kamp for at befri Irak, hvad ser De som modstandens vigtigste fremskridt?

Dr. Muthanna al Dhari : Modstandens fremgang er store og vi vil nævne følgende.

På det generelle plan har modstanden:
1. Forringet anseelsen for den unipolære verdensorden [USA som ensom supermagt] og gjort USA forlegen overfor omverdenen.
2. Har sat en stopper for USA´s planer om at skabe et nyt Mellemnøsten og medført at mange af planens enkelte del mislykkedes.
3. Lettet trykket på andre modstands-fæste i verden og givet plads for nye. Eksempel på dette er Afghanistan, Libanon, Somalia og Palæstina.
4. Givet moralisk støtte til kræfter som modsætter sig den amerikanske og imperialistiske globalisering, både i Asien og Latinamerika, og opmuntret dem til at udfordre den amerikanske regering.

Når det gælder Irak har modstanden resulteret i:
1. 35 til 40 tusind dræbte amerikanska soldater, ifølge rapporter fra amerikanske Accounting Office och Association of War Veterans of America.
2. 164.000 modstands-aktioner mod besættelsesstyrkerne, ifølge der amerikanske Accounting Offices rapport fra juli 2008.
3. At den amerikanska besættelsesmagt er blevet tilføjet så store skader, at den vil behøve fem år for at modernisere sit krigsmaskineri, ifølge Baker-Hamilton-kommissionens rapport.
4. Flere end 150 tusind fysisk skadede ogh psykiskt funktionshindrade soldater.
5. At et stort antal af USA´s besættelsessoldater har begået selvmord, og antallet stiger år för år.

AFP / Washington Post : Bombe dræber fem US-soldater i Mosul

- – –  Al Jazira:14 Irakere dræbte , Scores Injured in War Attacks

Afghanistan:ubevæbnede civile dræbte af USA-styrker

10. April 2009 – 09:46
USA´s militære ledere indrømmer nu at amerikanske soldater i onsdags i sidste uge dræbte en gruppe ubevæbnede mennesker i Afghanistan. Tidligere har USA´s militæret med bestemthed hævdet at de dræbte var “militante” modstandere af USA´s militære tilstedeværelse i landet.
Ifølge den amerikanske hærs udredning førte raiden mod de militante til at “at to mænd og to kvinder blev dræbt samt at yderligere to kvinder skadedes. Der findes også rapporter om et dræbt barn”.
“Vi beklager dybt det tragiske tab af liv i denne dyrebare familie”, hedder det videre i en udtalelse fra hæren.

Italien: Kapitalistisk byggesjusk kostede

9 April 2009 – 16:39

Torne og slotte fra middelalderen stod stadigt og stabilt efter jordskælvet i Italien i mandags, mens moderne lejlighedskomplekser ramlede sammen som korthus under jordsskælvet, hvilket har oprørt mange italienere.
-
Indbyggere i L’Aquila leder efter overlevende efter jordskjælvet.
Udbredt ansvarsløshed førte til at så mange bygninger kollapsede ved jordskælvet i mandags, udtaler Italiens president Giorgio Napolitano.
Præsidenten besøgte katastrofeområdet i dag og efterlyste en “samvittighedsgranskning” blandt de kapitalistiske bygherrer, inspektører og ejendomsmæglere, som er ansvarlig for byggeri og salg af ejendomme som ifølge præsidenten skulle have modstået jordskælvet hvis sikkerhedsnormerne var blevet fulgt.
Jordskælvet i Italien bliver dermed endnu en tragisk bekræftelse på at “det frie kapitalistiske initiativ” til at bygge boliger til “den pris som markedet fastsætter” koster menneskeliv.
Det kapitalistiske erhvervsliv har i kraft af deres indflydelse og kontakter i den kapitalistiske statsadministration sat kæppe i hjulet for en hårdere lovgivning om byggerier i jordskælvsramte områder, som realiteten allerede blev vedtaget efter et jordskælv for syv år siden hvor 27 børn i en skole døde.
Italiens regering beregner at regningen for genopbygge og reparere de omkring 10 000 ejendomme som blev skadet under skælvet løber op i ca 3 milliorder €uro ~ 26 milliarder kr.
Samtidigt er bekymringen for at virksomheder som styres af stråmænd for de storkapitalistiske forretningsmænd fra den kapitalstærke maffia, som er kendte for at fortolke byggeregulativerne og siukerhedsnormerne meget liberalt – , igen skal få del af de saftige ordrer på genopbygningsarbejdet. Det var hvad der skete efter et af det ødelæggende jordskælv i 1980 ike langt fra Napoli som krævede flere end 2 500 menneskers liv..
Nogle af de mennesker som blev hjemløse bor stadig – næsten 30 år efter – i midlertidige barakker. De er altså på det som ifølge den kapitalistiske oligark, mediefyrste og statsminster Silvio Berlusconi kalder “camping-weekend”.
Dødstallet efter skælvet i mandags blev sent skærtorsdag aften optalt til 279, hvoraf mindst 20 børn. Stadig savnes flere mennesker.
Redningsarbejderne have hen på eftermiddagen ikke fundet nogle overlevende på 30 timer, men regeringen har sagt at eftersøgningen skal fortsætte i det mindste nogle dage til.

Propagandafremstød for “Baader-Meinhof”-film i tyske medier

25. Sep. 2008
Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for den dokumentar-fiktive “actionfilm” om “Der Baader-Meinhof-komplex”. Filmen skal angiveligt fortælle sandheden om RAF – Rote Arme Franktion, som det påstås på en engelsk filmposter. Røde Hær Gruppen var en gruppe af desperate anarkistiske småborgerlige intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Der Spiegel – Tysklands største politiske ugeblad – som indirekte er dybt impliceret i filmens tilblivelse – ryddede fornylig forsiden for at reklamere for filmen “Der Baader-Meinhof-komplex”.

Filmens hovedtema er den venstreopportunistiske “byguerillagruppe” RAF der i 1970´ernes Tyskland stod bag en række spektakulære individuelle terroraktioner udført af frustrede og desperate venstreintellektuelle som Gudrun Ensslin og Andreas Baader. Ulrike Meinhof blev trukket med ind i deres desperate anarkistiske terroreventyr efter at hun som journalist var kommet i kontakt med dem .
-
R.A.F.´s desperate terror- “forestilling” var forsidestof med “krigsoverskrifter i de vesttyske medier fra 1968 efter Andreas Baaders og Gudrun Ensslins desperate ildspåsættelse af varehuse i Franfurt am Main. Som om det skulle ryste den USA- støttede vestyske Natostat. . . . . Unsere Herren Bewares , som man siger på plattysk.
Der Spiegel reklamerede ikke bare for filmen på forsiden, men afsatte 14 andre sider til at reklamere for filmen.

Journalisten og det tidligere medlem af det illegale *1) KPD – Tysklands Kommunistiske Parti – Ulrike Marie Meinhof var kommet i kontakt med de to anarkistiske desperadoer Ensslinn og Baader efter deres brandattentater mod varehuse i Frankfurt am Main i april 1968. Efter et interview med Gudrun Ensslin under retsagen i oktober kommenterede hun “varehuspyromanernes” aktion i bladet Konkret i november 1968. Det skete efter retsagen hvor Ensslin og Baader tilstod at de havde anlagt branden i Schneider-varehuset, hvor ingen mennesker blev skadet. Branden blev anlagt efter en telefonopringning til nyhedsbureauet DPA , den 2.april sent på aftenenen hvor en kvinde meddelte : “Snart brænder det hos Schneider og på Kaufhof. Det er en politisk aktion” . Ensslin udtalte selvkritisk i retssalen at aktionen var “et fejltrin og en fejltagelse”.
Ulrike Meinhof´s artikel i Konkret vakte stor opmærksomhed.

“Varehusmordbranden”

Under den overskrift slog Meinhof fast at : “Mod mordbrand i almindelighed taler at uskyldige mennesker derigennem kan komme til skade”. En varehusbrand “forandrer ikke forbrugerverdenen i grunden [...] en ødelæggelse af varer svarer snarere til profittens og kapitalakkumulationens princip, end bryder den ned”, eftersom de skader som opstår genem “ødelæggelsen af varerne [...] betales af forsikringen”. Meinhof fortsætter med at fastslå at en varehusbrand er “ingen antikapitalistisk aktion, snarere systembevarende, kontrarevolutionær”. Hvorefter hun gør en politisk salto mortale ved at skrive :“det progressive i en anlagt varehusbrand ligger ikke i ødelæggelsen af varer, det ligger i det kriminelle i gerningen, i lovovertrædelsen”.
En ren anarkistisk kortslutning som viser at Meinhof efter fire år udenfor partiet (KPD) ikke bare var blevet partiløs , men også politisk rådvild og nu opmuntrede den anarkistiske “lovovertrædelse for lovovertrædelsens skyld”.
Når vi iagtager den politiske udvikling i de vestligt besatte områder i Tyskland efter Nato-medlemskabet i 1955 er det slående hvor styret, nærmest diktatorisk , den politiske udvikling var. Lige fra fra forbudet mod Tysklands Kommunistiske Parti: KPD – Tysklands eneste virkelige antifascistiske kamporganisation i nazitiden – i august 1956. Kominternpartiet KPD var i 1930´erne verdens største kommunistparti udenfor Sovjetunionen. At KPD blev forbudt i 1956 var ingen tilfældighed. De politiske og økonomiske magthavere i det USA-støttede (vest-)Tyskland havde længe ville tvinge den kommunistiske bevægelse ud i illegalitet – ned under jorden så at sige.
I marts 1956 kom der hjælp udefra. Fra øst – fra Kreml i Moskva i Sovjetunionen, som nu var under ledelse af Hrustjov-gruppen, strømmede det ud med hvad der lignede “kopier af en hemmelig tale mod Stalin” til medierne i Tyskland og andre vestlige lande. Talen som – som blev sendt til de vestlige medier i forvejen – gav Stalin skylden for stort set alle forbrydelser, dødsfald, feljtagelser og tilbageslag under den socialistiske opbygning i 1920 ´erne og 30´erne.
“Den hemmelige tale” var dog ikke mere hemmelig end at den var forsidestof  i de vestlige kapitalistiske stater . I Sovjetunionen forblev den hemmelig frem til 198 ? .  Nikita Hrustjov turde ikke fremlægge talen til åbenlys diskussion for det parti som talen handlede om. Først i 1980´erne blev den offentliggjort i Sovjet. I virkeligheden var Hrustjovs kritik af Stalin et revisionistisk opgør med den socialistiske opbygning af Sovjetunionen. Blandt andet kom Hrustjov i den “hemmelige tale” med påstande om at der fandtes “10 millioner fanger” i Stalins Sovjet. Efter åbningen af Sovjetunionens hemmelige arkiver efte 1989 viste det sig at være en fire-dobbelt løgn.

Hrustjov-gruppens “opgør med Stalin” i 1956 blev modtaget med kyshånd og jubel i de vestlige Nato-stater. Ikke mindst i det borgerligt styrede (Vest-)Tyskland hvor man i årerne efter oprettelsen af den USA-støtte Forbundsstat i 1949 havde forsøgt at undertrykke den kommunistiske bevægelse og ikke mindst den stærke folkelige modstand mod den militære genoprustning af Tyskland.
De fleste tyskere i Forbundsrepublikken var efter krigen imod genoprustningen og var ikke villige til at bære uniform, selv ikke hvis der var en “kommunistisk invasion” på vej som de borgerlige politikere påstod. Der eksisterede en bred “ohne ich” (“uden mig”) -bevægelse, sammensat af mennesker med vidt forskellige holdninger. Krigs-modstanden og frygten for en ny verdenskrig var stor.
Den 11.maj 1952 - syv år efter befrielsen og Nazi-tysklands sammenbrud – demonstrede 30.000 hovedsagligt unge mennesker i Essen mod den tyske genoprustning og mod det truende Nato-medlemskab. Fotografier og rapportager fra atombombeangrebet på Hiroshima og Nagasaki og USA´s angreb på Korea, havde sat dem i bevægelse. Politiet skød tre demonstranter i ryggen.. Phillip Müller, en ung kommunist, døde. Mange af politifolkene – omend ikke alle – som denne majdag, syv år efter nazitysklands undergang, forsøgte at prygle de unge demonstranter til tavshed og passivitet, havde været medlemmer af nazistiske organisationer. Demonstranterne udgjorde den første efterkrigsgeneration – Ulrike Meinhofs og Horst Mahlers generation – som stod i opposition til det “nye borgerlige Adenauer-regime”,protesterede mod genoprustningen og de neo-fascistiske tendenser.
Trods Adenauer-regeringens erklærede “demokratiske karakter” reagerede regimet repressivt og udemokratisk. Det USA-støttede regimes dagsorden om genoprustning af Tyskland og alliance med USA var truet. I 1950 besluttede Adenauer-regeringen at inføre Berufsverbot mod medlemmer af KPD- og ungdomsforbundet FDJ, dvs kommunister blev registreret og “sortlistet” og udelukket fra offentlig tjeneste. Det kommunistiske partis ungdomsforbund Frei Deutsche Jugend [FDJ] blev direkte forbudt.
FDJ havde sammen med de socialistiske “Falke” , fagforeningernes ungdomsforbund og de kristne ungdomsforbund iscenesat spektakulære og fantasifuld antimilitariske aktioner og happenings. Blandt andet havde de i begyndelsen af 1951 besat øen Helgoland for at tvinge de britiske allierede, som brugte øen som testområde, til at stoppe bombenedkastningerne. Bekymringen over udviklingen hos medlemmerne af den “Kristendemokratiske” regering og i det storkapitalistiske erhvervsliv blev ikke mindre af den udbredte folkelige støtte til “Komiteerne for en folkeafstemning”. Komiteerne var imod militariseringen og genoprustningen af Tyskland. Bevægelsens hovedkomite bestod af funktionærer fra både det kristendemokratiske regeringsparti, socialdemokrater fra SPD og kommunister fra KPD. Også tidligere officerer var med. Der gik ikke lang tid før Adenauerregeringen´s ministerium for fællestyske spørgsmål begyndte at sætte plakater op overalt med teksten :

“Den som deltager i den kommunistiske folkeafstemning truer freden og stiller sig i bolsjevismens tjeneste.”

Det var i dette miljø, den unge Ulrike Meinhof (billedet) udviklede sin politiske bevidshed. Hendes politisk bevidshed modnes i bevægelsen mod den militære genoprustning af Tyskland med atomvåben. I 1959 melder Ulrike Meinhof sig ind i det forbudte KPD- Tysklands Komunistiske Parti og fortsætter med at udvikle den politisk journalistik, som afslører virkeligheden bag det kapitalistiske Vesttysklands socialdemokratisk, kristelige facade.
Socialdemokraterne i det USA- støttede SPD var de første til at kræve et forbud mod folkesafstemingen. De socialdemokratiske ledere ville – ligesom i trediverne – vise at de var ansvarlige politikere som man –  det vil sige den kapitalistiske overklasse og deres støtter i USA –  kunne stole på. For at underbygge anklagen om at ideen om en folkeafsteming om militariseringen og genoprustningen af Tyskland var et “kommunistisk propagandatrik” blev flere end syv tusind , fortrinsvis kommunistiske aktivister, arresteret. Trods den hysteriske regeringstyrede hetz mod folkekampagnen samlede disse komiteer underskrifter fra flere end 10 millioner mennesker. Fakta er at den forfatning (grundlov) som den nye “vesttyske” stat fra 1949 byggede på, udelukkede “værnepligt og genmilitarisering”. Derfor var de vesttyske regeringers genoprustningspolitik i virkeligheden “grundlovsstridigt”.
Den nye “tyske forbundsrepubliks”  politistyrker og dets politiske overbygning handlede stadig mere aggressivt mod den aktive antikrigsbevægelse og modstandere af den USA- dikterede genoprustning. Alt som var i opposition blev fremstilet som “kommunistisk”. Man stemplede medlemmer i KPD og andre organisationer og foreninger som forfatningsfjender.
Konsekvensen af det var at de blev truet med berufsverbot – erhvervsforbud i den offentlige sektor. Titusinder mistede deres job. Omkring to hundrede organisationer blev tvunget under jorden gennem kriminalisering, vedtaget af de borgerlige-socialdemokratiske politikere i Bonn . Det var virkeligheden i det “nye demokratiske (vest-) Tyskland” (BRD) som USA havde “befriet” og militært besat.
En af de få domme som blev ophævet i højeste retsinstans var forbuddet mod Vereinigung der Verfolgten des Naziregims, VVN – Foreningen af forfulgte af naziregimet – . Og i denne sag var det protester fra udlandet som førte til ophævelsen af forbudet.
Lige så lidt som den store majoritet af tyskere ønskede tysk genoprustning , lige så lidt havde de længsel efter det i borgerlige kredse lovpriste  Wirtschaftswunder, den økonomiske vækst, som delvis var et resultat af USA´s statslige “genopbygningshjælp” – ligesom den kapitalistiske vesttyskland stort set slap for at betale krigskadeerstatningen til de lande og folk som Nazityskland havde ført krig mod. Samtidig begyndte USA´s regering gennem det såkaldt Marshall-program at pumpe milliarder af dollars ind i de europæiske lande for at sikre den kapitalistiske ejendom, markedet og profitterne. Marshall-hjælpen blev kun givet til stater som garanterede de liberale principper om retten til kapitalistisk ejendom og profit.
Frem til 1954 pumpede USA´s regering mindst tyve milliarder D-mark ind i den vesttyske økonomi. Til gengæld forventede USA en pålidelig allieret i centrum af Europa.  En stat der var immun mod social uro, antikapitalistisk tankegods og kommunistiske oprørstanker. Det USA-allierede (vest-)Tyskland skulle blive en kapitalistisk mønsterstat uden arbejderoprør, generalstrejker og krav fra fagforeninger, socialister og kommunister om nationalisering af den tunge industri og krav om et socialistisk Tyskland – fænomener som under årene 1945- 52 var dukket op fremfor alt i det røde Ruhr-område. Befolkningen i Forbundsrepublikken og den “vesttyske” stat skulle blive en brik i det kapitalistiske vestens “kolde krig mod kommunismen” som den engelske konservative leder, Winston Churchill havde erklæret i 1946.
For alt i verden måtte de udbredte folkelige krav om et forenet, demokratisk, afrustet og uafhængigt Tyskand undertrykkes. Tyskland skulle blive en brik i den kapitalistiske “koldkrig” mod kommunismen.
I 1955 blev Vesttyskland – indlemmet i den aggressive militær-alliance Nato. Ligesom Danmarks indlemning i Nato i 1949 skete det uden folkeafstemning. Ti år efter NaziTyskands undergang og krigsafslutningen blev der nu stillet Nato-krav om at den vesttyske Forbundsrepublik skulle opbygge en egen hær. Det stod i modsætning til forfatningen som derfor måtte ændres på afgørende punkter. Med 2/3 – to tredjedeles flertal besluttede Bundestag – det vesttyske parlament – i marst 1956 at opbygge en “forsvarshær” trods den udbredte modstand og modvilje i det tyske folk mod genoprustningen. For mange unge tyskere, ,pacifister og antimilitarister var det et chock at opleve at blive påtvunget en genoprustning og dermed igen blive trukket ind i nye krigsforberedelser blot elleve år efter det militariserede, aggressive og blodbesudlede naziriges undergang. I juli 1956 indføre det borgerligt-socialdemokratiske flertal i Forbundsdagen almen værnepligt.
Seks år senere påmindede journalisten Ulrike Meinhof om at den “fine vesttyske” grundlov fra 1949 udelukkede “værnepligt og remilitarisering”. Konrad Adenauer havde ” tilbudt de vestallierede en tysk forsvarsmedvirken allerede i 1949 [....] havde altså påbegyndt og bedrevet sin politik allerede seks år inden den afgørende grundlovsændringen ubekymret om forfatningens formuleringer og ånd. For en remilitarisering kunne ikke rummes i grundloven, gennem en sådan blev den tilsidesat og udhulet ” (Ulrike Meinhof, 1962 , “Die Würde des Menschen”, i “Freibeuter” nr. 62/1994 s. 153-55)
. . .
Efter Hrustjovs angreb på Stalin i marts 1956 havde den kristeligt-demokratiske” Adenauer-regering, gamle nazister og neofascister sammen med den kapitalistiske overklasse i Tyskland svært ved at få hænderne ned i ren jubel. Hrustjovs angreb på Stalin var i virkeligheden en kritik af de kommunistiske træk og den socialistiske opbygning fra 1920´erne med de første Femårsplaner og et slag mod de revolutionære kræfter i KPD og i Tyskland , liges såvel som det var et angreb på de revolutionære kommunistiske kræfter i selve Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse i det hele taget.
Nu blev der rejst krav om forbud mod KPD og al kommunistisk aktivitet af de gamle nazister, såvel som konservative og socialdemokrater. Den kristendemokratiske Adenauer stiller fem måneder efter Hrustjovs tale mod Stalin, forslag om at kriminalisere al kommunistisk aktivitet og forbyde KPD. Loven om forbud mod KPD og dermed alle kommunistiske aktiviteter bliver vedtaget med socialdemokratisk støtte i august 1956. Forbudet mod KPD blev indført samtidig som den neo-fascistiske dækorganisation NPD – Tysklands Nationaldemokratiske parti nød den fulde frihed og operede helt legalt for at fremme deres racistiske, kriminelle og revanschistiske mål.

R.A.F. som bourgeoisiets ynglingskommunister og vodoo-dukker

Redaktionen på Tysklands største politiske ugeblad Der Spiegel ryddede nyligt sin forside for at gøre reklame for “actionfilmen Der Baader Meinhof Komplex” om RAF – Rote Arme Franktion – altså Røde Hær Gruppen en gruppe af desperate anarkistiske intellektuelle – populært kaldet Baader-Meinhof-ligaen – som i 1970´erne gennemførte en række individuelle terroraktioner – angiveligt for at “bekæmpe imperialismen”.

Hvorfor denne overdådige reklame i de borgerlige antikommunistiske medier for mennesker som kaldte sig “røde kommunister” og “revolutionære guerilla-kæmpere” ?
Det danske såvel som det tyske borgerskabs foretrukne metode til at bekæmpe revolutionære kommunister i vor tid er “fortielsens, den repressive tolerance eller ignorancens og censurens” taktik. Når de borgerlige medier slår på stortromme for at gøre en lille isoleret bevæbnet bankrøver og kidnapppergruppe “kendt og berømt”som “rød”, “revolutionær” og “kommunistisk” hænger det naturligvis sammen med at både RAF og Blekingegade-folkene fremtræder som borgerskabets drøm hvordan en kommunist opfører sig, RAF/Røde Hær Gruppen) , Brigate Rosse/de Røde brigader og hvad de ellers kaldte sig, er deres favorit-kommunister, sådan som de selv har fremstillet dem i medierne fra Hitler,Francos og Mussolinis tid og frem til idag. Med andre ord blev RAF, Brigate Rosse og hvad de ellers kaldte sig det internationale bourgeoisis vodoo-dukker, som de udstiller og promoverer i medierne, samtidigt der igangsættes en overdådig, ja ligefrem “spændende” terroristjagt” som medierne følger i tykt og tyndt. Når de “farlige “røde terrorister” er fanget eller skudt ihjel ,under jagten begynder man at pine og plage de overlevende som erstatning og udtryk for hadet til det virkelige hadeobjekt. Som en slags forkvaklet psykologisk forskydning, det som psykologerne kalder en projektion af bourgeoisiets eget had og frustrationer over at drømmen om “kommunismens død” ikke ser ud til at gå i opfyldelse.

Angiveligt kom den ideologiske inspiration for Baader-Meinhof-gruppen til at indlede de individuelle terroraktiviteter – kaldte “by-guerilla-strategien – fra “Frankfurterskolen” og den revolutionære kommunist “Che” Guevara. Hvis det var nok for Fidel, Che Guevara og tolv revolutionære at starte en sejrrig væbnet kamp efter landstigningen på Cuba i 1956, så gjaldt det vel også i kampen mod det USA-indsatte Nato-regime i VestTyskland 1967 ?
Var det ikke “Che” som samme år i værket “Guerillakrig” slog fast, at:
” Man behøver ikke vente på at alle betingelserne for en revolution er til stede – oprøret skaber dem” ?
Det kan; under særlige betingelser som på Cuba, være i overenstemmelse med virkeligheden, men langtfra altid. Selvom de småborgerlige idealister i RAF og de venstreradikale grupper tror at de gennem væbnede aktioner kan vække folket og på den måde overføre deres “revolutionære” opfattelse til folket gennem “byguerilla-aktionerne”. Men når det sker uden de brede folkemassers egne aktiviter og uden at hensyntagen til massernes egne erfaringer og politiske bevidsthed bliver det et farligt og skadeligt blindspor, som skader arbejderklassens og kommunismens sag. Havde de tyske kammerater studeret Che Guevara´s værk; om “Guerillakrigen”; ordentligt og ikke bare læst de femten linjer som bekræftede deres egen subjektive opfattelse havde de måtte ændre opfattelse, så havde de kunne læse at:

“Hvor et regime er kommet til magten gennem en eller anden form af valg (ærligt eller forfalsket ) blandt folket og i det mindste opretholder en skin af lovlig forfatning, kan man ikke tale for guerillakrig, eftersom mulighederne for en fredelig kamp endnu ikke er udtømt” .Erneste Guevara i “Guerillakrigen”, 1967

Sådan. Men det var naturligvis ikke hvad de “venstreradikale og anarkistiske RAF-aktivister” ville høre. Så hellere ud på gaden med maskinpistiolen, et par sten og molotov-cocktails i hånden og hovedet under armen fot at få “gang i gaden”.
Det så vi også under EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001, hvor store politistyrker og nogle hundrede
“autonome, trotskister og anarkistiske” provokatører, viste Europa forestillingen: “Gadeterror mod EU”. Dermed gav de anarkistiske provokatører de borgerlige medier mulighed for at rydde forsiderne og fylde aviserne med en krigsligende reportage af hvad de beskrev som “EU-modstandere terroriserer Gøteborg”, mens de 30.000 fredelige demonstranter mod det udemokratiske og imperialistiske EU-projekt, samme dag i Gøteborg, blev afklaret med notitser og ensides reportager i de borgerlige medier.
Mange af disse venstreradikale aktivister i grupper som “RAF”, “Brigate Rosso og den danske “Blekingegade-gruppe” havde og har et stort handicap eller snarere en fobi : De bryder sig ikke om teori, eller rettere sagt : deres evne til at studere og forstå klassikerne og dermed den internationale kommunistiske – og arbejderbevægelses erfaringer er meget lidt udviklet. Det er livsfarligt for en revolutionær bevægelse. For det enkelte menneske ville det svare til en person som bliver frataget hukommelsen og alle erfaringer.
I filmen lader instruktøren,Gudrun Ensslin udtrykke det med disse ord: “Det skal være slut med al teoretisk onani”

I virkeligheden styrkede Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og  de andre medlemmer af RAF imperialismen og de reaktionære, fascistiske og udemokratiske kræfter.
RAF´s opportunistiske “individuelle terroraktioner” førte til en styrkelse af den “legale” “berufsverbot” dvs. udelukkelse af venstreorienterede og kommunister i Tysklands offentlige sektor.
Man kan sige at det er rigtigt at gøre oprør mod uretfærdigheder og undertrykkelse. At forsvare sig er en menneskeret , hvad enten vi taler om et enkelt menneske eller et helt land. Et undertrykt folk har som bekendt altid ret. Men det indebærer ikke at oprørerne – hvad enten de kalder sig “retfærdighedens”; de “rødes”, “demokratiets”, “socialismens” eller “guds udvalgte” krigere – også har en rigtig virkelighedsopfattelse eller at omstændighederne : tidspunktet , pladsen, styrken og metoderne er de rigtige.
Det retfærdige Oprørs sjæl og hjerteblod er demokratisk. Men uden opbakning og aktiv støtte til oprøret i arbejderklassen og forståelse for oprørets nødvendighed i brede dele af det undertrykte folk bliver det et individuelt isoleret blindspor som skader arbejderklassens og revolutionens sag.
RAF og deres støtter er et berygtet historisk eksempel på hvad der sker hvis man fremturer – i strid med den objektive og subjektive virkelighed hos millionmasserne ikke mindst arbejderklassens brede masser.
Historien er klassekampens historie , slog Marx og Engels fast i det 19.århundredes Kommunistiske Manifest. Det gjaldt også 1970 érne og det gælder idag. RAF var en lille bevæbnet gruppe – uden forbindelse med arbejderklassen som gik i krig med bourgeoisiet. RAF´s individuelle “terorstrategi” tjente ikke arbejderklassens eller de undertrykte folks interesser. Tværtimod : den var anti-revolutionær.
Som allerede Lenin påpegede i polemikken med de russiske “individuelle terrorister” (anarkister og andre) som ville bombe og myrde sig fri af det undertrykkende Czar-regime:

Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? – -
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ?

Selvom de progressive dele af venstrefløjen og de revolutionære kommunister i Tyskland såvel som i Danmark afviser (RAFs)Røde Hær gruppens individulle terroraktioner findes der stadig visse smågrupper af venstre-intellektuelle der forsvarer eller opfatter gruppens individuelle teroraktioner som noget progressivt – eller som forfatterren Peter Øvig Knudsen udtrykte sig om Blekingegade-gruppen i et interview i DR- programmet “Autograf” :: “De var venstrefløjens helte”.
“Blekingegade”-eksperten Øvig Knudsen´s snak om “venstrefløjens helte” ligner en efterrationalisering for der var stort set ingen på venstrefløjen – udover nogle akedemiske hjælpere fra den venstreopportunistiske KAK-gruppe – der kendte til “Blekingegade”-gruppen inden deres bankrøveriske virksomhed blev afsløret for offentligheden.

I 1970´erne skød flere hundrede af disse små grupper op i Europa. Navne som “Røde Brigader” – (B.R.) og Røde Hær Gruppen (RAF) havde jo en yderst revolutionær klang.
Alle havde taget navne som udtrykte sympati for arbejderklassen, kommunismen og den revolutionære sag og de tiltrak nogle revolutionære og venstreorienterede, fortrinvis unge studenter og intellektuelle. Mange af disse grupper var infiltreret af politi og efteretningvæsener eller ligefrem oprettet af disse som et led i en beskidt politisk strategi mod arbejderklasssen og kommunismen.
Det ses også af at det der egentlig satte gang i RAF´s “terroristiske” voldsbølge faktisk var en politiprovokatør. Den vesttyske efterretningstjeneste BKA havde sendt en provokatør ind for at afspore kampagnen mod den reaktionære , antikommunistiske Springer-presse. En politiagent lykkedes med at “køre” en en blokadeaktion mod den højreliberale Springer-presse i 1970 ud på et “terroristisk sidespor”. Hans navn var Peter Urbach. Denne agent provocateur medbragte såkaldte molotov-cocktails – flasker fyldt med benzin – samtidig som han hele tiden forsøgte at ophidse til en terroristisk optrapning af aktionen. Det lykkedes nogle lærlinge og unge arbejdere at vælte og demolere nogle af Springerpressens aviskøretøjer og med hjælp af politi-agentens molotov-cocktails blev Springerpressens biler stukket i brand. Billeder af brændende biler var på forsiderne af de tyske aviser dagen efter med overskrifter a la ; . “Endnu et mordbrandattenat fra de røde”. Det var essenen i de borgerlige mediers dækning, mens aktionen mod Springerpressen og dens medansvar for den fascistiske terror og mordforsøget på Dutschke blev glemt. Meinhofs rolle her var journalistens. Intet andet. Hun nægtede endda at bruge sin bil som blokadevåben mod Springer-trykkeriet, som man mente stod bag den antikommunistiske hetz der fremprovokerede mordattentatet på Rudi Dutsche og politimordet på pascifisten Benny Ohnesorg i 1968.
Mens Spingerpressens biler stod i flammer registrerede det “nøje overvågende” politi nummerpladen på Ulrike Meinhofs bil. Hun blev anklaget og ved retssagen et år senere hævdede Meinhof at hun intet havde med ildspåsættelsen af Springer-trykkeriets biler at gøre, men var nærværende som journalist og ikke havde fundet noget andet sted at parkere end netop bed Springertrykkeriet. Vidnet Stefan Aust – forfatter til bogen som blev drejebog for Eichingers film – bekræftede hendes udsagn.

Springer-pressens rolle i efterkrigstidens Tyskland

Det vesttyske samfund var i 1960 ´erne – godt tyve år efter nazitysklands undergang – et kapitalistiske klassesamfund, selvom klasseskellene ikke var så store som i andre lande hvor den kommunistiske bevægelse var svagere – var det vesttyske samfund både
politisk og generationsmæssigt polariseret. De herskende kapitalistiske klasser og lag som både blev repræsenteret af de “kristen-og social -demokratiske” partier (CDU/CSU og SPD), men også af en række embedsmænd og officerer i politiet og retsvæsenet som besatte høje poster under nazi-tiden reagerede både aggressivt og udemokratisk overfor den unge generation som var vokset op under og efter nazitiden.
Politimordet på fredsaktivisten Benny Ohnesorg var en konsekvens af de vesstyske magthaveres aggressive modstand, ja nærmest fascistiske metoder mod oppositionen som blev repræsenteret af KPD, som Ulrike Meinhof var medlem af frem til 1964. KPD blev forbudt i august 1956. Politimordet på Benny Ohnesorg opmuntrede de sorte reaktionære kræfter i det vestyske samfund.
I Berliner Bild-Zeitung blev mordet på Benny Ohnesorg beskrevet med denne overskrift:

“En ung mand døde i går i Berlin.Han blev et offer for optøjer som politiske ballademagere havde iscensat.”

 

En åbenlyst provokation og i realiteten et forsvar for politimordet fra Bild-pressen.
Til og med de mest beskedne demonstrationer udløste hysteriske reaktioner i medierne. Axel Springers aviser hånede selv beskedne plakater mod USA´s aggression mod Viet Nams folk med krigsoverskrifter som denne : EN SKAMMELIG VANÆRE FOR BERLIN.
Første gang overskriften : Det er TERROR , blev brugt var da der blev kastet seks æg mod Amerikahuset . Hver eneste ægkastning blev fulgt op af en ydmyg skriftlig undskyldning fra universitetets rektor til (Vest-)Berlins US-amerikanske by kommandant.

Hetzen mod Rudi Dutschke var så brutal og hadefuld at han med jævne mellemrum blev tvungen til at skifte bolig.
Det kan tilføjes at det samme blev journalisten Günther Wallraff – “Manden der var Hans Esser på Bild” – udsat for, et årti senere.
Den 11. april 1968 bar Spingerpressens hetz mod Dutschke frugt da han blev udsat for et højreradikalt mordforsøg. Dutsche blev ramt med to skud i hovedet. Han overlevede, stærkt invalideret. Attentatmanden var den 23 årige Josef Bachmann, som var stærkt påvirket af den neofascistiske avis “Deutsche Nationalzeitung”. I Bachmann´s lomme havde han et nummer af avisen fra den 22. marts hvor overskriften lød: “Stop Dutschke nu ! Ellers bliver der borgerkrig !”. Under overskriften fandtes fem fotografier af Dutschke.
Dutschke havde året inden på studenternes SDS-kongres ikke bare foreslået en kampagne for Vesttysklands udtræden af den aggresive NATO-krigsalliance og ophævelse af untagelseslovene, men også en oplysningskampagne om Springerforlaget og en “Antispringerdag”, hvor distributionen af Bild-Zeitung” skulle stoppes.
At springer-pressen med det vulgære “Bild-Zeitung” som bannerfører for forhånelsen og hetzen mod alt kommunistisk, progressivt og revolutionært var og er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Vesttyskland ses af det boycot-opråb “mod Springers monopol” som dukkede op i oktober 1967. Her protestes der imod at – - – - “Springerkoncernen kontrollerer 32,7 procent af alle tyske aviser” og eftersom det var en “indskrænkning og krænkning af trykkefriheden og dermed også en trussel mod grundlaget for Forbundsrepublikken Tysklands parlamentariske demokrati” – - — munder opråbet ud i følgende beslutning: “Vi ønsker ikke at arbejde for nogen avis eller tidskrift som tilhører Springer-koncernen. Vi forventer os at vore forlæggere at de ikke reklamere for vore bøger i nogen af Springerkoncernens aviser eller tidskrifter” – — – -
En lang række af det vesttyske samfunds forfattere og intellektuelle kendisser havde skrevet under på boycot-opråbet, blandt andre
Inge Aicher-Scholl, Heinrich Böll, Max Frisch , Christian Geissler, Günther Grass, Walter Jens, Hellmuth Karasek, Marie Louise Kaschnitz, Alexander Mitscherlich, Hermann Piwitt, Elisabeth Plessen, Fritz J. Raddatz, Marcel Reich-Ranicki, Martin Walser og Gabriele Wohmann. * * * * * * * * * * * *

Mere end 45.000 – først fremmest studenter - i tyve byer samledes ved Springers trykkerier og forlagshuse Anden Påskedag 1968 for at stoppe distributionen af Bild-Zeitung. Ikke bare i Vestberlin blev der udkæmpet gadekampe af et omfang som det ikke var set siden Weimarrepublikkens tid. Kampene krævede to dødsofre og flere end 400 hårdt og lettere sårede.
Den USA- støttede “Forbundsrepubliks fordring på at være en intakt demokratisk stat gik tabt”; skrev journalisten Karl A. Otto i Tysklands største ugentlige nyhedsmagasin “der Spiegel“. – - – I München døde fotografen Klaus Frings, 32 år gammel, og studenten Rüdiger Schreck, 27 år under en demonstration mod Springerpressen. Omstændighederne omkring deres død er 41 år senere endnu ikke helt opklarede.

Fra RAF´s side blev det fremhævet at Tyskland jo ikke rigtig havde gjort op med nazitiden – sad der ikke en masse gamle nazister på toppositioner i Vest-Tyskland ?
Jo , det gjorde og gør der, men hvis man tror at man kan bekæmpe et reaktionært kapitalistisk klassesamfund – med gamle nazister på toppositioner – med individuelle terroraktioner udførte af små isolerede “byguerillagrupper så har man ikke bare isoleret sig fra arbejderklassen, men også fra virkeligheden.
Den vesttyske stat var et produkt af USA´s fremstød efter befrielsen i 1945. US-army garanterede den “socialliberale” og delvis statskapitalistiske markedsøkonomi. Militært befandt den “Vest-tyske” stat sig for nu at udtrykke det “folkeligt” langt oppe i røven på US-Army” inklusive de overlevende gamle nazister på toppositioner i “Vesttyskland”.
Intet mindre. .. . .. . . . .. . Troede disse få individulle “byguerilla-krigere” i RAF virkelig, at de kunne bekæmpe endsige besejre den af US-Army beskyttede vesttyske stat ? Eller var de bare ude efter at “have gang i den ” – med hovedet under armen ” – og få afløb for virkelige eller indbildte personlige frustrationer ? . . .
I filmens begyndelse fremstilles det tyske politis massakrer, assisteret af lokale shah-gorillaer, ved en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlavi´s statsbesøg i Vestberlin den 2.juni 1967 , hvor antikrigsaktivisten og pacifisten Benny Ohnesorg blev et offer for politivolden, som en udløsende faktor for en mere militant antiimperialistisk bevægelse .
Samme dag som Ohnesorg blev slået ihjel foreslog Gudrun Ensslin på et møde i SDS – Sozialistische Deutsche Studentenbund i et indlæg:

“De vil slå os alle ihjel. – I ved jo hvilke svin de er.
Det er jo Auschwitz-generationen vi har at gøre med. Man kan ikke diskutere med dem som byggede Auschwitz. De har våben men vi har ingen. Vi må også bevæbne os.”

Lad os sammenligne situationen i den af USA-beskyttede “vesttyske” stat i 1970´erne, med situationen efter efter Rigsdagsbranden i 1933, da disse gamle nazister kom til magten
Dengang havde den tyske overklasses nazistiske regime ingen US-army som militær sikkerhedsgaranti. Men den tyske arbejderklasse og revolutionære venstrefløj omkring KOMINTERN-partiet KPD afviste, selv i denne situation, enhver tale om individulle teroraktioner mod nazisterne og deres støtter i det kapitalistiske erhvervsliv. Nazisterne påstod ganske vist at de med deres voldelige “parlamentariske” magtovertagelse – efter Rigsdagsbranden havde forhindret en “jøde-kommunistisk terrorbølge” med branden som startskud.
I virkeligheden var Rigsdagsbranden en nazistisk terror-provokation der skulle åbne op for masse-terroren mod arbejderklassen, kommunisterne og Tysklands demokratiske og progressive kulturliv.
Godt nok fandtes der en forvirret “venstreorienteret” “nyttig idiot” indblandet i Rigsdagsbranden. Den unge venstreradikale hollænder Marinus van der Lubbe kom til Tyskland, også for at bekæmpe nazismen. Med hans pyromaniske tilbøjeligheder så han en mulighed for, så at sige at “sætte ild på nazismen”. Men han blev hurtigt afsløret og nazisterne brugte ham til deres egne formål. Efter at have forberedt Rigsdagsbranden udstyrede de den venstreradikale “rådskommunist” Marinus van der Lubbe med en falsk kommunistisk partibog og sendte ham ind i Rigsdagsbygningen. Kort efter havde nazisterne udløst branden og arresteret staklen, som senere blev dømt og henrettet uden beviser af nazisterne, som kom til magten i kraft af Rigsdagsbranden.
Filmen er produceret af Bernd Eichinger, også instruktør af “Untergang”´ s-filmen om Adolf Hitlers sidste dage i førerbunkeren i Berlin. Eichinger har også skrevet drejebogen, der bygger på en bog med samme titel af den tidligere Spiegel-redaktør Stefan Aust´s “Rote Arme Fraktion” fra 1985.

Handlingen er som bogen koncentreret om RAF`s historie fra 1970 til det afsluttende drama i oktober 1977, da Andreas Baader,Gudrun Ensslin, Holger Meins og Carl Raspe tager deres eget liv i fængslet. Et år efter Ulrike Meinhof. At der var tale om selvmord fremgår både af filmen og Stefan Aust´s roman som filmen er inspireret af. Paradoksalt nok sluttede de deres liv på samme måde som Hitler, som da nederlaget og fjendens sejr var åbenbart valgte selvmordet – hvilket for den ekstreme subjektivsme går ud på et.
Selvmord som det borgerligt-socialdemokratiske regimes politistatsmetoder, med systematisk misbrug af isolations-tortur mod RAF-medlemmerne, var direkte medansvarlig for.
Det er karakteristisk at det venstreopportunistiske “terroreventyr” for RAF-gruppens egentlige grundlægger: den “venstreintellektuelle” advokat Horst Mahler idag betegner sig som “nationalsocialist” [1].
RAF-grundlæggeren Horst Mahler blev efter hans løsladelse i begyndelsen af 1980´erne fortaler for det højreradikale NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – en facistisk dækorganisation der som politisk strategi – ligesom de fascistiske dækorganisationer i Danmark og andre kapitalistiske lande udpeger “muslimerne” og andre minoriteter som syndebukke for det kapitalistiske klassesamfunds massearbejdsløshed, fattigdom og andre uretfærdigheder.

Om karakteren af den “individuelle terror”:

..  .. .  skrev den revolutionære russiske socialdemokrat og kommunist Lenin et par linjer om  i artiklen “økonomismen og terrorismen” som er værd at læse igen:

“Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige “vækkelsesmidler” ? –
Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende , at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister ? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse. men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, . . . . “ V.I Lenin i “Vor bevægelses mest nødvendige opgaver Hvad må der gøres ? ”

Også den revolutionære polsk-tyske socialdemokrat og kommunist Rosa Luxemburg tog den “individuelle terror” under behandling:

“Der Terror als System, als eine naturgemäß nur von einzelnen Individuen der aus Mitte der Revolutionäre und gegen einzelne Individuen unter den Trägern des absolutistischen Regimes betätigte Kampfmethode, war in seinem Wesen als Gegensatz zum Massenkampf der Arbeiterklasse gedacht, ob sich die terroristischen Kämpfer dessen bewußt waren oder nicht, ob sie es zugeben oder sich darüber selbst hinwegtäuschen wollten.“ [Rosa Luxemburg i Terror, 1905, Gesammelte Werke, Bind 1/2, s. 520]

Diesen Terror à la RAF lehnen wir natürlich ab, weil er nicht der Sache der Befreiung der Arbeiterklasse dient, weil die Tötung einzelner Repräsentanten dieses System aber auch gar nichts an dem System selbst ändern kann, denn die Schröders, Fischers, Schleyers oder wie auch immer sie heißen sind allesamt ersetzbar, solange das System des Kapitalismus besteht, dass seine Handlanger zu tausenden und abertausenden gebiert und heranzieht.

I KPD´s avis Roter Morgen blev filmen The Baader-Meinhof Complex anmeldt :

Der nach dem Buch „Der Baader-Meinhof-Komplex“ von Stefan Aust benannte Film hat die Geschichte der ersten Generation der Rote-Armee-Fraktion (RAF) zum Inhalt.
Erwachsen ist die RAF aus der Studentenbewegung ab 1967.
Ein Schuss ins Bewusstsein vieler linksgerichteter Studierender war die Erschießung des Studenten
Benno Ohnesorg durch den Polizisten Karlheinz Kurras im Laufe einer Demonstration von Studierenden der Freien Universität Berlin (West) gegen den als Staatsgast geladenen Schah Mohammed Reza
Pahlevi von Persien am 2. Juni 1967.

Inhalt
Der Film beginnt mit drastischen Bildern der die Studierenden jagenden und auf sie einknüppelnden Westberliner Polizei, zeigt Polizisten, die, statt den Todesschützen Kurras am Tatort festzunehmen, ihm empfehlen, schnell zu verschwinden.
Es folgen Bilder vom Vietnamkongress an der Freien Universität, Ausschnitte aus Reden des christlich geprägten Studentenführers Rudi Dutschke, der zum zivilen Ungehorsam aufruft, Protestkundgebungen gegen den Vietnamkrieg und für Ho Tschi Minh, den politischen Führer der Nationalen Befreiungsfront (FLN). Eingeblendete dokumentarische Aufnahmen von flüchtender Bevölkerung, die mit Napalmbomben angegriffen wird, und von Offizieren der US Armee, die gefangenen Angehörigen der FLN die Pistole an die Schläfe drücken und sie erschießen, machen deutlich, dass dieser Protest sehr wohl berechtigt war.
Gezeigt wird dann, wie der durch die Medien verhetzte Gelegenheitsarbeiter Bachmann Rudi Dutschke
auflauert und ihn mit der Begründung „Ich mag keine Kommunisten“ durch mehrere Schüsse
lebensgefährlich verletzt, danach aber selbst von der Polizei verfolgt und festgenommen wird. Als Gegenwehr gegen die tödliche Medienhetze wurde die Auslieferung der BILD-Zeitung blockiert.
Gezeigt wird das familiäre Umfeld von Ulrike Meinhof und Gudrun Ensslin – beides Pfarrertöchter mit moralischem Unbedingtheitsanspruch. Anzünden eines Kaufhauses durch Baader, Ensslin und andere als moralischer Protest gegen den Vietnamkrieg und die angebliche Konsumorientiertheit der Bevölkerung hier.
Nach Befreiung von Baader unter Beteiligung von Ulrike Meinhof – dabei war ein Wachmann schwer verletzt worden – und Flucht nach Italien, von wo sie der Rechtsanwalt Horst Mahler zurück nach Deutschland in den Untergrund zwecks Aufbaus einer Guerilla-Organisation holt.
Dann, wie das erste RAF-Mitglied, die 19jährige Friseuse Petra Schelm, von der Polizei in einem Großeinsatz
gejagt und schließlich erschossen wurde und wie ihr Tod auf die im Untergrund befindlichen Mitglieder der RAF gewirkt hat:
Sie glaubten, sich in einem faschistischen Staat zu befinden, wo jeder Polizist ein potenzieller Mörder ist und wo daher die Erschießung von Polizisten zur Selbstverteidigung gerechtfertigt ist.
Im Zuge der von dem damaligen BKA-Chef Horst Herold entwickelten Rasterfahndung zur Aussortierung der „Terroristen“ aus einer in die Millionen gehenden Zahl von Menschen, die bei den tödlichen Schüssen auf Generalbundesanwalt Siegfried Buback „klammheimliche Freude“ empfanden und für die – laut Herold – die RAF ein Hoffnungsträger war, wurde ihr Bewegungsspielraum zunehmend verengt, bis die Fahnder schließlich „den Sack zumachen“ und die führenden Mitglieder festnehmen konnten.
Gezeigt wird die unmenschliche Art und Weise, wie das im Hungerstreik gegen die über sie verhängte
Isolationshaft befindliche, in der Justizvollzugsanstalt Wittlich einsitzende RAF-Mitglied Holger Meins zwangsernährt wurde und mit welch läppischer Begründung (der Arzt habe bereits Feierabend) ihm schließlich lebensrettende Maßnahmen verweigert wurden.

Gezeigt werden verschiedene Aktionen und Anschläge der RAF

Der Film endet mit dem Tod von Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Jan Carl Raspe im Hochsicherheitstrakt Stuttgart-Stammheim und dem Auffinden der Leiche des BDA- und BDI-Vorsitzenden Hanns Martin Schleyer, der entführt worden war, um die in Stammheim einsitzenden RAF-Führungskader freizupressen. – -

Kritik

Viele der gezeigten Geschehnisabläufe sind für historisch Interessierte durchaus sehenswert. Allerdings
ist da auch schon Kritik anzumelden: an dem, was der Film nicht zeigt oder was er suggeriert.
Tabu für ihn ist offenbar die Tatsache, dass die Jagd nach der RAF zu einer regelrechten Hysterie unter den
Fahndern geführt hat, die auch zu „Kollateralschäden“ in Form von durch die Polizei erschossenen Personen
geführt hat, die ihr zufällig in die Quere kamen, wie z.B. der schottische Geschäftsmanns McLeod, der aufgrund eines schlechten Fahndungsfotos mit einem RAF-Mitglied verwechselt wurde und andere.
Suggeriert wird, dass sich zunächst Ulrike Meinhof aus Verzweiflung über die ablehnende Haltung der übrigen in Stammheim einsitzenden Gruppenmitglieder gegenüber ihrer Art der Prozessvorbereitung das Leben genommen
habe und später– nach der gescheiterten Entführung der LufthansaMaschine „Landshut“ – in der Nacht vom 18. auf den 19. Oktober 1977 Baader, Ensslin und Raspe sich selbst umgebracht haben sollen. Die im Film nicht behandelten Umstände (insbesondere die ständige peinlich genaue Durchsuchung ihrer Zellen und die Art, wie
sie zu Tode gekommen sind) sprechen eine andere Sprache.
Der RAF-Verteidiger und spätere Bundesinnenminister Otto Schily war einer der prominentesten Zweifler an der offiziellen Selbstmordthese.
Es ist durchaus denkbar ist, dass sie umgebracht wurden, um weiteren Aktionen zu ihrer Befreiung zuvorzukommen.
Über die Generation, deren Repräsentanten die alten Nazis Kurt-Georg Kiesinger und Hans Filbinger sowie Franz-Josef Strauß, Helmut Schmidt usw. waren, Politiker, die bei der Aufrüstung des Staates eine wichtige Rolle spielten, eine Aufrüstung, die nur vordergründig durch die Aktionen der RAF begründet war, in Wirklichkeit aber auf das revolutionäre Subjekt (s.u.) gerichtet ist, findet sich im Film eine Aussage.
Tatsächlich war das Unternehmen RAF wegen des falschen Ansatzes, zu meinen, man brauche nur
einige führende Repräsentanten des kapitalistischen Systems zur Strecke bringen und diese anarchistische „Propaganda der Tat“ werde die Massen gegen diesen Staat in Bewegung setzen, von vornherein zum Scheitern verurteilt.
In diesem Konzept wurde das eigentlich revolutionäre Subjekt, die Arbeiterklasse, gering bewertet, sie für bürgerlich erklärt oder einfach übersehen und der mühsame Weg, auf sie und in ihr agitatorisch und propagandistisch und schließlich auch organisierend zu wirken, um sie zu ihrer historischen Rolle zu befähigen, unterlassen.
Die Botschaft des Films, dass eine revolutionäre Überwindung des Kapitalismus und seines Staates nicht möglich sei, wird sehr subtil durch Nichtbefassung mit dieser Alternative vermittelt.
Dabei wird der revolutionäre Kampf, der Kampf für den Sieg der Revolution und den Aufbau des Sozialismus
mit dem kleinbürgerlichen, in Wirklichkeit gegen die Revolution gerichteten Kampf der RAF gleichgesetzt.
Auf einen kurzen Nenner gebracht ist die reaktionäre Aussage es Films: Auch wenn es an dem kapitalistischen Staat Bundesrepublik Deutschland viel auszusetzen gibt, ist der revolutionäre Weg der Bekämpfung dieses Staates zum Scheitern verurteilt.

• kadi –

Mere om Tysklands historie efter 1945

 

Krisens USA: Hvert tiende borger modtog madkuponer i januar

3. April 2009 – 06:19

WASHINGTON (Reuters ) Regningen for den kapitalistiske krise betales af arbejderklassen og de allerfattigste i “Gods Own country” , USA.
Kapitalisterne har fyret millioner amerikanere alene i løbet af det sidste år. De har stillet sig i den arbejdsløshedskø der allerede talte millioner. Den officielle arbejdsløshed nåede i februar op på godt 8 procent – den højeste i 25 år. Mange af disse mennesker får kun arbejdsløshedsstøtte i nogle måneder hvis de overhovedet får nogen hjælp. Mange oplever derefter at de bliver tvangsauktioneret ud af deres hjem enten fordi de ikke har kunnet betale huslejen eller afdrag og renter til de kapitalistiske realkreditselskaber.
Kapitalismen viser sit sande ansigt under krisen. Når kapitalens og den kapitalistiske overklasse ser profitterne mindske sendes regningen til de brede arbejdende lag. De mennesker som så at sige sikrer kapitalen de daglige profitter. De mennesker som i kraft af deres daglige arbejde i USA såvel som i andre lande har gjort USA´s overklasse til verdensrigeste og har bygget amerika op til det det er idag må bærer de tungeste byrder i form af arbejdsløshed, hjemløshed og fattigdom hvis de ikke bliver dræbt eller såret i krigene i Irak eller Afghanistan.
Antallet mennesker som får madkuponer i USA er nu ope på godt 32 millioner mennesker. Dvs hver tiende indbygger modtog disse Welfare kuponer i januar. Det viser USA´s regerings egen statistik som kom torsdag. Det indebærer at endnu flere end de godt 32 millioner som har familier/børn som skal forsørges – overlever i kraft af Welfare kuponerne.
At uddele fødevarekuponer er USA´s vigtigste hjælpeprogram mod hunger blandt landets fattige. I gennemsnit fik hver bidragsmodtager næsten 113 dollar i januar, svarende til godt 700 kroner.
Januar var den femte måned i træk som antallet uddelte kuponer steg.
Fødevarehjælpen er et tydeligt tegn på hvor dyb den kapitalistiske krise er i USA. Den økonomiske konjunkturnedgang er nu inde på sin 16. månad og ingen ny “superkonjunktur” er i sigte.

Tyskland:Brede protester mod den neo-fascistiske dækorganisation NPD

4.April 2009 – BERLIN (Rote Fahne) Under protester og antifascistiske demonstrationer afholdt det neo-fascistiske NPD idag sit ekstraordinære landsmøde under politisbeskyttelse i Berliner-bydelen Reinickendorf´s Rådhus. Allerede tidligt om morgenen var
flere hundrede mennesker strømmet til for at protestere . NGG – Det tyske Hotel-restauration og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbund – har opfordret hoteller og restauranter til ikke at udleje hotelværelser eller servere mad til landsmødet og dets deltagere.
“Forbud mod alle fascistiske organisationer”, er det åbenbare krav der rejses i Tyskland . Det er især er rettet mod den neo-facistiske volds og terror-organisation NPD, som med skattemidler afholder landsmøde i Berlin i disse dage.
Das Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg wies am Freitag eine Beschwerde des Bezirksamts gegen einen Beschluss des Berliner Verwaltungsgerichts zurück, der der NPD einen Anspruch auf den Ernst-Reuter-Saal im Reinickendorfer Rathaus zugestanden hatte. Die faschistische Partei steckt nicht nur finanziell in der Krise, nachdem die Verwaltung des Bundestages der NPD angesichts so genannter “Fehler im Rechenschaftsbericht” für das Jahr 2007 eine Strafzahlung von insgesamt 2,5 Millionen auferlegt hat.

Obwohl die NPD aufgrund des reaktionären Parteiengesetzes mit Millionen aus Steuermitteln ausgestattet ist, erhielten die Faschisten bei den letzten Wahlen eine deutliche Abfuhr. Innerparteiliche Querelen, Unterschlagung von Parteigeldern und Intrigen erschüttern die NPD, die als Sammelbecken faschistischer Schläger- und Mörderbanden dient.

Læs videre her

Island : Største proteststorm siden 1949

21.Jan. 2009 – 17:53

REYKJAVIK ( e24.se)
I flere dage har islændingene protesteret mod den kapitalistiske krise, koruption og den borgerligt-reformistiske regerings politik udenfor Alltinget- det islandske parlament i Reykjavik i
Protest-stormen betegnes som de mest omfattende siden 1949, da den prokapitalistiske regering sagde ja til integrere landet i den aggressive forsvarsalliance Nato.
Protestaktionerne som for alvor startede i tirsdags og fortsatte under natten mot onsdagen blev gentoptaget senare på dagen da parlamentet Alltinget samlades for en ny session.
Da statsminister Geir Haarde skulle forlade sit kontor i centrala Reykjavik
kastade demonstranter snwboldew og æg imod ham. Haarde måtte søge ly i tjenstebilen inden han fik hjælp af tililende politistyrker.
Demonstrationerna inleddes i tisdags i samband med att alltinget samlades för
førsta gangen i år. De omkring tusen demonstranterna som samlats utanfor
Alltings-byggnaden blev under tisdagsaftenen stadig våldsamma. Deltagarna
krævede regeringens afgang och nyvalg samt kastade toalettrullar och sko mot
byggnaden.
Politiet brugte flera gånger pebarspray for at hindra demonstranter at tage sig
ind i parlamentsbyggnaden. En grupp demonstranter tænde eld på juletræet på
Alltingstorget och slog parkbænke i stykker som de derefter satte ild på.
Politiet havde ikke helt kontroll over situationen før klokkan tre, onsdag morgen, rapporterar islandska medier. Ett 30-tal demonstranter greps under tisdags aften . Några skadades lindrigt.
Protesterna, ofta flera gånger om ugen, holdes oftast lige ud for Alltinget.
“– Vi som er dette lands borgare, uttrycker vora følelser mot myndigheterna som agerar som om vi ikke
eksisterade, sagde Hördur Torfason under den fredliga delen av demonstrationerna. Musikeren Torfason leder
protestbevægelsen Folkets stemmer som organiserat den senaste tidens protester.
Demonstranterna har också tidigare krævt regeringens avgång och nyval, ett krav som regeringen avvisat.
I sidstew uge blockerade demonstranterna indgången til Alltinget och polisen fick också den gang bruge fysisk vold for at fjerne dem.
Islandsk fjernsyn viste billeder på hur statsminister Haarde och andra ministrar handgripligen hindrades från att komma in i alltinget och överöstes med förolämpningar.

Delvis våldsamma protester mot regeringen har pågått i Reykjavik ända sedan finanskrisen, som drabbat Island extra hårt, slog ut i full blom i oktober.

Da nationaliseredes landets tre størsta banker da de stod inför omedelbar konkurs till følge av den internationella krisen. Trots att IMF/Världsbanken godkendt lån till Island på motsvarande omkring 18 miljarder kronor ventas islænningarna drabbas hårt av arbetsløshet och recession.

Idag fylder hun 130, verdens ældste nulevende kvinde

 
27.Mar. 2009

At tænke sig . . .. . . at blive 130 og still going strong . . . hvordan er det muligt ?

Helt uden mirakelpiller,genetiske manipulation eller organtransplantationer har Sakhan Dosova levet i 130 år.
Hun er verdens ældste nulevende kvinde og lever i bedste velgående. Nåh ja , der er lidt med hørelsen , hun hører ikke så godt.
I det magiske år 1879, kom verdens ældste nulevende menneske, Sakhan Dosova, til verden. . . .. . . samme år som Einstein og Stalin
Hun fylder 130 år idag.
I medierne skrives der om  “en kvinde i Kazakstan som ifølge hendes pas fylder 130 år i denne uge.”
Der lever altså en en kvinde i blandt os som fødtes samme år som da Thomas Edison offentligt demonstrerede det elektriske lys første gang ! Samme år som Onkel Joe – alias Joesef Stalin – den kommunistiske verdensbevægelses og Sovjetunionens ubestridte leder gennem mere end 25 år og fysikeren Albert Einstein blev født.

Sejt !

Sakhan Dosova’s pas viser at hun blev født den 27. marts  1879.
 

Sakhan Dosova er dermed  16 år ældre end  end hidtil ældste levende menneske.

 Samme år som Edison opfandt den elektriske pære.

-

 Ti  børn.

Sakhan Dosova – moder til ti børn  - afviser i et intervew i forbindelse med fødselsdagen at hun har nogle hemmeligheder, udover at hun aldrig har taget piller, besøgt en læge eller spist slik. “Men jeg elsker kurt (dvs. en salted tør form for hytteost) og talkan (ground wheat).”
Hun forklarer hendes sejlivethed med humoristisk sans . . . . den har holdt hende ung i hjertet.

Sakhan Dosova har været gift to gange og hun blev enke første gang under det heroiske slag om Stalingrad under Anden verdenskrig hvor hendes første mand blev martyr i den antifascistiske befrielseskrig .

Kun tre børn er i live idag. Alle over halvfems år.

Andre mennesker over 100 år :

29. Dec. 2007 * * * Et af ældste nulevende mennesker: Hryhorij Nestor lever ikke længere. Hun blev 116 år gammel. Nestor sov stille ind i søvnen i sit hjem i fredags rapporterer avisen Segodnja.Hun boede i den vestukrainske by Lviv. Ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter skal Nestor være født den 15.marts 1891 i det som dengang var Czar-Rusland.En nabo til Nestor fortæller at hun levede et aktivt liv lige til den sidste nat. I fredags ska hun have klaget over hovedpine inden hun gik i seng.

Hendes 116 årige liv blev et liv med blodige krige, omrystende revolutioner der førte til enorme fremskridt og senere borgerlig-revisionistisk kontrarevolution der førte til kapitalismens og udbyttersamfundets genoprettelse i Ukraine,Rusland og de øvrige Sovjet-republikker. Da hun kom til verden var den gennemsnitlige levealder i Czar-Rusland ikke meget over 30 år hverken for kvinder eller mænd. Kun eliten og revolutionært-uddannede arbejdere og bønder kunne læse og skrive. Lenin var 22 år gammel og stadig student. Stalin var 12 år og gik i klosterskole, mens den danske forfatter Martin Andersen Nexø var 22 år og endnu ikke færdig med Pelle Erobreren. Hun oplevede den omrystende revolution i 1905 som Czarens miltære styrker skånselsløst slog ned. Hun oplevde både den Første og Anden verdenskrig – begge kapitalistiske blodbade med snesevis af millioner døde, invaliderede og udsultede mennesker efterladte på slagmarkerne i Europa og Rusland/Sovjetunionen. Amerikaneren Edna Parker er idag 114 år og et andet af jordens ældste nulevende mennesker.

For ikke så mange år siden slog den franske kvinde Jeanne Calment rekorden. Hun blev et af de mennesker som hidtil har levet længst. Hun døde i 1997, 122 år gammel. Calments alder var videnskabligt bekræftet af læger.

 

Tjekkiet: Modstanden tvinger regeringen til at udskyde ratificeringen af USA´s “missilskjolds”-base i landet

17.Mar 2009 – 19:56 – -

PRAHA ( ) * * Tjekkiets Statsminister udskyder ratificeringen af det amerikanske missilskjold på tjekkisk jord på grund af manglende opbakning i parlamentets underhus.

Den tjekkiske Statsminster Mirek Topolánek udtaler, at hans regering udskyder en afstemning i parlamentet om USA´s planer om et USA-kontrolleret missilskjold på tjekkisk jord af frygt for, at det vil blive nedstemt i parlamentet.

“Regeringen har besluttet at trække aftalen med USA om at sætte en radarstation op på tjekkisk jord tilbage”, siger Topolánek i en kort udtalelse til nationalt tv.

At det ikke er en reel demokratisk indrømmelse til den udbredte folkelige modstand til USA´s militære oprustning på tjekkisk jord, men kun et taktisk tilbageskridt for senere at få de amerikanske missilskjold-planer igennem, bekræfter Nato-landets Tjekkiets regeringsleder ved at hævde :

“Det er ikke et udtryk for, at vi afviser ratificeringsprocessen, for vi kan genindføre spørgsmålet i underhuset, når som helst vi ønsker det”,

Flertal i Overhuset

For at blive vedtaget skal missilskjold-projektet ratificeres i begge kamre af det tjekkiske parlament samt underskrives af præsidenten. I overhuset er der indtil nu stadig flertal for USA´s planer om at oprette en militært missilskjolds-radarbase, der samme med opstilling af amerikanske raketter på en base i Polen kan sættes ind mod “militære trusler” fra Iran eller Rusland.

EU-landet Tjekkiets Centrum-højre-liberale regering har imidlertid ikke på nuværende tidspunkt det tilstrækkelige antal stemmer i underhuset til at ratificere aftalen.

Prag og Washington underskrev sidste år to aftaler for installeringen af en missilradar sydvest for den tjekkiske hovedstad, der skulle forbindes med to andre anlæg i Polen.

Kilde:Titzau

Læs også Protester mod USA-missilskjoldplaner i Tjekkiet

Kapitalistisk prostitution: Kvinder brændemærkres som kvæg

15.Marts 2009 – 16:05

Menneskehandlere og bagmænd brændemærker – bogstaveligt talt – afrikanske kvinder.

Den smertefulde mærkning fungerer som stregkoder på handlede kvinder, der bliver solgt som sexslaver til det kapitalistiske prostitutionsmarked i Danmark.
Det er et nyt fænomen herhjemme, men et kendt eksempel i pigernes hjemlande, hvor alfonser betragter pigerne som kvæg.
Det fortæller Dorit Otzen, forstander på Reden, et værested for prostituerede, til DR-nyheder . Hun har mødt mange af de afrikanske kvinder som slaver i den kapitalistiske prostitution i Danmark og med egne øjne set brændemærkerne på pigernes arme og hofter.
Mærkerne er forskellige, men budskabet er det samme hver gang det samme, siger hun.
- Du kan ikke slippe væk, jeg kan altid finde dig, det er mig, der bestemmer, siger Dorit Otzen.
De uhyggelige spor i huden laves for det meste med brændejern, opvarmede barberknive eller glødende vandrør. Med inspiration fra kvæghyrder.
- Kvinderne er kvæg i mange af de hers øjne. Vi har siddet i danske retsale og hørt alfonserne kalde sig selv hyrder – de vogter kvæg, siger Dorit Otzen.
På Rigshospitalets Brandsårsafdeling kan overlæge Bjarne Alsbjørn nu også registrere, at de brændemærkede sexslaver, er i landet.
- Det er noget nyt for os, vi har ikke set det før, siger han.
Han har på det seneste behandlet kvinder, der vil af med mærkerne – der ligner stregkoder.
Det er en ganske simple ting, ligesom en stregkode, siger Bjarne Alsbjørn.

Kvinderne vil ikke udtale sig

Men kvinderne er umulige at få i tale, og derfor ved overlægen ikke, om kvinderne er sluppet ud af prostitution – eller om de ender tilbage hos bagmændene, efter han har udskrevet dem.
- Kvinderne er meget fåmælte om det. De vil bare af med brændemærket, og det er det, siger Bjarne Alsbjørn.

USA i krise: industriproduktionen fortsætter faldet: ned med 1,4 % i februar

16. Mar 2009 – - -14:43

WASHINGTON (FED/Reuters) – - Industriproduktionen i USA´s kapitalistiske erhvervsliv fortsætter nedad : med et fald på 1,4 procent i februari sammenlignet med januar måned. Samtidigt som flere millioner har mistet deres arbejde og dermed købekraft sidder den kapitalistiske økonomi i USA fast i en skruestik: Med den kapitalistiske krises konkurser,tvangsauktioner og massefyringer følger faldende indkomster hos de brede lag, hvilkert fører til mindsket salg i detailhandelen og dermed produktionen af forbrugsvarer. Det har ført til en mindsking af produktionen i letindustrien (forbrugsvarer) hvilket nu virker ind på sværindustrienm dvs. produktionen af produktionsmidler, maskiner, transport såvel som udvinding af råvarer;metaller olie osv.. Krisen løses ikke gennem at trykke flere dollarsedler og give dem gratis (0,5%) til finanskapitalen. Derfor er udsigterne USA´s kapitalistiske økonomi mørke.
Også den såkaldte kapacitetsudnyttelse i industrien – som er en opgørelse over hvor stor en del af fabrikkernes produktionskræfter der i realiteten udnyttes – faldt til 70,9 procent, sammenlignet med 71,9 procent i januar. Dvs. næsten 30 % af USA´s preoduktionskræfter står ubenyttede hen, samler støv så sige
At næsten 30 procent af de industrielle produktionskræfterne i USA´s kapitalistiske erhvervsliv står ubenyttede hen, dementere de neoliberale såvel som borgerligt-reformistiske økonomers og politikeres påstande om kapitalismens effektivitet.
Det betyder at den revolutionære marxistiske analyse af kapitalismen som et ikke bare ineffektivt, men også menneskefjendtligt og naturfjendtlgt samfundsystem bekræftes. * * * ** * * *
Kilder: USA´s Nationalbank: Federal Reserve.

“Katyń” – Andrzej Wajdas amoralske show

Den russiske journalist og forfatter Andrej Sjtjerbakov anmeldte i marts sidste år Wajda´s film om Katyń-massakren:

Det gik ikke at organisere en offentlig russisk (synds-)bekendelse gennem at vise “Katyń” – instrueret af polsk films 82-årige patriark Andrzej Wajda. Selve Wajdas rygte har lidt skade, hvilket ganske vist ikke er første gang. Allerede i 1980 tilfredstillede han vesten med den politiske og tomme “Jernmanden”, som helt mangler estetiske værdier.  I sidste uge organiserede samfundet “Memorial” filmforestillinger av “Katyń” i hovedstadens litterære huse og i biograferne. Derefter indledtes der i de liberale massemedier en hysterisk kampagne om nødvendigheden af en generel almenrussisk syndsbekendelse for de, af Stalins satraper uskyldigt dræbte , polske krigsfanger. En vis Nikita Sokolov, som præsenterer sig som historiker, anser at syndsbekendelsen bør ledes personligt af den hellige patriark Aleksej II. (overhovedet for den russisk-ortodokse krike, overs. anm.) I samme ånd agerer den “retsforsvarande” Natalija Gorbanevskaja, som anser at uden denne syndsbekendelse kan Rusland ikke fortsætte med at eksistere. Propagandisterne for Wajdas opus er yderst bekymrede for at filmen ikke slippes ud i det store omløb af udlejnings-film. Ikke af censur-årsager – udlejerne af “art house”-film ser ganske enkelt ikke noget kommericielt potentiale i “Katyń”. Men det betyder ikke at man holder Wajdas film væk fra de russiske filmseere. Den udkommer på video, men er allerede nu tilgængelig i piratformat, samt i lokale internet-netværk. Og mange av dem som allerede har set filmen er overhovedet ikke imponeret af det primitivt udførte russofobiske værk. Den polske instruktørs skabelse er primitivt som et par złoty. De monsterlignende ikke-mennesker fra Stalins NKVD plager og dræber polske krigsfanger, som om de var håndplukkede, og hver og en er kropsliggjorte engle. Med sine dyriske handlinger overgår de sovjetiske satraper selvklart de tyske ditto med flere længder. De sidste, viser det sig [i Wajdas film/.overs.anm,], stod til og med for afgiftsfrie leveranser af urner med de dødes aske til de polske enker. Den eneste lyse gestalt er den sovjetiske officer, spillet av Sergej Garmasj, som redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader [os] forstå at det er en mirakuløs undtagelse fra regelen. “Katyńs” moral er ganske enkel: den europæiske historie har ikke oplevet noget lignende end de dyriske sovjetiske soldater. Og Rusland skal gå til bekendelse om og om igen for deres “uhyrlige forbrydelser”. De som har intresseret sig for spørgsmål som psykologisk kamp med hjælp af filmkunsten burde ikke have besvær med at lægge mærke til at Wajdas “Katyn” er lavet efter det goebbelske propaganda-mønster, som forresten allerede i 1943 begyndte at sprede versionen om Sovjetunionens skyld omkring massehenrettelsen af polske krigsfanger i Katyn. Kernen i propagandaen består ikke af de frygtede ord som visse liberale akedemikere som Jevgenij Albats stædigt tilskriver Goebbels: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den”. Faktisk var det Hitler som sagde disse ord i “Mein Kampf”, og i sin helhed lyder de sådan: “Jo større løgn, desto mere bliver man tilbøjelig til at tro på den- det er hovedprincippet i Europas trykte media”. Hvad angår de sande principer for den Goebbelske propaganda, så henviser vi de interesserede til de engelske historikeres kollektive værk “Krigen som blev vundet af Hitler”. Det er udgivet i Rusland og indeholder en indgående analyse af årsagerne til effektiviteten hos det Tredje Riges propagandamaskine med dets satsning på filmkunsten. De raffinerede mekanismer som kombinerer nøje udvalgte fakta med nødvendig fiktion, brugen af følelsesmæssig påvirkning fremfor en fornuftig bedømning af informationen – alt det er blevet studeret aktivt efter krigen både i USA och i Sovjetunionen og blev anvendt i den ideologiske kamp under den “kolde krig”. Og det anvendes stadig, hvilket Wajdas film er et eksempel på. Pan Wajda selv opførte sig i Moskva som en slags messias, men blev bange for fri omgang med pressen. Til hans presse-konference kaldte man bare “de rette” journalister med “liberal” skoling, samt kvindelige filmkritikere med lommetørklæder under øjnene. “Moskva må umiddelbart offentliggøre alle tilbageværende dokumenter i Katyn-sagen”, – erklærede Wajda. Og deri har han ret. Og, fremforalt, det ville ikke skade hvis man undersøgte de bagved liggende årsager til de sensationelle “afsløringer”, som blev offentligjort hos os i denne sag for seksten år siden. Et af argumenterne iblandt de som anser at Katyn-tragedien udelukkende var en forbrydelse begået af Stalins NKVD, er at den russiske side officielt har anerkendte dette faktum i begyndelsen af 90´erne . Det var netop på den tid hvor den superhemmelige mappe, som man på sovjettiden opbevarede lige ved siden af atomvåbenmappen, pludseligt dukkede op. Og de dokumenter som man påstår at have fundet deri vidner entydligt om att beslutningen om henrettelsen af polske krigsfanger blev taget af Stalin personligt efter råd fra, som De selv forstår, Berija. Men under de seneste år fremkalder ægtheden hos disse sensationelle “dokumenter” stor tvivl. Forsøgene på at finde en løsning på Katyn-sagen blev indledt hos os under overinspektion af sådanne modbydelige personer som Michail Gorbatjov og Aleksandr Jakovlev. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev sagen overtaget af personer fra den daværende Jeltsin-omgivning og tjenere fra kredsen af liberale historikere. Deres konklusioner var entydige – Goebbels viste sig at have ret og Katyntragedien ligger helt og holdent på det stalinistiske regimes samvittighed. Men i disse konklusioner fandtes der så meget uudtalt og modsigelsesfuldt, at uafhængige historikere har sat spørgsmålstegn ved denne version. Den kendte historiker og publicist Jurij Muchin fremlagde spørgsmålenes kvintessens i sin bog “Katynskij detektiv” (”Katyndetektiven”). Vore “wajdaer” lagde simpelthelt hen ikke mærke til bogen. På samme måde som man ignorerede den franske historiker Alain Decaux (som var en af de største diplomater under de Gaulle´s tid ) og hans “Katyn: Stalin eller Hitler?”, i hvilken han fremlagde en underbygget version om at der i Katyn kan ligge begravet offrer for både stalinismen og nazismen. Katyn-tragedien er så indviklet og fintfølsom, at den skal udredes og igen udredes. Faktum er at mange af de dokumenter fra den berygtede “pakke nr. 1″, som blev offentliggjort for første gang i det mærkelige endagsmagasin “Vojennyje archivy Rossii” (”Ruslands militære arkiv”), ser ud som åbenlyse forfalskningar. Desuden blev denne “pakke” overleveret til Jeltsin af Gorbatjov personligt ved hans afgang fra posten som Sovjetunionens præsident. Eftersom Gorbatjov ikke bryder sig om at udtale sig om de mest pikante øjeblike i hans politiske karrierre, har vi bare gætterier tilbage om hvordan den berygtede pakke kunne havne i hans præsidentarkiv. Og der findes adskilliga spørgsmål angående dokumenterne i mappen. For eksempel Lavrentij Berijas skrivelse med nummer 794/b til mødet i AKP(b)´s (d.v.s. kommunistpartiets politbureau ) centralkommitté, hvor de polske krigsfangers skæbne påståes være afgjort, som ved offentliggørelsen af den første kopi var dateret 5. marts 1940. Det vil sige samme dag som selve mødet. Men lignende skrivelser kunnee ikke tillverkas så här snabbt. Ved næste offentliggørelse viste det sig at datoen i Berijas skrivelse var… udraderet! På offentlighedens spørgsmål forklarede historikerna fra den officielle kommission om “Katynsagen”, at Berijas skrivelse var dateret 3.marts. Og de løj igen! Man fandt en lignende skrivelse i en anden sagen fra den 2.marts, men med aktnummeret 810/b. Det ser ud som at et senere dokument har fået en tidligere nummer. Måske vil Rudolf Pichoja idag være i stand til at forklare denne mis? Vi overlader disse nuancer til dem, som gennem sine stillinger burde have det som sin pligt at dubbeltjekke aktiviteterna hos visse af vore officielle personer og “historiker” i begyndelsen af 1990´erne. Lad os antage at det stalinistiske NKVD´s indblandning i massehenrettelsen af polske krigsfanger og internerede virkelig er bevist. Har pan Wajda i dette tilfælde ret til med en sådan energi at forsøge at påtvinge os en almen syndsbekendelse , uden at bemærke “sjove” episoder i sit eget lands nyere historie ? Hvorfor kan Wajda ikke lave en film om den monstruøse udbredelse af antisemitismen som skete i Polen efter Joszef Piłsudskis død i 1935? Og opfordre polakkerne til gå til syndsbekendelse for at de støttede en sådan uhyrlig antisemit, som Statsminister Edward Rydz-Śmigły, som opmuntrede til fremmedhad og nationalisme i den polske hær? Hvorfor glemmer Wajda at opfordre polakkerne til at gå til syndsbekendelse for de titusinder af rødgardister, som måtte sætte livet til i polske koncentrationslejre 1919-22? Idag er det svært at give en bedømning af den sovjetiske anstorming mod Warszawa under de år, bag hvilken lå en brændende ønske om at underblæse verdensrevolutionens brand i Europa. Men man bør blive påmindet om at det var takket være revolutionsbegivenhederne i Rusland som Polen atter fik sin stat. 9 september 1921 leverede folkekommissæren for udenrigsanliggender Tjitjerin en protest til den polske regering i forbindelse med at man i koncentrationslejrerne tog livet af 60 tusind (!) sovjetiske fanger. Moderne forskare forhøjer antallet til 83,5 tusind. Ikke henrettede, men sådana som man havde taget livet af – genenm pinefuld behandling og sult. Disse fakta er dessuden historisk beviste, til forskel fra den ikke helt opklarede Katyn-historie. Og efter det har Wajda og hans kuratorer, samvittighed nok til at komme til Rusland og her iscenesætte en amoralisk show med dårligt skjulte motiver ! Forresten, var det svært at vente sig noget andet af Wajda. Hans bedste film, som regnes som filmkonstens kulturskatte, sådanne som eksempelvis “Popiól i diament” (”Aske og diamanter”), “Kanał” (“De 63 dage”/ ”Medan döden väntar”) og “Wszystko na sprzedaz” (”Allt till salu” /_Alt til salg – en meget selvkritisk titel) skabte han i det socialistiske Polen. Efter den undermålige propagandafilm om Lech Walesa; “Jernmanden”, blev det tydeligt at pan Wajda ikke har noget imod at, for reelle godgørelser og Cannes-priser, blive en fortjenstfuld medarbejder for den politiske agitationspropaganda af vestlig type. Men sandt at sige, har det ikke bragt ham noget kunstnerisk fremgang. Den sande polske filmkunst er begyndt at blive associeret ikke så meget med ham, som med sådanne mestre indenfor filosofisk film som Krzysztof Zanussi og den fortidligt bortgåede Krzysztof Kieslowski, hvis “Dekalog” ifølge vor opfattelse er mere værd end alle Wajdas filmer tilsammen. Hvilke burde ses af vore selvudnævnte “retsforsvarere” – “Katyns” propagandister, for at der hos dem skulle vågne en følelse af mådeholdenhed, og måske endda samvittighed.

Underskrevet Andrej Sjtjerbakov / offentliggjort i Pravda.ru /27 marts 2008
Artikeln er oversat fra Mythcracker)

*)Læs mere :Katyn: fakta, løgne og myter om en massakre

Lies about the Katyn-massacre

Katyn-tragedien og hemmeligheden bag Hitlers bunker

I den russiske avis Nezavisimaja Gazeta spørger den russiske historiker Aleksander Sjirokograd om billedet af forbrydelsen begået i Smolensk i 1940´erne er så tydelig ?

 

Fra USA kom der fornyligt nyheder om at Andrzej Wajdas spillefilm “Katyń” er blevet nomineret til det amerikanske filmakademis Oscar-pris. Ifølge filmskaberen er filmens formål ikke bare at vise henrettelsen af de polske officerer i Katyn, Men også “historiske og politiske aspekter af sandheden og løgn om en af 1900-tallets største forbrydelser”.      Man mangler ord, i 1940´erne blev der begået en monstruøs forbrydelse i Smolensk-egnen. Men er det virkelig sådan at ansvaret for denne tragedie ligger på Sovjetunionens ledere, som det påstås i *1) pan Wajdas nye værk? Åbenlyse urimeligheder Til at begynde med vil jeg påminde læseren om visse fakta. 1 september 1939 gik den tyske hær ind i Polen. Efter nogle få dage led den polske hær et sønderknusende nederlag, mens Rzezcpospolitas (Polens, red.)) regering flygtede fra Warszawa. 17 september gik de sovjetiske enheder ind i det vestlige Hviderusland og vestlige Ukraine, områder som havde tilhørt en stat som i realiteten var ophørt med at eksistere. Mellem 17 september och 2 oktober overgav 452 536 værnepligtige fra de polske hærenheder sig til den Røde Hærs enheder, hvoraf 18 789 var officerer. Alle lavere befalingsmænd , som var fødte i de områder som den Røde Hær havde indtaget, fik lov at tage hjem, mens de øvrige polakker blev i krigsfangelejrerne. Der var gået over tre år. Det Tredje rige havde sammen med sine satellitstater overfaldet Sovjetunionen. Wehrmachts og de allierede staters divisioner som til en begyndelse havde indtaget enorme områder i Sovjetunionen begyndte at rulle tilbage. Og da, i foråret 1943, erklærede tyskerne pludseligt at de i Katynskoven havde fundet grave med de polske officerer, som var blevet skudt af NKVD i 1940. 23 september 1943 blev Smolensk befriet af den Røde Hær, og allerede den 5 november arbejdede en sovjetisk kommission i Katyn under ledelse af akademikeren Nikolaj Burdenko. Den forberedte en offentlig rapport samt et hemmeligt dokument til landets ledelse. I begge dokumenter pegede man på tyskernes absolutte skyld omkring de polske officerers død. Efter 1945 blev Katyn-sagen dog de vestlige propagandisters favoritemne. Men den 2 augusti 1993 erkendte en ekspertkommission fra det russiske militære hovedanklagrembedet at de polske officerer var blevet dræbt af underordnede til Lavrentij Berija i 1940, og ikke af tyskerne i 1941. Trods det nærede en række indenlandske historikere alvorlig tvivl angående den sidstnævnte kommissions konklusioner. Til det fandtes der tungtvejende grunde. Man er bekendt med at det nazistiske Tysklands propagandaminister doktor Josef Goebbels allerede i 1943 instruerede sine underordnede som deltog ved udgravningerne af polakkernes lig i Katyn: “En del af vore folk skal være på plads tidligere, sådan at man til Røde Kors´s ankomst når at forberede alt og for at man ved udgravningerne ikke skal støde på foremål, som ikke modsvarer vor linje”. Ekspertundersøgelsen af teksterne i de sovjetiske dokumenter fra 1940, som var blevet præsenteret som ægte af kommissionen fra 1993 , afslørede en hel række perler af typen “til det 23. selvstændige skytteinfanterikorps…”, “t.o.m. inden man havde fundet NKVD´s dokumentkorpus…” og så videre. Man forstår at det her er oversættelser af nogle udenlandske “førstehåndskilder”. Oprindeligt påstod tyskerne i 1943 at polakkerne var blevet dræbte med russiske våben. Men repræsentanter for det polske Røde Kors (PRK) som var blevet transporteret til Katyn så kun kugler og hylster af tysk fabrikat. Kommissionsformanden for PRK Wodzinski skrev: “… alle kuglesår var astedkommet med en pistol som anvendte ammunition af fabriksmærket “Geco 7,65D”… hos næsten 20 procent af offerne var hænderne bundne bag om ryggen med flettet snor”. Senere fandt Burden-kommissionen også kugler og hylster fra pistoler med kaliberen 6,35, 7,65 og 9,0 mm. Samme ammunition har man fundet ved udgravningerne under 1990´erne. I forskellige udgivelser, som begynder med de tyske redegørelser fra 1943, blev fotografier af ammunition som man hade fundet i Katyn-skoven trykt. Det var ikke en hvilken som helst ammunition, men netop tysk. Således, er begge sider enige om en sag – det er ikke lykkedes at grave et eneste stykke sovjetisk ammunition frem fra pladsen for polakkernes henrettelse ! Jeg noterer at frem til 1940 var den Røde Hær og NKVD-tropperne bevæbnede med “Nagant”-revolverer med kaliberen 7,62 mm, TT-pistoler med kaliberen 7,62 mm, samt – i en lille mængde- mauserpistoler med kaliberen 7,63 mm. Desuden var 7,62 mm-patronen til TT-pistolen en kopi af 7,63 mm-patronen till mauserpistolen. Så det er umuligt at tage fejl af patronerne. Ikke nog med det, de polske krigsfangers hænder var bundne med en type af reb, som ikke blev produceret i Sovjetunionen frem til 1941. Det som står tilbage for os at antage er at de smarte 2*)Tjeka-medarbejdere, som åbenbart klogt nok havde forudset en krig mellem Sovjetunionen og Tyskland indenfor en snar fremtid og en besættelse af sovjetisk jord ( også selvom en sådan “profetia” ubønhørligt skulle føre til den højeste straf), med flid havde importeret pistoler og reb fra det Tredje Rige for at vildlede verdensopinionen. Förutom i Katyn hade några hundra polska officerare blivit skjutna vid Charkov och i närheten av Mednoje. Efter 1991 har man grävt upp även många gravar av sovjetiska medborgare som har blivit avrättade av NKVD:s medarbetare. Det verkar som om det skulle räcka att jämföra resterna av ryssar och polacker som hade dött på andra platser med de i Katyn för att fastställa mördarnas “handstil”. Detta är kriminalistikens grunder. Men av någon anledning genomfördes inte utredningen på det sättet. Ja, det er sandt at hundretusinder personer var blevet udsat for repressalier i Sovjetunionen. Men for disse personer skabte man kriminalretsakter, man dømte domme, selvom det var uretfærdige sådanne. Og for de polske officerer som endte deres liv nær ved Mednoje, Charkov o.s.v. var alle dokumenter blevet registreret. Hvem forhindrede NKVD:s medarbejdere, som i 1937-1940 havde fremstillet en enorm mængde “henrettelses”-sager, fra at registrere lignende for 4 til 12 tusind “Katyn”-polakker? Endelig, NKVD:s bødler havde en sedan länge afprøvet henrettelsesmetode (håber læserne tilgiver mig for denne ubehagelige detalje) – et skud fra en “Nagant” nedefra og op gennem den 1. halshvirvel. De tyske Einsatztropper derimot skød med sine armévåben i nakken på sine offre. Ved undersøgelsen af kranierne som man havde fundet ved Charkov och Mednoje fann man att över 40% av dem hade blivit skjutna i hovudet och 60% i nacken, och alla var blevet skudt med “Nagant”-pistoler. I Katyn derimod var 98,5% skudt i hovedet og 1,5% i nakken, och alla var skudt med våpen av tyskt fabrikat. Bjørnehiets offer En annan sak som gör en fundersam: inför utgrävningarna under 1990-talet utfärdade vårt militära huvudåklagarämbete ett totalförbud mot några som helst öppnanden eller utgrävningar av sovjetiska massegravar som låg i närheten av de polska, och sådana har man räknat till inte mindre än 55. Vid ett tillfälle satte polackerna igång med att gräva upp en av dessa efter att av misstag ha tagit den för en polsk, men så fort misstaget uppdagades fick de order att omedelbart gräva ner allting, utan att genomföra någon undersökning. Exakt likadant betedde sig tyskarna 1943. De visade för PRK en rad gravar, med krävde att de inte skulle röra någonting bredvid. Varför? En grupp inhemska historiker fann i juni 2004 i arkiven tidigare okända dokument från 1940-talet, vilka bekräftar det faktum att det väster om Smolensk hade funnits tre så kallade “lejre för särskilda ändamål” i vilka man höll polska värnpliktiga och statstjänstemän, vilka hade transporterats över dit i april-maj 1940 från tre sovjetiska NKVD-lejre för krigsfångar. Man kom fram till att dessa “lejren för särskilda ändamål” inte på något sätt hade varit krigsfångelejren under 1940-1941, utan var s.k. territoriella produktionsstrukturenheter vid Vjazmas arbetslejren vid sovjetiska NKVD (Vjazemlag), så kallade “alfalt- och betongområden”. NKVD:s Vjazemlag ägnade sig mellan 1936-1941 åt att bygga den nya hovedvejen Moskva-Minsk. I slutet av 1939 ingick i Vjazemlags arbetslejren 11 “asfalt- och betongområden” (ABO). Polske officerer som var krigsfångar, vilka efter beslut av det särskilda rådet vid det sovjetiska folkkommissariatet för inrikesärenden våren 1940 hade blivit dömda till mellan 3 och 8 år i arbetslejren efter en förenklad juridisk procedur, som hade förutsetts genom ett beslut från centralkommitténs vid VKP(b) politbyrå Nr. P13/144-OP från den 5 mars 1940, hölls från början av april 1940 i tre följande lejravdelningar vid Vjazemlag: Kuprinskij ABO Nr. 10 (1940 – Kuprinskij ABO Nr. 9), svarende til lejr for särskilda formål Nr. 1-ON eller Tisjinskij-lejren; Smolenskij ABO Nr. 9 (1940 – Smolenskij ABO Nr. 10), svarende til lejr för särskilda formål Nr. 2-ON eller Katynskij-lejren; Krasninskij ABO Nr. 11 (1940 – Krasninskij ABO Nr. 8), svarende til lejr for særlige formål Nr. 3-ON eller Krasninskij-lejren. Flertallet af det polske kontingent i de ovennævnte “asfalt- og betonområder” var tidligere polske krigsfanger fra Kozelsk-, Starobelsk- og Ostasjkov-lejrene (som var særlige lejre ved den sovjetiske NKVD-styrelse for spørgsmål angående krigsfanger), som var blevet dømt i marts-april 1940. Ifølge oplysninger fra nu åbnede arkivkilder løb det samlede antal polakker i de tre angivne lejrafdelinger ved Vjazemlag, den 26 juni 1941, op i omkring 8 000 personer. Et vist antal dømte polske krigsfanger (op til nogle tusind personer) kunne antageligt befinde sig i ni så kaldte “separate lejre- (virkesproduktions-)punkter” ved Vjazemlag – efter marts 1941. Den største af de tre lejre for særlige formål var Krasninskij ABO Nr. 11 (lejr Nr. 3-ON). I den holdtes flere end 3 000 polske krigsfangar. Under den sovjetiske hærs retræte lykkedes man ikke at evakuere majoriteten af disse polakker. Dermed opstår selvfølgeligt spørgsmålet: Hvad blev der af dem ? I nærheden af Katynskogen, på Dnepr-flodens højre strandbred, i Krasnyj Bor, findes rester efter Hitlers enorme bunker “Bjørnehiet”. Det er i realiteten en lille by som ligger på 27 meters dybde. Indgangen til den er i øjebliket igenmuret med beton, og alle materialer om den er hemmeligtstemplede. Det er ikke kendt hvad som blev af alle de mennesker som byggede denne bunker. En række forskere, blandt dem Eduard Repin, antager at omkring 37 tusind af de som byggede Führerens underjordiske residens var blevet dræbte af tyskerne i Gnjozdovo-området. På samme måde som man havde dræbt de sovjetiska krigsfanger som opførde Hitlers kommandopunkt ved Vinnitsa i Ukraine.  Det er ikke udelukket at der i opbygningen af “hiet” også deltog polakker som senere blev dræbt i Katyn-skoven. – - –

Underskrevet Aleksandr Borisovitj Sjirokograd / 1 februari 2008 i Nezavisimaja Gazeta

*1) I originalartilen anvender Sjirokograd det polske udtryk : Pan Wajda som betyder Hr. Wajda.
*2) TJEKA`en var forløberen for NKVD : Folkekommissariatet for Indenrigsanliggender.

I artikelen er der anvendt materiale fra : Katynbooks

(Artikeln er oversat fra Mythcracker) -

Katyn – Fakta, Myter og Løgne om en massakre

“FAKTA om Polen,Katyn,Wajda og Anden verdenskrig * * * Da den polske filminstruktør Andrzej Wajdas film ”Katyn” havde premiere i 2007 var der store forhåbninger i Polen om at filmen ville blive tildelt en ”Oscar” – den amerikanske filmindustris fornemste pris i 2008 : Premiere-datoen var ikke til at tage fejl af: den 17.september var årsdagen for den Røde hærs indmarsch i Polen i 1939, hvorved fronten mellem Europas fascistiske blok og det antifascistiske Sovjet blev flyttet flere hundrede kilometer vestpå. Samtidigt erobrede Stalins Sovjet de områder tilbage som var blevet taget af Polen i 1920 i den polsk-sovjetiske krig. Med Oscar-nomineringen og de polske mediers valgkampagne-lignende fremstød for Katyn-filmem var der lagt op til en større international fordømmelse af Sovjetunionen, Stalin og NKVD, en moderne inkvistion med krav om at Rusland gik til bekendelse i den skriftestol som Wajda og de reaktionære polske medier havde bygget op omkring filmen. I Polen blev stemningen pisket op med kommentarer som denne: ”Dette er historien om polske officerer som blev dræbt af NKVD under den Anden Verdenskrig. Det er billedet af en tragedie for de kvinder som ikke kendte til forbrydelsen og som ventede på sine mænd,fædre,sønner og brødre. Det er en kompromisløst afsløring af løgnen, som tvang polakkerne at glemme sine helte. Det er en film om den utrættelige kampen for mindet og sandheden, takket være hvilken vi idag kan leve i et frit Polen” I reklame-trailers til filmen river sovjetiske soldater det polske flag i stykker, bekymrede og oprørte kvindeansigter dukker op og man viser friske grave i Smolensk-skoven. Filmen blev aktivt diskuteret og og kommenteret på polske internet-fora hvor der fremføres synspunkter som: denne film bør ikke vises i Polen, men i Rusland. Samtidigt bør man gøre filmvisningen obligatorisk: ”sådan at russerne skal lære at kende den sande historie”. Når Katyn ikke fik den forventede oscar havde de polske medier svært ved at skjule skuffelsen . . . . . . . . . . . . Hvorfor ? – - I den polske offentlighed finder man ikke mange selvkritiske refleksioner over hvorfor filmen ikke vandt den forventede Oscar: Men snart dukkede der kommentarer op i medierne om at det var ”jøderne som jo kontrollerer de internationale medier og oscar-komiteen” der var skyld i at Wajdas ”Katyn”-film blev vraget som vinder af den amerikanske filmpris. Underforstået: Det var “jøde-kommunisterne” som var de skyldige i Katyn og nu spændte de ben for Wajdas og Polens ambitioner om at få en Oscar. I Polen er det ikke sjældent at “jøderne” – især i den kristen-katolske kirke bliver udpeget som et problem, en etnisk minoritet som er skadelig for landet. En hel fraktion – omkring radiostationen Maria – har ligefrem gjort det til deres “speciallitet” at angribe jøderne i Polen og i udlandet. Ifølge den kristne kirke-lære var det jo jøderne der stod bag mordet på Christus. Skal vi tro de polske medier og politikere var “jøderne”, Stalin og deres kommunistiske bagmænd de skyldige – ligesom Goebbels i 1943 lagde vægt på at betone at Katyn-massakren var et bevis på den ”jøde-bolsjevikiske” terror mod kristen-katolske polakker og tyskere. Filmens vulgære sort-hvide billede af polakkerne som kropsliggjorte engle , mens Røde Hær soldater fra Stalins NKVD fremstår som monsterlignende u-mennesker der plager og dræber polske krigsfanger kvalificerer ikke Wajda til en filmpris, men snarere til en orden fra den internationale Goebbels-brigade. – Den eneste sovjetiske officer som blev tildelt en positiv rolle, gestaltes af Sergej Garmasj. Han redder en polsk familie fra døden. Men Wajda lader os forstå at dette er den mirakuløse undtagelse fra regelen. På den måde bliver Sergej Garmasj ´s rolle, Wajda´s alibi for at fremstille de sovjetiske officerer som umenneskelige dyr som , ifølge Wajda – begår “en af 1900-tallet´s største forbrydelser”. Sådan. Intet mindre end en af de “største forbrydelser”. Glemt er at Sovjetunionen, den Røde Hær og dens allierede , modstandskæmperne herunder den polske general Berling og tusinder af andre polakker, ja hele den progressive og demokratiske verden kæmpede på liv og død for at forsvare sig imod den nazi-fascistiske aggresion og de pro-tyske kollaboratører og samarbejdsfolk i Danmark såvel som i Polen fra 1939-45. I November 1939 erklærede Sikorski´s polske Eksil-regering i London krig mod Sovjetunionen. På den måde viste de reaktionære polske ledere – som havde stukket halen mellem benene og ladt deres folk i stikken da landet blevet angrebet af Tyskland den 1. september – hvilken side de stod på i kampen mod fascismen.. Pan Wajda´s nationalchauvinistiske drama hvor de menneskegode polakker kæmper imod morderiske onde udlændinge faldt ikke i amerikanernes smag . Det amerikanske filmakedemi har åbenbart genkendt de nationalchauvinistiske træk og den dæmoniserende fremstilling af udlændinge i Katyn-filmen – alt for godt. Ikke bare fra den kolde krig hvor de “U-Amerikanske” kommunister blev forfulgt og udpeget som “upatriotiske forrædere” der deltog i en sammensværgelse mod “the american way of life”, på samme måde som jøderne i mellemkrigstidens Europa blev udpeget som en del af en jøde-kommunistisk sammensværgelse mod den “vestlige kristne civilisation” . Amerikanerne genkendte også Wajdas stil fra Bush-regeringens opdeling af amerikanere og resten af verden i de gode (vi) og de onde i “slyngelsstaterne”: “de som ikke er med os er imod os” . Ligesom mange amerikanere ikke brød sig om Jyllands_Postens antisemitiske terrorkarikaturer af Muhammed som førte til den danske terror-karikaturkrise. Det betyder ikke at der ikke findes forbrydere i Rusland, Polen, Tyskland eller Danmark. Som bekendt var det ikke arbejderklassen og flertallet af tyskere der bragte Hitler til magten i 1933, men et flertal i Tysklands, Englands, Frankrigs og USA´s kapitalistiske overklasse. I Polen var antisemitismen og det kristne jødehad ligeså udbredt som i Tyskland i 1930 ´erne. Det blev systematisk spredt og opmuntret af de kristne kirker i Polen såvel som i Tyskland. Den Hellige Stol i Rom havde i 1934 velsignet Nazi-tyskland gennem konkordatet. Fra tusinder af prædikestole stod katolske såvel som protestantiske præster i Europas kristne kirker søndag efter søndag og udpegede “jøder” , “kommunister” og andre “afvigende” minoriteter som den største fare for den “kristne vestlige civilisation”. Det var en del af 1930´ernes “værdikamp” - en vigtig del af den kulturelt-ideologiske krigsførelse som politisk skulle forberede forståelsen for den kommende verdenskrig. Den racistiske kristne værdikamp skulle gøde jordbunden for den krig som allerede var på tegnebordet. Krigen mod de “terroristiske undermennesker, slaver. jøder og bolsjeviker” i Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen,Jugoslavien og andre slaviske nationer skulle – ifølge de borgerlige og nazistiske medier stoppe den “jøde-kommunistiske” aggression og terror – og sikre arbejde, velfærd og fremskridt for folkene i den vestlige kristne verden. Både inden krigen og under fortsatte den polske kirke hetzen mod jøder og kommunister. Progromen mod jøderne i Jedwabne i juli 1940 hvor byens jøder – med nogle få undtagelser – bliver brændt levende inde i en lade tilhørende deres polske “naboer” ligesom Kielce-progromen – udført af polakker i det befriede Polen i 1946 – opmuntret af Polens kristne kirke, vidner om det udbredte jødehad i Wajda´s kristne hjemland. Hvorfor laver Wajda ikke en film om massakrerne på polske jøder under og efter krigen ? Her har Wajda muligheden for at genopfriske det kristne Polens tradition for antisemitiske progromer . Tør Pan Wajda skildre antisemitismen og progromerne mod Polens jøder ? Ligesom i Danmark var hovedparten af den polske udbytterklasse, kirken og militæret positivt indstillet til den tyske invasion i 1939. Endelig skulle der blive ryddet op i det polske hus. Jøder og kommunister skulle sættes på plads. Allerede i 1934 havde Polen indgået en 10 års venskabspagt med Hitlertyskland – det lå også helt i tråd med den kristne kirkes velsignelse af Hitler-regimet i form af konkordatet samme år Da tyskerne besatte Tjekkoslovakiet i 1938 gik polske hærstyrker ind og “erobrede” Těšín og andre områder i Tjekkolovakiet i forståelse med Hitler. De herskende kredse i Polen var hele vejen frem til krigsudbruddet imod enhver tale om at indgå en aftale med Sovjet om fælles forsvar mod den kommende tyske aggression. Den polske oberstløjnant Zygmunt Berling var vidne til udbredelsen af de pro-tyske og antisemitiske holdninger i officerskorpset i førkrigs-Polen. I en rapport afslører han at den polske General Anders i 1941 – kort tid efter at de første polske hærafdelinger som blev sat op i Sovjet-samfundet efter en polsk-russisk aftale for at kæmpe sammen med den Røde Hær mod tyskerne – holdt en hemmelig konference hvor han udtalte : “Når den Røde Hær bryder sammen under de tyske slag , noget som vil hænde i løbet af et par måneder, kan vi slå os igennem til Iran forbi det Kaspiske Hav. Vi vi blive de eneste væbnede styrker i dette område , og kan derfor gøre hvad vi har lyst til.” Da den Røde Hær, stik imod Anders` formodninger, ikke brød sammen overfor den tyske blietz-krig, underretter den polske øverstkommanderende sine officerer om at de ikke behøver at bryde sig om at opfylde betingelserne i den polsk-sovjetiske militæraftale om at kæmpe sammen mod Tyskland. “Det er ikke nødvendigt at skynde sig” sagde Anders til General Borucie-Spiechowiczow, som var kommandant for den 5. polske infanterirdivision. Berling skriver at General Anders og hans officerer gjorde “Alt som stod i deres magt for at trække opøvelsen og udrustningen af divisionen ud” sådan at de ikker behøvede at gå imod Tyskland. Den polske stabschef saboterede udrustningen af de polske tropper. Berling siger: > > > ” Okulicki saboterede organiseringen ved det Kaspiske Hav som skulle tage imod engelske våben og andre forsyninger fra Iran. Sovjetmyndighederne byggede en special-jernbane og satte lagerskure op ved det Kaspiske Hav, men general Anders sørgede for at der ikke kom et eneste gevær, en eneste tank eller en eneste sæk med forsyninger frem. “ Polske officerer og andre polakker som var positivt indstillet og ivrige efter at tage imod hjælp fra Sovjet og kæmpe imod tyskerne som havde angrebet deres fædreland, blev chikanerret og terroriseret af den reaktionære klike af polske officerer som blev anført af Anders og Okulicki. Denne klike var optaget af at forfølge og terrorisere polske soldater og officerer som blev betegnet som “Sovjetvenner”, de var nemlig “forrædere mod Polen” . De oprettede et specielt kartotek som blev kaldt liste B hvor navne og information over dem der “sympatiserede med Sovjet” blev registreret.. Den polske overkommando spredte fascistisk og antisemitisk propaganda. Berling fortæller at “der blev snakket åbentlyst om nødvendighedden af at “gøre op med jøderne”. Og det var akkurat hvad der skete i Polen under nazisternes besættelse af landet. Sikorski-gruppen og deres såkaldte eksil-regering i London var i realiteten en videførelse af Piłsudski-regimet som altid ført en Sovjetfjendtlig politik. Raymond . . . . . to be continued

Mindst ni døde under familieopgør i Covina , USA

COVINA, Californien (27.dec. 2008) – - Mindst 9 mennesker der var samlet til en julemiddag i en villa i Covina blev dræbte i hvad der ligner et voldeligt opgør efter en skilsmissse.

Ni døde under julemiddag i USA

Manden til en af deltagerne kom til villaen iklædt som julemand for siden at gå amok med et skydevåben. Angiveligt som hævn for “uretfærdigheder” under og efter en skilsmisse. Hævnen kostede otte mennesker livet, inklusive eks-konen og hans egen moder som
havde taget stilling i skilsmissesagen imod sønnen.
Julen – som i den vestlige verden symbolisere både midvinter ,solhvervet og den religiøse kristne højtid skulle jo være fredens , hjerternes fest. Men for deltagerne ved denne amerikanske jule-frokost blev den modsatte, og den sidste i livet.
På julemiddagen deltog gerningsmanden´s hustru og flere slægtninge til parret

I de udbrændte ruiner af en villa i middelklasse-området i sovebyen Covina fandt politiet, anden juledag, ligene af otte mennesker.

Den 45-årige amerikaner Bruce Jeffrey Pardo var gerningsmand og det niende offer for hans desperate hævntogt der ialt kostede kostede ni mennesker i Covina.

Kilde: Yahoo News

I en anden del af de Forenede stater forsøgte en kvinde at tage sit eget liv efter at have taget livet af sin 8-årige søn.
PORT ST. LUCIE — Residents of Southeast Bowie Street were shocked to learn that the woman they knew as “courteous but not real sociable” is suspected of killing her 8-year-old son and trying to kill herself on Christmas Day.

Massefyringer på løbende bånd i krisens USA: 853.000 flere arbejdsløse i februar måned

4.mar. 2009 – 17:56

KRISEN SKÆRPES : Alene i februar måned blev 651.000 mennesker fyret i USAs kapitalistiske økonomi.

   Svaret på krisen fra den kapitalistiske kommandoøkonomis herskere og deres politikere er at vælte krisens byrder over på arbejderklassens og de brede massers skuldre. Den officielle arbejdsløshed i USA er nu opppe på 8,1 % *) – den højeste i 25 år. Bag statistikken kæmper millioner med at klare dagen og vejen uden løn. 12 og en halv million mennesker **) har registret sig som arbejdsløse foruden de millioner som ikke er med i statistiken. Alene i de sidste 12 måneder er fem millioner mennesker blev fyret fra deres arbejdspladser som en konsekvens af den kapitalistiske krise. Samtidigt står kapitalisterne i bilindustrien såvel som finanskapitalisterne på Wall Street i kø for at kræve milliarder i statsstøtte for at undgå deres egen konkurs og risikere at skulle leve som folket i “Main Street”. Politikerne i Washington bevilger den ene milliard efter den anden til kapitalen . Seneste med forsikringsselskabet AIG, som nu for tredje gang modtager et tocifret milliardbeløb i statsstøtte. – – -
Kilde: Reuters

*) : Sæson-justeret arbejdsløshedstal ( reelt:8,9 %). Udover de 651.000 fyrede i februar søgte 200.000 nyanmeldte unge og pensionister forgæves efter en arbejdsplads i februar. – – – – -
**): Antallet beskæftigede faldt til godt 140 millioner i februar 2009 fra 144 millioner 550 tusind i februar 2008. ifølge Arbejdsministeriet i Washington
USA´s samlede arbejdstyrke som står til rådighed for det kapitalistiske arbejdsmarked – privat såvel som statsligt – steg med en halv million (498.000) mennesker i februar, til 154 millioner 214 tusind.
Dermed udgør arbejdstyrken 65,6 procent af folk i den erhvervsaktive alder (over 16 år i USA)
Antallet mennesker som står til rådighed for det kapitalistiske arbejdsmarked – men som stadig er arbejdsløse opgøres til
18 millioner 112 tusind i februar samenlignet med 17 millioner 259 tusind i januar. Dermed faldt andelen af beskæftigede af den samlede arbejdstyrke (erhvervsfrekvensen) til 60,0 procent i februar, sammenlignet med 60,5 procent i januar.

Krisens Japan: Eksporten ned med 46% i januar

25.Feb. 2009 03:45 -

Eksport ned med 46 procent: “alvorligste krise siden Anden verdenskrig” ifølge Japans regering

TOKYO (BBC )  Eksport fra  verdens største økonomi – efter de Forenede Stater – det kapitalistiske Japan er den laveste i ti år. Nye tal for januar måned viser at eksporten styrtdykkede med hele 45,7 procent i januar i år sammenlignet med samme måned 2008. Det fremgår af de officielle tal fremlagt af Japans regering.
Krisen på det kapitalistiske finansmarked knyttet til det kapitalistiske boligmarked som i 2007 for alvor brød igennem har nu bredt sig til realøkonomien – de kapitalistiske staters egentlige (mer-) værdiskabende produktionsliv. Finanskapitalens krav på profitter og sikerhed for den kapitalistiske fremtid tager nu kvælertag på de kapitalistiske økonomiers produktive liv,.

Landets handelsunderskud løb op i 9,9 milliarder dollar, svarende til 69 milliarder kr – det er det højeste underskud siden statitikken over den japanske handelsbalance bbegyndte i begyndelsen af 1980´erne, rapporterer brittiske BBC.

Også salget af japanske biler er faldet med 69 procent. “Den alvorligste krise siden Anden verdenskrig”, siger den Japanske regering.

Kapitalismens krise: Ukraine på randen af konkurs

23:Feb. 2009 – 7:11

Kapitalistisk krise: Ukraine på randen af statsbankerot

Ukraine står på randen af konkurs, rapporterer de internationale medier

Ukraine 2009 :Folkelige protester i mod nedskæringer, massearbejdsløshed og den øgede fattigdom som ukrainerne nu for alvor får at mærke som en følge af den kapitalistiske verdenskrise.

Den kapitalistiske krise rammer kapitalistiske stater jorden over. Og efter Island – er Ukraine et af de lande som er hårdest ramt af den kapitalistiske krise.
Statsminister Julia Timosjenko og Præsident Viktor Jusjtjenko – som kom til magten efter den EU- og USA- støttede “orange revolution” i 2004 – skriger nu skældsord efter hinanden i det ukrainske parlament i et forsøg på at fralægge sig ansvaret for den truende kapitalistiske statsbankerot.
– - – - – — – - – - — – - – -
En af landets storbanker, Nadrabank, trådte i betalingsstandsning i sidste uge og er nu underlagt de finanskapitalistiske konkursforvaltere samtidigt som den Internationale valutafond (IMF) sagde nej til et tidligere bevilget lån på godt 13 milliarder kr. Med en udlandsgæld på 105 miljarder dollar – ~ 754 millarder kr – er Ukraine foruden Ecuador, som blev erklæret statsbankerot i december ifjor et af de lande med tilknytning til US-dollaren som har den højeste udlandsgæld. Samtidigt er den ukrainske valuta er devalueret med 50 procent overfor US_dollaren på ett år.
Den kapitalistiske krise tager nu kvælertag på Ukraines produktive liv. Nye tal viser at produktionen i landet falder med 30 procent. Industriproduktionen faldt i januar med hele 34 procent set i forhold til samme måned i fjor, informerer Børsen

På den kapitalistiske aktiespekulationsbørs i Kiev er indekset styrtdykket med 85 procent. I parlamentet forsøger den tidligere vest-støttede præsident Viktor Jusjtjenko desperat for at blive af med statsminister Julia Timosjenko – som nu for alvor udfordrer Jusjtjenko om magten . Hver for sig repræsenterer disse ukrainske ledere storkapitalistiske interesser i ind – og udland (EU/USA/Rusland)

“Krisen var dyb for en måned siden men den er blevet endnu værre. Der findes økonomer her som sammmenligner Ukraines situation med Rusland´s i efteråret 1998 da hele bankvæsenet gik i konkurs”, siger en diplomatkilde til SvD Näringsliv.

Sverige: kraftigt sigende fødevarepriser i Sverige

19.Februar 2009

Trods at inflationen er på vej ned i Sverige pga den kapitalistiske krises negative virkninger på både produktion og forbrug må svenskerne betale betydeligt mere for den mad de køber til middagsbordet og madpakken end for et år siden .
På et år ligger prisstigningerne på fødevarer stadig på 5,5 procent. Kød og grønsaker er steget mest, otte respektive ti procent. Og den reelle devaluering af den svenske krone i forhold til de lande som eksportere til Sverige vil fortsætte med at trykke priserne på frugt og grønt, ifølge Thomas Svaton, økonomisk analytiker
Kraftigt stigende fødevarepriser i Sverige

Prisstigninger på udvalgte fødevarer fra januar 2008 til januar i år( 2009)

Vare * +/- procent
Pasta +20
Ris +13
Oksekød +12
Svinekød +7
Sild/Strömming +19
Fisk(dybfrosssen) +7
Æg +7
Pærer +37
Æbler +10
Kartofler +10

Priserne på løg(zittauer) (-8%), citroner(-30 %) og torsk (-6 %) gik imod strømmen , men de udgør så lille en del af fødevareudgifterne
at de kun marginalt opvejer de stigende priser.

Russisk advarsel til USA om krigen mod Afghanistan´s folk

14 feb 2009 – 16:04

Russisk Afghanistan- veteran: “Som at slås mod sand “

MOSKVA- KABUL – (AFP-Reuters- Ria-Novosty) – Lørdag kunne både russere og afghanere mindes hvordan de jublede da de sovjetiske styrker begyndte deres udmarsch for 20 år siden. I Moskva advarede russiske veteraner fra Sovjets krig og besættelses af landet, idag  USA mod at optrappe krigen mod Afghanistans folk.

“- DET er SOM AT slås mod sand. Ingen styrke i verden kan slå afghanerne “, udtaler 47-årige Oleg Kubanov ved mindeshøjtideligheden i Moskva lørdag. 

“- Antal løser ingenting”, . . . . hævder 59-årige Sjamil Tjuktejev, Fhv. regimentschef i Afghanistan.
. .. .. . . ..
“- Det er umuligt at stationere en soldat udenfor hver eneste hus og oprette en base på hver eneste bjerg. Jo flere soldater, desto mere modstand.”

Sovjet havde som mest udkommanderet omkring 130.000 soldater i Afghanistan. USA har nu 37.000 nu og den nye Præsident Barack – “change” – Obama vil udøge styrken til 70.000. Spørgsmålet er hvilken “change” forandring – det vil medføre.

Veteranen Andrej Bandarenko er ikke i tvivl: . . .
“- Sender de flere så mister de flere”, . . . . kommenterer den tidligere officerer i Sovjet-hæren Bandarenko.
. . . . .
“- Hvad ved Obama om situationen på marken ? Vi havde vores egen idiot, Gorbatjov, som vidste endnu mindre.

Ligesom USA forsøgte Sovjet at trække et nyt regime ned over hovedet på Afghanistan´s folk , tilføjede Bandarenko.

I Afghanistan husker veteranen Khoram Del triumfens øjeblik i februar 1989.
“- Da russerne begav sig ud var vi så lykkelige. Vi slog russerne, vi slog dem! skreg vi.”

Men han og andre konstaterer bedrøvet at modstandskampen mod Sovjet-hæren, som kostede 1,5 millioner afghanere livet, blev afløst af borgerkrig.

Da Brezhniev-regimet i Moskva i 1979 besluttede at indlede det militære eventyr i Afghanistan var det angiveligt for at støtte den afghanske regering. En regering som havde et meget svagt folkeligt støtte i de fattige landområder hvor det overvældigende flertal af afghanerne levede, som William Blum påpeger i værket “Killing hope:U.S. Military and CIA Interventions”.

Brezhniev i samtale med USA´s præsident Richard_M._Nixon i 1973
Statskuppet i 1978 hvor en lille gruppe omkring partiet PDPA fremlægger et program med jordreformer som skulle omforme samfundet – og ifølge Brezhniev-regimet og deres støtter i DKP i Danmark – resultere i en folkerevolution hvor det afghanske samfund blev omformet i progressiv retning – socialt og politisk, førte til ti års besættelse, terror og borgerkrig.
Fakta er at det Sovjet-støttede PDPA-regeringsparti i 1978 ikke havde nogen afgørende folkelig forandring – det var intet græsrodsparti – partiet ikke var et parti som anførte en revolutionære massebevægelse. Den baserede sig på et tyndt lag politikere i hovedstaden med forbindelser til Kreml og sovjetuddannede officerer. Ligesom den nuværende USA-støttede Karzai-regime – “Kongen af Kabul ” – er isoleret fra folket og helt afhængigt af Nato-koalitionens bombefly og besættelsesstyrkerne. Alligevel forsøgte partiet i 1978 at drive reformerne igennem oppefra. Et umuligt projekt. Den konstante modstand mod reformerne, mistilliden og den manglende forankring af reformernes mål i brede lag og regeringens manglende evne til at møde denne modstand, denne udbredte mistro og kritiske spørgsmål med andet end administrative magtmidler – i sædvanlig Brezhniev-revisionistisk tradition – førte til stadig øget modstand og stigende oprørsaktiviteter på landsbygden samtidig som regimets egne indre modsætninger førte til en hurtig brutalisering af regeringens politik.
Brezhniev-regimet og deres proselytter i Danmark (DKP, dele af VS m. fl.) forsvarer den militære invasion med at Afghanistan´s regering havde bedt om hjælp ifølge det dagældende samarbejdsaftale.
Rent folkeretsligt var denne motivering ganske svag fordi en sådan “invasions-invitation” hvis vi strækker os langt – kun kan have kommet fra den del af det afhanske regering som var modstandere af regeringslederen Hafizullah Amin.

Hafizullah Amin – Afghanistans præsident fra 16.september 1979 til 27.december 1979

Benægtelsen af Brezhniev-regimets åbenbare forbrydelse mod folkeretten minder om dem vi hører i dag om Nato´s krig i landet.
Det var sovjetiske tropper som i 1979 afsatte og dræbte den afghanske regeringsleder Amin for at indsætte Babrak Karmal, hans rival i PDPA-partiet som ny afghansk leder. Den nye præsident var fragtet ind fra østeuropa og blev holdt gemt på den sovjetiske ambassade i Kabul. Hans tiltrædelsestale – var indspillet på bånd – og blev sendte pr- radio fra Tasjkent.
Overfor verdensopinionen blev den massive aggression – eller “redningsaktionen” som den blev benævnt – forsvaret med at invasionsstyrken som ganske hurtigt var oppe i 130.000 mand var blevet “inviteret” af den afghanske præsident.
Idag bruger USA og deres “Nato-koalitionspartnere” samme argumenter for at forsvare besættelsen af landet. Nato-tropperne er “inviteret” af Karzai – Kongen af Kabul – trods at hans regime først blev installeret efter den udenlandske besættelse.
Sovjet-hæren fortsatte krigen mod den afghanske modstandsbevægelse og internationalt blev den sovjetiske militære tilstedeværelse et af Washingtons vigtigste propaganda-våben og argumenter for at motivere oprustningen af USA´s militære styrker og våbenarsenalet. Samtidigt som de reaktionære regimer i den arabiske verden fik nye “argumenter” mod “marxismen”, “kommunismen” og “demokratiet” .
De virkelige revolutionære kommunistiske kræfter demonstrede og protesterede mod Sovjets invasion i Afghanistan fra første dag.
Læren fra Afghanistan i 1970´erne og frem er at ingen virkelig revolution kan gennemføres gennem et statskup ovenfra af en lille gruppe mennesker som i sin egen sociale tilværelse står fremmed overfor de brede massers levevilkår. Ligesom arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk er de undertrykte folks befrielse ders eget værk.
Borgerkrigen mellem forskellige stamme- og klanledere fulgte de sovjetiske besættelsestroppers udmarsch, hvor forskellige afghanske mujaheddins og militser kæmpede om magten i forskellige dele af landet. En borgerkrig hvor opimod 80.000 mennesker mistede livet.

L.I. Brezhnjev, Sovjetunionens leder 1964- 82, har givet navn til den sovjetiske dokrin om “Begrænset suverænitet” som Tjekkoslovakiet blev det første offer for i august 1968.
Kilder: Ria-Novosty – Reuters-AFP

Sverige:Regningen for deponeringen af det radioaktive atomkraftsaffald vokser

2009-01-26 14:22

De tilbageværende udgifter for at skaffe det radioaktive affald fra Sveriges tre atomkraftværker af vejen er i løbet af to år steget med 23 milliarder kroner eller 42 procent til 78 miljarder kronor. Det viser nye prognoser fra “Svensk Kärnbränslehantering”, SKB.
Den samlede regning for at deponere det radioaktive affald beregnes nu løbe op i 110 milliarder S.kroner, skriver den kapitalistiske erhvervsavis Dagens Industri.

Irak: Fire amerikanske soldater dræbt i Irak

9.Feb. 2009 – 20:08

Fire amerikanske soldater og deres tolk blev i dag dræbt af af modstandere til USA´s militære tilstedeværelse i Irak, oplyser US-Army

Tre af soldaterne døde på stedet, da en sabotør udløste en bombe i en bil fyldt med sprængstoffer i den nordirakiske by Mosul.

En fjerde soldat og tolken blev hårdt såret og døde senere.

KILde: AFP+ BBC: Four US soldiers killed in Iraq

Rusland: stigningen i middel-levealderen fortsætter, mens folketallet falder

17.Dec. 2008 – - -MOSKVA (rbc)
Ruslands kvindelige befolkning løb op i 76,3 millioner, mens den mandlige del af befolkningen udgjorde 65,7 millioner i begyndelsen af 2008. Kvinderne udgør altså 16 procent (10,6 millioner mennesker) flere end mændene, rapporterar Rosstat.
Kvinderne er i flertal i alle aldersgrupper fra 28 år og ældre . Bare på Tjukotka og Kamtjatka-halvøen bor der flere mænd end kvinder.
Den skæve kønfordeling er en følge af den vestlige aggression anført af de nazi-tyske styrker under Anden Verdenskrig. Næsten 27 millioner Sovjetborgere – hovedparten mænd, mange i deres bedste alder – mistede livet under denne krig.
Den forventede middellevealder for mænd født i 2007 er nu 61,4 år, en stigning med 1 år fra 2006, mens middellevealder for kvinder steg med 0,7 år til 73,9 år, mod 73,2 i 2006.
En sådan stgning i middellevealderen er ikke set siden Gorbatjovs udskælde antialkoholkampagne i slutningen af 1980´erne.

3 millioner færre russere siden 2002

Sammenligner vi med folketællingen i 2002 er Ruslands befolkning mindsket med 3,3 millioner mennesker.

Den 1 december 2008 var folketallet 141,9 millioner. Siden 2002 er befolkningen mindsket med 0,4 procent om året i gennemsnit, mens mindskningen mellem 1989 og 2002 var i gennemsnit 0,1 procent om året.
Hvis noget positivt skal fremhæves er det at faldet i folketallet på 212.000 personer i 2007 var det mindste i 12 år.
Det voldsomme fald i folketallet er først og fremmest en konsekvens af de lave fødselstal som skyldes den udbredte fattigdom, forringelser i sundhedplejen, massearbejdsløsheden og udbredelse af alkoholisme, narkomani og omfattende kapitalistisk kriminalitet, koruption og berigelsesvold .
Middelevealderen i Rusland og andre sovjetrepublikker blev mere end fordoblet under den socialistiske revolutions store sociale, sundhedsmæssige og materielle velfærdsreformer i 1920´erne og 1930´erne som forsatte efter befrielsen i 1945. Hrustjovs kontra-revolutionære reformer – med den hemmelige antikommunistiske “tale” mod Stalin i 1956 som startskud- fører til krise og stagnation og arbejderklassens fremmedgørelse. Under det social-imperialistiske revisionistiske Brezhnjev-regime går Sovjetunionen ind i en direkte stagnation politisk og økonomisk med omfattende alkoholisme, koruption og kriminalitet og forringet sundhedstilstand som følge
rbc 16/12

FAKTA om folkesundheden og middellevealderen i Sovjetunionen/Rusland Hvordan var levevilkårerne inden revolutionen i 1917 ? Otto Latsis skrev i “Novye Izvestija” om Rusland i 1890′erne bl.a at middel-levealderen for russiske kvinder var godt 33 år, mens mændene måtte forlade dette liv nogle måneder efter de havde fyldt 31 år. B ø r n e d ø d e l i g h e d e n , ligesom Tuberkolose-døden(TBC) var i det imperialistiske Czar-Rusland udbredt. Den skandinaviske slavist Alfred Jenssen rapporterede fra en rejse i foråret 1905 at dødeligheden blandt børn op til deres 15.års-fødselsdag i Moskva-guvernementet var 542 ud af 1000 fødte menneskebørn. Mere end halvdelen af børnene oplevede altså ikke deres femtende fødselsdag. Kilder:> > > > Kilder: 1. Ria-novosti 29/12 (Ryska-Posten) – 2.”Tsardömmet vid skiljovägen” * Alfred Jenssen * * * Stockholm 1905. 3. “Novye Izvestija”4.August 1999

Bagram – ”værre end KZ-Guantanamo” ?

22.Jan. 2009 -

“Europa jubler over lukningen af Guantanamo”

lyder den jublende overskrift i flere medier, men de borgerlige medier “glemmer” i deres iver for at “forskønne” det nye regime i Washington (Obama) at fortællle at USA allerede i dag bruger Bagram-fangelejren i Afghanistan som Guantanamo II hvor de “illegale kæmpere” – illegal combattans som USA – i dets selvproklamerede krig mod terrorismen – nægter at anerkende som “krigsfanger” ifølge Geneve-konventionerne som USA har skevet under på .  

Den “illegale” fangelejr ved Guantanamo Bay på Cuba vil blive lukket lyder det fra USA´s nye regeringe under Barack Obama´s ledelse.  – men få kender til at der eksisterer endnu en “illegal” USA-kontrolleret fangelejr  – i Bagram i de afghanske hovedstads omegn 
Her holder USA og dets allierede militær-styrker opimod 700 mennesker som fanger – næsten tre gange så mange som på Guantanamo. Denne fangelejr planlægger USA at udbygge til at kunne holde opimod 11.000 mennesker til fange.

Facebook misbruger brugernes “private info” gennem at sælge den videre til kapitalistiske selskaber

5. Feb. 2009 – 18:54 *

Facebook har lokket millioner af mennesker til at afsløre deres inderste tanker og vise deres mest intime billeder for en ukendt offentlighed. Det er sket under slagord som at

“Facebook hjælper dig til at dele og komme i kontakt med personerne i dit liv”

Når først du har lagt dit profilbillede på nettet kan det helt legalt ende i landsdækkende aviser, ifølge en kontroversiel afgørelse i en retssag.
I øjeblikket overvejer Facebook, at sælge dine oplysninger videre til private firmaer, og dermed stiger risikoen for, at dine persondata og dine billeder fra festen i lørdags kommer langt bredere ud og bliver brugt i en helt anden sammenhæng, end du havde forestillet dig, skriver Videnskab.dk.

I strid med menneskeretskonvention

Det viser en afgørelse i en dansk retssag, som ifølge landets førende mediejurist Oluf Jørgensen er i direkte i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK).
I sagen blev Ekstra Bladet frikendt for at have brugt et billede af en nedringet pige til en artikel om, at “purunge danske piger sælger sig til sex på nettet”.
Pigen havde lagt sit billede på nettet for at deltage i en skønhedskonkurrence på et site, som kopierede billedet over til et erotiske site, hvor Ekstra Bladet fandt det og brugte det i avisen, uden at man ifølge landsretten kunne kalde det krænkende for pigen.
- Her er en pige, som havde lagt et billede på nettet, uden at noget indikerer, at hun ville sælge sig til sex. Alligevel er det den sammenhæng, Ekstra Bladet bruger det genkendelige billede i. Efter min vurdering er det en grov krænkelse, lyder det fra Oluf Jørgensen, afdelingsforstander i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Oluf Jørgensen har gennemgået en lang række danske og internationale domme for at finde grænsen mellem hensynet til pressefriheden på den ende side og privatlivet på den anden. Han vurderer, at dommen er i strid med EMK’s artikel 8 om respekt for privatlivet.
Men når du lægger billeder og andre oplysninger ind på Facebook, er det ikke kun dine venner, der kan kigge med.
For hvis du lægger fotos af familiens yngste ud, får du måske reklamer for bleer. Eller måske risikerer du, at dine feriebilleder bliver brugt i reklamer for charterrejser?
- Lige nu sker det, som vi hele tiden har frygtet, nemlig at Facebook vil videresælge oplysninger om sine brugere, siger jurist i Forbrugerrådet, Anette Høyrup.

Videre-salg af Face-book-brugernes info til det kapitalistiske marked er i fuld gang 

Facebooks ejere har ifølge den engelske avis, The Telegraph, introduceret en ny funktion, som skal gøre det muligt for virksomheder at købe oplysningerne, så virksomhederne efterfølgende kan målrette deres reklamer tilbage mod Facebooks brugere.
Men det bør langt fra komme som en overraskelse, mener Anette Høyrup:
- Vi har jo hele tiden sagt, at de indsamler alle oplysninger, og de har ret til at sælge dem videre til, hvad de vil. Det er jo det, de nu pludselig gør brug af, siger hun.
Facebook har allerede solgt informationer til et globalt jobrekrutteringsfirma, og det amerikanske teleselskab AT&T overvejer at gå på indkøb hos Facebook.
Ikke en god ide
Det kunne ellers lyde som en service at få serveret lige netop de reklamer, der vedrører os som forbrugere, men der er Forbrugerrådet ikke helt enig:
- Nogen vil sikkert synes, at det er en god service at få en reklame om for eksempel en rejse til Thailand. Men hvis det nu handler om nogle oplysning om for eksempel sygdom, at man forsøger at blive gravid, eller at man har en depression, så er det måske ikke så rart, at de oplysning bliver givet videre, siger Anette Høyrup.
Kilde:DR/Radioavisen º º º º º º º º
Er Facebook en falsk ven?

Kirgizistan kræver USA ud af Manas-basen

4.feb. 2009 – 21:44

Kirgizisk nej kan få betydelse for USA´s krig mod Afghanistans folk

Den centralasiatiske republik Kyrgyzstans beslutning om at lukke den amerikanske militærbase i landet er definitivt oplyste en talsmand for den kirgiziske regering idag fredag.
Regeringen i hovedstaden Bisjkek tog beslutningen om at lukke Manas-basen tidligere i år, og parlamentet forventes at godkende præsidentens beslutning senere i denne uge.

Bred folkelig støtte til beslutningen

Trods at der en overgang blev talt om russisk pression i sagen ser det ud til at USA blev taget på sengen.

Journalister fra nuhedsbureauet Reuters forsøgte onsdag at pejle stemningerne omkring den afspærrede Manas-lufthavn.
På den snedækkede steppe udenfor Bisjkek kom journalisterne i kontakt med den vind-hærdede fårehyrde Ulan.
– Jeg støtter lukningen. Vi mener at flybasen ødelægger vor natur, siger Ulan, som håber at fårene i og med beslutningen snart skal få en større end at græsse på.
Efter den såkaldte “tulipanrevolution” i 2005 hvor præsident Askar Akayev blev tvunget ud i eksil sendte USA repræsentanter til hovedstaden Bisjkek for at sikre sig fortsat adgang til lufthavnen på Manas-basen. Bakijevs nye regering rejste imidlertid krav om højere betaling (100-200 millioner dollar årligt). Efter 12 måneders forhandlingar fik USA fri adgang til Manas for 17,5 millioner om året.

Men utilfredsheden med militærbasen blandt kirgiserne og forholdet til USA blev stadig køligere.
I september 2003 blev tre kirgisere idømt straffe for forsøg på at organisere et angreb på basen. Den 8 juli 2004 var der endnu et forsøg på at angribe basen , angiveligt af militante modstandere til den amerikanske militære tilstedeværelse fra Uzbekistan.
Den 6 december 2006 blev den 43-årige kirgisiske lastbilschauffør, Aleksander Ivanov, skudt ihjel. Han skal have udført en transport til basen da han blev dræbt. Hurtigt udviklede sagen sig til en diplomatisk incident. Præsident Kurmanbek Bakijev stillede nu krav om at USA´s militærpersonale blev frataget deres diplomatiske immunitet.
Beslutningen om lukningen Manasen-bas er et nederlag fordi basen dér, ses som en afgørende forsyningsdepot for den militære offensiv i Afghanistan.
. . USA er nu blevet bedt om at forlade Manas lufthavnen udenfor Bishkek i Kyrgyzstan
Meddelelsen om lukningen kom efter forhandliner mellem Kirgizistans præsident Kurmanbek Bakijev og Ruslands præsident Dmitrij Medvedev.
– - Den kirgisiske
præsident Kurmanbek Bakiyev og hans russiske kollega Dmitrij Medvedev (højre) i samtale under underskrifts-ceremonien for samarbejdsaftalen i Moskva den 3. Februar 2009. (Kilde:Xinhua/Reuters Photo)
Ifølge russiske mediekilder var USA ikke forberedt på beskeden om at forlade basen.

Kirgiziskt nej kan skabe endnu større problemer for USA´s krig mod Afghanistans folk ‘

Nu risikerer tæppet at blive trukket væk under USA´s præsident Barack Obamas højt prioriterede krigføring i Afghanistan, efter Kirgizistan´s beslutning om at kræve de amerikanske styrker ud af landet.  Militærbasen er en afgørende forsyningsbase for krigen mod Afghanistans folk som i Natolandenes medier kaldes “militæroffensiven mod talibanerne og terornetværket al-Kaida”   

 - – - – - –

USA har hidtil brugt basen til logistiske formål og service for de amerikanske styrker i Afghanistan 

Manas-luftbasen i Bisjkek har været hjem for en tusind mand stærk amerikansk luftbase siden 2001, da Kirgizistan gik med i USA ´s “koalition mod terror” efter 9/11-angrebet på USA. Den amerikanske base har været det vigtigste knudepunkt til at flytte soldater og udrustning til de amerikanske styrker og deres allierede i Afghanistan fra fjernere liggende USA- flybaser og tilladt flyvetider på 90 minuter, i stedet for syv timer som det kan blive nu.
Præsident Kurmanbek Bakijev er gået med til at lukke basen blandt andet efter krav fra SCO (Shanghai Cooperation Organization), en samarbejdsorganisation mellem bl. a Rusland, Kina og en del centralasiatiske stater. Præsidenten fremhæver også den kirgiziske offentligheds negative indstilling til basen samt økonomiske overvejelser.

I Moskva blev Bakijev lovet 80 miljarder rubler som (ca 17 milliarder kr, dagens kurs) i russisk støtte – hvad der svarer til næsten halvdelen af centralasiatiske lands bruttonationalprodukt.

Rusland har også lovet landet et lån på 300 millioner dollar til en investering i Kyrgyzstan´s energi-industri, meddelte en funktionær som ønskede at være anonym.
Rusland bekræfter dermed endnu engang at landet ikke forholder sig passivt til rivaliserende imperialistiske stormagters (læs USA og EU-landene) neokoloniale bestræbelser i området . Det står også klart at USA får store problemer med at klare krigen i Afhanistan uden Manas-basen uden russisk hjælp. Det var også derfor at Medvedev under mødet med i Moskva understegede at Rusland og Kyrgyzstan vil fortsætte samarbejdet med USA om krigen og besættelsen af Afghanistan, uden dog at uddybe hvordan.

” – Manas er den hovedsaglige base for at fragte gods til USA´s styrker i Operation Enduring Freedom (OEF) – af kritikere af Nato-koalitionen kaldet Operation Endlösung – udtaler Ruslands Nato-sendebud Dmitrij Rogozin til nyhedsbureaet Interfax.

Manas-basen er ikke populær blandt Kirgiserne og den har været mål for flere protestaktioner

Efter at USA´s militære styrker blev bedt om at forlade Uzbekistan i 2005 er Manas den eneste base for USA i de centralasiatiske tidligere sovjetrepubliker. Uden den riskerer USA at blive udleveret til Moskvas velvilje. Der findes allerede idag en aftale mellem Nato og Rusland om civile forsyninger til Afghanistan, men det er slet ikke i stand til at opfylde de krav som et avanceret krigsmaskineri som OEF (“Operation Endlösung” ) kræver.
” – Når det handler om den militære fragt er det mere kompliceret, Rusland har aldrig diskuteret det med Nato, siger Rogozin.

Kina:20 millioner flere arbejdsløse kinesere “de seneste par måneder”

2. Feb. 2009 – 15:22
I løbet af de seneste par måneder er flere end 20 millioner af de landarbejdere og bøndere som i løbet af de sidste årtier er emigreret ind til byernes kapitalistiske industrier nu blevet fyret pga af den økonomiske krise i det kapitalistiske Kina
De mange millioner arbejdsløse er tvunget til at flytte tilbage til landdistrikterne – hvor flertallet af Kinas befolkning stadig bor.
Der vil de stille sig i rækken af millioner af arbejdsløse og et liv i fattigdom. Det er kapitalismens lov som slår fuldt igennem i Kina under den kapitalistiske krise.

“- Omkring 15 procent eller 20 millioner af landets 130 millioner landlige tilflytter-arbejdere har mistet deres jobs, efter den globale nedgang har sat ind og arbejdsgiverne skåret ned på produktionen, 

siger chefen for Landbrugsministeriet Chen Xiwen til nyhedsbureauet Xinhau.

Irak år 6 efter “befrielsen”: 24 dræbte i bombetattentater i Baghdad

28 juli 2008 – 11:04
Mindst 24 mennesker blev dræbt og 70 skadet da bomber som angiveligt var rettet mod “shiamuslimske pilgrimme” blev bragt til ud løsning i Baghdad, ifølge Reuters.

11 dræbte i eksplosion

Samtidigt som pilgrimme  var vej ind i den irakiske hovedstad for at fejre en stor religiøs højtid, detonerede tre bomber med kort mellemrum.
Mindst en million mennesker forventes komme til helligdommen Kadhamiya for at være tilstede under høljtiden som kulminere på tirsdag.
 Ifølge de første politirapporter var det kvindelige bombeaktivister der lå bag attentater , hvorunder de selv mistede livet.

Landminer dræber eller skader 50 mennesker i Afghanistan hver måned

12.Jan. 2009 – 01:45
I gennemsnit dør eller skades 50 mennesker hver eneste måned i Afghanistan på grund af landminer, informerer FN.
Godt 460.000 trampeminer og 20.000 kampvognsminer er siden 1991 blevet desarmeret. Trots det er Afghanistan
det land som er hårdest ramt af miner.
Efter ca 30 års krig, terror og udenlandsk militær indblanding er store områder stadig dækket af minefelt og omkring 150.000 afghanere er handikappede efter at have trådt på skjulte miner.

To tredjedele af landet skal angiveligt være renset for miner. Målet er at røje alle miner til 2013, hvilket FN-folk bedømmer blive svært.

Cuba: Privat boligbygeri opmuntres af Castro-regimet

4.Jan. 2008

HABANA (AP) Den cubanske regering under ledelse af det angiveligt “Kommunistiske Parti” – pCC – slipper nu de “private markedskræfter” yderligere løs når det gælder boligbyggeri. Familier og privatpersoner må – hvis de kan skaffe kapital – bygge deres egne boliger. Ifølge Castro- regeringen håber man at det vil skaffe hundrede tusinder af nye boliger. Tidligere indførtes privat overtagelse og arveret af tidligere statsansattes boliger.
I april sidste år vedtog Castro-regeringen at de offentlige statejede boliger skal kunne overtages og arves af lejernes familier og dermed blive privat ejendom.

Raul Castro’s Cuba Legalizes Private Titles To Government Homes

Raul Castro’s government has decided to let thousands of Cubans get title to the state-owned homes they rent in a legal decree that might lay the groundwork for broader housing reform

Raul Castro legalizes private titles to government homes

Friday, April 11th 2008, 4:25 PM
HABANA – Raul Castro’s government has decided to let thousands of Cubans get title to the state-owned homes they rent in a legal decree that might lay the groundwork for broader housing reform.

BAGRUND DEn Cubanske økonomy er still recovering from a decline in gross domestic product of at least 35% between 1989 and 1993 as the loss of Soviet subsidies laid bare the economy’s fundamental weaknesses. To alleviate the economic crisis, in 1993 and 1994 the government introduced a few capitalist market-oriented reforms, including opening to tourism, allowing foreign capitalist investments , legalizing the dollar, and authorizing self-employment for some 150 occupations. These private market measures resulted in modest economic growth; the official statistics, however, are deficient and as a result provide an incomplete measure of Cuba’s real economic situation. Living conditions at the end of the decade remained well below the 1989 level. Lower sugar and nickel prices, increases in petroleum costs, a post-September 11, 2001 decline in tourism, devastating hurricanes in November 2001 and August 2004, and 2008 , a major drought in the eastern half of the island caused severe economic disruptions. Growth rates continued to stagnate in 2002 and 2003, while 2004 and 2005 showed some renewed growth. Moreover, the gap in the standard of living has widened between those with access to dollars and those without. Jobs that can earn dollar salaries or tips from foreign businesses and tourists have become highly desirable. It is not uncommon to see doctors, engineers, scientists, and other professionals working in restaurants or as taxi drivers.

30 året: Afghanistan invaderes af styrker udsendt af Brezhnev-regimet i Sovjet

27.Dec. 2008

1979- 2009 : Den 27.December 1979 sender Brezhnev-regimet store sovjetiske militær-styrker ind i Afghanistan.

Det afghanske folk lever stadig 30 år efter den sovjetiske invasion i 1979 under udenlandsk militær besættelse , terror og undertrykkelse.
Tidligere forsøgte de engelske imperialister at kontrollere afghanerne og deres land men måtte trække sig ud. For 30 år siden forsøgte Brezhnjev-regimet på Sovjetunionens vegne at erobre landet , samtidigt som USA sendte våben og instruktører ind i landet til “udvalgte oprørsgrupper”. Det skulle vise sig at det social-imperialistiske Brezhnjev-regime med invasionen af Afghanistan havde begået ikke bare forbrydelser mod Folkeretten og FN´s charter, men også en militær strategisk fejltagelse som har fået større politisk- ideologisk betydelse, især i den arabiske og muslimske verden , end man dengang kunne overskue.
Det kriseramte Sovjet måtte indse at forsøget på at gøre Afghanistan til et nyt Tjekkoslovakiet ikke kunne realiseres uden fortsat krig, terror og tortur mod afghanerne.
Den politisk-økonomiske krise skærpes i Sovjet i 1980´erne og bevidstheden om krisens omfang når helt op i overbygningen, toppen af det sovjetiske parti med Michail Gorbatjovs overtagelse af posten som leder i 1985. De socialdemokratiske “selvforvaltnings-reformer” i den økonomiske basis, som Hrusjtjov-gruppen gennemførte efter det kontrarevolutionære “kup” på partikongressen i 1956 , satte profitten som mål for de enkelte virksomheder og gav direktører og topchefer i de sovjetiske virksomheder næsten fuld autonomi til at “handle på markedet” for varer og arbejdskraft, havde opmuntret de kapitalistiske kræfter i økonomi og politik. Den revisionistiske Hrusjtjov-gruppes “selvforvaltningsreformer” førte til stagnation og krise som i 1980´erne når et omfang som får ledelsen til at tale om nødvendgheden af “omstrukturering” – “perestroika” og åbenhed – “glasnost” for at få omfanget af krisen og det truende sammenbrud i den sovjetiske økonomi frem i lyset.
Samtidig havde de revisionistiske ledere gennem at optage milliardlån i kapitalistiske banker i udlandet – fortrinsvis i (vest-)Tyskland -
i realiteten pantsat det engang så mægtige Sovjetunions politiske og økonomiske uafhængighed.
Den økonomiske krise forbedres ikke af tyngden af udgifterne til krigen og besættelsen af Afghanistan hvor 100.000 sovjetiske soldater skal lære afghanerne om “Brezhnjev´teser om den fredelige overgang til socialismen”.
I 1986 rammes Sovjetuionens folk af endnu en katastrofe, : Atomkraftulykken i Tjenobyl i Ukraina.
Under disse ti år af Sovjetisk og USA-støttet terror og krig mistede 1,3 millioner afghanere og 15.000 sovjetiske soldater livet ifølge pålidelige kilder..
Krigen fremkaldte verdens største flygtingekatastrofe. Af Afghanistans 15 millioner indbygere flygtede 5,5 millioner til nabolandene 2, 5 millioner til Pakistan, mens Iran gav husly til 3 millioner afghanere. Hvilket indebærer at flere end en tredjedel af Afghanistans indbyggere flyttede ud af landet under den Sovjetiske besættelse.
FN fordømte den sovjetiske invasion og krævede fra begyndelsen at de udenlandske tropper skulle trække sig ud.
Den 14. april 1988 underskriver repræsentanter for Sovjetunionen, USA, Pakistan og Afghanistan en FN-aftale i Geneve om en sovjetisk militær tilbagetrækning fra Afghanistan. Den 15.maj 1988 indleder de sovjetiske styrker retrætten, som var slutført den 15 februari 1989.

Jan Myrdal:USA og Sovjet ansvarlig for elendigheden i Afghanistan

2.Dec. 2008 05:34

  Det er ikke islam og de feudale stammetraditioner som er ansvarlige for Afghanistans elendighed, men Sovjet med sine lydstater og USA med sine lydstater – som Sverige tilhører. Det skriver forfatteren Jan Myrdal i en kommentar i Sveriges største Dagblad Aftonbladet idag.

Selv en svensk politiker burde indse at man ikke kan frelse folk med maskin-pistoler.
Sverige fører krig i Afghanistan – og snart måske ikke bare med lejesoldater. Det kan blive en pligt for svenske ansatte i forsvaret at slås mod hvad man kalder banditer og ekstremister.
Men til og med en svensk politiker burde indse at man ikke kan frelse folk med maskinpistoler, slår Myrdal fast i kommentarten som kan læses i dagens udgave af  Aftonbladet.

ANC-veteraner på besøg i Palæstina: Det er værre end Apartheid

11.juli 2008

Under et besøg på Vestbanken i det af Israel besatte Palæstina fordømte gæsterne fra den sydafrikanske anti-apartheid-organisdation ANC det zionistiske regime med ordene :

Det er ligesom Apartheid

Det skriver The independent

Gruppen af menneskerettighedsobservartører og veteraner fra kampen mod det kapitalistiske Apartheid-regime udtalte videre at nogle af de restriktioner som det zionistiske regime pålægger palæstinenserne i det besatte Palæstina var værre end de diskriminerende begrænsninger som Apartheid-regimet påtvang det sorte flertal i Syd-Afrika. END… * * * * * *

The Independent: “This is like apartheid”: ANC veterans visit West Bank

Nej til imperialistisk krig i Jugo Osetinskaja (Syd-Ossetien)

10.August 2008

Foruden den Grusinske/Georgiske Fredskomite er der kommet en række udtalelser og analyser af krigen i Grusien som indledtes den 8.August med Sakaschvili-regimets angreb på Jugo-Osetinskaja- SydOssetien.

Blandt andet kom de russiske ungkommunister i Russian Communist Youth League (Bolsheviks) med en udtalelse som bringes her:

Om  den imperialistiske krig i Jugo-Osetinskaya (Syd-Ossetien)

The long-running conflict in South Ossetia entered a more violent stage on August 8, 2008, when Georgian troops carried out an open aggression and intruded into South Ossetia, shelling the city of Tskhinvali with Grad missiles. The bourgeois regime of Saakashvili is trying to keep the illusion of Georgia’s national unity at all cost, without consideration for how many lives this may cost. Russia, which also got involved in this conflict, is sending a large number of military resources to the area of military action. There are already many victims on both sides.

Both in Russia and in Georgia, the governmental authorities are trying to use the conflict for their own benefit and this also includes promoting nationalistic hysteria, drawing the working-class peoples’ attention from internal problems and from class struggle. As rightly noted in the declaration of the Central Committee Secretariat of the PKRP-RPK [Russian Communist Workers Party-Russian Party of Communists], working peoples’ attention is drawn away from real problems by shouts of ‘Support our country!’ The RCYL(B) condemns this attempt to set working people of different countries against each other by using nationalistic feelings. Lenin wrote that ‘people have always been, and will always remain dumb victims of deception and self-deception in politics until they learn to discern class interests behind the various moral, religious, political and social phrases, declarations and promises’.

It is obvious that the Georgian authorities and capitalists, who are dependent upon the imperialists of the USA and the European Union, are interested in solving the issues of their territorial unity as soon as possible in order to become a part of NATO and turn Georgia into an alternative route for transporting oil and gas into Europe around Russia.

Naturally, the Russian capitalists are not happy with this scenario. The Russian authorities would like to have a presence in the region and a weak Georgia and unsettled national issues serve this purpose well. Many ‘patriotic’ statements can be heard about protecting Russian citizens in South Ossetia, but people for some reason forget that when for a week in the beginning of August there was shooting from both sides, the Russian government didn’t even think of protecting its citizens. The so-called peacekeepers didn’t intervene in the conflict, allowing the Georgian government to think that it may take more radical actions. Nobody remembered about ‘enforcing peace’ either. Moreover, the Russian government has still not used the powerful economic leverage that it has and that can have a significant influence on Georgia. We believe that the current situation, when the government in South Ossetia is formally Georgian but actually dependent on Russia, is directly beneficial to the Russian capitalist class. lf the Russian government was really interested in solving this problem, it would recognize South Ossetia’s independent status and act on the possibility of stopping the war before it began. Instead of doing this, the Russian government is engaging in a furtive political game, trying to use the situation for its gain.

RCYL(B) considers the war in South Ossetia an imperialist war, which does not serve the purposes of justice and which is conducted for the benefit and profit of capitalists of different countries. The people of Ossetia became a victim of a struggle between two capitalist cliques. Neither Georgia nor Russia is really interested in an actual resolution of the issue of South Ossetia independence. RCYL(B) does not support either of these countries in this war. We respect the right of the people of South Ossetia to self determination, which has been expressed in a referendum. National borders should not serve as an interference in the struggle of working people against capitalists.

RCYL(B) condemns the aggressive actions of the Georgian government, which will lead to a new and possibly a lengthy conflict in the Caucasus. The Russian government is also responsible for this war: it has provoked Georgia into an open and armed conflict by its inconsistent actions and supported an unstable situation in South Ossetia.

Once more Lenin’s words that in a capitalist order the rearrangement of the spheres of influence can only take place by war have proven to be right. All responsibility for this new war lies with capitalism and more particularly, the government of Georgia, as well as American, European and Russian imperialists. The ‘peace enforcement’ that Russia speaks about is nothing but the regular ‘patriotic’ rhetoric, which is meant to veil the real interests that the capitalists are pursuing in an imperialist war from which the working people of all countries can not benefit.

The Revolutionary Communist Youth League (Bolshevik) calls for an immediate end to the war in South Ossetia, the withdrawal of Georgian and Russian troops from the region and for the granting of guarantees of South Ossetia’s inviolability by both countries. Georgia must restore the villages, utility systems and infrastructure destroyed by its troops. All sides to the conflict must ensure the return of refugees of all nationalities to their homes.

RCYL(B) demands that the Russian and Georgian governments and the international community immediately recognise South Ossetia’s independent status.

No support to the governments of Georgia and Russia in the South Ossetia conflict!
We are against imperialist war!
No to the aggression and militarism of the ruling regime of Georgia!
Down with the continuous reason for war – capitalism!
The Bureau of the Central Committee of the Russian Communist Youth League (Bolsheviks)
10th August 2008
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _

Spaniens Kommunistiske Parti  PCE(ml) slår i en udtalelse fast at 

Kapitalen har igen sat Kaukasus i brand 

Once again the Caucasus region has become a scene of confrontation between great powers.

On repeated occasions, our Party has referred to the attempt of Yankee imperialism to tighten the net around Russia: the recently concluded agreement with Poland and the Czech Republic to establish an anti-missile shield in the area, as well as the attempts, so far unsuccessful, to integrate Ukraine and Georgia into NATO, were clear examples of this.

On this occasion, with at least the consent of the U.S., their Georgian ally, the Mafioso Mikhail Saakashvili, set out to massacre the population of South Ossetia (which is in favour of joining Russia), an attack that was also a warning to the equally rebellious region of Abkhazia. The Russian response, in defense of both its peacekeeping troops that were stationed there as well as of its citizens in Ossetia, was not long in coming and was more forceful than expected, leading to the destruction of key military installations in different cities of Georgia, in a harsh counter-offensive.

Naturally, contradictory reports were put out by both sides, regarding both attacks against the civilian population and non-military infrastructure, as well as the use of prohibited weapons. However, we must emphasise the shameful role of the Western press, which has brazenly supported Washington’s version, gradually developed by the U.S., systematically hiding the responsibility of Georgia in beginning the conflict and exceeding even the position of the leaders of the EU, who quickly but in a ‘friendly’ manner have worked to obtain an agreement among the opposing parties, conscious of what they were risking.

The aggression has concluded, for the moment, in a draw, in which the U.S. (with the support of France and the United Kingdom) is trying to go back on the agreements for the cease fire, while the Russians have suspended their collaboration with NATO, increased the area controlled by their troops in Georgia and opened the ‘Pandora’s box’ of the future status of South Ossetia and Abkhazia. With the blocking of any possible solution in the UN, the immediate result of Saakashvili’s adventure will therefore be a precarious equilibrium, filled with uncertainties about the future of his country and, of course, of its population.

However, the key point of the clash is not just political. As Medvedev stated, ‘we will never let anyone kill our citizens, soldiers and peacekeeping officers unpunished. Russia has economic, political and military options for that.’ In effect, with its response Russia has expressed more than its anger at Western policies in Kosovo, or at the expansion of NATO. Russia has shown that it is in a position to begin to recover its influence and to intervene effectively in the shaping of international politics, on the three fronts mentioned.

It is clear that this was a political and diplomatic victory of Moscow over Washington: it has ‘bruised’ the Georgian Mafioso ally of the U.S.; it has opened the door to the independence of Abkhazia and South Ossetia under its tutelage, before the entrance of Georgia into NATO; and it has paid the U.S. back with interest for the slap in the face it received in Kosovo, leaving Bush without arguments against the future independence of those two regions. As for the EU, the division of opinions that already occurred at the Bucharest Summit regarding Russia has been consolidated. Although the United Kingdom, France the Baltic Republics and Poland are aligned with the U.S., Condoleezza Rice could not impose U.S. authority at the extraordinary meeting of the NATO Council, called on August 19 at the demand of the U.S., to ‘put Russia in its place’. The Alliance did not accept Bush’s proposal to reduce its links with Russia, nor was it willing to accelerate the incorporation of Georgia, which is the goal the U.S. is seeking as a result of the conflict.

On the military level, the clash in Georgia can be related to the struggle that the U.S. and Russia are maintaining, with the clear predominance of the former, but in which Russia is preparing to advance its positions: besides its military collaboration with Byelorussia, Moscow is trying to renew its military presence in Cuba, as was announced just a few days before the Georgian attack against South Ossetia; with this, the Russians ‘moved their piece’ under the pressure of the U.S. deploying its missile shield in Poland; their Foreign Minister also stated that ‘we will have to react, and not only with diplomatic protests’. The demonstration of force in Georgia faced with Saakashvili’s aggression can therefore be a warning of what Russia will not tolerate in the future.

But the touchstone, the unifying element of all these contradictions is undoubtedly the economic one. The resolution with which Russia has faced the crisis, going way beyond assuring its Ossetian citizens, has the same profound causes as the attitude of Washington’s European allies: economic interests. Russia, which is extending its economic influence around the world thanks to trade agreements and investments, makes up a third of its Gross Internal Product with its profits from oil and gas, which are primarily purchased by the European Union. In fact, the commercial trade between Russia and the EU is some seven greater times than that between Russia and the U.S. These figures explain the relative coolness with which the Europeans and the Russians have carried on their relations in the last weeks, above all within NATO in relation to the U.S. Besides, the Europeans should look favourably on the fall of an element such as Saakashvili, who is not very good for their business; and, with him, the loss of influence of the U.S. in the Caucasus, which complicates the relations between Russia and the EU.

However, the strategic importance of Russia for the transport of hydrocarbons, both their own as well as those from the Caspian region, has diminished since the opening in 2005 of the BTC [Baku-Tbilisi-Ceyhan] oil pipeline, that connects Azerbaijan with Turkey, passing through Georgia. Currently, besides, countries such as Turkmenistan, Kazakhstan and probably Uzbekistan are trying to escape from the dependence on Russia’s gas lines, leaning toward Turkey (via Armenia), a country that is trying to put an end to Gazprom’s status as the only buyer of Central Asian gas, with the approval of Israel. Without a doubt, the deepening of the instability in Georgia contributes to making the transport of hydrocarbons through the BTC less attractive, and serves to show the EU (and its oil companies and the BTC stockholders) that their best option is Russia. As Konstantin Simonov, General Director of Russia’s National Energy Security Fund, stated: ‘this situation increases the attractiveness of the Russian routes of supplying energy resources to Europe’. Thus the war in Georgia would have as a result, whether consciously or not, of definitively dissuading Europe from using the corridor from the Caspian Sea and Central Asia via Azerbaijan, Turkey and Georgia. Moreover, the Russian demonstration can serve as a ‘warning for seafarers’, directed at the other former Soviet republics of the region to maintain their economic and political links with Moscow, after years of Yankee penetration.

Finally, without forgetting that the origin of the conflict was the aggression by the Georgian chauvinist State, backed by the U.S., we cannot forget that at the base of the problem are the inter-capitalist contradictions, the fight for access to and control of strategic regions for the extraction and transport of hydrocarbons. And that is the fundamental reason not only for the pressure and the aggressiveness of the U.S. and its main allies against Russia, but also of the latter’s efforts to respond to the attacks and to build new alliances.

For the Self-Determination of the Peoples and Against Capitalist Looting

Imperialists Out of the Caucasus!

Madrid, August of 2008
Communist Party of Spain (Marxist-Leninist)
Secretariat of the Central Committee

___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _ _ __ __ _ _ __ _ __
___ __ __ _ _ __ _ __ _ _ _ __ _ _ __ _ _ _ __ _ _ _ _ _ __ __ _ _ __ _ _ __ _ _ __ _ __ _ __ __ __ __ _ __ _ _ _ _ __ _
The Class Roots and Sources of the Aggressive Actions of Georgia Against South Ossetia and Abkhazia and the Aggravation of the Situation in the Caucasus

Aleksej Danko

The national hostility along the boundaries of the territory of Georgia – Abkhazia and Ossetia, that has now reached the level of open military confrontation between the Georgian authorities and the local population of these autonomous regions, began to appear already at the time of the establishment of revisionism in the Soviet Union; these contradictions were prevented from breaking into open conflict with the help of the system of Soviet social-imperialism. The domination of the Soviet social-imperialists in the territory of Abkhazia and South Ossetia was performed through Georgia by the hands of the Georgian bourgeoisie. Therefore the population of these autonomous regions was never particularly fond of the Georgian authorities, as they regarded the latter as exploiters. This situation promoted anti-Georgian sentiments on a mass scale, which at the same time diverted the attention of the population from the central causes and the culprits of both the national and class oppression in the Caucasus, as well as on any other territory of the social-imperialist Soviet Union. These are the sources that led to the military confrontation of the population of Abkhazia against the Georgian oppressors and the bloody military action in Tskhinval on August 8, 2008.

The worsening of the situation in Abkhazia and South Ossetia gained momentum after the collapse of the Soviet Union. The Georgian bourgeoisie, having acquired independence from the oppression of Soviet social-imperialism, took decisive action to subject the economic potential of the different regions to its interests. Its great-nation interests pushed the chauvinist regime of Zviad Gamsakhurdia into power. Under the excuse of defending the territorial integrity of Georgia, this regime quickly liquidated the autonomy of South Ossetia and Abkhazia by depriving their people of the most basic national rights. Most of all, it was the liquidation of the autonomy that enabled the Georgian chauvinists to harshly suppress any form of discontent of the disenfranchised people of South Ossetia and Abkhazia.

In this situation the peoples of South Ossetia and Abkhazia could not refuse assistance from any foreign state, including that of Russia, because such assistance would be regarded as a direct challenge to the sovereignty of Georgia. The peoples of South Ossetia and Abkhazia have no choice but to stand up in defence of their territories and to decisively withstand the aggression of the Georgian oppressors by de facto declaring their independence from Georgia. From this point of view the interests of the local bourgeoisie and the broad popular masses of South Ossetia and Abkhazia concurred in this particular situation.

After the disintegration of the Soviet Union a number of independent states were formed. Russia happened to be the strongest and most prosperous of those states. Russia was able to even retain the status of an imperialist power, although secondary with respect to other imperialist countries. Moreover, the majority of the former republics of the Soviet Union remained economically dependent on Russia. In particular, economic life in Georgia depended almost exclusively on the distribution of electrical power from Russia. In addition, in a number of underdeveloped regions of the former Soviet Union the economic control of Russian capital remained insurmountable. South Ossetia and Abkhazia belong to this type of regions, where the economic interests of the Russian imperialists and the local bourgeoisie overlapped strongly long before the Georgian bourgeoisie even tried to establish its hegemony in these regions. As a result, in the territories of South Ossetia and Abkhazia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed and the local bourgeoisies happened to be on the side of the former.

What do the interests of the Russian imperialists in Abkhazia consist of? Minerals, coal and various metals are extracted from its soil. Abkhazia has significant hydraulic resources relevant to industry. The climatic conditions of Abkhazia allow for citrus and other sub-tropical fruits to grow. Abkhazia has unique and favourable conditions for the development of the tourist industry. Moreover, the Abkhazian coast stretches 200 kilometres, which has the potential to significantly increase the influence of either Russia or Georgia on the Black sea, including their military presence.

By comparison, South Ossetia’s economic potential and natural resources do not play such a decisive role in explaining the sources of the conflict between the interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie. The territory of South Ossetia stretches over the north of Georgia and is separated from Russia by the mountains of the Caucasus. It is the geographic situation of South Ossetia that could be the main reason for the confrontation between Georgia and Russia for the control of this territory. The presence of the Russian army on the territory of South Ossetia allows the Russian imperialists to more efficiently control the influence of other imperialist countries on Georgian territory against Iran and the Middle East, where the Russian imperialist have significant economic interests. Therefore the possible presence of Russian armed forces and Special Forces in the territory of South Ossetia, with any legal status, may prevent the Georgian bourgeoisie to place in the territory of Georgia foreign military bases, which are undoubtedly considered by the Georgian bourgeoisie as a source of profit. Therefore on the territory of South Ossetia the economic interests of the Russian imperialists and the Georgian bourgeoisie clashed head on. The Russian imperialists are interested in preserving its influence on the South Ossetian territory at any cost; this is achieved with the assistance of the pro-Russian South Ossetian regime and population. The Georgian bourgeoisie is heavily invested in expunging Russian influence on the other side of the Great Caucasian Mountains and in cleaning the territory of South Ossetia from the anti-Georgian and pro-Russian rival population. It is because of this reason that the Georgian armed forces during the time of the aggression of August 2008, seem to have been given the orders to obliterate the population of South Ossetia (more than 30 thousand civilian South Ossetian citizen became refugees according to the Russian government)

In the period of the dictatorship of the proletariat the land, forest, hydraulic and other natural resources of the USSR belonged to the whole society, i.e. it belonged to all the nations on equal footing. The peoples of the Soviet Union lived in a united and friendly family, not fighting but helping each other. The borders between national establishments had a formal character and were determined exclusively from the point of view of the administrative convenience. As a result North Ossetia (north to the Great Caucasian Mountains) formally belonged to Soviet Russia and South Ossetia (south to the Great Caucasian Mountains) to Soviet Georgia. Under these conditions the unity of the Ossetian people was preserved.

The aggravation of the situation in the Caucasus around South Ossetia and Abkhazia resonated so widely and suddenly in the international arena that it became even more prominent that the conflict between Kosovo and Serbia. These evens generated a swift and open conflict between a number of imperialist powers, especially between the US and Russia. This is understandable, since towards 2008 the territory of Georgia became contentious due to the struggle between the imperialists of the US and Russia for the control over Iran and Azerbaijan (a significant contingent of Russian capital is present in Iran and, Russia and Azerbaijan have longstanding economic ties). American imperialists do not have economic presence and influence in Iran. Therefore the US tried to build air and rocket bases in the territory of Georgia with the purpose of using them against Iran in order to destabilise this country, to turn this country into a region of high risk for foreign investment and to create the conditions to expel its imperialist rivals from Iran. Moreover, the US imperialists are interested in the control over the transit of oil from Azerbaijan through Georgia and over the oil ports on the Georgian coast; this would allow the US to establish direct control over the Black and Caspian seas and would turn Georgia into a solid satellite leading to the diminishing of the influence of Russian imperialism in the area.

The leading powers in Western Europe, especially France and Germany, played a shady role in the events described above. What concrete interests did France and Germany pursue in these events? France, Germany and Russia have trade ties with Iran. Therefore they are not interested in the US using the Georgian territory for to put military pressure on Iran. This would enhance the risk factor for Western European and Russian investors.

For instance, the head of the French oil company Total stated in July 2008 that because of the aggravation of the geopolitical tension in this region his company is not planning to invest in the most important Iranian gas bed, in South Pars.

On the other hand, both France and German are not interested in further strengthening the positions of the oil and gas industry of the Russian imperialism in the world market because the French and the German economies significantly depend on the import of oil and gas, which are to a great extent supplied by Russian oil and gas corporations and the price for oil and gas has a direct impact on the profits of the capitalists of Western Europe.

In the beginning of July 2008 the head of ‘Gazprom’ (the Russian gas monopoly. Note of translator) visited Iran and help negotiations with the president of the country with regards to developing cooperation in the area of oil and gas. This included negotiating Russian involvement in the building of a gas extraction plant in South Pars. According to a statement of the press office of ‘Gazprom’ both sides agreed to create a joint venture for oil and gas related projects in Iran, Russia and other countries. In addition, the Iranian side put forward the question about the possibility of Russia supplying gas to the northern regions of Iran on a long-term basis.

Iran is has the second largest reserves of gas and a tighter cooperation of Russia and Iran, according to the majority of experts, could allow these countries to determine the gas prices in the world market.

Therefore the imperialists of Western Europe are not interested in the consolidation of the influence of the Russian gas and oil corporations in countries with oil and gas resources in the Caspian area, such as Russia, Iran and Azerbaijan. Azerbajan’s oil flows through Georgian territory. In order not to allow Russia to attain direct control over the transit of gas from Azerbaijan through Georgian territory, Western imperialists managed to place their own observers along the border of South Ossetia, under the banner of the European Community.

As a result, in the territory of Georgia global interests of a number of imperialist powers clashed and therefore the conflict went beyond the boundaries of a regional conflict. This conflict not only further complicated the situation in the Caucasus but also could spark a world war.

The US imperialists tried to achieve its aggressive plans using the Georgian armed forces. With this purpose they financed the militarisation of Georgia, supplied this country with modern weaponry through third countries, trained army personnel for military action with the help of American and other foreign instructors and guaranteed full support to the bourgeois regime in Georgia. The rapid intervention of a large contingent of the Russian armed forces, which had been prepared for this possibility, ruined US plans for the swift take over of South Ossetia and Abkhazia by the Georgian army. The Russian armed forces prevented military action against Abkhazia, expelled the Georgian troops from the territory of South Ossetia, defeated the Georgian army to the level that it became unable to fight further and inflicted destructive blows on a number of military objects in Georgia. Soon after the conclusion of military action the bourgeois authorities of Russia declared the independence of the republics of South Ossetia and Abkhazia, who proclaimed their sovereignty fifteen years ago. This gave the possibility to the Russian imperialists of turning its ‘peacekeeping’ military contingent with limited rights and liberty of action into a regular military contingent based upon bilateral agreements with the sovereign republics of Abkhazia and South Ossetia. This strengthened the positions of Russian imperialists in this region. The Russian imperialists managed to conceal its predatory essence under the propaganda of saviours of the South Ossetian and Abkhazian peoples and their independence. We can only recognise heroism in those soldiers and civilians who died fighting the Georgian aggression, since the bourgeoisie is not able to display selfless actions in defence of other nations.

Ukraine, Israel and other countries supplied modern weaponry, including weapons produced with the participation of Russian military capital to the Georgian army. Therefore, they did not only exposed themselves as loyal servants of the interests of US imperialism, but earned their profit at the expense of the blood and suffering of the civilian population of Abkhazia and South Ossetia.

Aleksey Danko
Leningrad
Information

The Ukrainian-Russian accord on production and scientific-technical cooperation in the area of military production is in force since 1993. In 2004 a bilateral inter-government agreement was adopted that regulates the export of military goods to third countries. Towards 2005 about 1330 Russian and Ukrainian companies operated within the framework of programmes of cooperation of the Commonwealth of Independent States (CIS) under preferential trade conditions.

Despite the fact that the volume of military-technical ‘cooperation’ has diminished over the years, the volume of military trade with Russia accounts for 30% of the total military trade of Ukraine. Even though the two countries happened to be in opposite sides of the conflict, both made money out of the trade of these lethal merchandise. According to the Ukrainian centre overseeing the reconversion and disarmament of the armed forces, in 2007 Ukraine earned somewhere between 600 million and one billion USD in military trade. In particular, Georgia purchased 10% of the military merchandise traded by Ukraine.

Conclusion: Russian companies also made profits out of the armament of Georgia through ‘third countries’ (in this case through Ukraine).

Ukraine
Proletarian Marxist-Leninist Organisation ‘Red Commune’.
We Call On

The progressive forces of all countries to support the peoples of South Ossetia and Abkhazia in its struggle for independence and to put pressure on the governments of their countries to acknowledge the sovereignty and establish diplomatic ties with the republics of South Ossetia and Abkhazia.

The proletariat of South of Ossetia and Abkhazia to take into account and remember that the local bourgeoisie is also their irreconcilable class enemy and that the unity with this class during the period of struggle for independence was forced and temporary.

To the progressive forces of Georgia, specially the proletariat to develop active struggle against the aggressive and chauvinist policies of the ruling regime of Georgia and against the location of military bases of imperialist countries in their territory.

To the Russian proletariat, to expose the predatory character of the domestic and foreign policies of the Russian bourgeoisie (for instance, in 1962 the elite forces and army of the social imperialists of the Soviet Union mercilessly opened fire over Novocherkass workers on strike; in 1999 the Russian imperialists violently suppressed the workers protests in the cellulose plant in Vyborg, Leningrad; the Russian imperialists, in their struggle for the control of the oil of Grozni, unleashed their military might over the civilian population of the Chechen republic) in general and with regards to the oppressed people of South Ossetia and Abkhazia. Lead the struggle against the development of Russian chauvinism and the violence against the Georgian people.

Proletarskaya Gazeta #30
November 2008

Sverige :Amnesty kræver udredning af voldtægter

16.Sep. 2008 – 13:40 – -
En betydelig del af alle anmeldte voldtægter fører aldrig til en retsag, skriver Amnesty i en ny rapport. Nu kræver organisationen en uafhængig granskningskommission som skal redegøre for hvorfor der ikke rejses flere sager endsige falder dom i flere voldtægtssager .
Mørketallet er stort, oplyser SR´s nyhedsprogram Ekot. Det handler om voldtægter mod piger og kvinder over 15 år. De aller fleste voldtægter bliver ikke anmeldt til politiet, skriver Amnesty i sin rapport.
Af sidste års godt 3.500 voldtægtsanmeldelser førte bare 13 procent til anklager. Ifølge Amnesty bliver mange kvinder ikke troet.
Katarina Bergehed har skrevet rapporten “Fallet Nedlagt ?” (“Sagen afskrevet ?”)
-Især unge teenagepiger har problemer med at få sine sager videre i retsprocessen. Og det kan dreje sig om kvinder som kommer fra Østeuropa eller Asien, det kan være psykosocialt udsatte personer som f.eks misbrugere, hjemløse eller psykisk funktionshindrede kvinder, siger Bergehed til SR Ekot.
Amnesty kræver nu at regeringen skal nedsæte en granskningskommission som skal undersøge hvorfor flere voldtægtssundersøgelser ikke fører til anklager og domfældelser
–– –– –– –– ––
* ŻS -Łę

Syv Højesteretsdommere enige: PET brugte “terrorstats”-metoder da tuneser blev fængslet uden retsag

18.Nov. 2008

Højesteret underkender PET

I et halvt år sad en tuneser fængslet uden retssag og beviser. Alene på PET´s mistanker og løse rygter . Men kravet om bevisførelse gælder også PET, slår en enig Højesteret fast.
Politiets Efterretningstjeneste har ikke ret til at kræve mennesker – hvad enten de er danske statsborgere, flygtninge, udenlandske arbejdere og andre indvandrere – fængslet uden at fremlægge konkrete beviser. Det fastslog syv enige dommere i Højesteret i en kendelse i den såkaldte tunesersag i dag.

Læs endvidere : Stasi-staten Danmark:Gangstermetoder mod to tunesere

Nazi-propagandalejr udenfor Rostock lukket af politistyrker

12 aug 2008 – 10:30 *

ROSTOCK;Tyskland – - – En sommerlejr for børn udenfor Rostock som blev drevet af tyske neonazister er blevet lukket af politiet. Næsten 40 børn og teenagere blev bragt tilbage til deres forældre, rapporterer BBC.
Politiet fik tips fra naboer til “eventyrslejren” , som havde mistanker om hvad der foregik på den afsides liggende lejrplads udenfor en forstad til Rostock. På lejren blev der fundet mængder af racistisk propaganda og håndklæder med hagekors.
Lejren betragtes af et netværk mod nazisme som et forsøk på at rekruttere hele familier tll den ultraradikale neonazisme. Ifølge politiet er de nynazistiske grupper i Tyskland blevet stadig mere voldelige.
I en interview med den tyske avis Der Tagesspiegel, siger chefen for Tysklands rigskriminalpoliti, Jörg Ziercke at nynazisterne i landet på senere tid er blevet mere voldsomme.
“-Nynazister har tidligere undgået vold i stor udstrækning, men så ser det ikke ud længere”, siger Ziercke til avisen.”
Andelen dåd med racistiske og fremmedfjendtlige fortegn er steget i Tyskland. Under årets fem første måneder blev der rapporteret 15 sager, hvilket er en femdobbling, sammenlignet med samme periode i fjor.
Ifølge Der Tagesspiegel var deltagerne på lejren mellem 8 og 14 år.

Tidsbilleder af Rusland (1908)

2008 - 

For hundrede år siden skrev forfatteren Gustav Bang denne kronik om forholdene og udviklingen i Kejserriget Rusland – verdens største land - 

    År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter.                   >

Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene?    >     >      >     >     >      >      >      >       >      >       Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde!     >    >    >     >    >     >    >    >    >     >    >     >    >    >     >    >    >    >    >  > >  > – - – - – - – - – - – - – - – - – - - 

Eller man tænker på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling.   >    >    >    >    >     >     >    >    >     >      >       >      >    >     >    >    >    >     >     >     >    >     > Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser?    
Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv..
Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa.
Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført – og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke.  

Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde.
Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter – den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører – for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser.
Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. – – -
De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. – – – – -
Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord – er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold – det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. -
- – – – - – -
Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem – om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. – – – De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. – – – – -
Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling – og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår – og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig – og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfun