Den revolutionære Jesus og revisionisten Kristus : Om “Det gode menneske Jesus og skurken Kristus”

December

I juledagene og under vintersolhvervet – årets korteste dag – kan der være grund til at reflektere over hvad og hvem vi egentlig fejrer.
Officielt fejrer vi at den kristne kirkes profet ;”Kristus” kom til verden

Oprindeligt var “julen” ingen kristen højtid. Kirken overtog solhvervsfesten og kanoniserede “julehøjtiden” til fejringen af den kristne kirkes profet Kristus, søn af “Kirkens Gudfader”.

Det er i hvert fald det vi får at vide af kristne præster, biskopper og andre i det klerikale hieraki i den protestantiske såvel som den katolske kirke.

Der er al mulig grund til at reflektere over om den statsautoriserede forkyndelse af “Kristus” i Folkekirken har noget at gøre med den virkelige revolutionære agitator Kammerat Jesu´ lære. Hvordan var det nu i virkeligheden med den Jesus som præster såvel præsidenter stadig i dag omtaler den person som er blevet synonym med den verdensomspændende bevægelse som den dag i dag tæller milliarder.

Menneskebarnet Jesus kom til verden i det af Romerne besatte Palæstina ; som barn af fattige jødiske forældre. Det var en tid hvor det Romerske Imperium ekspanderede som regional “supermagt” omkring Middelhavet med krig, terror, besættelse og modstand. Slaveriet var udbredt, “den stærkes ret” var endnu mere udbredt og accepteret end idag. Blodhævn, drab af børn, kvinder og slaver var ikke bare accepteret men forventet. Talesættet “Et øje for et øje og en tand for en tand” er kendt fra den tid. Ganske vist vandt den jødiske bevægelse som Jesus var et ægte barn af stadig flere tilhængere netop fordi den satte solidaritet og kærlighed ; især det som er blevet kaldt det elvte bud : Du skal elske din næste som dig selv !” som rettesnor for samlivet mellem mennesker. Derudover fordømmer Jesus de Romerske guder som “afguder”, som hedningetro. Kristendomen er altså monolitisk, den tolerere ikke “afguds”-dyrkelse hvad enten det er i form af Mammon eller de “afguder” som blev dyrket i det Romerske Imperium.
Allerede på Jesus tid var de jødiske ledere begyndt at kollaborere med den Romerske besættelsesmagt. Jesus angriber det Hellige Tempel i Jerusalem i protest mod det klerikale lederskab som har forvandlet templet til en markedsplads.
Den nye revolutionrende lære som den omrejsende agitator og hans kammerater spreder i det romersk besatte Palæstina vinder stadig flere tilhængere. Den romerske “supermagt” og dens lakajer er bevidste om det revolutionære indhold i Jesus lære; at alle mennesker er lige, selv slaver bliver betragtet som mennesker og ikke som de udbytningsobjekter som det Romerske Imperiums herskende klasser udbytter til sidste dråbe sved.
Det vækker uro i de herskende kredse i Rom. Derfor sætter Romerriget alt ind på at knuse den nye bevægelse. Jesus ´s tilhængere og den kristne bevægelse tvinges under jorden. Jesus bliver dømt til døden på korset som tusinder af andre modstandere og oprørske slaver i det Romerriget. Jesus bliver martyr for den revolutionerende bevægelse han er en del af. Enhver dyrken af Jesus og den lære de første kristne forkynder forbydes. Jesus- bevægelsens ledere forfølges, fornedres, tortureres eller bliver dræbt enten af løverne i Collosseum som underholdning for den Romerske elite eller af de Romerske fangevogteres brutale vold.
Gennem tre hundrede år lever og kæmper de første kristne under jorden. Alligevel vokser bevægelsen ud over alle grænser. Først 313 år efter Kammerat Jesus fødsel tillades den kristne bevægelse i det Romerske Rige, da under Kejser Konstantin.
En udmærket inspiration til en reflektion over Jesus og den verdensomspændende bevægelse den “fattige jødedreng fra Palæstina” satte igang er forfatteren Philip Pullman´s værk “Det gode menneske Jesus og skurken Kristus”. Her karakteriseres den semitiske profet Jesus oprindelige og altså virkelige “Kristus” fra det besatte Palæstina (Israel) som et helt andet menneske end den Kristus som præster, biskopper, kardinaler og paver har prædiket for os helt frem til idag.
I den kristne kirke -bevægelse som Paulus *) stod som religiøs fader og delvis organisator af, bliver Kamerat Jesu´s oprindelige kommunistiske lære revideret
“til en religion som de romervældets herrer kunne leve med” som den danske forfatter Hans Kirk udtrykker det. Paulus som selv deltog i forfølgelsen af de første “kristne” . søgte klasseforsoning mellem det udbyttede flertal af slaver, udstødte mennesker og det brutale Romerske imperiums blodbesudlede herskende udbytterklasser. Paulus hovedmål var gøre Jesus lære; den oprindelige kristendom ufarlig for de herskende udbytterklasser
Derfor reviderede Paulus den af de romerske herskerklasser forhadte kommunistiske lære som oprøreren Jesus fra palæstinensiske Nazareth prædikede.

Paulus bekæmpede det revolutionære indhold i Oprøreren´ Jesus lære gennem at sprede mysticisme og klasseforsoning. Hans Kirk giver udtryk for kernen i Paulus´ lære som budet om: “I Slaver; Adlyd jeres Herrer”
I romanen “Vredens Søn” beskriver Kirk Jesus og hans disciple som “ejendomsløse” oprørere, modstandere til den Romerske besættelsesmagt. De kæmper for at opbygge det som kunne kaldes “retfærdighedens og barmhjertighedens rige”.
I Pullman´s roman er Jesus Kristus ikke én person, men derimod tvillingerne Jesus og Kristus, to brødre med vidt forskellige egenskaber og værdier.
Jesus skildres som et menneskeven der kæmper for hvad vi kunne kalde en utopisk kommunisme, der bliver til bibelens messias, mens Kristus udlægges som hans revisionistiske levnedsskildrer og en noget mere manipulerende, kompleks og nøjeregnende person.

Jesus Christ the Revolutionary

Hvad ved vi ?

*1) se Hans Kirk “Kristendom og Kommunisme” Tale ved diskussionsmøde med pastor Erik jensen den 25.Feberuar 1948, bragt i
Land og Folk den 26 Februar 1948.)
2) Hans Kirk: “Et svensk skuespil om Spartakus” trykt i Land og Folk . . . . 19.Juli 1956
3) Hans Kirk Dansk Forfatter, Medlem af KOMINTERN-partiet DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) fra 1931 –

Alle kender til “Jesus og Spartacus” , men hvad var Kejseren´s navn ?

Uddrag af en debat om Kommunisme og Kristendom . . . . . . .    .       .     .     .    .    . ….  .. … .. ..    Obviously communism and capitalism did not exist 2000 years ago the way we understand those concepts today. However, if we were to take what we know of the direct teachings and life of Jesus and pull that forward into our present time, … given the option of choosing between these two ideologies, Jesus would choose communism over capitalism.

In Acts 4:32-34 . . . . . it states that the apostles held everything they owned in common. Each took according to their need. This is a close to the Marxist quote: “From each according to his ability, to each according to his needs.” I Markus 10:17-31 . . . . . . Jesus tells the rich man to sell everything and give it to the poor. Isn’t this the redistribution of wealth? In 2 Cor.8:9 . . . . Paul tells us that Jesus “being rich , yet for your sakes he became poor, so that through his poverty you might become rich.” Although this quote is usually interpreted in a spiritual sense, it could equally be taken in a literal sense reflecting the early Christian view of monetary wealth.
I Markus 10:21-22 . . . . . . Jesus looking at him, loved him and said, “You lack one thing; go, sell what you own, and give the money to the poor, and you will have treasure in heaven; then come, follow me.”
When he heard this, he was shocked and went away grieving, for he had many possessions.

Jesus did not particularly like the rich.

Jesus taught the redistribution of wealth.

Jesus felt the poor, sick, and marginalized of society was the responsibility of everyone, … yes we are our brother’s and sister´s´ keeper.

Communism reflects these values much more than does capitalism.

Om Rigdom . .. . ..

I Markus 10:25, siger Jesus:
“It is easier for a camel to go through the eye of a needle than for a rich man to enter the Kingdom of God.”
. . . . .. . .. . .. . . his point was that it is very hard for a rich person to go to heaven. In fact, Markus 10:17-22 indicates that the only way a rich person can go to heaven is, in Jesus’ words, to “sell everything you have and give to the poor.”

KRITIK af kapital-“AKKUMULATIONEN” . . .. ..
Jesus also warned against the accumulation of wealth on several other occasions. In Matthæus 6:19 he says . . . . . “do not store up for yourselves treasures on earth”, and a few verses later, in Matthæus 6:24, he says “You cannot serve both God and Money”. In Lukas 6:24 he says . . . . . “woe to you who are rich.”
Jesus disapproved of wealth because he thought it was wrong for some people to live in wasteful luxury while others starved.
According to the Book of Acts, his original followers tried to live by these teachings after he left them. They formed a community in Jerusalem, known as the Nazarenes, in which everyone “had everything in common” (Acts 2:44), and any new member had to sell his or her possessions and give the proceeds to a common fund.

* .. .. … Men lederne i de klerikale hierarkier i den kristen-ortodokse såvel som de protestantiske og de katolske kirker afviser det revolutionære klasseinhold i Jesu´ lære *

*) Mens Jesus udvidede næste-begrebet, synes Paulus at indsnævre det igen. Paulus skriver for eksempel: “Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Paulus’ brev till galaterna, 6 kapitel vers 10). I hans breve er ‘næsten’ oftest den kristne broder, dvs. et medlem af samme menighed.

Ukraine: Svenske nazister aktive som nyttige idioter i det liberal-fascisiske regimes krig mod oppositionen i landet

10.December 2014 08:48
STOCKHOLM (Expresen) Det liberale formiddagsblad Expressen “afslører” i en reportage over seks sider at et antal svenske højreradikale, nazister såvål som højreliberale deltager i det USA-støttede liberalt-fascistiske regimes voldelige undertrykkelse af oppositionen i Ukraine . Et regime som kom til magten i Kiev gennem et voldeligt kup i februar i år.

Ligesom de højreradikale svenskere og danskere der deltager i USA´s uerklærede krig mod Al-Assad-regimet i Damaskus er de svenske højreradikale og liberale “frivillige” i USA´s og EU´s krig mod oppositionen i Ukraine blevet hjernevasket gennem den ensidige “nyhedsdækning” i USA, såvel som i de kapitalistiske Nato-stater i Europa , men også i Sverige har dækningen af begivenhederne i Ukraine og Syrien været både ensidig og enøjet, nærmest dikteret af USA´s plan for at styrte det folkevalgte Janukovitj-regime. Det skete som bekendt den 22.februar hvor “gadens parlament”, som de borgerlige- socialdemokratiske politikere i USA, såvel som Sverige og Danmark sædvanligvis fordømmer som “udemokratisk” og “terroristisk” , styrtede Janukovitj-regeringen i et voldeligt kup.

Det samme gælder de højreradikale som er taget til Syrien for at styrte Al-Assad-regimet. De fungerer i realiteten som “hjælpere” og nyttige idioter for USA og dets fascistiske og højreliberale allierede i Europa og i den arabiske verden : Saudi-Arabien,Katar og andre fascistiske stater som har forsøgt at styrte regimet i Damaskus gennem snart 4 år..

Nogle af USA´s nyttige, fascistiske og liberale idioter i krigen mod den ukrainske befolknings modstand mod det liberalt-fascistiske regime i Kiev udpeges og navngives idag.
En af dem er ansat i det svenske militær (“Forsvarsmakten”)

KILDE: expressen:
udpeges
Här är svenskarna som har stridit i Ukraina. Flera av dem har återvänt till Sverige, men pratar om att återvända.

- Jag längtar tillbaka, säger David Eriksson, 48.

Expressen kan avslöja att flera svenska nazister rest till Ukraina för att strida i frivilligstyrkor som i en Amnestyrapport anklagas för krigsbrott.
:

Om den russiske revolutionens betydelse

9.NOVEMBER 2014

Hvori ligger den afgørende betydelse af den russiske revolution ?

Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning af Sovjet vækker stadig stor interesse, stærke følelser og passion.

Ikke mindst idag hvor så godt som hele verden er underlagt de kapitalistiske klassers jagt efter maksimal-profitter står det klart for stadig flere at det er for tidligt at afskrive eller bortdømme revolutionens betydelse og erklære kommunismens død, som de herskende udbytterklasser i vest såvel som i øst har proklameret hver eneste dag siden 1917. * * * *

Oktober-Revolutionen´s sejr var også begyndelsen til det vi idag kalder venstrefløjen, altså til organisationerne til venstre for Socialdemokratiet, ikke bare i Rusland, men i hele Europa og Asien, Amerika og resten af verden .

Revolutionen´s sejr gav livskraft og næring til fødselen af en revolutionær autonom venstrefløj, en organiseret revolutionær opposition til de gamle ”revisionister” i II Internationale, som forrådte arbejderklassen, deres egne ”demokratiske” løfter og den internationale arbejderbevægelse ved at stemme for krigsbevillingerne og dermed Første Verdenskrig.

Den sejrende revolution i Rusland opmuntrede ikke bare arbejderklassen, men alle undertrykte folk. Den gav et opsving for hele den internationale arbejderbevægelses kæmpende og revolutionære sektorer, et opsving for den anti-koloniale bevægelse og de nationale demokratiske befrielseskampe i de undertrykte lande f.eks i Kina, Indokina, Indien, Iran, Irak og hele den arabiske verden.
Den borgerlige indiske leder og tidligere Statsminster i det befriede Indien Javaharlal Nehru fremhæver at Oktoberrevolutionens sejr inspirerede den antikoloniale befrielsesbevægelse i Indien mod Churchill´s og Chamberlains Storbritannien koloniale undertrykkelse med ordene :

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ “Næsten samtidigt med oktoberrevolutionen under den store Lenins ledelse begyndte vi i Indien en ny fase i vor kamp for friheden. Vort folk voksede sig stærkt i denne mangeårige kamp og stod overfor undertrykkelse med mod og udholdenhed . Selvom vi fulgte en anden vej i vor kamp”
“under Mahatma Gandhis ledelse beundrede vi Lenin og blev påvirket af hans eksempel” ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

Den sovjetiske revolutions betydelse for arbejderklassens og de undertrykte folks kampe – især efter gennemførelsen af den første socialistiske femårplan 1927-32 – var meget større end vi idag kan forestille os. Især efter udbruddet af den kapitalistiske verdenskrise i 1929 som betød massearbejdsløshed, fattigdom, sult og armod i kapitalismens hovedlande samtidigt som arbejderklassen i Sovjetunionen i alliance med bønderne, opbyggede verdens første socialistiske velfærdssamfund med 7 timers arbejdsdag, hvor arbejderklassen havde befriet sig fra kapitalismens massearbejdsløshed, -fattigdom og -sult, kulturelt armod, vulgærreligiøs overtro og analfabetisme , havde den “frie liberale kapitalisme” i realiteten udspillet sin rolle. * * *

For at imødegå den “kommunistiske trussel” i form af det sovjetiske eksempel og KOMINTERN-partierne – som voksede lavine-artet; 76% på verdensplan, i perioden 1928-35; accepterede man omfattende statsindgreb og stats-støtte og social-reformer som de borgerligt-reformistiske (socialdemokratiske) partier gennemførte.
Længe Leve Kommunismen
Længe leve Arbejdernes og Bøndernes Union – Sovjet-magtens basis” proklamerer denne plakat

Den revolutionære kamp og revolutionens sejr medfører indrømmelser og reformer.

Som allerede Karl Marx ; det internationale proletariats kommunistiske leder,slog fast så er “revolutioner . . historiens lokomotiver”
Oktober-revolutionen fik betydning ikke bare for de russiske folkeslag, men spillede ind på klassekampen i de kapitalistiske stater og for udviklingen i hele verden.
Mange på både venstre og højre fløj af det politiske spektrum har forsøgt at fortolke dens betydelse. Hver eneste, politiker, journalist ja hver eneste borger i hvilket som helst land i verden har en mening om Oktoberevolutionen og den sovjetiske revolutionen. Vladimir Lenin og Joe Stalin er også idag verdensberømtheder på linje med Kammerat Jesus. * * * *
Da Folkerepublikken Kinas legendariske statsminister Zhou En Lai fik spørgsmålet om betydelsen af den franske revolution, svarede han at det var alt for tidligt at udtale sig om. Hvis En Lai har ret gælder det samme vel om den russiske revolution.I hvert fald kommer så godt som ingen udenom at årsagen til at vi stadig diskuterer,analyserer og undrer os over hvad der skete i Rusland efter den første imperialistiske verdenskrig , er det faktum at arbejderklassens revolutionære kræfter sejrede i og påbegyndte opbygningen af verdenshistoriens første socialistiske samfund og stat. * * * *

- Deri ligger dens afgørende betydelse. At revolutionen i Rusland for 90 år siden har præget en stor del af det tyvende århundrede kan ikke engang de mest hysteriske kommunist-forskrækkede benægte. Revolutionen var et betydeligt element i al politik og i alle dele af verden. Den blev betragtet som en realistisk mulighed for de fattige og undertrykte at befri sig fra udbytning, undertrykkelse, fattigdom og arbejdsløshed og som et mareridt for al verdens velstående borgere. Man kan altid diskutere proportioner.

Men den russiske revolution spillede en rolle såvel i den antikoloniale befrielseskamp som de undertrykte folk i “udviklingslandene” i  “den tredje verden” kæmpede ; –  såvel som i fremvæksten af det vi kalder “velfærdsamfundet” , “folkhemmet” eller hvad vi nu kalder den skandinaviske variant af “socialismen” i det tyvende århundrede. Ingen – som vil betragtes som selvstændigt tænkende - kan benægte at verden ville have set meget anderledes ud, hvis de hvide kontrarevolutionære , provestlige kræfter havde lykkedes med den voldelige borgerkrig de udløste i Rusland efter Oktoberrevolutionen i 1917; for ikke at tale hvis Sovjetunionen og dets allierede ikke havde sejret i den Anden Verdenskrig. Hvis menneskeheden overhovedet havde eksisteret uden sejren over Anti-komintern-pagtens styrker. I Hitler-Tyskland´s atomlaboratorier var man som bekendt godt igang med at fremstille atombomber under ledelse af nazi-regimets førende atomdoktor; Werner von Braun.
* * * * *
Historieprofessoren Eric Hobsbawm skriver om den sovjetiske epoke:

“Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger – ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked”.

Eric Hobsbawm fortælller f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som på Cuba dannede arbejderråd – “sovjetter” og at årene 1917-19 i Spanien ligefrem omtales som “de bolsjevikiske år”.
Revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Peking i Kina i 1919 og i Cordoba i Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat
Hobsbawn konkluderer: “Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden”.
Eric Hobsbawm konstaterer at truslen mod kapitalismen var stor, og større end vi måske husker det. Det skræmmende – set med den kapitalistiske overklasses øjne – var at:

“Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede”.

*Men lad os se fremad.

At den den sovjetiske revolutionen spillede en progressiv og revolutionær rolle så længe Sovjetunionen var socialistisk og holdt fast i de revolutionære marxistisk-leninistiske principper står klart. Men fra 1956 med den revisionistiske provestlige Hrustjov-grupppes magtovertagelse og i årerne frem ændrer Sovjet karakter. De revolutionære kommunistiske principper om arbejderklasssens ledende rolle i opbygningen af kommunismen frem mod kommunismens højeste fase: det klasseløse samfund forkastes, i stedet taler den revisionistiske Hrustjov-grupppe om “hele folkets stat og parti” , en småborgerlig socialdemokratiske skrivebordsteori som i realiteten fører Sovjetunionen mod den politiske og økonomiske afgrund. I denne mægtige union –   såvel som i udenrigspolitikken – optræder det sovjetiske parti stadig mere reformistisk, kompromissøgende ja ligefrem reaktionært. Viet Nams sejr i folkekrigen mod den forbryderiske og folkemorderiske amerikanske krigsmagt sker trods de sovjetiske lederes råd til vietnameserne om at indgå et kompromis med det USA-støttede regime i Syd-Vietnam. Den socialdemokratiske Unidad Popular (Folke-Enhed) regerings reformer i Chile frem til den 11.september 1973 bliver udråbt som en sejr for den “fredelige overgang til socialismen”.  Alle venner af det Chilenske folk kender resultatet af de Sovjet-støttede reformistiske illusioner: Socialdemokraten Salvador Allende udpeger general Augusto Pinochet til Øverst Kommanderende for Chiles væbnede styrker fordi han angiveligt er “demokrat” og “lover troskab mod Chiles grundlov” .

Nogle måneder senere gennemfører en militær-junta med Pinochet som Führer et voldeligt og blodigt statskup med støtte fra Chiles reaktionære over- og middelklasse og Big Brother i USA/CIA.Den chilenske “folkeenheds-regering” er gået over i historien som et eksempel på den “fredelige overgang”s” fallit – Faktisk var Allendes program ikke engang socialistisk, men lignede nærmere de europæiske velfærdsprogrammer. Men folke-enheds-programmet greb ind i hvad den priviligerede chilenske overklasse og de storkapitalistiske selskaber opfattede som deres “naturlige rettigheder” og “friheder på markedet” -
Det er kendt af alle ærlige revolutionære kræfter i den internationale bevægelse.
Så sent som i 1973 kunne man høre lovprisninger til den “fredelige vejs eksempel” i Chile fra Radio Moskva i det statskapitalistiske og stagnationsramte Sovjet, som den revisionistiske Brezhnjev-klike nu var på vej til at køre mod opløsningen og afgrunden.
Seks år senere i Chile og Tyve år senere i det opløste Sovjetunion hersker et åbent kapitalistisk terrorregime med vold, tortur og forbud mod arbejderklassens parti og dens organisationer med den “demokratiske” og “kristne” General Pinochet’s og den tidligere revisionistiske SUKP-leder Boris Jeltsins som topfigurer.
I England kommer Pinochets beskytter og politiske ven Margaret Thatcher til magten i 1979 for at indlede den kapitalistiske kontrarevolution – “conservativ revolution” – mod arbejderklassen og de “socialistiske velfærdsrettigheder” som var opnået efter den Røde sejr – Stalins socialistiske Sovjet og dets allieredes sejr i befrielseskrigen mod den kapitalistisk-støttede Antikominternpagt i 1945 – hvor man som i England og mange andre kapitalistiske stater i Vesteuropa “gik halvvejs til Moskva” med nationaliseringer og vedtagelse af omfattende sociale velfærdsrettigheder.

Nu udgjorde Sovjet og deres uselvstændige støtte-partier ikke længere nogen trussel mod kapitalismen – det var tydeligt i Chile. De var blevet ligeså tandløse og ufarlige som det Brezhnjevske “moderparti” – F.eks lå det danske parti DKP i konstant idelogisk krig med alt revolutionært til venstre som blev betegnet som “venstreekstremistisk” – i 1980′ erne forsøgte det Brezhnjev-støttede DKP at få stoppet udgivelsen af Arbejderen det revolutionære DKP/MLs dagblad , Man forsøgte at lukke trykkeriet – som blev drevet af frivillige og ulønnede – med beskyldninger om skruebrækkeri .
DKP kunne ikke tåle kritikken af Sovjet og partiets egen politik i Arbejderens spalter.

Derfor talte Margaret Thatcher ;den nye højreliberale leder af det britiske bourgeoisis gamle “conservative party” om at der ikke fandtes noget altenativ til kapitalismen ( TINA:”There is no alternativ” ). Det socialdemokratiske Labour-regime var igang med at miste kontrollen over både den britiske arbejderklassen og folkehusholdningen med 15 % inflation og fortsat massearbejdsløshed. I realiten sikrede de socialdemokratiske politiske og faglige ledere i TUC Thatcher-regimets overlevelse da de åbent gik imod minearbejdernes appel om solidaritet med en generalstrejke mod Thatcher-regimets arbejderfjendtlige planer om sikre kapitalen større profitter gennem at presse arbejdsklassens løn og arbejdsforhold ved at øge masse-arbejdsløsheden, omfattende privatiseringer, for eksempel på boligmarkedet gennem masse-udsalg af millioneer af almennytige lejligheder for at gøre stadig større del af befolkningen afhængige af boliglån med renter og afdrag.
Samtidigt som krisen for Sovjetunionen og dets vestlige støttepartiers prokapitalistiske revisionistiske projekt blev stadig mere åbenbart. Med krisen i Polen og JUgoslavien som de tydeligste eksempler.
Det spørgsmål vi rejser idag er :

Spiller den sovjetiske revolution nogen rolle idag, næsten 100 år efter Oktober-sejren og flere årtier efter den sovjetiske kontrarevolution og Sovjets opløsning?

De borgerlige og reformisternes svar er givetvis nej. Revolutionen affærdiges som en historisk parentes og i fremtiden kan den på sin højde fungere som et afskrækkende eksempel. En del borgerlige reformister og liberale ypperstepræster hævder ligefrem at historien er slut. De fremhæver at “kommunismen” – det eneste alternativ til kapitalismen – døde med Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske filosof Francis Fukuyama slog f.eks fast at

”al vor fremtid er en liberal sejllads på de frie markedskræfters uendelige ocean”. En udtalelse han senere under indtryk af kapitalismens generelle krisetegn og de skærpede klassekampe har kritiseret

Kapitalen og dens borgerlige-reformistiske politikere vil ikke tildele den sovjetiske revolution nogen fremtidig betydelse. Fordi de fortrænger enhver tanke om en fremtid på den anden side af kapitalismen.
Zhou Enlais perspektiv er dog betydelig mere realistisk og mere forhåbningsfuldt. “Historien tager aldrig en ende” og dens enkelte udtryk holder heller ikke op med at indvirke, i det mindste ikke i løbet af nogle årtier eller ens århundreder. Det var derfor Zhou Enlai ikke ville vurdere den franske revolutions betydelse – ikke engang 190 år efter stormen på Bastiljen.
*Det findes en del ligheder mellem revolutionerne i Rusland i 1917 og Frankrig i 1789. Under de første år radikaliseres den franske revolution, fremforalt gennem småfolkets, de så kaldte sans-culotters påvirkning, en radikalisering som nåede sit højdepunkt i 1793-94.

Der er grund til at fremhæve at Den Store Franske Revolution IKKE var nogen proletarisk revolution I sin karakter var den franske revolution borgerlig-kapitalistisk, men folkets krav og kampmetoder satte et stærkt præg på hele revolutionens udvikling fra 1789-94.
Vi ved at arbejderbefolkningen talte op imod halvdelen *8) af Pariserbefolkningen på den tid. Samtidigt som det fremvoksende franske bourgeosis forskellige fraktioner overtog ledelsen af revolutionen for at sikre sine kapitalistiske klasseinteresser, men det var de folkelige arbejdende klasser og intellektuelle lag der gennem “væbnet kritik” fra neden førte revolutionenen igennem hvorved de aftvang den politiske hegemon (bourgeosiet) indrømmelser og førte hele bevægelsen fremad. Sammen med alle de arbejdende og kulturbærende klasser sikrede plebejerne (arbejderne og de fattige lag) at revolutionen ikke blev stoppet af de reaktionære kontrarevolutionære klasser men fortsatte og dermed “reddede revolutionen” som den kommunistiske arbejderleder Friedrich Engels udtrykker det. Hvad mere er så

“var borgeren . . . for fej . . . til at forsvare sine egne interesser , hvorfor plebejeren måtte gøre alt arbejdet for ham . . . og dermed var det altså kun disse plebejere, der førte revolutionen igennem ” *9)

Det var arbejderne (plebejerne) der sikrede den borgerlige revolutions sejr:

“For det revolutionære bourgeoisi tjente sans-culotterne som en styrbar masse , der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition” *10)

Samtidig med at jabobinerne gav de folkelige masser væsentlige indrømmelser, beordrede de den plebejiske befolknings sande ledere til guillotinen ligesom de påtvang arbejderne en katastrofal maksimalløn og fastholdt Le Chapeliers arbejderfjendtlige lovgivning. Det var derfor kun naturligt at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres sociale og demokratiske rettigheder også under jacobiner-regimet. Den Franske revolution under jacobinernes (Robespierre med flere) sikrede den kapitalistiske produktionsmådes gennembrud og bourgeoisiets magtovertagelse.
To år efter stormen på Bastiljen vedtager Nationalforsamlingen under ledelse af den borgerligt -reformistiske gruppering La Gironde i 1791 “Le Loi Chapelier”, loven om forbud mod arbejdernes organisering – coalitions ouvrières (fagforeninger). Loven, som forbyder den fremvoksende arbejderklasse at organisere sig håndhæves, i næsten et hundrede år. Ikke engang Robespierres jacobinske demokrati tør ophæve loven. I 1884 ophæves loven som et resultat af det franske proletariats revolutionære kampe og kommunistiske organisering og bevidsthed (Marx, Engels, Lafargue.) Stadig var hovedparten af befolkningen (5/6) frataget den “stemme- og valgret” som hyldes som et demokratisk grundprincip. Først i 1944, under indtryk af den Røde Hærs og modstandsbevægelsen sejrige befrielseskrig mod det nazi-fascistiske tyranni, tildeles de franske kvinder denne demokratiske ret. Alligevel gyser det velstående reaktionære bourgeoisi af idag (2007) stadig ved tanken om den “franske revolutions skrækvælde”, da gilioutinen arbejdede i døgndrift til småfolkets jubel.  Maximilien de Robespierre, som stod i spidsen for den Jacobinske Sociale Republik fra stormen på Bastiljen den 14 august 1789 knuste med støtte fra de det store flertal i det franske folk de feudale klassers magt, herunder det klerikale hierarkis magtpositioner.


Maximillian Robespierre som stod i spidsen for det revolutionære-demokratiske regime efter revolutionen i 1789 likviderede det enevældige monarki gennemførte en agrar revolution og besejrede revolutionens internationale fjender, er stadig, idag mere end 200 efter revolutionen hadet i det borgerlige i Frankrig med det skræmmende øgenavn “skrækvældets leder”. I Danmark ser de sorte reaktionære præster i Kjærsgaards Folkeparti “rødt” når revolutionen i Frankrig kommer på tale – det er ikke ubegrundet set fra deres sorte reaktionære udgangspunkt. Den statsansatte kristne præst Søren Krarup kalder den franske revolution i 1789 for : “sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud” – i pamfletten ” Det moderne sammenbrud”.

Det materiale, vi idag råder over fortæller os at de fattige arbejdende lag spillede en afgørende rolle for Den Store Franske Revolutions forløb.
Georges Lefebvre , en af Frankrigs mest fremtrædende historikere lagde vægt på at ” et stort antal af revolutionens afgørende begivenheder . . . . vil ikke kunne fortolkes rigtigt uden hensyntagen til sans-culotternes rolle”. . . . . . *11). . . . . Blandt Sans-Culotterne, det vil sige blandt de plebejiske masser i byerne , udgjorde lønarbejderne de laveste lag og var bevægelsens mest revolutionære kraft. Det drejede sig om manufakurarbejdere, om svende, lærlinge, småvirksomhedernes arbejdere, kort sagt, om “hovedstadens fattigste elementer” *12) for at bruge en karakteristik af en anden fransk historiker.
Vi ved at den første statue af Robespierre blev rejst i revolutionens Rusland 1918.
Vi ved at det var under det som de borgerlige kontrarevolutionære kræfter dengang og idag kalder skrækvældet at Frankrig indførte generel stemmeret (“skrækvældets” modstandere nægtede 5/6 af folket stemmeretten) afskaffede slaveriet i kolonierne, vedtog Deklarationen om de menneskelige rettigheder i 1793, gratis skolegang blev indført samme år * ———
Historikeren Dr. Marisa Linton*13) fra Kingston University fremhæver at Robepierre var en revolutionær demokrat som mente at alle mennesker havde ret til at stemme , også de fattige besiddelsesløse masser, ligesom han var modstander af slaveriet i de franske kolonier. Absolut ikke ekstreme synspunkter idag, men på den tid var det en radikal holdning. Robespierre anså at dødsstraffen var en barbarisk og grum straf – undtagelsen var de forrædere som begik forbrydelser mod sit land og folk. For disse forbrydere, som begik hvad vi idag kalder forbrydelser mod menneskeden var straffen døden. Det krævede landets og folkets retsbevidsthed. Efter eksekutionen af Kong Ludvig XVI (den 15.) på Place de la Révolution i Paris i januar 1793 udtalte Robespierre:“Ludvig må dø, så nationen kan leve”.
Nøglen til skærpelsen af Robespierres og de øvrige revolutionære kræfters politik skal søges i de kontrarevolutionære kræfters optrappede terroraktioner som med udenlandske støtte forsøgte at knuse revolutionen.
Dr. Linton fremhæver at det største tab af menneskeliv skete i 1793 under borgerkrigen i Vendée i Frankrigs vestlige provins, hvor de kontrarevolutionære kræfter anførte reaktionære bondehære i angrebet på revolutionære og republikanske folkemasser. Så mange som en kvart million oprørere og 200.000 republikanere blev slagtet i dette kontrarevolutionære blodbad som blev begået flere måneder inden det som kaldes “Robespierres skrækvælde” kom på dagsordenen. Det skete i september 1793 hvor nationalkonventet vedtog en “tvangslov” mod den kontrarevolutionære terror. Love som tillod det revolutionære regime “med jern regere over de som ikke kan regeres af retfærdighedens love“.
Dr. Linton fremhæver at billedet af Robespierre som en tyran der hersker over Frankrig er en karikatur. Den “ekseptionelle terror” som den Jacobinske sociale Republik gennem “Velfærdsudvalget” brugte mod den kontrarevolutionære antidemokratiske feudaladelige pøbel var ikke et værk af Robespierre alene. Undertrykkelsen af den kontrarevolutionære pøbel var en fælles beslutning i “Velfærdsudvalget” hvor Robespierre var en af tolv medlemmer.
Derfor er vore dages bagvaskelse og tilsvining af Robespierre et udtryk for en historie-revisionistisk livsløgn af de politiske og sociale kræfter som idag føler sig beslægtet med Kongeriget Frankrigs kontrarevolutionære kræfter.
Marisa Linton fremhæver at :

“Da Jacobinerne kom til magten, skrev de den mest demokratiske, lige og frihedselskende forfatning, som verden endnu havde set. Derefter lagde den på hylden “for freden”. Robespierre ophørte ikke med at være demokrat, men han mente, at andre ting var vigtigere – især republikkens overlevelse. Alt skal underordnes den. Sommeren 1793 udgjorde en større krise for revolutionen. Frankrig lå nu i krig med flere europæiske magter. Der var borgerkrig i Vendée og oprør mod den Jacobinske regering. Frankrigs vigtigste general, Charles-Francois de Périer Dumouriez, havde forsøgt at føre sine tropper mod Paris for at styrte Nationalkonventet. De revolutionære kræfter var under angreb fra alle sider. På den baggrund vedtog Nationalkonventet selv strenge foranstaltninger, der tillod brutale metoder i tilfælde af ekstrem fare for landet.”

Når de borgerlige og socialdemokratiske kræfter idag tager afstand fra det de kalder “den revolutionære Robespierres terror” er det et hykleri som kun overgås af deres hykleri overfor vore dages kapitalistiske verdensorden.
Den “ekseptionelle terror” som det franske folk med Robespierre som leder udøvede mod de reaktionære kontrarevolutionære klasser som med alle midler kæmpede for at opretholde deres priviliegier var i sammenligning med den daglige vold, terror, tortur og blodige undertrykkelse mod folkemasserne under de feudale regimer fra Ludvig XIV (“solkongen”) til Ludvig XVI både mild, demokratisk og retfærdig.
Men for vore dages borgerlige og socialdemokrater er de herskende kapitalistiske klassers frihed til at udbytte de besiddelsesløse klasser, den fattigdom, vold, terror og undertrykkelse som udspringer af kapitalens frihed til at udbytte helt “naturligt”, i bedste fald et “nødvendigt onde” som de acceptere uden at blinke men måske fælder en krokedille-tåre over. Eller kapitalens offrer “undskyldes” med “onde” og “dårlige” kapitalister og deres håndlangere i det statskapitalistiske voldsapparat og domstolene.
1794 sluttede “skrækvældet” i kontrarevolution. Med Robespierres fald fjernes de sidste forsvarere af småfolkets, håndværkernes og de fattiges interesser. Bourgeoisiet og dets reaktionære støtter generobrede den revolution de i et “øjeblik” hade tabt kontrollen over. Den kapitalistiske storfinans, de rige købmænd, fødevarespekulanterne og “agiotørerne” står som sejrherrer.

“Thermidor”- reaktionen udløser en hæmmingsløs terror mod arbejderklassen og småfolket og deres repræsentanter; jacobinerne og hébertisterne. – De kapitalistiske “sejrherrer” og overklassen danner
“Les Muscadins” – den første antiproletariske “privatarme” i den moderne klassekamps historie.
“Les Muscadins” er en forløber for dødspatruljer og terrorkorps i de herskende udbtterklassers tjeneste som de “Sorte Hundreder” i Rusland; Frikorps, SA og SS i Tyskland før og under Hitler. Med den forskel at i Rusland sejrer de revolutionære proletariske kræfter, mens de revolutionære lider nederlag i Tyskland i 1930´erne med krise, arbejdsløshed, terror, sult, terror og krig som følge.
Den franske overklasses “gyldne ungdom” i Les Muscadins. Denne højreradikale kontrarevolutionøre pøbel er også en forløber for de senere dannede fascistiske dødspatruljer i Latinamerika, i Irak, i Indonesien, Filipinerne og andre lande som Ukraine hvor hvor den kapitalistiske overklasse vil vise hvem som virkelig bestemmer og har en “naturlig ret til rigdom og privilegier” gennem udbytningen af arbejderklassen og folket

Robespierres fald og dermed omstyrtelsen af den Jacobinske Sociale Republik og det revolutionære-demokratiske diktatur som havde støtte fra et flertal i det franske folk bliver ledsaget af angreb og fjernelse af progressive reformer og bagvaskelse af Robespierre og den jacobinske republik som et “rædselsvælde”. 20 år senere geninføres monarkiet med slægten Bourbon på Frankrigs trone.

2.December 1804 : Napoléon Bonaparte kåres til Kejser af Frankrig

DE økonomiske og politiske kræfter som stod bag Robespierres fald i 1794 fortsatte deres “klassekamp” mod de progressive kræfter og i år 1799 styrter de “direktorialregeringen”.
Kuppet organiseres af artilleriofficeren Napoléon Bonaparte som kupleder, det såkaldte , brumairekup i november 1799.

Kejser Napoléon Bonaparte er i realiteten Frankrigs “nye diktator” hvilket både Frankrigs og andre folk i Europa snart skal få at føle
Den “hvide terror” i forbindelse med den Anden franske restauration i 1815 kræver flere end tusind mennesker livet.
Repræsentanterne for den franske restauration vover dog ikke fjerne revolutionens vigtigste resultat: det kapitalistiske system og de nye borgerlige ejendomsforhold.
Man kan kort sagt sige at i kampen mellem liberalisme og demokrati vinder liberalismen.
På overfladen sluttede revolutionen med at den henrettede Ludvig XVI blev erstattet af sin bror. Men bare på overfladen. For Ludvig XVIII var ikke en feudal konge. Men en konge for et borgerligt-kapitalistisk regime. Revolutionen realiserede ikke sine stolte paroler om frihed, lighed og broderskab. Men den knuste det feudale privilegie-samfund.*
Revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab reduceres til erhvervsfrihed for fabrikanter og “selvstændige entrepenører”; “demokratiet” forlammes af antifaglige love, politichikane, hvid terror og begrænsning af stemmeretten til ældre mænd med kapital.
Det vil dog være urigtigt at reducere den franske revolutions betydelse som blot antifeudal. Revolutionens idéer om frihed, lighed og broderskab blev ikke realiseret men overlevede i de kulturbærende og demokratiske lag: i proletariatet og antog senere socialistiske former – først som utopi – som en drøm, et håb om en anden og mere retfærdig verden, og derefter som videnskab, som et håndfast program for en socialistisk samfundsomvæltning med kommunismen , det klasseløse samfund som mål.
Revolutionen i Kongeriget Frankrig i 1789 knuste det feudale udbyttersystem og dets kongelige overbygning og mundede ud i et kapitalistisk samfund, men medførte samtidigt at den socialistiske idé for alvor slog rod i det franske proletariat. *Kontrarevolutionen i Rusland og Sovjet fra 1956 er mere dybdegående. Den begyndte visserligen ligeså snigende som i Frankrig – som en fortsat genindførsel af borgerlige forhold og borgerlig tankegang – forklædt som “fornyelse af kommunismen” som skulle være indført i 1980 – ifølge Hrustjovs kontrarevolutionære “hemmelige tale” i 1956 mod den revolutionære Stalin-epoke . I realiteten forsägte Hrustjov-gruppen at revidere marxismen gennem at afskrive det revolutionære indhold i kommunismen , arbejderklassens ledende rolle – så da Sovjetunionen blev opløst i 1991, fandtes der kun et skelet, en karikatur af den socialisme som blev opbyget efter 1917.
Sovjet-Rusland var igen kapitalistisk, gældsat og afhængigt af de vestlige kapitalistiske stater. Men det betyder ikke at den russiske revolutions idéer er ophørt med at påvirke vor tid – eller har mistet sin tiltrækningskraft så at sige. De kommunistiske idéer inkludere den franske revolutionens parole om frihed, lighed og broderskab. som de borgerlige-reformistiske partier fuldstændigt har forladt idag. Men som dertil lægger idéen om at samfundet – kollektivet tillige bør eje og styre over produktionsresourcerne, idéen om en produktionsordning som sætter arbejdet og de menneskelige behov over kapital og profit-maksimering – som hænger sammen med idéen om plan-styret samfundsøkonomi hvor alle menneskers ret og pligt til at arbejde og hendes behov for føde, bolig, transport, bevægelse, uddanelse, kultur, leg og sport realiseres.
For bare at nævne nogle af den sovjetiske revolutions idéer. Det kapitalistiske klassesamfund og dets spindoktorer benægter at den kommunistiske revolutions idéer lever – ja kapitalismens forskellige fortalere fra såvel venstre- som højreliberalt hold erklærer dagligt både arbejderklassen og kommunismen død og begravet. Det sker fordi kommunismen giver svar på ikke bare arbejderklassens, men brede befolkningslags behov i en tid hvor kapitalismen bliver stadig mere kynisk, barbarisk og destruktiv; revolutionens ideer lever i menneskers kamp for bedre levevilkår, overalt på jordkloden og faktisk også i de skandinaviske lande.

Halvvejs til Moskva

Opbygningen af “velfærdssamfundet”, “folkhemmmet” ,den “sociale markedsøkonomi” eller “New Deal” som begyndte i 1930´erne under indtryk af den imponerende opbygning af et socialistisk velfærdssamfund i Sovjetunionen fik for alvor fart efter befrielsen i 1945 hvor den socialistiske revolutions ideer om arbejde og velfærd for alvor slog igennem; selv i kapitalismens “moderland” England snakkede de om at “gå halvvejs til Moskva” da man nationaliserede stålværker, kulminer, kraftværker og jernbanerne. Dog undtaget de facistiske regimer i Spanien ;Portugal og Grækenland som UK/USA beskyttede mod enhver socialistisk forandring.

“Halvvejs til Moskva”

. . . . fordi både England, Tyskland og Skandinavien blev til reformistiske projekter indenfor kapitalismens rammer. Reformerne i de kapitalistiske stater som senere blev Nato-medlemmer var indrømmelser for imødegå den revolutionære socialistiske flodbølge efter befrielsen. Både “velfærdssamfundet” og den “sociale markedsøkonomi” var indrømmelser til arbejderklassen – der som de engelske reformister (Labour) udtrykte gik “halvvejs til Moskva”.
Man gik “Halvvejs” fordi kapitalen beholdt den afgørende magt og samtidigt indrømmede velfærdsreformer der mindede om “socialisme” – men stadig gav kapitalen friheden til at udbytte arbejderklassen og de undertrykte folk.
Tony Benn; tidligere leder af de britiske socialdemokrater i Labour udtrykker det sådan:

” Uanset fordele og ulemper med kommunismens lang magtindehav i Moskva så er det et uafviseligt faktum at blot eksistensen af Sovjetunionen opmuntrede de arbejdende masser til at kaste kolonialismens åg af sig og at denne eksistens indgav håb for de fattige som samfundstoppen her så som en trussel.

Det er derfor muligt at hævde – hvilket jeg gør – at den virkelige frygt for kommunismen i London, i grund og bund ikke var baseret på en frygt for de russiske generaler, men en frygt for det britiske folk som i krisetider ville foretrække socialismen. Set i dette lys så gjorde Hitler et godt job når han knuste fagbevægelsen, kommunisme og socialisme i Tyskland samtidigt som han opbyggede militæret mod enhver tænkbar sovjetisk fremrykning. For dette fik han en diskret støtte”
“Set i dette perspektiv begyndte den kolde krig ikke med Berlin-blokaden 1948 ,men kan spores tilbage til interventionskrigen 1920 da en stor arme blev sendt afsted for at knuse revolutionen”
Det fremgår desuden helt klart ud fra nyligt åbnede dokumenter . . . . .”
.

Tony Benn i forordet til Professor Clement Leibovitz´værk: The Chamberlain- Hitler Deal”
http://cleibovitz.upwize.com/images/Chamberlain-Hitler%20Deal%20(Front).jpg
I og med det socialistiske Sovjets og den Røde Hærs afgørende betydelse i befrielseskrigen mod facismen og de tidligere KOMINTERN-partiers ledende rolle i modstandskampen i de af fascismen besatte lande i europa , havde socialismen vundet sympati i brede befolkningslag blandt de europæiske folk i såvel øst – , central- som vest-Europa.

Man havde set hvad kapitalismen førte til, i og med den dybe økonomiske depression i 1930´erne og fascismens menneskeslagt. I 1945 satte millionmasserne sine forhåbninger til socialismen. Kapitalismen havde skabt fattigdom, undertrykkelse og krig, nu satte de sit håb til at socialismen skulle skabe velstand, frihed og fred.
Kommunistpartierne voksede kraftigt og i lande som Frankrig og Italien blev disse millionpartier. Også i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Albanien, Grækenland og Jugoslavien spillede de kommunistiske partier alene en afgørende rolle i den politiske udvikling.

Europa´s reaktionære herskende kapitalistiske og feudale overklasser stod rådvilde. For at undgå at tabe initiativet og blive politisk isoleret begyndte til og med de mest konservative at bruge et antikapitalistisk sprogbrug. Det genopståede tyske konservative parti CDU – tidligere Zentrum, som på hitlertiden var et af naziregimets vigtigste støttepilere – indskrev i sit partiprogram efterkrigen at kapitalismen ikke kunne garantere menneskerne et godt liv.

Nogle år senere tilstod man åbent at man havde indskrevet dette af taktiske årsager, for at forhindre at endnu flere søgte længere venstre ud til et socialistisk alternativ.

At selv de konservative partier i Europa så sig nødsaget til at skrive i deres partiprogrammer at “kapitalismen ikke kan sikre folk et godt liv” var et forsøg på at imødegå de omfattende  og udbredte sympatier for kommunismen i Europa. Derfor indledte USA-imperialismen og dens allierede i  Europas kapitalistiske overklasser en offensiv som de kaldte “kold krig” – kold fordi de ikke turde og var i stand til at starte en “varm krig” mod Stalins Sovjet og genindføre et åbent kapitalistisk markedsdiktatur i de befriede lande som under Hitler-Mussolini. Det ses også af at man holdt de fascistiske regimer på den Iberiske halvø under Franco og Salazar ved magten og støttede de fascistiske kræfter i Grækenland som førte landet ud i borgerkrig efter befrielsen i 1944

Næppe havde bulderet fra den Anden Verdenskrig lagt sig før der lød nye krigsfanfarer i Washington og London.  I 1946 holdt Churchill sin berygtede tale i Fulton i USA om at “jerntæppet” var  gået ned over Europa, og i USA havde det højreliberale Republikanske parti vundet kongressvalget i 1946 gennem ”skrålet om kommunismen”, som en journalist udrykte det. I en tale den 12 marts 1947 lagde præsident Truman frem sin doktrin som i realiteten var en krigserklæring mod kommunismen og alle dens sympatisører og støtter.

Hvordan denne krig mod kommunismen -kaldet den “kolde krig”  udviklede sig, ligger udenfor denne artikels rammer.

Fakta er at kapitalen frygter arbejderklassens revolutionære styrke og gav og giver stadige reformistiske indrømmelser til klassen for at pacificere klassen og forhindre en socialistisk omvæltning som i Rusland 1917 og som i Albanien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre lande efter befrielsen.
De nationaliserede virksomheder i Vesteuropa efter den “Røde sejr” i 1945 blev ikke “socialistiske” , men overtaget af den bureaukratiserede kapitalistiske stat som også var underlagt de kapitalistiske markedslove (vare-penge-forholdet i marxistiske terminologi)
Men også idag påvirker den russiske revolution tanke-gangen og politikken i en sådan udstrækning at selv de borgerligt-liberale og refomistiske partier taler om vigtigheden af “sikre velfærdssamfundet” og andre kommunistiske velfærdsgoder, at alle har “ret til et arbejde”.

Løkke, Thorning og Kjærsgaard taler naturligvis ikke om “velfærdssamfundet” fordi de er tilhængere af “socialismen” og dens velfærd og arbejde til alle, men fordi de er modstandere af arbejderklassens revolutionære styrke og socialismen i det hele taget.
Det er klart at hverken Løkke,Thorning eller Kjærsgaard virkelig ønsker at (gen-) oprette velfærdsamfundet – slet ikke et socialistisk samfund. Det viser Nyrups falske “efterløngarantier” og Fogh-regringens fortsatte nedskæringer og “effektiviseringer af velfærdssamfundet”.
Det viser deres angreb på marginaliserede grupper af mennesker som beboere i “flygtninge-lejrerne” og “kontanthjælps-modtagerne” som bliver diskrimeret og frataget deres fulde velfærdsrettigheder. Herfra frygter man ingen modstand og truende protester. Derfor tillader man at presse disse mennesker ned mod og under eksistensminimum.
“Velfærdsrettighederne” og andre kommunistiske velfærdsgoder var og er kapitalismens måde at imødegå trusselen om en socialistisk revolution som i Lenins og Stalins Rusland. – – – – – – -

- – – – -
Løkkes, Thornings og Kjærsgaards tale om at “sikre velfærdssamfundet” er et led i deres opportunistiske kurs for at sikre kapitalens herredømme også på længere sigt.
Den russiske revolutions idéer lever. Ligesom dens rige erfaringer, både de positive og de negative. Både arbejderklassen og kapitalen interesser står idag som samfundets modsætninger.
Men kun arbejderklassen er en revolutionær klasse – uden nogen interesser i den kapitalistiske ejendomret og profitjagten. I klassekampen forsøger det kapitalistiske bourgeoisie at give indtryk af at være “revolutionær”, mens arbejderklassen er det modsatte.
Faktum er at den kapitalistiske overklasse ikke har noget svar på hvilken vej menneskeheden skal gå – udover en fortsættelse af den kapitalistiske udvikling og jagt på den maksimale profit – som efter 500 år stadig ikke er i stand til at brødføde alle mennesker på Moder Jord endsige sikre arbejde, (ud-)dannelse,kultur og et værdigt liv.
Derfor er socialismen mere aktuel end nogensinde.
Arbejderklassen og de undertrykte folks stilling er ikke akkurat lig den som var virkelighed i 1917. Men behovet og nødvendigheden af den socialistiske revolution er ikke blevet mindre siden. Arbejderklassen og de kommunistiske kræfter inspireres og drager lærdomme af den sejrige sovjetiske revolutions resultater hvor såvel positive som negative erfaringer tages i betragtning når vejen til socialismen skal udstikkes idag.

*8) “Artisans and Sans-Culottes. Popular Movement in France and Britain during the French Revolution” af Gwyn A. Williams* London 1968*
*9)”Friedrich Engels an Victor Adler den 4 December 1889″ Se Marx/Engels Werke bind 37 side 318 (Dietz Verlag, Berlin 1974)
*10) ” Les Sans-Culottes parisiens en l`an II Mouvement populaire et gouvernement révolutionaire (1793-1794) af Albert Soboul (Paris 1958)
*11)Citeret efter Ja.M. Sakher: “De rasendes bevægelse” (russisk)(Moskva 1961 side 21
*12)”Jacques Roux, le curé rouge, et le Manifeste des Enragés” side 77 af Maurice Dommanget, Paris
*13) I September-nummeret af BBC HistoryMagazine /2013 artikel om “The French Revolution’s Man of Terror” afviser Dr.Marisa Linton fra Kingston University de gamle reaktionære spindoktores historie om Robespierre som den “grumme diktator, der regerede Frankrig med et skrækvælde” som “i vid udstrækning en myte, begået af de mænd, der væltede ham.”

FN-rapport: Flere end 50 millioner mennesker, det største antal siden Anden Verdenskrig , er på flugt

20. Juni 2014 12:48

GENEVE (UNCHR) Ikke siden afslutningen af den Anden Verdenskrig og befrielsen fra AntiKomintern-pagtens krig; terror og fascistiske tyranni har så mange mennesker på jordkloden været på flugt.

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) oplyser, at ved udgangen af sidste år var 51,2 millioner mennesker blevet tvunget til at forlade deres hjem og flygte. Det er seks millioner højere end året før.

Flere end halvtreds millioner mennesker på flugt fra krig, terror og fascisme under hvad kapitalismens borgerlige og socialdemokratiske fortaler kalder : “USA´s demokratiske verdensorden, den bedste af alle verdensordener”.

Det er ifølge FN det højeste antal flygtninge siden den tyske imperialisme og dens europæiske(danske) og japanske allierede forsøgte at erobre og dominere jordkloden.
Til de “officielle” godt 51 millioner flygtninge kommer millioner af “statsløse” flygtninge. Allerede i 2007 havde FN
kommet frem til at der i realiteten var flere end 67 millioner mennesker på flugt
Grupper af mennesker på flugt * * Antal
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – -
Flygtninge under UNHCR mandate * * 11,4 millioner
Flygtninge under UNRWA-mandat (Palæstina) 4,6 millioner
Sammenlagt number of Flygtninge * * 16 millioner
Conflict-generated IDPs /
Flygtninge i eget land) * * 26 millioner
Natur-katastrofer IDPs * * 25 millioner
Sammenlagt number of IDPs * * 51 millioner
Sammenlagt number of refugees og IDPs * 67 millioner
Kilde UNCHR : FN´s Flygtningeorganisation

Berlingske: Borgerkrigen i Syrien er med til at tvinge antallet af mennesker, der er på flugt på op på det højeste antal i de seneste 70 år.

Højreradikal terror i Bruxelles: Mistænkt gerningmand har deltaget i den vestligt støttede borgerkrig mod al- Assad-regimet i Syrien

1.Juni 2014 08:12

PARIS (Le figaro)
En 29 årig højreradikal franskmand blev fredag arresteret da han steg af en bus i Marseille efter en rejse til den belgiske hovedstad Bruxelles.
Angiveligt står den anholdte bag massakren på et jødisk museum i den belgiske hovedstad den 24 maj hvor fire mennesker brutalt blev mejet ned af en åbenbart ensom gerningsmand. – – -

I den 29-årige mistænktes bagage fandt politiet en maskinpistol og et håndvåben lignende de som blev brugt i angrebet ugen inden. På sig bar gerningsmanden ifølge politiet også en usb-nøgle med en video, hvori han angiveligt indrømmer angrebet.
Anklagemyndigheden i Paris meddeler at man i den 29 åriges kuffert også fandtes et stykke stof påskrevet : “Den islamiske stat Irak og Syrien ” navnet på en højreradikal arabisk kamporganisation, som også er aktive i den “vestligt støttede krig” for at styrte det uafhængige al-Assad -regime i Syrien. En krig som understøttes af både Hollande-regimet i Frankrig, USA såvel som som Thornings Danmark.
Den 29-årige højreradikale frankmand har også deltaget i den vestligt støttede borgerkrig i Syrien for at styrte det – af USA og Frankrig – uafhængig al-Assad-regime.

Terror i Syrien, Ukraine og i Belgien

Idag er der ingen der kan være i tvivl : Frankrig og en række Nato-landes regeringer  og deres mikrofonholdere i medierne har oppisket en ensidig chauvinistisk hetz mod al-Assad-regimet (og Janukovitj-regimet i Ukraine) og dermed ikke bare gjort det legitimt for de USA-allierede fascistiske regimer i Saudi-Arabien,Katar (Qatar) og andre stater at sende våben og tusinder af stærkt højreradikale terrorister ind i Syrien;  ligesom Nato-landet Tyrkiet spiller en beskidt rolle i Syrien, men gennem den ensidige og ligefrem løgnagtige propaganda om at regimet i Damaskus har “gasset tusinder ihjel” har man opmuntret uerfarne og desperate unge ikke bare fra Frankrig hvor flere hundrede, der er tale om mellen 5 og 800 alene fra Frankrig som helt legalt med det “socialistiske” Hollande-regimes opmuntring har rejst til Syrien for at spille “nyttige idioter” i Frankrigs og USA´ s uerklærede krig mod al-Assad-regimet
Hvis den mistænkte 29 årige højreradikale franskmand bliver fundet skyldig i massakren i Bruxelles den 24.maj  er det åbenbart hvad det er for forbrydelser som ikke bare Præsident Hollande , men også Statsminister Thorning har opmuntret ikke bare i  Syrien, men også i Europa (Belgien, Frankrig og Ukraine). Det er som bekendt ikke det første attentat i Europa af en højreradikal deltager i krigen mod al-Assad-regimet i Syrien.
I 2012  blev flere dræbte på en skole i franske Touluse i et attentat udført af en højreradikal deltager i borgerkrigen i Syrien og vi vil heller ikke glemmer den højreradikale “antikommunistiske kriger” Anders Behring Breivik massakre i juli 2011 i Norge.

DEn franske Præsident Francois Hollande ; som har opmuntret mellem fem og otte hundrede højreradikale franskmænd at rejse til Syrien for at praktisere deres individuelle bombe-terror mod ubevæbnede kvinder, børn og mænd for at styrte al-Assad og oprette et højreradikal fascistisk regime a la Saudi Arabien og Katar, fik et anfald af hysterisk og hyklerisk oprigttighed om at hans budskab til disse højreradikale er : “jihadister er at vi vil bekæmpe dem, vi vil bekæmpe dem og vi vil bekæmpe dem”, udtalte han. . . . .”

Det er en “grande nyhed” . . . pludselig er Frankrigs præsident blev modstander af den terror som han og Nato-lederne i tre år har opmuntret , understøttet, finansieret og bevæbnet i Syrien.

Det er et faktum at den højreradikale terror har kostet titusinder af menneskeliv i Syrien !

UDEN at kunne styrte al- Assad-regimet endsige oprette et folkedemokratisk regime uden kapitalismens og imperialismens uretfærdigheder.

Eller er det med de titusinder af ofre i Syrien, som med den halve million arabiske børns død
( sanktionerne mod Saddam Hussiens Irak) : som USA´s Udenrigsminister Madeleine Albright
svarede på spørgsmålet om offrerne var værd priset ? : Ja. For i Præsident Hollandes og Thornings Europa er menneskeliv . . . .

Fascistisk terror i Bruxelles: fire skudt ihjel i jødisk museum

24.maj 2014 22:56

BRUXELLES (La libre)
Dagen inden valget til EU´s “lovløse” *1) parlement i Bruxelles udfører en højreradikal aktivist et åbent antisemitisk attentat mod det jødiske museum i Belgiens hovedstad. Fire af museets gæster bliver brutalt mejet ned, tre døde ,en fjerde bliver alvorligt såret.
Efter attentatet forsvinder den højreradikale morder i en bil.

1*) DEn EUROpatiske Union (E.U.) oprettede i 1979 et parlament som ikke havde nogen anden funktion end at give den ikke-folkevalgte EU-Kommission og MinisterRådet et “demokratisk figenblad”. Stadig idag er det EU-kommisionen og Ministerådet som gennem hemmelige afstemninger vedtager strømmen af direktiver og love som skal sikre kapitalens herredømme uden at nogen kan stilles til ansvar for de antifolkelige diktater og love vendt mod arbejderklassen i EU-landene (og Ukraine) og det store flertal.

Ukraine: Det USA/EU støttede regime i Kiev optrapper konflikten med befolkningen

9. Maj 2014 04:48

USA´s marionetregime i Kiev optrapper konflikten med store folkegrupper i landet.

Afviser arrogant Putin-regimets forsøg på “våbenhvile” med opfordring om at udskyde folkeafstemning om autonomi i ukrainske regioner, som “varm luft”.

KIEV ( -)   Onsdag opfordrede Ruslands Præsident Vladimir Putin lederne af den folkelige modstandsbevægelse i Ukraine , at udskyde den folkeafstemning om  autonomi eller uafhængighed fra det ikke-folkevalgte regime i Kiev, der er udlyst den 11. maj i flere regioner   Ruslands præsident gik så langt at han gav sin støtte til præsidentvalget som den USA/EU støttede regime i Kiev planlægger at afholde den 25.maj.

Nu skulle man tro at det USA-støttede regime i Kiev vil takke Putin for den udstrakte hånd og sikre ro til forhandlinger og gennemførelse af det valg som regimet planlægger at afholde den 25 i denne måned. . . . . . . . . . . . . .

Men fra Premierminister Arsenij Jatseniuk´s kontor i Kiev kom der arrogante udtalelser om at Putin´s opfordring var “varm luft”.
Samtidigt kom det USA-støttede marionetregime med trusler om at optrappe den voldelige militære undertrykkelse af den ukrainske protestbevægelse som indtil igår har kostet flere dusin menneskeliv i de østlige regioner og sandsynligvis opimod flere end 100 døde i det fascistiske mordbrandattentat i Sortehavs-metropolen Odessa.

* Efter AFGHANISTAN, JUGOSLAVIEN, IRAK, LIBYEN og SYRIEN er “turen” nu kommet til UKRAINE at blive “befriet” af USA og dets “socialistiske” , “liberale”, anarkistiske og fascistiske allierede i Europa.*

Lederen af det USA og EU-støttede regime i Kiev ;Arsenij Jatsenjuk udtalte kryptisk

“Ukraine har ikke udlyst nogen folkeafstemning den 11.Maj. Hvis terrorister og separatister, som understøttes af Rusland, fik ordre om at udskyde hvad der ikke var planlagt, så er det deres interne sag,”

Arrogante ord fra lederen af et statskapitalistisk fallibo, fuldstændigt afhængigt af finansiel støtte fra USA,IMF og Rusland og en militærmagt med styrker som ikke bryder sig om at slå deres brødre og søstre ihjel fordi de protesterer mod et regime som ikke er folkevalgt men som har taget magten gennem et voldeligt statskup.
Når Junta-lederen alligevel taler som en politiker med “stor magt” skyldes det åbenbart at han har USA´s støtte til optrappe konflikten med den folkelige protestbevægelse, at knuse den om ikke med militær magt så med hjælp af de fascistiske stormtropper som fredag den 2.maj stod bag mordbrand og terror i Odessa. De fascistiske partiers stormtropper opfordres nu til at melde sig til den nydannede National Garde. DE skal sættes ind mod protestbevægelsen i øst og syd og knuse den i et blodbad hvis det går som Jatseniuk og USA håber.

Juntaens “Forsvarsminister: Andrij Parubij – en af stifterne af det Social-Nationale Parti, forløber for det fascistiske “Svoboda” (Frihedspartiet) som nu kontrollere nøgleposter i regeringen i Kiev , udtalte at de militære angreb på protestbevægelsen vil fortsætte, hvad enten de protesterende aflyser folkeafstemningen elller ikke:
“The counter-terrorist operation will continue unhindered, despite the presence of terrorist and insurgent groups in the Donetsk region,”( Andrij Parubij)

Idag, den 9.maj er det årsdagen for Stalins Røde Hær og de allieredes befrielse af Ukraine, Rusland og de andre Sovjetrepublikker og andre lande i Europa fra den nazi-fascistiske besættelse, terror og folkedrab,
For USA´s og EU´s fascistiske allierede er befrielsesdagen en anledning til at optrappe konflikten med nye provokationer for på den måde at udskrige deres “revanschistiske hævnlyst” over deres “nederlag til Stalins Røde Hær”

Tidligere i denne uge, several reports emerged of fears of a new fascist massacre in Odessa, directed against participants in May 9 rallies. Several officials in eastern Ukraine canceled planned festivities, citing the risk of bloodshed.
Obama-regeringen´s repræsentanter vendte virkeligheden på hovedet, ved at udråbe Rusland som aggressor, and US Assistant Secretary of State for European and Eurasian Affairs Victoria Nuland attacked the Kremlin, saying that to date, Russia

“has fulfilled none of its commitments”

to reduce tensions in Ukraine.
With monumental hypocrisy, Nuland—who was caught on tape plotting the installation of Jatsenjuk during the right-wing protests that led to the putsch of February 22 in Kiev—attacked the Kremlin for its

“efforts to destabilize eastern and southern Ukraine.”

The response of the anti-Kiev protesters in eastern Ukrainian regions around Donetsk and Luhansk undermined claims that the protests are simply an intelligence operation concocted by the Kremlin. They said they intended to ignore Putin’s request to postpone the referendum.

“The referendum will happen on May 11,” said Donetsk People’s Republic leader Denis Pushilin. “The date of the referendum will not be postponed.”

Officials in Slavyansk—which has been besieged by forces from the pro-Kiev Ukrainian National Guard and fascist Right Sector paramilitary group, suffering dozens of casualties in repeated Kiev regime attacks—also dismissed Putin’s advice to postpone the referendum.

“If we don’t have a referendum on the 11th, then we will lose the trust of the people,” a spokesman in Slavyansk said. “We face the choice: referendum or war, and we choose the peaceful way.”

The rejection by Washington and Kiev of Moscow’s attempt at an accommodation exposes the fraud of the presentation of the Ukraine crisis by Western governments and media outlets. The aggressor is not the Kremlin, which is ineffectually seeking to work out a truce that neither the Kiev regime nor its Western backers wants.
Rather, it is Washington and its European allies that have stoked up the situation by installing and encouraging an unpopular, far-right regime in Kiev that is determined to drown internal opposition in blood.
A recent poll by the Washington, DC-based Pew Research Center found that only 41 percent of Ukrainians support the Kiev regime. Disapproval ratings are above the national average of 59 percent in the eastern Ukraine, reaching 67 percent. Popular opposition can be expected to grow this month, as the Kiev regime’s unpopular 50 percent price increases for natural gas go into effect.
For de kapitalistiske oligarker bag Putin-regimet i Kreml, while they are stunned by the drive for regime change and civil war in Ukraine unleashed by Washington and Berlin, they are above all afraid of the risk that popular opposition to the Kiev regime in Ukraine and in Russia could trigger a movement in the working class.
May Day rallies in Russia—the first since before the collapse of the Soviet Union in 1991—reportedly gathered millions throughout the country and over a hundred thousand in Moscow for the international holiday of the working class.
Members of the anti-Kiev self-defense militia in Slavjansk denounced Putin for making concessions to Kiev.

“He is a coward. He is afraid of losing his money,” one fighter, who gave his name as Rustem, told the Guardian .“Instead of helping Russian people here, he is betraying us. He will pay for this with a revolution in Red Square,” Rustem added. “Russian people will not stand by and watch this happen.”

Rustem talte under en begravelse af fire mænd i Slavjansk. De blev dræbte i landsbyen Semovka af bevæbnede styrker loyale til det ikke-folkevalgte regime i Kiev. Tre af de dræbte var medlemmer af en militsgruppe af modstandskæmpere, den fjerde som blev begravet var chaufføren af en lastbil blev ramt af kugler og brændte op.
Tidligere blev Irina Boevets, en 30 årig lærer som blev ramt en vildfaren kugle da hun gik ud på sin altan, begravet
As mourners filed by the coffins of the four men, they chanted slogans against Obama and German Chancellor Angela Merkel, the two heads of state who have led the imperialist intervention in Ukraine: “Glory to Russia, shame on America, shame on the EU, Shame on Obama and Merkel!”
En kvinde fra Slavjansk udtalte “It is impossible to turn back to Ukraine after the events in Slavjansk. We will not forgive the killing of our people.”